Adventnyt nr. 5 | oktober 2026 by Adventistkirken

2026

Syvende Dags Adventistkirkens medlemsblad

oktober

Syvende Dags Adventistkirken Concordiavej 16 C 2850 Nærum

Afdelinger Dorte Thyregod Svendsen, 40 10 92 64 (SABUS leder, Børn og familie)

Tlf. 45 58 77 77 info@adventist.dk adventist.dk

Torben Rasmussen, 61 30 14 80 (Spejder)

Bank: 0890 0001069302 MobilePay: 45 084 Telefontid: Mandag-torsdag 11-15 Formand Bjørn Ottesen, 45 58 77 71 (Mission og Evangelisme) Næstformand Lasse Bech, 45 58 77 72 (Religionsfrihed) Økonomichef Kristinn Odinsson, tlf. 45 58 77 73 (Kristen forvaltning, Dansk Bogforlag)

Jadanna Lijkendijk, 53 77 04 70 (Ungdom og teen) Anne-May Müller, 45 58 77 89 (Prædikanter) Peter Larsen, 40 87 67 99 (Kommunikation og Medie, K-skolen) Jan-Gunnar Wold, 40 92 10 32 (Webkirke, Webmaster) Bjørn Krøll, 60 94 49 29 (AHA – Adventisternes Hjælpearbejde) Bjørn Johansen, 40 78 53 28 (Koordinering af sabbatsskolen)

Adventnyt nr. 5 · oktober 2026

INDHOLD 03 Leder 04 Rundt omkring i korte glimt 08 Nyt fra Unionsbestyrelsen Overraskende kommentar fra biolog 10

Newbold College

Et langt liv i tjeneste

Hvem fik hønen til at krydse vejen?

Væk mit øre, at jeg må være lydhør...

To spurve

20 Bjergprædikenen og lovens løfter 23 Guldmedalje til Maja Dreholt-Nordfalk fra Solbakken 24 Seniorsiderne Smil

Institutioner og foreninger Dansk Bogforlag Tlf. 45 58 77 77 danskbogforlag.dk Korrespondanceskolen Tlf. 45 58 77 70 Concordiavej 16 2850 Nærum kskolen.dk · info@kskolen.dk Foreningen for Danske Adventistseniorer Formand: Paul B. Petersen 61 70 72 79 pbp@adventist.dk

ADRA Danmark Tlf. 45 58 77 00 Concordiavej 16, 2850 Nærum adra.dk · info@adra.dk Generalsekretær: Jens Vesterager, tlf. 45 58 77 02 Plejecentret Solbakken Tlf. 89 11 13 00 Frederiksborg Allé 23 8920 Randers NV solbakken.randers.dk Leder: Hasse Hagsteen

HappyHand Adventistkirkens genbrug Bestyrelsesformand: Lise Westing lise.westing@gmail.com

Plejecentret Søndervang Tlf. 56 76 16 00 Rådhusvej 1 · 4640 Faxe sondervang.dk sondervang@sondervang.dk Leder: Anne Rosenkilde Ebbe

HASDA Vejlefjordskolen · 8721 Daugård hasda.dk · hasda@adventist.dk Arkivleder: Preben Jalving, tlf. 20 78 64 23

Vejlefjordskolen Tlf. 75 89 52 02 vejlefjordskolen.dk info@vejlefjordskolen.dk Skoleleder: Thomas Müller

Himmerlandsgården Tlf. 98 58 11 21 Als Oddevej 71 Helberskov · 9560 Hadsund himmerlandsgaarden.dk

Øvrige skoler Nærum Privatskole naerum-privatskole.dk

Jeg er også adventist 26 SABUS Ungdomskongres i Spanien Giv SABUS din madpakke Tak, Maysie! Her er SABUS-teamet 30 Nærum Privatskole 32 Lykønskninger 35 Annoncer 36 Dansk Bogforlag 38 Mindeord Hjælpeaktion 39 Kollekt og kalender 40 ADRA

Ringsted Privatskole ringsted-privatskole.dk Roskilde Private Skole rps.dk

TIENDE: Har du spørgsmål angående fradragsmuligheder, kontakt Anna Falk på afa@adventist.dk TESTAMENTE: Det er vigtigt, at man i tide tager beslutning omkring sine økonomiske og arvemæssige forhold. Et dødsfald kan få stor betydning for de efterladte. Er der ingen lovmæssige arvinger og ikke oprettet noget testamente, går arven til staten. Kontakt Kristinn Odinsson, 45 58 77 73, hvis du overvejer eller ønsker hjælp til at oprette et testamente, hvor du tilgodeser Adventistkirken.

Forsidefoto: Tre friske piger fra Herning menighed er ude for at samle ind til ADRAs Hjælpeaktion. Foto: Sarah Gille

Beretninger fra nær og fjern

et er ofte udbytterigt at snakke med erfarne folk om deres oplevelser i livet. Når man spørger ind til folks liv, erfaringer og interesser, åbnes der som regel en spændende dialog.

Tekst: Holger Daugaard er redaktør for Adventnyt.

I dette nummer af Adventnyt bringer vi adskillige interviews, som fortæller historier. Ved seniorernes sommerstævne lykkedes det at få en aftale med norske Jan Paulsen, den tidligere leder af verdenskirken. Han er i dag 90 år gammel, og han kom og fortalte dels om sit liv, dels om nogle af de emner, der optog verdensledelsen under hans ledelse – og egentlig også sidenhen. Det var en meget åbenhjertig og ærlig samtale, som forsamlingen satte stor pris på.

7-14nov

2026

tkirken

Syvende Dags Adventis

kret i Bibelen ran Fofok n useret på missione

Newbold College kunne i år fejre 125-års jubilæum, og i den anledning blev Anne-May og Thomas Müller interviewet om deres oplevelser og læring, da de i sin tid som nygifte rejste dertil og var studerende der. Det var en lærerig og spændende tid for dem,

og det har defineret dem og deres arbejde lige siden. Det er ikke så ofte, vi hører fra kirkens to plejecentre, men denne gang bringer vi et lille interview med en af Solbakkens ansatte, der er ved at være færdig som voksenelev. Også denne samtale giver os interessante oplysninger, og som datter af en mor, der er vegetar, kan hun let falde ind i rollen i plejecentrets køkken, der primært producerer vegetarisk mad. For en del år siden lancerede et telefirma sloganet ”Samtale fremmer forståelsen“. Det gælder for os alle sammen, at vi har fordel af at tale sammen. Ikke bare om hverdagsagtige ting, men i høj grad også om vores fælles tro. Der skal derfor lyde en opfordring til, at vi deler vores tanker og tro, ikke bare med trossøskende, men i høj grad også vores omgangskreds uden for kirken.

Læsninger til årets BEDEUGE, som i år er 7.-14. november, er sendt ud til menighederne. Tag et eksemplar med hjem fra kirke, eller læs det online på adventist.dk/kalender.

Syvende Dags Adventistkirkens medlemsblad Redaktør Holger Daugaard, 25 32 60 53 adventnyt@adventist.dk Grafisk opsætning Bente Skov Schledermann Tryk PR Offset, Fredericia

Oplag: 1.800 stk. Læs eller lyt til Adventnyt online: adventist.dk/adventnyt Adventnyt på CD Kontakt Margit Wærn, 45 58 77 92 mwa@adventist.dk

Adresseændringer: Meldes til unionskontoret info@adventist.dk

Kommende Adventnyt:

Pris for medlemsabonnement: Danmark, Grønland og Færøerne: Gratis

Nr. 1, februar 2027, udkommer primo februar Materiale-deadline: 4. januar 2027

Øvrige udland: Kr. 300,-

Nr. 6, december, udkommer 7. december Materiale-deadline: 2. november 2026

40 år med Egehytten – mere end en hytte RUNDT OMKRING I KORTE GLIMT

Tekst og foto: Lars Kjeldal

LØRDAG DEN 22. august blev der afholdt en speciel udgave af Egehytten HangOut, fordi 2026 netop er året, hvor Egehytten fylder 40 år. Jubilæet blev fejret med manér af mere end 125 mennesker.

Har du været med til at bygge Egehytten? Måske tænker du, at det kan du ikke svare ja til. Du var måske ikke med, da de første mursten blev lagt, væggene rejst og taget lagt på. Men at bygge Egehytten handler om meget mere end det. For en hytte bliver først rigtig til, når mennesker fylder den med liv. Når børn og voksne mødes, når spejdere lærer nye færdigheder, når der synges omkring bålet, når mennesker samles, og når nye venskaber og minder bliver skabt. På den måde har rigtig mange af Adventnyts læsere været med til at opbygge Egehytten gennem de sidste 40 år. Historien om den fysiske hytte begyndte tilbage i 1980’erne. Der var mange spejdere på Sjælland, men de manglede et sted, hvor spejderlivet kunne udfolde sig. Blandt spejdere, førere og forældre var der nogle ildsjæle, som satte projektet i gang. En naturgrund på tre tønder

land blev købt af Jomfruens Egede Gods, og så begyndte arbejdet med tegninger, beregninger og planlægning. Man havde estimeret, at hytten kunne bygges på 1600 frivillige arbejdstimer. Det viste sig vist at være en noget optimistisk beregning! Der blev lagt mange flere timer i projektet af mennesker, som havde visioner og var villige til at gøre en stor indsats, for at føre dem ud i livet. Den 1. juni 1986 stod Egehytten færdig og klar til indvielse. Og 40 år senere var det tid til at fejre både hytten og alle de mennesker, som gennem årene har været med til at gøre den til det, den er i dag.

Jubilæumsdagen Jubilæumsdagen samlede mennesker på tværs af generationer. Nuværende og tidligere spejdere, nuværende brugere, naboer og venner af hytten kom for at være med. Der blev gået terræntur af rigtig mange store og små, unge og ældre, som genoplivede glæden ved at dyste i spejderfærdigheder ude i den smukke natur. Andre studerede gamle billeder og omtaler af hytten for at kunne svare på quiz’en om hyttens historie. Og så blev der

ellers spist jubilæumslagkage i stor stil. Men måske var det vigtigste ikke det, der stod på programmet. Det var mødet mellem mennesker. Paul B. Petersen holdt en fin jubilæumstale, som knyttede bånd til selve indvielsen, hvor det netop også var Paul, i sin daværende egenskab af spejderchef, der dengang holdt indvielsestalen. Dannebrogs-Samfundet, som også deltog ved indvielsen for 40 år siden, var med til at markere dagen. Bøgild overrakte Egehytten et nyt Dannebrogsflag. Det gamle var slidt og var blevet for lille til den større flagstang, som hytten nu har. Det gamle flag blev strøget, og det nye hejst til tonerne af Dronning Ingrids Honnørmarch. Bøgild mindede os om noget af det, spejderlivet lærer os: ”Vi kan mere, end vi tror“, ”Vi er stærkere sammen“, ”Vi hjælper, når nogen har brug for det“ og ”Vi tager ansvar – også når det er svært“. Han sagde også: ”Fællesskab er ikke bare noget, man har, men noget, man skaber.“

Fællesskab, der bygges videre De ord passer godt på Egehytten. For gennem 40 år er den blevet bygget videre på – ikke med flere mursten, men med mennesker. Med frivillige, der giver deres tid. Med spejdere, der bruger hytten. Med menigheder og lejere, der mødes under dens tag. Med børn, der får deres første spejderoplevelser, og voksne, der genfinder gamle spejdervenner. Da solen gik ned på jubilæumsdagen, samledes vi omkring lejrbålet. Der blev sunget, holdt andagt og grinet af sketches og gamle historier, og hyggen omkring bålet fortsatte helt til midnat. Nogle gamle spejdervenner havde så svært ved at sige farvel, at de i stedet begyndte at planlægge en reunion.

Menighedsudflugt til Randers Regnskov Tekst og foto: Niels Jacob Lund

MENIGHEDEN I ØSTERVRÅ havde sin årlige udflugtsdag søndag den 23. august, som gik til Randers Regnskov. Tidligere år har vi bl.a. været i Jesperhus Blomsterpark og på Hjerl Hede. Denne gang tog 41 børn og voksne af sted, idet vi kørte sammen fra kirken, hvor vi mødtes kl. 9. Det var besluttet, at børn skulle have gratis adgang. Vi fik rabat som en større gruppe. Vi havde glæde af at være så mange, så vi kunne hjælpe hinanden med at få øje på alle dyrene, som gemte sig godt mellem kvælerfigner, lianer og de mange flotte regnskovsplanter. Der var 3 store “kupler“ med dyr fra henholdsvis Afrika, Sydamerika og Asien samt et udendørs område med forskellige dyr og udstillinger. En 50 kg stor skildpadde kom på et tidspunkt ud til publikum i receptionen. Ellers er der legepladser og gode områder til ophold og medbragt mad. Vi havde selv frokosten med, og til kl. 15 var der indkøbt boller og drikkevarer, som vi nød sammen, inden vi skiltes. Enkelte blev helt

til lukketid kl. 17. Vi kunne glæde os over den dejlige fælles oplevelse. Et af børnene kom og spurgte, om vi ikke skulle have en lignende tur næste år? Jo, det skal vi bestemt!

RUNDT OMKRING I KORTE GLIMT

En del valgte at overnatte, så søndag morgen afsluttede vi en fantastisk weekend med fælles morgenmad, før vi sagde farvel og tak for de første 40 år. En stor tak skal lyde til alle de ildsjæle, der var med til at bygge Egehytten i begyndelsen – og til alle dem, der siden har bygget videre. For Egehytten er ikke bare en hytte. Den er dét fællesskab, vi sammen skaber omkring den.

Dansk seniorferie i Norge

RUNDT OMKRING I KORTE GLIMT

Tekst: Paul Birch Petersen Foto: Leif Ole Bach

SOMMERENS SENIORSTÆVNE VAR lidt anderledes end sædvanligt. Selv om den danske forening stod for arrangementet, foregik stævnet i Norge på Skogli Helse og Rehabiliteringssenter, som bød os velkommen med dejlig mad, gode værelser og så smukke omgivelser, som kun Norge kan byde på. Næsten 100 seniorer deltog i et vellykket stævne. Og netop fordi den danske forening var ansvarlig for stævnet, og det foregik i Norge, kom fællesskabet mellem de to lande særligt i fokus. Stævnet havde mange højdepunkter. For nogle var det Anne-May

Müllers bibelske prædikener om den Gud, der ser mig og alligevel elsker mig. For andre var det besøget af og interviewet med Jan Paulsen, vores kirkes ”grand old man“, hvis visdom og glæde i troen var inspirerende (se andetsteds i bladet, red.). Dertil kom spændende og afvekslende foredrag: at gøre vores menighed demensvenlig ved Ruth Elizabeth

Engøy, om den ekstra skønhed i Guds natur ved Holger Daugaard, eller om den dansk-norske adventistforbindelse ved Preben Jalving, der havde bragt en enestående udstilling fra HASDA med til Norge. Men for alle deltagere – og de ekstra, der dukkede op – var fællesskabet noget stort og blivende. Vi mødes igen næste sommer.

EllenWhiteZoom.se Tekst og foto: Henning Pedersen

SIDEN SOMMEREN 2022 har Henning Pedersen og Kenneth Jørgensen holdt zoom-møder, hvor Ellen Whites skrifter gennemgås. Det er blevet til næsten 200 møder, med deltagere fra Danmark, Norge og Sverige. Vi gennemgår et kapitel eller udvalgte tekster fra Ellen Whites dyrebare skatte – budskaber til glæde for menigheden her i den sidste tid inden Jesu genkomst. Jeg har primært undervist ud fra Testimonies for the Church, vol. 1-9 (forkortet udg. på dansk: Vejledning for Menigheden, bd. 1-3). Min kollega har undervist mest fra Den store Strid (Mod en bedre fremtid), som beskriver kampen mellem godt og ondt. Men vores gode gæstetalere, både fra Danmark, Norge og Sverige, har også fremholdt en række

andre temaer fra Vejen til Kristus og Budskaber til menigheden – den tekst, de hver især finder relevant at undervise ud fra. Formålet er at gøre Ellen Whites skrifter – eller ”Profetiens Ånd“ – aktuelle for os i dag i 2026 – i en tid, hvor Kristi genkomst er endnu nærmere! Vi ser Bibelen som vores autoritet og ledesnor og takker Gud for det ekstra lys, Ellen G. White har givet sit folk i denne sidste tid af jordens historie. Møderne på EllenWhiteZoom er åbne for alle, der interesserer sig for Ellen Whites skrifter. Teksterne hentes fra hendes bøger på de tre skandinaviske sprog. Du er velkommen til at være med. For tiden sender vi søndag kl. 17 og tirsdag kl. 11. Find Zoom-linket på

hjemmesiden ellenwhitezoom.se. Her kan du også blive opdateret om kommende møder. Følg også gerne med på EllenWhiteZooms Facebook-side – såvel som Facebook-gruppen: ”Ellen White-citater på skandinavisk“. Din forbøn for EllenWhiteZooms arbejde er vigtig. Det kan godt være krævende, men det er altid givende. Lad os takke Gud for muligheden at kunne samles om Ellen Whites budskaber på denne måde.

Nyt fra Københavns-projektet Tekst og foto: Rob Folkenberg

To store behov Efterhånden som vi lyttede og lærte vores nye by at kende, trådte to store behov frem. For det første hørte vi igen og igen ensomhedens undertoner i menneskers stemmer og historier. Man kunne let forestille sig, at ensomhed primært er et problem for tilflyttere, men det er ikke kun udlændinge, der oplever det. Vi hørte også fra danskere, der kæmper med at finde fællesskab midt i Københavns støj og høje tempo.

Samtidig lærte vi den danske religiøse kultur at kende, som er ganske anderledes end den, vi kom fra i Canada. For mange er religion først og fremmest en historisk del af Danmark og en vigtig kulturel arv. De fleste er endda medlemmer af Folkekirken, uanset om de tror på Gud eller ej. Det er et fascinerende paradoks – og det hjalp os til at se et andet stort behov: For mange mennesker har kristendommen meget lidt at gøre med hverdagen. Den er en del af kulturen, et mærkat, der følger med det at være dansk. Vi blev derfor draget mod at præsentere en praktisk og levet tro – et liv i relation til en Gud, som forvandler os. Da vi havde identificeret de to måder, følte vi os kaldet til at velsigne vores by med dybt fællesskab og en levet tro. Så manglede vi blot et team at gøre det sammen med. Og Gud begyndte at føre mennesker ind i vores liv. Efterhånden som vi lærte vores lokalsamfund og den bredere adventistkirke at kende, viste flere mennesker interesse for det nye kirkeplantningsprojekt. Flere fortalte, hvordan Gud allerede havde lagt en længsel efter en ny form for mission på deres hjerter,

før vi overhovedet var kommet. Vi takkede Gud for, at han havde ført os sammen.

Vores team I dag består vores team af tolv voksne og fem børn, som har sagt ja til at plante et nyt adventist-kirkefællesskab i København. De seneste ni måneder har vi mødtes regelmæssigt, studeret, hvad det vil sige at være kirke, bedt sammen, udviklet vores vision og retning og set frem mod det, der kommer. Ja, vi var lidt overvældede, da vi ankom, men nu, halvandet år senere, har vi et team og en retning for vores tjeneste. Faktisk starter to husmenigheder den 16. oktober! Jeg glæder mig til at fortælle mere næste gang, og vi beder jer fortsat om at bede for os. Hvis du føler, at Jesus kalder dig til at tjene et nyt sted eller på en ny måde, så vær opmærksom på, hvilket konkret behov Gud viser dig, at du skal møde. Og se efter de mennesker, som Gud inspirerer til den samme mission. Når de to ting mødes, er du måske allerede på en rejse, som Gud leder. Og hvem ved, hvor han leder dig hen i fremtiden?

RUNDT OMKRING I KORTE GLIMT

NÅR VI LÆSER om Paulus i Apostlenes Gerninger og brevene, lægger vi mærke til to mønstre. For det første tilpassede han altid sin måde at møde mennesker på. Han talte anderledes til jøder end til hedninger. I Athen tog han udgangspunkt i folks religiøse forestillinger for at tale ind i deres virkelighed (ApG 17). Han forkyndte ikke et evangelium, der var løsrevet fra virkeligheden. Jesus’ budskab må møde menneskers behov og udfordringer i hverdagen. For det andet arbejdede han sammen med andre. Han fandt lokale ledere, oplærte dem og holdt kontakten med dem, når han rejste videre. Hans missionsrejser var heller aldrig soloprojekter. På forskellige rejser var han sammen med Lukas, Silas, Barnabas, Johannes Markus og andre. Paulus arbejdede sjældent alene – og aldrig isoleret. Da vi flyttede fra Canada til København for at plante en kirke, var det vigtigt for os at følge disse mønstre. Vi ønskede at engagere os i danskernes hverdag og finde mennesker, vi kunne tjene sammen med. Faktisk kan størstedelen af vores første halvandet år i Danmark opsummeres med disse to ting.

fra Unionsbestyrelsen

nionsbestyrelsen har gennem det seneste år haft et fokus på, hvordan vi får styrket vores muligheder for at drive den mission, Gud har givet os. Derfor satte bestyrelsen i juni en hel dag af, hvor der ikke var en formel dagsorden, men der blev arbejdet på nogle af de udfordringer, vi har. Som opfølgning på denne arbejdsdag har bestyrelsen valgt at sætte et særligt fokus på tre områder.

En styrket økonomisk position Vores økonomi er bedre end for 10 år siden, men vi er stadig udfordrede. Vi har en stor bygningsmasse med et stort efterslæb vedrørende vedligeholdelse. Vi ser også, at unionerne i f.eks. Sverige og Finland har en betydelig formue, som giver tryghed og stabilitet i økonomien, og hvor forrentningen kan styrke missionen.

Vi drømmer om at bringe os i en position, hvor vi har en bygningsmasse, som er i en bedre stand og er mere formålstjenlig i forhold til de aktiviteter, som vores mission og fællesskab har brug for.

Tekst: Lasse Bech er næstformand i Adventistkirken i Danmark.

Der vil være fokus på en styrket formidling om tiende, en tilpasning af udgifter, ændringer i ejendomsporteføljen samt oprettelse af en fond. Dette er ambitiøst og vil tage tid, men bestyrelsen finder det nødvendigt at tage målrettet fat i opgaven. Til dette arbejde er der nedsat en arbejdsgruppe.

En styrket formidling af personlig tro Vi ser i disse år mange tegn på en øget interesse i tro blandt danskerne – særligt i de yngre generationer. Samtidig oplever vi, at mange af os ikke er gode til at tale med andre om vores tro. Vi er kaldet til give troen videre, og flere søger efter troen.

Vi ønsker, at vi som medlemmer alle skal lære at dele med mennesker omkring os, hvad troen betyder for os personligt. Dette indebærer også, at vi skal have fokus på, at kommende generationer i kirken lærer, hvilken særlig identitet Gud har givet adventisterne. Bestyrelsen har bedt missionsrådet arbejde videre med denne udfordring med henblik på at sætte fokus på dette og foreslå initiativer, der kan styrke vores formidling af tro.

En beskrivelse af fremtidens præsterolle Vi har også brug for at rekruttere fremtidens præster. En styrket økonomi er nødvendig for at kunne ansætte nok præster i fremtiden, men det er også vigtigt at beskrive og forny præsterollen til de behov, der er i den tid, vi lever i. Dette område vil være et fokus for prædikantafdelingen og ledelsen.

Og så lidt nyt om navne... Da der er behov for rekruttering, og vi forsøger at finde økonomi til nye medarbejdere, så kan vi glæde os over, at flere unge har vist interesse for at blive ansat i kirken for at tjene Gud. Peter Rasmussen er begyndt som et år for Herren i København. Han vil primært arbejde sammen med Rob Folkenberg med menighedsplantningsprojektet på Amager. Han vil dertil også blive involveret i forskellige aktiviteter i Københavnsområdet. Methusalem Given Vuga har det seneste år arbejdet som bibelarbejder i det nordjyske for at afprøve, om præstegerningen er noget for ham. Han har nu påbegyndt præsteuddannelsen på Newbold, hvor han vil læse en etårig diplomuddannelse i teologi med en efter-

følgende toårig MA i teologi. Han bliver boende i Danmark og studerer online. Tobias Grønbech Hansen har været på AFCOE (Amazing Facts Center of Evangelism), som er en bibelskole i Lund i Sverige. Han vil gerne afprøves som missionsarbejder, og han er blevet ansat i praktik og skal arbejde sammen med Thomas Rasmussen på Fyn. Lad os alle bede om, at vi må være ledet af Ånden, at vi må være gode og gavmilde forvaltere, kærlige vidner, og at han må sende arbejdere ud til høsten.

Overraskende kommentar fra biolog Tekst: Bjørn Ottesen

EFTER ÅRSMØDET 2019 fløj jeg til England fra Billund. På sædet ved siden af mig sad en midaldrende mand. Efter vi var kommet på plads, havde spændt sikkerhedsbælterne og hørt beskederne over højtalerne, spurgte jeg på engelsk, om han havde været på ferie og var på vej hjem. Vel, han havde besøgt sin familie i Aabenraa, men var på vej tilbage til England, hvor han boede. Som skandinaver bosat i England havde vi noget tilfælles, så det blev en god sludder om hverdagsagtige ting. Han spurgte, hvad jeg lavede, og jeg fortalte, at jeg arbejdede med at undervise studerende, som ville være præster. Det handlede om lederskab, hvordan man laver en præsentation, om omsorg og relationer, forkyndelse, organisation og andet. Så var det min tur til at spørge. Min medrejsende fortalte, at han arbejdede på Cambridge Universitet. Hans fag var biologi. Hans akademiske rejse havde været fra universiteter i Danmark og i Utah. Nu arbejdede han mere med forskning end med undervisning. I mine tanker bliver det ikke meget større end at være forsker ved

Cambridge. Jeg blev nysgerrig på, hvad han ville tænke om livets oprindelse. Så jeg sagde noget i denne stil: ”Nu er jeg totalt amatør inden for biologi. Jeg har bare læst det pensum, vi havde i gymnasiet. Men jeg husker beskrivelsen af den enkleste levende organisme: en encellet organisme. Den har en kerne med DNA, som indeholder information om dens egenskaber. Den har en membran, som kan slippe næringsstoffer ind og affaldsstoffer ud. Den kan ‘fordøje’ disse næringsstoffer. Den kan formere sig ved deling. Det er jo meget komplekst. Jeg kan ikke se noget andet end, at selv denne enkle organisme behøver en skaber. Du som biolog, hvordan forstår du, at en sådan organisme er blevet til?“ Min sidekammerat var meget hurtig til at svare, og svaret var meget kort: ”Vi har ingen anelse.“ (På engelsk: We don’t have a clue). Videre sagde han: ”Din teori er lige så god som min.“ Det overraskede mig, at denne kommentar kom fra en højt positioneret biolog. På en måde blev jeg bekræftet i min tro på, at der er en Skaber. Alt, som er komplekst og har en struktur, peger på en intelligens.

Newbold College midt i et jubilæumsår

Newbold College har i år fejret 125-års jubilæum. I den 10

forbindelse har vi spurgt et par af dem, der har gået på skolen, hvad Newbold College har betydet for dem. Vi har sat Thomas og Anne-May Müller stævne for at blive klogere på, hvordan Newbold College har haft betydning for dem.

Tekst: Peter Larsen / Foto: Privat

i er tilbage i 1990, hvor Thomas og Anne-May er blevet kærester og går i 3.g på Vejlefjordskolen. Hvilke tanker gør de sig om fremtiden?

Anne-May: ”Jeg var ikke i tvivl om, at det var teologi, jeg skulle læse, selvom psykologi også var i tankerne. Men teologi blev det.“ Thomas: ”Sådan var det slet ikke for mig. Jeg kendte jo noget til præsterollen hjemmefra. Ikke fordi det i sig selv have været en negativ oplevelse, men tanken om at stå deroppe ved talerstolen og skulle levere – sige noget fornuftigt. Nej, det tiltalte mig på ingen måder. Så hellere skolelærer med biologi på linje.“ Anne-May bliver indskrevet på teologistudiet på Aarhus Universitet. Men så sker der det, at Thomas ikke kommer ind på læreruddannelsen. Det ender med, at de sammen tager til Sverige, hvor de begge går på bibellinjen på Ekebyholm. Det rykker noget for Thomas: ”Ja, der vækkes et eller andet inde i mig i løbet af det år. Bibellinjen betyder også, at vi vil kunne få merit for et år på Newbold, hvis vi vælger at læse teologi der.“ Anne-May bliver bare endnu mere bekræftet i, at hun skal læse teologi og være præst: ”Det sjove er jo, at når jeg ser tilbage på, hvor betænkelig jeg var i begyndelsen ved at skulle prædike, så blev det måske min særlige nådegave. I alt fald kom jeg til at holde rigtig meget af det med tiden.“ Fjorten dage før de rejser til Newbold, bliver de gift. Det får stor betydning for, hvordan tiden på Newbold kommer til at forme sig. Anne-May: ”Ja, det bliver jo vores første rigtige hjem. Hvis man ikke var gift, boede man typisk på en værelsesbygning, ligesom på en efterskole. Vores hjem blev derfor nærmest et samlingspunkt for de danske studerende. Når vi havde fødselsdag, inviterede vi danskerne på besøg, og der kunne vi nemt være en 20 stykker. Det var ret mange. Ikke alle læste teologi. Nogle læste Business Administration eller humanistiske fag eller lærte engelsk. Der var bare et helt andet liv dengang, fordi vi var så mange elever, der boede der, og vi var mange danskere derovre.“ Hvad så med økonomien?

Thomas: ”Ca. 75% af udgifterne blev betalt af Unionen. Resten skulle vi selv klare. Så vi måtte tage sommerferiejobs og gjorde rent et par timer hver morgen i byen Bracknell. Der kunne man så se os med støvsuger i den ene hånd og en notesbog med græske gloser i den anden. Det gav os en frihed til at kunne tage på ture eller til en koncert.“ En ting er jo det sociale. Men hvad har årene på Newbold gjort i forhold til den åndelige udvikling? Anne-May: ”Undervisningen flytter helt klart noget ved en. Måske får man bare en større ydmyghed. Man er ikke længere så skråsikker. Det er nok sundt. Der bliver plads til selv at reflektere over de tekster, man læser i Bibelen.“ Thomas: ”Det er også vildt spændende at være med til undervisning med lærere, der har studeret et emne det meste af livet. Det kan selvfølgelig virke lidt nørdet, men det er samtidigt også vildt berigende. Newbold er helt sikkert et sted, hvor man bliver udfordret på den gode måde.“ Anne-May: ”Newbold er et noget andet sted i dag. I forhold til dengang, vi boede derovre, er der ikke så mange fysiske kursister, fordi en del tager fagene online. De udbyder heller ikke så mange fag som dengang – nu er det mest teologi. For mig var det vigtigt med de daglige diskussioner med de andre studerende, og at man altid kunne stikke ind på lærerens kontor.“ 11 Thomas: ”Hvis man kigger frem i tiden, kan jeg godt være i tvivl om, at der fortsat vil være et Newbold, som vi kender det, men jeg er overbevist om, at det er vigtigt at have et europæisk universitet, hvor man kan læse teologi fra et adventistperspektiv og samtidig blive udfordret i sin tankegang og forståelse. Newbold har, når alt kommer til alt, en meget høj akademisk standard. Det er nok i virkeligheden det, der gør forskellen. De er ikke bare stærke på det rent teologiske, men har også et stærkt fokus på forkyndelse og det, der hedder homiletik på fagsproget.“ De fleste af adventistpræsterne i Danmark har været en tur forbi Newbold College. Newbold College kunne i år fejre 125-års jubilæum og fejre, at de har været med til at udruste og uddanne præster, der har tjent eller tjener i hele verden. Om Newbold College vil være der i 125 år mere, må vi vente at se. I bedste fald er Jesus for længst kommet igen.

Ved seniorstævnet i Norge fik vi besøg af Jan Paulsen og fik anledning til at stille ham nogle spørgsmål. Det var en interessant time, hvor forsamlingen dels fik indblik i hans liv og virke og dels hørte hans mening om forskellige emner. Paul Birch Petersen ledte interviewet, som her gengives forkortet.

Et langt liv i

Tekst og foto: Interviewet er gengivet af Holger Daugaard

Jan Paulsen, lad os høre lidt om din barndom og opvækst? ”Jeg blev født i Narvik og oplevede anden verdenskrig på nærmeste hold i nogle af mine vigtige barneår. Jeg boede med min familie i en lejlighed i tilknytning til en skole, hvor tyske soldater var interneret, og jeg oplevede ting, som børn ikke bør opleve. Senere, efter krigen, blev jeg døbt under et årsmøde på Vesterålen, og jeg tilbragte nogle af mine unge år i missionsklassen på Vejlefjordskolen. Herfra har jeg mange gode minder, og det var også her, jeg fandt min senere hustru. Allerede i 14-årsalderen følte jeg et kald til præstegerningen, og efter Vejlefjord-årene tog jeg derfor min videre uddannelse i teologi på Andrews University i USA. Som ung bibelarbejder arbejdede jeg flere steder i Norge, men har også været i Ghana i en periode. Her blev jeg i øvrigt ordineret af Thorvald Kristensen, den daværende leder i Unionen, som jeg værdsatte meget. På et tidspunkt blev jeg valgt som rektor for et college i Nigeria, hvorfor jeg følte behov for videre uddannelse.“ Og så rejste du til Tyskland? ”Ja, det videre uddannelsesforløb foregik i Tyskland på universitet i Tübingen, hvor jeg

fik min doktorgrad. Og hvis man undrer sig over, hvorfor det ikke skete på et adventistuniversitet, er svaret, at det var ikke muligt dengang. Men jeg fik da nogle bemærkninger om det at uddanne sig på et verdsligt universitet… Der gik ikke lang tid efter endt uddannelse, før kaldet kom til at undervise på Newbold College, hvor jeg en årrække underviste og senere blev rektor. Herfra blev jeg valgt til leder af Transeuropæisk division, hvor jeg var i 12 år, og derefter til generalkonferencen, først som viceleder og 19992010 som verdensleder.“ Jan Paulsen, når du ser tilbage på alt det, du har oplevet gennem dit liv og ikke mindst din tid som generalkonferensformand, så er der sket mange forandringer. Ser du dem som gode alle sammen? ”Jeg har mange vældig gode minder fra den tid. Jeg har gode følelser. Der var mange udfordringer den første tid, men også en god ånd at arbejde i. Jeg havde vældig gode og dygtige kolleger.“ Førhen gjorde man nok tingene mere på samme måde overalt, mens der i dag er mere forskel på f.eks. gudstjenesteformen rundt omkring, og missionsarbejdet?

”Men man må tænke på, at en kirke vokser og udvikler sig, og kirken forandrer sig i takt med, hvilke ledere man har. Som leder kom jeg fra Europa med min demokratiske model, hvor man rådfører sig med hinanden og kommer frem til en fælles forståelse.“ Så er der spørgsmålet om forholdet mellem den lokale kirke og verdenskirken. Jeg har selv engang fået spørgsmålet: Hvad er forskellen på generalkonferensformanden og paven? ”I vores kirke arbejder vi meget i komiteer og tager fælles beslutninger. Vi rådfører os med hinanden, så det er nok mere demokratisk. Men det er klart, at den endelige afgørelse må træffes af lederen. Det betyder også, at nogen er uenige og mener, at tingene burde gøres på en anden måde, men det er vilkårene.“ Hvor meget indflydelse har formanden på de enkelte landes kirker, f.eks. Adventistkirken i Norge? ”Man er en del af en stor international familie, men det er ikke formanden, som er supervisor for det, som sker i de enkelte lande. Men de store overordnede forhold skal man selvfølgelig være enige om.“ Vi har jo nogle ”varme kartofler“ som f.eks. ordination af kvinder, hvor de skandinaviske lande har truffet beslutninger, som ikke helt harmonerer med administrationen i generalkonferencen?

Vi behøver ikke give afkald på vores egne værdier og standpunkter, og vi har mulighed for at fortælle dem, hvad vi tror, når vi er sammen med dem. Vi bør have forståelse for, hvad andre står for, og respektere dem, lige som vi forventer, at de skal respektere os.“ Endnu et spørgsmål fra forsamlingen: Er Helligånden bare en kraft eller en del af guddommen?

”Vi havde en formand efter min tid, som havde et lidt andet syn på denne sag. Og da der kom en forespørgsel fra en division om dette, hvor man spurgte om muligheden for at tage afgørelse om kvinders ordination lokalt, blev sagen taget op igen og endte desværre, som den gjorde. Efter min mening er der ikke bibelsk belæg for, at kvinder ikke skulle have samme muligheder som mænd, når det kommer til forkyndelse og ordination.“

”Jeg har ingen problemer med treenigheden – Gud Fader, Gud søn og Gud Helligånd. Jesus sagde jo selv, at han ville sende en anden talsmand.“

Et andet spørgsmål gælder det økumeniske arbejde, hvor der er delte meninger om, hvorvidt vores kirke bør involvere sig eller ej?

”Er vi sikre på, at vi allerede har sandheden? Sandheden er ikke et kvantum. Det er en livsstil, som har med mennesker at gøre. Det er noget, som vokser. Frem for alt er det en person – Jesus Kristus. Vi skal drive skoler og universiteter for at udstyre ungdommen til at møde verden og for at fortælle om troen.“

”Jeg har selv gode venner inden for andre kirker, og jeg tror, at det gavner os at være sammen med ‘de andre’.

Et sidste spørgsmål fra en yngre person: Hvorfor har vi som adventister universiteter og forskning, når vi allerede har sandheden? Hvad nu hvis man pludselig fandt ud af noget andet?

Bedson er kirkeplanter i det nordlige Zambia, hvor han arbejder for at udbrede evangeliet i isolerede områder i regionen.

fik hønen til at krydse vejen?

S 14

olen var så småt begyndt at dale bag de spredte bakker, mens himlen blev farvet i gyldne og karminrøde striber. Bedson var på vej til aftenens missionsmøde på sin motorcykel. En støvet vej snoede sig gennem den lille landsby Impongwe i Zambias nordlige provins – et sted, hvor livets tempo blev dikteret af rytmerne fra landbrug, husdyr og lokale samlinger. Hans tanker kredsede om det budskab, han havde tænkt at dele til mødet – ord om håb og sandhed til de fremmødte. Mens han afslappet kørte afsted, fangede en pludselig bevægelse hans opmærksomhed – en bunke af fjer, der skød op fra græsset ved vejkanten. Før han kunne reagere, dunk! Motorcyklen gav et ryk, da hønen ramte. En sky af hvide og brune fjer fyldte luften, og et øjeblik sank Bedsons hjerte. I Afrikas landdistrikter er husdyr en værdifuld del af familiens levebrød. Hvis du dræber et dyr, selv ved et uheld, skal du betale for det. En enkelt kylling kan betyde flere dages måltider eller indkomst. Da han så sig tilbage, blev han lettet over at se fuglen tumle ud i græsset. Den så ud til at være rystet, men den levede. Han trak vejret lettet, taknemmelig for at sagen syn-

tes afsluttet. Eller det troede han i hvert fald. Et par kilometer længere fremme, da han rundede et sving, blev han forskrækket over at se en massiv træstamme, der spærrede vejen. Den var ikke bare faldet – den var placeret der. Han sænkede farten, mens han kiggede efter en vej udenom. Pludselig trådte to mænd frem fra budskadset. Deres ansigtsudtryk var svære at tyde, men deres holdning stålsat. ”Det var den mand, der slog bedstemors høne ihjel,“ konstaterede den ene. Bedson stivnede. ”Hønen? Den gik da selv ind i krattet igen – jeg har ikke...?“ Mændene var ikke interesseret i forklaringer. De nævnede deres pris: kompensation for hønen plus 12 æg, hver til 100 kwacha (ca. 30 kr.). Kravet var højt – langt højere end dyrets værdi – men det var tydeligt, at det handlede om mere end en høne. Tonen antydede en usagt trussel: hvis han ikke betalte, ville der være konsekvenser. Før situationen nåede at eskalere, dukkede en kvinde op fra skyggerne. Hun så fra mændene til Bedson og sagde så med fast stemme: ”Det er ham, der har prædiket i min kirke. Vær nu rimelige!“

Der blev en pause, inden mændene modvilligt bad Bedson om at komme tilbage næste dag, så de kunne ordne sagen. Den nat bad Bedson om visdom – og om fred. Da han vendte tilbage til stedet næste dag, sagde mændene til hans overraskelse, at de ville lade sagen ligge. Ingen betaling, ingen yderligere krav. Spændingen syntes at forsvinde lige så hurtigt, som den var opstået. Næste aften var der igen missionsmøde, hvor Bedson talte til en forsamling under åben himmel. Da han skulle til at begynde, fangede hans blik en velkendt skikkelse. Den største af de to mænd fra vejspærringen sad på forreste række og stirrede intenst på ham. Bedsons hjerte slog et ekstra slag. Mon han var kommet for at skabe problemer? Manden forblev dog tavs og lyttede til hele mødet. Næste aften var han der igen. Og aftenen efter. For hver aften, der gik, formildedes hans udtryk, og hans holdning blev mere åben. Ved ugens slutning nærmede denne mand sig med et helt andet formål, end kravet om penge for en død høne: ”Jeg vil gerne studere Bibelen,“ sagde han helt kort.

Det, der begyndte som en anspændt konfrontation ved vejen, forvandlede sig til et menneske, der åbnede sig for troen. Bedson kunne ikke lade være med at forundre sig over den mærkelige række af begivenheder. Hønen, der krydsede hans vej – uanset om det havde været en tilfældig hændelse eller guddommelig ledelse – havde ført til et møde, der ellers aldrig ville have fundet sted. I sidste ende blev historien til mere end blot en pudsig fortælling om, hvorfor hønen krydsede vejen – det blev en påmindelse om, at ofte er afbrydelser, ulemper og endda misforståelser i livet en del af et større billede, vi endnu ikke kan se. Jeg hører for mig det kendte citat fra bogen, Jesu liv, hænge i luften: ”Gud leder aldrig sine børn anderledes, end de ville vælge at blive ledt, hvis de kunne se enden fra begyndelsen og øjne herligheden i det formål, de opfylder som hans medarbejdere.“ Den aften, under den klare afrikanske stjernehimmel, indså Bedson igen, at hvis Gud vil, kan bruge selv en høne, der krydser vejen, til at ændre livet for en, der søger Ham!

Tekst: Craig Harding er adm. direktør for Riverside Farm Institute, Zambia. De har kirkeplantere 40 steder rundt om i landet, som deler evangeliet i fjerntliggende egne. Instituttet er en støttende tjeneste under Syvende Dags Adventistkirken. Foto: Riverside Farm Institute; iStockphoto.com

lydhør... Væk mit øre, at jeg må være

Tekst: Beth Bentzinger Grant er præst og har været hospitalskapellan i 25 år. Kilde: Adventist Review 18. juni 2026, Awakened to Hear / Illustration: iStock

E 16

n aften, da jeg lagde min 10-årige datter i seng, sluttede vi dagen, som vi plejer, med en stille bøn og et godnatkys. Da jeg vendte mig om for at gå, kiggede hun op på mig og sagde: ”Mor, ved du, hvad min veninde Emily spurgte mig om i dag?“ Det, hun så fortalte, var en historie, jeg ikke havde forventet. Tidligere på dagen, i frikvarteret, havde min datter og Emily talt sammen på legepladsen, da Emily pludselig sagde: ”Hvem var den første person, der blev født på jorden?“ Uden tøven svarede min datter selvsikkert: ”Kain og Abel.“ Emily så forvirret på hende. ”Hvem er det?“ spurgte hun. Så forklarede min datter, at Kain og Abel var sønner af Adam og Eva – de første mennesker, som Gud skabte.

Emily spurgte, hvordan hun vidste det. ”Det står i Bibelen,“ svarede min datter. Svaret fik Emily til at stoppe op. Hendes øjne blev store. ”Hvad er en bibel?“ spurgte hun. Min datter fortalte hende, at det var en bog fuld af historier om, hvordan verden blev skabt, og om Jesus. Emily havde flere spørgsmål. ”Hvem er Jesus?“ Uden at forstå vigtigheden af det, hun gjorde, delte min datter den historie, hun kendte så godt – at Jesus blev født, at han er Guds Søn, og at han døde på et kors for at frelse os fra vores synder, så vi kan få evigt liv med ham. Da hun var færdig, spurgte Emily, hvor hun kunne få fat i en bibel, så hun selv kunne læse de historier. Mens min datter fortalte, satte jeg

mig ved hendes seng – målløs. Jeg indså to ting den aften. For det første bor der mennesker lige ved siden af os – børn på de samme legepladser, familier i de samme kvarterer – som aldrig har hørt navnet Jesus. For det andet, hvor ofte disse øjeblikke glipper for os voksne. Hvor ofte tøver vi, tænker eller forbliver tavse, når en åben dør bliver placeret lige foran os? Min datter havde ikke forberedt en tale, hun bekymrede sig ikke om at sige de ”rigtige“ ord. Hun svarede bare ærligt på venindens spørgsmål med det, hun vidste.

Enkel og trofast lydighed Da Jesus sagde til sine disciple, at vi skulle blive som børn, tror jeg, det var det, han mente. Børn deler tro uden frygt, uden dagsorden og uden tøven. Deres tro er ukompliceret, de har mod, og deres vidnes-

Børn deler deres tro uden frygt, uden bagtanker og uden tøven. byrd er ærlige. Den aften gik min datter i seng uden at være bevidst om, at hun havde holdt en prædiken – en prædiken, der mindede mig om, hvordan enkel og trofast lydighed ser ud. I bibelstudieguiden Del Ham står der, at det aldrig var meningen, at det skulle føles som en forpligtelse at dele Jesus med andre. Meningen er, at det skal komme naturligt – på grund af vores kærlighed til Gud og af ægte omsorg for andre. Når vores hjerter er åbne, handler det at dele ikke om pligt, men mere om relation. Hvis vores øjne kunne se det usynlige, ville vi blive forundrede over, hvor mange af vores daglige møder og samtaler med andre der faktisk er åndelige møder – gudgivne muligheder. De stille mavefornemmelser, blide skub eller pludselige indskydelser til gøre noget kan meget vel være Helligånden, der vejleder vores skridt og inviterer os til at tage del i Guds arbejde på måder, vi måske ikke straks genkender.

havde ønsket at besøge en adventistkirke, men aldrig var blevet inviteret – før nu. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at den lille sms ville føre til noget meget større. Hun kom til dåben den sabbat. Og vendte tilbage sabbatten efter – og den næste. Uger blev til måneder. På et tidspunkt delte hun noget, der gjorde mig målløs: Hun havde længe ledt efter en kirke og bedt inderligt til Gud om at lede hende til den rigtige. Bare få dage senere modtog hun min invitation. Med glæde i stemmen fortalte hun mig, at hun var begyndt at studere Bibelen, og at hun ønskede at blive døbt som syvendedags adventist. Det, der føltes som en simpel invitation, viste sig at være et helligt øjeblik – en af mange påmindelser om, at når vi lytter og reagerer på Åndens opmuntring, kan Gud bruge vores almindelige handlinger til ekstraordinære formål. Vi ser måske aldrig fuldt ud effekten af en simpel sms, et opkald eller en invitation, men himlen gør.

FOR NYLIG TRAF min datter den smukke beslutning at blive døbt. Mens vi forberedte os til denne særlige sabbat, inviterede jeg familie og venner til at overvære hendes offentlige trosbekendelse. Mens jeg overvejede, hvem jeg skulle invitere, kom jeg til at tænke på en kollega fra arbejdet. Hun boede mere end en time fra vores kirke, og jeg tøvede et øjeblik, men jeg følte, at jeg burde sende hende en sms og invitere hende. Næsten med det samme svarede hun med begejstring, at hun altid

Enkel tillid Nogle gange er det lige så enkelt at dele Ham som at sige ja til et stille skub – og stole på, at Gud gør resten. Nogle gange føles det sværest at stole på Guds timing, når det gælder vores egne familier – især børn eller kære, der har forladt troen. I de tider kan håbet føles skrøbeligt. Alligevel minder Bibelen og erfaringen os om aldrig at undervurdere kraften i bøn fra en forælder eller ægtefælle. Gud har ikke glemt dem. En bøn er aldrig spildt! Hver en hvisket bøn høres, modtages og gives videre af Hellig-

ånden, som virker på måder langt ud over, hvad vi kan forstå. Jeg blev mindet om dette under en prædiken, hvor præsten talte direkte henvendt til dem, der var tynget af at have kære, som havde vendt Gud ryggen. Ved slutningen af sin prædiken kom han med en appel – ikke for personlige behov, men for dem, der bar navnene på sønner, døtre, ægtefæller eller familiemedlemmer i deres hjerter og bønner. Folk rejste sig og gik frem. Snart var der fyldt med mennesker foran podiet. Det var et stille, men stærkt vidnesbyrd: så mange trofaste troende bar stille smerten fra de kære, som ikke længere gik ved deres side i tro. Mens præsten bad for dem, der var kommet frem, gik der pludselig et sus gennem forsamlingen. Så hørtes lyden af en kvinde, der råbte – højt, glædesfyldt, umiskendeligt. Opmærksomhed vendte sig mod et ældre ægtepar, der stod foran. De havde trofast bedt, dag efter dag, for deres voksne datter, som var holdt op med at gå i kirke og havde vendt sig fra sin tro. Ingen anede, at hun den morgen havde følt en stærk trang til at komme i kirke. Helligåndens overbevisende stemme rørte hendes hjerte så dybt, at hun satte sig ind i bilen og kørte hen til sin barndoms kirke. Da hun kom ind gennem døren, så hun sine forældre stå foran. Hun hørte præsten bede for dem, der havde brug for at komme tilbage. Som trukket frem gik hun ned ad kirkegulvet og omfavnede sine grædende forældre. Da de så hende, skyllede overraskelse og glæde over deres ansigter. Tårevædet hviskede hun de ord, de i årevis havde bedt om at høre: ”Jeg vil gerne komme tilbage.“ Det var et helligt øjeblik, der mindede alle de tilstedeværende om, at Gud altid arbejder – også når vi ikke kan se det. Hans timing er perfekt, hans rækkevidde ubegrænset. Og bønnerne fra trofaste forældre og kære er umådeligt kraftfulde.

Bibelen siger: ”Gud Herren har givet mig disciples tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte. Hver morgen vækker han mit øre, og jeg hører som en discipel. Gud Herren har åbnet mit øre, og jeg var ikke genstridig, jeg veg ikke tilbage“ (Es 50,4-5). Dette vers rummer en dyb invitation: Gud giver os både visdom til at tale og følsomheden til at lytte – men kun til dem, der er opmærksomme på hans stemme. Når vores ører er åbne og vores hjerter overgivet, giver han os ord, der bringer liv, trøst og sandhed til de trætte. I det gamle Israel havde begrebet at lytte en dyb pagtsmæssig betydning. En slave, der elskede sin herre og valgte at forblive i livslang tjeneste, ville offentligt bede om, at hans øre kunne blive ”åbnet“. Som beskrevet i Anden og Femte Mosebog var dette ikke en tvangshandling, men udført i hengivenhed. Foran vidner blev tjenerens øre piercet, hvilket markerede en permanent, frivillig forpligtelse til at tjene en herre, han stolede på og elskede. Det piercede øre symboliserede beredskab – en bevidst holdning af lydighed, opmærksomhed og loyalitet. Dette billede afspejler smukt Kristi kald. Vores tjeneste for ham er født, ikke af pligt, men af kærlighed. Vi vælger hengivenhed, ikke fordi vi skal, men fordi vi er blevet frelst. Taknemmelighed for frelse forvandler tjeneste til glæde. Som Guds tjenere er vi inviteret til at leve med åbne ører– vågne hver morgen for at høre hans stemme og svare, når han kalder. Vores daglige bøn bør være for hjerter, der lytter, og hænder, der handler, for ord talt med mildhed og sandhed, og for en vilje til at dele Kristus med venlighed og ydmyghed. Når vi åbner vores ører for ham, åbner Gud vores mund for at sige præcis de ord, de trætte har brug for – i rette tid.

To spurve

– et vidnesbyrd

”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres Fader er med den“ (Matt 10,29). Tekst: Per Arild Struksnes / Illustration: iStock

eg nyder at cykle i skoven på min gravelcykel, hvor jeg kan høre fuglene synge, iagttage hjortene løbe forbi eller se solstrålerne skinne gennem bladene. En søndag morgen, da jeg var på vej ned ad bakken under jernbanen og kom gennem svinget med god fart, skete der noget. En dame var ude at løbe på cykelstien i retning mod mig. På et splitsekund måtte jeg træffe et valg. Vi traf begge den forkerte beslutning. Stødet mellem hendes højre skulder og min kind fik min kæbe til at brække to steder. Da jeg kom til mig selv, liggende på jorden, kunne jeg se hende rejse sig. Jeg hørte min stemme råbe: ”Er du okay?“ Jeg mærkede med det samme, at der var noget galt med min mund. På hospitalet kunne de hurtigt konstatere, at jeg skulle opereres. Næste dag satte kirurgerne min kæbe sammen med metalplader og skruer, og jeg kunne tale normalt og spise suppe de næste par måneder.

Gud er med mig Jeg tror på Gud. På Jesus som min frelser. Denne morgen, som hver morgen, bad jeg om, at han ville være med mig. Og det var han. Hvert minut efter sammenstødet følte jeg Guds fred i mit hjerte. Jeg var ikke bange eller bekymret. Bare glad for, at damen ikke kom til skade. At jeg ikke slog hovedet. At mine tænder stadig var der. At jeg ikke brækkede nakken. At jeg var i live. Hvis ikke engang en spurv falder til jorden, uden at min Fader kender til det, så ved jeg, at han også var med mig i denne situation. Han kunne have valgt, at jeg på mirakuløs vis undgik damen. Eller - jeg kunne også have været død. Men jeg brækkede kæben. Hvorfor?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at han beskyttede mig. Og hende. Jeg ved, at han har givet mig fred gennem alt dette. Jeg ved det, det fik alle mine venner til at bede for mig. De bad for kirurgerne. Og de gjorde et fremragende stykke arbejde. Jeg tror, at Gud ledte deres hænder. Og så var det lige aftenen før operationen. Da jeg gik rundt på hospitalsafdelingen, mødte jeg en forfatter, som skriver fantasyromaner. Ved Guds nåde endte vi med at tale om Johannes' Åbenbaring. Jeg fortalte om de fantastiske ”fantasidyr“, som findes i den bog. Og årsagen til, at de er der: for at forberede os på fremtiden. Jeg tror, at Gud brugte denne situation til, at jeg kunne få denne snak med ham. Og mit håb er, at han efterfølgende har læst Johannes' Åbenbaring og har kunnet se Guds kærlighed til ham. Kære Herre. Tak, fordi du viste mig, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.

og lovens løfter 20

”Du skal“ - indledningerne i De Ti Bud er løfter om kraft til sejr.

n af mine venner sagde engang: ”Den mest unyttige side af Bibelen er den, der adskiller Det Gamle Testamente fra Det Nye Testamente.“ Jeg kan se pointen. Den fantastiske historie om Jesus i Det Nye Testamente kan ikke adskilles fra historien om Guds folk i Det Gamle Testamente. For at forstå Jesu liv og mission er vi nødt til at få et indblik i den verden, han kom ind i, og de mennesker, han levede iblandt. Det, Jesus sagde, mens han var på jorden, hænger sammen med det, han sagde, før han kom hertil. Det, han levede og lærte, var radikalt i forhold til kulturen omkring ham – og han vidste det. I en af sine første offentlige taler, kendt som Bjergprædikenen, sagde Jesus gentagne gange: ”I har hørt, at der er sagt ... men jeg siger jer...“ (Matt 5). Jesus udfordrede de indgroede traditioner, der havde forvirret folket og holdt dem tilbage fra en levende, livsændrende oplevelse med Gud.

Jesus og Israels historie

Tekst: Daniel Pel, præst i østnorsk distrikt, Hønefoss. Foto: iStockphoto.com

Det første evangelium, skrevet af Matthæus, synes bevidst at fortælle historien om Jesus i lyset af Israels historie. Bogen begynder med en slægtshistorie, der fører tilbage til Abraham, forfaderen til nationen Israel. Stamtavler er ikke særlig engagerende læsestof, så hvorfor starte en historie sådan? Matthæus vil have os til at forstå, at den historie, Jesus er ved at fortælle, er tæt forbundet med historien om Guds folk i fortiden. I Matthæusevangeliet kapitel 2 får vi at vide, at Josef har en drøm. Herodes vil dræbe Jesus, og en engel beder Josef om at flygte til Egypten med sin kone og barn. Men efter Herodes' død rejser Josef og hans familie ud af Egypten til Galilæa. I kapitel 3 læser vi om Jesus, der blev døbt af Johannes i Jordanfloden. Det er et spring fra barndommen til Jesu offentlige tjeneste. Efter

at Jesus er kommet op af vandet, går han ud i ørkenen. Kapitel 4 fortæller om fristelserne, og hvordan Jesus triumferer over det onde og ondskabens ophavsmand. Så lander vi i kapitel 5, hvor vi finder den berømte bjergprædiken. Prædikenen strækker sig over tre kapitler. Det er, som om Matthæus har skyndt sig med at nå dette klimaks. Men han var nødt til at have forhistorien med, ellers ville vi ikke forstå, hvem Jesus er, og hvad han ønsker at opnå i denne verden. Jesus’ historie har slående ligheder med Israels historie: I Det Gamle Testamente møder vi en anden mand ved navn Josef, som har drømme, der fører ham til Egypten. Vi læser om, hvordan Israels folk bliver ført ud af Egypten, gennem Det Røde Hav og ud i ørkenen. På en mesterlig måde, ja, med et guddommeligt strøg, maler Matthæus vigtige begivenheder i Jesu liv: flugten til Egypten, rejsen ud af Egypten, gennem dåbens vand (som Paulus i Første Korintherbrev, kapitel 10, sammenligner med Israels folks oplevelser, da de vandrede gennem Det Røde Hav) og ud i ørkenen. Israel var i ørkenen i 40 år – Jesus i 40 dage... Var det tilfældigheder? Jeg tror det ikke. Matthæus vil have os til at forstå betydningen af, hvem det er, der holder Bjergprædikenen. Dette er historiens højdepunkt. Opfyldelsen af alle løfter. Den længe ventede Messias. Han, som gav Loven på Sinaj Bjerg. Nu skal han til at fortælle, hvordan denne lov kan udspille sig i vores liv.

Tjeklisterne Desværre havde menneskelige love hobet sig op og tilsløret Guds åbenbaringer. De 10 bud var blevet behandlet som en slags afkrydsningsliste. Åndelig stolthed var der masser af. Jesus var ved at afsløre dette hykleri, men mere end det – han ønskede at vise en ny og bedre vej. Det var ikke et spørgsmål om at ophæve de klare befalinger, som Gud havde givet sit udvalgte folk:

”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne! Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket“ (Matt 5,17-18).

Men så tilføjer Jesus: ”I har hørt, at det er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte“ (Matt 5,27-28).

Jesus kom ikke for at ødelægge det,

Pludselig kan du ikke krydse tjeklisten af længere. Buddet blev en afspejling af sjælen. Da behovet for en frelser blev afsløret, blev det indset. Buddet afslører ikke kun syndens omfang, men også løftets størrelse. ”Du skal“ er et løfte! Jesu magt kan bringe sejr, ikke kun over syndige handlinger, men også over syndens rod, fristelserne i hjertet, i sindet: ”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus“ (2 Kor 10,4-5).

han selv havde givet. I stedet kom han for at vise, hvordan loven kan blive til virkelighed i livet. Jesus var loven – lovens principper blev vist i hans liv. Loven blev opfyldt i ham.

Ordet ”opfyldt“ kommer fra det græske ginomai, at blive, at finde sted, at blive etableret. Loven skulle blive kød og blod – den skulle oprettes i Jesus. Den samme lov, som Jesus levede efter, kan skrives i vores hjerter. Dette er den nye pagt, den aftale, som Gud ønsker at indgå med os i dag. I Det Nye Testamente læser vi: ”Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med dem, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre“ (Hebr 10,16). Før Jesus udfordrer forståelsen af loven i Bjergprædikenen, siger han, at han ikke er kommet for at afskaffe loven. Han fortsætter med at sige: ”Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer menneskene at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget“ (Matt 5,19). Jesus ønsker at se en sand fortolkning og at leve efter hans bud. Guds lov var blevet misforstået og anvendt forkert. Det 7. bud siger: ”Du må ikke begå ægteskabsbrud.“ Mange havde krydset tjeklisten af her, fordi de ikke havde begået utroskab i overensstemmelse med deres standarder.

Løfte

Jesus sigter mod hjertet og skaber noget nyt indefra, som udmønter sig i adfærd og fører til ændringer i livet. Jesus kom med en forbløffende udtalelse i Bjergprædikenen: ”For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget“ (Matt 5,20). På ydersiden så det ud, som om de skriftkloge og farisæerne havde alt under kontrol. Det virkede, som om de holdt loven som ingen andre. Men Jesus læste deres hjerter og så, at der var brug for en dybere helbredelse. Den samme Jesus, som sagde disse ord for over 2000 år siden, lever i dag. Vi har også brug for en guddommelig berøring, som folket havde dengang. Lad loven være et løfte om, hvad Gud ønsker at udrette i dit liv!

Guldmedalje til Maia Dreholt-Nordfalk fra Solbakken Straks jeg kommer ud af

Maia fortæller:

bilen på pladsen uden for

”Jeg er vokset op, hvor vi altid skulle en tur til grønthandleren med min mor og søskende. Min mor er vegetar, så jeg tror bare, at det ligger helt naturligt for mig at få det vegetariske til at smage helt fantastisk. Vi har jo mange lækre grøntsager og mange lækre planteproteiner, vi kan bruge.“ Lige netop i dag står den på en hovedret, hvor Maia har valgt at lave bagte rødbeder som tilbehør. Det foregår i grovkøkkenet, mens der koges pasta og kødsovs i både en vegetarisk udgave og en kødversion. Samtidig kan man dufte småkagerne, der er ved at komme ud af ovnen lige ved siden af.

Plejecenter Solbakken i Randers, finder den liflige duft af mad vej til min nysgerrige næse. Tekst: Peter Larsen / Foto: Peter Larsen. Madfotos: Maia Dreholt-Nordfalk

lokken er 10, og dagens kulinariske forberedelser er allerede i fuld gang. Indenfor i Solbakkens produktionskøkken møder jeg en storsmilende Maia, der næsten er færdig som voksenelev. Lige om lidt kan hun kalde sig ernæringsassistent, og skal efter læretiden fortsætte i det køkken, hun holder utrolig meget af. Eksamen er overstået – endda med en guldmedalje, som ikke gives til ret mange. Det var nu slet ikke planen, at Maia skulle arbejde i et køkken. Egentlig er hun uddannet pædagog, men en stress/ depression tvang hende til at tænke nye veje. Det blev til en voksenlæreplads i køkkenet på Plejecenter Solbakken. Et ikke helt almindeligt produktionskøkken. Her laves der nemlig hovedsageligt vegetarisk mad til de ældre, der bor på hjemmet og i de omkringliggende beskyttede boliger. Godt nok er der mulighed for kød to-tre gange om ugen, men der er altid et vegetarisk tilbud.

Alt, der overhovedet kan laves fra bunden, laver de. ”Det er netop det, der gør stedet her til noget helt unikt. Det er selvfølgelig ikke alle beboere, der har levet vegetarisk, før de kom her. Nogle er måske vokset op med kød, sovs og kartofler, men jeg synes faktisk, de er madmodige. Bare vi fortæller, hvad det er, vi har lavet til dem – og så skal det naturligvis både smage godt og se godt ud,“ fortsætter Maia begejstret. Til daglig bor Maia i Viborg med mand og hund, men omkring årsskiftet bliver familien udvidet med en lille pige. Indtil Maia går på barsel, skal der stadig laves mad til beboerne på Plejecenter Solbakken. Mon ikke barslen også betyder tid til at besøge den lokale grønthandler?

Madfotos fra oven: Meunierestegt kuller m. nye danske kartofler, dampet asparges og sennepssauce. Jordbær/rabarberkoldskål m. sprød koldskålscrunch m. grønne linser. Knækbrød m. røde linser og hummus

ET SMIL KAN GØRE UNDERVÆRKER – sådan lød en reklame for nogle tandlæger i København. De tænkte selvfølgelig på smukke tænder og god tandpleje. Men der ligger en dybere sandhed i det. For et smil kan gøre en forskel både for én selv og andre. Et smil sender vigtige signaler og siges at være den korteste afstand mellem mennesker.

SENIORERNES SIDER

atriarken Job udtaler disse ord om sit liv, før han blev ramt af den Ondes plager: ”Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage, når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde“ (Job 29,24 BHD). Når du smiler til andre, så løfter det dem op. Så kan en dårlig dag måske blive til en god dag. På min morgengåtur møder jeg ofte de samme mennesker, nogle i løb, nogle på cykel, og andre i gang. Det slår aldrig fejl (næsten aldrig), når man smiler til dem, så smiler de igen. Udtrykket ”smiler du til verden, så smiler den igen“ passer i mange sammenhænge. Et smil kan være smittende – i den gode betydning. Det er måske ikke altid, man er i humør til at smile. En dårlig nats søvn, en kedelig nyhed eller ondt i leddene kan lægge en dæmper på ens udstråling. Men tænk så på, hvad et smil kan gøre for dig selv. Med hjælp fra AI og internettet fandt jeg følgende: ”Når du smiler, sender hjernen besked om at frigøre endorfiner, dopamin og serotonin, som fungerer som kroppens naturlige lykkestoffer og smertelindrere.“

Tekst og foto: Sven Hagen Jensen, redaktør for seniorsiderne i Adventnyt Foto: iStockphotos.com

Kroppen falder til ro, så din hjertefrekvens og blodtrykket falder.

Så spar ikke på smilene og det venlige ansigtsudtryk. Der er nogle mennesker, der har let til smil. Og ved du hvad? De er også lettere at omgås i det daglige end dem, der altid ser alvorlige og triste ud. Et smil letter stemningen og fremmer den gode sociale kontakt.

Smil som slogan Det var i Aarhus i 1938, at man i turistforeningens bestyrelse skulle lave en flersproget reklamefolder for at trække nye turister til byen. Her kom man op med det opmuntrende slogan ”Smilets by“, og det var så godt, at det har hængt ved lige siden. Om man smiler mere i Aarhus end i andre byer, er nok meget tvivlsomt, men sloganet har haft en evne til at skabe et positivt indtryk af byen og dens attraktioner. Fødevarestyrelsen bruger som bekendt en smiley-ordning for at vise, hvor godt restauranter, butikker og andre fødevarevirksomheder lever op til reglerne for fødevaresikkerhed. En glad smiley er et godt tegn, og en sur smiley er et advarselstegn om, at noget ikke er, som det skal være. Vi bruger også smileys (emojis og billedtegn af ansigter) i sms’er, e-mails m.m. for at udtrykke vores glæde, begejstring, kærlighed, skuffelser eller ligegyldighed med bud-

Smil med smerter Jeg havde bedt en VVS-mand i Viborg komme til kirken og reparere afløbet på en håndvask i forhallen. Det var hårdt arbejde at vride på de gamle rør. Og jeg kunne se, at han bed tænderne sammen og lagde alle kræfter i. Den muskuløse smed var normalt fuld af smil og godt humør, men det her trak tænder ud. Jeg bemærkede det, og vi snakkede lidt om hans arbejde. Han betroede mig, at han havde smerter i albuer og skuldre, som han døjede med hver dag på grund af de samme bevægelser over en årrække. Men han bed det i sig og jamrede sig ikke. Tværtimod, så udstrålede han smil og overskud i samvær med andre. Sådan tror jeg, at der er mange, der efter års slid og arbejde har ondt i kroppen og nogle i sjælen. Men de har valgt at smile til verden, fordi smil kan gøre underværker og skabe gode relationer. Mon ikke de fleste læsere af seniorsiderne kender Jeppe Aakjærs ”Jeg bærer med smil min byrde.“ Den beskrives af en anmelder som ”en euforisk hyldest til naturen og livet med budskabet om, at livets udfordringer ikke må stå i vejen for glæden og tilværelsens gaver“. Digteren tænkte sikkert både på de fysiske byrder og de bekymringer og begrænsninger, der følger med, som livet skrider frem. Det sidste vers er en perle: Hvor kan I da gruble og græde, så længe Guds himmel er blå! Mit hjerte skælver af glæde blot duggen dynker et strå. Guds mangfoldige gaver i naturen og ikke mindst i troen på Frelseren skulle få os til at smile og formidle venlighed og positive tanker til dem omkring os.

Jeg er også adventist! Tekst: Sven Hagen Jensen

etty fra Californien i USA var 88 år gammel og havde bestemt sig for at besøge Torquay i det sydlige England, hvor hun var vokset op. Hun håbede at finde et hotel, men alt var optaget. Hun søgte så på Facebook og fandt en Bed & Breakfast, hvor hun indlogerede sig for nogle dage. Værtinden Lena fra Nepal tog sig godt af hende, og de snakkede godt sammen. Betty fik fortalt, at hun var adventist og besøgte sin barndomsby og gerne ville besøge den gamle kirke, hvor hun og hendes forældre var kommet i sin tid. ”Jeg er også adventist,“ sagde Lena. ”Nå da,“ sagde damen fra USA, ”hvordan er det gået til?“ Og så måtte Lena fortælle, hvorledes hun havde nogle ”plejeforældre“ i Danmark, som havde taget sig af hende i Cypern for år tilbage, da hun var kommet fra Nepal for at studere. Og hvorledes hun havde boet hos dem i flere måneder, og de havde taget hende med i den lokale adventistkirke. Hun havde så modtaget bibelundervisning og var blevet døbt af Papa i kirken i Nicosia. Senere var hun flyttet til England sammen med sin mand. ”Jamen, så må du tage med mig i kirke på sabbatten.“ Lena havde ikke besøgt kirken i flere år, men blev vel modtaget og havde en rigtig god oplevelse. Dagen efter ringede Ingelis’ mobiltelefon: ”Mama, det er Lena, jeg har været i kirke.“ Og så fortalte hun historien om damen fra USA og deres møde. Betty ville også gerne tale med Ingelis for at lære os bedre at kende. Et par dage efter var der kontakt og en lang samtale over telefonen. Betty fortalte om sin barndom i Torquay, om hvorledes hendes forældre som nogle af de første var kommet med i adventistmenigheden og om, at kirken var blevet indviet, da hun var en lille pige. Hun havde nu en søn i Libanon, som var leder af ADRA dér, og som hun havde besøgt året før. Der var pludselig mange fælles bekendte. Betty tilføjede så: ”Det har nok ikke været Guds mening, at jeg skulle finde et hotel, for så havde jeg ikke fundet min søde værtinde, Lena. Nej, vi tror heller ikke på tilfældigheder.“ Vi har fulgt Lena og hendes familie gennem årene. Vi husker, da hun først kom til London, og vi bad præsten i den nærmeste menighed om at besøge hende. Men der skete intet. Og da Lena selv søgte kontakt med menigheden, følte hun sig ikke velkommen. Vi har besøgt vores ”plejedatter“ og familien i Torquay et par gange, men der kom altid noget på tværs, når vi inviterede hende med i kirke. Så vi er taknemmelige for denne ældre syvende dags adventist, som lod sit lys skinne og tog hende med i kirke. Og for at Lena fik et glædeligt besøg og ny kontakt med menigheden. ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor … usporlige hans veje!“ (Rom 11,33).

SENIORERNES SIDER

skaber, vi modtager eller sender. En glad smiley er en positiv tilkendegivelse af, at man sætter pris på det, der kommunikeres. En smiley med en tåre i øjet fortæller, at man er ked af det. En smiley med hjerter i øjnene udtrykker kærlighed og varme følelser. Og sådan udtrykker vores ansigter også, hvad vi ønsker at kommunikere til andre.

Ungdomskongres i Spanien

og begejstrede Tekst: Jadanna Lijkendijk / Foto: SABUS

uge 32 rejste 60 danskere samt et spædbarn til Valencia for at deltage sammen med 3.500 unge i TED’s og EUD’s Adventist-ungdomskongres. Det nyrenoverede (herunder med den så tiltrængte aircondition) Feria Valencia blev valgt som ramme for alle aktiviteterne – gudstjenester, workshops, overnatning, spil og udstillinger. For mange danskere var dette deres første kongres, og de delte deres begejstring for det, de forventede af ugen. Talerne, Ivana Mendez (en underviser fra Newbold) og Damian Chandler (en præst og kirkeplanter der i øjeblikket bor i Nashville, Tennessee), ledte møderne med hjerte og fortællinger for at bringe os tættere på at møde og forstå hele Guds person. 21 unge reagerede ved at lade sig døbe direkte sabbatsmorgen, mens mange andre valgte bibelstudier, en forpligtelse over for Jesus eller dåb på et senere tidspunkt. Danmark havde travlt i løbet af ugen: Det danske band ledte en fremragende lovprisning på onsdagens formiddagsmøde, og alle de unge skiftedes til at tage imod besøgende ved vores ”Exhibition of Nations“. Vi samarbejdede også med Norges SoBar74 om at afholde ”Night Lounge“ om aftenen, hvor vores band igen stod for livemusikken. Vi fejrede også gendåb af en af vores egne, Suele Marie Sarpong,

som traf beslutningen torsdag aften. Hun blev modtaget ved poolen af danskerne og døbt af Jadanna Lijkendijk, ungdomsleder for Adventistkirken i Danmark. Alle gik derfra beriget af samtalerne i de små grupper, de varierede og udfordrende workshops samt samtalerne med både nye og gamle venner. Og trætte. Meget trætte. Det var trods alt en fyldig uge. Men vi glæder os til Polen i 2030 og håber, at flere unge vil være med til denne oplevelse!

Giv SABUS din

Tekst: Torben Rasmussen

i er ikke ved at planlægge et særligt fællesspisningsarrangement i SABUS, selvom det måske kunne være en sjov idé. Men når vi mødes med ledere fra andre lande, er de ofte meget forbavsede - og måske også lidt misundelige – over, at vi i Danmark får penge fra staten til at lave arbejde for børn og unge. Det er en luksus, som det kun er de færreste, der kommer i nærheden af. Det betyder i praksis, at vi kan have et meget højt aktivitetsniveau, selvom Adventistkirken i Danmark ikke er så stor.

En madpakke, der kunne give mad til flere tusinde Det er ikke så tit, at bibelhistorien får lov til at udspille sig lige for næsen af os, men det føles næsten sådan, når vi skal fortælle om, hvad der sker i SABUS. For her er det sådan, at når vores medlemmer betaler deres kontingent, fx 100 kr., så får SABUS et tilskud på 2.000 kr. Og det sker for hvert eneste medlem, der er under 30 år. Tænk engang, at det er muligt for os at udleve historien om madpakken, der kunne blive til mad til flere tusinde mennesker, i vores kirke i Danmark – hvis vi vil! Det er ikke hver dag, at det virker på samme måde i kollektkurven eller MobilePay-boksen i kirken, men her er der virkelig en mulighed for, at vi kan støtte kirkens arbejde på en meget håndgribelig måde.

Adgangsbilletten til støttekroner Du tænker sikkert, at der må være et eller andet, vi ikke har fortalt endnu, for at dette virkelig kan lade sig gøre. Og ja, der er et krav, som skal være opfyldt, for at vi kan bruge dette regnestykke: SABUS skal hvert år kunne dokumentere, at der er over 600 medlemmer under 30 år, der har betalt deres medlemskontingent. Hvis vi kan det (og det er vi lykkedes godt med), så er vi i den pulje, der modtager i gennemsnit 2.000 kr. pr. betalende medlem. Men det har ikke altid været let at nå det mål. Derfor er vi også meget glade for, at vi sidste år tog hul på et nyt medlemssystem, hvor det er muligt for medlemmerne (eller deres forældre) at registrere betalingsoplysninger, så vi kan trække medlemskontingentet direkte, ligesom det også sker for mange med TV-abonnement, forsikringer og andre abonnementer. Så hvorfor ikke støtte kirken på samme måde, hvor det virkeligt kommer til at gøre en kæmpe forskel for de muligheder, vores børn har i et lille kirkesamfund med en stor fortælling at give videre til verden – og til den næste generation.

Nogle mennesker sætter spor ved det, de gør. Andre sætter spor ved den måde, de møder mennesker på. Maysie Keye har gjort begge dele. 28

Tekst: Dorte Thyregod Svendsen / Foto: SABUS

erfor er det med stor taknemmelighed, men også stor tristhed, at vi nu siger farvel til Maysie. Maysie har i 3 år været tilbage i Danmark og arbejdet i SABUS-teamet med vores teenagere i hele landet. Desværre kan hendes visum ikke forlænges yderligere, så vi må sige farvel til en kollega, ven og medvandrer, som har haft enorm betydning for både teens, ledere og medarbejdere i hele Danmark. Da Maysie kom til Danmark som teenkoordinator, kom hun med et smittende smil, et åbent sind og en oprigtig nysgerrighed på mennesker. Gennem de sidste tre år har hun rejst rundt i landet for at besøge kirker, møde unge, holde workshops og skabe relationer. Uanset om det har været på TeenCamp, ved et teenarrangement i en lokal menighed eller over en kop varm chokolade, har Maysie en særlig evne til at få mennesker til at føle sig set og værdsat. For mange teens vil minderne fra TeenCamp stå stærkt. Ikke kun på grund af aktiviteter, temaer og programmer, men fordi Maysie altid havde tid til en samtale, et grin eller et opmuntrende

ord. Bag de mange arrangementer ligger et stort arbejde med planlægning, koordinering og ledelse, og et kolossalt fokus på, at det vi gør, gør vi først og fremmest for at dele Jesus og hans kærlighed. Maysie har en indbygget Pippi, og er aldrig bange for at prøve noget nyt. Hun har på egen hånd udviklet samtalematerialet Re:, opbygget fællesskabet Chocolate Popcorn Chats, startet online bibelstudiegrupper og været med til at bygge broer mellem teens på tværs af Norden. Hendes kreative idéer bliver til virkelighed, fordi hun ikke blot drømmer, men også arbejder målrettet for at få tingene til at ske. Mange kender også Maysie fra sociale medier og podcasts. Bag de mange ord og opslag ligger et ønske om at nå unge mennesker med noget ægte og relevant. Hun har en særlig gave til at tage store spørgsmål om tro og liv og gøre dem nærværende, forståelige og samtaleværdige. Podcasts bliver ikke bare lydfiler. De bliver endnu en måde at skabe forbindelse til mennesker på, og dele tro på. Hendes engagement stopper heller ikke ved Danmarks grænser. Missionsrejser med teens og unge har givet os mulighed for at se, hvordan tro også kan leves gennem handling, omsorg og tjeneste for andre mennesker. Men når vi ser tilbage på de sidste tre år, er det ikke først og fremmest projekterne, vi kommer til at huske. Det er mennesket. Smilet på kontoret. De mange kreative idéer. Energien på lejrene. Den evige nysgerrighed og gåpåmodet. Venskaberne, der blev skabt. Og den oprigtige interesse for mennesker, som altid skinnede igennem. Kære Maysie. Tak for dine idéer. Tak for din inspiration. Tak for dit mod til at tænke nyt. Tak for alle de timer, du har investeret i unge mennesker. Tak for dit venskab. Du efterlader et aftryk, som vil leve videre i de mange mennesker, du har mødt på din vej. Vi ønsker dig Guds rige velsignelse i det næste kapitel – hvor end Gud vil sende dig.

HER ER TEAMET Tekst: Torben Rasmussen / Foto: Linea Christiansen, Maysie Keye, SABUS

HER FÅR DU en opdateret oversigt over, hvem vi er i SABUS-teamet den kommende sæson. Vi er glade for, at Anna og Rasmus fortsat har valgt at bruge deres tid på at hjælpe med at gøre noget for børn og unge i kirken. Derudover har vi Sandy på kontoret til alt det praktiske omkring økonomien. Ansvaret for alt det, der har med børn og familier, teenagere og unge og spejderne at gøre, deles mellem Dorte, Jadanna og Torben. Men der er også et helt nyt ansigt, som vi er glade for at have fået med på holdet: Rasmus Hauvre, der ved siden af sine medicinstudier, har valgt at hjælpe os med at blive bedre på sociale medier. Tag godt imod ham – og giv et like på Instagram og Facebook.

Nærum Privatskole – en lille skole med et stort fællesskab

ærum Privatskole er en lille, tryg og nærværende skole, hvor vi lægger stor vægt på, at alle elever bliver set, hørt og værdsat. Her kender vi hinanden på tværs af klasser og alderstrin, og det skaber en særlig tryghed, som giver gode muligheder for både læring og trivsel. Skolen har eksisteret i 117 år og har gennem det meste af sin historie haft til huse på Concordiavej. I alle disse år har Nærum Privatskole været et godt alternativ til kommunens øvrige skoler. Vi har små klasser, hvor lærerne har god mulighed for at kende den enkelte elev og følge elevens faglige og personlige udvikling tæt. Vores forældre vælger blandt andet skolen, fordi de ønsker en lille skole med et højt fagligt niveau, tydelige værdier og et tæt skole-hjem-samarbejde.

Kristendommen er en naturlig del af hverdagen Selvom mange af vores elever ikke kommer fra kristne hjem, er kristendommen en naturlig og synlig del af skolens hverdag. Hver morgen mødes vi til morgensamling, hvor vi blandt andet synger, beder og hører bibelhistorier eller en kort andagt. Vi har et tæt samarbejde med Nærum menighed, og kirkens to præster er en del af skolens liv. I de yngste klasser fylder de gode bibelhistorier meget i kristendomsundervisningen, mens eleverne i de ældste klasser er så heldige at have en af kirkens præster som underviser. De yngste elever deltager også flittigt i kirkens hyggelige spaghettigudstjenester, som Nærum menighed arrangerer hver måned. Det er en god mulighed for at opleve kirke og kristendom på en anderledes og uformel måde.

Vi lærer også uden for klasselokalet Tekst: Nina Klokkervoll er konstitueret skoleleder på Nærum Privatskole. Foto: Nærum Privatskole

I 2025 blev Nærum Privatskole certificeret som udeskole. Det betyder, at vi har et særligt fokus på at bruge verden uden for klasselokalet som en del af undervisningen. Vi bruger både naturen omkring os, museer, udstillinger og forskellige eksterne undervisningstilbud. På den måde får eleverne mulighed for at lære med både hoved, hænder og sanser.

Og vi er heldige. Lige uden for skolen har vi nogle fantastiske naturområder, som vi kan bruge året rundt.

Fællesskab på tværs af alle klasser På Nærum Privatskole betyder fællesskabet meget. Vi arbejder både med fællesskabet i de enkelte klasser og på tværs af hele skolen. Et godt eksempel er vores årlige sensommertur, som finder sted i begyndelsen af skoleåret. Turen er blevet en dejlig tradition, hvor alle skolens elever er sammen om en fælles oplevelse. Dagen begyndte med fællessang, hvorefter eleverne blev delt ind i mindre grupper. I hver gruppe var der elever fra alle skolens klassetrin. Det betyder, at de ældste elever får mulighed for at hjælpe og tage sig af de yngste, mens de yngste oplever, at de har nogle store elever, de kan føle sig trygge ved. I år gik turen traditionen tro til naturlegepladsen Kronhjorten ved Skodsborg Station. Naturlegepladsen er inspireret af kongernes parforcejagter i Dyrehaven fra 1600-tallet og er fyldt med klatrestativer og flotte træskulpturer af blandt andet heste, jagthunde, jægere og en stor kronhjort. Allerede på vejen ned til legepladsen skulle grupperne finde på et holdnavn og et kampråb. Det gav hurtigt både grin og god stemning. På naturlegepladsen ventede et spændende postløb, hvor eleverne skulle løse forskellige opgaver fra skolens fag. Der blev blandt andet skrevet danske digte, løst matematikopgaver og gåder og designet gruppelogoer. Efter det faglige arbejde var der tid til fri leg og pandekagebagning over bål. Det blev en dag med masser af samarbejde, grin, kreativitet og gode oplevelser. Efter frokost gik vi sammen tilbage til skolen. Vi var alle enige om, at vi havde haft en fantastisk dag i den smukke natur, som vi er så heldige at have lige i nærheden.

Mange oplevelser venter På Nærum Privatskole er der heldigvis mange oplevelser gennem skoleåret. De ældste

elever var blandt andet på Idrætscamp på Vejlefjordskolen den 1.-3. september. Ugen efter gik turen til Berlin, hvor udskolingen var på lejrskole. Berlin-turen er en fast tradition, som udskolingen tager på hvert andet år. På den måde bliver skoleåret fyldt med både faglig læring, fællesskab, oplevelser og nye udfordringer.

En skole, hvor alle kender alle Nærum Privatskole er en lille skole, men vi har et stort fællesskab. Vi tror på, at børn lærer bedst, når de føler sig trygge, når de bliver set, og når de oplever, at de hører til. Vi glæder os over vores traditioner, vores stærke fællesskab og vores mange muligheder for at give eleverne gode oplevelser – både i og uden for klasselokalet. Har du lyst til at vide mere om livet på Nærum Privatskole, kan du følge os på Facebook, hvor vi løbende deler billeder og historier fra både hverdagen og skolens mange arrangementer. Du er også meget velkommen til at besøge vores hjemmeside på naerum-privatskole.dk, hvor både elever, forældre og lærere fortæller om deres oplevelser med Nærum Privatskole. 31

MEN ALLE DEM, DER TOG IMOD HAM, GAV HAN RET TIL AT BLIVE GUDS BØRN

Anita Sabbatten den 8. august var en glædelig højtidsdag i Viborg, da Anita Gisubizo blev døbt og optaget i menigheden. Hun havde studeret Bibelen sammen med Ingelis Jensen og set frem til dagen, hvor hun kunne bekende sin tro over for familie, menighed og venner, som trofast sluttede op om denne skønne begivenhed. Vi ønsker hjertelig tillykke til Anita og Guds rige velsignelse i livet med Jesus fremover. Sven Hagen Jensen

Andrea Sabbatten den 22. august gav Andrea Rytman Gud sit ”ja“ i dåben. Det skete i Kattegat ved Lyngså i Nordjylland. Vi er glade i Østervrå menighed over at kunne byde Andrea velkommen i fællesskabet. Må ”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid“ (Sl 121,8). Flemming Pedersen

Per Det var med glæde, Esbjerg menighed samledes ved Nysø, da Per Michael Hansen gik i dåbens vande og bekendte sin tro på Jesus Kristus. Vi byder Per velkommen i menigheden og ønsker ham Guds velsignelse i livets vandring. Allan Falk

Marvin, Rhoda og Mathias Der var godt fyldt op i Nyborg menighed sabbatten den 29. august med folk fra Svendborg, Sønderborg og Nyborg. Marvin, Rhoda og Mathias viste offentligt, at de har valgt at følge Jesus. Derfor gik de i dåbens vand som et vidnesbyrd for os alle sammen. De har indgået en pagt med deres Frelser, og de stoler på Guds trofasthed. Velkommen i menigheden! “Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle“ (Åb 3,5). Thomas Rasmussen

Suele På en varm dag med 34 grader i Valencia svarede Suele på talerens opfordring til at blive gendøbt, efter at hun havde genopdaget sandheden og skønheden i den, Jesus altid har været. Suele er aktiv blandt unge i Københavnsområdet og på landsplan. Tillykke med din modige beslutning. Jadanna Lijkendijk

Bianca

Avi Sabbatten den 15. august var en glædesdag i Østervrå menighed. Lille Avi Mazimpaka blev budt velkommen i menighedsfamilien, og vi bad om Guds velsignelse over ham og over hans forældre: Richard og Joyeuse. Ved samme anledning blev Richard præsenteret som nyt medlem hos os – optaget ved bekendelse. Flemming Pedersen

Sabbatten den 22. august bar Cicile sin datter Bianca frem til velsignelse i kirken, hvor hendes mor og storebror sammen med menigheden glædede sig over endnu et barn i vores Viborg forsamling. Meget passende var emnet for prædikenen den dag ”Pas godt på din familie“. Cicile og Bianca ser frem til at forenes med ægtemand og far i Australien inden længe. Vi ønsker den lille familie Guds rige velsignelse. Sven Hagen Jensen

Anny og Knud-Erik

Reuben og Darline

Den 7. august valgte Anny og KnudErik Winther-Jensen at fejre deres diamantbryllup på en særlig måde ved at genbekræfte deres løfte over for hinanden og over for Gud ved en lille højtidelighed i Adventkirken i Odense. Lasse Bech var taler og mindede diamantbrudeparret om Guds omsorg og kærlighed, der aldrig hører op. Tillykke! Holger Daugaard

Fredag den 14. august blev Reuben Lukas Masige viet til Darline Alphonce Malelemba i Adventistkirken i Aalborg. Reuben og Darline arbejder for tiden i Tyskland for at skaffe grundlag for en fremtidig virksomhed i deres hjemland Tanzania. Må Gud velsigne jeres liv sammen og de planer, I har lagt for at tjene Gud. Flemming Pedersen

SÅ BLIVER DA TRO, HÅB OG KÆRLIGHED ... MEN STØRST AF DEM ER KÆRLIGHEDEN

Anna og Christoffer Der blev lovet kærlighed og livslangt troskab, da Anna Løndal Ejsing og Christoffer Falk Struksnes blev viet i Vejlefjordkirken den 29. august. Kirken var fyldt med venner, familie, menighed, kolleger og efterskoleelever, der ville se og bevidne de to give hinanden deres ja foran Gud og mennesker. Må Gud rigt velsigne jer, hr. og fru Løndal Struksnes, og må jeres kærlighed vokse for hver dag, der går. Anne-May Müller

TILLYKKE med den runde fødselsdag November Bente Olsen, Nærum, 90 år 1/11 Ebba Bøgeskov Jensen, Helsingør, 90 år 7/11 Ole Riis Rasmussen, Gilleleje, 80 år 10/11 Birgit Marie Bjørnskov-Christensen, Vipperød, 80 år 10/11 Esther Gamborg, København, 80 år 24/11 Kjeld Per Jensen, Nørresundby, 75 år 20/11 Ina Luvin, Vallensbæk Strand, 70 år 9/11 Gitte Richter McRae, Ringsted, 70 år 10/11

December

Miranda og Mathæus Der blev sagt tydeligt ”ja“ på både norsk og dansk, da Miranda Marley og Mathæus Müller blev viet i Hole Kirke i Norge den 5. september. Med fire forældre, der er præster, blev der en rolle til dem hver: brudens far, Victor, fulgte hende op, brudens mor, Gry Beate, forestod vielsen, og brudgommens forældre, Anne-May og Thomas, holdt talen. De unge mennesker bor i Røyse, Norge, og deler nu efternavnet Müller. Må I altid være der for hinanden i medgang og modgang, og må Guds velsignelse og nærvær hvile over jeres ægteskab og liv sammen. Anne-May og Thomas Müller

Lilli Iris Knudsen, Nyborg, 100 år 19/12/ Gunnar Jehu Andersen, Holbæk, 85 år 2/12 Ester Wærn Johannessen, Hedensted, 85 år 3/12 Nehemias Tavares, Kalundborg, 85 år 7/12 Anna Marie Hansen, Thisted, 85 år 29/12 Ally Kirstine Markussen, Skjern, 80 år 3/12 Ady Andreasen, Nivå, 80 år 23/12 Hans Kristian Grønbech, Nyborg, 80 år 24/12 Kirsten Dahlsgaard, Juelsminde, 75 år 4/12 Lena Dahlfittig, København, 75 år 6/12 Lone Elise Øster, Ebeltoft70 år 10/12

Runde fødselsdage fra 70 år bliver annonceret i Adventnyt, hvis vi kender din fødselsdato. Ønsker du ikke din fødselsdag nævnt, så giv venligst besked senest 3 måneder i forvejen på adventnyt@adventist.dk eller til Bente Schledermann, 45 58 77 52.

SENIORFORENINGENS

Juleweekend på Sct. Knudsborg 27.-29. november 2026

NY LEDER for HASDA søges Det historiske arkiv for Syvende Dags Adventistkirken – HASDA – søger en ny leder snarest muligt.

Hygge – åndeligt og socialt fællesskab - julefest Seniorer fra hele landet inviteres til en hel weekends samvær. Vi begynder med aftensmad fra kl. 18.00 fredag og afslutter med morgenmad søndag morgen. Speciel julehygge med middag og fest lørdag kl. 16-21.

Arkivet har sin primære aktivitet på Vejlefjordskolen, og den nye leder må gerne være fra nærområdet.

Priser pr. person:

HASDA indsamler og opbevarer arkivalier for Adventistkirken i Danmark, dets menigheder og institutioner og står til rådighed for den, som søger oplysninger og evt. ønsker at forske i Adventistkirkens historie.

Hele weekenden: kr. 1100 – ved eneværelse kr. 1200 Pris for deltagelse uden overnatning: kr. 550,Pris for deltagelse kun i julefesten lørdag: kr. 350,Tilmelding ved indbetaling til Adventistkirkens Seniorforening: • På konto i Danske Bank: 1551 0006902154 • MobilePay: 747354 Husk an anføre navn og formål: - om det er hele weekenden, – med/uden overnatning, – kun julefesten etc. P.S. Skynd dig - pladserne er ved at forsvinde!

Sct. Knudsborg Lille Brogårdsvej 12, Bro Strand 5464 Brenderup Fyn

Lederstillingen er ulønnet og kan besættes af den, som vil give lidt af sin tid for at varetage opgaven. Der ydes dog kørselsgodtgørelse efter statens takster samt dækning af dokumenterede udgifter.

Arbejdsbeskrivelse og kvalifikationer Arbejdet består i stor udstrækning i at indsamle, registrere og systematisere arkivalierne og være til rådighed primært en dag om ugen i åbningstiden, som er på tre timer. Foruden interesse i Syvende Dags Adventistkirkens historie kræver opgaven overblik, organisations- og ordenssans, kendskab til brug af pc og tekstbehandling samt evnen til at arbejde med en høj grad af fortrolighed. Den nuværende leder vil være behjælpelig med at indføre den nye leder i arbejdsgange i HASDA. Kurser i arkivarbejde vil blive tilbudt. Hvis du er interesseret i denne spændende opgave, så kontakt unionssekretær og formand for HASDAs bestyrelse Lasse Bech på tlf. 4580 7772 eller på e-mail: lbe@adventist.dk Ansøgningsfrist: 15. november 2026 FRA ’S HASDA R GEMME

– bøger med en mission

Fortsat indsats ansk Bogforlag og Adventistkirken i Danmark har fulgtes Litteraturmissionen er da Bardagin ad gennem mange årtier som også ganske levende i hele Mikli kirkens officielle forlag og udgiver af vores territorium, som rumlitteratur. Det er en opgave, vi er stolmer Danmark, Færøerne te af, og en opgave, der rækker langt og Grønland. På Færøerne tilbage. Forlaget blev grundlagt helt har vi netop kunnet trykke tilbage i 1905, og gennem mere end et Bardagin Mikli (Den store ITE ELLEN G. WH århundrede har adventistlitteraturen strid) efter et stort overfulgt kirken fra kolportørernes tid, hvor sættelsesarbejde, en milepæl, der har været bøger og blade blev båret fra dør til dør, og længe undervejs. Og i nyere tid er litteratur frem til i dag, hvor forlaget har til huse på igen nået til Grønland, båret frem af ildsjæunionskontoret i Nærum. le. Gennem foreningen Grønlands Venner, Men vores forlag handler ikke først og og ikke mindst gennem Elsebeth og Tony fremmest om historie eller salgstal. Det Butenko og deres utrættelige indsats, har handler om det, vi sætter i verden. For os en stor del af den grønlandske befolkning er en bog aldrig bare et produkt. Det er tro, fået besøg over de seneste år og med dem tanke og trøst sat på tryk, ord, der kan læadgang til litteratur, der bærer troen videre. ses igen og igen, deles med andre og bæres Det er kolportørernes ånd i en ny tid, menvidere til næste generation. Det er kernen nesker, der rejser ud med bøger og med et i vores mission: at udgive bøger, der peger budskab, der betyder noget. på Jesus, styrker troen og giver stof til efEfter nogle år, hvor vi igen er begyndt at tertanke. udgive nye bøger, mærker vi nu en lille, men Netop derfor lægger vi vægt på kvalitet i glædelig fremdrift, og den vil vi gerne bygalt, hvad vi udgiver. Det skrevne ord fortjege videre på. Sortimentet vokser støt, og ner omhu, i valget af titler, i redigeringen, i der kommer løbende nyt til hylderne: nye sproget og ikke mindst i oversættelserne, bibeludgaver, materiale til familier og børn, når vi bringer stærke bøger fra andre sprog bøger om sundhed, kirkehistorie og anind i en dansk sammenhæng. Det arbejde dagt. Ved siden af de nye titler står de gode tager tid, og det vil vi ikke gå på kompromis klassikere fortsat stærkt.' med. Vi skylder både forfatterne og læserNyt på vej ne at gøre det ordentligt. Af andre bøger, der lige nu er på vej, kan nævnes en opdateret udgave af Jesu liv. ELLEN G. WHITE

Tekst:

s og Satan

Samkoman

kli millum Kristu

umfarsóttum og heimsfevnandi stúra. Hvat kríggi, veðurlagi, Vit eru hótt av avleiðingum. Mong við ræðuligum innlit í spurmongum øðrum fært tú eitt størri Í hesari bókini vil framtíðin bera? – til dømis: svør og ningar sínum? ningin nú enda ? Hvør verður ávirkan • Nærkast siðmen framtíð stu USA í nærma • Hvønn lut fær frælsi? pávans? liga og átrúnarliga ita okkara persón ? • Fara vit at varðve Er spiritisman loysnin ið vit doyggja? um? • Hvat hendir tá r óndskapur í heimin • Hví er so nógvu Den sum m Føroyu llum í er á mongum bókahi The Greate Bardagin mikli umsetta bókin, er tíð uppá, at nógv um dygdina í Store Strid. Nú sigur ikki einki er føroyskað. Tað mál og seinast Controversy, eisini kanska yvir 100 at hon er týdd til i, abókin upprun sum serliga er hendan ofta sæð frætt grønlendskt. Ellen G Whites ni. Hon lærubók í Bíbliu Av mongu bókum i skírdi hana sanna ynskti Ellen White ikki týðandi. Ein kennar ar. Tað grundvøllur lærunn skal vera Bíblian – eina hon – er kortini ikki til alla trúarlæru sjálv, tí grundarlagið skjagjørd trúarjáttan! ljósi, og menni Bíbliuna í klárari og eingin seinni mongum at lesa andi Krists, Bókin hevur hjálpt út í 1911, men sum gav hesa bók í Jesu navni tá er tað ikki hon, og eisini ynski okkara var hennara bøn ið ger tað. Tað Við Guds signing

Kristinn Odinsson, økonomichef i Adventistkirken Danmark

RISA

Bardagin Mi

HEVUR MANNAÆTTIN AR AVBJÓÐING

- 2 Tim 3:15-17

A OG STJ ØRN UN SKA PTI SJU RKR IÐ TIL HAN N, SUM VEN DIR MY KAL LAR ORI ON , SUM NÁT T, SUM TIL IN DAG TÍ YVI R MO RGU N OG ÚTH ELL IR A HAV INU M OG VAT NIÐ ÚR NAV N HAN SAR HAR RIN ER JØR ÐIN A –

millum an Kristus og Sat

Jesu liv

ÅND KRAFT I

Ellen G. White

KELLY MOWRER er grundlægger og leder af Live at the Well ministry, en nonprofitorganisation dedikeret til at inspirere til glæde ved den konkrete, se med Gud. Kelly og de har to voksne

KELLY MOWRER

I en kaotisk tid, hvor vante tankesæt og ideologier forsvinder, famler mange efter mening og nyt Normer og moralv livsindhold. ærdier står i lav kurs, og hele vores verdensorden synes at være af lave. Det bliver mere og mere klart, at udford ringerne i vores tid ikke finder deres løsning i materialisme n. Denne bog fortæll han, som er histori er, hvordan ens ophav og suveræ ne Herre, og som har været tidliger e slægters håb og fundament, også svaret på menneskers er grundbehov i dag. Ellen G. White (1827-1 915) er en forfatte r, som har sat dybe og brede spor. Hun havde en særlig åndelighed og modtog en række syner bl.a. om forståe lse af Bibelen. Hun har skrevet en lang række bøger, SVAR somRhar opmuntring og inspira BØNNE været OG til GUDS tion forNÆRVÆ millioner af menne verden over. skerREJSE

PAVEL GOIA med KELLY MOWRER

dit liv, hvis du bøn, hvis du er d og glæde, så lad d inspirere dig med raft.

PAVEL GOIA

I ÅND OG KRAFT

as ekstraordinære men i det nde tjeneste, gåndens kraft

JESU LIV

Hovedpersonen i denne bog harmed givet navn til vores tidsregning. Hans liv og lære har sat uudslettelige spor i kunst og litteratur, i folkeslags histori e og menneskers hverdag. Den vestlig e kultur har fået navn Det er den mest fascine efter ham. rende historie, som er blevet fortalt. nogen sinde

Ellen G. White

Jesu liv

PÅ PAVEL GOIAS

7532-626-6

8-87-7532-626- 6

ISBN: 978 87 7532

627 3

Bøger på adventist.dk/shop

Køb julegaverne i god tid Her ser du nogle af de mange nyheder, som vi har i Dansk Bogforlags webshop, hvor du også finder rigtig mange børnebøger. Find udvalget på adventist.dk/shop

75 326266

Den trykkes med en nyere oversættelse og nyt omslag og laves som en pocketbog, særligt beregnet til bogmission. Vi har også I Ånd og Kraft af Pavel Goia på vej; den forventes i slutningen af september. Og bogen med arbejdstitlen En introduktion til bibelske fortællinger af Laurence Turner ventes udgivet enten sidst på året eller i begyndelsen af det nye år. Dertil kommer flere engelske titler, hvoraf nogle er skrevet af vores egne medlemmer i Danmark, mens andre hentes fra vores søsterforlag rundt omkring i verden. Meget af det, vi kan udgive, skyldes vores egne forfattere. Vi vil gerne sige en varm tak til de danske medlemmer, der bliver ved med at skrive bøger, vi kan udgive og sælge, og som beriger fællesskabet. Det er en gave, at der i vores egne rækker findes mennesker med noget på hjerte og evnen til at sætte det på tryk. Og den opfordring vil vi gerne række videre: Sidder du med en bog, du har skrevet, eller er godt på vej, så tag fat i os. Vi vurderer gerne, om den egner sig til udgivelse og salg gennem forlaget. Måske ligger dit manuskript i en skuffe og venter på at nå ud til flere, end du tror. Vejen ud til læserne har ændret sig gennem årene, fra kolportørens taske til nettets indkøbskurv. Men opgaven er den samme som i 1905: at give troen ord, der kan læses, deles og bæres videre. Så hold øje med webshoppen. Der kommer løbende nye udgivelser, og vi glæder os til at dele dem med jer.

Ellen G. White

Jesu liv Nyt design i pocket udgave – velegnet til mission. 671 sider. Pris kr. 25,Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Under solen Mærk fortællingens kraft! Udvalgte fortællinger fra Det Gamle Testamente, fortalt, så man sidder tryllebundet. 408 sider. Pris kr. 299,Pavel Goia

I Ånd og Kraft Spændende beretninger fra et liv med Helligåndens ledelse i fokus. 183 sider. Pris kr. 189,-

Også et godt udvalg til børn Min egen lille søge-finde Bibel Papbog for de mindste med seks kendte bibelhistorier for de 0-3-årige. Efter hver historie kan barn og voksen sammen lede, pege og finde forskellige mennesker, dyr og ting. En fængende, sjov og livlig introduktion til vores allesammens bibel. Pris: Kr. 99,-

Noas Ark Puslespil En sjov og aktiv måde at lære om Noa og arken. Saml puslespillet og lær bibelvers undervejs. 48 brikker. Pris: kr. 99,-

adventist.dk/shop

... HVAD ENTEN VI ALTSÅ LEVER ELLER DØR, TILHØRER VI HERREN

Tiberiu Alpar Pal Szabo

I en alt for ung alder har familien og Østervrå menighed måttet sige farvel til den kun 36 år gamle Tiberiu. Han blev født i Rumænien i 1989 som søn af Ioan og Camelia Pal Szabo. Her voksede han op i et kristent hjem som en ung mand, der elskede at spille musik i kirken. Tiberiu tog en MA i turisme, før han valgte at bo og arbejde i Danmark. Her blev han døbt i 2022 og siden gift med Courtney, og i 2024 blev han far til datteren Summer. Tiberiu var en kærlig og arbejdsom mand, der var elsket og værdsat overalt, hvor han kom. Desværre blev Tiberiu syg i efteråret 2025, og den 23. august 2026 tabte han kampen til kræften. Et hårdt slag for familien og for alle, der kendte ham. Vores tanker og bønner omslutter Courtney, Summer, hans bror Patrik og hans familie, hans forældre og øvrige familie. Vi er taknemmelige for det liv, Tiberiu levede, og den hengivne kærlighed, han gav, og vi glæder os over at kunne sige: ”På gensyn!“ Æret være Tiberius minde. Flemming Pedersen

Tak til alle, der støtter Hjælpeaktion Tekst: Kristian Shaw-Mathiassen / Foto: ADRA, Vejlefjord

NÅR KATASTROFEN RAMMER, er hurtig hjælp afgørende. Og hvert år er kirkens trofaste bagland med til at gøre en konkret forskel gennem ADRAs Hjælpeaktion.

Vejlefjord indsamler 120.000 kr. I september måned har eleverne fra vuggestue og helt op til 10. klasse samlet ind ved sponsorløb, loppemarked, mm. og de gjorde det utroligt godt. Vinderen af indsamlingskonkurrencen blev 3. klasse, som samlede mest ind pr. elev. Godt klaret! Der skal også lyde en kæmpe tak til lærerne, som gjorde en kæmpe indsats.

Fra menighederne til mennesker i nød Alle Adventistkirker har mindst én ADRA-repræsentant. Nogle menigheder vælger endda at være flere om opgaven. Det gør det lettere og hyggeligere at løfte ansvaret sammen. Det lokale engagement bliver omsat til hjælp langt fra Danmarks grænser. Donationerne fra Hjælpeaktionen gør det lige nu muligt for ADRA at yde livsvigtig nødhjælp i Sudan, Colombia og Nepal.

Her gør pengene fra Hjælpeaktion en forskel lige nu: • I Nepal har en styrtflod kostet tusindvis af mennesker livet. Katastrofen har ramt familier og lokalsamfund hårdt og skabt et stort behov for nødhjælp. ADRA fokuserer her på at dække de mest akutte behov som f.eks. mad og nødvendig medicin. • I Sudan har en langvarig konflikt tvunget over 8 millioner mennesker på flugt inden for landets grænser. Nogle vandrer hundredvis af kilometer for at komme i sikkerhed. Her arbejder ADRA for at forbedre hygiejneforholdene, så sygdomme ikke breder sig. • I Colombia har et voldsomt jordskælv kostet hundredvis af mennesker livet og efterladt lokalsamfund i nød. Her hjælper ADRA bl.a. med mad og kontantstøtte. Hjælpeaktion er et stærkt eksempel på, hvordan engagement lokalt kan blive til konkret hjælp globalt. Hver donation er med til at give mennesker, der har mistet næsten alt, mulighed for at få dækket nogle af de akutte behov.

Vil du være med? Læs mere om Hjælpeaktion påhjælpeaktion.dk, eller kontakt Kristian direkte på krisha@adra.dk. Tak til alle jer, der bidrager – og til alle ADRA-repræsentanter, som år efter år er med til at gøre hjælpen mulig.

KALENDER

Global Mission 14. november Tekst: Kristinn Odinsson

I 1922 STOD vores kirke i en krise. Efter første verdenskrig manglede der penge, og missionærer var ved at blive kaldt hjem. Kirkens ledere bad medlemmerne om at give én uges løn. De gav mere, end der blev bedt om, og missionærerne kunne blive. Lige siden har vi sluttet bedeugen med et offer til mission. I år støtter vi Global Mission – kirkens arbejde der, hvor der endnu ikke findes en adventistmenighed. Arbejdet bæres af pionerer: lokale troende, der kender sproget og kulturen eller mennesker, der er villige til at lære det. De bor lokalt, spiser med naboerne, hjælper hvor der er brug for det, og bliver venner, før de inviterer til at følge Jesus. Det lyder måske fjernt, men det er det ikke. Det er præcis det samme, vi forsøger herhjemme, når vi bygger nye fællesskaber på Amager, i Aarhus og i Nuuk. Også hos os er der mange, der ikke kender Jesus. Når vi giver til Global Mission, står vi sammen med mennesker, der gør det, vi selv prøver at lære. Så spørgsmålet i år er enkelt: Hvad kan du undvære i en uge? En middag ude, en ny jakke, et streamingabonnement? Læg beløbet til side og giv det i bedeugeofferet. ”Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver“ (2 Kor 9,7). Tak for din gave.

14.-18. oktober Familielejr, Himmerlandsgården 30. oktober - 1. november Bibelweekend, Sct. Knudsborg, Brenderup, Fyn 2. november Deadline for materiale til Adventnyt nr. 6, december 7.-14. november Bedeuge 27.-29. november Seniorernes juleweekend, Sct. Knudsborg, Brenderup, Fyn 27.-29. november SABUS, Den store julefest, Himmerlandsgården 4.-6. december SABUS, Julefest i Birkedalen 7. december Adventnyt nr. 6 udkommer Hold dig opdateret på adventist.dk og sabus.dk

Adventsgaven 5. december Tekst: Kristinn Odinsson

EN LOVKYNDIG SPURGTE engang Jesus: ”Hvem er min næste?“ Jesus svarede med historien om den barmhjertige samaritaner – den fremmede, der stoppede op og tog sig af en såret mand i vejkanten. Jesus sluttede med at sige: ”Gå du hen og gør ligeså“ (Luk 10,25-37). Advent handler om at vente på Jesus og om at huske, at vi selv er blevet elsket og velsignet uden at fortjene det. Adventsgaven er vores måde at give det videre på. I år bestemmer jeres menighed selv, hvad gaven skal gå til. I kender jeres område bedst. Er der nogen, der har brug for en julekurv? Er der en nabo, der sidder alene i julen, eller en ung, der har brug for en håndsrækning? Eller en lokal forening, der gør et stykke arbejde, I gerne vil bakke op om? Menighedsbestyrelsen træffer beslutningen og fortæller menigheden, hvad gaven går til. Hvis I drømmer om et socialt projekt, der rækker ud over en enkelt gave, kan menigheden f.eks. søge støtte hos HappyHand-butikkerne, som giver af overskuddet til sociale projekter i Danmark. Samaritaneren spurgte ikke, om manden i vejkanten var en af hans egne. Han så et behov og handlede. Lad adventsgaven være vores måde at gøre det samme på.

Takket være din støtte til Hjælpeaktion, var ADRA klar til at hjælpe, da styrtfloden ramte Nepal. Vi leverer blandt andet soveposer, telte, vandrensningsudstyr, mad og nødvendig medicin. Din støtte gør en stor forskel. Tak for at du står sammen med os. Læs mere på hjælpeaktion.dk