1 MILLION SOLGTE EKS. I FRANKRIG
MER UDKOM BER TO 14. OK 2021
Vand til blomster
Valérie Perrin
Vand til blomster Oversat af Helena Fjelstrup Brennum
alpha
Vand til blomster er oversat fra fransk af Helena Fjelstrup Brennum efter Changer l’eau des fleurs Copyright © Editions Albin Michel – Paris 2018 Denne udgave: © Alpha Forlag, København Læseprøve Omslagsdesign: Imperiet / Harvey Macaulay Omslagsfoto: © Carol Oriot-Couraye / Cédric Kerguillec Sats: Lymi DTP-Service
Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.
Frederiksborggade 22, 1. th. • DK-1360 København K alphaforlag.dk • @alphaforlag
Til mine forældre, Francine og Yvan Perrin. Til Patricia Lopez ‘Paquita’ og Sophie Daull.
1 Savnet af en enkelt kan lægge verden øde.
Mine nærmeste naboer ryster ikke i bukserne. De bekymrer sig ikke, forelsker sig ikke, bider ikke negle, tror ikke på tilfældet, lover intet, siger endnu mindre, har ingen sygesikring, græder ikke, leder ikke efter deres nøgler, briller, børn, fjernbetjeningen eller lykken. De læser ikke, betaler ikke skat, går ikke på slankekur, har ingen særlige præferencer, skifter hverken mening eller sengetøj, ryger ikke, skriver ikke lange lister og tænker sig ikke om, før de taler. De har ingen, der kan afløse dem. De smigrer ikke og er hverken ambitiøse, bitre, forfængelige, smålige, generøse, misundelige, sjuskede, nydelige, vidunderlige, sjove, afhængige, nærige, storsmilende, snedige, voldelige, forelskede, kværulantiske, hykleriske, blide, hårdhudede, vattede, ondskabsfulde, bedrageriske, tyvagtige, spilleglade, modige, dovne, fromme, amoralske eller optimistiske. De er døde. Det eneste, der adskiller dem fra hinanden, er træet, som deres kister er lavet af: eg, fyr eller mahogni.
2 Hvad tror du, der vil ske mig, hvis jeg ikke længere kan høre dine skridt? Er det dit eller mit liv, der går sin vej? Jeg ved det ej.
Mit navn er Violette Toussaint. Jeg var ledvogter. I dag vogter jeg over en kirkegård. Jeg nyder livet og fortærer det i små slurke som jasminte med honning. Og når mørket falder på, når portene til min kirkegård er lukkede og låste, og nøglen hænger på min badeværelsesdør, er jeg i den syvende himmel. Ikke den samme som mine nærmeste naboer. Nej. De levendes himmel: en slurk af den portvin – årgang 1983 – som José-Luis Fernandez har med til mig hvert år den 1. september. En rest fra ferien i et lille krystalglas, som en slags indian summer, jeg åbner hver aften klokken syv, uanset om det regner, sner eller blæser. To fingerbøl af den rubinrøde væske. Blod fra Portos vinranker. Jeg lukker øjnene. Og nyder det. Én tår er nok til at oplive min aften. To fingerbøl, fordi jeg elsker rusen, men ikke alkoholen. José-Luis Fernandez lægger blomster på sin kones grav, Maria Pinto, gift Fernandez (1956-2007), en gang om ugen undtagen i juli, hvor jeg tager over. Heraf portvinen som tak. 8
Mit liv i dag er som sendt fra himlen. Det fortæller jeg mig selv hver morgen, når jeg slår øjnene op. Jeg har været ekstremt ulykkelig, ligefrem ødelagt. Ikkeeksisterende. Tappet for liv. Som mine naboer, men værre. Mine vitale funktioner fungerede, men uden mig på indersiden. Uden tyngden fra min sjæl, der efter sigende vejer enogtyve gram, om man er tyk eller tynd, høj eller lav, ung eller gammel. Men eftersom jeg aldrig har nydt at være trist, besluttede jeg mig for, at det måtte ophøre. Før eller siden måtte tristheden få en ende. Jeg fik en skidt start på livet. Jeg blev født og forladt oppe nordpå i Ardennerne, en provins, der grænser op til Belgien med et ‘mildt fastlandsklima’ (tung efterårsregn og hyppig vinterfrost), hvor jeg forestiller mig, at sangeren Jaques Brels berømte kanal forsvandt under den lave, grå himmel. Jeg græd ikke, da jeg blev født. Så jeg blev lagt til side som en underfrankeret, adresseløs pakke på 2,670 kilo, mens mine afrejsepapirer blev udfyldt, før jeg rigtig var kommet til verden. Dødfødt. Et livløst og navneløst barn. Jordemoderen måtte navngive mig på stedet for at kunne udfylde sine papirer og valgte navnet Violette. Jeg vil tro, at det var den farve, jeg havde, fra top til tå. Da jeg skiftede farve, og min hud blev lyserød, måtte hun i stedet udfylde en fødselsattest, men udskiftede ikke fornavnet. Jeg var blevet lagt hen på en radiator, der varmede min hud. Moren, der ikke ville have mig, må have frosset mig til is i sin mave. Men varmen bragte mig tilbage til livet. Det er sikkert derfor, at jeg elsker sommer og opsøger selv den mindste solstråle som en solsikke. Mit pigenavn er Trenet, ligesom sangeren Charles Trenet. 9
Det var sikkert den samme jordemoder, som valgte navnet Violette, der gav mig mit efternavn. Hun må have elsket Charles, ligesom jeg senere kom til at elske ham. Jeg har altid tænkt på ham som en fjern slægtning eller en rig onkel fra Amerika, som jeg aldrig kommer til at møde. Man kan ikke undgå at føle sig beslægtet med en sanger, som man elsker, fordi man har sunget med på alle hans sange. Toussaint kom til senere, da jeg giftede mig med Philippe Toussaint. Et navn som Toussaint – der betyder ‘gråt og regnfuldt’ eller ‘allehelgensdag’ – burde have fået mine alarmklokker til at ringe. Men selv mænd med forårsklingende efternavne som Printemps banker deres koner. Et kønt navn har aldrig forhindret nogen i at være et røvhul. Min mor savnede jeg kun, når jeg var syg. Når jeg var rask, skød jeg i vejret. Jeg blev ret og rank, som om mine forældres fravær indlejrede sig i mig som en stok i rygraden. Jeg er rank som et lys. Det er et af mine særlige kendetegn. Jeg falder aldrig sammen. Selv ikke når det ser allerværst ud. Folk spørger mig tit, om jeg har danset ballet, men svaret er nej. Det er livet, der har disciplineret mig, hævet barren og fået mig op på tåspidserne.
3 Tag mig og tag mine kære. Før eller siden ender kirkegårdene alligevel som parker.
Min mand og jeg mistede vores job i 1997, da vores jernbanebom blev automatiseret. Vi kom i avisen som fremskridtets nyeste ofre: ledvogterne ved den sidste manuelle jernbanebom i Frankrig. Journalisten tog et billede af os til artiklen, og Philippe Toussaint lagde endda armen om mig, mens han poserede for kameraet. Jeg smiler på billedet, men gud hvor ser mine øjne triste ud. Samme dag artiklen blev bragt, vendte Philippe Toussaint slukøret hjem fra jobcenteret: Det var netop gået op for ham, at han ville blive nødt til at arbejde. Han havde vænnet sig til, at jeg gjorde alt for ham. Når det kom til dovenskab, havde jeg virkelig vundet i lotteriet med ham – jackpot, den store gevinst og hele molevitten. Jeg rakte ham et stykke papir for at muntre ham op: ‘Kirkegårdspasser – et fremtidssikret job’ lød overskriften. Han kiggede på mig, som om jeg var blevet skør. I 1997 kiggede han hver dag på mig, som om jeg var blevet skør. Er det sådan, en mand kigger på den kvinde, han engang har elsket, men ikke længere elsker? 11
Jeg forklarede ham, at jeg var faldet over annoncen ved et tilfælde. At kommunekontoret i Brancion-en-Chalon ledte efter et par til at passe deres kirkegård. Og at de afdøde var både mindre larmende og mindre tidskrævende end togene. At jeg allerede havde talt med kommunen, og at de var villige til at ansætte os på stedet. Min mand troede ikke på mig. Han sagde, at han ikke troede på tilfældet. At han hellere ville dø end at tage ‘derned’ og arbejde som ådselæder. Han tændte fjernsynet og spillede Mario 64. Målet med spillet var at finde alle stjernerne i de forskellige verdner. Selv var jeg kun interesseret i at finde én stjerne: den, der ville give mig et ønske. Det var det, jeg tænkte, mens jeg betragtede Mario ile rundt for at redde prinsesse Peach ud af Bowsers kløer. Så jeg pressede på. Jeg fortalte ham, at vi som kirkegårdspassere begge ville blive betalt, og at lønnen var en del bedre end ved jernbanebommen, fordi døde mennesker gav mere end toge. At vi ville få en smuk tjenestebolig med alle udgifter betalt. At det ville blive en rar afveksling fra den usle rønne, vi havde boet i de sidste mange år, som var mere utæt end en plimsoller om vinteren og koldere end Nordpolen om sommeren. Det ville blive en tiltrængt ny begyndelse. Og vi kunne altid hænge fine gardiner i vinduerne, så vi ikke behøvede at kigge ud på naboerne, korsene, enkerne og alt det andet. Gardinerne ville afgrænse vores liv fra deres sorg. Jeg kunne også have fortalt ham sandheden: at gardinerne ville afgrænse min sorg fra deres. Aldrig i livet. Jeg sagde ikke et ord og lod som om. For at få ham til at indvillige. Som prikken over i’et lovede jeg ham, at han aldrig behøvede at løfte en finger. Der var allerede tre gravere, som tog sig af gravene og den generelle vedligeholdelse og drift af kirkegården. 12
Vores job var bare at åbne og lukke lågerne. Og være til stede. Arbejdstiden var overkommelig, og ferierne og weekenderne længere end Valserine-viadukten. Jeg skulle nok klare det hele. Rub og stub. Super Mario holdt op med at løbe. Prinsessen styrtede til jorden. Philippe Toussaint læste annoncen igen, før han gik i seng: ‘Kirkegårdspasser – et fremtidssikret job.’ Vores jernbanebom lå i Malgrange-sur-Nancy. Det var en tid i mit liv, hvor jeg ikke rigtig levede. Eller snarere ‘en tid i min død’. Jeg stod op, tog tøj på, arbejdede, købte ind og gik i seng. Med en sovepille. Eller to. Eller flere. Resten af tiden kiggede jeg på min mand, der kiggede på mig, som om jeg var blevet skør. Arbejdet var forfærdeligt krævende og monotont. Jeg hævede og sænkede bommen op til femten gange om dagen alle ugens dage. Det første tog ankom klokken 4.50, og det sidste kørte klokken 23.04. Bommens automatiske klokke ringede for mine ører. Jeg kunne høre den, allerede inden den gik i gang. Det var et frygteligt slid, som vi burde have delt og udført på skift, men det eneste, Philippe Toussaint delte sin tid imellem, var sin motorcykel og sine elskerinder. Åh, hvor jeg kunne drømme, når jeg så togpassagererne suse forbi. Og det var endda kun små, lokale toge, der kørte fra Nancy til Epinal og stoppede en håndfuld gange i fattige flækker undervejs for at servicere lokalbefolkningen. Alligevel misundte jeg disse mænd og kvinder. Jeg forestillede mig, hvordan de rejste væk for at møde nye folk. Folk, som jeg også gerne ville have mødt, ligesom de rejsende, der susede forbi.
*
13
Vi satte kursen mod Bourgogne, tre uger efter at artiklen om os var blevet bragt. Vi gik fra gråt til grønt, asfalt til græs og fra jernbanens ildelugtende tjære til duften af marker. Vi ankom til kirkegården i Brancion-en-Chalon den 15. august 1997. Resten af Frankrig havde sommerferie. Byen var tom. Fuglene, der flyver fra grav til grav, rørte sig ikke ud af flækken. Kattene, der strækker sig mellem blomsterkrukkerne, var forsvundet ud i den blå luft. Selv myrerne og firbenene havde det for varmt og brændte sig på marmorstenene. Graverne var på ferie, og det samme kunne siges om de snarligt afdøde. Jeg gik alene rundt langs stierne og læste navnene på mennesker, jeg aldrig ville møde. Og alligevel føltes det rigtigt. Jeg følte mig hjemme.
4 Livet er evigt, tilværelsen kort, men den fælles erindring går ej bort.
Når teenagerne ikke har stoppet nøglehullet med tyggegummi, er det mig, der åbner og lukker kirkegårdens tunge gitterlåger. Åbningstiderne skifter med årstiderne. Klokken 8-19 den 1. marts til den 31. oktober. Klokken 9-17 den 2. november til den 28. februar. Den 29. februar står stadig hen i uvished. Klokken 7-20 den 1. november. Jeg overtog min mands opgaver, efter at han rejste – eller mere præcist efter at han forsvandt. Philippe Toussaint står anført som ‘savnet under mistænkelige omstændigheder’ i politiets nationale register. Jeg har dog stadig en del mænd i mit liv. Der er de tre gravere, Nono, Gaston og Elvis. De tre bedemænd, Lucchini-brødrene, der hedder Pierre, Paul og Jacques. Og fader Cédric Duras. Alle disse mænd lægger vejen forbi mit hus flere gange om dagen for at slukke deres tørst eller få sig en bid mad. De hjælper også til med at flytte jord i køkkenhaven eller reparere utætte vandrør. Jeg ser dem mere som venner end kolleger. Selv når jeg ikke er
15
hjemme, er de velkomne til at bruge mit køkken, lave sig en kop kaffe og skylle deres krus, inden de går videre. Gravernes arbejde kan vække både afsky og væmmelse, men mændene på min kirkegård er de mildeste og sødeste mennesker, jeg kender. Nono er ham, jeg har størst tiltro til. Han er bundsolid, og livsglæden strømmer igennem hans årer. Alt morer ham, og han siger aldrig nej. Undtagen når der er tale om et barns begravelse. ‘Det’ overlader han til de andre. “Til modigere mænd,” som han siger. Nono minder mig om sangeren Georges Brassens, hvilket får ham til at grine, fordi ingen andre siger, at han ligner Georges Brassens. Gaston er indbegrebet af klodsethed. Hans bevægelser er så kejtede, at han virker konstant beruset, selv om han aldrig drikker andet end vand. Under begravelserne stiller han sig altid imellem Nono og Elvis, i tilfælde af at han skulle miste balancen. Der udspiller sig et permanent jordskælv under Gastons fødder. Han falder, snubler, spilder og smadrer. Jeg er altid bange for, at han skal ødelægge noget eller komme til skade, når han træder ind i mit hjem. Og eftersom min bekymring hverken gør fra eller til, ender han altid med at slå sig eller knuse et glas. Alle kalder Elvis for Elvis efter Elvis Presley. Han kan hverken læse eller skrive, men elsker Elvis og kan teksterne til alle hans sange. Han udtaler ordene så dårligt, at man aldrig kan være sikker på, om han synger på engelsk eller fransk, men sangene kommer lige fra hjertet. “Love mi tendeur, love mi trou …” Der er knap et års mellemrum mellem Lucchini-brødrene på henholdsvis otteogtredive, niogtredive og fyrre. Deres bedemandsforretning har været i familien i flere generationer, hvor den er blevet givet videre fra far til søn. Og herudover er brødrene de glade indehavere af Brancions lighus, der ligger i forlæn16
gelse af forretningen. Nono har fortalt mig, at bedemandsforretningen og lighuset kun er adskilt af en tynd skydedør. Pierre, den ældste, tager sig af de sorgramte familier. Paul står for balsameringen i kælderen. Og Jacques kører rustvognene. Han står for den sidste rejse. Nono kalder dem ‘de tre apostle’. Og så er der vores sognepræst, Cédric Duras. Gud er måske ikke altid retfærdig, men i det mindste har han god smag. Siden fader Cédrics ankomst har flere af de lokale kvinder set lyset, og stadig flere og flere kvindelige troende fylder kirkebænkene om søndagen. Personligt går jeg aldrig i kirke. Det ville være som at gå i seng med en kollega. Men jeg vil tro, at jeg hører flere betroelser fra de forbipasserende på kirkegården, end fader Cédric modtager i sin skriftestol. De pårørende lader ordene flyde i en lind strøm langs mine stier og i mit beskedne hus. Når de ankommer, når de går, og nogle gange begge dele. Lidt ligesom de afdøde. Men med dem er det stilheden, gravstenene, besøgene, blomsterne, billederne og måden, deres besøgende opfører sig på foran gravstedet, der fortæller mig om deres tidligere liv, dengang de var levende og rørige. Mit job består i at være diskret, imødekommende og aldrig vise medfølelse med nogen. Du kunne lige så godt bede en kvinde som mig om at være astronaut, kirurg, vulkanolog eller genetiker, som at bede mig om ikke at føle medfølelse. Det er hverken en del af min verden eller min værktøjskasse. Men jeg græder aldrig foran de besøgende. Det kan hænde før eller efter en begravelse, men aldrig under. Min kirkegård er tre århundreder gammel. Den første, der blev begravet her, var en kvinde ved navn Diane de Vigneron (1756-1773), der døde i barselssengen som syttenårig. Hvis man fører sine fingerspidser over gravstenen, kan man stadig ane hendes navn i den silkebløde 17
sten. Selvom der er pladsmangel på min kirkegård, er hun aldrig blevet fjernet. Ingen af de skiftende borgmestre har turdet tage beslutningen om at forstyrre kirkegårdens første beboer. Især fordi der findes en gammel myte om Diane. Ifølge Brancions indbyggere er hun flere gange blevet set i ‘lysende gevandter’ på kirkegården eller foran hovedgadens butikker. Når jeg tager på loppemarkeder i området, finder jeg til tider billeder af Diane som spøgelse på gamle træsnit fra det attende århundrede eller på nyere postkort, hvor en udmajet Diane skildres som et billigt gespenst. Der går mange historier om dem, der ligger under de forskellige gravsten. De levende har for vane at omskrive de dødes liv. En anden og yngre myte end den om Diane de Vigneron fortæller om en kvinde fra Brancion ved navn Reine Ducha (19611982), der ligger begravet på min kirkegård i cedertræsafdelingen, sti 15. En ung, smuk og storsmilende kvinde med brunt hår er afbildet på hendes gravsten. Hun døde i en bilulykke i udkanten af byen, og flere af byens unge har efterfølgende set hende stå i vejkanten klædt i hvidt fra top til tå. Der findes myter om ‘hvide damer’ i hele verden. Om disse spøgelseskvinder, der har mistet livet på ulyksalige måder og nu slæber deres lidende sjæle rundt på slotte og kirkegårde for at hjemsøge de levendes verden. Og som om historierne om Reine ikke var nok, har hendes grav også flyttet sig. Ifølge Nono og Lucchini-brødrene er der tale om et lille jordskred, hvilket ofte sker, når der samles for meget vand i en grav. Jeg har været vidne til en del på kirkegården, i de tyve år jeg har været her. Nogle nætter har jeg endda overrasket skygger, der havde sex mellem gravstenene. Men det var ikke spøgelser. Med undtagelse af historierne varer intet evigt. Ikke engang 18
de evige gravsteder. Man kan købe et gravsted for femten år, tredive år, halvtreds år eller til al evighed. Men man skal tage sig i agt for det med evigheden: Hvis et sådant gravsted ikke længere bliver vedligeholdt efter tredive år (og virker forsømt eller forfaldent), og der samtidig mangler gravsteder, er kommunen i sin gode ret til at overtage jorden og placere de jordiske rester i benhuset bagerst på kirkegården. Siden jeg flyttede hertil, har jeg set en del forældede gravsteder blive ryddet og genanlagt, mens den afdødes knogler endte i benhuset. Uden den mindste protest. Disse afdøde er blevet til hittegods og har ikke længere nogen, der kan afhente dem. Sådan er det med døden. Jo ældre den er, jo mindre angår den de levende. Tidens tand udvisker livet. Og døden. Mine tre gravere og jeg gør vores bedste for, at gravene ikke skal forfalde. Vi hader at skulle påklistre kommunens mærkater: ‘Hjemfald af gravsted. Kontakt venligst kommunekontoret snarest muligt.’ Især hvis navnet på den afdøde stadig er synligt. Det må være derfor, at kirkegårde vrimler med gravskrifter. For at værne mod tidens tand. Og fastholde minderne. Jeg er glad for en gravskrift, der lyder: ‘Døden er først virkelig, når ingen kan drømme om dig længere.’ Det står på en ung sygeplejerskes grav, Marie Deschamps, der døde i 1917. Det var tilsyneladende en soldat, der fik anbragt stenen på hendes grav i 1919. Hver gang jeg går forbi den, spekulerer jeg på, hvor længe han mon drømte om hende. ‘Hvor du end er, og hvad jeg end laver, vil du altid findes i mine indre haver’ af Jean-Jaques Goldman og ‘Stjernerne, de synger kun om dig’ af Francis Cabrel er de mest anvendte citater fra sange på gravstenene. Min kirkegård er meget smuk. Lindealleerne er flere hundrede år gamle, og de fleste gravsteder er dækket af blomster. 19
Jeg sælger små krukker med blomster foran mit lille opsynshus, og når de ikke længere kan sælges, forærer jeg dem til de forladte grave. Jeg har også plantet fyrretræer. På grund af deres duft om sommeren. Det er min yndlingsduft. Jeg plantede dem i 1997, da vi ankom. De er vokset meget siden og gør min kirkegård endnu smukkere. At passe kirkegården er det samme som at vise omsorg for de afdøde, der hviler på den. Det er det samme som at vise dem respekt. Og hvis de ikke blev behandlet med respekt, mens de levede, så bliver de det nu, hvor de er døde. Her hviler uden tvivl også en hel del skiderikker. Men døden skelner ikke mellem de gode og de onde. Og hvem har ikke opført sig som en skid mindst én gang i sit liv? Modsat mig hadede Philippe Toussaint kirkegården, den lille landsby, Bourgogne, landet, de gamle sten, de hvide køer og indbyggerne fra første øjeblik. Før jeg havde fået pakket flyttekasserne ud, var han allerede væk på sin motorcykel fra morgen til aften. Og i takt med at månederne gik, kunne han finde på at blive væk i flere uger. Indtil den dag han ikke kom tilbage. Politiet kunne ikke forstå, hvorfor det havde taget mig så lang tid at melde ham savnet. Jeg fortalte dem ikke, at han i virkeligheden var forsvundet mange år tidligere, selvom vi stadig delte middagsbord. Alligevel følte jeg mig næsten lige så forladt som de gravsteder, jeg passer, da jeg efter en måneds tid måtte indse, at han ikke ville komme tilbage. Lige så grå, mat og vakkelvorn – klar til at blive rømmet og kastet i benhuset.
5 Livets bog er den ultimative bog, der hverken kan åbnes eller lukkes, som man vil. Bedst som man vil bladre tilbage til der, hvor man elskede, er man kommet til siden, hvor man dør.
Jeg mødte Philippe Toussaint på Tibourin, en natklub i Charleville-Mézières, i 1985. Philippe Toussaint sad i baren. Og jeg stod bag den. Jeg havde skrabet en del småjobs sammen ved at lyve om min alder. En ven på børnehjemmet, hvor jeg boede, havde lavet et falsk id-kort til mig, der gjorde mig myndig. Min alder var ubestemmelig. Jeg kunne lige så vel have været fjorten som femogtyve. Jeg gik udelukkende i jeans og T-shirts, havde kort hår og piercinger. Selv i næsen. Jeg var spinkel og smurte tyk, sort kohl om øjnene for at ligne Nina Hagen. Skolen var jeg netop droppet ud af. Jeg var hverken god til at læse eller skrive, men jeg kunne tælle. Jeg havde allerede gennemlevet adskillige liv, og mit eneste mål var at tjene nok penge til en husleje, så jeg kunne forlade børnehjemmet så hurtigt som muligt. Herefter ville jeg tage livet, som det kom. I 1985 var det eneste ved mig, der ikke stak ud fra mængden, mine tænder. Jeg havde været besat af at have hvide, smukke tænder, som pigerne i bladene, siden jeg var helt lille. Når social21
arbejderne besøgte mig hos mine plejefamilier og spurgte, om jeg manglede noget, bad jeg altid om en tur til tandlægen, som om min skæbne, og hele min eksistens, ville afhænge af mit smil. Jeg havde ingen veninder. Jeg lignede nok for meget en dreng. Jeg havde haft tætte forhold til et par af mine plejesøstre, men de mange adskillelser og skift fra familie til familie havde revet mig itu. Man bør aldrig knytte sig til nogen. Jeg bildte mig selv ind, at min kronragede isse ville beskytte mig og give mig mod og mandshjerte. Men det fik pigerne til at undgå mig. Jeg havde allerede været i seng med et par drenge i et forsøg på at være som de andre piger, men det var en skuffende oplevelse, der hverken sagde mig noget eller smagte af mere. Jeg gjorde det kun, når der skulle ske noget, eller for at få nyt tøj, en joint, komme ind et sted eller mærke en hånd om min. Jeg foretrak kærligheden i eventyrene, som jeg aldrig havde fået læst højt som barn. “De giftede sig og fik mange, mange, mange …” Philippe Toussaint sad i baren og betragtede sine venner på dansegulvet, mens han drak en whisky og cola uden is. Han havde et ansigt som en engel. Og samme teint som sangeren Michel Berger. Lyst og bølget hår, klar hud, stor næse og en mund som et modent jordbær i juli … klar til at blive fortæret. Han gik i jeans, hvid T-shirt og sort lædervest. Han var høj, stærk og perfekt. Mit hjerte sagde boum, så snart jeg så ham, som Charles Trenet, min imaginære onkel, synger det. Jeg ville have givet Philippe Toussaint hvad som helst gratis. Selv hans drinks. Han behøvede nærmest bare at dreje hovedet for at kysse de smukke blondiner, der sværmede om ham. Som fluer om et råddent stykke kød. Philippe Toussaint virkede ligeglad med alt og alle. Han drev med strømmen. Han behøvede ikke at løfte en finger for at få det, han ville have, udover når han fra tid til anden førte glasset til læberne mellem to kys under de fluorescerende lys. 22
Han sad med ryggen til mig. Det eneste, jeg kunne se af ham, var de lyse krøller, der skiftede fra rødt til blåt i lampernes skær. Mine øjne hang ved hans hår i over en time. En gang imellem lænede han sig ind mod en pige, der hviskede noget i hans øre, så jeg kunne se hans perfekte profil. Og så snurrede han pludselig rundt mod baren, fik øje på mig og slap mig aldrig af syne igen. Fra det øjeblik af var jeg hans nye yndlingslegetøj. Først troede jeg, at det var de store mængder gratis alkohol, jeg hældte på ham, der havde fanget hans opmærksomhed. Jeg sørgede omhyggeligt for, at han ikke kunne se mine nedbidte negle, når jeg skænkede op for ham; kun mine hvide, lige tænder. Jeg syntes, han lignede en dreng, der kom fra en god familie. Men for mig så alle drenge og piger, undtagen dem fra børnehjemmet, ud til at komme fra gode familier. Der opstod en kø af piger bag ham. Lidt ligesom ved motorvejsbommene mod syd, når alle skal på ferie. Men han blev bare ved med at stirre begærligt på mig. Jeg lænede mig tættere på ham for at være sikker på, at det var mig, han kiggede på, stak et sugerør i hans glas og så op. Det var helt sikkert mig, han kiggede på. Jeg sagde: “Vil du have mere?” Jeg kunne ikke høre hans svar, så jeg lænede mig tættere på ham og råbte: “Hvad?” “Ja, dig,” råbte han ind i mit øre. Jeg skænkede et glas bourbon til mig selv bag chefens ryg. Efter den første tår holdt jeg op med at rødme, efter den anden følte jeg mig godt tilpas, og efter den tredje mærkede jeg modet vokse. Jeg lænede mig ind mod hans øre igen og svarede: “Vi kan drikke sammen, når jeg har fri.” Han smilede. Hans tænder var ligesom mine: kridhvide og lige. 23
Jeg vidste, at mit liv ville forandre sig for altid, da Philippe Toussaint lagde hånden på bardisken og strejfede min. Jeg kunne mærke min hud trække sig sammen, som om den så det komme. Han var ti år ældre end mig, og aldersforskellen kastede et skær af storhed over ham. Jeg følte mig som en sommerfugl, der kiggede på en stjerne.
6 Fordi tiden vil komme, hvor de jordfæstede vil høre hans stemme og forlade deres grav.
Der lyder et let bank på min dør. Jeg venter ikke besøg og har ikke gjort det længe. Der er to indgange til mit hus. En dør, der vender ud mod kirkegården, og en, der vender ud mod gaden. Éliane begynder at gø og bevæger sig mod gadedøren. Hendes ejer, Marianne Ferry (1953-2007), ligger begravet i benvedafdelingen. Éliane ankom til hendes begravelse og er blevet lige siden. De første par uger fodrede jeg hende på hendes tidligere ejers grav, hvorefter hun lige så stille begyndte at følge efter mig tilbage til huset. På grund af hendes smukke blå øjne, og fordi hendes ejer døde om sommeren, døbte Nono hende Éliane efter Isabelle Adjani i Den dødelige sommer. I løbet af de sidste tyve år har jeg haft tre forskellige hunde, som alle er ankommet med deres ejere og med tiden er blevet mine, men hun er den eneste, der er tilbage. Der bliver banket på igen. Jeg tøver med at åbne. Klokken er kun syv om morgenen. Jeg er i gang med at drikke min te og smøre mine tvebakker med smør og jordbærsyltetøj fra Suzanne Clerc, hvis mand (1933-2007) ligger begravet i cedertræs25
afdelingen. Jeg hører musik. Jeg hører altid musik udenfor åbningstiden. Jeg rejser mig og slukker radioen. “Hvem er det?” En mandestemme tøver og svarer så: “Undskyld, madame. Jeg så, at der var lys.” Jeg kan høre ham tørre sine fødder af i dørmåtten. “Jeg har et par spørgsmål om en, der ligger begravet på kirkegården.” Jeg kunne bede ham om at komme tilbage klokken otte, når vi åbner. “Giv mig to minutter!” Jeg går op på mit soveværelse og åbner vinterskabet for at finde en morgenkåbe. Jeg har to skabe: ‘vinterskabet’ og ‘sommerskabet’. Det har intet med sæsonerne at gøre, men handler snarere om omstændighederne. Vinterskabet indeholder primært elegant, mørkt tøj, der er beregnet på omverdenen, mens sommerskabet rummer lyst og spraglet tøj, som kun er for min egen skyld. Jeg har sommeren på under vinteren og tager vinteren af, så snart jeg er alene. Jeg vælger således en varm, grå slåbrok, som jeg lukker over mit rosa silkenegligé, før jeg går nedenunder og åbner døren for en mand i fyrrerne. Det første, jeg ser, er hans øjne, der stirrer direkte på mig. “Hej. Undskyld, at jeg forstyrrer så tidligt.” Det er stadig mørkt og koldt udenfor. Bag ham kan jeg se, at der er faldet frost i løbet af natten. Det damper fra hans mund, som om han pulser på morgengryet. Jeg kan dufte en blanding af tobak, kanel og vanilje. Jeg er ude af stand til at sige et ord. Det føles som at genfinde en, jeg har mistet for længe siden. Jeg tænker, at han kommer 26
for sent. Jeg tænker, at alt ville have været anderledes, hvis han var dukket op på mit dørtrin for tyve år siden. Hvorfor tænker jeg det? Måske fordi det er flere år siden, at nogen, udover fulde teenagere, har banket på min gadedør? Eller fordi mine gæster normalt ankommer fra kirkegården? Jeg inviterer ham indenfor, og han takker mig lidt forlegent. Jeg skænker ham en kop kaffe. Jeg kender alle i Brancion-en-Chalon. Selv dem, der ikke har nogen liggende hos mig endnu. De har alle krydset mine stier mindst én gang for at deltage i en vens, nabos eller kollegas mors begravelse. Men jeg har aldrig set ham før. Han taler med en smule dialekt, og der er noget middelhavsagtigt over måden, han udtaler ordene på. Han er meget mørk, så mørk, at hans få hvide hår står skarpt frem blandt de pjuskede mørke. Han har en stor næse, fyldige læber og poser under øjnene. Han ligner lidt musikeren Serge Gainsbourg. Han virker som en, der hader sin barbermaskine, men bider det i sig for klædelighedens skyld. Han har smukke hænder og lange fingre. Han drikker den skoldhede kaffe i små slurke, puster på overfladen og varmer sine hænder på porcelænet. Jeg ved stadig ikke, hvorfor han er kommet. Jeg har lukket ham ind i mit hjem, fordi det ikke rigtig er mit hjem. Rummet her tilhører alle og enhver som en offentlig ventesal, jeg har forvandlet til køkken-alrum. Det er lige så meget de tilfældige forbipasserendes, som det er de inkarnerede stamgæsters. Han ser ud til at betragte væggene. Køkken-alrummet er femogtyve kvadratmeter og ligner til forveksling mit vinterskab. Her er intet på væggene, ingen farverige duge eller blå sofaer. Kun krydsfinér en masse og stole, man kan sidde på. Her er intet 27
bemærkelsesværdigt. Kun en kaffemaskine, som altid står klar, hvide kaffekopper og stærk spiritus til de mest desperate. Det er her, jeg huser tårerne, betroelserne, vreden, sukkene, fortvivlelsen og gravernes latter. Mit soveværelse ligger på første sal. Det er min hemmelige baggård og mit egentlige hjem. Mit soveværelse og mit badeværelse er som to pastelfarvede dukkehjem i gammelrosa, mandelgrønne og himmelblå nuancer, der ser ud, som om jeg har vakt foråret til live. Ved den mindste solstråle slår jeg vinduerne op, uden at man kan se noget udefra, medmindre man har en stige. Ingen har set mit soveværelse, som det ser ud nu. Jeg malede alt, kort efter at Philippe Toussaint forsvandt, og tilføjede nye gardiner, kniplinger, hvide møbler og en stor seng med en schweizisk madras, der omfavner kroppen. Den fremmede mand puster stadig ned i sin kop. Til sidst siger han: “Jeg kommer fra Marseille. Har du været i Marseille?” “Jeg tager til Sormiou en gang om året.” “Til kalkstensklipperne?” “Ja.” “Sikken et sjovt tilfælde.” “Jeg tror ikke på tilfældet.” Han ser ud til at lede efter noget i lommen på sine jeans. Mine mænd går ikke i jeans. Nono, Elvis og Gaston har altid blå arbejdsdragter på, mens Lucchini-brødrene og fader Cédric går i polyesterbukser. Han tager sit halstørklæde af, strækker nakken og stiller den tomme kaffekop fra sig på bordet. “Sådan er jeg også, rationel … Og politikommissær.” “Som Columbo?” Han smiler for første gang og svarer: “Nej, han var inspektør.” 28
Han trykker sin pegefinger ned på et par sukkerkorn, der ligger på bordet. “Min mor vil gerne begraves her på kirkegården, men jeg ved ikke hvorfor.” “Bor hun i området?” “Nej, i Marseille. Hun døde for to måneder siden. Det var en del af hendes sidste vilje at blive begravet her.” “Det gør mig ondt. Vil du have et skvæt alkohol i kaffen?” “Plejer du at drikke folk fulde så tidligt om morgenen?” “Det hænder. Hvad hed din mor?” “Irène Fayolle. Hun ville kremeres … og have sin aske placeret på en grav, der tilhører en mand ved navn Gabriel Prudent.” “Gabriel Prudent? Gabriel Prudent, 1931-2009. Han ligger begravet i cedertræsafdelingen, sti 19.” “Kan du huske navnene på alle de døde på kirkegården?” “Næsten.” “Selv datoen for deres død, hvor de ligger og det hele?” “Næsten.” “Hvem var ham her Gabriel Prudent?” “Der kommer en kvinde en gang imellem … Hans datter, tror jeg. Han var advokat. Han har en sort marmorsten uden gravskrift eller billede. Jeg kan ikke huske begravelsen, men jeg kan tjekke i mit arkiv, hvis du er interesseret.” “I dit arkiv?” “Jeg fører optegnelser over alle begravelser og gravrydninger på kirkegården.” “Jeg vidste ikke, at det var en del af dit arbejde.” “Det er det heller ikke. Men ville livet ikke være trist, hvis man kun gjorde sit arbejde?” “Det lyder underligt kommende fra en … hvad er din stillingsbetegnelse? ‘Kirkegårdspasser’?” 29
“Hvorfor det? Forventede du, at jeg skulle græde fra morgen til aften? At jeg er lavet af tårer og sorg?” Jeg skænker mere kaffe, mens han når at spørge mig to gange: “Bor du her alene?” Jeg ender med at svare ja. Jeg åbner mine arkivskuffer og finder mappen fra 2009 frem. Jeg leder efter efternavnet og finder hurtigt frem til Prudent, Gabriel. Jeg læser højt: Den 18. februar 2009, Gabriel Prudents begravelse, voldsomme regnskyl. Hundrede og otteogtyve personer mødte op til gravsættelsen. Hans ekskone var til stede sammen med hans to døtre, Marthe Dubreuil og Cloé Prudent. Afdøde havde frabedt sig blomster og kranse. Familien havde fået en mindeplade indgraveret, hvor man kunne læse: Til minde om Gabriel Prudent, en tapper advokat. ‘Tapperhed er en essentiel kvalitet hos en advokat og det eneste, der virkelig betyder noget. Talent, dannelse og kendskab til loven er alle nyttige egenskaber for en advokat. Men uden tapperhed, når det virkelig gælder, er det bare ord, der blusser op og dør ud.’ (Robert Badinter) Ingen præst og intet kors. De sørgende blev kun en halv time. Da de to bedemænd var færdige med at sænke kisten i graven, var alle væk. Det styrtede stadig ned. Jeg lukker mappen i igen. Kommissæren virker nedslået og langt væk i tankerne. Han fører en hånd igennem sit hår. “Gad vide, hvorfor min mor ville ligge ved siden af ham.” Han kigger igen på mine hvide vægge, hvor der er absolut
30
intet at se. Så vender han blikket tilbage mod mig, som om han ikke tror på mig. Han kigger på mappen fra 2009. “Må jeg se?” Normalt lader jeg kun de pårørende læse mine notater. Jeg tøver et øjeblik, før jeg rækker ham mappen. Han begynder at bladre den igennem. Mellem hver side stirrer han op på mig, som om ordene fra 2009 står indgraveret i min pande. Eller som om mappen i hans hænder kun er en undskyldning for at kigge på mig. “Og det her gør du med hver begravelse?” “Ikke dem alle, men de fleste. På den måde kan jeg konsultere mine noter og fortælle om begravelsen, når jeg bliver opsøgt af en pårørende, der ikke kunne deltage … Har du nogensinde dræbt nogen? Jeg mener i forbindelse med dit job …” “Nej.” “Bærer du våben?” “Nogle gange, ja. Men ikke her til morgen.” “Har du taget din mors aske med?” “Nej. Den er stadig i krematoriet … Jeg har ikke tænkt mig at efterlade hendes aske på en fremmed mands grav.” “Fremmed for dig måske, men ikke for hende.” Han rejser sig op. “Må jeg se hans grav?” “Ja. Kan du komme tilbage om en halv time? Jeg går normalt ikke rundt på min kirkegård i morgenkåbe.” Han smiler for anden gang og forlader køkken-alrummet. Jeg tænder automatisk lyset i loftet. Jeg tænder det aldrig, når nogen kommer, men altid når de går. For at erstatte deres tilstedeværelse med lys. Det er en gammel vane hos et barn, der blev forladt ved fødslen.
31
En halv time senere ventede han på mig i sin bil foran gitterlågen. Jeg bed mærke i nummerpladen: 13, Bouches-du-Rhône. Han måtte være faldet i søvn op ad sit halstørklæde, for der var mærker på hans kind, som om den var blevet krøllet. Jeg havde taget en marineblå frakke på over en karminrød kjole. Og knappet den helt op i halsen. Jeg lignede natten, men bar stadig på dagen. Det krævede kun, at jeg lempede på frakken for at få ham til at misse med øjnene igen. Vi gik langs stierne. Jeg forklarede ham, at min kirkegård bestod af fire afsnit: laurbærafdelingen, benvedafdelingen, cedertræsafdelingen og takstræsafdelingen, samt to urnehaller og to mindehaver. Han spurgte, om jeg havde gjort “det her” længe, og jeg svarede: “Tyve år.” Jeg fortalte ham, at jeg tidligere havde arbejdet som ledvogter. Han spurgte mig, hvordan det havde været at gå fra togvogne til rustvogne. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Der var sket for meget i tiden mellem de to liv. Jeg tænkte bare, at det var et underligt spørgsmål fra en rationel kommissær. Da vi ankom til Gabriel Prudents grav, blev han bleg. Som om han besøgte mindesmærket for en mand, han aldrig havde hørt om, men som snildt kunne være en far, onkel eller bror. Vi blev stående i et langt øjeblik. Til sidst pustede jeg i mine hænder for at holde varmen. Normalt bliver jeg aldrig sammen med de besøgende. Jeg viser vej og trækker mig tilbage. Men af en eller anden grund virkede det forkert at forlade ham. Efter et øjeblik, der føltes som en evighed, annoncerede han, at han ville køre igen. Hjem til Marseille. Jeg spurgte ham, hvornår han ville komme tilbage og stille sin mors aske på monsieur Prudents grav. Han svarede ikke.
© VALENTIN LAUVERGNE
VALÉRIE PERRIN (f. 1967) er fransk forfatter, manuskriptforfatter og fotograf. Hun debuterede i 2017 med romanen Les oublies du dimanche, som vandt adskillige litterære priser, men hun fik sit store gennembrud med Vand til blomster. Romanen har solgt mere end 1 million eksemplarer i Frankrig og 400.000 i Italien og udkommer i 32 lande.
VIOLETTE TOUSSAINT lever et stille liv som kirkegårdspasser i en lille by i Bourgogne. Dagene tilbringer hun sammen med den lokale sognepræst fader Cedric, bedemændene Lucchini-brødrene og de tre gravere Nono, Gaston og Elvis. Flere gange om dagen kigger de ind i Violettes køkken for at få sig en kop kaffe og en snak, ligesom også mange af de lokale kommer forbi for at få en kop eller et glas og nogle trøstende ord. Violettes dør står altid åben. Hvad der har fået en smuk kvinde i sin bedste alder til at flytte til egnen for at tage det noget særprægede job, er der til gengæld ingen, der snakker om. Lige indtil en tidlig morgen, hvor en fremmed banker på Violettes dør med sin mors aske og en anmodning, der kommer til at ændre Violettes stille liv for altid. VAND TIL BLOMSTER er en livsbekræftende fortælling om livets store og små spørgsmål − og om at turde tro på lykken.
Dette er den smukkeste roman i verden. Den fortjener 10+ ud af 10. − Corriere de la Sera