LÆSEPRØVE: Vi begynder med slutningen

N E W YO R K T I M E S B E ST S E L L E R

CHRIS WHITAKER

VI BEGYNDER MED SLUTNINGEN R O MA N

AL PH A

OM BOGEN For nogle mennesker ligger ulykken altid og venter Duchess Day Radley er 13 år gammel og selverklæret lovløs.

Regler og love er noget, der gælder for andre, ikke hende. Hun tænker kun på at beskytte sin lillebror, Robin, og deres mor, Star, en falleret, men ombejlet barsangerinde, der ikke kan tage vare på sig selv eller sine børn.

Walk har aldrig forladt Cape Haven, den lille by på Californiens kyst, hvor han og Star voksede op. Han er sidenhen blevet politichef i byen, men fortidens synder plager ham stadig: Hans vidneforklaring var skyld i, at hans bedste ven, Vincent King, røg i spjældet for drabet på Stars lillesøster, Sissy. Siden dengang har Walk forsøgt, det bedste han kunne, at tage sig af Star og senere hendes to børn.

Nu – 30 år efter – har Vincent afsonet sin straf. Inden han røg i fængsel, var han og Star kærester, men ingen i Cape Haven glæder sig til gensynet udover Walk. Star er ude i tovene, mændene skraber på hendes dør som savlende, beskidte køtere. Og Duchess? Hun ruster sig til mødet med den møghund, der ødelagde hendes mors liv.

Da katastrofen rammer, ligner det et deja-vu, men intet er som dengang, det hele begyndte.

Laeseproeve.indd 1

10/03/2022 08.10

Laeseproeve.indd 2

10/03/2022 08.10

UDDRAG FRA BOGEN 4

W

kiggede ud over vandet, de bølgende gyldne nuancer og den brølende brænding.

Hundred og halvtreds kilometer østpå til Fairmont County Forbedringsanstalt.

Tordenskyerne blev flere og flere, som fejltrin, der hobede sig op, mænd på gårdtur gjorde holdt og kiggede op mod himlen.

Han svingede ind på et stort parkeringsanlæg og slukkede motoren. Lyden af summende knapper, mænd, der råbte, en bølge af indespærrede sjæle, der rullede ud over den endeløse, ugudelige slette.

Uanset hvad var det her ikke et sted for en femtenårig dreng. Dommeren havde haft stenansigt på, da han afsagde den opsigtsvækkende dom om forbedringsanstalt, den brutale sandhed om afsoning i en verden, der lå lysår fra domhuset i Las Lomas. Walk funderede indimellem over den skade, der blev forvoldt den aften, det spind af krænkelser, der kastede en skygge over så manges liv og erstattede nyt med gammelt, friskhed med forfald. Han så det hos Star og havde set det hos hendes far, men mest af alt så han det hos Duchess, der havde været mærket af den aften, længe før hun blev født.

ALK KØRTE OG

3

Laeseproeve.indd 3

10/03/2022 08.10

Et dunk på bagklappen. Han steg ud og hilste på fængsels­ inspektør Cuddy, der var høj og mager, altid smilende. Glem alle fordomme om en hærdet silhuet, om en mand, der var blevet nedbrudt og afstumpet af det påtvungne selskab.

Cuddy havde altid været sød og rar.

“Vincent King,” sagde Cuddy og sendte ham et skævt smil.

“I passer nok på jeres egne i Cape Haven, hva’? Hvordan går det ellers derovre, er det stadig paradis på jord?”

“Det er det.”

“Jeg ville godt nok ønske, jeg havde hundrede andre som Vincent. De fleste dage siger drengene, at de helt glemmer, han er der.” Cuddy begyndte at gå, og Walk slog følge med ham.

De gik gennem først én port, så endnu en og fortsatte ind i en lav, firkantet bygning, der var malet i en grøn farve, som Cuddy fortalte blev piftet op en gang hvert forår. “Det er den mest beroligende farve for det menneskelige øje. Den signale­ rer tilgivelse og personlig udvikling.”

Walk så et par forslåede fyre, der omhyggeligt kørte penslerne hen over fodbrættet, så koncentrerede, at de kneb læberne hårdt sammen.

Cuddy lagde en hånd på Walks skulder. “Hør engang.

Vincent King har udstået sin straf, men at få ham til at indse det bliver ikke let. Hvis du får brug for noget, så ring endelig.”

Walk stod i venteværelset og betragtede den storslåede udsigt og mændene, der gik deres runder stolt knejsende, som om Cuddy havde lært dem, at det var en synd at skamme sig. Havde det ikke været for den højspændingsledning, der brutalt skar sig gennem landskabet, kunne det have været et betagende syn, Our Good Earth, hvor mænd i fangedragter ikke var andet end de fortabte børn, de engang havde været.

Det var fem år siden, Vincent var holdt op med at mod­ 4

Laeseproeve.indd 4

10/03/2022 08.10

tage besøg, så havde det ikke været for øjnene, der stadig var meget blå, ville Walk nok have haft svært ved at genkende ham. Han var høj og mager, nærmest knoklet og hulkindet og havde ikke meget tilfælles med den selvsikre femtenårige, der i sin tid var trådt ind ad porten.

Men så fik Vincent også øje på ham og smilede. Det var et smil, der havde rodet ham ud i og reddet ham ud af flere problemer, end Walk kunne huske. Han var stadig derinde et sted. Trods advar­slerne, alt det, folk sagde om, at det foran­ drede én, så var hans kammerat stadig derinde et sted.

Walk trådte et skridt hen mod ham, overvejede at brede armene ud, men nøjedes med at række hånden frem.

Vincent kiggede på næven, som om han havde glemt, at den også kunne bruges til at hilse med, og trykkede den let.

“Jeg sagde jo ellers, at du ikke skulle komme,” sagde han med klangløs, flad stemme. “Men tak skal du have.” Der var noget respektfuldt over den måde, han bevægede sig på.

“Det er godt at se dig, Vin.” Vincent udfyldte papirerne overvåget af en fængselsbe­ tjent, der stod tæt op ad ham; at en mand blev løsladt efter tredive år, var ikke noget, der affødte kommentarer. Bare endnu en dag i delstaten Californien.

En halv time senere stod de foran den sidste port, men vendte sig om, da Cuddy kom ud til dem.

“Det bliver hårdt derude, Vincent.” Han gav ham et hur­ tigt, fast kram, og det var, som om et eller andet løsnede sig mellem dem, måske tredive års distanceret, formel omgangs­ form, der nu om­sider blev brudt.

“Mere end halvdelen.” Cuddy holdt fast om Vincent et øje­ blik. “Det er så mange, der kommer tilbage. Sørg for, at du ikke bliver en af dem.”

5

Laeseproeve.indd 5

10/03/2022 08.10

Walk spekulerede på, hvor mange gange i årenes løb Cuddy havde afleveret denne formaning.

De begyndte at gå, side om side, og ude ved patruljevognen lagde Vincent hånden på kølerhjelmen og kiggede på Walk.

“Jeg har aldrig set dig i uniform før. Eller i hvert fald kun på billeder, men som du står her, i kød og blod, så er du rent faktisk strisser.”

Walk smilede. “Det er jeg nemlig.”

“Jeg er ikke sikker på, jeg kan være venner med en strisser, mand.”

Walk lo, lettelsen skyllede ind over ham.

I starten kørte han langsomt, Vincent havde travlt med at studere alt, vinduet var rullet ned, og vinden stod lige ind på dem. Walk havde lyst til at snakke, men de første mange kilometer sneglede de sig af sted som i en drøm.

“Jeg kom til at tænke på dengang, vi var blinde passagerer på Saint Rose,” sagde Walk og forsøgte at få det til at lyde henkastet, som om han ikke havde siddet og øvet startreplik­ ker hele vejen ud.

Vincent kiggede hen på ham og trak lidt på smilebåndet.

De var mødtes tidligt, det var den første dag i sommerfe­ rien, og de var ti år gamle. De var cyklet ned til vandet, havde gemt deres cykler og var smuttet om bord på trawleren, havde ligget og hevet efter vejret under presenningen, mens solen steg på himlen, og lyset begyndte at sive ind til dem. Walk kunne stadig huske det hele, motorens dunken, da Skip Dou­ glas og hans besætning stævnede ud på det endeløse hav. Han var ikke engang blevet gal, da de kravlede ud, havde bare sendt besked hjem over radioen, at han ville beholde dem resten af dagen. Walk havde aldrig knoklet så meget som den dag, havde skrubbet dæk og kasser, lugten af fiskeblod havde ikke stået mål med følelsen, lysten til at leve et liv uden grænser.

6

Laeseproeve.indd 6

10/03/2022 08.10

“Skip arbejder stadig, du ved, hos en befragter, der hedder Andrew Wheeler. Han må være omkring de firs nu.”

“Jeg fik godt nok røvfuld af min mor den dag.” Vincent rømmede sig. “Tak. For det med begravelsen, alt det, du tog dig af.”

Walk slog solskærmen ned.

“Hvad så, har du tænkt dig at fortælle lidt om hende?”

Vincent flyttede sig i sædet, bøjede benene, så bukserne stumpede.

Walk standsede ved en jernbaneoverskæring, et godstog kørte forbi med containere, rustrøde og hvinende.

De skrumplede over skinnerne og kørte ind i en af den slags byer, der havde haft sin storhedstid samtidig med minerne, og så sagde Walk endelig: “Hun er okay.”

“Hun har fået børn.”

“Duchess og Robin. Kan du huske, første gang vi så Star?”

“Ja.” “Du vil føle dig hensat til den dag, når du ser Duchess.”

Vincent faldt i staver, og Walk vidste godt, hvad han sad og tænkte på. Den der første dag var Stars far lige kommet trillende ind i Cape Haven i sin Buick Riviera. Vincent og Walk kom cyklende og så et helt liv pakket ned i bagage­ rummet, tøj og æsker og kasser var presset ind mod ruderne.

De standsede op, stod ved siden af hinanden med hænderne på styret og den brændende sol i nakken. Manden steg ud først, han var stor og bred og sendte dem et blik, som om han udmærket godt kendte deres slags. Men de var jo bare børn, sådan huskede Walk det, de gik ikke op i andet end at få fingre i Willie Mays som baseballkort, for ifølge Vincents Magic 8-kugle, der kunne forudsige fremtiden, havde de held i sprøjten. Så løftede manden en stadig sovende lille pige ud, hendes hoved hvilede på hans skulder, da han stod og kiggede 7

Laeseproeve.indd 7

10/03/2022 08.10

op og ned ad den vej, han nu skulle til at bo på. Sissy Radley.

De skulle lige til at vende om og cykle tilbage til Walks have og den hule, de havde arbejdet på oppe i et af træerne, da bagdøren gik op, og de længste ben, Walk nogensinde havde set, kom til syne. Vincent bandede ved sig selv og stod og måbede, da han så pigen, som var jævnaldrende med dem og lækker som Catwoman på Julie Newmar-måden. Hun steg tygge­gummignaskende ud og strejfede dem med blikket.

Død og helvede, gentog Vincent. Og så gennede faren hende ind i familien Kleinmans gamle hus, men ikke før hun havde vendt sig om mod dem og lagt hovedet på skrå. Uden at smile, men det dér blik havde brændt sig langt ind i Vincents sjæl.

“Jeg har savnet dig. Jeg ville være kommet og have besøgt dig, du ved. Hvis du havde givet mig lov. Hver eneste weekend.”

Vincent tog ikke øjnene fra omgivelserne, studerede dem så inter­esseret, som kun den, der har levet sit liv gennem fjernsynet, kan.

På Central Valley Highway holdt de ind ved en diner uden for Hanford og bestilte burgere. Vincent spiste kun halvde­ len og sad og kiggede ud ad vinduet, på en mor og hendes barn, på en krumbøjet gammel mand, der bar åget af et langt liv på sine skuldre. Walk spekulerede på, hvad det var, han så. Biler, han ikke kendte navnet på, forretninger, han kun havde set på fjernsynsskærmen. I 1975 havde 2005 – på den anden side af årtusind­skiftet – lignet noget med flyvende biler og robothjælpere, og her var de så nu.

“Huset –” “Jeg har holdt øje med det. Det trænger til en ordentlig over­haling, der er råd i taget, verandaen, halvdelen af beklæd­ ningen.”

“Okay.”

“Den her ejendomsspekulant, Dickie Darke, går og savler 8

Laeseproeve.indd 8

10/03/2022 08.10

over det hvert år op til sommer. Hvis du nogensinde skulle få lyst til at sælge –” “Det får jeg ikke.”

“Okay.” Walk havde sagt, hvad han havde på hjerte. Havde Vincent brug for penge, kunne han altid sælge hytten, sidste hus i første række på Sunset Road.

“Er du klar til at tage hjem?”

“Jeg kommer jo lige hjemmefra, Walk.”

“Vel gør du ej, Vin.” Der var ingen fanfare, da de ankom til Cape Haven, ingen venlige ansigter eller fest eller postyr. Walk lagde mærke til, at Vincent tog en dyb indånding, da de kørte op ad skrænten ud mod Stille­havet, det endeløse vand, der blev ved at komme imod dem, toppen af fyrre­træerne og de store villaer på næs­ set og længere ude.

“Der er blevet bygget,” sagde Vincent.

“Ja.” Til at begynde med havde der været modstand, bare ikke nok, for løftet om gode penge var mere end blevet indfriet.

Butiksejere som Milton gik forrest og sagde, at de var trætte af at kæmpe. Ed Tallow sagde, at det var en kamp at holde fabrikken i gang.

Cape Haven var hugget ud i klinterne, stille og velbevaret, en mindre udgave af Anaheim. Walk kunne mærke det, hver ny mursten der blev lagt direkte oven på hans barndom, på minder, han så desperat havde brug for at holde fast i.

Han kastede et stjålent blik på kammeratens hænder, på et utal af dybe ar, der bredte sig hen over knoerne. Han havde altid været en hård hund. Nu trillede de endelig ned ad bak­ ken mod Sunset Road, hvor familien Kings hus lå. Som en uønsket skygge på en solskinsdag.

“Alle nabohusene er væk.”

9

Laeseproeve.indd 9

10/03/2022 08.10

“De er faldet i havet. Skrænterne smuldrer ligesom Point Dume. Så sent som i går var det Fairlawns, der røg i. Dit hus er trukket længere tilbage, og for et par år siden blev der des­ uden bygget en bølgebryder.”

Vincent betragtede gerningsstedet, der var afspærret med tape som den forbrydelse, det var. Der lå andre huse bag hans, tæt nok på, til at vejen ikke virkede øde, men tilstrækkeligt tilbagetrukket, til at familien Kings hus stadig havde den mest spektakulære udsigt.

Vincent steg ud og stillede sig foran huset, tog de frønnede gavle og skodderne, der hang løst, i øjesyn.

“Jeg har slået græs.”

“Tak.” Han fulgte efter Vincent op ad den slyngede havegang, op ad trappen og ind i den kølige, mørke entré. Det blomstrede tapet ledte tankerne tilbage til halvfjerdserne og en million fløjlsbløde minder.

“Jeg har redt din seng.”

“Tak.” “Og fyldt køleskabet. Der er kylling og noget –” “Tak.” “Du behøver ikke at blive ved med at takke.”

Oven over kaminen hang et spejl, og Vincent gik forbi uden at kigge i det. Walk syntes, at han bevægede sig ander­ ledes, hvert skridt bar vidnesbyrd om dyrekøbte erfaringer og ny indsigt. Han vidste, at de første år havde været hårde, ikke bare græde-sig-i-søvn-hårde, men decideret smuk-drengblandt-forhærdede-fanger-hårde. De havde skrevet breve, Walk og Gracie King, både til dommeren og højesteret og endda til Det Hvide Hus. De havde som minimum bedt om, at han blev fysisk adskilt fra de andre. Det havde de ikke fået noget ud af.

10

Laeseproeve.indd 10

10/03/2022 08.10

“Vil du godt have, at jeg bliver hængende?”

“Smut endelig, du har vel nok at se til.”

“Jeg kigger forbi senere.”

Vincent fulgte ham ud til døren og rakte ham hånden.

Walk trak ham ind til sig, gav ham et knus, kammeraten, der endelig var hjemme igen. Han forsøgte at ignorere, at det gibbede i Vincent, at han spændte i hele kroppen.

De vendte sig begge om, da de hørte bilen. Walk kunne se, at det var Dickie Darkes Cadillac Escalade.

Darke steg ud. Han bar sin krops størrelse som et ikke sær­ lig velsiddende sæt tøj. Ludende skuldre, sænket blik. Han gik altid i sort, jakke, skjorte, bukser. Åndsfraværende, affekteret.

“Vincent King.” Hans stemme var dyb og alvorlig. “Mit navn er Dickie Darke.” Ikke noget smil. Aldrig antydningen af et smil.

“Jeg har modtaget dine breve,” sagde Vincent.

“Byen må se anderledes ud nu.”

“Ja. Ønsketræet er stort set det eneste, jeg kan genkende.

Kan du huske, vi plejede at gemme cigaretter i hullet nederst i stammen, Walk?”

Walk lo. “Og en sixpack.”

Til sidst kiggede Darke op og mødte Walks blik, stirrede så stift på ham, at det løb Walk koldt ned ad ryggen. Så tog han huset i øjesyn. “Det sidste hus i første række. Det er også dig, der ejer jorden bagved.”

Vincent kiggede hen på Walk.

“Jeg vil give dig en million for det. Det er vurderet til 850 på grund af standen. Og markedet er ved at vende.”

“Det er ikke til salg.”

“Du må jo have en pris.”

Walk smilede. “Slap nu af, Darke. Manden er lige kommet hjem.”

11

Laeseproeve.indd 11

10/03/2022 08.10

Darke stirrede et øjeblik længere. Så vendte han sig og slentrede langsomt hen mod bilen, så stor, at han kastede en ekstra lang skygge.

Vincent fulgte ham med blikket, det nærmest klæbede til ham, som om han så noget, Walk ikke kunne se. *** Duchess havde en aftale med børnehaveklasselæreren miss Dolores; hun var gået med til at beholde Robin tre lange timer hver dag, indtil Duchess fik fri fra skole, nok især fordi det var Walk, der havde spurgt, og fordi Robin ikke var til noget besvær overhovedet.

Da Robin nu fik øje på sin søster, ryddede han hurtigt op efter sig, greb tasken og løb over til hende. Duchess satte sig på hug og krammede ham, vinkede til miss Dolores, og så gjorde de sig klar til at gå.

Hun hjalp ham rygsækken på og tjekkede, at han havde læse­bogen og vanddunken med hjem igen.

“Du har ikke spist din sandwich.” Hun sendte ham et strengt blik.

“Undskyld.”

Skolebussen kørte forbi, forældre i SUV’er, ude i græsset sad nogle lærere og sludrede, mens en gruppe elever løb rundt og kastede med en football ved siden af.

“Du er altså nødt til at spise noget, Robin.”

“Det er bare, fordi –” “Hvad?”

“Du havde ikke puttet noget indeni,” sagde han modstræ­ bende.

“Pis med dig.”

Han kiggede ned på sine sko.

12

Laeseproeve.indd 12

10/03/2022 08.10

Duchess lynede rygsækken op og fik fat i sandwichen.

“Fuck.”

“Det er okay.”

“Vel er det ej.” Hun lagde hånden på hans skulder. “Jeg skal nok lave hotdogs, når vi kommer hjem.”

Det kaldte et smil frem.

De gik og sparkede til en sten, holdt den rullende, til de nåede ned for enden af East Harney, hvor Robin sendte den ned igennem en kloakrist.

“Sagde de andre noget om mor?” spurgte han, idet hun tog hans hånd og trak ham med over vejen.

“Nej.” “Men det gjorde Ricky Tallow, han sagde, at hans mor havde fortalt ham om vores mor.”

“Hvad havde hun sagt?”

De dukkede ned under grenene på et piletræ og skød gen­ vej ad gangstien mellem Fordham og Dupont.

“Hun havde sagt, at han ikke måtte komme hjem til os, fordi mor ikke passer ordentligt på os.”

“Du kan jo stadig komme hjem til ham.”

“Hans mor og far skændes altid.”

Hun nussede ham i håret. “Vil du godt have, at jeg snakker med hende og prøver at se, om jeg kan finde ud af noget?”

“Ja.” Duchess kendte godt Leah Tallow. De var kun hende og Walk og så en ældgammel tilkaldevikar ved navn Valeria nede på stationen. Duchess kunne ikke forestille sig nogen af dem arbejde med rigtige forbrydelser.

“Ricky sagde, at han skal overtage sin storebrors værelse, når han begynder på college. Han sagde, at hans storebror har et akvarium. Skal vi ikke også have et?”

13

Laeseproeve.indd 13

10/03/2022 08.10

“Du har en snorkel. Du kan jo bare tage ud og se på fiskene i havet.”

Da de nåede over til Main, fik de øje på en flok piger uden for Rosie’s Diner, den sædvanlige klike, der bestilte milk­ shakes og lagde beslag på to borde i solen. Hvisken og latter, da de gik forbi. De fortsatte ind til købmanden, hvor mrs.

Adams stod bag disken.

Duchess fandt en pakke wienerpølser, og Robin hentede pølsebrød. Hun fiskede pungen op og talte tre dollars i sedler, det var alt, hvad hun havde.

Robin kiggede op. “Skal vi ikke også have fransk sennep?”

“Nej.” “Så skal vi i hvert fald have noget ketchup. Ellers bliver det for tørt.”

Duchess lagde pølser og brød op på disken.

“Hvordan går det med jeres mor?” Mrs. Adams kiggede op over brillerne.

“Fint.”

“Det er ellers ikke det, jeg har hørt.”

“Hvorfor fanden spørger du så?”

Robin trak hende i hånden. Mrs. Adams kunne godt finde på at bede hende skride, men Duchess nåede at smide de tre dollarsedler på disken, inden hun kunne nå det.

“Du må ikke bande,” sagde Robin, da de gik videre op ad Main.

“Hvordan går det med jeres mor i dag?”

Duchess vendte sig om og fik øje på Milton, der stod ude foran slagterbutikken og tørrede hænder i det blodige for­ klæde.

Robin gik hen til vinduet og kiggede ind på kaninerne, der var hængt op på kroge, gennem halsen.

“Det går fint,” sagde Duchess.

14

Laeseproeve.indd 14

10/03/2022 08.10

Milton trådte et skridt nærmere. Lugten blev så voldsom, at hendes hals snørede sig sammen. Blod og død.

“Du er som snydt ud af næsen på hende, det ved du godt.”

“Ja, det siger du jo.”

Hun lagde mærke til de små stumper kød, der havde sat sig fast i de tætte hår på hans arme. Han blev stående og stir­ rede på hende, som om han havde glemt alt omkring sig, men kom så til sig selv igen, da han så posen fra købmanden og det, der var i.

Han vrængede. “Det der har ikke noget med pølser at gøre. De er fremdyrket i et laboratorie. Vent her.”

Hun fulgte ham med blikket, da han gik ind, hev efter vej­ ret, for hvert skridt han tog.

Der gik et par minutter, så vendte han tilbage med en sammenfoldet brun papirspose, der var forseglet med et blo­ digt fingeraftryk. “Morcilla. Fortæl jeres mor, hvor de kom­ mer fra. Send hende over, hvis hun vil vide, hvordan de skal tilberedes.”

“Skal de ikke bare steges?” sagde Robin.

“Det skulle da lige være i spjældet. Vil man have alle smagsnuancer frem, er man nødt til at lære at bruge en hol­ lænderovn. Forstår I, det er alt sammen et spørgsmål om tryk og –” Duchess flåede posen til sig, greb Robins hånd og kunne mærke Miltons øjne på sig, da hun skyndte sig væk.

Tilbage ved Rosie’s Diner tog hun en dyb indånding, inden hun trak Robin med ind og lukkede af for pigerne og deres blikke. Der var travlt derinde, bordene var fyldt med feriegæ­ ster, lugten af kaffe hang tungt i luften. Højrøstet snak om fri­ tidshuse, planer for sommeren.

Oppe på disken stod glaskrukken med små ketchupper, som var gratis, hvis man købte noget. Duchess kastede et 15

Laeseproeve.indd 15

10/03/2022 08.10

hurtigt blik på Rosie, hun havde travlt med at slå noget ind på kasseapparatet.

Duchess snuppede en enkelt pakke ketchup til Robin og skulle lige til at gå igen.

“Skal man ikke købe noget, før man må tage ketchup?”

Hun kiggede op. Cassidy Evans fra klassen. Robin så fra den ene til den anden, stod nervøst og trippede.

Cassidy så meget selvtilfreds ud med sin lipglossglinsende trutmund, sit blanke hår, sit lede fjæs.

“Det er jo bare en enkelt pakke.”

“Miss Rosie, skal man ikke købe noget, før man må tage ketchup?” sagde Cassidy så højt og uskyldigt, at det dryppede fra stemmen.

Al snak forstummede, vildfremmedes øjne brændte sig ind i Duchess’ hud.

Rosie stillede en kop fra sig og kom hen til disken. Duchess smed pakken tilbage i krukken, men kom til at skubbe til den, så den faldt på gulvet og gik i stykker.

Hun greb fat om Robins hånd og slæbte ham med hen til døren, med Cassidy i hælene og Rosie, der stod og råbte.

De begav sig tavse hjemad ad de stille veje.

“Vi behøver heller ikke noget ketchup,” sagde Robin. “Det smager også godt uden.”

Neden for Sunset Road så de nogle børn spille bold i san­ det. Robin kiggede opmærksomt på dem. Duchess legede ellers tit med ham, med hans legetøj, soldater, biler, en pind, som han syntes lignede en tryllestav. Nogle gange råbte han, at Star skulle komme ud, men for det meste lå hun bare inde i den mørke stue med lyden skruet ned på fjernsynet. Duchess havde hørt snak om bipolar, angst, misbrug.

“Hvad sker der?” sagde Robin.

16

Laeseproeve.indd 16

10/03/2022 08.10

Forude kom nogle børn, tre drenge, løbende imod dem og spurtede forbi.

“Det er familien Kings hus,” sagde Duchess, standsede op og kiggede over på den anden side af vejen. Det store vindue var smadret, et hul på størrelse med en lille sten.

“Skal vi sige det til nogen?”

Hun stod lidt og studerede huset, så en skygge gå rundt derinde, og rystede så på hovedet. Hun tog Robins hånd og gik videre.

Laeseproeve.indd 17

10/03/2022 08.10

5

W

bageste række på den billige langside og så bolden suse halvtreds meter ind i end zone, hvor receiveren fumlede og tabte den. Quarterbacken løftede hån­ den, og knægten smilede og rystede bommerten af sig. Så var de i gang igen.

Walk havde fulgt Cougars hele sit liv. Vincent havde selv spillet, som wide receiver. Et sandt naturtalent, der havde endda været snak om all-state-holdet. Siden havde de ikke vundet så meget, aldrig mere end et par kampe i streg. Ikke desto mindre indtog Walk troligt sin faste plads fredag aften mellem flokke af malede teenage­piger, der skreg og hylede.

Efter en sejr myldrede alle over på Rosie’s Diner, der fyldtes med spillere og cheerleaders og den der helt særlige stemning, der fik Walk til at smile.

“Han kan noget med den arm,” sagde Vincent.

“Det kan han.”

Walk havde hentet en sixpack, men Vincent havde ikke rørt en dråbe. Han var kørt forbi efter fyraften, og selv om det var småt med lys, havde Vincent stadig været i gang med huset. Han havde allerede slebet det meste af den bageste veranda ned, hænderne var fulde af vabler, ansigtet stramt af udmattelse.

“Han bliver professionel en dag.” Vincent iagttog knæg­ ten, der sendte endnu en bold af sted. Denne gang greb recei­ veren den og jublede.

“Det kunne du også være blevet.”

ALK SAD PÅ

18

Laeseproeve.indd 18

10/03/2022 08.10

“Har du brug for at spørge mig om noget?”

“Om hvad?”

“Det hele.”

Walk nippede til øllen. “Jeg kan ikke forestille mig, hvor­ dan det må have været.”

“Vel kan du så, du har bare ikke lyst til det. Og det er også helt i orden. Uanset hvad så var jeg selv ude om det.”

“Selvfølgelig var du ikke det. Ikke sådan som det gik.”

“Jeg var ude ved hendes grav. Jeg … jeg lagde ikke blom­ ster eller noget. Vidste ikke, om det var i orden.”

Nede under projektørerne blev den ene pasning efter den anden sendt af sted. Ovre i det fjerneste hjørne så Walk omridset af Brandon Rock med baseballkasketten omvendt på hovedet. Han så ham til alle kampe.

Vincent fulgte hans blik. “Er det Brandon?”

“Ja.” “Jeg havde ellers troet, han ville nå helt til tops. Jeg mener, i gamle dage var han rigtig god, ikke?”

“Knæskallen. Den gik af led og kom aldrig rigtig på plads igen. Han arbejder ude på Tallow Construction, et eller andet med salg. Han halter og burde nok gå med stok, men du ved, hvordan han er.”

“Ikke længere.”

“Han har stadig sin fars Mustang.”

“Jeg kan godt huske den dag, den gamle fik den. Halvdelen af vejen stimlede sammen om øsen.”

“Du ville stjæle den.”

Vincent lo. “Låne den, Walk. Bare låne den.”

“Han elsker den bil. Jeg tror, han ser den, du ved, som noget fra en bedre tid. Håret, tøjet, fyren lever stadig i 78.

Han har ikke forandret sig, Vin. Det er der faktisk ikke nogen af os, der har.”

19

Laeseproeve.indd 19

10/03/2022 08.10

Vincent rev mærkaten af sin øl, men tog stadig ikke en slurk. “Og hvad med Martha May? Har hun forandret sig?”

Navnet fik Walk til at tøve, bare et øjeblik. “Hun er advo­ kat ovre i Bitterwater. Skilsmisser og familiesager, det er det, hun mest beskæftiger sig med.”

“Jeg havde ellers altid troet, at hun var den rigtige for dig.

Jeg ved godt, vi var unge, men den måde, du kiggede på hende på.”

“Lidt ligesom du kiggede på Star.”

Receiveren tabte bolden, der hoppede ud mod tribunen.

Brandon røg op og humpede hurtigt efter. Han samlede bolden op, men i stedet for at kaste den over til receiveren sendte han den fyrre meter ned ad banen til quarterbacken, der ubesværet hentede den ned.

“Han kan sgu stadig noget med den arm,” sagde Walk.

“Og det gør det vel kun endnu værre.”

“Har du tænkt dig at tage hen og hilse på Star?”

“Har hun ikke sagt til dig, at hun ikke vil have mig inden for dørene?”

Walk rynkede panden, og Vincent smilede. “Jeg har altid kunnet læse dig, Walk. Da du sagde, du mente, hun havde brug for mere tid … Jamen for helvede, mand, har det her ikke varet længe nok? Men så slog det mig, at hun jo nok har ret. Nogle gange er der bare for mange lig i lasten mellem folk. Men du og Martha.”

“Hun … Vi er ikke på talefod længere.”

“Har du lyst til at fortælle?”

Walk knappede endnu en øl op. “Den aften, efter dom­ men. Vi var sammen. Hun blev gravid.”

Vincent sad og stirrede ned på banen.

“Og hendes far. Han var jo præst og alting.”

“Pis og lort, Walk.”

20

Laeseproeve.indd 20

10/03/2022 08.10

“Ja.” “Og hun ville også være præst, følge i hans hellige fod­ spor.”

Walk rømmede sig. “Han tvang hende … Hun fik en abort. Jeg mener, det var jo nok også det … Vi var ikke andet end børn. Men det er svært at komme videre efter den slags.

Og det var ikke kun den måde, han så på mig på, det var mere hende. Som om det var en fejltagelse, hun så.”

“Og når du så på hende, så du –” “Hele pakken. Jeg så hele pakken. Ligesom mine forældre, de var sammen i treoghalvtreds år. Hus og barn og en til­ værelse.”

“Har hun giftet sig i mellemtiden?”

Walk trak på skuldrene, som om han ikke havde tænkt på det et hav af gange gennem årene.

“Det er ikke for sent at fikse det.”

“Jeg kunne sige det samme til dig.”

Vincent rejste sig op. “Jeg er tredive år for sent ude til at kunne fikse noget som helst.” *** Baren lå i San Luis, der ikke bestod af meget andet end en bred hovedvej, som skar sig gennem braklagte jorder på vej ned mod Altanon Valley.

Star havde lånt den gamle Comanche af Milton overfor.

Airconditionanlægget virkede ikke, så Duchess og Robin sad med hovedet ud ad vinduet som et par hunde. De var trætte begge to, men det her var ikke til at komme udenom og skete mindst en gang om måneden.

Duchess havde taget projektet med, og da Star nu førte dem tværs over parkeringsområdet, ind mellem to pickupper 21

Laeseproeve.indd 21

10/03/2022 08.10

og videre ind ad en bagdør, gik hun og knugede det ind til sig. Star bar på en ramponeret guitarkasse og var iført et par deminshorts, som var klippet af midt oppe på røven, og en top, der viste det meste af barmen.

“Det er ikke i orden, at du går i sådan noget kluns der.”

“Det kan godt være, men det giver flere drikkepenge.”

Duchess bandede ved sig selv, og Star vendte sig om. “Tag dig lige sammen, ikke? Hold nu øje med din lillebror, og lad være med at rode dig ud i noget.”

Duchess tog Robin med ned til en bås nede bagved, skub­ bede ham ind først og satte sig selv yderst, som for at skærme ham mod et skodsted, hvor han ikke havde noget at gøre. Star hentede en sodavand til hver af dem, mens Duchess lagde opgaven og noget blankt papir frem til sin lillebror. Så fandt hun hans penalhus og bredte tusserne ud på bordet.

“Synger hun den om broen?” spurgte Robin.

“Altid.”

“Jeg elsker den sang. Synger du den sammen med hende?”

“Nej.” “Godt. Jeg hader, når hun begynder at græde deroppe.”

Røgen fra overfyldte askebægre drev op mod loftet. Mørkt træ, flag over baren, dæmpet belysning. Duchess hørte latter, hendes mor stod sammen med to mænd og kylede shots i sig, hun havde brug for noget, inden hun skulle på.

Robin rakte ud efter skålen med nødder, der var stillet frem på bordet, Duchess skubbede hans hånd væk. “De er fyldt med pis.”

Hun sad lidt og stirrede på papiret, hendes fars plads, de lange tomme grene i hendes stamtræ. Dagen før havde Cas­ sidy Evans været oppe ved tavlen for at fortælle om sin slægt, havde kunnet fremvise en skæv ædel linje, der gik fra hende 22

Laeseproeve.indd 22

10/03/2022 08.10

selv tilbage til duPont’erne, og havde i det hele taget fortalt så levende, at Duchess næsten kunne lugte krudtrøgen.

“Jeg har tegnede dig.”

“Tegnet.”

Han skubbede papiret over til hende, og hun smilede.

“Har jeg så store tænder?” Hun kildede ham i siden, til han grinede så højt, at Star kiggede ned og gjorde tegn til, at de skulle være stille.

“Fortæl om Billy Blue Radley,” sagde Robin.

“Sådan som jeg læser det, var han frygtløs. Han røvede en bank og blev jagtet af sheriffen over femten hundrede kilo­ meter.”

“Han lyder slem.”

“Han tog sig af sine egne. Sine folk, sin familie.” Hun lagde en hånd på hans bryst. “Det er vores blod derinde. Vi er lov­ løse.”

“Det kan godt være, du er.”

“Vi er ens.”

“Men min og din far, det er ikke den samme –” “Hey,” sagde hun og lagde hænderne om hans ansigt, “Radley-­blod, vi to er ens. Bare fordi vores fædre ikke duede til noget … så er vi to ens. Gentag efter mig.”

“Vi to er ens.”

Så blev lyset dæmpet en smule, og Star satte sig på en bar­ stol oppe foran og spillede et sæt covernumre og et par af sine egne. En af de mænd, hun havde drukket med, fløjtede og råbte og hujede efter hvert nummer.

“Røvhuller,” sagde Duchess.

“Røvhuller,” istemte Robin.

“Du må ikke bande.”

Og så rejste manden sig pludselig op, pegede op på Star 23

Laeseproeve.indd 23

10/03/2022 08.10

og tog sig til skridtet. Han sagde noget, der lød, som om de kendte hinanden. Kaldte hende en narrefisse. Sagde, at hun garanteret var lebbe.

Duchess kom på benene, greb sodavandsglasset og kylede det gennem baren. Kastet blev for kort, og glasset smadrede for fødderne af ham. Han stirrede måbende på hende, hun stirrede tilbage, stod med armene bredt ud, som om hun opfordrede ham til at komme an med alt, hvad han havde i sig, hun skulle nok blive stående.

“Sæt dig.” Robin trak hende i hånden. “Sæt dig nu ned.”

Hun glippede med øjnene og kiggede ned på ham, så angsten i hans blik og kiggede så op på sin mor, der mimede samme besked.

Manden skulede. Duchess gav ham fingeren og satte sig igen.

Robin tømte sit glas, og Star kaldte på datteren. “Duchess, kom herop. Min lille pige synger bedre end sin mama.”

Duchess lod sig glide længere ned på bænken, stirrede op på sin mor og blev ved at ryste på hovedet, uanset hvor mange der vendte sig om og gjorde tegn og klappede. Der var engang, hvor hun ikke havde noget imod at synge, hvor hun var lille og ikke kendte noget til verden. Hun plejede at synge derhjemme, under bruseren, ude i haven.

Star erklærede, at der godt nok ikke var meget sjov ved hen­ des datter, og gik i gang med sidste nummer, den sang, der fik Robin til at lægge tusserne fra sig og kigge op på moren, som om hun var den sidste af de velsignede. “Jeg elsker den her.”

“Det ved jeg.”

Da Star var færdig, smuttede hun ned fra barstolen, hen­ tede sine penge og stoppede kuverten ned i tasken, sikkert halvtreds dask. Så stod manden der igen, og denne gang greb han fat om hendes røv.

24

Laeseproeve.indd 24

10/03/2022 08.10

Duchess var på benene, før Robin kunne nå at forhindre det. Hun bevægede sig hurtigt hen over gulvet, bøjede sig ned og samlede et glasskår op.

Star skubbede manden fra sig, men han var over hende igen, truede med en knyttet næve, indtil han kom til at kigge i spejlet, lige ind i et par øjne bag sig. Han vendte sig om, og der stod hun lille og kampklar. Hun holdt det skarpe glasskår op over hovedet, rettet mod hans hals.

“Jeg er den lovløse Duchess Day Radley. Og du er en bar­ stolebums, og nu kapper jeg hovedet af dig.”

Hun hørte fjernt sin lillebror skrige. Star greb hende om håndleddet og blev ved at ruske, indtil hun slap glasset.

Andre kom til, lagde sig imellem og fik dæmpet gemytterne.

Der blev skænket op på husets regning.

Star skubbede hende ud ad døren, tog Robin på armen og fulgte efter.

Der var mørkt på parkeringspladsen, da de satte sig op i pickuppen.

Star lænede sig ind over hende, råbte og skreg, at hun ikke var rigtig klog, at manden kunne have slået hende halvt for­ dærvet, at hun udmærket godt vidste, hvad hun foretog sig, og ikke havde brug for en trettenårig som babysitter. Duchess sad helt stille og ventede på, at det holdt op.

Da Star var færdig, satte hun sig ind bag rattet og startede mo­-tor­en.

“Du kan ikke køre nu.”

“Jeg er fuldstændig ædru.” Star kiggede sig i spejlet og ret­ tede på håret.

“Du kører ikke med min lillebror i bilen, når du er sådan.”

“Jeg er fuldstændig ædru, sagde jeg jo.”

“Lige så ædru, som Vincent King var?”

25

Laeseproeve.indd 25

10/03/2022 08.10

Duchess så hånden komme farende, prøvede ikke engang at undgå den, tog bare imod lussingen, som om det ikke var noget særligt.

Omme bagi begyndte Robin at græde.

Duchess lænede sig frem, hev nøglen ud af tændingen og kravlede om til ham. Hun glattede hans hår, tørrede hans tårer og hjalp ham i nattøjet.

Duchess sov en times tid, så kravlede hun om på forsædet igen og rakte Star nøglerne. De forlod parkeringspladsen og satte kursen hjemover, mor og datter side om side på forsæ­ det.

“Du ved godt, det er hans fødselsdag her i weekenden,” sagde Duchess stille.

Der gik et øjeblik, før Star svarede.

“Selvfølgelig ved jeg det. Han er jo min lille prins.”

Duchess fik ondt i maven. Hun havde ikke selv nogen penge. Hun havde fået en avisrute, hjulede svedende af sted hver weekend, men det betalte ikke særlig godt.

“Hvis du giver mig nogle penge, skal jeg nok tage mig af det.”

“Jeg finder ud af noget.”

“Jamen –” “Fuck, Duchess. Jeg finder ud af noget, sagde jeg. Hav nu lidt tillid til mig.”

Hun kunne godt have sagt, at tilliden var væk efter alle de gange, hendes egen fødselsdag var gået ubemærket hen.

Bilen skrumplede af sted, indtil de kom ud på hovedvejen.

“Er du sulten?” sagde Star.

“Jeg lavede hotdogs til aften.”

“Huskede du ketchup? Det ved du jo, Robin godt kan lide.”

Duchess kiggede hen på sin mor med trætte øjne. Star 26

Laeseproeve.indd 26

10/03/2022 08.10

løftede hånden og strøg hende over kinden. “Du skulle være kommet op til mig her til aften.”

“Og synge for en flok drukkenbolte. Det overlader jeg til de professionelle.”

Star fiskede en cigaret op af tasken og stak den ind mellem tænderne, mens hun fumlede med lighteren. “Hvis jeg tæn­ der for radio­­en, vil du så synge noget for mig?”

“Robin sover.”

Star lagde armen om Duchess’ skulder og trak hende ind til sig. Da de var kommet ud på motorvejen, kyssede hun hende på hovedet og sagde: “Der var en fyr derinde i aften, han har et studie nede i dalen. Han gav mig sit visitkort og bad mig ringe. Det kunne blive gennembruddet.”

Duchess gabte, hendes øjne var ved at blive tunge, vej­ belysningen begyndte at blive sløret.

“Duchess af Cape Haven. Du ved godt, jeg altid havde drømt om at få en datter. Med en fin sløjfe i håret.”

Det vidste Duchess godt.

“Har du hørt om Billy Blue Radley?”

Star smilede. “Ham plejede din morfar at fortælle om. Jeg troede, det var noget, han havde fundet på.”

“Han har rent faktisk levet. Radley-blod, mor.” Hun over­ vejede at spørge til sin far, men lod være, hun var alt for træt til at gå ind i alt det der igen.

“Du ved godt, jeg elsker jer, ikke?”

“Klart.”

“Seriøst, Duchess. Alt, hvad jeg gør … alt, hvad jeg har, det handler alt sammen om jer to.”

Duchess stirrede ud i natten. “Jeg ville bare ønske …”

“Hvad?”

“Jeg ville bare ønske, at der var en mellemvej, du ved. For 27

Laeseproeve.indd 27

10/03/2022 08.10

det er jo der, folk lever stille og roligt. Det behøver ikke altid være alt eller intet … svømme eller gå ned. De fleste træder bare vande, og det er også nok. For når du går ned, trækker du os med dig.”

Star tørrede øjnene. “Jeg prøver. Jeg skal nok blive bedre til det. Jeg huskede at sige mine affirmationer igen her til mor­ gen. Nu vil jeg til at sige dem hver dag. Jeg gør det for jeres skyld.”

“Gør hvad?”

“Jeg vil gerne være uselvisk. Uselviske gerninger, Duchess.

Det er dem, der gør én til et godt menneske.”

Det var næsten midnat, da de kørte ind gennem byen.

Noget i Duchess sank, da hun så Darkes Escalade i indkørs­ len.

De parkerede ude ved kantstenen, lågen stod åben, Darke sad nok på verandaen omme i haven og ventede, sad og stir­ rede ud i intet­heden på den der måde, der gjorde hende bange, som om han kunne se et eller andet inde mellem skyggerne.

Hun kunne ikke lide ham. Han var alt for fucking stille, alt for fucking stor, stirrede fucking hele tiden. Hun havde set ham uden for skolen, på den anden side af hegnet, han havde bare siddet i bilen og holdt øje med hende.

“Jeg troede ellers, du var på natholdet for tiden?” sagde Duchess.

Star havde gjort rent på nogle kontorer ovre i Bitterwater.

“De … Jeg mødte ikke på arbejde i aftes, og så sagde de, at jeg ikke skulle komme tilbage. Men du skal ikke være nervøs.

Jeg kan altid få job som bartender hos Darke, det er sikkert derfor, han er kommet.”

“Jeg kan ikke lide, du arbejder der.”

Star smilede og viste hende visitkortet, som om det var bevis på et eller andet. “Det er mit lykkekort.”

28

Laeseproeve.indd 28

10/03/2022 08.10

Duchess tog sin lillebror op i armene. Han vejede ikke noget særligt, tynde arme og ben, håret var ved at blive langt, men hun havde ikke råd til at få ham klippet hos Joe Rogers på Main, hvor alle de andre drenge kom. Heldigvis var han selv for lille til at lægge mærke til den slags, hans kammerater ligeså. Det kunne hurtigt nok ændre sig, ja, hun gruede lige­ frem for den dag.

Deres fælles værelse, de plakater, hun havde hængt op, natur­videnskab og planeterne, han skulle nok blive den klo­ geste i klassen. Og bogen på hylden, om Max, der var så sul­ ten og vild, men Robin elskede den, især slutningen, for det var aftensmaden, der viste, at Max havde nogen, der tog sig af ham. Hun lånte den til ham på det lille bibliotek i Salinas, fornyede den hver anden uge, tre kilometer frem og tilbage på cykel.

Hun hørte snak udefra. Darke ejede huset, Star kunne ikke betale husleje denne måned. Duchess var gammel nok til at vide, hvad det betød, ung nok til ikke helt at forstå det.

Hendes tanker vendte tilbage til projektet, hun ville stå i lort til halsen, hvis det ikke blev færdigt. Det gik jo ikke, hun fik en eftersidning, så var der ingen til at hente Robin. Star var ikke til at regne med.

Hun besluttede sig for at sove, til solen stod op, og så komme tidligt i gang. Hun kiggede ud ad sprækken mellem gardinerne. Alle på vejen sov. Overfor lå Miltons hus, lyset på verandaen brændte hele natten, natsværmerne flokkedes og flagrede om det. Hun så en ræv smutte fra lyset ind i skyg­ gen. Og så fik hun øje på en mand henne ved Brandon Rocks hus, han stod og kiggede i retning af hendes vindue. Men han kunne ikke se hende, hun stod for langt tilbage. Han var høj, ikke så høj som Darke, men stadig høj. Karseklippet, ludende skuldre, som om al stolthed var sivet ud af ham.

29

Laeseproeve.indd 29

10/03/2022 08.10

Hun lagde sig til at sove.

Og netop da hendes øjne var ved at glide i, hørte hun nogen skrige.

Hendes mor.

Hun smuttede ud af værelset på kattepoter, en pige, der var vant til nattens rædsler, vant til en mor, der faldt for de værste røv­huller. Hun trak døren i efter sig, Robin skulle sove videre, og selv om han vågnede, ville han ikke kunne huske noget.

Han huskede aldrig noget.

Hun hørte Darkes stemme, som altid rolig og fattet.

“Fald nu lidt ned.”

Hun kiggede ind gennem dørsprækken, så et udsnit af helvede, lampen var væltet og kastede skygge over hendes mor, der lå på gulvtæppet. Darke sad opmærksomt og iagttog hende, som om hun var et vildt dyr, han lige havde bedøvet.

Han var for stor, alt for stor til lænestolen og det lille hus, alt for stor til at sætte ud af spillet.

Duchess vidste, hvad hun nu skulle gøre, vidste, hvilke gulvbrædder der knirkede, da hun listede gennem gangen ud til køkkenet. Hun ville ikke ringe efter politiet, det ville bare blive registreret. Da hun var ved at taste Walks privatnum­ mer, hørte hun nogen bag sig. Hun vendte sig om, for sent.

Darke tog røret fra hende.

Hun borede neglene ind i hans hånd og blev ved at kradse, indtil hun mærkede, han begyndte at bløde. Han førte hende ud af køkkenet med en fast hånd på hendes skulder. Hun kastede sig rundt, kom til at vælte entrébordet, et foto af Robin gled ned og standsede lige ud for hendes øjne, hans første dag i børnehaveklassen.

Darke tårnede sig op over hende. “Jeg gør dig ikke noget, så lad være med at ringe efter strisserne.” Stemmen var så dyb, at den knap nok lød som et menneske. Hun havde hørt 30

Laeseproeve.indd 30

10/03/2022 08.10

historier om ham, brudstykker her og der, om dengang en mand var kørt ind foran ham på Pensacola, og Darke havde trukket ham ud af bilen og trampet hans ansigt til grød. Og at han havde gjort det med en ro, der havde naglet de omkring­ stående til stedet.

Nu kiggede han undersøgende på hende, sådan som han altid gjorde. Studerede hendes ansigt, hår, øjne, mund. Sugede alting til sig, så det løb hende koldt ned ad ryggen.

Hun gloede op på ham, blottede aggressivt tænderne og snerrede. “Jeg er den lovløse Duchess Day Radley, og du er kvindemishandleren Dickie Darke.”

Før hun vidste af det, røg hun baglæns og havnede med ryggen op ad døren. Lyset fra gadelygterne sivede ind gennem ruden ovenover og badede hende i et orange skær, mens hen­ des mor skreg og råbte og kastede sig ind mod Darke.

Hun kom hende ikke til undsætning, det vidste hun godt, hun skulle lade være med. Men da hun fik øje på skikkelsen igennem ruden, rejste hun sig alligevel op.

Bag hende stod moren og fægtede med de knyttede næver.

Darke greb fat om hendes hænder og forsøgte at holde dem i ro.

Duchess traf en hurtig beslutning: Hvem det end var, der stod udenfor, så kunne han ikke være værre end ham, der stod herinde. Hun låste døren op og kiggede ind i mandens ansigt. Så trådte hun til side, og han gik ind og tog fat i Darke, og de begyndte at slås. Det lykkedes manden at få et hårdt slag ind på siden af Darkes hoved.

Det ikke så meget som gibbede i Darke, men så gik det op for ham, hvem det var, han havde med at gøre, og han stop­ pede brat og stod lidt og stirrede, mens han roligt overvejede sine muligheder. Han var både større og bredere, men den anden så ud til at være mere end klar til at slås.

31

Laeseproeve.indd 31

10/03/2022 08.10

Uden videre fiskede Darke sine nøgler op af lommen og forlod huset. Manden fulgte efter ham ud, og i hælene på ham kom Duchess.

Hun stod og kiggede efter Darkes Escalade, til baglygterne blev opslugt af mørket. Manden vendte sig om og kiggede på hende. Så kiggede han op på Star, der stod på verandaen og hev efter vejret.

“Kom her, Duchess.”

Duchess svarede ikke, fulgte bare efter sin mor ind i huset og kiggede kun en enkelt gang tilbage på manden, der blev stående, som om han var sendt for at vogte over hende.

Under håndgemænget havde han fået en flænge i skjor­ ten, men det var først, da månen kom frem bag skyerne, hun lagde mærke dem, arrene, der løb på kryds og tværs hen over hans krop, opsvulmede, røde, friske.

Laeseproeve.indd 32

10/03/2022 08.10