1 minute read

Eftermarkedets overenskomster er på plads

AutoBranchens ArbejdsgiverForening (ABAF) har i marts forhandlet overenskomsterne på plads på hele eftermarkedet.

De kommende to års overenskomster skulle forhandles på et tidspunkt, hvor Europa er ramt af en krig, som har medført stigende energi ­ og råvarepriser, manglende forbrugertillid og forringet købekraft.

Prisstigninger over en bred kam har ramt både virksomheder og private, så overenskomsterne skulle forhandles på et kritisk tidspunkt for begge parter. Alligevel glæder AutoBranchen Danmarks adm. direktør, Gitte Seeberg, sig over, at der er lavet ansvarlige overenskomster på både metalområdet (mekanikere og pladesmede), for vognmalerne og for de HK­ ansatte.

“ABAF’s overenskomster har mange elementer fra det store industriforlig. Sådan skulle det selvfølgelig også helst være. Jeg synes, at man har indgået ansvarlige overenskomster, hvor begge parter har lyttet til hinanden i en tid, hvor udgifterne stiger og forbrugertilliden er i bund. Det er glædeligt, at vi nu kan se fremad og koncentrere os om at tjene penge til branchen,” siger Gitte Seeberg.

For alle overenskomster gælder, at arbejdsgiver fra den 1. juni betaler 10 procent i pensionsbidrag, mens medarbejderens bidrag sænkes til 2 procent. Den 1. marts 2024 stiger arbejdsgivers bidrag til Fritvalgskontoen ligeledes med 2 procent.

Pr. 1. juli 2023 vil der desuden være 24 ugers betalt forældreorlov.

Advokat og sekretariatschef i AutoBranchens ArbejdsgiverForening (ABAF), Maria Barfoed, har stået i spidsen for forhandlingerne, og hun glæder sig over, at man har lavet mere enkle aftaler end industriens aftale.

“Allerførst vil jeg sige, at vi har haft nogle gode og konstruktive forhandlinger med både Dansk Metal og med Malerforbundet i Danmark. Vi har derfor lavet gode aftaler med begge,” siger Maria Barfoed.

“Vores aftaler udspringer naturligvis af industriforliget, men vores aftaler er mere enkle. På metalområdet har vi indskrevet 27 aftaler og på vognmalernes område er vi endt med 19 aftaler.

Begge er en del mindre end industriens 59 punkter. Blandt andet er vi lykkedes med ikke at få indskrevet en lang række aftaler om natarbejde, som har været et gennemgående lønmodtagerkrav på mange øvrige overenskomster. Vores gennemgående fokus har været alene at medtage aftaler, som har relevans for vores område, og ikke fylde overenskomsten med “unødig ’juristeri”, som var det udtryk ABAF’s bestyrelsesformand Ejgild Christensen brugte,” fortsætter Maria Barfoed.

Hun fremhæver et punkt mere fra begge overenskomster. Det er nemlig aftalt, at arbejdsgiver får adgang til at varsle ferie på forskud dvs. til afholdelse på et tidspunkt, hvor ferien endnu ikke er optjent. En sådan lokalaftale skal indgås skriftligt med en tillidsrepræsentant.

Hvis du vil vide mere om detaljerne i overenskomsterne, er du velkommen til at kontakte Carsten Ritter på 31235724 / cr@abdk.dk ■

This article is from: