Issuu

MOLIÈRE MILAN PESCHEL

ISCENESÆTTELSE

side 2

TA R T U F F E Jens Albinus O RG O N Niels Ellegaard E LM I R E , O RG O N S KO N E Bodil Jørgensen

DA M I S , O RG O N S S Ø N Brian Hjulmann M A R IA N E , O RG O N S DAT TE R Molly Blixt Egelind VA LÈ R E , M A R IA N E S E L S K E D E Simon Mathew CLÉ A NTE , O RG O N S SVO G E R Michael Moritzen KO M P O N I S TE R & LIV E PÅ SCE N E N PowerSolo I N S TR U K TØ R Milan Peschel SCE N O G R A F I & KOS T U M E R Magdalena Musial

side 3

F R U P E R N E LLE /D O R I N E Ulla Henningsen

side 4

TA R T U F F E efter titelpersonen i Molière-komedien Tartuffe (1664/1669)

På både fransk og engelsk findes afledte former af ordet, bl.a.: Tartufferie (fr.), Tartuffery (eng.), subst., tartufferi/ hykleri eller hyklerisk adfærd Tartuffard/Tartuffiard (fr.), Tartuffian/Tartufian (eng.) adj., Tartuffe-agtig Tartufier (fr.) verb., at tartufficere, f.eks. at omdanne en ’ærlig’ omgangsform til et hyklerisk spil

side 5

subst. en hykler, en bedrager en person, der hyklerisk foregiver at være from

TART TRIP

side 6

OV E R F LO DS SA M F U N D PÅ TA R T U F F E -TR I P

Religion, økologi, yoga – eller hvad med at tage dig af en flygtning? Tartufferne har optrådt i mange forskellige skikkelser, når de siden Molière-tiden har tilbudt at give vores liv mening. Men hvorfor bliver vi ved at opsøge disse fanatiske forbilleder, og hvad er det for et samfund, der konstant fremavler dem, spørger den kontroversielle tyske instruktør Milan Peschel i sin Tartuffe. Af Me Lund

Tartuffe er ikke bare titelpersonen i Molières berømte teaterstykke fra 1660’erne. En ætsende komedie om bedrageren, der forklædt som en from kirkens mand forsøger at franarre den velhavende forretningsmand Orgon hans penge, hans hus, hans kone – det hele.

side 7

side 8

Tartuffe er blevet et begreb. Ikke mindst på fransk og engelsk, hvor hans væremåde i de forløbne 350 år ligefrem er gledet ind i hverdagssproget f.eks. som tillægsord (tartuffard/Tartuffian) og udsagnsord (tartufier), ligesom man – nu med sigte på langt bredere kredse end de kirkelige - taler om tartufferi som et spind af hykleri og løgn. Siden Molières tid har verden imidlertid ændret sig. Den er ikke længere stabil. Tartufferiet, der dengang blev anset for en synd, og som i stykket ligefrem nedkalder kongens personlige fordømmelse, er i dag blevet helt legalt, nærmest naturligt: Over hele verden stiller politikerne velvilligt op til kameraet og siger ét, men stemmer noget andet igennem, når kamerafolkene er gået hjem, og befolkningerne er helt på det rene med, at alt, hvad disse medievante forvalgte siger, er dikteret - ikke af indre overbevisning, men af spindoktorer og meningsmålinger.

side 9

Intet er længere, hvad det giver sig ud for at være. Hverken i den offentlige samtale eller i privatsfæren. Og selv på teatret er det for længst slut med at tage illusionen alvorligt. I hvert fald hvis det står til den tyske instruktør Milan Peschel, der med sin rock-i-barokken-version af Tartuffe er tilbage i Danmark, hvor han de sidste otte år har stået bag markante opsætninger af Macbeth i Aalborg (2008) samt Et dukkehjem (2010) og Jeppe på bjerget (2012) i Aarhus. Sidstnævnte med både Jens Albinus og Niels Ellegaard på scenen. ”Min opgave som instruktør er at oversætte teatraliteten hos Molière til et gyldigt udtryk i dag,” fortæller han. ”Virkeligheden er, at skuespillerne står på en scene, og det behøver man ikke løbe fra. Vi forsøger ikke at bilde publikum ind, at vi befinder os i et bedre borgerhus i 1600-tallets Frankrig. I stedet for tydeliggør vi hele tiden, at det er et teater.” Et sted på bagscenen holder der også et par musikere til. Powersolo hedder de. Milan Peschel lærte dem at kende, da han satte Holberg op på Aarhus Teater, og han er vild med dem. De er cool. Somme tider spiller de noget musik, der passer til situationen, andre gange er den helt forkert. En god kontrastvirkning, mener han. ”Jeg har brug for musik. Gerne live. Det er derfor, de er der. Men måske er de i virkeligheden en radio, der spiller inde på den unge piges værelse hjemme hos Orgon? Unge piger har også altid været vilde med musik,” som Milan Peschel siger. Hvis det lyder som en leg med virkelighederne, er han dog ikke til at tage fejl af, når han forklarer, at musikernes rock’n roll byder ind med en rå energi til teksten, der ganske vist er nyoversat af Jesper Kjær, men stadig insisterer på at holde rytmen i de oprindelige aleksandriner. I det hele taget forholder han sig frit, men respektfuldt til Molières forlæg, som han har bearbejdet kraftigt, men kærligt.

FE ”Jeg kan virkelig godt lide stykket. Det er robust og utrolig velskrevet. Og jeg er vild med versenes sproglige stramhed, som paradoksalt nok samtidig giver en kæmpe frihed. Respekt er vigtig, men vi er ikke tekstens tjenere. Og vi skal ikke stå skoleret over for Molière-politiet. Det er jo ikke Bibelen. Intet er helligt, når man laver teater. Vi er nødt til at bringe os selv i spil med vores kunst, og det gør vi ved at sætte strøm til Tartuffe.”

side 10

Hvor rammer teksten dig?

”Vi lever i et overflodssamfund i vores del af verden. Langt de fleste af os har ikke problemer med at give vores børn tøj på kroppen eller mad i munden. Men overfloden kan ikke skjule, at vi savner noget. Vi har brug at blive fanatisk optaget af noget, og derfor kaster os med samme intensitet over religion, økologisk landbrug, helsekost, amerikanske serier, yoga og pilates – hvad som helst,” uddyber Milan Peschel, der ikke er ude på at anklage dem, der tager et trip med Tartufferne. ”Jeg har ingen løsninger. Jeg koncentrerer mig om at lave kunst. Jeg vil ikke bedømme, hvad folk tænker og gør. Men med vores Tartuffe vil jeg gerne give publikum mulighed for at identificere sig med karaktererne på scenen. Nogle vil genfinde sig selv, andre vil lægge afstand til dem.” Milan Peschels pointe er, at vi alle rummer både en Orgon og en Tartuffe – en side, der lader os bedrage, og en anden, der bedrager. De dominerer os i forskellige sammenhænge og til forskellige tider. Selv Molière må have haft en vis forståelse for Tartuffe, selv om han går hårdt til ham i stykket, noterer Milan Peschel som en slags bevis for, at ingen kan sige fri for bedragerens rolle.

Handler det om en øget bevidsthed om at være politisk? ”Hvis det betyder, at man er interesseret i den verden, man lever i, er jeg en politisk person. Men jeg er ikke aktivist. Jeg går ikke på gaden for et bedre miljø. Jeg forsøger at give mit bidrag, men jeg tror, man skal starte i sin familie – forklare børnene, hvorfor man skal sortere sit affald eller behandle andre mennesker, som man selv gerne vil behandles. Selvfølgelig forsøger jeg at tænke i politiske sammenhænge.”

side 11

Tartuffe blev nemlig opført første gang ved Louis XIV’s hof i Versaille i 1664 i en version, der desværre er gået tabt, men inden den nåede offentlig opførelse på et teater, nedlagde kongen – formodentlig presset af den stærke kirke - forbud mod den på grund af dens angreb på kirkens monstrøse hykleri. Molière måtte skrive teksten om flere gange, og kun fordi kongen i al diskretion støttede ham, endte den med at blive opført på Palais-Royal-teatret i 1669. Nu med kongen som forestillingens indiskutable helt, der udpeger synderen og genopretter orden og retfærdighed – det er den version, der siden siden er blevet en af teaterhistoriens mest opførte komedier. ”Vi forandrer os gennem livet. Med alderen opdager man jo, at man i visse sammenhænge er blevet mindre dogmatisk og mere pragmatisk, end man var i sine unge dage. Sandheden er til fortolkning. Selv kærlighed findes i mange varianter – se bare på Orgon: Hvad er det han oplever i sit møde med Tartuffe? Der er ikke noget facit. Heller ikke på følelser. Men det omvendte er også tilfældet. Jeg har selv oplevet, at ting, jeg ikke tog så alvorligt, da jeg var ung, har vist sig at være utroligt vigtige.”

side 12

I din opsætning er Orgon en inkarneret kunstelsker, der dyrker litteratur, billedkunst og musik. Er det efter din mening en brugbar måde at bearbejde sit eksistentielle tomrum på? ”Ja, det kunne være et godt forslag. Men hvad bruger Orgon kunsten til? Forstår han den? Eller er det bare endnu en gadget? Jeg vil ikke dømme ham. Jeg vil ikke dømme nogen. Heller ikke Tartuffe. De har hver sin strategi for at overleve. Det har alle mennesker.” Selv er Milan Peschel afhængig af musik – kunstarten, han vist egentlig gerne ville have været tættere på. ”Jeg ville gerne have været en cool musiker, men så blev jeg skuespiller og instruktør,” siger han henkastet på et tidspunkt. Uden at nævne den store succes og de mange priser, han har indkasseret for sin imponerende indsats på film og i teatret.

side 13

Men musikken kan noget, som ingen anden kunstart kan. Den kommunikerer direkte til vores følelser. Og derfor er det også den, Milan Peschel vender tilbage til, da han vil forklare, hvorfor han midt i sin karriere som skuespiller også ville prøve kræfter med rollen som teaterinstruktør. Hans mål er at ramme publikum både i hjernen og hjertet. Det første er ikke svært. Udfordringen er at gøre teater følelsesmæssigt forståeligt. Lykkes det, er det virkelig underholdning. ”Det er jo ikke vanskeligt at forstå Tartuffe på det intellektuelle plan. Det er en klassisk komedie med en intrige, vi kender ud og ind. Noget af den virker næsten så altmodisch, at vi er blevet immune over for det følelsesmæssigt. Men forestil dig, at du hører en sang på et sprog, du ikke forstår, og opdager, at du alligevel bliver dybt berørt af den. Det er magisk. Musik kan gå direkte i maven og hjertet på dig, uden at du anstrenger din hjerne med at prøve at forstå noget som helst. Musik rammer dig i et punkt, du slet ikke vidste, at du havde. Det er det punkt, jeg altid leder efter som instruktør.”

side 14

side 15

TA R T U F F E

side 16

Af Mette Nybo

Tartuffe blev opført første gang i 1664 ved en hoffest i Versailles for Solkongen, Louis XIV, under titlen L’Hypocrite ou Tartuffe, Hykleren eller Tartuffe. Anklagen lå på den måde allerede i titlen og var helt tydeligt rettet mod Det Hellige Sakramentes Selskab, en katolsk sammenslutning, som havde eksisteret i Frankrig siden 1627. Dette selskab havde til at begynde med rene og gode intentioner, men blev med tiden mere og mere korrupt og dækkede over egne forbrydelser og sågar mord. Molieres stykke var så modigt og direkte et angreb på disse religiøse hyklere, at han havde givet sin hovedperson den samme puritanske dragt, krave og hat på, som var populær blandt de ”hellige” medlemmer. Straks efter førsteopførelsen insisterede selskabet på, at stykket skulle forbydes og krævede, at Molière skulle straffes med kætterbålet. Ærkebiskoppen lyste stykket i band. Enhver der opførte det, var tilskuer til det, eller bare læste det, ville blive ekskommunikeret.

Molière selv spillede Orgon, herren i huset. Elmire, husets frue, blev spillet af Molières unge hustru Armande Béjart. Tartuffe af Du Croisy, truppens stjerneskuespiller, som oprindelig var første-elsker af fag. Det mod, som Molière udviste ved at blive ved med at insistere på at opføre Tartuffe selvom han var truet på livet, er beundringsværdigt, og dilemmaet vækker genklang i vores tid, hvor ytringsfriheden igen er blevet stærkt truet. Molière blev da også forfulgt af sine fjender - i bogstavelig forstand helt frem til gravens rand. Kirken havde ikke glemt sin vrede. Da Molière lå døende nægtede præsten at komme og give ham den sidste olie, og da han var død, nægtede ærkebiskoppen af Paris ham at kunne blive begravet i indviet jord. I sin fantastiske bog om Molière skriver Jacques Berg om kirkens afvisning: ”Hans unge enke, Armande, kastede sig for kongens fødder: Sire! Det er trods alt Molière – og jeg står inde for hans kristentro! Louis XIV, hvis solkongeglans Molière i 15 år havde pudset kraftigt på, lod sig bevæge til at gribe ind. Han forhørte sig hos de kirkelige myndigheder. ”Hvor langt ned er jorden hellig?”. ”Fire fod, Deres Majestæt”. ”Godt, så begraver De Molière i fem fods dybde”.

side 17

Molière var godt klar over, at hans liv nu var i fare - med eller uden rettergang. Det Hellige Sakramentes Selskab var efterhånden så stor en magtfaktor, at selv de højeste klasser frygtede dem. Men det fik ikke Molière til at stoppe. Han søgte ly hos kongen, og i sommeren 1667 lykkedes det Louis XIV at opløse selskabet og derefter give Molière tilladelse til at opføre stykket igen – nu under titlen L’Imposteur, Bedrageren. Denne gang var Tartuffes kostume en ganske almindelig adelsmands dragt med kniplingskrave, paryk, hat og kårde. Til trods for fjernelsen af alle direkte hentydninger til det katolske selskab bliver stykket igen forbudt efter kun én opførelse i Palais Royal. Først i vinteren 1669 blev det endelig tilladt, og det blev en kæmpe succes. Publikum strømmede til.

M O LI È R E S LIV Jean-Baptiste Molière (1622-1673)

side 18

Af Mette Nybo

Molière blev født i Paris d. 15. januar 1622 og fik navnet Jean-Baptiste Poquelin. Hans far, Jean Poquelin, havde sin gang ved den franske konges hof under den imponerende titel ”Tapissier-valet ordinaire du roi”, et betroet arbejde, hvor han stod for indretningen af kongens private gemakker med de smukkeste stoffer. Faderens forretning var både velanset og indbringende, hvilket gjorde det muligt for ham at sende sin søn på det fine gymnasium Collège de Clermont. Kun 10 år gammel mister Molière sin mor. Efter et kort jurastudium vælger Molière at følge sit hjerte og gå teatervejen. Han giver afkald på at arve sin fars forretning, får i stedet udbetalt 630 livres, som han i 1643 bruger på at stifte sit første teater, L’Illustre Théatre. Sammen med sin elskerinde, den smukke skuespillerinde Madeleine Béjart og hendes skuespillerfamilie, vil han opføre tragedier. Han skifter efternavn fra Poquelin til Molière, et navn som har en bredere og mere dramatisk klang og derfor passede godt til de store tragedier, som Molière brændte for at opføre. Men publikum svigter. Efter flere fiaskoer må Molière allerede i 1645 lukke sit teater og ender i gældsfængsel.

OLIÈ side 19

I 1646 forlader Molière Paris, og sammen med Madeleine Béjart slutter han sig til en teatertrup. I 1650 bliver han leder af sin egen trup, og begynder at skrive sine komedier, stærkt inspireret af den italienske maskekomedie Commedia dell’arte. Efter i flere år at have draget rundt på landevejene vender han i 1658 tilbage til Paris, hvor han får lov til at optræde for selveste Solkongen, Louis XIV. Kongen bliver begejstret for Molière, som får tildelt et fast spillested i den store sal på Petit-Bourbon ved Louvre, som han skal dele med den kendte italienske Commedia dell’arte trup, ledet af Tiberio Fiorillo, den berømte fremstiller af Scaramouche-rollen. I løbet af det følgende tiår skriver Molière en perlerække af komedier. Komedier som ikke kun vækker latter, men også har en dybde, som beskriver de mere alvorlige sider af menneskesindet. I 1662 gifter Molière sig med den unge skuespillerinde Armande Béjart. I 1664 får de deres første barn netop som Molières liv kommer i fare på grund af Tartuffe. Også Don Juan, som havde premiere i l666 påkaldte kirkens vrede. Den megen modgang tog hårdt på Molière, og han bliver i løbet af de følgende år mere og mere syg af tuberkulose med voldsomme anfald, hvor han hoster blod. Midt under opførelsen af hans sidste komedie Den indbildt syge, hvor han tragikomisk nok spiller hovedrollen som den hypokondriske Argan, falder Molière om og dør få timer efter.

side 20

side 21

JENS ALBIN 04

OV E R LE V E R E N I D E N B O RG E R LI G E B I OTO P

side 22

B E D R AG E R E N , Tartuffe, er en overlever, der uden samvittighed har en nærmest dyrisk evne til hurtigt at tilegne sig de nye omgivelsers krav, mener Jens Albinus. Af Me Lund

Tartuffe ankommer i slidt tøj og fladtrykt bowler. I Jens Albinus’ skikkelse ligner han mest af alt en af Becketts vagabonder - en mand uden fortid og uden tanker om fremtiden. En mand, der indtil for nylig havde en helt anden identitet, som ligger efterladt som en ham et sted bag ham. Nu banker han på en ny tilværelse, pragmatisk, omstillingsparat, kamæleonagtig. Hele hans fokus er på overlevelsen her og nu. ”Jeg tror, Tartuffe er et menneske uden kerne,” fortæller Jens Albinus. ”På paradoksal vis er han muligvis det mest ærlige menneske på scenen, fordi han ikke som Lars Løkke Rasmussen eller Orgon påstår, at han er en stabil karakter. Han er en person, der altid er parat til at omdanne sig til noget andet og sige det, der forventes, uden at mene det.” I tidligere opførelser af Tartuffe er han ofte blevet fremstillet som en from mand, der dækker over at være en gammel liderbuks, men Jens Albinus tanke er at spille ham – hvis det kan lade sig gøre – som om han er fuldstændig tom.

NUS side 23

”Når man skaber en karakter på scenen, starter man normalt med at finde ud af, hvem han er, og så undersøger man, hvad der sker med ham, mens vi er sammen med ham. Men i denne proces bliver det sidste, vi finder ud af, hvem Tartuffe egentlig er. Jeg kan ikke udelukke, at vi lader det stå pivåbent.” Det ligger dog fast, at præmissen for hans Tartuffe er, at han er en overlever - ”Den dygtigste overlever i rummet til enhver tid,” som Jens Albinus beskriver ham. Og det står også klart, at han er ude på at stjæle noget fra sin husvært. ”Orgon vil gerne have Tartuffe knyttet til sig som sin svigersøn. Men Tartuffe vil ikke nøjes med at erobre tronfølgerpositionen. Han vil forstøde Orgon og tage hans plads i huset og ægtesengen. Han vil simpelthen stjæle hans identitet – eller i hvert fald hans position. Han har ingen samvittighed og egentlig heller ingen onde hensigter. Han følger sit instinkt for at få magt.”

side 24

Er han oprigtigt tiltrukket af Orgons kone Elmire? ”Ja. Men han er også glad for Orgon. Og for sig selv. Det stikker ikke så dybt. For ham er spillet en løsning og ikke noget problem. Der er masser af muligheder i at se verden som en markedsplads.” Så du mener ikke, at han har lagt en strategi?

Lærer Tartuffe noget af det, der sker for ham? ”Der, hvor vi er nu i prøveforløbet, tror jeg faktisk, han kunne udvikle sig i løbet af stykket. Han oplever at blive ramt. Følelsesmæssigt. Ikke kun af Elmire, men også af vemod over, at Orgon til syvende og sidst var så nem at overvinde. Tartuffe går fra at være ingenting til at være ...” Et menneske? ”Ja, på en eller anden paradoksal måde. Det bedste, der kunne ske for ham, var at blive afsløret.”

side 25

”Nej, jeg tror i virkeligheden, Tartuffe er ret dum. Dumglad. Og det er hans store styrke. Fremtidens overlevelse tilhører de dumme. Hvis Europa, som man taler om, snart bryder ned, tror jeg, det vil være godt at være dum. Når den kulturelle fernis er fjernet, affinder man sig fint med at være anybody’s bitch.” Som Jens Albinus beskriver ham, lyder Tartuffe næsten som et dyr. Et stykke biologi uden samvittighed. Og det religiøse er bare et program, han har ’downloadet’ i løbet af natten. Det kunne ligeså godt have været noget andet. ”Han kunne også have valgt at blive nazist. Eller noget tredje. Bare det har en vis grad af radikalitet i sig. Hvis det er for mainstream, har det ikke stor nok markedsværdi. Men det er jo ikke noget, han fastholder konsekvent. Han gør brug af religionen, så længe den virker. Bagefter fører han et helt andet levned i totalt modstrid med det, han netop har talt så varmt for.”

N LLEGA side 26

NIELS AARD D R Ø M M E N O M AT M Æ R K E LIV E T

D E N B E D R AG E D E , Orgon, er som mænd er flest. Ret ureflekteret forfølger han det, der pludselig en dag står som meningen med livet, mener Niels Ellegaard. Af Me Lund

side 27

Han har det hele: en vellykket karriere som forretningsmand, et stort hus, to børn, en ny kone. Der er ikke flere slag at udkæmpe, ikke mere at stræbe efter. Alligevel er Orgon rastløs. ”Orgon har brugt sin lidenskab på at opnå alle de ydre tegn på succes. Men pengene har gjort hans liv overfladisk, drænet hans egentlige drømme for næring, og hans opførsel derhjemme nærmer sig diktatur – i hvert fald når man ser det udefra,” forklarer Niels Ellegaard. ”Sådan føler han det bare ikke selv. Han synes, det er ganske rimeligt, at han bliver betjent af alle i familien, for han har gjort sig fortjent til det.” Nu er Orgons store udfordring, at han ikke kan få dét, han allerhelst vil have. Ikke fordi han mangler midler til det. Heller ikke, fordi tidens stramme etikette forhindrer det. Problemet er, at han ikke ved, hvad han drømmer om. Og da han ikke er særlig reflekteret, reagerer han intuitivt på en gnavende følelse af tomhed. I denne opsætning har han derfor i første omgang forsøgt at udfylde tomrummet i sit lidenskabsløse hjem med billedkunst, litteratur og musik, for kunsten taler til en ubrugt side af ham. Men det er først, da han møder Tartuffe, at han finder det, han har savnet.

”Mødet med den fromme Tartuffe kan kun beskrives som en forelskelse, selv om der ikke er noget homoseksuelt eller erotisk over deres kontakt. Orgon ser ham ligge og bede i kirken, han ser ham kysse kirkens gulv og give penge til de fattige. Og den religiøse ild i Tartuffes krop får hans egne udslukte følelser til at eksplodere. Han breder armene ud, ser forventningsfuldt på Tartuffe og føler, han har mødt det menneske, han har ledt efter hele sit liv.”

side 28

Hvad er det, han ser i Tartuffe? ”Orgon ser Tartuffe som en mand, der tilsyneladende ikke har behov for penge. Og for ham, der hele sit liv har kontrolleret sine omgivelser med penge, er det nærmest et chok. Han bliver forelsket i Tartuffes glødende tro. I hans askese og afsværgelse af det materielle.” I mødet med sin modsætning indser Orgon, at han selv må give slip på det materielle, mener Niels Ellegaard. At han må ud til kanten for at mærke noget nyt. Eller måske snarere: for at mærke sig selv igen. Det er der jo mange mænd, der oplever midt i livet. ”Og så hører det jo også med, at Orgon ikke er helt uimodtagelig over for de frommes misundelse over, at Tartuffe har valgt at slå sig ned i netop hans hjem. Udadtil bliver Tartuffe på den måde endnu et trofæ, men indadtil er Orgons følelse ren: han føler sig mere i familie med Tartuffe, end han gør med sin rigtige familie. I ham finder han en bror, et broderskab, der giver hans liv mening.” At Orgon selv skulle være religiøst søgende, afviser Niels Ellegaard. For selv om han er farvet af Molières latinske temperament, flugter Orgon godt med den danske gennemsnitsmand, der kun går i kirke, når det er nødvendigt. Men han er draget mod Tartuffes irrationelle fortælling om, hvordan det - også - er at være menneske, fordi han så længe har savnet den immaterielle dimension af tilværelsen.

side 29

Hvad der sker, da Orgon opdager, at at han er blevet svigtet? ”Ligesom forelskelse har en snert af sindssyge i sig, har Orgons reaktion på svigtet det også. Han har jo drevet den af følelsesmæssigt og mentalt i så mange år, at han ikke har noget kompas at navigere efter, da han bliver svigtet. Han går i mental opløsning. Berøvet Tartuffes nærhed har Orgon det som en fisk, der ligger og spræller desperat på landjorden. Det er et farligt sted for ham at være. Men oplevelsen er samtidig intens. Meget mere intens end kunst på væggene eller rock’n roll. Han mærker livet på en helt ny måde. Og det er på en vis måde det, han har længtes efter,” slutter Niels Ellegaard.

side 30

side 31

ME DVIRKE NDE

side 32

J E N S A LB I N U S

Uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1989 og efterfølgende ansat på teatret indtil 1994. Jens Albinus har siden udfoldet sit talent på både film, tv og teater i såvel Danmark som Tyskland. Han debuterede som sceneinstruktør og dramatiker i 1999 med Nederdrægtighedens Historie på Republique, og i 2014 instruerede han Helenes Fahrt in den Himmel på Schauspiel Köln. På Aarhus Teater har Jens Albinus haft roller som D’Artagnan i De tre musketerer (1993), titelrollen i Jeppe på Bjerget (1993-94) og sagføreren Joe Pitt i Engle i Amerika (1995). Han har spillet den tvekønnede Vivi i Dark på Betty Nansen Teatret i 1994 og Nagel i Hamsun-forestillingen Mysterier på Husets Teater i 1996. Samme år medvirkede han på Det Kongelige Teater i Helligtrekongersaften og i 1997 i Det kvindelige selskab. I 1999 var Jens Albinus på Edison i rollen som Andreas Bader i Den yderste konsekvens. Han har skrevet og iscenesat Helenes himmelfærd på Teater Grob i 2000. På TV fik han rollen som H.C. Andersen i tv-serien Bryggeren, og man har derudover kunne opleve ham i serier som Ørnen, Borgen og Forbrydelsen III. Jens Albinus har også medvirket i talrige film, bl.a. i Lars von Triers Idioterne (1998), Dancer in the Dark og Bænken (2000), Bille Augusts Stille Hjerte (2014) og Idealisten, Rosita og Lang historie kort (2015). På tysk teater har han bl.a. haft titelrollen i Der Vater på Volksbühne Berlin i 2000 og han havde tysk film-debut 2009 i Matthias Glasner’s This is Love. På tysk tv har man senest kunne opleve ham i tv-serien Deutschland 83 og på dansk teater i titelrollen i Richard III på Aalborg Teater 2015. I Tyskland instruerer han for øjeblikket stykket Umbettung på

Schauspiel Köln 2015/16. Fra sommeren 2016 overtager han posten som kunstnerisk leder af Husets Teater i København. Jens Albinus har modtaget flere priser, herunder Teaterkatten, Statens Kunstfonds Præmiering, Lauritzenprisen og i 2003 vandt han både Årets Robert og Bodil-prisen for hovedrollen i filmen At kende sandheden. Han har modtaget Årets Reumert for Bedste mandlige hovedrolle i 2009 og 2012. N I E L S E LLE GA A R D

Uddannet skuespiller fra Café Teatrets dramaskole i 1983. Efter endt skuespilleruddannelse var Niels Ellegaard ansat på Børneteatret Filuren i Århus fra 19831989. I 1992 blev han tilknyttet Svalegangen og fik komiske roller som fx. Billy i Syng så, baby (1992) og Holliday i Borgen (1994). I 1997 fik han rollen som Antonius Hjulmager i Den politiske kandestøber på Aarhus Teater og har siden haft succes i mange forskellige roller, eksempelvis som titelrokken i Den Gerrige, Bo i Gregersen Sagaen bygget over Christian Kampmanns romanserie, K i Kafkas Slottet, Polonius i Hamlet, Jeppe på bjerget, La Cage Aux Folles, Hedda Gabler, Rosmersholm, Mens vi venter på Godot, The History Boys og Woyzeck. Ellegaard har medvirket i talrige revyforestillinger, herunder Græsted revyen, Aarhus revyen, Hjørring revyen og Cirkusrevyen. Han har også selv instrueret revyer og har modtaget mange hædersbevisninger i revysammenhænge. I 1997 blev han hædret som Årets Revyskuespiller og modtog en Dirch Pris. I 2006 modtog han som den første Ove Sprogøe Prisen. På film har han bl.a. spillet med i At kende sandheden (2002), Anja og Victor (2003), Tempelriddernes skat II (2007), som

skoleinspektør i Storm (2009) og i Rosita (2015). På tv har Ellegaard medvirket i serier som Ørnen, Klovn, Lærkevej, Forbrydelsen II, Borgen og Lykke.

nomineret til en Robert i 2000 for Bedste kvindelige birolle i Klinkevals og i 2001 for Bedste kvindelige hovedrolle i Fruen på Hamre. I 2014 modtog hun Årets Dirch.

B O D I L J Ø RG E N S E N

M I CH A E L M O R ITZ E N

Skuespiller og teaterinstruktør. Uddannet instruktør fra Statens Teaterskole i 1978 og uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1981. Michael Moritzen var tilknyttet Aarhus Teater indtil 1982, hvorefter han arbejdede freelance. I 1999-2000 var han leder af skuespillinien på Statens Teaterskole og blev samme år kunstnerisk leder af Folketeatret, hvor han var indtil 2002. Michael Moritzens talent har bragt ham teaterroller fra lystspil og komedie til de mere alvorlige karakterer. Af titelroller kan nævnes Holbergs Don Ranudo på Grønnegårds Teatret (1989) samt Admiralen i Gilbert og Sullivans Pinafore og Holbergs Erasmus Montanus på Folketeatret i hhv. 1997 og 1999. Derudover har han medvirket i Nikoline Werdelins Liebhaverne og Astrid Saalbachs Aske til aske — støv til støv på Husets Teater i 1992 og 1998 samt i Et latterligt menneskes drøm efter Dostojevskij på CaféTeatret i 2005. I 2014 kunne man opleve Moritzen i rollen som Deeley i Harold Pinters Old Times og som H.C. Andersen i Jeg vil også kysses i 2015. Michael Moritzen har ligeledes haft succes på tv, hvor man bl.a. har kunnet opleve ham i serierne Bryggeren, Nikolaj og Julie, Krøniken, Forbrydelsen, Broen II og senest Arvingerne. Han har haft filmroller i Dansen med Regitze (1989), som modstandsgruppeleder i Morten Henriksens De nøgne træer (1991) og derudover bl.a. Lars von Triers Idioterne (1998), Drabet (2005), Superbror(2009) og Sover Dolly på ryggen (2012). Af iscenesættelser kan nævnes Peter

side 33

Uddannet fra Statens Teaterskole i 1990. Bodil Jørgensen har medvirket i talrige danske film, tv-serier og teaterstykker. Fra 1990-92 var hun ansat på Jomfru Ane Teatret og fik i 1992 sit gennembrud i Den menneskelige stemme på Betty Nansen Teatret. I 1997 blev Bodil Jørgensen ansat på Det Kongelige Teater og har i mange år været fast del af ensemblet, hvor hun bl.a. har medvirket i Skybrud, Menneskereden, Mephisto, Galskab, Kaj mod vest, som Lucretia i Den Vægelsindede i 2000 og i Faderen 2013. Over 40 film og tv-roller er det blevet til siden 1992, bl.a. hendes store succes i rollen som Karen i Lars von Triers Idioterne (1998), Fruen på Hamre (2000), Voksne mennesker (2005), Smukke mennesker (2010), Hvidsten Gruppen (2012), Den skaldede frisør (2012), All Inclusive (2014), Mennesker bliver spist (2015) og Mænd og høns (2015). Hun har medvirket i tv-serier som Strisser på Samsø (1997-8), Krøniken (20036), Lærkevej (2010) og Badehotellet (2013-14). Bodil Jørgensen er ikke mindst kendt for sit store komiske talent, der har banet vej for skæve roller i tv-serier og satire som Rytteriet (2010) og Det slører stadig (2013). Bodil Jørgensen har modtaget mange priser i løbet af sin karriere, herunder både en Bodil og en Robert for Bedste kvindelige hovedrolle for ”Idioterne” i 1999, en Robert for Bedste kvindelige birolle for Smukke mennesker og en Robert for Bedste kvindelige hovedrolle i Hvidsten Gruppen i 2013. Derudover har hun modtaget Teaterpokalen i 2011, samt været

ME DVIRKE NDE Asmussens Øjne, Juliane Preislers Forår og Kjeld Abells Miss Plinckby’s kabale, alle på Hippodromen 1995, 2000 og 2001. Michael Moritzen udgav i 2011 bogen Respekt - Elleve samtaler om at være skuespiller.

side 34

U LL A H E N N I N G S E N

Uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1973. Ulla Henningsen har medvirket i flere musicals, bl.a. No, no Nanette (1973) og Cabaret (1976). Hun var ansat på Aarhus Teater indtil 1977, og i den periode gjorde hun sig bl.a. stærkt gældende i Den kaukasiske kridtcirkel og Mahagonny. Siden har hun haft markante roller på en lang række teatre. På Betty Nansen Teatret fik hun i 1986 et karrieremæssigt gennembrud i rollen som moderen i Blodbrødre og medvirkede også i bl.a. Tartuffe, Den dobbelte kærlighed og Vallombrosa. Derudover har Ulla Henningsen bl.a. medvirket i Lady Macbeth, Efter orgiet i 1993 på Det Kongelige Teater og som Kathrine i Trold kan tæmmes. Som revyskuespiller debuterede hun i 1972 i Her bor de gale. I sommeren 1978 var hun med i revyen Mandefald på Bristol Teatret, og senere var hun i årene 1988 og 1990 med i Tivoli Revyen og i 1996 i Cirkusrevyen. Hendes folkelige gennembrud kom med rollen som Iben Skjold Hansen i TV-serien Matador. Hun har også medvirket i serier som Mor er major, Alle elsker Debbie samt i revyserien Ikk. Ulla Henningsen vakte hun stor opmærksomhed med rollen som Liva Weel i tv-serien Kald mig Liva, hvor hun både leverede stort skuespil og samtidigt viste sit store sangtalent. Hun har siden haft succes inden for jazzmusikkens verden, hvor hun har samarbejdet med bl.a. Nikolaj Nørlund, Nikolaj Hess og Ole Koch Hansen. Ud over sangene fra Kald mig Liva og

jazzmusikken har hun selv komponeret musik til digte af bl.a. Henrik Nordbrandt. Ulla Henningsen har modtaget to Reumert-priser: Bedste kvindelige hovedrolle i Dødsdansen i 2003 og for sin kvindelige birolle Margret i Woyzeck i 2001, begge opsætninger på Betty Nansen Teatret. Hun har derudover modtaget en række andre priser, bl.a. Henkel-Prisen i 1980, Tagea Brandts Rejselegat 1991 og samme år Johanne Luise Heibergs Mindelegat. I 1993 tildeltes hun Olaf Poulsens Mindelegat og i 1994 Liva Weels Jubilæumslegat. I 2011 modtog hun teaterpokalen for Lucas Svenssons dramatisering af Margritt Duras Smerten. M O LLY B LIX T E G E LI N D

Uddannet på Skuespillerskolen i Odense 2015. Molly Blixt Egelind debuterede 2002 i rollen som teenagedatteren Katrine i Jesper W. Nielsens film Okay og har siden medvirket i flere film, bl.a. Fighter i 2007. Hun blev dog særlig kendt i rollen som datteren Astrid i Susanne Biers Den skaldede frisør fra 2012. Hendes præstation indbragte hende blandt andet en Robert-nominering, og i 2013 modtog hun Svend prisen for Nye danske håb. Molly Blixt Egelind spillede Madame de Sades søster Anne i Betty Nansens opsætning af Madame de Sade 2015 - rollen var Molly Blixt Egelinds teaterdebut som nyuddannet skuespiller. I slutningen af 2015 modtog hun Marguerite Vibys Jubilæumslegat. S I M O N M AT TH E W

Uddannet skuespiller fra Statens Scenekunstskole i København i 2014. Simon Mathew fik sin debut som sanger i 2005, da han vandt TV2’s talentkonkurrence Scenen er din. Samme år udgav han sit debutalbum

B R IA N H J U LM A N N

Uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2011. Brian Hjulmann debuterede i forestillingen Tyve på Aarhus Teater og Hippodromen (Folketeatret), efterfulgt af teaterkoncerten Be kind - if I´m a mess også på Aarhus Teater. I 2012 var han med i Et drømmespil på Bådteatret, og i 2013 medvirkede han i CPH-Stage forestillingerne Tanker om døden og Uno dos tres. Siden 2012 har Brian Hjulmann været en del af Frilandsmuseets teaterensemble, og han har bl.a. optrådt som Nicolaj i Line Knutzons frit fortolkede juleklassiker Juleferie i Nøddebo Præstegård. I 2014 spillede Brian Hjulmann den autistiske søn Sebastian i familiedramaet

Sparta! på Teater V. Senest har han spillet Christian den 4. i forestillingen Audiens på Rosenborg Slot. Brian Hjulmann har også medvirket i forskellige film og tvproduktioner. Bl.a. TV-serierne Broen 2 (2013), Op med halen (2014) og senest Banken (dansk satire 2015). P OWE R SO LO

Dansk rock’n’roll band dannet i 1996 af brødrene Kim og Bo Jeppesen også kendt som Kix og Atomic Child. Gruppen har opnået international berømmelse efter udgivelsen af deres andet album It’s Raceday...And your pussy is GUT! på pladeselskabet Crunchy Frog. PowerSolo har udgivet 6 albums, et soundtrack, seks singler, optrådt på 13 compilations samt lagt musik til en række spille-, kort- og reklamefilm. PowerSolo optræder på soundtracks på film som Ole Christian Madsens Nordkraft og Superclásico samt Vinterbergs En mand kommer hjem. PowerSolo har bidraget med musik til de amerikanske tv-serier True Blood og American Horror Story samt til en række andre udenlandske tv-shows og komedier. PowerSolo dannede i 2012 den musikalske ramme om Milan Peschels opsætning af Jeppe på Bjerget på Aarhus Teater. PowerSolo er blevet internationalt kendt for at være et af de bedste, mest originale og fuldstændigt uforudsigende live bands på alverdens scener. De har med deres over et tusinde shows, nok de skarpeste næser for hvordan et rock and roll set skal skæres og et publikum forføres.

side 35

Simon Mathew. I 2007 nåede han finalen i TV 2-programmet Vild med dans, og året efter vandt han Dansk Melodi Grand Prix med sangen All Night Long, som også kvalificerede sig til finalen i Eurovision Song Contest i Beograd. Han udgav sit andet album All for Fame i 2008. Under skuespiluddannelsen var han i 2012 med i Skammerens datter som Nicodemus på Østre Gasværk Teater, og i 2013 spillede han rollen som Parfjon Rogozjin i Idioten, samt rollen som Aksel i Idioterne på Det kongelige Teater. I sin afgangsforestilling fra teaterskolen spillede Simon rollen som Trigorin i en moderne udgave af Tjekhovs Mågen. Simon Mathews debut som professionel skuespiller var med Rolling Stones Teaterkoncert i efteråret 2014. Han har derudover haft roller på film og tv, bl.a. tvserien Store drømme fra 2009 og kortfilmen Til dig min elskede i 2014. I 2015 spillede han med i Glansbilledsamlerne på Statens Scenekunstskole og Ein Bisschen Frieden på Aalborg Teater.

side 36

HOLDET BAG M AG DA LE N A M U S IA L Tysk scenograf & kostumedesigner

M I L A N P E SCH E L Tysk skuespiller & instruktør

Født i Polen. Magdalena Musial er uddannet kostumedesigner fra Graz, Østrig og fra Hamburg. Hun har bl.a. arbejdet på Deutsches Teater Berlin, Schauspiel Leipzig og Theater Bremen. Magdalena Musial har stået for scenografi og kostumer til utallige drama- og operaforestillinger i forskellige lande, men særligt i Polen og Tyskland. Hun har bl.a. lavet designs for Molière’s Tartuffe instrueret af Mikołaj Grabowski, Mark Hlášky’s Eighth Day of the Week, “Miedzy nami dobrze jest” på Nationalteatret i Krakow, Boris Godunov for National Operaen i Vilnius og stykket Orfeo & Euridice for National Operaen i Bratislava. Hun har ligeledes haft et længerevarende samarbejde med Gorki Theater i Berlin.

I 1986 blev Milan Peschel færdigudlært teatersnedker og efterfølgende ansat ved den tyske statsopera i Berlin. Han er uddannet skuespiller fra Hochschule für Schauspielkunst - Ernst Busch Berlin i 1995. Siden 1997 været han medlem af ensemblet på Berlin Volksbühne am RosaLuxembourg-Platz, men har også været at se i gæsteoptrædener på andre tyske og østrigske teatre som Thalia Theater i Hamburg eller Salzburg Festivalen. Peschel har ligeledes markeret sig i en række film og populære tv-produktioner som fx Tatort -serien og Lenz 2006. Han blev i 2006 nomineret til Deutscher Filmpreis for bedste mandlige hovedrolle i Robert Thalheim’s Net. Milan Peschel henrykte i 2011 kritikere og publikum med sin præstation i Andreas Dresens Stoppet på Track i rollen som uhelbredeligt kræftsyg familiefar og blev i 2012 hædret for rollen med Deutscher Filmpreis. I 2010 opførte han på kontroversiel vis en opdateret version af Henrik Ibsens klassiker Et Dukkehjem og i 2012 instruerede han Holberg-klassikeren Jeppe på bjerget – begge forestillinger på Aarhus Teater. Gennem de senere år har han primært arbejdet som iscenesætter, bl.a. på berlinerscenen Maxim Gorki.

CRE DITS I SCE N E SÆ T TE L S E Milan Peschel

SCE N OG R AFI & KOSTU M E R

T E AT E R M A L E R Liselotte Møller LYS D E S I G N Christian Alkjær

Magdalena Musial

B E LYS N I N G S M E S T E R John Aage Sørensen

TO N E M E S T E R Troels Møller

Molière

OVE R SÆ T TE L S E

I N S T R U K TØ R A S S I S T E N T Mathilde Johnsen & Franziska Koller

Jesper Kjær

S K R Æ D D E R SA L S L E D E R Henrik Børgesen

B E AR B E J D E L S E

S K R Æ D D E R SA L Anne Jørgensen & Mette Kapper

Milan Peschel

KO M P O N I STE R & LIVE PÅ SCE N E N

PowerSolo

Jens Albinus Niels Ellegaard Ulla Henningsen Bodil Jørgensen Michael Moritzen Molly Blixt Egelind Simon Mathew Brian Hjulmann

P R O D U K TI O N S T E A M P R O D U K TI O N S L E D E R Steen Reither S C E N E M E S T E R John Jensen VÆ R K S T E D Morten Lindboe Löwén Peter Laubjerg

H Å R & M A K E - U P Lis Kasper Bang E L E V Mark Balder Nørskov T E AT E R S E K R E TÆ R Linda Holm B A R C H E F Teddy Brandt REGNSK AB Kristine Marholt P R E S S E A N S VA R L I G Line Bilenberg M A R K E TI N G A N S VA R L I G Simon Fernando A S S I S T E N T Christian von Horsten Ø KO N O M I C H E F Leif Kingo D I R E K TI O N Vibeke Windeløv & Stefan Larsson P R O G R A M R E DA K TI O N Me Lund, Mette Nybo, Linda Holm & Simon Fernando L AYO U T Yellow1.dk

VÆ R K S T E D SA S S I S T E N T Martin Jensen

FOTO F R A A F S LU T T E N D E P R Ø V E R Rumle Skafte

REGISSØRELEV Hedda Fich

T RY K K E R I Frederiksberg Bogtrykkeri A/S

REGISSØR Ken Nielsen

TA K TI L Hanne & Susanne for hjælpen med pels til Orgon.

side 37

S K U E S P I LLE R E

V E D L I G E H O L D E L S E Jannie Røjbæk

side 38

side 39

S Æ S O N 2 01 5 -1 6 M A DA M E D E S A D E PROMETHEUS.NU S O L I D E O G LO R I A TA R T U F F E MEDEA S I D S T PÅ DAG E N E R V I A L L E M E N N E S K E R