Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 116, marts 2010

• Darwin for dummies • Dawkins i kritisk lys • Genetisk grundlag for evolution

origo - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 116 • Marts 2010 Origo 116

1

Redaktionskomité i Danmark • Fhv. overlærer Knud Aa. Back Ibsvej 27, 4440 Mørkøv.

E-mail: back@skabelse.dk • Cand.polyt. Finn L. N. Boelsmand Rolighedsvej 11, 9690 Fjerritslev.

Tlf. 3539 7654. E-mail: finn@skabelse.dk • Cand.theol. Klaus Dahl Skæring Hedevej 52, 8250 Egå.

ORIGO

Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik Abonnement og bestillinger:

Norge: Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien.

Bestil per sms på +47 45255878 eller mail på knu-saga@online.no Danmark: Henrik Friis, Agervænget 16, 7400 Herning. Tlf. 3514 3539.

E-mail: abonnement@skabelse.dk

Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk • Seniorforsker, cand.scient. Holger Daugaard Tranevej 21, 8721 Daugaard.

Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk • Erhvervskunderådgiver, cand.oecon. Henrik Friis Agervænget 16, 7400 Herning.

Tlf. 3514 3539. E-mail: abonnement@skabelse.dk • Professor Søren Holm CSEP, School of Law, University of Manchester,

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk • www.origonorge.no darwin2009.dk • darwin2009.no

Layout og sats:

VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: info@vactext.dk

Oxford Road, Manchester M13 9PL, UK. E-mail: soren@skabelse.dk • PR-medarbejder, multimediedesigner Flemming Karlsmose Tomsgårdsvej 14, st. th., 2400 København NV Tlf. 2851 9450. E-mail: flemming@skabelse.dk • Cand.scient. Bent Vogel Vennelystvej 18, 8960 Randers SØ.

Tryk: Øko-Tryk, Videbæk © ORIGO.

Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

SE/CVR-nummer: 3037 6390

Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk • Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg.

Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk • Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard Rapsmarken 7, Rindum, 6950 Ringkøbing.

Tlf. 61664923. E-mail: kristian@skabelse.dk • Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase

INDHOLD Marts 2010

4

Knud Aa. Back: Darwin for dummies: Alle tror jo på den!

(redaktionssekretær)

5

Knud Aa. Back: Troen som argument hos Darwin

Redaksjonsråd i Norge

8

Fra Discovery Institute: Mikro = makro?

10

Arne Kiilerich: Dawkins’ Greatest Show (boganmeldelse)

15

Peter Øhrstrøm: Dawkins’ anti-gudsbevis i kritisk belysning

19

Per A. Larssen: Diskriminering av Darwin-tvilere (bokanmeldelse)

24

Peder A. Tyvand: TV-debatt med Dag O. Hessen

27

Peder A. Tyvand: Ida som merkevare

30

Trygve Gjedrem: Genetisk grunnlag for evolusjon

Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. E-mail: info@vactext.dk

• Konsulent, cand.scient. Rune Espelid 5650 Tysse.

E-post: rune.espelid@online.no • Forskningsleder, professor, dr.scient. Willy Fjeldskaar Grannesveien 19, 4020 Stavanger.

E-post: Willy.Fjeldskaar@iris.no • Professor Trygve Gjedrem Lyngveien 19, N-1430 Ås • Lektor Knut Sagafos Glaservegen 65, N-3727 Skien E-post: knu-saga@online.no • Førsteamanuensis, dr.scient. Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø.

E-post: steinar@hitos.no • Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand Dragedalsveien 177, 3766 Sannidal.

E-post: peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Peter Øhrstrøm Ansv. red. af næste nummer: Knud Aa. Back

2

Origo 116

el on kti da Re t

Om dette nummer Året 2009 var Darwin-år. Det betød ikke bare, at der blev stillet skarpt på Charles Darwin og hans betydning for videnskab, livsforståelse og menneskesyn.

Det betød også en fornyet opmærksomhed på debatten om forholdet mellem skabelsestro og naturvidenskab. Dette nummer af ORIGO er præget af denne betydningsfulde debat.

I dette nummers første artikler præsenterer Knud Aa. Back nogle centrale temaer fra den offentlige debat om tro og videnskab. Desuden rummer bladet denne gang diskussioner af nogle af de synspunkter, som den mest kendte fortaler for den såkaldt nye ateisme, prof. Richard Dawkins, har lagt frem. Det sker dels i form af Arne Killerichs anmeldelse af Dawkins seneste bog “The Greatest Show on Earth” og dels Peter Øhrstrøms kritiske gennemgang af Dawkins’ “bevis” for, at Gud med næsten sikkerhed ikke findes. I disse artikler påvises der alvorlige svag-

heder i Dawkins’ argumentation. Vi bringer endvidere Per A. Larssens anmeldelse af prof. Bergmans bog, “Slaughter of the Dissidents”, hvori Bergman fremlægger betydelig dokumentation for diskriminering af Darwin-tvivlere i skoler og på universiteter i USA. Yderligere rummer dette nummer Peder A. Tyvands rapport fra en tv-debat med biologiprofessor Dag O. Hessen og ligeledes Peder Tyvands refleksioner om det berømte og berygtede fossil, Ida, som en “mærkevare”! Vi slutter af med prof. Trygve Gjedrems tankevækkende diskussion af det genetiske grundlag for evolution.

God læselyst.

Redaktionen

Kære abonnent!

Så er et nyt år i gang, og hermed modtager du her det første af årets Origoblade.

I den forbindelse starter i en ny abonnementsperiode, nemlig 2010. Du bedes derfor betale dit abonnement hurtigst muligt, så vi ikke skal bruge tid og ressourcer på at udsende påmindelser i løbet af året.

Til betalingen er der indlagt et girokort i dette nummer, du kan også betale ved at overføre til vores konto: Regnr. 1551 og kontonr. 7305753.

Abonnementsprisen fastholdes på kr. 150,-.

Hvis der skulle være et eller flere af de tidligere numre, som du mangler eller ønsker, så fortvivl ikke, vi sælger dem for 40 kr. pr. stk. Du kan se nærmere om dem på www.skabelse.dk.

Vi håber, at du får stor glæde af dit abonnement i 2010.

Venlig hilsen Henrik Friis Økonomi- og abonnementsansvarlig for Origo E-mail: abonnement@skabelse.dk

Origo 116

3

Darwin for dummies (3):

Alle tror jo på den!

Vaffor en? Evolutionslæren.

Af K. Aa. Back Spørger man i en meningsmåling “Tror du på Darwin?”, vil man i de nordiske lande få et overvældende flertal der siger ja!

I dag, så mange år efter, kan man faktisk sige at troen er kommet til ære og værdighed igen. Det er blevet tilladt at indrømme offentligt at man er et troende menneske.

Det ser man ofte som et godt eksempel på hvor oplyste og veluddannede vi er her i Norden. Og samtidig kan denne meningsmajoritet bruges til at tryne det muslimske mindretal med, fordi “man véd jo at muslimer tror mere på Koranen end på Darwin.”

Men en ting skal man passe på med: Man skal ikke sige at man tror på Skabelsen!

Men da vi ikke skal diskriminere, må vi hellere tage de kristne friskoler med i fordømmelsen. Blandt dem er der tydeligvis også fundamentalister som stiller sig afvisende over for almen viden. For evolutionslæren kan man lige så lidt sætte spørgsmålstegn ved som ved tyngdekraften. Enhver darwinkritik er at regne på linje med astrologi, magnetiske strygninger, auralæsningen og andet godt fra alternativhavet. Så tror man på darwinkritik, kan man lissågodt tro på at Jorden er flad!

I denne optik vil enhver tale om alternativer til Darwin være det skinbarlige kætteri. For slet ikke at tale om IDisme eller videnskabelig creationisme.

Dengang i 60’erne, da jeg gik i gymnasiet, var troen på videnskaben enerådende. Hvis man tillod sig at tro på Gud, gik man meget stille med dørene. Og den kristne tro lod sig højst formulere i skyggen af videnskaben.

Bibelen blev pillet synder og sammen vha. såkaldte videnskabelige metoder. Så Darwin og de historisk-kritiske fik hurtigt pillet barnetroen af enhver som vovede sig inden for Unis hellige haller.

Og dermed var den akademiske arrogance over for Maren i kæret ubestridelig og ubegrænset. Det var kun ubegavede mennesker som kunne tro. “Du skal ikke tro, du skal vide!” Men så kom studenteroprøret i ’68.

Og i 70’erne førte bl.a The Beatles an på den alternative vogn. OG lige pludselig, bedst som den akademiske verden følte sig overbevist om at fornuften endelig havde sejret, og tro og anden ufornuft var forduftet fra ver-

4

densbilledet, kom den folkelige modreaktion. Næsten over night troede menigmand på alt, lige fra akupunktur og fodmassage til auralæsning og astrologi. Bare det blev solgt dygtigt af en passende guru fra et lisså passende fjernt land. Og unge i 1000-vis drog til Indien for at søge sandheden.

Nu kan tro på skabelsen jo omfatte mange ting. Det kommer fuldstændig an på hvordan man tolker dette begreb. Fra forestillingen om en gud der har sat det hele i gang engang, og derefter trukket sig bort fra scenen – til en overbevisning om at Gud har skabt universet, Jorden og livet på den, ned i mindste detalje.

OG det kunne jo også være at man ikke nødvendigvis har parkeret sin fornuft i en eller anden form for hovedet under armen-fundamentalisme blot fordi man erklærer sig for skabelsestroende, IDist eller ligefrem creationist.

Men hver gang pressen, den frie, uafhængige presse, lugter afvigelse fra den rette tro (på Darwin, altså), falder man over den formastelige med hån og spot og latterliggørelse. Og her er ordet “fundamentalist” så herligt vidtfavnende. Det er så godt og selvbekræftende at slynge i hovedet på den man er uenig med. Så er han sat på plads! End of discussion!

Allerede her burde det tænksomme menneske, også i de oplyste nordiske lande, stoppe op en halv. For er der ikke en orm der gnaver et eller andet sted? Er der alligevel ikke noget med at nogle forskere ikke er så overbevist om evolutionslærens herligheder? Er der ikke noget med nogle kritiske røster der fremfører en videnskabelig kritik – godt nok svage, ikke så mange, men er de der ikke alligevel?

Jeg vil påstå at vi her står med et demokratisk problem.

Vi så det med Ida, vi ser det hver eneste gang NASA finder noget spændende på Mars, vi ser det når et popvidenskabeligt tidsskrift som IlluVid skal lufte sine Origo 116

fordomme. Det slås gerne stort op, med de helt store overskrifter, noget som måske ikke er så skudsikkert som det lyder til. Og helst på forsiden: Tiktaalik som the missing link.

Se hvordan fisken gik på land!

Liv fundet på Mars!

Dementiet, det dementi der nogen tid efter følger så sikkert som amen i kirken, finder vi derefter gemt væk på side 9, overskygget af et andet og mere interessant blikfang.

Nogle har sagt at hvis det viser sig at “videnskabens” påstand om den menneskeskabte klimakatastrofe ikke er rigtig – eller blot er overdrevet – vil det betyde at folk vil miste “tilliden til videnskaben” i et hidtil uset omfang, meget værre end under den alternative bølge.

Og hvis det samtidigt går op for folk i hvor høj grad de fantasifulde forklaringer på livets opståen og udvikling der kolporteres i Darwins navn, ikke holder en meter som naturvidenskab, kan man frygte at forskningen vil miste al prestige.

Med det uundgåelige resultat at det vil komme til at gå ud over den frie forskning, forskningen i “unyttige ting”, grundforskningen. Der vil kun blive bevilliget penge til de forskningsgrene som med garanti kan resultere i et økonomisk afkast.

Forskningen vil blive tingsliggjort: Forskningen vil ikke længere have fokus på at finde sandheden om verden, men derimod alene på jagten efter diverse ting som vi kan forsøde vores tilværelse med. Og det vil være en katastrofe for hele den moderne samfundsopbygning og dermed demokratiet.

Troen som argument hos Darwin Af Knud Aa. Back Man hører tit og ofte at med Arternes Oprindelse blev troen erstattet med de saglige argumenter i den videnskabelige diskussion, at forskningen endelig og endegyldigt fik revet sig løs af Kirkens kvælertag.

Som det fremgår med al ønskelig tydelighed af Darwinbogen, kan intet være mere forkert. Fordi 1. Darwin argumenterer ikke mod Kirken 2. Darwin bruger selv troen som argument “Tro” (verbet believe i dets mange bøjningsformer) har en væsentlig plads i Arternes Oprindelse, også i form af alle de argumenter der understøttes af et “man kan forestille sig”, “muligvis” og “vi antager” …

Og det springende punkt i Darwins teori er – også i dag – troen på at arterne kan forandre sig ud over den variation de er skabt med.

Som det er sagt før (men det kan åbenbart ikke gentages for tit), er der heller ikke i dag videnskabeligt belæg for at hævde at arterne af sig selv kan opbygge ny kompleks information i deres DNA. En fisk får ikke ben blot den venter længe nok, har et tilstrækkeligt behov for en sådan forvandling (flugt fra rovdyr) eller at miljøet forandrer sig tilstrækkeligt langsomt eller måske bedre – hvis man tror på “afbrudte ligevægte” – bevirker en pludselig afsnøring af biotopen. At man tror at ben er groet ud på en fisk engang i fortiden, er og bliOrigo 116

ver en løs påstand. De fisk man i dag slutter ud fra, og som går på deres forfinner, har ikke disse forbundet til rygsøjlen sådan som rigtige ben er. Og hvordan er det så lige man forestiller sig at den naturlige selektion + tilfældige fejl i koden skulle stå for en heldig (men en helt igennem tilfældig) sammensætning af et finneben med en rygsøjle? Det hører vist til i eventyrenes verden. Med eksakt videnskab har det ikke meget at gøre.

Programmering opstår nemlig ikke af sig selv, og omfattende forandring i en allerede etableret programmering indtræffer heller ikke af sig selv. Heller ikke når det gælder livets programmering. Her er der nemlig Keine Hexerei, nur Natürlichkeit!

Kritikken af darwinismen er, når det kommer til stykket, uhyre enkel – så enkel at selv et barn kan forstå det: Holder darwinismen sig til de rimelige forklaringer?

Altså, er fiskefinnebensforklaringen rimelig?!

Det er ret så enkelt: Hvert levende væsen på denne Jord er forsynet med en højkompliceret programmering. Og i DNA’et ligger det programmeringssprog livet benytter sig af.

Hvad siger al erfaring os? – Opstår sprog, kode eller meningsmættede tegn uden intelligent medvirken? Darwinisten påstår JA; al menneskelig erfaring siger NEJ. Så enkelt er det.

Derfor er det også darwinisten der står med bevisbyrden når han hævder det modsatte, at programmering

5

Stor forskel på fisk med ben og fisk med frostvæske

Tilfældet kan forklare mange sjove ting, fx de underligste isdannelser på min svenske vandspand. En frostmorgen var isstykker fra pumpen på min brønd faldet ned i spanden som det fremgår af billederne her.

Men derfra til at gøre tilfældet ansvarlig for højkompliceret programmering er der et spring. Så ben på fisk er nok lige i overkanen. Hvad tilfældet kan forklare i biologien, giver Michael Behe et eksempel på i sin The Edge of Evolution (p. 78ff): Fisk ved Sydpolen har udviklet en evne til at overleve underafkølede kropsvæsker (det salte havvand fryser jo ikke ved 0° C, det gør vekselvarme blodårer derimod). Men at antarktiske fisk har fået “frostvæske” i årerne, skyldes en simpel fejl i koden der har bevirket at nogle proteiner er klumpet sammen (lidt i stil med en stoppet køkkenvask). Med det heldige resultat at fiskene ikke ender som “dybfrosne fiskefileter” selv i iskoldt vand (altså under 0°).

6

Denne heldige, men tilfældige sammenklumpning kan man sammenligne med noget af mit brænde: Da jeg væltede al mit sommertørrede brænde ind i brændeskuret, fyldte jeg rummet helt op til loftet. Og min gamle ryg tillod mig ikke at “lægge det pænt”. Bare ind med det! Så i et hjørne blev der dannet denne klump fordi der stod nogle tilfældige pinde parkeret her. Og klumpen er nu kommet til syne i vinterens løb efterhånden som brændet er brugt.

Men sammenlign med det andet billede af mit brænde.

Ingen er i tvivl om hvor der har været en intelligens involveret og hvor ikke. Ikke én kan være i tvivl om hvor tilfældet er en god forklaring på den måde brændestykkerne er placeret på.

Origo 116

kan opstå af sig selv, at højkomplicerede organiske molekyler (som proteiner) kan bygges op i den blå luft eller den grønne ursuppe, at de kan ombygge sig selv uden den algoritme (opskrift) som alt liv er forsynet med, og som det uorganiske stof netop ikke er begavet med.

Her tillader man sig nogle fejlslutninger. Og det sker så tit at alle efterhånden er blevet både blinde og døve over for dem, selvom de mest af alt er de rene korthusslutninger.

Uorganisk kemi forvandler sig ikke til organisk kemi blot man venter længe nok; forstået sådan at livet ikke opstår af sig selv, som om der er en naturlov der siger at det skal det gøre. Forestillingen er tværtimod en mistolkning af de kendte naturlove. Ja, der er en vis orden, et vist mønster i naturen: i snefnugget, i saltkrystallen, i bølgeslagets ribber på stranden. Og ja, alle disse mønstre er ganske naturlige og opstår derfor “uintelligent”.

Derfor er det også ganske naturligt at mønstre som dem man finder i sneglehuset, i fyrrekoglen eller i solsikkens frøstand, opstår af sig selv. Påstår man.

for en væsentlig del af dens forsvar. Nej, den er forsynet med en tilfældighedsgenerator.

Se på computerens regneark. Mit regneark kan fx spy en serie tilfældige tal mellem 0 og 1 ud ved at jeg i en celle indsætter formlen “=RAND()” [“=SLUMP()” hvis regnearket “taler dansk”]. Men tilfældigheden er kun tilsyneladende, det er nemlig programmeret tilfældighed vi har med at gøre, fordi regnearket benytter computerens tilfældighedsgenerator til at frembringe tallet.

Og således også i kroppens immunforsvar. Almindeligvis er det heldigvis sådan, for hvad er det der sker når kroppens programmering svigter på dette punkt? Kroppens hele eksistens er truet på livet!

Vi kan konstatere med 100 procents sikkerhed at det ikke er tilfældighed, men intelligens der har opbygget computeren, lavet styresystemet, regnearket osv. På ganske tilsvarende vis er det ikke tilfældighed der har opbygget kroppen …

Så enkelt er det!

Og fordi tilfældighed er en væsentlig faktor i vores immunsystem, tror man endvidere på at vi selv er blevet til ved rene tilfældigheder. Det siges måske ikke direkte, men argumentet ligger alligevel og lurer i baggrunden.

Når Illustreret Videnskab fx i en overskrift forkynder “Kroppen lader tilfældet råde”, er budskabet ikke til at tage fejl af: Se bare hvad tilfældet kan gøre! Og dermed er der ikke langt til den slutning at immunsystemet selv skulle være opstået af tilfældigheder.

Besjælingen af kroppen (det er kroppen der handler som om den har en bevidsthed i sig selv der ligger ud over hvad hjernen står for) lokker os allerede ud på glidebanen mod fejlslutningen. Det er ikke kroppen der bevidst har taget et valg i retning af at lade tilfældet stå

Til dem der vil videre, kan vi anbefale: • Immunsystemet: Designet til at bekæmpe mikrober i Origo nr. 111 (en gennemgang af hvad vi kan forklare mht. kroppens vigtigste forsvarsmekanisme).

• Darwinbogen af Jostein Andreassen (en kildekritisk gennemgang af Darwins liv og værker) • Humlebien kan ikke flyve … (en gennemborende analyse af alle darwinismens umulige forklaringer, forklaret så selv børn kan forstå det)

Origo 117 udkommer til juni og indeholder bl.a. følgende spændende artikler: • Serien Darwin for dummies fortsætter: Denne gang om Darwins forudsigelse af at fossilrækken vil vise en ubrudt kæde af forældre/efterkommere.

• Om meningsmålinger og danskernes tro på Darwin • Darwin of the Gaps, om hvordan Darwin tit puttes ind i forklaringen hvor man reelt ikke har nogen.

• Og så satser vi på at kikke lidt nøjere på kinesiske fisk …

Origo 116

7

Mikro = makro?

Den videnskabelige kontrovers om hvorvidt mikroevolution kan tages til indtægt for makroevolution Fra Discovery Institute

Da Charles Darwin i 1959 udgav The Origin of Species, vidste man allerede at nulevende arter kunne variere over tid. Dette er grundlaget for den forædling* som har været praktiseret igennem tusinder af år. Darwin og hans samtidige var tilstrækkeligt kendt med fossilrækken til at vide at større forandringer i levende organismer kunne ske over længere tid.

Darwin havde den teori at der i naturen foregår en proces som svarer til forædling. Darwin kaldte denne proces for Naturlig Udvælgelse. Darwins teori var at større ændringer i naturen, som dem der ses i fossilrækken, primært finder sted ved Naturlig Udvælgelse – når blot der går tilstrækkeligt lang tid.

Efter Darwins tid blev det første fænomen (ændringer i eksisterende arter eller genpulje) kaldt “mikroevolution”. Der findes overvældende vidnesbyrd om at der kan forekomme ændringer i eksisterende arter – både i vilde dyr og i husdyr. Mikroevolution er derfor ikke noget man behøver diskutere.

Det andet fænomen (storskalaændringer i geologisk tid) blev kaldt “makroevolution”, og Darwins teori om at førstnævnte medfører sidstnævnte, har været til diskussion lige fra begyndelsen. Mange biologer, Darwins samtidige såvel som dem der fulgte efter ham, har sat spørgsmålstegn ved den påstand at naturens pendant til menneskets forædling af dyr og planter har kunnet frembringe noget som den menneskeskabte forædling aldrig har været i stand til – nemlig at skabe nye arter, organer og nye former for kropsstrukturer. I de allerførste årtier af det tyvende århundrede var kritikken af dette aspekt af evolutionen så massiv at Darwins teori gik i sort (Se kapitel 9 * Forædling = hybridisering = kunstig (menneskestyret) avl.

8

i Peter Bowlers Evolution: The History of an Idea, University of California Press, revised edition, 1989).

I 1930’erne mente “neodarwinisterne” at genmutationer (som Darwin i sin tid ikke kendte til) ville kunne løse problemet. På trods af at de fleste mutationer er skadelige (og derfor ikke bruges af den naturlige udvælgelse) vil der i sjældne tilfælde opstå en mutation der er gavnlig for organismen. Fx bevirker genmutationer i nogle tilfælde antibiotikaresistens i bakterier; mutationen er således gavnlig for organismen hvis den befinder sig i et miljø hvor penicillin er til stede. Ikke desto mindre virker alle kendte gavnlige mutationer kun på organismers biokemi. Darwinistisk evolution forudsætter storskalaændringer i en organismes morfologi eller anatomi.

Midt i det tyvende århundrede var der nogle darwinistiske genetikere der mente at lejlighedsvise “makromutationer” kunne skabe de store morfologiske ændringer som manglede i Darwins teori.

Desværre er alle morfologiske ændringer skadelige.

Jo større de er, desto mere skadelige er de.

Kritiske forskere kaldte brugen af disse såkaldte makromutationer for “the hopeful monster hypothesis” [“hypotesen med de håbefulde monstre”] (jf. kapitel 12 i Bowlers bog).

Spørgsmålet om hvorvidt processer der kan iagttages i eksisterende arter og gener (mikroevolution), kan tages til indtægt for større ændringer i geologisk tid (makroevolution), er fortsat kilde til uenighed i forskningsverdenen.

Her følger nogle få eksempler på videnskabelige artikler bedømt gennem peer-review [dvs. artikler der er bedømt af fagfolk] der har taget spørgsmålet op alene i løbet af de seneste år: • David L. Stern, Perspective: Evolutionary Developmental Biology and the Problem of Variation, Evolution 54 (2000): 1079-1091.

“En af evolutionsbiologiens ældste problemstillinger forbliver stort set uløst … Historisk set har de neodarwinistiske teoretikere understreget Origo 116

»Omnis cellula e cellula«, dvs. enhver celle kommer fra en allerede eksisterende celle.

Udtalt i 1855 af Rudolf Virchow.

virkningen af mikromutationer i evolutionen, imens andre har hæftet sig ved ligheder imellem dramatiske mutationer og evolutionære ændringer som argument for ideen om makromutation.”

• Robert L. Carroll, Towards a New Evolutionary Synthesis, Trends in Ecology and Evolution, 15 (January, 2000): 27.

“Storskalaevolution kan ikke forklares alene på baggrund af en fremskrivning af processer der svarer til dem man kan iagttage i nulevende arter og populationer.”

• Andrew M. Simons, The Continuity of Microevolution and Macroevolution, Journal of Evolutionary Biology 15 (2002): 688-701.

“Spørgsmålet om kontinuitet imellem mikroevolution og makroevolution danner grundlag for en sejlivet debat i evolutionsbiologien. Det vil sige, i hvilken udstrækning er makroevolutionære ændringer styret af de samme principper som i mikroevolution?”

Det er vigtigt at tilføje at alle de citerede forskere tror på darwinistisk evolution og på at problemerne med tiden vil blive løst inden for denne teoris rammer. For eksempel mener Stern at nye udviklingsbiologiske genstudier vil tilvejebringe “the missing link” (side 1079). Det væsentlige er imidlertid at kontroversen stadig ikke er bragt til ende, hvilket skyldes at

man stadig ikke har en ordentlig forklaring. Det er vigtigt at studerende her bliver gjort opmærksomme på hvad der findes dokumentation for og hvad ikke.

Man kan ikke bare slå sig til tåls med at nogle forskere håber at denne dokumentation engang med tiden vil dukke op.

Eftersom kontroversen med mikroevolution og makroevolution berører centrale dele i Darwins teori, og fordi evolutionsteorien er så dominerende i moderne biologi, gør man de studerende en bjørnetjeneste ved fuldstændigt at ignorere denne uløste problemstilling.

Og da den videnskabelige dokumentation der kunne løse problemet, stadig mangler, er det forkert at give de studerende indtryk af at problemet er løst, og at der i den videnskabelige verden hersker ubestridt konsensus [enighed] på området.

Kilde: Center for Science and Culture/Discovery Institute, 1511 Third Avenue, Suite 808, Seattle, WA 98101

ORIGO - et udvalg af Temanumre 95: Evolutionens Ikoner 96: Tågen letter 101: Ikke helt tilfældigt 112-113: Evolutionskritikkens alfa og omega

Flere eksemplarer kan bestilles hos Henrik Friis, tlf.: 3514 3539, e-mail: abonnement@skabelse.dk - eller på ORIGO’s hjemmeside: www.skabelse.dk

Origo 116

9

Dawkins’ Greatest Show Anmeldelse af Richard Dawkins’ seneste bog The Greatest Show on Earth Af Arne Kiilerich

Holocaustnægtere

Dawkins lægger ud med en påstand om at evolutionen er lige så veldokumenteret som holocaust. Evolutionsskeptikere sammenlignes bogen igennem med historiebenægtere, såkaldte “40-percenters” med henvisning til galluptal som viser at der findes en hård kerne af 44 % skabelsestro amerikanere. Dertil kommer et større antal som på anden vis er skeptisk over for blind darwinistisk evolution. Kun 14 % af amerikanerne er sande evolutionstilhængere.

“Fyrreprocenterne” omtales i bogen gentagne gange som historiebenægtere. Ignoranter som tror at alt levende er blevet til på 6 dage à 24 timer. Dawkins gør ikke meget for at nuancere dette billede, bortset fra det sidste kapitel i bogen som omhandler diverse galluptal.

Men hvem har så skrevet og dokumenteret livets historie millioner af år tilbage i tiden – uden et eneste øjenvidne? Det har evolutionens teoretikere. Ingen “seriøse” videnskabsmænd betvivler evolutionen.

Dawkins har forresten heller ikke mødt en “seriøs” biolog som kunne pege på et alternativ til naturlig udvælgelse.

Bogens retoriske metodik består i at Dawkins skyder alle naive creationistargumenter ned med det hårdeste skyts han kan hale frem fra sit arsenal. Bogen leverer hele fire siders veritabel nedsabling af en aldeles ukyndig modstander i et dawkinsinterview. Her kunne man som alternativ foreslå Dawkins’ og Dennets ordduel med matematikeren David Berlinski i bogen Uncommon Dissent.

10

Men lad os se nærmere på den såkaldte dokumentation.

Bogens vigtigste “bevis” i evolutionens favør skal hentes fra: 1. Mikroevolutionen 2. Det fossile vidnesbyrd 3. Arternes geografiske spredning 4. Indbyrdes slægtskab 5. “Rudimentære organer” 6. Våbenkapløbet

Blanding af spillekort

Mikroevolutionen er kendetegnet ved variationer som følge af avl – naturlig eller kunstig. Nye kombinationer i en eksisterende genpulje fremmes ved seOrigo 116

Darwin har gjort det muligt at man som ateist kan være intellektuelt tilfredsstillet.

Richard Dawkins, The Blind Watchmaker, 1986: 6. lektion. Dawkins sammenligner dette med blanding af spillekort. Dawkins trækker ofte hunden frem som et eksempel på hvor hurtigt avl kan fremme evolutionære ændringer, og stiller i denne forbindelse spørgsmålet: “Tænk hvad millioner af år kan udrette?” – Her skal forestillingsevnen altså erstatte historieskrivningen!

Et kvalificeret gæt er at det ikke vil blive til voldsomt meget mere hvis der kun er adgang til den samme genpulje. Mikroevolutionen er en i vid udstrækning lovmæssig og delvis forudsigelig variation. Makroevolutionen skal sprænge disse rammer. Ingen kan endnu svare på i hvor stor udstrækning det er muligt eller hensigtsmæssigt at blande gener. Den kønnede formering begrænser (heldigvis) det rene genetiske anarki, og som Dawkins selv udtrykker det i forbindelse med hundens ‘evolution’: “Det er forbavsende få gener der er involveret!”

Man kan naturligvis både lægge viftekabale og kongekabale af de samme spillekort; men hvordan fik Dawkins rystet selve spillekortene ud af ærmet?

Altså, den kønnede formering blander kort, men ingen ved det mindste om hvordan hverken kortene eller den kønnede formering er blevet til.

Skeletter ud af skabet

Endnu et af de påståede fældende beviser (kapitel 10) er at alle levende organismer ifølge Dawkins skulle være fætre og kusiner. For ham er alting forbundet ved evolution. I slutningen af bogen erkender Dawkins dog at der ikke findes dokumentation for at livet er opstået spontant, men alene sammenligning af skeletter beviser for ham at alle dyr og mennesker er fætre og kusiner – uagtet at den fælles stamform er hypotetisk.

Den kambriske evolutions manglende forgængere undskyldes sædvanligvis med at disse forløbere for ikke-bløddyr må være bløddyr som sjældent fossileres. Hertil må man spørge hvorfor der så findes en del eksempler på fossile vandmænd og mange andre fossile bløddyr? Det skorter normalt heller ikke på fossile kambriske bakterier, de trækkes endda ofte frem som dokumentation for den tidlige evolution!

Hvorfor har de mange kambriske skaldyr ikke haft forgængere med halve og kvarte skaller?

Origo 116

Det formentligt mest betydningsfulde findested vedrørende de kambriske dyr er The Burgess Shale i Canada. Herfra er der fund af tusinder af dyr med masser af fossilerede bløddele, herunder adskillige orme hvor selv maveindholdet har kunnet bestemmes. Alle nulevende dyrs grundformer er fossileret her.

Ifølge den berømte evolutionist Stephen Jay Gold rummer de nuværende oceaner langt flere arter end det kambriske hav repræsenteret ved Burgess. Men denne mængde er baseret på langt færre anatomiske grundformer. Dvs. at der af nulevende dyr er mange med små forskelle og få med store forskelle. I stedet for progressiv evolution er her et tydeligt vidnesbyrd om det stik modsatte.

Så skeletterne vælter ud af Dawkins evolutionsskab!

Levende fossiler

Det generende begreb “levende fossiler” bruger Dawkins ikke meget energi på. For enten har Darwin ret i at alle arter forandrer sig over årmillioners forløb, eller også har han ikke. – Men artstabiliteten er meget højere end selv en Dawkins kan ønske sig.

På Politikens hjemmeside er der pt. en henvisning til et tilsvarende 260 millioner år gammelt “levende fossil” som nu er filmet med sine unger med et dybhavskamera. Denne fisk, med finner på “korte ben”, viser stadig ikke megen interesse for at gå på land.

Og de påståede forløbere til ben er løst fæstnet til bugen og ikke til rygsøjlen som på alle hvirveldyr.

Dette makroevolutionære svælg ses tydeligt i bogens illustration af fisken Eusthenopteron og krybdyrene Ichthyostega og Acanthostega. Floridas vandrende malle spadserer heller ikke rundt. Den glider på bugen med de samme bevægelser som den bruger i vandet. I forbindelse med et nyere fossilfund Tiktaalik fortæller Dawkins at “han tabte mælet af bevægelse” idet han i dette fossil har set sin forfader direkte i øjnene. Tiktaalik er et fladtrykt og ikke særligt velbevaret fossil. Dyrets formodede lunger er ren darwinistisk ønsketænkning. Fossilet har som andre fisk finner og gæller, og ingen ved noget om hvor tæt på vandoverfladen den har levet. Når dette fossil er blevet spidskandidat til en meget efterstræbt mellemform, fortæller det mest af alt noget om hvor tomt der er på hylderne.

Fossilerne er ifølge Dawkins slet ikke nødvendige for at bevise evolutionen. Vi er blot heldige overhovedet

11

at have dem, som et ekstra supplement! De vidner om at evolutionsteorien er en ægte videnskabelig teori, da fossilernes vidnesbyrd er særdeles sårbart over for falsificering. Tænk hvis man fx fandt en fossil gedebuk i de kambriske lag?

Dawkins’ ark

Dawkins’ royal flush er de nuværende arters fordeling ud over verden. Ifølge biologerne lever mange arter i en form for isolation skabt af øer, søer, havdybder, bjerghøjder, klima og ikke mindst kontinentalpladernes drift. I disse “øer” har nye arter udviklet sig, hvilket for eksempel ses ved at kænguruen kun findes i Australien. Ifølge bogen skilte Madagaskar sig ud fra Indien for 90 millioner år siden og begav sig på vej mod Afrika.

Ricard Dawkins puster sig derfor gevaldigt op i det niende kapitel og skriver om sit favoritdyr:

En forhistorisk lemur på Madagaskar, formentlig kun en enkelt art, er nu blevet til 37 forskellige arter af nulevende lemurer samt nogle uddøde former. De varierer i størrelse fra pygmæmus, mindre end en hamster, til en kæmpelemur, større end en gorilla med lighed med en bjørn. Den sidstnævnte er for nyligt uddød. Hver eneste af disse arter findes kun på Madagaskar. Der findes ingen lemurer noget andet sted i verden, og der er ingen aber på Madagasker.

Hvordan i alverden tror de 40 %-historiebenægtere at dette har fundet sted. Spadserede alle 37 – eller flere – lemurarter i samlet trop og med halen i sky ad landgangsplanken ud af Noahs ark og hele vejen igennem Afrika til Madagaskar uden at efterlade en eneste på vejen.

Endnu engang er jeg desværre nødt til at knuse en så lille og skrøbelig nød med en forhammer.

Men jeg er nødt til at gøre det fordi mere end 40 % af den amerikanske befolkning tror bogstaveligt på beretningen om Noas ark.

Jeg må erkende at efter læsning af Dawkins bog kan man komme i tvivl om hvordan han mener det er gået til. Måske marcherede lemurerne for 47 millioner år siden, i stigende rangorden, igennem Tyskland hvor de begravede side 9-lemurpigen Ida (farveside nr. 9 i bogen) som udviste abelignende tilbøjeligheder og først derefter fortsatte til Madagaskar, som desværre var afsejlet og befandt sig langt ude i det Indiske Ocean. (Supplerende informationer om den 47 mio. år gamle lemurpige kan findes i Origo nr.

114. Se også artiklen side 27 i dette blad.)

Altså: Hvis lemuren har udviklet sig til lemur i isola-

12

tion på Madagaskar igennem de seneste 90 millioner år, er det naturligvis udelukket at en nær slægtning har levet i Tyskland for 47 millioner år siden!

Dawkins scorer hermed et nydeligt selvmål og får således ufrivilligt ret i at evolutionslæren kan vise sig at være særdeles fossilfølsom, hvilket leder frem til spørgsmålet om hvorvidt den nuværende artsdistribution er bevis for evolutionen. Det var Darwin som fandt på at isolation skaber nye arter. Dette lyder som en ganske rimelig forklaring i en række tilfælde, men langt fra alle. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre for havpattedyrenes og de mange migrerende vingede væseners vedkommende; de må være noget svære at isolere. Når arter alene findes på bestemte lokaliteter, kan det i lige så høj grad skyldes andre arters manglende tilpasningsevne i skiftende miljøer, hvilket fx kan være forårsaget af særdeles voldsomme klimaændringer. Det skønnes at vi nu står tilbage med (måske) kun én promille af alle de arter som tilsammen har levet på kloden. Uddøen og arternes egne fravalg må derfor være en del af forklaringen på den geografiske spredning.

Sommerfugleeksperten Torben W. Langer skriver om bjergsommerfuglen Apollo i bogen “Sommerfugleliv”:

I den sidste snes år er intet eksemplar fanget i Skåne skønt både lavens foderplante og den nøgne klippe stadig forekommer. Teoretisk set skulle mulighederne være til stede; at de ikke er det, skyldes Apollolarvens kræsenhed. Den er nemlig ikke tilfreds med at den rette planteart forekommer, den vil have en ganske bestemt rødbladet varietet af den som udelukkende vokser i tynde jordlag i hulninger på store klippeblokke der ligger fuldt udsat for solen.

Vokser planten på selve jordbunden, er den uden interesse for larven, og gror træerne op imellem klippeblokkene så de kommer til at ligge i skygge, uddør sommerfuglen på stedet. Denne kræsenhed gør at al tale om at Apollosommerfuglen skulle have levet i Danmark, roligt kan lades ude af betragtning.

Under alle omstændigheder er artsdistributionen ikke noget som leder til en entydig historieskrivning.

Tænk på det paradoks at den kvastfinnede “forfader” fremdeles lever i isolation på store havdybder. Er det ikke netop tilfældet at dens isolation har sat en barriere op for makroevolutionen? I modsætning til dette findes ens typer af dyr på hele verdenskortet. En kat kan hedde en puma, en tiger eller en gepard og leve i hver sin verdensdel. Men det er stadigvæk en kat.

Diversiteten er ikke dokumentation for makroevolution.

Origo 116

Chihuahua og Stor dansk Hund: Hvem skulle tro ud fra deres udseende som skyldes nogle få århundreders kunstig selektion, at de begge skjuler ulven i sig?

Denne illustration (med ovenstående tekst i dansk gengivelse) viser hvor dygtig Dawkins er til at understrege sine pointer. Han forstår virkelig at sælge sit budskab. Og læseren narres med dette foto til at tro det utrolige: For hvis en ulv kan blive til en hund i så forskellig fremtoning, kan evolutionen jo gøre hvad som helst. Men se lige artiklen om mikro/makroevolution som viser hvor Dawkins går galt i byen. ­ Bogen er i øvrigt forsynet med mange flotte tegninger og farveplancher. Set i forhold til fx The Blind Watchmaker har bogen fået et betydeligt grafisk løft.

Skyder på alt og alle

Dawkins er indædt darwinist. Den naturlige udvælgelse er for Dawkins den suveræne motor i evolutionen. Men den naturlige udvælgelse fungerer helt overordnet ved at udvælge det som producerer mest (levedygtigt) afkom. Det gør de små dyr med en faktor 100.000 sammenlignet med de største. Evolutionen burde derfor have løbet i retning af mindre og mindre organismer.

Dawkins skyder på alt der bevæger sig. Alle variationer, forlæns eller baglæns, indsamles som trofæer til bevis for evolutionen. Men intet af det Dawkins påberåber sig, er et bevis på at evolutionen er en progressivt fremadskridende proces. Heller ikke at ny kompleksitet opstår spontant. Variation i den eksisterende genpulje, uanset hvor omfattende den måtte være, er intet bevis for molekyle til mennesketeorien.

Ideen om organismernes våbenkapløb er også problematisk. At træerne har strakt sig op over græsset for at stjæle lyset, er for Dawkins et bevis for at evolutionen foregår som et våbenkapløb. Træer er spild af energi, så de burde ikke forekomme i en designet verden. Hvem siger det? Den designede verden er netop et overflødighedshorn af unødvendighed målt i artsrigdom, og hvor organismer desuden, for nogles Origo 116

vedkommende, lever i dyb indbyrdes afhængighed.

Træerne kvæler ikke græsset, og græsset tager ikke til genmæle. Regnskove er designet med tre niveauer af trækroner som danner levesteder for et mylder af forskellige dyr og planter der er adskilt ved specialisering så de ikke udkonkurrerer hinanden som et samfund af forskellige faggrupper.

Evolutionens kapløb handler om hvem der i en given habitat kan udnytte fødemængden til at producere mest afkom. Dette er mekanikken i den naturlige udvælgelse – intet andet. Den som leverer flest individer der kan blande sig i kommende generationer, bliver evolutionens ukronede vinder. Dette taler ikke til gunst for de langsomtvoksende træer.

Dawkins hovedopponent Michael Behe har i bogen The Edge of Evolution givet et bud på evolutionens grænser. Her påviser Behe at det påståede evolutionære våbenkapløb imellem organismer snarere er skyttegravskrig – eller en defensiv krigsførelse.

Dawkins refererer endnu engang til bakteriers resistens som et af evolutionens små mirakler, på trods af at det utallige gange er blevet påvist at resistens blot skyldes tab af information og nedsat fitness.

Endvidere glemmer Dawkins det ubehagelige faktum at bakterier i et antibiotikafrit miljø hurtigt svinger tilbage til den oprindelige tilstand fra før resistensen er opstået.

13

Har Dawkins en bedre forklaring? Jeg kan ikke få øje på den. Den blinde evolution vil ikke få noget individ til at respektere det som bliver sat på tallerkenen til naboen. Sådanne begrænsninger forklares bedst ved design.

Når den røde tråd skifter farve

På den ene side er der no free lunch som medfører at der ikke er råd til nogen form for luksus. På den anden beretter Dawkins om ekstravagant ressourceforbrug når han argumenterer for våbenkapløbet.

Tiktaalik fik Dawkins til at tabe mælet af bevægelse

Dawkins undlader heller ikke at fortælle at creationister ikke har forstået termodynamikkens 2. lov.

Dawkins har fuldstændigt ret i at levende organismer ikke bryder denne lov – på grund af solens vedvarende energiforsyning. Men det er heller ikke det som er problemet. Loven skal anvendes i forbindelse med det spæde livs påståede spontane tilblivelse. På den anden side kan man kan heller ikke udelukke at termodynamikken er et problem for det komplekse liv – på den lange bane. En solcelle leverer fx elektricitet i fuld harmoni med termodynamikkens love, men selve cellen nedbrydes med tiden af den samme energikilde.

Har Dawkins bevist evolutionen over for de såkaldte historiebenægtere? Nej, han har bevist variationen – som aldrig har krævet noget bevis. Ordet “evolution” burde være entydigt beregnet for den progressivt voksende kompleksitet, og ville i så fald ikke inkludere mikroevolutionen.

En dybtfølt tak

Trods det at Dawkins ikke bringer de store nyheder under solen, må man alligevel være ham tak skyldig for bogen. Jeg er sædvanligvis indædt modstander af at sammenblande bibel og naturvidenskab. Ikke desto mindre er der nogle strofer fra Bibelens første side som konstant har ringet i mine ører under læsning af bogen. De handler om skaberens befaling om at jorden skal vrimle med forskellige dyr. De mange forskellige dyr og planter er designet som individuelle specialister der gør det muligt for dem at leve sammen uden at superdyr som rotter og kakerlakker (umiddelbart) overtager hele billedet. Når for eksempel dyr er opdelt af forskellige kostvaner, kan de leve i samme omgivelser uden at decimeres af grænseløs konkurrence.

14

Denne slingrekurs ligner kommunalpolitisk fnidder snarere end en klar evidensbaseret naturvidenskab.

Er der overhovedet klare regler for evolutionens fremdrift? Det er vel for meget at spørge efter naturlove?

Hvis vi havde en uforfalsket historie om en gradvis udvikling fra molekyle til menneske, ville dette naturligvis være tilstrækkeligt. Men det har vi ikke! Kun spekulation bygget over mikroevolutionens banale variationer.

Den bedst egnede tilskuer

Intet er kommet af nødvendighed. Den biologiske motor som snurrer rundt indtil solen lukker sit øje, er på en måde aldeles overflødig. Det biologiske kredsløb kunne desuden være langt simplere. Den blinde evolution efterspørger i sig selv ingen større dyr, og naturen ville klare sig bedst uden mennesket.

Når Richard Dawkins skriver en så tendentiøs bog, med titlen The Greatest Show on Earth, fortæller det at Dawkins’ bevæggrund er ideologisk snarere end naturvidenskabelig. Hvem vil iscenesætte et show uden tilskuere? Og hvorfor iscenesætte et show for den mest unødvendige af alle skabninger?

Fordi denne skabning, mennesket, som en uhørt luksus, er udstyret med evnen til at stille disse to overflødige spørgsmål – hvordan og hvorfor? »Dawkynismen« svarer forkert på det første spørgsmål – og kan derfor ikke besvare det andet.

Konklusion

Richard Dawkins vil tydeligvis med denne sin tiende bog slå fast at evolution er en kendsgerning – ikke bare en teori. Som det ses, lykkes det ikke rigtigt.

THE GREATEST SHOW ON EARTH 470 sider Bantam Press 2009 Origo 116

Dawkins’ anti-gudsbevis i kritisk belysning Af Peter Øhrstrøm Netop som de fleste troede, at gudsbeviser er gået af mode i den akademiske diskussion, dukker der et anti-gudsbevis op formuleret af prof. Richard Dawkins – bannerføreren for den nye og relativt aggressive ateisme, som er opstået i kølvandet på terrorangrebene i USA d. 11. september 2001. Dawkins præsenterer sit argument for, at Gud næsten med sikkerhed ikke eksisterer i bogen “The God Delusion” (2006) (dansk oversættelse: “Illusionen om Gud”, 2007), som er blevet en af de seneste års helt store bestsellere. Jeg vil i det følgende vise, at Dawkins’ argument er meget svagt, og det i virkeligheden er et mislykket forsøg på at komme uden om et tungtvejende argument for design i naturen.

Dawkins tager udgangspunkt i spørgsmålet om oprindelsen af kompleksiteten i den levende natur – velvidende at netop denne kompleksitet traditionelt ses som evidens for design og ofte også for en teistisk verdensforståelse. Dawkins er ganske klar over problemet og dets betydning som udfordring af den ateistiske verdensopfattelse. Han er også opmærksom på de teoretiske vanskeligheder med at forklare kompleksitetens og informationens oprindelse i den levende natur. Han henviser til, at den berømte videnskabsmand Sir Fred Hoyle har fremsat en tankevækkende udtalelse herom:

»Hoyle sagde, at sandsynligheden for, at livet skulle være opstået på jorden, ikke var større end sandsynligheden for, at det skulle lykkes en orkan, som fejede hen over en bilkirkegård, at samle en Boeing 747.« [p. 136]

Dawkins benægter ikke Hoyles påstand. Han er også helt opmærksom på, at denne og andre lignende observationer ofte har været brugt i en argumentation for, at eftersom det er så usandsynligt, at livet kan være opstået ved naturlige og ikke-styrede processer, så må livet være blevet til ved styrede processer (dvs. design eller skabelse). Selv om Dawkins altså er helt Origo 116

opmærksom på, at det ville være fristende at bruge Hoyles observation som evidens for skabelse eller design, afviser han alligevel den form for argumentation. Man skal ifølge Darwkins nemlig ikke falde for fristelsen til at bruge Hoyles korrekte observation på den måde:

»Den naturlige fristelse består i at tillægge det tilsyneladende udtryk for design et faktisk eksisterende design. I tilfældet med en menneskeskabt kulturgenstand, som f.eks. et ur, har designeren virkelig været en intelligent teknisk pioner. Det er fristende at bruge samme logik i forhold til et øje eller en vinge, en edderkop eller en person.« [Dawkins, p.185-6]

Det er påfaldende, at Dawkins i forbindelse med det han kalder “den naturlige fristelse” ikke gør noget for at forklare, hvorfor man på forhånd skal udelukke, at “det tilsyneladende udtryk for design” kunne skyldes “et faktisk eksisterende design”.

I modsætning til den gængse anvendelse af Hoyles observation søger Richard Dawkins derfor i sin bog at vise, hvordan Hoyles indsigt i virkeligheden kan bruges på den stik modsatte måde, nemlig i en argumentation for konklusionen: “Gud eksisterer næsten med sikkerhed ikke” [p.187]. Dawkins har ikke i bogen præsenteret sit argument på meget stringent måde, og han nævner heller ikke i alle tilfælde de underforståede præmisser, som er forudsat i argumentationen. Grundstrukturen i Dawkins argumentation kan skitseres på følgende måde, idet jeg har forsøgt at bringe Dawkins skjulte præmisser frem i lyset, således at argumentet bliver mere sammenhængende end i Dawkins egen præsentation, og idet jeg har oplistet argumentets præmisser (P1-6) og dets mellemkonklusioner (K1-3) på vejen mod den endelige konklusion (K4):

P1. Livets opståen af ikke-liv er ekstremt usandsynlig. (Hoyles observation) P2. Selv det ekstremt usandsynlige har en forklaring mht. dets tilblivelse.

15

“Det kan siges med absolut sikkerhed at hvis man møder en som påstår at han ikke tror på evolutionen, så er han enten uvidende, ikke rigtig klog eller sindssyg.”

Richard Dawkins, “Put Your Money on Evolution,” The New York Times (April 9, 1989), section VII, p. 35.

Ergo (K1): Livets ekstremt usandsynlige opståen af ikke-liv har en forklaring.

P3: Forklaringen på livets ekstremt usandsynlige opståen af ikke-liv kan enten bero på noget simplere end livet eller på noget mere komplekst end livet.

P4: Forklaringen på et fænomen kan ikke bero på noget mere komplekst end fænomenet selv, fordi det bare ville rejse et endnu vanskeligere spørgsmål om forklaringen på tilblivelsen af dette endnu mere komplekse.

Ergo (K2): Forklaringen på livets ekstremt usandsynlige opståen af ikke-liv må bero på noget simplere end livet.

P5: En skabende Gud ville som forklaring på livet være mere kompleks end livet.

Ergo (K3): En skabende Gud kan ikke være forklaring på livets opståen.

P6: En Gud, som ikke viser sit virke i verden, eksisterer næsten med sikkerhed ikke.

Ergo (K4): Gud eksisterer næsten med sikkerhed ikke.

Dawkins argumenterer altså for, at der findes simple mekanismer, som vil kunne forklare livets opståen af ikke-liv, ligesom han hævder, at der findes simple mekanismer, som vil kunne forklare, hvorfor det fysiske univers har fået naturkonstanter og fysiske love, som muliggør biologisk liv i universet (jf. det såkaldt antropiske princip, se nærmere i [Øhrstrøm & Thorvaldsen 2007]). Dawkins hævder ikke, at han ved, hvori disse simple mekanismer består, men han henviser til, at der findes en parallel i darwinismen, dvs. i ideen om, at tilfældig variation kombineret med naturlig udvælgelse kan forklare fremkomsten af meget komplekse livsformer på basis af relativt enkle former for liv. Dawkins er helt opmærksom på, at den darwinistiske forklaring ikke vil kunne bruges til at forklare en proces fra ikke-liv til liv. Men Dawkins mener altså at kunne slutte sig til, at der må være mekanismer i stil med den darwinistiske dvs. relativt enkle og overskuelige mekanismer, som kan forklare, hvordan ikke-liv er blevet til liv. Dermed mener han også at kunne udelukke, at forklaringen kunne bero på en skabende Gud. Det mener han at kunne gøre, fordi en skaber af livet må være mere kompleks end livet selv.

16

Men hvorfor mener Dawkins, at forklaringen på livets ekstremt usandsynlige opståen af ikke-liv ikke kan bero på noget, som er mere komplekst end livet (præmissen, P4 ovenfor)?

På dette punkt virker Dawkins’ argumentation meget primitiv. Den ligner sådan set meget standardspørgsmålet, som mange konfirmander stiller, når præsten siger, at Gud har skabt verden: Hvem har så skabt Gud? – At der her er tale om præcis den samme lidt barnlige tankegang, fremgår tydeligt af Dawkins’ egen forklaring:

»Design er i virkeligheden ikke et reelt alternativ, da det som nævnt rejser et endnu større problem end det, det løser, nemlig: Hvem designede designeren?« [p.145]

Baggrunden for Dawkins’ og konfirmandernes spørgsmål er derfor præmissen P2, som Dawkins ganske vist ikke selv har nævnt direkte, men som dog tydeligvis er antaget i bogens tekst, og som jeg derfor har føjet til for at få hans argument til at hænge bare nogenlunde sammen:

Selv det ekstremt usandsynlige har en forklaring mht. dets tilblivelse.

Her er det vigtigt at bemærke, at kompleksitet og sandsynlighed a priori hænger tæt sammen i Dawkins’ argumentation. Således forstået kommer præmissen altså til at svare til:

Selv det ekstremt komplekse har en forklaring mht. dets tilblivelse.

Anvendt på Gud, hvis eksistens som regel antages at indebære en kompleksitet, som i princippet må overgå enhver menneskelig forstand, bliver denne præmis absurd, fordi den principielt udelukker tanken om den evige Gud, som jo netop ikke kan have en tilblivelseshistorie. Det er som om Dawkins slet ikke får øje på, at hans argumentation forudsætter det, som han vil vise med den. Forudsætningen viser sig jo tydeligvis at være at eksistensen af en evig Gud som altings skaber afvises forlods. Med den forudsætning er det selvsagt ikke overraskende, at Dawkins kan nå Origo 116

frem til, at Gud næsten med sikkerhed ikke eksisterer!

Hvis man pr. præmis allerede har udelukket en evig Gud, bliver der naturligvis kun de skabte eller tilblevne guder tilbage. Og de kan ifølge Dawkins ikke have udrettet ret meget. Det synspunkt vil de allerfleste moderne teister helt sikkert uden videre kunne tilslutte sig!

P4 er oplagt urimelig, hvis man – i det mindste for argumentets skyld – forlods vil være åben for muligheden for eksistensen af en skaber, hvis væsen overgår al menneskelig fatteevne. P4 må i øvrigt også udelukke, at noget kunne være blevet til som resultat af menneskelig aktivitet. P4 nærmer sig dermed i betænkelig grad det rene vrøvl!

I det hele taget er Dawkins’ argument bestemt ikke overbevisende. Selv hvis man anerkender, at præmisserne tilsammen fører til konklusionen K4, er der åbenbare problemer, fordi flere af præmisserne i sig selv er dybt problematiske. Det gælder især P2 og P4, selv om man sikkert også vil kunne finde teologer, som vil afvise P6. Problemerne med P2 og P4 er, at de ret beset gør argumentet intetsigende, idet det som nævnt hurtigt viser sig, at Dawkins argument for den evige Guds ikke-eksistens hviler på en forudsætning om afvisning af muligheden for den evige Guds eksistens. Et sådant argument bringer os ikke ret meget videre i erkendelsen af virkeligheden – for nu at sige det mildt!

Dawkins’ argumentation er bagvendt. I stedet for at forudsætte det, som han vil vise, burde han naturligvis have stillet sandhedsspørgsmålet: Findes der rent faktisk en evig Gud som verdens skaber? Hvis Skaberen findes, kan man selvfølgelig ikke på forhånd afvise, at Gud som skaber kan være årsag til information eller kompleksitet i den fysiske og biologiske verden.

Man kan, som det er antydet ovenfor, kritisere Dawkins’ forklaringsbegreb. Men det er faktisk meget interessant, at han i så høj grad lægger vægt på muligheden for at finde forklaringer. I virkeligheden burde Dawkins have været opmærksom på, at han i sin egen argumentation har brug for en præmis om, at alle fænomener i verden – selv de mest komplekse – har en rationel forklaring. Der findes altså ifølge ham selv en fundamental og altomfattende rationalitet i verden. Dawkins burde have stillet spørgsmål til forklaringen på denne helt afgørende rationalitet i verden. Gad vide, om han også mener, at der må findes en forklaring på denne universelle rationalitets tilblivelse i form af en simpel mekanisme i stil med den darwinistiske? Hvis Dawkins for alvor havde Origo 116

tænkt over disse afgørende grundspørgsmål, ville han måske også bedre kunne forstå, hvorfor logostanken er så væsentlig for det kristne verdensbillede og den kristne tænkning i det hele taget.

Dawkins’ tro

Det er en tydelig forudsætning for Dawkins’ argumentation, at en evig Gud som verdens skaber ikke (eller med næsten sikkerhed ikke) eksisterer. Med udgangspunkt i denne ateistiske tro, når han frem til, at der må findes enkle mekanismer, som kan forklare livets opståen af ikke-liv. Med helt den samme argumentation når han til at det antropiske princip om naturkonstanternes finjusterede værdier ved universets begyndelse må skyldes en eller anden tilpasningsmekanisme – sandsynligvis koblet med en teori om, at flere universer sameksisterer i et “multi-vers”.

Dawkins argumenterer med henvisning til fysikeren Lee Smolin for muligheden for en slags naturlig udvælgelse af de bedst egnede universer i multiverset [p. 172 ff]. Denne teori forekommer meget spekula-

Dawkins’ ”konfirmandargument”: »Design er i virkeligheden ikke et reelt alternativ, da det som nævnt rejser et endnu større problem end det, det løser, nemlig: Hvem designede designeren?« [p.145] tiv, men selv hvis modellen accepteres, ville den bare øge kompleksiteten af virkelighedsforståelsen (nemlig til en struktur af universer i et multivers i stedet for “bare” ét univers). Dermed ville denne øvelse altså rejse et endnu vanskeligere spørgsmål, hvilket jo var det, som Dawkins efter eget udsagn mente burde undgås, når man forsøger at forklare! I bogen lader han spørgsmålet om multiversets oprindelse ligge!

– Selve den spekulative påstand om flere universer organiseret i et multivers, synes i virkeligheden ikke at have andre formål i Dawkins’ bog end at undgå den ellers helt oplagte konklusion, at værdierne af universets fysiske konstanter er udtryk for design.

Dawkins kritiserer forsøg på at forklare verden med henvisning til design eller skabelse. Ifølge ham ville en forklaring af den slags være en “bremseanordning” [p.186], der vil betyde, at der ikke er mere at spørge om. Dawkins’ mener tilsyneladende, at argumenter af den type vil være hæmmende for forskningen. Intet kunne være mere forkert set i forhold til videnskabens historie. Der er intet, der tyder på, at naturvidenskabens pionerer (Kepler, Galilei, Newton etc.) var hæmmet i deres videnskab pga. deres klare skabelsestro. Den tro synes faktisk tværtimod

17

snarere at have stimuleret deres forskning (se nærmere i [Øhrstrøm & Thorvaldsen 2007] og i [Lennox 2007]). Der er heller ikke noget, der tyder på, at senere forskere, der har tænkt i samme verdensbillede som pionererne, skulle være gået i stå i deres forskning, fordi de har været åbne over for tanken om, at der bagved alting er et generelt design. Tværtimod tyder meget på, at troen på eksistensen af et generelt, rationelt design i universet har stimuleret forskningen i forsøget på at finde sammenhænge og strukturer.

Dawkins har ret i, at metafysikken kan få betydning for de forskningsspørgsmål, man stiller. For Dawkins og hans ligesindede betyder deres grundlæggende ateistiske tro, at de må gøre alt, hvad de kan for at bortforklare tilsyneladende tegn på hensigt og formål i naturen. Ligeledes skal også alle tegn på egentlig information i naturen bortforklares. Ingen af de bortforklaringsøvelser vil være nødvendige for forskere, der arbejder i den tradition, som naturvidenskabens

Dawkins viser med sin tekst først og fremmest, at han ligesom mange andre moderne ateister er villig til at godtage nogle meget sære og tvivlsomme spekulationer blot for at undgå den ellers oplagte konklusion om design i naturen. pionerer grundlagde. I den tradition er det ikke i sig selv et problem, hvis der skulle vise sig at være tydelige tegn på formål i naturen, og det vil heller ikke give problemer at tale om information i naturen på helt samme måde, som man ville tale om information i mellemmenneskelig kommunikation. Der er slet ingen evidens for, at Dawkins ateistiske tro i sig selv skulle føre til bedre eller mere kvalitetsforskning end den videnskabelige tradition, som naturvidenskabens pionerer grundlagde.

Sat ind i Dawkins’ ateistiske forståelsesramme kan Fred Hoyles observation åbenbart bruges som forsøg på en slags argument for, at der må findes måder at bortforklare alle tegn på design og intentionalitet i naturen. I en teistisk forståelsesramme kan Hoyles

18

observation derimod bruges til at styrke troen på, at det, der ser ud til at være design – i hvert fald i nogle tilfælde – faktisk kunne være det, og at det er fornuftigt at behandle det, der fremtræder som information i naturen, som virkelig information. Spørgsmålet om hvilken forståelsesramme, som er den rette (eller måske bare “den bedste”), afgøres tydeligvis ikke endegyldigt af Hoyles observation. Og det er sandsynligvis slet ikke muligt at afgøre spørgsmålet på et rent empirisk grundlag. Det betyder naturligvis slet ikke, at spørgsmålet er irrelevant, og det forhindrer bestemt ikke, at spørgsmålet meningsfuldt kan diskuteres i en rationel debat om metafysiske og erkendelsesteoretiske grundproblemer. Blot må man konstatere, at Dawkins ikke i sin bog på overbevisende måde har argumenteret for påstanden om, at observationer som Hoyles alligevel ikke er evidens for en design-forståelse af naturen og universet (sådan som Hoyle selv så det). Man må også slå fast, at Dawkins ikke med sit anti-gudsbevis har bidraget med ret meget til belysning af de grundlæggende metafysiske og erkendelsesteoretiske problemer, bortset fra at hans forkludrede og bagvendte argument kan være en god anledning til at forsøge at få bedre styr på de begreber og begrebsrelationer, som er på spil i denne vigtige debat.

Dawkins viser med sin tekst først og fremmest, at han ligesom mange andre moderne ateister er villig til at godtage nogle meget sære og tvivlsomme spekulationer blot for at undgå den ellers oplagte konklusion om design i naturen. Selv om han medgiver, at en sådan design-konklusion ville være “fristende”, vil han altså ikke “falde for fristelsen”!

Referencer

Dawkins, Richard: The God Delusion (2006). Dansk oversættelse: Illusionen om Gud, Thanning & Appel 2007 Lennox, John C.: God’s Undertaker. Has Science Buried God?, Lion Hudson plc, 2007 Øhrstrøm, P. and Thorvaldsen, S.: “Intelligent Design in Historical Perspective”, pp. 7-20, i: Etemadi, M.H. & Øhrstrøm, P. (Eds.): Intelligent Design. An intellectual Challenge?, Aalborg University Press 2007

Origo 116

Diskriminering av Darwin-tvilere Anmeldelse av Slaughter of the Dissidents: The Shocking Truth about Killing the Careers of Darwin Doubters av Dr. Jerry Bergman Av Per A. Larssen, California USA I tretti år har Professor Bergman samlet materiale for dokumentasjon om diskriminering av Darwintvilere i skoler og universiteter i USA, noe som sikkert kan ha mange likheter med situasjonen i Norge. Ben Steins dokumentarfilm Expelled: No Intelligence Allowed ble vist i kinoer i USA og ellers noen steder i Norge og andre land. Med denne boka utvider Bergman dokumentasjonen i detaljer om undervisningssystemets bestrebelser på å beskytte evolusjonsteori og filosofisk naturalisme fra kritisk vurdering. Med Darwin-tvilere mener Bergman studenter og professorer med et teistisk livssyn som er skeptisk overfor evolusjonsteoriens forklaring av livets opprinnelse og utfoldelse, og som motsetter seg dens naturalistiske basis. Videre mener Darwintvilere at viktige vitenskapelige data i flere områder undergraver evolusjonsteoriens gyldighet, men at det forties i studentenes undervisning. En undervisning utelukkende basert på denne teorien har skapt store problemer for professorer og studenter som ikke deler denne holdningen, men som likevel har valgt vitenskap, biologi inkludert, som deres karriere.

of church and state” når en modig professor våger å fortelle sine studenter at det er problemer med darwinismen, eller at en intelligens må stå bak det vi ser i livets kompleksitet. Men disse aktivister ignorerer både hensikten og balansen i The American Constitution’s First Amendment, som i første setning erklærer: “The Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof.”

Privat utdannelses rolle i debatten skapelse/evolusjon i USA

Spørsmålet er hvordan utdannelse i USA praktiserer ovenstående viktige paragraf. Det er klart at offent-

Med Darwin-tvilere mener Bergman videre studenter, lærere og professorer som tror på en Skaper, enten de er ung- eller gammel-jord kreasjonister, forsvarere av Intelligent Design (ID) og i noen få tilfelle tilhengere av teistisk evolusjon. Darwinaktivister i undervisning bruker slagord som “separation Origo 116

19

»I sin sidste rapport vedtog FN’s klimapanel at reducere Solens rolle for Jordens klima til nærmest ingenting, og hvis det holder stik, så er der ingen grund til at blive bekymret for en ny global kuldeperiode. Men der er jo altid den mulighed at Solen ikke følger FN’s klimapanel, og i hvert fald tyder meget på at Solen selv vil besvare spørgsmålet i løbet af det kommende årti.« Weekendavisen, nov. 2008.

lige universiteter, colleges og high schools (videregående skoler) bruker første del av denne paragraf til å skille mellom stat og kirke i undervisning. Men når det gjelder private undervisningsinstitusjoner, eksisterer det øyensynlig en misforståelse utenfor USA. Det er selvsagt et stort antall private høyere og lavere slike institusjoner, kanskje halvparten av hele undervisningssystemet. Blant de private, sies det, skulle det være mulig å undervise i skapelse ved siden av meningsløs evolusjonsteori, men slik er det ikke.

Mange tidlige private og kristne universiteter utviklet seg til fremragende undervisningsanstalter hvor evolusjonsteorien tok overhånd i biologi og vitenskap.

Ivy League Harvard University grunnlagt i det 17de århundre utdannet i tidlige år puritanske prester.

Professor Stephen J. Gould, en sterk motstander mot enhver form av skapelsesteori, er omtalt som Amerikas Darwin. Det private Princeton University ble grunnlagt av presbyterianere, og dets teologiske fakultet underviser i evolusjonsteori. Flere evangeliske colleges underviser i teistisk evolusjon, slik som Wheaton College i Illinois. Som i Norge har det evolusjonære etablissement i USA full kontroll over lærebøker hvor evolusjonsteori dominerer. Det er nesten en fast regel at nylig utdannete lærere er overbevist om at teorien representerer fakta, bortsett fra de som klarer å holde sin skepsis hemmelig. Alle de viktige vitenskapelige hovedorganisasjoner i USA, slik som National Academy of Sciences og American Association for the Advancement of Science, har utgitt erklæringer som hevder at evolusjon er en sterk vitenskapelig teori. Disse organisasjoner gir råd til President og Kongress. Når Darwin-tvilere har gått til retten, eller når klager mot Darwin-tvilere er behandlet der, har American Civil Rights Union (ACLU) hittil vunnet alle rettssaker i favør av darwinistene.

For å få et bilde av utdannelsessystemet i USA kan det være av hjelp å se på forholdet i mindre målestokk i Orange County, California (sydøst for Los Angeles). Med en befolkning på 3 millioner har Orange County 4 universiteter: ett statsuniversitet, ett privat, ett luthersk pluss en av de syv avdelinger

20

av University of California. Her er 6 community og city colleges. Orange County har 73 offentlige high schools og 24 private, hvorav 18 er religiøse og 6 ikke-religiøse. Med Californias befolkning på 36,7 millioner og USA med 300 millioner kan dette illustrere forholdet mellom offentlige og private skoler og institusjoner. Jerry Bergman, med nært kjennskap til hvordan undervisningssystemet fungerer i USA og forfatteren av denne boken, uttaler at minst 80 prosent av USAs skoler for høyere og lavere utdannelse er kontrollert av statene, og mindre enn 5 prosent av alle private colleges er tro til deres kristne arv. Dette er et verdensomfattende problem, sier han, og bare muslimske land underviser skapelse i biologi- og vitenskapsklassene.

Diskriminering tar ulike former

Darwinister kommer ofte med en fordreid påstand om at ideer fremmet av Darwin-tvilere er nødvendigvis religiøse siden de kommer fra en religiøs kilde, og er derfor utillatelig i vitenskap og biologiklasser. Men er de? En idé eller et argument kan komme fra en religiøs kilde uten a ha noen utillatelig religiøs effekt.

Enten er en ny idé akseptabel uten hensyn til hvor den kommer fra, eller den er ikke det. Hvis kritikere kan si at vitenskapen kan frembringe ideer som kommer fra hvor som helst så lenge de er testet med den vitenskapelige metode, men vil ikke tillate ideer hvis de er derivert fra (påståtte) religiøse kilder, da er religiøs diskriminering klart under oppseiling. Saken er at ideer fremlagt fra hvilken som helst kilde skulle underkastes den samme standard i vitenskapelig gransking for både darwinister og skeptikere.

I bokas forord summerer Bergman de mange diskrimineringsformer som er erfart av dem som åpent har kritisert, eller bare uttrykt tvil, på en eller annen side av den darwinistiske teori. De kan være: nedsettende og upassende bemerkninger fra de overordnede, nekting av adgang til avanserte studier, nekting av opprykk, ekskludering, avsettelse, degradering til lavere stilling, personlig intimidering og trusler. Bergman gir tallrike eksempler på dette i boken.

Origo 116

Kevin H. Wirth, CEO of Leafcutter Press, medforfatter og utgiver av boken, skrev dens første kapittel.

I sin tidlige utdannelse aksepterte han darwinismen, men hans egne kritiske undersøkelser avdekket mange problemer med evolusjon som han ikke hadde blitt kjent med tidligere. Han begynte å dokumentere stridsspørsmålene, som etter hvert brakte ham i forbindelse med mange ledere i kreasjons- og ID-fellesskap. Han har forsynt mange forfattere med bakgrunnsforskning fra ID, slik som professor i rettsvitenskap ved University of California at Berkeley, Phillip Johnson (Darwin on Trial) og Jerry Bergman. Han har utformet online forskningsmetoder for informasjonskilder i spørsmål som angår opprinnelse og laget inngående dokumentasjon om diskriminering av Darwin-tvilere.

Her er hva han sier om sistnevnte: Diskriminering av Darwin-tvilere foregår gjerne i grader: 1. Den begynner ofte med å stille spørsmål som “hva er din religion”, “tror du virkelig den slags”, “hvor har du det fra”.

2. Utskjellingfasen. Kolleger, tidligere venner, overordnete og media begynner å bemerke at “vi virkelig har et problem her med en skrue av en fundamentalist blant vårt undervisningspersonale, og vi må se å bli kvitt denne idiot.” Eller kollegaer begynner å diskutere hvordan de kan bli kvitt denne personen eller i det minste begrense skade på studentene eller viktigere, skolens eller universitetets omdømme.

3. Anklagefasen. Uformelle klager og beskyldninger fremmes og beskriver aktiviteter som sies å være basert på religiøs tro og grunner for at disse lærerens tilstedeværelse ikke lenger er påkrevd.

Ofrenes skeptisisme er stemplet religiøst, og ofrene er ofte antatt å verve proselytter blant studentene.

4. Formell anklagefase. Her kreves korrigerende aksjon av ofrene for å garantere at de handler i overensstemmelse med de overordnedes ønsker.

Anklagene er ofte fryktbasert snarere enn faktumbasert.

5. Avskjedigelsesfase. Dette er hvor fullført eksamen, universitetsgrad og ansiennitet blir nektet og/eller fjerning av student og lærer fra katetret. Det betyr ingenting at studenten eller læreren har demonstrert kompetanse, dyktighet, kunnskaper og forståelse av emnet. De vil ikke bli tildelt graden de har fortjent, de vil ikke bli tillatt å undervise i vitenskap igjen, eller de vil bli nektet Origo 116

ansiennitet. De er ofte straffet basert på anklager som er falske, misforstått eller overdrevne.

6. Den rettslige fase. Her bestemmer ofrene å bekjempe anklagene rettet mot dem. I de fleste tilfelle når en slik sak kommer for retten, går American Civil Liberty Union i brodden for å få (de fordreide) anklagene godtatt.

Verifisering av data

Slaughter of the Dissidents er den første i en trilogi hvor Bergman har samlet en liste på 3 000 tilfelle hvor han hevder diskriminering på grunn av religiøs tro. Han har personlig intervjuet 300 personer i slike situasjoner. Av dem han har intervjuet, har 70 % hevdet at de har blitt møtt med fordommer, og 40 % hadde bevis for opplagt diskriminering p.g.a.

ID- eller kreasjonsvitenskap. Bergman har tatt i bruk strenge forholdsregler for at informasjonen som fremkommer, er pålitelig, og når det var mulig, har brukt publiserte kilder for ekstra verifisering. Han har bestrebet seg for å få frem en omfattende undersøkelse av begge sider av hvert tilfelle som er nevnt i dette arbeide. I de fleste tilfelle har opprinnelige kilder, avskrifter fra retten, beediget skriftlige erklæringer, intern memoranda og annen informasjon blitt fremskaffet. I tillegg, hvor mulig, ble personer på begge sider intervjuet.

I de fleste situasjoner Bergman har undersøkt, ble grunnlaget for diskrimineringen funnet å være totalt blottet for troverdighet. Det vanlige svar av overordnete i disse tilfellene var simpelt hen å nekte at religion var grunnen, uansett hva bevisene var.

I et av de best dokumenterte tilfelle, av Forrest Mims III, nektet Scientific American steinhardt at diskriminering hadde noe som helst å gjøre med hans

21

for ideer og – at akademisk frihet må bli beskyttet, men likevel opprettholdt skolens avgjørelse i å hindre en lærer fra å diskutere brister i evolusjonær teori!

En lærer i vitenskap i North Carolina fortalte studentene sine at han trodde ikke på liv etter døden, eller på himmelen og helvete, og at den kristne Gud utviklet seg fra eldgammel tro på tallrike stammeguder. To studenter som ønsket å forlate klasserommet, ble beordret å sette seg. Mange sinte foreldre ringte skolen for å klage. Læreren ble sagt opp og anla sak mot skolen. Retten avsa dom om at læreren hadde rett til å forfekte sine religiøse synspunkter i klassen, at enhver invasjon av denne rett ville ha en dempende effekt på andre læreres rett til å utøve denne rett, og at betydningen av åpen diskusjon av religiøse spørsmål i klasserommet er ubetinget! Bergman har oppdaget at retten alltid har avgjort i favør av de som fremmer ateisme og mot de som uttrykker teistiske synspunkter. “My search of published academic freedom cases has found no exceptions to this generalization.”

avskjedigelse. Denne påstand ble satt frem til tross for at redaktøren som avsatte ham, spesielt ga religion grunnen i en publisert utskrift.

Noen eksempler på diskriminering

Rodney LeVake var biologilærer ved en videregående skole i Minnesota. Han fortalte en kollega at han tvilte på Darwins evolusjon, og at han planla å informere sine biologistudenter om dette. Da dette nådde skolens administrasjon, fortalte superintendenten LeVake at ved å peke på uoverensstemmelser, har du gjort det klart at du ikke kan undervise i dette pensum. LeVake forsikret sine overordnete om at han ikke ønsket å undervise kreasjonisme i biologiklassen, men ganske enkelt ønsket å presentere “an honest look at some of the scientific weaknesses of Darwins theory”. Til tross for dette ble han beordret til å gå over i et annet fagområde og undervise i generell vitenskap og kjemi. LeVake anla sak mot skoledistriktet ved å overtre hans rett til religiøs frihet og yttringsfrihet, men dommeren avviste saken med å si at LeVake hadde ingen rett til akademisk frihet og kunne bli hindret fra å presentere kritikk av evolusjon, skjønt den kan være vitenskapelig solid. Minnesota Court of Appeals vedstod avgjørelsen. Appeals Court hevdet at klasserommet er en markedsplass

22

National Academy of Sciences og National Center for Science Education anstrenger seg for å gjøre alt de kan for å garantere at offentlige skoler tillater bare ikke-teistisk evolusjon eller i det minste funksjonell ateistisk evolusjon. Disse grupper er spesielt aktive i å motsette seg teistiske evolusjonister og Intelligent Design-teoretikere (slik som Michael Behe og William Dembski).

Blant de mange veldokumenterte tilfelle av universitetsprofessorer som har støtt på konflikter med sine kollegaer p.g.a. skeptisisme mot evolusjon, er Dean Kenyon, professor emeritus i biologi ved San Francisco State University. I følge Bergman er Kenyons tilfelle viktig fordi stridspunktene trukket inn i saken har blitt klart artikulert, og fordi hans situasjon demonstrerer intoleransen som grenser til hat mot dem som drar darwinismen i tvil. Kenyon fikk sin Ph.D. ved Stanford University i 1965, har vært en National Science Foundation Postdoctoral Fellow ved University of California at Berkeley, visiterende professor ved Oxford University og en Postdoctoral Fellow ved National Aeronautics and Space Administration.

Han er medforfatter med Gary Steinman av Biochemical Predestination, en av de to best solgte, høyere nivå-bøker om kjemisk evolusjon. Han er også medforfatter av boken Of Pandas and People - The Central Question of Biological Origins. Hans mange vitenskapelige artikler har kommet ut i Nature, Science, Journal of Molecular Evolution osv. Kenyon var en engasjert evolusjonist mesteparten av sin karriere og begynte å tvile på evolusjon mye senere i sitt liv.

Hans forskning førte til konklusjonen at det er umulig for kjemiske stoffer å bli arrangert til komplekse, Origo 116

informasjonsbærende molekyler ved naturlige prosesser alene. Mye lesing og studier resulterte i at han ble en forvarer av ID. Han begynte å diskutere problemer med evolusjon i sin forelesingsrekke til studenter. Hans kollegaer oppdaget dette, og fakultetet reagerte med sjokk, forferdelse og vantro. Særlig var hans vitenskapsdepartement ved San Fransisco State i opprør da Kenyon avsverget evolusjonsteorien og begynte å undervise i kreasjonisme. Han ble beordret å undervise bare i det dominerende synspunkt, ikke det “religiøse”. Kenyon argumenterte mot dette, men ble omsider fjernet fra å undervise i biologi og i stedet plassert for undervisning i laboratorier. San Francisco State University’s Academic Freedom Committee konkluderte i en rapport at Kenyons akademiske frihet hadde blitt krenket og hevdet at universitetet skulle tillate og oppmuntre energisk dialog, endog kontrovers. Kenyons opponenter nektet å godta rapporten, og professor og leder i biologiavdelingen erklærte at han ikke var i stand til å møte Kenyons anmodning om igjen å undervise i biologi.

Så, til tross for en utstrakt, veldokumentert rapport på seksten sider sterkt i favør av Kenyon, underskrevet av fem professorer i hans eget universitet, nektet lederen i biologi å gi tilbake hans kurs i biologi. Wall Street Journal argumenterte sterkt i favør av Kenyons akademiske frihet. En stor majoritet av hans universitetsfakultet stemte i Kenyons favør, og endog American Association of University Professors kom ut med støtte for professor Kenyon! Bergman observerer at mens Kenyon ble forsvart av hans universitets kollegaer, oppførte biologene seg som dogmatiske materialister. Dette er typisk, sier Bergman.

Dr. Bergman fortsetter å berette om diskriminering av en rekke professorer, noe som gjøres uten å føre bevis på at undervisning i kreasjonisme har funnet sted, videre at skoler ikke utdanner, men indoktrinerer, og at professorer er redusert til “puppets” av universitetet.

Han beskriver også hvordan en rekke Darwin-tvilere greier å unngå å miste jobben fordi de lykkes å holde sine holdninger om ID og kreasjonisme hemmelig.

Andre er åpne om sine ID- eller kreasjonistiske holdninger, slik som Guillermo Gonzales med filmen The Privileged Planet. Smithsonian Institution annonserte at de ville vise filmen, men trakk seg tilbake p.g.a. protester.

Origo 116

Raymond Damadian oppfant MRI, forstod hvordan nukleær magnetisk resonans kunne oversettes til et diagnostisk apparat i medisin og hadde de første patenter på denne viktige utviklingen. Men to andre med senere patenter fikk forrang og delte Nobelprisen. Al MRI hviler på det fundamentale arbeid av dr.

Damadian, som senere også utviklet en åpen MRI i stående stilling. Damadians kristne tro var sentral i denne saken.

Bergman avslutter sin bok om Darwin-tvilere med å beskrive det vitenskapelige arbeide av tre Superstars.

Alle tre overlevde, siden det ikke var mulig å kritisere disse personligheter med verdensry. Dr. Wernher von Braun, utvikler av rakettvåpen og den moderne romfarts far, var en ekte støtter av kreasjonisme med en sterk tro på Bibel og bønn. Dr. Mortimer Adler ble ansett av mange ledende intellektuelle som en de største tenkere i all tid. Han skrev og var medforfatter av over 45 bøker og 200 artikler. I mange år var han styreformann i Encyclopaedia Britannica. Han var en uforbeholden motstander av darwinisme.

Biokjemikeren Sir Ernst Chain grunnla antibiotisk vitenskap som revolusjonerte medisin. Han forkastet evolusjon som uforenlig med fakta.

Dr. Jerry Bergman har sine akademiske grader fra Medical College of Ohio, Wayne State University in Detroit, The University of Toledo og Bowling Green State University. Han har undervist i biologi, genetikk, kjemi, biokjemi, antropologi, geologi og mikrobiologi på collegenivå i over 35 år. Han har skrevet over 800 publikasjoner, over 22 bøker og monografier og presentert over hundre vitenskapelige foredrag i De Forente Stater, Canada og Europa. Han har selv opplevd ufortjent diskriminering. Bergmans Trilogi: Slaughter of the Dissidents, annen bok Transformed by the Evidence og tredje bok (ingen tittel enda) som fokuserer på sensur, utgjør til sammen et monumentalt verk. Slaughter of the Dissidents er på 477 sider, og nesten hver side har en eller flere fotnoter som henviser til en bibliografi med over 1200 publikasjoner på 68 sider. Boken har en meget god introduksjon av professor i rettsvitenskap og i statsaffærer John Eidsmoe som er ordinert pastor ved “Association of Free Lutheran Congregations” og forfatter av 13 bøker, Christianity and Constitution inkludert.

[Som en service over for vores danske læsere findes denne artikel i dansk oversættelse på nettet. www.skabelse.dk viser vej.]

23

TV-debatt med Dag O. Hessen i Oslo 13. januar 2010

Av Peder A. Tyvand Biologiprofessor Dag O. Hessen skrev boken “Egoisme” sammen med sin kollega i sosialantropologi Thomas Hylland Eriksen. Etter at disse to Osloprofessorene gav ut denne boken i 1999, fikk jeg den tilsendt fra Høgskolen i Østfold med invitasjon til et debattmøte som skolen skulle arrangere. Der skulle jeg etter planen stille som innleder sammen med Dag Hessen og få anledning til å debattere hans bok og evolusjon generelt. Debatten ble avlyst, men møtet ble avholdt. Møtets innhold var enetale fra Hessen, så vidt jeg vet. Jeg var ikke til stede. Siden har jeg i ti år forgjeves prøvd å få Hessen på kornet til mediedebatt mann mot mann. Til slutt lyktes dette, nå like etter at Darwin-året 2009 er tilbakelagt uten antydning til Darwin-debatt i ledende norske media. Paradoksalt nok kommer debatten etter at den samme professor Hessen har vært ute i Morgenbladet 30.10.09 og påpekt den totale mangelen på Darwin-debatt i Darwins jubileumsår. http://www.morgenbladet.no/apps/ pbcs.dll/article?AID=/20091030/ OAKTUELT/710309918 Jeg har akkurat nå vært i studio med Dag O. Hessen og debattert darwinisme og Intelligent Design på adventistsamfunnets TV-kanal. Riktignok skjer denne debatten ikke i et ledende medium. Men den skjer i det minste med en ledende darwinist og ikke med en av hans støyende sersjanter. Jeg er takknemlig overfor adventistenes programleder Gunnar Jørgensen som klarte å få til denne debatten mellom Hessen og meg. Det ble laget opptak til i alt fire programmer 13. januar. Opptakene fant sted på Hessens hjemmebane, på et konferanserom på Biologisk Institutt ved Universitetet i Oslo. Disse TV-programmene skal etter planen sendes i mars.

Jeg skal ikke skryte på meg at jeg gjorde en strålende innsats i TV-opptakene. Men i ettertid ser jeg at min strategi var god. Den bestod av to grep: For det første påpekte jeg darwinistenes manglende vitenskape-

24

lighet der de henfaller til maktargumentasjon. For det andre gikk jeg offensivt ut og lanserte det jeg kaller fem dogmer for Intelligent Design (ID).

Av erfaring vet jeg at slike debatter vanligvis havner i dype hjulspor. Darwinistene bruker sitt maktspråk og får slippe unna med det. Møtelederen godtar maktspråket, og motdebattanten får problemer med å imøtegå det. Videre sier darwinisten at det ikke finnes alternativer til evolusjon. Han etterlyser en teori som kan forklare like mye, og man blir fort svar skyldig. Her er angrep det beste forsvar. Jeg startet debatten som første innleder og fikk satt en dagsorden.

Den gikk ut på at jeg stod klar til å arrestere Hessen hver gang han brukte maktspråk. Og jeg fikk sagt fra om at vårt alternativ finnes, i form av fem dogmer som vi tar som vårt utgangspunkt. Disse dogmene for Intelligent Design må selvfølgelig testes grundig mot virkelighetens verden.

Debatten ble mye mer fruktbar enn det som vanligvis er tilfelle. Hessen la bånd på seg selv når det gjaldt maktspråk, og han innrømte flere av sine overtredelser. Han brukte maktspråk relativt få ganger. Dette er veldig uvanlig og veldig positivt. Videre var Hessen ganske forsiktig med å anklage oss for å mangle alternativer til evolusjon. På den måten ble debatten penset over i et sakligere spor enn det som er vanlig i slike sammenhenger. Jeg skal ikke her gå inn på debattens forløp. Jeg vil omtale mine to debattgrep som forhindret at debatten bare handlet om darwinistenes makt og hva de forlanger av sine motstandere.

Maktspråket

Mitt første debattgrep var å arrestere maktspråket.

Det å bruke makt til å begrunne makt er noe av det mest uvitenskapelige man kan gjøre. Makt som begrunner makt, er velkjent i politikken. Det er slik alle totalitære regimer har operert til alle tider. Vi kjenner noe av det samme gufset i klimadebatten. Det skapes et inntrykk av bare de forskerne som tenker som sine politikere, har “moralsk” rett til å få penger til å drive Origo 116

forskning. Jeg satte opp en liste over ni former for maktspråk som følger her:

tanke. Her følger fem dogmer som jeg har satt opp for Intelligent Design (ID).

1. Maktretorikk: Krav om underkastelse. “Bøy deg for denne ene rette lære!”

2. Herskerteknikker: Trusler, boikott, yrkesforbud, sensur, frykt, dårlig samvittighet, konformitetspress, suggesjon.

3. Kvantitet som surrogat for kvalitet: “Massevis av funn”.

4. En “naturvitenskapelig” konsensus: Alle hodene som tenker likt.

5. Bevisene er alltid der ute et sted: “Et enormt bevismateriale” 6. Dogmer blir utkledd som forskningsresultater.

7. Synd mot den hypotetisk-deduktive metoden: Hvor er darwinistenes falsifikasjonsprogram?

8. Karakteristikker av egen fortreffelighet (selvros).

9. Karakteristikker av de andres udugelighet (demonisering).

1. Livet bygges ovenfra. Livets årsaker er rikere enn livet. Det trengs riktige grunnstoffer, nok energi og overført informasjon utenfra for å danne liv.

2. Formuleringsnivået: Livet utfoldes som et resultat av formulerte oppskrifter (algoritmer, skaperplaner). En algoritme er en sekvens med instruksjoner som er kodet og satt opp i en bestemt rekkefølge. Livets algoritmer er blitt formulert i DNA-sekvenser.

3. Handlingsnivået: Dette er de biokjemiske livsprosessene som bygger på at algoritmenes instruksjoner (DNA-sekvensene) blir avlest i riktig rekkefølge og virkeliggjort i form av proteiner.

4. Alt liv er hierarkisk. Altså ordnet i rangorden.

Formulering og handling utgjør to hierarkiske nivåer hvor formulering står over handling. En levende organisme er også hierarkisk bygd opp.

Det høyeste hierarkiske nivået er hele individet, deretter følger organ-nivået.

5. Informasjonsflyten går en vei: Fra formuleringsnivå til handlingsnivå. Fra DNA til protein.

Dette er genetikkens “sentrale dogme”.

Makten som begrunner seg selv, er fryktelig selvhøytidelig og humørløs. Slik er det i politikkens verden.

Darwinismen har heller ingen humor på egne vegne.

Humor er derfor en viktig form for motmakt. Det er viktig at vår humor også inneholder selvironi. Ingen ID-folk burde ha problemer med å innse at vi ikke forstår alt.

Disse ni formene for maktargumentasjon er her bare omtalt på stikkordsform. Jeg nevnte bare de viktigste av dem i selve debatten, og jeg la vekt på kvantitet brukt som surrogat for kvalitet (punkt 3). Hessen falt i den grøfta noen ganger, men det var oppløftende at han til dels arresterte seg selv. Hessen viste som forventet også til vitenskapens “konsensus” (punkt 4). Men han tok indirekte selvkritikk ved å påpeke politikernes misbruk av konsensus i klimadebatten.

Hessen unngikk stort sett de syv andre formene for maktspråk i denne TV-debatten. Jeg planlegger å skrive Origo-artikler der jeg skal utdype disse ni formene for maktargumentasjon. Konkretiseringen går ut på at jeg vil analysere darwinistisk propaganda fra skoleverk og media.

Dogmer for Intelligent Design

Alle mennesker har dogmer. Metafysiske forutsetninger som vi møter virkeligheten med. Det er ingenting å tape på å bevisstgjøre seg sine egne dogmer og forsøke å formulere dem. Dersom du vandrer rundt uten dogmer, betyr dette bare at disse er blitt dyttet ned i underbevisstheten, og at de befinner seg utenfor din kontroll. Det er ikke behagelig å tenke på at andre kanskje sitter kalkulerende og kontrollerer de dogmene som er blitt skreddersydd for å styre din Origo 116

Det er interessant at biologene selv opererer med ett av disse dogmene og faktisk kaller det for dogme.

Dogme 5: Genetikkens sentrale dogme. Vi har tillatt oss å låne dette dogmet. Men vi ser hvordan dogme 5 passer perfekt inn sammen med de fire andre genuine ID-dogmene: DNA koder for proteiner, ikke motsatt. Kommandoen går ovenfra og nedover i hierarkiet. Fra formuleringsnivå til handlingsnivå. Dette passer perfekt sammen med grunntanken om at livet bygges ovenfra.

Det å bygge systemer ovenfra er slett ingen ukjent eller uakseptabel tanke i vitenskapen. Det er tvert i mot selve idealet i matematikkens verden. Aksiomene er matematikkens dogmer. Det å bevise matematiske satser (teoremer) er å sette opp algoritmer i form av beviskjeder. Handlingsnivået for disse bevisalgoritmene gir en tankemessig verifikasjon av disse teoremene som utfolder en verden av matematisk kunnskap. Denne teoremenes verden av aksiomenes utfoldelse utgjør et lavere hierarkisk nivå enn de samme aksiomenes formuleringsnivå.

Våre fem ID-dogmer må selvsagt testes mot empiri.

Men veldig mye taler for at DNA-formuleringen og den konkrete biokjemien må oppfattes som to separate hierarkiske nivåer, analogt med software og hardware i en datamaskin. Vi sier ikke at det ikke trengs flere dogmer enn disse fem, men vi ønsker å benytte så få dogmer som mulig. Vi tilstreber nemlig

25

en størst mulig åpenhet for empiri når vi skal gå videre, med utgangspunkt i disse fem grunnleggende dogmene.

Ved å gå offensivt ut i debatten og vise til våre dogmer, fikk jeg gjort Dag O. Hessen en smule defensiv på dette punktet. Jeg viste ham en liste over fem darwinistiske dogmer, som slett ikke er sarkastisk ment fra min side. Her følger mitt forslag til darwinistiske dogmer.

1. Livet bygges nedenfra. Fra årsaker som er mindre kompliserte og inneholder mindre informasjon enn livet. Det kreves kun nok tid, nok energi, riktige ingredienser og riktige atmosfæriske forhold, så vil livet bli til og utvikle seg uten tilførsel av informasjon utenfra.

2. Naturlover + støy + tid er tilstrekkelig for liv når de ytre materielle betingelsene ligger til rette.

3. Alle livsformer i nåtid og fortid henger sammen i en ubrytelig kjede av naturlig avstamning fra en første urcelle.

4. Livsformenes mangfold skyldes tilpasninger på grunn av det naturlige utvalg.

5. Livsformenes informasjonsinnhold er bygd opp over lang tid som en kumulativ virkning av tilfeldige mutasjoner.

Dag Hessen var ikke enig i dogme 3 og leverte en motargumentasjon som var interessant, men som jeg mener er feilaktig. Dette vil jeg omtale kort nedenfor.

Planen er å skrive en mer omfattende artikkel om disse spørsmålene senere.

Man kan sikkert kritisere at jeg har utelatt genetikkens sentrale dogme fra denne listen over darwinistiske dogmer. Jeg har tatt det med på vår liste over ID-dogmer, fordi jeg mener at det passer bedre inn hos oss enn på darwinistenes liste. Det var interessant at Dag Hessen faktisk problematiserte genetikkens sentraldogme, mens han så vidt jeg oppfattet ham godkjenner påstandene 1, 2, 4 og 5 på min liste med forslag til darwinistiske dogmer. Som forventet ønsket han ikke at disse påstandene skal kalles for dogmer.

Stamtreets kontinuitet eller mangel på sådan Det viktigste uavklarte spørsmålet i debatten med Hessen var dette med kontinuiteten fra urcellen til mennesket. Krever darwinismen en slik kontinuitet, eller gjør den det ikke? Kan man benekte kontinuiteten fra urcelle til menneske og likevel fastholde et

26

felles stamtre? Hva betyr fossilenes såkalte mellomformer i denne sammenhengen? Hvilken betydning har eventuelle gunstige mutasjoner i denne sammenhengen? Hvilken betydning har artsbegrepet og sterilitetsbarrierene som avgrenser artsbegrepet?

Hvordan kan en avstamningsrekke klatre elegant over alle sterilitetsbarrierer? Hvilken betydning kan man tillegge kvantitative sammenligninger av DNA? Beviser dette at hele stamtreet henger sammen selv om hver grein ikke nødvendigvis gjør det?

Jeg opplever at Dag Hessen opererer med et dobbelt bokholderi, hvor han samtidig både fastholder og benekter at stamtreets greiner henger sammen i ett eneste sammenhengende tre fra rot til topp. Han mener å fastholde kontinuiteten i form av felles DNA som har endret seg i mikroskopiske trinn. Samtidig benekter han kontinuiteten når han hevder at isolerte populasjoner kan utvikle seg til noe helt annet enn den arten de kom fra. At isolasjon i tid og rom kan forårsake en kløft av diskontinuitet. Jeg oppfatter denne tankegangen som en ideologisk overstyring av empirien.

Selv tror jeg ikke på noe kontinuerlig stamtre med felles utgangspunkt i en urcelle. Jeg tror mer på separate grunntyper som er blitt differensiert over tid.

Jeg vil hevde at Hessen tar dobbelt feil når han argumenterer for stamtreet. Alle isolerte populasjoner må ha kontinuitet tilbake til den artspopulasjonen som de sprang ut fra. Hessens oppfatninger om diskontinuitet i denne sammenheng er dårlig underbygd. Når det gjelder DNA, så er en kvantitativ sammenligning av levende arters DNA intet bevis for en kontinuitet av levedyktige mellomformer. Hessen benekter pussig nok kontinuiteten der hvor han burde ha fastholdt den: Når det gjelder isolerte populasjoner og deres opphav. På den annen side fastholder han kontinuiteten der hvor han burde ha tvilt på den: Når det gjelder sprangene i DNA-sammensetning fra en dyregruppe til en annen.

Videre debatt?

Jeg håper at Dag O. Hessen vil fortsette å åpne opp for fri debatt. Han har nå startet den i en liten nisjekanal som bare har noen titusener seere. Hessen er en prisbelønt popularisator og kommunikator, og han har stor inngang i statskanalen NRK. [Som en service over for vores danske læsere findes denne artikel i dansk oversættelse på nettet. www.skabelse.dk viser vej.]

Origo 116

Ida som merkevare Av Peder A. Tyvand Undertegnede har vært på seminar med reklamemannen Ingebrigt S. Jensen. Han doserte om internasjonal merkevarebygging. Noe som våre tre nordiske naboland er veldig flinke til. Volvo, Lego og Nokia er eksempler på sterke varemerker fra Sverige, Danmark og Finland. Hva har vi av internasjonale varemerker fra Norge? Nesten ingenting. Det finnes ingen norske varemerker som over 1 % av verdens befolkning har hørt om. Det finske varemerket Nokia er derimot kjent av over halvparten av verdens befolkning.

En fremadstormende norsk merkevare akkurat nå er fossilet Ida. Kanskje vil Ida etter hvert etablere seg som den mest kjente merkevaren fra Norge? Hun er riktignok ikke norsk i utgangspunktet, men hun er blitt innkjøpt av den norske stat. Hun har fått sitt hjem på Naturhistorisk Museum i Oslo. Fra og med 5. juni 2009 kan publikum se henne i en glassmonter.

Så har hun altså fått et norsk klengenavn - jentenavnet Ida. Jeg vil nå belyse merkevarebyggingen av Ida ut fra tre grunnleggende suksesskriterier. Alle internasjonalt ledende merkevarer er gode på akkurat disse tre tingene.

1) Ideologi

Enhver vellykket merkevare er ideologibasert. Ideologien til Ida – “idaologien” om vi vil - er helt klar: Menneskets naturlige avstamning fra primitive stamforeldre gjelder for å være en absolutt sannhet. Darwinismens ideologi slår fast at Ida må plasseres inn i en sammenheng av naturlig avstamning fra dyrene til mennesket. Det er en ukrenkelig ideologisk påstand at mennesket hører til på det samme naturlige stamtreet som Ida. Ideologien omkring merkevaren Ida slår fast at vi mennesker har felles naturlig avstamning med henne. Uavhengig av om vår stamtavle skal bli etablert gjennom Ida, eller om man kommer fram til at Ida er et sidespor i forhold til mennesket.

Origo 116

2) Historiefortelling

Det er nødvendig å fortelle historier når man skal etablere en internasjonal merkevare. Det er blitt spunnet flere interessante historier omkring fossilet Ida. I utgangspunktet er dette ekte historier, men de er blitt utstyrt med en passe dose spekulasjoner og mystikk. Det er minst fire parallelle Ida-historier ute og går: • For det første den fantastiske historien om hvordan fossilet Ida ble til ved at den lille halvapen snublet og falt ned i en giftig sjø.

Der druknet hun, og hun ble raskt begravd av vulkansk materiale. Deretter lå hun stille i en Tornerosesøvn som varte i 47 millioner år, i følge Ida-fortellingen. Aldersbestemmelsen er indirekte og bygger på radioaktiv datering av noen vulkanske bergarter fra den gruven hvor man tror at Ida er blitt funnet. Selve fossilet Ida er aldri blitt aldersbestemt.

• For det andre røverhistorien om hvordan Ida ble gravd fram av en kommersiell fossiljeger tidlig på 1980-tallet. Deretter var hun på avveie i et kvart århundre, inntil vitenskapen klarte å få tak i henne. Historien endte godt ved at en ansvarsbevisst nordmann tok henne hjem til et norsk museum hvor hun kan føle seg trygg.

• For det tredje historien om fossilets navn.

En liten norsk pike, Ida Hurum, gav sitt eget navn til Ida. Personifiseringen av fossilet Ida er viktig. Forfatteren Jostein Gaarder brukte det samme grepet da han skrev “Sofies verden” – en personifisert filosofihistorie som ble en internasjonal boksuksess. Gaarder valgte navnet Sofie fordi det betyr visdom og utgjør siste del av det sammensatte ordet “kjærlighet til visdom”, altså “filo-sofi”. Navnet Ida er ikke konkret knyttet til det aktuelle fossilet, men til en virkelig person: Ida-forskeren Jørn H. Hurum har fått oppkalt fossilet etter sin egen datter Ida. Man kan kanskje si at Jørn Hurum gjorde et kupp da han fikk oppkalt sin egen datter, og vi får håpe at hun vil trives med denne berømmelsen. Men et enda større kupp ble gjort da fossilet Ida

27

»Ex ovo omnia.« [“alt af æg”, dvs. alle dyr kommer af et æg] William Harvey (1578-1651)

fikk sitt offisielle latinske artsnavn Darwinius masillae. Dette navnet er latinisert og sammensatt av Darwins navn pluss Messel-gruven hvor man regner med at Ida ble funnet. Å kapre engelskmannen Charles Darwins etternavn som slektsnavn i Darwin-året 2009 må karakteriseres som en frekkhet. Spesielt fordi ingen engelsk vitenskapsmann var involvert i Ida-funnet.

• For det fjerde mediehistorien som startet med at Ida ble lansert med brask og bram i New York 19. mai 2009. Her ble Ida presentert samtidig både på den vitenskapelige arena (i tidsskriftet PLoS ONE) og i de store internasjonale mediene. Man hadde forberedt seg godt når det gjaldt mediehistorien. En film var blitt laget, og en bok var blitt skrevet. Den berømte vitenskapsjournalisten Sir David Attenborough la hele sin pondus bak Ida-prosjektet. Dermed var medieprofileringen sikret.

3) Fellesskap

Fellesskapsdimensjonen i internasjonal merkevarebygging sammenlignes gjerne med fellesskapet i en indianerstamme som sitter benket rundt leirbålet.

Her er det stammens historiefortellinger som står i sentrum. Disse historiene bygger fellesskapet og stammens identitet, gir kontinuitet bakover i tiden og retning for framtiden. Slik kan man tenke om en merkevare som skal bygges. Merkevarebyggingen av Ida forutsetter at hun er i stand til å tilby oss et fellesskap. Idas fellesskapsprosjekt er ambisiøst så det holder. Det handler om at hun er vår mor og vi er barna. Ida blir nemlig presentert som vår første stam-mor. Historien om Ida som vår for-mor er sikkert fellesskapsbyggende, dersom den da er sann.

Helt sann kan den dog ikke være, siden Ida døde uten å ha blitt kjønnsmoden. Men man kan jo likevel satse på at en nær slektning av Ida var vår første stam-mor. Om dette er sant, så blir det likevel feil å stoppe med Ida. Det må da være legitimt å lete etter primitive stam-mødre og stamfedre enda lengre tilbake i tid enn Ida. Disse urformene våre bakenfor Ida må eventuelt være å finne blant insekteterne eller enda mer primitive dyr. Men det er en ubegrunnet trospåstand at Ida eller en av hennes nære slektninger er vår stam-mor. For noen er dette med sannhet eller usannhet mindre viktig, dersom merkevarebyggingen er en suksess. Da bekrefter Ida seg selv,

28

uavhengig av hvilke realiteter som måtte ligge bak henne.

Merkevaren Ida er i ferd med å bli etablert. Men hvordan blir hun presentert? En kommersiell merkevare har tre viktige elementer: • Navn • Slagord • Visuell logo Fossilets navn framstår i to versjoner. Det norske klengenavnet Ida og det latiniserte artsnavnet Darwinius masillae. Klengenavnet Ida har ingen reell tilknytning til selve fossilfunnet, men er lånt av datteren til Ida-forskeren Jørn H. Hurum. Det latiniserte artsnavnet er satt sammen av Darwins navn og gruven hvor Ida trolig ble funnet.

Slagordet er “Ida – the link”. Dette er blitt så viktig at den norske boken om henne har fått denne engelske tittelen. Slagordets påstand er at Ida er et mellomledd mellom primitive halvaper, menneskeaper og mennesker. Folkene bak Ida-funnet har vært veldig klare på at Ida markedsføres som et mellomledd i en naturlig stamtavle fra halvaper til mennesket.

Flere ledende darwinister står nå fram og forteller at de er ukomfortable med at Ida kalles for “manglende mellomledd”. Språkbruken om at Ida er mellomleddet som manglet, er visstnok skadelig fordi den kan så tvil om menneskets avstamning. Akkurat det tolereres ikke. Det skal ikke være tillatt å tvile på at mennesket er en naturlig ætling av aper. Men det er for sent å angre nå. Valget om å profilere Ida som mellomledd er forlengst tatt og kan ikke omgjøres.

En viktig prinsipp i all markedsføring er å fullføre det som man har startet. Har man tatt et godt synlig veivalg, kan man ikke angre der og da. Man kan ikke snu på en femøring, men må stå løpet ut. Kanskje var valget feil? Da får man gå i dekning og så komme tilbake etter en tid. Gjøre dette om igjen forfra og på en annen måte.

Den visuelle logoen som er valgt for Ida ser ut som en klo. Det er en av Idas føtter som er valgt ut til logo på det internasjonale markedet. Hos halvaper er det bare liten forskjell på hender og føtter. De går på alle fire eller klatrer med alle sine fire lemmer. Når halvaper klatrer, bruker de både hender og føtter til å gripe med.

Origo 116

»Spontan cellegenese [celledannelse] eksisterer ikke.« Pasteur

Dette var noen fakta rundt navnet, slagordet og den grafiske logoen til Ida. En moderne merkevarebygging er særlig effektiv hvis den skaper en naturlig assosiasjonsflyt rundt i en sirkel: Fra navnet går assosiasjonene til slagordet, videre til den visuelle logoen og deretter tilbake til navnet. Ida har disse elementene av gjensidig forsterkende navn, slagord og visuell logo: Navnet Ida, Ida som vår urmoder og bildet av Idas klo. En klo som griper vår oppmerksomhet og fanger oss som i en revesaks.

Merkevaren Ida tramper seg vei inn i det mottagelige sinn. Ida framstår med ambisjoner om å belære oss i tre eksistensielle spørsmål: • Hvem er vi? – Det ideologiske svaret er at vi er et dyr blant andre dyr. Halvapen Ida tilbyr oss en bekreftelse på vår dyrefortid. En konkret bekreftelse som går enda lengre tilbake i tid enn det tidligere kjente apefossiler har gjort.

• Hvorfor er vi her? – Det ideologiske svaret er at vi er her fordi akkurat denne halvapen Ida var tilpasningsdyktig og framtidsrettet. Uten hennes kløkt hadde vi ikke blitt så avanserte som vi er blitt.

• Hvor skal vi? – Det ideologisk baserte svaret er ennå ikke klart, men vil bli det etter hvert. Vi kan frykte at Ida-historien vil trenge seg inn i de fleste lærebøker i løpet av de neste ti år. Det

skulle ikke forundre meg om Ida vil bli utnevnt til et slags “proto-menneske”. Et tilsynelatende primitivt vesen som i det stille bar i seg spiren til menneskets mangfoldige egenskaper.

Her er det grunn til å protestere på alle tre punktene: • Hvem er vi? – Mennesket er ikke noe dyr, og slett intet avkom av halvaper. Bare vår taleevne er nok til å avsløre denne usannheten. Halvaper og aper har ingen taleevne, fordi de ikke er i stand til å artikulere seg. Hjernekapasitet til å tale har de heller ikke.

• Hvorfor er vi her? – Svaret på dette spørsmålet ligger utenfor naturvitenskapens mandatområde.

Det er et tankekors at darwinismen ofte får lov til å uttale seg i naturvitenskapens navn om slike teologiske og metafysiske spørsmål. Slike overtramp viser at darwinismens naturvitenskapelige rykte er sterkt overdrevet.

• Hvor skal vi? – Igjen et spørsmål som er av teologisk og metafysisk karakter, og som bare kan besvares ut fra overordnede verdivurderinger.

Dersom Ida og hennes søstre hadde brakt oss hit, er veien kort til å tro at våre handlinger i dag legger grunnen for en framtidig evolusjon av et slags supermenneske. Men alle tanker om en videre evolusjon av mennesket er uttrykk for en darwinistisk overtro.

Jonathan Wells:

Evolutionens IKONER – Videnskab eller myte?

Om hvorfor det meste af det du har lært i skolen om evolution, er forkert.

271 sider 239 kr.

Origo 116

29

Genetisk grunnlag for evolusjon Av prof.em. Trygve Gjedrem Evolusjonsteorien bygger på tre genetiske mekanismer: Seleksjon: Det hevdes at naturlig seleksjon eller naturlig utvalg er sentral ved utvikling av nye arter Mutasjoner: Det hevdes at mutasjon av gener er sentral for å skape ny genetisk variasjon Genetisk drift: Når et lite antall individer blir isolert fra hovedarten over lenger tid, kan de utvikle seg til en ny art.

Variasjon

Seleksjon for en eller flere egenskaper forutsetter at det er variasjon eller forskjeller mellom individer.

Videre at en del av denne variasjonen er genetisk bestemt. I naturen er det store variasjoner både mellom arter og også innen arter. En art defineres som en gruppe individer som ved paring eller befruktning gir fruktbart avkom. Det får man nemlig ikke ved paring mellom individer fra ulike arter. En art er altså omgitt av en reproduksjonsbarriere. I det følgende velger jeg fortrinsvis å omtale dyr, men det samme kunne også sies om alle andre skapninger.

Figur 1 viser hvordan variasjonen i for eksempel vekt av en dyregruppe (populasjon) kan illustreres. Det er

Professor Trygve Gjedrem er en av de store personlighetene innen norsk akvakultur, der han var med fra starten i 1971. Gjennom denne viktige forskningen ble det grunnlagt en ny primærnæring, noe Gjedrem ble hedret for ved å bli tildelt St. Olavs orden i år 2000.

Han har også skrevet læreboken Genetikk og avlslære for akvakultur (1995). Gjedrem er fortsatt aktiv som rådgiver og foredragsholder og er medlem av styret for Origo Norge.

mange dyr rundt middelvekt mens antallet avtar på begge sider av middelet. Figuren illustrerer også at det kan være noen få individ som befinner seg utenfor den opptrukne kurven, altså noen få ekstremer.

Det er viktig å være klar over at årsaken til denne variasjon skyldes i hovedsak to forhold, nemlig at dyrene har ulike gener, og at de er blitt påvirket av forskjellige miljøfaktorer i løpet av livet. For noen egenskaper har genene stor effekt mens miljøet er av mindre betydning, mens det er motsatt for andre egenskaper.

Seleksjon – utvalg

I husdyravlen bruker vi de beste dyrene som foreldre til neste generasjon. Figur 1 viser et eksempel der dyrene til høgre for x blir brukt som foreldre for neste generasjon og utgjør p % av populasjonen. I husdyr-

Figur 1. Figuren viser fordeling av vekt hos mange dyr i en gruppe. X representerer middelvekt. Aksen til venstre angir prosent dyr. p er prosent selekterte, og S er avstanden fra middelet til middelet av selekterte dyr.

30

Origo 116

30

Figur 2. Genetisk framgang i tilvekst hos Tilapia ved seleksjon for øket tilvekst i fem generasjoner (Gjedrem og Baranski, 2009).

avlen er det mange eksempler på at det er mulig å forandre en dyregruppe over relativt kort tid dersom vi gjennomfører en streng seleksjon som innebærer at bare de aller beste dyrene (p utgjør en lav %, og S er stor) blir brukt som avlsdyr i flere generasjoner.

Et eksempel er seleksjon for hurtig vekst hos den tropiske fiskearten Tilapia. Etter seleksjon i fem generasjoner økte vekten med 85 %.

Det er også gjennomført seleksjon over mange generasjoner med laboratoriedyr som viser at det er mulig å oppnå store forandringer i en populasjon. Et eksempel en vist i figur 3. Den amerikanske forskeren Enfild (1979) selekterte for høy puppevekt hos billen tribolium i 120 generasjoner. Det mest imponerende

Figur 3. Respons for seleksjon av puppevekt hos billearten Tribolium. S1 og S2 er seleksjonsgrupper, mens C2, C2, R1 og R2 er kontrollgrupper som ikke ble selektert.

Origo 116

Figur 4. Figuren viser hvor stor avstanden er blitt i puppevekt hos tribolium fra start av forsøket og etter 120 generasjoner med seleksjon for øket vekt.

ved dette eksperimentet er at framgangen ikke avtar markant over tid.

Hvor dramatisk effekten er for seleksjon av puppevekt gjennom 120 generasjoner, er vist i figur 4. Som figuren illustrerer, er det meget stor avstand mellom utgangspopulasjonen og generasjon 120. Det fins ingen mellomformer.

Ved et stort antall seleksjonsforsøk med planter og dyr både under praktisk produksjonsforhold og i laboratorier er det vist at det er mulig å forandre populasjoner på en dramatisk måte. Men jeg har aldri hørt at noen avlsforsker hevder at de har skapt nye arter ved hjelp av seleksjon eller at noen har slike planer.

Sammenlignet med kunstig seleksjon er naturlig seleksjon ineffektiv. Dette skyldes særlig to forhold.

Naturlig seleksjon vil bare gjennomføre en meget svak seleksjon, kanskje 90 % av dyrene vil reprodusere, videre vil den genetiske variasjonen bare utgjøre en liten del av den totale variasjonen. Dette skyldes at i naturen vil det være store forskjeller i de miljøforhold som dyrene lever under. I et avlsarbeid blir miljøforholdene standardisert for å redusere miljøpåvirkningene, og på den måten blir den genetiske variasjonen mer framtredende.

Hva skjer egentlig genetisk ved seleksjon? Jo, frekvensen av gener blir forandret. Ved kunstig så vel som ved naturlig seleksjon økes frekvensen av gener som er positive for den eller de egenskapene det selekteres for samtidig som frekvensen av negative gener minker. Det er dette som gir oss genetisk framgang og som forandrer en populasjon. Samtidig er det viktig å fastslå at seleksjon ikke skaper noe nytt.

Det skapes ikke nye gener eller ny informasjon ved seleksjon. Ved seleksjon er det tvert imot en viss fare for at den genetiske variasjonen blir redusert.

Origo 115

31

Mutasjoner

Mutasjoner skyldes feil som oppstår når celler deler seg. Det finnes imidlertid system i cellene som reparerer de fleste feilene, men ikke alle mutasjoner blir reparert og disse blir værende i individet. Mest alvorlig er det når mutasjoner skjer i kjønnscellene, for de blir overført til neste generasjon. De aller fleste mutasjoner er skadelige og forårsaker blant annet mange sykdommer. Det er faktisk sjelden at det skjer positive mutasjoner. I følge Sandford (2005) utgjør positive mutasjoner et sted mellom 1 av 1000 til 1 av en million. I en litteraturstudie fant Bergman (2004) opplysninger om 453 732 mutasjoner, og av disse var 186 karakterisert som “beneficial”, det vil si at det var 1 positiv mutasjon per 2 500 negative eller mutasjoner uten effekt. Mutasjoner kan skape ny genetisk variasjon, men siden frekvensen av gener med negativ effekt er mye høyere enn de med positiv, blir den totale effekten negativ.

I en periode etter 2dre verdenskrig ble det utført røntgenbestråling i stor skala på planter og dyr for å øke frekvensen av mutasjoner, formålet var å finne noen positive. I følge Sanford (2005) ble millioner på millioner av planter behandlet. Resultatene var nedslående fordi en nesten ikke gjorde positive funn.

I følge Sanford (2005) fører mutasjoner til tap av genetisk informasjon, og den høye mutasjonsfrekvensen hos oss mennesker fører i følge Crow (1997) til genetisk degenerasjon. Crow har i Figur 5 vist hvordan fitness vil avta over tid hvis den reduseres med 1 % per generasjon.

Makroevolusjon

I følge evolusjonsteorien spiller naturlig seleksjon en sentral rolle i makroevolusjon eller dannelse av nye arter. Teoretisk er dette vanskelig å forstå siden seleksjon ikke skaper nye gener eller ny informasjon.

Videre har hver art sin reproduksjonsbarriere siden paring av individer fra forskjellige arter ikke gir fruktbare avkom. Et eksemplet på dette er at avkom etter hest og esel er sterile.

Det er derfor vanskelig å forstå at det er teoretisk grunnlag for å hevde at naturlige seleksjon spiller en sentral rolle ved artsdannelse.

Mikroevolusjon

Naturlig seleksjon er som allerede nevnt lite effektivt, og derfor skjer forandringer meget langsomt.

Drivkraften bak naturlige seleksjon i ville populasjoner er forandringer i miljøet. Når miljøet forandres vil naturlig seleksjon favorisere de individer som er best tilpasset, eller sagt med andre ord de individer som har best fitness i det nye miljøet. Over tid vil det derfor utvikles forskjellige stammer eller sorter.

Denne prosessen skjer hele tiden i over alt i naturen.

Det som skjer genetisk ved naturlig seleksjon, er det samme som skjer ved kunstig seleksjon, nemlig at genfrekvensen i genomet blir forandret. Et godt eksempel på dette er alle stammene av atlantisk laks.

Etter istiden vandret den inn i elvene, og over tid har den naturlige seleksjon ført til dannelse av mange laksestammer på grunn av at det er ulike miljø i de forskjellige elvene. Et annet eksempel er de berømte stammene av finker på Galapagos. Når en krysser stammer av finker, får en fruktbart avkom siden de hører til samme art. Det samme resultat får en ved kryssing av laksestammer.

Genetisk drift

Figur 5. Til venstre vises hvordan fittness reduseres over tid når den avtar med 1 % per generasjon (Crow, 1997). Figuren til høyre viser at det har vært redusert levetid fra Nohas dager til vår tid (Hollady og Watt, 2001).

Egenskapen fitness kan defineres som evnen til å overleve og overføre sine gener til neste generasjon.

Det er interessant at disse to kurvene i Figur 5 har omtrent samme forløp. Dette indikerer at mutasjoner heller skaper problem i evolusjonen enn at den er en kilde til økning i variasjon.

32

Det er her tale om at svært små grupper av dyr eller planter blir insolert over tid. Dersom miljøet i tillegg er meget spesielt og ulikt miljøet til hovedpopulasjonen, vil naturlig seleksjon tilpasse denne gruppen til dette ekstreme miljøet. Resultatet kan bli en stamme som er meget forskjellig fra utgangspunktet, men sannsynligheten for at dette fører til dannelse av en ny art, er meget liten.

Kjernen i evolusjonsteorien

Det sentrale i evolusjonsteorien er at det er kamp for tilværelsen eller for å overleve. Det fører til at den sterke overlever og reproduserer, mens den svake bukker under. Det skjer således en seleksjon som etter hvert fører til dannelse av stammer og videre Origo 116

»Men I giør Philosophie til Fægtekonst, og holder den for Philosophus, der ved subtile Distinctioner kand forvende Sandhed, og reede sig udaf alle Meeninger, ved saadant giør I jer forhadt af Folk, og bringer Lærdom i Foragt, saasom mand bilder sig ind, at saadanne underlige Lader ere Studeringers rætte Frugt.« Lieutenanten i Erasmus Montanus (Ludvig Holberg). til nye arter. Det genetiske grunnlaget for denne utviklingen er seleksjon og mutasjoner. Siden disse prosessene antas å ta meget lang tid, tillegges tidsfaktoren svært stor betydning i evolusjonsteorien.

Derfor hevdes det at det har vært flere milliarder år til disposisjon.

I evolusjons teorien er det ikke noen framtid eller håp. Livet har ingen mening, og det er heller ikke noe evighetsperspektiv. Det er sterke elementer av rasisme i Darvinismen. Dette kommer klart fram i Darwins bok “The Descent of Man”. Her foreslår han at det er et behov for “superior races”, og at de bør erstatte “inferior races”,

Bør evolusjonsteorien kristnes?

Gud eksisterer. Videre er Jesus omtalt som skaper flere steder i Bibelen og at han var med som kunstner (Salamons ordsprok 8,30). For meg står det klart at: • Det er bare Gud som kan ha: • Skapt livet på jorden • Lagt all informasjon inn i DNA molekylet (Bare intelligens kan ha skapt informasjon (Gitt 1997) • Laget naturlovene • Gud har enda makt: • Alt står ved lag ved ham (Kol. 1,17) • Han holder alle ting oppe ved sitt mektige ord (Heb. 1,3).

Etter hver er det også mange kristne som hevder at evolusjonsteorien er sann, men at Gud har grepet inn på visse tidspunkt i utviklingen. Et eksempel er at Gud grep inn da mennesket utviklet seg fra apene.

Det blir også hevdet at mennesket har utviklet seg fra et primitivt menneske til slik vi er i dag. Dette betyr at Adam og Eva var primitive individer da de ble fristet av ormen og fall i synd. For meg er dette en uhyrlig tanke. Det er grunn til å spørre hvor i bibelen det er antydninger til en slik utvikling av mennesket? Å forsøke å kristne evolusjonstorien er å ta ære fra Gud.

Guds budskap

Jeg minner om at i 1ste Mos. 1 står det at Gud skapte alt liv på jorden: Planter, vrimle av liv i vannet, fugler, store sjødyr og alt levende som rører seg, levende vesener, fe, kryp og ville dyr hvert etter sitt slag (I noen bibelutgaver brukes det hvert etter sitt slag mens det i andre står hvert etter sin art). I 1 Mos. 2,19 står det videre “Og Gud hadde dannet av jorden alle dyr på marken og alle fugler under himmelen,” og mennesket gav dem navn.

Oppsummering

Gud som skaper

Det står i Bibelen at Jesus oppfyllte alle profetier (hundrevis av år tidligere) om ham i det gamle testamentet (Luk. 24,44). Dette er trostyrkende for at Origo 116

I motsetning til evolusjonsteorien har Gud gitt oss en mening med livet og et evighetsperspektiv. Kjærligheten er av Gud for Gud er kjærlighet (1 Joh. 4,7).

Den viste han da han ofret sin egen sønn for å frelse oss. Vi er alle like verdifulle for han, og han ber oss å elske nesten som oss selv (3 Mos. 19,1). Ja, Jesus ber oss å elske våre fiender (Mat. 5,44).

For meg har det skjedd to store under på jorden nemlig: Skaperverket og frelsesverket.

• Det genetiske grunnlag for evolusjonsteorien er meget svakt: • Naturlig seleksjon skaper ikke nye gener eller ny genetisk informasjon • På grunn av reproduksjonsbarrieren mellom arter er det svært vanskelig å tenke seg hvordan nye arter er blitt til ved naturlig seleksjon • Mutasjoner er stort sett skadelige, og det er langt mellom positive mutasjoner • Mutasjoner skaper sjukdomsproblem i naturen og fører til degenerasjon • Hvordan informasjonsmengden i DNA molekylet er laget og kommet på plass, er det ingen forklaring på

33

»Det er at sige, Monsøeren er bleven saa lærd, at hand ikke meer kand forklare sin Meening paa sit Mors Maal.« JACOB i Erasmus Montanus (Ludvis Holberg) • Gud er skaper av universet og alt liv på jorda • Han har signert skaperverket sitt ved å legge DNA molekylet og dets informasjon inn i alle levende celler • Gud skal ha all ære av skaperverket og kan ikke reduseres til en “evolusjonsgud”.

• Gud kan ikke dele æren for skaperverket med andre.

• Vi som tror at Gud er den suverene skaperen og som har gitt oss framtid og håp, må bringe budskapet videre!!

Referanser

Bergman, J. 2004. Research on the determination of the genome and Darwinism: why mutations result in degeneration of the genome. Intelligent design Conference, Biola University. April 22-23.

Crow, J.F. 1997. The high spontaneous mutation rate: is it a health risk? PNAS 94: 8380-8386.

Enfild, F.D. 1979. Long term effects of selection: the limits to response. In proceedings of a symposium on “Selection experiments in laboratory and domestic animals”. Commonwelth Agriculture Beureaux, 69-86pp.

Gitt, W. 1997. In the beginning was information.

Literatur-Verbreitung Bielefeld, Germany.

Gjedrem, T. og Baranski, M. 2009. Selective breeding in aquaculture: An introduction. Springer, 221pp.

Holladay, P.M. og Watt, J.M. 2001. De-generation: an exponential decay curve in old testament genealogies. Evangelical Theological Society Papers. 52nd Natl. Conf., Nashhville, TN November 15-17, 2000.

Sanford, J.C. 2005. Genetic entropy. The mystery of the genome. Published by FMS Publications, a division of FMC Foundation, Wareloo, New York, 233pp.

DVD’er om skabelse mm. til nedsat pris Metaphysica, som samarbejder tæt med Origo, har produceret en række DVD’er, der på forskellig måde belyser temaerne om skabelse, tro/viden, intelligent design mm.

Der er et lager af disse DVD’er, som nu sælges til stærkt nedsatte priser.

Se nærmere på www.metaphysica.dk/dvd.

34

Origo 116

Knud Aa. Back:

Humlebien kan ikke flyve ...

Design i naturen?

Det’ et spørgsmål om fysik

En oplagt gave til konfirmanden!

105 sider 150 kr.

Forlaget ORIGO

Annonce

Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Be om skolebrosjure

UDVIKLINGSLÆREN: FAKTA eller FIKTION? Der er nu to nye foredrag med danske undertekster klar til levering.

De kan bestilles over internettet på www.oprindelse.dk eller pr. brev til O.M. handi products, Kastanien 12 st. tv.

7120 Vejle Ø Beviset på skabelse Origo 116

Et spørgsmål om oprindelse

35

Returneres ved varig adresseændring Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Agervænget 16, 7400 Herning

En øjenåbner i Norden:

Jostein Andreassens Darwinbogen 194 sider 199 kr.

Kan købes nu evt. direkte fra forlaget: Forlaget ORIGO Tlf. 3514 3539

Tidsskriftet ORIGO

er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mel-lem tro og naturvidenskab.

I ORIGO og på skabelse.dk • fremføres facts om hvad vi rent faktisk véd om livets oprin-delse og udvikling • lægges op til en fordomsfri diskussion af evolutionsteoriens ikoner • gives den videnskabelige kritik af darwinismen stemme • bringes nyt om forskningsprogrammet Intelligent Design (ID) og andre alternativer til den materialistiske evolutionstanke • påpeges de etiske problemer som landvindinger inden for (bio)teknik og medicin kan påføre et moderne samfund • findes artikler af både lettere og sværere karakter Alt sammen med vægt på en saglig og videnskabeligt forsvarlig argumentation.

ISSN 0109-6168

36

Til sikring af det faglige niveau har Origo tilknyttet en række personer med den nødvendige naturvidenskabelige basis.

End-videre er personer med ekspertise inden for sprog og kommunikation tilknyttet bladet og hjemmesiden til åbning af vinduet i elfenbenstårnet.

Kort og godt har vi ambitioner om at være en uomgængelig røst i Norden når det gælder de store livsspørgsmål videnskab, skabelse og etik.

ORIGO udkommer fire gange om året. Et årsabonnement kos-ter 150 kr. Henvendelse vedr. abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis, Agervænget 16, 7400 Herning. Tlf. 3514 3539. Giro 730 5753

ORIGO • nr. 116 • marts 2010 Origo 116