Fagbladet Billedkunstneren #2 2014

Billed kunst neren Fagblad for Billedkunstnernes Forbund nr. 2 maj 2014

Tema: Håndværk Læs bl.a. om: • Værksteder trængt på kunstakademierne • Flere fascineres af fotogravure • Søren Ulrik Thomsen om kunstneriske arbejdsprocesser

Billedkunstneren nr. 2

2

2014

Leder

Af Bjarne W. Sørensen, formand, Billedkunstnernes Forbund

Kunststøtten til debat igen-igen Med jævne mellemrum fyldes medierne af forargede stemmer, der peger på urimeligheden i den måde, den statslige kunststøtte forvaltes på. Senest har tildelingen af Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat til forfatteren Peter Øvig Knudsen vakt ophidselse – både blandt kunstnere og politikere.

Og ja, det er et bemærkelsesværdigt valg, kunstfondens Legatudvalg for Litteratur har taget ved at give det eftertragtede arbejdslegat til Øvig, der de senere år har storsolgt sine dokumentariske bøger om modstandsbevægelsen, Blekingegadebanden og Hippiebevægelsen.

Men, som udvalgets formand Anne Lise Marstrand-Jørgensen har sagt til diverse medier ved offentliggørelsen af tildelingen: Den statslige kunststøtte hviler på et – og kun et – kriterium: Kunstnerisk kvalitet.

Derfor har Legatudvalget i overensstemmelse med armslængdeprincippet foretaget en faglig vurdering uafhængigt af alle andre hensyn end de rent kunstneriske, da det tildelte arbejdslegatet til Øvig Knudsen, hvis arbejde de fleste vist er enige om både er samfundsmæssigt vigtigt og af meget høj kvalitet.

På billedkunstområdet har der også tidligere været opstandelse, når kunstnere, som man formodede var ›ved muffen‹, fik tildelt statslig kunststøtte. Man kan synes, at disse debatter er besværlige, og man kan måske med rette irriteres over det Rindalistiske ekko, der runger igennem meget af kritikken, men jeg tror, at disse debatter er uundgåelige – og faktisk synes jeg også, at de er helt i orden.

For når man politisk har valgt at basere kunststøttesystemet på princippet om, at kunststøtte alene tildeles ud fra en vurdering af den kunstneriske kvalitet, må man også til hver en tid være parat til at gå ud og forklare sine dispositioner og forklare hvorfor, systemet er indrettet som det er.

Forklaringen er jo, at statslig kunststøtte ikke er offentlige almisser til fattige kunstnere. Statens Kunstfonds legater er ikke socialhjælp, men samfundets nødvendige investering i et dynamisk og levende kunstliv af højest mulige kvalitet.

Det er et system, der hverken kan eller skal være hævet over kritik, men som konstant skal være villigt til at gå i dialog med offentligheden om sine prioriteringer, præcis som det faktisk er tilfældet i denne sag, hvor Anne Lise Marstrand-Jørgensen har været ude og forklare sit udvalgs beslutning igen og igen.

Hun har ikke haft en nem sag. For uden at vi i BKF på nogen måde anfægter kvalitetskriteriet, så er der jo en rimelig forventning om, at den statslige kunststøtte skal give mening, der hvor den rammer. Og spørgsmålet er, om Peter Øvig Knudsen ville have haft mulighed for at fokusere på sit kunstneriske arbejde de næste tre år, også uden kunstfondens arbejdslegat? Ingen af alle os, der har en mening i denne sag, kan vide det. Selvom man har haft et godt salg i en periode, er det ikke sikkert, at man har økonomi til at få arbejdsro til sin kunst i længere tid – det er noget, mange billedkunstnere kender til.

Sagen viser måske, at det danske kunststøttesystem ikke er perfekt. Men jeg synes også, at sagen endnu en gang minder om, at det danske kunststøttesystem er det mindst ringe system, vi har kunnet nå til politisk enighed om. Når politikerne har besluttet udelukkende at basere kunststøtten på kriterier om kunstnerisk kvalitet, bunder det jo i en vurdering af, at det er den måde, samfundet får mest muligt ud af sin investering i kunsten på. Og bygger på en tillid til, at fagudvalgene i Statens Kunstfond vil være deres opgave voksen, så kunststøtten kan komme ud og virke der, hvor den tildeles.

Alt taget i betragtning kan det ikke undre, at journalister og politikere sætter spørgsmålstegn ved den konkrete prioritering af kunststøtte i dette tilfælde. Mange kunstnere har også undret sig. Men at et flertal af kulturpolitiske ordførere tilsyneladende nu, hvor forargelsens bølger går højt, finder det belejligt at kræve en revision af Lov om Statens Kunstfond, som de selv for mindre et år siden vedtog, det undrer mig. Det er et problem, at politikerne ikke er bedre i stand til at forklare og forsvare det kunststøttesystem, de selv har indrettet og for ganske nyligt har vedtaget principperne for – igen. Det ligner kulturpolitisk hukommelsestab.

Billedkunstneren nr. 2

2014

3

»Vi er nødt til at vise, at materialetunge fag er vidensfag på lige fod med teoretiske fag i billedkunstuddannelserne« – Karen Harsbo, leder af Laboratoriet for Keramik, Det Kgl. Danske Kunstakademi . Læs mere s. 15

Tema: håndværk

Studiekredsen ›Materiel

Den første strofe er en Guds gave – den anden er et fandens arbejde

tænkning og sanselig viden‹

Søren Ulrik Thomsen holdt

Håndværk i høj kurs i kunsten – men trængt i uddannelserne

skaber rum for at tale om en

festtalen ved Akademiets

del af den kunstneriske proces,

stiftelsesfest i år. Billedkunstneren

kunstnere almindeligvis ikke

bringer talen, der henter sin

Interessen for håndværk

taler om

overskrift fra den franske digter

Læs mere s. 16

Valéry Læs mere s. 26

og på de professionelle på kunstakademierne er

Flere fascineres af fotogravure

værkstederne trængt

Inger Lise Rasmussen, leder af

Mindeord: Billedkunstner René Tancula

Højbjerg FotoGrafiske Værksted

Kolleger skriver mindeord

om den grafiske teknik, der

for BKFeren René Tancula,

oplever en renæssance både

der døde i marts

kunstnerværksteder, men

Læs mere s. 4

Kunstakademiet lider under besparelser Nyligt afgåede rektor Mikkel

herhjemme og i udlandet

Læs mere s. 8

Læs mere s. 29

Læs mere s. 18

Bogh om værkstedssituationen på Det Kgl. Danske Kunstakademi

Ti ton granit og tre temperamenter

Kort nyt Nyt fra BKFs sekretariat

Tre studerende fra Det Kgl.

Opslagstavlen

Indlejrer tiden i værket

Danske Kunstakademi, som

Aktuelle ansøgningsfrister

Billedkunstner Vibeke Jerichau

aldrig havde arbejdet i sten før,

Aktuelt på udstillingsscenen

om sit arbejde med fotogravuren

fik til opgave at skabe hver deres

Nyt om navne

Læs mere s. 10

offentlige skulptur til Furesø Kommune i granit

Et meditativt krydsfelt

Læs mere s. 21

Billedkunstner Thomas Andersson om sit arbejde med bronzestøbning Læs mere s. 12

Plus Kunstnernes egne publikationer fejres

Fra tabu til anerkendelse

Reportage fra den

Billedhugger Kathrine Schrøder

internationale festival ›One

Moseholm om sit arbejde med

Thousand Books‹ i København

portrætbuster

bkf@bkf.dk www.bkf.dk Redaktør: Miriam Katz (DJ) Tlf. 33 12 81 72 mk@bkf.dk Tryk: Prinfo Hobro

Vi sætter ord på en tavs viden

fylder meget i samtidskunsten

Billedkunstneren udgives af: Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vingårdstræde 21, 1. th.

1070 København K. Tlf. 33 12 81 70 Åbent mandag-torsdag Kl. 10-15

Læs mere s. 24

Læs mere s. 14

På forsiden | På Statens Værksteder for Kunst (SVK) mærker man kunstnernes stigende interesse for håndværkets og materialernes betydning.

Foto: SVK.

Læs mere s. 26-31

Deadline, Billedkunstneren nr. 3 2014: 11. august Annoncer i Billedkunstneren tegnes gennem Media Space: Tlf. 30 747 742 info@mediaspace.dk www.mediaspace.dk Abonnement på Billedkunst­neren tegnes hos BKFs sekretariat. Pris: 300 kr. for fire årlige udgivelser.

Billedkunstneren er støttet af Statens Kunstråds Billed­ kunstudvalg

ISSN: 1902-3618 ISSN, elektronisk publikation: t1901-7596 Artikelforslag, debatindlæg mm. kan sendes til redaktøren på ovennævnte adresse. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for materiale, der er sendt uopfordret og forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster.

BKFs redaktionsudvalg 2014 Anders Werdelin, billedkunstner Ida Ferdinand, maler Bjarne W. Sørensen, grafiker og maler Marianne Jørgensen, billedkunstner Signe Vad, billedkunstner Agnete Bertram, billedkunstner Layout Åse Eg: aase@hos-eg.dk

Af Ida Sofie Minke Anderson

Maria Bojsen er ny leder på Vestsjællands Arbejdende Værksteder (VAK): »Jeg tror, at mange yngre kunstnere ligesom jeg længes efter at lære at bruge teknikker som dem, vi tilbyder her,« siger hun, der selv lærte at støbe i bronze på VAK. Foto: VAK.

Håndværk i høj kurs i kunsten– men trængt på uddannelserne Af Miriam Katz

Håndværk og interessen for materialernes betydning fylder meget i samtidskunsten i disse år. Men kunstakademiernes værksteder er trængt efter års nedskæringer. Til gengæld er aktiviteten høj ude i landets professionelle kunstnerværksteder: Både unge og ældre kunstnere dyrker igen klassiske teknikker.

I en tidligere maskinfabrik, fem minutters gang fra den vestsjællandske stationsby Jyderup, er et kunstnerisk generationsskifte i fuld gang.

Her på Vestsjællands Arbejdende Kunstnerværksteder (VAK) har kunstnere, der støber i metal, svejser og arbejder i store formater, de seneste 15 år kunnet skabe deres værker med kyndig assistance fra erfarne smede.

Men nu hvor en stor gruppe af de kunstnere, der hidtil har drevet værkstederne, nærmer sig pensionsalderen, har nye, yngre kræfter overtaget roret:

32-årige Maria Bojsen er i foråret tiltrådt jobbet som daglig leder af VAK, og hun, der er uddannet billedkunstner fra Det Fynske Kunstakademi i 2011, ser en tydelig interesse blandt sine jævnaldrende kolleger for at lære håndværk og fordybe sig i arbejdet med materialerne: »Jeg kom selv til VAK første gang for at få et intensivt kursus i bronzestøbning. Det var fantastisk for mig at få mulighed for at tilegne mig de håndværksmæssige færdigheder, som jeg savnede at få i min uddannelse. Jeg tror, at mange yngre kunstnere ligesom jeg længes efter at lære at bruge teknikker

Billedkunstneren nr. 2

2014

5

Siden 2009 er i alt tre af Det Kgl. Danske Kunstakademis lasom dem, VAK tilbyder,« fortæller Maria Bojsen. boratorier helt eller delvist lukket (laboratorierne for compuAllerede nu er en del yngre kunstnere begyndt at opsøge ter og lyd, sten og bronze samt metal). Laboratoriet for Plast værkstedsfaciliteterne og kurserne på VAK, fortæller Maria undgik lukning i 2011, men blev gjort ubemandet. Desuden Bojsen, men mange kunstnere ved ganske enkelt ikke, at speblev den ene af akademiets hidtidige to malerskoler nedlagt, cialværkstederne i Jyderup findes. Derfor ser hun det som sin og i den seneste nedskæringsrunde i marts i år blev IT-værkvigtigste opgave at udbrede kendskabet til de vestsjællandske stedet så lukket. Undervejs i perioden måtte akademiet opsige kunstnerværksteder, som hidtil har levet et lidt usynligt liv sit mangeårige lejemål af det store billedhuggeratelier på Freuden for radaren for de fleste andre end lokalområdets profesderiksholms Kanal (se interview om værksionelle kunstnere. »Vi har i VAKs bestyrelse brugt tid på at »Det var fantastisk for stedssituationen på kunstakademiet med nyligt afgåede rektor Mikkel Bogh i artiklen formulere en strategi for værkstederne, så mig at få mulighed s. 9, red.). vi er blevet mere klar på, hvad vi kan og vil for at tilegne mig de her på stedet. Vi satser nu især på intensive grundkurser i bronzestøbning, og fra efhåndværksmæssige Truede håndværksfag Nedskæringerne skyldes dels regeringens teråret også på formstøbning i glas, fordi vi færdigheder, som jeg såkaldte ›grønthøster-besparelser‹, hvor alle kan se, at der stor interesse for at lære alle statslige institutioner er blevet pålagt at led i processerne at kende fra bunden,« siger savnede at få i min spare 2 procent årligt, dels at akademiets FiMaria Bojsen. uddannelse« nanslovsbevillinger ikke er blevet justeret i Den nye skarpe profil afspejles på VAKs forhold til stigende ejendomsskat og vedligenye informative hjemmeside, bl.a. med flere holdelse af de historiske bygninger i det centrale København. videoklip, der giver indblik i formstøbningens omstændelige Men uanset årsagerne er resultatet, at nedskæringerne er processer. Og at interessen er stor for arbejdet med bronze, gået alt for hårdt udover de praktiske håndværksfag, mener metal, glas, gips og voks kan også ses på den Facebookside, billedhugger Pontus Kjerrman: som VAK nu har oprettet, hvor kunstnerne deler deres erfarin»Eleverne er meget optagede af håndværk i disse år, og manger og viser billeder fra værkstedsarbejdet. ge arbejder med at kombinere klassiske metoder med nye diPt. udarbejdes informationsmateriale rettet imod kunstakagitale medier. Det er også det, kunstakademiet i København demierne, så næste generation af kunstnere kan gribe de mualtid har været kendt for ude i verden: Vores vægtning af prakligheder, de har på VAKs specialværksteder – præcis som VAKs sisområdet, som her på stedet har været lige så vigtigt som nye leder selv har gjort det. det teoretiske og filosofiske. Mange udenlandske studerende Trængte akademier søger da også hertil netop pga. vores professorskoler og tilhøOg sandsynligheden er stor for, at VAKs informationsmateriarende værksteder, som ikke findes mange andre steder i Eurole falder på et tørt sted. For samtidig med at mange peger på pa længere,« siger han. kunstneres voksende interesse for materialers og håndværks betydning, er netop værkstedsfaciliteterne på kunstakademierne hårdt trængt i disse år: Som Maria Bojsen selv erfarede, måtte Det Fynske Kunstakademi lukke sine værksteder i 2008 pga. nedskæringer. I stedet har akademiet i Odense etableret samarbejder med lokale værksteder, fx Fyns Grafiske Værksted og Hollufgaard, hvor de studerende har mulighed for at få teknisk og håndværksmæssig erfaring.

Også på Det Kgl. Danske Kunstakademi har værkstederne det svært: I marts måned i år gennemførtes den tredje nedskæringsrunde på kunstakademiet siden 2009, hvilket betød, at endnu et værksted lukkede, og to værkstedsfaglige medarbejdere måtte vinke farvel til deres job.

Efter en årrække med nedskæringer er værkstedsområdet på Det Kgl. Danske Kunstakademi nu så hårdt ramt, at billedhugger Pontus Kjerrman, tillidsmand og leder af akademiets Gipslaboratorium, er alvorligt bekymret for kvaliteten af uddannelsen på de hæderkronede billedkunstskoler på Kongens Nytorv: »Der er virkelig skåret hårdt ind til benet her. Vi har mistet både værksteder, laboratorier, en professorskole og masser af faglig ekspertise de senere år. Når et værksted lukker, forsvinder et helt vidensområde med det. Jeg frygter, at mange hånd»Der er er virkelig skåret ind til benet her,« siger billedhugger Pontus værksmæssige kompetencer går tabt for de næste generatioKjerrman, tillidsmand på Det Kgl. Danske Kunstakademi og leder af ner af kunstnere,« siger Pontus Kjerrman.

Laboratoriet for Gips. Foto: Carsten Bundgaard, Polfoto.

»Vi har brug for bedre værkstedsfaciliteter, akademiet har i mange år levet under fattigdomsgrænsen,« siger Jesper Rasmussen, rektor for Det Jyske Kunst­ akademi. Foto: Kim Haugaard, Scanpix

»Men nu er mulighederne for at tilegne sig praktiske og håndværksmæssige væsentligt forringet. Det er bekymrende, for et kunstakademi skal rumme både tradition og nybrud.

Hvis man ikke kender til traditionen – herunder de traditionelle håndværksfag – evner man ikke at skabe interessante nybrud,« lyder det fra lederen af Gipslaboratoriet.

og Aarhus Arkitektskole etablere en decideret kunstcampus.

Projektet bakkes op af flere private fonde – og af arkitektskolen og musikkonservatoriet – men mangler endnu at få tilsagn fra Aarhus Kommune.

Low tech efterspørges

En fremtidig Aarhusiansk kunstcampus ville kunne imødegå det, der er udfordringen for kunstakademier overalt verden i Også Det Jyske Kunstakademi i Aarhus er præget af den bedag, nemlig samtidskunstens alt-inkluderende karakter, mesværlige kombination af økonomisk smalhans og voksende ner Jesper Rasmussen: interesse for håndværksfag blandt de studerende: »Billedkunstnere i dag arbejder i alle medier og med alle I dag har akademiet kun to værksteder: Medieværksted med håndværk og materialer. Som moderne kunstakademi har vi digitalt udstyr, og 3D værksted for træ og metal. Eleverne kan en næsten umulig opgave i at skulle udbyde ekspertise hele ikke lære grafiske trykketeknikker på kunstakademiet i Mejlvejen rundt på den 360 graders skala. Derfor er det oplagt at gade, men sendes i stedet til Højbjerg FotoGrafiske værksted indgå i et tæt fællesskab med andre kunstneriske uddannelpå særligt tilrettelagte undervisningsforløb (se artikel s. 17, ser og professionelle værksteder,« siger den jyske rektor, der red.). De elever, der vil arbejde i sten og beton, sendes til Aarer bevidst om, at kunstakademiets opgave ikke bliver lettere hus Arkitektskoles værksteder. Andre håndaf, at de teknikker, eleverne efterspørger i værksfag, som fx keramik, må Det Jyske dag, meget vel kan være passé i morgen: »Jeg frygter, at mange Kunstakademis elever tage til Kulturpro»For tiden er de studerende meget optahåndværksmæssige duktionscentret Godsbanens værksteder for gede af ›old school‹ håndværk, fx forskelliat lære sig. ge dybtryktekniker. Men kunsten bevæger kompetencer går »Der er ingen tvivl om, at de studerende sig jo i cyklus – lige nu er det ›low tech‹ og tabt for de næste i stigende grad efterspørger håndværksfag, håndfaste færdigheder, de vil have, men for og min ønskedrøm er da også, at vi havde ti år siden efterspurgte de studerende mere generationer af 3-4 gode værksteder bemandet med kunstdiskussion og kritik. Dengang smed vi en kunstnere« fagligt personale. Men vores budget er 12 hel sal fuld af keramikovne og grafiske trykgange mindre end kunstakademiet i Købenkemaskiner ud, da Det Jyske Kunstakademi havn, og vi er nødt til at prioritere de ressourcer, vi har, knivskulle moderniseres. Men de der gamle trykpresser kunne vi skarpt,« siger billedkunstner Jesper Rasmussen, rektor på Det altså godt bruge i dag!« ler Jesper Rasmussen, der ser den vokJyske Kunstakademi. sende interesse for at tilegne sig håndværksmæssige færdigHan har lanceret et forslag, som han håber, kan sikre akadeheder som en naturlig modreaktion på de senere års relatiomiets faglige niveau fremover: Visionen er at flytte Det Jyske nelt og politisk orienterede kunst: Kunstakademi ud af de gamle, nedslidte lokaler i Mejlgade »De unge ser sig omkring og tænker: OK, hvad har min læog bygge et helt nyt akademi på området ved Godsbanen. Her rer ikke allerede lavet… og så kaster de sig over ler og koldkunne man i naboskab med Det Jyske Musikkonservatorium nålsraderinger.«

Ønskedrøm: Flere værksteder

Billedkunstneren nr. 2

2014

Mens kunstakademierne således kæmper for at give deres studerende mulighed for at lære håndværk, vokser interessen for at bruge de professionelle kunstnerværksteder ude omkring i landet, fortæller flere værkstedsledere til Billedkunstneren.

7

kunstnere søger tilbage til håndens medvirken. Der er en accept af – eller ligefrem en søgen mod – fejl og unøjagtigheder,« siger Bjarne Agerbo.

Han fornemmer også en længsel efter gennemskuelighed, måske fordi mange processer i vores »I en tid, hvor vi den Håndværk i høj kurs hverdag i dag er indkapslede i computere »Interessen for de gamle metoder er stiog anden teknologi. digitale verden giver os gende. Specielt blandt de unge kunst»Den kunstgrafiske proces er forståmulighed for perfektion i elig og gennemskuelig. Den skabes som nere er håndværket en væsentlig del af processen. Det at mærke, at materialer print og billedbehandling, en dialog med – og ofte en kamp mellem og værktøj er medskabende, fascinerer – materialer og kunstner, og det tror jeg er det som om, mange mange,« fortæller Bjarne Agerbo, leder fascinerer mange kunstnere i dag. Der er kunstnere søger tilbage af Atelier Agerbo i Brønshøj. noget autentisk over den grafiske kunst.

Han, der selv er billedkunstner, etabOg så er der en stærk linje bagud: De ældtil håndens medvirken. lerede sit værksted i 1996 som et alterste trykketekniske metoder er jo flere Der er en accept af – eller tusinde år gamle, og de yngste metoder nativ til de etablerede kobbertrykværksteder, hvor professionelle trykkere ligefrem en søgen mod – mere end hundrede år gamle, om end udfører trykarbejdet for kunstnerne. forfinede og med nye materialer,« forklafejl og unøjagtigheder« Disse værksteder var og er stadig dyre rer han, der ikke er blind for mere lavfor mange kunstnere. Målet for Bjarne praktiske årsager, der også kan ligge bag Agerbo var derfor at give kunstnerne mulighed for selv at udden voksende interesse for grafisk håndværk: føre arbejdet under kyndig vejledning teknisk og kunstne»Den grafiske kunst er ganske enkelt salgbar i økonomiske risk, noget ca. 40 kunstnere om året nu benytter sig af. krisetider. Det er en demokratisk kunstart, som ikke er forbe»I en tid, hvor vi den digitale verden giver os mulighed for holdt de få og velhavende,« siger han, der især noterer stærk perfektion i print og billedbehandling, er det som om, mange interesse for at arbejde med fotogravure, men også for æts-

»Kunstnerne er i stigende grad nysgerrige på den del af det kunstneriske arbejde, der ligger mellem hænder og hoved,« siger Frederik Hardvendel, direktør for Statens Værksteder på Kunst (SVK), der pt. lægger hus til ca. 170 kunstneriske projekter om året i de ni specialværksteder for træ, metal, grafik, foto, tekstil, væv, ler, konservering og it. Foto: SVK.

8

Billedkunstneren Billedkunstnerennr. nr.21

2014

ning, træsnit og linoleumsnit – også blandt yngre kunstnere. »Rent håndværksmæssig er de unge nok lidt handicappede af manglende brug af hænderne i skoleforløbet, men trangen fejler ikke noget,« konstaterer værkstedslederen.

Mellem hoved og hænder Samme tendens noterer man sig på Statens Værksteder for Kunst (SVK), fortæller direktør Frederik Hardvendel, der dog understreger, at SVK ikke har solide videnskabelige data, der dokumenterer udviklingen. »Men billedet bekræftes samstemmende af flere af SVKs værkstedsfolk: Vi ser, at der er flere ansøgere til områder som f.eks. grafik, ler og tekstil, der ikke har de håndværksfaglige forudsætninger, som kendetegnede ansøgerfeltet for år tilbage. Alligevel søger de til SVK for at arbejde med deres projekter,« siger Frederik Hardvendel.

Selvom man som kunstner altså ikke er helt hjemme i, hvordan projektet skal gribes an, hvordan materialer skal bearbejdes, eller hvilke håndværksfaglige forudsætninger projektet fordrer, søger mange alligevel til specialværkstederne på Gl. Dok, der pt. lægger hus til ca. 170 kunstneriske projekter om året. »Måske er det et udslag af en mindre autoritær eller traditionsbundet tilgang til billedkunstnerfaget, måske et udslag af ændringerne i strukturen på de kunstneriske uddannelser, men vi synes i hvert fald, at tendensen er tydelig,« siger Frederik Hardvendel.

Således var det fx tidligere overvejende kunsthåndværkere, der var uddannede i det keramiske håndværk, som søgte til SVKs lerværksted. I dag er der relativt næsten flere billedkunstnere, der vælger at søge et ophold på Gl. Dok for – for en tid – at arbejde i leret, inden de vender tilbage til at arbejde i to dimensioner, fortæller direktøren. Og samme billede tegner sig på Gl. Doks øvrige specialværksteder: »Vi har fx mange erfarne billedkunstnere, der ikke arbejder med grafik til hverdag, og som måske kun for mange år tilbage har arbejdet lidt med det, men som nu søger SVKs grafikværksted. Selv i tekstilafdelingen, hvor det er krævende vævearbejde eller de specialiserede teknikker i tekstiltryk, det handler om, har vi mange projekter, hvor kunstnerne er mere afhængige af husets værkstedsfagfolk eller af tekstiltrykkere, der er hyret ind til at assistere med håndværksdelen,« siger Frederik Hardvendel.

Samtidig med at kunstakademierne altså tvinges til at skære ned på de dyre værksteder, efterspørger stadig flere kunstnere de professionelle værksteder og gør brug af den tilhørende værkstedsfaglige ekspertise.

Direktøren for landets mest eftertragtede kunstnerværksteder, SVK, er ikke blind for ironien i situationen: »Vores iagttagelse set fra Gl. Dok er nok, at de traditionelt teknikfunderede kunsthåndværkere er en truet race, mens faget – eller fagene – ironisk nok nyder forstærket opmærksomhed fra de tilstødende kunstneriske områder som billedkunst, design og arkitektur. Samtidig lukker uddannelserne til dels ned for nogle af de dyre og besværlige værkstedsfaciliteter. Her ude kan vi bare konstatere, at kunstnerne i stigende grad er nysgerrige på den del af det kunstneriske arbejde, der ligger mellem hænder og hoved.«

Den seneste nedskæringsrunde på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i marts i år blev gennemført uden højlydte protester – i modsætning til i 2011, hvor de studerende demonstrerede på trappen foran Statens Museum for Kunst mod nedskæringerne. Foto: Mie Brinkmann, Polfoto.

Værksteder lukker, værksteder genopstår

2009-2014: Lukninger og åbninger på Kunstakademiets værksteder/laboratorier — Laboratoriet for computer og lyd lukkes 2009, lydområdet genopstår i 2013 med etablering af vokalboks og lydklub.

— Laboratoriet for sten og bronze nedlægges delvist i 2009. Bronzestøbning fortsætter på workshopbasis fire gange årligt, indtil både sten og bronze genopstår i 2012 i Laboratoriet for Konstruktion, dog med begrænsede ressourcer til stenhugning.

— Malerskole 1 nedlægges i 2009.

— Laboratoriet for Plastik gøres ubemandet i 2011.

— Laboratoriet for metal lukkes i 2011, genopstår i 2012 på Laboratoriet for Konstruktion.

— Laboratoriet for Konstruktion etableres 2012 med fuld bemanding fra 2013.

— 16mm-klub etableres 2012 med fuldt udstyr til optagelse og visning.

— Lejemålet Det Store Atelier på Frederiksholms Kanal opsiges i 2012. Billedhuggerskolen Frederiksholms Kanal skifter navn til Skolen for Sprog, Rum og Skala og placeres midlertidigt i Charlottenborg slot. Fra efteråret 2013 placeres skolen i Kunsthal Charlottenborgs nordfløj. Dens fremtidige placering afhænger af renoveringsprojekt, som der pt. rejses fondsmidler til.

— Fotolaboratorium etableres 2013.

— 3D-print- og scan-værksted oprettes 2013, konsolideres med særbevilling på 1 mio. kr. i 2014.

— Bogtrykkeri til kunstnerbøger åbnes 2014, såkaldt Risoprintværksted (under grafiske værksteder).

— IT-værkstedet nedlægges marts 2014.

— Lektor på Laboratoriet for farve fratræder i forbindelse med pensionering – stillingen genbesættes men kun med en dag ugentlig.

Laboratoriets fremtidige status diskuteres pt. i forbindelse med strategien for 2015-18.

Kilde: Det Kgl. Danske Kunstakademi 2014

Billedkunstneren nr. 2

2014

9

Kunstakademiet lider under besparelser Af Miriam Katz

Tre sparerunder på fem år har været hård ved Det Kgl. Danske Kunstakademi – ved den seneste i marts måned i år måtte bl.a. to værkstedsmedarbejdere vinke farvel til deres job. Men ned­ skæringerne er ikke gået hårdere ud over værkstederne end de øvrige fagområder, siger nyligt afgåede rektor Mikkel Bogh.

»Bekymringen for at man snart ikke længere kan lære det praktiske håndværk er ubegrundet. Og hvis det forholder sig sådan, så har det i hvert fald ikke noget med såkaldte ›nedskæringer‹ at gøre, men snarere med uddannelsesmæssige prioriteringer, som har fundet sted over de seneste mange årtier,« lyder det fra Mikkel Bogh, kort tid inden han forlader rektorjobbet for at blive direktør på Statens Museum for Kunst.

Billedkunstneren har bedt Mikkel Bogh kommentere en kritik, der senest er formuleret af tillidsmand for de akademiske medarbejdere på kunstakademiet, Pontus Kjerrman: »Mulighederne for at tilegne sig praktiske og håndværksmæssige på kunstakademiet er væsentligt forringet. Jeg frygter, at mange håndværksmæssige kompetencer går tabt for de næste generationer af kunstnere,« siger billedhuggeren, der til daglig er leder af akademiets Laboratorium for Gips (se artiklen s. 4, red.)

Men Mikkel Bogh genkender ikke den beskrivelse af situationen: »Jeg synes, man bør tage et grundigt kig på, hvad der faktisk findes af muligheder for studerende på Billedkunstskolerne, og især på hvad der er kommet til af nye værkstedsfaciliteter de senere år.

Der er en trist tendens – også internt på institutionen – til kun at italesætte det som forsvinder,« siger han med henvisning til, at selvom flere værksteder er lukket helt eller delvist i de forløbne fem års sparerunder, er nogle af værkstedsområderne genopstået i nye laboratorier, ligesom der er opstået helt nye muligheder for at lære sig håndværksfag, senest bogtrykkeri (se faktaboks s 8, red.). »Der er – især i sammenligning med akademier jeg kender i udlandet – gode

muligheder for at afprøve tekniske og materialemæssige aspekter som studerende på Billedkunstskolerne. Kunstakademiet har i dag ni fuldt bemandede laboratorier samt et enkelt – farve – som indtil videre er bemandet en dag ugentlig. Dertil kommer en grunduddannelse med tre lektorer på fuld tid samt syv professorskoler hver med en professor i verdensklasse. Dertil kommer ca. 100 gæstelærere årligt. Til i alt 170 studerende.

Når du oven i dette lægger en række nye værkstedsfaciliteter, så får du billedet af en institution, der giver studerende et bredt udsnit af muligheder inden for materialeundersøgelse. Alene på det grafiske område har vi to hele stillinger og en professor, som dækker stort set alle kendte teknikker,« siger Mikkel Bogh, der påpeger, at Kunstakademiets Billedkunstskoler ikke er en håndværkerskole:

Hele akademiet ramt »Akademiet er ikke et sted, hvor man tilegner sig tekniske færdigheder inden for specialiserede håndværkstraditioner. Det er en højere uddannelsesinstitution, hvor man udvikler en bred vifte af både tekniske, teoretiske og personlige kompetencer som skal til for at blive billedkunstner,« siger han, der understreger, at selvom de seneste års nedskæringer har været hårde ved kunstakademiet, er de ikke gået hårdere ud over værkstedsområdet end over de teoretiske undervisningsområder og administrationen. »En af de største nedskæringer her i 2014 er nedgangen i professorernes arbejdstid til 80 procent. Dette rammer jo primært den ›diskursive‹ del af undervisningen, og en betydelig del af de afskedigelser, der har fundet sted siden

2009, har drejet sig om teknisk-administrativt personale – betjente, aftenvagter, sekretærer, akademiske sekretariatsmedarbejde, opsagte konsulentaftaler etc.,« siger Mikkel Bogh, der dog fuldt ud deler bekymringen over de senere års faldende bevillinger til akademiet: Baggrunden for akademiets trængte økonomi er dels regeringens såkaldte ›grønthøster-besparelser‹, hvor alle statslige institutioner er blevet pålagt at spare 2 procent årligt, dels at kunstakademiets Finanslovsbevillinger ikke er justeret i forhold til stigende ejendomsskat og voksende udgifter til vedligeholdelse af de historiske bygninger i det centrale København.

Foreløbigt har resultatet været i alt tre sparerunder, den seneste i marts i år, hvor IT-værkstedet lukkede og to værkstedsmedarbejdere blev opsagt. Dermed er i alt fem af Det Kgl. Danske Kunstakademis laboratorier/værksteder lukket eller gjort ubemandede siden 2009.

I samme periode er den ene af akademiets hidtidige to malerskoler nedlagt, ligesom akademiet har måttet opsige sit mangeårige lejemål af Det Store Atelier ved Frederiksholms Kanal. »Det er en helt igennem sørgelige udvikling, at der tilsyneladende hentes politiske point på at skære ned på områder, der udgør så forsvindende lille en del af statsbudgettet, men som lider så ufattelig meget under disse symbolske besparelser. Et kig på hvor meget den stadigt voksende kreative branche samlet set bidrager til samfundsøkonomien, vil også vise at tabet ved at skære i denne sektor kan blive en meget stor omkostning,« skriver Mikkel Bogh i sin farvelhilsen på www.kunstakademiet.dk/rektorsblog

Billedkunstneren nr. 2

10

2014

Indlejrer tiden i værket Af Monica C. Madsen

Den fine tonalitet og den stoflige distance til dokumentar­fotografiet – det er grunden til, at billedkunstner Vibeke Jerichau er optaget af fotogravuren.

»Måske skyldes den fornyede interesse for de gamle teknikker, at der – som modvægt til den lynhurtige digitale verden – er behov for sanselighed og fordybelse,« siger Vibeke Jerichau.

Her ses hendes fotogravurer Black Shade og Carpe Diem, begge fra serien Mysterious Space, 2008.

»Det er ligesom når du åbner keramikovnen efter brændingen – du kan aldrig være sikker på, hvad der møder dig, når du arbejder med fotogravure. Det færdige værk kommer ikke bare ud af en maskine,« siger Vibeke Jerichau.

Udfordringen er at kunne styre udtrykket præcist: »Hvor meget eller lidt sværter du fx på pladen? Aftørringen, den rette trykfarve og papirets farve er alt sammen afgørende for, hvilket udtryk, der fremkommer – om lys, skygge og mørke bliver, som du tror, håber og går efter.« Selv har hun fokus på den særlige stoflighed og dybde, som især de sorte nuancer skaber i fotogravuren: Først i serien ›Torso‹ på Sønderjyllands Kunstmuseum

»Jeg har en lethed i forhold til at kaste mig ud i håndværks­ teknikkerne«­ i 2005, hvor motivet var sanselige områder på antikke skulpturer, og i 2008-09 i serien ›Mysterious Space‹, baseret på fotografier fra Damaskus, hvor hun var på studieophold på Det Danske Institut.

Det tilslørede som tema »Jeg har i mange år været fascineret af den fine, sanselige tonalitet, fotogravuren giver. Da jeg tog til Damaskus med det tilslørede og det hemmelighedsful-

de som tema, vidste jeg derfor fra starten, at det skulle omsættes til fotogravure,« fortæller Vibeke Jerichau. »Området omkring suq’en var en meget intens og pulserende verden fuld af farve, og jeg bruger derfor det sorthvide udtryk for at skabe en distance – som en bearbejdet form for dokumentarisme.« Fotogravure er en gammel ædeltrykteknik i familie med kobbertrykket, der i dag er baseret på metalplader med fotoemulsion, såkaldte fotopolymerplader. Teknikken har Vibeke Jerichau lært hos Inger Lise Rasmussen på Højbjerg FotoGrafiske Værksted i Aarhus. Her og på Statens Værksteder for Kunst udfører hun sine fotogravurer.

Billedkunstneren nr. 2

2014

Processen starter med, at hun printer en film i det færdige format af fotografiet, og går i mørkekammeret, hvor hun lægger filen på metalpladen med emulsion. Hun belyser den først med en kviksølvlampe og derefter gennem en stokatisk rastefilm. Så lægger hun pladen i vand og skyller den emulsion af, som ikke er blevet belyst og hærdet. Så er hun klar til at trykke.

Nye blikke på gamle teknikker »Jeg har bevæget mig omkring i de kunstneriske processer og har beskæftiget mig med stoftryk for mange år siden. Så jeg har en lethed i forhold til at kaste mig ud i håndværksteknikkerne – det er udfordrende at bringe sig selv rundt i forskellige udtryk,« siger hun.

Som tidligere underviser på Designskolen i Kolding har Vibeke Jerichau også de senere år mærket en fornyet interesse for håndværkstraditioner og materialitet. Og på Statens Værksteder oplever hun, at de klassiske grafiske teknikker hele tiden bruges til at fortælle nye historier, ved at angribe værktøjerne på nye måder. »Måske skyldes den fornyede interesse for de gamle teknikker, at der – som modvægt til den lynhurtige digitale verden – er behov for sanselighed og fordybelse, og for at indlejre tiden i værket. Når nye generationer tager de traditionelle teknikker op, sker der en naturlig udvikling med dem, fordi de angriber dem fra en ny vinkel – der er en cyklisk proces, tror jeg.«

11

Et meditativt krydsfelt

»At arbejde med bronze giver mig mulighed for at fordybe mig i processen på en anden måde, end når jeg laver konceptkunst. Men man skal kende materialet for at kunne se mulighederne,« siger billedkunstner Thomas Andersson.

Af Monica C. Madsen

De blankpolerede, klassiske parkskulpturer af mennesker – det er typisk dem, mange forbinder med bronzeskulpturer.

Men når Thomas Andersson har bronzeskulpturer i støbeskeen, er det et helt anderledes råt udtryk, han går efter: »I virkeligheden er det ikke bronzen, men først og fremmest polystyren, dvs. flamingo, og nogle gange voks eller pap, der er mit materiale,« fortæller han. »Jeg bygger de fleste skulpturer i flamingo, fordi det har helt unikke muligheder, som virker tilbage på min proces, når jeg skærer, brækker og limer det sammen med limpistol – gerne i skæve, forskudte udtryk i forhold til fx den lille døde gærdesmutte, jeg bruger som model. Bronzen transformerer derefter flamingoen, så den får et anderledes og

mere langtidsholdbart skulpturelt udtryk. Men rent processuelt svarer det til at male et oliemaleri med henblik på, at det skal fotokopieres, så fotokopien bliver det endelige værk.«

Et meditativt krydsfelt Thomas Andersson, der oprindeligt er uddannet grafiker, har både sit eget bronzestøberi i laden og et lille mikrokonceptgalleri, convoj.dk, i en lille bygning ud til landevejen udenfor Skanderborg, hvor han bor. Han har også etableret en kunstskole med støbekurser og låner gerne støberiet ud til kolleger.

Han oplever et meditativt frirum ved at fordybe sig i den håndværksmæssige proces – den giver inspirationen et frikvarter, hvor der dukker nye muligheder op:

Fotogravurer fra Damaskus

Vibeke Jerichau er aktuel 14. juni-19. oktober 2014 med udstillingen Recalling Damascus på Kulturværftet i Helsingør, sammen med Nina Maria Kleivan, Pernelle Magaard, Karen Ozmec, Britt Smelvær og Iben West.

Udstillingen handler om det Damaskus, som de fem billedkunstnere mødte på deres arbejdsophold på Det Danske Institut før borgerkrigen, og tager udgangspunkt i mennesker, arkitektur, dagligt liv og den allesteds nærværende ornamentik. Kunstnerne viser videoværker, fotoprint, fotogravure, objekter og maleri.

Læs mere på: www.kulturvaerftet.dk

»Når du bearbejder overfladen, skal du i dén grad være alkymist og kende dit materiale og bede til din gud om, at det kommer til at se ud, som du regner med,« siger Thomas Andersson. Foto: Privat.

Billedkunstneren nr. 2

12

2014

ze er et levende materiale, der oxiderer og tager farve efter luften omkring det.

Så selvom farvespillet ser helt rigtigt ud, mens du er i gang, kan det 14 dage senere være blevet mat og kedeligt … på det felt har jeg stadig meget at lære, selvom jeg har været på kurser hos dygtige patinører.«

Rå kanaler og gipsrester

Thomas Andersson: Rekonstruktion, bronze og gevindjern. Efter voksmodel.

»Som min gamle lærer på akademiet, John Olsen sagde: ›Sæt dig bare ned og gør noget, så tager den ene idé den anden. Man kan ikke sidde og vente på, at inspiration dukker op.‹ Derfor kan jeg godt lide den praktiske og fysisk krævende proces med selve støbningen, ef-

»I forhold til det indre pres om at præstere kunstnerisk er det en stressfri zone«­ ter at jeg i en hel uge har siddet i en helt anden verden og arbejdet med flamingoen – det er nogle helt andre hjerneceller, jeg bruger, og i forhold til det indre pres om at præstere kunstnerisk, er det en stressfri zone, hvor jeg lader op og får ideer til, hvad jeg vil arbejde videre med,« siger han. »Men det er jo hele tiden en balancegang mellem det dygtige håndværk og sjælen i et kunstværk. Jeg siger nogle gange lidt kækt til mine studerende, at en god skulptur bliver bedre i bronze, men en dårligere bliver bare ringere. For materialet i sig selv er jo ingenting. Alt andet lige er det en større proces at støbe, og det er ikke ulejligheden værd for en ringere skulptur. Tværtimod.«

i toppen. Derefter sætter han formen i ovnen, så skulpturen inden i brænder/ smelter. Den tomme form pakkes ned i en sandkasse, før han fylder den med flydende bronze. Når bronzen er kølet af, slås gipsen i stykker. »Og så er jeg nået til den mest udfordrende del af processen. For mens flamingo er et vidunderligt nemt materiale at arbejde med, er bronzen helt anderledes bøvlet og sensitiv – når du bearbejder overfladen, skal du i dén grad være alkymist og kende dit materiale og bede til din gud om, at det kommer til at se ud, som du regner med. For bron-

En anden udfordring er at kunne stoppe i tide, hvis det rigtige udtryk pludselig dukker op midt i den håndværksmæssige proces: »Bronzeskulpturerne bliver tit spændende, hvis man lader støbekanalerne blive siddende som mærkelige gevækster og griber den skulptur, som pludselig byder sig til. For nylig så jeg det unge talent Emil Westman Hertz’s bronzeskulpturer på Holstebro Kunstmuseum.

De står helt rå med kanaler og gipsrester, der ikke er renset af, så man kan se hele arbejdsforløbet, fordi han er stoppet meget tidligt i processen.« Selv har Thomas Andersson lige lavet en prøveafstøbning af et savoykålhoved ved at lave et voksaftryk i en silikoneform. »Det blev rigtig, rigtig fint med en fantastisk struktur, der ligner blodårer. Det er mere kunsthåndværk, men det er en sjov proces, og jeg går lige nu og overvejer, hvordan jeg kan bruge det kunstnerisk,« slutter han.

Mere om ...

Thomas Anderssons arbejde på: www.convoj.dk, www.skulpturskolen.dk

Tager farve efter luften Når Thomas Andersson støber i bronze, pakker han sin flamingo- eller voksskulptur ind i gips og placerer en kanal

Thomas Andersson: Fugl, bronze. L 45 cm. Original i polystyren.

Billedkunstneren nr. 2

2014

13

Fra tabu til anerkendelse Af Monica C. Madsen

Siden billedhugger Kathrine Schrøder Moseholm som 20årig begyndte på kunstakademiet, har hun fået økonomien til at løbe rundt ved at lave portrætbuster i ler. I dag er busterne en anerkendt del af hendes kunstneriske praksis.

»Der er endeløse muligheder i de klassiske håndværk. Så længe vi kan lægge kunstneriske bestræbelser ind i dem, og de kan finde oprigtige udtryk, vil vi med jævne mellemrum genopdage dem,« siger Kathrine Schrøder Moseholm. Her ses Buste af Ung Mand samt view fra udstillingen Forglemmigej på Øregaard Museum, hvor portrætbusterne for første gang blev vist i sammenhæng med hendes øvrige skulpturelle og installatoriske værker. Foto: Privat.

»»Hvorfor gider du dog dét???«, spurgte de andre på akademiet – de troede, jeg var blevet vanvittig, fordi jeg lavede buster!« fortæller Kathrine Schrøder Moseholm smilende hjemme i stuen, hvor en lang række af gipsbuster øverst på reolen betragter os: Børn, voksne, politikere, en ung Karen Blixen og erhvervsfolk, som hun har modelleret på bestilling gennem de sidste 30 år, sideløbende med hendes arbejde med foto, skulptur og installation. »Jeg var god til at modellere og kunne lide det – og i stedet for at gå med post, tjente jeg 10.000 kr. på en buste. Derfor gad jeg i høj grad. Men jeg holdt lav profil med det, fordi jeg ikke gad forsvare arbejdets berettigelse.«

Undervejs studerede Kathrine Schrøder Moseholm i USA, og det overraskede hende meget, at ingen dér følte skam over at have et kommercielt ben ved siden af: »Tværtimod – bare man ved, hvornår man laver hvad, er de amerikanske kunstneres holdning. Det er et mærkeligt tabu i dansk kunst, at man ikke også må tjene penge på sit fag på den måde. Mig giver det både en faglig tilfredsstillelse og en økonomisk frihed til at arbejde frit med kunst i andre sammenhænge.« Fordi hun holdt bustearbejdet så adskilt fra den øvrige praksis, reflekterede hun i mange år ikke over, hvilken relevans, portrættet i sin gammeldags form

kunne have i et nutidigt kunstnerisk udtryk. Men arbejdet med busterne holdt fast i hende, som hun udtrykker det: Efterspørgslen fortsatte, og det udviklede sig som et lige så levende spor, som hendes øvrige praksis.

Et skulpturelt anliggende I 2005 sagde Kathrine Schrøder Moseholm ja til at udstille nogle af sine buster på Øregaard Museum, og den udstilling blev et vendepunkt: »Efterhånden blev det påtrængende for mig at finde en måde at vise, at busterne og mine øvrige værker er to sider af samme sag. Det er aldeles ligegyldigt, om et værk er et overrevet fotografi limet på to lægter eller en buste – alle

Billedkunstneren nr. 2

14

2014

mine værker handler om relationer og indbyrdes forhold: Mellem mennesker, materialer, naturen, samfundet og rummet vi færdes i. Busten er ikke en afstøbning af et ansigt – den afspejler et mellemrum mellem mig og modellen, en kunstnerisk fortolkning. Og den er et værk i tre dimensioner, der er lige så abstrakt, som enhver anden skulptur i et rum.«

»Busterne og mine øvrige værker er to sider af samme sag«­ Det markerede Kathrine Schrøder Moseholm ved at sætte busterne på sokler udformet som aktive, dominerende, bevægelige og konkrete skulpturer, hvor busten blot var ét element i et først og fremmest skulpturelt anliggende. »Det var en stor tilfredsstillelse at lave den udstilling, for nu er mit arbejde endelig blevet ét, og jeg har fået forbundet noget, jeg adskilte i mange år: Jeg er en kunstner, der inspireres af det håndværksmæssige ved arbejdet. Jeg arbejder både konceptuelt, figurativt og blandet.

Jeg er begge dele – ikke enten eller,« siger hun.

Pølsefabrik og rævesmil – nej tak Mellem tre og syv buster laver Kathrine Schrøder Moseholm hvert år nede i værkstedet i kælderen. Hun måler modellen minutiøst op, og går så i gang med plade, pind og en klump ler. Modellen sidder i flere omgange hvis det er muligt. »Jeg laver altid kun én opgave af gangen, så det ikke bliver en pølsefabrik.

Det er en udfordring, hvis folk insisterer på, at busten skal se ud på en ganske bestemt måde, jeg ikke er enig i. Jeg visner, hvis jeg skal leve op til bestemte krav – processen bliver kedelig og resultatet nemt derefter. Vi snakker selvfølgelig om alt undervejs, men jeg skal føle tillid og have frie hænder, for at det kan lykkes optimalt. Så vil folk have lavet en buste af mig, skal det være fordi de gerne vil have mit udtryk, ikke for at den skal blive nøjagtig, som de forestiller sig.« Fx ønskede en far, at hans tre børn skulle smile: »Jeg anbefalede ham at få dem malet i stedet, for mine buster smiler ikke – det kommer til at ligne et rævesmil, for in-

Kathrine Schrøder Moseholm: Pige i kjole, bronze, 2012. Foto: Erling Lykke Jeppesen.

gen sidder jo og griner altid: Et smil er et øjeblik, man kan fange i en streg eller på et fotografi, mens en buste er mere meditativ, fordi den er et konglomerat af billeder oveni hinanden og strakt udover tid, som der er utrolig mange vinkler på. Har man en buste stående derhjemme, ved man, hvordan den forandrer sig, alt efter hvor man står, hvor-

dan lyset falder osv. Det er et kunstnerisk udtryk, der lever med det rum, det befinder sig i,« pointerer Kathrine Schrøder Moseholm.

Mere om ...

Kathrine Schrøder Moseholms arbejde på: www.buste.dk

Billedkunstneren nr. 2

2014

15

Vi sætter ord på en tavs viden Af Miriam Katz

Et er at sidde ved computeren og formulere koncepter. Noget andet er at opleve den modstand og de muligheder, der opstår i arbejdet med materialerne, når ideerne skal realiseres. Den del af den kunstneriske proces er der ikke tradition for at tale om, selvom den er central for alle kunstnere. To undervisere på Det Kgl. Danske Kunstakademi har skabt rum for, at en ny samtale kan finde sted.

At forstå bevægelsen i leret, skære træet grunduddannelse, begyndte Karen Harspræcist, bakse med granittens tyngde, bo at gruble over, hvordan man kunne og forsigtigt afprøve gipskonstruktioimødekomme akademielevernes stærke, nens styrke. Alle de sanselige processer, men måske lidt fremmedgjorte intereshvor kunstnerens idé møder materialerse for materialer og håndværk. nes med- og modspil, og hvor materiaResultatet af overvejelserne blev stuleforståelse, håndværk og intuition går diekredsen ›Materiel tænkning og sansehånd i hånd. lig viden‹, der i løbet af de seneste tre år Selvom alle kunstnere har personlige er blevet lidt af et tilløbsstykke blandt erfaringer og viden om præcis den del af de studerende: Mere end 30 akademieleden kunstneriske arbejdsproces, er det ver har årligt deltaget i studiekredsen, svært at tale om – og regnes måske helhvor de dels deler konkrete erfaringer, ler ikke som helt så ›fint‹, som den kondels har besøg af oplægsholdere fra indceptuelle del af det kunstneriske arbejde. og udland. Senest har studiekredsen Sådan lyder det i hvert fald ofte, når deltaget i forårets store internationale man taler med akademielever i disse år, seminar, ›Touching the Tactile‹, et samfortæller to undervisere på Det Kgl. Danarbejde mellem kunstakademiet og Meske Kunstakademi, billedkunstnerne Kadicinsk Museion. ren Harsbo og Henriette Heise: »Det har været vigtigt for os at skabe Morten Modin: Sanselig. Foto: Det Kgl. Danske »Mange af de unge er skolede i at sidet trygt rum for deltagerne, så vi samKunstakademi, 2013. de ved en computer og har en forestilling men kan forsøge at sætte ord på den tavom, at det teoretiske og filosofiske perse viden, vi alle har om materialernes spektiv på kunst er ›klogere‹ end det håndværksmæssige,« sibetydning i kunstneriske processer. Vi ville undgå at havne i ger Karen Harsbo, leder af Laboratoriet for Keramik på Det Kgl. den sædvanlige faglige kritik af færdige værker, og har i steDanske Kunstakademi. det forsøgt forsigtigt at nærme os det her erfaringsområde, »De tilhører nok også en generation, hvor man har brugt som vi endnu ikke har et sprog for. Det er et fælles eksperimere tid foran en skærm end på at klatre i æbletræer eller bygment,« siger Karen Harsbo. ge huler i barndommen. Vi har i hvert fald kunnet konstatere, Materialets eget liv at en del af dem har svært ved at tage springet fra den konForeløbigt har studiekredsens deltagere bl.a. udforsket den ceptuelle del af den kunstneriske arbejdsproces til at realisere adskillelse mellem tanke og materie, ideerne i den fysiske verden,« siger hun. der opstod i Romantikken, og som sta»De er super interesserede i at tileg»Hvis man kun forstår dig præger os i dag, med sine forestilne sig håndværksmæssige færdigheder interessen for mate­ linger om den ›gode‹ tanke og den ›syni værkstederne. Men det er svært at fordige‹ materie. Og de har undersøgt forstå den modstand, der er i materialerne, rialitet som en mod­ skellige – også flygtige og diffuse – fornår man er vant til at tegne på en comreaktion på den mere mer for kunstnerisk materialitet, fx lyd puter. Mange af dem mangler materialeog poesi. Sidstnævnte nærmede de sig fornemmelse – måske også fordi deres diskursive koncept­ ved sammen at højtlæse essays fra Inger generation ikke har haft tilstrækkelig kunst, misforstår man Christensens bog ›Hemmelighedstilstanbilledkunstundervisning i folkeskolen.« udviklingen«­ den‹, der netop handler om den kunstSammen med kollegaen Henriette neriske skabelsesproces.

Heise, der underviser på akademiets

Billedkunstneren nr. 2

16

2014

grafiske teknikker. Den handler også om at forstå, at materiale har et eget liv, at det ikke bare er et passivt, livløst objekt for et kunstnerisk subjekts skaben.

Og interessen omfatter i høj grad også nye digitale teknologier. Fx bruger akademieleverne flittigt 3D printere og 3D fræser til deres arbejder i plastic og træ, fortæller Karen Harsbo, der understreger, at ›den nye materialisme‹ på ingen måde betyder, at konceptuelle, politiske værker er et overstået kapitel i samtidskunsten: »Hvis man kun forstår interessen for materialitet som en modreaktion på den mere diskursive konceptkunst, misforstår man udviklingen, tror jeg. Som kunstner skal man have fat i både hoved og krop, hvis det, man skaber, skal være interessant. Det er de unge bevidste om. Men det er som om, at det er blevet mere tilladt også at interessere sig for overfladernes, formernes og materialernes betydning, og den interesse udtrykker sig på nye spændende måder i deres kunstneriske arbejde,« siger hun.

Kunstnerisk modstandsbevægelse

Studiekredsen Materiel Tænkning og Sanselig Viden, arrangeret af lektorerne Karen Harsbo og Henriette Heise, har været afviklet de seneste tre år og tiltrækker mange studerende. Sofie Holten: Viden. Foto: Det Kgl. Danske Kunstakademi, 2013.

»Teksterne materialiserede sig nærmest imellem os, da vi læste op for hinanden. Vi var et kor af forskellige stemmer, lyse, mørke, danske og udenlandske. Det gav os en meget smuk og anderledes erfaring af, hvad kunstnerisk materialitet også kan være,« fortæller Karen Harsbo.

Den nyvundne interesse for materialernes, processernes og tingenes betydning i kunsten begrænser sig således ikke kun til arbejdet med ›old school‹ medier som ler, sten, metal og diverse

»Det er som om, at det er blevet mere tilladt også at interessere sig for overfladernes, formernes og mate­ rialernes betydning«­­

»Mange aktuelle kunstprojekter herinde er præget af økologisk tænkning, sådan lidt ›teknologisk bonderøv‹-agtigt. De unge er bl.a. optagede af at skabe open source-systemer, hvor de selv konstruerer printere og raketovne, og deler deres viden med vennerne. Det handler om at blive selvforsynende og vise kapitalismen modstand ved at pege på nye måder at indrette verden på. Hele ›urban garden‹- bevægelsen er jo et eksempel på denne bevægelse, som er opstået i kunsten de senere år.« Selv er hun som repræsentant for et materialetungt fag, keramikken, overordentlig opmærksom på den uddannelsespolitiske kontekst, hun navigerer i: »I en tid, hvor der lukkes værksteder på kunstakademier overalt i Europa, også her i København, er det ekstra vigtigt, at vi artikulerer den viden og værdi, som ligger i det kunstneriske arbejde med materialerne. Vi kan ikke bare tage for givet, at andre ser og anerkender værdien af det, der sker i værkstederne.

Vi er nødt til at vise, at materialetunge fag er vidensfag på lige fod med teoretiske fag i billedkunstuddannelserne. Og at det er fagligt og institutionelt legitimt at tale om det,« siger hun.

Billedkunstneren nr. 2

2014

17

Inger Lise Rasmussen udfører sine fotogravurer på analog basis, her er det Nedstigning fra El Deir fra serien REQEM Vandring i Ørkenen der i foråret blev vist på Antikmuseet, Aarhus Universitet. Værkerne udspringer af kunstnerens rejse i 2010-11 til Petra i den jordanske ørken. Se mere på www.ingerliserasmussen.dk

Flere fascineres af fotogravure Af Miriam Katz

»Mange kunstnere får en aha-oplevelse, når de opdager foto­ gravuren,« fortæller Inger Lise Rasmussen, leder af Højbjerg FotoGrafiske Værksted, der har specialiseret sig i den grafiske teknik, som i disse år oplever en renæssance både herhjemme og i udlandet.

Flere og flere får øjnene op for fotogravuren i disse år.

Det fortæller billedkunstner og værkstedsleder Inger Lise Rasmussen, der på Højbjerg FotoGrafiske Værksted i Aarhus har skabt en faglig oase, med alt det udstyr og den tekniske ›know-how‹ der skal til for at arbejde med fotogravure og andre grafiske teknikker på højt kunstnerisk niveau. »Mange kunstnere, både yngre og mere erfarne, får en ahaoplevelse, når de opdager fotogravuren. Jeg tror, at mange sætter pris på at komme væk fra at arbejde med digitale billeder, hvor man sidder fastlåst ved en skærm. Når du arbejder med fotogravure, bruger du hele kroppen, du tilegner dig so-

lid teknisk viden og materialekundskab, samtidig med at du forfølger din kunstneriske idé. Processen er lang, når man arbejder med fotogravure, men den er ikke indviklet, og mange kunstnere har stor glæde ved at lære håndværket at kende her på værkstedet,« siger Inger Lise Rasmussen, hvis eget arbejde med fotogravure senest kunne opleves på soloudstillingen ›REQEM Vandring i Ørkenen‹ på Antikmuseet, Aarhus Universitet, i foråret.

Siden 2000, hvor det lykkedes Inger Lise Rasmussen at få opbakning fra Aarhus Kommune til at etablere værkstedet, har en jævn strøm af kunstnere søgt til Højbjerg for at lære at

Billedkunstneren nr. 2

18

2014

Fotograf Stuart McIntyre er efterspurgt underviser på Højbjerg FotoGrafiske Værksted med sine kurser i brug af pinhulkameraet, dvs. et selvbygget papkamera uden linse og mekanik. Pinhul kræver lang ekspone-ring, hvilket giver en anden oplevelse af tid. Fotogravure passer godt til pinhulfotografi, her har Stuart McIntyre brugt metoden i fotogravureserien Ø fra det sydfynske øhav, 2011-12.

bruge fotogravuren og andre grafiske teknikker. Kunstnerne kommer også for at deltage i workshops, kurser og foredrag med ind- og udenlandske kapaciteter, som værkstedslederen trækker til det sydlige Aarhus. Men det er især fotogravuren, der fascinerer kunstnerne for tiden, fortæller hun: »Fotogravurens styrke er, at den kombinerer det klassiske dybtryk med hi-tech digitalt fotografi, og leger med udtrykkene. Alt, hvad du kan fotografere, tegne eller male, kan bruges, bare det kan overføres til fotopolymerpladen. Det giver billederne et helt særligt taktilt udtryk,« siger hun, der selv er en af fotogravurens pionerer og i sin tid lærte at anvende metoden af en af håndværkets ›grand old men‹, den nyligt afdøde danske grafiker Eli Ponsaing.

Eli Ponsaing genopdagede og udviklede metoden, der er en ædeltrykteknik fra midten af 1800-tallet, hvormed man kan trykke et fotografi som et originalt grafisk dybtryk. Ponsaing fandt ud af, at fotopolymerplader, beregnet til den grafiske industri, også kunne anvendes til fotogravure. Fra at være en langsommelig giftig proces udført på kobber blev den nu enkel og miljøvenlig, og kunstnerne tog den straks til sig. Efterfølgende er Ponsaings metode videreudviklet og bruges i dag også med afsæt i digitalt fotografi.

I fokus igen Inger Lise Rasmussen ser interessen for fotogravuren som en del af det, hun betegner som en ›håndværkets renæssance‹ på kunstscenen:

Billedkunstneren nr. 2

2014

19

Inger Lise Rasmussen: Troms.

Fra udstillingen Et andet sted, Nicolai Kunst & Design, Kolding, sammen med Vibeke Jerichau, Iben West og Maja Ingerslev, 2014.

»Det er en genfødsel, der ikke kun handler om fotogravure, men også om fx træsnit og linoleumssnit. Men lige præcis fotogravure er virkelig kommet i fokus igen. Tag bare forårets store udstilling af Tacita Deans arbejde på Statens Museum for Kunst, som gav et indblik i, hvor stærkt fotogravuren står som kunstform i dag, også internationalt,« siger hun.

At fotogravuren nyder stigende opmærksomhed i udlandet, mærker den Aarhusianske kunstner og værkstedsleder også, når hun rejser verden tynd for at pleje faglige netværk og deltage i de internationale grafikkonferencer, IMPACT, som samler grafiske kunstnere fra Europa, Asien og USA. IMPACT konferencerne afholdes hvert andet år og blev i sin tid etableret på initiativ af en gruppe engagerede engelske kunstnere, der var bekymrede for den grafiske kunsts fremtid, da de digitale teknologier dukkede op og revolutionerede billedmedierne. »Heldigvis blev deres bekymring gjort til skamme. Det skyldes ikke mindst, at teknikker som fotogravuren har vist, at det er muligt at forene nye og gamle grafiske teknikker og skabe interessante kunstneriske udtryksformer,« siger Inger Lise Rasmussen.

For ligesom fotogravurens ›genopdager‹ Eli Ponsaing gjorde i sin tid, udvikler kunstnere i dag også nye printmetoder med afsæt i kobbertrykspressen og det klassiske grafiske håndværk.

Inger Lise Rasmussen: »Her på værkstedet eksperimenter vi hele tiden med at udvikle og forfine fotogravurens metoder. Det er en kunstnerisk og håndværksmæssig undersøgelse, der stadig er i fuld gang.«

Brug Højbjerg FotoGrafiske Værksted — åbent det meste af sommeren

Benyt værkstedet til individuelle projekter eller bliv opdateret på dine faglige kompetencer.

Værkstedet på 150m2 rummer et stort mørkekammer til små og store formater, belysningsrum til fotogra-vure og andet fotoarbejde, samt ætserum til grafik. Dertil et lyst trykkerum med en kobbertrykpresse på 100x80 cm og mulighed for at arbejde med forskellige former for farvegrafik. Værkstedet disponerer endvidere over en Mac computer med scanner samt farveprinter til A3. Det digitale udstyr imødekommer også behovet for, at man selv kan tilrettelægge og klargøre udstillingskataloger eller andet præsentationsmateriale til trykning.

Kontakt værkstedet på tlf. 8672 5439 / hoejbjerg.foto@mkb.aarhus.dk Højbjerg FotoGrafiske Værksted holder åbent det meste af sommeren og mindre kurser annonceres løbende på hjemmesiden: www.aarhus.dk/hfv

Mørkekammer workshop

Højbjerg FotoGrafiske Værksted, 16.-19. juni, daglig 10-17 Tilmeldingsfrist senest 7. juni | Deltagerbetaling 1200 kr.

Mørkekammerteknikker ved fotograf Stuart Mcintyre.

Lær et analogt kameras funktioner at kende; blænde, lukker, lys og tid – at fremkalde negativer, at kopiere dem i mørkekammeret og at give dem dit personlige udtryk. Opdag sammenfaldet mellem analogt og digitalt fotografi. Lær at kombinere dem og bliv klogere på fotografiet i krydsfeltet mellem analog og digital. Fire dages intensiv workshop. Der startes med udendørsfotografering.

Se også www.pinholephoto.net Workshoppen er et samarbejde med BKF Region Midt og HFV og gennemføres med støtte fra BKFO-Fonden

Billedkunstneren nr. 2

20

2014

Ti ton granit og tre temperamenter Af Miriam Katz

Tre studerende fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, som aldrig havde arbejdet i sten før, fik til opgave at skabe hver deres offent­ lige skulptur til Furesø Kommune i granit. Arbejdet med stenene kom til at tage to år og blev en proces, der ikke bare gav dem nye håndværksmæssige færdigheder, men også nye tilgange til deres individuelle kunstneriske praksisser.

At lære at sprænge, bore og hugge i flere tons tunge granitsten er ikke det, der fylder mest i studietiden på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor de seneste års nedskæringer er gået hårdt ud over faciliteterne for stenhugning.

Alligevel – eller måske netop derfor – tøvede de tre studerende på akademiets Billedhuggerskole, Emil Toldbod, Esben Gyldenløve og Anders Bøge Henriksen, ikke med at sige ja, da de tilbage i 2012 blev spurgt af deres professor, billedhugger Martin Erik Andersen, om de ville skabe hver deres skulptur ud af tre bornholmske granitsten på i alt knap ti ton.

Skulpturerne skulle placeres på en eng bag det, der tidligere var Farum Kaserne, og som den nordsjællandske Furesø Kommune nu var ved at forvandle til en helt ny bydel med 800 boliger i det naturskønne område op mod den fredede Lillevangsskoven.

Samarbejdet mellem kunstakademiet, Furesø Kommune og Farum Kasernes Grundejerforening gav de tre studerende en mulighed, de ellers ikke ville have fået, for at prøve kræfter med stenhugning. Og det var i bogstaveligste forstand en stor og kompleks opgave at få, fortæller de, da Billedkunstneren møder dem i Billedhuggerhaven på akademiet i dagene op til indvielsen af de tre færdige skulpturer. »Vi vidste jo ikke helt, hvad vi gik ind til, da vi sagde ja. Arbejdsprocessen blev længere, end vi oprindeligt troede, vi har skullet lære materialet at kende og har tilegnet os helt nye håndværksmæssige færdigheder. Men det sværeste har i virkeligheden været at finde ud af, hvordan vi hver især kunne bruge det her materiale og den tradition, det bærer med sig, til at skabe nogle værker, der fungerer i en større sammenhæng end den galleri- og udstillingsscene, som vi almindeligvis orienterer os imod her på akademiet,« siger Emil Toldbod.

De tre akademielever var bevidste om, at de bevægede sig ind på et område med tunge kunsthistoriske konnotationer, da de tog imod udfordringen om at arbejde med granitstenene. »Vi er oppe imod et traditionelt skulpturbegreb med stærke rødder i modernismen. Det var vi nødt til at forholde os til, og det er også det, der gjorde opgaven spændende: At forsøge at bringe den offentlige skulptur ind i en nutidig sammenhæng, som gav mening for os – og forhåbentlig for dem, der skal leve med værkerne til hverdag,« siger Anders Bøge Henriksen.

Esben Gyldenløve uddyber:

»Vi har både haft noget kunsthistorisk tungt og en stærk materialitet at kæmpe med i den her proces. Men for mig har udfordringen først og fremmest været at finde ud af, hvordan jeg kunne foretage et kunstnerisk indgreb, der gjorde projektet til en del af min kunstneriske praksis. Altså, hvordan jeg kunne rykke opgaven i min egen retning og skabe noget, der er interessant i den kontekst, jeg i øvrigt arbejder i.«

Granitsten på rejse Esben Gyldenløves personlige løsning blev at skabe et værk, der ikke kun består af en færdig skulptur, men også af en performativ proces:

Esben Gyldenløves skulptur blev til i en performativ proces, der blev dokumenteret og indgår som en del af værket: Han sprængte granitstenen i mindre bidder og fragtede dem en ad gangen med metro og S-tog fra kunstakademiet på Kgs. Nytorv til engen i Farum på en sækkevogn. Foto: Privat.

Billedkunstneren nr. 1

2014

Billedkunstneren nr. 1

2014

Emil Toldbod: Uden titel. Granit, efeu. Farum Kaserne, 2014.

Esben Gyldenløve: Til mine venner.

Granit. Farum Kaserne, 2014.

jerne ud og gøre dem permanente,« fortæller Emil Toldbod, Han sprængte og brød den 1,8 ton tunge sten i flere mindre der også ønskede, at skulpturen skulle afspejle den samarbidder og transporterede dem en ad gangen fra Billedhuggerbejdsproces, der har været imellem afsenderne af kunsten på haven på Charlottenborg, hvor huggearbejdet foregik, til FaKgs. Nytorv og modtagerne af værkerne i Farum. rum Kaserne, ca. 20 km. nordvest for København.

Til det formål har han brugt en særdeEn omstændelig rejse, som kunstneren les livskraftig efeu, der strækker sit klatreforetog enemand med stenene bugseret op grenværk flere meter op ad en af Charlotpå en sækkestol, i metro, S-tog og på gåben »Den her opgave har tenborgs rødkalkede mure i Billedhuggerad villavejene mod kaserneområdet. Transgivet os mulighed hvor Bertel Thorvaldsen og Nicolai porten dokumenterede han med sit mobilfor at fordybe os i et haven, Abildgaard i sin tid huserede, og som har kamera, og dokumentationen indgår som klassisk håndværk været helårs udendørs arbejdsrum for Emil en del af det færdige værk.

Toldbod og hans medstuderende i projek»Det er en metode, jeg har brugt i andre og lære af erfarne tet. projekter: Transport og det at gå. Der er en kunstnere« 11 stiklinger af efeuen har han taget, en vis absurditet i det, som jeg godt kan lide,« for hver af de linjer, som hans selvudtænkte siger Esben Gyldenløve om sit værk Til mine redskab havde indfanget i granittens overflade. Stiklingerne venner. har han forsigtigt omplantet i den fugtige jord rundt om den Selve skulpturen er udhugget, så den størst mulige rektannavnløse granitskulptur, der er formet som et trukket kvadrat gulære form står tilbage fra den oprindelige granitsten. Længog nu står rejst i fuld højde på engen i Farum. den og bredden er nogenlunde proportionelt med Esben Gyl»Jeg ville give modtagerne af værket noget fysisk med fra denløves egen krop, og stenens form har en ru mejslet overkunstakademiet, noget der tilføjer værket en dimension af flade, der ikke er flad og perfekt matematisk, men antager en både historie og forgængelighed, og som samtidig sammenfømere bølget form, hvor alle mejselslagene er synlige. Ude på jer de to steder, værket udspringer af: kunstakademiet og kaengen ved Farum Kaserne er stykkerne af granitten placeret sernen. Nu kan efeuen så vokse i sit eget ukontrollable system ved siden af hinanden, så man ser, at de oprindeligt har været rundt om granitten – og med tiden vil den måske helt indtage en helhed. skulpturen,« siger han.

Sten, planter, linjer

Også Emil Toldbod ser arbejdet med granitten i sammenhæng med sine tidligere projekter: »Jeg har i min praksis bl.a. været optaget af at undersøge og konstruere værktøjer. Her blev jeg umiddelbart interesseret i overfladen af stenen og prøvede at forstå strukturen i den.

Derfor byggede jeg et specialværktøj, der blev placeret på stenens sider, og som blev udstyret med en føler, der kunne indfange stenens naturlige linjer. Derefter kunne jeg hugge lin-

Spejlinger og slisker Også Anders Bøge Henriksen har arbejdet med forbindelserne mellem sted og værk: »Mit værk forholder sig til områdets historie, til boligbyggeriets arkitektur, og til den naturforståelse der er i spil dér,« fortæller han om sit land art-inspirerede værk The shapes of K117’S head is dreaming us, der på flere niveauer spejler og forbinder sig med sine omgivelser:

Anders Bøge Henriksen: The shapes of K117’S head is dreaming us. Granit, beton. Farum Kaserne, 2014.

Værket består af en ca. 2 meter lang rekkroplanet har forbundet sit værk med omtangulær udgravning på engen bag kaser- »Vi er oppe imod et givelserne: neområdet, med vægge støbt i beton. I den Der er indstøbt en sliske på de to langtraditionelt skulptur­ sider knap 1 meter dybe udgravning er Anders af udgravningen, så naturområdets begreb med stærke Bøge Henriksens over fem ton tunge grafredede padder kan komme op af hullet og nitskulptur nedsænket. rødder i modernismen. hoppe videre ud i friheden, hvis de forvilI stenens overside har han hugget et hul, der sig ned i kunstværkets dybere regioner.

Det var vi nødt til at udformet efter stenens egen form i en nedAnders Bøge Henriksen er ligesom Esskaleret udgave. Og i dette hul rejser der ben Gyldenløve og Emil Toldbod glad for de forholde os til« sig en nedskaleret, negativ model af den særlige muligheder, samarbejdet med Fuudgravning, som stenen er placeret i. resø Kommune har givet dem: »Stenens form og placering i udgravningen på engen spej»I de år, vi har gået på akademiet, er mange af værkstederne ler husenes arkitektur og placering i landskabet. Jeg har i det blevet lukket eller beskåret. Den her opgave har givet os muhele taget prøvet at indfange nogle af alle de mange forskellighed for at fordybe os i et klassisk håndværk og lære af de erlige historier, stedet rummer, i udformningen af min skulpfarne kunstnere, der har været tilknyttet projektet som vores tur,« siger Anders Bøge Henriksen, der også helt ned på mivejledere. Det har været guld værd.«

Stedet og stenene De tre granitskulpturer, der blev indviet i maj og nu kan opleves på engen bag ved den tidligere Farum Kaserne, er skabt Emil Toldbod, Esben Gyldenløve og Anders Bøge Henriksen, elever på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Skulpturerne er hugget af tre bornholmske granitsten på henholdsvis 1,8, 2,7 og 5,2 ton, der tilbage i 2005 blev skænket som gave til det, der dengang hed Farum Kommune.

Efter at stenene havde stået uanvendte på kaserneområdet i en årrække, spurgte Furesø Kommune i 2012, om elever på Det Kgl. Danske Kunstakademi ville bruge stenene til at skabe tre skulpturer. Værkerne skulle placeres i et naturområde i den nye bydel, der var ved at vokse frem på det tidligere kaserneområde.

Professor på Billedhuggerskolen, Martin Erik Andersen, tog imod invitationen og bad de tre elever om at løse opgaven som led i et længere undervisningsforløb.

Granitstenene blev derefter fragtet til Billedhuggerhaven på Charlottenborg, hvor de tre elever har arbejdet i to år på deres skulpturer under vejledning af professor Martin Erik Andersen, billedhugger Erik Warming og leder af akademiets Laboratorium for Konstruktion, Franco Turchi.

Kunstprojektet er et samarbejde mellem Furesø Kommune, Grundejerforeningen Farum Kaserne og Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

Se mere på: www.furesoe.dk/granitblok

Billedkunstneren nr. 2

2014

23

Kunstnernes egne publikationer fejres Af Ida Sofie Minke Anderson

Der er fornyet interesse for kunstnerbøger i disse år.

I foråret løb den internationale festival One Thousand Books af stablen på Carlsberg-grunden i København.

New Shelter Plan, Malttorvet 2, er adressen. Når man har fundet frem til lokaliteten på det gamle Carlsberg, træder man ind i et rum, hvor reminiscenser af tidligere tiders industrivirksomhed endnu er til stede. Der sidder stadig en vagt, men hallen i sig selv ser ud, som blev den forladt hurtigt. Industrien bukkede under, og ind rykkede kunsten. Og nu også kunstnerbøgerne.

I anledning af festivalen One Thousand Books bliver udstillingsstedet New Shelter Plan brugt til både talks og udstilling. Man følger blot den hvide linje ind ad døren og op ad trapperne. Enkelt og visuelt forståeligt.

Langs den ene væg er kunsttidsskriftet Pist Prottas samlede udgivelser siden 1981 udstillet. I det halvmørke rum, hvor den tyske kunstner Joakim Schmid holder oplæg under overskriften ’No dog, no baby, no honeymoon, but printon-demand books’, er luften koncentreret og tæt. En lang række billedslides skifter på den hvide bagvæg, og

Joakim Schmid taler om sin egen praksis i forhold til bogen som objekt – og om kunstnerbogen generelt: »Hver gang, jeg ser på bogmærker (links på internettet, red.), så virker 50 procent af dem ikke mere, inklusive mine egne. Jeg kan godt lide noget, som er pålideligt. Og en bog er en temmelig pålidelig form,« slår han fast.

›The Factory‹ er navnet på et andet af festivalens begivenheder. Arrangementet finder sted i Officin, som med forlag, udstillingsrum, håndsætteri og butik er en vigtig del af det danske kunstnerbogsmiljø.

Her på festivalens sidste dag er det forfatteren og billedkunstneren Amalie Smith, der fortæller om sit værk Fabrikken faller, fulgt op af det grafiske designbureau Eller med a (NO), som nøgternt beretter om papirtyper, indbinding og bogen som materiel form.

Billedkunstneren nr. 2

24

»En fællesnævner er, at det er en måde at foreslå en læsning af et projekt, en samling billeder og et tekstindhold – et forslag baseret på beslutninger om design, produktion, distribution og sekvens,« siger han.

Hos forlaget Space Poetry et par stande længere henne står Åse Eg Jørgensen, grafisk designer og medredaktør af kunsttidsskriftet Pist Protta: »I det øjeblik man slår op i en bog, er der et rum. Den er tredimensionel og der er mulighed for at lave nedslag i den, hvor du vil. Du kan have den i hånden, og der er mange taktile muligheder, samtidig med at du også har mulighed for at arbejde med den, så den ikke imødekommer forventningen,« siger hun om kunstnerbogen som medie. Og salgs­plat­ formen midt i et supermarked får også et par ord med: »Her kan man tage en bog op og kigge på den, ligesom man har friheden til at tage en vare ned fra hylden. Tilladelsen er givet på forhånd.«

I det nærliggende supermarked REMA 1000 kæmper kunstnerbøgerne om pladsen med havregryn, mælk og grøntsager.

Kunst på kvitteringen Og når kunderne har betalt ved kassen, får de et stedsspecifikt kunstværk, skabt af kunstnergruppen Superflex, med sig hjem: ›Copying Books is a Right‹, står der på bagsiden af varebonen.

Måske er det her, forfatteren Thomas Hvid Kromanns tanker om kunstner­ bogens demokratisering kommer ind i billedet. Det er et tema, han holdt oplæg om på baggrund af udgivelsen af opslagsværket Danske Kunstnerbøger, som han er en af redaktørerne bag (se faktaboks, red.).

I hvert fald er der en særlig æstetik forbundet med kontrasten mellem supermarkedets velkendte elementer og de mange bøger udstillet på paller bagerst i butikken. Under hver stand er navnet på forlaget skrevet på et REMA skilt – med angivelse af oprindelsesland. En reference til bogen som vare med tilhørende deklaration.

De udstillede bøger repræsenterer alt fra små hæftede pamfletter til tykke udgivelser i store formater. Nogle skiller sig ud ved at bryde de traditionelle rammer for bogens form. »Kunstnerbogen i sig selv er næsten som et objekt. Alle de bøger, man ser her, er virkelig gennemtænkte, hvilket binder dem sammen med en taktil kvalitet. Du kan aldrig lave dem som pdf – så mister man det,« siger Matilda Plöjel, forlægger og grundlægger af det svenske Sailor Press, med henvisning til den

2014

Festivalen One Thousand Books fandt sted i dagene 10.-13. april og var arrangeret af Lodret Vandret ved Johan Rosenmunthe og Flemming Ove Bech, samt Sara Glahn.

Læs mere på htpp://lodretvandret.com

tilbagevendende diskussion om det digitale kontra det fysiske udtryk. Hun er en af de mange nordeuropæiske forlæggere, som har fundet vej til One Thousand Books, og som dermed tegner festivalens internationale profil.

En bog er et rum Her i festivalens sidste timer er menneskemængden omkring bøgerne taget til, og en summen af stemmer breder sig ud under supermarkedets lysstofrør. Ved Lodret Vandrets stand spørger Billedkunstnerens udsendte en af arrangørerne bag festivalen, Flemming Ove Bech, hvad det er, kunstnerbogen som genre kan:

Nyt om kunstnerbøger • Opslagsværket Danske Kunstnerbøger om danske kunstneres egne publikationer fra 1960erne frem til i dag, er udkommet på forlaget Møller med en lang række bidrag af og om hjemlige billedkunstnere. Bogen er redigeret af Thomas Hvid Kromann, Louise Hold Sidenius, Maria Kjær Themsen og Marianne Vierø.

Læs mere om opslagsværket her: www.moellerforlag.dk • Også Danmarks Kunstbibliotek har fokus på kunstnerbøger. Biblioteket indsamler, registrerer og bevarer danske og relevante udenlandske kunstnerbøger samt opslagsværker om kunstnerbøger.

Læs mere her: www.kunstbib.dk/samlinger/kunstnerboeger Giv din udgivelse et langt liv Danmarks Kunstbibliotek modtager gerne et vink eller et frieksemplar, så kunstneres egne publikationer kan komme videre ud og sikres for eftertiden. Kontakt Kunstbiblioteket via: www.kunstbib.dk

Billedkunstneren nr. 2

2014

25

Den første strofe er en Guds gave — den anden er et fandens arbejde I år fejrede Det Kgl. Akademi for de Skønne Kunster sit 260 års jubilæum. Digteren Søren Ulrik Thomsen holdt festtalen, som Billedkunstneren har fået lov at bringe.

Overskriften er, som det fremgår af teksten, hentet fra den franske digter Valéry.

Uanset om det er billedkunstnere, forfattere eller komponister, der bliver interviewet, har man i de seneste mange år kunnet været sikker på at høre en bestemt kliché, nemlig, »at skabe kunst har intet med inspiration at gøre, det er hårdt arbejde.« Så kunne man jo spørge sig selv, hvorfor det ligefrem skal være hårdt arbejde – måske fordi vores fag altid er under mistanke for at være lidt af en loppetjans.

Lad os kaste et blik bagud i nyere dansk poetiktradition og standse ved Paul la Cours op gennem 1950erne umådeligt læste og indflydelsesrige bog Fragmenter af en Dagbog, hvor vi ser, at hele vægten i den kunstneriske skabelsesproces lægges på inspirationen, eller ›indgivelsen‹, som la Cour kalder den: »At skrive et Digt er intet, at afvente det: alt«, står der i Fragmenterne. Her er digterens fornemste opgave altså ikke aktiv handlen, men passivt at vente på inspirationen, som han - med en af bogens mange kvindelige metaforer – skal »åbne sig for«, når det behager den at indfinde sig: »Poesien er viril. Den er Befrugter... Han som fødte det levende Digt, havde et Moderdyb i sig«, hedder det, ja, digteren har rollen som en kvinde, der besvangres af Poesien, mens dét digt, der kommer ud af affæren, nærmeste intet har at gøre med forfatteren, for »Digtet skilte sig fra ham, lignede ham ikke. Det var ensomt og stolt«, som der står. I citater som disse, fornemmer vi tydeligt la Cours patetiske tone, der var i så god samklang med den første efterkrigstid, men som der til gengæld blev reageret voldsomt imod, da tresserne oprandt.

•

En af de, som slog kontra, var digteren Per Højholt, der mente, at »i vore dage er der ikke tid til at få en skæbne – ikke hvis man skal passe et arbejde samtidig i hvert fald«.

Og han erklærede, at han ikke skrev digte »ved månens lys, men fra 8 til 9 om morgenen, færdig«. Polemisk udskifter han altså det fordrømte romantiske digtskriveri ved månens lys med en bevidst beslutning om at

producere kunst indenfor fast arbejdstid. Og foruden at underløbe den følelsesfulde alvor med fræsende humor erstattede Højholt hele den kvindelige metaforik med en mandlig, fuld af referencer til sport og motorlære og kølig sprogfilosofi.

Både Paul la Cour og Per Højholt er gode digtere, og i virkeligheden tror jeg, at de begge lyver, og at deres poetikker mere skal ses som udtryk for temperamenter, tidsånd og ideologiske positioner, end som rapporter om, hvordan de faktisk har arbejdet. For så vidt jeg kan se, kræver kunstnerisk skaben nemlig både inspiration og aktiv indsats. Der kommer ikke kunst ud af at sætte sig ned og vente et helt liv på inspirationen, men heller ikke på at beslutte sig til, at nu er det nu.

Personligt vil jeg nok lægge en lille overvægt på inspirationen, men har jeg blot fået en enkelt linje »forærende«, som det hedder, når en overbevisende digtlinje, man ikke anede hvor kom fra, pludselig suser i hovedet, sætter jeg mig gerne ned og arbejder bevidst med den næste, for som den franske digter Valéry sagde: »Den første strofe er en Guds gave, den anden er et fandens arbejde«.

•

Af og til er jeg bekymret blevet spurgt: »Nu er du vel ikke så patetisk, at du anser digtningen for et kald?«, hvortil jeg må sige, at hvis der ikke var noget, som kaldte, hvad skulle jeg så svare? For efter min erfaring forløber den kunstneriske skabelsesproces i en slags vekselsang mellem call and response, hvor kaldet til arbejde er inspirationen, den pludselige idé, det overraskende greb, som der så skal svares på med en bevidst skaben fra kunstnerens side, og lykkes denne aktiv indsats, vil det, om alt går vel, atter udløse en ny foræring, som der så må svares på osv., indtil værket er færdigt. Fra studietiden kender vi jo alle til i tre uger at have siddet og skrevet løs på en opgave, som trods den sammenbidte og målrettede indsats alligevel ikke kommer nogen vegne. Til sidst opgiver vi og går i biografen, og ikke så snart er man på vej ud af døren med tankerne alle andre steder end på opgaven, før man rammes af dét inspirerede indfald, som bringer den videre. I dette tilfælde skulle der altså skiftes fra en aktiv til en passiv modus for at komme videre, hvad der ikke skal forlede én til at tro, at man så bare kan starte med at gå i biografen, for det intrikate er naturlig-

vis at afgøre, hvornår man skal være aktiv, og hvornår passiviteten er det rigtige. Men jeg vil i hvert fald aldrig sige til mig selv: »Nå, jeg er jo digter, jeg må hellere skrive et digt i dag«, for hvordan skulle det nogensinde kunne interessere en læser, at jeg godt kunne tænke mig at skrive et digt? Så i min optik har kunsten altså noget at gøre med inspiration, men så snart den melder sig, er jeg klar til at gå i gang med at arbejde.

•

En skønne dag får jeg en digtlinje forærende.

I mit hoved lyder en stemme, som på én gang er fremmed og velkendt. Den er velkendt, fordi jeg har hørt den før, og den er fremmed, fordi den hverken er et andet menneskes stemme, eller dén stemme, jeg taler med til daglig. Og i selve digtlinjen er der også noget både fremmed og kendt: Hvis ordene kun var fremmede ville jeg slet ikke kunne identificere dem som poesi, og var de kun kendte, ville der ikke være tale om, at ny poesi var på vej, men om gentagelse af en tidligere, min egen eller traditionens. Når jeg mærker, at en ny serie digte, som måske engang kan blive til en bog, begynder at rumstere i hovedet, pakker jeg så de kirurgiske instrumenter ud, som jeg brugte til at forløse den seneste bog med, men opdager, at disse fintmærkende præcisionsinstrumenter i mellemtiden er blevet rustne.

Lige så god tone det er blevet at afvise inspirationen og betone arbejdet, lige så almindeligt er det at understrege håndværkets betydning for kunsten. Og det gør man da også ret i, men kun til en vis grad, for hvorfor er dét værktøj – for nu at blive i håndværksmetaforen – som var så strålende velegnet til at skabe ét værk med, rustet, når det næste skal udføres? Fordi form og indhold i kunsten er så tæt forbundne, at de ikke kan adskilles: Instrumenterne er specialværktøj opfundet til netop dette værk, og bruger jeg det også i arbejdet med næste værk, kommer jeg til at skrive den samme bog som sidst én gang til, men blot i en langt ringere version, fordi jeg nu i alt for høj grad behersker mit stof, og spændingen mellem form og indhold mangler.

•

Selvom håndværket indgår som en vigtig del af den kunstneriske skabelsesproces, er der en afgørende forskel på håndværk og kunst: Lad os tage denne talerstol som eksempel.

Billedkunstneren nr. 2

26

Den er nemlig udtryk for sin ophavsmands optimale kunnen på det tidspunkt, talerstolen blev til. Snedkeren har lagt al sin erfaring og oparbejdede snilde i udførelsen, og disse evner akkumuleres og bliver større og større med tiden, således at den næste talerstol, han udfører, bliver endnu smukkere, endnu mere holdbar, endnu mere raffineret. Men fordi form og indhold er så tæt forbundne i kunsten, kan dén håndsværksmæssige kunnen, kunstneren har udviklet til at skabe ét værk med, ikke overføres til det næste, hvis dette skal være et virkeligt nyt værk. Hvor håndværkeren altså stadig ophober kunnen og erfaring til gavn for sit arbejde, forholder det sig faktisk omvendt med kunstneren, for hvem vilkåret så at sige er at fortabe sin håndsværksmæssige kunnen i takt med, at den indvindes. Når et begreb som ›kreativitet‹ kan virke banaliserende i forbindelse med kunst, skyldes det ikke, at der i skabelsesprocessen ikke indgår elementer af munter leg, men at det kunstneriske arbejde i lige så høj grad som en skaben må ses som en bortøden af erfaringer.

Hvis jeg virkelig vil skrive en ny bog, kan jeg aldrig mere bruge de formelle greb, jeg netop har lært mig og nu behersker, men må være parat til at miste det hele og begynde forfra på ukendt grund hver gang. At kunstneren altså til stadighed mister sin håndværksmæssige kunnen, betyder imidlertid ikke at hans erfaringer er omsonst: For måske kan han kun fremstille de nye kirurgiske instrumenter, der skal til for at forløse det kommende værk, fordi han har erfaringen med at udforme værktøj, han ved, ruster.

Man kunne også udtrykke det sådan, at i kunsten er håndværket på én gang det vigtigste og det mindste af det hele. Hvor vigtigt håndværket er, kan man se, når det mangler – hvad det jo gør i amatørismen – men at det samtidig er det mindste af det hele, ser man til gengæld hos kunstnere, der er så professionelle, at de ikke tør udfordre sig selv ved at slippe deres gedigne håndværksmæssige kunnen men blot leverer det samme og samme, stadigt dygtigere og tommere arbejde.

•

Når jeg har skrevet et digt, som jeg her og nu og i det mindste selv bilder mig ind er blevet vellykket, og det ligger på kanten af mit arbejdsbord, kan jeg ikke lade være med at læse det, hver gang jeg går forbi. Så kan man jo spørge – hvor læser han det hele tiden?

Det er jo ham selv, der har skrevet digtet og må vel vide, hvad der står i det. Men netop

fordi det er mig, der har skrevet teksten, må den megen læsning skyldes, at der er noget i digtet, som ikke er i digteren. At det rummer en blind vinkel, hvorfra der bliver ved og ved at emanere ny betydning, og at det har en hemmelighed, også for den, som har skrevet det.

Mange mennesker har ønsket at møde deres yndlingskunstner, fordi de forestiller sig, at der må være endnu mere i kunstneren, end i kunsten, og er ofte blevet skuffede, for det er jo omvendt: At der er en betydning i kunsten, som ikke er i dens ophavsmand, og det er faktisk det magiske ved kunsten og selve grunden til at skabe den: At den sætter en betydning ind i verden, som ikke fandtes før værket, uden om værket eller nogen andre steder end i dette værk. Og her står vi så overfor endnu en forskel mellem håndværk og kunst, for selvom også f.eks. møbler, måltider og haute couture, rummer betydninger, er der dog tale om langt enklere og mere stabile størrelser end den komplekse tæthed af betydninger, man kan finde i virkeligt gode symfonier, sonetkranse og installationer. Og af samme grund vil jeg protestere, når kokke og modeskabere vil kaldes kunstnere, og min protest skyldes vel at mærke ikke, at jeg anser kunsten for finere end håndværket, blot som noget afgørende andet, men omvendt fornemmer jeg, at ambitionen om at dygtigt håndværk skal kaldes kunst, i virkeligheden bunder i en manglende respekt for håndværket i sig selv.

•

Ordet kunst kommer af verbet at kunne. Og en kunstner er da heller ikke en person, der ved noget, som andre ikke ved, men en person med en bestemt kompetence, nemlig at frembringe en form. Men det gådefulde er, at denne form så kan producere en mer-betydning i forhold til den, som har frembragt værket. Hvilket naturligvis ikke – som la Cour synes at radikalisere det til – er ensbetydende med, at der ikke er en lighed mellem kunstneren og værket, men at forskellen er nok så interessant. At digtet river sig løs fra digteren og stirrer tilbage på ham, er nemlig et metafysisk træk ved kunsten, som hænger sammen med dens evne til i det hele taget at overskride de vilkår, den er blevet til under. For eksempel er det jo ikke så mærkeligt, at der hen over århundrederne er ting og sager i Thorvaldsens og Eckersbergs kunst, vi ikke forstår. Nej, det mærkelige er dét, vi straks forstår.

Søren Ulrik Thomsen

2014

Se alle aktuelle nyheder på www.bkf.dk Nyt fra BKFs sekretariat BKF på Folkemødet på Bornholm BKF er med, når Folkemødet på Bornholm løber af stablen d. 12-15. juni. Du finder forbundet i Rosen­ gade 19-23 i Allinge, hvor BKF sammen med ca. 10 andre kunstnerorganisationer, heriblandt Dansk Kunstnerråd, inviterer til kulturpolitiske debatter, koncerter m.m.. Hele programmet for ›Kunst & Kultur – live i Rosengade‹ kan ses på www.bkf.dk.

Billedkunsten får desuden en markant plads i gadebilledet under hele Folkemødet: BKF er repræsenteret af billedkunstner Marianne Jørgensen, der har skabt skulpturen DRØMMEREN til lejligheden.

Værket er et skulpturelt mødested, hvor forbipasserende kan dele deres drømme om kunst og kultur.

Med webstream vil drømmene strømme ud til folket. DRØMMEREN er placeret på hjørnet af Indermolen og Kæmpestranden i Allinge, og bemandes af billedkunstnere fra BKFs bestyrelse.

Generalforsamling 2014 Husk at sætte kryds i kalenderen ved lørdag den 1. november 2014, hvor BKF holder sin årlige generalforsamling på Statens Værksteder for Kunst, Gammel Dok. Mere information i næste udgave af bladet.

Kommende BKF-kurser BKF udbyder i efteråret/vinteren kurser i forhandlingsteknik som opfølgning på Den Nye Udstillingsaftale – standardaftalen, som BKF lancerede tidligere i år i samarbejde med Foreningen af Danske Kunsthaller og UKK – Unge Kunstnere og Kunstformidlere. Kurserne vil blive planlagt i samarbejde med regionerne. Mere info i næste udgave af bladet.

Billedkunstneren nr. 2

2014

Sommerferie i BKFs sekretariat Kontoret i Vingårdstræde holder lukket i perioden 30. juni – 1. august (begge dage inkl.).

Vi ønsker alle en god sommer!

Nye medlemmer og genindmeldelser Billedkunstner Ann Lislegaard Billedkunstner Anne Kathrine Sørup Billedkunstner Hartmut Stockter Maler Jens Birket-Smith Billedkunstner Lars Sarto Hempler Billedkunstner Laura Stamer Billedkunstner Lone Bank Billedkunstner Mads Lindberg Billedkunstner Michael Dunk Billedkunstner Oskar Sølvsten Sørensen Maler Peter Holm Billedkunstner Peter Stoltze Billedkunstner Sanne Ransby Billedkunstner MFA Stense Andrea Lind-Valdan Billedkunstner Stephanie Donsø Billedkunstner Stine Larsen Billedhugger Suzette Gemzøe Billedkunstner Tanja Rau Billedkunstner Thomas Skytte Kunstformidler/Billedkunstner Vibeke Stilling Larsen

Aktuelle ansøgnings­ frister Legatboliger/ residencies JP-Fondens legatbolig i Berlin Jyllands-Postens Fond v/formand Sven Bedsted Grøndalsvej 3 8260 Viby J. www.jp.dk Atelierlejlighed i Prenzlauer Berg i Berlin for danske bil-

27

ledkunstnere og forfattere, der ønsker arbejdsro og nye udfordringer. Den moderne udstyrede lejlighed kan søges for en måneds frit ophold med tilskud til rejseomkostninger. Ansøgninger skal rumme angivelse af det foretrukne tidsrum for et ophold i perioden november 2014 til og med oktober 2015 samt en kort beskrivelse af formål og levnedsbeskrivelse. Ansøgninger mærkes ›Berlin‹.

Ansøgningsfrist: 16. juni Künstlerhaus Schloss Balmoral, Ems, Germany Balmoral awards 3-month and 9-month residential scholarships to international visual artists.

The theme for the residential fellowships for 2015 is »Dada«. More info at: www.balmoral.de Application deadline: 28th June 2014 (date of postmark).

SÍM Residency Reykjavik The Association of Icelandic Visual Artists (SíM) Tlf.+354 551 1346 www.sim.is The SIM Residency welcomes visual artists of all media to Reykjavík for residencies lasting one to three months.

The residency includes studio spaces for a total of thirteen artists each month. The artists get a living space and a studio right next to each other, with shared kitchen facilities and bathrooms.

Ansøgningsfrist: 1. juli.

Klitgården Refugium Damstedvej 39 9990 Skagen info@klitgaarden.dk.

BKF 2014 | Billedkunstnernes Forbund er Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere med over 1300 medlemmer.

Forbundets hovedformål er at varetage billedkunstneres faglige, sociale, økonomiske og juridiske interesser og at fremme en så bred anvendelse af billedkunst som muligt. Flere oplysninger på www.bkf.dk BKFs bestyrelse 2014 | Formand: Maler/grafiker Bjarne Werner Sørensen. Næstformand: Billedkunstner Marianne Jørgensen.

Kasserer: Billedhugger Kit Kjærbye. Billedkunstner Anders Werdelin, maler Ida Ferdinand, billedkunstner Lene Leveau, billedkunstner Signe Vad, billedkunstner Agnete Bertram, billedkunstner Lise Skou.

Klitgården er et refugium for videnskabsmænd, forskningsmedarbejdere og kunstnere, som har brug for at kunne koncentrere sig om et projekt eller et værk. Tre daglige måltider bliver serveret. Der kan søges om legat til dækning af opholdsudgifterne i 2 uger, på nær en egenbetaling på 110 kr/dag. For ansøgere gælder, at man skal være medlem af en af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer (herunder BKF) og ikke have modtaget et tilsvarende legat i de seneste 2 år.

Ansøgningen skal indeholde en grundig beskrivelse af det projekt, som man vil arbejde

med, og CV skal være vedlagt.

Ansøgningsfrist: 15. august.

CPH AIR – Copenhagen Artist in Residence Fabrikken for Kunst og Design Sundholmsvej 46 2300 København S www.cphair.dk Programmet gør det muligt for kulturaktører i det københavnske kulturliv at invitere udenlandske billedkunstnere og forfattere til at opholde sig og arbejde i Danmark i kortere eller længere perioder.

Ansøgningsfrist: 1. september.

Sekretariatsleder: Klaus Pedersen. Koordinator: Vibeke Rostrup ­Bøyesen. Redaktør/informationsmedarbejder: Miriam Katz.

BKFs regioner 2014 | Udvalgsformænd/kontaktpersoner: Fyn: Billed­ hugger Frank Fenriz Jensen. København: Billedkunstner Lise Seier Petersen. Midt­jylland: Billedhugger Pia Græsbøll Ottesen. Nordjylland: Maler Jette Wistoft Noyes. Storstrøm: Maler/grafiker Claudio Bannwart.

Sydjylland: Billedkunstner Anne Lildholdt Jensen. Midt- og Vestsjælland: Billedkunstner Finn Lerkenfeld. Nordsjælland: Grafiker/billedhugger Jørgen Willerup. Bornholm: Maler Klaus Thommesen.

Billedkunstneren nr. 2

28

Statens Legatbolig i Paris Boligen i 3, Rue de la Perle, 75003 Paris, er fuldt møbleret og udstyret til 2 personer. Huslejen er 1150 Euro pr. måned inkl. varme, lys og tlf. abb.).

Der kan søges ophold af en måneds varighed og ansøgere, hvis projekt har en konkret tilknytning til Paris, vil blive givet prioritet. Ansøgningsprocessen foregår elektronisk på http://frankrig.um.dk/da/omos/statens-legatbolig-i-frankrig/ Ansøgningsfrist: 15. september 2014 for ophold i 2015.

Flere residencies – over hele verden på: www.resartis.org www.transartists.org

Opslagstavlen — se alle aktuelle opslag på www.bkf.dk/opslagstavle Ida-Merete Legatet Ida-Merete Legatet er oprettet i henhold til en testamentarisk bestemmelse af maleren William Fredericia

og hans ægtefælle, sølvsmed og tekstildesigner Ida-Merete Erlandsen. Legatet uddeles til børn af billedkunstnere, der for at opnå støtte skal være fyldt 15 år, men ikke må være over 30 år. Den samme person kan højst modtage legatet 3 gange. Ansøgningsskema kan rekvireres hos advokat Tove Dahl, Købmagergade 3, 1150 København K, tlf: 33 12 25 50 eller mail: tah@t-dahl.dk.

Ansøgningsfrist: 1. september (uddeling i oktober).

Silkeborgudstillingen 2015 – en udstilling med nye muligheder for kunsten Nu kan kunstnere og kuratorer søge om midler til Silkeborgudstillingen 2015.

Puljen er på 55.000 kr.- som kan søges af alle uanset nationalitet og geografisk tilhørsforhold (dog ikke af institutioner).

Silkeborgudstillingens nye vilkår skaber mulighed for at tænke utraditionelt, idet udstillingen kan foregå i det offentlige rum, i en nedlagt fabriksbygning, til lands eller til vands, så længe det er i

Silkeborg Kommune.

Ansøgningsfrist: 1. juli 2014 Læs mere om Silkeborgudstillingen på www.kultursilkeborg.dk Nye kurser i Mixed media 2014 Kursus 1: 28.-29.-30.-31. juli – 1. august.

Kursus 2: 28.-29.-30.-31. august.

Kurserne afholdes på Fyn. Kontakt: annebjorn@mail.dk / 2834 9193 For yderligere oplysninger: http://annebjorn.dk/kurser/ kurser.html

2014

Kontakt: Steffen Tast, Ordrupvej 9, 1. th, 8000 Århus, C. 4037 2178 steffentast@gmail.com Kurser i bronzestøbning på VAK Som professionel kunstner kan du mod en beskeden dagsleje bruge værkstedsfaciliteterne på Vestsjællands Arbejdende Værksteder (VAK). VAK tilbyder desuden individuelt tilrettelagte grundkurser i bronzestøbning, læs mere på: www. vak-kunstvaerksteder.dk/ nyt-intensivt-grundkursusbronzestoebning Aktuelle ansøgningsfrister i Kulturkontakt Nord 20. august • Mobilitetsstøtte (rejser)

Til salg: slibemaskine og svejseapparat 1 slibemaskine, med slibepladediameter: 30 cm + 25 selvklæbende sandpapir.

Pris: 1500 kr.

1 lille svejseapparat, med 2 masker, 1 hammer og et bundt elektroder: Pris: 3000 kr.

Ved samlet køb kan de fås for 3500 kr.

1. september • NORDBUK, Børne- og ungdomsprogram 17. september • Kompetenceudvikling • Produktionsrettet virksomhed Find flere oplysninger på www.kulturkontaktnord.org eller kontakt Kulturkontakt Nord på mail: info@kulturkontaktnord.org eller tlf. + 358 (0)9 686 43 107

Nu rabat hos Boesner.dk Som noget nyt tilbyder Boesner.dk nu 10 procent rabat til BKFs medlemmer. For automatisk at få de 10 procents rabat, er tilmelding nødvendig via kundeservice på tlf. 31 32 50 21 eller mail: danmark@boesner.com www.boesner.dk

Open Call Mini-Prints, Berlin 2014

Denne ›Open Call Mini-Prints‹ er en nyetableret udstil­ ling, som vil blive en tilbagevendende begivenhed ar­ rangeret af Galleri Heike Arndt DK i Berlin. Deltagelse i denne nye grafik udstilling vil give dig muligheden for at udstille dit arbejde i vores gruppeudstilling i november/ december. På samme tid vil det være en mulighed for at udvikle dit netværk inden for grafisk kunst ved at få for­ bindelse til mange andre nordiske og tyske kunstnere.

Læs mere på: http://berlin.heike-arndt.dk Ansøgningsfrist: 1. september.

Billedkunstneren nr. 2

2014

29

Runde fødselsdage 30 Billedkunstner/fotograf Rikke Ehlers Nilsson – 18. juli | Billedkunstner Mette Norrie, 26. juli | Billedkunstner Anders Reventlov Larsen, 31. august | Billedkunstner Mads Lindberg, 2. september 40 Billedkunstner Külli Suitso - 2. juli | Billedkunstner Lise Uhrskov - 10. august | Billedkunstner Mie Olise Kjærgaard - 9. september | Billedkunstner Eamon O’Kane - 10. september 50 Billedkunstner Iben Grünbaum - 6. juni | Billedkunstner Lene Leveau - 16. juni | Tekstilkunstner Grethe Wittrock - 20. juli | Billedkunstner/Multikunstner Mahmoud Alibadi - 6. august | Billedkunstner Line Taarnberg - 6. august | Keramiker Signe Højmark - 18. august 60 Billedhugger Jens Galschiøt - 4. juni | Maler Karen Kjær Laursen - 24. juni | Billedkunstner Abbas Alkadhim - 1. juli | Billedhugger/Grafiker Bjørn Kromann-Andersen - 16. juli | Grafiker Steen Rasmussen - 22. august | Billedkunstner Iben Kofod - 22. august | Maler Jytte Sølvbjerg – 11. september 70 Billedhugger Ole Holgersen - 20. juni | Maler Christine Scherfig - 24. juni | Keramiker/Billedhugger Lisbeth Poulsen 27. juni | Billedhugger Johannes Cramer-Møller - 5. juli | Maler Dag Aronson - 6. juli | Billedkunstner Annelise Jarvis Hansen

- 11. juli | Billedhugger Preben Boye - 16. juli | Maler Jan Kiowsky - 17. juli | Keramiker Peter Tybjerg - 21. juli | Maler Ole Skovsmose - 25. juli | Billedkunstner Hellen Lassen - 2. august | Billedvæver Lena Bidstrup - 3. august | Maler Merete Barker - 17. august | Grafiker Aase Charlotte Lundqvist - 19. august | Maler Hans Tyrrestrup - 23. august | Maler Karsten Hallberg - 30. august | Billedhugger Jørn Hansen – 11. september 75 Maler Søren Birk - 10. juni | Billedkunstner Jane Balsgaard - 6. juli | Grafiker Ebbe Munch - 12. juli | Billedkunstner Tue Poulsen - 20. juli | Billedkunstner Ada Scheller - 29. august 80 Maler Birte Ohsten - 16. juni | Billedkunstner Annette Juel - 12. august | Maler Find Mølgaard Andersen – 11. september 85 Billedkunstner Lisette Kampmann - 6. august | Maler PaulRene Peronard - 7. august | Maler Erik Bagge - 29. august 90 Billedkunstner Lisette Kampmann - 6. august | Maler PaulRene Peronard - 7. august | Maler Erik Bagge - 29. august Døde Billedhugger Knud Erik Christensen – 22. december | Maler/Grafiker René Tancula – 27. marts

Nyt om navne Medaljer til billedkunstnere Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster uddelte i år medaljer til følgende billedkunstnere: Thorvaldsen Medaljen: Martin Erik Andersen.

Eckersberg Medaljen: Jesper Just, Finn Naur Petersen, Kirstine Roepstorff.

N.L. Høyen Medaljen – for indsats af høj kvalitet inden for forskning, fortolkning eller formidling af de skønne kunster: Kunsthistoriker Sanne Kofod Olsen, kunsthistoriker Hanne Raabyemagle.

Læs motiveringerne for tildelingen af medaljerne og se de øvrige medaljemodtagere på: www.akademiraadet.dk Hæder til BKFere Flere BKFere er hædret med legater for deres kunstneriske virke i foråret: Lise Seier Petersen, Tina Maria Nielsen, Katrine Ærtebjerg, Eva Steen Christensen og Karen Havskov Jensen fik 4. marts overrakt

Anne Marie Telmanyi legatet på hver 100.000 kr.. Legatet gives til kvindelige kunstnere over 40 år, der har ydet en markant, prisværdig indsats.

Læs motiveringerne for de fem legatmodtagere på www.bkf.dk Rejselegater til BKFere Astrid Kruse Jensen og Emil Westmann Hertz er tildelt ARKENs rejselegat 2014 på hver 50.000 kr. Jeppe Hein modtog ARKENs kunstpris 2014. Læs mere på www.arken.dk BKFer i vinderprojekt Kit Kjærbye, leder af Køge Billedskole, var blandt modtagerne, da Undervisningsministeriet i år uddelte sin Undervisningsmiljøpris til

Center for Dansk og Integration (CDI) i Køge. Køge Billedskole er partner i et projekt på CDI, hvor billedkunstundervisning og billedkunstneriske projekter har været med til at udvikle lærings- og undervisningsmiljøet med

aktiviteter, der både støtter op om kursisternes sprogudvikling og deres integration i lokalsamfundet. Projektet har bl.a. resulteret i, at Billedskolen nu har fået oprettet et hold på CDI, målrettet kursister og deres børn.

Rettelse I martsudgaven af Billledkunstneren blev billedhugger Joseph Salamons uddannelsesbaggrund fejlagtigt beskrevet. Joseph Salamon er uddannet på kunstakademierne i Milano og Rom samt på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København. Redaktionen beklager fejlen.

Se mere om Joseph Salamons arbejde på: www.josephsalamon.dk

Billedkunstneren nr. 2

30

Aktuelt på kunstscenen

Anja Margrethe Bache: TR ANSFORMATIONER. Udstillingen ›Keramiske rum – installations keramik som spørgsmål til fornyelse‹ er åbnet på Grønbechs Gård, 3790 Hasle, Bornholm og vises til 26. juni 2014. Mere info: htpp://groenbechsgaard.dk Bogen Questioning, Design in a Broad Perspecive introducerer Anja Margrethe Baches tværfaglige designmetode, anvendt gennem hendes mangeårige praksis – senest ved udvikling af materialekonceptet Specifik Keramisk Glaseret Beton. Bogen berører emner som kunst, design, arkitektur, kunsthåndværk, proces- og materialeteknologi, samt æstetik og kunstforskning. Den rummer eksempler på Anja Margrethe Baches kunst udført i Specifik Keramisk Glaseret beton med foto taget af fotografen Ole Akhøj, og henvender sig også til dem, der i praksis vil arbejde med beton, keramisk glaseret beton og højstyrkebetoner. Se mere om på www.anjabache.com

Medlem af BKF? Send et par linjer og foto, så kan din udstilling gratis annonceres her.

Pontus Kjerrman: Skulpturfortællinger. Vises 24. maj – 31. august 2014 på VejleMuseerne / Kunstmuseet, Flegborg 16-18, 7100 Vejle, og markerer billedhuggerens 60-års fødselsdag.

Kristian Devantier, Henrik Bruun, Lars Holbroe: THREE BRUSHES. Udstillingen er åbnet på GrafikGalleriet, Grønnegades Kaserne, Grønnegade 10, Næstved og vises frem til 6. juli 2014. Der er åbent tors-søn kl. 12-17, gratis adgang.

2014

Lars Holbroe: Detalje.

Ole Sporring: Lokalitet nr. 7.

Karen Ozmec: Quick Steps in the Mosque. 2009.

7 – syv samtidskunstnere udforsker tallet syv Udstillingen som i foråret blev vist på Silkeborg Bad Kunstcenter er nu rejst videre til Skovhuset i Værløse, hvor den vises frem til 22. juni 2014.

Deltagere: Maj-Britt Boa, Pernille With Madsen, Camilla Reyman, Mogens Pøhlsgaard, Ole Sporring, Daniel Svarre, Jo Møller.

Kurator: Jo Møller. Mere info på www.skovhus-kunst.dk

Iben West, Nina Maria Kleivan, Pernelle Magaard, Britt Smelvær, Karen Ozmec & Vibeke Jerichau: Recalling Damascus.

Vises 14. juni – 19.oktober 2014 på Kulturværftet Helsingør. Udstillingen omfatter videoværker, fotoprint, fotogravure, maleri og installation. Kulturværftet arrangerer en række foredrag relateret til Syrien i udstillingsperioden. Mere info på: http://kulturvaerftet.dk

Ingrid Bugge: Ballettens indre rum Vises på KunstCentret Silkeborg Bad 3. maj – 7. september 2014.

• Støbning i alle metaller • Patinering • Restaurering • Afformning • Rådgivning Du møder hos os et støberi med et erfarent, fagligt kompetent hold, der sikrer dig det bedste resultat til tiden.

Vi anvender den moderne cire perdumetode “shellcasting”, der præcist gengiver den professionelle kunstners ideer og tanker i alle metaller.

Derfor kalder vi os et af skandinaviens førende skulpturstøberier.

Det forpligtiger!

SKULPTUR STØBERIET Detalje af “Tor” Kunstner: Tore Nørby Hansen

www.shellcasting.dk Tel. (+45) 7022 0040 joern@shellcasting.dk

Billedkunstneren nr. 2

2014

31

JANE BALSGAARD rumlige skibe i Gjethusetʼs gamle støbehal 31. maj til 3. august 2014.

Tir.-fre. 10-16. Lør. 10-13. Søn. 13-16.

Samt i forbindelse med koncerter i Frederiksværk Musikfestival

og

Jane Balsgaard – skulptur

Love Alley, Marianne Jørgensen. Entropia, Den Frie Udstillingsbygning, 2013.

Tre års arbejdsro til fire BKFere BKFerne Marianne Jørgensen, Molly Haslund, Lea Porsager og René Schmidt er blandt årets modtagere af Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegater. I alt otte billedkunstnere får hver især 855.000 kroner fordelt i tre rater af 285.000 kroner over de næste tre år, så de kan koncentrere sig om deres kunstneriske arbejde.

Udover de førnævnte fire er de: Astrid Svangren, Peter Frimand, Pia Rönicke og Troels Sandegård.

Læs motiveringerne på www.kunst.dk

Diverse kunstnere: BILLEDORD-ORDBILLED Udstillingen, der er åbnet og vises på Nordatlantens Brygge frem til 10. august, er arrangeret i samarbejde med Steinprent, Færøernes Grafiske Værksted.

Der vises et udvalg af grafiske arbejder af: Svend-Allan Sørensen, Knud Odde, Toni Larsen, Zven Balslev, Vibeke Mencke Nielsen, Bjarne Werner Sørensen, Tóroddur Poulsen, Claus Carstensen og Peter Laugesen.

Samt originalgrafiske bøger / udgaver af Daniel Milan, Pernille Kløvedal, Bjarne Werner Sørensen, Tóroddur Poulsen, Malene Bang, Zven Balslev, Emil Westmann Hertz, Stefan Rotvit, Søren Petersen, Søren Ulrik Thomsen og Claus Carstensen.

Å-galleriet, Hans Futtrups Sti 3, Krudtværksområdet 5. juli til 30. juli. Alle dage 13 -17

Mindeord for maler og grafiker René Tancula:

Ringen er sluttet

Bente Olesen Nyström og Håkan Nyström, billedkunstnere: Vor meget gode ven og kunstnerkollega gennem næsten 40 år, maleren og grafikeren René Tancula, er død den 27. marts 2014, 64 år gammel.

Han var født i Nakskov 1949, og blev først uddannet som teknisk tegner. Men hans kunstneriske interesse førte ham til København, til Wilhelm Freddie og Palle Nielsen på Kunstakademiet.

René begyndte som figurativ surrealist, med en klar forankring i de Chiricos metafysiske maleri. På trods af at han gennem hele sin kunstneriske bane gennemgik flere stilistiske perioder, som til sidst endte i et meget personligt, delvis abstrakt, formsprog, bibeholdt han hele tiden sin interesse for det meta­ fysiske udtryk.

Hans kunstneriske temperament var også i samklang med en ligeså introvert maler som Hammershøi.

Guldalderens kunst med sin formfasthed, milde nordiske lys og tekniske præcision, havde også en stor beundrer i René. Ikke mindst den tids maleres orientering mod klassicismen og rejser til Rom og Grækenland, udgjorde en stor del af Renés liv og kunst.

Vi havde gennem alle årene løbende samtaler om kunstens inderste væsen og betydning, om kunsthistorie, og om de mangfoldige tekniske og kemiske muligheder maleriet besidder. Men også samtaler og diskussioner om fælles store interesser, som litteratur og musik. Selv spillede han klarinet på amatør­ basis.

René var i mange år medlem af bl.a. kunstnersammenslutningerne PRO og Kammeraterne. Selv havde vi glæden af at udstille sammen med ham, både i gallerier og officielle udstillingssteder i Danmark, Sverige og Frankrig, samt i kunstnergrupperne Cirrus/Surrealisterne og Figuration.

Den sidste planlagte udstilling sammen var som gæster på Kunstudstillingen Lolland Falster i Reventlow i maj i år. René var meget opsat på at deltage i denne udstilling, også fordi, som han sagde, at det er tæt ved Nakskov, hans fødeby. På den måde sluttes ringen her.

Afsender: Billedkunstnernes Forbund, Vingårdstræde 21, 1.th., 1070 København K

Ansøgningsfrister

For vejledning se www.kunst.dk/kunststoette eller kontakt Kulturstyrelsen på tlf. 33 73 33 73

11. august

• Den åbne residencypulje • Produktion, udstilling og formidling • Udstillingsprogram • DIVA – Danish International Visiting Artists Programme

• Kommunale billedkunstråd 28. august

• Deponering af kunstværker • Kunst i det offentlige rum 1. september

• tidsskriftsstøtte 2. september

• Huskunstnerordningen Løbende ansøgning:

• Danske galleriers deltagelse på internationale kunstmesser

• Det internationale researchprogram • Billedkunstneres egne hjemmesider • Visningsvederlag

Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond (BKFO) Yder støtte til billedkunstnere til flg. formål: — Styrkelse af billedkunstnernes rettigheder juridisk og økonomisk.

— Advokat- og revisorbistand i sager der fagligt vedrører billedkunstnere.

— Støtte til aktiviteter der fremmer billedkunstneriske ophavsrettigheder.

— Støtte til faglige og uddannelsesmæssige formål, som vedrører billedkunstnere.

— Støtte til sociale og kulturelle formål, som vedrører billedkunstnere.

— Tiltag, der fremmer og tilgodeser aktiviteter, hvori rettighedshavere er engageret og som efter BKFO’s bestyrelses skøn, bør nyde støtte NB! Der ydes ikke støtte til enkeltpersoners udstillinger/projekter/uddannelse og studierejser.

Ansøgningsfrister: 1. september og 1. marts – intet ansøgningsskema Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond (BKFO) Vingårdstræde 21, 1.th.

1070 København K Tlf. 33 12 81 70 www.bkf.dk