
2 minute read
BØRNEHJERTEFONDEN
from Excalibur 279
by BASIS-TRYK
Under Landsrådsmødet 2022 blev det ved stemmeflertal vedtaget, at den væsentligste del af overskuddet for klubåret 22/23 igen i år skal gå til Børnehjertefonden, som oprindeligt blev indstillet af RT27 Slagelse forud for klubåret 21/22. Her følger et statusskriv fra hjerteudvalgsformand Peter ”Stige”, RT27.
Lørdag den 17. september afholdt TV 2
Advertisement
CHARLIE og Hjerteforeningen indsamlingsshowet Hjertegalla 2022 – og det blev med indslag fra Round Table Danmark, Ladies Circle (som købte 150 pins!) samt en række tablere, som havde valgt at donere direkte til den gode sag.
Min bedre halvdel og jeg deltog i gallaen – og fik blandt andet hilst på adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft, bestyrelsesformand i Hjerteforeningen, Christian Hassager, samt en række erhvervsledere fra nogle af Danmarks største virksomheder, som igennem deres virke også støtter den gode sag.
Hver og en af disse personer var dybt imponeret over, at vi i Round Table Danmark på daværende tidspunkt havde indsamlet mere end 120.000 kroner: Ikke gennem salg af kildevand, armbånd eller ved donation af flaskepant som de fleste andre store bidragsydere – men alene gennem donationer fra gavmilde tablere landet over. TAK! til alle jer, som har bidraget til indsamlingen op til Hjertegallaen! I har gjort indtryk – og I har gjort en forskel.
Indsamlingen fortsætter…
Siden Hjertegallaen i september, er der kommet flere penge ind: Dels, blev der under verdensmødet samlet ind via pinsalg og (gen) auktionering af de to berømte malerier fra landsrådsmødet, dels har gode folk i Distrikt 4 valgt at donere halvdelen af overskuddet fra årets RT Syd møde. I skrivende stund har vi således indsamlet 167.899 DKK, og det betyder faktisk, at vi allerede er sikret eksponering på TV-skærmen i forbindelse med næste års Hjertegallashow på TV2 Charlie, som allerede ligger i marts.
Bliv erhvervspartner
Donerer du på vegne af en virksomhed, har jeg fået lov at tilbyde en række ”modydelser”, som måske kan gøre donationen mere spiselig for dig og din virksomhed: Møder du visse beløbsstørrelser, når du støtter Børnehjertefonden via RTD.dk/hjerte, kan vi tilbyde, at I bliver Erhvervspartner i Hjerteforeningen - med alt hvad det medfører af modydelser. Se eksempler her på siden og kontakt gerne undertegnede, hvis du vil vide mere.
Jeres virksomhed kan som hovedregel få fuldt fradrag for et sponsorat til Hjerteforeningen af en hvilken som helst størrelse, såfremt I modtager en reklameydelse fx logomateriale eller PR i forbindelse med sponsoratet. I de fleste virksomheder kan et sponsorat med en reklameydelse trækkes fra som en driftsudgift. Det er op til jeres virksomhed at bedømme, om I har lov til at fratrække beløbet som driftsomkostninger (f.eks. reklameudgift) jf. statsskattelovens §6. Konsultér evt. jeres revisor eller jurist for at få afklaret spørgsmålet.

Støt via RTD.dk/hjerte
Vil du og/eller din klub støtte den gode sag, kan det gøres via RTD.dk/hjerte. Her kan I bidrage vha. Visa, Mastercard eller Mobile Pay. Ved større overførsler, kan der rettes henvendelse til undertegnede. Pin-pakker kan bestilles via e-mail peter@stigefabrikken.dk, ligesom jeg selvfølgelig også gerne hører fra jer, hvis I har ideer eller indspark til indsamlingen.
Vil nogen høre mere om indsamlingen, Børnehjertefondens arbejde, min egen families historie el.lign., står jeg naturligvis også til rådighed, ligesom Børnehjertefondens folk også gerne stiller op til fællesmøder og større arrangementer.
Grib chancen en helt særlig RT-aftale for virksomheden – og spar på dine indkøb