Guide til orgelmusik

Instrumenternes

dronning

Orgelmusik - en kort introduktion Orglet er en ældre opfindelse, end man skulle tro. Nogle hundrede år f.Kr. byggede en græsk musiker og ingeniør det første vandorgel, en maskine, som skabte trykluft til piberne ved hjælp af en klokke nedsænket i vand. Vandorglet blev snart populært i middelhavslandene og blev bl.a. brugt i Romerriget som akkompagnement til sportslege og gladiatorkampe.

I den tidlige middelalder blev der i det byzantiske rige udviklet orgler, hvor lufttrykket kom fra store blæsebælge. Disse orgler spredte sig over hele Europa, ikke mindst til kirkerne. Med tiden blev de raffineret med flere klaviaturer, registre og piber, mens luften stadig kom fra en række store læderbælge, der blev betjent af en eller flere ”bælgetrædere”. Først i slutningen af 1800-tallet blev disse mænd med stærke arme og ben afløst af elektriske blæsere.

Orglet er det største og mest komplicerede af alle musikinstrumenter. Den tyske komponist Michael Praetorius kaldte det ”instrumenternes dronning”, et hædersnavn, der er blevet stående til i dag. Det kolossale blæseinstrument kan - ikke mindst i den perfekte akustik, man finder i en kirke - skabe en verden af toner, lydstyrker og klangfarver. Fra den mest Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard

intime piccolofløjte over blokfløjte, skalmeje, klokkespil, harmonika og trompet til rystende dommedagsbasun. Orglet samler det hele i ét. Orglet kan bruse og tordne, men det kan også nynne, svale og trøste.

De store perioder for orgelmusik er barokken, romantikken og 1900-tallet. Klassikkens komponister ville hellere skrive for klaver end for orgel, så vi har ingen væsentlige orgelværker fra Haydn, Mozart, Beethoven eller Schubert.

Barokken var den tid, hvor de europæiske orgler for alvor fik udviklet styrken og paletten. Og ingen steder blomstrede orgelmusikken som i Tyskland. Den hollandske komponist Sweelinck blev læremester for den såkaldte ”nordtyske orgelskole” (Scheidemann, Böhm, Buxtehude m.fl.), mens italienske Frescobaldis elever dannede den ”sydtyske orgelskole” (Froberger, Kerll, Pachelbel m.fl.). Midt mellem de to skoler arbejdede Johann Sebastian Bach, pænt anerkendt i sin samtid og i dag placeret som giganten over alle andre i orglets verden.

Efter en død periode opstod der i midten af 1800-tallet en ny interesse for orgelmusik. Felix Mendelssohn og César Franck startede denne bevægelse inden for romantikken, og der kom flotte bidrag fra førende komponister, især i Frankrig. Den franske dominans i orgelmusikken blev uden tvivl hjulpet på vej af Aristide Cavaillé-Coll, som på denne tid byggede en række pragtfulde instrumenter i Frankrig. Det var ikke kun følelserne, der svulmede i romantikken, orglerne fulgte med og blev efterhånden kæmpestore. Helt galt gik det i USA, hvor alt skal være større end virkeligheden - her fik koncertsalene orgler, som for nogles vedkommende kunne levere et lydtryk som tre symfoniorkestre.

Allerede i 1700-tallet havde Händel skrevet koncerter for orgel og orkester, og to hundrede år senere blev det almindeligt at lade orglet indgå i orkesterværker. F.eks. Saint-Saëns’ Symfoni nr. 3, Poulencs Koncert for orgel, strygeorkester og pauker og Respighis romerske trilogi.

Op gennem 1900-tallet var det længe de franske komponister, der sad på orgelmusikken, men billedet ændrede sig, og i dag kommer der orgelværker fra alle verdens lande. Orglet er også blevet brugt i avantgarde og postmodernistisk musik, bl.a. i samspil med elektronik og slagtøj.

I Danmark er det især Ib Nørholm, der har tegnet den nye, fantasifulde orgelmusik. Den bør absolut høres. Og bliver det lidt for moderne, kan man altid vende tilbage til Bach.

Diderich Buxtehude blev født i Helsingborg i 1637, da byen endnu var dansk. Som ung var han organist i Helsingør, men de sidste 40 år af sit liv var han ansat ved Marienkirche i Lübeck. Næsten al hans musik er skrevet til brug i kirken, bl.a. omkring 100 orgelværker. Halvdelen er koralbearbejdelser, mens anden halvdel udgøres af frie værker, toccataer, præludier, chaconner. Her folder Buxtehudes fantasi og lyst til at eksperimentere sig for alvor ud. Hans orgelspil gav genlyd ud over Europa og gjorde dybt indtryk på den unge Bach. Hør den danske organist Bine Bryndorf spille Buxtehude på orglet i St. Maria Kirke, Helsingør - det instrument, som komponisten selv sad ved i årene 1660-68.

De fleste kender kun Johann Pachelbel for Kanon og gigue, et stykke kammermusik, der er indspillet til hudløshed. Men han har også komponeret en stor og fornem mængde orgelmusik.

Pachelbel er højdepunktet i den sydtyske orgelskole, ligesom Buxtehude er i den nordtyske. Skal man fremhæve et enkelt værk, kunne det være Hexachordum Apollinis, seks arier med funklende variationer. Det er med på denne 5 cd-indspilning, der også byder på koraler, fugaer, toccataer og anden musik, der svinger fra det højtidelige til det legende. Alt sammen med flot lyd fra seks forskellige orgler i Schweiz, Østrig og Tyskland.

Den tyske organist Helmut Walcha var en autoritet, når det gjaldt Bach. Han spillede strengt og alvorligt, men kunne også give de lette, lyriske sider af Bach den rette udformning. Udvalget her, taget fra Walchas 12 cd-udgave af alle Bachs orgelværker, står stadig som den bedste introduktion, man kunne ønske sig. Og Johann Sebastian Bach er orgelmesteren over dem alle. Hans musik er typisk barok og alligevel mærkeligt tidløs. Med gudfrygtighed, talmystik og et enestående øre for gode melodier skabte han omkring tyve timers musik, der er toppen af al orgelkunst. Hør de to plader her, og gå selv videre på opdagelse.

Så springer vi til midten af 1800-tallet, og romantikken lyder ikke så velordnet som barokken, den er mere søgende og improvisatorisk. Franz Liszt skrev kun lidt for orgel, men han efterlod sig tre mesterværker: Fantasi og fuga over ”Ad nos, ad salutarem undam”, Præludium og fuga over B-A-C-H og Variationer over et tema af Bach. Nr. to og tre er mørke, buldrende værker, mens det første er en halv times rejse gennem skiftende klangverdener, snart drømmende, snart heroisk hårdtslående. De tre stykker spilles her af Christopher Herrick på det store Ladegast-orgel i Merseburg Domkirke.

Det var netop dette orgel, der inspirerede Liszt til at skrive Præludium og fuga over B-A-C-H.

Sidst i karrieren komponerede belgiske César Franck et par håndfulde orgelværker, som fik enorm betydning - seriøs og storslået musik, skrevet til St. Clothilde-kirken i Paris. Her blev Franck organist i 1861, og det nye Cavaillé-Coll-orgel gav ham mulighed for at arbejde med en bred, orkestral klang. Det høres i stykker som Præludium, fuga og variation for orgel, Grande pièce symphonique og de tre koraler, han skrev i sit sidste leveår, 1890. Med Franck kom både orglet og Frankrig tilbage i musikken. Hør hans værker spillet af Marie-Claire Alain, en af alle tiders fineste organister, på et Cavaillé-Collorgel med pragtfuld lyd.

Félix Alexandre Guilmant blev født i en familie af organister og orgelbyggere, så hans levevej lå lige for. I 1871 flyttede han til Paris, hvor han blev organist ved St. Trinité-kirken, og samtidig begyndte han at turnere som orgelvirtuos i Europa og USA. Selv om Guilmant var ansat ved en kirke, er hans vældige orgelværker mest beregnet på koncertsalene. Hans otte sonater, skrevet i årene 1874-1906, er lige så væsentlige og typiske for den franske romantiske orgeltradition som Widors og Viernes orgelsymfonier.

Da Charles-Marie Widor gik på pension i 1933, havde han været organist ved St. Sulpice i Paris i 64 år. Ved kirkens ”grand orgue” var det naturligt at tænke stort - det var det absolutte mesterstykke fra Cavaillé-Colls hånd: fem klaviaturer, 118 registre og 7000 orgelpiber. Her skabte Widor en ny og storslået genre, orgelsymfonien. Et stykke for solo orgel i flere satser, farvet både af tidens brede orkesterklang og af store virtuoser som Liszt og Alkan, og i særdeleshed inspireret af César Francks Grande pièce symphonique. Widor skrev i alt ti orgelsymfonier. Nr. 5 er den mest populære, især sidste sats, toccataen, som er blevet spillet ved utallige bryllupper.

Max Reger er en enlig tysk stemme i det franske kor, der dominerede romantikkens og senromantikkens orgelmusik.

Reger tilbad Bach og studerede nøje hans kompositioner, og mange af hans egne orgelværker bygger på former fra barokken: fuga, toccata, præludium, fantasi og passacaglia. Uden at de af den grund lyder gammeldags. Skønt han døde som kun 43-årig, nåede Reger at skrive en utrolig mængde musik, orkesterværker, kammermusik, klaverstykker og et kvantum orgelmusik, der i omfang kan måle sig med Bach. Alt sammen solidt håndværk med fornem sans for detaljen.

Af alle de komponister, som skrev for orgel i 1900-tallet, var Olivier Messiaen den mest originale og dristige. Han blev organist ved Trinité-kirken i Paris i 1931 og spillede der gennem mere end tres år. Hans værker er præget af hans dybe katolske tro og mysticisme, hans interesse for fuglesang, gregoriansk sang og indisk musik. Jennifer Bate har indspillet al Messiaens orgelmusik, og pladen her byder på hans sidste mesterstykke, Livre du Saint Sacrement fra 1984. Det er første indspilning af dette overvældende værk, og Bate spiller på Messiaens eget orgel i Trinité-kirken.

Her får man en fin introduktion til den nyere orgelmusik. Fire komponister er med, alle født omkring 1930, og deres værker er skrevet i årene 1967-1988. Russiske Sofia Gubajdulina er kun repræsenteret med et enkelt, myldrende nervøst stykke, og det samme gælder den dystre polak Henryk Górecki. Det meste af pladen deles mellem Einojuhani Rautavaara fra Finland, hvis vrede, tunge armbevægelser minder om barokkens gamle mestre, og Arvo Pärt fra Estland, der er lige så religiøs som Rautavaara, men anvender et anderledes svævende og næsten stillestående udtryk. Alle værkerne er i de bedste hænder hos den knivskarpe Kevin Bowyer.

Petr Eben overlevede som teenager to år i dødslejren Buchenwald, og som voksen blev han en af de mest betydningsfulde tjekkiske komponister. Hans musik er ligesom hos Messiaen præget af hans katolske tro, og den er lige så let tilgængelig.

På indspilningen her hører vi to af hans fineste værker: Landscapes of Patmos for orgel og slagtøj, som er inspireret af Johannes’ Åbenbaring, og Okna (vinduer) for orgel og trompet, en musikalsk gengivelse af Marc Chagalls vinduesmosaikker med Israels tolv stammer.

Libanesisk-franske Naji Hakim blev i 1993 Olivier Messiaens efterfølger som organist ved St. Trinité. Det siger lidt om hans ry og plads i nutidens orgelverden, og han er stadig yderst aktiv både som komponist og udøver. Blandt hans mange værker for orgel finder man en del, der er inspireret af danske salmer og sange. Faktisk nok til at fylde denne cd fra 2009, der byder på hans Sakskøbing præludier og andre variationer over danske melodier. Det er komponisten selv, der spiller på det imponerende Van den Heuvel-orgel i DR Koncerhuset.