Pårørende: Her bor de levende

Den blå port var blikfanget, da Charlotte Bork Høvsgaard og hendes mand faldt for huset ved Ryde for 15 år siden.

Her bor de levende Familie og venner hjalp Charlotte Bork Høvsgaard videre, da hun mistede sin mand, Thomas Høvsgaard

Af Mette Fugl

’

Foto Jørn Deleuran

er du bange?’ spurgte jeg ham om eftermiddagen under en af vores samtaler. ’Nej, jeg vil bare gerne derhen.’

Og Charlotte Bork Høvsgaards mand, Thomas, kom derhen. Han døde af kræft. Nu har hun skrevet to gribende, tankevækkende bøger om den smertelige dannelsesrejse, som den store sorg sendte hende og sønnen Halfdan på. Den første titel er "Så er Thomas væk", og det er en fortælling om, hvad der skete, da ægtefællen efterlod minderne til hende. Den anden titel, "Her bor de levende", fortsætter med historien om hverdagen, når man har mistet et af hovedvidnerne til sit liv.

Det er modige betragtninger. Når det grådkvalte trænger sig på, er det mest læseren, der fælder en tåre.

Men især er det befriende at følge, hvordan en klog kvinde – ikke kommer over det – men ved hjælp af egen styrke og andre menneskers omsorg kommer videre.

Hvem hjalp dig? ”Det gjorde nære venner og en psykolog. Det var dog først og fremmest mine forældres vilje og evne til

at være der for os med en forståelse for tabet. Deres vigtigste funktion var at lytte. Det gjorde de til alt, hvad der væltede ud af mig. Til gentagelserne.

Til beskrivelserne af de samme begivenheder om og om igen. Fra diagnosen til beskeden om, at Thomas ikke ville overleve. At jeg fik lov til at

drig en snak om, at nu måtte de også hellere køre hjem. De tog først af sted, når vi var enige om, at vi trængte til en pause,” fortæller Charlotte Bork Høvsgaard.

Kan man virkelig slippe af med ensomheden? Trænger den sig ikke på, selv om man taler om den? ”Der vil altid være en ensomhedsfølelse. Thomas er væk. Alt det, vi havde sammen, er jeg Ethvert begavet menneblevet alene om. Men der var en trøst i at tale om det. Det blev ske ved, at sorg er et langmin medicin. Også når det blev varigt projekt for svært, at jeg ikke mere kunne dele oplevelser med vores søn, M A X P O RT E R , FO R FAT T E R Halfdan, med Thomas. Det var jo ham og kun ham, der sad på fortælle i en uendelighed gjorde, at fødeafdelingen dengang. Det kan jeg jeg forstod mere og mere af, hvad der ikke reetablere med andre.” var foregået. Jeg var bange for at være alene i begyndelsen. Det var utrygt at Ældres sorg bliver ikke være den eneste voksne tilbage. Det taget alvorligt var helt afgørende, at de var åbne over Der er mange, der oplever, at de nærfor mine angstfyldte tanker. Det var meste har berøringsangst? en gave, at de sagde, at jeg ikke måtte ”Det hjalp nok mig, at jeg selv var spare dem for noget. Det var tilladt at åben og villig til at lade samtalen tage tale om alt. På den måde blev det en- mange veje. Jeg turde vise, at jeg var somme sted inden i mig lidt mindre. faldet fra hinanden. Så er det nemmeDet var en kæmpestor lindring, at de re at hjælpe.” på en måde tog halvdelen af ansvaret.

Men ikke alle tør. Vi støder ind i Der var aldrig en deadline. Der var al- masser af fortrængning?

DECEMBER 2017

27

PÅRØRENDE

Haven ved Charlotte Bork Høvsgaards hus er mere vild og upasset, end da hendes mand levede.

”Jeg valgte på alle måder at konfrontere mig med døden. På den måde bliver den virkelig. Det var min strategi. At møde sorgen er vejen til heling.”

Hvad med ældre mennesker, der mister. Deres forældre er døde og vennekredsen ofte lille? ”Jeg var 39 år. Men det er jo ikke nemmere, for de mennesker, der har haft et langt liv sammen. Det skal ikke bare afvises som en del af naturens orden. Det er et problem, hvis vi overser eller minimerer ældre menneskers sorg med formuleringer som ”I havde jo også et godt og langt liv bag jer” – eller: ”Han nåede jo også at blive gammel.” På den måde lukker man for den sørgendes mulighed

28

for at tale. Der er også noget med ’godt at han fik fred’. Det bliver så begrænsende og ufølsomt. Hvis de nu ikke havde lyst til at få fred. Hvis de ikke nåede at sige en sidste ting. Jeg

At møde sorgen er vejen til heling C H A R LOT T E B O R K H Ø V S GA A R D

tror, at mange ældre sidder med en fornemmelse af, at de ikke bliver taget alvorligt, når de får besked på at komme videre og tage sig lidt sammen.”

I Charlottes anden bog citeres Max Porters "Sorg er et væsen med fjer": ”At komme videre som koncept er for dumme menneske, fordi ethvert begavet menneske ved, at sorg er et langvarigt projekt. Jeg nægter at skynde mig.

Den smerte, der er påtvunget os, bør intet menneske bremse eller fremskynde eller fikse.”

For Charlotte Bork Høvsgaard er det vigtigt at få med, at sorgen aldrig forsvinder. At den er et vilkår: ”Men det fine ved det er, at jeg med de mørke pletter oplever en forbindelse tilbage. At konfrontere mørket er også at mindes Thomas og at vide, hvor meget han betød. At mindes kærligheden. Og hvad er det for noget, at man skal se at komme vide-

re? Der kommer ikke en fase, hvor man i ramme alvor kan sige, at man har lagt det bag sig. Der vil altid være den tilstand af mørke og lys, der skifter. Sådan må det godt være.”

Og din søn? ”Der er de samme svingninger for ham.

De ser anderledes ud, fordi han kun er 15 år. Hans perspektiv er et andet, men mønstret er det samme. Han støder også ind i minderne og tanker om, at når han engang får børn, så skal han fortælle, at der ikke er en farfar.”

Har du ikke været vred? ”Jeg er ikke så god til vrede. Det tætteste, jeg har været på vreden, er at tordne mod vilkårligheden. Det nærmer sig en slags vrede, når jeg forestiller mig alt det, Thomas ikke fik lov at opleve. Når jeg går en tur med hunden en tidlig morgen, og lyset er særlig smukt, så tænker jeg, at det skulle Thomas have oplevet, og at det er forbandet, at han ikke er sammen med mig. Men jeg er ikke vred på Thomas.

Tværtimod. Jeg føler en stærk, stærk medlidenhedsfølelse.”

Selvmedlidenhed også? ”Fortvivlelse og afmagt er de mest rammende ord.”

I Thomas’ dagbog skrev han om dødsangsten, før den ramte ham. Og at han forestiller sig familiens fremtid på den anden side af hans død. Det ser han for sig. I hans optik vil trekanten – far, mor og barn – bestå, blot med en ny besætning.

Til det bemærker Charlotte i sin sidste bog: ”Thomas kunne ikke forestille sig, hvor langt ud over hans død jeg kom til at føle, at jeg stadig var gift med ham, og hvor længe jeg derefter kom til at opfatte mig som hans enke. Thomas kendte ikke til, hvordan en trekant forvandler sig, og hvor længe et ekko klinger.”

Hun siger: ”Jeg sagde til ham, at han ikke måtte dø.

Og han svarede, at det gjorde han. Måske er der et nyt ståsted ved at gå igennem denne krise.”

KONKURRENCE:

Her bor de levende ”Jeg havde haft en mand, der hed Thomas.

Nu var han død, og jeg var blevet hans enke.

Det skulle komme til at overraske mig, hvor længe jeg vedblev at opfatte mig selv som hans hustru.”

I bogen ”Her bor de levende - om livet efter en ægtefælles død” prøver Charlotte Bork Høvsgaard at forstå sorgen, efter at hendes mand døde efter kort tids sygdom.

Har du lyst til at læse forfatterens kloge og velskrevne ord, kan du deltage i en konkurrence om en af de 3 bøger, som forlaget People’sPress har doneret til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/konkurrence og skriv dit navn og adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 14. december til: Ældre Sagen, Nørregade 49, 1165 København K. Mærk kortet ”Levende”.

Vinderne får direkte besked.

DECEMBER 2017

29