Vinderprojekt Udsyn ekstra

Page 1


Lærdom fra Løkkeby

Ferskvand og landskab er tæt forbundne. Vegetation, skove, landbrug og mennesker er afhængige af vand for at overleve. Enhver diskussion om vandet bliver derfor også en samtale om landskabets form og anvendelse. Lærdom fra Løkkeby tager udgangspunkt i denne sammenhæng og argumenterer for, at en fremtid med naturlig hydrologi og mere beskyttet natur kræver et afsæt i den politiske diskussion om Danmarks arealanvendelse.

Løkkeby på Langeland er et relevant case-studie. I 2019 købte virksomheden Gubra flere ejendomme for at omlægge landbrugsjord til beskyttet natur gennem to skovrejsningsprojekter. Projekterne har mødt lokal modstand, da skovene både påvirker et kulturhistorisk miljø og optager værdifuld landbrugsjord. Genetablering af natur i nærliggende lavbundsjorde kunne have givet større positive klimaeffekter. Spørgsmålet er derfor: Hvorfor netop disse arealer? Svaret synes at være, at de var til salg.

Denne udvikling afspejler den nyligt vedtagne grønne trepartsaftale, som bygger på frivillig omlægning af landbrugsjord til natur. Dette medfører, at placeringen af nye beskyttede naturområder ofte sker tilfældigt og muligvis uden en overordnet strategi. Derfor må genetablering af natur indarbejdes i stedsspecifikke rammer. Lærdom fra Løkkeby undersøger Gubras skovprojekt og foreslår, hvordan området kan videreudvikles med hensyn til både natur- og landbrugsinteresser. Løkkeby repræsenterer starten på en række lokale diskussioner om arealforvaltning i Danmark og projektet peger på de næste skridt efter de første marker er omlagt til natur.

Visionen for fremtidens Løkkeby bygger på fem hovedprincipper:

1. Bygge videre på eksisterende initiativer

Det igangsatte skovrejsningsprojekt og stedets eksisterende naturområder danner grundlag for et netværk af grønne korridorer. Biodiversiteten styrkes gennem varierede landskabsformer som skove, enge og vådområder.

2. Introducere klimaeffektive hydrologier

En ny organisme vokser frem mellem Løkkebys bølgende bakker med en åben og naturlig strøm af ferskvand. Vådområder, vandløb og søer følger områdets topografi og maksimerer kulstoflagring ved strategisk at omlægge lavbundsjord til naturområder. Disse områder udgør et nyt “lavland” mellem skov og hav.

3. Tilgodese landbrugsinteresser

Forslaget bevarer en stor del af den værdifulde landbrugsjord og bygger på en pragmatisk tilgang til arealomlægning. Nye skove og enge respekterer eksisterende matrikelstrukturer og kan realiseres ved opdeling af de nuværende ejendomme.

4. Gøre landskabet tilgængeligt

Den eksisterende vandrerute Øhavsstien integreres i det nye landskab, og en hovedsti forbinder Tullebølles bykerne med stranden via forskellige landskabsrum. Et sekundært stinet understøtter oplevelser og ophold i naturen.

5. Tilføje et nyt lag

Forslaget ser genopretning af naturområder som et nyt kapitel i dialogen mellem menneskelig aktivitet og landskab. Overgange mellem gamle og nye landskabsformer fremhæves arkitektonisk, og kulturhistoriske elementer som kirker, møller og langdysser bevares og iscenesættes. Det nye landskab på Løkkeby fortæller en historie fra førindustriel til postindustriel aktivitet.

masterplan 1 20 000

nedslag 01 : engen

Ud over etableringen af skov, introduceres en glemt landskabstype: engen. Hvor der tidligere var intensivt landbrug, vil der i fremtiden vokse højt græs og vilde blomster.

Disse områder bliver et hjem for Langelands insekter, hvilket styrker både bestøvningen og levedygtigheden for fisk og fugle. Engenes karakter vil være i konstant udvikling, da får og kvæg græsser her året rundt. I fremtiden vil man kunne vandre gennem det åbne landskab med øens karakteristiske hattebakker med den store himmel som baggrund. Undervejs vil man støde på levn fra fortiden – stendiger og andre spor fra landbruget bevares og fortæller landskabets historie.

nedslag 02 : lavlandet

Der er et betydeligt klimapotentiale i at omlægge lavbundsjord fra landbrug til vådområder. Projektet udnytter denne gevinst fuldt ud ved at skabe Lavlandet.

Vandløb, som i dag er kontrolleret med stor præcision, vil blive åbnet op, og et nyt vådområde vil tage form. Her skabes bække, åer, søer og moser. De eksisterende fiskesøer får selskab af nye, og de mange søer i området vil give levesteder til både fugle og ferskvandsfisk.

Vandspejlet vil ændre sig med årstiderne og nedbørsmængden, hvilket vil give Lavlandet en dynamisk, foranderlig karakter. Øhavsstien vil blive ført gennem landskabet og hæves over jorden for at gøre naturen tilgængelig for alle. Området bliver et symbol på overgangen fra et monotont til et dynamisk landskab.

nedslag 03 : frøbank og vandrerhjem

Med købet af marker til skovprojektet i 2019 fulgte to ejendomme, hvoraf den ene allerede er omdannet til et feriested for Gubras ansatte. Projektet foreslår, at den anden ejendom dedikeres til biodiversitet og offentligheden.

Landbrugsbygningerne på Stengade 29 vil i fremtiden huse en frøbank og et vandrerhjem. Her vil frø og planter fra hele Langeland blive bevaret som et økologisk bibliotek for fremtiden. De anonyme, industrielle bygninger vil få nyt liv gennem transformation og efterisolering. Besøgende, der vandrer ad Øhavsstien, kan her både overnatte og lære om, hvordan Løkkebys landskab markerer begyndelsen på et nyt kapitel i fortællingen om land og vand i Danmark.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.