Under solen (uddrag) by Bibelselskabet

Under solen

ROMAN BIBELSELSKABETS FORLAG

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, født 1971, debuterede som forfatter i 1998 og har siden udgivet mere end ti romaner, herunder de anmelderroste historiske romaner Ræveår og Margrete I og de bibelske romaner Dronningen af Saba & Kong Salomon og Natten åbner sig som en port Hun har modtaget Weekendavisens Litteraturpris, Politikens Litteraturpris og DR Romanprisen og blev i 2023 tildelt Statens Kunstfonds hædersydelse for sit forfatterskab. Begrundelsen fremhævede hendes særlige evne som romanforfatter til at „forstå et andet menneske på tværs af tid, sted og kultur.“ Hendes romaner er oversat til flere sprog.

Omslag: Simon Lilholt / Imperiet

Anne Mortensen

Under solen

1. udgave, 1. oplag, 2025

Forlagsredaktion: Mathias Anker Kure

Omslag og kort i for- og bagsats: Simon Lilholt, Imperiet

Sat med Caslon af PBJ Grafisk

Trykt på 90 g Munken Print Cream 15 af Tarm Bogtryk

ISBN 978-87-7232-350-3

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Bibelselskabets Forlag • Frederiksborggade 50 • 1360 København K www.bibelselskabet.dk • info@bibelselskabet.dk

Under solen

Bibelselskabets Forlag

Begyndelsen

Gud findes før alt andet, findes i begyndelsen og i det, der endnu ikke har taget form. Gud skaber jord, hav, tomhed, mørke. Guds ånd svæver over vandene, strømmer som mælk gennem urdybet. Rejser en tåge fuld af øjne, der ligner sværme af ildfluer, et blussende daggry, der vågner midt i det øde. Gud har set, hvordan verden vil blive, og glæder sig. Gud taler, så det runger i fraværet, kender ord for ting, før de bliver til: dag og nat, morgen og aften. Guds virkelyst kender ingen grænser, skaberens hænder er utrættelige, ælter modsætninger sammen og skiller dem ad, sætter tiden som vidne, tiden som hjul, der aldrig holder op med at dreje, lysets kridhvide hvælving afløser dybhavets mørke, et brus af rosa og guld sat som en levende bræmme mellem hver nat og hver dag. Gud benævner og kalder, Gud gøder og frembringer, sætter stjerner som tegn, som toner, der slår årets takt, tager en glød fra den brændende sol og tænder månens lanterne. Gud lader det vrimle på jorden: skaber planter, der sætter frø, træer, der bærer frugt med kerne, farvestrålende fugle og glinsende havdyr, krybdyr, kvæg, vilde dyr. Gud giver sig selv krop, køn, ansigt, mund, to fødder, der kan betræde den nyskabte jord. Gud glæder sig over sit værk,

ler, hver gang han finder på noget nyt, ser, hvor godt det er. Så strejfer Gud omkring i verden, længes efter nogen, der vil herske over alt det skabte, ser sit eget ansigt spejlet i det blikstille hav, tænker: Se, det er mit ansigt, det giver jeg menneskene, for dem vil jeg elske.

Marken ligger fed og mørk, men endnu er intet spiret frem, for her er det ikke Gud, der skal pløje og så og vande. Ikke Gud, der har brug for at høste og spise af jordens gavmildhed. Gud rører den bare jord, så en kilde springer frem, og kilden bliver til en strøm, der bugter sig tværs gennem den skønneste have, deler sig i fire floder der, hvor beplantningen tynder ud, og ørkenen begynder: Pishon, Gihon, Tigris, Eufrat. Vandet fanger lyset som krystaller, rent og perlende, sprøjter ud over al den modtagelige jord. Og Gud begraver hænderne i mulden, blød og våd, former en klump af ler. Gud gør sig umage: tæer og fingre, negle og bøjerynker, næsebor med småbitte hår, ører, der ligner havskaller, hud, der kan have mange farver, organer og blodbaner og et hjerte som det, der banker i alle levende væsner. Gud lader et lem dingle mellem benene på sit menneske som et stykke værktøj, stryger maven glat og fin og helt uden mærker. Så lægger Gud varsomt munden over sit jordmenneskes ansigt. Lerlæberne bevæger sig sagte, brystkassen hæver sig, da Gud puster livsånd i dette første menneske. „Adam,“ hvisker Gud, og mennesket strækker sig, slumrer videre ind i den syvende skabelsesdag.

Gud elsker sit lille væsen, Gud er fuld af håb og giver ham et hjem. Det er en have i Eden, der ligger ved verdens

østligste kant, frodig og vild, blomster åbner kronblade i stød af svimlende duft, løvet vender sig, rasler i brisen, lysets pensel, natten tyst og sval. Vekslende skygge og sol, mild regn, dug, der daler som ædelstene. Der er altid noget at se på, altid frugter og planter nok til at spise sig mæt, søde og sure og bitre. Gud går gennem sin have og nyder det hele, lader livets træ skyde frem midt i haven med frugter, som giver evigt liv til den, der spiser af dem. Et andet sted har Gud plantet kundskabens træ, ladet kernen flække, spiren bryde en flænge i jorden. Stammen furet og hård, kronen tæt og uden torne. Frugterne tynger grenene ned, det ser ud, som om de er støbt i en håndflade, deres duft er ubestemmelig, saften som blod.

Og Gud løfter mennesket ind i den nye bolig, mærker det fugtige åndedræt, lytter til det tikkende hjerte og er lykkelig. Gud holder af at se manden gå omkring i Edens

Have, se, hvordan han bruger sine hænder og fødder, se, hvordan håret beskytter hovedskallen mod sol. Mennesket elsker sin skaber og kan leve godt sådan.

„ Alt det her er til dig,“ siger Gud med den stemme, som mennesket kender bedre end sin egen, for han har endnu ikke nogen at tale med ud over Gud, og det er svært at vide, hvad man skal sige til den, der har skabt det hele på egen hånd.

„ Du må spise af alle træer,“ siger Gud og peger så på kundskabstræet, „bare ikke af dette.“

Og mennesket nikker, fuld af tillid. Gud har givet ham evnen til at tale, og nu bobler hans første ord frem gennem struben: Hvorfor?

Gud ler, Gud er tålmodig. Mennesket er nyt, Gud har givet det en egen vilje og ønskede det sådan: at mennesket vil undre sig.

„ Det træ giver viden om, hvad der er ondt, og hvad der er godt,“ siger Gud, „spiser du af frugten, skal du dø.“

Gud tier, betragter igen sit menneske, er ikke helt sikker på, han forstår det: at mennesket slet ikke har brug for at kende forskel på det ene og det andet, for det gør Gud allerede. At dét, der omgiver ham, er selve livet, og at det er i livet, han hører til.

„Dø?“ spørger Adam og lytter til det fremmede ord.

Han venter ikke på Guds svar, vender bare ryggen til og er igen optaget af et eller andet, nynner på sit menneskesprog med sin dybe menneskestemme, toner af kærlighed og længsel. Gud hører det som en kalden, som et kim af ensomhed, der kan vokse sig stort.

„Giv dyrene navne,“ siger Gud, og så smiler mennesket, for det er godt at have ansvar for noget.

Mennesket har både fantasi og ihærdighed, nye ord bliver ved med at strømme ud, hver gang han åbner munden, og Guds kærlighed giver genklang i alle navne. Bagefter sidder mennesket på en lille tue, solen er ved at gå ned, jorden afgiver sin varme, skyggerne rækker ud efter natten. Manden er træt, hans hænder hviler på hans lår, han falder sammen i ryggen, ser sig omkring. Dyrene kom i par, men der er ingen ligesom ham og ingen, han kan følges med, når han går gennem haven og forundres. Kun Gud, selvfølgelig, og det burde måske også være nok? Gud knipser, trækker en kappe

af søvn ud mellem fingrene, pupillers mørke, sølvstjerner og solens forsvundne stråler. Manden lægger sig i det bløde græs, det sitrer bag hans øjenlåg, og Gud presser en finger ind gennem hans side, et hurtig knæk, og han trækker et ribben ud, lukker såret med håndfladen. Så tørrer Gud blod af i græsset, sidder med den buede knogle i hånden, lader den forvandle sig mellem hans hænder: Endnu et menneske tager form, ligesom det første og alligevel anderledes. Gud lægger hende ved siden af den sovende Adam, hvisker i hans øre: Her er kvinden, hun er din. Og Adams lem rejser sig i søvne, de mærker hinandens varme, hun tager imod ham, han vokser ind i hendes modtagelige krop, og et øjeblik er det, som om de er ét og samme kød.

Hver dag går Adam og kvinden omkring i Edens Have. Der er altid noget at se på og steder, de ikke har været før. Om natten ligger de i græsset og under himlens bløde tæppe, lader fingre tegne omrids af de billeder, stjernerne danner. De ligger i hinandens arme, spundet sammen af deres åndedræt, lytter til rislen og susen, kvækken, piben, brølen i mørket, ser dyreøjne glimte mellem buskene. Menneskene kærtegner hinanden, mens de ser hinanden i øjnene, og det føles som at vente på noget stort og vidunderligt, der med sikkerhed vil ske. De hvisker deres kærlighed: lille hennaklase, min lilje, min rose, æbletræ, hjortekalv, kongehest, due, myrra, mælk, honning, sødeste vin. De kender ikke til skam, de kender ikke til ondskab, de ved ikke, hvad godhed er, selvom de lever midt i den. De ser forskelle, og de ser

ligheder, de dømmer ingenting. De spiser, når de er sultne, drikker af kilden, hver frugt synes mere saftig og sød end den foregående. De rører ved vildsvinenes glatte stødtænder og stride pels, de lader insekter løbe over deres fødder og ler, fordi det kilder. De begraver ansigterne i løvens manke, indsnuser den stærke lugt af dyr, de begraver hænderne i fårenes fede uld. De bader, de lader brisen og solen tørre deres hud, de bliver aldrig forbrændte, for Gud skærmer dem. Når kvinden stiger op af vandet, glitrer hendes hud som kobber, hendes hår som olie. Adam rører hende, hun rører ham, det bliver de aldrig trætte af. Af og til går de omkring hver for sig, mærker sød længsel. De kender ikke til angst, for de ved, at Gud passer på dem, og han har aldrig sagt, at der er noget at frygte.

Kundskabstræet er smukt, alle farver spiller i barken, bladene bevæger sig som hår. Det ligner ikke noget andet træ i haven, det er svært at få øjnene fra det. Kvinden har sat sig i dets skygge, hun ser op mod kronen, flygtige glimt af en lysende himmel, frugterne er tunge og modne. Det er dét træ, hun og Adam ikke må spise af, de retter sig efter det, andet er ikke faldet dem ind. Kvinden lukker øjnene, lytter til vinden i løvet og til fuglenes middagssang, og så synes hun med ét, at nogen kaldte på hende. Hun venter, måske blundede hun, måske var det en drøm. Det lød i hvert fald ikke som Adams dybe stemme, og Gud var det bestemt ikke. Så hører hun det igen, en lavmælt hvislen: „Kom her.“

Pressen skrev om

Natten åbner sig som en port

„Fremragende, sansende, dragende ...

Marstrand-Jørgensen har skrevet en helt særlig roman.“

jyllands - posten

„Medrivende pageturner ... Anne Lise

Marstrand-Jørgensen beviser igen, at hun som få kan puste liv i svundne tider.“

weekendavisen

„Det er lykkedes forfatteren at forholde

sig på én gang magtfuldt og ydmygt

til sit stof og give sin forvirrede og

selvoptagne samtid en beretning præget af ægthed.“ information

„En stor åndelig, eksistentiel og litterær læseoplevelse.“

pov international

„En syngende lyrisk gestus.“

litteratursiden

Under og sanselig

„I skal ud.“ Gud er ellers skabt til hinandens arme, lyde. De har drukket kroppe glide sammen

Uden for haven følge slægt, og menneskene

Det er, hvad Gud

Ofte må Gud sig inderligt Guds nærvær. Alligevel med det samme. slår ihjel. Af og under solen. De Eva gjorde. De elsker Erindringen om videre, men tvivlen i mørket?

Under solen er Anne opfølger til bestselleren udgør et samlet de historier, der

Det Gamle

Under solen er en kraftfuld og sanselig genfortælling af Det Gamle Testamente

„I skal ud.“ Gud hvisker til Adam og Eva. De første mennesker er ellers skabt til at leve i haven. Det er her, de har ligget i hinandens arme, spist af de saftige frugter, lyttet til nattens lyde. De har drukket af kilden og ladet deres åndedræt og kroppe glide sammen i ét.

Uden for haven er jorden hård og støvet. Her skal slægt følge slægt, og menneskene vil blive talrige som stjernerne. Det er, hvad Gud lover dem.

Ofte må Gud kalde, før menneskene vil lytte. De ønsker sig inderligt Guds velsignelse, og de frygter at leve uden hans nærvær. Alligevel indgår de aftaler med Gud, som de bryder med det samme. Af og til gør de hinanden ondt: lyver, splitter, slår ihjel. Af og til bygger de hinanden op. De lever og slider under solen. De føder deres børn med samme smerte, som Eva gjorde. De elsker dem med samme kraft.

Erindringen om haven og altings begyndelse giver de videre, men tvivlen følger med: Er Gud mon stadig et sted i mørket?

Under solen er Anne Lise Marstrand-Jørgensens selvstændige opfølger til bestselleren Natten åbner sig som en port. De to bøger udgør et samlet romanværk over Bibelens største fortællinger, de historier, der formede vores verden.