BROEN MELLEM DET OFFENTLIGE, CIVILSAMFUNDET OG DET PRIVATE

FREMTIDENS VELFÆRD SKABES I SAMARBEJDE MELLEM DET OFFENTLIGE, CIVILSAMFUNDET OG DET PRIVATE

Når vi taler om vores fælles velfærd, har de fleste en forståelse af, at det er noget, vi har til rådighed. Det betyder, at når vi har brug for hjælp eller står i en kritisk livssituation, er der et velfærdssystem, som griber os. Velfærd kan også beskrives som en ’god færd’ eller ’god vej’. I overført betydning peger dette på en tilstand, hvor livet forløber positivt og tilfredsstillende – ofte med fokus på trivsel, sundhed og sociale forhold.

I ASKOVFONDEN MØDER VI HVER DAG mennesker, der trods intentionen om at hjælpe dem er stødt mod systemet i en grad, så de ikke har følt sig tilstrækkeligt hjulpet. Det kan for eksempel være familien med et barn, der har behov for at få et særligt tilrettelagt undervisningstilbud, som har været igennem et utal af forsøg med inklusion i den ’normale’ skole og har oplevet skoleværing gennem længere tid. Eller kvinden med en spiseforstyrrelse, der trods gentagne indlæggelser ikke har fået brudt den negative spiral.

Når vi møder mennesker, der ikke har fået rettidig hjælp, bliver vi ofte opmærksomme på, at der er gået alt for lang tid fra, at problemet blev opdaget hos det enkelte menneske, til hjælpen iværksættes. Tid er en afgørende faktor, hvis vi skal forebygge, at et ungt menneske, der for eksempel er stoppet på en uddannelse på grund af angst, mister håbet om et normalt liv.

Vigtighed af hurtig hjælp understreges også af Louise, som har været tilknyttet Dialog mod Vold, i hendes interview i årsberetningen: “Det kunne have gjort en stor forskel, hvis man kunne få noget mere akut hjælp præcis i det øjeblik, jeg tog mod til mig. Ventetiden kan gøre det svært at holde fast. I den periode kæmpede jeg virkelig for ikke at miste håbet. Når man står midt i kaos, er det svært at tage det første skridt, så det er vigtigt at blive grebet med det samme, ellers løber man ikke den risiko igen.”

Min oplevelse er, at de fleste, der arbejder inden for socialområdet, er enige om, at vi kan blive bedre til at reagere proaktivt, når vi møder mennesker, der er udsatte, frem for at vente til det er gået galt.

Det kræver et større fokus på, hvad der er den rigtige hjælp for det enkelte menneske, samt en ny orientering, hvor vi anerkender, at den bedste hjælp kan være forskellig fra menneske til menneske.

En fælles forståelse for at vi Er nødt til at gøre noget andet

Gennem det seneste år har jeg besøgt mange af landets kommuner i forbindelse med min bog ”Man møder et menneske” om relationel velfærd. Jeg er faktisk meget imponeret over den selverkendelse, jeg møder, som handler om en fælles forståelse af, at vi skal blive bedre til at relatere os til de mennesker, vi møder. Både ved at være optagede af hvad den enkelte har brug for, men også i forhold til at have modet til at udfordre de systemog kulturbarrierer der kan stå i vejen. For eksempel i mødet med et ungt menneske, der ikke er tilknyttet hverken uddannelse eller arbejdsmarked, hvor det umiddelbare fokus er, hvordan vi kan iværksætte tiltag, der hurtigt får den unge i gang. Problemet er, at det i nogle tilfælde i højere grad handler om at få skabt trivsel omkring den unge - som en forudsætning for at komme i uddannelse eller arbejde.

Som Reformkommissionen beskriver i ”Nye Reformveje 3” fra 2023: ”Spørgsmålet er, om vi er nået til et punkt, hvor fokus på den enkelte borger er gledet i baggrunden – og hvor systemet i stedet er indrettet, så det mere end noget andet passer til de mange og sig selv.”

Måske handler det også om det økonomiske pres, der er i de fleste kommuner, men jeg er desuden af den opfattelse, at der er en fælles konsensus om, at vi skal blive bedre til at samarbejde på tværs af det offentlige og civilsamfundet. På den måde kan vi gribe flere mennesker, før de falder ud over kanten og bliver endnu et tal i den triste statistik over dem, der er udenfor.

Sammen kan vi gøre en forskel

For at forme og udvikle fremtidens velfærd handler det ikke om at finde én rigtig løsning, men om at finde de rigtige løsninger for den enkelte.

Det er ikke et spørgsmål om, hvor hjælpen kommer fra – det offentlige eller civilsamfundet – men derimod om et samarbejde mellem begge. Jeg er overbevist om, at der er et stort, uforløst potentiale i at blive bedre til at samarbejde på tværs af det offentlige, civilsamfundet og det private.

Som civilsamfundsorganisation har vi meget at lære, når det gælder om at bygge broer til offentlige indsatser. Samtidig ser jeg også muligheder for udvikling i den modsatte retning. Tænk, hvis fremtidens velfærd blev bygget på, hvordan vi bedst kan hjælpe den enkelte, frem for hvem der skal hjælpe.