Skip to main content

Kommunal arkitekturpolitik HVORFOR?

Page 1


Med denne folder vil Arkitektforeningen vise, hvad I som kommune kan opnå med en arkitekturpolitik. Den er bygget op omkring fire argumenter for, hvorfor kommunerne med fordel kan have en arkitekturpolitik:

Forøg livskvaliteten for alle

Gode fysiske rammer øger borgernes trivsel og sundhed. Når vi tænker os om, lykkes vi med at skabe rum og rammer, der understøtter inklusion og tilgængelighed og øger livskvaliteten i hverdagen.

Værn om kulturarven og den fælles identitet

De stedsspecifikke kvaliteter skaber en fælles stolthed. Når vi udpeger det særlige ved vores steder, skaber vi forståelse for det, vi skal værne om.

Skab en fælles vision

Et helhedsorienteret samarbejde på tværs giver mere værdi. Når vi arbejder med flere dagsordener på samme tid, kan vi bruge den fysiske planlægning til at vende en udfordring til en positiv forandring.

Styrk inddragelse og fællesskab

Dialog om den fysiske udvikling styrker demokratiet. Når vi inviterer borgere og interessenter ind, forankres arkitekturen i lokalmiljøet.

Hent inspiration og vejledning på Arkitektforeningens hjemmeside eller kontakt os, hvis I gerne vil invitere os til en samtale om arkitekturpolitik i jeres kommune.

www.arkitektforeningen.dk

Kommunerne har et stort og vigtigt ansvar for udviklingen af deres by- og landområder. Det kalder på en fælles vision, der kan skabe retning, udnytte potentialerne og styrke kvaliteten af det fysiske miljø.

Det

får I med en arkitekturpolitik.

Med en arkitekturpolitik kan I som kommunalpolitikere sammen med borgerne tage stilling til, hvilke kvaliteter i jeres fysiske miljøer, der er vigtige for udviklingen af attraktive og bæredygtige lokalsamfund. I kan med andre ord fremkalde det særlige ved jeres kommune – og bruge det til at fremme livskvalitet, lokal identitet og fællesskab.

En arkitekturpolitik handler ikke om at fælde dom over, hvad der er grimt eller pænt. Det handler om at skabe en helhedsorienteret og langtidsholdbar retning for udviklingen af det fysiske miljø i kommunen gennem en fælles samtale. En arkitekturpolitik kan vende udfordringer med fx stigende vandmængder til potentialer, og den kan være med til at skabe mere værdi for kommunens penge. Det er samtidig en mulighed for jer som politikere til at sætte et positivt aftryk på kommunen.

Der er gode eksempler i alle kommuner. I denne folder er udvalgt fire eksempler, der illustrerer de fire argumenter for en arkitekturpolitik. Eksemplerne tjener som inspiration, men en arkitekturpolitik bliver netop stærk af at tage afsæt i den lokale kontekst og kommunens egne kvaliteter, muligheder og udfordringer.

“Arkitekturpolitikken skal styrke sammenhængen mellem det byggede miljø, den grønne omstilling og byens fællesskaber. Med fokus på bevaring, kvalitet og omtanke danner arkitekturpolitikken rammen for fremtidens udvikling i hele kommunen.”

Kolding Kommunes arkitekturpolitik, “Fremtiden er den by, vi bygger sammen”

“Jeg har hørt kommunalpolitikere sige, at de ikke har råd til at have en arkitekturpolitik – men spørgsmålet er, om de har råd til at lade være.”

Lars Autrup, direktør for Arkitektforeningen

Gode fysiske rammer øger borgernes trivsel og sundhed. Når vi tænker os om, lykkes vi med at skabe rum og rammer, der øger livskvaliteten i hverdagen. Det er lykkedes i Søborg Hovedgade. Foto: Charlotte Buhl

“Når vi tager fat på nye projekter, vil vi fremover sørge for, at vi udvikler og forandrer Gladsaxe på måder, som øger livskvaliteten, sundheden og sanseligheden. Vi udvikler Gladsaxe for mennesker.”

Gladsaxe Kommunes arkitekturpolitik, “Gladsaxe for mennesker”

“Man bliver som borger gladere, når man går ned ad den nyrenoverede del af hovedgaden. Jeg er meget tilfreds med, at vi har en kommune, der prioriterer at forskønne hovedgaden – det var der meget brug for, og det er helt nødvendigt, hvis vi skal holde liv i den og sikre en attraktiv stemning på den lange bane. Der er ingen tvivl om, at en mere indbydende hovedgade også smitter positivt af på efterspørgslen efter boliger, særligt i nærområdet.”

Ricco Clausen, lokal ejendomsmægler

“Det er vigtigt, at vi som erhvervsdrivende bliver inddraget og hørt, så vi i fællesskab med kommunen får mulighed for at skabe de bedste fysiske rammer for at drive en bæredygtig forretning.”

Mette Stentebjerg, caféejer og formand for Søborg Byforening

Forøg livskvaliteten for alle

I Søborg viser en bugtende, grøn hovedgade, hvordan kommunen arbejder med at øge borgernes livskvalitet og styrke biodiversiteten.

Gladsaxe Kommune fik i 2022 en ny arkitekturpolitik, “Gladsaxe for mennesker”, der sætter byliv før byrum og byrum før bygninger. Målsætningen er at skabe en bæredygtig og smuk kommune, der understøtter livskvalitet, sundhed og følelsen af at høre til.

Arkitekturpolitikken har været retningsgivende for fornyelsen af Søborg Hovedgade, der er gået fra gaderum til byrum og fra grå til grøn. Det har været en prioritet for kommunen, at borgerne tilbringer mere tid på gaden og lægger deres indkøb lokalt, og at der derigennem bliver skabt mere byliv og tryghed. Bylivet er styrket gennem mere beplantning og bedre opholdsmuligheder. Vejbanerne er gjort smallere til fordel for bredere cykelstier og fortove. Gaden er blevet mere tryg for de bløde trafikanter med en hastighedsgrænse på 40 km/t.

Mange af arealerne er udført med grus, træer og planter, som både gavner biodiversitet og den oplevede kvalitet af gademiljøet, og som samtidig indebærer et reduceret ressourceforbrug. Det tilfører både herlighedsværdi og hjælper med at opsamle regnvand og nedkøle ved hedebølger.

Gladsaxe har i udviklingsprocessen haft fokus på lokal inddragelse af både borgere, erhvervsdrivende, ejendomsejere og interesseorganisationer såsom cyklistforbund og tilgængelighedsråd.

Fortovene er gjort bredere ved at vende de gængse fortovsfliser på den brede led. Det har gjort fortovet mere fodgængervenligt, især for dem, der fx bruger rollator. Foto: BOGL

I Tønder Midtby skal klimatilpasningsprojekter bl.a. bidrage til at styrke byens identitet som en kulturhistorisk handelsby på kanten af marsken. Foto: Rasmus Hjortshøj for EFFEKT

Tønders økonomiske udvikling gik næsten i stå i 1800-tallet. Paradoksalt nok er det netop denne stagnation, der har sikret, at Tønder i dag fremstår som en usædvanligt velbevaret gammel by med sin charmerende, historiske bykerne. Foto: Julie Reinau

De stedsspecifikke kvaliteter skaber en fælles stolthed. Når vi udpeger det særlige ved vores steder, skaber vi forståelse for det, vi skal værne om. Foto: Julie Reinau

Værn om kulturarven og den fælles identitet

Tønders historiske bymidte rummer en rig kulturarv, og kommunen arbejder målrettet på at bevare og udvikle det historiske miljø. Det bidrager til den fælles identitet.

Tønder Kommune har en rig kulturarv og et stort ønske om, at den bliver bevaret og fremmet i byudviklingen. Derfor har de udarbejdet et arkitektonisk kvalitetsprogram for Tønder Midtby.

Tønder har en kompakt og velbevaret historisk bymidte med et velfungerende hovedstrøg og gode byrum, og arkitekturpolitikken er udformet med afsæt i midtbyens kvaliteter. Der er fokus på, hvordan man styrker det historiske miljø, og hvordan nybyggeri bliver indpasset i den historiske kontekst.

Arkitekturpolitikken er udviklet i en inddragende proces, hvor borgere og det lokale erhvervsliv har deltaget aktivt. Det langsigtede arbejde med at fremme kulturarv og stedbundne kvaliteter har været med til at skærpe borgernes opmærksomhed om Tønders særlige karakter. Det bidrager positivt til tilhørsforhold og fælles identitet i kommunen.

Desuden har kommunens fokus på bevaring og arkitekturpolitikken for Tønder Midtby været med til at tiltrække investeringer og fonde.

“Med arkitekturpolitikken er der taget lederskab på at styre udviklingen af Tønder Midtby i tråd med det politiske ønske om at passe på og fremme kulturarven, da denne er en vigtig del af Tønders identitet.”

Jørgen Popp Petersen, borgmester, Tønder Kommune

“Arkitekturpolitikken er skabt i håb om, at et øget kendskab til midtbyens historie og en bevidsthed om, hvordan de enkelte bygninger og den nøje placering er med til at skabe en helt unik midtby, hvor bosætning, erhverv, turisme og kultur går hånd i hånd.”

Tønder Midtby – Arkitektonisk kvalitetsprogram

“I Tønder har vi en smuk midtby, som vi er gode til at passe på. Bymidten skal fremstå så autentisk som muligt, det er det, turisterne og de handlende kommer for, det får de ikke andre steder.”

Frank Hoffmann, formand for Tønder Handelsstandsforening

Skab en fælles vision

Vejle betyder vadested, og byen har på grund af sin beliggenhed altid været udsat for oversvømmelser. Med en ny klimapark er der skabt et rekreativt område, som leder de store vandmængder til Vejle Fjord.

Vejle er udfordret af stigende mængder vand, der løber ned og samles i den lave del af byen. I boligområdet Østbyparken kæmpede man med vand i kældrene, og derfor tog boligselskabet ØsterBO kontakt til kommunen. Det blev startskuddet til et kommunalt styret klimaprojekt, der endte med at omhandle et langt større område end selve Østbyparken.

Formålet med klimaprojektet er at lede overfladevand fra hele afstrømningsoplandet frem til Vejle Fjord. Den bærende idé er, at vandet ikke må påvirke boliger og infrastruktur negativt, men i stedet skal skabe gavn og merværdi for borgerne i området.

Hele projektet har taget afsæt i en fælles vision, som blev udformet af kommunen, forsyningsselskabet Vejle Spildevand og ØsterBO tilbage i 2014. Der har i processen været fokus på bred inddragelse og involvering af beboerne i området.

Et helhedsorienteret samarbejde på tværs giver mere værdi. Når vi arbejder med flere dagsordener på samme tid, kan vi bruge den fysiske planlægning til at vende en udfordring til en positiv forandring.

Foto: Anne Vium Skaarup, Skaarup Landskab

Udfordringer med vand er i Klimaparken vendt til en kvalitet for områdets beboere og byens borgere. Foto: Vejle Kommune

“Vi startede med at koncentrere os om Østbyparken, men vi fandt hurtigt ud af, at vi var nødt til at kigge meget bredere ud, fordi Vejle som by rejser sig, og nede i bunden ligger Østbyparken, hvor der derfor var rigtig meget tilløbende vand. Derfor endte projektet med at dække 182 hektar land fremfor det enkelte boligområde, hvor udfordringerne og viljen til handling startede. Ved at afdække vandets veje har vi også fået vand i flere af de eksisterende gårdrum, da det var den mest hensigtsmæssige løsning både praktisk og økonomisk.”

Pia Lyngdrup Nedergaard, direktør for ØsterBO

“Det var vigtigt, at vi fik tænkt flere løsninger ind i projektet. Vi vil rigtig gerne leve op til vores vision om at se vandet som en ressource i Vejle. Det kan vi her, og så kan vi håndtere udeliv.”

Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget

“Arkitekturpolitikken er borgernes politik og sikrer, at deres skattekroner går til at skabe gode og gennemtænkte byer og landskaber. Arkitekturpolitikken sikrer kvaliteten i projektet, som fx når Vejle Kommune arbejder med klimatilpasning og flytter fokus fra afværgeforanstaltning til rekreativt bynært område med øget biodiversitet og forbedring af miljømæssige tilstande i fjorden. Arkitekturpolitikken er anledningen til at spørge ind til et projekt, og hvad det skal bidrage til.”

Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle

Polymeren er “Syddanmarks mest levende mødested”, hvor man mødes på tværs af alder og interesser. Det stærke fællesskab er selve fundamentet for, hvordan resten af Årslev bymidte udvikles.

Fotos: Faaborg-Midtfyn Kommune

“Uanset hvor mange penge vi havde postet i projektet, ville vi uden borgernes hjælp aldrig have kunnet løfte det til det, det er i dag.”

Trine Hedegård Jensen, projektleder, Polymeren

“Jeg har været med, fordi det virker, som om vi har en kommune, der lytter til, hvad der bliver sagt. Det er jo noget af det, der er mest afgørende, og det er jo også derfor, man bliver ved. Det er, fordi man kan mærke, at det, man gør, det bliver både anerkendt og brugt, og at man får lov til at sætte sit aftryk. Det er nok noget af det, der gør, at vi alle sammen involverer os igen og igen.”

Anne Bejlegård List, bestyrelsesformand, Polymeren

“I de store projekter er der mange aktører: kommunen, bygherre, borgere og interessegrupper. Her er det afgørende, at der føres en konstruktiv dialog om udviklingen af projektet mellem aktørerne. Gennem dialog kan der udvikles projekter, som alle kan være glade for og stolte af. Derfor vil vi fortsat arbejde for at bruge inddragelse som et udviklingstiltag i en form og et omfang, der er tilpasset det enkelte projekt.”

Faaborg-Midtfyn Kommunes Arkitekturpolitik, 2017

Styrk inddragelse og fællesskab

Faaborg-Midtfyn Kommune har stillet den tidligere skosålefabrik Polymeren til rådighed for borgerne, og det har kickstartet omdannelsen af det tidligere fabriksområde og givet forstaden Årslev nyt liv og identitet.

I Faaborg-Midtfyn Kommune fokuserer arkitekturpolitikken på, at der skal udvikles attraktive byer og landsbyer, som kan danne ramme om det gode liv og fremme bosætning. Kommunen har brugt arkitekturpolitikken til at sætte retning for de områder, der er under forandring.

I forstaden Årslev/Sønder Nærå har man eksperimenteret med at skabe ”Fremtidens Forstad”. Idéen opstod, da kommunen købte den nedlagte skosålefabrik i 2015 og overdrog brugen af bygningerne til byens borgere, til gengæld for at de skulle fylde dem med aktiviteter.

Det blev startskuddet til en borgerdrevet omdannelsesproces, som kommunen stillede en projektleder til rådighed for. De 4.000 indbyggere greb opgaven og skabte et aktivt og socialt omdrejningspunkt for det lokale liv i Polymeren, hvor der i dag er fællesspisning, sport, teater, koncerter, kontorpladser og butikker side om side.

Danmarks nationale arkitekturpolitik med otte dogmer for fremtidens arkitektur

#1 Prioriter omhu og skønhed

Vi skal prioritere håndværket, det universelle design og skabe en kvalitet, som er holdbar, brugbar og dermed skøn.

#2 Vedligehold, renovér og transformér

Vi skal skabe en ny grundlæggende præmis for byggeriet: At vi prioriterer vedligeholdelse, renovering og transformation fremfor at bygge nyt.

#3 Byg cirkulært

Vi skal arbejde for et bæredygtigt byggeri. Vi skal fremme cirkulære metoder og biogene materialer.

#4 Skab plads til natur i byerne

Vi skal have natur og biodiversitet i vores bymiljøer og styrke menneskers naturfølelse og rekreation.

#5 Styrk helhedsorienteret arealplanlægning

Danmarks areal er under pres, og vi skal gentænke vores arealplanlægning. Vi skal arbejde for at fortætte og skabe liv i byerne og give plads til natur og biodiversitet.

#6 Dyrk lokale værdier og kulturarv

Vi skal udvikle vores byer, landsbyer og landdistrikter med forståelse for den lokale kulturhistorie og byggeskik og bygge videre på de stedspecifikke værdier.

#7 Skab mangfoldige boligtyper

Vi skal have flere bud på muligheder for et attraktivt boligliv, fx med færre kvadratmeter, mere fælleseje, tættere på natur mv.

#8 Prioriter ny, forpligtende koordinering

Vi skal prioritere forpligtende og faciliterende samarbejder på tværs af kommuner, offentlige og private aktører og andre relevante parter for at skabe mulighed for hurtig omstilling.

I november 2025 fik Danmark en ny national arkitekturpolitik med otte dogmer for fremtidens arkitektur. Regeringens ambition er, at den nationale arkitekturpolitik danner afsæt for en kvalificeret samtale om arkitektur, og at løsningerne ikke dikteres fra Christiansborg, men findes lokalt i kommunerne, hvor udviklingen finder sted.

Med en arkitekturpolitik er I godt på vej!

Forside: Søndertorv i Silkeborg, en del af projektet: Danmarks grønneste gågader. Arkitekt: SLA. Foto: Mikkel Eye

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook