Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 109, juni 2008

Det kommende paradigmeskifte II - nært forestående eller langt ude i fremtiden?

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 109 • Juni 2008 ORIGO 109

1

Redaktionskomité i Danmark • Fhv. overlærer Knud Aa. Back Ibsvej 27, 4440 Mørkøv.

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

Tlf. 5927 1864. E-mail: back@skabelse.dk • Cand.polyt. Finn L. N. Boelsmand Rolighedsve 11, 9690 Fjerritslev.

Tlf. 3539 7654. E-mail: finn@skabelse.dk • Cand.theol. Klaus Dahl Skæring Hedevej 52, 8250 Egå.

Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk • Seniorforsker, cand.scient. Holger Daugaard

Abonnement og bestillinger: Norge: Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien.

Bestil per sms på +47 45255878 eller mail på knut.sagafos@t-fk.no Danmark: Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909.

E-mail: abonnement@skabelse.dk

Tranevej 21, 8721 Daugaard.

ORIGOs web-adresser:

Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk

www.skabelse.dk • www.origonorge.no

• Erhvervskundechef, cand.oecon. Henrik Friis Lavendelvej 6, 7400 Herning.

Tlf. 9927 2909. E-mail: abonnement@skabelse.dk • Professor, dr.med. Søren Holm Cardiff Law School, Cardiff University, Law Building, Museum Avenue, Cardiff CF10 3XJ, Wales, UK. E-mail: soren@skabelse.dk • PR-medarbejder, multimediedesigner Flemming Karlsmose

Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: info@vactext.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

© ORIGO.

Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

Tomsgårdsvej 14, st. th., 2400 København NV Tlf. 2851 9450. E-mail: flemming@skabelse.dk • Cand.scient. Bent Vogel Kristrupvej 31, 8900 Randers.

Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk • Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg.

Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk

INDHOLD Juni 2008

• Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard

Temaet Det kommende paradigmeskifte behandles denne gang med følgende artikler:

Havrevænget 11, Rindum, 6950 Ringkøbing.

Tlf. 61664923. E-mail: kristian@skabelse.dk • Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. E-mail: info@vactext.dk (redaktionssekretær)

Redaksjonsråd i Norge • Konsulent, cand.scient. Rune Espelid 5650 Tysse.

E-post: rune.espelid@online.no • Forskningsleder, professor, dr.scient. Willy Fjeldskaar Grannesveien 19, 4020 Stavanger.

E-post: Willy.Fjeldskaar@iris.no • Professor Trygve Gjedrem Lyngveien 19, N-1430 Ås • Lektor Knut Sagafos Glaservegen 65, N-3727 Skien E-post: knut.sagafos@t-fk.no • Førsteamanuensis, dr.scient. Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø.

E-post: steinar@hitos.no • Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand Dragedalsveien 177, 3766 Sannidal.

E-post: peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Knud Aa. Back Ansv. red. af næste nummer: Steinar Thorvaldsen

2

4

Knud Aa. Back: VIDEN mod TRO II

7

Redaktionelt: Illustreret Videnskab imødegår kritik

10

Knud Aa. Back: The missing link

12

Knud Aa. Back: Stamtræet og den fælles forfader

14

Knut Sagafos: Intellgent design for børn

16

Jon Kvalbein: Antony Flew – ateisten som ble deist

20

Knud Aa. Back: Intelligent Design som videnskab?

25

Arne Kiilerich: Kemisk evolution

30

Redaktøren: Opklaring af begrebsforvirring

31

Indhold af ORIGO 108: Det kommende paradigmeskifte I

Forsidebilledet: Tårnfalken er “skudt” af Eva Agnethe Bramming.

ORIGO 109

Re d

På udkik efter paradigmeskiftet II Dette “temanummer” er en fortsættelse af “temanummeret” Origo 108 som udkom i marts d.å.

Og i disse to første origonumre i året før Darwin-året, undersøger vi muligheden for et paradigmeskifte inden for biologien. Det eneste alternativ der synes at være tilstrækkeligt kød på til at få os til at tænke evolution på en ny måde, er nok Intelligent Design (ID). Så vi er fortsat på udkik efter om dette forskningsprogram snart rykker noget i biologien, nu hvor det bliver mere og mere klart at livet i al dets mangfoldighed er afhængigt af et væld af “højteknologiske” nanomaskiner.

Dette alternativ til Darwin – eller måske snarere supplement til den gamle herres tanker – kan man forholde sig til på forskellig vis: Med interesse, med total ligegyldighed, med useriøs fjendtlighed og med undersøgende skepsis. Og det er de to sidste holdninger vi har set nærmere på sidste og denne gang. Illustreret Videnskabs noget poppede forhold til ID (IlluVid, 18/2007), og ANIS’ mere seriøse, men undertiden stærkt kritiske tilgang (dvs. Darwin eller Intelligent Design, under redaktion af T Hammersholt Christensen & S Harnow Klausen, Forlaget ANIS 2007).

Origo følger argumentet hvorhen det fører os. Som det også ses af bladets andre artikler.

Denne gang bringes også nogle af de tungere artikler i bladet, ikke kun på nettet. Vi er i redaktionen i stadige overvejelser om hvordan vi skal løse 2 stole-problemet: At tilgodese de læsere der ønsker den meget grundige gennemgang af synspunkterne, og så samtidig ikke skræmmer livet af dem der foretrækker en gennemgang for folk uden den store ledvogtereksamen. Og løsningen “at så lægger vi bare det tunge stof på nettet”, er måske ikke så ligetil som først antaget. Der skal også være plads til engang imellem at hygge sig med cigaren og det tunge Origo-stof på divaneseren. Og her vil en skærm unægtelig forstyrre billedet.

Så vi fortsætter også denne gang med supplement på nettet til bladets artikler.

Blot i lidt anderledes servering. Artiklen Kemisk evolution bringes fx sidst i bladet i sin fulde længde, og så kan man finde Sagen kort på nettet. Denne artikel, som bladets øvrige, burde virkelig være en øjenåbner over for behovet for en ny måde at tænke evolution på. Den vil nemlig sætte origolæseren i stand til bedre at kunne bedømme den næste kioskbasker: “Vand fundet på exo-planet 117,

og dermed er chancen for at finde liv på denne planet …” – stadig lig nul!

Endnu en ting: Man kan jo godt have en sproglig målsætning som ligger tæt op ad Nordisk Råds: At skandinaver udtrykker sig på deres modersmål, og at de andre så forstår det. Men i praksis viser der sig store hindringer for denne tiltalende tanke – i og med at skolernes undervisning i norsk og svensk er gået noget tilbage. For at imødekomme vores danske læsere vil de norske artikler derfor denne gang være at genfinde på nettet i dansk oversættelse.

Meningen er at alle origoartikler skal ligge på skabelse.dk, men da denne hjemmeside er under kraftig ombygning, og da vi ikke gerne skulle overbelaste de origofolk som er pudset på dén opgave (d’herrer Boelsmand og Karlsmose), er supplementsartiklerne til Origo 108 og 109 foreløbig anbragt på undertegnede redaktørs egen hjemmeside. Hertil viser skabelse.dk vej. Så skulle de være lette nok at finde med et par ekstraklik.

God fornøjelse med at blive klogere. .b

Hvor fører argumentet hen?

oo

Man pådrager sig to stik i hånden ved at rode i sin brændebunke hvor der er faldet et gammelt kæmpe kæmpe-hvepsebo ned. Men nu er der jo ikke levende hvepse i et gammelt hvepsebo …

ORIGO 109

OG to ““hvepsestik hvepsestik hvepsestik”” så tæt på hinanden tyder måske snare snare-re på en sådan siksakfætter som jeg næste dag møder ude på grusvejen hvor dén til gengæld har mødt sit endeligt.

Og er der hugorme på vejen, kan der vel også være det i min brændebunke ?!? Og mærkernes indbyrdes afstand og siksakfætterens ditto mellem hugtænderne … Hvorom alting er er,, de to stik i hånden er et sikkert tegn på at en eller anden form for intelligens har været på spil. Det kan ikke være to tilfældige splinter fra brændet som har lavet de mærker i min hånd. Og fået den til at hæve sådan …

3

ak

tio

ne

lt

VIDEN mod TRO II Vi fortsætter her ORIGOs gennemgang af Illustreret Videnskabs behandling af temaet Viden mod tro. Se andre artikler i samme boldgade på www.skabelse.dk. Gennemgangen af dette tema har strakt sig over to numre af ORIGO. Af Knud Aa. Back

Denne artikel findes i en fyldigere udgave på nettet med et par nyttige henvisninger. www.skabelse.dk viser vej.

prøve? Er det fordi man véd at man får problemer med netop denne metode over for Darwin?!

• Darwins idé om at fossilhistorien fortæller evolution? – Øh, hvordan var det så lige med Den kambriske Eksplosion?

• Neodarwinismens forudsigelse om at forskellige dyreformer har forskellige gener? – Var der noget med ens (næsten ens) tænd- og sluk-gener i mus og bananfluer?!

• At fejl i koden + den naturlige udvælgelse skulle være forklaringen på komplekse biologiske systemers helt tilfældige opståen. – Har man fået kulet den gnavende orm totalt ned som taler om IC og SC (oirreducibel og ospecificeret kompleksitet)?

Forskerne er én stor familie Fortsat fra Origo 108, marts 2008.

Barselskvinder og “forkert” viden Er der ikke noget man har glemt i den historie?

I afsnittet Den videnskabelige metode/Spekulationer bliver til fakta skriver Jørn Madsen om Semmelweis og barselsfeber; om hvordan denne læge fik dødeligheden blandt fødende kvinder til at falde drastisk ved at få de lægestuderende til at vaske hænder. I betragtning af at der gøres så stort et nummer ud af Galileo, er det påfaldende at man forbigår den latterliggørelse som Semmelweis mødte da han kom med sine nye ideer. Galileo er ikke den sidste som bliver smidt ud af det gode selskab fordi han finder ud af noget nyt. Men der bliver selvfølgelig lidt kraftigere suppe på konspirationspinden hvis Den katolske Kirke og Inkvisitionen kan blandes ind i smagssætningen.

Einsteins forsøg skulle stå sin prøve ved forsøg Hvorfor Einstein og ikke Darwin?

Næste afsnit er virkelig smart. Her illustreres på bedste vis hvad der karakteriserer den videnskabelige metode, nemlig at man kan efterprøve sine ideer. Det kætterske spørgsmål må så lyde: Hvorfor er det ikke lige en af Darwins forudsigelser man underkaster denne

4

Et eksempel på overspringshandling.

I dette “portræt af videnskaberne” får vi igen en fin servering af facts i små pædagogiske boxe. “I biologien er de kemiske forbindelser en del af levende organismer, hvilket øger kompleksiteten.” Sådan styrer man let og elegant uden om et gigantproblem, nemlig kompleksiteten! Men det er selvfølgelig også lettere at springe let over de steder hvor ens forklaringer ikke holder længere.

Kommende paradigmeskifte Hvad kan fremtvinge det?

Med afsnittet “Intelligent Design” Forklædt som videnskab er vi nået frem til dette temanummers hovedpointe. Og for at vi ikke skal være i tvivl om hvad det hér drejer sig om, illustreres artiklen af et reagensglas der tilsammen med en lineal danner et kors. Ja, nu gælder det virkelig om at slå kors for sig. Og det gøres så med at trække ekspert-kortet par excellence: De fleste forskere mener … At dét overhovedet kan være et argument i en seriøs videnskabelig debat, kan undre.

Og når det videre hedder at forskerne afviser ID’s argumenter, så er det heller ikke et tilfældigt ordvalg.

Ordenes medbetydning er vigtig når man vil vinde diskussionen før den overhovedet er kommet i gang. At substantivet forskerne står i bestemt form, indicerer at alle er enige – og de der ikke er, er ikke ordentlige forskere.

Sådan fortsætter hele artiklen med en ophobning af ORIGO 109

sproglige fordrejninger som skal føre læseren uden om det væsentlige, nemlig at der er forskere der af deres forskning tvinges til at søge andre forklaringer end “Darwins”: I forklaringboxen, øverst p.76, hedder det: »ID’s fortalere mener at mange fænomener i naturen er så sammensatte at de kun kan være skabt færdige.« – Beklager, det passer ikke. Dét IDisterne siger man kan påvise, er at visse specifikt komplicerede fænomener bærer umiskendeligt tegn på design. Og hvis dét skulle være “videnskab i forklædning”, så er arkæologi også videnskab i forklædning. »Forskerne [!] kan dog påvise at der er sket en trinvis udvikling.« Dette er også en påstand uden hold i virkeligheden. I intet af de tilfælde som IDister fremholder som tydelige eksempler på IC og SC, har darwinister “påvist en trinvis udvikling”.

Der er forskere, og så er der ID-tilhængere Sprogligt fup & fidus.

Så får vi en “på den ene side på den anden side-opstilling”: ID-tilhængernes argumenter og Forskernes argumenter. – Og vi bemærker det smarte lille trick: Biokemikeren Michael Behe og de andre IDister med akademiske uddannelser, er altså ikke forskere!

Men “forskernes argumenter” falder til jorden med et brag. For det er en tydelig ikke-forklaring at sige at knivmuslingen har fordel af lysfølsomme celler på ånderøret. Selvfølgelig har den fordel af sit biologiske udstyr. Det er jo ikke noget særligt. Det har alle arter med hver deres forskellige udstyr. Kom i stedet med den videnskabelige forklaring på hvordan programmeringen bag denne konstruktion er opstået. Her kommer “lidt efter lidt-metoden” ynkeligt til kort!

Men hvorfor IDister taler om IC i forbindelse med bakteriens flageller, taler man ikke nærmere om. Man konstaterer bare i en illustrationstekst at så skøre er de, at de ser flagellen som bevis på at verden er designet.

Man kan godt nok tale om et vist genbrug af visse dele i flagellen (som man forsøger at skyde hele IC-argumentet ned med), men mange af de vitale dele i flagellen, finder man ikke andre steder i bakterien. Så genbrugstanken holder ikke. Det skal nyt til. Derudover er hele den programmering som ligger bag opbygningen af flagellen, i sig selv et IC-system: Hiv en programmeringsdel ud, og hele “fabrikationen” falder sammen som et korthus.

Helt nyt aspekt En yderst besværlig Legoklods.

Endelig har Behe opdaget et nyt aspekt i flagellens IC: Genbrugsdelene skal bygges om. Hvert protein skal omprogrammeres for at kunne indgå i den nye funktion.

Og det skal ske på én gang. En klods der kun ændrer en ORIGO 109

Farlig viden for engelskkyndige: LLæs æs om flageller på arn.org arn.org..

ting ad gangen, dur ganske enkelt ikke og bliver smidt ud af den naturlige selektion!

Det kan godt være at darwinister har fantasi til at forestille sig at denne proces kan opbygges med en enkelt mutation eller to, men det har forskerne ikke! [Nå, det var nu bare for at drille lidt igen med samme mønt.]

Gælder naturlovene for darwinister?

Undertiden kan man have sine tvivl.

For undertiden skulle man virkelig tro at visse darwinister lever i et andet univers: De forestiller sig den ene gang efter den anden en løsning på komplekse problemstillinger som er i direkte modstrid med naturlovene.

Som det hedder med det afsluttende trumfkort i denne artikel: »En overnaturlig forklaring forklarer ingenting!« – Fuldstændig rigtigt, og det er IDister i hvert fald pinligt bevidste om; det er derfor de udelukkende holder sig til dét alle kan konstatere hvis de gider.

For hvis “den klassiske naturvidenskabelige metode er den bedste vej frem”, kan jeg ikke forstå at darwinister forfalder til sådan er det altså bare foregået-forklaringer den ene gang efter den anden: “Bakterien har fået sin flagel fordi det har vist sig en fordel for den i kampen for tilværelsen!” Skulle dette virkelig være et videnskabeligt argument? Man tager slet ikke højde for den nyeste forsknings udfordringer.

HUSK at HUSKat (Behe har påvist at) alt over tre koordinerede mutationer ligger langt ud over hvad man kan regne med – med de naturlove der gælder i dette univers.

5

– ikke isenkram, men – nano-kram er opstået af sig selv.

Jeg vil tillade mig at gentage: Det er ikke særligt videnskabeligt at påstå at information opstår af sig selv – det er ganske enkelt i strid med naturlovene. Derimod er det uhyggeligt videnskabeligt at konstatere (og dermed ikke til at komme uden om) at der i vores celler ligger en programmering der har et sikkerhedsniveau og en tæthed der ligger milevidt over hvad selv den vildeste programmør kan forestille sig. Og det behøver man ikke være Bill Gates for at konstatere.

Sandheden står til diskussion

OG den nye udfordring er på nanoplan at gøre rede for hvordan nye, specifikt komplicerede strukturer kan opstå. Dvs. man skal gøre rede for proteinopbygningen “i flyfabrikken” i alle dens (udviklings)trin. Først da er darwinisterne tilbage på det klassiske, naturvidenskabelige spor.

Fejl i byen IlluVid MISinformerer igen.

Så vi må konstatere at denne temmelig manipulerende artikel går temmelig fejl i byen på nogle afgørende punkter: For det passer ganske enkelt ikke når det påstås at • ID henviser til noget overnaturligt i stedet for at holde sig til videnskabelige argumenter • “flagellens påståede irreducerbarhed er tilbagevist fra flere sider”, Tværtimod, problemet bliver større og større for “Darwin” (jf. Dembskis forklaringsfilter i Origo 108) • “udviklingen fra simple[!] celler til komplicerede og højt specialiserede organismer [kan] forklares ud fra ganske enkle og helt naturlige processer”

Viden der stormer frem Det er netop det sidste som flere og flere forskere er blevet klar over i de seneste årtier.

Der er fx intet der hedder “simple celler” mere, allerhøjst simple forestillinger om selv den “simpleste” celle: Og til disse simple forestillinger hører at den naturlige selektion + fejl i genkoden skulle kunne forklare at fabrikker med samlebånd, transportfunktioner, elværk, datacentral og meget, meget mere højteknologisk

6

Noget om dogmatisk indstilling. »For dogmatikere er der én sandhed. For forskere står den hele tiden til diskussion. Videnskaben reviderer konstant sine teorier. Det gør det let at beskylde den for at være utroværdig, men sikrer i virkeligheden at vi bliver klogere på verden.« Amen to that, brother! For når det i denne tema-afslutning hævdes at »naturvidenskabens største styrke er at den er udogmatisk«, kan man kun sige: Gid det var så vel når det gælder evolutionsbiologi! Hvis det var tilfældet, hvordan kan det så være at flere forskere, lærere og andre (især i USA) har været ude for en sand forfølgelse blot fordi de har tilladt sig at gøre opmærksom på at darwinismens argumenter for evolutionen ikke er så nagelfaste som vi alle har troet engang?

At argumentationen om dogmatik synes så vigtig lige her, hænger utvivlsomt sammen med hele temakonceptet: At Darwin-kritik bunder i religion. Det er der selvfølgelig også meget der gør. Men igen: Det er irrelevant i ID-sammenhæng. For man kan nu engang ikke klandre ID-forskerne at der findes troende mennesker som (i misforstået iver for egen sag) desværre taler om noget de ikke har sat sig ind i.

Det er blandt andet derfor at vi her på Origo kun kan tilslutte os at der er behov for oplysning, oplysning og atter oplysning.

Men vi er nødt til at spørge, helt neutralt og uden polemisk bagtanke: Hvorfor gælder artiklens afsluttende bemærkninger så netop ikke for de rabiate darwinister, dem der går efter manden og ikke efter sagen? »Naturvidenskaben har selvtillid nok til at være åben og selvkritisk. Den er lige for alle og fordomsfri. […]« Jeg forstår det ikke!

Konklusion: Så IlluVids alt i alt velskrevne (men altså ikke imponerende faktuelle) artikler om dette tema afslører at bladets trosforestillinger om ID står i skarp kontrast til den viden vi i dag har på området. Skønne spildte kræfter. Ærgerligt! Tro mod viden.

ORIGO 109

Illustreret Videnskab imødegår kritik Den pop-videnskabelige fremstilling af ID i IlluVidtemaet Tro mod viden har også medført nogle læserreaktioner. Men at bedømme efter bladets egen gengivelse (5/2008) har disse reaktioner være noget spage.

En læser er ganske tilfreds, to andre lidt mere kritiske hvoraf den første gør opmærksom på at ID hviler på forskning, og at afvisningen heraf udelukkende skyldes vanetænkning. Redaktionens svar er at ID behandles nuanceret og sobert(!). – Sidste læser bliver tilsvarende afvist i sin kritik af at bladet fremstår så religionskritisk i sin emnebehandling.

Hvad mon IlluVid gør ved Origos grundige kritik af temaet Tro mod viden?

Peter Øhrstrøm har endvidere haft en mindre korrespondance med IlluVids redaktion. Nu bliver det spændende at se hvor nuanceret og sobert bladet vil behandle denne konkrete påpegning af fejl.

For at give Origos læsere mulighed for selv at vurdere forløbet, gengives korrespondancen her (så langt den er nået ved redaktionens slutning):

Som videnskabshistoriker/videnskabsteoretiker vil jeg vurdere, at der er tale om en meget gravende fejl, som er egnet til en meget uheldig form for mytedannelse. I det hele taget tydede bladets behandling af det komplicerede forhold mellem religion og videnskab efter min mening på, at redaktionen i meget ringe grad (eller måske slet ikke) havde konsulteret relevant og kompetent sagkundskab inden for videnskabshistorie og videnskabsteori. – I betragtning af den nævnte fejls grovhed havde jeg regnet med, at I ville have vedgået fejlen og rettet den. Nu har jeg kigget efter en sådan rettelse, men der er ikke noget herom i det nr. 5/2008 p.7, hvor der ellers bringes kommentarer mv. ang. det pågældende nummer af bladet. Har jeg overset noget?

(Jeg har desværre ikke alle de mellemliggende numre af Illustreret Videnskab.)

Første henvendelse sker per mail: I Illustreret Videnskab nr.18/2007, p. 66 skriver I: “Mange af videnskabens pionerer blev brændt på bålet af inkvisitionen for deres kætterske tanker.”

Inkvisitionen var grufuld, og jeg har naturligvis ikke i sinde at forsvare den. Men jeres udsagn er, så vidt jeg ved, forkert.

Det er ganske vist rigtigt, at Bruno blev brændt på bålet, men den frygtelige dom over ham havde ikke meget med hans videnskab at gøre.

I øvrigt er der Servetus, der blev brændt på bålet i 1553, men det var jo i det protestantiske Geneve – og altså ikke inkvisitionen. Og igen havde dommen ikke meget med Servetus’ videnskab at gøre.

Jeg har faktisk meget svært ved overhovedet at finde eksempler på, at videnskabens pionerer er blevet brændt på bålet af inkvisitionen (eller andre religiøse instanser) på grund af deres videnskabelige opfattelser.

Hvem er de mange af videnskabens pionerer, som efter jeres opfattelse har lidt denne frygtelige skæbne?

Næste per brev da den første ikke umiddelbart bliver besvaret: Kære Jens E. Matthisen Jeg sendte d. 1/2 2008 en mail til jer, hvori jeg påpegede en meget alvorlig faglig fejl i Illustreret Videnskab nr.18/2007, p. 66, hvor det hedder: “Mange af videnskabens pionerer blev brændt på bålet af inkvisitionen for deres kætterske tanker.” Jeg har kun modtaget en automatisk kvittering.

ORIGO 109

7

Og IlluVid svarer: Kære Peter Øhrstrøm.

Tak for dit brev med kommentarer til vores tema „Viden mod tro“. Jeg har sendt det videre til skribenten, Jørn Madsen, og fået nedenstående svar.

Venlig hilsen Jesper Bindslev Jørn Madsens kommentar: Jeg er desværre kommet til at viderebringe en myte, som jeg burde have tjekket. Jeg har efterfølgende brugt en del tid på nettet og i fagbøger og kan ikke finde eksempler, der underbygger udsagnet.

Det eneste gode eksempel er vel den nævnte Giordano Bruno, som tilsyneladende blev brændt som kætter for såvel sine religiøse tanker som sine mere videnskabelige ideer om et anderledes verdensbillede.

Jeg beklager fejlen.

Venlig hilsen Jørn Madsen

Hidtil har det været mit indtryk, at Illustreret Videnskab har lagt vægt på sagligt baseret og sober oplysning fra videnskabens verden. Den opfattelse har jeg dog sjældent kunnet kontrollere, fordi I sjældent skriver om emner, hvor jeg har ekspertviden. Nu er der faktisk et tilfælde, hvor jeg kan kontrollere jer. Jeg kan bære over med den grove faglige fejl, som I har begået (sådan noget kan jo ske), men kun hvis I er villige til at erkende og rette fejlen. Hvis I derimod ikke vil erkende og rette fejlen, kan jeg ikke længere have faglig tillid til Illustreret Videnskab. Det vil skuffe mig, hvis jeg skal opgive min tillid til jeres vilje til at yde troværdig og faglig solid oplysning fra videnskabens verden. Jeg håber derfor, at I vil erkende og rette fejlen i næste nummer af bladet. Jeg vil bede om at få et svar på denne henvendelse – gerne pr mail.

Med venlig hilsen Peter Øhrstrøm

8

Tredje henvendelse: Kære Jesper Bindslev Tak for din mail.

Jeg er glad for, at I erkender denne – efter min mening – meget grove fejl.

Det er i sig selv tillidsvækkende.

Kan jeg regne med, at rettelsen også bringes i bladet?

I øvrigt vil jeg lige understrege, at den frygtelige dom over Bruno havde ikke meget med hans videnskab at gøre. Der er ikke et eneste kendt eksempel på, at en afvigende videnskabelig opfattelse i sig selv har ført til inkvisitionens kætterbål for nogen videnskabsmand.

Jeg håber, at I også i fremtiden vil bringe videnskabshistoriske artikler i Illustreret Videnskab. Men sæt dog videnskabshistorikere til at skrive dem – ikke mindst når vi i Danmark har et af verdens førende institutter inden for videnskabshistorie (ved Aarhus Universitet).

Med venlig hilsen Peter Øhrstrøm Interessant efterspil Går IlluVid alligevel ind for ID? I det efterfølgende nummer af bladet (6/2008) gør man sig åbenbart alligevel tanker om design i naturen (Frederik Jølving). Som det hedder (p.56): Hukommelsen er designet til at tænke fremad. – Og videre frem: … hukommelsen har et formål. – Se, dette er betragtninger om design og formål som Origo kun kan tilslutte sig. .b

ORIGO 109

Den levende middelalder Et apropos til Viden mod tro-kommentaren i Origo 108: Om dannelse i middelalderens lys Fra p.154: I middelalderen var det ulige nemmere at finde ud af hvem der var dannet, og hvad dannelse indebar. Det handlede om at lære at læse, skrive og tale det sprog som var fundamentet ikke alene for kirken, men for hele den lærde verden der frem til o 1200 var nogenlunde den samme som kirken. Latin var et absolut krav, og begavede drenge (og nogle få piger) blev allerede i fem-seksårsalderen sat til at lære det.

Når de lærte at læse, fik de derfor ikke forelagt tekster på folkesproget, men på latin. […]

P.167: Middelalderen har åbenbaret hvad ægte humanisme er: En erkendelse af menneskets plads som det ikke selv har skabt, med ansvar for at tage vare på de værdier som er blevet det betroet. Middelalderen gør sig ikke til af sin lærdom. I ydmyghed mødes de [forskellige “skoler”] i en fælles søgen efter mening og forståelse. Men også i en erkendelse af tilstedeværelsen og afhængigheden af en kraftkilde som ophav til enhver form for indsigt. Oxford Universitets motto udtrykker det på følgende måde: Dominus illuminatio mea: Herren er mit lys. […]

Om kætteri og inkvisition P.178: For at blive stemplet som kætter skal man gøre mere end at tænke kætterske tanker. Man skal offentliggøre sine meninger og stå fast på dem når andre forsøger at vise vej tilbage til sandheden. […]

I ekstreme tilfælde havde domstolen tilladelse til at gøre brug af tortur for at sikre at en afhørt fortalte hele sandheden. Men den almindelige fremgangsmåde var at bede folk fortælle om deres hverdag, samtaler, møder og sociale og familiemæssige forbindelser. De fleste var så usikre angående forskellen mellem ortodoksi og kætteri at undersøgelserne via de udspurgtes udsagn havde let ved at afgøre om de var kættere.

P.179: […] Enhver der kender blot lidt til Vestens historie, har hørt om den frygtelige inkvisition og dens torturmetoder. […] Den grusomme inkvisition var ikke pavernes opfindelse: Den blev oprettet hen imod 1400-tallets slutning af et forenet kongerige som trodsede paven og “strammede garnet”. Den spanske inkvisition blev til på de “mest katolske” monarker Ferdinand og Isabellas bud i forlængelse af etableringen af en forenet spansk kongemagt i 1490’erne. […]

P.180: […] Takket være en samvittighedsfuld inkvisitor, Jacques Fournier, ligger vi inde med en omstændelig redegørelse for fremgangsmåden i middelalderens inkvisitionsprocesser. Fournier tyede næsten aldrig til tortur, for denne tidligere cistercienserabbed, der var blevet biskop i byen Pamiers, havde en grænseløs tålmodighed. Han spurgte folk ud om alt: samtaler, madvaner, familiefejder, fester og højtider. Gennem de mistænktes beretninger lærte Fournier dem at kende og var ofte i stand til at fastslå om de var overbeviste kættere eller blot naive eller forvirrede sjæle. […]

De anklagede som blev fremstillet for biskop Jacques, frygtede selvfølgelig for deres liv og fremtid. Men hvis de endte med at få en lang fængselsstraf, skete det som oftest som følge af deres egne bekendelser og ikke på grund af ORIGO 109

anonyme anklager fra fjender i landsbyen.

Fournier var ikke ude på at fælde folk og nød ikke at have magt over liv og død. Han mente at han gjorde sin kristne pligt ved at skille fårene fra bukkene og dermed rense kirken for de kættere som søgte at undergrave dens autoritet som formidler af frelsen. […]

Om moderne vrangbilleder P.196: Middelalderen var ikke bange for hekse, sådan som den moderne verden efter begyndelsen af 1500-tallet blev det. “Troens tid” var også fornuftens tid: tilliden til menneskets evne til at erkende sandheden var stor. […]

P.198: Der er ingen grund til at idyllisere middelalderens verden, men samtidig er det nødvendigt for eftertiden at indse at mange af de mareridt som den moderne tid har tillagt middelalderen, reelt er en afspejling af dens egen angst. Middelalderens kirke og samfund var på mange måder mere åbne og modtagelige over for fremmede mennesker og tanker end vores tid er. I fem århundreder er middelalderen blevet udsat for foragt, og det er blevet hævdet at eftertiden er bedre, klogere og anderledes. Men middelalderen er faktisk ikke det værste vi har.

P.250: […] Den europæiske middelalder, dens religion og kirke kan ikke længere afvises som en tilbagestående og formørket fortid. Denne erkendelse har været længe undervejs og stod faktisk allerede i 1932 at læse i den engelske historiker Christopher Dawsons bog The Making of Europe: An Introduction to the History of European Unity. […] … man gør klogt i at huske at vor civilisations enhedspræg ikke alene hviler på de sidste fire århundreders verdslige kultur og materielle fremskridt. Europa rummer andre dybere rodfæstede traditioner, og vi må søge bag om humanismen og bag den moderne civilisations overfladiske sejre hvis vi ønsker at få indblik i de basale sociale og åndelige kræfter som har været med til at forme Europa.

Den levende middelalder.

Fortællinger om dansk og europæisk identitet.

Af Brian Patrick McGuire. 301 sider. Ill: 44 fotos (42 i

farver), 1 kort. Pris kr. 299,00. [Udgivet 2005]

Til alle dem der hænger fast i billedet af den mørke middelalder, må vi bringe en advarsel.

Pas på denne bog. Den gør op med en del fordomme om middelalderen, bl.a. inkvisitionen.

9

The missing link Eller hvad der virkelig mangler Af Knud Aa. Back

Begrebet Missing Link, det manglende led, diskuteres af og til. Men det led der virkelig mangler i dagens biologi, er debatten, den faglige drøftelse af den grundlæggende præmis: Darwinismen hævder at 1) alle levende væsener er tilpassede efterkommere af en fælles stamfader 2) denne tilpasnings “motor” har været den naturlige selektion af tilfældige mutationer i DNA’et 3) tilfældige processer fuldt ud kan forklare alt liv – så når noget ser ud til at være designet, er dette blot en illusion.

Den 1. påstand kalder Behe darwinismes “første ben”. Og tilsvarende kalder han 2) for det “andet ben”.

Efterhånden som den moderne forskning i mikrobiologi og genetik skrider frem, nærmer den dag sig med hastige skridt hvor der er et par stykker der bliver nødt til at tage skyklapperne af.

Og med til skyklapfjernelsen hører: Darwinister må holde op med at forhåndsafvise den faglige diskussion med IDisterne med påstanden om at ID skulle være “religiøs”, at ID ikke er videnskab osv.

ID hævder at det er muligt, ud fra empiriske data, at slutte sig til følgende: Visse træk i verden omkring os lader sig bedst forklare ud fra intelligente årsager frem for tilfældige processer i naturen. Eftersom ID baserer sig på “hvad vi kan måle og veje”, har det intet med bibelfortolkning eller religiøse doktriner at gøre.

I øvrigt har ID-forskningsprogrammet fra første begyndelse haft som mål at finde metoder og forudsigelser om naturen som kan eftergøres af alle. Meget tyder på at dette mål er nået. Michael Behes forskning i

Jonathan Wells, PhD. siger det sådan [i PIG]: »The missing link (det manglende led) i evolutionsspørgsmålet er i sandhed blot manglen på debat.«

10

mikrobiologi har faktisk ført til en erkendelse af at Darwins idé om den naturlige selektion (på mutationer) alene fører til et bestemt punkt, men så heller ikke længere: The Edge of Evolution!

Så dét missing link darwinister her overser, er den frugtbare diskussion der altid opstår i det faglige miljø på grund af uenigheder. Almindeligt rygklapperi og given-hinanden-ret fører ikke fremad i erkendelsen. Det gør derimod den diskussion som føres hvor man gør et ærligt forsøg på at forstå “de andres” “mærkelige synspunkter”.

Artsdannelsen Man kunne passende begynde den frugtbargørende samtale med begrebet artsdannelse. Og til det formål kunne man begynde med at slå fast hvad dette begreb faktisk dækker over. Betyder det den form for variation der måske nok splitter op i nye (under)arter, men ikke tildeler arten nye egenskaber (ny kompleksitet)? Så er der ikke så meget at diskutere. Denne variation i arternes liv og historie er et velkendt og alment anerkendt fænomen.

Hvis artsdannelse derimod betyder dét som Darwin lagde i ordet, er en nærmere diskussion berettiget; nemlig at en art kan forvandle sig over årmillionerne til en afgørende ny art, med “nyopfundne” egenskaber som den gamle art ikke var i besiddelse af, altså ny INFO i DNA’et. For netop denne definition af begrebet artsdannelse er altafgørende for evolutionsteoriens forklaringskraft. Kan vi ved hjælp af forskningen slå fast med syvtommersøm at en sådan forvandling af arter har fundet sted (og altså stadig gør det)?

Artsdannelse i praksis Næste punkt på dagordenen kunne så passende være at undersøge om de påståede eksempler på artsdannelse holder ved nærmere eftersyn. Hjemmesiden talk.origin påstår fx at der er masser af “iagttagede eksempler på artsdannelse”.

At Galápagosfinkerne sandsynligvis har haft en fælles forfader på det sydamerikanske kontinent, er det tegn på at ny genetisk INFO er opstået, eller er det blot et eksempel på artens variationsbredde?

ORIGO 109

Bare sådan!

Det tredje punkt må så være at få påvist forskellen mellem Sådan er det altså bare foregået-forklaringer og så reel forskning. Som fx i Jørn Madsens meget fængslende beretning i Livets udvikling, p.18: »[…] særheder i isotopsammensætningen af andre stoffer tyder på at der allerede dengang [for 3,8 mia. år siden i Vestgrønland] levede organismer der kunne lave fotosyntese, hvor uorganisk kulstof vha. energi fra sollyset blev indbygget i organiske stoffer, altså temmelig komplicerede livsformer med et uventet avanceret apparat.« Nogle læsere ville måske blive narret til at tro at “ved hjælp af sollyset” er en videnskabelig forklaring på hvordan kuldioxid og vand kan blive til sukker, selv om det selvfølgelig ikke er dét JM mener. For sollyset som den udmærkede energikilde det er, er dog afhængigt af et maskineri for at sukkeret kan blive dannet, et maskineri som må bygges op i organismens celler.

Og her kommer vi ikke uden om følgende besværlige vej: Vi har en organisme uden grønkorn (dvs. cellens kendte sukkerfabrik). Eller en celle uden programmering for grønkorn. Nu skal der så indfinde sig en mutation i cellens DNA som er den første begyndelse på at få dannet denne sukkerfabrik. – Derefter skal der indfinde sig endnu en mutation. Men hvis den overhovedet skal have en virkning i forhold til vort usynlige mål (at få lavet en programmering der opbygger en sukkerfabrik), må den “ligge i forlængelse af ” den første mutation. Ellers kan det i bedste fald være ligegyldigt, i værste ødelæggende for “fremtidsplanen”. Tredje fejl (altså mutation!) må igen ligge i forlængelse af de to første. Og således videre med mutation nr. 3, nr. 4, nr. 5 … OG nr. 1.000!

Hvis man videnskabeligt kan gøre rede for hvordan en sådan proces er forløbet (ikke bare hvordan man forestiller sig den er forløbet), vil man stå med Darwins forklaring på “ændringer i små skridt, ét trin ad gangen”.

Derudfra må det så være – ud fra helt nøgterne, videnskabelig principper – tid til at vurdere om Darwins forklaring dur, eller vi skal søge en anden.

En sådan undersøgelse kaldes vist nok forskning, eller hvad!

Platon har tillagt Sokrates følende udsagn: »Vi må følge argumentet overalt hvor det leder os.« sådan at samme gen sætter gang i fosterudviklingen af ben hos både bananfluer og mus.

Men igen: En påstand om at vi nu står med et uomgængeligt bevis for evolution i praksis, er ikke nok. Der skal mere til. For godt nok kan en skade på et regulator-gen hos bananfluen få insektet til at udvikle et ekstra vingepar. Men vi mangler lige det til vingerne hørende muskelapparat, så den arme flue også kan bruge disse ekstra vinger til det vinger nu engang skal bruges til. Og her er vi tilbage ved problemet fra før. Vi skal have en skudsikker forklaring på hvordan de mutationer som skal til for at opbygge et nyt sæt muskler, kan indtræde med den fornødne præcision de rigtige steder i fluefosteret.

Hvordan når vi frem til en fjerde mulighed (ny flyveteknik) når de hidtidige Evo-Devo-eksperimenter med reguleringsgener i bananfluer har haft følgende tre udgange?

1. en normal bananflue 2. en skadet bananflue 3. en død bananflue Som Jonathan Wells lakonisk tilføjer: Bananfluen er “ikke engang [blevet til] en hestebremse; for slet ikke at tale om en hest!”

Den tossede professor advarer mod at læse: Jonathan Wells’ The Political Incorrect Guide* to Darwinism & Intelligent Design, 2006 [*PIG®]

Evo-Devo som redningsplanke En nyere forskningsgren har tændt darwinisters håb om en forklaring på hvordan evolutionen kan finde sted ved hjælp af de tilfældigt opståede fejl i koden (mutationer). Og det er Evo-Devo (som er en forkortelse af Evolutionary Development Biology). Den forskningsgren beskæftiger sig med reguleringsgener, en slags tænd og sluk-gener som kan påvirke en hel serie andre gener. Fx har man fundet et reguleringsgen som er praktisk taget ens i både bananfluer og mus, forstået ORIGO 109

empiriske data – “et bevis” – men da danske forskere nødigt taler om beviser, vil vi hellere “oversætte” det med overbevisning som har dataene med sig eller forskningsresultater der baserer sig på faktuelle undersøgelser eller forsøg.

11

Stamtræet og den fælles forfader Hvem har ret: Behe eller Wells?

Hvor man må frygte at den frie faglige debat (især om evolutionens grænser) glimrer ved sit fravær i mange darwinistiske kredse, udkæmpes den med stor entusiasme i ID-forskermiljøet. En af de ting man ser noget forskelligt på, er Darwins idé om den fælles oprindelse.

Nogle finder denne idé uden hold i den oempiriske virkelighed, solidt plantet i dén filosofiske luft Darwin for det meste lukkede ud i sine udgaver af Arternes Oprindelse. Andre ID-folk finder måske netop dét empiriske belæg for ideen som ikke engang darwinisterne har kunnet lægge på bordet.

Jonathan Wells skriver som konklusion på kp. VI i sin bog PIG, p. 47 (et kapitel han kalder Hvad molekylerne i virkeligheden fortæller os om vore forfædre): »Slutninger ud fra molekylær-sammenligninger af kandidaterne til hvalens afstamning konflikter med hvad vi kan slutte ud fra den osammenlignende anatomi; molekylær-sammenligninger af de forskellige dyrerækker (ofylæ) konflikter med hinanden; og de konflikter man løber ind i når man forsøger at opstille fylogenetiske stamtræer, får mange biologer til helt at opgive tanken om en fælles stamform. Og dog er ho-

Underligt at tænke på at man råber op om religion og tro når man hører om Behes forskning. Og så lige ham som måske netop kan fremlægge dét bevis for den fælles afstamning som darwinisterne gerne vil have.

12

Sagen kort:

Den frie diskussion trives hos IDisterne. Fx er de ikke enige om begrebet den fælles oprindelse. Wells mener at de molekylære sammenligninger mellem de forskellige dyrerækker kan man lige så godt skrotte.

Det mener Behe måske også. Men, og her kommer det vigtige, han finder tegn på den fælles oprindelse på en anden måde: Nemlig hvis der i to forskellige arter forekommer én og samme genændring (fejl) på nøjagtigt det samme sted i koden, er det et kraftigt indicium for at denne mutation er ført videre i begge afstamningslinjer.

vedproblemet med de molekylære stamtræer ikke at de konflikter med det omorfologiske vidnesbyrd eller at de konflikter med hinanden. Hovedproblemet er at de går ud fra dén fælles oprindelse de foregiver at ville sandsynliggøre. Afstamning med modifikationer fra en fælles stamform må man læse ind i molekylerne, de molekyler som i sig selv ikke fortæller os det mindste nyt eller skelsættende. Som belæg for darwinismen er den molekylære fylogenese ikke spor bedre end at læse indvoldene i en slagtet kylling« [jf. den romerske spådomskunst].

Jeg er ikke sikker på at Behe ikke giver Wells ret med hensyn til den forskningsmæssige relevans i de fylogenetiske stamtræer; men det interessante er at Behe ud fra sin egen forskning faktisk er overbevist om at Darwins grundtanke om den fælles afstamning, er korrekt. Blot med en helt anden begrundelse. Det kan man læse om i Behes The Edge of Evolution, i kapitlet What Darwinism Can Do, hvorfra her følger min prøveoversættelse af et par relevante klip: Ord forsynet med dette tegn foran oordet, er forklaret i ordlisten bagest i bladet.

ORIGO 109

P.64: »I de næste par afsnit vil jeg henvise til nogle af de seneste forskningsresultater fra studiet af DNA som overbeviser de fleste forskere, herunder undertegnede, om at et “ben” i den darwinistiske teori, nemlig den fælles oprindelse, er korrekt.« P.70-71: »Hæmoglobin-sekvensen i forskellige arter er en meget god afspejling af dét biologiske klassifikationssystem man er nået frem til ca. 100 år tidligere.

Aminosyre-sekvensen i oβ-kæden i menneskets hæmoglobin er meget forskellig fra den vi finder i fisk, noget forskellig fra pungdyret kænguru, temmelig ens fra pattedyret hund og fuldstændig identisk med den vi finder i chimpansen. Dette protein-mønster passer fantastisk med Darwins forestilling som det forgrenede livstræ.

Men ikke blot hæmoglobin, også mange andre ligheder på molekylærniveau har vi opdaget mellem mennesket og andre primater, og, set i et bredere perspektiv, som grundlag for alt liv.

Men der må tages ét alvorligt forbehold. Årsagen til at forskellige dyr har hæmoglobin der ligner hinanden, kan være at det er det eneste protein der er i stand til effektivt at bære oxygen [red.: ilten i blodet]. På nøjagtig samme måde som at alle organismer baserer deres molekylære opbygning på karbon [kulstof] fordi karbon er det eneste grundstof der er mangesidigt nok til brug for livet, kunne man forestille sig at det ganske enkelt er sådan at alle dyr må have en vis lighed i deres molekylære maskineri. Så ethvert større dyr måtte ganske enkelt besidde et protein der er meget lig hæmoglobin, selv hvis det er opstået hver for sig.

Denne indvending dur bare ikke for to organismer hvis de deler et særkende som ingen funktion har. Når to afstamningslinjer deler hvad der viser sig at være en vilkårlig genetisk fejl, bliver indicierne for den fælles oprindelse overvældende, på nøjagtig samme måde som indicierne for plagiat bliver nok så håndfaste hvis en skribent laver den samme usædvanlige stavefejl i samme ord som en anden har. Og et sådan stærkt indicium finder man i menneskets og chimpansens ogenom. Det er fx sådan at både menneske og chimpanse besidder en ødelagt kopi af et gen som i andre pattedyr hjælper i produktionen af C-vitamin. Og det medfører i sin tur så at hverken mennesket eller chimpansen kan fremstille deres egen C-vitamin. Hvis det nu er sådan at en forfader til de to arter engang var ude for en sådan mutation og derefter gav arven videre til de to afstamningslinjer, ville det på smukkeste vis forklare situationen.

Endnu et kraftigt indicium for menneskets fælles oprindelse med de andre primater ses i arternes hæmoglobin – ikke blot i det aktivt virkende, men også i et ødelagt hæmoglobin-gen. Ét sted i menneskets genom har vi fem gener for proteiner som er i funktion på forskellige udviklingstrin (fra fosterstadiet til voksenindivid) som den anden (β-lignende) hæmoglobin-kæde.

Dette omfatter genet for β-kæden selv, to næsten idenORIGO 109

tiske udgaver af en oγ-kæde (som optræder i fosterets hæmoglobin) og adskillige andre. Hos chimpanser ligger generne i nøjagtig den samme orden. På et sted mellem de to γ-gener og et gen som kommer i funktion efter fødslen, har menneskets DNA et ødelagt gen (et “pseudo-gen”) der i høj grad ligner et funktionsdygtigt gen for en β-kæde, men som rummer en sekvens som forhindrer det i at kode for et bestemt protein.

Chimpanse-DNA’et indeholder et pseudogen som er næsten ens på samme position. I begyndelsen af pseudogenet hos mennesket ligger to særlige ændringer i onukleotidets bogstaver som åbenbart deaktiverer genet. Chimpansens pseudogen har nøjagtig den samme ændring. Lidt længere nede i menneskets pseudogen ligger en odeletions-mutation hvor lige bestemt ét bogstav mangler. Af tekniske årsager bevirker deletionen at genets kodning uigenkaldeligt er gået i smadder. Nøjagtigt samme bogstav mangler i chimpansens gen. Hen imod slutningen af menneskets pseudogen mangler endnu et bogstav. Chimpansens pseudogen mangler tilsvarende.

Altså, de samme fejl optræder i det samme gen på de samme positioner i både menneskets og chimpansens DNA. Hvis en fælles forfader engang løb ind i disse fejl i koden og efterfølgende var ophav til disse to nutidige arter, ville det forklare hvorfor begge arter har dem i dag. Det er svært at forestille sig hvordan vi skulle kunne stå med et stærkere indicium for menneskets og chimpansens fælles afstamning.«

Fri forskning Som man kan se her, har ID-forskerne ikke opsat nogle grænser for hvad man må forske i, og hvilke resultater man må nå frem til. Så det er altså fri forskning, i ordets bedste betydning, IDisterne bedriver. I modsætning til visse darwinister som måske ikke helt vil se virkeligheden i øjnene når det gælder evolutionens (manglende) forklaringskraft. Hvorfor må man fx tale om intelligens bag et radiosignal (hvis man skulle være så heldig at støde på et i SETI-forskningen) som måtte bære umiskendeligt præg af design, når man ikke må tale om intelligens bag DNA-koden? Det bliver vist sværere og sværere at komme uden om den konstatering som alle kan gøre, nemlig at denne programmering bærer umiskendeligt tegn på design. .b

13

Intelligent design for børn Av lektor Knut Sagafos

En kommentar til ANIS, Kapitel 10, Intelligent design for børn av Caroline Schaffalitzky de Muckadell

En dansk oversættelse af artiklen findes på nettet; www.skabelse.dk viser vej.

Fra Generell Læreplan for grunnskole og videregående opplæring i Norge: Øvelse i vitenskapelig forståelse og arbeidsmåte krever trening av tre egenskaper: • evnen til undring og å stille spørsmål • evnen til å finne mulige forklaringer på det en har observert og • evnen til gjennom kildegranskning, eksperiment og observasjon kontrollere om forklaringene holder (side 16) Samtidig er det viktig at de[elevene] ikke oppfatter vitenskap og teori som evige og absolutte sannheter. (side17) Caroline Schaffalitzky de Muckadell (heretter CSdM) sier at hennes filosofiske forutsetninger blant annet er absolutt etikk og antakelser om at naturvitenskapen i det store og det hele er en troverdig kilde til viten. Jeg er helt enig i den første antakelsen og langt på vei enig i den andre. Jeg tror på en objektiv virkelighet vi kan undersøke ved vitenskapelige metoder, men det ligger i vitenskapens natur at den må kritiseres og undersøkes. Man bør stille spørsmål, søke svar og deretter undersøke holdbarheten av svarene.

Naturvitenskapen bør jo ha som formål å fremfinne sann kunnskap. For moro skyld gjennomsøkte jeg den generelle læreplanen som brukes i Norge med øye for å finne alle ord med “sann” i seg. Jeg fant ordet brukt kun én eneste gang (se understreket sitat over) i det 44 sider lange dokumentet som gjelder både for grunnskolen og den videregående skolen.

Den generelle læreplanen oppfordrer oss lærere til ikke å formidle vitenskap og teori som evige og absolutte sannheter – heldigvis. Slik er situasjonen altså i Norge anno 2008.

14

Videre så stiller læreplanen opp tre egenskaper som er viktige å oppøve hos elevene, prinsipielt i alle fag, med tanke på utdannelse av framtidige vitenskapsmenn og -kvinner.

De tre egenskapene er en undrende og spørrende holdning, søke forklaringer på observerte fenomen og å sjekke om forklaringene holder vann.

Er ting slik de ser ut eller er de ikke?

Spørsmålet er et gammelt filosofisk problem, men de fleste spørsmål starter med en observasjon – også spørsmålet over.

Vi vet fra vitenskapelige observasjoner at selv den enkleste celle inneholder en bruksanvisning (DNA) for opprettholdelse av livet og videreføring av livet i generasjon etter generasjon. Denne bruksanvisningen tilsvarer mange tusen boksider med hensyn til informasjon. Videre vet vi at alt liv trenger en slik bruksanvisning for å kunne dannes. Vi vet også fra vår daglige erfaring at kompliserte (og enkle!) bruksanvisninger skrives av intelligente mennesker (selv om bruksanvisningene kan være temmelig dårlige). Vi vet også at alle bruksanvisninger som skrives, skriver seg ikke selv, uten at det har vært en form for intelligens i kulissene. Dette vet vi. Vi vet dessuten at den ateistiske darwinismen fastholder at alt som ser ut til å være designet i naturen, ikke er designet.

Våre observasjoner av bruksanvisningers tilblivelse stemmer ikke med den darwinistiske teorien som sier at det ikke står en intelligens bak oppskriftene. Hva er riktig?

Her må elevene få lov til å undre seg og forsøke å finne mulige forklaringer. ID er ikke en fullstendig vitenskapelig teori, men det behøver ikke bety at tankene må framstilles som dårligere enn darwinismen. På gjeldende punkt er ID faktisk en langt bedre forklaring. ID viser at det er konsistens i opphavet til informasjon. Informasjonen i såvel bruksanvisninger som informasjonen i DNA blir ikke til ved tilfeldigheter. Dette stemmer med moderne informasjonsteori – uavhengig av ID. Men dersom vi “vet” at intelligens ikke kan ha vært en av variablene i dannelsen av det første liv, så er darORIGO 109

winismen overlegen. Men – bare fordi den er den eneste teorien som er tillatt. Men hvordan “vet” man at intelligens ikke var en av ingrediensene ved dannelsen av livet? Man vet det ikke, men man antar det, man forutsetter det fordi da er intelligensen utelukket (intelligensen kunne jo nemlig være Han du vet).

Men da har jo man forutsatt det man gjerne skulle vise, nemlig at det første liv med bruksanvisning og det hele – kunne oppstå tilfeldig.

Her følger noen av argumentene CSdM stiller opp for krav om ID i biologitimene.

Tolerance “Hvis meningen med biologiundervisningen i skolen er at bibringe eleverne viden om bl.a. kroppens funktioner og arternes udvikling, må man derfor sige at et krav om tolerance er malplaceret.” (ANIS, CSdM side 319) Kommentar: Her blander CSdM naturvitenskap knyttet til eksperimentell viten og historisk viten. Det er ingen dissens om kroppens funksjoner som sådan, men artenes utvikling (historisk viten) strides de lærde om.

Dersom toleranse har noen verdi i skolen, så burde man her i det minste åpne for et alternativ til undervisning i den blinde, tilfeldige evolusjonen som jo i sitt vesen er ateistisk. Skal skolen være ateistisk forkynnende?

Naturvidenskapelig evidens “Vi skal […] blot konstatere at der […] i denne bog faktisk er enighed om at de naturvidenskapelige argumenter for [c]reationisme eller intelligent design ikke er overbevisende og måske endda alle direkte kan tilbagevises” (p.321).

Kommentar: Men der finnes faktisk mer enn 700 vitenskapsmenn (CSC - Center for Science and Culture) på høyt nivå som ikke lar seg overbevise av de evolusjonistiske argumenter. Da bør man kunne åpne for samtale med elevene om dette selv om man selv er sterkt uenig.

CSdM slutter av dette avsnittet med å si at “der kan være en pædagogisk pointe at hente” [i å debattere ID].

Dette slutter jeg meg til.

Fuldstændig forståelse af naturen(s orden)

Kommentar: Selv om naturen ikke nødvendigvis alltid fremtrer som automatisk designet, så må man innrømme at elementer i naturen i det minste fremtrer som designet. Å hevde at naturen ikke er designet, er i seg selv en tolkning av naturen, men tolkninger hører jo hjemme i fortolkningsteorien ifølge CSdM. Også Richard Dawkins, erklært ateist, sier at naturen ser ut som om den er designet. Prof Richard Clinton Dawkins er altså enig at det ser ut som om det er design i naturen. Vår observasjon av naturen gir oss assosiasjoner til design. Darwinismen fortolker dette som en illusjon. Hvorfor hevder ikke CSdM at dette hører hjemme i fortolkningsteorien? Det finnes nemlig vitenskapsmenn som støtter muligheten av at det som ser ut som det er designet, faktisk også kan være det. Det er jo her ID kommer på banen med sine vitenskapelige verktøy for å kunne avgjøre om det er designet eller ikke.

Undervisning i ID CSdM konkluderer med at man ikke bør pålegge biologilærere å undervise i ID ettersom det ikke holder faglig mål, men at det kan være et pedagogisk trekk å stille evolusjonen opp som den beste teori og ID som den dårligste teori. Det siste smaker av forutinntatthet, det ville være bedre å si rådende teori og supplerende teori.

Det finnes jo ID folk som også sier de er evolusjonister, et eksempel er Michael Behe. Han hevder at darwinismen ikke er hele forklaringen på livets opprinnelse og videreføring, men Behe påviser ID som beste forklaring av enkelte organismers opprinnelse.

ID i skolen kan være gunstig dersom læreren kjenner godt til ID, men ellers er det ikke noe poeng å pålegge lærere å undervise i ID. En lærer bør imidlertid sørge for å undervise i argumenter både for og imot darwinismen. Gjøres ikke det siste, så er læreren en ateistisk forkynner i biologitimene. Da blir det en religionsmisjon i form av ateisme i biologitimene. Det kan vi ikke ha, verken i Norge med sin kristne formålsparagraf, eller i USA hvor man skal være religionsnøytral i offentlige undervisningsinstitusjoner. Ateismen må ikke ligge oapriori til grunn for den historiske fortelling om evolusjonshistorien i biologitimene.

“Fx kan man hævde at naturen automatisk fremtræder som “designet”[,] og at dette er et træk man ikke blot kan se bort fra. Jeg mener personlig at denne fænomenologiske analyse er temmelig tvivlsom og uunderbygget […] Det synes at den i hvert fald snarere hører til i psykologien eller fortolkningsteorien end i biologien.” (side 322-323).

ORIGO 109

15

Antony Flew – ateisten som ble deist Av Jon Kvalbein

Sagen kort: Denne artikel findes på nettet i dansk oversættelse. www.skabelse.dk viser vej.

Det vakte sensasjon da den verdenskjente engelske ateisten Antony Flew i 2004 erklærte at en intelligent Skaper måtte stå bak universet. Bare dette kunne gi en god forklaring på universets lovmessighet, livets opprinnelse og naturens kompleksitet, hevdet han.

Flews “omvendelse” skapte sjokkbølger blant ateister over hele verden. Flew er ingen hvem som helst. I dag regnes Richard Dawkins, Daniel Dennett og Christopher Hitchens blant “den nye ateismens” fremste aktivister. Men forut for disse var Antony Flew eneren.

Antony Flew har nettopp gitt ut boka There Is a God: How the World’s Most Notorious Atheist Changed His Mind (HarperCollins 2007). Den er skrevet i nært samarbeid med den kristne apologeten Roy Abraham Varghese. I forordet omtaler Flew boka som “sin siste vilje og testamente” og erklærer: Jeg tror nå at det finnes en Gud! I de første kapitlene beskriver han sin ateistiske periode. Deretter skildrer han sin vei fra ateist til deist og gjør rede for de argumentene som førte til at han endret syn.

I kamp for ateismen Antony Flew ble født i London i 1923. Han vokste opp i et kristent hjem. Faren var metodist - predikant og kirkeleder. Men Antony mistet troen i tenårene. I utdanningstiden ble han ateist og marxist.

Flews første offentlige oppgjør med troen på Gud skjedde i 1950. Det fant sted i University Socratic Club i Oxford, et diskusjonsforum som i årene 1942-54 ble ledet av den berømte kristne apologeten C. S. Lewis.

Klubben var et livlig møtested mellom ateister og kristne. En ledesnor for samtalene var en formaning som Platon har tillagt Sokrates: Vi må følge argumentet overalt hvor det leder oss.

16

Historien om ateisten Antony Flew er den klassiske om en ung mand som kaster barnetroen ud med det første barbervand fordi “ærlighed over for kendsgerninger” tvinger ham. – Fortsættelsen på historien hører man til gengæld ikke så tit om: At ateisten af sin egen undersøgelse af det han troede var kendsgerninger, tvinges til at tage sin ateistiske tro op til fornyet overvejelse. Det har selvfølgelig gjort at han er blevet mødt med en mur af fordømmelse og tavshed. Det er ganske enkelt for pinligt at en mand “følger argumentet hvorhen det fører ham” – hvis man altså er ateist. For folk som ser lidt mere realistisk på tilværelsen, forekommer historien måske ikke så mærkværdig.

Flews skrift “Theology and Falsification” skulle bli det første av 35 verker om ulike filosofiske emner. Flew fikk fremtredende stillinger ved læresteder i England, Skottland, USA og Canada. Som pensjonist bor han nå i Reading, en times reise vest for London.

Som filosof var han opptatt av å finne logiske argumenter imot Guds eksistens. Hans bok “God and Philosophy” er et systematisk forsvar for ateismen der han forsøker å vise at alle argumenter for Guds eksistens er ugyldige.

Flere av bøkene var anti-teologiske. De ble mottatt med begeistring av meningsfeller. Flew fremsto som den førende ateist i mange offentlige debatter med fremtredende kristne apologeter. I 1976 debatterte han i Texas med Thomas Warren over flere dager med 57 000 tilhørere i auditoriet. Samtalene var oftest konfrontasjoner. Men Flew lyttet også til motparten og tok deres argumentasjon på alvor. Richard Swinburne “The Coherence of Theisme” og Gerhard Schroeder “The Science of God” var bøker som gjorde inntrykk på ham.

ORIGO 109

Åpen for argumenter

Skapt for liv

Flew var åpen for nye synspunkter. Forskere har i lang tid grublet over: Hvordan kan våre handlinger ha fysisk-kjemiske årsaker, samtidig som vi har fri vilje? Flew kom til at vi må skille mellom to helt ulike former for årsaker. Fysiske årsaker har nødvendige virkninger som ikke kan unngås. Moralske årsaker gir mennesket impulser som gir frihet til ulike reaksjoner. Behov og ønsker kan føre til ulike handlinger eller undertrykkes, og valgmulighetene gjør mennesket ansvarlig for sine handlinger.

Flew var kritisk til Richard Dawkins teori om det egoistiske genet. Et gen er verken egoistisk eller uselvisk, og mennesket er ingen overlevelsesmaskin som styres av genene. Gener bestemmer ikke vår atferd, hevdet han.

Enda sterkere taler det faktum at universet synes å ha vært lagt til rette for livet og mennesket. Dette såkalte antropiske prinsipp har vært formulert av tenkere som Martin Rees, John Barrow og John Leslie. I naturen finnes naturkonstanter som lyshastigheten og elektronets masse. Hadde størrelsen av disse vært det minste annerledes, kunne det ikke ha eksistert noe levende. Det finstemte universet er nødvendig for at liv skal kunne oppstå, men det er ikke en tilstrekkelig betingelse for liv. I sin bok “Infinite Minds” argumenterer John Leslie for at dette finstemte universet best kan forklares med at det eksisterer en Skaper. Flew drøfter i boka alternative forklaringsmodeller – blant annet tan-ken om at det skal finnes flere universer, men forkaster disse som spekulative ideer.

En ny erkjennelse Antony Flew erklærer nå: Universet ble skapt av en Intelligens. Livet og reproduksjonen har en guddommelig kilde. Ja, han kjemper for at dette synet skal få en rettkommen plass i skolens undervisning. I 2006 var Antony Flew blant underskriverne på en henstilling til statsminister Tony Blair om å inkludere Intelligent Design i det britiske naturfagpensumet. Dette vakte sensasjon.

Hva var det som ledet Flew til denne erkjennelsen?

Tre naturvitenskapelige lyskastere peker mot Gud, hevder han. Den første er det faktum at naturen er underlagt lovmessighet. Den andre er livets intelligente organisering og målrettede karakter. Den tredje er naturens finstemthet, som gir grunnlag for liv. “Men også fornyede studier av klassiske filosofiske argumenter har ført meg i den retning,” skriver Flew.

La oss se nærmere på hvordan Flew resonnerer.

Naturlovene er skapt Naturen er styrt av naturlover. I skolen har vi lært om Boyles lov for ideelle gasser, om Newtons treghetslov og om at energimengden i et isolert system er bevart.

Universet er knyttet sammen av slike universelle lover.

Albert Einstein snakket om en “inkarnert fornuft”.

Han utforsket naturen under perspektivet: Jeg ønsker å kjenne Guds tanker, resten er detaljer. Einstein hadde ikke et kristent gudsbegrep. Han trodde på en overlegen Tenker som var kilden til naturens rasjonalitet, og han forutsatte at denne virkeligheten var tilgjengelig for mennesketanken.

Flews studier av arbeidene til naturforskere som Einstein, Planck, Heisenberg, Schrödinger og Dirac gjorde inntrykk. Naturlovene er ikke menneskelige oppfinnelser, men oppdagelser av noe som virkelig eksisterer i naturen. De gir eksistensen en underliggende plan og mening. Naturens rasjonelle karakter peker mot en intelligent skaper, hevder Antony Flew.

ORIGO 109

Tanken er før materien Etter oppdagelsen av DNA-molekylet har forskere fått øynene opp for hvor utrolig komplekst livet er. Det finnes ingen naturalistisk forklaring på hvordan livet kan ha oppstått. Det grunnleggende filosofiske spørsmål er: Hvordan kan materie produsere organismer med indre drivkrefter, selvreproduserende egenskaper og kjemiske styrende koder? Det finnes ingen forklaring på hvordan materie kan gi opphav til liv.

Den genetiske informasjonen som ligger i et DNAmolekyl, skal overføres til RNA som produserer aminosyrer som settes sammen til proteiner. Koden er knyttet til molekylene, men koden er ikke i seg selv materiell.

Bare kodens eksistens er et mysterium. Kan informasjon oppstå spontant fra en samling tankeløse molekyler ved hjelp av blinde og formålsløse krefter?

Andy Knoll, en Harvard-forsker som i lang tid har studert hvordan livet kan ha blitt til, sier: Vi vet ikke hvordan livet startet på denne planeten. Nobelpris-vinneren George Wald konstaterte for noen år siden: “Vi velger å tro på det umulige: at liv oppstod spontant ved en tilfeldighet.” Nå hevder han at universet og livet er blitt til ved en Skaper. Utviklingslæren fremmer den ideen at tanken er et produkt av evolusjonen. Men det er motsatt, hevder han: Tanken var forut for og kilden til både materien og livet.

Antony Flew konkluderer for sin egen del i samme retning. Det eneste tilfredsstillende forklaring på det målrettede, selvreproduserende livet som vi ser på jor-

17

Antony Flew – “verdens mest notoriske ateist ”, ateist”, der ble deist

den universet eksisterer, er det rimelig å anta at Gud eksisterer. Flew slutter seg til dette resonnementet.

Åpen for ledelse

den, er en uendelig intelligent Hjerne. Denne Hjernen er det Flew betegner som Gud.

Universet har en årsak Kan noe komme fra ingenting? Big Bang-teorien viser at universet har hatt en begynnelse, et faktum som har rystet mange ateister. Dette er i samsvar med skapelsesberetningen (1. Mos.1:1). Hva eller hvem var årsaken til universets eksistens? På naturvitenskapelig grunnlag vil det ikke være mulig å svare på spørsmålet, da det ikke er mulig å registrere noe som har vært før universets eksistens. Flew viser til ulike spekulasjoner og konstaterer at ingen av disse utelukker en Skaper.

Antony Flew: Følg argumentene dit de leder.

Richard Swinburne resonnerer – her summarisk gjengitt: Hvis Gud eksisterer, vil han kunne skape noe så fininnstilt og komplekst som universet. Det er svært usannsynlig at universet eksisterer uten årsak. Det er mer nærliggende å tro at Gud eksisterer uten årsak. Si-

ORIGO

Naturvitenskapen som naturvitenskap kan ikke frembringe argumenter for Guds eksistens, understreker Flew. Men de tre forholdene – naturlovene, livets kompleksitet og målrettethet og universets eksistens – kan bare forstås i lys av en Intelligens som forklarer både sin egen og verdens eksistens. En slik erkjennelse er ikke et resultat av eksperimenter eller likninger, men uttrykk for en forståelse av strukturene de avdekker.

Antony Flews “omvendelse” er møtt med avsky og vantro fra ateistisk hold. Flew var en gang en stor filosof, sa ateisten Richard Dawkins nylig til et publikum i Virginia. I New York Times (4.11.07) skrev Mark Oppenheimer en lengre artikkel for å bevise at Flew er blitt senil og forført av kristne venner.

Nå utfordrer Antony Flew sine tidligere ateistiske venner til å følge argumentene dit de leder. Han ber dem besvare følgende spørsmål: Hva må til for at dere i det hele tatt vil vurdere om det finnes en “superior Mind” (suveren Tenker)? Jeg har fulgt argumentene dit de har ledet meg, skriver Flew. Og disse har ledet meg til å akseptere eksistensen av en selveksisterende, uforanderlig, ikke-materiell, allmektig og allvitende “Being”.

Flew er klar over at hans gudsbegrep ikke er identisk med Bibelens. Den gud han har oppdaget, likner Aristoteles’ gud – som kan finnes ved hjelp av menneskelig fornuft og resonnement. Kristen tro lærer at Gud har åpenbart seg i verden ved Kristus. Flew skriver: “Noen sier at de har fått kontakt med denne Gud (intelligent Mind). Jeg har ikke det – ennå. Men hvem vet hva som kan hende? En dag kan det hende at jeg hører en Stemme som sier: Kan du høre meg nå?”

TEMANUMRE

Flere eksemplarer kan bestilles hos Henrik Friis, tlf.: 9927 2909, e-mail: abonnement@skabelse.dk - eller på ORIGO’s hjemmeside: www.skabelse.dk

18

ORIGO 109

An

m

Intelligent Design - en intellektuel udfordring?

Af Morten Kühnrich, cand.scient., Institut for Datalogi

Intelligent Design: An intellectual Challenge?

Artikelsamlingen med titlen Intelligent Design: An Intellectual Challenge? blev til ved et seminar afholdt på Aalborg Universitet i sommeren 2006. Maziar Etemadi og Peter Øhrstrøm organiserede seminaret og redigerede udgivelsen som består af seks artikler. De første to redegør for begrebet ID og dets historie. Af de følgende artikler er to imod ID, og to er for. Generelt er artiklerne læselige for ikke-fagfolk selvom der stedvis fordres en høj grad af detailviden. Der er noget godt at hente i denne udgivelse, uanset om man er for eller imod ID. Spørgsmålet kan tanken om en skaber forenes med videnskab? rejses påny og betragtes fra forskellig side.

Enhver som er interesseret i ID-debatten, bør læse dette konkrete indspark.

INDHOLD: 1 Intelligent Design in Historical Perspective 1.1 The Logical Foundation of Science 1.2 The Pioneers of Natural Science and the Belief in Intelligent Design 1.3 The Rejection of the Idea of Nature as Designed 1.4 The Anthropic Principle and the Reintroduced Idea of Design 1.5 Design, Purpose and Scientific Discourse 1.6 Conclusion 2 The Basic Ideas of Intelligent Design 2.1 What ID is not 2.2 What ID is 2.3 The Context: Scientific Materialism 2.4 Hanging in Midair 2.5 Nature Strikes Back 2.6 A “Local Fine Tuning” Argument 2.7 ID in Biology 2.8 Saint Darwin 2.9 Starting to Stick 3 Evolution or Intelligent Design 3.1 The Question: The Rationality of the Argument 3.2 The Inference from Design to a Designer 3.3 The identification of intelligence 3.4 Intelligence and design models 3.5 The Role of Purpose 3.6 Evolution versus Design ORIGO 109

3.7 The Natural Constants 3.8 The inclusive concept of the world 3.9 Creation of the world–intelligently designed by human beings 4 The designed water flow through a plant leaf 4.1 Introduction 4.2 Physical principles 4.3 The porous medium model of a leaf 4.4 The circular leaf 4.5 The holism of an elliptic problem 4.6 Computations of theoretical leaves 4.7 Conclusions 5 To be or not to be intelligently designed–that’s the question 5.1 Are there absolute, immutable proofs that God does exist?

5.2 My metaphysical argument against intelligent design–the evolutionary alarm clock 5.3 My epistemological argument against intelligent design 5.4 The confusion of meaning and truth 6 Evolution, Intelligent Design and the re-emergence of Militant Atheism 6.1 The Dawkins and Dennett arguments 6.2 The intellectual superbia of Dawkins and Dennett 6.3 Intelligent Design and religious belief 6.4 Turning the table 6.5 Conclusion

19

el

de

lse

Intelligent Design som videnskab?

Af Knud Aa. Back

[Et par principielle overvejelser vedr. anmeldelser. Vi søger fra redaktionens side altid at yde begge parter i en diskussion retfærdighed. Men i og med at man er nødt til at forkorte opponentens fremstilling for at gøre plads til egne kommentarer, kan en sådan intention siges på forhånd at være umulig at indfri. Objektiviteten er i hvert fald tilstræbt ved at tydeliggøre hvad der er direkte citat. Det gøres sådan: Brug af disse »citationstegn« betegner gengivelse af SHK’s tekst, og kantede [parenteser] betegner (forhåbentlig ikke meningsforstyrrende) ændringer og udeladelser. .b]

Den artikel i ANIS som jeg finder mest givende, finder vi som kp. 7 under nævnte overskrift. Og det gør jeg fordi Søren Harnow Klausen (SHK) er befriende konkret i sin diskussion af begrebet ID. Hør blot (p.221f): »[…] Alt for mange diskussionsindlæg og lærde afhandlinger går som katten uden om den varme grød, idet de nøjes med at debattere selve debatten – formen, tonen, håndteringen, magtspillet, motiverne etc. – evt. krydret med lejlighedsvise subjektive meningstilkendegivelser. Noget af det befriende ved diskussionen om ID er netop at den i sjælden grad har drejet sig om et ligefrem metafysisk spørgsmål: Hvilket verdensbillede er mest plausibelt? Hvem har ret – Darwin og den etablerede videnskab eller tilhængerne af ID? Hvem har de bedste argumenter? […]« SHK konstaterer endvidere at en saglig diskussion af ID forudsætter »at positioner, argumenter og målsætninger er tilstrækkeligt afklarede. Det er reglen snarere end undtagelsen at deltagerne i en diskussion karikerer modstanderens synspunkt eller ligefrem taler forbi hinanden. Denne tendens er særligt udtalt i diskussionen om ID, og det øger behovet for en metaanalyse som kan identificere og skelne mellem mere eller mindre saglige og relevante overvejelser. Fx er det vigtigt at slå fast at diskussionen ikke kan dreje sig om hvorvidt [c]reationisme er et rimeligt synspunkt (eftersom der unægtelig er relevante forskelle mellem ID og det der sædvanligvis forstås ved [c]reationisme), og at den hel-

20

Kopernikus’ teori om planetbanerne blev hur hur-tigt falsificeret, blev dog ikke opgivet, men modificeret.

ler ikke kan dreje sig om hvorvidt ID lader sig bevise eller tilbagevise oempirisk. […]« I afsnittet Demarkationsproblemets aktualitet har SHK en meget interessant diskussion af spørgsmålet om hvordan man skelner mellem videnskab og ikke-videnskab, det såkaldte demarkationsproblem. Han anfører hvordan de logiske positivister hurtigt kom i modvind med deres synspunkt om at kun teorier hvis sandhed kunne fastslås ud fra erfaringen, kunne gælde som videnskabelige. Det blev så erstattet af Karl Poppers falcifikationsprincip. Men også her viste det sig hurtigt at Poppers forslag løb ind i alvorlige problemer.

For problemet for de to kriterier er at en stor del af den etablerede videnskab heller ikke lever op til dem. »Kopernikus’ teori om planetbanerne og Bohrs atommodel viste sig hurtigt at være falsificeret, men blev stik imod Poppers idealer ikke opgivet, men fastholdt i en modificeret form. […]« For SHK er falsifikation og positivisme altså videnskabsteoretiske positioner der for længst er opgivet, men de præger stadig i høj grad folks måde at tænke videnskab på.

SHK kommer så med en let bebrejdelse af forskere og ikke mindst videnskabsjournalister for stadig at forfalde til den slags argumenter, men indrømmer så (med ORIGO 109

et smil mellem linjerne) at han selv bevidst bruger argumentet af og til. Det forsvarer han så med at “hensigten helliger midlet”. Det er jo et velkendt fænomen at der i den offentlige debat sjældent er plads til nuancerne: »Vil man kritisere ID og andre former for angivelig pseudovidenskab, må man finde en passende balance mellem hensynet til på den ene side forståelighed og overbevisningskraft, og på den anden side saglighed og integritet.«

Nuanceret debat?

I afsnittene ID, [c]reationisme og teologisk evolution og Hvad er darwinisme? finder vi derpå en så nuanceret fremstilling af “modstanderne” at man lige frem tør håbe på en mere nuanceret debat. Fx hedder det (p.226): »Kritikere af ID sætter den ofte i bås med [c]reationisme. […] Umiddelbart må [denne tendens til forenkling] dog siges at være i strid med en af grundreglerne for god argumentation: At man skal fremstille modstanderens position så stærkt og nuanceret som muligt – En seriøs kritik må […] tage tilhængerne af ID på ordet. […]« (min fremhævelse).

Og afsnittene her afsluttes med følgende konstatering (p.233): »Et andet lighedspunkt mellem overbeviste ID-tilhængere og de mest ambitiøse og selvsikre darwinister er en fælles overbevisning om at evolutionsbiologien ikke levner plads til traditionel religion og moral. Her som i så mange andre tilfælde ser man de ekstreme synspunkter forenet i deres modvilje mod kompromiser og nuancerede positioner.«

ID, darwinisme og demarkation Dette afsnit [fra p.233] beskæftiger sig så med verifikation og falsificering af de to standpunkter. Og det interessante er at Popper selv nævner evolutionsteorien som en teori der ikke kan efterprøves empirisk. Nogle af Poppers tilhængere anser oven i købet visse former for darwinisme som en gummiteori: »Næsten hvad som helst vi måtte finde i naturen, vil passe med og bekræfte teorien. For når det i det hele taget er her i dag, må det have haft en evolutionær fordel. […]« Når så SHK anfører eksemplet med et kaninfossil fundet i “for gamle lag” (som fremført af den kendte evolutionsbiolog Futuyma), kommer jeg til at tænke på en gammel forside til hovedværket på dansk om menneskets evolution. Det er nemlig fremført at hvis man finder et fossil af en kanin i lag fra Prækambrium, ville evolutionsteorien være falsificeret. SHK skriver at hvis man gjorde et sådant fund, ville det blive afvist som svindel. Men vi har faktisk et “kanineksempel” fra menneskets evolutionshistorie: På forsiden af 2. udgave af Menneskets opståen og udvikling findes et billede af en række fodspor som umiddelbart ville blive tolket som afsat af nutidsmennesket Homo sapiens – hvis det ikke lige var fordi det vulkanske askelag de er afsat i, er ORIGO 109

Ifølge teorien er det næsten lige så umuligt at nutidsmennesket skulle have afsat disse fodspor som at et kaninfossil ville kunne rækambrium. findes i P Prækambrium.

for gammelt i forhold til evolutionsteoriens påstand om nutidsmenneskets alder.

Falsifikation hos IDister SHK peger på at ID-tilhængerne så selv bruger Popper ved at citere Darwin for synspunktet om at hvis der i naturen findes et så komplekst organ at det ikke ville kunne opstå ved hjælp af talrige, gavnlige små modifikationer, så vil hans teori bryde fuldstændig sammen.

Men Darwin sniger sig i samme åndedrag uden om argumentet ved at sige at “man må være ekstremt forsigtig med at påstå at et organ ikke kunne være dannet ved en gradvis overgang af en eller anden slags.”

Og så følger denne interessante iagttagelse: »På en måde giver Darwin tilhængeren af en teori licens til at udskyde falsifikationen næsten i det uendelige da vedkommende altid kan sige: Det synes ganske vist at stride mod min teori, men det er blot fordi vi ikke kender alle detaljerne […]« SHK ser her en strukturel lighed i IDisternes måde at argumentere på.

Dårlige nyheder for ID Når SHK nævner betænkelighederne ved falsifikationskriteriet, bruger han også følgende eksempel: »I modsætning til hvad der forudsættes i den populære ID-kritik, virker det sandsynligt at ID skulle kunne falsificeres. Den består jo af et sæt forholdsvis præcise påstande om at visse biologiske træk er irreduktibelt komplekse.« Og så nævnes nogle eksempler som »tyder på at teorien faktisk er falsificeret […]«, herunder bakteriens flagel som jo er ID-forskningsprogrammets eksempel par excellence på IC (som vi plejer at kalde irredu-

21

altid kan være nuanceret i sin argumentation. Engang imellem er man faktisk nødt til at skære igennem og således gå på kompromis med idealerne. Og dermed når han faktisk frem til et (fornuftigt, synes jeg) forsvar for de usaglige argumenter. Det kan lyde paradoksalt, men hør lige her: Hvis en nabo fx er uvederhæftig i sine udtalelser om alverdens ting, kan det være ganske logisk at tage hans udgydelser med et gran salt. Og hvis en forsker konsekvent når frem til netop de resultater arbejdsgiveren ønsker, er det måske også rimeligt med lidt skepsis – også selvom en sådan skepsis dybest set er usaglig.

På ganske tilsvarende vis må det anses for kompromitterende hvis IDisterne har en bestemt religiøs eller politisk dagsorden.

Sokrates skal have udtalt: “Vi må følge argumentet hvorhen det end fører os.”

cibel kompleksitet, ikke irreduktibel; men det skal nu ikke skille os ad da man faktisk kan sige begge dele). »Dette er selvfølgelig dårlige nyheder for ID, men jo ikke just et argument mod teoriens videnskabelighed – tværtimod, må man vel sige, hvis man er tiltrukket af Poppers videnskabssyn.« Nu kan man selvfølgelig ikke forlange at artiklen skal kunne forholde sig til Behes seneste bog, eftersom den først er udkommet efter denne serie foredrag som danner grundlag for bogen, er holdt.

Gode nyheder Men den gode nyhed for IDister og andre som er interesserede i emnet, er at IC-eksemplet med flagellen holder; ja, det er faktisk yderligere udbygget. Styrken ved Behes seneste bog er nemlig at han med styrke påviser at noget kan forklares “ud fra Darwin” og at andet kan ikke! Se artiklen Dembskis forklaringsfilter i Origo 108. Og en antydning af at Behe ikke skulle tage evolutionsteorien alvorligt, dementerer hans bog uden skygge af tvivl. (Se fx artiklen Stamtræet og den fælles forfader i dette blad.)

Berettigede fejlslutninger?

Vi er nu nået til et afsnit i SHK’s spændende gennemgang af forskellige teoriers tillidsskabende forhold som jeg kun kan være helt enig i. Det handler om brugen af ad hominem-argumentation, dvs. en debatform som i højere grad henvender sig til tilhørernes følelser end deres forstand. Kort sagt: brugen af usaglige argumenter!

SHK advarer mod at bruge den slags argumenter mod ID da de kan få den boomerangvirkning at afsenderen kommer til at fremstå som forudindtaget, snæversynet og fordomsfuld. Men før denne advarsel har han samtidigt konstateret at livet er for kort til at man

22

Den ultimative prøve »Det bedste demarkationskriterium er efter min mening hvorvidt de som fremfører en teori[,] faktisk er ude efter at finde sandheden, lige meget hvad den så end måtte være, eller om de snarere er ledet af andre hensyn, fx at resultaterne gerne skal passe med deres forudfattede meninger[,] eller at de skal virke interessante og inspirerende. Pseudovidenskab er ofte kendetegnet ved at dens udøvere søger at give begrundelser og i det hele taget spiller det videnskabelige spil så længe det passer i deres kram, men opgiver det når det viser sig for vanskeligt. Grafologi og astrologi er markante eksempler herpå.« Hvis dette er lakmusprøven for god videnskab, synes jeg at ID består med glans. Man skal naturligvis være forsigtigt med generaliseringer (der kan jo findes undtagelser), men de IDister jeg har mødt, holder netop fanen højt på bedste Sokrates-vis: De følger argumentet hvorhen det fører!

SHK kritiserer efterfølgende, at nogle IDister undlader at tage stilling til dateringsspørgsmål for at tækkes ung-jord-creationisterne. Den kritik gælder i hvert fald ikke Behe. Tag f.eks. hans seneste bog The Edge of Evolution. Der findes ikke ét sted i argumentationen hvor han sætter spørgsmålstegn ved den sædvanlige geologis tidsperioder. Han bruger det tværtimod aktivt i sin argumentation.

I afsnittet Frossen fisk skriver Behe fx (p.78): For over 10 mio. år siden begyndte havstrømmene omkring Antarktis at bevæge sig i en lukket ring …

Og så er der jo lige spørgsmålet om den fælles afstamning, det “ben” i evolutionsteorien Behe oven i købet “fører bevis for”.

Hvem dumper?

Nej, der er tværtimod en del evolutionsdogmer som dumper på denne udmærkede lakmusprøve. Tag Haeckels fostertegninger. Det har fra første begyndelse stået klart at Haeckel har været lidt for kreativ i sin fremORIGO 109

stilling af hvirveldyrs fostre. Ikke desto mindre holder man stadig, over 100 år efter hans fupnummer, fast i at der er noget om snakken. Selv i Etisk Råd har nogle medlemmer i deres argumentation for fri abort brugt ideen om at menneskefosteret gennemløber forskellige dyriske faser.

Og hvad med Peter & Mary Grants behandling af Darwins Finker. Selvom de bedre end nogen andre véd at næbstørrelsen hos finkerne svinger frem og tilbage, og at der er lige så stor tendens til at finkearterne smelter sammen som at de splittes op, hævder de alligevel at finkerne viser at en ny art kan være undervejs på blot 200 år.

Eller hvad med de opklæbede birkemålere på træstammerne?

Et berettiget spørgsmål til alle disse tilfælde af kreativ resultatfremlæggelse må være: Hvor er det lige at de som fremfører deres teorier, faktisk er ude efter at finde sandheden, lige meget hvad den så end måtte være? Eller er de snarere ledet af andre hensyn, fx at resultaterne gerne skal passe med deres forudfattede meninger?!

Andre grænseoverskridelser?

Den spændende gennemgang af videnskabelighedens kriterier fortsætter i dette afsnit. Og her diskuteres den populære påstand om at videnskaben kun giver naturlige forklaringer. SHK finder dog ikke dette krav meget bedre end kravet om falsifikation og foretrækker derfor ønsket om at forklaringen skal være fysisk. Men også her er der problemer: »Det er mildt sagt omdiskuteret om det er muligt at give fuldstændige fysiske forklaringer på alle fænomener. Allerede muligheden af at reducere kemi og biologi til fysik er omstridt […]« Det sjove er at på dette punkt er IDister måske mere “fysikalske” end darwinister er flest. For hvor biologiens komplicerede nanomaskiner måske får et par darwinister til at opgive tanken om at alt er fysik, men at evolutionen arbejder på et eller andet overordnet plan, holder IDisten sig mere stædigt til synspunktet det er alt sammen et spørgsmål om fysik. Når cellens “flyfabrik” kan samle alle komponenter og oven i købet hive dem ind ad hangarporten i den rigtige rækkefølge fuldstændig automatisk, er det alene et spørgsmål om fysik! Eller programmering, om man vil. Men programmering er jo også at forholde sig fysisk til alle de bits & pieces der indgår i den kemiske proces.

Uvidenskabelige forklaringer SHK tager derpå en beslægtet og mere sofistikeret indvending op til vurdering. Nemlig at ID henviser til en forklaring som normalt ikke anvendes inden for videnskaben, en intelligent designer. Til denne indvending knyttes følgende kommentar: »Det virker intuitivt rigtigt, men kræver yderligere uddybning – og som ofte gemmer djævelen sig i detaljen. Forskellen kan ikke bestå i ORIGO 109

at den intelligente designer ikke er tilgængelig for observation, da det i dag er almindeligt at henvise til årsager som ikke kan iagttages direkte, fx elementarpartikler, felter eller – som i evolutionsbiologien – fortidige selektionsprocesser. I sin mest overbevisende form går indvendingen ud på at forklaringsinstansen er for ukendt og utilstrækkeligt beskrevet til at den overhovedet kan tillægges forklaringskraft.« Det sjove er at IDisterne faktisk har imødegået denne kritik. Hovedargumentet i ID er nemlig ikke at bruge en designer som forklaring på det vi ikke umiddelbart kan forklare. ID styrer faktisk fint uden om dette God of the Gap-argument ved at påpege at design ud fra helt objektive kriterier (alle kan gøre forsøget) lader sig påvise. – Og SHK leverer selv et udmærket eksempel herpå i det følgende hvor han skriver at hvis man støder på en skreven tekst der er fuldt forståelig, vil man uden videre slutte sig til at vi står med et udtryk for menneskelig tankevirksomhed (eller hvad jeg vil kalde “et intelligent design”).

ID kun for troende?

Og han fortsætter sine betragtninger med at ID-forklaringen vil blive mere sandsynlig hvis vi kunne få en portion uafhængig information om denne intelligente designer. SHK mener derfor at ID-argumentet “er mere værd” for den som har erfaringer med det religiøse, som »fx mener at have kommunikeret med [et guddommeligt væsen] eller set andre tegn på dets eksistens.« SHK spørger så sig selv om ID dermed udskiller sig fra andre og mere anerkendte forklaringer. Skønt han ikke er sikker på at sammenligningen holder, fremfører han nogle eksempler herpå.

Jeg mener at denne forsigtighedsklausul – at ID skulle være “mere værd” for religiøse mennesker – ikke er nødvendig. Hvis man – som SHK selv lige har gjort – tillægger sproglig aktivitet en form for intelligent årsag, så skulle det være forholdsvis enkelt empirisk at konstatere hvor vi står med et intelligent “fodaftryk”, altså hvor man ser intelligensen “taget på fersk gerning”!

ADVARSEL: Pas på med Evolutionens Ikoner.

Der kan man få noget at vide om hvorfor meget af det vi har lært i skolen om evolutionsteorien, ikke passer.

23

Det er tydeligt at SHK mener at Wolf skyder ved siden af, men overser samtidigt at Wolf ikke dermed mener at fx Behe ikke skulle benytte sig af naturvidenskabelige metoder. (Se Det kommende paradigmeskifte i Origo 108.)

Konklusion

ID som seriøst konkurrerende paradigme: Kik nærmere på et nyudsprunget bøgeblad i modlys, og det er lige før ID afslører sig lige for ens egne grangivelige øjne. LLæs æs nærmere om den matematiske begrundelse i P eder TTyvands yvands artikel The designed Peder water flow through a plant leaf i bogen Intelligent Design: An Intellectual Challenge? Se omtalen side 19.

Er DNA’et en kode eller hvad?

Man kan diskutere op og ned ad døre og stolper om hvordan DNA-koden er opstået. Men at det er en kode vi står over for, er vel efterhånden hævet over enhver tvivl. – Er denne kode fysisk afhængig af stoffet den er skrevet i? Er den programmering der ligger i DNA, lige så uafhængig af aminosyrerne som skriften er af blækket? Det er klart at blækkets udformning på underlaget bestemmer bogstavernes form og dermed har indflydelse på det budskab der ligger i skriften. Men er det blækket som bestemmer hvad der skal stå i mit brev til min elskede?

Jeg kan ikke forstå at det overhovedet står til diskussion. Den kode der ligger i DNA’et “er skrevet” uafhængigt af mediet (det kan vi fysisk konstatere). Og da koder (dvs. et budskab der fx siger “sæt et facetøje ind i dette insekts hoved i højre side”, altså det vi normalt kalder en programmering) har en intelligent årsag, er det lidt svært at komme uden om DNA-kodens design.

Dette design er ikke blot tilsyneladende, det er der! Rent fysisk.

Jakob Wolfs påstand om at ID ikke er videnskab, anfører SHK så sidst i dette afsnit som en pudsighed.

24

Fra SHK’ opsummering tillader jeg mig at plukke følgende: »Hvad skal man da mene om ID? Jeg mener ikke der er grund til at nægte synspunktet status af videnskabelig teori […] Noget tyder dog som nævnt på at det allerede er en teori i alvorlig krise, og det er ikke utænkeligt at vi i fremtiden […] vil kunne stemple den som uvidenskabelig.« […] »Nogle vil sige at ID slet ikke har etableret sig som et egentligt forskningsprogram, både fordi det ikke er blevet accepteret af det videnskabelige samfund (eller har ført til dannelsen af et egentligt videnskabeligt parallelsamfund, et seriøst konkurrerende paradigme) og fordi det måske er forkert i en sådan grad at der slet ikke er noget at komme efter. Men netop hvis man har tillid til at den løbende konfrontation af teorierne med virkeligheden skiller fårene fra bukkene, burde man som kritiker af ID vise åbenhed og langmodighed.« […] »Nogle ser ID som et symptom på en generel trussel mod hele den videnskabelige fornuft og dermed også det oplyste, liberale samfund. Jeg finder dog ikke grund til at opfatte det sådan. Så længe tilhængerne af ID insisterer på at benytte sig af gængse kriterier for rationelt teorivalg, mener jeg at man kan tage forholdsvis afslappet på det […] Det kan være mindst lige så farligt at gå til den anden yderlighed og lukke af for diskussioner af grundlagsspørgsmål og de etablerede videnskabelige teoriers status og rækkevidde. For konsekvensen heraf vil være at videnskab bliver religion, i den negative betydning hvori kritikerne af ID ynder at bruge ordet: en dogmatisk fastholdelse af et bestemt grundsynspunkt som farver alle andre synspunkter og udelukker en kritisk diskussion. Diskussion om ID er på mange måder et lærestykke. Den minder os blandt meget andet om hvor vigtigt det er at forblive på den gyldne middelvej, at finde en passende balance mellem åbenhed og kritik og ikke falde for fristelsen til at overreagere.« Hvis flere havde denne sunde (og også gerne kritiske indstilling til ID), ville vi nå langt. For også her på redaktionen tilslutter vi os synspunktet “at argumentet må føre os derhen hvor det vil”! Det eneste vi kan være interesseret i, er at blive klogere på naturen omkring os – og dermed på os selv.

ORIGO 109

Kemisk evolution Er der nyt fra Mars eller fra en eller anden fjern oexoplanet som kunne ligne Jorden, er det store spørgsmål altid om der er fundet vand. “Bare der er vand, kan der også være liv”.

Sådan! Denne lemfældige omgang med sproget fra darwinistisk side trænger til lidt ætsende analyse.

ORIGO har bedt rådgivende ingeniør Arne Kiilerich om en vurdering af begrebet kemisk evolution. Vores “hustegner” Niels Kristian Sørensen har illustreret. Et resumé af artiklen (uden alt for meget matematik) findes via www.skabelse.dk.

Af Arne Kiilerich

Kemisk evolution er ideen om at liv opstår spontant når blot de rette betingelser er til stede. Det særlige ved denne idé er at det aldrig er iagttaget – hverken i eller uden for laboratoriet – at liv bliver til af sig selv. Lad os derfor begynde med at definere hvad liv er for noget.

Der er nogle basale egenskaber som skal besiddes for at noget kan betegnes som organisk levende.

Organisk liv skal kunne 1. sammensætte stoffer (syntetisere).

2. kopiere sig selv (replikation).

3. dække sit energibehov til 1. og 2. (ved optagelse af solenergi eller ved forbrænding).

De darwinistiske oselektionsmekanismer kan ikke fungere med mindre disse basale egenskaber først er til stede. De skal altså være der før det overhovedet giver mening at tale om en gradvis evolution (se graf, B: periode for darwinistisk forklaringsmodel). Udviklingen formodes at være drevet af konkurrencen om energien.

Men der er ifølge sagens natur ingen konkurrence om energien før nogen eller noget har lært at udnytte energien konstruktivt. Det betyder så igen at de formodede

første organismer har skullet foretage et oinitialt okvantespring i kompleksitet (se graf, C: begyndelseskompleksitet).

Dertil kommer at de første livsformer formentlig ikke har været meget mindre end de mindste nulevende bakterier (eller celler). Dvs. at de har været sammensat af omkring 10 - 100 milliarder velplacerede atomer – uden en historie af gradvis udvikling. Darwinismen har trukket det absolut korteste strå i forsøget på at forklare udviklingen af allerede bestående organismer. Der findes fremdeles hverken en darwinistisk eller en videnskabelig forklaring på livets formodede spontane tilblivelse (se graf, perioden A).

Den umulige opfindelse Syntese, at sætte stoffer sammen m.v., kræver energi som kan skaffes ved forbrænding. Biologer kalder forbrænding for respiration. En organisme skal kunne håndtere forbrænding (respiration) uden selv at indgå i forbrændingen eller skades af den. Allerede her bliver det meget vanskeligt. Den levende organisme har samme problem som en benzinmotor ville have hvis den var bygget af træ. Hvis den ikke er helt specielt indrettet, vil den selv gå op i røg.

Ord forsynet med dette tegn foran oordet, er forklaret i ordlisten bagest i bladet.

ORIGO 109

25

Organismen skal på den anden side også kunne danne syntese, dvs. opbygge stoffer med energien fra nedbrydning af andre stoffer.

Respiration og syntese er to modsatrettede processer som skal håndteres i samme organisme, og som forventes at opstå spontant/evolutionært uden mål eller mening. Nulevende organismer håndterer energiomsætning/forbrænding i en meget raffineret proces vha. et stof som kaldes oATP, således at energien kan anvendes til syntese, transport, kopiering m.v. hvor og når det er hensigtsmæssigt. Vi skal blot huske at evolutionen ikke har nogen hensigt. Vi forventer altså at evolutionen skal sørge for at der spontant (tilfældigt) opstår en organisme med forbrændingsmotor – i brændebunken.

Evighedsmaskine?

Det kunne godt lyde som om nedbrydning og opbygning kan fortsætte uendeligt. Dette ville også være tilfældet hvis ikke en meget stor del af energien hele tiden bliver spildt til varme. Vi skal i den forbindelse lægge mærke til at der ikke er nogen som forventer at de første organismer var i stand til at udnytte solens energi til fotosyntese, men at denne enestående og komplicerede opfindelse først gjorde sin entre på et senere tidspunkt.

I køkkensalt, NaCl, og i vand, H2O, nærmest falder grundstofferne i hinandens arme. I kulstof -forbinkulstof-forbindelser delser,, fx CH4, er forelskelsen noget mere løsagtig med de s.k s.k.. covalente bindinger bindinger.. Men alle søger naturligt mod de mest stabile forhold.

Termodynamik og spillekort Spillekort som ligger fladt på et bord, udgør en stabil tilstand. Et korthus som derefter bygges af de samme kort, udgør derimod en ustabil tilstand. En smule vind fra et åbent vindue, et skub til bordet eller lidt sollys som får nogle af kortene til at krumme, kan være tilstrækkeligt til at udløse en kollaps. Når kortene derefter ligger fladt på bordet, repræsenterer de igen en stabil tilstand.

Kortene har mistet beliggenhedsenergi i faldet. Energien er ikke gået tabt. Den er blot blevet til en lille smule varme, men denne varme kan ikke genbruges til at genopbygge korthuset.

Sådan virker termodynamikkens anden lov. Uanset om systemet er åbent eller lukket, vil spillekortene søge mod den mest stabile tilstand. I et lukket og isoleret system vil kortene aldrig bevæge sig i forhold til udgangspunktet. I det åbne system (eksemplet) kan vind fra det åbne vindue undtagelsesvis få nogle af kortene til at stå på højkant, men hverken sol eller vind kan bygge korthuset.

26

Jorden repræsenterer et termodynamisk åbent og uisoleret system som modtager energi på solsiden og afgiver den igen på skyggesiden.

Kemiens små byggestene har den samme tendens. Det hænger sammen med at atomer er stabile når de har otte valenselektroner (hhv. to eletroner for de mindste atomer). Grundstoffer danner derfor kemiske forbindelser for at nå til den mest stabile tilstand hvor de indbyrdes bindinger er stærkest.

Organiske stoffer er termodynamisk ustabile og er særligt udsatte i sollys. oPolymeriserede kulstofatomer som plastic nedbrydes i direkte sollys. Ubehandlet træ får hurtigt på grund af sollyset et gråt slør som er nedbrydningsprodukter fra cellernes bindemiddel. Proteiner ødelægges af varme osv. Planter og dyr beskytter sig mod nedbrydningen ved at omgive sig med et lag af døde celler som udskiftes løbende.

Et spørgsmål om stabilitet Livets grundlæggende byggestene – aminosyrerne – er sammensat af fire grundstoffer: kulstof, brint, ilt og kvælstof (C, H, O og N). Disse grundstoffer findes i stabile former i naturen som kuldioxid, vand og kvælstof (N2). De ca. 78 % kvælstof i atmosfæren kaldes ORIGO 109

Nitrogen-kredsløbet virker måske meget naturligt, men det kræver en høj grad af styring vha. de le le-vende cellers nanomaskiner nanomaskiner.. De skal nemlig sætte aminosyrer sammen i de s.k s.k.. peptidbindinger peptidbindinger..

Uorganisk kemi bliver ikke af sig selv til organisk – lige så lidt som korthuse bygger sig selv selv..

også for en buffergas fordi den er så stabil og lidet reaktionsvillig. Den dæmper således skadevirkningerne af den mere aggressive og reaktionsvillige ilt (O2) i atmosfæren som nulevende organismer på meget raffinerede måder er i stand til at drage nytte af – uden selv at brænde op.

Når de stabile stoffer i naturen skal anvendes i aminosyrer og dernæst i proteiner, skal nogle af bindingerne først brydes. Når grundstofferne derefter sættes sammen til aminosyrer (med covalente bindinger), optræder de udadtil med forskellige ladninger der gør at de kan sættes sammen som proteiner (med peptidbindinger) i forskellige størrelser og former til mange forskellige formål i levende organismer. Dette kræver både energi og styring.

I forhold til de stabile former i naturen er grundstofferne i proteinerne nu løftet op på et højere energiniveau (i et “korthus”) – og dermed er de også mere ustabile. Nu kan de forbrændes, således at den energi som blev brugt til at opbygge proteinerne, igen kan frigives. Brændværdien af organiske stoffer varierer noget, afhængigt af koncentrationen af kulstof m.v. DNA (ikke proteiner) indeholder sukkerstoffer som har et højt energiindhold, og som (derfor) er meget ustabile.

Organiske stoffer kan forbrændes direkte i ilt efter tilføjelse af såkaldt aktiveringsenergi – når vandindholdet ikke er for højt – i en selvnærende (exoterm) forbrænding; men nedbrydningen kan også ske i en langsommere proces hvor energien udnyttes af forskellige bakterier som det sker i naturen (ammonium og ammoniak nedbrydes til nitrit til nitrat og til sidst til “frit” kvælstof). Vi skal blot huske at nedbrydning vha. mikroorganismer ikke er en spontan proces som kan henføres til den oprindelige atmosfære.

Men nedbrydningen af organisk stof kan også finde sted spontant i naturen ved langsom oxidation, varme/kulde, ved hurtig oxidation efter antændelse ved lynnedslag og i direkte sollys. Spørgsmålet er om det modsatte spontant kan finde sted? Dvs. om polypeptider og polynukleotider (proteiner og DNA) kan opstå spontant?

Undtagelsen fra reglen: Solens bombardement af den øvre atmosfæres molekyler [vanddamp angives sådan, hvor g = gas: H2O(g)], den s.k s.k.. foto foto-dissociation, kan komplicere tingene en smule.

Men solen bygger ikke livets molekyler molekyler..

ORIGO 109

27

Undtagelser Er der overhovedet noget som spontant kan løftes til et højere energiniveau? Ja, ved hjælp af solens energi kan dette lade sig gøre i et begrænset omfang. For eksempel ved fotodissociation af O2 til O3, og hvor der igen kan ske en kobling, således at O3 danner NO2 med det ellers meget stabile N2 (kvælstof) i atmosfæren.

Hvis der overhovedet forekommer spontan dannelse af mere sammensatte molekyler, så vil disse være truet af et hurtigt forfald.

Solens direkte rolle i omdannelse af kemiske forbindelser kan som nævnt sammenlignes med vindens påvirkning af spillekortene på bordet.

Enkelte af kortene kan blæses op på højkant, men vælter formentlig igen ved det næste vindpust. Vinden bygger ikke korthuse, og solen bygger ikke makromolekyler.

Pest eller kolera?

Darwinister har forsøgt at fjerne den første termodynamiske barriere imod kemisk evolution ved at opfinde en såkaldt oprindeligt reducerende atmosfære af CH4, NH3, H2 og H2O(g) – metan, ammoniak, brint og vanddamp. Derved kan aminosyrer dannes energiteknisk (energetisk) “ned ad bakke”, fordi ammonium og metan repræsenterer energiniveauer som er højere end aminosyrer. Der er imidlertid ikke noget videnskabeligt belæg for denne energitekniske “tyvstart”. Den primære årsag til at man antager at jordens oprindelige atmosfære var iltfri og reducerende, er erkendelsen af at selv de indledende tiltag til levende organismer er umulige i en oxiderende atmosfære. Der er således en generel forståelse for dette termodynamiske problem i den allerførste fase hvor det gælder dannelse af aminosyrer som ikke kan bestå hvor der er ilt. Bortset fra dette startproblem er der ikke meget der tyder på at jorden har haft en iltfri atmosfære. Jordskorpen består af oxiderede metaller hvoraf hele 50 % (efter vægtprocent) er ilt.

Der har formentlig aldrig manglet ilt til oxidation. Desuden frigives der konstant ilt fra jordens vandmasser ved fotodissociation.

Nu er der blot et modsatrettet problem. Nemlig at en organisme i et sådant miljø ikke kan forbrænde noget (respirere). Altså, vi kan energiteknisk sammensætte en organisme i en flaske hvor vi har fjernet ilten. Men hvordan skal den så kunne trække vejret?

Der kan ganske vist være andre stoffer i et iltfrit miljø som kan nedbrydes, og på den måde levere energi. For eksempel ved reduktion af svovl. Ved vulkansk aktivitet på oceanbunden lever der bakterier uden ilt og som kan dække deres energibehov ved svovlreduktion (læs mere om redoxprocesser i en kemibog). Men her spøger det grundlæggende problem også. At forbrændingsmotoren skal opstå spontant af brændebunken – altså at en organisme skal opstå spontant af stoffer i nedbrydning (eller som umiddelbart kan nedbrydes) –

28

uden selv at nedbrydes. Valget står imellem kvælning eller opløsning!

Rejehop eller tigerspring Tyvstarten fjerner dog ikke den næste energibarriere som består i at polypeptider (proteiner som består af hundredvis af aminosyrer) og polynukleotider (DNA) repræsenterer et energiniveau som er højere end aminosyrer. oEntalpiændringen i dannelse af proteiner af aminosyrer er ca. 5 - 8 kcal/mol (ca. 20-33 kJ/mol). Glem ikke at der skal bruges langt mere energi til dannelse af et makromolekyle “fra bunden”.

Lad os blot se på et lille regneeksempel hvor vi har accepteret den energitekniske tyvstart: Kulstof (12 g/mol) dvs. 5 - 8 kcal/12 gram ~ 500 cal/gram x 4,19 ~ 2 kJ/g (2 kilojoule pr. gram eller 2 MJ/kg. Dette svarer nogenlunde til brændværdien af læder (brændværdien af træ er ca. 10 gange højere).

NB! Jeg gentager: Her er tale om dannelse af proteiner af aminosyrer. Dannelse af proteiner “fra bunden” i en oxiderende atmosfære kræver langt mere energi end 2MJ/kg.

Er dette lidt eller meget? Er det et rejehop eller et tigerspring?

Sammenlignet med mekanisk/kinetisk energi ser det sådant ud: Ekin = ½mv2.

Omskrevet og med indsættelse af energimængden fås: v=

2 × 2000000 = 2 000 m/s

som er = 7200 km/h (kilometer i timen).

Altså: 2MJ/kg kan accelerere 1 kg stof (sin egen masse) til ca. 5 gange lydens hastighed.

Den samme energi kan også løfte 1 kg 200 kilometer over jorden efter formelen Epot = mgh (masse[kg] *tyngdeaccelerationen[9,82] *højde[m]) som gælder for potentiel energi.

For baron von Münchhausen, der kunne løfte sig selv og sin hest op af dyndet ved at trække sig selv i håret, ORIGO 109

Illustration af Gustave Doré til Münchhausens vidunderlige rejser og eventyr

kendte naturlove. De beskæftiger sig ikke med spørgsmålet om hvorvidt livet overhovedet kan opstå spontant. Dette betragtes på forhånd for at være en kendsgerning som naturlovene må indrette sig efter.

Millers forsøg med det reducerende miljø i reagensglasset blev i 1953 betragtet som et stort gennembrud for ideen om kemisk evolution. Men lige siden har forskerne stødt hovedet imod en mur i forsøget på at finde ud af hvordan livet skulle være opstået. For godt nok viste forsøget en spontan dannelse af aminosyrer, men også at de derefter nedbrydes uden nogen form for tilløb til at bygge proteiner.

Der er fremsat mange teorier, men der er ingen håndgribelige resultater som kan sandsynliggøre at livet skulle opstå spontant og i overensstemmelse med termodynamikkens 2. lov – som er en uomgængelig naturlov.

De forholdsvis ustabile biologiske forbindelser kan formentlig kun dannes af grundstoffer fra stabile kemiske forbindelser – når man (med enkelte undtagelser som sollysets kvælstoffiksering) tilfører energi som er intelligent styret og doceret. Der findes fremdeles ikke videnskabelig dokumentation for livets spontane tilblivelse. Hverken eksperimentelt, ved beregning eller ved iagttagelser i naturen. ***

forekommer dette formentlig ikke imponerende. Alle andre må erkende at vi taler om meget stærke konservative kemiske kræfter.

Kemisk evolution og naturlovene Man kalder en kraft for konservativ når den virker entydigt retningsbestemt og i øvrigt aldrig ombestemmer sig. Vi kan fx stole på massetiltrækningen og behøver ikke at frygte at vi pludselig letter fra jorden og forsvinder ud i universet.

Vi har grundlæggende fire pålidelige og konservative kræfter: 1. Den svage kernekraft 2. Den stærke kernekraft 3. Den elektromotoriske kraft 4. Massetiltrækningen Uden disse kræfter ville universet være uden dynamik eller sammenhæng.

Videnskaben burde kunne forklare alle fænomener (inkl. evolutionen) ud fra disse fire kræfters virke. Men det er netop ikke tilfældet. Evolutionsteoretikere tager livets spontane opståen for givet. De behøver derfor ikke at levere en sandsynlig forklaring på hvordan livet er opstået spontant, og i overensstemmelse med de

ORIGO 109

Epilog Frankensteins Monster: De fleste har formentlig set en eller flere filmatiseringer af den gamle historie om Dr. Frankenstein som sammensatte et levende væsen af reservedele fra kirkegården som vaktes til live af energien fra lynnedslag.

Den moderne videnskab arbejder også med at skabe liv af genbrugsopfindelser i laboratoriet. Ideen er den at hvis man genskaber livet i laboratoriet, vil man måske også finde svaret på hvordan det er opstået.

Det er lykkedes for den amerikanske forsker Craig Venters at skabe et komplet genom for en af verdens mindste bakterier, Mycoplasma Genitalium (MG), der består af 582.970 basepar.

Men uanset hvor lang man når i laboratoriet, så vil dette formentlig ikke give svaret på det termodynamiske problem. Både dr. Frankenstein og den moderne videnskab dæmmer midlertidigt op for termodynamikkens 2. lov ved selv at styre energien i eksperimentet.

Spørgsmålet er hvordan eksperimentet vil klare sig uden dr. Frankenstein?

Der vil fremdeles være en afgrund til forskel på om vi kan skabe/efterligne liv, eller om det kan opstå spontant i naturen!

30 29

Opklaring af begrebsforvirring apriori – “på forhånd”, uden videre diskussion, forhåndsindstilling.

ATP – forkortelse for Adenosintrifosfat (ATP), en organisk kemisk forbindelse, der fungerer som biologisk energi- og effektormolekyle og indgår i mange vigtige cellulære processer. Molekylets fosfatbindinger indeholder en stor mængde energi.

(Fra wikipedia) β-kæde [beta-kæde] – 2. bogstav i det græske alfabet (α er det første) bruges til navngivning af en bestemt del af den organiske mikrochip proteinet. deletions-mutation – deletion betyder at slette noget, så en deletionsmutation er altså en mutation der sletter noget i koden (i modsætning til fx mutationer der flytter rundt på information). empirisk – er der empirisk belæg for en påstand, har den en serie utvetydige forskningsresultater “i ryggen”. energetisk – energiteknisk entalpi – er i fysikken et mål for et legemes energiindhold minus produktet af

30

dets tryk og volumen. exoplanet, s. – en planet der kredser om en anden stjerne end Solen. fotodissociation, s. – en proces hvor solens stråler kan spalte (ellers) stabile kemiske forbindelser i atmosfæren. fylogenese – betyder “(dyre)rækkens skabelse”, så det handler her om at kunne fastslå hvordan og hvornår rækken er opstået. fylæ – (dyre)rækker (et begreb fra Linnés klassifikationssystem) γ-kæde [gamma-kæde] – også det 3. bogstav i det græske alfabet bruges til at betegne en del af proteinet. genom – “genpulje”, summen af gener i fx en dyregruppe; genomet er også et udtryk for variationsbredden i en art.

IC-system – se figur herunder. initial, s. – (til at begynde med) et særligt udsmykket begyndelsesbogstav, opr. fra håndskrevne bøger: initialt, adj. – et væsensforskelligt, et nytilføjende (kvantespring). kvantespring, s. – et kæmpestort spring. molekylære sammenligninger – har til hensigt at finde ud af hvor to afstamningslinjer er skilt ud fra hinanden. Man kikker på to dyrerækkers gener, sammenligner dem gen for gen, og prøver så derudfra at fastlægge udskillelsestidspunktet. morfologiske – som har med udseende at gøre, kropsplan, legemsopbygning.

Et SC SC-- system er ikke blot en række tilfældige huller i en ost. Hullerne er ganske vist anbragt i et kompliceret mønster mønster,, men der er ingen informationsværdi i dette mønster mønster.. Hvis der derimod midt inde i osten ville være et sæt huller som tilsammen danner billedet af et ansigt, ville man tale om specificeret kompleksitet (forkortet SC).

nukleotidet – som tilhører cellekernen (nukleus). polymerisere – sætte mo-lekyler sammen i lange kæder. polymeriserede kulstofatomer – er altså en masse kul-stofatomer sat sammen. sammenlignende anatomi – sammenligning af for-skellige dyregruppers (skelet)dele; i evolutionær sammenhæng me-ner man hermed at kun-ne fastslå et slægtsskab.

SC-system – se figur herover. selektionsmekanisme, s. – de mekanismer der be-virker selektion (udvælgelse), jf. den naturlige selektion eller den naturlige udvælgelse; den bedst egnedes overleven.

Et IC IC-- system. Her er musefælden et godt eksempel. Hvis ikke alle dele i fælden er til stede på én gang gang,, fungerer den ikke.

– (1) FFor or når musen har rørt ved lokkemaden, svipper låsearmen fri.

(2) Dermed sætter den dræbende bøjle fare fare-truende kurs mod musen.

(4) Bemærk at fjeder og bundplade sørger for at dræbermekanismen er på fatal vej mod musens ho ho-ved- og nakkeparti.

(3) Bøjlen sidder nemlig i spænd af stålfjederen.

Og nu hvor den er udløst, er der kun én vej frem!

(6) FForbier! orbier! – Vi lod musen slippe denne gang gang.. Men som den opmærksomme læser allerede har bemær bemær-ket, har jeg også snydt med min forsøgsopstilling forsøgsopstilling..

(5) Og hvis musen ikke når at trække hovedet til sig sig,, så …

ORIGO 109

Det kommende paradigmeskifte Dette temanummer er nr. 2 af 2. Vi tog fat på temaet Det kommende paradigmeskifte allerede i marts 2008.

I en serie artikler har vi i Origo 108 og 109 behandlet forskellige emner som alle kalder på en overvejelse af om et paradigmeskifte er nødvendigt for at bringe os videre ad frugtbar vej i den biologiske forskning.

Origo 108 [Artikler anført med asterix* findes kun i bladet; de øvrige findes også i udvidede netudgaver. Origos hjemmeside www.skabelse.dk viser vej.]

• Redaktionelt: Sølle teori teori* TRO 1. del af kom• Knud Aa. Back: VIDEN mod TRO, mentaren til Illustreret Videnskabs temabehandling • Interview med Kristian B. Østergaard: Ordet til en biolog biolog* • Jostein Andreassen: Alt som var nytt, var galt • Peder Tyvand: Altruisme – uegennytte uegennytte* • Redaktionelt: Fornyet opfordring til debat debat* • Peter Øhrstrøm: Etikken og det evolutionære pres pres* • En illustration af Origos hustegner Niels Kristian Søuegennytte [jf. artikrensen: En parasits evolutionære uegennytte* len Nogle upassende spørgsmål til Gud, Darwin og det gode liv som alene findes i netudgave.]

• Interview med Willy Fjeldskaar: Forsker med nuanceret syn på tingene tingene* • Redaktøren: MisINFO i Berlingske Berlingske* • Knud Aa. Back: Det kommende paradigmeskifte paradigmeskifte* – Eller: Den kommende revolution inden for naturvidenskaberne.

• Et foredrag af Steinar Thorvaldsen: Intelligent design i molekylærbiologien molekylærbiologien* • suppleret af: Dembskis forklaringsfilter

• Søren Harslund: Intelligent design som videnskabelig teori • John West: Eugenik – historien om socialdarwinismen • Leif Asmark Jensen: Eugenik i Danmark og Europa Europa* • Leif Asmark interviewer Michael Cremo: Et paradigmeskifte på vej • Origo bringer et par Bogomtaler: Darwin eller Intelligent Design [*ANIS], The Political Incorrect Guide* to Darwinismen & Intelligent Design [*PIG], og Intelligent Design, An intellectual Challenge?

Læsere som er gået glip af Origo 108, bør ikke fortvivle. Bladet kan rekvireres på vores abonnementskontorer: Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning.

Tlf. 9927 2909.

E-mail: abonnement@skabelse.dk eller Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien.

Bestil per sms på +47 45255878 eller mail på knut.sagafos@t-fk.no

Annonce

UDVIKLINGSLÆREN FUP ELLER FAKTA?

Vil du gerne - på en overkommelig måde udrustes til at kunne deltage seriøst i debatten omkring evolution/skabelse? så besøg: www .darwinsludder .dk www.darwinsludder .darwinsludder.dk og www .oprindelse.dk www.oprindelse.dk

ORIGO 109

31

Returneres ved varig adresseændring Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning

SELVMÅL Af Arne Kiilerich Far, hvorfor formerer store dyr sig langsommere end små dyr?

- Der er fordi de store dyr i lighed med de små dyr er opbygget af celler. De har blot flere af dem, min dreng. Man kan lige så godt spørge om hvorfor falder der mere regn i Jylland end på Bornholn?

Hvorfor gør det så det?

- Der er fordi Jylland er størst. Dog kan det godt regne samtidigt på et stort ladområde, men cellerene i et dyr eller en plante vokser ved deling. Det tager derfor længst tid at bygge et stort dyr.

Hvorfor si’r man at de store dyr er evolutionens vindere?

- At være stor er en fordel i sig selv. Hvem har lyst til at slås med en elefant?

Hvorfor er store dyr efterkommere af små dyr?

- De små dyr må nødvendigvis være kommet først hvis de er kommet af (næsten) ingenting. Der er ikke mange som tror på at elefanten var jordens første skabning. Udover at være stor indeholder den en lang række raffinementer som en bakterie ikke besidder. De mange nye opfindelser kan jo ikke være opstået på én gang!

Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab.

I ORIGO og på skabelse.dk • fremføres facts om hvad vi rent faktisk véd om livets oprindelse og udvikling • lægges op til en fordomsfri diskussion af evolutionsteoriens ikoner • gives den videnskabelige kritik af darwinismen stemme • bringes nyt om forskningsprogrammet Intelligent Design (ID) og andre alternativer til den materialistiske evolutionstanke • påpeges de etiske problemer som landvindinger inden for (bio)teknik og medicin kan påføre et moderne samfund • findes artikler af både lettere og sværere karakter Alt sammen med vægt på en saglig og videnskabeligt forsvarlig argumentation.

ISSN 0109-6168 32

Far, hvordan har elefanten så vundet over bakterien?

- Elefanten har ikke direkte vundet over bakterien. Det har elefantens meget fjerne forfader som igen er blevet overvundet af sine efterkommere som har været bedre egnet til tilværelsen.

Hvordan går det til i virkeligheden?

- Det er gået til på den måde at de dyr som får mest afkom, hele tiden bliver dem som lever videre i kommende generationer. De dyr som får mindst afkom, uddør efterhånden. Det er både logik, og noget man har iagttaget direkte i naturen.

Har det noget at gøre med demokrati?

- Det minder om det. Det er ikke nødvendigvis dem som har ret, der dominerer – men dem der er flest.

Men er det ikke netop de små dyr som får flest unger?

- Jo, det har du ret i. En sammenligning mellem elefanten med en bakterie afslører at bakterien formerer sig op til 100 000 gange hurtigere end elefanten.

Jamen, hvordan kan det så være at de store dyr er udviklet fra de små dyr?

- Det ved jeg ikke min dreng. Spørg din biologilærer.

Til sikring af det faglige niveau har Origo tilknyttet en række personer med den nødvendige naturvidenskabelige basis. Endvidere er personer med ekspertise inden for sprog og kommunikation tilknyttet bladet og hjemmesiden til åbning af vinduet i elfenbenstårnet.

Kort og godt har vi ambitioner om at være en uomgængelig røst i Norden når det gælder de store livsspørgsmål videnskab, skabelse og etik.

ORIGO udkommer fire gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedr. abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909. Giro 730 5753

ORIGO •

NR.

109 • JUNIORIGO 2008 109