Tørst 1-2015 dansk

KÆRE DAGBOG: Jeg er ensom EN GAVE: Men pas på, hvem du giver den til HJEMLØS: Spis middag med en tigger

tørst VINTER 2014/15 ET MAGASIN UDGIVET AF

TEMA: Sårbarhed

Hospitalspræst Tom Kjær:

“Sårbarhed er utrolig smukt”

Ansvarlig udgiver: Areopagos Peter Bangs Vej 1, indg. 5 2000 Frederiksberg Annoncer: info@areopagos.dk Tlf. 38 38 49 10

LEDER

”Jo tak, det går fint …”

DET ER GODT AT VÆRE ROBUST OG STÆRK. Den slags får man ros for i skolen, hos lægen, på jobbet og på Christiansborg.

Det giver derimod ikke mange plus-point at være skrøbelig og vise sin sårbarhed. Hvis man er syg, må man blive rask. Hvis man er arbejdsløs, må man få sig et job. Hvis man har fået knust sit hjerte, må man ”komme videre”. Det nytter ikke noget at stå der og ”flashe” sin sårbarhed overfor alle andre. Det giver sådan en dårlig stemning.

Derfor går mange af os rundt med proforma-smil og svarer automatisk: ”Jo tak, det går fint”, når vi bliver spurgt, hvordan vi har det. Også når vi har det helt igennem forfærdeligt.

For det har vi jo nogle gange. Nogle gange er vi svage, bange, alene og ulykkelige, og nogle gange sårer andre mennesker os, når vi vover at vise vores sårbarhed. Derfor er det fristende at pakke sine følelser helt væk for at undgå at blive såret igen.

Redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.dk Bidragsydere i dette nummer: Raag Rolfsen, Stian Kilde Aarebrot, Tom Andre Håland, Thomas Reinertsen Berg.

Jeg har selv været der. Der, hvor sårbarheden gør så ondt, at man næsten ikke kan få luft. Det oplevede jeg en aften, hvor jeg stod i min entré og gav mit hjerte til en, som desværre ikke tog imod det. Det gjorde forbandet, inderligt ondt, og jeg har aldrig følt mig så sårbar som da.

Grafisk produktion: Glyf Grafik og Nina Simonnes Forsidebillede: Gitte Sofie Hansen Trykt af: Arco Rounborg Grafisk på Amber Graphic FSC Mixed Credit

Alligevel er jeg overbevist om, at det er livsvigtigt, at vi tør være sårbare. For kun når vi tør vise, at vi elsker, lider, snubler og græder, mærker vi livet. Og det er kun, når vi tør være sårbare, at vi lærer hinanden rigtigt at kende.

Kun da opdager vi den fantastiske skønhed, som det uperfekte, sårbare menneske indeholder.

Merete Riis Jensen, redaktør af Tørst

Få et gratis abonnement Areopagos er en kristen dialogorganisation, som arbejder i Danmark, Norge og Kina.

Vores arbejdsområder er religionsdialog, kristen trospraksis og studier af samtidsreligion.

Der er efterhånden få ting i verden, som er gratis. Men dette magasin er rent faktisk! Så hvis du ikke allerede abonnerer på Tørst, så er du meget velkommen til at blive abonnent og modtage magasinet i din postkasse to gange årligt! Kvit og frit!

Du kan bestille det på torst.areopagos.dk

2 tørst VINTER 2014/15

YK

61

TR

areopagos.dk

8

Læs mere på SA

1 G N R . 54

-

Foto: Hanne Nilsen Nygård

HJEMLØS: Hvad sker der, hvis man inviterer en tigger på middag?

»Sårbarheden minder os om noget vigtigt: Stands op, pas på, tag vare på hinanden.« Tom Kjær, hospitalspræst, side 4

VINTER 2014/15 4 KÆRE DAGBOG: Hvem deler man sin ensomhed med? ..................................................................................................... 10 OASE: Den sårbare Jesus ................................................................................................................................................................... 20 ANBEFALET: Sårbarhed i musik, bøger og film ....................................................................................................................... 22 AREOPAGOS: Kinesere lærte om danske handicapforhold .............................................................................................. 28 SÅRBAR HVERDAG: Tom Kjær møder sårbare mennesker hver eneste dag

FÅ GRATIS abonnement på torst.areopagos.dk

........................................................

tørst VINTER 2014/15 3

«

DET ER MEGET VIGTIGT, AT JEG IKKE FORSØGER AT BILDE MIG IND, AT JEG KAN FORSTÅ, HVORDAN DET ER AT VÆRE EN MOR PÅ 40, DER SKAL DØ FRA SIT BARN.

INGEN LETKØBTE SVAR: For Tom Kjær handler mødet med sårbare mennesker om at lytte og vise ydmyghed.

4 tørst VINTER 2014/15

Den

sidste pille i medicinskabet Som hospitalspræst møder Tom Kjær mange sårbare mennesker. Han bliver ofte tilkaldt, når alle andre har givet op TEKST MERETE RIIS JENSEN

:

FOTO GITTE SOFIE HANSEN OG HERLEV HOSPITAL

”Der er desværre ikke mere, vi kan gøre for dig.”

Dén forfærdelige sætning siger lægerne på Herlev Hospital ofte.

For lige så vel som der er helbredelse og liv nogle steder på hospitalet, er der lidelse og død andre steder.

Og hos hospitalspræst Tom Kjær, som holder til i stueetagen i den store hospitalsbygning, er der plads til både liv og død, sorg og glæde. Hver eneste dag møder han mennesker, som kæmper med sygdom, som er kede af det, som er bange – og som har brug for at snakke. ”Der er altid noget at lave. Så snart jeg går uden for min dør, møder jeg patienter og pårørende, som har behov for at tale om det, der foregår i deres liv. Og her er præsten for mange en oplagt samtalepartner. I starten af samtalen siger mange af dem godt nok: ’Jeg er ikke religiøs’, men så plejer jeg at sige: ’Det sladrer jeg ikke om’, og så fortsætter vi samtalen,” siger Tom Kjær med et smil. ”Jeg lægger stor vægt på, at det at være menneske og det at være præst skal gå hånd i hånd. Jeg er bare Tom, som går rundt i almindeligt tøj. Jeg er også præst, men den almindelige menneskelige kontakt er simpelthen forudsætningen for det andet. Det hele starter med tillid.”

OG TILLIDEN ER STOR blandt patienter og pårørende, oplever hospitalspræsten. ”Folk har en umådelig tillid til mig og til præsten som rolle.

Den tillid giver mig et stort ansvar, fordi jeg virkelig kommer tæt på mennesker i skrøbelige situationer. Nogle gange kommer jeg til at se mennesker i en tilstand, som de ikke engang ville vise frem for deres nærmeste. Det er både fysisk og åndelig lidelse,” fortæller han.

Mødet med sårbare mennesker handler for ham om at lytte, vise ydmyghed og undlade at komme med letkøbte svar. ”Det er meget vigtigt, at jeg ikke forsøger at bilde mig ind, at jeg kan forstå, hvordan det er at være en mor på 40, der skal dø fra sit barn. Det kan jeg ikke forstå, men jeg kan måske fornemme lidt af det. Eller når jeg snakker med en, der har mistet sin kone efter 60 års samliv, så kan jeg forestille mig, at det må være tørst VINTER 2014/15 5

«

DET ER IKKE SÅRBARHEDEN, DER ER PROBLEMET. DET ER MÅDEN, VI BEHANDLER HINANDEN PÅ

ligesom en amputation uden bedøvelse. Jeg er ikke blevet amputeret, men jeg kan forestille mig ud fra mine andre oplevelser med smerte, hvor forfærdeligt det er. Og det kalder på en enorm ydmyghed i situationen,” siger Tom Kjær.

TOM KJÆR (56) Cand. theol. fra Københavns Universitet Har arbejdet som hospitalspræst på Herlev Hospital siden 1996

HERLEV HOSPITAL Til april starter byggeriet af et helt nyt center ved hospitalet: ”Center for Tro og Fordybelse”, som kommer til at indeholde en rigtig kirke, et muslimsk bederum og et stillerum for folk, som ikke er religiøse. Planen er, at centret bliver indviet i påsken 2016. ”Det har jeg kæmpet for i årevis, og det er min gamle kongstanke: ’Frihed for Loke, såvel som for Thor.’ Det betyder ikke, at alting er lige godt, men det betyder, at vi kun kan tage de åndelige slagsmål i frihed. Så derfor skal der være rum og rammer til alle,” siger Tom Kjær.

6 tørst VINTER 2014/15

HAN HAR VÆRET hospitalspræst på Herlev Hospital i 19 år og arbejder især med de kræftrelaterede patientgrupper og med palliation, hvilket betyder omsorg for patienter, som er uhelbredeligt syge.

Ofte henvender patienterne sig selv til ham pr. sms eller telefon, andre gange er det de pårørende, og de fleste gange er det sygehuspersonalet, som opfordrer patienterne til at snakke med ham. ”Jeg har været her i mange år, så personalet kender mig godt og ved sådan cirka, hvornår de skal sende bud efter mig,” siger Tom Kjær. ”Der er planlagte samtaler, og så er der selvfølgelig også de mere akutte. Det kan være, at man troede, at det gik så godt, og vi levede fint sammen papirløst. Men så bliver den ene pludselig meget dårlig, og så vil man gerne giftes meget hurtigt.

Der er også uventede dødsfald, nøddåb og almindelige gudstjenester, og så bruger jeg også meget tid på undervisning af personalet,” fortæller Tom Kjær. ”De ansatte vil meget gerne høre om åndelig omsorg, fordi det i dag forventes, at alle i sundhedsvæsenet kan udøve en form for åndelig omsorg. Det er ikke det samme som at missionere ud fra et bestemt åndeligt synspunkt, men om at finde ud af, hvad den her patient tænker om livets store spørgsmål, og hvordan vi kan give rum og rammer til det.”

OG NETOP RUM OG RAMMER er vigtige for hospitalspræsten, når han hver dag taler med sårbare mennesker. ”Jeg prøver at være vældig berørt på en god måde.

Det handler meget om at være åben over for den stemthed, der er hos patienterne. Gå ind i glæden over et nyfødt barn, gå ind i smerten over et barn på halvandet år med en uhelbredelig sygdom. Sorgen er så dyb og fortvivlelsen så stor, at jeg er nødt til at være i den også. Det her er en smerte, som har en hellig tavshed over sig. Der er ikke ord for det her, og ritualer slår måske heller ikke til. Men det, at vi

kan være sammen i den her fortvivlelse uden at have nogen dagsorden, det er forudsætningen for, at jeg kan være til hjælp. Nogle gange er det ’bare’ det, og andre gange beder vi en bøn eller taler sammen.

Men udgangspunktet er, at jeg kan være sammen med personen midt i smerten,” siger Tom Kjær.

Han oplever, at vi lever i et samfund, som har svært ved at acceptere, at smerten og lidelsen er en del af livet. ”Som samfund er vi på flugt fra lidelsen. Vi har fokus på, at alle skal være stærke og raske, og vi har en fortælling om, at al lidelse kan komme væk.

Men et sted som her på hospitalet bliver det meget tydeligt, at der er lidelse, som vi ikke kan komme væk fra. Og det bringer de store spørgsmål frem: ’Hvorfor skulle det lige ramme mig?’, ’Hvorfor får jeg ikke lov at blive gammel?’ Og folk spørger også: ’Er jeg blevet ramt af det her, fordi jeg ikke har levet ordentligt?’, og der må jeg bare sige: ’Så vred kan du altså ikke gøre Gud. Det er simpelthen umuligt, at du kan gøre dig fortjent til din lidelse.”

TOM KJÆR OPLEVER, at patienter kan få stor trøst i at høre, at andre mennesker har oplevet det samme og haft de samme tanker. ”Det er vældig godt at få at vide, at det er normalt.

At mange andre har bakset med de her spørgsmål, og at mange andre har været vrede på Gud. Man kan spejle sig i det. Og det er godt at kunne blive vred på Gud. Jeg plejer at fortælle dem, at Gud altså virkelig får ’så hatten passer’ fra nogle af personerne i Bibelen. Det skal selvfølgelig ikke blive sådan, at alle absolut skal skælde ud på Gud hele tiden, men det er godt at kunne skælde ud, og det er vigtigt at kunne spejle sig i andre mennesker. Måske kan man kun finde sig selv i fællesskabet med andre, og her kan præsten præsentere nogle fælles erfaringer,” siger Tom Kjær.

Han glæder sig over at kunne være en hjælp for patienter, som tumler med store tanker og svære spørgsmål, men han ville gerne hjælpe endnu tidligere, end han nogle gange får lov til. ”Ofte bliver præsten først tilkaldt, når alle andre har givet op. Man bliver den sidste pille i medicinskabet. Og det kan være vældig frustrerende først at blive kaldt ind der. Men det hænger jo sammen med, at vi i vores samfund har parkeret Gud i

kosteskabet og kun hiver ham frem ved særlige lejligheder. Jeg vil jo vældig gerne have ham ud af det der kosteskab og også bruge ham til at snakke om det gode liv.”

OG FOR HOSPITALSPRÆSTEN indeholder det gode liv også sårbarhed, for selvom det kan gøre uendeligt ondt, ser han det som noget smukt og livsnødvendigt. ”Sårbarhed hører med til det at være skabt. Vi er skabt som mennesker, der kan såres. Det er hårdt at blive såret, men der er også noget smukt i det, og det har med åbenheden at gøre. Man kan ikke elske uden at kunne såres, for så kan man ikke komme tæt på hinanden. Sårbarheden kan blive en byrde, når vi ikke passer på hinanden. Men det er ikke sårbarheden, der er problemet. Det er måden, vi behandler hinanden på,” siger Tom Kjær. ”Sårbarheden minder os også om noget vigtigt: Stands op, pas på, tag vare på hinanden. Så jeg

synes, der er noget vældig, vældig smukt ved sårbarheden. Og samtidig har vi en Gud, der er sårbar og deler sårbarhedens vilkår med os. Vi har et løfte om, at der er et par hænder, der griber os, og derfor går det an at være sårbar.”

TOM KJÆR LÆGGER IKKE skjul på, at det er hårdt for et menneske dagligt at skulle lægge øre til sårbarhed, lidelse og død. ”Det er et meget hårdt job at være hospitalspræst, og man kommer i nogle forfærdelige situationer, hvor man ikke bare kan sige ’nu går jeg’. Man er der, og det må man så være, koste hvad det vil. Men jobbet giver virkelig stor mening for mig, og jeg tror, det er meget vigtigt, at der findes præster på hospitalerne”. ”Der var på et tidspunkt en kvinde, som sagde til mig: ’Hvis ikke du havde været der, da jeg mistede mit barn, så havde jeg taget mig selv af dage’.

Så bliver man lidt stille.”

BØN: “Mange patienter definerer ikke sig selv som troende, men alligevel tror jeg, at Herlev Hospital er det sted i Herlev Kommune, hvor der bliver bedt allermest,” siger Tom Kjær.

tørst VINTER 2014/15 7

Sårbarhed er en gave Psykolog Bente Burke mener, at sårbarhed er noget positivt. Men det er vigtigt at vælge, hvem man viser sin sårbarhed til TEKST MERETE RIIS JENSEN

:

FOTO PRIVAT OG ISTOCKPHOTO

En gave. Det er det første ord, som Bente Burke tænker på, når hun bliver præsenteret for begrebet ”sårbarhed”. Hun er psykolog, bor i Vanløse og arbejder til daglig med mennesker i krise, så hun har stor erfaring med at møde sårbare mennesker. ”Jeg mener, at sårbarhed både er en gave og en udfordring. Det kan virkelig være et stort plus at turde vise sin sårbarhed, men det kan også gøre ondt værre, hvis sårbarheden ikke bliver godt modtaget,” siger Bente Burke.

ALLE ER SÅRBARE. Hun fortæller, at der findes flere forskellige slags sårbarhed. Vi har alle fået en vis portion sårbarhed med i vuggegave, og så er der en anden slags sårbarhed, som kan opstå på grund af ting, som vi oplever i livet. Hvis vi for eksempel mister nogen, bliver mobbet eller oplever forskellige traumer, kan det skabe en øget sårbarhed. ”Alle mennesker har en sårbarhed indeni sig. Men der er forskel på, hvor meget den fylder,” siger Bente Burke - og fortæller, at det kan være svært at klare sig i samfundet, hvis man er særligt sårbar. ”Det er nemmest at være robust, for robuste mennesker bliver hyldet både på arbejdspladser og i skoleverdenen. Det er vigtigt, at man kan tåle stress, og at man ikke lader sig gå på af ting. Jeg har selv teenagebørn, og det er tydeligt at mærke, at de bliver stillet for højere krav, end jeg selv gjorde som ung. De høje krav kan være en belastning, og der er flere unge med angst og depression end tidligere. Vi må være opmærksomme på ikke at stille for høje krav,” siger hun.

IKKE FOR ROBUST. Men der bliver stillet krav. Og derfor mener hun, at det for nogle særligt sårbare mennesker kan være en god idé at arbejde på at tillære sig en vis robusthed. ”Det kan være godt at lære sig selv en måde at være i det på. Man kan lære ikke at tage ting for personligt, så man ikke bare breder ting indad, men også udad ved for eksempel at sige, at ’klasselæreren var altså også et fjols i den situation’,” nævner Bente Burke.

8 tørst VINTER 2014/15

”Men hvis man kun er robust, kan man også skyde ved siden af. Det gælder både i forhold til at kunne lukke op omkring svære ting i éns eget liv, men også i forhold til at møde andre mennesker, som deler ud af deres sårbarhed. Der er nødt til at være en ydmyghed over for den person, man sidder overfor,” siger hun.

NYE PERSPEKTIVER. Generelt set ser hun det som en stor fordel, når mennesker tør være ærlige omkring de ting i livet, der kan være svære at fortælle om. ”Jeg er helt overbevist om, at det er vigtigt at turde være sårbar og vise sit sande jeg over for andre mennesker. Det er også en del af bearbejdningsprocessen at dele det med andre. Når man formulerer noget over for et andet menneske, så bearbejder man det, og den bearbejdning er meget, meget vigtig,” siger Bente Burke. ”Hvis man holder det for sig selv, kan det lagre sig indeni én, og hvis man så bliver ramt af noget senere, kommer det med dobbelt styrke, fordi sårbarheden så at sige er blevet fastfrosset. Der er en ventilering i det at tale med andre om det, der fylder i éns liv. Og når man taler med andre, kan det også ske, at man opdager, at man måske har overfortolket nogle ting oppe i éns eget hoved. Når man sætter ord på det sammen med andre, får man nye perspektiver på situationen.”

DEL DET MED FÅ. Men hun pointerer, at det ikke er helt ufarligt at dele sin sårbarhed med andre. ”Jeg tror, man skal være varsom med hensyn til, hvem man beskriver sin sårbarhed over for. Måske skal man ikke dele det med alle sine 30 venner. Måske er det nok bare at dele det med tre-fire stykker. Jeg tror, det er vigtigt, at man er varsom med at dele ud af det i store mængder, for man kan også risikere at blive ked af de tilbagemeldinger, man får. Og så kan det komme dobbelt stærkt tilbage, hvis man føler sig misforstået eller irettesat,” siger Bente Burke. ”Men som udgangspunkt kan det være en kæmpe gevinst at dele sin sårbarhed med andre mennesker, så længe man bare er varsom med, hvem og hvor mange man betror sig til.”

BÅDE-OG: Det kan være et stort plus at turde vise sin sårbarhed, men det kan også gøre ondt værre, hvis sårbarheden ikke bliver godt modtaget.

« NÅR MAN FORMULERER NOGET OVER FOR EN ANDEN, BEARBEJDER MAN DET.

INDVENDIG: ”Hvis man holder det svære for sig selv, kan det lagre sig indeni én,” siger psykolog Bente Burke.

tørst VINTER 2014/15 9

10 tørst VINTER 2014/15

Kære dagbog.

Hvad har jeg egentlig gang i? Det er jo slet ikke sådan en som mig, der skriver dagbog. Jeg mener, er det ikke sådan noget, som 12-årige piger og Andersine And gør? Jeg tror i hvert fald ikke, at det er normalt, at mænd med hår på brystet begiver sig ud i den slags. Men nu er jeg her. Og eftersom det kun er mig, der læser ordene, så må jeg vel leve med, at jeg føler mig ret patetisk ved at skrive dem.

Og jeg ved ikke engang helt, hvad jeg laver her. Jeg tror bare, jeg har brug for at lade ordene flyde, og jeg synes ikke helt, at mine kammerater lytter, når jeg prøver at snakke med dem. Eller også prøver jeg ikke? Det er nok egentlig en kombination.

Men hvor fedt er det også lige at stå der til fodbold med en fadøl i hånden og sige ”Jeg er egentlig ret ensom”?

Men det er jeg. Det har taget mig lang tid at erkende det sådan rigtigt. Men følelsen kom for alvor snigende i julen. Eller faktisk i hele december. Alle andre havde travlt med familiebesøg, æbleskiver og juleafslutninger i skolen. Hver gang jeg ringede til en kammerat, kunne jeg høre travlhed og hylende unger i baggrunden.

Her er ingen hylende unger. Faktisk ingen unger overhovedet.

Og heller ingen at fremstille dem sammen med.

Det var ikke sådan, jeg regnede med, at mit liv skulle være.

Men sådan blev det, og her sidder jeg og ved sgu ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg er jo ikke ”nu-springer-jegud-fra-en-bro-ulykkelig”, for jeg har jo mange fede ting i mit liv, men det der med altid at komme hjem til et tomt hus er bare ikke sjovt. Især når man ikke ved, om det er en permanent tilstand. Den tanke kan virkelig skræmme mig nogle gange.

Nå, dagbog … Vi ses måske igen i morgen.

tørst VINTER 2014/15 11

samtalen

Alene på scenen De norske fortællere Mehda Zolfaqari og Tjodun Felland spiller ikke roller, når de er på scenen TEKST THOMAS REINERTSEN BERG

TJODUN FELLAND (44) Freelancefortæller siden 2013 Tidligere lærer og arbejder nu på halv tid som norsklærer i et projekt

MEHDA ZOLFAQARI (32) Fortæller og tolk/ oversætter Tidligere journalist Initiativtager til Dialogtræf, som er et projekt for unge jøder, kristne og muslimer i Oslo

12 tørst VINTER 2014/15

:

FOTO ERLEND BERGE

Hun husker tydeligt den første gang, hun skulle rejse sig op i et klasselokale og læse noget højt.

“Jeg var 13 år gammel og rystede over hele kroppen. Bagefter sagde min lærer: ‘Det her må du gøre noget oftere. Det er det eneste, som hjælper mod nervøsitet.’”

nogle havde oplevet kærestesorger. Flere personer blandt publikum begyndte at græde, og jeg tror, at alle kunne genkende sig selv på en eller anden måde,” fortæller Mehda Zolfaqari. ”Det er fantastisk, når der opstår et så godt møde med publikum,” tilføjer Tjodun Felland.

UDEN MANUSKRIPT. Dengang vidste den unge Mehda Zolfaqari ikke, at hendes levebrød en dag ville være at rejse sig op og tale til en forsamling - og det endda uden manuskript i hånden. Hun er uddannet fortæller og kan godt lide at hente historier fra den fælleskristne-muslimske arv. Mehda Zolfaqari har blandt andet stået på scenen med fortællinger fra Koranen om Maria, Hagar, Sara og Abraham. ”Men det føles stadig sårbart at stå på scenen.

Som fortæller spiller man ikke en rolle. Man byder på sig selv. Og det gør man måske især, når man som jeg blander det historiske materiale med jeg-fortællinger. Man ved aldrig, hvilken reaktion man får fra publikum.”

RISIKABELT. Hun arbejder for tiden med et stykke, som netop tematiserer sårbarhed. ”Det er et indisk eventyr, som hedder ’Et blomstrende træ’. Det handler om en pige, som kan forvandle sig til et blomstrende træ. Men for at kunne forvandle sig tilbage igen har hun brug for hjælp fra andre, og hun må overgive sig selv til dem, når hun gør det. Eventyret kan nok tolkes på mange måder, men for mig handler det om sårbarhed. Man er sårbar, når man lægger sit liv i andres hænder. Og det, som sker i eventyret, er, at nogen går over hendes grænser. De svigter hende, fordi de så gerne vil have blomsterne fra træet. Som træ bliver hun ødelagt, før det til sidst ender godt,” fortæller Tjodun Felland. ”Det er risikabelt at vise sårbarhed. Men hvis man vover at vise det, selv efter at man er blevet svigtet, tror jeg, at man bliver et mere helt menneske. Man må turde være sårbar. Men måske er det alligevel et spørgsmål om, hvordan man er det.” ”Hvordan det?” spørger Mehda Zolfaqari. ”Vi viser jo ikke til alle, hvem vi er inderst inde. I nogle tilfælde er det heller ikke så mærkeligt, hvis der er nogle, som ikke kan klare at tage imod sårbarheden.” ”Det er svært at vide, hvem man skal vise sin sårbarhed til. Selvfølgelig kan man vise den til mennesker, man er tryg ved, men jeg har oplevet at blive dolket i ryggen af mennesker, som stod mig nær, fordi de kendte mine sårbare sider. Man må være forsigtig,” siger Mehda Zolfaqari.

GENNEMSIGTIG. Tjodun Felland nikker genkendende. Hun er også fortæller og har samme følelse af sårbarhed, når rampelyset er rettet mod hende. ”Jeg har tænkt på det samme. Hvis det er en rolle, vi tager på os, når vi går på scenen, så tror jeg, den er mere gennemsigtig end hos dem, som skal spille en anden person i et skuespil. Éns personlighed påvirker, hvordan man fremfører fortællingen, og det siger også meget om en person, hvilke fortællinger man vælger.”

SÅRET BARNDOM. En af de fortællinger, som har gjort størst indtryk på Mehda Zolfaqari, handler om sårbarhed. ”En fortællergruppe fra Baltikum sad i en cirkel, mens vi som publikum sad rundt om dem. Deres fortællinger handlede om ting, som havde såret dem tidligt i barndommen. Nogle havde mistet nogen,

ET NEUTRALT SVAR. Tjodun Fjelland synes, det kan være svært ikke at svare ærligt, når folk hilser og

PERSONLIGHED: Både valget af fortællingen og måden, man fremfører den på, siger noget om éns personlighed.

tørst VINTER 2014/15 13

« Det med religion føltes meget sårbart.

Jeg skulle hele tiden være i forsvarsposition Mehda Zolfaqari

14 tørst VINTER 2014/15

spørger: ”Hvordan går det?” ”Det er svært at sige, at det går godt, når det ikke gør det. Så kan jeg få alle mulige tilbagemeldinger.

Folk tackler det meget forskelligt, men nogle gange resulterer det i noget godt. Sårbarhed kan være en kontaktflade, hvor man mødes. Hvis nogen viser mig sårbarhed, kan jeg give noget tilbage. Jeg var ikke så vant til at vise sårbarhed, da jeg voksede op. Det er noget, jeg har måttet lære.” ”Jeg så en forfatter i tv, som mente, at de fleste mennesker i gennemsnit lyver otte gange om dagen, og det sker som oftest, når de svarer på spørgsmålet om, hvordan det går. I mange muslimske kulturer er det normalt, at man svarer ’alhamdulillah’, og det betyder noget i retning af ’gudskelov’. Det kan man sige, uanset om man har det svært eller ej.” ”Kan man eventuelt høre forskellen på tonefaldet?”

spørger Tjodun Felland. ”Nej, det er et helt neutralt svar. Det kan også betyde, at livet er en prøve, at der kommer bedre dage, men at man uanset hvad er glad for den tilstand, som Gud har placeret én i.”

FORSVARSPOSITION. Mehda Zolfaqari mener, at man automatisk er i en sårbar position, når man vokser op som muslim i et kristent land. Mange oplever at skulle stå til ansvar for noget, som ligger meget fjernt fra dem selv. Mehda Zolfaqari kom til Norge fra Iran, da hun var lille, og hun har flere gange været nødt til at ”stå til ansvar for alt det lort, som sker i verden”, som hun siger. Men hun fandt gradvist sin egen, stærke stemme. ”I vores ’Blå Bog’ fra min videregående uddannelse står der, at jeg ’styrede’ i religionstimerne. Det

SÅRBARE FORTÆLLERE: Begge fortællere oplever, at det kan føles sårbart at stå på en scene

passer, at jeg var aktivt med i diskussionerne, men nogle gange kunne de være så ækle, at jeg begyndte at skælve. Det med religion føltes meget sårbart.

Hele tiden skulle jeg være i forsvarsposition, men det var bare noget, jeg var nødt til at gøre. Jeg havde ikke noget valg. Jeg skulle være ambassadør for en milliard mennesker,” siger Mehda Zolfaqari.

moskeer uden kvindeafdelinger. Min erfaring er, at jeg-fortællinger handler mere om sårbarhed end de andre. Jeg kan huske, at min lærer på højskolen sagde ’Historierne skal ikke være en psykologitime – det skal være bearbejdede fortællinger’, men det, som fyldte mest hos de fleste, var sårbare ting fra barndommen.”

RADIOSTEMME. Hendes karriere som fortæller begyndte med, at hun holdt taler ved demonstrationer for Palæstina foran regeringsbygningen i Oslo. Hun var også med i debatprogrammer i fjernsynet, og der blev lavet et tv-program om hende. ”Man bliver hurtigt kendis, hvis man er en aktiv muslim,” konstaterer hun tørt.

Derefter arbejdede hun med børneradio og tog et fortællerkursus på en højskole, fordi hun tænkte, at det ville være godt for radiostemmen. ”Det var der, jeg fandt ud af, at det var dette, jeg havde lyst til at arbejde med. Forestillingen om Maria udviklede jeg der, og da jeg blev inviteret til at fremføre den i sømandskirken i Berlin, var det min første betalte opgave.”

SÅRBARE BØNNER. Det er ikke kun på scenen, at de to fortællere kender til sårbarhed. Også i mødet med Gud føler de sig sårbare. ”Da jeg lærte kristendommen at kende som ung, kom jeg ind i et miljø, hvor de havde en speciel måde at bede til Gud på. For mig blev det mange fraser, som jeg ikke mente. Senere har jeg været optaget af at mene det, som jeg siger til Gud. Selvfølgelig kan jeg også bruge skrevne bønner, men når jeg skal fortælle om, hvordan jeg har det, mår jeg finde mine egne ord. Andre gange kan en skrevet bøn hjælpe mig med at finde ord, som jeg ikke kan finde indeni mig selv,” siger Tjodun Felland.

Mehda Zolfaqari taler med Gud på sit persiske modersmål. ”Jeg kan bruge bønner på arabisk, blandt andet en bøn, som gør mig sårbar overfor Gud. Men skal jeg være personlig, må jeg tale persisk og bruge det persiske navn for Gud, Khoda. Bønner kan minde én om, hvor sårbar man er som menneske, og hvor meget man trods alt har at være taknemlig for.”

IKKE EN PSYKOLOGITIME. I fortællingen om Maria tilføjer Mehda Zolfaqari sine personlige erfaringer. ”Jeg tror nok, det gjorde mig mere sårbar og nervøs. Koranen fortæller om, hvordan Maria ikke fik lov til at komme ind i Salomos tempel, fordi kvinder ikke havde adgang, og jeg har selv besøgt

tørst VINTER 2014/15 15

Foto: Moa Karlberg

Foto: iStockPhoto

vi to kan overleve næsten alt, undtagen det, der aldrig rigtig blev fortalt. tag mig ikke som et gidsel, tag mig helt og ikke halvt. for at elske rigtigt skal jeg være nøgen. den drøm, der kun forbliver en drøm, den er en løgn

LARS LILHOLT ”Kald det kærlighed” Universal Music

ET MAGASIN UDGIVET AF

rigere liv Foto: iStockPhoto

VOLONTØR I KINA HAR DU LYST til at opleve et spændende eventyr i Kina? Så er det måske noget for dig at søge en af de to volontørstillinger, som Areopagos i øjeblikket udbyder! I millionbyen Kunming ligger et anerkendt kristent kulturcenter ved navn TCG Nordica. På centret mødes kinesisk og vestlig kultur, og mennesker bliver udfordret til refleksion over livs- og menneskesyn udtrykt gennem forskellige former for kunst.

Areopagos vil gerne sende i alt fire volontører til TCG Nordica til august. De to af volontørerne skal være et ægtepar i slutningen af 20’erne eller ældre, som har mod på en spændende hverdag som brobyggere mellem Øst og Vest.

De to andre volontører skal være mellem 19 og 23 år og være klar på et spændende år, hvor de blandt andet får undervisning i kinesisk kunst, kultur og sprog - og mulighed for at få udløb for deres kreative sider.

Du kan læse meget mere om volontørstillingerne på areopagos.dk eller kontakte Dorthe Davidsen Langås på ddl@areopagos.dk!

SOMMER, SOMMER OG SOL

Foto: iStockPhoto

HVAD SKAL DU LAVE I SOMMERFERIEN? Vi har et godt bud på en spændende aktivitet i den sidste weekend i juni - nemlig årets Areopagos-Sommerfestival!

Sommerfestivalen finder sted på Galleri Emmaus i Haslev fra den 26.-28. juni, og det bliver en weekend med masser af spændende input, dejlig mad, smuk natur, musik, kunst, stilhed og interessante oplæg.

Vi får blandt andet besøg af den svenske retræteleder og forfatter Peter Halldorf, som går meget op i at søge stilheden – og af amerikaneren Mark Scandrette, som har fokus på at leve troen ud i hverdagen. Du kan læse mere om Sommerfestivalen på bagsiden af dette magasin, og selve programmet bliver klar inden påske, så følg med på areopagos.dk!

Har du en Facebook-profil? Så har du mulighed for også at følge Areopagos dér!

Du kan finde os, hvis du søger på ”Areopagos Danmark”, og på den måde bliver du automatisk opdateret, når vi har nye, spændende arrangementer m.v.

»Et menneske med ydre mod vover at dø. Et menneske med indre mod vover at leve« Filosofen Laozi (600 f.kr.)

18 tørst VINTER 2014/15

Foto: iStockPhoto

”LIKE” OS PÅ FACEBOOK

Foto: iStockPhoto Foto: iStockPhoto

DELTAG I DEBATTEN DIALOG er et af Areopagos’ vigtige arbejdsområder. Vi tror på, at dialog forandrer liv, og derfor er det vigtigt for os at indgå i dialog med mennesker både ”in real life” og online.

140215: Kærlighed er altid stærkere end had.

MED JÆVNE MELLEMRUM arrangerer I Mesterens Lys, som er en Areopagos-praksis, meditationskoncerter i København. Det er koncerter, hvor der er en blanding mellem stilhed, musik og ord fra Gud. Hvis du har lyst til at opleve sådan en koncert, så har du nu – ud over selv at deltage – også mulighed for at opleve en hel koncert på YouTube. Det er en optagelse fra Allehelgens Kirke, hvor Ole Skjerbæk Madsen guider meditationerne, Sigrid Kongshøj Munch spiller viola, og Torsten Borbye Nielsen spiller guitar.

Du kan finde den på YouTube, hvis du søger efter ”Christfulness meditationskoncert”.

Foto: Merete Riis Jensen

MEDITATIONSKONCERT PÅ YOUTUBE

På internettet varetager Areopagos arbejdet med religionsdebatten på religion.dk, kristendom.dk og pilgrimsvandring.dk.

På de tre sider kan du læse en masse spændende artikler og kommentarer omkring tro, religion og livsforståelse set ud fra mange forskellige vinkler.

Og du kan selv deltage i debatten!

tørst VINTER 2014/15 19

oase

RAAG ROLFSEN er direktør i Areopagos, præst og har en doktorgrad i filosofi.

Mit livslange ar Er din sårbarhed nogensinde blevet misbrugt, udnyttet eller trådt på? Det er min.

TEKST RAAG ROLFSEN

: ILLUSTRATION TOM ANDRE HÅLAND/BONTOMME.COM

Vejen tilbage har været lang. Nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg tror, at sårbarheden, udsatheden og skrøbeligheden i menneskelivet er en god og gudgiven ting.

Eller: I mine bedste stunder tror jeg det.

falder, og skjoldet slår sprækker, så taler jeg mere sandt – om mig selv og om livet. Når jeg accepterer sårbarheden som en dimension af tilværelsen, så åbnes der et livsrum, hvor der er plads til flere.

SKRÆKKELIGE ØJEBLIKKE. Jeg stammer.

Mange vil sige, at det da ikke er ret meget, og de har på mange måder ret. Men min stammen er alligevel blevet mit livslange ar, efter at sårbarheden blev trampet på.

Det har været hårdt i perioder. I min ungdom var min stammen en del af et kaos af stærke følelser og udtrykt aggression, dyb forelskelse og kærestesorg, arrogance og ensom tilbagetrækning til et indre, mørkt rum. Som præst har jeg oplevet skrækkelige øjeblikke i kirken. Før vielsen starter, er jeg helt overbevist om, at ceremonien vil stoppe ved, at jeg ikke kommer igennem første stavelse af brudens navn.

Langsomt, men sikkert, har jeg indset, at dette er mig. Og ikke bare sådan ”hvad enten jeg kan lide det eller ej”. Jeg kan lide det – i mine bedste stunder. Når fernissen

ALLE STAMMER. Erkendelsen af sårbarhed som dimension gør også, at jeg ser og hører anderledes. Jeg observerer, at alle stammer, i alt fald næsten alle. Nogle lægger lange ord og mange ”øh-lyde” ind i deres sætninger, andre bruger mange småord som ”altså” og ”ligesom”. Andre igen trækker på vokalerne, mens nogle gentager ord og sætninger.

Det er næsten sådan, at jeg tænker, at mennesker, som ikke stammer, som ikke nogle gange snubler over ordene eller laver fejl, er lidt kedelige. Så forsøger jeg at skubbe sløret lidt til side, prøver at se ind bag gardinet og råber: ”Hallo! Er der nogen hjemme? Kom frem, du er okay!”

20 tørst VINTER 2014/15

FORSVARSMEKANISMER. Vi har brug for vores facader og forsvarsmekanismer. Livet har lært os, at vi ikke kan leve hudløst. Det

handler om at blive voksen, om at indtage de roller, vi skal. Hvad enten det er i familien, blandt venner eller i arbejdslivet.

Historien er fuld af eksempler på, at sårbarhed er blevet misbrugt. De mest sårbare – og det mest sårbare i os – har brug for beskyttelse.

Men kundskaben om, hvem vi mennesker er – visdommen – kan ikke begrænse sig til at kende facaden. Vi må ikke skjule sårbarheden for erkendelsen af, hvem vi er.

Når vi erkender vores egen sårbarhed, vil vi også forstå andre mennesker. Vi vil forstå, at deres facader ikke skyldes kulde eller arrogance, men er en beskyttelse mod at blive såret. Måske bærer de på dybe sår.

SNUBLENDE JESUS. Jeg tænker ofte på Jesus i Getsemane, natten før korsfæstelsen, da alle hans venner sov og senere forlod ham. Fortællingerne i Bibelen beskriver dette forskelligt. Nogle af dem siger, at Jesus var bange og bad til Gud om, at lidelsens bæger måtte gå forbi ham. I Johannesevangeliet finder vi en mere afklaret Jesus, som siger: ”Skulle jeg ikke

» Min stammen er blevet mit livslange ar, efter at sårbarheden er blevet trampet på

tømme det bæger, min far har givet mig?”

(Joh. 18, 11) Hvilken Jesus er den virkelige? Den sårbare og bange? Eller ham, som selvsikkert tager lidelsen på sig? Vi skal ikke vælge. Begge fortællinger er sande. De giver til sammen et helt og sandt billede af

et menneske, som kastes frem og tilbage mellem frygten for at gå hudløst ind i afslutningen på sin livsgerning og mellem at have en dyb overbevisning om, at der ikke findes nogen anden vej.

Jeg ser for mig en Jesus, som snubler de sidste skridt frem mod afgørelsen, men

som samtidig ved, hvad han skal. Han er drevet frem af kærlighed til det sandt menneskelige, til det, han er i færd med at erfare sandheden om. At se Jesus sådan er at se ind i kernen af, hvad menneskelivet handler om, og ane dybden i Guds hjerte. tørst VINTER 2014/15 21

anbefalet

Sårbarhed – en ressource? Udforsk den i mødet med bøger, musik og film

D

ØRÅBNER. Abbeden Christopher Jamison blev hvermandseje, da han i BBC-serien ”40 dage i kloster” åbnede dørene til sit kloster – mest af alt for at vise, at klosterlivets hemmeligheder godt tåler lyset – og kan bruges som inspiration, ja, redskaber i det almindelige liv uden for klosteret.

Jamison er en klog mand. Så klog, at han ikke forsøger at sælge den kristne lykke.

Dette kommer også til udtryk i bogen At finde et helligt rum (Boedal, 2008).

Lykkefølelsen over smuk natur og gode dage er fin, men den gør os ikke lykkeligere, siger han: ”Lykke kan i grunden kun nydes fuldt ud, hvis vi allerede er der.” Jamison magter i bogen det næsten umulige – at formidle selv det forpligtende så enkelt og ligetil, at vi bliver glade og har lyst til at tage fat.

OLAV EGIL AUNE, redaktør

A

T REJSE SIG IGEN. Når jeg tænker på bøger om sårbarhed, så tænker jeg med det samme på bogen ”At rejse sig efter en rystelse” (Kristeligt Dagblads Forlag, 2011) af den norske præst Per Arne Dahl. Jeg har også hørt ham give et foredrag med samme titel, og han ramte bare plet, så jeg sad med tårer ned ad kinderne. Bogen tager afsæt i ”Norges 11. september”, men den er slet ikke begrænset til kun at kredse omkring de begivenheder. Tværtimod kan den bruges af alle, som står i en sårbar, svær og hjerteknusende situation. Per Arne Dahl giver stof til eftertanke, gode råd og et bud på, hvad troen kan bruges til midt i sorgen, uden at han kommer med letkøbte løsninger. Bogen er fyldt med hjertevarme.

T

ROEN OG INGEN. For fem år siden købte jeg en cd, som virkelig har gjort indtryk på mig, fordi teksterne på cd’en var så sårbare og ærlige, som jeg sjældent har hørt før. Albummet hedder Troen & Ingen (2010) og er et soloalbum fra Søren Huss, som tidligere var forsanger i rockbandet Saybia. Albummet udkom tre år efter, at hans kæreste døde i en højresvingsulykke, hvor deres lille datter også var meget tæt på at dø. På cd’en synger Søren Huss flot, ærligt og sårbart om noget af det sværeste, et menneske kan opleve, og om kampen for at genvinde troen på livet.

DORTHE SØRENSEN, studerende

SARAH HARTMANN, lærer

Foto: Criterion/Mosfilm.nu

Børn i krig I filmen Ivans Barndom (Andrej Tarkovskij, 1962) følger vi den forældreløse Ivan, som vokser op i Sovjetunionen.

Han er 12 år, da han under 2. Verdenskrig bliver spion og kurer ved østfronten. Ivan er et barn, som på godt og ondt møder en brutal virkelighed. Dette er ingen traditionel krigsfilm, men en stærk skildring af, hvordan krigens ondskab med sine små glimt af medmenneskelighed påvirker et sårbart barnesind. Tarkovskijs film drager seeren ind i et følelsesmæssigt univers med poetiske og smukke sort-hvide billeder. Tarkovskij er en mester til at fange Ivans indre og ydre liv. Filmen er ærlig og direkte i sin skildring af en barneskæbne i krig, hvor voksne kun delvist kan og formår at tillade sig at se det sårbare barn.

VANJA OHNA, producent og dokumentarfilmregissør

22 tørst VINTER 2014/15

”Små hjerter kan også føle store ting” GRISLING

S

ÅRBART NETFOREDRAG. Sårbarhed er det, som fører os nærmere på hinanden. Ved at være sårbare er vi modige. Vi giver af os selv, og vi prøver ikke på at være perfekte.

Lige nøjagtig dette taler professor Brené Brown om i en TED-talk (et foredrag på nettet) ”The power of vulnerability”. Her stiller hun også spørgsmålet: ”Hvordan kan vi lære at omfavne vores svagheder og mangler og indse, at vi er nok?” Jeg oplever, at hun taler om kernen af det, som sårbarhed drejer sig om.

Foredraget findes på ted.com

En sårbar politiker

KATHRINE ASPAAS, forfatter og foredragsholder Foto: TEDxHouston

C

HARLIE CHAPLIN. Jeg associerer flere film og filmkarakterer med ”sårbarhed”, men den første, jeg tænker på, er Charlie Chaplin og det spektrum af følelser, som han viser i rollen som The Tramp.

Sårbarhed opstår blandt andet, når vi oplever, at vi har brug for noget, som er svært at få, hvad enten det er kærlighed, rigdom eller anerkendelse. Er man sårbar, er man også i fare for at skamme sig.

I Chaplins blik ligger en blanding af længsel, sårbarhed og skam, som er let at genkende sig selv i. Disse følelser er det, som gør os menneskelige og levende på en måde, som gør os i stand til at forstå hinanden. Chaplin får os til at grine, fordi vi kan genkende os selv.

Jeg er ikke specielt rørstrømsk anlagt, men da jeg så filmen ”Svend” (2011) om den afdøde socialdemokratiske politiker Svend Auken, må jeg indrømme, at jeg fældede et par tårer.

Filmen er interessant af flere grunde – både på det politiske og det menneskelige plan. Den viste Svend Aukens kamp for at nå resultater på især klimaområdet, som var hans hjertebarn, og sideløbende viste filmen, hvordan hans kræftsygdom gjorde ham mere og mere svag. Det var rørende at opleve, hvordan passionen og ønsket om at ”gøre en forskel” levede side om side med sårbarheden, og derfor gjorde filmen et stærkt indtryk på mig. Den kan ses gratis på filmstriben.dk.

PETER HENRIKSEN, lektor

SARA JOHNSEN, filmregissør og forfatter Foto: Marte Garmann Johnsen – Gyldendal NF

tørst VINTER 2014/15 23

stedet

Mellem asfalt og alter Det kirkelige netværk Substans arrangerede for nylig kurset ”Gaderum – om os og de tilrejsende fattige” i Oslo. Her følger en deltagers observationer og notater fra kurset.

TEKST STIAN KILDE AAREBROT OG BIRGIT LOPACKI

: FOTO HANNE NILSEN NYGÅRD

”GÅ UD OG OBSERVER. Bed til Gud om at se det, du ser, med Guds øjne. I dag skal du ikke tage kontakt med nogen. Følg efter. Stop og se. Notér gerne. Men tag ikke kontakt.”

Aftenens ”Gaderum”-samling er 10 minutter gammel, da instruksen kommer. Så forsvinder deltagerne hver til sit, alene i asfaltjunglen uden andet at gøre end at se og bede.

UDELIV. En mand går fra skraldespand til skraldespand i gågaden. Han har to sorte affaldssække over højre skulder, og en rød rygsæk hænger langt ned ad ryggen. Manden er systematisk i sit arbejde. Han krydser Oslos gågade frem og tilbage, sådan at han kommer forbi hver eneste af Oslo Kommunes mørkegrønne skraldespande. Nogle gange forsvinder hans hoved ned i en af dem i jagt på en flaske.

Han putter to nye flasker op i den ene affaldssæk, inden han igen krydser gaden, over mod bænkene, hvor folk sidder med ryggen til springvandet. Nogle synes ikke at lægge mærke til den fattige flaskesamler, som efter udseendet at dømme er østeuropæisk.

Andre kigger hurtigt på ham, før de igen kigger ned i avisen, over på restaurantkæderne eller på kæresten.

SIDSTE REST. Da manden nærmer sig Nationalteatret, skråner han over den åbne plads og sætter sig ned på en bænk. Han sætter affaldsposerne foran sig og hiver en næsten tom Fanta-flaske op fra poserne. Han åbner flasken, drikker den allersidste slurk, skruer låget på igen og lægger den nu helt tomme flaske over i den anden affaldspose. Så hiver

24 tørst VINTER 2014/15

UFORUDSIGELIGHEDEN ER DET VÆRSTE

«

ROMAKVINDE I OSLO

GADELIV: Hvordan er det at tigge på gaden? En romakvinde, som blev interviewet i forbindelse med Gaderum-projektet sagde, at det værste var uforudsigeligheden, dét ikke at have nogen fast indtægt.

tørst VINTER 2014/15 25

KIRKERUM: I Gamlebyen Kirke i Oslo bliver der hver nat redt op i 50 feltsenge. Tilbuddet drives af Kirkens Bymisjon Oslo og frivillige.

ROMAER I NORGE • Der er ca. 700-1.500 tilrejsende romaer i Norge i dag.

500-1.000 af disse er i Oslo • Nye forskningsrapporter beskriver deres situation i Norge som meget vanskelig med udfordringer knyttet til bolig, mad, hygiejne og diskrimination • Tilrejsende romaer har samme rettigheder som andre EØSborgere og kan opholde sig i Norge i 3 måneder uden visum (nogle har ret til længere ophold) • Romaer har været og er stadig en meget stigmatiseret gruppe over hele Europa • Til trods for ovennævnte viser mange nordmænd stor solidaritet og omsorg for tilrejsende romaer. På bymisjon.no findes information om nogle aktører, som møder fattige tilrejsende Kilder: Norges Røde Kors, HL-senteret, Bymisjonen og NOVA-rapport 7/14

26 tørst VINTER 2014/15

han en ny, næsten tom, flaske op og gentager proceduren. To flasker, tre flasker, fire, fem, seks, syv, otte flasker tømmes på samme måde.

Manden læner sig tilbage på bænken og virker en smule fornøjet, som han sidder der. Han sidder i stilhed i 3-4 minutter. Så hanker han op i poserne og forsvinder ned mod rådhuset. ”VÆR FRIVILLIG ÉN AFTEN på overnatningstilbuddet for fattige tilrejsende i Gamlebyen Kirke.”

Det er mørkt, koldt og vådt uden for Gamlebyen Kirke, der ligger som en naturlig forlængelse af kvarterets lave lejlighedskomplekser.

Langs den anden side af gaden ligger en mørkelagt kirkegård. Uden for kirken står omkring 40 kvinder i deres karakteristiske skørter og gaber højlydt. Nogle få gamle, grå, vejrbidte mænd er også på plads. 50 feltsenge står opredt i kirkerummet, hvor bænkene engang stod, fra bagerste række og helt frem til ringen omkring alteret.

INDKVARTERING. På et campingbord ved indgangsdøren står en pengekasse og en opslået bærbar computer til registrering af de overnattende.

Kirkedøren åbnes. En efter en lægger de deres identitetspapirer frem - og en håndfuld mønter, som udgør betalingen for natten: 15 kr. - Bona Zera! Multumesc! Natte bona! Nylærte gloser.

Kvinderne smiler og hilser tilbage. Nogle griner og gentager overdrevent gebrokkent, før de bevæger sig hen til den plads, de lå på natten før.

Enkelte knæler foran alteret, når de kommer til midtergangen, før de lægger deres ting under og ved siden af feltsengene. ”INVITÉR TO UDENLANDSKE TIGGERE med til festmiddag. Tag forskellige retter med og lav en buffet.”

Omkring 15 romaer kommer gående uden for menighedshuset. De kigger usikkert på hinanden og på værterne, idet de kommer ind i salen.

Sætter sig ved det dækkede langbord. Taler stille sammen. Én mand er ikke så genert. Han har en harmonika på ryggen og lugter af alkohol. Han spørger, om der er noget vin, og rynker på næsen, da han hører, at der bare er sodavand og saftevand.

SPROGBARRIERER. Deltagerne sætter maden frem, og toastmasteren begynder at læse fra

Bibelen, fra et af Paulus’ breve, hvor han minder de kristne om, at der ikke skal være forskel på jøde og på græker, på slave og på fri, på mand og på kvinde. ”Vi er alle ét i Kristus.” Så bliver der sunget ”O, du, som mætter liden fugl”.

Samtalen over maden går trægt. To tolke går i pendulfart frem og tilbage. Det hjælper lidt, men allerede efter halvanden time begynder den ene efter den anden af gæsterne at rejse sig. De er nødt til at gå, siger de. Finde et sted at sove. Værterne ser usikkert på hinanden: Men der er jo også dessert? Et par af værterne går ud i køkkenet og tilbyder kager som madpakker. Og så er der en sidste besked fra toastmasteren: ”Næste uge har vi lyst til at være gæster ved jeres fest. Er der nogen af jer, som kunne tænke sig at lave rumænsk mad? Vi betaler for maden.”

Halvdelen af gæsterne rækker med det samme hånden op. ”VÆR GÆST VED EN RUMÆNSK FESTMIDDAG.” Fem rumænske kvinder løber ind og ud af køkkenet i menighedshuset. De har snart kokkereret i tre timer, og maden er klar til servering: Hønsesuppe. Derefter festretten

”Sarmale” – fyldte kålblade.

Muligvis har rygtet spredt sig, for denne gang kommer der mange flere end sidste gang. ”Skal vi ikke bede først?” spørger en af de rumænske gæster. Nordmændene ser usikkert rundt på hinanden, før de nikker. Så følger ”Fadervor” på rumænsk, halvt råbende og taktfast, som om det er en ordre, der bliver givet. ”Amen! Now you,” siger den ældste af mændene.

Nu er det, som om den rumænske inderlighed har smittet. Bønnen på norsk bedes rigtignok ikke lige så højt og taktfast, men den overgår det, man normalt oplever ved en almindelig norsk gudstjeneste.

SUBSTANS

MULTUMESC. Der skåles og smiles over tallerkenerne. Denne aften er stemningen en helt anden end ved sidste festmiddag. Men trods den gode stemning sker det næsten lige så hurtigt som sidste gang, at romaerne begynder at rejse sig én efter én. To timers pause fra en benhård tiggerhverdag er ovre. Det er på tide at finde et sted at sove, hvad enten det er på en feltseng i Gamlebyen Kirke, i en bil sammen med fire andre, eller i et telt ude i skoven. Men først knus.

Multumesc! Natte bona!

• ”Gaderum” var et sådant Jesus-dojo, som blev arrangeret i samarbejde med Kirkens Bymisjon

• Et netværk, som omsætter kristen tro til handling • ”Dojo” er et japansk ord, som bruges om træningsrum inden for kampsport og meditation. Ordet betyder ”stedet for vejen” • ”Jesus-dojo” er Substans’ vigtigste arbejdsmetode, praktiske kurser med daglige øvelser og en høj grad af forpligtelse

• I 2014 blev Substans en del af Areopagos Læs mere: substansielt.no

RUMÆNSK FESTMÅLTID: Ved hjælp af smil og gestikuleren får man sagt meget. Det hjælper, at nogle af de tilrejsende kan engelsk, fransk eller spansk. De norske deltagere forsøger sig også med nogle fraser på rumænsk. tørst VINTER 2014/15 27

areopagos

»

Jeg var glad for at høre, at arbejdsgiverne har fokus på, at det vigtigste er, at de handicappede trives i deres job

BEGIVENHEDSRIGE DAGE: Den kinesiske delegation havde nogle travle dage i Danmark med et tætpakket program. Men der blev også tid til lidt sightseeing, som blandt andet bød på en Tivoli-tur.

28 tørst VINTER 2014/15

Kinesere lærte om danske handicapforhold En kinesisk delegation besøgte bl.a. TV Glad, McDonald’s og en familie med et handicappet barn, da de var på studietur i Danmark TEKST MERETE RIIS JENSEN : FOTO MERETE RIIS JENSEN OG INGA PROVSTGAARD MOGENSEN

Hvordan kan handicappede mennesker få en meningsfyldt hverdag? Det spørgsmål var hovedtemaet, da Areopagos havde inviteret en kinesisk delegation på besøg i Danmark i starten af december.

Delegationen bestod af syv personer, som alle arbejder med handicappede i den kinesiske millionby Nanjing. Nogle af dem arbejder hos KFUM&K og hos handicaphjemmet Home of Grace, som Areopagos samarbejder med. Andre var højtstående politiske ledere inden for handicapområdet. ”Vi er rigtig glade for, at vi kan komme på denne tur og få inspiration fra Danmark, som er langt fremme, når det handler om handicapforhold,” sagde Robert Ma, som er projektleder hos KFUM&K i Nanjing. ”Det er først i løbet af de seneste år, at den kinesiske regering har sat fokus på handicappedes forhold. Og der foregår meget diskrimination af handicappede i Kina, så det er rigtig godt, at regeringen nu har fået øjnene op for, at det er et problem, som vi er nødt til at gøre noget ved.”

KINESERNE TILBRAGTE I ALT 4 dage i København, Odense og Skanderborg, og det korte besøg bød på et intensivt og varieret program. Blandt andet besøgte de den danske tv-station TV Glad, hvor alle medarbejdere – lige fra teknikere til journalister og kamerafolk – er handicappede.

Det besøg gjorde et stort indtryk på Robert Ma. ”Det var en øjenåbner at besøge TV Glad. Det var rigtig spændende at opleve, hvordan de handicappede laver programmer og arbejder som almindelige journalister. Den slags har vi slet ikke i Kina, og det er også svært at kopiere, men det var fascinerende at se, hvor meget det er muligt at gøre for at øge handicappede menneskers livskvalitet,” sagde han.

Da de besøgte TV Glad, lavede journalisterne også et langt tv-interview med den kinesiske chef for Handicapforbundet. ”De interviewede ham i næsten en time, så det var en spændende oplevelse at få med,” siger Robert Ma.

OGSÅ BESØGET HOS MCDONALD’S gjorde indtryk på de udenlandske gæster. Her fortalte en McDonald’sleder på Frederiksberg om familierestaurantens politik med at ansætte handicappede medarbejdere.

Han fortalte blandt andet, at restauranten har ansat tre psykisk handicappede, som alle arbejder nogle få timer dagligt. De får en rigtig ansættelseskontrakt og helt normal løn, og den løn deles staten og McDonald’s om at betale. ”Det var interessant at høre ham fortælle om den danske model. Jeg kunne godt lide at høre, at det i høj grad handler om, at virksomheder frivilligt ansætter handicappede. I Kina har vi en lov, der siger, at virksomheder skal ansætte 1,5 procent handicappede medarbejdere, ellers skal de betale en bøde til staten. Men langt de fleste virksomheder vælger desværre at betale bøden i stedet for at ansætte de handicappede,” fortalte Robert Ma. ”Jeg var også glad for at høre, at arbejdsgiverne her har fokus på, at det vigtigste er, at de handicappede trives i deres job. Og så var det jo også dejligt at høre, at kunderne reagerer meget positivt på de handicappede medarbejdere. Det er gode erfaringer at kunne tage med hjem og fortælle videre.”

DEN KINESISKE DELEGATION besøgte også en specialskole for handicappede børn, et bosted, Socialstyrelsen og en familie, som har en datter med Downs Syndrom. Og selvom det var et tætpresset program, så nåede de – naturligvis – også at stifte bekendtskab med dansk smørrebrød, Havfruen, og et julepyntet Tivoli, inden de igen satte sig i flyet mod Kina. ”Vi rejser hjem med en masse gode input, som vi kan forsøge at bruge i en kinesisk kontekst. Nogle idéer kan vi bruge, andre kan ikke fungere i Kina, men det har været rigtig interessant at se, hvordan danskerne arbejder med handicappede mennesker og har fokus på at give dem en meningsfyldt hverdag,” sagde Robert Ma.

tørst VINTER 2014/15 29

DELTAG PÅ NÆSTE CHRISTFULNESS-ONLINEKURSUS! • LÆNGES DU EFTER INDRE RO OG ET MERE AFKLARET SIND? • VIL DU GERNE VÆRE MERE OPMÆRKSOMT TIL STEDE SAMMEN MED ANDRE MENNESKER OG SAMMEN MED GUD? • OG HAR DU BRUG FOR MEDVANDRING OG VEJLEDNING?

Hvis du kan svare ja til ovenstående spørgsmål, så har du alletiders mulighed for at deltage på næste Christfulnessonlinekursus!

Christfulness er en kristen pendant til mindfulness – og handler kort fortalt om opmærksomt og ikkedømmende nærvær i forhold til sig selv, Gud og andre mennesker.

Onlinekurset starter den 8. marts. Det varer 10 uger og giver dig masser af fordybelse i Christfulness via videoundervisning, kropsøvelser, tekster, debatforum og personlige samtaler med kursuslederne, som er missionspræst Ole Skjerbæk Madsen og meditationslærer Øyvind Borgsø.

LÆS MERE PÅ CHRISTFULNESS.AREOPAGOS.DK!

30 tørst VINTER 2014/15

Oplev ”Bøn i Bevægelse er bøn, hvor hele ’mig’ med krop, sjæl og ånd er til stede. Hvor jeg ikke skal nogen steder hen. Hvor jeg bare er hjemme hos mig selv og hjemme hos Gud.” Dorthe, deltager ved Bøn i Bevægelse

Bøn i Bevægelse er en meditationspraksis, som hjælper dig til at lade Gud puste nyt liv i dig og give dig fred.

Den viser, hvordan kroppen kan hjælpe dig med at falde til ro og lede dig ind i bønnens landskab.

I løbet af vinteren og foråret kan du opleve Bøn i Bevægelse en række aftner i

København, Svendborg, Aarhus og Silkeborg.

Aftnerne bliver ledt af meditationsleder Øyvind Borgsø og består af en time med øvelser og en smag

af stilhed. Derefter åbner vi op for hyggeligt samvær.

Der bliver en sammenhæng mellem aftnerne, men det er også muligt at være med en enkelt aften.

Aftnerne er gratis, hvis du er medlem af Areopagos (100 kr. årligt/50 kr. for studerende).

Ellers koster det 50 kroner pr. aften, som betales ved indgangen.

Du kan melde dig ind – og læse mere – på areopagos.dk!

tørst VINTER 2014/15 31

RETURADRESSE: Areopagos

Peter Bangs Vej 1, indg. 5 2000 Frederiksberg

Mærk livet! ˚ Stilhed og handling

Tag med på Areopagos’ Sommerfestival 2015!

I den sidste weekend i juni kan du komme med på årets traditionsrige Sommerfestival! Denne gang finder festivalen sted på Galleri Emmaus i Haslev, og weekenden byder blandt andet på:

Peter Halldorf

• Inspirerende oplæg ved Peter Halldorf og Mark Scandrette • Christfulness-meditationer • Koncerter med Sofia Hedia, Kloster og DJ Borgsø m. band • Masser af hygge, sjov og afslapning • Bøn i Bevægelse • Lækker mad, smukke omgivelser og søde mennesker • Kunst og skønne musikalske indslag • Spændende workshops • Besøg fra Kina • Tid til stilhed og refleksion • Festaften og festgudstjeneste Velkommen på Areopagos’ Sommerfestival den 26.-28. juni 2015!

Programmet bliver helt klar til påske, så følg med på areopagos.dk!

Mark Scandrette