Medea

AF

EURIPIDES S T E FA N L A R S S O N

ISCENESÆTTELSE

Medea

side 2

MEDEA Livia Millhagen JA SO N Kenneth M. Christensen K R EO N , AI G E U S & BUDBRINGER Thomas Bang G R Æ S K KO R Karen-Lise Mynster Elin Klinga

B Ø R N E S TATI S TE R Oliver Skøtt Sander Asbjørn Thorlaksen Jonathan Westphal Stennicke Lau Emil Koeller

side 3

Produceres i samarbejde med D R A M ATE N

side 4

01

01

N Å R DY R E T I OS E L S K E R

Interview af Me Lund

”Kvindehadet er jo stort blandt mænd.” Den sorte sætning hænger kort i luften, inden instruktøren Stefan Larsson uddyber: ”Historien taler sit tydelige sprog: Vi mishandler og voldtager. Også vores kvinder derhjemme. Du ved godt, at de fleste voldtægter sker i ægteskabet, ikke? Det er frygteligt.” Undertrykkelsen af kvinder er frygtelig. Og det er frygteligt, at det går så ubegribelig langsomt med at få rettet op på ubalancen mellem kønnene. Men det er det lille ’jo’, der gør Stefan Larssons sætning særlig frygtelig. Det understreger, at kvindehad næsten er et selvfølgeligt vilkår. Man behøver ikke at være feminist, fortsætter han, for at se, at kvindeundertrykkelsen stort set er intakt knap 2500 år efter, at Euripides’ Medea blev uropført. Vi lever stadig i et patriarkalsk samfund.

side 5

Watch out, Medea er i landet! Sort sorgpsykose blander blod med frådende feministisk oprør i Stefan Larssons opsætning af Medea, som efter hans mening viser en fuldt udfoldet kvindelighed. Om han er bange for, hvad han ser? Nej, snarere opløftet. Og dybt fascineret.

side 6

”Mænd går stadig på jagt sammen. Vi har magten i bestyrelserne og på direktionsgangene. Vi dyrker vores loger og hjælper hinanden. I modsætning til kvinder har mænd et stærkt sammenhold, og er der ikke kvinder til stede, er omgangsformen blandt mænd præget af kvindehad. Selv blandt de helt unge er mønstret det samme. Når mænd er alene, er vi dyr.” For nylig har den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström i Kulturmannen och andra texter (2016) tilføjet, at mænd også sidder på kulturen. Som udtryk for ’sin patriarkalske selvgodhed’ definerer den såkaldte kulturmand, hvad god kunst er - det er den, som er skabt af mænd. Og han forsvarer privilegiet ved at sætte sig for bordenden i kunstkritikken og kulturdebatten. Herfra bliver logebrødrene kanoniseret. Fra sine mange år i kunstens institutionelle verden bekræfter Stefan Larsson billedet – ikke mindst i Danmark, som han synes halter bagefter i forhold til ligestillingsdebatten i Sverige og i øvrigt er påfaldende aggressiv grænsende til det fordomsfulde over for de svenske feminister. Det undrer ham, for det burde være tydeligt for enhver, at der f.eks. på teatrene er en lang tradition for at betragte kvinder som kød. Smuk, sødt og sexet kød. Men kvinder er jo så meget mere. Kan jo så meget mere. Tør jo så meget mere. Jo.

side 7

”Det kan godt være, at Medea er udtryk for et mandligt blik på en kvinde. Men fuck, hvor er det skønt at se en kvinde tage scenen i besiddelse på den måde. Være aggressiv. Give fanden i at være lækker. Sådan er virkeligheden. Kvinder er også sådan. I dramaet er Medea bundet af de patriarkalske strukturer. Men som karakter er hun fri. Det er pragtfuldt! Jeg håber, de unge kvinder i salen lader sig inspirere.” Måske er det ikke helt forkert, at Euripides var verdens første feminist, medgiver Stefan Larsson - dels fordi han som den første blandt de gamle grækere gjorde en kvinde til hovedpersonen i sin tragedie; dels fordi portrættet af hende er så psykologisk nuanceret. Hun er stærk, selv om hun er i panik over at være blevet svigtet. Hun er fuld af retfærdig harme, selv om hun er ude på et overdrev. Sådan ser en kvinde ud, der elsker voldsomt og er ved at dø af det. ”I vores opsætning nedtoner vi, at Medea har en brutal fortid med mord på samvittigheden. Men det er tydeligt, at hun er klog. Klogere end Kreon og langt klogere end Jason, der er et meget pragmatisk menneske, hvis man skal sige det pænt.”

Og hvis man ikke skal sige det pænt? ”Så er han et macho-svin. Hvis man laver forretning af sit ægteskab, af sin relation til en kvinde, der har gjort alt for én, er man en idiot. Men jeg forstår hans følelser for børnene. I den antikke græske kontekst er det sikkert godt, at han forsøger at redde sine børn gennem det nye ægteskab. Samtidig er han en meget moderne mand, desværre. Han ligner alle dem, man møder på caféerne. Han er en overlever, der er god til at klatre i hierarkierne. Men han tænker kun med genitalierne. Det gør mig deprimeret.”

side 8

Men har han da aldrig elsket Medea? ”Jo, min fornemmelse er, at de engang har haft en dyb kærlighed til hinanden. Men der står faktisk ikke noget om det i teksten. Vi ved det ikke. For mig er der ingen tvivl om, at Medea oplevede det som en stærk, gensidig kærlighed. Og Jason fik hende til at tro, at han havde det lige sådan. Men måske har hendes kærlighed skræmt ham. Han forstår hende i hvert fald overhovedet ikke. Og han interesserer sig overhovedet ikke for, hvad hun gennemlever.” Det gør Stefan Larsson imidlertid. Han kunne være blevet en ganske god psykolog, som han siger. Det ligger dybt i ham, men han er også præget af sit barndomshjem, Dramaten. Her blev han opdraget som teatermenneske i et miljø, der siden Strindbergs tid har været optaget af den kvindelige psykologi, af kvinders følelsesmæssige emancipation. Sandsynligvis er det derfor, Stefan Larsson meget ofte har kvinder i de store roller. Og når han elsker at arbejde med kvinder, er det dels, fordi de er bedre forberedt end mænd, ikke møder op til prøverne med tømmermænd og bare er dybt professionelle. Dels fordi deres emotionelle liv er i konstant bevægelse.

side 9

side 10

”Kvinder er bærere af meget dybe erfaringer, som jeg uden at kunne forklare hvorfor altid har følt mig i tæt kontakt med. Deres følelsesliv er simplethen utrolig rigt. At give dette indre liv fysisk udtryk på en scene fascinerer mig enormt som instruktør.”

H Æ V N E R U DTRY K FO R E N SYG R ATI O N A LITE T

Nu har han igennem et års tid kredset om Medea – først med Daniel Börtz’ nyskrevne opera Medea, der med overbevisende anmeldelser for kort tid siden havde premiere på Kungliga Operaen i Stockholm. Og nu som klassisk-moderne tragedie i en co-produktion mellem Betty Nansen Teatret og Dramaten. I begge opsætninger understreger han Medeas status som flygtning uden hjemland. Det ligger lige for med tanke på den aktuelle flygtningesituation i Europa. Men det er kun ét af flere temaer, for han er ligeså optaget af, hvordan et menneske reagerer, når hun er i fare for at blive knust af kærlighed. Fra flere af sine kvindelige venner ved Stefan Larsson, hvor traumatisk det er at blive forladt af sin mand. Man bliver både fysisk og psykisk syg. Og indimellem fører vreden til frygtelige breve og pinagtige telefonopkald til mandens nye kæreste.

D E T G O D E E K S E M P E L S M AGT

Da hippierne sang om ’love, peace and harmony’, lød det som en vej frem. Men Stefan Larsson tror ikke længere på det. For ham at se vil menneskene altid være i krig. Han er ikke kynisk, understreger han. Selvfølgelig mener han, vi skal være anstændige. Vi skal gøre vores bedste. Men det vil ikke hjælpe. Og så kommer det: ”Er noget som helst blevet bedre i den tid, du og jeg har levet?” Igen hænger den sorte sætning en stund i rummet, inden han skifter til det private spor og fortæller om sin fortid som fodbolddreng. Han ved udmærket, hvornår man sætter en hård tackling ind - også på chefniveau. Men han vil ikke være med i det game længere. ”Jeg vil gerne være et godt eksempel for mine børn ved at behandle mine medmennesker anstændigt. Som teaterchef har det f.eks. været en æressag for mig, at teatret skal være et rum, hvor man er tryg. Og fri.”

side 11

”I Medeas tilfælde er der jo tale om en ekstrem reaktion. Hun befinder sig i en sorgspykose. En jeg-opløsning. Og som det kan ske med meget syge mennesker, tror hun, at hun handler rationelt. Hun kan ikke falde til ro, før hun får hævn. Det er jo sygt.” Men det syge er ikke, at Medea går så langt som til at dræbe sine børn, hvis man spørger Stefan Larsson. Hele tanken om hævn er syg. For hvad er forskellen på at dræbe en jødisk vagt uden for en synagoge og på at dræbe sine børn? Det er udtryk for det samme: At mennesket er bærer af vold. Og at mennesket er et dyr. Også når det elsker. ”Det er det beklagelige ved denne tekst. Menneskenes natur forandres ikke. Vi hylder tanken om evolution, men det virker ikke på menneskene. Vi er og bliver de samme.”

side 12

Erkendelsen har været længe undervejs. Men da Stefan Larsson for nylig blev halvtreds gjorde han foreløbig status over sit liv. Han er overrasket over, hvor lidt han har forstået af det. Han har levet godt med sit passionerede jeg – ædt store lunser af livet, som han siger. Men som ung var han voldsomt angrebet af jalousi. ”Når mænd rammes af jalousi, er der en ganske stor portion kvindehad i det. Jeg var simpelthen syg. Det ser jeg nu. Det er dér, kunsten kommer ind i vores liv. Kunsten kan give os nogle indsigter, som civiliserer os lidt.” Du tror på kunsten som modvægt til brutaliteten?

side 13

”Jeg er ikke naiv. Men jeg tror, det hjælper. Da jeg var yngre, var jeg sikker på, at kunst kunne redde verden. Det tror jeg ikke nu. Men mit fokus var også et andet tidligere. Jeg har brugt meget energi på at opnå store professionelle succeser. Men succes er jo et quick fix. Det gør dig ikke lykkelig. Først nu forstår jeg, hvorfor kunsten er vigtig. For mig. Som mand. Som menneske.” Det handler om forfængelighed. Den er væk. Rollen som kulturmand er for længst gennemskuet og forkastet. Nu har Stefan Larsson placeret sig i en seniorposition og føler sig fri til at arbejde for alvor. Koncentrere sig. F.eks. om at gå dybt ind i en forståelse af (magt-) relationen mellem mænd og kvinder. Og af, hvad der sker, når dyrene i os elsker. ”Det er ret skønt at være nået hertil. Testosteronen har lagt sig lidt. Mit fokus er væk fra mig selv. I stedet har jeg inde bag Medeas desperate drama opdaget, at der er en skønhed i den absolutte sorg. En trøst. En nåde. Der er en katharsis-mulighed i den, som vi skal finde ud af bruge rigtigt.”

side 14

side 15

side 16

02

S K R I G E N E S LI N D R E N D E SA N G Af Me Lund

Et skrig. Et fortvivlet råb. En bøn om hjælp på et sprog, der synes mere beslægtet med dyrenes brøl end med den menneskelige syntaks. Langt, langt ude fra håbløshedens hav søger Medeas forrevne stemme efter os i det øjeblik, Stefan Larssons bearbejdede version af Euripides’ Medea går i gang. Hun befinder sig fysisk i et andet rum end os, tilskuerne, der som i tidernes morgen sidder rundt om den rituelle spilleplads. Men med ét smækker døren. Medea er i blandt os. Vi kan ikke holde hende borte, ikke vægre os mod hendes fortvivlelse, ikke foregive, at hendes drama hører hjemme i en fjern og ukendt egn. Hendes smerte transcenderer tid og rum. Dukket ud af fortidens tåger står hun dér foran os med et insisterende, lavmælt krav under skriget: Lyt til min historie.

side 17

side 18

Stykket er ét stort, fortvivlet skrig. Ud af det vokser fortællingen om en kvinde, som opgav alt – sin familie, sit fædreland, sin tryghed – for at følge den mand, hun elskede. Stærkt, passioneret, selvforglemmende. Jason blev hendes drømmes mål. Hendes liv og lykke. Men i det nye fædreland har han nu giftet sig med kongens smukke, unge datter og svigtet Medea - moren til hans børn; hende, han svor troskab; hende, der forærede ham evig heltestatus ved med trolddomskunst at overvinde det uovervindelige. Og nu – ja, hvad vil hun gøre, når tankerne som led i psykologiens usynlige osmose bliver til handling? Når smerten, vreden, fortvivlelsen forvandler sig til hævn? Hvordan ser verden ud, når hendes skrig endelig holder op?

side 19

Ok, tænker vi måske undervejs i forestillingen, Medea er blevet svigtet af Jason, den sjuft. Men hvem af os har ikke prøvet det? Hævntørsten kender vi også, selv om vi selvfølgelig er med på, at grænsen går længe før giftmordet, og at børnene bør holdes uden for de voksnes kampe. Men Medea – hun er for meget. Havde hun været en af os, kunne hun have fået en henvisning til en psykolog. Ved at arbejde med sig selv ville hun have opdaget, at man sagtens kan få noget positivt ud af en livskrise. Positiv psykologi er vejen hjem. For hende som for alle andre gælder det om ikke at hænge fast i fortiden, ikke komme i tvivl, ikke stritte imod udviklingen, men derimod fokusere på at mærke sig selv og tage ja-hatten på. Men Medea lader sig ikke afvise af vores neoliberale reality-kynisme, som hun står dér på gulvet foran os. Hvis nogen mærker sig selv, er det hende. Og hun accepterer ikke at skulle blive uden for døren. Hun vil ikke stemmes hjem. For hun har ikke noget hjem. Lyt, bønfalder hun derfor igen, mildt og medgørligt, og insisterer øjeblikket efter med en overrumplende aggression på at lade sit drama tårne sig op for øjnene af os. Og sandt er det, at det i sit følelsesmæssige vanvid, sin retfærdige urimelighed og sin fortvivlet afsporede kærlighedshandling ikke kan måles med fornuftens alen. Vi kan ikke bruge alle vores moderne psykoterapeutiske buzzwords på hende. Hun er for meget. Hun er uden for pædagogisk rækkevidde. Og det er det, der er hele pointen. Med sin arkaiske erfaring rører hun ved noget dybt nede i vores bevidsthed - det punkt, vi har til fælles med dyrene, og som kunsten, når den er bedst, har direkte adgang til.

side 20

K VI N D E P O R TR Æ T TE R FA SCI N E R E R

I snart 2500 år har publikum overgivet sig til Euripides’ psykologisk raffinerede, grænseløse kvinde og lyttet til hendes skrig. Hun er den første hele kvinde i teaterhistorien, fjernt fra de æteriske gudinder, den stærkt patriarkalske samtid ellers dyrkede på scenen. Det var provokerende for datidens publikum, men samtidig er det netop disse ’moderne’ egenskaber, der vække genklang op gennem den europæiske kulturhistorie og gjort, at f.eks. Medea, Elektra og Ifigenia i Aulis har overlevet frem til i dag. De er ikke bare blevet opført, fortolket, undersøgt af senere tiders instruktører og skuespillere. De har også inspireret teaterhistoriens største dramatikere til at bygge videre på fascinationen af disse kvinde i nye dramaer: fra den romerske filosof og forfatter Seneca over Shakespeare og Racine til Ibsen og Strindberg. Goethe skal ligefrem have spurgt: ”Har nogen nation i hele verden efter Euripides’ død frembragt en dramatiker, som er værdig til at løse hans skobånd?” Fra vores egen tid kan man nævne Per Olov Enquist, hvis højpassionerede Til Fædra (Det Kongelige Teater, 1980) tydeligt var i dialog med Racine om kærlighedens og troskabens mange ansigter på baggrund af Senecas og Euripides’ forlæg. Eller Astrid Saalbach, hvis stærkt bevægende Aske til aske – støv til støv (Husets Teater, 1998) ganske vist tog udgangspunkt i et samtidigt jalousidrab på Bornholm, men med stærke referencer forholdt sig til det arketypiske stof, Euripides havde fremlagt i Medea. Hos hende steg skrigene fra de plagede menneskebørn op mod verdensrummet, hvis enorme, destruktive kræfter den havarerede Jason-skikkelse til sidst stod tilbage på stranden uden at begribe. Som et himmellegeme, der var slået ud af sine bane, fortsatte han talestrømmen til sine døde sønner om det på én gang at være alting og ingenting. Og at være omgivet af alting og ingenting.

side 21

For disse og mange andre scenekunstnere har Medeas oprindelige beretning kaldt på frygt og medlidenhed, sådan som de gamle græske dramatikere ønskede det for at opnå katharsis, renselse af sjælen. Men den har også kaldt på undren. Modstand. Genkendelse. Og med dem nye røster, der har kaldt tilbage over håbløshedens hav i erkendelse af, at udsatheden er et fællesmenneskeligt vilkår. Således har stemmerne fra eftertiden - epoke for epoke - sluttet sig til Medeas skrig og er vokset til en kakofonisk sang, som fra dybet af kulturens strube fortæller os, at vi ikke er de første civiliserede mennesker i verden, der betræder katastrofeland. Den vidner om, at før os har publikum siddet i toga og tournure, pibekraver og proptrækkerkrøller, krinoliner og kassebukser og lyttet til den samme stemme. Følt det samme chok i sjælen. Måske endda oplevet den samme renselse. Det vil være synd at sige, at skrigenes sang lyder som en vuggevise. Men den lindrer trods alt. For selv om klassikerne ikke tilbyder at løse menneskehedens problemer, kan de alene ved deres tilbud om fællesskab måske hjælpe os til at leve meningsfuldt og med en vis værdighed på de betingelser, vi har. Også selv om disse betingelser indebærer, at vi alle sammen kan risikere at stå - eller i hvert fald føle, at vi står - uden familie, uden fædreland, uden tryghed. Nøjagtig som Medea. Værsgo at skrige!

side 22

side 23

ME DVIRKE NDE

side 24

LIVIA M I LLH AG E N

Svensk skuespiller. Uddannet ved Teaterhögskolan i Malmö 1999. Under uddannelsen spillede hun bl.a. på Dramaten i 1997, hvor hun medvirkede i opsætningen af Strindbergs Faderen. Senere har Livia Millhagen haft roller i Shakespeares Lige for lige og i Lulu. Livia Millhagen er en del af Dramatens faste ensemble. Hun har desuden medvirket i Scener fra et ægteskab, Fanny og Alexander, Misantropen, Rosmersholm og Madame de Sade. Hun har også arbejdet på Uppsala Stadsteater og Stockholms Stadsteater. I 2006 modtog hun Gunn Wållgren-stipendiet. På film og tv har man kunne opleve Livia i forskellige roller, herunder i hovedrollen som Carola i Miffo och Ylva i Buss till Italien – for rollen i Miffo blev hun nomineret til Guldbaggen, den svenske filmpris, i kategorien Bedste kvindelige hovedrolle. I 2015 var hun med i den internationalt anerkendte novellefilm Cupcake. På tv har hun medvirket i serierne Mästerverket og Molanders som Fanny Molander i 2013. Livia Millhagen har modtaget Carl Åkermarks stipendium fra Svenska Akademien 2013 og kungliga medaljen Litteris et Artibus i 2014. K E N N E TH M . CH R I S TE N S E N

Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole 2011. Kenneth M. Christensen har medvirket i flere teaterstykker, tv-serier og filmproduktioner. Han blev landskendt i sin rolle som håndboldspilleren Andreas i DR’s store tv-produktion Arvingerne (2014-15). Han har tidligere medvirket i serier som Blekingegade, Borgen og Broen. Kenneth M. Christensen har spillet på forskellige

teaterscener som fx Tribadernes Nat på Grønnegårds Teatret (2015), Beauty and The Beast (2014) på Det Ny Teater, En kort en lang (2013) på Ålborg Teater, Trold kan tæmmes (2012) og Next to Normal (2012) - begge på Nørrebro Teater, Livet er en drøm (2011) på Betty Nansen, H3K – eller hvad I vil (2009) på Republique samt Fyrværkerimesterens datter (2006) og Proces Kafka (2006) - begge på Det Kongelige Teater. På Folketeatret har han haft roller i Hov? Tjek! Tjekhov?! 2010 og Krøyers Yderste Nat i 2014, som samtidigt blev vist på tv. Kenneth M. Christensen har spillet Aigistos i Elektra på den internationale festival STOBI, 2012. Han har desuden medvirket i film som Christoffer Boes Alting bliver godt igen (2010), Trold (2013), i Ali Abbasi´s Shelley og i Henrik Ruben Genz nye film Tordenskiold, der begge har premiere til næste år. Han har lagt stemme til karakterer i Frost/Frozen, Star Wars Rebels, Transformers og til radiodrama på DR. K A R E N - LI S E M Y N S TE R

Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1975 og var derefter tilknyttet Aalborg Teater i to år. Karen-Lise Mynster fik sit gennembrud i 1978 som Eliza i My Fair Lady på Det Danske Teater. Hun kom siden på Det Kongelige Teater, hvor hun bl.a. medvirkede i Guys and Dolls, Trafford Tanzi og Godnat, mor. I 1986 forlod hun Det Kongelige Teater og har derefter haft mange forskellige karakterroller bl.a. på Folketeatret, CafeTeatret, Teatret ved Sorte Hest, Det Danske Teater, Rialto Teatret og Østre Gasværk. Hun har også haft revyoptræden og medvirkede bl.a. i Tivoli-revyen 1990. KarenLise Mynster blev landskendt for sin rolle

E LI N K LI N GA Svensk skuespiller, uddannet fra Teaterhögskolan i Stockholm 1994. Elin Klinga debuterede som barneskuespiller i filmen Drömmen om Amerika (1976). Siden 1994 har hun været tilknyttet Dramaten, hvor hun har spillet med i en lang række forestillinger. Bare for at nævne et par

stykker; Madame de Sade, Tre søstre, Mesteren og Margarita, Onkel Vanja, Jeg forsvinder, Billedmagerne, Spøgelsessonaten og Farlige forbindelser. På film og tv har hun medvirket i Anders Grönroos dramatisering af Maria Gripes Glasblåsaraens barn samt i tv-versionen af P. O Enquists Bildmakarna instrueret af Ingmar Bergman. Bergman havde stor betydning for Elin Klingas karriere. TH O M A S BA N G

Uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2001. Thomas Bang har haft flere roller på Odense Teater og var fra 20022005 med i ensemblet på Aalborg Teater. På Aarhus Teater spillede han bl.a. Jacob i Gregersen Sagaen og Kasimir i Kasimir og Karoline. Thomas Bang var idémand og skuespiller på den Reumertvindende Nick Cave Teaterkoncert, der havde urpremiere på Aarhus Teater i 2006, og efterfølgende spillede i to sæsoner her på Betty Nansen. Siden har Thomas Bang bl.a. spillet på Teater Katapult, Bellevue Teatret, Det Kongelige Teater, Teater Nordkraft, Bådteatret, Husets Teater, Betty Nansen Teatret og Kaleidoskop. På film og tv har han blandt andet medvirket i serierne Rejseholdet og Anna Pihl samt den Robert-nominerede kortfilm Forsvunden. Thomas Bang har desuden en fortid som forsanger og guitarist i bandene Stonk og M. Fra 2011 har Thomas Bang været ansat i Aarhus Teaters ensemble, hvor han bl.a. har medvirket i Teaterkoncert Leonard Cohen og Josefine Klougarts Hallerne. I 2013 har han spillet i Tjekhovs Kirsebærhaven og den mandlige hovedrolle som Valmont i Farlige forbindelser.

side 25

som Ulla Jacobsen i den populære DR-serie Matador, men er også kendt for roller i både komedier, mere alvorlige film samt i flere tv-serier. Hun har medvirket i serierne Kald mig Liva, hvor hun var Ella Heiberg, samt i Bryggeren og Majoren. Hun har gennem sin karriere udvist et samfundsmæssigt, politisk engagement, hvilket hun bl.a. har demonstreret med initiativet til cabaret’en Vi længes sikkert mod noget andet med tekster af bl.a. Bertolt Brecht og Harald Herdal. Mynster har haft stor succes i titelrollerne i Hedda Gabler (1994) og Maria Stuart (1998) samt som Johanne Louise Heiberg i Fra regnormenes liv på Det Danske Teater (2003). Hun har også indspillet en del film bl.a. komedierne om Krummerne, men også fx Italiensk for begyndere (2000), Paprika Steens Lad de små børn (2004), Thomas Vinterbergs En mand kommer hjem (2007) og Niels Gråbøls Gaven (2008). Karen-Lise Mynster er hædret med flere priser, herunder Henkel-prisen (1984), Teaterpokalen (1995), en Reumert i kategorien Årets kvindelige hovedrolle (2003) for rollen som Johanne Louise Heiberg i Fra regnormenes liv, Reumerts Hæderspris (2004), Reumert for Årets cabaret (2006), Rungstedlund-prisen (2013) samt en Reumert i kategorien Årets kvindelige hovedrolle for Det Der eR, Husets Teater (2015).

HOLDET BAG

side 26

S TE FA N L A R S SO N Iscenesættelse, scenografi & bearbejdelse

Svensk teaterdirektør, manuskriptforfatter, skuespiller og en af Skandinaviens mest anerkendte teaterinstruktører. Stefan Larsson er direktør for Betty Nansen Teatret. Fra 20022009 var han teaterchef på det toneangivende svenske teater Elverket/Dramaten i Stockholm og i perioden 2009-2013 havde han stor succes som teaterdirektør for Aarhus Teater, hvor det på rekordtid lykkedes ham at genoplive den store danske landsdelsscene både kunstnerisk og økonomisk. Han har senest været tilbage i en stilling som husinstruktør på Dramaten, hvor han igen har fejret mange triumfer, senest med sin opsætning af Shakespeares Richard III. Han har også høstet stort succes og anerkendelse for Stinbergs Dødsdansen på Maximteatern i Stockholm og senest med Börtz’ operaversion af Medea på Kungliga Operaen i Stockholm. JENNY ANDRÉ Scenograf & lyddesigner

Svensk scenograf og lysdesigner. Jenny André er uddannet scenograf fra University of Texas og har arbejdet som lysdesigner og scenograf i Sverige og Danmark siden 2004. Jenny har et helt særligt talent for de markante scenografier. På Aarhus Teater har hun bl.a. været scenograf på forestillingerne Antichrist, Engel, Mens vi venter på Godot, Faces Look Ugly, Farlige forbindelser, Hallerne og senest Simon Stahos Hjertet skælver. På Husets Teater har hun i år lavet scenografi og lys på succesforestillingen Det Der eR. I Sverige har Jenny André bl.a. arbejdet med

forestillinger på Teater Galeasen og den svenske nationalscene Dramaten i Stockholm. I 2015 har hun bl.a. lavet lys og design på Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab på Helsingborgs Stadsteater og laver også en del installationsværker ved siden af teaterarbejdet. A N N B O N A N D E R LO O F T Kostumedesign

Kostumedesigner og scenograf med over 20 års erfaring. Tidligere har hun arbejdet med instruktører som Lars Norén og Åsa Kalmér og på teatre som Stockholms Stadsteater, Dramaten, Riksteatern, Comedie Française i Paris, Nationalteatern Helsingfors samt Det Kongelige Teater i København. Ann Bonander Looft arbejder især med strik, og hendes kreationer er et mix af barok, jugend, 70’er stil, kunst, teater og moderne design. Hun har endvidere arbejdet som kostumedesigner inden for såvel film som tv og har sit eget designatelier i Stockholm.

side 27

CRE DITS AF Euripides I SCE N E SÆ T TE L S E & SCE N OG R AFI Stefan Larsson SCE N OG R AFI & LY D D E S I G N Jenny André KO M P O N I ST & M U S I K E R Thomas Bang

side 28

DAN S K OVE R SÆ T TE L S E Marcel Lysgaard Lech SVE N S K OVE R SÆ T TE L S E Jan Stolpe & Agneta Plejel B E AR B E J D E L S E Stefan Larsson KOSTU M E D E S I G N Ann Bonander Looft S K U E S P I LLE R E Livia Millhagen Kenneth M. Christensen Thomas Bang Karen-Lise Mynster Elin Klinga B Ø R N E STATI STE R Oliver Skøtt Sander Asbjørn Thorlaksen Jonathan Westphal Stennicke Lau Emil Koeller FO R E STI LLI N G E N P RO D U CE R E S I SAMAR B E J D E M E D Dramaten

P R O D U K TI O N S T E A M P R O D U K TI O N S L E D E R Steen Reither Kolding S C E N E M E S T E R John Jensen

VÆ R K S T E D SA S S I S T E N T Martin Jensen FO R E S TI L L I N G S L E D E R Birgitte Stokholm LYS Malte Hauge LY D Jonas Jørgensen Kristoffer Johansen VIDEO AFVIKLING Mark Balder Nørskov B E LYS N I N G S M E S T E R John Aage Sørensen I N S T R U K TØ R A S S I S T E N T Alice Bier Zanden REGISSØRASSISTENT Nina Hulgaard KO S T U M E R Stine Terp HÅR & MAKE-UP Lis Kasper Bang ELEVER Hedda Fich Mark Balder Nørskov

T E AT E R S E K R E TÆ R Linda Holm REGNSK AB Kristine Marholt P R E S S E A N S VA R L I G Line Bilenberg M A R K E TI N G A N S VA R L I G Simon Fernando A S S I S T E N T Christian von Horsten Ø KO N O M I C H E F Leif Kingo D I R E K TI O N Vibeke Windeløv & Stefan Larsson P R O G R A M R E DA K TI O N Me Lund & Simon Fernando L AYO U T Yellow1.dk FOTO F R A A F S LU T T E N D E P R Ø V E R Rumle Skafte T RY K K E R I Frederiksberg Bogtrykkeri A/S TA K TI L Lydfabrikken Anna Stokholm

side 29

VÆ R K S T E D Morten Lindboe Löwén Peter Laubjerg Erik Berthelsen

B A R C H E F Teddy Brandt

side 30

side 31

S Æ S O N 2 01 5 -1 6 M A DA M E D E S A D E PROMETHEUS.NU S O L I D E O G LO R I A TA R T U F F E MEDEA S I D S T PÅ DAG E N E R V I A L L E M E N N E S K E R

www.bettynansen.dk