Dirigenter

Store Mozart dirigenter

Store dirigenter - en lille håndfuld Når det gælder kammermusik, kan musikerne selv finde ud af, hvordan det skal lyde. Men et orkesterværk kræver en dirigent. Der skal være en, som får de mange musikere til at holde takten og viser dem, hvornår der skal spilles højt eller lavt. Med slagene fra sin taktstok, med hovedets, armenes og fingrenes bevægelser, med ansigtsudtryk og blikke rundt i orkestret styrer han de forskellige instrumentgrupper og skaber en helhedsoplevelse.

Dirigenten har på forhånd aftalt med musikerne, hvordan værket skal lyde. Faktisk begynder hans arbejde mange måneder før han træder ind i koncertsalen. Partituret bliver gransket, og han danner sig en mening om, hvad komponisten har villet sige med noderne. Ved prøverne med orkestret søger han at få dette specielle udtryk frem. ”Strygerne, meget dæmpet … og dér kommer oboen ind ...”

Nogle dirigenter hører til i en særlig klasse, vi kender deres navne. Det skyldes først og fremmest deres evne til at give musikken en personlig lyd og få det bedste frem i et hvilket som helst ensemble. I anden omgang deres optræden på scenen (nogle dirigenter er rene entertainere) og måske også deres forhold til orkestret (nogle dirigenter er rene diktatorer).

Det er med fuldt overlæg, dirigenten omtales som ”han”. Kvindelige dirigenter har nærmest været ikke-eksisterende gennem hele musikkens historie; på dette punkt har det klassiske musikmiljø været trægt og konservativt. Først i årene omkring 2000 begyndte en række dygtige kvinder at indtage podiet. Den mest kendte er med i denne introduktion. Gå selv på opdagelse efter flere.

Tekst: Jens Laigaard Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard

Arturo Toscanini (1867-1957) Den første dirigent, der opnåede status som superstjerne, var italienske Arturo Toscanini. Han dirigerede med livligt kropssprog og var berygtet for sit temperament: han kunne blive så vred, at han smed partituret efter musikerne. Men hans ildfulde stil gav dramatisk respons fra orkestret, og det var noget publikum satte pris på. Toscanini var leder af bl.a.

La Scala i Milano og New York Filharmonikerne. I slutningen af karrieren kunne han dirigere 100 operaer og 250 orkesterværker ud fra hukommelsen. Takket være BBC kan vi i dag opleve ham i nogle af de tidligste tv-udsendelser med klassisk musik.

Thomas Beecham (1879-1961) Det er Beecham, der har karakteriseret et cembalo som ”lyden af to skeletter, der knepper på et bliktag”, og han er god for et væld af andre kommentarer og anekdoter. Men han er også den første betydelige britiske dirigent. Da en del orkestre ikke syntes om hans selvbevidste stil, grundlagde han to gange sit eget orkester: London Philharmonic i 1932 og Royal Philharmonic i 1946. Beecham beundres især for sine indspilninger af Mozart, Händel og Sibelius. Han havde et særlig nært forhold til Delius, og hans plade med Delius’ orkesterværker er med fuld ret optaget i EMIs serie ”Great recordings of the century”.

Wilhelm Furtwängler (1886-1954) Som ung skrev Furtwängler musik, men han måtte dirigere for at få en ordentlig indtægt. Fra 1906 og frem arbejdede han som leder af en række europæiske orkestre, indtil han i begyndelsen af 1930’erne stod med en håndfuld af de mest prestigefyldte lederstillinger i musikkens verden, bl.a. hos Wienerfilharmonikerne, Berlins Statsopera og festivalerne i Bayreuth og Salzburg. Under nazismen hjalp Furtwängler mange jødiske musikere og nægtede at optræde i lande under tysk besættelse. Efter krigen lavede han talrige indspilninger, som viser hans løse, improvisatoriske tilgang.

Hans speciale var Beethoven, men her gælder det Mozart.

Karl Böhm (1894-1981) Østrigeren Böhm forlod sit jurastudium for at dirigere, og selv om han aldrig fik undervisning i direktion, endte han som en af de mest anerkendte dirigenter i den tyske tradition. Han var kapelmester i både Dresden, Buenos Aires og New York.

Wienerfilharmonikerne udnævnte ham til Æresdirigent, og hos dem kunne Böhm rigtig få det storladne frem i musikken.

Blandt hans indspilninger må fremhæves de dybt romantiske udgaver af Strauss og Wagner - hans samlede ”Ring” nævnes ofte som den bedste - og en række fantastiske Mozart-værker som dette Figaros bryllup fra 1976.

Evgeni Mravinskij (1903-1988) Det var pengemangel, der i 1920 fik Mravinskij til at opgive sit biologistudium og i stedet spille klaver ved ballettens øvetimer i Sankt Petersborg. Efter at have været omkring konservatoriet og ansættelse ved Bolsjoj-Operaen blev han i 1938 kapelmester ved Leningrad Filharmonikerne, en stilling, han havde til sin død. Mravinskij var hård i filten, men han gjorde sit Leningrad-orkester til et af verdens fineste. Med ham ved roret blev der spillet præcist, detaljeret, farverigt og højdramatisk. Hans 1960-indspilning af Tjajkovskijs tre sidste symfonier er blandt de bedste, der findes.

Herbert von Karajan (1908-1989) Her har vi dirigenten, alle kender. Det skyldes dels en 60 år lang karriere med utallige optrædener og indspilninger, dels en karismatisk personlighed (Karajan fløj f.eks. selv sit jetfly og sin helikopter). Modsat Furtwängler, hans forgænger hos Berlinerfilharmonikerne, var Karajan medlem af nazistpartiet, og det krævede nogle års lav profil, inden han i 1950’erne kunne indtage pladsen som verdens førende dirigent. Karajan havde stor interesse for ny teknologi som cd og laserdisc.

Hans indspilninger af barokmusik er forfærdelige, men når det gælder Wagner, Mahler og andre navne fra romantikken, er der ingen over Karajan og Berlinerne.

Georg Solti (1912-1997) Solti læste til pianist ved musikakademiet i Budapest, hvor han bl.a. havde Kodály og Bartók som lærere. Da han var 24 blev han i en toårig periode assistent for Toscanini, og det overbeviste ham om, at han skulle dirigere. En lang række engagementer førte ham rundt i verden og med tiden ind hos de mest berømte orkestre. I 1972 fik han britisk statsborgerskab og blev ved samme lejlighed adlet. En Solti-koncert har stor musikalsk spænding, hurtige tempi og stramme rytmer.

Det gjorde ham lidt for skrap til Mozart, men perfekt til Verdi, Wagner, Bartók og Stravinskij. Oplev ham med Chicagos Symfoniorkester og Wienerfilharmonikerne på disse 4 dvd’er.

Leonard Bernstein (1918-1990) En multikunstner: dirigent, pædagog og komponist. Bernstein skrev symfonier, filmmusik, korværker og ikke mindst hjørnestenen i amerikansk scenemusik, ”West Side story” fra 1957. Året efter blev han leder af New York Filharmonikerne og begyndte samtidig en populær tv-serie med introduktioner til klassisk musik, ”Young people’s concerts”. Som dirigent var Bernstein fuld af følelser, udadvendt lige til det flamboyante.

Hans indspilninger af Mahler og Copland hører til de fineste, der er lavet. Det gælder også hans egne værker, som denne 1989-udgave af operaen Candide dirigeret af himself i livlig topform.

Herbert Blomstedt (1927-) Blomstedt er Bernsteins diametrale modsætning: en tør svensker rundet af Adventistkirken, klar, skarp og rolig.

Han er den betydeligste dirigent fra Skandinavien og er adlet både i Sverige og Danmark. Blomstedt kan naturligvis sin Carl Nielsen og Sibelius, og han har lavet referenceindspilninger af begges symfonier. Han har også indspillet en række nutidige danske værker med Radiosymfoniorkestret. Blomstedt har stået i spidsen for adskillige store orkestre, og i en alder af 90 er han stadig en travl mand. Se og hør ham her i Roskilde Domkirke med Schubert og Bruckner på programmet.

Bernard Haitink (1929-) En verdensmand, der har spillet og indspillet med de fleste af de største orkestre, og med et repertoire, der spænder vidt, men undgår barokken og sjældent bliver mere moderne end Debussy. Haitink er stærk i komponister fra romantikken og senromantikken, hans udgaver af Bruckners og Mahlers symfonier er berømte, men han har også givet flotte bud på Sjostakovitj. Hans direktion er nobel, uhysterisk og lige ud ad landevejen. Han var gennem flere årtier chef for sin fødebys orkester, Concertgebouw i Amsterdam, og som tak for godt samarbejde blev han udnævnt til Æresdirigent.

Claudio Abbado (1933-2014) Denne kølige norditaliener var de små armbevægelsers mand, stilfærdig ved orkesterprøverne, afmålt i sit kropssprog. Han kunne give selv de tungeste værker et skær af intimitet og lægge musikkens puls i det helt naturlige leje. Hans repertoire gik fra Mozart og Schubert til de nyeste komponister, og han var uovertruffen i Verdi. Abbado var en af kæmperne. Han overtog Berlinerfilharmonikerne efter Karajan, og sidst i livet, efter en alvorlig kræftsygdom, samlede han sit eget orkester med håndplukkede musikere: Luzern-Festspillenes Orkester.

Deres indspilninger er et must.

Seiji Ozawa (1935-) Som 24-årig rejste Ozawa til Europa for at videreføre sine musikstudier. Han tjente til huslejen ved at sælge japanske scootere. Efter at have vundet en dirigentkonkurrence kom han i lære hos de store - først som elev hos Karajan, derefter som assistent for Bernstein. Karrierens højdepunkt var årene som musikdirektør for Bostons Symfoniorkester 1973-2003.

Ozawa er en brillant dirigent med interesse for nyere musik, bl.a. har han uropført værker af Ligeti og Messiaen. Han kan også lide blues, som det fremgår af ”Absolutely on music”, en samtalebog med landsmanden Haruki Murakami.

John Eliot Gardiner (1943-) Gardiner grundlagde sine berømte ensembler Monteverdi Choir i 1964 og English Baroque Soloists i 1978. I spidsen for dem blev han en af de førende skikkelser i ”autentisk” barokmusik, hvor der spilles på originalinstrumenter. Da han også ville prøve den autentiske instrumentlyd på komponister som Mozart og Beethoven, samlede han til lejligheden Orchéstre Révolutionnaire et Romantique. Det er dog Bach, han har viet de fleste og fineste indspilninger: samtlige kantater, h-mol messen, passionerne og Juleoratoriet. Gardiner kan sætte et ”Sir” foran sit navn, og han er den kunstner, der har flest Gramophone Awards på kaminhylden.

Valerij Gerg’ev (1953-) Gerg’ev er kendt for sine skægstubbe og for at være ham, der opdagede Anna Netrebko og løftede hende fra skurekone til verdenssopran. Men især er han kendt som en ekstremt hårdtarbejdende dirigent, der har alverdens koncertsale som sin arbejdsplads. Gerg’ev har været i international modvind på grund af sin støtte til Putin, men talentet er der ingen diskussion om: han løfter virkelig arven fra fortidens store russiske dirigenter. Oplev ham her, hvor han arbejder med værker af Rimskij-Korsakov og Tjajkovskij.

Marin Alsop (1956-) Omsider er der kommet kvinder på podiet! I nutidens musik bemærker man især engelske Sian Edwards og amerikanske Marin Alsop. Det er gået direkte mod toppen for Alsop via London Sinfonietta og Bournemouth Symfoniorkester, og hun fandt guld, da hun blev leder af Baltimore Symfoniorkester.

Hun har lavet fine indspilninger af især amerikanske værker, bl.a. Bernsteins ”Messe”, som vandt en Grammy i 2009. Fire år tidligere blev hun kåret som Årets Kunstner af tidsskriftet Gramophone. Anbefalet skive: Shaker loops af John Adams.