documenta 15

Hvordan er den kuratoriske struktur for denne udgave af documenta opbygget?

ISWANTO HARTONO: Så snart vi blev udpeget som Artistic Directors begyndte vi at undersøge mulighederne for at udvide invitationen til en håndfuld andre, som sammen med os skulle udgøre documenta fifteen’sArtistic Team. ruangrupa er et 22 år gammelt kollektivt, og vi ønskede ikke, at documenta fifteen udelukkende skulle reflektere vores ideer. Derfor var det logisk for os at dele både arbejdet og den kollektive proces med flere andre. Vi havde en række parametre for, hvordan vi ville udvide temaet, og mødtes første gang med alle på en campingplads udenfor Sukabumi, Vestjava i august 2019, hvor vi var sammen i fire dage. Der mødte jeg personligt også Frederikke første gang, og derfra startede arbejdet frem imod de 100 dage, som udstillingen i Kassel varer, men også får stor vigtighed i arbejdet med at bygge en lumbung, der fortsætter efter documenta.

Ud over Artistic Team har I tilføjet yderligere et lag af kuratoriske kræfter med de såkaldte lumbung-medlemmer, ikke?

FREDERIKKE HANSEN: Ja, det kan man godt sige. Ligesom ruangrupa udvidede deres invitation til os andre i Artistic Team, ligesådan har vi fortsat med at udvide invitationen – i første omgang til 14 lumbung-medlemmer og dernæst en lang række kollektiver og individer, som vi kalder lumbung-kunstnere. lumbungmedlemmer er kollektiver og organisationer, der har forpligtet sig på den lange bane, ikke kun til udstillingen. Da vi inviterede dem, bad vi dem eksplicit om at fortsatte med den praksis, de allerede havde, men også tænke over en måde at oversætte den på til udstillingen i 2022 i Kassel.

Ud fra hvilke kriterier har I udvalgt lumbungpartnere og -kunstnere?

FH: På det første møde i 2019 fastlagde vi et sæt værdier, som vi som team deler og som guideline for denne documenta. Begrebet lumbung er den indonesiske betegnelse for en kollektivt organiseret rislade, hvor et landsbysamfund i fællesskab opbevarer årets høst og i den måde at organisere sig på, ligger der nogle kerneværdier, eksempelvis generøsitet, solidaritet, tillid, humor, uafhængighed, bæredygtighed, gennemsigtighed og lokal forankring. De værdier har vi brugt som guide igennem hele den rejse, som documenta fifteen har været og fortsat er. Det er værdier, der er indbydes forbundne, for med humor kan man for eksempel punktere et opblæst ego og adressere svære problemstillinger eller konflikter på en konstruktiv måde, hvilket er nødvendigt for et kollektivs fungeren.

En af jeres kerneværdier er den lokale forankring. Hvordan bevarer man som lumbungkunstner en lokal forankring samtidig med, at man laver et projekt i Kassel?

FH: Den lokale forankring handler om, at vi ønsker at understøtte de lokale processer, der ligger til grund for kunstnernes arbejde. Vi har ikke lyst til at udvinde kunst og kunstnere fra de lokalsamfund, som understøtter dem, og som de bidrager til, og så teleportere det hele til Kassel. Det er vigtigt for os at se documenta fifteen som en ressource, der kan være til gavn for kunstnerne og de lokale miljøer rundt omkring i verden, som projekterne udspringer af. Det vigtigste er, at vi kan lære af hinanden, så ressourcerne bliver omfordelt og fornyet. Kassel er en nyttig skueplads, men ikke den eneste lokalitet i lumbung, for eksempel har et indonesisk lumbung-medlem været hos medlemmer i Columbia og Mali, mens en lumbung-kunstner fra Mexico City har besøgt et medlem i Jakarta for at arbejde direkte sammen.

IH: Gudskul er et godt eksempel på, hvordan documenta i Kassel og det lokale økosystem, de fungerer i, interagerer. Gudskul er en uddannelses- og vidensdelingsplatform i Jakarta og i løbet af de 100 dage, vil de både være til stede i Kassel og lave lokale projekter i Jakarta. De kommer til at sende nogle af deres studerende til Kassel, og den udveksling håber vi bliver værdifuld både for Gudskul, for de studerende og for det lokale økosystem i Indonesien, de er rundet af.

Når jeg er så interesseret i den kuratoriske struktur, er det også fordi, at jeg har forstået det sådan, at lumbung og den måde at samarbejde på, som karakteriserer en lumbung, også bliver udstillingens tematiske omdrejningspunkt. Er det rigtigt forstået?

FH: lumbung er ikke et tema, som udstillingen vil belyse fra en masse forskellige

ruangrupa, lumbung-tegning. FOTO Iswanto Hartono, 2020.

sider. Det er derimod praksis, mange forskellige måder at arbejde sammen på. Det er praksisser, som bygger på et sæt af værdier, der er styrende for de kollektiver, vi har inviteret ind i arbejdet, og som danner grundlag for at lumbung-medlemmer og -kunstnere har kunnet opbygge tillid til og imellem hinanden. Når man inviterer folk at til at dele deres ressourcer og netværk kræver det en høj grad af tillid.

IH:lumbung repræsenterer en måde at tænke kollektivt på, som vi gerne vil undersøge igennem documenta. Det betyder selvfølgelig at den måde, vi har struktureret hele processen på, også vil være tydelig i den endelige udstilling.

Hvordan har den proces set ud?

FH: En vigtig del af vores arbejdsproces har været det, vi kalder majelis, som er et indonesisk begreb for en slags stormøde. Oprindeligt var det planen, at Artistic Team og lumbung-partnerne skulle mødes fysisk hver tredje måned til sådan et møde, men det har desværre ikke været muligt på grund af corona-pandemien. Ideen med majelis er at skabe en form for rituel ramme, en slags mekanisme, som man kan sætte i gang, uden at der behøver været et helt fastlagt mål. Det handler om at flytte og udvide sit mindset, og det gør man blandt andet igennem det, vi kalder nongkrong, som betyder ’at hænge ud’. Det lyder måske uproduktivt fra et vestligt perspektiv, men det flytter faktisk noget.

IH: Den udstilling, man kommer til at se i Kassel, er et direkte resultat af den kollektive proces i lumbung og majelis. Eksempelvis vil man møde ruruHaus, som siden begyndelsen af 2020 har været vores udvidede dagligstue i Kassel og vil fungere som en fysisk platform og venue under udstillingen; et offentligt område, hvor de samme principper bliver gældende. Det betyder, at det ikke kun er kunstnerne, der beslutter, hvordan ruruHaus skal bruges. Det er i høj grad også publikums interaktion med stedet, der kommer til at bestemme dets karakter.

Når I fortæller om udstillingen, så forestiller jeg mig en hel masse workshop og socialt engagerede eller proces-orienterede projekter. Bliver det en mindre visuelt orienteret documenta, end vi er vant til; kommer der også til at være maleri og skulptur?

FH: Spørg os om snart sagt en hvilken som helst kunstgenre vil være til stede, og vi kommer til at svare ja. Men når det så er sagt, så vil mange af disse værker indgå i de førnævnte oversættelser og blive aktiveret af kollektiverne undervejs i udstillingen.

IH: Det bliver ikke udelukkende en projekt-baseret udstilling, men du har ret i, at det vil være en høj grad af social aktivitet. Vi vil gerne invitere publikum til at være aktive deltagere i documenta frem for passive tilskuere.

Hvad er det mest værdifulde – eller måske overraskende – I har lært igennem den proces, det har været at skabe documenta fifteen?

IH: Noget af det mest interessante har været at se, hvordan vores værdisæt og kollektive arbejdsproces har fungeret indenfor den kæmpestore maskine, som documenta også er. documenta er også en koncentration af magt, økonomi og et helt bestemt image, og det har været virkelig interessant at tilføre den struktur et helt andet værdisæt og så bare observere, hvad der skete. Vi startede med en lille gruppe mennesker og så har vi udvidet gradvis over de 2½ år, vi har arbejdet med det her, og hver gang vi inviterede nye mennesker ind, ændrede projektet sig en smule. En del af det at arbejde kollektivt er, at vi ikke nødvendigvis ved, hvordan det hele kommer til at se ud til sidst.

FH: For mig er det vigtigste, jeg tager med mig fra denne proces, en erkendelse af, hvor meget tillid betyder. Da vi startede arbejdet med de forskellige lumbung-medlemmer og -kunstnere bad vi også de involverede om at dele deres ressourcer med hinanden og at stole på, at vi sammen kunne skabe et netværk og en alternativ økonomi, der giver mening for alle. Der har været nogle temmelig komplekse problemstillinger undervejs, og det kommer der også fremadrettet. Nu er vi i gang med at opbygge en udstilling sammen, uden at nogle af os har en helt færdig plan for, hvordan det hele skal ende med at se ud. Alt er stadig i proces og forhandling, og sådan kommer det til at blive helt indtil åbningsdagen og også efter den, idet mange nye samarbejdsprojekter mellem de forskellige kunstnere er opstået i processen, enten med documenta i Kassel og/eller med de langsigtede mål med lumbung for øje. Derfor er tilliden det absolut mest centrale, jeg tager med videre.

Iswanto, du nævnte, at det arbejde, I har påbegyndt med documenta fifteen, også kommer til at fortsætte efter de 100 dage. Hvilken form vil det samarbejde tage efter udstillingen?

IH: Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, men for mig er det ekstremt værdifuldt at hele den konstruktion og alle de diskussioner, vi har haft op til udstillingen, ikke bare forsvinder, når de 100 dage er ovre. Dette her handler ikke om en udstilling, men om det bånd, vi har skabt til hinanden.

FH: Når man først er begyndt at dele sine ressourcer med hinanden, så kan man ikke bare klippe båndet over igen. De platforme og den forbindelse, vi har skabt til hinanden, kommer til at eksistere i en anden form fremover.

BKF har arrangeret en firedages studietur for medlemmerne til documenta 15 i september. Interessen har været stor, så alle 50 pladser er desværre afsat.

FUSSBALLABALLA, var en række af events i regi af documenta fifteen, som fandt sted i ruruHaus, Kassel, i 2021. FOTO Nicolas Wefers, Courtesy of documenta fifteen