bs2013-04

Helligdommen

Oktober · November · December 2013

BIBEL STUDIUM

ISSN 1398-2826 ISBN 978 87 7532 552 8

1. KVARTAL 4. KVARTAL 2007 2013

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN

4. kvartal

Helligdommen

Forfatter

Martin Pröbstle

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKEN, DANMARK © 2013 Dansk Bogforlag, Nærum ISBN 978 87 7532 552 8 • ISSN 1603-6905

ORIGINAL UDGIVER Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen OVERSÆTTELSE Marit Birch Petersen

LAYOUT Birgitte Bohsen, Bente Skov-Hansen KORREKTUR Elsebeth Daugaard TRYK Strandbygaard Grafisk

INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING TIL 4. KVARTAL ................................................

6

Fokus på missionen ...........................................................

8

5. oktober

1.

Den himmelske helligdom ...........................................

10

12. oktober

2.

Himlen på jorden .........................................................

20

19. oktober

3.

Ofringer .......................................................................

30

26. oktober

4.

Lærdomme fra helligdommen .....................................

40

2. november

5.

Forsoning: Renselsesoffer ...........................................

50

9. november

6.

Forsoningsdagen ..........................................................

60

16. november

7.

Kristus, vores offer .......................................................

70

23. november

8.

Kristus, vores præst ......................................................

80

30. november

9.

Dommen før Jesu genkomst .......................................

90

7. december

10. Den eskatologiske forsoningsdag ................................ 100

14. december

11. Vores profetiske budskab ............................................ 110

21. december

12. Den kosmiske strid over Guds karakter ....................... 120

28. december

13. Praktiske lærdomme fra helligdommen ........................ 130

3

4. KVARTAL 2013

HELLIGDOMMEN Det altafgørende er vel korset? Specielt i påsken bliver vi mindet om, at Jesus død og opstandelse er hovedfokus for den kristne kirke i denne verden. Men som adventister fejrer vi ikke ”kun“ at Jesus kom ud af graven, fordi hvorfor kom han ud af graven? Hvorfor var han som menneske i stand til at sejre over døden?

Han er vores skaber, og oprindeligt blev vi skabt til at leve i en tæt relation med ham. Den første helligdom på denne jord var Edens Have, men efter syndefaldet blev vores forhold brudt, og vi har siden levet delvist adskilt fra Gud. Tabernaklet og senere templet bliver billeder af, hvilket forhold Gud stadig ønsker at have med os mennesker. Han ønsker ikke at være på afstand, men at være tæt på.

De daglige ofringer mindende israelitterne om, hvorfor dette ikke var muligt på nuværende tidspunkt. Hver eneste gang et lam blev slået ihjel, blev budskabet forkyndt – ”Én skal dø, for at jeg kan leve“. Så hvad er budskabet i dag i den himmelske helligdom? ”Én er død, så jeg kan leve!“ Vi kan ikke adskille helligdommen og korset, og budskabet i helligdommen er ikke blevet mindre efter korset. Vi venter stadig på genoprettelsen af denne jord. Gud kalder på sine børn. Verden er ved at blive oplyst, og når alle har taget stilling, kommer han igen.

Har du tænkt over, hvorfor der ikke er en helligdom på den nye jord? Fordi ”nu er Guds bolig hos menneskene“ (Åb 21,3). Det fortæller mig også, at så længe vi lever midlertidigt adskilt fra Gud – så længe ondskaben eksisterer – er der behov for en helligdom.

Vi lever ikke i ørkenen, hvor vi kan kigge ud af teltet og se skystøtten. Men vi kan vende blikket mod himlen, hvor vores ypperstepræst i dag går i forbøn for os i den himmelske helligdom!

Thomas Rasmussen Afdelingsleder for sabbatsskolen 4

INDLEDNING FRELSEN FREMSTILLET I BILLEDFORM Da Gud oprettede helligdommen på jorden, benyttede han den som et undervisningsværktøj. Jødernes helligdom og begivenhderne, der fandt sted i den, gav en fremstilling af vigtige sandheder om forsoning, om Guds karakter og om den endelige løsning på syndens problem.

Helligdommen var en illustration, som skulle hjælpe os til at forstå Jesus som vores offer og ypperstepræst. Da Johannes Døberen sagde til sine disciple, at Jesus var ”Guds lam, som bærer verdens synd“ (Joh 1,29.36), forstod de, hvad Johannes mente, fordi de havde en forståelse af helligdomstjenesten. Hebræerbrevet forudsætter et kendskab til det gamle Israels præstedømme, så de oprindelige læsere af brevet kunne forstå, hvad Jesus gjorde for dem i himlen. Udtryk fra helligdommen blev også benyttet for at lære dem sandheder, der havde med kristen levevis at gøre. Kort sagt blev kendskab til helligdommen og dens tjeneste et grundlag for det nye budskab om frelse i Kristus.

Men ned igennem den kristne tidsalder blev helligdommens budskab stort set glemt. Det var først midt i det nittende århundrede, at der igen blev lagt vægt på helligdommen. ”Emnet helligdommen var den nøgle, der løste mysteriet omkring skuffelsen i 1844. Den gav indblik i et komplet system af sammenhængende og harmoniske sandheder, der viste, at Guds hånd havde ledet den store adventbevægelse. Den viste dem også deres pligt på dette tidspunkt, idet det kastede lys over deres (Guds folks) rolle og deres opgave.“ (Ellen White, The Great Controversy, s.

423).

Som nøglen til et komplet system af

sandheder blev helligdommen og Kristi præstegerning grundlaget for adventisternes tro, og det er den stadigvæk. Trospunktet om helligdommen er enestående for adventisterne. Det har mødt mange udfordringer, som er blevet tilbagevist gennem årene og samtidig uddybet vores forståelse af frelsen.

Ellen White anbefalede, at vi gav helligdommen vores største opmærksomhed, fordi ”helligdommen i himlen er selve midtpunktet for Kristi tjeneste for mennesker. Den angår hvert eneste menneske, som lever på jorden. Den giver indblik i forløsningsplanen, fører os til selve afslutningen af tiden og viser os den sejrrige udgang af kampen mellem retfærdighed og synd. Det er af den største betydning, at alle sætter sig grundigt ind i disse spørgsmål.“ (Ellen White, The Great Controversy, s. 488). Derved kan de ”udvise den tro, som er helt nødvendig i denne tid,“ og ”udfylde den plads, som Gud ønsker, de skal udfylde.“ (Ellen White, The Great Controversy, s. 488).

Helligdommen viser os, hvordan Guds hjerte er. At studere helligdommen vil bringe os nærmere den Almægtige og mere tydeligt vise os vores frelsers personlighed. Det vil drage os ind i et dybere personligt forhold til ham.

Derfor vil vi i dette kvartal studere Guds helligdom, både den jordiske model og den oprindelige i himmelen.

Martin Pröbstle bor i Østrig sammen med sin kone Marianne og deres to sønner Max og Jonathan. Han er professor i Det Gamle Testamente ved Schloss Bogenhofen.

5

MISSIONSBERETNING

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

Fokus på Missionen Når vi indsamler penge (kollekt) i forbindelse med bibelstudiet er det for at kunne støtte udbredelsen af evangeliet i hele verden. Pengene fordeles til Adventistkirkens arbejde i hele verden, men anvendes fortrinsvis i den tredje verden, hvor de lokale kirker sjældent har mulighed for selv at finansiere det evangeliske arbejde.

Hvert kvartal fokuserer vi på en del af verden. Der bliver udvalgt nogle enkeltprojekter, som på en særlig måde tilgodeses. 25% af kollekten, som indsamles den 13. sabbat hvert kvartal i adventistkirker over hele verden, anvendes til disse specifikke projekter.

Missionsberetningerne her i hæftet stammer fra den region, hvor disse projekter skal gennemføres.

Björgvin Ibsen, afdelingsleder kristen forvaltning

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION I dette kvartal fokuserer vi på projekter i den Transeuropæiske Division (TED). Der er over tyve lande og adskillige øgrupper i dette område, og der bor mere end 200 millioner mennesker, men kun ca. 83.500 er syvende dags adventister. TED er kirkens mindste division, men dens behov er lige så store som mange af de store områder i verden Der er mange udfordringer ved at vinde sekulære, postmoderne europæere for Kristus.

Mange søger personlige forhold – men ikke med Gud. Restauranter og forretninger har travlt, men kirkerne er næsten tomme.

Dette kvartals 13. sabbatsoffer vil være med til at støtte fem projekter i denne division.

• • • •

Et evangelisk center i Ohrid i Makedonien.

En international kirke og evangelisk center i Athen i Grækenland.

Forbedring af de kvindelige studerendes boligforhold på Newbold College i England.

Produktion af bibelske 3D udstillinger flere steder i den Transeuropæiske Division, som gennem temaer fra den store strid illustrerer Guds kærlighed.

• Materiale til ”Rodegudstjeneste“, en familieorienteret aktivitetsfokuseret børnegudstjeneste for familier i hele divisionen.

6

GRØNLAND

Reykjavik

ISLAND

FINLAND

NORGE SVERIGE

Atlanterhavet

Helsinki

Oslo

Tallinn ESTONIEN

Stockholm

Nordsøen

Østersøen

DANMARK IRLAND

Riga LETLAND LITAUEN Kaunas

København

Dublin STORBRITANNIEN London

HVIDERUSLAN

POLEN

HOLLAND TYSKLAND

Warsawa

BELGIEN LUXEMBORG

UKRAINE TJEKKOSLOVAKIET

FRANKRIG

SLOVAKIA

ØSTRIG

SCHWEIZ

SLOVENIEN

UNGARN

MOLD

RUMÆNIEN

KROATIEN

Unioner Kirker Grupper PORTUGAL Adriatiske 103 13 Baltiske 89 0 Britiske 257 42 SPANIEN Danske 45 1 Finske 70 5 Hollandske 56 8 Norske 62 2 Polske 116 32 Svenske 36 3 Sydøst europæiske 210 8 Ungarske 105 18 MAROKKO Cypern, GrækenALGERIET land,Island 18 12 Totalt (okt. 2012) 1.167 144

Medlemmer 3.707 6.531 33.878 2.527 4.952 5.059 4.555 5.781 2.757 7.968 4.700

Befolkning 9.654.000 6.768.000 67.560.000 5.681.000 ITALY 5.387.000 16.694.000 4.952.000 38.222.000 9.447.000 16.080.000 9.972.000

TUNISIEN

BOSNIEN HERCEGOVINA SERBIEN MONTENEGRO

BULGARIEN

MAKEDONIEN ALBANIEN

TY

GRÆKENLAND

Athen

MALTA

1.111 12.462.000 83.526 202.879.000

Middelhavet

7

1 Ugens vers

Introdutktion

TIL SABBATTEN | 5. OKTOBER 2013

Den himmelske helligdom ”Så hør i himlen, hvor du bor, deres bøn og bønfaldelse, skaf dem deres ret“ (1 Kong 8,49).

Hvor bor Gud? Dette spørgsmål fra et barn på seks år kan være temmelig svært at svare på. Og det kan let føre til endnu vanskeligere spørgsmål som fx ”Hvis Gud bor et bestemt sted, hvordan kan han så være alle steder?“ Eller ”Har Gud brug for en bolig?“ Eller ”Hvis han ikke har brug for en bolig, hvorfor har han så en?“ Gode spørgsmål; og med det lille, vi egentlig ved, og den mængde, vi ikke ved, er de ikke lette at svare på.

Men vi kan svare med det, vi ved. Som adventister ved vi fra Bibelen, at Gud bor i himlen, at han aktivt arbejder på vores vegne ”deroppe“, og at centrum for hans arbejde er i den himmelske helligdom.

Bibelen er tydelig mht. at den himmelske helligdom er virkelig, og at vi kan drage vigtige lærdomme herfra. Lærdomme om Guds karakter og hans gerning. Vores fokus i denne uge er derfor den himmelske helligdom, og hvad Gud udretter for os der. Det Gud gør i helligdommen, gør han faktisk for os.

Ugens tekster

8

· Jer 23,23-24 · Sl 89,14 · Åb 4; 5 · Sl 11,4-7 · 5 Mos 25,1 · Hebr 8,1-2

SØNDAG

29. SEPTEMBER 2013

Guds bolig Ofte siger vi, at Gud er alle vegne. Eller at han er allestedsnærværende, hvilket betyder, at han er nærværende i hele universet. ”Er jeg kun Gud her på stedet? siger Herren, er jeg ikke også Gud langt borte? ... Er det ikke mig, der fylder både himmel og jord? siger Herren“ (Jer 23,23-24). Også David forstod, at ingen kan flygte fra Gud (Sl 139). Og Paulus hævder, at Gud er nær alle mennesker, i alle fald i en åndelig betydning (ApG 17,27-28).

Foruden at være allestedsnærværende er Gud også evig. Gud har hverken en begyndelse eller en afslutning (Sl 90,2). Han har altid været og vil altid være (Jud 1,25).

1 Kong 8,49 Sl 102,20

Hvad lærer disse tekster os om det sted, hvor Gud bor? Hvordan skal vi forstå, hvad det betyder? Kan vi forstå det?

Bibelen er fuld af udtalelser om, at Guds bolig er i himlen (1 Kong 8,30. 43. 49). Betyder det, at Gud er mere tilstedeværende i himlen end noget andet sted? Det er tydeligt, at Gud på en speciel måde bor i himlen, i sin herlighed og rene hellighed. Den største manifestation af Guds tilstedeværelse findes i himlen.

Men der er en forskel mellem Guds generelle tilstedeværelse og hans specielle tilstedeværelse. Generelt er Gud nærværende alle steder; men han vælger at åbenbare sig på en særlig måde i himlen, og som vi skal se, i den himmelske helligdom.

Vi er selvfølgelig nødt til at erkende, at vi er meget begrænsede i vores forståelse af hans fysiske natur. Han er ånd (Joh 4,24) og kan som sådan ikke begrænses af nogen form for bygning eller dimension (1 Kong 8,27). Alligevel fremstiller Bibelen himlen (Joh 14,1-3) og den himmelske helligdom som virkelige steder (Hebr 8,2), hvor Gud kan ses (ApG 7,55-56; Åb 4,2-3). Vi må derfor drage den slutning, at selv himlen og den himmelske helligdom er steder, hvor Gud i en vis forstand kommer ned til sine skabninger for at møde dem.

Til at tænke over

Der er mange ting, som det er svært for os at forestille os eller forstå, fx Guds bolig. Alligevel siger Bibelen, at denne bolig er virkelig. Hvordan kan vi lære at stole på alt det, Bibelen lærer os, uanset om det somme tider er svært at forstå? Hvorfor er det vigtigt for os at lære at have tillid, selv når vi ikke forstår?

9

MANDAG

30. SEPTEMBER 2013

Tronsalen Sl 47,7-10; 93,1-2; 103,19

Hvad lærer disse tekster os om Gud og hans trone?

Bibelen indeholder adskillige syner om den himmelske trone. De fleste beskriver en slags himmelsk forsamling med Gud som konge.

Det er interessant, at de fleste af dem handler om menneskelige sager og i reglen fremstiller Gud som den, der handler eller taler på vegne af de retfærdige.

Bibelen åbenbarer også Gud som den højeste magt. Herrens kongemagt er fx et tema, der går igen i mange af salmerne. Gud er ikke alene himlens konge, men også ”hele jordens konge“ (Sl 47,7), og ikke kun engang i fremtiden, men allerede her og nu (Sl 93,2).

At Guds trone er i himlen har mange konsekvenser. En af dem er, at Gud er uafhængig af og hævet over resten af universet.

Sl 89,15; 97,2

Hvad lærer disse tekster os om Guds karakter og om, hvordan han hersker?

Guds styreform indbefatter både retfærdighed og ret, så vel som godhed og troskab. Disse moralske egenskaber beskriver, hvordan han handler i menneskenes verden og understreger hans position i hele universet. Disse egenskaber, som beskriver hans styreform, er de samme som dem, han ønsker, at hans folk skal udvise i deres liv (Mika 6,8; sml. med Es 59,14), og det er vores hellige privilegium at leve sådan. ”På samme måde som jorden i lydighed mod hans naturlove skulle frembringe dens skatte, sådan skal hans folk i deres hjerte genspejle hans karakters egenskaber i lydighed mod hans morallov.“ (Ellen White, The Adventist Home, s. 144).

Til at tænke over

10

Hvordan kan vi på en bedre måde udvise godhed, retfærdighed og ret i en verden, som er fuld af ondskab, uretfærdighed og uret?

Hvorfor skal vi gøre dette?

TIRSDAG

1. OKTOBER 2013

Tilbedelse i himlen Åb 4 og 5

Hvad lærer disse to kapitler os om Guds himmelske bolig? På hvilken måde kan vi se frelsesplanen i disse tekster?

Synet om den himmelske tronsal er et syn om den himmelske helligdom. Dette kommer tydeligt frem i brugen af det hebraiske sprog, som henviser til det jødiske religionssystem. For eksempel findes ordene for dør og basun i Åb 4,1 mange gange i Septuaginta (en gammel græsk oversættelse af Det Gamle Testamente) i forbindelse med helligdommen. De tre ædelstene i Åb 4,3 er en del af ypperstepræstens brystplade. Den syvarmede lysestage minder om lysestagen i Salomos tempel. De fireogtyve ældste minder os om opdelingen i fireogtyve hold af præster, der gjorde tjeneste i templet i løbet af et år (1 Krøn 4,1-18). Som symbol på folkets bønner bragte de røgelsesofre i guldskåle (Åb 5,8; jf.Sl 141,2). Alle disse vers peger tilbage til Det Gamle Testamentes gudstjenesteordning, som var centreret omkring den jordiske helligdom.

Endelig henviser det slagtede lam i Åb 5 selvfølgelig til Kristi offerdød. Kristus, Lammet, er den eneste mellemmand, som kan bringe frelse, og han prises som værdig på grund af sin sejr (Åb 5,5), sit offer (Åb 5,9. 12) og sin guddommelighed (Åb 5,13). ”Kristus blev menneske og gav sit liv som et offer, så menneskene ved at få del i guddommelig natur kan få evigt liv.“ (Ellen White, Selected Messages, 3. bind, s. 141).

Hvad vi ser i disse to kapitler omkring Guds trone, er en beskrivelse af Guds gerninger for at frelse menneskeheden. Vi kan også se, at disse gerninger bliver observeret af andre intelligente væsener i himlen, et nøgleelement i temaet om den store strid.

Til at tænke over

Tænk over, hvad det betyder, at Kristus, Gud selv, blev menneske og døde i vores sted. Med andre ord, alt det forkerte, som du har gjort og som du skulle straffes for, blev i stedet lagt på ham. Hvad betyder denne sandhed for motivationen bag alt det, du foretager dig?

11

ONSDAG

2. OKTOBER 2013

Retssalen Sl 11,4-7 Hab 2,20

Hvad mere gør Gud i sit himmelske tempel, og hvorfor er det vigtigt for os at kende til det?

Mange af salmerne viser, at Gud ikke er ligegyldig over for de retfærdiges behov eller de uretfærdigheder, de ofte udsættes for. Han vil reagere på situationer, som skriger efter oprejsning, og han ”frikender den uskyldige og dømmer den skyldige“, som enhver god dommer ville gøre (5 Mos 25,1).

Når Gud dømmer, bliver tronsalen en retssal, og den himmelske trone bliver et dommersæde. Han, som sidder på tronen er den, som dømmer (se Sl 9,5-9). Den klassiske kombination af tronsal og dom finder vi i Dan 7,9-14 (en vigtig tekst, som vi senere vil studere nærmere). Der finder vi igen to sider ved dommen: en dom om oprejsning for de hellige og en dom om fordømmelse for Guds fjender.

Efter at Habakkuk i sin bog har spurgt Gud om, hvorfor han er tavs mht. uretfærdighed (Hab 1), svarer Gud, at hans kommende dom med sikkerhed vil indtræffe (Hab 2,1-5). Afguderne har hverken røst eller ånd (Hab 2,19); men Gud Skaberen er i sit hellige tempel, i den himmelske helligdom, og han er parat til at dømme.

Den profetiske appel lyder: ”Vær stille for ham, hele jorden“ (Hab 2,20). Den mest passende holdning til Guds herredømme og dom er ærefrygt, der viser sig i stilhed og tavs ærbødighed.

Det sted, hvor Gud åbenbarer sit særlige nærvær, og hvor han bliver tilbedt af de himmelske væsener, er det samme, hvorfra han retfærdigt dømmer alle mennesker, nemlig helligdommen i himlen. Gud er retfærdig, og alle vores spørgsmål mht. retfærdighed vil til sin tid blive besvaret af Gud.

Til at tænke over

12

På trods af, at vi kæmper for og kræver retfærdighed, ser vi det ikke tit i vores tid. Hvorfor må vi stole på Guds retfærdighed? Hvilket håb ville vi have uden dette løfte?

TORSDAG

3. OKTOBER 2013

Hvor frelse findes Hebr 8,1-2

Hvilken opgave udfører Kristus på Guds trone?

Hebræerbrevet fortæller os, at Kristus gør tjeneste som vores ypperstepræst i den himmelske helligdom. Hans opgave fokuserer på vores frelse; for han er trådt ”frem for Guds ansigt til gavn for os“ (Hebr 9,24). Jesus har medfølelse med os og forsikrer os om, at vi ikke vil blive afvist, men i stedet vil finde nåde og hjælp (Hebr 4,1516) på grund af det, han har gjort for os. Den himmelske helligdom er ligesom den jordiske det sted, hvor soning for de troendes synder finder sted (Hebr 2,17). Den Jesus, som døde for os, er den samme, som nu gør tjeneste for os i himlen.

Åb 1,12-20; 8,2-6; 11,19; 15,5-8

Hvordan beskrives helligdommen i disse tekster?

De vers fra Johannes’ Åbenbaring, som vi ser på i dag, er kun nogle af de tekster, som omtaler helligdommen. De fleste hovedafsnit i bogen begynder med en scene fra helligdommen.

Den første indledende scene viser Kristus, klædt som ypperstepræst, som går omkring mellem de syv lysestager (Åb 1,12-20). Den anden beskriver den himmelske tronsal, og versene giver os et stort udvalg af billeder fra helligdommen: trone, lamper, hav, et slagtet lam, blod, guldskåle med røgelse (Åb 4 og 5). Den tredje scene henviser til den konstante forbønstjeneste, som finder sted i den første afdeling af den himmelske helligdom (Åb 8,2-6). Den fjerde og centrale scene giver os et glimt a pagtens ark i den anden afdeling (Åb 11,19). Den femte scene placerer os midt i hele helligdommen i himlen (Åb 15,5-8). Den sjette er speciel ved, at den ikke indeholder nogen direkte henvisning til helligdommen, måske for at illustrere, at Kristi gerning der er afsluttet (Åb 19,1-10). Den sidste scene handler om den pragtfulde hellige by, som kommer ned til jorden, og som beskrives som en helligdom, en Guds bolig, som kommer ”ned fra himlen“ (Åb 21,1-8).

Et nøje studium af disse scener viser, at de indbyrdes hænger sammen, idet de fremstiller en intern udvikling i Guds frelsesplan: fra Kristus på jorden til hans himmelske tjeneste, i den første og anden afdeling af helligdommen, til afslutningen på hans tjeneste som ypperstepræst og til sidst helligdommen på den nye jord.

13

FREDAG

4. OKTOBER 2013

Til videre studium ”Paulus havde fået et glimt af himlen, og i sin fremstilling af dens herlighed var det bedste, han kunne gøre, ikke at forsøge at beskrive den. Han fortæller os, at intet øje har set, intet øre har hørt og intet menneskes hjerte har kunnet forestille sig de ting, som Gud har forberedt for dem, som elsker ham. Så du kan presse din forestillingsevne til det yderste, du kan forsøge så godt du kan at forstå og fundere over evighedens herlighed, men dine begrænsede sanser kan ikke fatte det, selv om du bliver ved, til du er helt udmattet, for her er tale om en uendelighed. Det vil tage hele evigheden at opdage dens herlighed og grave de ædle skatte frem i Guds ord.“ (Ellen White, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1107.) ”Selv den mest pragtfulde bygning, mennesker nogen sinde har opført, kunne kun give et svagt billede af det store og herlige sted, hvor Kongernes Konge har sin bolig, og hvor tusind tusinder tjente ham, ti tusind titusinder står foran ham. Det er et tempel, som er fyldt med herligheden fra den evige trone, hvor seraferne, dets lysende vogtere, tilhyller deres ansigter i tilbedelse. Men ved hjælp af den jordiske helligdom lærte menneskene alligevel betydningsfulde sandheder om den himmelsk helligdom og den store gerning for menneskenes frelse, som udføres dér.“ (Ellen White, The Great Controversy, s. 414.)

Spørgsmål til drøftelse

1. Hvad mener Ellen White, når hun siger, at mange ”betydningsfulde sandheder“ med hensyn til vores frelse blev fremstillet i den jordiske helligdom og dens tjeneste? Nævn nogle af disse lærdomme, og hvorfor de er betydningsfulde?

2. Hvad betyder det, at Gud ”bor“ i himlen? Hvordan forstår du dette begreb?

3. I denne uges studium berørte vi tanken om, at universet ser den gerning, som Gud gør for menneskene. Hvorfor er det vigtigt for os at fatte denne kendsgerning? Hvordan hjælper det os til at forstå hele temaet om den store strid, og hvad dette tema betyder i frelsesplanen? Hvad siger det om Guds karakter, at han lader de væsener, han selv har skabt, få indblik i det, han gør?

14

DIALOG

TIL SABBATTEN | 5. OKTOBER 2013

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Skriv i løbet af kvartalet spørgsmål ned, som rejser sig, når du læser bibelteksterne. Bring dine spørgsmål til din sabbatsskolegruppe. Er der særligt vanskelige spørgsmål, bed en bibelkyndig, som har mere baggrund, om at undersøge nærmere og bringe mulige svar tilbage til gruppen. Sæt evt. speciel tid af til det på udvalgte sabbatter For dig, der forstår engelsk, kan udsendelsen Scriptural Pursuit være en stor hjælp for forståelsen af lektiens emner. Scriptural Pursuit drøfter hver uge lektien og findes på http://scripturalpursuit. wordpress.com

Uddybende spørgsmål

• Guds helligdom er en anden måde at sige ”Guds bolig“ på. Helligdommen er i den forstand det sted, hvor Gud bor.

• Hvad menes der med, at Gud bor i himlen og ikke på jorden?

Hvilke træk ved jorden gør, at Gud ikke umiddelbart kan identificeres med alt det, der foregår her?

• Mange folkeslag har haft og har ”helligsteder“. Religiøse bevægelser som New Age, knytter ofte en særlig kraft til bestemte steder på jorden. Disse synspunkter fører ofte til bestemte religiøse udtryksformer, til speciel religiøs praksis. Hvori adskiller sådanne synspunkter og praksis sig fra den bibelske lære, at Guds helligdom er i himlen?

- Gud selv indrettede et tabernakel og senere et tempel i Jerusalem. Hvorfor er det sted ikke længere centralt i den kristne tidsalder?

- Møder vi i dag Gud bestemte steder på jorden, og er noget rige eller en bestemt nation i særlig grad hans?

Forstå det bedre

I oldtidens frugtbarhedsreligioner dyrkedes guderne som et udtryk for naturens kræfter og kredsløb. Det gjaldt for eksempel for Baalsdyrkelsen, vi finder beskrevet i Bibelen. I mere avancerede filosofisk prægede religioner, såsom hinduismen, udvikledes dette til, at det guddommelige findes overalt i naturen selv, eller at naturen som sådan er gud. Vi kalder det panenteisme og panteisme.

Bibelens Gud er i modsætning hertil Skaber og uafhængig af naturen. Han står uden for den. I en verden præget af synden kan Gud 15

DIALOG

TIL SABBATTEN | 5. OKTOBER 2013

ikke identificeres med alt det, som sker. Ikke alle jordiske værdier er acceptable for Gud, og han er og kan ikke være bundet til et bestemt sted eller til et bestemt jordisk system. Hans rige er ”ikke af denne verden“ (Joh 18,36). Det drejer sig om værdier. Vi beder ”ske din vilje som i himlen således også på jorden“ (Matt 6,10) netop fordi den ikke altid sker. Når vi som adventister understreger, at vi tror på den himmelske helligdom, lægger vi vægt på, at vores liv og tilbedelse alene skal bestemmes af himmelske værdier.

NOTER

16

MISSIONSBERETNING X. OKTOBER 5.

XX 2013 2013

ET PRESSERENDE MICHELS DRØM BEHOV Michel havde store drømme. Han boede Xxx i Congo, et land uden ret mange tilbud til de unge. Selv om han havde taget en universitetsuddannelse, kunne han ikke finde et ordentligt arbejde. Så han besluttede sig for at rejse til Europa.

Han ankom til Grækenland, men blev hurtig klar over, at der ikke var mange jobmuligheder. Han havde ingen penge, intet arbejde, ingen familie og ingen venner fra sit hjemland.

En dag mødte han George, som også var fra Congo. De begyndte at tale sammen, og George drejede hurtigt samtalen ind på Gud. Michel troede på Gud og bad ofte, men George fortalte ham ting, han aldrig havde hørt før. George inviterede ham til at komme med i Adventistkirken.

Michel kendte nogle få adventister i Congo og havde også læst nogle adventistbøger. Så han ville gerne med i kirke. Han var meget begejstret over det, han lærte under gudstjenesten, og han og George fortsatte med at mødes og studere Bibelen sammen. Hans begejstring var stor, og han begyndte med det samme at fortælle andre om det, han lærte. To andre, som han havde inviteret med i kirke, blev døbt samme dag som ham. Alle disse nye medlemmer deler nu deres tro med andre.

Michel har stadigvæk ikke noget betalt arbejde, men Gud har givet ham en opgave i Grækenland. Han ønsker nu at arbejde for Gud. Men han er ikke i stand til at give bibelstudier til alle de mennesker, som er blevet interesseret pga. hans kontakt med dem. Kirkens præst og nogle af de andre medlemmer hjælper nu til.

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

Indtil nu er seks af dem, han har inviteret med i kirke, blevet døbt.

Michel kommer i en international kirke i Athen, hvis medlemmer aktivt driver mission blandt andre immigranter. Og menigheden vokser hurtigt. ”Da jeg først kom hertil, var der ca. 50 medlemmer,“ fortæller Michel. ”Nu er vi over 100 fra 16 forskellige lande, som alle tilbeder Gud sammen. Vi kommer fra mange forskellige kulturer og taler mange sprog, men vi ønsker alle sammen at følge den vej, Gud viser os.“ Den internationale menighed i Athen vokser hurtigt, og den trænger til et større mødelokale. Men det er svært at leje en sal i byen pga. de andre kirkers fordomme.

En del af 13. sabbatskollekten i dette kvartal vil gå til at hjælpe kirken i Grækenland med at anskaffe en bygning, som vil indeholde både kirkesal og klasseværelser, hvor lægfolk kan undervises i at dele deres tro med Athens og hele Grækenlands befolkning.

MISSION I GRÆKENLAND • Næsten alle Grækenlands indbyggere tilhører den græsk-ortodokse kirke.

Mange forstår ikke, at en adventist er en kristen.

• Mange af adventisterne i Grækenland kommer fra andre lande. De deler deres tro med naboer og folk fra deres eget hjemland, og vores menigheder vokser.

• En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil gå til at anskaffe et mødested for en menighed af indvandrere i Athen.

17

2

TIL SABBATTEN | 12. OKTOBER 2013

Himlen på jorden

Ugens vers

”De tjener ved en helligdom, der kun er en efterligning og en skygge af den himmelske, fremstillet efter de anvisninger, Gud gav Moses, da han skulle rejse Åbenbaringsteltet. Han sagde: ‘Sørg for at lave alt efter det forbillede, du fik at se på bjerget’“ (Hebr 8,5).

Introduktion

Selv om helligdommen i himlen er den originale, hvor Gud selv gør tjeneste for os, har han åbenbaret sandheder om denne helligdom på forskellige måder for os her på jorden.

Gud skabte Edens have som et symbol på helligdommen. Den himmelske helligdom og dens plads i frelsen blev fremstillet i det jordiske tabernakel og senere i større målestoksforhold i de jødiske templers struktur.

I Jesus blev templet fremstillet i et menneske. Og til sidst vil det himmelske tempel komme ned til jorden.

I denne uge vil vi studere nogle af de begreber, som Gud har anvendt for at åbenbare sine sandheder ved hjælp af helligdommen.

Ugens tekster

18

· 1 Mos 1,31-2,3 · 2 Mos 39,32.13; 25,9 · Hebr 8,5 · Joh 2,19-21 · 1 Kor 3,16-17 · Åb 21,1-22

SØNDAG

6. OKTOBER 2013

Den første helligdom på jorden Bibelforskere har bemærket, at mange af særprægene ved Edens have svarer til de senere helligdomme i Israel, noget som antyder, at Eden var det første symbolske ”tempel“ på jorden. Blandt parallellerne finder vi følgende: 1. Ved afslutningen af skabelsesberetningen og den rapport, der beskriver opførelsen af tabernaklet i ørkenen, anvendes de samme tre begreber – godkendelse, fuldførelse og velsignelse – med de samme tre nøgleord (sammenlign udtrykkene ”hele“, ”fuldendt“ eller ”fuldført“ og ”velsignede“ i 1 Mos 1,31-2,3 med 2 Mos 39,32.

43; 40,33).

2. På samme måde, som Gud gik rundt i haven (1 Mos 3,8), var han midt iblandt sit folk i helligdommen (2 Sam 7,6-7).

3. Adam skulle ”dyrke“ og ”vogte“ haven (1 Mos 2,15). De samme to ord bruges om levitternes tjeneste i tabernaklet (4 Mos 3,7-8).

4. Alle vegne i helligdommen forekommer der billeder, der henviser til en have (2 Mos 25,31-36; 1 Kong 6,18).

5. Keruber vogtede Edens have (1 Mos 3,24); to keruber var placeret i det Allerhelligste (2 Mos 25,18-22).

6. Ligesom skabelsen foregik på seks dage, hvor hver dag blev indledt med ”Gud sagde“ og efterfulgt af sabbatten, sådan er der også seks afsnit i forbindelse med tabernaklet, hvor ”Herren talte til Moses“ (2 Mos 25,1; 30,11. 17. 22. 34; 31,1) efterfulgt af et syvende afsnit om sabbatten (2 Mos 31,12-17).

7. Helligdommen stod færdig på den første dag i den første måned (2 Mos 40,17), den jødiske nytårsdag, som minder om jordens fuldendelse ved skabelsen.

Til at tænke over

Tænk over udtrykket ”helligdom“. Hvad kommer du til at tænke på? Hvilke ting skaber en ”helligdom“ for dig nu? Hvordan kan din forståelse af disse jordiske helligdomme bedre hjælpe dig til at forstå, hvad Guds helligdom i himlen giver os?

19

MANDAG

7. OKTOBER 2013

En kopi af forbilledet 2 Mos 25,9.40 Hebr 8,5; 9,23-24

Hvilket forhold er der mellem den jordiske og den himmelske helligdom?

Bibelen lærer tydeligt, at Moses ikke selv havde fået ideen til tabernaklet; men at han byggede det i overensstemmelse med de guddommelige instrukser, han havde modtaget på bjerget (2 Mos 26,30; 27,8; 4 Mos 8,4). Den jordiske helligdom skulle bygges efter det ”forbillede“ (2 Mos 25,9.40), som Gud havde vist Moses. Det hebraiske ord for ”forbillede“ – tabnit – udtrykker ideen om en model eller en kopi. Vi kan derfor konkludere, at Moses så en slags miniature, som forestillede den himmelske helligdom, og at denne model var hans byggeplan for den jordiske.

Det himmelske tempel er derfor originalen, jødernes helligdom er en kopi. Det er også indlysende, at vi ikke kan sætte lighedstegn mellem den himmelske helligdom og himlen selv. Den himmelske helligdom er ”i himlen“ (Åb 11,19; 14,17; 15,5), dvs. himlen indeholder templet. De to er ikke identiske.

Hebræerbrevet forklarer utvetydigt, at helligdommen i himlen er virkelig. Den himmelske helligdom kaldes både ”det sande Åbenbaringstelt“ (Hebr 8,2) og ”det større og mere fuldkomne telt“ (Hebr 9,11), mens den jordiske ”kun er en efterligning og en skygge af den himmelske“ (Hebr 8,5). En skygge er altid kun en efterligning af det virkelige, og den jordiske helligdom er en ufuldkommen og vag efterligning af den himmelske. Men på trods af sine begrænsninger genspejler den jordiske helligdom vigtige sider af den himmelske helligdoms virkelighed.

Forholdet mellem de to kaldes typologi. Typologi bruges i Bibelen som et guddommeligt udarbejdet profetisk billede, som involverer to tilsvarende historiske virkeligheder, kaldt henholdsvis type (den originale) og antetype (kopien). Fordi forholdet mellem disse altid er, at man går fra type (originalen) til antetype (kopien), kan vi i Hebræerbrevet se, at den himmelske model, som Moses var blevet vist, omtales som type eller ”forbillede“ (Hebr 8,5) og den jordiske helligdom er antetype eller ”efterligning“ (Hebr 9,24). Denne sandhed er yderligere bevis for, at den himmelske helligdom eksisterede før den jordiske. Som adventister står vi på solid bibelsk grund, når vi lægger vægt på den himmelske helligdoms virkelighed.

20

TIRSDAG

8. OKTOBER 2013

Jesus og helligdommen Joh 2,19-21 Joh 1,14

Hvorfor sammenlignes Jesu legeme med templet?

Et af temaerne i Johannes’ evangelium er, at med Jesus er et bedre ”tempel“ kommet. Vi finder billeder fra tabernaklet allerede i Joh 1,14. Jesus er Ordet, som ”tog bolig iblandt“ menneskene, og de så hans ”herlighed“. Det græske ord, som benyttes for ”tog bolig iblandt“ (skenoo) er udsagnsformen for det græske navneord for ”tabernakel“ (skene). Egentlig står der altså i vers 14, at Ordet ”tabernaklede iblandt os“. I denne sammenhæng minder ordet ”herlighed“ os om Guds herlighed, som fyldte både tabernaklet i ørkenen (2 Mos 40,34-35) og Salomos tempel ved dets indvielse (2 Krøn 7,13). Så da Jesus kom til jorden som et menneske, opfyldte han Guds tempelløfte om at bo iblandt sit folk.

I Joh 2,19-21 så vi, at Jesus erklærede, at han var templet. Dette indvarslede afslutningen på den jordiske helligdoms betydning efter hans død (Matt 27,51). Da Jesus sagde, at han var livets brød (Joh 6,35) og verdens lys (Joh 8,12), kan han have gået videre end blot en reference til mannaen og henvist til skuebrødene og lysestagen i den jordiske helligdom. En tydelig henvisning til helligdommen er omtalen af Jesus som Guds lam, der bærer verdens synd (Joh 1,29). ”Alle, som gjorde tjeneste i forbindelse med helligdommen, blev derved hele tiden undervist om, hvordan Kristus griber ind for at frelse menneskeheden. Denne tjeneste var oprettet for at skabe kærlighed til Guds lov, hans riges lov, i alle mennesker. Offersystemet skulle tjene som en lignelse om Guds kærlighed, som den viser sig i Kristus, i det lidende og døende offer, som tog den synd på sig, som menneskene var skyldig i, da den uskyldige blev gjort til synd for os.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 233.)

Til at tænke over

På grund af vores syndige natur har vi let ved at tro, at Gud er vred på os. Hvordan kan Guds kærlighed, som den kommer til udtryk i Jesu død, hjælpe os til personligt at forstå, at Gud elsker os på trods af vores fejl? Hvordan kan hans offer opmuntre os til at vinde sejr over selvet?

21

ONSDAG

9. OKTOBER 2013

Menigheden som helligdom Efter Jesu himmelfart og hans indsættelse som ypperstepræst i den himmelske helligdom, havde templet på jorden ikke længere noget formål i frelsesplanen (se Matt 27,50-51). Men Gud ønsker stadig at bo iblandt sit folk på jorden, noget der nu er muligt gennem Helligånden. Apostlene benyttede billeder fra helligdommen for at udtrykke denne sandhed.

1 Kor 3,16-17; 6,19-20 2 Kor 6,16 Ef 2,19-22

Læg mærke til henvisningerne til helligdommen. Hvilken sandhed lærer Bibelen os i disse vers?

I 1 Kor 3,16-17 taler Paulus til menigheden som en samlet enhed, og han præsenterer dem for temaer fra templet som ejendomsforhold (1 Kor 3,16) og hellighed (3,17). Han benytter de samme principper i 1 Kor 6,19-20 over for den individuelle troende. Som et tempel er den troende hellig og har derfor en guddommelig pligt til at leve i hellighed. Paulus benytter billedsprog fra templet for at understrege kaldet til at leve et rent og helligt liv, som i denne sammenhæng defineres som seksuel renhed i modsætning til utugt (1 Kor 6,1518). Paulus’ sidste henvisning til menigheden, som et guddommeligt tempel, passer ind i dette mønster. Der kan ikke være noget fællesskab mellem de troende og de vantro (2 Kor 6,14-7,1); for menigheden står i et pagtsforhold til Gud og tilhører derfor ham alene (2 Kor 6,18).

Samtidig er menigheden ikke kun Guds tempel, men også hans hellige præsteskab (1 Pet 2,5. 9). Med et sådant privilegium følger nødvendigvis også et stort ansvar. Hvor er det vigtigt, at vi i tro og lydighed overgiver vores liv til Gud, som har givet os så meget, og som derfor til gengæld beder om meget.

Til at tænke over

22

Vi frelses selvfølgelig ved Kristi retfærdighed, som dækker os fuldstændigt. Men hvad beder Gud om til gengæld for alt det, vi af nåde er blevet givet i Kristus? Hvordan kan vi på bedste måde gøre det, han beder os om?

TORSDAG

10. OKTOBER 2013

En ny skabning Åb 7,15-17

Hvor er de frelste, og hvordan beskrives de i disse vers?

Disse vers beskriver de frelste som konger og præster, som tjener i Guds palads og tempel (Åb 1,6; 5,10; 20,6). Løftet om, at ”han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem“ (Åb 7,15), hentyder til Guds nærværelse i tabernaklet i ørkenen, hvor han boede iblandt det gamle Israel som dets leder. På den nye jord vil helligdommen igen blive det fuldkomne mødested for Gud og de frelste. Det garanterer ly, beskyttelse og den ultimative opfyldelse af et liv i samfund med Gud og Kristus. Han, som en gang boede iblandt menneskene (Joh 1,14), vil rejse sit telt over sine hellige, så de kan have deres bolig hos ham.

Åb 21,1-22

Hvordan beskrives det nye Jerusalem? Hvilke paralleller finder du i disse vers mellem den hellige by og helligdommen?

Johannes ser ikke noget tempel i det nye Jerusalem (Åb 21,22); men det betyder ikke, at der ikke er noget tempel. Faktisk er det nye Jerusalem i en vis forstand templet, fordi der er ”Guds bolig“ (Åb 21,3). Det nye Jerusalem beskrives med adskillige elementer fra helligdommen: den er ”hellig“ og af himmelsk oprindelse (Åb 21,1.

10); den har samme kubiske form som det Allerhelligste (Åb 21,16; 1 Kong 6,20); ligesom med tempelområdet er intet urent tilladt i den hellige by (Åb 21,27); og det allervigtigste er, at Gud er til stede. I Guds helligdom kan vi bo sammen med ham i det mest intime forhold, der kan tænkes (Åb 21,3.7). Dette er målet for frelsen.

Til at tænke over

En evighed i et nært forhold til Gud? Hvorfor er det så vigtigt for os, som Ellen White siger igen og igen, at have et nært forhold til Gud her og nu?

23

FREDAG

11. OKTOBER 2013

Til videre studium Ellen White, · The School of the Hereafter, Education s. 301-309 · The Controversy Ended, The Great Controversy s. 673-678 ”Frygt for at få vores fremtidige arv til at virke for materiel har fået mange til at lægge en symbolsk betydning i netop de sandheder, der lærer os at betragte den som vores hjem. Kristus forsikrede sine disciple, at han gik bort for at forberede boliger til dem i sin fars hus.

De, som tror på Guds ords undervisning, vil ikke være totalt uvidende om den himmelske bolig. Og dog er det sandt, hvad der står: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham“ (1 Kor 2,9). Menneskeligt sprog kan ikke beskrive de retfærdiges belønning. Kun de, der får den at se, vil fatte den. Vores begrænsede forstand kan ikke fatte herligheden i Guds Paradis.“ (Ellen White, The Great Controversy, s. 674-675.)

Spørgsmål til drøftelse

1. Hvorfor tror du, at det er vigtigt for os at forstå, at Guds helligdom i himlen er et virkeligt sted? Hvorfor må vi samtidigt vogte os for ikke at lave en alt for detaljeret sammenligning mellem den jordiske og den himmelske helligdom?

2. Samtal i klassen om ideen om at menigheden er en helligdom.

Hvordan skal dette forstås? Hvordan kan vi som en menighed bedre opfylde denne vigtige sandhed?

3. ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I“ (Kor 3,16-17). Hvad lærer denne tekst os, og hvordan kan vi anvende denne lærdom på vores måde at leve på?

4. Tænk over, at vi nu er ”præster“, og at vi vil fungere som præster efter Jesu genkomst. Hvilke funktioner indbefatter det nu, og hvad vil de blive, efter at Jesus er kommet igen? Hvordan viser selve brugen af ordet præst, hvor centralt hele helligdomstemaet er i frelsesplanen?

24

DIALOG

TIL SABBATTEN | 12. OKTOBER 2013

Aktiviteter og dialog Uddybende spørgsmål

• Både Det Gamle og Det Nye Testament omtaler den jordiske helligdom som ”en efterligning“ eller ”kopi“ eller ”en skygge“ af den himmelske. Vi kender altså den jordiske helligdom, men har ikke set den himmelske.

- Hvilke forskelle tror du, der er mellem den himmelske original og de jordiske kopier?

- Er målene de samme? Er keruberne dækket af guld? Bruges der jordiske træsorter i himlen?

- Hvilke ligheder og evt. forskelle har betydning for Guds budskab til os via helligdommen i himlen?

• Ideen om et tempel som en bolig for Gud anvendes symbolsk også om Jesus og om menigheden. Hvilke forskelle ser du mellem denne måde at anvende billedet på og den brug, der gøres i forbindelse med den himmelske helligdom?

- I helligdommen foregik der årlige fester. Dette festår er af betydning for forståelsen af Guds plan i historien. Jesu første komme er for eksempel illustreret i påskens begivenheder – han er det slagtede påskelam (1 Kor 5,7).

• Er der noget bibelsk grundlag for at hævde, at dette festår kan sammenlignes med menighedens udvikling? Eller Jesu egen?

Personligt kristenliv

• Find, evt. ved hjælp af skriftstedsindekset i Salmebogen salmer eller sange, hvor Åb 7,9-17 er anvendt.

• Planlæg sammen med din klasse eller med hele menigheden at synge eller læse disse sange sammen.

- Hvad lærer du fra disse sange fra vores kristne kulturarv om forståelsen af helligdommen, festerne og disse vers fra Bibelens sidste bog?

25

NOTER

26

TIL SABBATTEN | 12. OKTOBER 2013

MISSIONSBERETNING 12. OKTOBER 2013

HUN FORSVARER SIN TRO Victoria er 14 år og bor i Athen. Hun går i en offentlig skole, og det betyder bl.a., at hun skal deltage i religionsundervisning to gange om ugen. De fleste af eleverne i Victorias klasse er ikke interesseret i religion. De kender ikke Bibelen, og kan derfor ikke svare på de spørgsmål, som religionslæreren stiller i klassen. Da hun ved, at Victoria kender svarene, lader hun hende ofte svare på spørgsmålene.

Nogle af eleverne har spurgt Victoria, hvordan det kan være, at hun ved så meget om de historier, som de gennemgår i timerne. Hun har fortalt dem, at hun går i kirke hver uge, og at hun der studerer Bibelen sammen med de andre børn.

Victoria besluttede sig til at bringe en Bibel med i skolen. Hun fik lov til at læse fra den, når deres tekstbog udelod vigtige dele af beretningerne. ”Mine klassekammerater og min lærer respekterer min tro,“ fortæller Victoria. ”Dette er usædvanligt, for de fleste børn, som ikke tilhører statskirken, bliver drillet pga. deres tro. Jeg er meget taknemlig over, at Gud giver mig mod til at forsvare min tro og introducere andre til betydningen af at kende Guds ord.“ En dag efter deres religionstime standsede en af Victorias klassekammerater hende i gangen. ”Må jeg tale med dig?“ spurgte hun. Victoria nikkede, og de fandt et sted, hvor de kunne tale sammen i fred. Angela talte stille om et problem, hun havde derhjemme. ”Min far siger altid grimme ting til min mor,“ fortalte hun, og kæmpede for at holde tårerne tilbage. ”Jeg tror, de planer på at blive skilt.“ Victoria lyttede medfølende, og for-

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

talte Angela, at Jesus kan hjælpe hende igennem de vanskelige oplevelser. ”Du må bede til Jesus,“ sagde hun. ”Bed om hjælp. Han elsker dig og vil hjælpe dig.

Du må have tillid til ham.“ Næste dag bragte Victoria en bibel, som hun gav Angela. Hun havde skrevet en liste med nogle bibelvers, som Angela kunne læse og dele med sin familie. Hun fortalte hende også, at hun og hendes forældre bad for Angela og hendes familie.

Ikke ret lang tid senere fortalte en glad Angela, at hendes mor havde fundet listen med bibelvers, og at familien læste dem sammen. ”Vi læser nu fra Bibelen og beder sammen,“ fortalte hun. ”Min far skændes ikke nær så meget mere, og mine forældre virker meget gladere. Tusind tak!“ Victoria smilede. Hun vidste, at Gud havde besvaret hendes bønner.

Grækenlands befolkning er ofte meget lukkede, når det gælder religion. I dette kvartal vil en del af 13. sabbatsofferet være med til at hjælpe vores menighedsmedlemmer i Grækenland, så de kan få oplæring i, hvordan de bedre kan nå deres landsmænd gennem personlig evangelisme.

FAKTA OM GRÆKENLAND • Landet består af mere end 2.000 øer.

Intet punkt i Grækenland er mere end 100 km fra havet.

• Athen, landets hovedstad, har en befolkning på ca. 650.000. Byen kan tidsfæste sin historie tilbage til 1400 år før Kristus.

27

3

TIL SABBATTEN | 19. OKTOBER 2013

Ofringer

Ugens vers

”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste“ (Rom 12,1).

Introduktion

Centralt i hele evangeliet står begrebet offer. I de bibelske sprog beskriver ordene for ofringer ofte ideen om at komme nær og at bringe noget til Gud. Den grundlæggende betydning af det hebraiske ord for offer beskriver selve den handling at nærme sig Gud, eller at bringe noget ind i Guds nærhed. Det tilsvarende græske ord betyder gave og beskriver den handling, det er at bringe et offer.

Det danske ord offer kommer fra det latinske offerre, som betyder at frembære en gave.

I denne uge vil vi studere de ofringer, som troende har bragt til Gud. Vi vil opdage, at Gud altid har forlangt ofringer, og at han fremdeles gør det i dag.

Ugens tekster

28

· 1 Mos 3,9-21 · 2 Mos 12,21-27 · 3 Mos 2,1-3 · 1 Mos 22,1-19 · 3 Mos 17,10-11 · Fil 4,18

SØNDAG

13. OKTOBER 2013

Det første offer 1 Mos 3,9-21

Hvad var Guds reaktion, da Adam og Eva havde syndet?

Adam og Eva levede i en fuldkommen verden, i en helligdomslignende have, og Gud lod dem nyde et forhold, hvor de var ansigt til ansigt med ham. Deres første synd forårsagede et næsten uopretteligt brud i deres forhold til Gud. Men Gud havde allerede en plan for, hvordan dette tillidsbrud skulle modvirkes, og selv før dommen over dem var afsagt, gav han dem håbet om en frelser (1 Mos 3,15). ”Adam og Eva stod som forbrydere over for Gud og ventede på den dom, som de havde pådraget sig ved overtrædelsen. Men før de hører om torn og tidsel, om sorg og smerte, som skulle blive deres lod, og om støvet, som de skulle vende tilbage til, lytter de til ord, som må have givet dem håb. Selv om de måtte lide, ... kunne de se frem til den endelige sejr.“ (Ellen White, That I May Know Him, s. 16.)

Gud viste dem det ultimative grundlag for denne sejr, da han umiddelbart efter sin domstale lavede tøj af skind til dem for at skjule deres nøgenhed og skam. Selv om det ikke siges, er det rimeligt at antage, at et uskyldigt dyr måtte dø, for at dette kunne ske. Måske blev det også opfattet som en slags offer (1 Mos 3,21).

At Gud sørgede for klæder til forbryderne blev en symbolsk handling.

På samme måde som ofringerne i helligdommen i ørkenen var en garanti for det særlige forhold mellem Gud og hans folk, forsikrede klæderne i Edens have de skyldige om Guds uforanderlige kærlighed til dem.

Så lige fra de allerførste dage af menneskehedens historie har ofringer lært, at syndige mennesker kunne finde fællesskab med Gud, men kun gennem Jesu død, som disse ofringer pegede frem imod.

Til at tænke over

Læs 1 Mos 3,9-21. Hvad fortæller det dig, at selv før Gud udtalte en dom over det skyldige par, gav han dem løftet om ”endelig sejr“? Hvad fortæller det om Guds holdning over for os, selv i vores syndige tilstand?

29

MANDAG

14. OKTOBER 2013

Forskellige slags ofre På Det Gamle Testamentes tid kunne mennesker bringe ofre ved forskellige anledninger og i forskellige personlige situationer. Det var tilladt for dem at ofre rene dyr, korn, drikkevarer samt andre ting. Ofringer af dyr er den ældste del af helligdomstjenesten og var sammen med præsternes tjeneste de centrale elementer i jødernes tilbedelse. Religion uden ofringer var utænkelig.

2 Mos 12,21,17 3 Mos 2,1-3 2 Mos 25,2-7 3 Mos 4,27-31

Hvilke typer ofringer omtales her?

Gud oprettede offersystemet, så de troende kunne opnå et nært forhold til ham. Dette er grunden til, at ofre kunne bringes i alle situationer: som tak, som et udtryk for glæde, som en gave, som en bøn om tilgivelse, som et bodsoffer, som et udtryk for helligelse eller som godtgørelse.

Blandt de vigtigste ofringer var brændofferet (3 Mos 1) og afgrødeofferet (3 Mos 2), sammen med måltidsofferet (3 Mos 3), renselseseller syndofferet (3 Mos 4) og skyldofferet (3 Mos 5,14-6,7). De tre første var frivillige ofre, som skulle minde giveren (og os) om, at til syvende og sidst tilhører alt, hvad vi er og har, Gud. Brændofferet symboliserer den fuldstændige overgivelse hos den, som frembærer offeret. Afgrødeofferet symboliserer overgivelsen af alt det, vi ejer til Gud, enten det er mad, dyr eller noget helt andet. Måltidsofferet er det eneste offer, hvor den der ofrer, selv modtager en del af offeret og spiser det.

De sidste to ofre (renselses- og skyldofferet) var obligatoriske. De mindede folket om, at selv om synden har konsekvenser, kan det brudte forhold genoprettes. Renselsesofferet, også kaldet syndofferet, skulle bringes efter rituel urenhed, eller når en person blev opmærksom på moralsk urenhed på grund af synd.

Til at tænke over

30

De mange forskellige slags ofringer viser os, at alle sider ved vores liv må være under Guds kontrol. Hvordan kan du lære helt at overgive alt, hvad du har og er til Gud? Hvad sker der, når du ikke gør det?

TIRSDAG

15. OKTOBER 2013

Ofringen på Morija 1 Mos 22,1-19

Hvad lærte Abraham mht. ofringer?

Hvad var Guds formål med denne ufattelige prøve på Abrahams tro? Patriarkens liv med Gud var altid blevet fulgt op med guddommelige løfter: løftet om et land, om efterkommere og om velsignelser; løftet om en søn; og løftet om, at Gud ville tage sig af Ismael.

Abraham ofrede, men altid i lyset af et løfte. Men i den situation, som beskrives i 1 Mos 22, fik Abraham intet guddommeligt løfte.

Han blev i stedet bedt om at ofre det levende løfte, sin egen søn.

Ved at adlyde Guds befaling viste Abraham, at Gud betød mere for ham end noget andet. ”Det var for at give Abraham et indtryk af evangeliets virkelighed og for at sætte hans tro på prøve, at Gud befalede ham at dræbe sin søn. Den smerte, han gennemgik i den frygtelige prøvelses mørke dage, blev tilladt, for at han af egen erfaring kunne forstå noget af storheden i det offer, den evige Gud bragte for menneskets forløsning. Ingen anden prøve kunne have givet Abraham så megen sjælekval som ofringen af hans søn. Gud selv lod sin søn dø i lidelse og skam.“ (Ellen White, Patriarchs and Prophets, s. 154).

Abraham forstod to grundlæggende principper i forbindelse med offeret. For det første kan ingen uden Gud bringe det sande offer, som fører til frelse. Gud er den, som både vil og skal bringe dette offer. Abraham forevigede dette princip ved at kalde stedet ”JHWH Jireh“, som betyder ”Herren ser“. For det andet står offeret ”i stedet for“ noget; det reddede Isaks liv. Vædderen ofres ”i stedet for“ Isak (1 Mos 22,13). Dette dyr, som Gud sørgede for, peger frem imod Guds lam, Jesus Kristus, som ”Herren lod al vor skyld ramme“ (Es 53,6-7; ApG 8,32).

Til at tænke over

Hvilken enestående overgivelse til Gud! Hvem kan forestille sig, hvordan denne erfaring må have været for Abraham? Tænk over, hvornår du sidst var nødt til at række ud kun i tro og foretage dig noget, som bragte dig stor sjælekval. Hvad lærte du af dine handlinger, og har denne lærdom varet ved?

31

ONSDAG

16. OKTOBER 2013

Et liv for et liv 3 Mos 17,10-11

Hvilken funktion har Gud givet blodet?

I et afsnit, hvor Gud befaler israelitterne ikke at spise blod, giver han en interessant begrundelse for dette forbud. Blodet er liv, og Gud har gjort offerblodet til soningsmiddel for menneskenes liv. Et liv, repræsenteret gennem blodet, soner for et andet liv. Princippet om stedfortrædelse, som var så tydeligt på Morijas bjerg, da Abraham ofrede blodet fra vædderen i stedet for sin søn, er dybt forankret i Guds lovbefalinger til det gamle Israel.

Ligesom i 1 Mos 22 viser Gud, at han selv sørger for soningsmidlet.

På hebraisk er ordet jeg i ”det har jeg givet jer“ fremhævet. Vi kan ikke selv bringe vores forsoning. Gud er den eneste, som kan give den.

Hele konceptet er forskelligt fra andre religioner, som benytter ofringer. I Bibelen er det ikke et menneske, der henvender sig til Gud for at forsone ham. Derimod er det Gud, der sørger for en måde, hvorved en person kan komme i hans hellige nærhed. Og i Kristus har han selv sørget for soningsblodet.

1 Sam 15,22 Mika 6,6-8

Hvad er nogle af farerne ved et rituelt system?

Det var aldrig Guds hensigt, at offersystemet skulle være en erstatning for den rette indstilling og de rene motiver. Tværtimod, ofringerne skulle få den troendes hjerte til at åbne sig for Gud. Hvis vi mister den kendsgerning af syne, at ofringerne udtrykker et åndeligt fællesskab mellem Gud og mig, og at de alle peger frem til et meget bedre offer, nemlig Jesus Kristus, kan vi meget let komme til at tro, at ritualerne omkring ofringerne er en slags automatik, hvorved vi kan opnå forsoning. Ud over ofringer ønsker Gud i virkeligheden, at vores hjerte skal være i det rette forhold til ham (Sl 51,18-19). De jødiske profeter blev da også ved med at anklage folket for en falsk fromhed og opfordrede dem til at ”handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med ... Gud“ (Mika 6,6-8; sml. Es 1,10-17).

Til at tænke over 32

Hvordan kan vi stå over for den samme fare, som beskrives ovenfor?

Hvorfor er det tit så svært at indse, at vi på dette område kan begå den samme fejl som det gamle Israel? Hvordan kan vi undgå det?

TORSDAG

17. OKTOBER 2013

Ofre i dag/ levende ofre Selv om der efter Jesu offerdød ikke længere var behov for at ofre dyr, taler Det Nye Testamente om behovet for en anden slags ofre.

Rom 12,1-2 Fil 4,18 Hebr 13,15-16 1 Pet 2,5

Hvilke slags ofre skal vi ifølge disse tekster bringe i vore dage?

Sprogbrugen fra offersystemet var meget effektivt til at beskrive den tidlige kristne opfattelse af, hvad det vil sige at leve et liv, som er fuldstændig helliget til Gud. Faktisk beskriver Paulus sig selv som et drikoffer, da han tænkte på sin martyrdød (Fil 2,17; 2 Tim 4,6).

Rom 12,1

Hvilken konkret opfordring finder vi i denne tekst? Hvordan skal vi praktisere dette i vores liv?

Et ”levende offer“ betyder, at hele personen er overgivet til Gud. Det indbefatter, at vi helliger vores krop (Rom 12,1), og at vores sind fornyes (vers 2). Vi skal sættes til side (”helliges“) med det ene formål at tjene Gud. De kristne vil helt og fuldt give sig selv til Gud på grund af hans nåde, der beskrives i Rom 12,1-11, hvor Kristus beskrives som det offer, hvorved vi frelses.

I denne sammenhæng opfordrer Paulus de kristne til at ligne Kristus.

En sand forståelse af Guds nåde fører til et liv, som er helliget til Gud og kærlig tjeneste for andre. At overgive selvet og dets lyster til Guds vilje er den eneste rimelige reaktion på Kristi store offer for os.

I sidste ende må der være overensstemmelse mellem vores forståelse af åndelige og læremæssige sandheder og vores tjeneste for andre.

Ethvert område af den troendes liv bør udtrykke en total overgivelse til Gud. Sand tilbedelse er aldrig kun indadvendt og åndelig; den må også indbefatte udadvendt handling i uselvisk tjeneste. Det følger af, hvad Jesus har gjort for os.

33

FREDAG

18. OKTOBER 2013

Til videre studium ”Det havde været vanskeligt selv for englene at fatte forløsningens mysterium – at forstå, at Himlens leder, Guds Søn, skulle dø for skyldige mennesker. Da befalingen blev givet til Abraham om at ofre sin søn, vaktes alle de himmelske væseners interesse. Med dyb alvor fulgte de med i hvert skridt i opfyldelsen af denne befaling. Da Abraham besvarede Isaks spørgsmål: ”Hvor er dyret til brændofferet?“ med: ”Gud vil selv udse sig dyret,“ og da farens hånd blev holdt tilbage, da han var ved at dræbe sin søn, og da vædderen, som Gud havde skaffet til veje, blev ofret i Isaks sted, – da kastedes der lys over forløsningens gåde, og selv englene forstod tydeligere, hvor vidunderligt Gud havde sørget for menneskenes frelse.“ (Ellen White, Patriarchs and Prophets, s. 155.)

Spørgsmål til drøftelse

1. ”Vores fødder vil gå hans veje, vores læber tale sandheden og forkynde evangeliet, vores tunge vil bringe lindring og vores hænder vil løfte dem op, som er faldet og også udføre mange ydmyge opgaver såsom at lave mad og gøre rent, skrive og reparere; vores arme vil omfavne de ensomme og uelskede, vores ører vil lytte til de fortvivledes råb og vores øjne vil i ydmyghed og tålmodighed se hen til Gud.“ (John Stott, Romans, s. 322.)

Hvordan viser dette citat, hvad det vil sige at være et ”levende offer“? Hvordan kan det være, at det kun er ved at selvet dør, at vi kan blive i stand til at leve på denne måde?

2. Som vi så i vores studium i denne uge, var et af de største problemer hos Guds folk, at de betragtede offersystemet som et mål i sig selv fremfor et middel til at nå Guds hensigt, nemlig et liv fuldstændig helliget til Gud, en overgivelse, som ville vise sig i kærlig tjeneste for andre. Hvordan står adventister, som er blevet givet så meget lys, specielt i fare for at følge den samme vej, ved at vi synes, det er nok bare at have ”sandheden“?

3. Tænk dybere over beretningen om Abraham og Isak på Morijas bjerg. Selv om denne beretning er foruroligende, var det måske meningen, at den skulle være det, at den skulle skabe forskrækkelse og uro. Hvorfor tror du, at nogen ville mene, at dette var tilfældet?

34

DIALOG

TIL SABBATTEN | 19. OKTOBER 2013

Aktiviteter og dialog Uddybende spørgsmål

• Hvordan forstår du ordet ”offer“, sådan som vi i dag anvender det? Hvilke forskelle er der mellem den bibelske brug og vores anvendelse?

• Mange religioner har eller har haft ofringer af dyr som en væsentlig del af deres ritualer.

- Hvis du sammenligner Jesu offer med disse religiøse ofringer, hvad ser du som afgørende forskelligt mellem det kristne offer og andre religioners?

• Bed evt. på forhånd et medlem af klassen om at undersøge, hvilken rolle ofringer spiller i andre religioner, som for eksempel i Islam.

Guds Ord

Beretningen om Abrahams ”ofring“ af Isak er af betydning af mange grunde, som f.eks.

- Den er et opgør med hedenske offersystemer – Gud selv udser sig offeret! Og han ønsker ikke menneskeofringer!

- Den understreger Guds plan om en kommende frelser i Abrahams slægt.

- Den gør Morija bjerg til et sted, hvor israelitter på en special måde gennem denne beretning kunne lære, hvad et offer virkelig er!

• Hvilken virkning har det haft for israelitterne, at templet, hvor de bragte deres ofringer, blev bygget på det bjerg, hvor Abraham ”ofrede“ Isak? (se 1 Krøn 3,1) • Hvad har det fortalt dem om Guds hensigt med ofringerne?

Forstå det bedre

Ikke-kristne religioner i fortid og nutid har bragt ofre for at påvirke Gud til at gøre gengæld og give os noget tilbage, at velsigne os for vores gaver. Denne handelsmæssige holdning er ofte udtrykt med en vending fra latin, do ut des, som betyder: ”jeg giver, for at du skal give“. Frelsen eller redningen kommer da på grund af vores bestræbelser, vores gaver til Gud. Hvis det ikke virker, giver eller gør mennesker måske endnu mere for at få Gud til at hjælpe – til og med ofringer af andre mennesker.

Den kristne offertanke er diametralt modsat. Gud ofrer sig for 35

DIALOG

TIL SABBATTEN | 19. OKTOBER 2013

os. Han bliver menneske og dør i vores sted for at forsone og genoprette det tabte forhold. Derved bringer han tilgivelse. Offeret er altså guddommeligt og frivilligt. Kun Gud selv i Jesus, ét med Gud fra evighed, var derfor i stand til frivilligt at bringe et sådant offer og føre det tabte menneske tilbage.

NOTER

36

MISSIONSBERETNING 19. OKTOBER 2013

DE TO BRØDRE Gabi og hans familie gik tur i parken i nærheden af deres hjem en dag, da de fik øje på to unge drenge, som tiggede på et gadehjørne. Gabi hørte deres fortvivlede bøn om penge, og blev klar over, at de kom fra Rumænien, ligesom han selv gjorde. Han havde ingen penge at give drengene, men kunne ikke få dem ud af sine tanker. ”Hvorfor tigger disse drenge på gaden i Grækenland? Hvor er deres forældre?“ Gabi og hans familie havde forladt Rumænien og var kommet til Grækenland for at finde arbejde. Men pga. de økonomiske vanskeligheder også der, kunne de ikke finde fast arbejde. De var kun lige i stand til at betale husleje og købe det allermest nødvendige mad.

Gabi kunne ikke glemme de to rumænske drenge. Han begyndte at lede efter dem, men til ingen nytte. Han følte, at de var i fare, og begyndte at bede for dem.

Syv måneder senere bragte hans ven Peter en af drengene til Gabis hus. ”Dette er Costel,“ sagde han. Drengens øjne lyste af frygt. ”Kom indenfor, Costel,“ sagde Gabi. ”Du er i tryghed her. Dette kan være dit hjem. Du er en del af min familie nu, ligesom mine egne børn.“ Costel kom tøvende ind i huset, men var hele tiden på vagt. Han blev der i nogle få dage, men så sagde han, at han var nødt til at tage af sted igen. Gabi bønfaldt ham om at blive, men til ingen nytte. Han fortalte Costel, at han kunne komme tilbage når som helst.

Der gik en måned, så kom Costel til-

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

bage. Han var tyndere og mere bange end før. Gabi spurgte til hans bror. ”Christi er syg,“ svarede han med tårer i øjnene. Gabi lovede at finde Christi, men det lykkedes ikke. Der gik mange måneder uden et ord om ham. Men pludselig en dag stod han uden for deres dør.

Costel viste ham, hvor han kunne sove, og hvor han kunne lægge sine ting. ”Du er hjemme nu,“ sagde han. ”Du behøver ikke at være bange mere.“ Christi lyttede med stor interesse, når familien holdt andagt, så Gabi begyndte at forklare for ham, hvad Bibelen lærer.

Med tiden begyndte også Costel at lytte med, når de talte sammen om Gud. De har nu begge givet deres liv til Jesus og er blevet døbt. De tilbringer begge mange timer med at læse i Bibelen.

Gabi og hans familie har det stadigvæk økonomisk vanskeligt, men de takker Gud, fordi han sendte disse to drenge til dem. Hele familien glæder sig over at kunne dele Guds kærlighed med andre.

MISSION I GRÆKENLAND • Grækenlands dårlige økonomi har især været hård for immigranter fra fattigere lande fra Europa og Afrika.

• Adventistimmigranter møder mange i deres etniske grupper, som kæmper med håbløshed. De deler deres tro på Kristus, og finder villige tilhørere.

Menighederne vokser og har brug for større mødelokaler.

37

4

TIL SABBATTEN | 26. OKTOBER 2013

Lærdomme fra helligdommen

Ugens vers

”De skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem“ (2 Mos 25,8).

Introduktion

Helligdommen er en af Guds vigtigste metoder til at undervise os om evangeliets betydning. I denne uges studium af helligdommen vil nedenstående illustration være nyttig.

NORD Forgården 25 x 50 m

Tabernaklet Vandkummen 5m

VEST

Skuebrødsbordet ØST Pagtens ark

Røgelsesalteret

5m

Lysestagen

Brændofferalteret

10 m

SYD

Denne uges studium vil fokusere på nogle af de vigtigste lærdomme fra den jordiske helligdom. Vi vil senere studere selve offersystemet.

Ugens tekster

38

· 2 Mos 40,9-10 · 3 Mos 19,2 · 1 Pet 1,14-16 · 2 Mos 31,2-11 · Rom 3,25-28 · 1 Kong 8,31-53 · Sl 73,1-17

SØNDAG

20. OKTOBER 2013

Stedet for Guds nærværelse 2 Mos 25,8

Hvad var hensigten med den jordiske helligdom i ørkenen ifølge denne tekst? Hvilken forbløffende sandhed lærer vi derved om Guds kærlighed til os?

I Edens have førte synd til et brud på et forhold mellem Gud og mennesker, hvor de kunne tale sammen ansigt til ansigt. Synden medførte, at vores første forældre mistede det direkte samfund med Gud. Men Skaberen ønskede stadigvæk at drage os til sig og opleve et dybt pagtsforhold med den faldne menneskeslægt. Straks begyndte han derfor en proces i Edens have. Århundreder senere, da han frelste Israels folk ud af Egypten og oprettede helligdommen og offersystemet, tog Gud igen initiativet til at føre menneskeheden tilbage til fællesskab med sig.

Helligdommen vidner altså om Guds vedblivende ønske om at bo iblandt sit folk. Dette er Guds initiativ (Sl 132,13-14). Hans overordnede hensigt er et personligt forhold, og helligdommen var hans måde at opnå det på. Helligdommen er det konkrete bevis for Guds tilstedeværelse hos sit folk på jorden.

Ud fra beskrivelsen i 4 Mos 2 er det tydeligt, at tabernaklet var placeret i midten af det kvadratiske område, som udgjorde deres lejr.

I oldtiden var dette stedet, hvor kongen ville placere sit telt. Tabernaklet symboliserer altså, at Gud er Israels konge.

Levitterne rejste deres telte rundt om tabernaklet (4 Mos 1,53), mens de andre stammer anbragte deres i grupper af tre på ”afstand“ af helligdommen (4 Mos 2,2). Dette illustrerer på en meget direkte måde både Guds nærhed og hans afstand.

En anden hensigt med helligdommen var at sørge for et sted for en centraliseret, guddommelig oprettet gudstjenesteordning. Men da Gud i sin hellighed ikke kan bo midt iblandt menneskers urenhed og synd, sørgede han for en ordning med ofringer og gaver, gennem hvilke vanhellige mennesker kunne leve og forblive i en hellig Guds nærhed.

I denne sammenhæng viser helligdommen altså detaljer mht. frelsesplanen, som indbefatter ikke alene ofrene, men også præsternes tjeneste, som er en væsentlig del af denne plan.

Til at tænke over

I helligdommen fornedrede universets skaber, ved hvem alt er blevet til (se Joh 1,1-3), sig til at bo iblandt hjemløse omrejsende i ørkenen. Hvordan kan dette faktum hjælpe os til ikke at nære fordomme pga. etniske, kulturelle eller klassemæssige forskelle?

39

MANDAG

21. OKTOBER 2013

”I skal være hellige“ ”Du skal tage salvningsolien og salve boligen og alt, hvad der er i den, og hellige den og hele dens udstyr, så den bliver hellig. Du skal salve brændofferalteret og alle redskaberne til det og hellige det, så alteret bliver højhelligt“ (3 Mos 40,9-10).

Denne tekst viser os, at helligdommen skulle betragtes som ”hellig“. Den grundlæggende ide med hellighed er at være sat til side, at være enestående i sammenhæng med at tilhøre Gud. ”Den gudstjeneste, som almindeligvis foregik, var bindeleddet mellem Gud og Israel. Det var meningen, at ofringen af dyr skulle pege frem imod Kristi offer og derved opretholde en urokkelig tro i folkets hjerte på den kommende frelser. For at Gud kunne acceptere deres ofre og vedblive at bo iblandt dem, og folket samtidigt kunne opnå den rigtige forståelse af frelsesplanen og af deres pligt, var det af allerstørste vigtighed, at hjertets hellighed og et rent liv, ærefrygt for Gud og streng lydighed imod hans befalinger blev opretholdt af alle med tilknytning til helligdommen.“ (Ellen White, The SDA Bible Commentary, 2. bind, s. 1010.)

3 Mos 19,2 1 Pet 1,14-16

Hvad er hovedbegrundelsen for, at folket skulle være hellige?

Guds hellighed forvandler os og gør os anderledes. Hans hellighed er den ultimative motivation for hans folks moralske opførsel på alle livets områder (se 3 Mos 19), hvad enten det er lydighed imod spisereglerne (3 Mos 11,44-45), respekt for præsterne (3 Mos 21,8) eller ikke at tilpasse sig tidligere lyster (1 Pet 1,14). Det er tydeligt, at Gud ønsker, at vi skal vokse i hellighed, idet vi får et nærmere forhold til ham. Denne forandring kan kun ske ved, at vi overgiver selvet og vores syndige natur til ham og er villige til at gøre det, som er ret, uanset følgerne.

Til at tænke over

40

Tænk over dit liv, dine vaner, hvad du synes om, dine aktiviteter, etc. Hvor meget af det, du er og gør kan betegnes som ”helligt“?

TIRSDAG

22. OKTOBER 2013

Helligdommens møblement 2 Mos 31,2-11

Hvad fortæller disse vers os om, hvordan de forskellige ting i helligdommen skulle fremstilles? Hvilken sammenhæng er der med 1 Mos 1,2? (Se også 2 Mos 25,9.)

Af alle de forskellige ting i helligdommen var Vidnesbyrdets ark det overordnede symbol på Guds tilstedeværelse og hellighed. Navnet kommer af de to stentavler med de ti bud, som kaldes Vidnesbyrdet (2 Mos 32,15-16), og som blev placeret i arken (2 Mos 25,16. 21).

Oven på arken blev sonedækket placeret, samt to keruber, der dækkede sonedækket med deres vinger (2 Mos 25,17-21). Betegnelsen ”sonedækket“ er passende; for det minder os om, at vores barmhjertige og nådige Gud har forsonet folket med sig selv og givet dem enhver mulighed for at vedblive i et pagtsforhold til ham.

Dette er stedet, hvor soning for folket og helligdommen fandt sted en gang om året på Forsoningsdagen (Yom Kippur på hebraisk) (3 Mos 16,14-16). I Rom 3,25 omtaler Paulus Jesus som ”sonedækket“ (normalt oversat med sonoffer); for Jesus selv er soningsstedet, han, hvorigennem Gud har gjort soning for vores synder.

I det Hellige, den første afdeling i helligdommen, lyste lysestagen uden ophør (3 Mos 24,1-4) og røgelsesalteret frembragte den beskyttende røg, som skjulte Guds tilstedeværelse for præsten (3 Mos 16,12-13). På skuebrødsbordet skulle der ligge 12 brød, et for hver af de 12 stammer i Israel. Der var også fade, skåle og kander på bordet. Vi har ikke mange oplysninger om disse tings betydning; men det ser ud til, at de symboliserede de forskellige ting i forbindelse med et pagtsmålstid (tænk over 2 Mos 24,11) og skulle tjene som en konstant påmindelse om Guds pagt med sit folk.

Til at tænke over

Læs Rom 3,25-28. Hvilket stort håb har vi i løftet om frelse ”ved tro, uden lovgerninger“?

41

ONSDAG

23. OKTOBER 2013

Centrum for guddommelige og fælles aktiviteter 1 Kong 8,31-53

Hvad lærer denne tekst os om helligdommens funktion?

Ved indvielsen af det nye tempel gav Salomo syv specifikke bønner, som kunne bedes i helligdommen. De syv funktioner viser os, hvilken stor rolle templet havde i israelitternes tilværelse. Templet var det sted, hvor man bad om tilgivelse (vers 30); aflagde en ed (vers 31-32); bad, når man var slået af fjenden (vers 33-34); når landet blev ramt af tørke (vers 35-36); eller blev ramt af andre ulykker (vers 37-40). Det var også stedet, hvor en fremmed kunne bede (vers 4143), og hvor man kunne bede om sejr (vers 44-45).

At templet virkelig skulle være ”et bedehus for alle folkeslagene“ (Es 56,7) fremgår tydeligt af det faktum, at Salomo forestillede sig den enkelte israelit, den fremmede og hele folket i bøn.

Helligdommen var det ideologiske centrum for alle aktiviteter i Israel. Religion var ikke en del af den troendes liv, ikke en gang en stor del; den var livet. Hvad fortæller dette os om den rolle, vores tro bør have i vores liv?

Når folket ønskede at modtage råd eller dom, eller når de angrede deres synd, gik de til helligdommen. Helligdommen var også hele tilværelsens centrum under ørkenvandringen. Når Gud ønskede at sige noget til sit folk, gjorde han det fra helligdommen (2 Mos 25,22). Meget passende kaldtes helligdommen derfor mødeteltet eller åbenbaringsteltet (fx 3 Mos 1,1).

Til at tænke over

42

Tænk over dit bønneliv. Hvor dybt, rigt, trosbekræftende og livsforvandlende er det? Måske trænger du til først at spørge dig selv: Hvor meget tid tilbringer jeg i bøn?

TORSDAG

24. OKTOBER 2013

”Indtil jeg kom til Guds helligdom“ Salmernes Bog viser os gentagne gange, at helligdommen spiller en betydningsfuld rolle i forholdet mellem de troende og Gud. Davids faste tro, udtrykt i afslutningen af Salme 23, om at ”bo i Herrens hus alle mine dage“ (vers 6) er velkendt. I Salme 27 er Davids største ønske at være i Guds nærhed, og dette kunne bedst opleves i helligdommen. For at vise hvor stor pris han satte på helligdommen, benyttede David en lang række udtryk, der henviste til den. Han kaldte den Herrens hus, templet, Guds hytte og telt. Der kunne han meditere og fryde sig ”over Herrens herlighed“ (Sl 27,4).

Guds handlinger i helligdommen understreger nogle vigtige kendsgerninger: han beskytter den tilbedende og gemmer ham i sin helligdom, også i vanskelige tider (Sl 27,5). Gud giver beskyttelse og lover fred i sindet til alle, som kommer til ham. Disse udtryk sammenkæder Guds skønhed med det, han gør for sit folk. Desuden viser helligdommen med symbolikken i dens tjeneste Guds godhed og retfærdighed.

Davids dybeste ønske var ikke kun at være i helligdommen, men at Gud skulle være sammen med ham. Derfor havde han besluttet sig for at ”søge“ Gud (Sl 27,4. 8).

Sl 73,1-17

Hvilken indsigt opnåede Asaf, da han kom ind i helligdommen?

I Salme 73 taler Asaf om lidelsens problem. Han kunne ikke forstå den tilsyneladende fremgang, som de onde havde (vers 4-12), mens de trofaste blev udsat for plager. Han var selv nær snublet (vers 1-3), men at gå ind i helligdommen gjorde den store forskel for ham (vers 13-17). Der kunne Asaf se Guds magt og herlighed, som også David omtaler i Sl 63,3 og indse, at den nuværende situation en dag vil forandres, og retfærdighed vil ske fyldest. Han kunne igen tænke over sandheden og modtage bekræftelse om, at de onde til sidst er på glatte veje (vers 18-20), og de trofaste er i sikkerhed (vers 21-28).

For dem, som søger Gud, bliver helligdommen et sikkert sted, et tilflugtssted i livet, hvor Gud vil løfte dem ”op på klippen“ (Sl 27,5). Vi kan i sandhed lære at stole på Guds godhed og retfærdighed ud fra de sandheder, som helligdomstjenesten lærer os.

43

FREDAG

25. OKTOBER 2013

Til videre studium · Ellen White, The Tabernacle and Its Services, Patriarchs and Prophets, s. 343-358 ”Det krævede store og kostbare forberedelser at bygge helligdommen. Der skulle bruges en stor mængde af de kostbareste og dyreste materialer; men Herren tog kun mod frivillige gaver. ”Af enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min offerydelse,“ lød den guddommelige befaling, som Moses gentog for menigheden. Det krævede først og fremmest gudhengivenhed og offervilje at opføre en bolig for den Højeste.“ (Ellen White, Patriarchs and Prophets, s. 343).

Spørgsmål til drøftelse

1. Tænk grundigere over spørgsmålet om Guds retfærdighed. Vi ser meget lidt retfærdighed i verden i vores tid. Hvorfor ville der slet ikke være noget håb om retfærdighed, hvis vi ikke havde håbet om Guds endelige dom?

2. Nogen skrev engang: ”Tabernaklet er et stykke hellig grund midt i en verden, som er faret vild.“ Hvad siger dette dig?

1 Pet 1,14-16

3. Hvordan opfatter du Guds hellighed? Hvad betyder det for dig, at du selv skal være hellig? Hvordan kan vi blive hellige?

1 Sam 2,12-17

4. Elis sønner er eksempler på mennesker, som var i Guds nærhed, men mistede forståelsen af hans hellighed. Hvordan kan vi undgå den samme fejl? Hvorfor er bøn, bibelstudium og lydighed altafgørende for at hjælpe os i at bevare vores forståelse af hans hellighed?

5. ”Den vigtigste del af den daglige tjeneste udførtes for enkeltpersoner. Den angrende synder førte sit offer hen til tabernaklets indgang, og idet han lagde sin hånd på offerets hoved, bekendte han sine synder og overførte dem således billedligt fra sig selv til det uskyldige offer. Han slagtede derefter dyret med egen hånd, og præsten bar blodet ind i det Hellige og stænkede det foran forhænget, der skjulte arken, som rummede den lov, som synderen havde overtrådt. Ved denne ceremoni blev synden gennem blodet billedligt overført til helligdommen.“ (Ellen White, Patriarchs and Prophets, s. 354). Overvej, hvordan ”frelse ved tro“ blev vist gennem helligdomstjenesten?

44

DIALOG

TIL SABBATTEN | 26. OKTOBER 2013

Aktiviteter og dialog Uddybende spørgsmål

• Af og til føler vi, at Gud er nær. Somme tider føler vi, at han er langt borte.

- I hvilke situationer føler du Guds nærvær – eller hans fravær?

- Tænk over specifikke erfaringer, du kan dele med din klasse.

- Betyder følelsen af Guds fravær altid, at han er borte? Eller følelsen af hans nærvær, at han er til stede?

- Hvad er årsagerne til, at Gud ikke altid er helt med os, individuelt eller som gruppe?

• I lyset af Guds plan for frelseshistorien, hvordan vil du da forklare grunden til, at Guds vilje ikke altid sker, eller at han ikke altid synes fuldt til stede?

- Vil der komme en tid, hvor han er det?

Guds Ord

Følelsen af Guds nærvær er ofte forbundet med fornemmelsen af at være hjemme hos Gud. Vi er i hans bolig, hans helligdom.

• Find og del med din klasse to eksempler på bibelske tekster eller situationer, hvor dette at være hjemme hos Gud eller at tilhøre hans familie er omtalt.

• Lav en fyldig liste sammen.

Personligt kristenliv

• Hvordan kan du styrke din tillid til, at du hører til i Guds familie?

• Hvordan kan du styrke din åndelige hjemlængsel?

• Find evt. sange i Salmebogen, som understreger pilgrimstemaet, dette at vende hjem til Gud.

Forstå det bedre

Den endelige skæbne. I Salme 73 kæmper Asaf med at forstå, hvorfor det tilsyneladende ofte går dårligt i livet for gode mennesker og godt for de onde. Han når ifølge vers 16-17 til en forståelse, da han ”kom ind i Guds helligdom og gav agt på deres endeligt“. Menneskers endelige skæbne ses på dommens dag, og i helligdommen blev denne begivenhed illustreret i det festritual, vi ofte kalder ”forsoningsdagen“ – på hebraisk ”Yom Kippur“.

Helligdommen er opdelt i to afdelinger, det hellige og det aller45

DIALOG

TIL SABBATTEN | 26. OKTOBER 2013

helligste eller det yderste/første og det indre/andet rum. Tjenesten i det første rum illustrerer tre grundaspekter: 1 Guds omsorg for sit folk – skuebrødet 2 Administrationen af bønner – røgelsesalteret 3 Helligåndens gerning – den syvarmede lysestage Disse aspekter af Guds virke blev ratificeret på korset og ved Jesu himmelfart, da Jesu offer på Golgata blev godkendt. Det kunne naturligvis ikke ske før, da korset er betingelsen for opfyldelsen af alle Guds løfter om frelse. De har lige siden været og er stadig en virkelighed for de troende: Gud sørger for sit folk også i dag, Jesus er repræsentant for vores bønner og Helligånden arbejder for at præge vores sind.

Flere af modstanderne af adventisters forståelse af helligdommen, som for eksempel Ballinger omkring år 1900 hævdede omvendt, at disse sider ved Guds virke i den hellige afdeling symboliserede den jødiske tidsperiode, der var forældet (Hebr 8,13) med Kristi komme, hvor i stedet dommens dag begyndte, illustreret ved tjenesten i den allerhelligste afdeling. Det er naturligvis en misforståelse. Guds omsorg for sit folk, Jesu administration of vores bønner og Helligåndens oplysning af vores sind er stadigvæk virksom og vil være det, indtil Jesus kommer igen. I endens tid har Gud føjet endnu et aspekt til sit virke i helligdommen, nemlig dommen.

NOTER

46

MISSIONSBERETNING 26. OKTOBER 2013

DEN ÅBNE DØR For tre år siden fandt Konstantins mor ud af, at hun havde brystkræft. Konstantin var forvirret og meget ked af det. Hvordan kunne Gud lade dette ske? Hans mor trøstede ham og forvissede ham om, at Gud var med dem. Hun opfordrede ham til at læse hendes yndlingssalmer. ”Davids ord giver mig trøst,“ sagde hun. ”De vil også hjælpe dig.“ Morens operation var vellykket, men Konstantin var stadigvæk ikke overbevist om, at Gud holdt af ham. En aften, da han læste i sin bibel, begyndte han at læse om Job. Han indså, at hvis Job kunne have så stor tro, så kunne han også. Han begyndte at læse regelmæssigt i Bibelen og følte, at Gud var med ham.

Han opdagede, at Gud virkelig elsker ham.

Konstantins bedstefar var en traditionel græsk mand, stærk og stædig. Konstantins familie er adventister, og hans bedstefar ville altid angribe deres tro. En dag fik de at vide, at han havde fremskreden kræft i bugspytkirtlen og ikke havde lang igen at leve i. Han var på hospitalet og havde store smerter, men han nægtede at modtage besøg. Han ønskede ikke, at nogen skulle se ham dø. Konstantin gik alligevel hen og besøgte ham, og hans bedstefar begyndte at stille spørgsmål om Gud. Han ville vide, hvordan man kan være sikker på, at Gud elsker en.

Konstantin forsøgte at besvare sin bedstefars spørgsmål, og indså at Gud havde forberedt ham på dette, lige fra morens sygdom. Han besvarede spørgsmålene med bibeltekster, som Gud havde givet ham dengang. Gud havde åbnet en

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

dør for ham til at tale om Jesus, så han kunne give sin bedstefar håb, før han døde. Hen imod slutningen af sit liv, var bedstefaren ikke længere i stand til at tale, men der var kommet en fred over ham, som han aldrig havde haft før. Konstantin er overbevist om, at Gud brugte hans erfaring til at hjælpe sin bedstefar til at forstå, at Gud altid har elsket ham.

Konstantin tænker tit på teksten i Åb 3,20: ”Se, jeg står for døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham.“ Hans mors sygdom fik ham til at indse, at Gud bankede på hans hjertedør. Og hans bedstefars sygdom gav ham mulighed for at dele Guds kærlighed, så også han åbnede sin hjertedør.

Kirken i Grækenland er lille. Men Gud har store planer for den; planer om at lede dem og lære dem, hvordan de bedst kan dele Guds kærlighed med de mange millioner, som endnu ikke har åbnet deres hjertedør for Guds uendelige kærlighed.

MISSION I GRÆKENLAND • Næsten 98% af befolkningen tilhører den græsk-ortodokse kirke. For de fleste af dem handler religion primært om traditioner og ceremonier, ikke om Jesus og hans kærlighed.

• Protestanterne udgør mindre end 1% af befolkningen, og der er lidt over 500 adventister i Grækenland • En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil gå til at anskaffe en bygning i Athen, som kan bruges både til kirke og evangelisk center.

47

5

TIL SABBATTEN | 2. NOVEMBER 2013

Forsoning: Renselsesoffer

Ugens vers

”I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde“ (1 Pet 1,18-19).

Introduktion

Offersystemet er sandsynligvis den mest kendte del af helligdomstjenesten, fordi det er den del, der peger direkte frem til Kristi offer.

Blodet fra dyret, som døde for synderen, bliver et symbol på Kristi blod, som blev udgydt for os.

I denne uge vil vi studere flere begreber knyttet til ”renselsesofferet“ (også kaldet syndofferet). Gud hjælper os heri til bedre at forstå, hvordan han forsoner os med sig selv gennem det eneste sande offer, Jesus Kristus. Nogle gange vil vi benytte ordet renselseoffer frem for syndoffer for at undgå at give det indtryk, at det fx blev betragtet som en synd at føde et barn, siden den nye mor skulle bringe et sådant offer (3 Mos 12,5-8). Dette offer forstås bedst som et renselsesoffer for hendes rituelle urenhed, ikke som et offer på grund af synd.

Ugens tekster

48

· 2 Krøn 33,12-13 · 2 Sam 14,1-11 · 3 Mos 4,27-31 · Jer 17,1 · 3 Mos 10,16-18 · Mika 7,18-20

SØNDAG

27. OKTOBER 2013

Synd og barmhjertighed Alle, som kender Gud, kan bekræfte, at synd adskiller os fra ham.

Men de gode nyheder er, at Herren har oprettet et system for at helbrede det brud, som synden har forårsaget, og føre os tilbage til ham. Det centrale i dette system er selvfølgelig offeret.

I Det Gamle Testamente beskrives grundlæggende tre slags synd, som alle svarer til synderens bevidsthed om overtrædelsen, mens den skete. Der er uagtsom eller utilsigtet synd, bevidst eller forsætlig synd, og endelig er der trodsig synd. Renselsesofferet, som foreskrives i 3 Mos 4,1- 5,13 gjaldt for tilfælde af uagtsom eller utilsigtet synd og for nogle tilfælde af bevidst synd (3 Mos 5,1). Der er et offer tilgængeligt for de første to kategorier af synd; men der nævnes ikke noget for trodsig eller oprørsk synd, som er den allerværste slags. Oprørssynd foregik med vilje direkte foran Guds ansigt, og oprøreren fortjente intet mindre end at blive udryddet (4 Mos 15,29-31); men det ser dog ud til, at selv i en sådan situation, som fx med Manasse, tilbød Gud tilgivelse (2 Krøn 33,12-13).

5 Mos 25,1-2 2 Sam 14,1-11

Hvad viser 2 Sam 14,9 om barmhjertighed, ret og skyld?

Har Gud ret til at tilgive syndere? Er synderen trods alt ikke uretfærdig og fortjener derfor at blive dømt?

Beretningen om kvinden fra Tekoa kan illustrere svaret. Idet hun på Joabs opfordring udgav sig for at være en enke, gik hun til kong David for at søge hans vurdering som dommer. Joab havde udtænkt en historie om, at hun havde to sønner, hvor den ene havde dræbt den anden. Jødisk lov krævede dødsstraf for morderen (4 Mos 35,31), selv om han nu var den eneste mand tilbage i familien. Kvinden bønfaldt David, som her fungerede som dommer, om at lade den skyldige søn gå fri.

Det er interessant, at hun derefter siger: ”Lad mig og min familie bære skylden, bare kongen og hans trone går fri“ (2 Sam 14,9).

Både kvinden og David forstod, at hvis kongen besluttede at lade morderen gå fri, ville kongen selv pådrage sig morderens skyld, og hans retfærdige trone (dvs. hans ry som dommer) ville blive sat på spil. Dommeren var moralsk ansvarlig for det, han besluttede. Derfor tilbød kvinden selv at påtage sig denne skyld.

Ved at frikende syndere, overtager Gud i virkeligheden på samme måde deres skyld. For at vi kan blive tilgivet, må Gud selv bære vores straf. Dette er den retslige grund til, at Kristus måtte dø, hvis vi skulle frelses.

49

MANDAG

28. OKTOBER 2013

Håndspålæggelse 3 Mos 4,27-31

Hvilke rituelle handlinger fandt sted i forbindelse med ofringen?

Formålet med offeret var at fjerne synd og skyld fra synderen, overføre ansvaret til helligdommen og lad synderen gå, tilgivet og renset. I meget sjældne tilfælde kunne man bringe en vis mængde fint mel som renselsesoffer, og på trods af at dette var et offer uden blod, var det generelt forstået, at ”der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod“ (Hebr 9,22).

Ritualet indbefattede, at man lagde hænderne på dyret, dræbte det; at blodet blev bragt ind i helligdommen, fedtet blev brændt og offerdyrets kød blev spist. Synderen, som bragte offeret, blev givet tilgivelse, men kun efter at det blodige ritual havde fundet sted.

En vigtig del af denne proces krævede, at synderen skulle lægge hænderne på dyret (3 Mos 1,4; 4,4; 16,21). Dette skulle gøres, for at offeret skulle bringe ”ham Herrens velbehag og skaffe ham soning“ (3 Mos 1,4). Offeret var kun for den person, som lagde sine hænder på dyrets hoved. Ifølge 3 Mos 16,21 skulle håndspålæggelsen gå sammen med en bekendelse af synden. Dette ville vise, at synden blev overført fra synderen til det uskyldige dyr.

Slagtningen af dyret var selvfølgelig grundlæggende for ethvert dyreoffer. Efter at dyret var blevet dræbt, blev blodet brugt til at skaffe soning på alteret (3 Mos 17,11). Siden synden ved håndspålæggelsen var blevet overført til dyret, må vi forstå dyrets død som en stedfortrædende død. Dyret døde i synderens sted. Dette kan forklare, hvorfor dyret skulle dræbes af synderen, af den skyldige, og ikke af præsten.

Til at tænke over

50

Næste gang du fristes til at synde, forestil dig Jesu død på korset, se dig selv lægge dine hænder på hans hoved og bekende dine synder for ham. Hvordan kan denne forestilling i sindet hjælpe dig til at forstå, hvor meget det kostede at skaffe dig tilgivelse? Hvordan kan det hjælpe dig til ikke at falde for fristelser?

TIRSDAG

29. OKTOBER 2013

Synden overføres ”Judas synd er optegnet med en jerngriffel, ridset med en diamant på deres hjerters tavle og på deres altres horn“ (Jer 17,1).

Efter håndspålæggelsen og slagtningen af dyret var den næste del af ritualet anvendelsen af blodet. Præsten strøg offerblodet på alterets horn. Siden der var blod involveret, havde dette ritual med soning at gøre (3 Mos 17,11). Hvis synderen var et almindeligt menneske eller en leder, blev blodet strøget på brændofferalterets horn (3 Mos 4,25. 30); men hvis ypperstepræsten eller hele folket havde syndet, skulle blodet stryges på røgelsesalteret i den Hellige afdeling af tabernaklet (3 Mos 4,7. 18).

Hvilken betydning havde det at stryge blod på alterets horn?

Hornene var de øverste punkter på alteret og kunne derfor antyde den vertikale dimension i frelsen. Blodet blev bragt frem for Gud. Jer 17,1 er af særlig betydning i forståelsen af, hvad der sker. Judas synd er ridset ”på deres hjerters tavle og på deres altres horn“.

Selv om teksten henviser til altre, som blev benyttet i deres afgudsdyrkelse, er princippet det samme: alteret genspejler folkets moralske tilstand. Blodet overførte syndeskylden. Blodet, som blev strøget på alterets horn, overførte synden fra synderen til helligdommen, en utrolig vigtig sandhed for at vi kan forstå frelsesplanen, som den blev fremstillet i den jordiske helligdomstjeneste. Denne tjeneste på jorden symboliserer jo, hvad Jesus gør for os i himlen.

Da blodet symbolsk indeholdt synd, gjorde det også helligdommen uren. Vi finder et eksempel på denne vanhelligelse, hvor blodet fra syndofferet ved et uheld stænkede på klæderne. Klæderne skulle vaskes, ikke hvor som helst, men kun ”på et helligt sted“ (3 Mos 6,20).

Endeligt ser vi, at fedtet også skulle brændes på alteret. Dette var en indikation på, at alt, der havde med syndofferet at gøre, tilhørte Gud (3 Mos 3,16).

Takket være Jesu død, som blev symboliseret ved disse ofringer, er vores synd fjernet fra os, lagt på ham og overført til den himmelske helligdom. Dette er centralt i frelsesplanen.

Til at tænke over

Hvordan kan helligdomstjenesten hjælpe os til at forstå vores absolutte afhængighed af Gud for tilgivelse for vores synder? Hvilken trøst finder vi i dette? Hvilket vigtigt ansvar lægger det samtidigt på os? (Se 1 Pet 1,22).

51

ONSDAG

30. OKTOBER 2013

At bære synden 3 Mos 6,18-19; 10,16-18

Hvilken vigtig sandhed beskrives her?

Ved at spise offerkødet på et helligt sted, tog den fungerende præst synderens ”skyld bort“. Kødet i dette offer var ikke kun en betaling for præstens ydelser; for så ville Moses ikke have været så vred på Arons sønner for ikke at spise det. Det var et væsentligt element af soningen.

Hvordan kan spisningen af offeret være med til at formidle soning? Det var kun de ofre, hvis blod ikke blev bragt ind i det Hellige, som skulle spises, dvs. ofrene for lederne og hele folket. Bibelen siger tydeligt, at ved at spise offeret ville præsterne ”tage menighedens skyld bort og skaffe dem soning for Herrens ansigt“. At tage synderens skyld bort indikerer, at synderen nu går fri.

På hebraisk siger 2 Mos 34,7, at Gud ”bærer skyld“, de samme to ord, som findes i 3 Mos 10,17, hvor det er tydeligt, at det er præstens handling, som bringer tilgivelse til synderen, idet han bærer skylden eller tager den bort. Uden denne overførsel ville synderen være nødt til at bære sin egen synd (3 Mos 5,1), og det ville selvfølgelig resultere i død (Rom 6,23).

Præstens opgave med at bære en andens synd svarer nøjagtigt til, hvad Jesus gjorde for os. Han døde i vores sted. Vi kan derfor drage den slutning, at præstens gerning i den jordiske helligdom er et forbillede på Kristi gerning for os; for han har taget vores syndeskyld på sig selv. ”Velsignelsen kommer på grund af tilgivelsen; tilgivelse kommer gennem tro på, at synd, som er bekendt og angret, bæres af den store Syndebærer. På den måde kommer alle vores velsignelser fra Kristus. Hans død er et sonoffer for vores synder. Han er den store mellemmand, gennem hvem vi modtager Guds nåde og velvilje.

Han er derfor i sandhed vores tros ophavsmand, banebryder og fuldender.“ (Ellen White, Manuscript Releases, 9. bind, s. 302.)

Til at tænke over

52

Forestil dig, at du står over for Gud i dommen. Hvad ville du støtte dig til – dine gode gerninger, din sabbatshelligholdelse, alt det gode du har gjort, eller de onde ting du ikke har gjort? Tror du virkelig, at dette vil være nok til at retfærdiggøre dig for en hellig og fuldkommen Gud? Hvis ikke, hvad er da vores eneste håb i denne domshandling?

TORSDAG

31. OKTOBER 2013

Tilgivelse Mika 7,18-20

Hvilket billede af Gud giver denne tekst?

De sidste tre vers i Mikas bog fokuserer på forholdet mellem Gud og resten af hans folk. Teksten præsenterer os for en smuk beskrivelse af, hvorfor Gud er uden sidestykke. Hans tilgivende kærlighed og nåde er uden sammenligning. Den enestående karakteregenskab ved Gud, som beskrives i Mika (og andre steder), er hans villighed til at tilgive. Mika lægger vægt på dette ved at bruge forskellige udtryk for Guds egenskaber (vers 18) og hans handlinger (vers 19-20).

Hans egenskaber og handlinger bliver udtrykt i jødernes trosbekendelse i 2 Mos 34,6-7, en af de mest afholdte beskrivelser af Guds karakter.

Det er interessant, at adskillige af de afgørende ord i Mika 7,18-20 også benyttes i beskrivelsen af Herrens tjener i Esajas 53. Dette viser, at tilgivelse tilvejebringes af ham, der lider for sit folk.

Desværre vil ikke alle nyde godt af Guds nåde. Guds tilgivelse er hverken billig eller automatisk. Den involverer loyalitet. Mennesker, der har erfaret hans nåde, vil besvare den på den måde, som Mika 6,8 beskriver. Dette er en vigtig tekst i Mikas bog. På samme måde som Gud ”holder af at vise godhed“, kalder han sit folk til at ”vise trofast kærlighed“. Hans folk vil efterligne hans karakter. Deres liv vil genspejle hans kærlighed, godhed og barmhjertighed.

I Bibelen bliver Mika 7,18-20, der lægger vægt på tilgivelse, umiddelbart efterfulgt af Nahum1,2-3, som lægger vægt på dom. Dette viser os de to sider af Guds forhold til os: han tilgiver dem, som angrer, og han straffer de onde. Begge sider er en del af Gud. Han er frelser og dommer. Disse to sider ved Guds karakter er ikke i modsætning til hinanden. En barmhjertig Gud kan også være en retfærdig Gud. Når vi ved dette, kan vi i tillid hvile i visheden om hans kærlighed, hans tilgivelse og hans endelige dom.

Til at tænke over

Læs Mika 6,8. Hvor meget er en trosbekendelse værd, hvis ikke disse principper viser virkeligheden af en sådan bekendelse? Hvad er lettest, at hævde at tro på Jesus eller at vise denne tro i handling, som det udtrykkes i Mika 6,8? Hvordan kan du blive bedre til at gøre det sidste?

53

FREDAG

1. NOVEMBER 2013

Til videre studium · Ellen White, The Tabernacle and Its Services, Patriarchs and Prophets, s. 343-358 ”Ligesom Kristus ved sin himmelfart trådte frem for Gud for at påberåbe sig sit blod på de angrende troendes vegne, således stænkede præsten i den daglige tjeneste offerets blod i helligdommens første afdeling på synderens vegne.

Mens Kristi blod skulle fri den angrende synder for lovens fordømmelse, skulle det ikke udslette synden. Den ville blive ved at være optegnet i helligdommen indtil den endelige forsoning. På samme måde fjernede syndofferets blod i forbilledet synden fra den angrende, men den blev i helligdomme indtil forsoningsdagen.“ (Ellen White, Patriarchs and Prophets, s. 357.)

Spørgsmål til drøftelse

1. Nogle påstår, at hele ideen om en stedfortræder er uretfærdig.

Hvorfor skulle den uskyldige dø i stedet for den skyldige? Men da dette er en sandhed, som ikke kun tydeligt bliver undervist i Bibelen, men er centralt for Bibelens grundlæggende budskab, hvordan kan vi svare på en sådan påstand? Kan denne ”uretfærdighed“ hjælpe os til bedre at forstå den nåde, der blev udvist for at skaffe os tilgivelse? Hvordan kan denne ”uretfærdighed“ være med til at vise, hvor stor og nådig og kærlig Gud virkelig er?

2. Læs Mika 6,8 sammen i gruppen. Hvad får vi at vide i disse vers? Endnu vigtigere: hvordan kan vi lære at opfylde denne tydelige befaling? Hvordan kan vi lære at gøre disse ting, også at vandre årvågent med vores Gud? Hvad betyder det? Hvordan kan det at vandre årvågent med Gud omsættes til at vandre i ydmyghed med andre mennesker?

3. Tænk over, hvad det betyder, at vi kun kan frelses ved, at Jesus døde. Hvad fortæller denne utrolige sandhed os om, hvor forfærdelig synden er, og hvorfor ethvert forsøg på at frelse os selv ved vores gode gerninger er ligeså umulig, som det er at tro, at en gris bliver et rent dyr, ved at vi skrubber den?

4. Gennemgå det sidste spørgsmål i onsdagsafsnittet sammen i gruppen. Drøft jeres svar og hvad de indebærer mht. evangeliet og det, Gud har gjort for at frelse os.

54

DIALOG

TIL SABBATTEN | 2. NOVEMBER 2013

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Hvilke beretninger kan du finde i Bibelen om tilgivelse, bortset fra selve beretningen om Jesus? Lav, evt. sammen med din klasse, en liste over bibelske eksempler på tilgivelse – eller mangel på tilgivelse, altså uforsonlighed!

• Drøft med gruppen den del af Jesu bøn ”Fader Vor“ der omhandler tilgivelse og læs Jesu egen kommentar i Matt 6,14-15.

- Hvorfor tror du, at denne del er den eneste del af bønnen, Jesus uddyber?

- Er Gud for barsk, når han sætter vores tilgivelse af andre som betingelse for sin tilgivelse af os?

- Hvornår vil mennesker, der ikke ønsker at tilgive andre, ifølge Jesu ord møde deres dom? (Sml. evt. med Jesu lignelse om den gældbundne eller uforsonlige tjener i Matt 18,21-35.)

• Hvorfor tror du, at den søn, der blev hjemme i lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32), havde så svært ved at acceptere sin bror igen og tilgive ham?

Uddybende spørgsmål

• Når et menneske tilgives, betyder det, at det ikke selv bærer alle konsekvenserne af det forkerte, det har gjort. Det betyder også, at hvis det er gået ud over mig, får jeg ikke erstatning, gengældelse eller hævn. Hvis jeg tilgiver, lader jeg det gjorte være ugjort, og behandler min modpart, som om han eller hun ikke har gjort det mod mig.

- Er dette en retfærdig udgang på situationen? Hvis det ikke er det i menneskers samfund i al almindelighed, hvordan kan det så være, at Gud har valgt tilgivelse som løsning på syndens problem?

• Ved at blive menneske og dø på korset har Gud i en vis forstand påtaget sig ansvaret. Han er blevet ramt af vores synd og selviskhed og bærer skylden. Det er et stort ansvar at påtage sig at tilgive.

- Hvorfor er dette den bedste løsning? Hvad betyder Guds valg af denne løsning for vores fællesskab i hans evige rige?

Hvordan kan Satans anklage om uretfærdighed og urimelighed afvises?

55

DIALOG

TIL SABBATTEN | 2. NOVEMBER 2013

Personligt kristenliv

• Hvordan kan du bedst komme videre i dit kristenliv, hvis du bærer nag mod mennesker, som har gjort dig ondt? Hvad ville Jesus gøre i dit sted? Hvad gjorde han?

Forstå det bedre

Ikke alle brudte forhold i menneskers samliv kan genoprettes, og vi skal ikke altid forsøge. Men Gud ønsker, at vi af hjertet forsøger at tilgive og ønske det bedste for andre mennesker, selv dem, der har såret os dybt. Det er ikke uden grund, at Jesus opfordrede os til at elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os (Matt 5,44). I det råd er der lægedom for megen skuffelse, bitterhed og had.

Noter

56

MISSIONSBERETNING 2. NOVEMBER 2013

AT LÆRE FOR AT LEDE Anette var ny adventist. Hun ville gerne studere teologi, men hun var ikke sikker på, at hun havde råd til at studere på Newbold College. Hendes ungdomsleder opfordrede hende til at søge om et stipendium fra Den Danske Union. Det gjorde hun, og hun fik det. ”Jeg ved, at det var Gud, som gav mig ønsket om at studere Bibelen,“ fortæller Anette. ”Jeg har lært så meget på Newbold. Vi har masser af bibelstudiegrupper og diskussionsgrupper, hvor jeg har lært at acceptere andres mening, selv når den er anderledes end min. Jeg er virkelig vokset pga. disse diskussioner.“ Anette ved ikke helt, hvad Guds plan er for hende. ”Jeg lægger det hele i Guds hånd,“ siger hun.

Lyn kom til Newbold fra Madagaskar for at forbedre sine engelskkundskaber.

På skolen mødte hun en pige fra Kroatien. Hun kom ikke fra en kristen baggrund, og vidste ikke, hvordan man beder. Lyn fortalte hende, at hun kunne tale til Gud som til en ven. Vi behøver ikke at skjule noget for ham, for han kender os og ved alt om os. Pigen bad sin allerførste bøn den dag. Da hun var færdig, strålede hendes ansigt. Hun havde talt med Gud! Efter dette ville den unge kvinde ikke gå glip af en eneste andagt eller gudstjeneste. Lyn beder om, at denne unge kvinde vil fortsætte med at lade Gud give næring til den tro, som bliver plantet i hendes liv, mens hun er på Newbold.

Newbold College er TEDs uddannelsesinstitution på universitetsniveau. Den ligger lige uden for London i England og har elever fra alle de mere end 20 na-

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

tioner og mange øgrupper i Divisionen samt fra over 40 andre lande. ”Newbold er meget multietnisk,“ fortæller Philip Brown, skolens rektor. ”Eleverne kommer for at studere et enkelt semester eller et år eller fire år for at få en universitetsgrad. De fleste er adventister, men nogle ved ikke, hvem adventisterne er. Dette skaber et meget rigt miljø, hvor man kan opdage og lære nye ting.“ Newbolds lærere underviser ikke kun i forskellige fag; de oplærer elever til selv at tænke, overveje svar og løse problemer.

Skolen uddanner ledere for kirken både i TED og i resten af verden. Men skolen har store udfordringer. Klasseværelserne skal opfylde sikkerhedskrav og internatbygningerne skal være sundhedsmæssigt forsvarlige. En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil hjælpe med at forbedre kvindernes boligforhold og derved skabe sundere omgivelser for fremtidens ledere.

FAKTA OM MISSION • Newbold College er kirkens eneste uddannelsessted i den Trans-europæiske Divion, som giver en fireårig universitetsuddannelse.

• Elever fra mere end 60 nationer studerer på Newbold. Nogle kommer for kun et år, mens andre bliver i fire eller fem år.

• Elevbygninger er vigtige for en så multietnisk institution. Det er en bydende nødvendighed for de 240 kostelevers sundhed og sikkerhed, at elevbygningerne lever op til myndighedernes sundhedskrav.

57

6

TIL SABBATTEN | 9. NOVEMBER 2013

Forsoningsdagen

Ugens vers

”Hvilken gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest, du ejer? Du, som ikke bliver ved at være vred, men holder af at vise godhed; han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb!“ (Mika 7,18-19).

Introduktion

Forsoningsdagen eller Yom Kippur, som vi finder den omtalt i 3 Mos 16, er det mest højtidelige ritual i Det Gamle Testamente. Den er med vilje placeret midt i 3 Mosebog, som selv er i centrum af de fem Mosebøger, for at vise at dette ritual er højhelligt. Dagen omtales også som sabbatternes sabbat (3 Mos 16,31), og alt arbejde skulle ophøre, noget der var specielt for jødernes årlige fester. Dette forbinder teologisk forsoningsdagen med ideen om sabbatten, en tid til at hvile i det, Gud som skaber og forløser har gjort og vil gøre for os.

I denne uge vil vi studere, hvad der skete i den jordiske helligdom på forsoningsdagen, især ritualet med de to geder, som vil hjælpe os til bedre at forstå de dybere sandheder omkring frelsen og den endelige udslettelse af synden.

Ugens tekster

58

· 3 Mos 16 · 3 Moa 23,37-32 · 5 Mos 19,16-21 · Matt 18,23-35 · Es 6,1-6

SØNDAG

3. NOVEMBER 2013

Den årlige renselse 3 Mos 16,16. 30

Hvad bliver renset på forsoningsdagen?

I løbet af året blev alle former for synd og urenheder overført til helligdommen. Men med forsoningsdagen kommer tiden til at fjerne dem. Forsoningsdagen består af tre hovedelementer: 1. Syndofferet for præsten. Ypperstepræsten skulle slagte en tyr for sine egne synder og derved sikre, at han selv som præst var ren, når han gik ind i helligdommen for at foretage det ritual, som skulle rense den.

2. Syndofferet, gedebukken ”for Herren“ (3 Mos 16,8). I løbet af året havde alle syndofrene ”båret“ alle israelitternes synder ind i helligdommen. Forsoningsdagen var det tidspunkt, hvor alle disse synder skulle fjernes fra helligdommen. Dette foregik gennem blodet fra gedebukken ”for Herren“.

3. Udslettelseritualet med den levende gedebuk for Azazel. Gud ønskede at fjerne sit folks synder fra helligdommen og fra lejren.

Derfor blev en anden levende ged sendt ud i ørkenen.

3 Mos 16,15

Hvad skete der med Azazels ged, og hvad symboliserede dette?

Da der hverken blev bekendt synder eller lagt hænder på denne ged, bar dens blod ingen synd. Derfor besmittede den ikke helligdommen, men rensede i stedet. Resultatet af dette fremgår tydeligt i vers 16 og 20. Ypperstepræsten gjorde soning med blodet fra bukken for Herren og rensede hele helligdommen. Processen bragte også renselse af hele folket og gjorde forsoningsdagen helt enestående; for kun på denne dag blev både helligdommen og folket renset.

Forsoningsdagen var den anden fase i forsoningens to dele. I den første fase, i løbet af året, blev israelitterne tilgivet. Deres synder blev ikke udslettet, men blev overladt til Gud selv, som lovede at tage sig af dem. Den anden fase havde ikke ret meget at gøre med tilgivelse; folket var allerede tilgivet. Faktisk optræder udsagnsordet ”tilgive“ slet ikke i 3 Mos 16 eller 23,27-32. Dette viser os, at hele frelsesplanen handler om meget mere end blot tilgivelsen af vores synder, noget der giver endnu mere mening, når det ses i den store strids større sammenhæng.

59

MANDAG

4. NOVEMBER 2013

Mere end tilgivelse 3 Mos 16,32-34

Hvad var ypperstepræstens hovedopgave på forsoningsdagen?

Ypperstepræstens grundlæggende rolle var at være mellemmand mellem Gud og folket. I forhold til helligdommen var det ham, der ledte offersystemet og udførte forskellige rituelle ofringer (Hebr 8,3). Hans opgave på forsoningsdagen var kolossal. Han udførte næsten alle ritualerne, bortset fra at lede bukken for Azazel ud i ørkenen; men det var ham, der gav befaling om at lede den bort.

På forsoningsdagen blev ypperstepræsten et levende eksempel på Kristus. På samme måde som folkets opmærksomhed udelukkende var rettet mod ypperstepræsten, sådan er Jesus den eneste, som skal have vores opmærksomhed. Ligesom ypperstepræstens handlinger på jorden bragte renselse for folket, bringer Jesu gerning i den himmelske helligdom renselse for os (Rom 8,34; 1 Joh 1,9). På samme måde som ypperstepræsten på forsoningsdagen var folkets eneste håb, sådan er Jesus vores eneste håb. ”Mens Kristi blod skulle fri den angrende synder for lovens fordømmelse, skulle det ikke udslette synden. Den ville blive ved at være optegnet i helligdommen indtil den endelige forsoning. På samme måde fjernede syndofferets blod i forbilledet synden fra den angrende; men den blev i helligdommen indtil forsoningsdagen.“ (Ellen White, Patriarchs and Prophets, s. 357.)

Ifølge 3 Mos 16,16-20 skulle ypperstepræsten gå ind i det Allerhelligste og rense det for rituelle urenheder, overtrædelser og synder.

Dernæst overførte han alle misgerninger, alle overtrædelser og alle israelitternes synder til den levende buk og sendte dem med bukken ud i ørkenen. På denne måde var alle israelitternes synder fjernet.

Derved blev forsoningsdagens enestående hensigt opnået, nemlig en moralsk renselse, som gik længere end tilgivelse. På denne dag var der ikke brug for ny tilgivelse. Gud havde allerede tilgivet deres synd.

Til at tænke over

60

Hvordan kan vi lære at stole fuldstændigt på det, Jesus har gjort for os som det eneste håb for vores frelse samtidigt med, at vi med al den hjælp, Gud giver os, kæmper for at opgive al synd?

TIRSDAG

5. NOVEMBER 2013

Azazel 3 Mos 16,20-22

Hvad skete der med den levende buk?

Ritualet med den levende buk var ikke et offer. Efter at lodtrækningen havde afgjort, hvilken buk var for Herren, og hvilken var for Azazel (ofte oversat med ”syndebuk“), omtales kun bukken for Herren som et syndoffer (vers 9 og 15). I modsætning omtales bukken for Azazel som ”den levende buk“. Den blev aldrig slagtet, måske for at undgå den opfattelse, at dette ritual indbefattede et offer.

Den levende buk blev kun brugt, efter at ypperstepræsten havde afsluttet soningen for hele helligdommen (vers 20). Det kan ikke understreges nok, at det efterfølgende ritual med den levende buk ikke havde noget at gøre med den egentlige renselse af helligdommen eller folket. På det tidspunkt var de allerede blevet renset.

Hvem eller hvad er Azazel? Tidlige jødiske fortolkninger identificerede Azazel som den oprindelige engel, der faldt i synd og er ophavet til ondskab, til og med som de onde engles leder. Vi kender ham selvfølgelig som et symbol på Lucifer.

Ritualet med den levende buk var en udryddelsesceremoni, som sikrede den endelige udryddelse af synden. Synden ville blive lagt på den, som i sidste ende var ansvarlig for den og derefter blive båret bort fra folket for altid. Der foregik soning i en straffende forstand (3 Mos 16,10), idet bukken bar det endelige ansvar for synd.

Spiller Satan en rolle i vores frelse, som nogle urigtigt hævder, at vi lærer? Selvfølgelig ikke! Satan bærer aldrig på nogen som helst måde synden som en stedfortræder for os. Kun Jesus har gjort det, og det er gudsbespottelse at tænke, at Satan har nogen del i vores frelse.

Vi finder en parallel til ritualet med den levende buk i loven om falske vidner (5 Mos 19,16-21). Anklageren og den anklagede står foran Gud, repræsenteret gennem præsterne og dommerne; der foretages en undersøgelse; og hvis det viser sig, at anklageren er et ondskabsfuldt vidne, skal han modtage den straf, som han havde tiltænkt den uskyldige (fx den onde Haman, som opstillede en galge for Mordokaj).

Til at tænke over

Giv igen Gud tak for hans nådige tilgivelse og det faktum, at han ikke længere vil huske vores synd (Jer 31,34). Hvordan kan vi lære ikke at huske vores synder, når de er blevet tilgivet? Hvorfor er det så vigtigt, at vi gør det?

61

ONSDAG

6. NOVEMBER 2013

På forsoningsdagen ”Sådan blev folket i tabernakeltjenesten og tjenesten i templet, som senere trådte i dets sted, fra dag til dag undervist om de store sandheder, der er knyttet til Kristi død og forsonende tjeneste, og en gang om året ledtes deres tanker frem til de afsluttende begivenheder i den store strid mellem Kristus og Satan, universets endelige renselse for synd og syndere.“ (Ellen White, Patriarchs and Prophets, s. 358.)

3 Mos 16,29-31 23,27-32

Hvad forventede Gud, at israelitterne skulle gøre på forsoningsdagen? Hvordan gælder disse principper for os i dag, som lever i den tid, som er blevet kaldt ”forsoningsdagens opfyldelse“?

Hvis nogen i det gamle Israel ikke fulgte disse forskrifter, skulle han udryddes fra sit folk (3 Mos 23,29-30). Forsoningsdagen handlede om liv eller død. Den forlangte den troendes fuldstændige loyalitet over for Gud. Forestil dig, at en havde bekendt sin synd i løbet af den første fase af soningen i løbet af året, det vil sige det daglige offer; men så tog han ikke forsoningsdagen alvorligt. Ved at tilsidesætte det, som Gud havde planlagt at vise på denne dag, viste en sådan person, at han var illoyal over for Gud. Dette viser, at en person, som bekender sig til at tro på Gud, alligevel kan miste sin frelse. Som adventister tror vi ikke på ”en gang frelst, altid frelst“; for dette er ikke Bibelens lære. Vi har kun vores sikkerhed i Kristus, så længe vi lever i tro, overgiver os til ham og påberåber hans kraft til at vinde sejr, når vi fristes, og hans tilgivelse, når vi falder.

Til at tænke over

62

Læs Matt 18,23-35. Hvilke lærdomme kan vi tage med os fra denne mægtige lignelse?

TORSDAG

7. NOVEMBER 2013

Esajas’ personlige forsoningsdag I Es 6,1-6 ser Esajas himlens konge sidde på en ”højt ophøjet“ trone i templet. Dette syn er en domsscene, som beskriver, at Gud kommer for at dømme (Es 5,16). Esajas ser den sande konge, identificeret i Johannes’ evangeliet som Jesus Kristus (Joh 12,41).

Selv om Esajas var Guds profet og kaldte andre til omvendelse, forstod han, at i Guds nærværelse er han fortabt. Stillet over for Guds hellighed og herlighed så Esajas sin egen syndighed og også sit folks urenhed. Hellighed og synd er uforenelige. Vi har alle ligesom Esajas brug for at nå til den erkendelse, at vi ikke på egen hånd kan bestå i Guds dom. Vores eneste håb er at have en stedfortræder.

Es 6,1-6

Hvilken parallel til forsoningsdagen finder du i disse vers?

Kombinationen af et tempel fyldt med røg, et alter, dom og soning for synd og urenhed minder stærkt om forsoningsdagen. Esajas oplevede på en måde sin egen personlige ”forsoningsdag“.

En seraf (som bogstaveligt betyder ”den brændende“) tog et stykke gloende kul fra alteret for at fjerne profetens synd, noget der forudsætter, at en form for ofring fandt sted. Dette er et passende billede på den renselse fra synd, som er mulig gennem Jesu offer og hans præstetjeneste for os. Esajas genkendte dette som et renselsesritual, og han rørte sig ikke, mens kullet rørte hans læber. På denne måde blev hans ”skyld fjernet“ og hans ”synd er sonet“ (Es 6,7). Den passive stemme i vers 7 viser, at tilgivelse gives af ham, som sidder på tronen. Dommeren er også frelseren.

Når Gud renser os, fører det os fra ”Ve mig“ til ”Her er jeg, send mig.“ Når vi forstår den himmelske gerning på forsoningsdagen, leder det os til villighed til at forkynde; for en sand forståelse fører til vished og sikkerhed. Dette kommer af, at vi ved, at vi i dommen har en stedfortræder, Jesus Kristus, hvis retfærdighed alene (symboliseret ved blodet) vil gøre os i stand til at stå uden frygt for fordømmelse (Rom 8,1). Taknemlighed motiverer os til mission. Frikendte syndere er Guds bedste ambassadører (2 Kor 5,18-20); for de ved, hvad Gud har befriet dem fra.

63

FREDAG

8. NOVEMBER 2013

Til videre studium ”Nu finder den begivenhed sted, som er symboliseret ved forsoningsdagens sidste højtidelige handling. Når tjenesten i det Allerhelligste var fuldført, og Israels synder var fjernet fra helligdommen i kraft af syndofferets blod, blev den levende syndebuk, Azazels buk, ført frem for Herren, og i menighedens påhør bekendte ypperstepræsten ”al Israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser og synder,“ og lagde dem ”på hovedet af bukken“ (3 Mos 16,21).

Når soningen i den himmelske helligdom er fuldført, vil Guds folks synder i Guds, de hellige engles og de talløse frelstes nærværelse på lignende måde blive lagt på Satan. Han vil blive erklæret skyldig i alt det onde, han har fået dem til at begå.“ (Ellen White, The Great Controversy, s. 658.)

Spørgsmål til drøftelse

1. Hvorfor vil enhver forståelse af frelsesplanen være ufuldstændig, hvis den udelader eller bagatelliserer Jesu tjeneste som vores ypperstepræst? Hvad lærer helligdommen os om, hvor central midlertjenesten i helligdommen er i frelsesplanen? Størstedelen af en hel bog i Det Nye Testamente, Hebræerbrevet, handler om Kristi gerning i den himmelske helligdom. I lyset af dette, hvor vigtig er denne gerning?

2. Det er blevet sagt, at Kristi gerning, fra hans død til hans tjeneste i den himmelske helligdom ganske enkelt er en del af ”Guds metodiske plan“ for, hvordan han takler syndproblemet på en måde, som vil være med til at besvare alle spørgsmål mht. hans retfærdighed, rimelighed og kærlighed. Tænk over følgerne af denne tanke, især i lyset af den store strid, og hvad det lærer os om de store spørgsmål, involveret i syndens frygtelige tragedie.

3. Mange adventister er blevet undervist om forsoningsdagen på en måde, som udelod enhver form for frelsesvished. En sådan opfattelse kommer af en forkert forståelse af forsoningsdagens hensigt. Tænk over navnet ”forsoning“. Hvad betyder det?

Hvordan opnås soning? Hvem udfører soningen? Hvordan bliver dette gennemført? Hvordan burde disse svar hjælpe os til bedre at forstå, hvorfor Forsoningsdagen faktisk er så gode nyheder?

64

DIALOG

TIL SABBATTEN | 9. NOVEMBER 2013

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Når vi i dag bruger ordet ”dom“, har det oftest en negativ klang.

Det er ikke tilfældet i Bibelen, hvor dom også betyder befrielse, retfærdiggørelse eller frelse for de troende.

• Find eksempler fra Bibelen, hvor ”dom“ eller ”dommer“ betyder befrielse snarere end straf, retfærdiggørelse snarere end fordømmelse!

• Hvorfor betyder det somme tider det ene, somme tider det andet? Hvad gør forskellen?

Personligt kristenliv

I modsætning til de bibelske samfund i mellemøsten lever vi i dag i et samfund med relativt få religiøse ritualer, både personligt og i vores sociale fællesskab. Vi har vaner og skikke, men tillægger dem sjældent nogen religiøs eller eksistentiel betydning.

• Tænk over, hvilke vaner og skikke du/vi har, som vi finder afgørende for os.

• Hvilke handlinger udfører vi, som har symbolsk, religiøs betydning? Sammenlign evt. adventisters traditioner med de traditioner, du finder i andre kirkesamfund og fremlæg det for klassen.

• Drøft betydningen af at have ritualer. Hvorfor har vi så få? Ville det gavne os at have flere?

Uddybende spørgsmål

Forsoningsdagen handler ikke primært om tilgivelse. Den har Gud givet den troende allerede.

• Drøft ud fra lignelsen om den gældbundne tjener i Matt 18,2135, hvad dommen på forsoningsdagen fokuserer på!

Forstå det bedre

Ritualer peger på en større virkelighed. Ser man snævert på ritualerne for ofringer, som de er beskrevet i 3. Mosebog, drejer de sig om de troendes og Guds folks synd. Men Guds Ord gør det klart, at ofringerne rækker langt videre. De peger hen til det sande offer, som bar al ”verdens synd“ (Joh 1,29).

Betydningen af ritualer må forstås ud fra den virkelighed, de 65

DIALOG

TIL SABBATTEN | 9. NOVEMBER 2013

peger på. Bogstaveligt talt kan blod ikke rense. Og blod koagulerer hurtigt og er derfor ikke flydende længe. Ikke desto mindre er Jesu blod i stand til at ”rense os fra al synd“ (1 Joh 1,7). Den græske form af udsagnsordet i dette vers angiver, at renselsen er vedvarende. Jesu blod har ikke mistet sin kraft til at rense.

Ved at dø for alle har Jesus givet alle en chance mere, og på dommens dag ser Gud ikke på, om vi er syndere eller syndfri. Det kristne evangelium er, at Gud vil se os og vurdere os i lyset af vores forhold til Jesus. Hvordan reagerer vi på Guds tilgivelse? Dette er, hvad den endelige dom undersøger.

NOTER

66

MISSIONSBERETNING 9. NOVEMBER 2013

HUN FANDT SIN PLADS Melissa fra Norge flyttede ind som kostelev på Newbold College. Hendes engelsk var ikke så godt, som hun kunne ønske, men hun opdagede, at der var mange, som var langt dårligere til det, end hun var.

Hun kom til at dele værelse med Kim, en ung pige fra Korea, og de to gjorde sig store anstrengelser for at forstå hinanden. De talte om skole, arbejde og deres personlige liv. En dag sad Kim og tænkte i lang tid. Så kiggede hun på Melissa og spurgte: ”Hvordan kan jeg tro på Gud?“ Spørgsmålet overraskede Melissa, som havde troet, at Kim var en kristen. ”Kan du lære mig om Gud?“ fortsatte hun.

Melissa vidste ikke helt, hvor hun skulle begynde, men de to unge kvinder kom til at tilbringe mange timer det år med at tale sammen om Gud. Melissa indså, at Gud brugte hende til at introducere hendes værelseskammerat til Jesus. Under deres samtaler lærte Melissa, hvad vil sige, at dele sin tro med andre. Nogle gange spurgte Kim hende, om de kunne bede sammen. Melissa bad, og derefter bad Kim bønnen på koreansk.

En anden aften bad Kim: ”Tak, Gud for en god dag. Hvordan var din dag, Melissa?“ Melissa blev overrasket, for hun var ikke vant til at man afbrød sin bøn for at tale med andre i værelset. Men så forstod hun, at bøn kunne være mere end kun en dialog mellem en selv og Gud. Det kunne være en samtale mellem venner. Kim lærte faktisk Melissa, hvordan hendes forhold til Gud kunne være.

Det var dejligt at se, hvordan Kim lærte Gud bedre at kende.

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

Hen imod slutningen af skoleåret fortalte Kim, at hun var blevet en kristen.

Melissa var så lykkelig. ”Tænk, at Gud ville bruge mig til at lede Kim til Jesus,“ tænkte hun. ”Det er derfor jeg er på Newbold – for at forberede mig til at hjælpe andre til at finde Jesus.“ Melissa er en af de mange udenlandske elever på Newbold. Hun er også en af de mange unge kvinder, som studerer teologi der. Ca. 1/3 af de teologistuderende er kvinder. ”Det betyder ikke, at vi alle kommer til at blive præster,“ siger hun. ”Men mange vil. Jeg ønsker at forberede mig på at tjene Gud, uanset hvad han kalder mig til.“ Newbold er en lille skole med en stor opgave. Den tilbyder uddannelsesmuligheder inden for mange områder. Men økonomien er altid stram, og bygningsmæssigt er skolen nødt til at leve op til de nationale krav. Øverst på listen står renovering af pigebygningen, hvor Melissa fortalte Kim om Jesus. En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil være med til at opfylde dette behov.

FAKTA OM MISSION • Den Trans-europæiske Division består af mere end 20 lande. Den er den mindste af de 13 divisioner, som verdenskirken er delt op i, med omkring 83.500 medlemmer.

• Noget af det, vores kirkes ledere prioriterer højest, er at uddanne unge adventister, og Newbold College er med til at tilvejebringe denne uddannelse.

67

7

TIL SABBATTEN | 16. NOVEMBER 2013

Kristus, vores offer

Ugens vers

”På sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt“ (1 Pet 2,24).

Introduktion

Den katolske præst Maximilian Kolbe var fange i Auschwitz, fordi han havde taget imod flygtninge fra Polen, deriblandt 2000 jøder.

Da en af fangerne fra hans barak forsvandt (måske flygtet), udpegede SS soldaten 10 andre fanger, som skulle lide sultedøden som gengældelse. En af de udvalgte mænd råbte: ”Min stakkels kone, mine stakkels børn. Jeg kommer aldrig til at se dem igen.“ Da trådte Kolbe frem og tilbød at tage mandens plads, dvs. han bad om at måtte blive den, som skulle lide sultedøden i stedet for den oprørte ægtemand og far. Den overraskede SS officer gik med til dette, og Kolbe blev sammen med de andre udpegede sat i fangehullet, mens den anden mand overlevede (i hvert fald for en tid).

Hvor rørende Kolbes offer end er, så er det kun en skygge af ham, som villigt tog vores plads. Dette symboliseres i helligdomstjenesten, og Det Nye Testamente identificerer Jesus med de to hoveddele af offersystemet i Det Gamle Testamente: Han er vores offer og vores ypperstepræst (Hebr 5-10).

I denne uge vil vi studere de forskellige sider ved Kristi offer og se, hvad det har givet os, at han døde en gang for alle.

Ugens tekster

68

· Es 53,2-12 · Hebr 2,9; 9,26-28; 9,12 · 2 Mos 12,5 · Hebr 4,15

SØNDAG

10. NOVEMBER 2013

Jesus i Esajas 53 Es 53,2-12

Hvad lærer disse vers os om, hvad Jesus gjorde for os?

Es 52,13-53,12 er en mægtig beskrivelse af Kristi død for verdens synd. Flere sider ved denne beskrivelse viser tydeligt, at Jesu død er soning i form af straffemæssig erstatning. Det betyder, at han tog den straf, andre fortjente, og faktisk døde i stedet for dem. Denne tekst viser os nogle af følgerne af Jesu tjeneste for os: 1. Jesus led for andre. Han bar vores sygdomme og lidelser (Es 53,4), vores overtrædelser, skyld (vers 5. 6. 8. 11) og synd (vers12).

2. Han gavner dem, han lider for: han giver fred, helbredelse (vers 5) og retfærdighed (vers 11).

3. Det var Guds vilje, at Jesus skulle lide og knuses (vers 10). Gud lagde vores skyld på ham (vers 6), fordi det var Guds plan, at han skulle dø i vores sted.

4. Jesus er retfærdig (vers 11), uden uret eller svig (vers 9).

5. Han var et skyldoffer, et sonoffer for synd (vers 10).

Luk 22,37 ApG 8,32-35 1 Pet 2,21-25

Hvordan fortolkede disse nytestamentlige forfattere Esajas 53?

Det Nye Testamentes henvisninger til Esajas 53 fastslår uden nogen tvivl, at Jesus Kristus opfylder denne profeti. Han identificerer til og med sig selv med den person, som beskrives der (Luk 22,37). Kristus tog vores synder på sig, for at vi kan få tilgivelse og blive forvandlet.

Til at tænke over

Mediter over alt det, Esajas 53 siger, at Jesus gjorde for os. Hvordan kan du gøre dette personligt og blive forvisset om, at uanset hvad du har gjort, gælder forsikringerne i denne tekst også dig, hvis du i tro overgiver dit liv til ham?

69

MANDAG

11. NOVEMBER 2013

Tilstrækkelig erstatning Hebr 2,9.17; 9,26-28; 10,12

Hvad betyder det, at det skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden?

Jesus døde for syndere. Han var uden synd (Hebr 4,15), så da han gav sit liv som et offer, døde han ikke for sin egen synd. Tværtimod skulle han bære ”manges synder“ (Hebr 9,28) for at kunne sone folkets synder (Hebr 2,17) og for altid udslette synden (Hebr 9,26).

Hebr 2,9 siger, at hensigten med at gøre Jesus ringere end englene var, at han skulle lide døden. Pointen er at forklare, hvorfor Jesu død er en nødvendighed for hans ophøjelse. Kort sagt, Jesus var nødt til at dø, for at menneskeheden kunne blive frelst. Der var ingen anden udvej.

Hebr 2,9 fortæller os, at hensigten med inkarnationen var Guds Søns død. Kun gennem lidelse og død kunne Jesus blive banebryderen for vores frelse (Hebr 2,10).

Hvorfor var det rigtigt af Gud at lade Jesus lide? Sammenhængen i Hebr 2,14-18 antyder, at Jesu død var nødvendig for at redde Guds børn fra dødens magt, fra Djævelen, fra frygt for døden, og for at Jesus kunne ”blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst.“ Med andre ord måtte korset gå forud for kronen. ”Al vores synd blev lagt på Kristus, der var stedfortræder og garant for os. Han blev regnet for en synder, for at han kunne frelse os fra lovens fordømmelse. Skylden fra alle Adams efterkommere hvilede på ham. Guds vrede over synden og den frygtelige tilkendegivelse af hans mishag på grund af synden fyldte hans Søn med forfærdelse.“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 753.)

Til at tænke over

70

Kristus, universets skaber, døde som et menneske for din synd.

Tænk over hvad dette betyder. Tænk over hvilken fantastisk god nyhed dette er. Tænk over det håb det giver dig personligt. Hvordan kan du gøre denne utrolige sandhed til motivation for alt, hvad du gør?

TIRSDAG

12. NOVEMBER 2013

Kristi blod Ideen om blod, der bringer soning, er til stede i hele Bibelen. Det begynder med det første offer, efter at Adam og Eva havde syndet, og blod var altid til stede, når et dyr blev ofret. Ritualer, hvor blod var involveret, prægede israelitternes offersystem for at illustrere den yderst vigtige sandhed, at uden blod ville vi ikke have nogen chance for at få tilgivelse for vores synder og adgang til Gud. Blod var den eneste måde, hvorved adgang til Guds nåde og fællesskab med ham kunne opnås.

Læs de følgende vers fra Hebræerbrevet om Kristi blod og blodet fra ofringerne i Det Gamle Testamente. Hvad lærer de os om blod?

Hebr 9,12: Hebr 9,14: Hebr 9,18: Hebr 10,19: Hebr 12,24: Hebr 13,12: Hebr 13,20: Kristi blod henviser ikke til hans liv, men er et symbol på hans stedfortrædende død og beskriver derfor den funktionelle side ved hans død. Kristi blod har forbløffende mange funktioner. Det bringer evig frelse, renser os fra synd, giver tilgivelse, helliggørelse og er grundlaget for opstandelsen.

I Hebræerbrevet finder vi en stærk kontrast: Kristi blod er bedre end alt andet blod. Faktisk kan intet andet blod bringe tilgivelse; Kristi død er den eneste begrundelse for, at synd kan tilgives, både før og efter korset (Hebr 9,15). Udgydelsen af Kristi blod og dets følger er tydeligt bevis for, at Kristi død var stedfortrædende; det vil sige at han tog den straf, som vi fortjener.

Til at tænke over

Hvordan kan en forståelse af Kristi død hjælpe os til at undgå enhver tanke om, at vores egne gerninger kan frelse os?

71

ONSDAG

13. NOVEMBER 2013

Et fejlfrit offer 2 Mos 12,5 3 Mos 3,1; 4,3

Hvilke krav skulle et offerdyr opfylde?

Det krævede stor omhu at udvælge et offerdyr. En person kunne ikke bringe et hvilket som helst dyr som offer. Det skulle opfylde adskillige krav, afhængigt af typen af offer.

Men der var et krav, som ethvert offerdyr skulle opfylde. Det skulle være fejlfrit. Det hebraiske ord tamin kan også oversættes med fuldkomment, uden skade, uden fejl eller perfekt. Det udtrykker den tanke, at noget lever op til den højest mulige standard. Kun det allerbedste var godt nok.

I sammenhæng med mennesker benyttes ordet til at beskrive deres forhold til Gud som værende ”udadlelig“ (1 Mos 6,9; 17,1).

Hebr 4,15; 7,26; 9,14 1 Pet 1,18-19

Hvordan beskriver disse tekster Jesus? Hvorfor var det så altafgørende, at Jesus var uden synd?

Jesus, ”Guds lam, som bærer verdens synd“ (Joh 1,29), opfylder fuldstændig Det Gamle Testamentes krav om et lydefrit offer. Hans rene liv gjorde ham til et fuldkomment offer. Dette er garantien for vores frelse, for kun en, der var uden synd, kunne bære synden for os; og det er hans fuldkomne retfærdighed, som dækker os, både nu og i dommen. Hans retfærdighed er vores håb for frelse.

Det græske ord, som svarer til det hebraiske for ”lydefri“ (amomos) bliver ikke kun brugt til at beskrive Jesus og hans fejlfri offer, men også hans efterfølgeres karakter. ”Ved at sammenligne deres liv med Jesu karakter vil de blive i stand til at indse, hvor de ikke har været i stand til at opfylde Guds hellige lovs krav; og de vil forsøge at gøre sig selv fuldkomne i deres sfære, ligesom Gud er fuldkommen i sin.“ (Ellen White, The Paulson Letters, s. 374.)

Gennem Jesu død og tjeneste fremstilles vi som lydefri for Gud (Jud 24). Dette er kun muligt, fordi han, som er uden fejl, står i vores sted.

Til at tænke over

72

Hvorfor kan tanken om at være ”hellig og uden fejl“ gøre os urolige? Hvordan kan vores viden om, at Kristus er vores stedfortræder hjælpe dig til at acceptere, at også du er ”hellig“? Hvordan bør vores nye status hos Gud påvirke den måde, vi lever på?

TORSDAG

14. NOVEMBER 2013

En stor fare I Hebræerbrevet fokuserer Paulus ikke alene på den teologiske forståelse af Kristi offer, men han forklarer også nogle af de praktiske konsekvenser. Flere steder viser han, hvad der sker, hvis en person ignorer dette offer.

Hebr 6,4-6; 10,26-31

Hvad advarer Paulus os imod? Hvilke slags holdninger beskriver han?

I Hebræerbrevet beskriver Paulus, hvor fantastisk Guds frelse er, hvordan Gud har åbenbaret sig selv, og hvad han har gjort og gør for de troende. Men Paulus er nødt til at berøre mindst et stort problem. Det er faren for, at Kristi offer gradvist kunne komme til at blive en selvfølge. Han beskriver denne fare som det at ”glide bort“ fra målet (Hebr 2,1). Billedet bag Paulus’ sprogbrug er et skib, som ændrer kurs og ikke når frem til bestemmelsesstedet. Det vigtigste er at holde den rette kurs.

Nogle afviser Gud med vilje. Det betyder, at efter de har modtaget evangeliet, er deres liv stort set det samme som før. Disse mennesker har faktisk ikke noget virkningsfuldt offer for deres synd (Hebr 10,26-31). Men det er ikke sandsynligt, at mange troende åbenlyst vil fornægte Kristi offer eller i det hele taget tænke en sådan tanke.

Alligevel bringer Paulus en advarsel. Den største fare ved ligegyldighed og forsømmelse er, at det ofte er en umærkelig og gradvis proces. Overgangen kan være umærkelig. Langsomt bliver Kristi gerning ikke værdsat nok, ligesom Esau gradvist ophørte med at værdsætte sin førstefødselsret (Hebr 12,15-17). Vi må aldrig blive så fortrolige med Kristi offer, at vi kommer til at betragte det som noget almindeligt.

Paulus ønsker ikke at gøre sine læsere bange; men han er nødt til at vise dem følgerne af at glide bort fra Gud. Han ønsker ikke at dette skal ske. Så på den positive side opmuntrer han dem inderligt til at ”holde fast“ ved alle de gode ting ved frelsen (Hebr 3,6.14; 10,23) og ”se hen til“ Jesus (Hebr 12,2).

Til at tænke over

Hvordan er det med dig? Er du blevet ”vant til“ korsets fantastiske sandhed? Hvorfor er dette så forfærdeligt? Hvordan kan vi beskytte os selv imod den fare, som Paulus advarer imod?

73

FREDAG

15. NOVEMBER 2013

Til videre studium · The Atonement, Part I. Atoning Sacrifice, The SDA Bible Commentary, bind 7A, Appendix C, s. 661-680.

Hvad Martin Luther ofte omtalte som ”det salige bytte“ beskrives af Ellen White på følgende måde i dette klassiske citat: ”Kristus blev behandlet, som vi fortjener det, for at vi kan blive behandlet, som han fortjener. Han blev dømt for vores synder, som han ingen del havde i, for at vi kunne blive retfærdiggjort ved hans retfærdighed, som vi ingen del har i. Han led den død, der tilkom os, for at vi skulle kunne modtage det liv, som var hans. ”Ved hans sår blev vi helbredt“ (Es 53,5).“ (The Desire of Ages, s. 25.) ”Intet mindre end Kristi død kunne gøre hans kærlighed virkningsfuld for os. Kun på grund af hans død kan vi med glæde se frem til hans andet komme. Hans offer er centret for vores håb. Herpå skal vi bygge vores tro.“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 660.)

Spørgsmål til drøftelse

1. Nogle mennesker bryder sig ikke om den tanke, at Jesus er vores offer. De synes, at det får Gud til at virke blodtørstig eller hævngerrig, ligesom fortidens hedenske guder. (Nogle hævder faktisk, at Bibelens beskrivelse af blod og ofre blot er en genspejling af disse hedenske ideer.) Hvad er så drastisk forkert ved denne opfattelse af korset? Hvordan kan hele temaet med død, offer og blod være med til at vise os, hvor alvorlig synden og dens følger er? Hvordan bør det hjælpe os til at søge Guds kraft til at afstå fra synd i vores liv, når vi indser, hvad synden koster?

2. Nogle mennesker har svært ved at se, hvordan vores gerninger hænger sammen med vores frelse. Hvordan kan det beskytte os imod at falde for ideen om frelse ved gerninger, at vi hele tiden fokuserer på Kristi stedfortrædende død, og hvad han opnåede for os ved sin død? Hvad kan vores gerninger trods alt lægge til det, som Kristus har gjort for os ved at dø i vores sted?

3. Ellen White sagde, at det ville være gavnligt for os at tilbringe en time hver dag, hvor vi lader vores tanker fokusere på Jesu liv, især de afsluttende scener. Hvordan kan dette styrke vores forhold til Kristus og samtidigt forøge vores påskønnelse af, hvad han har gjort for os?

74

DIALOG

TIL SABBATTEN | 16. NOVEMBER 2013

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Uddybende spørgsmål

Denne sabbat kan være en god sabbat til at samle og se på nogle af de spørgmål, der har rejst sig i din klasse i løbet af kvartalet.

Hav evt. et medlem af klassen parat til at skrive spørgsmål ned og forberede en særlig bibelkyndig på at undersøge og finde svar på spørgsmålene.

Offersystemet og mange bibelske tekster indebærer, at Jesus døde som stedfortræder. Vi behøver ikke at lide den anden død, fordi han døde i vores sted.

• Find bibeltekster, der understreger, at Jesu død var stedfortrædende. Betyder det også, at Jesus levede i lydighed i vores sted?

Eller at han opstod i vores sted?

• Døde Jesus for alle? Eller kun for troende?

• Hvis han døde for alle, bliver alle så frelst? Hvis ikke, hvad gør så forskellen, og hvordan afgøres det på dommens dag, hvem der frelses? Hvad er betingelserne?

Personligt kristenliv

• Find forslag du kan dele med din klasse til, hvordan du i praksis kan leve dit liv motiveret af Jesu offerdød.

- Eksempler kan være betydningen af kristen meditation, læsning af gode bøger om Jesu liv, sang, poesi eller anden kunstnerisk udtryksform, hvor Jesu offer er i centrum • Tænk over hvilke livsværdier, Jesu død på korset understreger som grundlaget også for dit liv. Vær rede til at nævne nogle af disse værdier i samtale med din gruppe.

Forstå det bedre

Jesu enestående død. Det kan ikke understreges tilstrækkeligt, at Jesu død var enestående. Den var ikke som min og din. Jesus var Gud, der blev menneske og frivilligt gav sig selv for vores frelse.

Han blev adskilt fra sin himmelske fader, som han fra evighed havde været i fuldkomment fællesskab med. Han led døden som en fortabt synder i mit sted. Der kan kun være ét sådant offer. Det kan ikke gentages. Jeg kan intet gøre for at forbedre det eller tilføje nogen form for fortjeneste ved min egen indsats.

I helligdomstjenestens offersystem i det gamle Israel forordnede Gud, at et offer blev bragt ved alle anledninger, ikke for at vise, at det sande offer skal gentages, men for at understrege, at Jesu offer 75

DIALOG

TIL SABBATTEN | 16. NOVEMBER 2013

”én gang for alle“ (Hebr 7,27; 10,10) er betingelsen og fundamentet for alt, Gud gør for os. Intet udføres for menneskers frelse uden at have Jesu død på Golgata som grundlag. Ingen løfter bliver opfyldt, ingen velsignelse uddelt, ingen bøn bliver hørt, intet håb bliver styrket, uden Jesu forsoning.

I historiens lys

NOTER

76

For den protestantiske bevægelse var pavedømmets lære om Jesu offer af afgørende betydning for dens kirkekritik. I den romerskkatolske kirke lærtes det, at Jesu offer i en vis forstand blev gentaget i messen, når præsten udtalte ordene på Latin: ”hoc est corpus meum“ – ”dette er mit legeme“. Den tro, at essensen af Jesu legeme og blod herved bogstaveligt kom til stede, gav kirken en enorm magt over menneskers sind. Kirkegængere troede, at præsterne derved havde magt til give dem Jesu legeme – eller til at holde det og dermed frelsen tilbage fra dem. Når protestanter derfor citerer Jesu ord på korset, at ”det er fuldbragt“ (Joh 19,30), understreger vi, at Jesu offer er enestående og ikke kan gentages. Som protestanter deler adventister denne forståelse og kritik af romerkirkens lære.

MISSIONSBERETNING 16. NOVEMBER 2013

ET BETYDNINGSFULDT LIV Mervi blev født i Estland, som var en del af Sovjetunionen under kommunisttiden.

Hendes far var præst i adventistkirken i dette meget ateistiske land. Han havde på et tidspunkt været indespærret på en mental institution, fordi han var kristen.

Så Mervi lærte at holde sig i baggrunden og ikke tiltrække sig opmærksomhed.

Mervi og hendes søskende gik i en offentlig skole. Hendes tro og mod voksede i takt med hendes alder, og hun besluttede sig for at stå ved sin tro og blive døbt som adventist.

Efter kommunismens fald fik landet gradvist mere frihed. Efter fuldført studentereksamen begyndte hun at studere lingvistik. Hun fuldførte sin grad og blev tilbudt arbejde i en gruppe lingvistikforskere. Med udsigt til en god løn, slappede hun af. Det var slut på den tid, hvor hun skulle spekulere på, hvor hendes næste måltid skulle komme fra, eller om hun ville have en varm frakke næste vinter.

Det følgende år blev hun tilbudt en stilling som underviser på et universitet.

Hendes overordnede opfordrede hende til at gå i gang med en ph.d. Men hun opdagede snart, at der manglede noget i hendes liv. Hun indså, at mange år frem i tiden ville det, hun var i gang med nu, ikke have nogen betydning. Da hun fortalte sine kollegaer, at hun ville holde fri et år og studere teologi, havde de svært ved at tro det. De kunne ikke fatte, at hun ville opgive en så sikker fremtid.

Mervi begyndte at studere på Newbold College, adventisternes højere læreanstalt i England. Det første år tog hun forskellige religionsfag, men hun blev

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

snart klar over, at hun ville fuldføre en teologiuddannelse.

Da hun rejste hjem på sommerferie efter det første år, vidste hun, at Gud ønskede, at hun skulle fortsætte sine studier på Newbold. Hun opsagde sin stilling ved universitetet og valgte i stedet den vej, Gud havde vist hende.

Tilbage på Newbold blev hun engageret i mange forskellige aktivitetsgrupper og fik ansvar inden for skolens åndelige liv. Hun opdagede, at Gud havde givet hendes liv betydning. Set fra et verdsligt synspunkt kunne hendes liv synes ubetydeligt; men hun føler sig virkelig velsignet og udviklet på mange forskellige områder.

Gud har ledet hende steder, hun aldrig ville have drømt om eller turdet gå.

Mervi er snart færdig med sin uddannelse på Newbold. Hun er overbevist om, at Gud har planer for hende, og hun glæder sig til at se, hvor han vil lede hende.

FAKTA OM MISSION • Newbold College, som blev åbnet i 1901, ligger en times kørsel udenfor London.

• Homer Salisbury, som var Newbold College’s første rektor, udtrykte skolens målsætning på denne måde: ”Det ene store mål, som altid skal holdes for øje, vil være at lede eleverne til at lære at tænke, at tænke korrekt – at lære dem, hvordan de selv kan lære noget på egen hånd.“ Dette mål, sammen med Adventistkirkens høje kvalitetskrav, har i over et hundrede år været styrende for Newbold College.

77

8

TIL SABBATTEN | 23. NOVEMBER 2013

Kristus, vores præst

Ugens vers

”Hovedsagen i det, der her siges, er, at vi har en sådan ypperstepræst, som sidder på højre side af den Højestes trone i himlene og gør tjeneste ved helligdommen, det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst“ (Hebr 8,1-2).

Introduktion

Efter sin opstandelse og opfaren til himlens helligdom gik Jesus i gang med en ny fase i frelsesplanen (Hebr 2,17). Da det nødvendige krav om hans offer var blevet opfyldt, blev han indviet som præst og begyndte sin præstetjeneste, så han nu kunne formidle sit fuldkomne offer på vegne af dem, som i tro er skjult af hans blod. Hans præstetjeneste består af to faser, som begge blev symboliseret i den jordiske helligdom, nemlig den daglige tjeneste og tjenesten på den årlige forsoningsdag.

I denne uge vil vi studere Jesu gerning i hans daglige tjeneste og se nogle af de praktiske konsekvenser, som hans gerning har for os. Vi kan i sandhed finde stor trøst i visheden om, at Jesus nu står foran Gud og frembærer fortjenesten ved sit offer på vores vegne.

Budskabet om helligdommen giver håb og opmuntring for selv den svageste af hans efterfølgere.

Ugens tekster

78

· Sl 110,1-5 · 1 Mos 14,18-20 · Hebr 7,1-3 · Rom 8,31-34 · 1 Tim 2,4-6 · Hebr 8,6 · Hebr 2,17-18 · Hebr 3,6 · Hebr 10,1-14

SØNDAG

17. NOVEMBER 2013

Vores ypperstepræst Den bog i Det Nye Testamente, som siger mest om Kristus som præst er Hebræerbrevet. Den gammeltestamentlige rygrad for Hebræerbrevet består af to vers fra Salme 110. Vers 1 citeres for at bekræfte, at Kristus er ophøjet over alle andre, fordi han har sat sig ved Guds højre hånd. Dette er et gennemgående tema i Hebræerbrevet.

Det understreger Jesu guddommelighed, og at han er Messias (Hebr 1,3; 4,14; 7,26; 8,1; 12,2). Salme 110,4 citeres for at vise, at Jesu præstetjeneste var symboliseret gennem Melkisedek (Hebr 5,6).

1 Mos 14,18-20 Sl 110,4 Hebr 7,1-3

På hvilke måder opfylder Jesus det guddommeligt lovede præstedømme på Melkisedeks vis? Sammenlign teksterne.

Bibelen giver ikke mange oplysninger om Melkisedek. Men det, den fortæller, viser forbløffende ligheder med Jesus. Melkisedek er konge i Salem (Salem betyder fred, så han er ”Fredskonge“). Hans navn betyder ”Refærdighedskonge“, en beskrivelse af hans karakter.

Han står uden for historien, da hans stamtræ ikke gives; hans fødsel og død omtales ikke, så det synes, som om han ikke havde nogen begyndelse eller afslutning; og han er også ”præst for Gud den Højeste“. Melkisedeks præstedømme står over det levitiske præstedømme; for gennem Abraham gav Levi tiende til Melkisedek (Hebr 7,4-10). Melkisedek er altså et forbillede på Kristus.

Men Kristus er endnu mere. Aron var den første ypperstepræst i Israel. Hebr 5,1-4 beskriver en idealiseret aronittisk ypperstepræst: guddommeligt udpeget, tjener på menneskers vegne, gør tjeneste for Gud, er medfølende og frembærer ofre for folket og sig selv.

Hebræerbrevet beskriver Kristus som den nye ypperstepræst. Han er af en langt bedre linie end selv Aron. Han opfylder ikke alene kravene til det aronittiske præsteskab, han forbedrer dem. Jesus var uden synd, var fuldkommen lydig og havde ikke brug for at frembære et offer for sig selv. Tværtimod var han selv offeret, det mest fuldkomne offer, som var muligt.

Jesus er en bedre ypperstepræst end både Aron og Melkisedek var eller kunne være. De var begge forbilleder, som fik deres opfyldelse i Jesus.

79

MANDAG

18. NOVEMBER 2013

Forsvarer og talsmand Rom 8,31-34

Hvilket fantastisk håb og løfte finder vi her?

Baggrunden for versene 31-34 er en retssal, hvor vi kan forestille os, at vi selv er anklaget. Der stilles spørgsmål: Hvem er imod os? Hvem vil anklage os? Hvem vil fordømme os? En sådan scene kunne meget let få det til at løbe koldt ned ad ryggen på os. Vi er trods alt meget godt klar over vores menneskelige fejl og syndighed.

Men vi behøver ikke at frygte. Løftet er, at intet eller ingen kan skille os fra Guds kærlighed. Dette løfte fremhæver flere vigtige punkter: Gud er for os (vers 31), Gud gav sin søn for os (vers 32), Gud vil skænke os alt (vers 32), og Gud gør retfærdig (vers 33). Jesus Kristus er på vores side. Jesus er svaret på enhver frygt for fordømmelse, for han døde, opstod og går nu i forbøn for os ved Guds højre hånd i den himmelske helligdom (vers 34).

Hvis nogen er gået så langt, at han var villig til at dø for os, burde vi føle os sikre på hans kærlighed. Den garanti, som gives i Rom 8,3139, fortæller os i virkeligheden, at vores Gud elsker os så meget, at intet kan ødelægge hans planer for os (vers 35-39), og den himmelske retssal bliver et sted fyldt med glæde og jubel.

Denne sandhed er endnu tydeligere i 1 Joh 2,1-2. Det græske ord parakletos henviser til en juridisk hjælper eller forsvarer, en der fremstår som talsmand på vegne af en anden. Jesus er vores talsmand, og han forsvarer os, fordi vi ellers ikke ville have nogen chance.

Vores talsmand er retfærdig. Dette giver os en garanti for, at Faderen vil lytte til Kristi forbøn; for Kristus kunne ikke gøre noget, som hans retfærdige Far ville afvise. Kristus går i forbøn for dem, som har syndet og fremstiller sig selv – han, som aldrig syndede – som den retfærdige, der går ind i vores sted.

Til at tænke over

80

Hvordan kan du bedre erfare den vidunderlige sandhed, at intet kan adskille os fra Guds kærlighed? Hvordan kan du bruge denne garanti som motivation til at leve, som Gud ønsker – måske i modsætning til den måde, du lever dit liv nu?

TIRSDAG

19. NOVEMBER 2013

Formidleren 1 Tim 2,3-6

Hvordan hjælper disse vers os til at forstå, hvad Jesus egentlig gør for os i himlen?

Kristus omtales som formidleren mellem Gud og mennesker. Der er ingen anden; for der er faktisk ikke behov for nogen anden. Frelse og erkendelse af sandheden er tilgængelig for alle gennem Kristus som formidler (1 Tim 2,4). Det afgørende spørgsmål for os er, om vi vil tage imod det, som Kristus tilbyder hver eneste af os, uanset status, race, karakter eller tidligere handlinger.

Ordet ”formidler“ er et udtryk fra gammel græsk handels- og retsverden. Det beskriver en, der forhandler eller fremtræder som forligsmand mellem to parter for at løse en uoverensstemmelse eller nå frem til et fælles mål for at blive enige om en kontrakt eller pagt.

I Hebræerbrevet er Kristus formidler af den nye pagt (Hebr 8,6; 9,15; 12,24). Han har skaffet forsoning. Synden havde ødelagt det nære forhold mellem Gud og menneskene og ville have ført til udslettelse af menneskeheden, men Kristus kom og genoprettede dette forhold. Dette er forsoning. Kun han er bindeleddet mellem Gud og mennesker; og gennem dette bindeled kan vi opleve et fuldkomment pagtsforhold med Gud. Paulus omtaler ham som ”mennesket Kristus Jesus“ (1 Tim 2,5).

Dette udtrykker den enestående egenskab, at han både var menneske og Gud. Frelsen og formidlingen er grundfæstet netop i Jesu menneskelighed og hans villighed til at ofre sig selv. Fordi han er både Gud og menneske, kan Jesus genoprette forbindelsen mellem himlen og jorden med bånd, som aldrig kan brydes. ”Jesus Kristus kom, så han kunne genforene dødelige mennesker med den udødelige Gud og forbinde en jord, som var blevet adskilt fra himlen på grund af synd og overtrædelse.“ (Ellen White, Sermons and Talks, 1. bind, s. 253.)

Til at tænke over

Tænk, at der lige nu er et menneske i himlen, som går i forbøn for dig. Hvad fortæller dette om, hvor vigtig du er i Guds øjne? Hvordan bør denne sandhed have indflydelse på din måde at leve på, og hvordan du behandler andre mennesker?

81

ONSDAG

20. NOVEMBER 2013

En stor ypperstepræst Hebr 2,17-18; 3,6; 4,14-15; 7,24-28; 8,1-3

Hvad fortæller disse tekster om Jesu gerning som ypperstepræst?

Jesus er ”en stor ypperstepræst“ (Hebr 4,14). Han står over alle jordiske ypperstepræster og herskere. Bibelen beskriver flere af de egenskaber, Jesus har som ypperstepræst: Barmhjertig og trofast (Hebr 2,17). Disse to egenskaber passer med Jesu rolle som vores talsmand; for han giver os sine gaver (barmhjertig) og er loyal over for både sin Far og os (trofast).

Med os. Jesus kan hjælpe os (Hebr 2,18) og føle med os (Hebr 5,2).

Fordi han har levet som menneske, kan vi stole på, at han er en medfølende og fuldkommen hjælper. Men han er ikke i samme situation som os; for han er ”uden synd“ (Hebr 4,15).

Over os. Jesus som ypperstepræst er ikke en del af de troendes forsamling, som Moses var det. Han er over os, ligesom en søn over sin fars hus (Hebr 3,6). Kristus har fuldt herredømme blandt de troende.

Ligesom os. Jesu guddommelige oprindelse gav ham ingen specielle rettigheder. Han blev fristet ligesom os (Hebr 4,15). De specielle fristelser i Judæas ørken viser, at han blev fristet både fysisk, mentalt og åndeligt (Matt 4,1-11).

For os. Kristus fremstår i den himmelske helligdom foran Gud ”for os“ (Hebr 9,24), og går ”i forbøn for os“ (Hebr 7,25). Gud ske tak, at vi har en guddommelig repræsentant, som i dommen stiller sig i vores sted.

Til at tænke over

82

Jesus er i himlen ”for os“. Hvad betyder det? Hvordan kan du finde vished og forsikring i denne vidunderlige sandhed?

TORSDAG

21. NOVEMBER 2013

Ét offer Som vi har set, var et af de væsentligste formål med den jordiske helligdom, gennem symboler at vise os forbilleder og profetier om Jesu død og ypperstepræstelige gerning. Synd er alt for frygtelig til at kunne løses blot ved at ofre dyr (selv om disses død er både trist og uheldig). Alt det blod, der blev udgydt, pegede i stedet frem til den eneste løsning på syndens problem, nemlig Jesu egen død. At det krævede Jesu død – han som var lige med Gud (Fil 2,6) – at sone for synd, viser os, hvor frygtelig synd virkelig er.

Hebr 10,1-14

Hvordan viser disse vers modsætningen mellem den jordiske helligdoms funktion og opgave og Jesu død og ypperstepræstelige gerning?

Der er mange sandheder i disse vers; men en af de vigtigste er, at ofringen af alle disse dyr ikke var nok til at løse syndens problem. ”For blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort“ (Hebr 10,4). De pegede kun frem til løsningen; men de var ikke selve løsningen. Løsningen var Jesus, hans død og hans tjeneste for os i den himmelske helligdom.

Læg mærke til et andet vigtigt punkt i disse vers: tilstrækkeligheden i Kristi ene offerdød. Selv om dyreofringerne skulle gentages igen og igen, dag efter dag, år efter år, var Jesu ene offer nok (se bare på, hvem det var, der blev ofret!) til at dække over hele menneskehedens synder. Gud viste på en mægtig måde vigtigheden af denne sandhed, da forhænget i det jordiske tempel på overnaturlig vis blev flænget i to dele efter Jesu død (Matt 27,51).

Til at tænke over

Se dig omkring på vores verden i dag. Se den ødelæggelse, som synden har forårsaget, smerten, frygten, tabet, håbløsheden.

Hvordan kan vi lære at klynge os til Jesus hver eneste dag, hvert eneste øjeblik, som den eneste løsning på syndens problem i vores eget liv?

83

FREDAG

22. NOVEMBER 2013

Til videre studium · The Atonement, Part II – High-Priestly Application of Atoning Sacrifice, SDA Bible Commentary, bind 7A Appendix C, s. 680-692. ”Gå væk fra Satans stemme og fra at gøre hans vilje og stå ved Jesu side og modtag hans karaktertræk, han som ejer den skarpsindige og blide følsomhed, som kan gøre de plagede og lidendes sag sin egen. Den, som er blevet meget tilgivet, vil elske meget. Jesus er en medfølende mellemmand, en barmhjertig og trofast ypperstepræst.

Han, som er himlens Majestæt og herlighedens Konge, kan betragte os dødelige mennesker, som udsættes for Satans fristelser, og vide at han selv har følt kraften i Satans angreb.“ (Ellen White, Christian Education, s. 160.) ”Samvittigheden kan befries fra fordømmelse. Gennem tro på hans blod kan alle blive gjort fuldkomne i Kristus Jesus. Gud være lovet, at vi ikke har at gøre med umuligheder. Vi kan påberåbe os helliggørelse. Vi kan nyde Guds velvilje. Vi behøver ikke at bekymre os over, hvad Kristus og Gud mener om os, men over, hvad Gud mener om Kristus, vores stedfortræder.“ (Ellen White, Selected Messages, 2. bind, s. 32-33.)

Spørgsmål til drøftelse

1. Læs Hebr 2,17. Hvorfor var det nødvendigt for Jesus at blive menneske, lide og dø, før han kunne blive vores ypperstepræst?

2. Tænk over denne linje fra Ellen White citatet ovenfor: ”Vi behøver ikke at bekymre os over, hvad Kristus og Gud mener om os, men over, hvad Gud mener om Kristus, vores stedfortræder.“ Hvordan hjælper dette os til at forstå det, hun lige inden skrev om at ”blive gjort fuldkomne i Kristus Jesus“?

3. Jesus Kristus er garantien for vores frelse, og han frembærer følgerne og fordelene ved sit offer. Vi har intet at frygte, når han er på vores side. Hvordan kan vi anvende disse fantastiske sandheder på vores eget liv, især når vi møder store fristelser?

4. Hebræerbrevet gør det meget tydeligt, at Jesu offer en gang for alle var nok til at løse syndens problem. Hvad fortæller det os om alle former for religiøse gerninger, som hævder at gentage dette offer som en nødvendighed for syndsforladelse?

84

DIALOG

TIL SABBATTEN | 23. NOVEMBER 2013

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Brug tid på at besvare specifikke spørgsmål til bibelteksterne.

• Bibelen omtaler præster af Levis stamme, som var sat til at frembære ofringer i helligdommen. Men den taler også om Guds folk som et folk eller et kongedømme af præster (2 Mos 19,6).

- Drøft forskellen mellem disse to funktioner.

- I hvilken forstand er Jesus den eneste præst i den kristne æra? På hvilken måde er alle troende præster?

- Hvad er forskelle og ligheder med den måde, vi i dag i kirken anvender ordet ”præst“?

Uddybende spørgsmål

• Hvad gør Jesus særlig velegnet til at forstå og hjælpe mig, når jeg fristes?

• Har Jesus oplevet alle mulige eksempler på menneskelige fristelser?

- Er Jesus blevet fristet til at se en dårlig film?

- Er Jesus blevet fristet til at gentage en synd?

• Hvis ikke, er han så stadig i stand til at hjælpe mig, og hvordan kan han gøre det?

- Har Jesus mødt fristelser, der overgår mine?

Personligt kristenliv

Det er blevet sagt, at en væsentlig grund til, at ikke alle beder Gud om hjælp i fristelse, skyldes frygt for at blive bønhørt.

• Hvordan vil du ud fra din erfaring rådgive mennesker, der udsættes for stærke fristelser?

- Hvad kan de gøre for at undgå situationerne?

- Hvad kan de gøre for at bekæmpe den indre trang til synd eller selviskhed?

• Del evt. nogle af dine praktiske forslag med din gruppe. Saml evt. rådene fra alle medlemmerne og planlæg et indlæg for hele menigheden – eller til og med en artikel i Adventnyt!

Forstå det bedre

Når Hebræerbrevet udtrykker, at Jesus er ”blevet fristet i alt“ (bogstavelig oversættelse 4,15), betyder det ikke, at han har prøvet alles specifikke fristelser – det ville jo være umuligt. Tankegangen er sna85

DIALOG

TIL SABBATTEN | 23. NOVEMBER 2013

rere den hebraiske, at Jesus blev fristet ”hele tiden“, altså i hele sit liv. Han var fuldt og helt menneske. Han anvendte ikke sin guddomskraft til at modstå fristelse. Hans liv var som vores liv et liv, hvor han konstant måtte vælge side, vælge mellem godt og ondt. Han blev hele tiden fristet til at vælge at hjælpe sig selv først. Det bliver vi også. Samtidigt er det enestående for Jesus, at han havde evner og muligheder til at gøre langt mere for sig selv end du og jeg, fordi han besad så meget mere magt.

I historiens lys

NOTER

86

Ligesom den protestantiske bevægelse tog afstand fra den katolske forståelse af Jesu offer og messen, kritiserede den også romerkirkens forståelse af præsteskabet. Ifølge pavekirken modtager dens præster en særlig velsignelse i ordinationen, som sætter dem i stand til at fremkalde Jesu legeme og blod i messen. Præsteskabet er dermed gennem ordinationen blevet en særlig gruppe med særlige gudgivne beføjelser. Som protestanter har vi som adventister sagt nej til denne lære. Som præst i gammeltestamentelig forstand har vi i den kristne æra kun én præst. Hans navn er Jesus, og han er præst i himlens helligdom. Han alene frembærer et offer, nemlig sit eget blod. I betydningen at undervise om Guds Ord er alle Guds børn præster på jorden, og der er derfor ingen principiel forskel på de troende. Ordinationen udfører vi for at udtrykke vores anerkendelse af talenter, Helligånden allerede har givet, for at indsætte troende til at fungere i forskellige tjenester. Den skaber ikke en særlig klasse af kristne. I Jesus er vi alle ét.

MISSIONSBERETNING

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

23. NOVEMBER 2013

vokser endnu,“ siger en stolt pige på 7.

Og hun husker historien om sædemanden. Hun ved, at Jesus ønsker, at hun skal så hans kærlighedsfrø på samme måde, som sædemanden såede sine frø.

Efter hobbyaktiviteterne, rydder børn og forældre op sammen og mødes med de andre aldersgrupper til livlig og energisk lovsang. De slutter af med en sund middag, som er forberedt af frivillige.

Det begyndte som en forholdsvis lille aktivitet, men nu kommer der 200-250 personer en gang om måneden.

Rodegudstjenesten i Stanborough Park er et pilotprojekt, som er blevet en rungende succes. Den Trans-europæiske Division ønsker at introducere programmet i alle dele af Divisionen og hjælpe hver region med at tilpasse det til deres behov. En del af 13. sabbatskollekten i dette kvartal vil gå til at dække udgifter til denne tilpasning.

HVOR ER HER RODET! Ni år gamle Thomas stod lige inden for kirkedøren og græd. ”Må jeg ikke godt få lov til at komme ind? Jeg har gjort alt for at få mine forældre med til Rodegudstjenesten, men de vil ikke komme. Må jeg godt komme ind uden dem?“ Damen ved registreringsbordet omfavnede Thomas. ”Selvfølgelig må du det,“ svarede hun og tørrede hans tårer. Hun gav tegn til et menighedsmedlem, som stod i nærheden. Thomas fulgte glad med ind i hobbyrummet, hvor Rodegudstjenesten var ved at begynde.

En 9-årig, som trygler om at komme til gudstjeneste? Ja – hvis det er Rodegudstjeneste. Rodegudstjeneste er et missionsprogram, som begyndte i en anglikansk kirke i England i 2004. Hensigten er at tilbyde en familievenlig gudstjenesteoplevelse for børn og deres forældre, som ikke normalt ville komme i kirke.

I 2009 tilpassede nogle energiske adventistkvinder i Stanborough Park Adventistkirke uden for London Rodegudstjenesteprogrammet til deres område. Og det virker!

Hvad er Rodegudstjeneste? Børn fra 0 til 13 år mødes – inddelt i forskellige aldersgrupper – for at høre en beretning fra Bibelen og arbejde med et hobbyprojekt, som hjælper dem til at huske historien. Da temaet var lignelsen om sædemanden og kornet, lavede en af grupperne græslarver ved at stoppe jord og græsfrø i nylonstrømper. De bandt knuder på strømpen for hver 6-7 cm, og bandt piberensere på som antenner og satte øjne på. Børnene tog deres græslarver med hjem, vandede dem og så, hvordan de voksede. ”Min

FAKTA OM RODEGUDSTJENESTE • Mange mennesker er kommet til Rodegudstjeneste efter at have set et banner om det uden for kirken. De er glade for, at et sådant kvalitetsprogram tilbydes gratis.

• Forældre kommer sammen med deres børn, hjælper til med hobbyarbejde og lytter til historierne fra Bibelen. Adskillige har tilsluttet sig en bibelstudiegruppe, andre hjælper til som frivillige.

• Nogle unge voksne, som tidligere kom i en adventistkirke, kommer nu sammen med deres børn. Programmet bygger bro, som er med til at lede dem tilbage.

87

9

TIL SABBATTEN | 30. NOVEMBER 2013

Dommen før Jesu genkomst

Ugens vers

”Men kongedømmet, herredømmet og magten i alle kongeriger under himlen bliver givet til den Højestes helliges folk. Dets kongerige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det“ (Dan 7,27).

Introduktion

Som Hebræerbrevet så tydeligt viser, begyndte Jesus efter sin død og opstandelse en ny fase af sin gerning for os. Han blev vores ypperstepræst i den himmelske helligdom. Synerne i Daniel 7 og 8 viser os, at på et bestemt tidspunkt i historien gik denne himmelske gerning, som Kristus udfører for os, ind i en ny fase, nemlig dommen. Dette kaldes somme tider for den ”eskatologiske forsoningsdag“, eskatologisk, fordi den henviser til endens tid, og forsoningsdag, fordi den har sit forbillede i forsoningsdagens tjeneste i den jordiske helligdom.

Daniel 7, som er fokus for vores studium i denne uge, indeholder en rækkefølge af riger, som symboliseres ved fire dyr. Synet danner en parallel til Nebukadnezzars drøm i Daniel 2 og har den samme rækkefølge: Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom. I vores studium vil vi se, at dommen er en god nyhed; for Herren, vores Gud, arbejder for sit folk. Han fælder dom til deres fordel, mens hele universet ser på, og giver dem ret til at indgå i Kristi evige rige, noget som er kulminationen på deres håb som Kristi efterfølgere.

Ugens tekster

88

· Dan 7 · 1 Mos 3,8-20 · 2 Tim 2,19 · Sl 51,6 · 2 Kor 5,10 · Sl 96,11-13

SØNDAG

24. NOVEMBER 2013

Synet og dommen ”En flod af ild strømmede frem og løb ud foran ham. Tusind, ja tusinder tjente ham, ti tusind, ja titusinder stod foran ham. Retten blev sat, bøgerne blev åbnet“ (Dan 7,10).

Dan 7,1-14

Hvad foregår i disse vers?

Efter at Daniel havde set de fire dyr, så han et andet horn, som fremstod blandt de andre horn på det fjerde dyr. Dette ”lille horn“ blev Guds og hans folks største fjende. Derefter blev Daniels opmærksomhed pludseligt vendt fra den mørke jord til en strålende domsscene i den himmelske tronsal (Dan 7,9-14).

Domsscenen er kernen i hele synet, og indeholder to nøglepersoner, En gammel af dage og Menneskesønnen. Der er også engle til stede som vidner til dommen. Scenen foregår i tre afsnit. Først ser vi selve retsscenen (vers 9-10), dernæst resultatet af dommen over de jordiske magter, repræsenteret gennem dyrene (vers 11-12), og til sidst sker overdragelsen af herredømmet og kongeriget til Menneskesønnen (vers 13-14). Gud, Faderen, fremstilles som den majestætiske gamle af dage. Menneskesønnen repræsenterer menneskene; det er Jesus selv i den himmelske retssal. Jesus benyttede denne titel om sig selv mange gange, og mindst to gange fremmaner han tydeligt scenerne fra Daniel 7 (Matt 24,30; 26,64).

Forsoningsdagen er den mest naturlige forbilledlige ramme for denne himmelske tempelscene. Det beskrives faktisk sådan, at den himmelske ypperstepræst ankommer til den gamle af dage omgivet af en sky af røgelse. Dan 7,10 siger, at ”bøgerne blev åbnet“. Bøger spiller en afgørende rolle i den himmelske dom. I Bibelen omtales flere bøger af himmelsk oprindelse. Der er ”livets bog“ (Sl 69,29; Fil 4,3; Åb 3,5; 13,8; 17,8), en ”erindringsbog“ (Mal 3,16), ”gerningernes bøger“ (Åb 20,12) og Guds ”bog“ (2 Mos 32,32; Sl 56,9).

Til at tænke over

Forestil dig at blive dømt af Gud (du vil blive det). Forestil dig, at alt, hvad du nogensinde har gjort, skal bedømmes (det vil ske).

Hvis du skal bestå på baggrund af optegnelserne over dit liv, dine egne handlinger, dine egne gode gerninger, hvilket håb har du så?

Hvad er derfor dit eneste håb i dommen?

89

MANDAG

25. NOVEMBER 2013

Et domsmønster 1 Mos 3,8-20

Hvad gør Gud, før han udtaler en dom?

Ideen om en undersøgende dom er bibelsk. Guds domsprocedure indbefatter ofte en undersøgende og efterforskende fase. Det første eksempel på en sådan finder vi i 1 Mos 3, hvor Gud foretager en undersøgelse, før han afsiger en dom (1 Mos 3,18-19). I Guds behandling af Kain (1 Mos 4), Babelstårnet (1 Mos 11) og Sodoma (1 Mos 18 – 19) følges et lignende mønster. Vi ser, at Gud følger den samme procedure, som han forlangte af Israels dommere, nemlig at ”undersøge og efterforske det grundigt“ (5 Mos 13,15; se også 5 Mos 19,18).

En undersøgelse indbefatter overvejelser og retfærdighed. Den er ofte offentlig. Gud tillader andre at se, hvad han gør. Når Gud så afsiger dommen, enten det er frelse eller fordømmelse, kan tilskuerne på denne måde være sikre på, at det, Gud gør, er det bedste. Dette er netop begrundelsen for, at dommen i Daniel 7 inkluderer bøger.

Bøgerne er der ikke for Guds skyld, men for de himmelske væseners, som omgiver ham, og som i modsætning til Gud ikke kender alt.

Dan 7,22

Hvordan ender dommen for de hellige?

Idet hun skrev om dommen, siger Ellen White følgende: ”Det faktum, at Guds anerkendte folk beskrives som stående for Gud i snavsede klæder, burde føre til ydmyghed og en dyb hjertegranskning hos alle, som bekender sig til at tilhøre ham. De, som virkelig renser deres sjæl ved at adlyde sandheden, vil have den mest ydmyge opfattelse af sig selv ... Men samtidigt med, at vi bør indse vores syndige tilstand, skal vi stole på Kristus som vores retfærdighed, vores helliggørelse og vores forløsning. Vi kan ikke modsige de anklager, som Satan har imod os. Kristus alene kan frembære en virkningsfuld appel på vores vegne. Han er i stand til at bringe anklageren til tavshed med argumenter, som ikke bygger på vores fortjeneste, men på hans egne.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 5. bind, s.

471-472.)

Til at tænke over

90

Hvordan hjælper denne udtalelse os til at forstå, hvorfor dommen er en god nyhed?

TIRSDAG

26. NOVEMBER 2013

Tidspunktet for dommen Dan 7,7-10.

21-22. 25-26

Hvornår finder dommen i Daniel 7 sted?

Både i synet og i englens forklaring kommer dommen som et svar på hornets formastelse og når sit højdepunkt, idet kongedømmet overdrages til Guds hellige. Bibelen angiver, at dommen finder sted i den tidsperiode, hvor det lille horns magt stadig væk udøves (Dan 7,89). Hornets herredømme tages kun fra det, efter at den himmelske ret har været samlet til dom. Når alle de juridiske procedurer er endt, vil alle de jordiske riger blive ødelagt (vers 26).

Det er tydeligt, at dette betyder, at dommen er nødt til at finde sted før Jesu genkomst. Det er en dom, som begynder på et tidspunkt efter ”én tid, to tider og en halv tid“ (vers 25), men før Jesus kommer igen. Hvordan kan der være en endelig belønning eller straf, hvis ikke der var en dom, før dette sker?

De hellige bliver belønnet, når Jesus kommer igen, hvilket forudsætter, at de allerede er blevet dømt. På samme måde vil alle onde, også de dæmoniske kræfter, blive dømt under de tusind år, før Gud gennemfører den endelige dom. (Se Åb 20.)

Hvorfor har Gud brug for en dom? Er det ikke rigtigt, at ”Herren kender dem, der hører ham til“? (2 Tim 2,19).

Selvfølgelig er vores alvidende Gud klar over, hvem hans folk er.

Han har ikke brug for en dom for at afgøre, hvem der skal frelses.

Dommen før Jesu genkomst viser i stedet, at Dommeren har ret til at frelse sit folk. Himmelske væsener har brug for at være sikre på, at det er trygt at frelse de hellige. I vores forsøg på at forstå meningen med dommen, må vi huske den store strids virkelighed, som der hentydes til i disse vers; for vi ser, at engleskarerne er vidner til dommen. Andre væsener har en interesse i frelsesplanens endelige resultat.

Til at tænke over

”Herren kender dem, der hører ham til.“ Hvordan kan du være sikker på, at du er en af dem? Hvad er den eneste måde, hvorpå vi kan være sikre? (Rom 8,1).

91

ONSDAG

27. NOVEMBER 2013

Når dommen afsluttes Daniel 7

Læs kapitlet igen. Hvad er resultatet af dommen før Jesu genkomst?

Dommen resulterer i flere langtrækkende handlinger: 1. Menneskesønnen krones. ”Herredømme, ære og kongerige blev givet ham“ (Dan 7,14).

2. De hellige overtager riget for evigt. Dommen er til fordel for de hellige, som vil modtage Guds rige (Dan 7,22). Det er tydeligt, at Menneskesønnen og de hellige har et meget nært forhold. Dommen fører til en tid, hvor det evige riges konge bliver genforenet med sit folk. Dette er både deres og hans største belønning.

3. Oprøret er nedkæmpet og ødelagt. Guds folks fjender bliver dømt. Efter at det lille horn førte krig imod de hellige, bliver det besejret og ødelagt for evigt (Dan 7,25-26).

4. Guds absolutte retfærdighed er en kendsgerning. Da den himmelske dom er offentlig, og englene overværer undersøgelserne af menneskenes sager, kan alle selv se, at Gud er retfærdig i sine handlinger. Han er i stand til at opretholde både kærlighed og retfærdighed. På denne måde vil Gud selv til sidst blive retfærdiggjort, og alle vil anerkende, at Gud er retfærdig, og at Gud er kærlighed. Hele processen sikrer, at universet vil være et sikkert sted i al evighed. (Se Sl 51,6; Rom 3,4.)

Resultaterne af dommen før Jesu genkomst opfylder både Guds og de troendes håb. Guds ønske er at frelse sit folk og udslette synden samtidigt med, at der ikke er nogen tvivl om hans kærlighed og retfærdighed. Dommen er garantien for et evigt og tillidsfuldt forhold mellem Gud og hans skabninger. ”Den store strid er til ende. Synd og syndere er ikke mere. Hele universet er rent. Harmoni og glæde går som et pulsslag gennem hele det umådelige skaberværk. Fra ham, der skabte alt, strømmer liv og lys og glæde til universets grænseløse rige. Alle ting, fra det mindste atom til den største klode, de levende og de livløse, forkynder i deres uplettede skønhed og fuldkomne glæde, at Gud er kærlighed!“ (Ellen White, The Great Controversy, s. 678.)

92

TORSDAG

28. NOVEMBER 2013

Ansvarlig forsikring Sl 96,11-13

Hvad er begrundelsen for hele skabningens jubel?

Hvorfor skulle nogen ønske, at Gud skulle dømme dem? Ganske enkelt, fordi dom betyder frelse. ”Gud, frels mig ved dit navn, skaf mig ret [eller døm mig] ved din styrke“ (Sl 54,3). Salme 26 er en hjerteskærende bøn om ret og retfærdighed. David udtrykte på en pragtfuld måde den tanke, at Gud, dommeren, altid står på sit trofaste folks side, og at hans dom er mere end ønskværdig (Sl 26,1; 35,24; 43,1; 54,3). Dom indbefatter, at man bliver renset og får ret.

Er dommen før Jesu genkomst en trussel imod vores forsikring om frelse? Nej; for resultatet af denne dom er sikret. Den er ”til fordel for den Højestes hellige“ (Dan 7,22). Guds handlinger i dommen stadfæster vores tilgivelse og forstærker vores forsikring ved at gøre synden irrelevant for evigt. Dommen er faktisk endnu en tilkendegivelse af den frelse, som tilhører os. Dommen er ikke det tidspunkt, hvor Gud afgør, om han tager imod os eller afviser os; det er snarere det tidspunkt, hvor han sætter punktum for vores valg om helt at modtage ham eller ikke, et valg, som viser sig i vores gerninger.

For den troende vil dommen blot forstærke frelsesforvisningen. Eller for at sige det mere radikalt, dommen er grundlaget for vores trospunkt om den kristnes sikkerhed.

Rom 14,10-12 2 Kor 5,10

Hvordan bør dommens virkelighed påvirke den måde, vi lever på?

Bibelen lærer ikke, at de retfærdige ikke skal dømmes. Selv om de retfærdige får ret i dommen og deres synd for evigt bliver slettet ud, opmuntrer forventningen om dommen dem til at leve et liv i troskab og ansvarlighed. Forsikringen om frelse bliver derved forbundet med den motiverende drivkraft for moralsk opførsel. Fordi Gud har gjort så meget for os, elsker vi ham og ønsker at udtrykke vores kærlighed ved at være tro imod ham i alt, han forlanger af os.

Til at tænke over

En medtroende udtrykker sin frygt for Gud og især for dommen.

Hvordan kan du hjælpe vedkommende til at forstå den gode nyhed i dommen og udvikle en personlig sikkerhed mht. frelsen?

93

FREDAG

29. NOVEMBER 2013

Til videre studium ”Han, som bor i den himmelske helligdom dømmer retfærdigt. Han glæder sig mere over sit folk, som kæmper med fristelser i en syndig verden, end over hele engleskaren, som omgiver hans trone.“ (Ellen White, Christ’s Object Lessons, s. 176.) ”Satan fører et nøjagtigt regnskab over de synder, som han har fristet Guds folk til at begå. Nu fremfører han sine anklager imod dem og hævder, at de ikke kan forvente Guds beskyttelse, når de har begået sådanne synder. Han siger også, at han har ret til at dræbe dem. Han hævder, at de lige så lidt fortjener Guds gunst som han ... Det er rigtigt, at Kristi efterfølgere har syndet; men de har ikke ladet de sataniske kræfter få magten over sig. De har bekendt deres synder og bedt til Herren i ydmyghed og anger, og deres guddommelige forsvarer fører deres sag. Han, som de har været mest utaknemmelige over for, og som kender deres synder, men også deres anger, siger: ”Herren straffe dig, Satan. Jeg har givet mit liv for disse sjæle. De er skrevet i mine hænder. Det er muligt, at de lider af karakterbrist, og at de ikke er nået så vidt, som de burde, men de har angret, og jeg har tilgivet dem og taget dem til mig.“ (Ellen White, Prophets and Kings, s. 588-589.)

Spørgsmål til drøftelse

1. Hvor blev de første spørgsmål rejst angående Guds retfærdighed, lov og ret, på jorden eller i himlen? Hvilke konsekvenser har dit svar, specielt i forbindelse med at hjælpe os til at forstå, hvorfor der i det hele taget er en himmelsk dom?

2. Adventistkirken har nu i mange år forkyndt budskabet om dom.

Men Jesus er endnu ikke kommet igen. Hvordan skal vi forholde os til det, som synes at være en meget lang tid? Hvorfor er det så vigtigt at huske, at vi som mennesker har en meget begrænset opfattelse af tid? Tænk over nogle af de meget lange tidsprofetier i Bibelen, og hvordan de, som levede på den tid kunne være blevet meget modløse over det, som fra deres synsvinkel syntes at tage en evighed.

3. Mange kristne tror på den bibelske opfattelse af dom. Men hvordan er sammenkoblingen af dom og helligdom med til at vise afgørende sandheder om dommens natur og den forsikring, det giver os, som vi ellers ikke ville forstå?

94

DIALOG

TIL SABBATTEN | 30. NOVEMBER 2013

Aktiviteter og dialog Guds ord

Bibelens beskrivelse af Guds dom indebærer to centrale tanker: 1. Gud lægger alt åbent frem. Han har åbenhed i sin forvaltning, og alle får lov til at stille deres spørgsmål.

2. Gud ønsker et personligt forhold til sine børn. Han ønsker, at vi skal vælge ham af kærlighed og leve med ham i tro.

• Hvad fortæller disse sider af Guds dom om Guds natur og karakter?

• Hvad forskel gør det for Guds evige herredømme, at han har valgt at styre på basis af disse principper?

Uddybende spørgsmål

Alle kristne tror på en universel dom ved verdens ende. Hvad de tror om denne dom afhænger imidlertid af det syn, de i øvrigt har på Gud og frelsen. Nogle tror, at Gud har forudbestemt både de frelstes og de fortabtes skæbne uafhængigt af valg, frihed eller personlig tro. Nogle tror, at man kun frelses, hvis man opnår absolut syndfrihed. Nogle tror, at de fortabte vil indgå i et evigt pinested.

Hvilken betydning har det for synet på dommen, - hvis man tror, at Gud allerede har bestemt min skæbne, før jeg blev født?

- hvis man tror, at jeg skal opnå fuldkommen syndfrihed, før Jesus kommer, for at blive reddet på dommens dag?

Personligt kristenliv

• Tænk over, at Gud ønsker, at du i tro vælger at leve med ham.

Ikke fordi det kan betale sig, ikke fordi du fortjener det, men af kærlighed, fordi du elsker ham.

• Hvilken betydning har det for de daglige valg, du foretager dig i livet, og for de værdier, du bygger din familie, din karriere og dine fritidsaktiviteter på?

Forstå det bedre

Domsfasen før Jesu genkomst fik sit navn ”den undersøgende dom“ fra amerikansk retssprog. Som mange andre teologiske udtryk findes det ikke i Bibelen – tænk på inkarnation, treenighed osv.

Men den teologiske mening er enkel og letforståelig ud fra disse fire punkter, som vores adventpionerer fremholdt:

95

DIALOG

TIL SABBATTEN | 30. NOVEMBER 2013

1. Når Jesus kommer, er alles skæbne afgjort; han har sin løn med sig (jf. Åb 22,12).

2. Gud ønsker et personligt forhold til ethvert af sine børn. Han ønsker, at vi vælger ham i tro og kærlighed.

3. I undersøgelsen af Guds børn vurderer den endelige dom, om du og jeg har et sådant trosforhold til Jesus.

4. Denne undersøgelse af mit trosforhold kan ikke finde sted før mit faktiske liv; men den er foretaget, før Jesus kommer.

Konklusion: der finder en fase af dommen sted før Jesu komme, men mens den sidste generation før Jesu komme endnu lever. Teologisk er denne tanke baseret på læren om, at Gud giver mennesker frihed til at vælge, og at han i dommen vurderer dette personlige trosforhold.

Forsoningsdagen eller Jom Kippur var den fest, som i den jordiske skygge eller kopi afspejlede dommens dag. Den er i virkeligheden naturligvis langt mere end ”en dag“, da Guds dom spænder over en større tidsperiode. Det er vigtigt at huske, at under forsoningsdagen var den stadige tjeneste endnu i virksomhed. Gud sørger stadig for sit folk. Han hører stadig vores bønner i lyset af Jesu offer. Og Helligånden oplyser stadig vores sind og vores tanker, så vi kan se Jesus.

Noter

96

MISSIONSBERETNING

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

30. NOVEMBER 2013

kvinde, som han i dag er gift med. Han er nu i gang med at uddanne sig til at blive bibelarbejder.

Ilija er leder af en husmenighed i en turistby i Makedonien. De uddeler litteratur og tilbyder bibelstudier, men det er ikke altid let. Men Gud sender mennesker til dem, som tørster efter evangeliet. Der kommer tusindvis af turister til deres by hvert år for at slappe af, og Ilija og hans lille husmenighed ønsker at introducere dem for Gud. En del af kollekten den 13. sabbat i dette kvartal vil gå til at hjælpe med at bygge et evangelisk center i denne by, så folk kan komme og lære mere om Gud. Det vil blive et sted, hvor adventister fra hele Makedonien kan komme og blive oplært i at dele Guds kærlighed med andre og være lys for ham i denne mørke verden. Gud kan forandre deres liv, ligesom han forandrede Ilija.

GUDS VEJ TIL FRED Ilija var professionel musiker og en af de bedste i Makedonien. Han kom fra en rig familie, og havde en let tilværelse. Men så mistede familien sin formue og deres hus. Ilija fik desuden sundhedsproblemer og havde ingen fred.

Han rejste til Canada for at søge lykken der. Han blev gift med en serbisk pige og fandt arbejde. Men en dag forlod hans kone ham. I sin fortvivlelse spillede han alle sine penge bort. Han rejste hjem til Makedonien for at finde fred, men det lykkedes ikke. Han mente, at hans problemer skyldtes trolddom, så han deltog i nogle seancer og gik til sandsigere. Men det blev kun værre.

En ven inviterede ham til at rejse med til Australien for at spille med i nogle koncerter. Der blev han gode venner med Petko, som også var fra Makedonien.

Petko var anderledes. Han talte om Gud og Jesus. Sammen med nogle af Petkos adventistvenner begyndte Ilija at studere Bibelen, men hver aften, når han læste i sin Bibel, blev han plaget af dæmoner. En aften talte Gud til ham og sagde, at han skulle følge ham. Han fastede og bad, og menighedens præst og andre medlemmer bad for ham, indtil dæmonerne forlod ham efter mange års plage. Han fortsatte sine bibelstudier med kirkens præst og blev døbt.

Gud kaldte ham tilbage til Makedonien. Det var svært til at begynde med, men han delte sin erfaring med alle, som ville lytte. Hans mor og søster, som så den forandring Gud havde forårsaget i hans liv, tog begge imod Jesus som deres frelser. Gud ledte ham også til at møde en

FAKTA OM MAKEDONIEN • Makedonien er et lille land med omkring 500 adventister ud af en befolkning på 2,6 millioner.

• Mange unge, også adventister, forlader landet for at finde bedre jobmuligheder andre steder inden for EU. De adventister, som endnu er tilbage, er fast besluttede på at dele deres tro og se kirken vokse gennem litteratur, udadvendt mission og andre aktiviteter.

97

10

TIL SABBATTEN | 7. DECEMBER 2013

Den eskatologiske forsoningsdag

Ugens vers

”Han svarede mig: ’2300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen få sin ret tilbage’“ (Dan 8,14.)

Introduktion

Studer skemaet for at få en bedre forståelse af helligdomsbudskabet. Det viser, hvordan den store domsscene i Daniel 7 (som vi så på i sidste uge) er den samme begivenhed som renselsen af templet i Daniel 8,14.

457 f.Kr.

1844

34 e.Kr. 490 år

1810 år 31

27

34 2300 år

Daniel 7 Løve Bjørn Panter Udyr Lille horn

Daniel 8 Vædder Gedebuk Lille horn

Fortolkning Babylon Medo-Persien Grækenland Rom – hedensk Rom – pavemagt

Dommen før Jesu genkomst

Renselsen af helligdommen

Eskatologisk forsoningsdag

Overdragelsen af kongeriget til de hellige (Jesu genkomst)

Jesu genkomst og derefter

I denne uge skal vi se på Daniel 8. Vi vil finde ud af, hvad den egentlige strid mellem det lille horn og Gud går ud på, og vi vil se, hvorfor renselsen af helligdommen, som begyndte i 1844, er Guds fuldkomne svar på denne udfordring.

Ugens tekster 98

· Daniel 8 · 4 Mos 14,34

· Åb 14,6-7 · Dan 9,24-27

SØNDAG

1. DECEMBER 2013

Det lille horns angreb Daniel 8

Hvad bliver angrebet af det lille horn? Fokusér specielt på vers 9-14 og 23-25.

Den magt, som symboliseres af det lille horn, blander sig i tilbedelsen af den guddommelige ”fyrste for hæren“ (vers 11, sml. med Jos 5,13-15). Denne magt fratager ham (Dan 8,11-12) ”det daglige“ (tamid på hebraisk) – et ord, som gentagne gange henviser til den daglige offertjeneste i den jordiske helligdomstjeneste. Da aktiviteterne omkring tamid blev udført af en præst, ofte ypperstepræsten, forsøger det lille horn altså at overtage (ypperste)præstens rolle, indsætte sin egen falske ”hær“ og fjerne ”det daglige“. Det er tydeligt i dette tilfælde og i den profetiske sammenhæng (i tiden under det pavelige Rom), at det er Kristi ypperstepræstelige tjeneste, som angribes.

Det lille horns magt tilraner sig på denne måde den himmelske præsts ansvar og afbryder den kontinuerlige tilbedelse af Gud på jorden. Det opfører sig som en anden ”fyrste for hæren“ og fører krig imod den himmelske fyrste, hans helligdom og hans folk. Det bliver et redskab for Satan på jorden; det siges, at ”hans styrke bliver stor – men ikke som den andens styrke“ (Dan 8,24), og dets aktiviteter genspejler en kosmisk strid, som udkæmpes på to niveauer, nemlig både på jorden og i himlen.

Det lille horn kommer lige efter gedebukken (Grækenland); derfor må det historisk identificeres som Rom, der efterfulgte de medopersiske (Dan 8,20) og græske (Dan 8,21) verdensriger. Selv om det lille horn begyndte som det kejserlige Rom, lægges der størst vægt på det pavelige Rom, som er synets væsentligste fokus.

Som tidligere nævnt henviser ”det daglige“ (tamid) til Kristi vedvarende præstetjeneste i den himmelske helligdom (Hebr 7,25; 8,12). Det lille horns forsøg på at ”hindre det daglige“ eller ”fjerne det daglige“ repræsenterer indførelsen af sådanne pavelige opfindelser som det stedfortrædende præsteskab, messens gentagelse af Jesu offer, skriftemålet samt tilbedelsen af Maria, hvorigennem man med held har fjernet kundskaben om og tilliden til Kristi vedvarende præstetjeneste i den himmelske helligdom.

Til at tænke over

Ingen af os er fritaget for faren i at forsøge at agere Gud. Hvordan kan du, uden at være klar over det, gøre det samme?

99

MANDAG

2. DECEMBER 2013

”Hvor længe?“ Det lille horns formastelighed fører til et råb om dom. Ligesom vædderens og gedebukkens magt voksede sig stor for derefter at blive brudt (Dan 8,4.7.8), ophøjer det lille horn sig (Dan 8,9-11). Derfor stilles spørgsmålet ”Hvor længe gælder synet?“ Dan 8,13

Hvad er det specielt, der fremkalder spørgsmålet i dette vers?

Selv om spørgsmålet fremhæver nogle af hornets handlinger, måske de værste, stilles det alligevel mht. længden af hele synet; dvs. det stilles om alle de begivenheder, der vises i synet i Daniel 8.

I Bibelen stilles spørgsmålet ”hvor længe?“ altid, for at den nuværende situation skal ændres. Vi finder det stillet af Gud og hans profeter til folket (2 Mos 10,3; 4 Mos 14,27; 1 Kong 18,21). Det stilles også til Gud af hans folk (Sl 94,3; Åb 6,10) og af Herrens engel (Zak 1,12). Den helliges spørgsmål om ”hvor længe“ (Dan 8,13; 12,6) er en klage over en vedvarende krisesituation, et nødråb om forandring og en bøn om guddommelig dom. Et sådant spørgsmål udtrykker forventningen om, at Gud til sidst vil sejre.

Ligesom i Zak 1,13, hvor Herren svarer ”med gode og trøstende ord“, kommer der med det samme svar på spørgsmålet i Daniel 8,13. Oprejsning er på vej og vil finde sted efter en periode på ”2300 aftener og morgener“ (vers 14).

Når vi indser menneskehedens tilstand og den profetiske tid, vi lever i, kan vi ikke tie. Råbet ”hvor længe?“ må lyde. Når vi ser på situationen i verden i dag, hvordan kan vi lade være med at trygle Jesus om at komme og indvarsle en ny verden, ”hvor retfærdighed bor“ (2 Pet 3,13)? Selv om Gud er i fuld gang, som lovet i Dan 8,14, ønsker vi, at Jesus skal afslutte det ondes herredømme her på jorden og komme igen i al sin herlighed, som han har lovet så mange gange.

Til at tænke over

100

I hvilke situationer har du spurgt Gud ”hvor længe?“ Hvordan kan du opretholde visheden om, at Gud virkelig har alt under kontrol, selv om dine umiddelbare fremtidsudsigter ser dystre ud, uanset ”hvor længe“ det vil tage, før der bliver en løsning på de ting, du ønsker forandret?

TIRSDAG

3. DECEMBER 2013

Helligdommen får sin ret Dan 8,14

Hvad sker der efter de 2300 ”aftener og morgener“?

Udtrykket ”aftener og morgener” minder os om sproget i skabelsesberetningen. Det betyder dage (1 Mos 1,5.8. etc.). Det indebærer, at Gud vil bruge sin egen skabermagt og modvirke det lille horn og dets hærs ødelæggende aktiviteter. Skaberen foretager en forandring af situationen, noget som spørgsmålet i Dan 8,13 faktisk har bedt om.

Svaret i Dan 8,14 kan læses: ”Indtil de 2300 aftener og morgener; og så vil det hellige (helligdommen) få sin ret tilbage (blive renset).“ Et studium af udtryk, der er parallelle med ”få sin ret tilbage“ (fra det hebraiske ord tsdq) viser at det har tre hovedbetydninger: 1) i en sammenhæng, som vedrører personlige forhold, angiver det genoprettelse (Es 10,22); 2) i helligdomssammenhæng angiver det renselse, renhed eller uskyld (Job 4,17; 25,4); og 3) i en juridisk sammenhæng betyder det uskyld eller at få sin ret (Job 34,5). Det samme udsagnsord bruges, når Gud griber ind med dom, hvor de retfærdige får deres ret eller bliver erklæret retfærdige (1 Kong 8,32; Es 50,8). Det ord, som i Dan 8,14 oversættes med ”helligdommen“, betyder i sig selv egentlig ”hellig“ og bruges også i forbindelse med hellige folk (Dan 12,7). Faktisk gør Dan 8,24 det klart, at den magt, som symboliseres ved det lille horn, angriber Guds ”hellige“ folk, ligesom det lille horn i Daniel 7.

Derfor indbefatter genoprettelsen eller renselsen af det ”hellige“ (eller ”helligdommen“) i Dan 8,14 løsningen på alle de problemer, som tidligere omtales i spørgsmålet. Der vil ikke alene fælles dom over det lille horns magt; men helligdommen vil blive renset og Guds folk og Guds helligdom vil blive givet deres rette status. Dette er en parallel til det, som skete på forsoningsdagen i den jordiske helligdom (3 Mos 16,20.30).

Genoprettelsen i Daniel 8 svarer til Guds dom i Daniel 7, hvor dommen blev afsagt til fordel for de hellige og mod det lille horns magt.

Verden har brug for at vide, at retfærdighed og dom som forudsagt i Daniel 8,14 vil komme, og at det er nu, vi må tage imod tilbuddet om frelse i Jesus.

Til at tænke over

Læs Åb 14,6-7. Hvordan hænger disse vers direkte sammen med dommen i Daniel 7 og helligdommens renselse i Daniel 8?

101

ONSDAG

4. DECEMBER 2013

Forsoningsdagen i Daniel 8 Guds himmelske helligdom og hans folk er målet for det lille horns angreb. Hvad er der i vente for dem? Dette er spørgsmålet, som stilles i Dan 8,13. Men det er kun forsoningsdagen, som kan føre helligdommen og Guds folk tilbage til den rette tilstand og dermed retfærdiggøre Guds handlinger. Svaret i Dan 8,14 må altså være en forsoningsdagshandling. Forsoningsdagen er faktisk den eneste rituelle dag, som viser den samme kombination af de fremtrædende temaer, som vi ser i klimakset i synet i Daniel 8: billeder fra helligdommen, renselse af helligdom og folket, dom samt skabelse.

Der er også adskillige udtryk i Daniel 8, som hentyder til forsoningsdagen. Hornet optræder på ”forbryderisk vis“ (Dan 8,12-13).

Dette udtryk er det samme som bruges i 3 Mos 16,16.21 om oprørsk ”overtrædelse“, som helligdommen kun kan renses for på forsoningsdagen. Ordet ”hellig“ (qodesh) kæder tydeligt Daniel 8,14 sammen med 3 Mos 16, hvor det bruges til at omtale det Allerhelligste (3 Mos 16,2.3.16.17.20.23.27.33). At helligdommen får sin ret tilbage, minder om forsoningsdagen, hvor det hellige renses for folkets overtrædelser (3 Mos 16,16). Den specielle benyttelse af vædderen og gedebukken som symboler hentyder også til forsoningsdagen (3 Mos 16,5), og detaljen om, at gedebukken var ”lodden“ (Dan 8,21) svarer til en beskrivelse brugt om de to gedebukke på forsoningsdagen.

Det lille horns krig på det religiøse område bliver afkortet ved guddommelig indgriben, som sker i sammenhæng med en eskatologisk forsoningsdag. Endelig bliver der en afslutning på terror, og Guds folk, sand tilbedelse og helligdommen føres til deres rette tilstand.

Og i den sidste undersøgelse er Guds navn også blevet renset. Gud viser på forsoningsdagen, at han er retfærdig i sine handlinger og domme, idet han tilgiver de trofaste og straffer de troløse og oprørske. Sådan vil den eskatologiske forsoningsdag også bekræfte, at Gud er retfærdig, både når han frelser, og når han straffer.

Til at tænke over

102

Det vi ellers kan lære fra Dan 8,14 burde fortælle os, at selv efter alle disse mange århundreder har Gud ikke glemt sine løfter til os, og han vil straffe ondskab og belønne sine hellige. Hvordan kan du lære at holde fast i disse løfter, specielt når du udsættes for prøvelser? Hvilket håb ville vi have, hvis ikke vi havde disse løfter?

TORSDAG

5. DECEMBER 2013

Daniel 8 og 9 Udtrykket synet (chazon på hebraisk) i spørgsmålet i Dan 8,13 henviser til hele synet i Dan 8,3-11 (se Dan 8,1.2.13.15) og indbefatter den medisk-persiske tidsperiode (vædderen), den græske (gedebukken) og det pavelige Rom (det lille horn). Når længden af synet opgives til ”2300 aftener og morgener“, må vi derfor opfatte det som gældende for hele perioden fra Medo-Persien frem til endens tid.

Teksten lægger gentagne gange vægt på, at synet gælder ”endens tid“ (Dan 8,17.19) og ”en fjern fremtid“ (Dan 8,26). På grund af tidsprofetiens længde er 2300 bogstavelige dage slet ikke længe nok til at dække profetiens længde. Vi må derfor fortolke den som 2300 år ud fra år-dag princippet, hvor vi følger de eksempler, der gives i Ez 4,5-6 og 4 Mos 14,34.

Men så genstår spørgsmålet: Hvornår begynder de 2300 år?

Både jødiske og kristne bibelforskere har set en stærk sammenhæng mellem Dan 8,14 og Dan 9,24-27, en tekst der længe har været betragtet som en mægtig profeti om Messias og Jesu komme.

Dan 9,24-27

Hvad sker der i disse vers? Hvordan hænger de sammen med Dan 8,14?

Mens ordet ”synet“ (chazon) henviser til hele profetien i Daniel 8, peger et andet ord (mareh), som også oversættes på dansk med ”synet“, specielt til det, der ”blev sagt om synet [mareh] om ’aftener og morgener’“ (Dan 8,26), og som Daniel ikke forstod (Dan 8,27).

Engelen havde forklaret alle andre elementer, både vædder, buk og det lille horn, men ikke samtalen om tid.

Flere år senere viste den samme engel, Gabriel, sig igen for Daniel for at give ham et budskab, så han kunne forstå ”synet“ (mareh) om de 2300 dage (Dan 9,23). Profetien om de 70 uger i disse vers hjælper os til at forstå det profetiske tidselement i Dan 8,14. Det er ordet ”fastsat“ i begyndelsen af Dan 9,24, mest korrekt oversat med ”tildelt“ eller ”afskåret“, som specielt antyder, at de 70 uger udgør en del af den længere tidsperiode på 2300 dage. Profetien om de 70 uger er altså ”skåret af“ den længere profetiske periode på 2300 dage i Dan 8,14. Dette giver os begyndelsestidspunktet for den profetiske tidsperiode, som beskrives i Dan 8,14. (Se flere detaljer om dette i fredagsafsnittet.)

103

FREDAG

6. DECEMBER 2013

Til videre studium · Ellen White, What is the Sanctuary? og The Holy of Holies, The Great Controversy, s. 409-432.

I Dan 9,24-27 markeres begyndelsen af de 70 uger med, at ”ordet om at genopbygge Jerusalem“ udgår (Dan 9,25). Ezras bog fortæller, at der var tre befalinger, der havde med Jerusalem og templet at gøre, men kun den tredje, som gengives i Ezra 7,12-26, var virkelig effektiv. Perserkongen Artaxerxes I gav befalingen i 457 f.Kr. Den indbefatter både genopbygningen af templet og af Jerusalem som et politisk og administrativt center (Ezra 7,25-26). Kun denne befaling bliver i Bibelen efterfulgt af en takkebøn, som priser Gud for at have øvet indflydelse på kongen (Ezra 7,27-28). Desuden er det kun med 457 f.Kr. som udgangspunkt, at de 70 uger (dvs. 490 år) når frem til Jesu tid, ”Messias, fyrsten“ i Dan 9,25-27. Profetien om de 70 uger giver os altså den nøjagtige begivenhed til at datere begyndelsen af de 2300 aftener og morgener. De begynder i 457 f.Kr. og ender efter 2300 år i 1844 e.Kr. Spørgsmål til drøftelse

1. Når profetierne i Daniel 7 og 8 taler om det lille horn, handler det kun om Rom – ikke kommunismen (som nogen tidligere hævdede) eller Islam (som nogen påstår i dag). Hvordan kan vi forblive tro imod vores trospunkter uden at komme til at såre andre mennesker? Hvorfor må vi vise, at vores bekymring drejer sig om et system, ikke om mennesker, som er fanget af det?

2300 AFTENER OG MORGENER, SÅ SKAL HELLIGDOMMEN KOMME TIL SIN RET IGEN 2300 ÅR Daniel 8,14

F. Kr. 457

70 UGER ER FASTSAT OVER DIT FOLK 490 ÅR E. Kr. Daniel 9,24 31 F. Kr. E. Kr. E. Kr. 408 27 34 3½ 3½ 7 uger eller 49 år

Atarxerxes’ befaling

104

62 uger eller 434 år

1 uge eller 7 år

E. Kr. 1844

1810 år

DIALOG

TIL SABBATTEN | 7. DECEMBER 2013

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Vores adventistiske forståelse af Daniels Bogs profetier, ikke mindst af kapitlerne 8 og 9, er særegen for vores kirke. Det betyder også, at der gennem tiden er blevet rejst usædvanligt mange spørgsmål og foretaget speciel megen forskning af netop disse kapitler. Spørgsmålene går naturligt nok ofte i detaljer med hensyn til historie og sprog, og det sker, at detaljer kan få os til at miste det store overblik.

• Saml nogle af de spørgsmål, som rejser sig i studiet, og inviter en bibelkyndig på besøg, som kan forberede svar på nogle af dem.

For både overblik og detaljer kan for eksempel Paul Birchs Daniels Bog – Et Studiehæfte, udgivet af Dansk Bogforlag, være en hjælp.

Eller du kan gennemgå Korrespondanceskolens brevkursus i Daniels Bog. Overblikket kan styrkes af parallellen mellem de store profetiske drømme eller syner i Daniels Bog 2, 7 og 8. Denne parallel hjælper os til at se, at også i Daniel 8 tales der om den endelige dom. I disse tre oversigter over menneskehedens historie beskrives Guds indgriben ved verdens afslutning på tre forskellig måder, der beskriver Guds dom fra tre forskellige perspektiver.

• Hvordan beskrives Guds dom over verdensrigerne i Daniel 2 (se Dan 2,34-35 og 44-45)?

• Hvordan beskrives dommen i Daniel 7?

- I Daniel 8 beskrives Guds indgriben med udtryk fra helligdommen, som minder os om den store forsoningsdag, den højtid i den jordiske helligdom, som illustrerede netop dommen.

• I lyset af de forskellige synsvinkler, som disse kapitler anlægger, hvorfor tror du, at Guds børn er mere i fokus i kapitel 8 end for eksempel i kapitel 2?

- Et af de udtryk, som i Daniel 8 fremhæver dommen som et tema i kapitlet, er spørgsmål ”Hvor længe?“ eller egentlig på hebraisk ”Indtil hvornår . . .?“ Dette spørgsmål stilles ofte i Bibelen af de troende i håbet om Guds indgriben.

105

NOTER

TIL SABBATTEN | 7. DECEMBER 2013

• Læs fx Salme 13, Hab 1,2 eller Åb 6,10. Hvordan kan disse eksempler på klagesange hjælpe dig til at forstå Guds folks længsel efter dom og befrielse?

• Hvad længes vi efter at se opfyldt - i vores eget liv, i samfundet, i verden omkring os?

• Hvorfor er Guds dom nødvendig, for at disse håb kan opfyldes?

Forstå det bedre

Noter

106

Daniels profetier præsenterer os for et storslået overblik over verdens historie med fokus på Guds endelig dom og befrielse af sit folk. Det Nye Testamentes forståelse gør det klart, at disse profetier ikke blot drejer sig om en lille detalje i verdenshistorien et par århundreder før Jesu komme. Daniel 8 rækker frem til endens tid. Dommen er den endelige, universelle dom ved verdens afslutning. Helligdommen er den himmelske helligdom, af hvilken de jordiske var kopier eller skygger.

Den afgørende nøgle til denne forståelse finder vi i det følgende kapitel. I Daniel 9 præsenterer englen Gabriel Daniel for en forklaring på den del af synet i kapitel 8, som han ikke fik forklaret først.

Gabriel fortæller om den kommende Messias, som vil løse syndens problem ved at dø for vores synd. Han forklarer, hvad der vil ske specielt med Daniels folk og hellige by (Dan 9,24: jødefolket og Jerusalem). Det fremgår deraf, at fokus i kapitel 8 ikke er på den jordiske helligdom, men på den himmelske, fordi synet rækker langt ud over den periode, hvor jødefolket på en særlig måde er repræsentant for Gud. Adventisternes forståelse af den store profeti om endetidens himmelske domshandling i Daniel 7 og 8 er bygget på troen på, at Jesus Kristus er den Messias eller salvede, som profetien i Daniel 9,24-27 fortæller skal dø midt i den sidste af de 70 uger af år.

MISSIONSBERETNING 7. DECEMBER 2013

EN VOKSENDE MENIGHED ”Gud, kan du høre mig? Hvorfor svarer du ikke?“ Tatiana havde bedt i mange dage, men det virkede ikke, som om Gud hørte hende. Hun fandt en Bibel og begyndte at læse, men den var så vanskelig, at hun lagde den væk. Flere gange senere forsøgte hun igen, men hver gang syntes hun, at den var alt for svær at forstå. Hun råbte til Gud: ”Jeg tror at denne Bibel er dit ord Gud, og jeg tror, at den kan lede mig til dig. Send nogen til mig, som kan lære mig om Bibelen.“ To dage senere bankede det på døren.

Udenfor stod en mand med en bibel i hånden. Han præsenterede sig som George. ”Kunne du tænke dig at studere Bibelen?“ spurgte han. Fuldstændig overvældet var Tatiana klar over, at Gud havde sendt denne mand til hende, og hun bad ham komme indenfor. De bad sammen og læste dele af Skriften. Han forklarede, hvad det betød, og lidt efter lidt begyndte Tatiana at forstå, hvad Gud sagde til hende.

Dette var begyndelsen til mange bibelstudier i de næste måneder. I begyndelsen ville hendes mand, Klime, ikke deltage. Men de begyndte at læse Bibelen sammen, og efterhånden begyndte han også at deltage, når George kom på besøg. En dag spurgte hun George, hvilken kirke han kom i. George forklarede, at han var syvende dags adventist. ”Følger din kirke alt det, som står i Bibelen?“ spurgte hun håbefuldt. ”Ja,“ svarede George og forklarede, at der ikke var nogen adventistkirke i byen, men at nogle få medlemmer samledes i deres hjem.

Tatiana læste de ti bud og indså, at

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

hun ikke skulle have afgudsbilleder eller ikoner i sit hjem. Hun ødelagde alle dem, hun havde. Med Guds hjælp var hun også i stand til at holde op med at ryge. Hun og Klime fortsatte med bibelstudier sammen med en adventistpræst, og de blev begge to døbt.

De inviterede en gruppe troende til at mødes i deres hjem. De deler deres nye tro med alle, som vil høre.

Klime og Tatiana er i brand for Kristus og deres lille menighed vokser. Snart vil der ikke være plads i deres hjem. Men en del af kollekten 13. sabbat vil gå til at bygge en kirke og et missionscenter i deres by.

MISSION I MAKEDONIEN • Makedonien er et lille land med omkring 500 adventister ud af en befolkning på 2,6 millioner. Men mange af kirkens medlemmer har forladt landet for at finde bedre jobmuligheder andre steder i Europa.

• De medlemmer, som er blevet i Makedonien, er ivrige efter at dele adventbudskabet med andre. De koncentrerer deres indsats i Ohrid, en turistby i den sydvestlige del af landet.

• De ønsker at bygge en kirke og et uddannelsescenter, hvor de kan mødes og lære at vidne for andre.

• En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil hjælpe dem med at bygge et missionscenter i Ohrid, så medlemmer fra hele landet kan oplæres i, hvordan de kan nå mennesker med evangeliet om Kristus.

107

11

TIL SABBATTEN | 14. DECEMBER 2013

Vores profetiske budskab

Ugens vers

”Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder“ (Åb 14,6-7).

Introduktion

Domsbudskabet i Daniel 7 og 8 er direkte forbundet med beskrivelsen af den store strid i Åb 12-14. Her finder vi de tre englebudskaber, som indeholder temaer fra skabelsen, dommen og evangeliet (Åb 14,6-12). Disse vers giver Guds sidste og indtrængende kald til at forberede sig på Jesu genkomst.

Den første engels budskab er faktisk det ”evige evangelium“; for det er den samme sandhed, som apostlene forkyndte, da de sagde, at folk skulle ”vende om fra disse tomme guder til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer“ (ApG 14,15; sml. med ApG 4,24). Det er med til at fremhæve budskabets betydning, at ordet evangelium kun findes dette sted i Johannes’ Åbenbaring. Vi må forvisse os om, at evangeliet er i centrum, hver gang vores forkyndelse handler om begivenheder i endens tid.

Ugens tekster

108

· Åb 10 · Dan 14,4-9 · Åb 14; 11,17-18 · Åb 13 · 1 Mos 7,13 · 11,0-9 · Jer 50-51

SØNDAG

8. DECEMBER 2013

En tid med skuffelse Åb 10

Hvilket budskab kommer englen med den lille bogrulle med? Hvad ligger der i, at ”du skal igen profetere“?

Beskrivelsen af englen minder om beskrivelsen af Kristus (Åb 1,1316) og den guddommeligt udseende ”mand iført en linneddragt“ i Daniels sidste syn (Dan 10,5-6¸12,5-7), hvilket antyder, at det er den samme person. I Dan 12,6-7 sværger han ved ham, som lever evigt, idet han giver profetien om de tre og en halv tider (1260 år).

Dette er en gentagelse af den vigtige profeti givet i Dan 7,25, som beskriver, at Guds folk ville gennemgå frygtelige forfølgelser, endnu en sandhed, som gentages i Dan 12,7.

Daniels bog skulle være forseglet indtil endens tid. Så vil den blive åbnet, og mange vil opnå kundskab fra den (Dan 12,4-9). Da den profeterede tidsperiode på 1260 år endte, var tiden kommet til at åbne bogen for yderligere kundskab. Dette symboliseres ved den åbne bog i englens hånd i Åb 10. Fra det tidspunkt ville Daniels profetier blive bedre forstået.

Samtidigt viser Åb 10, at denne erfaring ikke ville blive særlig behagelig. Johannes spiste bogen, som han blev pålagt, og den var sød i munden, men bitter i maven. Johannes er et symbol på de mennesker, som tog Daniels bog til sig. Vi tror, at denne profetiske beskrivelse blev opfyldt gennem Miller-bevægelsen, som opstod i den første halvdel af det nittende århundrede i en tid med verdensomspændende interesse for endetidsbegivenheder. Den beskriver også den store skuffelse hos dem, som troede, at de lange tidsprofetier i Daniel henviste til deres tid, men ikke på den måde, som de først troede. Afslutningen af de 2300 aftener og morgener betød ikke, at Jesus kom igen, men snarere begyndelsen på den store domsscene i Daniel 7.

Lige efter den bitre erfaring blev Johannes bedt om igen at ”profetere om mange folk og folkeslag, tungemål og konger“ (Åb 10,11). Dette bliver opfyldt, når adventister forkynder ”det evige evangelium“ til hele verden.

Til at tænke over

Skuffelser er ikke fremmede for kristne, især når de misfortolker betydningen af visse begivenheder. Disciplenes erfaring i forbindelse med Jesu død og opstandelse var en stor skuffelse. Det var milleritternes erfaringen i 1844 også. Hvordan kan vi håndtere skuffelser uden at miste troen? Hvilke bibelske løfter kan du klynge dig til, når du oplever skuffelser i dit eget liv?

109

MANDAG

9. DECEMBER 2013

Frygt Gud! Sl 34,8-23

Den første engels budskab opfordrer os til at ”frygte Gud“. Hvad betyder det?

Frygt kan forstås på to måder. For det første oplever vi den form for frygt, der kommer til udtryk i ærbødighed og respekt. Det er denne form for frygt, den første engel ønsker at henlede vores opmærksomhed på. De, som frygter Gud, er de, som tror på ham (Åb 11,18). At frygte Gud betyder at ære ham (Åb 14,7), lovprise ham (Åb 19,5), adlyde ham (Åb 14,12) og ære hans navn (Åb 15,4).

Frygter man Gud, ifølge den første engels budskab, anerkender man også Gud som dommer og skaber, og vi opfordres til at tilbede ham som sådan.

Den anden slags frygt er at være bange for, at Gud før eller senere vil dømme verden. For de troløse skaber budskabet om en dom rædsel. Dette er grunden til, at vi ofte omtaler de tre englebudskaber som den sidste advarsel til verden. I selve ideen om en advarsel ligger der i sig selv noget, man skal frygte, og hvis vi læser om det, de fortabte skal gennemgå, har de virkelig grund til at gøre det.

Men så længe Guds nåde er tilgængelig, ønsker han at bevæge de fortabte til omvendelse, og frygten for Gud kunne være et incitament til at begynde at søge ham (se Åb 11,13). Selv om et frelsende forhold til Gud bygger på kærlighed, kan mennesker nogle gange have brug for en portion frygt for at få deres øjne åbnet. Og hvis det kræver en advarsel for at få deres opmærksomhed, hvorfor ikke?

Til at tænke over

110

Vi ved, at ”Gud er kærlighed“, og ingenting viser dette bedre end korset. Vi ved også, at Gud elsker denne verden, og det må volde ham ufattelig smerte at se, hvad synden har gjort ved den. En kærlig og retfærdig Gud vil ikke for evigt være uvirksom og lade synden gå ustraffet hen. ”Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder“ (Hebr 10,31). Hvordan kan vi finde den rette balance i vores forståelse både af Guds kærlighed til os og hans vrede imod det onde, som har påført os alle så stor skade?

TIRSDAG

10. DECEMBER 2013

Folkeslagenes raseri Åb 14,7

Hvilken dom tales der om i dette vers?

Den dom, som forkyndes her, begynder før Jesu genkomst, som beskrives i Åb 14,14-20. Derfor er det den samme, som dommen før Jesu genkomst i Daniel 7. Dens begyndelse, som Dan 8,14 fastsætter til 1844 e.Kr., indtræffer samtidigt med, at de tre englebudskaber kalder folk til at tilbede Gud og vende sig fra dyret og dets ”billede“. Dette ”billede“ blev kun til efter den profetiske periode på 42 måneder, eller de 1260 dage (det er den samme periode), som endte i 1798 e.Kr. (Åb 13,3-5; 12-14).

Når det sidste kald i Åb 14,6-12 forkyndes, er nådedøren stadigvæk åben; for folk kaldes endnu til at vende sig bort fra Babylon og tilbede den sande Gud.

Åb 11,17-18

Hvad indbefatter Guds dom?

Gud reagerer på folkeslagenes raseri ved at åbenbare sin magt. Åb 13 beskriver dette raseri, som Satans vrede har opildnet (Åb 12,17).

De undertrykte troende, hvis vedvarende råb er en bøn om guddommelig dom (Åb 6,10), har ønsket, at dommen for længst var indtruffet. Men den begynder på det profeterede tidspunkt, og den eskatologiske forsoningsdag finder sted i overensstemmelse med Guds plan. Åb 11,17-18 giver et kort overblik over Guds dom. Den begynder i himlen og bringes ned til jorden, når Gud ødelægger de onde magter, som har fordærvet menneskeheden (Åb 19,2). Guds vrede har sit udspring i den himmelske helligdom og hældes ud gennem de syv plager (Åb 15-18).

Ved Jesu genkomst vil Gud også belønne de trofaste (Åb 22,12). Og til sidst vil Gud dømme de døde og udslette det onde (Åb 20,11-15).

Når det hele er overstået, vil Guds karakter være renset over for hele universet. Alle kan se, at han er retfærdig i alt, hvad han gør. Lige nu er det vores udfordring at klynge os til ham af hele vores hjerte, sjæl og sind, og stole på at hans vilje vil ske til den tid, han har fastsat.

111

ONSDAG

11. DECEMBER 2013

Tilbed Skaberen Johannes’ Åbenbaring handler i bund og grund om tilbedelse. Mens dragen, dyret fra havet og dyret fra jorden (ofte betegnet som den falske treenighed) går sammen om at få hele verden til at tilbede dem (se Åb 13,4.8.12.15; 14,9.11), kalder Gud menneskeheden til at tilbede Skaberen (Åb 14,7). De, som ikke tilbeder ”dyrets billede“, risikerer at miste livet (Åb 13,15; se også Dan 3); men de, som tilbeder dyrets billede, mister deres evige liv (Åb 14,9-11). Hvilket valg! Åb 14,12

Hvad fortæller dette os om Guds buds rolle i den sidste strid?

Tilbedelse er uløseligt knyttet til Guds bud. Åb 13 og 14 er fulde af hentydninger til de ti bud: ”billede“ (Åb 13,14-15; 14,9.11), afgudsdyrkelse (Åb 13,4.8.12.15; 14,9.11), gudsbespottelse (Åb 13,1.5-6), sabbatten (Åb 14,7), mord (Åb 13,10.15) og utugt (Åb 14,4.8). ”Kampen vil komme til at stå imellem Guds bud og menneskers bud.“ (Ellen White, Prophets and Kings, s. 188.)

Efter at udviklingsteorien opstod, er det blevet specielt vigtigt for os at opretholde og bekræfte vores tro på skabelse på seks dage.

Dette er grundlaget for vores tilbedelse af Gud som skaber. Udviklingsteorien, selv i en udgave, der hævder at tro på Bibelen, fjerner alt det, som adventismen står for. Uden skabelsen vil troen på bl.a. et ”evigt evangelium“ (og fx sabbatten) blive bragt i alvorlig fare eller til og med benægtet.

Den sætning, som beskriver Gud som den, ”som har skabt himmel og jord og hav og kilder“, hentyder til sabbatsbudet (2 Mos 20,11). Sabbatten er det centrale emne i konflikten over Guds bud.

Den fastsatte tilbedelsesdag er passende som en prøve på vores trofasthed, som intet andet bud er det; for den kan ikke begrundes ud fra nogen logisk slutning. Vi holder den kun, fordi Gud har sagt det. Skabelsen går også hånd i hånd med dom. Udtrykket ”kilder“ (Åb 14,7) hentyder til syndfloden (1 Mos 7,11) og peger på Gud som verdens retfærdige dommer (2 Pet 3,5-7).

Til at tænke over

112

Intet af det, vi som adventister tror på, giver mening, hvis det adskilles fra det faktum, at Gud er vores skaber, og intet i Bibelen er et så tydeligt tegn på Guds som skaber som sabbatten. Hvor alvorligt tager du sabbatten? Hvordan kan du opnå en dybere erfaring med Gud gennem lydighed imod dette bud?

TORSDAG

12. DECEMBER 2013

De helliges ”udholdenhed“ Den anden og tredje engels budskab i Johannes’ Åbenbaring er en advarsel til alle, som ikke adlyder den første engels guddommelige kald. Hvis mennesker forbliver på deres forkerte vej, vil de få del i Guds syv sidste plager, der omtales som ”Guds harmes vin“ (Åb 14,10), og denne vin vil blive skænket til dem, som forbliver i Babylon.

I Bibelen symboliserer Babylon oprør imod Gud (1 Mos 11,1-9; Jer 50-51). Babylon påtager sig arrogant Guds rolle og er Guds folks fjende. Når vi når til Det Nye Testamente, er Babylon blevet et kodeord for Rom (1 Pet 5,13). I Johannes’ Åbenbaring er skøgen Babylon en religiøs-politisk magt, som er i opposition mod Gud og hans folk og på denne måde forsøger at kontrollere hele verden. Åb 13,15-17 beskriver den ”babyloniske krise“, når de magter, der symboliseres ved de forskellige dyr i Åb 13, slår sig sammen om at forfølge Guds rest. Babylon er altså et symbol på de frafaldne kristne kirker, som i endens tid slår sig sammen med verdens korrupte politiske magter.

De tre englebudskaber indbyder Guds tilhængere i Babylon til at komme ud og tilslutte sig Guds trofaste og synlige rest i endens tid (Åb 18,4-5). Der er altså endnu en trofast rest i Babylon, og de har brug for at høre adventisternes budskab om verdens afslutning.

Som vi så i går, giver Åb 14,12 en tydelig beskrivelse af Guds trofaste rest. De helliges udholdenhed og trofasthed beskriver ikke så meget en passiv udholdenhed over for fjendtlige aktiviteter som en fast forventning på Kristi komme. De troende vil ikke kun følge budene; de forkynder dem for verden.

Samtidigt kan ”troen på Jesus“ også henvise til ”Jesu tro“ og Jesu trofasthed, som bærer de troende igennem helt til enden.

Afslutningen på det tredje englebudskab retter vores øjne mod Kristus. Ved hans fortjeneste og trofasthed er Guds folk i stand til at udholde og holde hans bud. ”Mange har skrevet til mig og spurgt om budskabet om retfærdiggørelse ved tro er den tredje engels budskab, og jeg har svaret; ’Det er i sandhed den tredje engels budskab’.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 372.)

Til at tænke over

Selv om Guds bud er centrale i den sidste krise, siger Ellen White, at retfærdiggørelse ved tro ”i sandhed“ er de tre englebudskaber.

Hvordan kan dette hjælpe os til at forstå, hvorfor det allervigtigste for os er at stole kun på Jesus og hans fortjeneste for vores frelse som det store håb, der vil bevare os igennem den sidste store krise?

113

FREDAG

13. DECEMBER 2013

Til videre studium For Ellen Whites synspunkt mht. de tre englebudskaber, se Heralds of the Morning, s. 299-316, An American Reformer, s. 317-342, Light Through Darkness, s. 343-354, A Great Religious Awakening, s. 355-374 i The Great Controversy for den første engels budskab.

For den anden engels budskab, se Prophecies Fulfilled, s. 391-408, What is the Sanctuary, s. 409-422, In the Holy of Holies, s. 423432 i The Great Controversy. Og for den tredje engels budskab se God’s Law Immutable, s. 433-450, A Work of Reform, s. 451-460 i The Great Controversy. ”Blandt alle bekendende kristne bør syvende dags adventister gå i spidsen med at opløfte Kristus for verden. Forkyndelsen af den tredje engels budskab indbefatter, at vi præsenterer sandheden om sabbatten. Denne sandhed, sammen med de andre, som er indbefattet i dette budskab, skal forkyndes; men Jesus Kristus, det store centrum for vores opmærksomhed, må ikke udelades. Det er ved Kristi kors, at nåde og sandhed mødes, og retfærdighed og fred kysser hinanden. Synderen må ledes til at betragte Golgata; med et barns enkle tro må han stole på Frelserens fortjeneste, tage imod hans retfærdighed og tro på hans nåde.“ (Ellen White, Gospel Workers, s. 156-157.)

Spørgsmål til drøftelse

1. Advarsler spiller en stor rolle i vores moderne samfund og i vores daglige omgang med hinanden. I reglen er advarsler til fordel for dem, som advares. Hvordan kan vi præsentere de frygtelige advarsler, som vi finder i de tre englebudskaber, på en sådan måde, at de viser det fantastiske håb, de tilbyder?

2. I adventistkirken er de tre englebudskaber i Åb 14 en højt værdsat søjle, der sammenfatter det guddommelige budskab for endens tid, som vi er kaldet til at forkynde. Selv om mange af kirkens medlemmer har hørt om disse budskaber, rejser nogle stadigvæk spørgsmål om deres betydning. Hvordan vil du kort forklare betydningen af Guds sidste kald til denne verden, og hvad det indebærer?

3. ”Et sundt syn på livet indbefatter en sund portion frygt.“ Tror du, dette også er sandt for en kristen? Begrund dit svar.

114

DIALOG

TIL SABBATTEN | 14. DECEMBER 2013

Aktiviteter og dialog Uddybende spørgsmål

• Åbenbaringen 14 taler om og advarer om dom. Hvis mennesker ikke lytter, risikerer de fordømmelse.

- Er dom kun negativ?

- Hvis nogle fordømmes, hvad sker der så med de andre?

- Hvordan kommer Guds folk ind i dette domsbillede?

• De tre englebudskaber i kapitel 14 taler også om skabelse og tilbedelse.

- Hvorfor tror du, at dette emne er særlig betydningsfuldt i vores tid, ved afslutningen af jordens historie?

- Find evt. konkrete eksempler fra medieverdenen inden for de sidste uger, som kan illustrere skabelsestroen eller manglen på den.

- Hvad betyder det for tilbedelse, hvis den man tilbeder, ikke anerkendes som absolut herre over og skaber af alt?

• Vil det ændre den måde, mennesker tilbeder på? Vil tilbedelse af overnaturlige magter i så fald forsvinde, eller vil den blive erstattet af en anden form for tilbedelse?

- Hvilke aspekter af vores tro er præget af skabelsestroen? Del eksempler med din klasse.

Guds Ord

Skabelse er kun direkte omtalt i de følgende tekster i Åbenbaringens Bog, hvoraf de tre første er specielt knyttet til den sidste menighed og dens forkyndelse: - 3,14: Jesus fremhæver sig som skaber, som ophav til alt skabt.

- 10,6: Det fjerde bud, sabbatsbudet, citeres af en engel, som forkynder, at ”tiden er ude“, en henvisning til, at verdens ende er nær.

- 14,7: Sabbatsbudet citeres endnu engang, denne gang af den første af de tre engle, som forkynder et sidste advarselsbudskab til alle folkeslag (jf. Matt 24,14).

- 21,5: Gud fortæller i forbindelse med Jerusalems nedstigen til jorden, at han vil genskabe alt, ”gøre alting nyt“.

Personligt kristenliv

• Tænk over betydningen af begreber som frygt/ærefrygt for Gud og tilbedelse.

- På hvilke måder gør disse begreber dit dagligliv som troende anderledes?

- Hvordan viser du i praksis Gud ærefrygt og tilbedelse?

115

NOTER

TIL SABBATTEN | 14. DECEMBER 2013

Forstå det bedre

Åbenbaringens Bog 12-14 beskriver en kamp om herredømmet mellem Gud og fjendtlige magter. Gud er repræsenteret af Lammet og hans hellige (Åb 14,1-5), de fjendtlige magter af en falsk ”treenighed“, nemlig dragen (12,19), dyret fra havet (13,1-10) og dyret fra jorden (13,11-18), som siden kaldes den ”falske profet“ (se 16,13).

I denne kamp fremhæves Guds lov, som fjenderne forsøger at angribe og erstatte: - Der opfordres til tilbedelse af en anden end Gud selv (13,3-4) – det første af de ti bud - Der skabes et billede, som tilbedes (13,14-15) – det andet bud - Guds navn bespottes (13,5-6) – det tredje bud - Det er i denne sammenhæng naturligt, at også sabbatten (det fjerde bud) kommer i fokus. Det citeres i Åb 14,7.

Henvisningen til et mærke på pande og hånd i Åb 13,16-17 er også en direkte påmindelse om Guds lov. Det refererer til en af de vigtigste tekster i Det Gamle Testamente, indledningen til loven i 5 Mosebog 6,4-9, det såkaldte shema (hebraisk for det første ord i teksten, ”lyt“). I de sidste dage søger Guds folks fjender at lave et modstykke til eller erstatning af Guds lov, specielt i tilknytning til tilbedelse af skaberen. Det er forståeligt, at Guds børn opfordres til at holde fast ved ”Guds bud og troen på Jesus“ (Åb 14,12).

Noter

116

MISSIONSBERETNING 14. DECEMBER 2013

PRØVEN Christian og Sanja voksede op i et adventisthjem i Makedonien. De er netop begyndt i gymnasiet, og de går i en specialskole, som fokuserer på fag, som kan forberede dem for deres fremtidige karriere. Sanja ønsker at uddanne sig til læge.

Skolerne i Makedonien er overfyldte, og de fleste af dem kører med et parallelsystem, hvor de underviser både formiddag og eftermiddag. Eleverne vil gå i skole om formiddagen i to uger og om eftermiddagen de næste to uger.

Dette betyder, at om vinteren er eleverne ikke færdige med deres timer før efter solnedgang i deres eftermiddagsuger. Christian og Sanja ville ikke være i stand til at være der om fredagen, når solen allerede går ned ved firetiden.

Menighedsmedlemmerne var godt klar over dette problem, så de bad for Christian og Sanja. Deres mor talte med deres lærer, men fik at vide, at de ikke gjorde undtagelser for elever pga. religion. Deres mor kontaktede skolelederen i den børneskole, de havde gået i, og hun fortalte, at hendes mand og rektor for gymnasiet var gode venner. Hun ville se, hvad de kunne gøre.

Nogle få minutter senere ringede telefonen. Det var skolelederen, som fortalte, at hun havde talt med rektor i gymnasiet, og han ville gerne tale med dem. Pludselig var der håb om en løsning.

Mandag morgen ringede deres lærer og fortalte, at Christian og Sanja kunne få fri fra de timer, som faldt efter solnedgang fredag.

Nogle af de andre elever var nysgerrige og ville vide, hvorfor de skulle have

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

fri. De fik mulighed for at fortælle om deres tro, og nogle af deres kammerater spurgte for sjov, om de også kunne blive medlemmer i deres kirke, så de kunne slippe for timer fredag eftermiddag.

Christian og Sanja er nødt til at gøre ekstra hjemmearbejde for at indhente det, de går glip af om fredagene. ”Vi ved, at det er vigtigt for os at klare os godt, for det er vores tro, som bliver vurderet.

Vi må sikre os, at vi kan ære Gud ved at gøre vores allerbedste,“ siger de. De glæder sig over, at Gud hjalp dem til at finde en løsning på deres problem, så de kan ære ham i deres skole, hvor så få tror på ham og kender så lidt til adventisterne.

En pige i en nærliggende by har store vanskeligheder med at få fri, og risikerer at blive udvist af skolen. De beder for hende og for andre unge i Makedonien, som står i lignende situationer.

FAKTA OM MAKEDONIEN • Makedoniens skoler er så overfyldte, at man ofte er nødt til at have to hold klasser hver dag for at give alle undervisning. Man har formiddagstimer i to uger og eftermiddagstimer i to uger. Dette skaber et problem for adventistelever, for om vinteren slutter eftermiddagstimerne længe efter solnedgang om fredagen.

• Bed for adventistelever i Makedonien, som møder store udfordringer, fordi de ønsker at holde sabbatten. Nogle af dem er blevet udvist fra deres skole af den grund.

117

12

TIL SABBATTEN | 21. DECEMBER 2013

Den kosmiske strid over Guds karakter

Ugens vers

”Og jeg hørte alteret sige: Ja, Herre, Gud, Almægtige, sande og retfærdige er dine domme“ (Åb 16,7).

Introduktion

Adventister forstår virkeligheden gennem den bibelske ide om den store strid mellem Kristus og Satan. Det er ”metasproget“, for at bruge et udtryk fra filosofien, den mægtige, omspændende historie, som er med til at forklare vores verden og de ting, som sker i den.

Helligdommen står centralt i denne strid; for som vi har set, fremstiller den et gennemgående tema, som strækker sig fra begyndelsen til afslutningen af frelsens historie, nemlig genløsning af menneskene gennem Jesu død. Forstået på rette måde er helligdommens budskab også med til at beskrive Guds karakter, som Satan har angrebet, lige fra den store strid begyndte i himlen.

I denne uge vil vi studere nogle af milepælene i den store strid mellem Kristus og Satan, som viser os Guds karakter og afslører Satans løgne.

Ugens tekster

118

· Ez 28,12-17 · Es 14,12-15 · Job 1,6-12 · Zak 3,1-5 · 1 Joh 4,10 · 2 Tim 4,8 · Ez 36,23-27

SØNDAG

15. DECEMBER 2013

Oprør i den himmelske helligdom Ez 28,12-17 Es 14,12-15

Hvad fortæller disse vers om Lucifers fald?

Ved første øjekast ser det ud til, at Ezekiel 28,12 taler om en jordisk hersker. Men der er flere ting, der antyder, at dette i virkeligheden beskriver Satan.

Til at begynde med bliver dette væsen omtalt som en salvet kerub, som var gjort til ”en beskytter“ (eller en, som ”dækker“) (Ez 28,14). Dette minder os om det Allerhelligste i den jordiske helligdom, hvor to keruber dækkede arken og Guds tilstedeværelse (2 Mos 37,7-9). Dette himmelske væsen gik også blandt de funklende sten, dvs. ”gudebjerget“ (Ez 28,14) og i Eden, i gudshaven (Ez 28,13). Begge disse udtryk er hentet fra helligdommens billedsprog.

De ædelsten, som beskrives i vers 13, svarer til ni af de sten, der også findes på ypperstepræstens brystplade (2 Mos 39,10-13), så selv der finder vi en henvisning til helligdommen.

Efter at have beskrevet kerubens uovertrufne skønhed, går teksten videre til hans moralske fald. Hans herlighed gik ham til hovedet. Hans skønhed gjorde ham arrogant, hans pragt ødelagde hans visdom og hans ”handel“, som sandsynligvis hentyder til hans bagtalelse af Guds karakter og hans opfordring til oprør, gjorde ham voldelig.

Hovmodige jordiske magter forsøger også at bevæge sig fra jorden til himlen. I Es 14,12-15 går den ”strålende morgenstjerne“ (lucifere på latin, hvoraf vi får navnet Lucifer) i en anden retning.

Han falder fra himlen til jorden. Dette indikerer, at han havde en overnaturlig snarere end en jordisk oprindelse. Andre udtryk som ”højt over Guds stjerner rejser jeg min trone“, ”på bjerget, hvor guderne samles i det yderste nord“, og ”den Højeste“, forstærker indtrykket af, at dette er et himmelsk væsen. Mens vers 12 og 13 er i datid, skifter vers 15 pludselig til fremtid. Dette skift i tid angiver, at der først var et fald fra himlen til jorden (Es 14,12), og at der vil være endnu et fald en gang i fremtiden, fra jorden til ”dødsriget“ (Es 14,15). Dette henviser ikke til nogen babylonisk konge; det er i stedet en tydelig omtale af Lucifer.

Til at tænke over

Et fuldkomment væsen synder, selvom han er skabt af en fuldkommen Gud? Hvad fortæller det om den moralske frihed, som hersker i Guds univers? Og hvad fortæller en sådan frihed om Guds karakter?

119

MANDAG

16. DECEMBER 2013

Anklagerne Efter Satans fald fra himlen, forsøgte han at forvrænge og bagvaske Guds karakter. Han gjorde det i Edens have (1 Mos 3,1-5), midt i den allerførste ”helligdom“ på jorden. Satan førte sit oprør, begyndt i den himmelske helligdom, ned til den jordiske helligdom i Eden. Efter at have opnået kontakt med Eva gennem slangen fremsatte han åbent den tanke, at Gud holdt noget godt tilbage fra dem, at han fratog noget fra dem, som de burde have. På denne snedige måde gav han en forkert fremstilling af Guds karakter.

Adam og Evas fald placerede midlertidigt Satan på denne verdens trone. Adskillige tekster antyder, at Satan igen havde fået adgang til himlens tronsal, men nu som ”denne verdens fyrste“ (Joh 12,31), som en, der er i besiddelse af jorden, men ikke ejer den, ligesom en tyv.

Job 1,6-12 Zak 3,1-5

Hvordan bliver den store strid åbenbaret i disse tekster?

Disse tekster giver os et glimt af den himmelske side af den store strid. Satan fremstiller Jobs retfærdighed som en egoistisk holdning: hvis jeg er god, vil Gud velsigne mig. Anklagen går ud på, at Job ikke tjener Gud, fordi Gud er værdig, men fordi det er i Jobs egen interesse at gøre det. Når det først går op for ham, at det ikke bringer nogen velsignelse at tjene Gud, vil han opgive sin tro.

Læg mærke til, at beretningen om ypperstepræsten Josva også illustrerer et motiv knyttet til helligdommen. I forbindelse med denne beretning (se Åb 12,10), siger Ellen White, at Satan ”anklager Guds børn og får deres sag til at se så håbløs ud som muligt. Han præsenterer alle deres onde gerninger og mangler for Gud.“ (Christ’s Object Lessons, s. 167.)

Men i begge tilfælde handler det i virkeligheden om Guds ret.

Spørgsmålet bag alle anklagerne er, om Gud er retfærdig i sine handlinger. Det er Guds karakter, der bliver anklaget. Har Gud ret til at frelse syndere? Hvis han er retfærdig, skal han straffe de uretfærdige; hvis han er nådig, skal han tilgive dem. Hvordan kan Gud være begge dele?

Til at tænke over 120

Hvordan ville vores skæbne være, hvis Gud kun var en retfærdig Gud, og hvorfor ville vi fortjene den?

TIRSDAG

17. DECEMBER 2013

Oprejsning på korset Lige fra begyndelsen gjorde Gud det klart, at han ville afkræfte Satans anklager og tilkendegive sin grundlæggende kærlighed og retfærdighed. Hans retfærdighed kræver, at der betales en straf for menneskehedens synd. Hans kærlighed bestræber sig på at genoprette menneskenes forhold til ham. Hvordan kan Gud udøve begge disse sider på samme tid?

Joh 4,10 Rom 3,21-26

Hvordan har Gud vist både sin kærlighed og sin retfærdighed?

Guds kærlighed og retfærdighed viste sig på allerstørste måde gennem Jesu død på korset. Gud elskede os og sendte sin søn som et sonoffer for vores synder (1 Joh 4,10; Joh 3,16). Ved selv at betale straffen for lovovertrædelsen viste Gud sin retfærdighed. Lovens krav skulle opfyldes, og det blev de på korset; men de blev det gennem Jesus.

Gennem denne retshandling var Gud samtidigt i stand til at åbenbare sin nåde og kærlighed; for Jesu død var stedfortrædende. Han døde for os i vores sted, så vi ikke behøver at dø. Dette er evangeliets fantastiske budskab, at Gud selv ville tage den straf på sig, som hans retfærdighed krævede, og som med rette var vores.

Rom 3,21-26 er en bibelsk juvel, når det gælder Guds retfærdighed og frelsen i Jesus Kristus. Jesu offerdød er en demonstration af Guds retfærdighed, ”så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus“ (Rom 3,26).

Igen skaber helligdommens billedsprog rammen om Kristi død. I tidligere uger har vi set, at hans død er et fuldkomment, stedfortrædende offer, og at Kristus er ”sonofferet“ (Rom 3,25). Begge testamenter viser altså, at Kristi opgave forbilledligt var forudsagt gennem den jordiske helligdomstjeneste.

Til at tænke over

”Med intens interesse havde de verdener, som ikke var faldet i synd, betragtet Jehova for at se ham stå op og udrydde jordens indbyggere ... Men i stedet for at ødelægge verden sendte Gud sin søn for at frelse den ... Ved krisens højdepunkt, da Satans så ud til at vinde, kom Guds søn som ambassadør for guddommelig nåde.“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 37.) Hvad fortæller dette citat dig om Guds karakter?

121

ONSDAG

18. DECEMBER 2013

Fra gnidninger til tilgivelse Som Skriften har vist os, er Guds dom gode nyheder for de af os, som tror på ham, stoler på ham og er loyale over for ham, selv om ”vi ikke kan modsige Satans anklager imod os.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 5. bind, s. 472). Men dommen er ikke kun for os. Den har også til hensigt at give Gud oprejsning over for hele universet.

Sl 96,10.13 2 Tim 4,8 Åb 16,5.7; 19,2

Hvordan beskrives Guds karakter i disse vers, som handler om dom?

Guds karakter vil blive åbenbaret i dommen. Det, som Abraham allerede forstod, vil til sidst blive gjort klart for hele menneskeheden: ”Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?“ (1 Mos 18,25).

De forskellige faser i dommen, med deres undersøgelse af åbne bøger, vil sikre, at englene i dommen før Jesu genkomst og de retfærdige i dommen i de tusind år kan blive vist og forsikret om, at Gud er retfærdig i sin behandling af menneskeheden, og at han har været nådig i hvert eneste tilfælde.

Fil 2,5-11

Hvilken fantastisk begivenhed beskrives i disse vers?

Versene 9-11 forudsiger Kristi ophøjelse. De to hovedhandlinger udtrykker den samme tanke: Jesus er herre, og hele skabningen vil anerkende, at han er det. For det første skal ”hvert knæ bøje sig“ (vers 10). At bøje knæ er et almindeligt udtryk for anerkendelse af en persons autoritet. Her henviser det til at give hyldest til Kristus i anerkendelse af hans højeste suverænitet. Denne hyldest er universel. ”I himlen og på jorden og under jorden“ indbefatter alle levende skabninger, både de overnaturlige væsener i himlen, jordens beboere og de, som er opstået fra de døde. Det ser ikke ud til, at denne hyldest er begrænset til de frelste. Alle vil anerkende, at han er Herre, selv de fortabte.

Den anden handling, som omtales er, at alle skal bekende, at ”Jesus Kristus er Herre“ (vers 11). Til sidst vil alle erkende det retfærdige i, at Gud ophøjede Kristus som Herre. På denne måde vil hele skaberværket anerkende, at Guds karakter, som har været i centrum af den store strid, er retfærdig og trofast. Selv Satan, Kristi ærkefjende, vil anerkende Guds retfærdighed og bøje sig for Kristi overherredømme. (Se Ellen White, The Great Controversy, s. 670-671).

122

TORSDAG

19. DECEMBER 2013

Et kosmisk skuespil I sin bjergprædiken kommer Jesus med denne forbløffende udtalelse: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene“ (Matt 5,16).

Med disse ord åbenbarer han et princip, som ses i hele Bibelen, selv om det let bliver misforstået. Det fortæller, hvordan vi som Kristi disciple ved vores handlinger kan bringe Gud ære eller skam.

Ez 26,23-27

Hvordan ville Gud retfærdiggøre sit navn i det gamle Israel?

Disse vers udgør et af de klassiske afsnit om den nye pagt. Gud ønsker at foretage en dramatisk forvandling af sit folk. Han vil rense dem (vers 25) og give dem et nyt hjerte og en ny ånd (vers 26), så de bliver et helligt folk, som vil følge Guds love. Det, Gud ønsker at opnå, er at retfærdiggøre og helliggøre de troende. I deres liv vil de ære Gud for, hvad han er, og hvad han gør (vers 23).

Det, som først og fremmest gav Guds karakter oprejsning over for hele universet, er korset. ”Satan så, at hans bedrag var afsløret.

Hans væsen var nu blevet åbenbaret for de syndfri engle og hele det himmelske univers. Han havde afsløret sig selv som morder. Ved at udgyde Guds Søns blod havde han afskåret sig selv fra enhver form for sympati fra de himmelske magter.“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 761.)

Samtidig bliver Kristi efterfølgere i Det Nye Testamente kaldt ”et skuespil for verden, for både engle og mennesker“ (1 Kor 4,9). Det betyder, at vores handlinger ikke kun ses af andre mennesker, men også af himmelske intelligensvæsener. Hvilken slags vidner er vi?

Ved vores liv kan vi sørge for, at ”Guds visdom i al sin mangfoldighed nu gennem kirken kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet“ (Ef 3,10). Eller vores liv kan bringe skam og kritik over den Guds navn, som vi hævder at tjene.

Til at tænke over

Hvad slags skuespil præsenterer dit liv til andre mennesker såvel som til englene? Bliver Gud æret derved, eller kan Satan fryde sig, især fordi du bekender dig til at være en af Jesu efterfølgere?

123

FREDAG

20. DECEMBER 2013

Til videre studium Ellen White: · Patriarchs and Prophets, s. 33-34, Why was Sin Permitted? · Testimonies for the Church, 5. bind, s. 737-746, The Character of God Revealed in Christ. ”Der var i verden én, som var en fuldkommen repræsentant for Faderen, en, hvis karakter og handlinger tilbageviste Satans fordrejning af Gud. Satan havde beskyldt Gud for at have de karakteregenskaber, som han selv havde. Nu så han Guds sande karakter åbenbaret i Kristus, en barmhjertig, nådig Far, som ikke ønsker, at nogen skal fortabes, men at alle skal omvende sig og komme til ham og få evigt liv.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 254.) ”Kristi gerning forstås ofte kun svagt og opfattes næsten ikke. Den kaldte ham fra Guds trone til korsets mysterium på Golgata. Den vil blive tydeligere og tydeligere åbenbaret for vores sind, og det vil blive klart, at vi i Kristi offer finder kilden til og princippet for alle andre kærlighedsgerninger.“ (Ellen White, In Heavenly Places, s.

319.)

Spørgsmål til drøftelse

1. Dvæl ved den tanke, at når hele den store strid er slut, vil alle intelligensvæsener i hele universet, Satan og de fortabte indbefattet, anerkende, at den måde, hvorpå Gud behandlede synden og oprøret, var både retfærdig og fair. På trods af, at det er et meget vanskeligt emne for os at fatte, hvad fortæller det os ikke desto mindre om Guds karakter? Hvad lærer det os om, at vi virkelig har en fri vilje, og om, hvor ukrænkelig og grundlæggende frihed er i det univers, som Gud har skabt?

2. Mange kristne benægter Satans eksistens og opfatter ham kun som en gammel overtro blandt primitive folkeslag, som forsøgte at forklare det onde og verdens lidelse. Tænk over, hvor stort et bedrag dette synspunkt er. Det er svært at forestille sig en form for kristendom som vil benægte, at en magt, som så ofte omtales i Bibelen, specielt i Det Nye Testamente, findes.

Hvad siger det om, hvor meget mange kirker er blevet influeret af modernismens og sekularismens indtog? Hvad sker der med hele temaet om den store strid uden en bogstavelig Satan?

124

DIALOG

TIL SABBATTEN | 21. DECEMBER 2013

Aktiviteter og dialog Uddybende spørgsmål

• Hollywoods filmserier som Terminator og Star Wars gør i underholdningsindustrien brug af ideen om, at vi i virkeligheden er involveret i en kosmisk strid.

- Kan du finde andre eksempler fra moderne kultur på en tilsvarende tanke, i film, litteratur etc.?

- Hvad er nogle af de afgørende forskelle mellem det bibelske perspektiv og sådanne eksempler?

• Drøft som klasse, hvad der er de store hovedpunkter i den kristne tro? Hvad er væsentligt, og hvad har praktiske konsekvenser?

Personligt kristenliv

• Satan optræder i Bibelen, men er ikke dens hovedperson. Hvordan kan du have en sund respekt for hans og det ondes virkelighed uden at kamme over i frygten for Satan og al hans djævelskab?

• Er Satan og hans engle årsager til, at du vælger noget, der er forkert?

- Hvordan undgår vi at blive så optaget af Satan og hans onde engle, at vi giver dem skylden for de forkerte valg, der i virkeligheden er vores eget ansvar?

I historiens lys

Hvad vi som adventister ofte betegner som den store strid synes ofte at være et enestående perspektiv. Men i virkeligheden har det været væsentligt for troende kristne i flere perioder af den kristne kirkes historie. Kirkefædrene, betegnelsen for de kristne tænkere og skribenter i de første århundreder efter apostlene, anlagde alle det samme perspektiv. Vi er set med deres øjne en del af ”frelseshistoriens drama“. For den store reformator Martin Luther var dette kosmiske drama mellem godt og ondt også af afgørende betydning for hans kristendomsforståelse.

Forstå det bedre

Det kan være vanskeligt at beskrive noget i kristentroen som vigtigt og andet som mindre vigtigt. Det afhænger helt af ens synsvinkel.

Men i lyset af frelseshistorien kan vi tale om fire hovedpunkter: 1. Skabelse. Gud skabte en fuldkommen verden.

2. Syndefald. Mennesket vendte sig bort fra Gud, med alle de konsekvenser, som selviskhed og synd førte med sig.

125

NOTER

TIL SABBATTEN | 21. DECEMBER 2013

3. Korset. Gud blev menneske i Jesus Kristus for at forsone mennesket med sig selv.

4. Jesu genkomst. Jesus vender tilbage for at gennemføre alle følgerne af hans offer og præstetjeneste for menneskeheden.

Som en del af den kosmiske strid beskriver disse fire punkter hovedelementerne i Bibelens historie om kampen mellem godt og ondt.

Troslære og kristen livspraksis kan begge udledes af disse fire punkter.

- Overvej og drøft evt., hvordan vores forskellige trospunkter kan begrundes ud fra disse fire hovedpunkter.

Noter

126

MISSIONSBERETNING 21. DECEMBER 2013

INDBYDELSERNE Rasim havde gået i en bibelklub for børn i nogle måneder, da lederen inviterede ham med i kirke den følgende søndag.

Han syntes godt om kirken og gik med hver uge, indtil hans far forbød ham at gå. Rasim adlød sin far, men savnede søndagsskolen. Nogle måneder senere begyndte han at komme i en mands hjem for at læse Biblen. Det var ikke nær så sjovt som søndagsskolen, men han blev ved med at komme pga. det slik, manden gav dem. Men så forbød hans far ham at gå derhen, og Rasim adlød.

En dag kom hans onkel på besøg. Da han opdagede, at Rasim var interesseret i Gud, gav han ham nogle bøger. ”Jeg skal lære dig om Gud,“ sagde han til Rasim. ”Jesus er ikke Gud. Og han døde ikke på korset hverken for dig eller nogen anden!“ Rasim lyttede til sin onkel og læste bøgerne, men han var i tvivl om, hvad der stod i dem.

Rasim viste, at hans nabo Bio var en kristen. Han besluttede sig for at tale med hende om Gud. ”Min onkel siger, at Jesus ikke døde på korset,“ sagde Rasim. Til sin overraskelse begyndte naboen ikke at diskutere. I stedet åbnede hun sin bibel og læste beretningen fra Matthæusevangeliet om korsfæstelsen. ”Okay, måske er det sandt, at Jesus døde,“ sagde Rasim, ”men Jesus er ikke Gud.“ Igen læste Bio nogle tekster fra Bibelen, som tydeligt fortalte, at Jesus er Gud. Rasim begyndte at studere Bibelen på egen hånd. Jo mere han læste, jo mere overbevist blev han om, at Jesus er Gud. En dag sagde han til sin onkel, at han var

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

overbevist om, at det, der står i Bibelen er sandt og at Jesus er Gud og døde for vore synder.

Han fortsatte med at studere Bibelen sammen med sin nabo, og en dag inviterede Bio ham med i Adventistkirken.

Rasim gik med, og syntes godt om, det han hørte. Han gik hver uge; men en dag sagde hans far, at han ikke fik lov til at gå. Rasim begyndte at bede om, at Gud ville hjælpe hans far til at lade han gå i kirke. Han gik igen udenfor og fortalte sin far, at han var på vej til kirke. ”Gå,“ sagde hans far, og vinkede ham af sted uden at være vred.

Rasim mødte mange vanskeligheder, men han blev ved med at læse sin bibel og gå i kirke. Han besluttede sig for at blive døbt. Han er godt klar over, at hans vanskeligheder ikke vil ophøre, men han har fundet et hjem og en familie i kirken, hvor medlemmerne opmuntrer ham og støtter ham i hans kristne vækst.

MISSION I MAKEDONIEN • Rasim mødte Kristus, da en nabo, delte sin tro med ham. Mange af kirkens medlemmer ønsker at lære nye måder, hvorved de kan dele deres tro med andre.

• En del af dette kvartals 13. sabbatsoffer vil være med til at bygge et evangelisk center i byen Ohrid, som vil fungere både som kirke og uddannelsessted for lægfolk.

127

13

TIL SABBATTEN | 28. DECEMBER 2013

Praktiske lærdomme fra helligdommen

Ugens vers

”Og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand“ (Hebr 10,21-22).

Introduktion

Hebræerbrevet veksler mellem afsnit om kristen tro og det kristne liv. Teologi har med andre ord praktiske konsekvenser. Troens ”hvad“ fører til ”hvordan“. Troen skal føres ud i livet. Efter at Hebræerbrevets forfatter har malet et imponerende teologisk billede af Kristus som vores offer og ypperstepræst (Hebr 7,1-10.18), opmuntrer og opfordrer han de troende til at leve i overensstemmelse med konsekvenserne af disse sandheder. Disse opfordringer findes specielt i Hebr 10,19-25.

Dette afsnit er på græsk en enkelt lang og vanskelig sætning. Den består af to grundlæggende kendsgerninger, som fører til tre opfordringer, der alle begynder med udtrykket ”lad os“. Hver af dem indeholder det kendte trekløver tro, håb og kærlighed. Hvert ”lad os“-afsnit indeholder også en ny facet af den kristne tro.

I denne uge vil vi studere Hebr 10,19-25 og de praktiske opfordringer til kristen levevis, som vi finder her.

Ugens tekster

128

· Hebr 10,19-25 · Hebr 4,16 · 2 Mos 24,8 · Jak 4,7-8 · Joh 13,34 · Hebr 10,24-25

SØNDAG

22. DECEMBER 2013

Adgang til den himmelske helligdom Hebr 4,16; 6,19-20; 10,19-21

Hvad har de troende adgang til, og hvilken betydning har dette for os? Hvilket håb tilbydes vi, og endnu vigtigere, hvilken indflydelse bør dette håb have på vores tro og vores liv?

De troende har åndelig adgang til den himmelske helligdom, til selve Guds trone. Vi kan søge Guds nærhed, fordi vores adgang blev gjort mulig ved Kristi blod, og fordi han repræsenterer os som vores ypperstepræst. Teksterne forsikrer os om, at vores sjæl har et anker, Jesus Kristus, som befinder sig i Guds nærværelse (Hebr 4,14-16; 6,19-20).

Vi har den forsikring, at Kristus opnåede fuld adgang til Gud, efter at han var blevet indsat som den himmelske ypperstepræst (Hebr 6,20).

Ved denne indsættelse satte Kristus sig på himlens trone, et billede, som viser hans kongelige status (Åb 3,21).

Den gode nyhed for os er, at vores stedfortræder er i Guds nærhed.

Ingen jordisk præst, som selv er en synder, gør tjeneste for os. Vi har en bedre præst. Intet skiller Faderen fra Sønnen. Fordi Kristus er fuldkommen og uden synd, er der ikke brug for et forhæng til at skjule Guds hellighed for Kristus, vores ypperstepræst (Hebr 10,20). ”Hvad indbefatter det at gå i forbøn? Det er den gyldne lænke, der knytter dødelige mennesker til den evige Guds trone. Mennesket, som Kristus døde for at frelse, træder frem for Guds trone, og dets bønner bæres frem af Jesus, som har købt det med sit eget blod.

Vores store ypperstepræst stiller sin retfærdighed på den oprigtigt bedendes side, og Kristi bøn forener sig med menneskets.“ (Ellen White, That I May Know Him, s. 78.)

Til at tænke over

Tænk over, hvad det betyder, at Jesus går i forbøn for os i himlen.

Hvorfor har du så stort behov for denne forbøn?

129

MANDAG

23. DECEMBER 2013

Renset og oprigtig Hebr 10,22

Hvilke betingelser for at træde frem for Gud i den himmelske helligdom gives i dette vers?

Ifølge dette vers er der fire betingelser, som den, der tilbeder Gud, skal opfylde.

1. Kom med et oprigtigt hjerte. Hjertet er vores indre, vores tanker, vores motiver, vores følelser, vores vilje, vores karakter. Gud ønsker, at vi skal være oprigtige. Men hjertet kan kun blive oprigtigt, hvis det renses. Dette betyder ikke, at vi er fuldkomne, men at vi stræber efter at åbenbare Kristi karakter.

2. Kom med en fast tro. Som vi så i gårsdagens studium, er der ikke længere nogen grund til at tvivle på, at vi vil få adgang til Gud. 3. Kom med et hjerte, der er renset fra en ond samvittighed. Et renset hjerte er en beskrivelse hentet fra helligdommen. Den henviser til blodet, som blev stænket på mennesker i helligdommen i ørkenen (2 Mos 24,8; 3 Mos 8,23-24). Det gjorde dem rituelt rene, men kunne ikke rense deres samvittighed (Hebr 9,9.13).

Men renselsen i den sande helligdom i himlen kan rense vores samvittighed ved hjælp af Jesu blod (Hebr 9,14). Retfærdiggørelsen af den angrende synder symboliseres ved denne renselse. Vi kan have en ren samvittighed, fordi vi er blevet tilgivet.

4. Kom med vores legemer vasket med rent vand. Dette lyder som en henvisning til den kristne dåb, men vi kan også på en mere åndelig måde forstå det som at blive renset ”i badet med vand ved ordet“ (Ef 5,26) ved at læse Bibelen og anvende dens principper i vores liv.

I Jak 4,7-8 kæmper Jakob med sine læseres ”tvesindede“ holdning.

De har tilsyneladende mistet deres ensidige fokus på Gud. Han bruger et sprog, som associeres med renheden i helligdommen. Det er et begreb hentet fra helligdommens verden, at det kun er muligt at komme til Gud, hvis der sker en renselse.

Til at tænke over 130

Det må stå helt klart, at kun Gud kan rense vores hjerter. Spørgsmålet er, hvilke smertefulde valg vi fortager, som vil tillade ham at udføre sin nådesgerning i vores liv?

TIRSDAG

24. DECEMBER 2013

Tro: hav frimodighed Hebr 10,19-25

Læs teksten igen. Det gennemgående tema er frimodighed. Det græske ord for ”frimodighed“ (Hebr 10,19) henviser til mod, tapperhed og frygtløshed, som i Det Nye Testamente beskriver vores nye forhold til Gud. Oprindelig beskrev ordet en åbenhed i tale, som i denne sammenhæng specifikt kunne betyde, at vi frit kan henvende os til Gud i bøn. Denne form for åbenhed i vores forhold til Gud fører til en jublende frimodighed. Årsagen til denne frimodighed er, at vi har en ypperstepræst i himlen, gennem hvem vi har direkte adgang til Gud. Denne adgang er ubegrænset og kan kun blokeres af os selv og vores forkerte valg. Vi har en åben invitation til at komme ind i den himmelske helligdom.

Hvor kommer denne frimodighed fra? Vi kan ikke selv skabe den; men den kommer ved, at vi igen anerkender, at Jesu blod har vundet os adgang til Gud.

Hebr 3,6.14; 4,16; 6,11; 11,1

Der er andre tekster i Hebræerbrevet, der taler om frimodighed og tillid. Hvilken slags tillid beskrives i disse vers?

Frimodighed og tillid forankrer os ikke i os selv, men kun i Kristus.

De er ikke afhængige af, hvem vi er, men hvem vores talsmand er.

Det er interessant at bemærke, at der ikke siges noget om, at den troende har mindre end ”fast tillid“. Det er tydeligt, at den nye vej, som for evigt er blevet åbnet for os gennem Jesu død, helt afgjort vil føre til fast tillid. Der forventes intet mindre.

Der er to måder, hvorved vi kan opnå kristen tillid og gennem tro vedligeholde den. Den ene er netop gennem tro (Ef 3,12). Den anden er gennem trofast kristen tjeneste for andre (1 Tim 3,13) Begge sider er nødvendige og vigtige. Også i Hebræerbrevet går trosvisheden og formaningen om at leve som en kristen hånd i hånd. Et kristent liv er aldrig adskilt fra den kristne tro.

Til at tænke over

Hvilke ting kan udfordre din frimodighed over for Gud eller din faste tillid til hans gode hensigter for dig? Hvad kan du gøre for at beskytte dig imod denne åndeligt farlige situation?

131

ONSDAG

25. DECEMBER 2013

Håb: At være trofast og utrættelig Hebr 3,6.14; 4,14; 6,18; 10,23

Hvad har alle teksterne til fælles? Hvad bør de troende holde fast ved?

Ud over at have frelsesvished er det vigtigt at holde ud og opretholde det håb, som vi alle tilbydes. I Hebræerbrevet er det at holde fast en alvorlig formaning. Man får det indtryk, at nogle af de troende var ved at falde fra deres kristne tro og håb. Apostlen var nødt til at opmuntre dem til ikke at give slip. Teksten udtrykker også de ting, det er værd at holde fast ved: håb, frimodighed, tillid og bekendelse. Alle disse udtryk henviser til den kristne tro. Vi kan gøre dette, fordi vores håb ikke er grundlagt på os selv, men på Jesus og det, han har gjort for os. I det øjeblik vi glemmer denne altafgørende sandhed, vil vi også miste vores frimodighed.

Disse tekster udfordrer os til at holde fast lige fra begyndelsen (Hebr 3,14) og helt til det sidste (Hebr 3,6.14; 6,11). At gøre det ”urokkeligt“ (Hebr 10,23) henviser til en uforanderlig og solid tro, Uanset hvordan forholdene måtte være, forbliver vores håb det samme og vores overgivelse til Gud ændres ikke; for vi kan stole på, at han er trofast og vil gøre det, han har lovet.

Der er ingen tvivl om, at Gud holder sine løfter. Han opfyldte det løfte, han havde givet til Abraham og Sara (se også Rom 4,19-21); han opfyldte løftet om Kristi første komme (Gal 3,19); og han vil også opfylde løftet om Jesu genkomst (Hebr 12,26). Men Guds ultimative løfte er evigt liv, som han lovede endog for evige tider siden (Tit 1,2; 1 Joh 2,25).

Guds trofasthed er urokkelig. Selv om vi er ”utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke“ (2 Tim 2,13). Vores vantro eller utroskab vil ikke ændre ved Guds hensigt med os. Hans løfter ændres ikke på grund af vores moralske fald. Løfterne vil stadigvæk være tilgængelige for os, for trofasthed er en del af hans guddommelige natur.

Til at tænke over 132

Det er så let at blive modløs på grund af vores synd. Hvordan kan vi vinde sejr over synd og samtidigt ikke opgive, når vi falder?

Hvorfor må vi klynge os til disse løfter, især når vi falder?

TORSDAG

26. DECEMBER 2013

Kærlighed: At opmuntre hinanden Hebr 10,24

Hebr 10,24-25

Mens opfordringen i Hebr 10,23 fokuserede på vores individuelle holdning, tager den næste opfordring i Hebr 10,24 udgangspunkt i de troendes samfund. Vi går ikke alene på den kristne vej. Vi bør hele tiden have omsorg for hinanden.

Opfordringen til at elske hinanden er en traditionel del af det kristne liv (Joh 13,34-35; Gal 5,13). Men vi kommer ikke automatisk til at elske hinanden. Opfordringen til at ”give agt på“ antyder fokusering og nøje overvejelser. Vi formanes til at lægge mærke til vores medtroende og se, hvordan vi kan tilskynde dem til at elske andre og gøre gode gerninger. Desværre er det meget lettere at provokere og støde andre fra sig, end det er at opmuntre dem til kristen kærlighed.

Lad os arbejde sammen om at gøre det bedste for vores samfund; for når vi deler vores kærlighed, kan andre ikke lade være med at elske og gøre gode gerninger.

Hvilken forbindelse er der mellem ”kærlighed“ og ”gode gerninger“ og ”forsamling“?

En ting, som Hebræerbrevet lægger vægt på er, at vi kan udtrykke vores kærlighed for hinanden i de kristne forsamlinger. Hvis nogen ikke kommer til gudstjeneste, hvordan kan de så opfylde Kristi kærlighedsbud? Nogle mener, at de har god grund til at blive væk fra de kristne forsamlinger. Men Hebræerbrevet rører ved den følsomme kendsgerning, at det måske er deres egen ligegyldighed, som holder dem væk. Hvis man ønsker det, kan man altid finde grunde til at undgå kristne møder. Men disse grunde blegner i sammenligning med begrundelsen for at komme: vær en velsignelse for andre.

Alvoren i dette bliver desto større, jo nærmere Jesu genkomst er.

I begyndelsen af Hebr 10,19-25 formaner forfatteren de troende til at holde sig nær til Gud i den himmelske helligdom, og ved afslutningen minder han dem om, at Herrens dag er nær. Kristi genkomst bør altid være den største motivation for den kristnes opførsel.

Til at tænke over

Hvem i din menighed kunne du tænke dig at opmuntre med dine ord, handlinger eller blot med din tilstedeværelse? Hvis du virkelig er seriøs i denne plan, kan du komme til at gøre en stor forskel i andre menneskers liv, og til gengæld selv blive rigt velsignet.

133

FREDAG

27. DECEMBER 2013

Til videre studium ”I sit embede og sin gerning overgår vores mellemmand langt det jordiske præsteskab både i værdighed og herlighed ... Frelseren skulle være en mellemmand, som skulle stå mellem Den Højeste og hans folk. Gennem denne ordning blev der tilvejebragt en måde, hvorved den skyldige synder kunne få adgang til Gud gennem en andens mellemkomst. Synderen kunne ikke komme i egen person med al sin skyld og uden nogen større fortjeneste end den, han ejede i sig selv. Kristus alene kunne åbne denne mulighed ved at frembringe et offer, som var på højde med den guddommelige lovs krav. Han var fuldkommen og ubesmittet af synd. Han var uden plet eller rynke. Omfanget af syndens frygtelige konsekvenser ville aldrig have været kendt, hvis ikke løsningen derfor var af grænseløs værdi.“ (Ellen White, The Spirit of Prophecy, 2. bind, s. 11). ”Tro på Kristi forsoning og forbøn vil gøre os standhaftige og urokkelige midt i de fristelser, som den kæmpende menighed udsættes for.“ (Ellen White, The SDA Bible Commentary, bind 7A, s. 484).

Spørgsmål til drøftelse

1. Læs Hebræerbrevet igennem. Find alle de steder, hvor vi formanes til at opføre os på bestemte måder som en direkte følge af vores tro.

2. Tænk dybere over det faktum, at vi har direkte adgang til Gud. Hvad betyder det? Hvordan bør dette indvirke på vores liv, specielt når vi fristes eller er modløse pga. vores åndelige tilstand?

3. Tænk over denne sætning fra Ellen White citatet i fredagsafsnittet: ”Omfanget af syndens frygtelige konsekvenser ville aldrig have været kendt, hvis ikke løsningen på problemet var af grænseløs værdi.“ Hvad fortæller det os om, hvor frygtelig synd er, at løsningen var af grænseløs værdi, nemlig Jesu liv? Hvordan opfatter du udtrykket ”grænseløs værdi“? Hvordan kan det faktum, at Jesus er Skaberen, hjælpe os til bedre at fatte denne fantastiske sandhed?

4. Hvordan kan vi udvikle åndelige venskaber, hvor vi opmuntrer hinanden til at vise mere kærlighed og leve et liv, som er fyldt med gode gerninger? Hvilke åndelige fordele oplever du ved at mødes med menigheden? Hvad ville du savne, hvis du ikke kunne tilbede sammen med andre kristne i kirken?

134

DIALOG

TIL SABBATTEN | 28. DECEMBER 2013

Aktiviteter og dialog Guds ord

Dette er en oplagt dag til at se på nogle af de spørgsmål til bibelteksterne, som dette kvartals studier har fremkaldt. Indkald evt. en bibelekspert, men husk at styre tiden og begrænse den til den periode, I ønsker at bruge.

• Del en bibeltekst med din klasse, som i særlig grad har talt til dig i dette kvartal.

• Ofte, når man læser Bibelen, får man nye spørgsmål for hvert af de spørgsmål, man finder svar på. Det er noget af rigdommen ved Guds Ord. Hvilke spørgsmål kunne du specielt ønske at få opklaret?

- Arranger evt. med menigheden, dens ledere og præsten en begivenhed, hvor der uden for sabbatsskoletiden gives plads til sådanne spørgsmål.

Uddybende spørgsmål

• Drøft det store spørgsmål, som det altid er klogt at rejse til kristne læresætninger: ”Og hvad så?“ - Hvilken forskel gør det for dit og mit liv?

- Taler helligdomstjenesten først og fremmest om min personlige frelse, eller fokuserer den i højere grad på Guds folks skæbne og på frelseshistorien som et hele?

Personligt kristenliv

Denne sidste lektie i kvartalet omtaler en række praktiske konsekvenser for dit kristne liv af læren om helligdommen. Hvilke andre tanker har studiet givet dig til hjælp i dagligdagen?

Forstå det bedre

Ingen kalder alle dele af adventisternes lære om helligdommen enkel og ligetil. Gud har givet os et enormt symbolkompleks, hvor meget mere i virkeligheden illustreres, end vi umiddelbart forestiller os.

Derudover er der gode kulturelle grunde til, at vi af og til finder emnet vanskeligt. I den vestlige verden vokser vi jo ikke længere op i en kultur, hvor der bringes blodige ofringer som en del af de religiøse ritualer. Hvad der blev givet af Gud til Israel i en symbolverden, de var kendt med, er derfor for os i sig selv fremmed. I andre kulturer er man mere vant til at overveje betydningen af ofringer og et offersystem. Det gælder for eksempel for Islam, som den praktiseres mange steder i verden, hvor man jo stadig udfører ofringer.

Der er dog ingen grund til at fortvivle. Gud fortæller os i Bibelen 135

DIALOG

TIL SABBATTEN | 28. DECEMBER 2013

om frelsen på mange måder. Nogle taler mere til en bestemt kultur, andre til en anden. Hvad der er nødvendigt for dig og mig at vide for at blive frelst, er tydeligt åbenbaret. Og læren om helligdommen giver os en anledning til at gå stadigt mere i dybden i vores forståelse af Guds frelsesplan. Gud åbenbarer sig for os på mange niveauer, og han har altid mere at give os, både i liv og i vores forståelse.

Noter

136

MISSIONSBERETNING 28. DECEMBER 2013

FEM PROJEKTER Hvordan kan man dele evangeliet med mennesker, som har travlt eller er så optaget af deres egne problemer, at de ikke har tid til Gud? Lederne i den Transeuropæiske Division kæmper med dette spørgsmål og er kommet frem til nogle spændende nye ideer for, hvordan man kan nå verdslige, postmoderne mennesker med evangeliet. Vores 13. sabbatsskoleoffer i dag vil gå til at støtte nogle af disse projekter.

Rodegudstjeneste er et af disse projekter.

Det minder om feriebibelskole for børn, men kun en gang om måneden. Hvert program fokuserer på en udvalgt bibelhistorie og indbefatter hobbyarbejde, som kan hjælpe børnene til bedre at huske beretningen. Derefter er der livlig sang og et måltid for hele familien.

At dømme ud fra den succes man har haft i kirken i Stanborough Park uden for London, kan dette program også få stor indflydelse i andre dele af divisionen. En del af kollekten i dag vil gå til at tilpasse dette projekt til de forskellige områder i vores division.

Bibel 3D er et andet program, som gennem et lands historie og kultur præsenterer Bibelens frelseshistorie. Dette program er blevet afprøvet i Island, hvor producerne benyttede landets historie og bibelske rødder til at introducere længst glemte bibelske sandheder.

De skabte en interaktiv udstilling, som indbefattede landets ældste og mest værdifulde bibler, fotografier og historiske genstande. Samtidig med udstillingen

DEN TRANS-EUROPÆISKE DIVISION

blev der holdt møder i den samme bygning midt i landets hovedstad. Fremmødet overgik al forventning og kommentarer fra dem, der kom, var meget positive og opmuntrende. Ethvert land har sin egen historie, og dette projekt vil hjælpe med at bruge disse historier og skabe en forbindelse, så folk kan blive kendt med Kristus. Kollekten i dag vil også gå til at producere lignende programmer andre steder i Divisionen.

En del af kollekten vil også blive brugt til at anskaffe en kirkebygning i Athen, hvor den hurtigt voksende internationale kirke kan mødes. Bygningen vil også blive brugt til at holde seminarer for lokalbefolkningen og undervisning for medlemmerne i, hvordan de kan kontakte deres naboer, kollegaer og folk på gaden med evangeliet. Medlemmerne i Athen er ivrige efter at bringe andre mennesker til Jesus.

Det fjerde projekt i dette kvartal er et evangelisk center i Makedonien. Vores medlemmer der er ivrige efter at dele evangeliet med andre. De oversætter bøger og andet materiale, som de kan bruge i deres oplæring og udadvendte arbejde.

De ønsker at gøre kirken kendt blandt befolkningen.

Der er købt en grund i byen Ohrid i det sydvestlige Makedonien. Her skal der bygges et center, som vil indeholde både kirke og undervisningslokaler, hvor lægfolk kan lære, hvordan de mere effektivt kan dele deres tro med andre.

Ud over disse projekter vil en del af kollekten gå til forbedring af de kvindelige studerendes boligforhold på Newbold College i England.

137