bs2012_2

8?8;B IJK:?KC ' =b_cj W\ leh[i =kZ ( 7j [lWd][b_i[h[ e] Wj l_Zd[

2. KVARTAL 2012

Mød – kend – fortæl!

Alt for ofte står jeg overfor et menneske, hvor jeg får sådan en lyst til at fortælle dem alt, hvad jeg ved om Gud – og det skal være lige nu. Alt sammen – på én gang. Er det noget du har prøvet?

Mange gange glemmer vi, hvor lang tid det har taget os, at nå dertil, hvor vi er nu. Vi kan have de bedste intentioner med det vi gør. Andre skulle nødig begå de fejl, som vi har begået. Det ville jo være fantastisk, hvis de kom til at lære den Gud, som jeg har lært at kende. Men lige præcis dér ligger nøglen. De skal nemlig lære Gud at kende – og der er Helligåndens tempo ofte bedre end vores.

Det skal ikke blive en sovepude. Vi har noget at fortælle. Vi kender en unik person! Jesus. Alt. Men vi må huske på vores vandring, når vi skal vandre sammen med andre.

I lektierne for det næste kvartal bliver det meget praktisk, og måske nogle gange lidt u-dansk. Men giv det en chance. Det er en glimrende mulighed for din menighed – din sabbatsskoleklasse – for dig personligt at tænke og bede for mennesker omkring dig. Hvordan når vi dem med det fantastiske budskab vi har at fortælle?

Jeg har det med at lave tre-punkts-planer, og i dette tilfælde vil jeg sige det på denne måde: 1. Mød mennesker hvor de er – ikke nødvendigvis hvor du er – mød deres behov 2. Kend dem på godt og ondt – opbyg en tillid og et venskab – kend dem 3. Fortæl dem om Jesus – ikke på et teoretisk plan, men personligt Stil dig selv spørgsmålene: Hvad betyder Jesus for dig? Hvem er Jesus for dig? For mig er Jesus alt!

Thomas Rasmussen Afdelingsleder for sabbatsskolen

140

INDLEDNING AT EVANGELISERE OG AT VIDNE...

Ingen ved reelt, hvor mange protestantiske kirkesamfund, der findes i dag.

De skal tælles i tusinder. Dette fører til spørgsmål som – ”Hvorfor Syvende Dags Adventist?“ – ”Hvad er vores formål?“ – ”Hvilken relevans har vi i dag?“ Der er givet et svar – og kun ét: Gud har kaldet denne kirke for at forkynde den betimelige sandhed, ”De tre engles budskaber“ fra Åb 14,6-12.

Der er også andre kirker, som har missionsprogrammer og udadvendte aktiviteter. Men der er kun én kirke, som specifikt forkynder De tre engles budskaber fra Åb 14. Den kirke er vores, og det er derfor, vi er her. Basta.

Hvad vi som kirke end gør, så er vores formål først og fremmest at lede mennesker ind til Guds evige rige. Enten det så bliver kaldt at ”sprede evangeliet“, ”evangelisere verden“ eller prædike ”den betimelige sandhed“, så er vores ”kerneydelse“ at fortælle beretningen om Jesus i den hensigt, at mennesker vil tage mod frelseren og blive hans disciple og gøre andre til hans disciple.

Selv med nutidens teknologi er opgaven enorm. Og når alt er sagt og gjort, så falder opgaven tilbage på millioner af frivillige, som er motiveret af kærlighed til Gud og til den fortabte menneskehed – kærlighed til de mennesker hvis synder, Jesus bar på korset lige så vel, som han bar vores.

Den enkelte har et ansvar for at evangelisere og at vidne, men hele vores kirke har også et fælles ansvar. Og her kommer en pointe, som ikke kan udtrykkes

tydeligt nok: Hvis det ikke foregår på det lokale plan, så bliver det ikke gjort.

I al gerning i kirken er det vigtigt med forståelsen af de åndelige gaver. Det er nødvendigt at opmuntre medlemmer til at opdage deres egne åndelige gaver, men også at give dem muligheder for at bruge gaverne. ”I enhver tidsalder skænker Gud åndelige gaver til medlemmerne af sin menighed. Disse gaver skal det enkelte medlem benytte sig af i kærlighedens tjeneste til menighedens og menneskehedens fælles bedste. Givet ved Helligåndens mellemkomst, han, som tildeler det enkelte medlem efter sin vilje, repræsenterer disse gaver alle de evner og tjenester, som menigheden behøver for at kunne udføre de opgaver, Gud har betroet dem.“ (Sådan tror vi … s. 180).

Forståelse af evangeliets beretninger sammen med en personlig forbindelse til Jesus Kristus vil sætte mennesker i stand til at arbejde med den rette motivation for at frelse sjæle. At sprede evangeliet og at vidne skal motiveres af kærlighed, ikke af frygt eller skyld.

Studiet af dette kvartals lektier vil hjælpe med at øge den enkeltes lager af bibelsk kundskab. Det er godt, men målet er ikke kun at øge kundskab, selv om det er godt. Målet er at bruge denne kundskab til noget godt, og i denne kontekst er det største gode at give mennesker, som står over for evig fortabelse, muligheden for at vælge evigt liv.

Joe A. Webb er pastor i Nambour menigheden i South Queensland Conference, Australien.

141

MISSIONSBERETNING

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

Fokus på Missionen Når vi indsamler penge (kollekt) i forbindelse med bibelstudiet er det for at kunne støtte udbredelsen af evangeliet i hele verden. Pengene fordeles til Adventistkirkens arbejde i hele verden, men anvendes fortrinsvis i den tredje verden, hvor de lokale kirker sjældent har mulighed for selv at finansiere det evangeliske arbejde.

Hvert kvartal fokuserer vi på en del af verden. Der bliver udvalgt nogle enkeltprojekter, som på en særlig måde tilgodeses. 25% af kollekten, som i Adventistkirker over hele verden indsamles den 13. sabbat i hvert kvartal, anvendes til disse specifikke projekter.

Missionsberetningerne her i hæftet stammer fra den region, hvor disse projekter skal gennemføres.

Adventistkirken

DEN SYDLIGE ASIENS DIVISION I dette kvartal skal vi høre beretninger fra Adventistkirkens arbejde i Sydasien. Denne region indbefatter landene Bangladesh, Brunei, Cambodia, Indonesien, Laos, Malaysia, Myanmar, Filippinerne, Singapore, Sri Lanka, Thailand, Øst Timor og Vietnam foruden øerne i Stillehavet Guam, Mikronesien, Marshall øerne, Palau og Wake Island.

Disse lande har en befolkning på 800 mio., hvoraf de 1,1 mio. er syvende dags adventister.

Indonesien, der består af mere end 13.000 øer ligger langs ækvator mellem Det indiske Hav og Stillehavet. Mere end 85% af befolkningen er muslimer, men Adventistkirken er kendt for sit skolearbejde samt flere hospitaler og klinikker. Mange mennesker har lært Kristus at kende gennem disse institutioner.

Myanmar (Burma) er det næststørste land i Sydøstasien. Det har en befolkning på 54 mio. Mange af indbyggerne er fattige på grund af mange års militært styre og borgerkrig. Samtidig har isolationen dog hjulpet dem til at bevare den oprindelige kultur og dens skikke.

Religionen følger ofte de etniske grænser, og Myanmars forskellige etniske grupper er aldrig blevet godt integrerede. Kun en lille procentdel af befolkningen er kristne, mens de fleste er buddhister.

Missionsberetningerne er oversat og bearbejdet af Walder Hartmann.

142

1(3$/ %+87$1 %$1*/$'(6+ 'KDND

7$,:$1

0<$10$5

+DQRL

/$26

,1',(1 5DQJRRQ

67,//(+$9(7

9LHQWLDQH 7+$,/$1' %DQJNRN

9,(71$0

0DQLOD

),/,33,1(51(

&$0%2',$ 3KQRP 3HQK

*8$0

3$/$8

65, /$1.$

%581(,

0$/$<6,$

.XDOD /XPSXU 0$/$<6,$ 6,1*$325(

6LQJDSRUH

,1',6.( 2&($1

,

1

'

2

1

(

6

,

(

1

-DNDUWD

'LOL 67 7,025

3RUW 0RUHVE\

MISSIONSPROJEKTER 2. KVARTAL 2012 • Udvidelse af Adventist Hospital i Manado, Sulawesi.

• Hospitalsudstyr til Medan, Sumatra.

• Udvidelse af Yangon Adventist Seminary, Myanmar • Børnebibler til Sydøstasien.

Læs mere (på engelsk) på adventistmission.org

Det sydlige Asiens division Bangladesh Filippinerne Indonesien Myanmar Sydøstasien Total

Kirker 108 4.274 1.338 194 309 6.223

Husgrupper 289 1.924 590 111 321 3.235

Medl.

27.196 561.653 190.405 25.786 79.487 884.527

143

1

TIL SABBATTEN | 7. APRIL 2012

Hvad betyder det at evangelisere og vidne?

Ugens tekst

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ (Matt 28,19-20).

Ugens nøgletanke

Hvis vi skal deltage i at fuldføre den store missionsbefaling, skal vi forstå, hvad vi mener med ”at evangelisere“ og ”at vidne“.

Introduktion

En nyansat får som regel en ”jobbeskrivelse“ udleveret. Det er en detaljeret opgørelse over de forventede opgaver, der skal løses i stillingen.

Bibelen taler også om en ”jobbeskrivelse“, og i dette tilfælde er det for Guds folk. 1 Kor 15,58 opfordrer Paulus de troende: ”… og giv jer helt hen i arbejdet for Herren.“ Paulus henviser ikke specifikt til, hvilket arbejde, der skal gøres, men i en lignende udtalelse i 16,10 siger han, at både han og Timoteus udfører deres gerning for Herren med at udbrede evangeliet og at vidne om Jesus Kristus og frelsens plan. Så Paulus beder korinthermenigheden – og os – om at sprede evangeliet.

I denne uge vil vi undersøge, hvad evangelisme og vidnetjeneste virkelig er. Vi vil med andre ord søge at afdække vores bibelske jobbeskrivelse.

Tekster til ugen

144

· ApG 4,33; 13,1-49; 22,2-21 · 1 Pet 3,15 · 1 Joh 1,3

SØNDAG

1. APRIL 2012

Evangelisme er …?

Vi får et tydeligt billede af, hvad evangelisme er, når vi ser på de første evangelisters aktiviteter. Selv om der er store forskelle på verden dengang og nu, så er begge verdener syndige, faldne, og i forfald – og har derfor brug for håb og frelse. Den tyske filosof Arthur Schopenhauer udtrykte noget overdrevet (han er ikke for intet kendt som ”pessimismens filosof“) menneskets tilstand på denne måde: ”Ingen har nogen sinde levet, som ikke mere end én gang har ønsket, at han ikke skulle opleve morgendagen.“ (The World as Will and Idea, p. 204). Derfor skal hovedpunkterne i det første århundredes evangeliske prædiken også være hovedpunkterne hos os i dag.

ApG 4,33 ApG 5,42 ApG 2,36-39 ApG 7,56 ApG 13,48

Hvilke specifikke temaer, som disciplene prædikede, skal også indeholdes i vore dages præsentation af evangeliet?

Til eftertanke

Hvilken af alle evangeliets løfter giver dig mest håb? Hvordan kan du lære at holde fast i dette løfte og gøre det til dit eget, uanset hvor vanskelige forhold, du lever under?

At være evangelist i enhver betydning af ordet, kræver en personlig forståelse og erfaring med ”det evige evangelium“. Det er dette evangelium, som vil bringe tro, bekendelse, omvendelse, dåb og discipelskab og løftet om evigt liv.

De jødiske ledere så noget i apostlenes tapperhed, som overbeviste dem om, at apostlene havde været sammen med Jesus (ApG 4,13). Tilsyneladende gjorde lederne sig denne konklusion, fordi de blev konfronteret med en gruppe mænd, som syntes at være ude af stand til at tale om andet end Jesu liv og lære. Evangelisme og vidnesbyrd har bestemt noget at gøre med at tale om Jesu liv og lære, og den forskel, denne lære og tro har gjort i den enkelte troendes liv, og den forskel, som Jesus kan gøre i livet hos enhver, som har taget imod Jesus som Herre og Frelser.

Det er vigtigt at se på evangelisme og vidnetjeneste som en fortløbende proces, mere end som et enkelt projekt eller en episode. En vital del af processen er troskab og udvikling. Ordene ”holdt fast ved“ i ApG 2,42 viser en stærk overgivelse fra de nye troende til en fortsat strategi i deres åndelige vækst. Det er tydeligt, at den første menighed så evangelisme som meget mere end at prædike et budskab. Deres evangeliske proces var ikke fuldkommen, før mennesker blev disciple og var blevet fuldstændig indlemmet i den lokale gruppe af troende.

145

MANDAG

2. APRIL 2012

At vidne er …?

Et vidne er en, der giver et vidnesbyrd, en, som giver et bevis på noget, som vedkommende kender fra egen oplevelse. En kristens personlige vidnesbyrd om Guds gerning i hans eller hendes liv kan være meget virkningsfuldt. I et tilfælde helbredte Jesus en dæmonbesat mand (Mark 5,1-20). Da den helbredte mand gerne ville følges med Jesus, fik han denne besked: ”Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.“ (vers 19).

Den korte tid, Jesus havde været sammen med denne mand, var ganske utilstrækkeligt til at lære ham kunsten at undervise eller prædike. Måske var han blevet fortalt kun om de helt basale sandheder i evangeliet, inden han fik at vide: ”Gå hjem … og fortæl dem!“

146

Mark 5,18-20 ApG 22,15-16 1 Joh 1,3

Hvilket alment og vigtigt punkt bliver nævnt i alle disse tre tekster?

Til eftertanke

Hvornår havde du sidst mulighed for at vidne om, hvad Kristus har gjort for dig? Hvad sagde du? Hvad var reaktionen? Hvordan har Kristus ændret dit liv? Hvilke ting i dit liv kunne få andre til at ønske at kende Jesus bedre?

Gud har givet os ansvaret for at fortælle, hvordan han har ændret vores liv, lige som han gjorde til den tidligere dæmonbesatte mand i gerasenernes land og til sine andre efterfølgere.

At vidne er at dele sine personlige erfaringer med Gud – med den hensigt at opmuntre andre til at tage imod Kristus. Det behøver ikke at være så storstilet som radio-, TV- eller offentlige evangeliske kampagner. Muligheden for at fortælle om Jesus kan opstå når som helst, hvor som helst og over for hvem som helst. Vi skal derfor være åbne for de muligheder, der er for at dele vores viden og oplevelse.

At vidne og at evangelisere er hver især vigtige midler til at vinde mennesker for Kristus. At vidne er mere spontant, mens evangelisering er mere langsigtet og planlagt. Sommetider bliver den planlagte evangelisering forbedret gennem personlige vidnesbyrd, og sommetider fører spontane vidnesbyrd mennesker ind i mere planlagte programmer. Hvordan det end sker, så er begge dele vitale i den samlede proces. Når vi fortæller om, hvad Jesus har gjort for os, vil de mennesker, som er åbne over for Helligåndens ledelse, ønske at vide mere. Det er langt lettere for mennesker at argumentere mod læresætninger, teologi og tro. Det er imidlertid ikke let at argumentere mod et personligt vidnesbyrd.

TIRSDAG

3. APRIL 2012

Bibelske fakta De første kristne havde uden tvivl nogle forhindringer, der skulle overvindes, når de besluttede sig for at sprede det gode budskab om Jesus. Ikke mindst det faktum, at de fleste ikke havde gået i den tids religiøse skoler og derfor ikke havde nogen autoritet i den etablerede kirkes øjne.

Ikke desto mindre følte apostlene og andre troende – trods alle forhindringer – et stærkt kald fra Gud til at fortsætte med at udbrede budskabet og vidne. Tilgivelsens og forvisningens velsignelser, som de selv havde erfaret, tvang dem til at dele budskabet. At vidne var en naturlig følge af omvendelsen.

ApG 13,1-49

Hvilket arbejde kaldte Helligånden Barnabas og Saulus til at gøre? ”Herrens ord“, som blev prædiket overalt, indeholdt højst sandsynligt de messianske beretninger fra Det Gamle Testamente. Disse skrifter, som forudsagde Frelserens død og opstandelse og hans konsekvente tilgivelse og retfærdiggørelse af syndere, blev fremlagt som fuldbyrdet i Jesus af Nazaret.

Det Nye Testamente åbenbarer, at de første troende viede sig til at prædike og dele budskabet. Blandt deres hovedpunkter var Jesus som Herre og Kristus; frelse gennem hans retfærdighed; Guds riges komme; løftet om evigt liv.

ApG 6,1-7

Læg særlig mærke til vers 4 og 7. Hvad fik den første menighed til at have så megen fremgang blandt de ”professionelle“ præster i Jerusalem?

Mange mennesker troede på Jesus og tog mod ham som deres personlige frelser på grund af vidnesbyrd fra de troende, som delte deres egne erfaringer om ændringer i deres livsførelse, og ikke blot fordi mennesker havde oplevet mirakuløse begivenheder.

Til eftertanke

Hvor stærke og overbevisende disse første evangelisters vidnesbyrd end var, så henviste de hele tiden til Skrifterne. Det vil sige, de brugte Skriften til at udlægge deres erfaringer. Hvor godt kender du Bibelen, og hvordan kan du blive godt nok kendt med den til at kunne bruge den i dine egne vidnesbyrd?

147

ONSDAG

4. APRIL 2012

At fortælle vores historier Som tidligere nævnt er det stærkeste vidnesbyrd, den troende kan give for Jesus, at dele sine personlige erfaringer. Det vil sige at fortælle om, hvad Gud har gjort for mig, og hvordan han har påvirket mit liv og min erfaring.

ApG 22,1-21

Paulus’ forsvarstale foran rådet i Jerusalem var et personligt vidnesbyrd. Hvilke punkter fremhævede han i hver af de tre dele af sit vidnesbyrd: 1. Livet inden Jesus (vers 3-5) 2. Hvordan han mødte Herren (vers 6-16) 3. Livet efter omvendelsen (vers 17-21) Selv om du er opvokset i et kristent hjem og ikke oplevede en dramatisk omvendelse, var der sikkert et tidspunkt, hvor du tog din personlige stilling til Jesus Kristus. Tænk tilbage på din erfaring og prøv at skrive nogle punkter, som vil hjælpe dig til at skabe dit eget personlige vidnesbyrd: 1. Mit liv, før jeg kom til at kende Herren Jesus (eller før jeg overgav mig til ham) 2. Hvordan jeg mødte Jesus (eller hvad der var årsag til, at jeg overgav mig til ham) 3. Mit liv efter jeg tog mod Jesus som min personlige frelser Et personligt vidnesbyrd skal ikke være langt og detaljeret. Vi nævnte tidligere, at vidnesbyrd er en mere spontan måde at fortælle om Jesus på, end en planlagt evangelisk kampagne. Kristne skulle være i stand til at give deres vidnesbyrd på ganske kort tid, da vi ikke ved, hvornår der opstår en mulighed for at tale om Jesus. Det kunne ske på utallige tider og steder. Det kunne være ved et stoppested, mens du venter på bussen. Det kunne være under en kort telefonsamtale. Hvordan end situationen opstår, skulle vi være parat til at tale om, hvad Herren har gjort for os, hvilke grunde vi har til at tro og det håb, som Gud giver ikke kun os, men alle mennesker.

Til eftertanke

148

Tænk over den evige forskel mellem de fortabte og de forløste, mellem evig død og evigt liv. Hvad ellers har nogen betydning i det lange løb?

TORSDAG

5. APRIL 2012

Vores jobbeskrivelse 1 Pet 3,15

Hvad lærer denne tekst os om at vidne? Hvordan passer det ind i det, vi indtil nu har set på?

Indtil nu har vi betragtet evangelisme og vidnesbyrd tilstrækkeligt til at være i stand til at foreslå, hvad vi kan bruge som en passende bibelsk jobbeskrivelse. Vi behøver ikke at skabe en definition af evangelisme og vidnesbyrd, som alle er enige om ned i mindste detalje, men skal gøre os klart, at enhver definition, som vi accepterer, indeholder de væsentlige elementer, når det gælder at dele med andre sandheden om Jesus og det, han tilbyder verden.

Her kommer en definition på evangelisme. Synes du, det er en tilstrækkelig definition? Hvad vil du tilføje eller fjerne?

Evangelisme er den proces tydeligt og overbevisende at forkynde evangeliet om Herren Jesus Kristus, så at mennesker vil tage imod ham som deres personlige frelser og følge ham som Herren, at blive disciple og gøre andre til disciple.

En definition af en opgave giver en overordnet vejledning. Når det drejer sig om vidnesbyrd, vil den individuelle situation og den troendes egen erfaring med Gud bestemme fremgangsmåden. Men den forståelse af Guds ønske om at nå en fortabt verden gennem sin kirke vil få os til at overveje en planlagt mulighed for vidnesbyrd og evangelisme.

Den første menigheds hurtige vækst var i ikke ringe grad en følge af dens medlemmers overbevisning, overgivelse og den særlige stærke udgydelse af Helligånden. Jesu Kristi lære og Helligåndens indflydelse vil fortsat være det grundlæggende og selve kernen i al evangelisering og vidnetjeneste. ”Tusinder kan nås på denne simple, enkle måde. De mest oplyste, de, der betragtes som verdens mest begavede mænd og kvinder, kan ofte føle sig tiltrukket og opbygget af en persons ord, der kender Gud og kan tale om sin kærlighed til ham, lige så naturligt som et verdsligsindet menneske taler om det, der interesserer ham. Ofte har en vel forberedt og indstuderet tale liden indflydelse, hvorimod ord, der tales af et sandt og oprigtigt Guds barn, i al deres enfoldighed ofte kan åbne hjertedøre, der længe har været lukket for Kristus og hans kærlighed.“ (Kolportør Evangelisten, s. 41; The Colporteur Evangelist p. 38).

149

FREDAG

6. APRIL 2012

Til videre studium Tænk over det personlige vidnesbyrd og vær sikker på, at du er i stand til at give det, når muligheden viser sig.

Tag lidt tid til at sidde stille og overvej, hvilke områder af menighedslivet, du kan lide at tage del i, eller som du godt kunne tænke dig at blive spurgt om. Skriv ned. Det kan være, du er interesseret i evangeliske områder, hvor din menighed endnu ikke er involveret.

Skriv også dette ned.

Begynd at overveje, hvordan du kan blive en del af et evangelisk team i din menighed. Hvis du allerede er i gang med en tjeneste og ønsker at blive der, bed så Gud om, at han fortsat vil velsigne arbejdet. Hvis du ikke lige nu er i gang, så bed om, at Gud vil åbenbare for dig, hvor han ønsker, du skal arbejde for ham.

Til drøftelse

1. I den store missionsbefaling i Matt 28,19-20 er der 4 aktive udsagnsord – gå, gøre til disciple, døbe, lære. Befalingen om at gå, døbe og lære er alle underordnet befalingen, som siger: ”Gør til disciple“. Se på denne tydelige understregning og drøft så, hvad det vil sige at være en discipel, og hvordan disciple bliver dannet.

2. Se på følgende citat og drøft så spørgsmålet: Hvordan bliver vi som enkeltpersoner og som menighed en del af Guds kommunikation med en falden verden. ”Som sine repræsentanter blandt mennesker vælger Jesus ikke engle, der aldrig har syndet, men mennesker med de samme lidenskaber som dem, de søger at frelse. Kristus iførte sig menneskeskikkelse for at kunne nå mennesker. Guddommen havde selv brug for menneskeheden, for der krævedes både det guddommelige og det menneskelige for at bringe frelsen til verden. Guddommen havde brug for mennesket, for at mennesket kunne være forbindelsesled mellem Gud og mennesker.“ (Jesu Liv, s. 207; DA 296).

3. Se på dit eget liv. Hvilket eksempel er du i verden? Hvordan påvirker dine ord, handlinger, din påklædning, opførsel og holdninger dem, der er omkring dig? Kort sagt, hvilket vidne er du for verden, selv når du ikke aktivt ”vidner“? På hvilke områder kan du afgjort gøre fremskridt?

150

DIALOG

TIL SABBATTEN | 7. APRIL 2012

Oplæg til samtale Bryd isen

Uddybende spørgsmål

Når vi hører om, at en eller anden skal vidne, ser vi som oftest for os en retssal, hvor der står eller sidder et vidne i skranken. Der skal vidnet fortælle om det, han har set eller hørt. I retten er der regler, der begrænser vidnet til kun at tale om sin egen oplevelse af det skete.

Hvis et vidne gør bemærkninger om ting, som han ikke kender direkte til, bliver der ikke lagt megen vægt på et sådant vidnesbyrd.

Og vidnet bliver kaldt til orden. Sådan er det også at være et vidne for Jesus. Vi skal vidne om det, vi har oplevet. Dette gør et vidne troværdigt.

1. Hvorfor er evangeliet et så vigtigt budskab at give?

2. Hvordan virker personlige vidnesbyrd mere overbevisende?

3. Hvorfor er en erfaring med Jesus grundlæggende for enhver form for vidnesbyrd?

4. Hvordan finder vi den rette balance mellem ikke at frastøde, fornærme eller bedrøve de mennesker, vi prøver at vidne for og påvirke til at forstå nødvendigheden af at kende Jesus.

Kristendom i praksis

At dele vores historier om, hvad Kristus har gjort for os, er et vigtigt individuelt vidnesbyrd mand og mand imellem. Vores personlige gerning for Gud kan også blive en vigtig del af menighedens langsigtede evangeliske arbejde.

Kaldet til at blive evangelister er en indbydelse til at præsentere og repræsentere Gud for en verden af syndere, som har et desperat behov for ham – også selv om de måske slet ikke er klar over det.

Det kald kræver det bedste i forhold til tanker, undervisning, bøn, samtale og gerning – hvilket er det, som vi skulle stræbe efter at gøre i vores sabbatsskoleklasser i dette kvartal.

151

MISSIONSBERETNING 7. APRIL 2012

DET FØRSTE MISSIONSPROJEKT Catherine og Elisha sad på de hårde træbænke i deres lille kirke sabbats morgen.

Catherine gemte tre mønter i sit lommetørklæde, mens broderen raslede med nogle mønter i sin lomme. Børnene havde arbejdet hårdt hele ugen for at skrabe tyve kroner sammen til et specielt missionsprojekt. Catherine havde hjulpet moderen med at bage brød, som de havde solgt til naboerne. Elisha havde pudset vinduer og kørt varer ud for den lokale købmand.

Missionsprojektet gik ud på at bygge et skib. Børnene havde tjent penge nok til en enkelt planke. De andre børn var lige så begejstrede og talte om reb og nagler og sejl. Skibet skulle være et missionsskib.

Adventistkirkens medlemmer havde ikke været så begejstrede siden den tid, hvor de forventede, at Herren skulle komme igen. Det var 50 år tidligere.

Nogle havde bagt brød og kager, andre havde udført praktiske opgaver for folk.

Alle havde gjort en indsats, men det var næsten umuligt for dem at forestille sig, at de skulle kunne samle de 80.000 kroner, som var nødvendige for at kunne bygge et missionsskib. (Til sammenligning kan nævnes, at et brød den gang kostede omkring 25 øre).

Mange år tidligere havde man hørt om skibet Bounty, der med sin oprørske besætning landede på øen Pitcairn.

Livet blev ikke let for oprørerne, og få år senere var der kun John Adams tilbage.

Han skulle tage vare på øens fire overlevende kvinder og 23 børn. Adams opgav sit tidligere liv og begyndte at studere Bibelen. Snart var alle de overlevende på Pitcairn kristne.

152

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

Nyheden om Pitcairn rygtedes viden om. En ung adventist ved navn John Tay bestemte sig for at besøge øen, så Pitcairns beboere kunne lære adventbudskabet at kende. Fire måneder senere ankom han til Pitcairn.

Tay holdt bibelstudier med øens beboere. I løbet af nogen tid begyndte næsten alle at holde sabbat. ”Vil du ikke også døbe os,“ bad de.

Men John Tay var ikke præst, så han vovede ikke at døbe dem. Derimod lovede han, at han skulle sørge for, at de fik besøg af en præst.

Tay vendte tilbage til San Francisco og fortalte om Pitcairn. Adventisterne der blev begejstrede og besluttede sig for at bygge et missionsskib, der kunne besøge Pitcairn og de andre øer i det sydlige Stillehav.

I 1890 sejlede skibet Pitcairn af sted mod sit mål. Om bord var foruden besætningen tre ægtepar – bl.a. John og Hannah Tay. Rejsen tog en måned. På Pitcairn var gensynsglæden stor.

Få dage senere blev 82 af Pitcairns indbyggere døbt. Adventistkirken havde fået fodfæste på øen Pitcairn.

Vore missionsgaver er stadig med til at udrette mirakler over hele verden. 100 års mission må siges at være vellykket.

FAKTA • Pitcairn blev bygget for de første missionsgaver, der blev indsamlet i Adventistkirken. Både børn og voksne var med til at skaffe de nødvendige penge.

• På øerne i Stillehavet er der i dag 1 adventist for hver 26 indbyggere.

NOTER

TIL SABBATTEN | 7. APRIL 2012

153

2

TIL SABBATTEN | 14. APRIL 2012

Alle medlemmer i tjeneste

Ugens tekst

”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.“ (1 Pet 2,9).

Ugens nøgletanke

Alt for ofte bliver evangelisering og vidnesbyrd betragtet som alene præstens arbejde; denne holdning er forkert.

Introduktion

Som Peter siger, så er Guds folk udvalgte og kaldet til at være ”et kongeligt præsteskab“. Fordi præsterne fik en tjeneste, følger det deraf, at hvis vi er kaldet til at være ”præsteskab“, så har vi også en tjeneste at udføre. Vi skal dog forstå, at vi ikke kun er kaldet for at udføre en tjeneste. Først og fremmest kalder Gud os til et fællesskab med sig selv, og det er ud af dette fællesskab, dette forhold, at vi er tvunget til at dele med andre de store ting, som Gud har gjort og stadig gør for os. Dette er selve hjerte og sjæl i personlig vidnetjeneste.

Enhver af os har derfor en personlig mission at udføre, og det indbefatter, at vi fortæller om hans herlighed, der har kaldet os ”ud af mørket til sit underfulde lys“.

I denne uge skal vi undersøge tanken om ”alle medlemmer i tjeneste“ og se, hvordan den enkeltes erfaring bidrager til kirkens fælles mission. Det kræver, at hver af os har sin rolle at spille i arbejdet med at udbrede evangeliet.

Tekster til ugen

154

· Joh 4,35-41 · ApG 14,27 · 2 Kor 5,15-20 · Ef 4,12 · 1 Thess 1,5-8

SØNDAG

8. APRIL 2012

”Alle medlemmer i tjeneste“ Alt for ofte hører vi, at kristne klager over, at de ikke har talenter til at gøre noget bestemt for Gud. Djævelen er helt sikkert glad for, at vi tænker på denne måde, men Bibelen fortæller os, at alle kristne har en gudgiven tjeneste. Vi skal bare vide, hvad den er, og så ved Guds nåde bestemme, hvordan vi skal bruge den til hans ære.

Ef 4,12 2 Kor 5,15-20

Hvad siger disse vers om hver enkelt troendes mission?

Paulus udtaler sig tydeligt om, at de hellige skal udstyres til tjeneste.

Enhver, som er blevet forligt med Gud gennem Jesu offer, har fået forligelsens tjeneste og er en Kristi ambassadør. En ambassadør er en, som personligt repræsenterer en konge eller et statsoverhoved.

Denne tanke lægger vægt på det personlige forhold mellem Kristus og alle, som er blevet forligt, mens de bringer budskabet om hans kærlighed og nåde ud til verden.

Der er meget forvirring over ordet ”tjeneste eller mission“. I dag betragtes ”tjeneste“ (på engelsk ministry – som ikke har en entydig dansk oversættelse), ofte som noget, præsten skal gøre. For præsten er jo ”i tjenesten“. Skønt nogle, som er engageret i pastoralt arbejde, har bestemte arbejdsområder og ekspertiser, så er Skriften meget klar i, at en del af præstens gerning er at udruste medlemmerne til en personlig tjeneste.

Det Nye Testamente giver bevis for, at de første troende forstod tanken om ethvert medlem i tjeneste. Hvor som helst de gik og i hvilke omstændigheder, de end befandt sig, prædikede de alle Herren Jesus (ApG 8,1-4).

Jesus viser os også, at vi alle har en særlig tjeneste at udføre. Han sagde tydeligt, at han ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene (Matt 20,28; Luk 22,27). Han sagde også ganske klart, at hans efterfølgere også skulle være tjenere (Matt 23,11; 20,26-27). Hvis det ikke er tjeneste, virkelig tjeneste, hvad er det så?

Jesus befaler os ikke bare til at blive tjenere; han leder os til at forstå, at en tjeners gerning er en følge af vores forbindelse med ham. Disse vers beskriver livet hos det menneske, som har fællesskab med den lidende tjener, Jesus Kristus. De fastslår også, at det at være i Kristus er at fortsætte hans tjeneste.

Til eftertanke

Hvor villig er du til at tjene andre? Er det din naturlige tilbøjelighed, eller har du tendens til at modtage fra andre i stedet for at give? Hvordan kan du få en mere tjenende indstilling?

155

MANDAG

9. APRIL 2012

Behovet for arbejdere Somme tider bliver vi sendt ud for at høste, hvor andre har vendt jorden, sået sæden og vandet afgrøden. Skønt der kan være sjældne tilfælde, hvor samme person graver, sår, vander og høster på samme mark, er det bestemt ikke reglen. I vores moderne verden flytter mennesker ind og ud af vores påvirkningsområder, og vi skal være parate til at bygge på det evangeliske arbejde, som andre har påbegyndt.

Joh 4,35-41

Vi bliver ofte begejstrede over høst-stadiet i et menneskes kristne vækst, men hvad fortæller disse vers os om at glæde sig med andre, som har været medvirkende hen ad vejen?

Når vi taler om høst, tænker vi som regel på en bestemt tid af året, hvor afgrøderne er parate til at blive høstet. For de fleste afgrøder er der en bestemt tid til modning. Men i den åndelige kontekst er der ingen bestemt tid til modning. Jesus gør dette meget tydeligt i Joh 4,35. Set fra bondens perspektiv kan høsten godt have været fire måneder fremme i tiden, men i forhold til dem, som er rede til at tage imod Jesus, er nogle områder af marken allerede moden til høst.

Ved Jakobs brønd såede Jesus evangeliets frø i den samaritanske kvindes hjerte. Til gengæld såede hun frøet hos Sykars befolkning, og nu vandrede samaritanerne hen mod Jesus forbi umodne kornmarker. Som det var med disciplene, således opmuntrer Herren os til at blive parate til at høste fra verdens stadigt modnende marker.

2 Pet 3,9

Hvorfor er Gud så ivrig efter at få arbejdere til at gå ud og høste?

Det er på grund af Guds store kærlighed og omsorg for menneskeheden, at han ønsker arbejdere til at gå ind i høstarbejdet (Matt 9,36-38). Når vi betragter verden i dag, synes høsten stadig at være stor og arbejderne få. Disciplene fik at vide, at de skulle bede om, at høstfolk blev sendt ud i arbejdet. Når vi moderne disciple beder om arbejdere, så vil Helligånden åbne vejen for os til at gøre det, som han har kaldet os til at gøre.

Til eftertanke

156

Tænk på de seneste dage. Hvor mange chancer fik du til at vidne om din tro, til at så nogle få frø, som en dag kunne give en høst?

Hvor mange af chancerne udnyttede du? Hvor mange muligheder lod du passere?

TIRSDAG

10. APRIL 2012

Individer – men sammen Den lokale menighed er ikke bare et antal mennesker, som sidder i samme bygning et par timer om ugen uden nogen forbindelse med hinanden. Skriften siger, at menigheden er lige så tæt forbundet som delene i menneskets krop. Muligheden eksisterer for, at mennesker kan mødes regelmæssigt uden at være en del af legemet i den bibelske betydning. Skønt denne uheldige kendsgerning kan være sand på mange områder af menighedens liv, så fokuserer vi på behovet for at være forenet på evangeliseringens og vidnebyrdenes områder.

Ef 4,16

Hvad ville der ske med legemets effektivitet, hvis det mistede et albueled, et håndled eller et knæ? Og hvad siger Paulus’ sammenligning om kirken som et legeme af troende, som har fået en evangelisk mission?

Apostlen Paulus siger, at en menighed vokser, når alle medlemmer gør deres del. Hvad siger det om menigheder, som ikke vokser? Vores første reaktion kunne være at skyde skylden på dem, som vi synes ikke gør deres del. Det kan godt være rigtigt, men tænk over dette: Hvor tit fratager menigheden sine medlemmer muligheden for at yde noget til legemet? Hvis menighedens ledere ikke forstår princippet om ”alle troendes tjeneste“, vil de ikke umiddelbart arbejde for medlemmernes maksimale engagement i menighedens liv og virke.

1 Thess 1,5-8

Hvad gjorde thessalonikerne med det evangelium, de havde modtaget gennem Paulus?

Menigheden i Thessaloniki er et eksempel på en menighed, som modtog evangeliet og bragte det videre. Det er stadig Guds vilje, at hans kirke virker på denne måde.

De velsignelser, som modtages, når hver enkelt virker inden for en planlagt evangelisk strategi, er mange. Vi vil her fokusere på de vigtige ting som opmuntring og ansvarlighed. Manglen på opmuntring i gruppen er blevet døden for mange værdifulde tiltag fra lægmedlemmer. Mens enkelte måske har særlige evner og talenter, så er arbejde mod fælles mål gennem fælles strategi stadig det ideelle.

På samme måde opmuntrer gruppedynamikken til ansvarlighed.

Til eftertanke

Hvordan kunne du arbejde mere tæt sammen med menighedens medlemmer i anstrengelserne for at nå andre mennesker? Hvorfor er det så let at blive selvtilfreds, dorsk og indadvendt?

157

ONSDAG

11. APRIL 2012

Arbejde sammen – med Gud I går satte vi fokus på vigtigheden af at arbejde sammen som en menighed i evangeliseringen. Vi skal også forstå, at vi arbejder sammen med et guddommeligt formål. Derfor – når en menighed tænker på strategier med vidnesbyrd og evangelisering, skal medlemmerne have en stærk følelse af, at de arbejder sammen med Gud, som motiverer, retleder, giver styrke og vækst.

ApG 2,47 1 Kor 3,5-9

Hvad er følgen af Guds indflydelse i menighedens forsøg på at forkynde evangeliet?

2 Pet 3,9 Tit 2,11

Hvad motiverer og styrker de troende til at arbejde sammen med Gud? Skriften har mange beviser på Guds kærlighed til kronen på skaberværket, mennesket. Det er derfor ikke overraskende, at han har taget initiativ til at frelse menneskeheden. I sandhed, korset alene har i sig alle de beviser, vi nogen sinde behøver med hensyn til, hvor meget Gud elsker os, og hvor meget han ønsker, at vi skal være i hans evige rige. Herren har rakt ud og velsignet os gennem sin nåde.

Og denne forbløffende nåde, som er åbenbaret gennem korset, skaber i os en længsel efter at dele med andre det, som vi har modtaget (Matt 10,8).

Selv om disciplene somme tider prøvede at arbejde alene (Matt 17,14-21), kom deres erfaringer for det meste fra de tider, hvor det guddommelige og det menneskelige arbejdede sammen.

Jesus kaldte de første disciple og lovede at gøre dem til menneskefiskere. Han underviste og udrustede dem, og gennem deres gerning kom mange andre til troen. Men der var stadig et andet guddommeligt aspekt, som de havde brug for, når Jesus var taget til himlen. Det var naturligvis Helligånden, som ville give styrke til den første menighed i dens gerning med vidnesbyrd og evangelisering.

De, som bliver involveret i mission i dag, er stadig samarbejdende med Gud til andres frelse. Vi skal bede om, at Helligånden vil lære os, hvordan vi skal præsentere Guds kærlighed og forsyn på måder, som vil nå hjertet hos dem, som har brug for Frelseren. Vi har brug for at blive klar over, at vi ikke kan gøre noget adskilt fra Herren, og at kun ved at have tro, overgivelse, ydmyghed og villighed til selvets død og til at tjene andre, kan vi blive de mest effektive vidner i Guds hænder. Selvet skal lægges til side, for at Herren kan bruge os så effektivt som muligt.

158

TORSDAG

12. APRIL 2012

Tilbagemelding til menigheden I denne uge har vi set på nogle vigtige punkter i den troendes gerning for Gud. Vi kan nu komme til emnet om ”rapportering“ (vi skal se mere i detaljer i 12. studium). At rapportere til menigheden om vidnesbyrd og evangeliske aktiviteter skaber et klima med opmuntring og velsignelse. De, som rapporterer, kan få opmuntring af menighedens medlemmer, og de, som hører rapporterne, bliver velsignet, når de finder ud af, hvad Gud gør gennem sit folk.

ApG 14,27 ApG 15,4

Hvorfor tror du, der blev givet rapporter til menigheden?

Ved at læse teksterne i sammenhæng ser vi, at rapporterne kom ind i menigheden efter en lang periode med tværkulturel evangelisk forkyndelse. Disse rapport-møder viser menighedens interesse i og støtte til at udbrede evangeliet.

Hele bogen ”Apostlenes Gerninger“ er en rapport om den første menigheds missionsbestræbelser, og den er fyldt med lærdom for den moderne kirke. Vigtigheden af at rapportere bliver understreget, når vi forestiller os, hvad det ville gøre ved hele ”Apostlenes Gerninger“, hvis alle rapporterne blev strøget!

Mark 6,30

Hvorfor tror du, at disciplene rapporterede til Jesus, hvad de havde gjort?

Det er sandt nok, at der er personligt vidnearbejde og evangelisme, som sker spontant, men det er også sandt, at kirken som et hele skal have en hensigtsmæssig planlagt arbejdsplan. At arbejde med en bevidst menighedsstrategi hjælper med til at holde fokus og den logiske udvikling i aktiviteter. Det fører også til regulære muligheder for at evaluere og rapportere. Rapporter er ikke kun at lytte til de ting, vi har gjort. Gennem rapporter kan menigheden og dem, som arbejder med evangelisme igen se, at de samarbejder med Herren.

Nogle mennesker tøver med at bruge rapporter, fordi de spekulerer over, om det er en form for pral af menneskers virke, men vores trofaste rapporter forherliger Gud, og hans kirke bliver styrket i troen. De første kristne priste Gud, når de hørte missionsrapporterne fra apostlen Paulus (ApG 21,19-20).

Til eftertanke

Hvis du skulle aflægge rapport til menigheden om dine seneste missionsgerninger, hvad ville du så sige? Hvad siger dit svar om dig selv, og ville der måske være noget, der skulle ændres?

159

FREDAG

13. APRIL 2012

Til videre studium Vælg et missionsprojekt, som du vil deltage i I sidste uge blev du opfordret til at tænke på alle menighedens missionsområder, som du kunne tænke dig at deltage i, eller ville være med til, hvis du blev spurgt. Udfordringen i denne uge er, at du bestemmer dig for et evangelisk projekt og tager del i det. Det følgende er denne uges fokusområder.

• Gennemgå listen med missionsaktiviteter, som du kunne tage del i. Kort din liste ned til to eller tre områder ved at tænke over, hvor dine talenter ligger og hvilke ting, du føler Guds kald til.

• Forkort din liste endnu mere ved at overveje, hvor meget tid, du kan afse hver uge til arbejdet. Tænk også på, at et missionsprojekt vil fortsætte et helt år, så du vil være i stand til at komme gennem faserne med planlægning, udførelse og evaluering.

• Vælg et område og tal med din præst og menighedens missionsleder om dit ønske om at komme i gang med dit foretrukne område. Aftal et møde med dem for at fortælle om dine drømme og tanker. Spørg hvordan dine ønsker kan passe ind i menighedens nuværende planer.

• Spørg ydmygt din præst og missionsleder om deres tanker med hensyn til din egnethed til den gerning, du har valgt. De ønsker, at du vil få fremgang i netop det område, du vælger, og derfor vil deres råd være uvurderlige.

Til drøftelse

1. Hvordan forholder følgende citat sig til den bibelske sandhed om alle troende som ”præsteskab“? Hvordan støtter det behovet for, at alle medlemmer arbejder sammen? ”Guds værk her i verden kan aldrig blive fuldbyrdet, før de mænd og kvinder, som udgør medlemstallet i vores menigheder, samler sig til værket og forener deres anstrengelser med den gerning, som prædikanter og menighedens embedsmænd udfører.“ (Evangeliets tjenere, s. 260; GW 352).

2. Drøft i klassen hvilke strategier, din menighed kunne sætte i gang for at hjælpe medlemmer til at forstå, at de er vigtige for menighedens vidnetjeneste og evangelisme. Hvordan kan I bedst arbejde hen imod en maksimal deltagelse af medlemmer?

160

DIALOG

TIL SABBATTEN | 14. APRIL 2012

Oplæg til samtale Bryd isen

Hvor let er det ikke for os at glemme, at kristendom er fællesskab.

Det meste af Det Nye Testamente er til ”jer“ – altså i flertal – til en gruppe af troende, som tror sammen og arbejder sammen for at bygge Guds rige og tale sammen om deres erfaringer. Paulus taler til Guds børn i ental når har taler om dem som en del af Kristi legeme.

Vi er enkeltpersoner, når vi arbejder så tæt sammen med andre, at vi kan beskrives som en del af ”Kristi legeme“.

Uddybende spørgsmål

1. Hvilke fælles strategier bruger høstfolkene for at styrke værket?

2. Hvorfor er det vigtigt at samarbejde med Helligånden både i individuelt og i fælles arbejde? Hvordan trækker Helligånden arbejderne ind i et fællesskab?

3. Hvordan kan du opmuntre dine arbejdsfæller i Kristus?

2 Kor 5,15-20

4. Hvad er det vigtige i ordet ”forligelse“? Hvad tilføjer det til vores forståelse af evangeliet og om at dele det med andre?

5. Hvordan kan vi, når talen er om evangelisk arbejde, finde den rette balance mellem vores eget arbejde og Helligåndens gerning?

Kristendom i praksis

Paulus og Barnabas var blevet sendt ud tværs over den dakendte verden for at fortælle den gode nyhed om Jesus Kristus. Da de kom tilbage til deres menighed i Antiokia, var de parate til at rapportere om, hvad Helligånden havde gjort i de egne, de havde besøgt. Dette var nogle af de første ”missionsberetninger“, en tradition, som er fortsat i kirken lige til i dag. Sådanne rapporter skal opmuntre kirken, når den ser fremgang gennem Guds indgriben og udfordrer mennesker til at forblive trofaste, til missionen er fuldført.

161

MISSIONSBERETNING 14. APRIL 2012

GUDS HELBREDENDE HÆNDER Rækken af mennesker bevægede sig langsomt hen mod forsamlingshuset i den lille landsby. Anas søn Paku klagede sig – halvt i søvne – mens hun flyttede ham over på den anden arm. Paku var ofte syg, men Ana håbede at de besøgende læger og sygeplejersker kunne gøre ham rask.

Da hun nåede frem, stillede en smilende kvinde Ana nogle spørgsmål og skrev Paku’s navn på et stykke papir. Hun blev lukket indenfor, hvor hun satte sig og tog sig af sin søn.

En sygeplejerske tog temperatur på drengen, lyttede til hans vejrtrækning og kiggede ham i halsen. Det viste sig, at drengen havde hævede mandler. Ana fik nogle piller med hjem og besked om at bringe Paku til hospitalet i Manado om tre uger. ”Jeg har ingen penge at betale med,“ sagde hun. ”Det skal du ikke bekymre dig om,“ lød svaret. ”Du skal bare komme med din søn, så klarer vi resten.“ For fire år siden var Manado Adventist Hospital bare en lille klinik, men har udviklet sig til et hospital med 95 senge.

Læger og sygeplejersker beder med patienterne, og hospitalets kapellan besøger dagligt mange af dem. Flere af patienterne er da også blevet interesseret i at høre mere om adventisterne.

Også hospitalets ansatte nyder godt af ledelsens store omsorg. Corry kom til Mandano for at søge arbejde. Hun var en kristen, men ikke adventist. Hendes mand havde spillet og drukket en formue væk.

På hospitalet fandt Cory fred og ro. ”Jeg har været en kristen og læst i Bibelen 162

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

i mange år,“ forklarer hun, ”men jeg har aldrig set så mange glade mennesker, som her.“ Cory blev efterhånden kendt med adventisternes lære og bad om at blive optaget i Adventistkirken. Hun elsker sit arbejde på hospitalet og føler, at hun bliver behandlet som en prinsesse.

Paku og hans mor blev også behandlet godt på hospitalet. Operationen gik godt, og før de tog hjem igen, huskede Ana at opsøge lægen og takkede ham for den hjælp, som hendes søn havde fået.

Hospitalets udadvendte virksomhed har vist sig meget effektiv. To gange om måneden drager læger og sygeplejersker til en eller anden landsby for at hjælpe den lokale befolkning med deres sundhedsproblemer. Hvis de finder nogen, der som Paku har brug for hospitalsbehandling, tilbyder de også dette. På tre år har denne form for mission fået 360 personer til at tage imod adventbudskabet og blive medlemmer i kirken. Manado Adventist Hospital virker som et fyrtårn i Indonesien.

Missionsgaverne i dette kvartal skal være med til at udvide dette hospital, så de tusinder, der har brug for både fysisk hjælp og behov for at opdage Kristi kærlighed, kan blive behandlet.

FAKTA • Indonesien består af tusindvis af øer.

Mere end 80% af befolkningen er muslimer, hvilket gør Indonesien til det største muslimske land i verden.

• Flere adventist hospitaler og hundredvis af små klinikker er med til at hjælpe mennesker på isolerede steder.

NOTER

TIL SABBATTEN | 14. APRIL 2012

163

3

TIL SABBATTEN | 21. APRIL 2012

Åndelige gaver for evangelisme og vidnesbyrd

Ugens tekst

”Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op“ (Ef 4,11-12).

Ugens nøgletanke

Åndelige gaver er særlige egenskaber, som er givet til ethvert medlem for at bruges til Guds ære og til sjæles frelse.

Introduktion

Som en kirke har vi helt rigtigt understreget profetiens åndelige gave, men vi har ikke altid lagt vægt på andre åndelige gaver i missionsarbejdet. Men det er væsentligt, at vi gør det. Det er tydelig bibelsk lære; derfor skal vi som kirke nødvendigvis tage disse gaver alvorligt, for at medlemmer kan finde sig til rette ved at modtage og udøve disse gaver.

Det er uheldigt, at mange menighedsmedlemmer ikke udnytter de gaver, som er blevet givet. Der er mange grunde til denne mangel.

Somme tider ligger fejlen hos medlemmerne selv. Somme tider kunne der måske gøres mere for at opmuntre medlemmer til at opdage deres gaver og så bruge dem i tjenesten og under vejledning af Helligånden. Hvilket spild at have en evne og aldrig bruge den til det, der var formålet.

Tekster til ugen

164

· Joh 16,8.13 · ApG 2,40-47 · ApG 13,4-5 · 1 Kor 12,28-31 · 1 Pet 4,10

SØNDAG

15. APRIL 2012

Begavede troende Hvis du spurgte din menigheds medlemmer, skulle mange af dem tænke hårdt og længe, inden de kunne finde ud af, om de havde nogen af de åndelige gaver, som Bibelen stiller op; også selv om mange af disse mennesker måske i lang tid allerede havde gjort brug af en åndelig gave. De har bare ikke bevidst erkendt den som sådan.

En hel del mennesker, som ikke formelt har forsøgt at opdage deres begavelse, gør tjeneste på områder, som de føler sig kaldet til, og deres menighed støtter dem. Meget ofte vil et kursus i opdagelse af åndelige gaver bekræfte de gaver, som allerede er vist gennem en tjeneste. Det er derfor helt tydeligt, at mennesker kan udøve en åndelig gaves tjeneste under Helligåndens vejledning, uden de formelt har opdaget og navngivet denne gave. I den anden ende af spektret er der mennesker, som finder det vanskeligt at blive beskæftiget noget sted i menigheden, fordi de ikke betragter sig selv som evnerige på nogen måde. Det er vigtigt at opmuntre dem til at opdage deres gaver og arbejde med dem i bestemt øjemed.

1 Pet 4,10

Hvad siger dette vers om, hvad enhver gudhengiven skal bruge sine gaver til?

Vi har allerede set, at enhver troende har sin tjeneste, så det skulle ikke komme som nogen overraskelse, at Gud vil udruste os til at udføre den. Enhver, som tager den store missionsbefaling til sig som et personligt evangelisk mandat fra Gud, vil blive udrustet af Ånden til at blive brugt. Når det drejer sig om kirkens sjælevindende arbejde, ved Gud, hvad der er brug for på hvilket sted til hvilken tid.

1 Kor 12,11

Det åbenbarer, at uddelingen af gaver til troende er en del af Helligåndens gerning med at udruste de hellige til enhver god gerning (Ef 2,10). Helligånden uddeler ikke blot åndelige gaver blandt de troende, men han giver os også kraft til at bruge vores gaver (ApG 1,8).

Ingen af de bibelvers, som opregner åndelige gaver, er enslydende.

Det kan være et tegn på, at listen ikke er fuldendt; det vil sige, at der også kan være andre gaver, som kunne tilføjes listen.

Til eftertanke

Tænk over ordet gave eller gaver. Hvad indebærer ordet? Hvad fortæller det om dit ansvar for at bruge, hvad du helt gratis er blevet givet til arbejde i Herrens gerning?

165

MANDAG

16. APRIL 2012

Ånden og hans gaver Til en vis grad vil en persons åndelige gaver afgøre hans eller hendes stilling i den lokale menighed. Med andre ord vil det at opdage åndelige gaver være at opdage, hvor Herren ønsker din indsats i menighedens legeme. Er du nogen sinde blevet bedt om at tage et ”job“ på et område, som du absolut ikke havde nogen interesse i eller lyst til? Kender du mennesker, som har taget imod opgaver i menigheden og så har trukket sig delvist tilbage i løbet af året, fordi de følte, at de ikke var den rette til opgaven? I disse situationer er de måske blevet bedt om at overtage – og i nogle tilfælde også har forsøgt at blive involveret i – en menighedsopgave, som de hverken var kaldet til eller havde gaven til. Selv om dette sker, er det ikke nødvendigvis det almindelige.

ApG 13,1-3

Hvad sker der lige her – og hvad fortæller det os om vigtigheden af at blive kaldet til en gerning?

Det er væsentligt, at Helligånden er den, som kalder os til tjeneste for Gud. Barnabas og Saulus var kaldet af Ånden og udrustet af den samme Ånd. Vers 2 giver os vigtig information. Det viser, at Barnabas og Saulus allerede var beskæftiget i tjeneste for Herren, inden de blev kaldet til et specifikt arbejde. Vi ved, at det var en specifik gerning, fordi Simeon og Manaen ikke var kaldet da.

Lige inden Jesus forlod jorden, lovede han, at Helligånden ville komme og blive vores hjælper. En del af Helligåndens gerning er at udruste os til at sprede evangeliet. Hvis Han derfor giver os evner til at udføre evangeliske opgaver, så er de helt sikkert vigtige, og vi skal bruge dem.

Joh 16,8.13 ApG 1,8; 13,4 Rom 8,11

166

Hvad åbenbarer følgende tekster om Åndens samarbejde med os?

Når vi forstår, hvorfor Ånden giver åndelige gaver, ser vi, hvor vitale disse gaver er for deres frelse, som vi skal nå ud til for Kristus. Gennem Helligåndens kald og gaver bliver enhver troende involveret i forskellig grad og på forskellige måder i det store arbejde med at sprede evangeliet.

Skønt vi sommetider måske regner nogle gaver vigtige eller specielle, er alle gaver i virkeligheden væsentlige for kirkens mission og liv. Mens vi af og til sætter en begavet evangelist, prædikant eller lærer på en piedestal, så er de, som har gaver til at hjælpe og støtte lige så vigtige.

TIRSDAG

17. APRIL 2012

At opdage vores gaver At opdage vores gaver er ikke vanskeligt. Du vil være i stand til hurtigt at erkende de områder, som din præst og andre nøglepersoner i kirken har fået gaver til. Det eneste, du behøver at gøre, er at observere, hvad de gør og lægge mærke til, hvordan mennesker reagerer på deres tjeneste. Det er noget helt andet, når det kommer til at se på, hvad ens egne åndelige gaver kunne være.

Processen at opdage en persons åndelige gaver er sommetider blevet fremstillet som noget ganske enkelt: Udfyld et spørgeskema, find en svarliste, og så er din gave opdaget. Mange menighedsmedlemmer har forsøgt at opdage deres åndelige gaver på denne måde, men er blevet skuffet, når deres lokale menighed ikke sætter dem på en post, hvor de kan bruge deres gave inden for menigheden.

Et passende ”åndelige-gavers-seminar“ er måske den letteste måde til at begynde at søge efter sine åndelige gaver. Men det er klogt at betragte seminaret kun som begyndelsen i søgningen.

1 Kor 12,28-31

Hvad fortæller Paulus os her om åndelige gaver?

Disse vers skal ikke få os til at ønske en eller flere gaver, som almindeligvis betragtes som ”de bedste“. I dette afsnit viser Paulus, at åndelige gaver bliver fordelt efter de særlige behov, som enhver kirke har til enhver tid. Derfor vil de bedste gaver være dem, som vil styrke medlemmerne i den lokale menighed.

Når du seriøst overvejer dine mulige gaver, så undervurder ikke, hvad andre medlemmer i menigheden siger. Når medlemmer sidder i valgkomitéen for at vælge de forskellige ledere og grupper til det kommende menighedsår, så ser de efter mennesker, som allerede har vist en interesse og evne på visse områder. Selv om komitéen måske ikke forstår eller bevidst ser efter åndelige gaver, så ser de faktisk efter mennesker, som er begavet til særlige opgaver.

Når nogen fortæller, at han/hun tror på dine evner i en bestemt missionsgerning, kan det godt være en bekræftelse på dine gaver.

Det vil være klogt at lytte til det og bede over det.

Følgerne af et ”åndelige-gavers-seminar“ koblet til bekræftelse fra trosfæller og resultatet af en prøveperiode i et specielt tjenesteområde, vil være en tydelig indikation på, hvad Herren har kaldet og begavet dig til.

Til eftertanke

Hvad tror du, dine egne gaver er – og hvorfor?

167

ONSDAG

18. APRIL 2012

Andre gaver Når vi tænker på åndelige gaver og vidnetjeneste og evangelisme, så er der måske mest fokus på gaver til at evangelisere, prædike og undervise. Selv om ikke alle gaver er tydeligt evangelistiske, hvis de så bliver udøvet inden for menigheden, vil de dog have forskellige grader af påvirkning på menighedens evangeliske mission.

ApG 6,1-4

Læs teksten igen. Mennesker fik lignende ansvar, som vi i dag forventer af menighedstjenere. Hvilke grunde gav disciplene for ikke at gøre denne gerning? Hvordan skal vi forstå princippet her?

De nyvalgte menighedstjenere tog del i den første menigheds evangeliske program ved at aflaste disciplene, så de kunne bruge hele deres tid i evangelisme og prædiken. Selv om vi måske ikke betragter menighedstjenernes arbejde som gaver, der sætter dem i stand til at være i den evangeliske frontlinje, så havde de en evangelistisk indflydelse bag scenen. Det er naturligvis også muligt, at menighedstjenernes arbejde med at fordele hjælp til trængende enker gjorde mennesker mere parate til at lytte til evangeliet, når det blev prædiket. Gud alene kender alt det gode, disse mennesker gjorde i deres roller.

For at en menighed skal fungere, er det nødvendigt med ledere og administratorer på områder som organisering, økonomi og så fremdeles. De, som tjener Herren i disse forskellige embeder, skal forstå, at de er en del af et team, og at deres indsats er væsentlig for menighedens overordnede evangeliske styrke.

ApG 2,40-47

Hvilke åndelige gaver bliver bevidnet her, og hvad var følgen, ikke alene i vidnesbyrd, men i discipelskab? Hvilke vigtige lektier kan vi tage til os herfra?

Ordene føjede til bruges i den forstand, at de blev indført i et fællesskab. De nyomvendte blev lagt til menigheden, men de blev også bragt ind i fællesskabet og taget vare på. Derfor kan vi slutte, at åndelige gaver i områder som administration, ledelse, gæstfrihed, pastoral tjeneste og omsorg ville være der. Dette er et godt eksempel på udøvelse af individuelle åndelige gaver til gavn for hele kirken gennem støtte til andres evangeliske tjeneste.

Til eftertanke

168

Tænk over din egen andel, din egen rolle, din egen tjeneste i menigheden. Hvor passer den ind i kirkens mission som et hele?

TORSDAG

19. APRIL 2012

Gaver og kristen ansvarlighed Åndelige gaver bliver ikke opdaget for kun at tilfredsstille vores nysgerrighed, men mere for at indikere, hvad Herren vil have os til at gøre, og for at vise, hvor vi passer ind på menighedens legeme.

Dette giver naturligvis et stort ansvar, når vi søger at opfylde det, som Gud på en særlig måde har givet os.

Rom 12,4 1 Kor 12,12 Ef 4,16

Sammenlign teksterne. Hvad siger disse vers om åndelige gaver og menighedens legeme?

Det er væsentligt, at de tre vigtigste kapitler, som omtaler åndelige gaver, alle gør det i forbindelse med kirkens legeme. Dette viser, at selv om et individ er optaget af vidnetjeneste eller en evangelisk begivenhed på et personligt plan, som det var med Filip og den etiopiske hofmand (ApG 8,26-40), så har vi hver især ansvar for at bruge vores gaver gennem kirken.

Vi har allerede set, at hvad som helst kirken gør, så skal det være under Helligåndens autoritet og ledelse. Det er vores ansvar at søge Guds vilje og arbejde i harmoni med det, som Ånden åbenbarer. Vi skal ikke falde i den grøft at lave planer og så søge guddommelig bekræftelse. Vi spørger ofte: ”Hvad kan vores kirke gøre for Gud?“ Det ville være bedre at undersøge, hvad Gud allerede gør blandt sit folk og så tage del i det.

Matt 10,19-20 ApG 13,4-5 ApG 16,6-7

Hvad fortæller disse vers os om, hvordan disciplene blev ledet af Helligånden?

Disciplene tillod den alvidende Helligånd at dirigere deres mission.

Sommetider prøvede de at komme ind i et arbejdsområde og blev forhindret af Helligånden. Det er sandsynligt, at Paulus fik et syn, hvor Helligånden gav ham specifikke vejledninger om, hvor disciplene skulle virke (ApG 16,9-10). Åndelige gaver skal bruges ansvarligt, og den bedste måde til at sikre det, er, at modtageren holder kommunikationen med Ånden åben. Vi har ansvar for at bevare kirkens enhed. Hvis vi er ledet af Ånden, så vil der blive den ønskede enhed. Ånden leder ikke enkeltpersoner bort fra legemet.

Når vi har overgivet os selv til Kristi tjeneste, kan vi forvente store ting vil ske, efter som Helligånden udøses over os. Nøglen for os er, som individer og som kirke, at vi skal være parate til at modtage det, som Ånden giver.

169

FREDAG

20. APRIL 2012

Til videre studium Undersøg (eller organiser) lokale træningsmuligheder Hvis du har bestemt dig for et område af vidnetjeneste og evangelisme og har drøftet det med din præst og evangelismeledere, så er det tid til at overveje din villighed til opgaven. Du ønsker den bedst mulige chance for at øve indflydelse på mennesker for Jesus; derfor er træning vigtig. Husk på, at teamarbejde i stedet for enkeltmandsarbejde vil sikre opmuntring, støtte og succes. Det følgende er denne uges nøgleområder for fokus.

• Drøft måder at træne og arbejde på med din præst og evangelismeleder. Al træning behøver ikke at være i den lokale menighed.

Undersøg muligheden for at tage del i undervisning regionalt eller at blive optaget på et træningsseminar, hvis det er muligt.

• Spørg din præst eller andre om at holde et lokalt kursus i vidnetjeneste og evangelisme. Hvis der kun er få mulige kursister i din kirke, så er der måske mulighed for at arrangere det sammen med andre menigheder? Tænk også over hvilke resurser, der er tilgængelige. At blive kendt med resurserne, og hvordan de skal bruges, er en vigtig del af forberedelsen til din tjeneste.

• Væsentligt for dit program og mission er personlig åndelig forberedelse. Du vil blive mere klar over dine personlige åndelige behov, når du begynder at tjene Gud. Når du da beder om og får en større fylde af Helligånden, vil du blive styrket til større tjeneste.

Til drøftelse

1. ”Gud har sat forskellige gaver i menigheden. Disse gaver er dyrebare på deres rette sted, og alle kan have del i gerningen med at forberede et folk til Kristi snare komme.“ (Evangeliets Tjenere, s. 355; GW 481). Tænk over, i hvilken grad åndelige gaver bliver betonet i din lokale menighed. Hvad kan du gøre for at profilere dem mere?

2. ”Alle modtager ikke de samme gaver, men enhver Herrens tjener har løfte om en eller anden af Helligåndens gaver.“ (Kristi Lignelser, s. 339; COL 327). Hvordan kan vi opmuntre alle menighedsmedlemmer til at opdage, udvikle og bruge deres åndelige gaver? Hvorfor er det så vigtigt, at vi gør det?

170

DIALOG

TIL SABBATTEN | 21. APRIL 2012

Oplæg til samtale Bryd isen

Brug følgende til meditation over Åndens gaver: Rejsende fra østen kom vismændene med kongelige gaver til den nyfødte Fredsfyrste. Guld. Røgelse. Myrra. Kongelige gaver fra kongelige skatkamre.

I 2000 år har denne historie gentaget sig i livet hos enhver troende, når han eller hun er blevet genfødt af nåde gennem tro ind i Guds ”kongelige præsteskab“. Hentet ud af vantroens mørke tjener disse præste-konger nu den højeste præst og ypperste Gud, som de en gang gjorde oprør mod. Som i den originale beretning er der konger, som rejser – konger, som bringer gaver til et nyfødt barns ære. Men denne gang er gaverne lige så himmelske og evige som den konge, der frembærer dem – det er nådens, helbredelsens, undervisningens, profetiens og lederskabets gaver.

Gulds værdi flyder. Røgelse og myrra mister styrken i tidens løb.

Men de åndelige gaver fra de tre vise og evige himlens konger taber aldrig deres værd. Kongelige gaver fra virkelige konger. Givet for at udruste alle troendes kongelige præsteskab – til at vinde sjæle.

Uddybende spørgsmål

1. Hvorfor giver Helligånden gaver?

2. På hvilken måde er menighedens arbejde afhængig af de gaver, som Helligånden har givet os at bruge i tjenesten?

Kristendom i praksis

Helligånden har givet os åndelige gaver at bruge både i vores individuelle vidnetjeneste og i menighedens fælles tjeneste, og Han har kaldet os til være generøse i uddelingen af disse gaver.

171

MISSIONSBERETNING 21. APRIL 2012

EN SKARE AF VIDNER Haji havde penge. Han kunne vælge mellem mange forskellige hospitaler, men han valgte at blive behandlet på Adventist Hospital i Manado, Indonesien.

Ferdy, der var sygehuspræst, standsede ved Haji’s seng for at snakke. Ferdy vidste, at Haji var muslim, så han bad om lov til at bede Gud om lægedom. Det gik Haji med til. Ferdi bad sammen med Haji hver eneste dag, og da Haji forlod hospitalet, sagde han: ”Jeg er imponeret over meget på dette hospital. Sygeplejerskerne er altid smilende, og jeg har aldrig skullet bekymre mig over maden, fordi den altid er vegetarisk. Jeg er taknemmelig for de mange bønner for mig, og jeg vil fortælle alle derhjemme om dette hospital.“ Det gjorde Haji så.

Nogle få måneder senere kom Abdul til the Adventist Hospital. Han havde hørt om hospitalet gennem Haji, så da han skulle opereres, vidste han allerede, at Ferdi ville komme for at bede med ham.

De to mænd talte sammen om Isas evne til at helbrede. (Isa er det muslimske navn for Jesus).

Da Ferdy en dag kom ind på Abduls stue, var der besøg af flere slægtninge.

Abdul hilste på kapellanen og sagde: ”Du behøver ikke at sige noget – bare bed.

Jeg vil gerne, at min familie skal se, at Isa – Jesus – har magt til at helbrede.“ Abduls operation gik godt.

Dirk var ikke lige så åben. Ham fik Ferdy ikke lov at bede for. ”Bed for min kone, men ikke for mig,“ sagde Dirk og hævdede, at han ikke troede på noget.

172

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

Ferdy besøgte Dirk hver eneste dag.

Han bad altid for Dirks familie og fandt ud af, at Dirks kone, Emily, var en kristen. Ferdy bad Gud om at røre ved Dirks hjerte.

Da Dirk blev udskrevet fra hospitalet, tog han hjem og begyndte at studere Bibelen. I dag er han adventist og forsøger at overbevise resten af familien om, at de bør følge hans eksempel.

Thomas fik også besøg af hospitalspræsten Ferdy. Denne fandt ud af, at Thomas var leder for en protestantisk kirke. En dag bad Thomas Ferdy vise sig nogle bibeltekster om sabbatten. Ferdy havde aldrig omtalt sabbatten for Thomas, men var naturligvis glad for at efterkomme opfordringen.

Det viste sig, at Thomas boede i nærheden af en adventistkirke. Han havde lagt mærke til, at adventister var ærlige kristne, men han havde aldrig vovet sig ind i deres kirke. ”Nu har jeg chancen for at høre noget mere om sabbatten,“ sagde han.

Da Thomas blev udskrevet, bad han om Ferdys fortsatte forbønner. ”Vi vil gerne begynde at holde sabbat, men det bliver vældig vanskeligt for os.“ The Adventist Hospital i Mandano forsøger at gøre noget for indonesere i miles omkreds. Hospitalsarbejdet er en virksom måde, hvorpå de kan fortælle mennesker om Guds frelsesplan og det budskab, som vi alle holder af.

I dette kvartal vil en del af vore missionsgaver blive brugt til at oprette små klinikker, hvor staben fra Mandano hospitalet kan nå ud til de mange landsbyer i det østlige Indonesien.

NOTER

TIL SABBATTEN | 21. APRIL 2012

FAKTA • The Manado Adventist Hospital har siden 2008 været et moderne hospital, der forsøger at hjælpe mennesker både åndeligt og fysisk.

• Muslimer er meget glade for dette hospital, fordi de ikke risikerer at blive præsenteret for uren mad.

173

4

TIL SABBATTEN | 28. APRIL 2012

Evangelisme og vidnetjeneste som en livsstil

Ugens tekst

”I Joppe var der en kvindelig discipel, der hed Tabitha — det betyder Hind. Hun gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser.“ (ApG 9,36).

Ugens nøgletanke

Enten vi erkender det eller ej, så prædiker alle troende et budskab ved deres livs eksempel.

Introduktion

Det er ofte sagt, at kristendom ikke kun er en etiket, som er sat på et sæt trospunkter; det er også en livsstil, en måde at leve på. Alt, hvad vi tror, vil i sidste ende påvirke de valg, vi træffer og det liv, vi lever.

Det er også sandt, at de, som påstår at være kristne, bliver omhyggeligt overvåget af andre for at se, om deres liv nu også passer til deres bekendelse. Selv om det ikke er vores hensigt, så vil de mennesker, som ser os, også lære af os. Derfor er det vigtige spørgsmål her ikke: ”Øver vi indflydelse på andre mennesker, og fortæller vores liv dem noget?“ – men snarere: ”Hvordan er vores indflydelse, og hvad fortæller vores liv dem?“ Vi skal altid tænke over, at vores utilsigtede indflydelse på vores omgivelser er vigtig, men vi skal også sigte mod at planlægge at skabe en forbindelse mellem tro og livsstil. I denne uge skal vi læse om, hvordan den kristne livsstil kan vise troens relevans i hverdagens færden.

Tekster til ugen

174

· Matt 9,36-38 · Mark 5,1-19 · Joh 17,11-19 · 1 Kor 9,20-22 · 2 Kor 3,2-3

SØNDAG

22. APRIL 2012

Tavse prædikener Hvordan ville du have genkendt Jesu efterfølgere tilbage i det første århundrede? Du kunne kende præsterne og farisæerne på deres måde at gå klædt på. På samme måde ville du kunne kende en fisker, en bonde eller en romersk soldat på deres tøj. Men – en kristen – hvordan ville du kunne kende en sådan?

Joh 13,35

Hvad siger Jesus om, hvordan hans efterfølgere skal kendes? Hvad betyder det i praktisk tale?

Jesus sagde, at hvis vi elsker hinanden, vil andre vide, at vi er hans disciple. Hvordan vil de vide det? Fordi kærlighed i handling vil overbevise dem. Den kærlighed, vi har til Jesus og til medtroende, vil afgøre, hvordan vi forholder os til Guds vilje og derfra til, hvordan vi behandler hinanden. Og den kærlighed og omsorg, som vi har for dem, der er uden for Guds fold, vil afgøre, hvordan vi også behandler dem. Dette er den prædiken, som de vil se og bøje sig for, og den taler højere, end noget du nogen sinde kunne sige. Mange forældre har lagt mærke til, at meget tidligt udvikler deres børn en ”hyklerdetektor“, som bliver forbedret og finjusteret, efter som de bliver ældre. Vi skal derfor være klar over, at mange af de mennesker, vi kommer sammen med og vidner for, også har en højt udviklet evne til at finde ud af forskellen mellem en ægte åndelig erfaring og en forestilling af at være åndelig.

2 Kor 3,2-3

Hvad siger Paulus om den måde, hvorpå Gud ønsker at bruge sit folk til at virke ind på andres liv?

Vi skal ikke undervurdere hverken vores bevidste eller ubevidst indflydelse over for dem, der er omkring os. Den kristnes liv skal være som et brev, sendt fra Jesus Kristus til verden. Fra et hjerte, der er fornyet af guddommelig nåde, vil dette brev vise den evangeliets kraft til at forandre liv og derved være vidne for Herren.

Til eftertanke

Hvordan er du blevet påvirket af mennesker, hvis handlinger svarede til deres stilling? Hvordan er du blevet påvirket af mennesker, hvis handlinger ikke svarede til deres stilling? Hvordan kan du altid huske, at dine handlinger vil påvirke andre på den ene eller anden måde?

175

MANDAG

23. APRIL 2012

Omsorg for mennesker Hver eneste dag passerer vi alle sammen mennesker, som vi ikke kender. Vi kommer forbi dem på gaden, sidder i samme café og venter sammen med dem i kassekøen. Sommetider nikker vi måske eller smiler til dem, mens vi bevæger os forbi. Det er klart, at vi ikke kan have personlig kontakt til alle, som vi ser i løbet af dagen, men Guds ønske for alle disse mennesker er, at de tager ham ind i deres liv. For nogle, et eller andet sted, kan vi være en del af Guds plan for at frelse ham eller hende.

Matt 9,36-38

Selv om det er udtalt i en helt særlig sammenhæng, så er det forhold, Jesus udtrykker, ikke begrænset til lige netop denne begivenhed. Hvad var det, Jesus sagde, og hvordan passer disse ord til dine omgivelser?

Den skare, som Jesus så ud over lige da, var bekymrede og nedtrykte. De, som Gud havde sat til at stå for sit folks åndelige velfærd, havde svigtet deres kald. Jesus havde medlidenhed med dem, fordi han vidste, at de havde brug for en åndelig hyrde.

I de menneskemasser, som vi befinder os blandt, har mange overgivet sig til Kristus. Men mange flere har et desperat behov for Den gode Hyrde. På en eller anden måde skal de forbindes til Kristus.

Jesus, disciplene og nogle få andre efterfølgere havde været en del af evangeliets høst, men som høsten blev større, voksede også behovet for flere arbejdere. Jesu opfordring til at bede om flere høstfolk var beregnet til at få hans efterfølgere til at overveje deres kald til høstmarken, men der er også et løfte om, at Gud forstår behovet for flere arbejdere – og han vil skaffe dem.

De fleste kirker er omgivet af så store ”marker“, at det rent praktisk ikke kan lade sig gøre, at høsten kommer i hus med nogle få arbejdere. Når vi har medfølelse med de mennesker, som bor rundt om vores kirker og hjem, så vil vi forstå behovet for at bede høstens Herre om at sende arbejdere ud, og måske vil vi til gengæld erkende vores muligheder som arbejdere for Herren.

Når vi fokuserer på mission og evangelisme, er det vigtigt, at vi konstant ser på vores potentielle lokale høstmarker. Disse lokale mennesker, hvoraf mange allerede søger Gud, vil blive påvirket til det gode af vores omsorg for dem.

Til eftertanke 176

Hvad betyder ordet omsorg? Ud fra egen erfaring, hvordan kan du lære at have mere omsorg over for dem omkring dig?

TIRSDAG

24. APRIL 2012

At gå i deres sko Her kommer en vigtig pointe: Hellere end at give folk det, vi mener, de har brug for, skal vi lære hvad de ser som vigtige prioriteter.

Hvorfor bekymrer de sig om det? Hvad er deres problem? Hvad føler de selv, at de mangler?

1 Kor 9,20-22 Hebr 4,15

Hvad fortæller disse vers os om Paulus tilgang til forskellige mennesker og hans ønske om at finde ud af deres ønsker og bekymringer? Hvad kan vi selv finde her i vores forsøg på at nå ud til dem omkring os?

Uden at gå på kompromis med principper, så var apostlen Paulus villig til at gå hvor som helst og gøre hvad som helst, han kunne, for at komme i en bedre position til at overbevise mennesker om evangeliets sandheder. Med andre ord var han villig til at gå i deres sko i et forsøg på at forstå dem og at finde den bedste måde til at nå dem med Jesus Kristus.

Det er ikke sjældent, at vi prøver at give mennesker det, vi tror, de har brug for. I stedet skulle vi søge først at forstå, hvad de selv ser som deres behov. At gå i andres sko betyder, at vi forsøger at forstå livet og alle dets vanskeligheder og problemer fra deres perspektiv; det vil sige at prøve at forstå deres smerter og glæder. Med andre ord møde dem, hvor de er.

Det var jo netop det, Jesus gjorde. Hans jordiske liv var at identificere sig med dem, han kom for at frelse. Han kan forstå vores kampe og smerter, fordi han selv oplevede det samme. Han fik store skuffelser, udholdt falske anklager, blev forkastet og fik uretfærdig straf. Han var ”Gud med os“ i den yderste betydning af at komme ind i vores liv.

Fordi han kom ind i vores erfaringer, kan han møde mennesker, hvor de er. Når vi læser evangelierne igennem, opdager vi, at Jesus ikke kun havde én metode i evangelisering og vidnetjeneste. Han nåede ud til mennesker i deres eget livs kontekst. Da han mødte kvinden ved Jakobs brønd, talte han om levende vand. Til bønderne fortalte han historier om at så, om høsttiden og om vejret. Til fiskerne talte han om fisk, garn og storme. Jesus havde en vidunderlig måde at præsentere åndelige sandheder på, når han identificerede dem med dagliglivets almindelige gøremål, og de, som lyttede, lærte om livets vand og behovet for at så evangeliets sædekorn. Mange af dem blev også menneskefiskere.

177

ONSDAG

25. APRIL 2012

En gæstfri livsstil Der er et udtryk, der ofte benyttes, når vi taler om at nå mennesker med Kristi budskab. Det lyder omtrent sådan: Mennesker er ligeglade med, hvor meget vi ved, før de ved, at vi ikke er ligeglade med dem. Pointen er, ar vi kan undervise og prædike alt det, vi ønsker, men hvis mennesker føler sig misforstået, afvist og ikke elsket, så vil vores vidnesbyrd være alvorligt ødelagt, uanset hvor veltalende vores prædikener og hvor fornuftige og sande vores læresætninger end er.

Dette fører til den enkle tanke om gæstfrihed. Gæstfrihed indbefatter alle områder af accept, velkomst, åbenhed, omsorg, imødekommenhed, venlighed og venskab. Disse kvaliteter har alle at gøre med den måde, som Gud ønsker, at kristne skal forholde sig til hinanden på og til dem, som de søger at fortælle om ham.

Mark 5,1-19

Læs om den besatte mand. Hvad fortæller Jesus denne mand, som illustrerer det princip, at venner er mere modtagelige for evangeliet? Hvordan kan vi lære at bruge dette princip i vores arbejde med personlige vidnesbyrd og mission?

Jesus kunne have befalet denne mand at gå tilbage til sin by og fortælle alle om sin helbredelse. Den kendsgerning, at Herren specifikt sendte ham hjem for at finde sine venner, understreger den sandhed, at de mennesker, som vi allerede har et forhold til, er de mest modtagelige for den gode nyhed, som vi ønsker at dele med dem om hans kærlighed, barmhjertighed og udfrielse. Disse venner ville så dele den spændende nyhed med deres andre venner, og på den måde vil evangeliet gå fremad.

Det er vigtigt i hele denne proces, at vi har venskaber uden for vores cirkel med troende. Fordi mange arbejder ”ude i verden“, vil de naturligt have mange bekendte, men bekendte er ikke nære venner.

Men bekendte kan blive venner gennem det, som er blevet kaldt gæstfri evangelisme – og gæstfri evangelisme flyder ud af en gæstfri livsstil. Med andre ord er gæstfri evangelisme ikke noget, som kan slukkes og tændes; det er selve den måde, vi lever på (Luk 14,12-14).

Til eftertanke

178

På hvilke måder kan du blive mere gæstfri over for dem, der er omkring dig? Hvordan kan du lære at blive mere villig til at give af dig selv for at møde andres behov – dem, som du søger at nå ud til?

TORSDAG

26. APRIL 2012

Udvid din venskabskreds Søgende mennesker kan nu og da henvende sig til kristne og spørge: ”Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“ – men for det meste skal den troende gå ud for at søge det fortabte får. Nogle mener, at kirken arbejder for meget som en borg, hvorfra mennesker går ud på mission for at samle nogle omvendte, som så bliver advaret mod at komme for nær på den verden, som de er blevet frelst fra.

Enten det nu er sandt eller kun en antagelse, så er det ikke det, der er pointen. Pointen er, at mange syvende dags adventister kun har få eller ingen meningsfulde venskaber uden for menighedsfællesskabet. Det er vigtigt for os at undgå uhellige indflydelser, men isolationen kan afholde os fra at nå mennesker med evangeliets budskab.

Joh 17,11-19 Kol 4,2-6

Læs teksten omhyggeligt. Hvad åbenbarer disse vers om den kristnes placering i verden?

Ud fra disse vers kan vi sige følgende sandheder om Jesu disciple og verden: De er i verden (vers 11). De er ikke af verden (vers 14.16).

De skal endnu ikke tages ud af verden (vers 15). Jesus har sendt dem ind i verden (vers 18).

Vi er alle født ind i denne verden. Og mens vi er her, har Gud et arbejde til os at gøre her. Ligesom med sine første disciple har Jesus også sendt os ind i verden for at introducere hvem som helst for ham og for det løfte om frelse, han giver hele menneskeheden.

Udfordringen for hver af os er målrettet at udvide vores personlige missionsmark. Dette kan betyde en justering af vores livsstil for at komme mere i kontakt med kirkefremmede. Vi skal ikke gå på kompromis med principper, overbevisninger eller værdier, men vi bør se efter muligheder, hvor vi kan inflydelse på andre på måder, som vil lade os blive venner – og som følge deraf også være kanaler for Guds sandhed.

Ofte ser vi det som vores fornemste opgave at sende indbydelser for at få mennesker til at komme til os. Men Jesus fortalte os faktisk, at vi skal gå til dem. Derfor har vi brug for at spørge os selv, om vi har trukket os for meget tilbage fra verden, og derfor mistet noget af vores evangeliske effektivitet.

Til eftertanke

Se på dig selv: Er du tilbøjelig til at blive for indelukket, for fjern fra verden? Eller er du for glad for verden? Hvordan kan du bedre lære at være i verden – og således vidne for andre – og alligevel ikke være af verden?

179

FREDAG

27. APRIL 2012

Til videre studium Undersøg din mission i forhold til menighedens overordnede planer Mens de fleste menigheders forskellige afdelinger har velorganiserede programmer og mange er fuldt beskæftigede deri, så er der risiko for, at de, som er involveret i én afdeling, ikke altid ved, hvad der sker i en anden. Der kan også ske det, at der slet ikke er nogen overordnet evangelisk plan, som menighedens afdelinger kan være med i og derfor støtte. Med hensyn til opmuntring, støtte og effektiv tilbagemelding er det bedst, at din evangeliske plan og vidnetjeneste er en del af menighedens overordnede strategi. For at opnå dette er følgende forslag vigtige forudsætninger: • Sammen med pastor, menighedstjenere eller evangelisk leder skal du finde ud af, hvilke mål og hvilke strategier, der er for at nå disse. Husk på dine selvvalgte evangeliske og vidnemæssige aktiviteter i forhold til det fælles mål.

• Måske finder du ud af, at selv om der er megen evangelisk aktivitet i din menighed, så er der ikke nogen dokumenterede mål eller strategier. Hvis det er tilfældet, aftal så et møde med lederne og spørg dem om deres personlige mål for evangelisme. Tag notater som du kan bruge til at danne et billede af dine lederes evangeliske visioner, og som vil hjælpe dig til at foreslå mål og veje til at nå andre.

• På dette trin må du bestemme, om du vil slutte dig til en allerede begyndt evangelisk tjeneste. Hvis din valgte missionsopgave er på et nyt område, så vil du få brug for at samle en lille gruppe mennesker, som deler din vision. Dokumentér dine mål og de strategier, som du vil bruge for at nå disse mål.

Til drøftelse

1. ”Alt for ofte bliver indflydelsen fra den prædiken, der lyder fra talerstolen, modarbejdet af den prædiken, der viser sig i livet hos dem, der hævder at være sandhedens forsvarere.“ (Vejledning for Menigheden, 3. bind, s. 258; 9T 21). Hvilket vidnesbyrd åbenbarer dit liv i forhold til dine ord eller dit arbejde?

2. Tænk på din menighed som et hele. Hvor integreret er den i lokalsamfundet? Hvis din menighed forsvandt i morgen, hvor stor forskel ville det gøre for området? Ville det i det hele taget gøre nogen forskel?

180

TIL SABBATTEN | 28. APRIL 2012

DIALOG

Oplæg til samtale Bryd isen

”Snak koger ingen ris,“ lyder et kinesisk ordsprog. ”Et løfte er en sky; opfyldelse er regn,“ siger et arabisk ordsprog. ”Der slides mange sko på vejen mellem tale og handling“ – italiensk ordsprog.

Et afrikansk lyder: ”Når gerning taler, er ord intet“.

Og den viseste mand, der har levet tilføjer: ”Hellere være fattig og vandre retsindigt end føre falsk tale, for det gør tåber.“ (Ordsp 19,1).

Uddybende spørgsmål

1. Hvilke følelser vækker det hos dig, når nogen har omsorg for dig?

2. Hvordan kan vi forestille os andres behov – enten det er naboer eller kolleger?

3. Hvorfor er handlinger mere troværdige end ord?

4. Hvad sker der i dine tanker, når et menneskes ord ikke stemmer overens med hans handlinger?

5. Hvad er årsagen til det?

6. Hvis dit livs vidnesbyrd skulle opsummeres i et ordsprog – hvordan ville det mon så lyde?

Kristendom i praksis

”Når aktiviteten stiger … er der risiko for at komme til at stole for meget på menneskelige planer og metoder. Der kommer tilbøjelighed til at bede mindre og til at have mindre tro. Lige som disciplene er vi i fare for at tabe vores afhængighed af Gud af syne og søge frelse i vores gerninger. Vi må konstant have Jesus for øje og gøre os klart, at det er hans kraft, som gør arbejdet. Selv om vi skal arbejde alvorligt for de fortabtes frelse, skal vi også tage os tid til overvejelse og bøn og til at studere Guds ord. Kun det arbejde, der er udført med megen bøn og helliget Kristus, vil til slut vise sig at have virket til det gode.“ (Jesu liv, s. 258; DA 362).

181

MISSIONSBERETNING 28. APRIL 2012

DEN LILLE LITTERATUREVANGELIST Cecilia er bare 11 år gammel, men er en dygtig litteraturevangelist. Hun bor sammen med sin far og sin yngre søster i Manado, Indonesien. Cecilia elsker at fortælle andre om Gud, så det tiltaler hende, at hun på denne måde kan fortælle andre om Guds kærlighed. Faderen synes måske nok, at Cecilia er lidt ung til dette arbejde, men han har indset, at det betyder meget for hende, så han lader hende fortsætte.

En dag fulgtes Cecilia med en ældre veninde Christy til nogle offentlige kontorer. De havde bøger om Jesus og bøger om sundhed med. Flere af de kontoransatte bestilte bøgerne, som så skulle leveres næste uge.

Da de en eftermiddag var i gang med at levere bøger, fik Cecilia en idé. Måske kan jeg sælge så mange bøger, at jeg kan få råd til at gå i en adventist skole!.

Cecilias far havde ikke råd til at hjælpe pigerne med skolepenge.

Christys bror bestemte sig for at hjælpe Cecilia. Da de to en eftermiddag skulle bestemme, hvor de ville tage hen, passerede de en sodavandsfabrik. ”Lad os prøve her,“ sagde Cecilia. De to gik hen mod indgangen og stødte på en sikkerhedsvagt.

De hilste pænt på vagten og forklarede, hvem de var og deres ærinde. ”Vi har fri fra skole og forsøger nu at tjene penge til et nyt skoleår. Må vi få lov at vise dig vore bøger?“ Vagten forklarede børnene, at han lige måtte spørge ejeren til råds. De var lidt nervøse ved tanken om at træffe denne, men ventede spændt på direktørens svar.

182

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

Nogle øjeblikke senere kom direktøren ud for at hilse på børnene. Han lyttede interesseret til deres beskrivelse af projektet og af hele deres projekt. ”Hvor går I i skole?“ spurgte han.

Cecilias ven svarede, at han gik i en adventistskole, og Cecilia fortalte også, hvor hun gik i skole. ”Hvorfor går du ikke også i en adventistskole?“ spurgte manden. ”Det har min far ikke råd til,“ forklarede hun.

Til hendes store overraskelse sagde direktøren pludselig: ”Hvis nu jeg betaler for dig, vil din far så give dig lov til at gå i skole hos adventisterne?“ ”Bestemt,“ svarede hun. ”Så bed ham om at komme hen til mig på fredag,“ sagde han smilende. Cecilia var så overvældet, at hun slet ikke kunne finde på noget at sige. I stedet gav hun manden et stort knus.

Om fredagen til Cecilias far hen for at tale med direktøren, og da denne hørte, at der også var en lillesøster, tilbød han også at betale skolepenge for hende.

Cecilia sælger stadig bøger, selv om hun ikke længere behøver pengene. Hun vil bare så gerne finde flere mennesker, der har brug for at lære Jesus at kende.

FAKTA • Halvdelen af Indonesiens befolkning bor i byer, mens den anden halvdel bor ude på landet, hvor jorden er frugtbar.

• En stor del af Indonesien er fremkommet på grund af vulkansk aktivitet.

• Adventistkirken har både flere skoler og flere hospitaler i Indonesien.

NOTER

TIL SABBATTEN | 28. APRIL 2012

183

5

TIL SABBATTEN | 5. MAJ 2012

Kronologisk evangelisme

Ugens tekst

”Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu.“ (1 Kor 3,2).

Ugens nøgletanke

I alt missionsarbejde er det vigtigt, at vi først præsenterer evangeliets enkle sandheder.

Introduktion

Kronologisk evangelisme er en strategi, der er baseret på den forståelse, at mennesker vil flytte sig fra et kirkeprogram til det næste, hvis programmerne er arrangeret i den rigtige rækkefølge. Det skal nødvendigvis gøres korrekt, ellers kan det gøre mere skade end gavn.

Vores ugevers viser, hvordan Paulus forstod den kendsgerning, at vi kan overfodre. Vi kan levere så meget kompleks materiale, og i en forkert rækkefølge, at modtageren enten vil kvæles af omfanget, miste taget i den dybere mening eller tøver med at tage det lærte til sig. Lige som en babys føde begynder med mælk og gradvist kommer til at indeholde fast føde, så skal børn i Kristus modtage åndelig føde, så at deres voksende åndelige forståelse kan fordøje det.

I denne uge skal vi uddybe, hvordan evangelisme og vidnestrategier og programmer passer sammen, og hvordan de opbygger og støtter hinanden gennem menighedens kronologisk opbyggede evangelisme-år.

Tekster til ugen

184

· Matt 25,35-40 · Luk 8,4-15 · Joh 6,54-66 · 1 Kor 3,1-3 · 1 Pet 2,2

SØNDAG

29. APRIL 2012

Kronologisk evangelisme og følte behov Som vi allerede har set tidligere, vil opdagelsen af følte behov hos enkeltpersoner eller forsamlinger indvirke på, hvordan vi møder mennesker, og på de programmer og tjenester, som vi tilbyder dem.

Når vi forstår behovet, er vi bedre i stand til at planlægge en række af programmer, som imødekommer disse grundlæggende behov, enten for den enkelte eller for en gruppe.

Luk 9,11

Hvad indikerer disse vers med hensyn til Jesu ønske om at helbrede både fysisk og åndeligt? Hvordan kan vi inden for vores felt søge at gøre det samme for dem, som vi prøver at nå ud til?

Der er næppe tvivl om, at mange af dem, der kom til Jesus, i første omgang tænkte på hans evne til at lindre fysisk lidelse. Jesus ville naturligvis hjælpe dem fysisk, men han ville også vise dem et behov, som de måske ikke alle følte. Det er behovet for åndelig helbredelse.

Mens Guds folk i dag er aktive i at møde menneskers personlige eller fælles behov, så skal de huske også at følge Jesu eksempel og på en eller anden måde hjælpe med at vende deres tanker mod evige emner.

Matt 25,35-40

Hvad er budskabet her? Hvor alvorligt tager vi disse ord – eller ser vi dem bare som en metafor? Hvis vi virkelig troede på dem, hvor anderledes ville vi så agere?

At arbejde for dem, som Jesus elsker og som han gav sit liv for, er at arbejde for Jesus selv. Dette viser netop, hvor tæt Jesus er knyttet til sit skaberværk. Når nogen lider, så har Jesus omsorg for dem og føler med dem; vi skal gøre det samme. Matt 25,35-40 viser, at det ikke altid har at gøre med bestemte strategier i menigheden, når vi møder menneskers behov. Når et behov bliver erkendt, skal behovet imødekommes, uanset hvor menigheden er i sin kronologiske strategi. Mange mennesker vil flytte sig fra program til program efter som deres åndelige interesser udvikles, men andre vil have brug for åndelig næring her og nu. En menighed behøver ikke at skrinlægge sine planlagte programmer og begivenheder, men det skal være muligt at respondere på enhver eventualitet ved at have oplært personale og passende resurser til enhver tid.

185

MANDAG

30. APRIL 2012

Mælk og fast føde 1 Kor 3,1-3 1 Pet 2,2

Sammenlign de to tekster. Hvad mener du, Paulus og Peter direkte refererer til, når de taler om mælk og fast føde og behovet for vækst? Hvad er i dine tanker teologisk mælk i forhold til fast føde?

Tilsyneladende var medlemmerne i menigheden i Korinth ikke kommet ret langt i deres åndelige udvikling, efter Paulus havde oprettet gruppen. Derfor var hans prædiken til dem et budskab om at overgive sig til Gud og vokse åndeligt til det mål, hvor de kunne fatte evangeliets dybe sandheder. Hans prædiken på den tid ville have været evangelisk mere end undervisende. Paulus ville ikke prædike om de dybere emner, når folket ikke var åndeligt modne til at kunne forstå og reagere på dem.

Når vi forsøger at nå ind til mennesker i dag, skal vi altid huske Paulus’ strategi. Vi skal føre mennesker til overgivelse til Kristus, inden vi forventer, at de skal acceptere de dybe, livsforandrende sandheder i hans skrevne ord.

Når vi taler om kronologisk evangelisme, kan det henvise til en lang strategi eller til en kort proces. Når mennesker er kommet gennem en række af programmer til det sted, hvor de er åbne over for Guds kald, kan de blive ført gennem en fuldstændig evangelisk serie eller begynde på et personligt bibelstudium. Hvad programmet end måtte være, er princippet stadig det samme: Først mælk (enkle evangeliske emner for at begynde et forhold) og så den faste føde (dybere og mere prøvende sandheder, som fører til fast overgivelse).

Joh 16,12

Hvilket vigtigt emne finder vi her? Hvordan kan vi lære at bruge dette princip, når vi har at gøre med andre mennesker?

En ny syvende dags adventist var så ivrig i den sandhed, han havde lært, at han ønskede at fortælle den til alle. Ofte var det første, han ønskede at fortælle andre om ”dyrets mærke“. Selv om det var i god mening, var det et ypperligt eksempel på, hvordan sandhed skal fremføres i kronologisk orden.

Til eftertanke

186

Tænk på en bibelsk sandhed, som du kæmpede med til at begynde med, og som du fandt vanskelig at acceptere. Hvordan kom du efterhånden til at forstå den sandhed? Hvad lærte du af den oplevelse, som kan hjælpe dig til at blive mere forstående i din omgang med andre?

TIRSDAG

1. MAJ 2012

Prøvende sandheder En prøvende sandhed er en bibelsk lære, som udfordrer mennesket til at træffe afgørende forandringer i sin personlige tro og livsstil.

Nogle prøvende sandheder, som helligholdelse af den syvende dag som sabbat og at undgå uren føde, påvirker både tro og livsstil.

Dette understreger igen nødvendigheden af at lede mennesker til at acceptere Kristus, inden de bliver bedt om at gøre noget for ham.

Joh 6,54-66

Denne tekst viser, at nogle mennesker vendte sig bort fra Jesus, da de stod over for en prøvende sandhed. Nogle, der havde fulgt Jesus, vendte sig fra ham – hvorfor? Hvad kan vi selv lære af det?

Hvilke prøvende sandheder er – måske – stadig en udfordring for din overgivelse til Jesus?

Mange, der havde set og haft fordel af miraklet med bespisningen af de 5.000 dagen før, fulgte Jesus for igen at få mad. Da Jesus søgte at vende deres tanker mod åndelige ting ved at bruge billedet med sit eget kød og blod, vendte mange sig fra ham. Det var ikke, fordi de ikke kunne forstå sandheden med frelse gennem Kristus alene; men det var, fordi de havde nægtet at acceptere det.

Joh 14,15

På hvilke måder er disse ord en prøvende sandhed?

Her er udfordringen til de personer, som påstår, de elsker Jesus: At de alvorligt overvejer deres overgivelse til ham. Før eller senere vil der komme tider, hvor en bekendende tro vil blive prøvet med et kald til handling. Erfaringen har vist, at mennesker responderer lettere og mere positivt på en prøvende sandhed, når et kærlighedsforhold til Jesus Kristus allerede er blevet en kendsgerning.

Jesus havde mange ting, som han ønskede at fortælle disciplene, men han vidste, at de ikke ville kunne forstå dem endnu (Joh 16,12).

Hans løfte om, at Helligånden skulle vejlede dem til hele sandheden (vers 13), er et løfte, som strækker helt ned til vores tid, til os og til dem, vi søger at lede til Kristus.

Til eftertanke

Selv om nåden er en gratis gave, kan den overgivelse, som er en følge af at tage imod gaven, være meget dyr. Hvordan kan du hjælpe nogen, som kæmper med denne omkostning – hvad end omstændighederne er? Hvad har du lært om overgivelsens omkostning, som du kan fortælle andre, som står i samme udfordring?

187

ONSDAG

2. MAJ 2012

At måle åndelig vækst Bare fordi vi leverer bibelsk information gennem et offentligt foredrag, et seminar, eller et bibelstudium, så er det ingen garanti for, at vi har påvirket deltagerne rent åndeligt. Mange mennesker har været til evangeliske møder, åbenbarings-seminar, bibelstudier eller måske alle tingene. Selv om de sikkert har fået en kundskabsmæssig forståelse af Bibelens sandheder, betyder det ikke, at de har integreret disse sandheder i deres liv.

Hvordan kan vi så afgøre, at mennesker, som hører, hvad vi har at sige, bliver påvirket af sandheden på en livsforvandlende måde?

En vigtig måde, hvorpå vi kan måle menneskers åndelige vækst er ved at stille spørgsmål. Spørgsmål er en god måde til at måle et menneskes åndelige forståelse og vækst. Det er bedst at bruge åbne spørgsmål. Det er spørgsmål, som kræver et informativt svar, og som ikke kan besvares med et ja eller nej.

Nogle typiske spørgsmål kunne være: • Hvad tror du, disse vers siger os i dag?

• Hvordan ville du fortælle denne bibelske sandhed til en ven?

• Hvordan har du det med Guds løfte til dig?

• Hvilke forandringer skal du gøre i dit liv, i din holdning over for andre og i, hvordan du lever til dagligt i forhold til det, du har studeret?

• Hvordan hjælper disse sandheder dig til at elske Jesus mere?

• Hvilke af de ting, du har lært, har gjort størst indtryk på dig?

• Hvad giver dig mest håb?

• Hvad giver dig den største frygt?

Bibelstudier så vel som andre evangeliske fremstillinger skal ordnes i en logisk og rimelig rækkefølge. Det vil sige, at de mest enkle og letforståelig studier skal præsenteres først, mens mere indviklede studier bliver fremholdt senere i rækken, når forståelsen er vokset. Det er vigtigt, at der bliver stillet undersøgende spørgsmål fortløbende i hvert studium for at kunne evaluere åndelig forståelse og vækst.

1 Mos 3,9.13 Matt 16,13-15 Matt 22,41-46 Mark 9,33 Luk 2,46 188

Se på disse vers og overvej, hvorfor en Gud, som kender og ved alt, stiller sådanne spørgsmål. Hvad fortæller det om, hvordan spørgsmål kan være et godt værktøj til at hjælpe mennesker til at vokse i Guds nåde?

TORSDAG

3. MAJ 2012

Forberedelse til høsten At lede et menneske på den åndelige rejse er som at forberede sig på høsten. Enhver, som har prøvet sig med en køkkenhave ved, at der er en bestemt tidsramme og en rækkefølge, der skal klares, hvis den forventede høst skal blive til noget. Vi skal grave jorden, fjerne ukrudt, så frøene og vande haven. Det er også nødvendigt at skabe de rette omgivelser for planterne; nogle af dem kræver fuld sol, andre skygge. Desuden er det nødvendigt at beskytte planterne mod fugle og utøj. Med andre ord skal haveplanter plejes fra frø til udvokset og frugtbare planter. For mennesker på en åndelig rejse begynder en lignende proces, før de er døbt, og den skal også fortsætte bagefter. Ideelt set skal et menneske passes og plejes, lige til det selv kan begynde at tage sig af andre. Denne sandhed understreger igen den nødvendige planlagte rækkefølge, som skaber de rette tidsrammer, tager de rigtige skridt og skaber den bedste nærende og beskyttende ”jordbund“.

Luk 8,4-15

Læs lignelsen om sædemanden og Jesu forklaring. Hvilke udfordringer giver denne lignelse os i forhold til at passe den sæd, som falder i den gode jord? Se også Joh 16,7-8.13.

Jesu udlægning af lignelsen åbenbarer nogle interessante kendsgerninger. Vers 12 antyder, at nogle mennesker begyndte at tro, de var ført på vildspor af Djævelen, inden deres tro var blevet fast forankret. Vers 13 beskriver nogle, som modtog ordet med glæde. De troede for en tid, men da de blev fristet, valgte de en anden retning.

Vers 14 nævner en anden gruppe, som hørte, men ikke fortsatte til kristen modenhed. De fleste begyndte på rejsen mod Kristus og hans rige, men der skete noget på forskellige trin langs vejen, som forhindrede deres vækst.

Bare at så sæden er sjældent nok til at give en god høst. Vores udfordring som kirke og som enkeltpersoner er at så sæden og så planmæssigt pleje og passe alle, som begynder på rejsen til modenhed er nået.

Til eftertanke

Hvilken del af lignelsen beskriver bedst din egen åndelige erfaring? Hvilke ændringer kan du foretage dig for at forbedre din situation?

189

FREDAG

4. MAJ 2012

Til videre studium Find en målgruppe Når du tænker over, hvor din gerning vil passe ind i din menigheds overordnede planer, er det vigtigt, at du overvejer din målgruppe.

Følgende punkter er værd at se nærmere på: 1. Efter aftale med din præst, menighedens ledere og missionsleder beslutter du dig med hensyn til din vidnetjeneste, dit evangeliske program og din målgruppe. At tænke over din målgruppe vil hjælpe dig til at fokusere på alle aspekter i processen. For eksempel vil det med et børneprogram være bedre at avertere i skoler og i områder, hvor der bor mange unge familier. Andre målgrupper kunne være pensionister, arbejdsløse, studerende osv.

2. Når du fokuserer på en målgruppe, vil det hjælpe dig til at vælge de bedste personer, det bedste sted, det bedste tidspunkt og dine opfølgende strategier. Det vil også hjælpe med effektiv evaluering ved afslutningen af dit program, så vel som at give dig en specifik fokus på dine bønner.

3. Du behøver ikke at se længere end til din egen menighed for at finde en målgruppe. Se på de mennesker, som kommer i menigheden, men som ikke er døbt, eller på menighedens unge eller på mennesker, som regelmæssigt kommer til særlige programmer i kirken eller i menighedsskolen.

Til drøftelse

1. ”Når én sandhed bliver modtaget i hjertet, vil den gøre plads for endnu en sandhed.“ (Vejledning for menigheden bind 3, s.

62; 6T 449). I hvilken rækkefølge bør de sandheder, som vi tror på, præsenteres? Hvorfor skal Kristi stedfortrædende død altid være i front i alt, hvad vi lærer?

2. ”Kristus tiltrak sig sine tilhøreres hjerter ved at vise sin kærlighed, og så – lidt efter lidt – efter som de kunne bære det, udfoldede han sit riges store sandheder. Vi skal også lære at tilpasse vores arbejde til menneskers formåen – at møde mennesker, hvor de er.“ (Evangelism, p. 57). Hvordan skal kærlighed til dem, som vi taler til om Guds ord, hjælpe os med at tilpasse måden, vi præsenterer bibelske sandheder på – særlig doktriner, som udfordrer et menneskes nuværende tro – eller behøver vi slet ikke at tage hensyn til det?

190

TIL SABBATTEN | 5. MAJ 2012

DIALOG

Oplæg til samtale Bryd isen

Forestil dig, at det er din første skoledag – i det hele taget! Du er ivrig og samtidig nervøs for, hvad dagen skal komme til at indeholde.

Sammen går hele flokken ind i klasseværelset, og læreren hilser venligt på både børn og voksne. Alle får sin bestemte plads – og der ligger dine første bøger. Der er mange – en hel stabel. Klokken ringer, og læreren beder jer alle om at slå op på side 78 og læse kapitlet om ”Kvantemekanik“. Fordi du ikke endnu har lært at læse, er det lidt vanskeligt at finde den rigtige side. Du begynder at undre dig over, om du måske ikke er klog nok til at komme i skole.

Vi ville aldrig forvente, at en elev i 1. klasse skulle kunne gøre gymnasiearbejde. Men hvor ofte prøver vi ikke i vores iver for at missionere at give ”fast føde“ til mennesker, inden vi først har skabt et personligt forhold til dem og givet dem en forståelse af Bibelens grundlæggende lære.

Uddybende spørgsmål

1. Hvorfor er det vigtigt at dække både åndelige og fysiske behov i missionsarbejde? Hvordan var Jesus model i denne måde?

2. Hvilke eksempler fra Kristi mission viser os nogle mennesker, som var en del af Kristi omsorg for deres fysiske behov, men forkastede hans åndelige sandheder?

3. Hvilke forskellige udfordringer må unge mennesker – opvokset i vores familier og i menigheden – stå overfor? Hvordan kan vi beskytte og hjælpe disse unge kristne, så de udvikler stabilitet i troen?

Kristendom i praksis

Matt 25,35-40 er en liste med enkle opgaver. Disse kærlighedshandlinger kræver ingen særlig træning eller evne, kun et hjerte, der er fyldt af kærlighed til mennesker i nød. Jesus forvisser os om, at når vi gør disse ting for nogen, så er det ensbetydende med at gøre det over for ham. At have omsorg for de trængende har længe været et kendetegn på dem, der elsker Gud. På Mose tid blev Israel opfordret til ikke at forhærde deres hjerte eller lukke hånden for den fattige (se 5 Mos 15,7).

191

MISSIONSBERETNING 5. MAJ 2012

MISSION UDENFOR MURENE ”Kan du hjælpe mig?“ spurgte en af mine menighedsfæller en dag. ”Min nabo vil gerne vide noget om adventisterne, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Vil du ikke besøge ham?“ Jeg lovede kvinden, at jeg nok skulle følge med hen til hendes nabo. I Vestindonesien er de fleste mennesker beskæftiget med jordbrug. De er fattige og har hverken adgang til uddannelse eller sygdomsbekæmpelse. De fleste af dem tilbeder ånder. Jeg arbejder selv på adventisthospitalet i Medan, og jeg vil gerne viderebringe enkle sundhedsvaner. Men jeg vil endnu hellere fortælle dem om Jesus.

Vi traf Mardan ude i marken. Han betragtede os mistænksomt, idet vi nærmede os. ”Folk i landsbyen hader Mardan, fordi han truer dem med alle mulige forbandelser, hvis de ikke giver ham penge,“ hviskede min ven. ”Han blev sikkert overrasket ved at finde os her.“ Da vi præsenterede os selv, slappede Mardan af. Vi talte sammen i nogle minutter og spurgte, om vi måtte komme igen i næste uge. Så indbød jeg ham til at gå i kirke næste sabbat. ”Jeg har ikke noget pænt tøj,“ svarede han.

Næste uge besøgte vi ham igen.

Denne gang i Mardans sparsomme hjem.

Gulvet var af ler, og de havde ikke installeret lys og el. Sønnen havde brækket benet uden at få ordentlig lægehjælp. Vi begyndte at fortælle dem om nogle enkle leveregler, som kunne give dem en bedre tilværelse.

Vi kom tilbage næste uge, og da havde Mardan endda inviteret flere i landsbyen til at være tilstede. Efter flere måneders besøg, begyndte vi en serie 192

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

offentlige møder, som endte med, at 24 mennesker blev døbt.

Indbyggerne i den nærliggende landsby hørte om dette og inviterede os til også at besøge dem. Folk i landsbyen døde for tiden i stort tal, og ingen vidste hvorfor.

Mange mennesker mødte op for at lytte til os. Den uge døde ingen i landsbyen, men derimod døde der en i den næste landsby.

Vi blev så inviteret til at holde møde i to landsbyer mere. De dannede flere små studiegrupper og begyndte at studere Bibelen sammen.

Adventisthospitalet besøger næsten 30 landsbyer om året og får anledning til at påbegynde evangeliske fremstød. Vi har nu 33 medlemmer i disse landsbyer, men der er stadig kun én adventist for hver 10.000 indbyggere. Vi er taknemmelige for hvert eneste menneske, der omvender sig til Kristus, og nu er vi i gang med at bygge en enkel kirke i den mest centrale af disse landsbyer.

Sabbatsskolegaverne i dette kvartal skal være med til at skaffe højst nødvendigt udstyr til de mange små klinikker, som man driver fra The Adventist Hospital i Medan.

FAKTA • Medan er en større by i det nordlige Sumatra, en ø i det vestlige Indonesien. Mere end 90% af befolkningen her er muslimer. Det er svært at tale med disse mennesker om Jesus, men de lytter gerne til adventisternes sundhedsprincipper.

• Hospitalet i Medan har brug for moderne udstyr, så man bedre kan betjene befolkningen i nærområderne.

NOTER

TIL SABBATTEN | 5. MAJ 2012

193

6

Personlig evangelisme og vidnesbyrd

Ugens tekst

”I er mine vidner, siger Herren, min tjener, som jeg har udvalgt, for at I må forstå og tro på mig og indse, at det er mig.

Før mig blev der ikke dannet nogen gud, efter mig vil der ingen være“ (Es 43,10).

Ugens nøgletanke

De, som har glæden ved frelsevisheden, har som ønske at føre andre til samme erfaring.

Introduktion

Selv om mange mennesker vil høre den gode nyhed om Jesus gennem en kirkes vidnesbyrd og evangeliske bestræbelser, er der en speciel måde, hvor den enkeltes indflydelse medvirker væsentligt til succes for det fælles menighedsprogram. I de seneste årtier har undersøgelser vist, at venner, familie, naboer eller bekendte (alle under Helligåndens styrke) har været den mest indflydelsesrige faktor i at lede mennesker til at give deres hjerte til Kristus. Det har vist sig, at op til 83 % af nye medlemmer har fortalt, at det netop var bekendtskabet, der var væsentligt. Af de personer, som kom til en eller anden form for evangeliske møder, inden de tilsluttede sig kirken, kom de 64 % efter indbydelse fra en eller anden i deres nære kreds.

I denne uge skal vi se på nogle bibelske eksempler på ”networking“ og betragte vores forbindelse til Jesus og vores personlige indflydelse på dem, som er nær os.

Tekster til ugen

194

TIL SABBATTEN | 12. MAJ 2012

· Sl 139 · Joh 1,37-50; 4,37-38 · ApG 4,13-14 · 1 Pet 3,1-15

SØNDAG

6. MAJ 2012

Min Gud og mig Vores personlige forhold til Jesus vil have en direkte indvirkning på vores fremgang i vidnetjeneste for ham. Det er så enkelt at lære nogle vidne- og evangelismeformler og så bare køre derudad i vores egen formodede visdom og styrke. Gud kan alligevel stadig velsigne vores anstrengelser, men vi skal altid minde os selv om, at det er hans værk, og vi udfører det gennem hans styrke. Ønsker vi bare at videregive kundskab (selv om det er vigtig kundskab) eller ønsker vi at opmuntre til et levende åndeligt forhold? Og hvordan kan vi formidle til andre det, som vi ikke har i os selv?

Der er naturligvis altid eksempler på mennesker – selv om de er svage i troen, selv om de balancerer på kanten af frafald og tilbagefald – som Gud ikke desto mindre bruger for at lede andre til Jesus.

For en del år siden var der i en storby en ung kvinde, som havde sluttet sig til Syvende Dags Adventistkirken, og som arbejdede utrætteligt for sin bror. Efter nogle år blev broderen døbt. En måned senere gik søsteren bort fra troen, og i dag forkaster hun den stadig.

Skønt der sker ting som dette, så er kendsgerningen, at jo stærkere, vores egen forbindelse er til Jesus, desto stærkere et vidne vil vi være.

ApG 4,13-14

Hvad siger disse vers om det forhold, Peter og Johannes havde til Jesus, og hvad denne forbindelse satte dem i stand til at gøre?

Tænk over, hvad det betyder, når der står, at ”de vidste, at de havde været sammen med Jesus“. Hvordan skulle et menneske, der lige har ”været sammen med Jesus“ være?

Lærdommen i Guds ord er helt tydelig. Når vi tænker på vores personlige missionsmark, når vi ser kornet være klar til høsten og det store behov for arbejdere, så skal vi lade Herren drage os ind i et nært og stærkt forhold til sig; et forhold, som vil give os den kraft, som vi ellers ikke ville have.

Til eftertanke

Hvordan er dit eget personlige forhold til Herren? Hvordan åbenbarer din blotte tilstedeværelse, din tale, din handlemåde og din omgang med andre mennesker dit forhold til Gud? Vær så pinlig ærlig over for dig selv, som du på nogen mulig måde kan!

195

MANDAG

7. MAJ 2012

Min personlige missionsmark Da Jesus så på menneskeskaren, blev han fyldt af medynk (Matt 9,36). Vi tror måske, at Jesus bare så ud over skaren, men i virkeligheden så han hver enkelt, som var i skaren. På samme måde skal vi se på den enkelte i de menneskeskarer, som vi vandrer igennem og som vi lever i. Vores kirke kan kun være opmærksom på den enkelte i skaren i forhold til, hvordan menighedernes medlemmer forholder sig til det enkelte menneske, som befinder sig i deres nærhed.

De mennesker, som vi agerer sammen med personligt på forskellige niveauer af nærhed, er i virkelighed vores personlige missionsmark.

Fra vores nærmeste familiemæssige forhold kan vi bevæge os udad til andre slægtninge, venner og bekendte. Tilfældet vil, at andre kan bevæge sig ind og ud af vores indflydelses-sfære og for en kort tid kan blive en del af vores personlige missionsmark.

Joh 1,37-42

Hvorfor tror du, Andreas fortalte sin bror om Jesus, inden han sagde det til nogen anden?

Andreas havde været en af Johannes Døbers disciple, og da Johannes’ opgave var at berede vejen for Jesus, er det forståeligt, at nogle disciple gik over til at følge Jesus. Andreas’ samtale med Jesus gjorde ham så ivrig, at han straks gik ud for at finde den person, der stod ham nærmest, den bror, som han havde tilbragt mangen lang nat sammen med, mens de fiskede på Genesaret sø.

Joh 1,43-50

Se, hvad der sker her. Hvilket forhold bliver åbenbaret? På hvilken måde svarede Filip på Nathanaels skepsis? Hvilken lære kan vi tage fra denne beretning, der kan hjælpe os til at forstå, hvordan personlige vidnesbyrd virker?

De første tilløb til at følge Jesus synes at have fundet fodfæste gennem socialt networking i områderne ved Kapernaum og Betsaida.

Læg mærke til, at Filip ikke argumenterer, da Nathanael har sine tvivl om, at Messias skulle komme fra en lille, ubetydelig landsby.

Han giver bare en enkel invitation: Kom og se!

Til eftertanke

196

Hvem i din umiddelbare omgangskreds kunne du blive et bedre vidne for? Hvor megen selvopofrelse vil det kræve fra din side at blive bedre til at vidne for dem?

TIRSDAG

8. MAJ 2012

Mit personlige potentiale Når vores personlige missionsledere kalder frivillige til at tage del i vidnetjeneste og evangelisme, tænker vi ofte, at mange andre er bedre kvalificeret og begavet end vi selv er. Andre synes mere selvsikre og duelige. Men Bibelen fortæller os, at Gud ikke nødvendigvis leder efter de mest kvalificerede mere end de villige, hvad end deres talenter og gaver er.

Et godt eksempel på dette er Guds kald til Moses om at udfri israelitterne fra Egyptens slaveri. Moses kunne se mange grunde til, at en anden ville være mere kvalificeret til at gøre det, som Gud forventede (2 Mos 3,11; 4,10). Moses mente selv, at han havde gode grunde til ikke at gøre det, Herren bad ham om.

Som svar på et kald til evangelisk arbejde er mange moderne troendes svar et ekko af Moses’ bekymring – ”Hvem er jeg, at jeg kommer i betragtning til den opgave?“ ”Hvad nu, hvis de stiller mig vanskelige spørgsmål?“ ”Jeg er ikke god nok til at tale for mig.“ Vi kan smile af Moses, fordi han troede, at Gud ville genoverveje sin rekrutterings-strategi, men Gud kendte Moses’ potentiale, og trods Moses’ personlige frygt og bekymringer, var han den rigtige person til netop denne opgave.

Kaldet til Moses om at lede Guds folk overbeviser os om, at Gud kender os uendeligt bedre, end vi kender os selv. Gud fokuserer ikke på tidligere bedrifter, men på personlige muligheder. Enhver troende har fantastisk potentiale til at yde noget i Herrens værk.

På den anden side skal vi passe på med at være alt for selvsikre i arbejdet for Herren. Det er sandt, at vi ofte skal se indad i vores eget hjerte for at evaluere vores egen åndelighed, men vi har også brug for at forstå, at det menneskelige hjerte kan blive mindre objektivt ved selvevaluering. Derfor er det også godt at bede Gud om at undersøge os og vise os vores virkelige tilstand, fordi vores tilstand påvirker vores potentiale.

Til eftertanke

Læs Sl 139. Hvorfor bad David om, at Gud ville undersøge hans hjerte? Hvad kan vi lære her – ikke kun med hensyn til vores vidnetjeneste, men til hele vores vandring med Herren i almindelighed? Hvad kan vi bruge af denne salme på os selv – lige nu? Hvilken trøst, håb og opmuntring er der til dig? Hvad fortæller det om de forandringer, som du skal gøre i din livsstil?

197

ONSDAG

9. MAJ 2012

Et retfærdigt livs vidnesbyrd Taler handlinger virkelig højere end ord? Ja, ganske afgjort. Men det er også sandt, at mens et budskab kan gives gennem handlinger uden ord, så kan et lige så stærkt budskab sendes gennem ord uden handlinger. Der er noget rigtig stærkt over et budskab, som har handlinger og ord, der er samstemmende. At bekende at elske Gud og så handle, som om du ikke gør det, er hykleri, og det dårligste vidnesbyrd, som kan gives, er når bekendelse og handling ikke er i harmoni.

Konsistens taler højt. Selv om din familie og dine venner måske ikke lytter til det, du siger, så lægger de mærke til, om det er i harmoni med, hvad du gør, og hvordan du lever.

1 Pet 3,1-15 Matt 5,16

Hvad siger Peter i disse vers om det kristne livs magt og dets mulighed for at vinde ikke-troende for Kristus? Forestil dig den styrke, som ville ligge i vores vidnesbyrd, hvis vi levede, som vi har fået fortalt i denne tekst. Hvilket budskab giver vers 15 i hele sammenhængen med vores personlige vidnesbyrd?

Vi kan forestille os den strid, der kunne blive, når en hedensk kvinde tog mod Jesus som sin frelser, mens hendes mand forblev hedning.

Hendes byrde for hans frelse kunne lede hende til at vise en stridbar og irriterende ånd, når hun betragtede ham som sin personlige missionsmark. På den anden side, som Peter anslår, kunne hun være trofast over for sin Gud og håbe og bede om, at hendes gudfrygtige liv ville vinde hendes vantro mand for Mesteren. Med andre ord: Hun kunne lade sit daglige livs gerninger være et konstant og kraftigt vidnesbyrd.

At lade sit lys skinne indbefatter alle muligheder for at øve indflydelse på fortabte mænd og kvinder og vinde dem for Guds rige. De, som går omkring os, skal ikke kun høre vores gode ord, de skal også se vores gode gerninger, for på den måde vil de se Guds kraft virke gennem os, og Ånden vil udfordre dem, så de erkender Guds nærværs muligheder og velsignelser i menneskets liv. Mennesker skal overbevises om, at kristendom ikke kun er en titel, som vi sætter på os selv, men også et styrkende forhold, som vi nyder. At bruge eksempler er en vigtig læringsmetode, og kristne er eksempler, enten bevidst eller ubevidst. Vi vidner ved det, vi gør og om, hvem vi er, langt mere end ved det, vi siger eller bekender os til at tro. Det er en skræmmende tanke, og det burde det også være.

198

TORSDAG

10. MAJ 2012

Mit bidrag til helheden I denne uge har vi set på vores personlige missionsmark og vores vidnemæssige og evangeliske potentiale. Det er også vigtigt at forstå, at fordi menigheden består af alle medlemmer, vil hver enkelt medlems anstrengelser bidrage til hele menighedens fælles evangeliske arbejde. Er du klar over, hvilke strategier din menighed har gang i for at lede mennesker til Jesus? Du kan måske invitere mennesker fra din personlige missionsmark til at komme til kirkens programmer.

På den anden side er din menigheds ledere klar over, hvad du gør på din egen missionsmark? Det kan være, de kan støtte dig gennem bøn og med bestemte resurser.

Joh 4,37-38

Hvilke opmuntringer kan vi få fra Jesu ord: ”Én sår og en anden høster.“ Hvad siger han, og hvordan har du set denne sandhed realiseret i din egen erfaring?

Det er meget sandsynligt, at Jesus i dette tilfælde henviste til evangeliets sædekorn, der var sået af ham selv, af Johannes Døber og af den samaritanske kvinde. Disciplene skulle høste, hvor andre havde sået, og den tid var virkelig kommet, da såfolk og høstfolk skulle juble sammen.

Da Jesus sagde: ”Èn sår og en anden høster“, sagde han ikke, at vi som individer er enten såfolk eller høstfolk. Selv om vores kirke sikkert har lagt mere vægt på høstfolket, så er det sandt, at hvis der ikke var nogen til at så, så måtte høstfolkene vente forgæves på en høst. Vi er alle kaldet til at så og at høste, og i enhver lokal menighed er der mange kombinationer af aktiviteter med både at så og at høste. Det kan være, at din egen såning på din egen missionsmark vil blive høstet ved en fælles indsats af hele menigheden. Det kan også være, at den sæd, som andre har sået, vil blive høstet, når mennesker kommer ind på din personlige missionsmark.

Når vi ser på, hvordan hver enkelt er en del af helheden (se 1 Kor 12,12-27), så minder hele processen om, at selv inden sæden skal i jorden, må en eller anden have ryddet jorden og pløjet den.

Det er klart, at såning og høst er en del af en proces, som fortsætter efter, at en person har sluttet sig til helheden. Høsten skal ikke blive liggende på marken, men samles ind i laden.

Til eftertanke

Hvordan kan du blive mere engageret i såning og høst i din menighed? Hvordan har du opdaget, at din egen tro bliver styrket, ved at du arbejder for andres frelse?

199

FREDAG

11. MAJ 2012

Til videre studium Åndelig forberedelse til et personligt missionsarbejde Ingen vil benægte, at bibelkundskab og veldokumenterede procedurer i vidnetjeneste og evangelisme er vigtige, men vi skal være omhyggelige med ikke at afvise personlig åndelig forberedelse. Det vigtigste i personlig åndelig vækst er naturligvis Helligånden. Og for at erfare Helligåndens kraft i evangelismen, skal vi give ham adgang til vores liv.

Eftersom kristne begynder at tjene deres Gud, bliver de mere klar over deres personlige åndelige behov. Når de så beder om og får en større del af Helligånden, bliver de styrket til en fortsat tjeneste.

Nøglen er en daglig overgivelse af vores vilje til Gud, en daglig villighed til at lade selvet dø, en daglig forståelse af Kristi nåde mod os, en daglig tanke om, hvad vi har fået i Kristus, og hvad han beder os om som respons på den gave.

Til drøftelse

1. Med hensyn til at vinde sjæle, skrev Ellen White denne udfordrende sætning: ”Fremgangen vil ikke afhænge så meget af den kundskab og lærdom, I ejer, som af den evne, I har til at finde vej til hjerterne.“ (Evangeliets Tjenere, s. 141; GW 193). Hvad er hendes budskab her? Hvor tit er det, vi ser, at mennesker vender sig bort fra de stærke og overbevisende ting i vores budskab?

Det sker tit, at selve læresætningen – uanset hvor bibelske, logiske, opløftende og rørende, de er – ikke vil påvirke en person med et lukket hjerte. Hvordan når vi så hjertet? I denne sammenhæng er det så meget mere vigtigt, at vi udlever, hvad vi bekender, i stedet for kun at bekende!

2. Tænk lidt over følgende citat samtidig med, at du overvejer de måder, hvorpå du kan dele dine personlige erfaringer med andre: ”De sidste nådens stråler, det sidste nådens budskab, som skal forkyndes for verden, er en åbenbaring af hans kærlighed.

Guds børn skal åbenbare hans herlighed. I deres liv og karakter skal de vise, hvad Guds nåde har udrettet for dem.“ (Kristi Lignelser, s. 443; COL 415-416). Spørgsmålet er, hvordan vi på en daglig og praktisk måde ”åbenbarer hans herlighed“? Hvor ofte har du i det seneste døgn åbenbaret Guds herlighed i dit liv?

Hvilket vidne for din tro har din livsstil vist? Hvordan kan din lokale menighed som en samlet gruppe ”åbenbare hans herlighed“?

200

TIL SABBATTEN | 12. MAJ 2012

DIALOG

Oplæg til samtale Bryd isen

Der er mange, som følger os i vores daglige færden – følger os med deres øjne og tanker – lægger mærke til, hvad vi siger og gør, vejer og måler os. Guds egen Ånd kan, som Johannes Døber gjorde, indprente i deres hjerte, at ”se det Guds lam“ i os. De kan komme os nærmere og ønske at vide mere om, hvem vi er, uden at spørge os direkte. Som Jesus kan vi stille dem spørgsmål, som viser interesse for deres behov. Jesus, der gjorde mirakler og var den store læge, udførte ingen mirakler for at tiltrække Johannes og Andreas. Ingen blev helbredt for spedalskhed eller oprejst fra de døde. Vand blev ikke lavet til vin for at tiltrække sig deres opmærksomhed. Der var ikke andre mirakler end høflighedens, gæstfrihedens og venlighedens enkle mirakler. Det skal tjene til eftertanke hos de af os, der føler, at bare fordi vi ikke er store evangelister eller prædikanter, er der ikke nogen, der vil høre på os. Der blev kun givet en ydmyg invitation, som vi også kan bruge: Kom selv og se!

Uddybende spørgsmål

1. Hvilke slags mennesker har Gud brugt i fortiden til at tale for sig? Hvad har givet dem fuldmagt til at tale for Gud? 2. Hvilke enkle sætninger brugte kvinden ved brønden og disciplene for at dele med andre, hvad de havde fundet i Kristus?

3. Hvorfor står ægtefæller, venner og naboer i en særlig stærk position, når det gælder at vise, hvad det betyder, at Kristus skal leve sit liv i os?

4. Hvilke udfordringer stod disciplene overfor, når de udviklede deres forhold til Kristus?

5. På hvilke måder kan Jesu metode til at skabe disciple ændre vores egen personlige indsats i vidnetjeneste?

Kristendom i praksis

Et personligt vidnesbyrd er en indbydelse til andre om at se nærmere på den forskel, Gud har gjort i vores liv.

201

MISSIONSBERETNING 12. MAJ 2012

HOVEDJÆGEREN Daniel tilhører Dayak-stammen, der er den største stamme på Borneo i Indonesien. Daniel var blevet døbt som barn, men kristendommen havde ikke forandret ham. Han brugte de fleste af sine penge på alkohol, og en dag, hvor han havde drukket, havde han et verbalt sammenstød med sin kone. Han tog Bibelen og udfordrede både Gud og hende ved at sige: ”Hvis Bibelen virkelig er Guds ord, så må Gud vise mig den rigtige vej, og jeg vil følge den.“ Flere dage senere traf han en gammel ven, Jaki. De to mænd havde været i den samme bande, men Jaki havde ændret kurs. Da Daniel tilbød ham noget at drikke, bad Jaki om vand. ”Hvad er der galt med dig?“ spurgte Daniel.

Jaki forklarede, at han havde valgt Jesus som sin personlige frelser. Samtidig udfordrede han Daniel og sagde: ”Hvis du virkelig ønsker at følge Gud, så tag med mig til gudstjeneste i Adventistkirken.“ Daniel var overrasket, for han tænkte på sin egen udtalelse nogle dage før.

Daniel tog med Jaki i kirke, men det tog nogen tid, før han fik sin kone til også at gå med.

Nogle måneder senere blev der krig mellem dayakerne og madurese-stammen.

De to stammer havde ofte kæmpet med hinanden, og nu skete det altså igen.

I begyndelsen skjulte Daniel nogle fra madurese-stammen i sit hjem, for at de ikke skulle blive slået ihjel, men så blev hans onkel dræbt. Daniel blev rasende.

Han sendte dem, han havde beskyttet bort, og så sluttede han sig til dayakerne, 202

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

der forberedte sig på kamp mod fjenden.

Kampene varede i tre uger. I disse tre uger spiste de kun de faldne fjenders kroppe.

Efter krigen vendte Daniel hjem igen.

Han var ikke længere den elskelige mand, de kendte fra før. Han var rastløs, og konen fandt ud af, at han var besat af en ond ånd. Hun bad Gud om at befri Daniel fra de onde ånder, så freden igen kunne præge deres hjem.

Daniel selv vidste, at noget var galt.

Han følte, at Gud havde forladt ham. Han forsøgte at gå i kirke, men fandt ingen fred. Dag og nat kæmpede han med dårlig samvittighed og skyldfølelse. Kunne han mon nogensinde få Guds tilgivelse igen?

Præsten lyttede til Daniels overvejelser og opfordrede ham så til at bekende sine handlinger både overfor Gud og overfor menigheden.

Daniel lyttede til præstens råd, bad enhver om tilgivelse og ønskede så at blive døbt igen.

Til Gud sagde han: ”Hvis det er din vilje, Gud, at jeg skal gøre noget for de mennesker, jeg har forfulgt, så er jeg villig til det.“ I dag er Bibelen hans våben, og troen på Gud er hans skjold. Han er i gang med at plante en menighed der, hvor han havde boet. Det første halve år vandt han seks nye medlemmer, og tyve andre forbereder sig på dåb.

FAKTA • Dayak folket bor på øen Borneo. Før de blev kristne eller muslimer, var de kendt for hovedjægeri.

• I Kalimantan, der er den indonesiske del af Borneo, har Adventistkirken næsten 8.000 medlemmer.

NOTER

TIL SABBATTEN | 12. MAJ 2012

203

7

TIL SABBATTEN | 19. MAJ 2012

Fælles evangelisme og vidnetjeneste

Ugens tekst

”Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at undervise andre.“ (2 Tim 2,2).

Ugens nøgletanke

Udbredelsen af Guds sandhed er ikke præsternes eneret. Sandheden skal spredes af alle, der siger, at de er Kristi disciple.

Introduktion

Vi har set på, hvor vigtigt det er, at alle troende erkender deres Gudgivne muligheder. Skriften giver mange eksempler på, at troende brugte deres gaver, mens de arbejdede sammen med udnævnte ledere i evangeliske grupper.

I ApG 13,13 henviser Lukas til ”Paulus og hans ledsagere“ og antyder, at Paulus var lederen af den missionsgruppe, som også Barnabas var med i (vers 1). Lukas fortæller, at Paulus’ og Barnabas’ missionsarbejde viste, at de arbejdede sammen (ApG 13,50 og 14,1).

Af og til er det vanskeligt for enkelte at blive involveret i den lokale menigheds vidnetjeneste og evangeliske arbejde, fordi lederne ikke konstant søger efter at få mennesker med disse gaver ind i dette arbejde.

I sidste uge så vi på den enkeltes andel i forhold til menighedens vidnetjeneste og evangelisme. I denne uge skal vi se på nogle områder af menighedens fælles strategier, og hvordan enkeltpersoner kan blive integreret.

Tekster til ugen

204

· Sl 37 · Præd 4,9-12 · Ef 4,15-16 · Fil 1,3-18 · Kol 1,28-29

SØNDAG

13. MAJ 2012

At lade venstre og højre hånd vide De fleste mennesker i menigheden har travlt. Andre gør af forskellige årsager forholdsvis lidt. Men på en eller anden måde er man ikke helt klar over, hvad menighedens samlede planlægning er; som følge deraf ser de ikke, hvordan det, som de er involveret i, bidrager til menighedens overordnede målsætning.

Præd 4,9-12

Hvad siger Salomos ord om at samarbejde? Hvordan kan det også være gavnligt på andre områder?

Denne tekst beskriver fordelene ved fælles hjælp, støtte og omsorg.

Det, der er sandt for to eller tre mennesker, er også sandt for hele menigheden. For at de velsignelser fra Præd 4 skal blive til virkelighed, skal hver enkelt være klar over de andres arbejde. Hvis man ikke er opmærksom på, hvad de andre er i gang med eller planlægger, kan man ikke vide, hvilken støtte, der er brug for – eller hvornår. Det er trist for de mennesker, som er i frontlinjen i missionsarbejdet, som til tider kan føle, at ingen bryder sig om denne vitale opgave; og så er problemet måske bare, at andre ikke ved, hvad der foregår.

ApG 16, 14-15.33-34

De følgende vers fortæller om mennesker, der udfører særlige hjælpegerninger. Skriv ned, hvad du mener, disse gerninger bidrager med til det overordnede mål: At sprede evangeliet.

Hvad der i første omgang ser ud til ikke at have noget at gøre med kirkens evangeliske strategier, vil ved nærmere betragtning åbenbares som noget vitalt for hele processen. De, som laver maden og sørger for logi til besøgende evangelister, spiller en lige så vital rolle som de, der står ved døren og byder velkommen til mødet. Mange menighedsmedlemmer vil gerne hjælpe til, når de bliver klar over programmet, og hvad der er nødvendigt, og når de bliver forsikret om, at deres hjælp er en integreret del af hele menighedens program. I denne kontekst er det vigtigt at lade den højre hånd vide, hvad den venstre gør.

Til eftertanke

Brug nogle få øjeblikke til at reflektere over din menigheds evangeliske projekter. Er du klar over menighedens fælles mål og strategier? Er du klar over, hvor langt menigheden er kommet i dette års program? Hvordan kunne du blive mere involveret i din menigheds forsøg på at opfylde missionsbefalingen?

205

MANDAG

14. MAJ 2012

Planlægning i fællesskab Når det kommer til planlægning, er der ofte kun ganske få mennesker involveret. Når planerne så er lagt, forsøger disse få mennesker så den vanskelige opgave at få andre til at tage del. Det er meget bedre at få en større gruppe til at tage del helt fra begyndelsen. Det er derfor Menighedshåndbogen siger, at det er menighedsbestyrelsens hovedopgave at planlægge og udtænke evangelisme i alle dens faser.

1 Kor 14,40

Hvad siger Paulus om behovet for planlægning? Hvad antyder disse vers, at der kan blive følgerne af mangel på eller utilstrækkelig planlægning?

Der findes en del fejltagelser, som menigheder kan gøre, når de overvejer deres engagement i evangelisk arbejde. De kan sætte mål, men så undlade at introducere strategier, som er nødvendige for at nå målet; de kan prøve at arbejde med nogle strategier uden at sætte nogle faste mål; eller de kan forsøge at arbejde uden at overveje en evaluering. Mål og planer går hånd i hånd, men mål kommer altid først, så at planer, der kan føre til målet, kan blive lagt.

Desuden er det selve evalueringsprocessen, som hjælper til med at holde menigheden på banen og måler fremgangen hen mod målet.

Enhver menighed burde være klar over tanken om ”ejerskab“ i målet. De, som sætter mål og er involveret i strategisk planlægning, er også typisk dem, der går ind i hele processen. Det er derfor vigtigt, at så mange som muligt kommer med idéer til alle faser i planlægningen, for at de også har en følelse af ejerskab. Hvis det ikke sker, så vil det mest sandsynlige være, at der kun er nogle udvalgte få, som føler ejerskab, og som vil kæmpe for at fuldføre disse langsigtede planer. I et sådant tilfælde vil succes være en undtagelse.

Til eftertanke

206

Læs Sl 37. Hvilken vished kan vi få gennem denne tekst i forhold til succes i vores evangeliske arbejde (såvel som i andre ting)?

Hvilke principper og løfter kan vi finde i disse vers?

TIRSDAG

15. MAJ 2012

Holdindsats Det er logisk at tænke, at der var tider, da den enkelte discipel ville have delt deres tro på tomandshånd, men for det meste ser vi dem gå sammen med andre disciple og blive støttet af andre troende.

Der er noget særligt ved at arbejde med en overordnet plan og få støtte og opmuntring fra andre på holdet.

Bibelen giver os et blåtryk med hensyn til evangelisk arbejde, og det skulle ikke overraske os selv i dag, når Gud giver et menneske et bestemt ansvar, at han så også inspirerer et team til at samle sig omkring lederen.

Matt 10,2-4 Mark 3,16-19 Luk 6,12-16

Fil 1,5-18

Hvilke enkle ting kan vi lære af disse lister?

Det ligger helt klart, at de første troende arbejdede sammen i grupper. Det giver god mening. Ud over, at hver enkelt har særlige evner, som andre ikke har, er der også en vis beskyttelse ved at være flere.

Der er en følelse af pålidelighed: Andre lægger mærke til dig, andre kan hjælpe med at lede dig, andre kan hjælpe dig med ikke at vandre i retninger, som på tragisk vis kan føre dig på afveje. Et solidt team af trofaste brødre og søstre, hvor enhver ser efter de andre, og alle har det fælles mål at vinde mennesker, er den ideelle måde at evangelisere på.

Hvad er der i Paulus’ anbefalinger til de troende i Filippi, som indikerer, at de var engagerede i fælles vidnetjeneste og evangelisme?

I begyndelsen af sit brev til menigheden i Filippi taler Paulus om deres ”fælles arbejde“ for evangeliet. De havde forsvaret og styrket evangeliet og havde talt ordet om Gud uden frygt. Han deler også sin glæde, fordi Kristus stadig bliver prædiket. Husk på, at Paulus skriver til menigheden, ikke til enkeltpersoner. Det er naturligvis enkeltpersoner, som forkynder Kristus, men den kendsgerning, at Paulus roser menigheden, åbenbarer, at denne evangeliske prædikengerning var en fælles strategi.

Til eftertanke

Har du nogen sinde i dit missionsarbejde været fristet på måder, som kunne være undgået, hvis du havde arbejdet sammen med andre? Hvorfor er det vigtigt at opdyrke en holdning af ydmyghed og pålidelighed, hvis du skal arbejde sammen med andre i en gruppe?

207

ONSDAG

16. MAJ 2012

Hver gør sin del Når en forenet menighed er fokuseret på de evangeliske opgaver, der ligger foran, vil Herren velsigne deres forenede anstrengelser.

Et omhyggeligt studium af Bibelen vil åbenbare, hvor meget af Det Nye Testamente, som blev skrevet for at vise kristne, hvordan de skulle leve og arbejde harmonisk sammen. ”Hinanden“-ord går igen i hele testamentet. Vi skal elske ”hinanden“ (Joh 15,12), tilgive ”hinanden“ (Ef 4,32), bede for ”hinanden“ (Jak 5,16) – for blot at nævne nogle få steder. Ud over disse steder er der mange andre skriftsteder, som henviser til den forenede menighed, det arbejde, den gør og den deraf følgende vækst.

Ef 4,15-16

Hvordan kan samarbejde være en hjælp til vækst og opbyggelse?

Paulus fortæller os, at det er Guds vilje, at vi vokser i Jesus Kristus.

Dette viser, at vi alle er på en åndelig rejse, og at det til en vis grad er vores egen åndelige rejse. Men teksten forklarer også, at den enkeltes vækst vil påvirke hele legemets vækst, både med hensyn til antal og åndelighed.

Efter som de troende vokser i Kristus, sker der noget vidunderligt, ja, overnaturligt. De ”føjes og holdes sammen“ gennem det, de personligt skaffer til veje til menigheden. Optimal effektivitet i menigheden kommer, når hvert medlem gør sin del. Hvad gjorde de troende, mens de ventede i Jerusalem på Helligånden? (ApG 1,1214). Svaret fortæller os en hel del om, hvad fælles tilbedelse betyder.

Det var ikke, før Helligånden var kommet over de første kristne, at de var parate til opgaven med at fuldføre den store missionsbefaling. Denne gruppe på omkring 120 personer, var forenet i bøn og fortsatte med at bede. Det var uden tvivl Jesu løfte om Helligånden, som forenede dem og stadig førte dem sammen til bøn, mens de ventede på den kraft, der skulle sætte dem i stand til at udføre Herrens påbud. Vi skal som en kirke gøre det samme.

Til eftertanke

208

Når du tænker på din egen menighed, spørg så dig selv: Hvor megen tid og arbejde bruger den på i fællesskab at dele ordet, vidne og evangelisere – i forhold til, hvor megen tid, der bruges til interne ting som liturgi, gudstjenestens rammer, musik osv?

TORSDAG

17. MAJ 2012

Behovet for fællesskab Det er blevet sagt, at en kristendom, der ikke begynder med den enkelte, slet ikke begynder, men en kristendom, der slutter med den enkelte, slutter. Det er vigtigt, at enhver ny troende skal indlemmes i de troendes fællesskab. Som det er med vidnetjeneste og evangelisme, lige så sandt er det, at indlemmelse ikke kan overlades til nogle få i fællesskabet. Indlemmelse er hele menighedens ansvar.

Kol 1,28-29

Hvilket specifikt mål satte Paulus for sine nyomvendte?

Den kristnes modenhed, at vokse ”til hele Guds fylde nås“ (Ef 3,19), er det sande mål for den enkelte menighed. At arbejde for, at nyomvendte modnes, er lige så vigtig en gerning, som at få dem til at tage mod Kristus og at slutte sig til hans menighed. Faktisk vil menighedens arbejde med at indlemme hjælpe til at sikre, at dens evangeliske bestræbelser ikke vil være bortkastet tid. Inden evangeliske projekter sættes i gang, vil der være en forberedelsestid for menigheden. Apostlen Paulus vil have os til at fokusere på at indlemme troende som en lige så væsentlig del af menighedens forberedelse.

Hvad er det vigtigste at spørge om – og hvorfor?

• Hvordan kan nye troende blive involveret i menighedens liv og dens programmer?

• Hvordan kan menigheden komme ind i nye troendes liv og hjælpe dem til at modnes?

Er disse spørgsmål forbundne – og hvis de er, hvordan?

Vi ser ofte på arbejdet med opfølgning og indlemmelse som et arbejde, der skal gøres af den, der har ført personen til Kristus. Vi behøver bare at se på, hvor umuligt det ville have været for apostlen Paulus at sørge for alle, som kom til tro gennem hans missionsgerninger, for at kunne se, at det ikke er den bibelske måde. Opfølgning er ikke kun arbejde for den eller de, som er ledere, det er hele menighedens opgave.

Alt for ofte beklager vi den kendsgerning, at nye mennesker kommer ind gennem fordøren og forlader menigheden gennem bagdøren kort efter. Dette er en tragedie med evige konsekvenser.

Til eftertanke

Tænk på nye medlemmer i din menighed. Hvordan kan DU blive involveret i at hjælpe dem til at blive solidt grundfæstet i menighedens fællesskab og dens lære?

209

FREDAG

18. MAJ 2012

Til videre studium Sæt realistiske evangeliske mål Som menighed eller som et mindre team skal vi gøre os klart, at ethvert mål med hensyn til vidnetjeneste og evangelisme, skal være realistisk. Det følgende er nogle nøgleområder, der skal betragtes.

Omkostninger. Tænk på omkostninger ved annoncer, transport, resurser, porto, lokaler, forfriskninger – for blot at nævne nogle få udgifter, der skal dækkes ved evangeliske aktiviteter.

Opnåeligt. Har vi de penge, den tid, den støtte, de faciliteter og de mennesker, der skal til for at nå de planlagte resultater? Det er bedre at begynde i det små og bygge det op til større projekter, når andre slutter sig til og god støtte gives til andre vigtige områder.

Fortsættelse. Hvis et evangelisk fremstød lykkes, er det værd at gentage. Hvis din mission er en del af en fortsat strategi, skal du stadig se fremad for at organisere det fortsatte arbejde.

Evaluering. Vær helt sikker på, at du evaluerer alle dele af tjenesten, menneskene, finanserne, oplæringen og resultaterne. Til fortsat missionsgerning skal der afsættes tid til regulære evalueringer. Inkorporer disse ting i hele menighedens overordnede plan for evangelisme.

Til drøftelse

1. Hvorfor er menigheder i indre strid sjældent deltagere i missionsarbejde? Modsat, hvordan kunne mission så forene en menighed, som ellers ville strides indbyrdes? Hvordan kan du hjælpe din menighed med at beskæftige sig med andre mennesker? Hvorfor er det så væsentligt?

2. Når du ser på følgende citat, så tænk på din egen menighed.

Hvilken rolle kan du spille i at organisere gruppearbejde? Hvad er din personlige holdning til at arbejde i team? ”Når der virkes på steder, hvor der allerede findes nogle, som er i troen, bør prædikanten til at begynde med ikke så meget søge at omvende de vantro som at oplære menighedens medlemmer til tilfredsstillende samarbejde.“ (Evangeliets Tjenere, s. 144; GW 196).

Hvor mange medlemmer i din menighed har bare den mindste idé om, hvor man skal arbejde for at omvende sjæle? Hvis det ikke er ret mange, hvordan kan det så ændres?

210

TIL SABBATTEN | 19. MAJ 2012

DIALOG

Oplæg til samtale Bryd isen

Skriv dit fulde navn på et stykke papir. Prøv derefter at skrive det med den anden hånd. Sammenlign dine underskrifter. Hvilken er den, der bliver taget alvorligt?! Prøv så at skrive dit navn med din ”sædvanlige“ hånd, men uden at bevæge håndled eller arm. Hvordan går det? Det er let at tage det for givet eller undervurdere, hvordan kroppen bruger de forskellige dele for at udføre en så dagligdags ting som at skrive. Hånden har brug for håndleddet til bevægelsen og fingrene skal holde om blyanten. Armen skal bruges for at flytte hånden hen over papiret. Hvad siger det om, hvordan de forskellige dele af kroppen er nødvendige, for at det kan løse den opgave, vi ønsker? Hvilken sammenhæng er der mellem dette og så ”Kristi legeme, som er kirken“ (Kol 1,24)?

Uddybende spørgsmål

1. Hvilke fordele kommer ved at være sammen med andre medlemmer i menigheden i missionsarbejdet?

2. Hvordan viser den første menigheds erfaring den kraft, der ligger i fælles bøn og Helligåndens gerning?

3. Hvordan kan det at sætte mål, planlægge og evaluere sammen skabe harmoniske arbejdsrelationer?

4. Hvad sker der med arbejdet, når menighedens medlemmer ikke trækker i fællesskab? Hvordan holder Kristus os i trit med hinanden?

Kristendom i praksis

At arbejde sammen under Helligåndens ledelse kan få os til at nærme os hinanden i bøn og kærlig støtte til hinandens arbejde.

211

MISSIONSBERETNING 19. MAJ 2012

MØDET MED EN KÆRLIG GUD Jeg sad på sengekanten og var så bange, at jeg havde ondt i maven. Hvorfor havde min far forladt os? Hvordan skulle vi klare os? Min mors bekymrede ansigt fortalte mig, at hun vidste heller ikke råd. ”Kay Kay, vi må tale sammen,“ sagde mor. Jeg satte mig lydigt til rette. ”Nu, hvor far er rejst, bliver jeg nødt til at tjene nogle penge, så jeg kan hjælpe dig og din søster. Her er bare ikke noget arbejde, så jeg bliver nødt til at rejse.“ Mor havde blanke øjne, men hun forsøgte ikke at græde. ”Du må ikke rejse,“ tiggede jeg. ”Bliv her!“ Mor lod som ingenting. ”Lille Ee kan bo hos tante, og du kan bo hos adventistpræsten og hans familie. De vil også sørge for, at du kan gå i skole hos adventisterne.“ Jeg forsøgte at sige noget, men kunne ikke finde ord. Jeg kendte godt præsten, og jeg kunne lide hans familie. Jeg kunne bare ikke holde tanken om at skilles fra min mor og min lille søster ud. Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder.

Der havde været bedre tider. Jeg tænkte på glade minder fra barndommen, på dejlige sange om Jesus osv. Jeg elskede at lytte til beretningerne om Jesus. Jeg håbede, at hans kærlighed ville beskytte os, mens vi skulle være fra hinanden.

Jeg flyttede til mit nye hjem og blev indskrevet på Yangon Adventist Seminary, der var en skole med 12 klasser. Det var en rigtig rar skole, hvor lærerne var meget venlige. Jeg savnede bare min mor og min søster.

Da min søster blev gammel nok til at 212

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

gå i skole, fik hun også lov til at bo hos præsten. Glad var jeg.

Jo mere jeg lærte Gud at kende, jo mere overbevist blev jeg om, at jeg ønskede at følge Jesus. Jeg bad præsten om at døbe mig, både han og min mor blev glade ved nyheden. Desværre kunne min mor ikke komme tilbage til Myanmar til min dåb.

Jeg elsker Gud og min menighed. Jeg føler mig rigtig hjemme her, og Guds kærlighed varmer mit hjerte.

For en tid siden kom min tante på besøg. Hun bad mig og min søster om at komme, så vi kunne bo hos hende.

Nølende tog vi imod tilbudet, men hun er ikke adventist, og hun kan ikke lide, at jeg går i kirke.

Når jeg en gang imellem får lov at gå til sabbatsskole, skal jeg altid skynde mig hjem. Jeg er dog glad for, at jeg kan være sammen med Ee, så kan jeg hjælpe min lille søster til at lære Gud at kende.

Min drøm er at blive lærer. Jeg kan godt lide at arbejde med børn, og jeg vil gerne gøre en forskel i deres liv. Jeg vil gerne hjælpe dem til at kende Jesus.

Vores skole er overfyldt, men vi håber at kunne udvide Yangon Adventist Seminary ved hjælp af jeres gaver den trettende sabbat.

FAKTA • Yangon er den største by i Myanmar.

Den har mere end 4 millioner indbyggere. Det officielle sprog er burmesisk, men befolkningen taler mest andre sprog.

• 80% af befolkningen er buddhister.

Kun 6% er kristne. Der bor mindre end 30.000 adventister i Myanmar.

NOTER

TIL SABBATTEN | 19. MAJ 2012

213

8

Udrustet til evangelisme og vidnetjeneste

Ugens tekst

”Han sagde til dem: Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.“ (Matt 4,19).

Ugens nøgletekst

Hvor vigtig den rette træning end er, så skal vi først være grundfæstet i vores forhold til Jesus, inden vi kan blive udrustet til at være et effektivt vidne for vores tro.

Introduktion

Det er højst usandsynligt, at en person, som ikke har nogen personlig vished om frelse, vil være i stand til at lede andre ind i et inderligt forhold til Jesus (selv om det dog sker). De kan også overbevise andre til at tro på nogle bibelske læresætninger og nogle fakta, bibelske datoer og plancher. Sådan overbevisning og tro kan endog få mennesker til at gøre betydelige ændringer i livsstilen. Men fordi gode gerninger kan udføres adskilt fra Jesus Kristus, er det vigtigt, at enhver uddannelse i vidnetjeneste og evangelisme omhandler både den læremæssige og den åndelige del. At være en sand evangelist kræver, at man skal have et fast greb om og erfaring i det evige budskab. Det er dette evangelium, som i sidste ende bringer tro, bekendelse, omvendelse, vished og discipelskab.

I denne uge skal vi se, at en åndelig og dygtig udrustning af mennesker til evangelisk gerning er et bibelsk princip, og at vi skal opmuntre mennesker til at gøre dette til virkelighed i deres lokale menighed.

Tekster til ugen

214

TIL SABBATTEN | 26. MAJ 2012

· Matt 4,19 · Matt 10,1-14 · Matt 11,1-11 · 1 Pet 5,8 · 2 Pet 3,9

SØNDAG

20. MAJ 2012

Behovet for træning Matt 9,37 fortæller om Jesus, som nævner høsten, der er stor, men arbejderne få. I dag er høsten ubetinget større, og arbejderne er stadig relativt få. Der er et stort behov for at sende høstfolk ud, som er godt trænede og uddannede. Mens det stadig gælder, at Helligåndens indflydelse er den største faktor i fremgangen i missionsarbejdet, så er det også stadig vigtigt, at de, som Gud kalder til tjeneste, er trænet gennem korrekt vejledning, iagttagelse og deltagelse. Ifølge Ef 4,11-12 skal der gøres et afgjort arbejde for at uddanne mennesker til de mange og forskelligartede aspekter i missionsgerningen.

Gud har lovet at velsigne ledere med særlige gaver, som vil hjælpe dem til at virke som ledere og lærere i mission. Vi kan ikke tydeligt nok understrege, at evangelister, præster og lærere ikke følger Skriftens vejledninger, hvis de selv gør alt arbejdet og ikke uddanner andre til tjeneste. Enhver, som underviser i vidnetjeneste og evangelisme skal bringes til den stærke overbevisning, at det virkelig er Guds vilje, at verden skal frelses fra synd, at menighedens Gudgivne arbejde er at nå en falden verden, og at det er Guds vilje, at hans kirke i verden skal vokse.

Matt 4,19 Mark 1,17

Læs teksterne i kontekst med Matt 28,19. Hvilken væsentlig ting ser du i den kendsgerning, at den første gengivne besked fra Jesus var: ”Følg mig! Og jeg vil gøre jer til menneskefiskere!“ Hvad skal disse ord betyde for os i dag som syvende dags adventister med vores forståelse af de tre engles budskab? Hvor meget menneskefiskeri er vi i gang med i forhold til at ”ordne vores egne net“?

Det er væsentligt, at Jesus ikke bare kaldte sine disciple til at blive menneskefiskere. Han sagde ikke: ”Følg mig og vær menneskefiskere!“ Han sagde: ”Følg mig og jeg vil gøre jer til menneskefiskere!“ Lige fra begyndelsen af deres formelle forbindelse med Jesus forstod disse mænd, at de gik om bord i en vigtig træning. Jesus kaldte dem til et lærende miljø, hvor de ville blive trænet til den gerning, som han havde kaldet dem til. Disciplene ville lære meget ved at iagttage og gøre. Først da de havde lært på den lokale scene, hvad de skulle gøre og hvordan, ville Jesus give dem en global befaling. Uden den fornødne træning, vejledning og den personlige åndelige udvikling, ville opgaven med at bringe evangeliet til vores medmennesker være umulig.

215

MANDAG

21. MAJ 2012

At lære ved at iagttage Der er to aspekter i læring for dem, som ønsker at tjene Herren, og det ene fører til det andet. Først er der at lære at kende Jesus; dernæst kommer at lære at fortælle om ham og om det, som han tilbyder hele den faldne menneskelige race.

Matt 14,13-21 Mark 6,30-44 Luk 9,10-17 Joh 6,1-14

Læs om den gang, da Jesus bespiste de 5000. Lav en liste med de ting, som disciplene ville have set, som kunne hjælpe dem i deres fremtidige gerning. Hvilke ting kan vi helt sikkert sige, at de lagde mærke til, uden det er omtalt i Bibelen? Læs også, hvad Ellen White siger om miraklet i Jesu Liv, s. 261-266 (DA 364-371).

Hvor er det spændende ikke kun at lytte til den største prædikant, men at se hans fremstilling, da han prædikede om Guds rige (Luk 9,11) på en måde, som ville have skabt en længsel efter dette rige i ethvert hjerte.

Princippet om at lære gennem iagttagelse gælder for alle. Men at lære eller lytte til vejledning skal altid bygges op gennem iagttagelse og engagement. Jesus forventede, at Johannes Døbers disciple lærte af det, de havde set.

Matt 11,1-11

Hvad havde Johannes Døbers disciple set, og hvad forventede Jesus, at de skulle fortælle Johannes som følge af deres observationer? Hvilke lærdomme gav Jesus ikke kun Johannes, men også sine egne disciple?

Johannes Døber havde tidligere præsenteret Jesus som Guds lam, som tager al verdens synd. Men så blev Johannes fængslet uden nogen mulighed for at prædike og hørte kun om Jesu gerninger på anden hånd. Det ser ud, som om hans ophold i fængslet skabte nogen tvivl i hans sind om Jesus. Når tvivlen opstår, skal vi gå til Jesus, og det var lige præcis det, Johannes gjorde. Jesus sendte Johannes’ disciple tilbage med besked om, at de skulle fortælle ham, hvad de havde hørt og set. Mens deres rapporter opmuntrede Johannes, står vi tilbage med undren over, hvordan det, de havde set, påvirkede deres eget vidnesbyrd og evangeliske gerning.

Til eftertanke

216

I de fleste tilfælde kan vi ikke gøre de mirakler, som Jesus udførte.

Men med villighed til at lade vores selv dø og at leve for andre, hvad kan vi så gøre i vores eget område, som afspejler det arbejde, som Jesus gjorde, da han var her?

TIRSDAG

22. MAJ 2012

At lære ved at gøre Man bliver ikke en god sportsudøver ved at læse bøger om sin favoritsport eller være tilskuer til en række fantastiske præstationer.

At lære ved at øve sig, kaldes praktisk erfaring, og uden det bliver en person simpelt hen ikke egnet til opgaven. Denne sandhed passer også på den kristnes vidnetjeneste og evangelisme. Sommetider hører vi mennesker sige, at de ikke ønsker at blive indblandet, for de er ikke parate. De skal forstå, at aktiv deltagelse er en vital del af at blive parat. Måden at gøre det på, er at starte i det små, opbygge skridt for skridt. Efter som Helligånden leder os, vil vores evner, erfaring og tillid øges.

Matt 10,1-14

Denne tekst gengiver Jesu udsendelse af sine disciple. Selv om situationen er helt anderledes end den, vi står over for i dag, hvad kan vi så lære fra udsendelsen, som viser, hvordan det var en del af deres træning?

Jesus havde undervist sine disciple i ”klasseværelset“. Han havde taget dem med ud i marken, hvor de lærte ved at se, hvad han gjorde.

Efter Jesus havde givet dem af sin kraft til at helbrede de syge, opvække døde og uddrive onde ånder, sendte han dem ud alene. Men læg mærke til den vejledning, han gav dem, da han sendte dem af sted. Jesus instruerede dem i, hvad de skulle prædike, hvilke mirakler, de skulle udføre, hvad de ikke skulle tage med sig, hvor de skulle tage ind og bo, og hvornår de skulle forlade en ufrugtbar arbejdsmark. Kun gennem direkte forbindelse med mennesker kunne de lære mange vigtige lektier.

Luk 10,1-11

Hvilke lighedspunkter er der mellem udsendelsen af de 12 og af de 70? Hvilke principper kan vi selv lære af Jesu vejledning?

Selv om Jesus sendte de 70 ud til områder, hvor han selv havde til hensigt at komme kort efter (vers 1), vidste han, hvad disciplene og andre missionærer ville møde, når de forsøgte at sprede evangeliet efter hans himmelfart, når de skulle stå på egne ben. De instruktioner, som de 70 disciple fik, da de blev sendt af sted, viser, at Jesus forberedte dem på det, der lå forude.

Til eftertanke

Hvor mange undskyldninger kan du finde for ikke at vidne om din tro, når muligheden viser sig? Hvad er din sædvanlige undskyldning?

217

ONSDAG

23. MAJ 2012

At lære af fejlene Sommetider lykkes det måske ikke at nå alle de mål, som er blevet sat for en bestemt evangelisk kampagne. Betyder det, at vi har fejlet totalt? Naturligvis ikke. Uanset strategien, vi bruger i vores søgen efter at vinde de tabte, vil det både lykkes og mislykkes. Vi har måske også sat overliggeren for højt. Hvis det fx ikke lykkes os at nå et bestemt antal døbte, har vi måske sat målet for højt; eller denne aktivitet har måske været mere et så-program end et høste-program.

Hvor meget vi end tror, at høsten er klar til indsamling, kan det godt være, at det stadig er såtid.

1 Pet 5,8

Hvilken anden kraft er optaget af at underminere dine forsøg på at vinde mennesker for Guds rige? Hvordan kan det hjælpe os til bedre at forberede og udføre evangeliske strategier, hvis vi er opmærksomme på denne trussel?

I vores forsøg på at vinde sjæle er vi oppe mod en overnaturlig fjende, som er meget aktiv. Som det var med Adam og Eva i Edens have, kan fejltrin af og til få os til at give andre skylden – et af Satans mest succesrige redskaber til at bringe disharmoni blandt Guds folk. I stedet for at at skyde skylden på andre, skulle vi hellere lave en alvorlig, ærlig og minutiøs evaluering og huske på, at ikke engang Jesus, den største prædikant og evangelist, vandt alle, som han appellerede til.

Luk 10,17 Matt 17,14-20

Sammenlign de to tekster. Hvad gjorde disciplene, da de stod over for fejlslagne gerninger?

I stedet for at give efter for modløshed over vores fejl, kan vi igen lære af disciplene. Selv om de havde fået magt over de onde ånder og virkelig havde haft lykke til at drive dem ud, er det klart, at det somme tider mislykkedes for dem at udføre det, som Jesus havde givet dem evner til. I sådanne tilfælde kom de til Jesus og bad ham om at forklare dem, hvad der skete og hvorfor (Matt 17,19). Her er et princip, som vi gør vel i at tage ad notam; en vigtig del af vores søgen efter årsager til fejl, og hvordan vi skal arbejde bedre, er at bringe vores bekymringer til Herren.

Til eftertanke

218

Hvad har du lært af dine fejlslagne forsøg på at vidne for andre, som kan hjælpe dig i fremtidige forsøg? Hvor ofte bliver du holdt tilbage af din egen frygt for afslag?

TORSDAG

24. MAJ 2012

At lære gennem succes Der er to områder, hvor vi kan lære gennem succes. Der er det område, der kan kaldes det praktiske/formmæssige og det område, der kan kaldes åndeligt samarbejde. Skønt der helt korrekt kan argumenteres for, at der er åndelige aspekter i begge dele, vil vi betragte dem adskilt for bedre at sætte fokus på, hvad der kan læres af succes.

Det praktisk/ formmæssige er, hvor vi lærer fra det, vi rent aktuelt gør. For eksempel lærer vi den mest acceptable måde at præsentere bibelstudier på. Vi lærer, hvilket sted der er bedst egnet til prædiken, hvilke annoncer, der trækker flest mennesker og en mængde andre praktiske og formmæssige valg, der er bedst egnet til vores lokale område. Åndeligt samarbejde er at lægge vægt på den kendsgerning, at Gud er inderligt involveret i den troendes vidnetjeneste og evangelisering. Det er jo Guds vilje, at alle skal frelses.

2 Pet 3,9 1 Kor 3,6

Hvilken vigtig lektie skal vi lære fra dette vers og altid holde os for øje og påberåbe os i al vores mission?

Det er til ingen nytte at plante, hvis der ikke er nogen, der vil vande.

På samme måde er det lige så nytteløst at vande, hvis der ikke er sået noget. Og selv om den, der sår og den, der vander, gør alle ting rigtigt, bliver der ingen fremgang, hvis den ikke kommer fra Gud. Når vi ser velsignelserne fra Gud bringe fremgang i vores ydmyge gerning, så lærer vi. Vi lærer, i hvor stor grad Gud er og ønsker at være involveret i vores anstrengelser. Vi lærer at stole mere på ham.

Vi lærer vigtigheden af et nært åndeligt samarbejde med Gud, når vi kæmper for at nå sjæle, for hvem Kristus døde. For der er ikke det menneske, du vidner for, som Kristus ikke døde for, og som han ikke ønsker at se frelst! Hvor vigtigt er det da ikke, at vi aldrig glemmer denne kernesandhed.

Til eftertanke

Hvordan tager vi Jesu ord fra Joh 15,5 og gør dem praktiske og virkelige i vores liv, særligt i vores arbejde med at vidne og evangelisere? Hvordan kan vi som enkeltpersoner eller som et team virkelig erfare, hvad Kristus fortæller os i denne tekst? Hvilke ting skal vi ændre for at få denne forbindelse til ham?

219

FREDAG

25. MAJ 2012

Til videre studium Formulér evangeliske strategier Når din menighed søger at gøre sin del af missionsbefalingen, hav så disse punkter i tanke: • Hav alle deltagerne i vidnetjeneste og evangelisme-teamet med i planlægningen. Det ideelle ville være, at hele menigheden er med til målsætningen og beslutningerne.

• En 12 måneders strategi er lang nok til en begyndelse. Senere kan man lave planer og strategier, som vil fortsætte ud over det.

• Hav især opmærksomheden rettet mod at hjælpe strategiske personer, så de ved nøjagtigt, hvad der er forventet af dem til hver tid. Når mennesker ikke er sikre på, hvad eller hvornår de skal gøre noget, vil en menigheds strategiske vej hen mod målet blive forsinket eller standse.

Til drøftelse

1. ”Hver menighed bør være en skole, hvor kristne mennesker kan få en uddannelse.“ (Vejen til et bedre liv, s. 120; MH 149). Hvor godt klarer din menighed sig på dette område? Hvis det ikke er særlig godt, hvad kan så gøres for, at de krævede ændringer sker?

2. ”Hver dag har Satan planer, der skal udføres – visse grænser, der vil standse vejen for dem, som er Jesu Kristi vidner. Nu, medmindre de levende, menneskelige agenter for Jesus er ydmyge, besindige og enkle i hjertet, fordi de har lært af Jesus, vil de lige så sikkert, som de lever, falde for fristelser. For Satan er opmærksom og snedig og underfundig og arbejderne vil, hvis de ikke beder meget, blive overrumplet. Han lister sig ind på dem som en tyv om natten og gør dem til slaver. Så arbejder han med den enkeltes sind for at demoralisere deres tanker og begrænse deres planer; og hvis brødre ser faren og taler om den, føler de, at der overgår dem en personlig uretfærdighed, at nogen prøver at svække deres indflydelse. Den ene trækker den ene vej, og en anden i modsat retning.“ (Evangelism, p. 101).

Hvordan kan vi, når vi søger at gøre et vidnes gerning, forholde os til den fare, som så tydeligt er kommet frem i dette budskab?

Hvad er vores eneste forsvar?

220

DIALOG

TIL SABBATTEN | 26. MAJ 2012

Oplæg til samtale Bryd isen

Inden bespisningen af de 5000 kommer disciplene og prøver at fortælle Jesus, at det er på tide at sende menneskeskaren hjem. Her er en vigtig lektie for os: Når vi, eleverne, søger at vejlede Jesus, vores lærer, om, hvad han burde gøre, så har vi glemt vores plads. Vi skal sidde ved Jesu fødder i ydmyg overgivelse og tålmodigt vente på hans instruktioner. Disciplene erkender skarens sult og træthed. Alligevel lader det til, at de har glemt, at det for kort tid siden var deres egen tilstand. Men i stedet for fortæller disciplene i deres fejlende menneskelige visdom, at Jesus skal sende skaren hjem. Læg mærke til Jesu svar. Han kunne alvorligt have irettesat disciplene for deres mangel på medfølelse. Men han fordømmer ikke deres svaghed eller lufter sin frustration over deres hårdhjertethed. Han søger at bruge øjeblikket til at vejlede dem i uselvisk omsorg for andre og at sørge for deres behov, lige som han søgte at dække disciplenes behov for ganske kort tid siden. Han kunne have befalet at stenene foran dem skulle blive til brød, eller at manna skulle komme ned fra himlen.

Men så ville han have berøvet disciplene den vigtige lektie, som viste vigtigheden af at forene deres kræfter med hans magt.

Uddybende spørgsmål

1. Hvad er vores eneste garanti for succes i udbredelsen af evangeliet om Jesus Kristus?

2. Hvad kan vi lære af disciplenes fejlslagne forsøg på at helbrede den dæmonbesatte dreng? Hvad angav Jesus som årsag til deres manglende succes?

3. Hvad kan give nederlag i vores gerning for Kristus? Hvordan skal vi reagere på mislykkede hændelser på en sådan måde, at de opbygger i stedet for at ødelægge Kristi legeme?

4. Hvilke redskaber er nødvendige for dem, der arbejder for at frelse sjæle? Hvordan finder vi disse redskaber og lærer at bruge dem?

Kristendom i praksis

”Vi kan kun komme i forbindelse med andre mennesker, hvis vi bruger Kristi fremgangsmåde. Frelseren færdedes blandt mennesker og viste dem, at han ønskede dem det bedste. Han havde medfølelse med dem og hjalp dem med at løse deres problemer. På den måde fik de tillid til ham. Så sagde han til dem: Følg mig!“ (Vejen til et bedre liv, s. 114; MH 143).

221

MISSIONSBERETNING 26. MAJ 2012

EN SKOLE TIL EDEL Edel kom hjem fra skole og lignede en, der lige havde mistet sin ven. ”Hvad er der i vejen?“ spurgte moderen. ”Læreren gav mig en dårlig karakter i dag,“ sagde han med svigtende stemme. ”Jeg ville ikke bøje mig for afguden sådan som de andre børn. Så sagde hun til mig, at jeg skulle bringe et eller andet offer til afguden med i morgen.“ ”Jeg har forklaret dig, at vi giver vore gaver til Jesus, min dreng. Din lærer vil bare have penge til afgudsdyrkelsen og deres munkevæsen.“ Edel nikkede. Han brød sig bare ikke om, at læreren hele tiden mindede ham om, at han ikke havde tilbedt deres gudebillede.

Edels familie var kristne, og kristne er i mindretal i Myanmar. Hvad kan jeg gøre, Gud? Tænkte moderen. Regeringen havde lukket alle kristne skoler for længe siden, og de offentlige skoler støttede alle den traditionelle religion.

Moderen kendte nogle få private skoler i byen, men ingen af dem var religiøse. Hun ønskede at Edel og hans yngre søskende skulle have en kristen uddannelse, der var baseret på bibelske værdier. ”Hvor kan jeg sende mine børn i skole?“ tænkte hun.

Da moderen nogle dage senere var på vej til marked, fik hun øje på nogle elever, der stod og ventede på bussen. Hun spurgte dem, hvor de gik i skole. Hun fik at vide, at de gik i Yangon Adventist Seminary. Hun havde aldrig hørt om den skole før, men fik at vide, at det var en kristen skole.

222

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

”Må jeg godt se jeres skolebøger?“ spurgte hun eleverne. En af bøgerne fangede hendes opmærksomhed. Det var en bog om Bibelen. Hun bad om skolens telefonnummer og var parat til handling.

Da hun kom hjem, ringede hun straks til skolen. Hun aftalte et besøg på skolen, selv om den lå langt væk fra deres hjem.

Hun havde ikke forestillet sig, at skolen var så lille. Heller ikke at klasserne var så overfyldte, men hun lagde mærke til, at både elever og lærere syntes at trives godt. Det er lige en skole for mine børn!, tænkte hun. Og skolepengene var heller ikke så store, som hun havde regnet med.

Så børnene blev tilmeldt skolens næste skoleår.

Da det nye skoleår begyndte, var både Edel og hans yngre søster, Blessing, på plads. De var begge begejstrede for deres nye skole og fortalte, at man havde bedt til Jesus, læst i Bibelen og lært nogle nye sange.

Moderen har siden fortalt mange af naboerne om Yangon Adventist Seminary, og mange af dem sender nu også deres børn til denne skole. Skolen har nu mere end 450 elever og begynder at være overfyldt. Der er ventelister på børn, hvis forældre gerne vil give dem en kristen skolegang.

I dette kvartal vil en del af overskuddet den trettende sabbat gå til Yangon Adventist Seminary, så flere børn kan få chancen for at sikre fremtiden gennem en kristen uddannelse.

NOTER

TIL SABBATTEN | 26. MAJ 2012

FAKTA • Yangon Adventist Seminary er en skole med 12 klasser. Lærerne yder en stor indsats for at opretholde en høj standard på skolen.

• Skolen er lidt af en missionsskole, for selv mange buddhisthjem ønsker, at børnene skal gå i skole der.

223

9

TIL SABBATTEN | 2. JUNI 2012

Indsat i tjeneste

Ugens tekst

”Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? — som der står skrevet: Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!“ (Rom 10,15).

Ugens nøgletanke

Det er ikke tilstrækkeligt, at mennesker bliver opøvet i vidnetjeneste og evangelisk arbejde; de skal arbejde aktivt for sjæle.

Introduktion

Mange menighedsmedlemmer beklager sig over, at skønt de er forberedt til at deltage i missionsseminarer, så bliver de ikke opmuntret til at blive involveret, når de vender tilbage til deres hjemmenighed.

Som følge deraf er mange menigheder, som ikke er særligt aktive i vidnetjeneste og evangeliske aktiviteter, ikke klar over de velforberedte mennesker i deres midte. Af og til vil enkelte frivilligt tilbyde deres tjeneste, men mange andre konkluderer, at de enten ikke er nødvendige eller ikke ønskede. Den mest succesrige måde til at kvæle medlemmers involvering i enhver form for menighedsaktivitet, er at nægte dem at tage del i områder, hvor de er udrustet til at fungere. Det er enhver lokal menigheds ansvar at finde ud af, hvor og hvordan hvert enkelt medlem kan gøre sin del af arbejdet med at vidne og evangelisere. Alle, som er villige, har en plads. Nøglen er at finde den plads.

I denne uge skal vi undersøge tanken om en hensigtsmæssig måde at udsende missionsarbejdere på og de måder, hvor de fleste medlemmers deltagelse medvirker til menighedens overordnede harmoni og åndelige og antalsmæssige vækst.

224

SØNDAG

27. MAJ 2012

Delegeret ansvar Mange helligede menighedsledere har skåret ned på eller nedsat deres effektivitet på grund af uvilje til at dele arbejdsbyrden med andre. Dette er ikke et nyt problem, skabt af, at alt i vores moderne verden skal gå så hurtigt. Selv den store leder i Det Gamle Testamente, Moses, behøvede hjælp til at se det store billede med delegeret ansvar. Vi kan lære meget af hans erfaring og det gode råd, han fik fra sin svigerfar Jetro.

2 Mos 18,13-26

Læs teksten omhyggeligt. Hvilken betydning ser du i ordene ”lad dem“ i vers 22?

Vi kan kun gætte på, hvor længe Moses ville have været i stand til at klare sin urealistiske arbejdsplan. På samme måde kan vi kun forestille os, i hvilken grad Moses var opmærksom på, hvor mange dygtige hjælpere, der var. Men hvad historien virkelig siger er, at der var mange, som kunne og ville hjælpe. Moses måtte lade dem tage del og uddelegere visse lederopgaver til dem.

Den gerning, som menighedsledere villigt skal dele med andre, er vidnetjeneste og evangelisme. Principperne for rigtigt organiseret og delegeret ansvar, som vi høster fra Moses’ erfaring, er uvurderlige for vores arbejde for at vinde sjæle for Guds rige.

Hvilke væsentlige ting ser du i den måde, som Moses udvalgte mænd med bestemte evner (vers 21) og gav dem forskellige grader af ansvar (vers 25)? Hvordan ville disse principper passe ind i de evangeliske strategier i dagens menigheder?

Det var sandsynligvis den intense åndelighed i opgaven med at tale for Gud, som gjorde Moses tøvende i at uddelegere ansvar. Vi har også følelsen af det overvældende ansvar ved at tale til mennesker om Gud og tale for Gud. Vores vidnesbyrd og evangeliske arbejde er alvorligt. Vi er helt klar over, at det handler om evigt liv. Og samtidig med, at dette skal gøre os omhyggelige med, hvordan vi går frem, skal vi hele tiden være villige til at involvere enhver i udadvendt arbejde.

Til eftertanke

Læs 2 Mos 18,21-22 igen. Læg mærke til, at det nyligt udpegede lederskab gjorde deres gerning til enhver tid. Derfor skal vi altid være rede til at svare for det håb, som er i os.

225

MANDAG

28. MAJ 2012

At vove Medlemmer i Syvende Dags Adventistkirken har stort potentiale for missionsarbejde. Mange er entusiastiske i deres opgave i deres egen menigheds evangeliske strategier, selv om de ledende somme tider er tilbageholdende med at lade dem blive involveret. Bag denne ”det er kun for professionelle“-holdning ligger frygten for, at menighedens medlemmer kan gøre eller sige noget forkert, som får mennesker til at vende sig bort fra Kristus og hans menighed.

Det er trist, at denne modstand mod medlemmers engagement er så indgroet, at den også hersker, når mennesker har fået den rigtige træning til en opgave. Helligånden og de løfter, Han giver, gælder ikke kun for ledere. De gælder for alle, som er villige til at overgive sig i tro til Herren, og som er villige til at fornægte selvet og arbejde for andres frelse.

Matt 7,17-18

Hvilke principper, som Jesus underviste om her, skulle berolige bekymrede lederes frygt? Hvordan skelner vi mellem god og dårlig frugt, og hvordan skulle menighedens ledelse som et hele involveres i denne proces? Og hvordan gør vi det uden at dømme andre?

Hvis ethvert sundt træ bærer gode frugter, skulle menighedsledere fokusere på at dyrke sunde træer. Som med alt, der har med vores svar på missionsbefalingen at gøre, skal vi først være noget for Jesus, inden vi med held kan gøre ting for ham. Hvis vi giver passende opmærksomhed til opgaven at lede mennesker ind i et meningsfyldt og inderligt forhold til Jesus, vil Helligånden sikre, at de bærer den rette frugt. Vores del er at lede, undervise og træne. Guds del er at velsigne missionen. Vi skal stole på dem og på Gud. Hvis vi giver passende opmærksomhed til åndelig vækst og praktiske evner, så kan vi vise mennesker tillid, så de skaber den evangeliske succes’ rette frugt. Der kan være et element af risiko, afhængigt af den gerning, der udøves og den træning, der er givet, men vi skal huske, at selv de disciple, der havde den største lærer nogen sinde, aldrig vandt enhver sjæl, som de gav kaldet.

Til eftertanke

226

Har du nogen sinde følt, at dine gaver og talenter ikke var værdsat nok? Hvad kunne være grunden? Se ind i dig selv og se, om fejlen måske ligger der – måske noget med dine egne holdninger – og ikke et andet sted?

TIRSDAG

29. MAJ 2012

At få arbejdere til høsten Når mennesker viser interesse for at lære mere om Gud og hans menighed, skal vi omhyggeligt vælge dem, som skal have denne opgave. I et multikulturelt samfund vil vi gøre ret i at finde nogle med det samme sprog og nationalitet som den interesserede – og om muligt også i samme aldersgruppe. Vi skal også overveje åndelig modenhed, bibelkundskab, kommunikationsevner og frelseerfaring hos arbejderen. Med andre ord skal det tages alvorligt, når vi skal matche arbejderen med dem, der skal arbejdes for.

Når det kommer til vidnetjeneste og evangelisering er der ikke noget der hedder ”one-size“. Enhver har sin egen livshistorie og sin egen åndelige rejse. Men selv om vi hver især er unikke, er der også ligheder i menneskers erfaringer, og det giver god mening at tilpasse så godt som muligt erfaringerne hos den troende og den søgende.

ApG 6,1-8

Hvilke opgaver er nævnt her? Hvad var resultatet, når særlige tjenester og evner blev kombineret rigtigt?

Læg mærke til, hvordan tingene går her: Disciplene blev opmærksomme på et presserende behov. Disciplene bad de troende om at finde syv mænd til at løse opgaven. De troende kom med deres forslag til disciplene. Disciplene udnævnte dem ved at lægge hænderne på dem. Og antallet af disciple blev forøget.

Selv om Stefanus og de andre seks udvalgte skulle ”tjene ved bordene“, ser det ikke ud til, at det var kvalifikationer som organisering og uddeling af mad, der var deres spidskompetencer. De troende søgte stadig efter åndsfyldte mænd, fordi deres tjeneste for de græsktalende jødiske enker også skulle være en vidne- og evangelismetjeneste. Så vi ser, at de nyligt valgte mænd var væsentlige i den første menighed, fordi de afløste evangelisterne, der stod i front og også aktivt støttede deres arbejde (vers 8). Lige meget, hvilket arbejde menighedens medlemmer bliver involveret i, så vil det direkte eller indirekte hjælpe og støtte menighedens udadvendte arbejde.

Til eftertanke

Skønt talenter, åndelige gaver og specifik træning er vigtige for en succesrig menighedsmission, så er personlige holdninger måske endnu vigtigere. Læg mærke til, at i ApG 16,1-5 og 4,36-37 havde både Barnabas og Timotheus den holdning, at de ville gøre hvad som helst, der var nødvendigt for at støtte evangelisme. Barnabas ville give af sine personlige midler, og Timotheus ville lade sig omskære for ikke at støde nogle jøder. Lektien er tydelig for os.

227

ONSDAG

30. MAJ 2012

Åndelig vækst gennem missionsarbejde Åndelig vækst kommer kun, når vi forbinder os med Jesus. En menighed kan ikke programmere åndelighed ind i sine medlemmer.

Men det er en stor sandhed, at når troende svarer på Guds kald til at blive disciple, vil deres personlige vandring med Herren blive dybere og stærkere. Selv om vi ikke skal engagere os i vidnetjeneste og evangelisme alene i et forsøg på at vokse åndeligt, når vi bliver overvældet af kærlighed til Gud og til fortabte, så vil disse aktiviteter dog give mange åndelige velsignelser til alle involverede.

Joh 7,17

Hvad siger dette vers om at gøre Guds vilje og øge den åndelige vækst?

Hvordan kan man vide, om man har fundet den ægte sandhed? I vers 17 præsenterer Jesus en sandhed, som vil hjælpe alle, som ønsker at følge ham. De, som er villige til at gøre Guds vilje, vil vide, hvorvidt en lære er fra Gud eller ej. Hvordan kan man det? Det er klart, at der bliver åndelig vækst gennem forbindelse. Jesus siger, at de, som lever op til den bibelske sandhed, vil få større lys.

Der er en stærk forbindelse mellem at høre og at gøre (Åb 1,3).

De, som gør Guds vilje, hvor lidt af hans vilje, de end kender, vil blive velsignet med et dybt kristent forhold, som sammen med bibelstudium og bøn vil føre til større åbenbaringer af sandhed og overraskende åndelig vækst.

Joh 4,36

Hvilken åndelig løn bliver en følge af at være med til sjælehøst?

Hvilket åndeligt fællesskab nyder både sædemand og høstarbejder sammen?

Mange mener, at disciplene høstede, hvor Johannes Døber og Jesus havde sået. Den samaritanske kvinde havde selv tydeligt sået evangeliske korn blandt sine bysbørn. At arbejde sammen i evangelisk gerning skaber et bånd mellem Gud og os og mellem os som trosfæller.

Når vi svarer på Guds kald til at tage del i sjælevinding, vil dette bånd, denne åndelige nærhed og vækst, blomstre som et naturligt resultat.

Til eftertanke

228

Hvordan er din tro blevet styrket gennem dit eget personlige vidnesbyrd, både succes og nederlag? Hvordan påvirker dine vidnesbyrd dit forhold til Herren?

TORSDAG

31. MAJ 2012

Harmoni gennem deltagelse Der er et fænomen, som bedst kan beskrives som ”cirkulær indflydelse“. Ved at få mennesker involveret, skaber du harmoni, som til gengæld opmuntrer mennesker til deltagelse, som på sin side skaber harmoni. Det er den cirkulære indflydelses princip i arbejde. Det bliver tydeligt demonstreret i det gamle udtryk om, at den, der trækker i årerne, ikke har tid til at vippe med båden.

Der var nogle vigtige beslutninger, der skulle tages, da den første menighed skulle udvikle sin organisation. Det kunne let have skabt en stor konflikt, men de troendes personlige holdninger blev ledet til det, som var det bedste for den gerning, Herren havde givet dem.

ApG 1,15-26

Tænk den vigtige proces omkring udnævnelsen igennem, som er gengivet her. Selv om vi ikke trækker lod i dag, hvad viser det så om de nøglepunkter, som de søgte. Hvilke principper kan vi bruge fra dette eksempel i missionsarbejdet i dag?

Der, hvor mennesker arbejder sammen, vil der altid være muligheder for konflikter. Den Onde arbejder for at underminere de troendes effektive gerning. Det er derfor på sin plads, at vi helt kort ser på et tilfælde i den første menighed, hvor konflikten blev til virkelighed.

ApG 15,36-40

Hvad var årsag til striden mellem Paulus og Barnabas? Hvad blev følgen af deres uoverensstemmelse, og hvad kan vi lære af det?

På en tidligere missionsrejse havde Johannes Markus forladt Paulus og hans andre fæller og var returneret til Jerusalem. Det ser ud til, at denne episode (ApG 13,13) gjorde Paulus modvillig til at tage Johannes Markus med på denne tur. På den anden side så Barnabas, at det ville tjene både Johannes Markus og missionsarbejdet, hvis han kom med. Resultatet blev, at Paulus valgte Silas, og Barnabas valgte Johannes Markus som rejsefælle.

Der var ingen diskussion om, hvilket missionsarbejde, der skulle gøres. I stedet for at lade personlige opfattelser overskygge den evangeliske gerning, sendte de to hold af sted. Paulus og Johannes Markus arbejdede senere sammen med stort held (se 2 Tim 4,11).

Til eftertanke

Tænk på nogle, som du måske kævles med i menigheden. Hvor meget brug har du for ydmyghed, selvfornægtelse og vilje til at tilgive og vende den anden kind til, for at I kan forliges?

229

FREDAG

1. JUNI 2012

Til videre studium Sæt realistiske tidsrammer for missionsarbejdet Afhængig af hvilket missionsprogram, der planlægges, vil nøjagtige tidsrammer variere med forskellige målstrategier og prioriteter. Men der er dog nogle almene punkter, der skal tages i betragtning: • Målet for de næste 12 måneder. Ønsker i forhold til mennesker og discipelskab samt fuldførelse af programmet beskrives.

• Lav en tidslinje, som ikke er for kortfattet. Den skal indeholde oplæringstid, programstart og afslutningsdato. Afsæt også evalueringstidspunkter på den. Vigtige programtrin udspecificeres med hvilke personer eller teams, der er ansvarlige for disse opgaver.

• Hvordan passer programmets strategier ind i menighedens overordnede missionsprogram? Husk at du både er en del af et større team, og at der er behov for at samarbejde.

• Overvej alvorligt, om dit program vil fortsætte, eller det skal gentages næste menighedsår. Dette vil hjælpe dig til at afgøre, hvilken fortsat træning af nye deltagere, der skal tages hånd om.

Hvis dit program er et ”udviklings-program“, vil hver evaluering også nødvendigvis skulle se fremad.

Til drøftelse

De følgende citater åbenbarer, at Gud har forventninger til enhver troende, og at han har en bestemt gerning for alle. Hvad tror du, Gud forventer af sin menighed, når det handler om uddannelse i og organisering af hele menighedens engagement i sjælevindende arbejde? Hvad kan en menighed gøre for at hjælpe medlemmerne til at forstå Guds forventninger? Hvordan forholder du dig selv til disse følgende udtalelser? ”Gud forventer personlig tjeneste fra enhver, som han har givet kundskab om sandheden for denne tid. Ikke alle kan rejse som missionærer til fremmede lande, men alle kan blive hjemmemissionærer i deres egen familie og naboskab.“ (Testimonies, vol. 9, p. 30). ”Det er Herrens vilje, at alle de, der får del i hans nåde, skal arbejde for andre. Vi bør hver især sige: Her er jeg, send mig!“ (Profeter og Konger, s. 110; PK 222).

230

TIL SABBATTEN | 2. JUNI 2012

DIALOG

Oplæg til samtale Bryd isen

George Knight prædikede ved Generalkonferensen i 2000 i Toronto, Canada, over emnet: Hvis jeg var Djævelen. Han sagde bl.a. dette: ”Hvis jeg var Djævelen, ville jeg få præster og administratorer til at være centrum i menighedens arbejde. Det må have været Djævelen, som gav os den tanke, at præsten skulle gøre alt prædikearbejdet, give alle bibelstudier, være menighedens primære sjælevinder og planlægge og udføre alle forretningsmæssige beslutninger for menigheden.“

Uddybende spørgsmål

1. På hvilken måde afspejler denne beskrivelse af præstens rolle virkeligheden i din menighed?

2. Hvis du var Djævelen, hvilke andre strategier ville du så bruge for at holde medlemmerne på deres plads i kirken som tilskuere mere end som deltagere i sjælevindende mission?

3. Hvorfor er nogle professionelt trænede evangelister tøvende, når det gælder at gøre brug af forholdsvis utrænede menighedsmedlemmer?

4. Hvordan skal vi svare på et kald til tjeneste fra menighedens ledelse eller menighedens forslagsudvalg?

5. Hvorfor er det somme tider så vanskeligt at uddelegere ansvar?

6. Lav en liste over nogle bibelske personligheder, hvis liv blev forvandlet, da de valgte at blive aktive deltagere i Guds mission.

Kristendom i praksis

Er der grupper i din menighed, som til stadighed bliver overset, når det kommer til planlægning og udførelse af missionsarbejde? Eller måske bliver overset af forslagsudvalget, når der skal findes personer til forskellige embeder? For eksempel unge mennesker, kvinder, etniske eller kulturelle minoriteter? Hvordan kan forskelligheder bringe styrke ind i en menigheds udadvendte arbejde?

231

MISSIONSBERETNING

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

2. JUNI 2012

DER ER EN, DER ELSKER MIG Naw Zar Mon bankede på døren til det lille hus og ventede på, at den gamle mand, som boede der, skulle åbne døren.

Den gamle inviterede hende indenfor, og de satte sig sammen ved bordet, hvor den gamle mand gjorde klar til at forudsige hendes fremtid. ”Der er nogen, som godt kan lide dig,“ sagde han. ”Hvem er det?“ spurgte Naw Zar Mon ivrigt. ”Jeg ved det ikke,“ sagde han, ”men jeg kan se kærlighed.“ Hjemme igen hviskede hun til den ukendte, der elskede hende: ”Pas rigtig godt på mig.“ Naw Zar Mons mand er soldat, og de må ofte flytte. Hun kunne ikke fordrage at flytte. Det var altid så svært at tage afsked med gode venner og at skulle finde nogle nye.

Naw Zar Mon var ikke en kristen, men hun følte sig vældig tiltrukket af et billede, som de tidligere beboere af deres lille lejlighed havde ladet hænge, da de flyttede. Det var et billede af Jesus. Hun studerede det nøje og syntes, at hun læste kærlighed i hans øjne.

Naw Zar Mon havde en kristen nabo, U Chin. En dag spurgte hun naboen: ”Er den kristne Gud en kærlig Gud?“ U Chin svarede bekræftende og læste for hende fra Bibelens 23. salme: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.

232

Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.“ ”Du må gerne beholde Bibelen,“ sagde U Chin. ”Så kan du selv læse om Guds kærlighed.“ Naw Zar Moon tænkte, at det måtte være Jesus, som elskede hende. Hun ønskede fremover kun at tilbede ham.

Det var ikke alle, der synes om hendes beslutning. Det gjorde manden heller ikke, og da han endnu en gang skulle forflyttes, bad han hende og børnene om at flytte hjem til hendes forældre. Da disse opdagede, at hun ikke længere ville tilbede familiens guder, smed de hende ud.

I stedet fandt hun et tomt hus, som var ejet af nogle adventister. Hun fik lov til at flytte ind og begyndte også at følges med dem i kirke. Jo mere hun hørte, og jo mere hun læste i Bibelen, des mere fik hun øjnene åbnet for Guds kærlighed.

I dag bor Naw Zar Moon sammen med sine børn i et lille rum på adventisternes skole. Hun vil gerne selv have en uddannelse, og hun ønsker også, at hendes børn skal gå i en kristen skole. ”Jeg har fundet en, der elsker mig, og ham lader jeg ikke i stikken,“ siger hun. ”Vi har det svært lige nu, men jeg ønsker, at mine børn skal lære at stole på Guds kærlighed, som jeg selv har lært det.“

FAKTA • Myanmar er et land i det sydøstlige Asien. Hovedstaden hedder Yangon.

• Der findes mange vilde dyr i Myanmar, og man bruger elefanter som lastdyr.

NOTER

TIL SABBATTEN | 2. JUNI 2012

233

10

TIL SABBATTEN | 9. JUNI 2012

Et svar i kærlighed

Ugens tekst

”Elsker I mig, så hold mine bud.“ (Joh 14,15).

Ugens nøgletanke

Vi skal arbejde med at vinde sjæle for Kristus; det spørgsmål, vi skal stille os selv er: Hvad motiverer os til at gøre lige præcis det?

Introduktion

Selv om ugens vers ofte bliver anset for at henvise til De Ti Bud, så er der andre bud også, ikke mindst: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple!“ (Matt 28,19-20).

Vores motivation for at vidne og evangelisere skal først og fremmest være Guds nåde mod os og ikke en følelse af skyld, forpligtelse eller gæld. Man behøver ikke at være adfærdspsykolog for at vide, at ganske meget af, hvad vi gør som mennesker, gør vi som respons på noget. Dette vil også være sandt, når vi involverer os i at vidne og evangelisere. Vi kan opdage vores motivation ved ganske enkelt at spørge, hvorfor vi gør, som vi nu gør. Hvorfor bliver vi involveret i menighedens vidne- og evangeliseringsstrategier? Eller – hvorfor gør vi det ikke?

I denne uge vil vi undersøge det rette motiv for at tage del i Herrens værk, og også vise farerne ved at arbejde ud fra de forkerte motiver, sådan som pligt, skyld og skam. Vi skal undersøge, hvorfor evangelisme og vidnetjeneste skal være vores kærlige respons til Guds frelsesgave til os.

Tekster til ugen

234

· Joh 6,28-29; 15,13 · Rom 3,19-20; 5,6-8 · 1 Joh 4,18-19

SØNDAG

3. JUNI 2012

Motiveret af kærlighed Har du nogen sinde undret dig over, hvor vanskeligt det er, at motivere menigheden til at være med i langstrakte projekter? Hvad er det, der motiverer en forælder til at give sin ene nyre for at kunne redde sit barn? Hvorfor bruger en far og mor en formue på at give deres børn den bedst mulige uddannelse? Er det, fordi forældrene ville føle skyld, hvis de ikke gjorde det? Tror de, at de skylder deres børn dette? Naturligvis ikke.

Mens forældre har en følelse af ansvarlighed for deres børns velfærd, så er det helt sikkert kærligheden, som er den største motiverende kraft. De gør det, fordi de elsker. Vi kan ikke understrege det tydeligt nok: Vi gør noget for Gud, fordi vi elsker ham, og fordi vi ved, at han elsker os.

1 Joh 4,18-19

Hvad betyder disse vers? Skriv meningen med dine egen ord.

Vores kærlighed til Gud skal grundes i hans kærlighed til os. Gud var til før os, og han har elsket os utroligt, siden mennesket blev skabt.

Kærlighed kan kun komme som en følge af og en respons til kærlighed. Lydighed over for den store missionsbefaling af nogen anden årsag end den, at vi elsker, er ufrugtbar. Det er derfor, åndelig forberedelse er livsvigtig, når vi søger at blive involveret i vidnetjeneste og evangelisme.

Vores kærlighed til Gud og vores villighed til at arbejde med ham for at frelse sjæle, er afhængig af vores kendskab til ham. Det er ikke almindeligt, at vi elsker mennesker, som vi ikke kender. Derfor er det vitalt, at vi – for at adlyde Gud af kærlighed – kender ham personligt.

Jos 22,5 Luk 7,41-43 Joh 14,23 2 Kor 5,12-18

Hvad siger disse tekster om kærlighed til Gud og motivationen for at adlyde ham og arbejde for ham?

Til eftertanke

Hvor meget motiverer din kærlighed til Gud dig til det, du gør?

Motiverer den dig i det hele taget? Hvad siger dit svar om dit forhold til ham, og hvad skal der ændres?

Kærlighed og lydighed er uadskillelige så længe, som de forekommer i denne rækkefølge. Sand kærlighed til Gud vil altid resultere i lydighed over for hans åbenbarede vilje, men lydighed vil ikke altid føre til kærlighed (selv om det kan). Hvis vi ønsker, at mennesker skal arbejde for Jesus, skal vi hjælpe dem til at skabe et kærligt forhold til ham.

235

MANDAG

4. JUNI 2012

Ikke af skyld I århundreder har skyld været brugt for at motivere mennesker til at handle. Evangelister har ofte mindet os om, at Gud har givet os ansvar, og at vi skal bruge vores Gud-givne talenter og gaver. Vi har fået at vide, at Gud er afhængig af os. Hvis Gud har gjort så meget for at frelse os, hvordan kan vi da være så inaktive? Alle disse forsøg på at kalde os til handling er uden tvivl givet i den bedste hensigt, og i en underforstået appel til vores skyldfølelse og vores gæld til Gud. Det ser ud, som om motivation ikke fører til noget produktivt, når vi lægger vægten på det, vi skal gøre og ikke på det, Gud har gjort.

Rom 3,19-20

Hvad mente apostlen Paulus, da han sagde, at hele verden er strafskyldig over for Gud? Hvad er hans pointe?

Den måde, Paulus bruger ordet strafskyldig på, harmonerer med følelsen af ansvarlighed. Han har allerede sagt i Rom 3,10, at ”der er ingen retfærdig, ikke en eneste“ og i vers 19 fastslår han, at loven gør ”hele verden“ skyldig over for Gud. Lovens funktion er ofte blevet sammenlignet med et spejl, som viser vores syndige tilstand, men som ikke kan skaffe tilgivelse. Når vi ser ind i Gud lov bliver vi klar over vores syndighed og bliver samtidig drevet til frelseren for at modtage hans gratis nåde og renselse.

Efter vi er kommet til Kristus, er vi ikke længere motiveret af skyld, fordi skylden er blevet dækket af Jesu retfærdighed. Ja, vi er syndere, men vi er blevet tilgivet, vores skyld er sonet; nu – på grund af den frelse, som er vores gennem Kristus – er vi motiveret til at vidne for andre om, hvad Kristus har gjort for os.

Jak 2,10

Hvad er hovedpunktet i Jakobs udtalelse? Hvordan vil du forklare dette vers for en nyomvendt?

Den kendsgerning, at en overtrædelse på ét punkt gør et menneske skyldigt i at trodse den Gud, som skabte hele loven, understreger det nytteløse i at forsøge at vinde Guds gunst ved at holde loven. At bryde loven, selv en lille smule, åbenbarer en underliggende lyst til at gøre vores egen vilje hellere end Guds.

Til eftertanke

236

Når du erkender dine fejl, må du overgive dem til Jesus, påberåbe dig hans retfærdighed, hans tilgivelse, hans nåde – uanset hvor uværdig du er. Hvis ikke du var uværdig, så ville den frelse, som tilbydes, ikke være af nåde (se Rom 4,1-4).

TIRSDAG

5. JUNI 2012

Motiveret til tjeneste Hvad ville du tro om nogen, som konstant og højlydt forkyndte, at de var motiveret og alligevel ikke gjorde noget? Eller hvis nogen påstod, at de var forpligtet, men aldrig fortalte til hvem eller til hvad, de var forpligtet? Som vi har set, er kærlighed en yderst stærk motivator. Men kun at erklære sin kærlighed, selv vores kærlighed til Gud, betyder ikke noget, medmindre vi handler på denne kærlighed.

I denne forstand er kærlighed et aktivt ord.

Joh 15,13 Rom 5,6-8

Hvad åbenbarer disse vers om Jesu kærlighed vist gennem hans gerninger? Hvordan skal vi bruge principperne her og anvende dem i vores eget liv?

Hvilken vidunderlig frelser han er, som frivilligt og gerne gav sit liv, fordi han elsker os så højt. Her er det ultimative eksempel på, hvor den, som elsker, er tvunget til at handle for dem, som er elsket.

Hvad nu, hvis Jesus havde lovet os sin kærlighed og så var blevet i himlen? Hvad nu, hvis han havde erklæret os sin kærlighed, men ikke givet os nogen løfter eller håb?

Joh 14,21

Hvad siger dette vers om kærlighed i handling, både fra Jesu og fra vores side?

Vi taler ikke kun om kærlighed her; vi taler om et kærligt forhold. I ethvert kærlighedsforhold er vores motivation at behage den, som er genstand for vores kærlighed. Jesu vigtige frelsende gerning på vores vegne var motiveret alene af hans kærlighed til en slægt, som havde brudt deres forbindelse med Gud. Alt, hvad vi gør for Gud, og som ikke kommer fra et lignende motiv, viser, at vi ikke virkelig forstår, hvad det er at have et kærlighedsforhold til Gud. Gud ønsker ikke, at vi skal involveres i vidnetjeneste og evangelisme, fordi vi tror, vi skylder ham noget. Men han ønsker, at vores forbindelse til ham er sådan, at den tvinger os til at gøre de ting, som behager ham, og at vi skal være i harmoni med de ting, der betyder noget for ham. Gud ønsker, at vi skal elske ham så meget, at vi rækker ud til de mennesker, som han elsker.

Til eftertanke

Hvordan kan vi være sikre på, at vi gør ting for Gud med den rette motivation? Kan vi være en velsignelse for andre, selv hvis vi er forkert motiverede i vores handlinger? Hvis ja, hvordan så? Er de rigtige handlinger af den forkerte grund alligevel gode handlinger?

237

ONSDAG

6. JUNI 2012

Legalisme-fælden Der er et engelsk udtryk, der siger, at ”Der findes ikke noget, der hedder gratis frokost!“ Tanken er, at hvis du får noget gratis, så er det i virkeligheden ikke gratis, for på et eller andet tidspunkt på en eller anden måde kommer du til at betale. Teorien om, at der ikke findes noget, som er virkelig gratis har langsomt infiltreret den kristne tænkemåde så meget, at mange prøver at fortjene Guds frelse gennem lydighed over for hans vilje.

Legalisme i den kristne forståelse beskriver holdningen hos dem, som tror, at deres lydighed over for Gud på en eller anden måde vil retfærdiggøre dem i hans øjne. Men selv om Guds nåde ikke afviser hans forventning om lydighed, så er frelsen alene baseret på denne nåde og intet andet, og bestemt ikke noget som helst vi kunne gøre.

Rom 10,1-4 Rom 11,5-6 Gal 2,16

Hvad åbenbarer disse tekster om den misforståelse af frelsen, der er så fremherskende hos mange? På hvilke måder kan vi selv blive fanget i den samme tankegang? Hvorfor er det egentlig så let at blive det?

En legalistisk religion får den enkelte til at fokusere på personlig formåen (og ofte på andres formåen) mere end på missionsbefalingen.

Legalistisk holdning kan føre til stolthed og arrogance på vegne af dem, som er så blinde, at de faktisk regner sig selv for hellige nok til at blive frelst. Eller – lige så slemt – kan legalistisk holdning føre til modløshed og fortvivlelse hos dem, som erkender, hvor langt de er fra den guddommelige standard. På begge måder er det en fælde, som skal undgås, særligt af en kirke som vores, hvor lydighed over for loven er så central for vores forståelse af, hvad evangeliet handler om.

Til eftertanke

238

Læs Joh 6,28-29. Hvordan åbenbarer Jesus sandheden om frelse ved tro i disse vers? Hvad betyder det så at tro ”på ham, som han har udsendt“? Hvordan skal det vise sig i vores liv? Hvor godt viser du denne tro, særligt når der ikke er nogen, der ser dig?

TORSDAG

7. JUNI 2012

Udfriet til at blive slave Bibelen gør det klart, at vi engang var slaver for synden, men gennem Kristus er vi blevet frigjort (Rom 6,7), befriet (Gal 5,1), friet (1 Thess 1,10 adopteret (Rom 8,15) og genfødt (1 Pet 1,23).

Den effektive arbejder for Gud er den, som har givet sin fortid til ham og har taget imod hans kraft til at virke i nutiden og fremtiden.

Med andre ord vil de, som er blevet udfriet af Kristus, blive hans slaver. Hvis vi ikke forstår denne sandhed, kan det synes mærkeligt, at udfrielse fører til slaveri, men det er lige så sandt som – ”for at blive åndeligt fyldt skal vi til stadighed tømme os selv“ og at ”vejen til sejr er en konstant overgivelse“.

Fil 1,1 Jak 1,1 2 Pet 1,1

Hvad mente Paulus, Timotheus, Jakob og Simon Peter, da de sagde, at de var tjenere under Gud og Jesus Kristus? Hvordan skal vi forstå disse tanker?

Tjenere eller slaver var ejet og tvunget til at arbejde under en herre.

At arbejde for Herren i den kristne betydning er et fuldkomment frit valg. Gud elsker os for meget til at tvinge vores vilje. Når Timotheus, Jakob og Simon Peter brugte disse ord, var det et tegn på deres fuldstændige forbindelse til Kristus og hans sag. De erklærede deres uforbeholdne tjeneste til ham som deres herre. De lod deres eget selv i baggrunden, så at andre kunne fokusere på Jesus alene.

I dette billede af slaveri kan vi se dedikerede efterfølgere, som forpligter sig til at være loyale og hengivne gennem uselvisk tjeneste.

Joh 8,34-36

Hvad siger disse vers om syndens slaveri og vejen til frihed?

Jesu tilhørere vidste fuldt ud, at slaver ikke havde nogen sikkerhed.

De kunne sælges efter deres herres forgodtbefindende, mens herrens søn altid kunne være sikker i sin stilling. Her bruger Jesus den kendte situation for slaver for at viderebringe en vigtig åndelig sandhed. Hvis Guds søn gør os åndeligt fri fra syndens slaveri, så bliver vi virkelig fri. Det ville være usædvanligt for virkelig frikøbte slaver, hvis de af egen fri vilje vendte tilbage til tvang, men åndelig talt er det, hvad der sker, når vi er friet fra syndens slaveri og bliver Kristi slaver (Rom 6,17-18). Hvis vi er befriet fra de ting, som får os til at fokusere på os selv, så er vi fri til at tage hensyn til andre, og hvad vi kan gøre for at hjælpe andre. Heri ligger nøglen til et liv i tjeneste.

239

FREDAG

8. JUNI 2012

Til videre studium At holde sig til sporet Lige som enhver god bil til sidst vil bryde sammen uden regelmæssig vedligehold, sådan er mange gode og værdifulde missionsopgaver også brudt sammen på grund af mangel på regelmæssige eftersyn.

• Vedligehold din personlige forbindelse. Mind ofte dig selv om, at du arbejder sammen med Herren.

• Vedligehold din personlige vision. Er dine mål lige så tydelige og stærke, som de var, da du blev involveret i denne gerning?

• Vedligehold din kommunikation. Regelmæssige rapporter er vigtige for en fortsat støtte. Mennesker behøver at blive mindet om, hvordan denne mission går, og også om hvordan de kan deltage.

• Vedligehold din entusiasme. Der er intet der kan skabe entusiasme som entusiasme. Vis din stadige begejstring over din gerning, og andre vil også blive begejstrede.

• Vedligehold dit fokus. Kom ikke ud på et sidespor med andre opgaver, som vil afholde dig fra at bruge den tid og energi, som din nuværende gerning kræver.

Til drøftelse

1. Hvilket indblik giver det følgende citat i forholdet mellem kærlighed til Gud og tjeneste for ham? ”En kristen, som våger, arbejder også og søger af al kraft at gøre alt, hvad der står i hans magt for at fremme evangeliets forkyndelse. Når kærligheden til Frelseren vokser, vokser også kærligheden til næsten.“ (Mesterens Efterfølgere, s. 141; AA 261).

2. ”De, der aldrig har erfaret Kristi milde, overtalende kærlighed, kan ikke lede andre til livets kilde. Hans kærlighed i hjertet er en tvingende magt, som bringer mennesker til at åbenbare ham i deres samtale, i et kærligt, medfølende sind og ved at højne livet for dem, som de kommer sammen med. Kristne arbejdere, hvis bestræbelser skal lykkes, må kende Kristus; og for at kende ham må de kende hans kærlighed.“ (Mesterens Efterfølgere, s. 291; AA 550-551). Fortæl i klassen om dine personlige erfaringer med Guds kærlighed, og hvordan du selv er kommet til at mærke den.

240

TIL SABBATTEN | 9. JUNI 2012

DIALOG

Oplæg til samtale Bryd isen

Uddybende spørgsmål

Agape er det græske ord, der gentagne gange bruges i Det Nye Testamente for at beskrive den gennemgående, selvopofrende kærlighed, som Gud udviser over for menneskeheden. Men dette var en fremmed tankegang inden for den hedenske verden, som omgav den første kristne menighed. I den hedenske filosofi var ”barmhjertighed“ og ”skam“ betragtet som ”karakterfejl“; det var en vidt udbredt praksis at ”skaffe sig af med“ pigebørn ved fødslen. Og man troede, at de hedenske guder lige så meget var der for at pine mennesket som for at hjælpe det.

I dette tankesæt var den kristne opfattelse af agape-kærlighed intet mindre end et kulturelt granatchok. I stedet for de selvoptagne, impulsive hedenske guder troede de kristne på et guddommeligt væsen, som aktivt søgte et kærligt forhold til menneskeheden. Og endda mere radikalt var den tanke, at denne Gud forventede, at menneskene behandlede hinanden med den samme kærlighed!

1. Hvorfor er skyld og pligt ikke gode motiver for et vidne?

2. Hvorfor er det vigtigt at tænke på Kristi offer for os, at tro på, at han elsker os, at tage imod hans kærlighed og at give vores hjerte til ham?

3. Hvordan vækker hans kærlighed til os vores kærlighed til ham?

4. Hvorfor er kærlighed en forudsætning for sand vidnetjeneste?

5. Når vi elsker og bliver elsket, hvordan ændres så vores forhold til andre?

6. Hvorfor bliver følgen af sand kærlighed til lydighed, og hvordan viser vores kærlige lydighed et kærligt forhold til Gud?

Kristendom i praksis

I en ideel verden ville vores missionsarbejde flyde rent og purt som svar på Kristi offer og hans kærlighed til os. Men i Skriften og i vores egen erfaring ser vi, at der er andre stærke kræfter i arbejde – kræfter, som kan true vores gode hensigter. Kan vi nogen sinde løse den håbløst komplicerede knude af vores motiver og ønsker – både bevidste og ubevidste? Skal vi gøre det? Eller er det nok, at vi ganske enkelt erkender vores utilstrækkelighed og overgiver hele den sammenfiltrede knude i vores skabers kærlige hænder?

241

MISSIONSBERETNING 9. JUNI 2012

BURMAS ÆGTE GULD Aye May boede i en landsby i Burma, der nu hedder Myanmar. Da nogle adventist missionærer holdt møder i landsbyen, deltog Aye May. De talte meget om misbrug af tobak, betelnødder og alkohol. Missionærerne forsøgte også at få beboerne til at underskrive et afholdsløfte.

Aye May aflagde dette løfte. Et lægmedlem i landsbyen opdagede hendes interesse for åndelige ting og opmuntrede hende til at gå i missionsskole. Hun kunne endda få hjælp til at betale skolepengene. Aye May’s far var død, og moderen havde ikke råd til at sende børnene til en god skole. Aye May fik lov til at læse ved adventisternes skole.

Her lærte hun Gud bedre at kende, og da hun vendte hjem fra skolen, fortalte hun familien om alt det nye, hun havde lært.

I familien var man ikke glad for, at Aye May ville følge den kristne Gud. De forsøgte at få hende fra det, men det ville hun ikke høre tale om. Da skolen igen begyndte, og hun ville rejse tilbage, truede hendes onkel med at slå hende ihjel.

Aye May bad hendes mor om hjælp, men moderen var bange for den øvrige familie, så hun forbød bare pigen at tage tilbage til missionsskolen. Hun måtte altså blive hjemme.

Den næste tid forsøgte Aye May at følge alt det, hun havde lært på missionsskolen. Hun bad og håbede, at hendes familie ville give hende lov til at tage tilbage næste år.

Månederne gik, og da det blev tid til et nyt skoleår, bad hun om lov til at tage tilbage til missionsskolen. Hun ville også 242

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

gerne tage sin lille søster Cho Cho med.

Moderen syntes at én syvende dags adventist i familien var nok, men hun gav alligevel begge pigerne lov til at rejse.

Pigerne fik ingen hjælp til skolepengene, så Aye May var nødt til at arbejde hårdt for at klare det. Gud velsignede både hendes arbejde og hendes skolegang, og begge piger klarede sig godt.

De studerede Bibelen sammen, og før skoleåret var omme, blev de døbt.

De to piger indbød deres mor til at komme på besøg på skolen. Da hun opdagede, at døtrene klarede sig så godt, begyndte hun at vise interesse for deres religion. Hun gik med i kirke og deltog også i nogle bibelstudier. Inden længe indså hun, at pigerne havde valgt det rette, men hun elskede selv tobakken og nægtede at opgive denne.

Aye May og Cho Cho bad for deres mor, men hun vedblev bare med at ryge.

Da hun en dag talte med Aye May og denne begyndte at græde på grund af hendes tobakstrang, udbrød hun: ”Jeg er færdig med tobakken!“ Så lagde hun sin cigar på bordet og hakkede den i små stykker med en stor kniv. Gud hjalp hende til at sejre over tobaksvanen, og hun har aldrig røget siden.

Næste skoleår fik Aye Mays to andre søstre også lov til at gå i adventisternes skole. Få måneder senere blev både moderen og søstrene døbt, – og siden er flere fra landsbyen blevet døbt. Den gamle onkel, der havde truet med at slå Aye May ihjel, sendte endda sine egne børn til den samme skole.

Vore missionsgaver er stadig med til at nå befolkningen i Myanmar med evangeliet. Dine gaver kan gøre en forskel for tusinder af mennesker.

NOTER

TIL SABBATTEN | 9. JUNI 2012

FAKTA • Mere end 80% af Myanmars befolkning er buddhister, resten er muslimer eller følger de traditionelle stammereligioner.

• Før 1966 drev Adventistkirken flere skoler i Burma, men så blev alle private skoler lukket og overtaget af regeringen.

243

11

TIL SABBATTEN | 16. JUNI 2012

Lad menigheden vide...

Ugens tekst

”Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk.“ (Mark 6,30).

Ugens nøgletanke

Som rapport over den første menigheds missionsbestræbelser er Apostlenes Gerninger fyldt med lærdom for os i dag.

Introduktion

Den utrolige vækst i den første menighed har fået mange til at studere Apostlenes Gerninger. Derfor er mange områder af menighedslivet blevet undersøgt i lyset af denne bog – menighedsvækst, fremmedmission, menighedsadministration og evangelisme. Selv om der kan hentes meget om disse emner gennem læsningen, så er der andre områder, som fx rapportering, som ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener.

Rapportering i Apostlenes Gerninger bygger på rapportering i evangelierne og viser, at denne vigtige del af menighedslivet har en væsentlig indflydelse på den succes, som vidnetjenesten og evangelismen får. Ganske enkelt har vi brug for at vide, hvad der sker, hvad der virker og hvad der ikke gør.

I denne uge skal vi undersøge, hvordan de første evangelister rapporterede til deres ledere og til menigheden som et hele. Målet er at forstå vigtigheden af rapporter og at se, hvor det positivt kan bedre vidnetjenesten og evangelismen i den lokale menighed.

Tekster til ugen

244

· 4 Mos 13,17-33 · ApG 4,1-31; 11,1-18; 21,19-25 · 1 Kor 9,19-23

SØNDAG

10. JUNI 2012

Et bibelsk princip Så snart nogen nævner ordet ”rapportering“, forestiller man sig stabler af papir fyldt med facts og statistikker, som næppe gør meget andet end at samle støv. Men rapportering er ikke en moderne opfindelse, som er designet for at frustrere deltagere i missionsprojekter. Det er et bibelsk princip. Som vores ”ugens vers“ siger, rapporterede disciplene til Jesus, når de kom tilbage fra en missionsrejse. Dette synes at have været en central del af det evangeliske arbejde. Vi kan ikke pege på en bibeltekst, som direkte siger, at ”du skal rapportere, fordi …“, men der er klare udtryk i både Det Gamle og Det Nye Testamente for, at det var vigtigt. Rapportering er et led i en kæde af begivenheder. Det er sådan, at nogen forbereder en rapport, andre modtager rapporten, rapporten bliver evalueret, og så bliver der truffet beslutninger og lagt planer i forhold til det, som er rapporteret.

ApG 4,1-31

Læs teksten grundigt. Hvad rapporterede Peter og Johannes til deres fæller, og hvad fik denne rapport menigheden til at gøre? Hvad kan vi også i dag lære af det?

Tænk over, at uden avis, radio eller satellit-tv ville det direkte talte ord være den primære måde at sprede evangeliet på. Hvis disse første troende havde givet op over for de trusler, de fik, så ville deres indflydelse for Guds sag være blevet alvorligt hæmmet. Derfor samledes de, lyttede til rapporterne og besluttede så en strategi, som ville sætte dem i stand til at være tro over for deres evangeliske kald.

Det centrale i det hele er naturligvis deres bønner og deres læsning af skrifterne. Hvis vi ikke bruger andet fra denne beretning, så kan vi se hvor væsentlig bøn og tillid til Guds ord var for dem. Det skal heller ikke være anderledes for os i dag.

Skønt vi ikke har detaljerne om, hvad de planlagde, så viser vers 29, at de trods truslerne mod dem fortsatte med at tale om Jesus.

Til eftertanke

Skriften blev citeret for både Israels ledere og de andre jødiske troende, hvilket viser, hvor vigtigt det var for deres tro og vidnesbyrd.

Hvor central og væsentlig er Skriften i dit eget liv? (Du kan måske finde svaret ved at spørge dig selv om, hvor meget tid du bruger med din bibel).

245

MANDAG

11. JUNI 2012

”Hvad Gud har gjort“ På de fleste områder i livet er effektiv kommunikation nøglen til forståelse og harmoni. Når vi ser på menigheden, ser vi, at rapportering af aktiviteter og deres resultater er en vital del af intern kommunikation. I mange menigheder er der meget aktivitet, men det er kun de, der er involveret i hver enkelt tjeneste, som ved, hvad der sker der. På grund af dette bliver der blandt lederne af de enkelte grupper en følelse af, at der ikke er ret stor interesse for, hvad de gør. Denne følelse er ikke overraskende, hvis lederne aldrig deler deres mål og strategier med menigheden og aldrig rapporterer om deres aktiviteter og resultater.

ApG 21,19-25 1 Kor 9,19-23

Hvordan påvirkede det menigheden, da de hørte missionsrapporter fra Paulus? Men der var også antydninger af splittelse mellem de troende. Hvad var problemet – hvordan reagerede Paulus – og hvad kan vi lære af det i dag?

Da Paulus kom tilbage fra en missionsrejse, rapporterede han til Jakob og alle de ældste om, hvordan Gud havde velsignet hans mission blandt hedningerne. Paulus fortalte om det ene efter det andet af de mange fremskridt, som evangeliet havde, og menighedens ledere svarede med spontan og inderlig pris til Gud. Men der var også antydning af splittelse og forvirring, midt i de gode nyheder om Paulus’ vidnesbyrd. ”Mange af de jøder, der havde taget imod evangeliet, havde stadig ærbødighed for ceremoniloven og var kun alt for villige til at gøre ukloge indrømmelser, hvorved de håbede at vinde deres landsmænds tillid, fjerne deres fordomme og vinde dem for troen på Kristus som verdens frelser. Paulus var klar over, at så længe mange af de ledende medlemmer af menigheden i Jerusalem nærede fordom imod ham, ville de bestandig modarbejde hans indflydelse.

Han forstod, at hvis han ved en eller anden rimelig indrømmelse kunne vinde dem for sandheden, ville han rydde en stor hindring af vejen for evangeliet andre steder. Men han havde ikke Guds bemyndigelse til at give så meget efter, som de ønskede.“ (Mesterens Efterfølgere, s. 215; AA 405).

Til eftertanke

246

I dag ser vi også stridigheder med splittelse blandt os i forhold til, hvordan vi bedst kan nå sjæle. Hvilke stridsemner er der i kirken i din del af verden, og hvordan kan du hjælpe til med at finde løsninger?

TIRSDAG

12. JUNI 2012

Det er væsentligt at rapportere Det har ikke altid været ”in“ at rapportere om evangeliske og vidnemæssige aktiviteter, og derfor har man ikke kunnet se deres resultater og tage stilling. På alle områder af vores moderne travle liv bliver tingenes betydning set i forhold til deres formodede værdi. Ting, som bliver set på som spild af tid og kræfter, får normalt ikke særlig stor del af vores tid og opmærksomhed. Derfor skal menighedens medlemmer kunne se, hvad evaluering af rapporter kan give.

Der er forskel på den enkle rapport om kolde facts og så at fortælle om, hvordan de aktiviteter, som disse facts repræsenterer, er en succesrig del af menighedens arbejde for at nå mennesker med det gode budskab. Det er deres ansvar, som rapporterer, at de viderebringer den iver og glæde, som kommer af at være med i det arbejde, som rapporteres.

ApG 5,14 ApG 8,4.12 ApG 11,21 ApG 14,21

Hvis vi fjernede alle rapporter om evangelisk arbejde fra Apostlenes Gerninger, hvilke spændende og opmuntrende fortællinger ville vi så ikke miste!

Den overvældende menighedsvækst, som er rapporteret i Apostlenes Gerninger, kom ikke af sig selv. I Helligåndens kraft og med Jesu løfte om fremgang engagerede de troende sig i aktiviteter, som frembragte disse resultater. De havde fokus på, hvad de ønskede at opnå og på, hvordan de bedst kunne nå det. Det er fortalt, at gennem evangeliets forkyndelse vendte skarer af mænd og kvinder sig til Herren og blev døbt som en del af udviklingen i deres discipelskab. Dette understreger igen vigtigheden af at rapportere resultater og aktiviteter med så mange detaljer, som du kan. Faktisk gengiver Bibelen resultater fra vidnetjeneste og evangelisme mere end detaljer om selve aktiviteterne.

Disse allerførste missionærer rejste overalt, hvor de kunne komme til det, og prædikede om Jesus og hans rige. På grund af de rapporterede og nedskrevne resultater kan vi antage, at de også kom med kraftige henvendelser til deres tilhørere. Denne uafbrudte prædiken og stærke appeller gav de dramatiske resultater i menighedsvækst, som er gengivet i Apostlenes Gerninger.

Til eftertanke

Det er naturligvis opmuntrende at høre beretninger om succesrige evangeliske arbejder. Hvordan reagerer vi, når det ikke går så godt, når vores planer ser ud til at mislykkes, når vores arbejde ser ud til slet ikke at gavne? Hvad skulle vores respons være?

247

ONSDAG

13. JUNI 2012

Rapportering og motivation Når vi taler om motivation, henviser vi til de dybtliggende grunde til, hvorfor vi tror eller gør ting. Dette passer også på rapportering. Når vi aflægger rapport, har vi en grund til det. Vores grund kunne ganske enkelt være et forsøg på at overbevise et udvalg om at fortsætte deres støtte. Eller vi kunne rapportere på en måde, som ville overbevise mennesker om at stoppe et program eller udskifte ledelsen. Hvis udvalgt information bliver rapporteret eller understreget, så bliver der måske truffet afgørelse om, at sådan rapportering ikke er det bedste. Derfor skal vores rapporter være ærlige og fair.

4. Mos 13,17-33

Alle 12 spejdere så det samme; hvad afgjorde så, at det kun var to ud af de tolv, der svarede anderledes? Hvad kan vi selv lære af denne rapportering?

Selv om Gud havde lovet, at Israels børn afgjort kunne indtage landet, var nogle af spejderne ikke sikre. Josva og Kaleb aflagde en god rapport om landet og antog, at de kunne tage af sted med det samme og tage det i besiddelse (vers 30). De andre ti gav en dårlig rapport og lagde vægt på vanskelighederne ved at indtage landet.

Når vi formulerer rapporter, skal vi gøre det med tanke på Guds åbenbarede vilje og i lyset af hans velsignelser. Der er altid fare for at blive fanget af de seneste modeller til evangelisk arbejde og at måle vores succes i, hvor godt vi anvender principperne i forhold til andre menigheder. Vi bliver måske mere interesseret i at virke fremgangsrige, end i at søge Guds vilje for vores menighed og gå fremad i hans nåde.

Det er en udfordring for vores menigheder i dag, når vi synes at blive bombarderet med en uendelig række af ”bedre“ måder til udadvendt gerning. I spejdernes rapport så Josva og Kaleb sikkert også forhindringer ved at erobre landet, men de kendte også Guds vilje.

Derfor var en vigtig del af deres rapport, at de helt sikkert kunne indtage landet. På den anden side kom de spejdere, som ikke havde Guds vilje med i deres tanker, med en rapport, som var beregnet til at overbevise folket om, at det var en bedre løsning at vende tilbage til Egypten.

Til eftertanke

248

Hvordan finder vi balancen mellem at leve af tro, stole på Guds løfter og så handle på dem – i modsætning til at leve på formodninger og gøre det, som måske ikke er det klogeste, men bruge tvivlsomme meninger om Guds ”ledelse“ for at retfærdiggøre dem?

TORSDAG

14. JUNI 2012

Giv ham ære Nogle mennesker tøver med at aflægge gode rapporter, fordi de tænker, det er en form for at prale med menneskelig formåen. Men rent faktisk bliver Gud forherliget ved trofast rapportering; og hans kirke bliver styrket i troen og opmuntret til at fortsætte gerningen for ham. Selv om nogle af og til afgiver rapporter med ikke helt ærlige motiver, skal det ikke standse ydmyge troende fra at fortælle om de mægtige ting, som Gud har udvirket gennem dem, når han har givet dem kraft til at være vidner og evangelister. Når det gøres med ydmyghed, entusiasme og kærlighed til sjæle, kan rapporter opmuntre andre menighedsmedlemmer meget til også at tage del i evangelisk arbejde og sjælevinding.

ApG 11,1-18

Hvordan svarede lederne og medlemmerne fra menigheden i Jerusalem på Peters rapport om arbejdet blandt hedninger? Hvordan kunne disse principper vise sig at være vigtige for os i dag?

Der havde været kritik af Peter og de andre, som havde valgt at vidne og evangelisere uden for de jødiske kredse; men som følge af Peters forklaring i menigheden i Jerusalem forsvandt kritikken, og de andre jødiske troende forherligede Gud. Set fra vores perspektiv i dag er det ikke let at forstå de emner, der var oppe at vende den gang. Evangeliet skal naturligvis ud til enhver, jøde og hedning – selv om der siges ”til jøde først…“ (Rom 1,16).

Det ved da enhver. Men i konteksten i Apostlenes Gerninger vil tanken om, at pagtens løfter skulle udvides til at gælde hedningerne, kræve et voldsomt skifte i jødisk tankegang. Imidlertid fik menighedens medlemmer – på grund af rapporterne om Guds gerninger og velsignelser – en ny forståelse af Guds ønske om at frelse alle mennesker alle steder; og det selv om det altid havde været Guds plan at frelse enhver, som ville frelses (Ef 1,1-4; Es 53,6; Hebr 2,9).

For den gennemsnitlige læser vil det tage under to minutter at læse Peters rapport i ApG 11,1-18. Vi kan dog regne med, at hans tale og de følgende spørgsmål og yderligere svar ville have taget betragtelig længere tid. Derudover – skønt Peter viser hen til sig selv i rapporten, og skønt nogle medlemmer sikkert har sagt: ”Godt, Peter!“ – blev al ære givet til Gud, og menighedens ledere blev opmuntret, da de kom til en bedre forståelse af, at missionsbefalingen til hele verden ville blive realitet.

249

FREDAG

15. JUNI 2012

Til videre studium Giv rapport om dit arbejde Som vi har set det i denne uge, har andre behov for at vide, hvad du er i gang med. Specifikke rapporter som fx mødedeltagelse og finansielle redegørelser er bestemt nødvendige. Det er også vigtigt, at du præsenterer rapporter ved menighedens missionsbestyrelse og menighedsbestyrelsen. En mundtlig rapport kan berøre hovedpunkterne ganske kort, men en skreven rapport, som indeholder så mange detaljer som muligt, bør afleveres.

Ikke alene vil denne information holde mennesker interesserede i din mission og gøre det lettere at opmuntre til engagement, den vil også direkte forbedre evaluering og fremtidig planlægning og vejledning.

Gør dig klart, at dine rapporter bliver givet med reference til menighedens overordnede missionsplaner. Forklar, hvordan din opgave er en del af en strategi, som medvirker til at nå menighedens mål.

Du skal udfordre dig selv med hensyn til din motivation til rapportering. I hvilken grad har du fokus på Guds vilje for din menighed og sjæles frelse?

Til drøftelse

1. Tænk på emnet fra i torsdags om jødernes behov for at ændre holdning med hensyn til arbejde for hedningerne. Se dig omkring i din egen menighed, kultur og dit miljø. Rent dogmatisk lægger vi vægt på vores tro på, at evangeliet er for hele verden.

På hvilke måder har vores egne kulturelle og sociale fordomme brug for at ændres lige som de første kristnes?

2. Selv om denne uges kontekst var om rapportering af evangeliske aktiviteter, tænk så alligevel på hele tanken om at aflægge rapport i enhver anledning. Hvordan kan vi være sikre på, at vi altid er ærlige og sandfærdige og ikke uærligt slænger omkring os med informationer på måder, som vil give os det, vi ønsker, uanset hvor fordrejede vores ord måtte være? Hvorfor er det så let at gøre det, og hvorfor er det så let at snyde os selv, når vi gør det?

250

TIL SABBATTEN | 16. JUNI 2012

DIALOG

Oplæg til samtale Bryd isen

Vi lever i en medie-gennemsyret verden. Der er store fordele ved at leve på en tid, hvor nyheder spreder sig med lysets hastighed. Da et jordskælv hjemsøgte Haiti i 2010, udløste nyheden en verdensomspændende støtte til ofrene. Og vores elektroniske tidsalder gør også, at vi kan støtte med penge blot ved at sende en sms-besked eller taste et telefonnummer. Men det, som teknologien har givet, tager den også fra os igen. I samme øjeblik medierne ”skifter kanal“ og ikke længere zoomer ind på katastrofeområderne, i det øjeblik er verdens interesse forsvundet derfra. Hvad får vi ud af det? Kriser sælger, men kun meget kort tid. Hvis rystende verdensbegivenheder kun kan holde menneskers opmærksomhed et begrænset tidsrum, hvilken chance har så den gode nyhed om frelsen?

Uddybende spørgsmål

1. Hvad var den almindelige respons på de rapporter, som apostlene gav til den første menighed?

2. Hvorfor er det vigtigt at dele høstens glæde med hele menigheden?

3. Disciplene var motiverede for at dele frelsens gode budskab, da de forstod Kristi gerning og mission. Hvad siger det os om, hvor vigtigt det er at kende og forstå, hvem Jesus er, og hvad han kom for at fuldende?

4. Hvis Jesus mente, at det var væsentligt at forklare profetierne om sit liv og sin mission for disciplene, hvorfor nedvurderer nogle så studier af bibelske profetier? Hvordan påvirker denne tøvende holdning evangeliets udbredelse?

Kristendom i praksis

Helligånden var uundværlig for de første disciples gerning. Det var udgydelsen af Ånden, som gjorde dem til redskaber i Guds hånd – parate til at frelse mennesker.

251

MISSIONSBERETNING 16. JUNI 2012

LYS I MØRKET Paulraj trådte ind i kredsen af sæsonarbejdere, der sad under en lygtepæl i Singapore. Han havde i sin taske en flaske juice til hver af dem. Han satte sig, drak lidt af sin én flaske, og så var det tid til andagt.

Mændene var trætte og ensomme.

De fleste af dem var kommet til Singapore fra Indien for at arbejde. De var ikke kommet til deres mødested for at få gratis juice. De tørstede bare efter Gud. Siden 2007 har Paulraj forsøgt at gøre noget for Singapores tusinder af sæsonarbejdere, der bor i store komplekser med plads til 10.000 arbejdere.

En aften bemærkede Paulraj en mand, der holdt til i nærheden af en lygtepæl, hvor han var ved at læse en bog. Paulraj standsede og fandt ud af, at manden læste i Bibelen. Han bad om lov til at læse et bibelvers for manden og slog op til Es 48,17 og 18: ”Dette siger Herren, som løskøber dig, Israels Hellige: Jeg er Herren din Gud, som lærer dig, hvad der gavner, som fører dig ad vejen, du skal vandre.

Gid du ville lytte til mine befalinger, så blev din fred som en flod og din retfærdighed som havets bølger.“ Manden, der hed Martin, så på Paulraj og fortalte, at han aldrig havde hørt om Guds bud før. De snakkede så lidt sammen om Guds bud og om mandens familie. Så bad de sammen, og Martin blev inviteret med til Paulrajs hjem.

Efter dette kom Martin ofte på besøg, og det endte med, at han blev døbt og optaget i adventistfamilien.

Singapores styre tillader ikke direkte 252

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

evangelisme blandt sæsonarbejderne.

Paulraj tilbyder derfor at undervise i engelsk og i edb for at få kontakt med disse.

Han gør det, fordi han gerne vil, at de skal lære en kærlig Gud at kende, og han får kontakt med flere og flere af disse arbejdere. Når de har lært Gud at kende, får de ofte lyst til at rejse hjem til Indien for at fortælle om den samme Gud, som de har fundet i Singapore.

Disse sæsonarbejdere kommer fra næsten hele Indien, og Paulraj indser, at hvis han kan lede dem til Kristus, så kan de gøre meget godt for Guds værk, når de vender hjem.

Indtil nu har mere end 50 af disse sæsonarbejdere givet deres liv til Kristus på grund af Paulrajs indsats. De mødes i små grupper i hans hjem eller på gaden.

De synger sammen og studerer Bibelen sammen.

Vore missionsgaver er med til at hjælpe pionerer som Paulraj med at plante menigheder over hele verden.

FAKTA • Singapore har en befolkning på 4,7 millioner.

• Paulraj og hans kone, Maria, er bare to ud af 1200, der arbejder i Global Missionen spredt i 86 lande. Nogle arbejder i primitive områder, mens andre gør en indsats i storbyer som Singapore.

NOTER

TIL SABBATTEN | 16. JUNI 2012

253

12

TIL SABBATTEN | 23. JUNI 2012

Vurdering af missionsarbejde

Ugens tekst

”Ring af guld og gyldent smykke: en vís, der formaner en, som lytter.“ (Ordsp 25,12).

Ugens nøgletanke

Det er en fejltagelse at blive involveret i Guds store evangeliske arbejde uden effektiv vurdering.

Introduktion

Alt for ofte er vi tilfredse med minimale resultater af evangelisme, når vi kunne have skabt større påvirkning og haft betydelig større succes, hvis vi havde vurderet tidligere missionsarbejde og ladet vores resultater påvirke fremtidige retninger og strategier.

Somme tider bliver der brugt store summer på evangelisk arbejde, hvor det giver minimale resultater. Dette har ført til ændringer i budget og/eller i procedurer. Hvis det bliver gjort med en ukritisk ånd, kan disse spørgsmål blive en del af en fuldgyldig evaluering. Vi skal dog hurtigt tilføje, at vi slet ikke kender de fulde resultater af noget specifikt program, fordi vi kun kan fokusere på de fysiske resultater (som antal døbte) og uvidende om, i hvilken grad evangeliets sæd er blevet sået. Ikke desto mindre er der stadig behov for at vurdere på en måde, som også involverer, at vi træffer afgørelser, men afstår fra at være dømmende.

I denne uge skal vi betragte vurdering/evaluering som et bibelsk princip og undersøge dens værdi som er fortsat procedure i den lokale menigheds liv i dag.

Tekster til ugen

254

· 5 Mos 10,12-13 · Matt 23,15 · 2 Kor 13,5-6 · Hebr 10,24-25 · Åb 14,6-7

SØNDAG

17. JUNI 2012

Hvorfor evaluere?

Evaluering vil ske, enten vi er klar over det eller ej. Evaluering sker hver sabbat og ved enhver offentlig sammenkomst. Mennesker vurderer indhold, klarhed og endog prædikenens længde, og de, som kommer til offentlige møder, forventer et højt professionelt niveau.

Hvor som helst og når som helst mennesker forventer noget, vil der ske en vurdering. Skønt vi ikke kan pege på en tekst, hvor der blev udført formel vurdering, er det tydeligt, at vurdering var en seriøs del af den første menigheds liv.

1 Tim 3,1-13 1 Kor 11,28 2 Kor 13,5-6

Hvad siger disse tekster om nødvendigheden af evaluering? Og hvilken form for evaluering foreslår versene?

Når Guds ord sætter en standard, forventer eller foreskriver specifikke handlinger, eller udsteder en befaling, er vores responser genstand for evaluering. En evaluering stiller meget vigtige spørgsmål. ”Hvordan går det på dette særlige område af missionen?“ ”Hvordan kan vi blive mere effektive?“ Den kendsgerning, at Paulus skrev om bestemte kvalifikationer for menighedens embedsmænd viser, at der skulle vurderes på en eller anden måde. Dette skulle være en vurdering af egnethed til den bestemte opgave og samtidig en vurdering af arbejdet på dette område.

Matt 28,19-20

Læs hele missionsbefalingen. Hvilke vurderende spørgsmål ville du stille, når du skulle give din egen menigheds respons på denne udfordring?

Som Guds tjenere er vi udrustet med den evangeliske sandheds umådelig værdi. Taget i betragtning, at dette budskab skal ud til hele verden, ville det ikke overraske, om Gud også har en evalueringsproces. Gud er interesseret i fremgang for det værk, som er overladt til dem, der har svaret på hans kald til at være medarbejdere for sjæle.

2 Kor 13,5

Læs teksten igen. Hvad siger den til dig personligt? Hvordan kan du bruge den på dig selv? Hvad er beviset på, at du har ”Jesus Kristus i dig“?

255

MANDAG

18. JUNI 2012

En venlig evaluering Der er mange fordele ved evaluering, men der er også nogle grøfter, som vi skal være klar over og skal undgå. Hvis vi er alt for aktive i vores evaluering og sætter mest fokus på det negative, er der risiko for at skabe kritiske omgivelser, som vil skabe modløshed og vil mindske antallet af frivillige til arbejdet. For at undgå, at evalueringen bliver opfattet kritisk, skal den ledsages af ægte støtte. Desværre glemmer vi ofte at støtte vores arbejdere, særligt dem, som har tjent i deres bestemte gerning i lang tid. De er der altid, og de gør altid deres arbejde, og derfor kommer vi let til at forvente, at de altid vil være der. Evaluering vil give dig en mulighed for at støtte og rose dem.

ApG 16,1-2 Rom 16,1 1 Kor 11,2 Fil 4,14

Hvilken støtte og hjælp ser du i de følgende vers? Hvordan kan en sådan hjælp gives i dag til den enkelte?

Hebr 10,24-25

Læs teksten omhyggeligt. Hvad betyder det at ”give agt på hinanden“? Hvilke vurderingsprincipper bliver foreslået?

I mange tilfælde måtte Paulus irettesætte menigheden eller enkeltpersoner, når det drejede sig om holdninger, opførsel eller lære.

Dette viser, at der har været nogen evaluering, men når Paulus havde mulighed for det, støttede han også folk for deres hjælp til ham selv, eller for deres troskab til Gud eller for en trofast udførelse af en særskilt opgave.

For at yde en fair evaluering skal vi se ikke kun på resultatet, men også på selve processen. At evaluere resultater viser, om de planlagte mål er blevet nået. En evaluering af processen afspejler den indre ledelse af opgaven.

Disse vers er mere end forslag. De anbefaler os at tage den enkeltes åndelige vækst og udvikling seriøst. Hvis vi skal tænke på, hvad Gud forlanger i vores kristne liv, og også opfylde et behov for at overveje, til hvilket punkt vi hver især er nået i vores erfaring, så følger deraf, at passende evaluering vil ske, når vi ”giver agt på hinanden“.

Til eftertanke

256

Tænk på, hvor opmuntrende det er, når nogen støtter dig, enten som menneske eller i den gerning, du udfører. Hvad er din generelle holdning over for andre? Er du mest tilbøjelig til at kritisere eller til at støtte andre? Hvis det er det første, hvad kan du så gøre for at ændre denne nedbrydende vane?

TIRSDAG

19. JUNI 2012

Hvad Herren søger Læs de følgende vers, mens du tænker over både denne uges – ja, hele kvartalets – emne og dette spørgsmål: ”Og nu, Israel, hvad andet kræver Herren din Gud af dig, end at du skal frygte Herren din Gud, vandre ad alle hans veje og elske ham og tjene Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, v13 så du holder Herrens befalinger og hans love, som jeg giver dig i dag, til bedste for dig selv?“ (5 Mos 10,12-13).

Hvis du skulle opsummere indholdet i de to vers, hvad ville det så være?

Hvilken tekst fra Det Nye Testamente minder det dig om, og hvorfor viser det vigtigheden af rådet fra 5 Mos?

Teksten siger, at Gud ”kræver“ dette af os. Hvordan skal vi forstå betydningen af dette i kontekst med ”frelse ved tro alene“?

Åb 14,6-12

Teksterne taler om vores hjerte og vores sjæl i kærlighed og med frygt – to ting, som ofte er vanskelige at bedømme fra ydre forhold. Hvilke ydre forhold i disse indre ting taler versene om? Hvordan passer forbindelsen mellem det indre og det ydre sammen med vores opfattelse af teksten fra Åbenbaringens Bog? Jesus giver i Matt 23,15 de skriftkloge og farisæerne en streng vurdering af deres ”vidnetjeneste“ og deres ”evangelisme“ over for hedningerne. Derfor skal vi for at kunne opfylde missionsbefalingen altid holde os de dybe sandheder fra 5 Mos 10,12-13 for øje. For det er jo i alle vores udadvendte arbejder det sidste, vi ønsker at gøre: ”hverve en enkelt proselyt“ som bliver ”dobbelt så fortjent til Helvede som I selv“ …

257

ONSDAG

20. JUNI 2012

Evaluering af åndelig vækst ”Men Herren sagde til Samuel: Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.“ (1 Sam 16,7).

Tidligere i dette kvartal har vi set, at ethvert mål, som er opstillet af enkeltpersoner eller af menigheden, skal kunne evalueres. Det er relativt enkelt at finde ud af og at evaluere på talmæssig vækst, men der er langt mere end dette, der afgør, om det er en menighed.

Det er tydeligt – skulle være det – at vi ikke bare ønsker at fylde kirken med mennesker. Vi ønsker at fylde den med mennesker, som vokser i deres forhold til Jesus, som elsker Herren og som udtrykker denne kærlighed i lydighed over for hans bud. Det sidste, vi ønsker at gøre, er det, som Jesus sagde til de skriftkloge og farisæerne i Matt 23,15: ”I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv.“ Denne kraftige irettesættelse af deres udadvendte arbejde viser, hvor vigtigt det er at vi retter vores opmærksomhed mod den åndelige vækst; ikke kun hos dem, som vi bringer ind i menigheden, men i langt højere grad hos os selv.

Matt 26,41 1 Thess 5,17 Rom 8,6 Ef 6,17-18 2 Tim 2,15-16 Sl 1,2

Hvilke åndelige discipliner anser disse skriftsteder for at være vigtige? På hvilke måder er alle disse ting væsentlige for vores åndelige vækst?

Hvordan kan vi, som syndere, der selv mangler åndelig nåde, vurdere noget så uhåndgribeligt som andres åndelighed? Kendsgerningen er, at der ikke er nogen ”åndeligheds-skala“, som vi kan vurdere personlig åndelighed ud fra. Det er derfor mere passende og bedre at se på, om den enkelte troende er på en åndelig rejse, end at afgøre, hvilket sted af selve rejsen, vedkommende er nået til. En åndelig rejse vises gennem de åndelige områder, vi beskæftiger os med.

De ting, der er opstillet i versene, er ganske afgjort indikatorer, men vi skal altid være omhyggelige med, hvordan vi bedømmer andres erfaringer. Særligt når det gælder nye medlemmer, skal vi – på en venlig og kærlig måde – hjælpe dem til at forstå, hvor vigtig bøn, bibelstudium og lydighed er for ethvert menneskes åndelige vækst.

258

TORSDAG

21. JUNI 2012

Vurdering af menighedsvækst Selve årsagen til, at din menighed eksisterer, er grunden til, at vi vurderer. Vi tror, at Syvende Dags Adventistkirken er opstået på denne særlige tid i jordens historie, og er en del af Guds plan for at bringe evangeliet ud til hele verden. Med andre ord er vi her for at vinde sjæle for Guds rige. Åb 14,6-7

Hvordan skal vi forstå disse vers i forhold til vores identitet som syvende dags adventister?

Evalueringen af, hvordan det står til med menigheden er en metode til at holde os til opgaven på den mest effektive måde. Enhver evaluering af, hvad kirken gør, skal være en evaluering af, hvordan evangelisme og vidnetjeneste påvirker kirkens vækst. Hvordan hjælper vores engagement med til at nå målet?

Matt 6,33 10,7; 24,14 Luk 4,43

Hvad taler disse tekster om? Hvordan skal deres betydning påvirke os både som en menighed og i vores gerning med at vidne og evangelisere?

Beretningerne om Jesu gerning på jorden indeholder adskillige henvisninger til at prædike som en måde til at vinde sjæle for Guds rige.

Jesus prædikede, at Guds rige var nær for hånden. Han irettesatte de religiøse ledere for at ”lukke“ Guds rige og gøre det vanskeligt for mennesker at komme derind. Han sendte sine disciple ud for at prædike Guds rige. Det fremgår tydeligt, at det var det overordnede mål for Jesus, for apostlene og for menigheden: At vinde mennesker for riget.

Rapporterne om det antal mennesker, som blev føjet til menigheden på forskellige tidspunkter og menigheder, som blev oprettet blandt hedningerne, er beviser på, at der blev evalueret i forhold til, hvordan menigheden var på vej mod målet om rigets vækst.

Til eftertanke

Jesus kom med et kraftigt og direkte udsagn om, at hvis man ikke var med ham, så var man imod ham (Matt 12,30), og hvis man ikke samlede med ham, så spredte man. Læg din trosbekendelse og dit medlemskab af menigheden til side. Samler eller spreder du? Hvordan vil du bevise dit svar?

259

FREDAG

22. JUNI 2012

Til videre studium Indbyd andre til at tage del i dit missionsarbejde Har du nogen sinde hørt om et én-mands-band? Trommen er sat fast på hans ryg og bliver betjent med en fodpedal. Slagtøj mellem knæene osv. I den billedlige betydning er et én-mands-band et, hvor én person spiller alle roller.

Den slags bands har tendens til at brænde ud, fordi de ikke har nogen fysisk eller følelsesmæssig støtte. Én-persons-bands klager somme tider over mangel på menighedens støtte, men menigheden er måske slet ikke blevet spurgt om at tage del på anden måde end gennem tegnebogen.

Enten du lige er begyndt i arbejdet, eller du evaluerer et igangværende, så er det følgende nogle forslag til, hvordan du kan forøge din gerning ved at få andre til at tage del: • Undersøg og skriv ned, hvad der kræves i alle dele af den mission, du er i gang med. Hvor mange personer kunne hjælpe, og hvilke områder kræver bestemt hjælp? Led efter nøglepersoner til at tage vare på disse opgaver.

• Aflæg regelmæssigt rapport til hele menigheden, så det er synligt for alle, at dit arbejde er en del af hele menighedens overordnede vidne- og evangelismetjeneste. Dette involverer menigheden.

• Hold regulære teammøder. Tag dig af teamets medlemmer og studer processen. Stil spørgsmålene: Hvordan er det gået? Hvordan går det nu? Hvor er vi på vej hen herfra?

Til drøftelse

1. Hvornår og hvordan krydser du grænsen mellem evaluering og den form for dom, som vi er advaret imod i Skriften?

2. Tænk igen over Jesu ord i Matt 23,15. Hvordan kan vi som en menighed undgå, at det sker, særligt når nyomvendte ofte er så ivrige? Hvordan kan vi forsikre os om, at deres iver har det rette fokus, så at vi ikke er årsag til ”helvedes proselytter“ i vores midte? Hvis vi ønskede at skabe nogle af den slags, hvordan ville vi så bedst kunne gøre det?

3. Tænk på en bestemt mission i din menighed og foreslå en god evalueringsproces af programmet, processen og personerne.

260

DIALOG

TIL SABBATTEN | 23. JUNI 2012

Oplæg til samtale Bryd isen

Der fortælles om en afrikansk landsby, hvor indbyggerne var blevet kristne. Stammens medlemmer havde givet deres liv til Kristus og havde lært, at en af de ting, der kunne give dem en levende forbindelse til Kristus, var bøn. Det høje græs, der ellers groede omkring hver hytte, viste, hvor de boede, som bad trofast. En dag blev en af indbyggerne bekymret, fordi han havde set, at græsset groede højt på en af hans venners ”bedeplads“.

Han mødte sin ven og sagde til ham: ”Bror, er alt i orden med dig?“ ”Hvorfor spørger du?“ lød svaret. ”Min bror, græsset vokser på din sti!“ I dag ville få mennesker nok have mod til at spørge en ven om hans bønneliv. Hvorfor er det kun få mennesker, som ikke har noget imod at blive vurderet på det område?

Uddybende spørgsmål

1. Er det muligt at undersøge et menneskes ”frugt“ uden at dømme ham?

2. Hvordan skal vi skelne en sand profet fra en falsk?

3. På hvilke måder vurderer Gud os? Hvilke redskaber bruger han til at måle vores egnethed til missionsgerninger?

4. Hvilkne rolle spiller Helligånden i ledelsen af de bestræbelser, vi gør i Guds menighed?

Kristendom i praksis

Det Nye Testamentes kristendom kendetegnes ved at være favnende, hvilket er modsat de strømninger, der er i Det Gamle Testamente. I Det Nye Testamente bliver missionsgerning set på som noget, der tilkommer alle at udføre – alle, som har troen på Jesus Kristus. I Matt 11,25-30 indbyder Jesus bekymrede mænd og kvinder til at komme og hvile hos sig. De, som fulgte ham, blev klædt på til missionsgerning. Den samme ånd kan ses hos apostlene. De bød alle velkommen til fællesskab og tjeneste.

261

MISSIONSBERETNING 23. JUNI 2012

EN KÆRLIGHEDSGAVE Mai bor i en junglelandsby i et land i Sydøstasien. Vi kan ikke fortælle i hvilket land, hun bor, men vi kan fortælle, at der ikke er ret mange kristne, og mange har aldrig hørt om Jesus. De tilbeder gudebilleder i templer og bringer offergaver bestående af blomster og fødevarer.

Landet har flere tusinde adventister, hvoraf nogle kan mødes i kirker, mens andre samles i små husmenigheder. De hungrer efter at lære Gud bedre at kende.

Mai så en dag en gruppe mennesker, der sad i skyggen af en stråtækt bygning. De lyttede til en mand, der underviste ved hjælp af billeder. Mai satte sig et sted, hvor hun kunne følge med.

Billedet forestillede en mand i en lang kjortel. Han havde et lam i sin favn, og så så han så venlig ud. Mens hun lyttede, fandt hun ud af, at manden hed Jesus.

Ham havde hun aldrig hørt om før, men hun lærte, at han var den levende Guds søn.

Taleren fortalte beretninger om, hvordan Jesus helbredte mennesker. Mai fik sådan en lyst til at opleve Jesus, men så hørte hun noget, der næsten chokerede hende. ”Jesus kom her til verden for at vise mennesker, hvordan Gud er. Det var alle ikke lige glade for, og så dræbte de Jesus.“ Så får jeg ham jo aldrig at se, tænkte hun og følte en klump i halsen. ”Men Jesus er Gud,“ fortsatte taleren, ”og Gud kan ikke dø. Jesus opstod fra de døde. Siden vendte han tilbage til sin far i himlen. Der er han stadig, og når vi beder om tilgivelse for vore forkerte handlinger, så minder han sin far om, at han døde for os. Han ønsker, at vi skal være sammen 262

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

med ham i himlen i al evighed. Hvis det skal ske, må vi imidlertid lade ham gøre os til nye mennesker, rene og pletfri.“ En gnist af håb tændtes i Mai. Jeg må vide noget mere om Jesus! Jeg vil også være ren og pletfri og bo sammen med Jesus i al evighed.

Da mødet sluttede, løb Mai hjem for at fortælle hendes mor, hvad hun havde hørt. ”Jeg må vide noget mere om Jesus,“ sagde hun begejstret. ”Må jeg gå derhen igen i morgen, så jeg kan høre noget mere?“ Mai’s mor sagde først ingenting. Efter nogen betænkningstid lød det dog: ”Gå bare. Du er gammel nok til selv at bestemme, hvem der skal være din Gud.“ Næste dag vendte Mai tilbage til samme sted. Den dag var der ikke så mange mennesker, men Mai lyttede interesseret til taleren, der viste dem Bibelen og fortalte mere om Jesus og om kristendommen. Hun gik derhen hver dag i den næste uges tid. Hun sugede simpelthen alt til sig og ønskede bare, at hun selv ejede en bibel, så hun kunne læse mere.

Der findes ikke så mange bibler i hendes land, men i dette kvartal vil en del af vore missionsgaver blive brugt til at skaffe børnebibler til landets børn, så de kan lære Jesus at kende. Siden vil de fortælle, hvad de har lært, til deres forældre og voksne venner. Lad os give en god gave næste sabbat.

FAKTA • I mange lande har børnene ikke adgang til at læse i Bibelen. I dette kvartal skal vi hjælpe børn i et land, som vi ikke kan omtale, til at opnå dette. Der er brug for tusinder af bibler i dette land i Sydøstasien.

NOTER

TIL SABBATTEN | 23. JUNI 2012

263

13

TIL SABBATTEN | 30. JUNI 2012

En evig tjeneste

Ugens tekst

”Så sagde han: Hvad ligner Guds rige? Hvad skal jeg sammenligne det med? Det ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin have, og det voksede op og blev et helt træ, og himlens fugle byggede rede i dets grene.“ (Luk 13,18-19).

Ugens nøgletanke

Evangelisme og vidnetjeneste er det, der får sennepsfrøet (Guds menighed) til at blive til et stort træ, som fylder hele verden.

Introduktion

Du har måske hørt nogen – måske dig selv – sige, at ”nu har jeg gjort min del; nu er det på tide, de unge tager over!“ eller ”jeg har været missionsleder i årevis, lad nogle af de nye medlemmer komme i gang!“ På sin vis er den slags udtalelser forståelige. Mennesker bliver ældre, somme tider svigter deres helbred, eller andre af livets omstændigheder afholder dem fra at varetage deres lederskab i menigheden.

Somme tider brænder mennesker også ud og behøver en pause. Der er også nogle, som mener, at Herren ønsker, de skal udføre hans vilje på andre områder i menighedslivet.

Men der er stor forskel på at skifte arbejde og at holde op med at arbejde. Så længe vi lever, skal vi arbejde på en eller anden opgave.

I denne uge skal vi sætte fokus på vores behov for at forblive deltager i missionsprojekter. Hvad end vores rolle er i menigheden, er der altid muligheder for engagement.

Tekster til ugen

264

· Joh 4,7-30 · ApG 2,42; 11,19-23 · 2 Kor 5,18-20 · 2 Tim 2,1-7

SØNDAG

24. JUNI 2012

Et stadigt missionsarbejde Det skal understreges igen og igen, at vidnetjeneste og evangelisme skal fortsætte, så længe der er mennesker, som har brug for frelse.

Det er Guds plan at frelse så mange mennesker som muligt. De, som har taget imod Jesus som deres personlige frelser, er kaldet til at arbejde sammen med Gud i denne gerning. Hvis vi har en dybtliggende hengivenhed for det, Kristus har gjort for os og det, han beder os om at gøre som svar, så vil vi altid kunne vidne og tjene.

Joh 4,7-30

Læs Jesu samtale med den samaritanske kvinde. Hvad var det ved Jesus og det, han sagde, som hun var så ivrig efter at fortælle sine naboer? Hvilke principper for vidnetjeneste kan vi finde i denne beretning, som kan hjælpe os, når vi søger at nå andre mennesker?

Jesus brugte en ganske enkel ”formel“ i sin samtale med kvinden.

• Han fangede hendes interesse: ”Giv mig noget at drikke“ • Han beholdt hendes interesse :”Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?“ • Han skabte en længsel: ”Herre, giv mig det vand!“ • Han fremkaldte en overbevisning: ”Herre, jeg ser, du er en profet“ • Hun handler på hans ord: ”Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?“ Disse fem trin i evangeliseringen behøver ikke nødvendigvis at finde sted på én gang, som det skete med Jesus og kvinden ved Jakobs brønd. Det kan ske over længere tid, mens du fortsætter med at vidne for nogle. Situationerne vil variere meget, men principperne i denne beretning kan i det store og hele bruges i vores forsøg på at vinde sjæle.

I tillæg dertil – skønt den indledende samtale handler om almindeligt vand – er Jesu mål at få kvinden til at længes efter at drikke af livets vand. Når alt kommer til alt – vi er kaldet til at hjælpe mennesker i alle livets situationer, og at imødekomme deres behov, hvor vi kan – så må vi aldrig glemme, at deres største behov er frelse i Jesus.

Til eftertanke

Hvor ofte drager du fordel af muligheder for at vidne eller tjene?

Er det ikke sandt, at vi ofte går omkring og møder mennesker, som – trods deres forhold til os – alligevel ikke har nogen idé om, hvad vi tror på, hvad vi står for eller hvilket håb, vi har? Hvordan kan vi ændre det, så at vi kan blive bedre vidner?

265

MANDAG

25. JUNI 2012

Et gavnligt miljø En vital del af vores evangelisme finder sted hver uge. Denne del af evangelisme kaldes for ”opfostring“ og ”etablering“. Vi er vældig gode til at invitere mennesker til vores menighed, men vi har ikke altid gjort det så godt, når det drejede sig om at skabe et miljø, som vil opmuntre dem til at vende tilbage og slå sig ned i fællesskabet.

Hvis vi skal skabe disciple, skal vi være opmærksomme på at opfostre og indlemme enhver ny kristen.

Hvad betyder det? ”Etablere“ giver associationer om at skabe noget forretningsmæssigt, noget permanent. Det er at hjælpe dem til at skabe en grundvold for tro og fællesskab. At ”opfostre“ bliver sædvanligvis betragtet som at opdrage, at passe, at træne, at undervise.

Når nogen tager mod Herren Jesus som deres personlige frelser, skal alle disse områder med etablering og opfostring sættes i gang både åndeligt og socialt inden for det kristne fællesskab. Med andre ord har en ny kristen behov for at blive opdraget, passet, trænet, uddannet og undervist i Herrens veje.

Fællesskab er nøglen. Det er her, mennesker mødes og påvirker hinanden. Mennesker, som tilslutter sig en menighed skal passes gennem åndeligt fællesskab.

1 Joh 1,7 ApG 2,42 ApG 11,19-23 ApG 20,35 Rom 1,11-12

Hvad siger disse tekster om åndeligt fællesskab blandt troende?

Hvorfor er disse ting særligt vigtige, når det gælder nye troende, som er kommet ind i menigheden gennem vores mission?

Ordet vi fra 1 Joh 1,7 viser os, at selv om vi skal vandre i lyset som enkeltpersoner, så skal vi vandre i lyset sammen. Hvis troende vandrer i lyset, vil der være fællesskab og enhed. Derfor vil der være et ”opfostrende“ miljø, hvor mennesker har fokus på Guds vilje med deres eget liv, og hvor de opmuntrer hinanden på den kristne vandring. Det er vigtigt at hjælpe nye medlemmer til at blive glade og tilfredse i menigheden, men det er også vigtigt at lede dem til at blive disciple i ordets dybeste betydning, hvilket indebærer udvikling af evnen til at lede andre ind i et frelsende forhold med Jesus.

Til eftertanke

266

Har din menighed et bevidst fokus på nye medlemmers behov?

Hvordan kan du blive bedre til at hjælpe med at ”opfostre“ nye medlemmer – eller gamle medlemmer for den sags skyld?

TIRSDAG

26. JUNI 2012

At oplære lærere Vi lever i en verden, hvor mennesker er særdeles mobile. Det ser næsten ud, som om lokale menigheder regelmæssigt laver forflytninger og ofte klager over tabet af dygtige medlemmer, som har været involveret i vigtige missionsopgaver. Fordi disse dygtige medlemmer flytter, og fordi den lokale menigheds evangelismetjeneste skal fortsætte med at udvikle sig, er der et stort behov for at forøge disse missionsaktiviteter.

2 Tim 2,1-7

Hvilke principper omkring oplæring af lærere kan vi finde i Paulus’ vejledninger til Timotheus? Hvordan skal alle disse ord passe på os i vores gerning for Herren, uanset hvilken stilling vi har?

Paulus fortæller Timotheus om det vigtige ved at se det store billede af menighedens gerning, både hvad angår udbredelse og varighed.

Den pastorale og undervisningsmæssige gerning skal ikke ligge på kun ét menneske. Det skal være en gerning for adskillige vidner og evangelister i menigheden. Først og fremmest fortæller Paulus, at Timotheus skal oplære andre til at lede i menigheden, fordi den ældre generation på et tidspunkt er borte. Implicit ligger i denne vejledning, at de mennesker, som han vejleder, også vil undervise andre og derved sikre, at menighedens mission i verden vil være kontinuerlig og ekspanderende. Dette er i harmoni med Jesu kald om flere arbejdere til høsten.

Et ordsprog lyder: ”Giv en mand en fisk, og han bliver mæt én dag; lær ham at fiske, og han og hans familie bliver mætte, så længe han lever.“ Problemet er, at hvis han ikke lærer sine børn at fiske, så vil næste generation sulte. Måske skulle ordsproget udvides til dette: ”Giv en mand en fisk, og han bliver mæt én dag; lær ham at fiske og at bringe sin viden og sin færdighed videre, og utallige mennesker vil fortsat kunne blive mætte.“ Dette er forskellen mellem at undervise og at undervise nogle til at blive undervisere.

Til eftertanke

Tænk på din erfaring i din menighed. Har nogen nogensinde lært dig, hvordan du skal vidne for andre? Har du nogensinde bedt om at blive undervist, så du kunne vidne for andre?

267

ONSDAG

27. JUNI 2012

At vinde tidligere medlemmer ”Frafalden“ er et ord, som vi ville ønske ikke fandtes i det kristne ordforråd. Men det er en kendsgerning, at mange mennesker glider ud af kirken og ud af et frelsende forhold til Herren. Skønt mennesker til tider forlader os på grund af læresætninger, så forlader de fleste os på grund af andre ting, sædvanligvis personlige uenigheder osv. Hvad end årsagen er, har vi brug for at gøre alt, hvad vi kan, for at skabe kærlige og ”opfostrende“ omgivelser, som vil hjælpe dem, der kommer til os, med at blive her – uanset hvilke personlige emner, som uundgåeligt vil opstå.

Samtidig skal vi have en mission for tidligere medlemmer og dem, som ikke kommer så ofte. Denne opgave skal være en bevidst del i vores program. Et hurtigt blik på forskellige menigheders medlemslister vil åbenbare, at der er langt flere der, end der kommer til gudstjeneste hver sabbat. Disse navne kunne danne begyndelsen til en særlig tjeneste for mennesker, som Gud aldrig er holdt op med at elske højt.

2 Kor 5,18-20

Tænk alvorligt over denne tekst. Selv om konteksten er noget anderledes end vores, så er princippet væsentligt. På hvilke måder er ”forligelsens tjeneste“ særligt for dem, som engang fulgte Guds veje, men som er gledet væk?

At vinde tidligere medlemmer tilbage er et specielt område. Det er lige så meget evangelisme, som når man søger efter mennesker, som aldrig tidligere har taget imod Kristus. Selve ordet forligelse siger, at der tidligere mellem mennesker og Gud var et fællesskab og en enhed, som nu er blevet genskabt gennem Jesus Kristus. Nu har vi fået en forligelsens tjeneste, som indbefatter, at vi rækker ud til dem, som en gang tilbad sammen med os.

Faktisk kunne man argumentere for, at i Matt 10,5-6 sendte Jesus sine disciple ud for at vinde tilbage de medlemmer af den jødiske nation, som var faldet væk fra et frelsende forhold med deres Herre.

Til eftertanke

268

Tænk på dem, som har forladt menigheden og grunden til det. Er der nogen, som du kunne genetablere kontakt med, genoptage venskabet med, missionere for og søge at forbinde til menigheden igen? Bed om, hvordan du kunne komme i gang med det.

TORSDAG

28. JUNI 2012

Bagdøren Har du nogen sinde lagt mærke til, hvordan mennesker ofte beklager det faktum, at medlemmer smutter ud ad bagdøren? De siger endda kraftigt, at menighedens bagdør skal låses, men fortæller os ikke, hvordan den skal låses og langt mindre, hvor døren sidder.

Nogle voksende menigheder tror måske, at deres bagdør er lukket, mens virkeligheden er, at der ganske enkelt kommer flere ind gennem fordøren, end der går ud ad bagdøren. Og selv om dét er bedre, end at der er flere, der går ud ad bagdøren, end der kommer ind ad fordøren (hvilket er sandt nogle steder), så ønsker vi stadig at gøre, hvad vi kan for at holde på vores medlemmer.

At finde bagdøren og forsøge at lukke den, kræver strategier, som er virkelig evangeliske, for vores opgave er ikke kun at vinde mennesker for Gud, men at holde dem fast til Gud. Hebr 10,25

Hvorfor er det vigtigt, at kristne mødes regelmæssigt? Når vi har et fællesskab, hvor megen opmuntring giver vi så hinanden? Hvordan kan vi give endnu mere, end vi gør nu?

Beslutningen om at forlade fællesskabet er som regel ikke noget, der sker pludseligt. De fleste mennesker går gennem en proces med rolig tilbagetrækning. Lige som det at komme til Kristus og hans menighed var en rejse, så er processen med at forlade også en rejse.

Som oftest er det ikke en bevidst planlagt strategi. De begynder med langsomt at blive koblet fra, skuffede og utilfredse med forholdene i menigheden. Måske i nogle tilfælde med rette. Vi skal derfor søge at blive klar over den rejse, som mennesker omkring os i menigheden er på.

Rom 14,13 Gal 5,13 Ef 4,32

Hvordan vil et liv i harmoni med disse anvisninger hjælpe til at holde bagdøren lukket? Hvad kan du og din menighed gøre for at udleve disse væsentlige sandheder?

Til eftertanke

En menighed, som viser omsorg, og som fortsætter med det, er et sted, hvor hvert medlem har fokus på sit personlige forhold til Jesus. De har en klar opfattelse af den værdi, som Jesus har sat på hver enkelt. At lukke bagdøren indbefatter, at man kommer tæt på mennesker, lærer deres behov at kende, efter som de er villige til at fortælle om dem, og dækker disse behov, når det er passende.

269

FREDAG

29. JUNI 2012

Til videre studium Planlæg at fortsætte og øge din mission Enhver, som er med i et missionsprogram, skal være opmærksom på, hvordan de kan gøre det til et fortsat projekt. Der er mange ting, vi kan gøre for at sikre dette. Vi skal se på nogle få af de vitale ting.

• Vær villig til at dele ledelsen i stedet for at være én-mands-band.

Oprethold en tilgang til teamet.

• Rapportér regelmæssigt til missionsudvalget, lav nyhedsbreve, opslag og aflæg regnskaber.

• Vær på konstant udkig efter mennesker, som du kan indbyde til at slutte sig til din gruppe eller til at danne en ny gruppe. Det er bedre at invitere mennesker personligt i stedet for at sende en generel indbydelse til at tage del.

• Regelmæssig træning er nødvendig, særlig når det gælder vidnetjeneste og evangelisering.

Til drøftelse

1. ”Vi skal være kanaler, gennem hvilke Herren sender lys og nåde til verden. Frafaldne skal vindes tilbage. Vi skal lægge vores synder bort. Ved bekendelse og anger skal vi ydmyge vores stolte hjerter for Gud. Floder af åndelig kraft skal strømme frem over dem, som er parate til at modtage den.“ (Testimonies, vol.

8, p. 46). Hvad er der behov for, for at kunne bringe mennesker tilbage til denne menighed og dens vidunderlige sandhed, som ingen andre prædiker for verden?

2. Når mennesker forlader menigheden, lad os elske dem, lad os holde kontakten, lad os ikke fordømme og kalde dem ”frafaldne“, eller værre endnu – lad os ikke overfalde dem med Ellen White-citater om mennesker, der falder fra. I stedet lad os bruge disse triste erfaringer til, som Paulus udtrykker det: ”ransag jer selv, om I er i troen!“ (2 Kor 13,5). Bed om vejledning i, hvad vi kunne have gjort anderledes, for om muligt at have hjulpet til at bevare disse sjæle blandt os. Men det vigtigste er: Lad os ikke gøre noget, som – i fald de skulle ændre mening – gør det vanskeligere for dem at komme tilbage. Hvordan kan vi som en menighed bruge disse principper over for dem, som af en eller anden grund har forladt os?

270

DIALOG

TIL SABBATTEN | 30. JUNI 2012

Oplæg til samtale Bryd isen

Da Jesus søgte en anledning til at give ”levende vand“ til den samaritanske kvinde, var han helt bevidst om alle de tabuer, han brød ved at tale til hende. Et af tabuerne var, at der var et racistisk had mellem jøder og samaritanere. Hvad siger Jesu gerning om det vigtige ved at fortælle budskabet uden tanke for omkostningerne?

Hvilke andre kulturelle tabuer brød Jesus, da han talte med kvinden?

Hvad kan vi lære fra Jesu samtale med denne kvinde, som slet ikke havde noget godt ry?

Uddybende spørgsmål

1. Hvorfor skal vi tænke over, at vores missionsarbejde med evangeliet og menighedens vækst aldrig bliver færdig?

2. Hvordan underviser vi andre, som Jesus lærte os at gøre? (Alle folkeslag til mine disciple.)

3. Hvilke holdninger er vigtige, når vi søger at forlige dem, som er blevet skuffede og har mistet deres følelse af fællesskab med ”Kristi legeme“?

4. Sabbatsskolen er en af de væsentlige missioner i den lokale menighed. Hvordan kan den være et sted, hvor mennesker føler omsorg og empati?

Kristendom i praksis

Den kristnes hjerteslag er et dybt, personligt kærlighedsforhold til Gud. En sund og levende vandring med Gud finder sit udtryk i en livslang længsel efter at se fortabte blive frelst.

271

MISSIONSBERETNING 30. JUNI 2012

LED DEM TIL JESUS Den sydasiatiske region af Adventistkirken består af 13 lande og flere små østater. Nogle af landene er åbne overfor evangeliet og medlemstallet er stort. I andre har kirken vanskelige udfordringer.

Vi skal i dag høre om Indonesien og Myanmar.

Indonesien består af mange øer, der har hver sin kultur, historie og religion. Kolonitiden forenede disse øer til Indonesien, hvor Islam er den dominerende religion.

Adventistkirken har 217.000 medlemmer i Indonesien, hvilket betyder, at der er en adventist for hver 1.100 personer.

Den mest effektive måde at nå disse på er at drive lægemission.

I dette kvartal vil to adventisthospitaler i Indonesien blive hjulpet til at udvide deres virksomhed, så de kan nå endnu flere med både fysisk og åndelig hjælp.

Det første af disse hospitaler ligger på Sumatra, hvor man oprettede en klinik for 50 år siden. I dag ligger der et større hospital i byen Medan. Der har man brug for mere udstyr, så man kan sende hjælpere ud til mindre byer og landsbyer på øen.

Det andet hospital ligger i den store

by Manado. Det har kun eksisteret i fire år, men hjælper både patienter, der bliver indlagt på hospitalet, og patienter, der opsøger de mange små klinikker, som man forsøger at drive i nærliggende landsbyer.

Disse to hospitaler har gennem det sidste år ydet en indsats, der har fået mere end 400 personer til at give deres hjerter til Gud. Ved hjælp af gaverne i dag vil de blive i stand til at nå endnu flere.

272

DET SYDLIGE ASIENS DIVISION

Myanmar, der før hed Burma, er det næststørste land i Sydøstasien. Her er hver tiende indbygger buddhist.

I 1976 blev der oprettet en adventistskole i hovedstaden. Den kunne rumme 100 elever, men i dag har den 450 elever.

Skolen er altså overfyldt, og den har lange ventelister, for den er kendt for at behandle eleverne med respekt og personlig omsorg. Eleverne viser til gengæld stor flid og interesse.

Mange forældre i Myanmar ønsker at give deres børn en god uddannelse, hvor de lærer at begå sig på engelsk. Yangon Adventist Seminary har betydet en verden til forskel for mange af Myanmars børn.

Skolen har stærkt brug for udvidelser.

Midlerne kan ikke hentes gennem skolepenge, for forældrene har ikke råd til at betale mere, end de i forvejen gør. Vore sabbatsskolegaver i dag kan derfor hjælpe Yangon Adventist Seminary til flere klasseværelser og plads til 700 børn.

Udfordringerne i Sydasien er store. Hvad kan og vil du gøre for at fremme Guds værk i denne del af verden?

FAKTA Fremtidige projekter: • Zurcher University i Madagascar • Himbafolket i Namibia • Riverside School i Sydafrika • Et center for børn i Sydafrika

NOTER

TIL SABBATTEN | 30. JUNI 2012

273

RESSOURCER ONLINE SABBATH SCHOOL AND PERSONAL MINISTRIES RESOURCES SABBATH SCHOOL http://www.sabbathschoolpersonalministries.org/sabbathschool • • • • • • • • • •

Cool Tools for Sabbath School Counsels on Sabbath School Work Quarterly Bible Study Resources Sabbath School for New Believers Sabbath School Handbook and Leaflets Sabbath School Heritage Sabbath School University Sharing Scripture Special Training Courses for Sabbath School Teachers What Do You Think of Sabbath School? (a survey)

PERSONAL MINISTRIES http://www.sabbathschoolpersonalministries.org/pm • • • • • • • •

Personal Ministries Handbook Personal Ministries Videos Personal Ministries Resources Personal Ministries Leaflets New Beginnings International Institute of Christian Ministries International Association of Bible Correspondence Schools Ingathering

Vi ønsker at oversætte udvalgte ressourcer til dansk. Vi vil gerne høre fra dig hvilke ressourcer, der vil være mest brugbare. Kontakt sabbatsskolekomitéen via Thomas Rasmussen: thomas.rasmussen@adventist.dk

274

RESSOURCER BIBLE CORRESPONDENCE SCHOOLS www.sabbathschoolpersonalministries.org/bc • • • • • • • • • • • • • • • • •

Discover Bible School Link Correspondence School Soul Winning: What Is It? History of the 20th Century Bible Schools The Interest Spreads The Review and Herald Takes Over Publishing 20th Century Bible Course II—Baptismal Course “Fundamentals of the Everlasting Gospel” 20th Century Introductory Course The Need for Qualified Lay Persons Interest Coordinator How Can We Meet the Need?

Methods of Follow-up Friendly Visitation Audio-visual Aids The Wise Use of Literature Bringing to a Decision Establishing Students in the Message

ADVENTIST COMMUNITY SERVICES www.sabbathschoolpersonalministries.org/acsi ARTICLES • Salt Is Not the Whole Recipe • Pastor the Community, Not Just Members, Adventist Church Leaders Urge • Let the Community Be The Pulpit, Adventist Church President Says • Guiding Principles for Sabbath Observance • Is Your Church a River Church?

• Do You Have Compassion Fatigue or Joy in Service?

RESOURCES • ACS Leaflet/Handbook • Catalog of ACS Resources in this catalog you will find resources that help: • • • • •

Assess the needs in your community Develop leadership skills Organize for effective ministry Create specialized programs Mobilize the members in your church for service and reach souls for Christ.

275

SABBATH SCHOOL PUBLICATION WEBSITES Lessons available online in English, French, and Spanish. On some sites: Bahasa, German, Mandarin, Mongolian.

GRACELINK: www.gracelink.net Beginner (Birth to 2): www.gracelink.net/beginner Kindergarten (3 to 5): www.gracelink.net/kindergarten Primary (6 to 9): www.gracelink.net/primary PowerPoints (10 to 12): www.juniorpowerpoints.org REAL TIME FAITH (13 to 14): www.realtimefaith.net CORNERSTONE CONNECTIONS (15-18): www.cornerstoneconnections.net CQ (18 to 35): www.cqbiblestudy.org Adult Bible Study Guide: www.absg.adventist.org SMARTPHONE APPS IPHONE AND IPAD APP http://itunes.apple.com/us/app/sabbath-school/id363595588?mt=8 ANDROID APP http://www.androlib.com/android.application.com-su-sabbath_school-qpqqn.aspx ADULT BIBLE STUDY GUIDE RELATED MEDIA AND RSS FEEDS SHARING SCRIPTURE http://www.sabbathschoolteacher.org SABBATH SCHOOL UNIVERSITY www.sabbathschoolu.org SABBATH SCHOOL UNIVERSITY VIDEO PODCAST http://www.sabbathschoolu.org/podcast.php?channel=2 SABBATH SCHOOL UNIVERSITY AUDIO PODCAST http://www.sabbathschoolu.org/podcast.php?channel=3 ADULT BIBLE STUDY GUIDE AUDIO (produced in Australia) http://www.sabbathschoolu.org/podcast.php?channel=4 DAILYCQ (produced by Studio Elizo, Singapore) http://www.cqbiblestudy.org/article.php?id=203

276

@7DK7H <;8HK7H C7HJI 7FH?B C7@ @KD?

X_X[bijkZ_kc$Za )3". )33.

CONCORDIAVEJ 16 2850 NÆRUM TLF.: 4558 7758 www.danskbogforlag.dk