4 minute read

De naturvidenskabelige olympiader

BG’s elever har en lang tradition for at deltage i ScienceOL – de nationale naturvidenskabelige olympiader for gymnasieelever – og skoleåret 2020-21 var ingen undtagelse! I år deltog BG’s elever i biologi-, fysik- og kemiolympiaden.

Det var Lindy Zhu fra 3t og Helena Kaagard fra 3y, der deltog i biologiolympiaden og kom hele vejen til finalen. Biologiolympiaden er en praktisk og teoretisk konkurrence i laboratorieøvelser. Eleverne gennemgår et antal konkurrencer og workshops, og til sidst bliver fire elever udtaget til at repræsentere Danmark ved Den Internationale Science-Olympiade for gymnasieelever. Lindy og Helena arbejdede hårdt og nåede næsten hele vejen, og de blev dermed to af de kun 15 elever i hele Danmark, der kæmpede for en plads på det danske hold.

Frida Birkedal Nielsen fra 3x blev BG’s repræsentant ved fysikolympiaden. Frida gik videre fra landsfinalen i december og var med i konkurrencen helt indtil udtagelsesprøven i slutningen af maj. Dermed har Frida kvalificeret sig blandt de ca. 20 bedste elever i Fysik-OL i Danmark. Ved årets kemiolympiade blev det Benedikte Bartholdy Hyldgaard fra 3t, der var BG’s repræsentant. Benedikte var en af de blot 14 elever, der gik videre til den endelige finale. Benedikte klarede sig flot igennem 2. og 3. runde, der begge var virtuelle.

På BG er vi enormt stolte af vores elever, der er ivrige deltagere i de naturvidenskabelige olympiader, og som ofte ender blandt landets allerbedste. Det kræver et stort engagement at deltage i konkurrencerne, samtidig med at lektierne og skolelivet skal passes. Oftest ligger opgaverne uden for pensum, og eleverne skal dermed selv læse op og arbejde hårdt, hvis de vil videre i konkurrencen.

“Unge Ord 2020”

31 elever fra Birkerød Gymnasiums kreative skriveklub blev i 2021 aktuelle med en særudgivelse af ”Unge Ord 2020”, og ikke mindre end 13 udvalgte elever fik deres tekster udgivet på nationalt plan.

Ijanuar 2020 kunne alle unge med en forfatterspire i maven tilmelde sig skrivekonkurrencen ”Unge Ord 2020”. Skrivekonkurrencen er stiftet af forlaget 21:34, og er en konkurrence, der udmunder i tre udgivelser: en digtsamling, en novellesamling og en freestylesamling. Alle tre bøger indledes med en tekst af en kendt dansk forfatter. Derudover uddeltes der fem priser med tilhørende legater på 1150 kr. inden for følgende fem kategorier: Novelleprisen, Lyrik-prisen, Freestyle-prisen, Humor-prisen og Corona-prisen. Teksterne blev udvalgt af et nyoprettet ’Akademi’ bestående af forfattere og undervisere, der læser og vurderer teksterne. Dernæst udvælges de bedste tekster, der bliver bedømt af en dommerjury.

BG’s kreative åre

BG’s kreative skriveklub lod ikke chancen passere – og ikke færre end 31 elever sendte deres bud på en tekst afsted. Hele 13 af BG’s elever gik videre til at blive en del af de nationale udgivelser. Udtaget i digtsamlingen: Sofia Johanne R. Christensen, 3b, Emma Høg Frentz, 3m, Andreas Damsgaard Pas, 2q, Line Elberg Høier, 1d, Ameerah Amaani Chaudhry, 3u og Esben Holdt Christensen, 2k.

Victor Christensen, 3a, blev udtaget i novellesamlingen og Sofie Holten, 3u, Nadia Bartholdy Andersen, 2u, Solveig Baez Damgaard, 3u, Astrid Vekslund, 2z, Margrethe Nicoline Sørensen, 3u og Anna Hands, 1w blev alle udtaget i freestylesamlingen.

Victor Christensen fra 3a vandt sågar også novellelegatet på 1150 kr., der tildeles den bedste novelle skrevet i 2020.

En særudgave særligt dedikeret til BG’s elever

Interessen og talentet fra BG’s elever viste sig at være så overvældende, at forlaget, i samarbejde med lederen af den kreative skriveklub, dansklærer June Thomsen, besluttede at udgive en særudgave med alle 31 elevers tekster – specielt til Birkerød Gymnasium. En gave, der ikke mindst understreger den kreative åre, som så mange af BG’s elever udviste, men som også var et symbol på det unikke fællesskab, der blev skabt under arbejdet med teksterne, og som var særligt tiltrængt under BG’s anden lockdown i januar. Som noget helt særlig dette år blev bogen givet som gave til samtlige afgangselever sammen med deres eksamensbevis ved deres translokation.

Vigtigheden i at kunne udtrykke sig kreativt, når livet føles tungt, har June Thomsen understreget i sit forord til BG’s særudgave af ”Unge Ord 2020”:

”Det har været en fantastisk proces at se deres tekster og ideer udfolde sig for til sidst at blive anerkendt og udgivet i denne bog. Det har været inspirerende at se så mange ideer komme til live og se den vilde kreativitet, der ulmer og gnistrer i de unge mennesker – skaberlysten er stor: Alt fra eksperimenterende digte, der introducerer nydannelser af ord i en form af et leksikonopslag, noveller med talende løver, parafraser af Sapfos fragment 31 og endda en strikket tekst. Ja, en strikket tekst med ordlyden: “Et fredfyldt billede af Kvium. To tulipaner på en gul baggrund og en krokodille, der hilser.” At så mange har haft lyst til at bruge deres tid efter skole på kreativ skrivning viser, at de virkelig har villet det, og det viser, at vi i en tid med ensomhed, afstand, frygt og savn har et stort behov for at sætte ord på os selv og for at sætte os i hinandens sted”.

Om vi kommer til at se mere til de spirende forfattere, vil fremtiden vise, men indtil da vil samlingerne ”Unge Ord 2020” være vigtige tidskapsler fra en tid, vi sent vil glemme.

This article is from: