Guide til Niels-Henning Ørsted Pedersen

Niels-Henning Ørsted Pedersen

Tema: Jan Johansson & ”Jazz på svenska”

Niels Henning Ørsted Pedersen Af: Christian Munch-Hansen (Kilde: JazzDanmark) Niels-Henning Ørsted Pedersen eller – for nemhed skyld – NHØP står som en af alle tiders største danske jazzmusikere med en international karriere og en musikopfattelse, der også omfattede interesse for den danske sangskat og den grundtvigske kulturarv. Det var med til at gøre ham til en folkelig skikkelse i dansk musik og en slags ambassadør for jazzen. Kontrasten mellem NHØPs danske hjemstavnsfølelse og det verdensturnerende liv er udtrykt af hans bror, Helge Ørsted Pedersen: ”Han kunne være til garden party med Frank Sinatra i Los Angeles én aften, og næste aften kunne vi sidde og grille i Ishøj”.

Nye standarder NHØP voksede op i den midtsjællandske by Osted i et grundtvigsk præget friskolemiljø med rige musikalske udfoldelsesmuligheder. Under indflydelse fra den klassisk skolede baslærer, Oscar Hegner, udviklede den unge NHØP en virtuos spilleteknik med fire fingres pizzicato-spil. Dette kombineret med hans tidlige, stærkt rytmiske drive, gjorde ham allerede som teenager til landets førende jazzbassist. Hans kontrol over instrumentet var så suveræn, at han også internationalt har sat nye standarder for, hvad der kan lade sig gøre at spille på en kontrabas. NHØP arbejdede i hele sin karriere på at finpudse sin teknik og melodiske sans, og hans brede, runde tone var genkendelig på et sekund.

Med Rollins og Evans Allerede som 15-årig i 1961 akkompagnerede NHØP Bud Powell i jazzhus Montmartre og spillede siden med de fleste store amerikanske og europæiske navne, som lagde vejen forbi København eller i perioder befandt sig i landet - bl.a. Albert Ayler, Dexter Gordon, Coleman Hawkins, Don Byas, Stuff Smith, Kenny Drew, Ben Webster, Tete Montoliu, Benny Carter, Chet Baker, Brew Moore, Johnny Griffin, Billy Higgins og Philip Catherine. Da NHØP var 18 år i 1965 hyrede henholdsvis Sonny Rollins og Bill Evans ham til deres Europa-turneer. Fra 1970 og frem spillede han i Oscar Peterson Trio og turnerede i hele verden med øgenavnet ”The Great Dane With The Never Ending Name”.

Raffinerede folkeviser NHØP arbejdede med et enormt antal danske musikere bl.a. med DR Big Band 1964-1982, Ole Kock Hansen, Alex Riel, Louis Hjulmand, Palle Mikkelborg, Kenneth Knudsen, Thomas Clausen, Niels Lan Doky og Jonas Johansen. Sidstnævnte var sammen med svenske Ulf Wakenius med i NHØPs faste trio igennem 1990erne og frem til hans død i 2005. Nogle af sine fineste plader lavede NHØP i samarbejde med pianisterne Kenny Drew og Ole Kock Hansen, hvor hans raffinerede og melodiske basspil tonesatte folkeviser og sange som ”Det var en lørdag aften”, ”I skovens dybe stille ro” og ”Jeg gik mig ud en sommerdag”. Også hans duo-møder med brasilianske Tania Maria og franske Michel Petrucciani står som noget ganske særligt.

NHØP medvirker på angiveligt 700-800 indspilninger, og han har modtaget en mængde hædersbevisninger bl.a. Årets danske jazzmusiker 1964, Dansk Musikerforbunds Hæderspris 1979, Nordisk Råds Musikpris 1990, Ridder af Dannebrog 1992, Ben Webster Prisen 1999, Django D´Or ”Legend of Jazz” 2002 og IFPI´s Ærespris 2003.

Niels Henning Ørsted Pedersen (født 27. maj 1946 – død 19. april 2005) Af Peter H. Larsen, Jazz Special Kilde: DET VIRTUELLE MUSIKBIBLIOTEK

Et minde om verdensstjernen NHØP Hvis jeg skal være helt ærlig, irriterede han mig lidt i begyndelsen. Som rundet af den nordvestsjællandske muld skete det, at jeg kom til de selv samme gymnasiefester som NHØP. Selvom han droppede ret tidligt ud af gymnasiet, fik han nemlig lov til at komme til festerne, ikke mindst fordi nogle af dem foregik på hans brors gård, der lå lige syd for Holbæk.

Dér beundrede jeg ham lidt i smug, dels fordi jeg ikke ville blamere mig ved at vise min utilfredshed med, at han syntes at have en mere udtalt tiltrækningskraft på en del af pigerne, end jeg selv havde, dels fordi det hørte med til min gode opdragelse, at man ikke henvendte sig direkte til en berømthed om grunden til hans berømmelse, uden at man havde noget helt uopsætteligt og overordentlig vigtigt at sige.

Senere fandt jeg ord for dét, der dengang forblev uudtalt, men det pirrede naturligvis også min forfængelighed, at jeg fra min tilbagetrukne position kunne bilde mig selv ind, at JEG vidste, HVOR berømt han var – eller burde være – i modsætning til de dér gæs fra matematikerklassen, som sværmede om ham, bare fordi de TROEDE de vidste, hvor stor en kunstner han var. Gæs, som året efter alligevel lod deres sjæle sælge billigt til The Beatles og alt det ragelse, der deraf fulgte.

De mest hårdføre af os, som således lettere ydmygede måtte se ham charmere de piger, vi alligevel ikke kunne opnå, kaldte ham ”Kordegnens søn fra Osted”, idet vi dermed dels kunne gøre opmærksom på den degnerolle, vi var overbeviste om var forbundet med hans fars stilling som friskoleleder, dels kunne lægge behørig afstand mellem metropolen Holbæk og det håbløst uvigtige landsbysamfund syd for Roskilde, som han kom fra.

Og hvad var det så, vi vidste, som kun få vidste om ham, dér i tiden frem til 1965, hvor ALLE syntes at vide det? Det var dét, der stadig er værd at vide: En stjerne var født! Her kom en person, som vi på grund af det ”slægtskab”, jeg lige har redegjort for, mente at kunne betragte som en del afOS , og spillede røven ud af bukserne på SAMTLIGE de bassister, vi indtil da havde hørt. Og vi havde hørt en del: Blanton , Chambers, Doug Watkins . Og så havde vi – endnu i sodavandsalderen – hørt Oscar Pettiford på Hotel Isefjord, og – hvad der var det vigtigste i denne forbindelse: vi havde for ikke så længe siden købt Bill Evans’ indspilninger med Scott LaFaro og gjort dem til vores bibel (ja, ja, NOGLE af os, altså…).

I dag, 40 år senere og med en verden, der er fattigere, fordi de nu begge har forladt os, er det mere passende end nogensinde at gøre opmærksom på, at der faktisk kun er et lille halvt år mellem NHØPs første indspilninger med Bent Axens trio og Scott LaFaros med Evans på Village Vanguard , men – og dét er måske det mest sensationelle ved dét, der burde være en gammel nyhed – NHØP kom FØRST . I januar 1961 indspiller NHØP med Axen , i juni 61 er LaFaro for sidste gang sammen med Evans på Village Vanguard , inden han omkommer ved en bilulykke. Det blev LaFaros skæbne at skabe en revolution i basspillet med sin ALLERSIDSTE indspilning. Det blev – på den baggrund – NHØPs PRIVILEGIUM medsin allerFØRSTE indspilning at sætte en ny og fuldstændigt forbløffende standard for, hvad man overhovedet kan udtrykke pizzicato på en kontrabas.

Jeg drister mig til sammenligningen med Scott LaFaro af flere årsager. Én er, at vi med NHØP har at gøre med en kunstner, som skal måles med de allerstørste, og med ”største” mener jeg en betegnelse, der holder, også når vi lægger den diskussion om tordenskrald og Rundetårn, der sædvanligvis opstår på dette stadium, bag os. En anden er, at han udviklede sig markant anderledes som kunstner end LaFaro , så anderledes, at vi kan tale om, at der omkring de to med tiden har dannet sig grupper af yngre og jævnaldrende musikere, som forekommer så påvirkede af dem, at vi kan vove at sige, at de har dannet skole – TO skoler. Hver sin.

Lige meget hvilken kunstart man bevæger sig i, er man på tynd is, når man fremsætter sådan en påstand – altså at der dannes skoler omkring enkelte og dermed nærmest ikonografiske kunstnere. De relevante indvendinger vil oftest være så stærke, at man undlader det (og jeg er også indstillet på en bølge af indvendinger mod dette forsøg), men her vover jeg den: NHØP dannede skole. Ikke hævdet af chauvinistiske årsager – hverken dansk jazz, jazzen som helhed eller kontrabassen har brug for dét – men fordi NHØP var en INSTRUMENTALIST helt udover det sædvanlige, og fordi denne instrumentale magtfuldhed gjorde ham i stand til noget, som ingen andre bassister på dét tidspunkt havde været i stand til: at spille melodiske forløb, alene eller foran et ensemble, med samme frasering og med samme lethed, som andre kunne gøre det på en guitar eller med én hånd på et klaviatur. I begyndelsen af 1960erne var dette ukendt blandt jazzens bassister. De fleste, også moderne, bassisterSKUBBEDE, selv i soli, tonen frem med lige dele kno og fingerside, og de mest udtryksfulde af dem kunne skabe motiviske mønstre, der kunne minde om noget melodisk, men NHØP spillede med de yderste fingerled (alle de fire, man rent fysiskKAN pizzikere med) – altså en mere guitaragtig teknik – og med disse fingerled var han i stand til at forme en hidtil uhørt voluminøs tone. Fed og mættet men også bøjelig og justerbar i klang og styrke. Og samtidig mestrede han at lade sine toner klinge ud, inden den næste blev slået an, ligesom han spillede usvækket udtryksfuldt i instrumentets diskant. Desuden spillede han RENT , hvilket var langt mere end man på dét tidspunkt kunne sige om for eksempel den Ray Brown, han skulle afløse hos Oscar Peterson .

Alt dette skabte luft omkring hans spil, og i dette æteriske rum placerede han sine MELODIER .

Og her kommer noget andet, der adskiller ham fra Scott LaFaro . LaFaro var ikke interesseret i melodier. LaFaro interesserede sig for HARMONIER og for, hvordan man fik DEM til at ”tale”. Men NHØP ville øse af den melodiske skat, der for ham var et sammenløb af flere og meget forskellige årer. Så forskellige, at man indtil da næppe havde oplevet dén kombination. Fra én side kom Oluf Ring, Weyse, Gade og Nielsen, fra en anden Mozart og Brahms, en tredie fyldtes af Den Store Amerikanske Sangbog, en fjerde af bebop og hardbop, en femte af swing og mainstream, og så var der nok også et par stykker mere.

Allerede dengang – altså da vi lod ham løbe med vores piger – talte vi i krogene om, at NHØP var ”konservativ”, blandt andet fordi han ikke var så harmoni-fikseret og aggressiv som LaFaro og ikke så stillestående gådefuld som Charlie Haden . Dét var ordet: konservativ. Underforstået: hvis man er konservativ, kan man ikke være ”den bedste”. Problemet var – dengang som nu – at det kan man. I studentikos iver bildte vi os ind, at der var lighedstegn mellem ”avanceret” og ”den bedste”. Havde vi vidst bedre, kunne vi have forudset, at LaFaros spillemåde var så avanceret, at den først gav mening og fik sit optimale udtryk, da en af hans efterfølgere hos Evans, Marc Johnson, for længst var FORBI sin Evansperiode . Eller at Charlie Hadens mangel på interesse for beatet (eller manglende EVNE til at formulere det) udviklede sig til jazzhistoriens mest manierede stunt. NHØP udviklede SIT personlige, instrumentale og melodiske sprog tidligt og blev ved med at raffinere det. Vi må udenfor bassisternes rækker for at finde sammenligninger, der holder her: Bill Evans eller Thelonious Monk, for eksempel. Gjorde de ikke også sådan, og blev deres livsværk ikke monumenter?

NHØP ERet monument. Og især amerikanerne indså, at han også var avanceret. For hvor mange af jazzens store kunne – uanset deres instrumentale kunnen – på dét tidspunkt integrere den europæiske musik og, især, den skandinaviske i deres sprog som han, og hvor mange andre kunne samtidig levere et så både grundmuret og æggende swing som han? Kun bassister, som lærte af ham, kom i nærheden af dette plastiske walking -spil og den melodiske nerve, der gennemlyste solospillet, og derfor er det fair at sige, at uden NHØP, heller ingen Vinding, Lundgaard eller Ovesen, for nu at tage nogle af de hjemlige først. Heller ingen Jean-Francois Jenny-Clark, Hein van der Geyn , Anders Jormin eller Robert Baltzar , for at blive på denne side af Dammen, og heller ingen George Mraz , Buster Williams, Ray Drummond , Don Thompson eller John Heard – et par af dem fra over there .

Meget groft kan man opdele NHØPs karriere i fire rum. Der var de spektakulære freelance-opgaver hjemme og i udlandet, blandt dem St. Regnegade-tiden og dét med Oscar Peterson , som nok var ”fast” men jo aldrig fastere end noget job er fast i jazzen. Der var ”det danske”, oftest i selskab med Ole Kock Hansen eller mere institutionelt med DR Big Band.

Der var det mere underholdningsprægede, der spændte over alt fra tre numre med Max Leth i et Leisner-tv-show til et ja om to numre i et studie med en folkesanger. Og så var der fra 1970erne hans egen gruppe, oftest en trio og for det meste med en guitarist involveret (Catherine/Wakenius ). Der var nær ved 1000 pladeudgivelser, og ser vi dem efter i sømmene, finder vi mange, der ikke kan placeres i et af de fire rum. Der var, kort sagt, et mageløst bredt musikerskab, og med en karriere på over 40 år var der også nogle ting, han skulle have sagt nej til. Men uanset dét, så fyldte han scenen, hvor han end fandt den, og hvis man spørger dem, som kunne have en tendens til at rynke lidt på næsen af noget af det, han påtog sig, så har de i dag overgivet sig. Når han spillede Jeg ved en Lærkerede eller Elefantmarchen , så gjorde han det uden at forråde hverken det, han spillede, eller sig selv. Jeg så ingen krans fra Dansk Folkeparti ved begravelsen, men man har lov at tro, at her var en jazzmusiker, der kunne lukke selv dét segment indenfor til musik, der ville andet end underholde.

For det danske var ingen gimmick for NHØP, selvom det kunne forekomme sådan, når han og Ole Kock Hansen drog rundt på ydmyge steder i landet og spillede salmer og sange for et ikke jazzvant publikum. Dertil var hans respekt for sangskatten for stor. Og ikke bare var det af respekt: Han og OKH er formenlig de eneste danske jazzmusikere, som kan ligne de svenskere – Lindberg, Gullin, Domnerus, Allan – om hvem vi siger, at man ALTID kan høre, at de er svenske, altså: at man også kan høre Wärmlands vidder, når de spiller bebop. Det kunne man også hos NHØP. Ikke Wärmland , men bøgeskoven, fjorden og Grundtvig.

Måske ikke altid, når han spillede, men hver eneste gang, han komponerede: To a Brother eller Those Who Were rummer denne særegne blanding af melankoli og glæde ved bøgens udspring, og sammen med talrige andre titler minder de os om jazzmusikeren NHØPs dybe forankring i den danske salmetradition.

En norsk kollega, Erling Wicklund fra NRK, beskrev ham på dagen, hvor dødsbudskabet kom, som ”generøs, interessant, morsom og konstant reflekterende”. Sådan tog han sig ud set fra medierne, som han aldrig sagde nej til, og som han altid bestræbte sig på at sige noget meningsfyldt til. Når pennen var lagt eller mikrofonen slukket, kunne der godt undslippe ham giftigheder, men trods sin position undgik han enhver Jean de France-attitude . Når han kritiserede den hjemlige scene – og det gjorde han skam med mellemrum – gjorde han det med omtanke og kærlighed. Samtidig var han, privat, en saftig polemiker, og der var ingen musikerjargon-afledte sarkasmer, han ikke mestrede. Nogle har fundet, at der i dét lå en dobbelthed eller dér gemte sig nogle ”dæmoner”. Det kan da godt være, men så dæmonisk var det nu heller ikke.

Tværtimod var det ubetaleligt morsomt, når han for eksempel lod alverdens basunister være ofre for de forfinet grovkornede udfald.

Hvis der bag hans imødekommende ydre og brillante situationsfornemmelse gemte sig noget mere kontroversielt, så bundede det nok snarere i hans forhold til dette at rejse verden alene rundt. Han tilbragte sammenlagt flere år af sit liv i lufthavnsventesale og på hotelværelser, og dét sled. At rejse var for NHØP forbundet med savn – ikke med noget glamourøst – og hans nysgerrighed efter andet end at komme på scenen og komme videre var også til at overse. Måske han i sin ungdom styrtede ud for at kigge på domkirken og kunstmuseet, når han kom til en ny by, men det gjorde han ikke sent i karrieren. Da gjaldt det kun opladningen til koncerten, alene på værelset. Jazzmusikere er ikke flokdyr, og enhver lader op på hver sin måde og alene. Kun få – og jeg er ikke blandt dem – kendte ham godt nok til at vide, om den slitage, han på den måde var udsat for, havde med hans tidlige død at gøre. Flere – og dem ER jeg iblandt – vil vide, at han hadede sjusk på scenen. Han erklærede sig hellere indisponeret, end han spillede ukoncentreret.

Den eneste trøst efter hans bortgang er, at der er bevaret så fantastisk meget musik med ham. De få øvrige danske musikere, vi kan hæfte betegnelsen ”fyrtårn” på – Mathisen, Asmussen – er fra en tid, hvor ikke alt blev bevaret, og hvor det, der BLEV bevaret, ikke altid havner i nænsomme hænder. Anderledes med NHØP. Med ham er der bevaret så meget musik, at det vil tage måneder at spille det hele. Allerede her i juli vil han blive mindet ved Copenhagen Jazz Festival, og snart vil både hans gamle og hans nyere pladeselskaber genudgive hans indspilninger i opfindsomme nyredigeringer.

I mellemtiden kan man bruge lidt kræfter på at få fat i noget af det mere sjældne, han indspillede, når han var på sine raids ud i verden eller var i studiet herhjemme. Det er ikke alt sammen musik, der ligger forrest på salgshylderne hos Fredgaard , men med søgemaskiner og internethandel fås det relativt let nu om dage. Søg efter dette og find eksempler på, hvad der egentlig mentes, når nogle sagde, han var generøs, og på hvor let NHØP bevægede sig i de jazz-genrer, som umiddelbart lå i udkanten af hans virkeområde: JAZZ Á JUAN med Lee Konitz og Martial Solal, Frankrig 1974, SteepleChase THE TOUCH OF YOUR LIPS med Chet Baker, Montmartre 1979, SteepleChase FOUR KEYS med John Scofield, Solal og Konitz, Tyskland 1975, MPS THE GEORGE SHEARING TRIO, Tyskland 1977, MPS MY NAME IS ALBERT AYLER, København 1963, Black Lion PAUL BLEY & NHØP, København 1974, SteepleChase ELEGIES MOSTLY med Dick Hyman, Oslo 1995, Gemini MASTERS med René Urtreger & Christian Escoudé, Frankrig 1987, Carlyne THE COPENHAGEN TAPES med Tim Buckley, 1968, Pinnacle ALICE med Maria Joao og Aki Takase, Tyskland 1990, Enja LIVE AT KEYSTONE KORNER TOKYO med Kenny Drew, 1990, Alfa RIGHT TIME med Franck Avitabile, Frankrig 2000, Dreyfus THE ART OF THE DUO med Philip Catherine, Schweiz 1991, Enja BIRDLAND STOMP med Herb Geller, Spanien 1991, Fresh Sound LIDO med Claudio Fasioli, Italien 1987, Soulnote MOVABILITY med Martial Solal, Tyskland 1976, MPS TUBBY HAYES QUARTET IN SCANDINAVIA, Sverige 1972, Storyville A SWEDISH JAZZ LEGEND med Rolf Billberg, København 1961, Storyville AMBIANCE med DR Big Band og Ole Kock Hansen, København 1994, DaCapo CONCERTS INÉDITS med Michel Petrucciani, Copenhagen Jazzhouse 1994, Dreyfus IMAGINE med Palle Mikkelborg og Kenneth Knudsen, København 1984, Storyville HENRIK METZ-FREDRIK LUNDIN-NHØP, Købehavn 1992, Music Mecca TRUE COLORS med Klaus Suonsari og Tom Harrell , Finland 1992, L& R LIVE IN THE NETHERLANDS med Toots Thielemans, 1980, Pablo CATALONIAN FIRE med Tete Montoliu, København 1974, SteepleChase THE ART OF THE BASS med Wayne Darling og Arni Egilsson, Østrig 2001

Overblik

Diskografi

Om Niels Henning Ă˜rsted Pedersen

All Music <Link>

Dansk Wikipedia <Link> Engelsk Wikipedia <Link>

All Music <Link>

Inspiration Bøger

DVD

Mathiasen, Jørgen Scandinavian wood : Niels-Henning Ørsted Pedersens musikalske løbebane i lyset af hans diskografi Emne: Ørsted Pedersen, Niels-Henning ; jazzmusikere ; jazz ; historie ; Danmark ; 1900-1999 BOG: Kbh., Books on Demand, 2010. - 354 sider forfatter: Jørgen Mathiasen ISBN: 978-87-7114-599-1 Opstilling i folkebiblioteker: 99.4 Ørsted Pedersen, NielsHenning FAUSTNR.: 2 855 023 5

Blues for Montmartre : en film om 1960'ernes legendariske jazzcafé i København fold ind Fold ind Emne: spillesteder ; historie ; jazzklubber ; København ; jazz ; bop ; cool ; free jazz ; instrumental ; 1960-1969 ; USA ; Danmark DVD (film): Another World Entertainment, 2011. - 1 dvdvideo + 1 bilag instruktion, manuskript, produktion: Christian Braad Thomsen Opstilling i folkebiblioteker: 78.06 FAUSTNR.: 2 898 287 9

Emne: Ørsted Pedersen, Niels-Henning ; jazzmusikere ; jazz ; historie ; Danmark ; 1900-1999 Side 82-307: Diskografi

Udvalgte YouTube videoer Dexter Gordon & Kenny Drew & Niels-Henning Ørsted Pedersen Live (1971) <Link>