AF YUKIO MISHIMA
RENÉE, MADAM E D E SAD E Sonja Richter MADAM E D E M O NTR E U I L , R E N É E S M O R Kirsten Olesen AN N E , R E N É E S Y N G R E SØ S TE R Molly Blixt Egelind BARO N E S S E D E S I M IAN E Marie Louise Wille CO MTE S S E D E SAI NT- FO N D Cecilie Stenspil
side 2
CHAR LOT TE , MADAM E D E M O NTR E U I L S H U S H O LD E R S K E Sonja Oppenhagen
side 3
side 4
I N S TR U K TØ R O G TE ATE R D I R E K TØ R S TE FA N L A R S SO N Jeg har tidligere sat stykket op i Stockholm, men jeg er på ingen måde færdig med Madame de Sade, snarere er jeg blevet endnu mere nysgerrig på alt det stykket indeholder. I Stockholm iscenesatte jeg det
side 5
som en klassisk forestilling med 1700-tals kostumer, men nu glæder jeg mig til at tage med Mishima og damerne i Madame de Sade, og sammen gå dybere ned i teksten. Jeg glæder mig til at undersøge teksten i et slags ”laboratorium”, hvor de seks fantastiske skuespillerinder prøver stykkets og personernes mange modsatrettede følelser og filosofier af.
side 6
Stykket er en normdiskussion. En moralfilosofisk samtale. Gudsfornægtere mod troende – moral mod umoral. Mishima arbejder hele tiden med modsætninger. Lys og mørke. Instruktør og teaterdirektør Stefan Larsson
side 7
Mishima var meget fascineret af Markis de Sade. Både 1700-tallets franske markis og den japanske forfatter 200 år senere var ude på at undersøge ondskabens grænser. Man kan affeje Markis de Sade som en simpel pornograf – en sadistisk libertiner – men han kan også ses som en modig mand, der trodsede gængse normer, gik imod de religiøse konventioner og adelens etikette. Han viste samtiden grimheden og ondskaben i sin reneste form, og han var aldrig bange for samfundets reaktion. Han var parat til at betale en høj personlig pris for sin kunst.
side 8
side 9
side 10
J OS E F I N E K LO U GA R T O M OV E R SÆ T TE L S E SA R B E J D E T
Jeg har altid været optaget af Markis de Sades forfatterskab og samtidig ledt efter en anledning til at tage fat på Mishima, så det var på mange måder en drømmeopgave, Vibeke og Stefan kontaktede mig med. Samtidig viste der sig lige fra starten af et væld af grundlagsproblemer - for kan man overhovedet forsvare at oversætte et japansk stykke litteratur fra en autoriseret engelsk oversættelse. Hvordan afvejer man hensynene til hhv. tekstnærhed og udtryk? Hvordan er man tro mod de forskellige tider, der er repræsenteret i værket - Japan i 60’erne, Frankrig i 1700-tallet, et dansk sprog anno 2015? Det har været en stor udfordring og et fantastisk arbejde at oversætte Madame De Sade. Det er blevet til mange gennemskrivninger og rettelser undervejs og endnu flere valg er truffet og omgjort i samarbejde med Stefan, hvis fingeraftryk i høj grad
side 11
ses på manuskriptet som det folder sig ud i denne her opsætning. Stykket Madame de Sade handler for mig at se om frihed og følelse. Det er er intelligent poetisk kritik af enhver form for dogmatisk tænkning. Stykket udkrystalliserer og spidder den form for åndelig dovenskab, der fører til en radikalisering af mennesket. Det beskriver, hvordan karaktererne, på hver sin måde, prøver at finde et bolværk at klamre sig til i en kompleks verden og derved bliver enøjede kykloper. Og ingen bliver skånet, alle udstilles de som ufrie, styret af deres eget begær efter at finde et stabilt verdensbillede og et vandfast moralkodeks at navigere efter. Det er en kritik af en fransk adels selvgode moralkodeks. En kritik af en kristen slavemoral. En kritik at en paradoksal libertinsk moral, hvor man ender som slave af sit eget begær. Jeg synes, noget af det raffinerede ved stykket er, at Mishima gør forfatteren Markis de Sade til en karakter i sit livs kammerspil - det kammerspil
side 12
Markis de Sade skrev med og i sit eget liv. Han får lov at spille rollen som sadistisk libertiner, og på den måde fuldbyrder Mishima Markis de Sades æstetisering af sit eget liv. For begge forfattere gør det sig nemlig gældende, at de gør et værk ud af deres liv - Mishima havde ikke andre til at gøre det for sig, han måtte først skrive sin egen død ind i en roman for derefter at påtage sig rollen som sig selv og begå selvmord. For en forfatter er det et vanvittigt interessant tema. Spørgsmålet, man kredser om bliver igen og igen, hvordan liv og værk griber ind i hinanden, spejler hinanden, eller måske ligefrem determinerer hinanden. Hvad kommer først? Kan man som forfatter skrive et værk frem, der ender med at blive profetisk - styre ens eget liv? Og hvad er det med den kærlighed? Hvordan sker det, at den gang på gang annekteres af noget andet - vold, spekulation og udnyttelse. Det er temaer, jeg i høj grad arbejder med i romanen Columbia Blue, som jeg har skrevet færdig sideløbende med oversættelsen af Madame de Sade. Og det er i sig selv en pointe for mig, når det kommer til mit blik på min oversættelsespraksis, at det er noget, der foregår sideløbende med min egen skrift. De to processer befrugter hinanden på så mange måder. Det at skrive er en måde at tænke på, det at oversætte er at tvinges til at tænke som en anden. Det er at læse, samtidig med at man taler. Min ambition har været at være tro mod Michima, at insistere på, at en oversættelses præcision beror på oversætterens mod og vilje til at forsøge at skabe et værk, der kan svæve. At skrive romaner er en ensom affære, som næsten altid munder ud i en stor tavshed. For jeg kommer ikke med romanerne og deres læsere hjem. Jeg sidder ikke med ved middagsbordet eller i læseklubberne, når bøgerne folder deres vinger ud. En stor del af glæden ved at oversætte Mishima har for mig ligget i samarbejdet med Stefan og skuespillerne, og jeg glæder mig helt utroligt meget til at sidde i salen og dele oplevelsen med et publikum.
side 13
side 14
side 15
side 16
side 17
M A R K I S D E SA D E Af Mette Nybo
side 18
Hvad enten man kan lide Markis de Sade eller ej, kan man ikke komme udenom, at han har haft stor indflydelse på de nye strømninger i europæisk kultur op igennem 1800-tallet. Hans liv og forfatterskab har været med til at sprænge de snævre grænser for moral og konventionel tankegang og åbnet op til et dyb i den menneskelige natur, som indtil da havde levet i det skjulte. I 1700-tallet var vold og korporlig afstraffelse en del af dagligdagen og den almindelige omgangsform. Forældre tævede deres børn, mænd tævede deres koner, og koner deres mænd, som vi kender det parodieret hos Holberg. Lærere tævede deres elever, og herskaber tævede deres tjenestefolk. Ridefogeden mishandlede bønderne, som tævede videre på karlene. Heller ikke samfundets øverste lag gik ram forbi. Vi ved, at Danmarks Kong Christian d. 7. blev opdraget med tæsk. Under rokokoens fine glaserede overflade herskede en brutalitet, et voldeligt sprog, som alle kendte og lærte at bruge. Markis de Sade levede de voldelige tendenser ud gennem sine seksuelle lyster. Han havde position og penge til at købe sig til sagesløse tjenestefolk og ludere, som han mishandlede på det groveste i sine orgier. Mange andre gjorde det samme på den tid, men han gjorde det åbenlyst. I sit liv og i sine værker. Det var for afslørende! En sådan uhæmmet blottelse af menneskets såkaldt dyriske side var en fornærmelse mod det ophøjede aristokrati og mod kirken. Kirken, moralens vogter, garanten for tæmningen af de
side 19
side 20
dyriske sider, stod her over for et menneske, som ikke var til at tæmme. En Lucifer i fuld galop. Selv i fængslet fortsatte han sine skriverier med ord, der nåede langt ud over fængslets mure. Fra sin celle i Bastillen skrev han: ”Hvor mange gange har jeg ikke ønsket at jeg kunne angribe solen, ta’ den fra universet og bruge den til at sætte ild på verden”. Det gjorde han rent faktisk. Og en gnist tændte også mange år senere Yukio Mishima og inspirerede ham til at skrive ”Madame de Sade”. MADAME DE SADE
Efter at have læst ”Markis de Sades liv” af Tatsuhiko Shibusawa blev Yukio Mishima grebet af spørgsmålet om: Hvorfor Madame de Sade – efter trofast at have besøgt sin mand i alle de år han sad i fængsel – sendte ham bort, da han endelig blev frigivet. Det blev udgangspunktet for hans skuespil. Det var en gåde, han blev nødt til at undersøge. Med et dramaturgisk kunstgreb sørger Yukio Mishima for, at vi aldrig ser hovedpersonen på
Flere af kvinderne har deltaget i hans orgier, deriblandt Madame de Sade selv. På manikæistisk vis er hun krøbet ind under huden på dragen for at lære den at kende og forstå den. ”Alphonse er mig”, erklærer hun til sin mors rædsel. I modsætning til Godot kommer den længe ventede til sidst og står uden for døren og vil ind. Men Madame de Sade sender ham bort. Før hun sender ham bort, stiller hun et spørgsmål. Hun spørger tjenestepigen Charlotte, hvordan han ser ud. Charlotte overhører først hendes spørgsmål, men Madame de Sade stiller det igen og får en beskrivelse af et sørgeligt syn. Han ligner en tigger. Han står i en sort frakke med lapper. Han er snavset og dødeligt bleg. Og han er blevet fed. Hans blik flakker, og hans kæbe sitrer. Han har kun et par gullige tænder tilbage i munden. Madame de Sade meddeler sin beslutning. Han skal gå. Hun vil aldrig se ham mere.
side 21
scenen. Vi ser ham kun spejlet gennem seks meget forskellige kvinders øjne, som alle har kredset om ham som omkring et sort hul i universet, der skiftevis tiltrak eller frastødte dem.
side 22
Spillet er slut. Hans elskede spil. Smerten og fornedrelsens spil. Der er ikke længere nogen spændvidde mellem det skønne og det grusomme, mellem det smukke og det grimme. Han er blevet grim og ligner fornedrelsen selv. Endestationen for alle hans ritualer har ikke længere nogen smuk begyndelse. Hvem har Madame de Sade elsket? Har hun elsket? Det omvendte spil, som nu kunne begynde - med den uskønne fornedrelse og stige til en smuk ophøjelse i tilgivelsens og barmhjertighedens ånd - har hun ikke tænkt sig at begynde. Hun er på vej i kloster: ”Alphonse har bygget en mørk bagtrappe ind i himlen…. Gud har måske stillet Alphonse til opgave at bygge den. Jeg regner med at bruge resten af mit liv på at stille Gud det spørgsmål.”
”… hans hvide hest spænder bloddryppende bringen og stryger som stævnen på en båd mod himmelen og en flod af lys, et helligt lys, der gør den seendes øjne blinde, fosser ned. Måske er Alphonse essensen af det lys.” Med sit stærke billedsprog skaber Yukio Mishima associationer til atombomberne, som blev smidt over Japan. Hvordan sætter man grænser for en grænseløs ondskab? Som Markis de Sade sagde: ”Kig godt på mit ansigt, for det er et spejl, som I hver og én spejler jer i, uden at vide det.”
side 23
I et utroligt flot billedsprog hæver Yukio Mishima sig i slutningen af stykket op fra en beskrivelse af ”den onde” til en beskrivelse af ”det onde”. I et næsten apokalyptisk sprog sætter Madame de Sade sin mand i en metaforisk sammenhæng med den guddommelige verden. Med lånte billeder fra Johannes’ åbenbaringen ser hun ham komme ridende:
side 24
side 25
side 26
YUKIO MISHIMA (1925-1970)
Yukio Mishima var japansk forfatter, dramatiker, digter, skuespiller og filminstruktør. Mishima betragtes som en af de mest betydningsfulde japanske forfattere i det 20. århundrede. Hans værker omfatter romaner og digte, ligesom han instruerede flere film. Han debuterede som 16-årig i 1941 med novellen ”Skoven i fuldt flor”, og med romanen ”En maskes bekendelser” fra 1949, der handler om en mand, der skjuler sin homoseksualitet, blev han anerkendt som en førende forfatter. Yukio Mishimas Madame de Sade havde premiere i Japan i 1965 og blev en stor succes. Han modtog bl.a. prisen ”Japanese Ministry of Education Arts Festival Award” for Madame de Sade. Mishima har været nomineret til den fornemme Nobelpris i litteratur hele tre gange og efter hans død blev ”Mishima Prisen” etableret i 1988 til ære for hans liv og værker. Ved siden af sit kunstneriske virke var han også kendt for politiske aktiviteter i Japan. Mishima så sig selv som Japans frelser og skabte sin egen form for nationalisme i midten af 1960’erne. Yukio Mishima interesserede sig for japansk sværdkunst og endte sit eget liv som en ægte japansk samurai ved at begå seppuku, rituelt selvmord, under et forfejlet statskup i 1970, senere kendt som ”The Mishima Incident”.
M A R K I S D E SA D E , D O N ATI E N A LP H O N S E F R A N ÇO I S D E SA D E (1740-1814) M A DA M E D E SA D E , R E N É E - P É L AG I E D E M O NTR E U I L (1741-1810)
I 1763 blev Markis de Sade, på grund af sin families dårlige økonomi, tvunget til at gifte sig med Renée-Pélagie de Montreuil, datter af en rig dommer ved appeldomstolen i Paris. Sammen fik de tre børn. Markis de Sade tilbragte omkring 32 år af sit liv i forskellige fængsler og sindssygehospitaler, hvor han skrev en stor del af sine værker. Anklagerne mod ham lød bl.a. på sodomi samt piskning og forgiftning af prostituerede. Fra 1768-72 levede han på sit gods La Coste sammen med sin hustru RenéePélagie og hendes lillesøster Anne-Prospere, som han også indledte et forhold til. I breve skrevet senere i Markis de Sades liv antydes det, at både hustruen og lillesøsteren var med til at udleve hans seksuelle fantasier om afstraffelse og sodomi. Deres ægteskab blev opløst i revolutionsåret 1789.
side 27
Markis de Sade blev født i Paris d.2.juni 1740. Efter jesuiterskolen fortsatte han som 14-årig på militærskole og deltog i den for Frankrig bitre syvårskrig. Markis de Sade var en fransk aristokrat, filosof, revolutionær politiker og forfatter. Han var en libertiner, kendt og berygtet for det grænseoverskridende seksuelle indhold i såvel hans kunstneriske arbejde som i hans liv. Hans værker omfatter romaner, noveller, skuespil og politiske skrifter - nogle af dem blev publiceret i hans eget navn, andre anonymt, og uden de Sade ville vedkende sig dem. I hans mest kendte erotiske værker kombinerede Markis de Sade filosofisk diskurs med pornografi og skildrede seksuelle fantasier med kraftig vægt på vold og smerte, kriminalitet og blasfemi mod den katolske kirke. Han var fortaler for en ekstrem grad af frihed, som ikke skulle hæmmes af moral, religion eller nogen former for love og regler. Betegnelserne sadisme og sadist stammer fra hans navn. Blandt de Sades mest berømte bøger er ’Justine eller dydens genvordigheder’ (1791, da. 1979), ’De 120 dage i Sodoma’ (1785, da. 1998) og ’Filosofien i sovekammeret’ (1795, da. 1966).
side 28
side 29
side 30
K Ø D E T S DAG G RY Noter om Yukio Mishima Af Ragnar Strömberg
Den 25. november 1970 stod Yukio Mishima op i god tid før daggry, gik i bad og barberede sig ekstra omhyggeligt. Da hans kone Yoko fulgte børnene i skole, og han var alene i den store villa, lavede han nogle opkald, primært til journalister, som han ville have til at bevidne den store begivenhed, der ville finde sted senere på dagen, dog uden at afsløre nogen detaljer. På bordet i gangen lå en kuvert med manuskriptet til The Decay of the Angel, den sidste del af romantetralogien Frugtbarhedens hav, adresseret til hans forlægger. Lige efter kl. 10 om formiddagen blev han hentet i bil af fire unge medlemmer af Tatenokai, Skjoldselskabet, den paramilitære sekt, han havde grundlagt nogle år forinden for at genoprette det japanske kejserdømmes krigsære og ”skænke Japan sværdet tilbage”. Iført deres uniformer stormede de ind i Forsvarsministeriet og tog general Mashita som gidsel. Mishima trådte ud på balkonen og læste et manifest op, som sluttede med ordene: ”Lad os give Nippon sin ære tilbage, og lad os dø! ... Vi vil vise jer en større værdi end respekt for livet. Ikke frihed, ikke demokrati: Nippon, historiens og traditionens rige!” Efter talen, der blev mødt med buh-råb og hånlatter, gik Mishima ind på den bagbundne generals kontor, stak en dolk i maven på sig selv, hvorefter hans nærmeste mand, den unge student Morita, huggede hans hoved af. Det rituelle selvmord fuldbyrdede noget, der var minutiøst forberedt og beskrevet i alle Mishimas romaner, noveller, essays og skuespil: hos Mishima er døden kroppens navn, så hvert ord, billede, hver fortælling er etaper på pilgrimsrejsen mod den ønskede offerdød, som for Mishima var det
I den selvbiografiske gennembrudsroman Confessions of a Mask skildrer Mishima sin barndom som en død-i-livet, hvilket giver dyrkelsen af den mandlige krops skønhed i Sun and Steel en tragisk dimension: I de første 12 år var han svag, skrøbelig og ensom, lukket inde i et rum med sin syge, men viljestærke farmor. Alt derude var farligt, verden var forurenet. Overbeskyttet og ensom blev han sine fantasiers fange, og den konstante opmærksomhed på en andens lidelse og skrøbelige krop gjorde hans egen krop til den mest ubegribelige abstraktion. For den forkælede og frygtsomme dreng var fysisk skønhed og styrke noget uopnåeligt, og dem, der ejede disse egenskaber, fremstod som overnaturlige væsener – en forestilling, som han
side 31
endegyldige kunstværk, der ophæver dualismen. Døden ved egen hånd er stilhedens sejr over ordene, handlingens sejr over refleksionerne og viljens over skæbnen, som for Mishima var den ypperste illusion. For Mishima var tankens højeste stadie dens udslettelse, og de fantastiske ”hudens tårer”, som han svedte i træningslokalet, hvor han de sidste 15 år af sit liv forvandlede sin krop til et våben, er et renselsesbad, som skal vaske al degenereret individualitet væk. I den isklare og skræmmende epilog til Sun and Steel, der blev udgivet samme år, skriver Mishima: ”... i udfordringens mørke har jeg set de første farveskift, som bebuder det, jeg kalder ’kødets daggry”’. Sun and Steel er både et selvbiografisk essay, en augustinsk bekendelse, poetik og et moralfilosofisk kampskrift. Her vender Mishima gang på gang tilbage til behovet for en anden, roligere og mere meditativ udtryksform end romanen, en vej ud af fiktionen, lige som den fysiske anstrengelse er flugten ud af ensomheden til forvandlingens, udslettelsens, ekstatiske nulpunkt.
side 32
senere brugte og udviklede til det overordnede tema i sit skønlitterære magnum opus Frugtbarhedens hav, hvor han lader juristen – og voyeuren - Honda møde fire inkarnationer af en engel, og om hvert møde bygger Mishima en roman om døden. Forvandlingen blev gennemført på alle planer, så Mishima, der siden han var ung vidste, at han var homoseksuel, giftede sig og stiftede familie. Dette skete sideløbende med, at han udviklede sin æstetik til ultrareaktionær ideologi og indledte en række forhold til unge mænd. Mishima havde, mildest talt, en hel del at holde styr på. Yukio Mishimas drøm om mandlig skønhed og fælleskab befriede ham ikke for fantasiernes og ordenes og abstraktionernes tilgroede have. I stedet byggede han et offeralter til sig selv midt i den. Med en ubestikkelig kunstnerisk konsekvens gjorde Mishima sit liv til et digt. Hans fantasi skabte et billede, som kroppen blev tvunget til at leve i som tegn, og når den havde udført sin opgave ved at opnå ydre fuldkommenhed, forblev blot tanken om at ødelægge den, så fantasien om den rene eksistens, om ophævelsen i ”kødets daggry”, lader skaberen af tragedien selv blive tragedien. Et par uger før selvmordet arrangerede Mishima en selvbiografisk udstilling på det store varehus Tobu i Tokyo. På udstillingen, der blev en succes, gav han sværdet, som Moria skulle bruge til at hugge hans hoved af, en vigtig plads. I indledningen til udstillingskataloget delte han sit 45 år lange liv op i ”Fire floder”: ”Skrivning”, ”Teater”, ”Krop” og ”Handling”. Om The River of Theater skrev Mishima, at for ham fandtes teatrets skønhed, lige som i musikken og arkitekturen, i den abstrakte og teoretiske struktur, og at ”denne skønhed for altid vil være
Ragnar Strömberg er forfatter og oversætter.
side 33
indbegrebet af, hvad jeg i mit hjerte altid har betragtet som kunstens ideal”. Mishima skrev en stor mængde dramatik, og oversættelsen af Fem moderne No-spil var hans første internationale gennembrud, og med tanke på hans fysiske æstetik er det ikke overraskende, at han betragtede teatret som den højeste kunstneriske udtryksform. Symbiosen mellem smerte og nydelse, ydmygelse og ekstase, der gennemsyrer alt, Mishima skrev, gør, at et teaterstykke om Markis de Sade synes uundgåeligt, og Mishima lader grevinde Saint-Fond formulere identifikationen: ”For Markis de Sade sker der først et mirakel, når der er blevet samlet store mængder af uigendrivelige fakta, og når al den indsigt, mennesket kan få ved hjælp af sine fem sanser, er udtømt.” Markis de Sade er også det tydeligste eksempel på Mishimas beundring af den franske klassicisme, især for Racine. Et enkelt scenerum, et begrænset antal roller og dialogen, som bærer det hele.
ME DVIRKE NDE 82. Kirsten Olesen har modtaget en række priser, heriblandt en Bodil i 1979 for Bedste Uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1999. Hun er kendt for sine filmroller Kvindelige Hovedrolle i Bille Augusts film i Danmark, Sverige, Norge og USA, heriblandt ”Honning Måne”, samt to Robertpriser for Årets Kvindelige Birolle i henholdsvis ”Elise” ”Elsker Dig For Evigt” fra 2002, ”Kvinden i i 1986 og ”Springflod” i 1991. I år 2000 vandt Buret” fra 2013 og senest for sin rolle i den amerikanske film ”The Homesman” fra 2014, hun prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle instrueret af Tommy Lee Jones. Sonja Richter for ”Sælsomt mellemspil” og i 2012 modtog hun Reumert-prisen for Årets Kvindelige har siden sin uddannelse bl.a. spillet flere Hovedrolle, dette for ”Gengangere” på Det hovedroller på Det Kongelige Teater, Aveny Kongelige Teater. Kirsten Olesen har ligeledes Teatret og Østre Gasværk Teater. På Betty Nansen Teatret har hun tidligere spillet Hedda modtaget flere hædersbevisninger, herunder Bikubens Hæderspris i 2008. Kirsten Olesen er Gabler i ”Hedda” i 2005, Blanche i ”Blanche Ridder af Dannebrog 1. grad og Kommandør & Marie” i 2007, Agnes i ”Et Drømmespil” af Dannebrogordenen. Hun har haft flere i 2008, Agnes Matzerath i ”Bliktrommen” i 2011/12. På tv har hun bl.a. spillet med i serier bestyrelsesposter, bl.a. som medlem af bestyrelsen for Det Kongelige Teater 1992-96 som Per Fly’s ”Forestillinger” fra 2007 og ”Forsvar” fra 2004. Hun har været nomineret og er siden 1994 Vicepræsident for Kræftens flere gange til Bodil, Robert og Reumert priser Bekæmpelse. bl.a. for sin rolle som Antigone i ”Antigone” M O LLY B LIX T E G E LI N D i 2003 på Det Kongelige Teater. Hun har modtaget en lang række legater og priser, Uddannet på Skuespillerskolen i Odense i 2015. heriblandt European Film Promotions Shooting Debuterede 2002 i rollen som teenagedatteren Star Award på Berlin Film Festival og Paul Katrine i Jesper W. Nielsens film ”Okay” og Reumerts Studielegat i 2004. Kronprinsparrets har siden medvirket i flere film, bl.a. ”Fighter” Kulturpris i 2007, Nymph D’Or på Monte Carlo fra 2007. Molly Blixt Egelind blev dog særlig TV-festival samme år og senest Årets Svend for kendt i rollen som datteren Astrid i Susanne Årets Kvindelige Skuespiller i 2014. Biers ”Den skaldede frisør” fra 2012, som blandt andet indbragte hende en Robertnominering og Svend prisen for ”Nye danske K I R S TE N O LE S E N håb”. Rollen som Madame de Sades søster Uddannet skuespiller i 1971 ved Odense Teaters Anne i Betty Nansens nye opsætning ”Madame Elevskole. I 1977 fik hun sit gennembrud i de Sade” er Molly Blixt Egelinds teaterdebut rollen som Elektra på Strøghus Teatret i den som uddannet skuespiller. klassiske tragedie ”Elektra” af Euripides. Siden 1979 har hun været fastansat på Det M A R I E LO U I S E WI LLE Kongelige Teater, hvor hun har optrådt i Uddannet fra Statens Teaterskole i 2002. I en lang række forestillinger. På tv særlig årene 2010-2015 har hun, som en del af Aarhus kendt for sin rolle som den jordbundne Teaters ensemble, spillet en række hovedroller tjenestepige Agnes i serien ”Matador” 1978bl.a. i ”Hedda Gabler”, ”Farlige forbindelser”,
side 34
SO N JA R I CHTE R
CE CI LI E S TE N S P I L
Uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2006. Samme år debuterede hun i stykket ”Erasmus Montanus” og i 2009 blev hun nomineret til en Reumert i kategorien Årets Kvindelige Hovedrolle som Bess i teatrets opsætning af ”Breaking the Waves”. På Det Kongelige Teater har man bl.a. kunnet opleve hende som Eliza Doolittle i ”My Fair Lady” i 2010, Nina i ”Mågen” 2011 og Sally Bowles i ”Cabaret”, 2015. I 2009 fik hun sin debut på tv i hovedrollen som Jasmina El-Morad i DR’s drama-serie ”Livvagterne”. Serien vandt en International Emmy i kategorien Bedste Dramaserie i 2009. Cecilie Stenspil har ligeledes medvirket i musicalen ”Next to Normal” 2012 på Nørrebro Teater, samt i teaterkoncerterne ”Hey Jude” i 2013 og ”Rolling Stones” i 2014. Hun har haft flere fremtrædende roller på Folketeatret, herunder som den oprørske Betty
Nansen i ”Bang og Betty” i 2012 og rollen som den handlekraftige tjenestepige Pernille i ”Den Stundesløse” i 2014. I perioden 2013-15 kunne tv-seere igen få glæde af Cecilie Stenspil i rollen som Fru Helene Aurland i TV2’s succesfulde serie ”Badehotellet”. På Betty Nansen Teatret kunne man senest se hende i Peter Langdals iscenesættelse af ”Mefisto” 2014-15. Cecilie Stenspil har modtaget flere priser og legater, bl.a. Prins Henriks legat og Ove Sprogøe Prisen i 2010, Poul Reumerts æreslegat og Tagea Brandts rejselegat. Hun har desuden lagt stemme til lydbøger og tegnefilmstemmer i over 25 år. SO N JA O P P E N H AG E N
Uddannet skuespiller på Odense Teaters Elevskole i 1971. Oprindeligt uddannet balletdanserinde. I 1965 blev hun landskendt, da hun dansede ind i folks stuer juleaften som ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Som uddannet skuespiller har hun optrådt på alle landets scener bl.a. Det Kongelige Teater, og spillet mere end 100 forskellige roller på teatret fra ny dansk dramatik til Molière. Sonja Oppenhagen har også produceret egne forestillinger bl.a. ”Hjertets sidste slag”, kærlighedsdramaet om Marie Bregendahl og Jeppe Aakjær og Emily Dickinson og Jon Fosse forestillinger. I 2013 nybearbejdede og instruerede hun musicalen ”Matador”. Hun har modtaget priser fra Dansk Skuespillerforbund og Skuespillerforeningen af 1879. Modtog prisen som Årets Skuespiller af Danmarks Teaterforestillinger for rollen i ”Iron” 2008 og Lauritzen Fondens Wauw pris 2013 for ”I al stilhed”. Mange revyer er det blevet til, bl.a. Tivolirevyer. TV Satire, underholdning, julekalendere og adskillige roller i TV-serier, den mest kendte er nok Vicki i ”Matador” og senest som Lydia i TV2’s nye serie ”Badehotellet”.
side 35
”Rosmersholm”, ”Det normale liv”, ”Fanny og Alexander” samt ”All My Dreams Come True”. For den sidste blev hun nomineret både til en teaterpokal og Årets Reumert 2014. På tv og film er hun set i større roller i ”Sommer”, satireserien ’Wulffs Magasin”, spillefilmen ”Dreng”, og var en årrække vært og tilrettelægger på ungdomsprogrammet ”Marie Louises organismes univers”. Modtog i 2005 årets Reumert for Bedste Kvindelige Birolle for sin præstation i ”Frk. Julie” i Rolf Heims instruktion og for sin Kitty i ”Anna Karenina” på Aalborg Teater, hvor hun var i årene 2002-2005. Marie Louise har som freelancer været rundt omkring bl.a. Bådteatret, Teater Grob, Nørrebros Teater og Det Kongelige Teater, og vender med rollen som Baronesse de Simiane i ”Madame de Sade” tilbage til Betty Nansen Teatret, hvor hun tidligere bl.a. spillede Nora i Katrine Wiedemanns opsætning.
HOLDET BAG
Theater og Schaubühne i Berlin, Komische Oper Berlin, Zurich Opera, Dramaten i Stockholm, Sydney Theatre Company og Svensk teaterdirektør, manuskriptforfatter, Aarhus Teater. På Aarhus Teater har Rufus skuespiller og en af Skandinaviens mest Didwiszus lavet scenografi til ”Fanny og anerkendte teaterinstruktører. Stefan Larsson Alexander” (instr. Stefan Larsson), ”Romeo og er direktør for Betty Nansen Teatret og udgør Julie” (instr. Christian Lollike), “Gengangere” sammen med adm. direktør for teatret, den (instr. Mick Gordon) samt “All My Dreams tidligere Zentropa-producent Vibeke Windeløv, Come True” (instr. Christian Lollike). Siden teatrets øverste ledelse. Fra 2002-2009 var 2004 har han instrueret og designet egne han teaterchef på det toneangivende svenske musikteater performances sammen med den teater Elverket/Dramaten i Stockholm og i internationalt anerkendte sanger og instruktør perioden 2009-2013 havde han stor succes Joanna Dudley. som teaterdirektør for Aarhus Teater, hvor det på rekordtid lykkedes ham at genoplive den A N N B O N A N D E R LO O F T store danske landsdelsscene både kunstnerisk Kostumedesign og økonomisk. Han har senest været tilbage Kostumedesigner og scenograf med over 20 i en stilling som husinstruktør på Dramaten, hvor han igen har fejret mange triumfer, senest års erfaring. Tidligere har hun arbejdet med instruktører som Lars Norén og Åsa Kalmér med sin opsætning af Shakespeares ”Richard III” og sidste sæson instruerede han ligeledes og på teatre som Stockholms Stadsteater, med stor succes Strindbergs ”Dødsdansen” på Dramaten, Riksteatern, Comedie Française i Paris, Nationalteatern Helsingfors samt Det Maximteatern i Stockholm. Kongelige Teater i København. Ann Bonander Looft arbejder især med strik, og hendes RUFUS DIDWISZUS kreationer er et mix af barok, jugend, 70’er Scenografi stil, kunst, teater og moderne design. Hun Rufus Didwiszus er en anerkendt tysk scenograf, født 1967 i Köln og opvokset i Berlin har endvidere arbejdet som kostumedesigner inden for såvel film som tv og har sit eget og Stuttgart. Han har studeret scenografi og designatelier i Stockholm. kostumedesign på Kunstakademie Stuttgart S TE FA N L A R S SO N
side 36
Iscenesættelse
1989-1994. Rufus Didwiszus har arbejdet for teatre som Kammerspiele i München, Deutsches
FO R FAT TE R Yukio Mishima OV E R SÆ T TE L S E Josefine Klougart I SC E N E SÆ T TE L S E Stefan Larsson SC E N O G R A F I Rufus Didwiszus KOS T U M E D E S I G N Ann Bonander Looft M E DVI R K E N D E RENÉE, M A DA M E D E SA D E Sonja Richter M A DA M E D E M O NTR E U I L , R E N É E S M O R Kirsten Olesen ANNE , R E N É E S Y N G R E S Ø S TE R Molly Blixt Egelind BA R O N E S S E D E S I M IA N E Marie Louise Wille
C H A R LOT TE , M A DA M E D E M O NTR E U I L S H U S H O LD E R S K E Sonja Oppenhagen
D R A M AT U R G Mette Nybo I N S T R U K TØ R A S S I S T E N T Signe Lausen M A S K Ø R Maria Holm S K R Æ D D E R SA L S L E D E R Henrik Børgesen S K R Æ D D E R E Anne Jørgensen & Tove Nielsen V E D L I G E H O L D E L S E Jannie Røjbæk T E AT E R M A L E R Liselotte Møller & Birgitte Thiesen B A R C H E F Teddy Brandt T E AT E R S E K R E TÆ R Linda Holm REGNSK AB Kristine Marholt P R E S S E Line Bilenberg M A R K E D S F Ø R I N G Simon Fernando A S S I S T E N T E R Christian Von Horsten & Lotte Kamph Ø KO N O M I C H E F Leif Kingo
P R O D U K TI O N S T E A M
D I R E K TI O N Vibeke Windeløv & Stefan Larsson
P R O D U K TI O N S L E D E R Steen Reither
P R O G R A M R E DA K TI O N Mette Nybo, Lotte Kamph, Simon Fernando & Vibeke Windeløv
S C E N E M E S T E R John Jensen VÆ R K S T E D Morten Lindboe Löwén FO R E S TI L L I N G S L E D E R Birgitte Stokholm LYS D E S I G N Christian Alkjær B E LYS N I N G S M E S T E R John Aage Sørensen LYS A S S I S T E N T Johan Chris Engel TO N E M E S T E R Troels Møller LYS & LY DA F V I K L E R Hans Stokholm
L AYO U T Yellow1.dk FOTO F R A A F S LU T T E N D E P R Ø V E R Das Büro T RY K K E R I Frederiksberg Bogtrykkeri A/S T E AT E R FO R L AG Nordiska Aps. København TA K TI L Goethe Institut Monies. Gerda Lynggaard & Nikolai Monies Kerastase FO R E S TI L L I N G E N S VA R I G H E D ca. 2 timer & 15 minutter inkl. pause
side 37
CO MTE S S E D E SAI NT- FO N D Cecilie Stenspil
E L E V E R Kirstine Hedda Fich & Mark Balder Nørskov
side 38
side 39
S Æ S O N 2 01 5 -1 6 M A DA M E D E SA D E PROMETHEUS.NU S O L I D E O G LO R I A TA R T U F F E MEDEA S I D S T PÅ DAG E N E R V I A L L E M E N N E S K E R
www.bettynansen.dk