Den danske Miss Pigli

Den danske Miss Pigli Irina Bjørnø 2012-07 Alle rettigheder forbeholdes En del af Belbooks - Books for Easy Living Miss Pigli lå på siden og tænkte. Hun følte sig varm og behagelig tilpas. Familien og vennerne var der også. De stod eller lå rundt omkring i denne gård, der var så fuld af herlige dufte af velstilberedt mad, hældt op i metalskåle.

Der var ikke megen plads til Miss Pigli, der hvor hun lå. Hun kunne høre andre grise gennem væggen. De gryntede og skreg. Men uden frygt og vrede. Alt var såre godt i denne griseverden.

Vennerne, familien og Miss Pigli havde nu opholdt sig på denne gård i to timer. De var ankommet med en stor lastvogn, og hun tænkte med ubehag på den ujævne vej, de var kørt ad. Hvorfor var de dog blevet fjernet fra deres hjem?

Medens hun funderede over dette, blev en af dørene åbnet, og ind kom en mand iført overalls og med en spade i hænderne. Lige fra sin barndom havde Miss Pigli været vant til folk i overalls og med spader, så hun var ikke bange for dem. Hun vidste, at de kom for at fodre dem, vaske dem, og tage sig af dem hver eneste dag. Hun var sikker på, at deres ’svinefamilie’ var meget vigtig. Hvorfor skulle de ellers blive betjent og serviceret, og få opfyldt alle deres ønsker. Men så havde de da heller ikke så mange ønsker. Bare det at få lov til at spise god og lækker mad, lege med vennerne og tumle i en vandpyt – og så sove varmt og godt.

Folk i overalls gjorde alt for grisene. Vaskede dem under vandstrålen, fjernede deres ekskrementer, rengjorde deres stalde og hældte lækker dampende varm byg eller hvede op til dem. Sommetider fik de også resterne fra ølproduktionen. Og de var allerlækrest. For det var oliekager med byg, urt og humle. Det kunne Mis Pigli og de andre grise rigtig godt lide.

Miss Piggli var født i Danmark på en svinefarm. Hendes mor var en gammel so, der havde fået mange unger. Hun vidste imidlertid ikke, at for hver indbygger i Danmark var der tre svin. Og at det var derfor at dette lille land kunne bygge skoler, hospitaler og alderdomshjem og beskyttede boliger. Det var nemlig sådan, at skatten ved salget af svin var et vigtigt led i den bistand, som arbejdsløse var berettiget til at få. Og det berømte svinekød lille kongerige Danmark solgte både til Japan, England og andre lande.

Det vidste Miss Pigli ikke noget om, men hun følte sig som en “vigtig person”, som der blev ofret tid, kræfter og liv på. Dette nød hun meget.

Hun holdt af svinefarmen, og hendes mor, brødre og søster – og de mennesker, der gjorde hende livet behageligt og let. I disse menneskers liv var svinene’s liv lige med penge, og derudover havde svinekød været netop det kød, som vikingerne satte højest. Vikingerne kunne også lide stegt flæsk og flæskesteg med sennep og peberrod.

Svinekød spiller også en vigtig rolle i kvindernes skønhedspleje. For eksempel indeholder læbestift og nogle ansigtscremer svinefedt. Og så kan man bruge svinelæder til sko og støvler, læderremme og uerstattelige punge til de uundværlige penge. Så er der også lige de, der lider af diabetes. De kan kureres med insulin, der blandt andet produceres af indvolde fra svin.

Svin er de mest intelligente dyr efter hunde og aber, og derfor bliver de desværre også brugt til meningsløse eksperimenter.

Det vidste Miss Pigli intet om, men hun havde en idé om, at hun var et vigtigt led i denne verden. Og hvorfor hverken muslimer eller jøder ikke kunne lide hende eller hendes brødre kunne hun ikke forstå. Var hun virkelig en fjumregøj, lugtede hun dårligt ligesom fårene og gederne med de filtrede skind? Nej, hun lignede en lille nuttet baby både af udseende og lugt.

Miss Pigli kunne ikke forstå disse religiøse mennesker, Gud Fader og de tusindvis af mærkelige love. Her i Danmark blev hun elsket og blev betragtet som ’det nationale dyr’ af efterkommerne af de skandinavske vikinger, for hvem flæskestegen var synonym med julen og glæden.

Da der i 90’erne begyndte at komme indvandrere fra Allahs lande, der ikke bryder sig om de lyserøde grisebasser med de nysgerrige, runde øjne, troede Miss Pigli og hendes familie, at nu var deres tid forbi, og nu ville der ikke længere kunne tjenes penge på svin.

Men sådan blev det ikke.

Der blev ikke nedlagt nogen svinefarme, og svineproduktionen ophørte ikke, så grisepengene fløj gennem skattesystemet ned i lommerne på de ortodokse muslimer såvel med deres frm gang daglige bønner (Salat Namaz). Muslimerne gik til de danske kommunekontorer og fik penge til at leve for - penge, der kom fra indkomsten ved svineproduktionen, og de penge gik ned i punge fremstillet af svinelæder. Og deres hustruer og døtre brugte læbestift lavet på basis af svinefedt.

Men hvad med Allah? Måske havde Han ikke bemærket, at hans folk ikke overholdt reglerne, og måske havde Han ikke bemærket, at ortodokse troende muslimer slog sig ned i et land med ateister, folk, der spiste svinekød og drak alkohol?

-Nu er det tid, min kære, - sagde mand i overalls og skubbede hende venligt men fast hen mod den åbne dør.

Miss Pigli kiggede atter ind mandens øjne.Der var ingen fare og ingen vrede.Hun gryntede lidt og gik ind i en lang corridor. Hendes brødre og søstre fulgte efter hende uden frygt og tvivl. Den næste dør blev åbnet og hun befandt sig nu i et meget mørkt rum. Mens hun funderede over dette, mistede hun pludselig bevidstheden. Der var ingen luft omkring hende, men der lugtede af gas, og det fik hende til at lukke øjnene. Hun faldt om på siden i og faldt omgående i søvn uden smerter – og uden vold. Gulvet forsvandt under hende, medens hun sov. Da hendes krop forlod det mørke rum blev danske Miss Piglis hjerte ved med at slå – lige så roligt, som det gjorde da hun var i live.

Hun blev fragtet hen til en mand i forklæde og med jernhandsker – som en ridder fra Middelalderen på vej til en turnering. Han hængte svinekroppen op på en krog og stak et spyd ind i Miss Piglis bryst. Det gik lige ind i hendes hjerte, og ud flød en masse blod ned i en særlig beholder. Blodet skulle senere skulle bruges til blodbudding og medicinske lægemidler.

Så kom Miss Piglis krop på et slagteri’s samlebånd, der havde omkring 200 medarbejdere, hver med deres job, og her blev Miss Piglis krop parteret i kød, indvolde, hud og knogler.

For ende af samlebåndet var der en pakkemaskine, og kasser, der allerede var fyldt med frisk svinekød.

Det meste ferske kød og hovederne med øjne og tryner blev sendt med fly til Japan, hvor prisen afhang af kødets friskhed, og derfor blev prisen reduceret efter hvor lang tid transporten havde taget. De resterende dele blev sendt til forarbejdning med sigte på leverancer til andre lande, hvor det ikke skulle gå så hurtigt.

Dele af Miss Pigli befandt sig nu i Paris, London, Hong Kong, Berlin, Parma, og mange andre steder på jorden. Selv i de små butikker i Damaskus, hvor de solgte lædervarer. Og i hospitaler i Tel Aviv og Teheran, hvor insulin blev anvendt til behandling af lokale muslimske folk, der havde spist for mange søde sager, og derfor fik diabetes.

Miss Pigli er over det hele og uforgængelig, og fortsætter sit liv i andres kroppe og på huden af andre. Hun kysser pariserindernes læber og også læberne på de syriske kvinder, der bærer tørklæde. Hun holder liv i børn på hospitaler i Irak, og gamle mennesker i Jerusalem får varmet fødderne i sko fremstillet af hendes hud. Hun er uopslidelig og eviggyldig. Ligesom Gud selv, der skabte hende. Ligesom Allah selv, der forbandede hende.

Irina Bjørnø, 2012/07/19 17,00 Dansk oversættelse -Eva Holskov