missionsberetninger-3-kvartal-2018

2018 • 3. KVARTAL

MISSION

A D V E N T I S T

Den Nordasiatiske Division

adventistmission.org

MISSIONSBERETNING

DEN NORDASIATISKE DIVISION

Russian Federation

Ulaanbaatar

Kazakhstan

3

Mongolia

Kyrgyzstan

North Korea

Beijing

Pyongyang kistan

2

China

SSeoul

Japan South Korea

1

4

TTokyo

Nepal Bhutan

5 Taipei Taiwan

Bangladesh

India

Myanmar (Burma)

Macao

Hong Kong

Laos

Philippines

Thailand Vietnam

DEN NORDASIATISKE DIVISION I dette kvartal skal vi høre nyt fra Den Nordasiatiske Division (NSD), som omfatter Kina, Japan, Mongoliet, Nordog Sydkorea og Taiwan.

Der bor 1,6 milliarder mennesker i denne divisions område. Befolkningsmæssigt er dette den største af kirkens divisioner, men også det område, hvor færrest er blevet nået med evangeliet. Kun 3 % regner sig som kristne. De resterende 97 % er buddhister, shintoister, muslimer, shamanister, taoister og ateister.

Den Nordasiatiske Division har et medlemstal på 704.000, altså en adventist pr. 2.292 indbyggere. Divisionen har et femårigt mål om at forøge medlemstallet til mindst 1 million inden år 2020. Det er et ambitiøst mål for et område, der voksede med 77.841 medlemmer i den foregående femårsperiode fra 2010 til 2015. ”Vi har stadig mange missionsmuligheder i vores område,“ sagde den daværende divisionsformand Jairyong Lee, da han bekendtgjorde planen om 1 million medlemmer i 2015. ”Men mulighederne vil ikke altid være der. Vi må udføre den opgave, Gud har sat os til, så længe det er dag; for der kommer en nat, da ingen kan arbejde.“

Projekterne for dette kvartal blev valgt for at kunne gøre det muligt at nå målet på 1 million medlemmer.

Hvis du ønsker at gøre missionsberetningen mere levende i dette kvartal, kan du besøge vores Facebook side: facebook.com/missionquarterlies. Hver uge tilføjes nye billeder, der passer til hver enkelt beretning. Du kan vise billederne via PowerPoint på din computer, mens beretningen læses.

MISSIONSPROJEKTER I 3. KVARTAL 2018 • En holistisk menighedsplantning i storbyer i Kina • En ny Adventistkirke i Sejong i Sydkorea • En videregående kostskole i Ulaanbaatar i Mongoliet • Et center for uddannelse af unge i mission i kirken i Setagaya i Tokyo, Japan • Seks sundhedscentre i Taiwan

DEN NORDASIATISKE DIVISION Unioner og enheder Japan Kina Korea Mongoliet Taiwan Totalt

2

Menigheder

Grupper

Medlemmer

Befolkning

97 1.195 715 6 56 2.069

51 3.121 147 5 29 3.356

15.151 433.449 247.143 2.177 6.296 704.216

125.310.000 1.386.040.000 75.916.000 3.095.000 23.199.000 1.613.860.000

MISSIONSBERETNING

7. JULI 2018

DEN NORDASIATISKE DIVISION · SYDKOREA

Si-Woo Noh

BESAT AF 20 ÅNDER Si-Woo voksede op i byen Daegu i Sydkorea. Som barn led hun af kronisk stærk hovedpine.

På trods af sine smerter fuldførte Si-Woo en universitetsuddannelse, blev gift og fik en datter. Men tilværelsen var en konstant kamp. Lægerne vidste ikke, hvad de skulle gøre. Hun besøgte adskillige buddhisttempler i håbet om at blive nonne og finde lindring; men munkene sendte hende altid hjem.

Si-Woo opsøgte en shaman, som mente at kunne kommunikere med gode og onde ånder. Shamanen fortalte Si-Woo, at et spøgelsesbarn var kommet ind i værelset lige før hende. Shamanen fortalte Si-Woo, at ånden var hendes bror, og hun led af frygtelig hovedpine, fordi hendes bror var død på grund af en hovedskade.

Si-Woo havde en bror, der var død; men hun vidste meget lidt om ham, for han var død, før hun blev født. Da hun kom hjem, kunne hendes mor bekræfte, at hendes bror var død på grund af en hovedskade.

Si-Woo opsøgte igen shamanen for at få råd om, hvad hun kunne gøre for at slippe af med sin hovedpine. Shamanen svarede, at hun var nødt til at blive besat af en ånd og blive en shaman. Hvis hun nægtede, ville hendes unge datter blive plaget af ånden.

Si-Woo blev shaman. For at blive besat skulle hun igennem en 100-dages bøn og foretage en pilgrimsrejse til det bjergområde, hvor hun, hendes mand og shamanen var født.

Hun skulle bede tre timer hver aften og to timer tidligt hver morgen. Hun skulle også bade i koldt vand hver dag for at rense sin krop.

Si-Woo blev besat – ikke af én ånd, men af 20 ånder. Hun grundlagde et helligsted for de 20 ånder og tilbragte de næste 20 år med at være spåkvinde, helbrede sygdomme og blive besat af de dødes ånder. Ingen betvivlede, at hun var god til sit arbejde. Hvis nogen kom til hende med mavepine, stillede hun diagnosen ved også selv at få mavepine. Hvis nogen havde hjerteproblemer, fik hun selv ondt i hjertet. Hun ordinerede amuletter, bøn og djævleuddrivelse, og alle symptomer forsvandt.

Si-Woo blev meget rig; men hun var ikke lykkelig. Hendes hovedpine var forsvundet; men hun oplevede hele tiden smerter i kroppen og tiltagende psykose, hvor hun mistede al forbindelse med virkeligheden. Hendes mand og børn forlod hende, og hun forsøgte flere gange at begå selvmord.

En dag var hun ude for en bilulykke, hvor hendes bil blev ramt bagfra af en anden bil. Hun lå på hospitalet i en måned. Ulykken forvirrede hende. Hun undrede sig over, hvorfor hun kunne forudsige andre menneskers fremtid, men ikke forhindre sin egen ulykke.

”Hvorfor kan de guder, jeg har tjent i 20 år, ikke beskytte mig?“ tænkte hun. ”Hvordan kan jeg stole på dem, når de ikke kan beskytte mig?“ Si-Woo bad om, at hendes tro måtte blive stærkere; men der skete ikke noget. I frustration satte hun ild til sit helligsted og bekendtgjorde, at hun ikke længere ville tjene guderne. De 20 ånder forlod hende.

Uden et helligsted følte Si-Woo sig tom og bange. Hun spekulerede på, om der mon fandtes en mægtigere Gud end hendes tidligere guder. Hun kom i tanker om en kvinde, som en gang havde fortalt hende om Jesus. Hun ringede til kvinden og bad om hjælp.

Kvinden introducerede Si-Woo for en pensioneret adventistpræst. De studerede Bibelen sammen, og Si-Woo lærte sandheden om de dødes tilstand at kende, og hun indså, at hun havde været i Satans tjeneste. Hun blev døbt i 2016.

Si-Woo er fast besluttet på, at Satan aldrig mere skal få fodfæste i hendes liv. Hun er meget opmærksom på Jesu udtalelse i Luk 11,24, hvor han siger: ”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af.“ Si-Woo beder og læser i Bibelen hver morgen. For første gang i sit liv oplever hun fred og glæde.

I Markusevangeliet 5 helbreder Jesus en mand, som er besat af onde ånder. Efter helbredelsen befalede Jesus ham: ”Gå hjem til dine egne og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.“ På samme måde rejser Si-Woo rundt til adventistkirker i hele Sydkorea og fortæller om alt det, Jesus har gjort for hende. Og alle, som hører hendes historie, undrer sig.

FAKTA OM SYDKOREA • Koreanere elsker kimchi, en traditionel ret af gærede grøntsager. Der findes omkring 250 forskellige former for kimchi, lavet af kål, radisser eller agurker.

• I Sydkorea er gulvvarme den mest almindelige måde at opvarme huse. Varm luft sendes gennem kanaler under gulvet. Det er en gammel teknologi, som endnu bruges i mere end 90 % af alle huse.

• I Korea er tallet 4 betragtet som meget uheldigt. I elevatorer er knappen for 4. etage ofte angivet med bogstavet F, eller den mangler helt.

3

MISSIONSBERETNING

DEN NORDASIATISKE DIVISION · SYDKOREA

Hee-Sook Kim

14. JULI 2018

HUN HOLDT AF TO PASTORER Denne beretning fortælles af Hee-Sook Kim på 64 år.

Sammen med to litteraturevangelister gik jeg fra dør til dør i Sydkoreas hovedstad Seoul. På en gade så vi et stort banner, der annoncerede et stævne for seminarieelever fra et andet kristent kirkesamfund. Vi besluttede os for at finde ud af, hvad der foregik.

Adressen på banneret førte os til et hus, hvor et ægtepar boede. De arbejdede begge to som præster i en af Sydkoreas største kristne kirker. Men det vidste vi ikke, da de åbnede døren for os. ”Vi kommer fra Det Koreanske Forlag, og vi vil gerne dele noget litteratur med jer,“ sagde jeg.

Til min overraskelse genkendte manden navnet på syvendedags adventisternes forlag. Øjeblikkeligt spurgte han: ”Hvorfor går I i kirke om lørdagen?“ Jeg henviste til skabelsesberetningen i Første Mosebog. Jeg forklarede, hvordan Gud skabte verden på seks dage og derefter hvilede på den syvende dag, sabbatten, og gjorde den hellig. Jeg gav parret en bibelstudielektie fra vores korrespondanceskole og lovede at komme tilbage med en ny lektie den følgende uge.

I vores videre samtale opdagede jeg, at manden, Ki-Jo Moon, kendte Bibelen ret godt. Jeg fandt ud af, at han havde været pastor i 30 år, og hans kone havde været det i ca. 10. Den næste gang, jeg besøgte dem, gav jeg dem derfor ikke en ny bibellektie, men præsenterede i stedet Ellen Whites bøger for dem. Jeg viste dem hele Den store konflikt-serie på fem bøger: Patriarker og Profeter, Profeter og Konger, Jesu liv, Apostlenes Gerninger og Den Store Strid/Mod Historiens Klimaks. Sættet med disse fem bøger koster normalt 300.000 koreanske won, (ca.1600 kroner).

Men jeg fortalte dem, at de kunne få hele sættet gratis.

Pastoren udtrykte en særlig interesse for Daniels Bog og spurgte, om jeg kunne dele nogle oplysninger om den med ham. Ved mit næste besøg hos dem, medbragte jeg kommentarer om Daniels Bog og Åbenbaringsbogen.

Nogen tid senere sendte pastoren mig en sms. ”Det lader til, at jeg hele mit liv har studeret Bibelen meget overfladisk,“ skrev han. ”Er det i orden, hvis jeg besøger din kirke?“ Det så ud til, at han syntes om vores gudstjeneste, og han kom tilbage flere gange. Men så holdt han op med at komme. Jeg undrede mig over, hvad der skete. Hver gang jeg ringede til ham, kom han med forskellige undskyldninger om, at han havde for travlt, eller at han ikke havde det

4

så godt. Senere fandt jeg ud af, at hans kone havde forbudt ham at komme i Adventistkirken. Hun havde skældt ham ud og sagt: ”Du er en pastor. Skam dig! Du bør ikke gøre dette!“ Men jeg blev ved med at invitere ham i kirke.

Omkring syv år efter vores første møde ringede jeg til ham og inviterede ham til at deltage i en serie sundhedsforedrag i Adventistkirken. Seminaret indbefattede specielle afgiftningsklasser, hvor deltageren fik forskellig friskpresset juice at drikke, som skulle rense deres krop.

Da jeg fortalte pastoren om det, sagde han: ”Det ville være bedre, hvis du talte med min kone.“ Så jeg ringede til hans kone, og hun gik med til at komme til møderne sammen med sin mand. Dette var første gang, hun havde vist nogen form for interesse for Adventistkirken.

Senere sagde parret ja til at overvære en evangelisk mødeserie. Manden lod til at være overbevist om vores budskab; men han var endnu ikke sikker på, om han ville tilslutte sig vores kirke. Så jeg inviterede ham og hans kone til endnu en evangelisk mødeserie. De kom hver eneste aften og sagde: ”Vi er ved at blive overbevist om dette budskab.“ I februar 2017, otte år efter vores første møde, blev ægteparret døbt og optaget som medlemmer i Adventistkirken.

Guds ord og vores sundhedsbudskab forvandler menneskers liv.

I næste uge skal vi høre Ki-Jo Moons side af historien.

FAKTA • Der er 247.143 syvendedags adventistmedlemmer fordelt på 715 menigheder i Sydkorea. Med et befolkningstal på 51.916.000 betyder det, at der er én adventist pr.

210 mennesker. Sammenlign med Danmark, hvor tallet er én adventist pr. 2300 indbyggere.

• Mere end halvdelen af Sydkoreas befolkning tilhører ingen organiseret religion. 28 % er kristne og 16 % buddhister.

• I Seoul og dens omegn bor der over 25 millioner mennesker. Det betyder, at Seoul er verdens tredje største by.

MISSIONSBERETNING

DEN NORDASIATISKE DIVISION

Ki-Jo Moon

21. JULI 2018

ET ØNSKE OM AT OMVENDE EN ADVENTIST Min interesse for Syvende Dags Adventistkirken begyndte længe, før en litteraturevangelist bankede på min dør.

Som pastor i et stort protestantisk kirkesamfund ønskede jeg at forstå andre religioners synspunkter ud over min egen kirkes. Jeg sammenlignede litteratur fra presbyterianerne, metodisterne og adventisterne. Jeg lagde mærke til, at næsten alle adventistbøger var skrevet af Ellen White.

Jeg undrede mig over, hvorfor man viste en kvinde, som var død for så mange år siden, så stor opmærksomhed.

Samtidigt følte jeg, at der manglede noget i min egen kirke. Jeg spurgte en fremtrædende pastor, hvorfor vi på vores præsteseminarium ikke underviste vores elever i Daniels Bog og Åbenbaringsbogen. Han svarede: ”Det er fordi, vi ikke ved ret meget om disse bøger.“ Mens jeg søgte svar på mine spørgsmål, blev jeg optaget af at bekæmpe religiøse kulter. De fleste kristne i Sydkorea kategoriserer tre grupper som kulter: Jehovas Vidner, Syvende Dags Adventistkirken samt en sydkoreansk gruppe, der kaldes Den Nye Himmel og Den Nye Jord. Jeg kendte en ung mand, som havde tilsluttet sig denne sidstnævnte gruppe, og han kunne ikke overtales til at forlade den. Jeg opsøgte deres hovedkontor og gav dem et bibelstudium. Dernæst forsøgte jeg at omvende en gruppe af Jehovas vidner. Efter det besluttede jeg mig for at lære mere om adventisterne, så jeg kunne modbevise deres lære.

Det var på det tidspunkt, at en adventistlitteraturevangelist, Hee-Sook Kim, besøgte mit hjem. Da hun introducerede sig som en repræsentant for et adventistforlag, bad jeg med det samme: ”Tak Gud! Jeg er meget nysgerrig mht. adventister, og du har ført en hen til mig.“ Fru Kim gav mig en brochure, og normalt smider jeg den slags ud. Men denne gang tænkte jeg: ”Måske er der en lille smule sandhed i den. Hvis der er, ønsker jeg at få en åndelig forbindelse med hende og omvende hende.“ Senere ønskede jeg at besøge fru Kims kirke for at se, om adventisterne virkelig var en kult, sådan som min kirke lærte. En tid gik jeg derhen i al hemmelighed; men på en eller anden måde fandt min kone et af deres menighedsblade blandt mine ting, og der opstod en konflikt mellem os. Jeg spekulerede på, hvordan jeg kunne gå i kirke uden at gøre min kone vred, da fru Kim inviterede mig til et sundhedsseminar i hendes kirke. Jeg tænkte, at dette seminar kunne have min kones interesse, så jeg foreslog, at fru Kim skulle tale med hende.

Jeg vidste, at min kone aldrig ville gå med til at overvære en gudstjeneste; men et uskyldigt sundhedsseminar virkede som en god anledning til at introducere hende for Adventistkirken. Jeg ønskede, at min kone skulle se, at adventisterne er venlige og altid siger ”Hej.“ Jeg ønskede, at hun skulle opleve deres fællesspisninger. I min kirke sidder pastorerne altid øverst ved bordet og får frokosten serveret. Men adventistpastorerne bærer deres egne tallerkener og skal selv lede efter et sted at sidde.

Sundhedsseminaret gjorde min kone mere positiv over

for Adventistkirken.

Senere deltog vi i en mødeserie om Daniels Bog og Åbenbaringen.

Jeg tænkte for mig selv: ”Dette er så anderledes.

I min kirke har vi en masse fnuller; men adventistpastoren serverer os et varmt åndeligt måltid.“ Efter møderne bad pastoren mig overveje at blive døbt.

Men min kone rådede mig til at vente. Hun mindede mig om, at jeg ikke alene var en pastor, men også en af de øverste ledere i min kirke. Jeg fulgte min kones råd om at afslutte min tjenesteperiode som formand for min kirkes lokale union og derefter blive døbt.

Sabbatten efter, at jeg havde besluttet at udsætte min dåb, blev min kone hjemme fra kirke, fordi hun ikke havde det så godt. Samme eftermiddag kom et menighedsmedlem hjem til os for at opmuntre min kone. Mens vi talte sammen, sagde han: ”I bør blive døbt!“ Jeg så på min kone og svarede: ”Jeg vil bede til Gud om at vise mig, hvad vi skal gøre. Hvis det er hans vilje, vil jeg blive døbt.“ Men min kone kiggede på kalenderen. ”Den 4. februar ser ud til at være en god dag at blive døbt,“ sagde hun.

Jeg kunne ikke tro mine egne ører! Kun en uge tidligere havde min kone overtalt mig til ikke at blive døbt, og nu ønskede hun at blive døbt!

Mit liv har været fyldt med glæde siden vores dåb i februar 2017. Jeg ser frem til gudstjenesten hver eneste sabbat.

Jeg ønskede at omvende en adventistlitteraturevangelist; men det var til sidst hende, der omvendte mig.

Ki-Jo Moon, 71 år, arbejdede som pastor i en søndagskirke i 37 år. I næste uge vil vi høre hans kones side af historien.

FAKTA • Med et befolkningstal på over 51 millioner og et landområde, der kun er 100.000 km² er Sydkorea et af verdens tættest befolkede lande med 500 mennesker pr. km². Til sammenligning har USA 33 pr. km² og Danmark 132 pr. km².

• Når man fødes i Korea, betragtes man allerede som 1 år gammel.

• Sahmyook Universitetet blev i 1906 grundlagt af amerikanske adventistmissionærer som en lille skole, der skulle forbedre uddannelsen for kirkens ansatte i Korea.

To gange har den været nødt til at lukke: under Japans herredømme over Korea og igen under Koreakrigen. I dag har skolen 5.787 elever, hvoraf 86 % ikke er adventister.

5

MISSIONSBERETNING

28. JULI 2018

DEN NORDASIATISKE DIVISION

Soon-Ae Byun

SABBATTEN FYLDER MIN TOMHED Fortalt af Soon-Ae Byun, 64 år.

Gud har hjulpet mig til at oprette menigheder i Sydkorea i mange år. Jeg prædikede først for en lille gruppe, når den var vokset til omkring 40 mennesker, ledte Gud mig til at begynde en ny menighed et andet sted.

Men selv om jeg arbejdede for Guds sag, følte jeg, at der manglede noget i mit hjerte. Jeg var fyldt af glæde, når jeg prædikede eller deltog i vækkelsesmøder; men bagefter blev det efterfulgt af en dyb tomhed.

En dag kom en litteraturevangelist til vores dør. Hun gav os noget adventistlitteratur, og min mand begyndte at komme i en adventistkirke. Til at begynde med troede jeg, at han gik i en anden kirke, der holdt søndagen, og jeg syntes det var mærkeligt, at han var væk hver lørdag. En dag, da jeg gjorde rent på hans kontor, fandt jeg et menighedsblad og indså, hvad han var i gang med.

Jeg sagde ikke noget den dag, som var en søndag. Men om mandagen konfronterede jeg min mand. ”Du er præst!“ sagde jeg til ham. ”Hvordan kan du gå til møder hos denne kult?“ ”Du forstår det ikke,“ svarede min mand. ”De er ikke en kult. De har sandheden.“ Efter hans udtalelse begyndte jeg i hemmelighed at læse de adventistbøger, som min mand havde liggende rundt om i huset. Vi havde fået adskillige Ellen White-bøger af litteraturevangelisten.

Da jeg læste bøgerne, blev min stolthed som pastor såret, så jeg læste dem kun, når min mand ikke var hjemme. Jeg var hurtig til at stille bøgerne tilbage i boghylden, hver gang jeg hørte min mands bil i indkørslen. Men min interesse for adventisternes lære voksede. Litteraturevangelisten inviterede os til at overvære nogle sundhedsforedrag. ”Her er min mulighed for at se, om adventisterne virkelig er en del af en kult,“ tænkte jeg.

Sundhedsforedragene varede flere dage. Den tredje dag kom en kinesisk-koreansk kvinde hen til mig og sagde: ”Pastor, folk siger, at denne kirke er en kult. Hvad mener du?“ Jeg havde lyst til at sige: ”Det er en kult.“ Men i stedet fandt jeg mig selv sige: ”Nej, det er ikke en kult. Denne kirke har sandheden, også sandheden med hensyn til den bibelske sabbat.“ Jeg havde inden anelse om, hvorfor jeg svarede sådan.

6

Den kinesisk-koreanske kvinde var imponeret. ”Hvis det er tilfældet, ønsker jeg og min datter at komme til din kirke,“ sagde hun. ”Nej, min kirke ligger langt herfra,“ sagde jeg. ”Bare kom i denne kirke. Her vil de tage sig af jer.“ Senere fandt jeg ud af, at den kinesisk-koreanske kvinde var blevet døbt. Hun blev den første person, som jeg ledte til Adventistkirken, selv om jeg ikke selv engang var medlem.

Efter sundhedsseminaret var jeg for første gang med til en gudstjeneste i Adventistkirken. Jeg ønskede at finde noget, hvad som helst, som gjorde mig i stand til at erklære, at denne kirke var en kult. Men jeg fandt intet. Jeg var overrasket over at opdage, at adventisterne fulgte Bibelen nøje.

Jeg ønskede at blive døbt; men mange år tidligere var jeg blevet døbt sammen med min mand. Så jeg bad. ”Gud, hvorfor er det nødvendigt for mig at blive døbt igen?“ Og det var, som om Gud svarede: ”Det må du selv regne ud.“ Til sidst blev jeg overbevist om, at jeg skulle døbes igen, fordi jeg havde syndet ved ikke at holde sabbatten.

På dette tidspunkt besøgte et medlem af Adventistkirken vores hjem en sabbats eftermiddag. Mens vi talte sammen, sagde han til min mand og mig, at vi burde blive døbt. Min mand svarede, at han ville bede for sagen; men jeg så ingen grund til at bede yderligere om det. Jeg foreslog, at vi skulle blive døbt sammen i februar 2017, og det blev vi!

Min drøm nu er, at mine syv søskende vil tage imod sandheden om sabbatten. Jeg ønsker også at rejse langt ud på landet, hvor folk ikke kender adventbudskabet, og lære dem sandheden om sabbatten. Jeg opfordrer jer til at bede for os og vores håb om at starte nye adventistmenigheder.

Nu føler jeg ingen tomhed mere. Det, der manglede i mit liv, var sandheden om sabbatten. Mit hjerte er nu fyldt med glæde i Jesus.

MISSIONSBERETNING

4. AUGUST 2018

DEN NORDASIATISKE DIVISION · JAPAN

Horita Risa

FADER, TILGIV MIG Dagens beretning er fortalt af Horita Risa på 24 år.

Jeg er ikke vokset op som kristen. Som så mange andre af Japans 127 millioner mennesker skænkede jeg aldrig Gud en tanke. Til gengæld var min far ofte i mine tanker. Jeg brød mig ikke om ham.

Mine forældre blev skilt, da jeg var ganske ung, og jeg kom til at leve sammen med min mor, men besøgte min far hver weekend. Da jeg var 14 år gammel, blev min far syg, og hver weekend måtte jeg passe ham. Jeg var ikke interesseret i at være hans sygeplejerske. Det var stressende, og jeg var ung og havde mange andre interesser. Så jeg brokkede mig, ”hvorfor skulle det lige være mig?“ Hver gang jeg så min far, fortalte jeg ham, at jeg hadede ham. Jeg græd meget, og jeg tror, at min far også græd. Efter nogen tid døde han.

Jeg besluttede mig for at rejse til USA for at gå på en kunstskole. Før jeg begyndte i skolen i Los Angeles, besøgte jeg nogle af mine fætre og kusiner i Chicago. De er syvendedags adventister og inviterede mig til at følge med dem i kirke om sabbatten. Det var mit første besøg i en kristen kirke, og jeg syntes rigtig godt om det.

Men efter at være kommet i gang med studierne havde jeg ingen tid til kirkegang. I de næste seks måneder spurgte min familie i Chicago mig hele tiden, om jeg havde fundet en adventistkirke i Los Angeles. Til sidst tog jeg til den filippinske Adventistkirke. Det var min tanke at lytte til prædikenen og så gå hjem og tale med min mor på Skype. Men der var en masse andre unge i kirken, og de standsede mig, da jeg skulle til at forlade den. Vi spiste frokost sammen, og de inviterede mig til at være sammen med dem om eftermiddagen.

Mine nye venner kontaktede mig næste dag og ønskede at være sammen med mig. De ringede hver dag. Jeg undrede mig over, hvorfor de var så venlige mod mig. Efter nogen tid gik det op for mig, at Gud viser sin kærlighed gennem kristne, og mine venner viste mig Guds kærlighed. Jeg ønskede at vide mere, så jeg stillede mange spørgsmål om Gud og Bibelen. En af mine venner var bibelarbejder, og hun begyndte at studere Bibelen sammen med mig.

Jeg elskede mine venner og ønskede at blive døbt; men jeg kunne ikke glemme, hvor dårligt jeg havde behandlet min far. Jeg ønskede, at jeg kunne bede ham om tilgivelse.

En nat havde jeg en drøm, Jeg så min far ligge på gulvet.

Hans ansigt var meget blegt, som om han var lige ved at dø. Han stirrede på mig, men sagde ikke et ord. Jeg var chokeret over, at han så på mig på den måde og tænkte: ”Åh nej, han vil aldrig tilgive mig.“ Næste nat drømte jeg den samme drøm. Igen så jeg min far ligge på gulvet. Men denne gang smilede han til mig

og sagde: ”Tak.“ Jeg tænkte: ”Min far har tilgivet mig, og dette er, hvad Gud gør for os! Selv om vi ikke altid gør det, der er rigtigt, tilgiver Gud os og elsker os.“ Da min far i min drøm sagde ”Tak“, oplevede jeg for første gang frelsens glæde. Mit tunge hjerte blev let. Jeg vidste, at jeg var blevet tilgivet. Da jeg vågnede, bad jeg. ”Tak, kære Gud. Jesus har tilgivet mig. Jeg føler, at Jesus elsker mig.“ Min drøm fjernede den sidste forhindring for at blive døbt.

Jeg indså, at Gud kunne tilgive, og jeg oplevede hans kærlighed gennem de mennesker, jeg mødte i kirken. Jeg forstod 1 Joh 4,12, som siger: ”Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.“ Mine fætre og kusiner kom med fly fra Chicago for at fejre min dåb tre måneder senere. De var overraskede, men meget glade over min beslutning.

Jeg er nu 24 og arbejder for en privat organisation i Tokyo.

Jeg besluttede mig for ikke at arbejde med animation, fordi det i Japan først og fremmest bruges i videospil. Jeg ønskede ikke at lave videospil. Så jeg arbejder som kunstterapeut for børn. Den organisation, jeg arbejder for, benytter kunstterapi til at hjælpe børn med at komme sig over store traumer som fx det store jordskælv i det nordlige Japan i 2011.

Jeg beder om, at min mor også vil lære Jesus at kende. Jeg beder også for vores kirke i Tokyo. Setagayamenigheden uddanner unge mennesker som mig til at dele evangeliet med andre over hele Japan. En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil blive brugt til at udvide kirkens arbejde for unge mennesker.

FAKTA OM JAPAN • Japan består af en række øer på østsiden af Asien. Der er 4 hovedøer: Hokkaido, Honshu, Shikoku og Kyushu.

Der er også næsten 4000 mindre øer.

• Tre af de tektoniske plader, der udgør jordens overflade, mødes i nærheden af Japan, og de bevæger sig ofte mod hinanden og skaber dermed jordskælv. Japan rystes af mere end 1000 jordskælv hvert år. Japan har også ca. 200 vulkaner, hvoraf 60 er aktive.

• Shintoismen er den største religion i Japan. Ca. 80 % af befolkningen praktiserer shintoismen, selv om kun en lille del af disse i gallupundersøgelser identificerer sig som shintoister.

7

MISSIONSBERETNING

11. AUGUST 2018

DEN NORDASIATISKE DIVISION · JAPAN

Kurihara Kimiyoshi

JESUS FANGER EN FISKER Fortalt af Kurihara Kimiyoshi, 39.

Mit hjerte blev fyldt med glæde, da jeg så Sadayuki, en 48 år gammel fisker, blive døbt på den fjerntliggende japanske ø Tsushima. Efter at have arbejdet som fisker siden han var 15, var han netop blevet fanget af Jesus.

Første gang jeg mødte Sadayuki, bad han mig om cigaretter på parkeringspladsen uden for et supermarked. Min kone og jeg bor sammen med vores to små piger på Tsushima, en ø med 30.000 indbyggere midt mellem Japan og Sydkorea. Vi er Global Mission-pionerer, lægfolk, der giver mindst et år for at etablere menigheder i områder, som endnu ikke er blevet nået med adventbudskabet. Da vi for syv år siden kom til øen, var vi de eneste syvendedags adventister der.

Sadayuki bankede på bilvinduet og overraskede både mig og mine to døtre. ”Kan du give mig en cigaret?“ spurgte han. ”Beklager. Jeg har ingen cigaretter,“ svarede jeg. Sådan svarer jeg normalt på den slags anmodninger. Men den fremmede så meget trist og håbløs ud. Da han gik videre, sagde jeg til mine piger, at vi skulle bede for ham. Da vi havde bedt, tænkte jeg: ”Hvad nu, hvis jeg gav manden en traktat?“ Men jeg havde uddelt de sidste, jeg havde, to dage tidligere. Så igen bad jeg til Gud.

Sadayuki troppede op næste dag, og vi begyndte vores bibelstudier, som fortsatte de næste tre måneder.

Jeg fandt ud af, at han havde kæmpet med depressioner og alkoholmisbrug. To gange havde han forsøgt at begå selvmord ved hjælp af piller; men lægerne havde begge gange mirakuløst reddet hans liv. Jeg fortalte ham, at Gud aldrig ville lade ham dø, uden at han først kom til at kende Jesu kærlighed.

Sadayuki blev døbt i 2015 og var den anden ud af tre, som har taget imod Jesus og er blevet døbt, siden jeg og min familie flyttede til øen. Han er holdt op med at drikke og drømmer om at starte et Anonyme Alkoholikere-program for at hjælpe andre, som kæmper med alkoholmisbrug.

Nogle dage fristes min kone og jeg til at føle os modløse over de store vanskeligheder, vi møder i vores forsøg på at forkynde evangeliet for en befolkning, som følger buddhistiske og shintoistiske traditioner. Men Sadayuki og hans smilende ansigt minder os om. at Guds veje ikke er vores veje, og Gud kan lede os til mennesker, som leder efter sandheden.

Da jeg åbnede øjnene, så jeg en enkelt traktat på gulvet i bilen. Den var lidt snavset, men den kunne stadigvæk læses, og jeg havde ikke andet at dele med ham. Jeg greb pigernes hænder, og sammen løb vi efter manden.

Kimiyoshi, blandt venner kendt som Kimi, er en af de mere end 2.500 Global Mission-pionerer, som har oprettet mere end 11.000 nye syvendedags adventistmenigheder siden 1990. Kimi havde aldrig tænkt sig at blive Global Mission-pioner. Han er uddannet pilot og ønskede at blive en flyvende missionær. Men Gud havde andre planer.

Da vi nåede hen til ham, dukkede et bibelvers op i mine tanker. Det var apostlen Peters ord, da han sagde til en tigger: ”Sølv eller guld har jeg ikke; men jeg giver dig, hvad jeg har.“

FAKTA OM JAPAN

”Jeg er ked af det,“ sagde jeg til manden. ”Jeg har ingen cigaretter at give dig; men jeg har denne her.“ Jeg var spændt på, om manden ville tage imod den lidt lasede traktat. Men han tog den uden at tøve og begyndte at læse, mens jeg stod der. Så takkede han mig overstrømmende. ”For at sige sandheden var jeg netop ved at gøre mig klar til at besøge en nærliggende kirke for at spørge, om der er noget håb tilbage i tilværelsen. Men du kom til mig, inden jeg nåede derhen.“ Jeg blev helt overrumplet. Det var, som om vores møde var guddommeligt bestemt. Jeg inviterede manden til at studere Bibelen sammen med mig hver dag og spurgte, om han havde brug for noget at spise. Vi kunne også give ham mad hver dag. Manden fortalte, hvad han hed, og tog med glæde imod tilbuddet om at komme hjem til os og studere Bibelen.

8

• Japansk mad indeholder meget ris, fisk og grøntsager, men meget lidt kød. Med meget lidt fedt og mælkeprodukter er denne kost meget sund. Det er måske en af årsagerne til, at japanere i gennemsnit lever længere end noget andet folkeslag i verden.

• Sumobrydning er Japans nationalsport. For at vinde må en sumobryder enten tvinge sin modstander til at træde uden for ringen eller tvinge ham til at røre jorden med en anden del af kroppen end fodsålerne.

• Kristendommen blev første gang introduceret i Japan af jesuitmissionærer i 1549. I dag er mellem 1 og 2 % af befolkningen kristne.

• I Japan er der 97 adventistmenigheder og et medlemstal på 15.151. Med et befolkningstal på 125.310.000 betyder det én adventist pr. 8.270 indbyggere.

MISSIONSBERETNING

18. AUGUST 2018

DEN NORDASIATISKE DIVISION · JAPAN

Mayumi Nagano

EN MOR FOR FLERE HUNDREDE Mayumi er en af de mest indflydelsesrige adventistkvinder i Japan. Men hun var lige ved ikke at blive det. Hun var nær ved at dø to gange, inden hun kom i skole.

Mayumis far var alkoholiker og hendes mor mentalt syg.

Ingen af dem holdt øje med den lille pige, og to gange kom hun til at vælte en kedel med kogende vand ned fra komfuret, første gang, da hun var tre, og igen, da hun var fem år. Begge gange blev hun overhældt med kogende vand, som har efterladt varige ar på hendes krop. ”Gud reddede mit liv to gange,“ siger Mayumi.

Da Mayumi var ni år, forsvandt hendes mor og er aldrig blevet set igen. Mayumis første glimt af håb kom i sjette klasse. En amerikaner flyttede ind ved siden af og lærte hende at tale engelsk og læse i Bibelen. Hun kunne næsten ikke tro sine egne ører, da hun læste den gyldne regel i Matt 7,12, hvor Jesus sagde: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.“ ”Da jeg hørte det vers, vidste jeg, at jeg havde fundet en vej fremover,“ fortæller Mayumi. ”Jeg kunne ikke ændre min fortid, og mine ar fra alle mine brandsår ville aldrig forsvinde. Men jeg indså, at jeg kunne give andre børn den kærlighed, jeg havde ønsket fra mine egne forældre.“ På dette tidspunkt begyndte en idé at tage form i hendes sind. Hun ønskede at tage sig af børn. Men først gik der flere vanskelige tiår. Hun blev gift, da hun var 21 og skilt 10 år senere. Hun blev alkoholiker og storryger. Hun forsøgte at begå selvmord. Men da hun var 38, blev hun gift igen og begyndte at opbygge en ny tilværelse. Hun blev forfærdet over det, hun så, da hun begyndte at arbejde i en børnehave. Der var meget strenge regler i børnehaven, og desperate forældre forsøgte at tilpasse sig.

Vendepunktet i hendes liv kom, da børnehaven nægtede at modtage et etårigt barn, der havde feber. Moderen havde ikke lov til at udeblive fra arbejde, så hun var desperat.

Næste dag vendte moderen tilbage og fortalte, at babyen var rask. Mayumi kunne ikke forstå, hvordan barnet kunne være kommet sig så hurtigt. Hun opdagede svaret, da hun skulle skifte barnets ble. Moderen havde givet barnet en stikpille, som skulle holde feberen nede.

Mens Mayumi tog sig af andres børn, havde hun problemer med sine egne. Hun havde to døtre, og den yngste, som gik i 4. klasse, nægtede at gå i skole.

Datteren klagede over, at hendes lærere kaldte hende dum og straffede hende ved at slå hende på skuldrene eller armene. Hendes musiklærer havde engang slået hende i hovedet med en tamburin.

Mayumi så sig om efter andre skoler og fandt en adventistskole i nærheden. ”Sammenlignet med den offentlige skole var adventistskolen som et paradis,“ siger Mayumi. ”Lærerne der var meget søde.“ Hendes datter faldt hurtigt til i den nye skole, og en del år senere blev hun døbt. Snart blev Mayumi, hendes mand og den anden datter også døbt. Efter sin dåb begyndte Mayumi at forandres. Tidligere var hun meget tyk; men nu blev hun slank og i god form. Hun var hele tiden glad.

Venner, forældre og selv tidligere børnehavebørn begyndt at spørge, hvad der var sket, og Mayumi fortalte modigt om Jesus. På grund af hendes indflydelse er ca. 30 af hendes tidligere børnehavebørn, som nu er teenagere og unge voksne, i dag elever i adventistskoler. ”Jeg rådede mine tidligere babyer til at gå i adventistskoler længe efter, at de havde forladt børnehaven, og mange fulgte mit råd,“ fortæller hun. Ca. 45 af hendes tidligere børnehavebørn og deres forældre er i løbet af de sidste fire år blevet døbt.

I dag driver Mayumi og hendes ansatte en stor børnehave med 50 børn i Tokyo. Mange af børnene kommer fra ikke-kristne familier. Hendes næste plan er at starte et livsstilscenter for børn med mentale udfordringer som ADHD og Asperger.

Hvordan bruger vi vores indflydelse? Lad os bede om mod som Mayumis til at vinde mennesker for Kristus.

FAKTA OM JAPAN

”Jeg tænkte: Dette er ikke rigtigt,“ fortæller Mayumi. ”Så jeg startede min egen børnehave med en policy, der satte kunderne først. Jeg modtog børn uanset deres situation, også dem, der havde feber.“

• I gamle dage var det almindeligt i Japan, at kvinder farvede deres tænder sorte, fordi hvide tænder blev betragtet som grimme. Denne skik fortsatte indtil slutningen af 1800 tallet.

Børnehaven, som holdt til i Mayumis hjem, holdt åbent 24 timer i døgnet hele året. Fem hundrede familier oversvømmede hende med ansøgninger om de 10 ledige pladser.

Det var 50 gange så mange, som hun kunne overkomme.

Hvis et barn havde feber, sendte hun en babysitter til barnets hjem, så de andre børn ikke skulle blive smittet.

• I Japan er der tre adventistbørnehaver. De har alle ordet Saniku i deres navne. Saniku er en kombination af ordet san, ”tre“, og iku, ”at opdrage, have omsorg for“. Saniku betyder altså at hjælpe mennesker til at få det godt både fysisk, intellektuelt og åndeligt.

9

MISSIONSBERETNING

25. AUGUST 2018

DEN NORDASIATISKE DIVISION · JAPAN

Yasuki Aoki

STRANDET PÅ ET ADVENTIST-COLLEGE Aoki havde aldrig mødt en kristen eller åbnet en bibel, da han begyndte som elev på adventisternes college i Japan.

Da hans forældre betalte forud for to års skolegang, vidste han ikke engang, at Saniku Gakuin College var en kristen institution. Aoki vidste kun, at han ønskede at lære engelsk, og at denne skole havde et godt ry.

18 år gamle Aoki blev overrasket, da han den første aften i drengebygningen hørte over højttaleren, at der blev kaldt til aftenandagt. Aoki fulgte de andre elever til mødelokalet. Han havde aldrig tidligere i sit liv set en bibel eller en salmebog. Han lyttede en smule beklemt, mens de andre elever sang og åbnede deres bibler. ”Alle kendte sangene, undtagen mig,“ fortæller han. ”Alle vidste, hvordan de skulle finde rundt i Bibelen, undtagen mig. Jeg forstod slet ingenting.“ Da andagten var færdig, var Aoki parat til at rejse hjem.

Men så huskede han, at hans forældre havde betalt skolepenge for to år, så han besluttede sig for at holde ud. ”Dette var min allerførste kontakt med kristendom,“ siger Aoki.

Mange japanere har ligesom Aoki aldrig mødt en kristen.

Kun 1 % af Japans befolkning på 127 millioner er kristne, og af dem er kun 15.151 medlemmer af Adventistkirken.

Landet er hovedsageligt buddhistisk.

Aoki var ikke buddhist, da han begyndte på adventisternes college. Han havde bare ikke interesse for åndelige ting.

Men hans klassekammerater og lærere var meget venlige.

De forklarede kristendommen for ham. ”Og fordi de var venlige mod mig, blev min opfattelse af kristendommen positiv,“ fortæller han.

Han kom til at holde af at gå til gudstjeneste og tale med sine nye venner. Han begyndte at komme sammen med en ung adventistpige. Men han kunne ikke se nogen grund til at blive døbt.

Efter to år bestod han sin eksamen, som gav ham tilladelse til at undervise i engelsk. Han besluttede sig for, at han ville undervise på adventisternes college. Men han vidste, at så var han nødt til først at blive en kristen, og det betød, at han skulle studere Bibelen.

Så Aoki besluttede sig for at studere teologi. Han ønskede ikke at blive præst; men han ønskede at studere Bibelen, så han kunne komme til at undervise på adventisternes skole.

Da han havde udfyldt ansøgningen om at studere teologi, blev han indkaldt til en samtale med skolens præst. ”Hvad tænker du på?“ spurgte præsten. ”Hvilke planer har du for fremtiden? Har du tænkt dig at blive en kristen?“

10

”Måske bliver jeg en dag kristen,“ svarede Aoki. ”Men ikke nu.“ Præsten så nøje på Aoki. ”Hvis du regner med at blive døbt en dag, må du blive døbt nu,“ sagde han. ”Hvorfor udsætte det? Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Du må blive døbt nu.“ Aoki og præsten diskuterede i flere timer. Aoki forstod godt præstens holdning. Til sidst sagde han: ”Jeg har brug for mere tid. Jeg er nødt til at tænke.“ Men præsten ville ikke lade Aoki slippe så let. ”Når du kommer tilbage i næste uge, må du beslutte dig for den dato, du skal døbes,“ sagde han.

Aoki ringede til sin kæreste, som underviste på en børneskole i en anden by. Han forklarede situationen. Han spurgte, hvornår hun havde mulighed for at komme og overvære hans dåb. Hun havde kun en fridag i løbet af de næste måneder, så Aoki fastsatte den dato for sin dåb.

I dag er Aoki 42 år og en af lederne i Den Japanske Union.

Han er også præst for landets eneste adventistungdomskirke, Tokyos Setagaya kirken, som oplærer unge mennesker til at blive forkyndere. En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil gøre det muligt for denne kirke at udvide sit arbejde.

Aoki siger, at hemmeligheden ved at introducere unge japanere for Kristus er kærlighed, det samme princip, som gjorde ham interesseret i Kristus, da han var elev på adventisternes college. ”Det var ikke Bibelen, der først lærte mig, at Gud er kærlighed,“ siger han. ”Mine lærere og venner lærte mig det gennem deres kærlige ord og handlinger.“

FAKTA OM JAPAN • Den Japanske Union består af den Østjapanske og den Vestjapanske konferens samt Okinawamissionen.

• Der er 97 adventistmenigheder i Japan et medlemstal på15.151. Med et befolkningstal på 125.310.000 betyder det én adventist pr. 8.270 indbyggere.

• Næsten 100 % af Japans befolkning er i stand til at læse og skrive.

MISSIONSBERETNING

1. SEPTEMBER 2018

DEN NORDASIATISKE DIVISION · MONGOLIET

Bumchin Erdenebat

EN OTTENDEKLASSES ELEV OMVENDER EN KIRKE Da Bumchin gik i ottende klasse, flyttede familien til en by i bjergene i Mongoliet. Han ønskede at gå i kirke, men der var ingen adventistkirke i byen. Mange af de 10.000 indbyggere var buddhister ligesom hans forældre. Han fandt en kristen kirke, som samledes om søndagen i hans matematiklærers hjem. Bumchin var bange for at tage derhen. ”Jeg var meget dårlig til matematik, så jeg var ikke særlig interesseret i at besøge hendes hjem,“ fortæller han.

Der er ikke mange i Mongoliet, der har hørt om Adventistkirken; men Bumchin kendte den godt. Han havde gået til gudstjeneste i Adventistkirken i den by, de tidligere havde boet i, fordi en adventistslægtning havde inviteret ham med.

Præsten havde taget ham med til nogle ungdomsmøder i Ulaanbaatar, Mongoliets hovedstad. Bumchin opdagede på kongressen, at der var brug for missionærer i Mongoliet, og efter at han var flyttet til den nye by, spekulerede han på, om han kunne være missionær. Hver morgen klatrede han op på et bjerg i nærheden. På toppen af bjerget sang Bumchin kristne sange og bad til Gud om at lede ham. ”Kære Gud, brug mig,“ bad han.

En søndag morgen efter sin bøn skyndte han sig hen til kirke i matematiklærerens hus. Han følte sig en smule kejtet, da han opdagede, at han var den eneste unge i et værelse med 20 voksne. Men han glemte snart alt om sin kejtethed, da han lyttede til de voksnes samtale. Kirken skulle lukke. ”Dette er det sidste møde, vores kirke holder,“ sagde en af kirkens medlemmer. ”Hvorfor fortsætte, når vi er så få,“ sagde en anden.

Menighedens medlemmer var modløse over, at så mange var holdt op med at komme til gudstjeneste om søndagen.

Bumchin rejste sig og åbnede sin Bibel til 1 Kor 15,58. Han læste: ”Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.“ Derefter gav han dem et bibelstudium om, at kristne ikke må tabe modet. Menighedsmedlemmerne fulgte nøje med, mens drengen talte, og da han var færdig, udbrød de: ”Det er ikke længere vores sidste møde! Det er det første møde – nu starter vi på en frisk!“ Et par dage senere tilsluttede flere af kirkens medlemmer sig Bumchins bjergklatring for at bede. Bumchin kontaktede præsten i sin gamle adventistmenighed og inviterede ham til at komme og forkynde adventisternes tro for hans venner i den kristne kirke. Præsten gik med til det, hvis Bumchin ville hjælpe. En gang om måneden i løbet af det næste halve år underviste præsten og Bumchin fra Bibelen. ”Jeg forsøgte ikke at overtale kirkens medlemmer til at blive adventister,“ siger Bumchin. ”Alt, hvad jeg gjorde, var at slå mig sammen med dem om at tilbede og bede.“ Men han ændrede sin bøn på bjergtoppen. I stedet for kun at bede Gud om at bruge ham, bad han nu: ”Gud, brug mig

til at gøre medlemmerne til adventister.“ Gruppen voksede til 27 medlemmer, og nogle af Bumchins klassekammerater begyndte også at komme til gudstjeneste.

Efter et år rejste alle 27 medlemmer til adventistpræstens kirke for at bede sammen med adventistmedlemmerne ved et specielt juleprogram. Da medlemmerne vendte hjem igen, traf de en enstemmig afgørelse om at lave deres menighed om til en adventistmenighed. I adventisternes 27-årige historie i Mongoliet er dette den eneste gang, at en hel menighed er blevet omvendt til at blive en adventistmenighed.

Da Bumchin som voksen flyttede til Ulaanbaatar, var menighedens medlemstal vokset til 40. Men Bumchin, som nu er 27, er ikke holdt op med at plante nye menigheder. I dag arbejder han som en Global Mission-pioner og leder Mongoliets eneste adventistspejderkirke, som han og hans kone i 2012 stiftede i deres hjem, en traditionel jurt (se Fakta om Mongoliet herunder). Hver sabbat samles gennemsnitligt 60 mennesker i Khutul SDA kirken, hvoraf ca. 45 er spejdere. I marts 2017 blev menigheden af Adventistkirken i Mongoliet officielt anerkendt som en Adventistkirke, og en dåb i juni 2017 bragte 10 nye medlemmer til menigheden.

Bimchins matematiklærer fra ottende klasse underviser stadigvæk i matematik; men nu bor hun i Ulaanbataar og er lærer på Tusgalskolen, adventisternes eneste skole i Mongoliet. Skolen nød godt af en del af 13. sabbatsofferet i 2015.

Hvilke planer mon Bumchin har nu? ”Jeg ønsker at plante nye menigheder over alt i Mongoliet,“ svarer han.

FAKTA OM MONGOLIET • Det traditionelle mongolske hjem kaldes en ”ger“, men er bedre kendt i Vesten under det russiske udtryk ”jurt“.

En ger er en teltlignende struktur fremstillet af en træramme, der dækkes med filt. Materialet vejer meget lidt, så det kan let transporteres.

• Mongoliet er kendt som ”Rytternes land“. Der er flere heste end mennesker i Mongoliet. Hestene bruges til transport, mælk og kød.

• Russiske missionærer begyndte adventistmissionen i Mongoliet i 1926. Efter det kommunistiske styre vendte adventister tilbage til landet i 1991.

• Den første adventistudgivelse på mongolsk bestod af en salme, der var blevet mimeograferet på det russiske forlag i Harbin i Manchuriet. Senere udkom fire små traktater.

11

MISSIONSBERETNING

8. SEPTEMBER 2018

VERDENS BEDSTE JOB Syvende Dags Adventistkirken i Mongoliet efter kommunismen er en ung kirke. Et ungt ægtepar fra Adventist Frontier Missions var de første adventistmissionærer i landet i 1991. I et land med 3 millioner indbyggere er der i dag 2.177 adventistmedlemmer, og de fleste er unge.

Mange er de første adventister i deres familie. Det har ført til en del udfordringer bl.a. med at fastholde medlemmerne. Det fremgår af dagens beretning om en 28 årig Global Mission-pioner i Mongoliets hovedstad. Mandakh blev døbt som teenager, men forlod kirken syv år senere.

Dette er hans historie.

Jeg var en meget hård mand og dømte let andre mennesker. Hvis nogen havde begået en fejl, gjorde jeg dem altid opmærksom på det. Jeg ønskede at vedkommende skulle straffes. Jeg troede, at Gud holder af at straffe os.

Jeg var ikke glad under min opvækst og det endte med, at jeg besluttede mig for, at det var nytteløst at tro på Gud. Der var noget i mit liv, der var i stykker. Jeg holdt op med at gå i kirke. Jeg holdt op med at holde sabbat. Jeg holdt op med at give min tiende.

Min kone var ked af det og bad for mig. Inderst inde levede jeg i frygt for Guds straf. Jeg troede, at Gud i syv år havde velsignet mig, og nu kom han til at straffe mig, fordi jeg havde vendt ham ryggen.

Der gik et år, og intet skete. I stedet for at straffe elskede Gud mig og velsignede mig mere end tidligere. Jeg fik et godt betalt arbejde som redaktør på en TV station.

Det chokerede mig. Mine tanker begyndte at vende tilbage til Gud, og jeg tænkte: ”Hvad er meningen med tilværelsen, hvis det eneste, jeg gør, er at tjene penge og bruge dem. Den eneste, der har fordel af det, er TV stationens ejer, som bliver rigere. Hvilket job ville være det allerbedste for mig?“ Jeg kom frem til, at det bedste job var at være missionær. Jeg gav igen mit hjerte til Jesus og bad: ”Hvis du ønsker, at jeg skal være missionær, er jeg parat til det.“ Adskillige måneder senere tilbød Adventistkirkens ledere i Mongoliet mig en stilling som Global Mission-pioner.

Jeg skulle være leder af en husmenighed, som var ved at dø. Den holdt til på første sal i en boligblok i Mongoliets hovedstad. Jeg skulle også undervise i engelsk på en nærliggende offentlig skole. Min kone skulle have ansvaret for børnenes bibelklub og undervise i kinesisk. Jeg bad i en uge, og så opsagde jeg mit job på TV stationen.

Jeg har foreløbig kun været missionær i seks måneder, men jeg elsker det! Intet er så givende som at se et menneske blive forvandlet af Gud. Den første sabbat dukkede et tidligere medlem op til sabbatsskole. Vedkommende havde ikke været der i over tre år. Jeg kendte ham ikke, og han kendte ikke mig. Jeg forsøgte at skabe kontakt med ham og opmuntrede ham til at komme igen den følgende sabbat. Han virkede ikke særlig glad for invitationen. Da han i løbet af ugen bad om at tale med mig, fandt jeg ud af hvorfor. Han fortalte, at hans kone havde fundet ud af, at han var hende utro og ønskede at blive skilt. ”Hvad skal jeg gøre?“ spurgte han.

12

DEN NORDASIATISKE DIVISION · MONGOLIET

Enkhmandakh Mandakh Bold ”Hvad ønsker du at gøre?“ spurgte jeg.

Han vidste det ikke.

Jeg forklarede ham det bibelske princip om, at skilsmisse kun accepteres ved utroskab. Jeg bad ham om at bede Gud om tilgivelse og holde op med at være sin kone utro. ”Fortæl din kone sandheden,“ sagde jeg til ham. ”Lov hende så, at du fra nu af vil følge Gud og være hende tro.“ Vi bad sammen og tog afsked.

En uge senere fortalte manden mig, at han havde standset sit forhold til sin elskerinde ved at fortælle, at han havde overgivet sit liv til Gud. Han fortalte også sin kone sandheden, og hun tilgav ham.

Denne mand kommer nu i kirken hver sabbat og er et aktivt menighedsmedlem.

Der skete et andet mirakel for en handicappet mand, hvis eneste indkomst var invalidepension fra staten på ca.

400 kr. om måneden. En sabbat sagde jeg til ham: ”Du bør give din tiende til Gud. Han vil velsigne dig.“ Men det ville han ikke.

Nogen tid senere ringede han til mig, og vi talte sammen om hans liv og hans sundhed. Han fortalte mig, at staten den måned ville give ham dobbelt pension. ”Du bør give tiende,“ sagde jeg til ham. ”Prøv Gud, hvis du ønsker at opleve hans kraft. I Mal 3,10 siger Gud: Sæt mig på en prøve med jeres tiende.“ Den følgende sabbat kom han i kirke og gav for første gang sin tiende. En uge senere ringede han til mig og fortalte med stor begejstring: ”Jeg gav min tiende sidste sabbat, og i dag fik jeg et brev fra staten, der siger, at min månedlige udbetaling er blevet hævet med 50 %!“ Jeg er ikke en følelsespræget person, men jeg bliver så glad, når jeg ser, hvordan Guds kærlighed forvandler menneskers liv. Jeg kan ikke udtrykke min følelse i ord. Jeg ønsker, at alle skal opleve Guds kærlighed. Det er derfor, jeg er missionær. At være missionær er det allerbedste job i verden!

FAKTA OM MONGOLIET • Den store Gobi-ørken dækker det meste af det sydlige Mongoliet. I stedet for sanddyner består den hovedsageligt af en gold stenfyldt ødemark, hvor temperaturen svinger mellem minus 40 om vinteren og plus 40 om sommeren.

• Den mongolske mission har hovedkvarter i Ulaanbaatar, Mongoliets hovedstad. Missionen består af 6 menigheder med et samlet medlemstal på 2.177.

• Der bor 3.095.000 mennesker i Mongoliet. Det betyder, at der er én adventist pr. 1.422 indbyggere.

MISSIONSBERETNING

DEN NORDASIATISKE DIVISION · MONGOLIET

Tserenpil Ogie Otgontuya

15. SEPTEMBER 2018

JEG ØNSKER IKKE AT UNDERVISE Dagens beretning fortælles af Ogie Otgontuya. Hun er 40 år gammel og leder af den eneste SDA skole i Mongoliet.

Da jeg skulle vælge, hvad jeg skulle læse på universitetet i Mongoliet, var min umiddelbare tanke: ”Jeg vil ikke undervise.“ Min mor var lærer i en børneskole, og jeg havde ingen tålmodighed med larmende børn.

Da vores præst i kirken bad mig om at være lærer i børneklubben, svarede jeg: ”Nej, jeg kan ikke lide børn.“ Han opmuntrede mig til at forsøge og viste mig nogle bibelhistorier på flannellograf. Jeg blev interesseret i flannellografen; men da jeg så børnene, sagde jeg: ”Nej, Nej. Jeg kan ikke undervise dem.“ Jeg blev gift med en universitetsprofessor; vi fik et barn, og vi flyttede til en lille mongolsk by for at arbejde som missionærer. ”Hvad har du lyst til at lave her?“ spurgte min mand. ”Det ved jeg ikke,“ svarede jeg, ”men jeg vil ikke undervise.“ Nogle gange efter sine undervisningstimer på universitetet inviterede min mand elever hjem til os, og jeg tilberedte enkle, sunde måltider for dem. I Mongoliet er kød en vigtig del af ethvert måltid, og eleverne blev overrasket over at se vores bord fyldt med retter lavet af kornprodukter, frugt og grøntsager. ”Hvad er det for noget mad?“ spurgte de. ”Hvorfor spiser I ikke kød?“ Jeg forklarede Bibelens sundhedsbudskab for dem.

Samtidigt blev jeg venner med andre mødre i vores nabolag, og når de kom på besøg, fortalte jeg bibelhistorier for deres børn. Jeg havde troet, at jeg aldrig skulle undervise; men det lod til, at jeg faktisk underviste hele tiden.

Min mand plantede en menighed i byen og blev derefter bedt om at videreuddanne sig på Adventistuniversitetet i Filippinerne. Jeg bad til Gud: ”Gud, hjælp mig. Hvad skal jeg lave i Filippinerne?“ Flere måneder senere bad jeg stadigvæk den samme bøn, da en universitetsprofessor besøgte vores hjem. Han spurgte, hvad jeg kunne tænke mig at lave i de 2½ år, det ville tage min mand at fuldføre sine studier. ”Måske studere regnskabsføring eller sygepleje,“ svarede jeg. ”Lad os bede sammen. Måske vil Gud vise dig sin plan,“ sagde han.

Jeg undersøgte universitetets sygeplejeprogram og fandt ud af, at det ville tage mig fem år at fuldføre det. Jeg henvendte mig til regnskabsafdelingen og fandt ud af, at en regnskabsuddannelse ville tage mig fire år. Jeg overvejede at gå i gang med det, da jeg gik forbi uddannelsesafdelingen. Jeg talte med en af lærerne fra afdelingen og fik med det samme rigtig god kontakt, da jeg opdagede, at han havde været i Mongoliet. Han var den første, jeg havde mødt i Filippinerne, som havde besøgt Mongoliet, og jeg ville gerne tale med ham. Efter et par minutter foreslog læreren, at jeg skulle uddanne mig til lærer. ”Hm, måske,“ svarede jeg. Jeg ville ikke med det samme give et rungende ”nej“, for han var så rar.

Læreren fortsatte: ”Hvorfor forsøger du ikke at uddanne dig til børneskolelærer, siden du selv har en datter?“ Vi talte og talte. Til sidst var læreren nødt til at gå i klassen; men han foreslog, at jeg besøgte børnehaveklassen, som tilhørte universitetet. Jeg blev meget overrasket over, hvad jeg så. Børnene virkede glade og rolige. Den kvindelige lærer så meget tilfreds ud.

Jeg foretog yderligere undersøgelser og fandt ud af, at jeg kunne fuldføre en læreruddannelse på tre år, på grund af nogle af de klasser, jeg havde taget i Mongoliet.

Samme aften havde min mand og jeg en lang samtale.

Adventistkirken havde ingen skole i Mongoliet, end ikke en lærer. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. ”Måske er det Guds plan,“ sagde min mand, ”at du skal være en lærer for ham.“ ”Måske,“ svarede jeg. Men al min modvilje mod at undervise var forsvundet.

2½ år senere afsluttede jeg min uddannelse – samtidigt med min mand. Da vi kom tilbage til Mongoliet, var jeg med til at oprette den første adventistskole. For et par år siden blev jeg skolens leder, og jeg elsker børnene og undervisningen.

I dag har Tusgal-skolen 124 elever, de fleste fra ikke-adventisthjem. Vi underviser fra børnehaveklassen til og med 12. klasse. Tak for jeres 13. sabbatsoffer i 2015, hvor vi fik hjælp til at udvide vores klasseværelser. Elevantallet vokser så hurtigt, at vi nu har planer om at åbne en kostafdeling for 9.-12. klasse. Dette kvartals 13. sabbatsoffer vil bl.a. gå til at opføre denne kostafdeling.

Når jeg ser tilbage, må jeg prise Gud. Af og til spørger mine slægtninge: ”Du sagde, at du aldrig ville være lærer.

Hvorfor er du lærer nu?“ Og jeg svarer dem: ”Man ved aldrig, hvad man bliver. Kun Gud ved det. Når vi er tålmodige og lydige, vil Gud udføre sine planer i vores liv.“

FAKTA OM MONGOLIET •

Blandt Mongoliets befolkning, som er 15 år eller ældre, er 53 % buddhister, mens 39 % er ikke-religiøse. Kun 2,1 % af befolkningen er kristne.

• Mongoliet er et land uden adgang til havet. Det ligger mellem Rusland og Kina. Næsten halvdelen af befolkningen bor i hovedstaden Ulaanbaatar.

• Mongoliet har mange bjerge, og gennemsnitshøjden over havet er 1580 meter. Det betyder, at det er et af de højstliggende lande i verden.

13

MISSIONSBERETNING

DEN NORDASIATISKE DIVISION · KINA

22. SEPTEMBER 2018

ENDNU ET LIV Peter tilbragte de første 24 år af sit liv med at forsøge at nå et enkelt mål. Han ønskede at blive matematiklærer, så han kunne tage sig af sine fattige forældre i en landsby i Kina.

Men hans sundhedstilstand væltede alle planer. ”Uden denne situation ville jeg aldrig have kommet til Gud,“ fortæller Peter. ”Det var sådan, Gud ledte mig til sig og til sandheden.“ Da Peter afsluttede sin universitetsuddannelse, blev han sat til at undervise i matematik i gymnasiet. Hans fremtid og håbet om økonomisk sikkerhed glædede ham. Men før han og de andre elever i hans klasse kunne komme til at undervise, skulle de bestå en lægeundersøgelse, som det regionale undervisningsdepartement krævede. ”Jeg havde spillet meget fodbold og basketball i min skoletid, så jeg regnede ikke med, at det skulle være noget problem at bestå lægeundersøgelsen,“ fortæller Peter.

Da resultaterne kom tilbage, var to af eleverne ikke blevet godkendt – Peter var den ene. Peter var sikker på, at han var sund og rask, så han gennemgik endnu en undersøgelse. Lægen fortalte Peter, at han havde en alvorlig leversygdom, som efter al sandsynlighed ikke kunne helbredes. Så Peter fik ikke tilladelse til at undervise. ”I det øjeblik mistede jeg alt,“ siger Peter. ”Jeg havde arbejdet hårdt for at hæve mig op over mine forældres fattigdom. Det virkede, som om jeg endelig havde nået målet; men alt forsvandt på et øjeblik. Jeg følte mig totalt håbløs.“ Samme aften stod Peter på en bro og råbte ud i mørket: ”Laotian!“ På kinesisk betyder det ”Højere magt.“ ”Laotian! Du behandler mig uretfærdigt!“ Han græd bittert og tænkte et øjeblik på at springe ud fra broen.

Peters forældre insisterede på, at han skulle have behandling på det lokale hospital. Det var et lille og dårligt hospital, men familien havde ikke råd til at sende ham til et bedre hospital i en større by.

Efter tre dage gik Peters mor i kirke og bad præsten om at bede for hendes søn. Af og til gik hun til gudstjeneste om søndagen, og i sin sorg troede hun, at det var søndag.

Men det var lørdag, og syvendedags adventisterne, som delte kirkebygning med en anden kirke, blev overrasket over jammer og gråd i kirkerummet, da de ankom til sabbatskole. En ældre dame spurgte hende: ”Hvorfor er du så ked af det?“ Da hun hørte om Peter, sagde kvinden: ”Du skal ikke være bekymret. Bed din søn om at have tillid til Gud. Gud vil redde ham.“ Senere samme dag besøgte den ældre kvinde Peter på hospitalet og gav ham det samme råd. ”Stol på Gud, unge mand,“ sagde hun. ”Gud vil redde dig.“ Det var svært for Peter at acceptere hendes råd. Siden første klasse havde hans lærere fortalt ham, at Gud ikke findes. Men der var to veje åbne for Peter. Han kunne blive på hospitalet for til sidst at dø, eller han kunne stole på Gud. ”Jeg ønskede ikke at lægge en større byrde på mine forældre,“ fortæller han, ”så jeg sagde: Jeg vil forsøge at stole på Gud. Jeg vælger at have tillid til Gud frem for lægerne.“ Den eftermiddag besluttede Peter, at siden Gud er til,

14

og til at stole på også med hensyn til helbredelse, ville han forlade hospitalet. Han afviste sin mors appel om at tage medicinen med hjem. ”Vi stoler på Gud,“ sagde han. ”Lad os efterlade det hele her.“ Den ældre adventistkvinde fortalte Peter om et adventistsanatorium i en anden landsby, og han besluttede sig for at tage derhen. Han blev budt hjerteligt velkommen af de ansatte der. ”Da jeg var syg og uden håb, havde jeg brug for trøst; men alle forlod mig,“ siger Peter. ”Men da jeg kom til sanatoriet, knælede alle sammen med mig og bad for mig.

Mens de bad, græd de og råbte til Gud: ’Gud, hjælp denne unge mand.’ De accepterede mig og elskede mig.“ Peter havde aldrig før oplevet en sådan kærlighed og følte, at den var mere end menneskelig. Den var guddommelig. Han blev på sanatoriet i to måneder. Han bad, studerede Bibelen og lærte at leve sundt. ”Jeg glemte, at jeg var syg,“ fortæller Peter. ”Jeg var meget lykkelig.“ Efter to måneder bad Peter sanatoriets leder om lov til at vende tilbage til hospitalet til en ny undersøgelse. Resultatet chokerede både ham og hans læge. Han var helt rask.

Lægen kunne ikke forstå, hvordan den dårlige medicin, som han havde ordineret, kunne have helbredt ham. Men Peter havde ikke taget medicinen. Han havde stolet på Gud. Peter blev døbt. Det samme blev hans forældre og bedsteforældre. I dag er Peter 40 år og arbejder som bibelarbejder i Kina. ”Siden Gud gav mig et nyt liv, har jeg indviet dette liv til ham,“ siger han.

Tak for jeres missionsgaver, som gør det muligt at sprede evangeliet i Kina.

FAKTA OM KINA • Der bor flere kristne i Kina end i Italien, og Kina er hurtigt på vej til at blive det største center i verden for kristendommen.

• Der bor 1,387 milliarder mennesker i Kina. Det udgør 18,47 % af verdens befolkning.

• Ifølge kristne traditioner blev kristendommen først bragt til Kina af apostlen Thomas; men de første historisk bekræftede beviser for kristendommen stammer fra midten af syvende århundrede.

MISSIONSBERETNING

DEN NORDASIATISKE DIVISION

29. SEPTEMBER 2018

SABBATTEN FREMFOR CYKLERNE I dette kvartal har vi mødt mennesker fra Sydkorea, Japan, Mongoliet og Kina, som alle tilhører Den Nordasiatiske Division. I dag skal vi møde en mand fra Taiwan.

At slibe og polere cykelstel giver ingen høj løn på et fabriksværksted i det centrale Taiwan; men der er én stor fordel. Man skal ikke arbejde om sabbatten.

Jin Rong Gao og hans kone fik arbejde på værkstedet, da de for flere år siden flyttede til byen Shih-kang. Ægteparret, som forlod deres tidligere jobs på grund af konflikter med sabbatsarbejde, startede med en samlet månedlig indkomst på ca. 15.000 taiwanesiske dollars. Det svarer til ca. 3.000 kroner. ”På det tidspunkt var der ikke så meget arbejde,“ fortæller Jin Rong. ”Men vi var glade for, at vi ikke behøvede at arbejde om sabbatten.“ Efter nogle måneder begyndte han at tænke på sin bror, fire søstre og andre familiemedlemmer, som stadigvæk havde problemer med sabbatsarbejde. Han spurgte sin chef, om han ville ansætte hans slægtninge; men chefen sagde nej. ”Vi har ikke nok arbejde til så mange,“ svarede han.

Men Jin Ring blev ved, og til sidst fik syv af hans slægtninge arbejde.

Det var ikke let for Jin Rong med så lille en løn, og de næste tre år var vanskelige. Han overvejede at finde et andet arbejde; men han var bange for, at han andre steder ville blive tvunget til at arbejde om sabbatten, så han blev, hvor han var. ”Det var vigtigere for mig at bevare min tro end at få en højere løn,“ siger han.

Men Gud må have set Jin Rongs behov; for pludselig oplevede værkstedet et stort opsving i bestillinger på cykelstel fra den fabrik, der samlede cyklerne. Jin Rong og hans kone begyndte at tjene op imod 70.000 taiwanesiske dollars eller 14.000 kroner om måneden. Jin Rong blev også forfremmet til formand. Han var taknemlig for de ekstra penge; men han var bekymret over, om der ville blive krævet af ham, at han skulle arbejde om sabbatten for at holde trit med alle de nye bestillinger.

Hans frygt blev til virkelighed en fredag eftermiddag, da hans chef ved et møde bekendtgjorde, at alle 16 ansatte var nødt til at begynde at arbejde om lørdagene.

Med det samme udbrød Jin Rong: ”Det kan jeg ikke.“ ”Det er op til dig,“ svarede chefen. ”Hvis du ønsker at holde sabbat, mister du dit arbejde.“ Jin Rong havde svært ved at sove den følgende nat.

Ikke alene var hans job i fare; det samme var tilfældet for hans kone og hans syv slægtninge, der arbejdede der. Han talte med Gud om situationen. Næste morgen gik han og hans slægtninge i kirke. ”Vi besluttede os for at holde fast ved vores tro,“ fortæller han.

Chefen var rasende. Over halvdelen af hans ansatte var i kirke i stedet for at ekspedere en vigtig bestilling. I vrede sagde han til de andre syv ansatte, at de kunne holde fri.

Han fortalte dem, at de var nødt til at arbejde efter solnedgang lørdag samt om søndagen. Han bad dem om at formidle denne nyhed til Jin Rong. Adventisterne arbejdede

med glæde efter solnedgang om lørdagen og om søndagen.

Der gik tre dage, inden chefen igen kom til værkstedet. Om tirsdagen gik han direkte hen til Jin Rong og spurgte: ”Har du lyst til at tjene flere penge?“ Jin Rong var chokeret. ”Sagde du ikke til mig, at jeg ville miste mit arbejde, hvis jeg valgte sabbatten?“ spurgte han.

Chefen forklarede, at behovet for cykelstel var steget så meget, at han havde besluttet sig for at åbne endnu et værksted. Jin Rong skulle være ansvarlig for det nye værksted. Det var en forfremmelse, som indbefattede, at han skulle ansætte og oplære nye arbejdere, og det betød en stor lønstigning. Det eneste problem var, at han skulle arbejde om sabbatten.

Tilbuddet var en kæmpemulighed for Jin Rong; men han kom i tanker om Sl 37,5, som siger: ”Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind.“ Han besluttede sig for at overgive sin vej til Herren og afvise tilbuddet fra sin chef.

Men i stedet for at blive vred bekendtgjorde chefen en permanent ændring i værkstedets arbejdstider. Han ønskede ikke at miste en så god arbejder som Jin Rong, så han sagde, at fra nu af ville værkstedet altid være lukket om lørdagen til efter solnedgang og åbent om søndagen. ”Ingen arbejder om lørdagen mere, ikke engang min chef,“ fortæller Jin Ring.

Kolleger er imponeret over Jin Rongs stærke tro, og fire af dem er blevet døbt.

Fra tid til anden bliver Jin Rong udmattet af at arbejde hver weekend; men han ville ikke ønske det anderledes. ”Selv om det er trættende, takker vi Gud for muligheden til at holde fast ved vores tro,“ siger han. ”Jeg takker Gud for, at han hører vores bønner og har gjort det muligt for os at leve i fred.“ Medlemmer i Taiwan og resten af Den Nordasiatiske Division beder om hjælp til at være trofaste og om muligheder for at dele de gode nyheder om Jesu snare genkomst. Ved at give en god kollekt i dag kan I være med til at gøre det muligt for mange flere at høre dette budskab.

MISSIONSPROJEKER FOR 3. KVARTAL 2018 • En holistisk menighedsplantning i storbyer i Kina.

• En ny Adventistkirke i Sejong i Sydkorea.

• En videregående kostskole i Ulaanbaatar i Mongoliet.

• Et center for uddannelse af unge i mission i kirken i Setagaya i Tokyo, Japan.

• Seks sundhedscentre i Taiwan.

15

FOKUS PÅ MISSIONEN Når vi indsamler penge (kollekt) i forbindelse med bibelstudiet, er det for at kunne støtte udbredelsen af evangeliet.

Pengene fordeles til Adventistkirkens arbejde i hele verden, men anvendes fortrinsvis i den tredje verden, hvor de lokale kirker sjældent har mulighed for selv at finansiere det evangeliske arbejde.

Hvert kvartal fokuserer vi på én del af verden. Der bliver udvalgt nogle enkeltprojekter, som på en særlig måde tilgodeses. 25 % af kollekten, som indsamles den 13. sabbat hvert kvartal i adventistkirker over hele verden, anvendes til disse specifikke projekter. Missionsberetningerne her i hæftet stammer fra den region, hvor disse projekter skal gennemføres.

Jan Arne Nielsen, kristen forvaltning