Skip to main content

Arkitekturens Velfærdsøkologiske potentiale

Page 1

Arkitekturens velfærdsøkologiske potentiale

Arkitekturens velfærdsøkologiske potentiale

3


ARKITEKTURENS VELFÆRDSØKOLOGISKE POTENTIALE REDAKTION

GRAFISK DESIGN

Kasper Albrektsen

Alexis Mark, sat med AM Exner og

Caroline Richardt Beck

AM Exner Mono

Charlotte Bundgaard Marie Frier Hvejsel

ILLUSTRATIONER OG LAYOUT

Tom Nielsen

Amalie Lykke Baadsgaard

BIDRAGYDERE

TRYK

Naime Esra Akin

Narayana Press, Danmark

Niels Albertsen Ruth Baumeister

PAPIR

Nuria Casais

120g Munken Pure Rough

Anne Corlin

250g Rives Tradition

Sidse Martens Gudmand-Høyer Lotte Marianne Bjerregaard Jensen Aislinn McCarthy Mogens Andreassen Morgen Søren Nielsen Karen Olesen Katrina Wiberg UDGIVER Arkitektskolens Forlag Arkitektskolen Aarhus Exners Plads 7, 8000 Aarhus C, Danmark © 2026 Arkitektskolen Aarhus visionerforvelfaerd@aarch.dk ISBN: 9788791051296


Arkitekturens velfærdsøkologiske potentiale

Velfærd og økologi er reelle og presserende spørgsmål, som kan synes så store og adskilte, at de lammer handling frem for at engagere. Det er let at formulere kriser. Det er sværere at oversætte dem til noget, der kan handles på.

7

FORORD Vi lever i en tid, hvor de store spørgsmål trænger sig på. Spørgsmål om klimaforandringer, biodiversitet, human mangfoldighed, social ulighed og menneskelig trivsel. Spørgsmål om velfærd og økologi, der er reelle og presserende – men som også har det med at blive så store og så adskilte, at de lammer handling frem for at engagere. Det er let at formulere kriser. Det er sværere at oversætte dem til noget, der kan handles på.

Denne bog forsøger at samle tanker og udpege retning; den giver ikke færdige svar. Den skærper de spørgsmål, vi stiller som arkitekter, og peger på, at arkitekturen har noget særligt og uerstatteligt at bidrage med i mødet mellem det sanselige og det strukturelle, det lokale og det territorielle, det menneskelige og det, der rækker ud over os selv. Den peger på en arkitektur, der starter med stedet og med de kontaktpunkter, hvor mennesker, rum og omgivelser mødes og forhandles. Den binder viden sammen på tværs af fagligheder og insisterer på, at situationer – de steder hvor det byggede møder livet, naturen og fællesskabet – ikke er detaljer, men præcis dér, hvor arkitekturens egentlige helhedsskabende potentiale opstår. Og den insisterer på, at skønhed og sammenhæng ikke er modsætninger til handlekraft – men forudsætninger for den.


Arkitekturens velfærdsøkologiske potentiale

9

INDHOLD

Introduktion

10

Del 01: Velfærd og arkitektur

13

Del 02: Økologisk krise og arkitektur

25

Del 03: Velfærdsøkologisk arkitektur

39

Noter

52

Visioner for velfærd

59


Arkitektskolen Aarhus

10

Introduktion At situere sig – og bevæge sig derfra

Denne bog adresserer, fra et arkitektonisk perspektiv, et behov for at forbinde velfærd og økologi i relation til de forbundne kriser, Danmark som samfund står midt i. Bogen udspringer af et forskningssamarbejde på Arkitektskolen Aarhus med ambition om at belyse arkitekturens fagspecifikke potentialer i den radikale omstilling af vores miljø og ageren, som vi anser for nødvendig for at kunne formulere og udleve en velfærdsøkologisk praksis. Bogen er skrevet dels som en arkitektfaglig orientering i dette problemfelt, dels som en invitation til samarbejder på tværs af discipliner, undervisning, forskning, praksis, industri, forvaltning og andre aktører. Velfærd ét sted kan ikke legitimeres, hvis den skabes ved at forringe økologiske livsbetingelser andre steder – for andre arter, for andre generationer eller for andre territorier. Når vi flytter, genbruger eller omdanner materialer, ændrer vi relationer – i landskaber, byrum og bygninger. Disse handlinger indgår altid i større velfærdsøkologiske relationer. Disse relationer er grundlæggende. Derfor anvender vi i denne bog begrebet velfærdsøkologi som ramme for en gentænkning af forholdet mellem velfærd, arkitektur og økologi.

Arkitekturens velfærdsøkologiske potentiale

11

Vores hypotese er, at en velfærdsøkologisk tilgang må bygges på samspillet mellem mennesker, steder, materialer, økologiske strukturer og tid. At den ikke er en stabil tilstand, men udgør en kontinuerlig proces gennem vedligeholdelse, justering og omsorg. Det er vores ambition at skabe et metodisk grundlag for at forbinde viden om de allermindste valg, vi som arkitekter er med til at tage i de rum, vi lever i, med forståelsen af, hvordan disse valg er forbundet til større velfærdsøkologiske relationer på tværs af skalaer.

Bogen er opbygget i tre kapitler: ⁂

Det første kapitel behandler relationen mellem velfærd og arkitektur og spørgsmålet om, hvordan vores nuværende velfærd hviler på rumlige beslutninger og institutionelle logikker, der har sikret mere tryghed, lighed og forbedrede livsvilkår – men som samtidig har skabt presserende negative økologiske konsekvenser og uhensigtsmæssige ubalancer på tværs af territorier.

⁂

Det andet kapitel ser på relationen mellem økologisk krise og arkitektur, hvordan den manifesterer sig i nutidens byer, landskaber og velfærdsinstitutioner, og hvordan arkitekturen i dag er filtret ind i både krisens årsager og dens håndtering.

⁂

Det tredje kapitel søger syntesen mellem velfærd og økologi, i skitseringen af en velfærdsøkologisk tilgang til arkitekturen, hvor æstetikken aktiveres som rumligt kontaktpunkt, der forbinder materiale, skalaer, livsformer og forestillinger.


Del 1: Velfærd og arkitektur


Arkitektskolen Aarhus

14

Velfærd og arkitektur At bygge i en verden, vi har glemt at se som sammenhængende Velfærd er et politisk, økonomisk, samfundsmæssigt og socialt begreb, men samtidig også et konkret begreb, som manifesterer sig fysisk i det byggede miljø. Velfærd blev i efterkrigstiden institutionaliseret som et nationalt projekt med fokus på menneskelig trivsel her og nu, og arkitekturen var – og er – et centralt redskab i denne materialisering. Begrebet velfærd, som kommer af det oldnordiske velferð, refererer imidlertid principielt til det at ’fare vel’ og dermed til eksistentielle dimensioner af det at være på rette vej i livet, at trives.1 I dag, hvor der er større bevidsthed om, at den individuelle trivsel og mistrivsel er socialt og økologisk forbundet,2 er det afgørende at styrke evnen til at ’fare vel’ sammen, at gøre fælles brug af forskelligheder. Der er derfor behov for at udvide velfærdsbegrebet, så det indbefatter de forbundne kriser, som ikke kan isoleres til spørgsmålet om menneskets trivsel. Med velfærdsstatens opståen etableredes nye rumlige og institutionelle rammer for det, der blev forstået som ’det gode liv’, og som svar på konkrete mangler og behov.3 Efter anden verdenskrig var levevilkårene mange

Velfærd og arkitektur

15

steder præget af tætbefolkede byer, usunde boliger, utilstrækkelig infrastruktur og ulige adgang til sundhed og uddannelse. Velfærdsstaten bidrog til en markant omformning af disse forhold og til etableringen af et mere lige og trygt hverdagsliv for mange. Arkitekturen var her ikke blot et redskab, men en central medspiller i denne transformation. Skoler, hospitaler, boligområder og infrastrukturprojekter var konkrete manifestationer af politiske ambitioner om lighed og fremgang. Men allerede i denne succes lå en spirende udfordring. For hvad betyder det egentlig at ”fare vel”? Og for hvem? I dag står det klart, at ikke alle oplever den velfærd, som samfundet formelt tilbyder. Mistrivsel, ensomhed og psykisk sårbarhed præger den offentlige debat. Skæv adgang til sundhed og ressourcer består. Samtidigt peger undersøgelser af livskvalitet på, at vores trivsel hænger tæt sammen med kvaliteten af vores sociale relationer og oplevelsen af tilknytning til sted og fællesskab.4 Velfærd viser sig at være langt mere end økonomiske og kvantitative indikatorer og institutionelle ordninger. Den er relationel. Forvaltningen af velfærdens ressourcer giver samtidig anledning til konflikt. Hvem skal prioriteres? Hvad tæller som legitimt behov? Hvad opfattes som en rimelig fordeling? For at acceptere at fælles midler anvendes, må vi kunne spejle os i de tiltag, de finansierer.5 Vi har historisk søgt løsninger gennem økonomisk vækst og ekspansion. Når problemer opstod, udvidede vi: flere boliger, større hospitaler, nye institutioner, mere infrastruktur. Vi har – bogstaveligt talt – forsøgt at bygge os ud af kriserne. Denne tilgang har været mulig, fordi vækst blev forstået som forudsætningen for trivsel, og fordi planetens ressourcer blev opfattet som tilgængelige og stort set uudtømmelige.


Arkitektskolen Aarhus

18

Vi står i dag – som arkitekter – med en ambivalent fornemmelse. Når vi ser tilbage på efterkrigstidens byggeri og den praksis, vi stadig arbejder videre fra, gør vi det både med beundring og med et tungt medansvar. Mange af de arkitekter, vi fortsat refererer til som centrale skikkelser i faget, arbejdede netop i denne periode. De var med til at opføre et samfund præget af åbenhed og demokratiske værdier oversat til arkitektoniske kvaliteter, som ikke tidligere var set i det byggede miljø. I en række eksemplariske situationer lykkedes de med at skabe unikke rumlige kontaktpunkter mellem mennesker, miljø og samfund. Det gjorde de gennem en dyb og empatisk indlevelse i menneskelige behov og relationer, som blev oversat til rumlige kvaliteter i det byggede miljø, der muliggør og beriger livet. Disse kontaktpunkter inviterer beboere til at opbygge relationer i deres nærmiljø – i mellemrum og nicher, i fællesrum mellem boliger, i undervisningsrum hvor dagslys og forbindelser til uderum skaber differentierede rum for fordybelse og aktivitet, og i større byrum, byparker og institutioner, hvor møblerende detaljer i menneskelig skala formidler nærvær og anerkendelse og skaber rum for demokrati og sameksistens på tværs af forskelle. Igennem formgivningsmæssige valg har arkitekturen mulighed for at skabe æstetiske kontaktpunkter for mennesker og miljø, punkter hvor vi oplever at høre til, og som motiverer til samhørighed, punkter hvor arkitekturens rumlige sprog går i dialog med vores kropssprog. Som arkitekter er det vores hypotese, at vi kan lære af og bygge videre på disse kontaktpunkter og deres betydning for arkitekturens oplevede kvalitet6 og de stærke tværdisciplinære samarbejder, som den økologiske krise fordrer.7

Velfærd og arkitektur

19

Men for at forstå hvad der muliggjorde disse kontaktpunkter – og hvad der siden har gjort dem vanskeligere at gentage – må vi se nærmere på det planideal, de opstod i kraft af. Et ideal, der rummer en indre modsigelse, som stadig præger den måde, vi bygger og organiserer viden på i dag. Efterkrigstidens planideal var ikke blot en teknisk organiseringsform. Det var et politisk og etisk projekt.8 Zoneringen, optimeringen og den strukturelle adskillelse af funktioner var udtryk for en kollektiv ambition: at løse fælles problemer med fælles midler, at lade de bredeste skuldre bære mest, at undgå spild af knappe ressourcer og at sikre, at velfærd ikke var forbeholdt dem, der selv kunne betale for den. Det var et modsvar til årtiers ureguleret markedsøkonomi, hvor levevilkårene for mange var overladt til tilfældighedernes spil. I den forstand var planlægningen en forudsætning for det at ’fare vel’ sammen. Og alligevel. Den samme struktur, der muliggjorde en hidtil uset udbredelse af velfærdsydelser, indebar også en reduktion af den relationelle kompleksitet. Boligområder blev adskilt fra produktion, infrastruktur fra ophold og landskab fra by. Det skabte overskuelighed og teknisk optimering, men svækkede også de sammenhænge mellem mennesker, aktiviteter og økologiske processer, som ikke lader sig planlægge, men opstår i mødet mellem dem. De interdisciplinære samarbejder, som bar de bedste eksempler fra perioden, fik i takt med specialiseringen stadigt trangere kår. Det er derfor ikke efterkrigstidens planideal som sådant, der er problemet. Det er snarere de forskydninger, der fulgte i kølvandet – og som siden har forstærket sig selv: en organisering af viden og praksis, der i stigende


Velfærd og arkitektur

Vi mennesker har brug for hinanden og for at være del af naturen; sociale relationer opstår gennem gentagne møder, som vi finder kimen til i de unikke rumlige kontaktpunkter, arkitekturen åbner mulighed for at skabe.

21

grad optimerer dele frem for at tænke helheder,9 og en stigende kompleksitet inden for faget, lovgivningen, byggeprocessen, dokumentationskrav og ansvarsfordeling, som har gjort det vanskeligere at stille de spørgsmål, der ikke kan besvares inden for én sektors rammer. Denne organisering muliggør en hidtil uset effektvitet og udbredelse af velfærdsydelser, men indebærer også, at relationer mellem sted, ressourcer, livsformer og økologiske sammenhænge i mindre grad tænkes samlet. Det kan give indtryk af, at hvis vi samler de mest gennemberegnede konstruktioner, de mest funktionsoptimerede bygninger, de bedste mobilitetsløsninger, den mest effektive drift, de klogeste materialer – og fortsæt selv – har vi automatisk rammerne for den gode by og det gode liv. Det har vi ikke!10 Den arkitektoniske tilgang i efterkrigstiden må derfor forstås som et produkt af sin tid, formet af samtidens viden, prioriteringer og forestillinger om fremskridt. Samtidig indebærer den nogle forskydninger i forholdet mellem menneske, miljø og territorium, som i dag træder tydeligere frem. Disse forskydninger gør sig gældende på tværs af hele det urbane landskab – fra storbyen til det åbne land, fra det tætbebyggede til det rurale.11 Denne adskillelse genfindes ikke kun i det fysiske rum, men også i den måde, vores institutioner og arbejdsgange er organiseret på. Den offentlige og private praksis er struktureret omkring sektorer: miljø, sundhed, mobilitet, teknik, socialforvaltning med flere. Hver sektor har sit lovgrundlag, sine budgetter, sine succeskriterier og sine faglige traditioner. Forskellige fagligheder arbejder parallelt om det samme projekt, men oftest uden at overskride deres grundlæggende metodiske og erkendelsesmæssige rammer. Ingeniøren optimerer energisystemet, sociologen analyserer brugeradfærd,


Arkitektskolen Aarhus

22

og økonomen samler regnestykket, men de indgår sjældent i en syntese. Det er derfor vores observation, at vi har behov for at oversætte, kvalificere og integrere den store specialistviden. Byer og bygninger er i stigende grad formet af investeringssikkerhed samt teknologiske og infrastrukturelle hensyn fremfor til kvalitetsfuld beboelse. De dimensioneres til transport, parkering og adskillelse, snarere end til ophold, møder og fællesskaber, og de henvender sig i højere grad til maskiner (ikke mindst bilen) og tekniske infrastrukturer end til mennesker og andre organismer. Landskaber reduceres til forsyningsflader eller rekreative supplementer til byen, ikke til integrerede habitater og livsrum. Naturen forstås og behandles som et grønt tillæg frem for som en grundlæggende forudsætning, som vi selv er del af, og som ikke skal yde eller tjene mennesket for at få lov at være. I dag understøtter de fysiske miljøer derfor i ringe grad den tætte relation mellem menneske og omgivelser, som vi ved er afgørende for trivsel, sundhed og social sammenhængskraft. Dette til trods for at vi allerede i 1970’erne med tæt-lav-bevægelsens stærke økologibegreb, fokus på fællesskaber, brugerinddragelse og samarbejdsformer på tværs af discipliner og sektorer havde skabt et stærkt fundament for dette. Forskningen peger på, at mennesker har brug for hinanden og for at være tæt på og identificere sig med naturen;12 at sociale relationer opstår gennem gentagne møder, som vi finder kimen til i de unikke rumlige kontaktpunkter, som arkitekturen åbner mulighed for at skabe. Det er veldokumenteret, at byer, der fremmer muligheder for bløde trafikanter, ophold og uformelle fællesskaber, understøtter trivsel og sundhed.13 Alligevel bygger vi ofte, som om denne viden kan integreres senere – som et lag ovenpå den primære struktur.

Velfærd og arkitektur

23

Optimering er blevet den dominerende tilgang. Vi optimerer finansielle afkast, energiforbrug, driftsøkonomi og funktionelle forhold. Vi bæredygtighedscertificerer bygninger og beregner CO2-udledninger. Nødvendige og værdifulde redskaber, men som ofte opererer inden for en grundlæggende logik om adskillelse: projekt for projekt, struktur for struktur. Vi er blevet dygtigere til at optimere delelementer, men dårligere til at kultivere sammenhænge. Resultatet af optimeringens logikker er en rumlig virkelighed, hvor både mennesker og mere-end-menneskelige livsformer presses. Hårdt befæstede byrum, klimaskærme, der isolerer snarere end forbinder, og landskaber omdannet til tekniske installationer skaber en afstand mellem os og den verden, vi er en del af. Vi bebor bygninger og byer, som beskytter os mod klimaet, men som samtidig forstærker vores mentale og fysiske distance til de processer, der gør livet muligt.


Del 2: Økologisk krise og arkitektur


Arkitektskolen Aarhus

26

Økologisk krise og arkitektur En verden med begrænsede ressourcer Økologien bygger på en grundsætning i biologien om, at organisme og habitat ikke kan forstås eller studeres adskilt, men altid indgår i en relation.14 Denne grundsætning overses ofte, når økologi oversættes til byggeriet og reduceres til et materialeteknisk spørgsmål om ’grøn produktionsform’. Måske fordi den ikke forbindes med en kvalificering af de livsformer, vores byggerier danner habitater for. I de seneste årtier er det blevet tydeligt, at samfundet befinder sig i forbundne kriser – klimatiske, biodiversitets-, trivsels- og forestillingsmæssige. Grundlæggende er det en økologisk krise – økologisk, fordi den handler om ubrydelige relationer og sammenhænge,15 om at alting hænger sammen i én stor, kompleks organisme. Den økologiske krise udfolder sig som miljømæssige, sociale og økonomiske forskydninger og gør det umuligt at fastholde forestillingen om, at vores handlinger, praksisser og rumlige beslutninger kan betragtes isoleret.16 Videnskaben har dokumenteret, hvordan lokale forbrugsmønstre, planlægningsprincipper og byggeskikke er globalt forbundne – med konsekvenser for mennesker, arter og landskaber langt ud over egen placering i tid og rum.

Økologisk krise og arkitektur

27

Som arkitekter søger vi derfor igennem tværdisciplinære samarbejder at kvalificere arkitekturen økologisk og ud fra dens kapacitet for liv.17 Vi kan ikke stille os uden for disse sammenhænge. Vi må situere os i dem. At situere sig betyder at tage alvorligt, at mennesket bebor en planet med fysiske grænser for beboelighed. I en økologisk praksis understøttes relationer ved at forbinde det nære rums detalje og territorium i det byggede miljø – ved at forbinde os til vores omgivelser. Forestillinger og livsformer knyttes sammen. Vores byer og bygninger skal derfor ikke blot gøres grønnere, tættere, mere effektive eller transformeres med biogene materialer, men grundlæggende omdannes på et økologisk grundlag – som jordiske byer,18 som situerede praksisser,19 formet af deres territorier, materialestrømme og sociale relationer. Når en bygning opføres i dag, strækker dens påvirkning sig langt ud over byggepladsen og byggeøkonomien. Vi udvinder sand, grus og mineraler i konkrete landskaber.20 Vi producerer cement og stål. Vi transporterer komponenter over kontinenter. Vi etablerer kloakinfrastruktur, energiforsyninger og vejanlæg. Vi opvarmer, belyser og vedligeholder. Hver bygning indgår i et omfattende netværk af ressourcer, affaldsstrømme og økologiske konsekvenser onsite og offsite.21 Materialer udvindes, forarbejdes og transporteres gennem globale forsyningskæder, som sjældent indgår i den arkitektoniske forestilling om stedet. Det, der lokalt fremstår som en afgrænset intervention, er i praksis forbundet med territorier og økologiske strukturer andre steder. Denne forskydning indebærer, at centrale dele af byggeriets ressourceforbrug og miljøpåvirkning bliver vanskelige at erfare og adressere rumligt.


Arkitektskolen Aarhus

30

Samtidig formes materialevalg, konstruktionsprincipper og tekniske løsninger i stigende grad af globale standarder, industrielle logikker, regulativer og lovgivning. I de senere år er der udviklet metoder til at synliggøre disse sammenhænge, blandt andet gennem livscyklusvurderinger og andre former for kvantificering af miljøpåvirkning.22 Disse redskaber udvider forståelsen af bygningers påvirkning, men de indgår ofte som beregninger adskilt fra den rumlige og arkitektoniske bearbejdning. Dermed opstår en situation, hvor den økologiske viden er til stede, men ikke nødvendigvis integreret i den måde, steder og bygninger formes på. Disse tilgange peger mod en anden forståelse af arkitekturens materialestrømme, hvor eksisterende ressourcer i højere grad aktiveres.23 Men også her udfolder potentialet sig i spændet mellem globale strukturer og lokale praksisser. Arkitekturens sted kan dermed ikke længere forstås som afgrænset til det, der er synligt og nærværende. Det må i stigende grad begribes som indlejret i større kredsløb af materialer, energi og økologiske relationer, som rækker langt ud over den enkelte bygning. Det urbane landskab forandres i disse år med en hast og i en skala, der i sig selv er et udtryk for samtidens spændinger. Fortætning og omdannelse af havnearealer, tidligere industriområder og infrastrukturelle randzoner har skabt nye kvarterer og bydele. Byens grænser opløses og genforhandles.24 Men spørgsmålet er, hvilke rumlige og sociale kvaliteter der samtidig opstår – og hvilke der forsvinder. Mange nyudviklede byområder præges af høj tæthed, standardiserede boligtypologier og en klar prioritering af investeringssikkerhed. Stueetager aktiveres strategisk, og byrum udformes som programmerede opholdsrum.

Økologisk krise og arkitektur

31

Grønne elementer indtænkes som lokal klimatilpasning og rekreativ merværdi. Men ofte fremstår disse rum uforbundne til byen og landskabets større træk og sammenhænge – de er optimerede for drift, sikkerhed og ejendomsværdi snarere end for mangfoldighed og fællesskab. Samtidig ser vi, hvordan mobilitet og logistik fortsat sætter stærke aftryk i byens struktur. Selvom der arbejdes med cykelinfrastruktur, grøn mobilitet og bilreduktion, optager transportarealer stadig betydelige dele af det urbane territorium. Mange steder mangler der sammenhæng mellem byens grønne strukturer og det omgivende landskab. Byens rum er således i bevægelse – men ikke integreret i en økologisk forståelse af sted og territorium. Service- og oplevelsesøkonomien afspejles i de typer af byrum, der i disse år vokser frem i alle større danske byer, hvor caféer, restauranter, frisører og negleklinikker er dominerende funktioner. Bylivet har forandret sig til i langt højere grad at understøtte vores fritidsliv, og det bliver for dem, der har tid, råd og socialt overskud. Når vi omdanner by-og boligområder, er byliv blevet en businesscase, der visualiseres eksplicit for at tiltrække nye beboere. Denne forskydning viser sig også udenfor byzonerne. Store dele af det danske territorie er omdannet til effektive produktionsanlæg for landbrugsindustrien, der umuliggør andet liv end det, der produceres for. Kyster er bebygget og forsøgt styret i en grad, som deres dynamikker vanskeligt kan bære. Vandets bevægelser er reguleret og rettet ind efter tekniske infrastrukturer snarere end landskabets og vandets egne kredsløb.25


Økologisk krise og arkitektur

Økologien bygger på en grundsætning i biologien om, at organisme og habitat ikke kan forstås eller studeres adskilt. En grundsætning som også må lægges til grund for vores relationelle og situerede forståelse af arkitekturen som mere end et menneskeligt habitat.

33

Enorme infastrustrukturer gennemskærer landskaberne og skaber barrierer. Indgrebene er ofte foretaget med gode intentioner: sikring mod oversvømmelser, forbedret adgang, forsyning, effektiv arealudnyttelse samt udbygning af bolig- og erhvervsområder. Men disse praksisser har samtidigt haft konsekvenser for de økologiske balancer – og dermed også for vores egne livsbetingelser. I dette århundrede vil antallet og omfanget af stormfloder øges. Alligevel bygges der i kystbyer mere i områder med risiko for oversvømmelse fra stormflod end i andre områder.26 Intentionerne har været gode og baseret på de byudviklingspraksisser, vi har kendt igennem det 20. århundrede. Hér med ønsket om en god by med forbindelse til havet, der samtidig fordrer (økonomisk) vækst og øget tilflytning. I praksis betyder denne udbygning på lavtliggende arealer, tidligere vådområder og havbund, dog mere end blot oversvømmelsesrisiko. Udbygning på våde jorde betyder væsentligt øget ressourceforbrug til fundering, byggegruber og pumper. Arkitektonisk afspejler disse områder ofte en reference til tidligere tiders industrihavne i form af hårde kajkanter, høje indgangsniveauer og relativt ens bygningstypologier på tværs af byerne. De hårde kanter skaber ikke nye muligheder for liv i havet, og lokal klimatilpasning på bygningsniveau skaber mange steder afvisende byrum og vil på sigt ikke kunne beskytte mod havstigninger. Set i et længere tidsperspektiv betyder denne tendens, at udgifter og risici overføres til kommende generationer.


Arkitektskolen Aarhus

34

Trods gode intentioner står vi med en generel tendens, hvor konsekvenserne af at bygge i klimatiske risikozoner kan synes usynlige, da de er forbundet med landskabelige forhold, naturens forbindelser og andre tidshorisonter. I mange projekter træffes afgørende beslutninger om grundkøb, funktionsprogram, kvadratmeter og økonomi, længe før den rumlige bearbejdning tager form. Projektmodellen opdeler processer i faser og sektorer, og ansvaret fordeles på specialiserede aktører. Helheden samles ofte først sent i forløbet – hvis den overhovedet samles. Arkitektens rolle bliver dermed i vidt omfang at forme og optimere inden for allerede fastlagte rammer, der for ofte er definerede ud fra for få perspektiver. Arkitekter må insistere på at kunne være med til at definere rammerne sammen med mange andre fagligheder og perspektiver, hvis vi skal lykkes med at bringe vores viden kvalificeret i spil. Planlægningen opererer i et spænd mellem strategisk helhedstænkning og projektbaseret realiserbarhed. Kommuneplaner og visionsdokumenter formulerer langsigtede mål om bæredygtighed, social balance og grønne strukturer, men implementeringen sker ofte gennem enkeltstående lokalplaner, udbud og etaper, hvor økonomi og tidsplan får forrang. Den territorielle sammenhæng og mål om langsigtet bæredygtighed bliver sekundær i forhold til gennemførlighed. Selv inden for det enkelte byggeprojekt sker der en opsplitning i kontraktuelle ydelser, hvor opgaver fordeles på specialiserede aktører og projektfaser. Beslutninger træffes i adskilte spor, og den samlede forståelse af projektets rumlige, materielle og territorielle sammenhænge risikerer at blive svækket.

Økologisk krise og arkitektur

35

Forskellige aspekter af det byggede miljø – konstruktion, økonomi, drift, æstetik, miljøpåvirkning – håndteres hver for sig, ofte med forskellige succeskriterier og tidshorisonter. Resultatet er ikke mangel på viden, men en organisering af viden, hvor sammenhængen mellem delene bliver vanskelig at fastholde. I et økologisk perspektiv er dette en central udfordring. For hvis økologi netop udfolder sig i relationer mellem strukturer, aktører og skalaer, bliver det afgørende at kunne arbejde med disse relationer som helheder og ikke blot som summen af specialiserede bidrag. Også i den arkitektoniske detaljering afspejles samtidens situation. Facader bearbejdes med fokus på energikrav, montagevenlighed og vedligehold. Konstruktioner standardiseres for at reducere risiko og omkostninger. Vi har i dag et bygningsreglement, der primært er rettet mod nybyggeri, hvilket gør det vanskeligt at arbejde balanceret med restaurering og transformation af den eksisterende bygningsmasse.27 Når en ombygning af en eksisterende bygning påbegyndes, skal den ofte bringes i overensstemmelse med nutidens gældende krav, hvilket i mange tilfælde fører til både uhensigtsmæssige og unødvendige indgreb. Denne udvikling hænger sammen med en tiltagende markedsgørelse af byggeriet, den omtalte opsplitning af ydelser og den sektoropdelte styring. Dette medfører ofte en dokumentationspraksis præget af forsigtighed, hvor der sikres i større omfang end nødvendigt, hvilket understøtter en optimering af enkeltelementerne, men til gengæld går udover helheden og stedets fortællinger.28


Arkitektskolen Aarhus

Udfordringen er derfor ikke blot at invitere flere fagligheder ind omkring bordet. Udfordringen er at gentænke de rammer, hvori problemer defineres, prioriteres og finansieres. At være fælles om at udvikle kapacitet til at arbejde med sammenhænge frem for isolerede leverancer. At skabe et transdisciplinært beslutningsrum, hvor aktører på tværs af sektorer og skalaer kan formulere fælles mål fremfor blot at koordinere hver deres bidrag.29 Transdisciplinaritet – forstået som en praksis, hvor faggrænser overskrides, og hvor en fælles, integreret forståelse udvikles sammen med borgere, myndigheder, virksomheder og vidensinstitutioner – kræver en anden form for tidlig åbenhed, end den vi i dag har indrettet vores strukturer efter.

36


Del 3: Velfærdsøkologisk arkitektur


Arkitektskolen Aarhus

40

Velfærdsøkologisk arkitektur Velfærdsøkologi – mod en rumøkologisk arkitekturpraksis Arkitektur har altid været en bunden kunstnerisk praksis. Den arbejder inden for økonomiske, teknologiske og politiske rammer med at forløse æstetiske potentialer i rum, som kan kvalificere hverdagslivet. Men i dag bliver det stadig tydeligere, at arkitekturen også er en dybt forbundet praksis. Denne dobbelthed – bunden og forbundet – præger arkitektfagets nuværende position og peger mod behovet for en velfærdsøkologisk tilgang. Velfærdsøkologi er et skift i perspektiv – i erkendelsesform, metode og praksis. En grundlæggende ændring i måden vi forstår, italesætter og beskriver forholdet mellem arkitektur, velfærd og økologi. Velfærdsøkologi insisterer på, at velfærd og økologi ikke kan adskilles. Den peger på, at arkitekturens opgave ikke blot er at forbedre menneskers livsvilkår her og nu, men skal i stedet øge sin kapacitet til at understøtte liv inden for eksisterende rammer, samtidig med at trivsel øges for flere.30 Det er en ramme for at gentænke, hvordan vi overhovedet arbejder, samt identificere problemer og muligheder. En sådan tilgang udfordrer arkitektpraksis på et grundlæggende niveau. Den kalder på en rumlig omstilling, hvor arkitekturens opgave ikke er at ekspandere, men at omdanne. Ikke at lægge mere til, men at arbejde

Velfærdsøkologisk arkitektur

41

anderledes med dét, der allerede ér – med det eksisterende.31 Det handler om at øge rummenes kapacitet for liv, om altid at være forankret i det situerede og om at fraskrive sig generiske løsninger og blikke. Denne forskydning forudsætter – og bygger på – en genkaldelse af æstetikkens grundlæggende betydning.32 Æstetik handler grundlæggende om erkendelse opnået gennem det sanselige og atmosfærer. Æstetik er det, der hos den enkelte sætter noget i bevægelse: sanser, praksisser, forestillinger og tilknytninger, og som åbner for refleksion over verden som helhed.33 I arkitekturen opstår æstetikken i mødet mellem krop, rum, materiale og tid og rækker altid ud over den konkrete situation. Omvendt udspringer den af specifikke situationer og oplevelser, hvor vi identificerer os med konkrete kvaliteter i naturen eller med menneskeskabte rumlige kvaliteter. Æstetikken rummer et eksistentielt potentiale som kontaktpunkt for vores oplevelse af at høre hjemme. Den gør det muligt at mærke overgangen mellem inde og ude, at opleve materialers taktilitet, og at registrere vandets bevægelse eller vegetationens årstidslige rytmer. I denne forstand er æstetik en vidensform. Den forbinder det sanselige med det relationelle. For arkitekter er arbejdet med at udvikle og udvide rummets æstetiske potentiale for at skabe plads til forskellighed, til langsommelighed, til det mere-end-menneskelige og til relationer, der ikke er fastlagte på forhånd, derfor centralt. Det æstetiske bliver her en måde, hvorpå arkitektur kan åbne rum frem for at lukke dem: rum for ophold, for brug, for tolkning og for tilknytning. Rum, hvor vi konkret kan fornemme, at vi er en del af noget større – af sociale fællesskaber, forpligtelser, landskaber, materialestrømme, livsformer og tidsskalaer, der rækker ud over os selv.34


Arkitektskolen Aarhus

42

Velfærdsøkologisk arkitektur

43

SITUATIONER SOM METODE Helheden kan sjældent overskues i sin fulde kompleksitet. Derfor bliver situationer et centralt metodisk greb. En situation kan forstås som en rumlig sammenhæng, en handling,35 hvor flere relationer mødes og kan erfares; mellem inde og ude, mellem menneske og omgivelser, mellem materiale og klima. I en velfærdsøkologisk praksis er det netop i situationerne, at forbindelsen mellem menneskelig trivsel og økologiske kredsløb kan træde frem. Situationerne peger på, at helheden ikke nødvendigvis kan tegnes eller kontrolleres på forhånd. I stedet må den udvikles gennem formgivningen af konkrete kontaktpunkter, hvor relationer aktiveres lokalt og kan justeres over tid. At arbejde med situationer er derfor ikke at opgive helheden, men at nærme sig den gennem det specifikke, gennem det stedslige. Det er en tilgang, der accepterer kompleksitet uden at forsøge at reducere den til én samlet model. Situationen åbner for forskellighed og lokal tilpasning. Den gør det muligt at arbejde præcist med det enkelte sted og dets aktører. Situationen som metodisk greb åbner potentialer for at forbinde detalje og territorium: den skaber en konkret kobling mellem det nære og det udstrakte, mellem det sanselige og det strukturelle. At arbejde med situationer er dermed en måde at gøre velfærdsøkologi operationel på. I stedet for at formulere generelle løsninger eller abstrakte principper arbejdes der med konkrete rumlige sammenhænge, hvor relationer mellem organisme og habitat kan styrkes. Gennem sådanne situationer kan arkitekturen bidrage til en gradvis, situeret transformation, hvor helheden ikke fastlægges på forhånd, men udvikles gennem praksis.

At starte med stedet. Situationer starter med stedet. Ikke blot som kontekst eller baggrund for en arkitektonisk idé, men som aktiv forudsætning for, hvad der overhovedet kan og bør finde sted. I en velfærdsøkologisk praksis er stedet ikke en ramme, der kan eller skal fyldes ud, men et eksisterende netværk af forbundne relationer, som arkitekturen træder ind i og påvirker. Hvis æstetikken skal fungere som en aktiverende kraft, må den tage sit afsæt i det situerede. Den kan ikke opstå abstrakt eller generisk, men må vokse ud af det konkrete sted og dets særlige betingelser. Det indebærer en forskydning mod det jordiske: en fordybelse i det allerede eksisterende og en præcis læsning af landskabet, de klimatiske forhold, jordbundens sammensætning, vandets bevægelser, vegetationens mønstre, bebyggelsens strukturer, historiske lag og de sociale praksisser, ejerskaber og konflikter, der udfolder sig over tid. Stedslæsning bliver dermed en sanselig og metodisk indlevelse. I en velfærdsøkologisk tilgang handler den ikke blot om at kortlægge naturgrundlag og fysiske forhold, men om at forstå, hvordan økologiske og sociale relationer allerede understøtter – eller underminerer – mulighederne for at fare vel. Hvilke forbindelser er til stede? Hvilke er blevet svækket eller afbrudt? Og hvor ligger potentialer i det eksisterende for at styrke relationer mellem mennesker, materialer og mere-end-menneskelige livsformer? At arbejde med stedet kræver tid. Tid til at opholde sig, registrere og erfare. Tid til at forstå det der ikke umiddelbart er synligt: de økologiske strukturer som stadig virker, og dem der er blevet brudt; de daglige


Arkitektskolen Aarhus

46

rutiner som påvirker et områdes liv; det atmosfæriske; de uformelle brugsmønstre som ikke kan aflæses i planmateriale; de materialer, der allerede er til stede. Denne proces må gives større vægt, end den ofte får i nutidig projektudvikling. Før spørgsmålet om, hvad der kan bygges, rejser sig, må vi derfor spørge, hvorfor og for hvem noget overhovedet skal bringes til stedet. Og før et ’hvordan’ kan formuleres, må det undersøges, hvilke udfordringer der faktisk er til stede – ikke som abstrakte problemkategorier, men som konkrete, situerede sammenhænge. I denne bevægelse begynder sektorernes opdelinger at opløses, fordi stedets relationer ikke følger administrative eller faglige grænser. At starte med stedet er ikke en romantisering af det lokale eller en fastholdelse af status quo. Det er en erkendelse af, at arkitektur altid indskriver sig i konkrete livsbetingelser og kan ændre dem. Ved at tage det situerede alvorligt forpligter vi æstetikken på en præcis understøttelse af eksisterende og kommende relationer. At binde viden sammen. I en velfærdsøkologisk omstilling er arkitekten hverken problemløser i traditionel forstand eller eneafsender af løsninger. Situationer transformeres og skabes med fælles viden. De udfordringer, vi står overfor, lader sig ikke afgrænse til én sektor eller én faglighed. Biodiversitet, mobilitet, klima, sundhed, ressourceforbrug og sociale relationer, med flere, er vævet ind i hinanden. Når de behandles hver for sig, risikerer løsningerne at forskyde problemer frem for at løse dem. Der er derfor behov for en transdisciplinær praksis, hvor forskellige vidensformer bringes i spil omkring det konkrete sted. I en velfærdsøkologisk tilgang bliver arkitektens rolle her at synliggøre og forbinde de rumlige konsekvenser af viden, der ellers forbliver opdelt, og at

Velfærdsøkologisk arkitektur

47

skabe sammenhæng mellem det, der i dag behandles hver for sig. Arkitektens metoder spiller en central rolle i denne sammenhæng. Metoderne gør det muligt at åbne og repræsentere fremtidsbilleder og undersøge konsekvenser, afprøve alternative udviklingsbaner og etablere et fælles sprog på tværs af fagligheder og interesser. De kan bringe viden, der ofte er placeret i separate sektorer og datastrukturer, ind i designprocessens beslutningsrum. At arbejde transdisciplinært med afsæt i stedet betyder ikke blot at invitere flere fagligheder ind i et projektforløb, men at lade stedet – med dets velfærdsøkologiske sammenhænge – være fælles referencepunkt. Det situerede bliver den arena, hvor biologens, ingeniørens, sociologens og planlæggerens viden kan mødes – som fælles bidrag til en helhedsforståelse. Det er ikke forudsigelser, men projektioner. De forbinder eksisterende forhold med mulige fremtidige tilstande og skaber et fælles grundlag for dialog. Her kan forskellige fagligheder se deres viden indskrevet i en helhed – i territorielle sammenhænge. At binde viden sammen betyder at lade forskellige vidensformer indgå i synteser, hvor værdien af det, vi skaber, overstiger summen af parternes viden. I en velfærdsøkologisk praksis bliver denne balancering afgørende. Det er gennem denne evne til at samle, oversætte og rumliggøre viden, arkitekturen kan bidrage til at udvikle praksisser, hvor både velfærd og økologisk bæreevne styrkes. Hvis velfærdsøkologi skal have metodisk tyngde, må arkitekturen forstås som mere end formgivning. Den må forstås som en praksis, der producerer viden. To tilgange er centrale i denne vidensproduktion: stedslæsning og æstetisk erkendelse.


Velfærdsøkologisk arkitektur

Hvis æstetikken skal fungere som en aktiverende kraft, må den tage sit afsæt i det situerede. Den kan ikke opstå abstrakt eller generisk, men må vokse ud af og understøtte det konkrete sted, dets beboere og dets særlige betingelser. Det indebærer en orientering mod det jordiske.

49

Stedslæsningen gør det muligt at forstå et sted som en kompleks struktur af relationer – de velfærdsøkologiske sammenhænge der allerede er til stede, og som enhver arkitektonisk intervention træder ind i og påvirker. Den æstetiske erkendelse er en anden og supplerende form for vidensproduktion. Den handler, i arkitekturen, ikke om visuel skønhed forstået som dekoration eller stilistisk præference, men om æstetik som en måde at erfare verden på – en sanselig og kropslig åbenhed over for det, der er til stede. Når vi oplever noget som æstetisk, er det ofte, fordi vi sanser en sammenhæng, en proportion, en relation, som vi ikke nødvendigvis kan sætte ord på med det samme. Æstetikken, eller skønheden, er i den forstand kognitivt og kropsligt central for vores oplevelse af tilhørsforhold: den peger på noget, der hænger sammen på en måde, vi genkender som meningsfuld og identificerer os med.36 I en velfærdsøkologisk praksis bliver denne evne til at erkende og frembringe skønhed derfor ikke et æstetisk tillæg, men et metodisk redskab. Det er gennem den æstetiske erfaring, at relationer mellem mennesker, materialer og mere-endmenneskelige livsformer kan gøres sanselige og dermed også forståelige og delbare. Sammen danner stedslæsning og æstetisk erkendelse et grundlag for en praksis, hvor viden ikke kun er abstrakt, men forankret i konkrete situationer. Dette er ikke i opposition til de tekniske videnskaber, men en komplementær viden som er nødvendig for at omsætte og indeholde det generelle i en ’kunstviden’, en æstetisk funderet vidensform som adresserer det levede liv. I en velfærdsøkologisk praksis er denne form for kunstvidensproduktion central, fordi den gør det muligt at forbinde det, der ellers forbliver adskilt: det sanselige og det strukturelle, det lokale og det territorielle, det menneskelige og det mere-end-menneskelige.


Arkitektskolen Aarhus

50

At transformere. I en verden med begrænsede ressourcer kan arkitekturens opgave ikke primært være at bidrage til udvidelsen af det byggede miljø. Den må i stigende grad tage udgangspunkt i det eksisterende. Transformation bliver dermed ikke et supplement til nybyggeri, men en grundlæggende praksis. I en velfærdsøkologisk tilgang handler transformation ikke kun om at reducere ressourceforbrug, men om at øge steders kapacitet for liv – socialt, materielt og økologisk – inden for eksisterende rammer. Det indebærer at arbejde med det givne som et aktivt udgangspunkt: at forstå bygninger, byer og landskaber som allerede eksisterende strukturer af relationer, der kan styrkes, forskydes eller genåbnes. Transformation betyder dermed at forandre og forbedre relationer. At åbne det lukkede, forbinde det adskilte og gentænke funktioner inden for eksisterende fysiske strukturer. Hver opgave, uanset skala, rummer et potentiale for at forbedre, for at styrke. Det kan være materielt – gennem genbrug af konstruktioner og komponenter; rumligt – ved at ændre forbindelser mellem inde og ude, bygning og landskab; eller programmatisk – ved at omfortolke anvendelser og skabe nye former for fællesskaber. Fælles for disse greb er, at de arbejder med forskydninger frem for erstatninger. Denne tilgang forudsætter en grundlæggende erkendelse: hver gang vi tilføjer noget nyt, trækker vi på begrænsede ressourcer. Materialer, energi og areal er ikke neutrale størrelser, men indgår i større økologiske kredsløb. Ved at arbejde med det eksisterende kan arkitekturen reducere sit materielle aftryk – men vigtigere er det, at den kan styrke de relationer, som allerede er til stede, og dermed øge rummenes samlede kapacitet for liv.

Velfærdsøkologisk arkitektur

51

Transformation kræver præcision i detaljen, i situationen, og en opmærksomhed på materialers levetid, aldring og potentiale for videre brug. Det kræver også en villighed til at arbejde med det uafsluttede og det ufuldkomne. I denne forstand er transformation ikke en lineær proces med et klart slutpunkt, men en kontinuerlig tilpasning og justering. I en velfærdsøkologisk praksis bliver transformation dermed et centralt redskab til at forbinde hensynet til ressourcer med hensynet til trivsel. Ikke ved at tilføje mere, men ved at arbejde mere præcist med det, der allerede findes – og ved at udvikle arkitektoniske greb, der kan styrke relationer frem for at erstatte dem. Det alternativ, som velfærdsøkologi peger på, er ikke en færdig model. Det er en måde at stille andre spørgsmål på og at undersøge relationer frem for isolerede problemer. Der vil ikke findes ét korrekt svar. Hvert sted, hver situation og hvert samarbejde vil kræve sin egen fortolkning. Men gennem en fornyet forståelse af æstetikken som relationel erkendelsesform og gennem en metodisk forankring i situering og transformation, kan arkitekturen bidrage til at genetablere forbindelser. Mellem by og landskab. Mellem menneske og mere-end-menneskeligt liv. Mellem nutidens behov og fremtidens vilkår. Det er i denne bevægelse – ikke som løsning, men som kontinuerlig praksis – at velfærdsøkologien kan tage form.


Arkitektskolen Aarhus

52

Arkitekturens velfærdsøkologiske potentiale

53

NOTER 1.

Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen:

12.

Dansk Velfærdshistorie, Bind I – VI, University of Southern Denmark studies in history and social science, 2010-2014 2.

fortællinger i det antropocæne, Hans Reitzels Forlag, 2024 13.

Kate Raworth: Doughnutøkonomi: syv principper for fremtidens økonomi, Information, 2018 og Pierre Charbonnier: Frihed og overflod: Sidse Martens Gudmand-Høyer, Birgitte Geert Jensen, Tom Nielsen,

4.

Bruno Latour: Ned på jorden: hvordan orienterer vi os politisk?, Information, 2018

16.

Henrik Mahncke og Meik Wiking: Vores livskvalitet: hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere?, Realdania, 2025

Elizabeth Watts, Uwe Hoßfeld og Gregory Levit: Ecology and Evoluti- on: Haeckel’s Darwinian Paradigm, Trends in Ecology & Evolution, 2019

15.

Inge Vestergaard, Kari Moseng, Rune Christian Bach og Karen Olesen: Gellerup, Arkitektens Forlag, 2021

Anne Corlin, Aislinn McCarthy og Evelynn Ågren: How to Build an Apple Pie, Arkitektens Forlag, 2026

14.

Økologiens politiske idehistorie, Hans Reitzel, 2023 3.

Mads Ejsing: Verden er ikke længere den samme – økologiske krise-

Bruno Latour og Nikolaj Schultz: Notat Om Den Nye Økologiske Klasse Hans Reitzel, 2022

17.

Lotte Marianne Bjerregaard Jensen, Marie Frier Hvejsel, Rasmus

5.

Carsten Jensen: Velfærd, Aarhus Universitetsforlag, 2021

Ejrnæs, Anne Kristine Brunbjerg, Anja Jørgensen og Andreas

6.

Niels Albertsen: Gesturing atmospheres, Ambiances in action /

Lindegaard Jakobsen: Ecospacing as post-growth research frame?

Ambiances en acte(s), 2012

Spatial potentials for interspecies wellbeing and regeneration, i Marie

Marie Frier Hvejsel: What Gestures (Can We) Afford? On the

Frier Hvejsel og Mario Rinke (red): Structures and Architecture :

7.

Resourcefulness of Tectonics in Architecture and Engineering, I

8. 9.

REstructure REmaterialize REthink REuse, CRC Press, 2025

Zakaria Djebbara (red): Affordances in Everyday Life, Springer Interna-

18.

Tom Nielsen: De Jordiske Byer, Arkitektens Forlag, 2024

tional Publishing, 2022

19.

Stefan Darlan Boris: Earthshine, Arkitektens Forlag, 2026

Tom Nielsen: Gode intentioner og uregerlige byer, Arkitektskolens

20.

Emma Rishøj Holm: Beyond Numbers: Rethinking Environmental

Forlag, 2008

Evaluation through ‘Hidden’ Landscapes of Extraction, I Ellen Fetzer

Charlotte Bundgaard: Montagepositioner – en nytænkning af industri -

(red): Regenerative Landscapes: Designing the Transition, Cuvillier

aliseret arkitektur, Arkitektskolens Forlag, 2011 10.

Jan Gehl: Livet mellem husene: udeaktiviteter og udemiljøer, Arkitek-

Verlag, 2025 21.

tens Forlag, 2023 11.

Jens Christian Pasgaard, Karen Olesen, Tom Nielsen og Morten

skolens Forlag, 2025 22.

Daugaard: The Unsmart City: pitfalls of predictability – Copenhagen, I

Lotte Marianne Bjerregaard Jensen & Elizabeth Donovan: Regenerative Building: Examples, Processes and Narratives from an Ongoing

Carolina Donellan (red): The Complex City: Social and Built Approa- ches and Methods, Vernon Press, 2022 og Jens Christian Pasgaard,

Arkitektskolen Aarhus: Genbrug På Matriklen - Reuse on Site, Arkitekt-

Paradigm Shift, Arkitektskolens Forlag, 2026 23.

Tobias Hentzer Dausgaard, Marie Frier Hvejsel, Lotte Marianne

Karen Olesen, Tom Nielsen og Morten Daugaard: Unsmart Landscapes:

Bjerregaard Jensen og Mogens Andreassen Morgen: An anatomy of

An unpredictable countryside as a future resort, I Mo Michelsen

design principles for lasting architecture in practice, i Marie Frier

Stochholm Krag, Sophiea Meeres og Ben Stringer (red), ORO Editions,

Hvejsel og Mario Rinke (red): Structures and Architecture : REstructu -

2026

re REmaterialize REthink REuse, CRC Press, 2025


Arkitektskolen Aarhus

54

24.

Tom Nielsen: Byen Danmark, Arkitektens Forlag, 2023

25.

Katrina Wiberg, Mathias Meldgaard, Anne Mette Boye og Tom Nielsen: Missing Link - Når Vandene Mødes i Byen, Arkitektskolen Aarhus 2022

26.

Katrine Wiberg, Martin Odgaard og Tom Nielsen: Hvad bygger vi på kanten til fremtiden?, Arkitektskolen Aarhus, 2025

27.

Jannie Rosenberg Bendsen og Mogens Andreassen Morgen: Fredet: Bygningsfredning i Danmark 1918-2018, Strandberg, 2018

28.

Simon Ostenfeld Pedersen, Sidse Martens Gudmand-Høyer, Nina Ventzel Riis, Mathilde Kirkegaard og Mogens Andreassen Morgen: Kulturmiljø: stedets fortælling mellem fortid og fremtid Strandberg Publishing, 2024

29.

Kasper Albrektsen og Jakob Ørum: Beyond solar panels: Co-shaping the landscape in peri-urban areas, Nordic Journal of Urban Studies, 2026

30.

Marie Frier Hvejsel, Lotte Marianne Bjerregaard Jensen, Rasmus Ejrnæs, Anne Kristine Brunbjerg og Niels Albertsen: Ecospace-ing? - Towards a transdisciplinary method for activating the regenera- tive potential of local spatial niches across terrestrial and built diversities, I Ellen Fetzer (red): Regenerative Landscapes: Desig- ning the Transition, Cuvillier Verlag, 2025

31.

Kasper Albrektsen: Transformativ Byomdannelse, Arkitektskolen Aarhus, 2023

32.

Dorthe Jørgensen: Skønhedens metamorfose: de æstetiske idéers historie, Odense Universitets forlag, 2001

33.

Kasper Albrektsen: Planning as Situated Seeing: Relational and Aesthetic Practices in Landscape Planning, Journal of Landscape Research, 2026

34.

Rowan Hooper: Togetherness: Symbiosis and the Hidden Story of Life’s Greatest Collaborations, Fern Press, 2026

35

Hartmut Rosa: Situation og Konstellation – Om tabet af spillerum, Eksistensen, 2026

36.

Jørgen Dehs: Æstetiske teorier: En antologi, Odense University studies in literature, 1984

Arkitekturens velfærdsøkologiske potentiale

55


Arkitektskolen Aarhus

56

Arkitekturens velfærdsøkologiske potentiale

57

FOTOS COLLAGE S. 16-17

COLLAGE S. 44-45

Bredalsparken, Svenn Eske Kristensen (1959), foto: fundet hos Historiske

Badeanstalten Spanien, Frederik Draiby (1933) foto: Julie Bertelsen/Arkitek-

Huse, ophav: Bygningskultur Danmark

turbilleder.dk

Brøndbyparken, Kay Fisker og Martin Aakjær Ravn (1954), foto: Helene Høyer

Døgnfluen (Baetis muticus), Foto: www.first-nature.com ©.

Mikkelsen

Frigidarium, Caracallas Termer, Rom, foto: MumblerJamie / Jamie Heath,

Den nordlige passage, Aarhus Universitet, C.F. Møller (2022), foto: C.F. Møller

2019. CC BY-SA 2.0

Fælleshuset Travbyen, ReVærk (2026), foto: Reværk

Gellerupplanen, Knud Blach Petersen og Mogens Harbo (1972), foto: Axel

Jystrup Savværk, Tegnestuen Vandkunsten (1983 ), foto: Vandkunsten

Schütt og Aarhus Stadsarkiv

Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere, C.Th. Sørensen og Hans

Nyre-træsaftsvirreflue (Brachyopa scuttelaris), foto: Rune Bygebjerg ©

Georg Skovgaard (1953), foto: Stefan Darlan Boris

Palais de Tokyo, Jean-Claude Dondel, André Aubert, Paul Viard, and Marcel

Wells Cathedral, foto: David Iliff. Licens: CC BY-SA 3.0

Dastugue / Anne Lacaton and Jean-Philippe Vassal, (1937/2002 og 2012),

Ellekrage (Coracias garrulus), De vigtigste levesteder for rødlistede arter,

foto: Karen Olesen

foto: JC Schou, Biopix ©.

Usquare Feder, BC architects, (1870/2024), foto: Emma Rishøj Holm

Snudebille (Apion carduorum), De vigtigste levesteder for rødlistede arter,

Ålebækken Ruinpark, Sweco (2021), foto: Sweco Danmark

foto: Ole Martin © COLLAGE S. 28-29

OMSLAG

Bedsted Thy Skovby (UTOPIA THY), forskningsprojekt Stefan Darlan Boris

Brøndbyparken, Kay Fisker og Martin Aakjær Ravn (1954), foto: Helene Høyer

og Mo Michelsen Stochholm Krag, foto: Niels Rysz

Mikkelsen

Den Permanente Badeanstalt, Frederik Draiby (1933), Foto: Børge Andre Venge

Frigidarium, Caracallas Termer, Rom, foto: MumblerJamie / Jamie Heath,

og Aarhus Stadsarkiv.

2019. CC BY-SA 2.0

Dokk1, Schmidt Hammer Lassen (2015), foto: Schmidt Hammer Lassen /

Jystrup Savværk, Tegnestuen Vandkunsten (1983 ), foto: Vandkunsten

Adam Mørk.

Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere, C.Th. Sørensen og Hans

Hedepletvinge (Euphydryas aurinia), De vigtigste levesteder for rødlistede

Georg Skovgaard (1953) foto: Stefan Darlan Boris

arter, foto: Flemming Helsing ©

Nyre-træsaftsvirreflue (Brachyopa scuttelaris), foto: Rune Bygebjerg ©

Munkegårdsskolen, Arne Jacobsen (1957), foto: Aage Strüwing @ Jørgen

Snudebille (Apion carduorum), De vigtigste levesteder for rødlistede arter,

Strüwing.

foto: Ole Martin ©

Safrangul Pragtporesvamp (Aurantiporus croceus), foto: Thomas Læssøe ©

Munkegårdsskolen, Arne Jacobsen (1957), foto: Aage Strüwing @ Jørgen

Danmarks Svampeatlas

Strüwing.

Sct. Pauls Kirkes Sognehus, Inger & Johannes Exner (1978), foto: Ernst Kallesøe

Ålebækken Ruinpark, Sweco (2021), foto: Sweco Danmark

Skogskapellet, Gunnar Asplund (1920), foto: Thor Thor Bufalà, @_ekco Thoravej 29, Erik Stengade/pihlmann architects (1967/2025), foto: Bikubenfonden / Mathias Eis

.


Arkitekturens velfærdsøkologiske potentiale

59

VISIONER FOR VELFÆRD

Bogen udspringer af faglige diskussioner blandt Arkitektskolen Aarhus’ forskere, der er optaget af velfærd og økologi. Forskergruppen repræsenterer et bredt udsnit af arkitekturens fagfelter – fra landskab og by, over restaurering og transformation, til bygning og bolig. Indholdet er udviklet gennem fælles arbejde på workshops og seminarer under titlen Visioner for Velfærd. Vi hører gerne fra læsere, der vil tage del i samtalen: visionerforvelfaerd@aarch.dk


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Arkitekturens Velfærdsøkologiske potentiale by Arkitektskolen Aarhus - Issuu