Fagbladet Billedkunstneren #2 2026

BILLED KUNSTNEREN NR2

TEMA

Samarbejde i kunsten

Fagblad for

I Irland tør de. Tør danske politikere også investere i

kunsten?

En bæredygtig kunstnerøkonomi er på ingen måde et nyt emne for en fagforening som vores, men nogle gange skal selv de største problemstillinger belyses i fællesskab. Derfor var den irske model for basisindkomst for kunstnere omdrejningspunktet for BKFs bestyrelsesseminar tidligere på året, hvor bestyrelse og sekretariat mødtes til en fælles arbejdsdag. For der er brug for at tænke nye veje i arbejdet med at styrke kunstneres økonomiske vilkår.

Vi inviterede derfor repræsentanter fra vores søsterorganisation Visual Artists Ireland samt det irske analysebureau Alma Economics til at holde oplæg om den irske model for basisindkomst for kunstnere. Basic Income Ireland (BIA), der trådte i kraft i foråret, begyndte som et pilotprojekt under Covid-19, og resultaterne taler for sig selv: Kunstnere trives, ny kunst skabes, og investeringen betaler sig også økonomisk. Dokumentation viser nemlig, at for hver euro staten har investeret, er 1,39 euro kommet retur. Fra et dansk perspektiv er det interessant, hvordan BIA vidner om, at når politikerne tør investere i kunsten og anerkende kunstneres vilkår, er der store fordele at hente.

Men kan sådan en ordning få gang på jorden i Danmark? Hvad ville ordningen betyde for os? Og hjælper den for få kunstnere? BIA går kun til 2000 tilfældigt udvalgte kunstnere og kunstarbejdere på tværs af kunstarter og fagligheder i Irland. I Danmark, som på mange måder minder om Irland i forhold til størrelse af kunstnerpopulation, er der 28.000 kunstnere på tværs af kunstarterne, hvoraf cirka 3000 er billedkunstnere. Det betyder, at kun et fåtal af billedkunstnere ville blive udvalgt i Danmark, hvis vi regner ud fra procentdele.

AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)

I BKF mener vi, at ordningen kalder på at blive undersøgt. Ikke mindst fordi

flere politiske partier har taget ideen til sig. Senest har Radikale Venstre lanceret forslaget om en ”Statens Startløn for Kunstnere”, en forsøgsordning for yngre, nyuddannede kunstnere. Som jeg har kommenteret i Politiken i marts, bifalder vi forslaget, der åbner op for, at vi videreudvikler på, hvordan og hvor meget staten skal investere i kunst. Samtidig er det afgørende, at diskussionen ikke kun gælder de unge. Vi ved, at kunstnerøkonomien er trang hele arbejdslivet igennem. Et bæredygtigt forslag må derfor sikre økonomien gennem hele den kunstneriske karriere, ikke blot i begyndelsen.

I BKF ved vi, hvor vigtige de frie midler er for en stærk og uafhængig kunst. Vi kender det fra arbejdslegater, der giver kunstnere mulighed for fordybelse, nyskabelse og øget kunstnerisk bidrag. Det vil vi fortsat italesætte – også over for fondene, offentlige som private, der har et ansvar i fordelingen af midler og kan være med til at styrke kunstneres autonomi. Som vi tidligere har påpeget i Altinget, bør fondene i højere grad investere direkte i den frie kunst og dermed i selve produktionen af værkerne og udviklingen af den kunstneriske praksis. For vi må aldrig gå på kompromis med kunsternes mulighed for at arbejde eksperimenterende og langsigtet.

Og det er netop her, vi kan lære af den irske model. For der er i Danmark brug for anerkendelse af det kunstneriske virke som et fast arbejde med behov for en bæredygtig økonomi. BIA kan således agere løftestang i den politiske debat. Så lad os inspirere af irerne, når det gælder deres mod til at anse kunsten som en vigtig og stolt del af kulturen og identiteten ved at sikre: De frie kunstmidler. Noget, der kræver både flere arbejdslegater og en styrkelse af de eksisterende.

Med dette nummer byder vi også varmt velkommen til Billedkunstnerensnye redaktør, Tobias Lauritzen, der er uddannet fra Forfatterskolen og fra Roskilde Universitet i journalistik og historie. Tobias har tidligere arbejdet på fagbladene Folkeskolen, Ingeniøren, Akademikerbladet og SINDbladet. Vi ser frem til samarbejdet og takker samtidig Steen Bruun Jensen for fire gode år som redaktør på bladet.

God læselyst

8 KUNSTNERDUOER

Siden 1999 har kunstnerduoen J&K skabt performative universer, hvor materialer, steder og mennesker bliver medfortællere. Nu er de aktuelle med udstillingen Parterapi på SMK, hvor nye produktioner, ældre værker og et arkiv samles med afsæt i mere end 25 års fælles praksis.

29

KUNST I AI

Algoritmekunstneren Ada Ada Ada bruger sin krop til at udfordre techgiganterne. Hun vil give magten tilbage til mennesket og væk fra maskinen.

18

GENERATIONSMØDER

I et generationsmøde har Birgit Bjerre og Andrea Ostenfeldt Nielsen fundet et jævnbyrdigt rum for samtaler om kunst, intuition og modstanden overfor at tilpasse sig kunstverdenens forventninger.

13

SAMARBEJDSPRAKSIS

Åse Eg Jørgensen overvejede aldrig at søge ind på Kunstakademiet i København. Hun havde allerede fundet et kunstnerisk fællesskab blandt venner. Siden er selvorgani-serede samarbejder blevet en afgørende del af hendes praksis, fordi de giver frihed til at skabe rammer med tillid, venskab og samskabelse i centrum.

Kunstnerens værksted

Grete Balle 100 år

spørgsmål til kunstneren

Kort nyt

PÅ FORSIDEN Sort tågefigur, 1969, af Grete Balle. Tilhører Fuglsang Kunstmuseum. FOTO Mathias Lehmann Lassen/Museum Jorn.

Duoportræt af J&K. FOTO Natascha Thiara Rydvald ©SMK

KUNSTNERENS VÆRKSTED

ASTRID SPECHT

SEEBERG

F. 1999

Hvordan indretter man sig som kunstner? Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

Mit værksted ligger i Nordhavnen, hvor der er meget byggearbejde, hvilket giver en energi til værkstedet. Den ene dag vælter en bygning uden for vinduet, og den næste rejser en ny sig. Jeg arbejder i en gammel maskinhal, som er bygget om til atelier. På et tidspunkt ved jeg, at stedet bliver jævnet med jorden, ligesom jeg kan se det ske uden for vinduet. Sådan er det for mange kunstnere i København. Vi ved ikke helt, hvor længe vi

kan være her. Så selvom jeg føler mig enormt fri her i værkstedet, så giver omgivelserne også en følelse af akuthed og fart.

I værkstedet har jeg brug for plads, frihed og alenetid. Egentlig kan jeg godt være lidt af en eneboer og arbejder tit om natten. Mit værksted skal helst være råt. Her er meget højloftet, hvilket giver en stemning af at skabe i en kirke, og så er her samtidig meget industristemning, hvilket skaber et spændende sammenstød. Her er ingen vask, intet afløb. Og i det hele taget bruger jeg

meget få redskaber til at skabe min kunst: En pind, et bord, en spand med vand, en gipsplade, en ovn, kavaletter og en talje til større værker. Det simple ved værkstedet og min proces giver mig en frihed.

Jeg har før været entreprenøransat og lavet betonarbejde og finish på bygninger. I det arbejde fandt jeg ud af, at jeg virkelig godt kan lide store armbevægelser og et råt miljø med betongulve, spande, støv, industrireoler.

Det åbner nemlig op for at tænke mere praktisk end detaljeorienteret. Fordi mit værksted

er stort, tænker jeg også i større værker. Det kan være skulpturer på min egen størrelse. Og jeg tror, at hvis jeg sad i en lille kælder på 12 m², ville jeg lave mere i miniature. Det skalerer faktisk min keramik op, når jeg har de her omgivelser.   Mit værksted har en stue, et kontor, og et værksted, og det er en ret skøn opdeling. På den måde kan jeg tegne i ét rum, arbejde med det mere støvede i et andet og ligge og drømme og læse i et andet, mens jeg kigger ud på vandet i Nordhavnen. Jeg har ret mange bøger, som jeg kigger i.

Min kæreste er nemlig antikvar og har tit bøger, som jeg finder og tager med til værkstedet. Mit værksted er egentlig et ret drømmeagtigt sted, der svømmer en dejlig stemning rundt derinde.

Jeg bruger som sagt få værktøjer, men det sker tit, at jeg går på udkig efter materialer i naturen til at lave overflader i mine værker. Det kan være bark, som jeg bruger til at lave horn til en skulptur, eller sten, som jeg hakker ind i leret. Fordi her er ret råt, kan jeg også lave eksperimenter, som måske ville blive opfattet

som ulækre i en almindelig gård i København. Som når jeg eksperimenterer med fiskekranier fra en havtaske og kan lave afstøbninger af dem.   Mit værksted og min arbejdsproces er også ret påvirket af vejret. Det kan nemlig blive rigtig koldt i værkstedet. Så om vinteren arbejder jeg i et højt tempo mellem rummene for at holde varmen og har en ret intens arbejdsrytme, når ovnen er tændt. Jeg har tit gang i syv værker på én gang, og jeg genbruger også leret, når jeg ikke er tilfreds, så der er meget lidt spild i min

proces. Det er noget af det, jeg elsker ved at arbejde med ler, at det er alsidigt, at det kan gå igennem mange stadier flere gange. Det gør det enormt levende at arbejde med. Når  jeg har haft meget intense arbejdsperioder, bliver jeg enormt træt, og så bruger jeg værkstedet mere rekreativt og opholder mig mere i læsesalen, hvor jeg slapper af, tegner, tænker.

Hvordan arbejder billedkunstnere sammen?

Solokunstneren har gennem historien været den dominerende kunstnerfigur. Geniet, hvorfra al inspiration strømmer. Men kunsthistorien rummer samtidig en anden fortælling: Kunstnere, der organiserer sig i fællesskaber, der skaber i flok. For mange kvinder har fællesskaber historisk været en måde at sikre en kunstnerisk praksis på i et felt præget af ulig adgang og patriarkalske strukturer. At organisere sig sammen har ikke blot været en arbejdsform, men ofte en nødvendighed for overhovedet at kunne overleve som kunstner.

I dette tema vender vi blikket mod det fælles og spørger: Hvordan bliver værker til i samarbejde, og hvad bliver muligt, når billedkunstnere arbejder sammen? På de følgende sider har vi talt med en række kunstnere, hvis praksis på hver sin måde er forankret i samarbejde. De skaber kunst sammen, inspirerer hinanden og deler både livet og værkerne.

Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, J&K / Janne Schäfer og Kristine Agergaard og Randi & Katrine. FOTO Natascha Thiara Rydvald ©SMK

1 + 1 = 3

AF Tobias Lauritzen

Jeg møder kunstnerduoen J&K på Statens Værksteder for Kunst, hvor de er i gang med færdiggørelsen af værkerne til udstillingen Parterapi på SMK. De byder velkommen med højt humør, og det bliver hurtigt tydeligt, at Janne Schäfer og Kristine Agergaard har arbejdet som duo i mere end to årtier: De afslutter og begynder hinandens sætninger, og sproget skifter ubesværet mellem dansk, engelsk og tysk.

J&K mødte hinanden på Chelsea College of Art and Design i slutningen af 90’erne i en periode, hvor flere kunstnere begyndte at udfordre forestillingen om den individuelle kunstnergenirolle gennem relationelle praksisser. For J&K blev samarbejdet en ny måde at leve og tænke på.

“Efter vores uddannelse sagde vi: Lad os i fem år kun samarbejde. Uanset hvad der sker. Vi havde begge lavet selvstændige projekter, men vi mente, at kun ved at fokusere 100% på

Siden 1999 har kunstnerduoen J&K skabt performative universer, hvor materialer, steder og mennesker bliver medfortællere. Nu er de aktuelle med udstillingen Parterapi på SMK, hvor nye produktioner, ældre værker og et arkiv samles med afsæt i mere end 25 års fælles praksis.

Mammal

Matrix (2017); Højformat HD video. FOTO Stolberg.

vores fælles praksis, kunne vi teste om vores samarbejde kunne være grundlaget for vores kunstneriske arbejde.”

I dag, mere end 25 år senere, beskriver de deres praksis som en slags fælles bevidsthed.

“Når man arbejder sammen så længe, bliver resultatet noget tredje. Det er ikke bare 1+1. Det vi laver, bliver til meget mere end summen af to individer,” fortæller de.

I det højloftede værksted har vi sat os ved et arbejdsbord. Foran os står en model, der minder om en slags tømmerflåde: Små stykker drivtømmer, stof, reb og metal er samlet i noget, der både ligner et skibsvrag og et fremtidsvæsen. Modellen, som stadig er i proces, viser Unshore, et nyt værk til udstillingen Parterapi

”Som du kan se, er vi maksimalister,” siger de næsten i kor og peger rundt i værkstedet, hvor en nærmest arkæologisk arbejdsproces træder frem: Store stykker drivtømmer, redskaber, plastic, stofrester, reb og skrald ligger i systemer. Ting, man normalt ville gå forbi uden at skænke en tanke. Men i installationerne bliver de til spor af noget, der engang var i brug, til levn, der peger mod havet, og mod det, der driver i land.

Et levende arkiv

På SMK samler  Parterapi  både ældre værker og nye værker skabt til udstillingen. Et af de centrale værker er som nævnt Unshore

”Titlen kommer fra “on shore”, altså kystlinjen mellem hav og land, men forskudt til “unshore”, der fonetisk lyder som “usikker” på engelsk. Det er et sted, hvor grænser bliver flydende og ustabile. Vand interesserer os, fordi det ikke respekterer faste kategorier, men forbinder alt og bevæger sig mellem tilstande.”

”Vi har indsamlet ting, der normalt opfattes som værdiløse eller oversete. De får her en ny form for opmærksomhed og værdi. Til udstillingen ville vi også gerne se på, hvad det er, museet rummer af efterladenskaber. Derfor er vi også gået på jagt i SMKs kælder og har fundet strandede marmorstykker, sokler og vitriner, som også bliver en del af installationen. Det understreger værdiforskydningen, når vi lægger et stykke tæret plastic fra havet i en museal vitrine. Det er altid vigtigt for os at forholde os specifikt til det sted, vi udstiller, og udfordrer det.”

Handler det også om at få øje på, hvad samfundet frastøder?

”I allerhøjeste grad. På den måde er det politisk for os at få øje på, hvad der ikke længere kan bruges og kasseres som “døde ting”. Vi er interesserede i at udfordre den måde, vi forholder os til og værdisætter materialer, ressourcer og objekter på, både i kunsten og i samfundet generelt,” fortæller J&K.

At skabe et fælles sprog

De beskriver deres værker som en slags J&K-world: Et univers, hvor mennesker, materialer og objekter eksisterer side om side som livsformer i egen ret og uden faste hierarkier.

”Alt bliver til gennem collage. Når vi skaber et værk, føles det som at bygge en verden med sine egne forbindelser, logikker og væsener. Vores idéudvikling er meget associativ. Vi arbejder med mindmaps, samtaler, billeder, materialer og forbindelser, som langsomt vokser frem som sit eget kosmos på en ret dynamisk måde.”

Ofte tager det flere måneder at finde frem til spillereglerne for et værk. Med Unshore  brugte duoen lang tid på overhovedet at forstå, hvad værket ville, og hvilke principper, det skulle bygges op omkring.

Duoportræt af J&K. FOTO Natascha Thiara Rydvald ©SMK

”Nogle gange arbejder vi meget stringent med faste rammer. I nogle værker bruger vi for eksempel meditationer som metode til at møde et materiale eller et sted. Efterfølgende må vi kun arbejde videre med det materiale, der opstod i selve meditationen. Andre gange er processen mere åben og intuitiv.”

Hvem træffer beslutningerne, når man er to?

Når man er to om et værk, opstår et oplagt spørgsmål: Hvem bestemmer egentlig?

”Vi er begge involveret i alle beslutninger, og arbejder langt hen ad vejen side om side i udviklingen af koncepter og selve produktionen, men der er da også nogle områder, hvor vi arbejder forskelligt. Kristine får hurtigt idéer, mens jeg er god til at tænke alle detaljer med i produktionen. Når konceptet er på plads, laver vi et mere konkret system for arbejdsfordelingen. Man kan sige, at værkerne altid opstår i samtale,” siger Janne.

Da duoen ikke bor samme sted, men gennem årene har været bosat i København og Berlin, og nu i København og på Møn, veksler samarbejdet mellem intensive arbejdsperioder sammen og længere perioder, hvor de arbejder hver for sig. Noget som også giver luft og plads til refleksion, og ikke mindst begejstring, når de mødes.

Det uundværlige ved samarbejdet

”Jeg ville ikke kunne lave lige så komplekse værker alene. Vi giver hinanden mod og tør tage flere chancer, fordi vi hele tiden støtter hinanden,” siger Kristine.

Janne peger på, at samarbejdet også handler om at skabe en mindre hierarkisk praksis.

”Vi arbejder meget som et hold, og vi har ofte inkluderet venner i vores performances. Det handler for os om at skabe fællesskaber og lade dem blive en del af værket. Det hele bliver mindre centreret omkring én person og med en mere åben struktur.”

Arbejde og privatliv flyder for duoen sammen i en grad, der gør det muligt at dække ind for hinanden, når livet kræver det.

”Vi er begge mødre. Børnene bliver en del af arbejdet, og det gælder også, hvis man er syg, har en krise eller er på barsel. Så kan den anden tage over. Det er ret vildt, at den ene kan være på barsel, mens den anden fortsætter den fælles praksis. På den måde har der aldrig været egentlige pauser i vores karriere.”

”Og hvis vi har et undervisningsjob som J&K, kan den ene tage det, mens den anden arbejder videre på en udstilling eller noget andet.”

Men der er også økonomiske ulemper ved samarbejdet.

”Vi skal ofte dele honoraret. Systemet tager ikke altid højde for, om man er en duo. Det er en ulempe.”

De peger samtidig på, at deres forskellige baggrunde giver muligheder. Med base både i Berlin, København og nu på Møn har de nemlig adgang til flere scener, netværk og samarbejdspartnere.

Fuzzy Logos (fra installationen Soul Retrieval) (2017) Skulptur.

Blandede medier: uld, træ, glaseret keramik, magnetisk ur, stof, metal, 180 x 100 x 80 cm.

FOTO M. K. Jakobsen

Friktionen i det fælles

Det er ikke kun en dans på roser at arbejde sammen. Det kan næsten være som et parforhold.

”Der opstår ind i mellem friktion, fordi vores samarbejde er så tæt. Vi taler hele tiden sammen, både om kunst og om livet, og det kræver selvfølgelig afklaring undervejs. Vi er ikke bare kolleger, vi er også nære venner og

har delt store dele af vores voksenliv. Derfor er arbejde og privatliv filtret fuldstændigt sammen. Hvis én af os er i en svær periode, påvirker det automatisk den anden. Man løfter hinanden, men man bliver også følelsesmæssigt påvirket af hinandens op- og nedture. Det er både smukt og ret intenst,” fortæller de. For duoen er uenigheder ikke nødvendigvis et problem, tværtimod.

”De bedste uenigheder sker, når vi virkelig bliver nødt til at argumentere og samtidig give slip på vores eget

J&K ved modellen Unshore.

FOTO Tobias Lauritzen

WE (2020); Performance-installation i 3 akter. FOTO Privat

OM UDSTILLINGEN PARTERAPI

• Parterapier en gruppeudstilling om at skabe i fællesskab, om hvordan tanker og udtryk bliver til i fællesskab. Udstillingen samler fire danske kunstnerduoer: Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, J&K / Janne Schäfer og Kristine Agergaard samt Randi & Katrine.

• Med skulptur, installation og performance undersøger kunstnerne fællesskabets muligheder, dynamikker og udfordringer.

• Udstillingen vil udforme sig som en scenisk totalinstallation og rummer værker fra de fire kunstnerduoers tidlige år og frem til i dag, samt nye værker produceret specifikt til udstillingen.

”De bedste uenigheder sker, når vi virkelig bliver nødt til at argumentere og samtidig give slip på vores eget ego. Det handler om at træde ind i noget fælles. Resultatet bliver altid noget tredje. Noget, der er større end os hver især.”

Det er derfor en praksis, der udfordrer forestillingen om kunstneren som individ.

”Der findes stadig en stærk idé i kunstverdenen om den individuelle signatur. Men vi arbejder netop med at opløse den forestilling. For at finde ud af, hvad sker der, hvis man giver slip på idéen om det autonome individ,” siger J&K.

Det gode råd

Hvad er jeres råd til andre kunstnere, der har lyst til at arbejde sammen i duoer eller grupper?

“Prøv ikke at tro, at din egen holdning altid er den vigtigste. Man er nødt til at kunne træde et skridt tilbage fra sit ego og tænke på det fælles værk frem for sit eget behov for kontrol,” siger Janne.

”Og så skal man huske at have det sjovt sammen. Venskabet er helt afgørende. Man må ikke glemme relationen midt i ambitionerne og produktionen, for det er ofte den, der holder samarbejdet levende gennem de svære perioder,” afslutter Kristine.

Udstillingen åbner på Statens Museum for Kunst d. 29. august 2026 og kan opleves frem til d. 24. januar 2027

Gennem hele sit arbejdsliv har kunstner og grafisk designer Åse Eg Jørgensen været aktiv i forskellige kunstneriske fællesskaber. I øjeblikket er hun aktiv i tre – det ene af dem rækker helt tilbage til 1981. Hvad der ligger til grund for, at hun har indrettet og prioriteret sit kunstneriske virke sådan, har hun ikke rigtig tænkt over, siger hun. Ikke før nu, hvor Billedkunstneren har inviteret sig selv på besøg i hendes værksted på Islands Brygge for at tale med hende om samarbejdets kraft.

”Jeg tror faktisk, at det har haft en betydning, at jeg kommer fra et hjem, hvor der blev spillet og sunget meget. Jeg har for ikke så længe siden forpligtet mig i et nyt samarbejde, hvor musik spiller en rolle, og derigennem er jeg ved at opdage, hvor meget jeg faktisk har med mig fra min barndom.”

”Det med fællesskaberne kan være vokset ud af tidligt at have oplevet, hvordan det er muligt at gøre noget konkret fysisk sammen med andre, som udvider råderummet. Det er bare ikke noget, jeg har været bevidst om,” siger hun.

Et selvorganiseret fællesskab

giver frihed

Sit første fællesskab inden for kunstens verden trådte Åse Eg Jørgensen ind i lige efter, hun afsluttede gymnasiet. Hun og en gruppe venner med kunstneriske ambitioner besluttede at starte et kunsttidsskrift. Pist Protta

døbte de det, og i dag, 45 år senere, udgives det, med støtte fra Statens Kunstfond og Kulturministeriet, stadig to gange årligt med hende selv og to af vennerne fra dengang som de ansvarlige for alt lige fra idéudvikling til udgivelse.

’

Ligeværdet i fællesskaberne er det vigtigste’

Åse Eg Jørgensen overvejede aldrig at søge ind på Kunstakademiet i København. Hun havde allerede fundet et kunstnerisk fællesskab blandt venner. Siden er selvorganiserede samarbejder blevet en afgørende del af hendes praksis, fordi de giver frihed til at skabe rammer med tillid, venskab og samskabelse i centrum.

Åse Eg Jørgensen i værkstedet på Islands Brygge. FOTO Jannie Søgaard

”Da vi havde lavet nummer 10, blev det først rigtig sjovt, fordi vi nu havde en slags korpus af et værk, som kunne blive ved med at udvides. Det var også arbejdet med tidsskriftet, der fik mig til at søge ind på min uddannelse, fordi vi manglede noget viden om skrift. At jeg kom ind på Skolen for Brugskunst (I dag Danmarks Designskole red.), gav mulighed for at bruge skolens værksteder, når vi lavede tidsskriftet. Der var blandt andet et silketryksværksted, hvor vi trykte omslag,” fortæller hun.  Fællesskaberne på Skolen for Brugskunst fyldte ikke så meget for Åse Eg Jørgensen. For det var nogle travle år på studiet. Hun fik børn undervejs og havde samtidig rigeligt i fællesskabet omkring Pist Protta, som krævede meget arbejde. Hun overvejede heller aldrig, i modsætning til nogle af sine medstuderende, at søge ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi. ”Nej, det fik jeg aldrig lyst til. Og jeg behøvede

ikke fællesskabet på Kunstakademiet, for jeg havde jo allerede et fællesskab, som var interessant, og som ovenikøbet var selvorganiseret. Og det er noget af det, der altid har talt til mig, når det handler om arbejdsfællesskaber. Jeg kan godt lide, at man sammen er i stand til at organisere nogle ting, der rækker ud over det, der egentlig er strengt nødvendigt lige nu og her,” siger hun.

Hun peger også på, at der i de selvorganiserede fællesskaber ligger en særlig frihed. Den giver mulighed for, at alle i fællesskabet kan få indflydelse på de rammer og regler, der er en forudsætning for at få et fællesskab til at fungere.

”Du er altid nødt til at tage stilling til nogle ting, når det er et ikke-etableret system, du melder dig ind i. I mange andre fællesskaber understøtter du noget, som andre har startet. Men i de selvorganiserede fællesskaber, som jeg godt kan lide at være i, er der frihed til at være med til at udstikke både mål og rammer,” siger Åse Eg Jørgensen.

Hun bruger ordet samskabelse til at beskrive processen bag Pist Protta. En proces, hvor de tre redaktører er sammen om at skabe en struktur, der kan bære hen mod et udtryk, som hun er helt overbevist om, at hverken hun eller de to andre ville komme frem til, hvis de havde arbejdet alene.

Fællesskab uden laveste fællesnævner

På det store, sorte bord midt i Åse Eg Jørgensens værksted ligger bunker af bøger, tidsskrifter og papirer. Også flere udgaver af Pist Protta. Hun tager den nyeste udgave i hånden og viser et eksempel på, hvordan

”Jeg behøvede ikke fællesskabet på Kunstakademiet i København, for jeg havde jo allerede et fællesskab, som var interessant, og som ovenikøbet var selvorganiseret

(...) I den slags fællesskaber er der frihed til at udstikke både mål og rammer.”

Pist Prottas besøg på Guttormsgaards Arkiv, Blaker Meieri, Norge. FOTO István Virág / KUNSTDOK

samarbejde med kunstnere udenfor den etablerede redaktion kan se ud.

”Det seneste Pist Protta handler om ‘lort’, og derfor inviterede vi kunstneren Ulla Hvejsel ind til at lave en fotonovelle, fordi hun i mange år har arbejdet med netop lort. Hun fik midler fra Statens Kunstfond til arbejdet, og som du kan se her, er fotonovellen nu blevet et værk, der primært eksisterer i den her kontekst,” siger hun og holder tidsskriftet frem.

”Det er både sjovt og fantastisk. På den måde kan vi være med til, at nogle af dem, vi inviterer ind, får trykt noget i et tidsskrift, som de kan gå ud og vise frem. Det er noget af det, vi kan med tidsskriftet. Det bliver et rum, hvor vi kan invitere folk ind til at samarbejde, deltage eller bidrage. På den måde bliver Pist Protta både en social sammenhæng og et udstillingssted,” siger Åse Eg Jørgensen.

Udstillingskollektivet er et fagligt rum

Ud over Pist Protta er den 67-årige kunstner engageret i to andre faglige fællesskaber. Det ene hedder LOKALE og er et udstillingskollektiv, der er etableret som en forening, og som råder over to udstillingssteder i København. I foreningen mødes 16 kunstnere jævnligt og afholder møder med faste dagsordener. Blandt andet aftales fremtidige udstillinger og eventuelle fællesarrangementer, ligesom de opdaterer hinanden om deres individuelle projekter.

LOKALEs udstillingssteder er ikke kun møntet på, at kunstnerne kan udstille der. De stilles også til rådighed, så medlemmer, der for eksempel har brug for ekstra gulvplads et par dage, kan benytte det i arbejdsøjemed. I det hele taget er LOKALE et kunstnerfællesskab, der i højere grad har blikket vendt ind mod kunstnerne selv frem for ud mod et publikum.

”Mange fagligheder har brug for et fagligt forum, og sådan kan du også godt tænke LOKALE. Tit er det ligesom krævet, at den kunstneriske faglighed henvender sig mod et publikum, der ikke selv er kunstnere, og det kan nogle gange medføre en form for laveste fællesnævner. Ikke fordi, der er noget i vejen med publikum, men det må også være legalt at arbejde kollegialt,” siger Åse Eg Jørgensen.

Derfor er LOKALE også et forum, hvor medlemmerne viser deres arbejde frem for

hinanden, holder middage sammen eller har en samtale med dem, der inviteres ind udefra. Åse Eg Jørgensen blev selv inviteret med ind i netværket for fem år siden, og ligesom med andre kunstneriske fællesskaber, hun indgår eller har indgået i, var det nogle bestemte faktorer, der afgjorde, at hun havde lyst til at være med.

”Det betyder meget for mig, at folk har en interesse for det sociale, og så skal der være noget på spil for alle. Det, der gives, og det, du selv giver, det kommer tilbage og skal føles som noget ekstra, du får. Det er ligesom to felter, ikke? Og så er der et varmt stof imellem, som er et plusstof,” forklarer hun.

Åse Eg Jørgensen er meget bevidst om, hvad hun får ud af at engagere sig i de faglige fællesskaber.

”Det er i høj grad det udefinerede, sociale bagved fællesskaberne, der er outcome. Den gensidige forståelse af hinanden og interesse for hinandens arbejde,” siger hun.

Pist Prottas besøg på Guttormsgaards Arkiv, Blaker Meieri, Norge FOTO István Virág / KUNSTDOK

Åse Eg Jørgensen viser tidsskriftet Pist Protta i sit værksted.

FOTO Jannie Søgaard

Ingen emner er for fine til tidsskriftet Pist Protta. Her nr. 98, et såkaldt “lortenummer”, der handler om lort som kunstnerisk materiale og lort som genstand for kunstnerisk aktivitet. Redaktionen udgøres af: Jesper Fabricius, Jesper Rasmussen og Åse Eg Jørgensen. Tidsskriftet kan købes på Spacepoetry.dk.

Set i et økonomisk perspektiv kan Åse Eg Jørgensens engagement i faglige fællesskaber ikke en til en veksles til kroner og ører. Men hun er omvendt ikke i tvivl om, at for eksempel hendes mangeårige arbejde med Pist Protta har været en god reference, og at den har affødt adskillige grafiske arbejdsopgaver gennem årene. Hun mener også, at definitionen af arbejde er for smal, for ofte kan arbejde ikke udelukkende defineres som det, der giver økonomisk afkast nu og her.

”Man skal selvfølgelig kunne betale sine regninger, men derfor kan ens arbejde sagtens strække sig meget længere end det,” siger hun.

Sympatien for hinanden er afgørende

Der er endnu en faktor, som spiller en væsentlig rolle for Åse Eg Jørgensen, når hun engagerer sig i et arbejdsmæssigt fællesskab. Det handler om sympati – om lysten til at tilbringe tid sammen med dem, man indgår i fællesskab med. Den skal altid være til stede, og det er den også i høj grad i det nyeste af hendes kunstneriske fællesskaber, fortæller hun. Det hedder H.Å.M. – efter forbogstaverne i navnene på de tre kvinder, Hannah Amalie Nielsen, Åse Eg Jørgensen og Mette Damm,

som gruppen består af. Fællesskabet opstod, da de tre kvinder mødtes i et selvorganiseret kor, og en af dem inviterede de to andre til at samarbejde om en udstilling, hun var kommissioneret til at lave på Brandts i Odense.

”Vi startede med at mødes for at lave regler og grænser, så vi sammen kunne skabe et arbejdsrum. Men selvom de første møder som udgangspunkt handlede om, hvilken retning vi overhovedet ville gå, så var noget af det bedste, vi fik ud af det, når jeg tænker på det, den tillid og det trygge rum, vi fik skabt. Det blev hurtigt

et rum, hvor vi kan sige alt til hinanden uden at frygte for, hvordan det bliver modtaget og et rum, hvor vi ikke skal præstere i forhold til hinanden, men i fællesskab,” siger hun.

Når der skal tages beslutninger i H.Å.M., tages de, sådan som de gør i alle de faglige fællesskaber, Åse Eg Jørgensen er med i, i plenum. Det betyder, at der er et ligeværdigt forhold mellem alle, og det er afgørende for hendes lyst til at være der.

”Det er vigtigt at kunne lægge sit eget jeg til side med tanke på værkets bedste, hvis det skal lykkes at lave kunst sammen, tror jeg. Det betyder ikke, at der aldrig må være uenighed, for det kan ikke undgås. Men jeg trives ikke steder, hvor uenighed bliver til konflikter, så vil jeg hellere ikke være med. Jeg er meget mere til, at vi taler os frem til konsensus,” siger hun.

Som Åse Eg Jørgensen sidder der og fortæller om sit engagement i - og sin glæde ved - kunstneriske fællesskaber, kan det næsten lyde som om, at den ene dør efter den anden bare har åbnet sig for hende, uden hun selv har måttet gøre en indsats. Hun anerkender da også, at hun af og til oplever at blive inviteret ind i fællesskaber uden direkte selv at have opsøgt det.

“Jeg er nok af den opfattelse, at i og med at jeg indgår i fællesskaber, gør jeg en indsats, der i nogle tilfælde fører til nye fællesskaber.  Men der er i hvert fald næppe nogen tvivl om, at venskaber og bekendtskaber er et omdrejningspunkt i tilværelsen. Mit eget første faglige fællesskab opstod jo faktisk også som en forlængelse af et venskab, ” siger hun.

FOTO Jannie Søgaard

De svarede performativt ved at lægge sig i et udbrændt bål. FOTO Jens Peter Engedal

Billedkunstneren bad Andrea og Birgit om, hver især at medbringe et værk til interviewet, som de kunne tale om.

I et generationsmøde har Birgit Bjerre og Andrea Ostenfeldt Nielsen fundet et jævnbyrdigt rum for samtaler om kunst, intuition og modstanden overfor at tilpasse sig kunstverdenens forventninger.

’Sammen med dig mærker jeg vigtigheden af min kunstneriske praksis’

Siden 2016 har Aarhus Billedkunstcenter skabt møder mellem billedkunstnere på tværs af alder og erfaring. Om initiativet ’Generationsmøder’ fortæller leder af AaBKC Kirstine Schiess Højmose: ”Kunstmiljøet i Aarhus kan være relativt opdelt imellem generationer. Ved at skabe nye forbindelser kan vi styrke økosystemerne i kunstlivet, så kunstnernes netværk ikke kun er baseret på deres egne generationer. Det skaber stærkere fællesskaber og solidaritet i miljøet.” Indtil videre har 36 billedkunstnere deltaget i Generationsmøder.

To af de kunstnere, der nyligt er blevet parret af Kirstine Schiess Højmose, er Birgit Bjerre (f.1970) og Andrea Ostenfeldt Nielsen (f. 1994). Til deres tredje møde er jeg med via en onlineforbindelse, og selv gennem skærmen er det ret tydeligt, at de, med egne ord, er et ”skarpt match”. Snakken flyder let og begge fortæller, at de ”ret hurtigt kunne mærke, at der var en forbindelse på et dybere plan”.

For the experience , Belgien 2024. En rejse uden penge og telefon. Fra Rochefort til Gent. Fem kvinder rejste sammen kun iført det tøj, de havde på, da de forlod deres hjem

Hvorfor meldte I jer hver især til Generationsmøder?

Andrea Ostenfeldt Nielsen: ”Jeg kom tilbage til Aarhus sidste sommer efter at have afsluttet min uddannelse fra Kunstakademiet i Bergen i Norge. Og før det boede jeg i København, så det var lidt som at dumpe ned fra månen, da jeg kom tilbage hertil. Jeg havde brug for lige at grounde, derfor opsøgte jeg Aarhus Billedkunstcenter.”

Birgit Bjerre: ”Jeg ville gerne være med, fordi jeg er lidt træt af den måde, vi søjleinddeler vores generationer på, både arbejdsmæssigt og privat. Jeg var interesseret i nye vinkler og dimensioner, som opstår i mødet med et yngre menneske. Jeg synes også, at jeg har noget at byde ind med i kraft af min alder. Og så havde jeg lyst til at blive overrasket. Det er lidt grænseoverskridende, at man ikke ved, hvem man bliver sat sammen med. Det er sådan lidt en blinddate.”

Birgit Bjerre startede på Det Jyske Kunstakademi i 1994 og hoppede fra efter de første to år. Derefter læste hun medievidenskab og arbejdede med kommunikation i mange år, indtil hun i 2013 igen begyndte at arbejde fuldtid med kunsten. Som underviser, blandt andet på Aarhus Kunstakademi, oplevede hun, at rollefordelingen mellem lærer og elev skabte en distance, og at hun ”egentlig havde mere lyst til at have lange samtaler med eleverne og møde de unge på en anden måde”, som hun fortæller. I møderne med Andrea oplever hun en jævnbyrdighed, hvor det heller ikke handler om, at hun skal ”fodre Andrea med sine erfaringer”, som hun siger.

Hvordan oplever I jeres møder, i forhold til når I mødes med jeres jævnaldrende kollegaer?

AON: ”Jeg oplever i højere grad, at der er en tryghed, som giver mig mod. Jeg føler, at jeg kan læne mig lidt ind i Birgit. At det handler om, at vi skaber et nysgerrigt og legende sted sammen. Det er en energi, der opstår mellem os. Sådanne møder har jeg også haft med mine jævnaldrende, men der er en anden ro ved at møde et menneske, der står et helt andet sted i livet. Efter akademiet havde jeg meget brug for at være sammen med mennesker udenfor kunstmiljøet. Det her møde markerer, at jeg nu er blevet inspireret til at lave kunst igen. Birgit har spejlet de tanker, som jeg har om at være intuitiv, og det gør, at jeg tør udtrykke mig om min måde at være kunstner på.”

BB: ”Jeg oplever, at man godt kan blive lidt hård af alder og erfaring, sådan lidt brovtende, hvor de i Andreas generation er dygtige til at tale med en blidhed. Hun minder mig om, at jeg nok også engang havde den åbenhed og det rører mig, for den vil jeg gerne finde ind til igen. Der er en generationsmæssig forskel i forhold til at passe på sig selv, som er ekstremt inspirerende. I min alder er det nemt at falde ind i nogle mønstre, som det så er lettere at få øje på, når man møder en fra en anden generation.”

Hvad taler I for eksempel om, når I mødes?

BB: ”Det her er tredje gang vi mødes og første gang, da vi mødtes på mit værksted, havde vi fået nogle spørgsmål, vi kunne tale ud fra. De handlede blandt andet om økonomi og fonde, hvis nu man skulle hjælpe hinanden karrieremæssigt, men vi ville hellere tale om, hvad vi interesserer os for og det, vi oplever i verden. Vi fandt ud af, at noget af det vigtigste i vores kunst ligger udenfor kunstverdenen. Det er i det øjeblik, vi holder op med at interessere os for den, at det hele sker.”

AON: ”Ja, de værker, der blev til noget, i den tid jeg gik på akademiet, lavede jeg faktisk i sommerferien.”

BB: ”Sådan var det også for mig. Så vi er lidt to afhoppere på en måde, selvom du

´Kære Fjende´, soloudstilling Birgit Bjerre, Bunkermuseum Hanstholm 2022. FOTO Jens Peter Engedal

færdiggjorde uddannelsen. Vi har begge haft uheldige erfaringer i det system. Vi taler også om, hvordan kulturen i miljøet kan være ødelæggende for skabelsen af kunsten. Den måde vi omgås hinanden på, hvor der opstår et system af forventninger til en særlig måde at være og handle på, og som afføder en ny form for konformitet og nye magtsystemer. Det skal man være villig til at få øje på og kæmpe imod.”

Hvilke benspænd mødte I på Kunstakademiet?

BB: ”Jeg er vokset op med en stor modstand fra min egen familie, og da jeg kom på Kunstakademiet, troede jeg, at nu ville jeg endelig blive fri. Men det skete ikke, tværtimod oplevede jeg, at jeg lavede ”forkert” kunst, fordi jeg lavede billeder, og på det tidspunkt skulle man lave videoinstallation og performance. Og så oplevede jeg et had til det småborgerlige, fordi jeg havde et barn, da jeg startede, og bare dét at have en klapvogn blev opfattet som småborgerligt. Der var en kulturelitær og vred stemning. Senere lavede jeg så en performance, som jeg kaldte ”Jeg er for glad til at være kunstner”, som en reaktion på den vrede.”

AON: ”Der var en stor diversitet på akademiet i Bergen, så der var ikke den her elitære holdning. Men energien kunne godt være hård, der var meget vrede. Jeg kom fra danseverdenen, hvor man arbejder med energien på en anden måde. På akademiet manglede der et nærvær og en lytten fra flere af lærerne, som var meget resultatorienterede og ikke virkede særligt interesserede i at tale om ideerne og tankerne bag værkerne. Og det er dér i nærværet og samarbejdet, at kunsten findes for mig. Det skal dog siges, at der også var nogle virkelig gode lærere, og at det er individuelt, hvad vi hver især har brug for i vores kunstneriske praksis.”

Før interviewet bad jeg Andrea og Birgit om, hver især at medbringe et værk, som de sammen kunne tale om, men begge kunstnere havde ”synkront mere lyst til at lave noget sammen”, som Andrea fortæller. Og ligesom de under deres møder ret hurtigt glemte alt om papiret med forslag til samtaleemner, valgte de også i det her tilfælde at følge deres eget fælles flow.

A Pair of Hands Poznan, At tilbyde en hjælpende hånd til de mennesker, jeg møder på gaden. Hver gang mit tilbud blev accepteret, kunne der blive taget et fotografi, som derefter blev en del af mit kunstværks samlede udtryk. FOTO Privat

AON: ”Jeg havde lyst til, at vi skulle gå på opdagelse sammen, at det skulle handle om nuet i stedet for at se tilbage i tiden”.

BB: ”Meningen med at mødes er jo heller ikke at have en MUS-samtale, men at vi sammen udforsker det, der interesserer os”.

AON: ”Birgit havde nævnt et billede, som hun havde set for sig af os, hvor vi ligesom bare lå og lyttede. Så jeg fik lyst til, at vi lavede det billede.”

BB: ”Til vores første møde kom vi ind på, at det er oppe i tiden at være heks. Så vi lagde os i resterne af det her udbrændte bål, jeg havde i min have. Vi ser det ikke som en manifestation af alle mulige agendaer, men mere som et udtryk for en måde at være i verden på, hvor man for eksempel er god til at fornemme andre mennesker.”

AON: ”Man kan se det som en indstilling, en måde at sanse verden på, fremfor noget ophøjet. Og det er centralt for vores begges kunstnerliv.”

BB: ”Det var noget jeg praktiserede en del, da jeg var yngre, og da du så kom og fortalte om din sejdvandring, som bygger på et nordisk shamanistisk ritual, så vågnede det i mig igen. Under vores performance ved bålet talte vi om, at der i samfundet også kan være en skepsis overfor kunstneren. En opfattelse af, at man er forkælet, fordi man laver noget, man har lyst til. At den modstand, der kan være

overfor det lystfulde, oprindeligt er en protestantisk modstand overfor frihed.”

AON: ”Den modstand findes ikke kun i omverdenen, men også som en stemme indeni én, og som stiller spørgsmålstegn ved det, man gør, og bremser én. Så vi ville lægge os i bålet og være stærke nok til at modstå det.”

BB: ”Vi har talt meget om, at man skal øve sig i at have sig selv med og ikke forsøge at opfylde andres forventninger.”

AON: ”Det er en blanding af gerne at ville være imødekommende, at få energien op og se hvad der sker, og samtidig huske at holde fast i sig selv.”

BB: ”Der vil jo altid være en modtager, man skal forholde sig til, om det er ens kollegaer eller en gallerist, men hvis man hele tiden masserer andres forventninger, kommer der dårlig kunst ud af det, og der kommer heller ikke noget originalt ud af det”.

AON: ”Det er spændende at tale om originalitet versus autenticitet. Jeg vil hellere være autentisk og følge den indre ild end for eksempel, som vi engang skulle på skolen, at tjekke på nettet om andre har fået den samme idé, før man går i gang”.

BB: ”Vi tror begge på, at vi alle hænger sammen som mennesker i kraft af vores erfaringer, hvilket jo gør, at man kan slippe ideen om det originale, og det er rart”.

Hvor er I hver især nu i jeres kunstnerliv?

BB: ”Jeg er kommet forbi angsten for, at folk ikke forstår det, jeg laver. Det er nok kommet med alderen, at jeg har sluttet fred med, at det heller ikke er alle, der behøver at forstå det. Når man er ny i kunstverdenen, er der så mange kasser, man er nødt til at forholde sig til: økonomi, fondsansøgninger, udstillings-

Portræt af Birgit Bjerre. FOTO Jens Peter Engedal

Portræt af Andrea Ostenfeldt Nielsen. FOTO Privat

steder, gallerister og købere. Man bliver helt ked af bare at sige de ord, for det er jo ikke alt det, der gør, at ideerne opstår eller giver en lyst til at skabe”.

AON: ”Først nu mærker jeg lysten til at tjene penge på min kunst og til at udstille på et galleri. Ellers har jeg mest været optaget af materialet og af at eksperimentere. Det har ikke haft mit fokus, men jeg kunne godt have brugt et fag på akademiet, der havde forberedt mig lidt bedre på, hvordan man kan have et bæredygtigt kunstnerliv. Lige da jeg kom ud, gav jeg nærmest op”.

BB: ”Jeg giver jævnligt op. Især når der sker noget i privatlivet, som gør, at kunsten bliver fuldstændig ligegyldig for en. Det er nærmest som et ulykkeligt kærlighedsforhold, når jeg har svært ved at gøre det, jeg elsker allermest. Når der ikke er adgang til ideerne, men så kommer det tilbage til en igen. Det har været rart at kunne tale med Andrea om den slags”.

AON: ”Ja, om følelsen af at det hele bliver vendt på hovedet, og man ikke kan se sig selv som kunstner, men at det heldigvis vender igen”.

Hvad er den vigtigste erfaring, I tager med jer fra jeres møder?

AON: ”Du har hjulpet mig med at tage mig selv mere seriøst. Den måde, vi taler sammen på, åbner en verden, jeg egentlig kender godt, men som jeg nogle gange kan komme langt væk fra. Sammen med dig mærker jeg vigtigheden af min kunstneriske praksis. Det var på vej, men nu har jeg fået mere lyst til at ytre mig”.

BB: ”I lige måde! Jeg har også fået lyst til at sætte tempoet endnu mere ned, efter jeg har mødt dig. Og være mere opmærksom på det, der er sprødt og sårbart, fordi jeg synes, det er rockersejt, at du er i stand til det i din alder, og det inspirerer mig. Det har fået mig til at se lidt blidere på min praksis. I mange år har det handlet meget om at producere, være flittig og pleje mine kontakter. Det vil hjælpe mig, at vi fremover taler sammen, så jeg lettere kan holde fast i den indstilling”.

Har I talt om at mødes igen efter det her sidste møde?

AON: ”Ja, vi skal da på tur. Vi skal også evaluere med Kirstine, men ellers er det op til os selv, hvad vi gør fremover”.

BB: ”Og til august skal vi tale på Kulturmødet på Mors om ’Generationsmøder’. Jeg tror, at vi fortsat kan hjælpe hinanden med mange ting”.

Ville I have fået den relation, I nu har til hinanden, hvis ikke jeres møde var initieret af AaBKC?

BB: ”Det er en gave, at Kirstine helt tydeligt har set et match, for det var nok ikke sket af sig selv”.

AON: ”Ja, det kan være svært at se, hvor man ellers skal gå hen, når man har brug for den her form for sparring. Det er ret fantastisk, dét der er sket i det her møde, og det ville nok ikke have fundet sted, hvis vi for eksempel bare havde mødt hinanden i bussen”.

BB: ”Vi kan tillade os at tale friere, fordi der er en udefra, der har sat os sammen. Det bliver gjort vigtigt på en mere formaliseret måde samtidig med, at det er et helt frit rum”.

”Hun minder mig om, at jeg også engang havde den åbenhed – og det rører mig.” — Birgit Bjerre

’Jeg vil gerne blive ved. Jeg har ikke tid nok’

100-årige Grete Balle har hele livet haft en åben og eksperimenterende tilgang til kunsten, men var længe om at kalde sig selv kunstner.

Når billedkunstner Grete Balle fortæller om sit liv og virke, får jeg en fornemmelse af, at en af hendes største forcer er hendes nysgerrighed og evne til at være til stede i nuet. Måske er det også derfor, at hun trods en længere karriere, end det tilkommer de fleste kunstnere, langt fra er mæt af at skabe. Tværtimod virker kunsten til at være en evig drivkraft, en måde at leve på og være i verden. ”Jeg tager livet ind og finder hele tiden et nyt materiale, der æder sig ind på mig,” som hun fortæller. Grete Balle tog studentereksamen fra Kolding Gymnasium i 1945 og i 1949 giftede hun sig med billedkunstneren Mogens Schack Balle, der var medlem af CoBrA-bevægelsen. Året efter, i 1950, debuterede hun som maler på Kunstnernes Efterårsudstilling. Det var hendes mand, der opmuntrede hende til at beskæftige sig med kunst, for selv havde hun umiddelbart ingen ambitioner om at gå den vej:

FOTO Lars Pryds

“Jeg tager livet ind og finder hele tiden et nyt materiale, der æder sig ind på mig.”

”Jeg har altid gerne villet skabe noget, men havde ikke så stor tiltro til, at jeg kunne, så der skulle en til at skubbe mig, og det gjorde Mogens. Han førte mig ind i den verden, jeg syntes var så spændende. Men vi skulle jo tjene nogle penge, så jeg havde ikke tid til at gå på kunstskole. Jeg begyndte bare at male og så sendte jeg nogle naturalistiske billeder ind til Kunstnernes Efterårsudstilling og de blev antaget.”

De fleste kender nok primært Grete Balle for hendes tekstilkunst, som de vævninger og billedsyninger, der især fyldte i hendes kunstneriske praksis i 1960’erne og 1970’erne. De er kendetegnede ved deres eksperimenterende, frie og nærmest skulpturelle form. Skiftet fra maleriet til væven kom, ligesom så meget andet i Grete Balles kunstneriske virke, lidt ud af en tilfældighed:

”Det var svært at få plads til to malere under samme tag, for vi brugte oliefarver og havde ikke nogen ventilation. Vi boede i lejlighed, hvor vi arbejdede og levede i de samme rum, så det var lettere at integrere en væv i hjemmet. Derfor skiftede jeg spor og begyndte at væve i stedet for.”

Du blev jo en pioner indenfor det felt og er ovenikøbet stort set autodidakt. Hvordan gik det til?

”Ja, jeg begyndte at væve for mig selv efter et kursus på en væveskole på Vesterbro. Her gik jeg et par måneder, når jeg havde fået fri fra arbejde, for lige at få det ind i fingrene. Men jeg var ikke interesseret i at lave brugsting som viskestykker og den slags, kun billeder.”

Hvor kom inspirationen fra?

”Jeg var inspireret af de finske ryatæpper, som jeg havde set på Kunstindustrimuseet. De lignede sådan nogle gamle skind. Ryateknikken er jo rimelig enkel, for man kan bruge garnet, som man bruger oliefarver ved for eksempel at blande forskellige garner. Jeg havde også set en udstilling med franske Jean Lurçats gobeliner, som fik mig til at se, hvordan man kunne lave billeder med garn og ikke kun som maler. Og norske Hannah Ryggens tilgang inspirerede mig, fordi hun også brugte forskellige materialer og skabte en fortælling i vævet. Men også malere, som Antoni Tàpies, der udfordrede malefladen med tekstur og struktur.”

Du er kendt for at bryde med traditionelle væveteknikker. Vil du fortælle om din eksperimenterende tilgang?

”For mig handlede det ikke så meget om teknik, men om materialer. Jeg havde ingen sociale eller politiske budskaber. Det handlede for mig om at være åben overfor verden og den

Lykkeligt møde, 1970. Vævning med sisal, hamp, læder og træ. Privateje. FOTO Mathias Lehmann Lassen/Museum Jorn.

virkelighed, jeg befandt mig i. Da jeg for eksempel syntes, at ryateknikken begyndte at blive lidt for banal, gik jeg over til mere fladvævede ting, hvor jeg brød med det traditionelle udtryk ved at slå hul på fladen. Men også i forhold til at bruge andre materialer end de gængse, som silke og uld, der gav en pæn blank flade, nej, det måtte godt rive lidt og have struktur. Jeg brugte ting, jeg fandt, som fiskenet og kraftige garner og måske var det derfor, man lagde mærke til mig.”

Hvordan har du det med nyere kunstformer, hvor der eksempelvis bliver brugt AI?

”Jeg er skeptisk overfor AI i kunsten, fordi det virker som om, det handler om at lave et billede ved at koge nogle ingredienser sammen, men der er ikke noget indhold. Ellers er jeg åben overfor nye kunstformer, også selvom jeg ikke selv bruger dem. Dengang i 1960’erne var happenings det nye, som da jeg for eksempel udstillede sammen med Joseph Beuys, det var meget specielt. Men man må jo selv tage stilling til, om det siger én noget.”

Hvordan ser du på udviklingen indenfor kunstscenen i forhold til, da du selv debuterede?

”I dag er der mange, der kalder sig kunstnere, bare de har slået fem streger på et stykke papir. Vi var mere ydmyge i min tid. Der skulle vises noget mere, før man ville kalde sig selv kunstner.

Da jeg debuterede i 1950, skulle der skrives en artikel om den nye generation og så ringede de og spurgte, om de skulle omtale mig som kunstnerinde. ”Nej, I kan bare skrive mit navn”, svarede jeg. Jeg var antaget på KE som debutant. Jeg syntes ikke, jeg var stor nok til at kunne kalde mig kunstner endnu.

En anden forskel er, at da jeg var ung, havde man ikke udtrykket ”blandformer”, det var de klassiske kategorier og materialeopdelinger, der herskede. På det punkt er der heldigvis sket en stor ændring. På KE var man jo rubriceret, så man enten var maler eller billedhugger eller kunsthåndværker. Senere kom jeg så med i censurgruppen, hvor vi arbejdede for, at alle skulle censureres ligeværdigt uanset materiale. Det skulle handle om, hvorvidt værket havde kunstnerisk kvalitet. Om det var unikt.”

Har du nogensinde selv følt, at du blev sat i bås?

”Jeg er flere gange blevet spurgt, hvor jeg egentlig hørte til, fordi jeg jo nok satte mig mellem to stole, men for mig har det altid handlet om at finde det materiale og den form, jeg kunne udtrykke mig bedst igennem. Og så var jeg så heldig at komme med i en sammenslutning, der hed Majudstillingen fra 1960-1973, som bestod af malere, billedhuggere og en glaskunstner. Blandt medlemmerne var for eksempel Artur Köpcke, Sven Dalsgaard og Gunnar Aagaard Andersen. Det var min lykke, for det var en eksperimenterende gruppe, hvor vi var meget forskellige, og hvor jeg blev behandlet ligeværdigt. De satte mig ikke i bås. Jeg var ikke bare væver.”

Hvordan oplevede du dét at være kvindelig kunstner dengang?

”Ja, jo der var da selvfølgelig nogen, der godt kunne finde på at sige: ”Der kommer pigerne med strikketøjet”, men personligt har jeg egentlig haft det rigtig godt. Og det skyldtes i høj grad også, at jeg kom med i den gruppe. Der var selvfølgelig en kamp for at komme frem, som nok var hårdere, fordi man var kvinde. Og så var der alt det, der skulle ordnes i hjemmet, som hang mere på kvinden, end det gør i dag,

FOTO Lars Pryds

hvor man mere deles om det huslige. Det betød selvfølgelig også noget, at min mand respekterede, at jeg arbejdede med kunst. Ellers var det aldrig gået, hvis ikke der havde været en gensidig respekt.”

Kunne du og din mand sparre med hinanden?

”Ja, det kunne vi absolut. Da vi flyttede til Kalundborg i en nedlagt skole, havde vi værksted i hver vores ende af huset. Vi behøvede ikke så mange ord. Det handlede aldrig om de enkelte detaljer, men om helheden, atmosfæren og sansningen i det. Det blev aldrig småligt dikterende omkring for eksempel en farvedetalje. Det var godt at have en, der kendte en og kendte kunsten.”

I 1998 blev Grete Balle tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse og var med egne ord ”lige ved at falde ned af stolen”, da hun læste brevet. Hun har modtaget flere legater og hæderslegater, blandt andre fra Anne Marie Telmányi født Carl-Nielsens Fond og Henry Heerups Æreslegat, men ellers var holdningen i kunstnerhjemmet, ”at vi kunne klare os selv og derfor ikke ville bede om noget”, som hun fortæller.

Hvordan klarede I jer økonomisk?

”I begyndelsen arbejdede jeg blandt andet på DSB Rejsebureau, fordi jeg var god til sprog, og min mand havde arbejde som livredder i Frederiksberg svømmehal. Det handlede kun om at tjene penge til at leve for, så vi kunne lave vores kunst. Vi havde ikke noget sikkerhedsnet og det var indimellem knappe kår, men vi havde heller ikke så store drømme, hvis bare vi kunne overleve. Og efterhånden var der nogle gode gallerier, der fik øje på os og på den måde kunne vi fokusere mere på kunsten. Og så var der et galleri dengang, der hed ”Kunst for varer”. Det var en kæmpe hjælp og noget af det, vi overlevede på. Her kunne man bytte sine værker med for eksempel nogle hårde hvidevarer, hvis det var dét, man stod og manglede, eller bøger og slagtervarer, som vi ellers ikke havde råd til at købe. Det var helt legalt og det var godt for kunstnerne.”

Var I forudseende og sparede op til pensionen?

”Nej, overhovedet ikke! Vi var sådan nogle outsidere. Vi var heller ikke inde i det der med arbejdsløshedskasse og så videre. Min mand døde i 1988, alt for tidligt som 67-årig, og da var jeg kun 62 år. Jeg havde jo været vant til, at vi var to om økonomien, så jeg henvendte mig til kommunen for at høre, om jeg kunne få enkepension, men den var afskaffet. Jeg måtte klare mig selv og takkede derfor ja til at udstille i forskellige kunstforeninger. Når man brugte BKFs regler, var der gode betingelser, som forsikring, transport og et garanteret salg. Det hjalp mig meget.

Vi har egentlig altid bare arbejdet, vævet, malet og derigennem kunnet klare os. Der fandtes heller ikke alle de kurser, hvor man lærer at klare sig som kunstner, som der er i dag. Vi måtte selv finde ud af det. Alt i dag er så sikret og så fornuftspræget. Men vi var ret uvidende på det punkt.”

Har du et godt råd til yngre kunstnere?

”Jeg giver mig ikke så meget af med gode råd, men de skal følge deres hjerte fremfor deres hjerne og lave det, de tror på. Bare lav det, i stedet for at prøve at regne det ud. Sådan fungerer det for mig. Det er ikke fornuften, der præger mit arbejde. Jeg vil gerne pege på

Fragment, 1978. Privateje. FOTO Mathias Lehmann Lassen/Museum Jorn.

fantasien og kunsten som igangsættende, men uden at der skal være nogen færdige svar. Kunst er en god forudsætning for samvær med mennesker og specielt i vores tid, som er så kaotisk og opsplittet.”

Dagen før Grete Balle fyldte 100 år, blev det store gavlmaleri ”Bølgen, Fuglen og Lyset” indviet i hjembyen Kalundborg og på selve dagen var der finissage på en stor retrospektiv i Bispegården i regi af Kalundborg Kunstforening. I det kommende års tid følger en soloudstilling i Galleri Valdal i Valby samt Grete Balle — Tidens Tråde på Museum Jorn, der efterfølgende også kan opleves på Fuglsang Kunstmuseum.

Grete Balle er stadig aktiv som kunstner og afsøger fortsat nye materialer, som eksempelvis at male på keramik lavet af en lokal pottemager eller at arbejde med filtning ”fordi det er rart at have i hænderne”. Da jeg spørger hende, om hun nogensinde har overvejet at skifte spor og gøre noget andet end at arbejde med kunst, svarer hun prompte:

”Nej, det er nok mit liv. Jeg vil gerne blive ved. Jeg har ikke tid nok.”

”Bare lav det, i stedet for at prøve at regne det ud.”

Back to four corners, u. å. Vævning med blandede materialer. Tilhører Grete Balle. FOTO Mathias Lehmann Lassen/Museum Jorn.

KUNST IG

Vi befinder os i en tid, hvor Big Tech uden betaling bruger kunstneres værker til at generere AI-billeder. Billedkunstnere ser den stil, de har brugt et helt liv på at finde frem til, efterlignet og misbrugt. I store dele af kunstverdenen melder spørgsmålet sig: Hvordan sikres ophavsrettigheder og fair betaling for brugen af de originale værker?

Men hvad sker der, når kunsten tager til genmæle og udstiller teknologiernes sprækker? På de næste sider møder vi algoritmekunstneren Ada Ada Ada, som arbejder både med og imod Big Techs platforme og algoritmer i sine værker.

’Jeg er en glitch i systemet’

Algoritmekunstneren Ada Ada Ada bruger sin krop til at udfordre techgiganterne. Hun vil give magten tilbage til mennesket og væk fra maskinen.

I et værksted på Østerbro sidder Ada foran sin computer og gør oprør mod Big Tech. Ikke ved at forlade teknologien, men ved at gå direkte ind i den, ind i algoritmerne og de sociale medier, som techgiganterne er blevet styrtende rige på at monopolisere.

I det performative og kønspolitiske fotoprojekt in transitu har Ada siden 2021 uploadet billeder af sin nøgne overkrop til Instagram som led i dokumentationen af sin kønstransition fra mand til kvinde. På platformen er kvindelige brystvorter kategoriseret som pornografisk materiale og derfor forbudte. Værket in transitu stiller spørgsmålet: Hvornår bliver en krop kvindelig nok til algoritmen og dermed censureret?

“Værket er en protest mod, hvordan sociale medier censurerer kvindekroppen og minoriteter. Det er lykkedes mig at udstille, hvor lidt de egentlig har styr på reglerne hos Meta,” siger Ada.

“For nogle gange bliver billederne fjernet, andre gange gør de ikke. Systemet kan ikke finde ud af, om min krop er mandlig eller kvindelig. Jeg er en slags glitch. En fejl i systemet. Man kan vel sige, at jeg fucker med deres koder og regler,” siger hun og fortsætter.

“Der er noget frisættende i, at teknologien ikke kan forstå vores menneskelige virkelighed. Vi er alt for komplekse. En dag ser jeg vred ud på billederne og bliver kategoriseret som mand. En anden dag har jeg læbestift på, og så bliver mit billede af

Being represented by data is like losing a part of yourself.

Glitchy Queer AI work, 2024.

”Nærmest

den nøgne overkrop fjernet. Computeren læser mig stereotypisk, fordi den er trænet sådan, og det bliver aktivistisk for mig at udstille dens mangel på kompleksitet. Hvis vi kan snyde maskinen og Big Tech, kan vi kontrollere vores egen skæbne langt mere, end vi tror.”

Men for Ada er det også skræmmende, når sociale medier ikke kan håndhæve deres egne regler:

“For hvordan kan de så leve op til de moralske kodekser og regler for diskrimination som hadtale, racisme og mobning?”

Mennesket må ikke stole blindt på maskinen

I dag bruger mange kunstig intelligens (AI) og chatrobotter, når de træffer både store og små beslutninger. De søger kærlighedsråd, hjælp til sygdom eller svar på hverdagens små spørgsmål: ”Hvad skal jeg spise i aften? Hvordan skal jeg indrette min stue?”

“Jeg stiller mig meget skeptisk over for den tiltro, vi har til maskinen, og min kunst udfordrer netop den ’machine bias’. Mange tror, at når svaret kommer fra maskinen, er det til at stole på. Men i virkeligheden er maskinerne ret dumme. De er et godt værktøj, men ikke et værktøj, jeg kan stole på. Derfor vil jeg gerne hjælpe andre med at se computeren for, hvad den er.”

Ada, som har baggrund som programmør, forklarer, at når vi ophøjer computeren til at være magisk eller ligefrem intelligent, giver vi samtidig magt til dem, der udvikler teknologien.

“Vi må ikke glemme, at teknologierne er fyldt med ideologier og værdier, som kommer fra dem, der laver dem. I Danmark har vi

en stærk tradition for kvindefrigørelse og fri abort, men deler vi de synspunkter med USA? Vi er nødt til at reflektere over, hvad firmaerne vil med os. Det er amerikanske og kinesiske multimilliardærer, vi taler om. Deres systemer er bygget op omkring én ambition: At tjene penge. Det skal man huske, når man spørger computeren til råds. Den er også sat i verden for at gøre de rige rigere.”

Internettet var engang et fristed Ada er som mange andre børn fra 1990’erne vokset op med internettet. Dengang var nettet et sted med plads til mangfoldighed. For Ada blev det også et sted at udforske sin kunstneriske identitet, og ikke mindst et sted at finde modet til at stå frem som transkvinde. For på internettet mødte hun for første gang andre transpersoner gennem fora, gruppechats og blogs.

“Jeg er vokset op på internettet. Jeg har leget med koden på min Myspace-side. Dengang var der en frihed til at bestemme sit eget udtryk på de sociale medier. I dag er det et langt mere begrænset udtryk, for eksempel på Instagram. Der er meget lidt, man kan, meget lidt, man må udtrykke.”

Ved at lytte til Ada fremstår internettet som en by under forvandling: Gamle bydele bliver jævnet med jorden, mens nye metalliske højhuse skyder op og dækker horisonten. Men et sted derude findes den gamle bydel stadig, den bliver bare mindre og mindre.

“Nærmest al trafik på internettet sker i dag gennem techgiganterne. Vi bør spørge os selv, om de virkelig skal eje hele internettet. I dag kontrollerer de næsten alle apps og hjemmesider, men de er også begyndt at eje selve

Being represented by data is like losing a part of yourself. Glitchy Queer AI work, 2024.

infrastrukturen. De ejer, opkøber og bygger datakabler, datacentre, protokoller, software og meget andet, der får internettet til at fungere.”

De mange investeringer bekymrer Ada, fordi hun oplever, at den stigende magt hos techgiganterne får konsekvenser for dem, der ikke deler selskabernes politiske overbevisninger.

“Hvis man har en politisk holdning, som de ikke er enige i, bliver man bandlyst på deres platforme. De spiller ikke efter demokratiske principper som ytringsfrihed. Det er for eksempel queer-mennesker og andre grupper som palæstinensere, feminister og sexarbejdere, der rammes af censur.”

Min krop er mit værktøj

I videoværket  Being represented by data is like losing a part of yourself fra 2024, bruger Ada billederne fra projektet  in transitu til at træne en AI-model på sin egen krop. Men modellen er bevidst fodret forkert.

”Jeg har givet systemet forkerte indstillinger for at fremprovokere fejl og deformationer.”

Resultatet er urovækkende og frisættende. I videoværket bliver kroppen til data, og dataene kan ikke fastholde kroppen: En mund åbner sig langs armen. Huden flyder ud af sig selv. Kroppen bliver både genkendelig og fremmed på en og samme tid.

Det er Ada, vi ser på videoen, men det er også noget andet. Måske den glitch, den fejl, hun tidligere omtalte. Alt det, som ikke kan defineres og kategoriseres, løber over skærmen: Halvt menneske, halv maskine og halvt køn?

Som voice-over til videoen lyder en forvrænget computerstemme af Adas egen stemme, der fortæller om internettet som et sted, der engang føltes frit, men siden blev til en markedsplads. Et sted, hvor bestemte kroppe og holdninger langsomt blev gjort uønskede.

”Værket handler om, hvordan algoritmer og data afhænger af kategoriske og stereotype forståelser af verden,” fortæller Ada.

AI-BOOM DRIVER INVESTERINGER

I UNDERSØISKE DATAKABLER

De store teknologiselskaber som Meta, Google, Microsoft og Amazon Web Services investerer lige nu massivt i undersøiske fiberkabler for at understøtte AI og globale datacentre.

• CNBC vurderer, at investeringerne i subseakabler vil nå omkring 13 mia. dollar over de næste to år. En fordobling i forhold til 2022–2024.

• AI kræver enorme datamængder og høj båndbredde mellem datacentre, hvilket øger behovet for nye højkapacitetskabler.

• Meta har lanceret “Project Waterworth”, et globalt kabelnet på cirka 50.000 kilometer, som skal forbinde fem kontinenter og styrke selskabets AI-infrastruktur.

• Infrastruktur under havet er samtidig blevet et sikkerhedspolitisk fokusområde. Flere lande frygter sabotage, overvågning og kabelbrud i takt med stigende geopolitisk spænding.

• Flere jurister og politikere peger på, at kontrollen over datakabler i stigende grad bliver et strategisk spørgsmål på linje med energi- og forsyningsinfrastruktur.

Kilder: CNBC, Washington Post, Reuters, TechCrunch og selskabsoplysninger fra Meta.

Magten tilbage til mennesket

For Ada er ambitionen med hendes kunst helt klar: ”Jeg vil påvirke mennesker og deres forståelse af teknologi med mine værker. Vil give mennesker ro i, at computersystemer ikke er så skræmmende, som man tror. Give magt til mennesket og væk fra computerne, væk fra dem, der tjener penge på dem,” siger Ada og afslutter med et spørgsmål, der nok er selve drivkraften i hendes praksis:

”Er det godt for fællesskabet, at mennesker med alt for mange penge kan eje hele internettet og anlægge undersøiske kabler i havet, uden at tænke på naturens, dyrenes eller menneskets velbefindende? Jeg ser kunst som en særlig form for sprog, som kan få os til at få øje på de magtstrukturer, vi lever under.”

in transitu, 2021-Now. Performative net art photography, 2021.

10 spørgsmål til kunstneren

1. Hvorfor er du kunstner?

Jeg er kunstner, fordi det er en nødvendighed for mig at undersøge, hvad det vil sige at være menneske. Kunsten giver mig mulighed for at udtrykke noget, der rækker ud over mig selv og skabe nye måder at forstå verden på. Den udspringer af en indre nødvendighed og et ønske om at udforske eksistensen – både det synlige og det usynlige.

2. Hvad inspirerer dig?

Jeg inspireres af kroppen, åndedrættet og de grundlæggende vilkår for at være i live. Også spiritualitet, filosofi og relationen mellem menneske og verden er centrale kilder. Inspiration kan komme som noget udefra – som en slags gave – men den forankres i en dyb, kropslig og sanselig erfaring. Blandt mine vigtigste inspirationskilder er: Emanuele Coccia, Hartmut Rosa, Antonio Damasio, Clarice Lispector og Donna Haraway.

3. Hvordan arbejder du, og hvad har du altid brug for?

Jeg arbejder performativt og kropsligt, ofte i langvarige, gentagende og ritualiserede processer. Min praksis er baseret på nærvær, rytme og bevidsthed om kroppen og åndedrættet. Det vigtigste, jeg har brug for, er min krop, min opmærksomhed og en åbenhed over for processen – uden at dømme den. Jeg prøver at konkretisere alt det, vi ikke lægger så meget mærke til. Ofte er det de ting, som vi tager for givet, måden vi taler på, måden vi trækker vejret. Men hvad vil det sige at have en krop, og hvad er ens forhold til kroppen? Når nogen siger, hvad har du lavet i dag, svarer jeg: Jeg har trukket vejret, det er livet, der har lavet mig i dag.

VELKOMMEN til 10 spørgsmål til kunstneren, hvor vi taler med en billedkunstner om inspiration, værker og hvordan det hele begyndte. I dette nummer møder vi billed- og performancekunstneren Sophie Dupont, der stiller spørgsmålet: Hvad vil det sige at være i live? For hende begynder svaret i kroppen, i åndedrættet og i alt det, vi ellers tager for givet.

4. Hvad er det bedste råd, du har fået som kunstner?

At skabe ud fra en indre nødvendighed – også når det føles forkert, sårbart eller pinligt. Og at have tålmodighed samt undlade at dømme sin egen proces, men i stedet lade passion og frihed drive arbejdet frem.

5. Vil du fortælle om et øjeblik, som har påvirket din praksis?

Som 14-årig blev jeg lammet i benene, hvilket ændrede min relation til kroppen og åndedrættet. Den erfaring har haft en dyb indflydelse på mit arbejde og min vedvarende undersøgelse af kroppen som både fysisk og mental tilstand.

6. Hvordan er din kunst en reaktion på samfundet?

Min kunst fungerer som en stille modstand mod et samfund præget af hastighed, uro og frakobling. Gennem langsomhed, stilhed og nærvær skaber jeg rum for refleksion og for at genoprette forbindelsen til os selv og hinanden.

7. Hvordan balancerer du privatliv og praksis?

Grænsen mellem mit liv og min praksis er flydende, fordi mit eget liv, min krop og mine erfaringer er en central del af arbejdet. Samtidig kræver det bevidsthed og nærvær at kunne være i begge dele – både som menneske og som kunstner. Mine værker udspringer af levet liv, jeg er altid i gang med at registrere.

Sophie Dupont

AF Tobias Lauritzen

8. Har du et drømmeværk, som endnu ikke er forløst?

Mit arbejde er en kontinuerlig undersøgelse, og jeg ser ikke ét endeligt værk som målet. Drømmen ligger i at fortsætte med at skabe rum, hvor vi kan erfare nye måder at være til på og forbinde os med hinanden og verden. Fordi alt omkring os er omskifteligt, så hvis du har fundet ud af noget, skal du finde ud af noget nyt igen i morgen.

9. Hvordan håndterer du en kreativ blokade?

Ved at vende tilbage til kroppen, åndedrættet og det sanselige nærvær. Ved ikke at dømme processen og acceptere, at kreativitet også kræver tålmodighed. Arbejdet må komme fra en indre nødvendighed, ikke fra pres. Jeg bliver inspireret af en blokade. Det at være i tomrum og irritation og fortabthed, det er en inspiration for mig. Fordi inspiration er liv og åndedræt. Jeg har ikke opfundet mig selv som menneske, jeg lever inde i en ramme, jeg ville gerne kunne flyve, men det kommer jeg ikke til. Jeg kan ikke vinde over min kunst, hvis jeg har en blokade, så skal jeg stoppe arbejdet. Det er også derfor, jeg laver værket ”Rest with me.” Jeg tror på, at man skal lytte til kroppen.

10. Du er aktuel med udstillingen

Breathe i Sorø, som løber fra 3. juni til 18. oktober, vil du fortælle, hvordan du har arbejdet med noget så immaterielt som åndedræt og nærvær, når du forsøger at gøre det synligt eller sanseligt i et fysisk værk?

Jeg arbejder med åndedrættet som noget, der i sig selv er usynligt, men som hele tiden efterlader spor. I mine værker forsøger jeg ikke at illustrere åndedrættet, men at registrere det. Gennem gentagelser, minimale bevægelser og varighed bliver det muligt at omsætte noget immaterielt til en fysisk erfaring – som en markering, en overflade, en forskydning.

Kroppen bliver et redskab, hvor åndedrættet fungerer som både materiale og metode. Det handler om at gøre det, vi normalt ikke ser, sanseligt – ikke som noget spektakulært, men som en stille tilstedeværelse. Som det også beskrives i min praksis, er det netop i denne proces, at “det usynlige bliver sanseligt”, og hvor åndedrættet efterlader sig spor som tegn på, at vi er til stede i verden.

SOPHIE DUPONT

F. 1975

Sophie Dupont er en dansk billed- og performancekunstner baseret i København og Paris. Hendes praksis kredser om nærvær, fred og kroppen som både medium og rum for forandring, ofte med åndedrættet som centralt greb.

Hun arbejder tværmedialt med performance, installation, skulptur og maleri, og hendes værker udfolder sig ofte i langsomme, repetitive og meditativt forankrede formater. Dupont er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og London Contemporary Dance School og har udstillet bredt i ind- og udland.

Hendes værker er repræsenteret på SMK, Kunsten (Aalborg) og Malmø Kunstmuseum. Hendes værker er købt af Ny Carlsbergfonden & Statens Kunstfond.

Sophie Dupont Two (2026) Reaching (2017) Sound of Time (2025). Udstillingen Breathe på Sorø Kunstmuseum. FOTO Sofus Graae

Sophie Dupont, BREATHE. FOTO Sofus Graae

BKF KURSER efterår 2026

KUNSTNERNES

RETSHJÆLP-KURSUS: 1:1

JURIDISK VEJLEDNING

Få juridisk vejledning indenfor dit kunstneriske virke med en vejleder fra Kunstnernes Retshjælp. Din vejledning kan f.eks. omhandle juridiske problemer indenfor kontrakter, ophavsret, skatteretlige problemstillinger eller spørgsmål om køb og salg af værker eller erstatning.

STED: København

DATO: 26. august 2026, kl. 18:00 – 20:00

TILMELDING: Læs mere på bkf.dk/medlemskab/kurser

BKF- OG AABKC-KURSUS:

STUDIEKREDS FOR KUNST

I OFFENTLIGE RUM

Bliv en del af et samtaleforum for professionelle kunstnere, som ønsker at vide mere om, og diskutere emner relateret til, den kunstneriske arbejdsproces indenfor kunst i offentlige rum. Et fagligt forum hvor vi deler og opbygger viden om arbejdsmetoder gennem diskussioner, refleksioner og oplæg fra underviser Carina Zunino / Zunino Ignestam Studio, samt gæster Lone Schubert (Kunstrådgiver) og Trine Møller Madsen (Senior Kunstkonsulent i Ny Carlsberg Fondet).

DATOER: 5 tirsdage i efteråret 2026: D. 25/8, 15/9, 29/9, 3/11, 17/11, alle gange kl. 13-15.

STED: Aarhus ved Aarhus

Billedkunstcenter

TILMELDING: Læs mere på bkf.dk/medlemskab/kurser

DROP ROCK, 2013, Ursvik, Stockholm, Sweden, Zunino Ignestam Studio. FOTO Wasasten

BKF-KURSUS: KUNSTKONSULENTER FOR KUNST I OFFENTLIGE RUM – PROJEKTLEDELSE FOR KUNSTNERE

Arbejder du med udsmykningsopgaver eller facilitering af processer, hvor der bruges kunstnere? Så er dette kursus i projektledelse og rådgiverrollen måske noget for dig. Arbejder du som kunstkonsulent eller overvejer du det, kan kurset tilmed give dig en bedre forståelse for de sammenhænge, du arbejder i. På kurset får du styrket dine projektlederevner som kunstner og bliver mere bevidst om dine kompetencer og rolle som kunstkonsulent eller rådgiver. Undervises af Camilla Hedegaard Møller og Christina Prip samt gæsteundervisere.

DATOER: 4 lørdage i efteråret 2026, d. 24/10, 31/10, 14/11, 21/11, alle dage kl. 09:30-15:30

STED: København

TILMELDING: Læs mere på bkf.dk/medlemskab/kurser

BKF-KURSUS: SAMTALE OM EN MERE BÆREDYGTIG KUNSTPRAKSIS (TIDL. KARRIERETJEK)

Som medlem af BKF kan du søge om at få en samtale om en mere bæredygtig kunstpraksis, hvad angår f.eks. økonomi, tid, roller, kompetencer og kommunikation. Samtalen fokuserer på netop dine behov og hvad der aktuelt er vigtigst for dig at tale om. Formatet er en 1:1 samtale på 60 minutter med kunsthistoriker Lotte Boesen Toftgaard.

DATO: 1. + 2. oktober 2026, formiddag begge dage

STED: København

TILMELDING: Læs mere på bkf.dk/medlemskab/kurser

Runde fødselsdage

25

Kristian Loumann 19/09

Nina Fjordbak Nielsen 03/09

30

Carl Otto Linde 19/09

Julia Karla 26/08

Signe Høi Jensen 24/08

Malte Tranekjær Engelsen 15/08

Tringa Gashi 05/08

Stella Vallik 27/07

Laura Astrup Larsen 19/07

Sophie Amalie Søgaard Götz11/07

Ulf Stubbe Teglbjærg 03/07

Klara Benedikte Jensen De Lopez 23/06

40

Tinne Zenner 19/09

Emilia Bergmark 17/09

Kirke Hundevad Meng 25/08

Asger Harbou Gjerdevik 25/08

Stine Deja 01/08

Billie Maya Johansen 21/07

Caroline Heje Thon 24/06

50

Simon Dybbroe Møller 14/09

Ole Lorin Rasmussen 24/08

Vibeke Mejlvang 24/08

Kasper Akhøj 05/08

Jesús Herrera Martínez 02/08

Katrine Malinovsky 26/07

Heidi Hove 26/07

Lene Barnkob Kaas 21/07

Anna Hyldeborg 09/07

Orsolya Beáte Bagala 28/06

60

Hansina Maria Iversen 06/09

Anja Plato 08/08

Henrik Gustavo Capetillo 07/08

Katrine Hvid 06/08

Lene Winther 13/07

Indigo Richards 08/07

Britta Mahnecke 08/07

Ina A. Mance 25/06

Annette Sjølund 22/06

Kontakt BKFs sekretariat min. tre måneder inden din runde fødselsdag, hvis du ikke ønsker den offentliggjort her.

70

Ulla Lampe 16/10

Karen Serena 18/09

Anne Merete Herstal 06/09

Helle Vinter 01/09

Thomas Wiesner 27/08

Helle Harbou 26/08

Stine Larsen 19/08

Birte Mølgaard 12/08

Mette Stausland 27/07

Berit Jansson 23/07

Yvonn Heilmann 14/07

Mette Gitz-Johansen 04/07

Claus Egemose 29/06

Vidar Håkon Utvik 25/06

Inge Dahl 25/06

Annette Olesen 24/06

75

Kenny Rathje 24/08

Vita Bente Pedersen 23/08

Helga Benediktsdóttir 17/08

Jenny Hansen 08/08

Kit Mosegård Bruun 01/08

Else Elisabeth Andersen 27/07

Kirsten Lone Andersen 22/07

Annette Olsen 19/07

Lene Noer 28/06

Peter Koch 24/06

80

Lone Buhl Villaume 18/08

Finn Lerkenfeld 13/08

Kristina Kudsk 31/07

Bjarne Agerbo 27/07

Vibeke Glarbo 03/07

Viera Collaro 30/06

Anne Brodersen 20/06

85

Mette Hedegaard 26/08

Anne Marie Egemose 02/08

Bente Christensen-Ernst 20/06

90

Per J.K. Pedersen 12/08

100

Grete Balle 26/04

Maler Jan Torstenson, foråret 2026

Maler Mogens Nielsen, marts 2026

NYE MEDLEMMER

OG GENINDMELDELSER

Studerende Klaudia Skuza

Studerende Kristian Loumann

Studerende Laura Elaine Guiseppi

Maler Margrét S. Björnsdóttir

Billedkunstner Maria Krogsgaard Ammentorp

Billedkunstner Marianne Jørgensen

Billedkunstner Martine Sepstrup Jensen

Billedkunstner Morten Bjerre

Studerende Nomeda M. Rysgaard

Billedkunstner og grafiker Ole Wich

Billedkunstner Patricia Petersen

Billedhugger Peter Koch

Maler/billedhugger Peter Ringgaard

Billedkunstner Peter Skovgaard

Billedkunstner Rhoda Ting

Studerende Signe Timmermand

Studerende Siri Tvorup Pedersen

Billedkunstner Stig Agge Larsen

Billedkunstner og fotograf Suste Bonnén

Maler og fotograf Søren Elgaard

Billedkunstner Thomas Bo Østergaard

Billedkunstner Tine Oksbjerg

Studerende Tine Suaning Leone

Studerende Agnes Olander

Billedkunstner Andrea Ostenfeldt Nielsen

Billedkunstner Andreas Rasmussen

Billedkunstner Anna Sofie Blincoe

Studerende Anna Vigdís Gunnarsdóttir

Billedhugger Anne-Mette Schultz

Billedkunstner Arif Jamil

Billedkunstner Astrid Edith Hansen

Studerende Caroline Madonna Daniel Olsen

Billedkunstner Christian Schmidt-Rasmussen

Billedkunstner Fabian Wigren

Billedkunstner Frederik Rønde Sørensen

Billedkunstner og keramiker Gunhild Aaberg

Billedkunstner Hannibal Dahl

Studerende Hugo Sander Lambæk

Billedhugger Ida Retz Wessberg

Studerende Jane Vestergaard Johansen

Billedkunstner Jesús Herrera Martinez

Keramiker Jette Löwén

Studerende Joël Julien Johannes Scharfenberg-Wiese

Billedkunstner Julie Greve Lindhold

Studerende Kathrine Dahl Kristoffersen

Interdisciplinær kunstner Katrine Ugelstad Spilling

Billedkunstner Lise Vestergaard

Studerende Liv Guhle Johansen

Billedvæver Marie Holst

Visuel kunstner Marie Holm Østerskov

Billedkunstner Mette Braüner

Billedkunstner Miguel Angel Tenorio Castillo

Billedkunstner Mo Maja Moesgaard

Billedkunstner Morten Nyhus

Studerende Nana Amalie Enevold Dahlin

Billedkunstner Naomi Emilie Akvama Svarre

Studerende Nikita Schwaner

Billedkunstner Pernille Egetoft

Billedkunstner Rasmus Albertsen

Billedkunstner René Olsen

Billedkunstner Rosie Madsen

Studerende Ruby Ndoye

Billedkunstner Sara McNulty

Billedkunstner Stella Vallik

Billedkunstner Tetsuko Matsuzuka Jensen

Interdisciplinær kunstner Toke Højby Lorentzen

Tekstil- og billedkunstner Vibe Lundemark

DØDE

Legatboliger / residencies:

GAMMEL HAVE, SØDINGE

PÅ

MIDTFYN

I landsbyen Sødinge ved Ringe på Midtfyn ligger huset Gammel Have, som er en kunstnerbolig, hvor nordiske forfattere og andre kunstnere, kan søge om ophold. Huset ejes af en fond, og det står stort set som det blev beboet af giveren, Margrethe Hansen. Det var Margrethe Hansens sidste vilje, at huset med indbo skulle komme nordiske forfattere og andre kunstnere til gode, fordi kunst og litteratur havde betydet så meget for hende igennem et langt liv. Opholdets varighed er typisk en måned, eventuelt flere.

COGGIOLA, ITALIEN

COGGIOLAART@gmail.com / www.coggiolaart.com

Coggiola Art Residence (C.A.R) i Italien, er åben for ophold fra april til november. Nu har professionelle kunstnere en unik mulighed for at være med til at forme et varmt og rummeligt arbejdsmiljø på det nystartede residency C.A.R. i Norditalien. C.A.R. modtager henvendelser fra enkeltpersoner og grupper af kunstnere fra alle nutidige kunstformer til et arbejdsophold, uanset om du søger et fællesskab og ønsker at udveksle med andre kunstnere, eller hvis du søger absolut ro til fordybelse.

JYLLANDS POSTENS FONDS

LEGATBOLIG

I BERLIN

Jyllands-Postens Fond stiller en atelierlejlighed i det centrale Berlin til rådighed for danske billedkunstnere og forfattere, der ønsker arbejdsro og nye udfordringer. Den moderne lejlighed kan søges for en måneds frit ophold samt tilskud til rejseomkostninger. Udgifter til forplejning står legatmodtageren selv for.

Der åbnes for ansøgninger igen i slutningen af juni 2026 for perioden november 2026 til oktober 2027.

Jyllands-Postens Fond Att. Lone Jürgensen Mediebyen 3 8000 Aarhus C jpfonden@jp.dk www.jpfond.dk/legatbolig

10. SEPTEMBER

OPHOLD PÅ DET DANSKE

INSTITUT I ATHEN

Ophold kan søges af forskere, studerende, kunstnere, forfattere og arkitekter m.fl. med et projekt inden for Grækenlands og middelhavslandenes arkæologi, historie, sprog, litteratur, billedkunst, arkitektur og kulturtraditioner. Ansøgere behøver ikke være danske statsborgere, men skal have en stærk tilknytning til Danmark. Se mere på diathens.gr/ansogningom-ophold

14. SEPTEMBER BLIV STIPENDIAT PÅ DET DANSKE

INSTITUT I ROM

Den skabende kunstner skal have projekter, som relaterer sig til Rom eller som drager praktisk fordel af et ophold i Rom. Som ansøger skal du dermed redegøre for hvorfor et ophold i Rom er relevant for dit projekt. Måske har du behov for at opsøge arkiver med historiske dokumenter, besøge museer eller studere og indsamle materiale i byens arkitektoniske landskab.

Se mere på acdan.it/ophold/#Sadan-ansoger-du

1. OKTOBER

STATENS LEGATBOLIG I PARIS

Danske kunstnere og forskere har nu mulighed for at ansøge om ophold i Statens legatbolig i Paris. Ansøgere, hvis projekt har en konkret tilknytning til Paris og/eller Frankrig, vil blive prioriteret. For at tilgodese flest mulige ansøgere tildeles ophold som regel kun for én måned. Se mere på um.dk/frankrig/om-os/ statens-legatbolig-i-frankrig

KURSER HOS STATENS

VÆRKSTEDER FOR KUNST

Som medlem af Billedkunstnernes Forbund får du 20% rabat på et af Statens Værksteder for Kunsts kurser – tilbuddet gælder de første 10 tilmeldte. Se hele kursusprogrammet og tilmeld dig her: svfk.dk/event/kategori/kurser/list

Ansøgningsfrist 26. juli 2026 4-dages gips-workshop

Ansøgningsfrist 23. august 2026 5-dages masterclass i finér-formspænding

STATENS KUNSTFOND

2. SEPTEMBER

Karriereprogram: den unge kunstneriske elite

24. SEPTEMBER

Værkproduktion og udstillinger

• Ophold på udenlandske residencies

• Børn og unges møde med billedkunst

• Kunstkritik, viden og debat

• Kommunale billedkunstråd

Mere info på kunst.dk/foransoegere/soeg-tilskud eller kontakt Slots- og Kulturstyrelsen (Billedkunstenheden) på tlf. 33 95 42 00.

NORDISK KULTURKONTAKT

4. SEPTEMBER

Kortvarig netværksstøtte

10. SEPTEMBER

Kultur- og kunstprogrammet

18. SEPTEMBER Mobilitetsstøtte

Mere info på www.nordiskkulturkontakt.org eller kontakt Nordisk Kulturkontakt på: nkk.org/en/apply-for-funding.

ANSØGNINGSFRIST FOR FANØ-HUSET OG BERLIN-LEJLIGHEDEN

Næste ansøgningsfrist er d. 15. september 2026 for ophold i uge 5 – 35 2027. Evt. afbud eller ledige uger annonceres på BKF’s opslagstavle.

BKF KULTURELLE MIDLER

Udvalget yder støtte til følgende formål:

○ Styrkelse af billedkunstnernes juridiske og økonomiske rettigheder

○ Advokat- og revisorbistand i sager der fagligt vedrører billedkunstnere

○ Støtte til aktiviteter der fremmer billedkunstneriske ophavsrettigheder nationalt og internationalt (f.eks. høringsmøder, konferencer, pjecer, information om Copydans ophavsretslige arbejde etc.)

○ Støtte til faglige og uddannelsesmæssige formål, som vedrører flere billedkunstnere

○ Støtte til sociale og kulturelle formål, som vedrører billedkunstnere

○ Tiltag der fremmer og tilgodeser aktiviteter, hvori rettighedshavere er engageret og som efter fondens skøn, bør modtage støtte.

NB! Der ydes ikke støtte til almindelig udstillingsvirksomhed eller individuelle uddannelsesformål, herunder studieophold og rejselegater.

Udvalget anvender ikke ansøgningsskemaer, men ansøgninger skal være på max 4 sider og indeholde: —En begrundelse for ansøgningen

Et budget for både indtægter og udgifter (finansieringsplan)

—Andre relevante oplysninger og eventuelle bilag

Ansøgninger behandles på to årlige møder. Kommende ansøgningsfrist er 1. september. Ansøgninger sendes til bkf@bkf.dk.

BKF’S TILGÆNGELIGHEDSPULJE

Billedkunstnere med handicap har mulighed for at søge midler til assistenttimer i forbindelse med værkproduktion, ansøgninger, udstillingsforberedelser mv. Det kan for eksempel være:

Det kan for eksempel være:

○ En billedkunstner med fysisk funktionsnedsættelse, der søger til at kunne betale en assistents meddeltagelse på et residency eller researchrejse, for eksempel i form af tilskud til rejse og ophold.

○ En billedkunstner med psykisk funktionsnedsættelse, der i forbindelse med opførelsen af en performance søger midler til en assistent til at skabe tryghed, overblik og bistå med det praktiske.

○ En billedkunstner med kognitivt handicap, der søger et mindre beløb til at kunne betale en tekstfaglig for assistance i forbindelse med fondsansøgninger og anden tekstforfatning.

Beløbsstørrelse

Der kan ansøges om kr. 2.000 — 6.000 pr. projekt.

Ansøgning

På BKF’s hjemmeside under “BKF’s Tilgængelighedspulje” kan du udfylde et ansøgningsskema. Skemaet indeholder en kortfattet ansøgning på max 200 ord, der beskriver, hvad der søges støtte til samt kort, hvad dit handicap består af og, om det er en lægelig diagnose.

Ansøgningsfrist 4. gange årligt; 1.3 / 1.6/ 1.9 / 1.12

ABONNER PÅ OPSLAGSTAVLEN

Opslagstavlen er en af de allermest besøgte sider på bkf.dk. Du kan tegne abonnement på siden og hver fredag få tilsendt en mail om de nyeste opslag inden for open calls, events, residencies, jobopslag, atelierpladser og meget mere. Du skriver dig op på →bkf.dk/ opslagstavlen.

BKF’S OPDATEREDE LISTE OVER FONDE- OG LEGATER

BKFs medlemmer kan gratis rekvirere forbundets liste over legater og fonde relevante for billedkunstnere samt billedkunststuderende ved at sende en mail til stud@bkf.dk. Listen er blevet opdateret med information gældende for 2026.

SOMMERFERIE I BKF’S SEKRETARIAT

Kontoret på Vesterbro holder lukket fra den 25. juni til og med den 2. august. Vi ønsker alle en god sommer!

BKF GENERALFORSAMLING 2026

Sæt kryds i kalenderen allerede nu d. 7. november 2026 på Statens Værksteder for Kunst.

Programmet annonceres i efteråret.

BKF’S BESTYRELSE 2025

FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams

NÆSTFORPERSON/BILLEDKUNSTNER Søren Thilo Funder

BILLEDKUNSTNER Anette Højlund

BILLEDKUNSTNER Ditte Lyngkær Pedersen

BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen

BILLEDKUNSTNER Louis André Jørgensen

STUDERENDE Magnus Lind Nielsen

BILLEDKUNSTNER Mathilde Duus

BILLEDKUNSTNER Mette Kit Jensen

BKF’S REGIONER 2025 KONTAKTPERSONER

BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER Anne Sofie Meldgaard

FYN/BILLEDKUNSTNER Lone Vivian Petersen

KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen

MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver

MIDT- OG VESTSJÆLLLAND

NORDJYLLAND/ BILLEDKUNSTNER OG FOTOGRAF Rikke Ehlers Nilsson

NORDSJÆLLAND/BILLEDKUNSTNER Gert Brask

STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha

SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

REDAKTØR

Tobias Lauritzen

tal@bkf.dk

BKF’S REDAKTIONSUDVALG

Marie Thams

Mette Kit Jensen

Anette Højlund

Louis André Jørgensen

Ditte Lyngkær Pedersen

DEADLINE

Billedkunstneren nr. 3, 2026, 19. august

ANNONCER

Billedkunstnernes Forbund

ABONNEMENT

400 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618

ISSM elektronisk publikation TL901-7596

TRYK

BUCHS A/S

DESIGN OG LAYOUT

Laura Silke

UDGIVER

Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vesterbrogade 40, 5. th. 1620 København V T 33 12 81 70 Åbent man-tors kl. 10-15

SEKRETARIATSLEDER

Klaus Pedersen

ORGANISATIONSSEKRETÆR

Annarosa Krøyer Holm

KOMMUNIKATIONSANSVARLIG

Tobias Lauritzen

POLITISK KONSULENT, PROJEKTLEDER

Maria Sejersten Jeppesen

STUDENTERMEDHJÆLPERE

Amalie Fuglsig Kongsted, Clara Sidor, og Maria Bendixen

AFSENDER

Billedkunstnernes Forbund

Vingårdstræde 21, 1.th.

1070 København K

ID-NR. 46798