Guide til Carl Nielsen

Carl Nielsen

Carl Nielsen — en kort introduktion Carl Nielsen er (bortset fra Buxtehude) den eneste danske komponist, som er ordentlig kendt i udlandet. Og den musik, han er berømt for ude i verden, er de store orkesterværker. De seks symfonier og de tre koncerter. Her i Danmark er det en anden side af Nielsen, der er kendt og elsket, nemlig hans sange - enkle melodier til danske digteres ord. Han er en komponist, der spænder vidt. I hans udtryk finder vi både det voldsomme og det inderlige, det tidstypiske og det tidløse.

Carl Nielsen blev født i 1865 i et fattigt daglejerhjem ved Nørre Lyndelse syd for Odense.

Faderen var maler og landsbymusikant. Da Carl tidligt viste musikalske evner, fik han sin egen violin og fulgte med, når faderen skulle ud og spille til bryllup og andre gilder. Disse indtryk af folkelig dansemusik satte sig i drengen og kom til at præge hans kompositioner som voksen, ikke mindst sangene.

Fjorten år gammel blev han optaget som militærmusiker i Odense. De fleste kender billedet af den lille Carl i uniform, bevæbnet med signalhorn og altbasun. Under tiden i Odense begyndte han at komponere, og i 1884 rejste han til København, hvor han havde fået friplads på musikkonservatoriet. Efter eksamen blev han ansat som violinist i Tivoli Symfoniorkester.

Her debuterede han offentligt som komponist med opus 1, Lille suite for strygere, en sensommeraften i 1888. En måned senere dirigerede han selv værket ved en koncert på rådhuset.

Hermed var den unge mand ankommet på scenen både som komponist og dirigent, og resten af livet sad han på centrale poster i dansk musik. Violinist i Det Kongelige Kapel. Kapelmester

Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard

ved Det Kongelige Teater. Dirigent i Musikforeningen i København. Direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Og allerede som 36-årig kom han på finansloven.

Nielsens karriere som dirigent var lige så vakkelvorn som hans ægteskab. Det var som komponist, han fejrede sine store succeser, og selv her gik populariteten op og ned. Det skyldtes, at Nielsen ofte var for moderne for sin samtid. Han var en verdensmand, som på rejser i Europa holdt sig a jour med, hvad der skete af nyt i kunsten. Han mødtes med Schönberg, Bartók og Stravinskij. Han interesserede sig for symbolismen og for det moderne gennembrud, der bl.a. omfattede fynbomalerne og digtere som Aakjær og Johannes V. Jensen.

Allerede i den 1. symfoni fra 1894 eksperimenteres der med harmoni og modulation, og som årene går, bliver Nielsen stadig mere eventyrlysten. Da 5. symfoni opføres i Stockholm i 1924 forlader en del af publikum salen, mens andre prøver at få orkestret til at dæmpe sig. Året efter følger den 6. og sidste symfoni, og den er for alvor svær at kapere. Et gådefuldt og ironisk værk. Eller som en anmelder skriver: Nielsen er blevet en ”kras modernist”.

Det skal dog siges, at alle symfonierne hurtigt blev anerkendt som mesterværker, og de er nu en fast del af det internationale repertoire og den danske kulturarv.

Carl Nielsen skrev i alle genrer. Koncerter, kammermusik, symfoniske digte, klaverstykker, scenemusik, korværker, to operaer - og så alle de folkelige sange, der gik rent ind: ”Jeg ved en lærkerede”, ”Solen er så rød, mor”, ”Jens Vejmand”, ”Se dig ud en sommerdag” og mange flere. I det følgende ser vi på nogle af højdepunkterne i hans produktion.

Den 3. symfoni er Carl Nielsens svendestykke, og den gav ham et internationalt gennembrud. Symfonien (med tilnavnet ”Espansiva”) skal ifølge Nielsen vise, at musik drives af indre kræfter, der prøver at bryde alle begrænsninger. Der er da også en vældig fremdrift i første sats. Den afløses af en mild pastorale, hvor man hører to stemmer, mand og kvinde, synge ordløst bag en stille dis af instrumenter. I de to sidste satser stiger uroen, og der sluttes med en grandios finale. Den 3. symfoni er et godt sted at starte på Nielsens orkestermusik.

Hør den i Bernsteins banebrydende indspilning fra 1965 med Det Kongelige Kapel.

Efter 3. symfoni kan man lytte til den 4. med tilnavnet ”Det uudslukkelige”. Musik er liv, og som dette uudslukkeligt, skrev Nielsen som motto for symfonien. Et værk fyldt med konflikt og drama, som kulminerer i en duel mellem to pauker, der kæmper mod hinanden hen over resten af orkestret. Kun til allersidst forliges alle stemmer i lys harmoni. Symfonien får en medrivende udførelse af Herbert Blomstedt og San Franciscos symfoniorkester. Og da det er en dobbelt-cd, bliver der også lejlighed til at høre den endnu mere krigeriske 5. og den avantgardistiske 6. symfoni.

Violinen var Nielsens instrument, så selvfølgelig måtte han skrive en violinkoncert, og det gjorde han lige efter arbejdet med 3. symfoni. Her går Nielsen sine egne veje. I stedet for de traditionelle tre satser er violinkoncerten opdelt i to, der begge har en langsom og en hurtig del. Og lige fra start kaster violinen sig ud i en kadence - en solo, der normalt kommer mod slutningen af første eller sidste sats. Selve musikken er der ikke noget provokerende ved, det er skønne toner med megen varme og humor. Koncerten blev ikke spillet så tit i Nielsens levetid, men nu har mange violinister givet deres bud - bl.a. norske Vilde Frang med DR SymfoniOrkestret.

Klarinetten kan være ”mild som balsam og skrigende som en sporvogn på dårligt smurte skinner”, har Carl Nielsen sagt.

Man kan ikke andet end give ham ret, når man hører hans klarinetkoncert fra 1928, det sidste større orkesterværk han skrev, og også det mest moderne. Det er en kantet og barsk koncert, hvor klarinetten svinger rastløst mellem blid ro og hysteriske, skærende udbrud. Man mærker, at Nielsen har lyttet til Stravinskij. På indspilningen her dirigerer Michael Schønwandt DR SymfoniOrkestret i de tre koncerter med henholdsvis Kim Sjøgren på violin, Toke Lund Christensen på fløjte og Niels Thomsen på klarinet. En fremragende skive!

Af Nielsens to operaer blev den alvorlige ”Saul og David” fra 1902 ikke videre populær, mens Maskarade fra 1906 til gengæld var en øjeblikkelig succes. Det skyldes dels handlingen, som er hentet fra Holbergs komedie af samme navn, dels Nielsens musik, der er så lystig, funklende og iørefaldende, at man ustandselig tænker på Mozart. (Og ganske som hos Mozart blev Nielsen først færdig med musikken lige før premieren!) Mens ”Maskarade” har haft svært ved at slå an i udlandet, sikkert på grund af sproget, er dens popularitet her i landet bare vokset, og den har nu status som nationalopera.

Carl Nielsen havde ikke noget godt forhold til Det Kongelige Teater, efter at han i 1908-1914 havde været kapelmester på stedet. Der skulle mange overtalelser til, før han gik med til at skrive musik til en opsætning af Oehlenschlägers eventyrspil ”Aladdin eller den forunderlige lampe”. Nielsen leverede musikken, som var både kraftfuld, enkel og havde et passende orientalsk strøg. Men ved premieren i 1919 fyldte kulisserne så meget, at man måtte flytte orkesteret til et sted, hvor det næsten ikke kunne høres, og Nielsen var rasende. Nu til dags hører man mest ”Aladdin” som orkestersuite. Men på denne indspilning er alle 31 stykker eventyrlig musik medtaget.

”Den danske sang”, ”Som en rejselysten flåde”, ”Nu er dagen fuld af sang”, ”Jens Vejmand”, ”Underlige aftenlufte”, ”Jeg ved en lærkerede”, ”Se dig ud en sommerdag”. Kort sagt: den Carl Nielsen, vi er vokset op med og ikke kan undvære. Uden Nielsen, ingen Højskolesangbog! Her bliver de enkle og uopslidelige melodier sunget af Ars Nova, et af Danmarks ypperste kor. Oven i får vi nogle af hans bedste salmer: ”Mit hjerte altid vanker” (med tekst af Brorson), ”Påskeblomst, hvad vil du her?” (Grundtvig) og ”Tit er jeg glad” (Ingemann). I alt skrev Carl Nielsen mere end 350 sange og salmer. Gå selv på jagt efter dem, der ikke er med her.

Nielsen gav sig jævnligt i kast med bestillingsarbejder, og et af de smukkeste resultater er hans musik til en tekst af Aage Berntsen - Fynsk forår for kor og orkester. Det er et muntert og yndefuldt værk med klar tråd til hans folkelige sange og barndommens spillemandsmusik. Et andet af hans mange kor- og kantateværker er ”Hymnus amoris”, en højtidelig lovsang til kærligheden. Teksten skildrer kærligheden i alle livets aldre, og for at det skal virke ekstra monumentalt, synges der på latin.

Et spændende hjørne af Nielsens musik er hans tonedigte, der ligesom hos Sibelius er korte orkesterværker inspireret af natur eller mytologi. Bedst kendt er ”Helios ouverture” fra 1903, som Nielsen fik ideen til under et ophold i Athen. Her skildres solens vej over himlen fra dens højtidelige opgang over middagens blændende lys til den stille og roligt synker bag de fjerne bjerge i vest. Hør stykket på denne glimrende cd med Aarhus Symfoniorkester og Lance Friedel, der også byder på andre tonedigte som ”Saga-drøm” (inspireret af de islandske sagaer) og ”Pan og Syrinx” (med baggrund i Ovids ”Metamorfoser”).

Carl Nielsen var ingen klavervirtuos, og man kan sige om hans mange små stykker for solo klaver, at de er usentimentale, men også ofte useriøse. Nogle af dem er dog absolut værd at stifte bekendtskab med. I årene 1916-1920 komponerede han tre store klaverværker: ”Chaconne”, ”Tema og variationer” og ”Suite” med undertitlen ”Den luciferiske”. Her er drama, dynamik og farver, der giver samtidige som Bartók og Ravel kamp til stregen, selv om Nielsen på ingen måde prøver at efterligne. Hør også den sene, afklarede ”Klavermusik for små og store”. Det hele er med på Christina Bjørkøes fine indspilning.

Blæserkvintetten fra 1922 er lige så vægtig som symfonierne, og den rager også op i kammermusik på et internationalt plan. Faktisk siges det, at supermodernisten Schönberg blev så imponeret over værket, at han svarede igen ved at skrive sin egen blæserkvintet. Det betyder ikke, at Nielsens musik er kantet, tværtimod er den let tilgængelig, munter og blid. DiamantEnsemblets indspilning er blevet kaldt den bedste nogensinde. I tilgift får man Nielsens mest elskede stykke kammermusik, ”Tågen letter” for fløjte og harpe.

Med sit sidste værk, Commotio, skabte Nielsen det flotteste danske orgelmusik siden Buxtehude. Han var i de sene år begyndt at komponere for orgel og skrev forskellige mindre stykker, inden han samlede kræfterne om ”Commotio”. I værket, som varer næsten en halv time, brugte han alt, hvad han havde lært om kompositionsteknik, kontrapunkt og polyfoni.

Den glimrende tyske organist Friedhelm Flamme leverer en solid udgave af Nielsens orgelmusik. Pudsigt nok har pladen også medtaget værker af Rued Langgaard - en komponist, som livet igennem stod i skyggen af Carl Nielsen og derfor hadede ham af et godt hjerte.