Ældre Sagen AKTIV december 2019

AKTIV F R I V I L L I G B L A D E T | D E C E M B E R 2 019

4 20

Vores mange styrker Heldigvis er begrebet ”ældrebyrde” blevet et fyord de seneste år. I Aktiv gør vi i dette nummer helt og aldeles op med det menneskesyn, der ligger bag den misvisende betegnelse. I stedet peger vi på virkeligheden, hvor frivilliges styrker skaber muligheder for svage og svækkede ældre, ja, for hele samfundet.

18

04 Kom frisk og smash

12 FN, verdensmålene og Greve

18 OBS til socialhumanitære!

06 Vi har vidst længe, ...

15 Fra ældrebyrde til payback

20 Formanden og kassereren

08 Historien kan redde syge

16 Da pensionistdrømmen slog fejl

22 Spansklæreren lærte dansk

Det eneste krav på volleyholdet er, at du er over 60 år.

at "ældrebyrden" er meningsløs, så nu er det tid til farvel.

Frivillige er med til vigtig kortlægning af danmarkshistorie.

2

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Anne Grethes internationale flair gavner ældre lokalt.

I frivilligklummen vender Annette ældrebyrde-sniksnak på hovedet.

Susanne fandt nye fællesskaber, og nu vil hun hjælpe andre.

Lillian har en opfordring, der kan gavne fælles sundhed.

Også på Mors gør samarbejde lokalafdelingen stærk.

Som frivillig med guitar og kærlighed fandt Pedro ordene.

Alt andet end ældrebyrde

16

I midten af 1990’erne sneg ordet ”ældrebyrde” sig ind i det danske sprog. Det var nemlig dengang, den demografiske udvikling med flere ældre blev synlig, og medierne fik smag for smarte vendinger, der rummede mere pondus end sandhed. Betegnelsen kom faktisk i spil i forbindelse med en rapport om pensionernes udvikling, hvor Finansministeriet var afsender. Det var politisk taktik.

I Ældre Sagen skælder vi stadig ud på ordet. Og i Aktiv kan årsagen næsten stå usagt, for hvordan er det overhovedet muligt at tale om en ”ældrebyrde”, når vi side for side kan læse om en decideret ældrestyrke? Om frivillige, der skaber muligheder for stærke og svage, unge og gamle, og som løfter, støtter og udvikler sig sammen med de lokalsamfund, de er en del af?

Og det er ikke bare i Ældre Sagen. Frivillige i den ældre ende bidrager i mange organisationer/foreninger med erfaringsrigdom, stabilitet og overblik – med saft og kraft. Og i familier ser vi bedsteforældre, som får travle hverdage til at hænge sammen. Nej, jeg kan under ingen omstændigheder acceptere begrebet ”ældrebyrde”, der hverken er retvisende eller rimeligt.

Også i 90’erne løftede øjenbrynene sig, og avislæserne vendte tilbage med debatindlæg, når rubrikker luftede, hvordan mennesker, der har bidraget et helt voksenliv, pludselig kunne anskues som klodser om benene. Lad os bekæmpe de negative vendinger og i stedet blive ved med at tale om alt det fantastiske, som ældre kan, vil og gør. Og således: Velkommen til en bid af ældrestyrken i Aktiv.

24 Gravhunde har bid lokalt

Landsformand Preben Staun ps.lb@aeldresagen.dk

Ældre på Frederiksberg vogtes af Ældre Sagens gravhunde.

Aktiv er trykt før ­delegeretforsamlingen

26 Få det bedste ud af fjæsen

Læs, hvor nye fif til Facebook kan findes hver dag.

28 Vågere om dødens naturlighed Personlige beretninger om lysten til at blive våger.

Snorresgade 17-19 2300 Kbh S Tlf. 33 96 86 86 aeldresagen.dk Ansvarshavende Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk

Redaktør Ea Ørum aktiv@aeldresagen.dk Oplag 20.000 Udsendes 4 gange årligt Design og tryk vahle+nikolaisen

Citat mod kildeangivelse, jf. ophavsretsloven.

Deadline for næste blad 29. januar 2020

DECEMBER 2019

3

Nybegynderfor os over 60 år Ingen erfaring er ingen hindring.

Alle kan være med til smash og turnering, når de i Hvidovre spiller volleyball.

Af Charlotte Kjærholm Fotograf Mew

”N

y hæver,” råbes der, når pladsen ved det lidt over to meter høje volleynet skal udskiftes. Her står én og sørger for volleyboldens placering, så de andre kan øve smashteknik. Nogle hopper og giver bolden en ordentlig lammer, andre går mere stilfærdigt til sagen med begge ben på jorden.

Det er onsdag eftermiddag, og vi er til volleytræning i Avedøre Idrætscenters store sal. Her er kun ét krav til spillerne: De skal være fyldt 60 år.

Volley er udfordrende og benhård træning, men mest af alt er det sjovt, fortæller Annelise Wildenradt, der det seneste år har været holdleder sammen med Keld Steen: ”Vi griner meget, for det er skægt at spille volley. Jeg har prøvet håndbold, men syntes, der var for meget skub og

4

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

knubs. I volleyball arbejder vi sammen. Det er en holdsport, hvor det sociale element i spillet er centralt, så man lærer at tage hensyn. Det er rart,” siger Annelise.

Ville bare lige kigge De 11 mænd og kvinder på banen snakker lystigt under opvarmningsøvelser og træningsslag. Derefter deler de sig i to hold, og en kamp går i gang. Dagens udfordring er, at der skal være tre berøringer på bolden, inden den bliver kastet over på modstandernes side. Det svære er at holde bolden i luften, men øvelse gør mester.

Volleyball er en krævende sport, hvor man er aktiv hele tiden – og det tiltalte Steen Lauritzen, som begyndte til volley i februar. Han er ude-menneske, men vil også gerne dyrke sport,

som ikke kræver godt vejr. For ham er det vigtigt med den hårde træning, men han er også meget opmærksom på det sociale. ”Første gang jeg var hernede, ville jeg bare kigge, og de andre sagde, ’er du ikke klædt om endnu?’ Det var sjovt, syntes jeg, og så gik de op i det. Vi springer rundt som 25-årige,” griner han.

Kærlige drillerier er den hårde kost, når en spiller får slået hårdere ud i luften end på bolden. ”Jeg har”, råber én af spillerne, efterfulgt af et latterfuldt ”ikke”. Tonen vidner om sammenhold.

Skal da vinde, ik'?

De er faktisk blevet rigtig gode. Det fandt Annelise ud af, første gang de

deltog i en turnering. Hun frygtede, de ville tabe, men det endte faktisk med en vinderplacering. ”Vi er af sted til turnering tre-fire gange om året, hvor vi kan tilmelde hold som ”’øvede” eller ”let øvede”.

Det kan være lidt svært at få nye spillere med første gang, fordi de ikke har trænet så længe, men i foråret 2019

havde vi for første gang et ”let øvede”hold med, og nu er de vilde med det,” siger hun.

Annelise understreger, at det med at vinde ikke er vigtigst. Det vigtigste er, at alle, som vil, kan være med. ”Vi går meget forskelligt til spillet, og bl.a. det respekterer vi hinanden for,” siger hun.

DECEMBER 2019

5

Sådan har n Ældre Sageet lagt fy-ord i graven.

Af Viktor Bournonville Illustration vahle+nikolaisen

Ӯ

ldrebyrde” høres heldigvis sjældent i dag – men sådan har det bestemt ikke altid været. Slet ikke.

Udtrykket så dagens lys i 1990’erne, hvor et stigende antal ældre mennesker i befolkningen blev omtalt som en bombe under den danske økonomi.

Den gode nyhed – at vi lever længere og længere – satte dengang grå hår i hovedet på økonomer, og i udlandet talte man ligefrem om ’The Silver Tsunami’, altså om den grå tsunami. Diskussionen om ”ældrebyrden” udspringer altså ikke af et decideret dansk fænomen. I Danmark lagde kommissioner og rapporter ud med at tale om den noget

6

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

mindre farvede ”ældreforsøger­byrden”, men i en rapport fra Finansministeriet i 1995 optræder ordet ”ældrebyrde” pludseligt og for første gang.

Bjarne løfter pegefingeren Allerede inden rapporten udkom, åbnede Finansministeriet dagsordenen i et indlæg i Berlingske Tidende. Og Ældre Sagen reagerede prompte. På samme side i avisen findes modsvaret nemlig, "Danmarks styrke vil blive de ældres velfærd", hvor direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup slår fast, at økonomer og politikere spiller på dommedagsbasuner.

Anders Kronborg, daværende pennefører for finansministeren, har ellers

ikke noget imod at stå fadder til betegnelsen: ”Jeg synes egentlig, at udtrykket er skarpt og klart. Der er nemt at forstå og for mig at se også neutralt i forhold til økonomi, hvor vi blev nødt til at påpege den demografiske udvikling,” siger han.

Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen, husker ordets indtræden, og hvordan Ældre Sagen dengang sendte breve til Økonomiministeriet med opfordringer om ikke at bruge ”ældrebyrden”. Han kalder sprogbrugen internationalt som herhjemme for usympatisk og forkastelig, også selvom det til at begynde med blev set som objektivt økonomsprog til embedsbrug.

”Ordet signalerer tydeligt, at her har vi en aldersgruppe, ældre, og at de er en byrde for samfundet,” siger han.

Vi vinder armlægningen Efter længere tids tavshed dukkede "ældrebyrden" dog op igen for nylig, da økonomiske vismænd præsenterede en rapport om dansk økonomi. Men det blev også slået fast i medier, at "ældrebyrden er overvurderet".

Afviklingen synes stadig helt i tråd med, hvad økonomiminister Marianne Jelved slog fast til en ældrepolitisk høring i begyndelsen af 2000, da hun sagde, ”det er nu forbudt i Økonomiministeriet at sige ældrebyrde.” Siden

har det oftere og oftere handlet om at tage afstand til ordet. Ældre Sagen har heldigvis ikke kæmpet alene for at komme hertil.

Flere debatindlæg i medierne over de seneste ti-tyve år vidner om, at befolkningen heller ikke bryder sig om ordet. ”Der er en demokratisk selvjustits hos borgere. Langt de fleste ældre vil tænke, at de ikke er nogen byrde, men at de har ret til en ordentlig behandling i det samfund, de har betalt til.

Når problemerne med begrebet ”ældrebyrden” er påpeget overfor dem, der har anvendt ordet, er det heldigvis også gået op for de fleste, at det er uhensigtsmæssigt, men mange ord

bruger man jo uden at tænke over det,” siger Michael. Ældrepolitik er omdiskuteret, men på Folketingets talerstol er ”ældrebyrden” kun nævnt én enkelt gang i løbet af de seneste fire år. Og det var vel at mærke for at tage afstand til ordet. ”Det er godt, det efterhånden bruges så sjældent. Det er reelt nok, at flere bliver over 80 år, og det kan have økonomiske konsekvenser, men vi har en generationskontrakt, der siger, at vi skal hjælpe hinanden. Vi taler jo heller ikke om en børnebyrde, når der fødes flere børn,” siger Michael. Ældrebyrden” ligger altså i graven og er kun sporadisk bragt til live ved fortalelser.

DECEMBER 2019

7

Frivillige gør

DANMARKS HISTORIE tilgængelig

Millioner af historiske kilder bliver i disse år gravet frem fra arkiverne, lagt på nettet og brugt til forskning, fx om sygdomsbekæmpelse. Frivillige trækker en stor del af læsset.

Af Jeppe Nybye Fotograf Jonas Klitgaard

G

emt væk under taget på Rigsarkivet i Viborg sidder tre frivillige indtastere. Tirsdag efter tirsdag gør de små, men vigtige indhug i den enorme bunke af dokumenter, som udgør Danmarks historie.

Sider med sirlig skråskrift løber gennem deres hænder.

Hurtigt bliver de svært læselige ark skimmet, inden de bliver lagt på en lille forhøjning og affotograferet. Hver for sig synes dokumenterne, som kan være alt fra straffeattester til en ansøgning om fattighjælp, at være et embedsværks ubetydelige spor fra før computerens tid. Men når de sammen med millioner af lignende dokumenter fra de seneste 300 år også bliver lagt på nettet af frivillige og gjort tilgængelige for alle, udgør de pludselig en skatkiste og et uvurderligt indblik i Danmarks historie. Takket være indsatsen kan vi alle, bl.a. på arkivalieronline.dk, få indblik i vores slægts og lands historie.

8

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Enormt skrivearbejde fascinerer Kilder, der ikke har set dagens lys i 100 år, kan fyge med støv, når de pludselig får luft. Det erfarede den frivillige indtaster og medlem af Ældre Sagen Preben Clausen forleden, da han fik fat i en støvet protokol med fugtskader, men arbejdet finder han ikke krævende. ”Jeg plejer at trykke på knappen og tager nok 500 billeder på sådan en dag,” siger den tidligere læge i forsvaret. Så når arbejdet ikke er det mest udfordrende – og bogstaveligt talt noget støvet – hvorfor gør han det så? Dels, forklarer Preben, fordi han har en stor historisk interesse, som blev næret ved at vokse op med udsigt til Dybbøl Mølle. Dels synes han, det er sjovt. ”Vi har ikke så meget tid til at læse, men indimellem kan jeg alligevel ikke lade være. Det er spændende at se, hvordan

Frivilliges indsats har s interesse i fo kabt r miljøet, som sknings­ forstå, hvorfo prøver at bruge deres r frivillige vil ot tider ensform ium på et til igt a uden at få lø rbejde n.

man gjorde, før man fik computere. De sad jo og skrev det hele i hånden. Det er et kæmpe skrivearbejde, de har lavet for at holde styr på folk, der for eksempel var blevet straffet, og meget fascinerende at få et indblik i,” fortæller han.

Også forskere har spurgt, hvad de frivillige får ud af arbejdet i rigsarkivet. Den amerikanske etnolog Amy Clotworthy fra Københavns Universitet når i et forskningsprojekt eksempelvis frem til en konklusion, som minder om Prebens svar. I rapporten konkluderer hun, at frivillige knytter bånd til de personer, som optræder i dokumenterne. ”Arbejdet i Rigsarkivet skaber en forbindelse mellem mennesker i fortiden, nutiden og fremtiden. Det er derfor, at arbejdet med slægtsforskning og digitaliseringsprojekter kan hjælpe til at opretholde – og muligvis forbedre – livskvaliteten,” fortæller hun.

Brutale skæbner gemmer sig i arkiverne Fra sin bopæl i Hinnerup, lidt nord for Aarhus, sidder Hugo Strunge Frank og nyder godt af andre frivilliges indsats på Rigsarkivet. Hugo er formand i lokalafdelingen i Hinnerup.

Og så slægtsforsker han. Dokumenterne, som frivillige nøjsomt har fotograferet, digitaliseret og lagt på nettet, gør en kæmpe forskel, når han skal kortlægge sin vidtforgrenede familie, der tæller alt fra digteren Michael Strunge til en af 1800-tallets mest kendte kogebogsforfattere. ”De digitale kilder har hjulpet mig så mange gange, at jeg næsten ikke kan tælle det. Det gør jo, at jeg kan sidde og slægtsforske hjemme på min egen computer. Jeg skal ikke tage på arkiverne,” siger han.

Dykket ned i de digitale arkiver har budt på utallige overraskelser. I 1855 kom hans slægtning Gjertrud ­Marie DECEMBER 2019

9

Nielsdatter eksempelvis i uføre. Den 20-årige kvinde var af sin mor blevet sendt til Vejle for at handle. Og her blev hun forført af en lærling i købmandsforretningen. ”Han havde åbenbart noget spændende at vise hende ude på lageret, og det endte med, at hun blev gravid,” siger Hugo.

Gjertrud forsøgte efterfølgende at skjule sin graviditet og fødte i smug barnet. Lærlingen ville ikke vedkende sig faderskabet, så i ren desperation slog hun spædbarnet ihjel. ”Hun slog barnets hoved gentagne gange mod hovedgærdet på sin seng og begravede det i jorden under sengen,” fortæller Hugo.

I tiden derefter svirrede rygterne i det lille landsbysamfund, og Gjertrud indrømmede til sidst, at hun havde dræbt sin baby. Ved domstolen mødte hun den tids hårde

10

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

”retfærdighed”. Hun blev dømt til døden ved halshugning, og det afhuggede hoved skulle sættes på en stage. De næste mange år sad hun i tugthuset i Viborg, indtil hun i 1867 på grund af ændrede strafferammer blev benådet og løsladt.

Fortiden slap hende dog ikke.

Til sin dødsdag måtte hun leve med øgenavnet ”Sorte Gjertrud”.

Andres katastrofer og vores helbred Også om svigerfamilien har Hugo fundet fascinerende historier i de digitale gemmer: I 1902 lå Danmark i forhandlinger med USA. De drejede sig om salget af kolonien Dansk Vestindien, og den unge søløjtnant og slægtning Franz Gotschalk var med på den danske marines togt til øgruppen. På vejen hjem lagde de danske orlogsskibe til

en Preben Claus ster dta er frivillig in sarkiv. ig ved Viborg R toriske is Hans store h edsstilles, tilfr nysgerrighed otograferer når han aff én dag.

500 kilder på

ved Martinique i Det Caribiske Hav, umiddelbart efter at øens mægtige vulkan Mount Pelée var gået i udbrud. Lava strømmede ned ad vulkanens sider og skabte et infernalsk kaos på sin vej. ”En sukkerfabrik, der lå ved vulkanens fod, blev ødelagt, og godt og vel 150 mennesker blev dræbt, hovedsagelig skoldet ihjel af udslynget damp og overhedet vand,” fortæller Franz i den dagbog, som Hugo siden fandt på nettet.

I alt omkom 28.000 mennesker under vulkanudbruddet, som målt på dødstallet var 1900-tallets værste vulkankatastrofe. Franz var med til at redde 800 ved at sejle dem i sikkerhed til en anden ø.

De digitale arkiver kan ikke kun bruges til at grave mere kuriøse menneskeskæbner frem. Arkivar og lektor Barbara Revuelta-Eugercios står i spidsen for forskningsprojektet

Link-Lives, der handler om at kortlægge livsforløb i perioden 1787-1968. Ved hjælp af de digitaliserede dokumenter vil vi få indsigt i, hvordan fx sygdomme har spredt sig fra den ene generation til den næste. For håbet er, at forskerne kan finde mønstre og sammenhænge, der måske i fremtiden kan styrke vores sundhed. Også Barbara er taknemmelig for de frivilliges mange timer på arkiverne: ”Det her projekt ville være helt, helt umuligt uden frivillige indtastere. I de fleste andre lande ville man skulle bruge millioner af kroner på et lignende projekt, og det ville derfor aldrig blive til noget. Den frivillige indsats her i Danmark er helt unik,” siger forskeren, som kommer fra Spanien.

Barbara opfordrer i samme ånd folk, der kunne tænke sig at hjælpe med arbejdet med at digitalisere kilderne, til at henvende sig til Rigsarkivet.

DECEMBER 2019

11

Anne Grethe går forrest

– GØR GLOBAL MÆRKEDAG LOKAL Af Viktor Bournonville Fotograf Mew

P

å en ellers ganske almindelig tirsdag er lokalformanden i Greve, Anne Grethe Krogager, ved at sætte byen på verdenskortet.

På en lillaoplyst scene byder hun stolt velkommen til FN’s Internationale Ældredag – med debat, pårørendesamtaler, dans, musik og muligheden for at møde 28 frivilligforeninger

12

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

og firmaer med tilbud til ældre under temaerne sundhed, livsstil og fritid: ”Sidste år, da jeg fandt ud af, at FN’s Internationale Ældre­ dag fandtes, gik jeg straks i gang med at undersøge, hvorfor vi ikke havde sådan en dag i Greve. Det måtte vi jo gøre

HVERT ÅR 1. OKTOBER SÆTTER FN FOKUS PÅ ÆLDRE VERDEN OVER – OG I ÅR VAR GREVE MED

HVOR I EUROPA LEVER FLEST 65+ÅRIGE? • Italien er det land med flest over 65 år (22 %) • Irland er det land med færrest over 65 år (13,2 %) • I Danmark er næsten hver femte 65 år eller ældre noget ved,” siger Anne Grethe, der om nogen formår at svinge taktstokken.

Det var gennem sit engagement i den europæiske sammenslutning af ældreorganisationer, AGE, hun blev opmærksom på den årlige markering og fejring. Hurtigt fik hun sporet kommunen ind på muligheden, og efter deres ”thumps up” var det bare i gang med at samle stærke, frivillige kræfter fra FrivilligCenter Greve. De er også medarrangør her i Portalen, et musik- og teaterhus, i dag, fortæller hun.

Borgmesteren for skud Så takket være initiativ, iver og ildhu indtager godt 200 seniorer fra lokalområdet stolerækkerne. ”Hvis nogle i salen ikke er rundet 18 år, må jeg desværre skuffe dem, for så kan I ikke melde jer ind,” lyder det

kækt fra Ælder Sagens vicedirektør Michael Teit Nielsen, der er inviteret med som ordstyrer til debatten.

Han låner taktstokken fra Anne Grethe og sætter debatten på scenen i sving til stor glæde for den fyldte sal.

En udsigt, som var lige, hvad Anne Grethe håbede på, da hun forestillede sig dagen. ”Det er fantastisk at opleve, at Greves ældre borgere er interesserede og spørger ind til, ’hvad kan jeg, og hvad vil jeg gerne’. Nysgerrigheden er afgørende i dag. Det er ikke farligt at blive gammel, det er fedt,” siger hun.

Spørgelysten til især borgmesteren i debatpanelet er stor. Vi kommer forbi ældreboliger, kollektiv trafik, biblioteket og koordinatorer på plejecentrene.

Og de, der ikke har fået en siddeplads, tyvstarter ved standene med tilbud på alt lige fra højskoleophold, fodterapi og til muligheden for at blive natteravn.

Winnie og Irene har netop mødt hinanden for første gang og fundet hver deres kop kaffe. De så en invitation til arrangementet i Sydkysten, den lokale avis, og det har allerede levet op til mere end forventningerne, lader de forstå og deler dagens foreløbige indtryk med hinanden.

Fælles om frivillighed Anne Grethes store håb er også, at frivillige får noget med hjem.

DECEMBER 2019

13

Du kender måske National Bedste­forældredag, som kommer fra USA. Eller måske du har hørt om den årlige nationale fridag i Japan, hvor der vises ekstra respekt for ældre. Siden 1991 har FN hvert år markeret International Ældredag d. 1. oktober.

14

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

HVILKE EUROPÆERE ARBEJDER LÆNGST? • I Storbritannien arbejder hver sjette mellem 65 og 74 år stadig • I Spanien og Belgien er det kun 3,6 % af de 65-74-årige, der er erhvervsaktive • I Danmark er det hver ottende

”Dagen skal være med til, at vi inspirerer hinanden, deler erfaringer og sammen lærer af dagens oplevelser og samtaler,” siger hun.

Hanne Hummelshøj, sognediakon i Hundige og Kildebrønde kirker, er her sammen med frivillige for at gøre opmærksom på, hvad folkekirken kan tilbyde ældre i Greve. Hun er gået aktivt ind i kampen mod ensomhed, eller som hun selv betegner det: ”Jeg vil hellere sige, at jeg inviterer til fællesskab.”

Og det er der flere, som også gerne vil. Også Ældre Sagen. Næstformand i lokalafdelingen, Gurli Dam, gør engageret opmærksom på, hvad frivillige kan bidrage med. Der er nemlig behov for endnu flere besøgsvenner, og hun deler information om influenzavaccinens udskydelse ud til de forbipasserende. Helt i ånd med grundidéen.

Siden 1991 har FN nemlig hvert år markeret International Ældredag d. 1. oktober for at få fokus på ældrerettigheder, aldersdiskrimination og livskvalitet.

Udover Greves grænser På vej ud støder de besøgende på pølsevognen og kan lige nå at gribe en bid mad. Årets FN-tema ”The Journey to Age Equality” bliver serveret over en hotdog – information om lighed i ældrelivet glider bare nemmere ned med en pølse. Og det er blot en af mange måder, hvorpå Anne Grethe har formået at gøre det abstrakte i dagens verdensmålstemaer fordøjeligt for de fleste. ”Vi kommer til at gøre det her igen i Greve, ingen tvivl. Og på FN’s Internationale Ældredag har Ældre Sagen en forpligtigelse til at gå forrest,” siger hun og understreger, hvor vigtigt det er, at nye ældre kan se sig selv både som brugere og som aktive frivillige i én eller flere af de udstillede foreninger.

Anne Grethe Krogager har også inviteret samtlige lokalformænd i Ældre Sagen fra sit distrikt. Hun håber nemlig, at andre samler handsken op og næste år vil være med til at bruge dagen til at sætte fokus på ældres liv og vilkår, der fra hvor deres verden går.

FRIVLLIGEKLUMMEN

Annette savner respekt,

for alder­dom er tid

til PAYBACK Af Annette Guildal, frivillig på Frederiksberg og fast frivilligskribent i Aktiv

F

orestil dig, at du om 20-30 år, når du er gammel – som i rigtig gammel – sidder i din gode lænestol på plejehjemmet og tænker over dit liv dengang og nu. Jeg må da i hvert fald håbe, at der findes lænestole på plejecentrene, selvom de nok til den tid bliver kaldt noget andet, mere politisk korrekt og mindre skræmmende. Sådan er der så meget med samfundet og de ord, der sniger sig ind i vores dagligliv.

Min generation har haft mange forskellige betegnelser. De store årgange, ungdomsoprørerne, dem, som skummede fløden på arbejdsmarkedet i de gode tider, og nu som seniorer, ’det grå guld’. Hvad værre er, om bemeldte 20-30 år ender vi som en byrde, ældrebyrden.

Som senior vil jeg lade nogle af klicheerne passere i god ro og orden, men i hvert fald kommentere det grå guld. Et i første omgang positivt, næsten smigrende ord, men ved nærmere eftersyn en betegnelse, der har sit grundsyn solidt placeret i en økonomisk tænkning og lidt glemmer mennesket i det store regnskab.

Sandheden er, at seniorer bidrager med rigtig meget, bl.a. vores frivillighed, som sparer samfundet for løsningen af nogle socialhumanitære opgaver.

Vi er gode forbrugere og har fornuftigt sparet op til vores alderdom. Anderledes ser det ud, når vi bliver gamle og får brug for hjælp til at klare hverdagen og måske ender på et plejehjem. Så sidder man der i sin lænestol og skal høre på stramninger og spareplaner. Og nogle

gange sniger ordet byrde sig sørme også ind diskussionerne, selvom det ikke er så comme il faut mere. Man betaler gode penge for små hjem og fuld kost, som man ikke rigtig har appetit til, der er sparsomt personale til at hjælpe en, og de gør det såmænd så godt, de kan under forholdene. Der er mange om pladserne, for vi bliver nu engang gamlere og gamlere, men regnestykket med de store årgange og flere ældre i den anden ende burde være en overskuelig kalkulation i statsbudgettet. Manglen på samme vidner om menneskesynet i økonomisk tænkning, hvad enten man taler om det grå guld eller ældrebyrden.

Der er udgifter til alt i samfundet, det er derfor, vi betaler skat, men mig bekendt er der ikke nogen, som har nævnt en børnebyrde, uddannelsesbyrde, sygebyrde i samme grad som ældrebyrden. Vi, som var datidens store årgange, bliver den store ældreårgang, og så må vi finde vores indre 68ånd frem og protestere, når der går for meget Excel-ark i vores tilværelse. I sidste ende handler det vel om, at statsapparatet og den almindelige menneskelige moral accepterer udgiften og respekterer alderdommen.

Klummen er udtryk for skribentens holdninger.

DECEMBER 2019

15

16

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

DA SUSANNES PENSIONIST­DRØM BRAST – fik frivilliglivet hende til at se nye muligheder Af Charlotte Kjærholm Fotograf Tor Birk Trads

R

astløsheden tog til, efter Susanne Haltou blev pensionist i august 2018. Hun begyndte at ryge, selvom hun ellers var stoppet for længe siden, og hun spiste en ekstra mad til frokost. Livet med mere tid på egen hånd blev et problem. Hun havde ellers glædet sig til det søde liv som pensionist efter mange år som pædagog, men forløsningen var ikke som forventet. ”Hele livet har man stræbt efter noget. Hus, familie, karriere. Pludselig virkede det, som om at næste stop var døden. Der var ikke flere mellemstationer. Jeg stod helt og aldeles solo med en masse tid, og hvad skulle jeg så bruge den på? Det måtte jeg forholde mig til,” siger hun.

At blive pensionist betød for Susanne, at de faste rammer i hendes liv forsvandt, og at ingen havde brug for hende i hverdagen, som da hun var pædagog.

Friheden var voldsom Det gik jo egentlig fint de første måneder. Der var tid nok – en konstant feriefølelse – men langsomt gik det også op for hende, at det var starten på et helt nyt liv, hvor hun selv skulle definere rammerne. Og det var der, hun mistede fodfæstet et øjeblik. ”Friheden var som at komme fra et akvarium og ud i havet, for med ét havde jeg alle muligheder. Fra bare at holde fri gled jeg over i et tomrum, jeg ikke kunne orientere mig i. Pludselig var der ikke længere ydre foranstaltninger, mit arbejde, der styrede min tid. Der var egentlig kun mig selv, og det var aldeles uvant,” forklarer hun. Og med uvant mener hun absolut uvant. ”Jeg har fire børn og ni børnebørn, og så også frem til mere tid med dem. Jeg havde jo glædet mig til at have tid til at lave alt det, jeg godt kan lide, men det var bare ikke, som jeg havde forestillet mig. Heldigvis forandrede det sig jo også,” siger hun.

Det blev en invitation i postkassen til en sankthansaften, som fik hendes liv tilbage på sporet. Til sammenkomsten mødte hun andre pensionister og sagde

højt og klart, at hun ikke syntes, der var mange aktiviteter for ældre, men det forstod de ikke. ”Aktiviteterne var der nemlig, mente de, det var bare mig, der ikke havde fundet dem endnu. Så jeg endte med at kontakte Ældre Sagen, der fortalte om alt det, jeg kunne være med til. Vi havde en rigtig god snak.”

Svære erfaringer kommer andre til gode Susanne ved godt, at hun ikke er alene med sin rutsjebanetur ind i pensionistlivet. Derfor vil hun gerne ud fra sine erfaringer være med til at skabe et rum, hvor man kan snakke om tomhed såvel som muligheder, og om al den mening man kan finde, uden det handler om at gå på arbejde. Og noget af den mening handler for Susanne i dag om at tage del i aktiviteter, der er sjove, sammen med mennesker, som er givende. Den slags har Ældre Sagens frivillige i hendes lokalområde skabt mange af, og for nylig blev hun faktisk også selv frivillig. ”I lokalafdelingen har jeg luftet idéen om, at det kunne være spændende at tilbyde dem, der sidder derhjemme og hænger med ørene, en snak om, hvordan man griber den nye fase i sit liv an. Mit mål er, at vi kan byde nye folkepensionister velkomne, så de ved, vi findes,” siger hun.

Og som sagt er det ikke, fordi hun ikke har noget at tage sig til. Ud over familien er der haven, der er øvelser for hjernen – "bare fordi man kan blive skarpere," som hun siger. Og så er der er klaver- og spansktimerne.

I dag synes hun at være landet mellem frihed og et meningsfyldt liv. Hun har fundet hvile i sig selv og sluppet sammenligningerne med ”det samfundsskabte præstationsræs”: ”Som pensionist kan jeg gøre, hvad jeg vil og i mit eget tempo. Det behøver hverken gå hurtigt eller være bedst. Jeg behøver ikke at skynde mig med noget, og det er faktisk fantastisk. Tidligere var jeg nødt til at ordne vasketøjet og rydde op, fordi en ny dag ventede. Ikke at skulle skynde mig at være på forkant finder jeg nu lykkeligvis også en tilfredshed i.”

DECEMBER 2019

17

gens a S e r d l Æ r o and f bl.a. r e , Lillian, form d n a l l jy t lg i Mid a v d u ­ s u h e g center. y je s e l p e l a k o l t på de også skubber

øllebo rne på M erne e b b u k s es bo dag mød t køre be Hver ons Rask Mølle for a , Lillian i ne Plejehjem r. En af skubber Ældre tu for en fælles r også formand ikt tre. e , n i e d s lg i str a v Ander d u s u sygeh Sagens

”Kun skybrud og høj sne, så vi ikke kan skubbe kørestolene, og måske en tornado kan holde os hjemme. At beboerne mærker årstiderne, er vigtigt,” siger Lillan.

En lokal ungkarl stiftede Brejnbjerg­fonden, som i dag kaster en is af sig på turene.

Også byens kromand har holdt julefrokost. ”Det var fantastisk at se beboerne falde ind i deres gamle jeg,” siger Lillian.

Skubberrollen giver også indsigt, der er gavnlig som sygehusudvalgsformand.

PS: Den ældste skubber er 91 år!

(Næsten) ingenting kan stoppe Lillian og skubberne

Din viden er afgørende for alles sundhed Ældre Sagens sygehusudvalg kan rykke politisk, når socialhumanitære deler deres indblik. ”Kom nu,” siger Lillian og tilbyder direkte kontakt på sin mailadresse.

Af Ea Ørum Fotograf Jonas Klitgaard

G

enindlæggelser, manglende opsyn, og ditto kommunikation samt transport. Sundhedsvæsenet har udfordringer, som sygehusudvalgene vil forandre.

Og for at gøre andre frivillige i Ældre Sagen opmærksomme på den iver, efterspørger bl.a. Lillian Andersen, der er formand i sygehusudvalget i distrikt tre, kontakt til frivillige, der ligger inde med vigtig viden, som kan fremme indsatsen på sundhedsområdet. ”Vi har nu fået lavet e-mailadresser, hvor socialhumanitære, besøgsvenner og tryghedsopkaldere kan dele deres kendskab, for de ved, hvordan tingene går. De ved, hvor det går galt i sundhedsvæsenet. Og den slags skal vi jo kende til i sygehusudvalget. Vi skal ikke have eksempler med navn og cpr, men fakta om tendenser,” siger Lillian. Mailadressen er SYU.midtjylland@aeldresagen.dk.

Men i distrikt tre har ingen endnu fået nogen henvendelser. Sådan er det er også i det andet sygehusudvalg, som har valgt at køre med denne model. ”Måske tror de, det er til pressebrug, men det er ikke tilfældet. Det er til ældre- og sundhedspolitisk arbejde. Jeg ville ønske, besøgsvenner og tryghedsopkaldere, ja dem, som følger med i hverdagen hos svækkede ældre, forstår, hvor stor værdien af deres viden er for os i udvalget. Jeg hører også, at nogle mener, tavshedspligten er et problem – at den overskrides. Men vi skal bare have tendenser. Vi skal bare vide, hvad der sker, vi skal ikke have personlige data,” understreger Lillian.

Den viden, hun arbejder med nu, finder hun andre steder end hos frivillige i Ældre Sagen. Hun har den fra sit personlige netværk og fra pressen.

Konsekvensen af eksempler Et af de tiltag, som har fyldt på den lokale front hos Lillian, er Horsens Regionshospital, der har lavet projektet ”Kom godt hjem”. ”Og som det ser ud nu, lyder det bedre, end det er. Jeg har samlet to eksempler, der i hvert fald viser, at de aftaler, som projektet bygger på, ikke bliver overholdt. Jeg ved, at nogle bliver udskrevet om fredagen, selvom aftalen er, at de svage patienter ikke skal hjem på den dag, hvor det sundhedsfag-

lige personale ikke er talstærkt nok til at tage over. En kom hjem fredag, fik så først sine hjælpemidler tirsdag. Og døde onsdag. En anden kom hjem til en siddende overnatning, for vedkommende havde ikke ressourcer til selv at komme ud af sin kørestol,” siger Lillian.

Eksemplerne bruger hun, når hun mødes med politikerne, der efter hendes mening ikke skal have lov til at tale om et nært sundhedsvæsen, når det ikke findes. ”De skal vide, hvordan virkeligheden er, for først derefter kan vi forandre den til det bedre,” siger hun.

Sygehusudvalget mod nord Karen Marie Dencker, der er formand for sygehusudvalget i distrikt et, bakker op om Lilians pointer og efterlyser ligeledes indsigt: ”Til os må man også meget gerne sende beretninger om oplevelser i forhold til akutte indlæggelser, genindlæggelser, ringe forhold ved udskrivelser og samarbejde mellem sygehus, kommune og praksissektoren, særligt omkring medicinering og genoptræning. Med sådan en viden kan vi nemlig rykke,” siger hun. Sygehusudvalget i distrikt et træffes på SYU.Nordjylland@aeldresagen.dk.

ER DU SOCIALHUMANIT Æ R?

Udover at dele vide n med dit sygehusudvalg er det en god idé at fortæ også lle di kontaktperson, hva n d du ser af evt. fejl og mangler i ældreplejen.

DECEMBER 2019

19

Leo er formand og Kirsten er kasserer

SAMMEN ER DE BEDST Når man som formand på Mors ikke er indfødt, er det godt at have en storsnakkende kasserer, som har levet alle dage på øen, hvor alle kender alle.

Af Tea Sletved Fotograf Jonas Klitgaard

H

an er ikke en mand, der af sig selv springer op og tager ordet. Og er det ham selv, han skal sætte ordene på, er det kun nød­ tvungent. Man kan også vende den på hovedet og sige, at den 75-årige formand for Ældre Sagen på Mors siger det, der skal siges, når han synes, det er nødvendigt, og så giver han ellers ord og opgave videre til den rigtige person i den givne situation.

Det er faktisk også det, der kendetegner den lokale afdelings arbejde, fortæller Leo Kristensen, som altså er den fåmælte formand gennem snart fire år. For når bare det ikke skal handle om ham selv, kan han såmænd godt få mere gang i snakketøjet. Han fortæl-

20

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

ler, at de netop har haft fint besøg fra landsbestyrelsen, og at der var faldet roser af til lokalbestyrelsens arbejde.

“Vi er nok gode til at tage tingene, som de er, og så sørge for at få opgaverne uddelegeret. Vi kender jo hinanden her på Mors. Jeg er godt nok ikke indfødt, men det er de øvrige i bestyrelsen, og derfor er det lidt nemmere at få fat i de rigtige folk. Der er altid nogen, der kender nogen, og den vej rundt kører det hele rigtig godt.”

Kassereren for det hele Som tilflytter til Mors føler Leo sig heldig ved at være flankeret af en erfaren bestyrelse, der blandt andet tæller kasserer Kirsten Nielsen. Ud over at

være indfødt har hun også snakketøjet i orden. På den måde supplerer de hinanden, og de respekterer hinanden for det, de hver især står for, og bliver klogere på hinandens områder – derudover passer de hver især sit, fortæller han.

“Kirsten er mere frembrusende end mig. Det ved jeg ikke, om du skal skrive. Men det har vi det rigtig godt med.

Hun er sådan en blæksprutte, der har fingrene med alle steder. Hun kender simpelthen, for at bruge udtrykket, Gud og hver mand. Det er jo virkelig godt for mig og for os i Ældre Sagen,” siger han.

Kirsten griner højt og siger hurtigt en masse på stærk morsø-dialekt, da

hun hører sin formands beskrivelse af sit virke.

“Han har jo ret. Jeg er en tosse en gang imellem, det vil jeg gerne indrømme, men vores samarbejde fungerer virkelig godt. Vi er gode til at hjælpe hinanden. Jeg er jo både kasserer og altmuligmand. Jeg laver alt, hvad der kan være til gavn for ældre,“ fortæller den hurtigt snakkende kasserer, som indimellem må gentage en sætning, når dialekten har taget over i begejstring.

“Jeg har jo boet på Mors alle mine dage, og så har jeg arbejdet på kommunen, så jeg kender alle ældre her.”

Passer på lokale foreninger At alle, ligesom Kirsten, kender alle her på Mors, er ifølge formanden nok også en af grundene til, at foreningen oplever så stort et engagement. Hele hundrede frivillige ud af Mors’ 3800 medlemmer knokler rundt for at gøre livet sjovere og nemmere for ældre på øen i Limfjorden. Og det antal er faktisk ret godt gjort, synes Leo. I det hele taget har frivilligheden gode kår her på Mors, fortæller han.

Om det så er fællesspisning eller stavgang, så er der masser af tilbud ud over det, som Ældre Sagen sætter på programmet.

“Der er mange små foreninger, som tager sig af fx bevægelse og ældreidræt. Derfor laver vi ikke hold, der konkurrerer direkte, for vi vil ikke udkonkurrere andre lokale initiativer.

Så når vi laver program for året, gør vi

To hurtige til formanden og et til kassereren Hvorfor blev du formand, Leo? Det havde jeg heller aldrig forestillet mig, jeg skulle blive.

Men umiddelbart var der ikke andre, der var villige til at tage over, så en enig bestyrelse pegede på mig. De stolede på, at jeg ville være god til at samarbejde og få gjort det, der skal laves, og nu har jeg vænnet mig til at være på. Men jeg har heldigvis også en rigtig dygtig og erfaren næstformand på det sociale område.

Hvem er dit forbillede, Leo? Det er den daværende amerikan­ ske præsident Obama. Han har gjort rigtig meget for den sag, vi også arbejder for her i

os anstrengelser for ikke at ramle ind i noget, der allerede findes i forvejen,” siger han.

Sådan samarbejder hele den vestjyske limfjordsøs frivilligverden – også for dem, som med alderen er blevet alene, svagere eller bare i det hele taget har brug for en håndsrækning. Her er også kommunen en vigtig og værdsat samarbejdspartner, fortæller Leo. Han får nemlig besked, når de opdager en ældre, som ville have godt af et puf eller en venlig arm

landet i Ældre Sagen. Nemlig at få sociale værdier og ældres velfærd højere op på den politiske dagsorden.

Hvorfor er ældre en styrke, Kirsten?

Fordi vi har en masse livs­ erfaring, og det kan andre ikke være foruden. Så er vi jo også frivillige alle mulige steder, og derfor skal man lade os gøre det, vi synes, er sjovt, for så gør vi det jo frivilligt. Vi kommer på plejehjem, og vi laver mad til børn, for vi er nemlig den heldige generation, der fik lov at gå på efterløn, mens vi havde kræfterne til at være noget for andre.

at støtte sig til for at komme op af sofaen, ud og hen til en aktivitet.

“Den ældre generation er virkelig en styrke, når vi hjælper hinanden. Det er jo også det, vi arbejder for, at politikerne skal få øjnene op for: At vi er en generation, der nok er blevet ældre, men at vi kan og skal bruges, som den styrke vi er.

Men samtidig skal vi også værnes om politisk, så vi kan blive ved med at være aktive længst muligt og hjælpe hinanden,” siger formanden, og kasseren kvitterer sjældent kort med et: “Enig.”

DECEMBER 2019

21

22

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Spansklæreren lærte dansk af sine elever

Pedro, guitaren & kærligheden Den største udfordring var det danske sprog, da kærlighed fik Pedro til at krydse Atlanterhavet og slå sig ned i Danmark.

Man da han blev frivillig, kom ordene til ham.

Af Ida Albek Fotograf Marie Ravn

D

et er syv år siden, 60-årige Pedro Oyarzo V. kom til Danmark. Forinden havde han mødt Tina over en datingside. Pedro boede dengang i Chile og Tina i Danmark, så til at begynde med var de pennevenner, indtil han i 2011 købte en flybillet. Siden har Pedro ikke set sig tilbage. Han satsede alt på kærligheden, men noget var vanskeligt. ”Det var ikke let at komme til Danmark, for sproget var meget svært. Jeg havde problemer med at lære dansk, som jeg gerne ville.” Pedro er uddannet musiker på et akademi i Chile, og han har i sit voksenliv arbejdet som musiklærer. ”Jeg spillede mange koncerter med mine elever i Chile og startede også et stort musikprojekt med unge mennesker. ” Pedro kan slet ikke forestille sig et liv uden musik, så da han kom til Danmark, var håbet, at musikken ville kunne skabe ham en fremtid her, men han mærkede også, at det danske sprog var en nødvendighed, hvis han rigtig skulle finde fodfæste i Tinas verden.

Spansk guitar på dansk En dag så Tina et opslag fra Ældre Sagen, og det satte nye tanker i sving, fortæller hun. ”Vores lokalafdeling søgte en frivillig spansklærer, og det kunne måske være en win win-situation, tænkte jeg. Pedro kunne undervise i spansk og gennem samtale med eleverne, der jo taler dansk, lære det danske sprog.” Og herefter begyndte Pedro at undervise i Silkeborg lokalafdeling. Han havde dog ét enkelt krav med sig: Han ville bruge sin guitar til formålet.

”Der er mange måder at undervise på. Jeg synger eksempelvis sange på spansk om øjne, næse og mund eller Mester Jakob og spiller guitar til. De fleste mennesker forstår mere spansk, end de tror, og det er for de fleste nemmere at lære sprog gennem musik,” siger han.

Tinas idé viste sig altså at være god, fortæller Pedro. ”Vi hjalp alle hinanden. Jeg hjalp med spansk, og de hjalp mig med dansk." Han lærer stadig nye danske ord og udtale, og Tina hjælper hjertens gerne. ”Vi griner tit, når vi øver dansk,” siger Tina og kigger på Pedro, som om hun ved, hvad han tænker på. ”Ja, nogle gange, når jeg laver mad, kommer jeg fx til at sige, vi skal have ’killing’ til aftensmad, men jeg mener jo kylling,” klukker han.

Musikken gør stadig gavn I dag har Pedro skabt sig sin egen musikskole i Silkeborg, men finder stadig tid til at være frivillig. Guitaren bliver dog ikke brugt på spansktimer længere. Den tager han i stedet med, når han besøger det plejehjem, hvor Tina arbejder, for her spiller han for beboerne under måltiderne. ”Hvis nogle mennesker er meget alene, kan musik hjælpe. Det er også en virkelig god oplevelse for mig at spille for ældre – det gjorde jeg også i Chile,” siger Pedro.

Tina afbryder og husker ham på, at han da også selv er blevet en ”ældre” herre. ”Du er jo 60 år nu,” griner Tina Aas Oyarzo Borja. Humor falder dem begge nemt – nu også når den luftes på dansk.

DECEMBER 2019

23

GØR SOM GRAVHUNDENE På Frederiksberg stiller gravhundene sig på bagbenene, når ældrepolitikken skal have ekstra bid.

Af Ea Ørum Fotograf Mew

B

esparelser kan synes nærmest konsekvensløse på papiret, men de handler som regel om mennesker, der skal have mindre af noget, de virkelig har brug for. Den ældrepolitiske arbejdsgruppe, også kaldet gravhundene, gnaver derfor løs i snørklede sætninger og tykke dokumenter for at undersøge, hvorhen Frederiksbergs økonomi bevæger sig på ældreområdet. Heldigvis er de ti i flokken, så de kan dele opgaver mellem sig. Alfred Grinderslev er gruppens formand: ”Vores vigtigste opgave er at følge med i, hvad der sker i kommunens tre politiske udvalg, der beskæftiger sig med ældre- og sundhedspolitik. Dagsordenen til møderne udsendes sent, så vi skal være hurtige, hvis vi vil blande os, og der henvises ofte til statistikker og omfattende undersøgelser. Dem bruger vi lang tid på at studere, men også med det resultat, at vi ofte er i stand til at handle på det, vi ikke finder rimeligt.”

24

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Alfred er også medlem af Ældrerådet, og det giver selvfølgelig politisk indsigt, men gravhundene er også generelt præget af medlemmernes forskellige baggrunde og interesser og kan derfor komme til bunds i svært stof. Deres samarbejde har fået alvorlige besparelser af bordet.

Der var kødbenet Dengang kommunen luftede et spareoplæg på et tocifret millionbeløb, var det i et referat, der henviste til en 60-siders analyse, at gravhundene fandt modargumenterne – og ikke mindst fangede, at besparelserne overhovedet var på bordet. ”Kommunen lavede i forbindelse med budgetlægningen en sammenligning mellem Frederiksberg og fem udvalgte kommuner for a vise, at besparelsen var realistisk, men vi kunne med samme tal sætte fingeren på, at forvaltningens konklusioner ikke holdt,” siger Alfred. Tage Jensen er også en af gravhundene, og han bakker op:

”Vi er dem i kommunen, der varetager ældres interesser, sammen med ældrerådet” Tage Jensen, tv. i blå jakke, sammen med graverne foran rådhuset på Frederiksberg

”Vi opponerede, fordi man ville frem til noget med den rapport, som den egentlig ikke viste. Vi er dem i kommunen, der varetager ældres interesser, sammen med ældrerådet. Derfor er det også ualmindelig vigtigt, at vi giver vores mening til kende. Som lokalafdeling på Frederiksberg har vi ikke en officiel placering i det politiske hierarki, og kommunen er ikke forpligtet til at høre os, men vi har alligevel vores berettigelse, for både på Frederiksberg og i hele landet har Ældre Sagen mange medlemmer. Så får vi øje på et problem, skriver vi til udvalget. Alternativt skriver vi et læserbrev,” siger Tage.

Nogle sager når gravergruppen via en henvendelse fra en, som eksempelvis får alt for lidt hjælp – og skal man så arbejde for bedre visitering generelt, eller for at den enkeltes hjemmehjælp intensiveres? Hvornår skal der diskuteres i pressens spalter, og hvornår skal samtalerne tages på politikernes kontorer? Gruppen navigerer sammen. Åbenlys åbenhed Kirsten Ravn graver også i gruppen. Hun har en faglig fortid fra sundhedsområdet, hvor hun har fulgt besparelser over flere årtier. Hendes målsætning er soleklar: ”Vi skal løfte sager på en måde, så det samme ikke også kan ske for andre. Det er vigtigt, vi ikke kun reagerer på enkeltsager,” siger hun. Og ligesom gruppen agerer med øje for, at et problem ofte er større end den personsag, som gravhundene taler med politikerne om, søger de generelt transparens.

De følger også med i, hvad der rører sig hos medlemmerne til deres månedige debatarrangementer, hvor eksempelvis borgmesteren, relevante udvalgsformænd og forvaltningschefer fra kommunen samt Ældre Sagens direktion har talt om aktuelle sager. Og hver gang ÆldrePolitisk DebatForum afholder et arrangement, dukker ca. 50 deltagere op.

Finn Madsen, formand i lokalafdelingen og ligeledes graver, er glad for, at de har fået skabt muligheden for, at alle, der kunne have lyst, kan stille spørgsmål til dem med ansvar. ”Når politikerne taler til et debatforum, bliver vi også en del af deres bevidsthed. Arrangementerne er også gode eksempler på den vigtige og konstruktive samtale, hvor vi kommer med forslag, som ikke bare kritiserer,” siger han.

Der afprøves også andre metoder for at øge transparens på ældreområdet. Gruppen har bl.a. iværksat en spørgeskemaundersøgelse blandt hjemmehjælpsmodtagere i kommunen for at blive klogere på, om der er tid nok til de opgaver, der er visiteret til.

DECEMBER 2019

25

SÅDAN FÅR I MERE UD AF

Facebook Kendskabet til lokale aktiviteter kan nemt udbredes på Facebook. Her er fif til, hvordan ophedede diskussioner ryger i skammekrogen, så fokus rammer positive aktiviteter.

Af Charlotte Kjærholm Illustration vahle+nikolaisen

P

å Ældre Sagens facebookside deles opslag ofte, og den har mange, mange følgere fra hele landet. Sommetider kræver debatterne faktisk en professionel moderator, men kunne lokalafdelinger arbejde med Facebook i eget regi på en måde, som ikke kræver onlinetilstedeværelse døgnet rundt? Ja da!

Det har de med succes gjort i Fredericia. I dag har deres gruppe 531 medlemmer. Da de begyndte i 2016, var formanden Niels Hother Jakobsen med til at lægge en plan for, hvordan den skulle styres: ”Vi besluttede os for, at det skulle være en offentlig gruppe, så alle nysgerrige kunne kigge med. I dag er den styret af to administratorer, der laver opslag i gruppen. Medlemmerne kan

26

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

ikke slå noget op, men de kan kommentere på alle opslag,” siger han.

For at få flere medlemmer sørger de for, at folk, der ikke er medlem af gruppen, men som udviser interesse ved at kommentere eller like opslag, bliver inviteret ind.

Ingen spam I Fredericia har de også med succes brugt ressourcer på at annoncere for at få flere medlemmer: ”Fra tid til anden booster vi også et opslag. Det betyder, at vi reklamerer for gruppen til en målgruppe, der bor i Fredericia og omegn. Det giver rigtig meget, er vores erfaring. Det koster lidt, men ikke meget. For 170 kr. kan man i 14 dage nå ud til mange,” siger han.

For det meste lægger lokalafdelingen i Fredericia noget op en eller to gange om ugen, for de er meget bevidste om ikke at spamme. ”Vi deler informationer om vores arrangementer i gruppen som "begivenheder", så man kan læse om dem og tilmelde sig på hjemmesiden, hvis man har lyst til at deltage. Hvis vi har været på tur, lægger vi nogle billeder op, så man kan se, hvad vi har lavet.”

Til gengæld har de bevidst fravalgt at lade gruppen blive et politisk forum. ”Vi bruger ikke Facebook til debat. Det lader vi landsforeningen om.

En gang imellem deler jeg noget fra landsforeningens facebookside, men det er sjældent. Vi rører ikke det politiske, og de kommentarer, vi modta-

Landsforeningen Ældre Sagens facebookside skal også tildeles en administrator­adgang til lokale facebooksider.

Lokalafdelingens facebook­side skal altid have en administrator­adgang til lokalafdelingens facebookgrupper.

ger, er næsten altid meget positive. Vi har da oplevet to sure kommentarer.

En af dem slettede vi, men det er i bagatelafdelingen,” fortæller Niels.

Det samme gælder ­lokalafdelingen i Sønderborg-Sundeved, hvor Eva ­Jacobsen er webmaster. ”Hos os står formanden for det ældrepolitiske. På vores side gør han det ved at dele Ældre Sagens opslag. På den måde står Ældre Sagen selv som afsender, og vi er sikre på at undgå shitstorms,” forklarer hun.

I Sønderborg-Sundeved har de lært hen ad vejen, hvad der giver interaktion med deres følgere: ”I starten var det tilfældigt, hvad vi slog op på siden. Nu har vi opbygget en rutine med, at vi altid diskuterer i PR-gruppen, hvad der skal deles på

Facebook. Hvis vi har et arrangement og mangler tilmeldinger, plejer vi at slå det op. Og det virker,” siger hun.

Hjælp fra andre lokalafdelinger Da Eva blev ansvarlig for lokalafdelingens facebookaktiviteter, tilmeldte hun sig gruppen ”Facebookredaktører Ældre Sagen”, som administreres af Jeanette Hedegaard, der er kommunikationskonsulent i Ældre Sagen. ”I gruppen kan man spørge om alt.

Det kan være spørgsmål om, hvordan man er flere administratorer på siden.

Det kan også handle om at finde ordentlige billeder til profilen, eller om, hvordan man får opslag til tage sig godt ud,” forklarer Jeanette og anbefaler, at man overvejer to ting, inden man kaster sig ud i Facebook:

“Er de personer, man gerne vil have fat på, at finde på Facebook? Ellers er det ikke værd at bruge energi på. Desuden skal man tænke på, at Facebook er et medie, der kræver, at man tit er i berøring med det. Man behøver ikke være online i døgndrift, men det er vigtigt at tjekke ind om morgenen, måske dele et opslag og så tjekke det igen én eller to gange i løbet af dagen.

Derfor er det også en god idé at have flere ansvarlige,” siger hun.

Når flere har adgang, vil lokalafdelingen heller ikke miste adgangen til facebooksiden eller facebookgruppen, hvis administratoren stopper.

Der er flere huskeregler og gode råd at finde på Frivilligportalen. Under "PR og kommunikation" finder du ­fanen ”Facebook”.

DECEMBER 2019

27

Conny og Helle:

”DØDEN ER EN NATURLIG DEL AF LIVET”

Hvorfor bliver man våger? Fordi døden er lige så naturlig som livet selv, siger vågerne fra Tårnby – hvor flere og flere frivillige kommer til.

28

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

”Min egen død er jeg meget afslappet overfor, men visheden om at skulle leve uden mine nære er blevet anderledes” Helle Fyrsting, th. på billedet, våger i Tårnby

Af Charlotte Kjærholm Fotograf Mew

D

et kan lyde grænseoverskridende at våge – at sidde hos et fremmed menneske, der ligger på sit dødsleje og er ved at forlade det liv, vi kender til. For Conny Kristensen og Helle Fyrsting er det fuldstændig modsat.

Over de seneste tre år har de bygget vågetjenesten i Tårnby op. For dem begge betyder døden meget, men ikke på en negativ måde, forklarer Conny. ”Vi er hos et menneske, der ønsker vores nærvær. Det er nærmest det modsatte af grænseoverskridende at våge, og det er ellers den forestilling, jeg tit møder, men jeg har det kun godt med at hjælpe." Helle supplerer: "Når vi bliver født, tages vi imod, men når vi skal herfra, er der tit ikke så mange tilbage. I døden bør mennesker have nogen ved deres side, hvis de ønsker det."

Udover bare at være til stede under vågningen, kan de skabe ro ved at lægge en rolig hånd på den døendes skulder. Det er små ting, de mærker, der gør en stor forskel.

Pårørende i nyt perspektiv Både Conny og Helle er tidligere sygehjælpere og vant til at arbejde med ældre og syge mennesker, måske også derfor er følelser forbundet med døden hos den, de våger hos, og dennes pårørende helt naturlige for dem begge. Ofte handler vågningen faktisk også om at støtte pårørende i en nærmest ubærlig tid. ”I dag vil jeg sige, at pårørende fylder lige så meget som den døende. I starten var det min opfattelse, at vi udelukkende var der for døende, men

det har ændret sig. Vi aflaster pårørende i en udmattende proces. Jeg har mistet min far og været tæt på at miste mit eget barn, så følelsen af magtesløshed og behovet for hjælp, har jeg selv oplevet,” siger Helle.

At bruge egne erfaringer med døden, er Helle ikke alene om. Mange frivillige, der arbejder med eksempelvis sorggrupper, finder en styrke i at bruge svære oplevelser fra eget liv til at løfte andre. Det kan endda bringe en form for mening.

Når det svære dukker op Hele vågetjenesten i Tårnby mødes den sidste mandag i hver måned for at gennemgå alle vågninger. Her er der mulighed for at tale om det, der har været svært, og som måske har åbnet nogle minder. Conny kalder påvirkningen uundgåelig og kommer selv i tanke om dengang, hun vågede ved en yngre mand: ”Han var i 50’erne, og hans teenagebørn var der også. Det blev hårdt, og det berørte mig dybt. Det kom virkelig tæt på. I det hele taget synes jeg, det kan være svært at våge hos yngre mennesker,” siger Conny. ”Måske kom situationen med din egen mand op?” spørger Helle. C ­ onny nikker. I sådan en situation kan man altid trække sig og lade en anden våge, men dengang blev Conny, selvom det igangsatte tanker om savnet til sin mand, som hun mistede for 14 år siden. ”Da vi fik at vide, at min mand ikke ville overleve, gik vi på kirkegården og købte et fælles gravsted, så jeg har en etværelses på kirkegården, der venter på mig.” Hun er meget glad for, at hun

fik talt med sin mand om både det praktiske og det mere uforståelige ved døden, inden han gik bort. Og i dag frygter hun mere at blive afhængig af andre, end ikke at skulle være her mere. ”Tænk, hvis jeg fik en blodprop og blev lam og skulle have hjælp. Jeg ved ikke, hvad jeg vil gøre, hvis ikke jeg kan passe mit eget hjem og min egen have,” siger Conny.

Frygter ikke døden Hverken Helle eller Conny er bange for at dø. For Helle er det tanken om at miste, der kan holde hende vågen om natten. ”For mig er det ikke svært at være våger, men det sætter nogle tanker i gang. Det synes jeg egentlig, er selvfølgeligt. Min angst for at miste er egentlig blevet forstærket af at våge. Min egen død er jeg ret afslappet overfor, men visheden om at skulle leve uden mine nære er blevet anderledes. Efter jeg begyndte at våge, har jeg fået en anden opmærksomhed på den del af døden – jeg er jo taknemlig over de mennesker, jeg har i mit liv,” siger hun.

Vågetjenesten i Tårnby er siden begyndelsen af 2017 vokset til 14 vågere.

Lige nu er det primært hjemmeplejen, der kontakter og beder dem om hjælp. At flere kender til dem, er derfor et mål. Pårørende finder nemlig tiltrængt ro ved aflastningen, selvom nogle kan være skeptiske i starten, forklarer Helle. ”Det kan være voldsomt at lukke en fremmed ind, når døden fylder, ofte siger de først ja, når de ikke længere magter mere, men bagefter får vi altid positiv respons.”

DECEMBER 2019

29

Vild med vand

R

undt regnet 270 damer og herrer hopper hver uge i bassinet i Haderslev Hallen for at deltage i et af Ældre Sagen Haderslevs vandgymnastik- og svømmehold. ”Vi har ni hold i alt, heraf fire rene vandgymnastikhold, mens de andre hold både er vandgymnastisk og svømning eller kun svømning,” fortæller Anne-Lise Iversen, der på 10. år er koordinator for holdene. Det er 12 år siden, at Haderslev begyndte med ét vandgymna-

FARUM

Rockende råhygge

M

andag formiddag strømmer rocknumre ud fra et øvelokale i Farum.

Inde bag døren holder ”Rock & Old” til. Bandet blev startet for fire år siden af Bjarne Norman Jensen fra lokalafdelingen i Farum. Han savnede nemlig en aktivitet for mænd med hang til god musik og råhygge.

Som dreng havde Bjarne en rød guitar på sit værelse og lyttede til tidens rock og popmusik. Det gør han stadig – og deler interessen for musik med seks andre rutinerede herrer i "Billen". Her råhygger Rock & Old med at lytte til og øve musiknumre. Til trods for rutine, kærlighed til musik og et stort repertoire drømmer bandet ikke om at slæbe tungt gear og optræde for et stort publikum. Alligevel sagde de ja tak, da de tidligere på året blev kontaktet af kulturhuset i Farum, der spurgte, om de ville optræde. Koncerten var en bragende succes. Men bandet foretrækker at spille i øvelokalet og for familie og venner ved en årlig koncert. ”At spille med andre giver glæde og et fantastisk sammenhold,” slutter Bjarne.

30

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Sådan får I pensionen til at glide ned

I

Rudersdal har de med succes gjort foredrag om pension attraktivt. 70 medlemmer kom til tapas og rødvin for at høre en af lokalafdelingens samarbejdspartnere forklare, hvordan man får mest muligt ud af pension eller efterløn, når man stopper på arbejdsmarkedet. Arrangementet var lagt sidst på eftermiddagen, så også medlemmer, der går på arbejde, kunne være med – og det gav bonus. ”Det er nemmere at få deltagere til et arrangement om økonomi, når det også er

Sikker på nettet

H

vordan kan du tjekke, om en hjemmeside er falsk? Dette og andre spørgsmål gav Østjyllands Politi svar på, da Ældre Sagen Assentoft, Purhus, Randers-Nørhald-Langå i efteråret holdt en temadag med emnet ”Sikker på nettet”, hvor hele 150 medlemmer var mødt op. ”Politiet kontaktede os og spurgte, om vi var interesseret i en temadag om sikkerhed på nettet,” fortæller Arne Andersen fra lokalafdelingen i Randers. De takkede ja og inviterede straks nabo-afdelingerne med. ”Vi annoncerede i lokalavisen to uger i træk og brugte også

HADERSLEV

stikhold. Siden er flere hold kommet til, og de ledes i dag af to instruktører og otte livreddere. ”Det gode ved svømning og gymnastik i vand er, at det er godt for alle kroppens muskler og led. Det er skånsomt for knæ og hofter, og mange ældre kan bedre hoppe i vand end på et hårdt gulv,” forklarer Anne-­ Lise. Vandgymnastik- og svømmeholdene har givet flere medlemmer i Haderslev, så man kan konstatere, at her er de vilde med vand.

RUDERSDAL

hyggeligt,” siger Kirsten Taarup fra lokalafdelingen i Rudersdal og henviser til, at arrangement blev kaldt ’Nogle ting bliver bare bedre med årene’. Titlens stænk af humor har både med vin og økonomi at gøre. Det næste arrangement er allerede i støbeskeen og handler om økonomi for efterladte, altså når en ægtefælle/samlever et gået bort. Selvom det denne gang bliver uden tapas og rødvin, forventer Kirsten, at også dette relevante tema vil interessere mange.

AARHUS

I Aarhus taler de kinesisk

D

en bedste måde at holde hjernen i gang på er ved at lære et nyt sprog.

De vise ord stammer ikke fra et kinesisk ordsprog, men fra Tove Jørvang, formand for Ældre Sagen Aarhus. I foråret begyndte Aarhus at udbyde kurser i verdens mest talte sprog: Kinesisk (mandarin). ”Da en sinolog (ekspert i kinesisk), som har holdt flere foredrag om Kina, spurgte, om undervisning i kinesisk kunne være noget for vores medlemmer, sagde vi ja tak,” siger Tove, der er en af de seks deltagere på holdet, som mødes to timer en gang om ugen. De lærer kinesisk ved hjælp af latinske bogstaver og får stor indsigt i kinesisk kultur. Tove kan i forvejen flere sprog, så det er ikke nyt for hende at træne sprogøret og holde tungen lige i munden, men kinesisk er på mange måder helt anderledes. ”Kinesisk har nogle helt andre sprogtoner, end dem vi kender, så man skal lære at udtale ordene korrekt. Men får man først knækket koden til udtalen, bliver det lettere og sjovt,” siger hun. Til foråret udbydes et nyt begynderhold, så endnu flere medlemmer kan lære at tale og forstå kinesisk.

RANDERS-NØRHALD-LANGÅ

v­ ores facebookside og hjemmeside til at annoncere for temadagen, ligesom programmet også blev hængt op relevante steder,” fortæller Arne.

Emner som ”Hvad skal vi være opmærksom på for at undgå misbrug af betalingskort, falske e-mails og hjemmesider mv.", blev forklaret af politiet. Der var også praktiske øvelser, fx en hvor deltagerne skulle vurdere, om en side var falsk eller OK.” P4 Østjylland bragte i dagens løb tre indslag med lokalformanden, Annette Nielsen, og nogle deltagere, så de vigtige budskaber kom bredt ud.

L A NDE T RUNDT A F BRIT T JENSEN

DECEMBER 2019

31

HANS CHRISTIAN RASK Landsbestyrelsesmedlem, lokalformand Vordingborg Jeg har arbejdet med it siden 70’erne, så det var egentlig der, jeg ville give en hånd med i Ældre Sagen. Formanden i Vordingborg så, at jeg tidligere havde været koncerndirektør. Han spurgte derfor, om ikke den lokale bestyrelse kunne være noget. Fjorten dage efter stoppede han, og pludselig, selvom det ikke var ambitionen fra starten, endte jeg selv for bordenden – selvom jeg sådan set ikke kendte Ældre Sagen ud og ind. Det var i 2011.

Inden da havde jeg været en slags pedel på Fjordgården, plejecenteret i Præstø, og kørt mad ud til ældre. Her så jeg ensomhed og fattigdom, og det skubbede mig også på vej. Og jo mere jeg laver for Ældre Sagen, desto gladere bliver jeg for, at jeg i sin tid blev medlem. Derfor stillede jeg op til Landsbestyrelsen i 2017 – og fik en plads.

MØD TO FRA

LANDS­BESTYRELSEN EBBE JOHANSEN Landsbestyrelsesmedlem, lokalformand Gråsten Jeg startede som medlem for 16 år siden, da jeg flyttede til Gråsten. Snart efter opfordrede naboen mig til at blive suppleant i lokalafdelingen. Det var en god måde at møde nye mennesker på. For ti år siden blev jeg så lokalformand og siden valgt ind i landsbestyrelsen. Det er vigtigt for mig, at frivillige har frihed til at udfolde sig og opnår glæde ved at være aktive. Vi skal ikke effektivisere frivillige.

Jeg var også Ældre Sagens ­repræ­sentant i AGE Platform Europe – et europæisk fællesskab for ældreorganisationer, hvor jeg i dag er præsident. Det internationale arbejde fokuserer på ældres udfordringer. Senest med direktivet om Work Life Balance har vi sikret, at med­arbejdere årligt kan få op til fem betalte omsorgs­dage til ældre pårørende.

AKTIV F R I V I L L I G B L A D E T | D E C E M B E R 2 019