Krismag #3

KrisMag Connecting Creative People #3 / Maj 2017

Peter Bakker / digt / Tracks Thalla Nielsen Fitzgerald / tegninger Olivia Krogh Lasborg / Verden Brænder / Mexico Kris Søgaard / Ingrid Høiskar Borgfjord på Aros Kris Søgaard / Ogoh-Ogoh / Bali 2017

KrisMag # 3 Maj/May 2018 Editor: Kris Søgaard Published by: issuu.com Layout: Kris Søgaard Photos & text: Kris Søgaard OR: The contributors (as noted) Front page: detail from drawing

by Ingrid Høiskar Borgfjord This issue can be downloaded OR: You can order a printed magazine at issuu.com Contact: krismagdk@gmail.com

Indhold/Content Peter Bakker Tracks / digt/poem

Thalla Nielsen Fitzgerald tegninger / drawings

Olivia Krogh Lasborg Verden brænder / Mexico

Kris Søgaard Ingrid Høiskar Borgfjord Artist in residence / Aros

Kris Søgaard Ogoh- Ogoh Bali 2017

Welcome to KrisMag #3!

In this issue we move from the Nederlands over Mexico to Bali … but not forgetting my hometown of Aarhus, Denmark!

Some of the texts are in English … with no Danish translation.

Others are in Danish … with no English translation.

And then some are both… and!

Enjoy anyway!

The next two issues will be dedicated to a theme: KrisMag #4 on a group of young art students who went out to draw take photographs in the cold winter … no snow!

KrisMag #5 from Bali, where Iris Bakker (see #1 and #2) and I will be sketching in Ubud and surrounding … also with Balinese children.

I’m really looking forward to this project!

Have a nice summer!

Kris Søgaard

Velkommen til KrisMag #3!

I dette nummer kommer vi via Holland til Mexico og Bali … men glemmer ikke Aarhus, min hjemby!

Nogle af teksterne er på engelsk … uden dansk oversættelse.

Andre på dansk … uden engelsk oversættelse.

Og så er der nogle på både-og!

God fornøjelse!

De næste to numre er viet til et tema: KrisMag #4 til en klasse unge kunst- og designstuderende, der gik ud i vinterkulden for at tegne og fotografere.

KrisMag #5 tager vi jer med til Bali, hvor Iris Bakker (se # 1 og #2) og jeg vil skitsere og fotografere i Ubud og omegn … og med balinesiske børn.

Dette projekt glæder jeg mig så meget til!

God sommer Kris Søgaard

Track Peter Bakker

When you travel,

You leave tracks in the terrestrial haven You trod where the toes of others once stood.

When you cycle you surface the shoes of ancestors You sense the soul of long gone spirits

Cars carry common people to close encounters Tire tracks betray trucks and loads

Your feet find their way from fixed abodes Fast stepping to fringes of society.

Buzzing wings betray birds in the sky The shortest way as the crows fly

A raptor grabbed a rodent, a high price Paid with its life, its eyes alight as living mice

The end of the trail. A tired Indian on a horse.

A river. No shit. Your iron pony must return in due course.

The steps of the stairs lead to a stream Why here? Whereto? What does it meme?

When you leave?

Text and Photos: Peter Bakker, Aarhus.

All pictures taken on the second of January 2012 in Limburg, the Netherlands, all within 50 meters from the Belgian border.

The poem was written in February 2018.

Jeg er …

Thalla Nielsen Fitzgerald Tegninger & tekst

Jeg er Thalla, ung og ganske som resten.

Tegner et par streger og maler lidt strøg indimellem.

Det må være resultatet af at komme fra et hjem hvor der ikke kun blev malet på lærred men også væggene.

Verden Brænder Olivia Krogh Lasborg - tekst Molly Maria Koch - fotos Jeg var elev på Krogerup Højskole i efteråret 2017. Jeg gik på linjen Verden Brænder som beskæftiger sig med politik og aktivisme. I den forbindelse tog vi til Mexico hele oktober. Vi besøgte aktivister, arbejdere, politikere og alt det ind i mellem. Vi boede ved en zapatistisk Caracole i fem dage og vi dansede med dem efter deres stormøder. Vi hjalp med donationsarbejdet efter de masseødelæggende jordskælv, og vi lavede trætryk på et politisk kunstkollektiv. Vi gjorde det hele for at forstå landet lidt bedre. Forstå hvordan et civilsamfund fungerer, når en stat ikke gør det. Reportagen er skrevet i starten af november, og forbehold for udviklinger og ændringer af nævnte sager er derfor nødvendigt. Jeg har undladt kildehenvisninger og referencer. Jeg har undladt præcise datoer og steder. Man bliver nødt til at være påpasselig med, hvilke kilder man kan afsløre. Hvem der er i risiko for, at være interessante for den mexicanske regering. Men dette er min fortælling. Min fortælling om, hvordan man som dansker ser en verden, så fjern fra sin egen. Hvor det at vise mistro til staten ikke er et tegn på en aktivistisk eller markant holdning, men derimod blot en selvfølge og nødvendighed.

A

sfalten bølger sig hen ad vejen med alle dens sprækker og revner. Sprækker og revner der har været der i lang

tid. I flere år. Opstået alt for tidligt efter vejarbejdet var færdiggjort. Mørket er faldet på, og jeg sidder i en taxa på vej fra lufthavnen. På vej mod Coyoacan – ulvenes by. En bydel i Mexico City som blev bygget af de spanske kolonister. Bygget med farverige huse og europæiske parker. Bygget i et område, der dengang blot var golde enge. Da jeg vågner om morgenen og går ud i byen, mod byens torv, med det majestætiske springvand centreret om en skulptur af prærieulve, forventer jeg det værste. Jeg forventer revnede bygninger eller væltede træer. Lukkede butikker og oprydningsarbejde. Mest af alt forventer jeg nok en eller anden form for stemning. Stemning blandt de lokale. En form for sørgmodighed, vel. Men da jeg når byens midte er det et andet syn, der møder mig. Det er et syn af

en frodig park, med egern og gadehunde. Musikanter og caféer og unge drenge der pudser sko. Men der er dog en stemning; blot en stemning af glæde. Den håbløshed og magtesløshed jeg havde forventet at møde, er ingen steder at finde.

Coyoacan er ikke et af de områder der blev hårdt ramt under nogen af de masseødelæggende skælv man så i september. Det er ikke et af de fattigste områder eller et af dem med mest kriminalitet. På trods af dette havde jeg en forestilling om, at samfundet, beboerne, ville være mærket. Mærket af en sorg og et spørgsmål om, hvordan Mexico skal komme videre.

Men måske er det som asfalten. Måske bølger den sig flot hen over vejen, og så er det først ved nærmere eftersyn, at man ser, at den har revner. Revner der har været der i mange år. Revner der kunne være undgået.

Jeg tager nu ud til Tlalpan, en af de fattigere bydele, med mere kriminalitet og større ødelæggelser efter skælvene. En brandstation er blevet bygget om, opdelt. Halvdelen af den fungerer nu som et donationscenter. De røde udrykningskøretøjer, med bannere om solidaritetsarbejde hængende ned ad siderne, danner nu ramme for et væld af kasser, sække og dåser med tun. Herinde sidder frivillige og sorterer og distribuerer donationer fra hele Mexico City. Et netværk af kunstnere, filminstruktører og skuespillere har stablet det på benene. De har udnyttet deres sociale netværk og popularitet hos befolkningen til at opdrive børnetøj, nudler og

Specialiteter nydt især af de oprindelige folk.

Billedet er taget ved et marked som kommunen planlagde at flytte, så gaden ville blive mere attraktiv for større kæder som fx Dominos.

medicin. Værktøjer og skovle, fodbolde og gummistøvler.

Senere på dagen vil de sende en lastbil af sted med 10 tons donationer til Oaxaca, et af de områder der blev ramt hårdest, og hvor mange nu er hjemløse og lever med vand til knæene.

Men på trods af dette, på trods af et land der mange steder ligger i ruiner, bliver jeg mødt af den samme stemning, som jeg gjorde i Coyoacan. En stemning af glæde og håb og børn der løber rundt. Slikkepinde og bamser der bliver kastet gennem luften. To unge piger på 13 og 17 år lærer mig en traditionel dans, der normalt bliver danset med et glas balancerende på hovedet, mens smukke hvide blonder og ærmer flyver omkring ørerne på de deltagende. Der er latter over en kop af de lokales krydrede Cafe de olla, og en følelse af varme og fællesskab omslutter én. Kaffen blev bragt af en ældre mand på cykel, der selv havde mistet alt som konsekvens af skælvene. Det eneste han havde tilbage var sin cykel, og det tøj han havde på. Men hans taknemlighed blev vist i form af en kop varm, sød kaffe

brygget på bagagebæreren, som jeg har haft svært ved at finde bedre andre steder.

Forladt supermarked og forladt by; Billeder fra en nyopført by. Byen blev bygget i 2010 og skulle huse en gruppe af oprindelige folk, efter deres hjem var blevet vurderet til at ligge i en risikozone for jordskred.

Men som i asfalten træder sprækkerne frem. Man ser nødhjælp og medmenneskelighed – men man ser også mistro. Utryghed. Ikke den utryghed jeg havde forventet; ikke følelsen af håbløshed efter en naturkatastrofe. Nej, denne utryghed bygger på noget andet. En frygt for regeringen. En frygt for, at det parti der har siddet på magten næsten 75 år, kun afbrudt af PAN fra 2000-2012, vil sabotere donationerne. Stjæle indholdet af lastbilerne og udnytte det til egen vinding. Derfor bliver alle stregkoder malet over med sort, og på alle genstande bliver der skrevet donativo – no politico, så regeringspartiets tropper ikke kan bruge det som genstande i en valgkamp. En valgkamp der frygtes at ende som den forrige. En valgkamp hvor de fattige i samfundet, af ren desperation og uvidenhed, lader sig købe. Et gavekort på 100 pesos til et

supermarked. En pakke bleer eller en pose med bønner. Det er hvad en stemme på partiet, PRI, kan koste. For at få udleveret nødhjælp af regeringen, kræves det, at man afleverer kopier af sine identifikationspapirer. Papirer, der ved tidligere valg, har været mistænkt for at blive brugt, til at manipulere med folkets stemmer. Blive brugt til at lade de forkerte vinde. Man lader papirerne på de, der ikke vælger at dukke op for at stemme, blive brugt som en stemme på PRI. Og i Mexico er der mange der ikke stemmer. Mange der fatter mistro til regeringen og afstemningsprocessen, eller som helt har opgivet eller ikke har ressourcerne til, at gennemskue en valgkamp og et politisk system der er gennemsyret af korruption, fra bund til top. Som den nuværende præsident Peña har sagt; korruption en del af deres kultur.

Da vi besøgte byen var der kun få familier tilbage i husene, da resten var blevet tvunget til at flytte. De oprindelige folk stræber efter at leve med og i naturen men her blev de i stedet puttet ind i små rækkehuse, og tilbudt fabriksarbejde.

Derfor kunne mange af familierne ikke få en økonomi og dagligdag til at fungere. Projektet var FN-støttet, men organisationen har nu fjernet deres plakater fra den spøgelsesagtige by.

Jeg tager videre fra brandstationen. Videre fra jordsskælvsarbejde og donationer og ind i det pulserende universitet UNAM. Med 300.00 studerende og 3 buslinjer udgør skolen en bydel i sig selv. Her mødes jeg med Alejandro, en del af studenterbevægelsen ”Yo Soy 132”, der startede under den nuværende præsident, Peñas, valgkamp i ’11. Som protest til et lufthavnsbyggeri der var placeret ved oprindelige folks landsbyer tæt ved Mexico City, og som resulterede i blodige kampe der kostede menneskeliv, ødelæggelser og seksuelle overgreb, kastede elever sko efter præsidentkandidaten, da han holdt sin tale på et ellers historisk pro-regerings universitet. Han måtte flygte i al ydmyghed til et toilet på skolen – og dette blev startskuddet på studenternes protest mod regeringen. Den mindregjorte mand, gemt bag en toiletdør blev et symbol på håb. Håb for, at civilsamfundet har en stemme – og at denne stemme har magt.

Og netop håb er blevet et nøgleord for en af kandidaterne til præsidentposten ved valget i ’18. Andrés Manuel López Obrador, i folkemunde kendt som AMLO, promoverer sig som ”Mexicos håb”. Stifteren af partiet Morena, der blev oprettet i kølvandet på flere korruptionsskandaler ved oppositionens venstrefløj, tror på forandring. Ved et møde med sønnen Andrés Manuel López Beltrán, forstår jeg partiets pointe. Hvor jeg inden mødet tænkte på NAFTA og Trump og migrantstrømme fra Mellemamerika , formulerede han det klart; ”Den bedste udenrigspolitik er

indenrigspolitik”. Mexico kan ikke forhandle favorable handelsaftaler eller migrationspolitik, så længe landet er i kaos internt. Partiet tror på ,at hovedløsningen til mexicanernes problemer med bl.a. fattigdom, kriminalitet og manglende uddannelse er et opgør med korruptionen. Et opgør med måden mexicansk politik bliver tænkt. Først da vil landet have en chance som en spiller på den internationale scene.

Men er AMLO nu også håbet for den almene mexicaner? Eller er han i virkeligheden bare den ”der er mindre korrupt end de andre”.

Et billede fra en zapatistisk grundskole.

Majsen og elefanthuen er symboler ofte brugt af zapatisterne. Som de selv siger; de oprindelige folk i Mexico bliver usynliggjort, anonymiseret.

Men ved at iføre os denne anonymitet frivilligt, trække elefanthuen over hovedet, blev vi pludselig synlige.

Ved mit møde med lokale aktivister fra bl.a. Maiz, en gruppe der kæmper for bl.a. arbejdernes rettigheder og Kommissionen for menneske –og arbejdsrettigheder, er der ingen tvivl. AMLO

er ikke håbet for Mexico. Han er i hvert fald ikke håbet på fjernelsen af korruption. Han er et plaster på et brækket ben; jo, det ser da lidt pænere ud med plasteret, og det var en fin tanke at lægen gav dig det på, men det får jo egentlig ikke dit ben til at stoppe med at gøre ondt. Luis, en far til to og ejer af en mindre systue i byen Teuachan, husede mig i fem dage. Og her, ved den almene mexicaner, møder jeg samme mistro. Faderen tog selv imod penge fra PRI tilbage i ’12, med løftet om, at hans stemme ville falde på dem. Det gjorde den dog ikke, og det gør den heller ikke i ’18. Ikke fordi han tror på Morena og AMLOs vision. Ikke fordi han lytter til dem i løfterne om gratis uddannelse og SU til hans børn, eller en udfasning af den massive narkokriminalitet.

Men fordi tanken om, at PRI endnu engang skulle løbe med sejren er ubærlig.

En af ankerne ved AMLO og Morena er deres stadig tættere samarbejde med bl.a. internationale virksomheder og politikere kendt for korruption. Sønnen, der er hovedkoordinator for valgkampen i Mexico City, svarer, at for at ændre den mexicanske politik, er man også nødt til at kunne samarbejde med andre aktører - men nævner i den forbindelse også at Morena nægter at indgå i nogen form for valgalliance med andre partier. Et andet problem er AMLOs aftagende tydelighed af, hvad han egentlig vil gøre, hvis han vinder. Han har tidligere ydet hård kritik mod bl.a. en privatisering af vand og olie. En privatisering der gjorde det muligt for internationale firmaer som fx Pepsi at købe størstedelen af landets

grundvandsreserver, så folket mange steder nu må tørste. Nu trækker han i land. Han anerkender et problem med privatiseringen som den ser ud i dag, men kan ikke længere se en direkte tilbagetrækning ske, men derimod blot reformændringer.

En betjent får pudset sine sko af en ung dreng.

Et, synes jeg selv, smukt symbol for den Mexikanske stats økonomiske og moralske filosofi.

Man kan fjerne den øverste figur i systemet, og erstatte denne med en ny, men hvis det er systemet der er problemet frem for alt, vil dette blot være et plaster på et brækket ben.

Efter mine snakke med ikke blot aktivister, men også virksomhedsejere, medarbejdere og usynliggjorte oprindelige folk, er min fornemmelse, at dette er følelsen hos mange. Man

har mistet troen på systemet og på retfærdigheden, og ideen om et egentligt demokrati er en fjern utopi.

Men netop denne utopi eksisterer måske allerede i Mexico. I junglens dyb i regionen Chiapas finder man fem forskellige hovedkvarterer eller Caracoles, sneglehuse. Disse er centralnerverne i den Zapatistiske oprørsgruppes samfund. Et samfund skabt i ’94, dagen hvor NAFTA-aftalen trådte i kraft, i protest til det mexicanske styre og den undertrykkelse de oprindelige folk oplever. En protest til den neoliberale tankegang der præger mexicansk politik og konsekvenserne heraf.

Dette samfund er baseret på nærdemokrati i den reneste form.

Hvor ingen beslutninger kan tages inden en konsensus er nået på et stormøde med min. 75% af tilhørende til stede. Et samfund med et sundhedssystem, som selv anti-zapatister benytter sig af, fordi det er bedre end statens. Hvor uddannelsessystemet kun har to trin, og som i al sin enkelthed fokuserer på én ting; hvad har lokalsamfundet brug for? På den måde bliver børnene undervist i økologisk landbrug, medicin og kultur og bliver efterfølgende promotere der har til opgave at dele deres viden med resten af deres landsbys beboere. Men kan en sådan utopi nu virkelig også eksistere? Og hvordan fungerer det så, i al sin enkelthed?

En, noget forsimplet, forklaring af deres flade strukturering af de fem Caracoles, kan lyde som følger;

I hver af de fem hovedkvarterer sidder en junta, en form for regeringsråd. Disse juntaer tager beslutninger uafhængigt af hinanden, vedrørende de lokalsamfund de befinder sig i. Ved større beslutninger mødes alle fem juntaer for at opnå en konsensus. Juntaen i La Realidad, en af de Caracoles jeg besøgte, består af 12 medlemmer, fordelt ligeligt mellem kønnene. To af medlemmerne har frivilligt stillet op til valg, men de andre er blevet foreslået af deres medborgere og alle er valgt i konsensus af de tilhørende landsbyer. Der er to af disse samlinger på 12 medlemmer hver, der roterer cirka hver 14.ende dag. På den måde spreder man magten, og sikrer samtidig at medlemmerne af juntaen har tid til deres familie og arbejde ved siden af. Der er nemlig ingen løn forbundet med, at sidde i juntaen. I stedet hjælper lokalsamfundet medlemmerne med de daglige opgaver som børnepasning eller pleje af dyrene.

Enhver beslutning tages af folket. Juntaens eneste formål er, at komme med forslag. Disse forslag skal derefter diskuteres i samtlige landsbyer, der efterfølgende sender en repræsentant.

Når alle repræsentanter er nået til enighed, er det juntaens job, at indføre forslaget.

Det er en langsommelig proces og en proces der kræver stor villighed og tid af borgerne. Men det er også en proces der sikrer, at alle bliver hørt. At 49% af befolkningen ikke er utilfredse med de beslutninger, der bliver truffet vedrørende det samfund, de lever i.

Denne ide om en anden struktur, en mere flad struktur, vil zapatisterne nu udbrede til resten af den mexicanske befolkning.

Bevægelsen støtter CNI, foreningen for oprindelige folk, i deres kamp om opstillelsen af en præsidentkandidat. Men ingen af bevægelserne ønsker at kandidaten vinder. Eller får stemmer for den sags skyld.

Det kan virke paradoksalt at stille op til valg, uden ønsket om stemmer, og jeg havde svært ved at forstå meningen med det.

Efter en snak med David, en mangeårig chauffør for bevægelsen og en aktiv aktør i debatterne, forstod jeg det lidt bedre. For at kritisere systemet er de nødsaget til, for en stund, at blive en del af det. Men ved at modtage stemmer, eller kæmpe for dem, ville de legetimere det. Legitimere ideen om, at Mexico er et demokrati, når virkeligheden er en anden. I stedet ønsker de sig blot en platform. En platform hvor de kan fortælle om uretfærdighederne i landet og deres alternativ. Et alternativ der involverer deltagelse men derfor også en selvfølgelig langsommelighed.

Om det er det bedste alternativ, eller et realistisk alternativ ved jeg ikke. Men deres interagering med det politiske system skaber røre. Det skaber bevidsthed i den almene mexicaner om magtstrukturerne og den usynlige ulighed de ”demokratiske” valg medfører. Og det tror jeg er essentielt for den kamp, som folket må tage.

La realidad – virkeligheden ligger der, som en faretruende fæstning med høje mure midt Chiapas’ jungle. Vagter våger over indgangen, og at få adgang kan tage flere timer, hvis man altså er privilegeret nok, til at have kontakter på ”indersiden”. Ellers er det en lukket by for omverdenen. En by hvor alle offentlige kontorer, lægehuse og skoler er samlet. Hvor de faretruende vægge er dækket af farverige murmalerier på indersiden. Her er der ingen sprækker i asfalten. Der er slet ingen asfalt. Kun grus og små stier, der fører én ind og ud mellem de kulørte huse. Og netop dette; disse små, primitive stier, over trærødder og vandløb, er et godt billede på den forskel der er mellem den mexicanske stat og den zapatistiske junta. Man anerkender at man ikke har de bedst mulige veje. Man lader folk se, at det blot er jordstier, der er lavet ved tusinder af menneskers gang, frem og tilbage. Ved at anerkende dette, lade folket se det, synliggør man samtidig sin proces. Man fortæller folket , at man ikke er i mål. At det perfekte samfund ikke eksisterer endnu. Men at man ved at arbejde sammen, kan komme tættere derpå. Man kan nedtræde græsset igen og igen, og til sidst lave en sti. Den mexicanske stat har i stedet taget i forvejen eksisterende, dårlige veje, og dækket dem med asfalt. Dækket dem, så det ved første øjekast ser pænt ud. Ser ud som et 1-verdens land, fremfor det land det virkelig er; et land med en af de højeste uligheder og mest korruption i verdenen. Et land hvor narkokartellerne ofte har mere magt end både politi, militær og politikere. Et land hvor det ikke er politiet du skal opsøge hvis

dit barn forsvinder, for de vil højst sandsynligt være købt af dem, der ved hvor dit barn er.

Der er revner overalt i Mexico. Revner som disse. Hvad jeg har indset på min rejse er, at vi bliver nødt til at synliggøre dem. Ændre opfattelsen af Mexico som land. Ændre ideen om Mexico som et sted med tequila, sombreoer og nårh ja, så narkokriminalitet og migrationsproblemer. Forstå at Mexico på mange måder er et land der brænder. På grund af jordskælvene og karteller – men mest af alt, på grund af en korruption, der er så markant, at den er blevet en selvfølge. Landet er i flammer, men bagved står et civilsamfund klar med brandslukkere. Det er dem, der arrangerer nødhjælp. Det er dem, der kæmper for bedre arbejdsvilkår, og det er dem, der tager kampene. Om Mexico vil ændre sig med Morena eller CNIs kandidat er svært at sige. Jeg tror allerede at ændringen er i gang. Stemmer der ikke før var vant til at blive hørt, finder nu hinanden. Finder hinanden ved genopbygningen af sammenstyrtede huse eller i kampen for rettigheder på arbejdspladsen. Og her begynder organiseringen af et civilsamfund for alvor at spire. Spire op igennem sprækkerne i vejen.

Dette er min fortælling. En fortælling om et civilsamfund der lever. Et civilsamfund der rejser sig og tårner frem, mod den standhaftige regering. Men der er mange fortællinger om Mexico.

Mange fortællinger om, hvad det egentlig er, civilsamfundet

rejser sig imod. Om udryddelsen af oprindelige folk, så der er plads til fabrikker. Om det føderale og kommunale politi, der beskyder hinanden, fordi de er købt af to forskellige narkokarteller. Eller en far der bliver lokket i baghold af regeringen, og beskudt af narkokarteller, fordi han leder efter sin forsvundne søn. Om de mange bygninger der faldt under skælvene, fordi de var bygget langt højere, end hvad der egentlig er lovligt. Om den studerende der blev blind på det ene øje efter at være blevet slået ned af politiet. Eller hans kammaret der blev slået så hårdt i hovedet, at han døde. Om majsmarkerne hvor jorden er blå, fordi regeringen vender det blinde øje til at Levi’s og andre kan skylle giftstofferne fra jeansproduktionen ud i vandet. Og hvad med de lokale radiostationer? Der bliver dømt ulovlige, hvis de ikke sender reklamer for regeringspartiet. Eller kvinden, der måtte flytte tilbage til sin voldelige eksmand, fordi statens nødhjælp efter skælvene var ikke-eksisterende.

Der er mange beretninger fra Mexico der ligner disse. Men lad den vigtigste være den om folket, der har gjort oprør, og som vil blive ved med at gøre oprør.

Jeg vil slutte af med et citat fra den mexicanske revolutions fader, Zapata:

’Hvis der ikke er retfærdighed for folket, skal der ikke være fred til regeringen.’

er d e l l i b dine r e l l e / g tekst o

i

’ di n a h u d Vi l g? en! m m K ri s M a o or. lk f e n v e d g i e l er n erte j s l h e r v i e g Du 3 ud e t s æ l.com i en a d m r g o f d k@ g Plan a m s i g : kr i m t k Konta KrisM

ag # 4 :

5 ag # M s i Kr 2018 t s u …

Aug m er a t m u man mig t il e t t ue jeg Endn glæder et er g d a dette entere, d i, som je ed m l præs rt fra Ba ammen o s rapp er i juli g ud … b besø kker.

U i a et Iris B tegne liv med Vi vil sammen også ne der! !! ! e børn dende… n Spæ

Maj 20 18 Teman ummer m fotos f ra bybi ed unges te lle d e t i g Aarhus ninger og …

K ris Mag Sep #6 NU t em ber d i t er d er 201 i nd e 8 n deli jo o læg g tæn gså ha … men plads skri ke, fot ft 3 må så ha til r o v til m e … o grafer neder du g se e, t ti l a i g! e n g de n e, t GO d it in DS OM dlæ g ME R!

Remember the Ocean Fotos & tekst: Kris Søgaard

Ingrid var månedens kunstner i januar 2018 på Aros Atelier, Aarhus.

Hun er vokset op ved kysten på Fosen, Norge.

Ingrid er uddannet ved hhv Norland Kunst- og Filmfagskole, Lofoten, og Det kongelige Danske Kunstakademi, København.

I atelieret forberedte hun en udstilling, der er blevet vist senere i år i Norge. Der var dog også andre, mindre værker med, som hun tidligere har lavet.

Ingrid arbejdede med store formater på papir og ubehandlet lærred, der gav kultegningerne et specielt blødt skær.

Dette udtrykte på smukkeste måde poesien ved hendes foretrukne motiver: Havet og Himlen.

Tak for en smuk måned med masser af gode samtaler, Ingrid! ____________ Ingrid was the artist of the month in January, 2018, in Aros Atelier, Aarhus, DK. She grew up in the coastal area at Fosen, Norway.

Ingrid has studied at Norland Kunst- og Filmfagskole, Lofoten, Norway and The Royal Danish Art Academy, Copenhagen, DK. In the studio she worked with an exhibition, that later was shown in Norway this year.

Her works are big formats on paper and raw linen, which gives the coal drawing a special soft glow.

Her preferred motifs: the Ocean and the Sky were poetically expressed in this way.

Thank you for lots of good talks, Ingrid Denne tekst er baseret på Aros’ info-tavle ved atelieret.

Bløde dønninger …

Grafiske tryk

Lidt tid til mindre gøremål …

Udstilling på gulvet set fra begge sider. Publikum troede, det var tæpper, og gik ind på dem!

Kunne måske være en idé for EGE Tæpper!

Ingrid fortæller og svarer på spørgsmål.

Fotos & tekst: Kris Søgaard

Skønt jeg er kommet på Bali hvert år siden 1995, har jeg aldrig været der til Ogoh-Ogoh processionen, der er den farverige og støjende optakt til det balinesiske nytår Nyepi.

Men i 2017 lykkedes det, da jeg var der hele marts måned … og nytåret faldt på den 28. Følg ovenstående link for detaljer.

Hvad er så ogoh-ogoh? De er mytologiske, onde væsener og guder lavet af bambus, træ, pair, stof og styrofoam. De repræsenterer de negative sider og ting ved livet og udøver kritik af samfundets tåbeligheder. Jeg har læst, at der var en lyserød ogoh med høje hæle og selfiestang for et par år siden. Tag den!

LinkBox Men ellers er de forsynede med sværd og treforke og synes at Balinese New Year Nyepi lange ud efter alle på deres vej til kremationspladsen - derom The Ogoh-Ogoh Ceremony mere senere.

YouTube film by Gus Bayu, Tampaksiring 2018 Terima kasih, Pak Gus!

Konstruktionen af en ogoh foretages af de unge, der råhygger i kvarterets forsamlingsplads, baléen.

Det er også dem, der bærer den gennem kvarteret på selve aftenen. De enkelte kvarterer har idag deres helt specielle påklædninger, udsprunget af traditionen, men ført op til idag. På den måde kan man kende sine egne og heppe, når de kommer forbi Der findes mange myter på Bali, som varierer alt efter, hvem man spørger. Det gælder også oprindelsen af ogoh-ogoh paraden.

Men formålet står ret entydigt: ved at larme, spille højlydt trad./Moderne musik og bære fakler indfanges de onde ånder, som går deres undergang i møde. Og nu kommer jeg til det!

Processionen slutter på kremationspladsen, hvor de alle bliver brændt til aske!!

Ilden renser det lokale samfund, og man er parat til den følgende dags meditative stilhed .

Forberedelserne starter måneder i forvejen …

Preparations start months ahead …

‌ for der er altid tid til lidt hyggesnak! ‌ because there is always time for some smalltalk!

Størrelsen? Se den røde cirkel!

The size? See the red cirkle!

Nogle dage før Nyepi afholdes Melasti ceremonien - se linksbox i starten.

Some days before Nyepi the Melasti ceremony is held ‌ see linksbox in the start.

Monstrene bæres på de bambuskonstruktioner, der er bundet sammen med rødt reb. Hver kvadrat bemandes med én person - ganske som dem, der bruges til de kæmpestore begravelsestårne!

Samarbejde er en betingelse for det balinesiske liv …

The monsters are carried on the bamboo constructions tied with red rope. Each square makes place for one person - just like those used for the giant burial towers!

Cooperation is always crucial for Balinese life …

Altid tid til snak og sjov mens man venter … og man venter meget - og gerne - for at få de sidste nyheder med …

Always time for a talk and a joke while waiting … and you wait a lot - and with pleasure to get the latest news …

… og her er ’vores baby’ fra de første fotos … på vej til bålet! Jeg gik dog ikke med … … and here ’our baby’ from the first photos … on the way to the bonfire! But I didn’t follow though …