2. pladsen Udsyn ekstra

Den

Tungmetaller. De ligger som et lag hud på bunden af Odense fjord. De er ikke tunge nok til selv at synke ned, men deres fremmede karakter påvirker alt omkring. Fisk, skaldyr og planter. Efterhånden vendte bugen på alle fisk opad.

Det var inden vi begyndte at rense fjorden. Den lå ellers helt død i 20211 Vi prøvede først med Ålegræs, pletvise bunker og plantager. Men et system, der stadig påvirkes af udefrakommende kræfter, kan ikke genetablere sig selv. Udledning af kvælstof fra landbruget måtte høre op, og det øverste lag af forurening samles og håndteres et anden sted. Et sted, hvor det ikke siver ud.

Spulefeltet ved kysten var et forsøg på at håndtere forurening over lange perioder inden for diger og på den måde rense fjorden, så der igen ville opstå liv.

Det lykkedes. Gennem sedimentering over lang tid, blev tungmetallerne opløst. Et spil på grænseværdier, som vi kunne opnå lokalt.

Bakkerne, som i dag går under mange navne (klokkehøj, birkebjerg, lumby-bakker), spules mindre og mindre. Flere af bakkerne er helt tilgroede, og deponeringen er opholdt. Der er plads til os alle. Også dem, vi før havde overset.

Potentialer for vandets bevægelse: grundvand, nedbør, havvandsstigning

I og omkring Lumby er der i dag etableret spulefelter, som er en fælles betegnelse for de jordrensningsanlæg, der nu lægger sig som klynger i landskabet. Her renses den forurenede jord i Odense fjord. Det er en langsommelig proces bestående af sedimentering og med mængden af nuværende spulefelter vil rensningen af fjorden tage så lang tid, at den igen vil nå at blive forurenet.

Projektet her tager derfor udgangspunkt i spulefeltet som iboende kvalitet i det eksiterende landskab.

Med ’Den Synkende Kyst’ introduceres spulefeltet som et landskabeligt greb, der ikke mindst renser jorden, men i sin egenart også former et helt nyt lanskab. Et landskab, der giver plads til vandet.

Jorden var tæt og hård, som var det sten. Det krævede et stort arbejde for de nye regenererende bønder at finde deres plads imellem de store bække, der opstod og de tætvævede vådområder, skove og lysningerne.

Nye afgrøder blev med tiden mulige. Vi fandt en måde at arbejde i vandkanten, og markerne stod med store træer iblandt sig. Selvom bønderne arbejdede med lyset, vandet, planterne og mulden, tog det stadig lang tid før kvælstoffet var helt væk, og før rødderne igen kunne vokse sig flere meter lange under jorden.

I dag gik jeg en tur på en af markerne, og som jeg bevægede mig rundt, begyndte det hele at blafre og suse. Det var sommerfuglene, jeg havde forstyrret.

Kløveren på markerne stod højt den sommer. Men ikke for rullegræsproducenten, der havde været mere tørt end det plejede. Men i efteråret kom vandet.

Ved enhver sprække, revne og hul fremkom det. Eller, det piblede nærmere frem i en konstant strøm. Fra det ene øjeblik til det andet blev steg det. Og det var kun grundvandet. De dage det regnede, blev de gamle bække tydelige. Vandet husker. Som vi havde forudset, var ethvert dræn og pumpe unyttigt. I de dage, hvor vandet stod højest i fjorden, var det næsten umuligt at forestille sig noget tørt.

Nogle få marker, hvor landmanden ikke havde opgivet sin jord til spulefelter lå nu under vand.