Guide til Nick Cave

Tema Oktober 2013 Nick Cave

Månedens tema på DR P6 Beat Tema-udsendelse om Nick Cave på DR P6 Beat, d. 9/11 kl. 10-16 P6 BEAT sender en stor temaudsendelse om Nick Cave .

Månedens tema i GAFFA PLUS GAFFA, nordens største musikmagasin, har tidligere bragt et stort portræt af Nick Cave, som du kan læse på de følgende sider.

Find mere om Nick Cave på GAFFA.dk samt tilbud på Cave’s musik og merchandise i GAFFAs medlemsklub GAFFA Plus. <Link>

Månedens tema på Bibzoom Læs artikler om månedens tema. <Link>

Musik Download indspilninger på Bibzoom CD’er på Bibliotek.dk DVD’er på Bibliotek.dk

Tekst og Redaktion: Kathrina Tobiasen, Randers Bibliotek

Over en karriere på 35 år har Nick Cave udviklet sig til en af de store stjerner på musikhimmelen. Eller måske snarere mediehimmelen, for Cave beskæftiger sig med meget mere end musik.

Han er primært en gudbenådet sangskriver med en spændvidde, der rækker fra vild og mørk punk over neddæmpede ballader til de senere års underskønne, næsten kammermusikalske og drømmeagtige sange. Når man dertil føjer, at han er en formidabel fortolker af sit materiale og garanterer for en karismatisk og nærværende optræden på scenen, er det forståeligt, at billetterne til hans koncerter forsvinder så hurtigt som dug i Sahara. Som det har været tilfældet med de to koncerter, han giver i Danmark her i efteråret.

Ud over det musikalske gør Cave i diverse sproglige udfoldelser. Han har udgivet et par romaner og skrevet for teater og film, og han optræder med oplæsning af værkerne. Uanset hvilken udtryksform, han har valgt, har han noget på hjerte, ikke for at argumentere og overbevise andre om, at de skal mene som ham, men for at berette om den sære verden, vi lever i, om kærligheden og om godt og ondt. Der holdes universitetskurser i hans tekster, og teologer diskuterer det religiøse indhold i sangene. Endelig er der mandens personlige historie om at komme ud på den anden side af et årelangt misbrug med den fulde kreativitet i behold. En grim-ælling historie, der punkterer myten om, at inspiration lever bedst på en dosis af stoffer og sygner hen under ordnede forhold og 9-16 kontorrutiner.

Nick Cave er en kunstner med en produktion, det er spændende og givende at dykke ned i.

Opvækst Nicholas Edward Cave blev født den 22. september 1957 i den lille by Warracknabeal i Australien.

Hans far var lærer med hang til litterære klassikere og hans mor bibliotekar. Han er altså vokset op i et hjem, hvor kulturen spillede en vigtig rolle, og godnatlæsningen bød på udødelige værker.

En anden ting, der spillede en rolle, var religionen. Familien gik hver søndag i kirke, og Nick sang — i lighed med mange andre store musiknavne — i kirkekoret. Ligesom han fik et solidt kendskab til bibelen. Hans ældre bror havde en noget mere opdateret musiksmag, og via hans pladesamling fandt Nick ud af, at der var noget, der hed rock og pop.

Måske kan det ikke overraske, at drengen ikke følte sig som en fisk i vandet i den australske lillebyverden. Tværtimod, han havde problemer med at tilpasse sig de snærende rammer. På et tidspunkt blev han sendt på kostskole, men det skulle vise sig snarere at gøre tingene værre. Han begyndte at eksperimentere med stoffer og alkohol, men også at dyrke musikken.

Da han var 19 år gammel omkom hans far ved en bilulykke. Beskeden om ulykken ramte Nick på et omtumlet tidspunkt i livet; han var blevet anholdt for hærværk og druk, og hans mor var netop i gang med at få ham løsladt mod kaution.

Musikalsk karriere I 1976 begyndte Nick Cave at studere malerkunst, et studium, han dog hurtigt droppede ud af, uden rigtigt at have noget andet at gå i gang med. Ud over musikken. Allerede på kostskolen havde han mødt guitaristen Mick Harvey, sammen med hvem han dannede et band, der fra 1977 bar navnet The Boys Next Door og siden blev til The Birthday Party. I starten spillede de coverversioner af sange af folk som Bowie og Alice Cooper, men hurtigt fandt de ud af selv at skrive deres materiale, og de fik succes som punk band og blev kendt for deres vilde optræden på scenen. De fik udgivet et par albums under Boys Next Door-navnet.

Europa I 1980 var tiden moden til at prøve lykken i Europa, og de flyttede til London. Her var trenden skiftet fra punk til mere strømlinet pop, og The Birthday Party vandt ikke rigtigt gehør. I stedet tog de til Berlin, hvor ånden var en helt anden.

Her mødte Cave Blixa Bargeld fra bandet Einstürzende Neubauten, og de startede et samarbejde som skulle komme til at vare i mere end 20 år. The Birthday Party indspillede et par albums og opnåede kultstatus i Europa og Australien, men i 1983 lukkede og slukkede de.

The Bad Seeds Året efter dannede Cave sammen med bl.a. Blixa Bargeld og Mick Harvey bandet Nick Cave and The Bad Seeds, der altså i 2014 kan fejre 30 års jubilæum.

I starten var musikken voldsom og punket, mørk og intens.

I en periode boede Cave i Sao Paulo med sin daværende brasilianske kæreste, og fra denne tid stammer det noget lysere album, Let Love in. Bandet satsede ikke på salgssucceser, men i 1996 fik det alligevel et med albummet Murder Ballads, der indeholdt duetter med P.J. Harvey og Kylie Minogue. Specielt den sidste, Where the Wild Roses Grow, blev et regulært hit. Ganske utilsigtet - idéen med sangen var, at ”skabe en pervers sammenstilling mellem to vidt forskellige stemmer og figurer og prøve at få det til at fungere i en sang”.

Med opfølgeren The Boatman’s Call er vi ovre i en helt anden boldgade: neddæmpede ballader, smukke kærlighedssange, der indtager pladsen som mesterværket i bandets produktion. Herefter fulgte en pause på fire år, som Cave primært brugte på at arbejde sig ud af sit heftige stofmisbrug.

Siden 2001 er der kommet fem ret forskellige albums, der tilsammen giver et billede af et yderst vidtspændende band. Nick Cave har slået sig ned i Bristol med sin engelske kone og to tvillingesønner og lever et roligt familieliv med en næsten semiautistisk arbejdsdag.

Grinderman Intet skal dog gro fast i rutiner, og vildskaben er der skam stadig. Den får afløb i sideprojektet med bandet Grinderman, der består af tre medlemmer fra Bad Seeds, bl.a. violinisten, fløjtenisten m.v.

Warren Ellis og trommeslager Jim Sclavunos. Her slår man sig løs med hårde rocksange og syrede tekster. Grinderman har indtil videre indspillet tre albums og givet flere koncerter i Danmark.

Bøger og film Nick Cave kan noget med sproget; det vidner hans sange tydeligt om, og ved siden af musikken har han en litterær produktion. I 1988 udgav han romanen And the Ass Saw the Angel (oversat til dansk i 1991 med bogtitlen: Da æslet så englen).

Nogle mindre tekster er samlet i King Ink, vol. 1 og 2 (1989-1997), der ikke er oversat.

2009 kom romanen The Death of Bunny Munro (dansk Bunny Munros død, samme år). Denne historie om en sex-besat lotionsælgers deroute i druk og hallucinationer er blevet en international succes.

Han har arbejdet med filmmanuskripter, bl.a. den australske western The Proposition; et forslag til en efterfølger til Gladiator blev dog afvist af filmselskabet. Optræden på film nu og da er det også blevet til, ofte som ”sig selv”.

Cave har desuden skrevet musik til film, ofte sammen med Warren Ellis fra The Bad Seeds. Mest kendt herhjemme er filmatiseringen af Cormac McCarthys kulsorte roman The Road, med Viggo Mortensen i hovedrollen som en far, der med sin søn vandrer gennem en udbombet verden, og Lawless.

Temaer Vold, religion og kærlighed er temaer som går igen i Nick Caves sange.

Volden optager ham, fordi den nu engang findes i verden, og han er ikke bange for at tage favntag med de store eksistentielle spørgsmål om godhed og ondskab. Kærligheden optræder hos ham aldrig i den rosenrøde version; Cave er sig altid bevidst, at selv den mest lidenskabelige forelskelse hurtigt kan blive afløst af tab og savn, at den elskede er væk.

Religionen fylder bemærkelsesværdigt. Hvilken anden rockmusiker synger med samme selvfølgelighed om gud og biblen? Han er dog langt fra ortodoks kristen. Han bruger flittigt billedsprog fra biblen, men om sin tro i øvrigt siger han i et interview (Jyllandsposten, 28.2.2008): »Bibelen har altid været en vigtig inspirationskilde, men religion som sådan interesserer mig ikke. Det kan godt være, at jeg ligner en præst på scenen, men jeg prædiker ikke. Hvordan skulle jeg kunne det?

Jeg ved ikke engang, hvad jeg selv tror på, og vil heller ikke have mit publikum til at tro noget bestemt.« Misbrug Fra sin tidlige ungdom til midt i 90’erne havde Cave et stort forbrug af stoffer og alkohol og mente, at inspirationen behøvede heroin for at kunne udfolde sig. Efter The Boatman’s Call ændrede det sig: »Men efter et stykke tid kan heroinen ikke længere udfylde sin rolle. Stofferne begynder at skabe sit eget tomrum i stedet for det, de engang så fantastisk udfyldte. Langsomt bliver hele ens tilværelse én desperat kamp for at finde tilbage til et sted, der ikke længere findes. Men det kan tage mange, mange år at indse, at det er på den måde, det hænger sammen«. (Politiken, 17.3.2001) I dag er tryghed og faste rammer vigtige for den kreative proces. Han er nået til den erkendelse, at han kan arbejde langt mere fokuseret og produktivt på denne måde.

Diskografi The Boys Next Door 1979:Door, Door 1980: The Birthday Party

The Birthday Party 1981: Prayers on Fire 1982: Junkyard

Nick Cave and the Bad Seeds

belt come back efter en skrivepause på fire år. Sange om kærlighed på usikker grund og den svære vej ud af misbruget, som i Hallelujah. Kate og Anna McGarrigle gæsteoptræder 2003: Nocturama. Ikke det højest rangerende album, heller ikke i Caves øjne, men ikke uinteressant. Mest melodisk og afdæmpet 2004: Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus.

Dobbeltalbum, hvor Abattoir er rock’et, mens The Lyre er overvejende poetisk. Sangen O Children var med i filmen Harry Potter og Dødsregalierne 2008: Dig, Lazarus, Dig!! Bandet er i det rock’ede hjørne. Titelsangen er inspireret af den bibelske historie om Lazarus 2013: Push the Sky Away. Smuk og neddæmpet album, skrevet over et år ud fra googlede mærkværdigheder. Lyt til We No Who U R og Higgs Boson Blues

1981: From Her to Eternity. Ret punkpræget, positiv modtaget 1985: The Firstborn Is Dead. Inspireret af amerikans sydstatsrock. The Firstborn er Elvis’ dødfødte tvillingebror 1986: Kicking Against the Pricks. Coverversioner af andres sange, som f.eks. Long Black Veil, Hey Joe og The Carnival is Over 1986: Your Funeral… My Trial. Oprindeligt udgivet som dobbelt-EP Grinderman 1988: Tender Prey. Mørk og intens. Åbningsnummeret The Mercy Seat var i mange 2007: Grinderman år bandets signatursang. Pænt modtaget, 2010: Grinderman 2 men ingen salgssucces 2012: Grinderman 2 RMX 1990: The Good Son. Mere lys tone. Lidt blandet kvalitet, The Weeping Song og The Soundtracks Ship Song er favoritter 2007: The Assassination of Jesse James 1992: Henry’s Dream. Lidt af et koncept 2009: The Road album med overlappende historier 2012: Lawless 1994: Let Love In. To sange skiller sig ud: Do You Love Me og Nobody’s Baby Now 1996: Murder Ballads. Mord er emnet for samtlige sange, ofte set fra morderens vinkel. Især kendt for duetterne med P.J. Harvey og Kylie Minogue 1997: The Boatman’s Call. Smukke, lavmælte sange om kærligheden og tabet af samme, i enkle arrangementer med klaver og nogle få instrumenter. Hør f.eks. Into My Arms og West Country Girl 2001: No More Shall We Part. Et formida-

Overblik Om komponisten Dansk Wikipedia <Link> Engelsk Wikipedia <Link> All Music <Link> Nick Caves stilfulde website med oplysninger om diverse udgivelser og mange musikvideoer. <Link>

Uddybende læsning Bøger Nick Cave : sinner saint—the true confessions. Redaktør: Mat Snow. London, Plexus, 2011. 240 sider, illustreret Hanson, Amy: Kicking against the pricks : an armchair guide to Nick Cave London, Helter Skelter, 2005. 192 sider, tavler Dax, Maximilian: The life and music of Nick Cave : an illustrated biography Berlin, Die Gestalten Verlag, 1999. 174 sider, illustreret Brokenmouth, Robert: Nick Cave : the Birthday Party and other epic adventures London, Omnibus Press, 1966. 222 sider, tavler

Johnston, Ian: Bad seed : the biography af Nick Cave London, Abacus, 1996,. 344 sider, tavler Milne, Peter: Fish in a barrel : Nick Cave & The Bad Seeds on tour London, Tender Prey, 1993. Ca. 120 sider, illustreret Egne værker: Cave, Nick: Bunny Munros død : roman Gyldendal. 2009. 269 sider Cave, Nick: Da æslet så engelen Gyldendal, 1991. 347 sider King Ink 1 London, Viking, 2002. 176 sider King Ink 2 London, Viking, 2001. 192 sider

Artikler og essays

Niels Pedersen. Jyllands-Posten 7. oktober 2005

Nick Cave jagter nye skrøner. I anledning af albummet Push away the Sky Pernille Jensen. Politiken 15. februar 2013.

Essay: Nick Cave, shotgun priest Jokum Rohde. Politiken, 25. september 2005

Sangkraft : ”Det er bare en sang, darling” Per Reinholdt Nielsen. Weekendavisen 30. maj 2008.

Ud af mørket. Portræt/interview: Nick Cave Kim Skotte. Politiken 17. marts 2001

Knokkelmanden : En galgenhumorist flår sig fri. Om Grinderman på Roskilde Festival.

Dorte Hygum Sørensen. Politiken 23. maj 2008

Artikel i GAFFA i forbindelse med Grinderman’s andet album <Link>

Guds regn kommer til himlen. Bibelske billeder i Caves tekster Martin Jensen. Kronik, Kristeligt Dagblad 19. maj 2008

Inspiration

Interview: Gud er i huset

Hør Nick Cave selv læse kapitler fra sin bog The Death of Bunny Munro <Link>

Om at tolke Nick Caves tekster Sangene inviterer i den grad til at blive tolket, og man kan læse meget ind i dem.

I et interview med Espen Strunk i GAFFA , februar 2013, i anledning af udgivelsen af Push the Sky Away, siger han selv: Dengang (i et interview ved udgivelsen af Grinderman 2) sagde du også, at du betragtede apokalypserne i dine sange som mere personlige, og at du så en drømmeagtig, underbevidst kvalitet i dine tekster. Men i pressematerialet til den nye plade tales der ikke desto mindre om "den miljømæssige og sociale disintegration, som omgiver os". Hvad er det for en social disintegration, der sigtes til?

De der pressemeddelelser afspejler ikke nødvendigvis kunstnerens meninger. Jeg kunne godt sidde og tale om det, men det er ikke der, mit fokus har ligget. Men jeg tror, de sigter til åbningssangen, We No Who U R, som har en dyster atmosfære og en apokalyptisk fornemmelse over sig. Da jeg skrev den sang, var den rettet mod et bestemt udsnit af vores samfund. Men da vi satte musik til, og jeg sang den, åbnede den sig op på smukkeste vis og kom pludselig til at handle om andre ting. Men til at begyndte med var den rettet mod de ansvarlige for det økonomiske sammenbrud. Og den var en slags advarsel til de folk... "vi ved, hvem I er", ikke?. Men musikken tog den et andet sted hen, og for mig føles det som om, at den handler om nogle andre ting nu.