Guide til Verdi

Verdi

Giuseppe Verdi — en kort introduktion Nogle få komponister synes at have giftet sig med en enkelt genre: Chopin skrev næsten udelukkende klaverstykker, Bruckner husker vi kun for hans enorme symfonier, og Verdi er opera fra ende til anden.

Giuseppe Verdi har udover operaer kun skrevet to betydelige værker (en strygekvartet og et requiem), samt en håndfuld sange og korværker, som ikke er mindeværdige. Hans livsværk er rækken af 28 operaer, hvoraf en del er mesterværker, som stadig er populære på scenen og har sikret ham en plads blandt de største operakomponister.

Verdi blev født i 1813 i en landsby i Norditalien. Faderen var kroejer og moderen arbejdede som spinderske. Drengen viste tidligt musikalske evner, 9 år gammel blev han organist ved sognekirken, som 15-årig var han allerede i gang med at komponere. Han blev støttet af en lokal købmand, Antonio Barezzi, som bl.a. sørgede for, at Verdi gennem flere år fik privat musikundervisning i Milano.

Da Verdi vendte hjem, fik han en kapelmesterstilling og giftede sig med Barezzis datter. Men tanken om den store by og ikke mindst det prestigefulde Teatro alla Scala trak i ham. I 1839 flyttede familien Verdi til Milano, og samme år lykkedes det Verdi at få sin første opera, ”Oberto”, antaget ved La Scala. Den blev oven i købet en pæn succes.

Men samtidig kom ulykkerne. I løbet af to år døde først hans to små børn, så hans kone. Og som om det ikke var nok, blev hans næste opera en dundrende fiasko. Publikum hujede og det blev kun til en enkelt opførelse.

Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard

Det var et hul, Verdi kun langsomt kæmpede sig op af - og han glemte aldrig publikums piften den aften, da han mere end nogensinde havde brug for medgang. Når der senere blev jublet og klappet i en fyldt teatersal, viste han kun behersket glæde.

Og der blev virkelig klappet i de følgende år. ”Nabucco”, hans næste opera, blev en stor succes. Herefter gik det stærkt. Verdi blev hele Italiens yndlingskomponist, der kom bestillinger fra udlandet, han komponerede og dirigerede på livet løs. Han blev velhavende og købte en gård på sin hjemegn. Uden for rampelyset klædte han sig og arbejdede som en bonde.

Der er især tre ting, som kendetegner Verdis musik. Han kunne drysse melodier ud, der var lige så iørefaldende som de slagere, folk fløjtede på gaden. Et eksempel er arien ”La donna e mobile”, vi alle kender med De Tre Tenorer. Et andet er ”Fangernes kor” fra ”Nabucco”, det bedste operakor nogensinde. Og hvad er det for fanger? I stykket er det de landflygtige jøder i Babylon, men det italienske publikum forstod straks, at det drejede sig om dem selv. Italien var på den tid underlagt Østrig, og Verdi bragte helt bevidst temaet undertrykkere og undertrykte ind i flere af sine operaer. Det øgede hans popularitet, men gav også konflikter med censuren.

Endelig er der selve handlingen i operaerne. Hos Verdis forgængere Rossini, Donizetti og Bellini gjaldt det især om at skrive svære arier, som gav sangerne mulighed for at brillere.

Verdi lagde mere vægt på dramatikken. Hans operaer er fyldt med had, mord, jalousi, svig og sindssyge, og handlingen går ofte langt ud over det troværdige.

Verdis operaer blev bedre med årene. Hans sidste, og en af de fineste, ”Falstaff”, skrev han i den høje alder af 77 til 79 år.

I det følgende ser vi på nogle af højdepunkterne i hans produktion. Og da opera både skal ses og høres, bliver der for det meste henvist til indspilninger på dvd.

Hvis man vil have et første indtryk af Verdis musik, kan man ikke starte noget bedre sted end dette dobbeltalbum. Her er et udvalg af ouverturer, kor, arier og duetter fra seks af Verdis bedste operaer. Alt sammen fremført af førsteklasses kor og orkestre (bl.a. fra La Scala) under ledelse af folk som Sinopoli, Kleiber og Abbado. Nogle af optagelserne går tilbage til 1963, men det tænker man ikke over, det hele lyder flot.

Med 16 operaer bag sig viste Verdi for alvor sin modenhed med ”Rigoletto” i 1851. Rigoletto er en pukkelrygget hofnar, som prøver at beskytte sin unge datter mod verdens ondskab.

Hun efterstræbes af Rigolettos herre, hertugen af Mantua, og det lykkes ham at få hende med i seng. Så kommer der en lejemorder ind i billedet, det bliver uvejr, og det hele ender dybt tragisk. I denne spanske indspilning fra 2004 bliver den hæslige og brutale stemning understreget i både kostumer og scenografi. Der synges og spilles fornemt, selv om ingen af de medvirkende hører til de mest kendte.

”Trubaduren” (1853) er kendt for sin næsten uforståelige intrige. Det er en vild historie med forbyttede børn, hævn og heksebål, og det ene dramatiske højdepunkt bliver rask fulgt af det næste. Ved tæppefald er tre af de fire hovedpersoner døde. Heldigvis er der en masse velklingende musik, som får melodramaet til at glide ned, f.eks. sigøjnernes berømte ”ambolts-kor” i 2. akt og den gribende Miserere-duet mellem de to elskende i 4. akt. Karajan lavede flere indspilninger af Trubaduren, og især kan den fra 1978 anbefales. Det er i den gamle, stolte stil med perfektion helt ud i krogene.

”La traviata” bygger på Dumas’ roman ”Kameliadamen” og foregår i modsætning til de fleste Verdi-operaer i samtiden, altså i 1850’erne. Endvidere adskiller den sig ved at være et kammerspil, og kun en af de tre hovedpersoner dør. Det er kurtisanen Violetta, som lider af tuberkulose (men synger igennem lige til sidste åndedrag). En romantisk tåreperser, først et flop, senere Verdis måske mest elskede opera. Man bør absolut høre Soltis indspilning fra 1992 med Covent Gardens Kor og Orkester og Angela Gheorghiu som Violetta. Hun fik sit internationale gennembrud med dette parti og er da også fuldstændig hjemme i de inderlige arier.

Efter hattricket med ”Rigoletto”, ”Trubaduren” og ”Traviata” - tre af hans mest populære operaer på kun tre år - gav Verdi sig mere tid til at arbejde med den dramatiske og musikalske opbygning af stykkerne. Censuren kunne også trække tingene i langdrag. Maskeballet skulle handle om mordet på den svenske Kong Gustav III, men kongen endte med at være en engelsk ambassadør i Boston, før censorerne ville godtage handlingen. Oplev det elegante drama med flotte stemmer i alle partierne, godt bakket op af Chailly og Leipzigs Gewandhausorkester, Operakor og Ballet.

Skæbnens magt var et bestillingsarbejde til Sankt Petersborg, og hvis russerne havde forventet melodrama, blev de ikke skuffet. ”Skæbnens magt” er sammen med ”Trubaduren” Verdis mørkeste og mest indviklede opera. Historien strækker sig over mange år og skifter mellem Spanien og Italien, og det hele drives (selvfølgelig) af hævn og kærlighed. Efter den russiske premiere i 1862 foretog Verdi betydelige ændringer, og det var en ganske anden version, der i 1869 fik succes på La Scala. Bemærk de komiske indslag, der sætter hovedpersonernes tragedie i relief - og den berømte ouverture, et potpourri over melodier fra operaen.

”Don Carlos” var oprindelig skrevet på fransk med premiere i Paris i 1867, men Verdi var utilfreds og skrev om, og 17 år efter gik tæppet op for en italiensksproget ”Don Carlo” på La Scala. Mange synes dog, at den franske udgave på fem akter er bedre end den italienske (fire akter). Handlingen er lagt i 1500-tallets Spanien og fokuserer på kronprins Don Carlos, som er forelsket i sin unge stedmor, Elisabeth. Det er Verdis længste opera, over tre timer, og endnu et skridt frem mod det perfekte i hans operakunst, med dybe psykologiske portrætter i både ord og toner. Oplev Don Carlos med Roberto Alagna, Kari Mattila og José van Dam. Fremragende!

Templer og paladser i oldtidens Ægypten er ramme om dette drama, hvor Verdi mere end nogensinde før lader musikken føre handlingen fremad. I 1870 skulle der åbne et operahus i Cairo, og til lejligheden var der bestilt et værk hos tidens hotteste operakomponist. Verdi kom præcis et år for sent med Aida, men den er til gengæld blevet hans mest berømte opera. For mange er den simpelt hen et billede på opera: spektakulære kulisser og masseoptrin. Men midt i showet er ”Aida” egentlig et intimt trekantsdrama, hvor der ofte kun er nogle få personer på scenen. Skønne arier og duetter - men det, de fleste husker, er den storslåede triumfmarch i 2. akt.

I 1873 overraskede Verdi en gruppe venner med en privat opførelse af en strygekvartet - det eneste instrumentalværk, han skrev. Kvartetten var vist mest tænkt som en øvelse, lidt tidsfordriv. I hvert fald afviste han i flere år at lade den trykke eller opføre offentligt. Det havde han nu ikke behøvet, for det er smuk og legende musik med teknikken helt på plads.

Delmé-kvartetten har sat Verdis kvartet sammen med Richard Strauss’ opus 2, en strygekvartet skrevet seks år efter Verdis, da Strauss kun var 16 år. Den gamle og den unge klæder hinanden glimrende.

Alle, der har set filmen ”Den enfoldige morder”, husker de rasende toner, der ledsager Svens hævnmarch med englene.

Det er Dies irae, Vredens dag, fra Verdis Requiem. Dommedag for alle pengene med slagtøj og trompeter. Naturligvis har dette værk fra 1874 også mere fredelige afdelinger, det er trods alt en dødsmesse. Alligevel er det typisk Verdi, at musikken konstant søger ud i ekstremerne. Det er flot og fuldt af følelser, faktisk ganske tæt på hans operaer. Mange klassiske komponister har skrevet et requiem, men det er få, der bliver opført så ofte som Verdis.

Efter Requiem mente Verdi, at hans liv som komponist var slut, og i stedet koncentrerede han sig om sit landbrug. Det var derfor en overraskelse, da han i 1887 vendte tilbage med sin hidtil fineste opera, ”Otello” efter Shakespeares skuespil.

Solostemmer, kor og orkester er sammenflettet så perfekt, og handlingen er så dramatisk, at alle må lade sig rive med.

Der er en forrygende åbningsscene med et skib i havsnød, og inderlige arier til Desdemona, bl.a. sangen om piletræet og ”Ave Maria”, men den jalousiplagede Otello er naturligvis midtpunkt. Placido Domingo har sunget i mange af Verdis operaer, men Otello er uden tvivl hans glansrolle. Oplev ham her, hvor han synger over for Te Kanawa og Leiferkus.

Ligesom ved ”Otello” var det librettisten Boito, der med en bearbejdelse af en Shakespeare-tekst lokkede Verdi i gang med endnu en opera. Oven i købet en komedie, en genre, han ikke havde prøvet kræfter med i et halvt århundrede.

Projektet lykkedes til fulde. ”Falstaff”, Verdis sidste opera, regnes af mange for kronen på hans værk. Teksten med dens ordspil, de finurlige personbeskrivelser, musikken, der er let på tå som hos Haydn - alt spiller gnidningsløst sammen og skaber en fornøjelig oplevelse. Zubin Methas indspilning fra 2013 er førsteklasses. Her foregår handlingen på et plejehjem, endda en rekonstruktion af det, Verdi lod bygge i Milano til pensionerede musikere.