Tørst Efterår 2018

HAN DRÆBTE MIN SØSTER: Kan jeg tilgive manden bag rattet?

HVORDAN TILGIVER MAN? Terapeut giver gode råd ANBEFALET: Gode film og bøger om tilgivelse

tørst EFTERÅR 2018 ET MAGASIN UDGIVET AF

Tema: Tilgivelse

Özlem Cekic:

Tilgivelse er den stærkeste bro

Ansvarlig udgiver: Areopagos Peter Bangs Vej 5B 2000 Frederiksberg info@areopagos.dk Redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.dk Grafisk produktion: Glyf Grafik

LEDER

For mange vinkler LAD MIG STARTE med en indrømmelse: Denne leder er jeg begyndt forfra på 10-15 gange. Hver gang jeg er blevet færdig med den, er jeg gået væk fra den i nogle timer, har læst den igen – og har derefter konstateret, at den jo slet ikke var dækkende for emnet.

For det er jo umuligt at sige noget brugbart om tilgivelse på 20 linjer. Et så stort emne kan ikke koges ned til Gajol-visdomsord, i hvert fald ikke uden at man overser talrige vigtige vinkler.

Hvis jeg skriver om hverdagstilgivelse, kommer jeg til at overse de traumatiske situationer, som livet jo desværre også byder på, hvor tilgivelse kan føles som et uoverstigeligt bjerg.

Og hvis jeg kun skriver om de dramatiske situationer, underkender jeg vel på en måde, hvor svært det faktisk også kan være at leve i helt almindelige relationer i dagligdagen, hvor vi hele tiden kommer til at såre hinanden.

Forsidebillede: Les Kaner/BAM/Ritzau Scanpix

Og så er der det med Gud. Jeg tror på, at han tilgiver os, fordi han elsker os uendeligt højt. Det bør vel også nævnes for at komme hele vejen rundt om tilgivelse.

Men så er der også de dage, hvor jeg kan være så skuffet og vred på Gud, at jeg egentlig synes, at det er ham, der fortjener at blive tilgivet.

Trykt af: Specialtrykkeriet Arco A/S på Amber Graphic FSC Mixed Credit

Så hvilken vinkel skal jeg vælge? Hvordan koger man noget så stort og vigtigt som tilgivelse ned til nogle få linjer på et stykke papir?

Jeg tror, at jeg er nødt til at give op og konstatere, at dette er lederen, som aldrig rigtigt blev til en leder. Den gode nyhed er så, at du lige nu sidder med et helt magasin i hånden, som forhåbentlig giver dig inspiration til at tænke videre over tilgivelsens betydning i dit eget liv.

For én ting kan jeg i hvert fald konkludere: Tilgivelse er noget helt essentielt.

Merete Riis Jensen, redaktør af Tørst

Vil du støtte Tørst?

Areopagos er en kristen dialogorganisation, som arbejder i Danmark, Norge og Kina.

Vores arbejdsområder er religionsdialog, trospraksis og diakoni.

Vi håber, at du er glad for at læse Tørst! Det er et helt gratis magasin, så du skal ikke spekulere over, om der kommer en opkrævning på et tidspunkt.

Det gør der ikke.

Men når det er sagt, så er det selvfølgelig ikke gratis for os at fremstille og udsende Tørst, så hvis du har lyst til at støtte magasinet økonomisk, bliver vi meget glade! Du kan indbetale et beløb på MobilePay 86486 eller via Areopagos’ bankkonto: 7640-1087937. Mærk din indbetaling ”Tørst”.

Mange tak for din gave!

YK

2 tørst EFTERÅR 2018

SA

61

TR

8

Læs mere på areopagos.dk

1 G N R . 54

-

”Chaufføren fortalte mig, at han stadig kører forbi stedet, hvor ulykken skete, næsten hver dag.”

16

»Ofte tror vi, at tilgivelse er en følelse, men hvis vi går og venter på, at den følelse dukker op, kommer mange til at vente forgæves« Steen Palmqvist, side 12

EFTERÅR 2018 FÅ GRATIS abonnement på

tørst. areopagos. dk

4 RIGERE LIV: Gode input til din hverdag ........................................................................................................................................

10 CHAUFFØREN: Han og jeg var på en mærkelig måde forbundet ....................................................................................

16 GUD OG TILGIVELSE: Hvordan hænger det sammen? ..........................................................................................................

24 VINDERDIGTET: Tanker om indersiden ........................................................................................................................................ 26 ÖZLEM CEKIC: Hvordan tilgiver man folk, som hader en?

..................................................................................................

tørst EFTERÅR 2018 3

Det handler om at lytte,

«

4 tørst EFTERÅR 2018

OG SÅ SAGDE HAN: ’DANSKER BLIVER DU ALDRIG.’

selvom man er såret For Özlem Cekic handler tilgivelse i høj grad om at prøve at forstå mennesker, som tænker helt anderledes end hende selv TEKST MERETE RIIS JENSEN

:

FOTO SOFIE MATHIASSEN, ASGER LADEFOGED OG LES KANER / RITZAU SCANPIX

Det er langt fra altid behageligt for Özlem Cekic at tjekke sin mailbox. Meget ofte modtager den tidligere folketingspolitiker hadefulde mails fra vildfremmede mennesker. De raser over hendes hudfarve, religion og holdninger, og hun bliver kaldt for sprogets allermest farverige gloser. Ord som ’perker’, ’terrorist’, ’muslimrotte’ og ’luder’ er dagligdags læsning for Özlem Cekic.

I starten slettede hun de hadefulde mails med det samme, men for otte år siden bestemte hun sig for i stedet at gå i dialog med de vrede afsendere. ”Jeg skrev til en af dem og spurgte, om han havde lyst til at mødes med mig, og noget tid efter mødtes vi hjemme i hans stue. Det var starten på dialogkaffe,” fortæller Özlem Cekic.

GENSIDIG TILLID. Siden dengang har hun haft dialogkaffe med rigtig mange mennesker. Det foregår altid sådan, at hun kontakter folk, som har skrevet vrede ting til hende. Og hvis de har lyst til at mødes, rejser hun hjem til dem og snakker med dem i deres eget hjem. ”Det er lidt sjovt at opleve, at ligegyldigt hvor grimt folk skriver til mig, så serverer de altid kage til kaffen, når vi mødes,” siger Özlem Cekic med et smil.

Umiddelbart lyder det måske risikabelt at tage alene hjem til mennesker, som hader en, men Özlem Cekic ser anderledes på det. ”Jeg tør tage hjem til dem, fordi de tør have besøg af mig, for ligesom jeg er bange for dem, er de jo i virkeligheden også bange for mig. Men de viser mig tillid ved at åbne døren til deres hjem, og på

den måde er der jo meget gensidig tillid i mødet,” siger hun. ”Og så handler det også meget om, hvilken indstilling jeg kommer med. Hvis jeg tager hjem til personen og er lukket, fordømmende og bange, så bliver de det også, for det er det, jeg signalerer. Er jeg derimod åben, nysgerrig og dialogisk, virker det helt anderledes. På en eller anden mærkelig måde sker der noget med mennesker, når man taler sammen under fire øjne.”

INGEN FRELSER. I starten mødtes hun med de vrede mailskribenter, fordi hun håbede på, at hun kunne overbevise dem om, at de tog fejl. ”Jeg tænkte, at når de mødte en muslim, som er demokrat, betaler skat og er medlem af Folketinget, ville de opdage, at deres generaliseringer ikke var i orden. Og så ved jeg ikke helt, om jeg havde forestillet mig, at de ville lægge sig på knæ, og så kunne jeg tilgive dem og gå glad derfra. Sådan lidt den der frelserrolle,” beskriver Özlem Cekic med et grin. ”Men da jeg så havde den allerførste samtale med Ingolf, som han hedder, gik det op for mig, at jeg faktisk har været lige så dømmende og fordomsfuld som ham. Da gik det op for mig, at jeg også kunne lære meget af at tale med folk, som jeg er helt uenig med.” ”For mig handler det meget om, at jeg lytter og prøver at forstå. For der kan faktisk godt være gode grunde til, at de nogle gange bliver hamrende trætte af bestemte mennesker. Problemet er, når de generaliserer: ’Nu er der to i min gård, som brænder containere af. Derfor brænder alle med mørkt tørst EFTERÅR 2018 5

«

DET GIK OP FOR MIG, AT JEG FAKTISK HAR VÆRET LIGE SÅ DØMMENDE OG FORDOMSFULD SOM HAM

Foto: Robin Skjoldborg

hår containere af, og derfor skal de ud.’ Det er dér, det går galt. Der er ikke i sig selv noget galt med fordomme, men problemet er, når vi ikke undersøger fordommene for at se, om de har hold i virkeligheden.”

ÖZLEM CEKIC (42) • er uddannet sygeplejerske og har arbejdet i psykiatrien • var fra 2007-2015 folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti • arbejder nu som rådgiver, foredragsholder og debattør • har for nylig holdt en såkaldt TEDtalk om ”dialogkaffe”, som allerede er set af en million mennesker • laver dialog-arrangementer sammen med tidl. overrabbiner Bent Melchior, hvor de opfordrer til at bygge bro over forskelligheder • har skrevet bogen ”Hvorfor hader han dig, mor?”, hvor hun fortæller om sine dialogsamtaler • er gift, har tre børn og bor i København

6 tørst EFTERÅR 2018

GENTAG IKKE FEJLEN. Selvom udgangspunktet for hendes dialogkaffe er, at folk har sagt forfærdelige ting til hende, mødes hun ikke med dem for at få en undskyldning. ”Man kan sige undskyld på mange måder, og når de har sagt ja til at mødes med mig, så er det jo, fordi de gerne vil dialog, og det roser jeg dem for. Det er anerkendelsesværdigt, at de har viljen og modet til at rykke sig et skridt. Jeg vil langt hellere have, at folk ikke siger undskyld, men at de til gengæld undlader at gentage det, de har gjort,” siger Özlem Cekic.

Hun mener nemlig, at samtalen i virkeligheden kan rykke mere fremadrettet end selve tilgivelsen. ”Tilgivelse er dejligt for at kunne komme videre, men det må ikke være sådan, at vi glemmer det, der er sket. På den måde lukker tilgivelse for samtalen, og tilgivelse skulle helst åbne op for samtalen, så vi forstår, hvad bevæggrunden for handlingen var. Det er kun på den måde, man kan rykke sig.”

TILGIVE SIG SELV. I løbet af dialogsamtalerne har Özlem Cekic også erfaret, at det ikke bare handler om at prøve at skubbe til den anden persons fordomme, men også om at gøre noget ved sine egne fordomme. ”Igen og igen har jeg haft brug for at tilgive mig selv, fordi jeg i løbet af mit liv har tænkt virkelig negativt om andre mennesker. Jeg har også været racist. Da jeg var barn, hadede jeg jøderne. Da jeg var ung, hadede jeg

tyrkerne. Jeg hadede også danskerne på et tidspunkt, fordi jeg blandt andet oplevede episoder, hvor jeg blev spyttet på,” fortæller Özlem Cekic. ”Jeg har også hadet racisterne, og det had har jeg virkelig skullet arbejde med at prøve at lægge afstand til. Jeg tror, det er en vigtig proces at erkende de sider af sig selv og arbejde med at komme væk fra dem. Det er dialogsamtalerne med til, så på den måde lærer jeg også rigtig meget af at møde de her mennesker,” siger hun.

BAKTERIER. Men selvom møderne er lærerige, kan de også være rigtig svære og sårbare for Özlem Cekic. Det oplevede hun blandt andet en dag, hvor hun mødtes til dialogkaffe med en mand, som hun umiddelbart havde meget til fælles med. ”Vi sad og talte og var enige om rigtig mange ting i forhold til Danske Bank og linjevalg i gymnasiet og alt muligt, men på et tidspunkt sagde jeg så til ham: ’Der er jo en grund til, at jeg er her.’ Og så sagde han: ’Ja. Dansker bliver du aldrig, for du er jo opdraget med en ideologi, der er modsat alt det, vi tror på i Danmark. I er ligesom bakterier. Man skal stoppe jer, inden I spreder jer.’” ”Jeg blev enormt ked af det, og det sagde jeg også til ham. Han ville rigtig gerne tale om muslimerne, men jeg ville gerne tale om mig, for det er sværere at være fordomsfuld, når det drejer sig om det enkelte menneske end om en hel gruppe,” siger Özlem Cekic.

Men selvom nogle af dialogsamtalerne kommer rigtig tæt på og bliver meget personlige, vil hun ikke undvære dem. ”Det er svært at tage den slags samtaler, men hvad er alternativet? Hvis vi skal rykke

mennesker, må vi bøje os lidt mod dem. Det betyder ikke, at vi skal give afkald på vores værdier, men det er nødvendigt, at vi tager nogle skridt hen imod dem. Og i den proces er man også nødt til at lære at tilgive. Jeg er nødt til at sige, at det, du har sagt til mig, er ligegyldigt. Nu vasker vi tavlen ren og tager den derfra,” siger hun.

INGEN CAND.MAG. Özlem Cekic har også oplevet, at folk ikke altid er klar over, at de har sagt eller gjort noget sårende. ”Nogle gange har vi en forestilling om, at alle har en cand. mag i psykologi og da nødvendigvis må være klar over, at de har såret en. Men sådan er det ikke. Ofte er folk ikke klar over det, og derfor kan det være rigtig godt at sige det direkte til dem.”

Derfor øver hun sig i at sige til folk, når de overskrider hendes grænser, både i privatlivet og

i dialogsamtalerne. ”Jeg kan godt sige til folk, når de har gjort mig vred eller ked af det. Og jeg synes egentlig, at den samtale er det halve af tilgivelsen, for når man sætter ord på det, er man allerede kommet et stykke ad vejen. Allerede der er processen startet, for så nærmer vi os så småt hinanden,” siger hun.

FORSVARSPOSITION. Men at det kan være svært at tilgive, kender Özlem Cekic godt til. ”Når vi bliver ramt, bliver vi sårede, og når vi bliver sårede, vil vi gerne gå i forsvarsposition.

Men miraklet ligger i at kunne lytte, når man er allermest såret for at prøve på at forstå, hvorfor personen gjorde eller sagde sådan. Det er virkelig vigtigt, men jeg erkender gerne, at det kan være en hård proces at tilgive.” ”Og jeg har endda ikke engang stået i situatiotørst EFTERÅR 2018 7

8 tørst EFTERÅR 2018

«

JEG TROR PÅ, AT TILGIVELSE ER DEN STÆRKESTE BRO TIL AT KUNNE RYKKE SIG FRA EN POSITION TIL EN ANDEN

ner i mit liv, hvor jeg for alvor er blevet sat på en prøve med tilgivelse. For det er jo rigtig nemt at sige, at man gerne vil tilgive, men ville jeg kunne tilgive en mand, som voldtog min datter? Eller en person, der drak sig fuld til en julefrokost og satte sig bag rattet og kørte min mand ned? Hvordan tilgiver man den slags? Jeg ved ikke, om jeg kunne,” siger hun.

Hun mener også, at der er noget guddommeligt over tilgivelse, og derfor har hun det nogle gange lidt svært med at have ’magten’ til at skulle tilgive et andet menneske. ”Jeg er jo troende muslim, og jeg bryder mig ikke om at konkurrere med Gud om, hvor god jeg er til at tilgive. Det er Gud, der står for tilgivelsen, og derfor bliver det også noget næsten guddommeligt at skulle tilgive andre. Det kunne jo lige så godt have været mig, der havde gjort noget, og på den måde kommer der sådan en uligevægt i forhold til, hvem der har fejlet. Jeg er meget opmærksom på at huske, at jeg kun er et menneske.

Jeg er én ud af milliarder.”

FRIGØR ENERGIEN. Men selvom det kan virke overvældende at have magten til at tilgive andre, mener hun også, at tilgivelsen har stor betydning. ”Jeg tror på, at tilgivelse er den stærkeste bro til at kunne rykke sig fra en position til en anden.

Hvis man skal frigøre kærlighed og energi, er man nødt til at hæve sig over det, der er sket, og tilgive. Man er nødt til at acceptere virkeligheden,

og at virkeligheden har været barsk. Og hvis man ikke vil fortsætte med at leve i sorgen, smerten og afmagten, er man nødt til at tilgive for at kunne komme videre.”

Hun mener, at alternativet til tilgivelse er, at vi bliver bitre og går rundt og bærer nag. ”Og når man bærer nag, har man en tendens til kun at opsøge mennesker, der kan bekræfte en i ens egen verdensopfattelse. På den måde bliver man aldrig udfordret, og man lærer aldrig at se tingene fra andre sider,” siger hun.

TAG SAMTALERNE. Özlem Cekic er overbevist om, at der altid er mulighed for at hjælpe mennesker til et bedre sted gennem dialog. ”Jeg er jo faktisk et levende bevis på, at der altid er håb, for gennem livet har jeg jo hadet både jøder, tyrkere, danskere og racister, men fordi mennesker gennem hele mit liv har insisteret på at samtale med mig om mine fordomme, har jeg rykket mig,” siger hun. ”Med mellemrum falder jeg stadig i og begynder at grave grøfter i stedet for at bygge broer, men heldigvis er der folk, som aldrig opgiver samtalerne med mig, og som fortæller mig, når mine fordomme kommer til syne. Vi har alle sammen brug for mennesker, som hjælper os med at se, at der er flere nuancer i livet, end vi selv kan få øje på. Det er derfor, vi er nødt til at tage samtalerne, især med dem, som vi er uenige med.” tørst EFTERÅR 2018 9

rigere liv

SKOVKIRKE

HAR DU LYST til at opleve en anderledes gudstjeneste? Så har du muligheden den sidste onsdag i måneden, hvor #aabenhimmel slår dørene op i København. #aabenhimmel er et rum med plads til at ånde og være. Aftenen tager halvanden time og er bygget op omkring sang og musik, guidet meditation, ord til eftertanke, stilhed og helende bøn. Der er plads til forskellighed og til at være dig.

Du kan læse mere, hvis du søger på #aabenhimmel på Facebook. Vi håber på at se dig!

Foto: Pexels.com

HVAD HØRER VI i stilheden, når vi stiller ind på naturens lyde? Når vi lytter til naturens katedral, kan vi så også høre Guds stemme?

Det er nogle af de tanker, vi beskæftiger os med i Skovkirken i Vejle. I Skovkirken går vi ud i naturen for at blive stille, lytte og møde den Gud, som har skabt det, vi ser og er en del af.

Skovkirken er åben for enhver, der søger fordybelse - her kræves ingen særlige forudsætninger eller tro. Du kan læse meget mere, hvis du søger efter ”Skovkirke” på Facebook. Velkommen i skoven!

Foto: Pexels.com

MØD OS PÅ MESSERNE I NOVEMBER VAR Areopagos og I Mesterens Lys med på årets største alternativmesse, Mystikkens Univers i København. Det var en dejlig weekend med masser af besøg og gode samtaler på vores stand! Hvis du skal med til helsemesserne Krop-Sind-Ånd rundt omkring i landet i løbet af vinteren og foråret, har du også mulighed for at møde os der. Vi glæder os til at hilse på dig!

»Hvis vi bekender vores synder, kan vi være sikre på, at han, som er trofast og uden synd, vil tilgive os og fjerne vores skyld« 1. JOHANNESBREV 1,9

10 tørst EFTERÅR 2018

Foto: Areopagos

TIL MARTS HAR du mulighed for at komme med til et spændende vinterseminar i Aarhus!

Temaet er ”Ledelse og tro”, og det foregår lørdag den 2. marts 2019 i Studenternes Hus ved Aarhus Universitet.

Dagen byder på interessante oplæg og god mulig­­hed for dialog. Vi får blandt andet b ­ esøg af cand. theol Pia Søltoft, som vil tale om, hvad ledere kan lære af en kristen tænker som Søren Kierkegaard. Og chefkonsulent Lene Frølund Thomsen vil tale om det interes­sante paradoks, at den mest betydningsfulde forandring ofte sker, når vi lader være med at skabe forandring. Resten af programmet er lige på trapperne. Følg med på areopagos.dk! Og hjertelig velkommen til marts!

#AABENHIMMEL Foto: Pexels.com

VINTERSEMINAR

Foto: Pexels.com

Det er for at give plads til fred og glæde i ens eget hjerte at det er nødvendigt at tilgive og slippe.

Margareta Melin

»Den, der efterstræber hævnen, burde grave to grave« GAMMELT KINESISK ORDSPROG

Foto: Pexels.com

ER DU GLAD FOR at læse bøger? Og har du lyst til at få input fra andre, som har læst den samme bog som dig? Så har du mulighed for at være med i en læseklub, som Areopagos og bloggen ”På Herrens Mark” står for. Det foregår sådan, at alle læser den samme bog (”Månedens bog” fra butik.areopagos.dk), og dernæst har man mulighed for at dele tanker og inspirere hinanden online. Du kan læse meget mere om læseklubben på bloggen påherrensmark.dk.

VIL DU MED UD AT GÅ?

PÅ GENSYN PÅ FACEBOOK Foto: Pexels.com

TØRST UDKOMMER KUN to gange årligt, så hvis du gerne vil have lidt hyppigere informationer om, hvad der sker i Areopagos’ univers, så er det en rigtig god idé at følge os på Facebook. Søg efter Areopagos Danmark og husk at ”synes godt om”, for så får du alle vores arrangementer og forskellige tilbud serveret direkte på din Facebook-væg.

Foto: Pexels.com

KLUB FOR LÆSEHESTE

ER DU GLAD FOR pilgrimsvandringer? Og bor du på Sjælland? Så har du mulighed for at gå med, når Københavns Pilgrimsfællesskab arrangerer pilgrimsvandringer. De arrangerer jævnligt kortere ture, både i byen og i naturen, og vil gerne have endnu flere deltagere med på turene.

Du kan læse mere om dem på Facebook, hvis du søger på Københavns Pilgrimsfællesskab.

tørst EFTERÅR 2018 11

Tilgivelse er ikke en følelse Det kræver meget arbejde at tilgive, men uden tilgivelse risikerer vi at blive bitre, siger psykoterapeut Steen Palmqvist TEKST MERETE RIIS JENSEN

STEEN PALMQVIST bor i Randers og har 28 års erfaring som psyko- og familieterapeut.

: FOTO PEXELS.COM OG PRIVAT

Ingen af os slipper for det. I løbet af livet kommer vi alle til at møde mennesker, som sårer os, og som vi får brug for at tilgive. Men det betyder ikke, at dét at tilgive ligger lige til højrebenet for os.

Tværtimod. ”Det kan være rigtig svært at tilgive. Og tilgivelse kræver meget arbejde,” siger Steen Palmqvist. Han har 28 års erfaring som psykoterapeut og møder ofte mennesker, som virkelig kæmper med at tilgive. ”Ofte tror vi, at tilgivelse er en følelse, men hvis vi går og venter på, at den følelse dukker op, kommer mange til at vente forgæves. I stedet er vi nødt til at handle, for tilgivelse er i virkeligheden en beslutning og en handling,” siger han.

SÆT ORD PÅ DET. Ifølge Steen Palmqvist er der nogle helt centrale ting, som man er nødt til at gøre i en tilgivelsesproces. Den første går ud på at italesætte, hvad der skal tilgives. ”Det handler om at sige: ’Jeg er vred og såret over det her’. Man kan enten sige det til personen, som man er vred på, eller man kan tale med en god ven om det. Men det handler om at sætte ord på det, så man selv ved, hvad det er, man har behov for at tilgive,” siger Steen Palmqvist.

Han fortæller, at netop det at sætte ord på, hvad der er sket, er utroligt vigtigt i en tilgivelses-proces. ”Jeg møder mennesker i mit terapirum, som for eksempel har været udsat for overgreb. De skal først have rigtig god tid til at tale om det og sætte ord på den smerte og vrede, de føler, før jeg over-

12 tørst EFTERÅR 2018

hovedet nævner tilgivelse for dem. Det tager tid, og det kræver ord.”

STOP MED AT TALE. Når man så har sat ord på problemet, kommer overvejelserne og refleksionen. ”Så må man overveje med sig selv, om man vil tilgive. For hvis man siger, at man vil tilgive, så betyder det, at man fra deraf holder op med at tale med den ’skyldige’ om det. Hvis min ægtefælle for eksempel har været utro, vælger jeg fremover ikke at tale om utroskaben med min ægtefælle. Hvis jeg stadig har brug for at tale om det, skal jeg finde en sjælesørger eller en god ven,” siger Steen Palmqvist.

Han understreger, at beslutningen om at tilgive ikke betyder, at følelsen af vrede og sårbarhed forsvinder. ”Jeg kan stadig være frustreret, vred og bange, men når jeg har taget valget om at tilgive, er det vigtigt, at jeg fremover ikke længere taler med vedkommende om det grænseoverskridende.”

DET TAGER TID. Og selvom man har truffet beslutningen om at tilgive, kan det stadig tage lang tid. ”Det kan tage alt mellem to minutter og 60 år.

Det afhænger af, om det er en brudt aftale eller for eksempel et seksuelt overgreb. Man skal ikke undervurdere, hvor svært det kan være, men hvis man går ind i en proces og arbejder på at tilgive, er der rigtig meget fred at hente,” siger psykoterapeuten. ”Men man skal være forberedt på, at følelsen af fred og af at kunne give slip ikke kommer med det

« DER ER RIGTIG MEGET FRED AT HENTE I TILGIVELSE

samme. Det tager tid, og jo større svigtet er, jo længere tid tager det ofte.”

BITTERHED ØDELÆGGER. Omvendt kan det være decideret ødelæggende, hvis man ikke ønsker eller evner at tilgive. ”Så risikerer man at blive bitter. Bitterhed ødelægger én indefra, og bitterheden gør, at jeg bliver holdt fast i det, jeg har været udsat for. På den måde bliver jeg jo faktisk straffet dobbelt,” siger Steen Palmqvist. ”Det kan føles virkelig uretfærdigt, at det er mig, der er nødt til at arbejde på tilgivelsen, men det er jo mig selv, det går ud over, hvis jeg ikke vil tilgive. Så hvis jeg ikke selv tager ansvar, bliver jeg aldrig fri.” ØV DIG PÅ DET. Derfor mener han også, at det er vigtigt at øve sig i at tilgive andre. ”Det er godt at have et tilgivende sind, for i løbet af livet kommer vi til at overtræde hinandens grænser. Det sker hele tiden. Men når man kommer til at tænke på noget, der har gjort ondt, så er det godt at sige til sig selv ’jeg har tilgivet det, så det vil jeg ikke bruge mere tid på’,” siger han.

”Hvis jeg vælger, hver gang følelsen dukker op, at jeg ikke vil bruge mere tid på det, så er jeg skabt sådan, at til sidst vil jeg ikke blive mindet om det længere.”

TILGAV PÅ KIRKEGÅRDEN. Terapeuten slår fast, at tilgivelse ikke er afhængig af, om modparten ønsker at blive tilgivet. ”Tilgivelse har ikke som sådan en modtager, medmindre vedkommende selv beder om det.

Friheden er ikke afhængig af, om modparten vil tilgives eller ej, så man kan godt finde fred, selvom man ikke får en undskyldning,” siger Steen Palmqvist.

Han talte på et tidspunkt med en kvinde, som havde været udsat for et seksuelt overgreb som stor teenager. ”Personen, som havde udsat hende for det, var død for længe siden, men kvinden havde det stadig rigtig svært med det. Hun kom i terapi og fik det bearbejdet, og på et tidspunkt gik hun på kirkegården, stillede sig foran vedkommendes gravsten og sagde ’jeg har tilgivet dig’. Hun fortalte mig, at det var den største frihed, hun havde oplevet i mange år.” tørst EFTERÅR 2018 13

Foto: Pexels.com

Når du tilgiver et andet menneske, sætter du jer begge fri.

ET MAGASIN UDGIVET AF

Min søster døde i et trafikuheld. Jeg ringede til manden bag rattet TEKST JAKOB SILAS LUND

:

FOTO PEXELS.COM

Jeg havde tænkt på at ringe til ham i lang tid. Måske endda helt siden ulykken 16 år tidligere.

Igen og igen havde jeg slået det hen, påvirket af folk, som fandt idéen grotesk, eller fordi jeg ikke selv kunne overskue konsekvenserne.

Hvordan ville det påvirke mig, min familie, Chaufføren? Ville det sætte et spor i universet, eller ville det være komplet formålsløst? Havde jeg lyst til at finde ud af det?

Da min søster blev slået ihjel, brød min familie sammen – både os hver især og den større enhed. At sørge er i sandhed ensomt. Selv når man har mennesker tæt på sig, som man kan dele sorgen med, vil de nødvendigvis sørge med deres egen hastighed, tage imod sorgens bølger i ensomhed, som de skyller ind på forskellige tidspunkter og med varierende kraft.

Vi havde brugt møjsommelige år på at reparere os og vores forhold. Mine forældre blev sammen, men ulykken forrykkede vores forståelse af, hvad vi kunne forvente os af verden. Det tog år at genvinde en tillid til tingenes orden.

Ville jeg sætte alt det over styr med et simpelt telefonopkald?

JEG KENDTE IKKE Chaufførens navn. Jeg vidste, at han havde kørt en sølvgrå Seat Toledo, og jeg vidste, at hans tiårige søn sad ved siden af ham på passagersædet, da ulykken skete. Politiet havde fortalt os, at han formentlig kørte for hurtigt, men det kunne ikke bevises, ligesom et andet sandsynligt scenario ikke kunne det: at min far havde kørt uagtsomt og drejet ud på vejen foran Toledoen (min far mistede bevidstheden og husker ingenting).

Hvad jeg med sikkerhed vidste, var, at bilerne kolliderede med en sådan fart, at min fars Volkswagen blev splittet i to som en melon, der flækker, når man taber

16 tørst EFTERÅR 2018

DA MIN SØSTER BLEV SLÅET IHJEL, BRØD MIN FAMILIE SAMMEN

«

tørst EFTERÅR 2018 17

den på gulvet. Min søster blev erklæret hjernedød ved ankomsten til hospitalet, og min mor var efterladt med beslutningen om at slukke for respiratoren. Min fars overlevelse var nærmest mirakuløs, og i lang tid var den udelukkende fysisk. Chaufføren og hans søn var uskadte.

Min søster var 17, da hun døde, jeg var 19. Hun var den eneste person, forstod jeg senere, som jeg havde forventet aldrig nogensinde at skulle skilles fra. Kærester kan forlade én, venner kan komme og gå, og forældre forventes at tage herfra før deres børn.

MIN SØSTER VAR et kærligt og varmt menneske.

På gymnasiet voksede hun ud af sin generthed, og da hendes klasse modtog besøgende fra en skole i Ghana, opgav hun sit værelse for at give logi til to af pigerne og foldede sig ud som übersocial turistguide i hele nærområdet.

Hun døde, netop som hendes voksne personlighed begyndte at tage form, og jeg er overbevist om, at hun ville have udviklet sig til en nysgerrig, ansvarsfuld, empatisk kvinde.

Efter hun døde, havde jeg i glimt voldelige fanta­sier om, at nogen skulle tale dårligt om hende, og at jeg ville respondere med at smadre en knytnæve i munden på dem. Folk, der ville mig det vel, deriblandt psykologer, lod mig vide, at det var helt almindelige følelser i en sorg-

18 tørst EFTERÅR 2018

proces. Jeg skulle ikke skubbe destruktive følelser fra mig, uanset hvilken form de tog, eller hvem de var rettet imod. Jeg kunne forventes at føle vrede mod min far på grund af hans rolle i ulykken, fik jeg at vide, eller endda mod min søster, fordi hun døde. Men bortset fra en sjælden dagdrøm eller enkelte mareridt tog de følelser aldrig hold i mig.

I særdeleshed, og overraskende for mig selv, udviklede jeg aldrig noget had mod Chaufføren.

Tværtimod følte jeg en sær forbindelse til ham.

Begge vores liv var blevet ændret den skæbnesvangre februar-aften. Han og jeg var blandt den håndfuld af mennesker, der blev mest berørt af ulykken, forestillede jeg mig. Og alligevel havde vi aldrig talt sammen eller mødt hinanden.

HEN AD VEJEN, i løbet af de 16 år efter ulykken, var der oplevelser, der bestyrkede min tro på, at det ville være rigtigt at ringe til ham. Ingen var stærkere end den første forsoningsceremoni, jeg deltog i i det østlige Sierra Leone.

Da jeg var kandidatstuderende i New York i 2008, blev jeg introduceret for en mand, der hed John. Han var fra Sierra Leone og havde kort inden lavet ngo’en Fambul Tok – eller ’Familiesnak’ på det lokale krio-sprog.

Organisationens mission var at genopbygge den sociale sammenhængskraft, som var blevet

smadret af den borgerkrig, der hærgede Sierra Leone fra 1991 til 2002. Krigen blev berygtet for sin brug af børnesoldater, seksuel vold, håndsafhugninger og bloddiamanter.

John og jeg opdagede hurtigt, at vi havde en række interesser, værdier og drømme til fælles, og han inviterede mig til at komme til Sierra Leone for at arbejde frivilligt med Fambul Tok i min ferie. Så snart semestret sluttede, sad jeg ombord på et fly, der for første gang i mit liv ville føre mig til Afrika syd for Sahara.

Fambul Toks arbejde begyndte i den del af Sierra Leone, der grænser op mod Liberia. Det var her, krigen blev skudt i gang af en lille gruppe rebeller, der kaldte sig Revolutionary United Front, eller RUF. Selvom RUF hævdede at kæmpe en demokratisk revolution, opslugte krigen snart de landlige områder og små landsbyer, og som foreskrevet af krigens regler var der mange flere civile end kombattanter blandt ofrene. Civilbefolkningen blev tvunget til at blive bush wives for kommandører eller til at kæmpe for en af de utallige fraktioner, der opstod, efterhånden som regeringstropperne og rebelgrupperne blev splintret til mere eller mindre ideologisk funderede grupper.

gen vokset til flere hundrede mennesker.

Idéen med ceremonien var at give ofre, vidner og gerningsmænd muligheden for at dele deres oplevelser og hele ødelagte relationer, som før krigen havde været tætte.

På skift stod folk frem i cirklen og fortalte deres historier: en kvinde, der var blevet gruppevoldtaget af rebellerne; en mand, som fik stjålet hele sin livsopsparing af soldaterne; folk, som havde mistet venner og familiemedlemmer.

Så rejste en kvinde sig og trådte frem fra kredsen af bænkede skikkelser foran bålet.

Hendes krop virkede skrøbelig, men hendes ryg var rank, og hendes øjne glødede under et farverigt tørklæde bundet om hendes hår. Hun talte om sin bror, som var blevet dræbt af rebellerne.

Han var en ung mand, som havde befundet sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Han havde aldrig gjort nogen fortræd. Hun talte om familiens sorg og om, hvor svært de havde ved at komme videre. Hendes stemme blev opslugt af en stille gråd. Hun sank sammen og blev omfavnet af sine naboer.

SÅDAN GIK DET også for Samba.

Han var i sine tyvere, da RUF angreb hans landsby og gav alle mænd, der var gamle nok til at kunne bære en Kalashnikov, valget mellem at tilslutte sig kampen eller blive offentligt henrettet. Samba indordnede sig og viste sig at være en dreven kriger.

Han steg hurtigt op gennem RUFs hierarki og blev snart forfremmet til personlig bodyguard for RUFs leder. Han tilbragte meget tid ved fronten, men hans militære karriere endte brat, da en granat næsten slog ham ihjel og sprængte hans ene fod i stykker.

Jeg mødte Samba på dagen for Fambul Toks første forsoningsceremoni, i en landsby omgivet af tæt skov og grønne bakker. Samba var der for, i sin rolle som tidligere kombattant, at promovere forsoning, nu da krigen endelig var ovre.

Vi brugte det meste af dagen på at gå rundt hånd i hånd, som det er sædvane på de kanter, og tale om hans oplevelser fra krigen. Jeg havde aldrig hørt noget lignende.

Ilden voksede sig stadig stærkere, og bålet sendte flammer højt op i den sorte nat.

GRUPPEN BLEV FØRST helt tyst, så brød en hvisken ud, som steg i styrke og intensitet, råb gjaldede, og høvdingen måtte dæmpe palaveren.

Samba fortsatte efter en pause: Han fortalte, at han var blevet tvunget til at kæmpe for RUF, at han fortrød de grusomme handlinger hver eneste dag. Han havde svært ved at sove om natten, sagde han, og han ønskede brændende, at han kunne tage den sorg, han havde forvoldt, tilbage.

Han faldt på knæ og bad kvinden: Tilgiv mig.

OMKRING SKUMRINGSTID blev der tændt et stort bål midt i landsbyen, og Samba og jeg skiltes.

Folk fra omkringliggende landsbyer begyndte at stimle sammen om bålet, og snart var forsamlin-

JEG BRUGTE DE næste mange år på at vende tilbage til Sierra Leone. Jeg stiftede en organisation, der arbejdede sammen med Fambul Tok, og jeg skrev en bog om Sambas liv og borgerkri-

» Livet er smukt, tænkte jeg,

selv når det er forfærdeligt og trist

Så rejste en mand sig og begyndte at tale. Det tog mig lidt tid at genkende Samba i det flimrende lys. Han introducerede sig selv og vendte sig mod kvinden, der lige havde sat sig. Han rakte håndfladerne frem mod hende, kiggede hende i øjnene og sagde: “Det var mig, der slog din bror ihjel.”

tørst EFTERÅR 2018 19

» Så tog jeg en dyb indånding og sagde:

’For 16 år siden var du involveret i en bilulykke’ gen. Men det tog lang tid, før jeg forstod, at min instinktive forkærlighed for forsoningsarbejdet i Sierra Leone var så tæt forbundet til min egen heling.

Hvordan, overvejede jeg, kunne folk, som havde haft krigens uhyrligheder så tæt inde på livet, tilgive hinanden, hvis jeg ikke kunne tilgive en trafikforseelse?

Selv en, der dræbte min søster.

Essayet er skrevet af Jakob Silas Lund.

Han er konsulent, forfatter og foredragsholder – og arbejder med kvinders rettigheder i humanitære brændpunkter for FN-organisationen UN Women.

Essayet kan læses i en lidt længere udgave på Zetland.dk.

DET VAR EFTER gentagne samtaler med en ven, at jeg endelig besluttede mig. Han blev ved at spørge mig, hvorfor jeg ikke bare ringede, og det gik op for mig, at jeg ikke havde et godt svar.

Jeg indså, at det eneste, der holdt mig fra at gøre det, var en frygt for, at det ville gå galt. At Chaufføren ville vise sig at være afvisende eller endda fjendtligt indstillet; at han ville forklejne betydningen af ulykken, min søsters død, min families sorg.

Det blev mere og mere klart for mig, at det ikke var en god nok grund til at forhindre mig i at gøre noget, jeg følte var rigtigt. Det var også blevet klart for mig, at behovet for tilgivelse – for så vidt det eksisterede hos Chaufføren – også var til stede i mig selv. Jeg havde et behov for at lette mig selv for den byrde, selv et hypotetisk eller forestillet nag repræsenterede.

PÅ EN SOLRIG EFTERMIDDAG i maj fandt jeg et afsidesliggende område af den lokale botaniske have – det mest fredfyldte sted, jeg kunne komme på. Så tastede jeg nummeret ind. En del af mig ville ikke tro på, at opkaldet rent faktisk ville blive besvaret, og da det alligevel skete, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg fremstammede en introduktion, jeg havde øvet mig på, og fortalte Chaufføren, at jeg havde villet tale med ham i mange år; at jeg først nu havde samlet modet.

“Det lyder interessant,” sagde han med et grin, der fortalte mig, at han forventede at høre om en uafhentet lottogevinst.

Jeg grinede også, nervøst.

Så tog jeg en dyb indånding og sagde: “For 16 år siden var du involveret i en bilulykke.”

20 tørst EFTERÅR 2018

“Ja?” svarede han og lød pludselig mere højtidelig.

“Det var min far, som kørte den anden bil,” sagde jeg. “Og min søster, der sad ved siden af ham.”

Der blev stille i hans ende af røret.

“Nina,” sagde han så.

Nina var min søsters navn. Ingen af os sagde noget i nogle lange sekunder, tårer begyndte at finde vej ned ad mine kinder.

CHAUFFØREN FORTALTE MIG, at han stadig kører forbi stedet, hvor ulykken skete, næsten hver dag.

“Der går sjældent en dag, hvor jeg ikke tænker på det,” sagde han.

Han fortalte mig også, at det var ham, der hev min bevidstløse far ud af bilen, og som gravede Nina ud af en stor bunke sne. Han holdt hende i sine arme og gav hende førstehjælp. Da ambulancen ankom, måtte redderne hive ham væk fra hende, han ville ikke – var ikke i stand til – at slippe hende. Hendes blod farvede hans jakke, og i mange år efter følte han hverken, at han kunne gå med den igen eller smide den ud.

Han fortalte alt det og blev så tavs og ventede på, at min hulken skulle fortage sig. Hans søn, som sad ved siden af ham i bilen, da ulykken skete, var aldrig helt kommet sig over traumet, sagde han som svar på mit spørgsmål om, hvordan han og hans familie havde det i dag.

SAMTALEN FORTSATTE i mere end 20 minutter.

Det var tydeligvis vigtigt for Chaufføren at give mig sin udgave af, hvad der var sket op til og under ulykken. Han genfortalte detaljer, som jeg aldrig havde overvejet, om jeg reelt havde lyst til at høre om.

Vi var begge stille i nogen tid igen.

Så sagde jeg: “En del af grunden til, at jeg ringede til dig, var, at jeg har tænkt over, om du mon har været bange for min families tanker om dig.”

Jeg var usikker på, om jeg skulle formulere sætningen som et spørgsmål, og holdt en pause.

Det gjorde han også, før han svarede: “Selvfølgelig har jeg tænkt på det.”

“Jeg er glad for at kunne sige,” sagde jeg og var rent faktisk glad, “at vi ikke har nogen dårlige tanker om dig, vi har ikke noget had. Der er ikke nogen, der er ude efter hævn eller noget i den stil.”

“Det er jeg glad for at høre,” sagde han, og jeg syntes, jeg hørte et suk.

“Faktisk,” sagde jeg og følte en uventet og sær energi boble i mig, “hvis du føler, at du har brug for – eller har lyst til – en tilgivelse fra min eller vores side, så vil jeg gerne fortælle dig, at jeg tilgiver dig.”

“Tak.” Punktummet rungede i røret længe nok til, at jeg forsøgte at tolke hans sindstilstand, uden at nå en konklusion.

Han fortalte mig, at han havde villet komme til min søsters begravelse, men at han ikke havde vidst, hvordan han skulle komme i kontakt med min familie. Han sagde, at han havde gemt billeder af både min fars og sin egen totalskadede bil samt udklip fra aviser om sagen. Det kunne lige så vel have været ham selv eller hans søn, der havde mistet livet, sagde han, men de kom derfra uden skrammer, hvilket havde efterladt ham med et ekstra lag af skyldfølelse.

VI KOM IKKE TÆTTERE PÅ, hvad der helt konkret var sket under ulykken. Alle vil altid

have deres egne versioner og minder – det var aldrig vigtigt for mig.

Men idet jeg lagde på og langsomt fandt tilbage til en verden med summende bier og sorte rovfugle kredsende højt over mig, havde jeg en klar følelse – en, gik det op for mig, som jeg ikke havde haft siden mit arbejde i Sierra Leone – af at have været en del af noget, der var meningsfuldt ikke bare på et personligt niveau, men som positivt havde bidraget til en form for kosmisk karma-regnskab.

Livet er smukt, tænkte jeg, selv når det er forfærdeligt og trist.

Jeg var ikke “kommet videre”. Jeg havde ikke opnået en guddommelig indsigt i det menneskelige sind. Men jeg havde fornemmelsen af at have opnået en grad af renselse, som jeg ikke selv havde forstået, hvor meget jeg havde haft brug for.

Det føltes, som om jeg havde kastet mig ud på 70.000 favne vand. Og nu var jeg dukket op til overfladen. Gennemblødt, men levende. tørst EFTERÅR 2018 21

anbefalet

Her er et lille udpluk af bøger, film og musik, som på forskellig vis giver inspiration i forhold til tilgivelse.

E

KSTREM NÅDE. Bogen Den nåde jeg ikke kendte (Phillip Yancey, Scandinavia, 2000) fortæller virkelig godt om, hvor ekstrem tilgivelsen fra Gud er. Forfatteren kom­mer med mange ærlige og dybe fortællinger, som alle sammen peger på, hvor fuldstændig altomfattende Guds tilgivelse er. Han kan tilgive alt, selvom vi ikke fortjener det, fordi hans kærlighed til os er lige så ekstrem som hans nåde.

Samtidig peger bogen også på, hvor vigtigt det er, at vi selv tilgiver andre i stedet for at holde fast i vrede og fordømmelse af folk, som tror eller tænker anderledes end os. Nåde er den allerstørste gave, vi kan give til hinanden.

Det er flere år siden, at jeg læste bogen, men den står stadig for mig som den allerbedste bog om nåde og tilgivelse.

S

ONING. Den her film så jeg ved et tilfælde en aften, hvor jeg var på ferie i Paris og valgte en tilfældig film i en tilfældig biograf. Og jeg har sjældent været gladere for en tilfældighed, for filmen Soning (”Atonement”, 2007) var en fantastisk oplevelse, både visuelt og indholdsmæssigt.

Den fortæller historien om, hvilke konsekvenser det fik for en hel familie, at den 13-årige pige Briony i 1935 misforstod en situation mellem sin ældre søster og familiens ven Robbie. Situationen var uskyldig, men Briony havde en livlig fantasi, og pludselig skabte hun en situation, der fik skæbnesvangre følger for dem alle. Da det senere går op for hende, hvad hun har været skyld i, bruger hun de næste mange år på at forsøge at ”sone” sine handlinger. Men kan man det?

Filmen er et sandt mesterværk.

ANDERS VESTERGAARD

T

ILGIVELSENS BOG. Jeg har altid beundret Desmond Tutu, og efter at have læst Tilgivelsens Bog (Kristeligt Dagblads Forlag, 2014), som han har skrevet sammen med sin datter, Mpho Tutu, beundrer jeg ham endnu mere.

Han har oplevet forfærdelige ting i sit liv, og alligevel har han en helt klar tro på, at tilgivelse er den eneste vej frem.

I bogen kommer han dels med fortællinger fra sit liv og dels input til, hvordan man kan lære at tilgive, selv når det føles helt umuligt. Han bagatelliserer ikke tilgivelse, men fortæller helt ærligt om, hvordan vejen til tilgivelse kan tage årevis, og at det ikke er sikkert, at man kan bevare relationen efter tilgivelsen. Men samtidig viser bogen på smukkeste vis, at tilgivelse er det eneste, der kan give frihed indeni.

Jeg har virkelig fået godt input til mit eget liv og mine egne relationer gennem bogen.

ANNE H. OLSEN PETER V. HANSEN

»Uden tilgivelse er der ingen fremtid«

DESMOND TUTU

En sang om tilgivelse Da jeg tænkte over, hvad jeg skulle anmelde her, søgte jeg på Google og faldt tilfældigt over en fantastisk sang om tilgivelse. Den hedder Forgiveness og er med den amerikanske sanger Matthew West. Jeg kan virkelig godt lide sangen, fordi han sætter ord på tilgivelsens sværhed og enorme betydning. ”It’ll clear the bitterness away. It can even set a prisoner free. There is no end to what its power can do.

So let it go and be amazed by what you see through eyes of grace. The prisoner that it really frees is you.”

CLARA SIMONSEN

22 tørst EFTERÅR 2018

»Det var så markant, at Jesus ikke krævede en særlig opførsel fra mig fremover eller roste mig for gode gerninger. Han viste sig bare for mig, viste, at det var godt, at jeg er til. Større bliver kærlighed vel ikke« CHARLOTTE RØRTH

Hytten

F

ORBRYDERALBUMMET. For nogle år siden hørte jeg første gang Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel give koncert. Det var en gribende oplevelse at høre tidligere og nuværende kriminelle synge om kærlighed, nåde og Gud. De talte og sang også om tilgivelse, og der var noget helt særligt ved at høre det fra mennesker, som ærligt indrømmede, at de virkelig havde fucket op i livet.

Efter koncerten købte jeg deres album Forbryderalbummet, og den cd kan jeg absolut anbefale.

MAJA JENSEN

B

EVAR DIT HJERTE. For nylig har jeg læst en lille bog af svenske Margareta Melin.

Bogen hedder Tilgive – og bevare sit hjerte (Eksistensen, 2017), og jeg kan virkelig anbefale bogen, fordi den viser, hvor altafgørende det er for ens eget hjerte, at man giver sig selv lov til at tilgive. Og hvor vigtigt det er at blive tilgivet af andre og – ikke mindst – af Gud for alt det, jeg gør og ikke gør.

JESPER SIMONSEN

Dette er den bedste bog, jeg nogensinde har læst. I romanen Hytten (Boedal, 2008) får vi nemlig ærlige svar og brugbare input til livets måske allersværeste spørgsmål: ”Hvor er Gud i en verden, der er fyldt med ubeskriveligt stor lidelse?”

I bogen møder vi Mack, hvis 6-årige datter bliver bortført på en familieferie. Politiet finder senere beviser på, at hun er blevet brutalt myrdet i en forladt hytte i vildmarken. Den sønderknuste far mister troen på både Gud og livet, men en dag får han et besynderligt brev, som inviterer ham op i netop den hytte, hvor mordet foregik.

Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, men jeg vil bare sige, at jeg græd mange gange, mens jeg læste bogen. Og en frustreret tvivler som mig lærte virkelig meget både om Gud, om lidelse og om tilgivelse.

KATHRINE SLOTH

tørst EFTERÅR 2018 23

eftertanke

Når Gud tilgiver Kan man bede om tilgivelse fra Gud uden at nedgøre sig selv?

BØN “Gud, kan jeg bede om din tilgivelse, uden at det betyder, at jeg skal nedgøre mig selv for at gøre mig fortjent til din kærlighed? Kan du ikke se, at jeg gør mit bedste? Kan du ikke se, at jeg prøver at gøre det rigtige? Er min syndsbekendelse alt, du vil have fra mig? Er alt, du ser hos mig, mine fejl? Hvem er jeg i dine øjne? Hvem er du?”

Skrevet af Mie Grønne-Grann, som studerer Kristendom, Kultur og Kommunikation og er praktikant hos ”På Herrens Mark” og

Kamilla Maria Jakobsen som står bag påherrensmark.dk, som er en blog, podcast og webshop, der handler om livets store spørgsmål.

24 tørst EFTERÅR 2018

Vi kender selv til og har talt med mennesker, hvor talen om ‘Guds tilgivelse’ vækker afsky, fordi syndsbekendelse høres som en opfordring til selvhad og ligefrem at nedgøre sig selv. Hvor er vejen at gå for os, der kender til disse tanker?

Det er smertefuldt at skamme sig. Det, der kan læge skammen, er at opdage sig selv elsket. Dette gælder også i forholdet til Gud. Kan fortællingen om ”den fortabte søn” i Bibelen være et svar på både skammens og skyldens stemme?

I JESU FORTÆLLING om den fortabte søn (Lukasevangeliet 15,11) beder den yngste af to sønner sin far om at få sin del af arven på forskud. Sønnen rejser og bruger alle pengene på sjov og ballade.

Da pengene er brugt op, og sønnen er ved at sulte ihjel, beslutter han at vende hjem til sin far og sige: “Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.”

Men mens han endnu var langt borte, så hans far ham og løb hen og faldt ham om halsen og kysse­de ham. Faderen beslutter at give ham nyt tøj, slagte fedekalven og holde fest for ham.

Da den ældste søn ser det, bliver han vred og vil ikke deltage i festen. Han siger til sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et

eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.

Faderen møder ham med ordene: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

HVORFOR TØR SØNNEN vende hjem? Den yngste søn er plaget af skyld og skam over sin opførsel.

“Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn”, siger han. Han skammer sig. Men måske er netop det, at han tør vende hjem, også et udtryk for en tillid, han har til sin far? Han har en tillid til, at faderen er god på trods af sin egen opførsel. Skammen får ikke det sidste ord; han rejser sig og vender hjem.

HVILKET BILLEDE HAR den ældste søn derhjemme mon af Faderen? Han har knoklet hele livet for at gøre det rigtige. Men hvorfor egentlig? Lever han i frygt? Han føler sig overset, når Faderen fejrer den yngste søn og længes efter anerkendelsen. “Jeg har aldrig overtrådt dine bud” siger han.

Han tror, at faderens kærlighed til ham er betinget af hans gode gerninger, og derfor må den yngste søn, som har ødslet det hele væk, naturligvis også fortjene straf. Den ældste søn forsøger at gøre sig fortjent til Faderens kærlighed, men har han opdaget, at han allerede har den?

DEN YNGSTE SØN vender hjem – og løber ind i en favn på Faderen, der er så god og mild. Faderen løber ham i møde, allerede før han ved, om søn-

nen kommer for at bede om tilgivelse. Havde det ikke været rimeligt, hvis Faderen havde tænkt: “Han skylder mig en undskyldning. Han må på knæ, før jeg godtager det”? Men han omfavner ham og kysser ham.

Den ældste søn føler sig overset og konfronterer sin far, og hvad er Faderens reaktion?

Han prøver mildt og kærligt at drage ham ind til sig ved at sige: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.”

« TØR HAN LÆNE SIG

IND I DEN KÆRLIGHED, SOM FADEREN SÅ GAVMILDT ØNSKER AT DELE UD AF? TØR JEG?

Tør den ældste bror læne sig ind i den kærlighed, som Faderen så gavmildt ønsker at dele ud af? Tør jeg?

BØN Gud, mit hjerte længes efter at finde hjem til dig.

Mit hjerte længes efter at banke tæt mod dit og erfare, at jeg kan komme til dig, som jeg er, og at du tilgiver min skyld og kysser min skam. Jeg længes efter at være dér, hvor skammen ikke længere holder mig tilbage, men hvor jeg tillader mig selv at stole på, at jeg kan løbe lige ind i din favn og opdage, at du ikke blot tilgiver, men også elsker mig. tørst EFTERÅR 2018 25

vinderdigtet

Tillykke til vinderen af digtkonkurrencen Det blev Mia Christina Broe Jakobsen fra Løsning, som vandt Tørsts digtkonkurrence om ”Indersiden”

Der er blevet indsendt rigtig mange gode digte, og dommerkomitéen har været på en meget svær opgave. Det har været fantastisk at opleve, hvordan deltagerne på en inspirerende måde har sat ord på deres tanker omkring ”indersiden”. En stor tak til alle, som deltog!

Vinderen blev Mia Christina Broe Jakobsen, hvis digt kan læses på modsatte side.

Dommerpanelet brugte sætninger som ”finurligt og reflekterende” og ”digtet rammer temaet perfekt” om vinderdigtet. Men en del af charmen ved digte er jo, at de siger noget forskelligt til forskellige mennesker, så læs selv digtet og oplev, hvad det siger til dig.

NY DIGTKONKURRENCE. Fordi vi modtog så mange gode digte, har vi besluttet os for at lave en ny digtkonkurrence til næste nummer af Tørst. Denne gang er temaet for konkurrencen ”Bliv menneske”.

Vi har valgt temaet, fordi det er en forkortet udgave af temaet for Areopagos-festivalen, som bliver afholdt til sommer. På bagsiden af dette nummer af Tørst kan du få en lille idé om, hvad vi lægger i temaet. Men hvad lægger du i det?

SKRIV ET DIGT OM TEMAET ”BLIV MENNESKE”.

FORM OG INDHOLD ER HELT OP TIL DIG. SEND DIGTET TIL INFO@AREOPAGOS.DK INDEN DEN 1. MAJ 2019.

Vinderen får et gavekort på 500 kroner til Areopagos’ webbutik – butik.areopagos.dk hvor man kan købe bøger, plakater, cd’er, dvd’er m.v. Vinderdigtet bliver også trykt i næste nummer af Tørst, som udkommer i maj eller juni.

God skrivelyst!

26 tørst EFTERÅR 2018

Et digt fra indersiden Her er et menneske Og det er mig Du er et andet menneske Det er umuligt at vide Om vi er ens på indersiden Det er vi højst sandsynligt Ikke Den koksgrå farve du ser Er dueblå i mine øjne Men det finder vi aldrig ud af Vi ved At vi er enige om At den i hvert fald ikke er kanariegul Vi har delt virkeligheden imellem os op I kasser Det er belejligt Så kan vi blive enige om Hvor tingene skal hen

Vi ser hinanden i øjnene Smiler Skærer virkelighed op I passende stykker Og kaster dem hen i Temperament, årstid, partifarve, subkultur, isme, årti Men på min inderside Flyder kasserne over og sammen Til et hav Med små øer bestående af Det jeg er sikker på At jeg er i tvivl om Jeg ser på dig Du er et andet menneske Med et stabilt blik Mon du har internaliseret kasserne Eller har du også øer og et indre ocean?

tørst EFTERÅR 2018 27

RETURADRESSE: Areopagos

Peter Bangs Vej 5B 2000 Frederiksberg

Gud blev menneske for at møde os. Alligevel tror vi ofte, at vi skal blive så guddommelige som muligt for at møde ham. ”Gør som Gud - bliv menneske” er temaet for Areopagos-festivalen den 28.-30. juni 2019.

VELKOMMEN TIL AREOPAGOS-FESTIVAL

PÅ GALLERI EMMAUS I HASLEV MERE INFO FØLGER PÅ AREOPAGOS.DK OG FACEBOOK DE KOMMENDE MÅNEDER.