Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 115, december 2009

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 115 • December 2009

• • • •

Fra Nordisk Skabelseskonference Stjerneeksemplet på evolution Guds handling i verden Naturalismen og Darwins tvivl

ORIGO 115

1

Redaktionskomité i Danmark • Fhv. overlærer Knud Aa. Back Ibsvej 27, 4440 Mørkøv.

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

E-mail: back@skabelse.dk • Cand.polyt. Finn L. N. Boelsmand Rolighedsvej 11, 9690 Fjerritslev. Tlf. 3539 7654. E-mail: finn@skabelse.dk • Cand.theol. Klaus Dahl Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk • Seniorforsker, cand.scient. Holger Daugaard Tranevej 21, 8721 Daugaard. Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk • Erhvervskunderådgiver, cand.oecon. Henrik Friis

Abonnement og bestillinger: Norge: Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien. Bestil per sms på +47 45255878 eller mail på knu-saga@online.no Danmark: Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 3514 3539. E-mail: abonnement@skabelse.dk

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk • www.origonorge.no darwin2009.dk • darwin2009.no

Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 3514 3539. E-mail: abonnement@skabelse.dk • Professor Søren Holm CSEP, School of Law, University of Manchester, Oxford Road, Manchester M13 9PL, UK. E-mail: soren@skabelse.dk • PR-medarbejder, multimediedesigner Flemming Karlsmose Tomsgårdsvej 14, st. th., 2400 København NV Tlf. 2851 9450. E-mail: flemming@skabelse.dk • Cand.scient. Bent Vogel Vennelystvej 18, 8960 Randers SØ. Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk • Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk • Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard Rapsmarken 7, Rindum, 6950 Ringkøbing.

Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: info@vactext.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

© ORIGO.

Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

SE/CVR-nummer: 3037 6390

INDHOLD December 2009

Tlf. 61664923. E-mail: kristian@skabelse.dk • Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: info@vactext.dk (redaktionssekretær)

Redaksjonsråd i Norge • Konsulent, cand.scient. Rune Espelid 5650 Tysse. E-post: rune.espelid@online.no • Forskningsleder, professor, dr.scient. Willy Fjeldskaar Grannesveien 19, 4020 Stavanger. E-post: Willy.Fjeldskaar@iris.no • Professor Trygve Gjedrem Lyngveien 19, N-1430 Ås • Lektor Knut Sagafos Glaservegen 65, N-3727 Skien E-post: knu-saga@online.no • Førsteamanuensis, dr.scient. Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no • Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand Dragedalsveien 177, 3766 Sannidal. E-post: peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Peter Øhrstrøm

4

Knud Aa. Back: Darwin for dummies: Genetisk grundlag for evolution

6

Pekka Reinikainen: Dataprogrammet Mennesket – skabt i Guds billede

10

Göran Schmidt: Begrundelser for troen

15

Göran Schmidt: Hvorfor så oprørt over skabelsestroen?

18

Per Landgren og Erik Österlund: Nutidens populære billede af Darwin

21

Knud Aa. Back: Står vi med et demokratisk problem?

26

Jostein Andreassen: Stjerneeksempelet på evolusjon var arrangert

29

Knut-Willy Sæther: Guds handling i verden

35

David Jacobsen: Naturalismen og Darwins tvivl

38

Redaktionelt: Indeks 2009

Ansv. red. af næste nummer: Peter Øhrstrøm

2

ORIGO 115

Re d

Om dette nummer De første artikler i dette nummer af ORIGO er bearbejdede bidrag af foredrag, som blev præsenteret på Nordisk Skabelseskonference, der blev afholdt i september 2009 i Göteborg. Bl.a. bringer vi det foredrag, som blev holdt på konferencen af ORIGOs udsendte medarbejder, Knud Aa. Back, ligesom et par andre højdepunkter fra konferencen bliver bragt i Knud Aa. Backs oversættelse. Der er tale om let forkortede og redigerede oplæg. Udover artiklerne fra skabelseskonferencen bringer vi tre artikler. Det er for det første en kritisk diskussion af det berømte birkemåler-eksempel skrevet af Jostein Andreassen. For det andet er det en artikel skrevet af

Knut-Willy Sæther om forholdet – konflikt eller dialog – mellem naturvidenskab og teologi. Endelig er det David Jacobsens analyse og diskussion af Charles Darwins egne overvejelser om den menneskelige erkendelses troværdighed. Som vi plejer, har vi stilet efter en rækkefølge af artiklerne, som nogenlunde svarer til voksende sværhedsgrad. Især de sidste to artikler kræver lidt ekstra af læseren, men prøv at læse dem alligevel. Man bliver klogere af det. God læselyst. Redaktionen

Kære abonnent! Endnu et år er ved at være passeret forbi og et nyt står for døren. Det betyder samtidig, at der begynder en ny abonnementsperiode for Origo, nemlig 2010. Du bedes derfor betale dit abonnement hurtigst muligt, så vi ikke skal bruge tid og ressourcer på, at udsende påmindelser i løbet af året. Til betalingen er der indlagt et girokort i dette nummer, du kan også betale ved at overføre til vores konto: Regnr. 1551 og kontnr. 7305753. Abonnementsprisen fastholdes på 150,- kroner. Hvis der skulle være et eller flere af de tidligere numre, som du mangler eller ønsker, så fortvivl ikke, vi sælger dem for fra 40,- kroner pr. stk. Du kan se nærmere om dem på www.skabelse.dk. Tak for i år. Hav en god jul og et godt nytår. Vi ser frem til en ny Origo-årgang med fire nye spændende numre. Venlig hilsen Henrik Friis Økonomi- og abonnementsansvarlig for Origo E-mail: abonnement@skabelse.dk

Til våre NORSKE abonnenter: I Norge vil prisen på abonnement fortsatt være NOK 190,- Medlemsavgift inkl ab. er NOK 300,Vennligst betal direkte til konto 1503 02 18210. Ved adresseendringer eller annet kontakt oss via våre norske hjemmesider www.origonorge.no.

ORIGO 115

3

ak

tio

ne

lt

Darwin for dummies (2):

Genetisk grundlag for evolution Af K. Aa. Back

Også her på Origo lægger vi vægt på give ordet til dem der véd hvad de taler om. Derfor er denne udgave Darwin for dummies en plukvis gengivelse af prof. Gjerdrems nynorske foredrag om fiskeavl, holdt på den nordiske skabelseskonference.

Genetik handler om arv. De egenskaber vi arver fra vores forældre og bedsteforældre, har med genetik at gøre. At børn, på godt og ondt, ligner deres forældre, er et velkendt fænomen. Mendels love fortæller noget om hvordan denne arv føres videre fra generation til generation. Darwin havde også sine forestillinger om arv. De har fra første begyndelse været anset for det rene sludder. Han lavede fx sin egen (pinlige, syntes flere af hans samtidige) arvelighedslære.

Variation At børn er forskellige, undertiden meget forskellige, kan ethvert forældrepar tale med om. Det skyldes det

4

man kalder variation. Gregor Mendel fandt ud af at hans ærteplanter kan falde ganske forskelligt ud, og sådan er det med alt levende. Se blot efter i bunken af kattekillinger. Der er som regel ikke to der er helt ens. At man giver dem forskellige navne, Misbeth, Puspus, Claudius, Sortemis osv., skyldes jo netop at man kan se forskel på dem. Variationen kan tilskrives forskellige ting. Miljøpåvirkning er en ting. En kattekilling der er “blevet trykket” af sine søskende i mormissens mave, ser måske lidt sølle ud ved fødslen. Men ellers er det fortrinsvis generne der bestemmer. Et gen kan man sammenligne med en programmeringsdel fra en pc. Enkeltgener eller kombinationer af gener bestemmer hvordan dyret eller planten kommer til at se ud, høj/kort, bred/tynd, sort/hvid/stribet osv. Generne er placeret på DNA-molekylet. DNA’et er dyrets eller plantens samlede “dataprogram” (software, om man vil).

Evolutionens motor Den naturlige variation som vi kan se blandt planter og dyr, har mennesket til alle tider udnyttet til noget bestemt. Vi var ret hurtige til at opdage at variationen kan styres. Hvis man fx gerne vil have en bestemt egenskab hos sin jagthund, så avler man “på denne egenskab”, dvs. man lader de hunde som har netop denne egenskab, få hvalpe. Og de bedste i kuldet kan man så avle videre på. På denne måde har man fået varianter frem af samme art (og hunde-arten er et fortrinligt eksempel) som kan virke helt groteske i deres forskellighed. Man kan jo bare tænke på en grand danois og en chihuahau. De to kan man have svært ved at forestille sig skulle tilhøre samme art. Lader man dem møde hinanden, er de dog ikke et sekund i tvivl selv. Hund er hund nærmest, og med deres næser læser de lynhurtigt hvem der er hvad. Darwin forestiller sig så, ud fra hvad han kunne se i avlsprogrammerne (= den kunstige selektion), at den naturlige selektion kan gøre noget endnu mere radikalt. Han fantaserer sig fx frem til at en bjørn som i tilstrækkeligt mange generationer render rundt og leger fluefanger, kan udvikle sig til den hval. ORIGO 115

Men fordi Darwin ikke havde forstand på genetik (han havde ikke læst sin Mendel), var han ikke klar over at arterne har hver sin reproduktionsbarriere. Dvs. der er grænser for hvilke dyr der kan få afkom. De skal nemlig tilhøre samme art. En meget stor hund og en meget lille kan godt få hvalpe (hvis de ellers kan finde ud af det, rent praktisk), men det kan de alene fordi de tilhører samme art. Hvis der fødes eksemplarer som er for aparte i forhold til prototypen “hund”, vil den ikke kunne formere sig. Barrieren vil forhindre det. Det véd vi fra avlsarbejdet. Aldrig i livet har man hørt en avlsforsker hævde at han kan skabe en ny art vha. selektion. Med andre ord: De variationer som Dawin kunne se, hører under mikroevolution; dem han kunne forestille sig, hører under makroevolution. Og netop her står vi ved det springende punkt. Det første er et veldokumenteret fænomen. Den andet er fri fantasi.

Finker og beviser Men man hævder jo at Galápagosøerne er evolutionens værksted: At hertil kan man rejse og se den evolution Darwin forestillede sig blandt finkerne på øerne. Her skal man lige tænke sig om. At man kan konstatere at næbformerne hos Galápagosfinkerne varierer temmelig meget, er det en forklaring på hvorfor der i det hele taget er finker til? Det må vist siges at være at presse argumentet vel rigeligt. Og sjovt nok, de senere års forskning blandt finkerne viser at fugle som man har sagt tilhørte adskilte arter, kan krydses (= få unger sammen), og at “arter” således smelter sammen igen. Det er alt sammen det smukkeste eksempel på variation inden for arten – variation også kaldet. Darwins fantasievolution derimod …

Nordisk Skapelsekonferens Ved Deres udsendte K. Aa. Back

I weekenden den 18.-20. september blev der i Göteborg afholdt en skabelseskonference med deltagere fra de forskellige nordiske lande. På konferencen blev der lagt vægt på den alsidige oplysning om evolutionsproblematikken, og konferencen var derfor krydret med en del “professorforedrag”. Så her var en rig repræsentation af folk som (med ordene fra evolution.dk) véd hvad de taler om. Mange spændende emner blev berørt i løbet af en alt for kort weekend, med mange af foredragene liggende parallelt, så ingen, heller ikke Deres udsendte, kunne nå det hele. Her i bladet er der heller ikke plads til det hele, så derfor har vi måttet vælge ud i det meget alsidige og spændende materiale. Nogle emner var sværere end andre, og alle deltagere fik sig nogle sproglige udfordringer hvor indlæggene på dansk og nynorsk nok hørte til de større. Alle indlæg var præget af det sagligt oplysende, men konferencens rammer gjorde det også naturligt at en del indlæg blev krydret med diverse forkyndende afsnit. Da det er velkendt origopolitik ikke at bringe decide-

ORIGO 115

rede forkyndende artikler, er vi i referaterne lige så stille listet uden om disse i og for sig også meget spændende sider af sagen.

Rør ikke min profet En form for forkyndelse skal vi dog ha’ med; en pudsig episode, synes jeg. Efter et foredrag om hvorvidt Darwin overholdt sin egen målsætning for god videnskabelig argumentation i Origin, var der en temmelig afslørende reaktion fra en inkarneret darwinist blandt tilhørerne. Han kunne slet ikke tåle at Darwin overhovedet blev kritiseret, heller ikke selvom det skete helt sagligt og ud fra samtidens præmisser. Mange af Darwins temmelige racistiske bemærkninger ville det måske i dag ikke være helt retfærdigt at kritisere ham for; han kunne dog ikke som god gammel, imperialitisk engelskmand gøre for at han var infinitly superior. Det lå i tiden. Men hvad han kunne gøre for, og hvad man naturligvis med al rimelighed kan kritisere, er hvad også samtiden kritiserede ham for. Men i dagens debat er ingen kritik af Darwin berettiget: “Rør ikke ved min profet, for han er ufejlbarlig.”

5

Dataprogrammet Mennesket – skabt i Guds billede Af Pekka Reinikainen, læge, fil.dr., Helsingfors

Når vi forsvarer en skabelsesmæssig tilgang til forskningen, diskuterer vi ofte detaljer. Fx professor Michael J. Behes fine analyse af blodets koagulationssystem i bogen Darwin’s Black Box. Der er 1000-vis af biologiske systemer i mennesket som på tilsvarende vis ikke har kunnet opstå vha. mutationer og den naturlige selektion. Dette har professor Pierre Rabischong påpeget i bogen Le Programme Homme. Men helhedsbilledet er endnu vigtigere og gør det umuligt for evolutionen at forklare naturen. Alle disse forskellige biologiske systemer skal nemlig fungere sammen, og de skal være fysisk og funktionelt indpasset efter hinanden. Det er således vigtigt at studere helheder i kosmos ud fra skabelsens perspektiv. Vi kan med andre ord forsøge at tænke Guds tanker efter ham. Hvad mon Gud tænkte da han planlagde verdensaltet? Det dominerende princip i skabelsen synes at være muligheden for eksistensen af levende organismer; med andre ord: mulighed for liv. For at det skulle kunne være muligt, skal vi bruge nogle finjusterede naturkonstanter og en passende energikilde. Skabelsesberetningens “der blive lys” gav naturen den energikilde som gør livet muligt vha. varme, og gav fotosyntesen mulighed for at virke så den kan opbygge den føde der er nødvendig, og dermed energi, for vores daglige behov. Fysikkens love må være indrettet sådan at cellerne kan fungere og at de kan dele sig. Den fysiske verden må være indrettet sådan at det er muligt for cellerne at kunne se, høre og smage; at de er i stand til at opfatte dufte, varme, kulde, vibrationer mv.; endvidere må de kunne opbygge en hjerne som kan foretage en korrekt tolkning af de monotone elektriske signaler som kommer fra de forskellige sanser. I den sammenhæng er det vigtigt at gøre opmærksom på at al information når frem til hjernen i form af ens elektriske signaler; de tolkes så derefter af hjernen så vi kan opleve disse elektriske signaler som billeder, musik, kropsstillinger osv. En milliard fotoner rammer nethinden i øjet hvert

6

sekund. Informationen behandles og sendes via nervebanerne til hjernen som tolker dette som billeder. For at det skal kunne lade sig gøre, er der brug for et neurologisk netværk som har 1.000 millioner millioner komponenter. Dets størrelse kan sammenlignes med 1.000.000 pc’er (Creation, 31(3) June-August 2009). Lydbølger når det indre øre, og den elektriske information tolkes fx til musik. Til det formål er der brug for molekyler som kan lagre information, og intelligente molekyler som kan styre funktioner; altså som en computer der er levende. Men vel at mærke en levende computer der også formår at konstruere og reparere sig selv, helt automatisk, som spontant kan lære at løse nye opgaver, som automatisk kan filtrere data, som har masser af kapacitet og ikke har brug for batterier. Verdensaltets størrelse er lige nøjagtigt sådant at alle de molekyler som livet er afhængigt af, kan eksistere – i de rette proportioner. Naturkonstanterne er justeret så fint at store molekyler kan eksistere og så de kan foldes sådan at de passer til det de skal bruges til. Det kan man læse mere om i professor John D. Barrows bog The Constants of Nature. Tyngdekraften er fx meget nøje afbalanceret i forhold til den elektromagnetiske kraft. Man kan forestille sig en lineal som er lige så lang som det synlige univers. På denne lineal må tyngdekraftens størrelse kun flytte sig 3 cm; hvis den rykkes mere, ville cellerne ikke kunne fungere. [De forskellige kemiske forbindelser i livets kemi med kulstofatomet skal bl.a. være således at molekylerne meget let kan ændres ved ombytning/påklistring/bortskaffelse af grundstoffer. Red.] Det er ligeledes vigtigt at der i vores verden netop findes tre dimensioner. Var der bare to, ville blodcirkulationen ikke kunne fungere. Mobiltelefoner og e-mail ville heller ikke du’ til noget. Vands særlige egenskaber gør at det er muligt for blodet at cirkulere og at store træer kan vokse. Og uden vand i verdenshavene ville Jordens temperaturregulering ikke fungere. Vores særlige position i verdensaltet og den måde vores planet er bygget op på, synes at være helt unik. Sandsynligheden for at planeten Jorden i det hele taget ORIGO 115

Fra P ekka R einikainens „„The The Image of God“ Pekka Reinikainens

skulle være blevet til, kan beregnes, og det afslører sig straks at det er helt usandsynligt. Læs mere i Peter D. Wards og John Brownlees Rare Earth. Gud har været så venlig over for os at han har planlagt fysikken sådan at vi kan bruge matematikken til at ORIGO 115

studere dens forskellige fænomener. Det er en gave som ikke er let at forstå. Einstein har udtalt at det mest mærkværdige ved verdensaltet er at vi kan studere det og forstå det. Valget af livets sprog i kromosomerne synes at være

7

noget nær det optimale. De 4 bogstaver og de ord som bogstaverne danner, synes at være det bedste valg blandt milliarder alternative muligheder. Ingen véd hvordan det sprog er opstået. Det vigtigste argument for skabelsessynspunktet er organismernes DNA-programmering. Der findes ingen primitive organismer, men alt er programmeret med et bestemt formål. I naturen er der nødt til at være et nedbrydnings- og genbrugssystem for alle de produkter der bliver dannet. Alle de forskellige bio-programmer i de forskellige organismer skal altså arbejde sammen. Til det skal der bruges et meget kompakt DNA-program, og de fleste programmer ser stadig ud til at være næsten fejlfrie. Det faktum fortæller os noget vigtigt: Hvis disse programmer stadig fungerer, kan de ikke være ret gamle! I dag véd vi at hvert gen deltager i opbygningen af i gennemsnit 10 forskellige proteiner. Hvad er et protein da? Cellerne er bygget op af proteiner. De indgår i cellens struktur og funktion. Strukturen på proteinerne skal være meget præcis. Det er som at bygge noget i Lego, blot meget mere kompliceret. De fleste klodser er forskellige, og der findes tusindvis af dem. Cellen finder de forskellige konstruktionsanvisninger frem forskellige steder i sin databank. Den måde proteinet tjener cellen på, kan sammenlignes med en nanomaskine. Og denne maskine skal være forsynet med bestemte elektriske og kemiske egenskaber [på ganske bestemte punkter i dens overflade, red.], så den, når der er behov for det, kan forankres stabilt på en bestemt struktur som skal have modsvarende egenskaber [“plus” over for “minus”, red.]. Men det er ikke det eneste. Andre steder på proteinets overflade skal der være sådanne elektriske egenskaber at den puffer visse andre strukturer væk som ellers ville kunne forstyrre dens funktion. Og nogle proteiner skal endvidere være forsynet med værktøjer der kan fremstille visse produkter utroligt hurtigt. Sandsynligheden for at nå frem til den helt rette form med fx 10 proteiner vha. mutationer og den naturlige selektion alene er utroligt lille. Det svarer til sandsynligheden 1 til 10100. Er det tal noget særligt? Å jo. Vi kan sammenligne med antal atomer i hele universet. Det anslås til at være 1080, altså et 1-tal efterfulgt af 80 nuller. – Og her taler vi om kun én funktion. Vi véd i dag at en celle som skal kunne leve selvstændigt, kræver mindst 300 forskellige gener. Man har også konstateret at cellerne ikke blot læser DNA-dobbeltspiralen fra venstre til højre, men også fra højre til venstre (som på hebraisk) samt springvis i begge retninger. Selv hvis man forestiller sig at koden skulle kunne blive forbedret vha. en tilfældig mutation fra venstre til højre, er det ingen garanti for at koden samtidig skulle blive forbedret når samme afsnit læses fx fra højre til venstre. Det er helt klart at nogen har programmeret cellernes DNA, det DNA der findes i de millioner af arter vi

8

kender til. Det kan underbygges rent matematisk. Læs mere om dette i R. Webster Kehrs bog Introduction to the Mathematics of Evolution som kan findes på nettet: MathematicsOfEvolution.com. Det er faktisk umuligt at opnå mere end to-tre positive mutationer i forlængelse af hinanden, for slet ikke at tale om helt nye proteiner, eller blot fordelagtige ændringer i allerede eksisterende proteiner, ændringer som fx skulle kunne få en bakterie til at optage et nyt molekyle og bruge det i sin energiproduktion. Læs mere om dette i Michael Behes bog The Edge of Evolution. Vi kan altså helt objektivt konstatere at der eksisterer en planlægning på alle niveauer i verdensaltet. En planlægning som gør livet muligt. Ser vi på den teoretiske udvikling af mennesket fra en hypotetisk urcelle med 300 gener, kommer planlægningen til at skinne i øjnene. (Vi antager her at der findes en urcelle, selvom forskningen ikke har kunnet eftervise hvordan en sådan urcelle skulle kunne opstå af sig selv.) Vi sætter at mennesket har 30.000 gener, og vi antager samtidigt at der har været 3.000 mellemformer på vejen, og at alle disse mellemformer har måttet udvikle 10 helt nye særlige gener. […] Sandsynligheden for menneskets evolution kan ud fra det beregnes til forholdet 1 til 1030.000. I vores regnestykke har vi endda været meget venlige over for evolutionen og undladt at medregne det faktum at disse tilfældige mutationer er nødt til at opstå samtidigt både i kønscellerne hos manden og kvinden, og at disse heldige individer har skullet finde hinanden og få børn sammen. Her bør det også nævnes at den seksuelle forplantning er en af evolutionens største uløste gåder. Hvorfor smider kvinden halvdelen af sine gener væk og modtager halvdelen fra manden? Han som har mange flere mutationer i sine kønsceller? – Og se på bakterierne. De er de bedst tilpassende organismer i alle tænkbare økosystemer, og de kan få nyt afkom hvert 15. minut. Så det er fuldstændig naturligt at stille spørgsmålet: Hvorfor skulle den naturlige selektion dog have besvær med at udvælge mere komplicerede strukturer og den meget mere besværlige seksuelle forplantning? Hertil komme at vi heller ikke aner hvordan eukaryote celler [celler m kerne, red.] kan være opstået. Endnu værre for evolutionen er det faktum at prototypen til stadighed taber information i et omfang der er tusinder af gange hurtigere end den teoretisk får nye gener. Man møder ofte påstanden om at mennesket blot er et dyr, en omprogrammeret chimpanse, og at forskellen mellem menneske og chimpanse ikke udgør mere end nogle få procent af arvemassen. Det lyder umiddelbart ikke af meget. Men vi kan jo se nærmere på hvad en sådan forskel indebærer. Den kodning i DNA’et der ligger i alle menneskets celler, svarer til 100 hyldemeter kodebøger. En forskel i arvemassen på 1 %, ville altså svare til 1 hyldemeter kodebøger. Det vil sige at der skal ske en udskiftning af ikke mindre end 30 ORIGO 115

millioner bogstaver. Men hvilke bogstaver det skal være, et absolut ikke ligegyldigt. Alle forandringer skal være forudbestemt, med andre ord nyttige mutationer i forhold til vore fælles forfædre, for at få det nye genprogram Mennesket til at fungere. Til dette forehavende har vi en tidshorisont på 6 millioner år. Vi kan så spørge: Vil disse 6 mio. år hjælpe eller skade vores projekt? Den naturlige selektion udvælger helt tilfældigt de rette mutationer. Og husk, det må være i kønscellerne hos både en hun og en han, samtidigt, og lige netop de individer med de rigtige mutationer skal så få afkom i tusindvis af generationer i samme linje efter hinanden. Mutationerne skal også etableres i genpuljen, dvs. få fodfæste i den kommende menneskepopulation. Problemet er at selvom vi kan opnå en ønsket mutation, får vi uundgåeligt tusindvis af uønskede mutationer med i købet som den naturlige selektion ikke kan tynde ud i, endsige fjerne helt. Vores kommende nye gener ødelægges naturligvis også, de er på ingen måde særligt beskyttede mod mutationer. Dette fænomen kaldes genetisk entropi. Det betyder at der altid går information tabt når celler deler sig. Det er årsagen til at der findes flere mutationer i mandens kønsceller end i kvindens. Manden producerer 120 millioner nye kønsceller hver dag. Genetisk entropi betyder også at det faktum at der findes så få mutationer hos mennesket i dag, vidner om at mennesket er skabt for ikke så lang tid siden. Genetisk entropi betyder endvidere at alle organismer, mennesket inklusive, vil uddø inden for nogle tusind år efterhånden som mutationerne øges i antal. Det kan vi ikke komme uden om. Den naturlige selektion kan ikke fjerne alle de mutationer som fremkommer. Yderligere læsning: professor J. Sanfords Genetic Entropy and the Mystery of the Genome. Hvad er det så der er så specielt i Dataprogrammet Mennesket? Gud har skabt verden sådan at livet kan eksistere. Han har skabt celler der kan se, høre, føle berøring, der kan opfatte dufte, forskellige smagsstoffer og behandle information mm. Hvorfor mon han har gjort det? Mennesket er skabt i Guds billede. Det er derfor vi kan forske i skaberværket og genkende Skaberens tanker. Mennesket har fået mange særlige egenskaber som adskiller os fra alt andet liv, noget som ikke forklares med henvisning til den naturlige selektion. Mennesket har fået en fri vilje – og alt det der forbindes med sjæl og ånd. Vi kan på vore fødder bevæge os på mange forskellige måder. Vi kan fx danse på is eller spille tennis. Intet dyr kan præstere alt det som mennesket kan. Vi har dertil en meget fin kontrol med vores hænder. Vi kan

ORIGO 115

kommunikere med sprog, tegnsprog og ansigtsmimik. Vi har en lang barndom for at kunne lære at udnytte alle disse egenskaber og muligheder. At gå på to ben kræver en speciel planlægning af foden, vristen, knæene, hofteleddene, rygraden og dens forbindelse til kraniet plus et specielt balanceorgan i det indre øre. Og dermed en massiv ombygning af ben, muskler, nerver, blodcirkulation og kontrolcentre i hjernen. Vi besidder 58 forskellige bevægelseskombinationer i hænderne. Tomlen styres af otte motorer, hver finger af seks. Vi kan spille klaver, foretage hjerneoperationer eller hugge brænde. Isaac Newton sagde at for ham lå det største gudsbevis i vores tommelfinger. Hele 25 % af hjernens muskelkontrolkapacitet er reserveret den nøjagtige styring af hænderne, andre 25 % står for kommunikationen. Vi kan kommunikere på mange forskellige måder. Svælget og munden er konstrueret på en helt særlig måde som sætter os i stand til at tale. Når vi taler eller synger, benytter vi os af 100 forskellige muskler. Hjernen har også et sprogcenter som chimpansen ikke har. Vi kan endvidere kommunikere via minespil. Mennesket har 50 ansigtsmuskler, og det kan danne 10.000 forskellige minespil. Til sammenligning har chimpansen kun 26 ansigtsmuskler og har kun nogle få minespil til sin rådighed. Det er svært at forklare hvordan og hvorfor den naturlige selektion skulle have konstrueret alle disse ansigtsmuskler. Det er endnu sværere at forklare hvad nytte det skulle være til at mennesket har så lang en barndom, op til 16 eller 18 år [visse hjerneforbindelser er først på plads i 25-årsalderen, red.]. Især hvis evolutionens primære formål er at producere afkom. En chimpanse bliver voksen i løbet at ét år. At tænke sig, ifølge evolutionslæren er alle disse specielle egenskaber opstået inden for en periode på 6 mio. år, den tid der ligger mellem vores påståede fælles forfædre og nutidens to arter. Evolutionsteorien påstår altså at der i dette tidsrum er etableret 30 mio. specifikke mutationer. Det viser sig blot at være helt urealistisk – matematisk og genetisk set. Og dertil kommer at den genetiske entropi givetvis ville have slået prototypen ihjel mange gange i løbet af disse 6 mio. år. Hvordan kan det være at evolutionstilhængerne ikke kan forstå at deres teori er fuldkommen forældet og derudover forekommer mere og mere umulig i lyset af den seneste videnskabelige viden? Oversat fra svensk af KBa [Ovenstående er en let redigeret version af et foredrag som Dr. Pekka Reinikainen holdt ved Nordisk Skabelseskonference, Göteborg, sept. 2009.]

9

Begrundelser for troen En mere letlæselig artikel om evolutionsproblemet Dette er et referat af hovedpunkterne i et foredrag ved Nordisk Skabelseskonferene holdt af Göran Schmidt, civilingenjör, gymnasielärare i biologi, skolledare - Sverige, september 2009

Vi befinder os i en enestående periode i verdenshistorien. En tid hvor livets og universets inderste strukturer og sammenhænge afsløres i rasende fart. Men har de senere års opdagelser og den nye indsigt i naturen nogen betydning for spørgsmålet om hvor vi kommer fra? – I allerhøjeste grad! Endvidere befinder vi os i en brydningstid hvor stemmelejet bliver højere og højere hos dem som er meget ivrige efter at forsvare et verdensbillede som ikke rummer plads til troen på en personlig Gud. Lad os i lyset af moderne erkendelse se lidt nærmere på spørgsmålet: Hvilke konsekvenser får det, reelt og logisk, for vores syn på tilværelsen hvis Gud ikke er til? Nedenstående punkter er nogle konsekvenser som efter min mening er iøjnefaldende: 1. Enhver tale om at tilværelsen har en mening, er grundløs, på nær i den forstand at det enkelte menneske måske rent følelsesmæssigt kan opleve at der findes en dybere mening med livet. Men følelsen som sådan er i bund og grund en illusion. Oplevelsen har ingen reel forankring i virkeligheden eftersom universet med kosmiske tilfældigheder som årsag rent definitionsmæssigt må savne enhver form for objektiv yderste mening, netop fordi det er uden plan, uden hensigt og uden mål. 2. Det vi kalder jeget, sjælen, bevidstheden, personligheden eller menneskets åndelige natur er ligeledes en illusion. Ud fra et strengt materialistisk perspektiv er dette en ikke-planlagt, men åbenbart et evolutionært fordelagtigt biprodukt af elektriske udladninger i det centrale nervesystem. Det som er blevet til vha. helt tilfældige forandringer i DNA-molekyler i årmilliardernes forløb. En fuldstændig tilfældig effekt af materiens utilregnelige hasardspil.

10

3. Den frie vilje er også i den grad en illusion. Hvis materie og energi er alt som eksisterer i tiden, er enhver begivenhed, udfaldet af enhver valgsituation, allerede forudbestemt og helt afgjort af energiens og partiklernes indbyrdes fordeling i øjeblikket inden, hvad der i sin tur er afgjort af deres fordeling i millisekundet før, alt i én svimlende ubrudt årsagskæde. Dvs. den frie vilje er faktisk intet andet end en myte, erstattet af en determinisme (forudbestemthed) og fatalisme (skæbnetro). Jeg kan ikke påvirke min fremtid, jeg en fange, en marionet underkastet universets urokkelige naturlove. 4. Forestillinger om at noget er rigtigt eller forkert, positivt eller negativt og godt eller ondt, må betragtes som universelle eller kulturelt betingede, eller begge dele, men nogen reel begrundelse for dem findes ikke. I en foranderlig verden der uden undtagelse er et resultat af tilfældighed, materie, energi og tid, levnes der ikke plads for absolutte værdier eller noget alment gældende moralkodeks. Som biprodukter af fordelagtige mutationer kan sådanne forestillinger dukke op til overfladen som skum på en brodsø [en bølge der knækker fx i brændingen], måske nok med et skin af noget formålsbestemt, men de kan kun være relative som enhver anden form for ønsketænkning. Og vores inderste gensvar på hvordan vi forholder os til disse værdier – det som vi kalder samvittigheden – er derfor lige så tilfældigt. Disse slutninger kan vi vurdere som vi vil; det påvirker naturligvis ikke det egentlige spørgsmål – om Gud er til eller ej. Men de kan alligevel sige os noget: De opridsede konsekvenser af en gudløs verden strider rent faktisk mod vores individuelle og kulturelle erfaring og intuition. For i virkeligheden oplever vi at vi har en fri vilje når vi står der i supermarkedet og skal vælge mellem Chiquita eller bæredygtige bananer. Og selv den mest inkarnerede ateist oplever virkelig sig selv som personlig ansvarlig og er virkelig overbevist om hvad der er rigtigt og forkert, især i spørgsmålet om vores oprindelse. Endelig skal vi nok heller ikke være alt for hurtige til at affærdige vores medfødte intuition i disse spørgsmål. Verden er af natur formålsbestemt. Oplevelsen af sult og tørst udgør ret så håndgribelige fænomener for dem som kommer ud for det, også selvom de kan være ORIGO 115

vanskelige at definere og beskrive. På den anden side er koblingen til den materielle virkelighed til at tage og føle på. De sætter hændelsesforløb i gang der er styret af bevidstheden, og de leder i sidste ende til at kroppen får tilført vand, energi og byggematerialer. Vi oplever dem som formålsbestemt, hvad de beviseligt også er. Hvis der er noget der kendetegner den verden vi lever i, er det netop denne rationalitet – som faktisk danner grundlag for al videnskabelig aktivitet. Så derfor er der gode grunde til mistanken om at din og min sjæl virkelig eksisterer, at du og jeg faktisk er i besiddelse af en fri vilje (med det ansvar det indebærer), og et indre kompas – en samvittighed (om end med varierende grad af misvisning) – og at der faktisk findes en dybere mening end blot det at tændes, at blusse op og slukkes. Måske vil du ligefrem indrømme at tanken er ganske tiltalende: Du er til, sådan for alvor! Med denne nye og revolutionerende indsigt i baghovedet skal vi nu ganske kort drage nogle slutninger om de seneste årtiers landvindinger inden for naturvidenskaben:

1. Naturens strukturer

En lille svid-knott

Svidknott-analogien. Billedet forestiller en lille svid-knott [som vi desværre ikke har noget navn for på dansk, men danskere i Sverige véd af erfaring at knott er nogle irriterende små insekter som svider når de bider en, red.]. Svidknotten er knap en millimeter stor og tilhører myggefamilien. Trods sin lidenhed har den facet-øjne hvor hvert deløje forvandler lysenergi til elektrisk energi, og hvor mikroprocessorer koordinerer og redigerer signalerne og sender dem gennem synsnerven til det lille krybs hjerne hvor de tolkes som et tredimensionalt billede. Insektets vingepar slår med en hastighed på 1000 vingeslag per sekund og drives af flyvemuskler som igangsættes vha. ordrer fra samme lille hjerne. Knottens krop er udstyret med et antal sensorer som registrerer miljøfaktorer som luftfugtighed, temperatur, vindretning og kemiske substanser som er opløst i lufthavet. Alt sammen for at den skal kunne finde frem til netop din og min krop ... Hvis vi nu lader vores teknikere lave noget som bare minder om en svidknott vha. det mest moderne til rådighed stående tekniske kram vi har inden for elektroteknik, datateknologi, materialeteknik, energilagringsteknik osv., så får vi noget der ligner den robot vi kan se på billedet. Den her flyvende maskine med fjernORIGO 115

kontrol kan, ifølge Guinness’ Rekordbog, holde sig flyvende i ca. 3 minutter inden den må gå ned for at blive ladet op igen. Lad os nu sammenligne denne konstruktion med vores lille svidknott og stille os selv nogle spørgsmål: Hvilket af disse to fænomener er i besiddelse af de mest kvalificerede egenskaber såsom formålsbestemthed, fleksibilitet, effektivitet osv., alt sammen noget som kendetegner godt design? Svar: Uden sammenligning, knotten! Hvis nu den lille knott forstuver foden, ja, så sætter den sig til hvile nogle timer under et græsstrå, og så læger skaden sig selv. Hvis der sker en skade på robotbenet – ja, så bliver skaden ved med at være der ... Knotten har oven i købet en dimension som robotten ikke har – nemlig livet. Og hvad liv dybest set er for noget, har forskningen endnu ikke svar på. Men at det skulle være en mindre kvalificerende egenskab end fravær af liv, det er der naturligvis ingen der forventer. Det mest ironiske i den situation jeg netop har gjort rede for, er at der ikke findes et eneste tænkende væsen som et eneste øjeblik vil betvivle at den flyvende robot er et resultat af bevidst og intelligent konstruktion/ skabelse/design. For at konstatere det behøver vi ikke engang stå med noget så sofistikeret som en flyvende robot. Det er tilstrækkeligt med en kontorklips fra dit skrivebord. Hvis nu sådan en skulle ryge ud af et fly over et urskovsområde på Ny Guinea og blive fundet af en indfødt fra en totalt isoleret stamme som hverken kender til computere, skriveredskaber eller papir, ville vedkommende uden skygge af tvivl straks være klar over at denne genstand ikke er en “naturlig” ting, men noget forarbejdet. Med et bestemt, men netop i dette tilfælde helt ukendt formål. Vi mennesker er nemlig – uanset om vi bor i den højteknologiske del af verden eller vi tilhører et oprindeligt naturfolk – i besiddelse af en intuitiv evne til at afgøre om genstande eller forhold er resultat af tilfældighedernes spil, eller om de er resultat af bevidst og intelligent aktivitet. Men hvad så med svidknotten? Kan vi ikke bruge samme princip på den? – Nej, siger en majoritet af verdens evolutionært skolede biologer. De vil hævde at det

11

Richard Dawkins: “Den levende materie ... formidler en mægtig illusion om et design med en bestemt hensigt.” “Biologi er studiet af komplicerede systemer der ser ud som om at de er designede med et bestemt formål.”

drejer sig om en falsk analogi. Man kan ikke på denne måde sammenligne menneskelige frembringelser med naturens, mener de. Knotten er, på samme måde som alle andre organismer, fra mikrober til mennesker eller morbærtræer, et resultat af en planløs udvælgelsesproces indrammet af skiftende miljøforhold og drevet frem af tilfældige forandringer. Men hensigt? Planlægning?! Eller intelligens!! Nej, det er udelukket, fordi – siger man – videnskaben bygger på metodisk materialisme. De seneste årtier har åbnet vores øjne for en ny dimension af naturens formålsbestemmelse. Det jeg tænker på, er cellernes nanoverden, de molekylære maskiners verden. Ateister og troende er her enige på ét punkt: Nano- eller mikroverdenens budskab til vores intuition er “design/skabelse”, ikke “tilfældigheder”. Som Richard Dawkins formulerer det: “Den levende materie ... formidler en mægtig illusion om et design med en bestemt hensigt.” “Biologi er studiet af komplicerede systemer der ser ud som om at de er designede med et bestemt formål.” Francis Crick (som har været med til at opdage DNA-molekylet): “Biologer må til stadighed huske på at dét de ser, ikke er blevet designet.” Igen kan vi drage den samme slutning: Evolutionismen er anti-intuitiv. Ikke nok med at evolutionister vil have os til at tro at både sjælen, den frie vilje, moralen og selve meningen med livet i bund og grund er en illusion. Nu rådes vi også til ikke at følge vores intuition når det gælder de biologiske strukturers tilblivelse, ja, livet selv. Det er ret så bemærkelsesværdigt. Og grunden til det – ja, den gemmer vi til morgendagens foredrag [se andet ref. af G. Schmidt-foredrag, red.]

12

Materialismen kan måske være naturvidenskabens præmis, men det er ikke dens konklusion. Første konklusion lyder sådan: Ved hjælp af vores intuition og rationelle tænkning kan vi konstatere om det vi møder i vores hverdag, er designet eller ikke. – Bør vi ikke kunne bruge samme logik over for de strukturer vi finder i naturen? Hvis ikke – hvorfor så ikke?!

2. Biologisk information Forestil dig et helt almindeligt fugleæg, et hønseæg fx. Vi véd alle hvad der gemmer sig inde bag skallen, nemlig noget gennemsigtigt og noget gult “slim”. Men prøv at placere ægget i et varmeskab i ca. 41 graders varme i 2-3 uger, vend det indimellem, og se så hvad der sker. [Vi forudsætter naturligvis at ægget er blevet befrugtet.] Gradvis forvandles slimen til en lyslevende, helt færdig kylling. Hvad er der egentligt sket inden for skallen? For bedre at kunne forstå det, kan vi forestille os ægget som en container fuld af legoklodser af forskellig form og størrelse. De hedder naturligvis noget andet, albumin, lipider, mineraler osv. Og var der ikke andet end disse legoklodser i ægget, ville containeren i al fremtid blive ved med kun at være den samme med de samme legoklodser. Men nu er der noget mere, og det “noget” er hemmeligheden bag at kyllingen, bid for bid, bliver monteret inden for æggeskallen: Et computerprogram, software eller biologisk information – kald det hvad du vil. I en for det blotte øje usynlig lille prik på ydersiden af æggeblommen, ligger æggets cellekerne. Og i den ligger alle de instruktioner der er nødvendige for at dirigere konstruktionen af et stk. kylling, i nukleinsyren DNA. I løbet af disse 2-3 uger pilles byggeklodserne frem, en for en, og monteres efterhånden, i ORIGO 115

den rigtige rækkefølge, indtil den dag der ligger en lille, helt færdig fugleunge i ægget. Først da er alle klodser brugt op, og livet kan gå videre. Og faktisk foregik det på samme måde dengang du og jeg blev til. Blot med den forskel at i vores æg var der hverken æggeblomme eller -hvide. “Kun” information. Legoklodserne blev i stedet pillet frem fra mors blod i den rækkefølge som er angivet i programmet. Den måde at gøre det på er principielt den samme for alt levende på Jorden. Livet anvender det samme programmeringssprog uanset om vi nu bliver født som menneske, gulerod eller bakterie. Det sprog jeg bruger til at forfatte denne tekst, bygger på 29 forskellige bogstaver. Jeg kombinerer dem til ord af forskellig størrelse. Og ordene sætter jeg derefter sammen i sætninger. Alle disse sætninger formidler derefter information til dig som netop sidder og læser teksten. Det samme gør sig faktisk gældende i organismernes celler. Men livets sprog bygger på fire bogstaver (A, C, G og T), ordene består altid af tre bogstaver (tripletter eller kodoner), og en sammensætning af nogle hundrede eller tusinde af disse ord danner så en biologisk sætning (et gen eller et arveanlæg). Og generne indeholder så information i form af en opskrift på en helt bestemt af cellens mange bestanddele. Desforuden véd vi i dag at de dele af arvemassen der ikke danner for os umiddelbart forståelige sætninger (det darwinister har kaldt junk-DNA), har andre livsvigtige funktioner. Hvis vi sammenligner gener med software som Word eller Excel, kunne vi tilsvarende sammenligne de her omtalte dele af arvemassen med operativsystemet på den computer jeg i skrivende stund sidder ved. Lad nu fokus skifte til det mest centrale af alle spørgsmål: Hvad er information, og hvordan opstår information? For at svare på det må vi bruge meget mere plads end vi har til rådighed her. Men lad os konstatere så meget som: Livets information er, som al anden information, et højst virkelighedsnært, skønt ikke-materielt fænomen. Et fænomen som i høj grad påvirker den materielle verden – som indgår i en art symbiose med den. Tænk bare på den glaskunstner som på forhånd forestiller sig hvordan hans næste glasskulptur skal se ud. Materielle faktorer som glasblæserens muskelkraft, den glødende glasmasses kemiske sammensætning, ovnens temperatur osv. er nødvendige, men ikke tilstrækkelige faktorer til at give en forklaring på kunstværkets tilblivelse. Man kan også betragte information som dét aftryk eller spor en åndelig dimension efterlader i den materielle, fysiske verden. Vores anden konklusion lyder derfor: En meningsfuld tekst er aldrig nogensinde blevet til ved hjælp af andet end bevidste, intelligente væsner. – Burde det samme ræsonnement så ikke kunne bruges på livets komplekse informationssystemer? Og hvis ikke – hvorfor så ikke?! ORIGO 115

3. Universets finjustering I løbet af de seneste 30 år er der udgivet en hel række bøger som alle har det til fælles at de fokuserer på hvor enestående vores univers og vores Jord er skruet sammen. Hvordan de naturkonstanter som afgør hvordan naturlovene ser ud og hvilke egenskaber der ligger i universets bestanddele, synes at være justeret med en finhed/nøjagtighed som er fuldstændig perfekt. Ligegyldigt om man ser på elementarpartiklernes masser og deres indbyrdes energiforhold, naturkræfternes indbyrdes balance eller vores planets beskaffenhed og placering i universet, så vil man opdage en underlig fællesnævner: Det ser ud som om universet “på forhånd var klar over at vi ville dukke op,” som en fysiker har udtrykt det. Dette bemærkelsesværdige forhold kan tolkes på to måder: 1. Vi står med en svimlende række af kosmiske tilfældigheder. Af myriader af forskellige universer opstod tilfældigvis ét hvori naturkonstanterne ved tilfældighedernes spil lige netop havnede på de afbalancerede værdier som gjorde det muligt for atomerne at kunne eksistere, og dermed i sidste ende livet selv (ifølge den såkaldte multivershypotese). 2. Universet er resultat af en guddommelig skabelsesakt hvor Gud i sin visdom har finjusteret naturkonstanterne sådan at alt har kunnet opstå: livet, samfundet, kulturen og videnskaben. Findes der er metode som kan hjælpe os til at afgøre hvilken af disse to modeller som er sand? Nej, men vi kan igen anvende en rationel måde både at tænke på og bruge vores intuition på. En anekdote kan illustrere de to måder at tænke på.

En anekdote Forestil dig en bagbunden krigsfange med bind for øjnene stå foran sin henrettelsesdeling. Du skal endvidere forestille dig at det ikke er en af de sædvanlige henrettelsesdelinger vi har med at gøre, men en som består af 100.000 skarpskytter der alle som én, retter deres våben mod den stakkels mand som må indse at hans sidste time er oprundet. Manden hører den kommanderende officer give ordre om at give ild, OG han hører drønet fra de tusindvis af skud som bliver fyret af. Derefter er det stille. Meget stille. Til sin store forbavselse lugter han nu også krudtrøgen. Langsomt går det op for ham at han lever. Ubegribeligt, men sandt. Vi indser umiddelbart at der er noget mystisk ved hele situationen. Der må være tale om aftalt spil. Enten har alle soldater haft løst krudt i geværet, eller også har de fået strenge ordrer på at skyde forbi. En skinmanøvre, helt enkelt, ikke en rigtig henrettelse. Men manden her tænker ikke sådan. I stedet for

13

takker han sin lykkestjerne for at han har været så heldig. Sandsynligheden for at én soldat rammer ved siden af målet – den sandsynlighed ligger trods alt inden for det relativt rimelige. Sandsynligheden for at to soldater misser, er mindre, men alligevel helt ok. Og – tænker manden – sandsynligheden for at alle soldater rammer forkert, den er naturligvis astronomisk lille. Men alligevel ikke helt nul. Og for hver eneste af de tusindvis af lignende henrettelser i historiens løb rundt om i verden hvor ofret altid er havnet i sin grav, øges sandsynligheden for at bare én gang, ét eller andet sted, ville samtlige soldater ramme ved siden af. Og det blev tilfældigvis mig der oplevede det! Sikke et held! Den her mand tænker fuldstændig på samme måde som de fysikere som forsøger at forklare universets finjustering ved at henvise til myriader af andre universer end vores eget. Men de tænker forkert – disse fysikere og ham manden – på et par afgørende punkter. For det første har manden ingen mulighed for at kunne beregne hvor mange gange – om nogen – et lignende henrettelsesoptrin har fundet eller finder sted. Og det var jo netop dette som i hans forestilling skulle øge sandsynligheden for at hans egen overleven kan skyldes et lykketræf. På samme måde er talen om andre universer end vores eget ikke andet end fri fantasi eller matematisk underfundighed. Det eneste univers vi har kunnet, kan og sandsynligvis nogensinde ville kunne undersøge, er lige netop vores eget univers. Og dette univers er altså finjusteret i ekstrem grad ... For det andet ville vores mand her nok aldrig have tænkt sådan i andre, lignende situationer i sit liv. Fx at det alene var tilfældet der gjorde at lyset tændtes eller slukkedes i hans skrivebordslampe i nøjagtig det øjeblik

ORIGO

han pegede på kontakten. Men af en eller anden grund var denne begivenhed så eksistentielt ladet at den “lissom” er havnet i en kategori for sig, og den har ført til at han helt enkelt har opgivet den intuition han ellers er i besiddelse af til hverdag. Så endnu engang – forudsætningen for at lade sig overbevise om multivers-hypotesen findes ikke i empirisk videnskab. Ideen er anti-intuitiv og har alene sin motivation i uviljen mod at acceptere det som ligger lige for (den mest “parsimoniske” forklaring), nemlig: Det findes en Gud som har skabt et fantastisk univers! Den tredje konklusion bliver så: Universet og vores plads på Jorden synes finjusteret ind til den mindste detalje. Det kan man forklare ud fra kosmiske tilfældigheder eller med et bevidst design. Det første alternativ anses for at være videnskabeligt og politisk korrekt, det andet derimod ... Og hvorfor så lige det?!

Litteraturtips J.C. Sanford: Genetic Entropy and the Mystery of the Genome ISBN 0981631614 Stephen C Meyer: Signature in the Cell – DNA Evidence for Intelligent Design ISBN 0061472786 Guillermo Gonzalez & Jay W Richards: Privileged Planet – How Our Place in the Cosmos is designed for Discovery ISBN 0895260654 Nancy Pearcey: Total Truth – Liberating Christianity from its Cultural Captivity ISBN 1433502208 a Antony Flew: There is no God – How the World’s most notorious atheist changed his mind ISBN 0061335304

- UDVALG AF TEMANUMRE

GT L SO D U

Flere eksemplarer kan bestilles hos Henrik Friis, tlf.: 3514 3539, e-mail: abonnement@skabelse.dk - eller på ORIGO’s hjemmeside: www.skabelse.dk

14

ORIGO 115

Hvorfor så oprørt over skabelsestroen? Af Göran Schmidt

Nedenfor bringes i let redigeret form nogle hovedsynspukter fra det foredrag om skabelsestroen i det moderne samfund som Göran Schmidt holdt på skabelseskonferencen i Göteborg, september 2009. Red. Mange inden for det naturvidenskabelige forskersamfund og etablissement bliver vitterligt oprørte når de møder synspunkter baseret på skabelsestro (herunder Intelligent Design). Man betragter bevægelser som forsvarer disse synspunkter, som ren konspiration og som en trussel mod såvel naturvidenskaben som demokratiet, og beskylder os for at ville bombe forskningen tilbage til middelalderens mørke. Jeg kunne ud fra mit eget engagement i skabelsesspørgsmål i Sverige igennem de seneste 25 år være kommet med en række eksempler som kan belyse denne rædsel (som er helt ubegrundet). Eksempler som befinder sig mellem det latterlige og det tragiske. Det har jeg dog valgt at undlade! Lad os se lidt nærmere på nogle indvendinger som vi møder igen og igen når vi præsenterer evolutionskritik, og når vi giver udtryk for vores skabelsestro.

Indvending 1. “Man er nødt til at skelne mellem tro og viden” Fra materialistisk orienterede videnskabsfolk hører vi ofte en rædsel for en sammenblanding af videnskab og tro. “De tilhører to forskellige områder – videnskaben er baseret på hvad vi véd, mens religionen er baseret på hvad mennesker tror på.” Jeg formoder at de fleste mennesker er villige til uden videre at skrive under på dette udsagn, men virkeligheden er mere kompleks end som så. Sagen beror helt og holdent på hvordan vi definerer rammerne for videnskaben. Naturvidenskaben bygger på metodisk naturalisme, hedder det. Heri ligger at udgangspunktet er en forventning om at ethvert fænomen har en materialistisk årsag: “Hvad er den naturlige forklaring på at alle genstande falder nedad?” “Hvad er den naturlige forklaring på at genstande forsvinder når de brænder …” Osv. ORIGO 115

Men er vi sikre på at alle spørgsmål lader sig besvare inden for en materialistisk ramme? Lad os se på to eksempler: 1. Hvad er den naturlige forklaring på at livet engang er opstået på Jorden? 2. Hvilke naturlige forklaringer findes der på livets diversitet? Inden for den materialistiske ramme generes alene materialistiske svar. Som man råber i skoven … Men det faktum at man får en bestemt type svar, er ikke nødvendigvis det samme som at disse svar for den sags skyld er korrekte. De er måske kun de bedste svar inden for den givne ramme. Lad mig belyse dette med et eksempel: Jeg er ejer af en Volvo fra ’96. Det er ikke så svært at konstatere at bilen har gennemgået nogle forandringer i den tid jeg har ejet den. Karosseriet er påvirket af vind og vejr, af alle de bilvask som den ikke har fået for mange af, kontakt med andre materielle objekter (buler!) og anden slitage. Disse forandringer er sket helt i overensstemmelse med de gældende naturlove. Ved at studere og kortlægge disse processer (friktion, deformation, oxidation osv.) kan man med nogenlunde relevans forudsige hvordan bilen kommer til at se ud om et år eller (gerne) fem. Det lader sig også gøre at tænke bagud i tid, at ekstrapolere tilbage til midt-90’erne hvor bilen var i noget bedre stand end i dag. Men bemærk venligst – selvom disse videnskabelige studier kan give os et ganske godt billede af hvordan biler generelt ældes, kan de ikke forklare hvordan biler bliver til! Og grunden til det er at bilens “skabelsesproces” forudsætter at én – ja, faktisk mange intelligente aktører har styret fremstillingsprocessen ved at tilføre information i form af manuelle og digitale instruktioner til levende montører eller livløse industrirobotter (sidstnævnte ved udnyttelse af energitilførsel fra el-nettet) for at få bilen færdigmonteret. Når man står med facit, kan man konstatere at min bil er blevet skabt engang i løbet af 1995 – helt i overensstemmelse med de gældende naturlove. Men “skabelsesprocessen” (som også omfatter den forudgående designproces) ville reelt være utænkelig hvis man bortregner fænomenet (menneskelig) intelligens. Dette er der naturligvis ingen tænkende mennesker som ville betvivle. Der er nok heller ingen der ville

15

påstå at der er foregået noget mystisk eller okkult ved at et ikke-materielt fænomen som intelligens på denne måde virker sammen med materie, energi og de gældende naturlove i processen med at få skabt en Volvo. Det hører til dagligdagens erfaringer at sådan foregår det. Det er først i det øjeblik vi vil til at forestille os en tilblivelsesproces uden intelligente aktører, vi ryger ind i et problem. Det svarer til at man vil forklare tilblivelsen af mit manuskript enten med eller uden tilstedeværelse af bevidst liv/intelligens(!). Derfor er det klart at videnskaben har sine begrænsninger, især når det handler om at kunne forklare hvordan visse strukturer er opstået (de som i ID-terminologien går under betegnelsen specificeret kompleksitet) og informationen hertil. Men en sådan konstatering indebærer naturligvis ikke at naturvidenskabsfolk behøver blive urolige. Ingen seriøs skabelsestroende forestiller sig at man skulle kunne påvise hverken Guds, engles eller dæmoners eksistens ud fra kemiske eller fysiske eksperimenter. Lidt i stil med at man ville tro det muligt at kortlægge privatlivet hos de konstruktører som arbejder på volvofabrikkerne, ved at studere aldringsprocesserne på min bil. Vi når altså frem til følgende konklusion: Anatomer, fysiologer, miljøteknikere, cellebiologer og biokemikere og mange andre studerer levende organismer ud fra forskellige aspekter, opstiller hypoteser og søger forståelse for hvordan de fungerer og forandres i tidens løb, og det gør de ved hjælp af den naturvidenskabelige metode. Dette arbejde har vist sig meget frugtbart, og de heraf uddragne goder er utallige. Og ingen tvivler på at sådan vil det blive ved med at være. Men også spørgsmålet om hvordan organismerne engang er opstået, har man studeret i mange år og ved hjælp af den samme naturvidenskabelige metode, og man er nået frem til mange svar, alle inden for den foruddefinerede og forventede, strengt materialistiske ramme. Disse svar er alle mere eller mindre af spekulativ karakter. Det har for det meste været frugtesløst, og man har ikke kunnet bruge det til ret meget, selv om det ér sket. Burde det forhold ikke mane til eftertanke? Kan det tænkes at det er præmisserne det er galt med? Er rammerne for snævre? Kan det være en lige så fatal fejltagelse på forhånd at udelukke en Designer bag de levende organismer, som det er hvis man gjorde noget tilsvarende i spørgsmålet om de biler der holder nede på parkeringspladsen? – Måske er det på høje tid at man – ikke forbyder bestemte forskningsområder – men i det mindste omdirigerer forskningsresurserne til nogle mere frugtbare grene inden for videnskaben! Så hvad er den egentlige grund til at skabelsestroende på det nærmeste udskriges til en trussel mod videnskaben? Der kan kun være én grund: At evolutionsteorien som totalforståelse for enhver pris må beskyttes. Den er på en måde garant for at teismen (troen på en personlig Gud) holdes på tilbørlig afstand.

16

Indvending 2. “Skabelsestro er udtryk for dovenskab, idet Gud gøres til forklaringen i alle de tilfælde hvor vi endnu ikke har fundet forklaringen (God of the Gaps)” Tit og ofte beskylder man skabelsestroende for at bruge Gud som forklaring på ethvert fænomen naturvidenskaben ikke kan forklare – endnu. Denne opfattelse er utrolig sejlivet. Reelt forholder det sig lige modsat! Når det fx gælder centrale spørgsmål som hvor livets information kommer fra, mener vi at det netop er på grund af det vi véd og har daglig erfaring med, nemlig at information opstår som resultat af en bevidst intelligent aktivitet – og at der ikke findes én eneste dokumenteret undtagelse fra denne regel – at vi hævder at livets information rimeligvis også må have et intelligent ophav. Og denne slutning understreges i øvrigt af det faktum at både kvantiteten og kvaliteten af livets programmel langt, langt overgår al menneskelig forstand. Den rationelle slutning er nemlig: Livets informationssystem kan alene forklares ud fra medvirken af en overnaturlig intelligens, altså Gud! Den som vil påstå noget andet, bærer selv bevisbyrden. For ham gælder det nemlig at bevise det modsatte, at information i almindelighed og biologisk information i særdeleshed kan opstå spontant af ikke-information (dvs. støj).

Indvending 3. Skabelsestroende glemmer at evolutionsteorien er en naturvidenskabelig teori blandt andre, og at den er eksistentielt neutral Man hører ofte at evolutionen er lige så sikker som at tyngdekraften virker, at Jorden er rund, eller at den kredser rundt om solen. Hvis det var tilfældet, burde materialistisk orienterede naturvidenskabsfolk m.fl. ikke bekymre sig mere om os end om Flat Earth Society. Men som det er nu, er rædslen stor og stemmerne i det højeste leje. Det afslører at det er mere end én teori blandt andre der skal forsvares – det er en filosofisk tænkemåde, ja, et helt verdensbillede. Alle og enhver som har holdt et foredrag med temaet evolutionskritik, opdager meget hurtigt at argumenterne ikke blot vækker stærke følelser blandt tilhørerne, men også medfører en række spørgsmål. Hvilken slags spørgsmål? Jo, det kommer hurtigt til at handle om de store eksistentielle spørgsmål i livet: Hvem står bag det hele? Hvad er meningen med det hele? Det er åbenbart sådan at religionens centrale spørgsmål hvorfra, hvorfor og hvorhen her bliver vakt til live igen. Det afslører med al ønskelig tydelighed at det evolutionære verdensbillede rummer en stærk eksistentiel ladning. Og hvordan skulle det kunne være anderledes? Hvordan skulle en teori som hævder at kunne forklare hvor vi kommer fra (fra blågrønalgerne), hvorfor vi er til (en svimlende serie uplanlagte tilfældige, selekterede ændringer i ORIGO 115

DNA’et) og hvorhen vi bevæger os (en fortsat ikkeplanlagt udvikling i kombination med vores udryddelse som art), kunne anses for at være eksistentiel, filosofisk eller religiøs neutral? Nej, oprindelsesspørgsmålet er mindst lige så åndeligt som det er naturvidenskabeligt, og det bidrager også i høj grad til de oprørte følelser og undertiden underlige reaktioner hos visse evolutionsapologeter blandt publikum.

Indvending 4: Skabelsestroende afviser de fakta om evolution der foreligger. Underligt nok bliver vi ofte beskyldt for ikke at ville anerkende at der findes mikroevolutionære processer. Det bruges som fast mantra i kritikken af os. Men faktum er at netop mikroevolution hører til de aspekter af den evolutionære tankebygning der er forholdsvis ukontroversiel, og som både evolutionister og skabelsestroende accepterer. Den påstående uenighed der findes på området, vedrører alene mekanismerne, ikke effekterne. Sagt på anden måde: Når det kommer til mikroevolutionære processer, kan enhver moderne og seriøs skabelses-tilhænger betragtes som evolutionist! Nej, det er først og fremmest når det gælder evolutionisternes ikke-sandsynliggjorte og hypotetiske ekstrapolationer af disse mikroevolutionære forløb at meningerne mellem folk der tager et materialistisk udgangspunkt, og skabelsestroende for alvor er delte. Det er nemlig her det kontroversielle i oprindelsesspørgsmålet ligger. Når man vil flytte fokus fra dette forhold, gælder det om at være opmærksom.

Mediesituation og den offentlige debat om udvikling og skabelse Der er ikke skygge af tvivl om hvilken side medierne har valgt i debatten om udvikling og skabelse. En tilfældig gennemgang af det svenske mediebillede af skabelsestroende for de senere år, tegner et vrængbillede af os som religiøse fanatikere og sværmere. Og læg lige mærke til hvordan ID præsenteres i medierne: Som regel foregår det sådan at en veluddannet og velrenommeret forsker sidder på den ene side af debatbordet, mens en ikke-fagmand i form af en frikirkepastor eller til nød en eller anden evolutionstroende filosofi- eller religionslærer (undskyld mine generaliseringer) på den anden. Og i baggrunden ruller gerne en “dokumentar” i sorthvid fra en karismatisk gudstjeneste i Sydstaterne fra engang i tiden mellem 1930 og 1970. Hvordan kan det være at man ikke vælger at indbyde nogle der véd noget om naturvidenskab og skabelsestro til et antal offentlige debatter dækket i medierne? Så kunne de “creationistiske tåbeligheder” jo blive

ORIGO ORIGO 115 115

skudt sønder og sammen med et batteri af slagkraftige, saglige argumenter. Og så ville det hele være overstået én gang for alle, i det mindste i forhold til det naturvidenskabelige forum. Nej, man bedriver i stedet lobbyvirksomhed via foreninger med navne som fx “humanistforbundet” helt ind i regeringskontorerne og sender resolutioner til uddannelsesudvalget om hvilke spørgsmål der må tages op i det svenske skolesystem (evolutionsargumentet), og hvilke spørgsmål som ikke må berøres (nemlig evolutionskritiske argumenter). Hertil kommer at det er en udbredt mediestrategi at man undgår at tage stilling til de saglige indvendinger ved at henvise til vores eventuelle politiske eller religiøse tilhørsforhold eller til andre faktorer af mere personlig art, i den klare hensigt at miskreditere os.

Udfordring for den skabelsestroende Evolutionismen vil med største sandsynlighed komme til at udgøre hovedingrediensen i den falske religiøsitet der kommer til at præge den nærmeste fremtid. Det bliver et sværere og sværere faktum selv for evolutionister at komme uden om at de klassiske evolutionsmekanismer ikke holder mål. Det interessante spørgsmål er så hvad der kommer til at erstatte disse materialistiske teoridannelser. Den største sandsynlighed er nok endnu en materialistisk tankekonstruktion. Og jeg vil gætte på at det bliver noget i retning af “materiens evne til selvorganisering”. At universets bestanddele besidder en indre trang til over lange tidsrum at organisere sig selv til komplekse strukturer og livsformer, herunder intelligent liv. Den empiriske underbyggelse af sådanne tanker vil ikke komme fra eksperimentel kemi eller fysik (hvis love uvægerligt fører til ligevægt og udjævning). Men snarere fra matematiske modeller og datasimuleringer. (Vi står allerede i dag med det såkaldte Avidaprogram.) Men de er til gengæld så komplekse at meget få mennesker er tilstrækkeligt inde i sagerne til at kunne gennemskue det faktum at det faktisk er programmellets konstruktion og veldefinerede rammer som får en til at tro at man ser “evolutionsprocesser” simuleret. Men der er lys i mørket. Ingen tvivl om at skabelsestroen vinder terræn. Netop fordi vi siger det som man rent intuitivt kan tage imod, til forskel fra evolutionismens forestillinger om et selvskabende kosmos som man højst kan acceptere anti-intuitivt. Sagligt set har vi derfor meget at komme med, selvom vi ikke råder over de økonomiske og personalemæssige ressourcer som i disse år mobiliseres for at befæste det evolutionære dogme.

17

Nutidens populære billede af Darwin Referatet udarbejdet af Erik Österlund og foredragsholderen. I dansk bearbejdelse af PØ/KBa.

Per Landgren påviste i sit foredrag hvordan nutidens populære billede af Darwin og hans epokegørende værk On the Origin of Species (Arternes Oprindelse) er helt anderledes end der er forskningsmæssigt belæg for. Det billede som præsenteres i massemedierne, populærpressen og lærebøgerne, udgør nærmest en laurbærkransning af Darwin i hans samtid. Men det stemmer slet ikke med hvad den idéhistoriske forskning kan fortælle. Ifølge den mødte Darwins teori seriøs modstand, og denne modstand baserede sig på samtidens videnskabelige metoder og dens krav på bevisførelse. I dag affejes modstanden fra samtidens videnskabsmænd og logikere som religiøst betinget; altså at Darwins kritikere var fulde af fordomme. Men det er nok snarere sådan at det er i vor tid fordommene råder, og at nutidens beretning om hvad der foregik dengang, ganske enkelt er præget af et bestemt verdensbillede. Darwin ville tydeligvis have det til at se ud som om han havde arbejdet i overensstemmelse med datidens videnskabelige ideal, dvs. efter 1600-talsfilosoffen Francis Bacons induktive metode. Følger man den metode, må man først indsamle fakta (data), og disse må derefter bedømmes ud fra observationer og eksperimenter sådan at man efterhånden kan nå frem til nogle generelle påstande og en almen teori. Landgren påviste imidlertid at Darwin ifølge sin samtids kritikere ikke overholdt den valgte metode. Darwin fremførte sin idé om alt livs fælles afstamning først, allerede i slutningen af 1830’erne, og forsøgte derefter at indsamle fakta og vise hvordan teorien om den naturlige selektion underbyggede hans hypotese. Trods ihærdige forsøg lykkedes det imidlertid hverken Darwin eller nogen anden at påvise en evolution mellem arterne. Løsningen på dette problem blev en henvisning til nødvendigheden af meget lange tidsrum. Så det lykkedes ham derfor ikke ved hjælp af den induktive metode at finde tilstrækkeligt belæg for teorien om den naturlige selektion. Og at han netop mødte

18

kritik på dette punkt fra samtidens fornemste videnskabsmænd og logikere, blev han meget skuffet over, ja, og det sårede ham dybt. Kritikken kom fra bl.a. John Herschel, William Whewell, Adam Sedgwick og John Stuart Mill. De mente slet ikke at han i tilstrækkelig grad havde underbygget sin teori. Herschel tillod sig oven i købet at kalde teorien om den naturlige selektion for “the law of higgeldy-piggeldy”. Hertil kommer at Darwins argumentation ikke var korrekt, rent logisk. På ganske vildledende måde karikerede han modstandernes position ved at fremstille en såkaldt “strawman”, dvs. han tegnede et billede af modstanderne som ikke svarer til virkeligheden. For derefter at argumentere mod dette falske billede. Darwin ville altså bl.a. retorisk vise at hans teori var rigtig ved at gå ud fra et fejlagtigt billede af modstandernes standpunkt. • Præmis 1: Hvis skabelsesteorien er korrekt, er arterne uforanderlige. • Præmis 2: Arterne er ikke uforanderlige. Konklusion: Skabelsesteorien er ikke korrekt. „On the Origin of Species“ Argument I. Premiss I: Artkonstans är grundläggande för skapelseteorin. Premiss II. Artkonstans är felaktig. Slutsats: Skapelseteorin är felaktig (the theory of independent creation) Metod: Bacons induktiva metod

Dette er en såkaldt deduktiv slutning. Ud fra præmisserne udleder Darwin, at skabelsesteorien (“the theory of independent creation” som han kalder den) er forkert. Men argumentet kan ikke bruges til ret meget, for præmis 1 er ikke sand. Darwin tog fejl af skabelsesteorien. Hverken dengang eller nu ligger det i teorien at arterne er uforanderlige. Man kan altså afvise konklusionen, selv om man accepterer præmis 2. Kritikerne på Darwins tid kendte Lord Bacons induktive metode vældig godt, og de kritiserede Darwin ORIGO 115

for at hans konklusioner hvilede på en hypotese som hverken lod sig bevise eller modbevise vha. denne metode og derfor ikke burde præsenteres som et induktionsræsonnement. Darwin brugte også et andet argument hvor det kun var ræsonnementets første præmis der gik ud fra induktion, denne gang med evolutionen som forklaring til arternes oprindelse (i modsætning til skabelse). • Præmis 1: Inden for relativt kort tid er der frembragt stor variation inden for husdyravlen („proven variation under domestication“). • Præmis 2: Der har været meget lang tid til rådighed for en grænseløs variation i livets historie (“endless variation plus time in nature“). Konklusion: I løbet af livets historie er der frembragt en meget stor variation af livsformer – så stor at der i virkeligheden engang var en fælles oprindelse der ved vaiation gennem tiden har ført til alle livsformer (“evolution and common descent of all life“). „On the Origin of Species“ Argument II. Premiss I: Proven variation under domestication Premiss II. Endless variation plus time in nature Conclusion: Evolution and common descent of all life

Ovennævnte kritik gælder i allerhøjeste grad også dette ræsonnement, dvs. at konklusionen baserer sig på en hypotese eller en antagelse der hverken kan bevises eller modbevises. Det induktive skridt fra præmis 1 via ideen om den grænseløse variation (præmis 2) til konklusionen er med andre ord urimeligt stort – og i virkeligheden uden videnskabelig dækning. Sagt på nutidsdansk er der faktisk tale om en slutning der svarer til en overgang fra mikroevolution til makroevolution – altså en meget tvivlsom slutning. Darwin forsøgte altså over for sin samtid at få det til at se ud som han brugte Bacons anerkendte videnskabelige argumentationsmetode, den induktive. I sin selvbiografi skrive han oven i købet at han arbejder i overensstemmelse med Bacons metode og videnskabelige principper, hvad han rimeligvis burde være klar over at han netop ikke gjorde.

ORIGO 115

Argument I • Metod – Använder Darwin induktion? “In looking for the gradations by which an organ in any species has been perfected, we ought to look exclusively to its lineal ancestors; but this is scarcely ever possible, and we are forced in each case to look to species of the same group, that is to the collateral descendants from the same original parent-form, in order to see what gradations are possible, and for the chance of some gradations having been transmitted from the earlier stages of descent, in an unaltered or little altered condition.” CD, On the Origin 187

• Metod: Spekulation 1 “In North America the black bear was seen by Hearne swimming for hours with widely open mouth, thus catching, like a whale, insects in the water. Even in so extreme a case as this, if the supply of insects were constant, and if better adapted competitors did not already exist in the country, I can see no difficulty in a race of bears being rendered, by natural selection, more and more aquatic in their structure and habits, with larger and larger mouths, till a creature was produced as monstrous as a whale.” CD, On the Origin 184

• Metod: Spekulation 2 “Organs of extreme perfection and complication. To suppose that the eye, with all its inimitable contrivances for adjusting the focus to different distances, for admitting different amounts of light, and for the correction of spherical and chromatic aberration, could have been formed by natural selection, seems, I freely confess, absurd in the highest possible degree. Yet reason tells me, that if numerous gradations from a perfect and complex eye to one very imperfect and simple, each grade being useful to its possessor, can be shown to exist; if further, the eye does vary ever so slightly, and the variations be inherited, which is certainly

19

the case; and if any variation or modification in the organ be ever useful to an animal under changing conditions of life, then the difficulty of believing that a perfect and complex eye could be formed by natural selection, though insuperable by our imagination, can hardly be considered real.” CD, On the Origin 186-187

Kritik mot Darwins metod • Metod – Adam Sedgwicks kritik “Many of your wide conclusions are based upon assumptions which can neither be proved nor disproved, why then express them in the language and arrangement of philosophical induction?” The Correspondence of CD vol 7, 396-398

• Ingen kritiserar Naturligt urval • Men vad är vera causa till variationen? “To sum up on the origin of our Domestic Races of animals and plants. I believe that the conditions of life, from their action on the reproductive system, are so far of the highest importance as causing variability. I do not believe that variability is an inherent and necessary contingency, under all circumstances, with all organic beings, as some authors have thought. The effects of variability are modified by various degrees of inheritance and of reversion. Variability is governed by many unknown laws, more especially by that of correlation of growth. Something may be attributed to the direct action of the conditions of life. Something must be attributed to use and disuse.” CD, Origin 43

DE NYE BØGER

239,-

Darw inbog - i d en ansk udg ave inde n jul

150,-

Forlaget ORIGO 20

ORIGO 115

Står vi med et demokratisk problem? I skolen, i forskningen, i medierne og i samfundsdebatten? Foredrag af K. Aa. Back på Nordisk Skabelseskonference, sept. 2009 i Göteborg

Demokrati er den værste styreform der findes – men alt andet man har prøvet, er værre, skulle Churchill engang have udtalt. “Democracy is the worst form of government except for all those others that have been tried.” ~ Winston Churchill

Churchill har også sagt at det bedste argument mod demokratiet møder man i en enhver samtale på blot 5 min. med den almindelige vælger. “The best argument against democracy is a five-minute conversation with the average voter.” ~ Winston Churchill

Skal vi tage den alvorlige side af disse aforismer, må vi sige at demokrati ikke er en selvfølge, og at demokrati har visse forudsætninger. Det har man nok glemt i dag hvor man er tilbøjelig til at tage sagen for givet. At det ikke er noget selvfølgeligt, kan man konstatere ved blot at se ud over verden. Men man kan på en måde også blot vende blikket indad. For jeg vil påstå at vi faktisk er ved at have et demokratisk problem i og med at på et ganske bestemt område indskrænkes ytringsfriheden betragteligt. Ikke på den måde at man indrømmer at de politisk ukorrekORIGO 115

te synspunkter undertrykkes, snarere som en snigende tendens. Men lad os se på forudsætningerne for det moderne demokrati. De består nemlig i noget historisk og i noget aktuelt samfundsmæssigt. Historikeren Søren Mørch har i bogen Store forandringer stille sig selv spørgsmålet: »Hvorfor er den europæiske civilisation endt med at dominere verden? For det lå i 1500-tallet slet ikke i kortene at dette vestlige udkantsområde ville tage førertrøjen, omgivet som det var af langt mægtigere stormagter som Kina, Indien og de muslimske stater.« Og hans vigtigste svar er: Fordi vi har været nysgerrige. Altså at vores trang til viden har ført os langt hen ad vejen mod hvor vi befinder os som europæere i dag. Og jeg vil gerne tilføje: Fordi vi har givet hinanden lov til at være uenige. Det er nemlig sådan at i et demokrati er det ikke enighed, men uenighed der gør stærk I og med at der ikke har været en europæisk centralmagt som har kunnet ensrette meningerne, har vi altid kunnet diskutere, skændes, råbe ad hinanden, være fløjtende uenige. [Og i modsætning til galileomytens påstand om det modsatte er denne diskussion også foregået inden for Romerkirken. Kirken har langt op i europæisk historie stået for uddannelse og oplysning. Tænk blot på at i Den lyse Middelalder havde naturforskere og filosoffer et fælles kommunikationsmiddel, sproget latin. Det kan man slet ikke overvurdere.] Så i dag er denne uenighed – denne diskussion af alt mellem himmel og jord – blevet et kendetegn for det demokratiske samfund. I skolen, i forskningen, i medierne og i samfundsdebatten. Så hvis der er noget vi opdrager vores skolebørn til, så er det uenighed. Ja, mange af mine elever har været så dygtige til at diskutere, at de har kunnet diskutere hvad som helst – de ikke havde forstand på! Og det er naturligvis bagsiden af medaljen (i hvert fald i det danske skolesystem), at man har lagt for lidt vægt på konkret viden. Og dermed kan man jo også

21

komme ud for de mest fantastiske argumenter i diverse diskussioner, fordi argumenterne er fast forankret – i den blå luft! Så uden nysgerrighed, diskussionslyst og konkret viden må man nok give Churchill ret i hans noget pessimistiske udsagn om gennemsnitsvælgeren. Og det må vel være her – det med den konkrete viden – nogle i den aktuelle samfundsdebat ser et problem. I Danmark har vi jo med Grundtvig og Kold en ganske lang og god tradition med friskoler. Enhver kreds af forældre kan oprette deres egen friskole i konkurrence med/som supplement til Den danske Folkeskole. Til at begynde med (i 1800-tallet) lagde man vægt på det frie ord i modsætning til for megen terperi og udenadslære, og så var man også levende optaget af skolens folkelige opdragelse til demokratiet. At Danmarks- og bibelhistorien blev formidlet af lærerens levende fortælling var også en opdragelse til demokrati. Men som det er sket med så mange andre gode ordninger, kan den liberale danske friskolelovgivning misbruges. Og det er den blevet. Af samme årsag er friskolelovgivningen blevet strammet betydeligt ad flere omgange. En af dem var den som kunne kaldes Tvindskoleopstramningen. Da Tvindcirkusset i socialismens og solidaritetens hellige navn var blevet afsløret i opbygning af temmelig usolidariske fonde, blev de økonomiske muligheder for alle friskoler naturligvis strammet. Det havde jo aldrig været meningen af statens tilskud til de frie grundskoler skulle bruges til personlig økonomisk vinding. Sådan er det jo altid, når nogle ikke kan finde ud af at holde sig til loves ånd, men kører benhårdt på dens bogstav, går det ud over alle som godt kan finde ud af hvad intentionerne er bag den hidtidige frihed. Og på et tidspunkt hvor friskoleloven var blevet brugt til at oprette hvad man i pressen udskreg til en slags koranskoler, begyndte man også at blande sig mere detaljeret i friskolernes læseplaner. En indblanding som også er kommet til at gå ud over alle, bl.a. de kristne friskoler. Jeg har selv været med til at oprette en kristen friskole i københavnsområdet i 1973. Mange har set oprettelsen af de kristne friskoler som en protest mod den integrerede sexualundervisning. Men det var faktisk ikke hovedsagen for os. Vi var lige så meget optaget af at ungerne skulle lære noget. Ritts U90 tegnede et uhyggeligt fremtidsperspektiv for den danske skole. Og en af mine kæpheste (dengang også) var at de skulle have reel viden om udviklingslæren. For jeg havde opdaget at det vi troede vi vidste om Darwins lære, ikke svarede helt til virkeligheden. Der var en del ubesvarede spørgsmål. Og de er unægtelig ikke blevet mindre i årene som er gået. Men netop dette spørgsmål er nu blevet brændende i den danske debat. Og her rammer vi ind i endnu et misbrug af demo-

22

kratiet, og det hænger på “den fjerde statsmagt”. Startskuddet kom med et tv-indslag fra en skolegård på en kristen friskole hvor en elev blev spurgt om han troede på Darwin. Og da den troskyldige elev beredvilligt svarede på den venlige journalists listige spørgsmål at det gjorde han sandelig ikke, brød helvede løs. Beskyldninger om fundamentalisme og mørk middelalder føg gennem luften. Spørgsmål til ministeren. Krav om fjernelse af tilskud. Stramning af lovgivning. – Her viste den fjerde statsmagt sit styggeste ansigt. Jeg har i hvert fald ikke kunnet få øje på en eneste journalist som har forsøgt at være mindre enøjet. I kampens hede var der naturligvis ingen der havde spurgt den arme elev hvorfor han ikke “troede på Darwin”! – Det kunne jo rent faktisk være at det skyldtes at han vidste for meget om udviklingslæren til at han slugte den råt. “Vidste for meget … ?!” Hvad vil det sige? Det kan man vel ikke! Åbenbart. For det underlige er at inden for denne særlige videnskabsgren må der ikke herske uenighed. Darwin står ikke til diskussion. Helst heller ikke for meget i pressen. Og lærere (og skoler) som gerne vil oplyse deres elever lidt mere end gennemsnittet om hvad der ligger bag de forskellige påstande i evolutionslæren, ses ikke på med milde øjne. Så i stedet for at tage den faglige diskussion, er man tilsyneladende blot optaget af en jagt på darwinskeptikere, ID-folk og, værst af alt, creationister. For mig er det lidt mærkeligt at være vidne til. Inden for andre fag har der altid været plads til den heftige videnskabelige diskussion. I fysikken, fx.

“Gud spiller ikke med terninger” Ingen tvivl om at Einstein hadede Bohrs udfordring af det verdensbillede som Einstein havde tegnet med sin relativitetsteori. På nøjagtig samme måde som Einstein blev hadet da han første gang præsenterede sine nye ideer. Men fordi Einstein kastede det religiøse argument

Einstein ORIGO 115

ind i debatten mellem de to om at Gud ikke spiller med terninger, var der ingen som anklagede ham for at være creationist. [OBS! Skal vi blive i billedet, spiller Gud altså med terninger: Bohr havde jo ret med sin komplementaritetsteori.] På samme måde i den kosmologiske ende af fysikken: Da George Gamow i sin tid udfordrede Fred Hoyles Steady State Theori med sit Big Bang, blev han faktisk i første omgang afvist med argumentet om at Big Bang smager for meget af skabelsestænkning. For den logiske konsekvens af at universet til stadighed udvider sig, er jo at det i går var mindre udvidet end det er i dag, og endnu mindre i forgårs osv. Indtil det punkt hvor man ikke kan komme længere: punktet The Big Bang! Men uanset om nogle kosmologer gerådede ud i en ufrugtbar diskussion om hvorvidt Big Bang nu var udslag af en creationistisk tankegang eller ej, vandt George Gamow diskussionen. Og i dag regner man bl.a på grund af baggrundsstrålingen Big Bang teorien for holdbar. Så dengang jeg i gymnasiet hos lektor Nymand holdt foredrag om rødforskydning, dopplereffekt og universets udvidelse, var det Hoyle der repræsenterede det fornuftige, det paradigme man holdt sig til. Gamow var lidt for fantasifuld. På ganske samme måde hørte kontinentaldriftsteorien dengang i 60’erne til under det mere eksotiske stofområde. Bjergkædedannelsen blev forklaret med geosynklinalteorien, en teori som var lige så sikker som evolutionsteorien – hed det sig dengang. Men når nu tider skifter, og sæder mildnes inden for geologien, kosmologien og den teoretiske fysik, hvorfor er der så ikke rigtigt sket noget inden for biologi? Dét burde den vakse videnskabsjournalist være optaget af, frem for at bidrage til koret om at darwinkritikere ikke er rigtige forskere, og at de driver pseudovidenskab, samt mikrofonholderkonceptet om at “alle er enige”, og “der er ikke noget at diskutere”.

En anden diskussion Men lad os lige foretage et spring til et andet område hvor diskussion af forskningsresultater åbenbart tilsvarende et ilde set. [Ikke helt så vandtæt som mht. darwinkritikken, der findes trods alt visse kritiske røster som kommer til orde i pressen.] Nemlig Klimadebatten I en artikel i weekendavisen, 6. marts 2009, Solen i centrum tales der lige frem om en paradigmekrig. »Kopernikus mødte massiv modstand [bl.a. fra vores egen Tycho Brahe] da han satte Solen og ikke Jorden i centrum for Universet – på samme måde som [astrofysikeren Henrik] Svensmark i dag har problemer med at få Solen og stjernerne i centrum for klimadebatten. […]« ORIGO 115

Vi river lige et par citater ud af sammenhængen, og alle fremhævelser er mine: »Man kan så spørge hvorfor man ikke forkaster teorien om den menneskeskabte opvarmning til fordel for “solplet-teorien” når nu kendsgerningerne taler for det? Ud fra den almindelige opfattelse af videnskabelig viden som empirisk baseret, burde netop dette ske. Men som Kuhns teori om videnskabelige revolutioner påstår, opgives et gammelt paradigme ikke til fordel for et nyt, blot fordi kendsgerninger og forsøgsresultater ikke stemmer overens med teorien. […]« »Hvad enten vi taler om nutidens konkurrerende klimamodeller eller udviklingen i fortidens astronomi, kan man ikke komme uden om at der også er magtinteresser på spil af både politisk og økonomisk art – og disse interesser kan have afgørende indflydelse på hvilket paradigme der løber af med sejren. […]« »Dette betyder ikke mindst at forskningen inden for rammerne af paradigmet om drivhuseffekten får større bevågenhed fra fx FN’s klimapanel der formidler forskningsresultater til politikerne. Man må ikke glemme at FN er en politisk organisation, og i klimapanelet skeler man selvfølgelig også til hvilken type forskningsresultater politikerne er interesserede i – hvilke teorier de kan bruge i deres politiske arbejde, og hvilke de ikke kan bruge. Derudover er selve forskningsindsatsen styret af adgangen til forskningsmidler som til dels også er politisk bestemt. Uanset hvor rigtig eller forkert en teori er, gælder det at jo flere midler der bevilges til dens område, desto flere hjerner vil der være til at forsvare den og få den til at forekomme plausibel. Om klimateorierne gælder det derfor også at vores naturvidenskabelige verdensbillede er under indflydelse af politiske og sociale interesser. […]« »I debatten mellem tilhængere af alternative verdensbilleder, såsom astrologiens på den ene side og det naturvidenskabelige verdensbillede på den anden, har sidstnævnte ofte slået på at dets paradigme er empirisk baseret og stemmer overens med objektive fakta, mens astrologerne blot finder på bortforklaringer når deres forudsigelser ikke holder stik. Men som klimadebatten viser, kan denne kritik også rettes mod dele af naturvidenskaben. […]« I en artikel fra nov. 2008 i samme avis om samme emne hedder det: »I sin sidste rapport vedtog FN’s klimapanel at reducere Solens rolle for Jordens klima til nærmest ingenting, og hvis det holder stik, så er der ingen grund til at blive bekymret for en ny global kuldeperiode. Men der er jo altid den mulighed at Solen ikke følger FN’s klimapanel, og i hvert fald tyder meget på at Solen selv vil besvare spørgsmålet i løbet af det kommende årti.« Når det forholder sig sådan med klimadebatten, er det måske ikke så mærkeligt at ingen interesserer sig for darwinkritikken. Også selvom udviklingslærens tankemønstre griber ind i vitale dele af samfundsdebatten. Men det kan alligevel undre at der ikke findes nogle watergate-journalister som er villige til at gå i flæsket på

23

det lukkede darwinmiljø. Hvad burde den kritiske journalist så være optaget af ?

Kulten Han kunne fx se nærmere på dyrkelsen af Darwin. Darwin er her i darwinåret blevet kaldt den største videnskabsmand overhovedet. Ja, mange har ligefrem gjort det til deres bekendelse at Darwin har givet deres tilværelse mening. Han er den sol som har fordrevet alle overtroens og troens skygger. Når man så hævder at evolutionslæren er lige så sikker som tyngdekraften, og det derfor er meningsløst (eller et udtryk for fundamentalisme) at sætte spørgsmålstegn ved Darwin, kunne man jo stille det drilske spørgsmål: Har Newton været genstand for samme (religiøse) dyrkelse? Har Einstein givet min tilværelse mening?

Naturlig selektion OG journalisten kunne se på Darwins forklaring nr. 1: Den naturlige selektion/den naturlige udvælgelse. At Den naturlige Selektion ikke er Darwins opfindelse, er mindre vigtigt, trods det at det er dén idé han hyldes i begejstrede vendinger for. Nok så interessant er det at Darwin kom til at tvivle mere og mere på Den naturlige Selektions virkning efterhånden som han skrev sig gennem de seks versioner af Arternes Oprindelse. Han var måske kommet til at stille sig selv spørgsmålet: »Hvorfor skulle Den naturlige Selektion kunne bevirke noget som den kunstige selektion ikke har kunnet?« Den kunstige selektion har nemlig ikke kunnet frembringe grønlyseblå pippiheste med prikker på, røde katte (“røde” katte er orange!) eller for den sags skyld lyseblå grise. Den har ikke kunnet forvandle raceduerne fra Darwins store hobby til andet end duer, bananfluer til andet end bananfluer og bakterier og vira til andet end bakterier og vira. Så hvordan i alverden skulle Den naturlige Selektion have kunnet give en fisk ben at gå på, en dino vinger, et primatlignende væsen et menneskeligt sprog. Nej, den kritiske journalist burde kunne få øje på den mytologiske brug af Den naturlige Selektion i stedet for blot at bøje sig i støvet for påstanden.

En interessant udlægning I en diskussion om “bedstemorhypotesen” bliver Den naturlige Selektion tillagt nogle egenskaber som man vel må kalde ret så bemærkelsesværdige. Lone Frank diskuterer den i Weekendavisen den 31/12 2008 i artiklen “Bare en overgang”:

24

»Hvad skal vi med gamle kvinder? Hvad er de til for? Det som lyder som en sexistisk bemærkning fra et old boys-omklædningsrum, er faktisk et spørgsmål af betydelig akademisk interesse. For en evolutionsbiolog er menopausen en intellektuel provokation; et naturfænomen der ikke umiddelbart giver mening. Med strengt darwinistiske øjne er det nemlig yderst vanskeligt at se visdommen i at kvinder skal miste deres frugtbarhed og alligevel leve videre et betragteligt tidsrum i bedste velgående.« “Det er heller ikke normalt,” siger en ung evolutionsbiolog med henvisning til resten af dyreriget. Mennesket befinder sig i en eksklusiv klub med bl.a. rhesusaben, spækhuggeren og grindehvalen. Alt andet levende producerer afkom indtil det selv dør. “Kvinder overalt på kloden oplever et dramatisk fald i fertiliteten efter de 40 med en radikal fysiologisk forandringsproces typisk i 50’erne. Færdig, slut! Det ligner et genetisk program der folder sig ud […] og den slags udvikles og udformes gerne af den naturlige selektion.” Sagt på en anden måde: Det må være en evolutionær fordel at miste sin frugtbarhed midt i livet. “Spørgsmålet er så bare, hvordan i alverden en kvinde viderefører sine gener mere effektivt ved at holde op med at videreføre sine gener?” Ved at blive bedstemor! Som postmenopausal bedstemor kan kvinden bruge al sit krudt på at servicere sit dyrebare afkom og medvirke til at afkommets afkom også overlever. Det kan man så konstatere hos samler/jæger-folk fx i Tanzania, som man har studeret i dette øjemed. Her har man nemlig iagttaget at det er bedstemødrene der ta’r det store slæb og bringer mest mad til huse. “Sammen med den store hjerne og den oprette gang […] opfatter jeg menopausen som en af de biologiske egenskaber der er med til at gøre os distinkt menneskelige – et væsen som er kvalitativt anderledes og mere end en abe.” (Jared Diamond i Discover Magazine, 1996.) I faglige kredse møder bedstemorhypotesen dog modstand: Menopausen er ikke et evolutionært problem overhovedet, siger opponenterne. “Overgangsalderen rammer fordi vi vha. teknologi har forlænget livet til et punkt hvor vi løber tør for æg [i 40-45 årsalderen]. Der er intet om helst fordelagtigt i det.” (Alison Galloway, antropolog.) (Teknologi vil i denne forbindelse sige alt efter opfindelsen af landbruget for 10.000 år siden.) Andre antropologer har lige frem regnet på hard facts fra samler/jæger-folk. De har sat sig for at beregne om stammens bedstemødre rent faktisk har bidraget væsentligt til at holde ikke mindst deres børnebørn i live. Konklusion: Bidraget er ikke stort nok til at opveje tabet af deres egen fertilitet. ORIGO 115

“Der er virkninger af bedstemødrene, men de er for små.” Og her når vi så frem til min pointe, nemlig at Den naturlige Selektion har nærmest guddommelig status blandt evolutionister. Hør bare svaret på den anførte indvending mod bedstemorhypotesen: “Vissevasse,” lyder det fra Jared Diamond, “den slags kan også være vanskeligt for antropologer at beregne. – Den naturlige udvælgelse er en langt dygtigere matematiker fordi den har haft millioner af år til at lave sine beregninger. Den konkluderede at fordelene ved menopause oversteg ulemperne, og at kvinderne kan gøre mere ved at gøre mindre.” Lad os lige lade den stå et øjeblik. Den naturlige udvælgelse er en langt dygtigere matematiker [end antropologerne] til at lave sine beregninger Den konkluderede Hvordan var det nu lige? »Evolutionslæren lige så sikker som tyngdekraften« At tillægge Den naturlige Selektion de egenskaber som her er beskrevet, svarer til at tyngdekraften skulle finde på at lade et glas falde blidere til jorden end andre genstande for så havde den beregnet at glasset ikke ville gå i stykker. Så Den naturlige Selektion er åbenbart ikke lige så blind som tyngdekraften! Den kan tydeligvis noget andet og mere end hvad der ligger i de almindelige naturlove. Som mikrobiologen M. Behe skriver som en slags konklusion på sin bog The Edge of Evolution: »Darwin og design forventer sig altså det stik modsatte når vi undersøger et i sandhed astronomisk antal organismer – milliarder på milliarder. Indtil for ganske nylig har problemets omfang stillet sig i vejen for den ultimative test. MEN NU foreligger resultatet: Darwinismens mest basale forudsigelse er blevet falsificeret.« Darwin and design hold opposite, firm expectations of what we should find when we examine a truly astronomical – a hundred billion billion – number of organisms. Up until recently, the magnitude of the problem precluded a definitive test. But now the results are in. Darwinism’s most basic prediction is falsified.

Hvad er det for et astronomisk antal organismer der er blevet undersøgt? Malaria-parasitten. Hvad er falsificeret? At der er intet komplekst, samvirkende maskineri på det molekylære plan der kan opbygges vha. Den naturlige Selektion og mutationer. Hvilken afgørende betydning har denne konstatering? At når milliardvis på milliadvis af malariaparasitter udsat for mutationer og “Den naturlige Selektions ORIGO 115

matematiske beregninger” ikke har kunnet frembringe ny kompleksitet i noget til sammenligning så simpelt som en malariaparasit, vil selv årmillioner i menneskets evolution ikke kunne bevirke en så afgørende nyskabelse som “bedstemoreffekten”. Det har ikke meget med empirisk videnskab at gøre, dette her. Og det burde Lone Frank som videnskabsjournalist have taget fat i. Og kan man ikke lide argumentet om design (fra ID-teorien), så kan man jo blot holde sig til at Darwins forklaring ikke holder. Der skal noget andet og bedre til. – Det ville i enhver anden sammenhæng være den uhildede journalists naturlige konklusion. For det 3. kunne den kritiske journalist gå tilbage i historien og undersøge om det rent faktisk var fra religiøst hold Darwin mødte modstand. Eller om det var kollegerne som forkastede hans ideer i Arternes Oprindelse. Hvad var fx årsagen til at Darwin skrev sit værk om i løbet af de 6 udgaver? Galileomyten lever videre i ny og forstærket udgave i beretninger om abeprocesser, Kirkens modstand osv. Det kunne jo tænkes at journalisten ville opdage det utænkelige, at Darwinismen fra dag 1 var et religiøst projekt. Ikke nødvendigvis bevidst fra Darwins side. Men hans gode ven og kollega T. H. Huxley lagde ikke fingrene imellem. Kristendom var per definition det rene vrøvl, så alt andet var bedre. ALT anden end en hvilken som helst tolkning af skabelsesberetningen i den videnskabelige kontekst (som havde været naturlig for Newton), var at foretrække.

Sagen på hovedet Så blot et minimum af journalistisk ihærdighed ville med al ønskelig tydelighed afsløre at sagen i dag er vendt fuldstændig på hovedet. Er det kun mig der kan se et demokratisk problem i en forskning som lukker sig selv omkring et bestemt ideologisk paradigme? At intet i naturen må have et formål, intet må være blevet til med en bestemt hensigt; teleologi (formål!) må ikke findes i biologien. Samtidig med at fysikerne taler frit om de samme begreber i kosmologien. Den danske astrofysiker Anja Andersen har fx påpeget det fantastisk heldige i at der i forbindelse med Jordens dannelse skete en supernovaeksplosion, afpasset i tid og rum, så de nødvendige tunge grundstoffer kunne blive dannet. Grundstoffer som var livsnødvendige (!) for den unge Jord. Så måske ville den demokratiske samfundsdebat have godt af at man kikkede lidt kritisk på de sædvanlige argumenter for udviklingslæren, i stedet for at affeje enhver darwinkritik som pseudovidenskab. Om det er pseudovidenskab vi i Origo og Genesis beskæftiger os med, kan man jo selv bedømme på denne konference. Er det religiøse argumenter der trækkes på i de professorforedrag der følger efter mit foredrag her?

25

Stjerneeksempelet på evolusjon i lærebøkene var arrangert Bjørkemåler-historien bunnfalsk Av Jostein Andreassen

“Min egen reaksjon likner det forferdelige sjokket jeg fikk da jeg oppdaget i seksårs-alderen at det var min far og ikke julenissen som kom med gaver på julaften.” Slik konkluderer evolusjonisten Jerry A. Coyne etter å ha lest Michael E. N. Majerus‘ verk om melanisme hos stor bjørkemåler (dansk: birkemåler; Biston betularia). Bokas tittel er ”Melanism. Evolution in Action”, Oxford University Press 1998. Den er et vitenskapelig verk på over 300 sider. Majerus er genetiker ved Universitetet i Cambridge og forfatter av flere bøker. Melanisme er økt dannelse av svart pigment i hud, hår, fjær, skjell eller øyne og som resulterer i individer som blir tydelig mørkere enn normalt. Ordet ”melan” er gresk og betyr ”svart”. Jerry Coyne er ingen hvem som helst, han er professor i økologi og evolusjon – den mest profilerte av Darwins advokater ved University of Chicago. Coyne er også forfatter av det store 500-siders verket ”Speciation” (2004) og opptrer ofte som en hardtslående anmelder i selveste ”Nature” og annensteds.

Kom som bestilt Det var Bernhard Kettlewell fra Oxford som utførte den klassiske studien av bjørkemåleren i Storbritannia i 1950-årene. Hans publikasjon om emnet i ”Scientific American” med den godt planlagte og velklingende tittelen ”Darwins manglende bevis”*, kom som bestilt og (selvsagt) like før det store Darwin-jubileet i 1959. Dette var selvsagt lagt til Chicago fordi det var her livets mysterium var blitt ”avdekket” ved Harold Urey/ Stanley Miller-forsøket noen år før. Hva propagandametoder for å fremme sin sak angikk, så hadde kanskje

26

til og med Ministerium für Staatssicherheit i Øst-Berlin noe å lære! Naturligvis vakte de nye ”fakta” om bjørkemålerne stor begeistring: endelig kunne en slå i bordet med en undersøkelse som viste ”naturlig utvalg i arbeid”! En film om emnet, ”Evolution in Progress”, var tatt opp og ble vist av Kettlewells venn ”Niko” Tinbergen, som siden fikk en delt Nobelpris i medisin. Men heller ikke vinnere av slike priser er engler, og under feiringen ble filmen et viktig ledd i kampanjen: ”Hadde Darwin observert industriell melanisme, ville han ha sett hvordan evolusjonen opptrer ikke i løpet av tusen år, men i løpet av tusen dager – godt innenfor sin levetid,” het det. ”Han ville ha blitt vitne til konklusjonen og bekreftelsen av sitt livsverk.”

Beæret Kettlewell ble hyllet og avbildet sammen med de kongelige; han ble beæret av Darwin-medaljen av Sovjetunionen i 1960 og Mendel-medaljen av Tsjekkoslovakia fem år etter. Sir Julian Huxley, som hadde ledet Darwin-feiringen i Chicago, nominerte ham til medlemskap i The Royal Society i London; det knyttet seg enorm prestisje til det å føye F.R.S. etter navnet sitt. For å ”hjelpe” Kettlewell til medlemskapet, skrev Huxley en

* “Darwin‘s missing evidence”, Scientific American 1959, 200, pp. 48-53. Det bør nevnes at Darwin ikke var opptatt av fenomenet “melanisme”; uttrykket kjente han, men det er bare nevnt en gang i førsteutgaven av ”On the Origin of Species” (1859), der det står anført som en av ”misdannelser som kan oppstå plutselig” som f.eks. ”albinisme, melanisme, mangelfullt utviklet hale ...” Dette kan en finne i kapittel VIII – ”Hybridisering”, en halv side før ”Sammenfatning av kapitlet”. Ordet ”peppered moth” (bjørkemåler) fins ikke i boka; ”moth” (sommerfugl) er nevnt tre ganger, men ikke i vår sammenheng. ORIGO 115

biografi om Darwin sammen med ham i 1965: ”Charles Darwin and his World”*, dog uten å lyktes. Kettlewell var nemlig ikke biolog, men lege og amatørlepidopterist (”en som interesserer seg for sommerfugler”). Til manges irritasjon hadde han satt “Dr.” foran navnet sitt på kontordøra i Oxford. Selv kronet han sitt livsverk med boka “The Evolution of Melanism: the Study of a Recurring Necessity; With Special Reference to Industrial Melanism in the Lepidoptera”, Oxford University Press 1973. (På nettstedet www.alibris.com er den til salgs for 684 NKr.)

Lærebøkene Eksempelet med lyse og mørke bjørkemålere ble klassisk. Bildene av disse natt-aktive sommerfuglene, en mørk og en lys, fotografert på trestammer – ble det mest populære eksempelet noensinne i den evolusjonære biologien. I løpet av 1960-årene hadde det erobret alle lærebøkene og har siden influert de aller fleste biologistudentenes tenkemåte. ”Fra tid til annen,” skriver Coyne, ”undersøker evolusjonister en klassisk eksperimentell studie og oppdager til sin skrekk at den er feilaktig eller fullstendig gal [”flawed or downright wrong”]. (..) Inntil nå har premiehesten i eksempelstallen vår vært evolusjonen av industriell melanisme i stor bjørkemåler, presentert av de fleste lærere og lærebøker som paradigmet [forbildet] av naturlig utvalg og evolusjon som opptrer innenfor et menneskeliv. Re-eksaminasjonen av denne historien er i sentrum i Michael Majerus‘s bok. Deprimerende nok viser Majerus at dette klassiske eksempelet er i dårlig forfatning, og, selv om det ikke er klar for ”the glue factory” [limfabrikken], trenger det alvorlig tilsyn.” Så langt Jerry Coyne.

Majerus Som Majerus skriver i kapittel 6: ”The Peppered moth story dissected” (Bjørkemåler-historien plukket fra hverandre): ”I de 40 årene som er gått siden Kettlewells pionerarbeid, har mange evolusjonsbiologer, særlig i Storbritannia, men også i andre deler av Europa, USA og Japan, studert melanisme på disse artene. Funnene til disse vitenskapsmennene viser at den presise beskrivelsen av grunnhistorien om bjørkemålerne er gal, unøyaktig eller ufullstendig [wrong, inaccurate, or incomplete], når det gjelder de fleste delene som historien består av.” (s. 116) Like nedenfor hevder han at mesteparten av det teoretiske og det eksperimentelle arbeidet til Kettlewell lider av ”kunstighet” [artificiality]. I mange eksperimenter er bjørkemålerne plassert i kunstige situasjoner, både når det gjelder dem selv og deres predatorer (de som ORIGO 115

”... i de fleste predasjonseksperimentene har bjørkemålerne blitt plassert på vertikale trestammer trestammer,, til tross for det faktum at de knapt velger slike overflater til å hvile på ute i naturen.”

spiser dem). ”For eksempel, i de fleste predasjonseksperimentene har bjørkemålerne blitt plassert på vertikale trestammer, til tross for det faktum at de knapt velger slike overflater til å hvile på ute i naturen.” Han viser til en rekke arbeider om dette, Mikkola 1979, 1984, Howlett and Majerus 1987 og Liebert and Brakefield 1987. Fra arbeidet til Sir Cyril Clarke (Clarke et al. 1985) siterer han: ”.. alt vi har observert er hvor målerne ikke tilbringer dagen. På 25 år har vi bare funnet to betularia på trestammer eller vegger tvers over fellene våre (et eksemplar på en passende [appropriate] bakgrunn og et ikke [på en passende bakgrunn].” Neste avsnitt i boka, ”The resting behaviour of peppered moths” [hvile-oppførselen til bjørkemåler] er

* Året etter ble denne oversatt til svensk: “Charles Darwin. En bildbiografi”, Natur och Kultur 1966.

27

en ren slakt av Kettlewells forsøk. Han brukte døde målere, limt fast til trestammer i ”naturlige posisjoner” [used dead moths, glued in ”natural postures” to tree trunks]. (Les Majerus bok! Den kan fås på amazon.com, men er litt dyr, 88 dollar. - Jerry A. Coynes anmeldelse heter “Not black and white” står i ”Nature”, vol 396, 5. nov. 1998:35.)

Intrigene Samme Jerry A. Coyne har også anmeldt en annen bok om melanisme. Den har tittelen “Evolution under pressure. A look at the controversy about industrial melanism in the peppered moths”. Den står i “Nature”, vol 418, 4. jul. 2002:19. Boka det gjelder, er skrevet av Judith Hooper og heter ”Of Moths and Men: Intrigue, Tragedy and the Peppered Moth” (britisk utg.: Fourth Estate 2002). Den amerikanske utgaven heter ”Of Moths and Men: An Evolutionary Tale. The untold Story of Science and the Peppered Moth”, Norton 2002. Denne boka er en journalists arbeid; Hooper har reist rundt i Storbritannia og USA og intervjuet vitenskapsmenn og andre som har vært involvert i striden om melanisme. For stor og vond strid har det vært. Dette er en bok om intriger. Som Hooper skriver i slutten av prologen: ”I samme øyeblikk bjørkemåler-eksperimentene etablerte Oxford-biologene som mestere på sitt felt, ble deres personlige og profesjonelle forbindelser oppløst i en stinkende pøl av gjensidige beskyldinger, intriger, sjalusi, baksnakking og brutte drømmer. Disse unnfanget bevisene som skulle bære det levende intellektuelle argumentet, og i bunnen lå falsk vitenskap, tvilsom metodologi og ønsketenkning. Rundt bjørkemålerne er en sverm av menneskelige ambisjoner og selvbedrag fordelt på noen av de mest kjente evolusjonsbiologene i vår tid.” (s. xx) Som en kan forstå, er dette sjokkerende lesning, både menneskelig og vitenskapelig. For å si det kort: Kettlewell begikk selvmord 11. mai 1979.

28

Sargent avslørte bløffen Hoopers bok er også historien om professor i biologi ved Universitetet i Massachusetts, Amherst, Ted Sargent, og hvordan han ble tidd i hjel, motarbeidet, nektet publisering, osv. osv. Han var en av de meget få, om ikke den eneste, som avslørte Kettlewells bløff. Han så at heltens fotografier av bjørkemålerne var arrangerte. Han visste at når disse insektene hvilte, trakk de antennene tilbake under forvingene og satte vingene bakover i en triangulær figur. Men Sargent talte til døve ører. Han ble behandlet som en elefant i et glassmagasin. Sargents innvendinger passet nemlig ikke den evolusjonære elitens anliggende ... Selvsagt er Hoopers bok blitt kritisert. Men hun er ikke ”kreasjonist”, noe de involverte til stadighet spurte henne om før de ville la seg intervjue, og hun sier selv at hun heller ikke går evolusjonsmotstandernes ærend. Hun vil bare finne fram til sannheten. Hun beklager at ”kreasjonistene” bruker hennes avsløring i sin dokumentasjon. Men er det så rart, da? Under arbeidet med boka samarbeidet hun med Kettlewells nære familie, og hun fikk faktisk så kjente evolusjonister som Ernst Mayr og Lynn Margulis til å lese gjennom boka før den ble gitt ut. Les boka selv! Den er meget lettlest.

Ring og klag! Så om du ser bjørkemåler-eksempelet i biologiske lærebøker, så ring og/eller skriv forlaget! Si at de burde holde seg for gode til å servere løgnhistorier for å ”dokumentere” det de så fromt kaller ”evolusjon i vår tid”! Og nå har vi også forklaringen på hvorfor bildene av bjørkemålerne i lærebøkene ble stadig dårligere. Det er jo grenser for hvor mange ganger en kan reprodusere et fargebilde uten at kvaliteten går tapt, selv om motivet er arrangert, insektene døde og limt på trestammene og de som fotograferte var noen skikkelige skurker som forledet verden ...

ORIGO 115

Guds handling i verden Konflikt eller dialog mellom teologi og naturvitenskap? Af Knut-Willy Sæther, førsteamanuensis, Høgskulen i Volda / Norsk Lærerakademi, Bergen

”God is everywhere at work but his presence and activity are more clearly to be discerned in some circumstances than in others…”1

Introduksjon I Bibelen, både i Det gamle og Det nye testamentet kan vi lese om Guds handling i verden. Guds handling er et hovedtema i kristen teologi, fordi kristen tro er basert på Guds handling i flere henseende: (1) Guds handling som skaper (2) Guds handling som opprettholder og (3) Guds handling ved å vise menneskeheten sin kjærlighet slik det særlig kommer til uttrykk ved Jesus Kristus (inkarnasjonen, korsdøden og oppstandelsen). I debatten om forholdet mellom teologi og naturvitenskap fremstår temaet om Guds handling som et av det mest utfordrende. Den engelske teologen og fysikeren John Polkinghorne sier: ”One of the most critical encounters in the science and theology debate occurs in the discussion of God’s action in the world.”2 Det er et kritisk møte fordi vi på den ene side må komme til rette med en teologisk tenkning om Gud som skaper og handlende i verden, og på den annen side forholde seg til den innsikten naturvitenskapen gir om verdens historie og de prosesser som der finner sted.3 Ifølge Polkinghorne kan det ved første øyekast virke som om teologi og naturvitenskap her er i konflikt med hverandre. Naturvitenskapen tilstreber en innsikt om verden ut fra naturens egne lover og mekanismer. Forståelsen av fremtidige hendelser er basert på den kunnskap en har fra historien og den lovmessigheten som binder dette sammen. Teologi, på sin side, vil tale om guddommelig handling som resultat av f. eks. bønn, og være åpen for den profetiske fortolkningen av historiens utvikling. Spørsmålet er om disse to tilnærmingene kan kombineres? Flere bidragsytere i debatten, f.eks. Arthur PeaORIGO 115

cocke, Robert J. Russell og Polkinghorne mener det er viktig å vise at teologiens tenkning om Guds handling kan relateres til naturvitenskapen. Det er ikke slik at den naturvitenskapelige innsikten om verden ikke gir rom for Guds handling: ”I believe that we can take with all seriousness all that science tells us about the workings of the world and still believe that the God who holds it in being has not left himself so impotent that he cannot continuously and consistently interact within cosmic history.”4 I det følgende vil jeg gi noen perspektiver på dette temaet fra den pågående debatten om forholdet mellom teologi og naturvitenskap. Jeg vil først adressere spørsmålet om Gud som skaper og opprettholder. Deretter vil jeg ta opp spørsmålet om Guds forsyn. Til sist vil jeg knytte disse tema sammen og på det grunnlag gi en noe mer helhetlig tilnærming til tematikken. Jeg vil la viktige bidragsytere i debatten, hovedsakelig representert ved John Polkinghorne og Robert John Russell kaste lys over deler av denne tematikken.

Gud som skaper og opprettholder Fra et teologisk ståsted er det viktig å klargjøre noen hovedperspektiv på Guds som skaper og opprettholder. Jeg vil gjøre det ved å belyse begrepene ’creatio ex nihilo’ og ’creatio continua’. En kristen teologi har tradisjonelt fokusert på at verden er et resultat av en fri handling, bestemt av Gud. En kristen skapelsesforståelse vil hevde at ingenting annet eksisterte før Gud lot det bli til. Det er kjernen i forståelsen av ’creatio ex nihilo’.5 Det er den guddommelige viljen selv som er kilden til skapelsen. Forståelsen av ’creatio ex nihilo’ har på det grunnlaget resultert i tanken om at virkeligheten er rasjonell, og at det er en guddommelig intelligens som står bak. ’Creatio ex nihilo’ er i denne mening basert på tro, og fungerer som en vesentlig komponent som inngår i et større teologisk rammeverk. ’Creatio ex nihilo’ sikrer også at en skjelner Skaperen fra skaperverket i kontrast til f.eks. et prosessteologisk ståsted. Men, en ensidig fokusering på ‘creatio ex nihilo’ kan føre til en forståelse av at Gud er fraværende fra skaperverket (deisme). Det er derfor i tillegg viktig å tydeliggjøre Guds aktive relasjon til skaperverket, det vi gjerne betegner som ’creatio continua’. Hvordan fungerer Guds handling som en fortsatt

29

skapelse? Polkinghorne knytter Guds aktive skaperhandling i historien til fenomenene tilfeldighet og nødvendighet: ”…, one should look for God’s presence in the historical contingency (chance) as well in the regularity (necessity) of what is happening.”6 På den ene side knytter Polkinghorne Guds kontinuerlige skapelse til naturens lovmessigheter, og peker på at Guds skapergjerning finner sted gjennom de naturlige prosessene i verden. På den annen side hevder han at verden er skapt av Gud med kvaliteter som innebærer at verden har en iboende frihet til å utforske og utvikle seg selv. Sammenfattende, så vil altså en sammentenkning av skapelse av intet og fortsatt skapelse være nødvendig. Disse to perspektivene gir et grunnleggende bilde av hvordan en bør forstå Gud som skaper: ”A full concept of creation requires the ideas both of God’s timeless sustaining (creation out of nothing) and God’s temporal creativity (continuous creation).”7

Tre aspekter ved Guds forsyn Et emne som står i nær relasjon til Gud som skaper er tanken om Guds forsyn (providens). I debatten finner vi ulike tilrettelegginger der refleksjon om skapelse og forsyn er vevd i hverandre. Robert J. Russell sier det slik: ”The doctrine of providence presupposes a doctrine of creation, but adds significantly to it.”8 I The New Dictionary of Theology forstås providens som ”…the beneficent outworking of God’s sovereignty whereby all events are directed and disposed to bring about those purposes of glory and good for which the universe was made.”9 Det er mulig å skjelne mellom tre ulike aspekter ved Guds forsyn. For det første har vi generelt forsyn. Det kan forstås som Guds opprettholdelse av verden ved naturens lover og er et uttrykk for Guds trofasthet. Det andre aspektet er spesielt forsyn. Det må forstås som partikulære guddommelige handlinger i verdens historie. En variant av dette, eller som et tredje aspekt er mirakler. Disse kategoriene kan ikke forstås som isolerte i forhold til hverandre, men mer som uttrykk for ulike tilnærminger til Guds forsyn. Forsynstanken er, som også Polkinghorne påpeker, et utfordrende tema. Som teolog får en her å gjøre med mange paradokser. De er ikke bare intellektuelle, der en opplever utfordringer av rasjonell art, men de kommer også til uttrykk i dypet av menneskets religiøse erfaring. De utfordringene som melder seg, er bl.a. knyttet til det ondes problem, forståelsen av bønn og mirakler. Paradoksene knyttet til spesielt forsyn kan konkretiseres. Mennesker kan fortolke enkelthendelser som et resultat av Guds spesielle handling, men handlingene kan lett bli forstått som guddommelige paradoksale handlingsmønstre. Et eksempel er når to personer blir overfalt, og den ene kommer seg unna de som overfaller, mens den andre ikke gjør det. Det er problema-

30

tisk å snakke om Guds spesielle forsyn for den ene som kom seg unna i et slikt tilfelle. Et annet eksempel er en bonde som ber for regn til sine åkre, mens det samtidig er en skoleklasse på piknik i nærheten som ber om sol. Svarer Gud på bønner? Det er et utfordrende spørsmål. Ja, vil svaret være for en kristen i den forstand at en tror på Guds spesielle handling, men et vel så betimelig spørsmål er: Hvordan svarer Gud på bønner? Tematikken om spesiell providens har mange iboende spenninger og Polkinghorne sier at forståelsen av spesiell providens kan bli både ufruktbar og problematisk. På den annen side bør ikke disse utfordringene hindre en i å tale om forsyn i en slik forstand. Guds spesielle providens er nemlig helt fundamental for kristendommen. Polkinghorne viser til det bibelske materialet som det beste belegget for denne påstanden. Bibelens Gud handler i historien. Gud førte israelittene ut av Egypt, oppreiste Jesus fra de døde og handler gjennom sin kirke i dag. Hans forståelse av både Guds generelle og spesielle forsyn kan karakteriseres som en middelvei mellom to grøfter. Han uttrykker sitt syn som: ”…a course between a facile optimism and a fatalistic pessimism. God does not fussily intervene to deliver us from all discomfort but neither is he the impotent beholder of cosmic history. Patiently, subtly, with infinite respect for the creation with which he has to deal, he is at work within the flexibility of its process.”10 Dette sitatet aktualiserer neste utfordring. Hvor er det spesifikke ”locus” for Guds handling? Hvor i naturens prosesser handler Gud? Dette spørsmålet gis ulike svar i debatten. Russell har sitt bidrag, og Polkinghorne har sitt. Sistnevnte gir et hint ved å si at Gud virker innenfor naturens fleksible prosesser. Med en slik tilnærming gjør Polkinghorne bruk av den innsikten som er tilgjengelig fra naturvitenskapen, og herunder særlig fysikk. Ett sentralt emne er derfor hvordan en skal forstå forsynstanken i lys av den innsikten som er tilgjengelig gjennom naturvitenskapen. Den siste kategorien til forsyn er mirakler. Mirakler er generelt forstått som hendelser som skjer overraskende, og vi kan identifisere to perspektiver. For det første har en de hendelsene som oppleves som mirakuløse på grunn av et tidsmessig sammentreff. Hendelsene er spesielle i kraft av deres samtidighet. Et eksempel Polkinghorne anfører er da Jesus stilte stormen. Jesus sa noe, og på samme tid roet stormen seg. På den annen side er det hendelser som finner sted uten at det er et tidsmessig sammenfall. Mirakler i den forstand uttrykker noe paradoksalt, noe som skjer tilsynelatende mot naturens lovmessighet. Polkinghorne betegner disse hendelsene som ”…something totally contrary to the previously known character of that process.”11 To eksempler som han anfører, er da Jesus gjorde vann til vin og ikke minst oppstandelses-hendelsen. Han hevder at mirakler er utenfor rekkevidden til ORIGO 115

naturvitenskapelig undersøkelse, men at de er sentrale i teologien. Ifølge Polkinghorne er ikke mirakler noe randfenomen i teologien, men ett av teologiens kjerneområder i og med at Jesu oppstandelse har en sentral rolle. Et problem med mirakler er at de kan bli forstått som om Gud utfører himmelske tryllekunster, for så å trekke seg tilbake og for det meste ikke involvere seg med skaperverket. Et slikt syn vil åpne for at Gud forstås som lunefull og uberegnelig. Det korresponderer dårlig med den forståelsen en ellers har av Guds egenskaper.12 Et avgjørende moment for Polkinghorne er at Guds handling er konsistent. Utfordringen med mirakler er derfor ikke først og fremst av naturvitenskapelig art, men av teologisk art, og det sentrale spørsmålet fra et teologisk ståsted er hvordan uventede hendelser kan forenes med Guds konsistente handling.13 Han hevder at mirakler ikke må forstås som guddommelige handlinger mot naturens orden, men som dypere åpenbaringer av Guds forhold til skaperverket. Det at Guds handlinger er konsistente, betyr at Gud er konsistent i forskjellige omstendigheter, og at han derfor kan handle forskjellig. Polkinghorne trekker en parallell til naturvitenskapen. Der opererer en med lover som er uforanderlige, men naturlovenes konsekvenser kan derimot forandres radikalt.14 I den sammenheng sier han at et mirakel kan forstås som ”…an unexpected providence, made possible by an unprecedented regime, rather than a divine tour de force.”15 Mirakler uttrykker i tillegg en dypere forståelse: ”Mere wonderworking, without an underlying consistency of action and intent, would never be a credible Christian miracle.”16 En dypere forståelse kan en for eksempel finne i Johannes evangelium, der ordet ’tegn’ blir knyttet til mirakel. En kan på det grunnlag ikke generalisere forståelsen av mirakler. De må behandles og tolkes i hvert enkelt tilfelle.

de naturlovene. Moderne fysikk, slik den kommer til uttrykk ved den spesielle relativitetsteorien og kvantemekanikken, har bidratt til en endring i oppfattelsen av rom, tid, materie og årsak-virkning. Likeledes har filosofien gjennomgått en endring, ifølge Russell. I filosofien har en forkastet en reduksjonistisk epistemologi og erstattet den med en holistisk filosofi. Disse endringene har bidratt til en ny fruktbar forståelse av Guds spesielle forsyn: ”It is the combined moves in philosophy and in the natural sciences that set up the possibility for what I am calling ”noninterventionist objective special providence.””18 Det er denne forsynstanken Russell vil fremholde.

Forholdet mellom Guds forsyn og aspekter av Guds handling Med bakgrunn i Russell og Polkinghorne, så kan vi strukturere forholdet mellom Guds forsyn og aspekter av Guds handling. Figur 1 viser at Guds generelle forsyn kan uttrykkes gjennom skapelse av intet og kontinuerlig skapelse (jfr. Polkinghorne). Guds spesielle forsyn må forstås som ikke-intervensjonistisk. I tillegg kan spesielt forsyn også betegnes, med Russells ord, som objektivt. Polkinghorne benytter ikke termen ’intervensjon’, men sier at ’interaksjon’ er mer adekvat å bruke. Handler Gud bare ikke-intervensjonistisk og objektivt, eller kan Gud handle på andre måter også? Dette spørsmålet er viktig, særlig i lys av mirakler. Det kan virke som om Polkinghorne ser på mirakler som intervensjon, men han vil heller benytte termen interaksjon. Det er derfor mulig å illustrere noen generelle forbindelseslinjer mellom forsynstanken og aspekter av Guds handling:

Aspekt av forsyn

Russells tilnærming til providens, interaksjon og intervensjon Et viktig spørsmål om spesielt forsyn er om Guds handling kan forstås subjektivt eller objektivt. Russell er en av de som adresserer det spørsmålet. Et subjektivt spesielt forsyn kan forstås som menneskets respons på Guds uniforme og udifferensierte handling. Et objektivt spesielt forsyn vil hevde at Guds forsyn må forstås som menneskets respons på Guds partikulære handling i spesielle sammenhenger. Russell hevder at disse to posisjonene kan betegnes som henholdsvis liberal og konservativ.17 Den førstnevnte betegnelsen, liberal, vil hevde en subjektiv spesiell forsynsforståelse, mens et konservativt syn vil fremholde en objektiv tilnærming. Russell og Polkinghorne gir sin tilslutning til en objektiv spesiell providens. Det neste skrittet for Russell er å avklare spørsmålet om intervensjon og interaksjon. Ifølge Russell uttrykker intervensjon at Gud griper inn i naturen og setter til siORIGO 115

Aspekt av Guds handling /interaksjonsmåte

Generelt forsyn

’creatio ex nihilo’ og ’creatio continua’ (Guds opprettholdende aktivitet)

Spesielt forsyn

interaksjon, objektivt, ’creatio continua’ (Guds aktive handling)

Mirakler

interaksjon?

Figur 1: FForholdet orholdet mellom Guds forsyn og Guds handling (i følge P olkinghorne) Polkinghorne)

31

Polkinghorne

handler med skapelsen. All Guds handling forstås derfor som uniform, i meningen konsistent, i og med at Gud ikke handler mot den orden han selv har etablert. Det som blir et poeng for bl.a. Polkinghorne, er at Guds handling, fra Guds side, er konsistent selv om den for menneskets del oppfattes som inkonsistent.

Tre endringer i naturvitenskapen med relevans for Guds handling Det er tydelig at for eksempel Polkinghorne vil fremheve mirakler som adekvate fenomen, men hvordan han faktisk tilrettelegger det i denne sammenheng er noe mer uklart. Han sier at mirakler går utover det som naturvitenskapen kan beskrive. På den annen side sier han at mirakler må tenkes i sammenheng med Guds handling i sin helhet, og at de ikke skal forstås som handlinger mot naturens orden. Han betegner de som dypere hendelser enn det mennesket er i stand til å forstå. Det betyr åpenbart ikke at slike hendelser er subjektive, i den forstand at det er menneskets egen opplevelse av hendelsene som gjør de mirakuløse. Det bl.a. Polkinghorne ser ut til å mene, er at mirakler, fra Gud side, er konsistente med Guds handlinger generelt (både det som kan relateres til generelt og spesielt forsyn), men at miraklene forblir mirakler fordi mennesket ikke har mulighet til å se dybden i hendelsene. Det fremstår et nytt regime ut fra det som allerede er. At noe fremstår som mirakuløst, har derfor med at mennesket ikke er i stand til å se det nye regimets ”spilleregler”. Handlingene som er basert på dette nye regimet fremstår som mirakuløse. Etter min mening blir derfor mirakler noe mer, og annet, enn spesielt forsyn i Polkinghornes tenkning. Likevel vil han tale om interaksjon istedenfor intervensjon. Polkinghorne sier videre at: ”Providence is closely assimilated to creation. Indeed it becomes the everyday experience of the creative process in a world which is sustained in being by its Creator.”19 Han sier at en forståelse av ’creatio ex nihilo’ og, til en viss grad, ’creatio continua’ har et kosmisk sikte. Disse tilnærmingene vil ikke i tilstrekkelig grad komme til rette med den faderlige og personlige omsorgen som Gud har for mennesket. Slik jeg forstår Polkinghorne, betyr det at Guds generelle forsyn kan relateres til formuleringene ’skapelse av intet’ og ’kontinuerlig skapelse’. Det en dermed må legge til, og som er nødvendig for å ivareta en personlig gudsforståelse er et spesielt forsyn. Det vil derfor kunne være handlinger som mennesket oppfatter som spesielle, guddommelige handlinger, men som egentlig er en del av Guds uniforme handling. Det vil være handlinger mennesket oppfatter som Guds spesielle handlinger. I tillegg handler Gud også objektivt i spesielle handlinger. De bør ikke oppfattes som intervensjonistiske, men som handlinger der Gud sam-

32

Det er, i følge Polkinghorne, tre endringer innen naturvitenskapen som har forandret menneskets oppfatning av verden, og som representerer en positiv utfordring for teologiens forståelse av Gud som aktiv i skaperverket.20 For det første har vi Einsteins relativitetsteori. Overgangen fra et Newtons til Einsteins verdensbilde, knytter tid, materie og rom sammen på en helt ny måte. Newtons univers var i tillegg et lovmessighetenes univers, og selv om det i en mening er riktig, er ikke universet bare preget av lovmessighet. Prosessene i universet bærer preg av både tilfeldigheter og lovmessigheter. Den andre endringen i menneskets oppfatning av verden kommer med kvanteteorien. Den gir en forståelse av at verden ikke lenger kan oppfattes deterministisk og mekanisk. Kvantefysikken opererer mer med sannsynligheter enn med eksakte målinger. Den har også sin egen relasjonale karakter. Når f.eks. to kvanteenheter har gjensidig påvirket hverandre, så fortsetter de å inneha en evne til å påvirke hverandre i ettertid, uansett hvor langt de er fra hverandre. Videre uttrykker Heisenbergs uskarphetsrelasjon at det er en fundamental uskarphet i naturen og den uskarpheten har ikke å gjøre med at måleapparaturen eller teknikken for måling er dårlig.21 Kvantefysikken gir en innsikt om at verden er både tilgjengelig og utilgjengelig. Det tredje temaet som har bidratt til en endring i forståelsen av verden, er kaosteorien. Kaossystemene uttrykker på en og samme tid både orden og uorden, og har bidratt til en forståelse av at det også eksisterer en uforutsigbarhet og en ikke-mekanisk oppførsel utover det som kan knyttes til kvantefysikken. Det er på bakgrunn av disse tre endringene særlig to hovedtema i naturvitenskapen som er fruktbare å relatere til Guds handling i verden. Det ene temaet er forståelsen av tilfeldighet og nødvendighet. En kan si det slik at kvantefysikken åpner opp for tilfeldighetsaspektet, mens nødvendighetsaspektet er arven fra den klassiske fysikk. Det andre temaet er kaosteorien.

Tilfeldighet og nødvendighet Det som, i følge Polkinghorne, er et problem, er at tilfeldighet har blir forstått ensbetydende med slump, i betydningen uten hensikt. Han viser i den sammenheng til J. Monod og R. Dawkins. Tilfeldighet, forstått som slump, kommer til uttrykk i Dawkins bok The Blind ORIGO 115

Watchmaker, sier Polkinghorne.22 Dawkins’ forståelse av tilfeldighet innebærer at verden er fri for mening og hensikt. For Polkinghorne er dette en metafysisk påstand som han mener ikke bør bli presentert som en naturvitenskapelig konklusjon, slik det ofte gjøres. Tilfeldighet handler ikke om blind, målløs utvikling, slik Monod og Dawkins hevder, men: ”The shuffling operations of happenstance are a way of exploring and bringing to light the deep anthropic fruitfulness with which the physical world has been endowed.”23 Han uttrykker i en annen sammenheng at selve realiseringen av den antropiske fruktbarheten i universet må knyttes til samspillet mellom tilfeldighet og nødvendighet.24 Ifølge Polkinghorne kan og bør teologiens tale om Guds handling i verden relateres til den naturvitenskapelige innsikten om både tilfeldighet og nødvendighet. Hvordan gjør han det? Han lar fenomenene integreres i en forståelse av Gud som skaper. Tilfeldighetsbegrepet kan knyttes til tanken om at Skaperen har gitt skaperverket en frihet. Polkinghorne poengterer at Gud ikke skapte en forutbestemt verden, fordi en slik verden ville ikke ha blitt et hjem for moralske ansvarlige individer. Menneskets handlinger ville heller ikke ha hatt noen faktiske konsekvenser, mener han. Et skaperverk der Gud styrer alt, vil ikke ha mulighet til å ”utforske” seg selv. Denne frie utviklingen bringer på banen spørsmål om Guds mulige inngripen i de ulike hendelsene, f.eks. et jordskjelv. I følge Polkinghorne er naturelementene ”…allowed to be in their own way, just as we are allowed to be ours.”25 Nødvendighet må teologisk forstås som Skaperens gave til skaperverket slik at det har et potensial for en fruktbar lovmessighet. Poenget er igjen at Gud ikke skapte et univers der alt er styrt og forutbestemt etter et

Aspekt av forsyn

bestemt program, men skaperverket oppdager og realiserer sitt eget potensial gjennom utforskning av de faktiske muligheter. Han knytter altså tilfeldighet og nødvendighet til kvaliteter ved Gud. Polkinghorne sier at to grunnleggende syn på Gud er at han er kjærlighet, og at han er trofast. Guds kjærlighetsgave til skaperverket er først og fremst frihet. I og med den gitte friheten, kan ikke Gud forstås som en kosmisk tyrann som holder alt under kontroll. Hvis en derimot bare tenker at Gud gir frihet, ville det kunne resultere i kaos. Derfor viser Gud pålitelighet gjennom sin trofasthet. Men en ensidig tenkning om pålitelighet kan resultere i at Gud oppfattes rigid: ”Yet reliability by itself can all too readily degenerate into an iron rigidity.”26 Ifølge Polkinghorne leder det oss til at Gud har gitt rom for både åpenhet og regularitet i sitt skaperverk, fordi han gir frihet og er trofast. I lys av den innsikten naturvitenskapen bidrar med, så vil han si at både kvantefysikken og kaosteorien åpner for tilfeldighetsaspektet, forstått som åpenhet, mens nødvendighetsaspektet er arven fra den klassiske fysikk.

Sammenfatning Sammenfattende kan en si at Polkinghorne mener Gud har gitt skaperverket en frihet og lovmessighet. Tilfeldighet blir forstått i retning av åpenhet og må ikke forveksles med slump, slik en finner det hos Monod og Dawkins. Polkinghorne vil si at den friheten Gud har gitt skaperverket, kan relateres til tilfeldighetsaspektet. Den ordningen Skaperen har lagt ned i skaperverket for å sikre dets fruktbarhet, stabilitet og kontinuitet, kommer til uttrykk i lovmessigheten. Med det som utgangspunkt kan vi bygge ut forrige figur noe mer (se fig. 2).

Aspekt av Guds handling /interaksjonsmåte

Tilknytning til naturvitenskap

Generelt forsyn

’creatio ex nihilo’ og ’creatio continua’ (Guds opprettholdende aktivitet)

tilfeldighet og nødvendighet (en gitt frihet / åpenhet og lovmessighet)

Spesielt forsyn

interaksjon, objektivt, ’creatio continua’ (Guds aktive handling)

tilfeldighet: kaossystemer

Mirakler

interaksjon?

?

Figur 1: FForholdet orholdet mellom Guds forsyn, Guds handling og tilknytning til naturvitenskap (i følge Polkinghorne) ORIGO 115

33

De to vertikale kolonnene, Aspekt ved forsyn og Aspekt ved Guds handling / interaksjonsmåte, har blitt belyst tidligere. Det nye blir her å avklare forståelsen av Guds handling i lys av den innsikten naturvitenskapen bidrar med. Det er skissert i den tredje kolonnen Tilknytning til naturvitenskap. Gud har gitt skaperverket frihet og åpenhet, samtidig som Gud har gitt naturen en lovmessighet. Disse aspektene ved skapelsessynet kan relateres til skapelse av intet og kontinuerlig skapelse. Naturvitenskapen gir en innsikt om verden der fenomenene tilfeldighet og nødvendighet inngår. Tilfeldighet kan tenkes i retning av naturens frihet og åpenhet, og de er kvaliteter som er gitt naturen i skapelsen. Det aspektet kan derfor, sammen med naturens lovmessighet, relateres til både en generell forsynstanke og skapelse av intet. Naturens åpne og indeterministiske karakter kommer først og fremst til uttrykk ved kvanteverdenen og kaossystemene. Fordi Polkinghorne hevder et ikke-intervensjonistisk, objektivt, syn på Guds handling, så kan det betegnes som spesielt forsyn, og kan relateres til kaosteori. Et spørsmål Arthur Peacocke stiller til det å knytte Guds handling til kaossystemene, er om Gud også i en slik tenkning handler intervensjonistisk. Han sier: ”Such a conception of God’s action in these, to us, unpredictable situations would then be no different in principle from that of God intervening in the same order of nature, with all the problems that that evokes for a rationally coherent belief in God as the Creator of order.”27 Polkinghorne vil ikke betegne det som intervensjon, ut fra en forståelse om at Gud handler med naturen. Til sist er det noe mer uklart hvordan Polkinghorne forstår mirakler og deres tilknytning (eller mangel på tilknytning) til naturvitenskap. Men han sier: ”Whatever we may say about cloudy unpredictability, we surely can’t suppose that it was through a clever exploitation of chaos theory that Jesus was raised from the dead, never to die again.”28 Det er derfor mulig å hevde at han med hensyn til dette punktet går i retning av å tenke intervensjon. Det fortjenstfulle med en slik sammentenkning som her er vist er at en tilstreber dialog mellom fagområdene og peker på mulige forbindelseslinjer mellom oppfatningen av hvordan Gud handler og vår kunnskap om naturen. Utfordringene som melder seg er på den annen side mange, både av teologisk, filosofisk og naturvitenskapelig art. Det reiser flere omfattende spørsmål om språket funksjon i teologi og naturvitenskap, gudsoppfatning, forholdet mellom skaperen og skaperverket, synet på naturens prosesser og om fortolkingen av både kvantefysikk og kaosteori.29

Polkinghorne, J.: Scientists as Theologians. 1996, 30. Se Sæther, K.-W. Spor av Gud. John Polkinghornes forståelse av teologiens forhold til naturvitenskap med særlig henblikk på relasjonen mellom kristen skapertro og naturvitenskap i skolen. Trondheim: NTNU-trykk. 2005, 201ff. 4 Polkinghorne, J.: Serious Talk. 1995, 84. 5 Se Polkinghorne, J.: The Faith of a Physicist. 1994, 73. 6 Polkinghorne, J.: Science and Theology. 1998, 84. 7 Polkinghorne, J.: Scientists as Theologians. 1996, 45. 8 Russell, R. J.: ”Does the ”God Who Acts” Really Act in Nature?” i Peters, T. (ed.): Science and Theology. The New Consonance. 1998, 81. 9 Ferguson, S. B. and D. F. Wright (eds.): The New Dictionary of Theology. 1988, 541. 10 Polkinghorne, J.: Science and Providence. 1989, 44. 11 Polkinghorne, J.: Science and Providence. 1989, 50. 12 Se Polkinghorne, J.: Science and Theology. 1998, 92. 13 Polkinghorne, J.: Quarks, Chaos and Christianity. 1994, 81. 14 Se f.eks. Polkinghorne, J.: Serious Talk. 1995, 14. 15 Polkinghorne, J.: Science and Providence. 1989, 3. 16 Polkinghorne, J.: Science and Providence. 1989, 52. 17 Se Russell, R. J.: ”Does the ”God Who Acts” Really Act in Nature?” i Peters, T. (ed.): Science and Theology. The New Consonance. 1998, 82. 18 Russell, R. J.: ”Does the ”God Who Acts” Really Act in Nature?” i Peters, T. (ed.): Science and Theology. The New Consonance. 1998, 83. 19 Polkinghorne, J.: Science and Providence. 1989, 40-41. 20 Polkinghorne, J. and L. F. Harris: ”Divine Action” An interview with John Polkinghorne. 1997, 4. Se også Polkinghorne, J.: Science and Providence. 1989, 2. 21 Polkinghorne, J.: One World. 1986, 47. Uskarphetsrelasjonen uttrykker at det er umulig å måle både posisjon og bevegelsesmengde for en partikkel helt nøyaktig. Matematisk formuleres prinsippet som ∆p ⋅ ∆x ≥ h 4π , der ∆p er uskarpheten i bevegelsesmengde, i posisjon og h Plancks konstant. Heisenbergs uskarphetsrelasjon sier med dette at det er en grunnleggende uskarphet i naturen, og at denne uskarpheten ikke har med måleteknikk å gjøre. 22 Se Dawkins, R.: The Blind Watchmaker. 1986. Polkinghorne tydeliggjør et slikt syn også hos Monod, se Polkinghorne, J.: Serious Talk. 1995, 72. 23 Polkinghorne, J.: Quarks, Chaos and Christianity. 1994, 42. 24 Se Polkinghorne, J.: Reason and Reality. 1991, 82. 25 Polkinghorne, J.: Quarks, Chaos and Christianity. 1994, 46. 26 Se Polkinghorne, J.: Serious Talk. 1995, 73. 27 Peacocke, A. R.: Paths from Science towards God. 2001, 103. 28 Polkinghorne, J.: Quarks, Chaos & Christianity. 1994, 79. 29 Noen av disse spørsmålene er utførlig belyst av Sæther, K.-W. Spor av Gud. John Polkinghornes forståelse av teologiens forhold til naturvitenskap med særlig henblikk på relasjonen mellom kristen skapertro og naturvitenskap i skolen. Trondheim: NTNU-trykk. 2005, 201ff. 2 3

Noter 1

34

Polkinghorne, J.: One World. 1986, 77. ORIGO 115

Naturalismen og Darwins tvivl Af David Jacobsen, højskolelærer

Richard Dawkins mener at Darwin med evolutionsteorien har gjort det intellektuelt tilfredsstillende at være ateist1. Filosoffen Alvin Plantinga har gjort opmærksom på at har man dette synspunkt, gør man regning uden vært. Darwin selv syntes nemlig at nære en nagende frygt for at netop det modsatte kunne være tilfældet, hvis evolutionsteorien altså er sand. I et brev til sin ven William Graham skrev Darwin: »Men saa reiser sig altid hos mig den frygtelige tvivl om overbevisningen hos mennesket hvis aand har udviklet sig af de lavere dyrs, er af nogen værdi eller overhovedet er at stole paa. Vilde nogen stole paa en abes overbevisning, ifald der er overbevisning hos en saadan?« [Brev til William Graham, 3. juli, 1881]2 Plantinga har kaldt dette synspunkt “Darwins Tvivl”. Det drejer sig om det menneskelige sinds pålidelighed – det som Plantinga kalder menneskets kognitive evner. Spørgsmålet er om vi kan stole på de overbevisninger som vores kognitive evner forsyner os med. Stemmer de overens med virkeligheden? Kognitive evner skal forstås så bredt at det inkluderer alle de forhold der styrer dannelsen af overbevisninger, oplevelser og sansninger. Det kunne f.eks. være syn, hukommelse og fornemmelsen for balance. Han argumenterer for at hvis evolutionsteorien og naturalismen er sand, så er sandsynligheden for at vores kognitive evner er pålidelige enten meget lille eller ubestemmelig. Hvis man derfor tror på at både evolutionsteorien og naturalismen er sand, så vil man være i den situation at man har en grund til at betvivle enhver overbevisning man har. Og dermed har man en grund til at betvivle at evolutionsteorien og naturalismen er sand. Naturalismen medfører at alt hvad der findes, ultimativt skal forklares uden henvisning til plan, mening 1

The Blind Watchmaker (New York: Norton, 1986), pp. 6-7

2

Darwin, F. ed. 1889. Charles Darwins liv og breve med et kapitel

selvbiografi. Oversat af Martin Simon Søraas. Fagerstrand pr. Høvig: Bibliothek for de Tusen Hjem. Volume 1. – Kan findes på http:// darwin-online.org.uk/content/frameset?itemID=F1528.1&viewtype= text&pageseq=1 ORIGO 115

og design. Evolutionsteorien taget som totalforklaring er således stjerneeksemplet på hvad en naturalistisk teori skal kunne gøre. Den skal kunne tage noget der ser ud som om det er designet, og redegøre for hvorfor det findes og ser sådan ud, men alligevel ikke er designet. Selv om naturalismen og evolutionsteorien ser ud til at være slyngveninder, så skaber de ifølge Plantingas argument problemer for hinanden. Plantingas argument indeholder tre elementer. Et der drejer sig om evolutionsteoriens forhold til sandhed. Et andet der handler om hvad naturalister typisk forestiller sig at overbevisninger er for nogle størrelser, og hvilket samspil der menes at være mellem disse og dyrs og menneskers adfærd. Og endelig indeholder argumentet overvejelser om betydningen af at vide hvor pålidelig den måde hvorpå ens overbevisninger er blevet til på, er for spørgsmålet om hvorvidt vi kan stole på disse overbevisninger.

Evolutionen og sandhed Darwins tvivl gik på at evolutionen ikke indebærer nogen særlig vægtlægning på betydningen af dannelsen af pålidelige kognitive evner hos laverestående dyr, og på hvorvidt spørgsmålet om pålidelighed har haft afgørende betydning for tilblivelsen de kognitive evner hos laverestående dyr og hos os (som jo ifølge teorien nedstammer de laverestående dyr). Ifølge den materialistiske filosof Patricia Churchland er sandhed det sidste der har haft betydning i evolutionen dengang da udviklingen af dyrs kognitive evner blev dannet. Det der derimod havde betydning i evolutionen, var hvorvidt disse dyr havde en tilpasningsdygtig adfærd. Altså en adfærd der fik dem til at flygte fra fare, finde føde, kæmpe og formere sig. Men i så fald, siger Plantinga, kan vi levende forestille os at disse dyrs kognitive evner på ingen måde er udviklet med henblik på at danne sande overbevisninger. Vi kan f.eks. forestille os at en af vores forfædre når den så en løve, tænkte: Der er en løve, den vil jeg gifte mig med, og tænkte at han havde giftet sig med den ved at løbe op i et træ. Den tilpasningsdygtige adfærd ville sikre hans overlevelse på trods af den åbenlyse mangel på sande overbevisninger om den pågældende situation.

35

Plantinga

Fra dette forhold kan følgende argument opstilles: Præmis 1: Menneskets kognitive evner er de evner som evolutionen har favoriseret, dvs. de kognitive evner der danner overbevisninger om livet som bedst medvirker til en tilpasningsdygtig adfærd. Præmis 2: Der er ingen god grund til at tro at de overbevisninger om livet som bedst medvirker til en tilpasningsdygtig adfærd, også er pålidelige og troværdige – med mindre der i forbindelse med dannelsen af vore overbevisninger er overordnede eller specielle forhold der gør, at de overbevisninger, der fører til bedre tilpasning, også vil være mere troværdige og pålidelige. Præmis 3: Der er i forbindelse med dannelsen af vore overbevisninger ingen overordnede eller specielle forhold der gør, at de overbevisninger, der fører til bedre tilpasning, også vil være mere troværdige og pålidelige. Hvorfra det følger: Konklusion: Derfor er der ingen god grund til at tro at mennesket har kognitive evner der danner overbevisninger om livet, der er troværdige og pålidelige. Vi har med andre ord ingen god grund til at tro, at de overbevisninger, som dannes ved vore kognitive evner, er sande. Der er velkendt at det som den naturlige udvælgelse afhænger af, er den tilpasningsdygtige adfærd. Og derfor vil dyr der udvikler kognitive evner som bidrager til en sådan, blive favoriseret. Men hvorfor acceptere præmis 2 og 3? Svaret er at det følger af naturalismen og dens forskellige bud på sammenhængen mellem overbevisninger og adfærd. Typiske naturalistiske bud afviser nemlig i almindelighed at overbevisninger, selv hvis de findes hos dyr, har en afgørende indflydelse på deres adfærd. Disse giver os hermed ingen grund til at tro at de overbevisninger der er favoriserede af evolution, også er sande. Hvis evolutionen kun kigger efter en tilpasningsdygtig adfærd, og overbevisningerne ikke afgør hvordan denne er, så har vi ingen god grund til at tro at overbevisningerne er sande. Naturalisten Paul Draper mener dog at kunne afvise Plantingas argument, med det han kalder en fornuftig naturalisme der anerkender at overbevisninger har ind-

36

flydelse på dyrs adfærd. For at illustrere sin pointe fortæller han følgende historie: »Forestil dig at jeg går ind for at tage et bad, og så sidder der en alligator i mit badekar. Det er helt sikkert muligt at jeg overlever en så uheldig omstændighed uden at have dannet den sande overbevisning “der er en alligator i mit badekar” og “alligatorer er farlige dyr.” F.eks. kan overbevisningen “der er en smuk havfrue i mit badekar” og “havfruer, især smukke havfruer, er farlige dyr” i samme grad få mig væk fra omstændigheden (afhængig af hvor villig jeg er til at løbe risikoen ved at bade med en smuk havfrue). Bemærk dog at størstedelen af de falske overbevisninger jeg kunne have under sådanne omstændigheder (f.eks. der er intet i mit badekar; der er en rar krokodille i mit badekar; der er en gummiand i mit badekar; der er en farlig alligator i mit badekar, men jeg kan sagtens overmande den osv.) ville ikke være lige så hensigtsmæssige, men lede til en “ikke-tilpasningsdygtig” badeoplevelse. At jeg overlever under sådanne omstændigheder, er således langt mere forventeligt hvis mine overbevisninger om indholdet af mit badekar for det meste er sande, end hvis de for det meste er falske. Mere generelt, den langsigtede overlevelse af vores art er mere forventelig hvis vores kognitive evner er pålidelige end hvis de var upålidelige, og det medfører at det forhold at vores art har overlevet så længe, er en stærk evidens for vores kognitive evners pålidelighed.” (Draper 2007) Drapers argument synes at være rettet mod præmis 3, at det ikke er overordnede eller specielle forhold i forbindelse med dannelsen af vores overbevisninger der gør det troværdigt at de er sande. Det argument han bruger, er at det faktum at vores art har overlevet så længe, er stærk evidens for pålideligheden af vores kognitive evner. Selv om vi på kort sigt kunne forestille os at evolutionen kunne ignorere sande overbevisninger, så ville det aldrig gå på lang sigt. Som sådan er dette dog ikke et særlig godt modsvar til Plantingas argument. Plantingas argument har jo givet os en grund til netop at betvivle det Draper hævder i sit eksempel. Uanset hvad et dyr måtte have af overbevisninger, sande eller falske, hvis det der afgør om det hopper op i badekaret til krokodillen eller ej, ikke er sandhedsværdien af disse overbevisninger, men derimod blot den tilpasningsdygtige adfærd, så er vi ikke videre hjulpet af at disse dyr har overlevet i lang tid. Det giver os blot sikker viden om at disse dyr har nogle kognitive evner der i hvert fald ikke forhindrer en tilpasningsdygtig adfærd. Men det siger intet om hvorvidt disse dyr har denne fordi de har sande overbevisninger eller ej. Dette kan understreges ved at zoome ind på det første dyr i vores stamtræ der med rette kunne siges at have kognitive evner. I dette kunne man forestille sig en mindste enhed af en adfærd/overbevisnings-kobling. Den vil bestå af mindst tre elementer. Et neurofysiologisk netværk i dyret, adfærden dyret udviser på baggrund af dette, og endelig den egenskab at have et bestemt udORIGO 115

sagn om verden som indhold. Evolutionen giver os kun lov til at antage, siger Plantinga, at det der har forårsaget dannelsen af dette bestemte indhold, er tilpasningsdygtigt, da det neurofysiologiske netværk jo er en del af det der styrer dyrets adfærd. Det giver os ikke lov til at antage at selve udsagnet om verden er sandt. Overbevisningen kunne tilfældigvis være sand, men den kunne ligeså godt være falsk – evolutionen er “ligeglad”! Der er ingen sikkerhed for en sammenhæng mellem sandhedsværdien af et udsagn om verden, selve overbevisningsstrukturen ved et neuralt netværk og den adfærd der samtidig udvises af de dyr der har denne. Hvis dette ikke kan sikres for selv den mindste overbevisningsenhed, så hjælper det os ikke at vores kognitive evner er udviklet over lang tid. Faktisk kunne man påstå det præcis modsatte. Hvorfor skulle evolutionen ikke være lige så godt tjent med at alt hvad der produceres i os af overbevisninger, er fuldstændig systematisk forkert? Når blot evolutionen har kontrol med den del af vores neurofysiologiske struktur der styrer vores adfærd, så kunne virkeligheden bag vores overbevisninger ligeså godt være at vi var orme der svømmede rundt i en sump, og forestillede os at vi lavede filosofi og udtænkte sjove eksempler. Der er altså ingen særlig grund til at tro at den naturlige udvælgelse i sig selv nødvendigvis vil føre til dannelsen af kognitive evner der med specielt stor træfsikkerhed giver anledning til sande overbevisninger. Hvis mennesket skal have en særlig adgang til at erkende sandhed om verden, forudsætter det derimod en evne til at forstå og erkende verden. Ud fra en skabelsesorienteret opfattelse vil sådanne muligheder netop ligge i menneskets natur, men den opfattelse er jo på forhånd afvist hvis man antager naturalismen. Hvis evolutionsteorien og naturalismen antages, ser det altså ud som om der ingen god grund er til at tro at mennesket har kognitive evner der danner sande overbevisninger om livet. Men dette synes problematisk for pålideligheden af vores kognitive evner. Plantinga fortæller en lille historie for at illustrere dette: »Forestil dig at du foretager en rumrejse og er landet på en planet der kredser om en fjerntliggende sol. Denne planet har en favorabel atmosfære, men du kender ikke meget andet til den end det. Du slår lugen op, træder ud, og umiddelbart opdager du noget der ligner en radio der periodisk udsender en serie lyde der sjovt nok faktisk er sætninger på dansk. Disse sætninger indeholder udsagn om emner du absolut ingen viden kan have om: Hvordan vejret for øjeblikket er i Beijing; hvorvidt Cæsar spiste æg og ristet brød morgenen inden han satte over Rubicon; hvorvidt det første menneske der krydsede Beringstrædet og satte fødderne på nordamerikansk jord, var venstrehåndet; og lignende. En smule imponeret over dit fund bliver du umiddelbart overbevist om at denne radiolignende ting udtrykker sandheden, at disse sætninger der fremføres på ORIGO 115

dansk, er sande. Men så kommer du i tanker om at du absolut ingen idé har om hvad formålet og hensigten skulle være med denne tingest der åbenbart fungerer som en radio; hvorvidt den har en hensigt, og hvordan den i det hele taget er blevet til. Da indser du at sandsynligheden for at du står over for et pålideligt instrument, vil du ikke kunne afveje med dig selv i betragtning af hvad du egentlig véd om det. Og dermed (da du ikke har mulighed for at undersøge sagen nærmere) har du al rimelig grund til at tvivle på din første overbevisning: At denne genstand rent faktisk giver udtryk for sandheden. – Du har snarere grund til at forkaste den overbevisning, til helt at opgive den og betragte den med stor skepsis.” (Warranted Christian Belief pp. 224225) Vores kognitive evner kan sammenlignes med den radiolignende mekanisme som Plantinga beskriver i sin historie. Medmindre vi har gode grunde til at sandsynliggøre at vores kognitive evner frembringer sande udsagn, er vi i samme situation som den rumrejsende i historien. Af denne observation og af konklusionen ovenfor følger at hvis såvel evolutionsteorien som naturalismen er sand, så er sandsynligheden for at menneskets kognitive evner er pålidelige enten lille eller ubestemmelig. På samme måde som den rumrejsende i Plantingas historie har god grund til at tvivle på alt hvad den radiolignende genstand fra den fremmede planet udsender, sådan har den der accepterer evolutionsteorien og naturalismen god grund til at tvivle på enhver overbevisning han har. Den grundlæggende tillid til eget intellekt vil være afgørende svækket. Sådan må man se på det hvis man tager konsekvensen af ens eget livs- og verdenssyn. Dermed forholder det sig netop ikke som Richard Dawkins siger om det intellektuelt tilfredsstillende i forhold til Darwins teorier. Hvis Darwin har ret, har tilhængeren af naturalismen og evolutionsteorien jo netop – som vi har set – ekstra grund til at tvivle på intellektet i almindelighed og på egne kognitive evner i særdeleshed. Det betyder i øvrigt også at man har en grund til at tvivle på evolutionsteorien og naturalismen. Det er interessant at Charles Darwin selv erkendte og i øvrigt følte sig foruroliget af dette problem.

Kilder Alvin Plantingas argument kan man finde på webben: http://philofreligion.homestead.com/files/ alspaper.htm og læse om i bogen Naturalism Defeated? Essays on Plantingas Argument Against Naturalism, Cornell University Press (April 2002) Endelig kan vi henvise til følgende hjemmeside hvor man kan lytte til at Plantinga præsenterer sit argument: http://veritas.org/media/talks/345

37

Indeks 2009 Indhold af nr. 112. Marts 2009

Arne Kiilerich og Knud Aa. Back: Evolutionskritikkens alfa og omega – a-l

Indhold af nr. 113. April 2009

Arne Kiilerich og Knud Aa. Back: Evolutionskritikkens alfa og omega – m-ø Tor Dahl: Vann – et vanlig stoff med uvanlige egenskaper

Indhold af nr. 114. Oktober 2009

Peder A. Tyvand: Stammer vi fra apekatten Ida? Jostein Andreassen: Darwin-myter sett fra Aarhus Universitet Knud Aa. Back: Darwin på nettet på dansk Knud Aa. Back: Darwin for dummies: Hvad går evolutionsteorien ud på? Gabriel Scott: Hummerteinens logikk Peder A. Tyvand: Hva skal til for å bli omvendt til darwinismen? Andreas Vedel: Tro på tvivl (boganmeldelse) Peter Øhrstrøm: Den menneskelige værdighed og debatten om aktiv dødshjælp

Indhold af nr. 115. December 2009

Knud Aa. Back: Darwin for dummies: Genetisk grundlag for evolution Pekka Reinikainen: Dataprogrammet Mennesket – skabt i Guds billede Göran Schmidt: Begrundelser for troen Göran Schmidt: Hvorfor så oprørt over skabelsestroen? Per Landgren og Erik Österlund: Nutidens populære billede af Darwin Knud Aa. Back: Står vi med et demokratisk problem? David Jacobsen: Naturalismen og Darwins tvivl

Forfatterindeks Jostein Andreassen: Darwin-myter sett fra Aarhus Universitet (114) Knud Aa. Back: Evolutionskritikkens alfa og omega – a-l (112) Knud Aa. Back: Evolutionskritikkens alfa og omega – m-ø (113) Knud Aa. Back: Darwin på nettet på dansk (114) Knud Aa. Back: Darwin for dummies: Hvad går evolutionsteorien ud på? (114) Knud Aa. Back: Darwin for dummies: Genetisk grundlag for evolution (115) Knud Aa. Back: Står vi med et demokratisk problem? (115) Tor Dahl: Vann – et vanlig stoff med uvanlige egenskaper (113) David Jacobsen: Naturalismen og Darwins tvivl (115) Arne Kiilerich: Evolutionskritikkens alfa og omega – a-l (112) Arne Kiilerich: Evolutionskritikkens alfa og omega – m-ø (113) Per Landgren: Nutidens populære billede af Darwin (115) Pekka Reinikainen: Dataprogrammet Mennesket – skabt i Guds billede (115) Göran Schmidt: Begrundelser for troen (115) Göran Schmidt: Hvorfor så oprørt over skabelsestroen? (115) Gabriel Scott: Hummerteinens logikk (114) Peder A. Tyvand: Stammer vi fra apekatten Ida? (114) Peder A. Tyvand: Hva skal til for å bli omvendt til darwinismen? (114) Andreas Vedel: Tro på tvivl (boganmeldelse) (114) Peter Øhrstrøm: Den menneskelige værdighed og debatten om aktiv dødshjælp (114) Erik Österlund: Nutidens populære billede af Darwin (115)

38

ORIGO 115

Jonathan Wells:

Evolutionens IKONER – Videnskab eller myte? Om hvorfor det meste af det du har lært i skolen om evolution, er forkert.

239,-

271 sider 239 kr.

Annonce

Kristen friskole midt i Bergen sentrum

Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820 danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

Be om skolebrosjure

UDVIKLINGSLÆREN: FAKTA eller FIKTION? Der er nu to nye foredrag med danske undertekster klar til levering levering.. De kan bestilles over internettet på www .oprindelse.dk www.oprindelse.dk eller pr .M. handi products, pr.. brev til O O.M. Kastanien 12 st. tv tv.. 7120 V ejle Ø Vejle Beviset på skabelse ORIGO 115

Et spørgsmål om oprindelse

39

Returneres ved varig adresseændring Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning

DVD'er om skabelse mm. til nedsat pris Metaphysica, som samarbejder tæt med Origo, har produceret en række DVD’er, der på forskellig måde belyser temaerne om skabelse, tro/viden, intelligent design mm. Der er et lager af disse DVD’er, som nu sælges til stærkt nedsatte priser. Se nærmere på www.metaphysica.dk/dvd.

Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. I ORIGO og på skabelse.dk • fremføres facts om hvad vi rent faktisk véd om livets oprindelse og udvikling • lægges op til en fordomsfri diskussion af evolutionsteoriens ikoner • gives den videnskabelige kritik af darwinismen stemme • bringes nyt om forskningsprogrammet Intelligent Design (ID) og andre alternativer til den materialistiske evolutionstanke • påpeges de etiske problemer som landvindinger inden for (bio)teknik og medicin kan påføre et moderne samfund • findes artikler af både lettere og sværere karakter Alt sammen med vægt på en saglig og videnskabeligt forsvarlig argumentation.

ISSN 0109-6168

40

Til sikring af det faglige niveau har Origo tilknyttet en række personer med den nødvendige naturvidenskabelige basis. Endvidere er personer med ekspertise inden for sprog og kommunikation tilknyttet bladet og hjemmesiden til åbning af vinduet i elfenbenstårnet. Kort og godt har vi ambitioner om at være en uomgængelig røst i Norden når det gælder de store livsspørgsmål videnskab, skabelse og etik. ORIGO udkommer fire gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedr. abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 3514 3539. Giro 730 5753

ORIGO • NR. 115 • DECEBER 2009

ORIGO 115