Origo - om vitenskap, skapelse og etikk. Nr 121, august 2011

Origo 121 | august 2011 | kr. 65,- i løssalg

O R I GO om vitenskap, skapelse og etikk

Galapagosøyene og deres oppdagere

Kan det oppstå nye arter?

Hva er genetisk drift?

Genetisk nedsmelting

Lyden og øret Hva er lyd? Hvordan er øret oppbygget?

Ateistisk filosof analyserer Intelligent Design www.origonorge.no

O R I GO om videnskab, skabelse og etik

Indhold 3 3

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk

http://origonorge.no

Layout og sats: Layout: Mathias Helmuth Pedersen, www.MathiasPedersen.com Sats:

Flemming Karlsmose, Tlf. 28 51 94 50 E-mail: flemming@skabelse.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

Forsidefoto: Flemming Karlsmose

Design eller udelukkende planløse processer?

Redaktionskomité i Danmark

Nyt redaktionsmedlem

Anders Larsen, cand.polyt. tlf. 30 23 87 65, anders@skabelse.dk

4 Galapagosøyene og deres “oppdagere” 9 Etisk debat om begravelse af aborter 10 Hva er genetisk drift? 14 Lyd 20 Genetisk nedsmeltning 25 Kan der opstå nye arter? 27 Ateistisk filosof analyserer Intelligent Design

Knud Aa. Back, fhv. overlærer back@skabelse.dk Finn L. N. Boelsmand, cand.polyt. tlf. 35 39 76 54, finn@skabelse.dk

Holger Daugaard, rektor, cand.scient. tlf. 66 18 41 00, holger@skabelse.dk Henrik Friis, erhvervskunderådgiver, cand.oecon. tlf. 35 14 35 39, abonnement@skabelse.dk Søren Holm, professor, CSEP, School of Law, University of Manchester, soren@skabelse.dk Flemming Karlsmose, PR-medarbejder, multimediedesigner tlf. 28 51 94 50, flemming@skabelse.dk Arne Kiilerich, rådgivende ingeniør arne@skabelse.dk Bent Vogel, cand.scient. tlf. 86 41 04 96, bent@skabelse.dk Peter Øhrstrøm, professor, dr.scient. tlf. 98 29 70 61, peter@skabelse.dk Kristian Bánkuti Østergaard, cand.scient. tlf. 61 66 49 23, kristian@skabelse.dk

Redaksjonsråd i Norge Rune Espelid, konsulent, cand.scient. rune.espelid@online.no Willy Fjeldskaar, forskningsleder, professor, dr.scient. willy.fjeldskaar@iris.no Trygve Gjedrem, professor emeritus trygve.gjedrem@nofima.no Knut Sagafos, lektor knu-saga@online.no Steinar Thorvaldsen, førsteamanuensis, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no Peder A. Tyvand, professor, dr.philos. peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Peter Øhrstrøm

© ORIGO Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

august 2011

SE/CVR-nummer: 3037 6390

Abonnement og bestillinger:

2

Norge:

Danmark:

Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien. Bestil per sms: +47 45 25 58 78 Bestil per e-mail: knu-saga@online.no

Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning. Tlf. +45 35 14 35 39 E-mail: abonnement@skabelse.dk

Redaktionelt

Design eller udelukkende planløse processer? Af redaktøren

Hvordan er kosmos, livet og mennesket opstået? Det dominerende svar, som gives i moderne videnskab, går ud på, at alt er blevet til alene ved naturens kræfter og uden medvirken af nogen overnaturlig styrende kraft dvs. uden at nogen Skaber har været involveret. Det er en udbredt opfattelse, at denne naturalistiske forklaring, som indebærer en afvisning af troen på en Skaber, stammer fra Charles Darwin. Det påstås også, at Darwin udviklede sin teori gennem systematisk indsamling af data bl.a. fra sine rejser til Jordens fjerne egne. Begge dele er noget misvisende. Darwin afviste ikke eksistensen af en Skaber – han blev aldrig selv ateist. Og selv om Darwin var en stor og betydningsfuld naturforsker, var hans vej fra indsamling af data til opstilling af teorien slet ikke så entydig, som den ofte fremstilles. Ofte fremhæves hans observationer på Galapagosøerne i 1835 som et skoleeksempel på anvendelsen af data i naturvidenskaben. I dette nummer af Origo gennemhuller Jostein Andreassen denne myte. Han påviser, at den virkelige historie om observationerne på Galapagos og deres brug i videnskaben er langt mere kompliceret end den myte, som ofte findes i skolebøgerne. Det er i øvrigt også velkendt, at Darwins egne teorier om arvelighed var helt forkerte. I den såkaldte neo-darwinisme handler det i vid udstrækning om at forsøge at underbygge den naturalistiske forklaring med moderne genetik. I den forbindelse er såkaldt genetisk drift et af hovedbegreberne. I dette nummer af Origo diskuterer og kritiserer Peder Tyvand idéerne herom, og han påpeger bl.a., at hverken

Nyt redaktionsmedlem

Med dette lille interview, byder vi Anders Larsen hjertelig velkommen i redaktionen. Anders skal primært være ansvarlig for web, hvor vi i løbet af efteråret vil lancere et nyt og mere brugervenligt website for skabelse.dk. Hvad laver du til hverdag? Min hverdag går bla. med at stå stille - helt stille! Som målehjælp for en landmåler er det vigtigt , at man kan stå helt stille med den prismestok, der måles til. Ellers bliver målingerne ikke præcise. Derudover bestrider jeg et erhverv som pedel i missionshuset i Gilleleje, hvor jeg bor. Hvilke målsætninger har du for web-opgaven? Jeg vil gerne være med til at gøre Origos arbejde kendt, og dermed gøre kendt, hvor usandsynlig udviklingslæren er, og hvor stor en skaber vi har.

genetisk drift eller mutationer giver anledning til ny information. Tværtimod kan man sige, at der består en risiko for genetisk nedsmeltning af en art, som dermed uddør. Det er temaet for Knud Aa. Backs artikel om neandertalerne og om den fare, som muligvis også truer homo sapiens. I det perspektiv er det ikke let at se den genetiske historie i sig selv som frembringer af noget afgørende nyt, selv om man som påpeget af Kristian B. Østergaard alligevel godt kan hævde, at der ved naturlig udvælgelse kan opstå nye arter i den forstand, at efterkommerne af en oprindelig bestand ved naturlig udvælgelse kombineret med geografisk spredning, isolation mm. kan miste evnen til at få frugtbart afkom med hinanden. Men her er der tydeligvis tale om tab og ikke om, at noget afgørende nyt er opstået. I Arne Killerichs artikel om lyd og om øret er perspektivet og den underliggende argumentation, at det afgørende nye i naturen og i livets historie skyldes design og plan – altså en afvisning af den naturalistiske forklaring. Det betyder, at der i stedet skal henvises til intelligent design (ID). Hertil vil flertallet af moderne videnskabsfolk svare, at det ikke går, fordi ID efter deres mening ikke bør medregnes til det, som kan accepteres inden for videnskaben. I den forbindelse er det forfriskende at lytte til den analyse, som den ateistiske videnskabsfilosof Bradley Monton har fremført i bogen ”Seeking God in Science”, som i dette nummer anmeldes af Andreas Vedel. En af Montons pointer er, at hovedspørgsmålet jo bør være om ID er en sand beskrivelse af virkeligheden. I forhold hertil må spørgsmålet om ID som videnskab være sekundært. n

Hvad er dine forventninger til Origos nye website? Forventningerne tror jeg kommer, efterhånden som arbejdet skrider frem. Men jeg glæder mig til udfordringen, og forventer at lære en masse. Det har lige siden Commodore 64 været en af mine interesser at lege lidt med IT, som det hedder nu. Nu er der så mulighed for at kombinere det med noget, som er nyttigt og betydningsfuldt.

v/ Flemming Karlsmose

Om Origos hjemmesider Tidsskriftet Origo har to hjemmesider tilknyttet. Det danske site www.skabelse.dk er oprettet for at give faglige kompetente svar på de mange spørgsmål der bliver stillet omkring skabelse/ evolution. Initiativtagerne til sidens oprettelse i 2001 var Kristian Bánkuti Østergaard (cand.scient., biologi) og Bjarne Krak (datamatiker, webmaster) i tæt samarbejde med tidsskriftet ORIGO.

På samme måde som evolutionister ikke er indbyrdes enige om alt, er skabelsestilhængere det heller ikke. Derfor er der brug for at de mange forskellige aspekter bliver belyst, og at argumenterne bliver sat op mod fakta. Bemærk at www.skabelse.dk kun behandler den del af Bibelen der er relevant for skabelsesberetningen. Religiøse emner vil ikke blive behandlet her. Der henviser vi til kristne hjemmesider.

Origo Norge har tilsvarende sitt nettsted, opprettet i 2003 på initiativ av og redigert av professor dr.scient. i geologi Willy Fjeldskaar. Finn det på http://origonorge.no. Her finnes henvisninger til de nyeste relevante artikler fra den vitenskabelige verden i relasjon til evolusjon/skapelse-problematikken. Da disse henvisninger ofte fører frem til engelskspråklige tekster, tas noen av emnene av og til opp i Origo i norsk eller dansk oversettelse.

3

Origo

Galapagosøyene og deres “oppdagere” Artikkel I Av Jostein Andreassen

Galápagos-øerne og deres “opdagere” INGRESS I min “Darwinboken” (2009) – dansk utgave “Darwinbogen” (2010) – har jeg fortalt om Charles Darwins opphold på Galapagos-øyene en drøy måned i 1835. Her traff han på mange fremmedartede dyr og fugler. Ettertiden har særlig vært opptatt av hans møte med de mangfoldige finkene og de merkelige kjempeskilpaddene. Vi har sett at Darwins observasjoner og innsamling av disse ikke var spesielt imponerende, selv om dagens lærebøker i biologi nettopp gir inntrykk av det motsatte. Hva skilpaddene angår, så klarte ikke Darwin å få med seg at skilpaddene faktisk hadde forskjellig utseende fra øy til øy, selv om engelskmannen Lawson uttrykkelig gjorde ham oppmerksom på det. Derfor ble skilpaddeskjoldene som ble igjen etter festmåltidene om bord, ikke tatt med hjem til England i forskningsøyemed, men i stedet lempet over bord etter hvert av byssegutten. Også dette er nøye skildret i boken. Her skal vi imidlertid se nærmere på Darwins forløpere på Galapagos og særlig David Porter, en amerikansk skipskaptein som var i området et tidsrom i 1812, nesten 25 år før Darwin. Hans store bok “Journal of a Cruise” (650 sider) kom ut i 1815 med nytt opplag sju år etter. Hadde Darwin lest denne

DANSK indledning til artiklen I min “Darwinboken” (2009) – dansk udgave “Darwinbogen” (2010) – har jeg fortalt om Charles Darwins ophold på Galápagos-øerne en måneds tid i 1835. Her traf han på mange fremmedartede dyr og fugle. Eftertiden har især været optaget af hans møde med de mangfoldige finker og de mærkelige kæmpeskildpadder. Vi har set at Darwins observationer på og indsamling af disse ikke var specielt imponerende, selv om dagens biologibøger netop giver indtryk af det modsatte. Hvad skildpadderne angår, så opdagede Darwin ikke at skildpadderne rent faktisk havde forskelligt udseende fra ø til ø, selv om englænderen Lawson udtrykkeligt gjorde ham opmærksom på dette forhold. Derfor blev skildpaddeskjoldene som blev tilovers efter festmåltiderne om bord, ikke taget med hjem til England til nærmere studier, men i stedet lempet over bord langs ad vejen af messedrengen. Også dette er nøje skildret i bogen. Her skal vi imidlertid se nærmere på Darwins forløbere på Galápagos og særlig David Porter, en amerikansk skibskaptajn som var i området i løbet af 1812, næsten 25 år før Darwin. Hans store bog “Journal of a Cruise” udkom i 1815 med nyt oplag syv år efter. Havde Darwin læst denne på forhånd, havde hans ophold og indsamling i øriget uden tvivl fået et helt andet professionelt præg. på forhånd, hadde utvilsomt hans opphold og innsamling i øyriket fått et helt annet profesjonelt preg. Men først litt mer om Darwin …

Kart over Galapagosøyene, tegnet av David Porter.

4

august 2011

Darwin på Galapagos «Jeg ser fram til Galapagos med større interesse enn til noen annen del av reisen,» skriver Charles Darwin fra Peru i august 1835 til sin beste venn, fetteren William Darwin Fox, som var prest hjemme i England. (Burkhardt 1985:460) Den unge mannen med tittelen “naturalist” om bord på det britiske marinefartøyet H.M.S. Beagle [“Sporhunden”] skulle bare ha visst. Møtet med disse småøyene i Stillehavet utenfor Ecuador skulle bli et av de aller mest kjente i vitenskapens historie. For her støtte Darwin på et isolert og merkverdig dyre- og planteliv – et levende laboratorium, så og si – som siden skulle inspirere ham til å skrive sitt hovedverk “Om artenes opprinnelse” (1859). Galapagosøyene hadde han opplevd som et skapelsessenter, en slags verden for seg selv; «these facts seemed to me to throw some light on the origin of species – that mystery of mysteries» (disse fakta syntes for meg å kaste litt lys over artenes opprinnelse, dette mysterienes mysterium). *

Galapagosøyene og deres “oppdagere”

ORIGO Men kanskje gikk det litt troll i ord. For hans fem uker lange besøk på det som ble kalt “De forheksede øyer”, er også en beretning omspunnet av myter. Særlig har Darwins møte med de mange underlige skapningene der i ettertid utfordret fantasien, som nevnt ofte godt hjulpet av lærebøkene. Noen ganger synes jeg at deres fremstilling helt savner rot i virkeligheten. Ser du ikke for deg Darwin der han rir bortover på ryggen av en kjempeskilpadde og så plutselig får en god ide? Hvordan kan det da ha seg at det ikke står ett eneste ord om skilpaddene på Galapagos i “Om artenes opprinnelse”? Videre er “Darwins finker”, de merkverdige og morsomme småfuglene han møtte på øyene, blitt et av biologiens fremste ikoner. Men det vil sikkert være overraskende for mange å høre at vi leter aldeles forgjeves etter omtalen av dem også i hans hovedverk ... Ble primærkilden Aller mest overrasket ble nok naturforskeren selv et halvt år etter at han var kommet hjem. For først da forskjellige spesialister hadde fått undersøkt samlingene fra reisen, oppdaget Darwin hva han egentlig hadde funnet og etter hvert hvilke store konsekvenser det skulle få for ham selv og for biologiens historie! Som han selv forteller i en dagbok i 1837, identifiseringen av de zoologiske eksemplarene fra Galapagos “ble primærkilden til alle mine tanker”. “These facts origin all my views”. (de Beer 1959:7) Hva var det egentlig som skjedde med Darwin på Galapagos? Hva gjorde han? Hva fant han ut? Hvor forberedt var han egentlig på det han kom til å få se? Hvilke feilvurderinger måtte han innse i etterpåklokskapens lys? Det er dette vi skal ta for oss i denne artikkelserien, der vi nøye holder oss til primærkildene, reiseskildringer, dagbøker og notater, ofte skrevet ned samme dag som begivenhetene skjedde. Men først må vi vite litt mer om dette svært eiendommelige øyriket, og hva som faktisk skjedde der før Darwin steg i land fra H.M.S. Beagle sammen med sine skipskamerater. * Her siterer Darwin et uttrykk i et brev fra Sør-Afrika, skrevet 20. februar 1836 av datidens ledende astronom Sir John Herschel til datidens ledende geolog Charles Lyell. Darwin selv siterer det også i forordet til sitt hovedverk ”Om artenes opprinnelse”. Brevet står i Babbage, Charles: ”The Ninth Brigdewater Treatise: A Fragment” 1838:226. De to gigantene diskuterer på hvilken måte utdødde arter erstattes av andre. Lyells svar står i Mrs. Lyell (ed.): ”Life, Letters and Journals of Sir Charles Lyell”, Vol. 1, 1881:464.

Litt om Galapagos I forbindelse med Columbus-festlighetene i 1892 ble Galapagos-øyene omdøpt til Archipiélago de Colón, En Galapagos-skilpadde, tegnet av David Porter ca. 1812

Galapagosøyene og deres “oppdagere”

Columbus-arkipelet. De utgjør en egen provins i Ecuador, som annekterte dem kort etter at landet brøt ut av Stor-Columbia og ble egen republikk i 1830. Fram til da hadde Galapagos i 300 år vært nærmest som et ingenmannsland å regne og ble stort sett bare besøkt av sjørøvere og hvalfangere. De ligger 100 norske mil ut vest i havet og på høyde med ekvator. Landarealet er i alt ca. 8.000 km2 og altså litt større enn mitt hjemfylke Vest-Agder. Innbyggertallet er ca. 20.000 mot fjerdeparten for 25 år siden. Bosetningen begrenses til de fire øyene som har ferskvannskilder. Folk flest lever av jordbruk og dyrker også litt bananer og kaffe. Produkter som huder, salt og fisk utføres. Administrasjonssenteret heter Puerto Baquerizo Moreno. Arkipelet består av 16 større og et flertall mindre øyer. Den suverent største er Isabela (Albemarle) som utgjør mer enn halvparten av hele landarealet, andre viktige øyer er Santa Cruz (Indefatigable), Fernandina (Narborough), San Salvador (Santiago, James), San Cristóbal (Chatham) og Santa María (Floreana, Charles). Utenom disse Columbus-inspirerte navnene har de fleste også andre navn; de gamle engelske er mest brukt. Her brukes de spanske og offisielle. Vår egen Thor Heyerdahl fant under en arkeologisk ekspedisjon i 1953 rester av keramikk han mente var bevis for tidligere indianske besøk på øyene (Heyerdahl & Skjølsvold 1956). Øyene er vulkanske og bygd opp av svart lava. De fleste vulkanene er utslokte; den mest aktive er Volcan la Cumbre på Fernandina som stadig har utbrudd. Fra en sokkel langt under havoverflaten hever flere av de enorme kraterne seg til godt over 1000 meter. Norsk innvandring Andre typiske karaktertrekk vil komme fram etter hvert i artikkelen og i de besøkendes beskrivelser, la meg her bare nevne at øyriket har en særegen og egentlig tragisk norsk innvandringshistorie. Under ledelse av kaptein August F. Christensen fra Sandefjord landet de 10 første kolonistene på øya Santa María for drøye 80 år siden. Den kjente zoologen Alf Wollebæk var med og opprettet en biologisk stasjon – “Peninsular Oslo Museum” – som eksisterte en kort tid og som siden resulterte i en del naturfaglige artikler. “PENINSULAR OSLO MUSEUM” Zoologen Alf Wollebæk (1879-1960) var konservator ved Zoologisk Museum, Universitetet i Oslo, fra 1908 og konstituert bestyrer 1923–49. Han deltok på flere havforskningsekspedisjoner og utgav avhandlinger om ormer, kreps, reinsdyr og seler. Wollebæk skrev “Norges fisker” (1924) og “Norges pattedyr” (1921). I 1925 var han på Galapagos-øyene sammen med preparanten Erling Hansen. De to dro sammen med 18 andre over med skonnerten “Floreana” av Sandefjord den 15. mai og var først framme på øya Isla Santa Maria (Floreana) den 2. august. Nær ei lita halvøy innerst i den kjente Post Office Bay ble den biologiske stasjonen “Peninsular Oslo Museum” opprettet. I “Nyt Magazin for Naturvidenskaberne” for 1932 og 1934 fins interessante artikler fra flere vitenskapsgreiner om oppholdet. Fra Galapagos brakte Wollebæk hjem en sjøløve; arten bærer i dag navnet Zalophus californianus wollebaeki, skriver Harald Nissen d.e. i “Norsk Biografisk Leksikon” (2000-2006). Alf Wollebæk gav siden ut den populærvitenskapelige boka “De forheksede øer” (1934). I ett av skabelse.dk

5

Origo kapitlene der, “Spor som svinner”, forteller han: «Av fiskerne i Akademibukten [på øya Santa Cruz] fikk vi en del tørret skilpaddekjøtt; det var unektelig meget velsmakende, og særlig var leveren fortrinlig.» Han peker også på hvor utsatt disse dyrene er for «verdens farligste rovdyr, mennesket og menneskets medhjelper, hunden» og sier: «Snart vil disse skilpadder være en saga blott.» Heldigvis er ikke Wollebæks spådom gått i oppfyllelse. Ei barnebok, “Nybyggjarane på Galapagos. Fortald etter folk som var med på ferda” (1936, 1948) av Ola Mjanger, kom ut på Norsk Barneblads forlag og beretter om en av flere ekspedisjoner til øyene i mellomkrigstida. Den norske legen Stein Hoff besøkte Galapagos under sin jordomseiling på skuta “Red Admiral” sammen med familien i juni 1979 (Hoff 1983:41ff). Da de kom hjem, dro han straks tilbake til øyriket for å skrive en bok om de norske etterkommerne som fremdeles befant seg der. Dette ble et verdifullt verk: “Drømmen om Galapagos. En ukjent norsk utvandrerhistorie” (1985). Som navnet Galapagos antyder – på spansk betyr det “landskilpadde” – så er dette stedet helt og fullt krypdyrenes rike med en rekke endemiske eller stedegne arter. I tillegg fins det en rekke særegne fugler som heller ikke er redde for mennesker, og havet vrimler av liv. Siden øyene aldri har hatt noen fast tilknytning til Sør-Amerika, er de eneste opprinnelige pattedyrene faktisk bare et par flaggermus- og noen få små rotte-arter. Alle disse merkverdighetene sammen med at de sterke havstrømmene i området forårsaket uforklarlig avdrift for seilskip, ble folk forledet til å tro at dette bakvendt-landet egentlig drev rundt i havet. Nei, slike områder var fordømt av Gud og måtte unngås – de svarte virkelig til sitt karakteriserende navn Las Islas Encantadas – De forheksede øyene.

Men endelig, i 1959, blir alt areal som ikke er kolonisert av mennesker erklært som nasjonalpark. Året etter ble forskningsstasjonen The Charles Darwin Research Station etablert på øya Santa Cruz og har etter hvert satt i gang viktige bevaringstiltak. Først i 1978 kom imidlertid øygruppa med på UNESCOs “World Heritage List”, og åtte år senere ble også havområder rundt øyene beskyttet. Antall turister hvert år er sterkt økende, 2009 ca. 80.000; disse opplever et nokså strengt regime med mange regler og får bare gå i 60 tilrettelagte områder med merkede løyper og med en egen guide. Dessverre har flere innførte og forvillede husdyr og rotter spredt seg de siste 300 årene og forvoldt enorme økologiske problemer med atskillige utfordringer for Nasjonalparken. Storstilte nedskytninger av uønskede dyr på enkelte øyer har blitt utført fra myndighetenes side de siste årene for å bevare den opprinnelige vegetasjonen; f.eks. ble det i 2009 skutt fra helikopter hele 60.000 geiter på øya San Salvador (Frank Sulloway pers. med. 2005).

Dampier 1697

De første besøkende I 1535 kom biskop i Panama, Tomás de Berlanga, ut av kurs på sin skipsreise nedover langs den sør-amerikanske kysten mot Peru. Omsider havnet han på Galapagos-øyene, trolig som den første i historisk tid. Siden alle om bord var svært tørste, sendte biskopen folk i land flere steder for å finne vann. «Men,» som han senere skriver i sin rapport til den spanske keiser Karl V, «de fant ingenting annet enn seler (...) og så store landskilpadder at de kunne bære en mann på toppen av seg selv og mange slange-liknende øgler.» (Hickman 1985:19) Sjøfolk som ankom til øyene nesten 200 år senere, opplevde situasjonen likedan. Den engelske sjørøver og oppdagelsesreisende William Dampier beretter i sin engasjerende bok “A New Voyage Round the World” fra 1697 om flere opphold på Galapagos. Men tydeligvis hadde han mer sans for det rent kulinariske enn biskopen: «Landskilpaddene er her så tallrike at 5-600 mann kan leve på dem alene i flere måneder uten annen proviant,» skriver han. «De er spesielt store og fete og så søte at ingen kylling kan spises med større velbehag.» (Dampier 1697:59; i årene 1708–11 var forresten Dampier kjentmann på en ekspedisjon som bl.a. unnsatte skotten Alexander Selkirk som oppholdt seg fire år ufrivillig på øya Juan Fernández vest av Chile. Denne redningsdåden gav trolig ideen til Daniel Defoes roman “Robinson Crusoe” fra 1719, se nedenfor. Tydeligvis er hans bok også et forbilde for Swifts “Gullivers reiser” (1726); Dampier nevnes i forordet.) På slutten av 1700-tallet ankommer så den fargerike britiske marinekapteinen James Colnett og ble like begeistret for de særegne krypdyrene. Alle om bord syntes skilpaddekjøttet var den reneste lekkerbisken; det absolutt beste de noen gang hadde smakt. (Colnett 1798:156ff.) Rogers Den britiske kaperkapteinen Woodes Rogers (ca. 1679-1732), som siden ble guvernør av Bahamas, foretok en jordomseiling med “The Duke” og et tvillingskip tidlig på 1700-tallet. Han er særlig kjent for i 1709 å ha reddet ovennevnte Alexander Selkirk. Daniel Defoe hadde nok også Rogers interessante reiseskildring “A Cruising Voyage Round The World” (1712) i

6

august 2011

Galapagosøyene og deres “oppdagere”

ORIGO David Porter ca. 1815

tankene da han skrev om Robinson, for kapteinen fortalte om Selkirks redning i detalj i sin bok (Rogers 2004 (1712):70ff.). Mer interessant i vår forbindelse er at Rogers flere ganger besøkte Galapagos-øyene. Kapteinen er en flink observatør og beskriver det han ser på en levende måte. Riktignok er han som mange andre samtidige sjøoffiserer opptatt av hva som kan bli “til nytte” for senere besøkende og opplyser hva de eventuelt kan leve av om de besøker øyene. Men han gjør seg også sine refleksjoner: «På disse øyene fins de fleste typer sjøfugl og også noen fugler på land, særlig hauker av forskjellige slag, og turtelduer, begge så veldig tamme at vi ofte slår dem i hjel med stokker. Jeg så ingen slags dyr, men der er mengder av iguaner (Guanas), og landskilpadder (Land Turtle) nesten på hver eneste øy. Det er jammen merkelig hvordan de siste er kommet hit, fordi de kan ikke komme hit på egen hånd, og ingen av dette slaget er det mulig å finne på fastlandet. (“Tis strange how the latter got here, because they can’t come of themselves, and none of that sort are to be found on the Main.”) Seler oppholder seg på noen av disse øyene, men ikke så mange, heller ikke er pelsen deres så brukbar som på Juan Fernandez.” (s. 143). Porter Amerikaneren David Porter (1780-1843), kaptein om bord på den 32-kanoners fregatten USS “Essex”, oppholdt seg i Galapagos-øyriket i hele fem måneder under USA’s krig med Storbritannia 1812-15. Med sitt mannskap på nær 350 hadde han som oppgave å utradere den britiske hvalflåten i farvannet, og det gjorde han til gagns. Porters eventyrlige rapport “Journal of a Cruise” er tykk som en bibel og inneholder en mengde detaljerte opplysninger om Galapagos – og ikke minst av naturfaglig art! Det finnes faktisk en oversikt over hvilke bøker og verker som fantes i biblioteket til H.M.S. Beagle, det skipet Darwin var med under sin verdensomseiling. Av denne går det fram at ovennevnte Rogers’ og Porters bøker ikke var med, men at reiseskildringen til James Colnett var der. (Burkhardt et al. (eds.) 1985:553ff.) Både FitzRoy og Darwin hadde jo flere måneder å forberede seg på før de dro ut fra Plymouth, og i etterpåklokskapens lys må vi tro at Porters “Journal of a Cruise” hadde vært en sann gullgruve, både for kaptein FitzRoys kartleggingsoppdrag ved Galapagos og ikke minst for Darwin! Begge burde ha kjent den som både berømt og beryktet; boken ble nemlig anmeldt i det mest sentrale tidsskriftet i England, “Quarterly Review” i 1815 (Porter 1986:xvii). Den meget britiske redaktøren brukte vel de fleste skjellsordene i “Essex” og hennes priser

Galapagosøyene og deres “oppdagere”

språket i sin omtale og hevdet sarkastisk at ingen om bord i Porters fregatt hadde noe mer kunnskap om Gud enn innbyggerne på Tierra del Fuego. Det er all grunn til å regne med at folkene om bord på “Beagle” så på denne boka som en beretning skrevet til en tidligere slagkraftig fiende, som gang på gang hadde ydmyket engelskmennene, men likevel – en kan bare spekulere på om ikke Porters opplysninger og betraktninger hadde ført Darwin inn på “evolusjonære tanker” på et tidligere tidspunkt og forbedret hans observasjoner og ikke minst innsamlinger på øygruppa ... Skilpadder! I mange måneder holdt Porter liv i opptil 700 mann med skilpaddekjøtt fra Galapagos og lastet inn opp til 14 tonn (!!) levende dyr av gangen. Vi vet at noen dyr var så enorme at hele tolv mann trengtes for å bære dem ned til kysten. (Hickman 1985:145) Noen hvalfangerskip han erobret, nylig kommet fra øya San Salvador, hadde opptil 800 store dyr om bord. Han forteller at etter at de hadde gått litt under et seil på dekket i ly for solen og kvittet seg med tarminnholdet, kunne de utrolig nok stues opp i lasterommet som annet stykkgods og ligge der i halvannet år (!!) uten antydning til mat og vann. Han priser smaken av kjøttet og oljen det gir, opp i skyene. Om ikke dette var nok, forteller han om forskjell i smaken på dyr fra de forskjellige øyene – de fra øyene Espanola og Santa Maria er mye bedre enn de fra San Salvador. De ser også svært ulike ut: De fra sistnevnte, skriver han, «synes å være en art fullstendig forskjellig» (“entirely distinct”) fra skilpaddene på de to andre øyene. Så dette skulle Darwin bare ha visst! Lawsons påstand om forskjellig utseende var jo rett likevel. Kan vi ane at Darwin var litt dårlig forberedt? Som vi så ovenfor, hadde kaperkaptein Rogers allerede i 1712 filosofiske spekulasjoner om dyrene og deres utbredelse på skabelse.dk

7

Origo Skipsmannskap samler inn skilpadder på Galapagos. “Harper’s Montly” 1859

Litteratur

Galapagos, og om Darwin hadde fått lest dem på forhånd, ville de trolig ha satt hans tanker litt på glid og muligens også i mer evolusjonær retning. Det hadde jammen Porter også! Han formelig legger problemstillingen opp i hendene på en “fremtidig Darwin” og sier: «I shall leave others to account for the manner in which all those islands obtained their supply of tortoises and guanas, and other animals of the reptile kind; it is not my business even to conjecture as to the cause. I shall merely state, that those islands have every appearance of being newly created, and that those perhaps are the only part of the animal creation that could subsist on them, ...» (Jeg overlater til andre å gjøre rede for hvordan disse øyene fikk sin forsyning med skilpadder, iguaner og andre krypdyr, jeg har ikke noe med å gjette en gang hva som kan være grunnen. Jeg kan bare konstatere at øyene gir inntrykk av at de nylig er skapt og at disse kanskje er de eneste dyrene som kan eksistere på dem … (Porter 1822:254f.). MER I NESTE ARTIKKEL n

8

august 2011

• Andreassen, Jostein: “Darwinboken/Darwinbogen” Origo forlag (2009/2010) • Browne, Janet and Neve, Michael (eds.): “Charles Darwin’s Voyage of the Beagle. Charles Darwin’s Journal of Researches”, Penguin 1989. [Darwins 1839-utgave: “Journal of Researches into the Geology and Natural History of the Various Countries Visited by H. M. S Beagle, ...” London.] • Ibid.: “Voyaging” (1995) • Burkhardt et al (ed.): “The Correspondence of Charles Darwin”, Volume 1. 1821-1836”, Cambridge (1985) • Byron, George Anson, Baron: 1826. “Voyage of HMS Blonde to the Sandwich Islands in the years 1824-25”, London. • Colnett, James: “A Voyage to the South Atlantic and Round Cape Horn into the Pacific Ocean (...)”, London 1798. • Dampier, William: “A New Voyage Round the World. The Journal of an English Buccaneer”, London [1697/1820/1999.] • Darwin, Charles: 1839. “Narrative of the Surveying Voyages of His Majesty’s Ships Adventure and Beagle, between the Years 1826 and 1836, Describing Their Examination of the Southern Shores of South America, and the Beagle’s Circumnavigation of the Globe. Vol. III. Journal and Remarks, 1832-1836” (1839) • Ibid.: 1844. “Geological Observations on the Volcanic Islands Visited during the Voyage of H.M.S. Beagle” (1844) • Ibid.: “Om artenes opprinnelse” (1859/1998) • Ibid.: “Rejse om Jorden. Efter den engelske Original nyeste, af Forfatteren gjennemsete Udgave”, Salmonsen. (Trolig etter den difinitive tekst fra Darwins hånd i John Murrays utgave, London 1860, men som ble trykket opp igjen i 1870, -72, -73 og -76). 1876 • Ibid.: (Francis Darwin (ed.): “The Life and Letters of Charles Darwin”, 3 vols. London 1887 • de Beer, Gavin (ed.): “Darwin’s Journal. Bulletin of the British Museum (Natural History) Historical Series, 2, no 1” 1959 • Fitter, Julian, Fitter, Daniel, Hosking, David: “Wildlife of the Galapagos. The most complete Identification Guide to the Wildlife of the Galapagos”, Princeton University Press 2000. • FitzRoy, Robert: “Narrative of the Surveying Voyages of His Majesty’s Ships Adventure and Beagle, between the Years 1826 and 1836, Describing Their Examination of the Southern Shores of South America, and the Beagle’s Circumnavigation of the Globe”, London 1839 • Heyerdahl, Thor; Skjølsvold, Arne: “Archaeological evidence of preSpanish visits to the Galapagos Islands. American Antiqiuity; vol 22, no. 2, pt. 3. Memoirs of the Society for American archaeology; no 12”, Salt Lake City (1956) • Hickman, John: “The Enchanted Islands. The Galapagos Discovered” (1985) • Hoff, Stein: “Red Admiral – og familien som seilte jorda rundt (1983) • Porter, David: 1822. “Journal of a cruise made to the Pacific Ocean”, New York.

Galapagosøyene og deres “oppdagere”

ORIGO

Etisk debat om begravelse af aborter Peter Øhrstrøm

Det Etiske Råd er blevet bedt om at rådgive Folketinget og regeringen om reglerne for behandling af fostre, der aborteres på sygehusene. Det fremgår af den tilbagemelding, som rådet har indsendt, at der er uenighed i rådet om, hvordan man bør behandle fostre, der er aborteret før 12. uge. 11 af rådets medlemmer mener, at disse aborterede fostre skal behandles på linje med andet væv, der er blevet til overs på sygehuset, dvs. i princippet som en form for hospitalsaffald. Heldigvis er der et mindretal på 6 rådsmedlemmer (Edith Mark, Lene Kattrup, Lillian Bondo, Mickey Gjerris, Niels Jørgen Cappelørn og Thomas Ploug), som går ind for en mere respektfuld behandling af aborterede fostre. De lægger i deres stillingtagen vægt på, at fosteret har værdighed fra undfangelsen. De fremhæver, at menneskelivet starter ved undfangelsen, og at man dermed bør vise fostret respekt. Derfor mener de, aborter og væv fra aborter ikke bør behandles som hospitalsaffald – heller ikke før 12. uge. De mener, at standardproceduren for

aborterede fostre, der er i sygehusets eller lægens varetægt, bør være en respektfuld og anonym nedgravning. De 6 medlemmer mener også, at forældrene skal have dette oplyst, og at de som alternativ skal kunne vælge en mere begravelseslignende procedure. Nu er sagen så igen hos ministeren og hos Folketinget. Personligt vil jeg bestemt håbe, at man vælger at følge rådet fra de nævnte 6 rådsmedlemmer. Når et foster aborteres er det – uanset omstændighederne – et menneskeliv, der går til. Som samfund bør vi lægge stor vægt på respekten for det menneskelige liv. Det bør procedurerne på sygehusene afspejle. Derfor går det ikke at behandle de aborterede fostre som væv, der er blevet til overs på sygehuset. Man bør i stedet markere agtelsen for det menneskelige liv på den respektfulde måde, som de 6 medlemmer af Det Etiske Råd foreslår. n Kilde: Udtalelse fra Det Etiske Råd, 29. marts, 2011. http://etiskraad.dk/da-DK/ Aktuelt/Hoeringssvar-og-udtalelser/2011/29-03-2011-udtalelse-omhaandtering-af-aborterede-fostre.aspx

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

Etisk debat om begravelse

Be om skolebrosjure

skabelse.dk

9

Origo

Hva er genetisk drift? Av Peder A. Tyvand

1. Darwins naturlige utvalg og Mendels genetikk Darwins opprinnelige lære gikk ut på evolusjon ved naturlig utvalg. Det å skulle foreta et utvalg – seleksjon – forutsetter at det finnes et mangfold av variasjon å velge blant. Hvorvidt seleksjonen er naturlig eller kunstig gjør egentlig ingen forskjell her. Utvalg betyr eliminasjon. Utvalgsprosessen i seg selv gir bare en reduksjon av mangfoldet. Til slutt er det ensrettingen som råder. Den genetiske variasjonen innenfor de selekterte egenskapene vil forsvinne når seleksjonen har virket sterkt nok og lenge nok. Forutsatt at seleksjonen har vært entydig, i et ensartet miljø. Seleksjon krever et mangfold for å kunne virke. Hvor kommer mangfoldet fra? Charles Darwin så det som relativt uproblematisk at det stadig framkom nye former som seleksjonen kunne virke på. Darwin trodde nemlig at et individ kunne tilegne seg egenskaper som man kunne føre videre til neste generasjon. Her var Darwin på linje med franskmannen Jean-Baptiste Lamarck. Lamarcks ideer om arv tilsier at grovsmedens sønner vil bli født med sterkere armer enn gullsmedens sønner på grunn av farens kroppsarbeid.

Den bøhmiske munken Gregor Mendel utførte en mengde krysningsforsøk som viste at et individ viderefører de arveegenskaper man har fått uten å påvirke dem. Smedens og gullsmedens sønner får arveanlegg som ikke er påvirket av farens arbeid! Mendels arvelære motbeviste derved evolusjon ved naturlig utvalg. I følge Mendel kan et individ ikke forandre sine egne arveegenskaper. Og et barns egenskaper vil kun være en kombinasjon av foreldrenes egenskaper. Ingen ny genetisk informasjon kan komme ut av arv som følger Mendels arvelover. Den klassiske genetikk som Mendel grunnla på 1860-tallet, regnes for gyldig den dag i dag. Oppdagelsen av DNA og den genetiske koden i 1953 bekreftet Mendels arvelære. I begynnelsen av 1900-tallet stod Darwins opprinnelige evolusjonslære for fall, men den falt ikke. Den ble erstattet av nydarwinismen. 2. Tilfeldige mutasjoner og naturlig utvalg Nederlenderen Hugo de Vries publiserte i 1900-1903 resultater som viste at det kunne skje spontane forandringer – mutasjoner – i arvestoffet. Etter hvert ble disse funnene betraktet som redningen for darwinismen. Riktignok forlot man den ortodokse darwinismen som bygde på Darwins

sagen kort Begrebet genetisk drift er kommet til at spille en stor rolle i moderne evolutionslære. Men hvad betyder dette fagudtryk, og hvad kan begrebet forklare som en af evolutionens “værktøjer”? Det gennemgår prof. Peder Tyvand i denne artikel. På evolution.dk kaldes genetisk drift for en evolutionær kraft. Altså tillægger man denne “mekanisme” stor betydning. Paradoksalt nok, for alle er faktisk enige om at genetisk drift medfører tab af arvemateriale. Det fremgår også af det faktum at alle vi der gerne vil værne om naturens mangfoldighed, bliver ret så nervøse hvis en art bliver reduceret til kun at bestå af nogle få individer. Noget man betegner som en “flaskehals”. Hvis en arts overlevelseschancer skal være gode, skal den nemlig have et rigt mål af genetisk variation i sin “pulje”, sådan at den første, den bedste miljøforandring ikke slår arten ud. Jo mere variationsformåen der er indbygget i en art, desto mere robust er den over for pludseligt opståede forandringer i miljøet. Moderne evolutionsteori bygger på følgende tre hovedtræk: • Variation på grund af mutationer (tilfældighed) • Tilpasninger på grund af naturlig selektion (nødvendighed) • Tilpasninger på grund af genetisk drift (tilfældighed) Man skal blot lægge mærke til at ordet “tilpasning” her er et (alt for) pænt ord for elimination. Det er nok noget tabuagtigt for darwinister at indse at naturlig selektion som oftest medfører tab af information i genpuljen. Men i forbindelse med genetisk drift volder det åbenbart ikke de store anfægtelser at indrømme at sådan forholder det sig i virkeligheden.

10

august 2011

Man kan også sige at den naturlige selektion er en slags “normalitetsbevarer”. Dvs. hvis et individ ikke skejer for meget ud i forhold til artens normalfordelingskurve, har det de bedste chancer for at overleve. Hvis individet derimod bevæger sig ud ad en eller anden tangent, medfører det helt sikkert en forøget risiko for udryddelse af det store viskelæder som en naturlige selektion også kan sammenlignes med. “Du er for aparte, du skal kanøfles!” Allerede Darwin blev pinligt bevidst om at den naturlige selektion ikke dur som “evolutionsgenerator”, den generer ikke en fremadskridende evolution. Tværtimod. Derfor er det så man har grebet til halmstået genetisk drift. Men altså, genetisk drift kan i evoutionssammenhæng bruges til lige så lidt som den naturlige selektion. Den kan ikke skabe noget der ikke er der i forvejen. Det foregår kun i fantasien. Vi véd godt at evolutionsbiologer hader når down to earthmatematikere begynder at se førstnævntes fantasier efter i sømmene. Men skal man holde sig til de naturlige forklaringer, kan det altså ikke nytte noget at man som biolog hænger sin hat på noget forklaringer som får den statistiske knage til at knække. Prof. Tyvand viser her (med en forholdsvis enkel matematisk model) at den enorme vægt begrebet “genetisk drift” tillægges i moderne argumentation for evolutionen, ikke holder ret langt: Man kan ikke både konstatere at programmering forsvinder eller indsnævres, og så samtidigt holde på at denne indsnævring bevirker en forøgelse af samme programmerings kompleksitet og variation. Det er ganske enkelt ikke logisk!

Hva er genetisk drift?

ORIGO forenklede tanker om evolusjon ved naturlig utvalg. Men man innførte til gjengjeld nydarwinismen som handler om • evolusjon ved tilfeldige mutasjoner i kombinasjon med naturlig utvalg Toneangivende i denne reformasjonen av Darwins lære var matematikeren Ronald A. Fisher, som tidlig på 1900-tallet grunnla populasjonsgenetikken som en stringent matematisk disiplin. Fisher kombinerte Mendels arvelære med oppdagelsene til de Vries. Fisher påviste hvordan kombinasjonen av tilfeldige mutasjoner og naturlig utvalg (seleksjon) kan forårsake viktige endringer i populasjoners egenskaper. Endringer som ikke ville ha kunnet komme bare på grunn av mutasjoner eller bare på grunn av seleksjon. Fishers arbeid førte til etableringen av begrepsparet • Tilfeldighet og Nødvendighet som basis for evolusjonslæren. Dette ble til en filosofisk dialektikk hvor de to tilsynelatende motsetningene • tilfeldigheten ved spontane mutasjoner (tesen) • nødvendigheten ved naturlig utvalg (antitesen) skulle gå opp i en høyere enhet. Motsetningen er bare tilsynelatende. Det er syntesens enhet som er viktig: • Tese + antitese = syntese • Mutasjoner + seleksjon = evolusjon Evolusjonen måtte nødvendigvis skje ved syntesen av tilfeldige mutasjoner og naturlig utvalg. Denne filosofien fenget voldsomt. Ethvert produkt som evolusjonens syntese frambringer, kan senere påvirkes av nye mutasjoner. Som så utsettes for seleksjon, og den evolusjonære syntese bringes til stadig nye høyder. Men her må vi holde bena på jorden: Dette er filosofi og ikke empirisk vitenskap. 3. Variasjon og tilpasning Fishers tanker om tilfeldige mutasjoner i kombinasjon med seleksjon slo altså igjennom i biologien, og førte til at nydarwinismen ble etablert. Men dette enkle begrepsparet “tilfeldige mutasjoner + nødvendig seleksjon” viste seg å være en overforenkling. Fishers egne vitenskapelige arbeider medførte at man måtte operere med to andre mekanismer i tillegg til det naturlige utvalg: • Genetisk drift og migrasjon Genetisk drift er endringer av en populasjons sammensetning som ikke skyldes seleksjon, men tilfeldigheter i arvegangen ved formeringen. Naturlig utvalg virker like sterkt i store populasjoner som i små, men genetisk drift er viktig bare i små populasjoner. Moderne darwinisme tillegger genetisk drift stor vekt ved artsdannelse, som man antar pleier å skje i relativt små og isolerte populasjoner.

Hva er genetisk drift?

Migrasjon betyr at arvemateriale flytter seg fra en populasjon til en annen populasjon. At arvestoff eller livsformer etablerer seg i et annet miljø enn der de hører hjemme. Det mest ekstreme eksemplet på migrasjon er den berømte astrofysikeren Fred Hoyles tanker om at livet er kommet til jorda utenfra, fra verdensrommet. Dagens evolusjonslære er dermed ikke lenger basert på de enkle tankene om tilfeldighet + nødvendighet. Evolusjonen sees fortsatt på som en kombinasjon av variasjon og tilpasning. Men tanken om at tilfeldighet og nødvendighet samvirker på den enkle måten • variasjon på grunn av tilfeldighet • tilpasning på grunn av nødvendighet er ikke lenger enerådende. Riktignok fastholder man de tilfeldige mutasjonenes rolle som eneste kilde til variasjon. Men man erkjenner at tilpasningene ikke skjer kun med nødvendighet. Hovedtrekkene i dagens evolusjonslære er følgende: • Variasjon på grunn av mutasjoner (tilfeldighet) • Tilpasninger på grunn av naturlig utvalg (nødvendighet) • Tilpasninger på grunn av genetisk drift (tilfeldighet) Tilpasning er egentlig er pent ord for eliminasjon. Det er likevel nærmest et slags tabu blant darwinister å innse at naturlig seleksjon medfører eliminasjon. Men at tilfeldig genetisk drift medfører eliminasjon av arvestoff, er intet tabu. Det hersker faktisk stor enighet om at genetisk drift tilsier at arvestoff går tapt. Derfor er alle naturvernere redde for “flaskehalser” hvor en art for en tid består av veldig få individer. Her kan genetisk drift gjøre at veldig verdifulle arveegenskaper forsvinner for alltid. Tapet av viktige arveegenskaper ved genetisk drift kan faktisk skje selv om kan være gunstige for overlevelse også i det miljøet hvor de forsvinner! Darwinister er altså engstelige for at det skal være for få individer i alle artspopulasjoner som man ønsker å bevare som de er. Paradoksalt nok tror man likevel at artsdannelse som en hovedregel har skjedd i små populasjoner. I alle fall er det ingen tvil om at genetisk drift spiller en stor rolle i moderne evolusjonslære. 4. Genetisk drift på individnivå Genetisk drift blir av darwinister betraktet som en helt avgjørende evolusjonsmekanisme i små populasjoner. Jeg skal nå prøve å forklare hvordan tilfeldig genetisk drift virker på individnivå. Her kan vi bruke mennesker som eksempel. Dette er klassisk mendelsk arvelære: Arveanlegget for brune øyne kalles A, og arveanlegget for blå øyne kalles b. La oss anta at et ektepar begge har brune øyne, men med recessive (vikende) anlegg for blå øyne. Det er altså tre mulige arveanlegg for øyenfarger til et individ: AA: Brune øyne som har dobbelt opp av arveanlegg for brune (A). Ab: Brune øyne, men med ett anlegg for brune (A) og ett for blå (b). Det brune arveanlegget er dominant og gjør at individet får brune øyne. Det blå arveanlegget er recessivt (vikende) og kommer ikke til uttrykk. skabelse.dk

11

Origo bb: Blå øyne med dobbelt opp av arveanlegg for blå. Her er det ikke noe anlegg for brune øyne som kan hindre at det blå kommer til uttrykk. Genotypen (arveutrustingen) for mann og kvinnes øyenfarge er Ab for begge. Vi skal nå se på sannsynlighetene for hva slags arveanlegg deres barn vil få ved tilfeldig arvegang. Det er forholdsvis lett å innse at deres første barn vil få brune øyne med 75% sannsynlighet. Det er 25% sannsynlighet for at dette barnet får arvesammensetningen AA, og 50% sannsynlighet for at det får arvesammensetningen Ab. Begge disse sammensetningene gir brune øyne. Så er det 25% sannsynlighet for at barnet får arvesammensetningen bb, som gir blå øyne. Vi kan studere denne genetisk driften ved hjelp av Pascals trekant. De første seks rekkene i Pascals trekant ser slik ut:

Her følger en figur som forklarer hvordan Pascals trekant konstrueres, rekke for rekke. Vi starter med tallet 1 på toppen, og fyller på med nye ett-tall ytterst i hver rekke. Alle tall som ikke er ytterst i en rekke, er lik summen av de to nærmeste tallene i rekken rett ovenfor. På den måten får vi bygd opp hver nye rekke ved hjelp av den forrige.

• • • • •

Rekke 1: 1 utfall Rekke 2: 2 utfall Rekke 3: 4 utfall Rekke 4: 8 utfall Rekke 5: 16 utfall

Sannsynlighetsfordelingene i prosent for hver rekke uttrykkes da ved Pascals normerte trekant: • • • • •

Rekke 1: Rekke 2: Rekke 3: Rekke 4: Rekke 5:

100

50

50 25 50 25 12.5 37.5 37.5 12.5 6.25 25 37.5 25 6.25

Her har vi normerte sannsynligheter, som betyr at hver rekke summerer seg opp til 100%. Det finnes også en enkel regneregel for å sette opp denne normerte utgaven av Pascals trekant: Det ytterste tallet er alltid halvparten av det forrige ytterste tallet. Hvert av de andre tallene er halvparten av summen av de to nærmeste tallene rett ovenfor. La oss igjen se på rekke 1 i den normerte Pascals trekant: (25%, 50%, 25%). Som nevnt viser den at ett barn vil få arvesammensetningen AA med 25% sannsynlighet. Tenk om dette skjer? Da vil anlegget for blå øyenfarge (som begge hadde) forsvinne fra etterslekten til disse to foreldrene. På den annen side er det 25% sannsynlighet for at dette ene barnet får arvesammensetningen bb, og da er det anlegget for brune øyne som forsvinner fra etterslekten. Dette ser unektelig litt pussig ut, at de brune øynene som begge foreldrene hadde, ikke vil bli ført videre. Men den genetiske drift er veldig sterk når det bare er én etterkommer. På individnivå kan vi altså beregne den genetiske drift eksakt når det gjelder sannsynligheter. Men hva som faktisk skjer, er like tilfeldig som myntkast. La oss si at kron betyr A og mynt betyr B. [OBS at “plat og krone” altså på norsk hedder “mynt og kron”, red.] Da vil to myntkast etter hverandre være et konkret utfall, som representerer det ene barnets øyenfarge. Det er 25% sannsynlighet for to kron (AA), 50% sannsynlighet for en kron og en mynt (Ab eller bA, som teller likt), og 25% sannsynlighet for to mynt (bb). Vi ser at Pascals normerte trekant faktisk forteller oss den totale sannsynlighetsfordelingen for utfallene av myntkast, når vi ikke bryr oss om hvilken rekkefølge utfallene hadde. I parentes setter jeg opp antallet kron i hvert tilfelle:

De to første rekkene i Pascals trekant er uinteressante for vår problemstilling. Det er den tredje rekken (1,2,1) som er viktig nå. Den beskriver sannsynlighetsfordelingen for det første barnets arveanlegg. Men her må vi dividere med antall mulige? utfall (1+2+1=4) for å få sannsynlighetene. Sannsynlighetene er altså (1/4,1/2,1/2). Summen av utfall i Pascals trekant er som følger:

12

august 2011

• • • • •

Rekke 1: Rekke 2: Rekke 3: Rekke 4: Rekke 5:

Null myntkast Ett myntkast To myntkast Tre myntkast Fire myntkast

100% 50% (1 kron) 50% (0 kron) 25% (2) 50% (1) 25% (0) 12.5% (3) 37.5% (2) 37.5% (1) 12.5% (0) 6.25% (4) 25% (3) 37.5% (2) 25% (1) 6.25% (0)

Hva er genetisk drift?

ORIGO Vi kan ut fra Pascals normerte trekant også finne ut sannsynlighetsfordelingen for øyenfargene dersom dette nevte ekteparet får to barn. Da må vi foreta fire myntkast og gå til rekke 5 i Pascals trekant. Faren for at enten blå eller brune øyne forsvinner fra etterslektens arveanlegg, blir da mye mindre. Vi kan lese følgende sannsynligheter ut av rekke 5 i Pascals normerte trekant • 6.25% sannsynlighet for arveanleggene AAAA for de to barna sett under ett • 25% sannsynlighet for arveanleggene AAAb for de to barna sett under ett • 37.5% sannsynlighet for arveanleggene AAbb for de to barna sett under ett • 25% sannsynlighet for arveanleggene Abbb for de to barna sett under ett • 6.25% sannsynlighet for arveanleggene bbbb for de to barna sett under ett Denne sannsynlighetsregningen har en begrensning: Den betrakter de to barna under ett, som en gruppe. Den forteller oss altså ikke hvordan de to arveanleggene A og b fordeler seg på de to barna. Dette slår ut på den midterste rekken, fordi det er to forskjellige måter kombinasjonen AAbb kan dannes på: Enten at det ene barnet har arvesammensetningen AA og det andre bb. Eller at begge barna er av typen Ab, akkurat som foreldrene. Jeg vil ikke gå inn på sannsynlighetsregningen videre for dette tilfellet, men bare oppgi resultatet, gitt at de barna til sammen har arveanleggene AAbb til å fordele mellom seg: Det er 2/3 sannsynlighet for at begge barna blir identiske med foreldrene (Ab + Ab), og 1/3 sannsynlighet for at barna får rendyrkede anlegg for enten brune eller blå øyne (AA + bb). De andre rekkene i Pascals normerte trekant har ikke denne flertydigheten. Dermed kan vi sette opp den endelige sannsynlighetsfordelingen for øyenfargene til to barn med foreldre av typen Ab + Ab: • • • • • •

6.25% sannsynlighet for at de to barna er AA + AA 25% sannsynlighet for at de to barna er AA + Ab 25% sannsynlighet for at de to barna er Ab + Ab 12.5% sannsynlighet for at de to barna er AA + bb 25% sannsynlighet for at de to barna er Ab + bb 6.25% sannsynlighet for at de to barna er bb + bb

Det er den midterste tallverdien (37.5%) i Pascals normerte trekant som vi her har tatt og delt opp i to på grunn av flertydigheten. De andre verdiene er entydige, og er beholdt som de er. Vi kan trekke noen flere konklusjoner ut av dette. Som nevnt er det 25% sannsynlighet for at barna blir identiske med foreldrene med hensyn til arvesammensetning for øyenfarge. Det er 50% sannsynlighet for at bare ett av barna blir identisk med foreldrene. Så er det 25% sannsynlighet for at ingen av barna blir identiske med foreldrene med hensyn til øyenfarge. Alle disse mulighetene er høyst realistiske. Men faren for at enten blå eller brune øyne går tapt for etterslekten, har falt fra 25% sannsynlighet for ett barn og til 6.25% for to barn. Dette er den mest dramatiske egenskapen med genetisk drift – at egenskaper går tapt for alltid ved ren tilfeldighet til tross for at de kanskje kunne være gunstige Hva er genetisk drift?

eller i alle fall ønskelige for mangfoldets skyld. Vi ser at denne farlige genetiske driften avtar raskt når antall barn øker. 5. Kollektiv genetisk drift Vi har her tatt for oss genetisk drift for et gitt foreldrepar, og for et svært lite antall barn. Dette er gjort for å illustrere selve begrepet genetisk drift. Vi har ikke tatt hensyn til seleksjon i det hele tatt. Det er tatt for gitt at begge anleggene for øyenfargene gir samme sannsynlighet for at barnet skal utvikle seg og vokse opp. Vi har sett på individuell genetisk drift. Populasjonsgenetikken handler i stor grad om kollektiv genetisk drift for hele populasjoner. Her må vi komme inn med nye antagelser. Den viktigste antagelsen i standardpopulasjonsgenetikk er tilfeldig formering, som heldigvis ikke er realistisk for mennesker. I populasjonsgenetikk for populasjoner må vi også ta hensyn til om formeringen er kjønnet eller ukjønnet. Dette trengte vi ikke å gjøre her, hvor vi så på den individuelle genetiske drift fra ett foreldrepar. Det mest grunnleggende matematiske resultatet i populasjonsgenetikk er Hardy-Weinberg-likevekten. Den forteller hvordan fordelingen av arvesammensetning blir i en tilnærmet uendelig populasjon, forutsatt at formeringen er tilfeldig, og at vi ikke har hverken mutasjoner eller seleksjon. Dersom alle foreldrene var lik disse to vi nevnte (Ab), ville dette gi en Hardy-Weinberg-likevekt hvor 25% av neste generasjon var av typen AA, 50% av typen Ab, og 25% av typen bb. Så ville denne likevekten holde seg uforandret videre så lenge populasjonen kan regnes som uendelig stor. I en effektivt uendelig populasjon vil vi ikke ha genetisk drift i det hele tatt. Derimot vil både mutasjoner og seleksjon være viktige uansett hvor stor populasjonen er. Mutasjoner med en gitt rate blir på en måte viktigere og viktigere jo større populasjonen er. I store populasjoner uten noen særlig seleksjon vil selv en liten mutasjonsrate kunne være viktigere enn genetisk drift når det gjelder å forandre populasjonens sammensetning. Disse to tilfeldige prosessene slår ulikt ut for ulike populasjonsstørrelser. Men ingen av dem bringer inn ny informasjon. Kollektiv genetisk drift i små og mellomstore populasjoner beskrives best ved Markov-kjeder, hvor den eksakte stokastiske prosessen følges ved hjelp av vektorer som gir populasjonssammensetningen. Overgangsmatriser som forteller hvordan disse vektorene endrer seg fra generasjon til generasjon. Genetisk drift i store populasjoner uten seleksjon og mutasjoner kan beskrives godt ved hjelp av japaneren Motoo Kimuras diffusjonsteori fra 1950-tallet. For mellomstore populasjoner gir resultatene for Markov-kjeder og diffusjonsteori en gjensidig sjekk. Kimuras matematiske løsninger er fortsatt blant de få eksakte løsningene som er publisert med diffusjonstilnærmelsen for genetisk drift. Det er fortsatt store utfordringer når det gjelder å lage diffusjonsteorier som tar hensyn til både mutasjoner og seleksjon. n

skabelse.dk

13

Origo

Lyd Af Arne Kiilerich

Det rene pip Når jeg vågner om morgenen og åbner mit vindue, er det til den blandede fornøjelse af både motorstøj og fuglesang. Blandt fuglestemmerne er jeg i stand til at udskille bogfinkens karakteristiske »det, det, det kan jeg si’ li’ så tit det ska’ vær’«. Jeg kan også høre forskel på en motorcykel og en personbil. Men ak! I virkeligheden hører jeg kun én samtidig lyd. De nuancer jeg synes at opfange, må tilskrives min hjernes rekonstruktion og fortolkning. Hvad er lyd? Lyd er trykvariationer. Det menneskelige øre er indrettet til bedst at opfatte trykvariationer i atmosfærisk luft. Så lyd har altså en naturlig, fysisk forklaring. Og forklaringen har noget med disse trykvariationer at gøre – i et tidsperspektiv. Spørger man: – Hvor høj er lyden? må man bevæge sig ind i to slags svar. “Høj” kan nemlig betyde både lydstyrke og tonehøjde. Taler vi fysik og vil beskrive lydstyrke, taler vi om amplitude. Taler vi om tonehøjde er det begrebet frekvens vi skal have fat i. Lyd måles/afbildes altså i frekvens og amplitude.

sagen kort Når man kikker nærmere på den måde mennesket er indrettet, kan man ikke blive andet end begejstret. Tag fx vores sanser. Det er et fascinerende studium at dykke ned i deres funktion. Følg med her i et studium af en af vore sanser; en sans uden hvilken vores liv ville være en hel del fattigere … Øjet har fået en fortjent stor plads i evolutionsdebatten. Men øret er mindst ligeså interessant i den sammenhæng. Ørets mekanik ser ud som om det er designet af Storm P. – OG alligevel virker det. Det måske mest fascinerende ved høresansen er vi med den har evnen til at skelne imellem forskellige frekvenser. Denne evne har været genstand for videnskabelig forskning i mere end 100 år uden at mysterierne er endeligt afklaret. Men jo klogere vi bliver, desto mindre fornuftig lyder forklaringen med tilfældighedernes spil på evolutionsrouletten. Vores evne til at skelne imellem forskellige instrumenter som spiller den samme grundtone, er endnu mere fascinerende. Ikke mindst når man tænker på at det hele vælter ind ad øregangen samtidigt. Alle lyde smelter momentant sammen til kun ét samlet tryk på trommehinden, og disse lyde kan kun skelnes fra hinanden ved en gigantisk datakraft som må tilskrives en programmering i hjernen. Og hvor er det lige den programmering kommer fra? Uanset hvad, er den nødvendig for at få fuldt udbytte af musik. Men er musikken givet os af den blinde evolution? Og øret med al sin fascinerende kompleksitet? Denne artikel leverer en del tekniske data vedr. øret og hørelsen. Læseren kan plukke i teksten efter forgodtbefindende, men anbefales at gøre det med ét spørgsmål i baghovedet: – Er dette et værk af en genial designer, eller er det produktet af millioner af års blind evolutionær famlen? Det behøver man ikke være professor i kernefysik for at kunne give et bud på. Det kan enhver – med de rette informationer – være med til at bedømme.

Lyd der udbreder sig som kugleskaller af trykvariationer. Foto: Dreamstime

En “ren” tone som vi i praksis aldrig hører. Illu: Niels Grove Sørensen

Frekvens måles i hertz [Hz]. Man kan også kalde det svingninger pr. sekund, og vi taler om bølgelængden. Amplituden er størrelsen på udsvinget (bølgehøjden) og fortæller noget om lydtrykkets størrelse. Lyd kan måles på flere forskellige måder. De fleste kender nok måleenheden decibel [dB] for lydtrykniveau, men man måler også intensitet, lydtryk, lydeffektniveau, lydhastighed, lydenergitæthed, osv. Der er desuden måleenheder for (subjektiv) hørestyrke [Phon] og lydindtryk [Son]. Det hele er lidt kompliceret fordi øret ikke opfatter lyden lineært i forhold til det afgivne lydtryk. Det menneskelige øre er designet til at opfange trykbølger. Disse trykbølger udbredes i luft og vi

14

august 2011

Lyd

ORIGO opfatter dem som lyd i frekvensområdet mellem 50 Hz og 20.000 Hz. Altså lyd i området fra 50 svingninger pr. sekund til 20 000 svingninger pr. sekund. Har du været udsat for en høreprøve, har du oplevet toner der ligger i dette frekvensområde. Vi kan opfatte toner helt ned til 20 Hz. Dog ikke direkte. Disse toner skabes som en illusion i hjernen på baggrund af hørbare overtoner (mere om dette herunder). Hørelsen er mest følsom i frekvensområdet 1000 Hz til 4000 Hz. Forstærkere har gerne en “loudnesfunktion” som løfter baslydene ved lav lydstyrke for at kompensere for ørets ringe følsomhed over for lave frekvenser ved lille lydeffekt. Lydtryk er forskellen imellem øjeblikkeligt tryk og statisk (vedvarende) tryk og hørbart for os ned til 20 mikroNewton/ m2 (1[N] ~ 100 gram), og vi kan skelne frekvensændringer ned til ½ - 1 Hz. Desuden kan forsinkelse af lyden på brøkdele af et millisekund fra det ene øre til det andet sætte os i stand til at retningsbestemme lyden. Ørets arkitektur Vi skelner imellem det ydre øre (en tragt), mellemøret og det indre øre. Det ydre øre og mellemøret er adskilt af en membran – trommehinden med en diameter på ca. 9 mm og en tykkelse på ca. 0,1 mm. Fordi det statiske lufttryk varierer (pga. højde, klima m.v.) er det nødvendigt med en indretning som automatisk kalibreres. Det eustachiske rør som forbinder næsehulen med mellemørets hulrum, sørger for at det statiske tyk (stort set) er ens på begges sider af mellemøret, uanset om vi befinder os ved jordoverfladen eller på toppen af Mt. Everest. Er man godt forkølet, og det eustachiske rør derfor er tilstoppet, kan man få stærke øresmerter på en flyvetur. En højdemåler i en flyver har ikke denne luksusindretning. Hvis højdemåleren er indstillet i forhold til lufttrykket ved afgangen, er det ikke givet at den angiver den korrekte højde ved destinationen. Mindre fly er forulykket i usigtbart vejr fordi højdemåleren har løjet om højden.

Hvordan høre? For at trykvariationerne skal kunne videreføres i et bredspektret lydbillede til det indre øre, skal de reguleres til udsving som hverken er for kraftige eller for svage til ørets indre receptorer. I mellemøret findes en mekanisk forbindelse til det indre øre som blandt andet er med til at sørge for denne regulering. Den består af legemets tre mindste knogler: Hammeren, ambolten og stigbøjlen. Stigbøjlen er kun 3 mm lang og vejer 3 mg. De tre knogler udgør tilsammen et vægtstangssystem som reguleres af små muskler. På den måde kan lydtrykket afpasses til det indre øre. Vægtstangsvirkningen og arealforskellen imellem trommehinden og det ovale vindue bevirker at trykket på det indre øre kan forstærkes 15 gange. Forplantningen af lyden til det indre øre kan også begrænses ved udvekslingen i de små knogler. Alene forventningen om en høj lyd kan ændre gearingen i systemet, således at det indre øre bliver mindre udsat. Hammerens fiksering på trommehinden er desuden med til at dæmpe trommehindens svingninger, for den har en tendens til al løbe løbsk ved frekvenser over 3000 hz. Vandreknogler Krybdyr har en fast mekanisk forbindelse imellem det indre og det ydre øre og mangler således to knogler i øret – set i forhold til pattedyr. Til gengæld har pattedyr kun én knogle i underkæben hvor krybdyr har flere knogler. Ifølge darwinistisk litteratur (dvs. næsten al speciallitteratur) er der i tidsrummet omkring Juratiden (og tidligere) sket det at dele af krybdyrets kæbe er vandret længere og længere tilbage. Derved er de havnet i øret hvor de delvist har fortrængt den eksisterende knogle. Samtidig er de på forunderlig vis blevet omformet til denne mekaniske og avancerede ophængte tredeling i mellemøret som ses på næste illustration. De beslutsomme knogler i underkæben har endog krydset kæbeleddet uden at krybdyret har fået dem galt i halsen.

1. Øregang 2. Hammeren 3. Ambolten 4. Stigbøjlen 5. Balanceorganet 6. Sneglen 7. Det eustachiske rør 8. Hørenerven

Illu: Niels Grove Sørensen

Lyd

skabelse.dk

15

Origo Den nye mekanisme er en særdeles kompleks indretning med en meget speciel geometri på alle tre knogler, med muskelophæng, med nerveforbindelser og software i hjernen. Mon ikke denne indretning ville have været genstand for den naturlige udvælgelses kassation millioner af gange inden den fandt sin plads i stedet for den velfungerende faste forbindelse! Hele scenariet kan vel sammenlignes med en drivaksel som spontant er blevet til et trinløst automatgear i bilfabrikkens samlebåndsproduktion: Industrirobotterne er pludselig uden at være omprogrammeret af en intelligens (her: bilingeniøren) begyndt at forsyne den gammelkendte Ford T med automatgear. Nå ja, og så er industrirobotterne også opstået af sig selv – ud af det rene ingenting – hvilket omskrives med metaforer som “et evolutionært forløb”, “et selektionspres” eller ved “selviske geners” viljesagt. Godt og gammelt På darwinistiske hjemmesider kan man finde forskellige illustrationer af hvordan man forestiller sig knoglernes bevægelser igennem millioner af år i forskellige uddøde krybdyr. De fleste af – om ikke alle – disse skemaer må siges at være falsificeret af fund i dette århundrede som har vist at pattedyrene har levet samtidigt med krybdyrene i Juratiden. I et fund fra Kina af en lille mus, Hadrocodium, (dateret til 195 millioner år, dvs. tidlig Jura) er øreknoglerne helt separeret, hvilket er et tydeligt kendetegn for et moderne pattedyrs øre. Det fuldt udviklede pattedyr-øre rykker med nye fund længere og længere tilbage i tiden. Den mest nærliggende forklaring på dette er at pattedyr

aldrig har været krybdyr! Et andet drilagtigt spørgsmål er følgende: Hvorfor er moderne krybdyr stadig udstyret med det primitive øre med den stive forbindelse? Selv efter hundreder af millioner års formodet forbedring af det frekvensbegrænsede gamle øre? Det indre øre Det indre øre ligger godt beskyttet bag tindingebenet der består af tæt knoglevæv. Det snegleformede hulrum “Cochlea” er snoet 2 5/8 omgange og har et volumen på ca. 100 mm3. Sneglen er væskefyldt. Den er i hele længden opdelt af en benkam og en membran (basilar-membranen) der deler sneglen i to dele. Sneglen har på den ene side af basilarmembranen er tynd membran (det runde vindue) som tjener til trykudligning, og er på den anden side dækket af stigbøjlens fodplade (det ovale vindue). “Det cortiske Organ” er placeret på langs igennem sneglen på basilarmembranen. Ca. 16.000 hårceller er anbragt i 4 rækker langs basilarmembranen. Fra hårcellerne føres nervetråde til hørenerven (25-30.000 nervetråde). En membranforskydning i sneglen bøjer hårcellerne ved lydpåvirkning hvilket udløser elektriske impulser i de seriekoblede nerver. Omsætningen til elektricitet i nervecellerne er drevet af natrium/kalium-pumpen. Kort fortalt kan bevægelsen fra hårcellerne ændre lokale koncentrationerne af Na+/K+-ioner kortvarigt, men så meget at der opstår en spændingsimpuls på ca. 100 mV i ét millisekund.

Muskel: Tensor Tympani

Hammer

Ambolt

Muskel: Stapedius

Trommehinde

Øregang

Indgang til sneglen

Stigbøjle

Illu: Niels Grove Sørensen

16

august 2011

Lyd

ORIGO Hårceller som sidder placeret på en membran i sneglen. Foto: Dreamstime

lave frekvenser længst fremme i sneglen og et maksimum for høje frekvenser i begyndelsen af sneglen tættest mod det ovale vindue (se illustration). Dette betyder at en skelnen imellem forskellige frekvenser allerede opstår i den mekaniske del af øret. Men, da svingningsamplituderne er forsvindende små, og indhylningskurvens maksimum er meget bredt, kan dette alene ikke forklare en skelnen imellem frekvensændringer på få hertz, og slet ikke under påvirkning af et mylder af forskellige toner og overtoner.

Lyd-separation Det har i tidligere forskning forekommet problematisk at én nervetråd højst kan transmittere et signal på maksimalt ca. 500 Hz. Man mener at øret løser problemet med en kobling af flere nervetråde, således at de høje toner også opfattes i hjernens hørecentre. Hvis ikke, vil det være uhyre vanskeligt at redegøre for hørelsens frekvens-selektivitet. Så tidligt som i 1920’erne startede G. Von Békésy en systematisk undersøgelse af basilarmembranens bevægelse igennem sneglen. Ved at tegne en “indhylningskurve” hen over basilarmembranens maksimale udsving viste der sig et maksimum for

Lydnerver? Indtil videre er den generelle opfattelse at nerverne sender et elektrisk signal til hjernen, men der er nye teorier fremme som handler om at nervesignaler i stedet er lydbølger – uagtet at man kan måle det elektriske potential1. Hvis nervesignaler er lydbølger, skal de medicinske lærebøger omskrives og dette vil formentlig påvirke vores forståelse af ørets forbindelse til hjernen. Når lyden når hjernen, bliver det først rigtigt kompliceret. Så længe hjernen skal forholde sig til eksempelvis lyden fra kun ét instrument, kan det lyde enkelt. Men når flere forskellige lydkilder smelter sammen i ét lydtryk, skal der et gigantisk computerarbejde til for at holde lydene adskilt. At vi overhovedet kan kende forskel på samme tone spillet af forskellige instrumenter, skyldes blandingen af overtoner som kan variere i styrke. Vi skelner med lethed forskellige personers stemmer fra hinanden uagtet deres grundtone ligger på samme frekvens.

Længdesnit i sneglen (stiliseret illustration) som viser at basilarmembranen svinger voldsomt ud ved 2 – 4 KHz. Illu: Niels Grove Sørensen

Hvad si´r du? En mandstemmes grundtone ligger på ca. 100 Hz. En telefon transmitterer ikke toner under 400 Hz. De fleste mobiler ikke under 800 Hz. Alligevel lyder det i telefonen ikke som om manden i den anden ende synger falset. Vores hjerner genskaber grundtonen ved hjælp af overtonerne selvom den ikke høres. Forsøg har vist at en drastisk beskæring af basgengivelsen ikke forringer taleforståeligheden meget. Fjernes alle toner under 1000 Hz, forringes forståeligheden kun med ca. 15 %. Fjernes toner over 1000 Hz, forringes forståeligheden derimod med ca. 60 %.

ORDforklaring infinitesimal – begrebet bruges til at beskrive en genstand der er så lille at den hverken kan ses eller måles

Kun én lyd Der kan forekomme et utal af lydkilder, men alle smelter sammen til ét lydtryk foran trommehinden. Lyden fra et helt symfoniorkester kan afspilles fra en rille i en vinylplade – men pickuppen kan kun befinde sig ét sted ad gangen. Højttalermembranen kan kun befinde sig ét sted ad gangen, og trommehinden kan kun befinde sig ét sted ad gangen. Til hver infinitesimal tidsenhed (tidskvant om du vil – lad os bare kalde det for “et øjeblik”) hører der således kun ét lufttryk, én position på hammeren, ambolten og stigbøjlen osv. Den lydblanding Lyd

skabelse.dk

17

Origo der opstår over nogle millisekunder, skal afkodes af hjernen så den får genskabt et nuanceret lydbillede. Man kan sammenligne fænomenet med transmission af mange telefonsamtaler i samme telefonledning. Fra fastnettelefoner går der ikke separate ledninger fra telefon til telefon. Der er langt færre ledninger. Samtalerne transmitteres på en bærebølge af en høj frekvens som i modtagercentralen udskilles og afkodes til den oprindelige frekvens. I ét lyslederkabel kan man på den måde transmittere op til 11 millioner samtaler – samtidigt – altså på bærebølger af forskellig frekvens. Samtalerne kodes og afkodes, moduleres og demoduleres til og fra bærebølgen som har en fast frekvens. Darwinistisk propaganda transmitteres fx på en ca. 200-800 kHz bærebølge – nemlig i form af et tv-signal. Tone over tone De forskellige lyde som høresansen skal forstå, modtages “oven i hinanden”, og de er ikke opdelt på forud definerede og faste bærebølger. Lyden kommer heller ikke frem til vores hjerner med et skilt som fortæller at “dette er en grundtone” og “dette er en overtone”. Dog er der en matematisk sammenhæng imellem grundtone og overtoner: En ren tone kan beskrives som en sinuskurve (der grafisk er fremstillet ved illustration 1). I praksis knytter der sig altid en række overtoner til grundtonen. Overtonerne optræder med matematisk præcision som såkaldt harmonisk forvrængning af kurveformen med periodelængden L, og kan udtrykkes som summen af en række cosinus- og sinusled. En såkaldt Fourier-række:

Rækker af overtoner 1/1, ½, 1/3, ¼ osv. Illu: Niels Grove Sørensen

18

august 2011

Grundtonen er bestemt af koefficienterne a₁ og b₁. De resterende (teoretisk uendelige) led er alle overtoner. Dvs. at hvis man kan finde og sortere overtonerne, kan grundtonen findes ad matematisk vej. Dette hjælper til at forstå at den manglende stemme i telefonen kan rekonstrueres. Det forklarer blot ikke hvordan hjernen finder de forskellige overtoner i det blandede lydbillede.

Grundtone med 2 overtoner inden for samme tidsinterval Foto: Dreamstime

Den der har øre … En dygtig musiker vil kunne skrive noderne til de forskellige instrumenter i et kammerorkester eller et rockorkester ved blot at lytte til musikken, selvom instrumenterne spiller samtidigt, men der er endnu ikke et computerprogram på markedet der kan gøre noget tilsvarende. Naturligvis kender musikeren på forhånd de enkelte instrumenters lyde. Ellers ville opgaven være umulig. En kok kan på analog vis smage sig frem til de forskellige ingredienser i en færdig ret. I et lydstudie blandes instrumenterne til én lyd i mikserpulten. Når musikken er blandet, er der ingen vej tilbage. Mikseren kan ikke sættes i bakgear. Et nyt forsøg (re-mix) kan kun foretages på baggrund af de oprindelige lydspor som naturligvis også er gemt. En stor del af hjernens computerarbejde består i at adskillelse af mixede lydbilleder. Dette sker ved et utal af matematiske analyser på elektronstrømmen i hørenerverne. Det hele ville formentlig være nemmere at forstå hvis vi kunne få en udskrift af hjernens software. En software som af evolutionister påstås at være udviklet igennem millioner eller milliarder af år. En sådan gradvis udvikling er normalt ikke en fordel for et computerprogram. Mange store administrative softwaresystemer lider af lapperier i form af talløse tillægsmoduler til en kode som ville være bedst tjent med at blive fuldstændigt omprogrammeret – hvilket desværre ofte bliver for bekosteligt. Da vi ikke har kortlagt hjernens algoritmer, bliver ideer om programmeringens udvikling rent gætværk, men umiddelbart forekommer det at være et system der er for komplekst til en udviklingshistorie baseret på små gradvise lapperier. Man må uundgåeligt stille sig selv spørgsmålet om ikke det hele er gennemtænkt fra begyndelsen som et samlet system af mekanik, kemi og databehandling. Det virker – efterhånden som vores viden forøges fra dag til dag – som den mest fornuftige forklaring!

Lyd

ORIGO

Grundtone og overtoner i en “skøn sammenblanding” som et mere realistisk billede af det som bombarderer trommehinden. Foto: Dreamstime

Sød musik Jeg kan identificere fuglestemmen om morgenen midt i et virvar af lyde som på samme tid finder vej til mine trommehinder. Hørelsen kan ved en gigantisk datakraft finde en nål i en høstak. Vel at mærke ved at sortere alle strå efter længde og tykkelse (frekvens og amplitude) – på trods af at det hele kommer ind i én sammenhængende komprimeret høballe. Det hele kan kun lade sig gøre hvis “nålen” på forhånd er et kendt objekt – og øret er færdigudviklet. For ideen om hørelsens spontane tilblivelse ved den blinde evolutions famlen tegner der sig et noget andet billede. For dette scenario gælder at den forventede hørelse end ikke véd hvad den leder efter, og skal uden en ordreseddel opfinde sit eget formål. Hørelsen er mere end formålstjenlig. Ikke blot til at finde føde eller undgå at blive ædt. Den giver os adgang til en fantastisk verden af musik som må siges at være et luksusfænomen i forhold til den rene “survival”. Glæden ved musik er formentlig ikke opstået ved at vi har rendt rundt og slået hinanden oven i hovedet med køller. Den er givet os som en gave til forstå en skønhed som rækker ud over den nøgne eksistens, og som er særdeles vanskelig at forklare på basis af en rent materiel evolutionistisk filosofi. n Note

Mixerpult. Foto: Dreamstime

1. http://membranes.nbi.dk/press/2008_IllustreretVidenskab_B.pdf

Lyd

skabelse.dk

19

Anmeldelse

Origo

Origo kan nu afsløre årsagen til at Neandertaleren er uddød. Måske er vi, Homo sapiens, ved at ryge samme vej i det vi kan betegne som en

Genetisk nedsmeltning K. Aa. Back

Homo sapiens sapiens er den videnskabelige betegnelse for nutidsmennesket. Homo sapiens neandertalis skulle så være betegnelsen for en anden art. Se dog under art. Eurasien er den geografiske betegnelse for det sammenhængende kontinent Europa + Asien. Genom – en arts samlede DNA-materiale i alle dens varierende former Art – Den mest anvendte artsdefinition lyder sådan: To individer tilhører samme art hvis de kan få fertilt afkom. Eller sagt “på menneskesprog”: To individer der kan få børnebørn, tilhører samme art. Eksempel fra dyreverdenen: En hest og et æsel kan normalt ikke få fertilt afkom: Muldyret eller mulæslet er ikke fertilt (det kan ikke få føl). Altså regner man hest og æsel for to forskellige arter. Grundtype – I en nyttig udvidelse af artsbegrebet taler man om grundtyper. Grundtypen ligger en tak “højere” end arten, så alle individer der kan få afkom (mere eller mindre kunstigt) defineres som tilhørende samme grundtype. – Hest og æsel tilhører således samme grundtype. Det samme gør alle andefugle, alle kattedyr og alle afarter af hunde-ulve-stammen.

Et videre perspektiv Neandertalerens genom er ved at være kortlagt. Og dermed står to ting allerede lysende klart: 1) Vi er i familie med neandertaleren, ja, sapiens (= os) tilhører samme art som neandertaleren (= vi har fået børn med hinanden)! 2) Forskellen mellem sapiens og neandertaler viser sig i skader (mutationer) på arvemassen. Vi kan derfor slå fast at neandertaleren for adskillige år siden er gået ind i den negative spiral nutidsmennesket i dag måske også er på vej ind i. Og denne nedadgående spiral hedder en genetisk degenerering der resulterer i en mutationsnedsmeltning. Eller sagt på en anden måde: Skaderne på vores DNA samles op (akkumuleres) i et sådant omfang at det er ved at blive livsfarligt for arten Homo sapiens. De første tegn på denne udvikling ses måske allerede i den tiltagende vanskelighed folk har ved at få børn: Fertiliteten daler kraftigt fra generation til generation. Man har tidligere beregnet faldet til 1-2 % per generation, men med programmerne for kunstig befrugtning (IV-fertilitetsprogrammer) må vi antage at denne degenerering er øget kraftigt inden for den seneste generation. Som en har formuleret det: “For første gang i menneskehedens historie har vi gjort ufrugtbarheden arvelig!” – Og set i sammenhæng med det faktum at et stort antal sunde og raske børn hvert år slås ihjel i henhold til “den frie abort”, har vi tiltrådt en dødsensfarlig spiralvej nedad mod vores egen undergang.

20

august 2011

sagen kort

I denne første del af en anmeldelse af Illustreret Videnskabs tema “Historien om mennesket” (IlluVid 1/2011) ser vi på en interessant oplysning bladet kommer med, nemlig at neandertalerens genom er ved at være kortlagt. 3 knogler fra Vindijahulen i Kroatien ligger til grund for denne kortlægning af neandertalerens DNA. Lad det være sagt straks: IlluVids darwinistiske tolkning er præget af vanetænkning + en gang sludder (i forhold til hvad forskningsresultaterne kan bære!). Man forestiller sig at to forskellige arter, neandertaler + sapiens, har fået børn med hinanden, og derfor ligger der en rest neandertaler-DNA i genomet for sapiens fra Eurasien. Samtidigt konstaterer man at forskerne ikke har noget bud på hvorfor neandertaleren er uddød. Ja, IlluVid kommer så med den fantasifulde forklaring at “et kreativt kvantespring” hos sapiens har været den afgørende forskel. Her måtte lidt nytænkning måske være på sin plads: Hvis krydsning mellem neandertaler og sapiens har fundet sted, er Origos tidligere fremsatte påstand om at “de to menneskearter” er én art, jo rigtig. (IlluVid kalder dem stadig to arter selvom artsdefinitionen m. fertilt afkom netop definerer dem som én og samme art.) Derfor er der ikke i mødet mellem sapiens og neandertaler tale om en sammensmeltning af to arter, men at en opsplitning af grundtypen “menneske” har fundet sted! Endelig kan Origo nu præsentere en forklaring på neandertalerens uddøen: Nemlig “genetisk nedsmeltning”. Neandertaleren er blevet udsat for en genetisk svækkelse i forhold til sapiens-linjen, og derfor er den uddød. I sin nyudgivne bog The Image of God (Helsinki 2010) præsenterer den finske læge Pekka Reinikainen en uhyggelig nøjagtig gennemgang af menneskets anatomi. I sit sidste kapitel skriver han om den genetiske nedsmeltning der truer menneskeheden (p.354). Genetikere har i årtier være bekymrede for den virkning mutationer har for menneskeheden. Af de 30.000 sygdomme vi lider af, véd vi i dag at mindst 7.000 skyldes mutationer. Mutationsraten i vores kønsceller er mindst 100 nukleotidombytninger per person per generation. Denne opdagelse har vidtrækkende implikationer. […]

Altså, konsekvensen af denne mutationsophobning i vores kønsceller er der ikke rigtigt nogen der regner med. Men måske handler begrebet “ældrebyrden” om pebernødder i sammenligning … Hver gang vi tror “det evige liv” lige er inden for medicinsk rækkevidde, dukker der lige et par faktorer op man lige har overset … Genetisk nedsmeltning

ORIGO

Løgn og statistik Undertiden dukker der sager om videnskabelig uredelighed op i medierne. De har ofte noget at gøre med at det statistiske materiale som forskeren har benyttet sig af, ikke holder (at antallet af rotteforsøg har været for lille), og at han burde vide at det forholder sig sådan. Den slags tager Bedømmelsesudvalget for Videnskabelig Uredelighed sig af. Måske burde der også være et bedømmelsesudvalg for populærvidenskabelig uredelighed. En sådant udvalgt kunne passende tage sig af Illustreret Videnskabs “tema” (IlluVid 1/2011) som bladet kalder Historien om mennesket. Statistisk belæg kræver over 1.000 observationer. Hvilke “overgangs-arter” på menneskelinjen er repræsenteret ved blot tilnærmelsesvis så mange fund? Peter K. A. Jensen (Menneskets Oprindelse og Udvikling) anfører 15 fund for arten Homo erectus (og kun hvis ergaster regnes med som samme art). Dvs. man trækker i fortællingen om menneskets evolution eventyrligt store veksler på et utroligt tyndt materiale. Ja, i mange tilfælde har hvert nyt fund ført til en påstand om at vi her står med en helt ny art. Og nu vi taler om nye arter, vil det tænksomme spørgsmål i denne sammenhæng være: – Hvordan kan man afgøre om to Genetisk nedsmeltning

fossiler er af samme eller forskellig art når man ikke kan afgøre om de har kunnet få afkom sammen? Det sidste kan jo alene fastslås om man har DNA-materiale til rådighed fra fundene. Så har man ikke et genom at henvise til, må det statistiske materiale for de anatomiske træk være enormt. Mindst 1.000 eksemplarer af hver art. Og der slår fossilerne slet ikke til. Der er fundet i tonsvis af dino-fossiler. De påstående overgangsformer til mennesket kan nok som bekendt rummes i et par arkivskabe. Det spændende er så om vi med andre fund (som fx Homo erectus) kan være lige så heldige som vi nu har været med neandertaleren hvor vi altså står med et brugbart arvemateriale. (Jf. evt. min redegørelse om hvordan Javamanden er blevet forfremmet fra pithecantropus til homo-linjen uden nogen form for yderligere fund. http://www.skabelse.dk/ artikler/pdf/854.pdf ) Rationel forklaring? Et er så at vi med de fundne fossiler står med et yderst tyndt grundlag der åbenbart står åbent for vide fortolkninger, men hvad med mekanismen? Den mekanisme som kan forvandle én art til en anden? skabelse.dk

21

Origo Forestillingen går på at en mutation opstår i en abe/ menneske-forfar. En positiv mutation der bærer i retning af det moderne menneske, Homo sapiens. (Men OBS lige her: Alt sker helt tilfældigt, uden mål og med!) Derpå skal der indfinde sig endnu en mutation – og endnu en – og en til. Ja, der skal faktisk utallige positive mutationer til før en sådan stamform vil kunne få et menneske til at træde frem på scenen. Og hvor mange positive mutationer er det så lige man kan henvise til? 1.000? 100? Nogen overhovedet? Her kniber det tilsyneladende igen med det statistiske materiale. Statistikken peger nemlig i entydig negativ retning. I føromtalte bog af Pekka Reinikainen anføres hvad der skal til for at et væsen kan være “forsynet med oprejst gang”. Han skriver om: Walking on two legs Eller gengivet i en dansk parafrase: Om at gå på to ben Den bedste understøttelse af en genstand kræver 3 kontaktpunkter. [Prøv selv med en trebenet taburet. Den er meget

Hvirvelsøjlens udformning er også værd at lægge mærke til, bemærker bogens forfatter: Hvirvelknoglerne er konstrueret sådan at jo længere nede på rygsøjlen de er placeret, desto mere belastning tåler de. Formen matcher funktionen. Dyr der går på alle fire, har ikke denne forskel i hvirvelsøjlens knogler. Professor i ortopædkirurgi Richard Porter sammenligner de bruskskiver der ligger mellem rygknoglerne med moderne radialdæk til biler. Så vores stødabsorberende diskus’er er, hvis de ikke er beskadiget, stærkere end knogler. Han svarer samtidigt på evolutionisters påstand om at rygsøjlen er dårligt designet med oplysningen om at den tværtimod er perfekt designet til sin funktion. Som buen på en bro holder broen oppe, forsyner rygsøjlens bue denne med ekstra styrke. Ja, vi kan løfte vægte der mange gange tungere end hvad en gorilla kan. Og så har vi slet ikke snakket om menneskets balancesystem: De buer der i det indre øre danner det perfekte “gyroskop”. Ved hjælp af dette organ véd vi altid hvad der er op og ned, og vi registrerer enhver bevægelse, enhver forandring i forhold til planet. Vi kan derfor stå oprejst i timevis. Ingen aber kan stå op mere end i få minutter ad gangen. Og balanceevnen er også nødvendig for at vi kan gå og løbe. Endelig har vi en toptunet hånd & øje-koordination. Den fungerer perfekt både når vi står, går og løber. Tennis og ishockey ligger langt ud over hvad et dyr kan svinge sig op til. Konstatering: Mennesket er forsynet med en all-round mobilitet man ikke finder mage til i skaberværket!

Sagen på hovedet Med henvisning til Svante Pääbo, direktør for Max Planckinstituttet i Leipzig, og antropologen Jeffrey Long fra University of New Mexico beretter IlluVid om at neandertalerens genom snart er kortlagt. Men i forsøget på at sælge budskabet om evolutionen vender man sagen helt på hovedet. Man kan nemlig ikke henvise til en eneste mutation der har skabt noget nyt og bedre. Alle eksempler der anføres, medfører skader på genomet (nærmere forklaring nederst i artiklen). Prøv at kikke med på hvad IlluVid skriver: Kortlægningen har imidlertid allerede afsløret en stor overraskelse, nemlig at der er lidt neandertaler i alle nulevende mennesker uden for Afrika. I alt har forskerne fundet ud af at to til fire procent af vores arvemateriale stammer fra neandertalerne.

nemmere at få til at stå på et ujævnt underlag end en 4-benet stol.] Menneskets fod er forsynet med netop 3 kontaktpunkter. Mellem dem findes endvidere 3 buer af knogler. Altså, selv på ét ben kan vi opnå perfekt balance i kroppen. Man fortæller os at evolutionen har omdannet et firbenet abelignende dyr til et der kan stå og gå oprejst. Men man glemmer lige at der er en hel masse ting der skal være på plads i dette dyrs anatomi for at det skulle kunne lade sig gøre – og det samtidigt! Desuden har vi ingen videnskabelig forklaring på hvordan et firbenet dyr skulle have udviklet disse “ting”. Menneskets fod er opbygget af 26 nøje designede knogler. Hertil kommer korrekt designede ledbånd, sener og muskler som alle er anbragt rigtigt i forhold til hinanden sådan at foden kan fungere ordentligt. Så en forestilling om at en hånd gennem en tilfældig evolutionsproces kan bliver forvandlet til en fod, har ikke meget med videnskab at gøre. Bare den bue der befrier os fra platfodethed kræver den masse “samtidighed”, ikke noget med lidt efter lidt her. Kort sagt: Menneskets fod udgør et unikt design! Mangler blot en enkelt del, og det hele falder fra hinanden. Hertil kommer knæets udformning der gør det let at stå op. OG den kurvede lårknogle der lader os stå på ét ben, og som sammen med bækkenet (pelvis) gør at vi kan gå.

22

august 2011

Lad os lige lade dette citat løbe gennem Origos Fakta-si for at se hvad der er fakta og hvad der er (darwinistisk) ønsketænkning. (FAKTAsien tages i anvendelse hvor FANTAsien er løbet løbsk. ) FAKTAsien: “I alt har forskerne fundet ud af at to til fire procent af vores arvemateriale … [stop!]” Godt nok! – Sætningen indtil det indsatte stopmærke er blot en tør konstatering af fakta; men læg så mærke til hvad der sker i resten af udsagnet. FAKTAsien: “… stammer fra neandertalerne” [Origos fremhævelse]. Hovsa! – Dette er en ren darwinistisk betragtning. En neutral (og mere korrekt) formulering ville være “… er fællesgods mellem neandertalere og nutidsmennesket”. Det fremgår faktisk også af næste citat der er mindre filosofi-belastet: Det viste sig at europæere og asiater har lige meget tilfælles med neandertalere. Det europæere og asiater har tilfælles, mangler til gengæld hos afrikanere. Og det kan kun forklares på én måde, nemlig at nulevende mennesker uden for Afrika er efterkommerne af et tidligt intimt møde mellem neandertalere og moderne mennesker [Origos fremhævelse].

Genetisk nedsmeltning

ORIGO Igen har vi brug for Origos Fakta-si. FAKTAsien: “Det viste sig at europæere og asiater har lige meget tilfælles med neandertalere. Det europæere og asiater har tilfælles, mangler til gengæld hos afrikanere.” Godt nok! – Dette må siges at være en nøgtern beskrivelse af hvad sammenligningerne af de to menneske-underarter afslører. FAKTAsien: “Og det kan kun forklares på én måde, nemlig at nulevende mennesker uden for Afrika er efterkommerne af et tidligt intimt møde mellem neandertalere og moderne mennesker.” Hovsa! – Det turde vist være noget af en påstand. Det er decideret forkert at det kun kan forklares på én måde. Når man véd hvordan mutationer opfører sig (at de ofte laver skader på genomet), er en opspaltning af menneskeartens afrikanske rod i en eurasisk og en neandertal-linje mere sandsynlig. Men lad os lige tage et citat mere inden vi ser på denne del af argumentet: Mutationer afslører forskellen

Opdagelsen har vakt stor opmærksomhed og er på sin vis også en bombe under vores menneskesyn. Hvor man længe har forsøgt at stille alle mennesker lige, viser opdagelsen nemlig at der reelt er genetiske forskelle på mennesker i og uden for Afrika. Men det er kun en del af det. For neandertalgenomet er samtidig også en vej ind til forståelsen af det der gør det moderne menneske til noget særligt. Neandertaleren er vores nærmeste slægtning, og lige siden tyske minearbejdere i 1856 banede sig vej ind til hulen med det første identificerede neandertalskelet, har forskere undret sig over hvorfor neandertalerne forsvandt. Da intet tyder på at krig eller folkemord var årsagen, er en af de fremherskende teorier at det moderne menneske repræsenterer et kreativt kvantespring: De[t!] udviklede en teknologisk overlegen kultur der på bare få tusind år udkonkurrerede alle andre menneskearter. Er det rigtigt, kan de genetiske forskelle bag denne kreative eksplosion ses i en sammenligning med neandertalerens arvemateriale. [Origos fremhævelser.]

I øvrigt “andre menneskearter”?! Er der ikke lige en detalje IlluVid her har glemt? Efter den mest almindelige artsdefinition tilhører to individer samme art hvis de kan få fertilt afkom med hinanden. Hvornår er det lige man i avlsarbejdet har set to forskellige arter få fertilt afkom sammen? – Hesten og æslet?! Det er vist ikke det mest heldige eksempel eftersom både muldæsel og muldyret som oftest er ufrugtbart. Hvad så med de to mennesketyper sapiens og neandertaler? Hvis de kunne få børn sammen, tilhører de samme art. Børn der ikke er sterile, vel at mærke! Men eftersom der findes neandertal-spor i nutidsmenneskets genom, har børnene jo været fertile. Ergo slår det genetiske vidnesbyrd fast med syvtommersøm at menneskearten på et tidspunkt har omfattet både neandertaler og sapiens. OBS! Artsbegrebet bruges ofte anderledes på uddøde dyr og mennesker. Her betyder forskellige arter blot “forskel i morfologi” da man ikke kan få tørre knogler til at krydses. “Morfo-arter” kalder nogle det. Og skal vi holde os til det statistiske belæg bag mutationer, må forklaringen på udskillelsen i de to under-arter være en opdeling af genomet.

Argumentationen her er interessant. Man indfører en bare sådan-forklaring og taler om et “kreativt kvantespring”. Uden at det defineres nærmere. Men det må vel tolkes som en forestilling om at sapiens-børnene have arvet nogle erhvervede egenskaber fra deres forældre som neandertal-børnene ikke har (NB lamarckismen i tankegangen). Og fordi vi blev bedre, udkonkurrerede vi “sapienser” de andre menneskearter, her specifikt neandertalerne. Hvor dukker Lamarck op? I argumentet med “det kreative kvantespring”! – Det må jo være noget forældrene har erhvervet sig på en eller anden måde. Ellers giver det ingen mening at tale om “spring”. Og denne erhvervede egenskab er altså nedarvet til sapiensbørnene. Lidt i stil med argumentet om at da nogle menneskeaber begyndte at spise kød, fik de større hjerner. DET er da lamarckisme så det basker! Nemlig at smedens søn skulle være født med større muskler end skrædderens … For det kan jo ikke være mutationsændringer der har været i spil. Det eneste statistiske belæg vi har for at “bruge mutationer til noget”, er når det går galt!

Genetisk nedsmeltning

DNA fra neadertaler-knogler bekræfter hvad grundtypemodellens tilhængere hele tiden har sagt: Neanertaleren og sapiens (nutidsmennesket) er i familie med hinanden: Vi har fået børnebørn med hinanden! -- Læs mere om grundtyper i næste nummer af Origo der bliver en ny udgave af temanummeret Hvad din biologibog ikke fortæller.

skabelse.dk

23

Origo Og her er IlluVids anførelse af en “ubetydelig” forskel ret så interessant: Forskerne fandt imidlertid kun et lille antal gener, præcis 78, med mutationer. De er involveret i vigtige funktioner som sårheling, svedkirtler og den måde sædcellens hale basker på. Men der er intet, der springer i øjnene som den afgørende forskel [Origos fremhævelse].

neadertalmandens frugtbarhed. Og det er altså lidt dumt med nedsat fertilitet når man skal føre slægten videre. Så dét der “ikke springer i øjnene”, kan meget vel være forklaringen: Ophobningen af mutationer hos neandertaleren har efterhånden ført til underartens udryddelse: Neandertaleren har været udsat for en genetisk nedsmeltning! Se, dét er en logisk forklaring, uden noget hokuspokus fra lamarckistisk kreative eksplosions-forestillinger! Mutationsskader Det er nok som bekendt sådan (jeg har sat det gamle udsagn på vers) at en stakket varme det giver til visse udi egne bukser at tisse!

Og mutationsskader hos højere dyr og hos mennesket der ikke bliver rettet af den eksisterende programmering, giver sig altså udslag i sygdom eller død. Også selvom de “kan varme lidt” i et presset øjeblik (i forb.m. fx malaria). IlluVid er oven i købet så venlig at forsyne os med eksempler på det sidste på side 79. I en faktabox nederst t.h. nævnes en række fejl som følge af mutationer i bestemte gener. Her følger IlluVids liste [med vores tilføjelser hvor man har glemt at anføre konsekvensen af en evt. mutation i genet + vores fremhævelse af hvor det allerede indrømmes at det kan gå galt (hic! = “læg lige mærke til det her!”)]: RPTN – Et gen, der er vigtigt for bl.a. hud, svedkirtler og smagsløg. [Mutationer her vil måske øge risikoen for hudcancer, transpirationsproblemer og smagsforstyrrelser.] TRPN1 – En ionkanal, melastatin, der er vigtig for hudens pigmentering. [En fejl i koden på dette sted vil sikkert medføre risiko for hudcancer; måske endda for albinorisme. Albinoer, især i troperne, er i højrisikogruppen for hudcancer.] SPAG17 – Et gen der har betydning for en struktur ved sædcellens hale, så den basker og driver sædcellen frem. [Mutationer her går utvivlsomt ud over mandens fertilitet. Og det frygtelige er (ud fra et selektionssynspunkt; HUSKat den naturlige selektion er til for at holde arten sund og frisk) at med menneskets IV-programmer for kunstig befrugtning kan sterilitet nu gå i arv!] NRG3 – Et gen hvor mutationer giver øget risiko for at udvikle skizofreni. [hic!] CATPS2 & AUTS2 – To gener der er knyttet til hjernens udvikling. Mutationer i dem kan føre til autisme. [hic!] THADA – Et gen på kromosom 2 der er knyttet til stofskiftet. Mutationer i genet kan give type 2-diabetes. [hic!] DYRK1A – Et gen på kromosom 21 som spiller en rolle for den mentale udvikling og er knyttet til de mentale problemer der er ved Downs syndrom. [hic!] RUNX2 – Et gen der er vigtigt for knogleudviklingen af krani[um] og skelet. Det kan være årsagen til de forskellige træk, fx i kranieformen, hos moderne mennesker og neandertalere. [Mutationer i dette gen kan måske være årsag til at de første neandertalere blev anset for at være “primitive”, senere dog lidt venligere tolket af nogle som engelsk syge.]

Det kan nemlig vise sig at være her hele forklaringen på neandertalerens uddøen ligger. For en mutation i (læs: en beskadigelse af ) sårhelingen vil jo klart stille neandertaleren ringere når kroppens immunforsvar ikke virker optimalt. Det samme med nedsat funktion i svedkirtlerne. Det kan vist heller ikke være sundt. Altså ringere fitness, der igen er lig med ringere overlevelseschancer. – Og nok i endnu højere grad med sædcellernes haler. En skade hér vil uundgåeligt nedsætte

24

august 2011

Kort sagt: Der skal ikke så meget til før det går galt. Og bemærk i denne IlluVid-opstilling: Der er ikke nævnt ét eneste uigendriveligt eksempel på at mutationer har gavnlig effekt på menneskets udvikling. Enten sker det ingenting – eller også ender vi med sygdom og død. n

Genetisk nedsmeltning

ORIGO

Kan der opstå nye arter? Blandt creationister er der forskellige svar på spørgsmålet. Mit svar er “ja”, og her er grunden. Af cand.scient. Kristian B. Østergaard

Bibelsk “art”, ikke biologisk “art” Grunden til at flere creationister afviser at der kan opstå nye arter, kan vi finde i den gamle oversættelse af biblen fra før 1992. Der står at dyrene blev skabt efter deres “art”, mens der i den nuværende bruges ordet “slags”. Ordet “art” bruges også i mange udenlandske oversættelser. At dyrene skulle være skabt efter deres art, læser mange derfor som at nye arter ikke kan opstå ved evolution. Den konklusion er forkert for bibeloversætterne har ikke tænkt i biologiske artsdefinitioner, og en flere tusind år gammel grundtekst har selvfølgelig heller ikke taget forbehold for artsdefinitioner der blev grundlagt for kun 300 år siden. En anden grund til at benægte at arter opstår i dag, er at man ikke vil give evolutionisten nogen kort på hånden ved at indrømme at nye arter kan opstå. For den lillefinger kan let blive til en lang række artsdannelser som bliver taget til indtægt for en glidende udvikling af alt levende. Og det med rette. En tredje grund, som er mit hovederinde i denne artikel, er størrelsesordnen af et artsspring. “Der er opstået en ny art!” Og vi tænker automatisk at der må være skabt noget nyt. Men det behøver slet ikke være tilfældet. En “art” var skabt på Darwins tid Opfattelsen af en art som skabt går langt tilbage. Darwin nævner koblingen mellem bibelens ord “art” med den biologiske art. En art blev regnet som en skabt enhed af Darwin: Ingen enkelt definition har endnu kunnet tilfredsstille alle naturforskere; alligevel ved enhver naturforsker nogenlunde, hvad han mener, når han taler om en art. Almindeligvis inkluderer termen det ukendte element en særskilt skabelseshandling1234. Det er interessant, for Linné som levede et århundrede før Darwin, mente det samme i sine unge år, men hans forskning fik ham til at skifte holdning, og han endte med at mene at nye arter kunne opstå ved evolution inden for “slægterne”5. Det er en tanke der ligger tæt op af Grundtypemodellen6. Hvad er en art? En “art” er en menneskeskabt definition for at holde styr på dyr som ser mere eller mindre forskellige ud. – “Art” er den mindste enhed. Derfor er det vigtigt at holde fast ved at en artsdefinition ikke er en naturlov, men en menneskelig opfindelse vi bruger for at holde styr på levende organismer. Det artsbegreb man oftest henviser til i biologien, lyder således: To dyr tilhører samme art hvis de kan få frugtbart afkom. Er afkommet sterilt, regnes forældrene som forskellige arter. Det mest brugte eksempel er muldyret hvis mor er en hest og far et æsel, og fordi muldyret er sterilt, så placeres hesten og æslet i hver sin art. Dog er muldyret ikke altid sterilt, og det sætter fingeren på svagheden ved definitionen. Denne Kan der opstå nye arter?

definition på en art er dog langt fra den eneste, og artsdiskussionen har raset blandt biologer i mange årtier, og denne diskussion har kastet over 20 artsdefinitioner af sig. Der er opdelinger efter geografisk isolation, genetiske forskelle, alene på udseende eller på et formodet slægtskab. I den forbindelse er det værd at nævne at det er problematisk at tale om bakteriearter da de ikke parer sig seksuelt som fx hvirveldyrene. Eller hvad med alle de uddøde dyrearter? De kan jo ikke krydses i dag for at afgøre slægtsskab, så her er eneste redskab sammenligning af udseende. Det er alligevel den første definition jeg vil tage udgangspunkt i, da den er blevet kanon i biologibøgerne. Men selv den kan komme ud på dybt vand, for der er ekstreme eksempler på at blot en ændring i ét enkelt gen er nok til at to dyr ikke kan få frugtbart afkom og derfor må placeres under hver deres art. Det virker absurd hvis organismerne i øvrigt er næsten identiske af udseende7. Ringarter – en udfordring for artsdefinitionen I en ring rundt om polarområdet finder vi en række racer af sildemågen og sølvmågen (Larus fuscus og Larus argentatus). I Nordvesteuropa, Skandinavien, Sibirien og Nordamerika. I vidt omfang blandes naboracerne med hinanden og frembringer frugtbart afkom. Mågerne er dog delvist geografisk adskilt. De fleste biologer slår de forskellige slags sammen til en enkelt art, fordi de kan få direkte afkom med naboen, og dermed kan de alle sammen indirekte få afkom med hinanden. Man kalder det for en ringart⁹. Men hvad hvis der nu uddøde nogle mågeracer i ringen, så cirklen blev brudt i to stykker? Er vi så nødt til at kalde dem for to arter? Ja, det er vi vel. Men det udstiller samtidigt artsdefinitionens skrøbelighed, for der er jo netop ikke opstået nye arter, men derimod er et par racer uddøde. Løsning på artsproblemet? Hvis man lægger den biologiske artsdefinition til grund, kan man i disse tilfælde ikke afgøre med sikkerhed om der foreligger en eller to arter – svaret er overladt til taksonomens skøn. Den biologiske artsdefinition er i denne sammenhæng utilfredsstillende. Genetikeren W. Gottschalk fastslår: “Trods årelang forskning volder definitionen af arten som biologisk enhed os store vanskeligheder. Hidtil har der endnu ikke eksisteret nogen definition. Helt op til i dag mangler vi en definition som tilfredsstiller alle krav.”10 Når vi hører at der er opstået en ny “art”, tænker vi automatisk at der er opstået noget nyt, men en ny art kan faktisk godt opstå selvom der forsvinder noget eksisterende ved at et gen skades eller ændres, eller en race i en ringart uddør. Når vi er vidne til forandringer i livets udvikling, er spørgsmålet vi må stille os selv: Er der opstået noget nyt? Er der tilført ny information eller nye egenskaber? Det er den sande prøve på om vi har at gøre med den slags evolution som skabelse.dk

25

Origo alene kan forklare udviklingen af flagermusen, egetræet eller bakterien. Den vækst af information og kompleksitet som må være tilført den ensomme urcelle som svømmede rundt i urhavet for milliarder år siden. Her giver en artsdefinition os ikke svar. En del af løsningen på artsproblemet finder vi i grundtypemodellen. Her er en “grundtype” den skabte enhed, og en grundtype dækker både arter, slægter og somme tider familier. Læs mere i Origos temanummer “Grundtyper” fra september 2003.

Noter 1. No one definition has as yet satisfied all naturalists; yet every naturalist knows vaguely what he means when he speaks of a species. Generally the term includes the unknown element of a distinct act of creation. 2. http://en.wikipedia.org/wiki/Species 3. Hvad er grundtyper? Af Kristian B. Østergaard, december 2005. http:// www.skabelse.dk/artikler/pdf/977.pdf 4. Arterne oprindelse kap II. S. 44. http://darwin-online.org.uk/content/fra meset?viewtype=side&itemID=F373&pageseq=59 5. Et begreb Linné har brugt inden for sin systematik, ikke at forveksle med den almindelige betydning af ordet “slægt”. 6. En grundig gennemgang findes i “Typen des Lebens” af Siegfried Scherer (HG.) Berlin 1993. 7. Typen des Lebens p. 14 8. En race er en underinddeling af art. Dvs. individer i en population som kan få afkom indbyrdes og tilsammen udgør en art. 9. http://en.wikipedia.org/wiki/Ring_species 10. GOTTSCHALK W (1994) Allgemeinde Genetik. Stuttgart s. 306

Bli’ klogere på nettet Følg de seneste nyheder på ID-fronten i Dk. Der findes en blog som avisen Kristeligt Dagblad bestyrer, og som for det meste er ret godt opdateret med hensyn til hvad der rører sig af interessante ting om Intelligent Design. Find den på http://intelligentdesign.eftertanke.dk. n

Jostein Andreassen:

Darwinbogen 199,- DKK 245,- NOK

Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

26

august 2011

Kan der opstå nye arter?

ORIGO Bogomtale

Ateistisk filosof analyserer Intelligent Design – hvem har definitionsretten, og er der tale om videnskab? Anmeldes af cand.scient. Andreas Vedel

Bradley Monton, der er professor i filosofi ved University of Colorado i Boulder og erklæret ateist, analyserer og forsvarer Intelligent Design i bogen Seeking God in Science: An Atheist Defends Intelligent Design, fra 2009. Her er en omtale af bogens to første kapitler. De sidste to kapitler omtales i en senere artikel. En udbredt definition af intelligent design (ID) blandt IDtilhængere lyder: Teorien om intelligent design hævder at visse egenskaber ved universet og levende ting bedst forklares ved en intelligent årsag, ikke en planløs proces som naturlig udvælgelse1. I efterhånden en del år har der været debat om ID og evolutionsteorien. Debatten har vist at ID gerne vil stå som alternativ til evolutionsteorien. Man vil også gerne underlægge ID videnskabelige undersøgelser, så ID kan opfattes som videnskab. ID-modstanderne, på deres side, mener at ID blot er en form for kristen fundamentalisme og creationisme i forklædning. De affejer derfor ID som uvidenskabelig og som religiøs propaganda. Med så forskellige opfattelser, er det ikke så mærkeligt at ID-tilhængere og ID-modstandere ofte indvikler sig i bitre og frugtesløse debatter2. Det er således forfriskende at støde på en bog som forsøger at skære igennem alt det der forhindrer en saglig debat mellem de forskellige lejre. Og det er lige netop hvad Seeking God in Science gør, skærer igennem. Bradley Monton (BM), der har specialiseret sig i videnskabsfilosofi, har vist stor interesse for bl.a. videnskabelige argumenter for eller imod eksistensen af Gud. Det skulle man måske ikke tro, da han er erklæret ateist3. Seeking God in Science er en bemærkelsesværdig bog, især fordi: • • • •

En ateist analyserer og forsvarer ID BM gør det bedre end mange ID-fortalere Bogen undgår de sædvanlige politisk-kulturelle fælder Ud over væsentlige argumenter for ID analyserer bogen også ateistiske holdninger til ID.

En forbedret definition af Intelligent Design? BM argumenterer i kapitel 1 for forskellige mulige forbedringer af ovennævnte ID-definition og ender med: I teorien om intelligent design hævdes det • at visse globale egenskaber ved universet dokumenterer eksistensen af en intelligent årsag, eller • at visse biologisk medfødte egenskaber af levende ting tilvejebringer dokumentation for den lære at egenskaberne er Ateistisk filosof analyserer Intelligent Design

resultatet af forsætlige handlinger fra en intelligent årsag som ikke er biologisk relateret til de levende ting, og • tilvejebringer dokumentation mod den lære at egenskaberne er resultatet af en planløs proces såsom naturlig udvælgelse4. BM behandler i denne forbindelse bl.a. en udbredt opfattelse blandt ID-modstandere, nemlig at ID-påstande i sagens natur er teistiske5 fordi de ofte fremsættes af folk, der tror på en overnaturlig skaber. BM argumenterer for at der bør skelnes mellem en religionsbaseret doktrin og en religionsinspireret doktrin. Kort sagt: Fordi man er uenig med budbringerens virkelighedsopfattelse, så er det intellektuelt uhæderligt (mere eller mindre) automatisk at afskrive budbringerens alternative naturvidenskabelige forklaringer. Dette beror naturligvis på om ID overhovedet kan opfattes som naturvidenskab.

skabelse.dk

27

Origo Foto: Istockphoto

Hvorfor er det legitimt at behandle ID som videnskab? Det virkelig vigtige spørgsmål er, ifølge BM, om ID er sandt. Hvorvidt ID er videnskab anser BM for sekundært. Alligevel indeholder kapitel 2 en indsigtsfuld diskussion af • irreducibel kompleksitet, • enighed i de videnskabelige miljøer om at ID er tilbagevist, • Guds eksistens og videnskabelige forklaringer Irreducibel kompleksitet Et system der er irreducibel kompleks, kan f.eks. defineres som et system af flere veltilpassede og indbyrdes afhængige dele der tilsammen bidrager til systemets funktion. Emnet har været behandlet i en del artikler i Origo, men for nye læsere henvises til disse artikler og Michael Behe6. Enighed i de videnskabelige miljøer? BM’s argumentation ang. tilbagevisning af ID i de videnskabelige miljøer er i al korthed følgende: Selv om alle ID-angreb på evolutionsteorien skulle vise sig at være videnskabeligt uholdbare, så er det ikke i sig selv et argument for at hele ideen om ID er videnskabeligt uholdbar. BM argumenterer dernæst for at selv om selve ideen om ID skulle vise sig at være videnskabeligt uholdbar, så er det heller ikke et argument for at ideen om ID er usand. BM henviser til at den videnskabelige teori som Newtons fysik repræsenterer, er blevet tilbagevist for en række specialtilfælde. F.eks. bør ure i forskellige tyngdefelter iflg. Newton gå

28

august 2011

med samme hastighed, hvilket de ikke gør. Alligevel undervises alle gymnasie- og universitetselever verden over stadig i Newtons fysik, fordi Newtons teorier (på trods af mangler) regnes for videnskab. På samme måde, argumenterer BM, kan ID – på trods af en evt. tilbagevisning af ID fra det videnskabelige miljø – alligevel vise sig at være videnskab. Guds eksistens og videnskabelige forklaringer? Metodologisk naturalisme er opfattelsen at naturvidenskabelige forklaringer aldrig kan bevæge sig uden for ikke-styrede, naturlige årsager. Antagelsen er altså at intet andet end naturen eksisterer, og Gud, ånder m.m. afvises som ikke-eksisterende. BM påpeger at ID-modstandere ofte påberåber sig at der er enighed om den metodologiske naturalisme i de naturvidenskabelige og filosofiske miljøer. Hvis det er rigtigt, så er Gud altså “forbudt” i videnskabelige forklaringer. BM argumenterer bl.a. vha. nogle (i princippet) teoretisk mulige astronomiske observationer for at sådanne observationer kunne pege på en intelligent skaber. Observationerne ville gøre det videnskabeligt og intellektuelt hæderligt at opstille en hypotese om Guds eksistens, vel at mærke på baggrund af videnskabelige holdbare observationer. ID kan, ifølge BM, altså medregnes som videnskab hvis videnskabelige observationer og eksperimenter kan tolkes som tegn på en overnaturlig skaber eller intelligens. Her er BM således inde at analysere selve omdrejningspunktet for ID, og pointen er at eksperimenter og observationer der opfylder kriterierne for god videnskab, kan sprænge den metodologiske Ateistisk filosof analyserer Intelligent Design

ORIGO naturalismes alt for snævre rammer. Læsere bekendt med f.eks. Alvin Plantingas7 tanker vil måske genkende ovennævnte argument.

Mange kritikere af ID har i deres entusiasme for at dræbe barnet i vuggen, ydet en stor indsats for at kortslutte diskussionen. Her argumenterer Monton i Seeking God in Science for at ideen om ID rejser nogle vigtige spørgsmål der i hvert fald aldrig bliver løst ved at ignorere eller marginalisere dem. n Kilder • • • •

Behe, Michael; Darwin’s Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution (New York: Free Press, 1996) Monton, Bradley; Seeking God in Science: An Atheist Defends Intelligent Design (Broadview Press, 2009) Plantinga, Alvin; Whether ID is Science isn’t Semantics, Science & Theology News, March 7, 2006. Artiklen kan findes online på http:// www.discovery.org/a/3331 Wells, Jonathan; The Politically Incorrect Guide to Darwinism and Intelligent Design (Regnery Publishing, Inc. 2006).

Links

http://www.intelligentdesign.org http://www.discovery.org http://spot.colorado.edu/~monton/BradleyMonton/Home.html http://www.denstoredanske.dk

Foto: Istockphoto

Foto: Istockphoto

Analytisk klarsyn over kontroversielle spørgsmål Lad os afrunde omtalen af “Seeking God in Science” med flg. citat (i min oversættelse) der forhåbentlig kan fungere som en appetitvækker til den kommende artikel om bogens to sidste kapitler: I sidste ende er hvad vi virkelig ønsker at vide, ikke om intelligent design er videnskab – det vi virkelig ønsker at vide, er om intelligent design er sand. [...] Men hvis det viser sig at intelligent design er sandt, ville den omstændighed at det ikke er videnskab virkelig betyde noget for os? Det ville helt sikkert fortælle os noget interessant om hvordan “naturvidenskab” forstås i vores samfund, men det ville ikke afholde os fra at undersøge de vigtige spørgsmål om egenskaberne ved den intelligente designer og rækkevidden af dennes design⁸.

Ved at anvende sine evner som en analytisk filosof bringer BM nyt lys over flere kontroversielle spørgsmål der knytter sig til ID. De ofte ophedede debatter om evolution, creationisme og ID har brug for det forsøg på klarsyn som er ærindet i denne bog. Selv om jeg ikke finder alle BM’s argumenter lige overbevisende, så vil jeg alligevel ønske at alle der ønsker at udtale sig om – eller blive klogere på ID – først ville studere denne bog omhyggeligt.

Ateistisk filosof analyserer Intelligent Design

skabelse.dk

29

Origo Noter 1. Den danske definition er min oversættelse af flg. passus: The theory of intelligent design holds that certain features of the universe and of living things are best explained by an intelligent cause, not an undirected process such as natural selection. Denne definition af ID er der udbredt konsensus om bl.a. ID-tilhængere, se f.eks. http://www.intelligentdesign.org eller http://www.discovery.org

5. teisme (af gr. theos 'gud' og -isme), den filosofiske opfattelse at Gud er en bevidst person som er forskellig fra verden, men som frit har skabt verden, opretholder den og til stadighed ledsager de enkelte skabninger. Teisme adskiller sig fra panteisme som hævder at Gud er et navn for naturens samlede kræfter, og fra deisme som hævder at Gud har skabt verden, men ikke bekymrer sig om den. Kilde: http://www.denstoredanske.dk

2. Et relativt letlæst indblik i disse debatter kan f.eks. findes i bogen af Jonathan Wells, The Politically Incorrect Guide to Darwinism and Intelligent Design (Regnery Publishing, Inc. 2006).

6. Michael Behe: Darwin’s Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution (New York: Free Press, 1996)

3. Se Bradleys Montons webside: http://spot.colorado.edu/~monton/BradleyMonton/Home.html Eller evt. et interview med Monton på http://www.galilean-library.org/ manuscript.php?postid=43850 4. Den danske udgave af BM’s ID-defintion er min egen oversættelse og organisering i punktopstilling af flg. passus: The theory of intelligent design holds that certain global features of the universe provide evidence for the existence of an intelligent cause, or that certain biologically innate features of living things provide evidence for the doctrine that the features are the result of the intentional actions of an intelligent cause which is not biologically related to the living things, and provide evidence against the doctrine that the features are the result of an undirected process such as natural selection. (Seeking God in Science, p 39)

30

august 2011

7. Plantinga, Alvin; Whether ID is Science isn’t Semantics, Science & Theology News, March 7, 2006 8. Min oversættelse af flg. passus: Ultimately, what we really want to know isn’t whether intelligent design is science—what we really really want to know is whether intelligent design is true. (...) But if it turns out that intelligent design is true, would the fact that it’s not science really matter to us? This would certainly tell us something interesting about how “science” is understood in our society, but it wouldn’t stop us from investigating the important questions regarding the nature of the intelligent designer and the scope of its design. Seeking God in Science, p. 73.

Ateistisk filosof analyserer Intelligent Design

ORIGO

Knud Aa. Back

Humlebien kan ikke flyve ... Sker ting i naturen efter en plan, efter nogle bestemte regler? Eller er alt helt tilfældigt? Hvad ligger normalt bag ved design? Er der et design i naturen? Bogen her giver en håndsrækning til at turde stille de farlige spørgsmål til den altdominerende evolutionsfilosofi. For børn op til konfirmationsalderen (og deres voksne).

150,- DKK Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

Jonathan Wells

Evolutionens ikoner - Videnskab eller myte? 239,- DKK Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

Ateistisk filosof analyserer Intelligent Design

skabelse.dk

31