Origo om videnskab, skabelse og etik. Nr 150 Sommer 2020

Nr 150, august 2020

ORIGO om videnskab, skabelse og etik

Ny bog fra Origo: Ikke helt tilfĂŚldigt

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 149, desember 2019

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Indhold nr 150, sommer 2020 Redaktionelt / Holger Daugaard Darwin omtaler faktisk Intelligent design / Dag Erlandsen Archaeopteryx – fugl eller fisk? / Brian Thomas, oversat af Holger Daugaard Fotosyntesen fortsætter med at forbløffe / Frank Sherwin Tilpasning set fra et ingeniørperspektiv / Oversat af Holger Daugaard Lyver om Bondevik / Dag Erlandsen Boganmeldelse: Derfor tror jeg. Gode grunner til frimodig tro / Peter Øhrstrøm Om Galilei – ny oversættelse / Peter Øhrstrøm 2 boganmeldelser / Leif Asmark Jensen Datering af havet / Finn Boelsmand

Abonnement og bestillinger: Norge: Knut Sagafos, knu-saga@online.no

Danmark: abonnement@skabelse.dk

Redaktør dette nummer: Holger Daugaard.

bioCosmos.no

skabelse.dk

ISSN 0109-6168

origonorge.no

nr 150, sommer 2020

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Redaktionelt Hermed præsenterer vi ORIGOs sommernummer 2020. Det er nu tredje gang, ORIGO udkommer digitalt, og de fleste abonnenter er forhåbentlig ved at vænne sig til det. Der er fortsat nogle abonnenter, som vi ikke har mailadresse på, men hver gang vi udgiver en ny bog, som bliver sendt til abonnenternes fysiske adresse, vedlagt en lille påmindelse, er der nogen, der reagerer og sender os deres mailadresse. Og det er netop sket! Vi har udgivet bogen ”Ikke helt tilfældigt” af dr Lee Spetner, og læserne vil kunne genkende bogens forsidefoto, som vi har valgt at pryde også dette nummer af ORIGO med. I bladet kan I finde en anmeldelse af bogen.

Også andre bøger udgives i disse år med relevans for ORIGOs virkefelt. Således bringer vi i dette nummer et par andre anmeldelser, dels af bogen ”Derfor tror jeg. Gode grunner til frimodig tro”, skrevet af nordmanden Oddvar Søvik, og dels af bogen ”Samtale om de to hovedsystemer for verden, det ptolemæiske og det kopernikanske”.

Sidstnævnte er skrevet af Galileo Galilei for mange år siden, men netop genudgivet og oversat til dansk.

Et af formålene med ORIGO er at sætte fokus på naturens mange komplekse og fantastiske indretninger, som alle antyder, at en designer står bag. Selv ateisten Dawkins har som bekendt erkendt, at naturen ser designet ud – selv om han ikke mener, at den i virkeligheden er det. Det mener vi i ORIGOs redaktion! Derfor har vi i dette nummer også et par artikler om dette emne, dels om planternes fantastiske fotosynteseproces, som alle levende organismer er afhængige af, og dels om tilpasningen i naturen, der ikke bare kan opfattes som en evolutionær proces, men måske i højere grad som en mere kortsigtet tilpasning via organismernes umiddelbar fornemmelse for det omgivende miljø.

Dateringsmetoder er ikke det, der traditionelt har fyldt mest i ORIGOs spalter. Det råder vi nu lidt bod på med den sidste omfattende artikel i dette nummer. Her er det havets indhold af forskellige stoffer, der er genstand for en kritisk vurdering.

Alt i alt håber vi i redaktionen, at det nye nummer rummer lidt for enhver smag. Vi ønsker jer rigtig god læselyst!

Holger Daugaard, redaktør for dette nummer

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, sommer 2020

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Darwin omtaler faktisk intelligent design!

Dag Erlandsen Kritikere har hævdet, at Intelligent Design er et nyt påfund fra konservative kristne fundamentalister i USA. Men selveste Charles Darwin modbeviser denne påstand. ID er faktisk 28 år ældre end darwinismen.

Vidste du, at selveste Charles Darwin skrev om Intelligent Design? Darwin brugte udrykket i et brev til matematikeren John Herschel (1792-1871) i 1861, to år efter at hans revolutionerende værk «Arternes oprindelse» udkom. Det fremgår af en videnskabelig artikel fra John Hopkins University Press.

I brevet fortæller Darwin om dybe videnskabelige diskussioner vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der stod en «intelligent designer» bag det liv, han havde studeret så grundigt de sidste 30 år. Efter en længere udredning udbryder han: «Man kan ikke se på Universet, med alt dets liv og mennesket, uden at tro, at alt er intelligent designet…» (C. Darwin, 1861).

Videnskabelig artikel Det er professorerne Peter Øhrstrøm fra Danmark og Steinar Thorvaldsen fra Norge, som har påvist dette i en videnskabelig artikel udgivet i 2013, baseret på Darwins omfattende brevveksling med andre videnskapsfolk. Artiklen er publiceret af det prestigefyldte John Hopkins University Press, for øvrigt samme institution som i denne tid giver os de opdaterede tal over koronaepidemien i verden. Artilen med skandinaviske rødder findes også på Discovery Institutes liste over 100 publicerde forskningsartikler, som støtter Intelligent Design (se side 40 i oversigten). bioCosmos.no skabelse.dk origonorge.no nr 150 august 2020 Kritikere af Intelligent Design hævder, at ID er et nyt begreb, opfundet i slutningen af 1980erne:

2

videnskabsfolk. Artiklen er publiceret af det prestigefyldte John Hopkins University Press. Artiklen med skandinaviske rødder findes også på Discovery Institutes liste over 100 publicerede forskningsartikler, som støtter Intelligent Design (se side 40 i oversigten).

Kritikere af Intelligent Design hævder, at ID er et nyt begreb, opfundet i slutningen af 1980erne: – Intelligent Design startede som en bevægelse fra konservative kristne fundamentalister i USA, hævdede biologiprofessor Glenn-Peter Sætre i en debat med BioCosmos i NRK Dagsnytt 18 sidste efterår (se fra ca 33:30 og videre).

Det er selvsagt rigtigt at påpege, at Intelligent Design – i lighed med meget andet – er fyldt med nyt og mere nuanceret indhold de sidste ti år, specielt som følge af ny forskning på genniveau. Men Sætres påstand om oprindelsen er helt forkert, det er til og med Charles Darwin selv et bevis på. Faktisk er Intelligent Design flere årtier ældre end darwinismen.

I brevet til John Herschel skriver Darwin således: – Den pointe, du nævner med intelligent design, har forvirret mig overmåde. Jeg har diskuteret temaet grundigt med professor Asa Gray, som jeg har haft megen korrespondance med om emnet. Din pointe gør mig fuldstændig forvirret. Man kan ikke se på Universet, med alt dets liv og mennesket, uden at tro, at alt er intelligent designet. Men når jeg ser på hver enkelt organisme, kan jeg ikke se noget bevis på dette. (Darwin, 23. maj 1861) Introduceret i 1843 Det var professor William Whewell (1794-1866), som i 1843 fandt på ordene «Intelligent Design», 26 år før Charles Darwin udgav sit berømte værk om arternes oprindelse (1859). Universalgeniet Whewell var engelsk polymat, forsker, anglikansk præst, filosof, teolog og videnskabshistoriker, og han er også manden, som fandt på ordet «scientist», som i dag bruges i hele den engelsktalende verden.

Omkring 130 år senere, i 1975, blev Whewells begreb videreudviklet af Fred Hoyle (1915-2001), kendt astrofysiker og på den tid selverklæret ateist. Det var Hoyle, som udtalte, at «chancen for, at selv den enkleste celle kunne være opstået af sig selv, er omtrent lige så sandsynlig som at en tornado skulle feje hen over en bilkirkegård og skabe en fuldt færdig Boeing 747, klar til takeoff» («a tornado sweeping through a junk-yard might assemble a Boeing 747 from the materials therein», se Wikipedia) William Whewells introduktion af ID i 1843 kom som en videnskabelig udledning af begrebet «naturlig teologi», som blev introduceret yderligere 40 år tidligere, i 1802, af William Paley (1743-1805). Paley definerede naturlig teologi som «det man kan vide om Gud ud fra fornuften».

Her er Darwin-citatet i originalform: bioCosmos.no skabelse.dk origonorge.no nr 150 august 2020 «The point which you raise on intelligent Design has perplexed me beyond measure; and has been ably discussed by Prof. Asa Gray, which whom I have had much correspondence on the subject. – I am in a complete jumble on the point. One cannot look at this Universe with all living productions and man

3 Her er Darwin-citatet i originalform: «The point which you raise on intelligent Design has perplexed me beyond measure; and has been ably discussed by Prof. Asa Gray, which whom I have had much correspondence on the subject. – I am in a complete jumble on the point. One cannot look at this Universe with all living productions and man without believing that all has been intelligently designed; yet when I look to each individual organism, I can see no evidence of this.»

Charles Darwin (Letter 3154 – Darwin, C. R. to Herschel, J. F. W 23 May 1861.)

Dag Erlandsen er journalist og daglig leder af BioCosmos Norge

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150 august 2020

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Archaeopteryx Fugl eller fisk?

Af Brian Thomas, Ph.D, oversat af Holger Daugaard Spørg en hvilken som helst universitetsstuderende i biologi om, hvilket der er det ældste fuglefossil, de kender, og de vil sandsynligvis sige Archaeopteryx – det evolutionære ikon. I så fald vil du faktisk få det forkerte svar! Historien om hvilket fuglefossil, der må anses for at være den ældste fugl, har lige så mange tolkninger som historien om fuglenes evolution generelt.

Fund af Archaeopteryx Historien blev indledt i 1861 med opdagelsen af en enlig fjer i Tysklands nu berømte Solnhofenkalkstenslag. Bare to år senere fandt den britiske anatom Richard Owen et fuldstændigt fossil med fjer. Owen var enig med Charles Darwin i antagelsen af evolutionsteorien, og han og Darwin kunne derfor hurtigt blive enige om, at Archaeopteryx var verdens ældste fugl - og den position har fossilet holdt i et århundrede. Navnet Archaeopteryx er sammensat af ordene archaios, der betyder urgammel, og pteryx, der betyder fjer – altså urgammel fjer. Trods diskussioner gennem flere årtier – og selv inden for de seneste år - må der ikke længere være tvivl om, at fossilet var en ægte fugl. Det har kranium som en fugl og fuldt udviklede asymmetriske vingefjer. Forskning i de senere år har desuden fastslået, at fossilets komplekse indre øreknogler og kranieknogler i øvrigt viser, at Archaeopteryx var en udmærket flyver.

Archaeopteryx blev opdaget kun to år efter udgivelsen af Darwins berømte bog Om arternes oprindelse, og forskere var ikke sene til at fremvise Archaeopteryx som et klart missing link. For dem repræsenterede det overvejende en fugl, men med krybdyrlignende karakterer, der kunne føres tilbage til dens formodede evolutionære fortid. Man har oprindelig identificeret helt op til 21 såkaldt unikke krybdyrlignende karakterer ved Archaeopteryx, blandt andet tænder i næbbet, kløer på vingerne og haleben. Forskningen i de senere årtier har dog vist, at det ene efter det andet af de såkaldte krybdyrlignende karakterer måtte opgives. I dag er kun ét enkelt træk tilbage som unikt krybdyrtræk, nemlig halebenet. Moderne fugle har ikke haleben, men deres haler består udelukkende af fjer. Hos Archaeopteryx ses halebenet derimod at gå ud i den første del af halen.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

2 Fossilerne er ”forkert” placeret På trods af Archaeoptetyx’s ikoniske status, er dette fossils geologiske position ”forkert” placeret i den geologiske lagserie. Der er til dags dato fundet i alt 7 Archaeopteryx-fossiler fordelt på to arter, og de er alle fundet i Tysklands Solnhofenlag fra sen Jura - med andre ord placeret i lag, som er betydelig ældre end dinosaurerne. Ifølge en stadig mere populær evolutionær fortælling har et ukendt oprindeligt krybdyr udviklet sig til dinosaurer. Derefter udviklede nogle af disse dinosaurer – theropoder – sig senere til fugle. Theropoder og fugle har begge tre fremadrettede tæer på hver af deres to ben, men lighederne begrænser sig dybest set til det. Fugle balancerer fra deres knæ, mens theropoders ben kan dreje fra hofterne på samme måde, som vi mennesker kan.

Ifølge den evolutionære historie antages det, at naturlige processer har justeret alle de relevante theropodknogler, -muskler og -nerver hen imod et fuglelignende væsen, måske endda i flere omgange i løbet af de 186 millioner år, der angiveligt har strakt sig fra Trias- og via Juratiden til Kridttiden. Den totale mangel på en ubestridelig overgang mellem hofte-og knævandrere er en stor mangel i den evolutionære fortælling. Ligeledes modsiger opdagelsen af rester af letnedbrydelige fjerproteiner i det oprindelige Archaeopteryx-fossil den formodede evolutionære alder. Man kan vel næppe forestille sig, at letnedbrydelige proteiner kan bevares igennem så mange millioner år!

Hvilken fossilsekvens ville støtte fuglenes formodede evolution? Her har man brug for en sekvens fra krybdyr over dinosaurer til fugle. Ideelt set bør den første fugl forekomme i øvre kridttidslag som kulminationen på millioner af års evolution af krybdyr-forfædre. I stedet forekommer de fleste theropoder i kridtlag langt senere end Archaeopteryx’s placering i Juratiden. Det svarer til, at bedsteforældre nedstammer fra deres børnebørn. Archaeopteryx-fossiler er simpelt hen placeret for langt nede i den geologiske lagserie til at kunne fortælle den antagede evolutionære historie. Men hvad hvis nogen med redelige hensigter har fundet en fugl i endnu ældre lag?

Andre ”forfædre” I 1983 beskrev palæontolog Sankar Chatterjee nogle fuglelignende fossiler fra Triastiden i West Texas. De lignede en slags fugle og blev kaldt Protoavis. Den Tecovas-klippeformation, hvorfra Chatterjees hold indsamlede flere Protoavis-fossiler, har en formodet alder på omkring 75 millioner år før Archaeopteryx - der allerede er for gammel til at passe med fuglenes evolution! Ikke så mærkeligt, at Chatterjee skrev: "Lige fra begyndelsen blev Protoavis modtaget med megen skepsis”.

Hvorfor betragter evolutionister Protoavis med skepsis? Ikke på grund af deres anatomi. I virkeligheden lignede Protoavis mere moderne fugle end det senere fossil Archaeopteryx, som manglede en stor køl på brystbenet – det er her, vingemusklerne vedhæfter til. Protoavis havde et kølformet brystben og skulderknogler med den anatomiske opbygning, som er typisk for moderne fugle samtidig med, at den havde tænder i munden og knogler ud i halen, hvilket er krybdyrlignende træk. På trods af dette afviser Chatterjees kolleger Protoavis - fordi den ikke passer med den antagede udvikling fra theropod til fugl. Chatterjee mener stadig, at krybdyr har udviklet sig til fugle - han tror bare, det skete meget tidligere, end de fleste palæontologer hævder. Men med Protoavis er det, som at have oldeforældre, der nedstammer fra deres oldebørn!

Ifølge Wikipedias beskrivelse af Archaeopteryx fremgår følgende: "Ældre potentielle fugle eller formodede evolutionære forfædre til fugle er siden blevet identificeret, herunder Anchiornis, Xiaotingia og Aurornis”. Den firvingede Anchiornis må have været en fugl, da den havde fjer. Og forskerne har bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

3 fundet fjerproteiner i fossilmaterialet, ligesom de har gjort i Archæopteryx. Alle de tre fuglelignende fossiler, der er nævnt i Wikipedia, er minimum 10 millioner år ældre end Archaeopteryx.

Konklusion Dinosaurer kunne ikke udvikle sig til fugle. De tænkte overgangsformer ville ikke have været i stand til at flyve eller gå. Hvordan kunne de overleve? Archaeopteryx var ikke H. G. Wells' missing link overhovedet. Den havde anatomi som en gående fugl med glideflugt, og der er ingen mellemstadier eller forstadier til fjer. Og Archaeopteryx uddøde før sine formodede forfædre.

Protoavis fra Trias må i øjeblikket anses for at være den geologisk ældste fossile fugl. Men dens højteknologiske anatomi og dens placering i ældre dele af den geologiske lagserie er en stor udfordring for evolutionens formodninger.

Kilder: Bergmann, U. et al. 2010. Archaeopteryx feathers and bone chemistry fully revealed via synchrotron imaging. Proceedings of the National Academy of Sciences. 107 (20): 9060-9065.

Chatterjee, S. 2015. The Rise of Birds: 225 Million Years of Evolution, 2nd ed. Baltimore, MD: Johns Hopkins University Press, 102.

Pan, Y. et al. 2019. The molecular evolution of feathers with direct evidence from fossils. Proceedings of the National Academy of Sciences. 116 (8): 3018-3023.

Snow, Philip 2006. The Design and origin of Birds. DayOne Publications, NZ. Thomas, B. 2019. The World's Oldest Bird Fossil. Acts & Facts. 48 (10).

Wikipedia.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Fotosyntesen fortsætter med at forbløffe Af Frank Sherwin. Oversat af Holger Daugaard En af de mest komplekse biokemiske processer i naturen er den evne, planter har til at anvende kuldioxid og vand og ved hjælp af sollys gøre det til energirige sukkerarter. De fleste af os har lært om denne fantastiske proces kaldet fotosyntese i skolen. Fotosyntesen er den proces, hvorved stort set al energi kommer ind i Jordens økosystemer. Hvis du har studeret fotosyntese, kan du forstå, hvor formidabel denne proces er! Så formidabel, at den stadig forbløffer videnskabsfolk.

Det er måske den vigtigste biokemiske proces på Jorden, og forskerne forstår endnu ikke fuldt ud, hvordan den virker.1 Sædet for fotosyntesen i planteceller er organlignende strukturer (organeller) kaldet kloroplaster. Disse strukturer indeholder et molekyle ved navn klorofyl - et stort lysfangende molekyle. Den fotokemiske proces er designet til at fungere i to faser: 1. Den lysafhængige fase (lysfasen), der producerer ATP (energi) og NADP (et elektronbærerende molekyle).

2. Den lysuafhængige fase (den mørke fase), der producerer sukker. Det er interessant, at affaldsproduktet for fotosyntesen er ilt.

Problemet er, at de fleste evolutionister ser fotosyntetiske organismer som nogle af de første livsformer på denne planet for milliarder af år siden. De kan naturligvis ikke sige det med sikkerhed, fordi alle de formodede beviser for Darwins "varme lille dam", der indeholder det første fotosyntetiske liv, har vist sig at være ikke-eksisterende. Evolutionister står tilbage med en hypotese og formodninger, der tyder på, at denne komplekse proces kan være begyndt spontant for 3,4 milliarder år siden.2 En opdagelse er for nylig blevet gjort på Lawrence Berkeley National Laboratory. Den handler om et stort protein-enzym kompleks, der er afgørende for fotosyntesen.3 Energirige elektroner transporteres ved hjælp af energi fra sollys mellem forskellige proteinkomplekser i det, der kaldes elektrontransportkæden - et system, der indeholder cytokromer, jernsvovlproteiner, quinoner og andre forbindelser. Forskere bruger nu et af de mest avancerede mikroskoper i verden til at bestemme, hvordan dette kompleks fungerer. Det er lige så fantastisk, som det er sofistikeret. Komplekset hedder NADH og har været kendt i årtier, men forskerne har aldrig haft oversigt over komplekset og vidst, hvordan atomerne er arrangeret i forhold til de vigtige fotosyntetiske funktioner. Biofysiker Karen Davies erklærer: ”Forskningen i dette enzymkompleks har været vanskelig, og eksperimentelle resultater har

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, sommer 2020

2 manglet i de sidste 20 år eller deromkring, fordi vi har manglet fuldstændige oplysninger om enzymets [NADH] struktur.

I det 21. århundrede bruger dygtige forskere det bedste udstyr og millioner af forskningskroner på at afdække de indviklede detaljer i fotosyntesen – på atomniveau. Hvert atom, der er nødvendigt for, at fotosyntesen kan fungere, er blevet præcist placeret i dette kompleks. Dette indebærer præcisionsdesign og teknik med et bevidst motiv.

Er det bare sket ved en tilfældighed og tilfældige begivenheder for milliarder af år siden, eller er dette klar evidens for formål og plan?

Referencer 1. Deep within spinach leaves, vibrations enhance efficiency of photosynthesis. Michigan News.

Posted on unmich.edu on July 13, 2014, accessed February 17, 2019.

2. Howard, V. 2018. Photosynthesis Originated A Billion Years Earlier Than We Thought, Study Shows. Astrobiology Magazine. March 7, 2018.

3. New molecular blueprint advances our understanding of photosynthesis. PhysOrg. Posted on Phys.org Feb. 15, 2019, accessed Feb. 20,

* Mr. Sherwin er forsker ved Institute for Creation Research

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Tilpasning set fra et ingeniørperspektiv Oversat af Holger Daugaard Archaeopteryx I mereeller end etfisk? århundrede har biologer tyet til darwinistisk naturlig udvælgelse som forklaring på, Fugl hvordan levende organismer tilpasser sig forskellige miljøer. Men forskningen i de sidste mange årtier har konsekvent detroniseret Darwins opfattelse af naturlig udvælgelse. I stedet for at underbygge konceptet om, at miljøer former levende væsener gennem "survival of the fittest", understøtter forskningen faktisk den forbløffende idé, at levende væsener i høj grad aktivt fornemmer deres miljø og tilpasser sig i overensstemmelse hermed, ofte hurtigt.

Nylige opdagelser viser, at der ofte sker noget radikalt og imponerende. Tilpasning er et resultat af strålende biologisk ingeniørkunst i stedet for trial-and-error død og overlevelse. Dette vender mekanismen for tilpasning helt på hovedet. Med en sådan tilgang ses biologisk tilpasning primært at ske gennem interne mekanismer (evnen til aktivt at fornemme miljøet og tilpasse sig) snarere end ekstern indflydelse (miljøet former væsener gennem darwinistisk naturlig udvælgelse).

Eksempler Der er klar evidens for, at levende væsener aktivt fornemmer deres miljø og aktivt tilpasser sig til ændringer. Mange sådanne tilpasninger forekommer inden for en generation eller mindre, hvilket er alt for hurtigt, sammenlignet med Darwins naturlige udvælgelse. Her er bare nogle få eksempler på, hvad undersøgelser har vist: • Darwins berømte finker tilpassede hurtigt deres næbform, når de registrerede ændringer i miljøet i stedet for gennem nedarvede genetiske forandringer. 1 • En art af karper ændrede hurtigt sin morfologi ved tilstedeværelse af rovdyr. Disse ændringer gjorde det vanskeligere at fortære karperne og øgede deres hurtighed og acceleration. 2 • En undersøgelse af over 1.000 Python- og Boaslanger viste en lignende tendens til, at de tilpassede sig deres omgivelser uden brug af mutationer. 3 • For visse populationer af mus varierer deres halelængde alt efter levested - østlige eller vestlige prærier eller skove. Dette synes at ske ved specifikke genetiske mekanismer — ikke mutationer. 4

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150 august 2020

2

• Æghobe fra forskellige krybdyr fornemmer miljømæssige variationer i temperatur og sandindhold og producerer som reaktion på dette forskellige forhold mellem hanner og hunner. Ændringerne sker efter æggene er lagt og er ikke et resultat af mutationer. Specifikke sensormekanismer for denne proces blev opdaget i 2015. 5 • Når en bestemt art af flodfisk med øjne lægger æg i et hulemiljø, fornemmer larverne indirekte hulemiljøet og producerer fisk med større øjne. Man har ikke identificeret nogen inaktiverende mutation i regulatoriske gener. 6 Mange af de videnskabsfolk, der er tilhængere af evolution, er meget uenige om den udfordring, "Warp-Speed Evolution" udgør for darwinismen.7 Tidsskriftet Nature offentliggjorde i 2014 en forog-imod artikel om spørgsmålet med titlen "Har evolutionsteorien brug for nytænkning?"8 I skarp kontrast til den traditionelle darwinistiske ide udforskede deltagerne ved en konference i april 2016 ved University of Pittsburgh muligheden for at undersøge biologi ud fra ingeniørmæssige principper.9 I november 2016 var Royal Society i England vært for en konference, hvor fortalere for traditionelle darwinistiske mekanismer debatterede med kritikere fra deres egen lejr, der støtter en revision af evolutionsteorien, der passer med de nye forskningsresultater.10 Som forfatterne til artiklen i Nature formulerede det: "Dette er ingen storm i en akademisk café, det er en kamp for selve grundpillerne i evolutionen."11 I lyset af de seneste opdagelser har Dr. Randy Guliuzza indarbejdet den nyeste forskning i en helt ny, designbaseret og organisme-fokuseret metode til tolkning af biologisk tilpasning. Hidtil har kritikken af darwinismen fokuseret på manglerne i dens mekanismer eller de uovervindelige forhindringer, det ville være nødvendigt at overvinde for rent faktisk at fungere. Men denne kritik byder ikke på et klart alternativ. Som både læge og ingeniør har Dr. Guliuzza uddannelse og erfaring til at levere en alternativ løsning med unik indsigt i biologisk ingeniørvidenskab.12 En ingeniør-fokuseret teori I løbet af de sidste par år har Dr. Guliuzza arbejdet på en teori om design, der ikke kun udstiller darwinismens utilstrækkelighed, men erstatter den med en bedre, ingeniør-fokuseret teori - kontinuerlig miljømæssig sporing (Continuous Environmental Tracking - CET). Denne model foreslår, at vi evaluerer biologiske organismer ved hjælp af de samme tekniske principper, der findes i menneskeskabte apparater. CETs grundlæggende princip er, at levende væsener har et sensorisk system, der aktivt opfatter miljøet på en måde, der svarer til, hvordan menneskeskabte maskiner fornemmer omgivelserne. Sådanne systemer kræver 1) sensorer til indsamling af data fra omgivelserne, 2) en intern programmeringsmekanisme, der reagerer på inputdata, og 3) et system til at udføre en respons.13 Sensorer og responssystemer er allerede blevet observeret at være til stede i mange organismer. CET foreslår, at forskerne nøje undersøger disse systemer ved hjælp af tekniske principper som vejledning for forskning.14 Henry Morris III udtaler: "Dr. Guliuzzas publikationer og fremragende præsentationer om dette emne udgør en stærk støtte for CET-modellen." Andre medlemmer af Guliuzzas forskergruppe er

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150 august 2020

3

begejstrede for CET-projektets fremtid. Genetikeren Dr. Jeffrey Tomkins kalder Dr. Guliuzzas forskning "forfriskende," "spændende," og "fundamental for forståelsen af det indbyggede adaptive design af levende organismer." Palæobiokemikeren Dr. Brian Thomas siger, "Dr. Randy Guliuzzas forskning har modigt genevalueret gamle ideer om, hvordan dyrene tilpasser deres biologi."

Kernefysikeren Vernon Cupps, der er forfatter til den seneste bog Rethinking Radiometric Dating (Nytænkning af radiometrisk datering), siger, "Skabelsestilhængere ... kan se frem til en lys fremtid i studiet af biologisk ingeniørarbejde, takket være Dr. Guliuzzas arbejde." De fulde kommentarer er tilgængelige i slutningen af denne artikel.

Som forskningen gør fremskridt, opdager skabelsestilhængere flere og flere vidnesbyrd for Guds geniale ingeniørarbejde. Dette bør ikke komme som nogen overraskelse for kristne. Romerne 1,20 siger, "for hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger." Dr. Guliuzzas CET-projekt vil give yderligere indsigt i disse forhold, efterhånden som han udforsker nye områder af skaberværket og fremhæver dybden af Guds visdom, som det er afsløret i hans håndværk.

Kilder: 1. Cabej, N. R. 2013. Building the Most Complex Structure on Earth: An Epigenetic Narrative of Development and Evolution of Animals. New York: Elsevier Publishing, 200; McNew, S. M. et al. 2017. Epigenetic variation between urban and rural populations of Darwin’s finches. BMC Evolutionary Biology. 17: 183; Skinner, M. K. et al. 2014.

Epigenetics and the Evolution of Darwin’s Finches. Genome Biology and Evolution. 6 (8): 1972-1989.

2. Stabell, O. B. and M. S. Lwin. 1997. Predator-induced phenotypic changes in crucian carp are caused by chemical signals for conspecifics. Environmental Biology of Fishes. 49 (1): 139-144.

3. Esquerré, D. and J. S. Keogh. 2016. Parallel selective pressures drive convergent diversification of phenotypes in pythons and boas. Ecology Letters. 19 (7): 800-809.

4. Kingsley, E. P. et al. 2017. The ultimate and proximate mechanisms driving the evolution of long tails in forest deer mice. Evolution: International Journal of Organic Evolution. 71 (2): 261-273.

5. Yatsu, R. et al. 2015. TRPV4 associates environmental temperature and sex determination in the American alligator. Science Reports. 5: 18581.

6. Rohner, N. et al. 2013. Cryptic Variation in Morphological Evolution: HSP90 as a Capacitor for Loss of Eyes in Cavefish. Science. 342 (6164): 1372-1375; Gore, A. V. et al. 2018. An epigenetic mechanism for cavefish eye degeneration. Nature Ecology & Evolution. 2 (7): 1155-1160.

7. Lallensack, R. How warp-speed evolution is transforming ecology: Darwin thought evolution was too slow to change the environment on observable timescales. Ecologists are discovering that he was wrong. Nature News. Posted on nature.com January 31, 2018, accessed February 2, 2018.

8. Laland, K. et al. 2014. Does evolutionary theory need a rethink? Nature. 514 (7521): 161–164.

9. (Re)Engineering Biology: The Emerging Engineering Paradigm in Biomedical Engineering, Systems Biology, and Synthetic Biology. Center for Philosophy of Science conference held April 15-16, 2016, in Pittsburgh, Pennsylvania.

10. New trends in evolutionary biology: biological, philosophical and social science perspectives. The Royal Society conference held November 7-9, 2016, in London, UK. 11. Laland, Does evolutionary theory need a rethink?

12. Randy Guliuzza has a B.S. in Engineering from the South Dakota School of Mines and Technology, a B.A. in theology from Moody Bible Institute, an M.D. from the University of Minnesota, and a Master of Public Health from Harvard University. He also served nine years in the Navy Civil Engineer Corps.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150 august 2020

4 13. Guliuzza, R. J. 2017. Engineered Adaptability: Arriving at a Design-Based Framework for Adaptability. Acts & Facts. 46 (8): 17-19; Guliuzza, R. J. and P. B. Gaskill. 2018. Continuous environmental tracking: An engineering framework to understand adaptation and diversification. In Proceedings of the Eighth International Conference on Creationism. J. H. Whitmore, ed.

Pittsburgh, PA: Creation Science Fellowship, 158–184.

14. Dr. Guliuzza’s Engineered Adaptability article series on ICR.org offers a more in-depth explanation of the continuous environmental tracking model.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150 august 2020

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Lyver om Bondevik Tjek din biologibog Dag Erlandsen, journalist og daglig leder af bioCosmos, Norge

Abedebatten i 1986 Tjek side 36 i Biologi 2 (Gyldendal 2014). Der står der: «At nedtone evolutionslærens stilling i skolerne har været en kilde til stærke diskussioner i mange lande. I Norge forsøgte daværende kirke- og undervisningsminister Kjell Magne Bondevik at forhindre at evolutionslæren kom med i læreplanen for grundskolen i midten af 1980erne».

Historikere vil næppe godtage lærebogens gengivelse af det, som faktisk skete. Her er Bondeviks sætninger, som skabte overskrifter i 1986: «Skolen må oplyse om, at der ikke foreligger noget endeligt svar, når det gælder menneskehedens historie, og at der ikke behøver at være noget modsætningsforhold mellem naturvidenskabelige teorier og Bibelens lære om skabelsen.»

Bondevik foreslog også, at skolen skulle behandle «kritikken af udviklingslæren.»

Forslaget herover var en af flere tilføjelser fra ministeren til departementets forslag til ny læreplan.

Og som lærebogen påpeger; forslaget blev en «kilde til stærke diskussioner». I april 1986 var så at sige hele medie-Norge præget af den såkaldte «Abedebat».

«Det blev nogen pinlige uger for Bondevik og hans politiske ledelse i KUD. I flere uger gjorde de knap noget andet end at forholde sig til denne mediestorm», skrev professor Svein Sjøberg i Dagbladet 11. februar 2007.

Sjøberg, som var professor i naturfagenes pædagogik ved Universitet i Oslo, var en af Bondeviks stærkeste meningsmodstandere. (https://www.dagbladet.no/kultur/darwin-bondevik-og-hukommelsen/66306462) Også Nils Chr. Stenseth, professor i biologi og leder for Centre for Ecological and Evolutionary Synthesis (CEES), ved Universitet i Oslo, var stærkt kritisk over for Bondevik:

Kjell Magne Bondevik. Foto: Mikael Risedal, Wikipedia.

- I april 1986 sprang bomben, da Sjøberg på en glimrende måde havde regisseret mig og andre i et godt oplæg med betydelig mediedækning – et opplæg med én hensigt, nemlig at få fjernet de politiske føringer og at få tilbage de fagligt forankrede holdninger, som var nedfældet i det oprindelige forslag fra Grunnskolerådet, skrev Stenseth i Klassekampen i 2009 (http://www.honestthinking.org/no/pub09/Stenseth.Kk.2009.02.14.Kampen_mot_Darwin.htm ).

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, sommer 2020

2

Stenseth fortsatte: «Min egen vurdering av den norske «abeprocessag» er følgende: Bondevik og hans nære medarbeidere havde en klar plan om at svække evolutionsbiologiens stilling i skolen – og dermed i samfundet. Men Bondevik var nok ikke godt nok orienteret: Under et debatmøde blev jeg inviteret til hans kontor for at orientere om evolutionsbiologiens status inden for det internationale fagmiljø, for som hans statssekretær sagde: «Vi har ikke været tilstrækkelig klar over, hvor faglig stærkt evolutionsbiologien står.»

Stenseths vurdering var, at Bondevik «ville svække evolutionsbiologiens stilling» i skolen. Mens altså lærebogen hevder, at Bondevik «forsøgte at forhindre, at evolutionslæren kom med i læreplanen». Stenseth kan have en pointe. Men lærebogen tager fejl. Der er ikke belæg for at hævde, at Bondevik forsøgte at forhindre, at evolutionslæren kom med i læreplanen. Selv skrev Bondevik dette: «Men nogen gange kan små spørsmål blive store og kontroversielle. Dagbladet greb fat i et par sætninger i udkastet, som gik på forholdet mellem naturvidenskab og Bibelens skabelsesberetning.

Avisen var tydelig bange for, at vi var opptaget af at snige kristendom ind både her og der. Sagen fandt også vej til Stortinget. Vor tanke var, at man i skolen skulle få frem, at der ikke behøver at være et modsætningsforhold mellem naturvidenskabens udviklingslære og Bibelens beretning om skabelsen. Naturvidenskaben og teologien har to forskellige funktioner og opgaver. Jeg indrømmede, at formuleringerne i udkastet kunne have været bedre formuleret for at få vor hovedpointe frem, men Dagbladets fremstilling var præget af avisens sædvanlige mistænksomhed over for det KrF står for.»

(Kjell Magne Bondevik: Et liv i spenning side 178, Aschehoug 2006).

Med til historien hører, at Bondevik led nederlag om sagen. Allerede måneden efter mediestormen, i maj 1986, kom der regeringsskifte, og den nye Ap-regering trak Bondeviks plan M85 tilbage og erstattede den med M87, som blev den gældende.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150 august 2020

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Boganmeldelse: Derfor tror jeg.

Gode grunner til frimodig tro Peter Øhrstrøm Der er fornylig udkommet en forfriskende og velskrevet bog, Derfor tror jeg. Gode grunner til frimodig tro, skrevet af præst og lærer Oddvar Søvik, som veloplagt tager fat på de klassiske emner inden for det apologetiske felt. Det gælder ikke mindst spørgsmålene om Guds eksistens, altings tilblivelse, det ondes problem, Bibelens troværdighed, Jesu liv, miraklerne, opstandelsen og det evige liv. Også relationerne til naturvidenskaben bliver berørt, og Oddvar Søvik gør i bogen sit til at påvise, at der slet ikke er hold i forestillingerne om, at kristen tro og naturvidenskab nødvendigvis er i konflikt med hinanden.

Oddvar Søvik lægger stor vægt på, at der findes gode grunde til at tro – oven i købet frimodigt! Den kristne tro er altså ikke blind, eller grebet ud af luften. Den, der både vil være kristen og rationel (måske endda aktiv i videnskab), har bestemt intet at skamme sig over. Troen og fornuften går fint sammen. Det betyder ikke, at alle spørgsmål bliver besvaret i alle detaljer. Det er en charme ved bogen, at den ikke lider af den skråsikkerhed, som man af og til ser i apologetiske bøger. Oddvar Søvik præsenterer naturligvis sine egne vurderinger og tolkninger, men han forsøger ikke at skjule, at der i en række tilfælde findes forskellige mulige svar, og at mange spørgsmål stadig er åbne. Men han præsenterer de apologetiske temaer på en meget pædagogisk og levende måde, som betyder, at læseren får lyst til selv at tænke med.

Prokla Media, 2019.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, sommer 2020

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Galilei Berømt bog af Galileo Galilei – nu i komplet dansk oversættelse Af Peter Øhrstrøm

Bevæger Jorden sig eller er den urokkelig og ubevægelig? Det var det helt store spørgsmål inden for naturvidenskaben i 1600-tallet. Og det var også hovedtemaet i en berømt bog af Galileo Galilei. Bogen er nu oversat til dansk og udgivet med titlen, Samtale om de to hovedsystemer for verden, det ptolemæiske og det kopernikanske. Den er nu oversat til dansk af Conni-Kay Jørgensen og udgivet i december 2019 af Forlaget Wunderbuch med forord af Anja C. Andersen, astronom og professor i offentlighedens forståelse for naturvidenskaberne og teknologi ved Københavns Universitet. Bogen er på i alt 572 sider! Og det er en meget vigtig kilde, hvis man vil forstå den videnskabshistorisk set helt centrale debat om verdensbilledet og om forholdet mellem tro og viden, som fandt sted i 1600tallet.

På Galileis tid var den fremherskende opfattelse, at Jorden ikke bevæger sig. Med henvisning til oldtidens store tænkere, Aristoteles (384-322 f. Kr.) og Ptolemæus (ca. 100-170), fastholdt datidens etablerede videnskab et verdensbillede med Jorden som universets centrum og himmellegemerne i komplicerede bevægelser omkring Jorden. Systemet fungerer i praksis (især efter Ptolemæus’ udbygning af Aristoteles’ ideer), men det var ganske vanskeligt at forstå og anvende, fordi det forudsatte meget indviklede geometriske konstruktioner – herunder såkaldte epicykler (cirkelbevægelser omkring et centrum, som i sig selv indgår i en cirkelbevægelse).

Det var velkendt blandt 1600-tallets lærde, at den polske munk Nicolaus Kopernikus (1473-1543) nogle generationer tidligere omhyggeligt have gennemanalyseret den komplicerede geometri og vist, at det hele geometrisk set ville blive lettere og meget mere overskueligt, hvis man antog, at Solen er i centrum, og at både Jorden og planeterne bevæger sig i cirkler rundt om Solen.

Galileo Galilei (1564-1642) mente, at Kopernikus’ alternative system var det korrekte. Ikke bare førte det til en simplere geometri, men det var ifølge Galilei faktisk sådan universet var designet af Gud. Han argumenterede også for, at systemet er fuldt foreneligt med de bibelske tekster. Han understregede, at Bibelen er skrevet ud fra dagligdags tale, og at det derfor ikke skulle læses som videnskabelige udsagn, når den bibelske tekst omtaler solens og stjernernes bevægelser (Næss, side 110-111). Han citerede også kardinal Baronius: ”Den hellige ånd havde med Bibelen til hensigt at lære os, hvordan man går til himmelen, ikke hvordan himlene går.” (Næss, side 111). bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, sommer 2020

2 Galilei var tilsyneladende en meget udadvendt videnskabsmand, der var god til at formidle og systematisk i sin forskning. Han var også meget åben i sit forsvar for det kopernikanske system, hvilket førte til, at han i 1616 af Pave Paul V fik ordre til ikke mere at forsvare systemet. Paven mente tydeligvis i modsætning til Galilei selv, at det kopernikanske system var i strid med Bibelen. I 1623 døde paven, og den nye pave, Urban VIII, som Galilei i begyndelsen havde god kontakt med, gav Galilei tilladelse til at skrive om det kopernikanske system under den forudsætning, at systemet blev behandlet som en hypotese (Knudsen, side 743).

Galilei udnyttede chancen og udgav i 1632 sin berømte debatbog, som altså nu for første gang foreligger i en komplet oversættelse til dansk. Bogen beskriver en tænkt, men ganske realistisk samtale om de to verdenssystemer. Det er mellem tre personer over fire dage. Deltagerne er Simplicius som tilhænger af Ptolemæiske system, Salviati, som repræsenterer det kopernikanske system, og Sagredo, som ikke har afgjort sit synspunkt, men som interesseret lytter til argumenterne fra begge sider. Simplicius fremstilles som en noget naiv og simpel tænker (heraf måske navnet). Salviati fremstilles som en klarttænkende og yderst velinformeret videnskabsmand. Selve navnet var et kendt familienavn fra Firenze, og i bogen er der ingen tvivl om, at han er talerør for Galilei selv.

Originalt Forside og titelblad til Galieleis Samtale om de to hovedsystemer for verden, det ptolemæiske og det kopernikanske fra 1632, /Wikimedia Commons Tilgangen lagde tydeligvis op til, at videnskabelige positioner kan diskuteres – ikke bare mellem fagkyndige specialister, men også i en bredere kreds af intellektuelle. På den baggrund er det helt på sin plads, at den danske oversættelse er blevet forsynet med et – i øvrigt meget velskrevet og tankevækkende - forord af astronom og professor i offentlighedens forståelse for naturvidenskaberne og teknologi ved Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet, Anja C. Andersen. bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

3 På bogens titelblad fremhæves det, at debatten om de to systemer foregår ”ved upartisk fremlæggelse af filosofiske og naturvidenskabelige argumenter for såvel den ene som den anden side”. Debatten er nu næppe helt upartisk! Det er klart for læseren, at det er Salviati, der har forfatterens udelte sympati, mens Simplicius er en noget primitiv figur. I sin interessante bog om debatten skriver Laila Zwisler: ”Ved at fremstille Simplicius på denne måde giver Galilei læseren det indtryk, at Aristoteles’ tilhængere ikke er for kloge og ikke vil overgive sig til den nye opfattelse af bare stædighed. Simplicius skal have alting forklaret flere gange og på mange forskellige måder, før han accepterer det.” (Side 8) Strukturen i debatten: Dag 1: Om erkendelsen og de himmelske versus jordiske fænomener Dag 2: Påstanden om Jordens rotation Dag 3: Påstanden om Jordens årlige bevægelse Dag 4: Forsøg på at forklare tidevandet med henvisning til Jordens bevægelse.

Den menneskelige erkendelse Galilei dedicerede bogen til Storhertugen af Toscana, og beskrev i den forbindelse overordnet set sit projekt på denne måde: ”Den der stiler højest, adskiller sig mest, og at vende sig mod naturens store bog, filosofiens egentlige genstand, er den rette måde at hæve blikket på. Skønt alt hvad man læser i den bog, er frembragt af Den almægtige Skaber og således yderst velproportioneret, vil det altid være det klareste og værdigste der tydeligst lader værket og kunstfærdigheden fremstå for vort blik.

Blandt de begribelige naturfænomener tror jeg universets opbygning kan anbringes i første række, for hvis det, i og med at det rummer alt, overgår alt andet i størrelse, bør det også som altings målestok og rettesnor overgå alt andet i ædelhed.” (Side 25) Det gælder altså om at læse ”naturens store bog”, som er frembragt af Skaberen, og som man kan læse, hvis man stiler højest og formår at hæve blikket, så man kan se de smukke og velproportionerede træk i skaberværket. Som Næss (side 116) skriver følte Galilei sig som beskytter af den opfattelse, at den umiddelbare virkelighed fandtes i nogle ubrydelige sammenhænge, naturlovene, skrevet i ”naturens store bog” i et matematisk sprog. Det er klart, at naturvidenskab forstået som studiet af disse vigtige sammenhænge i skaberværket gør videnskaben til en form for gudstjeneste. Denne holdning betød ganske meget for naturvidenskabens pionerer.

Opfattelsen vil givetvis heller ikke være fremmed for den traditionelle, aristoteliske videnskab, som dog ikke i så høj grad som Galileis fysik lagde op til anvendelsen af forfinet matematik – og i modsætning til Galilei ikke gav synderlig plads til eksperimenter og dataindsamling. For de traditionelle forskere drejede det sig især om at undersøge den videnskabelige argumentation med henblik på at afsløre fejlslutninger og udbygge undersøgelserne med nye gode argumenter.

Salviati mestrer naturligvis også den traditionelle tilgang, og han afslører flere gange i samtalens løb svagheder i Simplicius’ argumentation – oven i købet i de bidrag, som trækker direkte på Aristoteles’

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

4 overvejelser. Simplicius’ forsvar for den aristoteliske videnskab forekommer ofte ganske naiv. Et eksempel på det kunne være reaktionen fra Simplicius efter, at Salviati har påpeget, at Aristoteles’ teori om de tunge legemers retlinede bevægelse mod Jordens centrum ikke viser, at Jorden er ubevægelig, men derimod forudsætter dette. Det er en ”sofisme” eller en ”paralogisme” (dvs. et forfejlet eller misvisende argument), hvis man mener med denne betragtning at kunne afvise alle påstande om Jordens bevægelse. Simplicius reagerer med følgende udfald mod Salviati: ”Hr. Salviati, jeg må bede Dem omtale Aristoteles mere respektfuldt. Han var den første, eneste og beundringsværdigste fortolker af den syllogistiske form, af beviser, modbeviser, metoder til at genkende sofismer og paralogismer, kort sagt af hele logikken. Hvem vil De bilde ind at han fejlede så alvorligt i at tage det for givet som her betvivles? Mine herrer, først må man forstå ham fuldt og helt og dernæst se om der er grund til at kritisere ham.” (Side 64) Man skal altså med Simplicius’ ord være meget varsom med kritisere Aristoteles’ argumentation, fordi det var ham, der som den første systematisk beskrev logikken. Simplicius synes at spørge: Hvordan skulle Aristoteles, som er logikkens fader, kunne bruge logikken forkert? Men Simplicius’ indvendig er tydeligvis alt for naiv og simpel. Selvfølgelig kan Aristoteles bruge logikken forkert, selv om han er den første, der systematisk har beskrevet de logiske redskaber og metoder. Salviati sætter Simplicius på plads med følgende lille forelæsning: ”Logikken er, som De udmærket ved, det instrument man filosoferer med, men ligesom en håndværker kan være dygtig til at fremstille instrumenter og mindre egnet til at spille på dem, kan en stor logiker være mindre god til at benytte sig af logikken, på samme måde som mange kan hele læren om digtekunsten udenad, men dårligt er i stand til at flikke et par vers sammen.

Andre kender alle Leonardo da Vincis forskrifter, men ville ikke kunne tegne en skammel. At spille på et instrument lærer man ikke af dem der fremstiller instrumenter, men af dem der er gode til at spille på dem: Digtekunsten lærer man ved hele tiden at læse digterne, malerkunsten ved hele tiden at tegne og male, beviskunsten ved at læse bøger fulde af beviser, og det er vel at mærke bøger om matematik, ikke om logik.” (Side 64-65) Salviati respekterer naturligvis den aristoteliske logik og de deraf følgende redskaber, som kan hjælpe os med at gå en argumentation nøje efter i sømmene. Men hertil kommer efter Galileis opfattelse en matematik, som i væsentlig grad er udbygget i forhold til oldtidens matematik.

Galilei havde stor tiltro til matematikken, som han anså for Skaberens sprog og metode til design af universet. Det var en vigtig pointe for ham, at det matematiske sprog sammen med de empiriske undersøgelser giver mennesket nogle spændende muligheder for erkendelse. Det var vigtigt for ham at understrege, at menneskets viden og erkendelse altid vil være mikroskopisk i forhold til Guds viden, men det var også væsentligt for ham at fremhæve, at den menneskelige erkendelse er bemærkelsesværdig og betydningsfuld, selv om den er begrænset og ikke tåler sammenligning med Guds viden.

Faktisk hører den menneskelige bevidsthed til Guds mest storslåede værker: ”Således konkluderer jeg at vor erkendelse med hensyn til såvel måden som mængden af forståede ting, overgås med en uendelig afstand af den guddommelige, men dermed nedgør jeg den ikke nok til at betragte den som det rene intet; tværtimod ser og forstår jeg, når jeg betragter de mange forunderlige ting menneskene har forstået, udforsket og udtænkt, at den menneskelige bevidsthed er Guds værk, og et af de mest storslåede.” (Side 147) Jordens rotation Salviati argumenterer for, at det ikke er let – måske helt umuligt – med eksperimenter på jorden at afgøre, om det jorden, der roterer i forhold til resten af universet, eller om det er resten af universet, der roterer i forhold til Jorden. Han holder selv på det første, mens Simplicius tilslutter sig sidstnævnte mulighed. Sagredo fungerer i en vis forstand som dommer i diskussionen mellem Simplicius og Salviati. Og heller ikke Sagredo holder sig tilbage for at håne Simplicius, som med sit synspunkt beskrives, som en der ”er endnu mere ufornuftig end den der efter at være klatret op i … [en] kuppel bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

5 blot for at nyde udsigten over byen og dens omgivelser, forlanger at hele egnen skal dreje rundtom ham, så han slipper for besværet med at dreje hovedet. (Side 159) Det lykkes på den måde Galilei at få præsenteret det aristotelisk-ptolemæiske verdensbillede således, at det umiddelbart har ”common sense” imod sig. Det betyder, at bevisbyrden nu ligger hos aristotelikerne. Og der skal ifølge Galilei meget til, hvis deres standpunkt skal nyde fremme i længden: ”Der skal følge mange store fordele af dette standpunkt og ikke af det andet, hvis det i min opfattelse skal opveje eller udligne denne absurditet, så jeg kan finde den mere troværdig. Men måske finder Aristoteles, Ptolemæus og hr. Simplicius deres fordele i den, og det ville være godt at få dem fremlagt nu, hvis de altså findes, eller at jeg fik at vide der ikke er og ikke kan være nogen.” (Side 159) I bogen svarer Simplicius ikke direkte på dette udfald. Tilsyneladende har han ikke noget at sige til det, hvilket jo i sammenhængen i sig selv bliver et problem i forhold til hans positions troværdighed.

Jordens årlige bevægelse Når det gælder påstanden om jordens årlige bevægelse om solen, var der for synspunktets tilhængere den vanskelighed, at det er en konsekvens af påstanden, at der skal være en variation i retningen til en fixstjerne i årets løb (såkaldte parallakse). Allerede den danske astronom Tycho Brahe havde gjort opmærksom på, at en sådan årlig variation ikke kunne observeres. Eneste mulighed for tilhængere af påstanden om jordens årlige bevægelse var altså at hævde, at fixstjernerne er så langt væk, at parallakse bliver så lille, at den ikke kan måles med de instrumenter, som man havde til rådighed. Konsekvensen ville så være, at der måtte være et kæmpestort tomrum mellem Solen og planeterne på den ene side og fixstjernerne på den anden. Det giver tilsyneladende for en kort stund Simplicius lidt medvind i debatten: ”… det kan ikke benægtes at himlen i størrelse kan overskride vor fantasi, og at Gud kunne have skabt den tusind gange større end den er. Men vi må erkende at intet er blevet skabt forgæves eller til ingen nytte i universet, så når vi ser denne fine orden i planeterne, anbragt rundt om Jorden på afstande søm er proportionerede sådan at de frembringer virkninger på Jorden til fordel for os, hvorfor skulle man så mellem Saturns sfære og stjernesfæren anbringe et kæmpemæssigt rum uden nogen stjerner, overflødigt og tomt? Med hvilket formål? Før hvis skyld og bekvemmelighed?” (Side 457) Præmissen i denne argumentation er tydeligvis, at alt det, som Gud skaber, skal være til direkte gavn for menneskene. Salviati er ikke sen til at pege på det tvivlsomme i denne præmis: ”Jeg er sikker på at det guddommelige forsyn ikke forsømmer noget af det som kan forventes i styringen af de menneskelige ting, men at der ikke kan findes andre ting i universet, som afhænger af forsynets uendelige visdom, kan jeg umuligt få mig selv til at tro, hvis jeg lytter til min fornuft. Hvis kendsgerningerne alligevel skulle se anderledes ud, bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

6 ville jeg velvilligt tro på grunde der blev anført af en højere intelligens. Så når jeg hører at der skal være et umådeligt, nytteløst og tomt rum mellem planetbanerne og stjernesfæren, uvirksomt og blottet for stjerner, og at fiksstjernerne skal rummes i en sådan umådelighed der går over vor forstand, svarer jeg at det er dumdristigt at ville gøre vort svage ræsonnement til dommer over Guds værker og kalde alt det i universet der ikke er til vor skyld, for tomt og overflødigt”. (Side 458) Tilbage står så, at Galilei hermed blot har afvist et argument mod Jordens årlige bevægelse. Han er fuldt opmærksom på, at man for at påvise Jordens årlige bevægelse burde empirisk have konstateret en parallakse for mindst en fixstjerne. Men som Ole Knudsen skriver, så lykkedes det ham ikke at opnå et sådant resultat med sin kikkert trods ihærdige bestræbelser på det (Knudsen side 742). Parallakser blev først målt to hundrede år senere - i 1830erne.

Teorier om tidevand Debatten på dag 4 handler mest om teorier og forsøg på forklaringer på tidevand (ebbe og flod). Galilei mente at kunne forklare fænomenet med Jordens bevægelse, idet han tænkte på et kar med vand, som udsættes for varierende bevægelse, hvilket får vandet i karret til at skvulpe. På tilsvarende måde måtte vandet i verdenshavene påvirkes, mente Galilei. Som bemærket af Ole Knudsen holder teorien ikke. Den korrekte forklaring på ebbe og flod med henvisning til gravitationskræfterne fra Månen og Solen blev først formuleret af i Newton et par generationer senere i 1687 (Knudsen side 743).

I forhold til Galileis bog er det interessante imidlertid Simplicius’ reaktion på den fremsatte teori om tidevandet. Han er tilsyneladende blevet overbevist om, at Jordens bevægelse ville kunne forklare tidevandet på den måde, som Salviati her forklaret det. Derfor forekommer det ham, at han her står over for et meget stærkt argument for Jordens bevægelse.

På den baggrund siger han: ”… jeg [må] indrømme at Deres tanke forekommer mig mere begavet end andre jeg har hørt, men jeg betragter den ikke af den grund som sand og overbevisende. Ved altid at holde mig den mest grundfæstede lære for øje som jeg engang hørte fra en meget lærd og fremstående person, som man kun kan være enig med, ved jeg at hvis I blev spurgt, om Gud i sin uendelige magt og visdom kunne have skænket vandets element den vekslende bevægelse vi ser i det, på en anden måde end ved at bevæge bassinerne, ville I svare at det ville Han have viden og magt til at gøre på mange måder, også måder som er uransagelige for vort intellekt. Heraf konkluderer jeg derfor uden videre at da dette er tilfældet, ville det være topmålet af dristighed at forsøge at tvinge den guddommelige magt og visdom inden tor grænserne for ens egen fatteevne”.

(Side 568)

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

7 Simplicius’ pointe er altså, at ebbe og flod ikke behøver at skyldes noget naturligt. Gud kunne jo have skænket vandet ”den vekslende bevægelse vi ser” på en måde, som er uransagelig for vort intellekt. Her er det let at læse ideen om et mirakel ind i teksten. Således forstået ville der være tale om en kategori-fejl, idet man ville være gøre det mirakuløse til en general naturlov om ebbe og flod. Og det går naturligvis ikke. Mirakler er jo netop det, som kan ske i særlige situationer, hvor naturlovene ikke gælder.

Galilei bryder sig naturligvis ikke om Simplicius’, for den i en vis forstand ville underkende ideen om naturen som styret af naturlove, som udgør en sammenhængende beskrivelse af naturen. Alligevel lader han Salviati bøje sig med udtalelsen: ”En vidunderlig og i sandhed engleagtig lære.” På den måde lader Galilei Simplicius vinde debatten – givetvis for en sikkerheds skyld. Og det på trods af, at Salviati debatten igennem konsekvent har haft de bedste argumenter. Men som Anja C. Andersen skriver i sit forord, kunne Galilei imidlertid ”ikke narre nogen” på den måde. Bogen blev opfattet som en stor provokation. Det er bl.a. klart, at det for spidserne i datidens videnskab og kirke – ja selv for paven, som i en vis forstand havde banet vejen for Galileis bog – var det noget af en ydmygelse at få sine synspunkter repræsenteret af den naive og klodsede Simplicius og ikke med Salviati, der klart forstår og beundrer skaberværkets skønhed.

Allerede året efter udgivelsen af bogen var Galilei til forhør Rom. Der er ingen tvivl om, at man mente, at Galilei havde misbrugt den tilladelse, han havde fået. Processen endte med, at Galilei måtte afsværge sin tilslutning til det kopernikanske system. Dommen lød på livsvarigt fængsel, hvilket dog blev konverteret til husarrest i den store villa, som Galilei havde lejet. Villaen lå uden for Firenze og tæt ved det kloster, hvor to af hans døtre var nonner. I de følgende år arbejde Galilei videre med sin fysik, især den matematiske beskrivelse af mekanikken. Anja C. Andersen skriver i bogens forord: ”I Galileis sidste år var mærket af sygdom og kraftig synsnedsættelse, men trods det modtog han mange besøg i sin villa af lærde fra både indland og udland. 1638 skrev han et stort værk kaldet Afhandlinger og beviser vedrørende to nye videnskaber, hvori han fremstiller resultaterne af sit livslange arbejde med at udvikle matematisk mekanik.” (Side 20). Forestillinger og myter om, at han var blev sat helt ud af spillet som videnskabsmand af de kirkelige myndigheder, er altså helt forkerte. Han måtte finde sig i, at hans debatbog kom på listen over den Katolske Kirkes forbudte bøger, hvilket nok mest skal ses som en markering af, at kirken ønskede at støtte den etablerede og dengang gængse videnskab ved at lægge afstand til en videnskabelig ”rebel”. (Se i øvrigt Knud Aage Backs artikel om Galilei-myterne).

Uanset stridighederne med de kirkelige myndigheder, er der ingen tvivl om, at Galilei personligt troede på Gud som verdens skaber og opretholder. Han lagde også megen vægt på omhyggeligt at beskrive forholdet mellem tro og videnskab. Som fremhævet af Olaf Pedersen (1996, side 312 ff.) var ideen om de to bøger, Bibelen og Naturens store bog, hans foretrukne billede på relationen mellem tro og videnskab. De to bøger skulle læses og forstås korrekt hver for sig, og så vil det vise sig, at de stemmer helt og aldeles overens. Det var - som vi har set - også en vigtig pointe for Galilei, at den bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

8 menneskelige bevidsthed og dermed vore muligheder for at dyrke videnskab er Guds værk – og oven i købet et af de mest storslåede. Videnskab bliver dermed en opgave, som vi har fået af Skaberen, og som vi skal udøve som en form for gudstjeneste.

Referencer: Knud Aage Back: ”Myten om Kirken og videnskaben”, Origo, nr. 88, 2004 Galileo Galilei: Samtale om de to hovedsystemer for verden, det ptolemæiske og det kopernikanske, oversat til dansk af Conni-Kay Jørgensen med forord af Anja C. Andersen, Forlaget Wunderbuch, 2019.

Ole Knudsen: ”Den naturvidenskabelige revolution”. I Tanken Magt, Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen, Frederik Stjernfelt (red.), Lindhardt og Ringhof 2006, side 730-777 Olaf Pedersen: Naturerkendelse og Theologi, Poul Kristensens Forlag 1996 Arne Næss: Filosofiens historie, bind 2, København 1967 Laila Zwisler: Galilei og Jordens Rotation. Et lærestykke i folkeforføring. Steno Museets Venner 1999, 2001, 2013

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

To boganmeldelser Af Leif Asmark Jensen Vi er så heldige netop at have fået to helt nye bogudgivelser om intelligent design (ID) på dansk.

Den ene er en original dansk bog, imens den anden er en oversættelse af en international bestseller, der er skrevet af en rutineret Darwin-kritiker og ID-videnskabsmand igennem et halvt århundrede.

Objektivt betragtet er jeg måske for forudindtaget på en positiv måde til at være den rette til at anmelde dem, men det skal ikke afholde mig fra at gøre det. Jeg er stort set altid begejstret, når der kommer nye ID-bøger og sluger dem med stor interesse. Disse to er ingen undtagelse. Begge er meget læseværdige og svære at lægge fra sig.

Karsten Pultz – Enter ID: Videnskaben udfordrer Darwin Dette er Karsten Pultz’ tredje bog efter hans to første, Exit Evolution og Materialismens Død. Som altid skriver Karsten med stort personligt engagement. Hans kone Kirsten har redigeret bogen, og jeg har ladet mig fortælle, at hun har poleret de skarpeste kanter. Om det var nødvendigt, skal jeg ikke kunne sige, men resultatet er under alle omstændigheder en dagsaktuel udgivelse, der holder en sober tone og samtidig formår at udtrykke tingene direkte, som de behøver at blive sagt.

Som titlen angiver, handler denne bog direkte om intelligent design (ID). Pultz’ første bog var en kritik af neodarwinismen, men her handler det mere om det positive argument for intelligent design, samt hvad intelligent design er og ikke er. Bogen er skrevet direkte til situationen i Danmark anno 2020 og starter med en tilsyneladende påkrævet sammenligning af ID med både kreationisme og neodarwinisme. Sidstnævnte kan man selvfølgelig forvente har et horn i siden på ID, som derfor bliver misrepræsenteret i offentligheden fra den kant. Den mest almindelige misrepræsentation er, at ID er skjult kristen kreationisme og overhovedet ikke videnskab, hvilket bogen effektivt tilbageviser.

På den anden side har visse kristne kreationister interessant nok også et problem med ID, selv om det ikke afholder dem fra generelt at bruge ID’s argumentation. Karsten Pultz forklarer, hvorfor ID som et rent videnskabeligt forehavende ikke kan bygge på forudfattede religiøse og teologiske opfattelser

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, sommer 2020

2 og må være behersket i sine postulater og konklusioner. ID påstår kun, at livet og verden har træk, der bedst kan forklares med intelligens som kausalitet - og intet andet.

Pultz gør senere i bogen også opmærksom på en anden udbredt misopfattelse, som vist må være enestående for Danmark. ID beskyldes ikke kun for at være skjult kristen ungjordskreationisme, sådan som man oftest hører det. Nogle - inklusive selveste Kristeligt Dagblad - hævder, at ID er en form for teistisk evolution, dvs. at ID ”accepterer evolution, men at det er Gud, der har gjort det”. Pultz gør dygtigt opmærksom på, hvorfor ID ikke er et argument for, hvordan en skabelse har fundet sted, uanset om den skulle være sket på én gang for nogle tusinde år siden eller uset har foregået løbende og gradvist over millarder af år og er indbygget i selve naturlovene. ID handler kun om, hvorvidt intelligent kausalitet er en nødvendighed for at forklare livets kompleksitet. Hvordan en eventuel skabelsesproces er forløbet, er en separat diskussion.

Den midterste og største del af bogen ser på evidenserne for ID fra bl.a. molekylærbiologiens og palæontologiens verdener. Materialet her er hentet fra andre ID-udgivelser inden for de seneste år og gjort mere tilgængelig gennem Pultz’ pen. Pultz reparerer gamle biler som hobby, og han bruger eksempler herfra som gode pædagogiske illustrationer af, hvor specifik den molekylære mekanik er i cellernes verden. Jeg fandt gennemgangen af, hvor specielt designet hvert af molekylerne i DNA’et er, virkelig interessant. Relevant er også materialet fra Dr. James Tour, den for øjeblikket skarpeste kritiker af forskningen i livets oprindelse.

Bogen er også gjort levende og vedkommende med sin præsentation af nogle af de videnskabsfolk, der spiller hovedroller inden for ID-verdenen, både på den internationale scene og i de mere lokale områder i Europa og Skandinavien. Pultz kender og har mødt flere af dem og er i løbende korrespondence med dem alle, så læseren får mulighed for at møde dem fra en meget personlig side.

Som afslutning diskuterer Pultz, hvordan han tror, at fremtiden kommer til at forme sig for ID i Danmark og på verdensplan, og han giver sit bud på, hvorfor videnskabsfolk kan være så uvidenskabeligt dogmatiske, som tilfældet er. Hans diskussion af, hvordan det har noget med forskellige hjernehalvdele at gøre, er jeg ikke helt sikker på, hvad jeg skal mene om. Min mavefornemmelse – for jeg er ikke neurolog – er, at svaret skal findes i noget psykologisk dybere end bare hjernen. Men det er nok lige meget, for selve beskrivelsen af, hvilket forstokket og tillukket etablissement ID er oppe imod, er præcis og rammende og det, vi har brug for at vide og forstå.

Som læser må man ikke lade sig snyde af, at Pultz er lægmand (hvis man kan kalde en konservatorieuddannet komponist for lægmand). Hans viden på biologiens område er så god som en fagbiologs.

Ja, sandsynligvis bedre, for han kigger ikke på verden igennem de farvede briller, som alle, der har været igennem den neodarwinistiske mølle – og det må omfatte det meste af uddannelsessystemet inklusive de teologiske fakulteter – nødvendigvis må have på. Det er vel i det hele taget at forvente, at offentlige fortalere for ID vil befinde sig uden for det videnskabelige etablissement, siden ID-sympatisører, der har deres dagligdag og daglige udkomme inden for eksempelvis et universitets rammer, er nødt til at holde en lav profil for ikke at miste deres levebrød. Anderledes kan det ifølge videnskabshistorikeren Thomas Kuhn næppe være, når der foregår videnskabelige revolutioner, og intelligent design er vel en af de de største, om ikke den største, videnskabelige revolution i vores generation. Enter ID er et godt øjebliksbillede af den revolution lige her og nu.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

3

Dr Lee Spetner: Ikke helt tilfældigt: DNA med potentiale Oprindeligt udgivet på engelsk som The Evolution Revolution i 2014.

Origo har valgt Spetners bog som en af årets oversættelser og bogudgivelser. Det er bestemt ikke noget dårligt valg. Spetner bidrager for det første med en god og relevant kritik af neodarwinismen, hvilket man vel ikke kan få for meget af i vore dage. Han viser, hvordan neodarwinsmen slet ikke har nogen mekanisme, der kan forklare den forøgede informationsmængde, der må være tilføjet til de levende organismer igennem livets historie. Han bruger også hele det afsluttende kapitel på at vise, hvordan fremtrædende forsvarere af evolutionsteorien som Dawkins og Coyne slet ikke formår at give gode argumenter til støtte for deres teori. Det er alt sammen godt, spændende og relevant.

Spetners og bogens virkelige bidrag er dog en – så vidt jeg kan se – original hypotese, der kan forklare nogle af de drastiske ændringer, der trods alt sker i levende organismer, og som neodarwinisterne bruger til støtte for deres materialistiske og ateistiske evolutionsteori. Det er selvfølgelig nemt at se – og det hjælper Spetner også dygtigt til, hvis vi ikke allerede vidste det – at neodarwinisterne med deres ensidige fokus på tilfældige mutationer og naturlig selektion slet ikke har en værktøjskasse, der kan forklare noget som helst. Ikke desto mindre sker der tilsyneladende mange gange meget hurtige evolutionære forandringer i naturen, så hvad er forklaringen på dem?

Hvilken mekanisme skyldes de?

Det er her, Spetner kommer ind med sin teori om ikke-tilfældig evolution. Han skulle have lanceret denne teori allerede i 1997 med sin første bog Not by chance! Shattering the Modern Theory of Evolution, som jeg desværre ikke har læst. Nærværende bog er mit første bekendtskab med Spetners hypotese, og den var derfor for mig en øjenåbner over for en mulighed, jeg ikke havde tænkt over eller set præsenteret før.

Om hypotesen så er rigtig, må tiden vise, for Spetner gør det selv klart, at det kan man ikke vide på nuværende tidspunkt. Men hypotesen finder indirekte støtte igennem sin evne til at forklare visse ofte forekommende bratte forandringer i en art på en mere enkel og direkte måde end nogen anden hypotese.

Spetners hypotese er i sin enkelhed, at arter har en indbygget evne til at ændre sig drastisk og i bund og grund blive til nye arter gennem påvirkning af ydre faktorer, når det er fordelagtigt for en arts overlevelse i et givet miljø. Han giver mange eksempler, der tyder på, at det må være, hvad der sker.

Et interessant tilfælde er de bakterier, der har udviklet evnen til at optage nylon. Disse bakterier bruges tit af neodarwinisterne til støtte for deres evolutionsteori. Spetner vender med sin hypotese argumentet rundt og viser, at disse bakterier modbeviser enhver form for teori om tilfældig, blind evolution.

Det viser sig nemlig, at bakterierne har måttet udvikle to enzymer for at kunne optage nylon. Det første nedbryder nylon delvist, hvorefter det andet færdiggør nedbrydningen til noget, som bakterien kan optage. bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

4

Hver for sig giver de to enzymer ikke bakterien nogen overlevelsesfordel. De kan derfor ikke være opstået gradvist med først én tilfældig mutation, der favoriseres gennem naturlig selektion for senere at blive efterfulgt af tilfældig mutation nummer to. Nummer ét har ingen funktion eller giver nogen overlevelsesfordel, før nummer to også er der, og derfor kan den ikke blive videreført gennem naturlig selektion. Og chancen for, at begge mutationer opstår samtidigt, er så forsvindende lille, at den mulighed kan udelukkes. Tilfældige mutationer og naturlig selektion kan altså ikke være forklaringen.

Så hvordan er de to enzymer da opstået? Det er her, at Spetner foreslår, at bakterien har en indbygget evne til at skabe sådanne nye funktioner, når ændringer i miljøet, i dette tilfælde bakteriens fødevareforsyning, tvinger bakterien til at gøre det. Dette er i korthed hans ikke-tilfældige evolutionshypotese (NREH – non-random evolutionary hypothesis). At evnen er indbygget, indebærer i sagens natur, at det må være en designet funktion.

Det er en interessant tanke, og flere ting giver mening i lyset af den. Hvad skyldes f.eks. DNA’s store mængder konserveret information, som tilsyneladende ikke har nogen funktion? Ellere rettere har vi ikke kunnet finde funktionen, for hvis der ikke var funktion, ville den information ikke være bevaret.

Der må altså være en form for funktion. Her foreslår Spetner muligheden, at denne information bl.a. gemmer instruktioner til drastiske ændringer og tilpasninger i organismer, når de sættes i pressede situationer. Det er bestemt en interessant ide, selv om der kræves meget mere forskning for at fastslå, i hvilket omfang denne hypotese overhovedet er rigtig.

Bogen er derfor værd at læse, om ikke af nogen anden grund, så fordi den åbner denne mulighed for et nyt perspektiv. Den indeholder også mange spændende eksempler og diskussioner, der kun kan hjælpe os til en mere nuanceret forståelse af det forunderlige fænomen, som liv er. Og Spetner viser, hvordan han med sin hypotese kan besvare de hårde spørgsmål, som neodarwinisterne på trods af deres manglende evne til at forklare noget som helst alligevel formår at stille. Bogen fortjener at blive læst, ikke bare én gang, men to-tre eller flere gange, så man virkelig forstår Spetners eksempler og argumentation.

Derudover har bogen endnu et plus – et rigtigt godt stikordsregister! Et sådant burde være en selvfølgelighed i enhver videnskabelig bog.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Datering af havet Af Finn Lykke Nielsen Boelsmand Indledning �Det er svÌrt at spü ... IsÌr om fremtiden ...� Storm P Storm P forklarer med et glimt i øjet, at det er svÌrt at udtale sig 100% sandt om fremtiden. Det samme gÌlder imidlertid ogsü om fortiden. �Ingen fortidsteori er 100% sand. Data peger altid i forskellige retninger.�

I denne artikel vil blive undersøgt datering af havet ud fra de 7 ioner, som floderne (isÌr) fører med sig. Der anvendes nyere data. Resultaterne tyder pü, at fortidens flodkemi har vÌret anderledes og/eller havene har vÌret anderledes. Dermed er det en kritik af Uniformitetsprincippet, som man godt ved ikke er 100% sandt. Nür Uniformitetsprincippet ikke er 100% sandt, er man üben for noget anderledes forklaringer end de gÌngse. Undersøgelsen viser nogle forskelle pü 10 haves flodkemi og datering.

John Jolys datering af havet I gymnasielÌrebogen Aktiv fysik C side 182 omtales John Jolys (18571933) datering af havet ud fra mülte salte i floder og havet (kaldes �sodium method�=natriummetode) til 90-100 millioner ür. (Natriumchlorid, NaCl er det mest kendte salt som kaldes �kogsalt�, �køkkensalt�, men floder og have indeholder ogsü andre salte. I vand opdeles saltene i positive og negative ioner, for eksempel Na+ og Cl-.)

Han antog, at floderne fører lidt salt ud i havet. Solen fordamper noget af havets vand. Dermed stiger stof-mĂŚngdekoncentrationen c af NaCl med tiden. Han antog, at havet var startet med stofmĂŚngdekoncentrationen 0, som derefter var steget op til den nuvĂŚrende vĂŚrdi. Han bruger Uniformitetsprincippet om fortiden. “Forhold om hvilke vi ingen erfaring har, mĂĽ ligne dem som vi har erfaring med og naturens gang fortsĂŚtter altid med konstant hastighed.â€? Uniformitetsprincippet â€?Naturens processer er altid foregĂĽet pĂĽ samme mĂĽde og med samme fart som i nutiden – og derudfra kan man beregne alle geologiske forandringer.â€? Uniformitetsprincippet Et princip er en tommelfingerregel, og man ved, at det ikke 100% sandt, men antagelsen af det kan hjĂŚlpe til at gennemføre nogle beregninger i kemi.

Han opstiller ligningen: đ?‘š đ?œ? = đ?‘Ł , hvor m er den samlede masse salt i havet mĂĽlt i kg, v er den massehastighed hvormed floderne fører salt ud i havet mĂĽlt i kg/ĂĽr. Dermed kan man datere havet til Ď„ mĂĽlt i ĂĽr. bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

2 I denne artikel gentages hans beregning med nyere data og for 7 forskellige ioner.

Datering af Solsystemet. Patterson (1956) I 1956 daterede Patterson solsystemet til 4,55 milliarder år ved hjælp af blyisotopmåling på Jorden og meteoritter. (Origo 133/134 side 18-19) Den moderne værdi er 4,567 millliarder år. På grund af den meget større datering af Jorden end John Jolys datering af havet, har man anset de 90-100 millioner år for at være alt for lavt.

Dateringen af havet er blevet forklaret med: • Meget af havets Na+ og Cl- recirkuleres til land. Brændingen ved kysten sender meget salt op i luften, som kan måles langt ind på land.

• Dele af havet er i fortiden blevet afsnøret og inddampet, så NaCl er udfældet. Store saltformationer findes dybt under kontinenterne.

• Der sker opløsning af land i havene. Saltvand er bedre til at opløse klipper end ferskvand.

• Med nedbør falder der opløste salte på havene.

Desuden regionale forskelle, som påvirker regionale dateringer: • Saltet er ikke ligeligt fordelt i havene. Der er transport af vand mellem havene via atmosfæren. Atlanterhavet taber vand ved fordampning til Stillehavet.

• Der sker udfældning af salte ved undersøiske kilder (Black smokers).

Desuden tidslige forskelle, som påvirker flodernes opløsning af land: • Floders opløsning af land/forvitring afhænger af bjergarters alder, af temperatur og CO2-indhold.

Selvom forklaringerne beskriver kendte processer, er det ikke det samme som at godtgøre, at det er hovedforklaringerne på den store forskel på 90-100 millioner år og 4,567 milliarder år. Hvis man freder Pattersons datering og undlader at arbejde videre med John Jolys datering, ligner det Ad hoc forklaringer (Ad hoc=postuleret alene for at frede en teori fra at blive delvist falsificeret/modsagt, uden at give nye forudsigelser. ( https://en.wiktionary.org/wiki/ad_hoc ) I perioden 1899-1930 blev John Jolys datering berømt og mange bidrog til den. Modifikationer gav en lidt anden eller nogen anden datering. Ved sin død i 1930 gik John Joly stadig ind for sin datering af havet (”sodium method”) for der var ikke kommet nogen god forklaring på den store forskel på 90-100 millioner år og milliarder år fra radiometriske (måling af radioaktivitet/radioaktive henfald) dateringer.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

3 I 2001 (Lewis, C. L. E.; Knell, S. J., 2001, side 107-119) er forskellen stadig ikke godt kvantitativt (=med tal) forklaret. Man holder sig til Pattersons datering og lader John Jolys datering af havet gå uforklaret i glemsel. ”Hvis man freder en teori, gør man den til pseudovidenskab.” (pseudo=noget der ligner uden egentlig at være det) ”2 teorier er bedre end 1.”

(Bemærk, at der findes enkelte meteoritter, som ikke stemmer med Pattersons datering. Der findes også blymineraler på Jorden, som tolkes som ”overskudsbly” (giver fremtidsaldre) og andre med ”uoverensstemmende aldre” eller ”for lidt uran i forhold til bly” (Origo 133/134 side 18-19). Der findes også en meteorit, hvor en del af den dateres til 8,23-9,35 milliarder år med rubidium-strontium dateringsmetoden (Origo 133/134 side 26-29).)

Det er bedre naturvidenskab at undersøge John Jolys teori med nyere data for at se, om de peger i andre retninger.

Beregning med nye floddata Der anvendes nyere floddata fra https://doi.pangaea.de/10.1594/PANGAEA.804574 (der konverteres til MS Excel) (se Bilag 1).

Vandføring af Jordens floder: Qvandføring=47080 km3/år=4,71·1019 mL/år.

I første omgang anvendes én middelværdi for alle floders indhold af ioner.

V=1 L (der betragtes 1 L flodvand).

Ionformel

Navn

Masse per liter m (mg/L)

Ca2+ Mg2+ Na+ K+ ClSO42HCO3-

calciumion magnesiumion natriumion kaliumion chloridion sulfation hydrogencarbonation

15,51 3,77 6,72 1,58 8,71 11,67 54,94

Stofmængdekoncentration c (M)

0,000387 0,000155 0,000292 4,04*10-5 0,000246 0,000121 0,000900

Tabel 1. Middelværdi af masse per liter og stofmængdekoncentration for 7 ioner i floderne. Statistik: 262 kemianalyser vægtet med vandføring Qvandføring. bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

4

Beregningseksempel for chloridion: đ?‘› đ?‘š 8,71∙0,001 đ?‘? = đ?‘‰ = đ?‘€âˆ™đ?‘‰ = 35,45∙1 = 0,000246 đ?‘€ (1 mg=0,001 g. M=molarmasse=35,45 g/mol. c mĂĽles i enheden: đ?‘€ = đ?‘šđ?‘œđ?‘™ĂŚđ?‘&#x; =

đ?‘šđ?‘œđ?‘™ đ??ż

)

Havdata Der anvendes middelvĂŚrdier for verdenshavets stofmĂŚngdekoncentrationer af ioner.

V=1 L (der betragtes 1 L havvand).

Ionformel

Masse per liter

StofmĂŚngdekoncentration

m (g/L)

c (M)

2+

Ca 0,400 0,009980 2+ Mg 1,272 0,052324 + Na 10,556 0,459156 + K 0,380 0,009719 Cl 18,980 0,535402 2SO4 2,649 0,027574 HCO3 0,140 0,002294 Tabel 2. Masse per liter og stofmĂŚngdekoncentration (middelvĂŚrdi) for 7 ioner i verdenshavet.

(Pauly, H., 1973, 73.) https://www.lenntech.com/composition-seawater.htm Volumen, massefylde og masse af verdenshavet: Vverdenshav=1,35¡1021 L. Ď verdenshav=1,0275 g/mL. (massefylde) mverdenshav= VverdenshavÂˇĎ verdenshav=1,35¡1021¡1000¡1,0275=1,39¡1024 g. (1 L=1000 mL)

Datering af havet ud fra 7 ioner

Figur 1. Datering af havet ud fra 7 ioner. Statistik: 262 kemianalyser for floder, vÌgtet med vandføring Qvandføring.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

5

Beregningseksempel for chloridion: đ?‘š 18,98 ¡ 1,35 ¡ 1021 đ?‘” đ?œ?= = = 62484941 ĂĽđ?‘&#x; đ?‘Ł 8,71 ¡ 0,001 ¡ 4,71 ∙ 1019 đ?‘”/ĂĽđ?‘&#x; Det ses, at datering af havet ud fra chloridioner gav 62,5 millioner ĂĽr, som kan sammenlignes med John Jolys datering pĂĽ 90-100 millioner ĂĽr. Grunden til at John Joly fik en højere datering kan vĂŚre, at hav- og floddata og kemianalyser for 100 ĂĽr siden var noget mangelfulde. De andre 6 ioner giver mindre dateringer end chloridionen. Det er interessant, at Mg2+, K+ og SO42- giver nogenlunde samme datering, som er noget mindre end for Cl- og Na+. Ca2+ og HCO3- giver meget mindre dateringer.

Beregning af ionprodukt Qionprodukt og sammenholdning med opløselighedsprodukt K0 for nogle salte.

Desuden beregning af %mÌtning=(Qionprodukt/K0)¡100% .

Salt

Navn

Ionprodukt

Opløselighedsprodukt

%mĂŚtning

Qionprodukt

K0

= (Qionprodukt /K0)¡100%

NaCl natriumchlorid 0,2458 M2 37,9 M2 0,64864 3 3 MgCl2 magnesiumchlorid 0,01488 M 750 M 0,00198 CaCl2 calciumchlorid 0,002861 M3 1210 M3 0,00024 2 2 KCl kaliumchlorid 0,005203 M 20,8 M 0,02502 3 3 Na2SO4 natriumsulfat 0,005813 M 10,2 M 0,05699 2 2 CaSO4 calciumsulfat 0,000275 M 0,000311 M 88,48427 NaHCO3 natriumhydrogencarbonat 0,001053 M2 0,373 M2 0,28243 Tabel 3. Ionprodukt, opløselighedsprodukt og %mÌtning for 7 salte. K0 er cirkatal (rent vand, stuetemperatur).

% % % % % % %

Havet er ikke mÌttet Nür man ser figur 1, kunne man overveje om de mindre dateringer for Ca2+, Mg2+, SO42-, K+, HCO3(og Na+) kunne skyldes udfÌldning fra havet, fordi det var mÌttet med nogle salte. UdfÌldning af salte (isÌr tungtopløselige) fra mÌttede opløsninger er en kendt proces i kemilaboratoriet.

Det eneste af de 7 salte, der er i nĂŚrheden af at havet er mĂŚttet med det, er calciumsulfat CaSO4. Hvis et salt overstiger %mĂŚtning=100% kan overskuddet fĂŚlde ud og dermed forsvinde fra havvandet ned pĂĽ havbunden.

De øvrige 6 salte er ikke i nÌrheden af at havet er mÌttet med dem.

10 haves flodvand Havene für tilførsel af flodvand, hvor den gennemsnitlige (vÌgtet i forhold til vandføring) kemianalyse er.

V=1 L (der betragtes 1 L flodvand).

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

6

Eti- Hav ket

Vandføring

Masse af Ca2+

Masse af Masse Mg2+ af Na+

Masse af K+

Masse af Cl-

Masse af Masse af SO42HCO3-

Qvandføring

m(Ca2+) (mg)

m(Mg2+) (mg)

m(K+) (mg)

m(Cl-) (mg)

m(SO42-) (mg)

(km3/år)

m(Na+) (mg)

Arktiske Ar hav 2473,18 19,5 5,1 4,8 1,2 8,1 Baltiske Ba hav 276,49 29,4 5,8 14,0 2,7 29,3 So Sortehavet 341,32 55,1 17,6 26,6 1,4 40,8 HudHu sonbugten 584,23 12,8 3,4 3,8 0,9 3,5 Indiske In ocean 2196,86 21,8 6,8 13,3 2,7 12,6 MiddelMi havet 150,62 68,0 10,9 21,7 2,6 26,8 NA Nordatlant tiske hav 9553,70 11,2 2,4 6,2 1,4 9,3 Den perPG siske golf 47,75 52,0 22,0 31,0 3,0 32,0 St Stillehavet 5261,61 19,2 3,9 5,5 1,4 5,1 SydatlantiSAt ske hav 2353,39 3,9 1,7 3,1 2,1 3,9 Tabel 4. Vandføring og masse (per liter) af 7 ioner i haves tilførsel af flodvand.

m(HCO3-) (mg)

15,5

63,5

27,6 60,7

76,8 185,8

7,5

48,9

8,7

106,5

65,0

171,3

10,5

34,9

73,0 11,7

180,0 67,1

2,3

22,1

Herudfra kan man beregne og tegne et Piperdiagram, som ”udbreder” vandtypen (se introduktion i Bilag 2). Punktstørrelsen følger vandføringen, så Nordatlantiske hav og Stillehavet har de største punkter.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

7

Figur 2. Piperdiagram for 10 haves flodvand. Statistik: 262 kemianalyser.

Det ses, at NAt og St får flodvand af forskellige vandtyper. Faktisk ”breder” alle 10 have sig ”ud” med forskellige vandtyper. Det ses, at SAt og Hu ligger i nærheden af hinanden på aniontrekanten.

St, Ar og Nat ligger ikke så langt fra hinanden på både kationtrekanten, aniontrekanten og kombinerede ioner-romben. In, Ba, Mi, So og PG ligger ikke så langt fra hinanden på kationtrekanten. Lighederne i vandtyper kan genfindes i følgende dateringer.

Datering for de 10 have og 7 ioner giver (næste side)

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

8

Etiket Hav

Datering Ď„(Ca2+) đ??‰(Mg2+) (ĂĽr) (ĂĽr) 588101 7147836 389567 6243168 208349 2060739 893067 10566390 525364 5342417 168588 3316630

Ar Ba So Hu In Mi

Ď„(Na+) Ď„(K+) Ď„(Cl-) đ??‰(SO42-) Ď„(HCO3-) (ĂĽr) (ĂĽr) (ĂĽr) (ĂĽr) (ĂĽr) 63476992 9007616 67505863 3055803 63245 21646741 4036430 18575364 1714603 52262 11395203 7739237 13323445 779036 21605 79974719 12420271 153829352 6334623 82036 22758936 3999489 43273830 5417042 37708 13919482 4194984 20341899 727003 23440

Arktiske hav Baltiske hav Sortehavet Hudsonbugten Indiske ocean Middelhavet Nordatlantiske NAt hav 1025661 14825110 48767891 7862953 58432970 4484946 PG Den persiske golf 220574 1644879 9764163 3632116 17007620 647732 St Stillehavet 597234 9162332 55331685 7910806 105902877 4029925 SAt Sydatlantiske hav 2907114 21896722 98670940 5113042 140406295 20910622 Tabel 5. Datering af verdenshavet (10 haves flodvand, 7 ioner).

Herudfra kan man tegne et søjlediagram:

Figur 3. Datering af verdenshavet (10 haves flodvand, 7 ioner).

Der er ikke tale om datering af de 10 have, som om de har forskellig �alder�. I stedet er det datering af verdenshavet, hvis bestemte floders kemi var dominerende i fortiden (ligesom Amazonas-floden er i nutiden). Forskellene i datering belyser betydningen af nyere flodkemi. Man kan overveje hvilke typer flodkemi, der har vÌret dominerende i fortiden. bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

115145 22302 59808 181961

9 Det ses, at dateringen for Cl- overgår dateringen for Na+ for 9 af de 10 have. Undtagelsen er det Baltiske hav. Forklaringen på de 9, at en større del Cl- end Na+ recirkuleres, så dateringen for Cl- bliver større, kan altså ikke bruges entydigt. En forklaring med temperatur, kan heller ikke bruges entydigt, da Ar har dateringer i midten af dem for de andre have.

Det ses, at SAt og Hu’s flodkemi giver de højeste dateringer (middelværdi for de 7 ioner) af verdenshavet, St, Ar og Nat i midten, mens In, Ba, Mi, So og PG i den lave ende. De midterste 3 har det Amerikanske kontinent tilfælles. (NAt har også bidrag fra det Afrikanske kontinent.) De sidste 5 har det Eurasiske kontinent til fælles. Hvis fortidens verdenshav har fået dominerende flodkemi fra et eller flere bestemte kontinenter, vil det påvirke dateringen.

Konklusion Datering af havet med nyere data giver op til 153 millioner år. Det er i samme størrelsesorden som John Jolys dateringer, men for lavt i forhold til 4,567 milliarder år for Jorden. De gængse modifikationer af John Jolys beregning forklarer ikke kvantitativt forskellen og heller ikke hvorfor de 7 ioner giver så forskellige dateringer. Det tyder på, at Uniformitetsprincippet passer dårligt på fortidens flod- og havkemi. Det er bedre med åbenhed overfor noget anderledes forklaringer end de gængse.

Så ser man forskelle og sammenhænge, som man ikke er blevet undervist i.

Litteratur Grøn, Bjarning; Jakobsen, Philip Kruse; Poulsen, Jette Rygaard (2010): Aktiv fysik C. L&R Uddannelse, København.

Lewis, C. L. E.; Knelle, S. J. (redaktører, 2001): The Age of the Earth: from 4004 BC to AD 2002.

Geological Society, London, Special Publications, volume 190, side 107-119. http://carneades.pomona.edu/1998-2006/2005-Hume/Notes/UniformityPrinciple.shtml Origo 133/134 februar 2015 Datering & videnskabsteori. Side 18-19, 26-29. http://www.skabelse.dk/artikler/196634719.pdf https://en.wiktionary.org/wiki/ad_hoc https://web.viu.ca/krogh/chem301/typical%20ion%20concentrations.pdf https://doi.pangaea.de/10.1594/PANGAEA.804574 https://www.lenntech.com/composition-seawater.htm Pauly, Hans (1973): Geokemi. 2. oplag. Polyteknisk forlag.

Bilag 1. Nyere floddata GEMS-GLORI_river-discharge_DB.tab (fra https://doi.pangaea.de/10.1594/PANGAEA.804574 . Ændrer til filtype: .txt) Importér til MS Excel (DATA, Hent eksterne data, Fra tekst, GEMS-GLORI_riverdischarge_DB.tab, Importér, Afgrænset, Næste >, Næste >, Udfør, OK, markér række 99:1021, Søg og vælg, Erstat, Søg efter: . , Erstat med: , Erstat alle, (9860 erstatninger), Luk, Filer, Gem som, Floder ioner – rådata.xlsx).

Bilag 2. Introduktion til Piperdiagram Man kan godt læse en tabel med 6 søjler med tal og se mønstre/grupper/ligheder/forskelle, men for at ”brede” de 6 tal ”ud” bruger man et Piperdiagram ( https://en.wikipedia.org/wiki/Piper_diagram , piper: [pej.på(r)]):

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

10

Figur 4. Piperdiagram for de 9-10 største floder.

Prøv at træne aflæsning af Piperdiagrammet ved at sammenholde med Tabel 6 for Br, Brahmaputra (rød cirkel: ): Etiket Flod %kation %anion %Ca2+ (%)

%Mg2+ (%)

BrahmaBr putra 66,8 20,1 Tabel 6. %ioner for floden Brahmaputra.

%Na++K+ (%) 13,1

%Cl(%)

%SO42(%) 10,2

%HCO3(%) 5,1

84,7

Kationtrekanten har Ca2+, Mg2+ og Na++K+ i hjørnerne. De 3 %-akser går fra 0% til 100% hen imod Ca2+, Mg2+ og Na++K+.

Aniontrekanten har Cl-, SO42- og HCO3- i hjørnerne. De 3 %-akser går fra 0% til 100% hen imod Cl-, SO42- og HCO3-.

Kombinerede ioner-romben (en rombe er en skæv firkant, en ruder) har Ca2++Mg2+, Na++K+, Cl+SO42- og HCO3- i hjørnerne. De 4 %-akser går fra 0% til 100% hen imod Ca2++Mg2+, Na++K+, Cl-+SO42- og HCO3-.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020

11 %-tal aflĂŚses i retning af de skrĂĽ/vandrette linier inde i kationtrekanten/aniontrekanten/kombinerede ioner-romben.

Finn Lykke Nielsen Boelsmand er cand.polyt., gymnasielĂŚrer i kemi og fysik og med speciale i radiometriske dateringsmetoder.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 150, august 2020