Ludwig van Beethoven

Beethoven

Ludwig van Beethoven — en kort introduktion Beethoven var udmærket klar over sit værd. Men han har næppe forestillet sig, at hans navn senere skulle blive synonymt med klassisk musik for millioner af mennesker. Klassisk musik, det er et bragende orkester og en dirigent, der pisker med taktstokken. Skæbnesymfonien!

Komponisten er et mandfolk, han hersker over lyn og torden, og han er også mand for at servere søde småting som ”Für Elise”.

Beethovens musik har både en lys og en mørk side. Det er ikke Skæbnesymfoni alt sammen.

Ofte strømmer tonerne så let, elegant og melodiøst, at man må tænke på Haydn og Mozart.

Beethoven blev født i 1770 og voksede op i wienerklassikens tid, og det præger hans tidlige værker.

Men efter år 1800 sker der ting og sager. Han begynder at eksperimentere med rytme, form og tonalitet. Han bryder grænser ned for, hvordan musik må lyde og hvor længe et værk må vare. Han lægger personlige følelser og budskaber ind i musikken. Med andre ord, han tager hul på den romantiske periode i musikhistorien.

Og han går endnu længere. De sene værker, især klaversonaterne og strygekvartetterne, lyder som noget, der er skrevet hundrede år senere. De er usammenhængende, mystiske, skiftevis brutale og blidt svævende. Samtiden var ikke videre begejstret. Schuppanzigh-kvartetten, som skulle uropføre kvartet nr. 13 i 1826, nægtede at gøre det, fordi sidste sats stillede helt umulige tekniske krav. Hvilket udløste et af Beethovens mange raserianfald: ”Jeg er ligeglad med jer og jeres skide violiner.”

Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard

Der er naturligvis en grund til, at Beethovens sidste værker bliver så indadvendte og tidløse.

Han er fuldstændig døv. De fleste kender den store tragedie i Beethovens liv: det værste, der kan ramme en komponist. Allerede før han er fyldt tredive begynder han at få problemer med hørelsen, og efter at have overvejet selvmord og afprøvet diverse klodsede hørerør beslutter han at tage kampen op mod skæbnen og komponere på trods. Det resulterer i en lang række mesterværker. Men de sidste ti år af sit liv hører han intet af, hvad han har skrevet.

Beethoven var ikke nogen nem person at omgås. Han var hidsig, stædig, selvsikker og urenlig.

Han levede for sin musik, ikke for at gøre andre mennesker glade (og det gjorde han så alligevel i rigt mål).

Beethoven blev et forbillede for de efterfølgende komponister i romantikken. Geniet, som plaget af indre dæmoner og med rod i privatlivet går sine egne veje, vender autoriteterne ryggen og skaber stor og følelsesladet musik.

Beethoven fik aldrig en stilling ved kirken eller noget hof, men han var alligevel afhængig af overklassen, da de udgjorde det betalende marked. Det var i deres saloner, han spillede klaver, og det var dem, han tilegnede mange af sine værker. Men han kunne rejse sig og gå midt i en musikaften, hvis de adelige var ukoncentrerede. Som for at sige: Vi er alle sammen mennesker, men det er mig, der er geniet!

Beethoven blev berømt endnu mens han levede, hvilket ikke var nogen selvfølge for den tids komponister. Ved hans begravelse i Wien i 1827 stod 20.000 mennesker opstillet i byens gader. En noget anden afsked end for Bach og Mozart, der kom i jorden i al ubemærkethed.

I det følgende ser vi på nogle af hovedværkerne i Beethovens produktion.

Beethovens mægtigste bedrift er de ni symfonier. Efter nr. 3, som satte en ny standard for genren, og den melodiske nr. 4, kom så ”Skæbnesymfonien”, der indledes med fire slag - det mest berømte motiv i klassisk musik. Gennem første sats gentages disse fire toner, hurtigt eller langtrukket, fra gruppe til gruppe af instrumenter, som en puslen fra kælder til kvist.

Symfonien udvikler sig dramatisk fra mørke til lys og triumf, og den er et fint eksempel på den ”heroiske” Beethoven.

Carlos Kleibers indspilning med Wienerfilharmonikerne fra 1974 er legendarisk, den bør alle høre mindst én gang i livet.

Symfoni nr. 6 med titlen ”Pastorale” er beskrivende musik i familie med ”De fire årstider”. Til forskel fra Vivaldi skildrer Beethoven ikke naturen direkte, men derimod de stemninger, som mødet med skov, mark og bønder vækker hos gæsten på landet. Følelserne er i fokus, dette er ægte romantisk musik.

Og i øvrigt også munter, legende musik med skønne melodier.

Det kommer smukt til udtryk her, hvor Günter Wand dirigerer NDR’s Symfoniorkester. En af de bedste udgaver fra nyere tid.

Symfoni nr. 9, en time lang, er et af de kolossale værker fra komponistens sidste, døve år. Den begynder som en kosmisk mumlen og slutter med en vild finale, hvor Beethoven topper orkesteret med kor og solister, der synger Schillers universelle ode til frihed, lighed og broderskab. Og dermed endnu en gang skaber noget helt nyt i symfoniens verden. Der findes over 200 indspilninger af den 9. symfoni. Karajans version med Berlinerfilharmonikerne fra 1976 hører med i forreste række.

Ligesom det er tilfældet med de to første symfonier, har eftertiden ikke vist megen interesse for de to første klaverkoncerter. Men i den dynamiske nr. 3, den poetiske nr. 4 og den storslåede nr. 5 med tilnavnet ”Kejserkoncerten” viser Beethoven sin personlighed og sine nye ideer i genren. Hvor orkesteret tidligere var bagtæppe for virtuos klaverakrobatik, lader Beethoven klaver og orkester indgå i en jævnbyrdig samtale, ja, i passager glider de sammen og spiller som én stemme. Hør koncert nr. 4 og 5 med Wilhelm Kempff, en af de store fortolkere af komponistens klavermusik.

Violinkoncerten bliver opført næsten lige så hyppigt som symfonierne, og med god ret, for det er vidunderlig musik.

Tre kvarter præget af ro, dybde og inderlighed. Især i første og anden sats lyser violinen så gyldent, at stemningen nærmer sig det religiøse. Alle store violinister har prøvet kræfter med dette værk, Heifetz, Menuhin, Grumiaux osv. Og der kommer stadig nye indspilninger til, prøv f.eks. at lægge øre til Christian Tetzlaff, som har et rent og klart udtryk.

Gennem de 32 sonater for solo klaver kan man på nærmeste hold følge Beethovens kunstneriske udvikling. Fra den første tredjedel, der følger traditionen, over en stribe mere personlige og eksperimenterende værker med megen bravur, til den sidste håndfuld, der får lytteren til at tænke, om ikke de er skrevet på en anden planet snarere end i Wien? Udvalget her stammer hovedsageligt fra Beethovens mellemste periode og er et godt sted at starte. Nyd ”Måneskinssonaten” med den bølgende indledning og de monumentale ”Waldstein” og ”Appassionata”.

Hvis man tænker på Beethovens musik som mørk og voldsom, bør man høre hans sonater for violin og klaver. Det er let og gennemsigtig musik, som kalder på det gode humør. De to mest kendte har, som så ofte hos Beethoven, fået tilnavne: den charmerende nr. 5, ”Forårssonaten”, og nr. 9, den noget mere dramatiske ”Kreutzersonate”. De to sonater er parret på et utal af indspilninger. Man kan også høre alle ti, så går man ikke glip af noget. Isabelle Faust på violin og Alexander Melnikov på klaver er et godt bud af nyere dato.

Læsere af Murakamis ”Kafka på stranden” vil huske, hvordan Ærkehertugtrioen påvirker en af romanens personer så meget, at den nærmest ændrer hans liv. Vi andre kan også glæde os over dette sublime stykke musik. Beethoven skrev 12 trioer for klaver, violin og cello, og den sidste er tilegnet ærkehertug Rudolph af Østrig. Det er kammermusik i stort format. Anden og fjerde sats er muntre og let på tå, mens den langsomme tredje sats, et sæt variationer, er ophøjet og gribende. Beethoven regnede selv denne trio for et af sine bedste værker.

Strygekvartetterne viser ligesom klaversonaterne de tre faser i Beethovens musikalske udvikling. De første seks (opus 18) er traditionelle a la Haydn. Så følger fem, der er langt mere opfindsomme og har næsten orkesteragtig fylde. Og endelig de sidste fem fra 1825-26, hvor tonesproget er så dristigt, at de helt op til i dag har været kendt som Beethovens ”gale” kvartetter. Begynd med de tre Razumovsky-kvartetter fra den mellemste periode i en fornem udgave med Den Italienske Kvartet. Og spring så ud på det dybe vand med de sene kvartetter!

De fleste af 1800-tallets komponister skrev sange. Der var et stort marked hos borgerskabet, som ofte ønskede at give et kulturelt løft til selskabelige sammenkomster, men ikke havde råd til mere end et klaver. Også Beethoven skrev sange, selv om det ikke er dem, han huskes for. De går fra det helt enkle til ambitiøse stykker, der kunne være taget ud af en opera.

Hans mest betydelige værk i denne genre er cyklussen An die ferne Geliebte, seks sange med længsel og landskabspoesi, der bindes sammen til en helhed af klaveret.

I modsætning til Mozart og Schubert, der ofte komponerede uden at rette det mindste, skrev Beethoven om og om, inden han var tilfreds. Hans længste kamp var med ”Fidelio”, den eneste opera han lavede. Den var ti år undervejs og nåede at komme i tre udgaver med fire forskellige ouverturer. Emnet var lige efter Beethovens hjerte: menneskets frihedstrang, som omstyrter tyrannen. Der er megen kraftfuld musik i operaen, ikke mindst fangernes kor, og den bliver stadig sat op.

På plade er Otto Klemperers indspilning fra 1962 en af de bedste.

Fra den politiske Beethoven til den religiøse. Kirkemusikken fylder ikke meget i Beethovens produktion, men han skrev dog tre store religiøse værker: et oratorium og to messer, hvoraf den sidste, Missa solemnis, hører til de massive mesterværker fra hans sene, døve periode. Den nævnes ofte som et af de største stykker musik fra 1800-tallet. Hen over den latinske tekst bygger Beethoven en katedral af lyd, hvor både solister, kor og orkester bliver presset til det yderste.

Den intense oplevelse rundes af med solisternes bøn om indre og ydre fred.