Guide til AC/DC

Tema November 2013 AC/DC

Månedens tema i GAFFA PLUS GAFFA, nordens største musikmagasin, har tidligere bragt anmeldelser og artikler om AC/DC, som du kan læse på GAFFA.dk.

Find mere om AC/DC på GAFFA.dk samt tilbud på musik og merchandise i GAFFAs medlemsklub GAFFA Plus. <Link>

Månedens tema på Bibzoom Læs artikler om månedens tema. <Link>

Musik Download indspilninger på Bibzoom CD’er på Bibliotek.dk DVD’er på Bibliotek.dk

Tekst og Redaktion: Jacob Tolstrup Christensen, Tårnby Bibliotek

Introduktion til AC/DC 2013 markerer 40-året for dannelsen af det australske hard rock band AC/DC. Ikke meget har ændret sig i gruppens lyd gennem årene. AC/DC har altid været synonym med enkle melodier, bygget på skarpskårne, effektive guitar riffs.

Med den formel har de lykkes at fastholde en stor og trofast fanskare. AC/DC har solgt mere end 200 millioner plader, hvilket placerer dem i samme liga som giganterne Pink Floyd og Rolling Stones.

AC/DC blev dannet i Sydney i 1973 af brødrene Angus og Malcolm Young, som spiller henholdsvis lead- og rytmeguitar. Gruppen kom på plads med Mark Evans på bas, Phil Rudd på trommer og med Bon Scott som karismatisk forsanger.

AC/DC udsendte to albums i Australien, inden de fik international kontrakt. Første internationale udgivelse var i 1976 med High Voltage, som bestod af højdepunkter fra de to australske albums. Det helt store kommercielle gennembrud kom i 1979 med albummet Highway To Hell, der blev det sidste med Bon Scott som forsanger. I begyndelsen af 1980 blev han fundet død i London efter en druktur.

Tragedien kunne imidlertid ikke stoppe AC/DCs sejrskurs. Brian Johnson blev hurtigt hyret som ny forsanger, og allerede i foråret 1980 påbegyndte gruppen indspilningen af det, der skulle blive deres bedst sælgende album nogensinde, Back In Black. Albummet er en milepæl inden for den hårde rock og hører til blandt de mest solgte plader i verden.

Opfølgeren, For Those About To Rock We Salute You fra 1981, blev også en bestseller, men vidnede om et band, der var ved at løbe tør for idéer og miste grebet om sin magiske formel.

I 1990 vendte AC/DC tilbage i god form med The Razors Edge og har senest udsendt Black Ice (2008).

Man kan kritisere AC/DC for at være primitive teknisk og tekstmæssigt, ligesom man kan kritisere dem for ikke at have udviklet sig musikalsk. Men den ligefremme og uprætentiøse arbejderklassestil er samtidig det, der gør gruppen så unik. Det er få grupper der ligeså effektivt som AC/DC indkapsler selve essensen af rock'n'roll.

AC/DC – Fra spejderdreng til heavyikon (uddrag) Af Jens Jam Rasmussen, GAFFA Foto: Guido Karp AC/DC er tilbage med deres første album i otte år, Black Ice. I den forbindelse har GAFFA mødt sanger Brian Johnson til en snak om både de unge år og det nye album, der er klassisk AC/DC. (Artikel oprindeligt udgivet i 2008) Brian Johnson har været en vægtig del af historien om AC/DC, siden han entrerede det legendariske rock'n'roll-band i april 1980 og lagde sine vokaler på et af rockhistoriens mest sælgende album nogensinde, Back In Black, der har solgt over 42 millioner eksemplarer i hele verden.

Med ét blev den 33-årige Newcastle-fyr Brian Johnsons rustne vokaler kendte over hele den ganske rockverden, men både dengang og i dag er det stadigvæk taknemmeligheden og jordbundetheden, der kendetegner Brian Johnson, hvis musikhistorie ofte dateres fra 70'er-bandet Geordie, som han forlod til fordel for AC/DC. Drømmen om et liv som rocksanger og de første bandoplevelser går dog endnu længere tilbage, og Brian Johnson bliver kun glad – og endda en smule rørstrømsk – når han skal lade tankerne gå tilbage til barndomskvarteret i Newcastle-arbejderbydelen Dunston anno start- og midt-60’erne.

– Da jeg var 15 år, forlod jeg skolen for at arbejde på fabrikken, fortsætter Brian Johnson.

– Og det var her, at jeg mødte alle de andre fyre, der ville den samme ting: at danne et band. Og jeg husker, at blandt 60 unge fabriksansatte blev der dannet fem bands. Dengang var det som en epidemi; alle ville være med i et band.

The Animals var kongerne – Jeg var temmelig fattig, for vi var fire børn i familien, og min far var bare en arbejdsmand. I starten ville jeg spille trommer, men jeg havde ikke råd til et trommesæt, så i stedet ville jeg være guitarist, men der var ingen, der kunne spille noget som helst. Alle sagde bare: ”lad os danne et band!”

– Den eneste grund til, at jeg blev sanger, var, at det var det billigste instrument. Det var jo bare at købe en mikrofon og en lille forstærker på 10 watt, selvom det var noget fucking lort! Min båndoptager var sgu bedre end den plasticboks af en forstærker, jeg havde dengang, haha!

Brian Johnsons gnæggende grin fylder lokalet, inden han vender tilbage til det, der blev det afgørende spark til hans rockband-aspirationer.

– Dengang handlede det hele jo kun om Liverpool og London, men så kom dette magnifikke band kaldet The Animals frem, og de var kongelige for mig, da jeg var ung. De fyre var også arbejderklassedrenge fra Newcastle-området, og fra det øjeblik, jeg læste i avisen, at de skulle til USA og spille, vidste jeg med det samme, at jeg ville være med i en rockgruppe.

– Vi begyndte så at øve i en af mine kammeraters soveværelse, og ved vores allerførste gigs havde vi kun syv sange, som vi så spillede tre gange hver aften. Vi anede ikke noget om at skrive sange, så vi spillede bare covers, og jeg husker, at vi spillede Look Over Yonder Wall af The Paul Butterfield Blues Band og et par gamle Stones-sange, men vi var selvsagt ikke særligt gode.

– Og jeg glemmer aldrig mit første gig. Jeg tror, at der var 21 mennesker til stede og med løse klapsalver.

Det var ikke særlig godt, men bagefter havde jeg det vidunderligt og var bare blevet bidt af det. Men jeg skulle samtidig på universitet og desuden passe mit arbejde, for min far sagde: ”Du skal få dig en uddannelse som ingeniør og ikke lave den der forbandede musik!”

– Det var omkring 1964, You Really Got Me med The Kinks hittede på radioen, og jeg husker, når jeg skulle gøre mig klar til at gå på arbejde og Radio One spillede den, og min far råbte Go on, you miss your bus!

Men dér vidste jeg, at det var dét, jeg ville med mit liv, og når jeg tænker tilbage, så var det en romantisk tid for mig, selvom folk måske vil grine lidt af det i dag.

Gennemsnitlig sanger Det var altså det økonomiske aspekt, som i første omgang fik trukket Brian Johnson til den billige mikrofon, men han havde også en stemme og modet til at bruge den, allerede før han var med i et egentligt band.

– Jeg var spejder, og hvert år havde vi et arrangement, hvor forældrene kom til et show med sange, sketches og anden optræden. Alle skulle op på scenen, og jeg skulle så synge noget. Og jeg glemmer det aldrig: alle applauderede, og min mor sad der og sagde: ”he's my boy!”

– En af spejdergutterne sagde så, at jeg måtte synge i kirkekoret, og jeg tænkte bare: ”Nå?!” Men jeg gjorde det og fik faktisk lidt penge for det, så det var fucking godt, og da jeg havde været i koret i en uge, blev jeg så gjort til lead choir boy.

– Jeg vidste ikke, at jeg kunne synge, men havde alligevel selvtilliden til at gøre det og sang i et par band og optrådte, først på pubber, så klubber rundt i Newcastle-området, og ingen buhede eller råbte ”gå af scenen, du kan ikke synge!”, så jeg tænkte: ”Aah, well, jeg er gennemsnitlig, men jeg kan klare mig med det!”

– Det var dog ikke før Geordie, at jeg fik et hit, men jeg tænkte alligevel aldrig på mig selv som en fed sanger og gør det stadigvæk ikke. Jeg er bare en sanger med en masse feeling og passion og en sanger, som passer ind uden at lave alt for mange mærkelige ting.

– Og der findes alt for mange vidunderlige sangere i verden for mig til, at jeg overhovedet vil begynde at tænke på mig selv som en god sanger, fastslår Brian Johnson, som selv nævner navne som Frankie Miller, Greg Billings, Joe Cocker, John Lennon, Paul McCartney, Bob Seger, Robert Plant og Joe Lynn Turner blandt flere af sine gamle favoritsangere.

– Og jeg har det ikke dårligt med det, understreger Brian Johnson. – Jeg har accepteret, at sådan er livet, og jeg er en meget, meget heldig mand, der har giftet sig med de rigtige musikere i et ægteskab, hvor vi har fungeret sammen. Og det vil jeg altid være taknemmelig for.

28 år efter Men Johnsons stemme passede ind i AC/DC. Og hans ligefremme væsen gjorde det helt rette sociale indtryk hos de australske guitarbrødre Angus og Malcolm Young, der forsøgte at komme sig oven vande efter tabet af vennen og sangeren Bon Scott, som omkom i februar 1980 af alkoholrelaterede årsager. Bon Scott fik dog posthumt en indirekte rolle i valget af Brian Johnson. Den 50'er-rock'n'roll-glade Scott havde engang hevet bandets yngste medlem, Angus Young til pladespilleren og nævnt, at Geordie-sanger Johnson (som Scott havde supportet i bandet Fraternity) havde sådan en "god, lille Little Richard-agtig stemme".

Selvsamme ”Little Richard-stemme” introducerede sig for Angus Young og resten af bandet ved den historiske audition i marts 1980, som få uger efter blev til ansættelsen i bandet og indspilningen af Black In Black på Bahamas.

28 år efter gælder det så det første AC/DC-album i otte år, Black Ice. AC/DC har over 200 millioner solgte album på samvittigheden og har just ikke været presset på finanserne for at lave en ny sællert. På spørgsmålet om, hvorfor det har taget hele otte år at færdiggøre opfølgeren til Stiff Upper Lip fra år 2000, bevæger Brian Johnson sig frem i stolen og slår armene lidt ud til siden.

– Jeg aner det sgu ikke, siger han, men henviser så til det lidt specielle samarbejde mellem bandets kreative kerne, guitarister og brødrepar, Angus og Malcom Young.

– Helt grundlæggende og i al ærlighed, så arbejder Angus og Malcolm noget underligt sammen, hvis man sammenligner dem med andre mennesker, tror jeg. Angus kan lave et godt riff, men stadigvæk være utilfreds, hvor Malcolm siger: ”Det er fucking godt!” ”Naaah! Er du sikker?” siger Angus. ”Yeah, det er fucking brilliant!' svarer Malcolm.

– De to kan lide hinandens riff, men en af dem er alligevel altid usikker på, om det holder. Men så mikser de riff sammen fra forskellige sange, og nu er de kommet op med et af bedste album – rock'n'roll album, undskyld mig – i meget, meget lang tid.

– Vi havde det sjovt med at indspille albummet og brugte syv uger på det. Og selvklart havde vi også en fed producer i Brendan O'Brien, som vi ellers aldrig før har arbejdet med. Han var en fantastisk fin fyr; jeg blev venner med ham på 10 minutter og følte, at jeg havde kendt ham i hele mit liv.

Udvalgt diskografi 1975 High Voltage (kun udgivet i Australien)

1981 For Those About to Rock We Salute You

1976 T.N.T. (kun udgivet i Australien)

1983 Flick of the Switch

1976 1985 High Voltage Fly on the Wall Gruppens internationale debut med højdepunkter fra de to australske albums.

1988 Blow Up Your Video 1976 Dirty Deeds Done Dirt Cheap 1990 The Razors Edge 1977 Let There Be Rock 1995 Ballbreaker 1978 Powerage 2000 Stiff Upper Lip 1979 Highway to Hell 2008 Black Ice 1980 Back in Black Første album med Brian Johnson som forsanger.

En af verdens fem mest solgte albums.

Overblik Om AC/DC Dansk Wikipedia <Link> Engelsk Wikipedia <Link> All Music <Link> AC/DCâ&#x20AC;&#x2122;s officielle hjemmeside <Link>

Uddybende lĂŚsning Ewing, Jerry: Treasures of AC/DC London, Carlton, 2012. - 62 sider, illustreret (A Carlton book) Brown, Jake: AC/DC : in the studio : the stories behind every album London, John Blake, 2010. - xii, 227, tavler, illustreret Sutcliffe, Phil: AC/DC : high-voltage rock'n'roll : the ultimate illustrated history Minneapolis, Minn., Voyageur, 2010. - 223 sider, illustreret Masino, Susan: The story of AC/DC : let there be rock New York, Omnibus, 2009. - 259 sider, illustreret + 1 cd Engleheart, Murray: AC/DC maximum rock & roll 1. Harper paperback. - New York, HarperEntertainment, 2008. - 488 sider, tavler, illustreret AC/DC : the encyclopedia Malcolm Dome; Jerry Ewing London, Virgin, 1995. - 251 sider, illustreret