Guide til Elvis Presley

Guide til

Elvis Presley Guide til Elvis Presley Guide til Depeche Mode albums 1981-2013

Bibzoom Guide til Elvis Presley Tekst Kenth Kjeldg책rd Nielsen Redaktion Niels Mark Jens Laigaard Layout Niels Mark

Elvis Presley (1935-1977)

- introduktion til sangeren og musikeren

I 2015 kunne Elvis Presley være fyldt 80 år. Hans aktive professionelle karriere strakte sig fra 1954-77 og med et imponerende eftermæle. Ikke mindst har man de senere år gjort meget ud af at genudgive og præsentere Elvis Presleys musik på ny.

Det er ganske svært at rubricere Elvis Presley musikalsk, idet han stilmæssigt beskæftigede sig med mange genrer.

Nok er han blevet kaldt ”The King of rock ’n’ roll”, han var en af de første der blandede sort og hvid musik og var en af pionererne inden for rock ’n’ roll, men det vil være alt for unuanceret alene at fokusere på den genre. Nuvel, han skrev ikke sit materiale selv – han var fortolker, men hans betydning for populærmusikken kan næppe overvurderes.

Elvis Presley havde især sin musikalske inspiration fra de amerikanske sydstaters musik – både den sorte og den hvide. Grundlaget er skabt i en tid, hvor der stadig var raceadskillelse – ikke bare i busserne og på restauranterne, men også i radioen. Der var hvide radiostationer, hvor der bl.a. blev spillet country & western og der var sorte stationer, hvorfra bluesmusikken strømmede. Disse og andre elementer

sammen med gospelmusikken, som også findes i sorte og hvide variationer, formede det lydbillede, som Elvis tog til sig og byggede videre på. Både i hans ballader, hans rocknumre, hans gospelsange – ja stort set alt, hvad han beskæftigede sig med. Nogle gange ganske direkte og andre gange mere som en understrøm gennem musikken, hvor f.eks. en frasering giver et hint eller en mindelse om en genre eller en stilart.

Denne guide vil pege på nogle af de indspilninger, der definerer og nuancerer musikeren Elvis Presley.

Måske er det ikke de mest kendte numre, der fremhæves, men de vil tegne det musikalsk sammensatte billede, han fortjener. Det er værd at nævne, at det kan være hensigtsmæssigt i forståelsen af Elvis Presley og hans musik, ikke alene at kigge på rækken af albums, men også dykke ned i enkeltnumre, der repræsenterer hans musikalske spændvidde. På den måde vil man få mulighed for at fornemme dels de kronologiske udviklinger og tiltag han gennemgik, men også få en fornemmelse af bredden af hans repertoire.

Elvis Presleys musikalske historie – kort fortalt I 1950’erne hørte man første gang Elvis Presley på plade. Den spæde start var privatfinansierede indspilninger hos Memphis Recording Service. Historien fortæller, at det var en gave til hans mor, men i virkeligheden drejede det sig vist mere om at høre sig selv på plade. Ejeren og pladeproduceren Sam Philips fra det lokale pladeselskab Sun Records, som stod bag Memphis Recording Service, fik nys om denne unge mand, og efter flere tiltag lykkedes det at finde det helt rigtige musikalske udtryk i sommeren 1954. Elvis var blevet sat sammen med de to lokale musikere Scotty Moore og Bill Black, og de indspillede og udsendte ”That’s All Right Mama”. Det førte til en række nu klassiske indspilninger for Sun, men i slutningen af 1955 overtog det store pladeselskab RCA Victor Elvis, og han fik kort efter både nationalt og internationalt gennembrud.

Det skete med sangen ”Heartbreak Hotel” fra 1956. Elvis indspillede en række numre, både ballader, rock ’n’ roll og en smule gospel samt en juleplade frem til han skulle aftjene sin værnepligt i 1958-60.

Det blev også til en filmkarriere. Af særdeles svingende kvalitet, filmmæssigt set. Men en række af de mest kendte sange med Elvis stammer fra film. Man finder ballader som ”Love Me Tender”, ”Loving You” og” Can’t Help Falling in Love”. Men det er også fra film vi har rock ’n’ roll-klassikere som ”Jailhouse Rock”, ”King Creole” og ”Teddy Bear”.

1960’erne var et broget årti – også for Elvis Presley. Hjemvendt fra hæren udsendte han ret hurtigt to fornemme albums, Elvis is Back og His Hand in Mine. Sidstnævnte er et rendyrket gospel- eller religiøst inspireret album. Men en stor del af 1960’erne kom til at stå i filmens og filmmusikkens tegn – i alt over 30 film blev det til. Og selvom der er Elvis-klassikere og enkelte guldkorn at finde

her, er det ikke denne del der skal fremhæves som hans ypperste værker.

Men i slutningen af 1960’erne er der en ny vitalitet at spore. Elvis får bedre sange, han kommer ud af filmkontrakterne og begynder at indspille andet end filmsange igen. Det begynder omkring 1967 med gospel-albummet How Great Thou Art, han kaster sig over country-rocksange og i 1968 får han sit berømte comeback, hvor han optræder på tv i sort lædertøj. Det er også begyndelsen til et comeback til livescenen, som han ikke har betrådt i flere år.

I 1969 indspiller han igen i Memphis, og fra de sessions får vi noget af det bedste Elvis præsterede. Det var sange som ”Suspicious Minds”, ”Long Black Limousine” og ”In the Ghetto”.

Fra 1969 frem til sin død i august 1977 er Elvis en særdeles aktiv live-kunstner. Både i Las Vegas og rundt om i USA. Desværre kommer han ikke rundt i verden. Kun i form af et par koncertfilm, ”That’s the Way It Is” og ”Elvis on Tour” samt ikke mindst live-tvshowet fra 1973 ”Aloha From Hawaii”.

Derudover bød 1970’erne også på en række indspilninger og udgivelser fra Elvis. I perioder har de været forkætrede, men de er en del af det samlede billede af Elvis Presley. Han var med tiden modnet som kunstner, og det blev afspejlet både i repertoire men så sandelig også i hans stemme, hans vigtigste instrument. Hans albums var oftest en buket af sange – ofte taget fra forskellige sessions. Det kan give et lidt rodet og flagrende billede på de originale albums, der sjældent var ”koncept-albums”, som ellers var populære i tiden. Men igen er det summen af de enkelte sange mere end summen af albums, der tegner kunstneren Elvis Presley.

Musikerne, korene …

Gennem stort set hele karrieren omgav Elvis sig med top-professionelle musikere. Dog var de to første, Scotty Moore og Bill Black, mest lokalt kendte delvis amatørmusikere, men allerede fra 1956 og frem var det etablerede navne, der ofte backede Elvis op.

Et af de mest kendte og klassiske samarbejder er med vokalgruppen The Jordanaires. De var med allerede fra hans andet album Elvis fra 1956 og frem til 1970 på albummet Elvis Country.

På hans første album, Elvis Presley fra 1956, medvirkede navne som guitaristen Chet Atkins og pianisten Floyd Cramer. Det var navne, der fulgte ham op gennem tresserne, også sammen med andre fra den kreds af musikere, der er kendt som ”The Nashville A-team”. En gruppe af særdeles aktive og meget dygtige musikere, der udover de førnævnte også tæller navne som bl.a. bassisten Bob Moore og mundharmonikaesset Charlie McCoy. Denne gruppe spillede med en lang række kendte navne op gennem 1950’erne og frem til de tidlige ’70’ere. Navne som Roy Orbison, Patsy Cline, Bob Dylan for blot at nævne nogle.

I 1969 havde han et par sessions i American Sound-studiet i Memphis. Det var med bl.a. guitaristen Reggie Young, trommeslageren Gene Chrisman m.fl. Disse musikere havde stået bag en lang række hits for bl.a. Dusty

Springfield, Neil Diamond og Aretha Franklin.

Som noget lidt specielt omgav Elvis sig de senere år med gospelkor som backing. Både på pladeindspilningerne og på scenen. Det var The Imperials og senere J.D. Sumner & the Stamps Quartet. Det skal ses i lyset af, at Elvis netop havde en stor forkærlighed for den sound, et sådant kor kunne frembringe.

Rent faktisk havde han selv som helt ung søgt optagelse i et gospelkor. Dog uden at det lykkedes for ham. Også pige-soulgruppen The Sweet Inspirations var en stor del af Elvis’ sound. De havde tidligere haft egne hits og også medvirket hos bl.a. Aretha Franklin, Dusty Springfield og Jimi Hendrix. ”The TCB-band” skal også nævnes. Det er med årene blevet betegnelsen for de musikere, der udgjorde grundstammen i Elvis’ faste backingband fra 1969-77. Det bestod primært af guitaristen James Burton, trommeslageren Ronnie Tutt, pianisten Glen D. Hardin og bassisten Jerry Scheff. Der var udskiftninger undervejs og nogle kom til og fra, men igen var der tale om særdeles kompetente musikere, der kunne levere præcis dét, som Elvis søgte med sin musik – på scenen ofte også med det nærmest big band-agtige Joe Guerchio Orchestra fra Las Vegas.

Elvis Presley og The Jordanaires

Musikken Elvis Presley var som nævnt ikke udpræget album-kunstner. Hans fokus var i højere grad på den enkelte sang. At få en stemning eller en følelse ud. Det gjorde han i valget af sine sange og måden at fortolke dem på. De udkom på en række singler og albums, men ofte bar disse præg af at være lidt tilfældigt sammensat.

Gennem årene er der dukket et hav af mere eller mindre lødige opsamlingsudgivelser op, og det kan være svært at navigere rundt i alle disse. Nogle er gentagelser af de samme ”greatest hits” i forskellige konstellationer, men der findes heldigvis også en række albums, der tematiserer eller samler relevante indspilninger.

Vi vil her tage et strejftog gennem de musikalske stilarter Elvis især beskæftigede sig med, og pege på nogle væsentlige indspilninger og udgivelser, der tegner det musikalske portræt af Elvis Presley.

balladerne Elvis ville gerne være ballade-sanger, og den genre vendte han gang på gang tilbage til. Man kan følge hans vokale udvikling gennem årene ved at lytte til nogle eksempler: “My Happiness”, den første af de sange Elvis indspillede for egen regning i 1953. En ung, uerfaren sanger men man kan allerde her høre ”Elvis Presley-sounden”. Den blev først officielt udgivet efter hans død og findes bl.a. på albummet ”Sunrise”, der samler indspilningerne fra Sun-perioden.

“Love Me”, fra andet album fra 1956, ”Elvis”. Nu er The Jordanaires kommet med på kor. Stadig ung stemme.

“Love Me Tonight”, indspillet i 1963 og at finde som bonus-track på film-albummet ”Fun in Acapulco” En flot, modnet stemme.

“I Miss You”, indspillet i et slags hjemmestudie i 1973. Det er den voksne sanger, hvor tabt kærlighed og brud har sat sit præg på valget af sange. Oprindeligt udsendt på albummet ”Raised on Rock”

“Hurt”, indspillet i 1976 er en af de sidste store ballader. Den er dramatisk og pompøs, og Elvis demonstrerer her en flot, flot fyldig modnet stemme med et imponerende register. Oprindeligt udsendt på albummet ”From Elvis Presley Boulevard”. Titlen på albummet hentyder til, at det var indspillet hjemme hos Elvis selv – netop på Elvis Presley Boulevard, Memphis Tennessee.

Rock ’n’ roll Det var som rock ’n’ roll-sanger Elvis slog igennem, og han er da også en af dem, der har leveret nogle af genrens klassikere. Her er et udpluk af både klassikere og mindre kendte.

“That’s All Right, Mama”, den første egentlige professionelle indspilning Elvis lavede. Er det rock ’n’ roll? Er det rock-a-billy? Det var i hvert fald nyt dengang i 1954. En af klassikerne fra Sun og findes bla. på ”Sunrise”.

“Hound Dog” blev en rock ’n’ roll-klassiker i Elvis’ rå fortolkning fra 1956. En sang han havde hørt med Freddie Bell & The Bell Boys, men i den grad gjorde til sin egen.

Oprindeligt udsendt som single.

“Little Sister” fra 1961 viser en mere modnet sanger og med et lidt mere raffineret arrangement. Et sejt, swingende rock ’n’ roll-nummer, der bl.a. findes på albummet ”Elvis’ Golden Records, vol. 3”

“I Washed My Hands in Muddy Water”, indspillet i 1970, er et glimrende eksempel på, at den lidt senere Elvis med et særdeles velspillende band stadig kunne rocke. Oprindeligt udsendt på albummet ”Elvis Country” i 1971.

“Promised Land”, indspillet i 1973, er et Chuck Berry-nummer, der står som noget af det bedste, sene rock ’n’ roll, Elvis lavede. Indspillet i Stax-studierne i Memphis og titelnummer på et album, der kom i 1975. Albummet ”Promised Land” indeholder en fin blanding af især ballader og country .

Gospel/Blues/Soul Gospelmusikken var en af de store inspirationskilder for Elvis, og som musikalsk genre er den tæt forbundet med blues og soul. Elvis trak på en række elementer og virkemidler fra disse.

“Amazing Grace”, en gospel-klassiker som Elvis indspillede til det Grammy-vindende album ”He Touched Me”, der udkom i 1972. Et flot, blueset arrangement som kommer særligt til udtryk på en alternativ version, der findes på bokssættet ”Walk a Mile in My Shoes”

“In My Father’s House” fra 1960 er et flot eksempel på hvordan Elvis og The Jordanaiers, ikke mindst bassanger Ray Walker, interagerer. Ren vellyd. Oprindeligt udsendt på gospel-albummet ”His Hand in Mine”.

“Reconsider, Baby” er en blues-klassiker Elvis indspillede i 1960 til albummet ”Elvis is Back”. Et rendyrket blues-nummer, hvor Elvis’ stemme har den helt rigtige rå klang. Og nummeret vibrerer og swinger fornemt, ikke mindst i kraft af en flot sax-solo fra Boots Randolph. Et nummer Elvis vendte tilbage til flere gange på live-scenen også.

“Long Black Limousine” er indspillet i 1969 og udkom oprindeligt på albummet ”From Elvis in Memphis”. Egentlig et country-nummer, men i Elvis’ fortolkning fra indspilningerne i American-studierne bliver det nærmere til en Memphis-soul.

“She Thinks I Still Care” blev indspillet i 1976 hjemme på Graceland og udsendt som b-side til “Moody Blue”. Det skulle også blive titlen på det sidste studie-album Elvis indspillede. Sangen er en country-klassiker og det er en moden Elvis, der fremfører den flot og indlevelsesfuldt.

Filmmusikken Elvis indspillede en lang række film. De fleste var i den absolut lettere genre og musikken skulle oftest passes ind i handlingen. Det betød at sangene i sig selv som oftest også var i den lettere genre. De var i meget svingende kvalitet, både musikalsk og indspilningsteknisk, men de er med til at fuldende billedet af Elvis Presleys musik.

“The Walls Have Ears” er fra filmen ”Girls, Girls, Girls” fra 1962.

Ikke en af de hverken værste eller bedste, men ret typisk.

“Can’t Help Falling in Love” fra ”Blue Hawaii”, 1961, er blevet en Elvis-klassiker. I 1970’erne bugte han den som afslutningsnummer – i en noget hurtigere udgave – ved langt de fleste koncerter.

“Queenie Wahine’s Papaya”, en sang fra filmen ”Paradise, Hawaiian Style”fra 1965. Totalt spild af talent.

Live Koncerter var en stor del af Elvis Presleys virke, og der findes talrige optagelser fra disse. Især i 1970’erne turnerede han USA tyndt og optrådte i Las Vegas. Repertoiret bestod både af sange fra hans eget bagkatalog og sange, der alene blev fremført live. Men de vidner oftest om dynamik og spilleglæde hos en unik kunstner.

Trying To Get To You, live fra 1968. Elvis havde ikke optrådt live I en årrække. Nu var han tilbage foran et publikum i et tv-studie og et af højdepunkterne var denne klassiker fra Sun-årene. Findes på ”The Complete ’68 Comeback Special”.

See See Rider blev ved mange koncerter i 1970’erne brugt som åbningsnummer. Et gammelt blues-nummer, der i Elvis’ fortolkning blev en rocker. Her i en version fra Las Vegas 1970 fra albummet ”On Stage”.

An American Trilogy var et pompøst nummer bestående af ”nationalsange”. Den får fuldt udtræk af band og orkester.

Det er patriotisk, det er svulstigt, amerikansk. Og flot. Her en version fra 1973, satellitshowet ”Aloha From Hawaii”.

You’ve Lost That Lovin’ Feeling, en klassiker fra The Righteous Brothers, som Elvis også gav sin fortolkning af.

Bl.a. i Madison Square Garden i New York i 1972. Bl.a. i Madison Square Garden i New York i 1972, hvor han var den første kunstner, der udsolgte fire koncerter i træk. To af dem findes på albummet ”Elvis – Prince From Another Planet”.

Unchained Melody kom også på Elvis’ live-repertoire det sidste års tid. Som oftest akkompagnerede han sig selv på piano og fremførte en udtryksfuld fortolkning af denne sang. Her fra en af hans sidste koncerter i 1977, der bl.a. findes på opsamlingsboksen ”Elvis 75 – Good Rockin’ Tonight”

Genveje til Elvis Presleys musik Hvis man gerne vil sætte sig lidt mere ind i Elvis Presleys musik, men ikke orker at gennemgå det hav af udgivelser der findes, kan man med fordel starte med nogle af de gode opsamlinger, der heldigvis findes:

Elvis 75 – Good Rockin’ Tonight, er et godt bud på et strejftog gennem karrieren.

Elvis – The King of Rock ’n’ roll. The complete 50’s Masters er et flot samlet overblik over indspilningerne fra 1950’erne.

From Nashville to Memphis samler på samme vis indspilninger fra 1960,’erne, og endelig

Walk a Mile in My Shoes giver et fint overblik over 1970’erne.

I Believe – The Gospel Masters samler hans gospelindspilninger og endelig er der Live in Las Vegas, der fornemt dokumenterer koncerterne i Las Vegas.

Litteratur Vil du læse mere om Elvis Presley findes der talrige udgivelser. Nogle bud på opslagsværker og biografier er: Adam Victor: The Elvis Encyclopedia Peter Guralnick: Last Train to Memphis / Careless Love – the Unmaking of Elvis Presley Ernst Jørgensen: Elvis Presley – A Life In Music: The Complete Recording Sessions Robert Gordon: Elvis på nært hold DVD: That’s the Way It Is, Elvis on Tour og Aloha from Hawaii. Film der viser Elvis i koncert og på turné.

De i guiden nævnte titler kan alle høres på Bibzoom eller lånes via dit bibliotek.

Bibzoom lytteguides Bibzoom guider dig kyndigt gennem festivaller, begivenheder, bands og musikgenrer. Med Bibzoom som redaktion skriver en gruppe musikfaglige ildsjĂŚle fra de danske biblioteker dig vej gennem musikjunglen og giver dig tips til godbidder, nyskabelser, sikre satsninger, og meget mere fra musikkens forunderlige verden.

Der kommer flere, og der er flere, hvor de kommer fra.