Issuu

7-14nov

Syvende Dags Adventistkirken

2026

Forankret i Bibelen fokuseret på missionen

INDTRODUKTION BEDEUGE 2026

INDHOLD 02 Introduktion 03 Første sabbat Bibelen som fundament Erton Köhler 06 Søndag Det er ikke nok bare at læse i Bibelen Shawn Boonstra 08 Mandag Budskabet, som verden stadig har brug for Shawn Boonstra

Tirsdag Trospunkter med et ansigt Shawn Boonstra

Onsdag Helligåndens virkelige arbejde Shawn Boonstra

Torsdag Det er ikke præstens opgave Shawn Boonstra

Fredag På grænsen til Kanaans land Shawn Boonstra

20 Anden sabbat Indtil han kommer Ellen White 23 BØRNENES BEDEUGELÆSNINGER Abigail Duman

Omslagsfoto Pearl / Lightstock

ERTON KÖHLER har siden 2025 været formand for Generalkonferensen i Syvende Dags Adventistkirken.

år vi begynder dette års bedeuge, sætter vi ikke farten ned; vi omorganiserer. Vi prioriterer det, som holder os oppe, og det, som sender os ud. På tværs af kontinenter og kulturer vender vi tilbage til det fundament, som definerer os, og til missionen, som driver os. Temaet: ’Forankret i Bibelen – fokus på missionen‘, er ikke bare et tilfældigt udtryk. Det er en identitet for et folk, som lever i profetisk tid. At have Bibelen som sit fundament er at stå, hvor Kristus står. ”Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed“ (Joh 17,17). Skriften forankrer vores overbevisning, når forskellige stemmer kæmper om opmærksomheden. Den styrker troen, når vi er omgivet af usikkerhed. Den former karakteren og renser hjertet. En kirke, som har sit grundlag i Ordet, lader sig ikke drive med af tidens strømninger eller overgiver sig til forvirring. Den lytter først til himlen. Den knæler, før den taler. Og dog fører et godt fundament til en bevægelse. At være fokuseret på missionen er at omfavne vores eksistensgrundlag. ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple ...“ (Matt 28,19). Kirken var aldrig kaldet til at søge egen bekvemmelighed, men fik til opgave at forkynde håb. Hvor der er barrierer, er der bøjede knæ. Bøn baner veje, som ingen strategisk planlægning alene kan sikre. Hvor der er mennesker, er der et kald. Enhver by, ethvert sprog, ethvert nabolag repræsenterer en invitation til at tjene og vidne. Bøn nærer denne nødvendige opgave. At fremme evangeliet begynder ikke med ressourcer, men med overgivelse. Inden man arrangerer programmer, må hjerter helliges. Inden planer annonceres, må forbønnen løfte sig. Verdenshistorien viser os, at når Guds folk beder, så fremmes missionen. Helligånden giver kraft, døre åbnes og modet vokser. Denne bedeuge er derfor ikke en pause. Den er en forberedelse. Den er en tilbagevenden til kraftens og klarhedens kilde. Verden har ikke brug for en kirke i forvirring. Den har brug for en trofast kirke. En kirke, som har dybe rødder, og som når vidt omkring. Må vores bønner i denne uge styrke vores fundament og udvide vores udsyn, indtil hvert menneske har hørt evangeliet, og Kristus vender tilbage i herlighed. Hovedforfatteren til årets bedeugelæsninger er Shawn Boonstra, som er assisterende redaktør for Adventist Review. Han er vokset op i den canadiske provins British Columbia, hvor han som ung blev adventist og hjalp andre til at læse Bibelen. Det blev til flere årtiers præstegerning, evangelisme og mediearbejde. Sammen med ægtefællen Jean har Shawns arbejde medvirket til, at titusinder er blevet døbt. Han har tidligere tjent som leder af både It Is Written Canada og It Is Written International. Fra 2013-2025 var han leder af The Voice of Prophecy, som når ud til mennesker verden over.

FØRSTE SABBAT · af Erton Köhler

Forankret i Bibelen F

orankret i Bibelen, fokuseret på missionen“ er mere end et slogan. Det er kompasset, som leder adventbevægelsen i denne afgørende tid. Mens verden lader sig drive afsted på et ocean af skiftende overbevisninger, kan den sidste menighed kun stå fast, når den er forankret i Guds ord som det evige fundament. Vi lever i en verden præget af ustabilitet. Grænser flytter sig, sandheder bliver omdøbt, og værdier mister deres forankring. Tvivlens regn styrter nådesløst ned, floder af ’postsandheder‘ oversvømmer milliarder af skærme, og relativismens vinde vokser til orkaner af ligegyldighed. Midt i denne lavine af usikkerhed opstår uundgåeligt spørgsmålene: Findes der noget, som ikke ændrer sig? Findes der et fundament, der for altid vil være sikkert?

Foto Declan Sun / Unsplash

Jesus svarer med fuldkommen klarhed. I Matt 7,24-27 fortæller han lignelsen om to bygmestre – den ene vis, den anden tåbelig. De byggede begge et hus. De blev begge ramt af en storm, men kun det ene hus blev stående. Hvad gjorde forskellen? Fundamentet! Den ene byggede på en klippegrund, mens den anden byggede på sand. Det græske ord for ’sten‘, petra, betyder en solid, dyb, urokkelig masse. Det er fundamentet for Guds folk – Guds levende og evige ord. Ifølge 2 Tim 3,16-17 er dette ord ”indblæst af Gud“ nyttigt til ”undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning“. Med andre ord er Bibelen ikke kun en bog blandt mange; den er evighedens fundament.

FØRSTE SABBAT Bedeugelæsninger 2026

Vores urokkelige fundament

FØRSTE SABBAT Bedeugelæsninger 2026

Det kan godt være, at et hus er smukt og storslået, med moderne indretning, ja, det kan se imponerende ud. Men hvis det står på sand, vil det falde. Kun de, som bygger på et fundament, som ikke kan rokkes, vil stå fast. I disse tider er der kun ét urokkeligt fundament: Guds ord.

GUDS ORD ER INSPIRERET Paulus skriver i 2 Tim 3,16, at ”Ethvert skrift er indblæst af Gud“. Det oprindelige græske ord for ’indblæst af Gud‘ – theópneustos – giver et kraftfuldt billede. Det bringer os tilbage til skabelsen. Den samme Gud, som blæste liv i Adam, blæser nu liv ind i Bibelens skrifter. Bibelen er ikke bare en bog, som er skrevet af mennesker; den er himlens åndedræt indfanget i menneskeligt sprog. Det er ikke en diktering af en guddommelig kraft, men den guddommelige livsånde udtrykt gennem menneskelige ord. Denne inspiration er ikke kun poetisk eller delvis; den er fuldendt. Ordet blev formet af Ånden, åbenbaret af Gud, skrevet af indviede personer og bevaret i århundreder gennem ofre og tro. Ellen White skrev, at ”Gud har omsorg for os som forstandsvæsener, og han har givet os sit ord som en lampe for vores fødder og et lys på vores sti“.1

Når alt omkring os smuldrer, står den fast. Når ideologier forandrer sig, står den fast. Når strukturer falder, består den.

Selv i disse tider, præget af kulturelt mørke og ideologiske storme, skinner Guds ord stadig tydeligt og giver klarhed og retning. I dag er der et væld af stemmer på alle kanaler og medier – eksperter, algoritmer, trends – men ingen af dem har den Eviges autoritet. Bibelen behøver derfor ikke en opdatering, men skal blot anvendes i praksis. Den skal ikke genfortolkes for at tilfredsstille kulturen. Den skal forkyndes med hast for at forvandle menneskehjerter. En rapport fra 2023 fra organisationen Open Doors afslørede, at over 360 millioner kristne verden over bliver kraftigt forfulgt. For mange er det simpelthen, fordi de ejer eller deler en bibel.2 I nogle lande betragtes det som en forbrydelse at eje en bibel. I andre lande giver overvågningssystemer myndighederne besked, hvis man slår bibeltekster op på nettet. Nogle steder er der installeret kameraer inde i kristne kirker. Tænk over det! Hvis Ordet var irrelevant, ville det ikke skabe så stor en frygt. Fjenden kender dens styrke. Guds folk må også lære den at kende. GUDS ORD ER NOK Det næste vers i 2 Tim 3,17 bekræfter, at Ordet gør det menneske, som hører til Gud, ”fuldvoksent, udrustet til al god gerning“. Det græske ord artios betyder fuldkommen, fuldt kompetent, fuldt forberedt. Med andre ord, så er Bibelen sin egen autoritet. Den kræver ikke noget supplement eller forskønnelse. Den former karakteren, leder til frelse og understøtter missionen. Religiøse bevægelser er gennem tiden gået til grunde, fordi de tilsidesatte Bibelen. Andre gav sig hen til menneskelige traditioner, okkulte visioner og teologiske moder. Men troskab mod Bibelen har altid været omdrejningspunktet for sand

kristendom – det vil det også være i de sidste tider. Ellen White skriver: ”Hvis mennesker havde været villige til at tage imod sandheden om menneskets natur og de dødes tilstand, som fremgår så tydeligt af Skriften, ville de i spiritismens manifestationer se Satans værk med magt og tegn og underlige gerninger.“ 3 Bibelen har aldrig været utilstrækkelig. Problemet er, at mange har sat den til side eller forvrænget den til deres egen fordel. Derfor skal det tydeligt siges, at Adventistkirkens globale mission ikke er bygget på menneskelige strategier, men på Guds ord. Vi er bogens folk. Hvor Bibelen står centralt, vil himlen udføre mirakler, der overgår enhver forestilling. Salmisten erklærer i Sl 119,105, at Guds ord er ”en lygte for min fod, et lys på min sti.“ Det hebraiske ord for ’lygte‘ er ner – en lille olielampe, som belyser et skridt ad gangen på mørke stier. Skriften lover os ikke at åbenbare hele fremtiden, men den garanterer lys til det næste skridt, og det er nok. GUDS ORD ER PRAKTISK Jesus' lignelse i Matt 7 kan ikke misforstås. Forskellen på, om man falder, eller om man står fast, bygger på lydighed imod Guds ord. Det er ikke nok bare at vide, man må også leve efter det. Det er ikke nok at høre, man må udøve det i praksis. Kirken finder ikke sin styrke gennem kreative ideer, men gennem lydighed af tro. Stabilitet kommer ikke af mængden af bibelsk viden, men af at underlægge sig budskabet i den, dvs. trofast lydighed mod Gud og samvær med ham i hans nådes skygge. Når adventismen i endetiden står over for forfølgelser, prøvelser og udfordringer, vil det være dem, som er solidt forankret i Ordet, der forbliver trofaste.

I 2017 ramte et jordskælv byen Puebla i det centrale Mexico med en styrke på 7,1. Mange moderne bygninger styrtede til jorden, mens nogle ældre konstruktioner forblev intakte. Ingeniører ville forklare det med, at hemmeligheden lå i at have et dybt, skjult og solidt fundament. Det samme gælder for kirken. Det, der opretholder en kirke, er ikke det, som skinner på overfladen, men det, som ligger til grund for den. Der findes kun ét fundament, som aldrig falder: Guds ord. Bibelen er ikke bare en bog, der benyttes i teologiske diskussioner. Den er en vejviser for hverdagslivet. Den sætter sit præg på den måde, vi behandler andre, forvalter vores resurser, reagerer på kriser og tager beslutninger. Ethvert livsområde, som ikke er forankret i Bibelen, er sårbart over for sammenbrud. ER BIBELEN STADIG TILSTRÆKKELIG FOR OS? Det afgørende spørgsmål er ikke, hvor mange bibler vi ejer, men om vi er virkelig forankret i Ordet. Der er forskel på at lære vers udenad og på at sætte lid til Ordet. Den sidste menighed vil ikke alene kendes på, om den bekender sig til den rette lære, men om den lever i pagt med den åbenbarede sandhed. De, som holder fast ved Guds bud og Jesus' vidnesbyrd (Åb 12,17), kendes på, at de ikke går på kompromis med Skriftens autoritet. Den er vores moralske rettesnor, profetiske fundament, missionsmanual og himmelske kærlighedsbrev.

Foto den-belitsky / iStock

Når alt omkring os smuldrer, står den fast. Når ideologier forandrer sig, står den fast. Når strukturer falder, består den. Bibelen er trods alt den eneste bog, der læser menneskehjertet, alt imens den selv bliver læst. Las os vende tilbage til Guds ord. I dag kalder Gud ledere, familier, unge, ældre, børn, lærere og prædikanter til at vende tilbage til fundamentet. Kirken har kun en fremtid – på Klippen. Der er kun én kraft for missionen – Ordet fra Gud. Vil du bruge Guds ord til at genopbygge dit liv? Vil du sætte alle tjenestegerninger, alle familiebeslutninger, alle økonomiske beslutninger under et ”Således siger Herren”? Ønsker du, at Bibelen skal være dit fundament og ikke blot en pyntegenstand? Så rejs dig op. Hellig dig selv til Herren. Vend tilbage til Ordet. Bed med Bibelen åben. Træf beslutninger med Bibelen i tankerne. Forkynd med Bibelen i dit hjerte. For kun de, som har Bibelen som fundament, og som er fokuseret på missionen, vil forblive stående. 1 Ellen White, Review and Herald, 21. August, 1888. Artiklen fra Review and Herald på dansk. 2 Open Doors Hong Kong, World Watch List 2023: Overview, https://www.opendoors.org.hk/en-US/news/ latest/wwl23-overview/. 3 Ellen White, Mod en Bedre Fremtid. DB 2012, s. 449.

Kun de, som bygger på et fundament, som ikke kan rokkes, vil stå fast. I disse tider er der kun ét urokkeligt fundament: Guds ord.

SØNDAG

Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig. Lovet være du, Herre, lær mig dine lovbud! (SL 119,11-12).

Det er ikke D nok bare at læse i Bibelen Du må også leve efter Guds ord

er findes en gammel historie om to rejsende, som havde brug for et sted at overnatte. Mens de begav sig afsted gennem skoven, lagde en af dem mærke til en gammel pelsjægerhytte, hvor der steg røg op fra skorstenen. De bankede på døren og spurgte, om de måtte overnatte der. Den gamle mand inviterede dem gladeligt indenfor og gav dem sit eneste soveværelse. Mændene sov dog ikke særlig godt, for de havde en stor sum penge med sig. For at være på den sikre side skiftedes de til at sove, mens den anden holdt vagt over pengene. I de tidlige morgentimer lagde manden, der holdt vagt, mærke til et lys under døren. Forsigtigt åbnede han døren og så pelsjægeren sidde ved bordet fordybet i læsning af en bibel. Da pelsjægeren lukkede Bibelen og bøjede hovedet for at bede, lukkede manden døren, vækkede sin rejsekammerat og sagde: ”Jeg tror godt, at vi begge kan sove nu. Den mand er pålidelig.“ Man kan spørge, om det havde vakt samme tillid, hvis han havde set pelsjægeren læse Charles Darwins Arternes oprindelse? En anden historie: En sen aften er en mand på vej hjem, da han hører lyden af mange fodtrin bag sig. Han kigger sig nervøst over skulderen og ser en gruppe unge mænd, som følger efter ham. Hans hjerte begynder at hamre, og han sætter farten op, da han er bange for, at de vil berøve ham, eller det der er værre. Gruppen indhenter ham nemt. Da ser han, at de fleste af dem har en bibel i hånden. De er ikke en gruppe tyveknægte, men en ungdomsgruppe på vej hjem fra bibelstudie en lørdag aften. Han ånder lettet op.

TILLID FORMET AF GUDS ORD Hvad er der ved mennesker, som studerer Bibelen, som gør, at vi er mere tilbøjelige til at stole på dem? Det er en kendsgerning, at man i visse kulturer håner kristne, men samtidig må vi erkende, at selv om der bliver gjort nar af troende, fornemmer mange samtidig, at mennesker, der vælger at leve efter Bibelen, sandsynligvis er mere moralsk troværdige. Daniel havde en hel masse problemer, da han var omgivet af den babyloniske kultur. Men læg mærke til i Daniels Bog, kap. 2, at

FRA LÆSNING TIL UDLEVELSE Bare at læse i Bibelen er ikke nok. Mange universiteter udbyder kurser, hvor man kan studere Bibelen som litteratur. Underviseren er ikke troende. Han har læst teksten, men er forblevet upåvirket af den. For ham er det bare endnu et eksempel på litteratur, på lige fod med Dostojevskijs, Sun Tzus eller Shakespeares værker. Han tager ikke Guds ord ind i sit hjerte, fordi han udelukkende ser det som menneskeligt værk. Han anser påstandene om guddommelig inspiration for at være et levn fra en tid præget af uvidenhed og overtro. Mange af de studerende vil også læse Bibelen uden at tage den til sig, og de vil gå derfra fuldstændig uforandrede. Hvordan forholder det sig så for de troende? Kristne erkender, at det ikke er nok bare at læse i Bibelen, vi skal også leve efter den. Der er mange ting her i livet, som ikke kan forstås, før man selv har prøvet det. Du kan sagtens læse om, hvordan faldskærmsudspring fungerer, uden at du forlader dit hjem. Du kan lære om vindmodstand, måle faldskærmens størrelse, tage højde for din vægt. Matematisk kan du regne dig frem til, at din faldskærm vil redde dig fra et dødeligt fald mod jorden. Men forstår du, hvad faldskærmsudspring går ud på? Nej, det kræver, at du oplever det. På samme måde er det med den kristne tro. Man kan ikke blot læse sig ind i Guds rige. For at Bibelen skal kunne give den rette virkning, er det nødvendigt, at man udlever troen efter de principper, som den åbenbarer. Først når man vælger at tro på, at Gud ved, hvad han taler om, vil man opdage den livsændrende kraft, som hans ord har. Peter skriver i 1 Pet 1,23, at vi er ”genfødt af ... Guds levende og blivende ord“. Han mente ikke, at man bliver frelst ved blot at have et eksemplar af Bibelen liggende derhjemme. Der vil helt sikkert være mennesker

ved Jesus' genkomst, som ejede en bibel. Forskellen på dem og den skare inde i den hellige by er, at de frelste er dem som ”følger Lammet, hvor det går“ (Åb 14,4). Profeten Jeremias er kendt for at sammenligne Skriften med mad: ”Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde“ (Jer 15,16). Jesus brugte en lignende metafor, da han sagde, at vi ikke skal ”leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund“ (Matt 4,4). Mad kommer ind og giver næring til cellerne i kroppen. Næringsstofferne bliver anvendt, hvor der er størst behov. Uden denne næring dør man. På samme måde må Bibelen optages i os, for at Guds tanker kan trænge ind i sindet og langsomt forandre den, man er. Hvordan indtager man den? Ved både at læse den og leve efter den. DEN SMALLE STI Der er intet, som kan åbenbare Guds sandhed som at udøve den i livet i en verden, som er modstander af ham. Guds ide om et autentisk menneskeliv står i skarp kontrast til vores syndige menneskelige tilbøjeligheder. Vores faldne natur elsker bekvemmeligheden ved blot at følge den vante sti. Det er, som Jesus lærte os, den brede vej. Vores syndige natur foretrækker den, fordi den føles nemmere. Den vil dog ikke virke nemmere til sidst, når folk opdager, at der er en afgift, og at prisen er højere, end en synder har råd til. Til gengæld vil de, som i tro har valgt at leve efter principperne i Guds ord, finde ud af, at afgiften på den smalle sti allerede er betalt af ham, som kom for at bo iblandt os i menneskeskikkelse. Jesus bad engang: ”Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed“ (Joh 17,15-17). Selv Djævelen ved, hvad der står i Skriften, og selv han ved, at det er sandt. Hvis han ikke vidste det, ville Jesus ikke kunne anklage ham for at lyve. Djævelen ville blot være vildledt. Han giver med vilje et misvisende billede af det. Faktisk er han ligeglad med, om du læser i Bibelen, så længe du bare ikke lever efter den. Han ved, at dét ville betyde, at Guds væsen, hans karakter og hans navn ville stå skrevet på din pande af Helligånden, og at du ville stå hos Lammet på Zions bjerg (Åb 14,1).

Der er intet, som kan åbenbare Guds sandhed som at udøve den i livet i en verden, som er modstander af ham.

Foto Pearl / Lightstock

SØNDAG Bedeugelæsninger 2026

kongen straks stolede på ham, da han bad om mere tid. Ironisk nok lader det til, at mange hader Bibelen af netop den grund, der gør dem tilbøjelige til at stole på dem, som lever efter den. De indser, at Bibelen stiller høje moralske krav til menneskeheden. Den viser med al tydelighed, at mennesket står til regnskab over for en suveræn skaber. Når nogen ganske frivilligt vælger at stå til regnskab over for en moralsk Gud, vil vi gerne have dem som naboer. Men når det går op for os, at Gud forventer de samme høje moralske krav af os, ja, så er sagen ofte en helt anden.

MANDAG

MANDAG Bedeugelæsninger 2026

Budskabet verden stadig har brug for

Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder. Og en anden engel fulgte efter og sagde: Faldet, ja, faldet er det store Babylon, som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin. Og en tredje engel fulgte efter dem og sagde med høj røst: Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet. Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat, de, der tilbeder dyret og dets billede eller tager dets navn som mærke. Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem, som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus (ÅB 14,6-12).

et er lige præcis det, du burde prædike!” En organisation havde sendt denne mand for at evaluere evangeliske møder hos syvendedagsadventisterne. Den aften, hvor han var der, havde jeg talt om den indflydelse, som populærkulturen kan have på menneskers moralske livssyn. Og hvis man fortsat tillader negative påvirkninger, kan det blive sværere at modstå fristelser.

Jeg betragtede ham i stilhed. Nogle gange er det sådan, at hvis man tøver med at svare, så vil folk bryde tavsheden og fortælle mere om, hvad de tænker. “Glem alt det andet,” fortsatte han. “Altså, jeg forstår godt, at sabbatten er vigtig for adventister, men hvis du talte mere om det her, så tror jeg, at din tjeneste virkelig ville få medgang.” ET BUDSKAB, DER IKKE KAN ERSTATTES Jeg kom pludselig i tanke om Dudley Canright. Han sagde engang, at hvis vores budskab ikke var så unikt og svært, ville han være en fremragende prædikant. Han havde selvfølgelig fuldstændig misforstået pointen. Det er ikke en adventistprædikants talent, der gør vedkommende til en fremragende prædikant. Det er vores bibelske budskab. Et budskab, som har magten til at fange en synders hjerte på en måde, som intet andet kan. Det er effektivt, fordi det er fast forankret i personen Kristus. Det var nemt at forstå, hvorfor denne mand ikke satte pris på de tre engles budskaber endnu, da han ikke var syvendedagsadventist. Han havde faktisk ikke hørt resten af det, og han reagerede ud fra en forståelse om adventister, som han havde fået gennem venner og fra internettet. Han foretrak det indhold, som mindede mere om hans egen personlige overbevisning. Det er tragisk, at det ikke kun

er ikke-adventister, som har det på denne måde. Nogle gange vil du høre velmenende adventister, der har været medlemmer hele livet, antyde, at vores budskab er et levn fra det 19. århundrede. At det er på tide at komme videre og blive mere som andre kristne kirker. Du vil ofte opdage, at deres modvilje over for vores troslære stammer fra den måde, de lærte den at kende som børn. Hvis deres vejledere var hårde og fordømmende, er det højst sandsynligt, at de ikke fik en Kristus-centreret og frelsesorienteret forståelse af tingene. Eller også, at de simpelthen aldrig blev undervist om det. Folk, som er blevet omvendt for nylig, vil ofte fortælle dig, at de tre engles budskaber var det tydeligste og mest magtfulde billede af Kristus, som de nogensinde havde set. Desuden vil de, som er engageret i at vinde mennesker til Kristus, vidne om budskabets kraft til at drage fortabte syndere hjem. Betragt nøje publikum ved et offentligt evangelisk møde. Læg mærke til deres ansigter. Hver aften kaster evangelisten et nyt læremæssigt ”fiskeblink” ud til publikum, og hver aften vil du se forskellige “fisk” komme op til overfladen for at bide på krogen. Forskellige aspekter af vores budskab appellerer til forskellige mennesker. Nogle gange er det sabbatten, som overbeviser folk til at give deres liv til Kristus. Andre

De fantastiske sandheder i Åb kap. 14 er ikke ved at miste deres betydning, lige meget hvor langt, verden synes at bevæge sig væk fra Guds ideal. gange er det de dødes tilstand eller endda sundhedsbudskabet. Det er, som om Gud har givet os 28 ”fiskeblink”, vi kan bruge som menneskefiskere. Når tiden kommer, hvor man trofast har undervist om alle 28 trospunkter, så begynder nettet at blive fyldt op. Der er nogle, som er overbevist om, at gennemslagskraften i vores budskab er aftagende, at det er mindre relevant for postmoderne mennesker. Erfarne evangelister vil kunne fortælle dig, at det er langt fra sandheden. De har i de seneste år set, hvordan interessen for budskabet er vokset. Det er ikke kun tilhørerskaren, som er lige så stor, som den plejer at være, men folk er også mere modtagelige. Der har endda været eksempler på, at folk har rejst sig under en præsentation og har reageret spontant på en opfordring til omvendelse, endda mens der var over 20 minutter tilbage af mødet. Det er ikke menneskelig veltalenhed, der forårsager det. Hvis middelmådige prædikanter er trofaste, vil de se de samme resultater som de veltalende. Det er Helligånden, der taler til tilhørerne gennem sit ord. TROFAST MOD OPGAVEN Gud begik ikke en fejl med den opgave, han har givet os. Det er svært at forestille sig, at himlen skulle indkalde til et hastemøde, fordi det er gået op for dem, at de gav Syvende

Dags Adventistkirken det forkerte budskab. “Har nogen en kuglepen?” spørger Gabriel, “for vi er nødt til at omskrive det hele. Vi havde ikke forudset den postmoderne verden, og vi bliver nødt til at justere!” Det er en latterlig tanke, og vi ved med det samme, at det ikke er sandt. Hvis profetierne har været korrekte over så mange århundreder, endda årtusinder, så ved vi, at Åb kap. 14 ikke tager fejl. Det gør Åb kap. 18 heller ikke, som giver det løfte, at verden snart vil blive oplyst af Kristus' herlighed. Denne bevægelse er ikke dømt til at dø i mørket. Den er på vej mod et mægtigt klimaks, og vi vil blive aldeles overraskede over de mennesker, som strømmer ind i kirken. Ellen White forsikrer os om det: “På den tid vil tusinder i den ellevte time se og erkende sandheden… Disse omvendelser til sandheden vil ske så hurtigt, at det vil overraske menigheden, og Guds navn alene vil blive herliggjort.”1 De fantastiske sandheder i Åb kap. 14 er ikke ved at miste deres betydning, lige meget hvor langt verden synes at bevæge sig væk fra Guds ideal. Deres potentiale forøges i takt med, at folk ser de menneskelige systemer kollapse og oplever skuffelsen, der er en følge af at stole på denne verdens riger. Desillusion er på sit højeste niveau, og selvom det er sandt, at mange

mennesker har opgivet ideen om, at der findes en objektiv sandhed, så er det en fejltagelse at tro, at folk er lykkelige i den tilstand. Menneskets sind er skabt med evigheden for øje (Præd 3,11), og dragningen mod Kristus vil kun blive stærkere, efterhånden som denne faldne planet fortsætter med at gå i opløsning. Men selv hvis dette ikke forholdt sig sådan, ville vi stadig være forpligtet på at forkynde. Noa forkyndte trods alt i mere end 120 år uden at være lovet store resultater. Vi ved allesammen, at det havde været forkert, hvis han havde nægtet at gøre det. Der er dog en væsentlig forskel. Selvom den moralske tilstand i vores verden en dag vil afspejle Noas tid, så havde Noa på forhånd fået at vide, at der kun ville være otte mennesker i arken. Vi har derimod fået vist en folkeskare af frelste syndere, som ikke kan tælles – en opfyldelse af Guds løfte til Abraham. 1 Ellen G. White, På fast grund 2, (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1958, 1980), s. 14.

Foto Pearl / Lightstock

TIRSDAG

En tro med et ansigt

I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig (JOH 5,39).

olykarp er kendt af kristenheden som en usædvanlig modig martyr fra det andet århundrede. Han fortalte en – måske legendarisk – historie om apostlen Johannes. Den blev nedskrevet af Irenæus, som var en af kirkefædrene i oldkirken. Irenæus hævder at have hørt denne anekdote af sin lærer, Polykarp, som var biskop i Smyrna. Han kendte i sin ungdom, ifølge historien, apostlen Johannes personligt. Ifølge overleveringen tog apostlen Johannes til Efesus for at bade. Da han opdagede, at Kerentus også befandt sig i badehuset, skyndte han sig ud uden at bade. Han råbte til sine ledsagere: ”Lad os flygte, af frygt for at badehuset falder ned, for Kerentus, sandhedens fjende, er derinde.“1

DERFOR LØB JOHANNES Hvis det rent faktisk skete, hvad ville så få Johannes til at flygte og erklære Kerentus for en ”sandhedens fjende“? Kerentus var en velkendt kætter i oldtiden, som underviste om, at Jesus kun var et menneske. Han påstod, at der ikke var nogen mirakuløs jomfrufødsel, og at skabelsen var udført af en mindre gud. Han er nok mest kendt for sin lære, at Jesus blev Messias ved sin dåb, og da han steg op på korset, forlod den guddommelige kraft ham – som havde gjort ham i stand til at udføre sin tjeneste – og tilbage var blot et dødeligt menneske. Sådanne kætterske tanker blev hyppigere i kristendommens første århundreder. De er selvfølgelig fuldstændig i modstrid med alt, hvad apostlene underviste om, da de forkyndte evangeliet i Romerriget. Selvom Johannes ikke skrev sit evangelium som en polemik imod kættere, tjener hans indledende ord som en korrektion for dem, som kunne blive fristet til at degradere Kristus. Det er nogle af de smukkeste ord i Bibelen. De forsikrer os om, at skabelsen skete ved Kristus. Johannes minder os om det: ”Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er“ (Joh 1,3). Johannes identificerer Jesus som Logos, et ord, som græske filosoffer ville have fundet yderst interessant. Grækerne brugte ordet på en anden måde end Johannes. I græsk tankegang var Logos

EN OPRIGTIG FORSTÅELSE Jesus er den ultimative sandhed, der ligger bag alt, hvad vi oplever med vores sanser. Grækerne søgte ubevidst efter Kristus, som mange mennesker stadig gør, men det gjorde Guds pagtsfolk også. Inspireret af Helligånden inkluderede Johannes omhyggeligt disse ord fra Jesus: ”I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig“ (Joh 5,39). Akademikere fra forskellige traditioner har længe diskuteret, hvad der er den bedste måde at fortolke Bibelen på. Men i denne udtalelse giver Jesus os et yderst vigtigt nøglepunkt. Hvis du ikke ser Kristus i Bibelens ord, så læser du den ikke rigtigt. Hvis Jesus ikke er kilden og centrum for alt, tager du fejl. Hvis du prøver at forstå vores grundlæggende troslære udenom Kristus' person og karakter, tager du fejl. Hvis du, ligesom kætterne i oldtiden, igen forsøger at degradere Kristus ... vil du aldrig forstå Bibelens kernebudskab. Sabbatten er trods alt ikke bare en regel, men det er en invitation til at hvile i Kristus' nærvær. Læren om dåben er en invitation til at korsFoto Madeline Pere / Unsplash

fæste det gamle jeg og begynde et nyt liv overgivet til ham, som skabte universet og som holder sammen på det hele. Sundhedsprincipperne blev ikke bare givet for at forlænge vores levetid. Bibelen er kroppens manual, som er forordnet af bygmesteren, og den viser måden, man kan komme tættere på Guds oprindelige plan. Da Paulus skrev et brev til menigheden i Kolossæ, som ikke lå forfærdelig langt fra Johannes' hjem i Efesus, forklarede han, hvad essensen er af en troslære. Da han talte om hemmeligheden, som ville blive åbenbaret for kirken, skrev han: ”For dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus“ (Kol 1,27-28). MENINGEN MED VORES LÆRE Alt dette lærer os noget vigtigt om vores mission i en verden, som lever på tærsklen til kongeriget. Vores profetiske bevægelse har ikke sin oprindelse i komiteers drøftelser, selvom der bestemt var komiteer, som mødtes og diskuterede Bibelens lære. Vores profetiske bevægelse har rettere sagt sin oprindelse i Kristus Jesus, ham, som hele vores eksistens afhænger af. Læg nøje mærke til, hvordan Bibelen beskriver vores arbejde og rammen, det siges at finde sted i: ”Jeg så: Se, Lammet stod på Zions bjerg, og hos det stod ét hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets faders navn skrevet på deres pande“ (Åb 14,1). Uden Lammet er der ikke en Syvende Dags Adventistkirke. Uden Lammet (Kristus) er der ikke noget budskab, fordi han er centrum for budskabet. Prædiker vi vores tro-

slære adskilt fra Jesus, har vi misforstået det hele fuldstændigt. Måske er det vigtigste spørgsmål, vi kan stille, når vi studerer vores grundlæggende overbevisninger: ”Hvad lærer dette mig om, hvem Jesus er, og hvordan han er?“ Når vi derefter går i gang med at dele troslæren med nogen, så skal den Kristus-centrerede forståelse være kernepunktet i, hvad vi siger til vedkommende. Hvis sabbatten bare er en vilkårlig regel, så bliver den meningsløs. Men hvis sabbatten er et tegn på en pagt med Skaberen – en måde, vi kan komme tættere på ham, som skabte os, og vi kan genskabes i hans billede – hvis den handler om sabbattens herre og hans kærlighed til os, da forstår vi dagen som fyldt med Åndens kraft. Sabbatten handler ikke blot om en 24-timers periode, men om en person. Hvis den måde, vi lærer andre om den, ikke afspejler det, tager vi igen fejl. Det er fuldt ud muligt at holde sabbatten mekanisk og rituelt hver uge hele livet uden rigtigt at kende den Gud, som står bag den. Uden Kristus er det bare en fridag. Men sammen med Kristus er det en dag, der fylder sjælen og minder os om, hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Den er en kraftig påmindelse om, at Jesus er selve essensen af al eksistens. Flygtede Johannes virkelig ud af badehuset, fordi kætteren Kerentus var der? Måske. Eller måske er det bare en skrøne. Men vi ved en ting med sikkerhed: Helligånden sørgede for, at Johannes' evangelium anerkendte Kristus som centrum for alt på en umiskendelig måde. Den efterlader dem, som kunne fristes til at tænke anderledes om det, uden et argument. 1 Irenaeus of Lyons, Against Heresies, Aeterna Press 2016, bind 3, kap. 3, s. 182.

TIRSDAG Bedeugelæsninger 2026

det overordnede, urokkelige princip, som holdt sammen på universet, en uforanderlig konstant bag et evigt bevægeligt kosmos. Johannes beskrev dog noget andet. Han trak på Skrifterne for at åbenbare Kristus. Men en græsk læser, som var ny inden for kristendommen, ville måske have stoppet op ved Johannes' erklæring om, at den Gud, som skabte universet, og som holder sammen på det hele, han, som gav os liv, har personligt været på denne planet som et ægte menneske af kød og blod. Ordet blev kød. Det ville have været en revolutionær tanke for en græker.

ONSDAG

Helligåndens virkelige arbejde Og det Helligånden ikke handler om

Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer (JOH 16,13-14).

Foto deberarr / iStock

ONSDAG Bedeugelæsninger 2026

a jeg var helt ny adventist, inviterede en ven mig til nogle karismatiske vækkelsesmøder, som fandt sted i en lejet hal i den anden ende af byen. Det gik op for mig, at hvis jeg gerne ville dele min tro med hende, skulle jeg måske være villig til at overveje hendes trosopfattelser. Set i bakspejlet måtte jeg indrømme, at det slet ikke var en god ide at deltage i det møde. Prædikanten forkyndte et budskab, som overraskede mig. Han sagde, at det var på det sted, med henvisning til den lejede hal, vi var samlet i, at vi ville finde helligånden. Det var den første indikation på, at noget var helt forkert. Bibelen forlanger ikke, at du deltager i en bestemt prædikants møder for at finde Guds ånd. Helligånden er til stede, hvor du end befinder dig. Prædikanten fortsatte: ”Efter to eller tre dage vil Helligåndens velsignelse aftage, og du bliver nødt til at komme tilbage for at få mere.“ Det var endnu et kæmpe problem set ud fra det, som Bibelen lærer os. Gud har ikke udpeget et enkelt individ til at være den eneste, som kan udgyde hans velsignelser. Helligånden viser sig absolut ved de troendes møder. Det er den dramatiske begivenhed i Apostlenes Gerninger kap. 2 et bevis på. Gud velsigner ganske rigtigt enkeltpersoners prædikener med Helligåndens tilstedeværelse, men denne bestemte prædikant var ikke apostlen Peter, og dette møde var bestemt ikke pinsefestens dag. Så kom det endelige dødsstød, de ord, som fik mig til at rejse mig op og skynde mig ud af salen. Prædikanten fortsatte: ”For at modtage Helligånden skal du tømme dit sind og lade det ske.“ Efter han havde sagt det, begyndte folk omkring mig at falde om, og de lo ukontrolleret. Jeg var kommet til et møde, som nogle kalder ’Toronto-velsignelsen‘, en global bevægelse, som har tilføjet fænomenet hellig latter til den mere traditionelle karismatiske tro, hvor man taler i tunger. Med tiden ville deres udtryksmåde blive endnu mere dramatisk, herunder ”at gø i ånden“, mens de kravlede rundt på gulvet som dyr. Der var endda rygter om, at nogle folk kom til møderne iført voksenbleer, så de kunne opføre

ONSDAG Bedeugelæsninger 2026

sig som babyer og dermed demonstrere en dedikation til at blive ”født på ny“. Selvfølgelig kan man ikke finde noget om sådant i Bibelen.

HVAD HELLIGÅNDEN RENT FAKTISK GØR I desparation efter at finde beviser for, at Gud kender dem og ønsker dem, falder nogle mennesker i den fælde at tro, at de såkaldte mirakler, der finder sted ved deres møder, er bevis på frelse. Nogle får at vide, at man ikke er en fuldendt kristen, medmindre man begynder at tale et mystisk himmelsk sprog. Ikke alene findes der ingen bibelske beviser for dette – alle tilfældene med tungetale i Det Nye Testamente involverede virkelige menneskelige sprog – det er derfor en grov misforståelse af Helligåndens rolle. Helligånden bekendtgør ikke sin tilstedeværelse ved brug af meningsløse tegn. Hans virke fokuserer på at bringe folk til korsets fod. Jesus sagde til sine disciple: ”Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt … Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer“ (Joh 16,8-11.14). Helligånden er Kristus' tilstedeværelse i denne verden, efter at han selv rent fysisk vendte tilbage til den himmelske helligdom. Hans mission er Kristus' mission: ”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte“ (Luk 19,10). Ved sin himmelfart fortalte Jesus disciplene, at de ville overvinde verden med evangeliet. ”I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende“ (ApG 1,8). Jesus sagde, at det ville begynde, når Helligånden kom over dem og gav dem kraft. Med andre ord blev Helligånden givet til kirken for at styrke missionen. På pinsedagen forklarede Peter over for den undrende forsamling, som hørte ham tale på mangfoldige sprog, hvad det var, de var vidne til, med følgende forbløffende ord: ”Han er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden som lovet, og den har han nu udgydt. Det er det, I både ser og hører“ (ApG 2,33). Nogle gange begår vi den fejltagelse at sige, at Helligånden blev givet til disciplene på pinsedagen, men det er ikke helt det, der skete. Ifølge Peter var Jesus den, som modtog Helligånden, og den strømmede over ham

Foto Jacob Wackerhausen / iStock

og fra ham til kirken. Jesus er missionens hjerte, og Helligånden tjener hans formål i denne verden – ikke vores. KRAFT TIL OPGAVEN Århundreder forud for pinsedagen blev salmisten inspireret til at skrive om, hvad der ville ske på den dag, Peter ledte tusinder til Kristus. Se om noget i følgende bibeltekst virker bekendt: ”Se hvor smukt og dejligt det er, når Guds folk er i harmoni med hinanden. Det er som den kostbare salveolie, der flyder fra Arons hoved ned over hans skæg og præstedragt. Det er som den friske morgendug på Hermon, som den livgivende regn på Zions høje. Dér er kilden til evigt liv, den velsignelse, Herren har lovet“ (Sl 133,1-3; Bibelen på Hverdagsdansk). Hvornår ellers boede brødre sammen i harmoni? På pinsefestens dag! (En ældre dansk bibeloversættelse af ApG 2,1 bruger udtrykket ”endrægtigt forsamlet”). Hvem var Aron? Ypperstepræsten. Hvad symboliserer olien? Helligånden. Det er ikke uden betydning, at Peter fortæller forsamlingen, at Jesus lige var blevet ”ophøjet til Guds højre hånd“ (vers 33). Mange lærde har en formodning om, at pinsedagen her på jorden var den samme dag, hvor Jesus blev indsat som ypperstepræst i himlen, det tidspunkt, hvor han modtog Helligånden og delte den med sin kirke for at indlede kirkens mission, drevet af Helligånden. Det betyder, at alt vedrørende vores tjeneste skal ledes af Jesus fra den himmelske helligdom. Vi er nærmest aldrig ledere for noget. Helligånden opfordrer os til at følge Jesus' lederskab for at nå de fortabte. Helligånden giver os gaver til at opfylde den mission. Intet er absolut vigtigere for Kristus end at frelse de fortabte. Husk, at Jesus fortalte lignelsen om hyrden, som forlod de 99 får for at gå ud og finde bare det ene får, som var tabt. Da fåret blev fundet, droppede himlen alt, for at fejre dette. Alle himlens ressourcer er dedikeret til at genvinde fortabte syndere, og ikke for at underholde os. Guds Helligånd blev ikke givet, så troende kan forsøge at imponere hinanden under en gudstjeneste med tilsyneladende mirakuløse evner. Helligånden blev ikke sendt for at gøre det muligt for fjernsynsprædikanter at tilbyde helbredelse til gengæld for økonomiske donationer. Helligånden blev ikke sendt for at få folk til at grine ukontrolleret eller komme med uforståelige lyde.

Helligånden blev sendt for at hjælpe os til at opnå den eneste ting, som Gud har bedt os om at gøre. Ellen White minder os om dette: ”I en særlig forstand er syvendedagsadventister sat i verden for at være vægtere og lysbærere. Det sidste advarselsbudskab til en fortabt verden er blevet betroet dem. Det vidunderlige lys fra Guds ord skinner på dem. De har fået et arbejde af største betydning, idet de skal forkynde den første, den anden og den tredje engels budskab. Intet andet arbejde er af så stor betydning. De må ikke tillade noget andet at optage deres opmærksomhed.“1 Intet andet! Hvis vi er fokuseret på andet, er det en distraktion. Hvis vi prøver at påkalde Helligånden til andet formål, beder vi om det forkerte. Den opgave, vi har fået, er en monumental opgave. Faktisk er det menneskeligt umuligt at udføre. Vi synes ofte, at det er overvældende, når Gud åbenbarer sit sidste budskab til verden, de tre englebudskaber, og derefter beder os om at gå ud i verden og forkynde dem. Det virker som en helt umulig mission, indtil vi husker, at denne opgave kommer med et sikkert løfte om kraft. ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner …“ (ApG 1,8). Historisk set har ethvert skridt fremad for Kristus' formål været drevet af Helligånden. Han bruger sin kirke, og giver os kraften og redskaberne, så vi på meningsfuld vis kan opfylde Kristus' højeste prioriteringer. Hvad er et ægte bevis på, at Helligånden er til stede i en menighed? Missionen. Mennesker. Forvandlede liv. Menighedsmedlemmer der vokser i tro, fordi de ser, hvordan Gud tager imod deres ydmyge indsats og mangedobler den. Ellen White giver os følgende inspirerede råd: ”Den eneste måde, vi kan vokse i nåde på, er ved helt uselvisk at gøre det, som Kristus har pålagt os – at engagere os efter bedste evne i at hjælpe og være til velsignelse for dem, som har brug for det, vi kan give dem.“2 Det er ikke bare én af måderne at vokse på; det er den eneste måde. Bed for den endelige og herlige udgydelse af Helligånden. Bed Gud om sildigregnen. Det er trods alt et løfte fra Gud, som han inviterer os til at tage imod. Men vær så klar til at dele Jesus, for det er det, han vil opfordre dig til at gøre – ligesom han gav den tidlige regn kraft på Peters tid. 1 Ellen White, Vejledning for menigheden, bind 3, DB, s. 256. 2 Ellen White, Vejen til Kristus, DB 2019, s. 88.

Det er ikke præstens opgave TORSDAG

I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene (MATT 5,14-16).

vinden bag mig havde så afgjort noget på hjerte. Godt nok var jeg færdig med min andagt, men hun ventede alligevel høfligt til hele aftenprogrammet var afsluttet. Inden jeg fik rejst mig om, prikkede hun mig stille på min skulder. ”Jeg har en veninde, som lader til at være interesseret i evangeliet, men hun er i byen i stedet for at Foto Aleksandr Popov / Unsplash

være her i kirken.“ Hun tog en hurtig indånding og fortsatte. ”Du bliver nødt til at tage derover med det samme og få hende ud derfra!“ Et suk indikerede, at det nu var min tur. ”Det er godt at se, at du bekymrer dig sådan for din ven,“ svarede jeg, ”og det er godt at vide, at der er en i menigheden, der er så omsorgsfuld. Men overvej engang, hvad du tror, der ville ske, hvis jeg gik ind på en bar og konfronterede hende?“ Tammys ansigt lyste op et øjeblik, da hun var håbefuld og sikker på, at hun havde fundet svaret, som kunne få mig til at tage derhen: ”Jeg tror, at hvis en præst tog derhen for at snakke med hende, så ville hun sikkert ændre holdning til at drikke og forlade stedet.“

Hendes følelser var forståelige nok. Mange folk virker til at være overbevist om, at præster har særlige argumenter og udtryk, som de lærer på præsteseminariet, og øjeblikkeligt vinder de en diskussion eller skaber en overbevisning. Selvom det er sandt, at sjælevindende præster ofte har mere erfaring end andre, når det drejer sig om at tale med folk, som slås med deres overbevisning, er de magtesløse til rent faktisk at skabe den. Det viser sig, at det at frembringe overbevisning er noget, som alene Helligånden kan skabe. Hvis en person ignorerer eller afviser Helligåndens tilskyndelser, er det ikke muligt at komme med rationelle argumenter, der vil ændre holdninger.

ET ANDERLEDES BILLEDE Foruden risikoen for at gøre sin veninde vred, havde Tammy også en anden udbredt misforståelse. I middelalderen havde man den ide,

at det var præstens rolle at vinde sjæle for Gud. Men det er en ubibelsk tanke, som har medvirket til mange kirkers langsomme eller ligefrem negative vækst. I Det Nye Testamente finder man en model, hvor alle menighedsmedlemmer er ”præster“, og menighedens præst mere spiller rollen som en slags vejleder – en der træner, udruster og opmuntrer menigheden til at vinde sjæle. Paulus fortæller om de gaver, Gud har givet os hver især, i sit brev til menigheden i Efesos: ”Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op“ (Ef 4,11-12). Læg mærke til, at præster (hyrder) ikke har fået gaverne til at udføre tjenesten på egen hånd, men de er bemyndiget af Helligånden til at udruste de hellige til at gøre tjenestegerning. Nogle bibeloversættelser sætter kommateringen anderledes, så præstens rolle både er at udruste de hellige og udføre tjenesten selv. Tegnsætningen var dog ikke i de oprindelige manuskripter, men blev tilføjet i en tid, hvor forståelsen af præstens rolle stadig var dybt påvirket af den måde, man opfattede det romersk-katolske præsteskab. Præstens egentlige rolle er at få os beskæftiget med den opgave, som Kristus gav os alle sammen. Ellen White minder os om dette: ”Alle, som er blevet inspireret af Helligånden, er tiltroet evangeliet. ”Vi er Guds medarbejdere,“ kaldet til at være ambassadører for hans kærlighed“ (1 Kor 3,9).1 Du vil lægge mærke til, at Jesus ikke lærte sine tilhørere, at nogle af jer er verdens lys. Han talte til en stor forsamling og medregnede alle tilstedeværende. Mange frygter

dog dette kald og spekulerer på, om de virkelig har det, som der skal til, for at lede nogen til Kristus. Sandheden er, at det har vi ikke. Det har præsten heller ikke. Vi er ikke kaldet til at udføre Helligåndens arbejde, men vi er kaldet til at være der for dem, som Helligånden virker på. EN ROLLE TIL OS ALLE SAMMEN Det er naturligt straks at tænke på at sende bud efter præsten, når man møder nogen, som er interesseret i troen. Og her kan præsten sandelig også være en hjælpsom ressource, men det er vigtigt at vælge at tro på, at Gud ledte denne person til dig af en særlig grund. Det er helt sikkert sandsynligt, at du er det bedste valg til at hjælpe den person med at finde en samhørighed med Guds menighed. Når vi forstår, at Gud kalder os, som dem vi er, med de gaver, som vi har (eller ikke har), kan det befri os fra frygten. Vi behøver ikke at efterligne stilarter, ord eller væremåder fra præster, vi ser op til. Vi skal ikke tro, at vi skal efterligne dem, som allerede vinder sjæle til Gud, for at kunne gøre det samme. Lyt gerne til dem, der er succesfulde, for at lære om de principper, de bruger. Samtidig er det dog afgørende at tro på, at Gud netop har kaldet dig i dette øjeblik, pga. den du er. Da han havde brug for en Paulus, løftede han ham op. Da han havde brug for en Luther eller en Wesley, fandt han dem. Men lige nu, i dette øjeblik, så har Gud brug for dig til at være et lys i denne verden. Ja, dig, med alle dine skæve personlighedstræk og fejl. Han bragte ikke den person, som var interesseret i åndelige ting hen til en anden. Han sendte personen til dig … for i den historie, der snart skal udfolde sig med denne nye troende, mener Gud, at du er perfekt til jobbet. 1

Ellen G. White manuscript 21, 1900, par. 30.

TORSDAG Bedeugelæsninger 2026

Paulus minder os om, at ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok“ (1 Kor 2,14). ”Tammy,“ svarede jeg: ”Jeg tror ikke, det ville virke, som du håber. Hvis nogen får færten af, at en ven eller et familiemedlem har sendt præsten – et besøg som næppe er velkomment – vil det som oftest gøre tingene værre. Jeg kunne godt gå over til det værtshus lige nu, men hun vil vide, at det er dig, der har sendt mig, og så er der en reel chance for, at det vil skade jeres venskab.“ ”Men hun er i åndelig fare!“ svarede Tammy, lidt overrasket over, at jeg ikke troede, hendes ide ville virke. Hvorfor tøvede jeg? Jeg havde prøvet det mange gange som ung præst, og jeg havde set det give bagslag for mange gange til at tro, det ville virke. Oftest håbede håbefulde hustruer, at jeg kunne finde lige de rette ord til at overbevise deres ægtefælle om at få en interesse i Gud. Det er ofte sandt, at hvis jeg tilfældigt kan blive venner med en person, kan jeg opbygge nok tillid til at opmuntre personen til ærligt at undersøge tingene og få skabt et åbent miljø, hvor personen føler sig tilpas nok til at tale om Jesus. Men folk bliver generelt ikke debatteret ind i Guds kongerige. Tænk engang over alle de ophedede diskussioner, du har set på sociale medier. Hvor ofte har du set dem afslutte med ordene: ”Ved du hvad? Jeg tror, at du har ret!“ Stolthed er ofte en hindring mod, at det sker.

FREDAG

På grænsen til Kanaans land Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet (ÅB 7,9-10).

U 18

ndersøgelsen var færdig og data indsamlet. Ti ud af tolv eksperter var enige om, at det ville være umuligt at indtage det forjættede land. Deres argumenter gav mening. Indbyggerne i Kanaan var stærkere og bedre udrustet. Israel havde ikke en chance. Der var bare ét problem med disse data: Det fristede dem til at glemme Guds løfte. Til Abraham sagde Gud: “Drag nu omkring i landet, så langt og bredt det er, for jeg giver det til dig” (1 Mos 13,17). Har du lagt mærke til, at det er sjældent, at Gud beder sit folk om at gøre noget, som virker muligt? Forlade Egypten? Det ville Farao aldrig tillade. Rejse via den rute, som ender ved Det Røde Hav? Hvordan skulle de krydse havet? Besejre Kanaan? Hvordan? Men læg mærke til, at da de endelig kom ind i det forjættede land 40 år senere, fulgte de pagtens ark. Jordanfloden delte sig, da præsterne bar arken ned i vandet. Da Jerikos mure faldt, fulgte de stadig arken, symbolet på Guds autoritet i den himmelske helligdom. Men nu tvivlede de på Guds løfte, fordi det

simpelthen ikke virkede fornuftigt. Kun to ud af de tolv valgte at tro på, at hvis Gud bad dem om det, ville det helt sikkert ske. Da tilskuerne valgte at stole på de negatives røster og ikke stole på Guds plan, endte de med at sidde fast i ørkenen i 40 år. Da de vendte sig bort fra Kanaan, åbenbarede Gud sin plan. Det var meget mere end en simpel rekognosceringsmission på den anden side af grænsen eller endda besejringen af nogle få landsbyer. Gud sagde til Moses, at hans herlighed ville fylde hele jorden: “... så sandt jeg lever, og så sandt Herrens herlighed fylder hele jorden” (4 Mos 14,21). Det er det samme afgørende endemål, vi finder i Johannes' Åbenbaring, hvor Gud lover at oplyse hele jorden med Kristus' glans (Åb 18,1). Mangel på tro fra vores side kommer ikke til at forpurre Guds planer om at tage planeten tilbage og etablere Kristus' kongerige. Måske forsinker vi den på grund af mangel på tro, men vi kommer ikke til at stoppe den. Verden – hele verden – vil blive oplyst. Læg mærke til, at Gud ikke sagde: “Dette land vil blive oplyst med Herrens glans.” I stedet gjorde han krav på hele jorden. DET HAR ALTID VÆRET GLOBALT Guds mål har altid været det samme, både for den gammeltestamentlige og nytestamentlige menighed. Det gælder hele planeten. Lyt nøje til hans ord gennem profeten Esajas:

AT STÅ VED GRÆNSEN Ligesom Israel står vi nu ved selve grænsen til det forjættede land. Vil alt ske, som Gud har sagt? Enten er det allerede sket, som forudsagt i Daniels profetier, eller det ser ud til at ske

Foto Brown Bag Photography / Lightstock

lige nu. Og ligesom Israel har vi en opmuntrende rapport fra en, som så det forjættede land gennem et syn, og som bragte en opfordring til os om at forblive trofaste: “Der ligger store vanskeligheder og prøvelser foran os. Det vil kræve et stort mod og tiltagende anstrengelser at gå fremad. Nu afhænger alt af vores tro på den hærfører, der har ledt os sikkert så langt. Skal vi lade vantro komme over os nu? Skal vi i svaghed overgive os til mistillid og frygt? Skal vi gå på kompromis med verden og vende os bort fra det himmelske Kana‘an?”1 Der er ingen tvivl om, at verden er fuld af skræmmende giganter. For os virker det, som om mørket har mere magt, mere indflydelse og flere ressourcer. Vi ser den opgave, vi har fået, det budskab, vi er blevet bedt om at dele. Selvom det begejstrer os personligt, har vi også en følelse af panik, når vi tænker på den verden, som vi skal dele det med. “Budskabet? Til de mennesker? Hvordan?” Vi er fristet til at falde tilbage på undersøgelser og studier – empiriske data, som synes at bevise, at den kristne tro taber terræn. Kirker skrumper. Unge mennesker vender ryggen til religion. Folk har opgivet selve ideen om objektiv sandhed. Hvordan skal vi kunne oplyse den verden med Kristus' glans? Det ligner en mission, der er dømt til at slå fejl. Men så minder Gud os om det samme, han gjorde for Israel den dag, hvor de valgte at afvise udfordringen: “Derefter så jeg en anden engel stige ned fra himlen med stor magt, og jorden oplystes af dens glans” (Åb 18,1). Gud udfordrer os til at gøre krav på en verden, som vil tilhøre ham. Løft din fod. Skub frygten til side og træd over grænsen og ind i Kanaans land. Forstå, at det kræver mod at tro på Gud på trods af, hvad kritikerne siger. Vær trofast. Fortæl nogen, hvad du ved om Jesus. Vær en del af det lys, som er ved at oplyse verden. 1

Ellen G. White, i Review and Herald, Nov. 29, 1881.

FREDAG Bedeugelæsninger 2026

“Derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende” (Es 49,6). “... mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys, og konger til din stråleglans” (Es 60,2-3). Gud har tilladt menneskeheden en påfaldende stor grad af frihed i løbet af den store strid, som er baseret på Guds karakter. Vi er fri til at gå vores egne veje og leve, som vi har lyst til (ApG 14,16). Selve eksistensen af denne verdens nationer er bevis på, at denne frihed er ægte, og dyrene som stiger op af havet i Daniels syn illustrerer, hvor mange problemer denne frihed skaber for vores planet. Vindene bringer havet i oprør, generation efter generation forårsager uhørt smerte og hjertesorg, imens magten konstant skifter mellem verdens ledende magter. Det er problemer, som ikke får en ende, før dommen falder, og Menneskesønnen får sit kongerige: “Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde” (Dan 7,14). Opgaven for Guds menighed i de sidste tider er den samme, som den var for Israel, for Guds kærlighed til syndere har ikke ændret sig. Vi skal bringe Kristus' lys til alle folkeslag. Johannes fortæller: “Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder” (Åb 14,6-7).

ANDEN SABBAT · af Ellen White

Indtil Han kommer Trofast til det sidste

nder hele sin lange arbejdstid havde Paulus aldrig vaklet i sin troskab mod Frelseren. Hvor han end var, om han var stillet over for de skulende farisæere eller den romerske øvrighed, over for den rasende pøbel i Lystra eller de dømte forbrydere i det makedoniske fængsel, om han gav råd til de rædselsslagne søfolk på det skibbrudne fartøj eller stod alene over for Nero for at forsvare sit liv – aldrig skammede han sig over den sag, han gjorde sig til talsmand for. Det eneste store mål i hans kristenliv havde været at tjene ham, hvis navn engang havde fyldt ham med foragt, og fra dette mål havde ingen modstand eller forfølgelse kunnet få ham til at vige. Hans tro, der var blevet stærk ved at stræbe og ren ved at ofre, opretholdt og styrkede ham ... PAULUS' OPFORDRING TIL TIMOTHEUS Guds sande tjener vil ikke sky trængsler eller ansvar. Fra den kilde, som aldrig svigter dem, der søger kraft fra Gud, får han den styrke, som gør ham duelig til at møde og overvinde fristelser og udføre de pligter, Gud lægger på ham. Den nåde, han modtager, er en sådan, at den øger hans evne til at kende Gud og Guds Søn. Hans sjæl higer efter at udføre en brugelig tjeneste for sin Mester, og eftersom han gør fremskridt som kristen, henter han ”kraft fra nåden i Kristus Jesus“ (2 Tim 2,1). Denne nåde giver ham evner til at være et trofast vidne om de ting, han har hørt. Han hverken Foto Jordan Wozniak / Unsplash

forsømmer eller ringeagter den indsigt, han har fået fra Gud, men giver sin viden videre til trofaste mænd, som derpå kan lære andre. I dette sit sidste brev til Timotheus viser Paulus den yngre medarbejder hen til et højt ideal, idet han indprenter ham de pligter, der påhviler ham som en Kristi tjener. ”Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis“ (2 Tim 2,15). ”Fly ungdomslysterne og jag efter retfærdighed, troskab, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte. Afvis de tåbelige og barnagtige stridsspørgsmål; du ved jo, de skaber ufred, og en Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang vil give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden“ (vers 22-25). Apostlen advarede Timotheus mod de falske lærere, der ville søge at få indpas i menigheden. ”Det skal du vide,“ skrev han, ”at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme ... De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra“ (2 Tim 3,1-5). ”Men onde mennesker og bedragere kommer længere og længere ud i det onde,“ fortsatte han, ”de fører vild og farer vild. Du derimod, bliv ved det, som du har lært og er blevet overbevist om. Thi du ved, hvem de er, du har lært det af, og du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ... Ethvert skrift, som

er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket må blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning“ (vers 13-17). Gud har sørget for, at vi kan være godt rustede til kampen mod det onde i verden. Bibelen er det våbenkammer, hvor vi kan udruste os til striden. Sandheden skal spændes som et bælte om vores lænder. Vores brynje skal være retfærdighed. Troens skjold må vi løfte, frelsens hjelm må beskytte vores pande, og med Åndens sværd, som er Guds ord, skal vi kæmpe os frem gennem syndens hindringer og forviklinger. Paulus vidste, at der forestod menigheden en meget farefuld tid. Han vidste, at der måtte udrettes et trofast og alvorligt arbejde af dem, der havde ansvaret for menighederne; og han skrev til Timotheus: ”Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring“ (2 Tim 4,1-2) ... Paulus ængstede sig for, at Timotheus' milde, føjelige sind skulle føre ham til at vige tilbage for en væsentlig del af arbejdet, og derfor formanede han ham til med trofasthed at dadle synden og endog skarpt tilrettevise dem, der gjorde sig skyldige i grove forseelser. Dog skulle han gøre det ”med al langmodighed og belæring.“ Han skulle være et billede på Kristi tålmodighed og kærlighed og forklare og indprente sine bebrejdelser ved hjælp af sandhedens ord ... FAREN FOR AT FALDE FRA TROEN Ved stolthed over menneskelig klogskab, ved foragt for Helligåndens påvirkning og ved ubehag ved sandheden i Guds ord vil mange, der hævder at være kristne, bringes

ANDEN SABBAT Bedeugelæsninger 2026

Bibelen er det våbenkammer, som kan udruste os til striden. Det menigheden har brug for i disse farefulde tider, er en hær af medarbejdere, der ligesom Paulus har oplært sig til brugbarhed, som har dyb erfaring med det, der hører Guds rige til, og som er fyldt med alvor og nidkærhed.

ANDEN SABBAT Bedeugelæsninger 2026

Det, menigheden har brug for i denne skæbnesvangre tid, er ... mennesker, som har dyb erfaring om, hvad der hører Guds rige til, og som er fulde af alvor og nidkærhed.

til at vende sig bort fra Guds krav. Paulus sagde til Timotheus: ”Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne“ (vers 3, 4). Her hentyder apostlen ikke til de åbenlyst irreligiøse, men til de kristne af navn, som lader sig lede af tilbøjeligheder og således bliver jeg’ets slaver. Den slags mennesker er kun villige til at lytte til sådanne lærdomme, som ikke bebrejder dem deres synder eller fordømmer deres forlystelsessyge. De føler sig krænkede over Kristi tjeneres klare ord og vælger sig lærere, som roser dem og smigrer dem ... Gud har ladet os kende sin vilje, og det er dårskab af mennesker at betvivle det, som er udgået af hans mund. Når den evige visdom har talt, kan der ikke være tvivlsomme spørgsmål for mennesker at afgøre, ingen mulighed for vaklen. Alt, hvad der kræves af os, er ærlig, tillidsfuld kamp for at gøre Guds vilje, sådan som den er udtrykt over for os. Lydighed er både fornuftens og samvittighedens første bud. Paulus vedblev med sin belæring: ”Vær ædruelig under alle forhold, bær dine lidelser, gør en evangelists gerning, gør fyldest i din tjeneste“ (vers 5). Paulus var ved at fuldende løbet, og han ville gerne, at Timotheus skulle indtage hans plads og vogte menigheden for de fabler og vildfarelser, ved hvilke fjenden på

forskellige måder ville forsøge at føre dem bort fra evangeliets enfoldighed. Han formanede ham til at sky alle timelige sysler og forviklinger, der kunne hindre ham i helt at give sig hen til arbejdet for Gud; med et glad sind at tåle modgang, bebrejdelser og forfølgelser, som han på grund af sin troskab kunne blive genstand for; at give fuldt bevis for sin prædikegerning ved at gøre brug af alle midler indenfor hans rækkevidde til at gøre godt mod dem, for hvem Kristus døde. PAULUS' STYRKE Paulus' liv var en virkeliggørelse af de sandheder, han lærte andre, og heri lå hans styrke. Hans hjerte var fyldt af en dyb og stadig følelse af sit ansvar for andre, og han arbejdede i nært samfund med ham, som er retfærdighedens, barmhjertighedens og sandhedens kilde. Han klyngede sig til Kristi kors som det eneste sikre i verden. Frelserens kærlighed var den udødelige grundtanke, der holdt ham oppe i sin kamp mod selvet og i sin strid mod det onde, når han i Kristi tjeneste ilede frem trods verdens uvenlighed og sine fjenders modstand. Det, menigheden har brug for i denne skæbnesvangre tid, er en hær af medarbejdere, der ligesom Paulus har oplært sig til brugbarhed, mennesker, som har dyb erfaring om, hvad der hører Guds rige til, og som er fulde af alvor og nidkærhed. Der trænges til helliggjorte, opofrende mennesker; sådanne, der ikke skyr prøvelser og ansvar; menne-

sker, der er tapre og trofaste; mennesker, i hvis hjerter Kristus er blevet til ”herlighedens håb“ (Kol 1,27), og som vil forkynde ordet med læber, der er berørt af den himmelske ild. Af mangel på den slags medarbejdere sygner menigheden hen, og skæbnesvangre vildfarelser vil som en dødelig gift fordærve moralen og nedbryde håbet hos en stor del af menneskeslægten. Efterhånden som de trofaste, veltjente fanebærere giver livet hen for sandhedens skyld, hvem vil så træde til for at indtage deres plads? Vil vores unge mænd modtage det hellige kald af deres fædres hånd? Bereder de sig til at udfylde de tomme pladser, der fremkommer ved de trofastes død? Vil de ænse apostlens befaling, høre kaldet til at gøre deres pligt trods selviskhedens og ærgerrighedens fristelser, som besnærer ungdommen? Paulus sluttede sit brev med personlige hilsener til forskellige og gentog atter sin indtrængende bøn om, at Timotheus snart ville komme til ham, om muligt før vinterens komme. Han talte om sin ensomhed, der var forårsaget ved, at nogle af hans venner havde svigtet ham, og at andre var nødt til at være borte fra ham; og for at Timotheus ikke skulle tøve med at komme, meddelte Paulus, at han allerede havde sendt Tykikos for at indtage hans plads. Efter at Paulus havde omtalt sin retssag i overværelse af Nero, brødrenes svigten og pagtens Guds hjælpende nåde, sluttede han sit brev med at overgive sin elskede Timotheus til overhyrdens varetægt, han, som dog stadig ville vogte sin hjord, om end underhyrderne blev slået til jorden. Denne artikel er et uddrag af kap. 49 ”Paulus' sidste brev“ fra bogen Mesterens Efterfølgere, af Ellen White. Syvendedagsadventister tror, at Ellen White (1827-1915) havde den profetiske gave, som Bibelen omtaler, og at hun brugte den gennem mere end 70 års tjenestegerning.

ABIGAIL DUMAN

ar du nogensinde drømt om at gøre noget for Gud? At være i hans tjeneste. Måske være en helt og forandre verden? Så har jeg godt nyt til dig. Hvis du er i live, er du kaldet! Du har også to valg: enten stå sammen med Jesus eller være et af mørkets redskaber, fordi du ikke har truffet et valg. Satan ønsker at ødelægge dig. Gud ønsker at frelse dig. Det burde være et nemt valg, ik? Hvorfor er det så, at mange mennesker tøver med at tage Guds mission på sig i deres liv? Måske er de bange for, at det vil være for svært, eller de har ikke lyst til at sige nej til deres naturlige og syndige natur. Måske er det ikke gået op for dem, hvor virkelig kampen er mellem det gode og det onde. Vi håber at kunne ændre på det med denne uges historier! Men ”intet er umuligt for Gud“ (Luk 1,37). Tror du på, at Gud kan gøre store ting med dit liv? Det kan du lige tro, at han kan! Så tag dit “sværd” (Bibelen) og fokuser på din mission. Hvis du trækker vejret, hvis du læser de her ord eller hører de her ord lige nu, så kalder Gud dig.

Illustrationer Karen Jimenez Findley

FØRSTE SABBAT BØRNENES BEDEUGELÆSNINGER

som

Bibelen fundament

SØNDAG BØRNENES BEDEUGELÆSNINGER 24 24

På tur med Gud E

n stemme lød over højtaleren, højere end cykelklokkerne og de ivrige stemmer: ”Fremad, Herrens soldater!“ Abby justerede sin cykelhjelm. Hun havde set frem til kirkens cykeltur i flere uger. Det tog ikke lang tid, før gruppen satte i gang. Der var tyk skov på den ene side af stien og trådhegn på den anden side. Gruppen nåede toppen af en lille bakke, der førte ned i en dal. Abby nåede bunden af dalen først, hvor hun steg af cyklen for at gå på opdagelse. Hun fik pludselig øje på en knogle ved siden af stien. Gad vide om et stort dyr har efterladt knoglen der, tænkte hun med en gysen. Resten af gruppen tog ikke en pause, så hun skyndte sig op på cyklen igen og styrtede efter sine venner. Efter flere kilometer foreslog en af de andre, at de vendte om. Da Abby så sin mor vende rundt, blev hun en smule skuffet. ”Behøver vi virkelig at vende om, mor?“ “Lille skat, mine ben kan ikke meget mere. Desuden venter din far og lillebror på os i bilen“ Abbys øjne lyste pludselig op. ”Mor, må jeg cykle i forvejen?“ Med fornyet energi, susede hun rundt i svingene. Hun følte sig fri og stærk. Så lagde hun mærke til, hvor tomt der var på stien. Bilerne susede forbi på den anden side af trådhegnet, og skyggerne fra skoven blev længere på hendes højre side. Måske burde jeg vende om og tage tilbage, tænkte hun. Men nej, parkeringspladsen må være lige rundt om det næste sving. Jeg er der næsten. Der gik flere minutter, og parkeringspladsen dukkede ikke op. Da det gik op for hende, at hun var alene på stien, cyklede hun hurtigere. Hendes hjerte hamrede, da to cyklister kørte forbi hende og nikkede til hende. Da lagde hun mærke til bakken lidt fremme og huskede knoglen. Hvordan kunne jeg have glemt det? Men jeg er kommet for langt til at vende om nu. Panik. Jeg er simpelthen kommet for langt.

Hun bad inderligt om, at der ikke var et vildt dyr på jagt i nærheden. Hun forestillede sig i et kort øjeblik, at der var en bjergløve på spring ved siden af stien. Med et sus var hun heldigvis forbi det skræmmende sted. Det føltes som en evighed, før hun fik øje på parkeringspladsen. Åh, hvilket dejligt syn! Hun susede hen til sin fars bil og forklarede, hvad der var sket. Lidt senere så hun en ensom skikkelse komme løbende længere nede ad stien. Det var hendes mor. Hun var forpustet og græd. Abby løb hen til hende. ”Åh, Abby! Hvor er jeg glad for, at du er okay,” sagde hun, imens hun krammede hende. “Hvorfor cyklede du i forvejen?“ ”Undskyld mor,“ sagde Abby med tårer i øjnene. ”Jeg spurgte, om jeg måtte cykle i forvejen, gjorde jeg ikke?“ ”Jo, det gjorde du. Men du ventede ikke på et svar.“ Har du nogensinde løbet i forvejen fra Gud? Lær af Abbys fejl. Du kan skåne dig selv fra en hel del sorg og smerte, hvis du slet ikke løber fra ham i første omgang. Du behøver aldrig at vandre alene på stien. Djævelen vil igennem dit liv hviske en masse løgne i øret på dig, så husk på dette: Du er aldrig vandret så langt væk, at du ikke kan komme hjem igen. Hvad du har sagt, hvad du har set, hvad andre har sagt, eller hvad du end måtte tænke, betyder ikke noget. Jesus sætter pris på dig og fortæller dig: ”Med evig kærlighed har jeg elsket dig“ (Jer 31, 3). Han vil gerne være din rejseledsager. Vil du vandre med ham? Hvis ja, så giv ham din hånd og dit hjerte, og se trygt fremtiden i møde, for dit livs mission er kun lige begyndt!

MANDAG BØRNENES BEDEUGELÆSNINGER

Overgive sig selv J

eg forestiller mig, at historien i Matt 14,13-21 foregik nogenlunde på denne her måde:

”Der er noget i luften, jeg kan lugte det,“ mumlede Nathan, mens en brise blæste ind ad vinduet. ”Hmm,“ sagde hans mor. ”Måske er det en storm, der trækker op over søen.“ ”Det er ikke det, mor. Kan du se alle de mennesker, som går forbi? Der er ved at ske noget.“ Det viste sig, at Nathan havde ret. Der var en spændende fremmed i området, som udførte mirakler, og alle mulige mennesker var på vej hen til ham. ”Må jeg ikke nok se ham?“ tiggede Nathan. “Jeg vil gerne høre ham tale.“ Nathans mor tøvede. ”Vent lige længe nok til, at jeg kan smøre en madpakke til dig.“ Inden længe havde hun en kurv i hånden med fem brød og to små fisk. ”Værsgo Nathan. Vær nu forsigtig og vær ikke væk for længe!“ Det var ikke svært at finde Jesus. Der var tusindvis af mennesker rundt om ham. Rundt om dem var der en mark med vilde blomster og højt græs, som strittede ud mod den smukke sø. Nathan kom så tæt på læreren, som han turde, og så satte han sig ned for at lytte. Han hørte så godt efter, at han næsten ikke lagde mærke til det, da en af Jesus' disciple kom hen til ham. “Undskyld mig, unge mand,” sagde en venlig stemme. “Ville du være villig til at dele din madpakke med mesteren?” Nathan sank, imens han nikkede, og pludselig gik det op for ham, hvor tom hans mave var. ”Men der er ikke meget. Bare fem brød og to små fisk.“ Disciplen smilede. ”Det er nok!“ Nathan blinkede. Han følte sig aldrig god nok til Gud, når han tænkte på præsterne i deres kostelige klæder, med deres fine ord og endeløse regler. Men disciplens ord gav ham et nyt slags håb. Et håb, der sagde, at Gud ikke ville afvise selv den mindste gave, når den kom fra hjertet. Hans øjne fulgte madpakken, da den blev rakt til Jesus. Da den venlige lærer smilede og kiggede Nathan dybt i øjnene, så fornemmede han, at Jesus vidste alt om ham, og at han elskede ham. Der findes ingen anden måde at beskrive det på! Nathan var forundret.

Jesus velsignede maden og begyndte at brække brødet i stykker. Nathan spærrede øjnene op. Hans mors brød burde være opbrugt, men Jesus blev ved med at dele flere brød og fisk ud. Tusindvis af mennesker var der den dag, og de blev alle sammen mætte. Nathan knugede et stykke brød i sine hænder og undersøgte det. Jeg har et mirakel i mine hænder. Tænk, at Jesus kunne få det til at ske med så lidt, som jeg havde med! Måske er du nogle gange blevet fristet til at tro, at dit liv, i det store hele, ikke har den helt store betydning. Men hvis Jesus kunne mætte over 5.000 mennesker med en lille drengs madpakke, hvad tror du så, at han kan gøre med dit liv, hvis du giver det til ham? Nathan behøvede ikke at ”blive stor“ for at gøre noget stort for Gud. Hans madpakke og hans hjerte var den gave, som måske kunne virke lille i andres øjne, men som var uvurderlig i Jesus' øjne. Hvad så med dig? Vil du give ham dine øjeblikke? Der er intet, der er for stort eller for småt til at give til Jesus. Når du overgiver dig til ham, så lader du hans mægtige kraft arbejde gennem dig. Det er sådan, at vi kan have ”skatte i lerkar“ (2 Kor 4,7). Du er et lerkar, han er skatten. Sammen er I et vidunderligt hold!

TIRSDAG BØRNENES BEDEUGELÆSNINGER

Lev for Jesus T

26 26

im vidste meget om brandsikkerhed. Han vidste, hvordan man håndterer ild, hvordan man slukker et bål, og han vidste, hvad han skulle gøre, hvis en flamme fik fat i ham (læg dig ned, rul rundt). Hans mor lærte ham om statistikkerne for skovbrande og talte om de brande, som hærgede landet. Hun købte endda klistermærker om brandsikkerhed, som han kunne dele med sine venner. Mest af alt, så lagde hun vægt på, at han aldrig måtte lege med tændstikker. Tim var den af alle børnene i hans klasse som vidste mest om brandsikkerhed. Men inderst inde, så havde Tim lyst til at lege med ild. Udvendigt lignede han en lydig dreng, men indeni ventede han på en mulighed. Bare et øjeblik, hvor hans mor måske var distraheret, og så kunne han snuppe nogle tændstikker og stikke dem i lommen. Og den dag kom minsandten også. På vej hen til skolen klappede Tim bulen i sidelommen og spekulerede over, hvad han mon skulle gøre med den forbudte skat. Jeg finder et sikkert sted, hvor jeg kan stryge en tændstik. På vej hjem fra skole gik Tim forbi en stor mark med en lille lade ved siden af vejen. Der boede ikke nogen på den anden side af vejen, og da Tim satte sig i græsset, så kunne man ikke se ham. Han skubbede ivrigt græsset til side og strøg en tændstik. Flammen blafrede i vinden. Tims øjne lyste fascinerede, imens flammen bevægede sig ned ad tændstikken.

”Av!“ udbrød han. Uden at tænke sig om smed han tændstikken i et hul med græs i. Selvom han virkelig prøvede, så kunne han ikke slukke ilden. Flammen slikkede hen ad græsset og slog sig løs på marken. Det gik op for Tim, at han ikke kunne stoppe ilden. Med en sten i maven gik han resten af vejen hjem og gik stille ind i huset. ”Hej skat,“ sagde hans mor ude i køkkenet. Pludselig gispede hun. ”Jeg kan se røg nede fra marken ved vejen. Jeg må hellere ringe til brandvæsenet!“ Tim løb tilbage til marken sammen med sin mor, hvor nogle mænd kæmpede for at slukke ilden, men den var ude af kontrol. Den smukke mark blev helt mørk og afbrændt. Den smukke lade var brændt ned. Da ilden var slukket, gik det op for Tim, at hans ulydighed havde kostet byen en hel del penge, og menneskers liv havde været i fare. Det var godt, at Tim vidste så meget om brandsikkerhed, men det var ikke nok. Han burde have brugt den viden ordentligt. Hvad med dig? Måske ved du meget om Bibelen, men adlyder du dens budskab? Hvis du ligesom Tim ved, hvad der er rigtigt, men du ikke gør det, så bed Gud om hjælp! Han kalder dig til at gøre mere end bare at snakke om, hvor god han er eller til at se lydig ud på ydersiden. Han kalder dig til at være hans vidne. At være et vidne betyder ikke, at du er perfekt. Det betyder, at du beder Gud om hjælp til at gøre dit bedste. Du har et liv: Lev det for Jesus!

ukas kiggede sig omkring i haven for at se, om han kunne finde noget interessant. Hans far og bedstemor stod og snakkede ved siden af verandaen. Lukas kedede sig. Hans øjne lyste op, da han fik øje på en stor bunke brænde for enden af haven, og han løb derhen. ”Gå ikke hen til brændestablen,“ sagde en stemme i Lukas' hoved. Han tøvede. Er det Gud, som taler til mig? Han var ikke sikker. Han var jo kun et barn. Men han vidste, at han gerne ville klatre op på bunken af brænde. Det kan jeg da ikke se noget farligt ved. Han trak på skuldrene og fortsatte ned ad bakken, indtil han nåede til en stor bunke træstammer og begyndte at klatre. Pludselig hørte han en høj og farlig klaprende lyd. Knap en meter fra ham lå en lang brun slange, som var klar til at slå til. Lukas var helt stiv af rædsel. Aldrig før havde han set en klapperslange. Han var dog ikke i tvivl om, at den var farlig. Hvad kunne han gøre? Han begyndte at råbe,

imens han gik baglæns. Så gik det op for ham, at hans lillebror, Daniel, var listet efter ham hen til brændestablen, og han var ikke klar over, hvor farlig situationen var. Lukas var rædselsslagen. Far kom løbende. ”En klapperslange!“ Bedstemor tog hurtigt fat i Daniels hånd og trak ham væk fra slangen. Lukas' hjerte hamrede, mens han løb op ad bakken og ind i huset. Der krammede hans mor begge drenge. ”Gudskelov blev I ikke bidt,“ udbrød hun igen og igen. Hendes hænder rystede, og hendes øjne fyldtes med tårer. Senere tilstod Lukas: ”Mor, jeg hørte en stemme i mit hoved, som sagde, at jeg ikke skulle gå over til brændestablen.“ ”Det var Helligånden,“ svarede mor. ”Lyt til den stemme igennem dit liv, og den vil redde dig fra en masse ballade.“ ”Men der er mange tanker, som kommer ind i min hjerne. Hvordan ved jeg, hvilke der kommer fra Helligånden?“ spekulerede Lukas. ”Det er et godt spørgsmål,“ svarede mor. Hun tænkte lidt. ”Det er vigtigt at bruge tid på at læse i Bibelen. Når du læser Guds ord, så vil du lære at genkende hans stemme. Helligånden vil altid fortælle dig om at gøre det rigtige, og du kan teste dine tanker ved at holde dem op mod, hvad du har lært i Bibelen.“ Lukas fik kuldegysninger, da han tænkte på, hvor tæt han var kommet på klapperslangen. Mor lagde hånden på hans skulder. ”Gud advarer os i Matt 26,41 om, at vi skal ’våge og bede,‘ fordi vi har en fjende, som gerne vil knuse os.“ ”Djævelen.“ Hun nikkede. ”Ja, det er rigtigt!“ ”Men han kommer ikke til at vinde,“ sagde Lukas. ”Jesus vinder. Og jeg vil gøre mit bedste for at lytte til hans stemme.“ ”Det er en stor del af at våge og bede,“ smilede mor. ”Vores eneste virkelige sikkerhed findes i Jesus. Når du lytter til Helligånden, så er du ikke kun velsignet og tættere på himlen. Du bliver også et kraftfuldt værktøj i Guds hænder til at vidne om ham. Det er sådan, at du kan udføre hans mission for dit liv.“ Lukas tænkte sig om et øjeblik. ”Jeg ved ikke præcist, hvad Gud vil have mig til at gøre, men jeg har en ret god ide til, hvad jeg kan gøre fra nu af: Lytte til hans vejledning.“ Mor smilede, fordi pludselig så Lukas meget vis ud af sin alder. ”Lige præcis. Lad Guds ord og Helligånden vejlede dig!“

ONSDAG BØRNENES BEDEUGELÆSNINGER

Lyt til Helligånden

TORSDAG BØRNENES BEDEUGELÆSNINGER 28 28

Bed og kom afsted G

ud leder efter ydmyge folk, som er villige til at drage ud på missioner for himlen. Selv hvis det betyder et simpelt opkald, nogle enkelte ord eller en oprigtig bøn. Er du villig til at stoppe op og lytte til hans stemme? Vejrudsigten advarede om en kommende storm med vindstød på op til 100 km/t. Bryce kørte forsigtigt hjem, mens skyerne blev mørkere og vindstødende kraftigere. Forårsstorme var ikke usædvanlige i det østlige USA, men de var sjældent voldsomme. Derhjemme fornemmede Bryces forældre, at denne storm var en voldsom en. Lyn og torden blev mere og mere voldsomme, og den kraftige blæst rev træer op med roden og grene faldt ned. ”Det er værre, end vi forventede,“ sagde mor. ”Jeg ville have det bedre, hvis jeg vidste, at Bryce ikke var ude at køre i det her vejr.“ ”Guds engle er med ham,“ sagde far og lagde blidt hånden på hendes skulder. ”Han er i gode hænder.“ Da lyden af vinden skiftede fra en lav rumlen til lyden af et godstog, gik parret i ly på badeværelset, væk fra vinduerne og ydervæggene for at være i sikkerhed. Imens de krøb sammen, bad de for deres søns sikkerhed. Pludselig løftede mor hovedet. Noget fik hende til at sige noget helt bestemt. ”Ring til Bryce. Ring til ham nu!“ Far rakte ud efter mobilen. I mellemtiden kæmpede Bryce med at se vejen, da vinden og regnen slog imod bilen. Vinduesviskerne kunne knapt nok viske regnen af forruden, og små grene ridsede siderne på bilen. Han åndede lettet op, da han så vejen, som førte til hans indkørsel. Pludselig hørte han et højt smæld. Et stort træ faldt ned, lige foran hans bil. Bladene fløj rundt over det hele. ”Hold da op!“ udbrød Bryce. Hvad skulle han nu gøre? Han skyndte sig at bakke væk fra det væltede træ. Så ringede hans telefon. Det er far. Bryce bremsede op og satte mobilen op til øret. “Hallo?” Knæk... bang. Bilen rystede voldsomt fra slaget. Metal blev bøjet, og glas blev knust, da en kæmpe træstamme braste ned på bagsædet af bilen og maste den. ”Er du i god behold.“ Bryce blinkede. “Ja, det tror jeg. Men det er min bil ikke. Der ligger et træ på bagsædet!” Han sprang ud af bilen og kiggede på træet foran bilen og på træet på bagsædet. ”Et par sekunder mere, og så havde jeg siddet, hvor det andet træ væltede ned.“

”Tak Gud, at du er uskadt. Jeg kommer straks.“ Da Bryce var nået sikkert hjem, gennemgik familien hver eneste detalje af den oplevelse, som de lige havde været igennem, med ærefrygt. Gud gav en mor et bønnesvar ved at få et opkald igennem, da kun få sekunder gjorde den største forskel. Livet er på en måde ligesom en storm. Når lys og mørke tørner sammen, betyder det en tid med prøvelser, hvor vi skal beslutte, hvem vi vil sætte vores lid til. Stoler du på den, som kan lede dig igennem stormen? Lyt til Guds stemme. Det er en stille og beroligende stemme i dit sind, som minder dig om at gøre det rigtige og at svare. Vær klar til at handle, når han taler! Hvert sekund tæller, når det drejer sig om at være i hans tjeneste! Den gode nyhed er, at glæden i at arbejde for kongernes konge varer evigt.

Redaktørens bemækrning: Denne historie indeholder henvisninger til åndelige konflikter og overnaturlige temaer, som kan være overvældende for nogle børn. Selvom de beskrevne begivenheder er mere dramatiske end det, som de fleste børn oplever, så minder Bibelen os om, at fjenden ofte opererer på stille og diskrete måder for at påvirke hjerter og valg. Forældre opfordres til at læse historien først og bagefter tale det igennem med deres børn.

arguerite tyssede, mens vinden blæste i palmetræets blade langt over hende. ”Vi er der næsten.“ Kisangani er en by i DR Congo, midt inde i junglen. Her bor der over 1,6 millioner mennesker, hvoraf mange er børn. Åndelige magtkampe mellem lyset og mørket er meget virkelige i denne storby ved siden af Congofloden. Selv voksne er bange for heksekræfter og de farer, som de kan bringe til folk, som er involveret i det. Det er grunden til, at en gruppe unge skjulte en dyster hemmelighed. De var ved at blive oplært til at være hekse. Marguerite sneg ud til kanten af byen og ind på en kirkegård, hvor hendes venner allerede ventede på hende. De onde engle var sent på den i aften. Nat efter nat havde oplært Marguerite og hendes venner i heksekunst. Marguerite kunne godt lide tanken om at have særlige kræfter og at blive kaldt en heks, selvom hun stadig var barn. ”Vores lærere er sent på den her til aften. Gad vide, hvor de bliver af?“ sagde Marguerite højlydt. ”Måske er de ved at sørge for, at vores forældre sover videre, så de ikke opdager, vi er væk.“ Pludselig var det et stort lysglimt, som omsluttede hele gruppen. De vidste med det samme, at dette var anderledes. Marguerite faldt til jorden og kneb øjnene sammen, mens hun holdt sine hænder op for at skærme sit ansigt. Hun kunne se formen af et himmelsk væsen ud fra lyset. ”Hvad laver I her?“ spurgte stemmen bestemt, ”I har ikke tid til det her.“

FREDAG BØRNENES BEDEUGELÆSNINGER

Del det med de andre Nattens ritualer. De timer, som hun havde tilbragt sammen med dæmonerne, var intet i forhold til ordene fra denne nye gæst. Da børnene ikke svarede, talte englen igen: ”Jesus kommer snart!“ Denne verden er fuld af ting, som drager os væk fra Gud. Er der noget i dit liv, som ikke forbereder dig til Guds rige? Noget som måske snarere forbereder dig til et liv i mørket? Hvis der er, så læg det væk. Gud taler til dig i dag: Du har ikke tid til det her. Jesus kommer snart! Den nat på kirkegården ændrede alt sig for Marguerite og vennerne. De fortalte alt til deres forældre, og de nægtede at møde dæmonerne igen. De åbnede deres hjerter for Helligånden og følte en brændende længsel efter at dele englens budskab med hele byen. Kirker åbnede deres døre for at høre børnenes historie: Jesus kommer snart, og ingen har tid til at blive lokket af djævelen. Marguerites vidnesbyrd var mægtigt, og mange blev rørt over hendes oplevelse på kirkegården, hvor himmelske engle afskar dæmonerne. Mindre end et år senere deltog Marguerite i nogle evangeliske møder i sin by, og hun blev døbt i Syvende Dags Adventistkirken sammen med sin familie. Vidste du, at du har et vidnesbyrd, som du kan dele? Tror du på, at Jesus kommer snart? Hold udkig efter muligheder, hvor du kan dele, hvad han har gjort for dig! Måske har han givet dig sejr over en synd eller åbenlyst beskyttet dig mod noget farligt. Vær klar til at lytte til hans stemme, ligesom Marguerite, og del hvad han har gjort for dig! Han vil give dig mod til at fuldføre hans mission!

ANDEN SABBAT BØRNENES BEDEUGELÆSNINGER 30 30

Elsk som

vordan ser det ud, når man vidner om Gud? Det ser ud som Jesus. At være venlig lige meget, hvor uvenligt du bliver behandlet. At elske de mennesker, som er svære at elske. Det betyder ikke, at du altid er perfekt, men at du lader Jesus arbejde perfekt gennem dig! Lige siden Tembo blev fanget af Guds ord, vidste han, at han ville vandre med Gud, lytte til hans stemme og at være forbundet til himlen gennem bøn. Alle elskede Tembo, fordi han var venlig, eftertænksom og fyldt af Helligånden. Det vil sige, alle bortset fra Juma. Juma havde, lige siden de mødtes, ikke kunnet lide Tembo. Han hånede ham og hviskede ting bag hans ryg, som ikke var sande. Nogle gange påvirkede det Tembos ry, men han var altid venlig. ”Hørte du, at Juma er meget syg?“ blev Tembo spurgt på en solskinsdag i Tanzania. ”Der er ingen, ikke engang hans familie, som vil være i nærheden af ham, fordi han lugter så fælt. Det er kun hans kone, som kan holde ud at være i huset.“ Tembo hørte en stille stemme i sit sind: Gå hen og hjælp Juma. Det gjorde Tembo uden at tøve. Tembo var overrasket, da han så, at Jumas familie ventede uden for huset. ”Hvad laver du her?“ spurgte en mand hånende. ”Jeg er her for at hjælpe Juma,“ sagde Tembo. ”Han kommer ikke til at være i live ret meget læn-

Jesus

Udgiver Syvende Dags Adventistkirken Redaktør Holger Daugaard Grafisk opsætning Benjamin Lundqvist Oversættelse Marianne Rasmussen Redigering, korrektur Holger Daugaard Robert Svendsen Tryk Toptryk Grafisk Bestillinger af ekstra læsninger rettes til Margit Wærn, mail: mwa@adventist.dk tlf. 4558 7792

gere,“ sagde et andet familiemedlem. ”Og hvis du går derind for at hjælpe ham, og han dør, så vil vi holde dig ansvarlig for at betale for begravelsen.“ Tembo tænkte sig om et øjeblik. Begravelser i Tanzania kunne koste titusindvis af kroner, og det var ikke penge han havde. Alligevel kunne han ikke lade sin fjende dø, uden at han kendte Jesus' kærlighed. Lige så snart Tembo trådte indenfor, blev han overvældet af den fæle lugt. Hans mave vendte sig, hans lunger gispede efter frisk luft. Men da Tembo så det forfærdelige sår på Jumas hud, så vidste han, at Gud havde sendt ham lige i rette tid. Imens han bad Gud om udholdenhed og en stærk mave, vendte Tembo sig om til Jumas kone. ”Jeg har brug for rent tøj og vand til at vaske hans sår. Når jeg er færdig, betaler jeg for hans transport til sygehuset.“ Juma fik store øjne, men hans læber bevægede sig ikke. Han prøvede på at forstå, hvorfor Tembo ville gøre sådan noget for en, som havde behandlet ham så forfærdeligt. Alt imens min familie ventede på, at jeg skulle dø, så tog du risikoen for at prøve at redde mig. Juma var forbløffet.

Da Juma var blevet rask nok til at vende hjem, så rejste Tembo sammen med ham. Da de ankom, var der en hel masse af Jumas familiemedlemmer der, fordi de forventede, at der skulle være en begravelse. De forventede også, at Tembo skulle betale for det, ligesom de havde aftalt. Da de gik ind midt iblandt familien, pegede Juma på sin nye ven, Tembo. “Kan I se denne mand? Han viste mig en kærlighed, som min egen familie ikke engang kunne mønstre. Han er blevet min familie.“ Der var ingen begravelse, og familiemedlemmerne tog hjem. Juma kom også til at kende Gud pga. Tembos uselviske handling. Vil du gerne være missionær? Måske lade Gud bruge dig til at forandre verden? Hvis det er et ja, så elsk ham først og bedst. Derefter vil det være helt naturligt at elske andre. Begynd i din lille del af verden, hvor end det er henne. Elsk de mennesker, som Gud sætter på din vej, hvem de end er. Vandre med et formål og “hold fast” ved din tro (Åb 3,11). Hverken en gave, en bøn eller et øjeblik går til spilde, når man tjener kongernes konge!

PDF-udgave findes på adventist.dk/adventnyt. Bibelcitater er hentet fra Bibelselskabets autoriserede udgave fra 1992, med mindre andet er angivet. Kommentarer og henvendelser vedrørende Bedeugelæsninger eller Adventnyt indsendes til adventnyt@adventist.dk Vi tror på bønnens kraft, og vi tager gladeligt imod ønsker om forbøn, som kan blive taget op på vores ugentlige personaleandagt onsdag morgen. Send dit forbønsønske til forbon@adventist.dk og bed også gerne for kirkens arbejde i Danmark og resten af verden.

BEDEUGELÆSNINGER