Sæt Hønen Før Ægget

SÆT HØNEN FØR ÆGGET

Nu kommer vi til at stoppe salget af buræg lina i supermarked foran æg Første gang, jeg så en burhøne i øjnene, kan jeg huske at jeg tænkte: Det er utroligt at vi er kommet så vidt. At vi er kommet dertil, hvor vi i dén grad har reduceret levende væsner til produktionsenheder. Det var også den dag, jeg besluttede mig for at gøre det til min mission at redde så mange høns, jeg kunne, fra den grusomme mishandling.

Jeg har brugt de sidste år på at opbygge redningstjenesten Frie Vinger, der redder udtjente burhøns og giver dem nye liv hos kærlige familier. De heldige høns bliver samtidig ambassadører for deres artsfæller, der stadig er låst inde i burene. På den måde bruger jeg deres historier til at åbne folks øjne og hjerter for burhønsenes tragiske situation.

Jeg står nu i spidsen for Animas nye kampagne “Sæt hønen før ægget”, der fokuserer på at få virksom heder til at stoppe brugen af buræg. På de næste sider i denne folder vil jeg forklare, hvorfor det er så vigtigt at Lina Christensen

fokusere her. Jeg håber, du vil stå ved min side i arbejdet

Kampagnechef, Anima

for at redde burhønsene.

Sådan kommer vi til at redde burhønsene Et stigende antal forbrugere dropper buræg, fordi de ikke ønsker at støtte de elendige forhold, hønsene lever under. Mange er dog ikke klar over, at selvom de undgår bakkerne med buræg i kølemontren, så spiser de sandsynligvis stadig ‘skjulte’ buræg. De findes nemlig i en lang række forarbejdede fødevarer, bl.a. i produkter som mayonnaise, is, slik, færdigretter, dressinger og kager.

Virksomheder, der producerer forarbejdede fødevarer, bruger hvert år millioner af buræg. For at redde hønsene er det derfor meget vigtigt, at vi får disse virksomheder med ind i kampen. Animas kampagne kommer til at fokusere netop her og stiller virksomhederne til ansvar for de tragedier, der ligger bag hvert eneste buræg, de bruger.

Nogle virksomheder tænker måske ikke over, hvor deres æg kommer fra, og har bare valgt den billigste løsning. Her er jeg sikker på, at vi kan overbevise dem gennem dialog og information. Men i andre tilfælde vil vi få brug for forbrugernes stemme og gennem boykot af bestemte mærker vise producenterne, at vi ikke ønsker at købe deres produkter, så længe de bruger buræg. Ligesom Anima har overbevist over 170 mærker om ikke at sælge pels, vil vi nu overtale firmaerne om at droppe buræg - ét efter ét.

Mødet med et apparat der indeholder hurtigt roterende knive En æggeskal brydes, og et lille lysegult hoved titter frem. Kylling Isa er netop kommet til verden, udmattet efter at have kæmpet sig ud af sin skal.

Isa pipper febrilsk og kaldende, men får ikke noget svar. Hun befinder sig i en kasse sammen med 200 andre nyudklækkede kyllinger, der alle kalder på deres mor, som de aldrig får at se.

Burhønens liv begynder på rugeriet, hvor alle hønsene i ægindustrien kommer til verden. De bliver kørt ned ad et samlebånd, hvor de sorteres efter køn, og halvdelen af kyllingerne sorteres fra. Hanekyllingerne bliver nemlig anset for værdiløse, fordi de ikke kommer til at kunne lægge æg.

Det kan heller ikke betale sig at fede dem op og slagte dem.

Hanekyllingerne bliver derfor aflivet med det samme. Loven tillader, at de gasses eller aflives i et apparatur, der indeholder hurtigt roterende mekanisk drevne knive - en maskine, der bedst kan beskrives som en stor blender. Hønekyllingerne bliver kørt videre ned ad samlebåndet. De pakkes i kasser, som stables oven på hinanden i en lastbil. Næste stop: buret.

Livet med 35 beboere - på 1 m2 Isa undersøger sit nye hjem. Et overfyldt trådbur hvor hun ikke kan tage et skridt uden at støde ind i en anden kylling. Hun skraber søgende i burets gulv af trådnet og forsøger også at støvbade på trådnettet, men forgæves.

Isas forsøg på at udfolde sin naturlige adfærd slår fejl, fordi buret begrænser hende.

Alle høns i ægindustrien tilbringer den første del af deres liv hos en opdrætter. Det er her, de skal være, indtil de begynder at lægge æg.

Der er ingen særlige regler, der beskytter de unge høns – hønniker – i Danmark. De er nemlig teknisk set ikke æglæggende høns endnu, og derfor gælder reglerne for æglæggende høns ikke for dem. Derfor er det almindeligt, at de unge høns stuves endnu tættere sammen, end burhøns normalt må, når først de begynder at lægge æg.

Det er almindeligt at have helt op til 35 unge høns pr. kvadratmeter, og der er ikke krav om så meget som en siddepind i burene.

De lider i stilhed bag lukkede døre En tidlig morgen bliver Isa flyttet over i en anden hal med tusinder af andre høns i bure. Hun prøver at strække sine vinger, men de skraber mod burets ene side. Isa er nu voksen og har brug for at finde et redested, hvor hun kan lægge æg i fred. Men det eneste, hun har til rådighed, er en lille del af buret, der er afskærmet af en metalplade.

Alle hønsene i buret er stressede. Isa bliver tit hakket af de andre, men buret er for lille til, at hun kan gå væk fra dem.

De hakker hinanden pga. stress og fordi, de ikke kan få lov til at være alene, når de skal lægge æg.

Efter 5 måneder dør den første høne i buret. Hun er slidt op.

I en alder af ca. 18 uger flyttes de unge høns fra opdrætteren. Det er nu, de begynder at lægge æg, og derfor skal de over i nogle andre bure, hvor der må være 13 høns pr. m2. Selvom hønsene nu har lidt mere plads end hos opdrætteren, har de stadig ikke engang plads nok til, at de kan strække deres vinger.

Burhønsene har så lidt plads, at de ikke kan bevæge sig rundt uden at støde ind i hinanden. De tilbringer hele deres liv i bure i store produktionshaller. De kommer aldrig udenfor, og de har ikke engang krav på dagslys. Det er almindeligt, at der er op mod 50.000 høns i en burhønsehal, men mange af hønsene dør i burene.

De er så udslidte at det ikke kan betale sig at slagte dem Buret åbnes, og en mand tager fat om Isas ben. De andre høns flakser rundt. Hun er bange og ved ikke, hvad der sker. Sammen med de andre høns bliver hun hevet ud af buret og båret udenfor. Hun når lige at mærke frisk luft i lungerne, inden hun bliver smidt op i aflivningsmaskinen. Isa trækker besværet vejret, mens gassen fylder hendes lunger. Isas liv slutter her.

Som alle høns i ægindustrien aflives burhøns i en alder af kun 1,5 år. Her begynder de at lægge færre æg, så ægproducenten ikke længere kan tjene penge på dem.

Hønsene i ægindustrien aflives typisk i det mobile slagteanlæg Chick Pulp. Anlægget gasser hønsene og hakker dem til en kødmasse, der bruges som foder på minkfabrikker. Hønsene er nemlig så nedslidte efter deres tid i buret, at det ikke kan betale sig at slagte dem og bruge dem som menneskeføde. Chick Pulp-anlægget kan aflive 5000 høns i timen.

Det skal derfor gå hurtigt, når hønsene skal tages ud af burene og smides op i anlægget. Undersøgelser viser, at burhøns ofte brækker knogler i ben og vinger som følge af den voldsomme håndtering.

Lad Karen Volf-kagerne blive på supermarkedets hylder!

Karen Volf er et af de firmaer, der bruger rigtig mange buræg i deres produkter. Der er bl.a. buræg i deres populære Snøfler og Træstammer og i deres chocolate chip cookies, kokostoppe og makroner. For slet ikke at tale om buræggene i deres populære julekager, f.eks. deres æbleskiver, vaniljekranse, jødekager og klejner.

Det er bestemt heller ikke noget, Karen Volf skilter med. De siger, at de producerer det, forbrugerne vil have. Men sandheden er, at det er meget svært for forbrugerne at gennemskue, at der er buræg i Karen Volfs produkter.

Så selvom mange forbrugere ikke ønsker at støtte de forfærdelige forhold, burhøns lever under, er det svært, når virksomheder som Karen Volf bruger store mængder skjulte buræg.

Vi mener, at virksomheder har et stort ansvar for ikke at bidrage til burhønsenes lidelser. Det gælder især store virksomheder som Karen Volf, der bruger rigtig mange æg. Det er et problem, jeg nu vil sætte stort fokus på. Hvis vi kæmper sammen, er jeg sikker på, at vi kan få Karen Volf til at droppe buræggene.

Fortæl Karen Volf, at du ikke vil købe deres produkter, så længe de anvender buræg - send en besked til dem fra anima.dk/karenvolf

Arbejdet mod buræg virker!

Der findes heldigvis også virksomheder, som anerkender, at de har et ansvar, og som har handlet på det. Et eksempel er chokoladevirksomheden Toms. Inden Toms traf beslutningen om at blive burægfri, brugte de årligt ca. 900.000 buræg i deres produkter, men i 2013 valgte de at droppe buræggene. Ifølge Toms direktør Jesper Møller var det ikke svært at tage beslutningen, for som han siger, så har enhver virksom hed ansvar for at forbedre tingene, hvor de kan.

Supermarkedskæden Irma er kendt af mange for ikke at sælge friske buræg. Alligevel har man i mange år kunnet købe produkter med skjulte buræg i Irma – et problem, som de tidligere på året besluttede sig for at gøre noget ved. De er nu i gang med at udfase buræg i deres egne mærker af forarbejdede fødevarer.

Når virksomheder tager ansvar og dropper buræg, gør det en enorm forskel for burhønsene. Jo flere virksomheder vi kan få til at tage ansvar, jo tættere kommer vi på en verden uden burhøns.

Se listen over de firmaer der allerede har fjernet buræg fra deres produktion på: anima.dk/burfri

Lykkes historie Før Lykke blev reddet, levede hun som burhøne. Hun levede i et lille bur af trådnet sammen med 9 andre høns. De var klemt sammen på så lidt plads, at de knap kunne strække deres vinger.

Men Lykke var heldigere end Isa, selvom det var på et hængende hår, at hun blev reddet. Hun var nemlig blevet taget ud af buret og båret helt hen til aflivningsmaskinen. Men landmanden tabte hende, så hun røg ned på jorden. Der lå hun skrækslagen og medtaget, mens hendes artsfæller blev slået ihjel få meter fra hende. Jeg stod et stykke derfra og var forsigtigt ved at sætte de reddede høns på plads i vores varevogn. Jeg skulle til at afsted, for jeg havde hentet alle de høns, som der var fundet nye familier til.

Men jeg fik øje på Lykke, der lå på jorden, og mit blik kunne ikke slippe hende. Jeg løb hen og samlede hende op, inden landmanden nåede at bøje sig ned efter hende. Det blev Lykkes redning.

Petras historie Da Petra kom hertil efter halvandet år som burhøne, havde hun et dårligt ben. Hun kunne ikke støtte på det og kunne derfor næsten ikke gå. Bare det at holde sig oprejst var en smertefuld kamp for hende.

Petras ben var formentlig blevet skadet, da hun som ung høne skulle sættes i bur.

Noget tydede i hvert fald på, at hun havde levet længe med det dårlige ben. Jeg sørgede for, at hun fik den dyrlægehjælp, hun helt tydeligt havde brug for.

Ingen høns i landbruget får dyrlægehjælp, fordi en hønes liv har så lidt værdi i produktionen. Det kan ikke betale sig for landmanden at bruge penge på at hjælpe en høne, der er syg. Kort tid efter dyrlægebesøget kunne Petra støtte på benet igen.

Efter få uger kunne hun gå rundt i haven, og da hun havde været ude af buret i en måned, gik hun som om, hun aldrig havde haft problemer med benet.

Tak fordi du tog dig tid til at læse om hønsenes liv og om vores kampagne for at stoppe deres lidelser.

SÅDAN KAN DU HJÆLPE: 1. Gå ind på anima.dk/karenvolf og fortæl Karen Volf, at de skal droppe buræggene.

2. Brug girokortet i det vedlagte brev til at give en donation målrettet til kampagnen.

3. Følg med på anima.dk og på vores Facebookside for nyt om kampagnen.

På hønsenes vegne: Tusind tak for din hjælp!