
3 minute read
Rektors velkomst
Skoleåret 2020-21 vil gå over i historiebøgerne. Det kan der ikke være tvivl om. Et år præget af vor tids største sundhedskrise, virtuel undervisning og en ungdom, der blev udsat for lidt af hvert.
Særligt på den baggrund kan man kun blive imponeret over den virkelyst, innovation og glæde, vi i det forgangne år blev vidne til her på Birkerød Gymnasium. For selvom vi i året, der gik, mødte både nedlukninger og genåbninger, beholdt vi gudskelov mange traditioner, og et par nye kom ovenikøbet med.
Sommeren 2020 havde været næsten normal. Godt nok holdt de fleste ferie i Danmark, men smittetallet var i bund og optimismen i top. Efteråret var til gengæld præget af usikkerhed vedrørende den evige føljeton om Covid-19. Var det værste overstået? Ville sommerens optimisme virke videre ind i vinteren og det nye år?
Svaret blev, at det første halvår af skoleåret var moderat optimistisk. Tingene på BG var nogenlunde normale. Der var ikke de samme fester, og der var ikke helt de samme muligheder, men gangene var fulde af liv og håb. Da vi nærmede os julen, begyndte den såkaldte britiske variant at drille – og på den baggrund blev BG og landets øvrige gymnasier lukket ned. Denne gang kom nedlukningen til at vare længere end nogensinde.
Det var så her, undertegnede landede på BG. Det var ikke lige den start, jeg havde regnet med. Ikke desto mindre blev jeg mødt af et BG, der håndterede forholdene forbilledligt og professionelt. Modtagelsen vil jeg aldrig glemme. Alle jeg mødte – fysisk og virtuelt – tog helt fantastisk flot imod mig. Jeg følte mig velkommen fra første dag og fik et indtryk af en skole i rivende udvikling, med højt til loftet og tanke for den enkelte. Og selvom den fysiske undervisning var ramt, og selvom alle sad derhjemme og fulgte med i undervisningen, var der masser af liv og glæde. Der blev holdt virtuelle orienteringsaftener og fredagsbarer. Der blev skrevet noveller og lavet kunst. Der blev afholdt konkurrencer og faglige olympiader. Eliteidrætten fik snart lov til at komme tilbage – og efterhånden dryssede det ind med kostskoleelever. Da vi ramte påsken, var vi klar til den store genåbning. Først hver anden uge. Så hver uge. Til sidst på fuldt drøn.
Og selvom BG havde gjort alt, hvad vi kunne, og mere til under nedlukningen, så var det en kæmpe lettelse, at vi igen kunne åbne dørene til BG. Så betød det mindre, at vi nu skulle selvteste, pode og tjekkes, inden vi kunne undervises. Dette var nemlig lagt i trygge hænder hos gamle BG-elever og ”coronageneralen”, Helene Lindemann, der måtte træde lidt ud af sin vanlige rolle som uddannelsesleder. Men snart efter at alle sejl var sat ind og den ”almindelige” undervisning sat i system, startede en af de mest hektiske eksamensperioder, nogen af os kan huske.
Elever og lærere, administration og ledelse måtte sammen kæmpe for at holde sammen på et eksamensprogram, der tit blev afbrudt af en lille smitte her og en selvisolering der. Gudskelov kom vi alle igennem. Gudskelov stod vi til sidst med en translokation og den traditionelle vogntur.
Til sidst kunne vi smile efter at have været igennem så meget. Hertil skal lyde en kæmpe tak for den fighterånd, glæde og tålmodighed, alle i og omkring skolen har haft i dette specielle skoleår.
Skoleåret 2021/22 ligger lige om hjørnet. Jeg tror, jeg vil undgå at lave de store forudsigelser. Men jeg vil sige, at skoleåret bare kan komme an. For her på BG er vi parate til alt. Mest af alt er vi parate til et fantastisk skoleår med faglighed og fester – rejser, eksamener, undervisning og venskaber.
Vi er så klar!