Hvad siger eksperterne?

1

ASKOVFONDEN

INTRO AskovFonden har gennem 70 år skabt sociale løsninger for udsatte mennesker i vores samfund. Vores ønske har altid været – og vil altid være - at finde og fremelske de ressourcer og kompetencer, den enkelte har og derved skabe en platform for forandring, hvor mennesket er i centrum.

Visionen med denne bog er at give stemme til de mennesker, der bruger AskovFondens tilbud. Mennesker som vi betragter som de virkelige eksperter. Dem der - på egen krop og sjæl - har oplevet, hvad det vil sige, at være udenfor og kæmpe sig tilbage til livets mange muligheder.

Det her er historierne som aldrig bliver fortalt. Historier som kan gøre os klogere på, hvad der virker, hvorfor det virker og hvad der skal til, for at vi fremover kan blive endnu bedre til at skabe de bedste vilkår for endnu flere mennesker.

Det er med den største ydmyghed og respekt, at vi skriver disse historier, og vi er taknemmelige for, at så mange havde modet og lysten til at dele deres historie med os.

Vores fornemste opgave er at få mennesker til at føle sig værdifulde, så de kan genoptage ansvar og ejerskab for deres eget liv, med alt hvad det indebærer af valg og udfordringer.

De mennesker vi møder i denne bog, har om nogen taget ansvar og ejerskab, og måske er det dét, vi skal lære af historierne. At det altid kan lade sig gøre at skabe forandringer, så længe håbet, viljen og troen er til stede!

Jeg håber, at du som læser vil sidde tilbage med en følelse af, at være blevet lidt klogere.

Og måske også ramt og rørt ligesom jeg er blevet. En lille forskel for den enkelte, er en stor forskel for os alle.

Så – hvad venter vi på?

God læselyst og kærlig hilsen Helle Øbo, adm. direktør AskovFonden

2

ASKOVFONDEN

FORORD Åh, hvor bliver man glad i låget af at læse

fristet af gadebandernes tilbud om hurtige penge og machostatus. I stedet motiverede

historierne om Malene, Ali, Cornelia, Nadia

pædagogerne i klubben ham til at tage en uddannelse og i dag læser han finansøkonomi og

og alle de andre bevægende skæbner, der

vil være revisor! Og hvis ikke Cornelia igennem flere år havde fået massiv og indfølt støtte fra

foldes ud i denne bog. Selvom personerne

Askovhus var hun formentlig død af den anoreksi, som hun har kæmpet så hårdt med siden

er vidt forskellige både hvad angår alder,

den tidlige ungdom. I dag har hun lært at forstå og håndtere sin spiseforstyrrelse, er blevet

køn, etnisk og social baggrund har de

gift, har fået en søn og er i gang med en uddannelse. Nå ja, og hvis ikke Viggo med en

nemlig det afgørende til fælles, at det kunne

recept på antidepressiver i lommen havde ringet på hos Dialog Mod Vold og var gået i terapi

være endt grueligt galt, men er gået godt.

hos behandlerne dér, var han formentlig blevet ved med at tænde af og udøve vold overfor

På trods af de dårlige odds de hver især

sin kone og råbe ad sine børn til der ikke var flere at hælde sine frustrationer ud over. Og så

har haft imod sig. Hvorfor? Det enkle svar

videre.

er: Fordi nogen rakte dem en eller flere hænder på det afgørende tidspunkt. Fordi

Naturligvis er udvalget her en stribe solstrålehistorier, de gode eksempler. Men det rokker

nogen tilbød dem hjælp og de selv tog

ikke ved det grundlæggende – at selv den mest truede og udsatte lille spire kan vokse og

beslutningen om at tage imod den, så de

blive til et vældigt, livskraftigt træ, hvis bare nogen i rette tid kommer med en vandkande og

kunne komme ud af den hjælpeløshed, som

en smule gødning. Noget omsorg, noget personligt engagement, en vilje til at ta’ ansvar for

de var ved at synke ned i.

medmennesket. Det opleves jo ikke, som om det er staten eller kommunen, der har løftet de her mennesker. Nej, det er altid fortællingen om det enkelte individ, en særlig pædagog, en

Hvis ikke den paranoid skizofrene Malene

empatisk læge, en klog chef, der gjorde en forskel. Men når det er sagt, må man huske på

var stødt på en kontant kvindelig leder

vigtigheden af, at samfundet (velfærdsstaten, you know,) sørger for at afsætte de ressourcer

af Netværkscafeen, der havde tiltro til

og midler, der skal til for at kunne yde kompetent og professionel hjælp til selvhjælp. Ikke

hendes evner som kok og forventede

mindst i disse år, hvor velfærdsstaten er under pres, må der højlydt mindes om, at det

noget af hende som menneske, var hun

simpelthen ikke kan betale sig at spare på at få de kuldsejlede på ret køl. Som historierne

sandsynligvis forblevet psykiatrisk patient

her viser, kommer investeringen mangefold igen, i stedet for at blive tunge udgiftsposter vil

livslangt parkeret på overførselsindkomst.

både Malene og Ali blive glimrende skatteborgere. Og det er kun det kølige cost-benefit-

I dag er hun i kokkelære på en

argument. Dertil kommer den moralske ekstrabonus, at vi lykkelige danskere bevisligt bliver

københavnsk gourmetrestaurant og laver

endnu lykkeligere, når vi rækker ud til dem, som ikke kun er nær ved at blive opgivet af

komplicerede desserter (”saltet karamel

samfundet, men som også er ved at opgive sig selv. Ingen liv behøver at gå til spilde, enhver

med kærnemælkssorbet og smørristede

har et potentiale at folde ud. Som AskovFonden siger: ”Fordi alle vinder, når ingen taber”.

croutoner” …) og kan se frem til en karriere

Nemlig.

indenfor den højere kogekunst. Hvis ikke Ali fra Nørrebro havde haft klubben

Hanne-Vibeke Holst

KBH18+ som et fristed, hvor han og de andre indvandrerrødder kunne hænge ud og få noget modspil, var han måske blevet

3

ASKOVFONDEN

ASKOVFONDENS AFDELINGER MED HVER DERES HISTORIE AskovFondens Social Psykiatriske Afdeling henvender sig til psykisk sårbare.

Vi tilbyder aktiviteter og socialt samvær samt beskæftigelses- og uddannelsestilbud.

Vi skaber mulighed for, at udvikle personlige kompetencer og har fokus på at facilitere tilknytning til arbejdsmarkedet. Hos ASPA tilbyder vi både personlige samtaler, men også anonymitet for mennesker der søger et ikke struktureret samvær.

AskovFondens børneinstitution Børnehuset velkommer dagligt 13 vuggestuebørn, 44 børnehavebørn og 70 fritidshjemsbørn. Vores miljø byder på anerkendelse og fokus på at skabe lige vilkår uden sproglige, sociale og kulturelle barrierer.

Askovhus tilbyder behandling indenfor spiseforstyrrelser, psykosociale vanskeligheder og/ eller selvskadende adfærd. Vi sammensætter individuelle rehabiliteringsforløb med udvikling og træning af færdigheder med den målsætning at brugerne hen ad vejen kan magte et selvstændigt hverdagsliv. Askovhus’ tilbud er dagtilbud, botilbud samt ambulant terapi.

Hos Dialog Mod Vold tilbyder vi behandlingsforløb for voldsudøvere i form af individuelle samtaler og gruppeforløb samt sideløbende terapeutiske samtaler for partneren. Behandling til børn i voldsramte familier tilbyder vi til børn i alderen 4-18 år. Samtalelinien Voldsom Kærlighed er vores tilbud til unge mellem 14 og 18 år, der udøver kærestevold.

4

ASKOVFONDEN

KBH18+ er et tilbud på ydre Nørrebro for de 18-25 årige uden job eller uddannelse.

Vi bidrager til at motivere de unge til at gå i gang med en uddannelse eller finde beskæftigelse. KBH18+ er et attraktivt alternativ til gaden og udover aktiviteter og events, tilbyder vi at hjælpe med at formidle kontakt til arbejdsgivere, skrive ansøgninger og tage kontakt til jobcentre

MIR er et behandlingstilbud med specialundervisning for normalt eller godt begavede elever med udfordringer inden for bl.a. autisme og ADHD. Vi styrker eleverne og hjælper dem til at genfinde lysten til læring, samvær og udvikling, så de kan vende tilbage til og profitere af de almindelige undervisningstilbud.

I Aktivitetshuset tilbyder vi afklaringsforløb for sygemeldte og dagpengemodtagere samt mentorpakker for samme gruppe og unge. Aktivitetshusets medarbejdere har stor erfaring med at arbejde med traumatiserede og socialt isolerede borgere. Tryghed og praktiske aktiviteter er centrale elementer i de forløb, vi tilbyder, hvor vi blandt andet understøtter fordybelse og læring med sprogstimulering samt træning i sociale færdigheder.

I KBH+ arbejder vi med udvikling af innovative metoder og modeller for arbejdet med unge, uddannelse og beskæftigelse. Vi har fokus på inklusion og mangfoldighed, og på inddragelse af aktører fra både det private, det offentlige og civilsamfundet. Vi skaber nye løsninger og muligheder, som styrker de unge og bidrager til udligning af den sociale ulighed.

5

ASKOVFONDEN ASPA

SKIFTEDE MEDICINEN UD MED MICHELIN-DESSERTER MALENE

var paranoid skizofren

croutoner’ og ’Havtorn en surprise’ på gourmetrestauranten formel B på Vesterbrogade

og startede med at

i København. Det havde jeg ikke set komme, for med min sygdom og diagnose var jeg

arbejde fire timer om dagen i Netværks-

ligesom afskrevet.

caféen. Hun fandt ud af, at hun kunne lide at lave mad. Nu er hun i lære som

Jeg blev syg allerede i begyndelsen af tyverne. Efter gymnasiet arbejdede jeg et år i Netto.

kok og arbejder 50 timer om ugen på

Jeg gik på Biblioteksskolen på Amager, men efter et stykke tid gik det ned ad bakke, og

gourmetrestauranten formel B.

jeg stoppede. Jeg fik diagnosen paranoid skizofren. Havde det rigtig skidt og var skide skør.

Og fik også at vide, at det var kronisk, og jeg ikke ville blive rask. Så var jeg ’parkeret’. Jeg startede på Jeg laver desserter som ’Saltet karamel

et daghospital og kom senere hen på Thorupgården, som er et socialpsykiatrisk bocenter

med kærnemælkssorbet og smørristede

for unge. Jeg var flyttet til Sydhavnen, hvor de også havde en afdeling. De mente, de kunne stabilisere mig med medicin, men jeg skulle ikke regne med, at jeg nogensinde kunne arbejde eller studere.

I Sydhavnen var det op til en selv, hvordan man brugte de kontaktpersoner, man havde.

Jeg fik medicin og tog meget på, så jeg trænede sammen med en kontaktperson.

Jeg var tilknyttet distriktspsykiatrisk center, og ved en fælles beslutning fandt vi ud af, at jeg skulle trappe ud af medicinen. Jeg

fandt også ud af, at jeg var nødt til at lave noget.

Tiden er lang, hvis man ikke har noget at lave.

Min interesse for mad kom, da jeg boede på Thorupgården. Begge mine forældre er fra landet. Min mor er god til at lave mad, min far er håndværker og kan ikke finde ud af det. Så jeg er vokset op med frikadeller og opbagt sovs, rigtig dansk landkost. Men på Torupgården var en kok, som kom og lavede mad. Vi skulle lave maden sammen

6

og spise fælles, men vi var for syge og

ASKOVFONDEN ASPA

7

ASKOVFONDEN ASPA

dårlige til at kunne det. Så kom kokken, og lavede mad med os. Det var så fedt. Han var pissedygtig, og han var ligeglad med, hvordan vi havde det. Han fortalte en masse om råvarer, og det var som et rart break, for man var ligeglad med, hvor dårligt man havde det, det handlede om noget andet.

Så var det pludselig fedt at have de der maddage. Jeg prøvede at lave sund mad, de andre gad så ikke spise det, men det var fedt, at man fik lov. Vi var 10 mennesker, der boede der, så vi kunne købe ind for mange penge.

En dag kom jeg i kontakt med nogen, som arbejdede i Netværkscaféen. Det gav mig lyst til at prøve at arbejde i køkkenet.

Jeg var nu trappet helt ud af medicinen, udskrevet fra distriktspsykiatrisk og ønskede et rigtigt job. Det skulle ikke bare være noget med at sidde og drikke kaffe.

Så via kommunen kom jeg til jobsamtale med lederen af Netværkscaféen og fik lov til at starte. I starten skete der ikke så meget. Cafeen lavede kun frokost til administrationen. Men køkkenet skulle ændres, så vi kunne lave rigtig mad. Vi kom på hygiejnekursus og fik en aftale

8

med distriktspsykiatrisk afdeling, så de

det i starten, for jeg var bange for at blive mødt med bemærkninger om, at det var en hård

kunne købe mad billigt i caféen. I et stykke

branche med hårde arbejdstider osv. Så jeg holdt det for mig selv. Det var først, da jeg gik

tid, var vi kun tre - lederen, en frivillig og

på grundforløbet på Teknisk Skole og lavede en liste over, hvor jeg gerne ville hen, at det

mig, der skulle få det til at fungere. Jeg

gik op for mine forældre, at det var det her, jeg ville. Men hvordan skulle jeg kunne tro på, at

synes, det var rigtig sjovt. Vi arbejdede

det kunne lade sig gøre? Jeg havde jo fået at vide, at jeg aldrig ville kunne læse videre eller

mandag til torsdag fire timer dagligt.

passe et job.

Det var i caféen, jeg fandt ud af, jeg ville

For at sige det kort, så udgjorde den kvindelige leder af Netværkscaféen forskellen mellem

være kok. Jeg talte ikke med nogen om

begrænsninger og håb. Hun var anderledes, ikke som de andre pædagoger jeg har mødt. Hun var

ASKOVFONDEN ASPA

Og jeg kunne se, at jeg rykkede hurtigere end så mange andre, fordi hun som chef også var god til at anerkende, at jeg gerne ville mere, ville arbejde mere og have mere ansvar.

Hun havde tillid til mig og gav mig flere opgaver. Det var fantastisk at lave mad, men også fedt at det var et arbejde. Hun forventede, at jeg mødte til tiden. Der kom gæster, jeg skulle ”være på”. Det var godt for mig, for det var jeg meget dårlig til. Min chef var rigtig god. Hun heppede på mig. Hun lyttede, indtil hun ikke gad mere og bare sagde: Nu skal vi videre! Folk er tit for

høflige til at stoppe en, når man er syg. Så man er vant til at tale om, at man har det skidt hele tiden. Hun var god til at give plads, men også god til at sætte grænser og stille krav.

På formel B arbejder jeg på lige vilkår med andre elever. Vi har det godt her i køkkenet. Der skal være rart at være, når vi bruger så mange timer her, siger min chef Kristian Arpe-Møller.

Restauranten har en Michelin-stjerne. Så nu laver jeg Michelin-desserter, men jeg skal ikke tænke for meget over det. Kristian er lidt mere rolig omkring det. Konceptet er a la carte menu og fast pris på retterne, så der kommer alle mulige gæster ind. I hverdagene har vi omkring 50 gæster og i weekenderne 80-90. Det er sjovt.

Det bliver spændende med uddannelsen. I starten troede jeg nok ikke på, jeg kunne arbejde på den måde, jeg gør nu. Mine venner og familie er også overraskede over, at jeg er glad, og at jeg kan arbejde 50 timer om ugen. Jeg har altid troet, jeg skulle læse. Det var ret sent, at jeg fandt ud af, jeg ville noget med mad. Det har taget lang tid, men min kæreste har hele tiden heppet på mig. Vi mødte hinanden på Thorupgården, og nu har vi fået en lejlighed sammen. Nu skal vi bare arbejde. Jeg er elev nu, det kommer han også til at være, han skal nok være håndværker.

Det vigtige er, at jeg er et sted, hvor jeg ikke skal fortælle min historie, og sådan var det også i Netværkscaféen. Min chef tog mig alvorligt og sagde, at man selv kan bestemme, hvem man

gerne vil være. At man ikke behøver være hende den skøre, men hende, der arbejder og gør noget fedt. Hun har troet på mig hele tiden og sagt, at det var mig selv, der bestemte, om jeg

ligefrem og ikke bange for at tale personligt.

kunne eller ville arbejde. At det bare handlede om, hvor meget jeg ville det. Og jeg mærkede,

I starten syntes jeg, det var svært at skulle

at hvis hun troede på mig, så blev jeg også nødt til at tro på mig selv. Da hun fik at vide, at

forholde mig til nye mennesker, men hun

jeg skulle på grundskole, var hun glad og sagde, det var rigtigt, jeg kom videre. Og det var

viste mig, at jeg kunne slå hjernen fra

det. Det har været mega hårdt, men det er sgu gået meget godt

de private ting – lade privat være privat

.

og tage en pause fra det, når jeg var på arbejde - og det virkede for mig. Når man var der, skulle man lave noget. Jeg kunne godt lide, at det var et rigtigt arbejde.

9

ASKOVFONDEN BØRNEHUSET

ET NYT SYN PÅ LIVET RADIA

er berber fra Marokko. Hun er 29 år, født og

jeg elsker hende. Jeg kom fra et hjem, der var semi-disciplineret.

opvokset i Danmark. Som teenager fandt hun

Mens jeg boede med min mor og far, fortalte de mig, hvad jeg

et helle, hvor hun havde lov til at være sig selv nemlig

måtte, og hvad jeg ikke måtte. Det baserede sig mest på traditioner,

i Pigeklubben.

og reglerne blev ikke forklaret. Jeg fik aldrig begrundelser for hverken det ene eller det andet, og jeg spurgte heller ikke ind til

Min far kom til Danmark i 1960erne, dengang der var behov for

det. Man skulle bare høre efter og makke ret. Jeg klagede ikke,

arbejdskraft, og et par år efter hentede han min mor hertil. Jeg

jeg gjorde hvad mor og far sagde. Ligesom i skolen der også var

har seks søskende. Jeg er nummer tre. Barnet i midten - det hvide

præget af kæft, trit og retning.

i flødebollen. Jeg er født muslim, og imens jeg boede med min mor og far, har jeg praktiseret det med alle de ting, man må og ikke må.

Der skulle man altid bare sidde og lytte til læreren og huske alt det,

Dog besidder jeg en del værdier fra islam den dag i dag, der også

han skrev på tavlen. Det var bare så ’Åh!’ Men så flyttede jeg ind hos

har været med til

den kvindelige pædagog, og her var det helt

at forme mig som

anderledes. Hos hende var det helt i orden

person.

at tænke på en anden måde og opføre sig lidt skørt. Der var selvfølgelig regler, men

10

Min mor og far

samtidig også meget frihed. Hun arbejdede

blev skilt, da jeg

også i Pigeklubben, og jeg kunne rigtig

var tretten. Min

godt lide den måde, hun gik ind i mig og de

mor flyttede ind på et krisecenter, fordi hun ikke ville finde sig i den voldelige behandling hun fik af min far. (som

andre piger på. Når hun for eksempel spurgte:

nu er blevet et

gik i 8. klasse. Det var fantastisk at bo hos

”Hvorfor synes du det? Hvorfor tror du det?” – spørgsmål, der krævede, at man selv måtte have en mening om tingene. Her kunne jeg danne mine egne teorier om tingene. Det var virkelig en ’eye-opener’ og en befrielse for mig, der

dejligt menneske) Hun havde mine mindre søskende med, men vi

hende, ikke kun fordi hun gav mig husly, men fordi hun støttede mig

ældre børn måtte ikke være der. Så kommunen ville sende mig på

på alle mulige måder. Hun var der for mig, hun åbnede døre, jeg ikke

institution, men det var min mor ikke så glad for. Heldigvis kendte

kendte og viste mig andre døre, jeg ikke vidste, jeg selv havde nøgle

hun en kvinde, der arbejdede som pædagog hos AskovFonden.

til. Hvordan forklarer man sådan noget? Det var et nyt syn på livet.

Hun tilbød min mor, at jeg kunne bo hos hende, indtil min mor

Virkelig et nyt syn! Hun tog mig også med ud at rejse. Til Mallorca

havde fundet en lejlighed. Så i et års tid boede jeg hos hende og gik

med vand og palmer og alt muligt. Jeg havde aldrig set andet end

samtidig i Pigeklubben, og det var et lærerigt befriende år. Jeg skulle

Danmark og et område af Marokko. Det var så stort, og jeg sagde

dog stadig begå mig under min mors regler, for hun er min mor og

til mig selv, at når jeg fik mulighed for det, var det det, mit liv skulle

ASKOVFONDEN BØRNEHUSET

handle om: arbejde, rejse, arbejde, rejse, arbejde, rejse – og sådan

Vi fik hygge, vi fik mad, vi fik ture. Vi fik privat tid med de voksne,

blev det. I tre år af mit liv gentog jeg det med at arbejde og rejse.

hvis der var noget vi kæmpede med, og der var ingen, der skældte

Og det føler jeg slet ikke, jeg er færdig med endnu. Det er blevet en

ud. Hey, jo, forresten, én gang skældte den pædagog ud, som jeg

af mine passioner!

boede hos. Jeg indrømmer, jeg var en lille rebel dengang. Vi var på en luksustur, på koloni, og vi piger havde aldrig rigtigt gjort noget

Det eneste, jeg husker fra den første dag i Pigeklubben, er skiltet.

alvorligt forkert. En aften lod vi, som om vi sov, og så stak vi af

Nogle tøser dernedefra og jeg kom på ideen, og så malede jeg det.

fra kolonien. Vi gik og gik ind i naturen og ud på en stor motorvej.

Ingen af mine andre søskende kom i klubben, og for mig var det et

Derefter så vi et diskotek der var tomt, men der var en dj. Vi gik

helle, nogle timers daglig eskapisme. Hjemme blev der råbt meget,

ind og begyndte at danse. Haha det var det første vi gjorde og

og når det hele var kørt op, var det rart bare lige at løbe ned i klubben og sætte noget musik på og chit chatte med pigerne.

I den muslimske kultur er det sådan, at når piger er sammen, må de gøre lige præcis, hvad de har lyst til, og der kun var piger i klubben, så jeg vidste, at jeg ikke gjorde noget forkert. Det var det fedeste. Hver gang de havde åbent, så tog jeg derned fra åben til luk.

Jeg kom i Pigeklubben hver dag. Efter skole mødtes jeg med de andre nede i gården, og så gik vi ned i klubben. Åh, vi glædede os, og det blev næsten et ritual, når vi kom derhen, at vi skyndte os ind i danserummet og lukkede døren. Så skulle vi alle sammen lige ind og snakke om tingene. Vi lavede en masse skægge ting. Vi kopierede f.eks. et gameshow fra tv, ’Knald eller Fald’, hvor en pige skulle vælge en

vi dansede som om, der ikke fandtes i morgen. DJ’en spurgte, om

ud af tre piger. Så fandt de hinanden og skulle ud på bryllupsrejse.

vi var gamle nok, og ja-ja, selvfølgelig var vi det!

Vi rodede med al mulig kreativt. Jeg gik til street funk, hip hop, jazzballet og anden dans, og jeg begyndte at koreografere. Jeg har

Lige pludselig kom en pige, der var med på kolonien og fortalte,

også trænet nogle af de mindre piger i klubben. Ingen begrænsninger.

at de voksne var stået op. Vi skyndte os hjem, men det var for sent.

Vi ville bare gerne smile og være piger. Have lov til at gøre, sige og

De havde allerede opdaget, at vi var væk. Og de voksne fortalte det

opføre os som nogle, der havde fundet et kighul indtil friheden.

til mødrene, og så blev der ballade. Vi piger måtte jo ikke engang

Følelsen var smuk og stedet trygt.

tænke på at tage på diskotek. Men sådan er det: forbud avler modstand. Selvfølgelig skulle vi prøve det. Hende, jeg boede hos,

11

ASKOVFONDEN BØRNEHUSET

12

ASKOVFONDEN BØRNEHUSET

skruede bissen på. Hun råbte af mig, og jeg

1990erne var en masse ballade og en del kriminelle organisationer,

blev bange, for jeg havde aldrig set hende

der begyndte at bygge sig selv op. Og selv om vi kun var små piger,

sådan. Men skideballen var velfortjent,

kunne vi ikke undgå at blive påvirkede af stemningen.

for vi misbrugte de voksnes tillid, og det skete aldrig igen.

Så vi lavede vores egen lille klan, der var ikke nogen, der skulle fucke med os og sådan noget pjat, ik’!

Jeg gik på forskellige skoler, og blev

Fra jeg udviklede en forstand og til i dag, har jeg kæmpet

moppet alle stederne. Jeg har altid været

med at være mig selv, og jeg kæmper stadig. Det er en slags

en særling, en drenge-pige der både var

selvrealiseringsproces, og jeg er ikke landet endnu.

køn, sød, sjov og måske lidt mærkelig.

Jeg blev også mobbet med, at jeg havde

Med min baggrund – de regler jeg ikke forstod og mine forældres

akne. Jeg blev kaldt pizzaface med alt

skilsmisse – har jeg ofte følt, at jeg måtte starte helt fra bunden

mulig ekstra på. Den dag i dag griner jeg

af. Jeg havde aldrig nogen til at fortælle mig hvordan og hvad jeg

af dem, der mobbede mig. Min akne er

kunne gøre i de små detaljer af livet som jeg fandt væsentlige og

blevet mit kendetegn, og jeg vil ikke have

værdifulde. Ikke nogen til at give mig nogle retningslinjer for at nå

en laser operation eller noget, for det er

frem her i livet. For mig handlede det ikke kun om uddannelse og et

sådan Radia ser ud! Men dengang gik det

sikkerhedsnet, det handlede også om min indre frihed. Det er som

mig psykisk på. Det eneste sted, jeg ikke

om, jeg havde fået en masse ind på vrangen, en masse info som så

blev mobbet, var i Pigeklubben. Så også

skulle redigeres indeni mig og flettes ind i det jeg står for. Det var

på den måde var det et helle.

det, pædagogen fra AskovFonden hjalp mig med. Hun bekymrede sig om os og tog os alvorligt. Hun lærte os, hvordan vi lærer at finde

Hvis pigeklubben ikke havde eksisteret,

ud af, hvad vi selv tænker om tingene.

havde man helt sikkert set mig hænge mere ud på gadehjørnerne sammen med

De sidste par år i Pigeklubben har været sådan lidt on and off,

tøserne. Det var jo det, man gjorde, hvis

når jeg har brug for at være i mit helle, tager jeg derned. Vi piger

man ikke var i pigeklubben. Det var sådan

voksede fra hinanden, men de år vi havde sammen dér var med til

noget teenage-noget med at hænge ud

at forme mig. Derfor var Pigeklubben et dejligt sted at komme og

på specifikke gadehjørner, for vi skulle

et fantastisk sted at være. Det var noget særligt. I modsætning til

beskytte vores kvarter. Beskytte hinanden

derhjemme, hvor stemningen var trykket, og skolen, hvor der kun

imod folk, som ville os det ondt. Vi havde

var dårlig energi, var Pigeklubben en helt anden verden.

sådan noget med, at vi skulle være der for

Et sted, hvor der var godt og trygt. Et varmt sted, et rigtigt sted.

hinanden, selv om vi ikke kendte hinanden

Mit sted.

særlig godt. Inde i vores hoveder gjorde

.

vi gaderne lidt mere barske end vi kunne se, de var. Det, der foregik, skete jo ikke foran vores øjne, det foregik i undergrunden og bag ved høje bygninger. Nørrebro i

13

ASKOVFONDEN ASKOVHUS

NU ER JEG PÅ VEJ TRODS ÅRELANG ANOREKSI,

et hav af indlæggelser og 13 selvmordsforsøg har Cornelia

med stor hjælp fra Askovhus fået mod på livet. Hun er blevet gift, har en søn og er i gang med en uddannelse til socialrådgiver.

Min sygdom begyndte, da jeg var omkring 13 år. Jeg dyrkede meget sport, var gymnast og dansede meget. Pludselig fik jeg en knæskade, der blev negligeret, fordi jeg var så ung.

De sagde, det var vokseværk, så jeg fortsatte med at træne. Først tre år senere fandt man under en operation ud af, at mit korsbånd var sprunget. Og et halvt år efter operationen viste det sig, at lægerne også havde overset en 2,5 cm dyb flænge i noget brusk bag knæskallen, og det endte med, at jeg udviklede en nervesygdom. Men da jeg fik skaden, kom jeg ind på Rigshospitalets smerteklinik, og der kunne de se, at der også var noget andet, noget psykisk, der fyldte helt vildt meget for mig.

Da jeg var seks år, overværede jeg, at min mor fik tæsk af min søsters far. Min søster var lige født, så jeg måtte ind og hente min nyfødte søster og videre ind til naboen, så der kunne komme hjælp. Jeg skulle være voksen ret tidligt og prøvede at leve op til at være min mors sparringspartner. Da jeg var 13, skred det hele. Min mor fik en ny kæreste, og så var jeg ikke sparringspartner længere. Samtidig fik jeg det med mit knæ og kunne ikke træne. Jeg fik at vide, at det ville tage et halvt år, men det tog syv år med krykker og skidt og møg.

Jeg tror på mange måder, at min spiseforstyrrelse og senere anoreksi blev en måde, jeg kunne flygte fra det hele på. Jeg kunne i hvert fald styre, at jeg ikke blev tyk. For jeg skulle jo tilbage til gymnastikken og dansen igen. Men det tog overhånd, og jeg mistede overblikket.

Jeg røg ind i en verden, hvor virkeligheden var forvrænget. Det handlede om nogle åndssvage ting.

Bare jeg havde taget 200 gram på, gik min verden i stykker. Jeg tabte mig helt vildt, og det påvirkede også min hjernefunktion. Da jeg vejede 33 kilo, gik jeg i stå midt i samtaler, og der var bare ikke noget at hente i mit hoved. Der var jeg ved at stille træskoene.

Jeg fik kontakt med Askovhus i 2003. Det kom i stand via overlægen på Anoreksiklinikken på Rigshospitalet, hvor jeg først var i ambulant behandling. Indtil da havde jeg bare været indlagt på medicinske afdelinger og havde ikke selv tænkt, at jeg havde en spiseforstyrrelse.

Så da jeg endelig langt om længe fik en diagnose, var det svært at forholde sig til det. Og

14

så det at skulle ud af det igen. Der var en periode, hvor jeg fik behandling forskellige steder i

ASKOVFONDEN ASKOVHUS

landet, men overlægen fra Anoreksiklinikken og min kontaktperson på Askovhus var hele tiden inde over, og i 2006 flyttede jeg ind i en af Askovhus’ boliger i Brohusgade på Nørrebro.

Jeg fik så meget støtte. I weekenderne fik jeg fire besøg om dagen, hvor de spiste med mig. Det var helt ekstraordinært.

Normalt har man én spiseaftale om ugen, og det er dét, men jeg skulle have alle mine hovedmåltider dækket, og det blev der bakket intensivt op om. Det var en turbulent tid. Jeg var stadig inde i sygdommen. På den

ene side ville jeg rigtig gerne videre med mit liv, og på den anden side var det også bare svært.

De skulle sørge for, at jeg fik spist min mad, fordi jeg havde rigtig svært ved det. Det var for voldsomt for mig. Men det hjalp, at der kom nogen, og at de var der til at tage den uro, der kom bagefter. De betød rigtig meget for mig, at personalet på Askovhus var så fleksible. Det hele var lagt i skemaer, hvem der skulle komme klokken hvad. Det fungerede rigtig godt, og gradvist blev det bedre.

Alligevel blev jeg indlagt på den almindelige psykiatriske afdeling, efter at jeg havde taget alt for mange afføringspiller. Der havde de ikke rigtig nogen erfaring med spiseforstyrrelser. De kom med mad, man kunne gøre med, hvad man ville, og alligevel kunne de ikke forstå, at man ikke tog på. Så kom min kontaktperson fra Askovhus og sagde til dem: ”Vi har

15

ASKOVFONDEN ASKOVHUS

nogle gode medarbejdere. De kommer hver aften og spiser med Cornelia”. Så jeg havde seks bo-medarbejdere, som kom i turnus, primært i hverdagene. Min kontaktperson kom og holdt samtaler med mig, og det betød meget, at jeg bare kunne ringe næsten døgnet rundt. Hvis hun ikke lige tog den, ringede hun altid tilbage. Jeg har nærmest været indlagt on and off i tre år. Jeg har haft 13 selvmordsforsøg, også imens jeg har været indlagt, men fra især Askovhus og Anoreksiklinikken fik jeg råd og støtte, og det gode samarbejde har betydet alverden.

Jeg har virkelig været overrasket over, at de har lagt så meget energi i at hjælpe mig.

Sidst i forløbet, da jeg var indlagt, blev jeg optaget på socialrådgiveruddannelsen.

Jeg søgte om revalidering og fik den bevilget.

Men så ville de alligevel ikke give mig den, fordi jeg havde søgt ind på lige netop den uddannelse. De mente ikke, at jeg egnede mig rent psykisk til den, at det ville være for mentalt belastende for mig at skulle arbejde med

blev gravid, fik han lov til at flytte ind som

andre, der måske havde det psykisk dårligt. Men igen gik Askovhus og Anoreksiklinikken ind

backup, så jeg ikke skulle få tilbagefald.

og bakkede mig op, og sagde, at jeg sagtens kunne klare det. Revalideringen gik igennem,

Man ved ikke, hvordan det kan påvirke én

og jeg fik at vide, jeg kunne starte på uddannelsen. Det løftede min selvtillid, og jeg tænkte,

at være gravid, så det var rigtig fedt, at han

at jeg måtte hanke op i mig selv. Jeg ville gerne have et liv med børn og mand. Jeg måtte

kunne få lov til at flytte ind officielt.

gøre noget aktivt, og jeg tænkte, at det kunne være fedt at få en hund. Jeg vidste, at hvis jeg havde en hundehvalp, ville det være rigtig svært at bede om at få den passet, hvis jeg skulle

Mange anorektikere har svært ved at sige

indlægges. Man måtte ikke have hund i Brohusgade, men ved alles hjælp fik jeg ordineret

fra. Jeg er klassisk og lige efter bogen

en lille terapihund. De gjorde en undtagelse, og jeg har ikke været indlagt på grund af min

på det punkt. Jeg siger gerne ja til alt og

spiseforstyrrelse siden. Det er selvfølgelig ikke kun min hund, der har gjort det. Men det,

tænker mere på andre end mig selv, er

at jeg havde nogen, der havde brug for mig, og at der samtidig var nogle fremtidsplaner,

meget pæn i det og vil gerne være god ved

gjorde, at jeg bare ikke måtte fucke det op. Det var selvfølgelig benhårdt.

alle. Man lærer i behandlingen at sige nej, og at man godt må sige nej, men verden

16

Fire måneder senere mødte jeg min mand. Uofficielt flyttede han bare ind den dag, han

uden for er jo ligeglad med, om jeg har

kom. Han var med, når bo-medarbejderne kom og lavede mad en gang om ugen, og da jeg

lært at sige nej. Min spiseforstyrrelse er der

ASKOVFONDEN ASKOVHUS

stadigvæk, og når jeg er presset, ligger det lige for at synes, at jeg er for tyk. Men jeg kender advarselssignalerne, og det gør, at jeg kan nå at råbe vagt i gevær, for jeg har ikke lyst til at komme der hen igen. Jeg har min søn nu, og han skal ikke være påvirket af at have en mor, der har en

spiseforstyrrelse.

Den her sygdom er jo ret kompleks og er egentlig bare et symptom. Når noget er svært, kommer alle de gamle mønstre op igen, og man begynder måske at skære ned på maden igen, selv om det i virkeligheden handler om, at det kan være svært at starte på en uddannelse. Jeg havde jo ikke arbejdet med noget, før jeg startede. Jeg var ældre end de fleste, men det var fordi, jeg havde været syg så længe. Så selv om min kontrakt med Brohusgade udløb i 2011, er jeg fortsat med at komme i Askovhus, og jeg taler stadig en del med min kontaktperson. Så taler vi for eksempel om, hvordan man tackler det, når man har været lukket ned i så mange år. Jeg skal jo lære at bo og leve og agere ude i samfundet.

Jeg er blevet gift med min mand, vi har vores søn, jeg har min uddannelse. Nu er jeg på vej.

Samtidig med min sygdom har jeg gået i terapi i mange år, for en stor dels vedkommende i dialektisk adfærdsterapi, som de også bruger i Askovhus. Jeg har kunnet bruge rigtig meget

.

af det, og det tror jeg også har været med til at forme mig. Når jeg hører folk sige, at de ikke kan ændre på noget, så vil jeg se det, før jeg tror det. For det kan man godt. Det tager bare lidt tid

17

ASKOVFONDEN DIALOG MOD VOLD

MEN DERFOR KAN JEG JO GODT DRØMME… SIMON

hadede sin far, når han slog moren. Men volden

blev også Simons sprog. Indtil den dag han mistede sin kone, fordi han stak hende nogen på hovedet. Nu er han startet forfra, og har ikke opgivet håbet om at finde en kvinde, der vil have ham, for den han er.

Hvad kærligheden angår, kan man sige, at jeg var havnet der, hvor jeg altid havde drømt om at være. Jeg fandt mit livs kærlighed, en kvinde jeg forgudede, hende jeg ville bruge resten af mit liv med. Det var nøjagtig det, jeg havde drømt om. Indtil jeg stak hende nogen på skrinet.

Jeg har ikke nogen helt klar erindring om, hvornår det blev naturligt for mig at udøve vold. Men det startede tidligt i teenageårene, hvor jeg havde været udsat for mobning i forbindelse med, at vi flyttede længere ud på landet, og jeg ikke lige passede ind i kliken i den lille flække. Der slog jeg sgu fra mig, og det gav en form for respekt. Jeg tror, det var der, jeg fandt ud, at

jeg kunne løse komplekse problemer med vold.

Der var altid ballade hjemme i min familie, skænderier var dagligdag. Jeg husker

18

utallige episoder fra familiefester med

ASKOVFONDEN DIALOG MOD VOLD

slagsmål, pinlige scener og optrin fra min

som en del af pensum. Min mor drikker

jeg holdt allermest af. Man kan altid finde

fars side - også inden for hjemmets fire

overhovedet ikke, og jeg ved ikke, hvorfor

en forklaring. Jeg ved også, hvorfor jeg gik

vægge. Min far har drukket massivt, så

de blev sammen. Jeg ved heller ikke,

amok den dag, men jeg kan ikke forsvare

længe jeg kan huske. Han er uddannet

hvordan han kunne klare at holde på sit job,

det, uanset hvad jeg gør og siger. Det hele

håndværker og lærte at drikke bajere

men det kunne han. Han kom ofte meget

bundede i jalousi, og hun sagde nogle rigtig

fuld hjem, og sommetider fik min mor

modbydelige ting til mig. Jeg kunne have

nogen på hatten. Så sagde min mor:

rejst mig og være gået, og det havde jeg

Nu flytter vi! Men det gjorde vi ikke. Han

prøvet rigtig mange gange, men det blev

kom på antabus og holdt op med at drikke

balladen kun større af. Jeg er virkelig dårlig til

i en periode. Indtil han begyndte igen, og sådan gik det i ring. Min far er en god mand,

at modtage kritik. Hun kritiserede mig, og jeg tog det som et angreb og blev sur, og så slog det klik.

når han ikke drikker, men når han gør … pyha.

Det var ren affekt og afmagt. Og da det var sket, rev det tæppet væk under mig. Jeg

Det har smittet af på mig. Jeg kan godt

har hadet min far, når han var voldelig, og

lide fester og farver. Men de fester har altid

nu blev jeg selv det, jeg hadede allermest.

resulteret i ballade, og jeg har også opsøgt ballade i stor stil. Jeg har en aggression i

Forinden havde min kone og jeg gået i

mig, som bare skal ud. For helvede, hvad

parterapi. Jeg syntes, parterapeuten var

jeg ikke har lavet af vanvittige ting! Når

meget partisk. Jeg fik at vide, at vold var

man bliver kriminel, kan man ikke lave

min identitet. Først bagefter, da det var

relationer til almindelige mennesker. Man

gået galt med min kone, fandt jeg ud af,

får et forskruet billede, for alting kommer

at terapeuten havde ret.

til at handle om penge. Jeg har en kriminel løbebane. Jeg er dømt for noget hash, har

Jeg har bygget et had op hele mit liv

en dom for bankrøveri og lang serie

og gået med en vrede i mig hele tiden.

af voldsdomme bag mig.

Og det er hårdt at opleve, at jeg levede som det dumme svin, min far var. Jeg er ikke ond.

Jeg har udøvet vold over for min familie.

Jeg har aldrig ønsket at undertrykke min

Jeg har tævet min egen far. Jeg har set,

kone eller være dominerende. Jeg har for

hvordan han var gennem hele min opvækst.

eksempel aldrig diskuteret en opvask eller

Jeg advarede ham, da jeg var 14, da han

en ridse i bilen. Mit problem har været, når

havde fat i min mor, og da jeg blev 18, fik

der kom personlig kritik ind i det. Så blev

han virkelig bank. Jeg har udøvet vold i

jeg nærtagende. Jeg er sikker på, jeg har

skolen, på min arbejdsplads, på værtshuse

savnet anerkendelse. Det hele bunder i

og i form af kriminel vold. Og så hustruvold

mindreværd. Jeg har følt mig som røv og

… Det er hustruvolden, jeg har så svært

nøgler, men jeg har altid fået respekt og

ved at tage på mig. At jeg har tævet den,

anerkendelse ved at udøve vold. Men for

19

ASKOVFONDEN DIALOG MOD VOLD

fanden, hvor jeg skammer over, at jeg slog

været igennem. At der var kommet et

jeg møder en, så

min kone. Jeg gik også helt stille med det i

sympatisk menneske ud af det, og det blev

skal jeg svare på

fængslet. Hustruvold er bare det laveste. Ingen

jeg overrasket over, for jeg troede ikke, man

det obligatoriske

derinde vil sige, at de har tævet deres kone

kunne nå ind til sådan en fyr. Men det kan

spørgsmål ”har du

eller kæreste. Det gør man bare ikke. Det er

lade sig gøre.

nogensinde slået

det mest nederen, man kan gøre. Hvis du

på en kæreste?”.

spørger folk, om de har slået deres kæreste,

I gruppen taler vi om, at man ikke skal

Og jeg er tvunget

vil 99 procent sige nej. Uanset om de har

forsøge at ændre det, som ikke kan

til at svare ja, selv

gjort det eller ej. Det er et tabu.

ændres. Ikke kæmpe de kampe, der ikke

om tanken giver

kan vindes. Jeg kan ikke bare sige til mig

mig myrekryb.

Da det var gået galt, tog jeg selv kontakt til Dialog Mod Vold. Helt frivilligt. Det var ikke noget,

selv, at jeg ikke skal skamme mig over det,

Jeg ved godt, jeg

jeg har gjort. Jeg er så flov over det, at jeg

har skabt dårlige

nogen trak ned over hovedet på mig. Man

nærmest har haft lyst til at hoppe ud foran

odds for mig selv,

er nødt til selv at erkende, at man har et

et tog. Men det nytter ikke. Jeg skal arbejde

men derfor kan jeg

problem, ellers kan man ikke blive hjulpet.

med det, og det kan jeg alene. Man må tale

jo godt drømme

Jeg har snart gået herinde i to år, og det er

med andre om det og prøve at finde ud af,

om den store

lidt usædvanligt med så lang tid, men jeg

hvordan man kan gøre tingene anderledes

kærlighed. Jeg

var også lidt ekstrem.

i fremtiden. Det første er at finde ud af ens

håber klart at finde

egne grænser og lære at sige fra i tide.

en kvinde, der vil

Jeg startede med individuel terapi, inden

tage mig for det

jeg kom i gruppeterapi. Indimellem er det

Min familie ved, at jeg er i behandling, og

gode, jeg har i mig,

svært at sidde i en gruppe med folk, man

det får jeg faktisk anerkendelse for. Og det

og gerne en, der vil

ikke kender. I den første gruppe var der

er nyt at finde ud af, at jeg får anerkendelse

give mig den glæde

rigtig dårlig kemi. Jeg kom kun tre-fire

for at gøre noget andet end normalt. Det er

at blive far en

gange. Så kom jeg i en ny gruppe, og den

jo en sund anerkendelse.

skønne dag.

er jeg meget glad for at være i. Man sidder og får at vide, at man ikke må dømme

Nu har tingene desværre formet sig, som de

andre, fordi man ikke er i en position,

har, og jeg må forholde mig til, at jeg skal

hvor man kan tillade sig at dømme andre.

finde en ny drøm. Jeg har jo altid set ned på

Der kommer folk med mange forskellige som lavede psykisk terror og drev sine

de af mine venner, som trak sig tilbage og ville leve et stille og roligt liv. Men det er nok det, jeg i virkeligheden gerne selv vil. Jeg har bare ikke

ekskærester til vanvid. Han skabte virkelig

kunnet finde vejen derhen. Jeg drømmer

dårlig stemning i gruppen, og jeg havde

om på et tidspunkt at finde en, der kan

det meget svært med ham. Så talte jeg

acceptere min fortid. En, der tager mig

med lederen, der gjorde mig opmærksom

for den, jeg er - og for den jeg har været.

på, hvor stor en udvikling stalkeren havde

Udfordringen for mig er, at næste gang

problemer. For eksempel var der en stalker,

20

.

ASKOVFONDEN DIALOG MOD VOLD

21

ASKOVFONDEN DIALOG MOD VOLD

OPGØRET MED ENSOMHEDEN VIGGO

fortæller om erfaringen med

faktorer, jeg kunne

at ændre sit liv, om sit forløb

ikke længere skyde

i Dialog Mod Vold og om sin dybe indsigt

skylden på andre.

i voldens væsen.

Det kunne jo ikke passe, at problemet

Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor

lå i mit valg af

jeg begyndte at se et mønster. Det

forkerte partnere.

gik ikke skide godt. Jeg opførte mig

Fællesnævneren

uhensigtsmæssigt i mine parforhold.

for de dårlige ting

Jeg havde på daværende tidspunkt fået

måtte ligge hos mig, i

endnu et barn med en kvinde, som jeg også

mine handlinger. Jeg

blev gift med, og det endte med at gå op i

kunne se, at mine

råben, skrigen og vold. Til sidst stillede min

børn havde det skidt,

kone et ultimatum, som lød på, at hvis jeg

min kone havde det

ikke fik noget hjælp, så var hun skredet.

skidt og jeg havde det skidt, så jeg måtte gøre noget for, at også de fik det bedre.

Den sommer, hvor det hele brændte på, gik

Herefter fandt jeg Dialog Mod Vold på nettet og tog kontakt til dem. Jeg blev ret hurtigt

jeg i første omgang til min læge. Jeg havde

indkaldt til samtale, hvor jeg blev oplyst om, at der i hvert fald var nogle måneders kø.

det ad helvede til, jeg kunne ikke stå op om

Til sidst ringede de så.

morgenen. Det tog min læge 5 minutter at stille diagnosen depression og udskrive en

Det første skridt er at indse, at man har behov for hjælp. Men det var svært at møde op den

recept på antidepressiv medicin. Nede på

første gang, at sige ja tak til den allerførste aftale. Der var jeg skide bange. Jeg var faktisk

apoteket tænkte jeg, ”det gør jeg bare ikke

ved at vende om. Jeg har førhen haft lidt at gøre med institutioner, som eksempelvis politiet,

det her. Det kan simpelthen ikke passe.

hvor man allerede fra starten bliver set som lidt af en delinkvent. Sådan var det ikke hos

Der må være noget andet man kan gøre”.

DMV. Her virkede folk langt venligere og fornuftigere, ikke som et stift offentligt system.

Jeg kunne ikke leve på den måde resten

Jeg følte, at jeg blev mødt. Det handler jo om at blive taget alvorligt for den man er, og for

af mit liv. Jeg fik en slags åbenbaring.

det man kommer med. DMV startede ikke med at fortælle mig, hvem jeg var eller hvordan,

Pludselig kunne jeg se mig selv befinde

jeg skulle opføre mig. Derimod var de åbne overfor hvem jeg var, og hvad jeg havde brug for;

mig i situationer, hvor jeg optrådte stærkt

”Hvad skal vi hjælpe dig med? Hvad vil du gerne lave om på?”.

uhensigtsmæssigt over for de mennesker,

22

som jeg holder allermest af. Der tegnede

Først gik jeg til individuelle samtaler en gang om ugen, før jeg begyndte i gruppeterapi.

sig et mønster, og jeg nåede til et punkt,

En sådan gruppe er et interessant rum, men det er også skræmmende, at skulle forholde

hvor jeg ikke længere kunne finde eksterne

sig til otte fuldkommen fremmede mennesker. Det tager tid at opbygge tillid, men man lærer

ASKOVFONDEN DIALOG MOD VOLD

23

ASKOVFONDEN DIALOG MOD VOLD

hinanden at kende på en anderledes måde.

betyder det ikke nødvendigvis, at man er en skiderik overfor sine medmennesker. På samme

Jeg aner f.eks. ikke, hvor de andre bor. Jeg

måde kan man se, hvis man kigger rundt i samfundet i dag, at der er mange mennesker, som

ved stort set ikke, hvad de laver til hverdag,

har det godt, og som har gode relationer og er elskelige overfor deres koner og børn. Det har

men til gengæld ved jeg om den ene, at han

selvfølgelig også kunne foregå for 70 år siden.

har fået enormt mange tæsk af sin far, og om den anden, at han tissede i bukserne

Det man har med hjemmefra hjælper én til at kunne håndtere det rod, den stress og den

hver gang han gik hjem fra skole og fik

vold man bliver udsat for i samfundet. Hvis der var nogen som havde langet ud efter mig,

bank, når han kom hjem med våde bukser.

eller en af de andre fra min terapigruppe, ville vi alle sammen prompte have slået igen.

Samtidigt ved de andre så nogle ting om

Mennesker med en anden baggrund ville i samme situation nok have dukket hovedet, eller

mig, som er uden for hvad man normalt ved

være gået den anden vej. På den måde er vi jo nogle individer, som sætter nogle mærkelige

om fremmede.

spor i vores omverden. Folk, der som jeg har været udsat for den ene eller den anden form for vold, laver overlevelsesstrategier som dybest set handler om ikke at mærke, hvad der

Man kan ikke sætte en type på os, der

sker - ikke at mærke hvem man er eller hvordan man har det. Vi har ikke lært at håndtere

udøver vold i nære relationer. Vi havde en

det, vi bliver bange for vores følelser og reagerer derfor udad, i stedet for at sætte os ned

aldersfordeling fra 25 til godt op i 60’erne

og forholde os til det. Bearbejdelse af sådan en angst er dagligt arbejde. Jeg kan mærke

og var i øvrigt fra forskellige steder i landet

det fysisk, hvis jeg har været udsat for noget truende, hvis der er nogen, som råber af mig

med vidt forskellige tilværelser; der var alt

eller lignende. Min krop reagerer direkte, jeg får det fysisk dårligt. Først senere kommer der en

fra håndværkere til kommunalarbejdere og

følelsesmæssig reaktion, og der er det vigtigt at forholde sig til, hvad der er sket.

akademikere. Vold sker i alle samfundslag, ikke kun i socialklasse 5. Jeg ser det selv

En af de helt store indsigter fra mit forløb hos DMV er, hvor meget éns virkelighedsopfattelse

omkring mig. Såvel direktører som ”sutter”

ændres af vold i familien. Rigtig mange af os voldsramte voldsudøvere sad jo der, og troede

kan være både voldelige og kærlige i deres

vi havde haft en helt almindelig og nogenlunde tryg barndom. Jeg tror, det er en del af

relationer. Jeg har venner i de højeste

grunden til, at det kan tage så lang tid at få noget hjælp. Som barn ved man jo ikke bedre.

samfundslag, som kunne have godt af en

Jeg vidste jo ikke, at det var forkert, når min farfar skød med små hårde umodne æbler efter

tur forbi DMV.

min bror og jeg. Det gjorde virkelig ondt, og han havde et mesterligt boldøje. En gang skød han durk igennem et af sine egne kældervinduer, så hårdt at ruden ikke knækkede, men bare

Jeg er ikke selv blevet slået, men jeg har

fik et fint rundt hul. Det var en leg, men en afsporet leg. Jeg troede, det var rigtigt, når han

været udsat for psykisk terror. Både min far

kaldte mig et skvat og en tøsedreng. Jeg troede min fars enorme fravær var sådan man var

og min farfar har haft problemer, både med

en voksen mand og en far. Man ved jo ikke bedre, og mange af os vokser op med de skæve

fysiske grænser, men også med psykisk

briller på, og går rundt og tror, at det er sådan man forholder sig til andre mennesker, sådan

terror. Min far mener, at min farfar bare

de må gøre ved mig og med det selvværd det giver at få bank eller blive terroriseret psykisk.

var en del af sin tid og at ”sådan gjorde man

Netop den forskydning i fortolkningen af verden er en pointe, der ligger mig på sinde. Jeg

dengang”. Det tror jeg ikke en skid på. Jeg

tror, der ligger en nøgle til forståelse der.

tror ikke på, at mennesket som art eller som

24

dyr ændrer sig så hurtigt. For 3 generationer

Da jeg begyndte hos DMV havde jeg - ligesom de andre i gruppen - en forestilling om, at

siden kan man sagtens have været en

det her var en slags kursus, hvor man kunne trykke på en knap, og så ville jeg holde op med

god og kærlig far. Hvis man er født i 1917,

at opføre mig voldeligt og i øvrigt fortsætte med mit liv. Det viste sig at være fundamentalt

ASKOVFONDEN DIALOG MOD VOLD

forkert. Det handler om, at finde en helt

I dag har jeg det bedre end jeg nogensinde kan huske at have haft det. Men på trods af, at

ny måde at være mig på. I lang tid havde

jeg snart har afsluttet forløbet hos DMV, synes jeg overhovedet ikke at arbejdet er færdigt.

jeg det som om, der var sprunget en

Jeg bliver aldrig færdig. Det er ikke et værk jeg er ved at færdiggøre, men et liv jeg er ved

håndgranat inden i mig. En svævende, trist

at leve, en livslang proces. Nu går arbejdet ud på at etablere kontakt, og at bruge mine

og glad fornemmelse, en lettelse over at få

venner og min familie, tale med folk; det at jeg fortæller om det nu, er en del af det, og jeg er

lukket op for noget, der havde gjort ondt

heldig at have nogle gode venner, som er der for mig. Når man begynder at fortælle om sit

så længe, at jeg troede livet var sådan, at

terapiforløb og om sin opvækst, går det pludselig op for en, hvor store og kærlige mennesker

det var et menneskeligt vilkår. En kæmpe,

ens venner kan være, selvom det selvfølgelig også har været en enormt hård opgave at sige

gammel smerte. Som et puslespil, der var

til sine venner: ”Jeg har været voldelig overfor min kone og mit barn. Derfor går jeg ude hos DMV for at

blevet samlet forkert med hobbykniv og

få noget hjælp. Tag lige stilling til det”.

tape og tyggegummi, som nu lå og flød i en bunke, med muligheden for at blive samlet rigtigt, med fejl og ar, men i den rigtige orden. Jeg har tit måttet opgive alt andet, når jeg havde været hos DMV. Ringet til en ven eller gået en lang tur, eller siddet med en cigaret ved søerne. Eller bare grædt.

Det bedste man kan gøre ved skyldfølelsen er at lære at leve med den, tillade den at være der. At sige undskyld, og at bede dine medmennesker om tilgivelse. Men også at acceptere, at en del af den skyldfølelse stadig er der bagefter. Skammen over at du har opført dig så fuldkommen åndssvagt, den vil jo altid være der. Det handler om at gøre noget for at ændre det mønster, man går rundt i. Der er en enorm kraft i at handle i forhold til det. Indrømme det overfor sig selv, og sætte en stopper for det. Man kan

Til tider har det været en kamp, at hale mig selv ud til møderne. Men jeg har ikke en eneste

sørge for, at det ikke gentager sig og derved

gang måtte aflyse eller vende om. Og det er især DMV’s store fortjeneste, fordi jeg har

tilgive sig selv. Skammen kan man aflive

kunnet føle mig fuldkommen tryg dér. Jeg kæmper stadig for mine børn og for mit ægteskab,

ved at fortælle om det. Jeg er stolt af at

men det er i hvert fald lykkedes mig at flytte mig selv. Jeg er ikke længere den samme

være i gang med dette arbejde, stolt af at

person, som jeg var for 2 år siden. Uden DMV havde jeg nok spist de piller min læge tilbød

være begyndt på at bryde min families arv,

mig, og så var jeg endt i det psykiatriske system. Måske er opgøret med ensomheden det

stolt af at tale om det, der er allersværest

vigtigste, jeg har lært under forløbet - det, at man ikke er sindssyg, at man ikke er alene om

at tale om.

det hele. Så ja, det har været en succes

.

25

ASKOVFONDEN KBH18+

ET FRISTED I MØRKET ALI

er opvokset på Nørrebro, i et

at vi har et sted at være, som ligger et

Klubben åbner klokken 17, og som regel

miljø med en altid lurende risiko

andet sted end på selve Nørrebro. Vores

tager jeg herhen, når jeg har fået fri fra

for at havne i bandekriminalitet. Men han

klub ligger i Ragnhildgade på Ydre

skole og har lavet mine lektier. Man kan

fandt sit fristed i KBH18+ - en klub, der

Nørrebro. Alle de unge, der kommer her,

også hjælpe de andre her. Alle prøver

har givet ham et sted at være væk fra

er fra Nørrebro. For os har stedet samme

at hjælpe hinanden. Vi har råderum og

gaden. Nu læser han finansøkonomi

mange muligheder i klubben. Vi kan spille

og vil være revisor.

funktion, som Jagtvej 69 havde for dem, der holdt til der. Det er vores sted, vi kan lide at være her.

For drengerøve som os kan det være en

Vi skal ikke længere hænge ud på gaden,

Der er træningsrum, hvor vi kan træne.

dårlig ting at vokse op på Nørrebro. Vi er

og det betyder, at vi ikke hele tiden

Et køkken, hvor vi kan lave mad sammen,

vokset op sammen, har alle boet i samme

skal være påvirkede af den kriminelle

hvis vi vil. De fleste af os ved, hvad vi vil.

område, vi er vant til at samles som

atmosfære. Det er en form for fristed eller

Der er en del, der går på uddannelser.

venner. Men det har altid været et skridt fra

helle. Når vores fætre ringer og spørger,

Der er mange, der laver noget aktivt.

bandekriminalitet, for vi har været omgivet

hvor vi er henne, og vi svarer, at vi er i

Nogle har små brødre, der begynder at

af kriminalitet. Derfor er det meget vigtigt,

klubben, så ved de, vi er et sikkert sted.

komme her, fordi vi kommer her, og så

playstation, computer, billard og se fjernsyn. Vi kan snakke og spille kort.

får de positiv påvirkning herfra. Der er en gensidig respekt mellem medarbejderne og medlemmerne. De ved, vi laver ikke ballade her. Jeg tror, det er den eneste klub i området, hvor der ikke er blevet fundet noget ulovligt. Det er i det hele taget et sjældent syn, at politiet er her. I andre klubber kan der være proppet med politi.

Vi er meget frie herude. Vi deltager ofte i sociale arrangementer med for eksempel Projektakademiet og Bolsjefabrikken, og på den måde møder vi andre slags mennesker, og får en varieret påvirkning.

Vi får lov til at være os selv, og får også lov til at tage på tur, det er rigtig rart. Når jeg fortæller om stedet, skulle man næsten tro,

26

vi er en isoleret ø, men det er vi jo ikke, vi

ASKOVFONDEN KBH18+

27

ASKOVFONDEN KBH18+

28

får bare set en anden form for samfund

klubben. Han kender jo os allesammen fra

det, vi gerne vil, og går ind i, hvordan vi

end det, vi er vokset op i. Der er mange

vores barndom. Han har også selv boet

kan realisere det. Når vi vil noget, skal vi

unge mennesker, der kommer herover i

på Nørrebro med sin familie. Jeg kender

kæmpe for det. For eksempel ville vi gerne

weekenderne, så man lærer mange sjove

ham, for to af hans nevøer boede i vores

på en tur. Så sagde han, vi måtte yde

mennesker at kende. Vi er nærmest en

gård. Han kan sit kram. Han giver os, hvad

noget for det. På den måde blev vi engagerede

forsamling af normale mennesker! Jeg

vi vil have på den gode måde. Han er ikke

i en projektdag, der hed ’Change Your Hood’.

kan virkelig godt lide ham, der er leder i

bare sådan ’ja ja’. Han forholder sig til

Det var i april 2013. Der var blandt andet

ASKOVFONDEN KBH18+

en workshop og en gadefest på det, der

vandpibecafé, og folk kunne også købe

hedder KTK-grunden i Ragnhildgade, og

kaffe og kage. Det var en kæmpe fest og

bagefter musik på Bolsjefabrikken. Vi var

rigtig hyggeligt. Så på den måde gjorde

med i den sociale del af arrangementet.

vi os fortjent til at tage på tur. Vi gjorde en

Vi stablede et folkekøkken på benene

indsats, og så fik vi lov. Alle var glade.

med stole og borde udenfor, hvor vi stegte bøffer og lavede burgere. Vi lavede en

Det er jo også et sted, hvor man bliver motiveret til at gå i gang med en uddannelse, og det er jeg også. Jeg læser finansøkonomi. Den åbner for, at man kan blive bankrådgiver eller ejendomsmægler eller revisor eller noget med økonomisk rådgivning. Faktisk åbner det alle dørene til alt i erhvervsbranchen. Jeg lærer en masse om finanspolitik, skattelovgivning, skatteregler og fradragsregler. Jeg kan godt lide det, fordi det er meget praktisk anlagt, altså hvordan økonomien egentlig påvirker os. Det er rigtig spændende. Min drøm er at blive revisor. 100 procent. Der er ikke noget federe i mine øjne. Tænk at komme på arbejde i jakkesæt. Det er bare lige min stil.

Klubben har givet mig virkelig meget, og det er et sted, vi passer godt på. Her er en god fællesskabsfølelse. Den kommer helt automatisk. Det er, som om der er en speciel aura omkring stedet. Den er dannet, uden at man har mærket det, men det kommer meget inde fra os selv, tror jeg.

Den er blevet en slags lys i mørket, og på den måde har jeg været heldig. Hvis den ikke

.

havde været her, kunne det jo meget nemt været gået en forkert vej, når man tænker på, hvor jeg kommer fra

29

ASKOVFONDEN MIR SKOLERNE

PLUDSELIG ELSKEDE HUN AT GÅ I SKOLE DET GIK IKKE

for Victoria i folkeskolen. Hun droppede ud, lukkede sig inde

jeg kunne ikke holde min klasse ud

i sin hættetrøje og var negativ. Da hun kom på MIR, blev hun

overhovedet. Jeg stoppede med at gå

tryg og følte sig set. Nu går hun på HF og har en drøm om at blive skolelærer.

Jeg er vokset op med min mor, som smed min far ud, inden jeg var fyldt et år. Han er alkoholiker og har psykiske problemer. Jeg har ikke noget forhold til ham overhovedet, og siden min mor smed ham ud, har jeg kun set ham to gange. Sidste gang var jeg 10 år, og siden har jeg ikke hørt fra ham. Jeg føler ikke, det er mig, der skal tage kontakt til ham, men omvendt. Han har aldrig vist interesse for mig, og det har jeg heller ikke for ham. Min storesøster på 22 har jeg et rigtig godt forhold til. Hun bor for tiden med sin kæreste hos min mor, så jeg ser dem næsten hver dag. Jeg er 17 år. Siden april 2013 har jeg boet på en ungdomspension med 10 andre unge, og det er jeg rigtig glad for.

Jeg havde det svært i folkeskolen. Vi boede i Gentofte Kommune, og jeg startede med at gå på én skole, men efter 5. klasse splittede de klasserne ad og blandede os, og det var rigtig skidt for mig. Så kom jeg på en anden skole i kommunen. Der var jeg indskrevet i halvandet år, men jeg var der nærmest aldrig, for jeg havde det ikke særlig godt.

30

Jeg vil ikke sige, jeg blev mobbet, men

i skole, og så sad jeg bare derhjemme.

ASKOVFONDEN MIR SKOLERNE

Sådan er jeg: Jeg har brug for at trække mig væk uden for mange forklaringer. Min mor var meget energisk. Op hver dag, og nu skal du i skole! Men jeg ville ikke, og hun vidste jo ligesom godt, at hun ikke kunne tvinge mig.

Hun kunne ikke bære mig over i skole, vel?

Så hver morgen havde vi et skænderi, og til sidst blev kommunen indblandet. Først var det meningen, at jeg skulle gå på efterskole, men det ville jeg heller ikke. Jeg prøvede Gentofte Ungdomsskole, men kun tre-fire dage, det var overhovedet ikke noget for mig. Da jeg efterhånden ikke havde gået i skole i et par år, var Skolen MIR

Der gik nu ikke så lang tid, før jeg godt

sidste udvej.

kunne lide det. Jeg havde brug for tryghed, og det er et lille trygt hus, hvor alle kender

Jeg var ikke særlig begejstret for den idé, for jeg følte, det var

hinanden. Der er mange lærere, tre lærere

noget, jeg var tvunget til. Jeg havde faktisk droppet tanken om at

om en klasse på otte elever. Så der er

gå i skole, for jeg syntes, jeg var dårlig til det meste. På det tidspunkt

meget tid til hver elev, de kan fokusere

var jeg meget indelukket og talte nærmest ikke med nogen. Jeg gik

på den enkelte. Der er ikke nogen elever,

rundt i hættetrøje og joggingbukser, og var meget negativ. Meget

der bliver glemt eller sakker bagud, for

anderledes end jeg er nu!

det bliver der taget hånd om. Lærerne

Jeg husker ikke så meget fra første skoledag på MIR, andet end at

kender én, og de er mere personlige, end de er på folkeskolen. De fleste, som kommer på

jeg blev taget godt i mod af alle elever og lærere. De fortalte mig

MIR, er her jo, fordi de ikke kan fungere

om skolen og sådan, og lidt om hvorfor de var der, og så spurgte

i folkeskolen. Fordi de er voldelige eller

de hvorfor, jeg var der. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Jeg

er blevet mobbet eller har diagnoser og

har fået fortalt, at jeg virkede lidt sky og sur de første par dage. Det

indlæringsproblemer. Men her tager lærerne

var mest, fordi jeg ikke gad gå der. Jeg blev især taget godt imod af

hånd om én. De kan se, hvis der er noget

Cecilie, som var den eneste pige udover mig. Hun var glad for, at der

galt, og så snakker vi om det. Det gjorde

kom en pige, så hun ikke var alene. Vi havde meget til fælles, og vi

de aldrig i folkeskolen. Skoledagen er fra

er stadig gode veninder.

kl. 9-14, man får opgaver, der passer til ens niveau, og der er ikke så mange lektier.

31

ASKOVFONDEN MIR SKOLERNE

Men det bedste ved MIR er, at man føler sig som en lille familie, og at man føler sig hjemme på skolen. Det er meget trygt.

For mig har det været super fedt at komme på MIR. Vi har for eksempel været på lejrture. Min første i 2011 var virkelig hård.

Jeg havde kun gået på skolen i en måned, og de første dage led jeg meget af hjemve.

Men skituren i 2013 var simpelthen så sjov og hyggelig. Det var som at være af sted med familien, fem dage og vi morede os meget alle sammen.

På MIR går man til eksamen som på alle andre skoler. Vi har bare ikke så mange fag, kun dansk, engelsk og matematik.

Til eksamen fik jeg tre 12-taller! I mundtlig dansk, dansk læseprøve og engelsk.

Jeg havde aldrig troet, jeg ville få så gode karakterer. Da jeg fik mit eksamensbevis til dimissionen, var jeg simpelthen så stolt af mig selv. Stolt over, at jeg klarede det, fordi jeg ikke havde gået i skole så lang tid og var kommet langt bagud. Og så endte jeg med at få 12 i både dansk og engelsk!

Jeg elskede at gå i skole, og da min mor så mig falde til på MIR, blev hun virkelig glad.

Da vi havde sidste skoledag, stod jeg en halv time sammen med lærerne og et par elever, der heller ikke var gået endnu, efter at de andre var taget hjem. Der var mange følelser, og jeg havde ikke rigtig lyst til at gå …

Nu er jeg startet på HF, og det går langt bedre end forventet. Jeg skal altid helst se tingene an, før jeg går ind i dem. Her på HF har jeg været på brobygning, og jeg har også snakket med nogle af min søsters veninder. Men jeg troede, det ville være sværere for mig, for jeg var i tvivl om, om jeg kunne finde ud af det med så mange elever. Men jeg tror, MIR har modnet mig. Jeg kommer stadig på MIR, og jeg kan få hjælp med det sociale, hvis der er noget, der kikser. Men jeg kommer faktisk ikke så ofte længere.

32

.

Min drøm er at blive skolelærer. Og det skal være på MIR. Jeg håber, jeg en dag kommer tilbage som lærer. Det kunne være fedt

ASKOVFONDEN AKTIVITETSHUSET

JEG SLIPPER DET NOK ALDRIG HELT NADIA

er 41 år, og med seks børn har meget af

hendes tid været bundet til hjemmet.

Aktivitetshuset blev hendes chance for at komme ud og møde andre kvinder, der som hende følte sig isolerede.

Jeg er oprindeligt fra Jordan, hvor jeg blev gift med en mand, der havde boet i Danmark i 26 år. Efter brylluppet kom jeg hertil. Det var i 1992. Jeg har seks børn, fire piger og to drenge. Det er et stort arbejde med så mange børn, og jeg har ikke haft så meget tid til mig selv. Børn har meget energi, og jeg har tit siddet med dem, når de lavede lektier fra klokken 20 til midnat. Jeg taler ikke så godt dansk, det er et svært sprog at lære. Jeg har lært lidt af mine børn, men min mand taler kun lidt dansk, for han har glemt det. Han er en ældre mand og på folkepension nu.

Jeg begyndte at komme i Aktivitetshuset i Skyttegade omkring år 2000, men jeg har holdt pauser, hver gang jeg har været gravid. Jeg startede med at komme her, fordi jeg trængte til at

computere. Men jeg er også blevet ved med at komme, fordi jeg

komme uden for hjemmet. Dengang var vi mange kvinder med små børn,

har fået hjælp til en masse ting. For eksempel havde min datter det

der følte os isolerede. Og det var fint, det var næsten som en lille børnehave.

ikke godt på sin skole. Der var altid mange problemer, tonen var grim, og de andre elever kunne ikke lide, at min datter var glad for

Jeg elsker at være her. Her kommer altid mange kvinder, og vi

at læse lektier. Det talte jeg med personalet i Aktivitetshuset om,

kan tale sammen, sy og dyrke yoga, lære om sund mad eller

og de hjalp mig med at finde en ny skole på Frederiksberg. Det var

33

ASKOVFONDEN AKTIVITETSHUSET

34

ASKOVFONDEN AKTIVITETSHUSET

med HF. De er begge flyttet hjemmefra og bor sammen med nogle veninder. Så jeg har stadig to drenge og to piger boende hjemme. Den største læser HF på første år.

De tre mindste går i 9., 6. og 2. klasse.

Så de er allesammen store nu. Meget er blevet nemmere, og pludselig er de alle fløjet hjemmefra. Mit håb er, at alle mine børn får en uddannelse, at de får arbejde, at de bor godt og bliver gift.

Jeg flyttede fra Nørrebro til Valby for nogle år siden, men jeg kommer stadig på Nørrebro, hvor jeg mødes med mine veninder. Vi drikker kaffe og taler sammen.

Jeg kommer også stadig i Aktivitetshuset, og nu hvor jeg har fået mere overskud, elsker jeg at hjælpe de kvinder, der kommer her. De ved ikke, hvordan man syr, og det kan jeg hjælpe dem med. For eksempel med at tegne mønstre, hvis de vil sy en bluse eller en kjole.

datter, der flyttede skole, også til Frederiksberg, også med hjælp

Nu når jeg begynder på sprogskolen, bliver det nok sjældnere, men jeg vil altid blive ved med at komme i Aktivitetshuset. Helst en gang om ugen,

fra Aktivitetshuset. De har også hjulpet med at ringe til kommunen

hvis tiden tillader det. Jeg elsker stedet, og jeg ved, jeg altid kan få

eller familieteamet, der følger min lille søn. Der har været mange

hjælp. Så nej, jeg slipper det nok aldrig helt

godt, og min datter blev glad. Året efter var det min næstældste

problemer med børnene, også i mit hjem, så vi har også fået hjælp til at finde en psykolog. De hjalp mig også med at udfylde papirer og blive

.

separeret fra min mand. Det er otte år siden, men efter tre år alene gik jeg tilbage til ham. Nu er vi sammen igen. Det var hårdt dengang, men mine børn savnede ham og ville gerne snakke med deres far.

Personalet i Aktivitetshuset har altid støttet mig og hjulpet mig, og det er jeg utrolig glad for.

Nu er min ældste datter færdig med gymnasiet, og snart starter hun med at læse til socialrådgiver. Den næstældste bliver snart færdig

35

ASKOVFONDEN KBH+

FRA ZERO TIL HERO …OG SÅ SAGDE JEG:

Prøv at høre Pia. Jeg er

via næver. Jeg begyndte at slås rigtig meget, jeg kunne ikke styre

glad for dit tilbud, men

mig, og hvis jeg følte at mine søstre blev truet, så ville jeg forsvare

jeg takker nej, for jeg vil gerne have en god uddannelse, så jeg

dem, beskytte dem. Selvom jeg kun var fem år gammel, så var jeg

kan tjene penge, få en god løn og forsørge min familie.

manden i huset.

Jeg har kæmpet hårdt for at nå hertil, og jeg aner ikke, hvad

Allerede i en ung alder kan jeg huske, at jeg var ude og handle,

Novo Nordisk er for noget”. Murtadha Issa (født 1992), der som

ordne vaskeri og være tolk for min mor. Det første arbejde fik jeg, da

attenårig blev kontaktet af MATCH med henblik på at deltage i

jeg var tretten. Alle pengene gik til min mor. Jeg prøvede at hjælpe

et undervisningsforløb, som forberedelse til en læreplads i Novo

og støtte, for jeg vidste godt, at vi havde det hårdt økonomisk. Min

Nordisk, ler højlydt ved tanken om, hvad han nær var gået glip af.

mor levede af bistand, så det var ligesom op til mig. Jeg var ikke den mest forkælede blandt vennerne. Det var jeg lidt ked af. Mine

Murtadha er opvokset på Nørrebro, hvor han, som barn af

kammerater fik jo alt, hvad de pegede på af deres forældre, og jeg

flygtninge, kom til som femårig. I de tidlige år i Bagdad var der

stod bare og kiggede på. Når vi for eksempel skulle ud og spise,

kun råd til et måltid om dagen til ham og hans to lillesøstre, så

det drejede sig om tredive kr. til en shawarma, så kunne jeg ikke gå

forklaringen på, hvorfor familien skulle flytte til Danmark var, at de

hen til min mor og bede hende om penge, og så var det altid mine

skulle forbedre deres vilkår. Murtadha var dengang uvidende om,

venner, der skulle lægge ud for mig.

at hans far led af sukkersyge, en sygdom der - kort efter ankomsten til Danmark - kostede ham livet.

Jeg må indrømme, at der har været tider, hvor jeg har været fristet til at gøre nogen ting. Hvad hvis nu jeg solgte hash ligesom alle mulige

Det var rimelig hårdt. Det, at du mister din far i et fremmed land,

andre? Så kunne jeg skaffe penge til min familie, forsørge den på

det betyder meget, og jeg kendte ham ikke særlig godt. Jo, jeg kan

den måde, gå den nemme og hurtige vej. Det har jeg været fristet til

huske, at vi gik på Nørrebro sammen, jeg gik ind i folk og så sagde

mange gange, men det har altid siddet i baghovedet, at det måske

min far: du skal altså lære at respektere andre folk. Du skal ikke gå

ikke ville ende godt. Hvis jeg forsvinder, så kan de ikke klare sig alene.

ind i dem. Giv dem noget respekt og du vil få respekt igen. Det er

Jeg turde bare ikke tage det skridt. Konsekvenserne for min

det eneste, jeg ligesom har tilbage fra ham. Ved at følge det råd

familie. Det turde jeg bare ikke. Jeg tænkte på, hvordan min mor

synes jeg selv, at jeg når rigtig langt. Det er nok det bedste råd, jeg

ville reagere, hvordan hun ville have det, hvis ja, hendes søn sad

har fået i mit liv.

i fængsel. Og hvordan ville mine søstre reagere, når nu jeg skulle være et forbillede for dem.

Men dengang min far døde, kunne jeg ikke dansk, min mor gik

36

ned med depression og det betød, at jeg rent faktisk blev hidsig,

Efter tiende klasse var Murtadha overbevist om, at HTX ville være

aggressiv, så den eneste måde jeg kunne kommunikere på var

vejen frem i livet. Dog lod han sig, med løfter om mentorordning og

ASKOVFONDEN KBH+

læreløn, overtale til at give MATCH projektet en chance.

Selvom jeg først takkede nej, valgte jeg alligevel at følge deres råd.

Jeg mødte op i en kælder i AskovFonden i pænt tøj, men det så ikke særlig godt ud, jeg havde altid det samme tøj på, og så mødte jeg alle de andre rødder. Og jeg tænkte: okay, hvor er jeg havnet henne? Det her er jo ikke, det er jo ikke Novo Nordisk, hvad er det her for noget? Altså, det er jo en flok unge fra Mjølnerparken og Blågårdsgade, jeg ved ikke hvad… Lundtoftegade, jeg tænkte, okay!

Jeg giver det alligevel et skud, jeg giver det et skud.

I MATCH skulle jeg først svare på, om jeg havde været afhængig af hash og narko, om jeg havde lavet kriminalitet, men jeg svarede jo nej til det hele. I starten skulle vi bare lære hinanden at kende. Der havde vi det sjovt. Vi spiste pizza hver dag, hyggede og spillede computer efter skoletid, og jeg tænkte, det er jo godt, det er sjovt, det er hyggeligt. Efterhånden blev det strammere. Vi skulle lære at opføre os ordentligt, komme til tiden og lave vores opgaver.

Efter et halvt år kom jeg i ”snusepraktik” i Novo Nordisk og jeg tænkte: det er sgu da pænt stort det her. Vi skulle ud og forstå, hvad Novo Nordisk faktisk stod for, prøve at arbejde i forskellige afdelinger. I starten var jeg lidt bange for, hvordan de ville reagere over for sådan nogen som os, med alt det man hører i medierne, det var jeg urolig for. Tøjet var helt anderledes. Her gik alle rundt med slips og jakkesæt og så kom vi, os fra MATCH, med det tøj du ser på gadeplan. At jeg har sort hår, og er mørk i huden kunne jo have betydet, at jeg var blevet behandlet på en helt anderledes måde, men nej. Sådan var det ikke! Det var ellers det jeg gik rundt og troede, fordi jeg aldrig før havde været på en rigtig arbejdsplads som denne her. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle falde ind, hvad jeg skulle tale om omkring frokostbordet. Men jeg stillede en hel del spørgsmål. Ja, jeg drev dem faktisk til vanvid med alle mine spørgsmål. Jeg var nysgerrig, og det synes de var lidt sjovt, for nogen af tingene havde de ikke en gang selv styr på. Vi havde åbenbart gjort et rigtig godt indtryk, så lige pludselig fik jeg faktisk tilbudt en læreplads i Peoples support. Jeg var jo helt oppe og flyve – lykkelig! Jeg tænkte: hvornår kommer min første løn?

37

ASKOVFONDEN KBH+

først og fremmest det med økonomien. Nu kan jeg hjælpe familien,

Dengang jeg startede i MATCH mente mine venner, at det var dumt af mig, men når jeg møder dem i dag og fortæller dem, at jeg arbejder i Novo Nordisk, så siger de, hvad gør du? Hvordan er du kommet derhen?

især min mor. Når hun har betalt sine regninger, er hun på minus.

Det er jo det, vi alle sammen har drømt om. At det er der jeg er,

Så er det jo min opgave og sætte den på plus igen. Mine søstre

bliver de lidt overraskede over. Det har lært mig, at man lægger

spørger om penge, og jeg kan sige værsgo’, og når jeg går ud

planer for fremtiden, men man aner ikke, hvordan den kommer til at

med mine kammerater og spiser, så er det mig, der giver!

se ud. Pludselig sker der noget, man får en mulighed, som man bare

Det, at jeg startede i Novo Nordisk, har gjort rigtig meget for mig.

I løbet af de tre år, der nu er gået, er der er sket en masse. Der er

38

ASKOVFONDEN KBH+

ikke kan sige nej til. Man er nødt til at ofre noget, man er nødt til at

ligesom ser på tingene på, på verden, den er fuldstændigt ændret.

træffe svære beslutninger, men så er det også op til en selv at gøre

Vi er blevet mere åbne overfor verden, og hvordan den egentlig ser

den god.

ud. I starten kender du jo kun de mennesker, der er dér, hvor du bor.

De ser hårde ud, men de har sådan en kerne indeni, ja, for eksempel

Fælles for os, der har klaret den, er egentlig bare, at vi har været

indvandrere, der hvor vi kommer fra, vi er jo meget hårde udvendig,

åbne for nye udfordringer. Vi har været klar til at forandre os og sige:

men prøv at se det som sådan en kerne, der er hård udvendig, men

nu har vi et arbejde. Vi kan se, at alle omkring os har økonomiske

blød indvendig. Det er sådan mange indvandrere er. De er hårde

problemer, men nu er vi sikrede, og så har vi også bare at holde

udvendig, i starten, men når du lærer dem at kende, så er de rigtig

fast i det. Sørge for at vi ikke, ja, at vi ikke skuffer vores forældre,

bløde indeni, og så vil de gøre alt for dig. I modsætning til hvis det

sådan som vi altid gjorde før. Det med at de siger, det er godt gået

var en dansker. Der er det omvendt. Han er blød udvendig, men

og forældre, der er stolte af en. Det er det, der gør, at du fortsætter,

hård indeni. Man spørger jo ikke en dansker om, hvor meget han

og samtidig er det også pengene. Nu behøver du ikke gå rundt

tjener om måneden vel? Der går grænsen. Det er jo personligt, ikke?

omkring, og lave noget kriminelt for at få penge mellem hænderne.

På den her måde er det rent faktisk OK, for du har knoklet for det.

Det vigtige er at bore sig igennem den der hårde kerne. Måden du gør det på det er ved hjælp af tillid og selvtillid. Tillid og selvtillid, det er vejen frem,

Du bliver mere bevidst og ansvarsfuld overfor de penge, du bruger,

fordi de mennesker har ikke særlig meget selvtillid. De tror ikke på,

for du ved, hvor de kommer fra, for du har faktisk selv knoklet for

at de kan opnå noget som helst. De tror, at hvis de ikke har nogen

dem, og er klar over, hvad de penge skal bruges til.

selvtillid, jamen, så kan de bare gøre, hvad der passer dem, fordi der er ikke nogen, der tror på dem alligevel, der er ikke nogen, der

Jeg har sagt til mange af dem som bor, dér hvor jeg bor: I har det

tænker på dem. De føler sig nede. Og tillid…ja, igen, medierne har

jo godt her, I er født i Danmark, jeres forældre arbejder, I mangler

gjort meget dårligt, og det gør, at tilliden er helt nede. Man stoler

ikke noget og alligevel siger I, at systemet og regeringen er imod

ikke på nogen. Men, hvis du har styr på de to ting dér, tillid og

jer. Men i virkeligheden er det jer, der bare ikke gider. Hvis I havde

selvtillid, så får du virkelig at se, hvor deres potentiale ligger, hvor

boet dér hvor I mener at komme fra, så havde I ikke kunnet klare

langt de faktisk kan nå. Ja, det tror jeg er nøglen.

jer én eneste dag. Det tror jeg ikke på, at I kunne. Så ville I virkelig skulle finde ud af, hvor meget man faktisk skal arbejde for at få

Fra zero til hero, det er mig. Det er dér, hvor du ikke har nok selvtillid

en skilling. Der er mange, der glemmer at sætte pris på alt det, de

og ingen tillid til nogen, men så sker der noget, du ikke havde

får, de har haft det så godt. Og så bliver de hurtigt påvirkede af de

ventet, og så forandrer det hele sig. Jeg føler mig faktisk som en

store, som spiller seje og hårde, og så bliver det bare en gentagelse

helt, og dér, hvor jeg bor, føler de også, at jeg er en helt. De synes

- generation efter generation. De tror, det er sejt, fordi de andre gør

jeg er kommet et nogenlunde ordentlig sted hen nu, så jeg betragter

det, men de burde indse, at de rent faktisk har potentiale til at nå

faktisk også lidt mig selv som en helt…hos min mor!

langt.

.

Dengang vi kom til MATCH, ville man ikke tænke, at vi havde potentiale. Om mange af os ville man tænke, at vi ikke kunne opnå noget som helst, men det har forandret sig. Nogle af os har være rimelig slemme. Men, i dag ville du ikke kunne genkende os. Tøjstilen er forandret, humøret, personligheden. Den måde, vi

39

KOLOFON AskovFonden Hvad siger eksperterne?

Copyright © 2013 AskovFonden 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-992315-2-2 AskovFonden Korsgade 60 2200 København N askovfonden.dk Journalist: Michael Holbek Jensen Fotograf: Henrik Vind Redaktør: Katja Faurschou, AskovFonden Bureau: addLemon Design: Nathalie W. Hovey Tryk: PrintDivision Tak til: Maj Bovin, Tine Freiesleben

40

Kopiering af denne bog må kun finde sted i overensstemmelse med aftale mellem Copy-Dan og Undervisningsministeriet.

ISBN: 978-87-992315-2-2