Issuu

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 103 • Marts 2007

Er det videnskab – ORIGO beskæftiger sig med? ORIGO 103

Redaktionskomité i Danmark • Fhv. overlærer Knud Aa. Back Ibsvej 27, 4440 Mørkøv.

ORIGO

Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

Tlf. 5927 1864. E-mail: back@skabelse.dk • Cand.theol. Klaus Dahl Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk • Seniorforsker, cand.scient. Holger Daugaard Tranevej 21, 8721 Daugaard. Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk

Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. Tlf. 7767 2948. Danmark: Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909.

• Professor, dr.med. Søren Holm Cardiff Law School, Cardiff University,

ORIGOs web-adresse:

www.skabelse.dk

Law Building, Museum Avenue, Cardiff CF10 3XJ, Wales, UK.

Layout og sats:

E-mail: soren@skabelse.dk

VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk

• IT-ansvarlig, datamatiker Bjarne Krak Ryhavevej 1A, st.mf., 8210 Århus V Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk • Erhvervskundechef, cand.oecon. Henrik Friis Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909. E-mail: abonnement@skabelse.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

• PR-medarbejder, multimediedesigner Flemming Karlsmose Tomsgårdsvej 14, st. th., 2400 København NV Tlf. 2851 9450. Email: flemming@skabelse.dk • Cand.scient. Bent Vogel Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk • Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard

INDHOLD Marts 2007

Havrevænget 11, Rindum, 6950 Ringkøbing. Tlf. 61664923. E-mail: kristian@skabelse.dk • Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk

Knud Aa. Back: Er det videnskab? – redaktionelt

Knud Aa. Back: Aktuelle kommentarer

Kristian Bánkuti Østergaard: Forbudt Arkæologi – en boganmeldelse

Peder A. Tyvand : Darwins bingobrett

Peter Øhrstrøm: Om videnskab, skabelse og etik

Ove Høeg Christensen: Menneskets oprindelse og udvikling – en boganmeldelse

Finn Lykke Nielsen Boelsmand: Radiohalos

Knud Aa. Back: Kampen mod Darwin

• Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktionssekretær)

Redaksjonsråd i Norge • Konsulent, cand.scient. Rune Espelid 5650 Tysse. E-post: rune.espelid@online.no • Forskningsleder, professor, dr.scient. Willy Fjeldskaar Grannesveien 19, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no • Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@umb.no • Førsteamanuensis, dr.scient. Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no

Ansv. red. af dette nummer: Knud Aa. Back Ansv. red. af næste nummer: Peter Øhrstrøm

ORIGO 103

Re da kt io ne lt

Kære abonnenter! Så er et nyt år i gang, og hermed modtager du her det første af årets origoblade. I den forbindelse starter en ny abonnementsperiode, nemlig 2007. Du bedes derfor betale dit abonnement hurtigst muligt, så vi ikke skal bruge tid og ressourcer på at udsende påmindelser i løbet af året. Til betalingen er der indlagt et girokort i dette nummer, du kan også betale ved at overføre til vores konto: Regnr. 1551 og kontonr. 7305753. Abonnementsprisen fastholdes på 150 kroner. Vi har lavet en ordning, der gør, at gaver til Origo kan blive fradragsberettiget. Ordningen er omtalt i Origo nummer 86 side 32 og på vores hjemmeside: www.skabelse.dk. Hvis der skulle være et eller flere af de tidligere numre, som du mangler eller ønsker, så fortvivl ikke, vi sælger dem for 30 kroner pr. stk. Du kan se nærmere om dem på www.skabelse.dk. Vi håber, at du får stor glæde af dit abonnement i 2007. Venlig hilsen Henrik Friis Økonomi- og abonnementsansvarlig for Origo E-mail: abonnement@skabelse.dk

ORIGO 103

Er det videnskab – Origo beskæftiger sig med? Nogle læsere og/eller besøgende på vores hjemmeside skabelse.dk har følt sig provokerede af at vi på Origoredaktionen sætter ord som “videnskab, skabelse og etik” sammen i vores “hoved”. For er det overhovedet videnskab vi beskæftiger os med? Nu gør vi faktisk et nummer ud af ikke at omtale Origo som et videnskabeligt tidsskrift (og retter det hurtigst muligt når nogen alligevel løber ind i denne smutter); men derfor vil vi alligevel tillade os at fastholde at det faktisk er videnskab det handler om i vores artikler. Og for at det nu ikke skal stå som en påstand grebet ud af luften, har vi gjort spørgsmålet til tema for dette nummer. Så velkommen til et Origo med en serie artikler der (også denne gang) handler om videnskab; altså artikler der beskæftiger sig med videnskab, som formidler videnskab og diskuterer videnskab. Og i den forbindelse kommer vi naturligt ind på nogle af de påstande der florerer vidt og bredt om at Intelligent Design, ID, i hvert fald ikke har noget med videnskab at gøre! At denne påstand bliver ved med at dukke op, skyldes i høj grad en noget skævvredet informationsstrøm om hvad der foregår – om hvad kritikken af neodarwinismen rent faktisk går på, om hvem der fremfører denne kritik (det er nok folk som ikke har forstand på det*) – så i den forbindelse har vi fået prof. Peder Tyvand til at fortælle nogle rare (!) historier fra Norge om debatformen; noget som desværre er typisk for meget af den diskussion der foregår. Prof., dr.scient. Peter Øhrstrøm sætter fokus på hvad videnskab i det hele taget er for noget, hvilke filo-

sofiske grundbetragtninger man er nødt til at gå ud fra for overhovedet at drive forskning, og serverer nogle rigtige øjenåbnere undervejs om den videnskabelige diskussion. Cand.polyt. Finn Lykke Nielsen Boelsmand forsætter sin spændende gennemgang af de radiometriske dateringsmetoder, denne gang med en forskningsmæssig vurdering af de såkaldte “radiohalos”. Der er (radioaktivt) sprængstof i denne artikel, i hvert fald for folk som tror at disse dateringsmetoder er fuldstændigt en-

* Oxfordprofessor Richard Dawkins, skrev i 1989: “Det kan siges med absolut sikkerhed at hvis man møder en som påstår at han ikke tror på evolutionen, så er han enten uvidende, ikke rigtig klog eller sindssyg.” tydige. Også her viser den videnskabelige diskussion af emnet at man har brug for en fortolkning (“tro”) hvis man skal bruge metoderne i praksis. Læseren opfordres til at finde den gamle fysikbog frem som handler om radioaktivt henfald, og få opdateret sin viden. Med til den videnskabelige diskussion hører også forskellige vurderinger af et givet datamateriale: I den ende bringer vi anmeldelser af et par meget interessante bøger – som fremlægger nogle ret forskellige konklusioner på hvad der burde være de samme forskningsmæssige facts. Velkommen til en ny origoårgang. Vi satser på at den bliver fyldig både i buket og i smag. .b

Aktuelle kommentarer I vores bestræbelser på at få noget reel oplysning frem om de forskningsmæssige emner der har med livets opståen og udvikling at gøre, passer vi i Origoredaktionen også en anden lille geschæft, nemlig hjemmesiden skabelse.dk. Dvs. det er selvfølgelig mest vores webmaster, Bjarne Krak, som står for de dele. Og det kan være et noget ensomt job og faktisk også noget af en byrde (når der fx lige er et arbejde man også er nødt til at skænke en vis opmærksomhed). Derfor er der også indrykket en lille annonce på hjemmesiden der henvender sig til folk som kunne tænke sig at hjælpe til med opdateringen af dette vigtige stykke kommunikationsværktøj. Som besøgende på hjemmesiden sikkert har set, har den været nomineret til en pris, men skal man holde sig fremme i et sådant felt, er det vigtigt med opdateringen. Så det har vi et ønske om at blive bedre til. Et af de forholdsvis nye initiativer Vores ophængte er rubrikken Aktuelt i medierne. Her webmaster Bjarne er det tanken at gøre opmærksom Krak på, som navnet siger, ting og sager der i relation til “vores emne” er aktuelt i medier af forskellig art. Tit og ofte ser man nogle ret så pudseløjerlige udslag af at alt med vold og magt skal tolkes i en ortodoks neodarwinistisk, materialistisk ramme. Og der kunne det være nyttigt med en hurtig kommentar af og til. Her følger et par eksempler på sådanne kommentarer. Bemærk at første eksempel er fra december, kommentaren var på nettet få dage efter. Berlingske:

Livet kom fra en kold sky RUMFANGST. Kometen Wild-2s hale indeholder organiske materialer som kan have været de oprindelige byggesten til liv på Jorden. Det viser analyser af det støv Stardust-sonden har indsamlet. Berlingske bringer en videnskabsartikel af Gert C. Nielsen d. 16/12-2006 under denne vildledende

rubrik (overskrift). http://www.berlingske.dk/ indland/artikel:aid=839208/ Manchetten, opmærksomhedsfangeren, og selve artiklen er ikke meget bedre. For dét man skal lægge mærke til med den slags artikler, er at de er ganske manipulerende i deres udformning. Ikke at jeg vil beskylde journalisten for at gøre det bevidst; jeg tror på det bedste i mine medmennesker – indtil andet er bevist! Han er selv offer for denne fastlåste tankegang. Hvorfor manipulerende? Jo, for det er en dygtig sammenblanding af fakta og fiktion der serveres her. Allerede rubrikken kommer med et postulat der ikke rigtigt er dækning for. Den refererer alene til noget nogen tror, og at det er forskere der tror det, gør ikke troen i udsagnet mindre. Dvs. den fremlægger et postulat som om det var en kendsgerning. Og manchetten fortsætter i samme stil. Læg mærke til sammenstillingen: … organiske materialer som kan have været de oprindelige byggesten til liv på Jorden. Det viser analyser … – Og dermed påstås det faktisk ikke blot at støvanalysen har fundet organisk materiale i komethalen, men også at samme analyse sandsynliggør påstanden om at livet er blevet til af disse byggesten. Som sagt er det måske ikke tilsigtet, men den (skjulte) medbetydning er klar: Fordi vi nu kan sige yderligere noget fornuftigt om komethaler (det er jo ikke helt nyt stof det her), kan vi også sige noget fornuftigt om hvordan livet er blevet til. Fakta: analyser har afsløret organisk materiale (højst sandsynligt simple C-forbindelser) Fiktion: vi står nu et skridt nærmere forståelsen af livets opståen på Jorden. Og sådan fortsætter sammenblandingen ned gennem artiklen.

Sammenblanding af fakta og fiktion Vi får nogle fakta om rumsondens indsamling af materiale fra komethalen og om forskernes undersøgelser af dette materiale. Til det faktuelle hører også oplysningen om forskernes håb om at kunne finde spor af Solsystemets opståen og om at få svar på hvor livet passer ind i puslespillet. Men det næst følgende afsnit er derimod pakket med fiktion: Det viser sig at støvet indeholder komponenter der kunne have været en vigtig ORIGO 103

forløber for de ting der senere skabte den biologiske suppe på Jorden, og som i sidste ende førte til det liv vi kender i dag. At støvet skulle være forløber for ursuppen er fri fantasi. Den nyeste forskning i Millers berømte forsøg viser at dette er ursuppe kogt på en pind. Følgende kemiske ligning viser hvad vi i dag véd hvad der vil ske i denne tænkte ursuppe – hvis vi vel at mærke skal holde os til de fysiske love der gælder i dette univers: ursuppe (m. livets byggesten) + lynnedslag + tilfældig omrøring > uorganisk materiale Og i modsætning til andre kemiske ligninger forløber denne kun i pilens retning. Det er ganske enkelt i strid med de anerkendte naturlove at processen skulle kunne løbe den anden vej. Så det reelle i en opdagelse af at kometer skulle have forsynet den tidlige Jord med organisk materiale (+ vand), er at disse organiske molekyler ville være blevet nedbrudt som lyn og torden inden de ville have skyggen af chance for at bygge liv op! (Og så er denne “komet-fødekæde” ikke engang en nyhed; nyheden ligger alene i at vi nu har fået nyt materiale til analyse.) Fakta igen: Kometmaterialet kommer både fra Solsystemets indre og universet udenfor. Og artiklen citerer astrofysikeren Michael LindenVørnle, Tycho Brahe-planetariet, for hvad dette særegne stof kan have været ude for undervejs. ORIGO 103

Fiktionen fortsætter igen hvor journalisten har ordet: Særligt interessant for os er netop de simple organiske forbindelse. Det er dem der har givet de oprindelige byggesten til livet på Jorden. – At disse simple forbindelser skulle være byggesten til livet, er ganske enkelt ikke noget vi kan vide noget om; en interessant formodning, måske, men ikke engang særlig sandsynlig, jf. vores ursuppeligning fra før. Men helt eventyrligt bliver det i næste afsnit hvor vi får et eksempel på rent tankespind. – Man konstaterer (rigtigt!) at organiske stoffer er alt for let nedbrydelige og vand alt for flygtigt til at kunne overleve de indre dele af Solsystemet hvor Jorden er født. Den naturlige (!) følge heraf er derfor at så må det være kometerne der har stået for livets byggeklodser og det nødvendige vand, og dermed har skabt livet. Argumentet er helt på linje med påstanden om at Jordens uratmosfære må have været iltfri fordi Miller-Urey-forsøget ikke fungerer med fri oxygen til stede. (Se den nærmere forklaring i Evolutionens Ikoner, kap. 2.) Og eventyret fortsætter med endnu en trylleformular: Hvilket måske betyder at livet på Jorden oprindelig er dannet i en kold sky et eller andet sted i Mælkevejen eller måske flere steder … Som Jens Martin Knudsen så rigtigt har påpeget i sine spændende betragtninger om hvorvidt “vi er børn af stjernestøv”, er der en afgørende forskel på det organiske materiale vi finder “i stjernestø-

vet”, og så dét den levende celle indeholder: programmering. Man kunne, med lige så stor “videnskabelig ret”, påstå at computerchips er opstået af det silicium man kan finde i universets ældste bjergarter. Samtidigt måtte det måske også være tilladt at henlede opmærksomheden på det “faktum” at “de fleste” anser sandsynligheden for at livet skulle være opstået mere end én gang, for ekstrem lille. Så den med “måske flere steder” har ikke engang belæg i teoriens verden, den er alene fostret i journalistens fantasi. Endelig garneres retten af nogle faktuelle oplysninger om at yderligere forskning i materialet sikkert vil give os spændende viden om dette “stjernestøv”. Igen tvivl om det! Forskningen vil utvivlsomt også føre til en yderligere erkendelse af at stjernestøvet stadig er afhængigt af en udefrakommende programmering for at kunne fungere som liv. Altså endnu en empirisk bekræftelse af at livets ligning ser sådan ud: organisk materiale + energi + information/ programmering > liv eller mere enkelt:

Så vidt vi véd (og har vidst siden Pasteur) dannes liv alene af liv. Der skal (programmerede) levende celler til at samle organisk materiale op og sætte det sammen til de biologiske maskiner som “bærer” livet. Og vores stigende indsigt i disse biomaskiners kompleksitet gør troen på at disse maskiner skulle kunne blive til af sig selv, mere og mere absurd. Så en mere retvisende artikel var blevet serveret nogenlunde sådan:

Kom livet fra en kold sky? RUMFIKTION. Kometen Wild-2’s hale indeholder organiske materialer der ligner livets grundlæggende byggesten. Det viser analyser af det støv Stardust-sonden har indsamlet. Nogle forskere forstiller sig at … Og var vi gået således videre, havde vi nok ramt noget der var lidt mere i overensstemmelse med de faktiske forhold mht. dette stjernestøv og hvad det kan fortælle os. K. Aa. Back

liv (alene) > liv

TEMANUMRE

ORIGO

Flere eksemplarer (også større antal) kan bestilles hos Henrik Friis, tlf.: 9927 2909, e-mail: abonnement@skabelse.dk - eller på ORIGO’s hjemmeside: www.skabelse.dk

ORIGO 103

Bo ga nm el de lse

Forbudt Arkæologi Anmeldt af Kristian Bánkuti Østergaard Gymnasielærer, cand.scient. i biologi

En dybt original bog. Den består af 70 % arkæologi, 3 % konspirationsteori, 12 % videnskabshistorie og 10 % geologi, og resten er af en række spændende historier tilsat lidt gammelt historisk støv fra videnskabens verden. Bogen er en lang, spændende vandring fra det ene arkæologiske fund til det andet, og konklusionen er altid den samme: Fundene viser at moderne menneske har levet i langt ældre tider end evolutionsteorien kan acceptere. Og det er med en vis tristhed man som læser må konstatere hvordan evolutionsteorien får forskere til at klippe hele fødder af for at bevare det menneskelige stamtræ og holde eget renommé intakt. Forfatteren Michael Cremo lokker os med på en rejse igennem et utal af udgravninger med spor efter menneskelig aktivitet. Ældgamle ridsede knogler og flintredskaber som kun en stædig fastholdelse af den gængse lærdom om menneskets udvikling kan bortforklare. Indrømmet, jeg var selv ret skeptisk da jeg gik i gang, for jeg har efterhånden læst mange røverhistorier om emnet skabelse og evolution. Men når bogen kan fremgrave stenfigurer, redskaber, kopper, mortere eller mærkelige jernkugler i massevis, så ligner en fortsat afvisning af disse fund mere og mere stivnakkethed, for argumenterne er overbevisende. Genstandene er nemlig fundet i lag der med sikkerhed er langt ældre end dem hvor man, i teorien, finder det mest primitive menneske. Efterhånden som man pløjer sig gennem bogen, ændres læsestillingen langsomt fra tilbagelænet, til foroverbøjet, og kaffen bliver drukket kold for at undgå afbrydelsen med at hente nye forsyninger. Alt er dokumenteret med findesteder, aldre, personer og korrespondancer; og vi får et yderst sjældent indblik i menneskets urhistorie. Anden del af bogen behandler både de velkendte fossiler som Java-manden, Peking-mennesket, Australopithecus, Homo erectus osv. Men også en lang række mere kontroversielle fund som ikke passer ind i det menneskelige stamtræ, og derfor er blevet udsat for en hård og ofte uberettiget kritik. Efter at have læst om de første 30 fund, danner der sig et billede af en dobbeltstandard. De kontroversielle fund bliver afkrævet en dokumentation ud over det sædvanlige for at blive taget ORIGO 103

Forbudt Arkæologi Michael Cremo og Richard Thompson. Skou & Asmark. 266 sider. Den kan købes i boghandlen eller på www.intelligentdesign.dk

seriøst, mens de fund der ikke konflikter med evolutionsteorien, nyder en overordentlig beskyttet tilværelse imod officiel kritik. Vi står her over for en frisk oversættelse af en ældre bog fra 1994. Selvom bogen derfor ikke er ny, er det ingen hindring for et godt udbytte, for de fleste fund den beskriver, foregår i Darwins århundrede.

Hvem står bag? En darwinkritisk bog som er oversat af Krishna, hvordan hænger det sammen? De seneste år er der i Danmark mobiliseret en modstand imod evolution fra denne uventede side. Man bliver dog hverken kronraget eller vegetar ved at læse Forbudt Arkæologi, for bogen er ualmindelig faktuel og holder sig til den videnskabelige side af sagen. Det er udelukkende dedikeringen til Krishnas grundlægger Bhaktivedanta Swami Prabhupada forrest i bogen der kan få en til at hæve øjenbrynene. Ironisk nok har forfatteren Michael Cremo været kilde til et utal af referencer i en stor mængde kristne creationistiske bøger om skabelse og evolution og ofte uden kildeangivelse til Cremos bog. Skal man vælge en seriøs bog om menneskets oprindelse, kan det anbefales at gå til kilden og læse Forbudt Arkæologi, for så har man fat i de originale eksempler. Den største kvalitet ved bogen er at den lader læseren være i fred til at tænke selv. Det er så befriende at blive fri for at blive belemret med forfatterens færdigtyggede holdninger om korrupt videnskab og uærlige videnskabsmænd der er led i en konspiration imod skabelsen. Det ser vi desværre for ofte i darwinkritiske bøger. I stedet for præsenteres vi for en beskrivelse af udgravninger og historien bag opdagelsen, og dertil bliver vi introduceret til den geologi der skal til for at forstå kontroverserne.

Darwins bingobrett Av Peder A. Tyvand Professor, dr. philos.

Det er ikke lett å få ledende darwinister i tale offentlig. I Norge signaliserer slike folk – ufrivillig – at den læren de forfekter står svakt intellektuelt sett. Slik at den vanskelig lar seg forsvare i en fri og åpen debatt. Mye tyder på at det er viktigere for darwinister å få rett enn å ha rett. For å få rett trenger man ikke annet enn å bruke makt. Man trenger ikke å argumentere. Man kan nøye seg med å karakterisere, karikere, stigmatisere og ekskludere motstanderne. For å ha rett må man derimot argumentere.

Framføre logiske tankerekker som kan overbevise et nøytralt publikum. Likevel hender det at darwinister går ut og argumenterer tilnærmet saklig. Mann mot mann i det offentlige rom. Heldigvis er darwinisters forsøk på saklig debatt ganske forutsigbare. Faktisk mer forutsigbare enn et slag bingo på klubbhuset til ditt lokale fotballlag. Når du kjøper et bingobrett, har du ingen garanti for at tallene på ditt brett vil bli trukket ut. Du kan ikke på forhånd vite om du er den som vil kunne krysse av en sammenhengende rekke av tall og rope ut det forløsende ord: Bingo! Men om du skaffer deg Darwins bingobrett, er du garantert gevinst. Jeg foreslår at Darwins bingobrett deles ut til tilhørerne ved offentlige debattmøter om darwinismen. Så kan du som tilhører

ORIGO 103

Sagen kort Hvordan er frugterne på darwinisternes træ? I denne artikel lægger prof. Peder Tyvand ud med den ret provokerende påstand at meget tyder på at det er vigtigere for darwinister at få ret end at have ret. Og hvad værre er, det tyder på at han har ret i sin påstand. Det er i hvert fald rare perspektiver for den frie, demokratiske og videnskabelige debat der rulles op her. – En anden provokerende og tankevækkende påstand er at neodarwinister, når det kommer til stykket, er bange for virkningen af deres egen grundlov, Den naturlige Selektion, på nutidens økosystemer når fx opdrættede laks slipper ud i naturen. – Men den sidste provokation er måske den værste: Prof. Tyvand opfordrer enhver neodarwinist til en åben debat om evolutionsteoriens præmisser her i Origo. En debat som vi kan garantere kommer til at gå på sagen og ikke på personer; en debat som ikke i forvejen er “skåret til”, så den passer et bestemt ideologisk formål; en debat som skal vise at intet i biologien giver mening undtagen i lyset af de givne fakta!

krysse av på brettet hver gang darwinisten bruker ett av de følgende ni argumentene. Jeg gjengir først i grove trekk hvordan darwinister framfører disse argumentene. 1) Lov. Det naturlige utvalg holdes fram som selve “Naturloven” som Darwin oppdaget. Naturloven om at de best tilpassede individene er mest effektive når det gjelder å overleve og formere seg. En naturlov som visstnok med nødvendighet medfører evolusjon. I følge ortodoks darwinisme. 2) Funn. Det vises til den enorme mengden med fossilfunn som visstnok dokumenterer med all ønskelig tydelighet hvordan de forskjellige dyregruppene nedstammer fra hverandre. 3) Tilfeldighet. Mutasjoner er tilfeldige endringer i arvestoffet, som kan videreføres til neste generasjon. Nydarwinismen fokuserer på begrepsparet lov og tilfeldighet. Loven om det naturlige utvalg plukker ut de best tilpassede variantene som får bli med videre og utvikle slekten. Tilfeldige mutasjoner sørger for at det naturlige utvalg får stadig nytt tilfang av materiale å velge fra. 4) Ikke styrt. Evolusjonen er en uforutsigbar prosess, ikke styrt. Evolusjonen er selve motsatsen til tanken om at det skulle stå en styrende intelligens bak livet og dets utvikling. Den nye retningen Intelligent Design (ID) blir avfeid som en amerikansk politisk-religiøs sammensvergelse mot vitenskapen. Man avviser ID som gammeldags mytologi i ny forkledning. ORIGO 103

5) Makt. Det midterste feltet på bingobrettet er det viktigste, fordi det gir størst mulighet for gevinst. Det er ingen tvil om at “makt” må stå i sentrum. Darwinismen dominerer fullstendig i skoleverket, i det akademiske liv og i media. Darwinistene utgjør det overveldende flertallet i nesten alle biologimiljøer ved nesten alle universiteter. Darwinismen ensretter nesten alle lærebøker i biologi. Darwinismen gjennomsyrer nesten alle TV-kanaler som sender naturprogrammer og populærvitenskap. Makt handler om å få rett, ikke å ha rett. Darwinistene har større samfunnsmakt enn summen av alle alternativene. Du har neppe hørt en darwinist agitere offentlig for sin lære uten at han viser til darwinismens makt. For alt jeg vet, kan det være darwinister som er i god tro – der de lar sitt maktargument gå for å være et saksargument. Uten at det dermed er en god unnskyldning. Det er bare slik det blir når man lager lukkede darwinist-miljøer hvor sunne motforestillinger aldri slipper til. Da oppleves det som tryggest ikke å ha motforestillinger. 6) Spontan generasjon. Enhver darwinist tror at livet oppstod spontant ved tilfeldige prosesser i en “ursuppe” hvor den første celle ble til. Riktignok bruker man ikke det belastede uttrykket “spontan generasjon”. Det er snarere slik at man uten diskusjon slår fast at alt liv stammer fra en første livsform. En livsform som oppstod spontant fra død materie pluss energi og støy. Dette er i følge darwinismen ingenting å diskutere, bare å godta: Det at livet oppstod spontant den ene gangen i fjern fortid. 7) Prosess. Det slås fast at evolusjonen er en jevnt pågående prosess, som krever lang tid. Ingen kan vel argumentere mot en prosess? Spesielt ikke mot en prosess som tok så lang tid at ingen kunne se den. Forutsatt at denne prosessen går sin gang, gis du ikke annet valg enn å akseptere den. 8) Eneste vitenskap. Darwinismen holdes fram som det eneste vitenskapelige alternativet. Forutsatt at darwinismen virkelig er vitenskap. Det blir liksom darwinismen eller ingenting. Når det gjelder å forstå livets tilblivelse og utvikling. Og alle må vel innse at det å ha en teori – hvor ufullstendig den enn måtte være – er bedre enn å ha ingen teori. 9) DNA. Felles arvestoff hos alle livsformer. Alle livsformer har den samme informasjonsbæreren DNA, og dette blir betraktet som et bevis for at alle livsformer har et felles naturlig opphav i en urcelle. Du sitter der med Darwins bingobrett i fanget. Du sitter og følger med på debatten hvor darwinisten opptrer. Du krysser av på bingobrettet ditt straks du hører darwinisten framføre ett av disse ni argumentene. Jeg garanterer at du i løpet av en times debatt vil være i stand til å krysse av tilstrekkelig

mange felter til at du kan rope det ut. Eller i alle fall hviske “bingo”. Når du har fått tre kryss på rad, enten vannrett, loddrett eller diagonalt. La oss for sikkerhets skyld se hvor mange felter det er mulig å fylle ut uten at resultatet blir “Darwin-bingo”. Det maksimale antallet man kan fylle ut uten å få bingo, er seks felter. Den situasjonen inntreffer dersom minst en av de to diagonalene er blank: i) Første diagonal er blank. Da skal darwinisten ikke nevne naturlig utvalg. Han må heller ikke omtale den tallmessige overmakten som darwinistene har i alle viktige fagmiljøer. Og han skal ikke vise til at DNA er felles hos alle livsformer. ii) Andre diagonal er blank. Da skal darwinisten ikke nevne mutasjoner, som er den eneste kilden til ny informasjon i følge darwinismen. Han må tie stille om den makten det gir at de fleste vitenskapsmenn i biologiske miljøer er darwinister. Videre må han unngå å nevne at prosessen har tatt lang tid. Det virker lite sannsynlig at begge disse diagonalene holder seg helt blanke under debatten. Prøv eventuelt å presse darwinisten på disse punktene. Du kan stille spørsmål fra salen nettopp med den hensikt å få fylt det eller de feltene som du mangler for å oppnå Darwin-bingo. La oss si du klarer å

fylle ut en rekke. Da får ikke bare du, men alle våkne tilhørere bingo samtidig. Det må være en passende nedtur for darwinisten når hele salen brøler “Bingo”. Rett etter at han synes han har avlevert et bra argument.

Darwinisten kan saklig sett ha rett Vent nå litt: Er det så farlig for darwinisten om han går på limpinnen? At han fyller opp bingobrettet ditt? Dersom han saklig sett har rett, hjelper det lite at du på forhånd visste hva han ville si. Jeg har ennå ikke sagt mye om hva jeg mener er feil med de ni argumentene. Nå vil jeg ta for meg alle ni argumentene og forklare hvorfor jeg finner samtlige uholdbare. Før jeg går kritisk gjennom disse ni punktene, vil jeg gjøre det klart at darwinismens grunnpåstand er avstamningshypotesen. Påstanden om at alle levende vesener i nåtid og fortid henger sammen i en eneste sammenhengende kjede av felles naturlig avstamning tilbake til en urcelle. Dette er det helt grunnleggende. Dette er selve barnetroen til en darwinist. Denne trossetningen burde ha stått i midten av bingobrettet, men den står ikke der i det hele tatt. Hvorfor har jeg bevisst latt avstamningshypotesen være fraværende på bingobrettet? Jeg har gjort det av den grunn at darwinister nødig nevner sin barnetro – troen på den ubrutte ORIGO 103

avstamningen fra urcellen. Darwinister vil helst at vi skal føle trykket av dette såkalte felles “slektskap”, uten at de selv blir stilt til regnskap. Uten at de trenger å forklare dette nærmere. Darwinismen taper generelt på grundighet og presisjon. Den taper på alle krav til logiske definisjoner og sammenhengende tankerekker. Darwinismen er tjent med at slagordet “slektskap” forblir akkurat det. Et slagord til å slå ned motstandere med. Et slagord som forblir upresist og udefinert. Et illustrende eksempel om “slektskap”: Siste gang jeg ble intervjuet om ID på den riksdekkende radiokanalen NRK P3, klarte jeg å lokke ut av intervjueren hvilke planer han hadde etter at han hadde intervjuet meg. Han innrømte at han ville la en darwinist få kommentere det jeg hadde sagt. Dette er den vanlige situasjonen i møte med media. Etter at mitt intervju er ferdigredigert, kommer det en darwinist-professor inn bak min rygg og får kommentere det jeg har sagt. Slik må det visst være. Darwinistene vet tydeligvis at de ikke kan klare seg i en åpen debatt mann mot mann, så de er helt avhengige av å skaffe seg kunstige regisserte fordeler. I dette tilfellet (hvor jeg ble intervjuet av NRK P3) klarte jeg å få journalisten til å innhente ett utsagn fra darwinisten, som jeg skulle få komme tilbake og kommentere. Min “motdebattant” var professor Trond Amundsen ved institutt for biologi ved NTNU (Trondheim). Han tok utfordringen fra meg, og det spørsmålet han stilte meg via journalisten var formulert omtrent slik: – Aksepterer du at mennesket er i slekt med apene? Mitt svar tilbake var: – Har du sluttet å slå din kone, Amundsen? Jeg vet ikke om denne replikkvekslingen ble sendt på radio. Mitt poeng var at begge disse to spørsmålene er like umulige å svare “ja” på. Og de er like umulige å svare “nei” på. Hadde jeg svart “ja”, så hadde Amundsen kunnet slå fast at jeg godtok hele myten om felles avstamning tilbake til en urcelle. Hadde jeg derimot svart “nei” på spørsmålet om slektskap, kunne Amundsen ha sagt at jeg benektet all anatomisk likhet og også det faktum at apene og vi har DNA som felles informasjonsbærer. Amundsens spørsmål om slektskap er altså rent lureri. Man sørger for at begrepet “slektskap” ikke er definert. Slik at den som skal svare, ikke aner hva det skal bety. Han skal ikke få lov til å vite om slektskap betyr felles avstamning eller synlige likhetstrekk. To helt forskjellige ting. Dessuten røpet Amundsen en manglende interesse for debatt. Hans utspill hadde ingen sammenheng med ting jeg hadde uttalt i intervjuet. Dersom han mot formodning skulle være klar for en debatt mann mot mann, inviterer jeg ham til å skrive i Origo. Vi går inn for demokrati og meORIGO 103

Darwinisterne véd åbenbart at de ikke kan klare sig i åbne debatter, men er helt afhængige af at skaffe sig redigerede fordele. ningsfrihet, og setter aldri munnkurv på våre motstandere slik som de ofte prøver å gjøre med oss. Tilbake til de ni feltene på Darwins bingobrett. 1) Lov. Det naturlige utvalg er rett nok en mekanisme som vi kan observere. Men det er en reduksjonsmekanisme som ikke bringer inn noe nytt. Å redusere mangfoldet av genetisk informasjon er alt det naturlige utvalg gjør. Det er ingen sammenheng mellom denne reduksjonen og avstamningshypotesen. Å si at en evolusjon fra urcelle til menneske er skjedd på grunn av naturlig utvalg, er å snakke mot bedre vitende. Noen føler seg imponert av posisjonen til personen som sier dette. I farten kaller man denne følelsen for overbevisning. Til tross for at påstanden om felles avstamning på grunn av naturlig utvalg ikke kan overbevise. For den mangler enhver saklig dekning. 2) Funn. Fossilfunn har aldri gitt noe grunnlag for å påstå at en dyregruppe nedstammer naturlig fra en annerledes dyregruppe. Begrepet “stamtavle” er et trylleord som blir misbrukt i denne sammenheng. Stamtavler er blitt satt opp på grunnlag av observasjoner av nålevende arter. Stamtavler sier noe om anatomiske og fysiologiske likhetstrekk. Stamtavler sier derimot ingenting om avstamning. Levende arter bestemmer hvordan man tenker seg mønsteret av relasjoner som fossilene plasseres inn i. 3) Tilfeldighet. Genetikken tilførte biologien den fundamentale innsikt at avkommets egenskaper bare er en rekombinasjon av foreldrenes egenskaper. I motsetning til hva Darwin trodde, kunne det ikke bli noen makroevolusjon ved normal arvegang. Ikke uten tilfeldige endringer i arvestoffet – mutasjoner. Det er nå blitt gjort utallige mutasjonsforsøk på bananfluer med sikte på å frambringe evolusjon av helt nye insekter. Men man har ikke klart å finne den minste lille tendens til evolusjon mot noe annet enn bananfluer. Tilfeldig støy forstyrrer den fint avpassede orden i arvestoffet. Derfor har man fått fram mange misdannede bananfluer, men aldri noe annet enn bananfluer. 4) Ikke styrt. Evolusjonen er en uforutsigbar prosess, ikke styrt. Evolusjonen er selve motsatsen til tanken om at det skulle stå en styrende intelligens bak livet og dets utvikling. Den nye retningen Intelligent Design (“ID”) blir avfeid som en amerikansk politisk-religiøs sammensvergelse mot vitenskapen. Man avviser ID som gammeldags mytologi ikledd nye klær. Men innenfor ID finnes det faktisk en matematisk basert

Gemmer darwinister sig bag en mur af tavshed?

sannsynlighetsteori som er av nyere dato og kalles Dembskis filter (Dembski 1998). Her kan man rent algoritmisk klare å skille mellom fenomener som er tilfeldige, fenomener som skyldes naturlover, og fenomener som er designet. Begrepet “ureduserbar kompleksitet” er et annet vitenskapelig fruktbart begrep fra IDbevegelsen. Denne kompleksiteten kjennetegner strukturer som mister hele sin funksjonalitet om ett eneste element mangler. Michael Behe gjør grundig rede for slike strukturer i sin bok (Behe 1996). 5) Makt. Antall hoder som fastholder den samme påstanden, er intet vitenskapelig argument, og vil aldri bli det. Jeg har opplevd i debatter at darwinister trøster seg til darwinismens seire i amerikanske rettssaler. Det virker som man på ramme alvor tror at resultatet av en rettslig strid skulle være faglig relevant for sannhetsinnholdet i darwinismen. Det er tvert imot en farlig sirkeltenkning – dette at darwinister viser til sin makt som hovedbegrunnelse for at de trenger enda mer makt. Det å spørre universitetslærere i biologi om de tror på darwinismen, er svært lite informativt. De måtte jo i utgangspunktet underkaste seg under darwinismen for å bli ansatt i sin stilling. 6) Spontan generasjon. Det er vanskelig å få en darwinist til å erkjenne det faktum at han bekjenner seg til troen på spontan generasjon. Et prinsipp som i sin tid ble motbevist av franskmannen Louis Pasteur. At primitivt liv kunne bli til spontant av seg selv ved støy og oppvarming

Det er vanskeligt at få en darwinist til at erkende at han bekender sig til troen på spontan generation. Et princip som i sin tid blev modbevist af franskmanden Louis Pasteur.

i en gjødselhaug eller i “ursuppen” hvor den første celle ble til. Darwinister er tvert imot tilbøyelige til å beskylde oss andre for å for forfekte spontan generasjon. Men det er bare darwinistene selv som tror at liv kan bli til spontant av ikke-levende materie pluss energi pluss støy. Vi avviser denne tankegangen, og erstatter den med følgende: For å få liv, trengs det materie pluss energi pluss informasjon. Dette er noe helt annet enn spontan generasjon. 7) Prosess. Det slås fast at evolusjonen er en prosess. Automatisk blir vi evolusjonskritikere framstilt som noen ubehjelpelige personer som står og fekter i tomme lufta. Det nytter jo ikke å forhindre en prosess som står der og går. Kan man argumentere mot en prosess? Men her kommer varmelærens 2. lov inn i bildet. Darwinistene slår fast at evolusjonen er en prosess i et åpent termodynamisk system, og at det ikke er noe problem å få økt orden i et slikt system. Men saken er at et åpent termodynamisk system produserer enda mer uorden (entropi) enn et tilsvarende lukket termodynamisk system. Det produseres nemlig entropi på grunn av den energien som degraderes ved at den strømmer gjennom systemet, og den må transporteres ut av systemet, i tillegg til den entropien som produseres internt i systemet. 8) Eneste vitenskap. Er darwinismen den eneste vitenskapelige forklaringen på livet? Det er riktig at Intelligent Design (ID) ennå ikke er en fullt utviklet vitenskapelig disiplin. Dermed ser det ut som om darwinismen faktisk er det eneste vitenskapelige alternativet. Men darwinismens vitenskapelighet er betydelig overdrevet. Darwinismen bygger på tre myter som ikke har vitenskapelig ryggdekning: • (i) Avstamningsmyten. Troen på en felles naturlig avstamning tilbake til en urcelle. • (ii) Myten om spontan generasjon. At liv ble til av ikke-liv pluss energi. • (iii) Bevissthetsmyten. At menneskets bevissthet kan forstås som en rent materiell prosess. Tar man disse tre mytene bort fra darwinismen, står man igjen med nokså ukontroversielle hypoteser om hvordan og hvorfor genfrekvenser endrer seg innenfor en art. Darwinismen som lære om fortida begår en grunnleggende fatal feil: Man blander sammen begrepene “korrelasjon” og “kausalitet”. Det finnes beviselig korrelasjoner mellom apers og menneskers DNA, anatomi og fysiologi. Men man kan ikke derav logisk slutte kausalitet – at mennesket har et helt naturlig og primitivt opphav felles med apene. En slik slutning er ikke annet enn en degradering av mennesket. På alle områder, inkludert evnen til å trekke logiske slutninger. 9) DNA. Det at alle livsformer har DNA som felles informasjonsbærer, ser ut som et sterkt argument for felles avstamning. Men dette er bare et skinnargument, fordi det forutsetter at begrepeORIGO 103

ne “informasjonskilde” og “informasjonsbærer” er identiske. Dette er en fatal tankefeil. Se til sammenligning på begrepene “energikilde” og “energibærer”: En høyspentledning er en effektiv energibærer, men den er en totalt verdiløs energikilde. Ellers kunne vi legge ned alle kraftverk og heller satse på å bygge master og strekke ledninger. Rent hydrogen er også en god og miljøvennlig energibærer, men det er en aldeles håpløs energikilde. For det finnes ingen forekomst av fritt hydrogen tilgjengelig i naturen. På samme måte er informasjonsbæreren DNA ingen informasjonskilde, slik darwinismen faktisk tar for gitt. Dette virker så opplagt for en darwinist at man knapt diskuterer det. Det at DNA er noe det ikke er – en informasjonskilde. Når man tror at DNA er en informasjonskilde, tror man også at informasjonsbegrepet er rent materielt. Dette er en gammeldags fornuftsmytologi som er blitt avlivet av moderne informasjonsvitenskap (informatikk). Det er og vil alltid forbli et kvalitativt skille mellom software og hardware i en datamaskin. Å fastholde at DNA er informasjonskilde, kan sammenlignes med å drømme om at all software i framtida kan skiftes ut med hardware. Mange ganger får vi høre at darwinismen liksom er genial i sin enkelhet. Det enkle prinsippet om naturlig utvalg som ble oppdaget av Darwin, var liksom tidenes smarteste tanke. Det viste seg liksom som et felles forklarende prinsipp bak tilblivelsen av de ulike livsformer i hele deres mangfold. Men alt dette er bare på liksom. Sannheten er i stor grad den stikk motsatte. Det naturlige utvalg er ingen årsak til mangfold. Det er tvert imot til hinder for tilblivelse og utbredelse av mangfold. Det kan være patetisk å se darwinistiske biologer i aksjon: Der de i det ene øyeblikket står ved fornuftens selvdyrkende alter og løfter fram seleksjonens sakrament i den darwinistiske liturgi. Mens de i neste øyeblikk får et lysglimt av praktisk fornuft når de skal redde verden. Da blir plutselig dette salige sakrament – naturlig seleksjon – forvandlet til et onde. La meg nevne tre eksempler: a) Rømt oppdrettsfisk i en elv. Her stoler man ikke på at den naturlige seleksjonen kan rydde opp og sørge for at villfisken utkonkurrerer oppdrettsfisken. Neida, man er livende redd for en innblanding av gener fra oppdrettsfisk. Man argumenterer for at villfisk som har tilpasset seg miljøet over lange tidsrom, ikke må få møte konkurranse fra en unaturlig nykomling. Den naturlige seleksjonen er merkelig nok blitt til en trussel. Darwinistene forlanger at det utføres kunstig seleksjon, som går ut på at man fanger og fjerner den rømte oppdrettsfisken fra elva. Darwinistene ser denne kunstige seleksjonen som det eneste tiltaket som kan redde mangfoldet. Men er ikke dette en fallitterklæORIGO 103

Hvor mange kanoner skal der til for at få åbnet en debat om darwinisternes videnskabelige basis?

ring? At årsaken til mangfoldet fra i går blir til selve trusselen mot mangfoldet i dag? De samme darwinistene som nå i praktisk handling slåss mot det naturlig utvalg, mener faktisk på ramme alvor at det samme naturlige utvalg var selve mekanismen bak det biologiske mangfoldet i fortida. b) Innføring av fremmede arter i økosystemer. Nordamerikansk kam-manet (Mnemiopsis leidyi) er ett av de verste eksemplene. Denne lille såkalte monstermaneten følger med ballastvannet på store skip fra det ene verdenshavet til det andre, og den var årsaken til at økosystemet i Svartehavet kollapset. Her ser man igjen at det er farlig å stole på at det naturlige utvalg faktisk virker slik darwinismen sier. Det naturlige utvalg skaper aldri økt mangfold, bare reduksjon av mangfold. Darwinister tror i følge sin lærdom at de artene som over lang tid har tilpasset seg i et bestemt økosystem, er best og mest konkurransedyktige der de hører hjemme. Men i neste øyeblikk ser man at enkelte arter som aldri har fått anledning til å tilpasse seg der, viser seg å være sine slektninger overlegne. Det var maneter i Svartehavet fra før, men nå ble de utkonkurrert av den lille frekkasen. Den samme lille maneten som i uminnelige tider var blitt holdt i sjakk i de havområdene utenfor NordAmerika der den hører hjemme. c) Eldredge-Gould hypotesen om sprangvis evolusjon (“punctuated equilibria”). Her prøver man å komme til rette med det faktum at fossilfunn ikke viser tegn til gradvis evolusjon fra en

At fastholde at DNA skulle være en informationskilde, kan sammenlignes med en drøm om at al software i fremtiden kan skiftes ud med hardware.

dyregruppe til en annen. Man tenker seg derfor at denne evolusjonen har foregått forholdsvis raskt i små isolerte populasjoner. Hva var det som måtte kjennetegne en slik unntakstilstand hvor det skjedde rask evolusjon? Jo, det var at det naturlige utvalg ble satt midlertidig ut av kraft. Dette kunne bare skje når det var liten konkurranse og mange ledige økologiske nisjer. Da hadde de rare muterte variantene større muligheter til å overleve enn de ville ha hatt under normale forhold hvor seleksjonen er sterk. Konklusjonen er at darwinismens bærende prinsipp – det naturlige utvalg – er det som i praksis skaper de største problemene for darwinistene. Problemer når det gjelder å forstå hvordan livet kunne bli mangfoldig før i tiden. Problemer når det gjelder å forvalte livets mangfold her i tiden.

Til beste for ettertiden. Fruktene på darwinismens tre viser seg altså å være ødeleggende. Hvorfor er man da så motvillig mot å undersøke om det er noe galt med selve treet?

Litteratur: M.J. Behe: “Darwin”s Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution”. The Free Press, New York (1996). W.A. Dembski: “The Design Inference: Eliminating Chance through Small Probabilities”. Cambridge University Press, Cambridge, U.K. (1998). N. Eldredge & S.J. Gould: “Punctuated equilibria: An alternative to Phyletic Gradualism”. Models of Paleobiology, side 82-115. Freeman, Cooper & Co, San Francisco (1997).

Mere mad – større hjerne

Det er dog det utroligste sludder man undertiden får serveret i darwinismens navn. Ud & Se tager virkelig keglerne i januar 2007. Med dr.dk/videnskab som kilde anføres det “interessante” forhold at orangutanger på Borneo får større hjerner hvor der er rigelige mængder foder til stede (foderet menneskeliggøres naturligvis ved at kalde det mad). – Se, dét er der i og for sig ikke noget overraskende ved. Det er et velkendt faktum at BMI’et hos alle organismer er afhængigt af fødeindtaget: De edderkopper jeg i mine unge dage fodrede med fluer, blev betydeligt større end dem der måtte fange dem selv. Det overraskende i notitsen er følgende rendyrkede lamarckistiske betragtning: Opdagelsen giver potentiel ny viden om hvordan menneskets hjerne har udviklet sig på få mio. år. – Sic! Det er så vidt jeg véd noget ganske nyt inden for genetikken at fødeindtagelsen skulle gå hen og påvirke programmeringen (DNA’et) i kønscellerne sådan at erhvervede egenskaber (i dette tilfælde større hjerner) skulle kunne nedarves. Lamarck lever tilsyneladende stadigvæk og har det godt! Selvom han burde være død og borte sammen med de millionvis af sibiriske sovjetbønder der af Stalin blev ofret på hans alter ved fejlslagne forsøg med brødkorn mens darwinismen stadig var statsreligion. .b

ORIGO 103

Om videnskab, skabelse og etik Af Peter Øhrstrøm

Vi har i ORIGOs redaktion for nylig modtaget en ganske kritisk reaktion om forholdet mellem tro og videnskab, som det behandles på “skabelse.dk”. Det er især ORIGOs slagordsagtige erklæring om at ville fremme en sammenhængende debat om videnskab, skabelse og etik, der er faldet læseren for brystet. Han mener tilsyneladende, at vi tager fejl, når vi i bladet og på www.skabelse.dk diskuterer forholdet mellem tro og videnskab ud fra den antagelse, at tro og videnskab kan berige hinanden og indgå i et frugtbart samarbejde. Læseren mener åbenbart ikke, at tro har noget med videnskab at gøre. Han synes at mene, at der er tale om to vidt forskellige menneskelige aktiviteter, som ikke må blandes sammen. Den holdning til forholdet mellem tro og videnskab, som læseren giver udtryk for, beror tilsyneladende på den såkaldt positivistiske opfattelse af videnskab, som går ud på, at man i videnskaben skal holde sig til den rene logik og til det, der i princippet kan verificeres af os alle ved direkte observation. Alt andet skal regnes for subjektivt og dermed videnskabeligt set irrelevant. Man skal blive ved det, som man “positivt” kan vide (ud fra logik og direkte observation). Resten er ifølge denne opfattelse ikke videnskab – men det kan naturligvis meget vel indgå i et eller andet menneskes tro, hvilket dog så må blive den enkelte troendes helt private sag. Positivismen, som for alvor blev stærk i 1800tallet, må ikke mindst ses som et opgør med den opfattelse af forholdet mellem tro og videnskab, som havde været kendetegnende i den forudgående periode, dvs. i forbindelse med det naturvidenskabelige gennembrud, som det kan karakteriseres af pionerer som Copernicus (1473-1543), Kepler (1571-1630) og Newton (1642-1727). Pionererne var alle kristne, og deres tro var en afgørende forudsætning for deres videnskabelige aktivitet. ORIGO 103

Sagen kort Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm gør i denne artikel rede for forholdet mellem troen som grundlæggende antagelse i al forskning og den viden det for os mennesker er muligt at opnå fordi vi opererer i et “rationelt univers”.

De troede, at Gud har skabt verden, og at verden er indrettet på en rationel måde, således at vi mennesker har mulighed for at begribe afgørende træk ved den ved brug af vore iagttagelser og vor fornuft. Meget smukt og præcist blev dette udtrykt af Kepler, som i et brev fra 1597 formulerede sin position på følgende måde: Jeg ville opnå, at troen på, at verden er skabt, skulle forstærkes gennem denne ydre støtte, at Skaberens tanker skulle kunne genkendes, og at Hans uudtømmelige visdom skulle lyse stærkere fra dag til dag. Så vil menneskene til sidst kunne måle dybderne i Hans mægtige tanker og indse, at Gud, som grundlagde alt i verden efter en bestemt plan, også har udstyret menneskene med et sind, som kan forstå denne plan. [Brynhildsen 1976] For den moderne naturvidenskabs pionerer var sand naturvidenskab altså en slags gudstjeneste. De mente alle, at Gud har skabt den ydre verden efter en sammenhængende plan og os med en forstand, som passer til verden på en sådan måde, at vi har

»Vi mennesker har mulighed for at begribe afgørende træk ved naturen ved brug af vores iagttagelser og fornuft« mulighed for ved forskning at finde de principper (tanker), som Skaberen har nedlagt i naturen. Dette natursyn havde for disse pionerer afgørende betydning som drivkraft i deres forskning. I løbet af 1700- og især 1800-tallet dukkede der imidlertid flere og flere naturforskere op, som

ikke brød sig om pionerernes syn på relationerne mellem naturvidenskab og skabelsestro. Dermed opstod positivismen, hvis tilhængere ønskede et naturvidenskabeligt eller naturfilosofisk opgør ikke bare med den kristne skabelsestro, men faktisk med al metafysisk tænkning, som vil påberåbe sig naturvidenskabelig relevans eller betydning. En af de tidlige forkæmpere for positivismen var August Comte (1798-1857), som hævdede, at der findes en generel udviklingsretning for videnskaberne svarende til nedenstående figur:

Videnskaberne bevæger sig altså ifølge Comte fra en teologisk fase, hvor alt forklares under henvisning til guders eller åndelige kræfters virke, til en metafysisk fase, hvor man i stedet forklarer virkeligheden med abstrakte eller metafysiske principper. Efter at have gennemløbet disse første faser når videnskaben ifølge Comte til den højeste fase, den positive, hvor man ikke længere forklarer med

Hvad er grunden til, at naturens grundlæggende strukturer kan beskrives med en matematisk rationalitet? henvisning til mytologi eller metafysik, men i stedet holder sig til de positive, observerede kendsgerninger. Comte har selvfølgelig ret i, at det var et stort fremskridt for videnskaben, da man begyndte at beskrive naturens regelmæssighed systematisk med matematik i stedet for med henvisning til guders eller åndelige kræfters virke. Allerede antikkens grækere tog de første skridt i den retning, og projektet blev videreført i højmiddelalderen og ikke mindst i renæssancen med naturvidenskabens pionerer. Men den interessante pointe i denne forbindelse er selvfølgelig, hvorfor den matematiske beskrivelse virker. Hvad er grunden til, at naturens grundlæggende strukturer kan beskrives med en matematisk rationalitet? For grækerne var svaret på det spørgsmål “logos” i eller bag verdensaltet. For naturvidenskabens pionerer var svaret en kristen bearbejdning af logos-tanken, nemlig at den matematiske rationalitet, som vi finder i naturen, er udtryk for Skaberens tanker for og plan med verden.

For positivismen skulle selve forekomsten af naturlovene vise sig at være et gigantisk problem, hvilket Comte dog tilsyneladende ikke selv indså. Positivismen tog i øvrigt udgangspunkt i pionertidens meget vigtige pointe, at vores direkte observationer, de givne data, spiller en ganske afgørende rolle i det videnskabelige univers. Denne helt centrale pointe indebærer, at eksperimenter principielt kan gentages af alle mennesker uanset vilkår og baggrund med stort set samme resultat. Man kan sige, at det netop er det forhold, der for alvor gør verden tilgængelig for den menneskelige erkendelse. Men positivisterne går i forhold til naturvidenskabens pionerer et (ganske problematisk) skridt videre, idet de hævder, at kun det, der kan verificeres logisk (tautologierne), og det, der kan bekræftes ved observation, hører hjemme i naturvidenskaben, Gennem 1800-tallet og i første del af 1900-tallet var positivismen af meget stor betydning for det gængse syn på videnskaberne. Ifølge positivisterne findes der til syvende og sidst kun to slags sandheder, som er relevante i en naturvidenskabelig objektiv sammenhæng: 1) De tautologiske eller analytiske (dem, der alene beror på logik) og 2) observationssætningerne (dem, der korrekt skildrer det, der kan iagttages). Alle andre påståede sandheder skal ifølge positivisterne afvises som videnskabeligt set irrelevante. Det rammer udsagn om verdens tilblivelse (f.eks. “Verden er blevet til ved skabelse”). Det rammer også udsagn om formål, f.eks. udsagn om at bestemte organer i kroppen har bestemte formål. Ligeledes rammer det udsagn om basale erkendelsesteoretiske antagelser f.eks. om den ydre verdens eksistens og diverse udsagn om tid og rum. Der er flere varianter af positivismen, men efterhånden udkrystalliseredes en række grundlæggende teser, som positivisterne i altovervejende grad bekender sig til. Vigtigst blandt disse teser er følgende: • Al sand erkendelse er principielt reducerbar til og kan bekræftes ved direkte henvisning til logikken og til det direkte observérbare. • Der kan konstrueres et neutralt (dvs. værdifrit) observationssprog, som kan benyttes til den positive beskrivelse af virkeligheden. • Religiøse, etiske og metafysiske påstande har ingen objektiv sandhedsværdi, men vedrører alene den enkeltes subjektive oplevelser/følelser. Det viste sig imidlertid efterhånden, at sådanne synspunkter giver alvorlige problemer. Det gælder ikke mindst påstanden om, at al sand erkendelse kan reduceres til logik og direkte observation. Påstanden viste sig at give store problemer i forhold ORIGO 103

til teori-begrebet. Med den tankegang kan en universel teori eller en naturlov om potentielt uendeligt mange elementer jo ikke være videnskabelig og objektiv sand, eftersom den jo ikke kan bekræftes ved logik eller direkte observation. Eneste mulige løsning for positivisterne var tilsyneladende Toulmins instrumentalistiske forslag, ifølge hvilket naturlove ikke har objektiv videnskabelig status, men derimod skal betragtes som praktiske redskaber for sammenfatningen af data [Toulmin 1967, p.70 ff.]. Den løsning er imidlertid ikke specielt tillokkende, idet den jo indebærer, at videnskaben skal opgive sit klassiske mål: at finde (eller i det mindste søge) sandheden om virkelighedens basale strukturer og rationelle sammenhænge. Det forekommer også helt oplagt, at mange vigtige og sande udsagn med erkendelsesmæssig relevans ikke kan gøres til genstand for verifikation ved observation. F.eks. giver det sig selv, at vi ikke kan verificere ved direkte observation, at verden har uforandrede karakteristika, når ingen observerer den. Af samme skuffe er det noget generende forhold, at vi slet ikke kan vide, at verden er der, når ingen observerer den. Man kan også nævne, at vi principielt set ikke ved observation kan afgøre, om det, vi observerer, faktisk er udtryk for den ydre verdens eksistens, eller om der i stedet er tale om en eller anden form for kollektivt sansebedrag, selv om ingen (eller næsten ingen) kan tro sidstnævnte mulighed. Alligevel forekommer det os selvfølgeligt, at den ydre verden eksisterer – også når ingen kigger på den, og at dens basale egenskaber ikke afhænger af os eller af vores observation af den. Men alt det er altså strengt taget ikke noget, man kan vide. Det er noget, der må antages ved tro! Noget som vi faktisk alle sammen tror, for at kunne komme i gang med vores erkendelsesproces: Vi tror altså for at kunne vide! I arbejdet med det positivistiske program viste det sig også, at det var mere end vanskeligt at konstruere det ønskede værdifrie observationssprog. Sagen er jo, at med valget af et observationssprog følger der nødvendigvis et bestemt perspektiv på verden med, og dermed kommer man let til indirekte at foretage vurderinger (dvs. værdidomme). Noget tilsvarende gælder etiske udsagn. Synspunktet om, at etiske udsagn principielt ikke kan have objektiv sandhed, har ikke mange tilhængere nu om dage. Selv om man normalt vil sige, at den etiske sandhed ikke hører til inden for selve naturvidenskaben, vil de fleste anerkende, at det er væsentligt at forholde sig systematisk til de etiske spørgsmål, som moderne videnskab giver anledning til. – Det forekommer helt ubetvivleligt, at jeg bør forsøge at redde et barn, der er tæt ved mig og inden for mit synsfelt, og som er på vej ud på vejen foran en bil. Sådanne etiske sandheder kan forekommer lige så åbenbare som en sandhed om en fysisk genstand lige foran mig. ORIGO 103

Med den tankegang kan en universel teori eller en naturlov om potentielt uendeligt mange elementer jo ikke være videnskabelig og objektiv sand

Moderne videnskabsteori Fra den lange positivistiske periode er der stadig mange levn, som gør sig gældende i den offentlige debat og i undervisningssektoren. Men i den moderne videnskabsteori spiller egentlige positivistiske opfattelser en meget ringe rolle. Det 20. århundredes to store videnskabsteoretikere Karl Popper (1902-94) og Thomas Kuhn (1922-96) har begge – hver på deres måde – rettet hård kritik mod positivismen. Begge disse store tænkere anerkender, at ingen videnskab – heller ikke om naturen – kan fungere uden et metafysisk eller ideologisk grundlag. Der findes ingen værdifri videnskab om naturen, når det kommer til stykket (jf. [Øhrstrøm 1998, p. 91 ff.]). Man må gøre sig ubeviselige forudsætninger for overhovedet at udøve en naturvidenskabelig praksis. Lidt kort og slagordsagtigt kan man sige: Man må tro for at kunne vide! (Her forstås “tro” som overbevisning om noget, som man ikke kan sanse eller slutte sig til ved logik alene.) Hvis den moderne videnskabsteori har ret, er videnskaben underbestemt af de empiriske data. Det vil sige, at det i en række tilfælde vil være sådan, at valget mellem alternative videnskabelige teorier ikke kan afgøres af de empiriske data. I disse tilfælde vil ingen måling, ingen observation, intet eksperimentelt resultat kunne afgøre, hvilken af de pågældende teorier, der er den korrekte. De pågældende teorier passer lige godt med alle forhåndenværende data og måske endda lige godt med alle mulige data. I sådanne tilfælde afgøres valget mellem teorierne ud fra æstetiske, metafysiske og ideologiske overvejelser. I sådanne tilfælde får troen og den værdimæssige vurdering altså den afgørende rolle i teorivalget. Uafgørligheden kan også underbygges af Kurt Gödels berømte resultater fra 1931, som i de senere år har fået fornyet opmærksomhed (jf. [Øhrstrøm 1998, p. 107 ff.]). Ifølge Gödels resultater vil ingen teori kunne udtale sig om al sandhed inden for et vidensområde, hvis blot der er tale om et vidensområde af mindst samme kompleksitet som de hele tal (dvs. en relativt lav grad af kompleksitet, som det forekommer oplagt, at man i hvert fald må have i stort set alle videnskaber). Sandheden vil altså i sådanne – helt almindelige – tilfælde altid være større end teorien! Teorien kan altså ikke gribe, begribe, sammenfatte hele sandheden. Teoriens underbestemthed af de empiriske data, Gödels resultater mm. lægger op til dels en ydmyghed i forhold til den videnskabelige teoris muligheder og dels en åbenhed for et samspil

mellem videnskaben og andre tilgange til verden i forsøget på at nå til sandhedserkendelse. Helt basale forhold som dette, at den ydre verden faktisk findes, at erkendelsen er mulig, at der findes lovmæssigheder i naturen af rational karakter, beror på trosmæssige antagelser – som vi historisk set ikke mindst har fra naturvidenskabens pionerer, som antog dem som helt oplagte konsekvenser af deres kristne tro. Ydermere har troen på rationalitet og struktur i naturen gennem generationer vist sig at være frugtbar som basis for naturvidenskabelig praksis. Derfor er det også besynderligt, at moderne naturvidenskabsfolk i så vid udstrækning, som tilfældet er, afviser forslagene fra tilhængerne af Intelligent Design om, at naturen

faktisk kunne tænkes at rumme endnu mere rationalitet og gennemtænkthed, end man normalt har antaget. De, der hævder, at naturen er rationel, men at denne rationalitet af principielle grunde intet sted i naturen kan være udtryk for plan eller formål, har efter min mening et anseeligt forklaringsproblem.

Referencer: Brynhildsen, Aa.: Johannes Kepler, Oslo 1976 Toulmin, S.: The Philosphy of Science, London 1967 (opr. 1953) Øhrstrøm, P.: Logisk set, 2. udg., Systime 1998

Spørgekassen

En læser skriver: Jeg kigger på jeres logo hvor der under skabelse.dk står om videnskab, skabelse og etik. Jeg synes seriøst I skal overveje “videnskab” i den sammenhæng. Jeg har endnu ikke set noget tilnærmelsesvis videnskabeligt på denne side … Jeg kan forsikre dig at vi “seriøst overvejer” hver eneste ting vi offentliggør i henholdsvis bladet Origo og på hjemmesiden skabelse.dk. Det er en ganske interessant betragtning du gør dig til talsmand for, at det til gengæld ikke skulle have noget med videnskab at gøre. Hvornår beskæftiger man sig da med videnskab? Har det fx noget med videnskab at gøre når DSB’s blad “Ud & se” i januar 2007 bagest i bladet bringer en notits om hjerners størrelse? Se s. 14. Selvom det for mig at se er en horribel lemfældig omgang med kendsgerningerne vi ser i denne artikel, kan jeg vel ikke sige at det ikke har med videnskab at gøre, udelukkende fordi jeg er uenig i dens konklusioner? Det fine ved forskning og videnskab er retten til at være uenig, til at være kritisk, til at anvise alternative tolkningsmuligheder. For det er vel ikke sådan at det er konklusionerne som bestemmer om det nu er videnskab eller ej man beskæftiger sig med. En ganske interessant tanke i øvrigt. Jeg formoder at du ikke har set bladet Origo; hvis du havde, ville du nok trods alt have lidt svært ved at fastholde at det ikke er videnskab vi beskæftiger os med. Vi vil påstå: Det er ikke andet!

Du har en masse til gode ved at dykke lidt ned under overfladen på skabelse.dk. Og jeg kan oven i købet anbefale dig den helt forrygende øjenåbneroplevelse at abonnere på Origo. Det er selvfølgelig noget af et spring. Et fornuftigt tilløb kunne så være at købe blot et enkelt eksemplar af bladet til at begynde med. Her kan jeg anbefale Origo nr. 101, sept. 2006, Ikke helt tilfældigt, redigeret af cand.scient. K. B. Østergaard (hovsa! akademiker!) som skriver om informationsproblematikken. Men bered dig på nogle chokoplevelser i form af ny viden om videnskab! Og så ellers velkommen i klubben med os andre, den klub der består af folk som gerne vil være klogere. Det vil vi gerne, hver dag, så derfor tak for dit indspark. Med venlig hilsen .b

ORIGO 103

Bo ga nm el de lse

Menneskets oprindelse er noget af et mysterium Anmeldt af Ove Høeg Christensen Journalist, m. DJF

Vil en skabelsestroende og/eller ID-tilhænger blive darwinist af at læse “Menneskets oprindelse og udvikling” af Peter K. A. Jensen? Er bogens argumenter så overvældende, at man tvinges til at acceptere, at mennesker og menneskeaber har en fælles evolutionær forfader? Nej, ifølge Peter K. A. Jensen er menneskets udvikling og oprindelse noget af et mysterium! Men det kræver en ret omhyggelig læsning af “Menneskets oprindelse og udvikling” for at indse (eller gennemskue) dette.

Hul i fossilrækken Peter K. A. Jensen, der opfatter naturalistisk evolution som et indlysende udgangspunkt, skriver i en billedtekst i en anden af sine bøger (“Da mennesket blev menneske”, 2004): “For tre millioner år siden steg en primat, mere menneskeabe end menneske, billedligt talt ind i en tidstunnel. En million år senere spadserede en ny art, der brugte redskaber og havde en stor hjerne, og som regelmæssigt spiste kød, ud af tunnelens anden ende. Hvad der var sket i mellemtiden er stadig noget af et mysterium”. “Menneskets oprindelse og Udvikling”, 3. udg., der her skal anmeldes, beskæftiger sig blandt andet med dette mysterium, altså hvad der kan være sket i den ovenfor nævnte tidstunnel. Peter K. A. Jensen skriver ærligt og redeligt om de mange problemer, forskerne må leve med: “Adskillelsen mellem de afrikanske menneskeaber og linien, der førte til mennesket, fandt sandsynligvis sted for omkring 6 millioner siden. Som nævnt flere gange i det foregående har man næsten intet kendskab til den første del af denne periode på grund af et hul i fossilrækken på omkring 4 millioner år i den sidste del af tertiærtiden”.

Behovet for mellemformer Som ikke-fagkyndig læser af “Menneskets oprindelse og udvikling” forbløffes man flere gange over, at et utroligt sparsomt fossilmateriale giver ORIGO 103

Menneskets oprindelse og udvikling 3. udgave, 432 sider. Af Peter K. A. Jensen Gyldendal

anledning til, at nye arter oprettes. Forklaringen må være, at forskerne ønsker at imødekomme et behov for mellemformer. Homo habilis, for eksempel, blev straks oprettet som art efter fundet af et fragmenteret kranium. Peter K. A. Jensen skriver herom: “Fossilerne fra Olduwai og Koobi Fora, der traditionelt er tilskrevet Homo habilis, er stærkt fragmenterede, og fortolkningen af dem er som nævnt langt fra éntydig” (side 170). Først findes et fragmenteret kranium, og derefter oprettes en art. Senere findes andre fragmenter, der meget praktisk kan tilskrives denne art. Det er, som Peter K. A. Jensen nævner, langt fra éntydigt. Nogen lignende skete efter fundet af den meget menneskelignende underkæbe nær ved Heidelberg i Tyskland. Den gav anledning til oprettelse af arten Homo heidelbergensis. Senere findes fossiler på andre lokaliter, der af forskellige dateringsmæssige og evolutionære årsager (meget praktisk) kan tilskrives Homo heidelbergensis. Peter K. A. Jensen skriver herom: “… fossiler fra Java, Kina samt fra Turkanabassinet, Olduvai lag IIIV og Ternifine m.fl. i Afrika. Den gruppe af fossiler, der i dag af de fleste regnes til Homo heidelbergensis, er alle dateret til mellemste Pleistocæn.” (side 209).

Oprejste (bipedale) mellemformer Peter K. A. Jensen giver flere eksempler på forskernes behov for at “tilskrive” eller “henregne” et eller flere fund til bestemte arter eller epoker for at opfylde evolutionære forventninger. Det gælder

også de berømte og meget menneskelignende fodaftryk, der er fundet ved Laetoli, Tanzania. Allerede på side 16 skriver Peter K. A. Jensen meget overraskende: “Det skete for 3,6 millioner år siden, og her ser man for første gang mennesket undervejs på dets lange og eventyrlige vandring ind i historien.” Mener Peter K. A. Jensen virkelig, at der eksisterede mennesker for så længe siden? Nej! Det mener han ikke, og det uddybes på side 151: “Detaljeret opmåling og analyse har afsløret, at fødderne, der har afsat sporene, i forbavsende grad minder om foden hos det moderne menneske.” Videre skriver han på samme side: “De bevarede fodspor har således dokumenteret, at homininerne for 3,6 millioner år siden var – hvad fodens form angår – veltilpasset til opret (bipedal) gang.” Afsnittet afsluttes kort og noget ubegrundet med: “Der er ingen tvivl om, at fodsporene er afsat af Australopithecus afarensis.” Tvunget af Laetoli-fodsporene er forskerne nødsaget til at antage, at vore hypotetiske forfædre havde en meget menneskelig underkrop med en meget abelignende Australopithecus-overkrop. Det forekommer noget underligt, ja nærmest usandsynligt. Alternativet, at moderne mennesker har eksisteret for 3,6 millioner år siden, er uacceptabelt ifølge evolutionsteorien.

genetisk Afdeling på Århus Universitetshospital. At dømme efter bogen har forfatteren indgående studeret teorierne om menneskets oprindelse og formodede tidlige mennesketypers kolonisering af nye levesteder og de tidligste menneskelige kulturer. Indholdet i “Menneskets oprindelse og udvikling” spænder vidt. På de første mange sider fra kapitel 1 til og med 8 skriver Peter K. A. Jensen mere generelt om menneskets oprindelse: myte og videnskab, evolutionsprocessen, livets oprindelse og tidlige udvikling, biologisk klassifikation, primaternes evolution og systematik og nulevende menneskeaber og hominoidernes afstamning. Man skal læse helt frem til side 126, før man kommer til de mere kontroversielle dele af bogen. Den del indledes med kapitel 9: Menneskeliniens oprindelse, 10: Mønstre i udviklingen af tidlige homininer, 11: Udviklingen af Homo (ergaster og erectus), 12: Koloniseringen af Europa: Homo heidelbergensis og neandertalerne og 13: Homo sapiens oprindelse (side 236). Bogen afsluttes med kapitlerne 14: Homo sapiens: kulturel udvikling i øvre palæolitikum og neolitikum. 15: Global kolonisering og diversificering og 16: Da mennesket blev menneske. Et Appendix fra side 364 til 422 omfatter afsnit om menneskets arvemasse, aldersbestemmelse, noter, kronologisk oversigt over centrale begivenheder, ordliste, litteraturliste og stikordsregister.

Spænder vidt Peter K. A. Jensen er ledende overlæge ved Klinisk

Er det videnskab – når Peter K. A. Jensen skriver: Bevismaterialet der ligger til grund for … evolutionsteorien, er overvældende. Nogle af indicierne er: 1. Et omfattende fossilmateirale der afdækker kronologiske sekvenser af mere eller mindre sammenhængende livsformer. 2. Den geografiske udbredelse … af arterne i fortiden og i dag. 3. Brugen af kunstig selektion inden for fx landbruget med henblik på at skabe nye arter af husdyr og planteafgrøder. 4. Bevarelse af udviklingsstadier repræsenterende fjerne forældre i forsterudviklingen hos nulevende arter. 5. Ligheder i den underliggende struktur af funktionelt forskellige legemsdele som kan afsløres ved sammenlignende anatomiske studier. Fælles anatomiske grundplaner … indicerer fælles afstamning … 6. Større lighed i cellulære og biokemiske strukturer … mellem tæt beslægtede arter end mellem fjernt beslægtede arter.

7. Den (næsten) universelle genetiske kode. Ja, naturligvis. Er det et indiskutabelt “bevismateriale”? – Næ, det er det faktisk ikke. 1. Kun hvis man på forhånd har bestemt sig for et evolutionsskema, passer fossilerne heri. 2. Kan lige så godt forklares ud fra Grundtypemodellen. 3. Den med “nye arter” er vist en sandhed med modifikationer. Malkekøer til giraffer?! 4. Utroligt at Haeckels vrøvl skal blive ved med at blive ført i marken. På dette 4. punkt kan man ikke tale om videnskab mere, blot uvidenhed. 5. Et typisk cirkelargument der ikke holder vand. 6. Passer ganske enkelt ikke. Der er så mange steder hvor det ikke holder, så argumentet er faldet til jorden. 7. Kan i lige så høj grad tolkes som et tegn på Intelligent Design. Darwinisterne mangler stadig at komme med det overbevisende argument om at programmering (også i DNA) kan opstå af sig selv. .b ORIGO 103

Radiohalos Af Finn Lykke Nielsen Boelsmand, cand. polyt. med speciale i ”Radioaktive dateringsmetoder”12

Robert V. Gentry Den forsker der mere end nogen anden har gjort radiohalos berømte er Robert V. Gentry. Han har personligt undersøgt tusindvis af radiohalos og har et omfattende forfatterskab, som interesserede læsere henvises til – se litteraturlisten. Han er af den mening at tolkningen af polonium-halos, mini- og kæmpe-halos bør føre til et mere åbent sind blandt forskere overfor andre teorier end de gængse m.h.t. mineraldannelse og Jordens historie i det hele taget.

Uran og henfaldsfamilier Grundstoffet uran (U) består af især de 3 isotoper U-238, U-235 og U-234, der alle har Z=protontallet/atomnummeret=92, men adskiller sig m.h.t. antal neutroner, hhv. 142 (=238-92), 139 og 138. Mere udførligt skrives isotoperne med angivelse af massetal foroven og atomnummer forneden: . I de fleste uranmineraler finder man isotoperne U-238 og U-235 i antalsforholdet:

- dvs. der er 138 gange så mange U-238 atomer som U-235 i mineralet. Alle kendte uranisotoper er radioaktive og henfalder langsomt igennem henfaldskæderne: Uranfamilien, Actinium-familien, Neptunium-familien. Desuden findes en 4. henfaldskæde man ofte nævner sammen med urans henfaldskæder: Thoriumfamilien. I figur 1-4 er vist de 4 familier, hvor dog kun hyppige (=forgreninger med sandsynlighed større end 2%) α-henfald er specificeret. I figurerne er β-, γ- og sjældne (=forgreninger med sandsynlighed mindre end 2%) α-henfald ikke specificerede. (Dataene er fra 1 og 2, men findes i mange andre opslagsværker. NB: Der er små forskelle i halveringstider og α-energier m.m. imellem de forskellige opslagsværker.) ORIGO 103

Sagen kort Artiklens forfatter gør sig til talsmand for at man går til de radiometriske dateringsmetoder med et noget mere åbent sind end man ellers ofte ser. De er nemlig ikke så entydige som man skulle tro. I denne artikel finder vi en faglig gennemgang af fænomenet radiohalos som er “en dateringsmetode for mineraldannelse som umiddelbart givet et andet billede end det gængse”. Det vil nok komme som en overraskelse for de fleste at man i den videnskabelige litteratur “ser at de meget anvendte radiometriske dateringsmetoder generelt ikke stemmer overens ved datering af samme mineral”. – Så her er chancen for at få genopfrisket – og suppleret – gymnasiets fysikundervisning. Og for nuværende stud.art.’er, stud.scient.’er og stud.polyt.’er at få bygget sig en solid basis for en topkarakter i specialet om isotoper og radioaktive stoffer. Her er virkelig stof at blive klogere på. .b

Eksempel (se figur 1): (=uran-238) henfalder radioaktivt til (=thorium-234) under udsendelse af en α-partikel. En α-partikel er identisk med en (=helium-4) kerne. α-partiklen udsendes med en af de to mulige energier: Eα = 4,20 MeV eller Eα = 4,15 MeV.

MeV (=mega-elektronvolt) er en meget anvendt energienhed for kerneprocesser. 1 MeV = 1,602 . 10-3 J, dvs. Eα = 4,20 MeV = 4,20 . 1,602 . 10-13 J = 6,73 . 10-13 J. For at undgå de små joule-tal er det meget lettere at anvende mega-elektronvolt-tal. Halveringstiden for henfaldet er T½ = 4,47 . 109 år – dvs. hvis man har f.eks. 1023 U-238 kerner, vil der i løbet af 4,47 . 109 år = 4,47 milliarder år henfalde (ved det viste α-henfald) halvdelen, dvs.

Figur 1. Uran-familien (kun hyppige α -henfald er specificeret) 1 side 179, 2 side 11-28 – 11-132 .

5 . 1022 U-238 kerner, som altså forsvinder fra U238-puljen, og alle vil blive til Th-234, der igen henfalder gennem to led til U-234 (=uran-234), der igen henfalder ved et α-henfald (Eα = 4,77 MeV ,4,72 MeV , T½ = 2,45 . 105 år) til Th-230 (=thorium-230), der igen henfalder … osv. … til Pb-206 (=bly-206), der er enden af henfaldskæden, og som er stabilt (=ikke-radioaktivt).

Figur 2. Actinium-familien (kun hyppige α henfald er specificeret) 1 side 179, 2 side 11-28 – 132 .

11-

Når man taler om ét grundstofs forskellige atomkerner, kalder man dem isotoper. Når man taler om flere grundstoffers forskellige atomkerner, kalder man dem nuklider. For dem som kan læse svensk, se http://sv.wikipedia.org/wiki/Isotoptabell for nærmere forklaring.

ORIGO 103

Figur 3. Thorium-familien (kun hyppige α -henfald er specificeret)

Et uran-mineral vil altså langsomt komme til at indeholde mindre og mindre U-238 og mere og mere Pb-206. Da alle mellemliggende led i kæden har faste halveringstider forskellig fra nul, vil mineralet også indeholde alle disse nuklider i bestemte ligevægtsmængder. U-234 har en forholdsvis stor halveringstid, mens Po-214 har en forholdsvis lille halveringstid. Derfor vil der ved ligevægt være væsentligt mere U-234 end Po-214 i mineralet.

ORIGO 103

1 side 178, 2 side 11-28 – 11-132

Et uran-mineral med hele henfaldskæderne: Uran- og actinium-familien i gang, vil altså udsende α-partikler med ca. 25 forskellige energier.

Samtidig med at mineralet U-238 henfalder via uran-familien, vil mineralets U-235 henfalde via actinium-familien til Pb-207.

Figur 4. Neptunium-familien (kun hyppige α -henfald er specificeret)

Radiohalos

Pga. α-partiklernes store energi (3,96 - 7,69 MeV) vil deres sammenstød med mineralers krystalstruktur kunne bevirke farve- og strukturændringer. Hvis et mineral indeholder små korn af et uraneller thorium-mineral, vil de udsendte α-partikler fra uraneller thorium-mineralet kunne danne farvede kugleskaller i det omgivende mineral der, når mineralet skæres i skiver, fremtræder som (koncentriske) farvede cirkler, de såkaldte radiohalos – se figur 5.

1 side 178, 2 side 11-28 – 11-132

Hvis det indesluttede mineralkorn er mindre end ca. 1 µm, dannes pæne ringe. Hvis mineralkornet er væsentligt større, dannes et mere sløret mønster. α-partiklen støder på sin vej sammen med mange elektroner i det omgivende mineral. Årsagen til at farvningen sker til sidst i dens bane (afstanden R i formlen herunder fra det indesluttede mineralkorn), er at den afgiver hovedparten af sin energi til sidst. Der skal altså en vis energitilførsel til for at farve det omgivende mineral. Gentry beregner (udfra egne og andres forsøg) at der skal ORIGO 103

Figur 5. Radiohalos i biotit (biotite) dannet fra et uranmineral (Gentry 1973 5 side 348 ).

På figur 6 kan man se at overensstemmelsen mellem α-energier og haloradier er OK. Vil man have et tal for hvor god overensstemmelsen faktisk er, kræver det et dataskema – se figur 7 – lineær regression og beregning af korrelationskoefficienten.

Målte U-haloradier ((µ µm) Nuklid Glimmer (mica) ca. 2 . 10 α-henfald til for at danne en synlig ring. Et betragteligt større antal α-henfald kan igen blege ringen noget. Da ringenes (som faktisk er kugleskaller) areal vokser som A = 4 . π . R2, skal der flere α-henfald til at danne en synlig ring med stor radius end en synlig ring med lille radius. Man finder serier af tydelige og mindre tydelige ringe. Det viser sig at de farvede ringes radier (R) er proportionale med urans udsendte α-partikelenergier (Eα), jf. figur 6. Begrundelsen for kun at sammenligne med uran-familien (=238U Halo) og ikke actinium-familien (=235U Halo) er at farvningen af krystallen er afhængig af antal α-henfald med en bestemt energi, og da isotopforholdet 238U/235U=ca. 138,0, vil det være farvningen fra uran-familien der dominerer. (Denne forklarings gyldighed er dog afhængig af mineralets alder. Hvis man forestiller sig at mineralet f.eks. var flere milliarder år gammelt, ville actinium-familien bidrage væsentligt til radiohalos. Da man altså finder tydelige ringe fra uran-familien, men ikke fra actinium-familien tyder dette på at mineralet er ungt og ikke flere milliarder år gammelt.)

Fluorit

Cordierit

Figur 6. Sammenligning mellem α energier og haloradier (fra Gentry 1973 5 side 348, figur 1, udsnit

ORIGO 103

K-L

238

12,3

12,7 12,2 >13,0 14,0

14,2

226

15,4

15,3 14,9 >15,6 16,9

17,1

230

i.s.

234

15,4

15,3 14,9 >15,6 16,9

17,1

210

i.s.

19,3

19,5

i.s.

222

18,6

19,2 17,9 >18,8 20,5

20,5

23,5

218

22,0

23,0 21,7 >22,2 23,5

23,5

26,5

214

33,0

34,1 31,0 >32,9 34,5

34,7

38,5

i.s.

F igur 7. Målte haloradier haloradier.. (reproduceret efter Gentry 1973 5 side 354 ). i.s.=ikke skelnet. K -L=K err -L awson 6 . K-L=K -L=Kerr err-L -Lawson H=Henderson 7. S=Schilling 8 . M=Mahadevan 9 . G=Gentry G=Gentry..

Plotter man målte haloradier (R) fra figur 7 mod αenergi (figur 1) for de 3 (4) datasæt for glimmer (mica) og foretager lineær regression for hvert sæt, får man figur 8.

Figur 8. Målt haloradius versus α -energi. Lineære regressionsligninger regressionsligninger.. Glimmer (mica).

Det ses at korrelationskoefficienten “R2” (har ikke noget at gøre med haloradius R) ligger i intervallet 0,993 - 0,996 for de uafhængige forskere K-L, H og G. Det betyder at sammenhængen mellem α-energi og haloradius er særdeles godt repræsenteret ved rette linjer. Gentry anfører 5 side 354 at han aflæser R med nøjagtigheden 0,07 µm. En anden usikkerhed der kan forekomme, er hvis uran-krystallens størrelse ikke er meget lille i forhold til R. Skal man måle R fra centrum af uran-krystallen eller fra dens nærmeste flade? Gentry skønner at hans totale usikkerhed på målingen af R er . At Gentry har et interval (f.eks. 12,2 > 13,0) for målingen af R, skyldes bl.a. at glimmer (mica) ikke er helt ens overalt på Jorden. (Det har en lidt forskellig kemisk sammensætning og dermed elektrontæthed. Derved bliver der et interval for α-rækkevidden for α-partiklerne bremses netop ved at støde ind i mineralets elektroner.) Han har den relative afvigelse på målingen af R til ca. 2-3%. Det ses at de 3 uafhængige forsker har nogenlunde overensstemmende resultater. K-L’s målinger af R afviger ca. 1-3% fra G’s. H’s målinger af R afviger ca. 1-7% fra G’s. (Tilsvarende plots som figur 8 for de andre mineraler fluorit og cordierit giver korrelationskoefficienter 0,993 – 0,994 hhv. 0,997, altså også særdeles god lineær sammenhæng.) For en bestemt α-energi bliver haloradius-forholdet for henholdvis glimmer (mica), fluorit og cordierit ca. 1 til 1,03 til 1,16, dog lidt afhængig af Eα. Dvs. rækkevidden af α-partikler stiger fra glimmer (mica) over fluorit til cordierit.

He induceret haloradier ((µ µm)

Glimmer (mica)

Fluorit

Cordierit

Nuklid G L

238

13,4

13,8

14,2

14,1

16,2

226

i.m.

16,7

i.m.

17,3

19,2

230

i.m.

234

i.m.

16,7

i.m.

17,3

19,2

210

i.m.

19,3

20,0

19,6

22,5

222

i.m.

20,5

21,1

i.m.

218

i.m.

23,0

23,9

23,6

26,7

214

33,1

33,9

34,4

34,6

38,7

Figur 9. Inducerede haloradier haloradier.. (reproduceret efter Gentry 1973 5 side 354). i.m.=ikke målt. G=Gentry G=Gentry.. G L, G M og G D=Gentrys målinger på lys (L), medium (M) eller mørkt (D) inducerede radiohaloer radiohaloer..

Det kan begrundes med at cordierit netop har mindst elektrontæthed, fluorit næstmindst og glimmer (mica) størst elektrontæthed af de 3 nævnte mineraler. Udsendte α-partikler bremses ved sammenstød med mineralets elektroner og bremses altså hurtigst i glimmer (mica) og får derved den korteste rækkevidde/haloradius. Gentry har prøvet kunstigt at fremkalde farvning (=inducerede radiohalos) ved at udsætte mineraler for bestråling med en lille uran-kilde. Derved fandt han resultaterne vist i figur 9. Plotter man målte haloradier (R) fra figur 9 mod α-energi (figur 1) for de 3 datasæt for glimmer (mica) og foretager lineær regression for hvert sæt, får man figur 10. Det ses at sammenhængen mellem E og R næsten er perfekt lineær for hver af de tre farvningsgrader. Det ses også at R afhænger svagt af farvningsgraden. Ved stærkere bestråling fås større R – dog kun nogle få % større. En lettere bestråling (L) og en større bestråling (D) giver R der afviger ca. 1-4% fra medium bestråling (M).

Poloniumhalos Nogle af de radiohalos man finder matcher ikke hele uran-familien, men kun den sidste del af den – se figur 11. I figur 11 ses radiohaloen matche uran-familiens αenergi fra Po-218 at regne. Der er ikke spor af αhenfald fra den første del af uran-familien (fra U238 til Rn-222). Den umiddelbare tolkning af det er at da fluoritmineralet blev dannet, blev der ikke inkluderet et lille uran-mineral, men i stedet et lille polonium-mineral (tilført fra en uran-henfaldskæde i nærheden?). Så må man imidlertid overveje hvordan mineralet kan dannes på så kort tid, at polonium først bagefter henfalder (T½=3,05 minutter for Po-218) og danner radiohalos? Vi er altså nede i minutter for mineraldannelse. Begrundelsen for at polonium-mineralets Po215 og efterfølgende led i actinium-familien ikke har givet synlige radiohalos, er igen at isotopforholdet mellem U-238 og U-235 er lig med 138,0, hvorfor Po-218’s henfaldskæde vil dominere over Po-215’s. Nogle forskere kan ikke forestille sig denne mineraldannelse på minutter og indvender i stedet at mineralet er dannet langsomt og bagefter har fået en revne. Derefter skulle radongas have undsluppet fra en uran-henfaldskæde i nærheden og hurtigt have bevæget sig igennem revnen, hvorefter radon er henfaldet (Rn-222 med T½=3,824 døgn er leddet før Po-218 i uran-familien) og danner radiohaloen. Imidlertid har man ikke fundet revner i de nævnte mineraler ind til centrum af radiohaloen. Dermed bliver indvendingen pseudovidenskabelig/uvidenskabelig, og Gentrys arbejde står urokket. Poloniumhalos er også fundet i biotit (biotite). ORIGO 103

Figur 10. Målt haloradius versus α - energi. Lineære regressionsligninger regressionsligninger.. Glimmer (mica). α induceret farvning.

Figur 11. Sammenligning mellem α -energier og haloradier (Gentry 1973 348, figur 1, udsnit ). Mineral: fluorit.

ORIGO 103

5 side

Minihalos og kæmpehalos Uran- og thorium-halos i glimmer har radius 12-42 µm. Der findes også radiohaloer med mindre (5-10 µm) eller større radius (fra 42 over ca. 70 til 110 µm) som indicerer mindre eller større α-energi fra henfald. Se figur 12.

Gruppe

Interval for haloradier ( µ m)

Maximum α -energi (MeV)

32-35

7,68

37-43

8,78

274

III

45-48

ca. 9,5

50-58

ca. 10,6

130

60-67

ca. 11,7

70-75

ca. 12,3

VII

80-85

ca. 13,2

VIII

90-95

ca. 14,1

100-110

ca. 15,1

Målinger på uran- og bly-isotoper danner basis for de radioaktive dateringsmetoder: UPb metoderne, som er beskrevet sammen med de beslægtede Th-Pb og Pb-Pb metoder i en tidligere artikel 3 og 4. Et afgørende punkt i disse dateringsmetoder er vurderingen af hvor meget af bly-isotoperne der var i forvejen, og som ikke stammer fra henfald af det aktuelle uran-mineral.

Total antal haloer

Gentrys undersøgelser viser at kæmpehalos forekommer omkring stærkt farvede thoriumhaloer, hvilket indicerer at deres forekomst skal søge deres forklaring i thorium-henfaldskæder. I thoriumfamilien henfalder Po-212 til Pb-208 med α-henfaldet (99,98%, Eα = 8,78 MeV , T½ = 2,96 . 10-7 sekunder), men henfaldet har en sjælden forgrening (0,02%), hvor α-henfaldet har energien 10,55 MeV. Dette kan måske forklare en kæmpehalo (R=ca. 48 µm, biotit (biotite)). Forklaringen på de enkelte mini- og kæmpehaloer kræver nærmere undersøgelser. F.eks. kunne man foreslå et forsøg med kunstig bestråling af biotit med en lille thorium-kilde for at se om man kan danne kæmpehaloer der ligner de naturligt forekommende.

De forklaringer man anfører på uoverensstemmelserne er ikke altid gode. Når man har et mineral der både indeholder uran og thorium og kan dateres med alle de 3 metoder, 235U-207Pb, 238U-206Pb og 232Th-208Pb, får man ofte at den første metode giver væsentligt højere alder end den anden, som igen giver væsentligt højere alder end den tredje metode. Som forklaring nævner man så tab af radongas undervejs i mineralets levetid, for det vil påvirke alle tre metoder i forskellig grad. Det er korrekt at et mineral kan tabe radongas; men en påstand om at det aktuelle mineral formentlig har tabt radongas, kan ikke siges at være velbegrundet når man ikke har undersøgt om mineralet har sprækker nær uran- og thorium-kornene, eller om det er så lille og formentlig har gennemgået en sådan opvarmning at radontab ser sandsynligt ud. Der skal også være sandsynliggjort et radontab i det korrekte omfang hvis det skal være hele forklaringen. – Endelig har man også andre forklaringer til de tilfælde hvor de tre dateringsmetoder varierer i modsat retning. Se litteraturhenvisning3 for en nærmere redegørelse. Man er derfor nødt til at have et åbent sind over for både de gængse og andre tolkninger hvis man ikke vil gå glip af nogle væsentlige naturvidenskabelige resultater og forklaringsmodeller for Jordens og Universets historie.

Konklusion

Litteraturliste:

Studiet af radiohalos tyder på at mineraldannelse på minutter har forekommet i Jordens historie. Dermed er radiohalos en dateringsmetode for mineraldannelse som umiddelbart giver et andet billede end det gængse. Studiet af andre dateringsmetoder viser nemlig at der i forskningen er plads til andre tolkninger end de sædvanlige (se bl.a. 3). Der mangler en del arbejde før man kan få alle dateringsmetoder til at stemme overens mht. Jordens og Universets historie, hvis det nogensinde lykkes.

Erik Strandgaard Andersen, Paul Jespersgaard, Ove Grønbæk Østergaard: Databog fysik-kemi. F & K forlaget, 2. udgave 1. oplag 1981. 2 CRC Handbook of Chemistry and Physics. 72nd edition 1991-1992. CRC Press, Inc. Editor-inchief: David R. Lide, Ph. D. 3 Finn Lykke Nielsen: Radioaktiv datering: Nogle åbne spørgsmål Origo nr. 62, september 1998, side 23-30. 43 er gengivet på internetsiden: http://www26.brinkster.com/ finnln/radioaktivdateringnogleåbnespørgsmålorigo.html

Figur 12. Kæmpehalos. (Gentry 1970

I gængs litteratur ser man at de meget anvendte radiometriske dateringsmetoder U-Pb, Th-Pb, Pb-Pb ved datering af det samme mineral generelt ikke stemmer overens. Det samme gælder for mange andre radioaktive dateringsmetoder Rb-Sr, K-Ar og fissionssportælling.

10 og 11

ORIGO 103

Robert V. Gentry: Radioactive halos. Annual Review of Nuclear Science, bind 23, side 347362 (1973). 6 D. E. Kerr-Lawson. Univ. Toronto Stud. Geol. Ser. 24:54-71 (1927). D. E. Kerr-Lawson. Univ. Toronto Stud. Geol. Ser. 27:15-27 (1928). 7 G. H. Henderson m.fl. Proc. Roy. Soc. London Ser. A 145:563-81 (1934). G. H. Henderson m.fl. Proc. Roy. Soc. London Ser. A 145:582-98 (1934). G. H. Henderson m.fl. Proc. Roy. Soc. London Ser. A 158:199-211 (1934). 8 A. Schilling. Neues Jahrb. Mineral Abh. A 53:24165 (1926). (Og ORNL-tr-697). 9 C. Mahadevan. Indian J. Phys. 1:445-55 (1927). 10 Robert V. Gentry: Giant Radioactie Halos: Indicators of Unknown Alpha-Radioactivity? Science nr. 169, side 670 (1970). 11 http://www.halos.com/reports

Finn Lykke Nielsen: Radioaktive dateringsmetoder. Civilingeniørspeciale. DTU, Afd. f. Elektrofysik, 1985. I: 80 s.+litteraturtillæg: 450 s.+II: 28 s.+litteraturappendix: 92 s.

HUSKat Origos ordbog på skabelse.dk opdateres også i forbindelse med nye numre af bladet. Nu også med norske gloser.

Annoncer

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

Be om skolebrosjure

danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

Udviklingslæren: FAK TA eller FIK TION? AKT FIKTION?

Kæmper du m e d tv iv l p g a. D a rw in s læ re ?

Mange kristne oplever udviklingslæren som et hårdt angreb på troen, fordi de er blevet fortalt, at den er bevist. Universitetslektor Roger Oakland viser på dette videobånd af ca. 120 min. varighed, hvor lidt hold der er i udviklingslæren, og at Bibelens skabelsesberetning faktisk er stærkt underbygget af arkæologiske fund. Båndet er på engelsk med danske undertekster. Prisen pr. stk. er kr. 175 + levering (pr. efterkrav). Båndet kan ordres på vor hjemmeside: www.oprindelse.dk eller ved brev til OM handi Products, Kastanien 12 st.tv., 7120 Vejle Ø

ORIGO 103

Kampen mod Darwin Optog De udsendelsen? En såkaldt videnskabsdokumentar fra BBC sendt på DR2 d. 15. og 17.2. I disse tider med alverdens optageudstyr kan det tænkes at nogle af Origos læsere har optaget denne udsendelse. Og gemt den. Hvis det er så heldigt, vil jeg foreslå at man forsyner sig med prof. Tyvands bingoplade og spiller den angivne gang bingo mens man ser udsendelsen (igen). Ingen tvivl om at man også over for denne “dokumentar” hurtigt vil nå frem til et par fulde rækker. Allerede overskriften er manipulatorisk: Dette er ikke en kamp om Darwin, forstået sådan at han kan tænkes at have taget fejl på visse punkter; nej, dette er en dokumentar som afslører nogle fæle forsøg på at slukke denne oplysningens sol. Og derfor kan det selvfølgelig kun være en kamp imod ham, ikke om ham.

Er den største trussel mod forskningen virkelig nogle bibelsvingende amerikanere? Eller er sandheden en anden ... Ellers må man konstatere at denne BBC-udsendelse består af 60 % misinformation, 30 % konspirationsteori, 5 % mistænkeliggørelse og, sjovt nok, 5 % reel oplysning, for nu at citere en anden artikel i dette blad. Det reelle i udsendelsen er at neodarwinismen stadig har svare problemer med de to ting som henholdsvis Behe og Dembski får lov at fremføre, nemlig begrebet IC (irreducibel kompleksitet) og sandsynligheden for at livet kan udvikle sig af sig selv. Og for nu at seeren ikke skal begynde at tænke selv, møder vi en sand opmarch af ex autoritateargumenter. Alle de kloge (med tv-Attenborough i spidsen) er selvfølgelig imod ID, det er jo kun religion, ikke videnskab! For faktum er at afvisningen af disse to indvendinger mod Darwin, ikke holder vand. IC’en i

O Bedstefar Backs polemiske hjørne

flagellen kan ikke afvises som det sker i udsendelsen. Hvorfor? 1) Mange af de dele der indgår i flagellen, er helt unikke netop for denne mekanisme. 2) Byggevejledningen for flagellen dirigerer også den rækkefølge i hvilken de enkelte dele bygges op, og nøjagtigt hvordan denne skal sættes sammen. 3) Denne programmering læses og udføres af et netværk der i sig selv er irreducibelt komplekst. Og biologen som henviser til kortspil i sin afvisning af Dembskis påstand om at naturens sammensathed går ud over tilfældighedsgrænsen, viser blot at han ikke har forstået en snus af problemet. Men så lad mig skære det ud i pap for ham: Hvor stor er sandsynligheden for at programmerne i min pc lader sig forbedre vha. en hammer?! Det er dét der udgør tilfældighedsgrænsen; for biologens heldige hånd med de 52 tilfældige spillekort har ingen informationsværdi. Og hvis man ikke har forstået at DNA handler om programmering, har man netop ikke forstået en snus! Det interessante er at den arrogante holdning som vi i udsendelsen så glimrende ser repræsenteret ved Richard Dawkins (kan det forbavse nogen), er der flere og flere forskere som er så lede og kede af, at de mere og mere tydeligt tager et opgør med den ortodoksi som neodarwinismen er præget af. Det kan ganske enkelt ikke passe at darwinisterne kan slippe af sted med at være så uvidenskabelige i deres tilgang til den berettigede kritik der rejses. Det er denne ortodoksi der er en trussel mod demokratiet og den frie forskning, ikke at et forkølet mindretal blandt forskere med begrænsede midler har opdaget hulheden i evolutionsargumentet. Læs mere på skabelse.dk. K.Aa.Back ORIGO 103

Næste nummer af ORIGO I Origos juninummer har vi planer om bl.a. følgende interessante emner: • En grundig gennemgang af Jørn Madsens spændende bog Livets udvikling, 4 mia. års udviklingshistorie A-Å, set i lyst af evolutionens ikoner. • Diskussionen om en ny abortgrænse • Og så har vi fået endnu en dr.scient. i redaktionen. Det skal vi også høre lidt nærmere om. • Endelig skal vi se om der ikke denne gang kan blive plads til at give den fromme historie om humlebiens evne til at flyve en gang kærlige bank i Det polemiske Hjørne …

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige teorier og modeller vedr. skabelse, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning mm. 2. De videnskabelige metoder – især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ORIGO 103

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer fem gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis Lavendelvej 6, 7400 Herning Tlf. 9927 2909. Giro 730-5753 E-mail: abonnement@skabelse.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 7767 2948. Giro 0540 0461890

Returneres ved varig adresseændring

Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning

Produkter fra Forlaget ORIGO

KØB den på skabelse.dk kr. 239,-

32 0109-6168 ISSN

To ORIGO -klassikere: ORIGO-klassikere: a) Skabelse eller udvikling? v/ prof. A.E. Wilder-Smith b) Livets oprindelse. Interview med prof. S. Scherer 1 dvd 150 kr kr.. Intelligent Design – foredrag af dr. W. Dembski 1 dvd 150 kr kr.. Tre foredrag af prof. dr. William Lane Craig 1 dvd 150 kr kr.. "Der blive lys" – 3 stk. dvd fra arrangementet 200 kr kr..

Bestilles pr. mail til Steffen Øhrstrøm: steffen@skabelse.dk.

103 ORIGO • NR. 103 • MARTSORIGO 2007