Altinget Magasin december 2020 by Altinget

ALTINGET MAGASIN NR. 41 / DECEMBER 2020 70 KR.

Ledelse efter corona: Eva Berneke Margrethe Vestager Johanne Schmidt-Nielsen Anne-Marie Levy Rasmussen

00040 5 700002 103512

BK returuge 1

kr. 70,00 10.12.2020 - 06.01.2021

#Internationale stemmer: Thomas Piketty Anne Applebaum Janan Ganesh

SĂ¸n. Far. Formand. Fremtiden?

ANNONCE

Bystrategi er drømme, best practice og eksperimenter Danmark er under forandring, og historiens største boligeksperiment er i gang ifølge en forsker i byudvikling. Den almene sektor spiller en afgørende rolle i bystrategisk udvikling, og derfor sætter Landsbyggefonden spot på emnet med konferencerækken ’Bystrategisk Udsyn’. Den første blev afholdt dette efterår, og dermed er der skabt en platform for samtalen om byudvikling i fællesskab. Den første udgave af konferencerækken ’Bystrategisk Udsyn’ landede midt i en coronatid og havde derfor flere virtuelle end fysiske deltagere. Både deltagere i salen og ved skærmene fik massevis af take-away: Historisk perspektiv, eksempler på vellykkede projekter fra udlandet, indsigter i aktuelle initiativer i Danmark, vigtigheden af fællesskab og involvering, viden om de samfundsmæssige gevinster ved bystrategisk udvikling og meget mere. ”Afsættet for os er den almene sektor, men vi vil gerne arbejde ud over vores egen matrikel. Som en væsentlig bystrategisk aktør vil vi gerne blive endnu bedre og dét i samarbejde med andre aktører. I dag er starten på en rejse, hvor vi deler viden og erfaringer samt udvikler netværk og alliancer,” sagde Landsbyggefondens formand, Christian Høgsbro, og skød dermed både konferencerækken og samfundsdebatten i gang. For hvor skal vi hen? Indflydelse skaber engagement I den omdannede sporvognsremise i Københavns Sydhavn, hvor konferencens fysiske del blev afholdt, overlod Landsbyggefondens bestyrelsesformand scenen til konferencens keynote speaker. Det var Xander Vermeulen Windsant, arkitekt og grundlæg-

ger af XVW architectuur i Holland. Tegnestuen har blandt andet vundet Mies van der Rohe-prisen for udvikling af det sociale boligbyggeri DeFlat Kleiburg. Den 400 meter lange bygning ligger i det udsatte boligområde i Bijlmermeer ved Amsterdam.

”I stedet for at fortælle folk, hvordan de skal bo, gav vi dem muligheden for selv at designe og ombygge lejlighederne, hvor der kun var VVS og el. Lejlighederne blev lige så forskellige som beboerne, der lærte hinanden at kende i byggeprocessen og derfor var rystet sammen, da de flyttede ind,” berettede Windsant.

Tegnestuen forandrede bygningen udvendigt ved at skrælle gamle lag af maling væk og lade betonen stå autentisk. De nederste etager blev omdannet til boliger og butikker med store, åbne facader, mens små skumle tunneller blev åbnet op til høje, lyse rum. Lige så top-down den ydre transformation var, lige så bottom-up var den indvendige for at skabe engagement og ansvar – og i sidste ende et trygt boligområde.

Bystrategisk Udsyn – en konferencerække

Bystrategisk Udsyn er en serie af konferencer, hvor centrale aktører udveksler løsninger og visioner for byernes fremtid. Fokus er på udviklingen af både store og små byer. Med udgangspunkt i de almene boliger og bredt samarbejde bliver muligheder og udfordringer for en bæredygtig udvikling belyst fra et bystrategisk perspektiv. Landsbyggefonden inviterer ledende medarbejdere på tværs af sektorer, faggrupper og civilsamfund til at deltage ud fra en tro på, at den fremtidige udvikling i by- og boligområder bedst skabes i fællesskab. Læs mere på bystrategiskudsyn.dk

Landsbyggefondens formand, Christian Høgsbro, åbnede den første af flere konferencer om bystrategisk udsyn. Foto: Lars Just

ANNONCE Bland på tværs af sociale skel Den hollandske arkitekt mener, at grimme bygninger er lette at give skylden for et områdes problemer, men minder om, at der ofte er stor kærlighed til stedet fra dem, der bor der. Hvis man lytter til dem og giver dem indflydelse, kan det være med til at transformere et belastet område. I Danmark har der formelt været beboerdemokrati siden 1985, men ifølge en af de største udlejere af almene boliger i Danmark, er det bestemt ikke altid, at det bliver udnyttet. ”Tanken om, at medindflydelse øger beboernes selvfølelse og ansvar for området, er teoretisk

smuk, men i praksis oplever vi sjældent et stort engagement fra den største del af beboerne, med mindre det handler om tilladelser til kæledyr eller valg af tv-pakker. Beboerne har mulighed for indflydelse på rigtig meget, men kun et fåtal tager den typisk,” siger Rolf Andersson, byggedirektør i KAB, der administrerer almene boliger med over 100.000 beboere i Hovedstadsområdet. Boligorganisationerne i KAB-Fællesskabet er i gang med store transformationer i flere boligområder, ligesom der er sket i eksemplet fra Amsterdam. Det ser byggedirektøren frem til, selv om han er bevidst om, at der sikkert vil være konsekvenser, som ingen præcist kan forudse, for bystrategisk udvikling er en kompleks størrelse. Rolf Andersson siger: ”Omdannelsen er en langsom dans, hvor vi først ser konsekvenserne om 10 år, men vi er alligevel nødt til at prøve. Der er ingen, der ved, om blandede bydele med både eje-, andels-, privat leje- og almene boliger vil give den ønskede effekt, men vi ved i hvert fald, at det modsatte ikke gør. Det monofunktionelle danner sjældent rammen om det gode liv, så det er en god ide at blande os på tværs af sociale skel”. Xander Vermeulen Windsant, arkitekt og grundlægger af XVW architectuur, var med online og fortalte om det prisvindende Kleiburg-projekt i Amsterdam. Foto: Lars Just

lys, luft og plads i et grønt og trafiksikkert boligområde. I realiteten blev det en isoleret ø med store udfordringer, men også her sker der udvikling nu. En blandet by er dagsordenen, og vi sætter barren højt. I dag er der kun stier i området og veje ind og ud, men med en ny bygade på tværs får vi skabt sammenhæng til resten af Odense. Vores største fokus er dog at få flyttet 2500 beboere ud på en ordentlig og værdig måde,” fortæller Jens Pilholm, direktør i Civica.

ANNONCE Jens Pilholm er direktør i boligforeningen Civica, der er en af de store aktører i Odenses Vollsmose, hvor en enorm byomdannelse er sat i gang. Foto: Lars Just

Nedbryd volde og skab sammenhæng I Aalborg har Himmerland Boligforening ejendomme med både eje- og lejeboliger i samme opgang. Indtil videre har den største udfordring været at anskaffe en gulvmåtte uden logo, da ejerne ikke synes, det var passende, at der stod Himmerland Boligforening på måtten i den fælles elevator. Ellers lever alle sammen i fordragelighed og ofte på attraktive beliggenheder, der blev mulige at købe op under finanskrisen. ”Det er vigtigt, at vi ikke har for meget af hverken det ene eller andet, men blander os. Når vi omgås folk fra forskellige sociale lag, får vi udvidet vores verdenssyn og udviklet vores skoler. Tiden, hvor lige børn leger bedst, er forbi,” mener boligforeningsdirktør Ole Nielsen, men fastslår også, at det ikke er nok at farve en væg blå, hvis ønsket er reel forandring:

”Hvis mennesker skal kunne mødes på tværs, er det vigtigste ved store renoveringsprojekter at fjerne volde. Ikke kun for at beboerne kan komme ud, men også så andre kan komme ind. De såkaldte støjvolde af overskudsjord fra det oprindelige byggeri har mange steder skabt adskilte verdener. Nu hvor vi begynder at bryde dem ned, får vi byer, der hænger sammen.” - Ole Nielsen, boligforeningsdirektør Lige muligheder for alle Få steder er et alment boligområde både så belastet og separeret fra den øvrige by som Odenses Vollsmose, der ligger omkranset af firesporede veje. Den oprindelige vision var at give mulighed for at bo med

Boligforeningen Civica er en af de store aktører i Vollsmose og gør dagligt en kæmpe indsats for orientering og involvering af områdets beboerne, der står foran de radikale forandringer, som er politisk besluttet. Parallelsamfundspakken er vedtaget af Folketinget, men beslutningen om bystrategisk udvikling i Vollsmose var allerede taget af et enig byråd. På konferencen delte borgmester Peter Rahbæk Juel (S) baggrunden og så herefter fremad: ”Min drøm for Vollsmose handler om mennesker. Både dem der flytter, og dem der bliver. Alle børn skal have lige muligheder, uanset hvor de bor i byen, og det har de ikke, som det er nu. Vi skal skabe et blandet boligområde i balance, og med den beliggenhed skal det nok lykkes.”

ANNONCE

Et par hundrede fulgte konferencen digitalt og havde også mulighed for at indsende spørgsmål, der så blev stillet til deltagerne på scenen.

Bystrategi er også eksperimenter De senere års udvikling har bragt boligpolitikken – og dermed de valgte bystrategiske greb for et givent boligområdes udvikling – mod toppen af den politiske og samfundsmæssige agenda. Med den vedtagne parallelsamfundspakke har man fra politisk hold fastlagt en række overordnede rammer og målsætninger for udviklingen i en række af landets mest belastede boligområder. Det er en udvikling, der også påvirker resten af det danske samfund. Derfor peger professor i byudvikling og arkitekt Claus Bech-Danielsen på, at man med den politiske parallelsamfundspakke og de bystrategiske greb,

der følger deraf, har sat danmarkshistoriens største boligeksperiment i gang. Landsbyggefonden har derfor igangsat en vidtrækkende evaluering af de enorme transformationer af en række almene boligområder, som denne lovgivning fører med sig. Professoren leder et forskerteam på Aalborg Universitet, der sammen med et forskerteam fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) skal følge udviklingen og dele viden med alle involverede aktører. Formelt handler det om de 15 hårdest udsatte boligområder på den såkaldte ghettoliste, men perspektivet er bredere.

De blandede byer Ifølge professor i byudvikling Claus Bech-Danielsen er der på forskningsmæssige områder flere holdninger til ’social mixing’ og ikke et entydigt svar på, om det hjælper udsatte beboere. Det er én af grundene til, at han kalder den igangværende bystrategiske udvikling af boligområder for danmarkshistoriens største boligeksperiment. Boligområder med både eje, andel samt privat og almen leje bliver typisk blandet på forskellige måder. Dels med clostering, hvor et større boligområde er opdelt i små kvarterer med hver sin boligtype, som for eksempel i Gellerupplanen i Aahus. Og dels med pepper-potting, hvor boligtyper er blandet dør om dør, for eksempel i samme opgang som flere steder i Aalborg. Læs meget mere om den aktuelle og fremtidige udvikling på Landbyggefondens evalueringssite udsatteområder.dk

Den første konference om bystrategisk udvikling blev passende afholdt i en omdannet sporvognsremise i Københavns Sydhavn. Foto: Lars Just

Altinget Magasin Indhold

J EAN ETTE VAR B E R G S K R I V E R E S S AY O M C O V I D - 1 9 :

Gensyn med dæmonens ånde

I 2020 prøvede vi – 1990’ernes drømmere – for første gang, hvordan det føles, når historien skifter spor midt i en hverdag med madpakker, samkørsel til fritidsinteresser og en fyldt mødekalender, der blev tom.

Interviews, features & portrætter

Indhold DECEMBER 2020

A N A LY S E

F E AT U R E

Mette Frederiksens sikre overhånd er

D et

20 Året, som

ingen spindoktor kunne forudse

pludselig blevet mere shaky. Erik Holstein ser på 2020.

F E AT U R E

24 Europa

og geopolitikken

Kan EU finde sig selv og vej i en verden, hvor rivaliseringen mellem USA og Kina tager til? Thomas Lauritzen skriver fra Bruxelles. INTERVIEW

54 Den

svære rolle som formand

Jakob

Ellemann-Jensen gør status på sin første tid som formand for Venstre. Partiet er trængt i meningsmålingerne, dets indre splittelser er tydelige for alle – hvordan har han det egentlig, og hvad gør han nu?

70 Prøv

at se verden med Støjbergs øjne

er forståeligt, hvis Inger Støjberg føler sig svigtet af alle dem, der engang bakkede hende op i den stramme kurs mod såkaldte barnebrude. Nu er hun blevet sin egen værste fjende.

I NTE RVI EW-S E R I E

80 Demokrati,

populisme og ulighed

Altinget

lukker året af med en interviewserie om de helt store dagsordner. Mød Anne Applebaum, Janan Ganesh og Thomas Piketty.

TEMA:

Ledelse efter corona

Covid-19 forvandlede 2020 til en undtagelsestilstand. Med ét blev ledelse dermed et nyt spørgsmål, der krævede nye svar. Altinget Magasin har talt med fire topledere om året, hvor alt blev anderledes. Mød: Eva Berneke Johanne Schmidt-Nielsen Anne-Marie Levy Rasmussen Margethe Vestager

Vores kunder kender os for ...

NÆRVÆRENDE RÅDGIVNING

EVALUERING FOR FORANDRING Pluss er et konsulenthus, der nu runder 20 år i markedet. I vil formentlig møde os som tunge på viden og med lethed i samarbejdet. Vi arbejder med ledelse, governance og strategi – og evalueringer, der skaber grundlag for forandringer.

Se mere på Pluss.dk

Stefan Brendstrup, partner i Pluss

Altinget Magasin Indhold

Overblik, indsigt & analyse 17

SØRENS

BIRGITTES RET

Alle da adgang til retfærdighed, eller har de?

ØKONOMITIME

Krystalkuglen for 2021

Retshjælpsreformen har holdt i ventesporet i tre år. Det er de svageste borgere, der betaler prisen.

Hvis og når der kommer en covid-vaccine, kan vi se frem til, at 2021 før eller siden vil byde på et ganske kraftigt økonomisk opsving. Det betyder også, at politikerne skal tænke sig grundigt om.

10 MAGASINREDAKTØRENS ORD

Det McKinseyficererede embedsværk Det neutrale embedsværk har forsøgt at imødekomme et tiltag med politiske kabinetter ved at integrere politisk rådgivning på chefniveau. Det giver åbenlyst problemer.

88 ANMELDELSER

De vigtigste politiske bøger lige nu

Jens Lei Wendel-Hansen, Christian Egander Skov og Niels Wium Olesen har læst et bind hver af statskundskabsprofessor Tim Knudsens hovedværk Statsministeren 1901-1942. Og så har chefredaktør Jakob Nielsen læst første del af Barack Obamas selvbiografi.

104

V E D B Y S A N A LY S E

KARRIERE

En helt særlig rådgiver

Coronakrisen er slut

Siden Kaare Dybvad (S) blev boligminister i sommeren sidste år, har han haft Helge Toksvig Bjerre været ved sin side. Nu er parløbet sluttet efter 14 måneders tæt samarbejde. Altinget har talt med Helge Toksvig Bjerre som ser tilbage på sin tid som særlig rådgiver og frem mod livet som selvstændig.

Som Mette Frederiksen har oplevet under minksagen, er få ledere så skrøbelige som dem, der har været succesfulde i krisen.

Opdateringer, anbefalinger & job 14 Månedens tal 64 Anmeldelser 96 Debat

100 Quiz 101 Kryds & tværs 102 Karriere & navne

103 De har skiftet job 104 Karriere

THE USUAL SUSPECTS

Når man skal ansætte en ny leder, går man tit efter de sædvanlige. En fra organisationen eller en fra netværket. Nogle gange er man helt tom for ideer.

Genitor ved, hvor man finder de spændende kandidater, som I ikke kender eller selv har tænkt på endnu. Lad os inspirere jer, når I skal rekruttere.

– GØR GOD LEDELSE BEDRE

Genitor er specialiseret i lederrekruttering, ledelsesrådgivning og ledelsesudvikling. Kontakt: genitor.dk eller tlf. 31 41 01 78

Altinget Magasin Redaktørens klumme

Det McKinseyficererede embedsværk ”

i har ikke hjulpet dig godt nok.” Sådan lød ordene fra Henrik Studsgaard, den nu forhenværende departementschef for Fødevareministeriet, til Mogens Jensen, da han i kølvandet på det, der efterhånden er kendt som minkskandalen, måtte takke af som fødevareminister. I skrivende stund – og formentlig en rum tid fremover – vil journalisterne prøve at hitte rede i, hvem der vidste hvad hvornår. I mellemtiden kan det være værd at overveje et andet aspekt af Studsgaards ord: nemlig hvad der sker med departementschefsrollen og den øvrige topledelse i danske ministerier i disse år. For hvad er det, de hjælper med? Politisk rådgivning eller faglig indsigt herunder i juridiske spørgsmål? Uden at gå dybere ind i detaljerne om minksagen er konklusionen, at det sidste ikke lykkedes. Spørgsmålet er, om departementschefrollen under radaren er blevet forandret så meget, at fokus på at gennemføre regeringens politik er begyndt at skygge for den faglige kompetence, og at loven skal holdes. En problematik, der går igen i Instrukskommissionens undersøgelse af Inger Støjbergs ageren i sagen om adskillelsen af asylpar. Og gik igen i Statsløsekommissionen for fem år siden. I hvert fald kan man konstatere, at topembedsmænd som departements- og styrelseschefer i dag er under pres for at levere politiske resultater snarere end faglig rådgivning. Det er dokumenteret i bogen Fornyelse eller kollaps, der er udkommet i år. Her undersøger forfatterne blandt en masse andet 108 statslige topchefernes erfarings-, uddannelses- og karrieremæssige baggrund. 60 af dem har ikke været ansat på den institution, de bliver chefer for. 30 bliver chefer uden tidligere at have beskæftiget sig med fagområdet før. De fleste er politologer snarere end økonomer eller jurister – og den gennemsnitlige tid, man er topchef ét sted, begrænser sig til 4,6 år. Et andet interessant

ALTINGET MAGASIN ER UDGIVET AF NETAVISEN ALTINGET.

DESIGNCHEF

Oplag: 10.000 eksemplarer

FORSIDE:

ANSVARSHAVENDE CHEFREDAKTØR

Jakob Nielsen

MAGASINREDAKTØR

Esben Schjørring

Annemarie Nordlyng

tal i undersøgelsen er, at gennemsnitsalderen for en departementschef er 46,2 år Med andre ord er forestillingen om departementschefen, der leder på baggrund af langvarig erfaring samme sted, er steget i graderne via intern forfremmelse og kroner en lang karriere med at sikre kontinuiteten i det neutrale embedsværk, en illusion. I dag er departementschefen et meget ambitiøst, meget hårdtarbejdende og relativt ungt karrieremenneske. Og ligesom i det private erhvervsliv er ledelse i staten blevet sin egen faglighed. En McKinseyficering af det øverste lag af embedsværket simpelthen. Det har selvfølgelig en afsmittende effekt på hele embedsværket. Som forfatterne til Fornyelse eller kollaps skriver, vil lavere placerede embedsmænd ”heller ikke føle sig tilskyndet til at erhverve sig faglig indsigt, når det ikke belønnes ved chefudnævnelser”. Det er åbenlyst, hvorfor den udvikling er sket. Det neutrale embedsværk har forsøgt at imødekomme et tiltag med politisk udpegede embedsmænd i et kabinet rundt om ministeren ved at integrere den politiske rådgivning på chefniveau. Det giver åbenlyst problemer, fordi det dermed er blevet de samme personer – og ultimativt med departementschefen én og samme person – der skal levere på ministerens politiske agenda og fortælle ham eller hende, at nu krydser man altså lovens grænser. Selvfølgelig er det svært. Og som med vægtningen af fagligheden virker det logisk, hvis lavere rangerende embedsmænd af samme grund holder sig tilbage fra at trække det røde kort. Karrieren er på spil. Den situation ville man måske komme ud af, hvis der var en klar opdeling mellem politiske embedsmænd og neutrale ditto. Og i hvert fald er det en diskussion, vi bør tage åbent og seriøst i 2021. Covid-19 har vist, hvor meget tillid til myndighederne betyder. Embedsværket kan ikke tåle at bløde mere legitimitet.

SALG & DISTRIBUTION

Kristian Balle Ravn, kristian@altinget.dk

Arthur J. Cammelbeeck

Herman Bjørn Nystad, herman@altinget.dk

TRYK

UDGIVER

PrintConnect

Rasmus Nielsen ANNONCECHEF

Christian Skipper

ANNONCESALG

Altinget & Mandag Morgen annonce Ny Kongensgade 10 1472 København K Tlf. 3177 8046 skipper@altinget.dk www.altinget.dk

ALTINGET

Ny Kongensgade 10 1472 København K Tlf. 33 34 35 40

Det neutrale embedsværk har forsøgt at imødekomme et tiltag med politiske kabinetter ved at integrere politisk rådgivning på chefniveau. Det giver åbenlyst problemer.

ESBEN SCHJØRRING

Redaktør, Altinget Magasin

Altinget Magasin er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Hel eller delvis kopiering, anden gengivelse eller videreanvendelse af materialet må kun ske efter aftale med Altinget. Det er herunder ikke tilladt at videredistribuere materialet elektronisk via e-mail. ISSN 2246-5553

Politik tager tid. Tag dig tiden. Tegn et årsabonnement på Danmarks bedste magasin om dansk og europæisk politik. 500 kroner for et år. altinget.dk/magasin/abonnement

Altinget Magasin udkommer hver måned – med de bedste interviews, portrætter og analyser af dansk og europæisk politik. Skrevet af journalister, der er dybt inde i deres fagområde, og som jagter det afgørende fremfor det sensationelle.

ANNONCE

CORONA-LEDELSE SÆTTER NYE STANDARDER Det er den enkeltes personlighed, præferencer og livsvilkår, der er afgørende for trivsel og præstation under coronakrisen. Lederens og organisationens evne til at individualisere arbejdssituationen til den enkelte har vist sig at være helt central for de positive sideeffekter, der – lidt overraskende – har vist sig.

”Forårets chokeffekt og den næsten euforiske følelse af, at dét her kan vi godt klare, er afløst af et langdistanceløb, hvor ingen endnu ved, hvor længe vi skal leve med begrænsende restriktioner. Det har sat stort set alle traditionelle udviklingsprocesser på pause. Fokus er på drift, og udmattelsen hos ikke mindst lederne er ofte udtalt,” mener Thomas Gajhede, der er chefkonsulent hos Mercuri Urval og har offentlig ledelse som område.

Tendens blev overhalet indenom ”Der er ikke meget overskud til at tænkte på udvikling i en organisation, der har travlt med at få det operationelle til at fungere. Den offentlige sektor har dygtigt haft fokus på det, den skal; nemlig at holde Danmark i gang. Men det er en stor forandring, at mange arbejder hjemmefra, og møder foregår online. Det er svært at løfte blikket fra det taktiske til det strategiske niveau, når der har været travlt med at slukke brande,” siger Thomas Gajhede.

Thomas Gajhede

Når chefkonsulenten ser ind på det offentlige Danmark med øjne udefra, synes han alligevel, at der tegner sig mange positive og forhåbentligt blivende tendenser:

”

Når alle tør trække vejret frit igen, og vi kan samles på arbejdspladser og andre steder, bliver det synligt, hvad krisen har givet og ikke kun taget. Skulle der være rester af New Public Management-ledelse hist og her, så har virkeligheden overhalet dem.

”

”Når alle tør trække vejret frit igen, og vi kan samles på arbejdspladser og andre steder, bliver det synligt, hvad krisen har givet og ikke kun taget. Skulle der være rester af New Public Management-ledelse hist og her, så har virkeligheden overhalet dem. Bevægelsen er accelereret mod en mere moderne ledelsesform, der rent faktisk passer til mennesker, forskellige som vi alle nu engang er”.

Mere individuel tilrettelæggelse Mens der under forårets nedlukning i den offentlige debat blev talt om, hvor befriende roen var for de introverte og klaustrofobisk for de ekstroverte, ønsker Thomas Gajhede et bredere perspektiv. For at kunne tilrettelægge arbejdet optimalt for den enkelte medarbejderne, må lederen kunne jonglere med tre bolde: Personlighed, præferencer og livsvilkår.

POST-CORONA Anbefalingen fra konsulenthuset Mercuri Urval til de offentlige ledere er at tænke tre forhold ind i både fremtidig strategi og konkret ledelsesadfærd for mere individuel tilrettelæggelse af arbejdet: 1. Personlighed Hvad passer til den enkelte? Faste rammer eller frihed? Møde ind til kollegaer hver dag eller arbejde mere hjemme? 2. Præferencer Hvad ønsker den enkelte? Hvad skaber trivsel? Mere social kontakt eller flere hjemmearbejdsdage? Mere fleksible arbejdstider? 3. Livsvilkår Hvilke vilkår har den enkelte? Små børn eller et sygt familiemedlem og brug for fleksible arbejdstider? Pendling? Fuld frihed men særlige ønsker?

”

”For de fleste har friheden vist sig at øge produktiviteten, hvad der også er den klassiske årsag til, at de fleste moderne ledelseseksperter anbefaler en mere tillidsbaseret ledelsesform. Så enkelt er det dog ikke kun, men den efterhånden langvarige nødtilstand har vist, at one-size-fits-all ikke er fremtiden,” fastslår Thomas Gajhede og forklarer hvorfor: ”Om en medarbejder bliver mere effektiv af at arbejde hjemme, handler ikke kun om personlighed, men også medarbejderens egne præferencer og livsvilkår, som for eksempel børn, der er en vigtig faktor for, om medarbejderen reelt kan arbejde hjemme eller blot passer flere jobs utilfredsstillende. Nogen får øget energi og præstere mere ved at komme ud ad døren og være blandt kolleger. Andre er dobbelt så effektive i ro derhjemme”.

Om en medarbejder bliver mere effektiv af at arbejde hjemme, handler ikke kun om personlighed, men også medarbejderens egne præferencer og livsvilkår.

Tag læringen med på den anden side Corona har uønsket sat gang i et kæmpe eksperiment, ingen endnu kender de fulde konsekvenser af, men i forhold til arbejdsmarkedet viser flere undersøgelser1 positive sideeffekter. Produktiviteten er på stort set alle parametre gået op. Sygefraværet er uhørt lavt. Digitale møder fungerer. Kreativitet trives også hjemmefra. Og trivslen er – med variation - på samme niveau, som før den skelsættende nedlukning i marts. Thomas Gajhede mener, det endnu er for tidligt at konkludere endegyldigt, om de positive effekter er affødt af virtuel ledelse, et fald i detailregulering, en slags kortvarig, national adrenalin-effekt eller noget helt fjerde. Uanset årsagen har den aktuelle situation vist et potentiale, der ikke var fuldt åbenlyst før. ”Allerede før corona havde Regeringen igangsat initiativer som frikommuner 2.0, der skulle give mulighed for at

(

”

tilrettelægge arbejdet friere og med mindre fokus på sædvaner og regler. Krisens påtvungne eksperiment er for længst blevet hverdag også i statslige organisationer og med overraskende mange positive effekter. Den erfaring bør lederne tage med om på den anden side og gøre til en del af de offentlige arbejdspladsers strategi og udvikling”. Ifølge chefkonsulenten fra Mercuri Urval vil det både mindske sygefraværet, øge trivslen og optimere produktiviteten at implementere coronakrisen påtvungne forandringer som fast procedure, når en vaccine er fundet, og hverdagen vender tilbage. Thomas Gajhede afrunder:

”De offentlige ledere står overfor at vælge blandt de mange erfaringer fra at lede i en krisetid til at sætte en ny ledelsesdagsorden. Det bliver spændende at følge, hvilke nye standarder ’corona-ledelse’ kommer til at sætte for ledelse på det offentlige arbejdsmarked”.

1Fx. Steen Navrbjerg og Dana Minbaeva: Virtuel Ledelse under Corona-krisen, CBS, FAOS og Innovationsfonden, 2020, og Charlotte Holm og Birgitte Clausen: Corona Change Capacity Project: Læringen fra Corona, Lederne, 2020.

ANNONCE

)

Altinget Magasin Politiske fakta

Decembers politiske historie

Kvinderne går til stemmeurnerne for første gang, det første ungdomsparti ser dagens lys, og så er hele fire ministre trådt tilbage i årets sidste måned.

AF ALTINGET RESEARCH

En grundlægger fødes

Første ungdomsparti

4. december 1841 bliver Louis Pio født i Roskilde. Han bliver betragtet som en af grundlæggerne af den danske arbejderbevægelse og var en af kræfterne, der fik indkaldt arbejderne til Folkemødet på Fælleden, hvilket endte i sammenstød med politiet og er kendt som Slaget på Fælleden. Louis Pio udvandrede til Amerika i 1877, hvor han forsøgte at oprette en socialistisk koloni.

8. december 1904 bliver Danmarks første politiske ungdomsorganisation, Højre Ungdom, det nuværende Konservativ Ungdom, stiftet. Der går ikke lang tid, før de andre partier også får en ungdomsorganisation – og siden da har mange politikere og politiske ledere haft rødder til de politiske ungdomsorganisationer.

Det første valg

14. december 1916 kan kvinder og tyende i Danmark for første gang stemme til et valg. Det er dog ikke et folketingsvalg, men derimod en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal sælge Dansk-Vestindien. 284.000 stemte for, mens 158.000 stemte imod, og De Vestindiske Øer sælges til USA i 1917.

KILDER: STATSMINISTERIET / ENHEDSLISTEN / DANMARKS STATISTIK / AARHUS UNIVERSITET / FOLKETINGET / KONSERVATIV UNGDOM

4. december 1849 afholdes det første valg til Folketinget efter Grundlovens vedtagelse 5. juni samme år. Adam Wilhelm Moltke bliver statsminister, og det er kun selvstændige mænd over 30 år, som må stemme, hvilket dengang svarede til 14,5 procent af befolkningen (204.000 borgere).

Kvinder og tyende i stemmeboksen

Tronskifte 4. december 1973 var dagen for det såkaldte Jordskredsvalg, hvor flere nye partier kom i Folketinget. Især Fremskridtspartiet vandt frem, så partiet overgik Venstre og Det Konservative Folkeparti og blev det næststørste parti i Folketinget. Stemmeprocenten var 88,7 procent, 44 procent af vælgerne skiftede parti, og en tredjedel af Folketingets medlemmer blev udskiftet.

Et nederlag vendes til sejr 15. december 1983 udskriver Statsminister Poul Schlüter folketingsvalg til afholdelse 10. januar 1984, da regeringens forslag til finanslov stemmes ned i Folketinget. Til trods for nederlaget med den nedstemte finanslov får Poul Schlüter det bedste valgresultat nogensinde i 1984, hvor Det Konservative Folkeparti får 42 mandater.

Ritt Bjerregaard på Ritz

Elbæk trækker sig

22. december 1978 træder den daværende undervisningsminister, Ritt Bjerregaard (S), tilbage efter ti dages pressestorm om en UNESCO-rejse til Paris, hvor hun har boet i en suite på Hotel Ritz.

5. december 2012 træder Uffe Elbæk (R) tilbage som kulturminister. Der sker efter beskyldninger om nepotisme i forbindelse med fem arrangementer på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, hvor han tidligere har siddet i bestyrelsen, og hvor hans mand er ansat.

Mange bække små 2. december 1989 bliver partiet Enhedslisten stiftet. Der var oprindeligt tale om et såkaldt valgteknisk samarbejde mellem partierne Venstresocialisterne, Socialistisk Arbejderparti og Danmarks Kommunistiske Parti – og selv efter Enhedslisten blev dannet, kunne de stiftende partier til at begynde med gøre brug af vetoret i politiske spørgsmål, hvor man måtte være uenig med de andre. Enhedslisten kom i Folketinget første gang i 1994 og har siden da været et selvstændigt parti.

Frankrig slukker drømmen 1. december 1995 trækker Uffe Ellemann-Jensen sig som kandidat til NATO’s generalsekretærpost, da det står klart, at han ikke kan samle et flertal. Amerikanerne vil gerne se Ellemann-Jensen på posten, men det ønsker franskmændene ikke, og de knuser dermed drømmen om en post i NATO.

Villy Søvndal går af Efter godt to år på posten trækker Villy Søvndal (SF) sig 11. december 2013 som udenrigsminister. Han forlader derudover Folketinget med øjeblikkelig virkning. Det sker, efter han i oktober samme år blev ramt af en blodprop i hjertet.

En nødløgn 10. december 2013 trækker Morten Bødskov (S) sig fra posten som justitsminister efter et tre timer langt samråd, hvor Bødskov bliver grillet af de fleste af Folketingets partier. Årsagen er, at Bødskov har aflyst et besøg på Christiania for Retsudvalget i februar 2012. Det skete, da PET mente, at der var for farligt. I stedet for at informere Retsudvalget finder Bødskov på en såkaldt nødløgn om, at besøget blev aflyst, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage i det. Enhedslisten udtrykker mistillid til ministeren, som derefter vælger at trække sig.

Mere eller mindre EU 3. december 2015 stemmer danskerne om afskaffelsen af retsforbeholdet. Regeringen anbefaler ligesom flere af Folketingets øvrige partier et ja, men danskerne stemmer klart nej, og Danmark bevarer derfor sit retsforbehold. Det betyder blandt andet, at Danmark ikke længere er en del af det europæiske politisamarbejde, Europol.

December 2020

Altingets panel om økonomi, international politik og retspolitik

Analyse & perspektiv

Coronakrisen er slut

Som Mette Frederiksen har oplevet under minksagen, er få ledere så skrøbelige som dem, der har været succesfulde i krisen. AF MIKKEL VEDBY RASMUSSEN, PROFESSOR, INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB, KØBENHAVNS UNIVERSITET

oronakrisen er slut fra et politisk synspunkt. I Danmark sluttede krisen den aften, Jakob Ellemann-Jensen besluttede sig for ikke at stemme for, at regeringen kunne hastefremsætte lovforslag om at lovliggøre slagtningen af mink, som endnu ikke havde covid-19, hvorved Venstres formand var med til at skabe den juridiske gråzone, som han senere protesterede over. I USA sluttede krisen med Joe Bidens sejr i præsidentvalget. Biden havde ikke kunnet slå Trump, hvis ikke coronakrisen havde haft samme funktion som barnet i eventyret, der gjorde det klart for et flertal af amerikanerne, at The Donald ikke havde andet end en rød kasket på. I Sverige sluttede krisen, da statsminister Löfven gik på TV for at indskærpe, at borgerne skulle holde afstand og det stockholmske natteliv, der gennem coronakrisen havde festet med samme iver som folkene i baren på Titanic, måtte holde igen. Det var en indrømmelse af, at flokimmuniteten aldrig kom, og at den svenske coronastrategi havde været en eklatant fiasko. Krisepolitikken var forbi i Danmark, USA, Sverige og de andre vestlige lande, som med varierende talent og vekslende succes havde forsøgt at håndtere pandemien. Det ledelsesrum, som statsministre og præsidenter havde 16

Trykket er taget af den politiske kedel, fordi vi ikke er bange længere. Lyset er blevet tændt for enden af tunnelen.

haft, var enten blevet sat over styr eller blevet udfordret. Hvis der er nogle, som tror, det er tilfældigt, at den normale politik med sine julelege, konfrontatoriske retorik og møjsommelige forløb vendte tilbage, netop som de store medicinalfirmaer offentliggjorde, at de havde vaccinen på plads, så har jeg lige fået en mail fra en venlig advokat i Nairobi, der vil sælge Eiffeltårnet for en slik, som jeg gerne vil sende videre til vedkommende. Trykket er taget af den politiske kedel, fordi vi ikke er bange længere. Lyset er blevet tændt for enden af tunnelen. Derfor behøver vi ikke længere en stærk leder, men vil faktisk foretrække at pille vores ledere lidt ned. Demokratiske borgere sidder altid tilbage med en bitter smag i munden, når det går op for dem, at staten faktisk har midlerne til at tage fat i nakken på samfundet, hvis den får lov. Som Mette Frederiksen har oplevet under minksagen, er få ledere så skrøbelige som dem, der har været succesfulde i krisen. Det er svært for dem at omstille sig til hverdagsledelsens lavere tempo og mindre problemer. Ledelse med mindre adrenalin er simpelthen en anden disciplin, og hvis man ikke husker det, kan man meget hurtigt få trukket tæppet væk under sig af Jakob Ellemann eller Joe Biden, som man før ikke behøvede at skænke en tanke. Som den britiske digter T.S. Eliot skrev, så skaber man en begyndelse, når man skaber en slutning. Coronakrisens slutning betyder ikke, at vi vender tilbage til verden anno 10. marts. Det har Joe Biden formentlig set klarere end Jakob Ellemann. For Biden ankommer til Det Hvide Hus med et coronamandat, som han kan bruge som platform for en række grundlæggende reformer. Han er præsidenten, som tiltræder sammen med vaccinen, og vil derfor kunne bruge den energi, som automatisk vil blive frigjort, når mundbindene kommer af, til at skabe et momentum omkring sin politik. Mette Frederiksen er ikke i samme position. Hun vil for altid være forbundet med nedlukningen 11. marts, og lige så sikkert som det vil give hende en plads i historiebøgerne, lige så sikkert vil det for altid skabe en forbindelse mellem hende og noget, som vi helst vil lægge bag os. Det betyder ikke nødvendigvis, at hun deler skæbne med Winston Churchill og taber valget efter at have vundet krigen. For hun og hendes kollegaer i resten af den vestlige verden kommer ud af coronakrisen med et mandat til, at staten kan handle over for samfundets problemer, som de ikke havde før, krisen vænnede os til, at staten kunne bestemme, om vi måtte give hinanden et knus. Hvordan de udnytter det mandat, vil være afgørende for, hvilken type ledere de bliver, og hvilke mål de kan nå, når krisen er over.

Altinget Magasin Klummer

Krystalkuglen for 2021: Corona-regning og ny pengepolitisk strategi Hvis og når der kommer en covidvaccine, kan vi se frem til, at 2021 før eller siden vil byde på et ganske kraftigt økonomisk opsving. Det betyder også, at politikerne skal tænke sig grundigt om.

AF SØREN HOVE RAVN, PH.D., LEKTOR VED ØKONOMISK INSTITUT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

jældent har prognosemagere – inden for økonomi såvel som på andre områder – ramt så meget ved siden af, som da de mod slutningen af 2019 kom med deres bud på, hvad der ville præge den økonomiske dagsorden i 2020. Alle andre emner blev naturligvis overskygget af den økonomiske krise, som fulgte i kølvandet på corona. Det kan derfor virke letsindigt at forsøge at forudsige, hvad økonomerne kommer til at debattere i 2021, men her kommer alligevel et par bud. Skal man tro de seneste bulletiner, ankommer en eller flere vacciner i første halvdel af 2021. Selv om det økonomiske tilbageslag må forventes at strække sig et stykke ind i året, så virker det derfor rimeligt at forvente, at 2021 før eller siden vil byde på et ganske kraftigt økonomisk opsving. Det betyder, at politikerne skal tænke sig grundigt om, før de lancerer yderligere finanspolitisk stimulans, som måske nok kan hjælpe på kort sigt, men som kan vise sig svær at afskaffe, så snart økonomien igen er selvkørende. Det gælder eksempelvis den foreslåede forhøjelse af håndvær-

I det øjeblik en sektor ikke længere lider nød på grund af coronanedlukninger, men derimod som følge af teknologisk udvikling eller ændret efterspørgsel, så er det langt sværere at argumentere for redningspakker målrettet den pågældende sektor.

kerfradraget, som er en dårlig idé af netop den årsag (og flere andre). Samtidig bliver 2021 året, hvor vi får det første indtryk af coronaens mere langvarige effekter på både dansk og international økonomi, når røgen har lagt sig efter selve krisen. Hvilke sektorer vil være permanent styrket eller svækket efter krisen? Vil eksempelvis stigningen i onlinehandel vare ved, og betyder det i så fald, at der bliver brug for færre butikker og butiksansatte i fremtiden? Også her er det vigtigt at drage de rigtige økonomisk-politiske konklusioner. I det øjeblik en sektor ikke længere lider nød på grund af coronanedlukninger, men derimod som følge af teknologisk udvikling eller ændret efterspørgsel, så er det langt sværere at argumentere for redningspakker målrettet den pågældende sektor. Forhåbentlig kommer 2021 dog ikke udelukkende til at stå i coronaens tegn. Et vigtigt nedslag kan ventes i andet halvår, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) planlægger at afslutte og offentliggøre sin gennemgang af den pengepolitiske strategi. Det lyder måske som en effektiv kur mod søvnløshed for mange læsere, men kan ikke desto mindre få stor betydning for den fremtidige pengepolitik i Europa, og dermed i Danmark, da vi jo som bekendt fører fastkurspolitik over for euro. Hvad handler det så om? ECB’s mandat er at sikre stabile priser i eurozonen, og da dette er traktatbestemt, er det naturligvis ikke til debat i denne omgang. Men det er ECB selv, som har defineret prisstabilitet som en årlig inflationstakt på ”under, men tæt på to procent”, som er centralbankens officielle målsætning. Skal man tro de hidtidige signaler fra ECB-chef Christine Lagarde, så kunne ordene ”under, men tæt på” meget vel ryge ud, så inflationsmålet opfattes mere symmetrisk. Men spørgsmålet er, om ECB desuden vil lade sig inspirere af Den Amerikanske Centralbank, som tidligere i år på baggrund af en lignende gennemgang justerede sit inflationsmål, så det nu hedder ”to procent i gennemsnit”. Det kan virke som en detalje, men er det ikke nødvendigvis i praksis: Hvis inflationen et år falder til én procent, skal centralbanken så sigte mod at bringe den tilbage på to procent året efter, eller på at bringe den op på tre procent, så man rammer et gennemsnit på to? Der er gode teoretiske argumenter for, at sidstnævnte er mest hensigtsmæssigt. ECB kan også overveje at sætte sin inflationsmålsætning op, som flere har argumenteret for, og som Japan gjorde i 2013. Endelig har ECB varslet et eftersyn af, hvordan klimaforandringer påvirker pengepolitikken, og om pengepolitikken bør anvendes til at hjælpe den grønne omstilling på vej. Dette emne fortjener dog sin egen fremtidige klumme. December 2020

Altinget Magasin Klummer

Analyse & perspektiv

Alle har da adgang til retfærdighed, eller har de? Retshjælpsreformen har holdt i ventesporet i tre år. Det er de svageste borgere, der betaler prisen. AF BIRGITTE ARENT EIRIKSSON, VICEDIREKTØR I DEN JURIDISKE TÆNKETANK JUSTITIA

ange af os, der arbejder med retssikkerhed, drog et lettelsens suk, da tidligere justitsminister Søren Pape for tre år siden annoncerede, at den danske retshjælpsmodel skulle forbedres. Det ville forhåbentligt betyde, at langt flere fik mulighed for at få juridisk bistand og prøvet deres ret ved en domstol. Siden er der dog næsten ingenting sket – og nu er arbejdet udsat igen. At der stadig ingen afklaring er på retshjælpsreformen, er blot ét eksempel på, at det politiske system kan trække vigtige reformer i langdrag, hvis de ikke har tilstrækkelig politisk bevågenhed. Her er det dog særligt grelt. For selvom vi tror, at vi lever i en retsstat med lige adgang til retfærdighed, så er virkeligheden mere speget. De fleste borgere får på et tidspunkt juridiske problemer. Det kan være både små og store ting: en håndværkerregning, der bliver større end aftalt eller konflikter om fx erstatning ved arbejdsskade. Visse grupper er særligt udsatte. Det kan være en ældre svag borger, som får afslag på hjemmehjælp, en stofmisbruger, der ikke kan få den misbrugsbehandling, som han har ret til, eller forældre til et handicappet barn, som uberettiget får frataget hjælp til at komme gennem 18

Sikring af lige adgang til retfærdighed kan ikke tåle flere udskydelser.

hverdagen. En advokat kan ofte løse problemet med et brev til modparten. Og hvis man har ressourcerne, kan man med advokatens hjælp anlægge sag ved domstolene. Men ikke alle har de muligheder. En del er slet ikke klar over, at deres problem er juridisk, og accepterer måske bare kommunens afgørelse eller modpartens krav. Andre har ikke råd til at gå til en advokat og videre til domstolene. Det er selvfølgelig ikke holdbart i et retssamfund. Med den danske retshjælpsordning kan man få juridisk rådgivning og bistand hos et retshjælpskontor eller en advokatvagt, enten gratis eller delvist finansieret af staten. Og hvis man skal i retten, kan omkostningerne afhjælpes med en privat retshjælpsforsikring eller med fri proces, hvor staten betaler. Er alt så i den skønneste orden? Desværre ikke. Selvom ordningerne om retshjælp, retshjælpsforsikring og fri proces hjælper nogle borgere, er der også en række barrierer, som efterlader de mest ressourcesvage på perronen. Det er typisk dem, der har sværest ved selv at opsøge hjælp, eller som bor i de egne af landet, hvor adgangen til gratis juridisk bistand er sparsom. Desuden bidrager færre advokater til ordningen, retshjælpsforsikringernes dækning er utilstrækkelig, og antallet af sager med fri proces har været støt faldende. Det var nogle af de problemer, som en række organisationer – heriblandt Justitia – opfordrede justitsministeren til at løse tilbage i 2017. Der gik imidlertid halvandet år, inden der kom et kommissorie, og så gik processen i stå på grund af folketingsvalget. Først i april 2020 udsendte den nye justitsminister Nick Hækkerup et nyt kommissorie for udvalget med tilhørende følgegruppe, hvor jeg selv sidder med. Der gik dog et halvt år, før udvalget mødtes, og i følgegruppen afventer vi stadig første officielle møde. Nu har retshjælpsreformen holdt i ventesporet i tre år. Men vi kommer nok til at holde der en rum tid endnu. For Justitsministeriet har meddelt, at det ansvarlige kontor er overflyttet til ministeriets beredskabsafdeling, som skal koordinere den samlede indsats mod covid-19. Som sagen om aflivningen af mink viser, er der bestemt behov for at styrke denne afdeling. Ingen tvivl om det. Men det hører med, at epidemien også rammer borgerne på måder, der gør retshjælp meget påtrængende. Nogle mister job og indtægt, mens andre ikke kan få den nødvendige hjælp på grund af økonomi, frygt for smitte eller restriktioner. Derfor er det påtrængende, at reformarbejdet kommer i gang igen i det nye år. Sikring af lige adgang til retfærdighed kan ikke tåle flere udskydelser.

Mandag Morgen udkommer nu hver uge med indhold fra The Wall Street Journal. Det betyder, at du som abonnent på Mandag Morgen – udover de originale, danske artikler - får udvalgt kvalitetsjournalistik fra en af verdens stærkeste aviser. Skriv til abo@mm.dk eller ring 3393 9323, hvis du vil have et godt tilbud på abonnement til dig selv eller din arbejdsplads.

Læs mindre – forstå mere

Altinget Magasin Christiansborg

ÅRET, SOM INGEN SPINDOKTOR KUNNE FORUDSE AF ERIK HOLSTEIN,

ALTINGETS POLITISKE KOMMENTATOR

Med covid-19 blev hun den stærkeste statsminister i nyere tid. Nu er Mette Frederiksens sikre overhånd pludselig blevet mere shaky.

lt var forberedt til mindste detalje, da Mette Frederiksen (S) overtog Statsministeriet i juni 2019: Der var lagt planer for hvert eneste ministerium, og selv timingen var skitseret på forhånd. Sundhedsministeriet var et af de ministerier, der først skulle fokus på sidst i regeringsperioden. Sådan kom det ikke lige til at gå. Coronaens indtog i marts flåede spindoktormanualerne fra hinanden. Pludselig blev sundhedsminister Magnus Heunicke (S) landets næstvigtigste mand, en rolle han på ingen måde var forudbestemt til. Heunicke er en dygtig politiker, men havde aldrig hørt til i den absolutte A-kæde. Mette Frederiksens tilgang til coronakrisen var typisk for hendes tilgang til regeringsførelsen: Den er centraliseret og politisk. Al magt udgår fra Statsministeriet, og det er ministrene – og ikke embedsmændene, der styrer. En tilgang, der både har styrker og svagheder, men som i foråret 2019 viste sig meget effektiv. December 2020

Politisk greb om rattet Statsministeren proklamerede ”et ekstremt forsigtighedsprincip”, hvor folkesundheden havde forrang for alt andet, inklusive økonomien. Og regeringen valgte selv at tage styringen, man lyttede til de sundhedsfaglige råd, men i en række tilfælde gik man videre, end sundhedseksperterne anbefalede. Det viste sig at være en god idé, for i starten af epidemien tog sundhedseksperterne fejl den ene gang efter den anden. Mest eklatant, da Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm undervurderede værdien af coronatests – og først efter et moderat fysisk pres fra regeringen lagde sig på linje med Verdenssundsorganisationen (WHO). Regeringens tilgang til krisen vakte i foråret stor genklang i befolkningen, og Socialdemokratiet steg til højder, man skulle mere end 20 år tilbage i tiden for at finde. Flere målinger sagde 35 procent til S-regeringen. I hele den periode måtte oppositionen se til fra sidelinjen. De blev nødtørftigt orienteret, men reelt var det statsministeren, der Der er ikke længere nogen på tophver gang kørte showet. plan, der for alvor kan sige Mette Der var ikke meget at gøre for Frederiksen imod. Det er en alvorlig de borgerlige, der forgæves forsvaghed. søgte sig med forskellige angreb på regeringens processer for inddragelse af de andre partier. Men intet interesserede vælgerne mindre. Det var et frustrerende forløb for de blå ledere, og det blev ikke glemt. Coronaen fik alt andet til at blegne i foråret, og den daværende radikale leder Morten Østergaards trusler mod regeringens liv blev skyndsomt puttet ned i posen igen. Alt kørte for regeringen, da Folketinget gik på sommerferie. Det var en streg i regningen for Mette Frederiksen, at hendes magtfulde særlige rådgiver Martin Rossen sagde op til fordel for et job i det private erhvervsliv. Den iltre Rossen var omstridt – og han havde et mildt sagt 22

Den nye pige i klassen I den blå blok kunne Konservative glæde sig over en gradvis genrejsning, og partiet nåede for første gang i ti år op omkring de ti procent, der bliver anset for et absolut minimum i partiet. Den helt store sensation på højrefløjen var dog Nye Borgerliges Pernille Vermund. Den rapkæftede partileder havde med kun fire – parlamentarisk ligegyldige – mandater meget få kort at spille med. Men hun spillede dem overraskende godt. Partiets pressechef Lars Kaaber er en erfaren spiller på Christiansborg, og hans betydning for Pernille Vermunds succes er underbelyst. Vermund formåede gang på gang at markere sig, snart med et angreb på Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen, snart med et hardcore udfald mod muslimer. Vermunds klaviatur er begrænset, men hun formår at udnytte sin karisma og slagkraft fuldt ud. Samtidig har Nye Borgerlige bedre end nogen andre formået at eksponere sig på de sociale medier. Nye Borgerlige kom i Folketinget med kun 2,4 procent af stemmerne, men pludselig var der målinger, der gav Vermunds tropper ti procent. Og i måling efter måling overhalede opkomlingene nu Dansk Folkeparti. Det var dog ikke kun Nye Borgerliges fortjeneste. For Dansk Folkeparti er. få år efter partiet scorede over 21 procent af stemmerne, røget ind i en fatal krise. Vermund har glubsk kastet sig over savannens sårede dyr, og en stor del af hendes vælgere kommer fra Dansk Folkeparti, der efter næsten tyve år nær magten ikke kan konkurrere med Nye Borgerliges anti-establishment-stil. Intern kamp DF’s problemer er større end Vermund, og det er frem for alt de andre partiers adoption af store dele af DF’s udlændingepolitik, der har bragt partiet i en eksistenskrise. Ikke mindst S-formand Mette Frederiksens kombination af en klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik og en stram udlændingepolitik er en trussel mod DF, der med en vis frustration må erkende, at S-formandens hårde udlændingeretorik ikke kan affejes som ren taktik. Det er noget, hun mener – og brænder igennem med. For første gang nogensinde må en DF-formand se sin autoritet udfordret, ikke kun af den ambitiøse Morten Messerschmidt, men også fra andre kredse i partiet. Thulesens forgænger Pia Kjærsgaard er således alt andet end tilfreds med efterfølgeren. Morten Messerschmidt ligner den nye formand, den dag Kristian Thulesen Dahl kaster håndklædet i ringen, men det er langtfra sikkert, at Messerschmidt kan bringe DF tilbage.

FOTO: BIRGITTE CAROL HEIBERG / RITZAU SCANPIX

ÅRET, SOM INGEN SPINDOKTOR KUNNE FORUDSE

anstrengt forhold til journalisterne på Borgen – men hans betydning for Mette Frederiksen kan slet ikke overvurderes. Ved hans afskedsreception i Arbejdermuseet deltog ikke alene toppen af regeringen, man så også tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og partiledere som Pernille Skipper (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF). Rossen fik en afsked, der var en spinkonge værdig.

Altinget Magasin Christiansborg

Messerschmidts projekt med øget vægt på kristendom og nationalkonservative værdier appellerer ret snævert. Vælgermæssigt var der mere perspektiv i Thulesens projekt om at gøre DF til et midterparti med en hård udlændingepolitik og en midtersøgende fordelingspolitik. Men det er tvivlsomt, om Thulesen har styrken til at fastholde ambitionen om DF som det nye midterparti.

Ellemann, Støjberg og Løkke Heller ikke Venstre har ligefrem kørt som smurt. Den nye høvding Jakob Ellemann-Jensen skabte splid i blå blok med sin flirt med den radikale Morten Østergaard, og heller ikke i sit eget parti kunne Ellemann skabe opbakning til den vej. På Venstres sommergruppemøde måtte Ellemann tage konsekvensen og droppe et forpligtende samarbejde med Radikale. V og R vil stadig samarbejde på delområder, men enhver tanke om at komme til magten på radikale mandater har Venstre skrinlagt. Heller ikke Ellemann har synderlig kontrol over sit parti. Han er ude af stand til at få sin hårdtslående næstformand til at rette ind. Inger Støjberg gør helt, hvad der passer hende: Det gælder udlændingepolitik, det gælder MeToo, og det blev senest illustreret med Støjbergs ”Dræn-sumpen”-retorik vendt mod Mette Frederiksen. På sidelinjen står Ellemanns forgænger, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Heller ikke han er til at styre på en tønde land, og han har flere gange udfordret Ellemanns linje. Det blev særlig tydeligt, da Løkke åbent kritiserede Ellemanns beslutning om at opgive et strategisk samarbejde med Radikale. Den tidligere statsminister er stadig bitter over, at han blev fjernet som Venstre-formand, og Løkke har åbent erkendt, at han ikke egner sig til at sidde på bagerste række. Det store spørgsmål er, om Løkke vil starte sit eget parti. Det har han – opsigtsvækkende – ikke afvist, og det bliver en af de interessante ting at holde øje med i 2021. Men allerede i 2020 fik Folketinget et nyt parti, da Uffe Elbæks udbrydere fra det havarerede Alternativ dannede Frie Grønne med Sikandar Siddique som leder. Partiet kan ikke helt afskrives en chance, men ingen regering kan bygge på Siddiques stemmer. Dertil anses han for alt for ekstrem. Overraskende mandefald Da efteråret gik i gang, var der tegn på en vis normalisering af det politiske liv. Coronaen syntes under kontrol, og de kommende måneders mest markante politiske begivenheder tegnede til at blive finanslovsforhandlinger, klimaaftaler og forslaget om tidligere pension til nedslidte. Sidste valgkamps helt store socialdemokratiske slagnummer, ”Arnes pension”, blev som ventet landet i et forlig mellem S-regeringen, SF, Enhedslisten – og Dansk Folkeparti. Det var indholdsmæssigt en meget vigtig politisk sejr for socialdemokraterne, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fik med aftalen demonstreret, hvorfor han er en af topkandidaterne som den næste socialdemokratiske formand. Til gengæld blev aftalen landet kl. 4 den nat, hvor Folketinget – og de politiske journalister – gik på efterårsferie. Maksimal dårlig medietiming for samtlige forligspartier. Allerede på det tidspunkt var den almindelige politiske dagsorden igen ved at blive fortrængt. For nu ramte MeToo-bølgen for alvor det politiske niveau. Udenrigsminister Jeppe Kofods (S) 12 år gamle sag blev hevet frem af mølposen, men snart skulle opmærksomheden rettes i en helt anden retning. Til alles overraskelse udviklede sagen sig eksplosivt i det parti, der havde haft den højeste cigarføring, nemlig Radikale Venstre. Abso-

lut ingen havde forestillet sig, at partiets leder Morten Østergaard skulle blive det første politiske offer for bølgen, men med den profil, partiet havde lagt, var der ligesom ingen margen for fejltagelser. At Københavns overborgmester Frank Jensen (S) blev den næste, der faldt, var måske knap så overraskende. Frank Jensen var tidligere kendt for en sag, hvor han havde haft sin tunge lige lovlig langt inde i en kvindelig ansats øre, men at det skulle koste ham borgmesterposten, havde ingen set. MeToo-bølgen stoppede – i hvert fald foreløbigt – lige så pludseligt, som den var begyndt, og Morten Østergaard og Frank Jensen må stå tilbage med spørgsmålet: ”Var der virkelig ikke politikere, der var værre end os?”

Et arrigt rovdyr Da coronaens anden bølge tog fart, blev pandemien igen næsten enerådende i mediebilledet. Her blev et lille arrigt rovdyr med en kostbar pels omdrejningspunktet. Der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål i minkskandalen, men den var næppe opstået, hvis ikke regeringen havde slækket på sit ekstreme forsigtighedsprincip. Aflivningen af syge mink blev på et tidspunkt sat i bero, hvorefter smitten spredte sig, og der blev ikke reageret rettidigt på mistanken om, at der kunne opstå en vaccineresistent mutant af coronavirussen blandt mink. Denne langsommelighed var den direkte årsag til, at Enhedslisten fældede fødevareminister Mogens Jensen, men for den borgerlige blok var det mest graverende, at regeringen gav ordre til aflivning af mink, uden lovgrundlaget var på plads. For første gang siden valget fik blå blok foræret en virkelig god sag. Det har ikke gjort sagen lettere for regeringen, at den benægter, der blev givet en ulovlig ordre om aflivning af mink på det famøse pressemøde med Mette Frederiksen 4. november. Den noget formalistiske argumentation om, at der slet ikke kan

Heller ikke Ellemann har synderlig kontrol over sit parti. Han er ude af stand til at få sin hårdtslående næstformand til at rette ind.

gives en ordre på et pressemøde, overbeviste ikke Folketingets partier. Tværtimod blev nøglepartiet Radikale Venstre voldsomt provokeret. Minkskandalen kommer til at løbe langt ind i 2021, og det er efterhånden umuligt at sige, hvor den ender. Den har – som andre følgevirkninger af coronaen – ødelagt regeringens fireårsplaner, og stik mod forventning kan Mette Frederiksen ikke længere være sikker på at vinde næste valg. Da S-ledelsen planlagde overtagelsen af regeringsmagten, var det primært tre personer, der lagde strategien. Det var Mette Frederiksen, Martin Rossen og Henrik Sass Larsen. Nu er de to væk, og der er ikke længere nogen på topplan, der for alvor kan sige Mette Frederiksen imod. Det er en alvorlig svaghed. I det hele taget bliver 2021 et interessant politisk år, der kulminerer med november måneds kommunalvalg. Et valg, der også kan få landspolitiske konsekvenser. Det gælder ikke mindst for DF-formand Kristian Thulesen Dahl, der næppe kan overleve et kommunalpolitisk blodbad. December 2020

ÅRET DER KOMMER:

Kan Europa banke virussen, genrejse økonomien og finde vej ud af krydsilden mellem USA og Kina? THOMAS LAURITZEN,

EUROPA-ANALYTIKER, BRUXELLES

Altinget Magasin EU

December 2020

fra Beijing til Haag i foråret var tydelig: Hvis I behandler Taiwan for meget som et selvstændigt land, så kan det pludselig blive svært for jer at få det medicinske udstyr fra Kina, som Holland i lighed med resten af Europa har hårdt brug for under coronakrisen. Truslen blev udløst, fordi hollænderne havde ændret navnet på deres repræsentation i Taipei til noget, der smagte lidt for meget af ambassade. Historien er bare et lille hjørne af hele det system af handelsmæssigt, diplomatisk og økonomisk pres, som Kina har gjort til en geopolitisk kunstart. Det kinesiske styre lod også i foråret Tysklands regering forstå, at manglende markedsadgang for teknologi-giganten Huawei kunne koste den tyske bilindustri dyrt på det voksende kinesiske marked. Og så videre. Samtidig har både tyskerne og andre europæiske lande været udsat for et modpres fra Washington, hvor Donald Trumps administration stiller krav om en hårdere europæisk kurs over for Kina. Trump bruger også selv handelsmæssige sanktioner imod EU i form af straftold på blandt andet stål og aluminium. Og USA’s trussel om sanktioner mod europæiske firmaer, der investerer i Iran, har reelt ødelagt de europæiske landes mulighed for at redde deres del af atomaftalen med det iranske styre. ”Handel er blevet et våben, og lige nu er Europa fanget i krydsilden mellem kineserne og amerikanerne,” siger en højtstående embedsmand i EU-Kommissionen. I årevis har eksemplerne hobet sig op. Efterhånden som Verdenshandelsorganisationen (WTO) og andre multilaterale organisationer er blevet udhulet, har Den Europæiske Union og dens medlemslande været længe om at erkende den nye verdensorden. Her på tærsklen til 2021 forudsiger økonomiske eksperter og politiske ledere, at det er på høje tid for EU at vågne op, hvis ikke Europa skal blive mast mellem rivalerne USA og Kina. ”Europa må genopfinde sig selv (…) Konkret betyder det, at Europa skal finde dets egne teknologiske løsninger i stedet for at være 26

En skrøbelig position mellem USA og Kina ”Næste år bliver den store prøve på, om det europæiske samarbejde kan vise den handlekraft, der er nødvendig for at få indflydelse på verden. Det er nu, det skal ske,” siger den erfarne franske diplomat og udenrigspolitiske ekspert Claude-France Arnould. ”Problemet med Europas manglende selvstændighed økonomisk og politisk eksisterede længe før 2020. Men pandemiens år har udstillet Europas skrøbelighed og afhængighed i en grad, der ikke længere kan ignoreres af nogen europæisk regering,” siger Arnould, der i dag er europapolitisk ekspert hos Det Franske Institut for Internationale Studier (IFRI) i Paris. Inden da var hun i mange år fransk topfunktionær, ambassadør og blandt andet også direktør for Det Europæiske Forsvarsagentur. Helt indtil i sommer var hun udenrigspolitisk rådgiver for den franske regering. Derfor kan Arnould forene sin EU-erfaring med en helt aktuel indsigt i, hvordan de europæiske stormagter Frankrig og Tyskland ser på de europæiske ambitioner i 2021. Året, hvor Storbritannien endegyldigt er trådt ud af samarbejdet – og hvor EU må forsøge at få det indre marked på benene igen efter coronakrisen. ”Den økonomiske genrejsning af Europa og den solidaritet mellem medlemslandene, som det kræver, er forudsætningen for, at EU kan gøre sig gældende og forsvare vores interesser globalt. Ellers bliver vi en brik i spillet mellem USA og Kina,” siger hun: ”Det har længe været Frankrigs holdning. Og nu er vi nået dertil, hvor Tyskland også har indset det. Af den grund lykkedes det at vedtage en stor økonomisk genopretningsplan for Europa i år. Men først næste år vil vi begynde at se, om planen kan blive til virkelighed.” Claude-France Arnould og den franske regering står bestemt ikke alene med den analyse.

Vi forventer meget bedre samarbejde med USA – men vi forventer også krav fra præsident Biden om, at EU placerer sig tydeligt på amerikansk side i diskussionerne med Kina og resten af verden. Jeremy Shapiro, forsker, European Council on Foreign Relations

”Både Kina og USA er i gang med at fusionere geoøkonomi med geopolitik. Gensidig afhængighed er blevet et våben i stedet for et værn mod konflikt,” skrev direktøren for European Council on Foreign Relations (ECFR), Mark Leonard, i en rapport fra den paneuropæiske tænketank i oktober: ”Der er en reel fare for, at europæerne kommer i klemme midt i den kinesisk-amerikanske konkurrence (…) EU må lære at tænke som en geopolitisk magt, at definere mål og handle strategisk.” For at kunne gøre det, skal EU have styr på både sit eget interne køkken – og på den vigtige alliance over Atlanten.

FOTO: LEON NEAL / KEVIN LAMARQUE / POOL NEW / RITZAU SCANPIX

Beskeden

afhængig af amerikanske og kinesiske teknologier,” sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i november til magasinet Le Grand Continent udgivet af den franske tænketank Groupe d’Études Géopolitiques. Men virussen og dens konsekvenser vil stadig fylde det meste næste år. Spørgsmålet er, om det coronaramte EU kan mønstre kræfterne til at blive en mere økonomisk selvberoende og strategisk tænkende modpol til Beijing og Washington. Eller om de interne forskelle og konflikter vrister Unionen fra hinanden, før den når så langt.

Altinget Magasin EU

Side om side? Turbulente tider for Vesten ”USA og Tyskland som del af Den Europæiske Union må stå sammen for at løfte vor tids store udfordringer,” sagde Angela Merkel, da hun 9. november ønskede Joe Biden tillykke med sejren ved det amerikanske præsidentvalg ugen før. ”Side om side i coronaepidemiens svære prøvelse, side om side i kampen mod klimaforandringerne og deres globale følger såvel som i kampen mod terrorisme, side om side for at sikre en åben verdensøkonomi og fri handel. For det er grundlaget for vores velstand på begge siden af Atlanten,” sagde hun. Merkels ord virker lidt som en udfordring af skæbnen. Ganske vist virker det som et positivt symbol, at den første virkelig lovende covidvaccine i november viste sig at komme fra et transatlantisk samarbejde mellem tyske BioNTech og amerikanske Pfizer. Men er det nu også så sikkert, at forholdet mellem Vestens stormagter vil udvikle sig til det parløb, som Angela Merkel drømmer om? Næste år bliver hendes eget sidste i spidsen for Tyskland efter 16 år som forbundskansler. Ovre på den anden side af Atlanten er magtskiftet samtidig omgærdet af historisk forvirring og mudderkastning. Det siger noget om denne tids flygtighed og turbulens, at der til det sidste er usikkerhed om en række parametre, som bliver afgørende for EU’s muligheder og faldgruber næste år: Klargørelsen af en vaccine mod covid-19, gennemførelsen af Europas økonomiske genopretningsplan, frihandelsaftalen med Storbritannien og placeringen i Det Hvide Hus af den nyvalgte amerikanske præsident. Forsøget på at genoplive det transatlantiske forhold bliver centralt. Med ganske få (østeuropæiske) undtagelser har de europæiske ledere anført af kansler Merkel og Frankrigs præsident budt Joe Biden velkommen som selve antitesen til Donald Trump. Der er da heller ingen tvivl om, at Europe med Biden igen vil få en amerikansk leder, der dyrker EU og Nato som vigtige fora for de nære allierede – og som vil gøre en ende på økonomiske aggressioner som straftold på europæiske varer. EU vil også umiddelbart genfinde en allieret i kampen mod klimaforandringer, hvis man skal tro Joe Bidens løfter om straks at bringe USA tilbage til FN’s klimaaftale fra Paris. Men det betyder langtfra, at de transatlantiske partnere fra næste år kan klare det hele ”side om side”, sådan som Merkel ønsker. En ny amerikansk præsident løser ikke alt ”Biden vil gøre meget for at signalere, at han respekterer Europa og ønsker samarbejde frem for alt. Især i Nato vil forbedringen i det politiske forhold blive meget markant. Men i praksis vil de vigtige samarbejder om handel og klima på tværs af Atlanten stadig være sværere, end man skulle tro,” siger den amerikanske forsker Jeremy Shapiro fra tænketanken ECFR i London. Hans største bekymring er ikke den meget usædvanlige situation, at Trump efter alt at dømme vil benægte sit nederlag og piske stemninger op blandt sine mange millioner tilhængere helt frem til den formelle magtoverdragelse 20. januar 2021 – og sikkert også længe efter. Det er foruroligende nok i sig selv. Men det er ikke det værste problem for europæerne, mener Shapiro, der tidligere arbejdede for det amerikanske udenrigsministerium. ”Det værste er, at Kongressen tegner til at blive meget mere splittet, end jeg havde forventet før valget. Jeg tænkte, at hvis ellers Joe Biden kunne vinde, så ville Demokraterne nok også få klart flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Sådan går det ikke, og det vil stække Bidens handlekraft,” siger han. Jeremy Shapiro påpeger, at det kan blive meget svært for Joe Biden at finde flertal i Kongres-

sen, hvis han for eksempel vil lave nye handelsaftaler med EU. Der kan også opstå tværpolitiske flertal, som kræver skarpe træk over for Europa, hvis for eksempel europæerne indfører ny beskatning af amerikanske teknologi-giganter som Apple, Google, Twitter og Facebook. ”Og så er der klimapolitikken. Det er nemt nok for Biden at slutte USA til Paris-aftalen igen, for den aftale indeholder ikke i sig selv nogen særlig konkrete forpligtelser. Men når præsidenten senere vil have gennemført amerikansk lovgivning for at kunne leve op til FN-aftalen, så vil det blive blokeret i Kongressen,” siger Shapiro.

Vi kan håbe på et konstruktivt forhold, men vi må ikke være naive. Der er en klar risiko for, at Storbritannien ikke bliver nogen pålidelig partner for EU,” siger Fabian Zuleeg, direktør for tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles.

Det bliver meget vigtigt for de europæiske regeringer og for EU, hvordan den politiske situation i USA ender med at se ud næste år. Som en højtstående diplomat fra et af medlemslandene formulerer det: ”Vi kan kun håbe på, at det trods Trumps mærkværdige opførsel til sidst lander så stabilt som muligt. Vi forventer meget bedre samarbejde med USA – men vi forventer også krav fra præsident Biden om, at EU placerer sig tydeligt på amerikansk side i diskussionerne med Kina og resten af verden.”

Planen for Europas økonomiske genopretning Jeremy Shapiro fra ECFR påpeger også, at de europæiske regeringer og institutioner ”er vågnet meget sent op” til den trussel, som Kina udgør handelsmæssigt og økonomisk. Men coronakrisen udstiller EU’s afhængighed og skrøbelighed over for Kina i en hidtil uset grad. Det har sat gang i udviklingen af nye strategier. Og det har samtidig gjort det muligt at vedtage en kolossal plan for økonomisk genopretning af Europa, der markerer et skred i Tysklands vilje til at finansiere løsninger i sydeuropæiske og andre hårdt ramte lande. Den tyske ekspert i internationale forhold Constanze Stelzenmüller beskriver det som øjeblikket, hvor Tyskland endelig måtte indse nødvendigheden af at investere i hele det indre markeds økonomi for at overleve. ”Pandemien har tvunget europæerne til at se ned i en afgrund, hvor Europa har gensidig afhængighed, men ingen solidaritet. Genopretningsplanen er et robust svar på det øjebliks rædsel. Det var afgørende for at redde EU – men det er ikke sikkert, at det var nok,” siger Stelzenmüller, som er seniorforsker ved tænketanken Brookings Institution i Washington, D.C. Da der efter fem dages topmøde i juli endelig lå en pakke med op mod 5.600 milliarder kroner til genstart af det indre marked, var Frankrigs ambitiøse leder ikke sen til at udråbe det til et historisk skridt i retning af en regulær finansunion. ”For første gang har vi besluttet at stifte fælles gæld, som vil blive anvendt på en forskelligartet måde i de regioner og sektorer, der har mest brug for det. Med andre ord har vi skabt en overførselsunion, baseret på en fælles underskrift. Det er væsentligt for at opbygge euroens suverænitet og gøre den til en rigtig valuta,” sagde Emmanuel Macron i sit store interview med Le Grand Continent i sidste December 2020

Altinget Magasin EU

USA's præsident, Donald Trump, giver Kinas leder Xi Jinping hånden foran fotograferne, inden de to skal holde deres eget møde under G20-topmødet i Osaka i Japan i 2019. Forholdet mellem de to lande er kun skærpet siden, og i EU er erkendelsen, at der skal tænkes langt mere strategisk på geopolitik de kommende år.

December 2020

måned. Man kan levende forestille sig frustrationen i Elysée-palæet over den udvikling, der her i efteråret har skubbet både genopretningsplanen og EU’s syvårige rammebudget for 2021-2027 ud på kanten af afgrunden igen.

Oprør fra øst kan stække Europa ”Ungarernes penge kan ikke bare tages væk,” sagde Viktor Orban midt i november til ungarsk statsradio. Regeringslederen i Budapest fortalte, at han netop havde talt med forbundskansler Merkel over telefonen og advaret hende om en forestående blokade af både EU’s langtidsbudget og corona-genopretningsplanen. ”Jeg var nødt til at sige til hende, at hvis de her regler fremlagt af Europa-Parlamentet og det tyske formandskab bliver gældende, så har vi forvandlet Den Europæiske Union til Sovjetunionen,” sagde Orban.

Pandemiens år har udstillet Europas skrøbelighed og afhængighed i en grad, der ikke længere kan ignoreres af nogen europæisk regering. Claude-France Arnould, europapolitisk ekspert, Det Franske Institut for Internationale Studier (IFRI)

Den ungarske leder henviste til et nyt regelsæt, der vil tillade at fratage medlemslande EU-støtte, hvis de ikke respekterer borgernes frihedsrettigheder og retsstatsprincipper som domstolenes uafhængighed. Både Ungarn og Polen er i årevis blevet kritiseret af EU for brud på sådanne grundlæggende demokratiske værdier, men de to landes nationalistiske regeringer føler sig udsat for en politisk motiveret hetz fra Bruxelles. ”Vi siger ja til EU, men vi siger højlydt nej til mekanismer, der tugter os, som om vi var børn,” sagde Polens regeringschef, Mateusz Morawiecki. Sammen med Orban nedlagde han veto. De to østeuropæiske ledere håndbremsede dermed hele godkendelsen af næste års økonomiske saltvandsindsprøjtning til det indre marked. Manøvren har fået samtlige europæiske arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer til i fællesskab at advare imod at ”spille politiske spil” med en pengekasse, der er afgørende for erhvervslivet i alle EU’s medlemslande. Blokaden virker paradoksal set i lyset af, at både Polen og Ungarn er meget afhængige af den EU-støtte, der ligger i rammebudgettet for 2021-2027. Selv hvis de to lande ender med at indgå et kompromis, så kan deres trusler være åbningsfanfaren for nye og benhårde diskussioner om fordelingen EU’s coronamilliarder. ”Det kan blive en kæmpe diskussion, der overskygger det meste andet i 2021: Hvem skal have hvor mange penge? Da genopretningsplanen blev skruet sammen i sommer, var det klart Sydeuropa, der var hårdest ramt af covid-19. Men her i efteråret er det i stigende grad også Central- og Østeuropa,” siger en kilde i EU-Kommissionen, som er involveret i planerne.

Kapløbet om vacciner bliver også geopolitisk Usikkerheden om den økonomiske redningsplan risikerer at svække Europa i forhold til omverdenen, advarer formanden for EuropaParlamentets store konservative gruppe, Manfred Weber. ”Europa har brug for det her skub. Vores bruttonationalprodukt står til at falde med otte procent i år, mens det kinesiske ikke falder. Derfor er det også et geopolitisk spørgsmål: Bliver vi den store taber 30

på grund af de økonomiske skader fra corona – eller vil vi stadig være et ledende kontinent i verden?” Næste år bliver kampen om det europæiske samarbejdes fælles grundværdier således på en hidtil uset måde bundet sammen med en eksplosiv debat om fordeling af penge på tværs af kontinentet. Resultatet af den kamp bliver afgørende for, hvorvidt EU kan opfylde Emmanuel Macrons drømme om et stærkere Europa og Angela Merkels håb om igen at gøre det transatlantiske samarbejde til en ledestjerne. Den store geopolitiske og geoøkonomiske udfordring skal handteres, samtidig med at Europa ligesom resten af verden kommer til at bruge det meste af 2021 på at vaccinere mange millioner mennesker mod covid-19. Selv om producenter som BioNTech/ Pfizer og Moderna kan få indledende markedsgodkendelse fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) inden udgangen af dette år, så er det kun det første lille skridt i en titanisk sundhedsoperation uden fortilfælde. Hundredvis af millioner af vaccinedoser skal distribueres. Det vil tage tid. ”I begyndelsen vil der kun være et lille antal vacciner. De store mængder doser kommer først senere. Det er vigtigt at huske på, og derfor har vi bedt alle medlemslandene om vaccinationsplaner,” sagde EU-Kommissionens forkvinde, Ursula von der Leyen, efter endnu et videotopmøde om coronakrisen i november. Ved den lejlighed advarede hun også indirekte Viktor Orban imod at inddrage vaccinationsplanerne i sin politiske strid med Bruxelles. På trods af alle EU’s planer om fælles udvikling og opkøb af vacciner, så har Ungarn nemlig som foreløbig eneste medlemsland bestilt en russisk udviklet vaccine mod covid-19. ”Vaccination handler om sikkerhed og tillid. Derfor er det af største vigtighed, at enhver vaccine bliver godkendt af EMA,” sagde Ursula von der Leyen. Både Rusland, Kina og Donald Trumps modvilligt afgående amerikanske administration vil gøre meget for at vinde kapløbet om, hvem der har de bedste vacciner og får vristet sig hurtigst og mest effektivt ud af pandemiens greb.

På den anden side af Brexit, Trump og pandemi Midt i dette krydsfelt af eksistentielle og vidtrækkende udfordringer for det europæiske samarbejde risikerer man næsten at overse en begivenhed, der under normale omstændigheder ville fylde meget i europæisk politik: Storbritanniens endelige exit fra EU. Selv om det bidrager til usikkerheden, så har de europæiske ledere for længst affundet sig med, at briterne på den ene eller anden måde er ude efter nytår. De årelange og kaotiske forhandlinger med briterne, først om selve udmeldelsen og så om fremtidens handels-

Genopretningsplanen er et robust svar på det øjebliks rædsel. Det var afgørende for at redde EU – men det er ikke sikkert, at det var nok. Constanze Stelzenmüller, seniorforsker, tænketanken Brookings Institution

forhold, har vænnet regeringerne på kontinentet til tanken om et ustabilt og dyrt Brexit. ”Vi kan håbe på et konstruktivt forhold, men vi må ikke være naive. Der er en klar risiko for, at Storbritannien ikke bliver nogen pålidelig partner for EU,” siger Fabian Zuleeg, direktør for tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles. Mange udviklinger i europæisk politik og samarbejde støder sammen i 2021,

Altinget Magasin EU

Den britiske premierminister Boris Johnson er blevet berømt og berygtet for sin uforudsigelige forhandlingsstil i forbindelse med briternes udtræden af EU. Det får iagttagere til at stille sig selv spørgsmålet, om briterne i en fremtid, hvor USA og Kina vil kæmpe om den geopolitiske magtbalance, vil være en pålidelig partner for EU.

hvor Europa vil prøve at vriste sig ud af krisen og få sat gang i den genopretning, der er en forudsætning for at spille en rolle på den globale scene. Pandemien har udstillet sårbarheden i et allerede temmelig forslået samarbejde. Men nogle ser stadig en mulighed for, at Den Europæiske Union kan komme styrket ind i det næste årti. ”Se på de seneste fem år: Migrationskrise, Brexit, Trump, Kina, budgetkrise, værdikamp – og nu sundhedskrisen … så mange ting, man har set som ødelæggende for EU. Men vi er her endnu. EU har også vist, at det virkelig kan noget i modvind,” siger en højtstående diplomat.

Næste år er der igen meget, som vil forsøge at vriste Den Europæiske Union fra hinanden. Når vaccinerne begynder at strømme ud over verden, vil det vil vise sig, om det europæiske samarbejde kan komme videre. ”Der er taget gode beslutninger i 2020, både om økonomi og om sundhed. Nu skal vi se, om de kan føres ud i livet,” siger den franske ekspert Claude-France Arnould: ”Alle disse kriser og trusler demonstrerer, at det er nu, Europa skal vise kineserne og russerne, hvad vi kan. Og vi skal gøre det sammen med vores genfundne venner i Amerika.”

December 2020

Januar Det virker, som om briterne altid har været på vej ud af EU. Men den 31. januar skete det faktisk officielt. Siden da har der været mere eller mindre tumultariske forhandlinger om den fortsatte forhold mellem os og Storbritannien. Ingen aner, hvor det ender. Henry Nicholls / Ritzau Scanpix

Å R E T I FOTOS Skete der egentlig noget andet end Corona og minksagen i 2020? Altinget tager dig med på den store ”gud-ja-det-er-da-også-rigtigt-tur”. Et gensyn med et helt usædvanligt år. AF ESBEN SCHJØRRING, MAGASINREDAKTØR, ALTINGET

Altinget Magasin Kalender

December 2020

Februar Alternativets politiske liv var kort, grønt og brutalt. Få havde spået dem chancen ved folketingsvalget i 2015 og endnu færre, at partiet ville gå i opløsning, som det gjorde fem år senere, da et flertal af medlemmerne valgte nu fratrådte formand Josephine Fock over den Uffe Elbæk-støttede Rasmus Nordquist. Herefter forlod Elbæk og hans håndgange mænd deres gamle projekt og startede et nyt. En alt for menneskelig historie om de gode viljer og idealerne, der møder den barske politiske virkelighed. Philip Davali / Ritzau Scanpix

Altinget Magasin Kalender

Marts De fleste vil huske dagen, den 11. marts 2020, resten af deres liv. På et danmarkshistorisk pressemøde holdt statsminister Mette Frederiksen sin berømte tale, da hun lukkede landet ned. Hjemmearbejde, hjemmeskoling og håndsprit blev nye fænomener i danskernes hverdag, mens de i hobetal slog ring om statsministeren. Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Altinget Magasin Kalender

April

Maj

En måned senere begyndte den proces, hvor forholdet mellem danskerne, der skulle gøre, som de fik fortalt, for at mindske smittetrykket, og de myndigheder, der overbragte dem informationerne, at blive mere anstrengt. Københavnerne måtte kun gå i én bestemt retning rundt om Søerne. Og selv dem, der badede i havnen, blev vejledt (som det hed) om den rette adfærd (det vil sige: holde op med det).

I maj blev den såkaldte Instrukskommission indledt – også med deltagelse af sagens absolutte hovedperson, tidligere integrationsminister Inger Støjberg. Spørgsmålet, kommissionen skal finde svar på, er enkelt: Vidste Støjberg, at hendes instruks om adskillelse af gifte asylanter, hvor den ene var under 18, ikke var lovlig? Svaret kan gøre 2021 til et højdramatisk år.

Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

December 2020

Altinget Magasin Kalender

Juni Et år efter det, nogle iagttagere har beskrevet som landets første klimavalg, blev klimaloven vedtaget. Dermed blev målet om 70 procents reduktion af klimagasserne inden 2030 gjort til lov. Det blev fejret som et stort skridt på vejen til den grønne omstilling. Siden da er tingene blevet noget sværere. Den grønne dagsorden bliver ikke mindre højspændt næste år. Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Altinget Magasin Kalender

Juli 20. juli afgik en af de mest markante figurer i nyere dansk politik ved døden. Lone Dybkjær var folketingsmedlem og europaparlamentariker for Det Radikale Venstre, første kvindelige minister for sit parti og første radikale medlem af Europaparlamentet. Lone Dybkjær blev stedt til hvile fra Holmens Kirke i København. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

December 2020

Altinget Magasin Kalender

August

September

Folketingsvalget i 2019 blev en historisk nedtur for Dansk Folkeparti. Decimeret til 8,7 procent var det en given sag, at det måtte få politiske konsekvenser. Rygterne svirrede om, at Morten Messerschmidt gik efter formandsposten. Om de var sande eller ej, får vi nok først endelig at vide om nogle år. Sikkert er det, at Kristian Thulesen Dahl i august kunne præsentere ham som ny næstformand for partiet.

Ud af Alternativets kollaps – og en vigtig årsag til det – voksede Uffe Elbæks beslutning om at forlade sit eget projekt og starte forfra med et endnu et grønt parti. På en solrig septemberdag på Blågårds Plads på Nørrebro præsenterede Sikandar Siddique med Uffe Elbæk i en tilbagetrukket position Frie Grønne. Partiet har nok ikke de største chancer for parlamentarisk succes. Men det har Elbæk selvfølgelig prøvet før.

Michael Drost-Hansen / Ritzau Scanpix

Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

December 2020

Oktober Knap var Folketinget åbnet, og den politiske sæson begyndt igen, før MeToo-bølgen oversvømmede dagsordenen. De Radikales politiske leder Morten Østergaard blev første prominente mandlige politiker, der måtte nedlægge sit hverv på grund af sine handlinger i fortiden. Derefter kostede det samme Frank Jensen posten som overborgmester i København. Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Altinget Magasin Kalender

November I årets næstsidste måned blev danskerne akut bevidste om, at landet havde en stor minkindustri, og regeringens coronastrategi led et alvorligt tillidsknæk. 4. november offentliggjorde Mette Frederiksen på et pressemøde, at alle danske mink skulle slås ned, også besætninger uden for de såkaldte sikkerhedszoner. Det sidste var der bare ikke lovhjemmel til, og et rodet forløb kostede fødevareminister Mogens Jensen posten som den første i Mette Frederiksens regering. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Altinget Magasin Digital

Altinget Magasin har talt med fire topledere om året, hvor alt blev anderledes.

Covid-19 forvandlede 2020 til en undtagelsestilstand. Med ét blev ledelse dermed et nyt spørgsmål, der krævede nye svar.

E V A B E R N E K E Administrerende direktør i KMD

Vi skulle have rakt mere ud til de udsatte i teamet

AF DANIEL BUE LAURITZEN, JOURNALIST, ALTINGET

AF DANIEL BUE LAURITZEN, JOURNALIST, ALTINGET / FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

LEDELSE EFTER CORONA

”I starten af året var vi i gang med det store arbejde, som vi altid har været i gang med, nemlig digitaliseringen af Danmark. Samtidig arbejdede vi med at komme mere ud internationalt med vores digitale løsninger. Det havde vi fået rigtig god vind i sejlene på.” ”Så kom der lige 11. marts. Det var en ret spøjs situation, hvor man først tænkte, at det ville være et par ugers host, hvor vi lige måtte blive hjemme. Jeg tror i hvert fald ikke, at der var mange af os, der tænkte, at sommerferien ville være i fare, eller at vi ikke relativt hurtigt ville være tilbage igen på arbejde.”

Eva Berneke • Født 22. april 1969 • Civilingeniør fra DTU i 1992 med en master i business administration fra den franske handelshøjskole INSEAD i 1995 • Konsulent og siden partner i McKinsey fra 1993 til 2007 • Strategidirektør og siden koncerndirektør i TDC mellem 2007 og 2014 • Administrerende direktør i KMD fra 2014 til nu • Besidder bestyrelsesposter hos både DTU, Vestas og Lego.

Hvordan reagerede I? ”Vi sendte straks næsten alle vores medarbejdere hjem. Det er let at få styr på de logistiske ting, der fylder meget i starten; sprit og afstand, at fjerne hver anden stol i kantinen, at finde ud af, hvem der er smittet.” ”Men ledelsesmæssigt skulle vi finde en anden måde at tale med vores medarbejdere på. Vi erkendte hurtigt, at det var en ledelsesopgave. Vi lavede en task force og nogle retningslinjer for, hvordan vi ville gøre det her, når nu vi ikke længere kunne se hinanden.” ”Det var en meget intens kommunikationsopgave. Vi skruede helt op for kommunikationen og opfordrede alle vores ledere til ikke kun at tale om det faglige, men også at sørge for at holde fast i den sociale kommunikation. Det er faktisk vigtigt.” Hvorfor? ”Man kan godt blive så effektiv i de her teamsmøder, at hvis man overhovedet skal nå på toilettet imellem, så skal man nærmest planlægge det ind i kalenderen. Vi opfordrede for eksempel lederne til at lægge virtuelle kaffepauser ind. Det er okay at sige, at nu drikker vi bare lige en kop kaffe sammen. De der tyve sekunders snak, som man mister, når man ikke står ved kaffemaskinen, er jo egentlig ikke særligt effektive, men de er nødvendige. Også for at få de rigtige indspark til arbejdet.”

Undervurderede du til en start den sociale dimension? ”Det vil jeg ikke sige. Men det er længden af det her, der overrasker. Hvis det var seks uger, som vi først troede, ville vi stikke snuden i sporet, til vi var tilbage ved den gamle normal. Men den gamle normal kommer måske aldrig tilbage.” ”Vi skal sørge for, at medarbejderne har et socialt tilhørsforhold til arbejdspladsen. Det er vigtigt, også for at sikre at medarbejderne bliver her længe. Man skal have et team, nogle ledere og kollegaer man er glad for og et arbejde, der gør en forskel. Det er hverdagen, der fylder. Den har bare et socialt element, som vi skal sikre os, at vi holder fast i – også i den virtuelle verden.” Hvad ville du gerne have gjort anderledes i år? ”Jeg tror, at jeg ville have forsøgt at række endnu mere ud til de lidt udsatte eller nye i teamet. Her bagefter kan vi se, at for dem, der starter i teamet, eller måske er mere bekymrede for virussen, er der en lidt mere følelsesmæssig dimension, der skal tages hånd om.” ”Personligt er jeg ikke voldsomt bekymret, men det skal jeg jo ikke lægge ud over alle andre ved at kræve, at de skal have den

samme tilgang. De har måske ældre eller kronisk syge i deres omgangskreds, som skaber nogle andre behov. Det tror jeg ikke, at man som leder skal være så berøringsangst omkring.” Hvordan har dit professionelle år afveget fra det, som du forventede i starten af året? ”Da vi sendte medarbejderne hjem, kunne de egentlig bare tage deres opgavebunker med sig. Det gjorde omstillingen ret let for en digital virksomhed for vores. Men noget af det, der jo sker nu, er, at de bunker er ved at være tømt. Meget af det, vi arbejder på nu, er noget, der er forhandlet, diskuteret og købt af kunderne under en eller anden form for coronanedlukning. Det er en helt anden proces.”

Hvordan anderledes? ”Særligt den kreative og salgsorienterede proces er blevet sværere. Det har også gjort, at nu, hvor vi efterhånden er oppe på, at omkring hver fjerde møder ind på kontoret, har vi valgt at prioritere adgangen til kontoret for den kommercielle del, hvor der kommer noget kreativitet ind, og hvor man mødes og finder ud af, hvad man går til kunderne med.” ”Det er der, hvor vi har haft de største udfordringer. Det er svært at sælge store softwaresystemer og få kunderne til at beslutte sig for at skifte software, når man ikke kan mødes. Det har mange af vores kunder det svært med, og det gør, at salgsarbejdet bliver lidt tungere.” Hvordan kan det være? "Jeg tror, at mange bliver lidt mindre risikovillige. Der, hvor man før var parat til at skifte fra et system, som man egentlig var utilfreds med, er man nok mere forbeholden i forhold til at skifte, når folk skal sidde hjemme og arbejde i det.” ”Men det gælder også den anden vej. Vi kan se, at de kunder, vi allerede har, i højere grad siger, at de er glade for vores systemer og vælger at beholde dem lige lidt længere, selvom de måske egentlig gerne vil have et system, der kan lidt mere. Men lige nu virker det for dem, og så skifter de ikke.”

Ledelsesmæssigt skulle vi finde en anden måde at tale med vores medarbejdere på.

Har corona gjort det sværere at få nye kunder ind i butikken? ”Vi har et rigtig godt samarbejde med de kunder, som vi har. Dem har vi jo heldigvis rigtig mange af. Det er jo dejligt, men det er også et billede på, at man arbejder rigtig meget videre med de leverandører, man kender. Vi har haft svært ved at få helt nye kunder, som aldrig har arbejdet med KMD før, ind i butikken. Vi har fået nogle stykker, men det har krævet noget mere.” December 2020

Altinget Magasin Historie

E S S AY O M C O V I D - 1 9 AF JEANETTE VARBERG, MUSEUMSINSPEKTØR PÅ NATIONALMUSEET, ARKÆOLOG OG FORFATTER

Dæmonens ånde FOTO: TOBIAS SCHWARZ / RITZAU SCANPIX / ARTHUR CAMMELBEECK / ALTINGET

I 2020 prøvede vi – 1990’ernes drømmere – så for første gang, hvordan det føles, når historien skifter spor midt i en hverdag med madpakker, samkørsel til fritidsinteresser og en fyldt mødekalender, der blev tom. Men pandemier har før bragt Europa i knæ og civilisationer til fald.

020 skriver sig ind i historien som et år i en undtagelsestilstand. Normaliteten er blevet afløst af en pandemi, som lukker verdenssamfundet ned i perioder og sætter hverdagen på pause. En ny sygdom, ukendt og smitsom, hoppede fra Kina med rutefly jorden rundt i ekspresfart og skabte en krise, som stadig ruller. Den ramte ud af det blå, og her i Danmark har min generation for første gang oplevet, hvordan det føles, når plejer bliver erstattet af en undtagelsestilstand. Os, der er vokset op i 1980’erne og 1990’ernes Danmark, har aldrig rigtigt oplevet en verden i modgang. Vi har nærmest taget for givet, at verdens-

December 2020

E S S AY O M C O V I D - 1 9

samfundet hele tiden udviklede sig i en positiv retning efter Murens Den glemte pest Fald i 1989, hvor vi fulde af håb så frem imod en bedre verden. 9/11 Mange har hørt om Den Sorte Død, den store pestepidemi, som satte sine spor, men aldrig nok til, at vi mistede fornemmelsen af, hærgede i middelalderen og slog imellem en tredjedel og halvdelen at verden stadig forandrede sig til det bedre. I 2020 prøvede vi – af Europas befolkning ihjel. Men de færreste ved, at pesten allerede 1990’ernes drømmere – så for første gang, hvordan det føles, når ramt Europa 800 år tidligere med lige så store ødelæggelser til følge. historien skifter spor midt i en hverdag med madpakker, samkørsel Romerriget var dengang et gigantisk rige, som nåede sin maksimale udstrækning omkring år 200 e.Kr. Det strakte sig fra de nordtil fritidsinteresser og en fyldt mødekalender, der blev tom. Danmark lukker ned, åbner og lukker ned igen i forsøget på at engelske sumpe til den syriske ørken. Mere end 7000 km grænse komme den smitsomme sygdom til livs. Vi har mistet vores frihed løb fra vest mod øst, og i midten af det hele løftede hovedstaden til at rejse og være sociale. Lige pludselig bliver det forudsigelige Rom sig som en megaby med 1 million indbyggere. Så højt et antal uforudsigeligt, og her i slutningen af 2020 er selv julen, som vi ken- indbyggere i en by blev først overgået på verdensplan i 1800-talder den, i fare. Men dansen med epidemierlet. Kærrer og skibe læsset med eksotiske slaver, kostbarheder og tonsvis af korn snoede sig ind ne er ældgammel, der er bare gået et stykke tid siden, den sidst bød os op til dans. Det mod Roms centrum, hvor kejseren og aristokratiet levede i en overdådig luksus i form af klooverraskende er ikke, at vi igen står midt i Derfor må vi håbe, at verden hurtigt en pandemi, men at der skulle gå så lang akerede huse, opvarmede bade og Colosseums retter sig efter coronakrisen, men også, at vi lærer af den og vores undudbud af gladiatorkampe og mennesker, som tid siden sidst. tagelsestilstand, så vi i fremtiden er Hvis vi ser bredt på menneskets historie, blev ædt af vilde dyr. forberedte på infektionssygdomme, Men det varede ikke evigt. Den vestlige del er der en klar sammenhæng mellem menneder potentielt kan være langt mere skets adfærd, klima, husdyr og de mikrober, af Romerriget fald fra hinanden, og i 400-tallet fatale end det, vi står midt i lige nu. som giver sygdomme. Befolkningstilvækblev Rom ramt af flere voldsomme plyndringer, sten gennem historien og vores forhold til og indbyggertallet raslede ned på under 50.000 de husdyr, som vi opdrætter og spiser, har sjæle, da kornkamrene ikke blev fyldt op af skatskabt nogle af de mest dødbringende epidemier i historien. I andre teindkrævninger fra imperiets provinser. Den romerske administratilfælde er det vores kornmarker og oplagring af mad, som trækker tion fortsatte alligevel som hidtil, men ude omkring dem foranskadedyr til med sygdomme. Den måde, vi tilpasser naturen til vores drede verden sig med stormskridt. Rigets administrative centrum rykkede sig til Konstantinopel, nutidens Istanbul, og Romerriget behov, skaber samtidig de ideelle betingelser for epidemier. Og selvom en vaccine mod covid-19 snart er på trapperne, skal vi blev i senantikken til Det byzantinske rige. Forklaringen på ændringerne i Romerrigets størrelse var fuldmåske til at indstille os på, at undtagelsestilstanden i fremtiden kan gå hen og blive normen. For historien viser, at en sygdom sjældent stændig inkompetente kejsere og magtsyge aristokratiske familier nøjes med at gå i udbrud en enkelt gang. Den kommer ofte tilba- bag tronen, som havde deres del af skylden for, at imperiet faldt fra ge, og så er det op til samfundene at indrette sig efter den trussel, hinanden. Endeløse og formålsløse krige gjorde det desuden svært sygdommen udgør. at kontrollere riget. Kort sagt så var der mange årsager til kollapset, 48

Altinget Magasin Historie

og det skete over lang tid, som et fatalt og uundgåeligt biluheld foldet ud i slowmotion over århundreder. Men det var ikke kun mennesket selv, som var skyld i katastroferne, vulkaner og sygdomme spillede også sin del.

Da solen forsvandt I år 536 ramte en naturkatastrofe den nordlige halvkugle. Samtidige historiske kilder fra Kina og Norditalien fortæller om en sol, der blev sort. Et slør lagde sig over himlen og solen, månen og stjernerne var kun skygger af sig selv. Det år blev det aldrig sommer. Høsten slog fejl, og folk sultede, mens de så uroligt op mod himlen. Den romerske historiker Cassiodorus skrev fra sin italienske villa, at ni måneder tidligere var noget mystisk kommet fra stjernerne. Årstidernes gang ændrede sig, vinteren hørte aldrig op, og solen kastede ikke en skygge bag et menneske ved højlys dag. I Kina skrev man i samme år om sommersne og omfattende sult. Flere kilder beskriver fænomenet som en solformørkelse, som bare aldrig hørte op. I kølvandet på naturkatastrofen fulgte sult og sygdom. Nye forskningsresultater fra en iskerneboring i de schweiziske alper sandsynliggør, at det var den islandske vulkan Katla, som gik i udbrud i 536, 540 og i 547. Asken fra udbruddet blokerede solens stråler og sænkede temperaturen betragteligt på den nordlige halvkugle. Målinger fra Nordsverige og det østlige Sibirien viser, at sommertemperaturen faldt 3-4 grader på ganske kort tid. Det slår selv vores tiders udsving på klimakurverne, og det var det største temperaturfald i de sidste 2300 år. Målingerne viser også, at i nogle områder varede kulden ved indtil år 550 – altså 14 år med misvækst Det har fået historikerne til at sige, at år 536 var det værste år at være i live i set gennem historien. I de irske krøniker stod der kort og godt som beskrivelse af hungerårene: ”En mangel på brød.” Men som om det ikke var nok, så spredte sygdomme sig i hungersnødens skygge. Rottens blinde passager Pesten brød ud i den romerske havneby Pelusium i Egypten i sommeren 541. Havnebyen lå i det østlige Nildelta og var en livlig havn med kontakt til Østafrika, Den arabiske halvø og Indien. Derfor var det også Indien eller Afrika, vi skal se mod for at forstå, hvorfra den kom. For der er i det her tilfælde så gode kilder på udbruddet, med så detaljerede beskrivelser af sygdomsforløbet, at der ikke er nogen tvivl om, at vi har at gøre med en gammel kending, nemlig byldepesten, som også var på spil ved udbruddet i middelalderen. Byldepesten skyldes bakterien Yersinia Pestis, som lever i gnaverloppers mavesæk og munddele. Den lille bakterie danner en form for prop i den munddel, som loppen bruger til at suge blod fra sin vært. Det har den effekt, at loppen sulter og derfor bider langt mere aggressivt, og dermed spreder bakterien til langt flere nye ofre end normalt. Lopperne findes især på rotter, murmeldyr og præriehunde. Men mere end 200 pattedyr kan bære lopper med pestbakterien. Symptomerne på sygdommen er store bylder i lysken, under armene og bag ørerne – de steder hvor loppen gerne bider –

patienterne får høj feber, bliver desillusioneret, får kulderystninger, og i sin ubehandlede form er dødeligheden omkring de 60 procent. Dermed er pesten en af de værste sygdomme i menneskehedens historie, kun overgået af den mere sjældne lungepest, hvor dødeligheden ligger tæt på de 100 procent. Ifølge kirkehistorikeren Johannes fra Ephesos så kom pesten fra landet Kush (Etiopien), og der er ret gode argumenter for, at den gamle kirkehistoriker havde ret. I Indien og Kina er der nemlig ingen meldinger om en stor epidemi, hvilket er mærkeligt, hvis en så omfattende pest havde ramt landene. Derfor må vi formode at sygdommen tog en anden vej. Efter det store vulkanudbrud på Island i år 536 ændredes jorden vejrsystemer sig markant på ganske få år. Det skabte temperaturfald og hungersnød i Europa og Asien, men i Østafrika skabte det først tørke og siden mange kraftige regnskyl. Det resulterede i en eksplosion i gnaverbestanden i Østafrika. Skibsfarten mellem Kina, Indien og Romerriget gik den vej for at handle elfenben, så rotterne kan være kommet med handelsskibene fra Indien og pestbakterien kunne være spredt via de lokale afrikanske gnaverbestande til rotten. Da pesten først nåede til Pelusium i 541, spredte den sig mod vest til Alexandria, som var Middelhavets travleste havn på den tid, og mod øst bredte den sig mod Gaza. Først blev kystbyerne ramt og siden byerne i indlandet i takt med, at rotter og deres lopper spredte sig med handelsskibe, i kornsække, gemt i tøjfolder og uldtæpper ud over hele Europa.

Pseudoforklaringer Pesten ramte Konstantinopel, som på daværende tidspunkt var verdens største by. Den havde godt og vel 500.000 indbyggere i foråret i 542, knap et år efter udbruddet i Egypten. Historikeren Prokopius, som også var et af øjenvidnerne til katastrofen, beskrev den i sit værk ”Om krigene”. Han skrev med stor sans for dramatik, at ”i disse tider kom en plage, som nær var blevet enden på menneskeheden.” Pesten gjorde ikke forskel og tog ung som gammel – og fattig som rig. Selv kejser Justinian blev ramt af bylder i lysken, men overlevede. Det første udbrud ramte Konstantinopel i foråret 542 og hærgede i fire måneder, inden første bølge klingede af. Folk lukkede sig inde for at forhindre smitten, men mange opdagede ikke, at de var blevet smittet før det var for sent. Man kunne opleve syge, som vandrede omkring i gaderne desorienterede og hallucinerende, men mange trodsede alligevel trangen til at stikke af midt i vanviddet, og de blev i husene for at passe de mange syge. I begyndelsen, hvor lopperne spredte sig i Konstantinopels tætpakkede gader, var der kun få dødsfald. Men så tog epidemien fart. Officielle optællinger registrerede pludselig 5.000 døde om dagen, så 10.000, og til sidst opgav man at tælle. Og det var her, at problemet med de mange døde kroppe begyndte at hobe sig op i gader og stræder begyndte. De stinkende lig lå i sommersolens ubarmhjertige stråler, og gik i forrådnelse på rekordtid. Det blev et grusomt billede på den rædsel, som ramte byen. Prokopius forklaring på pestens December 2020

opståen var, at der gik dæmoner, som næsten lignede mennesker, rundt og spredte smitten med deres ånde. Et sted spredte et andet rygtet sig, at hvis man smed en keramikkrukke ud ad vinduet, så blev man ikke smittet. Med det resultat, at i tre dage var gaderne i Konstantinopel øde, fordi folk havde travlt med at smadre hjemmets service – bare for en sikkerheds skyld. Man skal for øvrigt ikke lede længe på de sociale medier i dagene i marts 2020, hvor coronapandemien rasede første gang, for at finde lige så tåbelige forslag fra folk i dag. Alt lige fra bananers B6vitamin til varm te med hvidløg og vodka menes i diverse opslag at kunne kurere corona. På den facon ligner mennesket sig selv.

måde er blandt de værste sygdomme, som menneskeheden har set, tværtimod, så er den mild sammenlignet med pesten og andre af de gamle kendinge fra verdenshistorien. I år er der igen udbrudt pest i det indre Mongoliet, hvor immune murmeldyr bærer bakterien. Pesten forventes dog hurtigt inddæmmet. Grunden til at pesten ikke er brudt ud som en epidemi igen i

Efterspillet Pesten kom i vejen for fremgangen, for selvom Konstantinopel overlevede den første bølge, så vendte pesten altid tilbage efter nogle år. Gerne mellem marts og oktober, hvor rottelopperne var allermest aktive. Når en befolkning var blevet skånet, så blev de ramt næste gang, og når en generation havde opnået immunitet, blev den næste syg. Det havde en gennemgribende effekt på økonomien. Men sjældent det samme sted hver gang. Loppernes spredningsmønster var afhængig af miljø og tilfældigheder. Landbruget gik i stå i perioder, og handlen blev begrænset, når sygdommen blussede op i et område. Efter det første og mest voldsomme udbrud i 540’erne gik livet i stå i de store byer, markedspladserne var tomme og maden knap. Til sidst sultede store dele af befolkningen, fordi fødevareproduktionen helt Selvom en vaccine mod covid-19 gik i stå. snart er på trapperne, skal vi måske Da den justinianske pest fortil at indstille os på, at undtagelsessvandt, efterlod den sig ifølge nogtilstanden i fremtiden kan gå hen at blive normen. For historien viser, le beregninger mellem 25 og 100 at en sygdom sjældent nøjes med at millioner dødsfald i sin slipstrøm. gå i udbrud en enkelt gang. I gennemsnit hvert 11,6 år ramte pesten et sted i Europa, Nordafrika og Mellemøsten mellem år 541 og 750, og det må have haft en gennemgribende effekt på samfundenes måde at indrette sig. Det er under alle omstændigheder helt tydeligt, at det var en pestepidemi, som for alvor bremsede kejser Justinians erobringsplaner, gav omfattende økonomiske problemer og dermed sendte historien ud på et nyt spor. Romerriget genvandt aldrig sin styrke igen, og drømmen om et forenet imperium brast i takt med borgernes bylder. Der synes også at være en sammenhæng mellem nogle af de store sygdomsudbrud og pludselige klimaforandringer, som pesten, der opstod efter vulkanudbruddet på Island i år 536. Og sandsynligvis er nutidens påvirkning af klodens klima, sammen med et markant og hurtigt fald i biodiversiteten, også en faktor, der kan accelerere nye epidemiers udvikling. Et udmærket eksempel på problemet med ensretningen af jordens dyr til få vilde arter og mange nyttedyr er, hvordan en stor minkbestand fastholdt i bure, kan fungere som et reservoir for coronasmitten med et potentiale til at mutere og komme igen i en ny variant, præcis ligesom influenza kan det i svine- og andebesætninger. Samtidig er det værd at huske på, at coronapandemien på ingen 50

Altinget Magasin Historie

moderne tid. er, at den kan stoppes tidligt i forløbet med antibiotika. Men der skal ikke mange mutationer til, før pesten potentielt kan blive resistent overfor antibiotika, og så har vi balladen. Derfor må vi håbe, at verden hurtigt retter sig efter coronakrisen, men også, at vi lærer af den og vores undtagelsestilstand, så vi i fremtiden er forberedte på infektionssygdomme, der potentielt kan

være langt mere fatal, end det vi står midt i lige nu. Dansen med coronaen er voldsom, dyr og besværlig, men vi kan glæde os over, at det trods alt ikke er værre. Jeanette Varberg har sammen med Pul Duedahl i år udgivet bogen "Den fjerde rytter – 10.000 års epidemihistorie".

”Det overraskende er ikke, at vi igen står midt i en pandemi, men at der skulle gå så lang tid siden sidst,” skriver Jeanette Varberg.

December 2020

Altinget Magasin Civilsamfund

Altinget Magasin har talt med fire topledere om året, hvor alt blev anderledes.

Covid-19 forvandlede 2020 til en undtagelsestilstand. Med ét blev ledelse dermed et nyt spørgsmål, der krævede nye svar.

J O H A N N E S C H M I DT- N I E L S E N Generalsekretær i Red Barnet

Det blev pludselig ekstremt tydeligt, hvad vores opgave er

AF DANIEL BUE LAURITZEN, JOURNALIST, ALTINGET

AF DANIEL BUE LAURITZEN, JOURNALIST, ALTINGET / FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

LEDELSE EFTER CORONA

Det gennemsyrer os jo på en eller anden måde at reagere på kriser.

”Jeg var på en rejse med vores protektor Kronprins Frederik og (nu forhenværende, red.) udviklingsminister Rasmus Prehn i Jordan i Zaatari-lejren på grænsen til Syrien for at besøge vores projekter der, da epidemien for alvor startede.” ”Det påvirkede en organisation som Red Barnet på alle planer. Selvfølgelig var vi lige så påvirkede som alle andre af, at vi alle sammen skulle arbejde hjemme og finde ud af, hvordan man gør det med børn rundt om ørerne. Men samtidig eksploderede behovene for udsatte børn både ude i verden og herhjemme. Nedlukningen af skoler betød, at vores arbejde skulle omprogrammeres massivt og ekstremt hurtigt, fordi man på verdensplan for eksempel gik fra, at ni ud af ti børn gik i skole, til at ni ud af ti børn ikke gik i skole.”

standen samtidig. Også selvom den økonomiske krise medfører et kæmpe øget behov derude.” Johanne Samtidig tabte vi en halv million om måneSchmidt-Nielsen den på lukkede genbrugsbutikker. Der var • Født 22. februar 1984 virksomheder, vi samarbejdede med, der • Bachelor i socialvidenskab gik konkurs. Vi var i tvivl om, hvordan vores fra Roskilde 45.000 faste støtter ville blive påvirket. Ville Universitetscenter i 2007 de sløjfe støtten til os, fordi de var bange • Folketingsmedlem for for at miste deres arbejde? Det har vi helEnhedslisten fra 2007 til 2019 digvis ikke set. Særligt i starten, hvor vi ikke • Politisk ordfører for vidste, hvor store økonomiske konsekvenser Enhedslisten fra 2009 til 2016 det her ville få, var vi dybt bekymrede for • Generalsekretær økonomien. Jeg sank da lige en ekstra gang, i Red Barnet fra 2019. da jeg på et Teams-møde skulle foreslå 170 medarbejdere at indgå en midlertidig pensionsreduktion. Det er en stor ting at komme og bede om. Men det var en måde at sikre, at vi kunne fastholde vores arbejde for og med børn. Det var også en måde at være der for hinanden og få alle kolleger med gennem krisen.” Hvad oplevede du, at corona ændrede for børnene? ”Herhjemme oplevede vi, at det var de i forvejen mest udsatte børn, der blev hårdest ramt. De var virkelig påvirkede af isolationen og af Hvordan reagerede medarbejderne? ”De bakkede op. I det hele taget har det pludselig ekstremt tydelige ikke at få det pusterum, som skolen og dagtilbuddene er for mange af de børn, der har det svært derhjemme. Vi oplevede meget høje formål og det meget tydelige behov været en stor drivkraft for os. konfliktniveauer i familierne. Vi oplevede familier i Danmark, som Det er altid fantastisk, når ting lykkes. Og når ting lykkes, er det faktisk havde svært ved at få maden til at slå til, fordi der findes næsten altid, når retning og formål er klart. Selvom alting var svært, familier, der lever på så små budgetter, at de vælter, når alle pludse- var det fuldstændig klokkeklart for alle, at der var et kæmpe behov, der krævede hurtige svar." lig spiser hjemme.” ”Internationalt betød krisen, at vi pludselig risikerede at miste årti”Det er også kendetegned for en organisation som vores, at 90 ers fremskridt på alt fra uddannelse til bekæmpelse af børneægte- procent af vores arbejde internationalt foregår i skrøbelige stater og skaber og af rekruttering af børn til væbnede konflikter. Corona er humanitære kriser. Det vil sige, at vi allerede var gode til at arbejde jo ikke bare en sundhedskrise, men fører en lang række andre kriser hurtigt i kriser. Det betød nok, at vi kunne omstille hele butikken med sig. Det bedste værn mod børneægteskaber er, at børn går i på ret kort tid. Det gennemsyrer os jo på en eller anden måde at skole. Så i det sekund, at ni ud af ti børn pludselig ikke går i skole reagere på kriser.” længere, har det bare en lang række konsekvenser. Det er virkelig Hvordan mener du, at politikerne har reageret? vigtigt, at vi fastholder børnenes kontakt til skolesystemet.” "Der er lang vej igen. Det er jo ikke kun Danmark, men alle verdens regeringer, men det er i allerhøjeste grad op ad bakke. Lige nu svarer Hvad er den største udfordring, du har stået over for i år? "Det var helt klart kombinationen af kæmpestore behov for hand- verden ikke på de behov, der er. Langtfra. Der har været rigtig mange ling for de udsatte børn, og at vi samtidig selv så ind i en usikker gode coronainitiativer, som virkelig gør en forskel, men det ændrer økonomisk fremtid. Det er jo så forfærdeligt, at logikken er sådan, ikke på, at der er behov for at sætte bidraget til bistanden op. Nu at når økonomierne falder, så falder bevillingerne til udviklingsbi- mere end nogensinde før.” December 2020

Altinget Magasin Christiansborg

”Jeg har haft svært ved at finde mig selv i den her rolle”

AF RASMUS ELMELUND, JOURNALIST FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

Jakob Ellemann-Jensen har aldrig haft lyst til at ende i sin fars sko. Alligevel har den sjove søn, der efter en karriere i Forsvaret og erhvervstoppen dukkede sent op i dansk politik, nu været Venstres formand i et år. Partiet, som kæmper med sløje meningsmålinger, intern splittelse og uro i baglandet. Hvordan er det for Uffes søn pludselig at være nummer 1 i en vanskelig situation? Kan han stadig tillade sig at være sjov? Og bliver minken hans redning?

December 2020

er er gået mink i den på Christiansborg, og Jakob Ellemann-Jensen er nødt til at holde sig i nærheden af Slotsholmen. Jeg havde ellers drømt om at tage på jagt eller fisketur med Venstres formand, som dyrker den slags klassiske landlige aktiviteter og selv bor midt i en skov oppe ved Birkerød med sin familie. Sådan bliver det ikke. Vi står nemlig stadig midt i den største globale sundhedskrise i 100 år, og i disse dage har krisen fået et nyt offer: minken. S -regeringen har formentlig brudt Grundloven, da den uden lovhjemmel bad samtlige danske minkavlere om at aflive deres besætninger. I folkesundhedens, men altså ikke lovens, navn er millioner af især jyske mink blevet slået ihjel. Derfor er der pressemøder og samråd og forhandlinger og masser af ballade, og minkavl og grundlov er guf for Venstre-vælgere, så Jakob Ellemann-Jensen gør sit for at blive en central aktør i debatten. I dag er det tirsdag den 17. november, og statsminister Mette Frederiksen holder spørgetime. Hendes fødevareminister, Mogens Jensen, som Ekstra Bladet for længst har døbt Mink-Mogens, hænger i en tynd tråd, og oppositionen lugter ministerblod. I stedet for fisketuren har vi aftalt at tage en snak om Jakob Ellemann-Jensens første år som formand på en vandretur i hovedstaden. Vi vil gå fra hans arbejdsplads det sidste tiår, Christiansborg, gennem Amaliehaven og op til Kastellet. For den forhenværende livgarder, der har stået ret for dronningen, og som også har været befalingsmand og stadig er officer af reserven, er de historiske københavnske steder af stor personlig betydning. Men novembervejret spiller os et puds, for at sige det diplomatisk. Og for at sige det mere ligeud: Det pisser ned. Efter længe at være blevet anklaget for at

være en usynlig leder af blå blok, er Jakob Ellemann-Jensen blevet dagens mand i skysovs, og da han lidt forsinket kommer halsende fra det efterfølgende doorstep, undskylder han smilende, at han lige skulle ”mene en helt masse”. Lige efter statsministerens spørgetime har han sagt til pressen, at han støtter en kommissionsundersøgelse af forløbet om minkene. Minken har vendt op og ned på stemningen i dansk politik, og for første gang længe skinner solen mere på Venstres lokaler på Borgen end på Statsministeriet. Naturen er imidlertid ligeglad med partipolitik, og udenfor står det stadig ned. Vi bliver enige om at skrinlægge gåturen og blive på hans kontor. Han har det godt 2020 har været lidt af et år, ikke mindst for Jakob Ellemann-Jensen. Han tiltrådte som formand sidste efterår og havde forestillet sig, at 2020 skulle blive hans. En vis flagermus inficeret med en ny, dødelig sygdom ville det anderledes og baskede med vingerne på den anden side af jorden. Fundamentalt og med det vons måtte hele kloden ændre adfærd for at redde liv, og Jakob Ellemann-Jensen måtte tage til takke med en akavet rolle som ny oppositionsleder i en tid, hvor statsministeren indførte de mest vidtrækkende opholds- og adfærdsreguleringer for danskerne i fredstid. Bag ham på det rummelige formandskontor troner to enorme malerier, som han ikke kan huske, hvem der står bag. Inde ved hans skrivebord hænger to mindre. Det er Per Kirkeby, men det fandt han først ud af, efter han havde valgt dem i Folketingets kunstsamling. Der hænger også et selvportræt, hans ældste datter har malet i skolen. Han tager slipset af, knapper skjorten op og puster ud.

Altinget Magasin Christiansborg

Jeg spørger ham, hvordan han har det. ”Jeg har det godt,” siger han og lægger tryk på ’jeg’. Så holder han en kort kunstpause og ser mig i øjnene. ”Men det har været hårdt. Jeg synes ikke, der er meget, der er kommet dumpende ned i min turban.” Han og partiet har det bedre lige nu end længe, forsikrer han, men vejen dertil har været bumpet. Den begyndte med det – som han siger – lidt tumultariske formandsopgør, som eksploderede i Brejning. Egentlig opstod partiformanden Jakob Ellemann-Jensen på en arketypisk måde: To mænd kæmpede om formandsposten, men endte med at slå hinanden så meget, at de begge var nødt til at komme væk. Så blev der plads til den tredje mand. En formand. Men også en ny næstformand, en ny partiledelse, ny partisekretær, ny sekretariatschef, ny særlig rådgiver. Nyt, nyt, nyt. ”Det tog noget tid at få kørt det ind. Men jeg synes, vi er endt et godt sted,” siger han. Hvad var det for et sted, I kom fra? ”En af de ting, der var gået galt for os, var, at der var kommet for stor afstand mellem ledelsen i partiet og vores bagland. Det viste sig at være farligt.” Uffes søn Jakob Ellemann-Jensen har været formand for Venstre i godt et år og søn af Uffe Ellemann-Jensen i godt 47. I en tidlig alder besluttede den unge nordsjællænder, at han ikke ville gå faren i bedene, men alligevel meldte han sig som 18-årig ind i det fædrene parti, Venstre. Som 38-årig blev han medlem af Folketinget, og som 44-årig blev han minister. Og siden sidste år har han altså også været formand for Danmarks Liberale Parti. Hvornår vidste han, at han en dag skulle det? ”Jo ikke før end konfettien regnede ned i

Herning,” svarer han undvigende, men fortæller så om beslutningen, han traf i marts 2019, et halvt års tid inden skæbnedagen i Brejning. Den dag i marts var han og hans hustru, erhvervskvinden Anne Marie Preisler, ude at gå i skoven ved deres hjem i Birkerød. ”Der er en risiko for, at vi taber valget,” indledte han, og så vidste hun godt, hvor samtalen bar hen. ”Så er der en risiko for, at Lars går. Så er der igen en risiko for, at nogen vil pege på mig. Og så er der en risiko for, at jeg vil sige, at det er nok ikke den dummeste idé, de nogensinde har fået.” Det var ikke en snak, I havde haft tidligere? ”Ikke så konkret. Det er en stor beslutning for mit eget vedkommende, men det er ikke en beslutning, der kun vedrører mig. Det er en beslutning, som i dén grad vedrø-

For et halvt år siden havde jeg nok tænkt: Det går ikke at komme med sådan nogle kækheder, for når man er formand, skal man være enormt seriøs og gerne lidt kedelig. rer familien. Det ved jeg jo – he – hjemmefra,” siger han. Politik fyldte mere i Jakob EllemannJensens barn- og ungdom, end han selv ønskede. Han husker, hvordan en dansklærer, der sad i kommunalbestyrelsen, i femte klasse ville diskutere finanspolitik med den fremmelige, men trods alt 12-årige knægt. Og hvordan han på vej hjem fra skole kunne læse på spisesedler, at ”UFFE ER EN IDIOT” og opfordringer a la ”FYR DEN NAR” ledsaget af farens kontrafej. ”Det var en af grundene til, at jeg ikke gik ind i politik. Jeg havde ikke lyst til, at min familie skulle betale den pris.”

Fordi du selv havde betalt den som søn? ”Nej, fordi jeg syntes, min far havde betalt den. Der var meget, han gik glip af. Som barn var det ham, jeg havde ondt af. Det skal ikke lyde, som om jeg har haft det svært – det var før mobiltelefonerne, og min far kunne virkelig trække stikket og tage os med på kanotur i Sverige, fange nogle gedder, være der 100 procent og så tage hjem igen. Jeg har haft fantastiske oplevelser og privilegier, men der var elementer i det, som jeg ikke brød mig om.” Hvilke? ”Jamen for eksempel det med spisesedlerne. Det synes jeg ikke, mine børn skal udsættes for. Mine to store er 16 og 19, og jeg bruger relativt meget tid på at forklare dem, når der er et eller andet: ’Der kører den her historie, virkeligheden er sådan og sådan, og I skal ikke lade jer gå på af det.’” Gjorde din far også det? ”Nej, for jeg fortalte ham ikke, når nogen var efter mig – jeg syntes ikke, han fortjente det. Jeg mistænker selvfølgelig mine børn for det samme, derfor tager jeg det præventivt,” siger han. En anden årsag til, at Jakob EllemannJensen ikke skulle ind i politik, var, at han som barn var meget genert. Det hævder han stadig at være – han er bare blevet god til at skjule det, siger han – men han oplevede, at mange ville have et stykke af hans far, og at folk sjældent lod dem gå alene. ”Jeg kommer aldrig til at vænne mig til det der med, at folk henvender sig på gaden. Som regel er de jo venlige, og man finder hurtigt ud af, at Facebook ikke er virkeligheden, for folk opfører sig ikke sådan derude. Der er nogle stykker indimellem, og – jo jo – det er så noget, psykiatrien tager sig af,” siger han med et skævt ellemannsk smil. ”Og så er der det, at folk kigger i ens indkøbskurv. Men sådan er det jo.” December 2020

Altinget Magasin Temaord

Det er klart, at det kan vĂŚre akavet, nĂĽr man fĂ¸ler sig tvunget til at le ad usjove chefer.

Koldt på toppen Jakob Ellemann-Jensen fortæller gerne anekdoten med hans farmor, som engang spurgte, om han skulle være politiker, og han svarede nej, og hun så gav det profetiske svar: ”Bare vent. Du kan ikke lade være.” Der er også historien om, hvordan han en dag i en bus i slut-90’erne sad og så på en Politikenforside med overskriften ”Ellemann bliver aldrig statsminister” og ikke kunne lade være med at tænke: ”Jo, jeg gør.” I dag er han statsministerkandidat og holder af tilværelsen som politiker – selv om den er ensom, når man sidder allerøverst. ”Der er koldt på toppen, men udsigten er god,” som han floskuløst siger, da jeg spørger, hvad den største erkendelse har været det seneste år. ”Forstået på den måde, at der er nogle fordele og nogle ulemper.” ”Når det går godt, er folk med dig. Og når det ikke går godt, så er du alene. Og du er FULDSTÆNDIG alene. Det har jeg lige skullet vænne mig til.” Kan du give et eksempel på, hvornår du har været alene? ”Der har været perioder, hvor det er gået mindre godt, end jeg synes det gør i øjeblikket, hvor det har været svært at føle opbak-

Når det går godt, er folk med dig. Og når det ikke går godt, så er du alene. Og du er fuldstændig alene.

ning rundtomkring. Både i bagland og folketingsgruppe,” siger han uden egentlig at give et eksempel. ”Der er nok en tendens til, at hvis du er lidt i underskud, hvis du ikke har noget på kontoen, skal der ikke store fejltrin til, før der ligger nogle lussinger i indbakken. Sådan er det. Det var bare i et lidt større omfang, end jeg havde regnet med.” Han pauserer bevidst. ”Jeg kan også konstatere, at de seneste otteti dage,” siger han om dagene, hvor bølgerne om den nu væltede fødevareminister Mogens Jensen er gået højt, ”er der godt nok også kommet meget på positivsiden. Så regner det ind med mails og sms’er og skulderklap. Men når du har kvajet dig, står du der alene.” 60

Det er jo sådan en klassisk ledererfaring. Hvad ellers? Han tænker lidt. ”Den største har vel været erkendelsen af, at jeg er bedst til at være mig selv. Det lyder ret logisk, ikk’, men forstå mig ret.” Så holder han en pause. ”Jeg har haft svært ved at finde mig selv i den her rolle,” siger han så lidt overraskende. ”Jeg har haft lederjob i det civile og i Forsvaret og været chef for en masse mennesker, men dels er politik noget andet, og dels er topledelse bare noget andet. At være nummer 1 er fuldstændig usammenligneligt med ledelse i enhver anden sammenhæng. Jeg har skullet lære at finde tilbage til mig selv.” Han ser ud, som om han ikke orker at skulle helt herind og advarer om, at der er en risiko for, at det bliver ”dybt og navlepillende”: ”Jeg tror, jeg i begyndelsen havde et forkert billede af, hvordan man forventede, at jeg ville være i den her position. Og det var et billede, jeg prøvede at leve op til.” Hvad var det for et billede? ”Det var et billede, der ikke levnede plads til den del af mig, der er lidt mere spontan. Lidt mere ... kæk?” Det højre øjenbryn kravler helt op og kysser panderynkerne. ”Og som siger tingene, som jeg umiddelbart oplever dem.” Aftenen inden vores møde forlod Venstre forhandlingerne om erstatning til minkavlerne, og Jakob Ellemann-Jensen sagde til journalisterne: ”Det eneste skind, regeringen er interesseret i at redde, er deres eget.” Han griner lidt, da jeg nævner det for ham. ”Det er et godt eksempel, for det er jo en fin måde at beskrive det på – og i øvrigt helt i overensstemmelse med sandheden. Men for et halvt år siden havde jeg nok tænkt: Det går ikke at komme med sådan nogle kækheder, for når man er formand, skal man være enormt seriøs og gerne lidt kedelig.” Så du har lagt bånd på dig selv? ”Ja. Jeg havde engang en skolelærer, der sagde til mig, at det jo ikke er et mål at være klassens klovn. Så kom jeg til at spørge hvorfor, og det skulle jeg aldrig have gjort,” siger han. ”Jeg har et underholdningsgen, som jeg nogle gange søger at undertrykke – måske nogle gange lidt for meget.”

Konfliktsky komiker Hvis man i 2015 ringede til Jakob EllemannJensen, og den daværende politiske ordfører ikke nåede at tage den, blev man mødt af denne telefonsvarerbesked: ”Ringer du for at få en kommentar til en meningsmåling, hvor Venstre er gået frem, skyldes denne fremgang regeringens klare, målrettede og effektivt udførte politik. Drejer det sig om en kommentar til en meningsmåling, hvor Venstre går tilbage, kan man ikke udlede noget som helst fra en enkelt måling.” Det var indiskutabelt morsomt. Og når kolleger og konkurrenter bliver bedt om at beskrive partiformanden, går ordet ’humor’ tit igen. Selv siger han, at det ”virkelig sved”, da hans lærer sagde det med klassens klovn, for han forstod vitterligt ikke, hvorfor det skulle være en dårlig ting. ”Hvis jeg har evnen til at lette en stemning, hvorfor så ikke bruge den? Som barn havde jeg en drøm om at blive skuespiller – det vil nogen hævde, jeg er blevet – men det med at stå på en scene og underholde folk, kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide at skabe god stemning.” Jeg troede, du var genert? ”Jeg er sindssygt konfliktsky, så jeg vil gerne have, at folk er glade. Og det er humor godt til. Med få undtagelser synes jeg, der er plads til at trække på smilebåndet i alle situationer. Folk fungerer bedre, folk bliver mere afslappede og mere løsningsorienterede, når de har det sjovt.” Dramatikeren Line Knutzon har engang sagt, at humor er det vildeste magtmiddel. For har man først fået folk til at grine, er der efterfølgende ingen grænser for, hvad man kan få listet ind. I grinet er du forsvarsløs. Det kan han godt genkende. ”Du kan slippe af sted med nogle ting, det er klart,” siger han.

Ingers melding kommer ikke i stedet for min melding. Den kommer som supplement.

Vi taler om Den Korte Radioavis, som han savner, og som i dén grad kunne slippe af sted med nogle ting. Måske fordi Frederik Cilius gemte sig bag en paryk og det kvinde-

Altinget Magasin Christiansborg

lige alias Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Men måske simpelthen også bare fordi Cilius, Rasmus Bruun og resten af holdets humor var ekstremt vellykket. Selv mener Jakob Ellemann-Jensen ikke, at han har brugt humoren som magtmiddel, men han siger, at i enhver forhandling bruger man det at få folk til at grine – eller have det rart i det hele taget. Kan man være lige så sjov, når man er chef for det hele? ”Det håber jeg. Ellers får jeg en rigtig kort karriere,” siger han og griner. ”Men det er klart, at det kan være akavet, når man føler sig tvunget til at le ad usjove chefer. Derfor skal du sørge for at være omgivet af nogle ærlige mennesker og konstatere, at når de ikke griner, så er det, fordi det ikke var sjovt – og ikke fordi de andre har en dårlig humor.” Hvordan sikrer man at være det? ”Det aftaler man med de pågældende, når man ansætter dem. Nu har der været enormt stor udskiftning i Venstre, og du kan sige: De tre medarbejdere, der er tættest på mig – partisekretæren, sekretariatslederen og min særlige rådgiver – er mennesker, jeg kender rigtig godt. Vi har aftalt, at jeg ikke har brug for mennesker, der bakker mig op hele tiden. Jeg har fandeme brug for nogen, der siger: ’Den ramte du lidt skævt,’ eller: ’Der kom du til træde nogen over tæerne’. Derfor tror jeg så også på dem, når de griner – eller når de siger, at min tale i lørdags var knaldgodt leveret.” Hvad er det med hende Inger? I 2017 var Jakob Ellemann-Jensen i hopla på talerstolen ved Venstres Landsmøde i Vejle. Han holdt en nærmest standup-agtig tale, hvor han jokede med, at en af hans opgaver som politisk ordfører var at give kunstigt åndedræt til Jan E. Jørgensen, når Inger Støjberg havde opdateret sin Facebookprofil. Siden dengang er de interne stridigheder ikke blevet færre – og efter vores møde har Inger Støjberg ved en demonstration i Aarhus udtalt, at hun vil ”have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance, hvilket Jakob Ellemann-Jensen efterfølgende har understreget ikke er Venstre-politik. ”Venstre-folk er notorisk dårlige til at gå i takt,” siger han og kigger på mig. Notorisk? Men er det ikke, som om det var en del bedre på et tidspunkt? ”Under Anders?”

Ja, og ovre i Socialdemokratiet er de blevet ret gode til det – også til alle sammen at mene det samme. ”Det skal jeg love for.” Men er det holdbart, Jakob Ellemann-Jensen, at have så store uenigheder, at næstformanden kalder MeToo en heksejagt, mens formanden omfavner bevægelsen? ”Ja og nej,” svarer han. ”Der er jo grænser for, hvor højt der er til loftet.”

Jakob Ellemann-Jensen • Født 25. september 1973 i Hørsholm. Søn af politiker Uffe Ellemann-Jensen og chefredaktør Alice Vestergaard. • Uddannet cand.merc.jur. fra Handelshøjskolen i København. Har været juridisk rådgiver i PricewaterhouseCoopers, jurist og chef i IBM og koncernjurist i GN Store Nord. Har haft en militærkarriere som bl.a. premierløjtnant af reserven i Den Internationale Brigade og kaptajn i den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina. • Medlem af Folketinget for Venstre siden 2011. Miljø- og fødevareminister fra 2. maj 2018 til 27. juni 2019. Siden 21. september 2019 formand for Venstre. • Bor i Birkerød med hustru, erhvervskvinden Anne Marie Preisler, og parrets toårige søn. Far til to andre børn fra et tidligere ægteskab.

Han forklarer sin position i MeToo-debatten. ”Nu har jeg været på andre arbejdspladser, og jeg har aldrig været på en, hvor problemer med magtmisbrug og seksuelle krænkelser har et omfang som på Christiansborg. Never. Jeg har heller aldrig været på en arbejdsplads, hvor man ikke har en politik for det. Det har vi så nu – tak til Sofie Linde. Fordi politik handler om magt og udøvelse af magt og mennesker, der tiltrækkes af magt, så skaber

du nogle lidt farlige situationer, og jeg skal da hilse og sige, at nogen er havnet i noget, de ikke burde havne i. Vi har indført en politik for det og en måde at håndtere det på, fordi vi fandt ud af, at det var der ikke styr på.” Men det må være mærkeligt for vælgerne, at der er så stor forskel på de udmeldinger, der kommer fra dig og hende på et så centralt emne – giver det ikke et forplumret billede af, hvad Venstre er for noget? ”Nej, for Ingers melding kommer ikke i stedet for min melding. Den kommer som supplement. Når formanden har været ude at lægge en linje, så er det Venstres linje. Punktum. Så går Inger ud og siger: Prøv at høre, vi er nødt til også at tale om de her menneskers retssikkerhed. Det har jeg ikke nævnt noget om. Det gør Inger: Hvis du bliver anklaget, er det ret alvorligt, hvis du ikke er skyldig.” Helt klart. Så du er enig med Inger i MeToo-spørgsmålet? ”Jeg er fuldstændig enig med Inger i, at hvis man bliver anklaget for noget, er man uskyldig, til det modsatte er bevist. Og vi skal sikre, at retssikkerheden er på plads.” Men er du enig i, at det kan tage form af heksejagt, og at bevægelsen er ved at gå over gevind? ”Der er en risiko for, at det kunne ske, men jeg har ikke set det endnu. Og jeg mener ikke, det er en debat, der er gået over gevind.” Så der er I ikke helt enige? ”Næ.” Det var så dig og Inger Støjberg. Men der er også Søren Gade og Jan E. Jørgensen, som er meget uenige, når det gælder sådan noget som ... ”Sådan noget som hvad som helst?” Ja, f.eks. EU-mindsteløn. Er det holdbart med så stor uenighed internt i partitoppen, hvis I skal have regeringsmagten? ”Ja. Jeg synes, det ville være uholdbart, hvis der var faste grupperinger, som konsekvent var uenige med hinanden i alting,” svarer han. ”Men så længe du har alsidighed i uenigheden, er det en styrke. Vi må ikke komme for langt fra hinanden, og det skal være sådan, at når vi har haft diskussionen i gruppeværelset, og der er lagt en linje, så følger man den. Men jeg synes egentlig, det er en styrke, at vi er dårlige til at gå i takt. Det er derfor, vi er liberale – det er, fordi vi ser det enkelte menneske. Der skal være plads til forskellighed. Jeg synes altid i situationen, at det er dødirriterende, men som princip synes jeg, det er rigtig fedt.” December 2020

Altinget Magasin

Så du mener simpelthen, det er er godt, at I er så uenige, som I er nu? Han slår en kort latter op. ”Jeg synes, alsidigheden er en styrke,” siger han så igen. ”Men selvfølgelig vil jeg gerne have, at vi bevæger os i samme retning. Om vi gør det i takt, betyder ikke det store.”

Da strukturen kollapsede Partisoldat kan man ikke kalde Venstres nuværende formand. I 2007 meldte han sig ud af partiet i protest med partiets linje i udlændingedebatten. ”Der blev talt om og til mennesker på en måde, som jeg ikke synes er rimelig,” sagde han i et tilbageskuende interview med Fyens Stiftstidende, 10 år efter han havde forladt familiepartiet og i stedet tegnet medlemskab i Ny Alliance. Det blev som bekendt ikke mere end en flirt med Anders Samuelsens ansvarlige nyliberalisme, hvor ”nok” var ”nok”. Men det er ikke nogen hemmelighed, at han modsat næstformanden traditionelt har tilhørt den mindre restriktive del af partiet. Og på årets sommergruppemøde erkendte Jakob Ellemann-Jensen da også med store avisoverskrifter til følge, at han havde ”været uklar” på området. Har det overrasket dig, hvor meget udlændingepolitik betyder? ”Lidt måske. Men igen – jeg ved jo godt, at det går ikke, at du efterlader tvivl på det område. Folk skal vide, hvor de har dig, for det fylder meget for rigtig mange mennesker, og jeg har da også flyttet mig politisk gennem de seneste ti år,” svarer han og parafraserer sin nylige landsmødetale, da han tilføjer, at ”vi bliver nødt til at føre en stram og konsekvent udlændingepolitik, hvis tingene skal hænge sammen”. Siden sin tiltrædelse har Jakob EllemannJensen talt om sit behov for at gøre tingene ordentligt – han ønskede ikke at komme stigende ned fra noget bjerg med stentavler som en anden Moses. Derfor har han brugt de seneste måneder på at udvikle en strategi, som han lørdagen inden vores interview præsenterede i en smittesikker virtuel landsmødetale. Det drejer sig om tre politiske ”arenaer”. Venstre vil have 1) en økonomisk politik,

som skaber danske arbejdspladser og gør Danmark både grønnere og rigere, og 2) et velfærdssamfund med flere valgmuligheder tilpasset den enkeltes behov, samt 3) en stram og konsekvent udlændingepolitik. Formanden udfolder dem over for mig i en fem minutter lang ”lyntur”, som han kalder det, og som han nogle dage senere nærmest ordret også giver radiovært Pia Rønn i P1’s ”Ugens gæst”. Men inden alt det skete jo det, at han lagde sig med en diskusprolaps og måtte sygemelde sig. En symbolsk kroning på et år, hvor ikke meget har fungeret i Venstre, og hvor man godt kan argumentere for, at strukturen synes skredet. Jeg spørger ham, hvordan det var at være syg, og han svarer prompte, at ”det var super træls”, som om jeg havde spurgt til, hvordan det var, at FCK tabte i weekenden. ”Det var ikke rart. Timingen var træls,” siger han. Han missede Folketingets åbning. Jeg spørger, om han er kommet sig helt i dag, og han afslører, at han stadig har et stykke til kampformen – og at det nok ikke kun var på grund af minkene, at jeg ikke kom på jagt med ham: ”En del af vores spadseretur var jeg lidt ængstelig for,” siger han, ”for hvis vi skulle gå ned til Kastellet og traske rundt om det, ville det være den længste tur, jeg havde gået siden operationen.” Han er blevet mobil i nakken og kan se op og ned, men stadig lidt hæmmet. Heldigvis er hans toårige søn fuld af forståelse for, at partiformanden ikke har kunnet samle ham op og slæbe rundt på ham, joker han – især om natten. ”Jeg overvejede at komme tilbage til Folketingets åbning, men tænkte: Kan jeg stå på den talerstol i en time? Det er en fed oplevelse at stå der, men det kræver overskud. Du må ikke stå og tænke: Mit hoved ryger af om lidt. Så jeg besluttede, at det nok ikke var en god idé. Men at stå der – når du lige er igennem de første par spørgsmål. Så er det ALLE-tiders.” Også selv om man er meget genert? ”Ja. Eksamen er en festdag for den velforberedte elev.” Han griner. Kækt.

FOTO: MADS CLAUS RASMUSSEN, RITZAU SCANPIX

Temaord

Altinget Magasin Christiansborg Temaord

Jakob Ellemann-Jensen blev formelt Venstres formand 21. september sidste år. Lidt mere end et år og en global pandemi senere, konstaterer han, at medvinden kunne have været større. "Jeg synes ikke, der er meget, der er kommet dumpende ned i min turban,” siger han til Altinget.

December 2020

Altinget Magasin Forskning

Altinget Magasin har talt med fire topledere om året, hvor alt blev anderledes.

Covid-19 forvandlede 2020 til en undtagelsestilstand. Med ét blev ledelse dermed et nyt spørgsmål, der krævede nye svar.

ANNE-MARIE LEVY RASMUSSEN Direktør i Innovationsfonden

Krisen har vist, hvad vi kan, når vi skal

AF DANIEL BUE LAURITZEN, JOURNALIST, ALTINGET

AF DANIEL BUE LAURITZEN, JOURNALIST, ALTINGET / FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

LEDELSE EFTER CORONA

Alt det spontane, det uventede, det kreative og det innovative har svære vilkår i et virtuelt setup.

”Jeg nåede lige at hilse på alle, komme rundt på kontorerne og få nøglerne til min nye lejlighed, inden vi vi blev hjemsendt. 40 dage inden var jeg kommet ind i en organisation, som stod på bagkanten af at være blevet arbejdspladsudflyttet. Hovedkontoret var flyttet fra København til Aarhus, og man havde etableret nye regionale kontorer. I den proces havde cirka 60 procent af medarbejderne og størstedelen af ledelsen desværre valgt, at de ikke ville flytte med.” ”Så da jeg startede, var rigtig mange blevet ansat i løbet af de sidste tolv måneder, og samtidig ønskede bestyrelsen en ny strategi for fonden. Det betød, at vi inden corona stod med at skulle lave den nye strategi, etablere en ny ledergruppe og lande organisationen i det nye nationale setup.”

nikation. Man kan ikke mærke hinanden. Og det er vigtigt, når du laver forandring. Rationelt skal de nok fange det.” Hvordan har du tacklet det? ”Den autenticitet, som alle ledere er afhængige af, bliver kun vigtigere på det virtuelle setup. Man er nødt til at vise sine egne følelser. Jeg har meget tydeligt vist min begejstring over den strategi, vi har arbejdet med. Jeg har været loyal mod Innovationsfondens formål, længe før den blev stiftet. Jeg tror inderligt på, at innovation og teknologi kan være med til at løse de store udfordringer, vi står over for. Det er de ting, der ultimativt kan sikre, at vores børn kan få et lykkeligt liv og arver noget bedre, end vi selv fik. Det har jeg altid troet på, og det har jeg været meget tydelig omkring.”

Hvad betød hjemsendelse og fjernarbejde for den proces? ”Da corona kom, fik vi med det samme en helt akut opgave med Virkede det? at hjælpe nødlidende iværksættere og mindre og mellemstore virk- ”Jeg er så heldig at være chef i en organisation, hvor medarbejderne somheder. Det gav en masse ekstraarbejde på toppen af den norma- er meget motiverede af formålet for fonden. Vi bekender os alle samle drift. Men det var vigtigt, for virksomhederne var virkelig dybt men til den religion, at viden, forskning og teknologi kan bruges til pressede. Nogle af vores startups havde måske at løse de store samfundsudfordringer og kan en forretningsplan, der forudsatte veje til marstimulere vækst og beskæftigelse. Derfor tror jeg, at folk lagde den ekstra indsats. De var så kedet, som pludselig var lukket. Hvad skulle de gøre? Der var et kæmpe behov for at hjælp. motiverede af muligheden for at hjælpe.” Men samtidig skulle vi køre en strategiproces Anne-Marie Levy virtuelt. Der er udfordringen som leder, at alt Hvad har du lært af coronakrisen? Rasmussen ”Det her år har været svært, mærkeligt og det transaktionelle arbejde faktisk kører mere • Født 24. oktober 1971 effektivt, smidigere og hurtigere, når det foreudfordrende. Men jeg tror, at det kommer • Cand.scient i fysik fra til at markere starten på et nyt årti eller to, går virtuelt. Det rigtigt svære i det virtuelle er Københavns Universitet i 2000 hvor vi globalt vil arbejde på en anden måde at få fat i folks hjerter. Alt det spontane, det • Uddannelses- og forskningsfor at løse de problemer, vi har. Covid-19 har uventede, det kreative og det innovative har politisk konsulent i Dansk Induværet en global forandringsproces, som vi svære vilkår i et virtuelt setup.” stri fra 2000 til 2004 allesammen har været igennnem på samme • Forskningspolitisk chef for tid. Der er ikke nogen lande eller mennesker, Hvorfor er det sværere? Det Naturvidenskabelige der har kunnet undsige sig den.” ”Den natur, der ligger i kreativitet, innovatiFakultet på Københavns Universitet fra 2004 til 2007 ”På samme måde er klimakrisen en udforon og udvikling, har det uventede element i • Skiftende direktørposter sig. Når du sidder på et virtuelt møde og har dring, vi har alle sammen, og som er intimt hos GlaxoSmithKline og forbundet med den globale sundhedsudfor30 mennesker med, bliver du nødt til at have global leder for vaccineen ret rigid mødedisciplin. Men innovationsdring. Klodens helbred og menneskehedens området i virksomheden helbred hænger sammen. Sådan en krise processer lever af det hurtige og det spontane. fra 2007 til 2020 Det sker, når du kan sidde sammen og bounce kræver en anden form for lederskab, hvad • Direktør i Innovationsfonden enten det er politisk, finansielt, fra både små på hinandens idéer. Det er simpelthen svært fra 2020 til nu at drive virtuelt.” og store virksomheder, offentlige myndighe• Bestrider desuden poster i der eller universiteter. Men vi har vi vist, at vi ”Når du så skal køre forandringsprocesser bestyrelserne hos Højteknologodt kan, når vi skal. Vi kan finde holdbare med reorganisering, hvor folk er følelsesmæsgifonden og European Physical sigt påvirkede, skal du sikre dig, at du har fat i løsninger, der kan adressere de udfordringer, Society og som vicepræsident i folks hjerter. Det er rigtig svært, når du sidder vi står over for. Når vi står sammen.” præsidiet for Akademiet for de Tekniske Videnskaber. i det virtuelle. Det er todimensionel kommuDecember 2020

KLØFTEN I EU GÅR IKKE MELLEM ØST OG VEST MEN MELLEM RETSSTATENS VENNER OG FJENDER Skal demokratiske værdier i Europa bakkes op af rå økonomisk magt? Det – snarere end spørgsmålet om Vest- over for Østeuropa – udgør frontlinjen i EU, siger EU-eksperten Daniel Hegedüs. AF SIMON HOLST JENSEN, JOURNALIST, ALTINGET

Altinget Magasin EU

December 2020

J ”

eg er overbevist om, at der ikke er en øst/ vest-kløft i EU.” Sådan lyder den håndfaste konklusion fra Daniel Hegedüs fra The German Marshall Fund of the United States. Han er ekspert i EU-politik samt Central- og Østeuropa, og han har som mange andre iagttagere af EU-politik fulgt de seneste konfrontationer i Rådet om EU’s kommende budget. Men selvom det har lignet en konfrontation mellem de gamle EU-medlemmer i Vesteuropa og de nyere fra Østeuropa, så er Hegedüs afvisende over for den skillelinje. ”Der er jeg af den simple årsag, at hverken øst eller vest er homogene grupper,” Han henviser til, at der i øst er lande som Slovakiet og de baltiske stater, der er meget vestligt tænkende i forhold til demokratiske spilleregler, mens vi har Italien i vest med populistiske Matteo Salvini tæt på magten, ligesom Frankrig med en eventuel fremtidig valgsejr til Marine Le Pen vil rykke sig langt væk fra det, vi kender i dag. Spændingerne internt blandt EU’s medlemsstater brød ud i lys lue i november, da Polen og Ungarn meddelte, at de ville blokere for både det kommende budget og den milliardstore coronavirus-genopretningspakke. Det fik netop den gamle snak om en stor revne mellem de gamle medlemmer i Vesteuropa og de nyere i øst til at bluse op igen, og parternes frustrationer over hinanden boblede op til overfladen. Blandt andet har Hollands premierminister Mark Rutte ifølge EUObserver været ude med riven med sit meget direkte spørgsmål: ”Kan vi grundlægge et EU uden Polen og Ungarn?” Også på den anden side af konflikten er man efterhånden træt af situationen, og her føler man, at selv institutionerne i EU har valgt side. Blandt andet har Paweł Jabłoński, Polens viceudenrigsminister, ifølge Financial Times sagt, at den polske regering ”ikke længere har tillid til institutionerne.” Alligevel er der i Hegedüs' optik noget andet end gammel koldkrigsgeografi på spil. I stedet ser Daniel Hegedüs den store konflikt som tæt forbundet til den blokade af EU-budgettet, som Polen og Ungarn meddelte i november efter et flertal af medlemsstaterne beslut-

tede, at EU kan lukke pengekassen i over for lande, der ikke overholder fundamentale retsprincipper som uafhængige dommere og deling af magten. ”Unionen er nødt til at forsvare sig selv over for misbruget af EU-penge, som i Ungarn bliver brugt til at bygge et magtmonopol til regeringspartiet, som blandt andet opkøber medier for danske, hollandske og tyske skatteyderes penge.”

Skræddersyet retsstatsmekanisme Den såkaldte retsstatsmekanisme er regeringerne i Ungarn og Polen langtfra tilhængere af, hvilket de også højlydt har ladet deres kollegaer og offentligheden vide. De mener, at den er rettet direkte mod dem, hvilket de tilsyneladende også kan have en pointe i. ”Den er helt sikkert skrevet med tanke på de to lande samt måske også Bulgarien og Tjekkiet. Hvis man læser eksemplerne på brud på retsstatsprincipperne, der er nævnt i lovteksten, vil man blandt andet finde manglende uafhængighed hos dommere, som objektivt er situationen i Polen, og misbrug af EU-midler, som helt sikkert er det, der sker i Ungarn,” siger Daniel Hegedüs.

EU har altid fejlet i sine forsøg på at gøre noget ved den autoritære udvikling, og der har altid været noget vigtigere, der skulle klares.

Selvom de to lande har meget forskellige problemer, vil den nye retsstatsmekanisme altså ramme dem begge, hvilket vil gøre mere end almindeligt ondt, da de er to af de største nettomodtagere af EU-penge og dybt afhængige af dem. Derfor meddelte de altså i november, at de ville blokere for både EU’s kommende syvårsbudget og den kæmpestore corona-genopretningspakke, der tilsammen udgør hele 13.500 milliarder kroner, og som ellers kun var formaliteter fra at blive stemt igennem Rådet. Repræsentanter fra Polen og Ungarn har, siden retsstatsmekanismen blev introduceret, flittigt kritiseret og

Altinget Magasin

FOTO: FRANCOIS LENOIR / RITZAU SCANPIX

raset over den i medierne. Blandt andet har den polske premierminister Mateusz Morawiecki været meget åbenmundet. ”Vi siger et højt ja til EU, men vi siger et højt nej til forskellige mekanismer, der udskammer os som børn og behandler Polen og andre EU-lande ulige,” har han sagt. Retsstatens Venner over for Orban og co. Det er ikke kun nu og her, der har været problemer med de to østeuropæiske lande, der begge har taget en drejning væk fra de demokratiske idealer, som EU er bygget på. Ungarn er rykket i den retning i et årti, og Polen har gjort det i de seneste fem år. I bund og grund burde det slet ikke være kommet så vidt, for de øvrige medlemslande kunne have gjort noget ved det for flere år siden, men den politiske appetit har bare ikke været der før nu, forklarer Daniel Hegedüs. ”EU har altid fejlet i sine forsøg på at gøre noget ved den autoritære udvikling, og der har altid været noget vigtigere, der skulle klares. Finanskrisen, eurokrisen og migrantkrisen har alle fået forrang i forhold til beskyttelsen af demokratiske værdier og retsstatsprincipper i EU, og nu har det udviklet sig til et punkt, hvor de her lande kan tage hele EU som gidsel,” siger han. Udfordringen for EU har været, at sanktionsmulighederne mod medlemsstater er meget begrænsede. Et forsøg blev gjort i 2015 med den såkaldte Artikel 7-procedure, hvor et medlemsland kan få frataget sin stemmeret i Rådet, men det kræver enstemmighed fra de øvrige lande, og det er umuligt, når Polen og Ungarn holder hånden over hinanden. Derfor har retsstatsmekanismen været vigtig både for Europa-Parlamentet og for en række medlemslande at få indført, og det er netop her, EU’s øjeblikkelige kløft skal findes, hvis man spørger Daniel Hegedüs. ”Vi har nogle lande, der tydeligt rykker i en autokratisk retning. Det drejer sig om Polen og Ungarn, mens Bulgarien og Slovenien er lidt bag dem. Og så har vi ’Retsstatens Venner’, som hovedsageligt består af de nordiske lande – Danmark, Sverige og Finland – og Benelux – Holland, Belgien og Luxembourg,” siger han. Portugal har også været en del af den gruppe, men landet har så desperat brug for coronapengene, at premierminister Antonio Costa efter bilaterale møder med

Ungarns premierminister Viktor Orban har tonet sin dedikation til retsstatsmekanismen ned til fordel for forhåbentlig hurtigt at få penge i banken. Selv om opdelingen virker som en øst/vest-konflikt, når man tegner de to grupper op, så er det ikke helt tilfældet, for store og vigtige EU-lande som Tyskland og Frankrig har ikke valgt side.

Jeg tror ikke, kløften mellem de nordiske lande og Benelux på den ene side og Polen og Ungarn på den anden kan blive løst.

”Især Tyskland vil altid gerne tage en mæglende rolle i midten af forskellige årsager. Blandt andet fordi den tyske økonomi har tætte forbindelser til den polske og ungarske, men også på grund af partipolitiske hensyn, hvor Orbans Fidesz-parti er en stor del af EPP-gruppen i Europa-Parlamentet, hvor Angela Merkels parti også er,” siger Daniel Hegedüs, der dog mener, at en stor del af landene i mellemgruppen finder mere fælles fodslag med ’Retsstatens Venner’ end med Polen og Ungarn.

Kløften er for dyb Vil en retsstatsmekanisme så kunne hele sårene mellem de to grupperinger i EU, fordi Polen og Ungarn bliver tvunget til at leve op til de demokratiske spilleregler i højere grad? Sandsynligvis ikke, mener Daniel Hegedüs. ”Jeg tror, at så længe de nuværende regeringer er ved magten, så vil Polen og Ungarn ikke ligefrem blive venner af retsstaten og demokrati. Jeg tror ikke, at sådan en mekanisme vil kunne løse problemet med autokratisk udvikling i nogle EU-lande. Det vil bare gøre livet lidt sværere for de polske og ungarske regeringer,” siger han og fortsætter: ”Jeg tror ikke, kløften mellem de nordiske lande og Benelux på den ene side og Polen og Ungarn på den anden kan blive løst. Dertil er der for langt mellem deres holdninger. Men jeg tror heller ikke, det er nødvendigt, for de behøver ikke at være bedste venner.” December 2020

Se verden med Inger Støjbergs øjne Det er forståeligt, hvis Inger Støjberg føler sig svigtet af alle dem, der engang bakkede hende op i den stramme kurs mod såkaldte barnebrude. Men hendes benhårde retorik og manglende vilje til at erkende fejl risikerer at udløse en rigsretssag. Hun er blevet sin egen værste fjende. AF JAKOB NIELSEN, CHEFREDAKTØR, ALTINGET

Altinget Magasin Christiansborg

røv at se verden fra Inger Støjbergs synspunkt. I flere år stod hun i spidsen for en indsats mod barnebrude, der samlede Danmark. Hun havde opbakning fra et bredt flertal i Folketinget. Hun fik ros i medierne. Og selv om hun måtte kæmpe med modvillige embedsmænd, havde hun grønt lys til sin linje fra departementschefen – og selvsagt fra statsministeren. Ikke engang hård kritik fra Ombudsmanden kunne rokke ved det store flertal, der bakkede Støjberg op. Som Jyllands-Posten skrev i en overskrift i 2017: ”Ministeren brød loven, men det gør ikke noget”. I dag er alt forandret. Folketinget har nedsat en kommission, der skal undersøge forløbet. Den såkaldte Instrukskommission kommer midt i december med sin første beretning om forløbet. Og det kan meget vel føre til, at der for blot anden gang på 100 år bliver rejst en rigsretssag mod en tidligere minister i Danmark. I mellemtiden er ordet barnebrude de fleste steder skiftet ud med ”unge asylpar”. De fleste medier er nu enige om, at det er en alvorlig sag. Både embedsmænd og politikere har fået travlt med at lægge afstand til Støjberg, og selv hendes egen partiformand er holdt op med at kalde undersøgelsen for ”barnebrudskommissionen”. Man forstår godt, hvis Inger Støjberg går rundt og føler sig lidt forladt. Næsten alle dem, der heppede på hende, da sagen begyndte, pakkede sammen, da vinden vendte. Nu holder mange af dem i stedet højstemte taler om dyre retsprincipper, demokratiet og grundloven.

Gør det svært for sig selv Til gengæld er det, som om Inger Støjberg selv ikke rigtig har forstået det skifte, der er sket. Hun har i hvert fald ikke accepteret det. Da hun senest blev afhørt i sagen, skrev hun på Facebook, at hun så frem til, ”at forsvare barnebrudenes ret til at leve et frit liv, mens de er i Danmark”. Hun opfører sig stadig, sådan som det store flertal af partier og mange medier gjorde i 2016 og 2017 – nemlig som om, sagens kerne var at være for eller imod barnebrude. Og netop den strategi kan gøre det umådeligt svært for partierne i Folketinget at se igennem fingre med det, hvis der kommer hård kritik fra Instrukskommissionen. Der er givetvis mange både i Venstre og Socialdemokratiet, der helst vil undgå en rigsretssag. Men spørgsmålet kan meget vel blive, om de folkevalgte – og demokratiet – kan

leve med, at en tidligere minister fastholder sin ret til at administrere ulovligt, hvis bare der er flertal for det.

Alle var med Støjberg Den danske debat om unge asylpar begyndte 25. januar 2016. Inspireret af en debat i Sverige undersøgte Berlingske, om der også i Danmark fandtes gifte asylansøgere, hvor den ene part var under 18. Det gjorde der, oplyste Udlændingestyrelsen, og så rullede debatten. Eller, faktisk var der ikke megen debat, for alle var enige med Inger Støjberg om, at den praksis skulle ophøre. ”Jeg er meget chokeret over det her. Tænk sig, at sådan noget kan foregå i Danmark”, lød det fra Socialdemokratiets daværende udlændingeordfører Dan Jørgensen. I Berlingske skrev lederskribenten, at ”her gælder, som Inger Støjberg siger, at det er os, der bestemmer. Det må asylansøgere og indvandrere respektere”. Selv den radikale avis Skive Folkeblad var uden forbehold: ”Mens dele af den danske udlændingepolitik virker som symbol-politik uden reel betydning — herunder udenlandske annoncer og smykkeloven — så vil der være sund fornuft i at signalere klart og tydeligt, at barnebrude ikke accepteres i Danmark, at barn og voksen ægtefælle ikke kan bo sammen”, skrev avisens chefredaktør OIe Dall. Bastant opbakning Socialdemokratiet indkaldte straks Inger Støjberg i et samråd, hvor ministeren skulle forklare, hvordan det kunne gå til, at ministeriet ikke tidligere havde været opmærksom på problemet og grebet ind.

Inger Støjberg har i løbet af små fem år mistet stort set alle sine venner. Og nu er hun blevet sin egen værste fjende.

”Voksne mænd, der er gift med børn, er en problemstilling, som bekymrer mit parti utrolig meget”, sagde Dan Jørgensen på samrådet 15. marts 2016. ”Jeg har undret mig over, at Udlændingestyrelsen har været bekendt med, at det var praksis, at voksne mænd boede med deres hustruer på asylcentre i Danmark”, tilføjede han. Inger Støjberg slog fast, at hun bestemt heller ikke bifaldt den praksis.

”Og det glæder mig, at jeg kan høre, der er et meget bredt politisk flertal, der ikke er enig i den praksis”, sagde hun. På resten af samrådet blev Dan Jørgensen ved med at bore i, hvorfor embedsmændene ikke havde råbt op noget før. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Alternativets Josephine Fock spurgte forsigtigt ind til, om der ville blive fortaget individuelle vurderinger af de konkrete asylpar, men virkede tilfredse, da ministeren lovede at bestræbe sig på, at ægtepar ikke blev placeret alt for langt fra hinanden. Inger Støjberg oplyste også, at der i meget særlige tilfælde ville kunne gøres undtagelser, for eksempel hvis de unge asylpar havde fået et såkaldt kongebrev. Den radikale Sofie Carsten-Nielsen deltog i hele samrådet uden at tage ordet. Inger Støjberg oplyste, at hun havde ”instrueret Udlændingestyrelsen om generelt at ændre praksis – også hvis de begge er mindreårige eller har børn”. Dan Jørgensen roste initiativet: ”Jeg er glad for, at ministeren handler resolut, alt andet havde været risikabelt”. ”Jeg takker for bastant opbakning og er glad for, at vi danner fælles front”, sagde Inger Støjberg. ”Vi er enige om, at der er sket noget ret forfærdeligt”, sagde Dan Jørgensen.

Støjberg kæmpede internt Inger Støjberg tilføjede, at ”Udlændingestyrelsen er ved at omsætte min generelle instruktion i nye retningslinjer, der skal anvendes”. I dag ved vi, at disse retningslinjer aldrig kom. For mens både politikere og medier roste ministeren i høje toner, måtte hun kæmpe en hård kamp med sit eget system. Ledende embedsfolk advarede om, at man ikke kunne indføre en praksis uden undtagelser, sådan som ministeren ønskede. Det ville være ulovligt. I dag ved vi, at ombudsmanden har slået fast, at en ordning uden undtagelser og uden partshøring var ulovlig. Men i 2016 stod Inger Støjberg med et meget klart mandat fra et bredt flertal i Folketinget om at få stoppet den praksis, at mindreårige ægtefæller kunne bo sammen med voksne mænd. Som hendes daværende departementschef Uffe Toudal senere forklarede, var der i begyndelsen tvivl i ministeriet om, hvorvidt man kunne adskille alle par uden undtagelser. Og Inger Støjberg kunne ikke slippe den tvivl. ”Hun opfattede, at hun sad med et vrantent embedsværk, der blokerede for, at hun December 2020

kunne komme ud med et vigtigt politisk budskab”, sagde Toudal i Instrukskommissionen. Til sidst valgte Uffe Toudal at acceptere, at Inger Støjberg udsendte en pressemeddelelse, selv om der ikke stod noget i den om undtagelser. Og da ministeriet ikke udsendte andre dokumenter om sagen, endte pressemeddelelsen med at udgøre den instruks, som hele systemet måtte indrette sig efter. I dag er netop dét kernen i sagen – var pressemeddelelsen en instruks eller blot en politisk markering? Men tilbage i 2016 var der ingen embedsmænd, der tog sagen højere op i systemet for at markere, at der var noget helt galt. De fleste valgte at leve med den uklare tilstand – og dermed overlod man det til Udlændingestyrelsen at finde en praktisk udvej.

Verden med Støjbergs øjne Prøv et øjeblik at se verden med Inger Støjbergs øjne: Ja, der var betænkelighed i embedsværket, men det var jo hverken første eller sidste gang, at det var tilfældet. I 2016 gik debatten internt i Venstre og flere andre borgerlige partier i blå blok om, hvordan Danmark kunne slippe fri af konventionernes snærende bånd – eller måske ligefrem træde ud af dem. Og i forhold til barnebrude var sagen klar: det var nærmest en samlet nation, der krævede handling – hellere i går end i dag. Skulle Støjberg i den situation have skruet ned for sin indsats? Når nu hendes egen departementschef havde godkendt hendes udmelding i form af den famøse pressemeddelelse? Efter mange timers afhøringer i Instrukskommissionen står det klart, at der ikke ligger nogen rygende pistol i form af et notat fra en højstående embedsmand, der klart advarede om, at ministeren var i færd med noget ulovligt. Ombudsmanden første advarsel Nogle uger inde i forløbet kom der dog en skriftlig advarsel. Ombudsmanden var gået ind i sagen efter en klage fra et af de adskilte par. Henvendelsen fra ombudsmanden fik ministeriet og Udlændingestyrelsen til at rette op. Nu blev der indført individuel vurdering af alle sager – og alle afgjorte sager blev behandlet igen. Dermed var der igen ro – men ombudsmanden valgte nu af egen drift at se nærmere på den instruks 72

i form af en pressemeddelelse, som Inger Støjberg havde udsendt. Derfor dukkede de unge asylpar igen op på den offentlige dagsorden i februar 2017.

Pyt med ombudsmanden Ombudsmanden oplyste nu til ministeriet, at instruksen (dvs. pressemeddelelsen) efter hans vurdering var ulovlig, og at ministeriets fremgangsmåde havde været ”særdeles kritisabel”. Ikke fordi adskillelsen nødvendigvis var i strid med konventionerne, men fordi der ikke var foretaget en individuel vurdering i hver enkelt sag. Det var en usædvanlig hård kritik. Men nøjagtig lige som året forinden kunne Inger Støjberg glæde sig over meget bred opbakning til sin linje i Folketinget. Dansk

Ikke mindst Berlingske gik til fuldtonet forsvar for ministerens indsats – for eksempel med en ledende artikel, der bar overskriften ”Tak til Støjberg”. Folkeparti havde nemlig fremsat et forslag i Folketinget, som skulle gøre det ulovligt for mindreårige asylansøgere at bo sammen med deres ægtefæller. Forslaget blev diskuteret i salen 7. februar 2017 – få dage efter, at ombudsmandens usædvanligt barske vurdering var kommet frem. Men i sin ordførertale nævnede Socialdemokratiets ordfører Mattias Tesfaye overhovedet ikke ombudsmandens kritik. I stedet foreslog han, at unge asylpar måske kunne tvinges til at bo på hver sit værelse, hvis de på grund af konventioner eller andet ikke kunne placeres på hver sit asylcenter. Han sluttede sin tale med at henvende sig direkte til en 17-årig kvindelig asylansøger, der i medierne havde fortalt, at hun gerne ville bo sammen med sin mand: ”Fint nok, men så må du vente, til du bliver 18 år; det går nok lige. Nu er du i sikkerhed for bomber, krig og forfølgelse, og det er vi selvfølgelig glade for, men vi håber så også, at du kan finde lidt tålmodighed og vise lidt respekt for de værdier, der findes hertillands, herunder særlig børnenes rettigheder. 18-årsfødselsdagen kommer inden længe, og så kan du kaste dig i armene på

din ægtemand, hvis det er det, du vil.” Heller ikke den radikale ordfører Lotte Rod nævnede ombudsmanden i sin ordførertale. Det gjorde til gengæld den konservative ordfører Naser Khader, der slog fast, at ministeren ikke havde noget at fortryde: ”Vi er klar over, at Ombudsmanden vil komme med en kritik, og at han mener, at der er tale om ulovlig praksis i forhold til adskilt indkvartering. Jeg vil gentage, at det var den rigtige beslutning, der blev truffet dengang”, sagde han. Det var på den baggrund, at Jyllands-Posten den følgende dag bragte en analyse med overskriften ”Ministeren brød loven, men det gør ikke noget”.

Tak til Støjberg I løbet af foråret begyndte flere aviser at grave i sagen og undersøge, hvad der egentlig var foregået, da den ulovlige instruks blev udsendt i februar 2016. Det førte til en stribe samråd, hvor Inger Støjberg blev udfrittet af oppositionen. Efterhånden stod det klart, at ministeren muligvis havde et problem. Og så skiftede Socialdemokratiet kurs. Efter halvandet års total politisk opbakning, begyndte partiet at fokusere mindre på de unge piger og mere på principperne. »Danmark er ikke en bananrepublik; det er et demokrati det her. Og det er meget alvorligt, at hendes forklaring skifter«, sagde Mattias Tesfaye til Politiken efter et maraton-samråd 1. juni. Men der var fortsat intet, der tydede på, at Inger Støjberg behøvede bekymre sig. Ikke mindst Berlingske gik til fuldtonet forsvar for ministerens indsats – for eksempel med en ledende artikel, der bar overskriften ”Tak til Støjberg”. Der kunne måske nok være tale om sjusk, men sjusk forekommer hver dag i den offentlige forvaltning, noterede Berlingske og sluttede med at konstatere, at Inger Støjberg ”fortjener tak for at handle resolut og ligeledes tak for at udholde et pres, som er næsten uden sidestykke i nyere tid”. Undersøgelse blev afvist En måned senere vurderede Berlingske i en ny leder, at Støjberg ”efterhånden sidder med en god sag”, fordi det var kommet frem, at nogle af de mindreårige asylpiger havde ændret deres alder, så de nu var over 18 år.

Altinget Magasin Christiansborg

Det fik hele sagen til at lugte af ”stedfortræderpolitik”, skrev avisen: ”Den virkelige skandale i denne sag er de danske statsborgere, der helt bevidst skyder asylansøgere foran sig som et skjold for at omgøre en udlændingepolitik, som et politisk flertal og et flertal af befolkningen støtter.” Prøv igen at se verden med Inger Støjbergs øjne. I sommeren 2017 havde hun ingen grund til at være bekymret. Ganske vist var Politiken og Information begyndt at skrive kritiske artikler om hendes håndtering af sagen. Men de to aviser havde jo heller aldrig været med i hendes fanklub. I foråret 2018 stillede partierne til venstre for regeringen et forslag om at få sagen undersøgt, men det blev afvist af et flertal i Folketinget.

Forberedelse af valg På dette tidspunkt var VLAK-regeringen ved at forberede sig på folketingsvalg. I et forsøg på at skabe fred med Dansk Folkeparti begyndte regeringen at arbejde på et såkaldt paradigmeskifte, hvor udlændingepolitikken skulle strammes yderligere. Dele af den nye lov var på kant med konventionerne, men regeringen sagde åbent, at det var meningen: konventionerne skulle udfordres. Både i Venstre og resten af blå blok håbede man, at stramningerne ville være så barske, at Socialdemokratiet ville stemme nej – og dermed kunne valget igen komme til at handle om udlændinge. Derfor ville det se underligt ud, hvis regeringens skarpeste profil og ansvarlige minister på området – Inger Støjberg – pludselig skulle trække i land om unge asylpar eller ligefrem undskylde, at man også i den sag var gået til kanten eller ”måske en tåspids over”, som Støjberg selv formulerede det. Samråd eller ej – i 2018 havde Inger Støjberg ingen som helst grund til at bekymre sig om sagen. Først efter valget i 2019 var der flertal for at nedsætte den kommissionsundersøgelse, der nu er kendt som Instrukskommissionen. Først da begyndte støtten til Inger Støjberg for alvor at sive. Støjberg alene i verden Vidnerne i Instrukskommissionen har med få undtagelser haft meget travlt med at læg-

ge afstand til den praksis, som de ellers bakkede op om eller modvilligt accepterede i 2016. Embedsmand efter embedsmand har forklaret, hvordan de forsøgte at advare mod Inger Støjbergs pressemeddelelse eller følte sig presset til at gennemføre en beslutning, der var på kanten eller direkte ulovlig. Selv ikke Støjbergs partifæller har været til megen hjælp. ”Om jeg har haft et møde, hvor sagens genstand har været barnebrude? Nej – ikke før i dag,” sagde for eksempel statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han blev afhørt i kommissionen. Og Søren Pind, som havde været justitsminister, mens sagen kørte, mente nu ligefrem at huske, at han havde ringet eller sms’et til statsministeren og advaret om den alvorlige sag. Men det kunne statsministeren desværre ikke huske. Ærgerligt, ærgerligt. Bortset fra den trofaste og stadig mere højlydte opbakning fra Dansk Folkeparti og især fra Nye Borgerlige, var Inger Støjberg pludselig temmelig alene i verden. Ikke engang Berlingske bakkede hende op. I maj 2020 justerede avisen sin kurs og glædede sig over, at sagen nu blev afdækket. ”De borgerlige partier har for længe stillet sig i vejen for, at sagen kunne blive undersøgt til bunds”, fremførte avisen i en leder. Det var den samme avis, der tre år forinden havde skrevet, at historien om barnebrudene var ”et grimt eksempel på, hvordan dele af den røde opposition bruger selv de ringeste anledninger til at jagte ministre”. I slutningen af maj 2020 skrev Berlingske en ny leder med overskriften ”Støjbergsagen varsler sandhedens time for Venstre”. Her stod, at det hele kan ende med en rigsretssag. Og at de borgerlige partier bør indse, at sagen ikke handler om at være for eller imod barnebrude.

Man forstår godt, hvis Inger Støjberg går rundt og føler sig lidt forladt.

”I stedet for at lave kampagner for Støjbergs kamp mod barnebrude, burde politikerne lægge afstand til vildledning i respekt for vores lovgivning og demokrati”, skrev avisen.

Støjberg står fast I den situation ville mange nok bøje af – måske ligefrem beklage og håbe på tilgivelse. Men Inger Støjberg har valgt at stå fast på den linje, der har været hendes hele vejen igennem. Som hun skrev på Facebook inden sin sidste optræden i Instrukskommissionen: ”Så er det i dag kl 13.30, at jeg igen i Retten på Frederiksberg får mulighed for at forsvare barnebrudenes ret til at leve et frit liv, mens de er i Danmark”. Set med Inger Støjbergs øjne handler det fortsat om at være for eller imod barnebrude. Al andet er snak og proces. I årevis var det et synspunkt, der nød meget bred opbakning. I dag er der få, der ser sådan på det. Midt i december kommer Instrukskommissionen med sin første redegørelse i sagen. Skal man dømme efter afhøringerne af de centrale vidner i sagen, står Inger Støjberg til alvorlig kritik. Hun har helt enkelt ikke været i stand til at forklare, hvorfor man ikke skulle betragte hendes pressemeddelelse fra februar 2016 som en instruks. Når det nu var, hvad hun selv kaldte den. Spørgsmålet er så, om hendes brøde er så alvorlig, at den kan føre til en rigsretssag. Det vil selvfølgelig afhænge af, hvor alvorlig kritikken fra Instrukskommissionen er. Men det kan også afhænge af Støjbergs egen reaktion. Beslutningen om at nedsætte en rigsretssag er nemlig ikke juridisk – den er politisk og skal træffes af et flertal i Folketinget. Og mange til både højre og venstre vil sikkert af forskellige grunde foretrække at undgå rigsretten. I Venstre kan sådan en sag få den i forvejen skrøbelige fred mellem fløjene til at bryde sammen, og i Socialdemokratiet kan den måske skabe usikkerhed om partiets stramme kurs på udlændingeområdet. Hvis Støjberg havde bøjet nakken og beklaget, kunne partierne måske tage rapporten fra Instrukskommissionen til efterretning og gå videre til næste sag på dagsordenen. Men hvis Støjberg – nærmest som den sidste i verden – insisterer på sin uskyld, kan det blive svært for Folketinget at lukke øjnene eller at se den anden vej. Det er sagens store paradoks: Inger Støjberg har i løbet af små fem år mistet stort set alle sine venner. Og nu er hun blevet sin egen værste fjende.

December 2020

Altinget Magasin EU

Altinget Magasin har talt med fire topledere om året, hvor alt blev anderledes.

Covid-19 forvandlede 2020 til en undtagelsestilstand. Med ét blev ledelse dermed et nyt spørgsmål, der krævede nye svar.

M A R G R E T H E V E S T A G E R EU-kommissær

Vi har vist, at det europæiske samarbejde faktisk virker 74

AF DANIEL BUE LAURITZEN, JOURNALIST, ALTINGET / FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

LEDELSE EFTER CORONA

”Det har været det vildeste år, jeg kan huske. Det startede i højt tempo, fordi Ursula von der Leyen (formand for Europa-Kommissionen, red.) havde givet os en række udfordringer, der skulle løses inden for de første hundrede dage med den nye Kommission. Så vi knoklede derudaf. Vi lavede en strategi for data, vi lavede en hvidbog om kunstig intelligens, og vi lavede vores digitale og industrielle strategi, som vi skulle i gang med at gøre til virkelighed, da corona pludselig kom.” ”Derefter var jeg ikke i Danmark i tre måneder, hvor jeg levede adskilt fra min familie. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Der opstod en helt akut opgave, hvor grænserne lukkede, og der var køer på motorvejene på 40 kilometer med lastbiler, der ikke kunne bevæge sig over grænserne og en stor mangel på værnemidler.” ”Samtidig skulle vi professionelt holde fast i det perspektiv, at der ville komme en verden efter corona, hvor vi skal kunne bruge de digitale teknologier og kunstig intelligens som en hjælper og ikke noget, der styrer os, og hvor vi vil have fair konkurrence på det europæiske marked.”

Margrethe Vestager • Født 13. april 1968 • Cand.polit. fra Københavns Universitet i 1993 • Fra 1993 til 1998 først fuldmægtig i Finansministeriet og siden specialkonsulent og sekretariatschef i Økonomistyrelsen • Landsformand i Radikale Venstre fra 1993 til 1997 • Folketingsmedlem for Radikale Venstre fra 2001 til 2014 • Formand for den radikale folketingsgruppe fra 2007 til 2014 • Af Poul Nuryp Rasmussen udpeget til undervisningsog kirkeminister i 1998 • Af Helle Thorning-Schmidt udpeget til økonomi- og indenrigsminister og vicestatsminister i 2011 • Konkurrencekommissær fra 2014 til nu.

Stod du også med akutte problemer på konkurrenceområdet? ”Ja, det kan man roligt sige. Når man lukker et land ned, og staten går ind og siger, at nu må kunderne ikke komme i butikkerne, så påtager man sig et meget stort ansvar. Rigtig mange havde brug for kompensation for den skade, der blev voldt, og for støtte til at klare sig igennem.” ”I løbet af en uge i marts lavede vi midlertidige statsstøtteregler, og så gik vi, skal jeg hilse og sige, ellers i gang med at bruge dem. Indtil nu har vi godkendt 340 beslutninger om statsstøtte. Det er et helt uhørt højt antal, som jo alle substantielt skal være i orden, for grunden til, at vi ikke bare har sagt ’brug, brug,brug’, er, at vi jo har et indre marked at tage hensyn til. Vi skal bruge det indre marked, når vi skal rejse os igen. Der har vi brug for den dynamik, som det skaber.” Hvad skete der med de opgaver, som du var i gang med, da lockdown ramte? ”Det globale kapløb om lederskab på den digitale dagsorden fortsatte jo under coronakrisen. Både i forhold til selve teknologien, men sandelig også i forhold til, hvordan man vil bruge den, og hvilke rammer man vil sætte for den. Og der er jo ikke enighed. Kineserne har en anden model end den, vi har. Nu håber vi, at vi kan samarbejde lidt tættere med amerikanerne om en model, som er funderet på demokrati, retsstat og det enkelte menneskes ligeværd.”

Hvad har været det sværeste tidspunkt for dig i løbet af året? ”Det sværeste var, da der på et tidspunkt var meget lange udsigter til, at der kom en vaccine, og man ligesom begyndte at overveje, hvordan vi skulle leve med den her virus, hvis vi skulle gøre det i nogle år.” ”Der er så meget af det, vi gør, som bliver godt, dybt og gennemtænkt af, at vi kan være sammen og nedbryde den afstand, der ellers kan komme mellem os. Det er svært at finde fælles løsninger, når mange bogstaveligt talt sidder i deres comfort zone i deres soveværelser. Nu tegner det heldigvis til, at vi får en vaccine, og selvom det ikke er nogen silver bullet, så bliver det jo en kæmpe hjælp, når sundhedspersonale og de mest udsatte borgere kan få vaccine. Så begynder tingene at ændre sig til det bedre.”

Hvad tror du, at corona kommer til at betyde på længere sigt for Europa? ”Staterne sagde pludselig til os, at vi ikke længere bare kunne købe en flybillet, køre ud i lufthavnen og flyve hjem. Staten har påtaget sig en anden rolle. Men staterne har også sammen indset, at vi bliver nødt til at finde fælles løsninger, så lastbilerne kan køre, og værnemidlerne blive fordelt. For Europa betyder det, at vi har fået en meget konkret erfaring med, at det, vi gør sammen, virker. Det kommer til at smitte af på den måde, vi kommer os over krisen. Vi har et fællesskab om den fond, der skal få os ud på den anden side, og om de strategiske mål, vi gerne vil opnå. Det er nyt. Det er ikke set før. Og det kommer til at præge os.”

Det globale kapløb om lederskab på den digitale dagsorden fortsatte jo under coronakrisen.

Tror du i virkeligheden, at krisen kan skabe mere samhørighed på tværs af landene? "Ja, men ikke på den gammeldags måde, hvor man siger, at vi skal lave traktaten om og give Europa-Parlamentet mere kompetence og den slags. Her har vi set de konkrete løsninger, som vi har skabt sammen. Der er et meget tættere konkret samarbejde. Vi har i EuropaKommissionen kastet os ind i det sammen med medlemslandende og fået tingene til at virke. Det er meget bedre end sådan nogle lidt fjerne diskussioner om kompetencer, traktater og beslutningsprocesser. Vi har vist, at det faktisk virker.” December 2020

Altinget Magasin Temaord

# Internationale stemmer 1

Altinget Magasin International politik

JANAN GANESH

Den største trussel mod demokratiet er inkompetence 2020 ligner et katastrofeår uden fortilfælde, men pandemien har vist, at det liberale demokratis redning er dygtige og stærke regeringer. AF MIKKEL BORIS, JOURNALIST

”

egyndelsen på enden for populismen,” svarer Janan Ganesh, da jeg spørger ham, hvilken overskrift han ville give 2020. ”Det er ikke enden, det er begyndelsen på enden, for det er populisternes første store tilbageslag siden 2016. Ét element er Trumps nederlag, for han er populisternes referencepunkt. Et andet element er, at pandemien har vist, at man skal tage lederskab alvorligt. Det kan godt gå hen og blive et problem for populisterne. Ser du på, hvem der ender året godt, er det Merkel i Tyskland, Ardern i New Zealand, og Macron startede året dårligt, men se på den måde, han har håndteret terrortruslen på. Han har balanceret hårdhed med liberalisme og værnet om de grundlæggende franske, republikanske værdier. Det ser værre ud for Boris Johnson, Trump er slået, og Biden har magten,” uddyber han. Som fast klummeskribent på Financial Times er Janan Ganesh en af Storbritanniens mest fremtrædende politiske kommentatorer. I løbet af de seneste år har han taget livtag med stort set alle væsentlige globale trends; populisme, tribalisme, brexit, covid-19-pandemien, Kina som ny supermagt, generationskampen mellem boomers og zoomers samt ikke mindst det amerikanske præsidentvalg, som han hele efteråret har dækket indgående fra sin udstationering i Washington. Som ung var han medlem af Labour, men han har sidenhen virket for borgerlige kraftcentre som tænketanken Policy Exchange og The Economist, hvor han var politisk korrespondent. Som skribent er Ganesh ikke synligt ideologisk, for han gør en dyd ud af at være en ubarmhjertig troldsplint i øjet December 2020

Så faren er drevet over? ”Bestemt ikke. Det er for tidligt at sige. Det er meget muligt, at republikanerne vinder igen om fire år. Enten med Trump eller en mere kompetent version af Trump. En som Mike Pompeo eller Tom Cotton, der gentager Trumps nationalistiske filosofi med mere kompetence og intelligens. Men følger du trenden, må den gennemsnitlige vestlige vælger være mere nervøs ved at stemme på en populist nu. For når krisen rammer, kan din sundhed og din økonomi lide under, at de ikke tager deres lederskab alvorligt. Omvendt står vi i en økonomisk krise, der kan vare i årevis, fordi vi har brugt så mange penge på at hjælpe virksomheder igennem. Skatten vil stige, serviceniveauet i velfærdsstaten falde. Der kommer præcis den samme nedskæringspolitik, som vi havde for ti år siden, hvilket biddrog til at give populisterne momentum i første omgang, så jeg er også nervøs.” Eliternes slaphed er problemet, ikke eliterne selv Du har tidligere skrevet, at populisterne ikke kom til magten, fordi folk hader eliterne, men fordi eliterne ikke længere opførte sig som rigtige eliter. Har det ændret sig? 78

Janan Ganesh • Født i 1982 • Uddannet i Politik på Warwick University og University College London • Han er tidligere politisk korrespondent på The Economist og forsker på Policy Exchange. • Nu er han fast klummeskribent og Chief US Political Commentator på Financial Times, ligesom han også optræder på BBC's program Sunday Politics • Ganesh har skrevet bogen George Osborne: The Austerity Chancellor (2012) og er sammen med Jesse Norman medforfatter på bogen Compassionate Conservatism (2006).

”I midten af det 20. århundrede, var der meget lidt populisme, og politik var mainstream-domineret. Eliterne var reelle eliter, og der var et globalt establishment. Den populistiske linje er, at eliterne er for magtfulde og har for meget kontrol. Men i virkeligheden klager den menige mand over, at eliterne ikke gør nok. I 1970erne var kapitalen kontrolleret, der var en restriktiv tilgang til migration, og industrien var styret af et korporatistisk system. Eliten var snobbet og boede i storbyen, men de styrede kapitalbevægelser, migration og det økonomiske liv på en måde, som beskyttede den gennemsnitlige middelklassefamilie. Det ændrede sig op gennem 1990erne og nullerne. Eliten er stadig snobbet og bor stadig i storbyen, men kontrollen med kapitalen er løsnet, migrationen er går op, og industrien styres heller ikke. De gennemsnitlige borgere har det fint med et establishment, så længe det

passer på dem. De kan til gengæld ikke døje et passivt establishment, der samtidig har en snobbet attitude og bryster sig af deres overlegne smag.”

Men har eliterne så lært af det? ”Det varierer fra land til land. Trump er faktisk interessant her, for hvis du lyttede til hans kampagnebudskab i 2016, lød han som en europæisk korporatist med en kulturel højrefløjsretorik. Han ville kontrollere international handel og migration, den slags. Men han har fejlet. Han gav skattelettelser til de rige, deregulerede og fjernede Obamacare uden at have en erstatning. Trump fornemmede instinktivt folkets had til eliterne, men agerede ikke på det. Det er derfor, jeg tror, der før eller siden kan komme en som Pompeo eller Cotton, som tager Trumps 2016-kampagne og så rent faktisk indfører den: mere stat, mere omfordeling og så en kristen-demokratisk og kulturkonservativ agenda. Den agenda vil kunne vinde et absolut flertal.” Det svar understøtter en anden væsentlig pointe, som Ganesh har fremført i sine seneste klummer. Her lyder det, at Trump slet ikke var en farlig autokrat men i stedet en laissez-faire libertarianer, som benyttede enhver chance til at reducere statens magt. ”De fleste har kaldt ham autoritær og sat ham i kategori med Orban, Erdogan og Duterte. Jeg kan godt se, at han har samme stil, og at han ikke respekterer de demokratiske spilleregler. Men hvis du ser på, hvad han gjorde med sin magt, så brugte han den slet ikke. Han virkede uinteresseret i at kontrollere almindelige menneskers liv. Da pandemien kom i marts, læste jeg mange forudsigelser af, at autokraterne ville bruge den som undskyldning til at centralisere

Politisk set har pandemien udstillet de populistiske regeringer, for de er ikke særligt dygtige til at regere, og de tager ikke teknokratisk ekspertise særligt alvorligt.

magten omkring sig, vinde nye beføjelser og blive sande tyraner. Men hvad gjorde Trump? Han gjorde det stik modsatte. Han opponerede mod et lockdown og ville minimere føderal kontrol. Han syntes totalt

FOTO: CHRISTIAN HARTMANN / RITZAU SCANPIX

på hele den politiske klasse. Både den progressive venstrefløj, den konservative højrefløj og de liberale eliter gøres til genstand for hans kritiske svirp. Senest har han dog indrømmet ”globo-centriske” tilbøjeligheder i en maskeret kærlighedserklæring til Macron, og over for mig afslører han, at han er en slags midtsøgende socialdemokrat. Jeg har bedt ham om hjælp til at runde året af og foretage en helbredsundersøgelse af Vestens tilstand. Om det bliver en raskhedsmelding, en diagnose eller en obduktion, vender vi tilbage til. Først spørger jeg ham, om 2020 har været et godt år for den globo-centriske fløj. ”Praktisk set har det været en katastrofe. Men politisk set har pandemien udstillet de populistiske regeringer, for de er ikke særligt dygtige til at regere, og de tager ikke teknokratisk ekspertise særligt alvorligt. Det tog en pandemi at vise vælgerne, at teknisk ekspertise betyder noget, og at hvis du bliver ved med at vælge politikere, der lever af personlighed og mavefornemmelser, så kommer der før eller siden en krise, de ikke kan håndtere. Så de langsigtede konsekvenser af 2020 kan være gode, fordi populisterne er blevet miskrediterede. Om fem års tid, vil jeg nok se tilbage og sige, at 2020 var et godt år,” siger han.

Altinget Magasin International politik

uinteresseret i alle de ting, han kunne gøre. Det var næsten, som om det kedede ham,” forklarer Ganesh.

Trump er resultatet af regeringsfejl Og skal man tro ham, var det lige netop derfor, Trump tabte valget. Vælgerne afviste ikke hans autokratiske opførsel eller dubiøse moral. De afviste hans inkompetence. Den største trussel mod den demokratiske styreform er derfor ikke populistiske ledere med autokratiske tilbøjeligheder. Det er de demokratisk valgte lederes inkompetence, der undergraver folkets tro på styreformen. ”Det 21. århundrede var en serie af regeringsfejl og katastrofer for Vesten. Irak-krigen, der startede i 2003, var en krig man selv valgte at gå ind i. Den gik katastrofalt dårligt og har i en eller anden form varet i tyve år. Tag så finanskrisen i 2008. Der er en naturlig økonomisk cyklus af op- og nedgang, men krakket var meget værre, end det behøvede at være, på grund af de foregående års underregulering eller dårlige regulering af de finansielle markeder. Efter krakket havde du så en periode med nedskæringer. Så kom pandemien, som er blevet fejlhåndteret i USA og det meste af Europa. På tyve år har du tre symbolske tilfælde af dårlig styring i demokratier. Der betyder langt mere for det liberale demokratis tilbagegang end en som Trumps personlige karisma. Hvis den demokratiske styreform skal redde sig selv, og det tror jeg, den vil, så skal man bekymre sig mindre om de principielle moralske argumenter og i stedet koncentrere sig om at regere godt,” forklarer Ganesh. Han nævner Tyskland som et land, der har formået at undgå det værste backlash, fordi de ikke gik ind i Irak, undgik de værste konsekvenser af krisen og foreløbigt har håndteret pandemien begavet. Spørgsmålet er så, om Joe Biden er den rigtige mand til at skabe momentum for liberale demokrati. ”Hans alder gør ham ikke ideel. Men det gode er, at han har brugt hele sit liv på at fremme den globo-centriske verdensorden. Han er en internationalt orienteret fyr, han har erfaring, og han er intellektuelt specialiseret i at konsolidere det regelbaserede, liberale verdenssystem. Problemet er, at uanset hvad han gør, kan det nemt blive rullet tilbage af den næste republikaner. Så hvis du er Tyskland, Storbritannien, Danmark eller Australien, kan du så stole på USA til at genoplive den verdensorden? Selv hvis Biden viser sig at være den perfekte præsident, så ved du, at der kan komme en Pompeo eller Cotton og rulle alt tilbage.”

Ganesh nævner klimadagsordenen som eksempel. Clinton indgik Kyoto-aftalen, og Bush trak USA ud. Så kom Obama og indgik Paris-aftalen, men Trump trådte ud, og nu kommer Biden så med opbakning. Hvad vil den næste præsident gøre? ”Hver gang magten skifter, betyder det en ny politisk holdning til klimaforandringer, som er det vigtigste politiske spørgsmål globalt. Det samme gælder handel, multilaterale samarbejder og Iran-aftalen. Det

I midten af dette århundrede kommer vi til at se tilbage på Vesten som noget, der varede i 70 år og faldt sammen, da nazisterne og kommunisterne forsvandt.

gør systemet sårbart, og i de mest ekstreme tilfælde kommer Kina og siger, at hvis ikke du kan stole på den anden supermagt, så gå med os. Vi er i det mindste forudsigelige,” uddyber han.

Vesten varede i 70 år Hvis Europa ikke kan stole på USA på grund af deres zigzag-kurs, betyder det så enden på Vesten? ”Det tror jeg personligt. På et civilisatorisk niveau er der selvfølgelig en fællesarv i det antikke Grækenland, Romerriget og Oplysningen, men i politisk praksis findes det ikke. Indtil Den Kolde Krig fandtes Vesten heller ikke politisk. Europa og USA havde ikke så meget at gøre med hinanden i det 19. århundrede, og når de havde det, var det militære konflikter som den spansk-amerikanske krig eller den britisk-amerikanske krig. Der var to separate verdener og det, der bragte dem sammen, var nødvendigheden af at overvinde nazisterne og Sovjetunionen. Det var snarere båret af en strategisk interesse end et ideal. Da Sovjetunionen brød sammen, begyndte Vesten langsomt at falde fra hinanden. Der kom flere konflikter som i Bosnien, Kosovo, Kyoto. Nu er det techregulering og handel. Der er altid noget, for vi har ikke længere en fælles fjende. En optimist vil sige, at det er Kina. Men USA er meget fjendtligt indstillet, mens EU ikke rigtig har besluttet sig. Vi kommer til at se EU og USA divergere på det her spørgsmål.

I midten af dette århundrede kommer vi til at se tilbage på Vesten, som noget, der varede i 70 år og faldt sammen, da nazisterne og kommunisterne forsvandt. Biden kommer ikke til at fokusere på EU. Han kommer til at rette sin opmærksomhed på Asien.” Hvorfor tror du det? ”På grund af Kina. Og så kommer de største handelspartnere til at være asiatiske. Japan er allerede. Indonesien, Indien. Dertil stammer en stor del af den amerikanske befolkning fra Asien. I midten af dette århundrede bliver asiater den største ikke hvide etniske gruppe i USA.” Hvor efterlader det EU? ”Europa er stærkt nok til at have en fremtid som selvstændigt. Det er et gigantisk marked, det er den største regulatoriske magt, og så er jeg meget begejstret for Macrons visioner for, at EU bliver en selvstændig enhed, der kan agere samlet på udenrigspolitiske og økonomiske spørgsmål. Hvis EU får den magt, har det en selvstændig fremtid. Men så længe EU har 27 forskellige udenrigspolitikker, er det for nemt at splitte.” Vi skal lige til at runde samtalen af, da Ganesh gerne vil korrigere sig selv. Han vil gerne ændre overskriften for 2020. ”Overskriften er Østasiens blomstring. Alle taler om Kina, men årets store vindere er de østasiatiske lande, der i løbet af få måneder har udryddet covid-19 ved at tage det alvorligt og ved at have den bedste regeringsføring i verden. Taiwan har haft syv døde indtil for et par uger siden. Syv! Noget lignende gør sig gældende i Sydkorea, Japan og Vietnam.” Men kan vi så ikke lære af det? ”En ting, vi kan gøre, er, at vi kan gøre offentlige jobs meget mere velbetalte. Betal embedsmænd bedre og hav en mere aggressiv rekrutteringsstrategi. Det, vi ikke kan replicere, er, at de her lande ofte er etpartisystemer. De har frie demokratiske valg, men ét parti kan forvente at vinde de fleste af dem. Det giver stabilitet og rum til langsigtet planlægning. Der er ikke en konstant, daglig politisk kamp, som distraherer dem i at regere. Det er jeg ikke sikker på er muligt i et flerpartisystem.” Uanset om overskriften er Begyndelsen på enden for populismen eller Østasiens opblomstring, er Ganesh’ konklusion for 2020 klar: ”Det viser, hvor vigtigt det er med tillid til regeringen, og hvor meget kompetence betyder.”

December 2020

# Internationale stemmer 2

Anne Applebaum:

Ja, det var afgørende, at Trump tabte. Men nej, demokratiet er stadig truet Det liberale demokratis tilhængere kan endnu ikke ånde lettet op. Donald Trumps groteske kupforsøg viser, at han og Republikanerne er ligeglade med demokratiet og kun tænker på sig selv. Europæerne må frigøre sig fra USA, mener journalist og historiker Anne Applebaum. AF KRISTIAN ANDERSEN, DEBATREDAKTØR

FOTO: ANNE BÆK / RITZAU SCANPIX

marts 2016 forudså Anne Applebaum Vestens undergang. Vi var ”to eller tre dårlige valg fra enden på Nato, enden på EU, og måske enden på den liberale verdensorden, som vi kender den”, skrev hun alarmerende i Washington Post. Skrækscenariet var EU uden Storbritannien, USA med Donald Trump i Det Hvide Hus og Frankrig med Marine Le Pen som præsident. Applebaum, der er historiker og Pulitzerpris-vindende journalist, fik som bekendt kun ret i to af sine tre forudsigelser. I sin nye debatbog, Demokratiets tusmørke, advarer hun igen om opløsningstendenser i flere europæiske lande og ikke mindst i USA, hvor Trumps sejr i 2016 har ført til stigende polarisering og en disrespekt for forfatningen, retstatsprincipperne og de demokratiske institutioner. Men hvor bekymret er Applebaum på demokratiets vegne i dag? Le Pen blev ikke fransk præsident, og Macron har manifesteret sig som en visionær europæisk statsleder – og Trump tabte præsidentvalget i november. Har det liberale demokrati ikke i det store hele bestået testen? Det korte svar fra Anne Applebaum er nej. For undervejs har det amerikanske demokrati lidt stor skade. Ikke mindst efter Trump og flere republikanske toppolitikere med ham har sået massiv tvivl om valgets legitimitet og den demokratiske proces. Det lidt længere svar fra Applebaum lyder sådan her: ”Trumps nederlag er meget afgørende, fordi det viser, at den slags politikere kan besejres. Men nej, alt kommer bestemt ikke til at blive som før. Vi ser lige nu en gruppe republikanske

Altinget Magasin International politik

December 2020

#2 ledere, der samler sig omkring Trumps kampagne, der kort sagt går ud på at lade, som om han ikke tabte valget. Det bekræfter, at dele af Det Republikanske Parti er tilhængere af Trumps politik, og at de konspiratoriske løgne er blevet hverdag i USA. Og det vil de blive ved med at være i mange år endnu,” fortæller Applebaum over en Zoom-forbindelse fra Polen. ”Det er utrolig skadeligt for det amerikanske demokrati. Det er skadeligt på alle tænkelige måder. Og det er naivt at tro, at vi nu kan promovere demokrati og retsstat i

Mange glemmer mytemagerne, når de skal forklare årsagerne til de autoritære lederes fremgang.

resten af verden, som vi kunne før. Vores ry er blevet skadet. Men Trump og hans støtter er ligeglade, for det interesserer dem i virkeligheden ikke. Det eneste, de interesserer sig for, er dem selv.” Applebaum holder med andre ord fast i den alarmerende krisestemning. Men hvad har hun lært siden sin fire år gamle forudsigelse? Kan hun forstå det politiske oprør hos Trumpvælgerne? Og hvad skal europæerne gøre nu?

En bevidst strategi Hver eneste dag efter præsidentvalget har Trumps kampagnestab sendt e-mails og sms’er ud til amerikanerne med udokumenterede påstande om udbredt valgsvindel og præsidentens anklager om at have fået ”frarøvet valgsejren”. Her har Trump bedt om donationer, som kan hjælpe ham med at føre de mange retssager, han har igangsat for at ”FORSVARE valget!” Og selvom retssagerne bliver afvist på stribe i de amerikanske delstater, har kampagnen virket uden for domstolene. En ny måling foretaget af YouGov for det britiske magasin The Economist viste i november, at hele 88 procent af Trumps vælgere tror, at Biden ikke vandt valget på legitim vis. ”Det er en helt bevidst strategi fra både Trump og dele af Republikanernes side. Han ved udmærket, at han har tabt. Det er der ingen tvivl om. Men han vil ikke erken-

de det offentligt, fordi det kan være brugbart for ham både politisk, kommercielt og psykologisk at fortsætte med at lade, som om han har vundet,” fortæller Applebaum. Hvordan det? ”Det samler en kæmpe gruppe af indignerede mennesker, der tror, at sejren blev taget fra ham. Republikanerne ved, at mange af deres vælgere findes i den her gruppe, og det kan de bruge politisk. Det er derfor, at ledende republikanere ikke fordømmer ham mere kraftigt, end de gør. Og det er derfor, at de bakker ham op i påstanden om valgfusk. På længere sigt er det en fordel for Trump at have opbakning fra så mange millioner af mennesker, når han står over for et væld af retssager og juridiske undersøgelser, og måske endda også finansielle problemer. Hans familie har også længe tænkt på at starte en tv-kanal, der kan drage fordel af alle de her mennesker og deres penge.”

74 millioner antidemokrater i USA? Joe Biden vandt, det kan vi hurtigt blive enige om. Men knap 74 millioner amerikanere har sat deres kryds ved Trump. Et rekordstort antal for en republikansk præsident. Er de alle antidemokrater – og hvis ikke, hvorfor stemte de så på Trump? ”Nej, de er ikke alle antidemokrater, men en del af dem er. Mange tvivler reelt på demokratiet og de demokratiske institutioner, og de tror ikke på, hvad de hører i medierne. Andre er tilhængere af Trumps håndtering af corona. Og så er der gruppen, der er blevet overbevist af republikansk propaganda om, at venstrefløjen er radikale kommunister, der kommer og brænder deres hus ned. En stor del af dem følger ikke med i politik til daglig. De går ned og stemmer hvert fjerde år, men har ikke fulgt med i, hvad Trump har gjort for at underminere demokratiet på daglig basis,” analyserer Applebaum. Tror du, at Demokraterne – og Republikanerne for den sags skyld – har lært af det her? Forstår de, hvorfor så mange stemte på Trump? ”Ja, det forstår folk godt. Men vær sikker på, at du også forstår det. De stemte ikke på Trump, fordi de havde specifikke ideer om globaliseringen, handel eller Nato. De stemte på ham, fordi de tror, Det Demokratiske Parti er ledet af radikale venstrefløjsere, og at Trump er det mindste af to onder. Eller fordi Trumps enorme budgetunderskud og høje forbrug betød, at der florerede masser af løse penge rundt før corona, der fik

mange til at klare sig økonomisk godt,” siger Applebaum. Var en stemme på Trump ikke også en stemme mod de etablerede partier og de politiske eliters politik? ”Nej, det er jeg ikke enig i. Valget stod mellem en politisk elite og en anden politisk elite. Trump udpegede den rigeste regering i historien, hvor mange af ministrene var millionærer. En stemme på Trump var derfor en stemme på meget, meget rige mennesker, der alle vil have mere deregulering. Det er meget ofte de rige og ikke de fattigste mennesker, der støtter de her bevægelser. Brexit var også støttet og betalt af hedgefond-ejere. Man skal derfor være meget forsigtig med at sige, at vælgerne stemte mod eliterne. Den største forskel mellem Trumps vælgere og Bidens vælgere er uddannelse. Dem med mindst uddannelse stemte på Trump.” Så du køber ikke argumentet om, at mange har stemt på Trump og andre højrepopulister, fordi de føler sig efterladt af globaliseringen, den stigende ulighed og konsekvenserne af indvandring? ”Indvandring, jo. Der er et element af racepanik, antimigration og xenofobi blandt Trumps vælgere. De var bange for, at ’det hvide USA’ mistede sin dominans. Hvilket ikke er forkert. Men den økonomiske forklaring giver ingen mening. Ulighed og økonomiske problemer er kilder til vrede og bekymring, men de kan ikke forklare,

På lang sigt var afhængigheden af USA en dårlig idé. Det har franskmændene fundet ud af, men det har tyskerne endnu ikke.

hvorfor så mange lande med forskellig politisk historie og klassestrukturer på samme tid udviklede den samme politik. Økonomien eller uligheden kan ikke forklare, hvorfor alle blev vrede i netop dét øjeblik i historien.”

Da Vestens højrefløj delte sig i to Demokratiets krise er med andre ord ikke kommet med Trump alene, forklarer Applebaum, der har set den samme udvikling i mange forskellige lande samtidig. Og krisen forsvinder derfor heller ikke med hans afgang.

Altinget Magasin International politik

”Demokratiet og dets institutioner stod også før Trumps æra meget svagere, end mange er klar over. Politologer begyndte allerede i 2014 at tale om ’den svindende tro på institutionerne’ i USA. Det er der flere årsager til: en kombination af finanskrisen og Irakkrigen, der fik mange til at tvivle på Vestens og USA’s overlegenhed, samt de sociale mediers indtog, der gjorde det lettere at promovere alternative versioner af virkeligheden,” siger Applebaum. En anden af Applebaums hovedpointer er, at teoretikere ofte glemmer et vigtigt element, når de skal forklare, hvordan autoritære politikere kommer til magten. Ifølge hende er forfatterne, de intellektuelle, bloggere, spindoktorer og tv-producere afgørende, fordi de kan sælge budskabet til vælgerne. Blandt andet via de sociale medier. Autoritære politikere har som bekendt brug for masseopbakning, men præcis som i 1930’erne har de også brug for ”de folk, der kan bruge sofistikeret juridisk sprog, som kan argumentere for, at det er den rigtige beslutning at bryde forfatningen eller tviste loven,” som hun skriver i sin bog. Her møder man blandt andet Applebaums tidligere veninde, den amerikanske Fox Newsvært Laura Ingraham, der er gået fra at være en ”post-koldkrigsoptimist” til at blive indvandrerfjendsk og højtråbende Trump-tilhænger. ”Mange glemmer mytemagerne, når de skal forklare årsagerne til de autoritære lederes fremgang. Folk fokuserer meget på ledere som Trump, Bolsenaro (Brasiliens præsident, red.) og Le Pen. Men få har skrevet om de mennesker, der former og skaber de autoritære lederes budskab til vælgerne og på den måde fører dem til magten,” fortæller Applebaum. Applebaum er gift med Radosław Sikorski, der er tidligere polsk forsvarsminister og udenrigsminister. Hun er en del af den politiske, intellektuelle elite i både Polen og USA, og hun har selv været ufrivillig hovedperson i en af den polske populistiske højrefløjs konspirationsteorier, der gav hende skylden for dårlig presseomtale af Polen i udlandet. Anne Applebaum er med andre ord en del af fortællingen, om hun vil det eller ej. Og hun har som amerikaner med tidligere adresse i London og nu bosat i Polen kunnet følge den samme udvikling på højrefløjen i de forskellige lande. ”Det polske højre har delt sig i to fløje. Den ene fløj går stadig ind for retstatsprincipperne, for markedet og integra-

tionen med Europa. Den anden fløj vil jeg nu beskrive som et autoritært, populistisk, katolsk fundamentalistisk højre, der ikke tror på noget af det førstnævnte. Siden 2015, hvor de overtog magten, har de misbrugt retssystemet og politiet. Og polsk stats-tv er begyndt at fremføre skøre højreekstreme konspirationsteorier, der opildner til vold, racisme, antisemitisme og homofobi på en skala, der er utænkelig for folk uden for Polen,” siger Applebaum og fortsætter: ”Den præcis samme udvikling er sket i USA med dele af Det Republikanske Par-

Anne Applebaum • Født i 1964 • Amerikansk journalist, historiker og forfatter • Professor ved London School of Economics og tidligere underviser og forsker ved Yale og Oxford • Skribent på Washington Post og The Atlantic og tidligere redaktør på The Economist • Applebaum har i en årrække forsket i kommunisme og Sovjetunionens historie, som i 2004 indbragte hende Pulitzerprisen for bogen Gulag – historien om de sovjetiske straflejre • Hendes seneste bog Demokratiets tusmørke – Når politik spiller fallit, og venners veje må skilles udkom 21. oktober i år. • Bor i dag i Polen med sin mand Radosław ”Radek” Sikorski.

ti. Det kommer blandt andet til udtryk på tv-stationen Fox News eller andre mere ekstreme højrefløjsmedier. Radikaliseringen af dele af højrefløjen er sket over det hele; i Frankrig, i Italien, Spanien, til dels i Storbritannien og også i Danmark og Skandinavien.”

Macron har forstået det Tror du, at det amerikanske valg vil få konsekvenser for det nationalpopulistiske højre i Europa? ”Ja, det tror jeg faktisk. Helt sikkert i Polen og Ungarn, hvor lederne har mistet en

allieret. Det er meget sandsynligt, at Bidens administration vil presse de to lande. Han har familiære bånd til Ungarn og har besøgt Polen flere gange. Så han kender udmærket situationen, og man må forvente, at Biden som minimum vil bruge en helt anden retorik over for de to lande, end vi har været vant til de seneste fire år,” spår Applebaum og fortsætter: ”Samtidig forventer jeg, at Biden straks vil række ud til Europa for at finde en måde at forstærke, omarbejde og gentænke det transatlantiske forhold på. Og med Europa mener jeg Macron, Merkel og EU-lederne. Ikke højrepopulisterne.” Du skriver i din bog, at coronakrisen måske vil anspore til en ny global solidaritet. At vi kan blive inspireret til at forny og modernisere vores institutioner. Det lyder som en ret optimistisk fremtid? ”Ja, her få dage efter at en tysk-amerikansk virksomhed har annonceret, de har en vaccine klar til godkendelse, der i øvrigt er udviklet af et tysk-tyrkisk forskerpar, synes at være et godt tidspunkt at argumentere for global integration. Hvis vi vinder over virussen ved hjælp af internationalt samarbejde, vil det også forstærke værdien af internationalt samarbejde.” Og hvad med Brexit? Har det også fået de andre EU-lande til at arbejde endnu tættere sammen? ”Ja, Brexit har tilskyndet andre lande til at se værdien af EU. Og den virkelige katastrofe, der måske kommer i januar, har vi ikke engang set endnu. Hvis for eksempel grænserne lukker, handlen stopper, og virksomheder går konkurs. Der er også en fare for, at enten Skotland eller Irland beslutter sig for, at de ikke vil være en del af Storbritannien mere. Det ville virkelig være en katastrofe”, advarer Applebaum. Og hvad med Trump? Har selv han haft positive effekter? ”I forhold til hvad?” Måske har han rusket op i noget, så flere tænker over, hvorfor han kom til magten? ”Ja, man kan vel se det som et rødt advarselssignal til amerikanerne om, at de har taget demokratiet for givet, og at de nu er nødt til at engagere sig mere i politik. Men også en advarsel til Europa om, at man har brug for sit eget sikkerhedssystem og sin egen hær. Og at afhængigheden af USA på lang sigt var en dårlig idé. Det har franskmændene fundet ud af, men det har tyskerne endnu ikke,” slutter Applebaum.

December 2020

# Internationale stemmer 3

Thomas Piketty:

Vi har ikke brug for mangemilliardærerne.

Vi har langt mere økonomisk retfærdighed end for 100 år siden. Det skal vi huske på nu, hvor uligheden igen stiger til et niveau, der ikke er bæredygtigt. Historien viser os vej til et skatteopgør med den globale milliadærklasse, siger den franske økonomiprofessor Thomas Piketty til Altinget. elv verdensstjerner er på Zoom nu. Det er det første, der slår mig, da den franske økonomiprofessor og intellektuelle celebrity Thomas Piketty på klokkeslættet takker ja til min mødeindkaldelse og blænder op fra sit kontor på det prestigefyldte franske samfundsvidenskabelige universitet École des hautes études en sciences sociales i Paris. Normalt ville jeg have fået det her interview, fordi han var fløjet herop i forbindelse med udgivelsen af hans bog, eller fordi han skulle holde foredrag. Køen havde været lang, tiden knap og de beklagende afvisninger mange. Men covid-19 holder flyene på jorden og har i mellemtiden forvandlet mødekulturen overalt. Det giver en ny tilgængelighed. Piketty sidder foran en bogreol fyldt med oversættelser af hans egne to bøger: Kapitalen i det 21. århundrede, der transporterede ham op på de øverste trin for internationale public intellectuals, og efterfølgeren Kapital og Ideologi. Den sidste lynoversat i samarbejde mellem Informations Forlag og Djøfs ditto. Forskellen mellem de to bøger handler ikke mindst om hans syn politisk handling. Kan vi gøre noget grundlæggende ved det menneskelige vilkår? Eller er vi brikker i en proces, der er styret

FOTO: FINN FRANDSEN / RITZAU SCANPIX

AF ESBEN SCHJØRRING, MAGASINREDAKTØR, ALTINGET

Altinget Magasin International politik

December 2020

#3 af sine egne love. For eksempel den lov, Piketty gjorde berømt i sin første bog – og som gjorde ham berømt – som viste, at afkastet på kapital (aktier, værdipapirer og ejendomme) over tid er større end afkastet på lønarbejde. Altså at dem, der var velstående, blev endnu mere velstående af at være velstående, mens det var henved umuligt at arbejde sig op. Stigende ulighed blev i den analyse nærmest en naturlov. Og naturlove kan man jo ikke gøre så meget ved. I Kapital og Ideologi er det Pikettys eksplicitte mål at gøre opmærksom på, at man faktisk kan sætte politisk ind over for stigende ulighed. ”Det, jeg prøver at vise ved at tage det lange historiske perspektiv, er, at efterspørgslen efter økonomisk retfærdighed ikke er meningsløs. Det virker, og det kan virke igen. For eksempel er vi i dag, særligt i Europa, langt mere lige – og langt mere velstående – end vi var for 100 år siden. Også selvom uligheden er steget de seneste 30 år.” Det opsummerer Pikettys projekt. Viden om økonomi skal mobilisere os, nok mest partier og vælgere fra Socialdemokratiet og videre ud mod venstrefløjen, til at gribe ind over for den tendens til stigende ulighed, det frie marked nærer ved sit bryst. Spørgsmålet er, hvad det mere præcist vil sige. I overskriftsform? Et skatteopgør med det, han kalder ”helliggørelsen af den private ejendomsret”. Det vender vi tilbage til.

De to faktorer – det postkommunistiske og det postkoloniale – har skabt en situation, hvor folk ikke tror på, at økonomien kan forandres, og det gør, at folk fokuserer mere på emner som identitet og grænser.” ”For mig er dét den største risiko for vores samfund. For konflikter om grænser og identitet kommer ikke til at løse vores mest påtrængende problemer som stigende ulighed eller klimaforandringerne eller pandemier. Det er alle sammen globale udfordringer, og de kræver løsninger fra et transnationalt perspektiv og med ambitiøse forslag til, hvordan vi får et retfærdigt økonomisk system.”

Opgør med den hellige ejendomsret Mennesker er ikke ens, vil ikke det samme og kan ikke det samme. Det gør, at alle samfund er ulige, men er det på hver deres måde. For Piketty betyder det, at økonomisk retfærdighed i stedet for at være et principielt spørgsmål, der kan afklares én gang for alle, handler om, hvilken form for ulighed et samfund accepterer som fair. Det kræver argumenter og fortællinger, og det er det, Piketty mener med ideologi: Ethvert samfund har sin måde at retfærdiggøre den gældende ulighed på. Pointen for Piketty er så, at den politiske kamp om lighed og ulighed først og fremmest er en kamp på de idéer og argumenter om fair ulighed. Står mere lighed øverst på ens politiske dagsorden Økonomi er ikke en helt særlig videnskab – og det gør det i den grad på Pikettys – så gælder det altså først og Da Pikettys første bog udkom i 2013, blev politik afgjort af noget fremmest om at kritisere den herskende måde, ulighed retfærdiggøhelt andet end økonomi. Alt handlede om sammenhængskraft, iden- res på. Og i dag retfærdiggør vi ifølge Pikettys uligheden med det, titet og værdikampe. Socialdemokratierne og venstrefløjen Vesten han kalder en ”helliggørelse af privat ejendomsret”. over var kriseramt af samme årsag. Med ét fik man i Piketty en intel”Det viser sig særligt på den måde, at der hersker en udbredt frygt lektuel og videnskabelig platform til at tale om det, man her ellers for, at hvis man bare begynder at stille spørgsmålet om, hvorvidt altid havde talt om: økonomisk ulighed, de magtforman burde beskatte den enorme ophobning af kapihold den resulterer i, og hvad man kunne gøre ved det. tal hos en ret lille gruppe af mennesker verden over, På den måde indvarslede han en tendens, som blandt så havner vi på en glidebane, der ender i den totale andet blev videreført af Adam Tooze (med sin kortlægkonfiskering af alting. Det er et meget konservativt synspunkt, som vi må overskride.” ning i Crashed af finanskrisen), Simon Reid-Henry (der med Empire of Democracy placerede økonomi i hjertet Hvorfor? Thomas Piketty ”Den historiske erfaring viser, at så stor en velaf vestlig politik siden 1970erne) og senest Binyamin • Født i 1971 i Paris Appelbaums The Economists’ Hour og Mark Blyth og standskoncentration og den medfølgende økono• Ph.d. i økonomi fra miske og politiske magt ikke er samfundsmæssigt Eric Lonergans Angrynomics, hvor forholdet mellem London School of bæredygtig. Det minder om situationen i Europa i politik og økonomi bliver sat til genforhandling. Economics slutningen af det 19. århundrede frem mod Første Med Kapital og Ideologi træder Piketty atter forrest • Han har undervist Verdenskrig. Jeg siger ikke, at vi dermed gentager frem i den bølge, han selv var med til at starte. Økonoog forsket på MIT mi er for vigtigt til at overlade til økonomerne, lyder udviklingen frem mod Første Verdenskrig, for vi er og CNRS og er nu hans slagord. i en helt anden verden uden den stærke rivalisering professor i økonomi ”Almindelige mennesker har mere tiltro til læger end mellem de europæiske lande. Men det synspunkt, at på École des hautes økonomer – af gode grunde. Økonomer lader, som om konkurrence på markedet alene kan levere harmoniétudes en sciences ske og stabile forhold, passer ikke.” de bygger en særlig videnskab, der er så sofistikeret, at sociales (EHESS) Modargumentet er, at højere skatter fører til mindre ingen andre end dem kan forstå den. Det er en joke. • Udgav i 2013 Capital au XXIe siècle forbrug og særligt mindre risikovillighed, når det komDet, jeg prøver, er at gøre en stor mængde historisk (Kapital i det 21. Årviden om økonomisk udvikling tilgængelig, så alle kan mer til investeringer, der skaber arbejdspladser. Hvorfor hundrede), som blev er det ikke rigtigt? være med. At så mange køber min bøger, viser, at der er solgt i mere end 2,5 efterspørgsel på demokratiseringen af viden om øko”Men jeg vil gerne have privat ejendom og lave millioner eksemplarer skatter for det store flertal – de nederste 90 procent i nomi.” • Capital et Idéologie Hvorfor er der den efterspørgsel? samfundet. Problemet er velstandskoncentrationen blev udgivet sidste år i toppen, som ikke betaler ret meget skat på grund ”Fordi vi lever i en tid, hvor der ellers er meget modog oversat til dansk løshed, når det kommer til muligheden for at skabe et af de internationale regler for kapitalbevægelser. Og af Informations Forlag retfærdigt økonomisk system. En modløshed, der blev det er ikke godt for væksten. Det passer ikke, at stor og Djøfs Forlag født, da kommunismen faldt, og det 20. århundredes velstandskoncentration fører til mere vækst og inno• Thomas Piketty er gift forestillinger om en mere fair økonomi grundstødte. vation.” med Julia Cagé, der også er økonom. Hvor ved du det fra? Samtidig er de vestlige samfund blevet multikulturelle. 86

Altinget Magasin International politik

”Ja, det har det for eksempel ikke gjort i USA. Under Ronald Reagans præsidentskab i 1980erne påstod man, at man ved at sænke skatterne i toppen kunne øge væksten så meget, at alle ville få noget ud af det. Og at borgerne derfor ville acceptere den større ulighed. Men 30 år senere er vækstraten per borger blevet halveret.” ”Det, der havde gjort USA så velstående i midten af det 20. århundrede, var investeringer i at Det er svært at forstå, hvorfor danskerne og øge adgangen til uddannelse. Vel svenskerne, der ellers er at mærke på et tidspunkt, hvor den så internationale, for højeste marginalskat på de højeste eksempel når det komindkomster lå på 82 procent. Det mer til klima, lukker ødelagde ikke amerikansk kapiaf, når det kommer til talisme, og det skadede ikke vækøkonomi og skat. Det sten, fordi udbredelsen af uddaner farligt. Vi har brug nelse gjorde produktiviteten høj.” for jer! Det er det, en ny ideologi skal basere sig på? ”Ja, og en ideologi, der baserer sig på historisk evidens. Det er derfor, jeg fremhæver USA i perioden fra 1930 til 1980. Jeg kæmper ikke for afskaffelsen af privat ejendom. Jeg kæmper for et samfund, hvor alle kan få adgang til privat ejendom – nogle vil have nogle hundrede tusinde euro, nogle et par millioner. Men vi har ikke brug for mangemilliardærer. Den historiske erfaring viser, at vi ikke får mere produktivitet og innovation, fordi vi har stor velstandskoncentration.”

i uddannelsessektoren og hæve lønningerne for sygeplejerskerne og lærerne. Det vil på længere sigt flytte noget af inflationen fra aktier, ejendomme og værdier til løn og priser. Så ville vi endelig få noget inflation igen, og det mangler vi jo, og komme op på 2, 3, 4 procent. Dér vil man så skulle bremse op, og det gør man jo blandt andet med skat.” Men er det ikke netop målet med den fælleseuropæiske gældsstiftelse – offentlige investeringer i arbejdspladser, teknologi og grøn omstilling med lånte penge? ”Jo, men først og fremmest skal jo bemærkes, at genopretningsplanen ikke engang er klar endnu, fordi der stadig forhandles. Dernæst er det vigtigt at få proportionerne på plads. Fra februar til oktober har ECB med sine opkøb af statsgæld udvidet sin konto med over 3000 milliarder euro. Meget mere end genopretningsplanen på 750 milliarder euro. I mine øjne er ECB’s rolle her mere et udtryk for et problem end løsningen på det.” Hvordan? ”Jamen hvorfor er det, vi siden finanskrisen har forsøgt at få ECB til at løse alle vores problemer? Fordi det er den eneste institution i EU-systemet, som ikke er dybt dysfunktionel. Det gælder i særlig grad, når EU skal træffe beslutninger om sit budget, hvor beslutningerne i Rådet skal være enstemmige. Ja, de europæiske lande blev i juli enige om coronafonden og et nyt budget, men selv under et uhørt pres fra en ny pandemi var det meget svært. ECB kan handle hurtigt, fordi beslutningerne er taget med simpelt flertal. Der skal vi også hen i EU’s andre institutioner. Enstemmighedskravet gør, at vi ikke er forberedte, når vi møder store kriser.”

EU er dybt dysfunktionelt Imens Piketty har arbejdet på sin bog og sine argumenter for højere og mere progressiv skat, er der rykket andre hegnspæle i den økonomiske debat. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om statsgæld. For renterne på statsobligationerne er raslet ned omkring nul procent, og det har fået flere – heriblandt den tidligere cheføkonom i IMF, Pikettys landsmand Olivier Blanchard – til at tale for, at staterne kan låne mere og dermed udvide deres politiske og økonomiske råderum. Den tankegang blev hen over sommeren institutionaliseret, da EU indgik aftalen om fælles gældsstiftelse til at skaffe kapital til nye investeringer, så de europæiske lande kan få gang i økonomien igen i kølvandet på corona. Men for Piketty er statsgældsmetoden ikke en farbar vej i længden. ”Der er altid en pris at betale,” som han siger. For når renten på statsgæld er lav, er det, fordi centralbankerne verden over og især i USA og EU opkøber statsobligationerne for at pumpe penge ud i verdensøkonomien.” ”Pengepolitikken kan bruges til meget, men ikke til alt. I Europa har ECB (Den Europæiske Centralbank, red.) omkring 25 procent af al statsgæld på deres konto med en rente tæt på nul, og jeg tror da heller ikke på, ECB sætter den gæld tilbage på markedet for at få den tilbagebetalt af regeringerne. Så ja, vi kunne fjerne en stor del – 50 og 70 procent – af de europæiske landes statsgæld på den måde. Men det øger værdien af aktiemarkedet og ejendomsmarkedet, og det er til fordel for investorerne og dem, der kan låne penge. Med andre ord beriger pengepolitikken lige nu dem, der i forvejen er velstående, og dermed understøtter man i øjeblikket tendensen til ulighed,” forklarer Piketty. ”En bedre løsning vil være at bruge pengeskabelsen til offentlige investeringer. Til at lave flere arbejdspladser på hospitalerne og

Vi har brug for danskerne! Men er det bare intentionelt problem om afstemningsprocedurer? Er det ikke meget mere politisk? I Danmark er argumentet mod yderligere finanspolitisk integration, at vi ikke vil kunne holde fast i vores velfærdsmodel og aftalemodel på arbejdsmarkedet, hvis mindsteløn, skat og omfordeling besluttes fra Bruxelles. Er det ikke rigtigt? ”Jo, der er forskellige ideer og modeller i de forskellige europæiske lande, men på et globalt niveau, er der meget mere, deres samler end adskiller os. Den nordiske velfærdsmodel har mistet meget af sin opbakning fra arbejderklassen. Delvist fordi globaliseringen uforholdsmæssigt har været til fordel for den rigeste del af samfundet, og fordi mange i arbejderklassen føler sig forladt af socialdemokratierne. Det handler om, at middel- og arbejderklassen ser, at de velstående dele af samfundet ikke betaler deres retfærdige andel. Den eneste løsning på det er fælleseuropæiske skatteregler, netop fordi velstanden er global. Altså, bare så vi i det mindste kunne beskatte de mest velstående lige så meget som middelklassen.” ”Det håber jeg, flere i de nordiske lande indser. For mig og mange andre i det øvrige Europa er det svært at forstå, hvorfor danskerne og svenskerne, der ellers er så internationale, for eksempel når det kommer til klima, lukker af, når det kommer til økonomi og skat. Det er farligt. Vi har brug for jer!” Så med den konklusion, hvad er så i dine øjne den vigtigste idékamp i 2021? ”Vi har brug for mere gennemsigtighed, når det kommer til, hvem, der ejer hvad i verden, særligt i Europa. Og det har vi, så vi kan få en informeret debat om, hvem der skal finansiere covidkrisen og den grønne agenda. Hvis ikke regeringerne udveksler mere information og advokerer for større gennemsigtighed, så vil det ikke virke. Det er det vigtigste lige nu!”

December 2020

Altinget Magasin Temaord Temaord

Boganmeldelser Den politiske debat om samfundets indretning foregår ikke kun på nettet, og uden bøger mister vi de dybe analyser og de lange argumenter. Altinget Magasin har læst de vigtigste politiske bøger lige nu.









Altinget Magasin Bøger Temaord



Tim Knudsen har skrevet en livlig og inddragende bog om statsministerembedets historie Første bind i Tim Knudsens gennemgang af de danske statsministre er især stærk, når det kommer til beskrivelsen af de centrale udviklingstrin i førsteministerens politiske rolle. Af Jens Lei Wendel-Hansen Ph.d. og postdoc ved Institut for Historie på Syddansk Universitet

Tim Knudsen har skrevet en velskrevet og original, men måske noget vandrende bog. Kampe om regeringsledelsen 1848-1901 er første bind af Tim Knudsens anerkendelsesværdige projekt, der går ud på at beskrive statsministerembedet fra det konstitutionelle monarkis indførelse til i dag. Lad det først som sidst være sagt, at Tim Knudsen er en fabelagtig historisk fortæller. Hans dosering af analyser og anekdoter, store linjer og konkrete situationer gør bogen til en meget letlæst politisk-historisk fremstilling, som i øvrigt magter – netop ved de konkrete beskrivelser – at levere pointer, som ikke altid er blevet tillagt den rolle i de populære fremstillinger, som de fortjener. Knudsen baserer overordnet set sin fremstilling på sekundærlitteratur, som han diskuterer over for hinanden. Disse positioner vil naturligvis altid kunne diskuteres, men Knudsen fremstår generelt rimelig afbalanceret i sin stillingtagen.

Springer ikke over, hvor gærdet er lavest Det er såre givende og prisværdigt, at Knudsen har påbegyndt sit værk i 1848. Det er før sket, at netop sidste halvdel af 1800-tallet er blevet udeladt i sammenlignelige fremstillinger. Det er eksempelvis tilfældet i Kristian Hvidts Statsministre i Danmark fra 1913 til 1995 fra 1995 og Søren Mørchs 24 statsministre fra 2001 (i 2004 blev den genudgivet

under navnet 25 statsministre). Dermed får man ikke de første 50 års konstitutionelle danmarkshistorie med, og det bliver lettere at overse den udvikling mod parlamentarisk demokrati, der også fulgte efter 1901. Det lader Knudsen til at have øje for, og det er godt. Det betyder også, at Tim Knudsen ikke er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Han har givet sig i kast med en kompleks periode, som let kunne blive forsimplet og ensrettet. Det slipper Knudsen imidlertid fint uden om på grund af et markant overblik, som han magter at overdrage læseren. I skildringen af politiske standpunkter og grupperinger fremstiller Knudsen nøgternt de forskellige politikeres ofte meget sammensatte politiske standpunkter i en periode, hvor dansk politik havde mange akser, ikke mindst hvad angår det nationale spørgsmål og det forfatningsmæssige spørgsmål. Tim Knudsen har det dog omvendt med at fortabe sig i konteksten. Mere end 100 af bogens godt 400 sider bruger Knudsen alene på krigen i 1864. Dens optakt og udfald er unægtelig væsentlige for forståelsen af de politiske problematikker i perioden, men i skildringen af førsteministerrollens politiske udvikling er det ikke indlysende, hvorfor krigen er så stærkt repræsenteret i bogen.

Et klart blik på kongens rolle En meget systematisk analyse af førsteministerens rolle er bogen ikke. Det er snarere en politisk historie, hvor førsteministrene fremhæves. Knudsen har imidlertid et virkelig godt øje for de centrale udviklingstrin, når det kommer til udviklingen af dennes rolle. Her kan nævnes, om førsteministeren er den ledende figur i regeringen, om regeringen står samlet eller splittet, når den møder for kongen i Statsrådet, om det er den afgående eller vordende førsteminister, der kontrasignerer afskedigelse og udnævnelse af sig selv og lignende. Knudsen er særlig stærk, når det kommer til at analysere forskellige institutioners indvirken på hinanden. Han skildrer, hvordan kongernes skiftende interesse i det politiske styre og de forskellige parlamenters pres indvirker på udviklingen af regeringens og dermed førsteministerens rolle. Det gør også, at læseren får et meget klart blik af den store rolle, som kongen personligt fortsat spillede i politisk henseende i

denne periode, og som nok kan siges regelmæssigt at være blevet overset. Omvendt er det dog ærgerligt, at kapitel to, der omhandler forhistorien under enevælden, ikke mere direkte er blevet bragt i spil som netop forhistorien til førsteministerens rolle. I Knudsens lidt anderledes fokus på den politiske danmarkshistorie udfordres også den gængse opfattelse af, hvilken rolle de forskellige førsteministre har spillet. Konseilspræsident J.B.S. Estrup (1875-94) får i denne fremstilling en anderledes udviklende rolle end ellers, fordi hans regeringsperiode netop bliver en væsentlig årsag til, at førsteministeren efterfølgende stod så relativt stærkt både i forhold til kongen, men også i forhold til de andre ministre.

Livlig og inddragende Over for Altingets politisk-historiske feinschmeckeren kan jeg i en ellers udmærket og detaljerig bog ikke undlade at botanisere i en enkelt af bogens ukorrektheder. Tim Knudsen skriver om Estrups justitsminister, Johannes Nellemann, at han har ”den længste ubrudte ministertid nogensinde”. Det er unægtelig en imponerende bedrift at sidde som minister uafbrudt i 21 år og 2 dage, men her forivrer Knudsen sig. Nellemanns stilfærdige kollega marineminister N.F. Ravn blev udnævnt 4. januar 1879 og gik af 27. april 1900 og slår dermed justitsministeren med små fire måneder. I en samlet bedømmelse af bogen må det indgå, om bogen bidrager med andet og mere end en almindelig oversigtsfremstilling af den politiske danmarkshistorie eller mere biografiske oversigtsværker som Svend Thorsens De danske Ministerier. Tim Knudsen får imidlertid fremdraget og ekspliciteret pointer, som ellers enten er blevet bagatelliseret eller helt overset. Det er meget fortjenstfuldt. At han gør dette på en livlig og inddragende måde, er yderligere prisværdigt. Fortabelsen i kontekst og den mindre systematiske analyse af udviklingen gør, at man får et indtryk af, at forfatteren til tider arbejder ud ad en tangent, men det opdager man dog ofte først noget senere på grund af bogens levende fortællemåde. Tim Knudsen: Statsministeren. Bind. 1. Kampe om regeringsledelsen 1848-1901, 448 sider, Forlaget Samfundslitteratur

December 2020

Altinget Magasin Temaord



Tim Knudsen har skrevet et bundsolidt værk om danske statsministre Andet bind i Tim Knudsens værk om de danske statsministre er et bundsolidt, velskrevet og imponerende værk, som kan anbefales til alle historisk interesserede uanset rang og stand. Af Christian Egander Skov Historiker og forfatter, kommentarskribent på Altinget

Hvis en dansk statsminister før 1914 havde brug for administrativ muskelkraft, var det ikke i Statsministeriet, han skulle lede. Statsministeriet – eller konseilspræsidiet som det hed – måtte klare sig med få timers daglig sekretærbistand. Statsministeren, som i øvrigt endnu hed konseilspræsidenten, havde end ikke fået eget kontor før 1909. Og måske var der slet ikke brug for det. Da historikeren Erik Arup blev ansat som Statsministeriets første departementschef brugte han en stor del af sin tid på studier af ældre dansk landbrugshistorie. Selv da Statsministeriet i 1930’erne blev udbygget under socialdemokraten Thorvald Stauning, var det i vid udstrækning et ”pulterkammerministerium”, der beskæftigede sig med naturfredning, københavnske stisystemer samt grønlandske kirke- og skolesager. Alligevel var der en klar udvikling i retning af styrkelsen af statsministerens embede. Alene navneskiftet fra konseilspræsident til statsminister efter 1915-grundloven peger på et symbolsk skifte, hvor førsteministeren ikke blot var den ledende minister i kongens råd, Statsrådet, men regeringens reelle leder med kongen på sidelinjen i en uafklaret og ofte problematisk birolle. Tim Knudsen har i sit stort anlagte værk Statsministeren b. 1-5 ikke alene skildret samtlige danske statsministre siden 1848, men også deres politiske og samfundsmæssige kontekst og udfordringer samt Statsministeriet – og i virkeligheden dansk folkestyres 90

– institutionelle udvikling helt frem til nu. Jeg ser her på bind 2 'Demokratiets første statsministre 1901-1942'.

Et overvældende værk Dette er et overvældende ambitiøst projekt. Og det er et projekt, Tim Knudsen overordnet set er sluppet rigtig godt fra. Jeg tror, at Statsministeren vil indgå som et referenceværk i dansk politisk historieskrivning i rigtig mange år. I sit emnemæssige vingefang og sit fokus på den politiske begivenhedshistorie rummer det mange af de samme kvaliteter som guldstandarden inden for genren, 'De danske ministerier'. Samtidig har den én specifik kvalitet, som de ældre bind af 'De danske ministerier' ikke har, nemlig en overordnet sammenhængende fortælling, som ikke bryder udviklingen op i et utal af personalhistoriske skitser. For de fleste læsere vil det være en gevinst. Alt dette sætter fortegnet. Også for de følgende kritiske bemærkninger. For sine kvaliteter til trods, er der et par problemer i fremstillingen. En væsentlig del af berettigelsen og attraktionen ved Statsministeren ligger i dens skildring af Statsministeriets og i bredere forstand folkestyrets udvikling, for almindelig bred politisk historie er der strengt taget ikke mangel på. Denne skildring står da også centralt i bind 2, hvor vi følger den proces, der indledtes ved det såkaldte systemskifte i 1901. Kongens politiske magt veg, mens statsministerens øgedes. Udviklingen havde forbindelse til etableringen af parlamentarismen som en art statsskik, men spillet mellem kongemagt og skiftende statsministre understreger, at parlamentarismens konstitutionelle status var langt mere usikker, end vi engang lærte. Intet af dette er ukendt i nyere politisk historie, men her beskrives udviklingen samlet og sammenhængende. Den brede debat mangler Netop derfor kunne man have ønsket sig et stærkere fokus på denne kerne i fremstillingen, f.eks. gennem inddragelse af tidens bredere politiske og ikke mindst juridiske debatter om temaer i relation til denne udvikling: parlamentarismens formelle konstitutionelle status, den mindretalsparlamentaristiske praksis, Landstingets opløsningsret, forligsmulighederne i forbindelse med uenighed mellem rigsdagens kamre,

og naturligvis højesterets rolle. Tim Knudsen kommer naturligvis ind på flere af disse spørgsmål, men sjældent som debatter, hvor vi forstår, at det var muligt at indtage en anden holdning end bogens forfatter og læsere, nemlig at såvel parlamentarisme som demokrati er godt, og at det synspunkt i fortiden, der står vor tid nærmest, er det mest legitime. I stedet for en analytisk ambition om at åbne fortidens debatter op og gøre ulige positioner forståelige for den moderne læser, lukker den fremskridtsfortælling, der præger værkets substans og dispositioner, debatterne og gør deres udfald selvfølgeligt. Statsministeren er på den måde klassisk ”whig-history”, hvor demokratiets udviklingshistorie nogenlunde lader sig forstå gennem begrebsparret fremskridt og reaktion, og helte- og skurkeroller fordeles efter aktørernes placering i henholdsvis den ene eller anden lejr. Nuvel, Tim Knudsens fine historiske portrætkunst afbøder de mest negative konsekvenser af denne skematiske historie, men vi står stadigvæk med en fremstilling, der prioriterer skikkelser som Zahle og Stauning, der bar historien frem, mens et interessant fænomen som Venstre-statsministeren Thomas Madsen-Mygdal hurtig afklares som en fiasko.

Eftertidens historie om historien Statsministeren er eftertidens historie om historien. Nogle gange træder dette forhold så stærkt frem, at det forstyrrer. F.eks. da forfatteren et sted synes at tippe brillen ned på næsetippen og docere over for fortiden, at Genforeningen i 1920 slet ikke var en genforening men en indlemmelse, og at alt dette med ”Genforening” bare var noget, som Christian X havde fundet på mod bedre vidende. At Genforeningen var det begreb, sønderjyderne (i øvrigt et andet begreb, Tim Knudsen også tilskriver kongen) selv havde brugt siden 1864, er Tim Knudsen måske uvidende om. Eller måske – og mere sandsynligt – har han valgt med kirurgisk præcision at skære dette forhold ud af fremstillingen. Whig-historiens greb giver kohærens og fremdrift i en historisk fremstilling, men omkostningen er, at vi netop ikke bliver i stand til at forstå ”de andre”, dem der var kritiske over for parlamentarisme eller endog demokrati, eller bare fastholdt traditio-

Altinget Magasin Bøger Temaord

nelle konstitutionelle opfattelser inden for rammerne af folkestyret. Dette er udpræget tilfældet i Knudsens fremstilling, hvor eksempelvis kongemagtens politiske interventioner konsekvent beskrives meget ugenerøst. Og hvor vi løbende præsenteres for nogle anti-demokratiske strømninger, som Knudsen mest finder på højrefløjen, uden at vi i virkeligheden lærer andet om dem end, at de var nogle modstandere, som de gode kræfter på den politiske midte, måtte besejre, så alt kunne blive som det blev. Igen gælder det, at Knudsen bringer tolkninger til torvs, som forekommer problematiske, f.eks. at Det Konservative Folkepartis ledelse først efterhånden i 1930’erne bliver demokratiske. (Det skulle nogen nok have fortalt partikonservatismens antiparlamentariske kritikere). Mens de fleste af os nok kan blive enige med forfatteren i, at det da var godt, at det gik godt, ville det vel være mere givende for en historisk fremstilling at udlægge de samtidige aktørers ideologiske forudsætninger, antagelser, erfaringer og forventninger. Deres hvorfor. Det får vi ikke her, i stedet får vi en sang, vi i har hørt mange gange før – kun er fraseringerne lidt anderledes. Nuvel. Den indledende ros sætter fortegnet. Og intet af dette ændrer ved, at Statsministeren bind 2 er et bundsolidt, velskrevet og imponerende værk, som kan anbefales til alle historisk interesserede uanset rang og stand.

Tim Knudsen: Statsministeren 1901-1942. Bind 2. Demokratiets første statsminister, 608 sider, Forlaget Samfundslitteratur



Kan Knudsen svare på sit eget spørgsmål? Tim Knudsens kæmpeværk er anbefalelsesværdig læsning, men kan man analyserer statsministeriet indefra, når man kun har kilder, der ser det udefra? Af Niels Wium Olesen Lektor i historie på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og forfatter til 'Poul Schlüters tid 1982-1993' og 'Modstand'

Det er et imponerende værk med fokus på statsministerembedet i Danmark fra 1848 til i dag, som Tim Knudsen har påbegyndt udgivelsen af. Tre digre bind på i alt mere end 1700 sider foreligger nu, og der venter endnu to bind i serien. Her anmeldes bind tre om tiden fra 1942 til 1972. Statskundskabsprofessoren Tim Knudsens videnskabelige arbejde har altid været præget af et markant historisk perspektiv. Det gælder også det foreliggende værk. I forordet præsenteres dog også en tydelig politologisk erkendelsesinteresse, der specifikt kaster lys på udviklingen af statsministerembedet og Statsministeriet som magtapparat. Knudsen griber sagen an ved at beskrive de enkelte statsministre i kronologisk rækkefølge med særligt øje for deres ”personlige resurser” og ”politisk-parlamentariske resurser”, eller med andre ord ved et dobbeltfokus på statsministeren som person og aktør samt den konkrete politiske situation og de strukturer, statsministeren skulle arbejde i. Det sidste, situationen og strukturerne, har statsministeren jo i øvrigt mulighed for at påvirke. Tesen er, at embedet har været præget af ”magtvækst” (s. 18). Magtvæksten sker fra midten af 1800-tallet, hvor embedet var betydeligt begrænset af kongen, og hvor statsministeren (dengang konseilspræsident) ikke havde nogen formaliseret forrang over de øvrige ministre; til vore dage, hvor statsministeren personificerer regeringen og har betydelige institutionelle og politiske magtmidler til sin rådighed.

et stykke historieforskning. Over visse stræk antager bind 3 endda karakter af traditionel historiefortælling. Det betyder også, at den mere problemorienterede sagsfremstilling sine steder tabes af synes, eller måske ligefrem glemmes, når forfatteren rives med af sine betydelige evner som fortæller. Der er dog tale om spændende og relevant historieskrivning, som vil glæde interesserede i dansk politisk historie. Men fremstillingsformen og det anvendte materiale til besvarelsen af de valgte problemstillinger hænger ikke optimalt sammen, hvorfor bogen også giver anledning til at rejse en række kritiske bemærkninger. Bogen behandler hele ni statsministre: socialdemokraten Vilhelm Buhl (regeringsperioderne 1942 og 1945), den partiløse diplomat Erik Scavenius (194243), venstremanden Knud Kristensen (19451947), socialdemokraterne Hans Hedtoft (1947-50 og 1953-55) og H.C. Hansen (195560), venstremanden Erik Eriksen (1950-53), socialdemokraterne Viggo Kampmann (1960-1962) og Jens Otto Krag (1962-68 og 1971-72) samt endelig den radikale Hilmar Baunsgaard (1968-71). Knudsen gør det til en pointe, at de fire af statsministrene, Buhl, Scavenius, Kampmann og Krag, var akademikere, mens de fem øvrige enten var faglærte håndværkere som Hedtoft og H.C. Hansen, landmænd som i tilfældet Kristensen og Eriksen, eller handelsuddannet som Baunsgaard. Knudsen mener, at ikke-akademikerne var udfordret i deres embedsperiode ved ikke at have dybere fagøkonomisk indsigt.

Har Knudsen grundlaget for at svare på sit eget spørgsmål? I indledningen rejser Knudsen spørgsmålet: ”Vil statsministerens magt fortsætte med at vokse? Og bør den det?” (s. 20). Spørgsmålet stilles eksplicit til ”læserens egen overvejelse”, men man aner dog, at Knudsen selv mener, at en sådan udvikling rummer visse farer. Netop i disse dage, hvor den siddende statsminister er martret af den såkaldte minkskandale, kan han jo godt have visse argumenter for det synspunkt. Nuvel, det er for tidligt at forudskikke en sådan vurdering fra Knudsens side, da man må formode, at han i femte og sidste bind vil tage spørgsmålet op til en mere systematisk diskussion. Mens de styrende spørgsmål som vist ovenfor har politologisk karakter, er værket genremæssigt snarere at karakterisere som

Hedtoft som eksempel Den faglærte litograf Hans Hedtofts embedsperioder kan tjene som eksempel. Hedtoft døde i embedet som kun 51-årig, fuldstændig nedslidt. Han var statsminister i en periode med store økonomiske problemer, tilløb til europæisk integration og med den meget vidtrækkende beslutning om at blive alliancepartner i NATO. Han var slet ikke befaren udi økonomisk politik. De økonomiske spørgsmål, Hedtoft-regeringerne arbejdede med, var mangfoldige og sammenvævede. Reguleringspolitikken fra besættelsen skulle udfases og handelsforbindelser genoptages og indtænkes i en strategi for udvikling af en dansk industri, samtidig med at landbrugets eksportpotentiale blev opretholdt. Hertil skulle Marshallhjælpen også administreres i snævert samDecember 2020

Altinget Magasin Temaord

arbejde med andre vesteuropæiske lande og den rige onkel, USA. Disse spørgsmål blev parkeret i det magtfulde Ministerudvalg for Økonomi og Forsyning (MØF), hvor Buhl var formand, og hvor Hedtofts nære ven, Jens Otto Krag, sad med som handelsminister. Desuden var udvalget understøttet af Det Økonomiske Sekretariat, som var en embedsmandsgruppe bestående af unge og dynamiske cand.polit.er. Socialdemokratiske var de tilmed også. I Hedtofts regeringsperiode blev der således indhøstet gode erfaringer med regeringsudvalg til understøttelse af politikudviklingen og -implementeringen. Mens Hedtoft således havde folk til at tage sig af de økonomiske spørgsmål, viede han udenrigspolitikken stor opmærksomhed. Her var der rigeligt at tage sig af i en tid, hvor det europæiske og det transatlantiske samarbejde for alvor blev lagt på skinner i lyset af Den Kolde Krig. Samtidig, og som følge heraf, skulle Hedtofts hjertebarn, det nordiske samarbejde, revurderes og blev det i form af skabelsen af Nordisk Råd, som ikke mindst Hedtoft stod bag. Det er velkendt, at statsministerembedet i nyere tid er blevet stadigt mere magtfuldt i udenrigspolitiske spørgsmål. Det er fortjenstfuldt, at Knudsen peger på Hedtoft som begyndelsen på den udvikling. I sin samlede vurdering af Hedtoft mener Knudsen, det var et problem, at denne var svagt funderet i økonomiske spørgsmål. Heroverfor vil denne anmelder betone, at statsministeren var godt dækket ind af fagøkonomisk indsigt gennem rådgivere blandt de øvrige ministre og embedsmændene.

En anden type politiker Sagen var jo, at Hedtoft var en anden type politiker med forcer på helt andre, men også vigtige områder. Han kunne tale visionært og i sjælden grad mobilisere folk bag en politik. Naturligvis først og fremmest folk, der lå tæt på Socialdemokratiet, men det var også af afgørende værdi i en tid, hvor partiet, landets klart største, på afgørende spørgsmål og i regulære hjertesager, forandrede sin politiske linje. Den socialistiske målsætning om ejerskab til produktionsmidlerne blev udskiftet med et vækstparadigme, industrialiseringsambitioner, ønsket om en velfærdsstat og forestillingen om staten som den saglige og videnskabeligt funderede formidler

og styringsapparatet i en kapitalistisk blandingsøkonomi. På det udenrigspolitiske område blev den hidtidige antimilitaristiske neutralitetspolitik udskiftet med militær oprustning, demokratisering af forsvaret og medlemskab af en kapitalistisk alliance. Disse fundamentale politiske kursændringer stod Hedtoft med sit betydelige mobiliseringstalent i spidsen for. Som politisk håndværk og som politisk lederskab betragtet var det en enorm bedrift. Ikke mindst når man ser det i sammenhæng med, hvor identitetsskabende det socialistiske endemål, antimilitarismen og forsvarsskepsissen var for partiet tidligere. – Hvor står Socialdemokratiet på disse spørgsmål i dag? Der hvor Hedtoft sikkert og med seismografisk fornemmelse for medlemmernes følelser førte dem hen for 70 år siden! Kig eventuelt en gang på de syv malerier i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg. Nu er det blandingsøkonomien, velfærdsstaten og det transatlantiske samarbejde, som er det socialdemokratiske hjerteblod. Anmelderen finder i det hele taget, at Hedtofts evner som statsminister undervurderes af Knudsen.

Krag moderniserede og reformerede Knudsen giver en række interessante vurderinger af, hvordan de ni statsministre forholdt sig til Statsministeriets organisatoriske opbygning, herunder brugen af ministerudvalg til effektivisering af regeringsarbejdet samt brugen af embedsapparatet. På det felt medvirkede Buhl og Hedtoft til mere udstrakt brug af ministerudvalg, mens Kristensen, Eriksen og H.C. Hansen i deres perioder forsømte at reformere Statsministeriet. Den store reformator var i den henseende Krag. Han reformerede embedet med en mandskabsmæssig oprustning i sit ministerium, så der også blev ressourcer til politisk sparring og rådgivning fra embedsmandsside. Han gik heller ikke af vejen for at fyre embedsmænd af den gamle skole. Desuden formaliseredes en række processer med skriftlighed og mødereferater. I kraft af sin faglighed og sit personlige kendskab til et utal af højere embedsfolk kunne Krag også på et mere uformelt plan samle informationer om og præge arbejdet i en række andre centrale ministerier. Det stillede ham stærkt over for det øvrige ministerhold. Krag moderniserede også kommunikati-

onen med offentligheden via faste pressemøder og et nyt format for åbningstalen. Krag stod således for den indtil da største reformation og forøgelse af statsministerembedets magtressourcer. Tim Knudsens værk er ambitiøst ud over det sædvanlige. Han vil beskrive og analysere 170 års politiske danmarkshistorie med udgangspunkt i statsministerembedet. Med sit fokus på embedets institutionelle og politiske udvikling samt embedets ”magtvækst” over tid må det nødvendigvis også blive en analyse af statsministerarbejdet i detaljen. På baggrund af læsning af bind 3 er der dog grund til at rejse spørgsmål om ambitionsniveauet indfries.

Indefra og udefra Det er klart, at arkivstudier relateret til hver enkelt statsminister ville have gjort opgaven uoverkommelig. Knudsen må derfor (næsten udelukkende) basere sin analyse på publiceret litteratur. Her forbigår Knudsen ofte den specialiserede forskningslitteratur om de emner, han behandler. I stedet bruges i stor stil oversigtsværker og erindringsværker. De sidste ikke sjældent forfattet af embedsmænd. Førstnævnte kategori er tit for overfladiske til brug for den politologiske erkendelsesinteresse, Knudsen selv sætter som værkets præmis. For hvad siger oversigtsværkerne om statsministerembedets indre funktionsmåde? Ikke ret meget. I stedet må Knudsen mere indirekte udlede informationer om sit specielle interesseområde heraf. Ikke altid med held. Den anden kategori, erindringslitteraturen, er ofte forfattet af selvbevidste egoer, der med et langt liv i centraladministrationen bærer rundt på adskillige fjendtlige følelser over for behagesyge, opportunistiske politikere, der var svære at rådgive. Hvis embedsmændene selv skulle sige det. Departementschef Erik Ib Schmidts erindringer kan her tjene som eksempel. Ikke sjældent har erindringslitteraturen også decideret anekdotisk karakter. Genren rejser altså en række betydelige kildekritiske problemer, som sjældent håndteres eksplicit af Knudsen. Der synes altså at være et misforhold mellem værkets tårnhøje ambitionsniveau – en analyse af statsministerembedet set indefra – og dets praktiske realisering, som over lange stræk bliver embedet set udefra og på baggrund af litteratur, som har et helt andet

Altinget Magasin Bøger Temaord

sigte end Knudsens. Det betyder, at Knudsen af vanvare kommer til at servere læseren faktuelle fejl, som kunne være undgået ved et dybere dyk i litteraturen. Nogle få eksempler skal nævnes her. Ikke som petitesserytteri, men fordi fejlene har konsekvenser i et videre tolkningsperspektiv.

Skal statsministeren være akademiker? Buhl blev ikke statsminister i 1942 som erstatning for nogen andre, som Knudsen skriver, ej heller, som han også skriver, fordi Folketinget var sat ud på et sidespor, og ”de to demokratisk set uvedkommende kræfter, kongen og tyskerne” havde vetoret (s. 34). Buhl blev netop statsminister, fordi Folketinget (i skikkelse af Nimandsudvalget) ønskede det. Der var tillid til ham. Tyskerne var imod udnævnelsen af Buhl, og gjorde Scavenius ansvarlig for resultatet. Folketingsflertallet løb altså en chance ved at pege på Buhl. Derfor varede det også kun et halvt år. For forståelsen af hele Hedtofts statsministergerning er det en betydelig mangel, at læseren ikke bibringes den viden, at Hedtofts drøm om et skandinavisk forsvarssamarbejde også handlede om et ønske om betydeligt samarbejde på andre væsentlige politikområder, herunder det økonomiske, ud fra betragtninger om en ’modelforståelse’ af Skandinavien. Hedtoft ville manøvrere sig ind i et skandinavisk fællesskab, hvor det danske Socialdemokrati kunne ’låne’ styrke af de stærkere søsterpartier i Norge og Sverige. Som nævnt mener Knudsen, at Hedtoft, H.C. Hansen, Eriksen og Baunsgaard var hæmmet i deres embede af ikke at være akademikere. De komplekse økonomiske problemer, de var stillet over for, var sammen med deres manglende analytiske evner, en hindring for dem, da de stod i spidsen for det komplicerede, moderne Danmark. Måske. Men Knudsen gør sig ikke umage med at begrunde pointen med eksempler. Det må i øvrigt også være svært med det materiale, han lægger til grund for sin analyse. Man kunne også forsøgsvis indvende, at J.C. Christensen og Stauning vel er eksempler på, at man først og fremmest skal være en god politiker for at blive en god statsminister. Selvfølgelig var de statsministre i en anden tid og i spidsen for et knap så kompliceret samfund. Men flere

ikke-akademiske politikerkarrierer har vist, at man kan komme langt med gode rådgivere. Det kunne være fristende at spørge, om de i dag næsten totalt akademiserede ministerier understøtter Knudsens pointe? Hvorom alting er, kunne det være interessant, om Knudsen ville gøre lidt mere ud af sin antagelse. Han har jo chancen i bind 4, hvor den sidste ikke-akademiker blev statsminister. Disse kritiske punkter skal dog ikke skygge for, at der er tale om et fortjenstfuldt bidrag til den politiske historieskrivning og at værkets politologisk funderede analyse også kaster interessante indsigter af sig. Bind 3 i serien beriger i hvert fald læseren med en imponerende mængde generelle pointer. Blandt disse er, hvor krævende statsministerposten er. Ikke mindst fordi embedet var så underforsynet med bistand fra embedsværket helt op til Krags reformation af Statsministeriet, men, ak, også stadig derefter. Det er således næsten gruopvækkende læsning at se, hvordan flere døde i embedet eller måtte trække sig helbredsmæssigt invalideret derfra. Bind 3 af Statsministeren er anbefalelsesværdig læsning. Det skal blive spændende at læse de to følgende bind. Især må man glæde sig til, at Tim Knudsen – forhåbentligt – til sidst binder trådene sammen i en overordnet analyse af statsministerembedets udvikling. Tim Knudsen: Statsministeren. Bind 3. Fra krigstid til samarbejdende folkestyre 1942-1972«. Forlaget Samfundslitteratur 2020, 655 sider, 399,95 kr.



Obamas erindringer er en tiltrængt hilsen fra et andet Amerika Den er lang, og den er detaljeret. Men efter fire år med Trump er det lige, hvad man har brug for. Barack Obamas erindringer kredser om race, polarisering og om balancen mellem idealisme og kynisme i moderne politik. Af Jakob Nielsen Chefredaktør, Altinget

Under Barack Obamas første besøg i Kina, spadserer han en tur på Den Kinesiske Mur, og en medarbejder spørger ham, hvordan Ming-dynastiet i sin tid brød sammen. ”Interne stridigheder”, svarer Obama. ”Magtkampe, korruption, sultende bønder, fordi de rige blev grådige og bare var ligeglade…”. ”Den sædvanlige historie”, konstaterer medarbejderen, og Obama nikker: ”Den sædvanlige historie”. Ikke et ord om Donald Trump. Men alligevel lurer han hele tiden mellem linjerne, når Barack Obama ser tilbage på sine år som USA's præsident. Det er en besynderlig oplevelse at sidde med Barack Obamas erindringer i hånden. Dels fordi den er tung. I bogstaveligste forstand. 880 sider i hårdt omslag vejer en del. Dels fordi bogen Et Forjættet Land allerede føles som en hilsen fra en svunden tid – dengang eftertænksomhed, empati og evnen til selvkritik var en naturlig del af det amerikanske præsidentembede. Under min hastige læsning af bogen griber jeg på et tidspunkt telefonen, hvor det seneste tweet fra den afgående præsident lyder: ”I WON THE ELECTION”. Kontrasten mellem USA’s 44. og 45. præsident er så monumental, at man næsten må snappe efter vejret. Og i det lys er de 880 sider fra Barack Obama en gave. En tiltrængt hilsen fra et andet Amerika og en dybt nødvendig påmindelse om, at politik nok er beskidt, besværligt og fuld af tilbageslag – men at den ikke behøver være gennemtæret af kynisme, korruption og gustne overlæg.

Håndskrevet og hudløs Bogen er lang – og så er det faktisk kun første bind af to! Den slutter med militæroperationen i 2011, hvor elitesoldater dræber Osama bin Laden. Til gengæld er den ikke bare skrevet af Barack Obama selv, men angiveligt også skrevet i hånden – ”fordi jeg synes, en computer får selv mine mest rå udkast til at se alt for overfladisk polerede ud og skjuler halvbagte tanker bag en maske af pænhed”, som forfatteren forklarer på første side. Det er et løfte om en ærlig, hudløs og til tider også selvkritisk gennemgang af de vigtigste begivenheder i hans præsidentperiode, og det løfte holder han. På den måde er bogen en gave til historikere og alle os andre, der gerne vil genopliDecember 2020

ve nogle af de historiske øjeblikke med en af hovedpersonerne som jeg-fortæller. Er den også for lang? Ja, nogle steder kunne man nok undvære forklaringen på udnævnelsen af den ene eller anden rådgiver, men 880 sider er alligevel langt bedre end 280 tegn.

Sarah Palin var et varsel Bogens første del er en relativt hurtig gennemgang af Obamas opvækst og politiske dannelse. Han skriver godt og uden omsvøb. Han omtaler sin modkandidat i 2008, John McCain, med respekt, men er til gengæld brutal i sin karakteristik af vicepræsidentkandidat Sarah Palin: ”Guvernøren fra Alaska virkede hele tiden fuldkommen blank og famlede efter ordene som en skoleelev, der prøver at bluffe sig igennem en prøve, hun ikke har læst til.” Og Obama er ikke blind for perspektivet: ”Det var selvfølgelig et varsel om de tider, der skulle komme – en større, mørkere virkelighed”, skriver han, igen uden at nævne Trump ved navn. Det er, da Obama på side 270 bliver præsident og flytter ind i Det Hvide Hus, at bogen for alvor tager fart. Et gennemgående tema er den politiske splittelse, som ifølge Obama begyndte med vedtagelsen af borgerrettighedsloven i 1964 og er endt med den polarisering, vi ser i dag. Det er en splittelse, som sætter sit dybe præg på hans embedsperiode, fordi den nærmest fra begyndelsen gør det stort set umuligt for præsidenten at få vedtaget lovgivning. Især fordi republikanerne i Senatet med deres leder Mitch McConnell i spidsen fra første dag beslutter sig for at modarbejde ethvert initiativ og straffe partifællerne hårdt, hvis de samarbejder med Obamas regering. ”Hvad McConnell manglende i karisma og interesse for lovgivningsarbejdet, kompenserede han så rigeligt for med sin disciplin, snedighed og skamløshed, alle egenskaber, han gjorde brug af i sin målbevidste og lidenskabsløse stræben efter magt”, hedder det i en nådesløs beskrivelse af den garvede politiker. Føler du dig heldig, hr. præsident? I sine første to år som præsident havde demokraterne et flertal på 77 mandater i Repræsentanternes hus og på 17 mandater i Senatet. Alligevel var det nærmest umuligt at få vedtaget en hjælpepakke i Kon94

gressen, der kunne bringe den amerikanske økonomi på fode efter den finanskrise, som Obama arvede fra sin forgænger. Kampen for hjælpepakken – som omsider bliver vedtaget med snævert flertal og takket være masser af bestikkelseslignende bevillinger til udvalgte kongresmedlemmer – er dog det rene vand i forhold til kampen for Obamas sundhedsreform, Affordable Care Act. Obama beskriver indgående, hvordan flere af hans rådgivere undervejs opfordrer ham til at droppe den ambitiøse reform, til at dæmpe sin idealisme og til at se mere realistisk på muligheden for at få vedtaget en reform udelukkende med demokratiske stemmer. ”Spørgsmålet er velsagtens: Føler De Dem heldig, hr. præsident?”, siger en af hans rådgivere på et tidspunkt, da det ser sortest ud. Obama spørger tilbage: ”Hvor befinder vi os?” I Det Ovale Værelse, lyder svaret. ”Og hvad hedder jeg?”. Barack Obama, kommer det fra rådgiveren. ”Barack Hussein Obama. Og jeg er her sammen med jer i Det Ovale Værelse. Jeg føler mig altid heldig, brormand”.

Hvorfor er de bange for os? Gennem hele fortællingen ligger racespørgsmålet som underlægningsmusik. Det begynder allerede, da familien Obama med noget besvær får overtalt tjenerne i Det Hvide Hus til at droppe smokingen, når de serverer mad til hverdag. ”Vi vil bare sikre os, at De får samme betjening som enhver anden præsident”, forklarer én af præsidentens (sorte) butlere, Von Everett, der havde været ansat i Det Hvide Hus siden Reagan. En anden sort tjener, Buddy Carter, der havde været ansat siden Nixon tilføjer: ”Nemlig. Jeg skal sige Dem, hr. præsident, at De og førstedamen ikke helt forstår, hvor meget det betyder for os. At De bor her… De forstår det ikke”. På samme måde har hr. og fru Obama også svært ved at forstå, hvor meget det betyder for mange hvide amerikanere, at der nu sidder en sort familie i Det Hvide Hus. Men det går op for dem i takt med, at Tea Party-bevægelsen vinder frem og samler tusindvis af tilhængere med ofte direkte racistiske budskaber. En aften slukker

Michelle demonstrativt for fjernsynet under en reportage fra en Tea Party-demonstration, hvor Obama som vanligt er blevet karikeret som afrikansk heksedoktor: ”Det er helt skørt, ikke?”, siger hun. ”Hvad er skørt?”, spørger Barack Obama. ”At de er bange for dig. Bange for os”. Barack Obama beslutter fra begyndelsen at tale meget lidt og meget forsigtigt om racespørgsmål. Han vil ikke ende som de sortes præsident. Men spørgsmålet synes alligevel hele tiden at indhente ham. På et langt pressemøde om sundhedsreformen bliver han til sidst spurgt om en episode, hvor en sort professor fra Harvard Universitetet er blevet anholdt. Professoren, Henri Louis Gates, havde haft svært ved at åbne sin egen hoveddør, og hans naboer havde ringet efter politiet, fordi de mistænkte et indbrud. Det havde udviklet sig til et skænderi mellem en betjent og den iltre professor, som til sidst var blevet lagt i håndjern. Obama kommenterer sagen forsigtigt, men siger dog, at det var tåbeligt af politiet at anholde en mand for at bryde ind i sit eget hjem. Det fører til en kæmpe mediestorm, der hurtigt vokser sig så stor, at den truer med at vælte vedtagelsen af sundhedsreformen. Det hele dæmper sig først lidt, da Obama inviterer professoren og betjenten til at drikke en forsoningsøl i Det Hvide Hus. Efterfølgende sidder Obama sammen med sin hustru og en stribe af sine nærmeste, ikke-hvide rådgivere. ”Vi var alle sammen vant til at skulle løbe et forhindringsløb for at kunne fungere effektivt i statsinstitutionerne, der overvejende var befolket af hvide. Vi var blevet mestre i at ignorere småkrænkelser og var altid parate til at lade tvivlen komme hvide kolleger til gode, fordi vi vidste, at selv en ganske forsigtig snak om race kunne få dem til at gå helt i baglås. Alligevel blev vi alle sammen overraskede over reaktionen på mine bemærkninger om Gates. Det var den første indikator, jeg fik på, at forholdet mellem sorte og politiet skabte større polarisering end stort set alle andre emner, der angik livet i Amerika. Det var, som om det stak en sonde ned i nationens dybeste underbevidsthed og ramte alle blottede nervetråde”.

Til kamp mod patriarkatet Spørgsmålet om race og køn fører også til uro helt inde i præsidentens kabinet, fordi

Altinget Magasin Bøger

Obama modsat de fleste af sine forgængere (og modsat sin efterfølger) havde ansat en meget mangfoldig kreds af rådgivere med mange kvinder og flere med minoritetsbaggrund. Efter et par år står det klart, at den store andel af ikke-hvide og kvindelige rådgivere i Det Hvide Hus ofte føler sig tromlet af den skare af midaldrende, hvide mænd, der sad nærmest præsidenten. Det er formentlig hverken værre eller bedre end på en masse andre arbejdspladser i USA. Men Obama indkalder en stribe af de kvindelige medarbejdere til en middag for at lytte til deres bekymringer, og bagefter indskærper han over for sin stab, at tonen skal være ordentlig. Mødet tvinger ham også til at kigge i spejlet og spørge, om hans egen mandschauvinistiske tilbøjeligheder kan have medvirket til deres ubehag. Som han siger til sin nære rådgiver Valerie Jarrett: ”Det er svært at trævle patriarkatet op under en enkelt middag”.

Løkke var i chok Forholdet til Europa fylder ikke meget i Et Forjættet Land, men Obama beskriver temmelig detaljeret, hvordan han opfatter sine to nærmeste samarbejdspartnere i EU, den tyske kansler og den franske præsident. Den første omtaler han med dyb respekt, mens præsident Sarkozy beskrives som en spradebasse, der ”i hastigt tempo svingede mellem smiger og brovten og indsigtsfulde betragtninger, men aldrig forvildede sig langt væk fra hans primære og slet skjulte hovedinteresse, nemlig at være i centrum for begivenhederne og tage æren for det, der i den pågældende situation var værd at tage æren for.” I et interessant og detaljeret afsnit om klimatopmødet i København i 2009 beskriver Barack Obama den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”opmærksom, velinformeret, pragmatisk og menneskelig”, men også som en mand på kanten af et nervøst sammenbrud. ”Da vi mødte den stakkels mand, så han ud, som om han var i chok, hans klare blå øjne var tydeligt udmattede, hans lyse hår sammenfiltret som om han lige havde været i brydekamp.” I Obamas gengivelse er det i høj grad ham selv, der redder et tåleligt kompromis ud af det fejlslagne topmøde, men først efter at han sammen med et hold medarbejdere

nærmest desperat har vandret rundt i Bella Centers kringlede gange for at opstøve det mødelokale, hvor Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika har lukket sig inde for at aftale en strategi. På den måde er scenen et billede på, hvordan USA’s indflydelse på den globale scene var hastigt dalende allerede længe inden Trump – men den refleksion kommer ikke fra Obama selv. Han runder i stedet historien af med at berette, hvordan han kommer hjem til Det Hvide Hus og bliver spurgt af sine døtre, hvordan det går med at redde tigrene. ”Jeg arbejder på det”, svarer han.

Så kommer Donald Trump Tilbage i Washington bliver situationen fortsat mere besværlig, og i 2011 truer republikanerne med at blokere for en ny finanslov, fordi underskuddet er for stort. Argumentet lugter fælt af hykleri, da republikanerne selv havde ladet gælden vokse uhæmmet under præsident Bush. Men stemningen bliver mere og mere giftig, og nogle af de ekstreme udsagn, som Sarah Palin havde fremsat i valgkampen i 2008, er efterhånden blevet almindelig, republikansk retorik. ”Det var som om selve min tilstedeværelse i Det Hvide Hus havde udløst en indgroet panik, en følelse af at den naturlige orden var blevet forstyrret,” skriver Barack Obama. Og her – på side 824 – dukker Donald Trump op for første gang. Han greb nemlig den stadig mere polariserede folkestemning og skabte sig et navn på at hævde, at Obama slet ikke var født i USA og dermed ikke var en legitim præsident. Resten er historie, som man siger.

fallittens rand, eller at Obamacare var den direkte vej til medlidenhedsdrab. Faktisk var Trumps mangel på hæmninger den eneste forskel mellem hans og deres politiske stil,” skriver Obama. Men dybere i analysen når han ikke, inden første bind af Et Forjættet Land slutter med kommandosoldaternes aktion mod Osama bin Laden. Dermed er hans genvalg i 2012, krigen i Syrien og selvfølgelig Donald Trumps opstigen alt sammen en cliffhanger, der venter på at blive foldet ud i næste bind. Personligt skal jeg i gang med håndvægtene med det samme, så jeg er i form til at løfte næste bind. Obamas erindringer er ikke perfekte, nøjagtig som hans regeringsperiode langtfra var fejlfri. Men de repræsenterer en vilje til refleksion og en konstant tvivl over forholdet mellem idealisme og magt. Som Barack Obama spørger i bogen: ”Hvor nyttigt er det at beskrive verden, som den burde være, når forsøgene på at realisere den verden er dømt til at mislykkes?”. Kort efter aktionen mod bin Laden tænker Obama i en stille stund over, hvordan Amerika måske kunne se ud, hvis landet kunne mobilisere samme beslutsomhed på at mindske fattigdom eller bekæmpe klimaforandringer, som det havde vist i jagten på bin Laden. Hvor naivt. Hvor velgørende naivt.

Barack Obama: Et Forjættet Land, 880 sider, Lindhardt og Ringhof, 399,95 kroner.

Efter 860 sider... en cliffhanger Men man glemmer nemt, at Trumps tosserier fik enorm mediedækning, også i brede medier. Det var således den venstreorienterede avis Washington Post, der i 2011 inviterede Trump med til den årlige middag med pressekorpset. Obama ser på med forundring, mens medierne sværmer om Trump, og snart viser målinger, at 40 procent af de republikanske vælgere ikke tror på, at Obama er født i USA. Dybest set er der i Obamas øjne ikke særlig stor forskel på Trump og på de øvrige republikanske ledere: ”De forstod også, at det ikke betød noget, om det, de sagde, var sandt. De behøvede faktisk ikke tro på, at jeg førte landet på December 2020

Altinget Magasin Temaord

DEBAT

KRONIK

Tidligere departementschefer efter minkskandalen: Hvem har egentlig ansvaret i ministerierne? Statsministerens udnævnelse af en stabschef er en hensigtsmæssig udvikling. De mange møgsager med tråde til embedsværket kan nemlig nedbringes ved at adskille den faglige og politiske rådgivning af ministeren. Af Jørgen Rosted og Peter Loft Fhv. departementschef i Erhvervsministeriet og fhv. departementschef i Skatteministeriet

Minkskandalen og regeringens redegørelser om forløbet op til og lige efter beslutningen om at aflive alle mink i Danmark trods manglende lovhjemmel har afstedkommet flere ønsker om en nøjere, uvildig undersøgelse af forløbet. En advokatundersøgelse eller en egentlig undersøgelseskommission kan muligvis kaste mere lys over, hvad der er passeret.Det er oppositionens opgave at presse på for yderligere undersøgelser, men spørgsmålet er, om der ikke også er behov for at få undersøgt, hvorfor ministerierne igen og igen hjemsøges af skandaler. Om der er en sammenhæng mellem de talrige tilfælde, hvor der enten er begået overtrædelser af retsregler, givet forkert besked til Folketinget, eller hvor der er begået store administrative fejl, som har kostet det offentlige uretmæssige tab. Med en overhængende risiko for at gentage os selv er det vores opfattelse, at de mange møgsager i staten skyldes de sædvaner og retsregler, ministeren og ministerierne i dag fungerer på grundlag af. Er de stadig tidssvarende, eller skal de tilpasses den tid, vi lever i nu? Det er derfor vores opfordring, at man nu indleder et grundigt undersøgelsesarbejde med henblik på at afklare, om der er uhensigtsmæssigheder og uklarheder i den måde, ministerierne ledes på, og med hensyn til 96

de regler der gælder om, hvem der har det overordnede ansvar for fejl i et ministerium.

Aflast departementscheferne Over årene er der løbende sket en forskydning i de opgaver, som en offentlig topchef – i særdeleshed en departementschef – forventes at løse. Den øverste chef var tidligere den faglige garant for, at tingene gik rigtigt for sig. At lovgivning var korrekt udformet, at Folketinget fik fyldestgørende oplysninger, at grundlæggende forvaltningsmæssige regler blev fulgt, og at der var orden i administrative og økonomiske forhold. I dag synes der i højere grad at blive lagt vægt på departementschefens opgaver som rådgiver for ministeren. Departementschefen er ministerens nærmeste rådgiver, når det gælder udarbejdelse af politiske initiativer, taktiske overvejelser og spørgsmål om kommunikation med videre – både i forbindelse med den løbende drift og i forhold til at håndtere møgsager. Der synes ikke længere at være tid til at sikre, at disse møgsager undgås. Det, tror vi, skyldes, at opmærksomheden i ministeriernes beslutningsproces i for høj grad er rettet imod de politiske forhold og de hertil knyttede beslutninger, hvorimod de faglige eller tekniske forhold, som skal være på plads, for at initiativet bliver rigtigt udformet, ikke får tilstrækkelig opmærksomhed. Vi har derfor blandt andet i vores bog 'Hvem har ansvaret' foreslået, at departementscheferne og de øvrige topchefer aflastes i deres funktion som politisk rådgiver for ministeren, således at disse i højere grad kan kere sig om tekniske, lovmæssige, forvaltningsmæssige og administrative forhold. Som bekendt har statsministeren allerede oprustet den politisk udnævnte rådgivning ved blandt andet at udpege en stabschef. Vi ser dette som begyndelsen på en hensigtsmæssig udvikling, hvor der i højere grad sker en adskillelse af den politiske og den teknisk/faglige rådgivning. En udvikling, som måske kan give bedre plads til, at de traditionelle embedsmænd kan koncentrere sig om den faglige kvalitet i arbejdet og om sammenhængen mellem de politiske beslutninger og den lovmæssige udformning. Departementschefen skal fortsat rådgive ministeren om alle aspekter af en sag, men altså have et særligt ansvar for det forvaltningsmæssigt mulige og det retlig korrekte.

I nogle sager kan stabschefen og departementschefen have forskellige opfattelser og begrundelser, men det vil kun give ministeren et bedre beslutningsgrundlag.

Nedsæt et udvalg I forlængelse heraf er der efter vores opfattelse behov for, at det nøje afklares, hvordan de ansvarsmæssige forhold i ministerierne skal være. I dag har ministeren ansvar for alt, hvad der sker i ministeriet, men i praksis lægges der vægt på, om vedkommende vidste eller burde vide, at der var begået en fejl. Ministeren vil som regel erhverve sin viden om, hvad der sker i ministeriet fra sin departementschef. Derfor er det vigtigt, at det er afklaret, i hvilket omfang departementschefen har ansvar for, hvad der sker i det samlede ministerium, og i hvilket omfang denne forventes at føre tilsyn med, hvad der sker i de enkelte dele af ministeriet. Endelig er der behov for at afklare, hvilke muligheder departementschefen har for at agere, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt der handles korrekt eller ej. Vi foreslår, at der nu nedsættes et sagkyndigt udvalg, der kan se på disse ansvarsmæssige aspekter og komme med forslag til ændringer, så det bliver tydeligere, hvem der har ansvaret for, at tingene går rigtigt for sig i et ministerium, og hvad der skal til, for at dette ansvar kan udøves. Kun på denne måde tror vi, at man kan nedbringe antallet af møgsager i centraladministrationen.

KRONIK

Tidligere Danida-rådgiver: Jeg stoppede efter ti år – med ondt i hovedet og samvittigheden Vedvarende kommunikationskløfter betød, at Jens Peter Tang Dalsgaard stoppede efter ti år i jobbet. Der kan stadig læres af erfaringerne, skriver den tidligere Danidarådgiver.

Af Jens Peter Tang Dalsgaard Tidligere rådgiver i Danida

Altinget Magasin Debat Temaord

Som Danida-rådgivere på landbrugssektorprogrammer havde vi mange, lange møder på de danske ambassader. De gode ambassadefolk forvaltede bistanden på Danmarks vegne, og vi mere teknisk-faglige rådgivere refererede til dem. De sad på ambassaderne. Vi sad inde i modtagerlandenes ministerielle departementer og rådgav om brugen af udviklingshjælpen. Vi forlod ofte ambassademøderne let frustrerede og i det stille lettere hovedrystende. Jeg gætter på, at ambassadefolkene sad tilbage med lignende oplevelse. Mild hovedpine begge steder. Det, der skulle være frugtbart samarbejde om forvaltning af bistanden, føltes ofte som en kamp for at finde fælles forståelse for, hvorfor pengene ikke blev brugt hurtigt nok.

Meldinger var ikke værdsatte Ambassaden argumenterede typisk for at opfylde de ambitiøse planer og spendere bevillingen hjemmefra (en vigtig målestok for præstationsniveauet). Rådgiverne plæderede typisk for ikke at stirre sig blinde på planerne eller forcere forbruget, så længe vi ikke mente, at vi kunne stå inde for det på forsvarlig vis. God tone, god kaffe, nogle gange sågar med dansklignende bagværk for at fremme hyggen. Men ikke frugtbart nok. Vi rådgivere formåede sjældent på overbevisende måde at gøre rede for de flaskehalse, som vi oplevede i det daglige inde i modtagerorganisationerne: Manglende kapacitet til at absorbere bistanden; divergerende dagsordener; tegn på eller mistanke om korruption. De meldinger føltes ikke altid velkomne eller værdsat på ambassademøderne. Rådgivere og embedsfolk havde samspilsproblem Set i bakspejlet tror jeg, at samspilsproblemet langt hen ad vejen skyldtes, at få af vi rådgivere var skolet som embedsfolk, og at få ambassadefolk omvendt havde arbejdet ude i felten. De havde typisk rutine fra Udenrigsministeriet, eventuelt suppleret med FN, EU og lignende. Skrivebordserfaring, kontorerfaring, mødeerfaring på højere niveauer ledsaget af korte, velklædte, diplomatiske VIP-besøg i marken i ny og næ. Jeg tror – og ret, revs mig, om jeg tager fejl – at det for mange af dem mere var en administrativ, bureaukratisk og politisk opgave end et praktisk stykke arbejde, der

her var tale om. De havde storartet teoretisk viden og forståelse, politisk tæft og andenhåndserfaring, men få havde udviklingsarbejde som sådan under huden. Få kendte til feltarbejdet på første hånd. For de fleste var den virkelighed mere fjern og ukonkret. De savnede med andre ord den direkte, erfaringsbaserede sanseoplevelse fra marken. Og det kan gøre en verden til forskel. Noget, som man ikke selv har oplevet intenst på egen krop og sjæl, er det svært (eller umuligt) at sætte sig helt ind i.

Alle har mangler og blinde pletter Man kan være nok så veluddannet, veltalende, ambitiøs og rutineret, men har man ikke haft jord under neglene, og kender man ikke lugten, smagen eller lyden i marken, bageriet eller maskinrummet, så har man et hul i sin erfaring. En mangel, som gør, at man nok ikke helt erkender, hvad der foregår derude, hvor det sner. Uanset hvor langt op man kommer i hierarkiet, og jo højere, jo længere sidder man fra den jordnære virkelighed. En mangel, som "systemet" ligesom ikke selv så. Som en blind plet. Forståeligt nok. Vi har alle mangler og blinde pletter. Jeg rådgav en overgang om hønse- og svinehold blandt fattige småbønder, selvom jeg aldrig havde holdt høns og grise, ikke kendte lugten i hønseriet og griseriet og aldrig havde levet som fattig. Jeg er aldrig gået i skole eller i seng på tom mave. Jeg har aldrig skulle bekymre mig om morgendagens måltid. Forstår en veluddannet, velnæret middelklassedansker nogensinde et fremmed fattigfolks livssyn, kondition og bevæggrunde godt nok til at give råd omkring vigtige økonomiske beslutninger? Jeg tvivler stærkt. Medmindre vedkommende evner empati og indlevelse udover det sædvanlige. Der er stor risiko for, at rådene gives og modtages ukritisk, når de kommer fra en "bedrevidende," bedrestillet, veluddannet person fra det veludviklede nord. En prekær situation. Nemt at fejlbedømme og overvurdere egne evner. Ansvarligt? Rådgiverens blinde plet? I et fremmed land Jeg var godt nok opvokset på et mindre midtjysk landbrug og gift med en syd-

landsk hustru født i økonomisk armod (med gris og høns under pælehuset). Og jeg havde naturligvis den fine akademiske uddannelse (flere af dem ovenikøbet) og "relevant" international erfaring, så på papiret så det rigtig godt ud. Men jeg var ikke ordentlig klædt på som rådgiver. Hvem af os var, når det kom til stykket? Få lærte endog bare at begå sig på lokalsproget. Vi var og forblev fremmede, uindviede. Det var os, der havde brug for vejledning, tilpasning, tid til at stikke fingrene ydmygt og grundigt i jorden, og lytte og lære tålmodigt, før vi begav os ud i at give råd i et fremmedartet landskab. Noget, som mange kristne organisationer forstår og udlever langt bedre, men det er en anden historie. Vi oplevede oveni, at de nationale partnere (counterparts), som vi dagligt rådgav inde i ministerierne, tit heller ikke ville have råd eller indblanden. På sin vis ligeså forståeligt. Vi var vedhæng til en aftale og pengegave med betingelser, som de fortolkede anderledes. Og her kom vi ind som grus i maskineriet. Vi betragtedes endog skeptisk som vestlige spioner med en skjult, (geo)politisk dagsorden, som en nær counterpart i Vietnam en gang udtrykte det. Vi gav også dem hovedbrud.

Dyre lus mellem negle Vi rådgivere sad tæt på "maskinrummet," men blev samtidig holdt i behørig afstand. Vi var indenfor og alligevel netop ikke indenfor. Vi var en sær blanding af frontkæmpere, værdikrigere, kontrollanter og fagkonsulenter, som skulle hjælpe med at se efter kongerigets pengegaver. Penge givet med en intention og modtaget med en anden. Vi opererede i et politisk-diplomatisk minefelt. Det teknisk-faglige blev nemt sekundært. Rådgivere levede som lus mellem negle, klemt mellem kulturer, dagsordener og værdisæt. Donoren ville af med pengene, modtageren ville have dem, men rådgiverne forsnævrede afløbet. Vi blev med tiden vel nærmest en slags uønskede problembørn og er da også efterhånden stort set forsvundet. Vi var en uddøende race. Nuvel, vi var også dyre. En rådgiver med familie kostede nemt en million om året. Vi tjente godt, boede fint, kørte fint, med børn i internationale skoler og så videre – forstås. Vi boede i udviklingslande og boede alligevel ikke rigtigt i udviklingsDecember 2020

Altinget Magasin Temaord

lande, men i bedrestillede enklaver og nød godt af de klasseforskelle, som vi var ude for at udligne. Vi synes nok, at vi var betydningsfulde, og ville naturligvis gerne tro, at vi gjorde en forskel.

En lidt utaknemmelig opgave Det kan diskuteres, om vi var pengene værd, om modellen var holdbar. De fleste af os var på toårskontrakter. Langtidskonsulenter. Vi var undværlige. Omvendt befandt embedsfolkene sig ofte midt i et (livs)langt karriereforløb. Også værd at bemærke, at counterparts typisk tjente 300 til 500 kroner om måneden. Det var normalt lønniveau i modtagerlandene. Den magre indtægt måtte suppleres, og donormidler var ofte mere "fungible" (ombyttelige) og nemmere at manipulere end deres egne offentlige midler. Uacceptabelt for os at se, men samtidig ikke så svært endda at begribe bevæggrundene, også set udefra. Det var nedslidende arbejde dag ud og dag ind i modtagerlandenes organisationer, i et ressourcetrængt og korrumperet miljø, hvor besparelser ikke blev påskønnet, og hvor mange samtaler foregik via tolke, der ikke altid måtte oversætte alt. Hårdt at sikre vores forventninger til standard, integritet, afløb og kvalitet i udviklingshjælpen og samtidig blive mødt med skepsis og mangel på forståelse. En lidt utaknemmelig opgave. Hovedpine og ondt i samvittigheden Jeg holdt i ti år (1998 til 2008) i Uganda, Vietnam og Bangladesh, som er lande med relativ høj korruption ifølge Transparency International og ifølge min mave. Da havde også jeg fået hovedpine og ondt i samvittigheden. Andre rådgivere holdt kortere eller længere alt efter sindelag. Mange ambassadefolk fortsatte videre i systemet. Jeg skiftede til den tros- og græsrodsbaserede ngo-verden. Det føltes bedre i knold og sind. De senere år har vi kastet os over egen virksomhed med økologiske skovlandbrug og mindre strandhotel på min hustrus hjemegn i Filippinerne. Vi beskæftiger fattige bønder og fiskerfolk og geninvesterer lokalt for ad den vej at forsøge at afbøde fattigdom. Meget svært, meningsfyldt, tankevækkende og sundt. Lærer mere igennem min hustrus syn og indsigt i, hvad det vil sige at være fattig (hun er opvokset i øko98

nomisk fattigdom) end gennem års studier og virke som højtuddannet og højtbetalt "udviklingsekspert". Mange ahaoplevelser, når det kombineres med fattigdom set igennem Bibelen. Ville ønske, at jeg havde nærlæst den tidligere i livet. Dens forklaringskraft og visdom er overrumplende og umådelig. Jeg er lidt modvilligt nået frem til, at værdien af akademiske kvalifikationer er overvurderet i denne branche. De mange fine bogstaver, som vi kan sætte efter vores navne (jeg har selv en del af dem), tæller i virkeligheden ikke meget. Det drejer sig i langt højere grad om vores indre karakter. Mere om hjerte og sjæl, mindre om kloge hoveder og titler. Hensigten med dette indlæg er ikke at bidrage til flere hovedpiner, men til en balanceret, nuanceret og ærlig fortælling omkring udviklingshjælpen. Det fortjener den.

KRONIK

Når vejret er varmt, er vi alle klimatosser Forskning viser, at vi bliver påvirkede på vores klimabevidsthed, når vi selv udsættes for voldsomt vejr. Det er dog ikke en holdbar strategi at vente på, at klimaforandringerne gør os alle til klimatosser. Af Søren Damsbo-Svendsen Ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Ny forskning viser, at vejret er med til at bestemme, hvor klimabevidste vi er. Når det er varmt, ser vi ganske enkelt klimaforandringer som et alvorligere problem. Og når vi samtidig hører i medierne, at vejret er usædvanligt, måske ligefrem slår rekord, eller at det kan være en konsekvens af klimaforandringerne, så er vi villige til at gøre endnu mere for klimaet. 'Lokal opvarmning' og ekstremt vejr kan således spille en vigtig rolle i dannelsen af vores holdninger til klimakrisen. I månederne op til sidste års folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg steg danskernes opmærksomhed på klimadagsordenen eksplosivt. Omkring valgdage-

ne var klima og miljø det absolut vigtigste emne på danskernes dagsorden og overgik dermed emner som velfærd, sundhed, indvandring og økonomi, der traditionelt har været vigtige for danskerne. Klimaet har ikke fået det bedre siden da. Tværtimod. I 2019 smeltede en historisk stor del af Grønlands indlandsis, svimlende en million tons i minuttet, og mens vi diskuterede genåbning af samfundet i foråret, nåede CO2-niveauet i atmosfæren i maj måned det højest målte niveau i menneskehedens historie – 416 milliontedele. Så selvom coronakrisen nu optager hovedparten af offentlighedens opmærksomhed, er klimakrisen, den anden monumentale, globale krise, ikke blevet mindre det forløbne år. Set i lyset af, hvad der foregår på den politiske scene, ikke mindst de forestående klimaforhandlinger og det amerikanske præsidentvalg, betyder det, at det er vigtigere end nogensinde at forstå, hvad der driver opmærksomheden på klimakrisen.

Vores holdninger til klimaet Vi ved fra spørgeskemaundersøgelser, at der er klare forskelle i klimaholdningerne hos forskellige befolkningsgrupper. For eksempel går kvinder og personer med lange uddannelser mest op i klima. En nyere tendens er, at klimabekymringer også er særligt udbredte blandt de unge, som jo også vil komme til at opleve klimakrisens konsekvenser tydeligst. Det afspejles i FridaysForFuture-bevægelsens skolestrejker og protester anført af klimaaktivisten, Gretha Thunberg. Der kan også være store forskelle på, hvor alvorlig klimakrisen anses for at være af personer på de to politiske fløje. Det gælder dog især i lande, hvor klimakrisen er stærkt politiseret, som for eksempel USA. En undersøgelse fra Reuters Institute for the Study of Journalism viser, at blot to ud af ti, der identificerer sig med den amerikanske højrefløj, mener, klimakrisen er meget alvorlig, mens tallet er ni ud af ti på venstrefløjen. Også i Sverige er forskellen slående. Her anser kun omkring en ud af fire højreorienterede klimaproblemet for meget alvorligt mod tre ud af fire venstreorienterede. Men hvorfra kommer den påvirkning, der kan flytte vores holdninger til klimaet? For det første ved vi, at klimaholdninger påvirkes i diskussioner om klimaet over middagsbordet med venner og familie. Det påvirker

Altinget Magasin Debat Temaord

os både direkte og øger vores nysgerrighed over for ny klimaviden. For det andet påvirker det os, når politikere, klimaorganisationer og græsrodbevægelser aktivt arbejder på at sætte klimakrisen på dagsordenen gennem kampagner og forskellige former for aktivisme. Det gælder især, når de lykkes med at få deres budskaber og aktiviteter omtalt i medierne, så de når ud til den bredere befolkning.

Høje temperaturer og voldsomt vejr gør os mere klimabevidste Min egen forskning, som for nylig er udgivet i det anerkendte tidsskrift West European Politics, kommer med en tredje forklaring på holdningsændringer: Når europæerne i hverdagen mærker varmen på egen krop, er de mere tilbøjelige til at mene, klimaforandringer er en menneskeskabt realitet. Det får dem til at tænke mere på klimaet, bekymre sig mere og føle et større personligt ansvar. Sammenhængen mellem temperaturer og klimabevidsthed er især udtalt, når temperaturen er højere, end hvad der er normalt for årstiden. Min forskning er en del af et nyt forskningsfelt, der undersøger, hvordan vores klimaholdninger påvirkes, ikke blot af usædvanlige temperaturer, men også af ekstreme vejrfænomener som hedebølger, tørker, oversvømmelser, naturbrande og orkaner. Vores personlige erfaringer med ekstreme vejrbegivenheder udgør en ressource af brugbar (omend mangelfuld) information om klimaet, som man kan trække på, når man skal beslutte sig for, hvad man mener om klimakrisen. Når den lokale temperatur er ekstraordinært høj, kan det fra den enkeltes perspektiv ses som et bevis på, at der foregår en general global opvarmning. Og når stormen raser, og kælderen står under vand, eller når temperaturer og tørkeindeks når nye højder, vil vores tanker ofte falde på klimaet og på, hvad der klimapolitisk skal til for at forhindre lignende begivenheder i fremtiden. Ifølge Concito's nye rapport 'Klimabarometeret 2020' er der sket en stigning i andelen, der allerede nu oplever klimaforandringerne dér, hvor de bor. Også andelen, der bekymrer sig for, at klimaforandringerne vil skade dem personligt i deres levetid, er steget til i dag at omfatte knap hver anden dansker. Det er både naturligt og fornuftigt, hvis den-

ne store gruppe af bekymrede danskere vil holde et vågent øje med fremtidens (u)vejr.

Mediernes særlige rolle Sommeren 2018 var ekstrem med temperaturer 2,5 grader over normalen samt hele 802 soltimer og 26,7 sommerdøgn. Disse vejrrekorder – og flere med – blev flittigt dækket i medierne med overskrifter som "Danmark på vej mod værste tørke i over 100 år" (TV2), "Har du tænkt på, om hedebølgen skyldes klimaforandringer?" (Information) og "Vanvittig rekord slået: Koster Danmark 6,4 milliarder" (Ekstra Bladet). Selvom mange danskere nok bemærkede, at sommervejret var noget udover det sædvanlige, bidrog medierne til at gøre det soleklart. I andre tilfælde, hvor det er vanskeligere at opfange, om temperaturen er en smule varmere end normalt, eller om en tørkeperiode er usædvanligt hård, hjælper medierne os med at få øje på dette. Man kan sige, at medierne dermed gør vores lokale vejrerfaringer politisk relevante. Medierne italesætter også ofte forbindelsen mellem enkeltstående vejrbegivenheder og klimaet, hvilket gør det lettere at se vores lokale vejroplevelser i det større klimaperspektiv. Covering Climate Now, et mediepartnerskab mellem Videnskab.dk, The Guardian og 400 andre medier, opfordrer ligefrem til, at enhver medieomtale af ekstremt vejr bør nævne, at "denne storm er nøjagtig den type af begivenheder som videnskabsfolk verden rundt forbinder med global opvarmning" eller "orkanen/ branden/tørken/oversvømmelsen kommer på et tidspunkt, hvor menneskeskabte klimaforandringer gør sådanne begivenheder voldsommere og hyppigere". Min egen forskning tyder også på, at vores personlige oplevelser af ekstremt vejr påvirker os mere, når vi samtidig eksponeres for mediernes dækning af klima og vejr. Det understøttes desuden af nye tal fra forskningscentret CAST ved Cardiff University, som viser, at når man spørger briterne, hvorfor de er blevet mere klimabekymrede, er der flest, som nævner ekstremt vejr og mediedækningen af klimakrisen. Alle vil blive påvirket mere af vejret i fremtiden Der er særligt to gode grunde til at tro, at det, at vi reagerer politisk på vores loka-

le vejr, kan få stor betydning i fremtiden. Den første grund er, at abnorme temperaturer og ekstreme vejrfænomener vil ramme os oftere og med tiltagende kraft i fremtiden. Det er en direkte konsekvens af klimaforandringerne. Den anden grund er, at alle mennesker påvirkes af vejret – på tværs af befolkningsgrupper. Det er en direkte, ufiltreret påvirkning, man ikke let kan skærme sig fra (undtagen ved at blive indenfor, hvis ellers vandet ikke trænger ind, og taget ikke blæser af). Dermed adskiller vejret sig fra TV Avisen eller Facebook, som man nemt kan fravælge. Kort sagt vil vi alle blive påvirket endnu mere af vejret i fremtiden. Der er tilsyneladende noget særligt ved holdningsdannelse på klimaområdet. For nogen læsere vil det virke ubekvemt, at danskernes klimabevidsthed svinger op og ned afhængigt af vejret. Den gode nyhed er, at det betyder, at nogle af klimaforandringernes alvorligste konsekvenser, de tiltagende ekstreme vejrbegivenheder, dermed kanaliseres ind i det politiske system – i form af mere klimabevidste forventninger til beslutningstagerne. Når vi oplever klimaforandringerne på egen krop, vil vi simpelthen gå mere op i at få løst klimakrisen. Omvendt er det ikke en holdbar strategi at vente på, at klimaforandringernes ødelæggelser gør os alle til klimatosser.

SVAR FRA QUIZ SIDE 100 1. 11. marts 2020 2. Moderniseringsstyrelsen 3. Jeppe Kofod 4. Lars Løkke Rasmussen og Søren Pind 5. Danfoss 6. Karsten Lauritzen 7. Søren Espersen 8. Villy Søvndal (SF) og Eva Kjer Hansen (V) 9. Tyskland 10. Martin Lidegaard 11. Sophie Hæstorp-Andersen 12. Regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten 13. Flemming Møller Mortensen December 2020

Altinget Magasin Quiz Temaord

ÅRET, DER GIK QUIZ

Morten Messerschmidt blev på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i august valgt som partiets nye næstformand. Men hvem afløste han på posten?

SPØRGSMÅL

Se svar side 99

1. Hvilken dato holdt Mette

og tidligere ministerkolleger har

8. Hvilket to tidligere ministre

11. Også Frank Jensen trak sig

Frederiksen det historiske

vidnet i sagen?

kan se frem til en kamp om

i oktober, da han sagde farvel

borgmesterposten i Kolding

til posten som overborgmester i

pressemøde, hvor hun lukkede store dele af landet ned som

5. Mette Frederiksens stabschef

Kommune, hvor de begge har

København og spidskandidat for

følge af spredningen af

og særlige rådgiver Martin

annonceret deres respektive

Socialdemokratiet ved næste års

covid-19 i samfundet?

Rossen fratrådte i juni sin stilling.

spidskandidaturer til næste års

kommunalvalg. Hvem er blevet

Hvilken virksomhed forlod han

kommunalvalg?

valgt som ny spidskandidat?

9. Den tidligere chef for

12. Et flertal i Folketinget landede

Statsministeriet til fordel for?

skiftede i marts navn?

6. Jakob Ellemann-Jensen

Forsvarets Efterretningstjeneste

i midten af oktober efter mange

3. Hvilken minister fik i maj den

indledte 2020 som både

Thomas Ahrenkiel blev i

og lange forhandlinger en aftale

tvivlsomme ære af at være den

partileder og gruppeformand i

august hjemsendt efter

om ret til tidlig tilbagetrækning for

første i Mette Frederiksens

Venstre, men i juni overlod han

alvorlig kritik fra Tilsynet med

dem, der har været længst tid på

regering, der fik en næse af

gruppeformandsposten til en

Efterretningstjenesterne. I hvilket

arbejdsmarkedet. Hvilke partier

Folketinget?

partifælle. Hvem?

land skulle Ahrenkiel være tiltrådt

står bag aftalen?

som ambassadør 1. september?

4. 14. maj indledte den såkaldte

7. Morten Messerschmidt

Instrukskommission sine

blev på Dansk Folkepartis

10. Sofie Carsten Nielsen

Rasmus Prehn udnævnt som ny

afhøringer i sagen om tidligere

sommergruppemøde i

blev valgt som politisk leder af

fødevareminister efter Mogens

udlændingeminister Inger

august valgt som partiets nye

Radikale Venstre, efter Morten

Jensen. Men hvem efterfulgte

Støjbergs (V) instruks om at

næstformand. Men hvem

Østergaard trak sig i starten af

i samme ombæring Rasmus

adskille alle asylsøgende par,

afløste han på posten?

oktober på grund af en række

Prehn som ny minister for

hvis den ene var under 18 år.

sager om sexisme. Hvem stillede

udviklingssamarbejde?

Hvilke to af Støjbergs partifæller

op imod Sofie Carsten Nielsen?

100

13. I minkkrisens kølvand blev

FOTO: MATHIAS SVOLD / RITZAU SCANPIX

2. Hvilken udskældt styrelse

Altinget Magasin Kryds Temaord & tværs

T E MA:

Byggeriets lling grønne omsti epolitik er Udlænding borgerliges blevet de em store probl

ALTIN GET

MAGASIN

OKTOBER NR. 39 / 70 KR.

2020

LØS, SEND IND – OG VIND ALTIN GET

Send løsningen på den politiske krydsord til krydsogtvaers@altinget.dk senest 30/12-20, og deltag i en konkurrence om to gode flasker rødvin og et årsabonnement på Danmarks bedste politiske magasin.

MAGASIN

SEPTEMB NR. 38 / 70 KR.

ER 2020

TI DLIG

00038

2 5 70000

kr. 70,00

R 2020

103512

BK returuge

#MeToo

MAGASIN

NOVEMBE NR. 40 / 70 KR.

- 11.11.2020

R C H E F:

JEG KAN PPE IKKE SLIE RGSTØJB E N SAG ALTIN GET

08.10.2020

NTO E R E KO

00037

r: Fisk og intrige første, erne de Bliver dansk EU-lande? r de andre der svigte

HVE M E RVON U RSU LA E N? DE R LEY

Politik ert forandred for alti 50

00039

kr. 70,00

BK returuge

en sig ind i debatt at Om Serup kaster Søs Marie med et personligt essay.men så , om #MeToo tionen, der tog titlerne revet. høre til genera grænserne blev oversk hun. vej, når er nu, skriver den anden Det stopp

103512

- 09.12.2020

Sidste måneds vinder: Åshild Asta. Vinderen får direkte besked i start januar.

2 5 70000

12.11.2020

kr. 70,00

BK returuge

103512

- 07.10.2020

ERING

klimaeffekte

2 5 70000

10.09.2020

G ITAL I S

DI det galt, Derfor gik digitalisere da Skat ville eringer? ejendomsvurd de eller Lavbundsjor væk n, der blev

T E MA:

danskernes

PPE LIG. OPA T OG USTO OMSTRID GENOPR ETTE EUR L HUN SKA

December 2020

101

Karrieresektionen er sponsoreret af Mercuri Urval

Karriere & navne AF ALTINGET RESEARCH

E M B E D SVÆ R K

K U LT U R

Tidligere minister bliver ny direktør i Dansk Svømmeunion Tidligere undervisningsminister Merete Riisager er blevet ansat som ny direktør i Dansk Svømmeunion. Riisager er selv tidligere konkurrencesvømmer og var medlem af Folketinget for Liberal Alliance fra 2011 til 2019, hvoraf hun de sidste to et halvt år også var undervisningsminister. Merete Riisager tiltræder i Dansk Svømmeunion 1. januar og overtager posten fra Pia Holmen, der blev fyret i begyndelsen af februar, efter at Kammeradvokaten havde undersøgt forholdene i dansk elitesvømning, som var blevet skildret i DR-dokumentaren ’Svømmestjerner – under overfladen’. Undersøgelserne af træningskulturen omkring landsholdet og på Det Nationale Træningscenter førte til, at Danmarks Idrætsforbund konkluderede, at der var begået betydelige ledelsessvigt i perioden 2003 til 2013. Det gjaldt særligt Dansk Svømmeunion, men også Team Danmark. E M B E D SVÆ R K

Kaare Dybvad henter ny særlig rådgiver Boligminister Kaare Dybvad (S) har fundet sin nye særlige rådgiver, efter Helge Toksvig Bjerre valgte at forlade posten ved udgangen af oktober. Valget er faldet på Jens Christiansen, der tidligere har været partisekretær for Socialdemokratiet og direktør og partner i Advice A, og som siden 2017 har været selvstændig rådgiver i virksomheden CHRISTIANSEN SOLO. Den forhenværende særlige rådgiver for Kaare Dybvad, Helge Toksvig Bjerre, valgte selv at stoppe, da han i stedet ønskede at vende tilbage til livet som iværksætter. 102

Fem måneder efter Martin Rossen stoppede som stabschef og særlig rådgiver for Mette Frederiksen, er kabalen i Statsministeriet gået op. Nana Zarthine Christensen og Sofie Findling Andersen er nemlig fra 25. november 2020 blevet en del af Statsministeriet, hvor de er tiltrådt som nye særlige rådgivere. De to rådgivere har begge en fortid i Socialdemokratiet. Nana Zarthine Christensen har tidligere været politisk assistent for statsminister Mette Frederiksen og kommer senest fra en stilling som rådgiver i Socialdemokratiet. Sofie Findling Andersen har også tidligere været politisk konsulent i Socialdemokratiet og kommer senest fra en stilling som særlig rådgiver for erhvervsminister Simon Kollerup. Hun er ansat i Statsministeriet det kommende år, mens nuværende særlige rådgiver Sara Vad Sørensen er på barsel – og vil i den periode have orlov fra sin nuværende stilling i Erhvervsministeriet. Med tiltrædelserne består det politiske sekretariat i Statsministeriet igen af to særlige rådgivere, ligesom ministeriet gjorde, da Martin Rossen var stabschef. Rossen skiftede i juni til et nyt job som vicedirektør i Danfoss – og Martin Justesen, der sad som særlig rådgiver for Mette Frederiksen, er siden blevet ny stabschef. KOMMUNAL

Ole Bjørstorp vraget som borgmesterkandidat i Ishøj Socialdemokratiet vil kæmpe for at bevare sit absolut flertal i Ishøj Kommune, men det bliver uden partiets nuværende borgmester, Ole Bjørstorp, i spidsen. Det står klart, efter resultatet af de seneste ugers kampvalg om at blive partiets borgmesterkandidat ved det kommende kommunalvalg viste, at Ole Bjørstorp tabte – og tabte stort – til sin hovedudfordrer Merete Amdisen. ”Jeg er taknemmelig for det klare mandat, jeg har fået fra medlemmerne. Det forpligtiger, også i forhold til at få skabt den samling af partiet, som medlemmerne efterspørger,” siger Merete Amdisen til Altinget. Merete Amdisen fik 206 ud af de 371 afgivne stemmer, Ole Bjørstorp fik 96, svarende til godt 26 procent, mens den tredje kandidat, Annelise Madsen, fik støtte fra 67 af de lokale S-medlemmer. Med absolut flertal i byrådet kan det forventes, at kåringen som socialdemokratisk spidskandidat også vil bringe en borgmesterpost med sig.

FOTO: LISELOTTE SABROE / ASGER LADEFOGED / JØRGEN NEERGAARD LARSEN / RITZAU SCANPIX

Mette Frederiksen finder nye særlige rådgivere

Altinget Magasin Karriere

De har skiftet job

Fra 12. november til 10. december

Ellen Klarskov Lauritzen Fra afdelingschef for Analyse og Datastrategi, Social- og Indenrigsministeriet Til direktør, Socialstyrelsen Tiltrådte 16. november

Lotte Kronborg Thomsen Fra selvstændig konsulent Til uddannelsesleder, The Animation Workshop, VIA University College Tiltrådte 1. december

Marlene Øhrberg Krag Fra centerchef, Sundhedsstyrelsen Til centerchef, Center for Kræft og Sundhed, Københavns Kommune Tiltrådte 1. december

Torben Kristiansen Fra vice president, Cowi Til direktør for Miljø og Sundhed, Rambøll Tiltrådte 1. december

Lise Korsgaard Fra kommunikationschef og vicedirektør, Statens Museum for Kunst Til sekretariatsleder, Grundtvigsk Forum og Vartov Tiltrådte 1. december Eddie Dydensborg Fra økonomidirektør i Esbjerg Kommune Til økonomidirektør og Chef for Økonomi & Digitalisering i Odense Kommune. Tiltrådte 1. december Ditte Lundgaard Jakobsen Fra direktør for Teknik og Miljø, Tønder Kommune Til direktør for Plan, Teknik & Miljø, Aabenraa Kommune Tiltrådte 1. december Trine Stokholm Fra virksomhedsleder, Autisme Center Vestsjælland, Slagelse Kommune Til tilsynchef, Socialtilsyn Øst Tiltrådte 1. december Michael Damm Fra chef for Bæredygtighed og Udvikling, Aalborg Kommune Til chef for Land, By og Kultur, Ringkøbing-Skjern Kommune. Tiltrådte 1. december Cecilie Olesen Fra chefkonsulent, Finansministeriet Til økonomichef, Sundhedsog Ældreministeriet Tiltrådte 1. december Jan Sjursen Fra formand, Foreningen Folkemødet Til sekretariatschef, Foreningen af Kristne Friskoler Tiltrådte 1. december

Mikkel Hertz Fra nyhedsdirektør, TV 2 Til journalistisk chef, TV 2 Tiltrådte 1. december Ronnie Hansen Fra direktør for Sport, Kultur og Underholdning, Geelmuyden Kiese Til kommerciel direktør, DBU Tiltrådte 1. december

Henrik Dalgaard Fra direktionsassistent, Aarhus Universitets Forskningsfond Til direktør, Sandbjerg Gods Tiltrådte 1. december Henrik Ullum Fra professor, Københavns Universitet, overlæge, Rigshospitalet Til direktør, Statens Serum Institut Tiltrådte 1. december Claus Holm Fra centerchef, Rebild Kommune Til underdirektør, Motorstyrelsen Tiltrådte 1. december

Kristine Kilså Fra uddannelseschef og vice-fakultetsdirektør, Sveriges Landbrugsuniversitet (SLU) Til prodekan for uddannelse, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet Tiltrådte 1. december Louise Lykkegaard Hoppe Fra juridisk chef, Copydan Til direktør, Filmret Tiltrådte 1. december Ole Buch Rahbek Fra selvstændig konsulent Til generalsekretær, KFUM-Spejderne Tiltrådte 1. december Morten Bo Andersen Fra leder for engagement, Game Til leder for frivillige sociale indsatser og genbrug, Red Barnet Tiltrådte 1. december Kasper B. Andreasen Fra journalist og digital producer, TV2 Til presserådgiver, Miljø- og Fødevareministeriet Tiltrådte 1. december Niels Frederik Rickers Fra journalist, Altinget Til presserådgiver, Banedanmark Tiltrådte 1. december

FOTO: KØBENHAVNS KOMMUNE / SMK / ODENSE KOMMUNE / AABENRAA KOMMUNE / HOLBÆK KOMMUNE / RINGKJØBING-SKJERN KOMMUNE / FORENINGEN AF KRISTNE FRISKOLER / VIA UNIVERSITY COLLEGE / RAMBØLL / MIKLOS SZABO / TV 2 / GEELMUYDEN KIESE / JOSEFINA KILSÅ-BECKER / FILMRET / ZENIA BILLE TVEDT / GAME / ARTHUR J. CAMMELBEECK/ALTINGET / AARHUS UNIVERSITET / DE LÆGEVIDENSKABELIGE SELSKABER / MOTORSTYRELSEN

December 2020

103

Karrieresektionen er sponsoreret af Mercuri Urval

FORTALT TIL HELGE TOKSVIG BJERRE, JOURNALIST, ALTINGET. FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

En helt særlig rådgiver Siden Kaare Dybvad (S) blev boligminister i sommeren sidste år, har han haft Helge Toksvig Bjerre ved sin side. Nu er parløbet sluttet efter 14 måneders tæt samarbejde. Altinget har talt med Helge Toksvig Bjerre, som ser tilbage på sin tid som særlig rådgiver og frem mod livet som selvstændig.

”Der er lige så mange måder at arbejde som særlig rådgiver på, som der er ministre. Kaare Dybvads ambition ved at være boligminister var og er, at boligpolitik skal være værdipolitik. Det skal ikke kun handle om teknikken i, hvor højt et må hus være, hvilke sten man må bruge, eller hvad der skal stå i bygningsreglementet. Det skal være en motor i den måde, vi realiserer velfærdssamfundet på. Og for ham var det vigtigt at finde nogen, som kunne hjælpe ham med at have fokus på fortællingen om, hvad socialdemokratisk boligpo104

litik er. For den største fare som minister er, at man arbejder solen sort, og efter fire år har man været rundt og skrue på en hel masse knapper, men det er svært udefra at se, hvad det er, der er forandret. Så det med at binde det sammen og have fokus på fortællingen, har været min opgave. Blackstone-forhandlingerne er et godt eksempel på noget, som teknisk set ikke er den største aftale, men en aftale, der viser noget om, hvilket samfund vi gerne vil have. Når man starter i et nyt job og en ny organisation, så vil man jo

Altinget Magasin Karriere

gerne med til alle møder og have en finger med i spillet alle steder. Jeg prøvede at sige til mig selv, at jeg skulle gøre en dyd ud af ikke at komme ind i for meget. Jeg brugte meget tid på at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre en forskel som særlig rådgiver. Det kunne jeg gøre ved at have det strategisk lange lys på og så arbejde for Kaare – ikke for boligministeren. Jeg arbejdede i et system, der ikke tog hensyn til, at jeg var der, og derfor er det også det sværeste job, jeg nogensinde har haft. Ikke kompleksitetsmæssigt, men fordi der ikke var nogen, der kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Hvis ikke jeg mødte ind mandag morgen, var der ikke nogen, der ringede og sagde, at der lå en masse ting og ventede på, at jeg kom ind og godkendte dem. For systemet var sådan set lavet til, at jeg ikke var der.

Kommer båden til at sejle hurtigere? Det betyder, at man også som særlig rådgiver skal passe på med at gå og tro, at man skal være genial hele tiden. Det skal man ikke. Man skal bare gøre det, der gør en forskel. Så hvis det, der gør en forskel, er det rigtige Facebookopslag, så skal man jo bruge sin tid på det – også selvom man synes, at man er for fin til at skrive Facebookopslag. Nogle gange skal man måske gå ind med et stort smil på læben og klapSom særlig rådgiver pe ministeren på skulderen og sige: skal man passe på med ”Set går sgu godt,” hvis det er det, at gå og tro, at man man kan mærke, der er brug for. Der skal være genial hele tiden. Det skal man er ikke nogen andre, der gør det. ikke. Man skal bare Det engelske rolandshold havde gøre det, der gør en engang en landstræner, under hvem forskel. de vandt utroligt meget. Han blev spurgt om, hvad deres strategi var. Han svarede, at hver gang han justerede på noget, så spurgte han sig selv: ”Will it make the boat go faster?” Og hvis båden sejlede hurtigere af, at de gjorde et eller andet, så gjorde de det – uanset hvor banalt og ligegyldigt det kunne virke. Det, synes jeg, er en god rettesnor for én. Man skal passe på, at man ikke arbejder sig selv ihjel, fordi man vil bevise, at man svarer mails hurtigt eller et eller andet dumt. Man skal i højere grad prøve at fokusere på outputtet og se på, hvor man gør en forskel. Uanset hvor mange timer man arbejder på en uge, er vi jo alle sammen bare en dråbe i havet i det store billede. I politik findes der ikke quick-fixes Jeg synes, der er brug for mange flere politiske rådgivere. Jeg har selv været ramt af den politikerlede, som jeg tror, de fleste har været ramt af de seneste år. Det med, at man i større eller mindre grad mister troen på, at politik for alvor nytter. Efter jeg selv har været en del af det, har jeg fået en langt større tiltro til det politiske system. Ikke fordi jeg er farvet som rådgiver, men fordi jeg er blevet opmuntret af, hvor godt man faktisk samarbejder på Christiansborg, og hvor dygtigt et embedsværk vi har – hvilket godt nok er lidt paradoksalt at sige i disse uger, hvor det hele står og gynger. Men i det store billede går jeg ud af politik med meget større forhåbninger til, at det faktisk fungerer. Nu starter jeg et nyt bureau op, som skal levere politisk kommunikation og kampagner. Min oplevelse er, at reklamebureauerne tror, at alle politiske problemer kan løses med et slogan og en film,

mens kommunikationsbureauerne tror, at det hele kan løses med den rigtige strategiske timing på PowerPointen. Man har svært ved at bygge bro. Jeg tror, der er brug for at sammensmelte de to fagligheder bedre. I disse år er det gået op for mange, at det betyder noget, hvilke værdier man kommunikerer. Det er klart, at fagforeninger, NGO’er og erhvervsorganisationer har et naturligt værdigrundlag, de kommunikerer. Men der er mange virksomheder, der har fået øjnene op for, at man nogle gange skal starte et andet sted end ved selve produktet. Det, jeg tager med mig fra det her job, er svært at læse sig til – det kan man nok egentlig ikke. Det med at få indblik i, hvordan centraladministrationen arbejder. Hvordan et ministerium og en regeringsbeslutning fungerer. Det skal erfares mere, end det skal læres. Og så får man et endnu skarpere blik for, hvor kompliceret politik er. Når kommunikationsfolk brænder nallerne på politik, så er det, fordi de tror, at de har opskriften på, hvad der kan ændre det hele. Der er en manglende forståelse for, at man i politik altid skruer på en lille møtrik, og hvis ikke man forstår, hvordan de andre møtrikker i maskinen reagerer på det, så bliver du en elefant i en glasbutik. Der er aldrig noget quick-fix i politik. Det er det lange, seje træk, der gør forskellen. Jeg kommer til at savne hverdagen på Christiansborg. Det vidste jeg også godt, jeg ville, da jeg sagde op. Jeg synes meget hurtigt, at jeg vænnede mig til at tage til møde i statsministeriet og sidde på bagsædet i ministerbilen. Det blev jo også bare hverdag. Og så begyndte man også at gå op i, hvorfor fanden de altid laver dårlig vegetarmad om fredagen eller et eller andet. Man går jo sikkert også op i, om kaffen er sur, i Det Hvide Hus. Men så i det øjeblik jeg trådte ud, så blev jeg meget bevidst om, hvilket rum jeg ikke længere har adgang til.”

Helge Toksvig Bjerre • Født i 1984 Uddannelse: • BA i idéhistorie Aarhus Universitet (2011) Karriere: • Indehaver Tailor Agency (Kampagnekontoret under nyt navn) – november 2020 - nu • Særlig rådgiver for Boligminister Kaare Dybvad – august 2019 – oktober 2020 • Indehaver Kampagnekontoret – august 2018 - august 2019 • Kampagnechef Geelmuyden Kiese – marts 2018 - juni 2018 • Konsulent i Formandssekretariatet, 3F – januar 2017 - februar 2018 • Kampagnerådgiver DeltagerDanmark – januar 2016 - december 2016 • Kampagnemedarbejder Tænketanken Cevea – april 2014 - december 2015.

December 2020

105

Altinget Magasin Jobannoncer

Karrieresektionen er sponsoreret af Mercuri Urval

ª: karriere

Slå dit næste job op – eller find det – på altinget.dk/karriere. Vi har mere end 600.000 brugere om måneden. Du kan også annoncere i Altinget Magasin, der udkommer hver måned til de vigtigste 1.500 beslutningstagere og sælges i abonnement og kiosker landet over.

H O V E D S TA D E N

Lægemiddelindustriforeningen – Lif søger Head of regional Public Affairs

Økonomichef til Brøndby Kommune Frist: 03/01-2021

Frist: 03/01-2021

106

H O V E D S TA D E N

Fagpolitisk konsulent til Forbundet Kultur og Information

International chef til Caritas Danmark

Frist: 18/12-2020, kl. 12:00

Frist: 18/12-2020

H O V E D S TA D E N

Altinget og Mandag Morgen søger konsulent til salg af netværkspladser

Det Kgl. Bibliotek søger vicedirektør til Digital transformation

Frist: 01/01-2021

Frist: 16/12-2020

H O V E D S TA D E N

Justitsministeriets departement søger skarpe presse- og kommunikationsrådgivere

Sæt dine politiske kompetencer i spil som EU-lobbyist hos Dansk Arbejdsgiverforening

Frist: 14/12-2020

Frist: 16/12-2020

Altinget Magasin Profilannoncer

ª: aktører

Udforsk aktører i det politiske Danmark på www.altinget.dk/aktoerer

A R B EJ D S G I V E R - / B R A N C H E O R G A N I SAT I O N

ITD Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport ITD er en privat brancheorganisation for de professionelle transport- og logistikvirksomheder. Vi rådgiver og skaber netværk for vores mere end 800 medlemsvirksomheder. Vi varetager transport- og logistikbranchens interesser politisk nationalt og internationalt. Foreningen repræsenterer i dag danske transport- og logistikvirksomheder, internationalt og nationalt.

` ALTINGET.DK/ITD FA G F O R E N I N G

Fødevareforbundet NNF En stærk fagforening og et stærkt fællesskab Vi er fagforeningen for dig der arbejder indenfor nogle af Danmarks vigtigste brancher: Bager, slagter, mejeri, sukker- og chokoladeindustrien samt tobaksindustrien. Med cirka 20.000 medlemmer er vi en stærk fagforening, der er til for medlemmerne. Som en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), er vi en del af et stærkt fællesskab.

` ALTINGET.DK/NNF

Ergoterapeutforeningen Vi gør din hverdag mulig Ergoterapeutforeningen er professions- og fagforening for over 9.000 ergoterapeuter og ergoterapeutstuderende på det offentlige og private arbejdsmarked. Foreningen udvikler og sikrer ergoterapeuters roller og vilkår på arbejdsmarkedet. Ergoterapeuter arbejder med børn, unge, voksne og ældre, der har svært ved at deltage i dagligdagens aktiviteter. Det vil sige alt det, du gør, fra du står op til du går i seng. Ergoterapeuter træner din krop, psyke og hjerne, og udvikler dine sanser og færdigheder i samarbejde med dig.

` ALTINGET.DK/AKTOERER/ETF FOND

Landsbyggefonden Fremtidssikring af almene boliger Hvad er Landsbyggefonden? Hvad rummer den? Og hvilken effekt og betydning er den med til at skabe i den almene sektor landet over? Landsbyggefonden er en selvejende institution, der er stiftet af almene boligorganisationer og oprettet ved lov. Formålet er at fremme det almene byggeris selvfinansiering. Se filmen om Landsbyggefonden på:

` ALTINGET.DK/LANDSBYGGEFONDEN

I N T E R E S S E O R G A N I S AT I O N

Danske Handicaporganisationer Det fælles talerør for mennesker med handicap Kend DH som et markant talerør for handicaporganisationerne. Vi repræsenterer mennesker med alle typer handicap. Synlige og usynlige – fra hjerneskade og gigt til udviklingshæmning og sindslidelse. Kend DH som internationalt orienteret. Vi udbreder handicapkonventionen og er aktive i dansk udviklingssamarbejde. Vi arbejder for FN’s verdensmål, så ingen lades i stikken. Kend DH som en konstruktiv samarbejdspartner. Nationalt og lokalt søger vi den gode politiske dialog. Vi bidrager med viden om handicap og nye løsningsforslag.

` ALTINGET.DK/DH REKRUTTERINGSBUREAU

Genitor Gør god ledelse bedre Det er vores ambition at hjælpe vores kunder med at gøre god ledelse bedre, fordi vi ved, at ledelse er afgørende for at skabe vækst og velfærd for medarbejdere og for borgere og virksomheder. Mere konkret hjælper vi vores kunder med at: • ansætte de bedste ledere • udvikle ledelse, ledere og ledergrupper • skabe ledelsesmiljøer, der fremmer god ledelse.

` ALTINGET.DK/GENITOR -

Mercuri Urval It’s All About People Mercuri Urval er en førende, global virksomhed inden for Executive Search, professionel rekruttering og talentudvikling. Vi er forretningsorienterede og tror på individuelt ansvar. Vi har en flad, teambaseret struktur baseret på vores lokale konsulenter og deres kunder. Alle teams rapporterer til vores globale hovedkontor i Stockholm.

` ALTINGET.DK/AKTOERER/MERCURIURVALAS

organisationer Kursus:

Strategi i politiske organisationer

Bliv skarp på til at håndtere strategiudvikling og -implementering i politiske organisationer

Bliv skarp på til at håndtere strategiudvikling og -implementering organisationer Opstart 2. marts 2021 i politiske Begrænset antal pladser Læs mere, og tilmeld dig på altinget.dk/arena/uddannelse Opstart 2. marts 2021

Begrænset antal pladser

Læs mere, og tilmeld dig på altinget.dk/arena/uddannelse

Kursus:

Bestyrelsesarbejde i Bestyrelsesarbejde i interesseorganisation Kursus:

interesseorganisation

Bliv bedre til at fremtidssikre organisationens mål og indflydelse Bliv bedre til at fremtidssikre organisationens mål og indflydelse

Opstart 2. marts2021 2021 Opstart 2. marts

Begrænset antal pladser Begrænset antal pladser

Læs mere, og tilmeld dig på altinget.dk/arena/uddannelse

UMM14_Arena_Annonce.indd 4

01.12.2020 11.21