Radar arkitekten 12 2015 low

23 ARKITEKTEN DECEMBER 2015 På de følgende sider genoptager vi traditionen med at spørge en række udvalgte aktører om, hvad de synes

var det bedste og det værste inden for planlægning, arkitektur og design i 2015. Bortset fra at deres bidrag ikke måtte handle om en sag, et projekt, en organisation eller et firma, som de selv er involveret i, har ordet og billedvalget været frit. Redaktionen har blandet sig i koret på samme vilkår og tilføjet statistiske oplysninger, både generelle og fra fagområdet. Tilsammen får du RADAR 2015. God fornøjelse!

RADAR

TEMA: RADAR 2015

24

HENRIK SCHØDTS PROJEKTDIREKTØR FOR NYT HOSPITAL NORDSJÆLLAND Bedst: Muji, Ando&Vo, Turrell Muji har fået Morrison, Grcic og Fukasawa til at designe små præfabrikerede huse.

Det er minimalisme! Husene afspejler tendensen med det gode, fleksible liv med tråde til fremtidens deleøkonomi og om at bo og bygge, så alle kan være med. Jeg var i Venedig med familien i sommer. Byen i sig selv er jo på mange måder både værst og bedst. Men oplevelsen i Tadao Andos helt nøgterne fortolkning af Punta della Dogana kombineret med Danh Vos kuratering var helt særlig. Forstod ham ikke rigtigt på biennalen, Vo, men oplevelsen i Andos rammer gjorde mig nysgerrig. Og så glæder jeg mig også til at se den nye dome, som James Turrell skal opføre som tilbygning til ARoS sammen med SHL. Det kommer til at kæmpe om opmærksomheden med regnbuen i smilets by. Foto: Morten Fauerby // Montgomery

Værst: Bro uden ende Det er da lidt tankevækkende, at Danmark, broernes land, har så bøvlede forløb omkring broprojekter. Femern vil jeg helt undlade at komme ind på, men tag nu Inderhavnsbroen.

Broen, der forbinder Nyhavn med Christianshavn, og som jeg som christianshavner har set – og fortsat ser frem til – og her er problemet. Her har de nu helt opgivet at angive ibrugtagningstidspunkt. Kan man det? Svært at vide, om det er bureaukrati, politik, omstændigheder eller simpel udygtighed, som bærer skylden for det projekt. Men den er værd at vente på. Broerne i København har givet byen en ekstra dimension. Og i år har vi jo fået Eliassons maritime bro, som helt klart vokser på én.

Foto: AT

ARKITEKTEN DECEMBER 2015

25

MALENE LANDGREEN BILLEDKUNSTNER Bedst: Kobbertårne i KBH To byggerier, der på flere punkter minder om hinanden i deres ydre med deres organiske former og deres rigt bearbejdede facader i arter af finmetal a la messing og kobber. Ejendommen Axeltorv 2/ LT Arkitekter: igangværende nybyggeri på den gamle Scala-grund. Jeg passerer byggeriet jævnligt og glæder mig hver gang. Både de runde former og materialiteten tilføjer ny værdi, raffinement og generøsitet til byrummet dér. Og Mærsk Bygningen/C.F. Møllers Tegnestue, der i folkemunde kaldes Panumtårnet, er også bare en fryd for øjet. Har hørt flere bruge ord som retro i forhold til begge projekter, og dertil vil jeg bare sige, at begge huse minder mig om prægtigere tider og andre prægtige byer. Et lille historisk sus.

Foto: C.F. Møller/Mik

Værst: Carlsberg uden visioner En stor skuffelse i årets løb har været udviklingen i Carlsberg Byen. Realiteterne er, at Carsberg ikke havde visionerne. Det er bare et byggeselskab.

Således føler de heller intet ansvar, når de nu hiver hele den kulturelle indmad ud af projektet. Alle de kreative væksthaver, værksteder og institutioner samt flere af de unikke og rummelige bygninger, der var stedets vitale infrastruktur, er allerede, eller bliver, jævnet med jorden.

MARTIN KEIDING CHEFREDAKTØR VED ARKITEKTEN Bedst: B&O Funktion og form kan hænge sammen, men som i alt design er der et frirum i oversættelsen fra det absolut funktionelle til den færdige form. Forvaltningen af dette frirum, ‘oversættelsen’, er helt afgørende for troværdigheden i markedet og produktets integritet i forhold til mærkets brand. B&Os brand er enestående set i et historisk perspektiv, og jeg blev glædeligt overrasket, da den transportable bluetooth-højttaler Beolit 15, designet af Cecilie Manz, kom på markedet i 2013 og på en måde holdt humøret oppe og håbet i live. Ca. sølle 4000 kroner kan du få den for. Kun 4 cifre!

Nyt, enkelt, smart, B&O-agtigt – og rimelig billigt. B&O is back, tænkte jeg i flere år.

Værst: B&O Men så, i 2015, kom der noget, jeg i første omgang troede var en parfumeflaske fra Jean Paul Gaultier, men som viste sig at være en monster BeoLab 90-gulvhøjttaler (billede) til 250.000 kroner, - pr. stk(!). Eftersom den kom ikke så lang tid efter BeoLab 20, en peberkværn, som lignede en pingvin, der bl.a. kan fås i rumba-rød, og den robotlignende BeoLab 5, ved jeg ikke rigtig, hvor vi lander. Ude i hampen? På Mars?

Apples produkter er også dyre. Men de er ensartede, integrerede og sælges over hele verden til alle, fra markedsføring og emballage over vejledning til det, man kommer i tasken i lomme eller sætter på sit bord. Det, som Macs ting ikke er, er fimsede, opulente, anmassende, komiske, hittepåsomme. Den slags tager B&O sig af. Foto: B&O

TEMA: RADAR 2015

26

MORTEN BIRK JØRGENSEN ARKITEKT, PH.D.-STUDERENDE VED KADK Bedst: Nørreport som Gesamtkunstwerk Der er flere elementer på det nye Nørreport, der er virkelig imponerende. Den sænkede cykelparkering er for mig at se en infrastrukturel landvinding af de sjældne.

Med de subtile lavninger er det lykkedes at opnå massiv effekt på de mange cyklers fremtræden i byrummet. Hvis ellers det lykkes at undgå affaldssøer, er den sænkede parkering et eksempel til efterfølgelse mange andre steder i byen. Det er i opmærksomheden på de basale forhold, at projektet vinder. De specialdesignede affaldscontainere af metal virker gennemtænkte og robuste og er samtidig smukke. De er med til at give oplevelsen af et Gesamtkunstwerk, som er en sjældenhed i nye værker.

Fot: Morten Birk Jørgensen

Værst: Dimensionering og spareplaner Vedtagelsen af finansloven med en markant reduktion af KADKs studiepladser vil have langsigtede negative konsekvenser for arkitekturen. Jeg abonnerer ikke på ideen om, at en lille eliteskole kan uddanne arkitekter, der i kraft af deres genialitet får stor indflydelse. Det tror jeg hører fortiden til. Kun ved at være bredt repræsenteret i samfundets magtapparat vil de æstetiske aspekter vinde terræn. Reduktionen af studiepladser vil føre til en mere elitær arkitektkultur, som kommer færre mennesker til glæde. Derudover vil fagets udvikling visne, hvis det reduceres til et elitært projekt, der praktiseres af et lille og endnu mere ensartet udsnit af befolkningen.

ANNE PIND REDAKTØR VED ARKITEKTEN, UNDERVISER PÅ KADK Bedst: Støjens triumf Einstürzende Neubautens rytmerøntgenstrålende opførelse af “Lament” var årets totaloplevelse. DRs koncertsal fyldt med selvbygget lydmaskineri, støjsugere, granatorgler, raslekar, ubehag, magtsyge og forvirring. Indædt, hæst drevet frem. Højdepunkt: Blixa Bargeld i en generalkåbe af tovløkker traller mørkt “Sag mir wo die Blumen sind”. Foto: Maiken Kildegaard, artFREQ

Værst: Stilhed Arkitekter blander sig for lidt i aktuelle politiske forhold. Hvordan skal flygtninge, asylansøgere, hjemløse, udsatte i det hele taget, bo i Danmark – på herberger, i barakker, containere eller telte? I byen eller langt ude på landet? Vi må, og kan, hjælpe alternativer på vej.

ARKITEKTEN DECEMBER 2015

27

SØREN RASMUSSEN INDEHAVER ONV ARKITEKTER Bedst: Stibroen på Christianshavn – Olafur Elliasson Som bosiddende på Islands Brygge har jeg fulgt byggeriet tæt og ikke mindst den lange liggetid efter konkurser mv. og har ofte stået ved den ufærdige bro og igen måttet tage den lange vej over Christianshavns Torv ind til middelalderbyen. Jeg har også set visualiseringer uden at blive imponeret og er måske af den opfattelse, at arkitekter og ingeniører tegner broer, og kunstnere laver kunst! Men nu er broen der, og jeg begiver mig af sted – nogle dage efter den officielle åbning. Allerede på afstand kan jeg se en masse personer på broen, samtidig med at der cykles i adstadigt tempo over kanalen. Og tænk – alle mine fordomme og formodninger er nu som blæst væk – denne bro er noget helt særligt. De indbydende cirkelslag opfordrer til en pause, og den brede håndliste virker som byen mest venlige bardisk med udsigt – dog uden servering. Der mingles i udstrakt grad mellem byens borgere og turister – og dette skyldes de usædvanlige cirkulære opholdslommer, som dette stykke ‘brugskunst’ tilbyder – ud over at fragte byens befolkning fra A til B. Så jeg lever fint med, at den måske ligner et stykke tivoliinventar med sine master og flettede værn – det er stadig en oplevelse at krydse kanalen en kold dag i november.

Foto: Anders Sune Berg

Værst: Foreslået ændring af planloven.

Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ønsker at ændre kommunernes mulighed for at kræve/planlægge op til 25% almene boliger i nye større boligområder – ejet af private investorer. Med stor undren læser jeg dette nye tiltag – og er overbevist om, at denne holdning er helt ude af trit med det enkelte borgerlige partimedlems opfattelse. De borgerlige vælgere ønsker også blandede byer med boliger for alle – og kan ikke betale de voldsomt dyre boliger der p.t. opføres overalt i København og landets øvrige store byer. Hvad gør vi?

Mit umiddelbare bud er at mobilisere de borgerlige vælgere, så de henvender sig til Kristian Thulesen Dahl eller andre og giver deres mening til kende. Vi – der måske har stemt på den tidligere regering – tager et kærligt tag i borgerlige venner og bekendte – og beder dem om at være synlige og give deres utilfredshed til kende. Håber dette vil gøre indtryk, først og fremmest på Dansk Folkepartis øverste top. Deres vælgere har absolut ikke råd til at købe bolig i de store byer – hvis planloven rulles tilbage!!

NOVEMBER 2015 VOL. 117 TEMA: PLANLOVEN V. JESPER PAGH. NOTER. UDSTILLINGER:

WHAT MOVES US?, AFRIKA. TRAFIKTÅRNET ØST AF TRANBERG ARKITEKTER, ANMELDT AF THOMAS BO JENSEN. NEKROLOG: DAVID BRETTON-MEYER. TEKNISK TEMA: TAG OG FACADER. ICOPAL-PRISEN

TEMA: RADAR 2015

28

STEEN HØYER LANDSKABSARKITEKT, PROFESSOR VED KADK Bedst: Kvæsthusbroen, LT Arkitekter Operaen lagde sig i sin tid som en prop i Frederikstadens åbne akse, og hermed blev Københavns fornemste fortælling om monarkiet, staten og nationalismen destrueret.

Sket er sket – det var ikke nødvendigt – men måske forståeligt, at Mærsk Møller skulle trumfe C.F. Tietgen. Hvis vi ser et samfundsmæssigt skift i nutiden som en overgang fra et konstitutionelt monarki til en liberal, demokratisk globalisering, så giver LT Arkitekters løsning af Kvæsthusbroen rigtig god mening. Under alle omstændigheder skaber Kvæsthusbroprojektet et sublimt byrum i denne centrale del af København.

Det nye åbne rum er defineret af en intens materialitet i den riflede mørke beton, og den store åbne flade griber resten af byen i et stort favntag. Der ligger et monument af tid og rum i den simple handling, der understreges af rampens møde med vandet, og den lille pavillon, der skalasætter horisonten. Projektet er befriet for helsemaskiner og andet socialt gøgl, der præger samtiden, og frisætter i stedet fantasien og fortællingen. Det nye rum forbinder til byen via Sankt Annæ Plads og rækker mod nord ud i verdenshavet. Så er den ged barberet! Foto: Steen Høyer

Værst: Vinge Station, HL Architects Vinge Station er et af de projekter, der senest er hypet i det forgangne år. Projektet har udfordret sig selv i lang tid, fordi det er blevet eksponent for ‘de glade nuller’, hvor alt lignede en solskinsdag i Dubai, alting var for sjov, og Fornøjefrederik havde spenderbukserne på. Arkitekternes ambitioner synes at ligge på det skulpturelle og spektakulære, nu hvor den kedelige modernisme og intellektuelle postmodernisme synes at være slut. Det er i lighed med Bella Sky-projektet i Ørestad et forsøg på at lave en megainstallation som et ekko af en konstruktiv skulptur fra Vesteuropa før anden verdenskrig. Figuren kan ses som en retroudgave af Max Bill. Det er svært at se andre væsentlige pointer i projektet, da man med meget store omkostninger prøver at etablere et bølget landskabeligt bånd hen over et S-tog. Den store cirkulære bølge-bakke-figur støder andre bygninger fra sig. Busser skal tilsyneladende op over denne konstruktion, der vises som trapperampe, og cyklister, bilister og handicappede støder på uoverstigelige udfordringer. Når man konstaterer, hvad Statsbanerne anser for muligt at investere i stationsbyggeri, bliver man yderligere bekymret. Man kan forestille sig diverse fonde blive tømt i denne ekspressive ‘udladning’, men man må håbe, at de besinder sig forinden, fordi den planlægningsmæssige, funktionelle og arkitektoniske kvalitet ganske enkelt er for ringe i Vinge. Illustration: HLA

ARKITEKTEN DECEMBER 2015

29

STEEN NEPPER LARSEN LEKTOR VED DPU, EMDRUP Bedst: Gennem byen på cykel Cyklen udvider din kropslige syntese. Samtidig inkorporeres alverdens fænomener fra asfaltkvalitet til medtrafikanter, truende objekter (åbnende bildøre, højresvingende lastbiler) og ikke mindst vejret & med- og modvinden. Både mærkbart og umærkeligt konstitueres de kropsprotesebårne fænomenologiske livskvaliteter. Glideflugten på hårdt pumpede cykelhjul og med øjnene på stilke gennem det urbane rum bliver akkompagneret af et gedigent og stadigt knopskydende grid af smutveje af høj æstetisk og teknisk kvalitet. Elegante broer, sikre over- og underkørsler, retningsgivende lysdioder for det autonomt hjulende folk. Copenhagenization er muligvis et fikst og pekuniært anmassende brand i den overophedede globale tegnjungle, men frem for alt = hverdagen for de cyklende, der lydløst indtager, krydser og nyder byens rum i fri horisontal bevægelse på rugbrøds- og muskeldrevne ikke-maskiner.

Værst: Kapitalisering af kystlinjen Den truende lempelse af planlovens by- og landzoneregulativer er kortsigtet og ildevarslende. Vi risikerer at få den unikke danske kystlinje plastret til med hoteller og badelande. I stedet for at tilskynde til en kyndig og nænsom blanding af naturbeskyttelse, fri adgang og allemandsret satser den politiske magt, uanset farve, på hovedløs vækst og en skandaløs naturprivatiseringsstrategi. Den såkaldte ‘liberalisering’ drejer sig ret beset om at gøre noget ikke-økonomisk (naturskønhed, ro, udsyn, økologisk balance) til noget økonomisk. Denne i bund og grund økonomisk-autistiske og reduktionistiske tankegang bør bekæmpes af alle årvågne (landskabs)arkitekter og tænksomme planlæggere. Dertil kommer, at kyst- og naturbeskyttelsesloven bør stå over lokalpolitiske hensyn, og at det må sikres, at kommende generationer også kan finde glæde i naturen ved havet.

RUNA JOHANNESSEN ARKITEKT, PH.D.-STUDERENDE VED KUA, UNDERVISER PÅ KADK Bedst: Broernes by Bro-kavalkaden i Københavns Inderhavn fik i 2015 en meget smuk tilføjelse med Cirkelbroen og er mit bud på den allerbedste arkitekturoplevelse i år. Tænk at kunne trille langs havnen hele vejen fra Kalvebod Brygge til Holmen! Sammen med Cykelslangen (2014), Bryggebroen (2006), Trangravsbroen (2014) og Proviantbroen (2014) danner Cirkelbroen nu et samlet forløb og gør København både større og mindre på samme tid: Havnen er blevet mere tilgængelig, og samtidig forkortes afstande for fod- og cykelfolket på tværs af byen. At Cirkelbroen, designet af Olafur Eliasson, er et stykke arkitektonisk kunst, der lægger sig flot til kajs, gør oplevelsen desto større. Forbindelsen er blevet en æstetisk attraktion i sig selv. Nu mangler kun Inderhavnsbroens længe ventede ‘kys’.

Værst: Teltlejre i Thisted Etableringen af teltlejre for flygtninge som følge af regeringens nye ‘asylpakke’ må være det værste, der er sket på planlægningsområdet i 2015. I Danmark er der ikke mangel på egnede bygninger for indkvartering af flygtninge. Arkitektur bliver her brugt som medium for politiske signaler. Når man placerer flygtningene i teltlejre, tjener det det politiske formål indadtil at vise flygtningene, at de er uønskede, og udadtil at vise offentligheden, at regeringen håndterer ‘flygtningekrisen’ med stramninger.

Vi kender alle teltlejren som det offentlige billede på undtagelsestilstanden: et signal om, at situationen er exceptionel og katastrofisk, og at asylansøgere ikke skal forvente andet end et midlertidigt ophold. I den lange række af drakoniske love, som ‘asylpakken’ præsenterer, er bestemmelsen om teltlejrene både symbol- og panikpolitik på planlægningsområdet.

TEMA: RADAR 2015

30

CHRISTINA CAPETILLO FOTOGRAF, LEKTOR VED INSTITUT FOR BYGNINGSKUNST, BY OG LANDSKAB Bedst: Et inkluderende rum Vestled II er en mørk, teglbelagt linje med en krummende flade opført parallelt med klitrækken på stranden i Hvide Sande. Vestled I, der stod færdig i 2006, følger klitlandskabet og er formet som en sadel i milebrændt rød tegl. Vestled II sætter af mod horisonten og svarer med sin længde og præcision på det store rum. Den er beslægtet med geometrien i bølgerne og er som en forstenet dønning. På den måde er Vestled stor – og storslået. Den er en konkretisering af den sociale kontrakt, vi – endnu – har med hinanden i Danmark. Den taler om at værne og om at eje noget i fællesskab, om at give adgang og gøre horisonten tilgængelig for alle. Vestled er skabt af arkitekt, professor Carsten Juel-Christiansen, billedhugger Marianne Jørgensen og landskabsarkitekt Torben Schønherr. Foto: Christina Capetillo Værst: Et ekskluderende rum Vil det samme kunne siges om Københavns store fælles rum, havnen? I hvor høj grad vil færdselsretten være sikret for offentligheden i fremtiden på Krøyers Plads, i Nordhavnen, Teglholmen, Enghave Brygge? Mange arkitekter taler om at give noget tilbage til byen og søger at sikre dette med et offentligt lag i nye bebyggelser, men spørgsmålet er, om forstaden ikke er ved at snige sig ind i byen? Om vi ikke vil møde flere aflåste låger og gitre langs kajerne; flere obstruktioner af den frie bevægelighed i form af forhøjede brostenskanter og forhindringer, som vi oplever det langs fx Takkelloftgraven mellem Dokøen og Frederiksholm. Det offentlige rum er under pres – hvem har ejerskabet, og hvor går grænserne mellem det fælles og det private i fremtiden?

Foto: Christina Capetillo

MORTEN KABELL TEKNIK- OG MILJØBORGMESTER I KØBENHAVNS KOMMUNE, ENHEDSLISTEN Bedst: Nørreport Station Ombygningen af Nørreport Station er i mine øjne et fantastisk eksempel på, hvordan Københavns byrum kan udformes med tanke for æstetik, miljø og vigtigst af alt københavnerne. Dagligt passerer omkring 250.000 mennesker stationen, og hvert et halvtag, bænk og cykelstativ er placeret ud fra, hvordan de dagligt bruger pladsen.

Ved at droppe en kørebane på Nørre Voldgade er stationsforpladsen smeltet sammen med middelalderbyen, hvilket har skabt meget mere plads til fodgængerne. Derudover har de nedsænkede ‘cykelbede’ skabt plads til over dobbelt så mange cykler, uden at det forstyrrer bybilledet. Sidst glæder det mig, at bæredygtighed er tænkt ind i arkitekturen med miljøvenlige LED-lys og grønne halvtage, der både kan optage regnvand og CO2 samt bidrage til stationens energiforbrug via solceller.

Værst: Standardiserede julemarkeder København oplever denne jul et boom af mildest talt kiksede julemarkeder, der på ingen måde passer ind i det københavnske bybillede. Mest bemærkelsesværdigt er det overdimensionerede og nogle vil sige hæslige pariserhjul på Nytorv, der får det klassiske københavnerkvarter til at virke som en klodset lego-kulisse. Samtidig bliver bayerske pølser langet over disken i de mange tyske træhytter, der har spredt sig til Gammel Torv, Højbro Plads og Axel Torv. Disse markeder og initiativer er præget af, at man ikke har sat sig ind i, hvilken by København er, og hvad københavnerne efterspørger. I mine øjne er det en katastrofe, at Københavns identitet drukner i alt den billige og smagløse julelir. Næste år må vi få skruet ned for juleblusset. Foto: AT