Lalandia af Jens Vilstrup - læseprøve

UDKOMMER I JANUAR 2022

LA LAN DIA

JENS VILSTRUP Roman

Alpha

E

n dag lige før det bliver forår, serverer de mørbradbøffer med omviklet bacon, min livret, som vi ellers kun får til min fødselsdag – så glade for kød er vi jo heller ikke. Mens vi spiser, kigger far væk, han rømmer sig, og mor aer mig længe på armen og klemmer min hånd. Så fortæller de mig, at vi skal flytte. Far har søgt nyt job og fået det. På et bibliotek i en by, der hedder Nysted. Nu får mor mulighed for at lave sine ting, siger far. Jeg spør­ ger, hvad det betyder, og hun siger, at det er noget med at ska­ be noget indefra, noget, der fandeme betyder noget, og jeg kan ikke huske, at jeg har hørt hende bande på den måde før. Det vigtigste, siger mor, det er, at hun og far nu kan komme i gang med alle de idéer, de har gået så længe og brændt inde med. De har ledt og ledt, og nu har de altså fundet en perle, en rigtig perle, bliver de ved med at sige. Det er en nedlagt land­ ejendom et stykke væk fra det der nye sted, og det ligger på noget, der hedder Lolland. Jeg ved godt, at Jylland og Sjælland og sådan noget ikke er rigtige lande, alligevel er jeg i tvivl, om Lolland er det, men jeg siger ikke noget. Jeg sidder og stirrer, mens de ler indforstået og fortæller, at vi får stuehus og tilhørende stald og lade, og de ved snart ikke hvor mange kvadratmeter grund. Og ja, der skal godt nok la­ ves en del, en hel del faktisk, men de får jo også penge for at bortforpagte den landbrugsjord, der hører til, og alt i alt er det bare et helt utroligt godt tilbud. Det er sådan et sted, hvor vi kan gøre alt det, vi åbenbart altid har drømt om. Et fantastisk sted med åbne vidder og marker og strand og ingen beton og masser af natur at boltre sig i for en dreng som mig. Det er faktisk ikke så langt væk herfra, siger far og strækker sig efter en bog i vindueskarmen, der hedder Krak. Dér har den ikke ligget før, han må have forberedt det i forvejen. Han slår op i bogen, og dér, på et opslag, er der en stor kote­ let med en masse rødgule blodårer i. Det er Sjælland, og blod­ årerne er veje. Nedenunder er der to mindre koteletter, og de har ikke så mange blodårer. Det er åbenbart der, vi skal hen. Se, Tom, det er næsten lige ud til vandet, siger han. Han ple­ 1

jer ikke at kalde mig Tom, jeg troede, det var noget, mig og mor havde sammen. Ikke længere. Far peger på den største af de to små koteletter med en fin­ ger, der er så stor, at han kommer til at skygge for det, han vil vise. Hans håndrod starter ved det der nye sted, og hans tom­ melfinger ender et sted syd for en kæmpestor rød og gul klat, som er København. Se, Tom, ikke engang en håndsbredde, du kan tage tilbage og besøge dine venner, lige så tit du vil, siger far og kigger på mig, så jeg ved, det er løgn. Jeg kan ikke helt regne det ud, men det har noget at gøre med, at der står 1:500.000 øverst på kortet. Ja, du kan, siger mor og klemmer atter min hånd, så jeg bli­ ver forvirret. Nu får vi vores eget gods, vores helt eget, ikke? siger mor og kigger først smilende på far og bagefter længe på mig på en måde, så jeg ikke kan gøre andet end smile ligesådan. * Den sidste dag i skolen har jeg flødeboller med, og alle dren­ gene bunker mig. Det er en leg, vi har leget masser af gange. Først skriger drengene taktfast i kor: Alle ombord i Tho­mas tog, Tho­mas tog, Tho­mas tog, og så skiftes de til at kaste sig oven på mig, indtil jeg ligger underst i en stor stak af fnisende og strittende drengekroppe, mens pigerne står langs væggene og hujer. Uanset hvor mange der kommer på, kan jeg altid bry­ de bunken og smide dem alle sammen af, når jeg vil. Da jeg gør det, tumler drengene af, falder, finder fodfæste, griner. Nogle dage senere kører vi. Med fars og mors store planer i en lille lastvogn foran os og min store skuffelse bagved i vores gamle Mazda. Med vores møbler, mors gamle drejebord, hen­ des billeder i aflange, skrigorange Kodak­æsker, alle hendes brændte glasurting pakket ind i aviser, med fars bøger i masser af tunge kasser, med mit arkivskab, min afmonterede seng og med trafiktæppet rullet sammen. Da jeg kigger ud ad bagruden, har jeg en sitrende fornem­ 2

melse af, at jeg fra nu af altid vil være på besøg, at jeg aldrig får et hjem igen. * Vi drejer væk fra motorvejen og ind i en gammel dansk film. Alting går pludselig mærkelig langsomt. Landevejen bugter sig smidigt og sort med flotte, hvide vejstriber gennem mudre­ de, grønne og gulligbrune marker. Der er bindingsværkshuse næsten helt ud til vejkanten, der er små, stillestående damme og gadekær med siv og svømmende ænder. Der er landbrug, der ligger som oaser omgivet af høje træer midt i uendelige marker, der er søer formet som malerpaletter, og der er fine, smalle grusveje med vejtræer, der fører ned til fjerne herre­ gårde med spir og tårne. Mor læner sig ud ad vinduet og tager billeder af det hele. Vi kommer forbi et sted, der hedder Døllefjelde, og far og mor begynder at skråle ‘Døllefjelde Musse, Døllefjelde Musse, yeah, yeah, yeah’. Lidt efter kører vi forbi et skilt, hvor der står Lille Musse, så kommer vi igennem nogle spredte huse, der hedder Store Musse. Far og mor er færdige af grin. Det er jo os to, for fanden, skat, siger far, og mor ler i for­ rudens genskin og læner sig først væk fra far for at tage et bil­ lede af ham, så ind til ham for at kysse ham. De lægger ikke mærke til de huse, der ser ud, som om en tornado har suget dem op og tabt dem igen. Der er ikke så mange af dem, men de ligger spredt langs landevejen eller ned ad små, undseelige biveje. Først ser man dem ikke, langt de fleste huse er virkelig velholdte med revne indkørsler og have­ statuer og lige plæner og hække, men får man først øje på dem, kan man ikke lade være med at glo. Husene er forladte, planter vokser ud af skæve vægge og knuste vinduer, og de ligner ste­ der, hvor der måske bor hekse. Der er også huse, som tornadoen strejfede, og som ikke rig­ tig har rettet sig igen. Der bor stadig mennesker i dem, sløv røg kommer op af brændeovnsskorstene, og der er dovent lys 3

bag nedtrukne gardiner, selv om det er midt på dagen. Foran ejendommene holder der biler helt ud til landevejen i ujævnt græs eller i nedkørte, mudrede hjulspor, og rundt om husene er der rustne landbrugs­ og havemaskiner, opklodsede både, mugne campingvogne med flade hjul, sprukne trampoliner, bunker af brugte dæk og affaldsbrænde med dorskt blafrende presenninger over sig. Pludselig kører vi væk fra landevejen og ind på den mind­ ste vej, jeg har set i mit liv. Hjulene på lastbilen foran os når helt ud på markerne i hver side. Vores Mazda kan lige akkurat være der. Ude i pløjemudderet, for enden af usynlige grusveje, ligger store, pæne gårde langt fra hinanden, men det er ikke sådan et sted, vi skal bo. Lastbilen bremser og drejer ind på en lille gårdsplads ved et af de steder, som orkanen næsten fik. Foran os er der et stuehus med stald og en tilhørende lade, murene ser ud, som om de har fået en hudsygdom, og de algeplettede tage ligner noget, der er blæst op fra en sø. I indkørslen holder en punkteret trailer med næsen i gru­ set, omkring den skyder ukrudt op i ustoppelige formationer. I haven er der træer og buske, der filtrer sig ind i hinanden, der er et knortet æbletræ, der ikke kan lide sine egne blomster, der er et brændeskur med taget halvt faldet af, et gyngestativ uden gynger, et ramponeret legehus, og rundtomkring ligger tilfældigt opstablede bræddebunker som bål, nogen har glemt at sætte ild til. Midt på en mosbefængt græsplæne, der er omgivet af visne bede, står to mørnede tørrebjælker uden snor, og hele vejen rundt om grunden, i skellet ud til markerne, er der en vind­ blæst, forpjusket bøgehæk med alt for langt mellem planter­ ne. Mange af dem er vokset skævt, andre er små og næsten døde, den ligner slet ikke en hæk, mere noget, nogen engang begyndte på – ligesom bunkerne – og siden glemte. Men det er ikke det, far og mor ser. De stiger ud og jubler og peger, og mor tager billeder igen, og så kysser de og forestiller sig, hvordan det hele bare skal blive så fedt.

4

* Der er meget, der kommer bag på dem, ting, de ikke lige hav­ de tænkt over. Mit arkivskab kan akkurat komme ind på mit nye værelse ovenpå, men det kan min høje seng ikke. Værelset har skrå ydervægge og skråvindue, og lige meget hvor meget far bakser, kan han sateme ikke få det til at passe. I stedet bæ­ rer han en gammel, bejdset kommode ind – vores nye hjem er fyldt med efterladte kommoder – og jeg får en skumgummi­ madras på gulvet oven på trafiktæppet. Det er bare indtil videre, de skal nok købe en rigtig seng til mig, men først skal der gipsvægge op og trækkes ordentlig strøm, for overetagen er ikke færdigbygget, det er mest bare halvnøgne rockwoolsvægge, der er blevet opgivet af de tidlige­ re ejere. Varme får jeg fra en brændeovnsskorsten af sort metal, der rækker op gennem mit værelse fra stuen, og trappen op til ovenpå skal laves, for det er ikke en rigtig trappe, mere en sammenflikket stige af en slags. Det er simpelthen for usikkert, siger mor. Traileren bliver lappet, de kører hele tiden væk med bunker i den og kommer tilbage med træ og gipsplader og mørtelposer og materialer, som hober sig op ved siden af de flyttekasser, de ikke når at pakke ud. Der er altid noget, der mangler, og de er hele tiden bagefter, især med pengene. En dag har de alligevel en keramikovn med hjem på trailerladet til mor, så hun kan komme i gang. De står op ved femtiden og hamrer og skruer og banker, og vi når lige at spise sammen, inden far kører ind på sit arbejde på biblioteket, og mor enten går ud for at tage billeder eller sætter sig i laden ved sin drejebænk, som hyler i lejerne, når hun sparker til underhjulet. Hun stiller krukker og skåle og billeder til salg ude ved vej­ en på en glasskuffekommode, selv om hun har fået kontakt til et galleri inde i byen. Men galleriet kan jo ikke have alle hendes ting stående, og så kan de jo lige så godt stå der, siger hun. Hun drejer videre, og når far er hjemme igen, fortsætter de med at bygge og lappe og køre væk og hente mere. De hører 5

ikke længere jazz, de kommer først i seng ved midnat, tit falder de i søvn i sofaen foran brændeovnen med åbne snorkemunde, og nogle gange vækker jeg dem. Så kysser mor mig og siger undskyld, de ikke har haft tid til mig, det får de snart. Og jeg spørger ikke hvornår, for så er fyret i laden gået, og mor kan ikke arbejde i den kulde, så er der pludselig hul i ta­ get, og det drypper ned i stuen. Så sætter koblingen i vores Mazda ud, så er det den store låge ind til laden, der pludselig hverken kan åbne eller lukke, så er der en gammel sætnings­ skade, der får stuehuset til at slå revner forneden. Så sprækker de nye gipsvægge på førstesalen, så falder det nye gelænder på stigetrappen af. Så er den gal med varmen og med strømmen. Og så ryger sikringerne igen. * Jeg cykler i skole hen ad vores uvirkeligt smalle vej, igennem markerne, hvor der nogle gange står et dirrende rådyr og glor forvirret, forbi de flotte gårde og ud på landevejen og ned til byen. Jeg kunne godt tage skolebussen, der hoster rundt til os, der bor længere ude. Men den kan ikke komme ind på vores vej, så jeg skal alligevel cykle ud til hovedvejen og vente på den. Det er nemmere at køre selv, så slipper jeg også for at sid­ de dér indespærret med de andre. Når det ikke regner, er det som at cykle ind i en virkelig hyggelig folde­ud­børnebog. Jeg glider af sted langs lande­ vejen, og pludselig, midt i de bugtende marker og i alverdens mudrede ingenting, skyder byen op med højt vandtårn, spidst kirkespir og et stort spøgelsesagtigt middelalderslot for enden af en indsø med ænder, lappedykkere og fiskehejrer, der flyver i skræppende V­formationer hen over himlen og lander med larmende plaskevinger på søens stille overflade. Det kommer bag på mig, hver gang jeg ser det. Jeg behøver ikke at køre gennem byen for at komme hen til skolen, der ligger ud til en stor pløjemark, hvor der tit kører en traktor med fugle efter sig lige forbi vores skolevinduer. Men nogle gange gør jeg det alligevel. 6

I udkanten af byen ligger fars bibliotek, det er en stor bin­ dingsværksbygning, og gaderne rundtom er smalle, de snor sig gammeldags, husene er stråtækte, og vinduerne er små og skæve og har sprosser og gadespejl. Den langstrakte, åbne fjord for enden af byen er omkranset af høje siv, midt i byen ligner det gamle vandtårn en kæmpestor nissehue, og rundt om det forladte slot stikker nøgne, udslukte træer op af vandet i den stille indsø som fortryllede arme i et eventyr. Første dag i den nye skole er okay, de fleste er til at begynde med lidt skræmte og afventende. Det er jeg vant til på grund af min størrelse. Men underligt nok bliver det ved. Der er ikke nogen, der udfordrer mig, ingen, der rigtig taler til mig. Det er det samme med lærerne. Når jeg rækker hånden op, også når jeg er den eneste, kigger de forbi mig og spørger ud i klassen på et sprog, der hører til i den der gamle danske film. Jeg er alene i timerne, i frikvartererne, og bagefter kører jeg alene hjem, mens de andre sætter sig ind i skolebussen og kø­ rer alle mulige steder hen. ‘Myrerne’, det begynder jeg at kalde dem for mig selv, holder mig hverken ude eller inde. Jeg holder mig for mig selv, de holder sig for sig selv, og jeg savner det liv, jeg havde før, helt ned i maven. * Den lokale fodboldklub ligger tæt på skolen. Træneren virker flink, hans vom buler ud i et rødt Hummel­sæt med hvide V­striber, lynlåsen i træningstrøjen er gået i stykker, og han lugter sådan lidt jordslået. Jeg har mit tøj og mine støvler med, og han beder mig om at klæde om sammen med de andre drenge i en gul parcelhusagtig murstensbygning ved siden af banerne. Der er ingen, der taler til mig. De andre glor på mig, men kigger væk, når jeg kigger tilbage. Sådan er det også ude på banen. Vi bliver delt i to hold, det ene med refleksveste, det andet uden. Jeg kommer på holdet med de selvlysende veste, alligevel er der ingen, der ser mig, heller ikke dem fra mit eget hold. De få gange, bolden havner 7

hos mig, er det, som om spillet stopper, først når jeg spiller den videre, kommer det atter i bevægelse. Bagefter siger træneren, at det jo ikke er for det, men med min højde og bredde var det måske en idé at prøve med hånd­ bold. Et par dage efter spørger jeg en, der hedder Anders Bis­ gaard, hvad man kan lave her i byen efter skole ud over fod­ bold. Han er lederen i klassen, han bor ikke på en gård, men på en bedrift, og jeg vil gerne være venner med ham. Han har altid flotte nye sneakers på og ægte mærkevaretøj. Han kigger vurderende på mig. Så smiler han venligt, åbent og giver mig et hurtigt dask på skulderen. Ikke så skidemeget, men du kan jo kigge ud til mig en dag, hvis det er, siger han, drejer hastigt om og lader invitationen klapre som en dør på klem. Efter skole spørger jeg kassedamen henne i Dagli’Brugsen, hvor man kan gå til håndbold. Hun er venlig og har fedtfolder på halsen og siger, at jeg vist må have fået forkert nummer. Så vidt hun ved, findes der ikke nogen håndboldklub her i byen, der må jeg nok længere ud på landet, måske ud til Vandtårn. Jeg smiler dumt, siger tak, forstår ingenting og cykler op til vandtårnet og leder, men der er ikke nogen håndboldklub. Derhjemme tænder mor den tykke, gamle computer, der er gul af alder og en evighed om at varme op, hun leder efter en håndboldklub på nettet, men hun kan ikke finde nogen i nær­ heden. Først da far kommer hjem, bliver sagen opklaret. Jeg ved ikke, hvorfra han ved det, men han siger, at der nogle kilometer væk ligger en håndboldkub i noget, der hedder Vantore. Det er ikke længere, end at jeg kan cykle, men de vil gerne køre mig derud, hvis det er. Jeg ryster på hovedet, kravler ind i mig selv. Bare glem det, siger jeg. * I Den Blå Avis finder far en flok havehøns – ‘røde amerikanere’ hedder de, det synes far og mor er rigtig sjovt – og far og jeg går i gang med at bygge det faldefærdige legehus i den nye 8

have om til et hønsehus. Jeg svinger hammeren og kobenet mod det rådne træ, jeg styrer saven gennem de nye forskal­ lingsbrædder, så de bliver lige, og jeg er ikke bange for at rive mine fingre på hønsetråden. Men det er, som om det ikke for alvor interesserer ham. Hønsene kagler, når de lægger æg, og det gør de tit. Vi får blødkogte om morgenen, jeg har hårdkogte med i madpakken, og til aftensmad og i weekenderne får vi omelet og røræg og spejlæg. Det er egentlig mit job at samle æggene ind, men der går ikke længe, så overtager mor. Hun får sådan en ro ved det, siger hun. Far køber hønsefoder i farvestrålende poser, der ligner vaskepulver, og for at få pengene hjem og måske tjene lidt for­ søger de at sælge æg til forbipasserende ude på vejen. De sætter æggene på en af de kommoder, der var her i for­ vejen, ved siden af glasskuffekommoden med mors telefon­ nummer­udstillede keramik og billeder. Oven på den placerer de en madkasse til pengene. Vi må jo stole på hinanden, siger far. Men vejen er virkelig smal, der kommer ikke nogen forbi, og næsten alle de andre gårde i nærheden sælger også nylagte æg. Og skrællekartofler, som de kalder det på deres skilte, og friske gulerødder og æbler og alt muligt, som vi ikke har. I stedet får far en ny idé. Hønseæg er sgu for små, vi skal en vægtklasse op, tænk, hvor sjovt det bliver, når vi sidder der søndag morgen og tro­ ner med hver vores enorme, blødkogte gåseæg, smiler han. Mor er med på legen, hun elsker hans påfund. Et par dage senere kommer han hjem med to gæslinger, som han har byttet sig til hos Bisgaard, vores nye nabo, som forpag­ ter vores landbrugsjord. Deres flotte, store gård med mange længer og kæmpesiloer og aflange roebunker ligger omgivet af naturhegn og piletræer en kilometers penge fra vores hus. Det er der, Anders fra min klasse bor. Far smiler i sit skæg, der er blevet mere pjusket, efter at vi er flyttet, og fortæller, at han har fået gæssene for et lugejern og en kultivator, han fandt i laden, nåeja og et par hundrede oveni. 9

Nu er vi sgu rigtige gås­ejere, siger han. Typisk ham. Mor griner. Så griner jeg også. Typisk mig. Hønsene må ikke gå sammen med gæssene, de to kommer ud i det gamle aflukke i stalden op til huset, og udenfor byg­ ger vi et halvtagsskur af trærester og gamle pvc­bølgeplader, vi finder i laden. Vi laver et stort område med trådnetindheg­ ning ud mod de flade marker, hvor de kan gå og græsse. Mens jeg arbejder, kigger jeg hen på far, men han kigger sjældent tilbage. * Det var lige godt satans, vi er blevet snydt, råber far en aften, da han står ovre ved indhegningen, og jeg er ude med skrald. Den opgave er stadig min, selv om mor har sagt, hun gerne vil overtage. I Greve smed jeg affaldsposerne i en skakt ude i opgangen, og det var sjovt at vente på det hult klingende klunk for enden af røret. Men det er endnu sjovere at smække det tunge metallåg på affaldsstativet og lytte til det døende ekko, der bliver ved hen over de flade marker omkring os. Det er som at slå smut i luften. Jeg går hen til far, der har vendt bunden i vejret på de to store fugle. Han krænger det indvendige af gattet ud på dem, mens de hvæser vredt. Kan du se? spørger han. Jeg kan ikke se noget. Det er gaser, for fanden, begge to, siger han, nu bliver der nul kæmpeæg. Far kommer sig hurtigt. Da vi kommer ind, ler han og siger til mor, at de to sgu da skal hedde Gøg og Gokke, sådan et par umuliusser. Bagefter, mens vi spiser rugbrødder med spejlæg stegt på begge sider, siger han, at det egentlig er underligt, at vi bru­ ger hunkønsfællesbetegnelser om dyreracer – køer, ænder, får, geder, gæs – når vi bruger hankønsbetegnelsen ‘man’ om men­ nesker. Mor ser svømmende på ham, og med det blik fra hende for­ 10

tæller han, at gæs engang blev brugt som vagtdyr, og hvis der er nogen, der kommer her uanmeldt, så får de sgu én på næb­ bet. Mor smiler, og jeg smiler også, hun skal ikke sidde alene med det. Far har læst i en af sine bøger, at gæs – og gaser – er mono­ game og kun går til angreb, hvis de skal beskytte en gås med befrugtede æg, men det er bare løgn. I hvert fald hos os. Gokke angriber alt og alle, og så synes Gøg, han også skal være med. I løbet af foråret bliver de større og mere skøre, men de er også ret sjove i al deres dumme vingebasken og angrebsiver, de larmer som båthorn, og hvis man hoster, er det, som om de båtter igen i samme rytme. De skider overalt, store, klamt lug­ tende klatter, og de sparker og hamrer deres næb ind i alting. Heldigvis finder jeg ud af, hvordan jeg med en spand, et tæppe eller en viftende trøje kan dirigere dem hen, hvor jeg vil. Også ind i deres aflukke i stalden om aftenen. * Mor og far arbejder, og jeg lytter til dem og gæssene og høn­ sene og fuglene, der aldrig holder op, mens jeg ligger og læser på min nye madras, der viser aftegningen af min krop, når jeg rejser mig fra den. Jeg kæmper mig igennem tre bind af ‘Verden i Dag’ og en gammel, læderindbundet samling af H.C. Andersens værker, som jeg ikke forstår ret meget af. Jeg læser fodboldbøger, ‘De Fem’ og alt, hvad jeg kan få fat i af Astrid Lindgren. Og jeg læser ‘Teknikkens hvornår skete det’, ‘Opfinderens håndbog’, ‘Kloge folk og skidtfolk’, ‘Krybdyr og padder’, ‘Jeg er lyst­ fisker’, ‘Insekter i farver’, ‘Hvem byggede hvad’, ‘Hvad finder jeg i mark og eng’ og ‘Fantastiske fakta om rummet’. Jeg finder dem i fars kasser, der stadig ikke er pakket ud, og i de reoler, der langsomt dukker op i den nye stue, eller også cykler jeg hen på biblioteket efter skole. Mange gange står jeg udenfor og glor og går ikke ind, men nogle gange gør jeg det. Far sidder derinde og er ikke sig selv. Det er, som om han le­ 11

ver i et slags spejl, der viser ham omvendt, når han er på arbej­ de. Vi må ikke tale sammen, det vil han ikke have. Vi hilser på hinanden, som om vi lige akkurat er bekendte, jeg giver ham et kort nik, som han besvarer med et kort nik, og så sætter jeg mig i lokalet under de fritlagte bjælker i lugten af indbindingslim, tryksværte og linoleum og føler mig akavet og stor. Han kommer indimellem forbi og placerer sådan tilfældigt en videnskabelig bog eller et Asterix­album på bordet ved siden af mig. Bagefter går han hen på sin plads bag et stort skrivebord, ud i det tilhørende køkken, eller også går han i gang med at sortere og sætte bøger op. Altid uden et ord. Derhjemme står far en dag på mit værelse med en kæmpe­ stor papkasse med en ubehjælpelig rød sløjfe om. Indeni er der en brugt, beige­brun udgave af Lademanns leksikon i 30 bind, fra ‘A­Assa’ til ‘Vest­Å’, der lugter af alderdom og kælder. Genbrugt viden er det fornemste, der findes, siger han. Det er, som om han har holdt det inde, som om han hellere ville have sagt det nede på biblioteket. * En dag får vi atter mørbrad med omviklet bacon, og de sætter sig omkring mig som dengang, da de fortalte, vi skulle flytte. Far med vigende blik og en sær rømmen, mor med sine stirre­ øjne og den der udstrakte, ivrige ae­hånd. Jeg ved godt, at de har været af sted til møder og sådan noget, men jeg har ikke tænkt over det, jeg har bare siddet hjemme og læst. Når sommerferien begynder, kommer der en dreng ned til os, begynder far. Han er på din alder, lige et par år yngre … han hedder Nick, siger far og trækker næsten ikke vejret, inden han fortsætter: Han skal i pleje hos os, og vi skal alle tre til nogle møder, så der kommer nogen og taler med os og også med dig alene … Bliver det ikke dejligt, udbryder mor, mens far rømmer sig igen, og mor kører sine fingre op og ned ad min arm, som var den en parmesanost og hendes hånd et rivejern. Måske er de flove over, at det har noget at gøre med de penge, de mangler, 12

som de nu kommer til at tjene. Flove over, at de sikkert hele tiden har vidst det, flove over, at de ikke har sagt det. Han har ikke haft det nemt, skynder far sig at sige. Hans mor er … hvordan skal jeg sige det … hun har ikke rigtig haft overskud til at være der for ham, og hans far, han … ja, han findes ikke rigtig mere. Det er alt sammen gået lidt i hårdknude for den unge Nick, så han siger ikke noget til no­ gen, han ikke er tryg ved, og slet ikke til voksne. Ikke et ord. Han kan godt tale, han vil bare ikke. Han har noget, der hedder selektiv mutisme. Men hvis vi ikke kan få hans tunge på gled, er der ingen, der kan, siger far. Far ler. Mor ler. Og så ler jeg, selv om det gør ondt i maven. Nu kommer jeg aldrig hjem. * Den dag, han kommer, står jeg med fedtede havregrødsfingre og en sort plastmurerspand foran Gøg og Gokke, mens jeg ser en lille, hvid bil køre irriterende sløvt mellem markerne foran os. Endelig kører bilen ind i vores indkørsel. På dens køler er der et lille, aflangt æg, der vist bilder sig ind, at det er en pla­ net. Bilen parkerer knasende, og ud stiger Tante Brun og Tante Lilla, deres farver og smil er som hentet ud af en af de kasse­ rede børnebøger, der engang stod på mit værelse. De har ikke kyser og lange kjoler på, i stedet har de sat deres grånende hår op med læderspænder, og de har løstsiddende gamachebukser og bomuldsbluser og bare tæer i sådan nogle sundhedsagtige sandaler, mor også kan lide at gå i. Far og mor har urolige øjne, mor smiler alt for bredt, far flyt­ ter hele tiden på sit højre ben, og hans arme kan ikke finde hvile i den gråternede jakke med brune albuelapper, han har til fin brug. Kom skal du se, hvor hyggeligt her er, siger Tante Brun og åbner bilens bagdør. Der sker ikke rigtig noget. Du tager bare den tid, du behøver, smiler Tante Lilla, mens

13

hun langsomt og måske som en form for pædagogisk øvelse bevæger sig væk fra bilen. Der sker stadig ikke noget. Far kan ikke stå stille. Med sit store abesmil i skægget går han hen til bilen. Brun og Lilla rynker panderne. Uden et ord bøjer far sig ind og giver ham drengen derinde et eller andet fra sin bukselomme. Så skynder far sig væk. Lidt efter svinger to tynde cowboybukseben og et par hvide Adidas­sko med sorte striber ud ad døråbningen. Han retter sig op, bliver stående. Som om han skal teste, om jorden kan bære. Så tager han et forsigtigt skridt væk fra den åbne bildør. Han har sort vindjakke på, en blå sportstaske over skulderen og på hovedet en sort Batman­kasket med gult flagermuse­ logo, der skygger for hans ansigt. Han står bare der og glor ned i jorden under kasketten og fylder ingenting. Et øjeblik kigger han op. Selv om det er sommer, er hans an­ sigt blegt, nærmest gulligt. Og underligt krympet. Alt ved ham er småt og farveløst – arme, ben, ører, læber, hage, kindben og hans hamsternæse. Undtagen øjnene. De er lammende grønne og skræmmende voksne. * Med hænderne om hinandens liv bliver far og mor ved med at vinke, selv om bilen for længst er forsvundet i de uendelige marker rundt om os. Nå … så kørte de, siger far med tusind års forsinkelse. Ved siden af os sidder Nick på en af de to papkasser, far har trukket ud af bilen. Ud over sportstasken udgør de åbenbart hans ejendele. Han sidder med spredte ben og stirrer ned i jor­ den med ansigtet under kasketskyggen. Far glider væk fra mor og hen mod Nick. Han står bag ham i sin fine jakke og giver ham verdens mest forsigtige halvklap på ryggen. Nick bevæger sig ikke, han stirrer bare ned i gårds­ pladsen. Langt væk kan man høre en brummende traktor, så forsvinder lyden. Skal vi …? spørger far og løfter sportstasken over sin skul­ 14

der. Under kasketskyggen kan jeg se Nicks hoved bevæge sig mod tasken. Som om han er bange for, at nogen stjæler den. Far går væk med sportstasken, mens mor med et stort an­ sigtssmil mod Nick langsomt bevæger sig hen mod stuehuset. Manøvren virker, Nick følger stille efter hende. Tom, gider du bære kasserne ind, råber far til mig fra køkke­ net og forsvinder ud i haven. Jeg tager den ene oven på den anden, de er pænt tunge beg­ ge to. Prustende kommer jeg ind i stuen, men der er ingen til at anerkende min præstation. Bare sæt dem på gulvet, siger mor ude fra køkkenet med ryggen til mig. Jeg stiller kasserne og går ud i køkkenet, hvor mor er ved at spænde en pandelampe uden på Nicks kasket. På køkkengul­ vet ligger en sovepose, en luftmadras, et uåbnet Anders And­ blad i skinnende folie, en sort drikkedunk og en Nokia­telefon, der ser ny ud. Det må alt sammen være kommet fra sports­ tasken. Skal han have alt det? spørger jeg. Han hedder ikke ‘han’, han hedder Nick, siger mor og smi­ ler et smil, jeg ikke kan genkende. Nick siger ingenting, kigger ikke på nogen. Hvorfor har han en mobiltelefon? spørger jeg. Så hans mor kan komme i kontakt med ham, siger mor og smiler mest til ham, men måske også lidt til mig. Bare rolig, du skal nok få, det er bare til at begynde med, siger hun. Hvis han ikke havde været der, havde hun taget om mig. Det ved jeg. Gå ud og hjælp far med teltet, så er du sød, siger hun. Hva’for et telt? Det, Nick skal sove i. Jeg vil sige til hende, at det er ligesom henne i skolen, hvor jeg ikke bliver valgt, selv om jeg rækker fingeren op. I stedet går jeg tavs ud bagved, hvor far har fået Gøg og Gokke ind i staldaflukket og hønsene ind i huset og lukket haspen. Han er i gang med at bakse nogle teltstænger sammen ved indhakket 15

med rododendronbuske, der er det sted på græsplænen med mest læ. Fandenste lort, brummer han, da jeg kommer derhen. Her, hold mod, siger han og rækker mig en af de uregerlige teleskopstænger. Vi får stængerne gennem de smalle syninger, endelig får vi rejst teltet, sat et olivengrønt overtelt udenpå, strammet bardunerne, sat pløkker i. Far træder tilbage for at betragte værket. Han nikker anerkendende, og jeg håber, det er, fordi han har set, at jeg har presset pløkkerne ned i jorden med hænderne uden at bruge hammer. Det er det ikke. Om ikke så længe har han sovet udenfor i et år, siger far og glor drømmende væk. Ét år, hvad siger du så? * Nick kan lide mexicanske pandekager med pulversmag i smuldret oksekød og nachos med ost. Står det mon i hans papirer, siden han ikke selv siger noget, tænker jeg, mens jeg spekulerer over, hvor hurtigt de har glemt det med, at vi ikke er så glade for kød. Far og mor laver mad, og jeg sidder ved køkkenbordet og glor på dem, så jeg undgår at se på ham. Alligevel kan jeg ikke lade være med at smugkigge. Han sidder med kinderne i hæn­ derne og stirrer tavst ned i køkkenbordets voksdug. Det er, som om han aldrig har kedet sig så meget i sit liv. Der dufter af texmex­krydderier i køkkenet, og far syn­ ger: ‘Halli­halli­hal­lo, vi vinder i Mexi­co’. Nick kigger ikke op. Har du lyst til at spille lidt, mens vi venter på maden? spør­ ger mor uden at få svar. Erik, gider du hente hans spil inde i kasserne, fortsætter hun bestemmende, mens hun fingerdrysser revet ost hen over et fad med tortillachips. Lidt efter kommer far tilbage med en penalhuslignende, af­ lang æske i gullighvid plastic. Jeg kan ikke tro det. Sådan en 16

har jeg plaget om til jul og fødselsdage, men jeg har altid fået nej – den slags computerlort kan sgu ikke andet end at ødelæg­ ge en drengs fantasi. Med en forsigtig, ydmyg bevægelse lægger far den på køk­ kenbordet. Nick kigger op, stadig upåvirket, hans ansigt har samme farve som konsollen. Så slår det mig. Far, som altid har sagt, at han ikke vil røre den slags med en ildtang, må have vidst i forvejen, hvad en Nintendo er. De giver ham ikke bare lov nu, de har gjort det før. Jeg rykker stolen hårdt tilbage. Benene skriger på gulvet. Jeg spæner ud af køkkenet, ud i den rodede mellemgang, op ad trappen, der ikke er en trappe, op på mit værelse, hvor jeg stakåndet af forurettelse suger den fugtige lugt af ufærdige gipsvægge til mig. Jeg stiller mig hen i skråvinduet, bukker hovedet ind i det lave indhak og kigger krumbøjet ud. For enden af markerne hænger solen orange og gul og kaster sine stråler hen over det uendelige landskabs altopslugende ingenting. Der er kun mig og solen, ingen andre. Jeg har aldrig følt mig så alene. Pludselig kan jeg mærke en hånd på min skulder, gipslug­ ten bliver krydret med persille. Hør, siger far, jeg ved godt, det må være skidemærkeligt for dig det her, men … Jeg forsøger at rykke væk, så nemt skal han ikke købe mig, men han har flyttet sig ind i indhakket sammen med mig. Jeg kunne godt løbe væk, men på den anden side er jeg lige flygtet, og jeg synes, at jeg er for gammel til at gøre det igen. Han trækker vejret tungt, persillen hænger mellem os. Du er den stærkeste dreng, jeg kender, siger han. Kender? tænker jeg uden at sige noget. Han holder en pause, og jeg vil gerne have, at han synes, at jeg er stærk. Rigtig stærk, som i virkeligheden, ikke det der med at være stærk, fordi man har nogle indre kræfter og skal stå ved, hvem man er, og alt sådan noget, som han plejer at sige. Alt det der, der bare skal lyde, som om man er stærk, selv om man overhovedet ikke er det. Mig og mor har nok ikke været gode nok til at … til at bede 17

om din hjælp i alt det her. Til at inddrage dig … ordentligt, siger han. Jeg krymper mig, ser ud på solen, dens sprække i horisonten ligner gult cremefyld. At Nick er kommet til vores familie, har ikke noget … ikke noget, overhovedet, at gøre med vores kærlighed til dig. Den er lavet af verdens stærkeste superlim, siger han og venter på, at jeg skal nikke, så det gør jeg. Du skal passe på ham, okay? Du skal bruge dine kræfter på det. På at passe på ham. På at få ham til at tale. Du er stærk på din måde, og han er stærk på sin måde, men hans måde at være stærk på er der måske ikke så mange, der forstår. Du skal hjælpe os, du skal hjælpe ham, og du skal hjælpe mig og mor med det her. Ved at være stærk, okay? Det kolde skråvindue presser mit hår fladt. Far tager om mine skuldre med begge hænder. Det er helt klodset, sådan som vi står. Du skal give ham ro til at adaptere. Til at lade ham vise adaptiv adfærd … okay, det forstår du måske ikke, men … Jeg prøver at se ud, som om jeg forstår det. Han slipper sit greb, går et lille skridt bagud. … tænk på det, som om han har hikke. Bare omvendt. I ste­ det for at vi skal få ham til at holde op, skal vi få ham til det. Okay? Jeg nikker igen. Han kysser mig på hovedet, hans skæg er som en kradsende uldtrøje mod mit hoved, han klapper mig på ryggen og går. Jeg står tilbage, mens lugten af persille og solen forsvinder. Så går jeg hen for at slå ‘adaptere’ op i Lademanns. Ordet er der ikke. Jeg finder ‘adapter’: koblingsled, der gør det muligt at benytte elektriske apparater i andres landes el­systemer, jeg finder ‘adaption’: tilpasning af et sanseorgans tilstand til omverdenen og ‘adar’: 12. måned i den jødiske kalender, der svarer til februar­marts. Længere henne, ved siden af et lille kort over Adriaterhavet og mellem ‘adoptant’ og ‘adoptivkejserne’ finder jeg ‘adop­ tion’. Det må være det samme, tænker jeg. 18

Antage, godkende, at vælge en person som sit barn, står der. Jeg kan ikke stoppe tårerne og skynder mig at smække bogen i. * Sommeren hænger i luften som et fly på en skyfri himmel. Man kigger op og forstår ikke, hvorfor flyet, der er så hurtigt, bevæ­ ger sig så langsomt. Så kigger man op igen, og pludse­lig er det der ikke mere, der er kun en streg af hvid damp tilbage. Om morgenen vågner jeg, fordi en dum flue sætter sig på mit ansigt, fordi hønsene er tidligt oppe – vi har ikke bygget hønsehuset lystæt nok – fordi gaserne skræpper, fordi en hund pludselig gør langt væk, eller fordi far starter Mazdaen. Nick kan godt lide hvidt franskbrød med birkes, og det kan man få hos bageren inde i byen. Jeg tæller opmålingsstregerne på de umalede, hvide gips­ vægge, mens han er væk, og når han kommer tilbage, ligger jeg, indtil jeg bliver tvunget op af solen gennem mit skrå­ vindue uden gardin. Så går jeg ned i stuen, smører mig nog­ le birkesfranskbrødder med smør og syltetøj og drikker den kakaomælk, der har fået plads i vores køleskab. Far og mor har ferie, og de sidder altid ude ved ham, de har sat stole op, både til at sidde på og til at lægge benene op på, og der er puder og tæpper og termokander og en køletaske med øl og saftevand og cola, og der er chips og alt muligt derude. Det er, som om stuen er rykket ud til ham. Og aftensmaden, nachos med smel­ tet ost og oksekød med tacosmag i madpandekager eller pasta med kødsovs, får han serveret i sit telt. Det’ så godt, vi allesammen har fri til det, ikke? siger mor. * Udenfor pipper, fløjter og triller fuglene, og hønsene kagler, de er ikke rigtig kloge. Det er meget tidligere, end det plejer, da jeg åbner mit skråvindue og kan høre sommeren summe. Min næse og mund fyldes med den søde lugt fra morgenduggen, der damper fra græsset og fra kornet og fra blomsternes nek­ 19

tar, mens solen glor morgendovent over horisonten og steger himlen gul på lavt blus. Jeg tager tøj på, lister mig ned i stuen for at finde en ny bog at læse i. Jeg er lige blevet færdig med ‘Ivanhoe’ og ‘Skatteøen’, og jeg er på jagt efter næste fix. Mor og far sover i deres værelse, der ligger i forlængelse af stuen bag brændeovnen. Døren er lukket, alt er stille. Fluerne sidder som skoldkopper på de trætte møbler, støvet står i lange døsige lysstriber ind ad vinduerne, og jeg går rundt som den eneste overlevende efter en katastrofe. Med en finger hen over bogryggene kommer jeg til nogle røde, fedtskinnende udgaver af ‘Udødelige Klassikere’. Det er underligt, de står i stuen, det gjorde de ikke før. Alt er byttet rundt. De andre i serien, dem, jeg ikke har læst, må være i kas­ serne ude i laden. På vej derhen slår jeg et smut om i haven og ser på teltet, der ligger i skyggen af de høje rododendronbuske. Jeg står et stykke derfra, lytter og glor. Jeg kan ikke høre ham. Så går jeg hen til laden. På en hængebuet spåntræshylde, der ikke har nok hyldeknægte, står mors vaser, glas, dyr og fantasifigurer i halvmørket. Det er, som om man skal gennem en særlig portal for at forstå, hvad de forestiller. Bag dem er der sort­hvide kunstfotografier af roemarker og kornmarker, af skyformationer, af vores vej, og der er billeder af planter og jord og plovfurer på alle mulige mærkelige måder. * Sommeren står stille og forsvinder på samme tid, og en dag har han sovet udenfor i et år, ikke kun hos os, men sammenlagt. Foran teltet står far og mor og mig og venter på ham som et sølvbryllupsorkester. Vi har flag i hænderne, har været tidligt oppe, og far har noget til ham. Inden vi går ud i haven, viser han det til mig i køkkenet. Hvor han har det fra, siger han ikke, men det er et af verdens sejeste spejdermærker, det er Snorky­ mærket, hvisker far, mens mor lister rundt med et snedigt smil

20

og laver varm kakao og smører boller med smør og chokolade­ pålæg. Pludselig lyner Nick sit lille, olivengrønne tomandstelt op. Lynlåsens takkede, hurtige rytme skærer gennem hønsene og gaserne i stalden og de ustoppelige fugle i træerne, og jeg bli­ ver skræmt af lyden. Som jeg har fået besked på, vifter jeg med flaget. Ikke som mor og far, der opfører sig som linjedommere, der har fået øje på et virkelig uretfærdigt frispark. Mor stiller glasfadet med morgenboller på græsset, og jeg ved ikke, om de har aftalt det, men de begynder at huje indianeragtigt. Med flade hænder som stempler foran mundene skriger de højtlydt. I larmen kravler han ud af teltet. Han har blåt træningstøj på, kasketten godt trukket ned og uden på pulden en pande­ lampe. Under kasketskyggen stirrer hans grønne øjne uimpo­ neret, parate til at tage et år mere, hvis det skulle være. Tillykke, siger far med sit abesmil og giver ham det lille stof­ mærke, hvorpå der er en halvmåne og et telt, der stikker nogle bare fødder ud fra. Nick smiler under kasketten, ligefrem og med munden truk­ ket ud til siden. Mor bøjer sig ned i knæene for at give ham et knus. Tavst lader han hende gøre det. Jeg står i den varme, søde, kompost­ agtige græslugt, glor og får kuldegysninger. Far planter danske flag i græsset, og vi sætter os på camping­ stolene rundt om fadet og spiser boller og drikker kakao. Så rejser far sig. Mine damer og herskaber, galskaber, vildskaber og efterla­ denskaber, det her skal fejres, råber han. Vi skal ud i det blå. På en lille rejse, på en safari, som de siger på swahili. * Med bagagerummet fyldt med dåsemad og tøj og håndklæder og dyner og soveposer og gryder og et rustent campingblus

21

og nogle gamle, flossede underlag fra dengang far og mor var unge, kører vi af sted i vores Mazda med åbne vinduer. Jeg sidder på bagsædet ved siden af Nick, der folder det sto­ re blad i sin schweizerkniv op og i, op og i. I blåt træningstøj har han hovedet nedad mod vinden fra sit åbne vindue, så ka­ sketten ikke falder af. Jeg ser på ham med forundring og foragt. Han har stjålet mit liv og mine forældre, og så har han husket sin schweizerkniv, mens jeg har glemt min. Men da mor rækker et par bolsjer bag­ ud til os, er det, som om det ville være forkert, hvis han ikke var der. Som om jeg måske ville savne ham. Jeg kan ikke finde ud af det. Det er som første gang, vi kørte herned. Til de lysegrønne roemarker og det svajende korn og til de røde valmuer og de gule regnfang i grøftekanterne synger far og mor: ‘Sommårrh, sommer og sol, en himmel så blå som viol.’ Og når vi kommer forbi vejskilte, hvor der står Øllebølle eller Sløsse eller Slem­ minge eller Udstolpe, griner de, og far holder ind til siden, så mor kan få et billede. Et par gange retter hun kameraet mod bilen, og hver gang dukker Nick sig. De vil ikke sige, hvor vi skal hen, det er en hemmelighed. Men en god en, siger mor. Og dyr, siger far og griner. Så griner mor. I Maribo holder vi ind og får en softice i en kiosk. Indehave­ ren snakker hele tiden til Nick og opdager ikke, at han ikke svarer igen. Da vi skal vælge krymmel, peger mor alle steder på menukortet, til sidst nikker han ved hendes pegefinger på billedet af lakrids. Vi sætter os på en bænk i solen og glor på lange søer og en kæmpe kirke, og far giver mor et kys og mig og Nick et skulderdask Livet er herligt, hvabehar? siger far. * Vi sætter os atter ind i bilen, og jeg er parat til at køre i dagevis. Men vi kører kun lidt, så drejer vi ind ad en lang, lige vej, hvor 22

vi holder i kø, indtil vi kommer frem til en ornamenteret portal med et irret tårn på toppen. Knuthenborg Safaripark, hvad siger I så? råber far. Vi siger ingenting. Nick af sine egne grunde og mig, fordi jeg er skuffet over, at vi ikke skal længere. Kom nu, drenge, det bliver vildt, siger far, hvis skæg ser pju­ sket ud bagfra, da han stirrer hen på mor for at få bekræftelse. Hun nikker og smiler, og vi kører hen til en af kasserne, hvor far betaler som en restaurantgæst, der gerne vil være ven med tjeneren. Indenfor i parken kører vi rundt mellem en masse dyr og en masse andre biler, og mor tager billeder som en rigtig natur­ fotograf. Jeg kigger på zebraer og næsehorn og antiloper og på de høje, langsomt nikkende giraffer. En af dem står længe foran vores bil, så vi ikke kan komme videre. Den glor på os, undrende, så går den dvaskt hen til sin flok, og jeg kan ikke slippe tanken om, at for den er vi og de andre biler også flok­ dyr, bare af metal. Vi venter med tigrene til sidst, aftaler far og mor, og far syn­ ger, ‘du vækker en tiger i mig’, mens mor griner, det er åben­ bart en gammel reklamesang. Vi kører hen til aberne, får udleveret nogle forskelligfarvede nødder og sætter os ind i en af vognene med plexiglas, der bliver trukket af en langsom traktor. Via slisker kan vi hælde nødderne ud i foderrender. Aberne har rød­hvide rumper, der ligner forvoksede champignoner, og i samme øjeblik som vi bevæger os ind på deres territorium, kaster de sig frådende og larmende over os. Vi sidder i dækning bag det poteridsede plexiglas, og jeg kan se, at far farer sammen og bagefter lader, som om han ikke gjorde det. Så kører vi hen til ulvene. Uuuu­uu­huuu, gjalder far, der prøver at skjule sin for­ skrækkelse over de store hanaber. I kø bevæger vi os hen mod dobbeltaflukningen. Der er en stor hæve­sænke­sikkerhedsport med to låger. Den ene går kun op, hvis den anden er lukket. Vi kører ind, bag porten lu­ der de hvide dyr rundt med deres lange hoveder svajende fra 23

side til side. En af dem stiller sig et stykke fra vores køler. Vi holder stille. Dens hoved bøjer sig pludselig nedad til den ene side. Som om den lytter, snuser, har fået fært. Jeg drejer mig bagud for at se, hvad det kan være. Og opdager, at Nick ikke længere sidder ved siden af mig. Uden at nogen af os har lagt mærke til det, har han åbnet bildø­ ren. Han står uden for bilen og glor ned i jorden. Ulven skyder sin ene forpote frem, den sætter langsomt, lydløst i løb. Mit hjerte forlader min krop, det hamrer mod bilens loft, hvor det bliver sprængt i tusind små gispende stumper. Så skriger jeg. Lyden får mor og far til at vende sig. I det samme overtager de mit skrig. Alt går i stå. Det er, som om frygten har stivnet os i et malet billede. Bilerne bag os begynder at dytte. Måske er det de lyde, der giver mig min krop tilbage. Jeg kaster mig over i Nicks side af bilen. Ulven foran bilen opfanger bevægelsen med det samme. Den løber endnu hurtigere, og jeg kan mærke dens smidige krop og hurtige ben i mine øjne, mærke, at der kommer andre ulve i fart, alle og ingen steder fra. Jeg har aldrig haft så mange kræfter før. Jeg får fat i Nicks arm. I samme øjeblik som den forreste ulv sætter af til spring, river jeg ham ind i bilen og lukker bildøren. Ulven hænger i luften, den forsøger at rette op, forsøger at vappe bagud med poten i luften, men dens pelsede krop er for langt fremme til, at den kan ramme. Jeg kan lugte dens rådne ånde, da den forsvinder bag bilen. Far træder hakkende på speederen. Sammenfiltrede falder Nick og mig ned i bunden af bilen. Hans hjerte slår vanvittigt hurtigt. Eller også er det mit. Mor skriger: De kommer igen, kør, kør, kør, selv om det er præcis det, far gør. Bag os har ulvene samlet sig i flok, de er efter os. Far ban­ der, trykker hornet i bund, råber noget uforståeligt. Mazdaens skrog rammer grene og kviste. De fejende lyde hvisler hen over taget og ruderne, mens bilerne omkring os dytter irriteret tilbage. 24

Bilen bumper uregerligt. Lige indtil far bremser hårdt op, og jeg får Nicks albue i hovedet. Op, op, op, råber mor til det store gitter foran os. Jeg kig­ ger bagud. Ulvene ser helt ligeglade ud, det er, som om de har glemt det hele. Gitteret går op, vi kører ind i slusen, bag os sænker det sig. Da det rammer jorden, kommer to ansatte i grønbrune unifor­ mer løbende mod os. De råber, at man aldrig må gå ud af bilen, har vi da ikke øjne i hovedet, har vi slet ikke set skiltene, er vi ikke klar over, at vi ikke alene er til fare for os selv, men for alle andre, og at det her kunne være gået rigtig, rigtig galt? Far og mor nikker flovt. Så løfter det forreste gitter sig, og vi kører lidt fremad, hvor far parkerer. De stiger begge skynd­ somt ud af bilen og åbner bagdørene. Far trækker Nick væk, og jeg har hans lugt af skyllemiddel og spirede kartofler ud over mig, mens mor knuger mig ind til sig. Hvad fanden lavede du? råber far til Nick, der trækker sin kasket endnu længere ned. Så tager far sig i det, prøver at be­ kæmpe sin ophidselse. Hvordan ku’ du finde på det? Ku’ du ikke regne ud, hvor farligt det er? spørger far med mere dæmpet stemme. Et kort øjeblik ser Nick op på os med sit stride, grønne blik. Så kigger han ned, som han plejer, skjuler sig under sin kasket­ skygge. Min kniv, jeg rullede vinduet ned, pludselig var den væk, mumler han under kasketten. Jeg fanger et glimt af hans trodsige øjne. Ingen af os lægger mærke til det. Heller ikke mig. Så går det op for os. Det er første gang, vi har hørt ham sige noget. * Hva’ satan, råber far med et ansigt, der er låst et besynderligt sted mellem ophidselse og lettelse. Åh, Nick, sukker mor, der slipper sin omfavnelse af mig. I

25

stedet rækker hun sine åbne arme op mod himlen. Jeg står ved siden af hende, efterladt. Hvad sagde du? siger far. Til Nick, til sig selv, til mor, til mig. Omkring os holder de andre biler parkeret, ansigterne der­ inde ser skuffede ud – muligheden for en skøn, skræmmende oplevelse glippede. Ikke noget, mumler Nick mod sine gummisko. For fanden da, ‘ikke noget’ er sgu da ‘noget’, bare med et ‘ikke’ foran, griner og råber far på samme tid. Er du okay? spørger mor med dyb bekymring. Jeg kigger på hende. Så opdager jeg, at det ikke er mig, hun spørger. Mor og far er helt oppe at køre. Nick svarer ikke. Det er jo fantastisk, kan du sige andet? griner far. Stop nu, kommanderer mor og placerer sine arme blidt på Nicks skuldre. Lad os få lidt at spise, vi trænger til at sidde ned, ikke? Er du sulten? spørger hun. Nicks kasket er ubevægelig. Han er lige så tavs som altid, men følger med mor ind i bilen. Jeg står og kigger efter dem. Hun har sin arm om hans skulder. Hold kæft, mand, godt klaret, siger far og giver mig et knus. Han lugter af persille og af bange sved. Så sætter vi os også ind og kører hen til restauranten. Vi må bestille lige, hvad vi vil, vi får pizza og pomfritter og pølsehorn og colaer. Det må vi ellers aldrig, og hverken far eller mor siger et ord om, hvor usundt det er, eller hvor meget det koster. Folk kigger stjålent hen på os, de ved godt, at vi er dem, det var lige ved at gå galt for. Far ser ud, som om han nyder det. Fandeme godt, vi har sådan en gammel bil uden seler bagi, ellers var vi sgu prisgivet, hva’? Og sådan en rask dreng, siger han og giver mig et dunk i ryggen. Tænk, at du ku’, siger mor og smiler, så jeg smelter. Hun holder en hånd frem mod mig og aer min arm. Med den anden aer hun Nick langsomt på ryggen. Hvorfor gjorde du det? spørger far Nick igen. Sådan rigtig ikke­ophidset, selv om alle kan mærke, at det er han. 26

Nick siger ingenting, han sidder tavst med en lang pomfrit ud af munden under sin kasket. Han tabte sin kniv ud ad vinduet, ka’ I ikke forstå det? råber jeg. Nick siger stadig ikke noget. Under kasketskyggen suger han pomfritten ind i munden som en spaghetti. Tavst rækker han sin schweizerkniv langsomt op i luften, måske for at hjælpe mig. Vi stirrer alle sammen på kniven, på ham, så putter han den i lommen igen. Gør os den tjeneste ikke at åbne vinduer eller døre næste gang, vi kører ind til nogle vilde dyr, siger far og prøver at smile. Igen som om han ikke er ophidset, selv om han er det. Der bliver ikke nogen næste gang, siger mor. * Det er ikke til at holde ud at være sådan et sted, hvor alle glor på os, siger mor, så selv om vi ikke har nået tigrene, kører vi hen til det sted, hvor vi skal sove. Det er et shelter ude i en lysning med træer omkring og helt nede ved en strand. Det er tæt på noget, der hedder Bandholm, og far siger, at nu ska’ vi satanedeme ha’ lov at bande, men det synes mor ikke. Gu ska vi da ej, siger hun, og så griner de begge to og kysser. Der ligger nogle shelters op ad hinanden, der er en stor, tavs spejderhytte lige i nærheden, og man kan ikke høre for­ skel på vinden i træernes blade og havets bløde bølger. Mens mor og far bærer ting ind fra bilen og gør klar og stiller an og anretter blus og sovepladser, og mor stiller fyrfadslys frem i lange rækker rundt om vores shelter, til når det bliver mørkt, sidder Nick og mig på græsset tilpas langt fra hinanden. Når jeg kigger på ham, kigger han væk. Når han kigger på mig, kigger jeg væk. Kom lige med engang, drenge, siger far. Vi rejser os og går med ham ud i skoven. Fuglene synger alle og ingen steder fra, tørre grene knaser under vores fødder, træerne er klippet ud af en troldebog, og 27

solen siver gennem trækronerne og laver skoven om til én stor, forvirret fiskestime af lysegrønne lysstriber. Kan I høre solsortene? spørger far. Det virker som et dumt spørgsmål, sådan som det larmer fra trætoppene. Vi nikker. Nej, det kan I ikke, det er alle de andre fugle, I kan høre. Sol­ sortene synger ikke, de er syge. Prøv at se, om I kan finde en … de er sorte og små og har gule næb, siger far. Vi går videre, kigger os omkring. Pludselig ryger Nicks arm ud til siden. Selvfølgelig er det ham, der først får øje på en. Den sidder på en mosgroet træstub i skovbunden og flyver ikke væk, selv om vi går helt tæt på den. Den er ligeglad med os, stirrer tomt på ingenting og bevæger sig slet ikke. Det er virkelig underligt. Ikke røre ved den, den er ramt af en virus, der gør den fuld­ kommen passiv. Usutu, hedder den, den spredes via myg nede fra Tyskland, og rigtig mange solsorte er blevet smittet. Den dér dør om et par dage. Så lægger den sig stille ned og siger farveller, siger far. Er der ingen kur mod det? spørger jeg. Nej, det er naturens gang, siger far og lyder, som om han ret godt kan lide naturens gang. * Da vi kommer tilbage, tager mor imod os, som om vi har væ­ ret væk fra hinanden i månedsvis. Hun omfavner mig, hun omfavner Nick, og hun omfavner far. Hele tiden kigger kun kærligt hen på Nick eller rører ved ham. Som om hun er bange for, at hans pludselige evne til at tale forsvinder, hvis hun ikke gør det. Hendes ængstelse smitter. Ingen af os tør rigtig tale til Nick eller spørge ham om noget af frygt for at presse ham. Alligevel hænger der en berusende bevidsthed i luften omkring os. Vi var nogenlunde døden nær, Nick har faktisk talt, selv om han ikke længere gør det, og det er vores familie, der har fået ham til det. Sikke en dag, siger mor, hvem skulle have troet det? 28

Vi får forloren skildpadde på kæmpedåser fra Faaborg, fiskebollerne og sovsen smager fantastisk, mor og far drikker rødvin fra dunk, og mens solen brænder op i sin egen ild, får vi to brødre Faxe Kondi på dåse, mens far forgæves prøver at få Nick til at sige ‘bispens gipsgebis’. Det er helt åndssvagt, og mor siger la’ nu vær’. Mørket lægger sig som en langsom, øjenglippende søvn hen over lysningen, og vi er de eneste, der er der. Far laver et lille bål af nogle kviste og smågrene, han finder, og vi rister skum­ fiduser over gløderne. Mor gumler chokolade og tisser i sko­ ven og siger pyt med at børste tænder en dag som i dag, og så lægger vi os i shelteret på underlag i harpikslugt og røg. Far og mor i deres gamle soveposer, og Nick og mig i de medbragte dyner. Mens stjernerne en efter en blinker sig frem på himlen som verdens største og mest umulige priktegning, fortæller far om dyr og deres prutter. Vidste vi, at fugle aldrig prutter? Selv om de jo faktisk ned­ stammer fra dinosaurerne, der ellers nok kunne slippe en vind. Og at dovendyr – der er så dovne, at de kun skider hver fem­ te dag – er de eneste pattedyr, der ikke prutter? Vidste vi, at termitter fiser så meget, at deres prutter udgør 20 procent af verdens metangasudledning? Og at de i øvrigt er så mange, at deres samlede vægt på jorden overgår menneskenes samlede vægt? Vidste vi, at sild bruger prutter for at sende signaler? Når de lukker luft ud af endetarmen, skaber de en lyd, som andre sild kan høre. På den måde kan sildene holde styr på hinanden i mørke. De fleste rovfisk kan ikke høre lyden af sildeprutterne. Men det kan hvaler. De lytter efter sildeprutterne for at finde de store stimer. Og så er der den vestindiske søko. Har vi hørt om den? Den bruger sine prutter til at komme op og ned i vandet. Når søko­ en holder på luften i tarmene, skaber den opdrift. Når den vil ned igen, lukker den luften ud af tarmene og prutter sig frem. Far griner for sig selv. Mor sover allerede, kan jeg høre. Nick vist også. Jeg ligger længe vågen og kæmper mod min følelse af at være på besøg. Til sidst falder jeg også hen. 29

* Skal I ikke ud og bade, inden vi kører hjem? spørger far næste morgen. God idé, siger mor, der uden at spørge til vores mening fin­ der håndklæder frem til mig og Nick, som hun pakker ned i en pose. Lidt efter er vi på vej væk fra shelter­ og spejderpladsen og mod vandet. Jeg går forrest med den fyldte håndklædepose. Vi kommer ud til havet. Jeg stopper op, og han stiller sig ved siden af mig. Bølgerne slubrer op ad kysten som et barn, der drikker sodavand og spytter tilbage i glasset. Hen over vandet er solen et spejl i tusind, små stykker. Himlen over os er om­ sluttende blå og helt urimelig evig. Vi står ved siden af hinanden, han når mig kun til under armene. Jeg har ikke sovet udenfor i et år, siger han pludselig. Det sidste sted, jeg var, kom de med nogle telte. De spurgte, om nogen havde lyst til at sove ude. Fedt at komme lidt væk fra de andre idioter, tænkte jeg, og så kom din far og mor. Din far var helt vild med, at jeg sov udenfor, det var derfor, jeg kom til at sige det. Vi står længe, stille, spiser horisonten med øjnene. Jeg vender mig mod ham. Eftermiddagssolen vælter ind, prikker i øjnene. Hva’ fuck sker der for, at du pludselig snakker? Han svarer ikke. Please, ik’ sig det til dem, siger han. Jeg kigger længe ud mod vandet. Så nikker jeg. Og begyn­ der at gå. Posen dunker mod min ryg, jeg har kun et par fingre gennem plastichankene. De skærer i min hånd, forhåbentlig ser han, hvor stærk jeg er. Tom, råber han. Det har han ikke kaldt mig før. Jeg går stærkt, og jeg kan fornemme, at han følger efter. Plejebørn sladrer aldrig, råber han bag mig. Vinden og havet og bølgerne æder af hans spinkle stemme.

30

Jeg nægter at se mig tilbage. Jeg går hen mod en lille, menne­ sketom havn, hvor der er en hvid firkantet silo, et par gammel­ dags fiskekuttere med flag, og et færgeleje, der forgæves ven­ ter på trafik. Havnen er formet som to betonfingre ud i havet, og jeg går ud på en af dem. For enden ligger en stor bunke stablede træstammer. Nick kommer op på siden af mig. Tør du hoppe i deroppefra? siger han, træder skoene af og smider sit blå træningstøj og sin kasket. I underbukser ser han lige så forpjusket ud som den udstoppede due, de har i biologi­ skabet henne på skolen. Men han er hurtig, virkelig hurtig. Som en blanding mellem en kat og en fugl kravleflyver han op ad de store træstammer, og pludselig står han øverst oppe. Han kigger ned på mig. Med et forbandet udfordrende blik. Jeg kan ikke gøre andet end at smide posen, smide tøjet, følge efter ham. Tungt kommer jeg op på siden af ham. Træstammer­ ne er usikre. Der er måske fire­fem meter ned, vandet under os ser mørkt og dybt ud. Så springer han. Jeg kan høre plasket under mig. Jeg bliver nødt til det. Jeg er bange for højder, men jeg lukker øjnene og springer ud skævt til siden for ikke at ramme ham. Mens jeg er i luften, hører jeg en svagt buldrende lyd bag mig, den forsvinder, da jeg rammer overfladen. Nede i det kolde vand kommer lyden igen. Jeg kommer hurtigt op til overfladen, vender hovedet mod kajen. Han er også kommet op, han smiler, giver mig en strakt tommelfinger. Men bag ham har mit skæve afsæt og min vægt sat stammerne i bevægelse. De begynder at rulle ud på beto­ nen. Det hele går så hurtigt. En af stammerne hæver sig, dens tyngdekraftspunkt skifter, og i stedet for at lande på kajen gli­ der den ned mod vandet i retning af Nick. Jeg råber ikke. Jeg gør ingenting. Træstammen forsvinder i vandet med et højt slurp tæt på Nick. Han ser sig skræmt om­ kring. Pludselig skyder stammen op ad vandet som et missil. Nick brøler, da den lander med et mægtigt, eksplosionsagtigt brag lige ved siden af ham. Den skummer aggressivt, så snur­ rer den væk fra ham.

31

Inde i havnen klatrer vi op ad en rusten jernstige. Vi siger, hold da kæft, mand, og tørrer os, og jeg ved ikke, om han ved, at jeg ikke advarede ham, selv om jeg kunne. En mand kommer løbende mod os fra den anden beton­ mole. Han fægter og råber og ser vred ud. Med tøj og sko og pose og håndklæder i hænderne stikker vi af. Nu er det ham, der er forrest. Mig, der er hans skygge.

32

[Lalandia: latinsk betegn. for Lolland] Drømmen om det frie liv på landet får Toms forældre til at flytte til Lolland. Men Tom, der er enebarn, hader det. Især da han får prakket en tavs plejebror på halsen, som ikke bare skal redde familiens økonomi, men vist også forældrenes ægteskab. Nick, hedder den nye bror, og han er helt anderledes end Tom: lille, fingernem og farlig. Langsomt finder de to drenge dog hinanden, men den landlige idyl krakelerer, og mens problemerne begynder at vælte ned over familien, gør de to drenge alt for at stå sammen som brødre. Mange år senere sidder Tom i et fly på vej til Thailand for at lede efter sin bror. Sidst han så Nick hjemme i Danmark, kom broren slemt til skade og forsvandt sporløst. Nu frygter Tom, at Nick er gået til grunde i ferieparadisets mørke hjerte. Kan Tom redde det, han engang mistede? Kan han redde sin plejebror? Og hvad med Tom selv?

LALANDIA er en spændingsfyldt og rørende roman om to papirbrødre, der vokser op som tilflyttere og mødes igen som voksne i en anden verden. I dette uddrag mødes Tom og Nick for første gang. Det går ikke helt som planlagt ... Foto: Nicolas Tobias Følsgaard

JENS VILSTRUP (f. 1964) har skrevet en række romaner, børnebøger og faglitteratur. I otte år var han rejsende løsarbejder, inden han kom ind på journalistuddannelsen og senere debuterede som forfatter. Han fik sit gennembrud i 2014 med den selvbiografiske roman Opland, der blev rost af anmelderne og endte i finalen til DR Romanprisen.