Seriemordere

Historiens farligste drabsmænd

seriemordere

Grufulde billeder fra mordernes hjem Opvæksten, der skabte forbryderne Sådan udførte de deres ugerninger

aller.dk

Charles Manson

narko, manipulation og dommedagsprofetier Untitled-1 1

03.12.2018 08:48 13:51 09.11.2018

www.aller.dk

SERIEMORDERE Ansvarlig udgiver: Aller Media AS Havneholmen 33, 1561 København V info@aller.dk

Redaktion Redaktør: Inger Marit Hansen Grafiker: Bens Aarø Oversættelse: Maria Præst

2018 © Aller Media AS ejer alle rettigheder til indholdet af denne bog. Kopiering eller digital gengivelse er ikke tilladt uden forudgående aftale. Det er ikke tilladt at offentliggøre hele eller dele af bogen på internettet eller ved anden elektronisk gengivelse. Tilladelser kan udstedes efter aftale med redaktørerne hos Aller Media AS.

Produceret af Orage AS Jarlsøveien 50 3124 Tønsberg Norge +47 47 46 60 00 post@orage.no www.orage.no

Trykt af Artko AS Alle Orages produkter trykkes på svanemærkede trykkerier.

Udgivet på licens af Future Plc. This bookazine is published under licence from Future Publishing Limited. All rights in the licensed material belong to Future Publishing Limited and it may not be reproduced, whether in whole or in part, without the prior written consent of Future Publishing Limited. ©2014 Future Publishing Limited.

Future Plc. Richmond House, 33 Richmond Hill Bournemouth, Dorset BH2 6EZ Web: www.futureplc.com

Original tittel Real Crime Serial Killers © 2015 Imagine Publishing Ltd

Untitled-1 2 Cover Seriemordere DK.indd 2

03.12.2018 13:51

Selv om det handler om perversiteter og fordærv, har seriemordernes historie fascineret os i århundreder. Det skyldes nok, at det er umuligt at forstå, hvad der får vores medmennesker til at udføre så grusomme handlinger – ofte mod tilfældige og helt uskyldige ofre. Hvorfor gør de det?

Skyldes det psykiske sygdomme eller en elendig opvækst? Hvilken tilfredsstillelse opnår de? Og hvordan kan de slå så mange mennesker ihjel uden at blive afsløret undervejs? I dette magasin prøver vi at give svaret på disse spørgsmål, og du må indstille dig på grusomme detaljer om de chokerende forbrydelser. Magasinet er spækket med interviews med nogle af morderne, og du får illustrationer og beskrivelser af de mest opsigtsvækkende sager i kriminalhistorien. Læs om amerikanske psykopater som Ted Bundy og Dennis Rader og britiske massemordere som Peter Sutcliffe, Fred West og ”Doktor død”, Harold Shipman.

Læs videre og tag et kig ind i sindet hos disse bestialske seriemordere.

Seriemordere 2018 DK_final.indd 3

07.11.2018 14:00

INDHOLD 6 16 20 32 36

I HOVEDET PÅ VERDENS FARLIGSTE seriemordere Dennis Nilsen

Han elsker dig ihjel.

Aileen Wuornos

40

David Berkowitz

50

Michel Fourniret

54

Mandejægeren.

Son of Sam terroriserede New York.

Uhyret fra Ardennes.

62 66

16

Ian Brady og Myra Hindley

Keith Bennett – deres sidste offer.

Jeffrey Dahmer

Jagten på en kannibal.

Richard Ramirez

I hovedet på den onde.

AleKSander PiTJUSJkin

Ruslands værste massemorder?

Dennis Rader

Massemorder i 30 år.

20

116 Seriemordere 2018 DK_final.indd 4

07.11.2018 14:00

78

74 78 86 90 96 100 108 112

Steve Wright

Jagten på en kvæler.

Peter Sutcliffe

Sådan blev han the Ripper.

Peter Tobin

Et liv med nedgravede hemmeligheder.

Andrej Tjikatilo

Mavesprætteren fra Rostov.

Fred og Rose West

Rædslernes hus og have.

Gary Ridgway

116

Ted Bundy

120

Guy Georges

128

USAs værste massemorder.

Studenter-morderen.

Udyret fra Bastillen.

Gerald og Charlene Gallego

Gift med en sexslave-morder.

Charles Manson

Narko, manipulation og dommedagsprofetier.

Harold Shipman

Doktor Død slog over 200 ihjel.

© Alamy, Rex Features, Press Association, Topfoto

90

Seriemordere 2018 DK_final.indd 5

07.11.2018 14:00

SERIEMORDERE XXXXXXX

I HOVEDET PÅ VERDENS FARLIGSTE

SERIEMORDERE VENSTRE Ted Bundy i 1978. Bundys muntre og manipulerende opførsel, selv i retssalen, var en del af den skræmmende mystik, der omgav ham.

6 Seriemordere 2018 DK_final.indd 6

07.11.2018 14:00

FARLIGE SERIEMORDERE XXXXXXXXXXXXXXXXX

TED BUNDY, JOHN WAYNE GACY, JEFFREY DAHMER, EDMUND KEMPER, PEDRO ALONSO LOPÉZ SAMT FRED OG ROSE VIL HUSKES I EVIG SKÆNDSEL. VI VED, HVAD DISSE MONSTRE GJORDE, MEN HVAD FOREGIK DER I HOVEDET PÅ DEM?

TED BUNDY

DREVET TIL AT DRÆBE… AF PORNO ADSKILLELSE OG MANIPULATION: HVORDAN TED BUNDY KLANDREDE ALT OG ALLE – UNDTAGEN SIG SELV. FØDT 24. NOVEMBER 1946 FØRSTE FORBRYDELSE 4. JANUAR 1974 OFRE 26-35 SKÆBNE HENRETTET 24. JANUAR 1989

T

ed Bundy manglede fik mig til at gå ud og gøre BIO ikke tilbud, da han bestemte ting. Jeg tager det GRAFI TED BUNDY skulle give sit sidste hele og fulde ansvar for alt Bundys chokerende forbrydelser interview. Han var trods det, jeg har gjort. Det er ikke var spredt ud over hele USA – fra Seattle til Florida. Den charmerende alt en mand, som havde spørgsmålet her. Spørgsmålet er, psykologistuderende kan have begået voldtaget og dræbt mere hvordan den form for litteratur sit første drab allerede i slutningen af end 36 kvinder og stukket er med til at forme voldelige 60’erne, men hans første dokumenterede forbrydelse var angrebet på Karen Sparks, af fra varetægt to gange. adfærdstyper. der studerede på University of Wisconsin.

Hans sidste drabsorgie var Da Dobson spurgte til Hun overlevede, men senere skulle en et rendyrket mareridt fra Bundys begær og kaldte det mængde andre være mindre heldige. virkeligheden, der begyndte anfald af seksuel galskab, Bundy blev fanget 15. februar 1978 og fik en tredobbelt dødsdom. Han kom i den med et voldsomt angreb svarede drabsmanden sådan: elektriske stol 24. januar 1989. på en bolig for kvindelige - Det er én måde at beskrive studerende og endte med, det på. En tvangshandling, en at en tolv år gammel pige mistede livet. I sin opbygning af den her destruktive energi. Og dødscelle var han storskrydende og forsøgte alkoholforbrug er noget andet, jeg ikke har altid at skabe overskrifter og håbede at slippe nævnt. Når det blev kombineret med pornografi, uden om den elektriske stol ved at tilbyde reducerede alkoholen alle hæmninger, som blev at hjælpe politiet med andre seriemordsager yderligere nedbrudt af pornografien.

– selv hans egne drab. Efterhånden som - Det er et eksempel på påstanden om, at henrettelsesdatoen nærmede sig, prøvede han ’Det er ikke min skyld. Det udspringer af de få udsættelse ved at hævde, at han huskede, forhold, samfundet har udsat mig for’,» forklarer hvor flere ofre befandt sig. Det virkede ikke, professor Elizabeth Yardley, direktør for Centre og Bundy begyndte at løbe tør for tid til at for Applied Criminology på Birmingham City fortælle sine historier. Dagen før henrettelsen University. Det styrer opmærksomheden væk fra satte den dømte drabs- og voldtægtsmand dem selv og deres egne valg, for vold af denne sig ned sammen med den evangeliske størrelsesordenen er altid et valg. Det, de gør, når prædikant doktor James Dobson. Og temaet de hævder, at ’det skyldtes pornografien’ eller ’det for samtalen? Hvordan voldelig porno havde kom af dit’ eller ’det kom af dat’, er at forsøge at formet hans fantasier og ført til den uhyrlige aflede os fra dem selv. adfærd.

Ifølge professor Yardley er seriemordere - Den mest skadelige form for pornografi som Bundy altid opmærksom på, hvordan de – og her taler jeg af konkret og ægte personlig kan skyde skylden fra sig enten ved hjælp af erfaring – er den, der handler om vold og kontroversielle temaer i tiden eller ved hjælp seksuel vold, forklarede Bundy til en lydhør af medicinsk eller psykologisk forskning. - De Dobson. Jeg ved kun alt for godt, at når de to er utrolig gode til at bemærke bestemte trends kræfter forenes, lokker de en adfærd frem, som i samfundets måde at tænke på, forklarer hun. er ubeskrivelig grusom.

Så hvis der foregår en massiv problematisering Dobson gik hårdt til Bundy i forhold til af pornografi eller en kampagne mod bestemte ansvar og fortrydelse, og drabsmanden gav rusmidler eller alkohol, er de lynhurtige til at se et ganske overbevisende indtryk af dårlig det. ’Ja,’ siger de. ’Det er noget af grunden’. samvittighed. - Jeg giver ikke pornografien Efterhånden som interviewet med Bundy skylden. Jeg hævder ikke, at det var den, der skred frem, snakkede han og Dobson om en

række forskellige ting – lige fra alkohol til skrækfilm om gale voldsmænd. - Det, som skræmmer mig, doktor Dobson, er når jeg ser, hvad der er på kabel-tv, nogle af filmene der ...

Ja, den vold i filmene, som folk får ind i stuerne i dag, ville ikke være blevet vist i biografen for personer under 18 år for 30 år siden ...»

Det, der er værd at bemærke ved Bundyinterviewet er, at han indser, at Dobson kommer med en antipornografisk agenda, hvilken passer ham udmærket, og så uformer han sin historie efter det.

- Det vigtige for seriemordere er egentlig magt, siger professor Yardley. Når de bliver fanget, tænker de, at spillet er ude. Men de vil stadig gerne øve lidt magt og kontrol over folk omkring sig. Derfor tilbageholder de oplysninger eller serverer bestemte forklaringer på bestemte tidspunkter for at sikre sig mere opmærksomhed – eller for at forsøge at sikre sig bedre forhold i fængslet. Sådanne magtspil spiller de altid og desuden udnytter de deres forståelse af andres følelser. De ved præcis, hvilke strenge, de skal spille på.»

- Der er massevis af andre unge, som leger i gaderne i dag, men som kommer til at være døde i morgen eller i overmorgen eller om en måned, fortsætter Bundy: - Fordi andre unge læser sådanne ting og ser det, som findes i medierne i dag.

“ NÅR SERIEMORDERE BLIVER FANGET, ØNSKER DE STADIG AT UDØVE EN VIS MAGT OVER MENNESKERNE OMKRING SIG. ” 7

Seriemordere 2018 DK_final.indd 7

07.11.2018 14:00

SERIEMORDERE XXXXXXX

FRED OG ROSE WEST

MAND, KONE OG MASSEMORDERE UNDER AFHØRINGERNE SMULDREDE ÆGTEPARRETS FORSVAR OG DERES NØJE KONSTRUEREDE MARERIDTSVERDEN. FRED WEST FØDT 29. SEPTEMBER 1941 DEBUT 1961 OFRE 26-35 SKÆBNE DØDE 1. JANUAR 1995 ROSE WEST FØDT 29. NOVEMBER 1953 DEBUT 1961 OFRE 26-35 SKÆBNE INDSAT VED HMP LOW NEWTON

D

et virkelige omfang af Fred og Rosemary Wests forbrydelser var ikke afklaret i første omgang. Politiet, der efterforskede voldtægt og anden mishandling af West-børnene, mærkede straks, at noget var helt galt på Cromwell Street 25, men de så kun toppen af isbjerget, før de begyndte at kigge nærmere på datteren Heathers forsvinden. En ståede vits i familien var røget ud af et af børnene, mens de sociale myndigheder tog sig af dem: Hvis de ikke opførte sig ordentligt, ville de ende under terrassen lige som Heather. Politiet havde bevismateriale nok til at få en ransagningskendelse, og de opdagede hurtigt, at Fred og Roses forsvundne datter ikke var den eneste pige dernede. Mens Fred stod i haven og hævdede, at Heather var det eneste af hans ofre, skal kriminalbetjent Hazel Savage have mindet ham om, at >>Heather ikke havde tre ben<<. Han kunne ikke tale sig ud af det.

- I begyndelsen var det kun Fred, der blev varetægtsfængslet, forklarer professor Yardley. Rosemary blev også arresteret, men hun blev løsladt mod kaution.

Og det skabte en interessant dynamik, for disse to mennesker havde været sammen i 20 år og sammen etableret den her ufatteligt tragiske familiesituation, men nu var omstændighederne ændret. Fysisk var de ikke sammen længere, så de tidligere forhold ændrede sig, da de begyndte at tænke på sig selv. Fred var hurtigt til at vedgå det hele.

- Ja, sagde han, det var kun mig, min kone ved ikke noget om det. Og hun fastholdt, at hun var uskyldig.

Det tror jeg, hun gør den dag i dag, hvis jeg skal være helt ærlig. Det var det store gennembrud.

Pludselig tilstod Fred alt. Han fortalte, at lig lå begravet i kælderen, mens Rosemary benægtede alt. De reagerede forbløffende forskelligt under politiafhøringerne, selv om de havde været sammen så længe.

- På mange måder er han ikke den skarpeste kniv

BIO GRAFI FRED WEST Historien om Fred og Rosemary er chokerende, uhyggelig og direkte utrolig.

Fred var 13 år, da han første gang blev arresteret for vold; han var sadistisk og voldelig allerede før, han mødte Rose.

Sammen torturerede, voldtog og dræbte de en lang række kvinder, deriblandt medlemmer af deres egen familie. 1. januar 1995 tog Fred sit eget liv i cellen, før sagen kom for retten.

8 Seriemordere 2018 DK_final.indd 8

07.11.2018 14:01

FARLIGE XXXXXXXXXXXXXXXXX SERIEMORDERE

“ LIVET, DE LEVEDE, VAR EKSTREMT DYSFUNKTIONELT OG

AFVIGENDE, SÅ DE SKABTE DERES EGNE ­AFSPÆRRINGER FOR AT FORHINDRE RESTEN AF VERDEN I AT SE DET. ” i skuffen, siger professor Yardley. Han havde en IQ på 84, så han var ikke særlig intelligent - under afhøringerne måtte han have en bisidder til stede.

Han var altså ikke i stand til at gennemtænke konsekvenserne af det, han sagde. Han gav nærmest refleksreaktioner på situationen, han befandt sig i.

Det handlede i høj om selvopholdelse for dem begge, efter de var arresteret og sigtet. Vi har et princip som kaldes foile à deux, det betyder galskab, der deles af to personer, og sådan skabte de denne uhyre usunde og meget mærkelige virkelighed, som var normal for dem, men klart kriminel og langt uden for alle normale rammer. De etablerede egne værdier og normer. De levede en

tilværelse, som på sin vis var god for dem, den var i praksis deres normaltilstand. Og da de havde levet inden for deres eget værdisystem så længe, var det let for dem at godtage det som normalt. Men de var alligevel fuldt bevidst om, at livet de levede var uhyre dysfunktionelt og uhyre afvigende, så de skabte deres egne afspærringer for at forhindre resten af verden i at opdage det.

Da murene omkring deres groteske private verden blev brudt ned, tog Fred ansvaret for alt. Han sagde til politiet, at det hele var hans værk, og at Rosemary ikke havde noget med det at gøre. Professor Yardley tror dog ikke, at han sagde det med bagtanke om at kunne fortsætte samlivet med Rose, når alt en skønne dag var overstået.

-Jeg tvivler ærlig talt på, at han tænkte så langt frem. Han tænkte på sit eget bedste fra øjeblik til øjeblik: ‘Jeg gør det, der virker bedst for mig lige præcis nu.’ Der var ingen langsigtet tankegang fra hans side. Da Fred tog livet af sig selv i sin celle, blev Rosemary stillet for retten alene. - Jeg tror, det var ret godt for hende, for det eliminerede eventuelle nye oplysninger, han kunne være kommet til at give om hendes rolle i sagen, siger professor Yardley.

Dermed kunne hun opbygge en historie på egen hånd uden at være bange for, at Fred skulle komme med oplysninger, der væltede den. Retten syntes dog ikke, at historien virkede særlig overbevisende.

Fred og Rose midt 1980’erne.

Parret skulle blive berygtet det næste årti.

EFTER PÅGRIBELSEN BEGYNDTE FRED OG ROSES HISTORIER AT KRAKELERE. 24. FEBRUAR 1994 Politiet får ransagningstilladelse til Wests hus, og udgravningerne begynder. Rosemary hævder, at Heather stak af.

25. FEBRUAR Fred West arresteres, og politiet finder knogler i haven. På politistationen tilstår Fred drabet på Heather, men understreger, at Rosemary ikke var indblandet. Senere tilstår han, efter samtaler med sin værge Janet Leach, at der også er lig i kælderen. Rosemary benægter ethver kendskab til dette.

26. FEBRUAR Heathers lig bliver fundet. Rosemary løslades mod kaution dagen efter.

28. FEBRUAR Fred bliver sigtet for drabet på Heather, og to nye lig bliver fundet. Yderligere seks lig dukker op i dagene 5.-7. marts, mens Roses advokat siger, at hun benægter enhver medvirken.

29. MARTS Udgravingen begynder på Letterbox Field. Catherine Wests lig bliver fundet den 10. april.

13. APRIL Eftersøgningen begynder på Fingerpost Field, hvor Anne McFalls lig og et foster bliver fundet den 7. juni.

20. APRIL Rosemary West arresteres igen. Hun optræder første gang i retten den 25. april.

25. APRIL Midland Road 25 gennemsøges. Charmaine Wests lig bliver fundet den 4. maj.

5. MAJ Fred sigtes f or 10 drab. Rosemary tiltales for medvirken til fem af dem dagen efter, og for drabet på Heather den 26. maj.

BIO GRAFI ROSEMARY WEST Rosemary Letts blev misbrugt af sin far og fandt trøst hos Fred West – en mand der skulle vise sig at være mindst lige så grusom. Da ligene dukkede op, hævdede Rose, at hun var et offer, men hun blev senere arresteret og tiltalt. Rose blev kendt skyldig i 10 drab og dømt til minimum 25 års fængsel, hvilket den justitsminister Jack Straw senere ændrede til livstid.

30. JUNI For f ørste gang optræder ægteparret West sammen i retten.

3. JULI Fred t iltales for drabet på Anne McFall. Han fyrer sin advokat og hyrer nye forsvarere i august.

1. JANUAR 1995 Fred hænger sig i cellen i Winson Green-fængslet.

22. NOVEMBER 1995 Rosemary West idømmes livsstid, da juryen ikke fæstner sin lid til afhøringer, hvor Fred påtager sig hele ansvaret.

9 Seriemordere 2018 DK_final.indd 9

07.11.2018 14:01

SERIEMORDERE XXXXXXX

ED KEMPER

INTERVIEW MED EN MORDER

STUDENTERSLAGTEREN BEHOLDT TOTAL KONTROL OVER SITUATIONEN, SELV FRA CELLEN. FØDT 18. DECEMBER 1948 KRIMINEL DEBUT 27. AUGUST 1964 OFRE 10 SKÆBNE LIVSTIDSDOM UDEN MULIGHED FOR PRØVELØSLADELSE, CALIFORNIA MEDICAL FACILITY, VACAVILLE, CALIFORNIEN

K

emper er intellektuelt på højde med Jeffrey Dahmer.

Han dominerer samtalen med studerende, og havde i sin tid kontrol over de kvindelige studerende, de tre familiemedlemmer og naboen, han dræbte. Han kaldtes Big Ed på grund af sin størrelse, og han brugte sin ekstreme intelligens til at indrette sig, som han ønskede både i fængsel

og på fri fod. Og han sikrer sig stadig opmærksomhed, når han vil have det. I tv-dokumentaren Murder: No Apparent Motive blev Kemper interviewet om sin baggrund og sine forbrydelser.

Der fremstår han som en mand med en tankefuld finger på kinden, et dræbende blik og påfaldende kort lunte.

1

2

4

5

I Murder: No Apparent Motive taler Kemper om drabet på moren. Men det forvoksede uhyre nyder ikke voldsberetningen. I stedet løfter han knytnæven mod intervieweren på en måde, der ligger midt imellem en trussel og en understregning af en politisk pointe, og han undertrykker gråd.

Stemmen brister - han drejer hovedet væk og lægger hånden over munden i forfærdelse, og så fortsætter han med at beskrive den sidste samtale med moren. Det virker faktisk som om, at han ville ønske, at det var endt anderledes, og han taler om, at han ville have ønsket sig kone og børn, hvis det ikke var sket.

Foragteligt blik: Ed beskriver et drab for intervieweren.

Han tåler ikke folk, han regner for dumme, og afbryder intervieweren ved at tilføje sin egen akademiske præcision til vedkommendes kommentarer. Han retter interviewerens påstand om, at han undgik at blive fanget for sine senere drab, fordi han virkede som et normalt menneske. I stedet udtaler han, at han levede som et normalt menneske.

Et skalkeskjul? Kemper gør sig klar til at tale om, hvad han følte under sit sidste drab.

Hævede øjenbryn: Han retter på interviewerens formuleringer.

Den irritable reaktion viser, at det at føre en almindelig tilværelse i visse aspekter forhindrede ham i at virke unormal. Derfor undgik han mistanke. I interviewene blander han refleksion over sine forbrydelser med beskrivelser af de metoder, han brugte. Det er som om, at han mener, at de skal fungere som læremidler, ikke bare hjælpe ham til at acceptere sin egen situation.

Følelsesmæssig lavmål: Ed gestikulerer og hænderne fremstiller den sidste samtale med moren.

BIO GRAFI ED KEMPER Efter en barndom præget af mishandling dræbte Kemper først sin bedstemor, så bedstefaren. Derefter blev han sendt til en psykiatrisk institution, men da han blev erklæret mental tilregnelig, slap han ud og boede hos sin mor. Han myrdede seks kvindelige studerende, sin mor og hendes nabo, før han meldte sig selv.

Kemper kaldes ”Studenterslagteren” og sidder i dag på en lukket medicinsk institution i Californien, hvor han deltager i interviews.

3

Kemper illustrerer sine raserianfald.

Det virker som om, Kemper vil have dem til at forstå psykiatrisk teori gennem ham selv.

Han er trods alt manden, der fik psykiatere til at redde ham fra en drabsdom ved at efterligne vurderingskriterierne for mental tilregnelighed - dette blev beskrevet i Ed Kemper: The Co-Ed Butcher. Han er imidlertid ikke blottet for følelser, og sindsbevægelsen lokker hans voldelighed frem.

6

Gråd: Studenterslagteren sørger over drabene.

Seriemorderens psykiske helbredelsesproces var at slippe sine følelser løs. Siden han er så god til at styre sin egen adfærd, er det mærkeligt, at han ikke indser, hvor ubehøvlet han reagerer i psykiaterens stol under interviewene. Kemper holder stadig hof i fængslet den dag i dag.

10 Seriemordere 2018 DK_final.indd 10

07.11.2018 14:01

FARLIGE XXXXXXXXXXXXXXXXX SERIEMORDERE

PEDRO ALONSO LÓPEZ

ONDSKABEN LYSTE UD AF HANS ØJNE EN AF DE FÅ, SOM MØDTE HAM, BESKREV UHYRET FRA ANDES UHYGGELIGE NÆRVÆR I DETALJER. FØDT 8. OKTOBER 1948 KRIMINEL DEBUT OMKRING 1969 OFRE CA. 300

Colombianeren Pedro Alonso López kaldes også Uhyret fra Andes. Han sagde, at antallet af ofre lå på cirka 300, hvis han ikke talte de mennesker, han dræbte i fængslet, med. Da han blev pågrebet i 1980, førte han politiet til 57 grave. I 1994 blev han løsladt på grund af god opførsel, men pågrebet igen for en tidligere forbrydelse. Denne gang blev han erklæret mentalt utilregnelig, men i 1998 blev vurderingen omstødt, og han blev løsladt. Hvor han befinder sig i dag er uvist.

SKÆBNE UKENDT

“ LÓPEZ NÆGTEDE AT FORTSÆTTE INTERVIEWET, HVIS HAN IKKE MÅTTE RØRE HENDE – HAN LOD FINGRENE GLIDE OVER KVINDENS ARM. ” virker han gennemsnitlig. Ikke specielt flot at se på, heller ikke speciel hærget og ikke vild i blikket.

Men han er i virkeligheden den rene legemliggørelse af vores konventionelle forestillinger om ondskab.

López dræbte små piger. Og ikke nok med det.

Ifølge Laytner gjorde han det efter et mønster fra det overgreb, han selv blev udsat for som barn.

- Dengang, siger han selv, bestemte jeg mig for at gøre det samme mod så mange unge piger som muligt. I stedet for bare at prale med sine forfærdelige handlinger, valgte han at påføre uskyldige mennesker

lidelser som en slags hævn – og for at udøve en frygtindgydende ekspertise, har det været hævdet.

Han håbede, at det ville gøre ham til ”århundredets mand - en person ingen nogensinde ville glemme”, og som ofre valgte han fattige børn. López betragtede drabene som socialarbejde, ikke som en synd, han ville blive berømt for. Praleri er meget almindelige blandt selvoptagede seriemordere. Der findes store mængder af filmede interviews, der kan dokumentere dette.

Laytner fik syn for, hvordan López iværksætte disse planer. Da de skulle mødes, var fængselsdirektørens datter med som tolk. López nægtede at fortsætte interviewet, hvis han ikke fik lov til at røre hende, og Laytner beskrev, hvordan López lod fingrede glide over hendes arm. Først derefter indrømmede López henslængt, at han overhovedet ikke følte sig tiltrukket af hende. Den 26-årige direktørdatter var for gammel til ham. López havde bevidst forsøgt at gøre datteren oprørt ved at bryde de gældende adfærdsregler, alene fordi han havde muligheden. At ingen af de tilstedeværende greb ind og forhindrede den perverse mand i at røre hende viser bare, hvor lammende det kan virke at stå over for et menneske så ondskabsfuldt, at ingen normale sociale regler længere gælder.

I dag er Jeffrey Dahmer død, og Edmind Kemper sidder i fængsel, men ingen ved, hvor Pedro López er.

Han blev løsladt efter at have afsonet sin dom – og forsvandt. Han er måske blevet dræbt af pårørende, som ville hævne sine kære, eller måske har han ladet sig opsluge af en storby og forsyner sig med de uheldige, der kommer inden for rækkevidde.

Ron Laytners López i 1980 internationalt López løsladt ved, hvor han dag.

interview med gav morderen et ry. Alligevel blev i 1998, og ingen befinder sig i

©Scanpix

D

et uhyggelige ved virkelig ondskab er, at den ikke har nogle bestemte kendetegn. Den er ubestemmelig. Den kan findes hos folk, som vi regner som en af os, og det er ikke sikkert, at vi opdager den, når vi møder den. Et eksempel er den mørkhårede mand uden skæg på et sort-hvidt foto, Ron Laytner har taget. Der er ikke noget påfaldende ved personen, bortset fra den lidt skæve næse og det sammenknebne blik, der strækker sig mod kameraet fra den anden side af fængselsgitteret.

Han holder hovedet på skrå med skarp belysning på det vagtsomme ansigt, og bag den lille spalte i celledøren virker han glemt og betydningsløs.

Desværre er Pedro Alonso López ingen af delene.

Efter at have interviewet ham udtalte Laytner, at López er enorm og med et knusende greb, der kunne brække fingrene på en mand, men på dette billede

BIO PEDRO ALONSO LÓPEZ GRAFI

11 Seriemordere 2018 DK_final.indd 11

07.11.2018 14:01

SERIEMORDERE XXXXXXX

JOHN WAYNE GACY

MORDERKLOVNEN

SAMFUNDSSTØTTEN SOM OVERBEVISTE CHICAGO OM, AT HAN VAR EN HÆDERLIG BORGER. FØDT 17. MARTS 1942 KRIMINEL DEBUT 3. JANUAR 1972 OFRE 33–34 SKÆBNE HENRETTET 10. MAJ 1993

J

ohn Wayne Gacy havde to ansigter. For de fleste var han en samfundsstøtte. Han var politisk aktiv, han arbejdede hårdt for lokalsamfundet i forstaden til Chicago, hvor han boede, han fandt arbejde til mange i byggeri- og anlægsvirksomheder, og han underholdte børn ved at optræde som klovnen Pogo til fester og andre arrangementer. Han blev endda fotograferet sammen med præsidentfruen, Rosalynn Carter, i 1978. Men privat voldtog og myrdede han teenagedrenge og begravede dem i krybekælderen under huset, hvor han boede. Manden, der kaldes Morderklovnen blev en del af det amerikanske mareridt. Men hvordan kan det lykkes nogen at tage over 30 liv uden at blive stoppet?

BIO GRAFI JOHN WAYNE GACY John Wayne Gacy var en samfundsstøtte, der optrådte som klovnen Pogo til fester. Han var en familiefar, der blev gift to gange og fik flere børn. I 1978 knyttede politiet den 15-årige Robert Priests forsvinden til Gacy. Da han endelig blev pågrebet, hævdede han, at drabene var blevet begået af en anden kendt personlighed. Han blev kendt skyldig i drab på 33 mennesker, og fik til sidst 12 dødsdomme og 21 livstidsstraffe.

John Wayne Gacy og hans anden kone, Carole Hoff, ved deres bryllup i 1972. Parret blev skilt i 1976.

12 Seriemordere 2018 DK_final.indd 12

07.11.2018 14:01

FARLIGE XXXXXXXXXXXXXXXXX SERIEMORDERE

ANSIGTET UDADTIL: BEDSTEBORGEREN NABOEN, ÆGTEMANDEN, FAMILIEFAREN, SAMFUNDSSTØTTEN.

J

eg tror, det lykkedes Gacy at formgive denne offentlige personlighed, som var socialt acceptabel og blev opfattet som en helt almindelig fyr, forklarer professor Yardley. Det handler om, hvordan man sørger for at fremstå over for verden. Hvis man fremstiller sig som en helt almindelig fyr, kan man foretage sig mange afvigende ting bag lukkede døre, uden at nogen aner uråd. Det var hans omdømme, der gjorde det muligt for Gacy at lokke teenagere og vikarer hjem til sig under påskud af, at han havde brug for hjælp med noget. Der gik chokerende lang tid, før politiet lagde to og to sammen. Gacy overbeviste dem hele tiden om, at drengene havde forladt hans hus i live, mens de i virkeligheden lå begravet i krybekælderen.

“

Gacys forbrydelser blev efterhånden dristigere og mere outrerede, men hans ofre var og blev den samme type. Teenagedrengene, han lokkede eller tvang hjem til sig, havde næppe nogen anelse om, hvilken person de stod overfor.

- Seriemordere har en overfladisk charme, forklarer professor Yardley. De har en utrolig god forståelse for andres følelser, og de er hurtige til at opdage eventuelle svagheder eller sårbare punkter.

- Så selv om de ikke har så kompleks en psyke selv, er de meget klar over andres psykiske kompleksitet, og de forstår, hvordan de kan manipulere dem og få dem til at gøre ting, de ellers ikke ville have gjort. Den overfladiske charme er en vigtig del af helhedsbilledet. De viser en dyb og ubetinget tro på den historie, de finder på, og de ser, hvilken reaktion de får af personen, de fortæller historien til. De er opmærksomme på andres følelser, og de er nogle utrolig klamme typer.

“ GACY OVERBEVISTE POLITIET OM, AT DRENGENE HAVDE FORLADT HANS HUS I LIVE, MENS DE FAKTISK LÅ BEGRAVET I KRYBEKÆLDEREN.”

PRIVAT ANSIGT: MORDERKLOVNEN DA NORMALITETENS MASKE GLED AF, VISTE GACY SIT SANDE ANSIGT.

N

Gacy dækker ansigtet, mens han blive ført ind i retssalen den 22. december 1978.

EKSPERTBIOGRAFI ELIZABETH YARDLEY Professor Elizabeth Yardley er direktør for Centre for Applied Criminology på Birmingham City University, og sammen med Professor David Wilson forfatter til Female Serial Killers In Social Context – Criminological Institutionalism And The Case Of Mary Ann Cotton, Policy Press, 2015.

år Gacys ofre kom hjem til ham, serverede han alkohol, stoffer eller begge dele, før han tog fat på sine uhyggelige gerninger. Når de indså, hvad der foregik, var det for sent.

- Det handler om adgang og chance, forklarer professor Yardley, og ved at bede folk om at komme og udføre arbejde hjemme hos dig, skaffer du dig adgang til dem. Samtidig skaber du chancer til at angribe dem. Han er altså en organiseret seriemorder, hvis jeg skal bruge den gamle skelnen mellem organiseret og uorganiseret. Han var en af de mere intelligente seriemordere. Dem, der er mere organiserede, er også kriminalteknisk bevidste.

De forsøger at skjule deres spor, for de kan godt lide at begå mord, så de vil gerne fortsætte så længe som muligt.

Hvad der er næsten lige så chokerende som det store antal ofre, er hvor mange gange Gacy blev knyttet til deres forsvinden Politiet kom hjem til ham, men han sagde, at ofrene var taget videre. Da

han blev angrebet uden for sit eget hus at en ung fyr, han havde voldtaget, forklarede han, at det drejede sig om chikane, fordi han havde måtte fyre drengen.

Gacy havde altid et eller andet, som fik politiet til at lede andre steder, og det fungerede for ham i seks år.

- Fornægtelse er noget, vi ofte støder på i arbejdet som kriminologer,, siger professor Yardley. Selv når der foreligger en mængde momenter, der tilsiger en bestemt sammenhæng eller et bestemt udfald, har folk en tendens til at tolke dem sådan, at de slipper for at tage dem til efterretning. For at se i øjnene at noget virkelig er galt fat, er at forstyrre tingenes tilstand. Jeg tror det samme gælder for alle de tidligere påstande om seksuelt misbrug, der er kommet frem i lyset i de senere år. Det er lettere at undlade at se i øjnene, at alt dette foregår. Især hvis ofrene er længere fra det, vi kan kalde ideelle ofre.

Hvis man føler, at en person fortjener offerstatussen, løfter man knap et øjenbryn. Så når vi har at gøre med udskud, som nogen kalder dem, bliver der ikke lagt mærke til, at de forsvinder. Det er derfor, at mange seriemordere udser sig de personer, som samfundet tillægger mindre værdi.

13 Seriemordere 2018 DK_final.indd 13

07.11.2018 14:01

SERIEMORDERE XXXXXXX

JEFFREY DAHMER

EN KANNIBAL MED CHARME

MILWAUKEE-MONSTERETS SIDSTE TV-INTERVIEW VAR ET MESTERVÆRK I FØLELSESMÆSSIG MANIPULATION. FØDT 21. MAJ 1960 KRIMINEL DEBUT 18. JUNI 1978 OFRE 16+ SKÆBNE DRÆBT I FÆNGSEL 28. NOVEMBER 1994

T

orsdag 25. juli 1991 er stadig velfriseret. Udseendet BIO GRAFI JEFFREY DAHMER trådte en kæk ung er mindre markant, han Dahmers barndom blev ødelagt af mand med lyst hår, virker mere resigneret end forældrenes bitre skilsmisse, hans skarpe ansigtstræk og en velbehersket. Indledningen egne morbide fikseringer og hans pæn, gråstribet skjorte ind er direkte sensationslysten tidlige alkoholisme. Kannibalen fra i en retssal i Milwaukee i med et klip, hvor Jeffrey Milwaukee, som han senere blev kaldt, fandt sine ofre på klubber, på pubs Wisconsin. Manden hed beskriver, hvordan han og i pornobutikker. Han blev arresteret Jeffrey Dahmer og stod tiltalt mistede kontrollen efter det i 1991 og kendt skyldig i 15 drab. for 15 drab på unge mænd. første drab, og hvor Phillips Senere blev han dømt for ét til og Billedet, som blev taget af spørger til de seksuelle og mistænkt for endnu flere. I fængslet blev han dræbt af en medfange. ham den dag, prydede senere kannibalistiske aspekter ved forsiden af People og blev forbrydelserne. Så dukker en kendt for sin skildring af titel med ordene ”Nekrofili, drabsmandens fuldstændig normale udseende lemlæstelse og kannibalisme” op i en tåge af og sindige væremåde. Men han stod tiltalt for grøn røg. Alt dette var totalt misvisende for forbrydelser, der var alt andet end normale og interviewet med den stilfærdige mand, der sindige. fulgte.

Under medieinteressen for dommen skrev Når kameraet følger Jeffrey, som kommer hans far, Lionel Dahmer, en bog for at få en ind i rummet og hilser på faren, er det tydeligt, klarere forståelse af, hvad der var sket. Han hvordan han kunne myrde så længe, som han beskrev også sin egen bitre skilsmisse og gjorde, uden af blive afsløret. Han går frem Jeffreys urovækkende barndom. Bogen førte og omfavner faren, og hans hænder er stive til Jeffreys første – og sidste – interview på på ryggen, mens Lionel Dahmer klapper landsdækkende tv, Confessions of a Serial ham faderligt. Derefter giver han Phillips et Killer, med Stone Phillips som journalist. Den løst håndtryk, men både før og efter hilsenen unge mand, der fremstilles i interviewet er hænger armene kejtet ud fra kroppen. Den meget forskellig fra den tiltalte i retssalen. kraftige karl på over 1,80 ligner en forvirret Ansigtet er fyldigere og skjuler sig bag store hundehvalp. pilotbriller, og han har ladet håret gro, men det Dette hørte til hans charme. Ifølge

© Corbis; PA Images; Rex Features; Topfoto

KLODSET – MEN LIVSFARLIG

OMFAVNER FAREN Dahmer omfavner faren. Skyggen af Lionel Dahmers hånd tyder på, at han klapper sønnen, mens Jeffrey står helt stiv.

efterforsker Pat Kennedy i The Jeffrey Dahmer Files blev Dahmer betragtet som en ”guldklump” i Milwaukee-miljøet, hvor han fandt sine ofre. Mænd på barene, hvor han færdes, ville tage sig af ham, sagde Kennedy.

Efter at Jeffrey har givet Phillips hånden, gør han ganske rigtigt et lidt klodset forsøg på at småsnakke om vejret for at få alle til at slappe af. Ofrene stolede på ham på grund af denne tilsyneladende hjælpeløshed og behovet for at gøre alle tilpas, men han skjulte en ganske anden side af sin personlighed.

Jeffrey kunne også bruge sin charme til at manipulere folk gennem komplimenter eller ren fornuft. I The Jeffrey Dahmer Files husker Kennedy, at Jeffrey sagde, at sagen ville gøre dem berømte. Han smigrede efterforskeren ved at sige, at hans afhøringsteknik ville høste stor anerkendelse. Det er en blanding af logik og psykisk stimulans, der hjalp ham med at stifte et venskab med politimanden.

Jeffrey er kendt for at have gjort noget tilsvarende med sin far. I den periode, han begik drabene, lagde han et hoved i et skrin, der havde tilhørt faren. Da Lionel fandt skrinet, forlangte han at få det tilbage, men Jeffrey påpegede, at han havde ret til privatliv og burde få lov til at fjerne indholdet først.

Den rimelige argumentation virkede, og Jeffrey

JEFFREY DAHMERS FASCINERENDE KROPSSPROG

HILSER PÅ STONE PHILLIPS

STÅLSAT

Efter et løst håndtryk med intervieweren, Stone Phillips, holder Dahmer armene ud fra kroppen, mens han prøver at smalltalke.

Dahmer ser i gulvet, mens han forbereder sig på nye spørgsmål. Han tager sig sammen, synker og lukker øjnene et lille øjeblik.

EN MASKE AF HJÆLPELØSHED Klodset charmetrold, pligtopfyldende søn: Dahmer holder kroppen væk, mens han omfavner faren og undskylder det ubehag, han har skabt. Kannibalmorderen foregiver at have høj moral.

14 Seriemordere 2018 DK_final.indd 14

07.11.2018 14:01

FARLIGE XXXXXXXXXXXXXXXXX SERIEMORDERE

undgik at blive afsløret. Mens han fortæller dette under Stone Phillips-interviewet, ser vi en tiltalende blanding af følelser: Dahmer sænker hovedet og ser ned i gulvet. Læberne skælver lidt, og han bider i dem, mens der kan anes et tilløb til tårer i øjnene – selv på disse gamle optagelser. Ved at tale direkte om sagen, for så at vise følelser, giver han indtryk af at være hjælpeløs, angrende og skamfuld.

Dette har betydning, for det giver ham en vis kontrol over interviewet. Han svarer godt nok, når Phillips beder om flere uhyggelige detaljer fra de gange, han undgik at blive fanget, men lidt senere nægter han at tilføje mere. Det virker endda helt rimeligt.

Han har allerede illustreret sagen og givet det unikke materiale, som Phillips interview (og farens bogsalg) behøver, men på måde som næsten genspejler almindelige anstændighed.

Nærmere oplysninger om forbrydelsen ville have været en overdrivelse og kunne have

“ HAN SMIGREDE EFTERFORSKEREN VED AT SIGE, AT HANS AFHØRINGSTEKNIK VILLE HØSTE STOR ANERKENDELSE. ” fortonet sig som unødvendig voldsdyrkelse.

Og siden faren har forlangt, at han skulle tale indgående om sine egne forbrydelser på tv for at kunne høste fortjeneste, selv om han åbenbart føler, at temaet er oprivende, har Dahmer på sin vis ret til at tie efter at have sagt det mest nødvendige, da sagen er så følelsesladet. Et vigtigt element i kritikken af Jeffrey var faktisk manglen på følelser i de undskyldninger, han havde rettet mod ofrenes pårørende under retssagen mange år tidligere.

Mange opfattede det som falske ord fra en drabsmand, der blot spillede et halvhjertet teater. Men her hos Phillips virker han mærkelig nok mere korrekt i sin optræden end den højt respekterede journalist, og fremstår

som en drabsmand, der har lært medfølelse.

Ikke fordi Jeffreys optræden altid var falsk.

Da han var blevet dømt på alle punkter, vendte han tilbage til barndommens kristendom og blev døbt i fænglset. Han var med i et arbejdsfællesskab, der vaskede fængslet, da han blev overfaldet af en medfange, Christopher Scarver. Jeffrey forsvarede sig ikke. Den komplicerede mand, der både var manipulerende og sårbar, døde på vej til sygehuset den 28. november 1994. Den reaktion, han udviste, da han forstod, at det lakkede mod enden, tydede på, at han endelig havde fundet fred.

Han blev kremeret, og asken blev fordelt mellem forældrene, som stadig lå i åben strid.

OVER Efterforsker Pat Kennedy, manden som pågreb Dahmer, mindes sagen i dokumentaren The Jeffrey Dahmer Files fra 2012.

UNDER Dahmers forældre lytter med stoisk ro, mens retssagen udspiller sig.

Dahmer lytter koncentreret i retssalen i Milwaukee, Wisconsin, i 1991 med et vagt smil om læberne.

15 Seriemordere 2018 DK_final.indd 15

07.11.2018 14:02

SERIEMORDERE XXXXXXX

HAN ELSKER DIG IHJEL

DENNIS NILSENS DESPERATE ANGST FOR AT BLIVE ALENE, FØRTE HAM IND PÅ EN FARLIG VEJ.

D

ennis Nilsen, som også kaldes Den Venlige Drabsmand, er en tungsindig, norsk-skotsk fyr, som altid har haft sans for det makabre. Forældrene blev tidligt skilt, og drengen boede hos moren og hendes forældre. I de tidlige barneår havde en dårlig kontakt med moren, men forgudede sin bedstefar, som var fisker. Alt gik galt, da bedstefaren døde af et hjerteanfald til søs.

Liget blev bragt hjem til familien, hvor Dennis fik lov til at komme ind og se bedstefaren i åben kisten. På det tidspunkt var han seks år gammel.

Efter denne episode brød hans morbiditet for alvor løs i en kombination af skræk for døden og kærlighed til den gamle mand. Puberteten føjede en alvorlige usikkerhed til blandingen, for her indså Dennis, at han var homoseksuel. Han boede et sted, hvor den slags var meget ilde set. Derfor søgte han tilflugt i forsvaret, hvor han blev besat af forestillinger om døden. Han tog billeder af sig selv med sminke, der forestillede skudsår og bad diverse drengekærester om at posere og spille døde. Efter sin militære karriere begyndte han i politiet, men stoppede igen efter et år. Det lykkedes ham at bo sammen med kæresten David Gallichan i to år. De havde endda en hund, der hed Bleep. Til sidst gik forholdet i stykker, og Gallichan flyttede ud.

Stephen Dean Holmes

Nilsen havde en patologisk frygt for at blive forladt.

Derfor dræbte han sine elskere, så de skulle blive hos ham.

Nilsen hang ud på Londons pubs og klubber for homoseksuelle, og på den hyggelige pub Cricklewood Arms mødte han sit første offer. Stedet lå i et roligere område i den nordlige del af byen, og her fandt han Stephen. Trods pubbens aldersgrænse var drengen blot 14 år gammel. De drak et par øl sammen, før de tog hjem til Nielsen på Melrose Avenue og nød hinanden af hjertens lyst.

Ved daggry blev Nilsen bange. Den nydelige unge mand skulle til at gå, og så slog det klik. Derfor kvalte han Stephen med et slips. Da han vurderede, at teenageren endnu ikke var død, hentede han en spand vand og holdt hans hoved under, indtil de sidste desperate gisp havde boblet op.

Drabsmanden vidste ikke, hvad Stephen hed, og anede ikke, hvem han var, for han havde ingen andre holdepunkter en nøglen til drengens hjem. Stephens familie anede ikke, hvor han var, og moren ledte efter sin forsvundne søn, til hun gik i graven.

Hans forsvinden blev først opklaret flere år senere, hvor Nilsen sad i varetægt og genkendte Stephen på et billede, politiet viste ham. Drengen havde været glemt i mange lange år, men som alle Nilsens andre ofre, stod han printet på drabsmandens nethinde.

Alligevel er en del af Nilsens ofre endnu ikke fundet. De risikere at være anonyme for altid.

16 Seriemordere 2018 DK_final.indd 16

07.11.2018 14:02

XXXXXXXXXXXXXXXXX DENNIS NILSEN

Makaber skønhed For Nilsen handlede døden ikke om at forlade livet.

Tværtimod. Med sin kære bedstefar i tankerne var han panisk angst for at miste dem, han holdte af eller kunne komme til at holde af. For ham blev drabene et middel til at beholde dem hos sig for altid, og han tog sig godt af elskernes lig. Han var den bedste kæreste, de kunne ønske sig. Han badede dem, spiste sammen med dem, delte seng med dem og elskede med dem.

Ved at beholde dem hjemme hos sig på den måde følte Nilsen, at han knyttede sig til de døde på et åndeligt plan.

- Jeg skabte en anden verden, siger han selv, og når mænd fra virkeligheden kom ind i den, led de ingen overlast under drømmens livagtige, uvirkelige kærlighed.

Den anden verden, som Nilsen beskrev, foregik bogstavelig talt i hans egne øjne. Når nogen får et dødeligt sår i den virkelige verden, er livet slut. I Nilsens fantasiverden blev selve døden en skabende kraft. Når han påførte ofrene en fysisk forvandling ved at dræbe dem, ændrede han både sig selv og dem. Drengene, han dræbte, blev en slags kunst i hans øjne, noget mere end bare mennesker. De var fremstillinger af idealiseret skønhed. De var fuldkomne mænd at kaste sin kærlighed på. De var Nilsens urørlige muser, mens han byggede billeder op i sit hoved. Derfor opfattede han slet ikke døden som slutningen. Tværtimod var den begyndelsen på et eventyr, hvor han fik magt over menneskers eksistens ved at overføre dem til sin fantasiverden. Han dræbte dem, som besøgte ham i lejligheden, for at lære dem at kende og skabe denne kunstneriske alliance.

Nilsens egne udtalelser om sin rolle i alliancen er vigtige: - Trangen til at vende tilbage til min herlige, lune, uvirkelige verden var så stærk, at jeg var hooked, selv om jeg forstod, at den krævede menneskeliv ... den primitive, rene mand i drømmen dræbte disse mænd, siger han. Han brugte denne retorik til at undskylde sin udåd.

Den primitive, rene mand, som han beskrev sig selv som, var et produkt af denne fantasiverden. Her kunne selv naturen forvandle sig.

Mennesker er trods alt et underligt fænomen, hvor knoglevæv og muskelmasse gøres levende af en usynlig kraft, som nogen kalder sjæl. Vi forvandles fysisk, når den kraft, eller sjæl, forsvinder, idet døden indtræder og vi begynder at rådne bort. I den forstand er vi produkter af noget uvirkeligt, og derfor kan det på sin vis virke rimeligt, at Nilsen beskrev sig selv i lyriske vendinger. Han betragtede sig som ren og fri for synd, på sin vis skabt som et spejlbillede af Gud. Men samtidig regnede Nilsen sig som primitiv, det vil sige dyrisk og underudviklet. Han kunne trods alt ikke virkeliggøre de visioner af mændene, han havde i sit hoved.

En typisk kriminel: Trods sin poetiske selvhøjtidelighed tvinges Nilsen nu til at leve i fængsel. Her i 1993.

Drabssted: Huset på Melrose Avenue, hvor Nilsen dræbte Stephen Holmes.

17 Seriemordere 2018 DK_final.indd 17

07.11.2018 14:02

SERIEMORDERE XXXXXXX

Lig i toilettet

Det var netop dette, der var Nilsens problem. Han så skønhed i døden, men den var ikke som han havde forventet. I stedet for at se drabene udvikle sig til en vidunderlig drømmeverden, måtte han finde sig i, at naturlovene rådede. Dødstallet steg efterhånden som han mødte flere og flere mænd. De kom fra alle lande lige fra Irland til Thailand – det troede Nilsen i hvert fald selv – og var gerne hjemløse, sexarbejdere eller bare folk, det gik dårligt for. Én var hippie, en anden var en fyr i dametøj, som det lykkedes at slippe væk, men det gjorde de færreste.

Når kroppene begyndte at rådne, gemte Nilsen de døde under gulvplankerne. Og når stanken truede med at bryde gennem dagdrømmene, brændte han ligene på et bål i haven, hvor han maskerede den sygelige stank ved at brænde et bildæk samtidig. Det fungerede fint, indtil han flyttede til en etagelejlighed i Cranley Gardens i 1981. Da han ikke længere havde en have, måtte han skære ligene i småstykker og skylle dem ud i toilettet i stedet.

Planen var yderst uromantisk i sin udførelse, og den bevarede heller ikke helt hans renhed i virkelighedens verden. Dennis Nilsen havde dræbt så mange elskere, at kropsdele stoppede kloakken, hvor han boede. De tilkaldte blikkenslagere opdagede til deres forskrækkelse,

Det beskidte og rodede køkken, hvor Dennis Nilsen systematisk lemlæstede og skilte sig af med nogen af sine ofre.

Ensomhedens våben: En gryde, en kniv og et slips, som Nilsen bragte sine ofre til tavshed med.

18 Seriemordere 2018 DK_final.indd 18

07.11.2018 14:02

XXXXXXXXXXXXXXXXX DENNIS NILSEN

at det var rester af hans 12-15 ofre, der stoppede afløbet, så de meldte ham til politiet.

Smukke drenge: Carl Stottor kom levende fra mødet med Nilsen. Han er et godt eksempel på det tvekønnede look, som tiltrak Nilsen.

I fængsel på livstid Selv om Dennis Nilsen er fuld af lyriske ord, har han aldrig været noget sympatisk type. Han skal være arrogant, har ofte opildnet politiske diskussioner med folk, og der findes videooptagelser, hvor han skælder en tidligere kæreste ud. Han sidste retssag var et forgæves forsøg på at få lov til at udgive sine erindringer. Han har stjålet sønner fra mødre, og ved at blive fængslet har han frataget verden en mand, som havde ordet i sin magt. Nilsen blev pågrebet for sine gerninger, mens han var på arbejde som en respekteret funktionær på et kontor, og nu kommer han til at sidde i Full Sutton-fænglset resten af sine dage.

Hans tidligere bolig i Cranley Garden i London figurerer stadig i nyhedsbilledet. Den har været sat til salg gentagne gange, men hidtil har den ikke tiltrukket nogle investorer, selvom den er i god stand og står til en forholdsvis rimelig pris. Som der står i ejendomsmæglerens prospekt: Interesserede bedes venligst orientere sig om ejendommens historie. Købers ansvar, med andre ord.

Retfærdighedens helt: Efterforskningsleder Norman Briers. håndterte Nilsen-saken.

DEN VENLIGE MORDERS FORBRYDELSER Dennis Nilsen blev dømt for drab og drabsforsøg på unge drenge og mænd. Man antager, at han dræbte 12-15 mennesker, men det reelle antal er stadig ukendt. Han mødte mændene på barer i eller omkring London og tog dem med hjem. Når de havde haft sex, kvalte og druknede han dem. Senere parterede han ligene med de slagterfærdigheder, han havde tilegnet sig som kok i forsvaret.

Hans forbrydelser blev opdaget, da han flyttede i lejlighed og begyndte at skylle kropsdele ud i toilettet. Som i den amerikanske seriemorder Jeffrey Dahmers tilfælde begyndte hans lejlighed at stinke. Naboerne klagede, og blikkenslagere blev tilkaldt for at undersøge ejendommens tilstoppede kloak. Der fandt de noget, de frygtede kunne være dele af menneskelig. Da Nilsen opdagede, han var ved at blive afsløret, forsøgte han spille chokeret, første gang politiet bankede på døren. Men der blev gjort kort proces, og lige før pågribelsen udtalte han: - Det er en lang historie, der begyndte for længe siden. Jeg skal fortælle jer alt. Jeg vil lette mit hjerte. Ikke her, men på politistationen.

Han viste politiet affaldsposerne, hvor han havde gemt kropsdelene fra flere lig, og resten er historie.

Han ble opprinnelig fengslet på med minimum 25 års soningstid, men dette ble omgjort til en fullverdig livstidsdom da man kom til at han hadde liten mulighet til å bli rehabilitert. Han soner for tiden i Full Sutton-fengselet i York.

© Alamy, Rex Features

TILKALDTE BLIKKENSLAGERE OPDAGEDE TIL DERES FORSKRÆKKELSE, AT DET VAR RESTER AF NILSENS 1215 OFRE, SOM STOPPEDE AFLØBET, SÅ DE MELDTE HAM TIL POLITIET.

19 Seriemordere 2018 DK_final.indd 19

07.11.2018 14:02

SERIEMORDERE XXXXXXX

20 Seriemordere 2018 DK_final.indd 20

07.11.2018 14:02

XXXXXXXXXXXXXXXXX AILEEN WUORNOS

MANDEJÆGEREN AILEEN WUORNOS RETFÆRDIGE VREDE HUN VAR DØMT SEKS GANGE FOR KOLDBLODIGE DRAB PÅ USKYLDIGE MÆND, MEN FORTJENTE USAS MEST BERYGTEDE KVINDELIGE SERIEMORDER VIRKELIG AT DØ?

21 Seriemordere 2018 DK_final.indd 21

07.11.2018 14:02

SERIEMORDERE XXXXXXX

OVER Wuornos var modvillig – lige fra det øjeblik, hun blev arresteret til den dag, hun blev henrettet.

MIDT Wournos nød sin sidste drink på The Last Resort Bar, som i dag tiltrækker mange nysgerrige og byder på ”iskolde øl og morderiske kvinder”.

HØJRE Wuornos viste mange forskellige følelser, men hun skildres oftest afmagret og vred.

H

vordan kan en drømmer dø som 14-årig? Det kunne du måske spørge Aileen Wuornos om, selvom hun først døde mange år senere. Aileens liv var i bund og grund slut, da hun som helt lille pige suttede på mænds ædle dele for cigaretter i en skov ved huset, hvor hun boede. Men det virkelige spørgsmål er, hvad der foregik i hendes hoved, og hvorfor det førte til, at hun dræbte syv af de mænd, hun kom i kontakt med som prostitueret.

Aileen havde drømme. Hun så sit liv gennem film, skabte en facade og spillede de roller, som hun troede var forventet af hende. Det triste var, at livet placerede hende i nogle ganske usædvanlige roller. Intrigerne omfattede også andre personer som enken til et af ofrene, Shirley Humphreys, der udtalte i et tv-interview, at hun glædede sig til at se den sprudlende blondine i ‘gamle gnist’, som den elektriske stol blev kaldt dengang.

Aileen blev født i Michigan i 1956. Moren hed Diane og gav hende fra sig, da hun var bare seks måneder gammel. Faren hed Leo og sad i fængsel for pædofili. Aileen blev derfor sendt hen for at bo hos bedsteforældrene sammen med sin søster Laurie og bror Keith. Dette plagede i første omgang ikke den opvakte lille pige med det skæve smil, men rygterne gik på, at hun i virkeligheden var sin bedstefars kødelige datter. Han skulle efter sigende have misbrugt både moren og Aileen. I dokumentaren Aileen Wuornos: Life and Death of a Serial Killer fortalte veninden Dawn Botkins, at hun havde set bedstefaren banke Aileen, velvidende at andre så det.

Da Aileen var 14 år, stadig kun et barn, fødte hun selv et barn, som blev taget fra hende og bortadopteret. Kort efter blev hun

smidt ud hjemmefra og boede nu i skoven. I senere interviews med Aileen giver hendes afslappede tone ikke rigtig indtryk af de hårde banrdomsvintre, hvor hun overnattede i en tilsneet bil. Senere hævdede moren over for dokumentaristen Nick Broomsfield, at hun ikke havde vidst noget om datterens fortvivlede situation.

Mange hævder, at det afslørede, hvor lidt hun egentlig engagerede sig i sin datters liv.

Ni år gammel prostituerede Aileen sig, tydeligvis for at få lidt selskab. De andre unge i miljøet mente, at hun ikke havde nogen skam i livet, og hånende fyre lod hende lide for det. Jerry Moss fortalte under en retssag, at han tog imod hendes gaver, mens han kastede sten og skældsord efter hende for at ingen skulle tro, der var noget imellem dem. Splittet mellem to personligheder – en uskyldig drømmer og et hjemløst vrag – var Aileen som Les Miserables: En fortabt småpige. Aileen begyndte at blive syg.

Hun blev blå af både social og meterologisk kulde, mens hun boede ude i så ung en alder. Hun tænkte, at hun måtte redde sig selv, så hun søgte mod Floridas smilende sol.

Kom igen, Aileen Festpigen forfulgte sin drøm og troppede op på Daytona Beach på jagt efter skyfri himmel. Første giftede hun sig med sejlklubformanden Lewis Gratz Fell, men de blev skilt efter kort tid. Så viede hun sig helhjertet til den nærmeste og hårdeste bar, The Last Resort Bar. Hun blev bedstevenner med den menneskelige kanonkugle, selv om ingen af fyrene ville røre

22 Seriemordere 2018 DK_final.indd 22

07.11.2018 14:02

XXXXXXXXXXXXXXXXX AILEEN WUORNOS

I ROLIGE ØJEBLIKKE ANER MAN, AT HUN HAVDE EVNEN TIL AT VÆRE TIDSLINJE OVER EN GANSKE ”NORMAL” PERSON, SOM HAVDE LIDT UNDER DE MEST TABT USKYLD 1956 EKSTRAORDINÆRE OG GRUSOMME OMSTÆNDIGHEDER. Aileen bliver født. Moren og faren skilles to år senere.

en lesbisk. Til sidst blev hun kærester med Tyria Moore, en kvinde hun mødte på en homobar i nærheden. Hun påstod, at hun var forelsket i denne kvinde, selv om Tyria skal have forlangt, at hun fortsatte sin prostitution for at skaffe penge til deres nydelsesorienterede livsstil. Aileen skabte en illusion om, at hendes tilværelse var fuld af kærlighed, sjov og venner.

Samtidig betjente hun sexkunder hele tiden, men som alle gode tryllekunstnere ved, er korrekt risikoanalyse nøglen til de bedste dramatiske effekter. Aileens rekvisit var en pistol. Hun havde den til selvforsvar, hed det sig, men dette var ingen legetøjspistol. Hvis hun først brugte den, ville konsekvenserne være uoprettelige.

Dette er bare løse oplysninger baseret på, hvad hendes bekendte husker. Det stemmer ikke altid overens med det billede vi har af Aileen Wournos fra medierne, som gjorde hende berømt. Vi kender Aileen fra flere film: De to dokumentarfilm af Nick Broomfield – Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer og Aileen: The Life and Death of a Serial Killer – og siden blev hun spillet af en hæsliggjort Charlize Theron i filmen Monster.

Derudover findes der en række mindre kendte film som Overkill, The Aileen Wournos Story og andre. Wournos blev fremstillet som en overentusiastisk dramaqueen, der blev bedraget, eller en

misbrugt pitbull, der bjæffede efter den mindste uønskede hånd, der prøvede at klappe den.

En sådan hånd kom i form af Richard Mallory, en typisk sexkunde, som samlede hende op på vejen. Som alle andre sexarbejdere, der vil holde sig trygge og tjene penge, måtte Aileen gøre folk tilpasse på jobbet. I Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer beskrev hun, hvordan hun kun tale om både politik og religion med sine kunder.

Dette er antageligt en overdrivelse af den tematiske dybde i de samtaler, hun førte, men fremgangsmåden fungerede som regel.

Med Mallory faldt konversationsforsøgene dog til jorden, og han begyndte at mishandle hende både verbalt og seksuelt. Han kaldte hende en tøjte og voldtog hende analt, godt hjulpet på vej af desinficerende salve. Da hun senere stod på anklagebænken og beskrev sine tanker under angrebet, var det ikke bare en umiddelbar reaktion, hun huskede. Det virker som om, at hun indså, at hun måtte dræbe, ellers risikerede hun selv at blive dræbt. Det var som om, hun projicerede angrebet over på en anden, og Aileen græd, da hun afgav sin forklaring.

Hun mobiliserede alt, hvad hun ejede af handlekraft, spyttede ham i ansigtet for at vinde tid, greb sit håndvåben og skød ham.

Diane, Aileens mor, overlader hende til bedsteforældrene.

Kun elleve år gammel begynder Aileen at bytte seksuelle tjenester for cigaretter.

Aileen bliver voldtaget af bedstefarens ven. Hun bliver gravid, og bortadopterer barnet.

Bedstefaren smider hende ud af huset. Aileen bor i skoven.

Efter en tid som prostitueret bliver Aileen gift – og skilt.

Efter mange konfrontationer med loven flytter Aileen sammen med Tyria Moore.

Aileen skyder sit første offer, voldtægtsdømte Richard Mallory.

1960

1967 1970 1971 1976 1987 1989

23 Seriemordere 2018 DK_final.indd 23

07.11.2018 14:02

XXXXXXX

12. SEPTEMBER 1990 CHARLES HUMPHREYS, 56 19. NOVEMBER 1990 WALTER ANTONIO, 62 STED: Dixie County En mand fra sikkerhedsbranchen blev fundet død på en øde vej. Han var blevet skudt fire gange, og bilen blev fundet fem dage senere i Brevard County.

Sted: Marion County Shirley, enken til denne tidligere politi­chef, stod frem på tv for at snakke om Aileens møde med den elektriske stol. Humphreys var blevet skudt seks gange, og hans bil blev fundet i Suwanee County.

4. AUGUST 1990 TROY BURRESS, 50 Sted: Marion County

Dette lig blev aldrig fundet

Et bud blev meldt savnet den 31. juli.

Denne gang blev liget fundet fuldt påklædt i et skovområde langs State Road 19. Han var blevet skudt to gange.

4. JULI 1990 PETER SIEMS, 65 Sted: Marion County

6. JUNI 1990 CHARLES CARSKADDON, 40

Missionærens lig blev aldrig fundet, selv om man fandt hans efterladte bil.

Wuornos afslørende håndaftryk blev fundet på indersiden af dørhåndtaget.

Sted: Pasco County Deltidsarbejder ved rodeoer. Nok en gang blev liget fundet nøgent i skoven.

Han var blevet skudt ikke frærre end ni gange med en pistol.

HUN VAR DET MODSATTE AF, HVORDAN AMERIKANSKE MEDIER MENER, AT EN KVINDE SKAL VÆRE – MILD OG SMUK. Det handler bare om at overleve, og som Jennifer fra I Spit On Your Grave forsøgte hun at passe på sig selv.

Hvis det havde været slutningen på Aileens historie, ville hun måske stadig være iblandt os. Broomsfield har påpeget, at hun under retssagen blev medicinsk beskrevet som «for umoden til fuldt ud at forstå dødens uoprettelighed.

I stedet fortsatte hun simpelthen. Det er umuligt at vide, hvad man skal tro om tiden, der fulgte. Det, vi ved med sikkerhed, er, at drabene skete i kølvandet på revolutionen for homoseksuelles rettigheder. Sammen med den kom Judith Butlers teori om, at køn er noget, der udøves, og tanken om at vi indtager sociale roller for at gøre os forstået. Da Aileen havde avanceret fra at yde fnisende tjenester for røg og mad til at begå drab, ændrede hun adfærd, fordi hun fandt et helt nyt publikum, ikke mindst sig selv.

Det første angreb blev for tungt at bære på, og hun dræbte yderligere seks mænd for at skabe sin personlige hævn for tidligere oplevelser, om og om igen. I en anden version blev hun krigerdronningen Aileen - en Jeanne d’Arc-lignende skikkelse, som trakterede mænd for at tjene de penge, hun og Tyria havde brug for til at skabe en ny tilværelse. Samtidig hævnede hun hele kvindekønnet ved at overhale de mænd indenom, der forsøgte at gå over stregen, især hvis de brugte voldtægt som et våben i krigen mod kvinder.

Patty Jenkins’ Oscar-vinnende film Monster giver en fremstilling af Aileen, som måske er den, der kommer tættest på den Aileen, vi ser i retssalen og i Nick Broomfields dokumentarer.

HØJRE Huset til Dawn Botkins, en af Aileens nære barndomsvenner. Hun arvede alle Aileens ejendele.

I en version af hændelserne ramlede det simpelthen for hende.

24 Seriemordere 2018 DK_final.indd 24

07.11.2018 14:03

XXXXXXXXXXXXXXXXX AILEEN WUORNOS

BLOD OG KUGLER HUN STJAL DERES BILER, EFTERLOD DEM OFTE NØGNE, OG SØRGEDE FOR AT FYLDE DEM MED NOK BLY TIL AT DRÆBE DEM. THE LAST RESORT BAR Sted: Port Orange Aileen fik sin sidste drink her som en fri kvinde, før hun blev arresteret. Baren er siden blevet en uhyggelig turisattraktion med et vist internationalt omdømme.

Baren blev også omtalt i Monster, filmen om Aileens liv.

13. DECEMBER 1989 RICHARD MALLORY, 51 Sted: Volusia County Fundet fuldt påklædt, skudt to gange.

Wuornos første drab blev hævdet at være selvforsvar under voldtægt. En plausibel forklaring, da Mallory var dømt for voldtægt.

1. JUNI 1990 DAVID SPEARS, 43 Sted: Citrus County En bygningsarbejder, som blev fundet nøgen kun iført kasket, ved Floridas Highway 19. Et nyt tilfælde af overdreven vold, da han var blevet skudt seks gange.

Denne Aileen har humor, men ser med retskafne øjne på det, hun gjorde. At vi sidder tilbage med et lidt forvirrende billede af hende, skyldes nok i høj grad de forskellige opmærksomhedskrævende statister i historien, ikke mindst Arlene Pralle, kvinden som adopterede Arlene efter, at sagen kom frem i aviserne, og som spillede en vigtig rolle i den sydende heksekedel af handlinger, hun senere foretog sig.

Aileen og virkeligheden På samme måde som Aileens egne forklaringer ændrer sig,

alt efter hvem hun snakker med (og hvordan hun ønsker, de skal reagere), er det vigtigt at huske, at dokumentarer som Broomfields ikke nødvendigvis giver et mere sandt billede af hendes mentale tilstand end biograffilmen Monster. Broomfield bruger den refleksive filmform, hvor historien fortælles gennem processen med at skabe filmen og gennem alt, der kan gå galt i produktionen. Dette betragtes af og til som en ærligere fremgangsmåde end at vise dokumentarfilm som finpudsede produkter i stedet for den uhyggelige virkelighed, men det fremhæver også forstillelsen, der ligger centralt i hans skildring af Aileen. Bortset fra en enkelt optagelse, hvor vi ikke kan se hendes ansigt, styrer hun hele tiden sin egen fremstilling; hun ser direkte ind i kameraet og viser, at hun ved, at publikum ser hende og bedømmer hende. Hun viser ikke sit naturlige jeg, så vi kan ikke betragte filmene som sande repræsentationer for Aileens personlighed, tilregnelighed eller utilregnelighed.

Derudover klipper Broomfield optagelser sådan, at Aileen fremstilles forskelligt i de to forskellige dokumentarer; separate produkter, han skal sælge, fordi det hører til hans job. En af dem har ligget på Netflix, mere end 10år efter den blev lanceret. I en vigtig sekvens interviewer han Aileen om hendes adoptivmor Arlene og hendes advokat Steve. Sekvensen koncentrerer sig om tidspunktet, hvor Aileen hidser sig op og med opspærrede øjne og fægtende arme gentager sig selv i forhold til den juridiske vægtlægning på antallet af dræbte personer kontra selvforsvarsaspektet. Hun virker mentalt ustabil, hvilket lægger perfekt op til Broomfields sidste kommentar om, at retfærdigheden ikke sker fyldest, hvis man henretter nogen, som ikke er i stand til at forstå, hvad de har gjort.

I Broomfields anden film vises en udvidet version af det samme interview. Her er de samme fagter og udtryk med, men Aileen snakker også om, at hendes to nærmeste forbundsfæller bruger hende som en præmieko. Vi ser kun det, som Broomfield vil have, at vi skal se – ikke det, der virkelig sker. Et moment, der også blev fremlagt som bevismateriale i retten. Med tanke på Arlenes og Steves groteske handlinger ville det have været fuldt forståeligt, hvis Aileen havde været endnu mere vred, end hun virker. Broomfields filmmateriale viser nemlig, at de bevidst har udnyttet følelserne hos et dødsdømt voldtægtsoffer for at tjene penge på at give interviews. Fremstillingen af hende er ikke sandheden, men en redigeret skildring, som stemmer overens med det billede, Broomfield ønsker at give, hvilket er normen for enhver dokumentar, uanset hvor ærlig den forsøger at være.

Retfærdig vrede?

I rolige øjeblikke aner man, at hun havde evnen til at være en ganske normal person, som havde lidt under de mest ekstraordinære og grusomme omstændigheder.

- Aileen Wuornos var et klassisk eksempel på en person, der lider af en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse med store humørsvingninger og dyssociale træk, siger doktor Stephen Holmes, forfatter til Serial Murder. Med disse lidelser og en barndom, hvor hun blev misbrugt både fysisk og psykisk, er det ikke mærkeligt, at hun havnede i den situation, hun gjorde.

En emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse med store humørsvingninger og dyssociale træk lyder skummelt, men faktisk var denne lidelse diagnosticeret hos 2,6 procent af USAs befolkning i 2007 ifølge en undersøgelse publiceret i Biological Psychiatry Journal. At leve med et dårligt mentalt helbred er et

25 Seriemordere 2018 DK_final.indd 25

07.11.2018 14:03

SERIEMORDERE XXXXXXX

GUD HAR TILGIVET HENDE FOR DET, HUN HAR GJORT, SÅ HVORFOR IKKE TAGE SPRINGET? JA, HUN KAN JO VÆRE HJEMME HOS JESUS OM BARE NOGLE FÅ ÅR! ARLENE PRALLE

SAGENS MANGE APSEKTER MÆNDENE OG KVINDERNE OMKRING WUORNOS TEGNEDE BILLEDET AF EN SERIEMORDER LIGE FRA DET ØJEBLIK, HUN BLEV PÅGREBET. AILEEN WUORNOS (UHYRET)

Aileen, foragtet lebbe, glædespige, drabskvinde med mange liv på samvittigheden og kristen adoptivdatter, er overbevist om, at politiet har brugt hende til at rense ud i gaderne ved at dræbe sexkunder. Hun spiller gerne den rolle, andre har tildelt hende, men den virkelige Aileen bliver sværere og sværere at danne sig et indtryk af.

RICHARD, DAVID, CHARLES C., PETER, TROY, CHARLES H. OG WALTER (OFRENE)

Aileen møder dem på motorvejen i løbet af et år. Det er helt almindelige mænd. De møder en dame ude på vejen og ender nogle gange nøgne og røvede, men altid døde. Uskyldige ofre, som var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – eller voldsfikserede sexkunder, der endelig fik som fortjent? Det kommer an på, hvilken fremstilling man holder sig til.

ARLENE PRALLE (ADOPTIVMOREN)

Den mørke, forkrøblede og nyfrelste Arlene kontakter Aileen – på henstilling fra Jesus – efter at have set historien på tv. De udveksler breve, og Arlene adopterer drabskvinden som sin datter. Arlene er overbevist om, at Aileen bør bekende sine synder og “vende tilbage til Jesus”via henrettelse. I Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer siger hun dette direkte til kameraet med et bredt, strålende smil. Aileen lader til at være enig, og hun vises smilende på et billede, som angiveligt er taget efter, at hun udtalte i retten, at hun gladeligt vil bøde med livet for at have begået koldblodige drab, hvis det er det, retten ønsker.

NICK BROOMFIELD (FILMSKABEREN)

Nick, en retsskaffen englænder med brunt, pjusket hår, er om nogen billedet på en ærlig dokumentarjournalist, der gerne vil sælge sin etisk undersøgende film. Han spørger Aileen, som sidder fængslet og afventer sin henrettelse, om hun ved, at Arlene har forlangt penge for at tale om datterens kommende død. Aileen vifter roligt med hånden for at få ham til at tie.

Hendes næste bemærkninger viser, at hun ved det. Arlene og hendes advokat Steve skal have bedt hende om at tage livet af sig, fordi Arlene ikke orker at blive sat i forbindelse med adoptivdatterens retssager.

26 Seriemordere 2018 DK_final.indd 26

07.11.2018 14:03

XXXXXXXXXXXXXXXXX AILEEN WUORNOS

GUVERNØR JEB BUSH Nick hævder, at Bush bruger Aileens henrettelse som en billet til genvalg. Broomfield siger, at fængselspsykiaterne over for Bush kun brugte et kvarter på at erklære den råbende, skrigende og klart paranoide fange mentalt tilregnelig, hvilket gør hendes protestløse drabstilståelse acceptabel. Aileen er bange for, at fængselsledelsen forsøger at drive hende fra forstanden, så ingen vil tro på det, hun hævder om, at korrupte politifolk sælger hendes historie til Hollywood.

TYRIA MOORE (AILEENS EKSKÆRESTE)

De boede sammen på et motel i flere år. Aileen udtaler, at “Ty” bad hende om at fortsætte med prostitutionen for at sikre dem flere penge.

Optagelser af Tys telefonsamtale med Aileen var tilståelsen, som blev brugt til at pågribe hende og påvirke Moore til at indgå sin egen filmaftale.

POLITIKAPTAJN BENEGAR, POLITISERGANT MUNSTER OG POLITIMAJOR DAN HENRY (EFTERFORSKERNE)

Mens Aileen beskylder visse politifolk for at have udspioneret henne i årevis, er chefen for disse mænd gået ud i tv med en erklæring om, at de er kendt skyldige i at have solgt sen del af Aileens historie til højstbydende.

DET STORE FLERTAL AF FLORIDAS BEFOLKNING ØNSKER, AT DERES GUVERNØR SKAL GØRE DETTE. JEB BUSH

27 Seriemordere 2018 DK_final.indd 27

07.11.2018 14:03

SERIEMORDERE XXXXXXX

OVER Efter sin første dødsdom føres Aileen væk.

HUN VALGTE MÅSKE AT TRO PÅ, SÅ AT SIGE ALT, SOM STADIG LÅ INDEN FOR HENDES STÆRKT MEDTAGEDE SINDS RÆKKEVIDDE.

28 Seriemordere 2018 DK_final.indd 28

07.11.2018 14:03

XXXXXXXXXXXXXXXXX AILEEN WUORNOS

almindeligt problem. Og med alt det, hun blev udsat for, kunne det have ramlet for selv den mest sindige.

Men det ville ikke have skabt den samme skandale. I stedet får vi Wournos at se som en sjusket gammel heks med skæve tænder, mens hun løfter sine lænkede hænder op til halsen (for at rette på håret) og skærer groteske grimasser (fordi hun er træt).

Vi kan ikke vide, hvem hun i virkeligheden var, for alt ved retssagen mod Aileen og fremstillingen af hende var i bund og grund motiveret af politik – både fra myndighedernes og mediernes side. Hun var det modsatte af, hvordan amerikanske medier mener, at en kvinde bør være – mild og smuk, og helst velsignet med langt, blondt hår. Det var som om medierne reagerede negativt på hendes udseende alene. I en tegneseriestribe blev hun vist som en smuk, veldrejet og halvnøgen ung prostitueret før drabene, og som en aggressiv og tvekønnet straffefange i næste rude. Som Broofields Selling of a Serial Killer påpeger, satte nyhedsformidlerne alvoren bag forbrydelserne i direkte relation til hendes køn. Hun og Tyria blev øjeblikkeligt kaldt “dødsengle” fordi de tilførte drabene et endnu uhyggeligere aspekt ved at myrde med et kvindelig twist på de ellers ganske normale, skydevåbenbaserede forbrydelser.

Aileen blev dæmoniseret, fordi hun var for “unaturlig”. Det kan muligvis forklare hendes adfærd i det sidste filmede interview med Nick Broomfield. Da hun troede, at kameraerne ikke længere var tændte, bemærkede hun, at hun havde begået de fleste drab i selvforsvar, men at hun erklærede sig skyldig, fordi hun ikke orkede at sidde i fængsel længere. Da Broomfield gik hårdt til hende i det sidste interview, ville hun ikke give nogen kommentarer. I stedet forlangte hun at få lov til at

snakke om politiet og fangevogterne. Hun blandede reelle oplysninger om deres korruption med forvirrede påstande om overvågning og forgiftning. Måske troede hun selv på det og ville have retfærdighed, måske sagde hun det bare for at få publikum til at hade hende endnu mere, så fængselsopholdet ikke skulle blive forlænget.

Aileens sidste ord afspejler livet, hun ikke lov til at leve. Hun snakker om at møde Jesus og aom at rejse med rumskib lige som hendes filmhelte. Hun udtalte også, at hun ville vende tilbage til livet. Hun valgte måske at tro på så at sige alt, der stadig var inden for hendes medtagede sinds rækkevidde – en religion for de virkelig fortabte.

Hendes historie kan minde om en billig paperbackfantasi, men den er grusom ægte. Aileen efterlader sig dokumentarer, avisudklip, breve og fascinerende billeder, hvor hun sammenlignes med den smukke Hollywood-stjerne, som blev gjort grimmere for at spille hende.

Aileen Wuornos var en drabskvinde, som tog mange liv; hun røvede ofrene og skød dem flere gange, end hun behøvede for at slippe væk.

Men vi får aldrig at vide, hvordan situationerne udspillede sig, og vi kommer aldrig til at forstå, hvordan den lille pige med de kvikke øjne og silkehåret blev til en kvapset kvinde, som vaskede sig på offentlige toiletter og var glad for ethvert lille tilløb til menneskelig kontakt. Vi ved, hvordan hendes dødsdom til sidste blev fuldbragt; det skete i lige så høj grad gennem stemmeurner og meningsmålinger som gennem giftsprøjten. Hun blev dræbt kl. 9.47 den 9. oktober 2002.

- Jeg skal sejle min vej med Klippen. Jeg skal være hos Jesus Kristus på uafhængighedsdagen. Præcis som i filmen på det store moderskib.

Jeg kommer tilbage. Jeg kommer tilbage.

29 Seriemordere 2018 DK_final.indd 29

07.11.2018 14:03

SERIEMORDERE XXXXXXX

AILEENS MANGE UDSAGN WUORNOS VAR IKKE BLEG FOR AT SERVERE BELEJLI GE LYDBIDDER TIL GLÆDE FOR PRESSEN OG ANKLAGEREN, SOM HVER ISÆR TILFØJEDE DERES EGNE LAG AF SANDHED OG OPDIGTNING.

»Du, bare gør det, du må ... jeg lader dig ikke komme i fængsel ... du, hvis jeg bliver nødt til at tilstå, så gør jeg det.« RETSMØDET I 1992 En optagelse af en telefonsamtale mellem Aileen og ekskæresten Tyria bliver afspillet i retten. Det var en fælde, og Ty overtaler Aileen til at påtage sig al skylden for forbrydelserne alene. Det gør hun også - og hun giver en skønmalende beskrivelse af Tyria som en uskyldig person og det eneste glimt af venlighed i Aileens onde verden. Dette er en helt anden Aileen, end vi forventer at møde, men dette tilløb til forsonende træk – kærlighed og uselviskhed – fordrejes i stedet og bruges til at støtte en anden fortælling, den om en lesbisk hundjævel, der hader mænd.

rig kunne »Jeg orker det ikke. Jeg ville ald rfor, jeg de udholde en livstidsdom ... det er orsvar på nogen aldrig kan sige et ord om selvf jeg kan ikke sige ... t ge no n da så er ell r lse ge ta op det til nogen. Aldrig.«

UDTALT NOGLE SEKUNDER SENERE UNDER SAMME INTERVIEW, DA HUN TROEDE KAMERAERNE VAR SLUKKET Aileen lader til at indrømme, at hun har erklæret sig skyldig for at slippe for en livstidsdom. Men denne tilsyneladende oprigtighed bør muligvis tages med et gran salt: I forhold til erklæringen om, at hun ikke vil “sige et ord om selvforsvar på nogen optagelser”, har hun talt ret meget om det.

30 Seriemordere 2018 DK_final.indd 30

07.11.2018 14:03

XXXXXXXXXXXXXXXXX AILEEN WUORNOS

»Jeg vil ind i det fandens kammer i morgen og komme væk ... min henrettelse er sat på hold ... og de udfordrer mig slet og ret til at dræbe igen ... hvis de kludrer mere med henrett elsen nu, de skiderikker, så skal blodet flyde!«

SAGT DIREKTE TIL NICK BROOMFIELDS KAMERA EFTER TI ÅR I DØDSCELLEN

En betroelse og en aggressiv optræden for at provokere fængselsdirektøren til at underskrive henrettelsesordren. Wournos er stadig det knurrende uhyre, hun skildres som i nyhedsindslag og avisoverskrifter. Hun råber og skriger som verden forventer af hende, og hun antyder, at et hvilket som helst dødsfald vil tilfredsstille hende. Sandheden var meget sørgeligere ...

om med Herren og bedt ed fr et tt u sl ar h eg »J at mine selvforsvars, af ed k er g Je . se el tilgiv på denne måde, en tt re i dt en er er g handlin e ansvar for det, ld fu t de ig m er g ta men jeg på ig. Jeg er ked m r le el m de r va et D jeg har gjort. dlinger har ført til. an h e in m , de on t de af alt s I mener, det er vi h , dø at på et ll ti ds Jeg er in nødvendigt.«

Den nyfrelste adoptivmor Arlene havde overtalt Aileen til at erklære sig skyldig, hvilket angiveligt skulle vise religiøs fromhed. Mange tvivler på, at denne nye tro var oprigtig, men den passer naturligt ind. Wournos verden er præget af plageånder og frelsere, og ved at formulere sin tilståelse i beklagende vendinger, klarer hun på en raffineret måde at fremstå som helgen i stedet for synder.

© TopFoto; REX Features; Getty Images

EFTER DEN FØRSTE RETSSAG – FØR HUN DØMMES FOR DRABENE PÅ HUMPHREYS, SPEARS OG BURRESS

31 Seriemordere 2018 DK_final.indd 31

07.11.2018 14:03

SERIEMORDERE XXXXXXX

“SON OF SAM” TERRORISEREDE NEW YORK I MANGE MÅNEDER DAVID BERKOWITZ SKRÆMTE NEW YORK CITY MED SINE FORBRYDELSER OG HÅNEDE POLITIET I BREVENE, SOM HAN EFTERLOD PÅ GERNINGSSTEDERNE.

D

avid Berkowitz stod helt stille på lur med et fast greb rundt om kniven. Det var juleaften 1975, og han var fast besluttet på at dræbe. Han fik øje på en ung pige på skøjter ude på skøjtebanen, hun grinede sammen med sine venner og tænkte sikkert på, hvad hun mon ville få til jul.

Berkowitz ænsede ikke den 14-åriges uskyld – han så kun et potentielt offer. Han havde holdt sit raseri tilbage i flere årtier, og det var lige før, det brød igennem den stilfærdige facade og viste sig for verden.

Da pigen var færdig på isen, vinkede hun farvel til sine venner og begyndte at gå hjemad. Morderens øjeblik var endelig kommet.

Berkowitz sprang hurtigt ud af skyggen, greb pigen og huggede kniven brutalt ind i siden på hende. Hun skreg og kæmpede for at komme fri fra angriberens klør. Berkowitz kæmpede for at holde på hende og forsøgte at stikke hende igen for at få hende til at tie. Men han fik det ikke, som han ville – den tykke vinterjakke modstod det skarpe knivblad, og hun fik sig til sidst vristet løs og løb i sikkerhed. Angriberen blev stående stille i mørket, fuld af vrede og fortrydelse. Dette angreb havde været alt for fysisk til hans smag; næste gang skulle det være mere simpelt. Han ville bruge en pistol. Selv om den unge pige var sluppet væk, var en seriemorder født.

David Berkowitz havde en sørgelig barndom på alle måder.

Hans første minde var, at forældrene fortalte, at han var adopteret, og at hans virkelige mor var død under fødslen. Selv som helt ung huskede han, at han følte sig anderledes end alle andre. Der var noget i ham, som ikke ville tage imod kærlighed eller omsorg, og han skubbede alle væk, der engagerede sig. Han blev mobbet

Berkowitz modsatte sig ikke anholdelse og erklærede roligt, at de havde fanget ”Son of Sam”.

32 Seriemordere 2018 DK_final.indd 32

07.11.2018 14:03

XXXXXXXXXXXXXXXXX DAVID BERKOWITZ

Stacy Moskowitz var det eneste af Berkowitz ofre, der var blondine.

af børnene i området, fordi han var adopteret, og det fik ham til at føle, at han ikke var en virkelig person. Han var plaget af skyldfølelse, fordi hans biologiske mor døde, og han frygtede at hans biologiske far ville komme om natten og dræbe ham som hævn. David sad oppe sent hver aften og så gyserfilm. Han var plaget af livagtige mareridt, der fik ham til at gemme sig i et klædeskab i timevis. Han begyndte at opføre sig agressivt over for adoptivforældrene og råbte - Jeg hader dig, jeg hader dig, jeg håber, du dør efter moren, da hun skulle ud til middag en aften.

Lidet vidste han, at ønsket skulle blive opfyldt - samme nat faldt hun sammen og havnede på sygehuset. Hun havde brystkræft og døde kort efter.

Det lykkedes Berkowitz at gennemføre skolen og han blev hvervet af hæren, hvor han kvalificerede sig som skarpskytte. Han indså dog hurtigt, at hæren ikke var det rigtige sted for ham og tog tilbage til New York i 1974. På det tidspunkt var adoptivfaren flyttet til Florida og havde giftet sig igen, så David var helt alene i storbyen. Ensomheden fik ham til at opdage en skjult hemmelighed: hans biologiske mor var ikke død under fødslen, men levede i bedste velgående. Adoptivforældrene var blevet rådet til at lyve af adoptionsbureauet, som ikke ønskede at han skulle lede efter sine biologiske forældre senere. Han blev fyldt med håb og fik arrangeret et møde med hende. Desværre blev han skuffet endnu en gang. Hun var en normal, men angstfuld kvinde, som

ikke var klar til at give Berkowitz den kærlighed og omsorg, han havde brug for. Nu vidste han, hvem han var, og hvor han kom fra, men det kunne ikke redde ham fra sig selv. I stedet drev det ham ud i gaderne, på jagt efter blod.

Stacy Moskowitz transporteres til hospitalet etter angrebet 31. juli 1977.

Hun døde senere af skaderne.

Et pasbillede af Berkowitz, taget mens han var i hæren.

SON OF SAM Efter det mislykkede forsøg på at dræbe juleaften 1975 bestemte Berkowitz sig for at sige op som nattevagt og flyttede til en lejlighed ved Hudson River. Han havde håbet på fred og ro, men blev i stedet holdt vågen om natten af naboens gøende hunde. Dette var bare en svag irritation til at starte med, men den voksede og voksede inden i ham. Til sidst blev hundens gøen uudholdelig.

Fra 1976 til 1977 kørte han taxa, arbejdede på et postkontor og forsøgte at holde sine onde drifter i skak. En dag bestemte han sig for at dræbe en kvinde for at tage hævn over al den lidelse, som kvinder havde påført ham i livet.

33 Seriemordere 2018 DK_final.indd 33

07.11.2018 14:03

SERIEMORDERE XXXXXXX

Berkowitz sendte politiet en virkelig skræmmende besked i det første brev, som han efterlod efter drabet på Valentina Suriani og Alexander Esau.

Dette digt er skrevet af Berkowitz og viser hans bizarre poesistil og det usædvanlige symbol, han ofte tegnede.

SOMMEREN 1977 BLEV KALDT ’THE SUMMER OF SAM’ OG NEW YORK BLEV GREBET AF HYSTERI.

Han tog på besøg hos en gammel ven fra hæren, som hjalp ham med at købe en gammel Bulldog-revolver. Dette våben blev Davids endelige løsning. Naboens gøende hunde havde plaget ham længe og blev mere og mere højlydt inde i hans hoved. Det var kun et spørgsmål om tid, før han gav dem klar besked.

Han begynde at gennemsøge gaderne i New York på jagt efter et offer. I juli 1976 begyndte hans drabsorgie, da han faldt over to piger, Jody Valenti og Donna Lauria, som sad i en parkeret bil. Han parkerede sin egen bil to gader væk og cirklede rundt om pigerne. Så gik han direkte mod dem, tog våbenet ud af en papirpose og skød. I stilheden som fulgte, stivnede han. Jodys skrig hev ham ud af hans trance, og han gik tilbage til bilen og stak af fra gerningsstedet. På turen tilbage til lejligheden sang han for sig selv og følte endelig en slags indre fred. Selv om han ikke fik nogen fysisk orgasme, fik han bestemt en mental én. Da han læste The New York Post næste dag fandt han ud af, at han havde dræbt den ene pige og såret den anden.

Efter den skæbnesvangre nat blev Berkowitz nådeløs.

Angrebene kom oftere og oftere, og hele tiden steg hundenes gøen i hans hoved. Efter det femte angreb var politiet overbevist om, at de havde at gøre med en seriemorder. Sommeren 1977 blev kaldt ”The summer of Sam”, og New York blev grebet af hysteri - ingen havde nogen anelse om, hvem morderen var.

BREV TIL POLITIET 17. april 1977 skød og dræbte Berkowitz både Alexander Esau og Valentina Suriani kun nogle få gader fra den første skudepisode.

Dette gav politiet det første konkrete spor, da Berkowitz efterlod et brev adresseret til en afdelingschef i New Yorks politi, Joseph Borrelli. Brevet var usammenhængende og forvirrende, men formidlede Davids beslutning om at blive ved med at dræbe. Han gjorde også nar af politiet for deres resultatløse forsøg på at fange ham.

34 Seriemordere 2018 DK_final.indd 34

07.11.2018 14:03

XXXXXXXXXXXXXXXXX DAVID BERKOWITZ

SÅDAN BLEV HAN FANGET I løbet af 70’erne dræbte David Berkowitz seks mennesker og sårede syv. Da det ikke lykkedes at dræbe en teenagepige med kniv, valgte han en grovkalibret Bulldog-revolver. Den nat, han dræbte sit sidste offer, Stacy Moskowitz, gav politiet ham en parkeringsbøde for at havde stillet bilet ved en brandhane. Han var pligtopfyldende og betalte bøden ugen efter. Da politiet fandt ud af, at han havde sendt chikanerende breve til naboen Sam Carr, kom de på sporet af ham. 10 august 1977 omringede politiet hans lejlighed og anholdt ham, da han var på vej ud.

Så snart han var i deres varetægt, var han hurtig til at tilstå og beskrev, hvordan han udførte hvert overfald så detaljeret, som kun en kynisk morder ville kunne.

Under retssagen gav dommeren ham besked om, at han aldrig ville blive løsladt og idømte ham seks livstidsdomme.

Efter et kort ophold på psykiatrisk afdeling blev

Gerningsstedet uden for Virginia Voskerichians hus, hvor hendes lig blev fundet.

Son of Sam bliver ført ind på politistationen i distrikt 84.

David Berkowitz sendt til Attica Correctional Facility, et højsikkerhedsfængsel i det nordlige af delstaten New York. Mens Berkowitz sad i Attica, blev han overfaldet og næsten dræbt af en anden fange med kniv. Det smalle knivsblad skar et voldsomt sår, som der skulle 56 sting til at lukke.

Han sad i Attica i 10 år, før han blev overført til Sullivan Correctional Facility. Der har han været siden, og nu er han angivelig nyfrelst. Han har gentagne gange bedt om ikke at blive vurderet til prøveløsladelse. - Jeg synes ærlig talt, jeg fortjener at være fængslet resten af livet, har han udtalt. Med Guds hjælp har jeg forsonet mig med situationen og accepteret straffen, jeg har fået.

UNDER Som nyfrelst har Berkowitz bedt om ikke at blive vurderet til prøveløsladelse.

© Corbis, Getty

Indtil nu havde aviserne refereret til Berkowitz som ”Kaliber 44-morderen” på grund af den ammunition, han brugte. I brevet kaldte Berkowitz sig ”Son of Sam” for første gang og lækkede til pressen, at det erstattede hans virkelige navn.

Hundene fortsatte med at holde ham vågen om natten og fyldte ham med vrede og had. De tilhørte Sam Carr, som han skrev til mange gange for at få hundene til at holde sig i ro. Carr svarede aldrig, og en uge senere skød og sårede Berkowitz en af hans hunde. Man antager, at ”Sam” i Berkowitz berygtede alias henviser til naboen, da David mente, at de bjæffende hunde var djævelen selv, der forsøgte at kommunikere med ham.

Politiet tænkte, at de måtte reagere hurtigt og nedsatte en specialgruppe, der deltog i den største forbryderjagt i New Yorks historie. Nu var hele byen angrebet af massehysteri. Én mand terroriserede 16 millioner mennesker, og både mænd og kvinder var bange for at gå ud om aftenen. Kvinderne begyndte at klippe håret kort og farve det lysere, da mange af ofrene havde haft langt, mørkt hår, da de blev overfaldet. Aviserne skrev om ”Son of Sam” og bønfaldt ham om at stoppe med volden og melde sig. Berkowitz svarede med et mørkt, skræmmende digt, hvor han sagde, at han ikke kunne stoppe drabene. - Jeg er her. Som en ånd strejfer jeg i natten. Tørstig, sulten, stopper sjældent for at hvil, ivrig efter at behage Sam. Jeg elsker det, jeg gør. Politiet var desperat nu. De gjorde alt for at finde manden, de vidste så lidt om. En politimand lagde mærke til, at morderens faste fremgangsmåde mindede om den, en rolle i tv-serien Starksy & Hutch brugte. I håb om en antydning til et gennembrud, kiggede efterforskerne alle episoderne igennem.

Berkowitz holdt ord. 26. juni 1977 sårede han endnu to uskyldige mennesker, Sal Lupo og Judy Placido. To dage efter årsdagen for Donna Laurias død slog han til igen og skød fire kugler i siden på Robert Violantes bil. Violante blev næsten blind, og kæresten, Stacy Moskowitz, blev livsfarligt såret. Berkowitz vidste ikke, at dette skulle blive hans sidste overfald. Han fik en parkeringsbøde for at have parkeret ved en brandhane den aften, og da han valgte at betale den ugen efter, var politiet endelig på sporet af ham.

35 Seriemordere 2018 DK_final.indd 35

07.11.2018 14:03

SERIEMORDERE XXXXXXX

UHYRET FRA ARDENNES

MICHEL FOURNIRET JAGEDE JOMFRUER OG TILSTOD NI DRAB, MEN VAR DER FLERE?

N

æsten 20 år efter hans sidste forbrydelse er den franske seriemorder Michel Fourniret stadig omgivet af mystik.

Medierne kaldte ham ”Uhyret fra Ardennes”, men hvor rammende var navnet? Hvorfor tilstod han?

Arbejdede han alene? Præcis hvor mange liv tog han egentlig?

Politiet har kun hans egne ord at holde sig til. Hans flere årtier lange kriminelle løbebane startede allerede i 1966, hvor han blev anholdt og dømt for børnemishandling. Ægteskabet med hans første kone gik i opløsning lige efter på grund af dette. Det gik kun lidt bedre med det næste ægteskab. Han fik tre børn med sin anden kone, men det endte lige så brat som det første, da han igen blev arresteret, denne gang for voldtægt og seksuelle overgreb på mindreårige. Anklagerne mod Fourniret tårnede sig op lige så hurtigt som konerne bad om skilsmisse. Han forbrydelser blev værre med tiden og endte snart som den værste forbrydelse af alle – mord

KONEN

HAN VILLE HAVE UNGE, UBERØRTE PIGER, HAN KUNNE VOLDTAGE OG DRÆBE

Mens Fourniret sad varetægtsfænglet og ventede på at komme i retten for et voldtægtsforsøg i Paris i 1987, indrykkede han en annonce i et katolsk magasin, hvor han søgte efter en penneven.

Utroligt nok var der én, der svarede, en sygeplejerske og mor til tre ved navn Monique Olivier. De udvekslede breve i en periode, før de endelig mødtes i Fournirets retssag, hvor han blev dømt.

Lige som Fourniret havde Olivier en mørk fortid. Hun havde imidlertid været ofret. Olivier havde gennemlevet årevis af mishandling fra sin ægtemand. Fourniret viste medfølelse med hende, og sammen indgik de en pagt som i Hitchcock-filmen Farligt møde: Han skulle dræbe hendes plageånd, og hun skulle hjælpe ham med de fremtidige forbrydelser, han planlagde at begå.

Mange drabsmænd har triggere, en motivation for at dræbe, og for Fourniret var det jomfruer. Det er uklart, hvordan denne fiksering egentlig startede, men at han havde et problem med for tidlig sædafgang kan være grunden. Ifølge et offer, som slap levende fra Fournirets overfald, var han jomfru, da han giftede sig med sin første kone, men på bryllupsnatten opdagede han, at hun ikke var det. Og det var måske det, der udløste hans behov for at jagte renhed. Eller måske var han bare misfornøjet med sine egen seksuelle præstationer? Uanset hvad fik han efterhånden et behov for at lade blodet flyde, men han havde brug for hjælp, og det var her Olivier kom ind i billedet.

Et billede af Michel Fourniret fra 1992. De grusomme forbrydelser gav ham navnet Uhyret fra Ardennes.

36 Seriemordere 2018 DK_final.indd 36

07.11.2018 14:03

XXXXXXXXXXXXXXXXX MICHEL FOURNIRET Det lykkedes ikke Fourniret at indfri den pagt, de havde indgået. Men det forhindrede ikke Olivier i at hjælpe sin nye ægtemand med at iværksætte en ny serie af forbrydelser. Hun blev Fournirets jomfrujæger. Hendes opgave var at sørge for, at han havde et udvalg af ”stramme åbninger”, som han kaldte dem. Han ville have unge, uberørte piger, som han kunne voldtage og dræbe, og Olivier skulle være den, som gav ham dem.

I slutningen af 1987, efter tre og et halvt år i fængsel, blev Fourniret endelig løsladt. Han flyttede ind hos Olivier lige efter, og parret bestemte sig for at flytte til Saint-Cyr-les-Colons, hvor de kunne slå sig ned og skabe sig lidt privatliv. Dette var politiets første fejl. Parret blev ikke overvåget og havde dermed frie hænder til at gøre, hvad det ville. Næsten 16 år senere tilstod Fourniret kidnapning, voldtægt og drab på ni piger, efter han slap ud af fængslet. Både han og Olivier blev anholdt og dømt.

Anklageren kaldte dem ”èn djævel med to ansigter”.

DRABENE Deres første offer skulle blive en ung pige, der hed Isabelle Laville. Hun var 17 år gammel, boede i Bourgogne og forsvandt i Auxerre 11. december 1987 på vej hjem fra skole. Hun var et uheldigt første offer i en række af jomfruer udvalgt af Olivier og tilbudt til Fourniret som offergaver. Laville havde langt, brunt hår, hvilket delvist var årsagen til, at Olivier havde valgt hende - hun afslørede senere, at ægtemanden ville have jomfruer, der repræsenterede hans kone. De tog sig god tid med hende, tog hende op som blaffer og lokkede en betydelig mængde ropyhnol i hende. Resterne af pigen blev fundet på bunden af en brønd i

Auxerre i juli 2006.

Det andet offer var den eneste pige, som åbenbart blev valgt af en speciel grund, selv om hun ikke var jomfru. Farida Hellegouarch var kæreste til en af Fournirets tidligere cellekammerater (en bankrøver), og hun blev dræbt for at Fourniret skulle få adgang til pengene fra røveriet. Han købte herregården Sautou for pengene.

Det næste offer var 20 år gamle Fabienne Leroy, en belgisk studerende. Hun blev bortført af Fourniret og Olivier på parkeringspladsen ved et supermarked den 3. august 1988.

De kørte Leroy til et roligt sted i en nærliggende skov, før de voldtog og dræbte hende. Liget blev fundet i nærheden af den franske militærlejr MourmelonMonique Olivier hjalp le-Grand.

Fourniret med hans onde lyster og lokkede ofrene 22 år gamle Jeanne-Marie i fælden.

Desramault blev den fjerde. Hun forsvandt fra jernbanestationen i Charleville-Mézières 18. marts 1989. På samme måde som de to første blev hun voldtaget og dræbt, men mens Fourniret overfaldt hende, holdt hun desperat fast på, at Et luftfoto af Fournirets herregård, hvor politiet ledte efter ligene af hans ofre.

INDENI Efter at have gennemsøgt ejendommen fandt efterforskerne til sidst stedet, hvor de uheldige ofre var begravet.

37 Seriemordere 2018 DK_final.indd 37

07.11.2018 14:03

SERIEMORDERE XXXXXXX

hun ikke var jomfru. Desværre var det ikke nok til at redde hende.

Fourniret opbevarede liget i en fryser i to dage, før han gravede det ned på sin ejendom. Desramaults lig blev ikke fundet, men blev afdækket af politiet, da Fourniret havde tilstået drabet og afsløret hvor resterne var gemt.

Elisabeth Brichet, en 12 år gammel belgisk pige, blev parrets femte offer. Hun forsvandt fra Namur i 1989, og liget blev til sidst fundet i sen grav på Fournirets ejendom i 2004. Natacha Danais, 13 år gammel, forsvandt fra Nantes i november 1990, mens hun var ude at handle med sin mor. Hun blev fundet død på en strand fem dage senere. Céline Saison, som var 18 år gammel, blev bortført fra Charleville-Mézières 16. maj 2000. Hendes lig blev fundet i Belgien. 13 år gamle Manyana Thumpong forsvandt fra Sedan, men i 2001 blev hun også fundet død i Belgien.

Den sidste pige var en 16-årig, der arbejdede som praktikant for Fournieret og Olivier. Olivier afslørede under retssagen, at ægtemanden havde dræbt hende i 1993, men liget blev aldrig fundet og beskyldningen blev aldrig bekræftet. Pigens identitet – hvis hun overhovedet har eksisteret – er stadig et mysterium.

I betragtning af den hengivenhed og forpligtelse hun udviste over for ægtemanden under deres drabsorgier, reagerede Olivier meget mærkeligt, da han blev anholdt. Fournirets tilståelser blev for meget for hende, så hun afslørede alt. Hun fastholdt, at hun ikke havde spillet så stor en rolle i forbrydelserne, som man fik indtryk af. I virkeligheden var hun bare bange for at havne i fængsel efter at have hørt om Marc Dutroux-sagen. Dutroux og konen Michelle Martin blev stillet for retten samme år.

Dutroux var en seriemorder, voldtægtsmand, børnemishandler og kidnapper, som havde tortureret og misbrugt seks piger seksuelt, og han dræbte fire af dem selv. Selv om Martin ikke havde været direkte involveret i nogen af de groveste aktiviteter, blev hun tiltalt som medskyldig og dømt til 30 års fængsel. Fourniret blev til sidst anholdt den 26. juni 2003 efter et sjusket kidnapningsforsøg, og han tilstod ni tilfælde af kidnapning, voldtægt og drab det følgende år. Han blev idømt livstid. Olivier blev efterhånden tiltalt for ét drab og for at have hjulpet Fourniret med at begå seks andre.

Monique Olivier under retssagen i Charleville-Mézières i Ardennes i Frankrig.

Samlingen af drabsvåben, som blev brugt som bevis i Michel Fourniret-sagen.

TVIVL OM FAKTA I SAGEN Michel Fourniret fra Sedan i Frankrig skabte overskrifter, da han i 2004 tilstod voldtægt, kidnapning og drab på ni piger i løbet af 14 år. Han blev anklaget, fundet skyldig og dømt til livstidsfængsel, men siden da er der kommet nye oplysninger og disse tyder på, at tilståelserne ikke var helt korrekte.

Uden flere fakta er det umuligt at vide præcis, hvad Fourniret er skyldig i, og han har bestemt ikke til hensigt at fortælle noget. Kun én person kan kaste lys over sagen: hans kone Monique Olivier, som hjalp ham med at jage jomfruer, som han kunne voldtage og dræbe.

Vi kender dog detaljer om de ni drab, han tilstod, hvordan ofrene blev fundet i hele Frankrig og Belgien, i brønde, i skovområder, på strande og nedgravet på hans ejendom.

Både Fourniret og Olivier havde et grusomt tankesæt, men ingen af dem viste det mindste tegn på anger.

38 Seriemordere 2018 DK_final.indd 38

07.11.2018 14:03

XXXXXXXXXXXXXXXXX MICHEL FOURNIRET

Man mener, at Fourniret er en af Frankrigs mest groteske seriemordere.

DET GIVER SLET OG RET IKKE MENING, AT FOURNIRET TILSTÅR NOGLE LOVBRUD OG IKKE ANDRE, HVIS HAN GJORDE ALT, HAN BLEV BESKYLDT FOR

Fournirets tilståelse kunne virke som slutningen på denne historie, men der er flere ting, der ikke stemmer. For det første stod han urokkeligt fast på, at han ikke begik forbrydelser mellem 1990 og 2000, men politiet i Frankrig, Belgien, Danmark og Holland har senere samlet bevis for det modsatte. De har blandt andet fantombilleder, som blev tegnet under voldtægtsefterforskninger, der ligner Fourniret på en prik. DNA-test i forbindelse med disse anklager har imidlertid ikke givet afgørende bevis. Man kan også undre sig over, hvorfor han ikke har tilstået disse forbrydelser sammen med de andre, hvis han virkelig var skyldig.

Ud over det, han faktisk tilstod, var Fourniret mistænkt for ti andre drab, ni i Frankrig og ét i Belgien.

Han blev kendt skyldig i syv af dem, men der er usikkerhed dom tre andre. Der svirrer også rygter om, at han var den virkelige drabsmand til den otte gamle Maria-Dolorès Rambla, en pige der blev kidnappet og stukket ihjel 3. juni 1974. Manden, der blev dømt for drabet, Christian Ranucci, blev halshugget for det i 1976, men flere årtier senere stiller folk stadig spørgsmålstegn ved, om han var den rette mand. Ranucci tilstod, han vidste hvor drabsvåbenet var gemt, og der blev fundet bukser tilsølet med blod af Ramblas blodtype i hans bil. Senere er der kommet beviser frem, der slår fast, at Fourniret var på ferie i Marseille (hvor drabet fandt sted) den samme sommer. Han havde desuden en bil i samme farve som Ranucci, var lige så gammel og havde i modsætning til Ranucci sexforbrydelser på sin straffeattest. Hvad der er endnu mere mærkeligt er, at ingen af vidnerne til kidnapningen identificerede Ranucci som den faktiske overfaldsmand, men vi vil sandsynligvis aldrig få at vide, om det var et tilfælde af identitetsforveksling.

Alt stemmer, alligevel er der ingenting som stemmer. Det giver slet og ret ikke mening, at Fourniret tilstår nogle forbrydelser og ikke andre, hvis han gjorde alt, hvad han blev beskyldt for. Det er også mærkeligt, at alle beviserne, uanset hvor få det er, peger på ham, - hvis han ikke gjorde det.

Fourniret er et mysterium, som vi sandsynligvis aldrig vil komme til bunds i.

© Corbis, Getty,

DE LØSE TRÅDE

39 Seriemordere 2018 DK_final.indd 39

07.11.2018 14:04

SERIEMORDERE XXXXXXX

MYRA HINDLEY & IAN BRADYS

SIDSTE OFFER 40 Seriemordere 2018 DK_final.indd 40

07.11.2018 14:04

R

IAN BRADY XXXXXXXXXXXXXXXXX & MYRA HINDLEY

I FÆLLESSKAB VAR DE SERIEMORDERE OG BEGRAVEDE OFRENE I EN “DØDENS PARK”. MEN HVOR ER 12-ÅRIGE KEITH BENNETT BEGRAVET? DER LEDES STADIG EFTER LIGET. Keith Bennett, her fotograferet i 1964, var tolv år, da han blev dræbt.

41 Seriemordere 2018 DK_final.indd 41

07.11.2018 14:04

SERIEMORDERE XXXXXXX

F

emten år efter bortførelsen, voldtægten og drabet, som Ian Brady og Myra Hindley begik, er det stadig ikke lykkedes at finde de jordiske rester af den 12-årige Keith Bennett fra hans sidste uværdige hvilested på Saddleworth Moor uden for Manchester. Drengen fra Longsight forsvandt sporløst den 16. juni 1964, bare fire dage efter sin fødselsdag. Han var gået hen til sin bedstemor, hvor han ofte overnattede sammen med sine søskende. Hindley og Brady var ude på jagt i en Mini stationcar, da de opdagede drengen, der var helt alene. De kørte op til ham og spurgte, om han kunne hjælpe med at flytte nogle kasser fra en vinhandel.

Politiet i Manchester sørgede for, at det sort-hvide billede af Keith blev blæst stort op i pressen. Det viser en lille dreng med briller og store fortænder, som smiler varmt til kameraet. I enhver anden sammenhæng ville billedet ikke have betydning for andre end familien Bennett. Alligevel har det fået en tvivlsom berømmelse på grund af vores kendskab til drengens grusomme skæbne. Det er blevet et symbol på en seriemorders uhyrlige gerninger. Som alle billeder, og især billeder af drabsofre, fanger det et præcist øjeblik i tiden. Dermed fortæller det en ofte overset og ganske uhyggelig sandhed: Denne person er allerede død eller kommer til at dø.

Verden kender Keith Bennett som et fotografi, men hans familie har mistet en søn, en bror, en fætter og et barnebarn.

Venner har mistet deres kammerat. Det er også værd at huske, at det tog morderne mere end 20 år bare at tilstå deres skyld. 20 år med ubesvarede spørgsmål, mistanker og lidelse. Keiths mor, Winnie Johnson, som døde i 2012, 78 år gammel, blev lige som resten af familien revet ud af en helt almindelig tilværelse for at blive en skikkelse præget af heltemod og værdighed.

En politimand og hans sporhund gennemsøger Saddleworth Moor.

Liget af den tolv år gamle Keith Bennett er endnu ikke fundet.

MYRA VAR EN ALMINDELIG OG NATURLIG PIGE, OG DET VAR DISSE EGENSKABER, SOM GJORDE DET MULIGT FOR HENDE AT KOMME I KONTAKT MED BØRN. Det var først i 1987, at de tidligere kærester Brady og Hindley, der nu havde total antipati over for hinanden, endelig tilstod at have bortført og dræbt både Keith og en pige ved navn Pauline Reade (deres første offer). På grund af oplysninger fra parret fandt kriminalteknikerne den 16 år gamle Reade om eftermiddagen 1. juli samme år. Hendes jordiske rester blev begravet 1. august på Gorton Cemetery. Med Keith var man ikke så heldig.

Eftersøgningen blev afblæst den 24. august 1987 og genoptaget så sent som i 2003 under Operation Maida. Seks år senere, i 2009, afsluttede politiet eftersøgningen uden resultater.

Ved forskellige anledninger kom Brady og Hindley med små ledetråde til Bennetts skjulested, men deres hukommelse var ikke præcis nok. Shiny Brook, som blev et vigtigt eftersøgningsområde, er omstridt, fordi det ikke er samme sted, politiet fandt de andre lig. Er Keith begravet i nærheden af stedet, hvor John Kilbride blev fundet, på den modsatte side af vejen fra Lesley Ann Downeys og Pauline Reades findesteder? Det tror Chris Crowther, et medlem af familien, som ejer landområdet, hvor drabene fandt sted. Han begrunder sit argument til forfatter Carol Ann Lee i den skumle, men alligevel upartiske biografi One of Your Own: The Life and Death of Myra Hindley (2011): - Vi har altid følt, at Keith var nær John. Brady var jo en dovenpels, han holdt dem nok i nærheden af hinanden. Piger på den ene side af vejen, drenge på den anden. Johns grav var præcis

Dette billede fra 1999 viser Bennetts mor, Winnie Johnson, i sit hjem i Manchester.

Et eftersøgningsmandskab finkæmmer Saddleworth Moor for tegn på gravsteder i 1965. De opdagede to lig det år og et tredje i 1987.

42 Seriemordere 2018 DK_final.indd 42

07.11.2018 14:04

IAN BRADY XXXXXXXXXXXXXXXXX & MYRA HINDLEY under den rasteplads, vi anlagde, ikke så langt fra vejen.

Det er sandt, at Brady brugte begge sider af vejen til at begrave sine ofre. Det var lige ved Hollin Brown Knoll, måske kun nogle hundrede meter væk. Lesley Ann Downey (10 år) og Pauline Reade (16 år) blev lagt på nordsiden, og John Kilbride (12 år) på sydsiden. Ville Brady virkelig ændre, hvad der ser ud til at være et tydeligt og meningsfuldt mønster?

Hvor mange gange kan eftersøgningsmandskaberne have været en hårsbredde fra Keiths lig ... uden at opdage det?

Hindley døde af bronkitis den 16. november 2002 på West Suffolk Hospital. Hun blev 60 år. Tabloidaviserne fik deres længe ventede belønning: Brady havde bestemt sig for ikke at vise samarbejdsvilje, hvis Bennett-familien eller sagens efterforskere bad om nye oplysninger, og han gik så langt som til at skrive til Winnie Johnson og forklare sit standpunkt.

Begrundelsen var politiets inkompetence. Men i 1987 slap han ud fra Ashworth Hospital i Liverpool for tage en tur på heden.

Nu virkede drabsmanden usikker på området. Han blev tydeligvis forvirret af det, der tidligere havde været hans kære dødsrige. Eller førte han bare myndighederne rundt i manegen for sin egen syge fornøjelses skyld? For Keiths familie var det endnu en tabt chance og en forlængelse af lidelserne. Som svar på nyheden om at eftersøgningen blev afsluttet i 2009, sagde Winnie følgende til BBC: - Jeg ønsker, at Keith skal blive fundet, før der sker noget med mig. Jeg vil så gerne give han en anstændig begravelse.

Politiportrætter taget af Brady og Hindley under retssagen mod dem ved Chester Assizes i 1966 figurerer stadig på forsiden afutallige bøger og blade. De hårde, fladt belyste sort-hvide-billeder indfanger de to udtryksløse blikke hos

PÅ SPORET AF MORDERNE MÆRKELIGE SAMMENTRÆF OG FOTOGRAFIER LØSTE SAGEN. I efterkrigstiden blev teknologi mere tilgængelig for almindelige mennesker. Ian Brady brugte kameraer, videoudstyr og .45-pistoler. Som for mange seriemordere skulle disse optagelser blive dystre souvenirs, som Brady og Hindley kunne bruge til at genopleve deres forbrydelser.

Hindley kunne beskrive gravstederne som “markeret med fotografier og ikke gravsten”. Når det var tid til at dræbe, eller lige efter en hændelse, som Brady kaldte det, blev der indkøbt .45-pistoler for at markere begivenheden. Efter drabet på Pauline Reade udvalgte Brady Ken Thorne and His Orchestras hitsang Theme from The Legion’s Last Patrol til at markere anledningen. 2. juledag 1964, et par timer før de dræbte Lesley Ann Downey, gav Brady Hindley Sandie Shaws single Girl Don’t Come.

Brady havde høje tanker om sig selv, og han var udspekuleret, men parret efterlod alligevel en del belastende bevismateriale.

En dag, hvor politiinspektør Ian Fairley gennemsøgte en bevispose fra Wardle Brook Avenue 16, fandt han en notesbog, hvor der mellem småtegninger stod en liste over

filmstjerner. Fairley blev rystet, da han så, at John Kilbride stod blandt berømthederne.

Politiet fandt også en kvittering for en 24-timers billeje fra Warren’s Autos fra den dag, hvor Kilbride blev bortført. Men det mest overbevisende spor, før de fandt den frygtelige optagelse af Lesley Ann Downey (et lydbånd, hvis indhold skar i hjertet på selv de mest hærdede politifolk), var billeder taget med Bradys kameraer. Politiet havde følelsen af, at billederne var knyttet til forsvindingerne og førte til Saddleworth Moor. Hvorfor havde Brady taget landskabsbilleder, hvor fokus var mere på jorden end på udsigten? Hvorfor var der et billede af Hindley og hunden, der sad på knæ og kiggede på jorden?

Med godt, gammeldags detektivarbejde skulle en grusom række af begivenheder begynde at folde sig ud.

VENSTRE Lesley Ann Downey var ti år gammel, da hun blev bundet, kneblet og dræbt. Dette billede blev taget af Myra Hindley og Ian Brady.

UNDER Dette billede af Hindley blev taget af Brady i 1960’erne på Saddleworth Moor, hvor de begravede deres ofre.

43 Seriemordere 2018 DK_final.indd 43

07.11.2018 14:04

SERIEMORDERE XXXXXXX

DØDENS PARK

HER BLEV LIGENE FUNDET - MEN ÉT MANGLER

Nogle få dage efter drabet på Edward Evans igangsatte politiet en omfattende eftersøgning på Saddleworth Moor med udgangspunkt i Wood Head. Den 17. og 21. oktober blev ligene af Lesley Ann Downey og John Kilbride fundet.

Politiet i Greater Manchester genåbnede sagen og iværksatte periodevise eftersøgninger i 1986 og 1987 i håb om også at finde Keith

Bennett og Pauline Reades lig. Drabsfolkene samarbejdede og gennemførte flere kontroversielle udflugter til Saddleworth. I 1987, efter 100 dages eftersøgning, blev Pauline Reades lig fundet. Operation Maida var en eftersøgning, hvor både satellitteknologi og de nyeste kriminaltekniske metoder

blev taget i brug. Målet var at finde Keith Bennetts jordiske rester. Det lykkedes ikke, men i september 2018 gik eftersøgningen atter i gang, ifølge engelske aviser.

PAULINE READE, 16 De bortførte hende under påskud af, at Myra Hindley havde brug for hjælp til at finde en tabt handske.

Pauline blev voldtaget og dræbt af et knivstik i halsen om aftenen den 12. juli 1963. Hendes lig blev fundet 1. juli 1987 cirka 150 meter fra vejen A635, med kroppen lagt på venstre side, knæene op mod brystet og ansigtet vendt mod jorden

BROADSTONE HILL

HOLLIN BROWN KNOLL

SADDLEWORTH MOOR

UPPERMILL A635

GREENFIELD RESERVOIR YEOMAN HEY RESERVOIR

GREENFIELD

LESLEY ANN DOWNEY, 10 Hun blev dræbt ved kvælning 2. juledag 1964 i Wardle Brook Avenue. Fundet den 17. oktober 1965 cirka 60 meter fra A635 i en dyb grav af sammensunket jord. Hun blev fundet på grund af en knogle, der stak op af jorden. Kroppen var placeret som Pauline Reades. Mandskabet fandt liget, da de havde gravet en grøft ved siden af findestedet, så vandet blev drænet væk fra jorden. Da de fjernede det øverste jordlag, kom liget til syne.

DOVE STONE RESERVOIR

MIDDLE EDGE MOSS

JOHN KILBRIDE, 12 De tilbød ham et lift hjem, men tog ham med på en omvej under påskud af at skulle lede efter en handske, de havde mistet. Kilbride blev voldtaget og dræbt 23. november 1963, kvalt med en snor og derefter stukket med kniv. Hans lig blev fundet 21. oktober 1965 cirka 20 cm under jorden. Liget lå med ansigtet nedad, cirka 350 meter fra Lesley Ann Downeys lig. Kilbride kunne identificeres ud fra tøj, tænder, hår og knogler.

44 Seriemordere 2018 DK_final.indd 44

07.11.2018 14:04

IAN BRADY XXXXXXXXXXXXXXXXX & MYRA HINDLEY

EDWARD EVANS, 17 Dræbt den 6. oktober 1965 med en økse i dagligstuen på Wardle Brook Avenue 16.

Fundet af overbetjent Bob Talbot i et værelse på bagsiden. Evans var pakket ind i et tæppe og gemt under en stabel bøger.

WESSENDEN HEAD

LAYBY

KEITH BENNETT, 12 Bortført under påskud af at de havde brug for hjælp med at flytte nogle kasser. Voldtaget og dræbt 16. juni 1964, kvalt med en snor på Saddleworth Moor. Ligets placering er ukendt, men måske ligger det her i området?

WESSENDEN HEAD MOOR

Saddleworth Moor er en del af Peak District nationalpark i Nordengland, ikke så langt fra Manchester.

SADDLEWORTH MOOR

MANCHESTER

to personer, vi mistænker for at mangle enhver menneskelig egenskab. Disse to billeder, som gerne placeres ved siden af hinanden i medierne for at skabe maksimal virkning, er ondskabens ikoner.

Bradys og Hindleys forbrydelser fandt sted i en periode, hvor der var et udstrakt mediefokus på Nordvest-England. Anerkendte engelske New Wave-film blev hovedsageligt indspillet i byer og landsbyer nordpå og lod publikum verden over stifte bekendtskab med tidligere ukendte dialekter. Filmskaberne skildrede livet i den engelske arbejderklasse. I 1960 begyndte udsendelsen af den monumentale sæbeopera Coronation Street – en serie der stadig ses i dag. Med sine rækkehuse, brolagte gader og det sørgmodige musikalske hovedtema baseret på Lancashire Blues af komponisten Eric Spear, som styrkede de ikoniske kulturassociationer til Nordvest-England. Det var i den samme godt sammensvejsede verden af fabrikker, dansesteder, alkoholikere og lokale biografer, at Brady og Hindley voksede op.

Ian Brady kom til verden på en fødeklinik i Rottenrow Street i Glasgow 2. januar 1938 som Ian Duncan Stewart. Drengen blev opdraget af en plejefamilie, da moren, en ugift servitrice ved navn Patricia Stewart, valgte at bortadoptere ham. Familien Stewart var en solid arbejderklassefamilie i den rigtige ende af samfundsstigen. Unge Ian var plaget af raserianfald, men var dygtig og bestod optagelsesprøven til Shawlands Academy.

Efterhånden blev hans oprørsånd og mobning alligevel efterhånden ondskabsfuld. Han kaldte skolen alt lige fra Big Lassie til Dracula. I en periode havde han en forkærlighed for at torturere dyr, og han begyndte snart at begå indbrud. Han endte i en ungdomsinstitution og kom senere i fængsel. Han flyttede sydpå til Manchester og blev genforenet med sin biologiske mor, som på det tidspunkt var blevet gift med en mand ved navn Patrick Brady, og det siges, at Ian forsøgte at være et pragteksemplar af en søn og et anstændigt samfundsmedlem.

Han prøvede at lægge sin skruppelløse fortid bag sig. Det varede ikke længe, og han kom snart i vanskeligheder på grund af forskellige lovovertrædelser.

Myra Hindley blev født i 1942 og voksede op i Gortonområdet øst for Manchesters centrum, hvor uddannelsen i livets hårde skole var lige så udbredt som den i klasselokalet. På denne tid var området det rene slum.

Folk blev forflyttet til boliger andre steder i byen eller til nybyggede boligkomplekser lige uden for kommunegrænsen.

Da de to mødtes på Millward’s Merchandising, faldt Hindley pladask for Brady. Men de begyndte ikke at gå ud med hinanden før et år senere, for Brady optrådte længe reserveret over for hende. Hun var besat af ham og skrev dagbog om sine romantiske kvaler.

Da han endelig inviterede hende ud, gik de i biografen. Hindley hævder, at de så Nicholas Rays King of Kings (1961), hvilket var et interessant valg med tanke på Bradys stærke ateisme. Andre mener, de så Judgement at Nuremberg – en titel der passer bedre til Bradys dunkle nazibesættelse.

De blev uadskillelige. Hun fik kælenavnet Hessie – efter Hitlers næstkommanderende, Rudolf Hess – og hun kaldte ham for Neddie efter en karakter i The Goon Show.

45 Seriemordere 2018 DK_final.indd 45

07.11.2018 14:04

SERIEMORDERE XXXXXXX

VENSTRE Hindley og Brady poserer på et selvportræt fra 1960’erne på Saddleworth Moor, hvor de begravede deres ofre.

MIDT Fra 1. januar 1965, hvor en politimand graver videre på stedet, hvor Lesley Ann Downeys lig blev fundet. Man fandt ikke flere spor på dette sted.

HØJRE En læskærm sættes op for at forhindre nysgerrige blikke, mens udgravningsarbejdet foregår den 21. oktober 1965. Lig nummer to blev opdaget på dette sted, og Hindley og Brady blev tiltalt for drabet.

Med tiden fremelskede de hinandens sans for at begå forbrydelser.

Andre seriemordere og voldtægtsforbrydere kan prale med langt højere drabstal, men det, der fangede verdens opmærksomhed, da forbrydelserne blev opdaget, var, at en ung kvinde havde medvirket.

Hindley var kun 23 år, da hun blev anholdt og tiltalt. En skør Lancashire-pige med platinblond hår blev pludselig berygtet og er siden blevet et symbol på menneskelig ondskab. Hindley har i de senere år fremstillet sig selv som et offer for Bradys ondskab, men hun spillede en afgørende rolle i kidnapningerne. Hun blev angiveligt seksuelt ophidset af, hvordan drabene bragte hende tættere på Brady, selv om hun benægtede, at hun tændte seksuelt på gerningerne. Hindley kørte bilen, fordi Brady ikke kunne køre. I samarbejde med Brady udvalgte hun sårbare børn, de kunne henvende sig til. Hendes venlige og udadvendte væremåde passede på det, psykologer og skribenter har betegnet som en narcissistisk personlighedsforstyrrelse uden empati. Hun var ekspert i manipulation og forklædte sig med sort paryk og skindjakke, så hun ikke blev genkendt i området, hvor hun i sin tid havde boet.

Hindley har måske nok senere protesteret mod sit rygte og udtryk anger, men hun var årsagen til, at sagen fangede publikums opmærksomhed og vrede i første omgang. Når forældre advarer deres børn mod at tale med fremmede, er det altid mænd, de

OMRÅDET MED UDSIGT OVER GREENFIELDRESERVATET, HVOR TRE LIG BLEV FUNDET, HAVDE EN SPECIEL TILTRÆKNING PÅ BRADY.

advarer imod. Hindley modbeviste, at kvinder ikke kan være med til at bortføre og dræbe børn. Hun mindede ikke om en snerpet gammel børnehjemsbestyrer og virkede heller ikke som en tvivlsom, forskruet type, man burde holde sig væk fra. Myra var en almindelig og naturlige pige, og det var disse egenskaber, der gjorde det muligt for hende at komme i kontakt med børn og skabe tillid.

Grusom historik Indtil midten af 1960-tallet var Saddleworth Moor bare et almindelige smukt udflugtsmål for søndagsture og picnics. Den grusomme historik har siden bidt sig fast. Den er præget ind i kulturen og lokalhistorien i det moderne Manchester og omegn.

Mindst tre af de fem ofre blev bortført, voldtaget og dræbt (enten med kniv eller kvalt med snor) og begravet ved A635. Lesley Ann Downey, det yngste offer på bare 10 år, blev dræbt hjemme hos Brady og Hindley 2. juledag 1964. Parret planlagde at slippe af med liget allerede samme aften, men et kraftigt snevejr gav vanskelige køreforhold, og de kunne blive afsløret, hvis de blev udsat for et biluheld på vejen. I stedet pakkede de Lesley Ann ind i et lagen sammen med det tøj, hun havde på ved bortførelsen (rosa cardigan, blå jakke og ternet nederdel) fra Silcocks Wonder Fair. Hun blev begravet på Saddleworth næste dag.

Nogle kilometer øst for Manchester rammer Penninernes sydlige bjergkam nationalparken Peak District. Den beskrives som Englands Rygrad, et storslået landskab med bølgende bakker, græsmarker og imponerende sandstensformationer flækket af smuk, lilla lyng, der skærer Nordengland over på midten og skiller Lancashire fra grevskabets gamle ærkefjende Yorkshire. Med 1000 kvadratkilometer robust skønhed og afsideshed er dette syn langt fra de banale klicheforestillinger om det industrialiserede

46 Seriemordere 2018 DK_final.indd 46

07.11.2018 14:04

IAN BRADY XXXXXXXXXXXXXXXXX & MYRA HINDLEY

VIDNETS AFSLØRING DAVID SMITH BEFANDT SIG PÅ DET FORKERTE STED PÅ DET FORKERTE TIDSPUNKT. Den 17-årige David Smiths ulyksalige indblanding i det sidste drab kan tolkes som en advarsel om faren ved at prøve at gøre det rette. Han befandt sig i dagligstuen på Wardle Brook Avenue 16, da Brady myrdede Edward Evans med 14 øksehug i hovedet og på overkroppen. Han var også med til at gøre gerningsstedet rent. Men derefter gjorde han noget, som Brady og Hindley ikke havde kunnet forestille sig. Efter han var gået hjem og var brudt sammen over for sin kone Maureen, Hindleys lillesøster, gik de to direkte til politiet. Smith, som var sikker på, at Brady og Hindley kunne dukke op hvert øjeblik, tog en skruetrækker og en køkkenkniv med sig på politistationen. Det, han fortalte politiet, virkede usandsynligt. Sådan noget sker ikke her på disse kanter, lo de. Men det gjorde det.

Brady havde på et tidspunkt bestemt sig for at tage sig af drengen, som han troede bar det samme mørke i sig som han selv. At Smith var til stede under drabet var en prøve. Han var utvivlsomt en slyngel og et udskud, og Brady troede, at han også havde det med at dræbe og slippe af med ofrene. Da forbryderne

Nordengland. Det er et sparsomt befolket område med spredte gårde, og i klart vejr kan du på Saddleworth Moor se helt til Cheshire Plain og de idylliske grønne enge.

Området med udsigt over Greenfield-reservatet, hvor ligene blev fundet, havde en speciel tiltrækning på Brady. Med inspiration fra den tyske filosof Friedrich Nietzsche og den fordrejede nazistiske fortolkning af ham, forestillede Brady sig, at han var et overmenneske, som så ned på andre fra sin høje tinde. Brady så sig selv som en moderne udgave af Caspar David Friedrichs maleri Vandrer over tågehavet (1818). I The Gates Of Janus opsummerede Brady naturlandskabernes påvirkning af fantasien sådan: - Når du står over for et hav eller en hede, eller når du står på et bjerg, kan du næsten høre noget ukendt og usynligt omkring dig.

Du ved, at det er der ... du føler kraften stige op i dig, når du bliver en modtager. Han brugte den slags mystiske sludder og vrøvl til at camouflere sine sadistiske seksuelle lyster.

Historisk hørte Saddleworth til Yorkshire frem til 1974, hvor grænseændringer gjorde det til en del af Oldham og dermed en del af det ydre Stormanchester. Det betyder, at fire af forbrydelserne begyndte i Stormanchester eller Cheshire, men endte i Yorkshire. Da efterforskningen blev iværksat, førte dette til dårlig kommunikation mellem de forskellige politidistrikter, som trådte hinanden over tæerne. Til sidst var det Cheshire Politi, under ledelse af politiinspektør Arthur Benfield, der tog kontrollen. Det skyldes, at drabet på den 17-årige Edward Evans, der fandt sted 6. oktober 1965 på Wardle Brook Avenue 16 – hvor Brady, Hindley og hendes bedstemor boede – formelt set hørte til hans distrikt.

endelig blev pågrebet og sigtet for drabet på Edward Evans, skyldte de begge skylden på Smith. Nogle efterforskere troede, at Smith var lige så skyldig som Brady og Hindley, så de lagde pres på ham i forhørslokalet for at prøve at knække ham.

Efterforsker Joe Mounsey i Ashton-Under-Lyne så ham som det, han var – en ung fyr, som pludselig blev kastet ud i en verden, han ikke forstod. Smith var en bandit, men han var ingen drabsmand, og han havde hjulpet til med at rengøre gerningsstedet af ren velvillighed. Smith blev hovedvidne i sagen ved Chester Assizes, men han blev ikke hyldet som nogen helt, han blev tværtimod udsat for publikums had. Folk i Manchester og resten af landet kunne ikke fatte, at Smith og Maureen havde været fuldstændig blinde over for deres familiemedlemmers gerninger. Som venner var de vel meget sammen? Var Brady og Smith ikke svogere? Havde de ikke alle sammen været på picnic på heden og skudt efter dåser med revolver og pistol? (Hindley havde en Smith & Wesson .38 og en Webley .45, som hun havde købt gennem sit medlemsskab i Cheadle Rifle Club.)

Det tog flere årtier, men Smiths rygte er blevet renvasket. I dag kan han betragtes som en mand, der gjorde det rette, selv om han resten af livet blev hjemsøgt af den nat på Wardle Brook Avenue. Han døde af kræft i 2012, 64 år gammel.

Maureen døde allerede i 1980, 34 år gammel, af en hjerneblødning. De blev skilt i starten af 70’erne, da deres fortid var en alt for tung bagage at tage med i etableringen af et nyt liv.

17 år gammel var David Smith vidne til drabet på Edward Evans.

47 Seriemordere 2018 DK_final.indd 47

07.11.2018 14:05

SERIEMORDERE XXXXXXX

Det perfekte drab?

At Keith Bennetts grav på Saddleworth Moor aldrig er blevet fundet, betyder, at forbrydelsen stadig repræsenterer myten om det perfekte drab. Da det amerikanske forlag Feral House udgav Bradys studie af seriemordere med titlen The Gates Of Janus (2001), blev forlagets direktør Adam Parfrey interviewet af BBC, hvor han sagde, at der er mange forbrydere op gennem tiden, som har dræbt børn, og næsten alle er glemt. Men ikke Ian Brady. Hvorfor? Bortset fra årtier med sensationspræget tabloidjournalistik for at sælge aviser, er svaret ganske sikkert Keith Bennett. Parfrey ser også en anden faktor som den virkelige årsag til den vedvarende interesse, og den om Myra Hindleys deltagelse.

For Ian Brady Brady døde den 15. maj 2017. Han havde sultestrejket og var blevet tvangsmadet i 16 år. Sidst han viste sig uden for den lukkede afdeling, der har været hans hjem siden 1985, var under et retsmøde i 2012. Der forsøgte han at søge om løsladelse fra det sikrede sygehus, så han på lovlig vis kunne sulte sig ihjel i fængslet.

En gang hævdede han, at han ville røbe Bennetts placering, hvis retten garanterede ham retten til at tage sit eget liv. Men trods al korrespondance med ofrenes familier og politifolk skriver han disse ord i sin kontroversielle bog, der aldrig udkom i Storbritannien: - Der er ingen intellektuel eller åndelig stimulans for en fængslet seriemorder i at samarbejde på nogen måde.

DRØMTE OM FRIHEDEN

MYRA DØDE MED UDSIGTEN TIL LØSLADELSE

Myra Hindley tilbragte resten af sit liv i forskellige britiske fængsler med drømmen om frihed. Tanken om frigivelse blev hendes eneste mulighed for frelse, måske ikke hos Gud, men hos det engelske folk og ofrenes pårørende. I årenes løb kom hun i mediernes søgelys, hver gang de fik færten af hendes gøremål, som da hun tog en bachelor i humaniora i januar 1980. Der udtrykte hun anger og fik bevilget sporadiske ture til Hampstead Heath som led i sit rehabiliteringsprogram og i sin retslige kamp mod livstidsstraffen. Fra 1965 til sin død i 2002 har opinionen været overvældende giftig, og det er den stadig.

Hindley vandt faktisk medfølelse blandt intellektuelle personer, der troede på fængselsreformer. Hun blev opmuntret til at vende tilbage til den katolske kirke, og i januar 1970 gik hun til messe for første gang siden teenageårene. Hun blev venner med Frank Pakenhan, den syvende jarl af Longford (1905-2001), og han blev en forkæmper for hendes arbejde for prøveløsladelse, hvilket naturligvis vakte de pårørendes afsky. I begyndelsen af denne tid skrev Hindley om deres fælles tro: - Jeg ønsker, at jeg kan have fuldkommen tillid til Gud, men jeg er bange for dette, for min tro er fyldt med tvivl og rædsel for, hvorvidt jeg nogensinde kan blive god nok til at opnå fuldkommen tilgivelse.

I årenes løb ændrede Hindley fortællingen om begivenhederne, så hun simpelthen fremstod som et af Bradys

ofre. Hun skrev en upubliceret selvbiografi, hvor hun erklærede, at var blevet fuldstændig domineret af kæresten. Men hendes kølige egoisme forstyrrede den nye fortælling. I breve klagede hun ofte over, at Winnie Johnson og Ann West var irritationsmomenter, som ikke ville give slip på deres had. I en optaget telefonsamtale med journalisten Duncan Staff, som blev sendt i tv-dokumentaren The Moors Murders Code (2004), vil hun stadig ikke se sandheden om sin deltagelse i øjnene. - Jeg synes, det er meget svært at snakke om Lesley Ann Downey. Jeg må være så kortfattet som mulig. Det gør så ondt … tænk, at jeg kunne være så ondt et røvhul.

Det siges, at Hindley først begyndte at hjælpe politiet i eftersøgningen af Pauline Reade og Keith Bennett, fordi hun troede, det ville hjælpe hende med at opnå prøveløsladelse og rette opmærksomheden mod Brady.

I 1997 vandt hun en retslig høring, trods flere justitsministres ihærdige indsats for at holde hende indespærret. En meningsmåling udført for BBC samme år viste, at publikum stadig ville have hende bag lås og slå. Men da hun døde i 2002, så det faktisk ud til, at de udsatte retslige høringer kunne have endt i hendes favør.

Et portræt af Myra Hindley, taget i starten af 1970’erne.

48 Seriemordere 2018 DK_final.indd 48

07.11.2018 14:05

IAN BRADY XXXXXXXXXXXXXXXXX & MYRA HINDLEY

© Getty Images; REX Features; Alamy;

HVOR MANGE GANGE KAN EFTERSØGNINGSMANDSKABERNE HAVE VÆRET EN HÅRSBREDDE FRA KEITHS LIG … OG OVERSET DET?

49 Seriemordere 2018 DK_final.indd 49

07.11.2018 14:05

SERIEMORDERE XXXXXXX

JAGTEN PÅ EN KANNIBAL D

MØD KANNIBALEN FRA MILWAUKEE, SOM MED SIT SYGE SIND DRÆBTE 18 MÆND OG SELV BLEV MYRDET I FÆNGSLET.

DETTE VAR KLASSISK DAHMER. EN FORSTYRRET DRABSMAND, SOM HAVDE ET SYGELIGT BEHOV FOR AT LEGE MED OFRENES KROPPE LÆNGE EFTER, AT DE VAR DØDE

atoen var 27. maj 1991, og indbyggerne i Milwaukee fik et chok, da de så en forvirret dreng vandre rundt i gaderne. Drengen var nøgen, han blødte, og han havde brug for hjælp. Sandra Smith og hendes datter gik hen til den ukendte dreng og spurgte, hvem han er. I det samme dukker en spinkel og velklædt mand op som en trold af en æske og ender i slåskamp med de to kvinder om drengen. Manden er Jeffrey Dahmer, og drengen er den 14 år gamle Konerak Sinthasomphone fra Laos, som havde haft den allerværste dag i sit unge liv.

Dahmer havde mødt Konerak ved et lokalt busstoppested samme morgen. Først havde han lovet drengen penge for billeder af hans krop, derefter havde han truet ham til at følge med hjem i hans lejlighed. Så bedøvede han drengen med stoffer og misbrugte ham seksuelt. Men det skulle blive endnu værre for den unge, uskyldige fyr. Dahmer borede et hul i hans hoved og hældte syre ind i hovedskallen. Derefter bestemte ”Kannibalen fra Milwaukee” sig for at fejre sin præstation ved at rende ned i den nærmeste kiosk og købe øl. Han fortjente en skål. På en eller anden måde var det lykkedes den forvirrede Konera at samle kræfter nok til at forlade lejligheden og snuble ned på gaden i en omtumlet tilstand.

Da drengen ikke var i stand til at gøre rede for noget, frygtede Sandra og datteren det værste og ringede til politiet. Da politiet kom, trak de på skuldrene og lavede endda grin med det. Endnu et skævt narkovrag, tænkte de. Dahmer, som altid var beskeden i sin fremtræden, hævede, at drengen var hans kæreste. Politiet lagde vejen forbi Dahmers lejlighed, men kun fordi de to kvinder insisterede. De gennemsøgte lejligheden og fandt ikke noget galt, bortse fra en svag, men afskyelig lugt. De lagde ikke noget i det og forlod hurtigt lejligheden. En beslutning, der skulle vise sig at blive skæbnesvanger for Konerak.

POLITIETS STORE FEJL Jeffrey Dahmer i retssalen i august 1991, hvor han blev tiltalt for otte overlagte drab.

Da Dahmer og Konerak var tilbage i lejligheden igen, dræbte og parterede han den unge dreng og beholdt hans hovedskal som sin souvenir. Dette var klassisk Dahmer. En forstyrret drabsmand, som havde et sygeligt behov for at lege med ofrenes kroppe længe efter, at de var døde. Konerak var en yngre bror til en dreng, Dahmer var dømt for at have forgrebet sig på flere år tidligere. Det tragiske er, at hvis politiet havde foretaget et baggrundstjek, ville de have fundet ud af, at han var en prøveløsladt børnemishandler. Det værste er, at den svage lugt, som kriblede i næseborene, kom fra liget af Dahmers seneste offer, Tony Hughes, som lå og rådnede i en skjult del af soveværelset.

Sandra Smith, kvinden der næsten reddede Konerak, blev ved med at forhøre sig hos politiet på stedet, men til ingen nytte. I modsætning til politifolkene tænkte hun, at den sløve mumlen fra Koneraks mund faktisk var en desperat bøn om hjælp. Alligevel

50 Seriemordere 2018 DK_final.indd 50

07.11.2018 14:05

XXXXXXXXXXXXXXXXX JEFFREY DAHMER Et billede af Dahmer, som blev taget en gang i 80’erne. Han var kendt for at slå sig på flasken.

ville politiet ikke have noget med disse husspektakler at gøre. Dahmer skulle senere komme til at dræbe flere uskyldige mennesker, både i Wisconsin og Illinois. En tragedie, der altså kunne have været afværget.

Døren til Dahmers lejlighed, hvor der skete så meget grusomt.

OVERFALD I CHICAGO Senere på sommeren i 1991 flyttede Dahmer til Chicago. Byen ved Michigansøen skulle blive hjemsted for nogle af de værste handlinger, som monsteret fra Milwaukee udførte. Inden han flyttede havde han finpudset ideen om, hvordan ofrene skulle være: underdanige sex-zombier. Ved at bore hul i deres hoveder og hælde syre derind opnåede han præcis dette. Både Curtis Straughter, Errol Lindsey og Tony Hughes mødte deres skaber med hjælp fra Jeffrey Dahmer mellem februar og juni 1991.

Dahmer ramte et tocifret dødstal, da han dræbte Straughter den 18. februar. Dahmer mødte ham uden for Marquette University, og så gik det ellers slag i slag. Straughter, som kaldte sig ”Demetra” havde afsluttet High School og meldt sig ind i den sociale gruppe

Gay Youth Milwaukee. Et perfekt offer for Dahmer. Uundgåeligt nok fulgte endnu et grusomt drab, hvor Straughter blev kogt og skoldet.

Errol Lindsey var næste mand i april. Han forsvandt, efter at han smuttede en tur i kiosken. Men det værste var endnu ikke sket. Anthony Hughes var i byen på Club 219 i centrum af Milwaukee. Han var døvstum og fik en seddel, der overtalte ham til at følge med til Dahmers lejlighed. Det var der, Dahmer gik i gang med en af sine mest afskyelige handlinger indtil da. Han lavede en bizar statue af Hughes’ jordiske rester, hvor det afskårne hoved var anrettet på toppen af den lemlæstede krop.

Dahmer rejste tibage til Illinois den dag, der var Gay Pridefejring, og her mødte han den ambitiøse, mandlige model Matt Turner i en busgarage. Efter at have snakket lidt lykkedes det Dahmer at overtale Turner til at tage med til lejligheden i Wisconsin. Løfter om hjælp med modelkarrieren og en gratis tur med bussen blev for fristende for den intetanende Turner, og før aftenen var omme, havde han mistet hovedet. Det lå i en plasticpose i Dahmers fryser.

Nu så Dahmer Chicago som det perfekte jagtterræn for sine syge handlinger, og han rejste tilbage den 4. juli. Han sad i en lokal homobar, hvor han kom i snak med Jeremiah Weinberger.

Tragisk nok blev Weinberger tiltrukket af seriemorderen, og efter godkendelse fra en kammerat (”Han virker ok”), tog han

51 Seriemordere 2018 DK_final.indd 51

07.11.2018 14:05

SERIEMORDERE XXXXXXX

Dahmer virker overraskende tilfreds med sig selv, da han sidder i retssalen i Milwaukee. Han var tiltalt for fire drab, men det blev i alt til 12 ofre.

IINDSAT Dahmer på vej ind i retten, klar til at modtage strafudmålingen på 15 på hinanden følgende livstidsdomme.

med Dahmer til Milwaukee, præcis som Turner havde gjort det en måned tidligere. Endnu engang betalte Dahmer for begge på bussen, og alt virkede normalt for Weinberger, som tilbragte natten med Dahmer i lejligheden, hvor så mange mænd var omkommet før ham. Weinberger havde klaret sig gennem det meste af natten, og om morgenen sagde han, at han ville tage af sted. Dahmer tilbød ham en farveldrink, og det kunne virke, som om han ville lade manden gå, men det var ikke tilfældet. På vej ud af døren blev han kvalt og dræbt. Endnu en gang endte offerets hoved i fryseren og var et af dem, der blev fundet, efter at Dahmer anholdt og dømt.

Inden Oliver Lacy blev dræbt den 12. juli 1991, havde Dahmer intensiveret sin drabsleg. Da han havde drukket Lacy fuld og kvalt ham, elskede han bagefter med liget. Derefter skar han offerets højre biceps ud, krydrede den med salt og peber og spiste den. Resten af kropsdelene lagde han i fryseren sammen med hovedet – angiveligt for at spise det senere. Han tog sig endda godt for sig af skelettet. Drabet på Joseph Bradehoft ugen efter var endnu værre. Denne gang beholdt Dahmer liget i flere dage og havde det hos sig i sengen, indtil det var fuld af larver.

En morders ansigt - politiets billeder spænder over et årti.

Billedet til venstre er fra 1982, hvor han blev anholdt for blufærdighedskrænkelse.

52 Seriemordere 2018 DK_final.indd 52

07.11.2018 14:05

XXXXXXXXXXXXXXXXX JEFFREY DAHMER

SÅ SNART DØREN TIL DAHMERS LEILIGHED BLEV ÅBNET, INDSÅ EDWARDS, AT HAN HAVDE BEGÅET EN GRUSOM FEJL.

DET SIDSTE OVERFALD Tracy Edwards skulle blive den sidste mand, der oplevede Kannibalen fra Milwaukees vrede. Flere år efter han stod ansigt til ansigt med monsteret, fortalte Edward, hvordan han mødte Dahmer i et indkøbscenter, hvor han blev spurgt: Har du lyst til at feste?.

Edwards måtte medgive, at Dahmer var en velkendt person i området. Men ingen havde den fjerneste anelse om Dahmers historie, og tilbuddet om en fest blev endnu mere fristende, da han tilføjede: Nu finder vi nogen piger og tager ned til søen og fester.

- Jeg har hundrede bob, sagde Dahmer. - Jeg kan købe øl.

Han var kommet med et tilbud, som den blanke Tracy ikke kunne modstå. Han blev lokket ind i drabsmandens lejlighed med et løfte om kontanter for nøgenbilleder, og Edwards accepterede invitationen, som så mange andre før ham. Men så snart døren til Dahmers lejlighed blev åbnet, indså Edwards, at han havde begået

en grusom fejl. Efter en kort kamp lykkedes det ham at undgå håndjernene, som Dahmer forsøgte at give ham på. Desværre blev han mødt med en slagterkniv, da han forsøgte at stikke af, og Dahmer førte ham op på anden sal. På vejen op lagde han mærke til ligene af tidligere ofre, der hang på væggen, og en stor tønde, som lugtede forfærdeligt. Det var det berygtede kar med saltsyre, som Dahmer ønskede at hælde ind i Edwards hovedskal.

Han skjønte at det var ute med ham dersom han ikke tok opp kampen, og Edwards slo til Dahmer i ansiktet og sparket ham i magen. Dahmer ble overrumplet av motstanden, han klarte ikke å ta igjen. Han var helt maktesløs og kunne ikke hindre Edwards i å rømme ut gjennom døra med håndjernene hengende fra det ene håndleddet. Edwards fikk raskt stoppet en politibil, og han hadde klart noe ingen hadde gjort før ham – han hadde unnsluppet Kannibalen fra Milwaukee. Denne gangen reagerte politiet på offerets rop om hjelp, og det ble enden på visa for Jeffrey Dahmer.

Jeffrey Dahmers barndomshjem blev sat til salg i 2014.

Hårdnakkede rygter sagde, at det ironisk nok skulle blive en vegetarrestaurant.

Jeffrey Dahmer blev født i Milwaukee 21. maj 1960 og dræbte sit første offer som bare 18-årig. Han tog livet af endnu 17 mænd, før han blev stoppet i 1992. Steven Hicks, det første offer, var en blaffer, som Dahmer samlede op på vej hjem fra high school. Dahmer drak Hicks fuld, og da han forsøgte at gå sin vej, blev han dræbt af et slag i hovedet med en træningsmanual. For at skjule sine spor, parterede Dahmer liget og gravede det ned i skoven bag huset.

Der gik ni år, før Dahmer dræbte igen. Efter en kort periode i militæret, var han alkoholiseret i mange år, før han blev anholdt for at have onaneret foran to små børn.

I september 1987 tog han sit næste offer. Nu havde han fået smag for at dræbe. To drab mere fulgte i 1988, og

i starten af 90’erne trappede han op. Det hele sluttede den 22. juli 1992, da to politimænd fandt Tracy Edward løbende panisk gennem gaderne med håndjern på. I modsætning til episoden med Konerak anholdt politiet Dahmer efter en ransagning af lejligheden, hvor de opdagede de rædselsfulde drab.

Så fulgte en forvirrende retssag, hvor Dahmer først tilstod og derefter erklærede sig ikke-skyldig. Det blev fastslået, at han ikke var sindssyg, og han blev idømt 15 på hinanden følgende livstidsdomme (957 år i fængsel).

Livet bag murene var begivenhedsløst, han tilpassede sig. Men en medfange, Christopher Scarver, slog ham ihjel 28. november 1994.

© Alamy, Corbis, Getty

FÆNGSEL I 957 ÅR

53 Seriemordere 2018 DK_final.indd 53

07.11.2018 14:05

SERIEMORDERE XXXXXXX

I HOVEDET PÅ DEN

ONDE

RICHARD RAMIREZ

SATANISME, FAMILIE, VOLDTÆGT, DRAB OG JESUS: HVILKE KRÆFTER DREV RICHARD RAMIREZ? HVORNÅR GIK HAN FRA AT VÆRE ET FORSTYRRET BARN TIL AT BLIVE EN MENNESKEJÆGER OG SERIEMORDER?

H

vad er ondskab? Det kan virke som om, at ondskab er personificeret med Ricardo ”Richard» Ramirez” , som er dømt for drab på 13 mennesker og erklæret satanist. Til trods for sin katolske opdragelse rejste han rundt og stjal, voldtog og lemlæstede folk over hele USA. Richard Ramirez’ liv var forudbestemt til at blive ekstremt. Han var søn af Julian, en fattig mexicaner af bondeslægt, og Mercedes, en amerikansk statsborger, der boede sammen med Julian i Mexico i en periode. De boede i den mexicansk-amerikanske grænseby El Paso, og lige fra starten blev den amerikanske drøm om lykke, helbred, tryghed og fremgang viftet foran næsen på Ramirez-familien i form af et krucifiks: Den, der tror, skal få sin belønning. Desværre lå den amerikanske drøm lige præcis uden for familiens rækkevidde.

Drømmen var afhængig af en velsignelse fra myndighederne, det vil sige immigrationslovene i det fremgangsrige land. Så til trods for intens tro udeblev belønningen. Det førte til en langvarig frustration for Richards familie. De var prisgivet et system, som forfulgte dem, når de prøvede at klatre op af den sociale rangstige.

Julian, Richards far, arbejdede ekstremt hårdt, men havde ingen uddannelse. Hans kone kom fra bedre vilkår og forventede flere privilegier. Hvor han først og fremmest satte sin lid til idealer om tradition og ære, vendte hun sig til ”Jesu retfærdighed”. Jesus er en allestedsnærværende skikkelse, selv i landet slumområder. Hvis Julian fandt arbejde, som kunne brødføde familien på den anden side af grænsen, greb immigrationspolitiet ind og ødelagde alle planer. Men med en urokkelig tro på Jesus arbejdede forældrene alligevel målbevidst mod at få bedre kår.

Som en grusom skæbnens ironi lå parrets hus i vindretningen

for de kraftige vinde fra Los Alamos i New Mexico. Det var der, de amerikanske myndigheder testede atomvåben. Flere af deres børn blev født med handicap som Kohler’s Disease – en sygdom der påvirker knoglerne, så du ikke kan bevæge dig. Familien blev anbragt i sygehussenge i de glohede somre. Til trods for stærke familiebånd gennem sygdomsperioderne, var der mange gnidninger.

Og det forhindrede dem i at få succes.

Richard bestemte, delvis på grund af disse skelsættende oplevelser, at hvad Herren ikke ville give ham, skulle han nok tage på egen hånd.

Korsets tegn alene var ikke nok til at hjælpe en flok skrigende unger, og Ramirez-familien baserede sig på velprøvede familietraditioner, som nogen nok ville kalde forældede. Hvis Richard eller nogen af hans søskende ikke opførte sig ordentligt, fik de bank af Julian. Og det var ikke slag med flad hånd, men prygl med bælte fra mand, som omstændighederne tvang til at arbejde i fysisk krævende job.

Da faren fik job ved jernbanen, gav det ham en vis status. Men han var adskilt fra sin familie, og det gav problemer Han følte, at han kun ville få sin retmæssige belønning, hvis børnene gjorde ham stolt og ærede familienavnet.

Mercedes gjorde alt, hvad hun kunne for at være en perfekt og pligtopfyldende kone, men familien blev alligevel ikke begunstiget af ”den amerikanske Gud”. Til trods for hendes bønner,

54 Seriemordere 2018 DK_final.indd 54

07.11.2018 14:05

XXXXXXXXXXXXXXXXX RICHARD RAMIREZ

DU FORS TÅR MIG IKKE. DET FORVENTES IKKE, AT DU SKAL GØRE DET. DU ER IKKE I STAN D TIL DET. JEG ER NOGET, DU ALDRIG HAR S ET MAGEN TIL. JEG STÅR HÆVET OVER DET GODE OG DET ONDE. SATAN BOR I OS ALLE. JEG ELSKER AT DRÆBE MENNESKER. JEG ELSKER AT S E DEM DØ. JEG SKØD DEM I HOVEDET, OG DE BUGTEDE OG VRED SIG, OG SÅ HOLDT DE BARE OP. JEG SKAR DEM MED KNIV OG SÅ, HVORD AN ANSIGTERNE BLEV HELT HVIDE. JEG ELSKER ALT BLODET.

55 Seriemordere 2018 DK_final.indd 55

07.11.2018 14:05

SERIEMORDERE XXXXXXX

OVER 13 år gammel blev Ramirez vidne til et drab, som skulle vise sig at forme hans unge sind.

OVER TIL HØJRE Ramirez havde skumle venner, da dette familiebillede blev taget.

var ægtemanden ofte vred. Børnene lærte at være hurtige til bens for at slippe væk, og Richard var mere end hurtig...

Richie, som han blev kaldt, var ikke som andre børn. Som yngste dreng blev han nusset og pusset af sin ældre søster Ruth, og i modsætning til sine ældre brødre var han ikke særlig oprørsk.

Han var en køn, hurtigtænkende gut, der ofte flygtede ind i sin egen fantasiverden. Selv som baby vuggede han kroppen i takt til musikken og drev sine barnepiger til vanvid med sin evindelige mentale og fysiske aktivitet. Dette havde måske ikke været noget problem, hvis det ikke var for de omstændigheder, Ramirezfamilien befandt sig i.

Da familien endelig fik visum, kunne de rejse til USA og leve blandt andre fattige mexikanske indvandrere i et område, hvor det flød over med narkotika. Derfor legede den glade Richie med narkotika, før han fyldte 10, og efterlignede dermed sine ældre brødre - til den strenge fars store vrede. Julian kunne godt lide hårdt arbejde, hans muskuløse krop var glad for det, men han var alligevel initiativløs derhjemme.

På arbejdet udførte han ikke altid de opgaver, han fik tildelt, og han skræmte livet af familien, når han gentagne gange slog sig selv i hovedet med en hammer, hvis det ikke lykkedes ham at

TROFÆERNE VAR BILLEDER AF AFHUGGEDE HOVEDER FRA VIETNAMESISKE ­KVINDER, HAN HAVDE MISBRUGT.

fikse ting i huset. Den fromme Mercedes søgte trøst hos Jesus, men børnene stak af og krøb sammen i frygt.

Richard begyndte at sove på en kirkegård i området. Han synes, der var mere fredeligt end derhjemme. Ja, han synes endda, at de fantasimonstre, han så, var fascinerende i forhold til den skræmmende mand derhjemme. Ingen forstod, at dette sandsynligvis var indikation på en epilepsirelateret psykose, hvilket senere skulle føre til en bitter bortvisning fra skolens fodboldhold. Han troede, at disse syn enten var budbringere eller budskaber; en guddommelig indgriben, et tegn på, at han var udvalgt.

At få løn som fortjent for det hårde arbejde var ikke almindeligt for mexicanske indvandrerfamilier, og mens børnene prøvede at tilpasse sig det nye miljø, voksede en drøm frem om at slippe for alt sliddet. Dermed havnede Richies ældre bror ofte i problemer. Da han blev taget for at stjæle en bil, fik han bank af den aggressive far, og børnene blev mere og mere forbitrede over den brutale far og den undvigende mor. Richie begyndte også at trække sig væk og forsvandt ind i sin egen verden – til morens store glæde. Hun så det som et tegn på en livlig fantasi.

Richie havde brug for noget at sigte efter i livet. Desværre havde skolens inspektør ry for at være lidt for interesseret i de unge drenge, han underviste, og blandt dem var Richie. De ældre drenge i området blev derimod forbilleder, som han ønskede at være ligesom. De stjal biler, røvede og røg crack. Richies ældre fætter Miguel, som blev kaldt Mike, var efter Richies fars mening en ægte amerikansk helt. Han havde kæmpet i Guds navn i Vietnam. Det, Mike kæmpede for nu, lignede mere Satan

56 Seriemordere 2018 DK_final.indd 56

07.11.2018 14:05

XXXXXXXXXXXXXXXXX RICHARD RAMIREZ

end Gud. Han blev intet mindre end Satans stikirenddreng. I Vietnam havde han snydt døden ved at overleve bagholdsangreb, men han havde også deltaget i aktiviteter som omfattede dæmonisering af fjender og individets ret til at lykkes for enhver pris.

Mike var en stærk, indflydelsesrig person med en intens personlighed. Han tog Richie under sine vinger og underholdt ham med historier om triumf, underbygget med trofæer fra hans præstationer. Disse trofæer var dog ikke militære medaljer, men billeder af afhuggede hoveder fra vietnamesiske kvinder, som han havde misbrugt og derefter dræbt. Han viste også Richie, hvordan det at passe på sig selv var et personligt sikkerhedsnet. Han havde for eksempel en kiste med indskrumpede hoveder, han havde samlet under krigen, som han hævdede, han havde sovet på for sit eget velværes skyld. Sådanne historier, uhyggelige som der er, var ikke enestående under Vietnamkrigen. Lignende uhyrligheder, deriblandt smykker af menneskelige kropsdele, er i omløb den dag i dag. At holde et bevis på døden i hænderne blev betragtet som et magtsymbol. Og selv om folk nødigt snakker om dette, blev det regnet som en forståelig bivirkning af krigen, især med tanke på, at mennesket er tilbøjeligt til at dæmonisere det, vi ikke forstår.

Richie var i begyndelsen af puberteten, og på grund af denne fætter var det ikke så mærkeligt, at hans seksuelle udvikling blev flettet sammen med forestillinger om sex og vold. Dette blev yderligere forstærket, da Mike skød sin kone Jessie på klods hold lige for øjnene af Richie, fordi hun havde gjort noget så utilgiveligt som at stå på sit. Hun havde kritiseret ham, fordi han

var mere optaget af krigshistorierne end at begynde på en frisk.

Richie gjorde, som han fik besked på, og så gennem fingrene med det. Det samme gjorde domstolen, som belønnede sin krigshelt ved at sende ham til afsoning på et sygehus i stedet for fængsel.

Den unge Richie slap ikke episoden lige så let. Han opsøgte gerningsstedet sammen med sin far for at hente nogle pyntegenstande, den døde kvinde havde efterladt. Han var der, da faren fandt det tomme patronhylster fra skuddet, og hans hoved blev fyldt af et berusende syn af dette rum, hvor lugten af størknet blod stadig hang i luften. Richie kom på mange måder aldrig ud af dette rum igen.

Mike var på fri fod igen, han solgte narkotika og lærte sin fætter, hvordan han kunne begå lydløse indbrud. At se sit forbillede blive belønnet med en ny chance på grund af oplevelserne bag trofæerne, fik den forvirrede Richie til at tænke på, om Satan var en meget større velgører over for sine tilhængere end Gud. Han læste Satans bibel og Satanic Rituals af Anton LaVey og begyndte at skabe sin helt egen gren af satanismen.

Den ødelagte dreng begav sig ud på en vandring og havnede i Los Angeles. Storebroren Reuben var flyttet dertil og havde fundet ud af, at det var et sted, der bugnede af godbidder for en tyv, der ikke ville afsløres. Richie blev tryllebundet, af byen, ikke mindst den udfarende seksualitet, som var at se overalt.

Her var ingen katolske bønner, men prostituerede på hvert gadehjørne. Han blev stamkunde i pornobutikkerne, hvor han gik ombord i hård, sadomasochistisk porno, der lage vægt på kvindens underdanighed. Vold og magt blev uigenkaldeligt præget ind i hans psyke. Den uundgåelige optrapning til fysiske overgreb

OVER El Paso-Juarez, Ramirez hjemby, ligger på grænsen mellem Mexico og USA.

57 Seriemordere 2018 DK_final.indd 57

07.11.2018 14:05

SERIEMORDERE XXXXXXX kom først til udtryk gennem et overfald på en kvinde, han havde overvåget på afstand. Det var starten på herredømmet for ”The Night Stalker”.

Richie mente, at hvis Gud ikke ville give ham det, han syntes, familien fortjente, ville han hellere danse med djævlen. Det er ikke til at vide, om han havde samme konkrete forestillinger om denne Satan, som moren havde om Jesus, eller om det hele mere havde karakter af et livssyn, der kunne forklare hans groteske vrangforestillinger, bifalde dyrkningen af heavy metal og forsvare hans overlegenhed og sadisme. Uanset hvad, kom Richie frem til, at han ville opnå ting gennem onde gerninger. Han fandt ud af, at ondskabens skikke, som han opfattede dem, stemte bedre overens med hans eget outrerede væsen.

Drabene begyndte den 27. juni 1984 og dannede efterhånden et mønster. Sortklædt, skærmet af mørket og motorvejens anonymitet, lurede han på fremmede og fik tilnavnet ”The Night Stalker”. Han brød ind i ofrenes hjem, dræbte mændene og misbrugte kvinderne og børnene seksuelt. Én gang smurte han sataniske symboler på væggene og på et af ofrene.

Ramirez blev koblet til forbrydelserne delvist på grund af sin overbevisning om, at Satan ville skjule ham for offentligheden, delvist på grund af hans sko: Han blev afsløret af deres sålaftryk. Derefter blev hans ansigt og signalement spredt i alle massemedier, og der opstod en lynchstemning i befolkningen.

Ramirez blev dømt for drab på 13 personer, og hans optræden i retten fangede hele nationens opmærksomhed.

Han fulgte i satanisten og den tidligere tivolimedarbejder Anton LaVeys fodspor. Snart viste han sin såkaldte indre ondskab ved at skrige til dommeren, smile slesk og vise et primitivt kors frem, han havde tatoveret i håndfladen, og snart hævdede han, at retssagen var en fejl. Han stod tiltalt for nogle af de mest bestialske forbrydelser, det er muligt at begå, og alligevel elskede han tydeligvis denne optræden foran pressen, som han brugte til at fremhæve sin galante side. For han havde faktisk en galant

En fantomtegning af Ramirez blev sendt ud, men det var et forbryderbillede fra politiet som til sidst førte til pågribelsen den 30. august 1985.

DEN UUNDGÅELIGE OPTRAPNING TIL ­FYSISKE OVERGREB KOM FØRST TIL UDTRYK GENNEM ET OVERFALD PÅ EN KVINDE, HAN HAVDE OVERVÅGET PÅ AFSTAND. side. Dette var en mand, som trods alt slog op med en tidligere kæreste i stedet for at tvinge hende til seksuel omgang, som hun ikke ønskede. Det kan måske virke som et oplagt moralsk valg, især for den moderne læser, men forestillingen om ægteskabelige rettigheder og forventningen om seksuel aktivitet mellem partnere, er stadig stærkt integreret i mange kultursamfund.

Journalisten Mike Watkiss’ interview med den varetægtsfængslede Ramirez giver et interessant billede af

GIFT MED EN MORDER I 1996 GIFTEDE EN FREELANCEJOURNALIST SIG MED RICHARD RAMIREZ. HVORFOR GIFTER NOGEN SIG MED EN DRABSMAND?

Lioy uden for San Quentin-fængslet: - Jeg er henrykt og lykkelig i dag og meget, meget stolt over at ... være hans kone.

Doreen Lioy var en helt normal kvinde, indtil hun faldt for den glatbarberede og karismatiske Ramirez.

- Jeg så noget i hans øjne, noget der fængslede mig, udtalte hun, da forbryderbilledet af ham blev vist i en reklamepause i tv-serien Dallas. Dette er et fænomen, som behandles i bogen Women Who Love Men Who Kill af Sheila Isenberg. Ifølge hende begynder fængselsromancer ofte med en fælles forhistorie med misbrug. Det fremkalder et behov for intimitet. Den dømte kommer ofte i kontakt med en kæreste i forbindelse med sagen, og ofte er kæresten en vagt eller sygeplejerske i fængslet. Lioy var derimod en Ramirez-groupie, og dem var der mange af. Hun så ham på tv under retssagen og begyndte at udveksle breve med ham. Den følelsesmæssige intensitet i situation får sammen med den tvungne adskillelse fantasien til at blomstre. Det holder forholdet ved lige, som de utrolige undertoner i Lioys beskrivelse af Ramirez udtrykker det: For mig er han lige så smuk indeni som udenpå.

58 Seriemordere 2018 DK_final.indd 58

07.11.2018 14:05

XXXXXXXXXXXXXXXXX RICHARD RAMIREZ

E SIN KONE. «D A JEG VAR 11,, SKET E DET NOE I LIVET MITT. JEG SÅ MIN FÆTT ER SKYD I LEJLIGHEDEN DET VAR IKKE TRAU MATISK … MEN JEG FIK ET LILLE CHOK. JEG VAR FORB ER SAD I S ENERE FOR AT HENT E NOGLE TING SAM MEN MED MIN FAR, D A MIN FÆTT ER SKUD DET. HUN FÆNG S EL. S ENGEN VAR DÆKKET AF BLOD. DET VAR DER, HUN LANDET ETFT MET, UHYGGEN,.

FIK EN NI MM I FJÆS ET. SAMTIDIG VAR DET MEGET … ... STILHEDEN I RUM (LANG PAUS E) …

VI MÅTT E ÅPNE VINDUET FOR Å LUFT E UT, OG DER VAR NOGET ... DET VAR …

T HENDE RIGTIG DET VAR DØDEN! JEG HAVDE KENDT HENDE DENNE KVINDEN. JEG HAVDE KEND SÅ HENDES GODT. JEG GIK IND I STUEN OG SÅ HENDES TASKE. JEG GENNEMS ØGTE DEN, JEG VAR I ID OG TING. DET VAR EN MÆRKELIG FØLELS E. DET VAR ALLERFØR STE G ANG, KONT AKT MED DØDEN, OG JEG HAR VÆRET HOOKED LIGE SIDEN.

59 Seriemordere 2018 DK_final.indd 59

07.11.2018 14:06

SERIEMORDERE XXXXXXX

OVER Ramirez var tiltalt for at have dræbt en 65 år gammel mand. Her forlader han retssalen for senere at komme tilbage til 16 nye drabstiltaler.

TIL HØJRE ”Almindelige, normale mennesker tænker ikke som en seriemorder.

De har ingen anelse om, hvad der foregår i hovedet på en drabsmand.”

mandens sande væsen. Det virker som om, at Ramirez fletter en selvforherligende eksibisionisme i form af færdigudtænkte taler sammen med sin fremstilling af filosofiske teorier om, hvorfor han begik ugerningerne. Selvom han af og til erklærede, at han ikke ville svare på spørgsmål om sin tro, ophøjede han sig straks til ekspert på den tro med en sikker udtalelse: Jeg kan fortælle dig et og andet om satanisme. Han fulgte op med en ny erklæring i samme åndedrag: En satanist vedgår, at han er ond … Alle er jo onde på en eller anden måde, ikke sandt? […] Ja, jeg er ond. Ikke 100 procent, men jeg er ond.

Det kan tyde på, at han mente, at ondskab ikke bare bestod i at vælge at optræde amoralsk, at være amoralsk af væsen eller at være grusom og amoralsk - han mente, at ondskab lå i evnen til at vælge at trodse de moralske normer af og til. Da han implicit hævder, at alle mennesker har en vis evne til at optræde amoralsk, mente han antageligt, at han bare var mere ond end de fleste.

Det vil også forklare en af hans senere bemærkninger: Drab er drab, uanset om det gøres for egen vindings eller bare for sjovs skyld. Folk dræber sig frem til det demokrati, vi har i dag.

Her bruger han en sammenligning, som i praksis indebærer, at hvis vi ser bort fra, hvordan drabene begås – hvor onde de er – og kun ser på dødsfaldene, bliver drabshandlingen i sidste instans amoralsk. Den bliver et middel til at opnå noget, som er forståeligt, selv om det ikke nødvendigvis er prisværdigt.

Dette forklarer et andet udsagn fra Ramirez: Ondskab har altid eksisteret. Den perfekte verden, de fleste stræber efter, vil aldrig blive realiseret. Og det kommer til at blive værre endnu. Ganske enkelt fordi, der altid vil blive begået ondskabsfulde handlinger,

mener han.

Forskellen på Ramirez filosofi og typiske retninger inden for satanismen, ser vi i disse udtalelser fra ham: En satanist vedgår, at han er ond, og Vi får mod til at omdøbe vores onde træk til at være de bedste egenskaber, vi har. Via henvisningen til det meget kristne begreb dåb (vi må huske, at Richie Ramirez fik en streng katolsk opdragelse), taler han om at gå ind for at være ond i stedet for bare at undlade at vurdere, om adfærd er god eller ond.

De fleste grene af satanisme lægger vægt på, at den troende skal kunne følge sine virkelige ønsker og gøre sig fri fra den konventionelle morals lænker. Pointen er ikke at være ond, men at leve stærkt og frit. Individet har ret til en egoistisk og selvoptaget livsstil, men man skal respektere dem, som fortjener det. Ramirez var lidt af hvert, men nogen ægte satanist var han ikke i begrebets moderne forstand.

Han formede sine egne begreber om ondskab, så de forsvarede den levemåde som faldt ham lettest ud fra de psykiske og fysiske lidelser, han havde. At blive regnet for ond gav ham simpelthen en vis anerkendelse, for ikke at sige berømmelse – en slags negativ udgave af den amerikanske drøm, idealet han havde et forhold til, men ikke kunne opnå.

Dermed kan man hævde, at han, i lighed med seriemordere som Edmund Kemper, valgte at bruge sin intelligens til at udnytte den lille smule magt, han havde, om ikke andet over for personen, som lavede et syv minutters tv-interview med ham. Han ønskede bestemt ikke blive betragtet som en hvem som helst, men som en profet for sin egen mærkelige variant af satanismen og alt, hvad den indebar.

60 Seriemordere 2018 DK_final.indd 60

07.11.2018 14:06

XXXXXXXXXXXXXXXXX RICHARD RAMIREZ

SATANISME ELLER SENSATIONALISME? MUSIKEREN, PROGRAMLEDEREN OG SATAN­ISTEN JOHNNY DOOM GIVER OS ET INDBLIK I RAMIREZ OPSIGTSVÆKKENDE TRO. Hvilke aspekter i Anton LaVeys tekster, tror du, har givet genklang hos den unge Richard Ramirez?

Med en så traumatisk barndom vil jeg tro, at Ramirez har fundet styrke og en slags forsvar for de mørke, sadistiske tanker, han dyrkede i sin isolation, ved at dele grusomme historier med sin fætter og ved at søge tilflugt i fantasier om magt og kontrol.

DE MÅTTE FORHOLDE SIG TIL DEN HELLIGE FADERS TAVSHED I STEDET FOR EN PÅLIDELIG FADERSKIKKELSE. DERFOR OPBYGGEDE DE DERES EGEN FORM FOR MORAL. Richard Ramirez levede i en forvirrende vaklen mellem trods mod en Gud, han følte sig afvist af, og ærbødighed over for forestillingen om den amerikanske drøm, han troede, Gud ville tildele dem, der fortjente det. Barndommens yngste år var en liturgi af forældrenes håb og tro på, at deres hårde slid skulle give udslag, men de oplevede det ene tilbageslag efter det andet på grund af sygdom, nationalitet og baggrund. Richie og hans søskende gjorde det så godt, som de kunne, men da de måtte forholde sig til den hellige faders tavshed i stedet for en pålidelig faderskikkelse, opbyggede de deres egen form for moral.

Richie har smeltet fortællinger om krigshelte sammen med sine egne forstyrrede syn, hvilket har givet ham et billede af en verden, hvor han kun kunne opnå fremgang ved at blive berygtet.

Resultatet blev The Night Stalker, en person der kun dansede efter sin egen pibe.

Hvor stor en del af Ramirez ord og handlinger kan knyttes direkte til satanisme?

Nogle af Ramirez ord og handlinger kan relateres til den satanistiske bibel. Det vil sige forestillingen om, at mennesket er hævet over godt og ondt – en tanke, der er hentet gos Nietzsche. Det har nok hjulpet ham til at forsvare sin sadisme.

Men LaVey var optaget af at gøre sin form for satanisme mere publikumsvenlig, så den kunne tiltale mere almindelige mennesker. LaVey støttede hverken drab, sadisme eller misbrug af kvinder og børn. Han kunne forstå det, men han gjorde sig ikke til talsmand for det i noget af det, han skrev.

Hvis Ramirez fejltolkede teksterne, hvor tog han så fejl?

Det er umuligt at hævde, at han tog fejl i sin anvendelse af det satanistiske tankegods, for selv om LaVey havde stillet nogle personlige retningslinjer op for det, han regnede som de satanistiske hovedregler, ville han på ingen måde styre enkeltpersoner eller bestemme, hvordan de skulle optræde. Det drejer sig om at tage personligt ansvar for sine handlinger.

Det virker, som om Ramirez kan have været blandt dem, som tror på en menneskelignende Satan. En konkret djævleskikkelse, der passede på ham ... Det er altid et tydeligt tegn på, at nogen er afsporet fra LaVeys lære. LaVey troede ikke på Lucifer som et konkret væsen. Han var en humanist, som mente, at menneskehedens mørke væsen ikke burde fortrænges. Men han brugte vel bibelske begreber som Lucifer i ritualer, så Ramirez kan have været blevet forvirret.

Godtager du Ramirez definition af sig selv som satanist?

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde ham satanist, for LaVey var imod at misbruge andre for at opnå sadistisk nydelse. I pagt med sin tid lagde han vægt på personlig frigørelse og på, at man ikke skulle lade sig udnytte af andre. Han mente ikke, at man skulle angribe dem voldeligt; det ville han have regnet som usatanistisk.

Jeg får indtryk af, at Ramirez brugte satanismen som et forsvar for de sadistiske og barbariske tanker, han havde bygget op i løbet af en ond barndom og en forstyrret teenagetid. På den måde følte han, at de mere animalistiske og postkristne idealer kunne forsvares ved hjælp af satanismens symbolik.

© Corbis; REX Features; PA

Richard Ramirez døde af kræft på Marin General Hospital i Californien fem år efter, at dette billede blev taget i San Quentin-fængslet.

61 Seriemordere 2018 DK_final.indd 61

07.11.2018 14:06

SERIEMORDERE XXXXXXX

RUSLANDS VÆRSTE MASSEMORDER?

VAR DEN FARLIGE MAND FRA BITSEVSKIJPARKEN VÆRRE END “SLAGTEREN FRA ROSTOV”? OG VAR HAN RUSLANDS VÆRSTE DRABSMAND?

D

a Aleksander Pitjusjkin slog det sidste hammerslag, vidste han, at hun var død. Han kendte følelsen af rustfrit stål mod knust hovedskal godt han var en mester inden for sit fag. Drab var blevet hverdagskost, men ikke mindre fornøjeligt for ham af den grund. Hun faldt til jorden efter det første slag, men det var det andet og tredje, der beseglede hendes skæbne.

Han var omhyggelig med at angribe bagfra og passede på, at hans tøj ikke blev ramt af blodsprøjt, der kunne koble ham til drabet. Før han gik hjem gennem Bitsevskijparken, (Bitsa Park på dansk) som han havde gjort til sin egen personlige kirkegård, kilede han en vodkaflaske ind i hendes knuste kranie, som han plejede. På det tidspunkt havde han ingen anelse om, at det var hans sidste mulighed for at gennemføre sit bizarre ritual. I sit eget hoved var han en far, som gav ofrene fødselshjælp til et nyt liv. Han kunne ikke stoppe.

I en periode arbejdede Marina Moksaleva sammen med morderen i et supermarked i området, og sagde ja til at gå en tur med ham efter arbejde en dag. Der var ingen grund til mistanke – han var altid så sød og hyggelig over for hende, og hun trængte til lidt selskab.

Hun sagde til Aleksander, at hun havde lagt en besked til sin søn om, hvor hun var gået hen og med hvem.

Alarmklokkerne ringede i hans hoved, men de var som en svag hvisken i forhold til hans blodtørstige tanker.

Han ville og måtte dræbe, så Marina måtte dø.

Pitjusjkin levede tilsyneladende et relativt normalt liv. Han havde et fast job og boede i en lille lejlighed sammen med sin mor og søster. Men inderst inde drømte han om at være anderledes. Han var ikke tilfreds med sit liv og følte sig ofte ensom og uelsket. Han prøvede at møde kvinder og havde længe ønsket sig en familie. Det skete aldrig.

Dybt inde havde han en voldsom aggression, og han kunne ikke forhindre blodtørsten i at boble op til overfladen. Han dræbte, fordi han kunne, og på grund af den tilfredsstillelse og seksuelle udløsning, det gav ham.

Desværre for indbyggerne i Morderen fr Bitsevskijpa a Aleksander rken, fotograferet Pitjusjkin, retssagen i under 2007.

62 Seriemordere 2018 DK_final.indd 62

07.11.2018 14:06

ALEKSANDER XXXXXXXXXXXXXXXXX PITJUSJKIN Moskva havde han en medfødt gave. Det var hans evne til at komme ind på livet af folk og få dem til at slappe af. Hvis han fik chancen, slog han til uden at tøve. Han behøvede ingen grund til at dræbe. Pitjusjkins ønske om at tage liv var stærkt, men han var også desperat efter berømmelse.

Andrej Tsjikatilo, manden der blev kaldt ”Slagteren fra Rostov”, dræbte 53 mennesker i Rostov mellem 1978 og 1990. Denne mand havde voldtaget, dræbt og lemlæstet, ja endda spist sine ofre til frokost. Ofrene havde været kvinder og børn. Og dét var en mand, som Pitjusjkin beundrede. Han var besat af at slå hans makabre ”rekord” på 53 drab. Inden Tsjikatilo blev henrettet for sine forbrydelser i 1994, havde Pitjusjkin allerede myrdet sit første offer. Han blev skræmt af en politiafhøring dengang og blev ikke klar over sit fulde psykopatiske potentiale før syv år senere. Her begyndte hans drabsorgier for alvor.

BITSEVSKIJPARKEN Bitsevskijparken dækker over 22 km2 og er et stort, skovklædt område med elve, træer og åbne marker i det sydlige Moskva.

Rundt om parken bor titusindvis af mennesker i forfaldne lejlighedskomplekser, som strækker sig uendelig langt. Dette område i Moskva er kendt som Tsjopa Mira, der kan oversættes til ”verdens røvhul.”

Pitjusjkin kendte parken rigtig godt. Han var en dygtig drabsmand og havde en imponerende god hukommelse. Parkens mange gangstier, elve og kloakledninger sad præget som et kort i hans hoved. Da han begyndte at dræbe oftere, udnyttede han sine færdigheder til fulde og viste præcist, hvilke kloakledninger der sjældent kom mennesker forbi. Så kunne han bruge god tid på ofrene og lokke dem hen til en af kloakkerne, før han pludselig angreb dem. Efterhånden som Pitjusjkin optrappede sin drabsvirksomhed, blev han ekspert i drab og hvordan man slap væk – han vidste at det næsten garanteret ville holde ham på fri fod, hvis han dumpede ligene i kloakken.

Efterforskerne er derfor ikke sikre på, hvorfor han begyndte at efterlade ofrene i det fri. Der var ingen grund til, at han skulle stoppe med at kaste ligene i kloakken - den metode havde fungeret godt og ville ganske sikkert fortsætte med det.

Teorien er, at han ville lade verden få nys om drabene. Han ønskede at blive berømt, og derfor måtte ligene selvfølgelig blive fundet.

Nu havde Pitjusjkin perfektioneret sin drabsteknik og kunne fokusere på at undgå

SÅ KUNNE HAN BRUGE GOD TID PÅ OFRENE OG LOKKE DEM HEN TIL EN AF KLOAKKERNE, FØR HAN ANGREB DEM

Andrej Tsjikatilo, den berømte russiske seriemorder, inspirerede Pitjusjkin til at et 15 år langt drabsorgie.

Pitjusjkin sidder bag skudsikkert glas på anklagebænken i byretten i Moskva den 29. oktober 2007, den dag straffeudmålingen blev afsagt.

63 Seriemordere 2018 DK_final.indd 63

07.11.2018 14:06

SERIEMORDERE XXXXXXX

opmærksomhed. Der var altid en fare for at blive knyttet til drabene, når ofrene blev fundet. Inden politiet fandt liget af den 31 år gamle Nikolaj Vorobjev, havde Pitjusjkin kunnet dræbe uden af efterlade sig tekniske spor. Men dette drab blev lidt anderledes.

Da Vorobjev fik det første hammerslag i hovedet, holdt han sig oprejst og forsøgte at stikke af. Pitjusjkin tog jagten op og slog ham igen og igen med hammeren, indtil han faldt om på jorden.

De to begyndte at slås og endte kun 30 meter fra en trafikeret gade. Vorobjevs mod og beslutsomhed hjalp ikke meget, for Pitjusjkin var nådesløs. Han slog og slog og slog, indtil offeret krøb i fosterstilling og døde. Under retssagen afslørede Pitjusjkin, at en del mennesker så denne hændelse, men den blev aldrig meldt til politiet. Efter deres opfattelse kan det have lignet en almindelig slåskamp. Pitjusjkin gik roligt fra gerningsstedet og brugte omkring 40 minutter på at fjerne blodet fra sig selv og sit tøj.

Den enorme efterforskningsstyrke arbejdede hårdt for at finde denne morder, og der er forskellige forklaringer på, hvad der førte til hans endelige pågribelse. Nogle påstår, at Marina Moskaleva havde lagt navn og telefonnummer på Pitjusjkin til sin søn, så han vidste, hvor hun var, og kunne kontakte ham i nødstilfælde. Da moren ikke kom hjem og sønnen ringede til ham, sagde Pitjusjkin, at han ikke havde set hende i to måneder. Andre påstår, at der blev

fundet en metrobillet på Marina Moskalevas lig, og efter at have set overvågningsvideoer identificerede politiet hendes ven som Pitjusjkin. Uanset fornemmede Pitjusjkin, at enden var nær, så han modsatte sig ikke anholdelse, da politiet bankede på døren kort efter.

Skakmorderen Under afhøringerne afslørede Pitjusjkin flere detaljer om drabene – endda nogle, som efterforskerne havde overset. Han nød det. Han var stolt over endelig at kunne fortælle alle, hvor genial han var. Han elskede opmærksomheden, han fik fra politiet, mens de gravede sig ind i hans sadistiske væsen.

Efterforskningslederen, Andrei Suprunenko, havde den lidet misundelsesværdige opgave at gennemgå hver eneste detalje i hvert enkelt drab med Pitjusjkin. Han opdagede hurtigt, at hvis han lod som om, han var imponeret over drabsmanden, kunne Pitjusjkin ikke dy sig for at afsløre hver eneste dystre hemmelighed. Han havde skjult dem i så mange år. På det tidspunkt, hvor drabsorgiet var på sit højeste, havde Pitjusjkin siddet og set aftennyhederne

HAN VAR STOLT OVER AT VISE, HVOR GENIAL HAN VAR OG ELSKEDE OP­ MÆRKSOM­ HEDEN, POLITIET GAV HAM, MENS DE GRAVEDE SIG IND I HANS SADISTISKE VÆSEN.

Pitjusjkin var desperat efter at blive Ruslands mest berygtede seriemorder.

Pitjusjkin elskede opmærksomheden fra medierne og smilede endda flere gange under retssagen.

64 Seriemordere 2018 DK_final.indd 64

07.11.2018 14:06

ALEKSANDER XXXXXXXXXXXXXXXXX PITJUSJKIN

Gerningsstedet for næsten alle Pitjusjkins drab.

Bitsevskijparken er en af de største nationalparker i Moskva.

Politiet var lettet, da Pitjusjkin endelig blev fanget, men kunne næsten ikke tro omfanget af hans forbrydelser.

HVAD SKETE DER MED PITJUSJKIN? Aleksander Pitjusjkins drabsorgie varede i 15 år. I løbet af den periode terroriserede han området omkring Bitsevskijparken i Moskva og fangede verdens opmærksomhed. Mindst 48 mennesker blev koldblodigt dræbt mellem 1992 og 2006, men det reelle antal er sandsynligvis over 60.

Han begyndte med at dræbe en studiekammerat, Mikhail Odijtsjuk, som han havde håbe ville deltage i hans drabsekspeditioner. Da Pitjusjkin indså, at han ikke var interesseret, blev kammeraten det første offer. Derefter gik der ni år, før drabsorgiet gik i gang for alvor. Fra maj til juli 2001 dræbte Pitjusjkin ni mennesker, og i løbet af de næste fem år dræbte han 38 mere. Han dræbte tilfældigt, ofrene spændte fra en ni-årig dreng til midaldrene kvinder og ældre, hjemløse mænd. Efterhånden ændrede han sin metode og begyndte at slå folk hårdt i hovedet og kaste dem i kloakken, der gik gennem parken. Han begyndte også at efterlade de lemlæstede lig i det fri så hele verden kunne se hans bedrifter. Hans visitkort var at stikke forskellige genstande ind i ofrenes knuste hovedskal. Typisk en vodkaflaske, men det kunne også være små grene eller andre ting. Da politiet ham, troede de, han stod bag 14 drab, men en dag kom han med en grufuld tilståelse under en afhøring. Han fortalte, at han havde dræbt 61, 60 af dem i parken. Den chokerende afsløring kom fuldstændig bag på efterforskerne - de fleste af drabene havde de ikke engang hørt om. De efterforskede så mange drab, de kunne, og havde til sidst beviser nok til at tiltale ham for 49 drab. Han blev kendt skyldig i 48 af dem og dømt til livsvarig fængsel – de første 15 år i isolation.

Han sidder i dag i et ukendt højsikkerhedsfængsel.

© Alamy, A.Savin, Corbis, Rex Features

sammen med sin mor og sin yngre søster. Da de sendte en reportage om drabene i Bitsevskijparken, skal søsteren havde udbrudt: - Denne galning, han er fascinerende. Hvem er han?

Pitjusjkin måtte kæmpe med hver en fiber i kroppen for ikke at fortælle hende, at hun sad lige ved siden af ham.

Pitjusjkin var ikke modvillig, når det gjaldt om at afsløre, hvor mange mennesker han havde dræbt. Han bestemte sig bare for at fortælle det under en afhøring en dag, og han gjorde det på en næsten hverdagsagtig måde. Da han først havde fortalt, at han havde dræbt 61 mennesker, havde politiet ikke andre muligheder end at forsøge at finde ud af, hvem alle disse mennesker var – og om Pitjusjkin overhovedet talte sandt. Et stort kriminalteknisk hold blev sendt ud til hans lejlighed for at lede efter spor, og det, de fandt, var forbløffende. Et skakbræt med et tal i hvert felt tydede på, at han havde dræbt 61 mennesker, men det var ikke bevis nok i sig selv. Politiet manglede at finde 45 lig for at kunne sigte Pitjusjkin for hver enkelt forbrydelse. Det, at han havde dumpet så mange af sine ofre i kloaksystemet, gjorde det umuligt for politiet at finde spor – og lige så umuligt at finde ligene.

Kloaksystemet var flere km langt. Det betjente hele den sydlige del af Moskva og var et enormt, indviklet netværk, som det ville tage flere årtier at gennemsøge. Politiet gik så langt som til at simulere, hvad der ville ske, når et lig blev dumpet i kloakken - de kastede en dukke ned på samme måde, som Pitjusjkin dumpede sine ofre. De fandt ud af, at den heftige vandstrøm fuldstændig ødelagde dukken, og sandsynligvis blev ofrene også fuldstændig skamferet i løbet af kort tid.

Mange gik ud fra, at Pitjusjkin slet og ret var gal, idet ingen tilregnelige personer kan begå så grusomme handlinger. Men det var slet ikke tilfældet. Alle psykiatere, der mødte og evaluerede Pitjusjkin, var enige om, at han var mentalt ok. Sandheden var, at han elskede at dræbe. Han havde ikke noget motiv - han var bare en jæger, som elskede at jage. Han sagde endda til politiet, at han ikke ville have stoppet, selvom skakbrættet var blevet fyldt helt ud.

«Et liv uden at dræbe er som et liv uden at spise,» sagde han selv.

65 Seriemordere 2018 DK_final.indd 65

07.11.2018 14:06

SERIEMORDERE XXXXXXX

MASSEMORDER - I 30 ÅR SERIEMORDEREN, SOM BLEV KALDT BTK, TERRORISEREDE WICHITA I KANSAS I EN LANG ÅRRÆKE. HAN SKREV TIL POLITIET OG MEDIERNE OG DRILLEDE DEM MED DETALJER OM SINE UGERNINGER.

D

on Granger havde ansvaret for tipstelefonen på aviserne The Wichita Eagle og Beacon. Det var oktober 1974, og byen var rystet. Hele Otero-familien var blevet dræbt – bundet og kvalt med persiennesnorer – i deres hjem den 15. januar.

Joseph, 38, Julie, 34, Josephine, 11 og Joseph II, 9 blev dræbt om morgenen, efter at den ældste søn Charlie på 15 år var taget i skole. Josephine var den sidste, der blev dræbt. - Hvad kommer der til at ske med mig? spurgte hun manden, som var kommet ind i huset den morgen. Han svarede: - Jo, min pige, du skal i himmelen sammen med resten af din familie. Da Charlie gik hjem fra skole i sne og sjap den dag, anede han intet om, hvilken gru han ville møde, når han gik ind af døren.

En mand på et sindssygehospital havde netop tilstået forbrydelsen og at han havde indbladet både broren og en anden mand. Politiet troede, at de endelig havde fået et gennembrud i sagen, som havde chokerende det søvnige Wichita. Et sted, der mindede mere om en småby end en travl delstatshovedstad.

Alle tre mænd havde desværre en psykiatrisk forhistorie, så politiet så hurtigt bort fra tilståelserne. Nu var det tilbage til start igen. Naboerne havde set en mand køre ud af Otero-familiens

Et politibillede af Rader, som blev taget efter anholdelsen. Ønskede han hele tiden at blive taget?

indkørsel kl. 10.30 den dag, drabene blev begået.

Der var en person, som ikke så med blide øjne på, at andre tog æren for drabene på Otero-familien. Han ringede derfor til avisernes tipstelefon, og Don Granger svarede. Han gav Granger titlen på en bog på biblioteket i Wichita, fortalte ham, hvor den stod, og sagde, at der lå et brev inden i bogen.

En rystet Granger kontaktede politiet og gav dem oplysningerne. Det var ikke en joke. Politiet fandt et brev inden i en teknisk lærebog. Brevet var dårligt skrevet med mange stavefejl, men det gjorde ikke indholdet mindre chokerende.

7 DRAB OG FLERE PÅ VEJ - Jeg skriver dette brev til jer for skatteydernes skyld, og for at I skal slippe for at spilde tiden. De tre mænd I har i jeres varetægt, snakker bare for at få opmærksomhed for Otero-drabene. De ved ingenting. Jeg gjorde det alene, og igen hjalp til ... Lad os få det på det rene.

I brevet fortalte han videre om ofrene, hvor og hvordan ligene var placeret i huset, også den stakkels Josephine, som blev fundet hængende i et reb i kælderen (drabsmanden havde også onaneret ud over hende, efter hun blev kvalt).

Brevet fortsatte: - Jeg ved ikke, hvornår dette uhyre kommer ind i min hjerne, men det er kommet for at blive ... Det er et stort, kompliceret spil, min ven uhyret spiller, når han pejler sig ind på ofrene, følger dem, holder øje med dem, venter i mørket, venter, venter ...

Det var også i dette brev, drabsmanden indførte kælenavnet BTK for metoden, han gerne brugte: Binde. Torturere. Kvæle.

Derudover havde han flere forslag til, hvad de kunne kalde ham.

Han følte, han fortjente et kælenavn, nu hvor han havde påberåbt sig syv drab: - P.S. Hvad med et navn til mig, det er på tide: 7 drab og mange flere på vej. Jeg kan godt lide disse. Hvad synes I?

HAN INDFØRTE KÆLENAVNET BTK FOR METODEN, HAN GERNE BRUGTE: BINDE. TORTURERE. KVÆLE.

66 Seriemordere 2018 DK_final.indd 66

07.11.2018 14:06

DENNIS RADER XXXXXXXXXXXXXXXXX

gemt i en ingeniørI 1974 efterlod BTK et brev til politiet håndbog på biblioteket i Wichita.

’BTK-Kvæleren’, ’Kvæleren fra Wichita’ , ’Den poetiske kvæler’, ‘Bondage-kvæleren’, ‘Psykoen’ , ‘Bødlen fra Wichita’ eller ‘BTK’.

Og han fortsatte: - P.S. Da sexforbrydere ikke ændrer metode, eller er i stand til det, vil jeg ikke ændre min. Kodeordene for mig bliver ... binde dem, torturere dem, kvæle dem. BTK er i gang igen, tænker I. Ordene vil være på det næste offer.

Brevet blev ikke offentliggjort. Politiet frygtede, at der ville udbryde panik i byen. De arbejdede tæt sammen med en gruppe psykologer for at finde frem til en profil på BTK. Drabsmanden tændte på bondage. Han var en type, ingen lagde mærke til. En ensom ulv, der lidt efter lidt opbyggede en fantasitilværelse, men var intelligent nok til at lade være med at vise det, som en af de retsmedicinske psykiatere udtalte.

Politiets strategi var diskret at indsætte en rubrikannonce i avisen The Wichita Eagle i et forsøg på at nå frem til drabsmanden. ”BTK. Der er hjælp at hente.

Ring 684-6321 før kl. 22.”

Annoncen stod i avisen fire gange fra den 24. oktober, men uden held. Samarbejdet mellem avisen og politiet var vigtigt for at få fanget BTK. Politiet havde brug for avisen for at kunne ”snakke” til BTK. Da annoncen ikke gav udslag, skrev journalist Granger, der havde taget imod telefonopkaldet fra BTK, en klumme, hvor han opfordrede den mystiske morder til at ringe til nummeret, der stod i annoncen. Han hørte ingenting.

Men BTK blev ved med at dræbe, selv om disse brikker i puslespillet ikke faldt på plads før nogle år senere. Han kunne ikke lade være med at skrive breve og håne politiet. Den psykologiske profil af manden gik ud fra, at han var en type, som næppe blev lagt mærke til, men det lod til at manden, der underskrev sig BTK, ville lade politiet forstå, at det var ham, der bestemte.

SYG EFTER OPMÆRKSOMHED I februar 1978 fik tv-stationen KAKE et brev med posten. Da den postansvarlige så brevet og læste det urovækkende indhold, skyndte han sig at vise det til nyhedsredaktionen.

- Hvor mange skal jeg dræbe, før jeg får mit navn i avisen eller får lidt national opmærksomhed …?

67 Seriemordere 2018 DK_final.indd 67

07.11.2018 14:06

SERIEMORDERE XXXXXXX

PÅ ET HÆNGENDE HÅR hun intet om Mens Anna Williams hyggede sig til et bal, anede enke kom ge 63-åri Den . faren, der lurede hjemme hos hende liv. s hende e sent hjem, og det redded lagde Den 28. april 1979 brød BTK ind hos fru Williams, havde Han hjem. e sig på lur og ventede på, at hun skulle komm for, sig t bestem og tid noget i overvåget hende og hendes hjem m genne huset i ind kom Han dø. skulle at det var i aften, hun havde også han t hvilke linjen, telefon afskar og vindue et kælder gav op gjort hos de andre ofre. Han ventede i timevis, men hjem, kom ms Willia Anne og gik frustreret hjem kl. 22. Da ringe ville hun da Og . nogen været havde opdagede hun, at der naboen, fra stedet i e ringed Hun død. en telefon var t, til politie løkke af og politiet kom og gennemsøgte huset. De fandt en BTK et sendte senere er måned ståltråd i soveværelset. Nogle få e) boend blive at turde ikke havde ams brev til adressen (Willi aften. den taget havde han r, ebukse strømp par et og digt med et I digtet stod der: ”Åh, Anna, hvorfor kom du ikke?”

BTKs hus, hvor han levede et tilsyneladende normalt i liv i stærk kontrast til sine perverse og dødbringende handlinger.

Brevet beskrev et drab fra 8. december 1977 på en ung kvinde, der hed Nancy Fox. Nancy blev fundet bundet og kvalt med en snor i sin lejlighed. Og hvorfor blev hendes lig fundet? Politiet fik en telefonopringning ... fra drabsmanden. Klokken 8.20 den 9. december havde en mand ringet til Wichita-politiet fra en telefonboks: I finder en dræbt person i 843 South Pershing. Nancy Fox. Da det stod klart, at en seriemorder var på færde i byen, gik politichef Richard LaMunyon ud med en tv-udtalelse til indbyggerne i Wichita. Den ukendte mand hævede, at han havde dræbt syv mennesker, og at han ikke havde tænkt sig at stoppe, så politichefen beordrede flere politifolk på gaden og bad indbyggerne om at være forsigtige. Lås jeres hjem, pas på hinanden og vær opmærksom på mistænkelig aktivitet i nabolaget.

En af dem, der hørte politichefens udtalelse var sekretæren på Wichita Eagle. Hun huskede et mærkeligt lille digt, som en postsorterer havde åbnet - med en tekst til en annonce på Valentinsdag. Hun havde lagt det i sin egen postbakke, da brevet ikke havde nogen faktureringsadresse. Digtet var en omskrivning af børnerimet Curly Locks og begyndte med ”Shirleylocks, Shirleylocks, vil du blive min?”. Nu blev det offentliggjort, for da politiet undersøgte digtet, var det tydeligt, at digtets ophavsmand skrev om den 26-årige Shirley Vian, en mor til tre, der havde oplevet meget modgang og blev dræbt den 17. marts 1977.

Drabsmanden havde banket på døren hjemme hos familien om morgenen og var blevet lukket ind af Shirleys seks år gamle søn.

BTK lukkede de rædselsslagne børn inde på badeværelset, mens

han dræbte deres mor. Det lykkedes til sidst børnene at komme ud.

Da så de, at moren var død. Der var ingen spor efter manden, der var blevet lukket ind. Moren blev fundet bundet på sengen, nøgen og kvalt med en plasticpose.

Drabsmanden higede efter opmærksomhed. I et af brevene skrev han endda dette: - Et lille afsnit i avisen ville have været nok. Han hånede politiet. Var han ude efter at blive fanget? Manden erkendte sit indre mørke. Han skrev, at en ”X-faktor” drev ham til at dræbe.

I brevet fra februar 1978 sammenlignede BTK sig med andre drabsmænd, der havde sendt breve til politiet eller efterladt beskeder på gerningsstederne: Jack the Ripper, Harvey Glatman, Son of Sam og Hillside-kvæleren. - Det virker meningsløst, men vi kan ikke gøre for det.

Hele situationen var uvant for Wichita-politiet. De prøvede at holde det første brev hemmeligt og forhindre flere drab. Det virkede ikke. Så var strategien at tale med borgerne, der også omfattede drabsmanden. Han havde påpeget i det ene brev, at han var den del af samfundet og levede et almindeligt liv.

For LaMunyon blev jagten på BTK en besættelse. - Det er blevet en personlig sag, sagde LaMunyon til UPI-journalist Dan Chiszar i en artikel i begyndelsen af 1978. Jeg er meget frustreret.

Det er det sidste, jeg tænker på, når jeg går i seng, og det første, jeg tænker på, når jeg står op om morgenen.

En ny bølge af breve i 1979 satte en endnu mere intens politiindsats i gang. En kvinde, som BTK havde forfulgt og bestemt, at han ville dræbe, gik fri takket være et enormt held. BTK brød ind hos hende og ventede, mens hun var ude med nogle venner.

Dennis Rader lytter til en vitneforklaring under straffeutmålingsdelen av rettssaken.

68 Seriemordere 2018 DK_final.indd 68

07.11.2018 14:06

DENNIS DENNISRADER RADER XXXXXXXXXXXXXXXXX Til sidst blev han træt af at vente og frustreret over, at han ikke kunne gennemføre sine drabsplaner. Men han lod kvinden vide, at han havde været der. Et brev dukkede senere op på adressen med et digt, en tegning samt tøj og smykker, han havde stjålet derfra.

Drabsmanden sendte også et brev til tv-stationen KAKE, som sendte det uåbnet videre til politiet.

Politiet oprettede nu en tipstelefon for at forsøge at lokke BTK frem. Der måtte da være nogen, der viste hvem denne galning var? De sendte også optagelsen af BTKs telefonopkald efter drabet på Nancy Fox til en professor, som var ekspert i elektronisk forbedring af lydoptagelser, hvilket var ganske revolutionerende i slutningen af 70’erne. Telefonoptagelsen blev udsendt på radio- og tv-stationer i Wichita den 15. august 1979.

Politiet fik masser af henvendelser, men ingen konkrete spor.

Dette var sidste gang, politiet høre fra BTK i 25 år. BTKspøgelset svandt stille hen, og frem mod 90’erne blev han ikke nævnt i pressen.

SKJULT IBLANDT OS Hvad lavede BTK i alle disse år? Var han død? I fængsel for et andet lovbrud? I en anden delstat?

Det, der var både mærkeligt og skræmmende, var, at BTK eksisterede. Han befandt sig stadig i lokalsamfundet, hvor han skjulte sig for øjnene af alle. Der gik langt tid imellem, at monsteret dukkede op. BTK tog sig god tid. Han forfulgte sine ofre forsigtigt, og nu var han sikker på sine langtrukne torturmetoder.

Den 17. januar 2004 bragte The Wichita Eagle en artikel, der markerede 30-års dagen for drabet på Otero-familien. To dage senere modtog avisen et brev. Returadressen var til en Bill Thomas Killman. Brevet indeholdt en fotokopi af kørekortet til

en lokal kvinde, der hed Vicky Wegerle. Den 28 år gamle hustru og mor blev dræbt i 1986 – kvalt i sit hjem på samme måde som de andre af BTKs ofre. Men drabet kunne ikke med sikkerhed kobles til BTK, før brevet kom. Det indeholdt også billeder fra gerningstedet, taget af drabsmanden.

Den dag, hun blev dræbt, var Vickys ægtemand Bill kørt hjem i frokostpausen for at sige hej til hende og deres to år gamle søn, og han mødte familiens bil på vejen. Det var ikke Vicky, der kørte. Han gik ind i huset og fandt sin søn alene på gulvet. Han råbte på sin kone og gik oven på, hvor han fandt hende død i soveværelset.

Dette blev en ond påmindelse for byens borgere. BTK havde skræmt mange, og efter så mange år var der stadig nysgerrighed og frygt blandt indbyggerne. Var seriemorderen iblandt dem?

BTK var blevet en trussel igen. Folk tjekkede deres huse og kiggede efter knuste vinduer, nogen sov med våben ved siden af sengen, kvinderne købte peberspray. Faren til et af BTKs ofre, Kathryn Bright, sagde, at han havde troet, at morderen var død eller i fængsel. - Det er op til politiet at finde ham nu, sagde Charles Bright til The Eagle i en artikel den 27. marts 2004.

Kathryn, 21, var blevet dræbt den 4. april 1974, kun nogle få måneder efter Otero-famlien. Kathryns bror var også i huset – hvilket var kommet bag på BTK – og den unge mand var blevet skudt, men havde overlevet.

Det blev til flere breve de følgende måneder, og politiet opmuntrede til kommunikationen.

Ken Landwehr, chefen for drabsafdelingen, gik forrest i forhold til at appellere til BTKs behov for anerkendelse og hans åbenbare ønske om at snakke, for ikke at sige brillere. Og det skulle vise sig at blive BTKs skæbne.

DRABSMANDEN BLEV LUKKET IND AF SHIRLEYS SEKS ÅR GAMLE SØN. BTK LUKKEDE DE RÆDSELSSLAGNE BØRN INDE PÅ BADEVÆRELSET, MENS HAN DRÆBTE DERES MOR.

DRABET PÅ NANCY FOX Udskrift fra retssagen mod Dennis Rader med detaljeret beskrivelse af drabet på

DOMMEREN: Og kom hun hjem, så?

Nancy Fox

RADER: Ja, det gjorde hun.

DOMMEREN: Hvad skete der?

RADER: Jeg konfronterede hende. Jeg fortalte, at jeg var en – at jeg havde et problem, et seksuelt problem – at jeg var nødt til at binde hende fast og have sex med henne. Hun blev meget oprørt. Vi snakkede lidt og hun tog en cigaret. Men vi røg, gennems øgte jeg hendes taske og tjekkede nogle ting. Ok, sagde hun til sidst, lad os få det overstået, så jeg kan ringe til politiet. Jeg sagde Ok, og hun sagde: må jeg gå på toilettet? Jeg sagde Ja. Hun gik på toilettet og kom … jeg sagde til hende, at når hun kom ud, skulle hun være nøgen.

Da hun kom ud, gav jeg hende håndjern på, og ... æh ...

DOMMEREN: Gav du hende håndjern på? Havde du et par håndjern med?

RADER: Ja, det havde jeg.

DOMMEREN: Hvad skete der så?

RADER: Jo, jeg gav hende håndjern på og fik hende til at lægge sig på sengen.

Jeg bandt hendes fødder. Jeg havde også klædt mig af til en vis grad. Og så lagde jeg mig oven på hende og bøjede mig over, jeg tog ... er ikke sikker på, om hendes fødder var bundet eller ej. Men jeg tog i hvert fald ... Jeg tror, jeg havde et bælte. Jeg tog bæltet, og så kvalte jeg hende med det.

69 Seriemordere 2018 DK_final.indd 69

07.11.2018 14:07

SERIEMORDERE XXXXXXX

Efterforsker Sam Houston i Wichita viser en maske under Dennis Raders retssag.

Den blev fundet ved Delores Davis lig.

ENDEN FOR BTK Rader sendte en gåde til KAKE. Han gemte en pakke til politiet i Murdock Park i Wichita. Den indeholdt Nancy Fox kørekort og en barbielignende dukke, som skulle være en miniudgave af det, han gjorde med ofrene – dukken var bundet på hænder og fødder og havde en plasticpose over hovedet. I juni 2004 blev et skriv klistret på et stopskilt med tape. Det skitserede indholdet i en bog, der skulle hedde The BTK Story. Det første kapitel skulle hedde ”En seriemorder bliver født”. Denne fyr havde det største ego, og han ønskede at hans historie skulle blive hørt. Som med sine forbrydelser lagde han meget omtanke og planlægning i korrespondancen, selv om både hans sprog og retskrivning var ubehjælpsom.

I januar 2005 brugte seriemorderen en morgenmadsæske til at kommunikere med. Han lagde den bag på en pickup på parkeringspladsen ved byggemarkedskæden Home Depot i Wichita. Bilejerens kæreste troede bare, det var skrald og smed æsken ud. BTK sendte et nyt brev til tv-stationen for at spørge, hvad der skete med æsken.

Det lykkedes politiet at finde æsken i skraldespanden. Inden i æsken fandt de nogle uhyggelige tekster om nogen af BTKs planlagte drab. De indeholdt også et spørgsmål til politiet, hvilket skulle vise sig at blive en af de mest afgørende beskeder mellem politiet og BTK. - Kan jeg kommunikere via en diskette uden at kunne spores til en computer? Vær ærlig … BTK ville have, at politiet skulle indrykke en annonce i The Wichita Eagle med svaret ”Rex, det går godt”. Så ville BTK vide, at han trygt kunne bruge en diskette til den videre kommunikation.

For en mand, der var så tålmodig og systematisk i sine drab, virker det ganske dumt at skrive på en computer til politiet. BTK satte en diskette i computeren i Christ Lutheran Church og skrev sine dokumenter, som skulle sendes til politiet. BTK stolede på, at han ikke efterlod nogle spor via disketten, naiv som han var.

Politiet må have gnedet sig i hænderne, da den sidste konvolut fra drabsmanden kom.

Disketten afslørede et navn – Dennis – og navnet på de steder,

hvor den havde været i brug – Christ Lutheran Church og et bibliotek. Der skulle blot en enkelt internetsøgning til for at finde ud af, at der var en Dennis tilknyttet kirken - Dennis Rader var leder for meningheden i Christ Lutheran Church. Men det var ikke nok: Politiet måtte have konkrete beviser. Efterforskerne kunne ikke opsøge Rader og bede om en DNA-prøve. For det første ville han nægte, og for det andet ville han forstå, at han var mistænkt. Politiet opdagede, at Raders datter havde været på sygehuset for at få taget en celleprøve, og i al hast fik de anklagemyndigheden til at udstede den ordre, de havde brug for, så man kunne overtage prøven og sammenholde den med det uidentificerede DNA, som BTKs ofre havde haft under neglene.

De hurtige resultater beviste familieskabet, og så fik politiet ok til at anholde Rader.

ANHOLDELSEN Da præst Michael Clark var på vej ud af kirken for at ordne nogle ærinder den 25. februar 2005, kom en myndig herre i sort frakke imod ham. Manden præsenterede sig som politiinspektør og havde flere kollegaer med sig. Mændene bad om lov til at tale med præsten indenfor og fortalte, at de havde en ransagningskendelse. Hvorfor i alverden ville politiet ransage kirken? Og nu fik Clark, som ifølge menigheden var en stillfærdig Guds mand sit livs chok.

Politiet gennemsøgte kirken i forbindelse med BTK-drabene, og de mente, at en mand ved navn Dennis Rader var den hovedmistænkte.

Rader, en gift mand og far til to, på 60 år, blev anholdt samme dag. Han arbejdede som funktionær i kommunen, var tidligere spejderleder, tidligere alarmmontør og dybt engageret i kirken. I politiet forhørslokale åbnede sluserne sig på vid gab, da han blev konfronteret med diskette-beviset og DNA-matchet. I løbet af de næste 30 forbløffende timer fortalte han indgående efterforskerne om sit liv og sine ugerninger.

- Ved du, hvorfor du er her? spurgte en af efterforskerne.

- Jeg går ud fra, at det gælder BTK,» svarede Rader.

Efterforskeren: - Vil det overraske dig at høre, at faren til din

70 Seriemordere 2018 DK_final.indd 70

07.11.2018 14:07

DENNIS RADER XXXXXXXXXXXXXXXXX

Raders første fremstilling for retten foregik via videotransmission fra fængslet.

Et brev, Rader skrev fra cellen, hvor han henviste til beskeden om, at Stephen King havde brugt BTKs drab som inspiration til en roman.

BTK VAR BLEVET EN TRUSSEL IGEN. FOLK TJEKKEDE DERES HUSE OG KIGGEDE EFTER KNUSTE VINDUER, NOGLE SOV MED VÅBEN, OG KVINDER KØBTE PEBERSPRAY. datter, er BTK? Fortæl os, hvem du er.

Rader: - Jeg er BTK. Du har mig.

I et andet usædvanlig åbenhjertigt forhør med den Harvarduddannede retspsykiater Robert Mendoza (hyret af Raders forsvar for at finde ud af, om han var mentalt stabil til at erklære sig skyldig eller ikke-skyldig), forklarede Rader præcis, hvorfor han begyndte at dræbe. Han kunne godt lide at lege regissør, forklarede han. Han var en iagttager. Han var tilhænger af rutiner og regler. Iagttagelserne var det mest interessante. At skaffe sig overblik, planlægge, fiske efter ofre. Han havde sit eget angrebsudstyr med plastikposer, reb, tape, kniv og pistol, som han tog med for at gennemføre de uhyrlige gerninger.

- Iagttagerfasen er der, hvor du begynder at finde ud af mere om dine ofre, de potentielle ofre, fortalte Rader til Mendoza. Jeg gik på biblioteket, slog deres navn og adresse op, krydstjekkede, ringede til dem et par gange og kørte forbi, når jeg kunne. Jeg begyndte at opbygge en fantasi i hovedet. Når den aktuelle person blev en fantasi, kunne jeg gennemgå sagen igen og igen. Jeg lå i sengen om natten og tænkte på personen, på drabet og hvordan det skulle ske. Det blev ligesom en film, fortsatte han.

- Jeg ville producere begivenheden, designe den og gennemføre den, koste hvad det koste ville. Jeg tror faktisk, jeg er besat af dæmoner. Jeg slog hovedet, da jeg var lille … noget har drevet mig til at gøre dette. Normale mennesker gør ikke sådan …

Den 27. juni 2005, på retssagens første dag, erklærede Rader

sig skyldig i de 10 drab. Han sidder i dag fænglset i Kansas og kan søge om prøveløsladelse i 2180, men må nok regne med at dø bag murene inden da.

Raders advokat, Steve Osburn, snakkede om klientens sære træk.

Under de indledende retsmøder, hvor to Penthouse-blade blev vist som eksempler på, hvad man havde fundet i Raders hjem, sprang Rader op ad stolen og protesterede. Han havde ikke problemer med ligene eller de andre billeder [af ofrene, bondage og tortur], men han protesterede mod lovlig porno, bemærkede Osburn til journalisten fra avisen Observer-Reporter.

Nyt mord?

Rader blev ved med at opsøge pressen og tilstod faktisk, at han havde planlagt at dræbe igen og var begyndt at overvåge sit næste offer. - Der var nok et til, sagde han i et telefoninterview med en tv-station. Jeg tænkte virkelig på det, men jeg var begyndt at komme op i årene, når det gjaldt tankevirksomheden, så det var nok ikke blevet til noget. Det var nok mest et egotrip.

Inspektør Landwehr, som døde af kræft i 2014, 59 år gammel, huskede, at han blev overrasket under den lange tilståelse, fordi Rader blev mest oprørt over, at politiet havde løjet over for ham om disketten. - Jeg prøvde at fange dig, sagde Landwehr til Rader.

- Men vi havde jo noget virkelig godt kørende, du og jeg havde en forståelse, svarede Rader.

I retssalen erklærede Rader sig skyldig i 10 mord. Han er fængslet i Kansas og kan ansøge om løsladelse i 2180, men så længe lever han næppe. Han er 73 år i dag.

En af Raders skitser - han tegnede ofte detaljerede billeder af kvinder, som var bundet eller af torturudstyr.

Tak til Serial Killer Culture for brug af billeder af skitser og breve i denne artikel. www.serialkillerculture. com

71 Seriemordere 2018 DK_final.indd 71

07.11.2018 14:07

SERIEMORDERE XXXXXXX

HER SLOG MORDEREN TIL BTKS JAGTMARKER OG GRAVPLADSER. DEN DESPERATE TØRST EFTER OPMÆRKSOMHED FIK HAM TIL AT KOMMUNIKERE MED POLITI OG MEDIER. KATHRYN BRIGHT Den 4. april 1974 blev Kathryn Bright (21) knivstukket i sit hjem i E. 13th St. 3217. Kathryns lillebror blev skudt, men overlevede.

VICKI WEGERLE Den 16. september 1986 blev Vicki Wegerle (28) kvalt i sit hjem. Mistanken for drabet faldt i første omgang på hendes mand.

235

1

PARK CITY

DENNIS RADERS HUS 135

WICHITA

2

135

4

254

96

3 5

SHIRLEY VIAN 54

© Alamy, Getty, Press Association, Adrian Mann

Den 17. marts 1977 blev Shirley Vian dræbt i S. Hydraulic 1311, mens hendes børn var låst inde på badeværelset.

OTERO-FAMILIEN Den 15. januar 1974 blev fire medlemmer af Otero-familien – forældrene Joseph og Julie og to af deres børn på ni og 11 år – kvalt i N. Edgemoor 803.

NANCY FOX Den 8. december 1977 blev Nancy Fox (25) kvalt i sin bolig i S. Pershing 843.

72 Seriemordere 2018 DK_final.indd 72

07.11.2018 14:07

DENNIS RADER XXXXXXXXXXXXXXXXX

USA KANSAS 135

EN MASSEMORDERS FORKLARINGER

Udskrift fra retssagen mod Dennis Rader med indgående beskrivelse af drabet på familien Otero.

DOMMEREN: Ja, hvad gjorde du med Joseph Otero?

RADER: Joseph Otero?

DOLORES DAVIS

DOMMEREN: Joseph Otero senior, hr. Otero, faren.

Den 19. januar 1991 forsvinder Dolores Davis fra sit hjem i N. Hillside 6226. Liget bliver først fundet næsten to uger senere, 16 kilometer væk.

RADER: Jeg trak en plasticpose over hans hoved, og så nogle snorer, som jeg strammede til ...

DOMMEREN: Dette var i soveværelset?

RADER: Ja, hr. dommer.

KECHI

DOMMEREN: Blev han kvalt af dette?

MARINE HEDGE

RADER: Ikke med det samme. Nej, det gjorde han ikke.

Den 27. april 1985 forsvinder Marine Hedge (53) fra sit hjem i Independence 6254. Man fandt hendes lig otte dage senere lige ved krydset af 53rd North og Webb Road.

DOMMEREN: Hvad skete der?

RADER: Jo, derefter tog jeg fru Otero. Jeg havde ikke kvalt nogen før, så jeg vidste ikke, hvor hårdt man skulle trykke, eller hvor langt tid, det ville tage. Men ...

DOMMEREN: Var hun også bundet der?

RADER: Ja, begge var bundet på hænder og fødder.

DOMMEREN: Hvor var børnene?

VIGTIGE STEDER 1 – KAKE TV

De fik leveret en seddel med oplysninger om drabet på Nancy Fox.

2 – KSAS TV

En diskette sendt til KSAS TV fører til, at Rader endelig pågribes.

3 – WICHITA FOLKEBIBLIOTEK

Rader gemte en seddel i en teknisk lærebog på biblioteket, hvor han tog æren for drabene på Otero-familien og afslørede detaljer, som kun drabsmanden kunne

kende til.

4 – TINGHUSET I SEDGWICK COUNTY

Rader blev idømt 30 gange livstidsstraf efter at have tilstået sine forbrydelser i retten.

5 – WICHITA EAGLE

Efter flere års tavshed modtog Wichita Eagle et brev fra ”Bill Thomas Killman” i 2004.

BTK TOK SIG GOD TID. HAN FORFULGTE FORSIGTIGT OFRENE, OG NU VAR HAN SIKKER PÅ SINE LANGTRUKNE TORTURMETODER.

RADER: Åh, Josephine lå på sengen og junior lå på gulvet hele tiden.

DOMMEREN: Allerførst var det altså Joseph Otero. Du trak en pose over hovedet på ham og strammede den. Og han døde ikke straks. Kan du fortælle mig, hvad der skete med Joseph Otero?

RADER: Han drejede sig rigtig hurtigt, og jeg tror, han ligesom rev et hul i posen, og jeg forstod, at han havde store problemer. Men lige præcis der fik hele familien, æh ... de gik amok for mig, så jeg handlede meget hurtigt.

DOMMEREN: Du handlede meget hurtigt. Hvad gjorde du?

RADER: Jo, altså, jeg kvalte fru Otero, og hun døde, eller besvimede.

Jeg troede, hun var død. Så kvalte jeg Josephine. Hun besvimede, eller jeg troede, hun var død. Så gik jeg hen og trak en pose over hovedet på junior. Og så, hvis jeg husker rigtigt, kom fru Otero til sig selv igen. Hun vågnede, og ...

DOMMEREN: Lad mig spørge dig om Joseph Otero senior. Du nævnte, at han havde revet et hul i posen. Hvad gjorde du med ham der?

RADER: Jeg trak endnu en pose over ham. Enten det ... eller så var det et tæppe eller en t-shirt, jeg lagde over hans hoved, og derefter endnu en pose.

73 Seriemordere 2018 DK_final.indd 73

07.11.2018 14:07

SERIEMORDERE XXXXXXX

JAGTEN PÅ EN KVÆLER

DET KRÆVEDE EN AF DE STØRSTE POLITI­EFTERFORSKNINGER I NYERE TID AT FANGE SERIEMORDEREN FRA SUFFOLK.

J

agten var i gang. To kvinder var fundet døde. Nogen havde dræbt dem og sluppet af med ligene under mystiske omstændigheder. Tre andre var savnet. Der var ikke længere trygt i gaderne i Ipswich, og politiets opgave var at finde gerningsmanden så hurtigt som muligt Drabene og de forsvundne lig havde ét fællestræk: Alle ofrene var prostituerede. Meget havde gået imod dem, de var langt nede og deres uheldsvangre tilværelse blev afsluttet på en vanærende og uværdig måde. Parallellerne til historiens mest berygtede uidentificerede seriemorder var tydelige for alle. Men denne gang skulle den skyldige ikke slippe fra det ustraffet.

Under kodenavnet ”Operation Sumac” knyttede politiet drabene på den 19-årige Tania Nicol og den 25-årige Gemma Adams sammen. De blev begge fundet under nogenlunde samme omstændigheder, nøgne og efterladt i skovområder.

Under en pressekonference den 10. december 2006 valgte efterforskere fra politiet i Suffolk, som ledede efterforskningen, at advare kvinder mod at trække på gaden i Ipswich om natten.

Det var ikke sikkert, påpegede de, især med tanke på, at tre kvinder stadig var savnede.

Det viste sig, at de tre allerede havde mødt deres triste skæbne. Samme dag som pressekonferencen blev 29-årige Annette Nicholls, som havde været savnet siden 5. december, fundet død i nærheden af Levington. Samme dag forsvandt den 24-årige mor til tre, Paula Clennell, for at blive fundet død bare to dage senere, den 12. december. Liget lå i nærheden af stedet, hvor Nicholls var blevet fundet. Siden blev liget af Anneli Alderton, en anden 24-årig, som havde været savnet siden 3. december, fundet i en korsfæstelseslignende stilling, der mindede meget om den måde, Nicholls var blevet behandlet.

Med mediernes fulde søgelys rettet mod

Steve Wright: Kvæleren fra Suffolk, som dræbte fem kvinder.

Steve Wright, 48, en tidligere gaffeltruckfører, som blev dømt for drabene på fem prostituerede.

Ligene blev fundet omkring Ipswich. Billedet er fra en bryllupsvideo optaget i 2002.

74 Seriemordere 2018 DK_final.indd 74

07.11.2018 14:07

XXXXXXXXXXXXXXXXX STEVE WRIGHT

Politi og kriminal­ teknisk personale undersøger Wrights hus, efter at han blev anholdt.

Huset, hvor Wright boede, da han begik drabene, er siden blevet lukket af.

politietefterforskningen fik sagen en dækning, som Storbritannien ikke før havde set magen til. Antallet af politifolk, der deltog i efterforskningen, var også rekordstort.

Sammen med politimester Alastair McWhirter blev seniorefterforsker Dave Johnston hentet ind fra London, mens kriminaloverinspektør Stewart Gull administrerede det daglige efterforskningsarbejde. Budskabet var tydeligt: Dette var en sag, der skulle opklares. Koste hvad det ville.

Og politiopbuddet stoppede ikke der. I løbet af efterforskningen var flere end 850 politifolk fra hele Storbritannien involveret på en eller anden måde. Den 18. december havde politiet får over 10.000 telefontips i sagen, og efterforskerne havde omhyggeligt gennemgået omkring 10.000 timers overvågningsmateriale i jagten på ledetråde.

Medierne spillede også en rolle i efterforskningen. BBC og Sky Channel dækkede sagen døgnet rundt lige fra det første drab, og de senere hændelser satte folks fantasi i sving. Der blev lavet koblinger til Peter Sutcliffe, som blev kaldt The Yorkshire Ripper, og folk foreslog en række navne til den ukendte gerningsmand. Efterhånden var det ”Kvæleren fra Suffolk”, som satte sig fast.

Der blev også udlovet belønninger for oplysninger.

Tipstelefoncentralen i Ipswich satte 25.000 pund på højkant for oplysninger der førte til, at den skyldige blev fanget, og News of the World udlovede 250.000 pund. Med så store dusører

kom der uundgåeligt mange ubrugelige telefonopkald. Derfor måtte jurist Lord Goldsmith sætte nogle retningslinjer op for medierne for at begrænse dækningen, så der ikke blev skabt forudindtagede holdninger til sagen. Trods de mange ressourcer, der blev sat ind for at opklare mordene, vidste politiet stadig meget lidt om, hvem drabsmanden var. De havde ikke engang et spor at gå efter. Hvem han end var, havde han skjult sine spor godt, men nettet begyndte stramme.

Anholdelsen

Det første tegn på fremgang i sagen viste sig desværre at være et blindt spor. Den 18. december blev det meldt ud, at en 37-årig mand var anholdt i forbindelse med drabene i nærheden af Felixstowe uden for Ipswich. Da han blev holdt varetægtsfængslet i et ekstra døgn, var det nærliggende at tro, at drabsmanden endelig var blevet fundet.

Så kom der et nyt gennembrud. Næste formiddag, den 19. december, blev en 48-årig fra Ipswich også anholdt som drabsmistænkt. To dage senere blev det offentliggjort, at han hed Steve Wright og var tidligere steward, lastbilschauffør og

DENNE SAG SKULLE OPKLARES. KOSTE HVAD DET VILLE.

75 Seriemordere 2018 DK_final.indd 75

07.11.2018 14:07

SERIEMORDERE XXXXXXX

:

bartender, som kørte gaffeltruck på natskift. Han havde besøgt bordeller jævnligt gennem det meste af sit liv, og indicier tydede på, at havde befundet sig i de aktuelle områder på de tidspunkter, hvor drabene blev begået, hvilket satte ham under mistanke.

I sig selv var det dog ikke nok til at fælde ham. Men selv om han havde gjort sit bedste for at fjerne spor, der kunne knytte ham til drabene, havde han ikke været grundig nok. Der blev fundet spor af DNA fra ham på tre af kvinderne, mens mikroskopiske fibre fra hans tøj og bil blev fundet på alle fem ofre.

Og ikke nok med det. Takket være den omhyggelige gennemsøgning af de utallige timer med overvågningsoptagelser, blev det afsløret at Wrights Ford Mondeo havde været i de aktuelle områder på vigtige tidspunkter i forbindelse med alle mordene. Det tyder på, at Wright havde taget kvinderne med sig – sandsynligvis under påskud af at ville betale for deres tjenester - før han kvalte dem, tog tøjet af dem og efterlod ligene i skovområdet, hvor de blev fundet.

Alligevel gjorde Wright alt, hvad han kunne, for at modarbejde efterforskerne. Når de prøvede at udspørge ham, var han ikke til nogen hjælp.

- Vi har fundet DNA fra dig på den sidste kvinde, som forsvandt, og på en af de tidligere, sagde politiet til ham under afhøringerne. Hos begge fandt vi DNA’en på de nøgne lig.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Og Wrights svar? - Ingen kommentar.

Det skulle blive hans standardreplik under store dele af efterforskningen. Hvad der end skete, ville de ikke få nogen tilståelse fra ham.

Retssag og dom Men det behøvede de heller ikke, viste det sig. Den 14. januar 2008 – cirka to år efter drabene – kom Steve Wrights sag for retten i Ipswich. Der stod han tiltalt for drabene på Nicol, Adams, Alderton, Nicholls og Clenell. Under ledelse af advokat Peter Wright så juryen en række videooptagelser, hvor Wright kørte sin Mondeo gennem gaden, hvor kvinderne var forsvundet. Andre kvinder, der havde hørt underlige bankelyde fra bilen, blev indkaldt som vidner, og sporene af Wrights DNA på ofrenes lig blev bragt fremhævet Det mest markante bevis var, at tæppefibre fra bundmåtten i hans bil blev fundet i Tania Nicols hår, selv om liget blev smidt i vandet.

TÆPPEFIBRE FRA BUNDMÅTTEN I WRIGHTS BIL VAR BLEVET FUNDET I NICOLS HÅR, SELV OM LIGET BLEV SMIDT I VANDET.

HERUNDER Øjeblikket, hvor dommer Gross dømte Steve Wright til livstid, februar 2008.

76 Seriemordere 2018 DK_final.indd 76

07.11.2018 14:07

XXXXXXXXXXXXXXXXX STEVE WRIGHT Politiet bevogter mindestedet for Paula Clennel på juryens anmodning.

Juryen besøger Coddock Mill, hvor Tania Nicols lig blev fundet.

Steven Gerald James Wright er seriemorderen med fem kvinders liv på samvittigheden: Tania Nicol, Gemma Adams, Anneli Alderton, Annette Nicholls og Paula Clennell. Han blev født 24. april 1958 i Erpingham i Norfolk og havde en rodløs opvækst - familien flyttede både til Malta og Singapore, mens faren var i militæret. Forældrene blev skilt og giftede sig begge igen.

Wright boede hos sin far. Efter skolen blev han kok i handelsflåden, hvorefter han arbejde en periode som steward på Quenn Elizabeth II. I løbet af den tid giftede han sig med Angela O’Donovan, som han fik en søn med, men ni år senere blev de skilt.

Hans anden kone var Diana Cassell. De fik en datter, men ægteskabet varede kun et år. I den periode arbejdede han som lastbilchauffør og bartender, og senere blev han truckfører.

I 2004 flyttede han til Ipswich med sin kæreste Pamela. Det var her, han begik drabene. Mellem oktober og december 2006 kidnappede han fem prostituerede, kvalte dem og efterlod ligene, hvilket afstedkom en massiv efterforskning.

Wright blev anholdt 19. december 2006, og 21. februar 2008 blev han kendt skyldig i alle fem drab. Straffen blev livstidsfængsel uden mulighed for løsladelse. Først ville han anke dommen, men ombestemte sig, og i dag sidder han fængslet. Under hele sagen besvarede han alle anklager med ”ikke skyldig”, og den dag i dag har han stadig ikke erkendt sig skyldig.

© Rex Features

En tegning af Wright i retten i Ipswich Crown Court i januar 2007.

Konklusionen var klar: her var for mange stærke indicier til, at de kunne affejes som sammentræf.

I forsvarstalen hævede Wright ufatteligt nok, at det hele var netop et sammentræf. Nu brød morderen omsider tavsheden og udtalte sig om hændelserne. Han indrømmede, at han havde haft sex med alle ofrene undtaget Nicholls, og at han havde haft for vane at opsøge prostituerede hele livet.

Men han nægtede at have haft noget med drabene at gøre og hævdede nærmest, at han havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var en afsløret mands desperate forsøg på at hævde sin uskyld, og ingen lod sig narre.

Desuden var der mange huller i hans forskellige udtalelser.

Da han oprindeligt blev stoppet af politiet midt om natten, havde han sagt, at han ikke var klar over, at han befandt sig i sex-gaden, og at han bare havde kørt omkring, fordi han ikke kunne sove. Men det tog ikke lang tid at pille hans spind af løgne fra hinanden.

Den 21. februar 2008, efter otte timers overvejelser og med ofrenes pårørende til stede, blev Wright enstemmigt kendt skyldig i alle fem drab og dømt til fængsel på livsstid – og dengang var livsstid bogstaveligt ment. Uanset hvad der skete, ville Wright aldrig slippe ud af fængsel.

Kendelsen fik en blandet modtagelse. Nogle af ofrenes pårørende var tilfredse, men for andre var sårene for dybe til, at de kunne læges. Når han havde vist så stor foragt for andres tryghed, var det vel den eneste rimelige straf, at han mistede sit eget liv? De fik det ikke, som de ønskede, men sagen førte til, at debatten om dødsstraf blev taget op på ny i Storbritannien. Steve Wright måtte sidde i fængsel resten af sit liv, og retfærdigheden havde endelig sket fyldest.

BÅDE FAR OG MASSEMORDER

77 Seriemordere 2018 DK_final.indd 77

07.11.2018 14:08

XXXXXXX SERIEMORDERE

SÅDAN BLEV HAN THE RIPPER PETER SUTCLIFFE MYRDEDE MINDST 13 KVINDER OG ER KENDT SOM EN AF STORBRITANNIENS VÆRSTE SERIEMORDERE.

HAN FORFÆRDEDE SINE KOLLEGER MED SNAK OM NEKROFILI OG HÆVDEDE, AT HAN HAVDE STJÅLET FRA LIGENE, HAN BEGRAVEDE.

M

ellem 1975 og 1980 udsatte Peter Sutcliffe West Yorkshire for en serie brutale drab og angreb på kvinder. Sutcliffe blev født den 2. juni 1946 i den lille by Bingley i Yorkshire.

Han myrdede 13 kvinder og overfaldt syv andre. Journalisterne kaldte ham Yorkshire Ripper på grund af den ekstreme brutalitet, han udviste.

I Sutcliffes barndom var der ikke noget, der gav grund til at tro, at han kunne komme til at begå sådanne forbrydelser senere i livet. Han havde en forholdsvis almindelig opvækst, selv om der godt nok var spændinger i hjemmet. Sutcliffes far havde mistanke om, at moren var utro, og nogle mener, at dette kan have udløst Sutcliffes dybe kvindehad. Men Sutcliffe selv var en stilfærdig type, som ikke skilte sig ud på nogen måde.

Et mørkt sind Da Sutcliffe blev voksen udviklede hans mørke sind besættelser

og foruroligende adfærd. Før han giftede sig med sin kone Sonia i august 1974 – hans første kæreste – havde han en række forskellige job.s Blandt anden var han graver. I den tid forfærdede han sine kollegaer med snak om nekrofili. Han hævdede også, at han havde stjålet fra ligene, han begravede. Naturligvis var kollegaerne nervøse ved at have ham i nærheden.

I 1969 begik han sit første bekræftede overfald Sutcliffe påstod, at en prostitueret havde snydt ham for penge, så han gik på jagt efter hende sammen med sin kammerat Trevor Bridsall. Sutcliffe fandt hende ikke, men angreb i stedet en anden kvinde med en sten før han gik tilbage til Bridsalls varevogn og bad kammeraten at køre væk. Nogen havde taget nummeret på varevognen, og næste dag blev Sutcliffe afhørt af politiet. Han hævdede, at han havde slået kvinden med de bare næver. Kvinden var prostitueret og havde en kæreste, som sad fængslet for vold, og ville derfor ikke anmelde episoden.

I juni 1975 tog Sutcliffe stort kørekort, og samme år fik han

78 Seriemordere 2018 DK_final.indd 78

07.11.2018 14:08

XXXXXXXXXXXXXXXXX PETER SUTCLIFFE

at vide, at Sonia ikke kunne få børn. I det ene vindue i førerhuset havde han et selvdyrkende, ildevarslende opslag: ”I denne bil sidder en mand med en latent genialitet, som ville ryste nationen, hvis den blev sluppet fri, og genialitetens dynamiske energi ville overmande alle omkring ham.”

Hvis vi erstatter ”latent genialitet” med ”ekstremt voldelige tendenser” skulle senere hændelser vise, at han ikke tog helt fejl.

Sådan opstod The Ripper Kort efter dette brød hans bølge af vold løs. Natten til 5. juli 1975 var Anna Rogulskyj på vej hjem til sin kæreste i Keighley efter en fest. Men Sutcliffe ventede på hende. Han angreb hende med en hammer, slog hende næsten ihjel, og stak hende flere gange med kniv. Han blev forstyrret af en nabo, men det lykkedes ham at overbevise vedkommende om, at alt var i orden, og flygtede bagefter. Rogulskyj blev fundet og kørt til sygehuset i fuld fart.

Det lykkedes lægerne at redde hende, men hun var skadet for livet.

Olive Smelt blev hans tredje offer. Da hun fredag 15. august 1975 var ude for at få sig en drink, som hun gjorde hver aften, blev hun uden varsel angrebet med hammer og kniv. Da Sutcliffe havde slået hende bevidstløs, begyndte han at skamfere hende.

Han blev imidlertid forstyrret af en passerende bil og flygtede, før han havde fuldført sit angreb.

Wilma McCann var en prostitueret fra Leeds og Sutcliffes første bekræftede drab. I oktober 1975 angreb han hende med sine yndlingsredskaber, kniv og hammer, og stak hende 15 gange.

Politiet forbandt ikke drabet med Sutcliffes tidligere angreb, trods en storstilet efterforskning, der omfattede over 100 politifolk og tusindvis af afhøringer. Sutcliffe var fri til at fortsætte sine angreb.

Og det gjorde han. Emily Jackson blev myrdet 20. januar 1976.

Sutcliffe slog hende med hammeren, stak hende 51 gange med en skruetrækker, og trampede så hårdt på hendes ben, at han

OVER Peter Sutcliffe indgød frygt hos alle kvindetyper med sin morderiske fremfærd, og han blev ved med at dræbe på trods af, at han blev afhørt af politiet ni gange.

79 Seriemordere 2018 DK_final.indd 79

07.11.2018 14:08

XXXXXXX SERIEMORDERE satte fodspor. Den 9. maj 1976 overlevede Marcella Clayton et angreb i Roundhay Park i Leeds, efter at hun havde sagt ja tak til et lift hjem. Hun vidnede senere i straffesagen mod Sutcliffe.

Irene Richardson var ikke lige så heldig. Den 5. februar 1977 blev hun også angrebet i Roundhay Park. Hun blev slået ihjel med hammeren og maltrakteret med kniv. Ikke så længe efter, den 23. april, blev Patricia Atkinson endnu et af Sutcliffes ofre. Hun blev dræbt med hans sædvanlige brutalitet i sin lejlighed i Bradford.

Politiet finder liget af Josephine Whitaker, som også blev angrebet på Saville Park Moor i Halifax.

Seriemoder på fri fod Jayne MacDonald myrdet af Sutcliffe den 26. juni, da hun kom for sent til bussen og ikke fik fat i en taxa. Liget blev fundet i en aktivitetspark for børn. Hun var en ekspedient på kun 16 år og arbejdede ikke som prostitueret, så i pressens, politiets og de fleste andres øjne var hun en almindelig, respektabel pige. Derfor vakte dette drab mere medfølelse, end de andre havde gjort. Nu begyndte borgerne og pressen at forlange, at noget blev gjort, og politiet måtte indse, at en seriemorder var løs.

Pressen kastede sig talstærkt over sagen. Journalister sugede ivrigt detaljer til dig, mens lederskribenterne lagde større og større pres på politiet for at fange forbryderen, som nu blev kaldt Yorkshire Ripper. Det er svært at sige, om mediepresset hjalp eller hæmmede efterforskningen. Derimod er det desværre tydeligt, at pressen svælgede i sagen. Voldsomme overskrifter udbasunerede alle de uhyggelige detaljer. Jo mere tid, der gik uden at politiet anholdt nogen, desto større blev presset fra journalisterne, og dermed også fra politikerne og fra befolkningen.

Sutcliffes forbrydelser og ikke mindst pressedækningen fik en frygtstemning til at brede sig i Nordengland. Der var måske ikke så mange, som tog sig af forbrydelser mod prostituerede, men det var slet ikke alle Sutcliffes ofre, der var prostituerede. De var almindelige, respektable mennesker, som ved rent uheld blev udsat for en seriemorder. Det medførte, at begrebet ”respektabel” fik en central rolle, og det skabte bekymring i befolkningen: Hvis han kan dræbe ordentlige, respektable kvinder, kan han måske også finde på at myrde mig, tænke mange. Som tidligere journalist Henry Matthews formulerede det: Før dette stadie var det udelukkende prostituerede, der følte sig udsatte. Men efter Jayne MacDonald fik folk en følelse af, at ingen kvinder kunne vide sig sikre.

Frygtstemning Som ringe i vandet skabte Sutcliffe frygt, der bredte sig ud over geografiske og sociale skel. Folk var bange, de ville have seriemorderen bag lås og slå. De lagde pres på politikerne og politiet via medierne, som øgede presset uden at snakke for højt om den kendsgerning, at forbrydere som Sutcliffe øgede seertal og oplag. Pressen var måske ikke meget for at indrømme det, men sensationsstof om seriemordere sælger aviser, blade og bøger og trækker lyttere og seere til tv og radio.

- Der er ingenting, der slår blod, som det længe har heddet sig i den amerikanske tv-branche. Uanset hvor afskyelige og forhadte seriemordere er, fremmer de omsætningen. Jo værre forbrydelser de begår, jo større bliver interessen.

Og Sutcliffe holdt medierne beskæftiget. Maureen Long blev overfaldet i juli 1977. Hun overlevede, men det var kun fordi, Sutcliffe blev forstyrret. Det varede ikke længe, før han var ude efter et nyt drabsoffer, og det varede heller ikke længe, før

BORGERNE OG PRESSEN BEGYNDTE AT FORLANGE, AT NOGET BLEV GJORT, OG POLITIET MÅTTE INDSE, AT EN SERIEMORDER VAR LØS. han fandt ét. Den 1. oktober dræbte han Jean Jordan. Hendes lig lå uopdaget i ti døgn, så Sutcliffe fik tid til at vende tilbage fire dage efter og ransage liget på jagt efter en pengseddel, han troede kunne spores tilbage til ham. Han fandt ikke pengesedlen, men han maltrakterede liget, før han flyttede det til stedet, hvor det blev fundet. Jean blev fundet af Bruce Jones, som den gang arbejdede på et mejeri i nærheden, men senere blev skuespiller og spillede Les Battersby i serien Coronation Street.

Politiet fandt pengesedlen i Jeans håndtaske og sporede den til en bankfilial i området. Sutcliffes frygt havde været begrundet: Det blev fastslået, at han var en af dem, som kunne have haft sedlen, så sammen med 5.000 andre mænd blev han afhørt. Han blev imidlertid ikke mistænkt for noget kriminelt.

Dette strejf af kontakt med lovens lange arm dæmpede ikke Sutcliffes drabslys, og 14. december slog han til igen. Marilyn Moore slap levende fra det brutale angreb og gav politiet et signalement af voldsmanden. På gerningsstedet fandt politiet desuden nogle dækaftryk, som passede med dem, de havde fundet efter et tidligere angreb.

Den prostituerede Yvonne Pearson blev myrdet i Bradford i begyndelsen af januar 1978, bare 21 år gammel. Liget lå gemt

80 Seriemordere 2018 DK_final.indd 80

07.11.2018 14:08

XXXXXXXXXXXXXXXXX PETER SUTCLIFFE Peter Sutcliffe i sin lastbil på arbejdet.

Kollegerne havde ingen anelse om, at han stod bag drabene på 13 kvinder.

under en forladt sofa og blev ikke fundet før i marts. Senere samme måned fandt politiet et nyt lig, den prostituerede Helen Rytka i Huddersfield. Helen Rytka lå uopdaget i tre døgn, efter at Sutcliffe slog og skar hende ihjel.

På vildspor

The Yorkshire Rippers hus i 1981.

Ud over liget af Yvonne Pearsom føjede marts 1978 et nyt katastrofalt element til efterforskningen – den berygtede fupmager Wearside Jack. John Humble, som han hed i virkeligheden, blev i 2006 dømt til otte års fængsel for at have forkludret politiets arbejde ved at sende politi og presse en række breve, hvor han påstod at være The Yorkshire Ripper. Derudover hånede han personligt efterforskningslederen, vicepolitimester George Oldfield, med en to minutter lang lydoptagelse, der blandt andet indeholdt disse ord: - Jeg er Jack. Jeg ser, at du stadig ikke har fået fat i mig. Jeg har stor respekt for dig, George, men herregud, du er lige så langt fra at fange mig, som du var, da jeg begyndte for fire år siden.

Humbles fup fik katastrofale konsekvenser. Betydelige mængder penge, arbejdskraft og andre ressourcer blev omdisponeret for at finde Wearside Jack, da Oldfield betragtede ham som hovedmistænkt. Endnu værre var det, at politiet frafaldt mistanken mod Sutcliffe, fordi hans stemme ikke stemte overens med lydoptagelsen. Humbles indblanding begyndte som en narrestreg, hævdede han senere. Men påfundet gav Sutcliffe tid til at dræbe flere kvinder, mens politiet jagtede Humbles fantasifoster.

Sutcliffe ventede på sit næste offer indtil den 16. maj. På parkeringspladsen foran sygehuset i Manchester mødte han Vera

FUPMAGEREN WEARSIDE JACK Wearside Jack, som i virkeligheden hed John Humble, var en stor sten i skoen i efterforskningen af Sutcliffes forbrydelser.

Humble indrømmede, at optagelsen, hvor han påstod, at han var The Yorkshire Ripper og hånede Oldfield personligt for ikke at have fanget ham, var begyndte som en narrestreg.

Han hævede, at han endda ringede til politiet mere end én gang for at få dem til at forstå, at Wearside Jack bare var en karakter, han havde opdigtet. Men da han først havde sat lavinen i gang og fået politiet til at tro, at han kunne være Yorkshire Ripper, lykkedes det ham ikke at overbevise dem om det modsatte.

Desværre for Humble, politiet og Sutcliffes ofre fik den såkaldte narrestreg alvorlige følger. Politiet, der var udsat for et enormt pres fra befolkningen, medierne og politikerne for at få fanget Ripper, afhørte 40.000 mistænkte og lancerede en kampagne til en million pund. I mellemtiden gik Peter Sutcliffe fri og kunne dræbe igen og igen, mens politiet jagtede en mistænkt, der ikke eksisterede.

Det gik galt for Humble også. Længe efter at sagen var blevet opklaret, og Sutcliffe var begyndt at afsone sin livstidsdom for drabene, blev Humnle anholdt i forbindelse med en gennemgang af gamle, uopklarede sager. En DNA-prøve, der blev taget af ham i 1991, hvor han sad i detentionen, identificerede ham som Wearside Jack. I 2006 blev han idømt otte års fængsel for at have forkludret politiets arbejde. Da han ud over lydoptagelsen til vicepolitimester Oldfield havde sendt en række breve til medierne, gav dommeren ham en streng straf. Humble er efterfølgende blevet løsladt. Efter løsladelsen har han fået alkoholproblemer og har haft en række selvmordsforsøg.

Familiens hus har været udsat for hærværk flere gange på grund af det, Humble er kendt for at have gjort. I praksis ødelagde Humble både sit eget og andres liv for altid.

John Humbles indblanding i Yorkshire Ripper-sagen forsinkede pågribelsen af den rigtige forbryder.

81 Seriemordere 2018 DK_final.indd 81

07.11.2018 14:08

XXXXXXX SERIEMORDERE Millward, som blev hans sidste offer i 1978. Der gik næsten et år, før han begik flere drab, og i den mellemliggende periode døde hans mor.

Men 4. april 1979 tog han fat igen. Den 19-årige bankfunktionær Josephine Whitaker blev fundet død i Saville Park Moor i Halifax. Den 1. september blev 20-årige Barbara Leach, som studerede ved universitetet i Bradford, fundet død i nærheden af hendes studiebolig. Hun blev hans sidste offer i 1979.

Nu fulgte endnu en pause på næste et år, før han dræbte Marquerite Walls 20. august 1980. Walls var ualmindelig ”gammel” til at blive overfaldet af Sutcliffe - de fleste ofre var unge, ikke midaldrende. Det næste overfald skete i oktober 1980, og i årets sidste måneder gik han løs på folk gentagne gange uden at det endte med mord.

Nettet strammes Doktor Uphadya Bandara blev angrebet 24. september, men overlevede heldigvis. Sutcliffe slog til igen 25. oktober, og denne gang påførte han den studerende Mauren Lea alvorlige skader, men hun døde ikke. Jaqueline Hill var 20 år gammel og studerede ved universitetet i Leeds. Liget blev fundet i nærheden af kollegiet Lupin ikke så langt fra universitetet. 16-årige Theresa Sykes blev overfaldet i Huddersfield 5. november, og det var på et hængende hår hun slap levende fra den brutale mishandling.

Theresa Sykes skulle vise sig at blive hans allersidste offer.

Sutcliffe blev anholdt den 2. januar 1981, men han sad i sin bil i Sheffield. Sammen med ham var den prostituerede Olivia Rievers, som ikke var klar over, at Sutcliffe sad klar med to knive, en hammer, et reb og skumle drabsplaner. Han blev anholdt, da en kontrol afslørede bilen falske nummerplader, hvilket antageligt reddede Olivia Rievers liv. Under påskud af at skulle tisse, lykkedes det Sutcliffe at gemme hammeren, rebet og en af knivene, men politiet fandt det hele dagen efter. Sutcliffe blev kørt på politistationen i Dewsbury til afhøring. Olivia Rievers havde været yderst heldig.

Da Sutcliffe passede på det signalement, politiet havde på Yorkshire Ripper, blev han rutinemæssigt afhørt om angrebene.

Nu var han blevet afhørt ni gange uden at blive sigtet, så han forventede måske at blive sluppet fri igen. Det blev han ikke. Til afhøringslederens overraskelse tilstod han den 4. januar 1981.

Politiet havde taget endnu en tur til stedet, hvor han blev anholdt, og fandt kniven, rebet og hammeren, som Sutcliffe havde gemt.

Den anden kniv blev fundet gemt i cisternen på et toilet på politistationen. Sutcliffe fornemmede, at han var afsløret, så han aflagde en detaljeret tilståelse.

Den eneste antydning af anger viste han i forbindelse med Jayne MacDonalds skæbne. Da han blev beskyldt for at have dræbt Joan Harrison benægtede han det rasende. Ved hjælp af DNA blev drabet senere knyttet til den dømte seksualforbryder Christopher Smith, som døde i 2011. Men da hans detaljerede tilståelser gjorde Sutcliffe til en af de værste seriemordere i britisk kriminalhistorie, var dette uden betydning for sagen. Han skulle stilles for retten, og hvis der ikke blev begået virkelig stoee

juridiske fejl, var der ingen tvivl om, at han kom til at sidde bag lås og slå resten af livet.

Sutcliffe blev fremstillet for domstolen i Dewsbury 5. januar, oprindelig sigtet for at have dræbt Jaqueline Hill og stjålet de falske nummerplader, der blev fundet på hans bil. Retsmødet var ikke mere end fem minutter, langt før han blev varetægtsfængslet.

Den 20. februar var tiltalen på 13 drab og syv drabsforsøg klar.

Ved domstolen i Leeds 14. april blev anklager og forsvarer enige om, at han burde få sagen behandlet i et andet distrikt.

Offentlighedens had mod manden i Yorkshire kunne undergrave mulighederne for en retfærdig behandling af sagen. Han blev derfor overført til London, hvor sagen blev berammet til den 29. april.

”Han lystrede Gud” Før retssagen blev Sutcliffes mentale tilstand vurderet.

Strafferetslig utilregnelighed defineres anderledes end en medicinsk diagnose. Det handler om, hvorvidt tiltalte forstår, hvad han eller hun gør, og indser, at det er en forbrydelse. En medicinsk diagnose af en sindslidelse behøver ikke nødvendigvis at gøre tiltalte uegnet til at erklære sig skyldig eller ikke skyldig.

10

PE SUTC H

JOSEPHINE WHITAKER 19 år gamle Josephine Whitaker blev dræbt i Halifax 4. april 1979.

Halifax var ikke Sutcliffes normale jagtmarker.

9

HALIFAX

VERA MILLWARD

10

Vera Millward blev dræbt i Manchester den 16. maj 1978.

Millward var Sutcliffes første drab i flere måneder, efter et par mislykkede angreb.

MANCHESTER

6

9

JEAN JORDAN Jean Jordan blev dræbt i Manchester i oktober 1977. Coronation Streetskuespilleren Bruce Jones opdagede liget.

HAN HÆVDEDE, AT STEMMER BEORDREDE HAM TIL AT DRÆBE PROSTITUEREDE, OG AT STEMMERNE KOM FRA GUD GENNEM EN POLSK ARBEJDERS GRAV.

6

8

HELEN RYTKA Liget af den 18 år gamle Helen Rytka blev fundet i Huddersfield den 31. januar 1978. Hun var en af the Rippers senere drab.

82 Seriemordere 2018 DK_final.indd 82

07.11.2018 14:08

XXXXXXXXXXXXXXXXX PETER SUTCLIFFE

SUTCLIFFES DRABSOFRE HER ER KVINDERNE, SOM VAR SÅ UHELDIGE AT KRYDSE THE YORKSHIRE RIPPERS VEJ.

4

PATRICIA ATKINSON

7

1

YVONNE PEARSON

Wilma McCann blev dræbt i oktober 1975 og var Sutcliffes første bekræftede drab. Desværre skulle hun ikke blive den sidste.

2

LEEDS PETER SUTCLIFFES HJEM

13 5 4 7 11

WILMA MCCANN

Mor til to, Yvonne Pearson blev dræbt i Bradford 21. januar 1978. Sutcliffe var specielt brutalt ved ved dette overfald.

Patricia Atkinson blev dræbt 23. april 1977 i Bradford. Nu var Ripper rutineret og havde finpudset teknikken.

12

1

Emily Jackson blev fundet død i Leeds 20. januar 1976. Sutcliffe var for alvor begyndt på sine seriemord.

3 A1 (M)

2

EMILY JACKSON

BRADFORD

3

Irene Richardson blev dræbt i Roundhay Park i Leeds den 5. februar 1977, lige ved gerningsstedet for Sutcliffes grusomme overfald på Marcella.

Claxton.

M62

WAKEFIELD

M62

5

8 M1

HUDDERSFIELD

11

IRENE RICHARDSON

JAYNE MACDONALD Det var drabet på denn 16-årige Jayne MacDonald, der virkelig chokerede befolkningen.

BARBARA LEACH Barbara Leach blev dræbt i Bradford 2. september 1979.

Sutcliffe var stadig langt fra at blive fanget.

12

MARGUERITA WALLS Walls lig blev fundet i Leeds i august 1980. Hun var Sutcliffes næstsidste drab, men det var langt fra hans sidste overfald.

13

JACQUELINE HILL Jacqueline Hill blev myrdet i Leeds 17. november 1980. Hun var den sidste, som blev dræbt af Yorkshire Ripper,men han overfaldt flere kvinder, før han endelig blev arresteret i januar 1981.

83 Seriemordere 2018 DK_final.indd 83

07.11.2018 14:08

XXXXXXX SERIEMORDERE

OVERFALDET I FÆNGSLET Sutcliffes tid bag lås og slå har ikke været problemfri. Efter domfældelsen blev han sendt til Parkhurst-fængslet. 10. januar 1983 flåede James Costello Sutcliffes ansigt i stykker med en knust kaffekop og påførte ham flere skader I henhold til den britiske lov om mental sundhed blev Sutcliffe forflyttet til Broadmoor til psykiatrisk behandling i 1984. Her blev han angrebet af en medpatient, Paul Watson, som forsøgte at kvæle ham med en telefonledning. Watson blev stoppet af Kenneth Erskine, også kendt som Stockwellkvæleren, og Jamie Devitt.

Den 10. marts 1997 angreb en anden patient, Ian Kay, Sutcliffe med en kuglepen og beskadigede begge hans øjne alvorligt. Kay indrømmede senere, at han havde tænkt sig at dræbe Sutcliffe. Han blev dømt til livsvarig ophold på en lukket afdeling.

Den 22. december 2007 blev Sutcliffe angrebet endnu en gang. Medpatient Patrick Sureda stak ham i ansigtet med en bordkniv i et forsøg på at gøre ham blind på det raske øje. Sureda blev stoppet, og Sutcliffe slap med et par skader i ansigtet. Sutcliffe må nok leve i frygt for nye angreb.

Et parlamentsmedlem, som repræsenterede et af Sutcliffes ofre, rettede i marts 2010 et spørgsmål til Storbritanniens daværende udenrigsminister, Jack Straw, om hvorvidt Sutcliffe nogensinde ville blive løsladt. Straw gjorde klart rede for sin indstilling: Alt det materiale, jeg har set i denne sag, og det er ikke så lidt, fortæller efter min mening, at manden under ingen omstændighed skal løslades.

I første omgang erklærede Sutcliffe sig ikke skyldig i 13 forsætlige drab, men skyldig i uagtsom drab på grundlag af ”reduceret tilregnelighed.” Han hævdede, at han lystrede Guds vilje, at stemmer beordrede ham til at myrde prostituerede, og at stemmerne kom fra Gud via en afdød polsk arbejders grav. Han erklærede sig også skyldig i syv drabsforsøg. I første omgang var anklageren villig til at godtage påstanden, men dommeren var mere skeptisk.

Dommer Boreham lod sig orientere af flere psykiatere i forhold til Sutcliffes angivelige paranoide skizofreni, hvorefter han drøftede spørgsmålet i to timer med den britiske rigsadvokat, Sir Michael Havers. Efter frokost fulgte endnu 40 minutters drøftelser, som endte med, at dommer Boreham afviste Sutcliffes påstand og afsagde en kendelse om en nævningesag mod Sutcliffe med start 5. maj 1981.

Retssagen blev naturligvis et mediecirkus. Seriemordere er heldigvis sjældne i Storbritannien, og en så berygtet tiltalt skærpede mediernes appetit. Da retssagen mod ham begyndte, varede den i to hele uger. Den berømte Retssal 1 ved retten i London var propfyldt hver dag.

Sutcliffes forsvarer var James Chadwin, som var ”kongelig advokat” og kendt for fremragende resultater. Ledende anklager var rigsadvokat Sir Michael Havers. Det er ualmindeligt at en rigsadvokat personligt fører en sag. At det alligevel skete i denne sag viser, at myndighederne anså Sutcliffes forbrydelser som ekstraordinære. Til alt held opstår sager som denne ikke særlig ofte.

Med det stærke bevismateriale, forklaringer fra overlevende

KVINDERNE, JEG DRÆBTE, VAR BARE MØG – NOGLE PROSTITUEREDE SVIN, SOM FORURENEDE GADERNE. JEG RYDDEDE BARE OP. vidner og Sutcliffes egen tilståelse var selve retssagen nærmest en formalitet. Kendelsen var praktisk talt givet på forhånd. Efter to uger med vidneforklaringer, skulle juryen blot bruge mindre end seks timers betænkningstid, før den afsagde kendelsen.

Der var ingen tvivl om, at Sutcliffe havde begået forbrydelserne.

Juryen drøftede nok Sutcliffes tilregnelighed i lige så høj grad som de diskuterede selve skyldsspørgsmålet. De rådførte sig kort med dommer Boreham og fortalte, at de ikke kunne komme frem til en enstemmig kendelse. Dommeren besluttede, at et flertal på 10-2 ville være acceptabelt. 47 minutter efter afgav de kendelsen: skyldig i alle tiltalepunkter. Så manglede kun dommer Borehams domsafsigelse. Oveni den obligatoriske livstidsstraf for 13 drab og syv drabsforsøg tillagde han en minimumstid på 30 år, før Sutcliffe overhovedet kunne ansøge om prøveløsladelse, men Boreham håbede, at han aldrig ville slippe ud. Han beskrev Sutcliffe sådan: - En usædvanlig farlig mand. Når jeg siger livsvarig, udtrykker jeg håb om, at det vil betyde netop dette.

Han roste politiet for at have fanget Sutcliffe, men havde også et par ord til Wearside Jack: - Efterforskningen blev ført på vildspor af en kynisk, næsten umenneskelig fupmager. Jeg håber, at han en dag bliver afsløret.

84 Seriemordere 2018 DK_final.indd 84

07.11.2018 14:08

XXXXXXXXXXXXXXXXX PETER SUTCLIFFE

Etter domsafsigelsen blev Sutcliffe sendt til Parkhurst, et kategori A-fængsel på Isle of Wight, hvor særligt farlige forbrydere placeres.

Sutcliffe delte sit nye hjem med nogle af de værste forbrydere, Storbritannien har opfostret, blandt andre Ian Brady og giftseriemorderen Graham Young. Men han blev der ikke længe. I 1983 blev han overfaldet af sin medfange James Costello, men slap levende fra det. Han blev forflyttet til Broadmoor Hospital i 1984, da hans skizofreni blev værre. Broadmoor, et af Storbritanniens mest berygtede psykiatriske hospitaler, har huset mange farlige forbrydere.

Blandt de tidligere beboere er gangsterne Mad Frankie Fraser og Ronnie Kray, Stockwell-kvæleren Kenneth Erskine og mange andre.

Sutcliffe er blevet angrebet af andre fanger en række gange, og har fået mere og mere alvorlige helbredsproblemer.

Sutcliffe har ankede livstidsdommen og begærede udmåling af en minimumsstraf. Ankedomstolen og Højesteret har afvist hans begæringer og anker på grundlag de psykiatriske rapporter, antallet af ofre og forbrydelsernes brutalitet. Dommer Mitting havde denne kommentar i 2010: - Disse drab var et felttog, som terroriserede befolkningen i store dele af Yorkshire i flere år. Den eneste mulige forklaring, ifølge juryens kendelse, var vrede, had og besættelse. Bortset fra uhyrlige terrorhandlinger er det svært at forestille sig omstændigheder, hvor én mand kan kræve så mange ofre.

Sutcliffe har aldrig angret det, han har gjort. En bestemt bemærkning viste hans holdning tydeligere end noget andet: - Kvinderne, jeg dræbte, var bare møg – prostituerede svin, der forurenede gaderne. Jeg ryddede bare op.

Der er ingen tvivl om, at Yorkshire Ripper-sagen har påført stor sorg hos mange, men ét vigtigt fremskridt har den også ført med sig. Før computertiden var det et lammende problem for politiet, at alt skulle ned på papir. Som følge af vanskelighederne, man

havde under Ripper-sagen, som var en af de største menneskejagter i britisk kriminalhistorie, blev politiet udstyret med deres egen database for større efterforskninger. Med den kunne de tjekke bevismateriale meget hurtigere end tidligere, hvor efterforskerne måtte gennemgå tusindvis af kartotekskort og mapper for bare at sammenholde én enkelt oplysning med en anden. Efter Ripper-sagen kunne politiet over hele Storbritannien bekæmpe kriminaliteten med et elektronisk våben, der hedder Home Office Large Major Enquiry System eller simpelthen HOLMES. Yorkshire Ripper-sagen er stadig interessant i dag. Der er udkommet en bog, som hævder at politiets uduelighed gav Sutcliffe mulighed for at begå flere drab, end han oprindeligt blev dømt for. For nylig har den undersøgende journalist Tim Tate, sammen med Chris Clark, som tidligere gjorde tjeneste i politiets efterretningstjeneste, udgivet bogen Yorkshire Ripper: The Secret Murders. Her kom de med detaljerede anklager om, at Sutcliffe begik mange flere forbrydelser, og om en mørklægning på højt plan. De hævder, at Sutcliffe dræbte i andre distrikter end West Yorkshire, og at politiet ved meget mere, end de vil indrømme, men er bange for yderligere kritik. Tate og Clark lister en række personer, de mener, er dømt for forbrydelser, Sutcliffe har begået.

Stephen Downing blev fejlagtigt dømt og afsonede 27 år for et drab, Sutcliffe kan have begået. Anthony Steel afsonede 25 år for at have dræbt Carol Wilkinson i Bradford i 1977.

Andrew Evans afsonede 25 år for at have dræbt Judith Roberts i Tamworth i 1972. Både Downing, Steel og Evans havde indlæringsvanskeligheder eller mentale problemer, der gjorde dem mere sårbare over for presset fra efterforskerne. Tilsammen afsonede de 77 år, før dommene blev ophævet.

Det er ikke afklaret, om Sutcliffes forbrydelser var værre end først antaget, eller om politiet har forsøgt at redde sit omdømme ved at skjule andre påståede Ripper-forbrydelser. Men der hersker ingen tvivl om, at Sutcliffes forbrydelser var frygtindgydende, og at Downing, Evans og Steel blev udsat for stor uretfærdighed.

VENSTRE Dette billede viser Sutcliffes kone Sonia, da hun forlader retten i London, efter at hendes ægtemand har modtaget sin dom.

MIDTEN Dewsbury Magistrates Court fik den tvivlsomme ære at behandle Sutcliffes første varetægtssag i 1981. Politiet måtte holde tilhørerne tilbage.

HØJRE Sutcliffe føres væk fra retssalen i januar 1981.

© Getty, Corbis, Rex Features, Adrian Mann

Ved vejs ende

85 Seriemordere 2018 DK_final.indd 85

07.11.2018 14:08

SERIEMORDERE XXXXXXX

ET LIV MED NEDGRAVEDE HEMMELIGHEDER A

SERIEMORDER OG VOLDTÆGTSMAND PETER TOBIN FIK TRE LIVSTIDS­ DOMME EFTER AT HAVE UDSAT GLASGOW FOR ET 15 ÅR LANGT RÆDSELSREGIME.

ngelika Kluk var en 26-årig studerende fra Skoczów i Polen. I sommeren 2006 besøgte hun Skotland for andet år i træk og boede i annekset til St. Patricks Church i centrum af Glasgow. Planen var at arbejde som rengøringshjælp i kirken og spare penge op til studierne i skandinavisk på Universitet i Gdansk. Det havde været en helt almindelig sommer for Angelika, lige indtil hun forsvandt den 24. september. Senere samme uge fandt politiet hendes livløse krop under gulvet i kirken. Kirkegængerne havde intetanende gået til messe over Angelika i fem dage.

BEGYNDELSEN PÅ ENDEN Det, der endte med Angelikas død, var bygget på en løgn, en løgn, som var begyndt fire måneder tidligere. Da hun var ude en aften i maj, mødte Angelika en ukendt mand, en hjemløs, der søgte lys rundt omkring i Glasgow. Han præsenterede sig som Pat McLaughlin. De gik til St. Patricks, en kirke, hvor Pat kunne søge arbejde. Efter en snak med Fader Gerard Nugent fik han jobbet som kirkens altmuligmand. De var enige om, at stedet kunne trænge til lidt oprydning.

I løbet af de fire måneder hos St. Patricks lærte Pat de andre ansatte godt at kende – især Angelika. Han kaldte hende sin ”lille elev”, og hun hjalp til med nogle af hans arbejdsopgaver.

En dag – den 24. september for at være nøjagtig – malede de kirkens lagerrum. Det var et job for to. De blev set flere gange i løbet af dagen, hvor de malede og lo og lavede sjov med hinanden. Men det var også den dag, Angelika blev væk. Og Pat McLaughlin aldrig tilbage til St. Patricks. Hans rigtige navn var Peter Tobin, og Angelika Kluk var hans sidste offer.

Efter en kort, men intens kamp stak Tobin sit offer og bandt hende. Derefter knuste han hendes hovedskal med et bordben og voldtog hende. Det er ikke helt klart, om Angelika var i live, da det sidste skete, men tekniske beviser kan tyde på, at hun stadig trak vejret, da Tobin smed hende ned i et tomt rum under kirkens skriftestol og gemte hende under gulvbrædderne. Hun blev fundet fem dage senere.

Tobin blev anholdt i London ikke længe efter, og han blev idømt livstidsfængsel for voldtægt og drab på Angelika Kluk, med minimum 21 års afsoningstid.

Han blev sendt til Peter Tobin føres statsfængslet i Edinburgh, ind i retten, hvor hvor hvor han stadig sidder. han blev dømt for drabet på 15-årige Vicky Hamilton.

86 Seriemordere 2018 DK_final.indd 86

07.11.2018 14:08

XXXXXXXXXXXXXXXXX PETER TOBIN

Tobins ofre: Vicky Hamilton, Angelika Kluk og Dinah McNicol.

Lad os gå tilbage til den nat i maj, hvor Tobin og Angelika mødtes for første gang. Han havde opgivet falsk navn – Pat McLaughlin – for at undgå at vække mistanke. Han stod nemlig på listen over voldelige sexforbrydere efter en hændelse i august 1993. Mens han var i sin lejlighed i Leigh Park i den lille by Havant i England, fik han besøg af uanmeldte gæster - to 14-årige piger kom for at besøge en af Tobins naboer.

Da naboen ikke var hjemme, lokkede Tobin pigerne ind i lejligheden og overfaldt dem. Han holdt dem i skak med en kniv, mens han forsøgte at drikke dem fulde i cider og vodka.

Han forgreb sig seksuelt på pigerne, før han stak den ene med en kniv. Hans yngste søn var til stede og så det hele.

I stedet for at slippe dem fri skruede han op for gashanerne i huset, og lod dem ligge tilbage for at dø. Heldigvis overlevede begge piger, og Tobin blev tvunget på flugt for at undgå at blive anholdt. Han gemte sig under falsk navn i Coventry hos en sekt, der kalder sig The Jesus Fellowship, men politiet fandt ham i Brighton kort efter. Tobin erklærede sig skyldig i Winchester Crown Court og blev idømt 14 års fængsel. Han blev løsladt ti år senere og tog tilbage til Skotland. Dette var imidlertid ikke starten på hans voldelige adfærd. Han dræbte to andre piger længe før det, men havde undgået at blive afsløret i næsten 15 år.

50 Irvine Drive i Margate, hvor ligene af Vicky Hamilton og Dinah McNicol blev fundet.

87 Seriemordere 2018 DK_final.indd 87

07.11.2018 14:08

SERIEMORDERE XXXXXXX

SÅDAN BEGYNDTE DET HELE Tobin dræbte sit første offer – den 15 år gamle Vicky Hamilton fra Redding – i februar 1991. Forældrene var midt i en separation, og Vicky havde problemer med at tackle dette. Hun skrev et brev til sin ældre søster, Sharon Brown, og spurgte, om hun kunne være hos hende i Livingston en nat, bare for at komme væk fra stresset i Reddin. Sharon var glad for forslaget, og søstrene snakkede, drak vin, gik ud og dansede og hyggede sig sammen. De tog afsked næste dag, hvor Vicky skulle tage bussen hjem til deres forældre. Men hun kom aldrig hjem. Et sted mellem søsterens og forældrenes hus skete der noget, men kun Tobin kender alle detaljerne. Ingen ved, hvad der blev af Vicky, der forsvandt. Moren, der var oprørt efter datterens forsvinden, døde i 1993, og fik aldrig at vide, hvordan Vickys historie endte. Den 27. juli 2007 kom politiet i Edinburgh med en overraskende erklæring. De hævdede, at de havde anholdt og sigtet en mand i forbindelse med sagen, og at der var sendt en rapport til statsadvokaten. De offentliggjorde dog ikke, hvem manden var.

Som et resultat af efterforskningen blev der sendt et kriminalteknisk team til et hus i Sourthsea i Hampshire i oktober samme år. I dette hus antog politiet, at Peter Tobin havde boet lige efter, at han forlod Bathgate, og efter at Vicky forsvandt. Sporet førte dem til 50 Irvine Drive i Margate, hvor Tobin boede i 1991. Her fandt de liget af Vicky Hamilton begravet i haven.

Selv om ugerningen fandt sted længe før retssagen, hobede beviserne mod Tobin sig hurtigt op. De bestod af øjenvidneforklaringer om Tobins mistænkelige opførsel, vidner der knuste hans alibi og tekniske beviser med DNA og fingeraftryk, der blev fundet i huset i Margate, på Vicky Hamiltons taske og på plastdugen, han havde pakket hende ind i. Efter en belastende, månedslang retssag blev han til sidst dømt for drab den 2. december 2008 ved appeldomstolen i Dundee.

MYSTERIET OPKLARES Inden da have historien fået et mærkeligt og sygt twist, da endnu et lig blev fundet i haven på Irvin Drive den 16. november 2007. Det var den 18-årige Dinah McNicol, en studerende fra Tillingham i Essex. Ligesom Vicky var Dinah forsvundet allerede i 1991. Hun blev sidst set i live det år den 5. august, hvor hun blaffede hjem fra en musikfestival i Hampshire sammen med en ven. Han blev sat af ved afkørsel 8 på motorvejen M25. Hun blev siddende i bilen sammen med chaufføren, og ingen havde set hende siden.

Efter Dinahs forsvinden begyndte nogen regelmæssigt at hæve 250 pund fra hendes opsparingskonto via små banker i Hampshire og Sussex. Hun havde hele tiden planlagt at spare penge op til rejser eller måske til videreuddannelse, og det var derfor, hendes venner og familie syntes, det var så mistænkeligt. Essex-politiet genåbnede Dinahs sag sent i 2007 på grund af nye spor, og det førte dem til liget.

Tobin blev stillet for retten i 2009. Forsvaret havde ingen beviser at lægge frem, og juryen kendte ham skyldig efter

mindre end et kvarters rådslagning. Tobin fik sin tredje livstidsdom med en anbefaling fra dommeren om, at livstid faktisk burde betyde livstid.

Efter hans sidste fængsling iværksatte britisk politi Operation Anagram, en grundigere undersøgelse af Tobins liv. Selv om kun tre af hans drab er bevist, er han også mistænkt for at have medvirket i endnu 13 uopklarede drab.

Derudover skal Tobin have pralet i fængslet med i alt 48 ofre. Operationen blev indstillet i 2011 uden resultater. Selv efter sin sidste dom lykkedes det Tobin at skabe overskrifter.

Denne gang med en ændring: Nu er det ham, der er offeret.

Voldtægtsmænd og barnemordere er ikke populære i fængslet.

I juli 2015 blev han offer for et brutalt overfald, da hans medfange Sean Moynihan skar ham med en kniv, han havde lavet af et barberblad og et håndtag. Tobin blev alvorligt skadet, han måtte have lægehjælp og blev vansiret for livet.

Moynihan, der afsoner en livstidsdom, angreb Tobin i hans celle midt om natten. Tobin vågnede ved, at angriberen stod over ham og snittede hans ansigt op med noget skarpt. Han udløste alarmen i cellen og blev fundet med en 20 cm lang flænge ned langs højre side af ansigtet.

- Jeg kommer aldrig ud, sagde Moynihan til fængselsbetjentene i Edinburgh. I månedsvis er jeg blevet irriteret over Tobins holdning til det, han har gjort, og han vil ikke sige, hvor de andre ofres lig er gemt.

HAN FORGREB SIG SEKSUELT PÅ PIGERNE, FØR HAN STAK EN AF DEM MED EN KNIV. HANS LILLE SØN SÅ DET HELE.

TIL HØJRE Politiet gravede efter flere lig i haven ved Tobins hus i Brighton i 2010, men fandt ingenting.

88 Seriemordere 2018 DK_final.indd 88

07.11.2018 14:08

Tobin føres væk fra retssalen, efter at han blev dømt til minimum 21 års fængsel for drabet på Angelika Kluk.

XXXXXXXXXXXXXXXXX PETER TOBIN

VAR HAN BIBEL-JOHN?

”Bibel-John” fik sit navn af Evening Times-journalisten John Quinn, og var en drabsmand med tre unge kvinders liv på samvittigheden. Man antager, at han tog livet af kvinderne i 1968-69 efter at have mødt dem på dansestedet Barrowland i Glasgow. Hans identitet er stadig ukendt, men Bibel-John brugte de samme metoder som Tobin, der dengang boede i Glasgow.

Både Patricia Docker, Jemima McDonald og Helen Puttock havde været på Barrowland aftenen før de døde i 1968 og 1969. Først næsten 40 år senere, efter Tobins domsfældelse i 2007, så professor David Wilson forbindelser, der fik ham til at tro, at Tobin og Bibel-John er samme person.

Både Docker, McDonald og Puttock blev voldtaget og kvalt, før de blev dræbt, og alle Tobins tre ekskoner havde anmeldt, at de blev voldtaget, slået og forsøgt kvalt.. Tobin ligner også den fantomtegning, der findes af Bibel-John. Den blev tegnet efter en beskrivelse fra Helens søster, Jean.

Bibel-John fik tilnavnet, fordi han citerede Biblen, da han var sammen med Helen og Jean, og man ved, at Tobin er stærkt troende katolik. Alle Bibel-Johns tre ofre havde menstruation, da de blev dræbt, og en af Tobins ekskoner har hævdet, at han blev motiveret til vold af menstruation.

Jagten på Bibel-John blev afsluttet i 2010, efter at Jean, det eneste overlevende vidne, som mødte Bibel-John, døde. Det er ikke sandsynligt med et DNA-match, så vi får nok aldrig at vide, om Tobin er Bibel-John.

© Alamy, Corbis, Getty, Rex Features, Le Deluge

Politiet leder efter lig i en dam ikke langt fra Tobins tidligere hus i Bathgate.

89 Seriemordere 2018 DK_final.indd 89

07.11.2018 14:08

SERIEMORDERE XXXXXXX

90 Seriemordere 2018 DK_final.indd 90

07.11.2018 14:08

XXXXXXXXXXXXXXXXX ANDREJ TSJIKATILO

MAVE­SPRÆTTEREN

FRA ROSTOV EN GIFTIG BLANDING AF VANDTÆTTE ALIBIER OG PRIMITIV KRIMINALTEKNOLOGI GJORDE DET MULIGT FOR ANDREJ TSJIKATILO AT BLIVE RUSLANDS SYGESTE SERIEMORDER.

D

er gik 13 år, før en af verdens sygeste seriemordere blev stillet for retten. Da han gik op af trappen til sit jernbur, brød det fyldte retslokale ud i skrig og gråd.

Nogen styrtede mod ham og skreg ”Lad os få fat i ham”, og retsbetjentene måtte trække dem tilbage på deres pladser med magt. Tiltaltes blik flakkede skræmt rundt i lokalet, og han hev efter vejret. Han tænkte, at hvis staten ikke dræbte ham, ville disse mennesker gøre det. Det tog to dage for dommeren at læse tiltalen op, og da tiltalte endelig fik ordet, forklarede han, at et liv i seksuel frustration til sidst havde drevet ham til drab.

Retssagen varede i seks måneder. Under forhandlingerne mumlede han lavt eller lagde hovedet bagover i forrykt latter. Da han blev tilbudt at forklare sig i retten, sprang han op og trak bukserne ned for at vise sin impotens til hele forsamlingen.

- Se på denne unyttige ting, sagde han. Hvad tror I, jeg kan bruge den til» Han virkede gal. Om han virkelig var det, var et åbent spørgsmål. Men dommeren havde truffet sin beslutning om Andrej Tsjikatilo længe før, retssagen overhovedet begyndte.

Manden var mentalt tilregnelig, og han var en koldblodig drabsmand. Den 15. oktober 1992 kendtes han skyldig i fem overfald og 52 drab. Efter at have læst domspræmisserne op, formulerede dommeren sig sådan: - I betragtning af de uhyrlige forbrydelser, han begik, har retten intet anden valg end at idømme ham den eneste straf, han fortjener. Jeg dømmer ham derfor til døden.

To år senere blev Tsjikatilo ført gennem en mørk korridor i fængslet i Rostov og ind i en adskilt celle, hvor han blev

91 Seriemordere 2018 DK_final.indd 91

07.11.2018 14:08

SERIEMORDERE henrettet med et enkelt skud bag højre øre. Han havde omsider fået sin straf. Men for de mange personer, han brutalt havde myrdet – for ikke at tale om deres familier – betød det intet.

Lokket med slik En råkold aften i december 1978 i den lille kulmineby Sjaktij i det sydlige Rusland var den ni-årige skolepige Jelena Zakotnova på vej hjem. En mand stoppede og snakkede med hende. Han var venlig med gråsprængt hår og store briller, og han bar på en indkøbspose. Han spurgte, om hun ville smage noget tyggegummi, han havde specialimporteret fra Amerika. Hun var ivrig efter at prøve det fristende, eksotiske slik, så hun sagde ja tak.

Manden tog hende i hånden og førte hende til et forfaldent skur lige ved Grusjveka-floden. Straks de kom ind af døren, skubbede han hende ned på gulvet og rev tøjet af hende. For at forhindre hende i at skrige, klemte han underarmen mod hendes hals, indtil hun lå helt stille. Øjnene var stadig åbne, så han lagde et bind over dem, før han forsøgte at have sex med pigen. Da han ikke kunne få rejsning, begyndte han at skamfere hendes kønsdele med fingrene, og Jelena kom til sig selv. Han tog en kniv frem fra indkøbsposen og skar tre flænger over maven på hende, og dermed fik han udløsning. Det var sådan, at Tsjikatilo opdagede, at ekstrem vold var den eneste måde, han kunne få orgasme på.

Det var det skelsættende øjeblik for manden, som fik tilnavnet ”Mavesprætteren fra Rostov”.

Da Tsjikatilo endelig var blevet tilfredsstillet efter 42 års impotens, bar han pigens livløse, blodige lig ned til floden og kastede det i isvandet. Da det blev opdaget, mens det flød ned af floden dagen efter, stod en dame frem og fortalte, at hun havde set en lille pige snakke med en lang, midaldrende mand med briller og sort frakke. Der blev tegnet en skitse af vedkommende, og Tsjikatilo blev afhørt, men konen gav ham et alibi. I stedet anholdt politiet Aleksander Kravtsjenko, en tidligere voldtægtsdømt mand fra området. I strid med vidnets signalement var Kravtsjenko kun 25 år gammel. Men efter et brutalt forhør tilstod han forbrydelsen under tvang og blev henrettet.

Rystet over næsten at være blevet fanget lykkedes det Tsjikatilo at modstå sine drifter de næste tre år. Man han slap aldrig minderne om drabet på Jelena og den nydelse, han oplevede, da kniven skar hende op.

En aften i september 1981, hvor han ventede på bussen uden for biblioteket i Rostov, mødte han Larisa Tkatsjenko. Den 17-årige pjækkede fra sin kostskole og var mere seksuelt erfaren end Tsjikatilos forrige offer, så hun gik med til et møde. Han tog hende med ind i en skov i nærheden, hvor han begyndte at flå tøjet af hende. Da hun gik i panik og prøvede at stoppe ham, skubbede han hende ned på jorden og proppede jord i munden på hende. Så kvalte han hende. Til sidst bed han brystvorten af hende og fik udløsning ud over liget.

Larisas død indledte et nyt og uhyggeligt kapitel i Tsjikatilos maniske jagt på ofre. Den var også starten på et drabsorgie. Han begyndte at pejle sig ind på unge, der var stukket af hjemmefra, blev venner med dem ved busstoppesteder og jernbanestationer før han lokkede dem ud i skove i nærheden, hvor han prøvede at voldtage dem. Når han ikke kunne få rejsning, begyndte han at bruge kniven som redskab i stedet. Derefter åd han ofte deres kønsorganer og skar tungespidsen og næsen af dem. Næsten alle ofrene fik stukket øjnene ud. Mellem 1982 og 1983 blev der fundet endnu 15 lig med disse umiskendelige skamferinger. Det blev snart klart, at en seriemorder var på færde.

Fatal fejl Viktor Burakov, specialist i kriminalteknisk analyse, blev sat på sagen. På grund af forbrydelsernes ufattelige brutalitet koncentrerede han eftersøgningen om mentalt forstyrrede. Det førte til en anholdelse af den 19-årige Jurij Kalenik, som havde boet på et hjem for psykisk udviklingshæmmede børn det meste af sit liv. Efter nogen dages afhøring tilstod han syv af disse drab, men Burakov fornemmede, at tilståelsen var falsk. Han fik sin tvivl bekræftet, da endnu et maltrakteret kvindelig dukkede op.

Dette offer var blevet dræbt tre døgn tidligere, mens Kalenik havde siddet varetægtsfængslet. En anden beboer på institutionen blev anholdt, men flere lig dukkede op. Endelig fandt politiet sit første pålidelige spor, nemlig sæd i endetarmen på et af de mandlige ofre. Nu havde de biologiske spor af drabsmanden.

I slutningen af 1984 havde politiet og anklagemyndigheden knyttet 24 drab til Mavesprætteren fra Rostov. Den sovjetiske justitsminister satte endda ekstra efterforskere på sagen, så den totale styrke var oppe på 200 mand. En politibetjent opdagede en midaldrende mand, der snakkede med en ung pige ved et busstoppested, og bestemte sig for at afhøre ham. Da Tsjikatilo forklarede, at han var pensioneret lærer og simpelthen savnede at tale med unge mennesker, lod politimanden ham gå. Lidt senere så han Tsjikatilo bestille oralsex hos en prostitueret og

OVER Tsjikatilo lokkede sine ofre ind i skovområder ved jernbanestationer. Han begik sit første drab, mens han arbejdede på denne skole (øverst) i Sjakhty i det sydøstlige Rusland.

HØJRE Den psykopatiske morders sande ansigt blev afsløret i retten. Tsjikatilo skreg, fablede, lo og viftede endda med sin penis.

NÅR HAN IKKE KUNNE FÅ REJSNING, BEGYNDTE HAN AT BRUGE KNIVEN SOM REDSKAB I STEDET.

92 Seriemordere 2018 DK_final.indd 92

07.11.2018 14:08

XXXXXXXXXXXXXXXXX ANDREJ TSJIKATILO

»NÅR JEG BRUGTE KNIVEN, GAV DET MIG PSYKISK LETTELSE. JEG TÆNKER, AT JEG MÅ ØDELÆGGES. JEG VAR EN FEJL FRA NATURENS SIDE.«

93 Seriemordere 2018 DK_final.indd 93

07.11.2018 14:08

SERIEMORDERE HØJRE For Rusland var denne sag bogstavelig talt uden sidestykke. Da Tsjikatilo blev stillet for retten, blev der sat et bur op til ham.

NEDERST Tsjikatilo blev stillet for retten i april 1992 for 53 drab (og blev dømt for 52 af dem) samt fem seksuelle overgreb. Da ofrenes pårørende for første gang stod over for galningen, brød de ud i gråd.

NEDERST TIL HØJRE Retsmøderne blev gennemført ved byretten i Rostov under ledelse af dommer Leonid Akhobzjanov som brugte to dage på bare at læse tiltalerne mod Tsjikatilo op.

HANS ATTACHETASKE VISTE SIG AT INDEHOLDE EN DÅSE VASELINE, EN LANG KØKKENKNIV, LIDT REB OG ET BESKIDT HÅNDKLÆDE.

anholdt ham. Da hans attachetaske blev undersøgt, viste den sig at indeholde en dåse vaseline, en lang køkkenkniv, lidt reb og et beskidt håndklæde. Politimanden var sikker på, at han havde fanget drabsmanden, men da svarene på prøven kom, stemte de ikke overens.

I 1988 blev der stukket en kæp i hjulet på efterforskningen.

Ny forskning viste, at en blodtype, der blev bestemt ud fra en sædprøve, ikke nødvendigvis var den rigtige. Burakov blev fortvivlet. Nu var antallet af dræbte kommet op over 40, og mange års hårdt arbejde løb ud i sandet. Han havde brug for en ny taktik. I 1990 fik han ideen om at gøre overvågningen synlig på visse steder for at lede drabsmanden hen, hvor civilklædte betjente var placeret. Det var på et af disse steder, at en mand blev set på vej ud af en skov den 6. november. Han havde blod på kinden, en rift i fingeren og smågrene på frakkeryggen. En politimand noterede hans navn og skrev en rapport.

Tilståelse gennem medfølelse Da efterforskningschef Issa Kostojev læste denne rapport, løb det ham koldt ned af ryggen. Han genkendte navnet fra en tidligere rapport om en mand, der havde udvist utugtig adfærd ved et busstoppested i Rostov. Kostojev gav øjeblikkeligt ordre om, at Tsjikatilo skulle arresteres. Den 20. november blev han hentet ind til afhøring.

Tsjikatilo blev placeret i et lokale sammen med en af politiets mest rutinerede afhøringsledere, men vedkommende fik ikke nogen tilståelse frem ved hjælp af almindelige teknikker. I stedet valgte Kostojev at tage sagen i egen hånd. Han forsøgte at lokke en tilståelse frem ved hjælp af løfter om at få Tsjikatilo kendt mentalt utilregnelig. Men Tsjikatilo fastholdt, at han var uskyldig.

Ni dage gik, og Kostojev begyndte at blive fortvivlet. Den 10. dag ville loven kræve, at han løslod den mistænkte - det virkede til, at drabsmanden ville slippe fra ham igen. I et sidste desperat forsøg på at opklare sagen, blev psykiater Aleksander Bukhanovskij sat ind for at afhøre Tsjikatilo. I stedet for de brutale og ofte fejlslagne forhørsmetoder, som havde fået så mange uskyldige til at tilstå, brugte Bukhanovskij medfølelse som redskab.

Da han fortalte Tsjikatilos om hans sindsforstyrrelse og forklarede, hvad den skyldtes, slog Tsjikatilos benægtelse revner.

Han begyndte at skælve. Til sidst brød han sammen i et anfald af gråd, vedgik forbrydelserne, han var mistænkt for, og indvilligede i at afgive en formel tilståelse. Han huskede indgående de 36 drab, som Kostojev stillede op, og han indrømmede 20 andre, men kun 53 kunne bekræftes.

I alt blev han kendt skyldig i at have dræbt 52 piger, drenge og kvinder. Han kunne endelig få sin dom, men hele nationen blev oprørt over at høre om de mislykkede forsøg på at fange ham tidligere.

94 Seriemordere 2018 DK_final.indd 94

07.11.2018 14:09

ANDREJ TSJIKATILO

HÅRD OPVÆKST I STALIN-TIDEN ANDREJ TSJIKATILO BLEV FØDT UNDER HÅRDE KÅR, OG ALLEREDE I EN UNG ALDER LÆRTE HAN, HVAD SKAM VIL SIGE. KAN DISSE OPLEVELSER HAVE GJORT HAM TIL DEN, HAN BLEV? Andrej Romanovitsj Tsjikatilo blev født 16. oktober 1936 i Jablotsjoje i Ukraine. Han voksede op i den mørke skygge af Stalins kollektivisering af landbruget, der førte til omfattende hungersnød. Ud over de hårde ydre forhold led Tsjikatilo af en lidelse, som gav kronisk sengevædning, hvilket hans mor ofte skældte ham ud for. Som voksen blev han impotent, men giftede sig med en kvinde efter aftale om at undfange børn ved at Tsjikatilo puttede sæd ind i hende med fingrene.

I 1970 tog han eksamen i russisk litteratur ved universitetet i Rostov og begyndte en karriere som lærer. Han begyndte at misbruge eleverne seksuelt, og han dræbte ni-årige Jelena Zakotnova i 1978, hviket viste sig at være seksuelt stimulerende. I 1981 blev han fyret efter flere klager om overgreb mod børn og begyndte i stedet som funktionær på en fabrik. Dette job krævede jævnligt rejser over store dele af Sovjetunionen, hvilket gjorde det muligt at begå en række drab uden at mistanken faldt på ham.

Som så mange russere havde Tsjikatilo en hård barndom under Stalins regime, hvor gårde blev tvunget til at afgive land og afgrøder til staten. Han troede, hans bror var blevet fanget og spist af naboerne.

95 Seriemordere 2018 DK_final.indd 95

07.11.2018 14:09

SERIEMORDERE XXXXXXX

RÆDSLERNES HUS OG HAVE

DA POLITIET BEGYNDTE AT GRAVE I EN MISTÆNKT BARNEMORDERS FORTID, FANDT DE NOGET, SOM CHOKEREDE HELE VERDEN.

D

Et tilsyneladende lykkeligt og normalt par, bortset fra at dette par torturerede, dræbte og begravede mennesker.

et var en grå, sur dag i Gloucester, og bortset fra en lille sammenstimlen af journalister og politi ved indgangsdøren virkede 25 Cromwell Street som en helt normal bolig. Næsten ude af syne fra gaden, i den smalle have på bagsiden af rækkehuset, foregik dog nogle langt fra normale ting. Her arbejdede politifolk i gule kedeldragter forsigtigt med at grave en mængde uhyggelige ting frem - de afslørede noget, alle frygtede, men ingen havde lyst til at tro på.

Mens regnen silede ned, og udgravningen langsomt blev forvandlet til et mudderbad, dukkede der noget op, som var helt anderledes end sølet, det lå i. Det mindede om en menneskeknogle.

Stanken af råddent kød fyldte lufte og blandede sig med sejt, sort slam, der løb ud af et ødelagt kloakrør. Det lod til, at en kvalmende og frygtindgydende hemmelighed omsider kom frem i lyset – og desværre var dette kun begyndelsen.

Tanken, om at entreprenør Fred West skulle have begravet sin datter Heather under terrassen, havde i første gang virket som en usmagelig spøg. Men spøgen var tydeligvis den brutale virkelighed. Det værste var alligevel, at den kun udgjorde toppen af isbjerget, for dette mareridt stak meget dybere. I tiden fra den første belægningssten blev brækket op den 24. februar 1994 og frem til, at det berygtede Gloucesterhus til sidst blev jævnet med jorden, kom det endelig for dagen, hvilken mageløs perversitet, grusomhed og umenneskelighed, der havde rådet i huset.

Lige efter at politiet kom, ringede

96 Seriemordere 2018 DK_final.indd 96

07.11.2018 14:09

XXXXXXXXXXXXXXXXX FRED & ROSE WEST en panikslagen Rosemary West til sin mand, der arbejdede på en byggeplads 20 minutter væk. - Du må komme hjem med det samme, sagde hun hektisk. De vil grave haven op for at lede efter Heather.

Han kom først hjem fire timer senere, langt ud på aftenen, hvor politiet var godt i gang med udgravningen i hans have. West skulle senere hævde, at han var besvimet i vejkanten på grund af dampe fra malingspandene i bilen. Denne tvivlsomme historie fik mange til at spekulere på, om han i virkeligheden havde tilintetgjort belastende bevismateriale, der befandt sig i bilen, eller i værste fald skilt sig af med resterne af endnu et offer.

På vejen hjem til Cromwell Street stak Fred ind forbi politistationen for at sige, at han og Rose ikke anede, hvad der var blevet af Heather. - Mange piger forsvinder ... De tager et andet navn og prostituerer sig. Han hævdede, at datteren var lesbisk og stofmisbruger.

Senere, da han kom hjem, gentog han, at eftersøgningen i haven var spild af tid. -I finder ikke noget! sagde han med foragt til efterforskerne og forsikrede dem om, at han ville sagsøge politiet for at have raseret hans kære ejendom. Rosemary havde sagt det samme, som Fred sagde til politiet – at de ikke anede, hvor datteren var, og at hun var en håbløs stofmisbruger. Hele den aften sad parret og snakkede sammen, og senere skulle det vise sig, at de nok havde indgået en pagt om, at Fred skulle påtage sig al skylden for drabet på Heather.

Sandheden graves frem Næste dag blev Fred ført til politistationen, hvor han overraskende nok tilstod og fortalte, hvordan han havde kvalt datteren, før han skar liget i tre stykker for lettere at kunne begrave det. Efterforskerne gravede videre i haven, og her gjorde

Det er en møjsommelige proces at sikre beviser. Man må ikke overse noget.

de en rystende opdagelse. Professor Bernard Knight, en højt anset patolog, var kaldt til gerningsstedet for at hjælpe politiet med at identificere eventuelle ligrester, de frygtede at kunne finde der. Den første menneskeknogle, de trak op af det rådne slam, blev overladt til ham til analyse. Heldigvis havde professoren ikke meget lugtesans tilbage, så han var ikke så plaget at den overvældende stank, der ellers fik mange af kollegaerne til at bruge maske. Han fastslog hurtigt, at fundet var dele af lårbenet til en ung pige. Men efterhånden som flere knogler blev gravet frem, vurderede han, at der var tale om mere end én pige.

- Med mindre denne pige havde tre ben, må der være mere end ét lig her, bemærkede han.

HAN HAVDE KVALT DATTEREN, FØR HAN SKAR LIGET I TRE STYKKER. Cromwell Street 25 lige før huset blev revet ned.

97 Seriemordere 2018 DK_final.indd 97

07.11.2018 14:09

SERIEMORDERE XXXXXXX

Afhøringerne Fred sugede hårdt på en cigaret og blev fjern i blikket, som om han gennemgik ordene i hovedet igen og igen. ... rester af tre lig» Under politiafhøringerne havde han ændret sin historie flere gange: Han havde dræbt op til 30 kvinder i alt, han havde ikke dræbt nogen, og dette var en fejltagelse, det var et uheld, og han ville snart slippe ud igen, han havde dræbt Heather, men Rose vidste ikke noget. Det var som om, han var usikker på, hvilken version af virkeligheden, han foretrak, eller endda hvilken version, der var den sande. Men én ting var sikker: Han overholdt pagten, Rose havde absolut intet med drabene at gøre.

Fred gik med til at tage ud til haven og udpege, hvor de to andre lig lå begravet – resterne af Shirley Robinsom og Alison Chambers. Begge var teenagere. Begge var ofre for Freds perverse seksuelle interesse. Begge blev tortureret og dræbt på 25 Cromwell Street.

Efterhånden som tiden gik, og haven uden for ægteparret Wests skrækkabinet røbede flere frygtindgydende hemmeligheder, blev det svært at tro, at Rose ikke var indblandet i drabene, og endnu sværere at tro på, at hun ikke vidste, hvad der var sket. Et af ligene, som blev fundet, var blevet halshugget. Et andet havde rester af et læderbælte spændt rundt om kraniet - chokerende levn fra en eller anden syg sexleg.

Politiet vidste, at Rose var prostitueret. Så sent som året før var hun sluppet med en advarsel efter at have forgrebet sig på en teenager fra byen. Hun og Fred havde bortført pigen, voldtaget hende og truet hende med at dræbe hende, hvis hun sagde noget.

Sagen blev henlagt, fordi to centrale vidner ikke ville afgive forklaring. Dette var bare de sidste af flere foruroligende tegn på, at ægteparret i nummer 25 skjulte noget.

DA DE GRUSOMME HEMMELIG­HEDER I HAVEN VED WESTS HUS BLEV AFSLØRET, VAR DET SVÆRT AT TRO PÅ, AT ROSE IKKE VAR INDBLANDET. Kælderen på Cromwell Street 25, hvor Fred og Rose gemte flere lig.

To retsmedicinere står midt i den udgravede have på Cromwell Street 25.

Mødet med ondskaben Både i optakten til udgravningen og i efterspillet havde to kvinder meget af æren for, at parret endelig blev stillet for retten. Den første, kriminalbetjent Hazel Savage, efterforskede sagen mod West meget ihærdigt lige fra starten. To år tidligere havde hun afhørt West-børnene, som havde fortalt om den forfærdelige fysiske og psykiske mishandling, de havde været udsat for – især Anna Marie, som var blevet voldtaget af sin far gang på gang i flere år, men hjælp fra moren. Savage var mest optaget af den forsvundne datter Heather. Så efter at have samlet bevismateriale mod Fred i flere måneder, lykkedes det hende endelig i februar 1994 at overbevise sine overordnede om, at det var nødvendigt at grave haven op.

Da Fred West havde tilstået drabene på de tre piger, ville han ikke svare på, om der var flere lig skjult på ejendommen - selvom han tidligere havde indrømmet at have dræbt op til 30. Da han ikke ville samarbejde med politiet, blev det Janet Leach, en frivillig, der normalt bistod mindreårige i politiets varetægt, der måtte lirke oplysninger ud af West.

Til sidst snakkede Fred. Han tegnede et uhyggeligt kort over kælderen med anmærkning af, hvor seks andre lig befandt sig - resultatet af over 20 år med tortur, voldtægt og drab var gemt under huset. Fred sagde desuden til Leach, at hans kone ikke kun vidste alt om drabene, men at hun havde deltaget aktivt, og at

98 Seriemordere 2018 DK_final.indd 98

07.11.2018 14:09

XXXXXXXXXXXXXXXXX FRED & ROSE WEST

EN DJÆVELSK ALLIANCE Fred og Rose giftede sig i juni 1972. Da havde de allerede myrdet tre personer: Ann McFall, Rena Costello og Charmaine West. I løbet af 70’erne bortførte, voldtog, torturerede og dræbte parret en række kvinder. Mange af dem blev de først venner med, før de lokkede dem hjem til sig. Desuden misbrugte parret jævnligt deres datter Anna Marie, da hun var bare otte år. I 1979 myrdede Fred datteren Heather, som dengang var 16 år, ved at kvæle hende. Derefter parterede han liget i badekarret og begravede det i haven. Både han og Rose sagde til alle, at Heather var stukket af, og liget blev ikke opdaget før i 1994 - sammen med otte andre ofre. De tre tidligere ofre lå begravet andre stedet i Gloucester-området, og Fred West pralede af, at der fandtes mange flere, som ikke var blevet fundet. Han tog eventuelle hemmeligheder med sig i graven første nytårsdag 1995, da han hængte sig, mens han sad varetægtsfængslet.

Rose fastholdt sin uskyld gennem hele retssagen, men hun blev kendt skyldig i 10 drab og idømt 10 gange livstidsfængsel. I dag er hun 64 år og har opgivet at ansøge om benådning.

Politiet tager bevismateriale med sig fra huset i Cromwell Street.

© Alamy, Corbis, Rex Features

hun endda var eneansvarlig for at have slået datteren Charmaine ihjel, mens han afsonede en dom i 1971. Denne betroelse skulle plage Janet Leach helt frem til retssagen mod Rose West, hvor Rose faldt om efter at have afgivet sin forklaring og måtte på sygehuset.

Fra den første sten blev brækket op den 24. februar 1994 blev hver mursten og hver planke i ægteparrets hus revet løs for at afdække de rædsler, der skjulte sig bag dem. Efterhånden viste det sig, at haven kun var indledningen til historien om Fred og Roses sadistiske livsstil. Flere spor af frihedsberøvelse dukkede op - kraniet fra et af ofrene viste sig, at være helt pakket ind i tape, bortset fra et lille åndehul til næseborene. Hvert lig fortalte sin egen tragiske historie og gav endelig vished for pårørende over hele landet.

Efter at Storbritannien og resten af verden havde fulgt med i en ubehagelig blanding af forbløffelse og afsky, mens 25 Cromwell Street gav slip på sine hemmeligheder, blev bygningen til sidst revet ned i 1996. Tilbage lå en gribende åbning i gadebilledet, som om huset aldrig havde eksisteret.

99 Seriemordere 2018 DK_final.indd 99

07.11.2018 14:09

SERIEMORDERE XXXXXXX

HAN ER USAs VÆRSTE MASSEMORDER GREEN RIVER-MORDEREN GARY RIDGWAY ER DØMT FOR 48 DRAB, MEN MÅSKE HAR HAN MANGE FLERE PÅ SAMVITTIGHEDEN - HELT OP TIL 70.

100 Seriemordere 2018 DK_final.indd 100

07.11.2018 14:09

XXXXXXXXXXXXXXXXX GARY RIDGWAY

G

ary Leon Ridgway har det ikke godt med sig selv. Det havde han heller ikke som barn. Når moren badede ham, fantaserede han, når hun vaskede ham i skridtet.

Efterhånden som han blev ældre, fornemmede han, at det blev regnet som forkert. Men han kunne ikke lade være, for han nød berøringen. Hvad der skulle have været en naturlig følelse blev til skam, og han hadede hende. Han ønskede at dræbe hende for det.

Mange oplever svære ting i barndommen, men ikke alle pådrager sig mentale problemer på samme måde som Ridgway.

Han havde en unaturlig måde at forholde sig til sociale spilleregler på. Efter hans opfattelse var mænd seksuelle, kvinder var udyr, og han burde kunne få sex efter sine egne kriterier, når han ville. Som seriemordekspert Jack Levin har påpeget, ligger seriemordernes problem ikke i barndommen, men i hvordan de bliver som voksne, når verden ikke lever op til deres forventninger.

Garys første tid Ridgway blev født i Salt Lake City i 1949 som den anden af tre sønner. Ifølge enkelte beretninger var han en populær dreng og burde blive populær som mand. Naboer som Brenda Robinson omtalte ham som et enestående menneske i alle sammenhænge.

Han havde et omgængeligt væsen og var ofte at finde på det nærmeste diskotek. En tidligere skoleveninde fniser lillepigeagtigt i dokumentarer, når hun den dag i dag snakker om, hvor forelsket hun var i ham. Hun husker den kække dreng med de tindrende øjne og de charmerende smilehuller, som dukkede op, når han lo – ikke seriemorderen. En tendens, der er så stærk, at hun trækker overbærende på skuldrene af en episode, hvor han tissede på hendes brors ben, fordi han følte sig krænket. Hendes holdning er, at drenge er drenge, og hun føler ikke ubehag over den socialt uacceptable opførsel fra den senere drabsmand.

En lille smule frækhed og frejdighed blev opfattet som en del af Garys mystik, underfundighed og charme. Dengang var der ingen, der vidste, at han også hyggede sig med mindre charmerende sysler som at stifte brande, stikke en dreng og kvæle en kat. Problemet var, at Garys normer og forventninger til kvinder ikke stemte overens med resten af verdens.

Mens han stadig var plaget af de uacceptable følelser for sin mor, gjorde faren ondt værre. Han var buschauffør og kørte en rute langs det berygtede område, der kaldes The Strip, som senere skulle blive Garys jagtmarker. Hver dag kørte faren gennem området og navigerede blandt sexarbejderne, der tjente til livets ophold ved at betjene kunder - mænd der ønskede sex – og dermed sværtede sit eget gode navn og rygte. Faren tudede sin søn ørerne fulde med sine egne opfattelser, og til sidst tænkte Gary, at det var forkert for en kvinde at have seksuelle lyster, særligt hvis det førte til nogen som helst ulemper for mænd.

Men den frejdige Gary manglede ikke kvinder selv, og da han blev færdig med skolen, giftede han sig med Claudia Kraig i en idyllisk lille kirke med hvidt tårn. Kort efter kom han i flåden.

Lange, hårde nætter væk fra sit hjem fik Gary til at benytte sig af prostituerede han mødte på sine togter, og sådan fik han gonoré.

Ridgway fælder en tåre, mens han læser sin erklæring op i retten i 2003, hvor han siger undskyld for sine forbrydelser.

VENSTRE Gary Ridgway fik 48 livstidsdomme uden mulighed for prøveløsladelse. I 2015 blev han overført til et fængsel i Colorado efter at være blevet vurderet som en risiko for de ansatte, men efter protester fra personaog ofrenes familier blev han sendt tilbage til Washington.

101 Seriemordere 2018 DK_final.indd 101

07.11.2018 14:09

SERIEMORDERE XXXXXXX

SÅ TOG GARY FLØJLSHANDSKERNE AF OG SØGTE HÆVN GENNEM DRAB ... FOR AT HÆVNE SIG PÅ SIN EKS. Han gav kvinderne skylden for, at hans omflakkende appetit var gået ud over hans ædlere dele og blev skilt fra sin kone, da han kom hjem og opdagede, at hun også havde søgt fysisk kontakt uden for ægteskabet.

Han begyndte at betragte alle kvinder som horer, en holdning han havde arvet fra sin far. Efter Garys opfattelse eksisterede kvinder kun for at blive nydt. Hans syn på sin egen manddom var så håbløst fordrejet, at han kun følte han kunne være en mand, hvis hans partner ville nøjes med at være det, han betragtede hende som.

Dette blev meget tydeligt, da Ridgway giftede sig med sin anden kone, Marica, kort efter skilsmissen. Han var ikke knust af hjertesorg, men optaget af at skaffe sig en kvinde, der var villig til at løbe pendulfart mellem køkkenet og soveværelset, og dresserede hende til at gøre præcis, hvad han ønskede. Som skuespiller Patricia Eakes udtrykte det: [Marcia] dækkede hans behov. Hun var meget underdanig i begyndelsen. Hun lavede mad til ham.

Hun tilbød seksuel aktivitet, når han ønskede det.

Blandt de seksuelle krumspring var affærer i det fri, omgivet af naturens levende pragt. En strålende sol skinnede på dem over rødmende skyer og klukkende bække. En gemmeleg, der dækkede behov, han senere ville tilfredsstille gennem sadisme.

I 1975 fødte Marcia et barn, der havde større behov for hendes krop end den brutale far. Gary fik indre sextid med sin kone, der tidligere havde betjent ham, når som helst og hvor som helst.

Han reagerede på en meget umoden måde og erstattede forspillet med at snige sig ind på hende bagfra og tage kvælertag. Seksuel dominans som denne kan være acceptabel, hvis begge parter er med på legen, men Marcia forstod, at hans opførsel var sadistisk mishandling, så hun forlod ham og anmodede om skilsmisse. Så tog Gary fløjlshandskerne af og søgte hævn gennem drab. I alle de år, der fulgte, hævdede han, at hans handlinger var en realisering af behovet for at hævne sig på sin eks om og om igen.

Han begyndte at køre langsomt ned ad The Strip på jagt efter sexarbejdere. Han overtalte dem til at sætte sig ind i bilen, kørte dem ud til øde steder og dræbte dem – ofte ved at kvæle dem bagfra. Derefter skilte han sig af med liget, før han angreb sit næste offer.

Gary havde valgt at se sig selv som så svag, at der kun var én både han kunne forbedre sin selvrespekt på, og det var at vende tilbage med jævne mellemrum og have sex med ligene. Kun ved at føre sit lem ind i de stadig mere nedbrudte og frastødende lig kunne han føle sig som et rigtigt mandfolk. Skuespiller Patricia Eakes har nævnt, at han opfattede dette som en smule romantisk: - Det var et møde, en kønsakt han slap for at betale for. Et møde med noget, han ganske enkelt betragtede som «skrald» – det var det, han kaldte sine ofre.

Samfundets ofre Gary havde ret i én ting: De var ofre. Kvinderne han samlede op var sexarbejderne fra The Strip. De arbejdede ikke i sexindustrien

HJÆLPENDE HÅND FRA EN ANDEN SERIEMORDER..

Da politiet ikke kom nogen veje i Gary Ridgway-sagen, dukkede Theodore Ted Bundy op. Bundy var en kæk, drenget jurastuderende og politisk rådgiver dømt for kidnapning, voldtægt, drab og nekrofili. Som mange andre seriemordere prøvede han gerne at hævde sig på grundlag af forbrydelserne, han havde begået, så han skrev til Green River-operationsstyrken og tilbød sin eksperthjælp med at finde drabsmanden, som han kaldte Elvermanden. Denne romantiske og mystiske betegnelse tyder på, at noget af det vigtigste for ham var at komme i mediernes søgelys. Bundy havde møder med Robert D. Keppel, som profilerede seriemordere. Den erfarne seriemorders indsigt blev sammenholdt med de oplysninger, som operationsgruppen havde at holde sig til, og dette materiale blev senere offentliggjort i bogen Ted Bundy and the Hunt for the Green River Killer. Der står, hvordan den psykologiske profilering blev baseret på at opbygge et forhold til de mistænke for at forstå deres tankemåde. Der står også om den overraskelse, Keppel følte, da Bundy begyndte at tilstå sine egne forbrydelser for første gang i håb om at blive sammenlignet med Ridgway, som blev meget kendt.

Hvor meget Bundy faktisk bidrog til efterforskningen var lige så tvivlsomt som hans motiver.

102 Seriemordere 2018 DK_final.indd 102

07.11.2018 14:10

XXXXXXXXXXXXXXXXX GARY RIDGWAY VENSTRE Året er 1987, og King County-politiet har en væg dækket med portrætter af ofre for én enkelt seriemorder. Ligene fra Ridgways mest aktive drabsperiode, 1982-84, blev stadig fundet langt ind i 1990’erne.

som escortpiger eller entertainere for fornøjelsens eller berømmelsens skyld. De arbejdede kun for at tjene penge. Mange var stukket af hjemmefra, andre var havnet i vanskeligheder på grund af uheld eller stofafhængighed, og enkelte af dem havde familie at forsørge. Det var kvinder, som prøvede at overleve, og som ikke følte, at der fandtes andre muligheder for dem.

Som så mange andre seriemordere før ham, mente Gary, at dette var de letteste ofre, han kunne finde, for de havde færre venner og familiemedlemmer, som kunne skabe storm i medierne.

Det var sværere for lovens håndhævere at spore disse kvinder, for da de var lovbrydere selv, havde de holdt sig under radaren, indtil det var for sent. Kvinderne skjulte sig aktivt for politiet, som prøvede at fange drabsmanden, og det gjorde de simpelthen for at kunne blive ved med at tjene til livets ophold. Kvinderne var mere bange for at miste deres levebrød end for at støde på én farlig person blandt de mange tusind mænd, der passerede gennem byens gader hver nat.

Efterhånden som flere lig dukkede op, gik politiet i aktion.

De oprettede Green River Task Force, en operationsstyrke på 50 mand med egen tipstelefon. Ifølge Dave Reichert fra operationsstyrken havde de mellem 12.000 og 15.000 mistænkte og de afhørte faktisk Ridgway, da et vidne havde set en prostitueret sætte sig ind i hans bil, før hun forsvandt.

George Johnston ved Washington State Patrols centrale kriminaltekniske laboratorium fortæller, at teknikere også finkæmmede gerningsstederne på jagt efter løse hår, fragmenter, glas, tekstilrester, alt der kunne føre dem til gerningsmanden. Men det eneste, de havde at gå efter, var sædprøver fra nogle af ligene og visheden om, at drabsmanden var unormal. For normale mennesker ville næppe have lagt sten i ofrenes kønsorganer, som om de lagde glaskugler på plads i posen.

Problemet var, at personen som begik disse forbrydelser var en ubestemmelig type. Ridgway er ekstremt almindelig af udseende, og de udnyttede han til at undgå at blive fanget. Han benyttede forskellige varevogne, når han strejfede rundt i gaderne, og han fortalte gerne om sin lille søn, for at kvinderne skulle føle sig trygge. Gary bestod endda en løgndetektortest, fordi detektoren registrerer fysiske indikationer på psykisk ubehag, og dem viste han ingen af. Han nød sine sejre.

Menneskejagt i medierne I modsætning til Ridgway var politiet sunde og raske mænd og kvinder, og de kæmpede for at forstå gerningsmandens tankegang. Men de endte med at drage nytte af, at den arrogante og forfængelige seriemorder Ted Bundy blandede sig. Han kom luskende ind i rampelyset igen for at hænge i skørterne på Ridgway.

Noget af problemet for politiet var, at det ikke krævede noget geni at narre de amerikanske medier og en befolkning, der var VENSTRE Efterforskerne leder efter rester af et af Green River-morderens ofre. Størstedelen af Ridgways drab skete i starten af 1980’erne, en turbulent periode i hans ægteskab, da de ustoppelige kødelige lyster ikke blev tilfredsstillet.

103 Seriemordere 2018 DK_final.indd 103

07.11.2018 14:10

SERIEMORDERE XXXXXXX

DE BETALTE PRISEN FOR EN GAL MANDS VÆRK SEX, DRAB, NEKROFILI: DET GARY MANGLEDE I SIT ÆGTESKAB, TOG HAN FRA GREEN RIVER-OFRENE. 4

5

6

1

2

3

WENDY COFFIELD

GISELE LOVVORN

DEBRA BONNER

Alder: 16 Fundet 15. juli 1982

Alder: 17 Fundet 25. sep. 1982

Alder: 23 Fundet 12. aug. 1982

7

8

9

MARCIA CHAPMAN

CYNTHIA HINDS

OPAL MILLS

TERRY MILLIGAN

MARY MEEHAN

DEBRA ESTES

Alder: 31 Fundet 15. aug. 1982

Alder: 17 Fundet 15. aug. 1982

Alder: 16 Fundet 15. aug. 1982

Alder: 16 Fundet 1. apr. 1984

Alder: 18 Fundet 13. nov. 1983

Alder: 15 Fundet 30. maj 1988

10

11

12

13

14

15

LINDA RULE

DENISE BUSH

SHAWNDA SUMMERS

SHIRLEY SHERRILL

COLLEEN BROCKMAN

ALMA SMITH

Alder: 16 Fundet 31. jan. 1983

Alder: 22 Fundet 12. juni 1985

Alder: 17 Fundet 11. aug. 1983

Alder: 18 Fundet 14. juni 1985

Alder: 15 Fundet 26. maj 1984

Alder: 18 Fundet 2. apr. 1984

16

17

18

19

20

21

DELORES WILLIAMS

GAIL MATTHEWS

ANDREA CHILDERS

SANDRA GABBERT

KIMI-KAI PITSOR

MARIE MALVAR

Alder: 17 Fundet 31. marts 1984

Alder: 24 Fundet 18. sep. 1983

Alder: 19 Fundet 11. okt. 1989

Alder: 17 Fundet 1. apr. 1984

Alder: 16 Fundet 15. dec. 1983

Alder: 18 Fundet 29. sep. 2003

22

23

24

25

26

27

CAROL CHRISTENSEN

MARTINA AUTHORLEE

CHERYL WIMS

YVONNE ANTOSH

CARRIE ROIS

CONSTANCE NAON

Alder: 21 Fundet 8. maj 1983

Alder: 18 Fundet 14. nov. 1984

Alder: 18 Fundet 22. marts 1984

Alder: 19 Fundet 15. okt. 1983

Alder: 15 Fundet 10. mars 1985

Alder: 21 Fundet 27. okt. 1983

28

29

30

31

32

33

KELLY WARE

TINA THOMPSON

APRIL BUTTRAM

DEBBIE ABERNATHY

TRACY WINSTON

MAUREEN FEENEY

Alder: 22 Fundet 29. okt. 1983

Alder: 22 Fundet 20. apr. 1984

Alder: 17 Fundet 30. aug. 2003

Alder: 26 Fundet 31. marts 1984

Alder: 19 Fundet 27. mars 1986

Alder: 19 Fundet 2. maj 1986

104 Seriemordere 2018 DK_final.indd 104

07.11.2018 14:10

XXXXXXXXXXXXXXXXX GARY RIDGWAY 34

35

36

37

38

39

MARY BELLO

PAMMY AVENT

DELISE PLAGER

KIMBERLY NELSON

LISA YATES

MARY WEST

Alder: 25 Fundet 12. okt. 1984

Alder: 16 Fundet 16. aug. 2003

Alder: 22 Fundet 14. feb .1984

Alder: 26 Fundet 14. juni 1986

Alder: 26 Fundet 13. marts 1984

Alder: 16 Fundet 8. sep. 1985

40

41

42

43

44

CINDY SMITH

PATRICIA BARCZAK

ROBERTA HAYES

MARTA REEVES

Alder: 17 Fundet 27. juni 1987

Alder: 19 Fundet 1993

Alder: 21 Fundet 12. sep. 1991

Alder: 37 Fundet sep. 1990

46

47

45

PATRICIA YELLOWROBE UIDENTIFICERET Alder: 38 HVID KVINDE Fundet 6. aug. 1998

Alder: 12-17 Fundet marts 1984

48

10 44

UIDENTIFICERET SORT KVINDE

UIDENTIFICERET KVINDE

UIDENTIFICERET HVID KVINDE

Alder: 18-27 Ikke fundet

Alder: 20-30 Fundet aug. 2003

Alder: 14-18 Fundet jan. 1986

39

30 33 29 22 36 38 25 37 42 35 43 23 31 34

12 24

8 18 27 28 2

32 1

3

4

5 6

15 16 19 26 7 17 21

40

20

13

41 11

9

14

RIDGWAY UDTALTE, AT ANTALLET AF KVINDER, HAN HAR DRÆBT, KAN HAVE VÆRET MEGET, MEGET HØJERE – MÅSKE NÆRMERE 70 OFRE. 105

Seriemordere 2018 DK_final.indd 105

07.11.2018 14:10

SERIEMORDERE XXXXXXX

ØVERST Ridgway læner sig tilbage under afhøring hos sherif David Reichert i King County. Efter 400 timer tilstod han 48 drab.

OVER Som led i sine forhandlinger om livstidsfængsel i stedet for dødsdom fører Ridgway efterforskerne til de steder, hvor han efterlod nogle af ofrene.

MIDTEN, OVER Ridgway sidder alene, flankeret af væbnede vagter under retssagen. Én gang bliver han afbrudt af råbende pårørende til et af ofrene.

OVER TIL HØJRE Green River-morderen kommer til Højesteret i King County for at underskrive tilståelsen. Med denne ­handling er han officielt den mest ”produktive” seriemorder i USAs historie.

grebet af panik og tørstede efter nyheder om drabene i deres hjemby. Pressen rapporterede om hvert nyt ligs placering, og da Gary var kendt som en af stamkunderne langs The Strip, blev han gentagne gange kaldt ind til afhøring. Han vidste, at han var under opsyn. Politiet kunne ud fra hans benzinregninger se, at han kørte meget længere, end det var logisk for ham, men de kunne ikke bevise noget. Han blev genkendt ved fotokonfrontationer, men det beviste ikke andet, end at han havde været til stede i området. Hans bolig og bil blev ransaget, men politiet fandt ikke spor af andet end en ganske almindelig arbejdende mands tilværelse. Det, de havde på ham, var kun indicier, det knyttede ham ikke direkte til andre lovbrud end at betale for sex. Det førte ikke til andet, end at Ridgway måtte finde en anden måde at operere på. Han ændrede taktik.

Ridgway begyndte at tage kvinderne med hjem, hvor han uforstyrret dræbte dem i sit eget soveværelset, før han vaskede sengetøjet og skilte sig af med det for ikke at efterlade spor.

Derefter kørte han ligene længere og længere væk for at kunne vende tilbage til dem i længere tid. Han flyttede endda nogle af dem.

Selv om det lykkedes ham at føre et nogenlunde normalt liv, og selv om han giftede sig med sin tredje kone, Judith Lynch, i 1988, begyndte folk at blive mistænksomme. Nu havde han forladt fra marinen og havde arbejdet i flere år som lakerer og udstillingsansvarlig på fabrikken med Kenworth lastbiler.

Kollegaer som Art Murphy huskede, at Ridgway var blevet

afhørt om forbrydelserne i 80’erne. Og Ridgway havde ikke gjort nok for at berolige folk i den forbindelse, så han blev kendt som Green River Gary. Enkelte blev ved med at se ham som den populære fyr, han havde været i sin ungdom, mens andre, som for eksempel Art Murpht, erklærede, at han var en anden slags person, et menneske, som det var bedst at holde sig væk fra.

De sidstnævnte havde ret. Selv mennesker, han ikke ønskede at gøre noget ondt, blev påvirket af hans syge sind, bl.a. tog han ofrenes smykker med på arbejde. Han arrangerede desuden store garagesalg, hvor han falbød kvindernes ting til folk i sin egen gade, og nysgerrigheden lokkede dem frem. Der var ingen, der undrede sig over, at denne midaldrende familiefar havde så mange kvindeting til salg.

Efterhånden blev Gary Ridgways drab mindre hyppige, og da der ikke dukkede nye spor op, blev operationsstyrken opløst. Til sidst var der kun Tom Jensen tilbage.

Fanget takket være DNA Green River-morderen blev til sidst afsløret af mikroskopiske molekylestrenge takket være en teknologi, som nogen af verdens skarpeste hoveder havde udviklet. I al stilhed havde forskere arbejdet i retssamfundets tjeneste i mange år. I 2001, 19 år efter det første drab, gav Marcia Chapmans lig nogle sekreter, der kunne undersøges og sammenholdes med Ridgways DNA. Derefter testede teknikerne resterne af et tidligere offer, der hed

106 Seriemordere 2018 DK_final.indd 106

07.11.2018 14:10

XXXXXXXXXXXXXXXXX GARY RIDGWAY

SLAP FOR DØDSSTRAF Gary Ridgway blev i første omgang dømt for 48 overlagte mord under særdeles skærpende omstændigheder, men han har udtalt, at antallet af kvinder, han har dræbt, kan have været meget højere – måske i størrelsesordenen af 70 ofre. Politiet mistænkte ham for at have dræbt yderligere 14 kvinder, men da der ikke er nok bevismateriale til at underbygge mistanken, er han ikke blevet tiltalt for disse drab.

Den oprindelige strafudmåling var fængsel på livsstid, mod at han skulle hjælpe politiet i efterforskningen, der stadig var i gang. Hjælpen fra Ridgway har ikke været til nævneværdig nytte, hverken i forhold til at opklare gamle sager eller til at føre ofrenes lig tilbage til de pårørende. Sådan har det været med tilsvarende hjælp fra andre seriemordere som for eksempel Myra Hindley. Ridgway var med politiet ude i marken for at finde flere lig, men de fandt ikke et eneste spor. Måske skyldes det ganske enkelt glemsomhed fra hans side, da han havde dræbt så mange. Men det kan også være - som The Seattle Post - at Ridgway førte politiet ud på en håbløs eftersøgning, enten fordi han ikke kunne huske, hvor han havde gemt ofrene, eller fordi han havde opdigtet sin egen indblanding i sagerne. Det kan i så fald have været et ønske om at få opmærksomhed og blive endnu mere berømt for forbrydelserne. Men det kan også have været et forsøg på at styrke sin status som en fange med behov for beskyttelse og særbehandling. Politi og anklagemyndighed kan kun håbe, at Ridgway en skønne dag vælger at afsløre andre hemmeligheder, han måtte sidde inde med. Ridgway er fængslet i Washington Statsfængsel i Walla Walla, Washington.

JO MERE HUN TRYGLEDE, BAD OG SKREG, DESTO BEDRE HAVDE HAN DET. JACK LEVINE, EKSPERT I SERIEMORDERE

Ridgway til at åbne sit eget hjerte, selv om det kun var for en stakket stund. Han rejste sig og gav dette svar: - Jeg er ked af, at jeg har dræbt disse damer, sagde han. De havde hele livet foran sig. Jeg er ked af, at jeg har påført så mange familier så meget ondt.

Det, at han anerkendte kvinderne som damer og gjorde ham en smule menneskelig i dette korte, følsomme øjeblik. Han tog ansvar for de foragtelige forbrydelser, han havde begået, og gav samtidig et glimt af håb om, at forsoning er mulig selv i de vanskeligste situationer.

I dag er Gary Ridgway dømt for drab på 49 kvinder. . Ridgway deltager stadig i efterforskningen for at få andre sager opklaret.

Hans handlinger er ikke resultatet af en svær barndom eller af lav intelligens, som medierne har beskrevet. De var resultatet af de valg, han traf. Han valgte at godtage doktrinen om, at mænd som ham havde rettigheder, mens kvinder ikke havde det. Det valg skyldtes ikke politik, det skyldtes, at det ikke lykkedes ham at blive voksen og indse, at det simpelthen ikke forholder sig sådan.

© Adrian Mann; Corbis; REX Features; Getty Images; Alamy

Carol Ann Christensen, og så havde de ham. Gary Ridgways DNA afslørede ham. Spillet var ude, og Gary blev anholdt den 30. november 2001.

Først benægtede han alt. Naboerne var chokerede, men familien støttede ham. De regnede med, at det var en fejl, og at den arbejdsomme far ville vise sig at være uskyldig. Men den virkelige Ridgway var fej lige til det sidste, så han lavede en handel med politiet og anklagemyndigheden. Han erklærede sig skyldig i 48 drab og gik med til at føre politiet til de steder, hvor han havde efterladt ligene, så de kunne blive begravet. Betingelsen var, at han skulle slippe for dødsstraf.

Da sagen kom for retten, stod han med ret ryg og erklærede sig skyldig i henhold til alle tiltalepunkterne efterhånden som de blev læst op. Han blev dømt den 18. december 2003.

Den dato, lige før jul, er vigtig. Trods tragedierne var det en lettelse for ofrenes familier, at sagen var slut. Men det var også en tilgivelsens tid, og det var i den forbindelse, at en gammel mand med langt, hvidt skæg og farvestrålende seler stod frem i retten for at sige nogle ord til den forvoksede knægt, der havde dræbt hans datter, Linda. Manden hed Robert Rule, og dette var hans budskab: - Mr. Ridgway, der er folk her, som hader dig. Jeg for min del er ikke iblandt dem. Du har gjort det vanskeligt for mig at leve op til det, jeg tror på, det vil sige det, som Gud beder os om at gøre. Og det er at tilgive. Du er tilgivet, Ridgway.

Da Rule talte om sin tro på Gud, talte han fra hjertet. Det fik

107 Seriemordere 2018 DK_final.indd 107

07.11.2018 14:10

SERIEMORDERE XXXXXXX

STUDENTER­ MORDEREN D

EN LANG RÆDSELSNAT BLEV SKÆBNESVANGER FOR EN AF DE VÆRSTE SERIEMORDERE I USA. et var de 30. december 1977. Folk over hele verden så frem til at fejre nytår og få en chance til at starte forfra, sætte sig nye mål i livet og opleve nye ting. På mange måder var Theodore ”Ted” Bundy som alle andre feststemte mennesker den aften – opløftet og nervøs ved tanken om, hvad fremtiden havde at byde på, fuld af planer om at rejse og møde nye mennesker. Men på ét punkt skilte han sig ud: I stedet for at skåle på Times Square eller feste sammen med sine venner begyndte Bundys nytårsplaner med at bryde ud af fængslet i Glennwood Springs i Colorado.

Han var dømt for kidnapningsforsøg og vold mod Carol DaRonch i Utah i 1974 og ventede på retssagen for drabet på Caryn Campell i 1975. Fængslet havde derfor været Bundys hjem i seks måneder. Og der havde han ikke ligget på den lade side. Han var hurtigt begyndt at planlægge sin flugt, og han havde sørget for at få mest muligt at vide om fængslet og fangevogternes rutiner af sine medfanger. Desuden havde han sørget for at blive kendt for at arbejde med at forberede sit forsvar til langt ud på natten for så at sove lidt længere om morgenen. Men det allervigtigste var, at han havde fundet et svagt punkt i cellen, så han kunne undersøge fængslet ubemærket. Men en indsmuglet sav skar Bundy sig tålmodigt gennem svejsefugerne omkring en ventilåbning på 30 x 30 cm i taget på cellen. Sådan fik han adgang til kryberummet ovenpå, og derfra kunne han komme ud i resten af bygningen.

Efter flere måneders forberedelser og retssagen berammet til 9. januar var tiden inde til at føre planerne ud i livet.

Han fordelte nogle bøger strategisk under tæppet for at narre fangevogterne til at tro, at han sov, når de gik deres morgenrunde, og rustet med 500 dollars i indsmuglede sedler pressede Bundy sig gennem ventilåbningen og krøb frem til direktørens lejlighed.

Han havde heldet med sig, for direktøren og hans kone var ude den aften, så han kunne gå ind i deres lejlighed, stjæle tøj fra direktørens skab og gå ud gennem yderdøren. Natten før nytårsaften 1977 var Bundy på fri fod.

TIDEN VAR INDE TIL AT FØRE PLANEN UD I LIVET. Bundy var selvsikker, kæk og karismatisk, egenskaber han udnyttede, når han lokkede sine ofre i døden.

108 Seriemordere 2018 DK_final.indd 108

07.11.2018 14:10

XXXXXXXXXXXXXXXXX TED BUNDY

Køretur

Da alarmen omsider gik i fængslet, havde Bundy allerede kørt, blaffet og taget et fly fra Colorado til Chicago. Derefter tog han toget til Ann Arbor, og til sidst kørte han en stjålet bil sydpå til Tallahassee i Florida. En by, der skulle blive gerningssted for de berygtede, blodige og dristige drab, som førte til, at Bundy gik over i historien som en af Amerikas mest frygtindgydende seriemordere.

Mens menneskejagten blev optrappet i Colorado, fandt Bundy et sted at bo i nærheden af Florida State University. Han lejede et værelse under falsk navn og indså, at hvis han ville holde sig på fri fod, måtte han undgå at vække opmærksomhed på nogen som helst måde. Han bestemte sig for at være en lovlydig mønsterborger. Men det viste sig hurtigt at blive en udfordring at leve uden job og med meget få penge, så det varede ikke længe, før han var i gang med stjålne kreditkort og småtyverier for at skaffe penge til at leve for. Bundy gled efterhånden ind i en stille og anonym tilværelse. Om dagen holdt han til på universitetsområdet, hvor han overværede forelæsninger og spiste i kantinen. Om aftenen sad han på sit værelse og så på et stjålet tv. Men selv om uhyret i hans indre holdt sig i ro for en stund, kunne det ikke ligge i dvale i al evighed.

Nedslagtning på kollegiet Chi Omega var et hjem for kvindelige studerende i West Jefferton Street få hundrede meter fra Bundys hybel. De studerende på universitetet i nærheden delte værelse to og to, og et andet sted i huset boede kollegiets husholderske, ”Mom” Crenshaw. I de kølige morgentimer søndag den 15. januar 1978 kom en af pigerne, Nita Neary, hjem efter en aften med sin Drabsvåben kæreste. Der var lys i nogle af lamperne på første sal, så Nita hentet fra Bundys Volkswagen-boble gik fra værelse til værelse og slukkede dem. Pludselig hørte hun 16. august 1975. løbende skridt på anden sal. Da Nita gik ud i gangen igen, så hun en mand, der forlod huset iført en mørk strikkehue og med en slags træhammer i hånden.

Bundy dragede nytte Hun frygtede, at det ikke bare var af sin erfaring som en nattegæst, der havde besøgt en jurastuderende, da han forsvarede sig selv i af de andre piger, men hun vidste retten. ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre, så hun vækkede sin værelseskammerat, Nancy Dowdy. De to piger tjekkede om dørene på første sal var låst, før de bestemte sig for at vække Mom og fortælle om manden. På vej til husholderskens værelse så de, at en af de andre studerende i huset, Karen Chandler, kom ud fra sit værelse og vaklede hen ad gangen, mens hun tog sig til hovedet. Da piger ville se efter, om der var noget i vejen med hende, opdagede de til deres overraskelse, at hovedet var smurt ind i blod.

109 Seriemordere 2018 DK_final.indd 109

07.11.2018 14:10

XXXXXXX

Tandtekniske beviser blev brugt i retten til at knytte Bundy til de grumme bidemærker, som blev fundet ved obduktionen af Lisa Levy.

INDENI Ted Bundy blev dømt til henrettelse i den elektriske stol, hvilket fandt sted i 1989 med en jublende menneskemængde udenfor.

Mens Nancy hjalp Karen, vækkede Nita husholdersken, før hun undersøgte Karens værelse. Karens værelseskammerat, Kathy Kleiner, sad oprejst i sengen, vildt oprørt, og tog sig til hovedet, mens blodet piblede ud af hende. Pigerne var blevet angrebet, mens de sov. De tilkaldte politiet.

Det kan virke utroligt, at en mand kunne snige sig ind i huset og angribe to piger, mens de andre sov uforstyrret på deres værelser i nærheden, men det virkelige omfang af hans grusomme handlinger var endnu ikke afsløret.

Først da politiet kom til stedet, afhørte beboerne og tjekkede værelserne et efter et, viste det sig, at Karen og Kathy ikke var de eneste ofre den nat. Først blev Lisa Levy fundet. Hun lå med dynen trukket op over skuldrene og så ud, som om hun sov, men nærmere undersøgelser bragte den forfærdelige sandhed for dagen: Lisa reagerede ikke på, at folk råbte og rystede hende, og der var en blodplet på sengetøjet. Der blev øjeblikkeligt ringet efter en ambulance, men hun havde ingen puls, en hævelse rundt om kæben kunne tyde på kvælning, og hun havde grumme bidemærker på højre bryst, hvor brystvorten næsten

var bidt af. Ambulancemandskabet arbejdede hurtigt, de var klar over, at de havde tiden imod sig, da de forsøgte at genoplive pigen. De gav hende adrenalin i håb om at få gang i hjertet, og de stak et rør ned gennem hendes hals. Hun blev kørt væk for fuld udrykning, men det var for sent. Lisa blev erklæret død, da hun ankom til sygehuset.

Til sidst, mens pigerne i huset samlede sig i en choktilstand, blev det opdaget af Magaret Bowman heller ikke var kommet ud fra sit værelse. Politiet undersøgte hendes soveværelse og fik de værste anelser bekræftet. Margaret lå på maven i sengen, med blod i håret og på puden. Kraniet var slået ind, og i håret havde hun barkrester fra den primitive

110 Seriemordere 2018 DK_final.indd 110

07.11.2018 14:11

XXXXXXXXXXXXXXXXX TED BUNDY

Pågribelsen af en morder Bundy tog dog endnu et offer - den 12-årige Kimberly Leach, som den 9. februar 1978 blev bortført fra Lake City High School, voldtaget, dræbt og smidt i Suwannee River State Park, hvor liget blev fundet næste to måneder senere. Men heldigvis nærmede Bundys rædselsregime sig sin slutning. Politiet havde ikke koblet hans tidligere forbrydelser i Utah og Colorado til drabene i Florida, og det var faktisk en almindelig patruljerende betjent, David Lee, der gjorde en ende på Bundys aktiviteter.

Han havde stoppet en orange VW for mistænkelig kørsel natten til 15. februar, en måned efter Chi Omega-drabene. Da Bundy blev kommanderet ud af den stjålne bil, gjorde han først, som han fik besked på. Men pludselig angreb han Lee og forsøgte at stikke af, men i slagsmålet lykkedes det Lee af give ham håndjern på. -Jeg ville ønske, du havde dræbt mig, sukkede Bundy, da de kørte til politistationen. Lee havde pågrebet en af USA´s mest eftersøgte mænd.

Bundys blodige spil var ovre. Det eneste, der stod tilbage, var at tælle de liv, han brutalt havde taget.

I skoledagene var Bundy stille og genert. Hans berygtede naturlige charme udviklede sig ikke før sent i teenageårene.

Bundys optræden i retten grænsede til galskab, men intet kunne hindre ham i at blive sendt i den elektriske stol.

DØMT TIL DØDEN Ch i Omega-drabene blev måske de mest kendte af Bundys forbrydelser, men i virkeligheden udgjorde de kun en brøkdel at de voldshandlinger, han begik. Bundy var mistænkt for at have været indblandet i bortførelser, angreb, voldtægter og drab, som ramte over 30 unge kvinder over hele USA. Det virkelig omfang bliver måske aldrig klarlagt – Bundy tilstod 36 drab, men antydede, at der kan have været flere. Selv om han var blandt FBIs mest eftersøgte forbrydere, kunne han holde sig på fri fod så længe, fordi forbrydelserne var spredt over et stort geografisk område.

Kommunikationen mellem de forskellige politimyndigheder var dårlig, så efterforskerne så sjældent længere end til voldshandlingerne i deres eget distrikt. Dermed opdagede de ikke det større mønster. I mange tilfælde var hans flugt og tidligere forbrydelser helt ukendte i de stater, han bevægede sig igennem.

Det var bidemærkerne på Lisa Levy, som blev det fældende bevis. Hans tandaftryk blev sammenholdt med mærkerne på liget, og dermed kunne juryen være sikker på, at dette var manden bag grusomhederne, der fandt sted den kolde januarnat i 1978. Bundy blev ved med at hævde sin uskyld – også efter han blev dømt til døden for drabene på Levy og Bowman. En tredje dødsdom fulgte i februar 1980, denne gang for drabet på Kimberly Leach, og Bundy blev til sidst henrettet i den elektriske stol 24. januar 1989, mens 2.000 personer jublede uden for fængselsmurene.

© Corbis, Getty

KRANIET VAR SLÅET IND, OG I HÅRET HAVDE HUN BARKRESTER FRA DEN PRIMITIVE HAMMER. SOM OM DET IKKE VAR NOK, VAR HUN OGSÅ BLEVET KVALT. HUN HAVDE EN NYLON­ STRØMPE SNURRET RUNDT OM HALSEN.

hammer. Som om det ikke var nok, var hun også blevet kvalt.

Hun havde en nylonstrømpe rundt om halsen.

Volden, der havde fundet sted i huset den nat, var chokerende, men næsten lige så chokerende var den tidsperiode, det var sket indenfor. En af de andre piger havde snakket med Margaret kl.

02.35, og Nita var kommet hjem præcis tids nok til at se den mystiske mand forlade huset kl. 03.00. Det lod til, at to piger var blevet dræbt og to andre alvorlig såret i løbet af en halv time.

Men for Bundy var nattens aktiviteter slet ikke ovre. Hans blodtørst var endnu ikke slukket. Mens antallet af blinkende politivogne omkring studieboligen voksede, og billedet af, hvad der var foregået, blev stykket sammen, gik Bundy til et andet hus nogle hundrede meter væk. Der brød han ind gennem et kældervindue og angreb den studerende Cheryl Thomas brutalt, mens hun lå i sengen. Skriget fra angrebet vækkede naboerne, som ringede til Cheryls telefon. Det skræmte Bundy og fik ham til at flygte ud i nattemørket. Takket være naboerne skulle Cheryl, den blodige nats femte offer, blive en af de få heldige, som er sluppet levende fra Bundy.

111 Seriemordere 2018 DK_final.indd 111

07.11.2018 14:11

SERIEMORDERE XXXXXXX

UDYRET FRA BASTILLEN

GUY GEORGES TERRORISEREDE PARIS I MANGE ÅR, BLEV LØSLADT GANG PÅ GANG OG FORTSATTE MED AT DRÆBE. HVORDAN KUNNE DET SKE?

D

et er en råkold vinteraften i Paris, den 24. januar 1991. Guy Georges, en forstyrret 28-årig mand med megen vold mod kvinder på samvittigheden, sidder på en café i Montparnasse og nyder en øl. Området er valgt med omhu; - denne side af Seinen er et trendy område, hvor mange studerende holder til. Mange unge, smukke kvinder går forbi vinduet, hvor han sidder denne aften.

En sød lille blondine med raske trin fanger Guys blik, og noget, der er svært at definere, rører sig inden i ham. Det er ikke noget seksuelt, selv om han synes, hun er tiltrækkende. Guy lægger to franc i baren og går ud for at følge efter hende. Han tager hånden om på ryggen og løfter forsigtigt på rygsækken: vægten af indholdet er betryggende.

Skridtene bliver hurtigere, da de kommer til Rue Delambre. Guy går ud fra, at det er her, kvindens lejlighed ligger. Hun finder sine nøgler frem, og idet hun låser døren op, griber han chancen. Han tager hurtigt et langt skridt for at komme op på siden af hende og griber fat i hendes overarm samtidig med, at han viser bladet på en foldekniv med bøgetræskaft. Derefter er det en enkel sag for den atletiske mand at tvinge sig ind i lejligheden og brutalt voldtage hende.

Bagefter, mens han betagter Pascale Escarfail som forbløder, tænker Guy en smule overvældet på det, han har gjort. Mens han roder hendes skabe igennem for værdier, tænker han på det irriterende spark fra kvinden, han netop havde bundet og voldtaget - han mener, at sparket var grunden til, at han havde bundet hende fast til sengen, før han skar struben over på hende. Selv om det er første gang, han har dræbt nogen, indser han bagefter, at han hele tiden havde tænkt sig at tage livet af hende. Guy tømmer den ølflaske, han har taget fra Pascales køleskab, og tager en bid af æblet, han har taget fra hendes frugtskål. Hun kunne ikke stoppe ham, og nu er hans appetit tilfredsstillet.

EN DRABSMAND BLIVER TIL

Uekte Guy var barn af forældre med forskellig etnisk oprindelse, født ind i en ærkekonservativ fransk familie. Hans biologiske mor ville bortadoptere ham, men plejeforældrene sendte ham efterhånden tilbage til børnehjemmet. Ingen ville have drengen.

Systemet svigtede Guy, og senere skulle det også svigte hans ofre. I starten af 80’erne blev voldtægt og knivstikkeri af unge kvinder Guys arbejdsmetode ”modus operandi”, som det hedder på fagsprog.

Utroligt nok skulle der tre mislykkede forsøg, plus en dræbt ung kvinde i februar 1984 til, før han blev buret inde i længere tid. Mod slutningen af den 10 år lange

112 Seriemordere 2018 DK_final.indd 112

Politibilledet af Guy Georges.

Hans drabs­orgie kunne have været stoppet længe før, han endelig blev arresteret.

07.11.2018 14:11

XXXXXXXXXXXXXXXXX GUY GEORGES

To politimænd tvang Georges i jorden uden for metrostationen Place Blanch.

Han gjorde ikke modstand.

afsoning fik han prøveløsladelse fra fængslet i dagtimerne. Det var belønning for god opførsel, og betingelsen var, at han kom tilbage om aftenen. En enkel psykologisk kortlægning ville have afsløret, at vi havde med en vaskeægte psykopat at gøre. Det eneste, han tænkte på, var at fortsætte med sine blodige angreb.

En aften stak han selvfølgelig af, og Pascale Escarfails død var en direkte konsekvens af det. En uge senere kom Guy tilbage til fængslet og fik en advarsel, men ingen lagde to og to sammen.

Det var kritisabelt, og det førte til seks nye voldtægter og drab ud over utallige andre voldelige forbrydelser gennem fire år, før han endelig blev anholdt igen.

Efter at have afsonet resten af sin dom i fængslet i Caen blev han løsladt og kunne fortsætte sine overfald. Hans to næste ofre blev dræbt på samme måde – i deres egne biler i parkeringskældre. Til sidst så Paris-politiet et mønster, men det lykkedes dem ikke at koble hændelserne til drabet på Pascale Escarfail. Ved næste voldtægt og drab efterlod han spor af sæd, som gav politiet DNA-bevis. Guy havde altid kondomer i rygsækken sammen med den gaffatape, han plejede at binde ofrene med. Det er uforklarligt, men denne aften brugte han ikke kondom. Begyndte han at blive uforsigtig, eller ville han måske gerne fanges?

Ironisk nok modarbejdede fransk lov efterforskningen. Retten havde forskrifter for brug af DNA-bevis i fældende domme, men det blev anset som brud på menneskerettighederne, hvis

INDENI Magali Sirotti var en af de sidste kvinder, som blev dræbt, og tragisk nok kunne dette drab have været forhindret.

politiet brugte DNA fra ét lovbrud til at koble en mistænkt til et andet. Der fandtes ingen national DNA-database, som man havde i Storbritannien og USA, så der var ingen metode til at sammenholde spor fra flere gerningssteder. Derudover var der to efterforskningsteams, som arbejdede uafhængigt af hinanden med, hvad de troede var to forskellige overfaldsmænd - én, der dræbte i lejligheder og én, der dræbte i parkeringskældre.

Derudover fortalte Anne Gautier, mor til et af Guy Georges ofre, at politiet ikke bare undlod at tale med datterens naboer, før der var gået to år, hun fik også at vide, at seriemordene var en WASP-sag. Det er en tidligere brugt fællesbetegnelse for ”hvid anglosaksisk protestant”, underforstået med en privilegeret baggrund. Der kan derfor have været en forudindtaget holdning, der gjorde, at politiet ikke koblede Guy Georges til mordene, selv om han ved mindst tre anledninger i løbet af efterforskningen blev anholdt for vold mod kvinder. Efterforskningen havde brug for nogen med magt til at skære igennem alt bureaukratiet – og det blev den velansete dommer Gilbert Thiel.

Thiel blev koblet på for at klargøre sagsdokumenterne om drabene i lejlighederne.

Sagdokumenterne skulle hjælpe til en

DER FANDTES INGEN METODER TIL AT SAMMEN­ HOLDE SPOR FRA FLERE GERNINGSSTEDER.

Udyret fulgte efter de fleste af ofrene og tvang sig ind i deres hjem.

113 Seriemordere 2018 DK_final.indd 113

07.11.2018 14:11

SERIEMORDERE XXXXXXX

anholdelse, men en række tilfælde af sjusk og fejl førte til, at drabsmanden stadig ikke var fanget. Guy Georges afsonede en 30 måneder lang straf for tyveri, da Thiels efterforskere endelig vendte opmærksomheden mod fanger med vold mod kvinder på straffeattesten. Alligevel lykkedes det på utrolig vis George at slippe udenom – igen. I mellemtiden fandt efterforskerne af parkeringshusdrabene frem til Georges’ voldelige straffeattest, afhørte ham i fængslet og tog DNA-prøver for at sammenligne med en blodplet i en af bilerne. Der var intet match, og de havde som nævnt ikke lov til at sammenligne med DNA’en fra lejlighedsdrabene – hvilket ellers ville have koblet ham til dem.

Tilstod alle drab I slutningen af 1997, i kølvandet på prinsesse Dianas død, blev endnu to kvinder voldtaget og dræbt i deres hjem. Paris var dødsensangst for sine kvinder, og dommer Thiel tog en usædvanlig beslutning. Han gav ordre om, at alle regionale laboratorier skulle dele deres genetiske data – og ét laboratorium fik et præcist match.

De kendte nu gerningsmandens DNA-profil - og de havde haft Guy Georges’ DNA-profil i deres registre i over tre år. Men det langsommelige bureaukrati var skyld i, at to kvinder døde unødvendigt.

Retssagen mod udyret fra Bastillen må have været ren tortur for ofrenes familier. Da han blev stillet over for de enorme

mængder af beviser i mod sig, tilstod han til sidst to af drabene under en politiafhøring. En tilståelse, han trak tilbage den første dag i retten. Han hævdede, at han var uskyldig. Guy så på beviserne fra gerningsstederne uden at fortrække en mine, hvilket Ghislain Benady, mor til et af ofrene, blev rasende over. Hun forlangte at få lov til at tale direkte til Guy i retten, og spurgte, om han elskede sin mor.

- Ja, svarede Georges.

- Det må gøre meget ondt.

Men der kom ingen undskyldning, og han viste ikke tegn på anger.

I den anden uge af retssagen blev det tydeligt, at anklagemyndigheden havde fældende beviser mod Guy Georges. Da brød han endelig sammen i vidneskranken og tilstod alle syv drab. Før strafudmålingen bad han familierne om tilgivelse og antydede endda, at han ville tage sit eget liv, at han ville ”påføre sig selv en dom”. Men det var bare et snedigt kneb for at få en mildere dom – det var ingen oprigtighed at spore hos denne drabsmand, som psykologen havde beskrevet som en narcissistisk psykopat.

Dommeren idømte seriemorderen Frankrigs strengeste straf – livstidsfængsel med mulighed for prøveløsladelse efter 22 år.

DET KAN HAVE VÆRET EN FORUDINDTAGET HOLDNING, DER GJORDE, AT DE IKKE KOBLEDE HAM TIL MORDENE, SELV OM HAN VED MINDST TRE ANLEDNINGER BLEV ANHOLDT FOR VOLD MOD KVINDER.

Her er Guy Georges i et besat hus i Paris.

Det var en kendt sag, at han opholdt sig sammen med andre besættere.

114 Seriemordere 2018 DK_final.indd 114

07.11.2018 14:11

XXXXXXXXXXXXXXXXX GUY GEORGES

VEJEN TIL MORD

Offeret Elisabeth Ortega slap væk med livet i behold, men fantomtegningen lignede ikke Guy Georges ret meget.

Han var en forstyrret ung mand med et udyr, der vågnede inden i ham. Guy Georges begyndte sin rejse mod seriemordene med mildere vold mod kvinder og udviklede sine egne metoder. Han prøvede at kvæle begge sine plejesøstre på 14 og 16, før han angreb to andre kvinder og stak den ene i ansigtet med en kniv.

Derefter blev det kun værre. Hans næste angreb var i 1981. Kun 19 år gammel voldtog og stak han sin nabo i et besat hus i Paris, men hun overlevede.

Dette mønster med voldtægt og knivstikkeri blev senere identificeret som hans visitkort. Utroligt nok fik han kun fem måneder i fængsel for sit næste grove overfald, der endnu engang næsten dræbte en kvinde. Til sidst, da næste voldtægt og drabsforsøg gik galt, blev dommen strengere. Nu blev han buret inde i 10 år, men det stoppede ikke overfaldene.

Han blev prøveløsladt på grund af god opførsel og dræbte sit første offer. Ingen mistænkte ham. Seks mord fulgte efter Pascale Escarfails i 1991: Catherine Rocher (1994), Elsa Benady (1994), Agnes Nijkamp (1994), Helene Frinking (1995), Magali Sirotti (1997) og Estelle Magd (1997). Nu fik politiet endelig mulighed for at sammenkoble drabene i lejlighederne og drabene i parkeringskældrene, hvilket førte til, at Georges blev anholdt den 26. marts 1998. Han blev idømt fængsel på livstid med 22 år uden mulighed for prøveløsladelse. Men hverken dommeren eller politichefen mener, at George kan rehabiliteres. Udyret fra Bastillen er for farlig til nogensinde at blive løsladt.

© Corbis, Rex Features

Guy fremstod ikke som det udyr, alle forventede - i retten virkede han både ydmyg og karismatisk.

115 Seriemordere 2018 DK_final.indd 115

07.11.2018 14:11

SERIEMORDERE XXXXXXX

GIFT MED EN SEXSLAVE-MORDER

HUN FIK SAT SIN ÆGTEMAND I DØDSCELLEN, MEN VAR CHARLENE WILLIAMS HANS MEDSAMMENSVORNE, ELLER VAR HUN SELV ET OFFER?

D

a Charlene Williams mødte Gerald Gallego første gang på en blind date i 1977, havde hun ingen anelse om, at den charmerende mand snart ville drage hende ind i et drabsorgie for at opfylde sine seksuelle fantasier.

Mellem 1978 og 1980 tog parret livet af ti personer og et ufødt barn. De blev kaldt ”sexslave-morderne”. Charlene lokkede ofrene ind i en varevogn, hvor Gallego ventede med et våben. De blev så bundet, voldtaget gentagne gange og ført til et afsidesliggende sted, hvor de blev slået, kvalt eller skudt – og efterladt.

Da Charlene og Gerald til sidst blev anholdt, indgik Charlene en aftale med efterforskerne efter flere måneder med afhøringer.

I bytte mod en kortere straf vidnede hun mod sin ægtemand og tegnede et billede af en voldelig, dominerende mand, der mishandlede og truede hende til at være med i hans planer. Han blev dømt til døden, og hun blev idømt 16 år og otte måneders fængsel.

Spørgsmålet er, om hun virkelig var en modvillig medskyldig?

Og hvordan kunne hun elske og blive hos sådan et monster?

DEN PERFEKTE GENTLEMAN Efter det første møde beskrev Charlene Gerald som en hyggelig, velklædt fyr. Hun sagde, at han fik hende til at føle sig speciel, og han sendte hende endda 12 langstilkede roser den næste dag med et kort, hvor der stod: Til en meget skøn pige.

Parret fandt umiddelbart tonen, og efter seks uger flyttede de sammen. Men Gerald viste snart sit sande ansigt. Ifølge sin egen vidneforklaring blev hun tvunget til at give ham hele sin løn fra supermarkedet, hvor hun arbejdede, og han bestemte, hvilket noget tøj, hun skulle gå med, og hvordan hun skulle sætte sit hår.

Før de mødtes havde Gerald været gift med fem forskellige kvinder, og han havde været anholdt 23 gange for tyveri, voldtægt, incest og biltyveri. Han var født og opvokset med kriminalitet: Moren var prostitueret, og faren blev senere den første, der døde i det nye gaskammer i Mississippi efter at have dræbt to politimænd.

Charlene kom derimod fra en

Politibilleder af Gerald og Charlene Gallego.

Charlene vidnede mod ægtemanden, men sagde i retten at kærligheden var blevet til frygt.

116 Seriemordere 2018 DK_final.indd 116

07.11.2018 14:11

GERALD & XXXXXXXXXXXXXXXXX CHARLENE GALLEGO privilegeret baggrund i den øvre middelklasse. Hun var en kvik pige, der spillede violin og havde en IQ på 160. Det var først på sin videregående uddannelse, hun begyndte at eksperimentere med sex og stoffer. Snart var hun også blevet skilt fra en heroinmisbruger.

Ifølge Charlene vidste hun ikke noget om Geralds fortid, og til trods for hans Jekyll og Hyde-personlighed syntes hun, at han var interessant. I starten havde de et godt sexliv, men snart kunne hun ikke længere tilfredsstille ham, og han begyndte at mishandle og nedværdige hende. Alligevel blev hun hos ham. Da hun under retssagen blev spurgt om, hvorfor hun ikke forlod ham, svarede hun: - Jeg ville ikke være alene. Jeg ville frem for alt gøre ham tilfreds. Som hans underdanige kone gjorde Charlene alt for den mand, hun elskede, men hvor langt var hun egentlig villig til at gå?

FANTASIEN BLIVER VIRKELIGHED Under retssagen beskrev Gerald Gallego sin kone som stofmisbruger med lesbiske sidespring. Charlene syntes, at hans fantasier var ”mørke og spændende” i begyndelsen, men gjorde det hende til morder? Den 10. september 1978 blev hans fantasi virkelighed. Ifølge Charlene sagde han, at han ville have hende til at finde ham en sexslave, og sådan startede det. Hun var gravid på det tidspunkt, og lokkede teenagerne Rhonda Scheffler og Kippi Vaught ind i deres varevogn ved et indkøbscenter ved at tilbyde dem marihuana. Med en pistol mod hovedet blev de bundet.

Rhonda Scheffler og Kippi Vaught var de første ofre, der blev lokket ind i parrets varevogn, voldtaget og dræbt.

Efter ægtemandens anvisning kørte Charlene nu til et afsidesliggende sted, hvor han tog pigerne ud af bilen og voldtog dem.

- Stil ikke nogen spørsmål, så slipper jeg for at lyve, sagde han til Charlene, da han kom tilbage.

Deres forhold havde fået en ny dimension. Pigerne blev kørt til et andet sted næste dag, hvor de blev slået i hovedet med et dækjern og skudt ihjel.

MEDSAMMENSVOREN Efter det første overfald blev Charlene tvunget til at få en abort, og Geralds datter fra et tidligere ægteskab anmeldte ham for

STIL IKKE NOGEN SPØRGSMÅL, SÅ SLIPPER JEG FOR AT LYVE

Gerald Gallego og en højgravid Charlene mødtes i en kautionshøring 15. januar 1981.

117 Seriemordere 2018 DK_final.indd 117

07.11.2018 14:11

SERIEMORDERE XXXXXXX

sodomi og mishandling. Alligevel giftede Charlene sig med Gerard Gallego den 30. september, og de flyttede til Houston for at slippe væk fra sigtelserne mod ham.

Det andet overfald fandt sted i juni 1979. Endnu engang overtalte Charlene to teenagere til at gå med hen til bilen ved at tilbyde dem penge for at dele flyveblade ud. Brenda Lynne Judd og Sandra Colley blev derefter bundet og voldtaget i bilen, før de blev slået ihjel med en spade og lagt i dybe grave.

I september 1979 flyttede parret til Sacramento som Mr. og Mrs. Feil. Gerard begyndte som bartender og havde en elskerinde, men da forholdet sluttede, blev han frustreret, hvilket fik hans mørke side frem igen. Endnu en gang begyndte han at lede efter perfekte sexslaver, og et tredje venindepar blev hans næste ofre – Stacey Redican og Karen Chipman Twiggs.

I maj 1980 var Charlene gravid igen, og i juni giftede de sig for anden gang. Men drabene fortsatte med mordet på en gravid blaffer, og derefter en mor til to. Linda Aguilar blev samlet op på vejen og voldtaget. Hun blev slået i hovedet med en sten og kvalt. Virginia Mochel blev bortført, da hun forlod fra baren, hvor ægteparret havde drukket. Hun blev også voldtaget og kvalt.

Charlene og Gerald havde et meget turbulent forhold.

Charlene flyttede ud, da Gerald blev mere og mere voldelig, men var snart tilbage hos ham igen. Da han den 2. november 1980 sagde, at han ”fik den der følelse”, vidste hun godt, hvad der var

i gære.

Dette overfald skulle blive deres sidste. Gerald var blevet uforsigtig og tog flere chancer. Denne gang valgte han at holde våbenet mod hovedet på ofrene ude på gaden og tvinge dem ind i bilen, mens en af deres venner så på. Craig Miller blev skudt i hovedet, og Mary Beth Sowers blev voldtaget og derefter skudt, men dette dårligt gennemførte overfald blev parrets skæbne, Vidnet havde noteret registreringsnummeret på bilen, som stod i Charlenes navn, så politiet dukkede op hjemme hos hende, men det lykkedes hende at undgå mistanke.

Parret flygtede, men da de bad Charlenes mor om at overføre penge til dem, informerede hun politiet om, hvor de var. De blev anholdt i Omaha den 17. november 1980.

Selv om Gallego hårdnakket hævdede, at Charlene var med til drabene, har hun fastholdt, at hun aldrig var positiv over for hans planer. Hun mente, at han var gal, men ”du siger ikke nej til Gerry”. Hun følte sig styret af frygt og trusler om, at han ville dræbe hendes familie og forgribe sig på dem. Hun troede, at han ville finde hende, hvis hun stak af. Han truede hende med kommentarer som ”hold på kærligheden, og du beholder livet”, for derefter at sige, at han elskede hende, at han altid ville beskytte hende, og at hun aldrig behøvede at dræbe nogen,

Gerald Gallego venter på sin dom i retten 11. april 1989. Han blev kendt skyldig og dømt til døden.

118 Seriemordere 2018 DK_final.indd 118

07.11.2018 14:11

GERALD & XXXXXXXXXXXXXXXXX CHARLENE GALLEGO

FØDT TIL AT BLIVE DRABSMAND Det siges ofte, at vold avler vold, og i Gerald Gallegos tilfælde er dette ordsprog absolut sandt. Gerald mødte aldrig sin far, Gerald Gallego senior, men han fik alligevel en vis indvirkning på ham.

Gallego junior kom fra en lang række af forbrydere og fulgte i deres fodspor. Da han blev født i 1946, sad faren i San Quentinfængslet. Gallego senior blev til sidst prøveløsladt, men brød betingelserne ved at begå kriminalitet – og røg tilbage i fængsel.

Under næste prøveløsladelse flygtede han fra Californien og endte i Mississippi. Ved to anledninger dræbte han en politimand. Han blev pågrebet, varetægtsfængslet og dømt til døden for drabene. Ni år efter sønnens fødsel blev han den første, som døde i Mississippis gaskammer. Gallegos mor havde også en kriminel baggrund. Flere i Lorraine Gallegos familie var børnemishandlere og drabsmænd, og hun var selv prostitueret. Som barn i Sacramento i 50’erne løb Gallego ofte ærinder for forskellige alfonser. Man antager, at Lorraine og hendes kærester bankede Gallego, da han var barn.

Ufatteligt nok havde Gallego allerede en straffeattest som seksårig, han var blevet sigtet for indbrud og sexforbrydelser. Seks år senere blev han sat under tilsyn, og senere blev han sigtet for overgreb på en seksårig pige. I 1959 mistede moren forældremyndigheden over Gallego, og han blev placeret på en drengeskole. At tage drengen ud af hjemmet hjalp ikke spor på hans kriminelle tilbøjeligheder, og det varede ikke længe, før han blev anholdt for væbnet røveri sammen med sin halvbror, David Hunt. Gerard Gallego døde af cancer i 2002, mens han ventede på henrettelsen.

Craig Miller og Mary Beth Sowers skulle blive de sidte ofre, som sexslave-morderne dræbte, før de blev anholdt.

HAN KUNNE TRUE HENDE MED FORKASTET KÆRLIGHED KOMMENTARER Da Charlene Williams blev interviewet i 2013, sagde hun, at hun stolt over at have sendt den ”syge djævel” til dødsgangen. Hun SOM ”HOLD PÅ var sad 17 år bag lås og slå og fødte endda et barn i fængslet, men at hun er fanget af fortiden: - Jeg ser fortiden hver dag …

KÆRLIGHEDEN, siger Det er grusomme, grusomme minder. I dag lever hun under et OG DU nyt navn. Det gør stadig ondt på hende at tage det rigtige navn i sin mund. Hun laver meget velgørenhedsarbejde og siger, at hun BEHOLDER tog bladet fra munden, fordi hun ville hjælpe andre kvinder, som været udsat for overgreb.

LIVET”, FOR harAlligevel hersker der stadig en vis tvivl om, hvorvidt Charlene DEREFTER AT Williams taler sandt. Selv om Gallegos forsvar slog fejl, læste han op i retten, hvor hun havde skrevet, at hun elskede ham, SIGE, AT HAN etogbrev at hun altid havde elsket ham, selv om hun ikke vidste, om burde gøre det, og selv om ingen kunne lide det. Brevet var ELSKEDE HENDE hun skrevet et år efter, at de blev anholdt og kaster en vis tvivl over … HAN VILLE hendes forklaring. Charlene var 22 år, da det første drab fandt sted, og 57 år, da hun talte med pressen. Hun sagde, at hun aldrig BESKYTTE havde oplevet at være voksen i frihed. Vi vil aldrig få at vide, om hun medvirkede frivilligt, men hun siger, hun vil gøre hvad som HENDE. helst for at gøre det godt igen. I dag bor hun i Sacramento blandt

Gerald Albert Gallego senior dræbte to politifolk, og blev sendt i gaskammeret for sine forbrydelser.

© Alamy, Corbis, Rex Features

hvis hun ikke ville. Hun elskede ham - hun ville være ”pigen med hjertet, som virkelig elskede ham, som ville gøre hvad som helst for ham”, men hun sagde også, at det var en kærlighed, som blev til frygt.

de mennesker, hun engang terroriserede livet for.

119 Seriemordere 2018 DK_final.indd 119

07.11.2018 14:12

SERIEMORDERE XXXXXXX

MONSTERET

MANSON

CHARLES MANSONS PSYKEDELISKE COCKTAIL AF STOFFER, MANIPULATION OG DOMMEDAGSPROFETIER FORVANDLEDE EN GRUPPE BEATNIKS TIL EN DRABSSEKT.

120 Seriemordere 2018 DK_final.indd 120

07.11.2018 14:12

MANSON-FAMILIEN XXXXXXXXXXXXXXXXX

D

a Charles Manson døde i Corcoran State Prison i Californien i 2017 - i en alder af 83 år - markerede det den endelige afslutning på historien om ”familien” og den dødskult, som denne uhyggelige massemorder skabte.

Han stod i 1969 i spidsen for nogle af de mest bestialske drab i USAs historie - drab, som chokerede hele verden. Han beordrede bl.a. mordene på Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate og tre andre i 1969. Manson overbeviste sine beundrere, der fortrinsvis var unge middelklasse-kvinder, om, at han var reinkarnationen af Jesus. Han ville skyde skylden for mange problemer på den sorte befolkning og på den måde begynde en racekrig. Selv om Manson ikke selv dræbte nogen, blev han og kvinderne i 1971 dømt til døden. Retssagen var helt ejendommelig, idet de tiltalte kvinder skabte fuore i retssalen ved bl.a. at synge. Dødsdommene blev siden ændret til livstidsdomme, da dødsstraf blev forbudt.I alt fik Manson ni livstidsdomme. 12 gange prøvede at blive prøveløsladt uden resultat. Men hvem var han - denne mand med så stor magt over andre? Det tidligere familiemedlem, Catherine ”Gypsy” Share, sagde, at når han talte ”blev han, hvad du havde behov for, at han skulle være.”

Han kunne ”være meget omsorgsfuld, kunne arbejde med din utilstrækkelighed, dine behov, hjælpe dig med at blive fri for angsten, sagde hun. - Charlie talte til den, han talte med, på en måde, som fik vedkommende til at tro på ham.

”Alt, vi siger, er ... giv fred en chance!”

John Lennon og Yoko Ono, Give Peace A Chance.

CHARLIE SIGER: HVAD DU GØR, ER OP TIL DIG. CHARLIE SIGER: ALT ER KÆRLIGHED. SELV FORVIRRING ER KÆRLIGHED I EN ELLER ANDEN FORM.

Hvis han talte til hippier, talte han på én måde, hvis han talte til motorcykelfyre, talte han på en anden måde. Han kunne spejle det, han lokkede frem, uanset hvad det var … hvad end det var, han vidste, de ville være enige i.

Et verden i opbrud

1960’erne var starten på et årti med forandring ledet af den nye generation. Folk forsøgte at slå ned på dem, og det gav genklang over hele USA. Hun og andre som hende havde imidlertid bestemt sig for at ”give freden en chance” og satte kursen mod hippie-subkulturens epicenter. Dr. Martin Luther Kings drømme havde berørt masserne, og borgerrettighedsloven af 1964 og stemmeretsloven af 1965 gav folk medbestemmelse uanset farve, tro, køn og etnisk oprindelse.

Mange var begyndt at finde nye måder at løse problemerne på ved at engagere sig i samfundsdebatten, snakke sig gennem problemerne og sværge at forbyde ”bomben”.

Kvinde, mand, søn og datter var i forandring. I stedet for at følge i fædrenes fodspor, opdagede folk magten til at ændre tingenes tilstand. Løstsiddende tøj gav flower power-salighed og fyldte voksne med barnets idealisme, godt hjulpet på vej af p-pillen, som for nylig var blevet frigivet, og lovgivning, der gav kvinder magt over deres egen situation. Derudover havde rumkapløbet taget fart, og alle vidste, at om ikke så længe ville mennesket erobre månen.

Centeret for denne bevægelse var Haight, Californien.

I mange år skulle solen skinne på dem, der ønskede at realisere sig selv, hvad enten det var i filmindustrien eller i

Barker Ranch (venstre) og Spahn Ranch (højre) var Familien Mansons isolerede skjulesteder.

121 Seriemordere 2018 DK_final.indd 121

07.11.2018 14:12

SERIEMORDERE XXXXXXX

OVER Efterforskerne fjerner Tates krop fra huset. Selv de erfarne efterforskere sagde, det var det mest grusomme gerningssted, de nogensinde havde set.

OVER TIL HØJRE Den store blodplet foran sofaen viser, hvor Tates krop forblødte efter de 16 knivstik, Susan Atkins og Charles Tex Watson havde påført hende. Tate blev kun 26 år.

ligestillingsbevægelsen, og ingen ønskede det mere end en gruppe unge på jagt efter eventyr.

Charlies venner var et tværsnit af USA. Nogle af dem kom fra en stabil og endda religiøs baggrund, mens andre begyndte tidligt med småkriminalitet. I deres fællesskab betød baggrunden ikke noget, og det kunne ses på hvem de var, som f.eks. idrætsstjernen Charles Tex Watson, den erotiske danser Susan Atkins, unge fraskilte Linda Kasabian, forsikringskvinden Patricia Krenwinkel, dansedronningen Leslie van Houten og skuespilleren Robert Beausoleil.

Deres tidligere liv og problemforældre var væk, og det var tydeligt for alle: De var en familie. Resten er en blanding af fakta og gisninger, da brødrene og søstrene har forskellige historier om, hvad der skete i løbet af de forvirrende dage på stoffer sammen med kammeraterne.

Leslie van Houten var sådan en søster. Hun havde i et interview slået fast, at hun var en meget kreativ pige. Hun ville være lærer og forlod sit middelklassehjem for at finde nogen at elske og holde fast ved og kalde sine egne. Charlie var, i den frie kærligheds tidsalder, villig til at dele sig selv med hende. Mellem sig og sammen med resten af familien

“Realms of bliss, realms of light, some are born to sweet delight”. The Doors, A Ship Of Fools

skabte de magi. De blev nomader, rejste fra sted til sted, havde sex (når Charlie bad dem om det), fik venner og tog

CHARLIE SIGER: DE VIRKELIG STÆRKE HAR IKKE BEHOV FOR AT BEVISE DET OVER FOR FUPMAGERNE.

rigelige mængder af LSD. De blev fortalt, at hele ideen var at lade tiden forsvinde. ”Tiden fandtes ikke – vi levede alle her og nu.” Selv når hun kigger tilbage, antyder Leslies sprog, at Manson overbeviste dem om, at hvis de bare gav sig selv lov, kunne de få adgang til en magt, der kunne kontrollere universet. De kunne vælge at manipulere selve tiden, mens resten af verden var underlagt virkelighedens vilkår og dens verdslige problemer.

Leslie fortalte, at hele ideen med deres såkaldte magiske, mystiske tur var, at ”vi for hver dag skulle få mere ud af os selv. Hver dag var Halloween”. Lidt efter lidt, ved at have en positiv indstilling (Charlie var blevet oplært i positiv tænkning ... et eller andet sted) og ved at lade sig selv se ting fra andre perspektiver, kunne de blive anderledes. Ved at vove at spille de forskellige roller, som Charlie gav dem i små sjove drama-workshops, kunne de komme ud af deres gamle, ensformige liv og få mere ud af deres nye. De kunne være sigøjnere, pirater, hvad de end ønskede. Det virkede tillokkende.

Charlies undervisning begyndte at ændre sig. Efter at have opmuntret dem til at give slip på deres personlige hæmninger, begyndte han at holde prædikener. Han fik dem til at opføre korsfæstelsen af Jesus Kristus i en rus. Han snakkede om en nært forstående racekrig og fortalte dem at de måtte dø for at blive genfødt og herske over verden.

Sex, drugs og rock ‘n’ roll

Forenet af Mansons glødende undervisning ville familien ud og kæmpe. Manson havde trods alt en smag af stjernestatussens himmelske virkelighed. Efter at hans piger havde haft et tilfældigt møde med sangeren Dennis Wilson fra The Beach Boys, var Charlie kommet godt overens med ham. Charlie ventede bare på, at tidspunktet, hvor han ville vide, at verden var klar til ham, skulle komme, selvom han blev mere end bare lidt irriteret over at skulle vente.

Tegnet kom til Charlie gennem kulturen i sig selv: Beatles-

122 Seriemordere 2018 DK_final.indd 122

07.11.2018 14:12

MANSON-FAMILIEN XXXXXXXXXXXXXXXXX

CHARLIE SIGER: JEG LYVER IKKE.

MORDERE PÅ “SYRE” SÅDAN FORMEDE LSD OG MANIPULATION MANSONS FØLGERE

”Tried to run, tried to hide, break on through to the other side.” The Doors, Break On Through To The Other Side. albummet Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band.

The Beatles havde forvandlet sig fra sunde, velklædte unge fyre til psykedeliske superstjerner, og de viste deres magi på pladecoveret. Det inkluderede Aleister Crowley, udødeliggjort som ”Den ondeste mand i verden”. Den Cambridge-uddannede Crowley var en ceremoniel magiker– en okkultist. Han etablerede sin egen religion, Thelema, baseret på at virkeliggøre sin sande vilje gennem fest, dramatiske ritualer, tankearbejde og sex.

Hans uddannelse gjorde det svært at afvise ham som en fantast, og hans ideer passede med den kulturelle revurdering af verden. Han blev afbilledet på pladeomslaget sammen med psykoanalytikeren Carl Jung og selveste Albert Einstein – et geni, der er delvist berømt for et foto, hvor han rækker tunge. Beskeden til Manson var tydelig: Du kan bruge sex, stoffer og rock n’ roll til at blive en af de kulturelt udvalgte og blive husket.

Mens Crowley ønskede, at hans tilhængere skulle følge deres egne ønsker, var det tanken om at tilbyde venskab og morskab i bytte for loyalitet, der lod til at appellere til Manson.

CHARLIE SIGER: VI SKAL VÆRE OPRØRERE FOR ALTID.

OVER Retsmediciner i Los Angeles, Thomas Noguchi, tager notater, mens hans assistenter løfter lagenet, som dækker et af ofrene. Noguchi indså hurtigt, at dette ikke var et narkorelateret attentat, som nogle havde mistænkt.

Psykoaktive stoffer blev hyppigt brugt i militære eksperimenter i 1950’ernes USA og kan, over tid, nedbryde hæmninger. Det kan være nyttigt, hvis du ønsker at manipulere nogen, lige som Charlie gjorde med sine følgere. Han skar deres gamle liv væk og opbyggede nye liv med sig selv i centrum.

Som dr. Linda Dubrow-Marshall har udtalt: - Charles Manson var en særlig effektiv sektleder, da han var i stand til at manipulere menneskers adfærd uden at være til stede under de grufulde handlinger, han beordrede.

Via langvarig brug af hallucinerende stoffer, og ved at skabe en mentalitet af ”os (familien) mod dem” (de smukke mennesker i Hollywood), skabte han en følelse af overlegenhed og et formål i gruppen, og svækkede samtidig følgernes evne til at træffe uafhængige og rationelle beslutninger.

De samfundsmæssige regler blev irelevante, hvilket tillod dem at udtrykke raseri over for de identificerede fjender og undertrykke frygten for verdens mulige undergang, som var blevet dem forkyndt. Manson håndplukkede særlige mennesker til at udføre sin plan, hvilket fik dem til at føle sig specielle og tættere på messiasfiguren.

Elaine Edmunds, tidligere rådgivende psykiater, forklarer, hvordan familien kan have oplevet deres fælles narkorus:

1. DYB KONTAKT

En følelse af tilknytning og at være en del af et hele, både med hinanden og med omgivelserne.

NØGLEN TIL 2. FARVE OG LYS .

KONTRODULBR..OW-MARSHALL, IFØLGE DR. LINDA OLOGI FORELÆSER I ANVENDT PSYK : VED UNIVERSITY OF SALFORD

messiasfigur Lederen er almægtig, en r alle andre – et ove vet hæ højt Gruppen er dem”. mod ”os polariseret syn på der ikke gæl gler dsre Normale samfun d tan stils hed Ændret bevidst g og evne til at Mangel på kritisk tænknin inger træffe uafhængige beslutn lser, føle rke Manipulering af stæ t fryg og ri rase som

Visuelle effekter, som forstærker farve og lys.

Billeder kan se ud til at glimre.

3. FORSTÆRKET LYD

Lydeffekter kan blandt andet være forstærkede ekko, fuglesang eller andre lyde i omgivelserne.

4. TIDEN STÅR STILLE

En følelse af at tid og rum ophæves. Tiden kan synes at standse eller være uendelig.

5. I GOD BEHOLD

Det kan have været en følelse af at være sammen på et beskyttet sted.

123 Seriemordere 2018 DK_final.indd 123

07.11.2018 14:12

SERIEMORDERE XXXXXXX

OVER Drabenes chokerende natur fik panikken til at brede sig i Los Angeles. En avis rapporterede, at “rædselsslagne Hollywood-beboere stormede i går ud for at købe våben for at beskytte sig selv.”

OVER TIL HØJRE Instruktør Roman Polanski sidder på den blodige gårdsplads uden for sit hus efter Manson-familiens drab på hans kone Sharon Tate og flere venner.

På døren er der skrevet SVIN.

Charlies Beatlesgennembrud

Manson følte, at han fik sit endelige gennembrud fra The Beatles selv. De udgav The White Album, som indeholdt sangen Helter Skelter. Manson betragtede tilsyneladende hittet som en skjult kode, der blev afsløret kun for ham, og som gav ham mulighed for at gøre de ugerninger, han mente var begået af samfundet, gode igen. Metoden var at fjerne gerningsmændene.

Han knyttede albummet og bandet generelt til en del af Biblen, for han havde gået i kirke, da han var ung. De var specifikt vers 1-4 af kapitel 9 i Johannesevangeliet, som nogle mener varsler Guds søns anden ankomst. Charlie var enig.

Græshopper skulle sprede sig over landet, idet en stjerne faldt til jorden, og en afgrund ville åbne sig og tilbyde en tryg havn for de trofaste.

Charlie tænkte ret bogstaveligt. Han tolkede Beatles som græshopperne og antog, at afgrunden ville være på en af den nomadiske families skjulesteder. Ved samtidig at anspore til en racekrig ville han vise dem vejen til armageddon. De skulle give plads til en ny jord, efter at den første var uddød.

Ifølge Pat instruerede Charlie hende, Linda og Susan i at tag hen til filminstruktør Roman Polanskis og hans gravide kone Sharon Tates hjem sammen med Tex og gøre alt, hvad Tex sagde. De klatrede ind gennem vinduerne og slog ned på deres bytte. De slagtede dem med skud, slag og 102 knivstik, hvoraf nogle af dem blev påført, efter at ofrene var døde.

CHARLIE SIGER: DER ER KUN ÉT MENNESKE, DU BØR VÆRE BANGE FOR, OG DET ER DIG SELV.

Næste nat, hvor Leslie også tog med, fulgte de deres leder til LaBiancas hjem og knivstak det ældre par til døde med 67 knivstik, før de lod knive og gafler blive i deres kroppe.

De skulle rapportere tilbage til Charlie, som ikke selv deltog aktivt. Til sidst havde de skrevet de symbolske beskeder ”død over svinene”, ”opstå” og selvsagt ”helter skelter” på væggene og på et køleskab for at kickstarte verdens undergang.

I Pat Krenwinkels kaotiske erindringer kan man læse: Vi … vi var bare, vi var så fulde og sådan, det er bare … ok, ok, sådan må det være, jeg mener, du bliver mere og … og mere som … en robot, som på en eller anden måde … dette må … kom igen!

Men intet skete. Ikke andet end at Los Angeles blev lammet af frygt. Kendisser forlod skræmte byen, agerede helte ved at holde vagt i gaderne eller skyllede deres stoffer ud i toilettet, da der gik rygter om, at drabene var narkotikarelaterede. Familien Manson fortsatte som før, stjal biler og andet, indtil Susan blev taget ... og sladrede.

Charlie og de andre blev sigtet for drabene i 1969. Manson måtte sigtes ved hjælp af indicier og love mod aftaler om at begå forbrydelse, fordi han havde holdt sig væk fra det beskidte arbejde. Han havde endda koreograferet retssagen.

Han bad familien om at lave en scene, der ville afbryde retsforhandlingerne.

Pat husker: Charlie sagde ”Jeg vil have, at I hver især rejser jer og rækker armene op i nogle tåbelige symboler. I skal rejse jer op og råbe. Hver dag var på den måde orkesteret ... af Manson. Han troede, at alt, hvad vi gjorde, var at lave et billede, som ville gå ud i universet og på en eller anden måde ændre det ... han ville dreje det efter sin vilje.

De gjorde, som de fik besked på. De sang, snakkede og flirtede med journalisterne. Pigerne, der var mistænkte, fulgte i Charlies fodspor og fik tatoveret hagekors i panden som symbol på deres afvisning af samfundet. Selv forsvarsadvokaten efterlignende Mansons prædikenagtige, bombastiske måde at tale på. Han udtalte, at Manson havde

124 Seriemordere 2018 DK_final.indd 124

07.11.2018 14:12

CHARLIE SIGER: ALT, JEG GØR, ER, AT JEG GÅR PÅ LINJE MED DIG.

FAMILIENS SKÆBNE

MANSON-FAMILIEN XXXXXXXXXXXXXXXXX

MANSON-TILHÆNGERNES UGERNINGER… OG TIDEN, DER FULGTE

f æ ngs l e t FRI LINDA KASABIAN

Til trods for, at han ikke løftede en finger, blev Manson sigtet for drab i henhold til Californiens lov mod aftaler om at begå forbrydelser.

Som den eneste fornuftige stemme var Linda anklagerens vigtigste vidne i retssagen, da hun var til stede på gerningsstederne, men ikke deltog i selve drabene.

Hun havde moralske betænkeligheder ved hændelserne og saboterede familiens tredje forsøg på drab. Linda lever i dag et relativt stille liv.

f æ ngs l e t LESLIE VAN HOUTEN Van Houten blev kun dømt for deltagelse i planlægning af og selve drabene på Leno og Rosemary LaBianca. Hun knivstak Rosemary LaBianca gentagne gange, efter at kvinden allerede var død. Hun blev dømt til døden, en dom som senere blev omgjort til fængsel på livstid, og hun blev nægtet prøveløsladelse flere gange.

DØD SUSAN ATKINS Atkins kørte bilen ved LaBianca-drabene.

Under vidneudsagnene i retten fremgik det, hvordan hun skal have stukket Jay Sebring og Sharon Tate. Familien blev fanget, da hun pralede af sin deltagelse i ugerningerne til cellekammerater efter at være blevet anholdt for en tidligere forbrydelse. Atkins døde af kræft i 2009.

Tex skød Steven Parent, som var gæst hos Tate. Han var lederen af Tate- og LaBianca-ekspeditionerne og bandt ofrene fast. Han skal have skudt Jay Sebring og knivstukket Abigail Folger.

Watson er nyfrelst kristen og driver nu sin egen online præstegerning. Han blev nægtet prøveløsladelse i 2016.

STEVE “CLEM” GROGAN Clem Grogan var med i bilen under Tateog LaBianca-drabene, men deltog ikke.

Han blev dog senere sigtet for drabet på Donald Shorty Shea. Grogan blev løsladt i 1985 og er det eneste medlem af familien, som blev dømt for drab, men i dag er løsladt fra fængsel.

f æ ngs l e t BOBBY BEAUSOLEIL Beausoleil dræbte Manson-forbindelsen Gary Hinman forud for Tate- og LaBianca- drabene. Susan Atkins blev senere anholdt i forbindelse med denne hændelse, fordi hun havde været med på turen. Beausoleil soner en livstidsdom for overlagt drab, men er stadig aktiv musiker og artist.

FRI

DØD

f æ ngs l e t CHARLES TEX WATSON

FRI

PAUL WATKINS Watkins stak af fra Manson før drabene, bekymret for sit stigende vanvid. Han opretholdt forbindelse med familien indtil 1970, hvor de fandt ud af, at han havde snakket med politiet. Lige efter blev han skadet i en mystisk brand, som fik ham til at vidne mod familien. Han døde af leukæmi i 1990.

MARY BRUNNER Brunner var indblandet i Gary Hinmandrabet måneden før Tate/LaBiancadrabene. Hun fk immunitet i bytte mod at vidne, men løj for at beskytte Manson.

I 1971 blev hun anholdt sammen med Share og andre for væbnet røveri. Efter sin prøveløsladelse forsvandt hun fra offentlighedens lys.

f æ ngs l e t PATRICIA KRENWINKEL Krenwinkel løb efter og knivstak Abigail Folger under Tate-drabene. Hun var også indblandet i LaBianca-drabene, hvor hun stak LaBianca med køkkenredskaber.

Hun var familiemedlemmet, der skrev Helter Skelter-slagordene på væggene.

Hun har opført sig eksemplarisk i fængslet.

FRI LYNETTE SQUEAKY FROMME Selv om hun ikke var indblandet i Tate/ LaBianca-drabene, blev hun dømt for attentatforsøg på præsident Ford i Sacramento i 1975. Da statsadvokaten beskrev henne som fuld af had og vold, kastede hun et æble efter ham. Fromme blev prøveløsladt i 2009 efter at have afsonet 34 år af en livstidsdom.

FRI CATHERINE “GYPSY” SHARE Selv om hun ikke var indblandet i Tate/ LaBianca-drabene, prøvede Share to gange at vildede retten. Én gang ved at lyve og derefter ved at give en hamburger med LSD til en af anklagerens vidner.

I 1971 blev Share anholdt for væbnet røveri. Hun er nu fri og kristen, og udtaler sig negativt om sekter.

125 Seriemordere 2018 DK_final.indd 125

07.11.2018 14:12

SERIEMORDERE XXXXXXX håbet, at de hvide mænd ville vende sig mod den sorte mand, hvis de troede, at den sorte mand havde begået de syv drab.

Advokatens brug af ”sort mand” i ental gav forbindelsen. Så stærk var Mansons indflydelse, at selv da søster Pat lugtede lunten, vidste hun, at hun ikke kunne vende tilbage.

Hun mindes: Og pludselig bad Charlie hver og en af os om at lyve hver dag om et eller andet. Åh, sig dette, sig det …

Men jeg gjorde … det ikke. Det var som: Lyver du? En gud, der lyver?

Alligevel var hans følgere så forgabte i deres CharlieKristus, at de føjede sig. Da Charlie blev dømt til døden for sine forbrydelser, barberede familien håret af i sorg – inklusiv pigerne, der havde fået præcis samme skæbne som Charlie.

Mansons skuespiller Vincent Bugliosi mindes det øjeblik, hvor dommene blev afsagt: - Jeg så væk fra Manson, og hans familie skælvede. Her er en mand, som altid snakkede om skønheden ved døden. Han fortalte altid alle, at døden var en smuk ting, og når vi dræber disse mennesker, vil vi gøre dem en tjeneste, og de vil ikke indse det, men ... han kæmpede virkelig hårdt for sit eget liv, så det var bare rent hykleri fra hans side.

den virkelige Charlie

Manson var ikke messias - han havde været en meget trist dreng. Under retssagen blev detaljerne om hans liv offentliggjort. Charlie havde kunnet snakke til sin advokat og

“You really got me, you really got me, you really got me”.

The Kinks, You Really Got Me.

Manson, 16 år gammel. Fra tidligt i teenageårene havde han været på kant med loven og var blevet sendt fra institution til institution.

126 Seriemordere 2018 DK_final.indd 126

offer på samme måde. På det tidspunkt, hvor han etablerede sin familie, havde han tilbragt halvdelen af sit liv i fængsel og på ungdomsinstitutioner. Den karismatiske leder var født af en 16-årig bevæbnet røver kaldt Kathleen, som havde solgt ham for prisen på en tønde øl. Gennem hele hans barndom havde hun parkeret ham af hos slægtninge og bekendte.

Teenageren Charlie begik småkriminalitet, før han havnede i fængsel, men han elskede atmosfæren bag murene. Ikke på grund af brutaliteten, men institutionen som sådan. Den påtvungne struktur gav ham en sikkerhed, der fik ham til at føle, at han havde kontrol, at han var tryg. Fænglset var den surrogatforælder, den nu voksne Charlie aldrig havde haft. Da det blev tid til løsladelse, skal han have tigget om lov til blive bag fængslets mure. Han var den lille dreng, som aldrig rigtig blev voksen. Han ønskede at gemme sig for verden, men hvis han ikke kunne det, bestemte han sig for at slippe helvede løs ved at opbygge den familie, han aldrig havde haft. På den måde var det naturligt, at den var alt andet end perfekt.

Mansons mediekarriere

I 1972 omgjorde højesteret hans dødsstraf til fængsel på livstid. Efter dette er nogle fra familien blevet løsladt. Nogle forsvandt bare, en (Lynette Fromme) forsøgte sig med et attentat på en præsident, en anden (Susan Atkins) døde, og mange er stadig spærret inde. Der er lavet flere film om familien, lige fra biograffilm til dokumentarer og én med interviews med Charlie, hvor han enten raser over angiveligt upassende spørgsmål eller prøver at charmere med sin karakteristiske grove humor. Han forblev en selvmodsigelse.

Han er en massemorder, der faktisk aldrig dræbte nogen, en international kendis og en kritiker af systemet, som tryglede

OVER Med håret klippet af i protest kommer Leslie van Houten, Patricia Krenwinkel og Susan Atkins til deres strafudmåling.

UNDER Familien Manson i 1970’erne. Selv efter at deres leder blev spærret inde, fortsatte medlemmerne med at adlyde ham. befaling.

CHARLIE SIGER: UANSET HVAD DER SKAL TIL FOR AT OVERLEVE, ER DET DET, JEG SKAL GØRE. 07.11.2018 14:12

Manson fotograferet i 2014 under afsoning af sin livstidsdom i California State Prison, Corcoran.

“I’m weaker than a man should be/I can’t help myself”.

Four Tops, I Can’t Help Myself.

Men det gør det.

Der var engang en ung mand, en søn af en omflakkende mor, der iagttog sit spejlbillede i Californiens brænding. Han var fornøjet med billedet og så styrke og fasthed i det. Dette var kvaliteter, han følte, at han kunne have for sig selv, og han blev besat af, at andre skulle se det samme i ham, som han havde set i vandet. Charlie Manson, faldt – som guden Narkissos, der forelskede sig i sit eget spejlbillede - sammen.

Vi står tilbage med billedet af to Charlier: Én der aldrig rigtig troede på sin egen kult, men ønskede berømmelse for at dække over sin egen utilstrækkelighed, og nu er tvunget til at genspejle sine påstande for at opretholde berømmelsen, og én mand, som fangede sig selv i sit eget billede. I 2013 blev han forlovet med Afton Elaine Burton (kendt som Star), men brød forlovelsen, da han troede, at den charmerende kvinde ville balsamere sin elskede og vise ham frem mod betaling efter hans død. Dødssekt-forkæmperen ville trods alt have sin værdighed i behold.

Men værdighed er ikke hans arv. Nyhederne om hændelserne blev ofte rapporteret på en hånlig måde. New York Post beskrev det som en plan, der var for vanvittig – selv for Manson. Han er blevet Charlie ved navn og natur, én, som det meste af verden husker som en karikatur af et monster, en galning af en idiot, som ville knytte næven mod verden i stedet for at erobre den.

Manson døde den 19. november 2017, gråhåret, med hagekorset tatoveret i panden og et trodsigt blik uden anger. Hans magt reflekteres i et billede af Burton og hans tidligere kommende brud, med friske ar på hovedet. Det viser det eneste, der er tilbage af familien: Der vil altid være mennesker, som tiltrækkes af myten om den maniske musiker og morder. Og der vil altid findes mennesker, som kan overtales til at begå forfærdelige drab under pres fra en karismatisk galning.

© Getty Images; Alamy; REX Features; Corbis

om at få lov til forblive i dets greb. Han er siden forblevet et kult-ikon.

Tiden har ændret familien. Mens ord og handlinger kan virke falske, er der stadig en vis fascination af medieindslag, hvor familien ikke bare fremlægger sin sag, men også genoplever de hede og forvirrede Manson-dage. Nogle, som Lynette, lader til at se tiden med familien i et skræmmende rosa skær. Lynette beskriver disse somre med en positiv vinkel, der står i stærk kontrast til det, der skete, og fortæller gribende, hvordan Charlies tanker fængslede hende. Det er værd at lægge mærke til, at hun gentagne gange under interviewene kigger mod venstre – en biologisk funktion, der viser, at hun faktisk husker og virkelig genoplever sine erfaringer og tilsyneladende nyder det.

Men ikke alle er enige. Leslie van Houten er ét eksempel.

Med et ansigt fuld af rynker, der vidner om hendes indre kriger, ser Leslie nu den kontrol, som Charlie havde, som et resultat af hendes egen rene godtroenhed – ikke som et eller andet mesterværk. Hun husker: - Jeg kunne kigge på ham og føle, at jeg var total uden kontrol.

Dette er lige før, hun bemærker, at hun ofte ikke så, at han faktisk tog ”syre” selv, men at han hjernevaskede resten af familien med den. At han også bluffede for at opmuntre dem til at dø i sig selv, som hun husker det, var en metode til at frigøre dem fra indflydelse fra verden udenfor. Nu ser hun, at det faktisk gjorde Charlie i stand til at erstatte deres egne idealer med sine. Det er på samme måde påfaldende, at Pat Krenwinkels løftede hænder og pinefulde grimasse viser, hvor ukomfortabel og vred minderne om episoderne gjorde hende.

- Jo ældre jeg bliver, desto sværere er det, sagde hun. Hver dag er der nogen, som bliver skudt, nogen som bliver stukket, nogen som bliver slået. Jeg har levet i det hele livet. Det giver mig ikke rynker i panden.

CHARLIE SIGER: HA, HA, HA. HVAD NU?

CHARLIE SIGER: SKAL DU GØRE NOGET, SÅ GØR DET GODT. OG ETTERLAD DIG LIDT TROLDDOM.

MANSON-FAMILIEN XXXXXXXXXXXXXXXXX

IE L R A CH ER: SIG M. KO 127

Seriemordere 2018 DK_final.indd 127

07.11.2018 14:12

SERIEMORDERE XXXXXXX

DE STOLEDE PÅ LÆGEN:

DOKTOR DØD SLOG OVER 200 PATIENTER IHJEL

128 Seriemordere 2018 DK_final.indd 128

07.11.2018 14:12

DR XXXXXXXXXXXXXXXXX HAROLD SHIPMAN EN PRAKTISERENDE LÆGE, SOM PATIENTERNE VAR GLADE FOR. EN STØTTE I LOKALSAMFUNDET, MEN OGSÅ EN KOLDBLODIG MORDER, SOM IKKE TØVEDE MED AT DRÆBE OVER 200 MENNESKER.

D

a det blev kendt, at den britiske praktiserende læge dr.

Harold Shipmans forbrydelser var så omfattende, at dødstallene løb op i flere hundrede, bredte chokket sig gennem hele nationen og resten af verden. Hvordan kunne det være muligt at denne læge, der dræbte sine egne patienter, havde kunnet blive ved så længe? Der var ikke tale om en håndfuld ofre over en relativ kort periode - han havde taget livet af mennesker gennem næsten et kvart århundrede.

Spørgsmål som disse popper op, og svarene kan vi finde i det, der til tider lignede absurd bureaukrati, mangel på kommunikation i sundhedsvæsenet, sjusket politiarbejde og en stærk tillid til lægeløftet. Vi har en dyb rodfæstet tro på, at lægen ved bedst.

Hele systemet fungerede i denne psykopatiske morders favør, og i

2000, da Harold Shipman endelig blev fængslet for sine grufulde ugerninger, fik han den tvivlsomme ære at være den første læge i Storbritanniens historie, som blev kendt skyldig i at dræbe sine patienter.

Han havde bestemt over liv og død siden 1970’erne, men det var først i 1998, at Shipman blev anholdt og hans rædselsregime endelig blev stoppet. Han var stridslysten og meget lidt samarbejdsvillig, og han stod fast på sin uskyld. På det tidspunkt rådede der en optimistisk tro på nye tider i Storbritannien, efter at Labour havde vundet en overlegen valgsejr i 1997. Tony Blairs regering forsøgte blandt andet at rydde op i et sundhedsvæsen, som var forfaldet gennem mange år. Men Shipmans bijob som massemorder var en spand koldt vand i hovedet, og frygten bredte sig i befolkningen.

Briterne har altid haft stor respekt for autoriteter. At være kritisk over for dem, der sidder på magten, regnes som yderst respektløst. Men det var netop den indstilling, der gav Shipman fuld frihed til at gøre det, han gjorde. I flere årtier udførte han sine morderiske handlinger, uden at der blev gjort noget for at stoppe ham.

Flere havde

UNDER TIL HØYRE Dette forældede billede af Shipman blev distribueret af pressen.

UNDER Dr. Harold Shipmans livsfarlige lægekontor lå på 21 Market Street i Hyde.

129 Seriemordere 2018 DK_final.indd 129

07.11.2018 14:13

SERIEMORDERE XXXXXXX

OVER Familierne blev chokeret, da de fandt ud af, at deres forældre var blevet ofre for Shipmans onde gerninger.

OVER TIL HØJRE Fru Shipman nåede aldrig at acceptere sin ægtemands dødelige handlinger.

mistanke om, at noget var forfærdeligt galt, og de lagde mærke til de usædvanligt høje dødstal blandt hans ældre patienter, men den venlige og omsorgsfulde doktor Shipman skadede da ikke nogen med vilje? De, der kendte ham – eller troede, de kendte ham – beskrev ham som den bedste læge i Hyde. Det virker naivt i bagklogskabens lys. Da sandheden kom frem, og lægen blev fængslet for at have dræbt 15 patienter, var der mange, der ikke kunne forstå, at en mediciner kunne være så morderisk og ond.

En mediciner, der havde aflagt det ældgamle lægeløfte. Det totale svigt i tilliden til lægen er kernen i Shipman-historien. Det er et mareridt, som alle der har søgt lægehjælp, frygter.

JOHN BODKIN ADAMS: MORDER ELLER MISFORSTÅET? Shipman er selvsagt ikke den første læge, der har leget Gud og dræbt mennesker, så sagen mangler ikke præcedens. Læger har før været anklaget for drab, men i modsætning til Shipman er de ofte blevet frikendt på alle punkter. Flere af de tidligere retssager blev behandlet som smertelindring på grænsen til barmhjertighedsdrab, - aktiv dødshjælp - ikke overlagt mord. Em undtagelse er en meget omtalt sag i England med John Bodkin Adams. Her er

FRAVIGELSEN AF DEN HELLIGE TILLID MELLEM LÆGE OG PATIENT ER KERNEN I SHIPMAN-HISTORIEN.

der flere opsigtsvækkende ligheder: Flere hundrede ofre, griskhed som muligt motiv, forfalskning af recepter og det flere årtier lange drabsorgie. Det er faktisk direkte uhyggeligt. Historiker Pamela Collins, som fik adgang til John Bodkin Adams sagsmappe og politiefterforskningen, frygtede, at han faktisk havde overgået Shipman Det endelige antal vil aldrig blive kendt.

John Bodkin Adams var oprindeligt fra Nordirland, men arbejdede som læge i England. Det var i de første år efter oprettelsen af det nationale sundhedsvæsen, NHS, som havde konstante problemer med at få bevillinger. Hvis juryen dømte lægen for drab, kunne det knække tilliden til sundhedsvæsenet og i værste fald føre til nedlæggelse. Adams var desuden en hoven type med gode forbindelser i datidens politiske elite. Shipman kunne kun drømme om sådanne forbindelser til overklassen. Men drabssagen mod Adams og han fordelagtige politiske forbindelser førte til konspirationsteorier: Hans drabshandlinger blev mørkelagt af højtstående politikere, som var bange for, at NHS ville bryde sammen, hvis en læge blev dømt for drab på sine patienter.

Sagen fik meget opmærksomhed i medier over hele verden, og spørgsmålet er, om Shipman blev inspireret af Adams historie.

Doktor Adams blev født i 1899 i Randalstown i County Antrim, og præcis som Shipman blev han beskrevet som en ensom ulv og en ganske middelmådig studerende, som dumpede optagelsesprøverne og kun lige klarede sig gennem lægestudiet.

Han blev tiltalt for drab på 163 af sine ældre patienter, og mange af disse havde indskrevet ham som hovedarving i deres testamente.

Dette var meget mistænksomt, da han blev betragtet som en

130 Seriemordere 2018 DK_final.indd 130

07.11.2018 14:13

DR. XXXXXXXXXXXXXXXXX HAROLD SHIPMAN

DRAB PÅ RECEPT Heroin, diacetylmorfin, er halvsyntetisk stof fremstillet af morfin og med smertestillende og euforiserende virkning. Det indføres med sprøjte, typisk på et sted med meget fedtvæv som en arm, eller gives intravenøst. Læger og sygeplejerske skal kun give dette middel ved uudholdelige smerter. Det er stærkt afhængighedsskabende, og det kan forårsage vejrtrækningsproblemer og føre til døden, hvis dosisen er høj. 30 mg er nok til at dræbe en person, der ikke tidligere har fået stoffet. Det giver først vejrtrækningsproblemer efterfulgt af bevidstløshed og død. Der er forekommet utilsigtede dødsfald ved fejlagtig brug, men Shipman var en seriemorder, der dræbte sine patienter med koldblodigt overlæg.

Som praktiserende læge havde Harold Shipman let adgang til stoffet. Det blev regnet ud, at han i perioden 1993-98 anskaffede sig i alt 24.000 mg på lovlig vis.

Derudover forfalskede han recepter og gemte mængder til sine skumle forehavender. Det var en mild og stilfærdig drabsmetode. Shipman skulle bare udnytte patienternes solide tillid og roligt bede dem om at rulle ærmet op, så han kunne give dem sin dødelige indsprøjtning.

dygtig læge, lige som Shipman blev det nogle år senere. Da Edith Alice Worrell døde i 1950, arvede Adams en Rolls Royce, penge og dyrt bestik, til trods for, at fru Worrell havde en tydelig klausul i sit testamente om, at lægen ikke skulle have noget. Seks år senere blev Adams patient Gertryde Hullett erklæret død, og embedslægen forlangte en obduktion. Da retsmediciner Francis Camps ankom, var Gertrude Hullett stadig i live. Camps blev så chokeret, at han beskyldte Adams for ekstrem inkompetence og begyndte at undre sig over, om det foregik noget tvivlsomt.

Gertrude Hullet døde til sidst. Adams påstod, at dødsårsagen var en hjerneblødning, men Camps var ikke så sikker. Han kom frem til, at hun var blevet forgiftet. Endnu en gang arvede Adams forskellige ting i henhold til testamentet – blandt andet endnu en Rolls Royce til sin samling.

Nu begyndte politiet at interessere sig for det, som Adams havde gang i. Snak og rygter voksede langsomt, men sikkert i den lille by Eastbourne, indtil de ikke længere kunne ignoreres. Adams forsvarsargument var, at han ikke gjorde andet end at lindre dødsyge menneskers lidelser. Var det mord eller barmhjertighed?

Hvis det sidste var tilfældet, hvorfor blev han så ofte tilgodeset i de dødssyge patienters testamente? Hvorfor virkede ofrene så betaget af deres læge? Adams blev stillet for retten i marts 1957, og den 14. april, efter 45 minutters betænkningstid, blev han kendt ”ikke skyldig”. Han blev dog kendt skyldig i at have forfalsket recepter, idømt en bøde på 2.000 pund og frataget sin lægeautorisation. I 1961 genoptog han sin praksis. Adams døde i 1983.

Hvis Shipman var inspireret af Adams, var han da så arrogant at tro, at normerne fra 50’erne – hvor kontroversielle sager blev

dysset ned for at undgå at skabe splid – også gjaldt i den moderne tidsalder? Troede han, at han også ville blive frikendt og for syns skyld få en bøde, hvorefter han kunne fortsætte med at praktisere?

Det vil vi aldrig få svar på. Shipman har aldrig vedgået sig sine fejl eller sagt noget om det liv, han førte, eller de ugerninger, han blev dømt for.

Shipmans foretrukne drabsvåben: En kanyle fyldt med en dødelig dosis morfin.

UNGDOMSTID, LÆGESTUDIER OG DE FØRSTE TEGN PÅ PROBLEMER Harold Frederick Shipman blev født den 14. januar 1946. Han voksede op i boligområdet Bestwood nord for den historiske by Nottingham og var nummer to ud af fire børn i en almindelig arbejderklassefamilie. Faren Harold kørte lastbil, og moren Vera gik hjemme med børnene.

I de første år efter 2. Verdenskrig, hvor nationen skulle på fode igen, ønskede Labour-regeringen at gøre sundhedsvæsenet offentligt. Nu skulle folket endelig få noget tilbage efter alt, hvad det havde været igennem – og stadig gennemgik – i kølvandet på krigen. I 1946, det år Shipman blev født, blev loven om et offentligt sundhedsvæsen, NHS, vedtaget i England og Wales. Det ville have været melodramatisk at sige,

131 Seriemordere 2018 DK_final.indd 131

07.11.2018 14:13

SERIEMORDERE XXXXXXX at Shipman var sundhedsvæsenets antikrist, men ingen anden mediciner i det britiske sundhedsvæsens 70-årige historie har i den grad rystet organisationen i sin grundvold, blotlagt de bureaukratiske svagheder og afsløret hvor langsomt staten reagerede på tegn, der viste, at der var en djævel løs i systemet. Når Shipmans lange række af udåder sammenlignes med andre britiske sundhedspersoner, som har begået drab (som barnemorderen og sygeplejersken Beverly Allitt), er det tydeligt hvilket gigantisk omfang hans virksomhed havde. Shipmans drabsvirksomhed varede i næsten 25 år, og listen over ofre gør ham til en af de farligste seriemordere, verden har været så uheldig at opleve.

Shipman – Fred blandt familie og venner – har skabt mange spekulationer om, hvorfor han gjorde det. Medier, hobbypsykologer og autoriserede psykiatere har peget på forholdet til moren som et tydeligt tegn på Freds kølige indstilling til samfundet og starten på den kriminelle løbebane.

Moren Vera opfostrede ham til at føle sig socialt og intellektuelt overlegen, hvilket må have irriteret mange, da han havde en arbejderklassebaggrund, boede i et af de kommunalt anlagte områder, der har lav status i England, og desuden var temmelig middelmådig i skolen. Den unge Harold var morens øjesten, og deres nære forhold var ikke åbenbart for andre. Men Shipman havde søskende, som også måtte forholde sig til en dominerende mor, og ingen af dem blev berygtede galninge. Så hvor meget forklarer det egentlig?

Da han var 17 år, gennemgik han en rystende oplevelse, som alle børn frygter: Han mistede sin mor. Vera fik lungekræft og døde den 21. juni 1963. Man har spekuleret meget i Shipmans oplevelser som omsorgsperson for sin syge mor, især at han gav hende morfininjektioner for at lindre hendes smerter. Da hans kære mor var død, arbejdede Shipman hårdt for at komme ind

på medicinstudiet i Leeds og blev optaget, da han var 19. Han studerede i fem år og fik eksamen i 1970 med en bachelorgrad i kirurgi. Hans arrogance og selvsikkerhed var stærk og stødende, men karaktererne var ikke gode. Han dumpede ved den første optagelsesprøve, måtte tage den om og klarede kun med nød og næppe at bestå eksamen og komme i gang med sin turnus ... og med karrieren som seriemorder.

Hvornår begyndte Harold Shipman at jagte sårbare patienter?

Det første officielle offer dukker først op i 1975, da den 29-årige Shipman praktiserede som læge i Todmorden i West Yorkshire.

Men stærke tegn tyder på, at han begyndte at dræbe allerede, da han arbejdede som turnuskandidat på sygehuset i Pontefract i 1970-71. I august 1971 blev han overordnet turnuslæge med pædiatri, obstetrik og gynækologi som speciale.

Sandra Whitehead, en sygeplejerske der arbejdede på samme sygehus som Shipmand i de fire år, han var der, kontaktede undersøgelseskommissionen i Shipman-sagen, fordi hun huskede en usædvanlig høj dødelighed i den periode. Dette var kun et år efter, at han blev færdig med studierne, så Shipman har ikke tøvet med at komme i gang.

Som vi ved fra Shipman-undersøgelsen var de fleste ofre ældre kvinder i alderen 60-90, men ét af dem var en lille pige.

Susan Garfitt var en fireårig med spastisk lammelse. Pigen blev indlagt på sygehuset med lungebetændelse den 11. oktober 1972, og moren, Ann Garfitt, husker en samtale, der gav hende kuldegysninger. Shipman sagde til Garfitt, at datteren ikke kom til at overleve, og at medicineringen kun ville forlænge hendes lidelser. Garfitt husker samtalen som en appel om at være god mod pigen. Og da hun kom tilbage efter at have taget en kop te, kom en sygeplejerske og fortalte, at hendes datter var sovet ind. På baggrund undersøgelsen og retssagen mod Shipmand spekulerede

PENGEGRISK TIL DET SIDSTE......?

- Du vækkes af en telefon – Shipman har taget sit eget liv. Der må du tænke dig lidt om: er det for tidligt at åbne en flaske? Justisminister David Blunketts reaktion på nyheden om, at doktor Harold Shipman havde taget sit eget liv i fængselscellen den 13. januar 2004 var respektløs, men forståelig. Blunketts første glæde blev modereret af, at mange mennesker, især ofrenes pårørende, ville komme til at lide endnu en gang. Nu ville de garanteret aldrig få de svar, de længe havde krævet af den drabsdømte læge. Det gjaldt det store spørgsmål, som stadig vender tilbage: Hvorfor?

Fængselsbetjentene opdagede, at Shipman havde hængt sig i sin celle kl.

6:20, og han blev erklæret død mindre end to timer senere, klokken 8:10. En efterfølgende undersøgelse konkluderede, at de ansatte havde gjort alt, hvad de kunne, og at dødsfaldet ikke kunne have været forhindret. Men med ham forsvandt alt håb om, at den sure og lidet samarbejdsvillige morder skulle forklare de grusomme handlinger, han havde begået gennem næsten et kvart århundrede.

Som altid ved den slags hændelser varierede mediernes reaktioner fra beherskede kommentarer til udtalelser som David Blunketts.

Shipman var knap blevet kold på bordet i lighuset, før aviserne begyndte at spekulere på, om han havde haft økonomiske bagtanker med selvmordet. Han gennemførte det med samme bevidste omhu, som han havde lagt i de utallige andre af sine drab. Aviserne fortalte, at hans kone Primrose ville få udbetalt cirka 100.000 pund og en årlig pension på 10.000 pund på grund af et smuthul i loven.

Sundhedsministeriet bekræftede, at fru Shipman havde ret til en engangssum som nulevende ægtefælle til en tidligere sundhedsmedarbejder. Derudover havde hun ret til enkepension. Selv i døden var det Shipman, der lo sidst.

132 Seriemordere 2018 DK_final.indd 132

07.11.2018 14:13

DR XXXXXXXXXXXXXXXXX HAROLD SHIPMAN

MÅSKE 250 DRÆBTE Harold Shipmans ugerninger ramte folk som et jordskælv og rystede det britiske sundhedsvæsen i sin grundvold. Med tanke på drabsmandens virke - dødstal så høje som 250 og bureaukratiske svigt, som havde gjort det muligt for en seriemorder at skjule sig bag en maske som højt værdsat medlem af lokalsamfundet, måtte sagen nødvendigvis sættes under lup.

1. februar 2000 varslede sundhedsminister Alan Milburn en lukket undersøgelse, og resultaterne ville blive offentliggjort, når de var klar. Ofrenes familier pressede derimod Labour-regeringen til at foretage en offentlig høring. De gik helt til højesteret.

Sundhedsminister Milburn gik med til at fremlægge sagen for parlamentet, hvor der blev udstedt en undersøgelsesfuldmagt.

Offentligheden fik lov at følge med i sagsbehandlingen, der skulle finde sted på rådhuset i Manchester.

Undersøgelsen blev ledet af Dame Janet Smith og skulle se på fire hovedområder i Shipman-sagen: Hvor mange ofre var der i virkeligheden, hvordan havde forskellige myndigheder udredet dødsfaldene, hvor godt havde de klaret opgaven, og hvad der kunne gøres for at forhindre, at der nogensinde skete noget lignende.

I løbet af fire år offentliggjorde kommissionen seks rapporter

En tegner fangede øjeblikket, hvor Shipman blev kendt skyldig. Han viste ingen anger, og med sit selvmord frarøvede han de pårørende muligheden for at få at vide, hvad der egentlig var sket med deres kære.

13. januar 2004: nationen vågner til nyheden om, at Doktor Død havde taget sit eget liv.

hun på, om den korte samtale havde fået Shipman til at give barnet en dødbringende dosis. Undersøgelsen anså det som meget sandsynligt.

I 1974 så Shipman en jobannonce i et medicinsk tidsskrift og fik arbejde ved Abraham Ormerod Medical Centre i den lille

by Todmorden. Kort tid efter blev han juniorpartner. Trods hans dårlige studieresultater var kollegaerne imponerede over den unge mand. De beundrede hans engagement og evne til at arbejde lange dage, og de lagde mærke til hans popularitet hos patienterne. Det var også på dette sygehus, at det kom frem, at han var afhængig af det smertestillende narkotiske middel pethidin. Ufatteligt nok havde Shipman ikke været sen til at misbruge lægemidlet, da han opdagede, at han havde let tilgang til det. Men uforsigtigheden blev også hans skæbne. I februar 1975 var både kontrolorganet for lægemidler og West Yorkshire politidistrikts narkoafdeling klar over misbruget. Shipman havde anskaffet sig usædvanlig store mængder af det pågældende præparat. De afhørte farmaceuterne, men fik bare at vide, at doktor Shipman var en super fyr og en udmærket læge, og at der ikke foregik noget mistænkeligt.

I denne periode begyndte Shipman også at få nogle meget pinlige episoder med hukommelsestab under konsultationer og mærkelige anfald i nærvær af kollegaer og patienter. Var det bivirkninger af de lægemidler, han misbrugte?

I september 1975 var det slut. Phetidinafhængigheden – Shipman indrømmede at have taget mellem 600 og 700 mg om dagen – blev endeligt afsløret, og han blev fyret. Efter en rehabiliteringsperiode på et sygehus i Halifax, hvor han slap ud af sin afhængighed, blev han udskrevet i december 1975. Den 13. februar 1976 måtte Shipman i retten i Halifax, tiltalt for

om Shipmans og sundhedsvæsenets handlinger. Konklusionerne afslørede meget kritisable forhold hos etater, institutioner og enkeltpersoner. Undersøgelsen blev afsluttet 24. marts 2005 og anbefalede en række gennemgribende ændringer i forvaltningssystemer og arkiveringsrutiner.

receptforfalskning og ulovlig erhvervelse af lægemidler. Tre punkter i tiltalen gjaldt køb af 10 ampuller med 100 mg phetidin gennem svindel, tre gjaldt ulovlig besiddelse af phetidin og to gjaldt receptforfalskning. Han kendte sig skyldig og blev idømt en bøde på 600 pund.

DEN BEDSTE LÆGE I HYDE Efter dette misbrug i begyndelsen af karrieren blev Shipman ansat som praktiserende læge i Hyde, en forstad til Manchester. Byen vil for altid havde en skamplet, efter at Ian Brady og Myra Hindley dræbte Leslie Ann Downey og Edward Evans i deres hus på Wardle Brook Avenue. I 1965 blev de to fremstillet for retten på rådhuset i Hyde. I 1972 blev Hyde indlemmet i Stormanchester og tilhørte ikke længere grevbskabet Cheshire. Indbyggerne spekulerer nok på, hvad de har gjort for at fortjene den ondskab, der hjemsøgte dem via tre af 1900-tallets mest ondskabsfulde skikkelser.

Shipman fandt sig godt til rette i Hyde og arbejdede på Donneybrook Medical Centre i 14 år. Endnu engang blev han anset som et forbillede i lokalsamfundet, en ihærdig og tillidsfuld læge. De ældre patienter satte især pris på, at han var villig til at aflægge hjemmebesøg. Intet var for meget besvær, og han strakte sig langt for at være venligheden selv.

Dengang vidste ingen, at han regelmæssigt dræbte mennesker gennem hele perioden på Donneybrook, og i 1991 sagde han til sine partnere på klinikken, at han ville stoppe hos dem og begynde for sig selv. Dette gav ham mere eller mindre frit lejde til at optrappe sin drabsvirksomhed.

133 Seriemordere 2018 DK_final.indd 133

07.11.2018 14:13

SERIEMORDERE XXXXXXX

Shipman føres inn i retten, hvor flere drapstiltaler venter. Han ble kjent skyldig i 15 drap, men man antar at han tok mer enn 250 liv.

Under den senere retssag kom han med forskellige oplysninger. Forholdet til de andre læger var blevet dårligt, hævdede han. Til trods for Shipmans gode tone og tilsyneladende omsorg for patienterne, kunne de underordnede på klinikken af og til føle hans vrede.

Der var mange, der hævdede, at han var arrogant og uforskammet over for dem.

Alligevel havde han ikke problemer med at bruge computere og gemme patientjournaler elektronisk, da han begyndte for sig selv. Han redigerede dem godt nok uden at indse, at sådanne ændringer blev lagret på harddisken. Fra januar 1993 arbejdede han alene og åbnede endelig sit eget lægekontor på 21 Market Street.

Nu steg dødstallene til uhyggelige højder. I 1995 var det 29 ofre, i 1996 var det 30. I 1997 var det 37. I 1998, det år han endelig blev stillet til ansvar for sine ugerninger, var det 18. Grusomhederne stoppede i slutningen af juni,

hvor han lavede nogle grove fejlvurderinger, og nettet af mistanker begyndte at snøre sig sammen. Drabet på Kathleen Grundy gik for langt og skulle vise sig at blive hans skæbne.

Kathleen Grundy var kraftigt bygget og havde et udmærket helbred, selv i en alder af 81. Da den tidligere borgmester - en velstående dame – pludselig døde den 24. juni 1998, blev familien dybt rystet. Grundys sørgende familie, især hendes datter Angela Woodruff, fik endnu et chok, da det stod klart, at doktor Harold Shipman var enearving til hendes formue på hele 386.000 pund. Angela Woodruff blev mistænksom og gik ud fra, at testamentet var forfalsket. Da hun sammenlignede testamentet med et andet fra 1986, var spillet ude for Shipman.

Under retssagen kom det frem, at Shipman havde forfalsket testamentet på en gammel Brother-

134 Seriemordere 2018 DK_final.indd 134

07.11.2018 14:13

DR. HAROLD SHIPMAN

skrivemaskine, der blev fundet i hans besiddelse. Dele af testamentet blev citeret i en artikel i The Guardian den 1. februar 2000: ”Jeg efterlader alle mine ejendele, penge og hus til min læge. Familien mangler ingenting, og jeg vil belønne ham for den omsorg, han har vist mig og indbyggerne i Hyde.” I retten sagde Angela Woodruff følgende: - Mor var omhyggelig og velordnet. At hun skulle have underskrevet et dokument, som var så sjusket skrevet, er helt meningsløst.

Underskriften virkede besynderlig.

På grund af hendes mistanke blev graven beordret genåbnet, og man fandt store mængder morfin i kropsvævet.

Man begyndte hurtigt at ane, at der var sket noget forfærdeligt, ikke mindst fordi Shipman havde opsøgt Grundys hus for at tage en blodprøve, og han blev anholdt den 7. september 1998. Drabene blev endelig stoppet, men ingen kunne vide, at man foreløbig kun havde set toppen af de grusomme isbjerg. Selv om sagen var opklaret, takket være Angela Woodruffs detektivarbejde, var sundhedspersonalet i området blevet mere og mere bekymret over, at antallet af døde patienter fra Shipmans lægeklinik var steget tidligere på året. I marts 1998, flere måneder før Grundy døde, havde doktor Linda Reynolds ved Brooke lægekontor varslet lighuset på stedet om sin mistanke. Klinikken, hvor hun arbejde, havde 9.500 patienter, mens Shipman kun havde en tredjedel. Alligevel havde han udfyldt 16 kremationsskemaer inden for tre måneder. Hun syntes, det var mærkeligt.

Reynolds opsummering af mistanken var enkel: Enten var Shipman en dårlig læge, eller også dræbte han sine patienter. Hun turde ikke tage nogen chancer, så hun

kontaktede politiet. Efter en meget kort og ikke særlig grund efterforskning kom politiet frem til, at der ikke foregik noget forkert hos Shipman.

Harold Shipmans ugerninger rettede søgelyset på systemsvigt og førte til store ændringer i registreringen af dødsfald og brugen af lægemidler. Man ved stadig ikke, hvorfor Shipman valgte at slå så mannge ihjel. Griskhed kan have været en del af årsagen, men der må have ligget noget dybere bag end bare simpelt begær. Shipman var en ekstrem kontrolfreak. En psykiater, der studerede sagen, sagde i 2001 til BBC: - Ved kun at dræbe ældre kvinder kunne doktor Shipman opnå det, han var ude efter. Han gjorde det for at føle sig bedre tilpas. Men selve drabshandlingen stod centralt for ham, og det var vigtigt for ham at have fuld kontrol over det, han gjorde. På sin vis kan han betragtes som nekrofil, siden han havde behov for lig. Men han var ikke interesseret i ofrene, efter at døden var indtrådt. Det var selve drabet – dødsøjeblikket – som interesserede ham.

Shipman dræbte for det meste under hjemmebesøg, hvor han forsigtigt gav dem en dødbringende dosis. Et par gange dræbte han på klinikken. Så gik han ud for at ordne nogle andre ting, vendte tilbage og meldte et uventet og tragisk dødsfald. Han valgte syge mennesker for at gøre deres død troværdig – en ondskab og en leg med livet, der er svær at fatte. Rolig, sindig, veluddannet: han var en psykopat af Englands fineste slags. Der er ingen tvivl om, at Harold Shipmans uhyrlige gerninger bliver en varig belastning for lægestanden.

HAN KAN BETRAGTES SOM NEKROFIL, DA HAN HAVDE BEHOV FOR LIG. MEN DET VAR SELVE DRABSHANDLINGEN SOM INTERESSEREDE HAM.

135 Seriemordere 2018 DK_final.indd 135

07.11.2018 14:13

Seriemordere 2018 DK_final.indd 136

07.11.2018 14:13

XXXXXXXXXXXXXXXXX

137 Seriemordere 2018 DK_final.indd 137

07.11.2018 14:13

XXXXXXX

GLÆD DIG TIL NÆSTE NUMMER AF

TRUE CRIME

Hele

16 0 sider

R A U R B E F .

4 DEN DEN 1

PÅ GA

KAN KØBES HOS BILKA, FØTEX, KVICKLY, SUPERBRUGSEN, 7-ELEVEN SAMT UDVALGTE MENY OG TANKSTATIONER 138 Seriemordere 2018 DK_final.indd 138

07.11.2018 14:13

Untitled-1 3

03.12.2018 13:01 13:51 07.11.2018

Grufulde fra morderbilleder nes hjem

Sådan planlagde og udførte seriemorderne deres frygtelige ugerninger

SIDER KRIMI FRA VIRKELIGHEDEN

r Begivenheder, de erne og chokerede nabo amfund ødelagde lokals

Se, hvordan opvæksten skabte de værste mordere • PEDRO LÓPEZ • AILEEN WUORNOS • DAVID BERKOWITZ • MICHEL FOURNIRET • IAN BRADY & MYRA HINDLEY • JEFFREY DAHMER • RICHARD RAMIREZ • ALEXANDER PICHUSHKIN • DENNIS RADER • STEVE WRIGHT

• DENNIS NILSEN • PETER SUTCLIFFE • PETER TOBIN • ANDREI CHIKATILO • FRED & ROSE WEST • GARY RIDGWAY • TED BUNDY • GUY GEORGES • HAROLD SHIPMAN • GERALD GALLEGO

seriemordere

136

SERIEMORDERE

Retssagerne mod nogle af de værste forbrydere

99 KR.

13.12.18 - 13.02.19

aller.dk

Detalje rede kort illust og der v rationer, forbry iser omfangdelsernes

UBD ORAGE.NO

Untitled-1 4 Cover Seriemordere DK.indd 1

03.12.2018 13:51